Page 21

ÆRLIGT TALT

“Der sker ting i vores moderne virkelighed, som er svære at forklare,” siger Kira Skov, der er glad for, at hun med ‘I en verden så urolig’ har skrevet en tekst, der forholder sig til den tid, vi lever i: “Jeg turnerede tilbage i 2011 i asylcentre, fordi det var blevet afsløret, at folk sad der i mere end 12 år og ikke kom ud i samfundet. Det skrev jeg om dengang, men ellers har min musik altid cirklet om noget andet end politik.” Det er vigtigt, at vi råber op, når vi mærker, at vi mennesker er på vej i den gale retning, synes Kira. Vi skal lære af hinanden – og ikke mindst gøre oprør indimellem. “Mine forældre var politisk aktive på venstrefløjen, ja, hele verden var egentlig en rød bogcafé i min barndom,” siger hun og griner tørt, mens hun forklarer, at hun dog nok ikke var den nemmeste teenager. Især ikke da hun rejste til USA for at jagte en sangkarriere som 17-årig. Uden at få lov af forældrene. “Sådan var jeg bare. Jeg spillede musik og kom en del i Ungdomshuset. Da jeg fik chancen for at rejse ud, gjorde jeg det. Hvis min søn – som i dag er syv år – kommer og meddeler mig det samme om 10 år, vil jeg nok rejse med ham, men jeg ville alligevel på en eller anden måde som mor nok ønske, at han kunne leve uden at opleve alt det hårde,” siger hun og bliver stille i en tanke. Da hun rejste til USA dengang, var det med en mand, der var noget ældre end hende, og som hun turnerede rundt med uden alt for mange penge på lommen. “Men så igen … så er det jo livet, der former én,” siger hun: “Jeg har oplevet nogle meget voldsomme ting, og som mor vil jeg gerne have, at min søn ikke skal opleve det. Dog ved jeg jo også godt, at man skal give slip på sine børn. Min far spurgte mig engang, hvorfor jeg altid trådte i den lort, han også havde trådt i. Det kan man jo ikke svare på, for man må jo gøre sig sine egne erfaringer.” Derfor ser hun også nogle udfordringer i den måde, vi moderne mennesker i dag opdrager de kommende generationer på. “Vi pakker vores børn alt for meget ind. Jeg bor selv i en haveforening i dag, men da min dreng var helt lille, hang vi meget på byens legepladser, og jeg vidste hele tiden, hvad han lavede. Det bryder jeg mig egentlig ikke om. Børn skal have mulighed for at løbe rundt og danne sig deres egne erfaringer. Hvis der ikke er frihed tidligt, hvordan i alverden skal de så lære at være frie i den voksne verden?”

Der er udsolgt på hylden på pulten i skabet og i skænken i skuffen vi lukker nu der er udsolgt bag disken gardinerne er trukket og lyset er slukket det brænder ud - fra ‘Hvor skal vi nu hen? Den voksne verden er nu heller ikke, hvad den har været. Konstant bombarderes vi med billeder af klimaforandringer, og selvom vi slukker for skærmen og forsøger at storme videre og tjekke smukke portrætter af skønne sandstrande på de sociale medier, går verdens sande tilstand ikke væk, mener Kira Skov. “Vi står et sted i verden i dag, hvor der er ved at være udsolgt. Vi har brugt Jordens ressourcer, og nu må vi lære at trække vejret på en anden måde. Derfor har ‘Hvor skal vi nu hen?’ også en klaustrofobisk lydkulisse, hvor al overflødig luft og lyd er fjernet. Det er nærmest mareridtsagtigt til en begyndelse, og det leder så hen mod en refleksion,” siger hun og nævner, at klimaet ikke er noget, vi bør vende os væk fra. Tværtimod er det noget, vi bør tale om: “Klimaforandringerne er først ved at gå op for de fleste mennesker på min alder. De unge har forstået det, men vi, der er vokset op med privilegier som for eksempel frie rejsemuligheder, har svært ved at omstille os. Min papdatter på 17 år går på Det frie Gymnasium med vegansk kantine og studieture, hvor der ikke flyves. Dengang jeg var i den alder, var rejserne jo nærmest en menneskeret og en del af min dannelse.” Men den tid er ved at være forbi. Og denne bevidsthed er altså også noget, som indfinder sig i de alleryngste generationer. Som da Kira Skovs syvårige søn sidste år hørte de voksne tale om klimaforandringer under en ferie på Bornholm og blev noget chokeret. “Han gik nervøst rundt og kiggede på naturen, men det betyder nu ikke, at vi skulle have forsøgt at holde det hemmeligt. I stedet bliver vi nødt til at integrere samtalen i børns opvækst. For hvis de ikke ved noget om det, så rammer det dem jo endnu hårdere senere hen,” siger hun og forklarer, at der i hendes univers ikke findes noget, man ikke kan tale om: “Selvfølgelig kan du snakke med børn om klimaforandringer, men det skal gøres nænsomt. Ellers får de jo en form for dødsangst, og det er jo ikke befordrende for noget. I stedet bør vi indsamle plastik og tale om affaldssortering. På den måde kommer det ind i hverdagen som en naturlig ting.” ➻

L IME. D K

21

Profile for LIME

LIME januar 2020  

LIME januar 2020