Page 18

ÆRLIG TALT

vejen. Og den del af historien er mindst lige så vigtig, for som hun selv siger: “Selvfølgelig er det ikke sjovt, når man befinder sig ved bumpene på vejen, men det er for helvede de bump, man bliver stærkere af.”

FORÅRSPIP I MØRKET

For bare et par år siden var det med svedige hænder og rystende knæ, at Mathilde Norholt gik op ad den røde løber. Men efter at hun er blevet mor, går hun ikke længere op i, hvad folk tænker om hende.

N

ogle gange stopper Mathilde Norholt op midt i en talestrøm, der allerede har været vidt omkring, og opdager, at hun selv har glemt, hvor hun kom fra og i øvrigt var på vej hen. “Jeg følte, jeg gik lidt ud ad en tangent der,” siger hun så. Eller: “Jeg ved ikke engang, hvad min pointe er, så det bliver enormt spændende, det her.” Og så griner hun. Det gør hun tit, og hver gang er det som et konfettirør, der skydes af og sætter sit eget farverige præg på rummet. Når hun fortæller sine anekdoter, skinner hendes store, brune øjne, som om nogen havde tændt for en kontakt, og hun imiterer livligt de personer, der indgår i dem. Som hendes far, der er tyr, og hendes mor, der er tvilling, hvilket, hvis man ved noget om astrologi, som hun siger, er fuldstændig i øst og vest. Mathilde Norholt er på en måde indbegrebet af klassens søde pige. Hun køber af klimahensyn kun genbrugstøj, hun kan ikke længere holde ud at se TV-Avisen, fordi hun ikke kan bære, hvordan

18

LIM E . DK

mennesker behandler hinanden, og hvis hun vandt 10 millioner kroner, ville hun i hvert fald give halvdelen af dem til gode formål, nok “nogle med børn eller dyr”, som hun engang udtalte i et interview. Det var for 15 år siden, at hun første gang dukkede op på tv-skærmen, da hun stod i vejkanten og blaffede i et afsnit af ‘Klovn’. I de efterfølgende år medvirkede hun blandt andet i spillefilm som ‘Offscreen’, ‘Hvid nat’ og ‘Sorte kugler’ og tv-serierne ‘2900 Happiness’ og ‘Lykke’. På den ene side er historien om Mathilde Norholt historien om skuespillerdatteren, der med sødme og charme gjorde sit eget indtog på den store scene. Men det er også kun på den ene side. Det ville være den polerede version. For på den anden side er historien om Mathilde Norholt lige så meget en historie om at opleve sorg og føle sig udenfor, om ikke at slå til og om at møde bump på

Mathilde Norholt trådte i bogstavelig forstand sine første barnesko i teaterkulissen. Hendes forældre, Kirsten Norholt og Flemming Sørensen, er begge skuespillere, og da der ikke var plads i børnehaven, var hun i stedet for med dem på slæb. Når de optrådte, sad hun ude bagved og hørte kassettebånd og læste Tintin, og ellers rendte hun rundt med sit store, krøllede hår og snuste til den karakteristiske duftblanding af teatersminke og kulissestøv eller gik på rov i teatrenes udklædningskasser. Dengang var hun med egne ord en “lille, halvmærkelig stener-Bob”, der egentlig var genert af natur, men blev modigere, når hun var klædt ud. Men hvor Mathilde Norholts barndom var lys og let som en fjer, var hendes teenageår alt andet. Hun passede ikke ind i sin klasse, for hun gik ikke i Buffalo-sko og kunne ikke lide Backstreet Boys, hvilket i de andres øjne gjorde hende “virkelig weird”. Som resultat endte hun med at være hende, der altid var udenfor. Der var aldrig eksplicit mobning, men hun kunne sagtens gå en hel dag uden at blive talt til, overhovedet, og når der blev holdt fest, var hendes navn som regel ikke at finde på gæstelisten. “Dengang var det faktisk en virkelig stor ting at sidde hjemme lørdag aften og vide, at alle de andre er til fest, uden at man selv er inviteret. Jeg følte mig meget ensom i den periode. Som barn kan man jo ikke bare sige op,” siger hun. Samtidig var det i de spæde teenageår, at den måske mest skelsættende begivenhed i hendes liv indtrådte. Hendes mormor, som hun ellers var meget tæt knyttet til, døde, og hun var selv med til at finde hende. Netop som barndommens letsindighed var ved at ophøre, fremstod alting pludselig skrøbeligt og farligt. “Det ændrer noget at se et dødt menneske, især når det er en, man kender. Lige pludselig gik jeg fra at vide, at vi dør en dag, til erkendelsen af, at … alt er ➻

ELVFØLGELIG ER DET IKKE ‘‘ SSJOVT, NÅR MAN BEFINDER SIG VED BUMPENE PÅ VEJEN, MEN DET ER FOR HELVEDE DE BUMP, MAN BLIVER STÆRKERE AF.

Profile for LIME

LIME maj 2019  

LIME maj 2019