Page 74

JAN GRARUP

“Sorg er ikke som at brække benet” Den prisbelønnede krigsfotograf Jan Grarup har fotograferet menneskers smerte i brændpunkter i hele verden. Men han har også i sit eget liv mødt afmagt og sorg, da moren til hans tre ældste børn døde. Man skal kunne tilgive for ikke at brænde ud – og lære af børns store styrke, fortæller han. Læs her, hvad livet ellers har lært Jan Grarup om … TEKST LEA PAGH FOTO JAN GRARUP

DØDEN  Døden er konstant præsent i mit liv. Det er noget, jeg arbejder med i mit job og har inde på kroppen hele tiden. Men at stå foran tre børn, som jeg elsker, og som har mistet noget så værdifuldt som en mor – og ikke at kunne tage hverken smerten eller savnet fra dem – det er uden sammenligning det sværeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Ubetinget. Jeg hævede min pensionsopsparing, så jeg kunne holde orlov i halvandet år under min ekskones sygdom, og efter hun døde. Det var enormt vigtigt for mig at være til stede.

SORG  Det vigtigste i mine lange snakke med børnene har været ikke at lukke af. At de altid kunne komme til mig, og vi hele tiden har kunnet tale om deres mor. For jeg tror, at noget af det allersværeste for børn i sorg er, hvis de går med smerten og savnet alene. Og det gør man ved at være engageret, men også lukke op for det faktum, at det nu engang er realiteten, og ja, jeg forstår godt, du savner hende, og jeg forstår godt, at det er smertefuldt, og jeg savner hende også, og jeg synes også, det er svært. Det er

74

L IM E.DK

vigtigt, når man taler om sorg, at det ikke er noget, der bare er overstået. Det er ikke som at brække benet, og så tager det tre måneder, og så er benet klar igen, og man kører videre. Det handler om at bearbejde og at lære at leve videre med sorgen, der forandrer en for altid.

har lært at tale arabisk, med, og hun fungerede som tolk. Det er noget af det, jeg er allermest stolt over, at mine børn har en empati og omsorg over for andre mennesker andre steder i verden og også en lyst til at lære, hvordan andre mennesker lever.

OPDRAGELSE

AT REJSE FRA SIN FAMILIE  Mine børn har stor forståelse for mit arbejde, vigtigheden af det, og hvorfor det fylder enormt meget. Jeg ville have haft sværere ved at rejse væk fra dem, hvis de sad tilbage og ikke rigtigt forstod hvorfor. De er alle fire vokset op med, at jeg rejste ud, men dengang havde de deres mor derhjemme. Den præmis har ændret sig radikalt. Det er sket på et tidspunkt, hvor de er store, for havde de været små, havde jeg ikke budt dem, at jeg rejste ud igen. Samtidig er det noget, vi også kan dele nu. Den udlængsel, engagement i verden og en fornemmelse for, at verden ikke kun går fra Østerbro. Jeg er netop kommet tilbage fra Lesbos, hvor jeg dokumenterede de store flygtningelejre, og der var min ældste datter, som

 Jeg er ikke en intranet-far. Jeg er ligeglad med alle de debatter og diskussioner, der foregår. Det, der betyder noget for mig, er, hvis mine børn mistrives, eller hvis der er et helt konkret problem, så går jeg selvfølgelig ind i det. Jeg er nok sådan en far, der har mere vide grænser end ret mange andre fædre. Der er meget frihed under eget ansvar. Jeg skal nok sige stop, hvis jeg synes, det bliver for meget, men det handler også om “learning by doing”. Man kan godt slå sig på livet, og man skal måske også have lov til at lære af det i et vist omfang. Og så skal jeg selvfølgelig nok være der for dem. De har lært at skulle klare sig selv i perioder, hvor jeg har været fraværende. De kan få en hverdag til at fungere, og de er pligtopfyldende.

LIGEGYLDIGHED ER ‘‘ DEN STØRSTE FJENDE I VERDEN LIGE NU. ”

Profile for LIME

LIME januar 2020  

LIME januar 2020