Page 1

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp R O M A N

|

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 1 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 2 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Af samme forfatter Ude af verden Alting har en tid Min kamp. Første bog


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 3 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp Anden bog Roman P책 dansk ved Sara Koch

Lindhardt og Ringhof


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 4 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp er oversat fra norsk efter Min kamp Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2009 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print Sia 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia, 2010 ISBN: 978-87-1141-2572 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont www.lindhardtogringhof.dk


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 5 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Del 3


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 6 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 7 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

29. juli 2008      , og den er ikke forbi endnu. Den 26. juni blev jeg færdig med første del af romanen, og siden da, i over en måned, har Vanja og Heidi haft fri fra børnehaven med alt hvad det indebærer af en intensiveret hverdag. Jeg har aldrig forstået hvorfor folk holder ferie, har aldrig haft behov for det, har altid bare haft lyst til at arbejde mere. Men skal det være, så skal det være. Den første uge skulle vi egentlig have været ude i kolonihaven, som Linda sidste efterår overtalte mig til at vi skulle købe, dels som skrivested, dels som weekendsted, men efter tre dage gav vi op og rejste ind til byen igen. At være tre små børn og to voksne på så lille et sted med andre mennesker på alle sider uden andet at tage sig til end at luge i haven og slå græs er ikke nødvendigvis nogen god idé, særligt ikke hvis stemningen i forvejen er disharmonisk. Vi skændtes højlydt derude flere gange, sandsynligvis til stor fornøjelse for naboerne, og de hundredvis af pertentligt dyrkede haver med gamle, halvnøgne mennesker gjorde mig helt krakilsk af klaustrofobi. Børnene opfanger hurtigt disse stemninger og udlever dem, særligt Vanja, hun reagerer næsten momentant på forskydninger i toneleje og intensitetsniveau, og hvis det bliver slemt, begynder hun at gøre det hun ved, vi mindst bryder os om, og som får os til at miste besindelsen hvis bare det bliver ved længe nok. Når man allerede er fyldt op af frustration, er det næsten umuligt at forsvare sig, og så kører det ellers med skrig og råb og elendighed. Ugen efter lejede vi en bil og 7


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 8 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

kørte op til Tjörn uden for Gøteborg, hvor Lindas veninde Mikaela, som er Vanjas gudmor, havde inviteret os med op til sin kærestes sommerhus. Vi spurgte hende om hun vidste hvordan det var med tre børn, og om hun virkelig var sikker på at hun gerne ville have at vi kom, men det var hun, sagde hun, hun kunne bage med børnene, havde hun forestillet sig, og tage dem med ud og bade og fiske efter krabber så vi kunne få lidt tid for os selv. Vi bed på. Op til Tjörn kørte vi, uden for sommerhuset, yderst i det mærkelige landskab, der lignede Sørlandet i Norge, parkerede vi og væltede ind med alle børnene og vores pakkenelliker. Det var meningen at vi skulle være der en hel uge, men allerede efter tre dage pakkede vi vores ting i bilen og kørte sydpå igen, til Mikaela og Eriks store lettelse. Folk der ikke har børn, forstår sjældent hvad det indebærer, uanset hvor modne og intelligente de ellers er, sådan var det i hvert fald med mig før jeg fik børn. Mikaela og Erik er karrieremennesker, al den tid jeg har kendt Mikaela, har hun haft lederjob i kulturlivet, mens Erik er direktør for en eller anden verdensomspændende stiftelse med hovedkvarter her i Sverige. Efter Tjörn skulle han til møde i Panama, før de skulle feriere videre i Provence, for sådan er deres liv, de steder jeg kun har læst om, ligger åbne for dem. Det liv trådte vi altså ind i med vores vådservietter og bleer, John der kravler rundt overalt, Heidi og Vanja der slås og skriger, ler og græder, som aldrig spiser ved bordet, som aldrig gør hvad vi siger, i hvert fald ikke når vi er sammen med andre mennesker og vi virkelig ønsker at de skal opføre sig ordentligt, for det kan de jo mærke, jo mere der står på spil for os, desto mere uregerlige bliver de, og selvom sommerhuset var stort og rummeligt, var det ikke så stort og rummeligt at man ikke lagde mærke til dem. Erik lod som om han ikke var bange for at de skulle ødelægge nogen af tingene derinde, han ville gerne fremstå som generøs og glad for børn, men blev hele tiden modsagt af sit 8


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 9 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

kropssprog, armene tæt ind til kroppen, måden han hele tiden gik og ryddede op, og af det manglende nærvær i hans blik. Han var tæt på tingene og stedet, som han havde kendt hele sit liv, med holdt afstand til dem der befolkede det i de dage, så på dem omtrent som man ser på muldvarpe eller pindsvin. Jeg kunne godt forstå ham, og jeg kunne godt lide ham. Men samtidig kom jeg med alt det her, og det var umuligt at møde ham. Han var uddannet i Cambridge og Oxford og havde arbejdet som mægler i Londons finansverden i et par år, men på en tur som han og Vanja gik sammen op til en klippetop ude ved havet, lod han hende klatre på egen hånd flere meter foran sig mens han stod ubevægelig og beundrede udsigten uden at tænke på at hun kun er fire år og ikke kan bedømme risiko, så med Heidi på armen måtte jeg småløbe derop og overtage kontrollen. Da vi en halv time senere satte os ind på en café, jeg stiv i benene efter den stejle klippeforcering, og jeg bad ham om at give John stykker af en bolle jeg lagde ved siden af ham, eftersom jeg skulle holde både Vanja og Heidi i ro mens jeg fandt mad til dem, nikkede han, det skulle han nok, men han lagde ikke avisen han læste i, væk, så slet ikke op, og bemærkede ikke hvordan John en halv meter fra ham blev mere og mere ophidset og til sidst skreg så han blev rød i hovedet af frustration over at det bollestykke han gerne ville have, lå lige for næsen af ham, men uden for rækkevidde. Situationen gjorde Linda, som sad ved den anden ende af bordet, rasende, jeg kunne se det på hende, men hun bed det i sig, sagde ingenting, ventede til vi kom ud og var alene, hvor hun så sagde at vi skulle tage hjem. Nu. Vant til hendes luner sagde jeg at hun skulle holde kæft og ikke træffe sådan nogle beslutninger når hun var så skidesur. Det gjorde hende selvfølgelig endnu mere sur, og sådan fortsatte vi indtil vi næste morgen sad i bilen på vej hjem. Den åbne, blå himmel og det småtskårne og forblæste, men smukke landskab gjorde, sammen med børnenes glæde og det fak9


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 10 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

tum at vi sad i en bil og ikke i en togkupé eller om bord på et fly, som havde været vores rejsemåde de sidste par år, stemningen lettere, men det varede ikke længe, så var vi i gang igen, for vi måtte jo spise, og den restaurant vi fandt og stoppede ved, viste sig at tilhøre en yachtklub, men, sagde tjeneren til mig, hvis vi gik over broen, kom vi ind til byen og der, måske femhundrede meter inde, lå en anden restaurant, så tyve minutter senere stod vi på en høj og smal, men trafikeret bro, slæbende på to barnevogne, sultne og med et industriområde og intet andet i sigte. Linda var rasende, hendes øjne var sorte, vi havnede altid i sådan nogle situationer, hvæsede hun, det var der ingen andre der gjorde, der var ikke noget der lykkedes for os, nu skulle vi spise, hele familien, det kunne have været mysigt, i stedet gik vi her i blæsten omgivet af susende biler og bilos på en skide bro. Havde jeg nogensinde set andre trebørnsfamilier på den måde? Den vej vi fulgte, endte ved en metalport med et sikkerhedsfirmas logo på. For at komme ind til byen, som oven i købet så slidt og trist ud, måtte vi gå en omvej i industrikvarteret på mindst et kvarter. Jeg ville gå min vej, fordi hun altid brokkede sig, hun ville altid have noget andet, gjorde aldrig selv noget for det, kun brok, brok, brok, tog aldrig situationen som den var, og når virkeligheden ikke svarede til forestillingen, var det mig hun bebrejdede for både stort og småt. Ja, så var vi gået fra hinanden, men logistikken bragte os altid sammen igen, vi havde én bil og to barnevogne, så der var ikke andet at gøre end at lade som om det der var blevet sagt, ikke var blevet sagt alligevel, skubbe de plettede og vakkelvorne vogne hen over broen og op til den smukke yachtklub, lempe dem ind i bilen, spænde ungerne fast og køre dem til den nærmeste McDonald’s som blev en tankstation lige uden for Gøteborg centrum, hvor jeg sad på en bænk og spiste min pølse mens Vanja og Linda sad inde i bilen og spiste deres. John og Heidi sov. Den planlagte tur til Liseberg aflyste vi, det ville bare gøre alt værre sådan som stemningen var mellem os nu. I stedet stoppede 10


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 11 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

vi impulsivt et par timer senere ved et billigt sammensurium af forlystelser, et såkaldt »Eventyrland«, hvor alting var af dårlig kvalitet, og tog først børnene med til et lille »cirkus« som bestod af en hund der hoppede gennem ringe i knæhøjde, en kraftig og mandigt udseende dame, sandsynligvis fra et sted i Østeuropa, som klædt i bikini kastede de samme ringe op i luften og slyngede dem rundt med hofterne, kunster som alle pigerne i min klasse i skolen havde behersket, og en lyshåret mand på min alder i snabelsko, turban og med bilringe der vældede ud over haremsbukserne, som fyldte munden op med benzin og fire gange spruttede ild op mod det lave loft. John og Heidi stirrede på det så deres øjne var ved at trille ud. Vanja kunne ikke tænke på andet end tombolaen vi var gået forbi, hvor man kunne vinde bamser, hun hev mig hele tiden i armen og spurgte hvornår det var forbi. Af og til kiggede jeg over på Linda. Hun sad med Heidi på skødet og havde tårer i øjnene. Da vi kom ud og begyndte at gå ned mod den lille tivoliplads mens vi skubbede hver vores barnevogn forbi et stort bassin med vandrutsjebane, bag hvilken en enorm trold på måske tredive meter tronede, spurgte jeg hende hvorfor. – Det ved jeg ikke, sagde hun. – Men jeg er altid blevet rørt af cirkus. – Hvorfor? – Ja, men det er jo så sørgeligt, så småt og billigt. Men samtidig også så smukt. – Også det her? – Ja. Så du ikke Heidi og John? De var helt hypnotiserede. – Men ikke Vanja, sagde jeg og smilede. Linda smilede også. – Hvad? sagde Vanja og vendte sig om. – Hvad sagde du, far? – Jeg sagde bare at du ikke tænkte på andet end den bamse vi så dernede, da du var i cirkus. Vanja smilede på den måde hun plejede når vi talte om noget hun havde gjort. Tilfreds, men også ivrig og klar til mere. 11


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 12 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Hvad gjorde jeg? sagde hun. – Du hev mig i armen, sagde jeg. – Sagde at du ville trække et lod nu. – Hvorfor det? sagde hun. – Hvordan skulle jeg vide det? sagde jeg. – Du ville sikkert gerne have den bamse. – Skal vi det nu? sagde hun. – Ja, sagde jeg. – Det er lige dernede. Jeg pegede ned ad den asfalterede gangsti mod forlystelserne, som vi lige kunne skimte mellem træerne. – Må Heidi også? sagde hun. – Hvis hun vil, sagde Linda. – Det vil hun, sagde Vanja og lænede sig frem mod Heidi som sad i vognen. – Vil du det, Heidi? – Ja, sagde Heidi. Vi måtte købe lodder for halvfems kroner før de stod med hver deres lille stofmus i hånden. Solen brændte på himmelen over os, luften i skoven stod stille, alverdens pling og skingre lyde fra maskinerne blandede sig med firserdisko fra boderne omkring os. Vanja ville have candyfloss, så ti minutter senere sad vi omkring et bord ved en kiosk omgivet af nærgående hvepse i solen, som fik sukkeret til at klistre fast til alt hvad det kom i nærheden af, det vil sige bordplade, barnevogn, arme og hænder, til børnenes højlydte irritation, det var ikke det de havde forestillet sig da de så beholderen med snurrende sukker i kiosken. Min kaffe var besk og næsten udrikkelig. En lille, snavset dreng kom cyklende mod os på en trehjulet cykel, han cyklede lige ind i Heidis vogn og så forventningsfuldt op på os. Han var mørkhåret og mørkøjet, kunne være rumænsk eller albansk eller måske græsk. Efter at have kørt hjulet ind i vognen endnu et par gange, stillede han sig så vi ikke kunne komme ud, og blev stående der, nu med blikket ned i jorden. – Skal vi smutte eller hvad? sagde jeg. 12


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 13 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Heidi ville jo gerne ride, sagde Linda. – Kan vi ikke gøre det først? En kraftig mand med udstående ører, også han var mørk, kom og løftede drengen på cyklen op og bar ham ud på pladsen foran kiosken, klappede ham et par gange på hovedet og gik hen til den mekaniske blæksprutte som han betjente. På blækspruttearmene sad små kurve man kunne sidde i, de gik op og ned mens de langsomt kørte rundt og rundt. Drengen begyndte at cykle ind på pladsen som sommerklædte mennesker hele tiden gik ind og ud fra. – Jo, selvfølgelig, sagde jeg og rejste mig, tog Vanjas og Heidis candyfloss og smed dem i en skraldespand og skubbede vognen med John, som kastede hovedet fra side til side for ikke at gå glip af alt det interessante der foregik her, over pladsen og hen mod stien som førte hen til »westernbyen«. Men i »westernbyen«, som var en bunke sand med tre nybyggede skure hvor der stod henholdsvis »mine«, »sherif« og »prison«, de to sidste var fulde af »wanted dead or alive«-plakater, omgivet af birketræer på den ene side og en rampe hvor nogle unge mennesker kørte på nogle bræt med små hjul på, på den anden, var hesteridningen lukket. Inden for hegnet lige bag »minen« sad den østeuropæiske cirkuskvinde på en sten og røg. – Rida! sagde Heidi og så sig omkring. – Så må vi gå om til æselridningen ved indgangen, sagde Linda. John smed sutteflasken med vand ned på jorden. Vanja krøb ind under hegnet og løb hen til minen. Da Heidi opdagede det, kravlede hun ud af vognen og fulgte efter. Jeg så en rød og hvid colaautomat ved siden af sherifkontoret, gravede indholdet i shortslommerne frem og så på det: to hårelastikker, et hårspænde med mariehøns på, en lighter, tre sten og to små, hvide muslingeskaller som Vanja havde fundet i Tjörn, en tyvekroneseddel, to femmere og ni enkroner. – Jeg tager en smøg imens, sagde jeg. – Sætter mig dernede. 13


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 14 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Jeg nikkede hen mod en træstamme der lå for enden af området. John løftede begge arme op i vejret. – Gør du bare det, sagde Linda og løftede ham op. – Er du sulten, John? sagde hun. – Åh, der er så varmt her. Er der ikke skygge noget sted? Så jeg kan sætte mig ned med ham? – Deroppe, sagde jeg og pegede mod restauranten der var formet som et tog med disken inde i lokomotivet, bordene i vognene. Der var ikke et menneske at se deroppe. Stolene stod lænet med ryggen mod bordpladerne. – Så gør jeg det, sagde Linda. – Og giver ham lidt mad. Holder du øje med pigerne? Jeg nikkede, gik hen til colaautomaten og trak en dåse, satte mig på træstammen, tændte en cigaret, så op mod det hastigt sammensnedkrede skur hvor Vanja og Heidi løb ind og ud ad åbningen. – Der er helt mørkt herinde! råbte Vanja. – Kom og se! Jeg løftede hånden og vinkede til hende, noget hun heldigvis slog sig til ro med. Musen klemte hun hele tiden mod brystet med den ene hånd. Hvor var Heidis mus forresten henne? Jeg lod blikket følge bakken opad. Og der, lige uden for sheriffens kontor lå den med hovedet ned i sandet. Oppe på restauranten trak Linda en stol hen til trævæggen, satte sig ned og begyndte at amme John, som først sparkede med benene og så lå helt stille. Cirkusdamen var på vej op ad bakken. En klæg stak mig på læggen. Jeg slog så kraftigt til den at den blev mast ud over huden. Cigaretten smagte forfærdeligt i varmen, men jeg trak stædigt røgen ned i lungerne, stirrede op på grantoppene, de var så intenst grønne der hvor solen skinnede på dem. En ny klæg satte sig på læggen. Jeg slog irriteret ud efter den, rejste mig op, smed cigaretten på jorden og gik op mod pigerne med den halvfulde og stadig kolde coladåse i hånden. – Far, gå om på bagsiden når vi er inde, så kan du se om du kan 14


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 15 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

se os gennem sprækkerne, okay? sagde Vanja og så op på mig med missende øjne. – Det kan jeg da godt, sagde jeg og gik rundt om skuret. Hørte dem rumstere og fnise derinde. Bøjede hovedet mod en af sprækkerne og stirrede derind. Men forskellen mellem lyset udenfor og mørket indenfor var for stor til at jeg kunne se noget som helst. – Far, er du derude? råbte Vanja. – Ja, sagde jeg. – Kan du se os? – Nej. Er I blevet usynlige? – Ja! Da de kom ud, lod jeg som om jeg ikke kunne se dem. Med blikket direkte på Vanja kaldte jeg på hende. – Jeg er jo her, sagde hun og vinkede med armene. – Vanja? sagde jeg. – Hvor er du henne? Nu er det altså ikke sjovt længere. – Jeg er her! Her! – Vanja ...? – Kan du virkelig ikke se mig? Er jeg virkelig usynlig? Hun lød uendelig tilfreds, men samtidig kunne jeg fornemme en lille uro i hendes stemme. Samtidig begyndte John at skrige. Jeg så op. Linda rejste sig og holdt ham ind til sig. Det lignede ham ikke at skrige sådan. – Nå, der er du! sagde jeg. – Har du været der hele tiden? – Ja-a, sagde hun. – Kan du høre at John græder? Hun nikkede og kiggede derop. – Vi må gå nu, sagde jeg. – Kom så. Jeg greb ud efter Heidis hånd. – Vill inte, sagde hun. – Vill inte holde hånd. – Okay, sagde jeg. – Men så må du sætte dig op i vognen. – Vill inte vagnen, sagde hun. 15


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 16 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Skal jeg bære dig? – Vill inte bäre, sagde hun. Jeg gik ned og hentede vognen. Da jeg kom tilbage, var hun kravlet op på hegnet. Vanja havde sat sig ned på jorden. Oppe på toppen af bakken var Linda gået ned fra restauranten, hun stod nu på vejen og så ned mod os og vinkede med den ene hånd. John skreg stadig. – Jeg vil ikke gå, sagde Vanja. – Jeg er træt i benene. – Du har jo næsten ikke gået i dag, sagde jeg. – Hvordan kan du så være træt i benene? – Jeg har ingen ben. Du skal bære mig. – Nej, Vanja. Nu fjoller du. Jeg kan jo ikke bære dig. – Jo. – Sæt dig op i vognen, Heidi, sagde jeg. – Så kan vi gå hen og ride. – Vill inte vagnen, sagde hun. – Jeg har ingen beeeen! sagde Vanja. Det sidste skreg hun. Raseriet blussede op i mig. Jeg havde mest lyst til at løfte dem op og bære dem fastklemt under hver arm. Det var sket mere end én gang at jeg var gået sådan af sted med dem sprællende og skrigende under hver arm uden at fortrække en mine til de forbipasserende som altid stirrede interesseret på vores scener, som om jeg havde abemaske på eller sådan noget. Men nu var jeg i stand til at styre mig. – Vil du i det mindste sætte dig op i vognen, Vanja? sagde jeg. – Hvis du løfter mig, sagde hun. – Nej, du må selv sætte dig op. – Nej, sagde hun. – Jeg har ingen ben. Hvis jeg ikke gav mig, ville vi blive stående her til næste morgen, for selvom Vanja manglede tålmodighed og gav op over for den mindste modstand, var hun til gengæld uendelig stædig. 16


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 17 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Okay, sagde jeg og løftede hende op i vognen. – Du vinder igen. – Hvad vinder jeg? sagde hun. – Ingenting, sagde jeg. – Kom nu, Heidi, nu går vi. Jeg løftede hende ned fra hegnet, og efter et par halvhjertede nei, vill inte, var vi på vej op ad bakken. Heidi på min arm, Vanja i vognen. På vejen samlede jeg Heidis stofmus op, børstede støvet af den og lagde den op i nettet. – Jeg ved ikke hvad der er med ham, sagde Linda da vi kom op på toppen. – Pludselig begyndte han bare at græde. Måske er han blevet stukket af en hveps eller sådan noget. Se her ... Hun trak blusen op over hans mave og viste mig et lille rødt mærke. Han sprællede i hendes arme, rød i ansigtet og fugtig i håret efter at have skreget sådan. – Stakkars lilla pojken, sagde hun. – Jeg blev bidt af en klæg lige før, sagde jeg. – Måske er det sådan en. Men sæt ham op i vognen, så går vi. Der er alligevel ikke noget vi kan gøre. Da han var spændt fast i selen, vred han sig rundt og borede hovedet ned i puden mens han skreg. – Lad os komme hen til bilen, sagde jeg. – Ja, sagde Linda. – Men han skal lige skiftes først. Der er et puslebord dernede. Jeg nikkede, og vi begyndte at gå. Det var allerede et par timer siden vi var kommet, solen stod lavere på himmelen, og der var noget ved lyset som fyldte skoven, der mindede mig om sommereftermiddagene derhjemme, da vi enten kørte med mor og far ud på spidsen af øen for at bade i havet der, eller selv gik ned til klippen i sundet neden for boligområdet. I nogle sekunder blev jeg fyldt op af minderne, ikke i form af konkrete hændelser, mere som stemninger, dufte, fornemmelser. Hvordan lyset, som midt på dagen var mere hvidt og neutralt, ud på eftermiddagen begyndte 17


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 18 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

at blive mere fyldigt og gøre alle farverne mørkere. Åh, at løbe på stien gennem den skyggefulde skov en sommer i halvfjerdserne! Springe ud i det ramsaltede vand og svømme over til Gjerstadholmen på den anden side! Solen der skinnede på de runde klipper og næsten gjorde dem gyldne. Det stive, tørre græs der voksede i fordybningerne mellem dem. Fornemmelsen af dybet under vandoverfladen, så mørk i skyggen under klipperne. Fiskene som gled forbi. Og trækronerne over os, med deres spinkle, i søbrisen bævende grene! Den tynde bark og det glatte knogleagtige træ indenunder. Det grønne løv ... – Der er det, sagde Linda og nikkede hen mod en lille ottekantet træbygning. – Venter du? – Vi begynder langsomt at gå nedad, sagde jeg. I skoven inden for hegnet stod to udskårne trænisser. Det var sådan stedet retfærdiggjorde sin status som »eventyrland«. – Titta tompen! råbte Heidi. »Tompen«, det var tomten – altså nissen. Hun havde længe været optaget af ham. Langt ud på foråret havde hun peget mod terrassen hvor nissen var kommet fra juleaften, og sagt »tompen kommer«, og når hun legede med en af de gaver han havde givet hende, fastslog hun altid først hvor den kom fra. Hvad det var for en status nissen havde for hende, var ikke så let at vide, for da hun ved et uheld fik øje på nissetøjet i mit skab mellem jul og nytår, blev hun ikke det mindste forbavset eller oprørt, der var ikke noget der var blevet afsløret, hun pegede bare og råbte »tompen« som om det var her han klædte om, og når vi mødte den gamle, hjemløse mand med hvidt skæg der holdt til på torvet uden for vores ejendom, kunne hun finde på at rejse sig op i vognen og råbe »tompen« af sine lungers fulde kraft. Jeg lænede hovedet frem og kyssede hende på de runde kinder. – Inte pussa! sagde hun. Jeg lo. 18


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 19 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Må jeg så kysse dig, Vanja? – Næh! sagde Vanja. En lille, men jævn strøm af mennesker gled forbi os hele tiden, de fleste var klædt i lyst tøj, i shorts, T-shirt og sandaler, nogle med joggingbukser og joggingsko, påfaldende mange var tykke, næsten ingen var velklædte. – Min pappa i fängelse! råbte Heidi fornøjet. Vanja vendte sig om i vognen. – Nej, pappa är inte i fängelse! sagde hun. Jeg lo igen og standsede. – Vi må vente på mor her, sagde jeg. Din far sidder i fængsel, var noget ungerne i børnehaven gik og sagde til hinanden. Heidi troede det var noget overordentlig godt, og plejede at sige det når hun ville prale af mig. Da vi skulle rejse hjem fra kolonihaven sidst, havde hun ifølge Linda sagt det til en ældre dame på sædet bag dem i bussen. Min pappa i fängelse. Eftersom jeg ikke var der, men stod ved busstoppestedet sammen med John, blev påstanden hængende uimodsagt i luften. Jeg bøjede hovedet frem og tørrede sveden af panden med T-shirtærmet. – Må jeg få et lod til, far? sagde Vanja? – Nej, det må du ikke, sagde jeg. – Du har jo allerede vundet en lille bamse! – Snälla pappa, ett till? sagde hun. Jeg vendte mig om og så Linda komme gående. John sad oprejst i vognen og virkede tilfreds under sin solhat. – Gik det godt? sagde jeg. – Mm. Jeg vaskede stikket i koldt vand. Men han er træt. – Så falder han nok i søvn i bilen, sagde jeg. – Hvad tror du klokken er? – Halv fire, måske? – Så er vi hjemme ved ottetiden? 19


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 20 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Noget i den retning. Endnu en gang krydsede vi det lille tivoliområde, passerede sørøverskibet, en ussel træfacade med et par gangbroer bag hvilke der hist og her stod nogle etbenede og enarmede mænd med sværd og tørklæde om hovedet, indhegningen med lamaer og indhegningen med strudse, den lille platform hvor nogle børn kørte på firehjulscrossere, og kom til sidst ned til indgangsområdet hvor der lå en forhindringsbane, det vil sige nogle tømmerstokke og nogle planker med net mellem, et stativ til en hoppeelastik og en æselridebane, som vi stoppede ved. Linda tog Heidi og bar hende hen til køen, satte en hjelm på hendes hoved, mens Vanja og jeg stod ved hegnet sammen med John og så på. Der var fire æsler på banen ad gangen, og det var forældrene der trak dem. Selve banen var ikke mere end tredive meter lang, men de fleste brugte lang tid på at komme igennem den, fordi det var æsler det her, ikke ponyer, og æsler, de standser når de vil. Fortvivlede forældre stod og halede alt hvad de kunne i tøjlerne uden at dyrene flyttede sig. Klappede dem på siden uden at det gjorde nogen forskel, æslerne stod lige så forbandet stille som før. En af ungerne græd. Hende der tog imod billetterne, stod hele tiden og råbte råd til forældrene. Træk så hårdt du kan! Hårdere! Bare træk, der sker dem ikke noget. Hårdt! Sådan, ja! – Kan du se det, Vanja? sagde jeg. – Æslerne nægter at gå! Hun lo. Jeg blev glad fordi hun var glad. Samtidig begyndte jeg at blive lidt bekymret for hvordan det skulle gå med Linda; hendes tålmodighed var ikke meget større end Vanjas. Men da det blev hendes tur, klarede hun det fint. Hver gang æslet standsede, vendte hun sig om så hun stod med ryggen til æslets side og lavede nogle smaskelyde med munden. Hun havde redet da hun voksede op, i lange perioder af hendes liv havde alt drejet sig om heste, det måtte være derfor. Heidi strålede oppe på æselryggen. Når æslet ikke længere lod 20


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 21 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

sig narre af hendes trick, trak Linda så hårdt og bestemt i bidslet at der ikke var plads til modvilje. – Hvor er du dygtig! råbte jeg til Heidi. Kiggede ned på Vanja. – Vil du også prøve? Vanja rystede bestemt på hovedet. Rettede på brillerne. Hun havde redet på ponyer fra hun var halvandet år, og det efterår vi flyttede til Malmø, da hun var to et halvt, var hun begyndt på en rideskole. Den lå midt i Folkets Park, en trist og forfalden ridehal med savsmuld på gulvet, som for hende var eventyrlig, hun sugede alt til sig og ville snakke om det bagefter. Rank i ryggen sad hun på sin pjuskede pony og blev ført rundt af Linda, eller de gange hvor jeg var der alene med hende, af en af de elleve-tolv år gamle piger der så ud som om stedet var hele deres liv, mens en lærer gik rundt i midten og fortalte dem hvad de skulle gøre. At Vanja ikke altid forstod instrukserne, gjorde ikke noget, det vigtigste var oplevelsen af hestene og af miljøet omkring dem. Stalden, katten som havde killinger i høet, listen over hvem der skulle ride på hvilken hest den eftermiddag, hvilken hjelm hun valgte, det øjeblik hvor hesten skulle føres hen til hallen, selve ridningen, kanelsneglen og æblejuicen hun fik i caféen bagefter. Det var ugens højdepunkt. Men i løbet af det næste efterår forandrede det sig. De fik en ny lærer og Vanja, som så større ud end sine næsten fire år, blev mødt med krav hun ikke kunne opfylde. Selvom Linda gjorde læreren opmærksom på det, holdt det ikke op, Vanja begyndte at protestere når hun skulle derhen, hun ville ikke, absolut ikke, og til sidst holdt vi helt op. Selv da hun så Heidi ride den lille æseltur gennem parken hvor der ikke fandtes krav, ville hun ikke. Noget andet vi var begyndt med, var en sangtime hvor børnene dels sang sammen og dels tegnede og lagde puslespil. Den anden gang hun var der, skulle de tegne et hus, og Vanja havde tegnet græsset uden for huset blåt. Underviseren var gået hen til 21


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 22 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

hende og havde sagt at græs ikke er blåt, men grønt, om hun ville tegne en ny tegning? Vanja havde revet tegningen i stykker og været modvillig på en måde der fik de andre forældre til at løfte øjenbrynene og være glade for deres egne velopdragne børn. Vanja er så meget, men mest af alt følsom, og at hun allerede nu gør sig hård, for det gør hun, bekymrer mig. At se hende vokse op forandrer også billedet af min egen opvækst, ikke så meget på grund af kvaliteten som kvantiteten, selve den tid man tilbringer sammen med sine børn, som er umådelig. Så mange timer, så mange dage, så uendelig mange situationer der opstår og gennemleves. Fra min egen barndom kan jeg kun huske en håndfuld episoder, som jeg alle sammen har opfattet som skelsættende og betydningsfulde, men som jeg nu forstår badet i et hav af andre begivenheder, hvilket fuldstændig udsletter meningen i dem, for hvordan kan jeg vide at netop de begivenheder som jeg kan huske, har været afgørende, og ikke andre, som jeg ikke ved noget om? Når jeg diskuterer sådan noget med Geir, som jeg taler i telefon med en times tid hver dag, plejer han at citere Sven Stolpe, som et sted skriver om Bergman, at han ville have været Bergman uanset hvor han var vokset op, underforstået, man er som man er, uanset betingelserne. Måden man møder sin familie på, kommer før familien. Da jeg voksede op, blev jeg oplært til at forklare alle egenskaber, handlinger og foreteelser ud fra det miljø de opstod i. Det biologiske og det genetiske, altså det som er givet, fandtes næsten ikke på kortet, og når det gjorde, blev det set på med mistænksomhed. En sådan holdning kan ved første øjekast virke humanistisk, eftersom den er så tæt forbundet med forestillingen om at alle mennesker er lige, men ved nærmere eftersyn kan det lige så godt udtrykke en mekanistisk holdning til mennesket som er født tomt og lader sit liv forme af omgivelserne. Jeg forholdt mig længe rent teoretisk til problemstillingen, som er så grundlæggende at den kan bruges som afsæt i hvilken som helst sam22


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 23 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

menhæng – hvis miljøet for eksempel er den betonede faktor, er mennesket i udgangspunktet både lige og formbart, og det gode menneske kan skabes ved at gribe ind i dets omgivelser, deraf forældregenerationens tro på staten, undervisningssystemet og politikken, deraf deres begær efter at forkaste alt det der har været, og deraf deres nye sandhed, som ikke fandtes i menneskets indre, i det enkeltstående og unikke, men tværtimod i menneskets ydre, det kollektive og almene, måske allertydeligst udtrykt af Dag Solstad, som altid har været sin tids kronograf, i teksten fra 1967, hvor hans berømte udsagn »Vi vil ikke give kaffekanden vinger« står: Væk med åndeligheden, væk med inderligheden, giv plads til en ny materialisme – men at den samme holdning kunne stå bag nedrivningen af gamle kvarterer til fordel for veje og parkeringspladser, som den intellektuelle venstrefløj naturligvis var modstandere af, faldt dem aldrig ind, og det har måske heller ikke været muligt at det faldt nogen ind før nu, hvor forbindelsen mellem lighedstanken og kapitalismen, velfærdsstaten og liberalismen, marxismens materialisme og varesamfundet, jo er indlysende, for den største lighedsskaber af alle er penge, de udjævner forskelle, og hvis din karakter og din skæbne er formbare størrelser, er penge den mest nærliggende formgiver, og sådan opstår det fascinerende fænomen at store grupper af mennesker hævder deres egen individualitet og originalitet ved at handle identisk, mens de der engang åbnede den dør, ved at hylde lighed, lægge vægt på det materielle og tro på forandring, nu står og raser over deres eget værk som de tror fjenden skabte – men som alle enkle ræsonnementer er dette heller ikke helt sandt, livet er ikke en matematisk størrelse, det har ingen teori, kun praksis, og hvis det er fristende at forstå en generations omkalfatring af samfundet ud fra dens syn på forholdet mellem arv og miljø, er fristelsen litterær og består i glæden ved at spekulere, det vil sige at lade tanken glide gennem de mest ulige områder af menneskets virke, mere end i 23


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 24 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

glæden ved at sige det sande. Himmelen er lav i Solstads bøger, de er uhyre sensible for samtidens strømninger, fra følelsen af fremmedgjorthed i tresserne, hyldesten til det politiske i begyndelsen af halvfjerdserne, og så, netop som de vinde begyndte at blæse, til en afstandtagen i slutningen. Det vejrhaneagtige behøver hverken at være en styrke eller en svaghed for et forfatterskab, men simpelthen en del af dets materiale, en del af dets orientering, og i Solstads tilfælde har det væsentlige altid befundet sig et andet sted, nemlig i sproget, som funkler i sin nyalderdommelige elegance, og udstråler en helt særegen glans, uefterlignelig og fuld af ånd. Det sprog kan ikke læres, det sprog kan ikke købes for penge, og netop deri ligger dets værdi. Det forholder sig ikke sådan at vi fødes lige, og at livsbetingelserne gør vores liv ulige, det er omvendt, vi fødes ulige og livsbetingelserne gør vores liv mere lige. Når jeg tænker på mine tre børn, er det ikke kun deres karakteristiske ansigter jeg ser for mig, men også en helt bestemt følelse de giver. Den følelse, som er konstant, er det de »er« for mig. Og det de »er«, har været til stede i dem helt fra de første dage jeg så dem. Dengang kunne de jo ingenting, og den smule de kunne, som at sutte på et bryst, løfte armene i refleks, se på omgivelserne, efterligne, kunne de jo alle sammen, så det de »er«, ikke har noget med egenskaber at gøre, ikke handler om hvad de kan eller ikke kan, men mere er en slags lys der lyser i dem. Deres karaktertræk, som forsigtigt begyndte at vise sig efter et par uger, har ligeledes været uforandrede, og de er så forskellige hos dem at det er svært at forestille sig at de betingelser vi giver dem gennem vores opførsel og væremåde, skulle have nogen afgørende betydning. John har et mildt og venligt temperament, han elsker sine søstre og fly, toge og busser. Heidi er udadvendt og taler med alle hun møder, hun er optaget af sko og tøj, og vil kun gå i kjole, hun er tryg i sin lille krop, noget der kom til udtryk da hun 24


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 25 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

i svømmehallen stod nøgen foran spejlet og sagde til Linda: Mor, se hvor fin min rumpe er! Hun tåler ikke at blive irettesat, hvis man hæver stemmen, vender hun sig væk og begynder at græde. Vanja derimod giver igen, hun har et voldsomt temperament, er viljestærk, følsom og god til andre mennesker. Hun har en god hukommelse, kan de fleste bøger vi har læst for hende, udenad, det samme gælder replikker i de film vi ser. Hun har humor, vi ler altid meget ad hende derhjemme, men når hun kommer ud, bliver hun påvirket af stemningerne der, og hvis der er for meget nyt eller ukendt, lukker hun sig. Genertheden dukkede op da hun var omkring syv måneder gammel, og viste sig ved at hun simpelthen lukkede øjnene hvis fremmede nærmede sig, og lod som om hun sov. Det gør hun stadig en sjælden gang imellem, hvis hun sidder i vognen, og vi for eksempel uventet møder en af forældrene i børnehaven, glider øjnene i. I vuggestuen i Stockholm, som lå lige over for vores lejlighed, knyttede hun sig efter en forsigtig og famlende start stærkt til en dreng på hendes egen alder, han hed Alexander, og sammen med ham hærgede hun så voldsomt rundt mellem legetøjet, at personalet sagde at de af og til blev nødt til at beskytte Alexander, det var ikke altid han kunne holde hendes intensitet ud. Men som regel lyste han op når hun kom, og blev ked af det når hun gik, og siden da har hun altid foretrukket at lege med drenge, der er noget med det fysiske og udagerende som hun åbenbart har brug for, måske fordi det er enkelt og giver en følelse af kontrol. Da vi flyttede til Malmø, begyndte hun i en ny vuggestue, den lå lige ved Västra Hamnen i det nybyggede område af byen, hvor de mest pengestærke boede, og eftersom Heidi stadig var så lille, var det mig der sørgede for at køre hende ind. Hver morgen cyklede vi gennem byen, forbi det gamle værftsområde og ud mod havet, Vanja med sin lille hjelm på hovedet og armene om mig, jeg med knæene i mavehøjde på den lille damecykel, let og glad, 25


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 26 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

for alt i byen var stadig nyt for mig, og lysets skift på himmelen om morgenen og om eftermiddagen var endnu ikke blevet en del af rutinens mætte blik. At det første Vanja sagde om morgenen, var at hun ikke ville i dagis, og at hun af og til græd når hun sagde det, troede jeg bare var en overgang, selvfølgelig ville hun kunne lide det med tiden. Men når vi var kommet frem, ville hun ikke forlade mit skød uanset hvad de tre unge kvinder som udgjorde personalet, lokkede med. Jeg mente at det bedste ville være at smide hende ud i det, bare gå derfra og lade hende klare sig selv, men sådan en brutalitet ville hverken personalet eller Linda være med til, så derfor sad jeg der, på en stol i hjørnet af lokalet med Vanja på skødet, omgivet af legende børn med et væld af solskin udenfor som gradvist blev mere efterårsagtigt efterhånden som dagene gik. Ved mellemmåltidet udenfor, som bestod af æble- og pærestykker, som personalet delte ud, gik hun kun med til at sætte sig ned hvis det skete ti meter fra de andre, og når vi gjorde det, jeg med et undskyldende smil, var det ikke uden forundring, for det var jo min måde at forholde mig til andre mennesker på: Hvordan havde hun, to et halvt år gammel, opfanget det? Selvfølgelig kunne personalet efterhånden lirke hende løs fra mig, og jeg måtte så cykle af sted for at få skrevet lidt mens hun græd hjerteskærende bag mig, og da der var gået en måned, afleverede og hentede jeg hende som normalt. Men det skete stadig at hun om morgenen sagde at hun ikke ville af sted, at hun græd lidt, og da en børnehave som lå lige i nærheden af vores lejlighed ringede og sagde at de havde en plads til hende, tøvede vi ikke med at takke ja. Den hed Lodjuret, og var forældreejet. Det betød at forældrene skulle arbejde som personale to uger om året foruden at beklæde en af de mange administrative eller praktiske poster der fandtes. Hvor langt den børnehave skulle æde sig ind i vores liv, anede vi ikke noget om på det tidspunkt, tværtimod var det alle fordelene den gav, vi talte om: Ved at arbejde dernede ville vi lære alle Vanjas 26


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 27 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

legekammerater at kende, og gennem hvervene og de møder der fulgte med, deres forældre. Det var normalt, fik vi at vide, at børnene tog med hinanden hjem, så vi snart ville kunne få lidt aflastning når vi havde brug for det. Desuden, og det var måske det vigtigste argument, kendte vi ingen i Malmø, ikke et eneste menneske, og børnehaven ville være en nem måde at møde andre mennesker. Og det passede, efter et par uger blev vi inviteret til fødselsdagsfest hos et af børnene. Vanja glædede sig meget, ikke mindste, fordi hun havde fået et par guldsko som hun skulle have på, men samtidig havde hun forståeligt nok ikke lyst til at tage med, hun kendte jo ikke de andre særlig godt. Invitationen lå i hylden i børnehaven en fredag eftermiddag, festen var lørdagen efter, og hver morgen den uge spurgte Vanja om det var i dag Stella havde fødselsdag. Da vi sagde nej, spurgte hun om det var i overmorgen; det var fremtidens yderste kant for hende. Den morgen hvor vi endelig kunne nikke og sige, ja, det er i dag vi skal hjem til Stella, sprang hun ud af sengen og hen til skabet for at tage guldskoene på. Et par gange i timen spurgte hun om der var længe til, og det kunne være blevet en uudholdelig formiddag med plageri og scener, men der var heldigvis noget vi kunne fylde den med. Linda tog hende med hen til en boghandel for at købe en gave, bagefter satte de sig ved køkkenbordet og tegnede fødselsdagskort, vi puttede dem i bad, redte deres hår og gav dem hvide strømpebukser og fine kjoler på. Så forandrede Vanjas humør sig, pludselig ville hun ikke have strømpebukser og kjole på, hun skulle i hvert fald ikke til nogen fest, og guldskoene kastede hun mod væggen, men efter at have ventet tålmodigt de få minutter udbruddet varede, fik vi hende i alt tøjet, tilmed det hvide striksjal hun havde fået da Heidi blev døbt, og da de endelig sad i vognen foran os, var de igen fulde af forventning. Vanja var alvorlig og stille med guldskoene i den ene hånd og gaven i den anden, men når hun vendte sig om for at sige noget til os, var det 27


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 28 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

med smil på læben. Heidi sad ved siden af, ivrig og glad, for selvom hun ikke vidste hvor vi var på vej hen, måtte tøjet og forberedelserne have givet hende et praj om at det var noget særligt. Lejligheden hvor fødselsdagen blev holdt, lå nogle hundrede meter længere henne i vores gade. Den var fuld af de bevægelser der kendetegner de sene lørdagseftermiddage i byen hvor de sidste handlende med deres bæreposer blander sig med unge der er trukket ned til centrum for at hænge ud foran Burger King og McDonald’s, og strømmen af biler der glider forbi, ikke længere kun er funktionelle med familier på vej til eller fra parkeringshuse, men begynder at være flere og flere af de lave, sorte og skinnende biler med bassen dundrende i karosseriet, kørt af indvandrermænd i tyverne. Uden for supermarkedet var der så mange mennesker at vi måtte stoppe et øjeblik, og da den gamle, radmagre og hærgede dame der plejede at sidde der i sin rullestol på det tidspunkt, fik øje på Vanja og Heidi, lænede hun sig frem mod dem og ringede med klokken som hun havde hængende i en stav, mens hun sendte dem et smil der sikkert var venligt ment, men som for dem virkede frygtindgydende. Men de sagde ikke noget, så bare på hende. På den anden side af døren sad en narkoman på min alder med en kasket i den udstrakte hånd. Han havde et bur med en kat ved siden af sig, og da Vanja så den, vendte hun sig op mod os. – Når vi flytter på landet, skal jeg have en kat, sagde hun. – Kat! sagde Heidi og pegede. Jeg styrede vognen over fortovskanten og ud på vejen for at komme forbi de tre mennesker der gik så forbandet langsomt og vist troede de ejede fortovet, gik nogle meter så hurtigt jeg kunne, og drejede ind igen da vi var kommet forbi dem. – Men det kan godt være at der er meget længe til, Vanja, sagde jeg. – Man kan ikke have kat i en lejlighed, sagde hun. 28


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 29 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Just det, sagde Linda. Vanja kiggede frem igen. Hun klemte om posen med gaven med begge hænder. Jeg så på Linda. – Hvad var det nu han hed, Stellas far? – Åh, nu står det helt stille ... sagde hun. – Jo, Erik, var det ikke det? – Jo, det var det, sagde jeg. – Hvad er det han laver? – Jeg ved det ikke helt, sagde hun. – Men det var noget med design på en eller anden måde. Vi gik forbi Gottgruvan, og både Vanja og Heidi lænede sig frem for at se ind ad vinduet. Ved siden af lå en pantelåner. Og ved siden af den lå en butik der solgte små statuetter og smykker, engle og buddhaer foruden røgelse, te, sæbe og andet new age-nips. I vinduet hang der plakater der informerede om hvornår yoga-guruer og kendte synske mennesker ville komme til byen. På den anden side af gaden lå en tøjforretning med billige mærker, Ricco Jeans and Clothings, »Mode för hela familjen«, ved siden af den TABOO, en slags »erotisk« forretning der lokkede med dildoer og dukker med forskellige negligéer og korsetagtigt undertøj i vinduet ved døren, skjult fra gaden. Ved siden af den lå Bergman väskor och hattar, som måtte være uforandret i interiør såvel som sortiment fra dengang den blev grundlagt engang i fyrrerne, og Radio City, som lige var gået konkurs, men hvor man stadig kunne se lysende tv-skærme i vinduet, omgivet af et utal af forskellige elektriske apparater hvor priserne var skrevet på store, næsten selvlysende papskiver i orange og grønt. Reglen var at jo længere op i gaden man kom, desto billigere og mærkeligere blev forretningerne. Det samme gjaldt de folk der færdedes der. Modsat Stockholm, hvor vi jo også havde boet midt i byen, var den fattigdom og elendighed der fandtes, synlig på gaden. Jeg kunne godt lide det. 29


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 30 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Her er det, sagde Linda og standsede foran en dør. Uden for en bingohal lidt længere fremme stod tre damer i halvtredserne med gusten hud og røg. Linda lod blikket glide ned over listen af navne ved siden af dørtelefonen, tastede et nummer. To busser dundrede forbi lige efter hinanden. Et øjeblik efter summede det i døren, og vi gik ind i den mørke opgang, satte vognen ved væggen og gik op ad trappen de to etager op til lejligheden, jeg med Heidi på armen, Linda med Vanja i hånden. Døren stod åben da vi kom op, og der var mørkt i lejligheden. Jeg følte et vist ubehag ved at gå lige ind, ville helst have ringet på først, det ville have gjort vores ankomst tydeligere, for som det var nu, stod vi bare ude i entréen uden at nogen lagde mærke til os. Jeg satte Heidi ned på gulvet og tog jakken af hende. Linda skulle til at gøre det samme med Vanja, men hun protesterede, støvlerne skulle af først, så hun kunne tage guldskoene på. Der lå et værelse på hver side af gangen. I det ene legede nogle børn overgearet, i det andet stod nogle voksne og snakkede. I gangen, som fortsatte videre ind i lejligheden, så jeg Erik, han stod med ryggen til og snakkede med et af forældreparrene fra børnehaven. – Hallo! sagde jeg. Han vendte sig ikke om. Jeg lagde Heidis jakke oven på en frakke på en stol og fik øjenkontakt med Linda som ledte efter et sted at hænge Vanjas jakke. – Skal vi gå ind? sagde hun. Heidi lagde armene om mit ben. Jeg løftede hende op og gik et par skridt nærmere. Erik vendte sig om. – Hej, sagde han. – Hej, sagde jeg. – Hej, Vanja! sagde han. Vanja vendte sig væk. – Vil du give gaven til Stella? sagde jeg. 30


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 31 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Stella, nu er Vanja kommet! sagde Erik. – Du skal gøre det, sagde Vanja. Stella rejste sig fra gruppen af børn. Hun smilede. – Tillykke med fødselsdagen, Stella! sagde jeg. – Vanja har en gave til dig. Jeg så ned på Vanja. – Vil du give Stella gaven? – Du skal, sagde hun lavt. Jeg tog gaven og rakte den til Stella. – Den er fra Vanja og Heidi, sagde jeg. – Tak, sagde hun og flåede papiret af. Da hun så at det var en bog, lagde hun den på bordet sammen med de andre gaver og gik tilbage til de andre børn. – Nå? sagde Erik. – Hvordan går det? – Fint, sagde jeg. Mærkede hvordan skjorten klæbede til brystet. Kunne man mon se det? – Sikken fin lejlighed du har, sagde Linda. – Er det en treværelses? – Ja, sagde Erik. Han så altid så udspekuleret ud, som om han havde noget på dem han talte med, det var svært at vide hvor man havde ham; hans halvsmil kunne lige så godt være ironisk som lunt eller usikkert. Hvis han havde haft en markant eller stærk karakter, kunne netop det have bekymret mig, men han var vag på en svag eller viljeløs måde, så hvad han måtte mene eller tænke, bekymrede mig ikke det fjerneste. Det var Vanja min opmærksomhed var rettet mod. Hun stod ved siden af Linda og så ned i gulvet. – De andre sidder ude i køkkenet, sagde Erik. – Der er også lidt vin, hvis I vil have. Heidi var allerede gået ind i det andet værelse og stod foran hylden med en træsnegl i hånden. Den havde hjul og en snor så man kunne trække den efter sig. Jeg nikkede til de to forældre længere inde i gangen. 31


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 32 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Hej, sagde de. Hvad var det nu han hed? Johan? Eller var det Jacob? Og hun, var det mon Mia? Nej, for fanden, han hed jo Robin. – Hej, sagde jeg. – Hvordan går det? sagde han. – Fint, sagde jeg. – Og jer? – Fint, tak. Jeg smilede til dem. De smilede tilbage. Vanja slap Lindas hånd og gik nølende ind på værelset hvor de andre børn legede. Hun stod og kiggede lidt på dem. Så var det som om hun bestemte sig for at satse alt. – Jeg har guldsko! sagde hun. Hun bøjede sig frem og tog den ene sko af, holdt den op i luften hvis der var nogen der ville se. Men det var der ingen der ville. Da hun indså det, tog hun den på igen. – Vil du ikke sætte dig hen og lege med de andre? sagde jeg. – Se, de leger med et stort dukkehus. Hun gjorde som jeg sagde, satte sig ned ved siden af dem, men gjorde ikke noget, sad der bare og så på. Linda løftede Heidi op og bar hende over mod køkkenet. Jeg fulgte efter. Alle hilste på os, og vi hilste på dem, satte os ned ved det lange bord, jeg ved vinduet. Snakken gik om billige flybilletter, hvordan det der i begyndelsen var spotpriser, langsomt voksede efterhånden som man måtte bestille det ene tillæg efter det andet, til man sad med en billet der var lige så dyr som de dyre flyselskabers. Så gled samtalen over på at købe CO2-kvoter, og derefter til de nye chartertog-ferier der lige var blevet lanceret. Jeg kunne sikkert have sagt noget om det, men det gjorde jeg ikke, småsnak er et af de uendelig mange områder jeg ikke behersker, så jeg sad som altid og nikkede til det der blev sagt, smilede når de andre smilede mens jeg inderligt længtes væk. Foran køkkenbordet stod Stellas mor, Frida, og lavede et eller andet dressingagtigt. 32


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 33 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Hun boede ikke længere sammen med Erik, og selvom de samarbejdede om Stella, kunne man af og til mærke irritation og vrede mellem dem til bestyrelsesmøderne i børnehaven. Hun var lyshåret, havde høje kindben og smalle øjne, en høj, slank krop, og hun vidste hvordan man klædte sig, men hun var alt for tilfreds med sig selv, dvælede for meget i sig selv til at jeg fandt hende tiltrækkende. Jeg har ikke noget problem med uinteressante eller uoriginale mennesker, de kan have andre og vigtigere egenskaber som varme, omtanke, venlighed, humoristisk sans og talenter der får en samtale til at flyde, etablere tryghed omkring sig, få en familie til at fungere, men de uinteressante mennesker som selv tror de er usædvanlig interessante og praler med det, bliver jeg næsten fysisk dårlig af at opholde mig i nærheden af. Hun satte skålen med det jeg troede var dressing, men som viste sig at være dip, på en bakke hvor der allerede stod en skål med gulerods- og agurkestave. Samtidig kom Vanja ud i køkkenet. Da hun havde fundet os, kom hun hen og stillede sig lige ved siden af os. – Jag vill hem, sagde hun lavt. – Vi er jo lige kommet! sagde jeg. – Vi skal være her lidt længere, sagde Linda. – Se, nu får I lidt godis! Var det bakken med grøntsager hun tænkte på? Det måtte det være. De var gale i det her land. – Jeg går med ind, sagde jeg til Vanja. – Kom nu. – Tager du også Heidi med? sagde Linda. Jeg nikkede, og med Vanja i hælene bar jeg hende ind i værelset hvor de andre børn legede. Frida fulgte efter med bakken i hænderne. Hun satte den på et lille bord der stod midt på gulvet. – Her har I lidt at spise, sagde hun. – Før kagen kommer. Børnene, tre piger og en dreng, legede videre foran dukkehu33


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 34 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

set. I det andet værelse løb to drenge rundt. Erik stod også derinde foran stereoanlægget med en cd i hånden. – Jeg har noget norsk jazz her, sagde han. – Kan du lide jazz? – Ja-a ... sagde jeg. – Norge har en god jazzscene, sagde han. – Hvem er det så du har der? sagde jeg. Han viste mig coveret. Det var et band jeg aldrig havde hørt om. – Fint, sagde jeg. Vanja stod bag Heidi og forsøgte at løfte hende op. Heidi protesterede. – Hun sagde nej, Vanja, sagde jeg. – Lad være. Da hun fortsatte, gik jeg hen til dem. – Vil du ikke have en gulerod? sagde jeg. – Nej, sagde Vanja. – Men der er dip, sagde jeg. Gik hen til bordet, tog en gulerodsstav og dyppede den i den hvide, sikkert cremefraichebaserede dip og puttede den i munden. – Mm, sagde jeg. – Det smager godt! Hvorfor kunne de ikke bare få pølser, is og sodavand? Slikkepinde? Gelé? Chokoladebudding? Sikke et skide idiotland. Alle de unge kvinder drak så meget vand at det stod ud af ørerne på dem, de troede det var »nyttigt« og »fräscht«, men det eneste det gjorde, var at sende antallet af unge inkontinente i vejret. Børn spiste fuldkornspasta og fuldkornsbrød og alverdens mærkelige grove ris som deres maver ikke kunne fordøje, men det spillede ingen rolle for det var »nyttigt«, det var »fräscht«, det var »hälsosamt«. Åh, de forvekslede mad med ånd, de troede de kunne spise sig til at være bedre mennesker uden at forstå at mad er én ting, de forestillinger som mad vækker, en anden. Og hvis man sagde det, hvis man sagde noget i den ret-

34


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 35 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

ning, var man enten reaktionær eller bare en nordmand, det vil sige et menneske der er ti år bagefter. – Jag vill inte ha, sagde Vanja. – Jag är inte hungrig. – Nej, nej, sagde jeg. – Men se her. Har du set det? Der ligger en togbane der. Skal vi bygge den? Hun nikkede, og vi satte os ned lige bag ved de andre børn. Jeg begyndte at lægge træskinnerne i en halvbue samtidig med at jeg forsigtigt hjalp Vanja med at få hendes på plads. Heidi havde bevæget sig over i det andet værelse hvor hun gik langs reolen og kiggede på alt det der lå der. Hver gang de to drenges bevægelser blev voldsomme, vendte hun sig om og så på dem. Erik satte endelig en plade på og skruede op for lyden. Klaver, bas og et mylder af percussioninstrumenter af den slags som visse typer jazztrommeslagere elsker – den type der slår sten mod hinanden eller på anden måde benytter sig af materialer i deres omgivelser. For mig var det af og til ingenting, af og til latterligt. Jeg hadede, når der blev klappet til jazzkoncerter. Erik nikkede lidt i takt med musikken før han vendte sig om, blinkede til mig og gik ud mod køkkenet. Det ringede på døren. Det var Linus og hans søn Achilles. Linus, som havde et stykke snus under overlæben, var klædt i et par sorte bukser, en mørk frakke med en hvid skjorte indenunder. Det lyse hår var lidt pjusket, øjnene der så ind i lejligheden, ærlige og naive. – Tjäna! sagde han. – Läget? – Fint, sagde jeg. – Og dig? – Jo, det knallar på. Achilles, som var lille med store, mørke øjne, tog jakken og skoene af mens han kiggede ind på børnene bag mig. Børn er som hunde, de opdager altid deres lige i mængden. Vanja så også på ham. Han var hendes yndlings, det var ham hun havde udvalgt til at udfylde Alexander-rollen. Men da han havde fået tøjet af, gik

35


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 36 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

han direkte hen til de andre børn, og der var ikke noget Vanja kunne gøre for at forhindre det. Linus satte kursen mod køkkenet, og det forventningsfulde jeg syntes at se i hans blik, kunne ikke stamme fra andet end lysten til at snakke. Jeg rejste mig og gik hen mod Heidi. Hun sad ved siden af yuccapalmen under vinduet og lagde jorden fra potten i små bunker på gulvet. Jeg gik hen til hende, løftede hende op, skubbede det jeg kunne af jorden tilbage med hænderne og gik ud i køkkenet for at finde en klud eller sådan noget. Vanja fulgte efter mig. Da vi kom derud, kravlede hun op på skødet af Linda. Inde i stuen begyndte Heidi at græde. Linda så spørgende op på mig. – Jeg skal nok tage hende, sagde jeg. – Jeg skal bare finde noget at tørre op med. Køkkenbordet var fuldt, det så ud som om de var ved at gøre et måltid færdigt og i stedet for at mase mig forbi, gik jeg ud på toilettet, rullede en god portion toiletpapir ud, fugtede det under vandhanen og gik ind i stuen for at tørre op. Heidi, som stadig græd, løftede jeg op og bar ud på badeværelset for at vaske hendes hænder. Hun vred sig sprællende i mit greb. – Så, så, søde ven, sagde jeg. – Vi er snart færdige. Lidt til. Sådan! Da vi kom ud fra badeværelset igen, holdt hun op med at græde, men hun var ikke helt tilfreds, ville ikke ned at sidde, kun hænge i mine arme. I stuen stod Robin med korslagte arme og holdt øje med sin datter Theresa som kun var et par måneder ældre end Heidi, men allerede kunne sige lange sætninger. – Nå? sagde han. – Sidder du og skriver for tiden? – Ja, lidt, sagde jeg. – Skriver du hjemmefra? – Ja, jeg har et værelse derhjemme. – Er det ikke svært? Jeg mener, får du ikke lyst til at se fjernsyn eller vaske tøj eller sådan noget, i stedet for at skrive? 36


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 37 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

– Det går fint. Jeg har lidt mindre tid, end hvis jeg havde haft et kontor ude i byen, men ... – Det kan jeg godt se, sagde han. Han havde lyst, halvlangt hår med krøller i nakken, klare, blå øjne, flad næse, brede kæber. Kraftig var han ikke, men heller ikke lille. Han klædte sig som om han var midt i tyverne selvom han var i slutningen af trediverne. Hvad han tænkte, anede jeg ikke, jeg havde ingen anelse om hvad der foregik inde i ham, men der var alligevel ikke noget hemmelighedsfuldt ved ham. Tværtimod gav hans ansigt og udstråling indtryk af åbenhed. Men der var alligevel noget, fornemmede jeg, en skygge af noget andet. Han arbejdede med integrering af flygtninge i kommunen, havde han engang fortalt, og efter nogle opfølgende spørgsmål om hvor mange flygtninge de tog imod her og så videre, lod jeg emnet hvile, fordi mine synspunkter og sympatier lå så langt fra den norm jeg antog han repræsenterede, at det før eller siden ville skinne igennem, hvorpå jeg ville fremstå som den onde eller som den dumme, og det så jeg ikke nogen grund til. Vanja, som sad på gulvet et lille stykke fra de andre børn, så hen på os. Jeg satte Heidi ned, og det var som om Vanja havde ventet på det, for i samme øjeblik rejste hun sig og kom hen til os, tog Heidi i hånden og førte hende hen til hylden med legetøj hvor hun rakte hende træsneglen med antenner der snurrede rundt når man trak den hen over gulvet. – Se, Heidi! sagde hun, tog den ud af hænderne på hende og satte den ned på gulvet. – Man trækker i snoren, sådan her. Så snurrer den rundt. Forstår du? Heidi tog snoren og trak til. Sneglen væltede. – Nej, ikke sådan, sagde Vanja. – Nu skal jeg vise dig det. Hun rejste sneglen op og trak den forsigtigt et par meter hen over gulvet. – Jeg har en lillesøster! sagde hun højt ud i luften. Robin var 37


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 38 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

gået hen til vinduet, hvor han stod og stirrede ud i baggården. Stella, som var energisk og sikkert lidt ekstra fuld af liv eftersom det var hendes fest, råbte et eller andet ophidset som jeg ikke forstod, og pegede på den ene af de to små piger som så rakte hende den dukke hun holdt, hentede en lille vogn, lagde dukken op i den og begyndte at trille den ned ad gangen. Achilles havde fundet Benjamin, en dreng der var et halvt år ældre end Vanja, og som regel sad koncentreret og fordybet over et eller andet, en tegning eller en bunke Lego eller et sørøverskib med sørøverfigurer. Han var fantasifuld, selvstændig og sød og sad nu sammen med Achilles og byggede den togbane som Vanja og jeg var begyndt på. De to små piger løb efter Stella. Heidi stod og surmulede. Hun måtte være sulten. Jeg gik ud i køkkenet og satte mig ned ved siden af Linda. – Går du lidt ind til dem? sagde jeg. – Jeg tror Heidi er sulten. Hun nikkede, strejfede min skulder med hånden og rejste sig. Jeg brugte et par sekunder på at orientere mig om de samtaler der foregik rundt om bordet. Den ene handlede om delebilordninger, den anden om biler, og jeg kunne høre at samtalen lige måtte have delt sig. Mørket uden for vinduet var tæt, lyset i køkkenet var svagt, rynkerne i de svenske ansigter rundt om bordet skyggelagte, øjnene funklede i skinnet fra stearinlysene. Erik og Frida og en kvinde jeg ikke kunne huske navnet på, stod foran køkkenbordet med ryggen til og lavede mad. Ømheden for Vanja havde fyldt mig helt op. Men der var ikke noget jeg kunne gøre. Jeg kiggede på den der snakkede, smilede lidt når nogen sagde en vittighed, nippede til det glas med rødvin som nogen havde stillet ved min plads. Lige over for mig sad den eneste der skilte sig ud. Hans ansigt var stort, kinderne arrede, trækkene grove, øjnene intense. Hans hænder, som lå på bordpladen, var store. Han var klædt i en halvtredseragtig skjorte og blå cowboybukser der var smøget op. 38


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 39 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Håret var også halvtredseragtigt, og han havde bakkenbarter. Men det var ikke det der gjorde ham anderledes, det var hans udstråling, man mærkede så tydeligt at han sad der selvom han ikke sagde så meget. I Stockholm havde jeg engang været til en fest hvor der var en bokser til stede. Han sad også ude i køkkenet, hans fysiske nærvær var også håndgribeligt, og gav mig en tydelig, men ubehagelig følelse af underlegenhed. At jeg var ham underlegen. På en mærkelig måde skulle aftenen give mig ret. Festen blev holdt hos en af Lindas veninder, Cora, hendes lejlighed var lille, så der var folk alle vegne. Fra anlægget i stuen strømmede der musik ud. Gaderne var hvide af sne. Linda var højgravid, det var nok den sidste fest vi kunne være med til før barnet kom og ville forandre alting, så selvom hun var træt, ville hun gerne af sted. Jeg drak lidt vin og talte med Thomas, han var fotograf og en af Geirs venner; Cora kendte ham gennem sin sambo Marie, som var digter og havde været vejleder for Cora på Biskops-Arnö. Linda sad på en stol der var trukket et stykke væk fra bordet på grund af maven, hun lo og var glad, og det indadvendte og let glødende der havde kendetegnet hende de sidste par måneder, var det nok kun mig der fornemmede. Efter et stykke tid rejste hun sig og gik ud, jeg smilede til hende, vendte opmærksomheden mod Thomas igen, som sagde noget om de rødhåredes gener der så påfaldende var til stede denne aften. Et sted var der nogen der bankede. – Cora! hørte jeg. – Cora! Var det Linda? Jeg rejste mig og gik ud i gangen. Bankelydene kom fra indersiden af badeværelsesdøren. – Er det dig, Linda? sagde jeg. – Ja, sagde hun. – Jeg tror døren er gået i baglås. Vil du hente Cora? Der må være et eller andet trick. 39


JOBNAME: 5. korrektur PAGE: 40 SESS: 28 OUTPUT: Thu Sep 23 09:41:39 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1111_Min_kamp_II_151x226_AGaramond/Materie

Jeg gik ind i stuen og rørte ved Coras skulder. Hun holdt en tallerken med mad i den ene hånd, et glas rødvin i den anden. – Linda er låst inde på badeværelset, sagde jeg. – Åh nej! sagde hun og satte glas og tallerken fra sig og skyndte sig derud. De konfererede lidt gennem den låste dør. Linda forsøgte at følge de instrukser hun fik, men der var ikke noget der hjalp, døren var og blev låst. Alle i lejligheden var nu opmærksom på situationen, stemningen var både munter og ophidset, i gangen stod en hel flok og gav råd til Linda derinde, mens Cora, forvirret og ængstelig, hele tiden sagde at Linda var højgravid, at vi måtte gøre noget nu. Til sidst besluttede vi os for at ringe til en låsesmed. Mens vi ventede på ham, stod jeg og talte med Linda gennem døren, ubehageligt opmærksom på at alle kunne høre hvad jeg sagde og på min egen manglende handlekraft. Kunne jeg ikke bare sparke døren ind og få hende ud? Enkelt og kontant? Jeg havde aldrig sparket en dør ind før, jeg vidste ikke hvor solid den var, tænk om sparket ikke flyttede den overhovedet, hvor dumt ville det ikke se ud? Låsesmeden kom efter en halv time. Han lagde en lærredspose med værktøj på gulvet og begyndte at pille ved låsen. Han var lav, havde briller og tilløb til måne, han sagde ikke noget til flokken af mennesker rundt om ham, forsøgte med det ene stykke værktøj efter det andet uden at det gjorde nogen forskel, døren forblev lige pokkers låst. Til sidst gav han op, sagde til Cora at det var umuligt, han kunne ikke få døren op. – Hvad skal vi så gøre? sagde Cora. – Hun er højgravid! Han trak på skuldrene. – I må sparke den ind, sagde han og begyndte at pakke sit værktøj sammen. Hvem skulle sparke den ind? Det måtte være mig, jeg var Lindas mand, det var mit ansvar. 40

Min kamp II  

Som den første debutant nogensinde modtog Knausgård den norske litteraturpris, Kritikerprisen, for Ude af verden. Hans værk 'Min kamp' har s...