Page 1

BRANDING OG LO GOBRUG I SOUQ’EN

‫استخدام الشعارات‬ ‫يف السوق‬ L i l i t h L o u i s e Ly s g a a r d H a s b e c k


Denne undersøgelse består primært af en snak med marokkanske kunsthåndværkere i souq’en. For at udvikle en dybere forståelse for, hvordan kunsthåndværkere i Marrakech opfatter branding og gør brug af logoer, gik jeg en lang tur i mange af de små stræder, og fik snakket med en række artisans, og fik oplevet den marokkanske gæstfrihed over en kop mynthethe. En generel observation er, at mange kunsthåndværkere ikke er kalr over, hvad et logo er og derfor ikke gør brug af det. Næsten alle har dog en bunke af visitkort liggende, hvorpå deres navn står skrevet som en dårlig udgave af en logotype. Kunsthåndværkerne i Marrakech gør meget brug af at kunne give visitkort ud, og det virker som om det er vigtigt for dem i langt højere grad end i Danmark.


‫شعار‬

LO GO?

Jeg startede ud med at researche hvorvidt det er typisk at der er logoer eller signaturer på de håndlavede, marokkanske kunsthåndværksprodukter. Det korte svar på ovennævnte er nej; det er ualmindelig sjældent at man vender er produkt om og finder et navn eller initialer. Til tider vil man finde at navnet på den by, hvori produktet er produceret – dette gælder dog primært keramik da hvert område eller by har hver sin tradition for dekoration. Jeg har endnu ikke fundet et produkt, hvorpå kooperativets navn eller kunsthåndværkerens initialer står på – med mindre at det er i en af de mere moderne designerlige butikker, der langsomt er begyndt at dukke op i souq’en.


‫الخوف من يتم نسخها‬

FRYGT FOR KOPIERING

Der er en udbredt frygt for at blive kopieret blandt kunsthåndværkerne i Marokko. Mange steder må man ikke tage billeder af deres butik, og ej heller deres logo på butikkens facade. For en vesterlænding virker det helt tosset at de gerne vil give deres visitkort med et evt. logo på ud, men at man ikke må tage et billede af logoet eller butikkens facade. Både i souq’en og i Guéliz hænder det ofte at ejeren vinker én væk fra vinduet; særligt ved de lidt mere moderne butikker såsom Balzatex, hvor butikssælgeren gestikulerer kraftigt inde fra butikken at jeg ikke må tage billeder af facaden.


HAKIM, LÆDERKUNSTHÅNDVÆRKER

‫الحرفيني جلدية‬

Først fik jeg en snak med en læderkunsthåndværker over en kop marokkansk myntethe i hans lille butik i souq’en. Jeg spørger ham hvorvidt folk i souq’en gør brug af logoer, hvortil han svarer at det gør de ikke rigtigt. Han forklarer at de ikke har brug for det, men at han anser det for at være vigtigt at have et logo – for tusisterne; ikke så meget for marokkanerne for most of moroccans don’t care. Han har ikke selv et logo, men har tænkt på at få lavet ét; han forklarer at han laver ting i god kvalitet – i modsætning til visse marokkanske kunsthåndværkere – og at det er en god investering at have et logo hvis man sælger ting af god kvalitet eller til turister eller i udlandet. Jeg spørger ham om han kender nogle steder hvor man kan uddanne sig til grafisk designer i Marokko, hvortil han svarer at det tror han ikke. Han har i hvert fald aldrig hørt om det.


‫الحرفيني معا‬

IN EN SEMBLE ART ISANAL Jeg besluttede mig for at tage hen på Ensemble Artisanal; en fin bygning under Ministeriet for Kunsthåndværk, der huser en samling af marokkanske kunsthåndværkere. Butikkerne er mere vestlige indrettet og man behøver ikke at prutte om prisen; hassle-free shopping kaldes det blandt mange udlændinge. Butikkerne er generelt indrettet mere overkommeligt, med mere plads og færre ting på hylderne så man nemt kan overskue det og tingene kommer til sin ret. Jeg gik rundt og spurgte mange om de havde et logo, hvortil de flest svarede nej. Når jeg spurgte dem hvorfor kunne de ikke rigtigt svare; det virkede som om det var et tosset spørgsmål jeg sådan gik rundt og stillede. Måske fordi det ikke på samme måde er en selvfølge at der er brug for et logo? Endelig fandt jeg en mand, som havde et logo, Aidir, i vinduet til hans butik og på hans visitkort. Han var meget ivrig efter at fortælle mig at jeg for guds skyld ikke måtte tage et billede af hans butiksvindue og logobrug, men jeg måtte derimod gerne tage et visitkort med mig. Han kunne eller ville hverken svare på hvem der havde tegnet logoet eller hvorfor han havde det. Det virkede næsten som om at han ikke helt var klar over, hvad jeg ville snakke om. Da jeg spurgte træmanden ved siden af om han havde et logo sagde han at det behøvede han ikke; han havde jo et visitkort i stedet for.


RHANI, MUSIKKUNSTHÅNDVÆRKER

‫الحرفيني املوسيقى‬

I souq’en bliver jeg venner med en midaldrende mand, der er kunsthåndværker i musikinstrumenter. Vi får os en snak om Danmark og Marokko og projektet, og da jeg får muligheden for at spørge ham om jeg ikke har ret i at der er mange marokkanske kunsthåndværkere – særligt i souq’en – der ikke har et logo, nikker han blot. Jeg forklarer ham at i Danmark er det næsten utænkeligt ikke at have et logo hvis man har en butik, hvortil han siger at han da har et logo og viser mig sit visitkort. Jeg spørger hvorfor hans logo ikke er i eller på butikken samt på de fine ting han producerer. Han ryster lidt på hovedet af mig. Efter en endt kop myntethe køber jeg en fløjte af ham og får den pakket ind i gammelt avispapir og en gul tape.


K I F K I F, ACCESSORIES OG DESIGN

‫االكسسوارات والتصميم‬

Lidt længere væk fra de meget turistede veje, længere inde i souq’en, finder jeg en butik med design og kunsthåndværk ved navn Kif Kif. Det første der falder mig i øjnene er det veleksponerede logo på butiksruden, og jeg indser hurtigt at indenfor i butikken er alting mærket med logomærkede prisskilte. Det er desværre ikke ejeren, der står i butikken den dag, men derimod en ung marokkansk kvinde der sælger tingene, og jeg må ikke tage billeder af prisskiltene og de ellers meget gennemførte mærker på tingene. Jeg spørger hende om logoer generelt, og hun forklarer at det er sandt at mange marokkanske kunsthåndværkere i souq’en ikke gør brug af et logo. Hun forklarer at der ikke er brug for det idet alle laver det samme. Ifølge hende er det nye butikker og designere, der bruger logoer hernede for at adskille sig fra de almene kunsthåndværkere i souq’en. I de slags butikker som den jeg netop står i, handler det i højere grad om kvalitet og om at kombinere tradition med moderntitet. Jeg køber en lille bog, og får den pænt pakket ind i et hvidt net lavet til anledningen og får automatisk stukket et visitkort ned i posen også. Det var gennemført på den måde vi er vant til i de vestlige lande; en sjælden oplevelse i Marokkos butikker i souq’en.


C AFMARA, TEKSTILKUNSTHÅNDVÆRK

‫متجر الحرفية النسيجية‬

Et godt stykke inde i souq’en kommer jeg forbi en tekstil- og tøjbutik, der sælger traditionelt marokkansk tøj og håndlavede tekstiler. Der hvor butikken adskiller sig ved første øjekast er, at på butikkens front er der ophængt et skilt med et logo, og på vinduet er butikens navn skrevet med selvsamme typografi. Indenfor er der ikke overfyldt på den ellers traditionelt marokkanske måde, og jeg falder i snak med ejeren om hendes ting, og hun nævner kvalitet mange gange. Jeg forsøger at få en samtale i gang om butikkens logo, og får efter noget tid endeligt forklaret hvad jeg mener med et logo, hvortil hun udbryder: Ah, le nom de la boutique!, og viser mig sine visitkort. Hun ved ikke så meget om branding og visuelle identiteter, men får tilføjet at måske bruger man mere logoer i andre byer end i Marrakech, det ved hun ikke.

Selvom hun nævner kvalitet flere gange, virker mange af tingene i hendes butik lidt tacky set fra et vestligt synspunkt f.eks. at der på plastikposerne som tørklæderne pakkes ind i, står skrevet GUCCI med store sorte bogstaver. Generelt har marokkanerne – fra et vestligt synspunkt – en underlig måde at bruge logoer på, f.eks. så jeg på vej hjem fra supermarkedet den anden dag en hvid kassevogns-Suzuki, hvor ejeren havde fået malet HARLEY-DAVIDSON-logoet på begge sider af bilen.


VISITKORT


Branding og logobrug i souq'en  

On branding and the use of logos in the souq of Marrakech, Morocco.