a product message image
{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade

Page 28

AGENDA

Vidste du, at …

Den danske forfatter

MANDEN, DER SKREV 'SOLEN ER SÅ RØD, MOR’, ‘SE DEN LILLE STÆR’ OG ‘JEG VED EN LÆRKEREDE’ HAVDE NAZISTISKE SYMPATIER? HARALD BERGSTEDT SKREV BLANDT ANDET FOR TIDSSKRIFTET GLOBUS, MENS DET HAVDE STOR VENERATION FOR HITLERS TYSKLAND.

Hans Kirks forfatter

skab har stor national

værdi for Danmark,

selvom manden var tilh

ænger af Stalin.

lærkerede, d Bergsteds ‘Jeg ved en Bør vi ikke synge Haral er besættelsen? overbevist nazist und når nu vi ved, at han var

skal for alt i verden være identificerbar for os. Ellers bliver han hurtigt kedelig, og hvis han ligefrem har gjort noget grænseoverskridende, føler vi os nærmest krænket, når han er på skærmen, fordi vi ikke er moralsk enige med ham.”

STØRRE END DEM SELV At en kunstner ikke længere skal være sådan én, der sidder og troner oppe på en piedestal, er vel på sin vis godt nok. Kunst kan godt demokratiseres, det kan godt komme bredt ud. Men hvis der er noget, kunst har svært ved, så er det, at det laves af demokrater. Kunstneren er en visionær størrelse, og det er sjældent, at værket er ham eller hende frem for blot at være en del af ham eller hende. Her er Karl Ove Knausgård et lysende eksempel. Både på godt og ondt. Den norske stjerneforfatter lagde op igennem 2010’erne verden for sine fødder med seksbindsværket ‘Min kamp’, hvor Knausgård skrev sig så tæt på sig selv, at han blev kendt som manden bag “autofiktion”. Altså en fiktiv gengivelse, der var så autentisk, at det, der stod i romanerne, nærmest var mere sandt, end hvad der står i de flestes dagbøger. Sagt på en anden måde: Når kunstneren åbner for sin egen helt private verden, er det et højkulturelt dyneløft, som moderne mennesker hungrer efter. “At vi ser så mange kontroverser, når det gælder forskellen på kunstneren og kunsten, skyldes i helt særlig grad samspillet imellem kunstneren og resten af verden. Der er helt klart et ønske om, at det, forfattere skriver, instruktører skaber og skuespillere spiller, skal være autentisk, for hvis en bog eller en film skal promoveres, er fortællingen nemmere at forstå, hvis

28

L IME

det er selvoplevet,” siger Anders Fogh Jensen, som mener, at det lige netop er her, det går galt for os moderne mennesker: “Et værk kan betyde meget mere, end det har været forfatterens intention, at det skulle betyde. Når Shakespeare møder vores tid, får det en ny betydning, ligesom vi får forskellige ting ud af at se en Woody Allen-film. Vi er nærmest holdt op med at acceptere, at kunstneren ikke altid kan gennemskue sig selv fuldstændig, og det er jo helt hen i vejret, for når man hører kunstneren tale, er det sjældent lige så interessant som at se eller høre deres værk. Deres kunst er som regel større end dem selv, og det har vi nærmest glemt i vores jagt på noget autentisk, der måske ikke findes.”

FORSVINDER GENIERNE? Hvordan var verden egentlig før #MeToo? Den nødvendige og afgørende bevægelse, som fældede den ene film-, kunstverden- og mediemogul efter den anden, og som i dag har sørget for mere diversitet og fokus på køn, er måske den mest afgørende tendens indtil videre i dette årtusinde, når vi ser på vores kulturelle virkelighed. Men der er jo også noget, som #MeToo ikke er. For bevægelsen er ikke en retslig instans, som kan dømme folk til at gå i stribede fangedragter og angre deres synder. Det har den vestlige, civiliserede verden nemlig et retssystem til, men folkedomstolen er blevet endnu mere udtalt, ja, næsten dømmende i de senere år. “Det er uden tvivl godt, at verden ændrer sig til det bedre, men vi bliver jo nødt til at diskutere, hvad det bedre er. Det nytter ikke noget, at alle hele tiden skal tilpasse sig en eller anden overmoral, for så ender ➻

Profile for LIME

LIME marts 2020  

LIME marts 2020