190
lægger hundredvis eller ligefrem tusindvis af boliger. Ilden spreder sig fra skur til skur med utrolig høj hast, og hvis brandvæsnet overhovedet reagerer, vil det ofte være umuligt for slukningskøretøjerne at komme gennem de smalle slumgyder. Slumbrande er imidlertid ofte alt andet end ulykker: Frem for at betale advokatudgifterne i forbindelse med en retssag eller afvente et officielt nedrivningspåbud foretrækker udlejere og entreprenører ofte den helt enkle løsning at stikke ild på de pågældende bygninger. Manila er særlig berygtet for sine slumbrande. “Mellem februar og april 1993,” forklarer Jeremy Seabrook, “var der otte større brande, deriblandt brandstiftelsesangreb på Smoky Mountain, Aroma Beach og Navotas. Det mest udsatte område ligger tæt på havnen, hvor containerterminalen skal udvides.”22 Erhard Berner tilføjer, at en af yndlingsmetoderne til det, de filippinske grundejere kalder “varm nedrivning”, er at jage en “petroleumsvædet brændende kat eller rotte – hunde dør alt for hurtigt – ind i den bosættelse, der er i vejen … en brand, der udløses ad den vej, er vanskelig at bekæmpe, fordi det stakkels dyr kan nå at sætte ild på rigtig mange skure, inden det dør.”23 Fig. 1 Fattigdom i flammer 2004 By
Ødelagte boliger
Jan Manila 2.500 Feb Nairobi Marts Lagos April Bangkok 5.000 Nov Dhaka 150 2005 By Jan Jan Feb Feb
Ødelagte boliger
Khulna Nairobi 414 Delhi Hyderabad 4.000
Hjemløse 22.000 30.000 5.000 30.000
Hjemløse 7.000 1.500 3.000 30.000
Også i den indiske askepot-by Bangalore, hvor grundpriserne har taget himmelflugt, og de fat-
tige ofte er i vejen, bliver brandstiftelse brugt som ad hoc-byfornyelse. “Disse brande,” skriver Hans Schenk, “menes at være organiseret dels af ledende skikkelser i slumkvartererne, som kan indkassere (en del af) den statslige erstatningssum, dels af visse bander med partipolitiske tilhørsforhold for at skaffe ‘uønskede’ kategorier af den fattige bybefolkning af vejen, og dels af private jordejere, som ønsker deres grunde ryddet for (ulovlige) bosættere på en nem måde med henblik på at ‘udvikle’ området.”24
Urban-morfologiske patologier /
Naturkatastroferne bliver forværret af fattigdommen i byerne, men der skabes også nye og helt kunstige risici i kraft af fattigdommens interaktioner med giftindustrier, anarkistiske trafikforhold og kollapsende infrastrukturer. Den kaotiske form, man kender fra så mange af storbyerne i den tredje verden – “byer i fraktalform”, med en formulering fra urbanteoretikeren Matthew Gandy – annullerer en hel del af bylivets miljømæssige effektivitet og afføder de striber af små katastrofer, der konstant hærger storbyer som Mexico City, Kairo, Dhaka og Lagos. (“Lagos,” forklarer Gandy, “er egentlig ikke en by i vanlig forstand: Den har ingen klar afgrænsning, og mange af dens delelementer forekommer at fungere uafhængigt af hinanden...”)25 Alle de klassiske principper for byplanlægning, herunder bevarelsen af åbne arealer og adskillelsen af skadefremkaldende aktiviteter fra boligområderne, bliver vendt på hovedet i de fattige storbyer. Farlige industriforetagender og transportstrukturer forekommer at være omgivet af tætpakkede bælter af slumboliger som led i en slags diabolsk lokalplan. Næsten alle storbyer i den tredje verden (i hvert fald de af dem, der har en vis form for industrielt grundlag) rummer et infernalsk slumdistrikt, der er som taget ud af Dante, indhyllet i forurening og placeret klods op ad rørledninger, kemiske fabriksanlæg og raffinaderier: Mexicos Iztapalapa, São Paulos Cubatäo, Rios Belford Roxo, Jakartas Cibubur, det