Page 1

#19 2009

Europas kulturmagasin

Lettre Internationale

AFTER THE FALL Loretta Napoleoni om prostitutionsindustrien efter Murens fald Frederik Tygstrup om fremtidens geografi Olaf Arndt om moderne våben- og smerteteknologi

Matias Faldbakken om hvide mænds identitetsproblemer

Mike Davis om slumbyernes sanitære forhold

Karl Schlögel om Europas største bilbazar

Mikkel Bolt om antiglobaliseringsbvægelsen de sidste 20 år

Samuel P. Huntington om denationaliseringen af de amerikanske eliter

Naomi Klein om tømmermændene efter Obama-rusen


2

Lettre Internationale After the Fall

Copyright/tekster: Forfatterne og Lettre Internationale

Grundlægger Antonin J. Liehm

Copyright/billeder: Kunstnerne og Lettre Internationale

København Udgiver Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler Kongens Nytorv 1 1050 København K +45 3374 4600

Design: Pleks Skrift: Baskerville & New Berlin New Berlin er designet af den hollandske skriftdesigner Peter Verheul i 1989. Han arbejdede på det tidspunkt i London og korresponderede med designvirksomheden Meta Design i Berlin omkring udviklingen af hans første digitale typografi. Typografien opstod på samme tid, som Muren faldt, og det nye Berlin opstod. Skriften kom derfor til at hedde New Berlin.

Redaktion Karsten Wind Meyhoff Andreas Harbsmeier lettre@lettre.dk www.lettre.dk +45 2991 1522 +45 2362 2643 Kunstredaktion Jacob Lillemose Pernille Albrethsen Berlin Lettre International Redaktion: Frank Berberich +49 30 308 704 41 redaktion@lettre.de www.lettre.de Rom Lettera Internazionale Redaktion: Federico Coen & Biancamaria Bruno +39 06 8535 0230 lettera.int@tiscalinet.it www.letterainternazionale.it Bukarest Lettre Internationale Redaktion: B. Elvin lettre-internationale@yahoo.com www.ceeol.com/aspx/publicationlist.aspx Madrid Letra Internacional Redaktion: Manuel Ortuño Armas editorial@fpabloiglesias.es www.revistasculturales.com Budapest Magyar Lettre Internationale Redaktion: Éva Karádi lettre@c3.hu www.lettre.c3.hu Moskva Letterra Internationale Redaktion: Oleg Nikiforov letterra@gmail.com www.letterra.org

Papir: Munken Print White Tryk: Mediefabrikken Korrektur: Rebecca Albinus & Sofie Vestergaard Jørgensen ISBN: 978-87-7945-065-3 Udgivelsen er støttet af: Montana

Europa-Nævnet – Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa

I samarbejde med CPH:DOX, Goethe-Instituttet og Det Kgl. Teater, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Skuespilhuset. Statens Teaterskole-Efteruddannelse afholdes en international konference med titlen After the Fall i dagene 24.-25. oktober i Skuespilhuset.

Tak til Solveig Gade, Tine Fischer, Mikkel Bogh, Frank Berberich, Peter Meedom, Dennis Meyhoff Brink, Kirstine Marie Ersbøll Meyhoff, Alexei Penzin, Oleg Nikiforov, Matthias MuellerWieferig, Signe Marie Cold-Ravnkilde. Lettre Internationale i Danmark er del af Eurozine. www.eurozine.com


Lettre Internationale

AFTER THE FALL


4

INdhold SIDE 6

BiograFIer

SIDE 8

Introduktion

SIDE 14

WaspVille Fremtidens by? Matias Faldbakken (NO)

SIDE 26

UDE af trit med Virkeligheden En interview med Mads Brügger Andreas Harbsmeier & Karsten Wind Meyhoff (DK)

SIDE 32

Six Mandala Designs For Lettre Internationale Karl Holmqvist (SWE)

SIDE 48

Smertens teknologi Militære smertestrategier skal løse nutidens konflikter Olaf Arndt (DE) & Wolfgang Pircher (AU)

SIDE 58

Stemmer fra mørket Terror og mishandling i USA’s hemmelige fængsler Mark Danner (US)

SIDE 82

Fremtidens geografi Konturerne af et nyt globalt kort er ved at tegne sig Frederik Tygstrup (DK)

SIDE 86

Europas comeback Kontinentets centrum hedder Marijampolē Karl Schlögel (DE)


Lettre Internationale

SIDE 98

I seng med fjenden Købesexindustriens opblomstring er et biprodukt af murens fald Loretta Napoleoni (IT)

SIDE 116

Holocaust – den oversete virkelighed Symbolerne Gulag og Auschwitz blokerer for et langt mere omfattende billede af Holocausts gru Timothy Snyder (US)

SIDE 126

Russisk elegi En samtale med Mikhail Ryklin om opposition i Rusland Karsten Wind Meyhoff (DK)

SIDE 136

A Space Exodus Palæstina på månen! Politisk utopi eller reel mulighed? Larissa Sansour (RUS/PAL)

SIDE 154

En anden verden er mulig Antiglobaliseringsbevægelsen og andre antisystemiske satsninger i retrospektiv Mikkel Bolt (DK)

SIDE 182

Lille leksikon over skuffelsen Tømmermændene efter Obama-rusen har meldt sig Naomi Klein (CAN)

SIDE 186

Slumøkologi De globale metropolers slumbyer er nutidens størte humanitære katastrofer Mike Davis (US)

SIDE 206

Døde sjæle Denationaliseringen af den amerikanske elite Samuel P. Huntington (US)


6

BIOGRAFIER /

Pernille Albrethsen Født 1971, kritiker og kurator. Cand. mag i Moderne kultur fra Københavns Universitet og New York University. Redaktør og grundlægger (med Jacob Fabricius) af GAS, www.gasfanzine. dk. Skandinavisk korrespondent for Artforum.com. Har bidraget til og redigeret adskillige udstillingskataloger og kunstnermonografier, bl.a.: Kirstine Roepstorff, FOS, Gunilla Klingberg, Anna Fro Vodder, Steinar Haga Kristensen og U-TURN kvadrienale for kunst. Har senest kurateret Afgrund 09, afgangsudstillingen fra Det fynske Kunstakademi. Kunstredaktør for Lettre Internationale. Bor i København. Olaf Arndt Tysk forfatter og installationskunstner. Født i 1961 og har siden 1989 tilhørt den multimedierende projektgruppe BBM (Beobachter der Bediener von Maschinen). Med maskinen som udgangspunkt udforsker BBM emner som teknologi, videnskabelig forskning samt efterkrigstidens Tyskland. Bosat i Berlin. Mikkel Bolt Lektor i moderne kulturhistorie ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, født 1973. Han har skrevet artikler og bøger om den kunstneriske avantgarde, den revolutionære tradition og nyere politisk filosofi. Nylige publikationer inkluderer bøgerne Avantgardens selvmord og Fællesskabsfølelser, redigeret sammen med Jacob Lund, samt artiklen “Note sur le militantisme de l’après-

mars 2007 à Copenhague” i tidsskriftet Multitudes. Bolt er medredaktør af tidsskrifterne K&K og Øjeblikket.

og tysk i København og München. Ansvarlig redaktør for Lettre Internationale. Bor i København.

Mark Danner Amerikansk journalist og forfatter. Har skrevet om udenrigspolitik og amerikansk politik i mere end to årtier og blandt andet dækket Latinamerika, Balkan og Mellemøsten. Igennem mange år var han ansat på The New Yorker, og bidrager jævnligt til The New Review of Books, The New York Times Magazine og andre udgivelser. Han underviser på University of California og på Bard College.

Karl Holmqvist Født 1964 i Västerås. Kendt for sin tekstbaserede kunst, som både har et skriftligt og mundtligt udtryk. I udstillingssammenhænge arbejder han med teksten som et visuelt element, der indgår i collager og installationer med et minimalt, fortrinsvis sort-hvidt udtryk, der ofte inkluderer et enkelt symbolsprog eller mønstre. Holmqvist beskæftiger sig med politiske, kulturelle og religiøse spørgsmål på en måde, som både er konkret og abstrakt, etisk og æstetisk. Hans signatur er den verbale fremførelse af sine tekster, der befinder sig et sted mellem performance, oplæsning og koncert. Seneste udstillinger: I'LL MAKE THE WORLD EXPLODE, Galerie Giti Nourbakhsch, Berlin; Entrevista con el Vampiro, Gaga Arte Contemporáneo, Mexico City; og Scorpio's Garden, Temporäre Kunsthalle, Berlin.

Mike Davis Amerikansk debattør og skribent født i 1946. Selvudnævnt international socialist og marxistisk miljøforkæmper. Han er urbanitetsteoretiker, historiker og politisk aktivist. Nogle af de mest omdiskuterede bøger, han har skrevet, er Planets of Slum (2006) og Ecology of Fear (2000). Matias Faldbakken Norsk kunstner og forfatter, født 1973. Uddannet billedkunstner fra Vestlandets Kunstakademi, Bergen og Staatliche Hochschule für Bildende Künste, Frankfurt. Arbejder bl.a. med video, installationer og vægmalerier, og har udstillet i flere lande. Har udgivet tre romaner under pseudonymet Abo Rasul, hvor af den ene, Macht und Rebel, er oversat til dansk. Bor og arbejder i Oslo. Andreas Harbsmeier Dansk redaktør, skribent og oversætter, født 1978. Ansvarshavende redaktør for månedsmagasinet Højskolebladet og pressemand for Højskolernes Hus. Studier i litteraturvidenskab, sociologi

Samuel P. Huntington Født 1927, død i 2008. Var frem til sin død professor ved Harvard University og formand for Harvards International and Area Studies. Formand for American Political Science Association i 1986 & 1987 og har desuden arbejdet i det hvide hus som Coordinator of Security Planning for the national Security Council. Grundlægger og tidligere redaktør af tidskriftet Foreign Politics. Har i en lang række bøger beskæftiget sig med emner såsom national sikkerhed, amerikansk identitet, international politik og dens kulturelle betydning. Blandt hans bøger kan nævnes The Third Wave: Democratization in the Late Twentieth Century (1991), The Clash of Civilizations and the Remaking of the World Order (1996).


Lettre Internationale - Biografier

Naomi Klein Canadisk sociolog og journalist, født 1970. Hun har arbejdet som journalist og redaktør ved flere canadiske tidsskrifter og udgav i 2000 bogen No Logo (da. 2001), som hurtigt opnåede status af antiglobaliseringsbevægelsens bibel. I 2007 år udkom Chokdoktrinen (da. 2008). Jacob Lillemose Født 1974, kritiker, kurator og Ph.D.stipendiat på Københavns Universitet. Har bidraget til adskillige internationale kataloger og har redigeret Vi elsker din computer. En antologi om netkunst (2008) udgivet af Det Kgl. Danske Kunstakademi. Medlem af kollektivet Artnode. Kunstredaktør for Lettre Internationale. Bor i København. Karsten Wind Meyhoff Ph.D.-stipendiat ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder med populærkultur og genrefiktion. Har senest udgivet Björlings metode. Et portræt af Gunnar Björling og hans naturdigtning (2008) og Forbrydelsens elementer. Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy (2009). Ansvarlig redaktør for Lettre Internationale. Bor og arbejder i København. Loretta Napoleoni Italiensk økonom, journalist og forfatter, født 1956. Har arbejdet ved London School of Economics og IMF, og har været korrespondent ved flere italienske aviser. Napoleoni har markeret sig med sit feministiske og politiske engagement. Har fået bred anerkendelse for romanen Dossier Baghdad og for Modern Jihad, om terrorismen og de skjulte økonomiske netværk bag den. Senest er udkommet Rogue Economics.

Wolfgang Pircher Født 1946. Professor på Institut for Filosofi ved Wiens Universitet. Blandt andet kurator for udstillingerne Wunderblock. Eine Geschichte der modernen Seele, Wien 1989 og Sozialmaschine Geld, Linz 1999. Har redigeret bøger som Gegen den Ausnahmezustand. Zur Kritik an Carl Schmitt. Wien/New York 1999 og skrevet artikler som: “Die Haut des Kriegers”, i: Ursula Renner und Manfred Schneider (Hrsg.): Häutung - kulturwissenschaftliche Lesarten des Marsyas-Mythos, München 2006. Larissa Sansour Født 1973 i Jerusalem. Sansours' værk låner kraftigt fra filmens og popkulturens sprog, som et fællessprog, der kan kommunikere over grænser. Ved at beskrive den komplekse virkelighed, der kendetegner livet i Palæstina og Mellemøsten generelt, gennem visuelle udtryk, der normalt associeres med underholdning og tidsfordriv, bryder hendes storladne iscenesættelser oghumoristiske greb med de forventninger om alvor, værker om regionen ofte mødes med. Referencer fra science-fiction, spaghettiwesterns og gyserfilm flettes sammen med mellemøstlig politik og sociale problemstillinger og skaber indviklede paralleluniverser, hvor forestillinger om nye værdisystemer opstår. Seneste udstillinger: 6. Busan Biennale, Busan; In Focus, Tate Modern, London; 11. International Istanbul Biennial, Istanbul; og Palestine: La création dans tous ses états, Institut du Monde Arabe, Paris Karl Schlögel Født 1948. Professor ved ViadrinaUniversität i Frankfurt/Oder. Uddannet ved universiteterne i Skt. Petersborg og Berlin i historie, slavistik og

sociologi. Karl Schlögel har bl.a. skrevet om Moskva i Moskau lesen (1984 og genopdaget Østeuropa i Die Mitte liegt ostwärts (1986) og Im Raume lesen wir die Zeit (2003). Senest er udkommet Marjampole. Europas Wiederkehr aus dem Geist der Städte (2005). På dansk er Schlögel repræsenteret med flere essays i Lettre Internationale. Timothy Snyder Historieprofessor på Yale University. Hans særområde er den moderne nationalisme og østeuropæisk historie. I 2010 udkommer: Bloodlands: Eastern Europe Between Hitler and Stalin (Basic Books). Frederik Tygstrup Født 1959. Lektor i litteraturvidenskab ved KU, leder af Copenhagen Doctoral School i Cultural Studies. Oprindelig specialiseret i den europæiske romans kulturhistorie (Erfaringens fiktion (1992), På sporet af virkeligheden (2000)), og har i de senere år skrevet om litteraturens grænseflader til bl.a. geografi, medicin, politik og bystudier og om den tværfaglige kulturvidenskabs metodologi.


8

After the fall – 89/09

På et brugtvognsmarked i litauiske Marijampolē, blandt prostituerede på indfaldsvejene på grænsen mellem det gamle øst og vest, i våbenindustriens udviklingsafdelinger og blandt russiske oppositionelle. I hemmelige amerikanske fængsler, i kernen af alverdens hastigt voksende slumbyers sanitære katastrofe og på flyene, der fragter klodens globaliserede eliter ubemærket over landegrænser. På disse steder findes nogle af de nye konfliktzoner, interessefællesskaber og handelscentre, der er skabt gennem de sidste to årtier. Her skabes nye forbindelser og nye fjendebilleder, der for blot 20 år siden var nærmest utænkelige. I år er det 20 år siden, Berlinmuren faldt og afsluttede Den kolde krig med århundredets mest symbolske gestus. Med Berlins fysiske betonkonstruktion faldt også den mentale mur, der i mere end 40 år havde delt verden i to blokke. En epoke var forbi. Den kolde krig havde gennemsyret menneskers dagligdag – det sociale liv, arkitekturen, design, sport, uddannelse m.m. – og frembragt en lang række særegne sociale, politiske og kulturelle mønstre på begge sider af Jerntæppet. Med årene udvikledes en decideret koldkrigskultur med dertilhørende institutioner (efterretningstjeneste, militær, diplomati) og praksisformer på internationalt plan (FN, Warszawa-pagten, EU), som var stærkt politiseret og havde voldsomme konsekvenser for klodens indbyggere. Til trods for en omsiggribende nostalgi for Den kolde krigs geopolitiske formatering af verden hører det med til billedet, at epoken var uhyre voldsom, selvom ingen såkaldt direkte varm konfrontation fandt sted mellem de to supermagter. I stedet førtes såkaldte stedfortræderkrige, hvor de magtfulde spillere direkte eller indirekte støttede et utal af


Lettre Internationale - Introduktion

krige, opstande, militærkup m.m. Den amerikanske historiker David S. Painter har opgjort disse varme konflikter til cirka 100, der fortrinsvist fandt sted i den tredje verdens fattige lande og kostede ca. 20 millioner mennesker livet og ødelagde utallige familier og samfund. Da Berlinmuren faldt, afsluttedes langt om længe en historisk epoke og en storpolitisk logik, der havde haft enorme omkostninger for mange mennesker. I løbet af de kun 20 år, der nu er gået siden murens fald, er den globale virkeligheds indretning og politiske verdenskort på stort set alle livets områder blevet omkalfatret. Fareed Zakaria har forsøgt at sammenfatte det internationale systems overordnede udvikling ved at sige, at verden for 100 år siden var multipolær; en lang række især europæiske magter dominerede den globale udvikling. Under Den kolde krig herskede et bipolært system, der i 1991 med Sovjetunionens sammenbrud blev afløst af et unipolært system med USA i spidsen for den globale udvikling. Den centrale hændelse i de efterfølgende år har ifølge Zakaria været fremkomsten og accelerationen af et globalt økonomisk system, der har ført frem til fødslen af et nyt multipolært system. USA dominerer fortsat på det politiske og militære område, men på den globale scene er der dukket en lang række regionale magter frem, som præger og dominerer områder inden for økonomi, kultur, industri, uddannelse og så videre. Zakaria kalder dette for: The rise of the rest. En lang række analyser har forsøgt at indkredse de afgørende karaktertræk ved den nye virkelighed og dens praksisformer. Termer som informationssamfundet, risikosamfundet, netværkssamfundet, Imperiet eller globaliseringen peger på særlige træk ved et i tiltagende grad multipolært verdenskort. Den kulturelle og politiske ligning synes at være mindre skarptskåret i dag end under den fortrolige koldkrigskulturs klare opdeling og grænsedragning mellem verdener og nationalstater. Fundamentale størrelser som magt, frihed, kontrol, politik, demokrati, kriser, ytringsfrihed, individualitet, køn, værdighed m.m. har antaget nye former, der materialiserer sig på ny i institutioner, systemer, praksisser og livsformer, som ikke umiddelbart kan passes ind i fortrolige rammer, der med en generøs gestus inddeler og opdeler kloden i rød og blå, venstre og højre, gode og onde, kapitalister og kommunister. I dag synes det globale rums kompleksitet at kræve en ny analytisk optik, der placerer sig midt i begivenhederne for at forstå deres funktion og rækkevidde frem for at krybe i ly bag ideologiske skel og readymades. Med andre ord kan man mene, at den ideologiske optik bør skiftes ud med en dokumentaristisk bestræbelse, der forsøger at kortlægge sammenhænge og skitsere begivenheder for at


10

optegne konturerne af den nye tilstand. Derfor er behovet for at få beretninger fra og analyser af den multipolære verdens mange nye konkrete frontlinjer større end nogensinde. For tingenes tilstand har langt fra ændret sig til det bedre. Med de østeuropæiske kommunistiske regimers fald fik en række befolkninger ganske vist deres politiske frihed tilbage med Hviderusland som undtagelsen, der bekræfter reglen, og en række tredjeverdenslande blev fri for at fungere som krigsskueplads for de store magters ideologiske konflikter. Men mange nye og mindst lige så alvorlige problemstillinger er kommet til siden. Og derfor er der heller ikke meget at fejre. Klodens janusansigt er ikke blot blevet afløst af et nyt maskespil med mange nye og mange tvetydige alliancer og rivaliseringer, den har også videreført Den kolde krigs katastrofale hang til konflikter og krige samt oplevet nye globale problemstillinger dukke frem på dagsordenen. Det nye globale paradigme har mindst lige så mange konfliktzoner, men med ulige mange flere spillere, hvor teknikker, strategier og systemer er blevet opgraderet i forhold til de aktuelle sociale, kulturelle og politiske forhold. Det er altid lettere at være skeptisk end optimistisk. Og desuden er der en uomtvistelig energi i vreden og forargelsen over tidens dårligdomme, som umiddelbart kan virke forførende. Omvendt er man nødt til at vurdere situationen uden omsvøb og give et signalement af det, man kan tage og føle på: virkeligheden i dens faktiske forfatning. Det er denne opgave, skribenter og kunstnere er fælles om at honorere i dette nummer af Lettre Internationale, der under overskriften After the Fall giver ordet til uforbeholdne observatører og kronikører. Det drejer sig om at forstå forholdet mellem de overordnede makropolitiske forhold og de mikropolitiske konsekvenser og virkninger i det sociale og politiske nærmiljø; det, vi kunne kalde livsverdenens scene. Det afgørende er at få sat ord og billeder på, hvilken gennemslagskraft geopolitiske forandringer og institutionelle tiltag på transnationalt plan har for det enkelte menneskes liv. Hvordan påvirker etableringen af den globale virkelighed dagligdagen for kvinder i Rusland og Østeuropa, for brugtvognshandlere i Europa og Nærasien, for våbenproducenter og militærtaktikere, for fængselsindsatte og terrormistænkte, for intellektuelle og aktivister i Rusland, for verdens uhyggeligt mange beboere i de globale megapolers gigantiske slumbyer, for aktivister og protestbevægelser og for beslutningstagere i den globale elite? Hvilken praksis, hvilke sociale modeller, hvilke bånd og alliancer, hvilke magtforhold og hvilken type mennesker vokser ud af den nye virkeligheds indretning?


Lettre Internationale - Introduktion

De mange gennemgribende forandringer, afslutningen på den kolde krig har ført med sig, skal adresseres på to sammenhængende områder. Først skal der tages bestik af de umiddelbare konsekvenser af Berlinmurens fald for det genfødte og i vidt omfang grænseløse Europa, der hurtigt voksede frem og etablerede en kultur, som i mange tilfælde gik på tværs af de gamle skel og grænser. Det er et ganske andet Europa end det, man ofte hører om i skåltalerne om de europæiske nationers fælles værdigrundlag og forsikringer om evig sikkerhedspolitisk fred, der ofte køres i stilling, når termen Europa dukker op i medierne. Også inden for Europa findes stor fattigdom, social armod og grænseoverskridende kriminalitet, som det er europæernes ansvar at tage stilling til. Som optakt skitserer den danske litterat Frederik Tygstrup konturerne af den nye tidsalders mentale og materielle geografi. I forlængelse af det globale rums logikker og mekanismer opstår der nye sociale og politiske ordener, som præger borgernes liv og samliv. Fra diagnosen af den nye geografi, Europa er blevet en integreret del af, zoomes der ind på en række begivenheder og eksempler på kortet. Den italienske økonom og terrorekspert Loretta Napoleoni beskriver det nye omfattende prostitutionsmarked, der er vokset frem i de gamle grænseområder mellem Den kolde krigs aktører. Det er en sexindustri med enorme menneskelige konsekvenser ikke kun for de involverede prostituerede, men også for de samfund, hvor de nye sexmarkeder vokser frem. Karl Schlögel, tysk historiker og Østeuropa-ekspert, tager læseren med på en rejse for at vise os, hvor den egentlige integration mellem det gamle vest og øst finder sted. Han peger på bilmarkedet og bilbørsen i Marijampolē i Litauen, hvor mennesker på tværs af grænser på daglig basis gennemlever og skaber en ny transnational kultur i forlængelse af basal handel og udveksling. Her er integrationens frontlinjer. Timothy D. Snyder, amerikansk historiker, viser os, at folkemordene under 2. Verdenskrig var langt mere omfattende end det, vi normalt forbinder med Holocaust. Den almindelige fortælling om Holocaust er de overlevendes historie, skriver han, mens uhyrligheder begået mod jøder i et kæmpe landområde fra Ukraine til Litauen knap nok ænses i historieskrivningen. Dels fordi der stort set ingen overlevende var, og dels fordi de berørte lande i 1945 blot gik fra et regime til et andet. Snyder tager de første spæde skridt i retning af at få disse begivenheder frem i lyset, så regeringer og andre endnu kan påtage sig et ansvar for deres handlinger. Lettreredaktør Karsten Wind Meyhoff taler med den russiske filosof og dissident Mikhail Ryklin om forholdene for Ruslands kunstnere og intellektuelle, de


12

vanskelige betingelser for oppositionspolitik samt demokratiets død. Aktivismens betingelser i Rusland bliver også berørt, inden den russisk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour tager læseren med på en rumrejse år nutid i konteksten af den palæstinensiske nations forsatte kamp for et eget land. Den danske kunsthistoriker og forsker Mikkel Bolt giver et historisk portræt af den europæiske og internationale såkaldte antiglobaliseringsbevægelses mange former de seneste 20 år. Turen går fra de mexicanske zapatisters revitalisering af modstandsbevægelserne til nutidens kollaps for mange grupperinger, der har haft svært ved at positionere sig efter 11. september 2001, men nu synes at have fundet en ny sag i klimakampen. Mikkel Bolts bidrag danner overgang til en række artikler om nogle markante begivenheder og fænomener de sidste år på globalt plan. Først giver den amerikanske filosof og politiske aktivist Mike Davis et gruopvækkende portræt af de abnormt store og stadigt voksende slumbyer, der verden over er skudt frem siden afkoloniseringen af den tredje verden. Slumbyernes skrøbelige og katastrofiske økologi præsenteres i samspil med deres konsekvenser for beboerne. Naomi Klein, canadisk journalist og debattør, giver alle uforbeholdne Obama-entusiaster en opsang og stiller desuden diagnosen på de mange følgevirkninger af et for stort indtag af Obamas forførende tanker og ord. Den nyligt afdøde amerikanske politolog og forfatter Samuel P. Huntington redegør for, hvordan de amerikanske eliter – såkaldte Davos-mennesker – har mistet fornemmelsen og kontakten med den amerikanske befolkning, som de i virkeligheden burde repræsentere. En afgrund mellem en kosmopolitisk overklasse og en nationalt orienteret og forankret befolkning har åbnet sig og synes ikke længere at kunne repareres. En tilsvarende diagnose kan man i forlængelse af Huntington stille for en stor del af de resterende verdens eliter, ikke mindst de europæiske. To enkeltsager minder os om, at den menneskelige evne til at gøre ondt stadig er intakt og den dag i dag fungerer som politisk instrument i højere sagers tjenester. Den tyske forfatter og installationskunstner Olaf Arndt og den østrigske filosof Wolfgang Pircher redegør for nutidens avancerede “ikke-dødelige” våbenteknologier, som i en smerteløs kultur er designet til at frembringe smerte og pacificere demonstranter og andre folkemængder med stråler uden at påføre dem fysisk skade. Mark Danner, prisbelønnet amerikansk journalist, leverer en skildring fra frontlinjerne i den stadigt aktuelle krig mod terror. Nærmere bestemt beretter Danner om den amerikanske efterretningstjenestes hemmelige netværk


Lettre Internationale - Introduktion

af fængsler, de såkaldte “sorte steder”, hvor der for tiden eksperimenteres med tortur og mishandling som metoder til at få fanger til at tale. Et ekstremt væsentligt, men ikke desto mindre påfaldende sjældent debatteret emne, er de kanaler, vi har til rådighed, når vi skal have viden og erkendelse om de nye forhold og konflikter, der har udviklet sig de sidste 20 år. De “gamle medier” synes ofte at være forbavsende fraværende, når det kommer til at give engagerede og indgående beretninger af høj kvalitet fra verdens sociale virkeligheder. En række nye former for hybridgenrer, der krydser grænser mellem fiktion, virkelighed, subjektiv beretning og objektiv journalistik, har dog set dagens lys de senere år. Som et beskedent indlæg i debatten om mediernes rolle i den moderne verden og i et moderne demokrati som det danske bringes en dubiøs artikel med Mads Brügger som hovedperson, der diskuterer og kommenterer journalistikkens rolle og funktion i dag og i fremtiden. Desuden åbnes nummeret af den norske kunstner og forfatter Matias Faldbakken, der har kortlagt den amerikanske skuespiller Edward Nortons ideologiske tiltag i forhold til at etablere en helt ny type boform og samfund omkring WASP-communities. Nortons initiativ er et væsentligt bud på en identitetspolitisk dagsorden, knyttet til den store gruppe af kedsomhedsramte hvide middelklassemænd, som i centrum af de moderne samfund føler sig mere og mere marginaliserede. Den svenske kunstner Karl Holmqvist præsenterer seks mandalaer, hvis grafiske former insisterer på abstraktionsevnen som et afgørende middel til kritisk at begribe og engagere sig i samtidens politiske virkelighed. 2009 er også året for et andet jubilæum, der nok vil kaste væsentligt mindre opmærksomhed af sig: Lettre Internationale kan på europæisk plan fejre 25–års jubilæum i år. I 1984 etableredes den første udgave i Paris, og siden er mange udgaver kommet til og en del igen faldet fra. For øjeblikket eksisterer seks selvstændige udgaver af Lettre Internationale i Europa, men magasinet viser levedygtighed, hvor det er påkrævet, idet en russisk version er på vej i Moskva, under redaktionel ledelse af filosoffen og publicisten Oleg Nikiforov.

København, oktober 2009 Andreas Harbsmeier & Karsten Wind Meyhoff


14

Wasp


Lettre Internationale

Ville Fremtidens by? / Af Matias Faldbakken På generalforsamlingen i The Enterprise Foundation, torsdag den 3. september 2001 i byen Columbia, Maryland, indtager Hollywoodskuespilleren og bestyrelsesmedlemmet Edward Norton talerstolen og fremlægger et projektforslag med titlen WaspVille. Forslaget skaber med det samme debat, og Norton bliver bedt om seriøst at genoverveje projektet i sin helhed, samt at komme med en grundigere ideologisk og mere struktureret redegørelse for konceptet på næste bestyrelsesmøde.


16

På bestyrelsesmødet den 28. oktober samme år indtager Norton igen talerstolen og fremlægger en ny version af forslaget, denne gang under titlen: WaspVille: a Planned Community Solution for Mainstream Dissidents. Hen imod slutningen af Nortons 45 minutter lange PowerPoint-præsentation rejser F. Barton Harvey III, bestyrelsesformand og CEO for The Enterprise Foundation, sig. Han afbryder Norton og læser et afsnit op fra pressemeddelelsen, som blev offentliggjort i forbindelse med Nortons indtrædelse i bestyrelsen: “[…] Norton, a graduate of Yale University, has a longstanding interest in the health and welfare of communities. It is a cause he was drawn to early in his life, growing up in Columbia, MD, a racially diverse community designed by his grandfather, Jim Rouse […]”1 Den to gange Oscar-nominerede Edward Norton kvitterer med at forlade lokalet, da bestyrelsesformand Harvey III gentager: “A racially diverse community, Edward, racially diverse…”

James W. Rouse / Nortons bedstefar, humanisten, arkitekten og visionæren Jim Rouse (James W. Rouse, 19141996), har fået æren for flere ting. Efter at have grundlagt The Moss-Rouse Company i april 1939 (sammen med Hunter Moss), en virksomhed som gav billige huslån til familier med lav indtægt, var han en af de første til at forudse “the white flight” fra amerikanske storbyer og den hvide races efterfølgende suburbanisering. Rouse indså hurtigt nødvendigheden af planned communities, som han mente kunne fungere som et bolværk mod forstædernes ustyrlige fremvækst. Med de klassiske, centraleuropæiske byers kommercielle kerne (den samlende markedsplads) som ideal og model var Rouse den første til at lancere det, som skulle blive kendt som strip shopping centres, og i 1958 åbnede The Rouse Company Harundale Mall, det første indendørs shoppingcenter.2 Shoppingcenteret var det første af en række tiltag, Rouse iværksatte for at indfange de horder af mennesker, som forlod bykernerne, og sluse dem ind i nye, planlagte og kontrollerede småsamfund. Han videreudviklede forestillingen

om den centrale europæiske markedsplads gennem etableringen af blandt andet Faneuil Hall Marketplace, Boston, men det var med grundlæggelsen af en række “nye byer” i 1960’erne, blandt andre Columbia, Maryland, at hans urbane planlægningsideologi New Urbanism tog fart. Som beskrevet af Alex Marshall: “He [Rouse] was determined to improve the design of suburbia, to build a better, more manageable kind of sprawl, where commerce, religion, schooling, shopping and all the components of the 20th century life would take place in a more practical and harmonious fashion. Rouse was also determined to build a socially better place, where a mix of all races and even incomes would live and work together, avoiding or overcoming the derisive racial battles then ripping apart the nation.” 3 Columbia, som er Edward Nortons barndomsby, hævdes at være den mest vellykkede af Rouses visionære “nye byer”.4 I 1997 havde Columbia 85.000 indbyggere, og af disse var 20% afroamerikanere. Indbyggerne, der ud over den etniske heterogenitet kommer fra forskellige klasser, er fordelt i otte forskellige landsbyer, løseligt grupperet omkring et regionalt shoppingcenter, der fungerer som hjertet i byen. Som en del af denne multietniske Our Town-agtige bystruktur finder man parker, skoler, tværreligiøse centre, kontorer og en del industri. For at opretholde det homogene og samlende landsbypræg – ganske vist en noget disneyficeret version af et centraleuropæisk landsbypræg (Rouse var også en af hjernerne bag Disneys Celebration, Florida) – har indbyggerne fået forbud mod for eksempel at male vindueskarme og døre efter egen smag eller opstille statuer i haven. Men det er altså prisen for at kunne gå hen til købmanden efter mælk frem for at skulle køre. Til trods for Rouses relativt vellykkede initiativer fortsatte forstæderne med at sprede sig op gennem 1970’ernes USA. Hans byprojekter lod sig gennemføre ved hjælp af store mængder privat kapital, men uden for de kontrollerede og subsidierede bysamfund fungerede hans hjertebarn, shoppingcenteret, som selve katalysatoren i den proces, det var udviklet til at standse. Rouse var skrækslagen, men barnebarnet Edward Norton har altid været fuld af lovord for det, bedstefaren skabte i Columbia:


Lettre Internationale - WaspVille

“It seems the whole black community is on one side of town... and on the other is the whole white community.”

“It was his idea for the 20th century model community in America. And most people who grew up there think it was very successful in that sense. I grew up there from the late sixties on, and even then it was a highly racially and socioeconomically integrated community – way, way beyond the national average.” 5 Jim Rouse grundlagde The Enterprise Foundation sammen med sin kone Patricia (Nortons bedstemor) i 1982, og Edward Norton blev valgt ind i The Board of Trustees sommeren 2000. På The Enterprise Foundations hjemmeside kan man læse følgende hensigtserklæring: “Our mission is to see that all low-income people in the United States have the opportunity for fit and affordable housing and to move up and out of poverty into the mainstream of American life.” Hensigtserklæringen kan betragtes som en syntese af og bevæggrund for Rouses filantropiske livsværk, men bestyrelsesmedlem og barnebarn Edward Norton fik i 1998 et såkaldt hang-up på formuleringen “the mainstream of American life”.

Woody Allen og jødedom / Det var bedstefar Jim Rouse, som opfordrede Edward Norton til at blive skuespiller, eller –

om ikke andet – at følge sin egen vilje: “He told me ‘Don’t, don’t, don’t go into a job just for money or because you think that’s what you have to do’.” 6 Da Norton færdiggjorde sine historiestudier på Yale for at prøve kræfter med skuespilfaget, var han overbevist om, at han gjorde et ukonventionelt og kontrært karrierevalg, men en episode under indspilningen af Woody Allens Everyone Says I Love You (1996) relativerede hans selvopfattelse som outsider. Under forberedelserne blev Norton opmærksom på, at hans fortællerstemme i filmen lignede den, Allen plejer at bruge, når han spiller sig selv. Han spurgte Allen om dette: “I said ‘Is this the part you would’ve played?’ Norton recalls. ‘He said ‘Well, no. He’s a WASP!’ I said ‘Good point’, but thought: ‘I’ve actually been hailed in here to represent the mainstream.’ And at the same time I realized that Mr Allen had an advantage by simply being a Jew, which I didn’t have as a Wasp.” 7 Norton undskyldte sig til Allen med, at han skulle på toilettet, og gik ud og satte sig i sin bil. Der skrev han fire ord på en post-it-lap, som han blev siddende og stirrede på i over tyve minutter: “What’s Wrong With Wasp?”


18

“The ill effects of a happy childhood” / På grund af den vellykkede racemæssige integration i Columbia havde Norton ikke forstået, hvordan det stod til i resten af nationen, når det drejede sig om forskellige former for tribalisering eller etnisk segregering. Han begyndte at vågne op, da han kom på Yale og så, hvor vanskeligt et par fyre fra hvide vestkystbyer havde det med at dele værelse med en sort fyr fra Compton, LA. Han syntes, dette var “unexpected and strange”, og efter episoden blev han “an avid community-watcher.” 8 Karrieren skød fart, og efter indspilningen af Everyone Says I Love You kom han til Memphis, Tennessee, for at indspille Larry Flynt. Der lod han sig endnu engang overraske: “‘It seems the whole black community is on one side of town’,” he slices the air with his hand, ‘and on the other is the whole white community.’ Amazement sneaks out in his voice.” 9 Det begyndte at gå op for Norton, at det ikke var en udelt positiv baggrund for en skuespiller at have en gnidningsløs barndom. Der findes en slags menneskelighed i segregeringen, hadet og fremmedgørelsen, som harmonien underkender, mente han, samtidig med at han blev mere og mere optaget af det, han kaldte “the ill effects of a happy childhood”.10 Norton dykkede ned i forestillingen om, at det var en fordel at have en subkultur eller en minoritet at knytte sine aggressioner eller lidelser til: “I used to envy people who were driven by the textures of their history. I believed that unique art was produced by intense needs to break out of some kind of confinement. I didn’t think defining and iconic art could come out of a sheltered life. Thus it’s hard to say whether Columbia was an Eldorado or a ‘Helldorado’, so to speak, for an aspiring actor or artist like me.” 11

Opdagelsen af vreden i American History X / American History X, historien om en nynazistisk lederskikkelse, som bliver fængslet for et racistisk motiveret drab, forudsatte, at Norton lavede research i højreradikale miljøer. Det gav ham en

grundlæggende forståelse for, at en stor del af den hvide, utilpassede ungdom, der ikke allerede tilhørte en minoritet eller subkultur, var ude efter at gøre sig selv til en subkultur for at føle samhørighed. Norton forstod, at nynazismen i bund og grund ikke handlede om ideologi, men om “a need for belonging or an alternative family”.12 Og med det, som han siden hen kaldte sin “nul-erfaring og nul-samhørighed” fra hjembyen Columbia, som ballast, gik han med fundamental forståelse ind i sin fortolkning af den nynazistiske rollefigur Derek Vinyard: “[…] the challenge of creating that guy as an actor was really thrilling.”13 Norton har udtalt, at det føltes som “something special” at gå rundt med et svastika på brystet, hvis man forstår det som et symbol på vilje til at skabe hvid middelklassemodstand mod en mainstream, som “always already is both white and middle-class.” 14 Norton har også sagt, at denne indsigt, foruden den praktiske erfaring fra American History X, gav ham en grundlæggende forståelse for fænomenet at ville være totalt anti-establishment. Og det var en forståelse, han betegnende nok måtte væk fra Columbia for at finde. Men det var ikke før indspilningen af Fight Club, at disse indsigter fik personlige konsekvenser for Norton.

Fight Club og anti-mainstream / Omstændighederne omkring Fight Club gav Norton en ny mulighed for at formulere den disharmoni, han begyndte at føle i forhold til sit ophav. Han kom oftere og oftere med generationsspecifikke udtalelser i interview og påstod blandt andet, at Fight Club havde “a generational energy to it, a protest energy.”15 Det var særligt baby-boomer-generationen og dens arv, Norton viste øget antipati mod – i tråd med filmens aggression mod både franchise-kultur (IKEA, Starbucks), placebo-industri (Prozac, Olestra, Rogaine) og boomer-generationens repressive tolerance. Et par af Nortons udtalelser fra tiden omkring Fight Club: “I guess I’ve felt for a long time that a lot of the films that were aimed at my generation were some baby boomer perception of what Gen-X was about.”16


Lettre Internationale - WaspVille

“An all-IKEA-furnished apartment is blown to bits. A reissued Volkswagen Beetle suffers a memorable fate; it was a personal target of Norton’s, ‘vis-à-vis the baby boomers’ repackaging their youth culture and selling it to my generation,’ snerrer [Norton]”.17 “So much of what’s been represented about my generation has been done by the baby boomers. They dismiss us: the word slacker, the oversimplification of the Gen-X mentality as one of hesitancy or negativity. It isn’t just aimlessness we feel; it’s deep scepticism.”18 Og i interview, han gav i kølvandet på filmen, begyndte Norton at vise, at han havde minimal tolerance for boomernes kritik af filmen. The New Yorkers David Denby forsøgte at sige, at filmens anti-forbrugerisme blev overskygget af en sadomasochistisk og homoerotisk undertekst, at IKEA’s farer blev glemt, og spurgte sig selv, hvorfor man i det hele taget havde brug for at hakke på IKEA. Norton lagde ikke fingrene imellem i sit svar: “‘This is exactly what we’re indicating in this movie,’ responds Norton, his voice rising to a crescendo; he cannot fathom how anyone who calls himself a man could defend the soulless Scandinavian furniture store. As he speaks, I can picture him breaking an imitation Philippe Starck end table on Denby’s head.”19 Fight Club etablerede Nortons forståelse af sig selv som Gen-X’er – om end noget sent (1999). Hans kontakt med David Fincher (instruktør), Chuck Palahniuk (forfatter til bogen Fight Club) og medspiller Brad Pitt (som også voksede op i en forstad; denne uden for Springfield, Missouri) gav ham værdifulde perspektiver på massekulturens problemer: At massekultur gør masserne desillusionerede; at den hvide, mandlige stressede tilværelse fostrer en gigantisk tomhedsfølelse, og måske allervigtigst: At væsentlig kultur vokser ud af konflikt, ikke konsensus, som er massekulturens arnested. Norton hævder i den efterfølgende periode, at hans bedstefar, Jim Rouse, gav ham en følelse af socialt ansvar, men ikke kulturelt ansvar: “‘You don’t generate as much energy if you don’t have conflict,’ Norton agrees. ‘In Buddhism there’s Nirvana and then there’s Samsara, the world of confusion and disharmony. That world is our testing ground, where we have the experiences that help us become enlightened. I’m

not saying Fight Club is The Book of Living and Dying, but it was a kind of that idea: You’re challenging yourself to break out of the world.’” 20 Forestillingen om den rene konflikt som kulturel katalysator fik Norton til at vende tilbage til den indsigt, han havde fået i forbindelse med research-arbejdet til American History X. Den indædte vilje, som lå bag nogle af de unge højreekstremisters ønske om at gøre sig selv til kulturelle og sociale abjekter, fascinerede ham. I stigende grad begyndte Norton for det første at fokusere på sin opfattelse af en nietzscheansk hinsidestilstand og for det andet at knytte den sammen med figuren Tyler Durdens (Brad Pitts) funktion i Fight Club: “A lot of people have been responding to Tyler as a sort of Nietzschean übermensch in the sense that he’s advocating liberation of the human individual through the rejection and destruction of the institutions and value systems that are enslaving us.” 21 Og det er i kølvandet på lanceringen af filmen, at Norton begynder at pusle med idéer om et småsamfund som – provokerende nok – kan værne om hans sociale baggrund som Wasp. På rejser mellem interview og rundbordsdiskussioner, som tematiserer Gen-X’ernes nyvundne vilje til modstand, den hvide middelklasses tomhedsfølelse og Salary Man Angst som sådan, udvikler han titler/begreber som: Flight Club, White Club samt en kombination af de to, som på sæt og vis viser bedstefar Jim Rouses opfindelse respekt: White Flight Club.22

Bedstefar og modstand / Det bliver hurtigt afgørende for Norton at understrege, at Fight Club og idéerne, som blomstrede under arbejdet med filmen, ikke står i modsætning til bedstefarens livsværk og utopiske idéer. Han mener tværtimod, at Fight Club­-holdningerne taler for tre generationer. Og han griber ofte chancen for at understrege netop dette faktum: “[…] And if there is a subject about which Norton will gladly play Rouse’s scion, it is the “malling” of America – the notion that homogeneity is suffocating eclecticism at every turn. […] I ask how he views the fact that Starbucks and other chains have snuffed out the independent


20

“...the franchising of America, the creation of sameness everywhere, all our transactions taking place within these places that are totally indistinct.�


Lettre Internationale - WaspVille

retailers that were part of his grandfather’s initial vision for his developments at Boston’s Faneuil Hall and New York’s South Street Seaport. “I look on it very negatively,” says Norton. “And my response to that was Fight club. I think my grandfather would have loved Fight Club, actually, because it spoke to the same things he was railing against for years: the franchising of America, the creation of sameness everywhere, all our transactions taking place within these places that are totally indistinct.” 23 I foråret 2001 bestemmer Norton sig for at gøre et forsøg på at opdatere bedstefarens visioner og give dem en nutidig form. I juni 2001 publicerede han en artikel i Cache med titlen: Communities for the Alienated. Artiklen begynder med en kort fortælling om et besøg, han aflagde hjembyen nogle måneder tidligere.

Hjemme i Columbia / Nortons far, Edward James Norton Sr., bliver ramt af et akut tilfælde af nyresvigt, og Edward bliver nødt til at rejse hjem for en kortere periode (hans mor, Robin Norton, døde i 97). Efter to dage med gåture og refleksioner i hjembyen får han en mail fra journalisten Graham Fuller, som han har opretholdt sporadisk kontakt med efter en række interview, de lavede sammen for Interview Magazine. Fuller beder Norton læse en artikel, forfatteren Jonathan Franzen publicerede i Harper’s Magazine i april 1996.24 Hen imod slutningen af artiklen henviser Franzen til en diskussion, han har haft med David Foster Wallace om marginalized communities. Han citerer Wallace: “A contemporary culture of mass-marketed image and atomized self-interest is going to be one without any real sort of felt community. […] And it’s not an accident that so many writers “in the shadows” are straight white males. Tribal writers can feel the loneliness and anger and identity themselves with their subculture and can write to and for their subculture about how the mainstream culture’s alienated them. White males are the mainstream culture.”25 Norton fortæller, at han blev slået af genkendeligheden i påstanden om, at “white males are the mainstream culture”, og forstår, at dette er kernen i den problematik, han har studeret siden mødet med Woody Allen under indspilningen af

Everyone Says I Love You. Han formulerer det på følgende måde: “Wasp-frustration stems from hate against the mainstream – from the hate of being the mainstream.” 26 Drevet af en akut følelse af rodløshed går han op på loftet i barndomshjemmet og begynder at gennemrode kasser med nedpakkede ting fra sin opvækst, i håbet om at finde noget, som kan pege på, hvad der har formet ham som kulturelt væsen, som kulturel deltager. Han opdager en del rekvisitter, som stammer fra hans tid som W.A.S.P.-fan – en tid, årene på Yale havde fået ham til at fortrænge – og disse fanger hans interesse. Det tager ham ikke mere end et par minutters refleksion, før han forstår, at W.A.S.P.rekvisitterne er det mest genuine udtryk for hvidmandskultur, han er stødt på i mange år. Han forstår med det samme, at dette udtryk har været dannende for ham: “What is it that a Heavy Metal band like W.A.S.P. riots against? It’s own mainstreamness, and only that!” 27

Blackie Lawless og W.A.S.P. / De følgende dage bruger Edward Norton på at finde information om, hvad der er sket med heavy metal-bandet W.A.S.P. siden 80’erne for at få mere kød på benet. Han finder det ene spor efter det andet. For det første falder han over titler på album og sange, som han mener, udtrykker kvintessensen af hans egne refleksioner. Albummet Helldorado fra 99 stemmer fuldstændig overens med hans egne beskrivelser af hjembyen Columbia (se fodnote 8), og andre titler som Unholy Terror, K.F.D. (Kill Fuck Die), Still Not Black Enough, Wasted White Boys, Great Misconception of Me og Chainsaw Charlie giver hans spekulationer om massekultur deres endelige kontur. For det andet finder han flere interview, som forsanger og sangskriver Blackie Lawless har givet efter storhedstiden i 80’erne. Lawless, som Norton aldrig har betragtet som en kulturel player, eller blot som et tænkende menneske, viser sig ikke bare at være reflekteret og seriøs, han fremstår for Norton som en slags ur-Gen-X’er, når man tager hans nærmest profetiske greb om identitetsproblematik og fremmedgørelse i


22

betragtning. Fra bandets begyndelse var disse de centrale temaer: “Well, when we first got together [1981-82], I would say we understood everything about ourselves with the exception of one thing: who we were as people.”28 Den slags udtalelser, kombineret med Lawless’ sproglige opfindsomhed, gjorde Norton sikker på, at han havde fundet den selvbevidste, men desillusionerede hvidmandskulturs bedstefar (Lawless er 46 år gammel); der skal ifølge Norton mere end ungdommelig aggression til for at kunne levere følgende replik: “Deb: Inscribed on the first cut of your first record it says “We Are Sexual Perverts”, is that the true meaning of W.A.S.P.? Blackie: We Ain’t Sure Pal!”29 Norton trækker på Lawless’ logik og sproglige spil i sin udredende artikel: “During Fight Club, I remember looking at Brad [Pitt] and thinking: ‘This guy is the center of everybody’s attention, he’s basically the epicentre of the world, but there’s something missing.’ And after reading Wallace’s comment in Franzen’s article I understood what was missing in Brad’s life, and also in mine. We’ve got nothing to identify with. We’ve got nothing to identify our anger with. When you’re the King of the World, you identify with nothing. You can ask youngsters like Brad and me about who we are as people, and you will most likely wind up with this answer: We Ain’t Sure Pal!”30 Bandets egentlige navn – White Anglo-Saxon Perverts – er et navnevalg, som vulgariserer den “ophøjede” betydning af begrebet Wasp ved bogstaveligt talt at pervertere det religiøse aspekt af den etnoreligiøse betegnelse White Anglo-Saxon Protestant. Blackie Lawless’ strenge protestantiske opdragelse lignede Nortons, og Lawless’ vilje til konflikt og uenighed fandt sit modstykke i Nortons forståelse af det forstyrrende kulturbidrag. Følgende beskrivelse af Lawless’ tilsyneladende anti-subtilitet… “He’s the one who propelled the over-the-top Animal (F*** Like a Beast) single into the hearts of censors everywhere, including Tipper Gore’s Parents’ Music Resource Center in 1985. He and [Chris] Holmes (guitarist) also created W.A.S.P.’s viscious comeback album with 1997’s K.F.D. (Kill, Fuck, Die). Let’s just say the disc and tour took subtlety and sodomized it.” 31 …står i tæt dialog med Nortons:

“If Fight Club wasn’t disturbing, if we didn’t piss a few people off, we wouldn’t have done our job properly.”32 Vrede som motivation (Salary Man Anger i stedet for Salary Man Angst) havde interesseret Norton siden American History X og Fight Club, og Lawless’ velvoksne comeback viste sig også at være motiveret af voldsom aggression: “We had both come out of bad relationships when Chris [Holmes] and I got back together. He had just divorced Lita and I had a girl that comes up to me after three years and tells me she is gay. So if anger was people, we would’ve been China!” 33 Så hvad gør man, når man er frustreret og føler vrede, tilsyneladende uden grund? – spørger Norton i sin artikel Communities for the Alienated. Skal man som Cioran sige: “Når man græder uden grund, er det en bekræftelse af, at man har forstået alt”? Nej, mener han. Når man er vred uden grund, er det en bekræftelse af, at man har alt. En bekræftelse af, at den eneste ting, du ikke har, er noget at tabe. Og hvordan får du noget at tabe? Jo, du må oprette dit eget community. Du må investere i dig og dine. Det var det, bedstefaren Jim Rouse havde forstået, og det er det, Norton nu indser, at han må gøre. Han forstår, at han må bruge sin nyvundne position i bestyrelsen for The Enterprise Foundation til at realisere sin vision.

WaspVille / På bestyrelsesmødet i The Enterprise Foundation den 28. oktober 2001 fremlægger Norton forslaget: WaspVille: a Planned Community Solution for Mainstream Dissidents. Det første, han forklarer, er, at han har opgraderet betydningen af betegnelsen WASP fra White Anglo-Saxon Protestant til White Alienated Straight Person. Han fortæller, at han for det første har valgt “person” i stedet for “male”, fordi man har brug for begge køn til at skabe et community, og for det andet fordi han mener, at kvinder i Vesten er ligestillet i en sådan grad, at de strengt taget ikke længere kan kaldes en subkultur: “You don’t think: ‘That’s a woman’ when you see one, but you do think: ‘That is a black person’, which basically means that black people have an advantage when it comes to being different.”34


Lettre Internationale - WaspVille

Nortons hovedtanke er, at WaspVille skal fungere som et sted, hvor hvide, heteroseksuelle personer undgår at være repræsentanter for mainstreamen. Det skal være et sted, man kan søge til, når andre centre bliver overtaget af diversity (seksuel og etnisk heterogenitet). Ifølge Norton er “taberne blevet vinderne i identitetskrigen”, forstået på den måde at repræsentanter for subkulturerne er de eneste, som kan skilte med en identitet. Undersåtterne er blevet konger. O vermennesket ligger under. Det er på grund af de hvide heteroers underskud på seksuel og etnokulturel identitet, at han blandt andet

fænomen, man kan kalde for de sorte slavers fremmedgørelsesfortrin (“priviledge of alienation”). Han mener, at Lawless har forstået dette, og at han er en fremragende repræsentant for det, han kalder “the White Man’s New Burden”; byrden af ikke at være nogen (han henviser til W.A.S.P.s I Wanna Be Somebody Too og Wasted White Boys), eller byrden af kontinuerligt at blive forvekslet med den, som har alle fortrin (han henviser til sangen Great Misconception of Me). Norton begrunder videre valget af W.A.S.P. som hovedreference for WaspVille med, at politisk ukorrekthed er den hvide hetero og fremmedgjorte persons eneste

“In WaspVille you have to abandon Pride, just as they did in Thomas More’s Utopia. More believed that for there to be no classes, there could be no Pride. I believe that for there to be no races, there can be no Democratic Pride. The thing WaspVille offers is the security of NOT being mainstream.”

foreslår, at WaspVille må holdes klinisk rent for “andre”, på samme måde som man beskytter Amazonas-indianerne mod turisme etc., således at man, som han siger, kan “avoid bastardizing this new community.” Norton fremlægger en kort historik for bandet W.A.S.P. – han hævder blandt andet, at det er et interessant paradoks, at forsangeren i W.A.S.P. kalder sig Blackie. Blackie Lawless trækker ifølge Norton veksler på det ubevidst subversive, som ligger i ordet “Black”, et samtids-

våben mod yderligere nivellering og nullité. Og den politiske ukorrekthed er altid bedst i sin mest spontane og ureflekterede form. Han giver et eksempel på, hvordan Blackie Lawless og Chris Holmes reagerede på politisk furore omkring deres optræden i offentligheden: “I remember back in ’85, me and Chris [Holmes] are sitting on the tour bus watching TV. One of the Washington wives was on and Chris looks at me and says “What’s the big fuckin’ deal all about?” and I said “I don’t know”. It was all very child-like. Because we didn’t know.”35


24

Lawless går ikke på kompromis. Kompromisset tilhører et sygt æresbegreb, som bygger på, at konsensus er værdifuld. Norton fortsætter med at citere fra Lawless-interviewet: “Deb: With the political issues you are hitting now, you seem to be thoroughly interested in what’s going on in the world and quite educated on it as well. If it were a possibility would you ever consider running for an office? Blackie: I’ve talked about it a number of times. The problem with something like that is, politics has long been considered the art of compromise. I’m not good at that. For the foreseeable future, however long that may be, a couple of years anyway, I’m better off where I am right now because I can voice my opinion without somebody trying to put a lid on it.” 36 Og, føjer Norton til, det er, når man hører den slags, at man vælger Blackie Lawless som borgmester i sin by. Du kan vælge David Foster Wallace eller en anden kulturpersonlighed til borgmester i WaspVille, fordi han altid vil vide, hvad “the big fucking deal is all about” (fodnote 35). Fordi han har konstrueret the big fucking deal. Og ved at være en konstruktør og ikke en instinktiv intervenør vil han altid blive stående i den kulturelle middelvejs enighed. Folk, som konstruerer deres position, vil altid gå på kompromis og være drevet af den syge demokratiske stolthed, siger Norton og fortsætter: “In WaspVille you have to abandon Pride, just as they did in Thomas More’s Utopia. More believed that for there to be no classes, there could be no Pride. I believe that for there to be no races, there can be no Democratic Pride. The thing WaspVille offers is the security of NOT being mainstream.”37 Lige inden bestyrelsesformand og CEO F. Barton Harvey III rejser sig og læser op fra pressemeddelelsen, spørger Susan G. Baker (medstifter og bestyrelsesformand), om der ikke er fare for, at Nortons intentioner kan misforstås. Norton svarer aggressivt med lektien, han også serverede for Graham Fuller i Fighting Talk: “You can’t pursue a creative statement because of the fear that it will be misinterpreted. (…) many of the things that have been called subversive are regarded as classic now, including much of Oscar Wilde. Because some men pursue their sexual obsessions with young girls, does that mean Nabokov shouldn’t have written Lolita? Should

Martin Scorsese not have made Taxi Driver because there was the potential that someone like John Hinckley would use it as the excuse for his particular pathology? Should I not involve myself in the particularities of Western Apathy of Straight Persons, because of some Hitlerfetichists, or whatever? I think the answer to that is definitely no. Art has an important role in holding up a mirror to the things that are unhealthy in a culture. And WaspVille is such a mirror!” 38 Herefter, i sin relativt komplekse fremstilling af byens struktur, som trækker tungt på bedstefarens Technostalgia (præindustriel byplanlægning kombineret med postindustriel informationsteknologi), fortæller Norton, ved hjælp af flere Lawless-inspirerede ordspil, at blandt andet IKEA-interiører skal forbydes, eftersom IKEA for ham repræsenterer den yderste White American-Scandinavian Paranoia. WaspVille skal hverken være mere eller mindre end “a kind of Wipeout the Angst of the Salaryman-Place.” Han foreslår også, at der skal ophænges en mindetavle på rådhuset med påskriften: Blackie Lawless 1958 – ? Homme Politique Derefter forlader han bestyrelsesmødet i vrede over, at F. Barton Harvey III afbryder ham.

Afslaget / The Enterprise Foundation afviser på bestyrelsesmødet den 9. januar 2002 Edward Nortons forslag om at investere i projektet WaspVille.


Lettre Internationale - WaspVille

3 4

5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 Oversat af Karsten Wind Meyhoff

33 34

1

35 36

The Enterprise Foundation Board of Trustees, Press Release

June 2, 2000 (http://enterprisefoundation.org/press/archives/news218.asp) 2 Det hævdes, at Victor Gruen slog Rouse på målstregen med at bygge det første shoppingcenter (Alex Marshall, Metropolis Magazine, 7. april 1997), men Jim Rouse er ikke desto mindre blevet stående som “opfinderen” af det “nye Amerikas downtown”.

Alex Marshall, Columbia, Maryland, Metropolis Magazine, 7. april 1997. Ud over planlagte byer som Columbia, Reston i Virginia, Irvine, Ca og Clear Lake City i Houston virkeliggjorde The Rouse Company (tidligere Moss-Rouse) flere downtownprojekter i store amerikanske byer: South Street Seaport i New York; The Gallery på Market East i Philadelphia; Harborplace og The gallery at Harborplace i Baltimore; Bayside Marketplace i Miami; Westlake Center in Seattle og Pioneer Place i Portland. Craig McLean, The Face, december 1999. Catherine Hyde: Edward Norton on communities, planned and perverse, and why New York is better than LA; Horizon Magazine 1998. Tyler McLeod; Actor shook off his jitters; Toronto Sun, februar 1997. Catherine Hyde: Edward Norton on communities, planned and perverse, and why New York is better than LA; Horizon Magazine 1998. Ibid. Ibid. Ibid. RealPlayer-klip fra en rundbordsdiskussion om American History X på www.hollywood.com. Ibid. Gretchen Swimmer; Film&Theory, december 1998. Johanna Schneller; Premiere Magazine, august 1999. Graham Fuller; Fighting Talk; Interview Magazine, november 1999. Johanna Schneller; Premiere Magazine, august 1999. Ibid. John Brodie; Ed Norton just wants it perfect; GQ magazine, marts 2001. Johanna Schneller; Premiere Magazine, august 1999. Graham Fuller; Fighting Talk; Interview Magazine, november 1999. Edward Norton; A Diary of Conflict; Celluloid Magazine, juli 2000. John Brodie; Ed Norton just wants it perfect; GQ magazine, marts 2001. Jonathan Franzen: Perchance to Dream: In The Age of Images, A Reason to Write Novels; Harper’s Magazine, april 1996. Ibid. Edward Norton; Communities for the Alienated; Cache Magazine, juni 2001. Ibid. Brian Cole; Electric Basement, 26. februar 2000. Deb; Metaflakes; maj 2001. Edward Norton; Communities for the Alienated; Cache Magazine, juni 2001. Brian Cole; Electric Basement, 26. februar 2000; www.electricbasement.com. Graham Fuller; Fighting Talk; Interview Magazine, november 1999. Brian Cole; Electric Basement, 26. februar 2000. The Enterprise Foundation Board of Trustees, Newsletter January 9th 2002. Brian Cole; Electric Basement, 26. februar 2000. Deb; Metaflakes; maj 2001.

37 The Enterprise Foundation Board of Trustees, Newsletter January 9th 2002. 38 Graham Fuller; Fighting Talk; Interview Magazine, november 1999.


26

Ude af trit med virkeligheden Et interview med Mads Brügger som hovedperson Af Karsten Wind Meyhoff & Andreas Harbsmeier

Huset på Amager ligner mest noget fra en uskrevet roman af en ikke navngiven forfatter. Inden vi når at ringe på dørklokken, træder hovedpersonen ud af døren, kigger sig hurtigt omkring og lukker os ind. Han er her og der og alle vegne. Laver kaffe, ryger smøger og snakker allerede på livet løs. Hovedpersonen i denne interviewtekst bærer navnet Mads Brügger – og det er ingen tilfældighed. Manden har nemlig lagt navn til en række spektakulære journalistiske nydannelser inden for de senere år. Brügger har med sine tv-udsendelser, sine magasiner, bøger og artikler skabt nye rammer for, hvilke former journalistik kan have. Han har eksperimenteret i tv-programmer som Danes for Bush, Det røde kapel og Den 11. time og fundet nye fremstillingsmuligheder i bøgerne Ingen kender dagen, Abemanden. Mordet på rockeren Karate-Claus og Grænselandet. Tøndersagen efterforsket. Tv-billederne af den rødhårede Brügger i selskab med en mand, der egentlig er komikeren Simon Jul, og en adopteret koreaner i rullestol foran en stort anlagt militærparade i den nordkoreanske hovedstad Pyong Yang skabte megen undren og mor-


Lettre Internationale

Medierne har ikke noget ansvar. Deres nye mission and vision er tilsyneladende at give plads til skidt og kanel, så kan folk selv vælge. Sådan lyder parolen. Det betyder i realiteten, at redaktørens rolle overflødiggøres, i takt med at medier i højere og højere grad bliver nikkedukker for ligegyldighedens tyranni.

skab foran tv-skærmene. Men også nogen forargelse, fordi, blev det hævdet, programmet udstillede de stakkels nordkoreanere på uetisk vis. De medvirkende nordkoreanere vidste ikke, at den dansk-nordkoreanske teatertrup, som de tre sagde, at de udgjorde, i virkeligheden var en fiktion, udtænkt for at få adgang til det lukkede land. Da vi har fået installeret os i Amager-villaen, forsøger vi at afbryde hovedpersonens talestrøm for at forklare ham præmissen for interviewet. Men det er, som om han ikke rigtig bider på. Tanken er, at han skal fortælle lidt om nogle af de usædvanlige journalistiske former, hovedpersonen selv har gjort brug af i sine udsendelser, magasiner og artikler – det er ikke tænkt som et kritisk interview, snarere som en meditation over de værker, Brügger har produceret. For at høre hans tanker om det, man kan kalde sumpen mellem journalistik og fiktion. I dette hybridområde findes en række genrer, der vinder større og større indpas hos et bredt publikum. Den kunstneriske dokumentarfilm og skønlitteraturen med klar virkelighedsreference er oplagte eksempler. Det er genrer, der leger med virkelighedsre-

ferencen og bryder med vores vante forestillinger om adskillelsen mellem journalistikken med dens tilstræbte 1:1-forhold til virkeligheden på den ene side, og fiktionen med dens fantasi, subjektivitet, opfindsomhed og frie omgang med virkelighed og virkemidler på den anden side. Men hvad mener vores hovedperson egentlig om dagens mediebillede, vil vi gerne have at vide, da vi har fået sat os ned i arbejdsværelset i kælderen og tændt for diktafonen. MB: Tiden er svanger med nyheder og information, der knapt er læst, inden de er glemt igen. Vi lever i en veritabel nyhedsalder, hvor kriterierne for at kommunikere noget ikke længere honorerer det ældgamle journalistiske kriterium om væsentlighed, men i stedet har slået sig på lettere fordøjelige journalistiske kriterier som identifikation og sensation. De sidstnævnte kriterier kan betragtes som en art virus i kommunikationen selv, som spreder sig med lynets hast og inficerer hæderkronede dagblade, tv-stationer og andre kommunikationskanaler. Man kan, som mange gør det, snildt bagatellisere den middelmådige nyhedsstrøm og slå den hen

med, at folk vist selv er voksne nok til at sortere mellem skidt og kanel. Ikke desto mindre synes en grotesk proportionalitetsforvrængning at være den direkte årsag til en manglende realitetsfornemmelse. En borgerkrig, en oversvømmelse eller hungersnød kan få samme spalteplads som sensationen om, at en såkaldt celebrity skal have skiftet silikonen ud i barmen osv. Og man tænker uvægerligt på alle de emner, der aldrig når de danske medier, alt imens spalterne bliver fyldt med småskærmysler mellem partier og partifæller i et absolut konsensusdemokrati som det danske. Hovedpersonen har nu virkelig talt sig varm. Interviewet skriver næsten sig selv, mens vi imponerede scanner Mads Brügger fornemme samling af new wave-scifi, beatplader og tegneserier fra de gode comics-år i 80’erne. MB: Medierne har ikke noget ansvar. Deres nye mission and vision er tilsyneladende at give plads til skidt og kanel, så kan folk selv vælge. Sådan lyder parolen. Det betyder i realiteten, at redaktørens rolle overflødiggøres i takt med, at medier i højere og højere grad bliver nikkedukker for ligegyl-


28

Men hvor langt mener du, at man kan gå? Ville det fx være i orden, hvis dette interview aldrig havde fundet sted, men blot var en fiktionstekst, forfatterne havde skrevet for at anskueliggøre visse pointer?

dighedens tyranni. Og problemet er ikke, at der ikke produceres gode og substantielle nyhedsartikler, eller at der ikke findes gode medier, men de konkurrerer, også i de habile medier, med identifikations- og sensationsjournalistikkens massive og uigennemtrængelige røgslør, der lægger sig ud over denne verdens alt for virkelige problemstillinger: fattigdom, befolkningsvækst, energimangel, epidemier, global uretfærdighed, masseimmigration, klimaforandringer. Med den omsiggribende kommunikationsvirus er intet for småt eller ligegyldigt til at honorere de spinkle journalistiske krav hos redaktører, der som moderne politikere forsvarer sig med det evigtgyldige og utroligt nedslående argument om, at det jo er det, folk vil ha’. Vi skal jo sælge aviser. Måske burde man lukke aviser, blade, tv-stationer m.m. i stedet for død og pine at holde liv i den globale udvanding af kommunikationen. Vi synker lidt, mens vi sunder os over diagnosen og nikker anerkendende til hinanden. Manden er skarp og ikke bange for at tage bladet fra munden. Hovedpersonen kigger rundt og tænker sig om. Ud af øjenkrogen får jeg øje på bornholmeren Ole Pihls bind

i serierne Leif i forstaden og Reporterne, vi selv læste med appetit i de unge år. Vi kigger på hinanden og kan mærke et spørgsmål trænge sig på: Du har nu givet mediebilledet råt for usødet. Men alt andet lige er du selv en del af selvsamme verden, ikke desto mindre forsøger du at udfordre de gængse former. Hvordan reagerer folk på det, du laver? MB: I forbindelse med de nye journalistiske genrer har det været interessant at observere en genkommende rygmarvsreaktion hos de involverede parter. Mulige diskussioner bliver ofte drejet i retning af spørgsmålet om, hvad der er sandt og falsk frem for at diskutere værkernes indhold. Tag blot debatten om Christoffer Guldbrandsens Afghanistanfilm, mit eget program Det røde kapel, Knud Romers Den som blinker er bange for døden, eller Morten Hartz Kaplers AFR. KWM/AH: Men hvorfor er det så farligt med disse nye former? MB: Det kontroversielle ved disse værker er, at de bevidst placerer sig imellem to etablerede former for virkelighedsfremstilling og derfor ikke umiddelbart lader sig sætte i bås. På den ene side abonnerer de ikke på journalistikkens implicitte kontrakt med læseren om, at begivenheder,

udsagn og anden fakta er i fuldkommen overensstemmelse med virkeligheden. På den anden side vil de heller ikke skrive under på, at det, der foregår på lærredet eller bogens sider, er pure opspind, altså fiktion, og derfor ingen lighed har med virkeligheden. De falder med andre ord uden for de gængse kontraktformer mellem afsender og modtager. Imidlertid er det netop denne placering mellem to stole, der er selve deres eksistensberettigelse. Frem for at levere et enten objektivt eller blot fiktivt billede af virkeligheden spekulerer de i at levere et subjektivt billede af det virkelige. I den forstand fastholdes den journalistiske intention om at skildre virkeligheden, men skildringen sprænges af et bestemt temperaments oplevelse af virkelighedsstoffet. At disse fremstillingsformer er fuldkommen legitime i et land med ytringsfrihed som det danske, siger sig selv. Hvordan en instruktør eller forfatter oplever og vælger at skildre virkeligheden, er naturligvis op til hende selv og skal ikke dikteres andetsteds fra. Men som alle andre mennesker, der vælger at ytre sig offentligt, må kunstnerne selvfølgelig også tage ansvaret for de holdninger, de fremlægger.


Lettre Internationale - Ude af trit med virkeligheden

Nu bliver det spændende. Hovedpersonen kigger undersøgende på os, og man synes at kunne se, at han har tænkt denne problemstilling igennem mange gange: Det vil sige, at man godt kan stille afsenderen af et sådant journalistisk produkt eller værk til ansvar for de forhold, der skildres? MB: Det skal man. Men man skal også huske på, at disse genrer hverken er nye eller som sådan kontroversielle og ikke skal vurderes på journalistikkens præmisser, altså ud fra en sandt/falskakse, men snarere betragtes som genrer for sig selv, som et andet, muligt perspektiv på virkeligheden. Ligesom fiktionen altid har hentet sit materiale i den virkelige verden og ikke vurderes på sin lighed med virkeligheden, skal hybridgenrerne ikke vurderes på journalistikkens præmisser. Disse genrer giver muligheder for en form for subjektiv fremstillingsform, der kan indfange andre perspektiver på virkeligheden end den traditionelle journalistik. Hovedpersonen giver den hele armen for de skæve former og den subjektive fremstillingsform. Spørgsmålet er, om vi med vinklen på interviewet har lagt ham ord i munden, der slet ikke matcher hans egen journalistiske

profil. Vi forsøger at spørge lidt mere til forholdet til journalistikken. MB: Den subjektive fremstillingsforms fineste kvalitet er ikke at sige sandheden om tingenes tilstand. Derimod vil den fremprovokere en seriøs stillingtagen til en problematik og dermed synliggøre interesser og selvopfattelser blandt aktørerne i et givent miljø. Intentionen er at få lagt kortene på bordet. Kort sagt: Påvise, at den bedste af alle verdner er domineret af interesser og magtforhold. Pointen kan måske virke mærkværdig, eftersom det jo er journalistikkens fornemste rolle at varetage rollen som samfundets vagthund. Journalistikken synes imidlertid kun sjældent i stand til at få aktørerne til at levere meget mere end de polerede og velforberedte presseudtalelser. I det omfang, den subjektive fremstillingsform giver anledning til, at medieaktører kommer ud af busken, fungerer den derfor som et nødvendigt supplement til den demokratiske proces. KWM/AH: Hvilke nye former skal så afsøges? MB: Måske skal journalistikken udnytte virkemidlerne i de fremstillingsformer, der stadig er båret af et

stærkt engagement for at fortælle og udlægge virkeligheden. Kan man forestille sig kontrafaktisk journalistik? Analyser båret af mulige virkelighedsscenarier? Interview med en fiktiv person med radikale og ekstrapolerede meninger? Fingerede nekrologer? Montager af citater, der lader meningstilkendegivelser træde frem i deres rå karakter? Satiren, karikaturen, parodien, humoren, collagen har ud over den umiddelbare lystbetonede fornøjelse stadig evnen til at sætte tanker og refleksion i gang. KWM/AH: Problemet er måske så, at der er for få som dig, der tør prøve nye ting af? MB: Ja, de skæve hoveder, der insisterer på at give den iscenesatte virkelighed nye former og nye perspektiver, mangler ganske enkelt i journalistikken. Journalister er blevet professionelle. De arbejder sandsynligvis langt grundigere og mere kompetent end tidligere, men man mærker sjældent nødvendigheden i det skrevne. Der er ingen tvivl om, at det er blevet vanskeligere at være journalist, og at dagens journalister skal manøvrere i et langt mere uoverskueligt felt af informationer, spin og alternative kilder. Blot kan det konstateres, at journalistikken – i sin illusoriske forestilling om


30

objektivitet – er blevet mere blodfattig og uden skæret af nødvendighed. Det gør den mindre attraktiv for de typer, der er drevet af stort personligt engagement i stoffet. De er flyttet til andre områder – til filmmediet, til bogformen, til kunsten, til konsulentbranchen. KWM/AH: Kunne man sige, at den form for journalistik, vi efterspørger, er en slags genoplivning af “auteur”-genren i journalistiske gevandter? MB: Journalistikken har hele tiden brug for at få udfordret sine gængse forestillinger, få brudt med klicheer og indøvede rutiner. Her kan og bør dokumentarfilmen, tv-dokumentaren, erindringsromanen, den litterære reportage og den dokumentariske kunst med deres konstante udfordring af vores virkelighedsopfattelse være et væsentligt modbillede og alternativ. Aldrig som erstatning for den traditionelle journalistik, aldrig som erstatning for den frit fabulerende kunst, men som en hybridgenre, der udfordrer, perspektiverer og driller vores virkelighedsopfattelse og medierede verdensbillede. Det er netop forcen ved interviewet. Man bliver tvunget til for en stund

at lade en andens tanker slå rod i ens egen forestillingsverden og ad den vej få sat ord på de problemstillinger, man selv tumler med og inderligt har ønsket at få netop denne person til at tage stilling til. Koste hvad det vil. Men hvad er faren ved denne mentale overtagelse? Vi roder os ud i et længere spørgsmål: Litteraten Poul Behrendt har blandt andet i sin bog Dobbeltkontrakten peget på de problemer, der opstår, når alt er tilladt i den kunstneriske friheds navn. Det er prisen, vi må betale for den radikale tolkning af ytringsfriheden, som den fx kom til udtryk under Muhammedkrisen. Og det er rigtigt, at navigation i virkelighedssumpen stiller store krav til både forfatter og modtager. Når kontrakten mellem forfatter og læser ikke er entydig, forvirres referencen til virkeligheden. Men samtidig udfordres vores forestillinger om måden, hvorpå den politiske virkelighed dagligt præsenteres i diverse medier. Er du enig med ham? MB: Et ofte fremført kritikpunkt lyder, at man i mødet med en af disse hybridgenrer nødvendigvis må kende til en lang række forhold uden for værket for at kunne forholde sig kritisk til indholdet – og at autoriteten i den “rene” virkelighedsgenre – journalistikken – er under pres, når hybridgenren bevæger sig inden for

de samme medieformer: dokumentarfilmen, reportagen mv. Den positive historie er, at nye perspektiver på virkeligheden sætter den journalistik, vi trods alt stadig tiltror en tilstræbt objektivitet, i kritisk lys. Mindre opløftende er det naturligvis, at man i yderste konsekvens kan sige hvad som helst om hvem som helst, blot man gør det inden for en ramme, der traditionelt hører fiktionen til. Kalder man sit produkt for “roman” eller “kunst” eller “mock-”, kan man i det mindste juridisk stort set slippe af sted med hvad som helst. Det stiller store etiske krav til forfatteren eller kunstneren. Retten til eget navn, der håndhæves juridisk i journalistikken, er sat ud af kraft inden for fiktionens verden i den kunstneriske ytringsfriheds navn. KWM/AH: Men hvor langt mener du, at man kan gå? Ville det fx være i orden, hvis dette interview aldrig havde fundet sted, men blot var en fiktionstekst, forfatterne havde skrevet for at anskueliggøre visse pointer? MB: Selvfølgelig ville det ikke være i orden. Det er muligt, at motivet er smigrende: At nogen ville gide bruge tid og energi på at skrive en tekst om mig, måtte jo være udtryk for, at de


Lettre Internationale - Ude af trit med virkeligheden

Vi kommer herefter ud i en lang diskussion om det igangværende interviews efterhånden lidt tvivlsomme grundlag, som ikke skal refereres her. En ting er klart efter dette interview: Det er ikke rart at lyve. Det er faktisk ret ubehageligt.

fandt min person eller de ting, jeg har lavet, interessante. På den anden side vil jeg jo gerne være herre over, hvad jeg selv siger. Pointen med en sådan tekst ville muligvis være at illustrere eller udfordre grænserne for, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan tillade sig. KWM/AH: Vil det sige, at hvis vi nu fortæller dig, at du slet ikke medvirker i dette interview, ville det være i orden, så længe der var en rimelig pointe med det? MB: Hvis det faktisk forholdt sig, som I nu siger, ville mit svar jo være noget, som I havde skrevet – så har jeg jo slet ikke nogen kontrol over, hvad jeg siger. I må lige huske at sende den færdige tekst til godkendelse. Det minder mig i øvrigt om en sag for nogle år siden med en tysk stjernereporter – Tom Kummer – der havde leveret en række interviews til store europæiske magasiner og en stor tysk avis. Det viste sig, at meget af det, han skrev, var stykket sammen af informationer andre steder fra, som i interviewet blev fremlagt, som om han selv havde oplevet det – og i nogle tilfælde havde han slet ikke mødt de interviewede personer. Da det blev opdaget, blev han

fyret – i øvrigt sammen med en række redaktører. Det var en stor skandale. Til sit forsvar sagde han, at han mente, præmissen var klar fra starten. At han bedrev noget, han kaldte “borderline journalism”, og at redaktørerne var bekendt med hans “metode”. Desuden mente han, at hans tekster var langt mere interessante, og sagde en del mere om den interviewede person, end hvis han “blot” havde interviewet dem. I den forstand mente Kummer, at han gjorde både “interview-offeret” en tjeneste og ikke mindst gav læserne det, de ville have, og således hjalp med at sælge aviser, så anden, mere seriøs lekture fortsat ville kunne sælges. Man ville så at sige lyve i en højere sags tjeneste, og det må kunne retfærdiggøres, men først og fremmest hvis løgnen bliver opdaget. Opdages løgnen ikke, vil man jo hele tiden gå rundt og tænke på, om man nu bliver opdaget eller ej, og hvilke konsekvenser det vil få for ens i forvejen spinkle fremtidsmuligheder. Vi kommer herefter ud i en lang diskussion om det igangværende interviews efterhånden lidt tvivlsomme grundlag, som ikke skal refereres her. En ting er klart efter dette interview:

Det er ikke rart at lyve. Det er faktisk ret ubehageligt. Og selvom hovedpersonen er udstyret med en relativt omgængelig karakter, må vi kæmpe lidt for at få ham til at makke ret. MB: Hvis man lægger sine pointer i munden på andre, får de ofte større vægt. Man låner så at sige autoritet fra en anden. Og det er altid godt at kunne trække på autoriteter for at komme igennem med sit synspunkt. Risikoen er så på den anden side, at man mister enhver form for troværdighed. Slutter han – og vi må forlade huset på Amager nøjagtig lige så kloge, som vi var, da vi kom, men en del erfaring rigere.

Mads Brügger medvirkede ikke i dette interview.


Six Mandala Designs for Lettre Internationale / Af Karl Holmqvist


1. Traffic 2. Sun Shines For Everyone 3. Apartment Bloc 4. Dizzy Eyes 5. Star Gate 6. Lotus Wheel A Mandala is usually drawn by someone anonymously for the purpose of connecting the human mind with infinity, the inner with the outer. It cannot be ‘owned’ or signed. It is non-hierarchical with no upside or downside, and usually made from abstract, geometric designs that form a spinning movement while contemplated. It is non-linearity in action. Six Mandala Designs for Lettre Internationale by Karl Holmqvist, 2009


48

Smertens teknologi / Militære smertestrategier skal løse tidens konflikter / Af Olaf Arndt & Wolfgang Pircher

“Lær at tænke med smerten.” Maurice Blanchot, L’écriture du désastre, 1980

Fjenderne / Måske plejede man i gamle dage enklere omgang med hinanden. I sine refleksioner over retsfilosofien noterer Kant: “Vi har kun to måder, et menneske kan nyde et andet (i kødelig forstand): den kannibalske og den vellystige nydelse: den sidste lader personen blive tilovers.” I nyere tider er vi blevet lidt klogere, ikke mindst takket være psykoanalysen. Således ville vi kunne tilføje en tredje nydelse: At påføre den anden smerte. Også i denne nydelsesform bliver han ladt tilovers. Den er dermed tættere på den vellystige nydelse end på den altfortærende død. Denne udgør imidlertid så at sige smertens flugtpunkt, det punkt i livets horisont, hvor al smerte konvergerer. Barokkunsten har gjort os fortrolige med det subtile samspil mellem smerte og lyst. Denne trekant af lyst, smerte og død er følgelig ikke nogen enkel geometrisk figur, men en raffineret, dynamisk konstruktion i kulturen.


Lettre Internationale

Man kan indvende, at denne nydelse også er gammel, endog meget gammel. Det vil vi gerne medgive og dog forbeholde os retten til at markere en vigtig forskel i denne strid mellem de moderne og deres forfædre. Moderne er løftet om, ved siden af den smerteløse fødsel og den smerteløse død, også at tilbyde et liv, der i vid udstrækning er smertefrit. Dette løfte synes nok at være en fræk udfordring til guderne, der muligvis fører det eneste smerteløse liv, vi kender til. Det samfund, der undgår smerten, er nok sekulariseret og tror ikke på smertens mening og forsøger derfor også at negere skyld. Det århundrede, der endeligt er forbi, har vist os forskellige former for totalitære og sekulære, ideologisk-religiøse stater, der på gevaldig vis har vendt skyldsbegrebet om ved at gøre det universelt, og som har indført smerten som straffeforanstaltning. Det var stater, som permanent befandt sig i krig. De gjorde knap forskel mere. Deres egen befolkning blev i lige så høj grad erklæret for fjende som enhver anden efter smag og behag. Man var henstillet til den almægtige vilkårlighed. Det er altid sådan, når politikken bemægtiger sig disse midler, at den ønsker at forenkle tingene. Under torturen af fjenden er det ikke kun smertens kulturelle dimension, der synes at blive undermineret, smertetildragelsen er derimod målrettet mod det kulturelle væsen, mennesket. Man har til overmål hørt, at krigen var en fortsættelse af politikken med andre midler. Nu kan man opleve, at politikken forvandler sig til politisk teologi, hvad nødvendigvis gør krigen til religionskrig. I denne er fjenden ikke længere modtageren af en politisk tale, men forvandler sig derimod til et blot og bart objekt for politiskteologiske formål. Under postmoderne, sekulære betingelser bliver han til et mål for mere eller mindre raffinerede våbenteknologier, der lige præcis tilforordner ham det, samfundet søger at undgå: smerten. Denne er på sin side blevet til straf, til politisk skæbne, da den ikke længere blot er til stede, men derimod enten bliver fremkaldt eller ikke bliver undgået. Skæbnen er dermed ikke skæbne, men bryder frem som bevidst handling.

Demokratisk lektion nr. 1: Smerte som konfliktløsning / I scenario 1 befinder vi os ved indgangen til et regionalt valgsted i et ikke nærmere bestemt land i den tredje verden. NATO har udsendt en specialstyrke. Deres opgave: At sikre, at valghandlingen forløber gnidningsfrit, og at beskytte de valgtilforordnede mod modstandere af demokratiet og mod alle, der ønsker at forstyrre valghandlingen. Enheden er udrustet med et antal ikke-dødelige våben og andet udstyr, der allerede findes på markedet. Hertil regnes alle former for klassiske magtanvendelsesmidler som hunde, tåregas, gummikugler og som noget nyt strømpistolen, der kaldes TASER. En hummer-jeep udstyret med “aktivt fordrivelsessystem” (Active Denial System), med ADSmillimeterbølgekanonen på taget, står parat uden for synsvidde og kan være på stedet inden for et minut. Linjen af veludrustede “anti-riot”-soldater har taget opstilling ved siden af indgangen til valglokalet. Den lille trop af mænd og kvinder, der alle har erfaring med fredsbevarende operationer, har spærret hele området af med pigtråd. Pigtråden danner en tynd sti, som vælgere, der gruppevis ankommer fra oplandet, kan komme sikkert igennem, frem til rummene med valgkabinerne. Ifølge oplysninger fra efterretningstjenesten befinder der sig radikale elementer blandt tilhængerne af tre af de partier, der stiller op til valget. De har sat sig for at forstyrre valget. Valgmodstanderne rykker helt frem til sideindgangen og begynder at kaste sten og molotovcocktails over hegnet mod husmuren, samtidig med at de råber paroler som “valgbedrag”. Enkelte demonstranter forsøger at bryde gennem barrieren. I det samme rykker “Sheriffen” frem. Sådan kalder soldaterne deres ADShummer. Det, der sker nu, kan vel kun sammenlignes med affyringen af en tonstung Tesla-spole [en Tesla-spole er en elektromagnetisk indretning, baseret på resonansprincippet. Den kan fremkalde flere millioner volt, o.a.], hvis udladning forgrener sig meter vidt og efterlader en brændt lugt i luften. En af angriberne løfter armen for at kaste en sten. En soldat sidder i jeepen foran monitoren med fjernstyringen til det “aktive fordrivelsessytem” – en slags elektrisk gevær, der ligner en parabolantenne. Han pejler sig ind på urostifteren, der vækker opmærksomhed med sit skæggede ansigt. Soldaten bevæger joysticket og udløser en lydløs energistråle. Et tørt tordenskrald. Inden for en brøkdel af et sekund sætter civilisten i et hyl og hopper og danser over pladsen, mens han forsøger at afkøle sin bagdel ved at vifte vildt med den ene hånd. Andre demonstranter lider


50

en lignende skæbne. De gør som slagne hunde og spjætter i panik, som om nogen angreb dem med usynlig spyende ild. Mens de vælter rundt over hinanden i flugten, vender dele af horden sig hele tiden tilbage, brøler og truer med knyttede næver som en stamme fra stenalderen, der for første gang møder virkelig moderne våben.

Det smerteteknologiske vidunder / Juvenito Rich Garcia fra informationsafdelingen på det amerikanske luftvåben i Kirklands forskningslaboratorium meddeler den 25. juli 2006, at ledende officerer ved ADSforskningsprogrammet har ladet sig beskyde med millimeterbølger. Dette er det sidste PRtiltag, før man frigiver våben til anvendelse. Intet moderne våben er blevet testet så længe: I over tolv år, siden den første prototype fungerede. Alle mulige medicinske, tekniske og etiske problemer mht. anvendelsen blev undersøgt under laboratorieforhold og i felten. Selv politisk har man loddet stemningen. Alle menneskerettighedsorganisationer og kritiske eksperter af betydning er kommet til orde og – kan man kun håbe – blevet forstået. I september 2006 erklærede den ansvarlige generalsekretær fra U.S. Air Force, Martin Wynne, med en afmålt portion sarkasme, at det ikke skulle lugte af, at “post-war”-Irak blev anvendt som forsøgsområde for et våben, der “skadede borgerne på en utilsigtet måde”. Før man bragte våbnet til Bagdad, ville man således have afprøvet det på sine egne borgere. Denne beslutning, placeret så den cirkulerer i medierne, har indtil videre forhindret den indsættelse i Golfregionen, der var planlagt til slutningen af 2006. Kendere af miljøet vil nikke genkendende til navne blandt forskerne i ADS-programmet: I Tyskland har Michael R. Murphy fra Brooks CityBase flere gange holdt foredrag om programmet på konference-biennalen Den europæiske arbejdsgruppe for ikke-dødelige våben ved Frauenhoferinstituttet for kemisk teknologi i Ettlingen. Under frokosten eller i pauserne kom Murphy, en nervøs, sværlemmet mand med et tic, ofte med kyniske bemærkninger om smertevirkningerne ved ADS.

Til de berømte fortalere for ADS hører også John B. Alexander, det ikke-dødelige alternativs herold. Han berettede allerede i 2003, i et interview med forfatteren, udførligt og synligt begejstret om de biofysiske virkninger af millimeterbølgekanonen: Det gør ondt, sagde han leende, det gør rigtig ondt. Alexander har intet problem med smerte: Alle de våben, han roser, prøver han på sin egen krop. Selv hans søn Josh, der dengang kun var 16 år (“ingen blødsødenhed!”), lod sig skyde med TASER-pistolen foran øjnene af sin far. Det kalder man vel genetisk betinget hårdhed. Et år senere, i 2004, taler han som faglig rådgiver ved den tyske Bundestag i arbejdsgruppen for nedrustning, oprustningskontrol og ikkespredning under det udenrigspolitiske udvalg. Han stiller sine tilhørere over for alternativet: Mere smerte medfører et mindre antal døde.

Demokratisk lektion nr. 2: højteknologisk diplomati / I scenario 2 lærer vi, hvordan dette kan spænde af. Vi skriver foråret 2007. Indien er det talmæssigt største demokrati i verden og uden tvivl ét, der er venligt stemt over for USA. Indtil videre. En ophidset, talløs folkemasse skvulper gennem de snævre gader, hvor skraldet flyder overalt. Frustrerede raser de over en bro, der knager under deres vægt. Halvt om halvt er de hjælpeløst fastklemt, halvt ønsker de, at det hele styrter sammen. Katastrofen begynder med ødelæggelse af infrastrukturen. Inden for et par minutter slår de første bølger oppisket mod jerngitteret foran den amerikanske ambassade. Der kastes den notorisk første glasbombe med benzin over gitteret, en brændende fane blafrer om flaskehalsen. Brandlugten breder sig, eskalationens parfume. Der lyder et skud fra mængden, endnu skydes der op i luften. Men hvem kan forudsige, hvor det næste finder sit mål? Marinesoldaterne står stoisk ved indgangen til ambassaden med automatvåbnene afsikret og parat. Bare en forkert bevægelse kan sætte det amerikansk-indiske forhold 50 år tilbage. Alle husker den dramatiske udgang på gidseltagningen i Iran for tredive år siden. Hvor mange døde risikerer vi nu? Foran porten har radikale elementer skubbet kvinder og børn ind foran sig som menneskelige skjolde og trænger nu frem mod vagtposten. De aner, at marinesoldaterne ikke vil slå uskyldige ihjel. Amerikas forhold til sin største allierede hænger i en


Lettre Internationale - Smertens teknologi

Soldaten bevæger joysticket og udløser en lydløs energistråle. Et tørt tordenskrald. Inden for en brøkdel af et sekund sætter civilisten i et hyl og hopper og danser over pladsen, mens han forsøger at afkøle sin bagdel ved at vifte vildt med den ene hånd. Andre demonstranter lider en lignende skæbne. De gør som slagne hunde og spjætter i panik, som om nogen angreb dem med usynlig spyende ild. Mens de vælter rundt over hinanden i flugten, vender dele af horden sig hele tiden tilbage, brøler og truer med knyttede næver som en stamme fra stenalderen, der for første gang møder virkelig moderne våben.

silketråd. Nogle af marinesoldaterne er 19-20 år gamle, lige fra skolebænken og ikke de største diplomater. De kan kun skrige eller skyde. Deres kaptajn har imidlertid et es i baghånden. En jeep kører frem. En dyb brummen rammer scenen ind, mens et fremmedartet instrument kommer til syne på jeepens tag. I det samme, uden yderligere varsel, mærker urostifterne en altgennemtrængende smerte, som om nogen havde åbnet en enorm, gloende ovn foran deres ansigter. De skriger op, lader deres våben falde til jorden. De tænker kun på flugt.

Smertens etik: Det gør ondt på de onde / “Forseglingen af en sikkerhedszone mod indtrængende”, som man frit kan oversætte “Area Denial System” (bogstaveligt: “System til områdenægtelse”), synes ifølge ordvalget at beskytte et værdifuldt, meget benyttet, men ikke tætpakket rum mod uønsket besættelse. ADS anvendes faktisk snarere sådan, at man rydder en zone, der allerede bruges, i det offentlige rum, fordi man føler, at den pludselig udnyttes i modstrid med de officielle politiske interesser. Derudover ønsker man af retslige grunde og ved anvendelsen af den

nyeste teknik at være i stand til at rense og filtrere blandingen. Dette overflødiggør overvejelser om placering af ansvar. Det urealiserede ideal er en maskine, der uden følelser og kun efter de mønstre, der er indlagt i den, afgør, hvem der er fjende, og hvem der tilfældigt og uden slette intentioner opholder sig i det samme område. Det handler i denne sammenhæng i første omgang ikke om forsvaret af et område, men derimod om rengøring af samme. I en verden, der gør sig så mange anstrengelser for at gøre hele livet så smertefrit som muligt, er en “upopulær følelse” som smerte det adækvate middel til at signalere, at den, der føler den, tænker og lever forkert. Smerten, der forsegler en zone, er dermed bebuderen af en anden smertelig erfaring af eksklusion, nemlig den påtvungne ufrihed i fængslet eller i lejren. Man har i folkemunde også tidligt fanget dette motiv i billedet “at være fanget af sine smerter”. Hugo Loetscher formulerede allerede i sin kloge artikel “Schmerz ist nicht populär” fra 1959 det politiske ideal og modbilledet hertil: “Der hvor lykken er do-it-yourself, er smerten kun en mangel på organisation, et misgreb fra naturens side,


52

En jeep kører frem. En dyb brummen rammer scenen ind, mens et fremmedartet instrument kommer til syne på jeepens tag. I det samme, uden yderligere varsel, mærker urostifterne en altgennemtrængende smerte, som om nogen havde åbnet en enorm, gloende ovn foran deres ansigter. De skriger op, lader deres våben falde til jorden. De tænker kun på flugt.

et håb for oppositionen. For manageren gør intet ondt, der er højst noget, der går skævt”. Reklamesloganet fra 50’erne for “Spalt”-tabletten, “succesfulde har ikke tid til smerter”, er skåret over samme læst. Årsagerne til neoliberalismens hovedpine ligger langt tilbage.

Den hellige gral / Charles Sid Heal hører med til den voksende fanskare, som de ikke-dødelige teknikker som ADS-smerte-strålekanonen har fået. Sid viser sig under en samtale med forfatteren (i 2005) at være en teoretiker med ordet i sin magt: Hans eksegese om den “femdimensionale slagmark”, der også omfatter cyberspace, synes næsten at ophæve tyngdekraften. Heal udnævner ADSvarmekanonen til den hellige gral inden for “crowd control”, at opløse “horder af urostiftere”. Den lukker hullet mellem “advarsel og skud”, når man vil have kontrol over oprørske forsamlinger i det offentlige rum. På højdepunktet af den svulmende fantasybølge med temaet “gral”, der snart har varet i 15 år, forstår enhver læser, hvad der hermed menes. Han associerer positivt: Det er det, vi så længe har søgt efter! Målet for vore drømme. Med bonmoter som “you can’t resist” væver han på magisk vis ind og ud mellem det tyste

strålevåbens forføreriske, fascinerende og fysiske effektivitet, der skal beskytte os mod terror og hærgen. Produktnavnet på maskinen er således Silent GuardianTM. Det blev det døbt af firmaet, der opfandt det, Raytheon. Raytheon betragtes som intet mindre end “strålernes gud”. Firmaet, der blev grundlagt i 1922 af ingeniøren Vannevar Bush som American Appliance Company [det firma, der skulle varetage amerikanernes behov for maskiner, der kunne gøre dagligdagen lettere, o.a.], har i dag 80.000 ansatte og en årlig omsætning på omkring 20 milliarder dollars. Vannevar Bush er ikke i familie med præsidentfamilien af samme navn. Han koordinerede “Manhattanprojektet” (udviklingen af atombomben) og er ikke kun fader til den personlige computer (Memex, Differential Analyzer), men er også, sammen med Warren Weaver og James Conant, blandt de tre cheforganisatorer af videnskabens mobilisering under 2. Verdenskrig. Firmaet fik våbenhandel ind med modermælken. Lydløst rammer strålerne fra den “tyste vogter” deres bløde mål og trænger 0,4 mm ind under huden. Man kan kun se en let rødmen, der forsvinder efter få minutter. Et sporløst våben. Det fordriver ikke blot, det driver længerevarende al vilje bort. Den såkaldte millimeterbølge, der bevæger sig omkring de 99 Gigahertz, kendt


Lettre Internationale - Smertens teknologi

som “mikrobølgens fætter”, fremkalder en ekstrem hurtig termisk påvirkning af vævet. Den fremkalder en koncentreret varme på 54,4 grader celsius og påfører alt afhængig af påvirkningstiden en smerte på mindst 8 Dol på en skala, der sætter den største smerteoplevelse, man kan forestille sig, til 10 Dol. Medicinere kalder følelser af denne karakter, der tangerer den absolutte overgrænse, for “tilintetgørelsessmerter”.

Forestilling om fremtidens smerte / “Hvis der ikke fandtes nogen smerte, levede vi stadig i huler. Smerten er den splint, der jager vores udvikling i gang. Den driver menneskeheden frem foran pisken, fra opdagelse til opdagelse.” Günter Weisenborn, Memorial 1977 (skrevet ca. 1941 i et Gestapo-fængsel) I smertens grube ligger vi fyldt til bristepunktet med nagler, nåle, bor og splinter. Den, der berører minen, pirrer de sarte, blotlagte sensitive nerver, sprænger deres tynde metalliske og superledende hylster. Forudanelsen om tilintetgørelsen sukker gennem flerleddede, vidtforgrenede sansenerver, flakker over hudens flade, gennem organerne og bestråler heftigt de ramte områder. Solen for de somatotopiske sensationer. Om dens glødende kerne knæler fantomerne ved den sensible Thalamus, der på sin side – elektrokemisk tvunget ned i kotov-stilling [kinesisk, ydmyg bøjning med panden mod jorden, særligt til ære for kejseren, o.a.] – tvinger sin bærer til at knæle ned. Via et pres hen gennem fleraksen travers-receptor-synapseprocessor-aktion indleder smerten en omformning. Man kan se, at man har indsat en uudholdelig smerte i den eksplosive celle. Du vil automatisk antage dens form. Civilisationen er bygget på massernes smerte, skriver John Stuart Mill. Smerte er til for at beskytte kroppen, siger eksperter inden for algesi [gr., smerte, især nervesmerte, o.a.]. Hvis snedig teknik sætter alle blokader ud af kraft, raser smerten fremad, helt ind i hjernebarken. Den, der kan dosere den, fordele den med håndelag, knækker enhver modstandsdygtig vilje. Den, der mestrer smerten, kan opnå den hurtige regression.

Han gør den, han gør til objekt, modtagelig for enhver suggestion.

Strømpistolen TASER / Fra dokumentet “Forbedret TASER M26; mindredødelig strømpistol, der kan sætte den elektromuskulære kraft ud af funktion. Medicinsk sikkerhedsinformation. S. 12 ff: Undersøgelser på mennesker. 579 mænd og kvinder, frivillige deltagere i et forsøg for at bekræfte effektiviteten og underbygge, at der ikke er nogen medicinske betænkeligheder. Forlagt for Rick Smith, præsident for TASER International. Fortrolig. Må ikke reproduceres eller videredistribueres!” Resultat omgående sammenstyrt slår selv igennem kevlarvest klasse II subjekt med plastikimitat i hånden var selv under stor anstrengelse ikke i stand til at trykke på aftrækkeren testvåbnet faldt til jorden efter at være blevet ramt af M26 jeg føler mig godt nok en smule forvirret der var ingen chance for at stå imod det er totalt hårdt mand faldt øjeblikkelig omkuld jeg var fuldstændig ude af stand til at koncentrere mig om noget som helst andet end smerten TASER skabte definitivt et komplet kaos i mine tankeprocesser det virkede som om det tog dobbelt så lang tid som det gjorde i virkeligheden han faldt hurtigt til jorden og siden er han blevet betydelig mere rolig ude af stand til at kæmpe slukket det blev sort for mine øjne storartet virkning godt våben smerten fortoner sig med det samme da der blev slukket først tænkte jeg at man ville henrette mig med et strømstød heftig hamren på benene jeg kunne ikke kæmpe gå tale jeg mærkede ikke engang hvordan jeg ravede rundt jeg brugte nogle minutter til at komme til mig selv som om man havde læsset en ladning tegl over mig ingen bevægelse mulig dette instrument kan jeg kun anbefale på det varmeste meget effektivt det føles som om en eller anden trækker i alle nerver i den pågældende kropsdel med en hammer smadret benet en heftig krampe jeg synes det blev en smule varmt en skarp smerte der invaliderede alt ganske medtaget jeg kunne intet gøre ud over at falde og jeg var hurtigt parat til at gøre alt hvad forsøgslederen forlangte af mig hvis det bare ville holde op som om nogen slog skruetrækkere ind til højre og venstre for rygsøjlen følelsesløshed lammet min evne til at fokusere mentalt var væk og jeg havde på ingen måde kontrol over noget som helst ligesom ved altopslugende angst som om nogen havde bearbejdet mig med et trykluftsbor mit højre ben revet op nedefra smerte og overvældende følelser når det rammer dig kan du kun bede til at det går hurtigt over før jeg endog kunne tænke tanken


54

om at angribe faldt jeg til jorden og det var som om jeg faldt ned i et kogende elektrisk pigtrådshegn stadig efter tyve minutter føltes mine muskler som budding et stik i skulderen der slog luften ud af mig og derefter var det som om varme nåle prikkende vandrede gennem mine hænder og jeg faldt på knæ da han slog TASER til mærkede jeg en mængde nagler som blev presset ind i mine fødder og det var meget indtryksfyldt jeg var fuldstændig lammet i begyndelsen var det kraftigere end et hestebid det er let at forudsige at dette i mange indsatssituationer kommer til at ændre politiets politik grundlæggende hele den venstre side af min krop frøs fast til TASER og jeg mistede umiddelbart enhver vilje til at gøre modstand 100 procent stille ingen tanker om at sætte sig til modværge det synes som om der gik meget længere tid og jeg husker at jeg tænkte “ÅBN ÅBN”mine ben blev stive og det brændte ved kontaktpunkterne så pludseligt faldt jeg omkuld M26’eren bed hårdt til det prikkede ubehageligt jeg har ofte skudt mig selv med strømpistoler med den gamle TASERtron men denne her var uden sammenligning meget heftigere smerte var til sammenligning uden for enhver konkurrence som om nogen havde presset et strygejern mod mine fødder sænket en brændstav fra en atomreaktor på mine skuldre effekten var øjeblikkelig begge ben følelsesløse og fødderne som om nogen havde lagt en tonstung vægt på dem det borede sig sågar gennem stålkappen på mine sko ingen chance faldt øjeblikkelig omkuld faldt øjeblikkeligt omkuld faldt øjeblikkelig omkuld.

Nye vidunderlige våben / Det er tydeligt, at kun de ikke-dødelige våben, der fungerer 100 % sikkert og er absolut og under alle omstændigheder til at stole på, i længden har en chance for at komme til at indgå i standardudrustningen. Til dette formål er det nødvendigt med årevis af test og megen erfaring fra dagligdagen. Udviklingen af ADS har indtil videre allerede varet i tolv år. Den er blevet støttet med forskningsmidler for omkring 50 millioner dollars. På trods af dette var det efter forsøg med dukker og mennesker endnu i 2004 og 2005 stadig et ubesvaret spørgsmål, hvordan man skulle forhindre, at kontaktlinser smeltede i øjnene, briller brændte fast til ansigtet, eller hvordan man ved indsættelse i det offentlige rum forholder sig til, at de småpenge, der opvarmes

af strålerne, stadig brænder videre i lommerne på demonstranterne, når strålen af modulerede bølger for længst er ophørt med at virke. Skal man kun skyde på folk uden nogen som helst penge? Skal man bede dem om at fjerne mønter, spænder og metalknapper fra bukserne før slagets begyndelse? Hvis dette fungerede, ville mikrobølger jo uden videre være overflødige. William Arkin fra Washington Post henviste i et bidrag til den italienske tv-kanal RAI News med titlen Stjernekrigen i sommeren 2006 til en yderligere boomerangeffekt ved det “hemmelige supervåben”: I tusindvis af år har mennesker slået andre mennesker ihjel med sværd, kugler, pile, bomber. Dette er kinetik. Du slår ihjel, idet du slår til. Pludselig, ud af intet, dukker der en tredje mulighed op: Et nyt fysisk princip. Folk ved ofte ikke engang, at man angriber dem med usynlige stråler, når nogen beskyder dem med højenergimikrobølger (HPM) eller laser. Politikere og sikkerhedsfolk er gået i panik over, at IEDs (improvised explosive devices, selvudløsende bomber) nu kommer på markedet fra laboratorierne, selvom de kun er halvfærdige produkter. I øjeblikket er der et årligt budget på 50 millioner dollars, som bliver brugt på ikkedødelige våben i al almindelighed. Der bruges yderligere omkring 200 millioner dollars på diverse programmer som HPM eller ADS. Man kan kun formode, at 100 til 200 millioner dollars derudover hemmeligt bliver omkanaliseret til laservåben fra andre forskningsområder. Og dertil kommer så de officielle laserprogrammer, den taktiske laser, luftvåbnets højenergi-laser, Zeus, den laserbaserede jeep-minestryger. Når man regner alt dette sammen, bruger USA omkring en halv milliard dollars på direkte-energi-våben. Det er en ikke helt ubetydelig sum. Det svarer til hele forsvarsbudgettet i visse europæiske stater. Man bemærker en regelret begejstring for alle disse teknologier som LRAD, ADS og HPM hos US Northern Command, der er ansvarlig for den hjemlige sikkerhed. Man kan dog tale om en vis boomerangeffekt: Når amerikanerne tænker, ok, hemmelige våben, dem kan vi bruge i Irak for at få ryddet op i hele den historie, så kan de være forvissede om, at de samme hemmelige


Lettre Internationale - Smertens teknologi

I en verden, der gør sig så mange anstrengelser for at gøre hele livet så smertefrit som muligt, er en “upopulær følelse” som smerte det adækvate middel til at signalere, at den, der føler den, tænker og lever forkert. Smerten, der forsegler en zone, er dermed bebuderen af en anden smertelig erfaring af eksklusion, nemlig den påtvungne ufrihed i fængslet eller i lejren.

våben et år senere står her i bykernerne og er rettet mod dem selv. Sandheden er, at militæret anser de nye fine våben som mest velegnet til anvendelse i eget hus. Og vi kan med sikkerhed sige, at når først USA sætter disse våben ind til at tage hånd om den indre sikkerhed, så er Italien og andre ikke langt bagefter.

Millimeterbølgekanonen ADS / Fra dokumentet “Vurdering af indskrænket militær indsatsmulighed for det aktive fordrivelsessystem ADS. Vurdering af personers reaktion efter bestråling med millimeterbølger. Eksperiment 1 og 2 ved siden af spørgeskemaer, protokol FWR 2003-03-31-H. Institut for højenergiforskning og -teknologi, bygning 66071, laboratorium på luftvåbenstøttepunktet Kirkland NM 87117, Kommission til undersøgelse af effektiviteten i forhold til mennesker, afdeling for radiofrekvensstråler. Kun til tjenstlig brug.”

Hvis De beslutter Dem til frivilligt at deltage i denne undersøgelse, vil De blive bestrålet med millimeterstråler, hvis energiniveau overskrider de maksimale dosers sikkerhedsgrænser med omkring det tyvedobbelte. Bestrålingen kan opvarme Deres hud op til 50 grader celcius, hvis De ikke rettidigt søger ly bag en af beskyttelsesvæggene i testområdet. Styrken og varigheden af energiudstrålingen er så begrænset, at en opvarmning til mere end 55 grader celsius ikke er mulig. Smertegrænsen overskrides ved mellem 43 og 45 grader. Smerteoplevelsen stiger i intensitet, indtil den når sit maksimum mellem 55 og 60 grader. Højere opvarmning ødelægger cellerne, men opleves ikke som en intensivering af smerten. I nogle situationer vil De være fuldstændig påklædt. Laboratorietest har vist, at påklædning kun har ringe betydning for oplevelsen af strålerne. Dog kan syninger, knapper, ure, smykker, bæltespænder eller velcrospænder danne såkaldte “hot spots”, som energistrålerne samler sig om. Sådanne “hot spots” forsvinder erfaringsmæssigt hurtigt, hvis De følger Deres reflekser og træder ud af strålen eller blinker i det tilfælde, at det er Deres øjne, der er ramt. Det forventes af Dem, at De bliver stående, indtil Deres personlige smertegrænse er nået, med begge fødder på gulvet og hænderne ned langs siden. Hvis De deltager i bevægelsesforsøg, hæv da den ene hånd, og tæl til 15. Vi giver Deres hud tid nok til i tilstrækkelig grad at køle ned i den tid, der går. Særlige sikkerhedsforanstaltninger for kvinder: Gravide bør ikke deltage i undersøgelsen. Der er en stor fare for, at De snubler og falder i forsøget på at undgå strålen. På trods af at der indtil videre ikke har været anledning til at mistænke millimeterbølgerne for at have indflydelse på fostrets udvikling, vil der altid være en restrisiko for at skade det ufødte barn. Vedhæft D, spørgeskema: Sociale og kulturelle faktorer som religiøse værdier, politiske holdninger, køn eller tilhørsforhold til en bestemt etnisk gruppe kunne have indflydelse på fjendtlige måls motivation for at modstå virkningen af ADS. Tror De, at denne opfattelse er rigtig? Hvis ja, kunne De redegøre for en rækkefølge, hvor det fremgår, hvilke af disse faktorer der har den største indflydelse?

Moderne overtalelsesteknologier / At tilføje et andet levende væsen smerte: Det kalder vi enten eksperiment eller tortur. Det handler om en form for kommunikation, rettere sagt om en asymmetrisk kommunikation, hvor


56

det levende væsen, der er underkastet smerten, er i eksperimentatorens eller torturbødlens vold. Denne bevæger sig på et symbolsk niveau, en videnskabelig teori eller en politisk ideologi, og tager fra dette standpunkt kommunikativ kontakt til kroppen, der er underkastet ham. Pavlov fx taler ikke med sine hunde, men binder dem og underkaster dem sine forsøg. Alligevel svarer hundene ham, også selv om det ikke er med ord. Dette er det gamle teorem om gennem torturen at finde frem til sandheden, som Francis Bacon gjorde til et alment princip for naturen. Man må underkaste den tortur, så den fravristes sine hemmeligheder. Det ville give mere mening, hvis vi kun talte om tortur, når det levende væsen, som vi gjorde til objekt, var i stand til at føle smerte. Det forudsætter vi netop ikke hos livløst materie som en sten. Ligeså har vi en tendens til at afskrive smerteoplevelse hos alle levende væsner, der ikke ytrer sig, som fx planter (lejlighedsvis også fisk, insekter og andre dyrearter). Smerteoplevelsen er en vigtig tærskel inden for den nyere dyreetik. Der kommunikeres ikke gennem smerten i eksperimentet eller torturen, den er derimod middel i og for en anden diskurs. Det er slet ikke så let at nå til enighed gennem smerten. Wittgenstein spurgte sig selv, om man selv skal have haft tandpine for at forstå, hvad der menes, når nogen taler om tandpine. Gennem en god indlevelsesevne kan vi i det mindste ane, hvad det handler om, selv om vi har været så heldige endnu ikke selv at have lidt smerte. Det væsen, der udleveres til smerten, viser os for det meste et smertens sceneri, vi føler medfølelse med. Hvis smerten ikke kunne komme til udtryk, ville smerten sandsynligvis ikke blive anvendt for at gennemtvinge en kommunikation. Hvis torturbødlen ikke vidste noget om smerten, ville han ikke mishandle. Tortur er en asymmetrisk dialog, i hvilken den krop, der er i smerte, forsøger at nøde bevidstheden, og dermed viljen til at sige det, som bødlen ønsker, og som for sit vedkommende forstærker spørgsmålet med smerten. Sagt på en anden måde: Tortur er anerkendelsen af dialogens fiasko, i hvilken sproget har forspildt sin egenmæg-

tighed. Nietzsche kaldte undertiden sin smerte “hund”, måske for at antyde, at han ønskede fortsat at være dens herre. At være herre over den, viljens herskab over smerten, forsøger torturen at afskaffe. Det handler om det at blive en hund. Der skal ikke længere være nogen afstand mellem smerte og vilje, alt skal forløbe, som om et signal var nok til at få informationen. Der anslås en form for ikke-bevidsthed, som når Pavlovs hunde savlede, hvad enten de ville eller ej, når de hørte klokken. Denne overvindelse af smerten, hvor smerten begynder at skabe en signalbane, der ender i automattale, lykkes dog ikke altid i den forstand, der kaldes “sandhedsproduktion”. Dette er den klassiske kritik af tortur. Den får de svage til at lyve og de stærke til at tie hårdnakket. Idealet ville være en tortur, der fik den smertende krop til selv at tale, uden nogen som helst form for bevidsthed, altså uden nødvendigheden af et sprogligt udsagn for at opnå det ønskede resultat. Noget lignende blev allerede i det 19. århundrede opnået med medieteknikker, der kunne aftegne kropsreaktioner, som ikke kunne simuleres, og altså ikke kunne “lyve”. Med andre ord, tortur opløser sproget. Talen er torturens fjende. Netop dette gør den til et politisk magtmiddel.

Globaliseringen af den smertefrie tilstand / Elaine Scarry har allerede bemærket om det 20. århundredes torturteknikker, at det ikke længere handlede om tilståelser, men derimod om dehumanisering, reduceringen af modstanderen til et væsen ude af stand til at tale. Det er sandsynligvis intet tilfælde, at det først og fremmest er militærdiktaturer, der kommer til syne i denne sammenhæng. Militærsprogets befaling er på lignende måde en asymmetrisk dialog, hvor det ikke alene kommer an på udsagnet, eller om det bliver forstået, men på den følgende handling. Hvis denne kunne udløses af et signal, ville man have opnået idealet om soldaterautomaten: Enhver forståelse er på forhånd garanteret, da handlingen øjeblikkelig deterministisk bliver “udløst”. I den militære befaling handler det jo ikke om “sandhed”, men derimod om at adlyde. Endnu engang skal viljen hos objekterne for befaling ingen rolle


Lettre Internationale - Smertens teknologi

spille. Soldaten er forpligtet til at lade sig selv ude af betragtning, altså at være intet andet end en lærenem og tjenstvillig krop. Det er det, det kommer an på. Hans bevidsthed spiller kun rollen som et overførselsredskab (og nogle gange som en forstyrrende faktor), der indtil videre er nødvendig. Således flytter den moderne tortur kroppen fra sandhedsproduktionsfeltet til procedurerne omkring døden. Torturen i det 20. og 21. århundredes utallige lejre er for det meste intet andet end en kvalfuld forberedelse til døden. Dette forener ofret og soldaten, og derfor er soldater de fortrukne torturbødler. Smerte og død er tæt forbundne. Indtil videre er døden den eneste og ofte accepterede vej, man kan tænke sig, ud af den smerte, der umuliggør et liv, som endnu blot er lige til at holde ud. Sagt på en anden måde: Det, vi frygter mere end døden, er smerten. Dette er ikke nogen helt ny opdagelse. Militærlægerne under 1. Verdenskrig spillede denne trumf over for de soldater, de betegnede som “nægtere”. “Maskingeværerne bag fronten”, som Freud kaldte dem, “bekæmper” dødsfrygten med frygten for at lide smerte. Det rum, hvor der foregår sådan noget, vi kalder “lejr”, har en tendens til at overskride sine egne grænser, dvs. først og fremmest at begrænse det rum, der ligger uden for lejren. I alle lejrsamfund, hvad enten det er det nationalsocialistiske Tyskland, eller det er det stalinistiske Sovjet, sætter disse institutioner deres særpræg på hele det samfundsmæssige liv. Det er inkarnationen af en undtagelsestilstand, der trækker ud, i hvilken enhver kan udnævnes til fjende. Det, der i dag kaldes den asymmetriske krig mod terrorismen, er intet andet end globaliseringen af belejringseller undtagelsestilstanden, i hvilken der netop stadig findes privilegerede, altså øer, der i vid udstrækning er undtaget. Når belejringstilstanden, lige siden den blev politisk nyttig ved overgangen til det 19. århundrede, har haft en særlig retsstilling, de facto at retten sættes ud af kraft, så er det i princippet ikke anderledes i dag. Det, der kan have ændret sig, er de tekniske midler, som tillader at indsætte smerten politisk og dermed at tage retten til at holde politiske taler fra sproget.

Oversat af Anders Tønnesen

Kilder Scenario 1: Fri bearbejdelse af forfatterne ud fra motiver fra: USAF Dokument zu ADS (2003), Steven Mihm, The Quest for the NonKiller App. (2004) Scenario 2 : Fri bearbejdelse af forfatterne ud fra motiver fra: Doug Beason, E-Bomb (2006), Janet Morris, Kommentar zum Global Trends 2015 Bericht der CIA (ca. 2004) Vi takker de følgende for medicinsk rådgivning: Dr. Sepp Grässner, Berlin (tidligere på Behandlungszentrum für Folteropfer BZFO) og Prof. Dr. Alexander Thiele, Newcastle University (Visual Neuroscience) Litteratur John B. Alexander, Richard Groller, Janet Morris, The Warrior´s Edge, New York, 1990 Doug Beason, The E-Bomb, Cambridge MA, 2005 DU, Kulturelle Monatsschrift, Schmerz, Nr. 216, Zürich, Februar 1959 Fraunhofer Institut für Chemische Technologie (Hrsg.), NonLethal Opütions Enhancing Security and Stability, Ettlingen, Pfinztal, Karlsruhe, 2005 Karen Greenberg, Joshua L. Dratel, The Torture Papers, The Road to Abu Ghraib, New York, 2005 Rudolf Janzen et al., Schmerz, Grundlagen-Pharmakologie, Therapie, Stuttgart, 1972 Immanuel Kant, Reflexionen zur Rechtsphilosophie. Kant’s gesammelte Schriften. Herausgegeben von der Preußischen Akademie der Wissenschaften, Band XIX, Dritte Abtheilung: Handschriftlicher Nachlaß, Band VI: Moralphilosophie, Rechtsphilosophie und Religionsphilosophie, Berlin und Leipzig, 1984, S. 481. Immanuel Kant, Om den «spartanske Moder»: Versuch den Begriff der negativen Grössen in die Weltweisheit einzuführen, in: Werke in zehn Bänden (W. Weischedel), Band 2, Darmstadt, 1975. Frank Kitson, Im Vorfeld des Krieges, Abwehr von Subversion und Aufruhr, Stuttgart, 1974. Ronald Melzack, Patrick D. Wall, The Challenge of Pain, Exciting Discoveries in the New Science of Pain Control, New York, 1973. Octave Mirbeau, Der Garten der Qualen, München, 1991 Chris Morris, Janet Morris, The American Warrior, Stamford, 1992 David B. Morris, Die Geschichte des Schmerzes, Frankfurt a.M., 1996 Jon Ronson, The Men who Stare at Goats, London, 2004 Elaine Scarry, Der Körper im Schmerz. Die Chiffren der Verletzlichkeit und die Erfindung der Kultur, Frankfurt a.M., 1992


Stemmer fra

58


“Vi bliver nødt til at komme til bunds i, hvad der skete – og hvorfor – så vi kan sikre os, at det aldrig sker igen.” 1 Senator Patrick Leahy, formand for Senatets juridiske udvalg

ICRC Report on the Treatment of Fourteen “High Value Detainees” in CIA Custody, af Den Internationale Røde Kors Komité, 43 s., februar 2007

Tortur og mishandling i USA’s hemmelige fængsler / Af Mark Danner

mørket Lettre Internationale


60

1. Vi forestiller os, at tiden og valghandlingerne vil rense vores faldne verden, men det vil de ikke. Siden november sidste år har George W. Bush og hans regering syntes at bevæge sig væk fra os med stadig større hastighed, som en mørk komet der farer mod enden af universet. Begrebet “Krig mod terror” – denne regerings slogan, som gerne blev gentaget ofte af manden, der yndede at kalde sig “præsident i en krigstid” – omgives nu af permanente anførelsestegn; tegn, der antyder noget tvivlsomt, noget lidt ubehageligt og noget fortidigt. Og dog ligger de beslutninger, som denne præsident tog, og særligt de omfattende beslutninger, som blev taget lige efter angrebene den 11. september 2001 – beslutninger om udlevering, overvågning og forhør – stadig spredt omkring os, uden at nogen gør krav på dem, og uden at nogen begraver dem, som lig der endnu er varme. Hvordan skal vi begynde at sætte ord på dette? Måske ved hjælp af en historie. Historier er uberørte og melder klart ud, hvad deres hensigt er: Der var engang… I begyndelsen… Med disse indledende ord får de os til at lytte efter fortsættelsen. Prøv at høre denne: Jeg vågnede op, nøgen, fastspændt til en seng, i et meget hvidt rum. Rummet målte ca. 4 x 4 meter. Tre af væggene var massive; den fjerde bestod af en række metaltremmer, der adskilte rummet fra et større rum ved siden af. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå i denne seng… En nøgen, unavngiven mand fastspændt til en seng, og derefter en række simple fakta om tid og rum, ikke andet end hvidhed. Fortælleren er typisk for vores tid. Allerede i begyndelsen af “krigen mod terror”, i foråret 2002, trådte han ind i “de forsvundnes” mørke verden – og først fire og et halvt år senere, da han og tretten andre “meget værdifulde fanger” ankom til Guantánamo og fortalte deres historier til repræsentanter fra Den Internationale Røde Kors Komité (refereret i det ovenfor nævnte fortrolige dokument), kom han delvist frem i lyset igen. Faktisk er han en berømthed,

selv om vejen til berømmelse har fulgt et særligt mønster, der er særegent for vores tid: Hellig kriger, fredløs, terrorist, “forsvunden”. En international berømthed, hvis navn – eller i hvert fald et af dem – man straks genkender. For hvor mange mennesker får deres liv beskrevet af den amerikanske præsident i en tv-transmitteret tale til nationen? Få måneder efter 11. september 2001 fangede vi en mand, der går under navnet Abu Zubaydah. Vi mener, at Zubaydah var højtstående al-Qaeda terrorist og en af Osama Bin Ladens nære fortrolige … Zubaydah blev alvorligt såret af skud under anholdelsen – han overlevede kun på grund af den medicinske behandling, CIA sørgede for.2 En dramatisk historie, der skabte store overskrifter. Såret i ildkamp i Faisalabad i Pakistan, skudt i mave, lyske og lår efter at være hoppet ned fra et tag i et desperat flugtforsøg. Massive blødninger. I al hast fragtet til et militærhospital i Lahore. En traumekirurg fra Johns Hopkins University, der bliver vækket midt om natten af et telefonopkald fra CIA’s direktør og i al hemmelighed fløjet over på den anden side af jorden. Den sårede undslipper med nød og næppe døden, bliver langsomt stabiliseret og flyttes i al hemmelighed til en militærbase i Thailand; derefter til en anden base i Afghanistan. Eller var det nu også Afghanistan? Vi ved det ikke med sikkerhed. For efter den dramatiske tilfangetagelse den 28. marts 2002 bevægede den mand, vi kender som Abu Zubaydah, sig fra en underverden – en verden af al-Qaeda-folk, der var gået under jorden umiddelbart efter angrebene 11. september – til en anden: Et “skjult, verdensomspændende interneringsnetværk” til hemmelig tilbageholdelse og afhøring, som CIA havde etableret med direkte tilladelse fra det “memorandum of understanding”, som præsident George W. Bush havde underskrevet den 17. september 2001. Dette hemmelige system var et netværk af hemmelige fængsler på militærbaser over hele verden, fra Thailand og Afghanistan til Marokko,


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

Polen og Rumænien – efter sigende “på forskellige tidspunkter, i otte forskellige lande” – som mere end 100 fanger på forskellige tidspunkter forsvandt ind i.3 Det hemmelige netværk af såkaldte “sorte steder” havde sin egen luftstyrke og sine egne særlige “procedurer for overflytning”, som ifølge forfatterne til Den Internationale Røde Kors Komités rapport “oftest var relativt standardiserede”: Den anholdte blev fotograferet med og uden tøj på både før og efter overflytningen. Der blev foretaget kropsvisiteringer (undersøgelse af endetarmen), og nogle fanger hævder, at der også blev uddelt stikpiller ved samme lejlighed (de anholdte kendte hverken navnet eller virkningen af disse stikpiller). Den anholdte fik ble på og blev iklædt en træningsdragt. Han fik et par høretelefoner på, igennem hvilke der af og til blev afspillet musik. For øjnene fik han som minimum bundet et stykke stof og et par sikkerhedsbriller med sorte glas i. Nogle anholdte fortæller, at de også fik tapet vat på øjenlågene, inden stoffet og sikkerhedsbrillerne kom på… Den anholdte blev lænket på hænder og fødder og transporteret til lufthavnen via landjorden for derefter at blive sat på et fly. Han blev som regel transporteret siddende tilbagelænet med hænderne lænket foran sig. Rejsetiden … kunne være alt fra 1 til 24 eller 30 timer. Den anholdte fik ikke lov til at gå på toilettet og måtte om nødvendigt urinere og have afføring i bleen. Jeg prøver at forestille mig, hvordan der må have været i denne uvirkelige verden: Mørke erstatter synet. Stilhed – eller “af og til” høj musik – erstatter lyden af liv udenfor. Lænker, og nogle gange også handsker, erstatter muligheden for at række ud, berøre og føle. Man mærker metallet rundt om håndled og ankler, vattet mod øjenlågene, klædet rundt om hovedet, lort og pis mod huden. “I nogle tilfælde lå de anholdte fladt ned i bunden af flyveren under transporten … med hænderne i håndjern på ryggen”, hvilket gav

dem “store smerter og ubehag”, når de blev flyttet fra et ukendt sted til det næste. Abu Zubaydah selv – 31 år gammel, født Zein al-Abdeen Mohammad Hassan i Riyadh i Saudi-Arabien og med rødder i den palæstinensiske Gazastribe – hævder, at han under en overflytning fik bundet stoffet så stramt om hovedet, at han fik sår på næse og ører. Han ved ikke, hvor længe turen tog, men inden afgang havde han fået at vide af soldaterne, at han skulle ud på en rejse, der ville vare mellem 24 og 30 timer. Det var altså en lang rejse. Måske til Guantánamo? Eller Marokko? Og så tilsyneladende igen tilbage til Thailand. Eller var det Afghanistan? Han tror det sidste, men er ikke sikker…

2. Det hele var klassificeret, holdt adskilt og dybt, dybt hemmeligt. Men hvad er egentlig “hemmeligt”? I nyere tid er “hemmelig” blevet et mærkeligt komplekst udtryk. Hvem var “den hemmelige bombning af Cambodja” hemmelig for? Ikke lokalbefolkningen, i hvert fald. Hvem var eksistensen af disse “hemmelige oversøiske fængsler” hemmelig for? Ikke terroristerne, i hvert fald. Formentlig amerikanerne. På den anden side, så kunne enhver, der måtte være interesseret, allerede i 2002 læse følgende på forsiden af en af landets førende dagblade: USA fordømmer mishandling, men forsvarer afhøringer: “Stress og tvang”-teknikker anvendt på terrormistænkte i hemmelige oversøiske fængsler. Dybt inde i den forbudte zone ved den amerikanske militærbase Bagram i Afghanistan, væk fra fængselsafdelingen og de adskilte hemmelige militærenheder, står en samling skibscontainere, som beskyttes af tre rækker pigtrådshegn. I containerne opbevares det mest værdifulde bytte fra krigen mod terrorisme: tilfangetagne al-Qaedamedlemmer og Taliban-ledere…


62

Dybt inde i den forbudte zone ved den amerikanske militærbase Bagram i Afghanistan, væk fra fængselsafdelingen og de adskilte hemmelige militærenheder, står en samling skibscontainere, som beskyttes af tre rækker pigtrådshegn. I containerne opbevares det mest værdifulde bytte fra krigen mod terrorisme: tilfangetagne al-Qaeda-medlemmer og Taliban-ledere…

”Hvis ikke du krænker en eller andens menneskerettigheder indimellem, gør du formentlig ikke dit arbejde ordentligt,” sagde en embedsmand, som har overvåget pågribelsen og overflytningen af mistænkte terrorister. “Jeg tror ikke, vi har lyst til at arbejde for nultolerance på dette område. Det har alt for længe været CIA’s problem …” Denne omfattende artikel af Dana Priest og Barton Gellman blev trykt i The Washington Post den 26. december 2002, kun få måneder efter tilfangetagelsen af Abu Zubaydah. Få måneder senere kunne man læse en lignende reportage på forsiden af The New York Times (”Forhør: Afhøringer af terrormistænkte i en mørk og surrealistisk verden”). Embedsmændenes udeltagende og aggressive tonefald – “Vi banker ikke [ukvemsord] ud af dem. Vi sender dem til andre lande, så de kan banke [ukvemsord] ud af dem” – vidner om en helt anden politisk stemning; en politisk stemning, som også fik en fremtrædende forfatter til at give sin ugentlige klumme i en landsdækkende avis overskriften “Tid til at tænke på tortur” og i underrubrikken bemærke, at i denne “nye verden … er det måske nødvendigt at tage gamle metoder i brug, som før syntes helt udelukkede, hvis vi skal overleve.”4 Så der er hemmeligheder, og der er hemmeligheder. Og da den amerikanske præsident en solskinsdag for to år siden, lige inden femårsdagen for 11. september, skred ind i Østværelset i Det Hvide Hus og informerede højtstående embedsmænd og særligt inviterede overlevende fra 11. september, som stod på ræd og række foran ham, om, at den amerikanske regering havde skabt et mørkt og hemmeligt univers, hvor man kunne tilbageholde og afhøre tilfangetagne terrorister – eller, med præsidentens ord: “et miljø, hvor de kan tilbageholdes i hemmelighed og afhøres af eksperter” – fortalte han dem ikke en hemmelighed; han gjorde blot et kendt og ofte rapporteret faktum til en officielt bekræftet sandhed: Ud over de terrorister, der tilbageholdes på Guantánamo, er en lille gruppe terrormistænkte blevet tilbageholdt og afhørt uden for USA via et


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

særligt program, som styres af CIA … De mere præcise detaljer om dette program, blandt andet hvor disse fanger tilbageholdes og detaljerne omkring indespærringen af dem, kan i mange tilfælde ikke afsløres… Vi vidste, at Abu Zubaydah lå inde med yderligere oplysninger, der kunne redde menneskeliv, men han holdt op med at tale … Derfor satte CIA ind med forbedrede forhørsteknikker. Disse teknikker er sikre og i overensstemmelse med lovgivningen, Forfatningen og vores traktatmæssige forpligtelser. Justitsministeriet har foretaget en grundig gennemgang af metoderne og fundet dem retsgyldige. Jeg kan ikke beskrive metoderne mere præcist – det forstår I nok… Jeg sad foran tv’et den dag og så transmissionen af talen, og jeg kan huske den mærkelige følelse, der bredte sig i mig, da jeg, efter at have hørt præsidenten tale om “forbedrede forhørsteknikker”, så ham kigge direkte ind i kameraet og med stor koncentration og overdrevent tryk på hver stavelse sige: “USA begår ikke tortur. Det strider imod vores love og vores værdier. Jeg har ikke givet tilladelse til det, og jeg kommer ikke til at give tilladelse til det.” Han har overbevist sig selv om, at det er sandt, tænkte jeg. Selv om talen ikke fik nogen særlig opmærksomhed dengang, vil den efter min mening stå tilbage som George W. Bushs vigtigste; måske som den eneste “historiske” tale, han holdt. Ved at fortælle sin egen version af Abu Zubaydah, Khaled Shaik Mohammed og flere andres historier lagde præsidenten ting frem, der endnu kun var offentlige hemmeligheder, og gjorde dem med lederstemmens alkymistiske kraft til anerkendte fakta. Og ved hårdnakket at forsvare regeringens “forbedrede forhørsteknikker” og lige så vedholdende at benægte, at der skulle være tale om “tortur”, skrev han samtidig begyndelsen på Bush-regeringens dystre, moralske epos; en fortælling, hvis modsigelser vi stadig er viklet ind i. Senere samme måned, med midtvejsvalget lige foran sig, vedtog Kongressen uden videre præsidentens Military Commissions Act af 2006, som blandt andet skulle beskytte dem,

der havde taget de “forbedrede forhørsteknikker” i brug “på omhyggelig og professionel vis”, som præsidenten udtrykte det. Samtidig, muligvis uforvarende, gjorde præsidenten det langt om længe muligt for dem, som havde været udsat for de “forbedrede forhørsteknikker”, at sige noget. For samtidig med at han fortalte sin version af, hvad der var sket med Abu Zubaydah og de andre anholdte, og hvorfor man havde været nødt til at behandle dem sådan, annoncerede han, at Zubaydah og tretten andre “meget værdifulde fanger” ville blive flyttet fra de forsvundnes dunkle verden og ud i lyset. Eller rettere sagt: ud i tusmørket. De fjorten fanger ville blive flyttet til Guantánamo – et af de oversøiske fængsler, man havde vedkendt sig – og her ville “retten gå sin gang”, “så snart Kongressen vedtager den Military Commissions Act, jeg har foreslået”. I mellemtiden ville de fjorten mænd dog blive “tilbageholdt i et topsikret fængsel i Guantánamo”, og Den Internationale Røde Kors Komité ville blive “underrettet om deres tilbageholdelse og have mulighed for at tale med dem”. Få uger senere, fra den 6.-11. oktober 2006 og igen den 4.-14. december 2006, rejste repræsentanter fra Den Internationale Røde Kors Komité – hvis opgave det blandt andet er at overvåge, om Genève-konventionen overholdes, og kontrollere, hvordan krigsfanger behandles – til Guantánamo, hvor de gik i gang med at interviewe “hver enkelt person under fire øjne”, så de kunne udarbejde en rapport, der skulle “beskrive behandlingen af de fjorten fanger og de fysiske rammer, de befandt sig i, mens de blev tilbageholdt af CIA”, dvs. alt mellem “16 måneder og næsten 4½ år”. Som repræsentanterne fra Den Internationale Røde Kors Komité fortalte fangerne, var det ikke meningen, at rapporten skulle offentliggøres, men “i det omfang, den tilbageholdte gav tilladelse til det, videregives til myndighederne”, altså i al hemmelighed overdrages til repræsentanter fra den instans, som havde stået for deres tilbageholdelse – i dette tilfælde CIA, hvis direktør, John Rizzo, fik udleveret rapporten den 14. februar 2007. Og selv om de fleste informationer


64

i rapporten er knyttet til navngivne personer, og selv om der i bilagene findes omfattende beretninger fra interviews med tre navngivne fanger, så finder man også ofte formuleringer i stil med denne: “En af de tilbageholdte, som ikke ønsker, at hans navn bliver myndighederne bekendt…” – hvilket tyder på, at mindst en og måske flere af de fjorten fanger, som trods alt stadig “tilbageholdes i et topsikret fængsel i Guantánamo”, var bange for, hvad konsekvenserne af deres udtalelser kunne blive. Stort set hver gang stemmer deres udtalelser overens med det, de navngivne fanger har berettet. Og tænker man på, at de blev tilbageholdt “i uafbrudt isolation og uden forbindelse med omverdenen”, mens de befandt sig på “sorte steder”, og også blev holdt skarpt adskilt, da de ankom til Guantánamo, synes det umuligt, at de slående ligheder, som findes ned til mindste detalje i deres beretninger, kan være opdigtede. “Den Internationale Røde Kors Komité ønsker at understrege”, som forfatterne skriver i rapportens indledning, “at overensstemmelserne mellem de fjorten tilbageholdtes detaljerede forklaringer, som de har afgivet hver for sig, gør oplysningerne i dem så meget desto mere vægtige.” Resultatet er et dokument – hemmeligstemplet og tydeligvis forbeholdt de få højtstående embedsmænd, John Rizzo valgte at vise det til – som fortæller en ganske særlig historie; historien om, hvad der skete på de “sorte steder”, og en detaljeret beskrivelse af det, den amerikanske præsident kaldte “forbedrede forhørsteknikker”, fortalt af dem, det gik ud over. Det er et dokument, som det bogstaveligt talt er “umuligt at lægge fra sig” – lige fra den første side: Indholdsfortegnelse Indledning 1. De vigtigste komponenter i CIA’s fangeprogram 1.1. Arrestation og overflytning 1.2. Uafbrudt isolation og ingen forbindelse med omverdenen 1.3. Øvrige mishandlingsmetoder 1.3.1. Simuleret drukning 1.3.2. Stå oprejst i lang tid

1.3.3. Slag med halsbånd 1.3.4. Slag og spark 1.3.5. Indespærring i trækasser 1.3.6. Langvarig nøgenhed 1.3.7. Søvnberøvelse og høj musik 1.3.8. Langvarige ekstreme temperatur påvirkninger 1.3.9. Langvarig brug af håndjern og lænker 1.3.10. Trusler 1.3.11. Tvungen barbering 1.3.12. Ingen eller begrænsede mængder fast føde 1.4. Mere om de tilbageholdtes diæt… – til den utilslørede og utvetydige konklusion: De tilbageholdtes påstande om mishandling vidner om, at de mishandlingsmetoder, de blev udsat for under CIA’s fangeprogram, enten brugt alene eller i sammenhæng, i mange tilfælde må betegnes som tortur. Derudover kan mange andre af de benyttede mishandlingsmetoder, enten brugt alene eller i sammenhæng, betegnes som grusom, umenneskelig eller vanærende behandling. En så klar tale fra det organ, der har til opgave at sikre, at Genève-konventionen – hvori “tortur” og “grusom, umenneskelig eller vanærende behandling” er klart definerede juridiske begreber – overholdes, kunne ikke være mere sigende, endsige mere velkommen, efter at USA’s præsident i årevis har brugt sin regeringsmagt til enten at omdefinere eller udvande disse relativt klare begreber. Som præsident Bush fortalte journalisterne i Rosenhaven ugen efter sin tale i Østværelset, opstår denne debat på grund af Højesterets kendelse om, at vi skulle rette os efter artikel 3 i Genève-konventionen. Og i denne artikel står der, at “krænkelser af den personlige værdighed” ikke må finde sted. Det er… det er ret vagt formuleret. Hvad betyder det – “krænkelser af den personlige værdighed”?5 Rapporten, som blev skrevet, efter at præsidenten havde givet Abu Zubaydah og de tretten


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

andre “meget værdifulde fanger” mulighed for at fortælle deres historie, svarer med stor styrke og autoritet på præsidentens spørgsmål.

3. Lad os vende tilbage til Abu Zubaydah, en palæstinenser hvis 31 år lange liv har været påvirket af konflikter, som altid har ligget i amerikanernes bevidsthed: Gazastriben, hvor hans forældre blev født; Riyadh i Saudi-Arabien, hvor han efter sigende kom til verden; det sovjetisk besatte Afghanistan, hvor han deltog i den hellige krig mod russerne, muligvis mere eller mindre direkte støttet af amerikanske dollars; derefter det postsovjetiske Afghanistan, hvor han stod for forsyningerne og rekrutteringen til al-Qaeda, sendte de hellige krigere til de forskellige træningslejre og efter endt træning grupperede dem i celler. Manden er nu blevet fanget – er blevet sporet til et hemmeligt skjul i Faisalabad og livsfarligt såret af tre skud fra en AK-47. Han transporteres i al hast til hospitalet i Faisalabad, derefter til militærhospitalet i Lahore. Da han slår øjnene op, sidder en amerikaner ved hans side; det er John Kiriakou fra CIA: Jeg spurgte ham på arabisk, hvad han hed. Han rystede på hovedet. Jeg spurgte ham igen på arabisk. Så svarede han mig på engelsk. Sagde, at han ikke ville tale med mig på Guds sprog. Så sagde jeg: “Det er okay. Vi ved, hvem du er.” Derefter bad han mig om at kvæle ham med en pude. Men jeg sagde: “Nej nej, vi har planer med dig.”6 Kiriakou og “den lille gruppe CIA- og FBI-folk, der holdt øje med ham døgnet rundt”, vidste, at “Abu Zubaydah var den største fisk, vi havde fanget. Vi vidste, han lå inde med en masse informationer … og vi ville have fat i dem.” Ifølge Kiriakou “var Abu Zubaydah og to andre mænd ved at fremstille en bombe” i det hus, hvor de fandt ham. “Loddekolben var stadig varm. Og på bordet lå der tegninger over en skole…” Det var tegningerne over den britiske skole i Lahore, fortalte Kiriakou til ABC News’ korrespondent Brian Ross. De vidste, at deres fange var “meget opdateret. Fuldt

opdateret om det aktuelle trusselsbillede.” Med den amerikanske traumekirurgs hjælp lykkedes det for dem, der tog Abu Zubaydah til fange, at få ham på benene igen. Han blev flyttet mindst to gange; efter forlydende i første omgang til Thailand; derefter mener han selv, han blev flyttet til Afghanistan – sandsynligvis til Bagram. Afhøringerne begyndte i Thailand: Jeg vågnede op, nøgen, fastspændt til en seng, i et meget hvidt rum. Rummet målte ca. 4 x 4 meter. Tre af væggene var massive; den fjerde bestod af en række metaltremmer, der adskilte rummet fra et større rum ved siden af. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå i denne seng. Efter noget tid, flere dage tror jeg, men kan ikke huske det præcist, blev jeg flyttet til en stol, hvor jeg tror, jeg sad lænket på hænder og fødder i 2-3 uger. I løbet af denne tid fik jeg blærer på bagsiden af lårene af at sidde ned i så lang tid. Jeg måtte kun rejse mig, hvis jeg skulle på toilettet, som var en spand. Jeg fik vand i en flaske til at vaske mig med. Jeg fik ingen fast føde i de første 2-3 uger, mens jeg sad på stolen. Jeg fik kun Ensure [et kosttilskud] og vand at drikke. I starten kastede jeg op af Ensure, men det blev bedre efterhånden. Der var aircondition i cellen og rummet ved siden af, og der var meget koldt. Der blev konstant spillet meget høj, råbende musik. Det blev spillet ca. hvert kvarter døgnet rundt. Nogle gange blev musikken slukket og erstattet af høje hvislende eller knitrende lyde. Fangevogterne var amerikanere, men havde masker på, som skjulte deres ansigter. Dem, der afhørte mig, havde ikke masker på. I disse 2-3 uger blev jeg afhørt cirka 1-2 timer om dagen. Amerikanske forhørsledere kom ind i rummet og talte til mig gennem tremmerne. Under forhøret blev musikken slukket, men den begyndte igen bagefter. Jeg sov slet ikke de første 2-3 uger. Når jeg var ved at falde i søvn, kom en af fangevogterne og sprøjtede vand i hovedet på mig.


66

En nøgen mand i lænker i et meget koldt, hvidt rum fastspændes i adskillige dage til en seng, derefter i flere uger til en stol, uafbrudt badet i kraftigt lys, bombarderet med høj musik og nægtet fast føde; og når hans øjenlåg trods kulde, lys og sult begynder at glide i, bliver de tvunget op igen med koldt vand, der sprøjtes i ansigtet på ham. Procedurerne kan oversættes til præcist definerede juridiske begreber: “Flytning til mindre tiltalende omgivelser”, “Nøgenhed”, Stress-positioner”, “Kostmanipulation”, “Ændring af de umiddelbare omgivelser”, “Ændring af søvnmønstret”, “Isolation”, “Søvnberøvelse”, “Øgning af stress-niveauet med brug af støj”. Disse og mange andre begreber kan blandt andet findes i dokumenter med relation til debatten om forhør og bekæmpelse af modstandsbevægelser, som startede i 2002, og som Forsvarsministeriet og Justitsministeriet har fortsat. Her er standarderne dog noget anderledes. Arbejdsgruppen skriver for eksempel, at “søvnberøvelse” “ikke må stå på mere end 4 dage i træk”, at “kostmanipulation” ikke bør indebære “berøvelse af mad og drikke”, at “nøgenhed” skal “skabe en følelse af hjælpeløshed og afhængighed”, men også “overvåges, så det sikres, at de fysiske omgivelser er indrettet, så denne teknik ikke er til skade for den tilbageholdte”.7 Her er vi et helt andet sted. Men hvilket sted? Abu Zubaydah var ikke den eneste “største fisk, vi havde fanget”, men den første af dem. Ifølge Kiriakou ville Zubaydah, da han kom til sig selv, “gerne tale om de aktuelle begivenheder. Han fortalte os et par gange, at han ikke havde noget personligt imod USA… Han sagde, at 11. september var en nødvendighed. At selv om han ikke havde regnet med, at så mange ville miste livet, så skulle 11. september efter hans mening få amerikanerne til at vågne op.” Efter sigende talte Zubaydah åbent med sine fangevogtere, mens han kom sig over skuddene, i de første uger inden det hvide rum og stolen og det kraftige lys. Og ifølge nogle nyhedsjournalister forhørte FBI ham i denne periode med “almindelige forhørsmetoder”, sørgede for, at kom i bad og fik skiftet forbindinger, anmodede om, at han fik den bedst mulige medicinske behand-

ling, og prøvede at “overbevise ham om, at de kendte til hans aktiviteter”. (De viste ham for eksempel “en kasse med tomme kassettebånd, som de påstod indeholdt optagelser af hans telefonsamtaler, men de var tomme”.) Ifølge denne beretning “begyndte Abu Zubaydah at forsyne dem med efterretninger om al-Qaeda” i disse første dage, før han kom til det hvide rum.8 Eller gjorde han? “Hvor meget er Abu Zubaydahs oplysninger værd?”, spurgte Newsweek i en eksklusiv artikel den 27. april 2002, mindre end en måned efter at Zubaydah var blevet pågrebet. På trods af at anholdelsen af Zubaydah skete i al hemmelighed, og at han blev holdt i isolation et sted, der var ukendt for ham selv og alle andre bortset fra en lille håndfuld embedsmænd fra regeringen, forhindrede det ikke, at hans “oplysninger” blev lækket direkte til den amerikanske presse – tilsyneladende på grund af nogle bureaukratiske stridigheder mellem FBI og CIA. Også de amerikanere, der ikke fulgte nærmere med i, hvad der slap ud fra afhøringerne af Abu Zubaydah, blev påvirket af, hvad der skete i det hvide rum – hvad enten de var klar over det eller ej. For på cirka samme tidspunkt fandt Bushregeringen det gavnligt at udsende to advarsler på baggrund af Abu Zubaydahs “tip” om “terrorangreb på amerikansk jord”– “mulige angreb på banker eller finansieringsselskaber i det nørdøstlige USA” og mulige “angreb på amerikanske supermarkeder og shoppingcentre”. “En højtstående embedsmand”, formentlig en fra FBI – som med “almindelige forhørsmetoder” havde fremskaffet oplysningerne og det deraf følgende “varsel om terrorangreb på amerikansk jord” – informerede Newsweek om, at fangen “tilvejebragte detaljerede oplysninger om ‘krigen mod terror’”. Alligevel var “amerikanske efterretningskilder” – sandsynligvis CIA – samtidig usikre på, “om han prøver at lede efterforskerne på vildspor eller skræmme den amerikanske befolkning”.9 CIA-manden John Kiriakou selv fortalte ABC News, at Abu Zubaydah i starten “gerne ville snakke om livets store spørgsmål, [men] han ville ikke give os nogen efterretninger”. Det “vidtrækkende, hemmeligstemplede direktiv underskrevet af Mr. Bush” tillod CIA-folkene at “pågribe, til-


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

bageholde og afhøre terrormistænkte”, og Abu Zubaydah var “testperson i udviklingen af efterretningstjenestens nye rolle som fangevogter og forhørsleder for terrormistænkte”. Til sidst blev en gruppe fra CIA’s Antiterror Center “sendt af sted fra hovedkvarteret i Langley”, og FBI’s forhørsledere blev trukket hjem. Vi havde de her erfarne forhørsledere, som blev sendt derhen, hvor han befandt sig, for at bruge de nødvendige forbedrede teknikker til at få ham til at åbne munden, og for at rapportere trusselsinformationer tilbage… Disse forbedrede forhørsteknikker omfattede alt fra rysteture, hvor man tager fat i kraven på folk og ryster dem, til den anden yderlighed, nemlig simuleret drukning. De startede tilsyneladende med at lænke ham til en stol og holde ham vågen med lys, støj og vand. Efter 2-3 uger på denne måde fik Abu Zubaydah, som stadig var nøgen og i lænker, lov til at ligge på gulvet og “sove lidt”. Han fik også rigtig mad (ris) for første gang. Senere kom en kvindelig læge og undersøgte ham og “spurgte, hvorfor jeg stadig var nøgen”. Næste dag blev han “iklædt orange tøj”. Imidlertid kom der allerede næste dag “nogle vagter ind i min celle. De bad mig om at rejse mig op og strække armene op over hovedet. Derefter rev de tøjet af mig, så jeg igen var nøgen, og satte mig tilbage på stolen i adskillige dage. Jeg prøvede at sove, mens jeg sad på stolen, men blev igen holdt vågen ved, at vagterne sprøjtede vand i hovedet på mig”. Derefter fulgte en forvirret periode, hvor han skiftevis blev behandlet hårdhændet og mere lempeligt. Det meste af tiden var Zubaydah nøgen og frøs – “nogle gange, siger en embedsmand, var airconditionanlægget indstillet sådan, at Zubaydah så ud, som om han blev helt blå”.10 Nogle gange kom de med tøj til ham, som de tog fra ham igen dagen efter. “Når dem, der afhørte mig, mente, at jeg var samarbejdsvillig og fortalte dem det, de gerne ville have, fik jeg tøjet tilbage. Når de syntes, at jeg var mindre samarbejdsvillig, blev tøjet igen taget fra mig, og jeg blev sat tilbage på stolen.” På et tidspunkt fik han udleveret en madras, og på et andet tids-

punkt fik han “lov til at få noget toiletpapir, jeg kunne bruge, når jeg brugte spanden som toilet”. Der gik en måned uden afhøringer. “Min celle var stadig meget kold, og den høje musik var der ikke mere, men der var hele tiden en høj, hvislende eller knitrende lyd, som blev spillet døgnet rundt. Jeg prøvede at lukke støjen ude ved at stoppe toiletpapir i ørerne.” Og sådan, “omkring 2½-3 måneder efter at jeg var kommet til dette sted, fortsatte forhørene, men med større intensitet end før”. Det er svært at vide, om man med vilje skiftede forhørsstrategi hele tiden for at bringe fangen ud af fatning, eller om det skyldtes uenigheder blandt forhørslederne, der kun havde en hastigt sammensat liste med “forbedrede forhørsteknikker” at holde sig til; en liste, man havde improviseret sig frem til ud fra forskellige kilder, herunder videnskabsfolk og psykiatere fra efterretningsverdenen, eksperter fra andre “venligtsindede” stater og konsulenter fra det amerikanske militær, som udtænkte en “omvendt udgave” af den træning, deres elitesoldater havde været igennem, så de kunne modstå forhør, hvis de skulle blive taget til fange. En forløber for nogle af de teorier, der lå til grund for disse forhørsmetoder – herunder berøvelse af sensoriske stimuli, desorientering, skyld og skam, den såkaldte “tillærte hjælpeløshed” og fremkaldelsen af en tilstand af “svaghed, afhængighed og rædsel” – findes i over 50 år gamle CIA-dokumenter, blandt andet i denne manual til “kontraefterretningsforhør” fra begyndelsen af 1960’erne: Forholdene omkring indespærringen skabes således, at personens følelse af at blive afskåret fra verden og bevæge sig ind i det uvisse forstærkes … Kontrol med omgivelserne gør det muligt for forhørslederen at bestemme over hans spisning, søvnmønster og andre basale behov. Når disse mønstre gøres uregelmæssige og gør personen desorienteret, fremkalder det højst sandsynligt en følelse af angst og hjælpeløshed.11 En senere version af samme manual understreger, hvor vigtig skyldfølelsen er: “Hvis ‘spør-


68

geren’ kan forstærke denne følelse af skyld, vil det få angsten til at stige hos den afhørte og tilskynde ham til at samarbejde, så han kan slippe ud af situationen.” Isolation og berøvelse af sensoriske stimuli medfører “regression” og “tab af de forsvarsmekanismer, som det civiliserede menneske senest har tillagt sig”, mens “stress-positioner”, der tvinger fangen til at “gøre skade på sig selv”, giver skyldfølelse og tilskynder personen til at samarbejde med sine forhørsledere.

4. 2½ måned efter, at Abu Zubaydah vågnede op fastspændt til en seng i et hvidt rum, fortsatte forhørene “med større intensitet end før”: Der blev stillet to sorte trækasser ind i rummet ud for min celle. Den ene var høj, lidt højere end mig, og smal. Den målte nok 1 x 0,8 x 2 meter. Den anden var lavere, måske kun 1 meter høj. Jeg blev ført ud af min celle, og en af forhørslederne viklede et håndklæde rundt om halsen på mig. De brugte det derefter til at svinge mig rundt og banke mig gentagne gange ind i rummets hårde vægge. Jeg blev også slået gentagne gange i ansigtet. Derefter blev jeg sat ind i den sorte kasse i omkring 1½-2 timer. Kassen var helt sort både udenpå og indeni … De lagde et stykke stof eller et tæppe over kassen for at lukke alt lys ude og begrænse ilttilførslen. Det var svært at trække vejret. Da jeg blev lukket ud af kassen igen, så jeg, at den ene af væggene i rummet var blevet dækket med krydsfiner. Derefter var det den væg, jeg blev banket ind i med klædet rundt om halsen. Jeg tror, krydsfineren skulle afbøde trykket fra min krop. Forhørslederne indså, at det hurtigt ville give mig fysiske skader, hvis jeg blev skubbet ind i en massiv væg. Denne udtalelse minder en om, at Abu Zubaydah ikke var alene med sine forhørsledere; at alle i det hvide rum – fangevogtere, forhørsledere, læger – faktisk næsten hele tiden var i direkte kontakt med erfarne efterretningsfolk på den anden

side af jorden. “Det var ikke op til den enkelte forhørsleder at beslutte: ‘Nå, måske skulle jeg slå ham’. Eller ‘Nu ryster jeg ham’. Eller ‘Han skal holdes vågen de næste 48 timer’”, sagde John Kiriakou. Ethvert tiltag … skulle godkendes af operationslederen. Så før du lagde hånd på ham, var du nødt til at sende et telegram med teksten ‘Han er ikke samarbejdsvillig. Anmoder om tilladelse til at gøre X’. Og så kom der en tilladelse … Korrespondancen frem og tilbage var ekstremt præcis. Og det vigtige er, at det var en meget usædvanlig bemyndigelse, som efterretningsvæsnet fik efter 11. september. Der var ikke nogen, der ville ødelægge dette. Der var ikke nogen, der havde lyst til at få problemer, fordi de kom til at gå over stregen … Der var ikke nogen, der ville være den person, der ved et uheld kom til at påføre fangen varige skader. Skub ind i en hård væg, før Zubaydah sættes ind i en smal, kistelignende kasse; krydsfinerplader, der pludselig er blevet sat op på den ene væg, og som han bankes ind i, da han lukkes ud af kassen. Måske var det operationslederen i hovedkvarteret i Langley, som, efter at have tænkt sagen igennem, foreslog krydsfineren? Eller måske var det en højere oppe i hierarkiet? Kort efter at Abu Zubaydah var blevet tilbageholdt, briefede CIA-embedsmænd ifølge ABC News “højtstående medlemmer af USA’s Nationale Sikkerhedsråd”, heriblandt vicepræsident Dick Cheney, Bushs nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice og justitsminister John Ashcroft, som “derefter underskrev [afhørings] planen”. I samme periode, det vil sige foråret og sommeren 2002, udformede Bush-regeringen det såkaldte “gyldne skjold” – det juridiske notat, som blev indarbejdet i det famøse “torturmemorandum”, der blev udformet af den juridiske rådgiver John Yoo og underskrevet af Jay Bybee i august 2002, og som slog fast, at de “forbedrede forhørsteknikker” kun kunne betegnes som tortur, og således være ulovlige, hvis de fremkaldte smerte, “der kan sammenlignes med den smerte, som opstår ved svære kvæstel-


Derefter blev jeg sat ind i den sorte kasse i omkring 1½-2 timer. Kassen var helt sort både udenpå og indeni… De lagde et stykke stof eller et tæppe over kassen for at lukke alt lys ude og begrænse ilttilførslen. Det var svært at trække vejret.

Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

ser, der er så alvorlige, at de højst sandsynligt medfører død, organsvigt eller en permanent ødelæggelse af basale kropsfunktioner”. Idéen med “det gyldne skjold” var formentlig at sikre CIA-folk mod senere retsforfølgelse. Alligevel rådførte CIA’s direktør George Tenet sig jævnligt hos højtstående embedsmænd fra regeringen omkring specifikke metoder, som skulle bruges på bestemte fanger – “hvorvidt de skulle slås, skubbes, udsættes for søvnberøvelse eller for simuleret drukning” – for at forsikre sig om, at det var lovligt. Ifølge ABC News’ reportage var briefingerne så hyppige og detaljerede, at “nogle af forhørene nærmest var planlagt på forhånd.” Til et af møderne skal den daværende justitsminister John Ashcroft have spurgt sine kolleger: “Hvorfor diskuterer vi den slags i Det Hvide Hus? Det er ikke noget, man vil se med milde øjne på i eftertiden.”12 Vi ved ikke, om der blev sat krydsfiner op i Zubaydahs hvide rum efter ordre fra hans forhørsledere, deres chefer i Langley eller nogen højere oppe i systemet. Vi ved heller ikke, hvilken rolle de forskellige parter, der var med til at “planlægge” de “forbedrede forhørsteknikker”, spillede. Men fra adskillige rapporter ved vi, at regeringens advokater ved et møde i juli 2002 gav CIA “grønt lys” til at bruge de “mere aggressive teknikker”, som han blev udsat for, alene eller i kombination, i de følgende dage: Efter at have fået tæsk blev jeg lukket inde i den lille kasse. De lagde et klæde eller tæppe over den, så alt lys blev lukket ude, og der kom mindre ilt ind. Kassen var ikke engang høj nok til, at jeg kunne sidde oprejst, så jeg blev nødt til at krumme mig sammen. Det var meget svært på grund af sårene. Det var meget hårdt for benene at sidde på den måde, og det fik mine sår på både ben og mave til at svulme op. Jeg tror, dette skete omkring tre måneder efter min seneste operation. Der var altid koldt i rummet, men tæppet, som lå over kassen, gjorde det varmt inden i den og fik mig til at svede. Såret på mit ben sprang op og begyndte at bløde. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var inde i kassen; jeg tror, jeg faldt i søvn eller besvimede.


70

Derefter blev jeg trukket ud af kassen, ude af stand til at gå selv, og blev lagt på en slags hospitalsseng og blev spændt stramt fast til den. Der blev lagt et sort stykke stof over mit hoved, og forhørslederne hældte vand fra en flaske på stoffet, så jeg ikke kunne trække vejret. Efter få minutter blev stoffet fjernet, og sengen blev tippet op, så den var lodret. Presset fra remmene mod mine sår var meget smertefuldt. Jeg kastede op. Så blev sengen igen tippet, så den stod vandret, og den samme tortur blev gentaget med det sorte stof over mit ansigt og vand, som blev hældt over det fra en flaske. Denne gang lå mit hoved mere bagover og nedad, og der blev hældt vand på stoffet i længere tid. Jeg sled i remmene og kæmpede for at få vejret, men det var nytteløst. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg mistede kontrollen over min blære. Efterfølgende har jeg også mistet kontrollen over min blære, når jeg bliver stresset. Så blev jeg igen lukket inde i den store kasse. Mens jeg var derinde, blev der igen spillet høj musik, og der var en, der blev ved med at slå på kassen udefra. Jeg prøvede at sætte mig ned, men fordi der var så lidt plads, væltede spanden med tis, og det løb ud over mig … Derefter blev jeg lukket ud igen, og jeg fik igen et håndklæde om halsen og blev skubbet ind i krydsfinervæggen og gentagne gange slået i ansigtet af de samme to forhørsledere som før. Derefter blev jeg sat på gulvet med en sort hætte over hovedet, indtil torturen fortsatte. Rummet var altid meget koldt. Sådan fortsatte det i cirka en uge. Undervejs blev proceduren gentaget fem gange. Alle gange undtagen en blev jeg kvalt en eller to gange og vippet op i opretstående stilling mellem hver kvælning. En enkelt gang blev kvælningen gentaget tre gange. Jeg kastede op, hver gang jeg blev vippet op i lodret position. I hele den uge fik jeg ikke noget fast føde. Jeg fik kun Ensure at drikke. Jeg fik barberet hovedet og skægget hver dag.

Jeg kollapsede og mistede bevidstheden flere gange. Til sidst greb lægen ind og stoppede torturen. Man fortalte mig, at jeg var en af de første, som blev udsat for disse forhørsteknikker, så der gjaldt ingen regler. Det var, som om de eksperimenterede og afprøvede teknikker, som de kunne bruge på andre senere hen.

5. Alt i Den Internationale Røde Kors Komités rapport tyder på, at man fortalte Abu Zubaydah sandheden: Han var den første, og dermed deres forsøgsdyr. Nogle teknikker opgives. De kistelignende sorte kasser, den ene 2 meter og den anden knap 1 meter høj, som dårligt kunne rumme et menneske, og som minder om de tanke, man brugte til berøvelse af sensoriske stimuli i tidlige CIA-sponserede eksperimenter, dukker for eksempel ikke op igen. Det gør den lange tid lænket til en stol, som Abu Zubaydah var udsat for i de første måneder, heller ikke. Nøgenhed nævnes til gengæld igen og igen i Den Internationale Røde Kors Komités rapport sammen med den permanente lænkning, “den kolde celle” og den uafbrudte høje musik eller støj. I nogle tilfælde holdes lyset tændt døgnet rundt, i andre tilfælde er der mørkt hele tiden. Slagene og skubbene ind i væggen synes også at være blandt favorit-procedurerne; ofte har forhørslederne handsker på. Under senere forhør dukker nye metoder op, hvoriblandt “stå oprejst i lang tid” og brugen af koldt vand er gennemgående. Yemenitten Walid Bin Attash, som var med til at planlægge attentaterne mod amerikanske ambassader i Afrika i 1998 og mod USS Cole i 2000, blev pågrebet i Karachi den 29. april 2003: Da jeg ankom til fængslet i Afghanistan, tog man tøjet af mig. Jeg var nøgen de næste to uger. Jeg blev sat i en celle, som målte omkring 1 x 2 meter. Jeg skulle stå oprejst med fødderne fladt på gulvet, men med armene over hovedet og lænket med håndjern og en kæde til en metalstang, der sad oppe under loftet. Cellen


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

var mørk uden noget hverken naturligt eller kunstigt lys. De første to uger fik jeg ikke noget at spise. Jeg fik kun Ensure og vand at drikke. En vagt kom så og holdt flasken, mens jeg drak … En spand inde i cellen gjorde det ud for toilet … Jeg fik ikke lov til at vaske mig, når jeg havde brugt spanden. De første tre uger blev der spillet høj musik hver dag, døgnet rundt. Denne “tvungne oprejste stilling”, hvor armene er lænket over hovedet – en populær Sovjet-teknik (stoika), som synes at være blevet en fast procedure efter afhøringerne af Abu Zubaydah – var ekstra smertefuld for Bin Attash, som havde mistet det ene ben under kampe i Afghanistan: Efter nogen tid i denne stilling begyndte benstumpen at gøre ondt, så jeg fjernede protesen for at lindre smerten. Så begyndte det raske ben selvfølgelig at gøre ondt og begyndte at give efter, så jeg kom til at hænge med al vægten i håndleddene. Jeg råbte på hjælp, men først kom der ikke nogen. Til sidst, efter omkring en time, kom en af fangevogterne, og jeg fik protesen tilbage, og jeg blev igen placeret i den stående position med hænderne over hovedet. Efter denne episode fjernede forhørslederne nogle gange benprotesen med vilje for at gøre stillingen endnu mere ubehagelig... Ifølge Bin Attashs forklaring blev han holdt i denne stilling i to uger – “bortset [fra] to-tre gange, hvor jeg fik lov til at ligge ned”. Selv om “de anvendte metoder var udtænkt, så der ikke skulle være mærker efter dem”, “skar håndjernene sig i sidste ende ind i mine håndled og gav mig sår. Når det skete, blev lægen tilkaldt”. Et andet sted, hvor Bin Attash igen blev afklædt og placeret “stående med armene over hovedet og fastlåst med håndjern og en kæde til en metalring i loftet”, undersøgte en læge hans ben hver dag – “og tjekkede med et målebånd, om der var hævelser”. Jeg kan ikke huske, præcis hvor mange dage jeg skulle stå op, men jeg tror, det var ti dage …

Mens jeg stod op, skulle jeg have ble på. Nogle gange fik jeg dog ikke en ny ble på, og så måtte jeg urinere og have afføring ned ad mig selv. Jeg blev spulet hver dag med koldt vand. Det kolde vand blev brugt mod bin Attash kombineret med slag og brug af en plastikkrave, som synes at være en videreudvikling af det håndklæde, Abu Zubaydah fik om halsen: Hver dag de første to uger blev jeg slået i ansigtet og på kroppen under forhørene. Det blev gjort af en forhørsleder, som havde handsker på… De første to uger fik jeg også dagligt en krave om halsen, som derefter blev brugt til at banke mig ind i forhørslokalets vægge. Jeg fik den også om halsen, når jeg skulle af sted til forhør, og den blev brugt til at føre mig ned ad gangen med. Undervejs blev jeg også skubbet ind i væggen ude på gangen. De første to uger blev jeg også dagligt lagt på en sort presenning, som lå på gulvet, og hvor de derefter løftede hjørnerne op. Derefter hældte de spande med koldt vand på min krop … Jeg lå rullet ind i presenningen med det kolde vand i adskillige minutter. Derefter blev jeg sendt ind til forhør… Bin Attash bemærker, at “det andet sted, jeg blev holdt fanget” – hvor han fik ble på – “var de en del mere raffinerede end i Afghanistan, fordi de havde en brandslange, som de brugte til at sprøjte vand på mig med”.

6. Ud fra disse beretninger tegner der sig et klart billede af metoden, baseret på tvungen nøgenhed, isolation, lys- og støjpåvirkning, berøvelse af søvn og mad, gentagne slag og “skub ind i en væg” – selv om man også ser metoden udvikle sig, for eksempel fra tvungen siddende stilling til tvungen oprejst stilling, og nye elementer komme til, såsom nedsænkningen i koldt vand.


På et tidspunkt kunne jeg se, at der lå sne på jorden. Alle havde sort tøj på og masker og militærstøvler, som om de var fra Planet X.

72

Khaled Sheik Mohammed, hovedmanden bag angrebene 11. september, blev fanget i Rawalpindi den 1. marts 2003 – ni ud af de fjorten “meget værdifulde fanger” blev arresteret i Pakistan. Efter to dages tilbageholdelse i Pakistan, hvor han hævder, at “en CIA-agent… slog ham flere gange i maven, brystkassen og ansigtet [og]… kastede ham ned på gulvet og trådte ham i ansigtet”, blev han sendt til Afghanistan ifølge “standardprocedurerne for overflytning”. (”Mine øjne blev dækket med et klæde, som blev bundet rundt om hovedet, og med en hætte ud over. Jeg fik en stikpille op i endetarmen. Jeg fik ikke at vide, hvilken virkning den havde.”) I Afghanistan blev han klædt af og sat ind i en lille celle, hvor han “skulle stå op med hænderne lænket til en stang over hovedet. Jeg stod på flade fødder”. Efter cirka en time Blev jeg ført ind i et andet lokale, hvor jeg skulle stå på tæer i omkring to timer, mens jeg blev afhørt. Der var cirka tretten personer i lokalet: En chefforhørsleder (en mand) og to kvindelige forhørsledere samt ti muskuløse mænd med masker på. Jeg tror, de var amerikanere alle sammen. Indimellem slog en af de muskuløse mænd mig i brystet og maven. Disse forhør – hvor fangen står nøgen på tæer omgivet af tretten personer, blandt andet “ti muskuløse mænd med masker på” – blev af og til afbrudt, hvorefter fangen blev ført ind i et andet lokale og udsat for nye afhøringsteknikker: Her blev jeg overhældt med koldt vand fra en spand i omkring 40 minutter. Men ikke hele tiden, for det tog tid at fylde spanden op igen. Derefter blev jeg ført tilbage til forhørslokalet. En gang under et forhør blev jeg tilbudt noget at drikke, og da jeg afslog det, blev jeg igen ført ind i et andet rum, hvor jeg blev lagt ned på gulvet, mens tre mænd holdt mig fast. De førte et rør op i min endetarm, og der kom vand op i tarmen. Bagefter var jeg meget trængende, da jeg havde det, som om jeg havde diarré. Jeg kom først på toilettet fire timer senere, hvor jeg fik lov til at bruge en spand.


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

Når jeg var i cellen, stod jeg altid med hænderne i håndjern lænket til en stang over hovedet. Efter tre dage i, hvad han tror, var Afghanistan, fik Mohammed igen en træningsdragt, bind, hætte og høretelefoner på, blev lagt i lænker og sat på et fly, “hvor jeg sad tilbagelænet med lænker om håndled og ankler i en høj stol”. Han faldt hurtigt i søvn – “og fik for første gang i over fem dage lov til at sove rigtigt” – og er usikker på, hvor længe turen varede. Ved ankomsten opdagede han dog, at han havde rejst langt: På et tidspunkt kunne jeg se, at der lå sne på jorden. Alle havde sort tøj på og masker og militærstøvler, som om de var fra Planet X. Jeg tror, det var i Polen. Det tror jeg, fordi jeg på et tidspunkt fik udleveret en vandflaske, hvor mærkaten stadig sad på. Der var [en] e-mail adresse på den, som sluttede på “.pl”. Han blev klædt af og sat ind i en lille celle, “med kameraer, og senere fik jeg at vide af en forhørsleder, at jeg blev overvåget døgnet rundt af en læge, en psykolog og en forhørsleder”. Han tror, at cellen lå under jorden, for man skulle ned ad nogle trin. Cellen havde trævægge og målte omkring 3 x 4 meter. Ifølge Mohammed var det her, “de mest intense afhøringer fandt sted under ledelse af tre erfarne CIA-forhørsledere, som alle var over 65 år, stærke og muskuløse”. De fortalte ham, at de havde “fået grønt lys fra Washington” til at “være hårde mod ham”. “De brugte aldrig ordet ‘tortur’ og talte aldrig om ‘fysisk pres’, kun om at ‘være hårde ved’ mig. Jeg blev aldrig truet på livet, faktisk sagde de, at de ikke ville tillade, at jeg døde, de ville kun tage mig ‘til dødens rand og tilbage igen’.” Jeg tilbragte en måned i cellen stående med hænderne i håndjern lænket over hovedet og fødderne lænket til et sted i gulvet. Jeg faldt selvfølgelig i søvn af og til i løbet af denne måned, mens jeg stod i denne stilling. Det resulterede i, at jeg kom til at hænge med hele min vægt i håndjernene omkring håndleddene, så jeg fik åbne, blødende sår. [Ar, som underbygger denne påstand, kunne

ses på håndled såvel som begge ankler.] Mine fødder blev meget opsvulmede efter at have stået op næsten konstant i en måned.13 Når Mohammed skulle afhøres, blev han ført ind i et andet rum. Forhørene varede alt mellem fire og otte timer. Det var meget forskelligt fra dag til dag, hvor mange der var til stede i rummet. Nogle gang var der andre forhørsledere derinde, også kvinder … Som regel var der også en læge til stede. Hvis man fornemmede, at jeg ikke samarbejdede, blev jeg stillet op ad væggen og slået på kroppen og i hovedet og ansigtet. Jeg fik også en plastikkrave om halsen, som en fangevogter så tog fat i og brugte til at skubbe mig gentagne gange ind i væggen med. Sammen med tæskene brugte de koldt vand, som de hældte ud over mig med en brandslange. Tæskene og det kolde vand blev brugt dagligt den første måned. Ligesom Abu Zubaydah og Abdelrahim Hussein Abdul Nashiri – en saudiaraber, som blev pågrebet i Dubai i oktober 2002 – blev Mohammed også udsat for simuleret drukning; ifølge hans egen forklaring skete det fem gange: Jeg blev spændt fast til en speciel seng, som kunne vippes op, så den stod lodret. Jeg fik et stykke stof over ansigtet. Derefter hældte en af vogterne koldt vand på stoffet fra en flaske, der havde stået i køleskabet, så jeg ikke kunne trække vejret … så blev kluden fjernet, og sengen blev vippet op i lodret stilling. Det hele blev gentaget i cirka en time. Jeg fik også sår på anklerne og håndleddene under den simulerede drukning, fordi jeg kæmpede panisk imod, når jeg ikke kunne få vejret. Der var også kvindelige forhørsledere til stede … Og der var altid en læge, som stod ved hovedenden [af] sengen, hvor jeg ikke kunne se ham, men jeg så ham, når han kom hen og satte en clips på min finger, som var tilsluttet en maskine. Jeg tror, det var for at måle min puls og iltindholdet i blodet. Så de kunne trække den til [det] yderste.


74

Ligesom med Zubaydah blev der ved de barskeste forhør brugt flere forskellige “forbedrede forhørsteknikker” efter hinanden eller i kombination, så den ene teknik forstærkede effekten af de andre: Slagene blev hyppigere, og vagterne sprøjtede koldt vand på mig med en slange, mens jeg var inde i cellen. Den værste dag var, da jeg blev slået i cirka en halv time af en af forhørslederne. Mit hoved blev banket så hårdt imod væggen, at det begyndte at bløde. Der blev hældt koldt vand ud over mit hoved. Derefter gjorde andre forhørsledere det samme. Til sidst blev jeg ført ind til en omgang simuleret drukning. Til sidst gik lægen ind og stoppede torturen. Jeg fik lov til at sove cirka en time og blev så ført tilbage til cellen, hvor jeg blev lænket stående med hænderne over hovedet. Når man læser Den Internationale Røde Kors Komités rapport, vænner man sig til sidst til beskrivelserne af de “forbedrede forhørsteknikker”: Den koldblodige og gentagede vold gør en følelsesløs. I sammenhæng med dette bliver beskrivelserne af fangernes daglige liv på de “sorte steder”, hvor forhørene synes at være kortvarige optrapninger af en konstant brutalitet, så meget desto mere slående. Her er det igen Mohammed, der fortæller: Efter hver omgang tortur blev jeg ført ind i en celle, hvor jeg fik lov til at ligge på gulvet og sove nogle minutter. Men på grund af lænkerne på hænder og fødder sov jeg aldrig særlig godt … Toilettet var en spand inde i cellen, som jeg måtte bruge, hvis jeg bad om det [han var lænket stående med hænderne fastgjort til loftet], men jeg fik ikke lov til at tørre mig den første måned … Jeg fik ikke noget mad den første måned bortset fra to gange, hvor jeg blev belønnet for at have samarbejdet med dem. Jeg fik Ensure at drikke hver fjerde time. Hvis jeg ikke ville drikke det, tvang fangevogteren min mund op og tvang det ned i halsen på mig … Da jeg blev arresteret, vejede jeg 78 kg. Efter en måned i fængsel vejede jeg 60 kg.

Den første måned fik jeg ikke noget tøj på. Lyset var tændt døgnet rundt, men jeg så aldrig solens lys.

7. Spørger: “Hr. Præsident… det her er et moralsk spørgsmål: Kan tortur nogensinde retfærdiggøres?” Præsident George W. Bush: “Okay, jeg siger det en gang til… måske kan jeg udtrykke det mere præcist. Vores folk er vejledt i at følge loven. Det burde berolige Dem. Vi er en retsstat. Vi følger loven. Vi har nedskrevne love. Måske skulle De læse disse love; det ville måske berolige Dem.” – Sea Island, Georgia USA, 10. juni 2004 Abu Zubaydah, Walid Bin Attash og Khaled Sheik Mohammed – disse mænd har næsten uden tvivl blod på hænderne, masser af blod. Alt tyder på, at de var med til at udtænke og forberede terrorangreb, som kostede tusinder af menneskeliv. Det samme gælder formentlig de tolv andre “meget værdifulde fanger”, hvis ophold i de hemmelige fængsler er beskrevet med skræmmende nøjagtighed i Den Internationale Røde Kors Komités rapport. Alt peger på, at disse mænd har fortjent at blive stillet for retten og dømt – at “retten vil gå sin gang”, som præsident Bush forsikrede det amerikanske folk om i sin tale den 6. september 2006. Det er næppe sandsynligt, at de kommer for retten lige foreløbig. Susan J. Crawford, som af Bush-regeringen var blevet bedt om at tage stilling til, hvilke Guantánamo-fanger der skulle for en militærdomstol, afslog midt i januar 2009 at sende Mohammed al-Qahtani for retten – manden, som skulle have været blandt flykaprerne 11. september, men som blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne i lufthavnen i Orlando. Efter hans tilfangetagelse i Afghanistan i slutningen af 2002 blev han sendt til Guantánamo og afhørt af efterretningsfolk fra det amerikanske forsvarsministerium. Crawford, som er pensioneret dommer og tidligere rådgiver for hæren, fortalte The Washington Post, at hun havde vurderet, at behandlingen af Qahtani “levede op til den juridiske definition af tortur”.


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

De afhøringsteknikker, der blev anvendt, var alle blevet godkendt, men den måde, de blev brugt på, var unødigt voldsom og alt for vedholdende… Når man tænker på tortur, forestiller man sig, at individet udsættes for en eller anden grusom handling. Dette var ikke en bestemt handling; det var en kombination af ting, der påvirkede ham, og som skadede hans helbred. Det var mishandling, og det var unødvendigt. Og tvang. Helt klart tvang.14 De intense og langvarige afhøringer af Qahtani på Guantánamo, som Time og The Washington Post har berettet om, strakte sig over 50 dage i efteråret 2002 og førte i mindst to tilfælde til, at han kom på hospitalet. Nogle af de anvendte forhørsteknikker, blandt andet langvarig lænkning til en stol, langvarig kuldepåvirkning, høj musik, støj og søvnberøvelse, minder om de teknikker, der beskrives i Den Internationale Røde Kors Komités rapport. Hvis afhøringen af Qahtani med tvang og mishandling gør det umuligt at retsforfølge ham, virker det usandsynligt, at nogen af de fjorten “meget værdifulde fanger”, som giver deres forklaring i rapporten, nogensinde vil blive anklaget og dømt ved en internationalt anerkendt retsinstans. Når det gælder personer, der har begået voldsomme forbrydelser, synes den vigtigste pointe at være, at “tortur ikke virker”. Hvis man bruger tortur, fratager man samfundet, hvis love er blevet overtrådt, muligheden for at lade retfærdigheden ske fyldest. Tortur tilintetgør retfærdigheden. Med tortur opgiver man denne ukrænkelige rettighed til gengæld for noget, hvis værdi er mildest talt usikker. John Kiriakou, CIA-officeren der var vidne til nogle af afhøringerne af Zubaydah, fortalte Brian Ross fra ABC News, hvad der skete, efter at Zubaydah havde været udsat for simuleret drukning: Han gjorde modstand. Han kunne udholde den simulerede drukning ret længe; med det mener jeg 30-35 sekunder … Kort tid efter, dagen efter tror jeg, fortalte han forhørslederen, at Allah var

kommet til ham i cellen om natten og havde sagt til ham, at han skulle samarbejde, fordi det ville gøre tingene lettere for de andre brødre, der var blevet anholdt. Fra da af svarede han på alle spørgsmålene, ligesom når jeg sidder her og snakker med dig … De oplysninger, han kom med, forhindrede adskillige terrorangreb. Denne påstand, som præsident Bush også fremsatte i sin tale, kan i den grad diskuteres. Bushs officielle version var dog noget mere forsigtigt formuleret. For eksempel sagde han, at Zubaydahs oplysninger bekræftede Khaled Shaik Mohammeds dæknavn (”Muktar”), hvilket førte til anholdelsen af ham; at oplysningerne indirekte førte frem til anholdelsen af Ramzi bin al-Shibh, en yemenit, som også var en af hovedmændene bag planlægningen af angrebene 11. september; og at det “gjorde det muligt for os at stoppe et andet planlagt angreb i USA”. Nogle af oplysningerne blev tilsyneladende givet under de første afhøringer, som FBI stod for, uden tvang. Senere hen nævnte Zubaydah ifølge reporter Ron Suskind adskillige terrormål i USA for at gøre en ende på lidelserne, hvoraf intet af det havde hold i virkeligheden. Husk også, hvordan den ene advarsel blev udsendt efter den anden i foråret 2002 om angreb på boligblokke, banker, storcentre og, selvfølgelig, atomkraftværker. Suskind er en blandt indtil flere reportere med tætte kontakter i det amerikanske efterretningsvæsen, som mener, at såvel værdien af Zubaydahs oplysninger som hans rolle i al-Qaeda er blevet voldsomt og systematisk overdrevet af regeringsfolk, fra præsident Bush og nedefter.15 Selv om det virker usandsynligt, at Zubaydahs oplysninger skulle have stoppet “adskillige terrorangreb”, som Kiriakou påstår, så er det en simpel kendsgerning, at man først med en grundig efterforskning af forhørene kan sige noget om, hvilke efterretninger USA i virkeligheden har fået ud af de omfattende økonomiske, politiske, juridiske og etiske omkostninger, det har påført landet. I en vis forstand afspejler hele


76

debatten omkring, hvad Zubaydah sagde eller ikke sagde, og hvorvidt hans oplysninger forhindrede nye angreb – en debat, som i høj grad er blevet næret af lækkede oplysninger fra stærkt selviske parter – en uudtalt accept i begge lejre af myten om “den tikkende bombe”; en myte, som alle fortalere for tortur elsker, og som ligeledes værdsættes højt af forfatterne til tv-serier som 24 timer. Det vil sige, debatten drejer sig om, hvorvidt Zubaydahs oplysninger direkte “forhindrede adskillige terrorangreb”. Muligvis uden at ville det, afslører Kiriakous udtalelser en del om, hvilken værdi efterretningerne fra de “meget værdifulde fanger” har, når han forklarer, hvad CIA i virkeligheden fik ud af Zubaydah: Det, som han rent faktisk kunne give os, var oplysninger om al-Qaedas ledelse. Hvis bin Laden for eksempel ville gøre sådan og sådan, hvem ville så påtage sig opgaven? “Ja altså, det ville X gøre.” Og så kunne vi bruge de oplysninger til at danne os et billede af, hvordan al-Qaeda opererer, hvordan de fik idéerne, og hvordan de forskellige celler blev sat i gang med at udføre opgaven … Det gode ved ham var, at vi havde en, vi kunne prøve nogle idéer af hos, som han kunne kommentere eller analysere. Dette kan sagtens være rigtigt, for det er sådan, efterretningsarbejde foregår – ved at man tålmodigt opsnapper små bidder af information, ved at man opbygger et samlet billede, som man kan holde de andre oplysninger op imod. Kunne sådanne “kommentarer eller analyser” fra et højtstående medlem af al-Qaeda føre til, at “adskillige terrorangreb” blev forhindret? Muligvis – men i så fald ville årsagssammenhængen næppe være nær så direkte, som de dramatiske scenarier i aviser og tv-serier – og præsidenttaler – antyder. Den tikkende bombe, som kan eksplodere når som helst og dræbe tusinder eller millioner af mennesker; den onde, tilfangetagne terrorist, som alene ligger inde med oplysningerne om, hvor den er henne, og hvordan den kan demonteres; den desperate efterretningsmand, som er tvunget til at gøre hvad som helst for at få fat i

oplysningerne – alle disse elementer er velkendte og følelsesmæssigt kraftfulde, men oftest optræder de i den brede underholdningsindustri – og ikke i hvide rum i Afghanistan. ”Den tikkende bombe” og torturen har selvfølgelig en bagside: Ved at skabe et ubærligt pres på den tilbageholdte om at sige noget, hvad som helst, for at få lidelserne til at stoppe, øger man med smerte og mishandling sandsynligheden for, at personen begynder at opdigte historier og spilder alles tid, eller det der er værre. I hvert fald nogle af de oplysninger, der kom ud af brugen af de “forbedrede forhørsteknikker” – for eksempel Zubaydahs såkaldte “oplysninger” om forestående angreb på storcentre og banker – synes at have fået den amerikanske regering til at udsende ubegrundede advarsler til amerikanerne. Khaled Shaik Mohammed sagde dette direkte i samtalerne med Den Internationale Røde Kors Komité. “Under de værste forhør”, siger han, gav jeg dem en masse forkerte oplysninger om de ting, jeg troede, de gerne ville høre noget om, så jeg kunne få mishandlingen til at stoppe … Jeg er ikke i tvivl om, at de falske oplysninger, jeg blev tvunget til at finde på … i høj grad var spild af deres tid og førte til adskillige falske alarmer i USA. Midt i hele denne snak om tikkende bomber har embedsmændene kun sjældent, om nogen sinde, kunnet pege på oplysninger, der er fremkommet med “forbedrede teknikker”, som har gjort det muligt at forhindre angreb, der havde nået en “operationsklar fase” (det vil sige var nået længere end de indledende undersøgelser og planlægninger). Alligevel har den udbredte opfattelse af, at sådanne teknikker har forhindret angreb – ofte fremelsket af præsidenten og andre embedsmænd – spillet en vigtig rolle rent politisk, idet den har tilladt regeringen at fortsætte i samme spor, også efter at taktikken var blevet alment kendt. De fleste meningsmålinger viser, at amerikanerne kun vil acceptere brug af tortur, hvis det med sikkerhed kan “forhindre et terrorangreb”. I og med at opstillingen af sådanne scenarier har så stor politisk kraft, er


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

det helt afgørende, at en kommende efterforskning undersøger påstandene om, at sådanne angreb er blevet forhindret, til bunds. I skrivende stund er det umuligt at vide, hvilken nytte præsidentens godkendelse af de “forbedrede forhørsteknikker” har været til for USA – i forhold til efterretninger, den nationale sikkerhed og splittelsen af al-Qaeda. Vi kan dog med sikkerhed fastslå, at beslutningen har skadet amerikanske interesser betragteligt. På nogle punkter er det meget håndgribeligt. For eksempel blev FBI-agenterne – hvoraf mange af dem var dygtige, erfarne forhørsledere – trukket tilbage, da man besluttede at bruge de “forbedrede forhørsteknikker” på Abu Zubaydah, tilsyneladende fordi deres chefer var imod teknikkerne. De mange oplysninger, der blev lækket til pressen af både tilhængere og modstandere af de “forbedrede forhørsteknikker”, underminerede derefter det ellers dybt hemmelige program; oplysningerne, som i høj grad kom frem på grund af interne stridigheder omkring dette program inden for det nationale sikkerhedsbureaukrati, var til sidst med til at gøre programmet uholdbart. Derudover medførte den bureaukratiske svækkelse, at nogle CIA-folk, som formentlig frygtede at blive sagsøgt, ødelagde 92 værdifulde bånd med optagelser fra forhør, som alle på nær to var af Abu Zubaydah. Uanset om den anklager, der efterforsker dette, beslutter, at det var ulovligt eller ej, så er værdifulde efterretninger formentlig gået tabt under destrueringen af disse optagelser, som i realiteten blev ofret af politiske årsager. Optagelserne kunne uden tvivl have været en vigtig brik i vurderingen af, hvorvidt afhøringsprogrammet var til gavn for den amerikanske sikkerhed eller ej. De juridiske, moralske og politiske skader er dog langt de værste. Udgivelsen af Den Internationale Røde Kors Komités rapport gør det muligt at fremsætte følgende udsagn: 1. I begyndelsen af 2002 begyndte den amerikanske regering at torturere fanger. Torturen, som blev godkendt af den amerikanske præsident og dagligt overvåget af topembedsmænd,

herunder landets øverste håndhæver af loven, var en klar overtrædelse af USA’s traktatmæssige forpligtelser, herunder Genève-konventionerne og FN’s Torturkonvention, samt amerikansk lovgivning. 2. De fleste topembedsmænd i den amerikanske regering, anført af præsidenten selv, løj gentagne gange om dette forhold, både i rapporter til internationale institutioner og direkte til offentligheden. Præsidenten løj om det ved pressemøder, i interviews og – mest direkte – i taler, som skulle oplyse befolkningen, som havde stemt på dem, om regeringens politik på afhøringsområdet. 3. Den amerikanske kongres, som allerede havde fået en del oplysninger om den tortur, regeringen have sat i gang – oplysninger, som havde fyldt meget i medierne, og som fra starten, i hvert fald til en vis grad, var blevet fremlagt for udvalgte medlemmer af Kongressen – vedtog The Military Commissions Act af 2006 og var dermed med til at beskytte de ansvarlige mod retsforfølgelse i henhold til loven mod krigsforbrydelser. 4. Demokratiske kongresmedlemmer, som kunne have obstrueret lovforslaget, afviste at gøre dette – en beslutning, som i høj grad hang sammen med det forestående midtvejsvalg, hvor de frygtede at tabe terræn til præsidenten og hans republikanske allierede på baggrund af beskyldninger om, at de “pylrede om terroristerne”. En af senatorerne opsummerede den politiske linje i The Military Commissions Act med beundringsværdig ligefremhed: Snart går vi på efterårsferie, og kampagnerne går rigtigt i gang. Der vil blive produceret negative tv-reklamer og kritiske tekster, og vi vil blive kritiseret for at tænke mere på terroristernes rettigheder end amerikanernes sikkerhed. Og jeg ved, at denne afstemning var særligt udtænkt og timet, så den kunne puste til denne ild.16 Senator Barack Obama sagde bare højt, hvad samtlige kongresmedlemmer vidste: At trods alle grufulde redegørelser, lækkede billeder, dokumenter


Torturen, som blev godkendt af den amerikanske præsident og dagligt overvåget af topembedsmænd, herunder landets øverste håndhæver af loven, var en klar overtrædelse af USA’s traktatmæssige forpligtelser, herunder Genève-konventionerne og FN’s Torturkonvention, samt amerikansk lovgivning.

78

og rædselsvækkende vidneudsagn, så trak man i den modsatte retning rent politisk, når det kom til terror i tiden efter 11. september. De fleste politikere er stadig overbevist om, at hvis de urolige amerikanere skulle vælge mellem Jack Bauertypen fra 24 timer – en moderne Dirty Harry og symbolet på en mand, der gør “hvad som helst” for at beskytte dem mod den tikkende bombe – og en svag demokrat, der “læser de anholdte terroristers rettigheder op for dem”, så ville de til enhver tid vælge Bauer. Som senator Obama udtrykte det, efter at det lovforslag, han havde stemt imod, var blevet vedtaget: “Politikken vandt i dag”. 5. Både USA’s omdømme og forestillingen om de “bløde” konstitutionelle og demokratiske idealer har lidt omfattende og varige skader, skønt omfanget af dem er svære at måle præcist. I en krig, som mest af alt er et oprør på internationalt plan – det vil sige en politisk krig, hvor unge muslimers indstilling og loyalitet er det afgørende mål – har USA’s beslutning om at bruge tortur ført til et kæmpe, selvforskyldt nederlag, som svækker støtten fra USA’s sympatisører og overbeviser andre om, at landet er præcis, som dets fjender påstår, det er: En ubarmhjertig, imperialistisk stormagt, som er fast besluttet på at undertrykke og misbruge muslimerne. Idet vi vælger torturen til, vælger vi frivilligt at blive den karikatur, de tegnede af os.

8. Kort efter angrebene den 11. september 2001, under et besøg i Senatets efterretningskomité, kom den tidligere leder af CIA’s Antiterror Center, Cofer Black, som er kendt for at køre den hårde linje, med periodens vigtigste udtalelse: “Det eneste, jeg vil sige, er, at der er et ‘før 11. september’ og et ‘efter 11. september’. Efter 11. september blev fløjlshandskerne taget af.” I dagene efter angrebene hørtes denne udtalelse overalt. Journalisterne citerede den, tv-kommentatorerne pralede med den, og forhørsledere i Abu Graib brugte den i deres telegrammer. (“Fløjlshandskerne ryger, venner, med hensyn til disse fanger, Col Boltz har gjort det klart, at disse individer skal knuses.”17)


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

Fløjlshandskerne blev taget af: Fire enkle ord. Og alligevel udtrykker de noget meget mere komplekst. For hvis fløjlshandskerne kan tages af, må det betyde, at man før terrorangrebene stadig havde dem på. Billedet rummer noget retfærdiggørende, som ikke mindst var tillokkende for embedsmænd fra en regering, som var vidne til det værste terrorangreb i landets historie, mens den burde have været på vagt. Når det kunne lade sig gøre at gennemføre terrorangrebet, kunne det ikke være, fordi der var efterretninger, der ikke blev givet videre, fordi man ikke lagde mærke til advarslerne, eller fordi topembedsmændene ikke så terroren som nogen stor trussel. Det måtte i hvert fald til en vis grad være, fordi man havde fløjlshandskerne på; fordi 1970’ernes reformer efter Watergate-skandalen – hvor Kongressen forsøgte at begrænse CIA’s muligheder for at iværksætte hemmelige processer med “dementi” og foretage nationale og internationale overvågninger – uretmæssigt havde begrænset præsidentens magt og dermed udsat landet for stor fare. Det er ikke noget tilfælde, at to af regeringens mest magtfulde mænd, Dick Cheney og Donald Rumsfeld, som unge besad vigtige poster i Nixons og Fords regeringer. De havde meget egne øjne set fløjlshandskerne blive trukket på, og i ugerne efter 11. september argumenterede de stærkt for, at det var disse begrænsninger – og ikke, underforstået, manglende opmærksomhed – der, om end indirekte, havde gjort landet sårbart over for angreb. Således blev fløjlshandskerne taget af efter et ødelæggende angreb, der var uden fortilfælde. USA forvandlede sig fra at være et land, der i hvert fald officielt fordømte tortur, til et land, der anvendte tortur – anført af præsidenten og hans nærmeste rådgivere. Og denne skæbnesvangre beslutning forsvinder ikke, hvor meget vi end ønsker det, lige så lidt som de fjorten “meget værdifulde fanger”, der er blevet tortureret og derfor ikke kan stilles for en domstol. Beslutningen står foran os ligesom de groteske historier i Den Internationale Røde Kors Komités rapport, som en giftig kendsgerning, der forurener vores politiske og moralske liv.

Efter at Barack Obama blev indsat som præsident, har den foregående regerings “forbedrede forhørsteknikker” fået en fremtrædende plads i medierne, hvilket de kun sjældent opnåede, mens de rent faktisk blev brugt mod fangerne. Det gælder især den simulerede drukning, som ifølge CIA’s tidligere direktør ikke har været brugt siden 2003. Barack Obama udstedte på sin første arbejdsdag ordrer om at stoppe brugen af disse teknikker og satte en arbejdsgruppe til at studere regeringens politik på blandt andet udleverings-, fængslings- og forhørsområdet. I mellemtiden har de demokratiske ledere i Kongressen, som har siddet på magten siden 2006, endelig sat seriøse undersøgelser i gang. Formanden for Senatets efterretningskomité, senator Dianne Feinstein, og det fremtrædende medlem af komitéen senator Christopher Bond har meddelt, at der vil blive foretaget en “gennemgang af CIA’s fange- og forhørsprogram”, hvor man blandt andet vil undersøge, “hvordan CIA skabte, gennemførte og vedligeholdt fange- og forhørsprogrammet”, foretage “en evaluering af de efterretninger, der blev fremskaffet ved hjælp af almindelige og forbedrede forhørsteknikker”, og undersøge “hvorvidt CIA beskrev sit fange- og forhørsprogram omhyggeligt for andre dele af den amerikanske regering” – herunder især “Senatets efterretningskomité”. Det er efter sigende usandsynligt, at høringerne bliver offentlige. I februar anmodede formanden for Senatets juridiske udvalg Patrick Leahy om, at man opretter en “upartisk undersøgelseskommission”, også kaldet en “Sandheds- og Forsoningskommission”, der kan undersøge, “hvordan vores fængslingspolitik og udførelsen af den, fra Guantánamo til Abu Ghraib, alvorligt har undergravet fundamentale amerikanske retsprincipper”. Eftersom senator Leahys kommission først og fremmest skal undersøge og offentliggøre, hvad der er sket – “hvis vores moralske lederskab skal genoprettes, er vi nødt til at vedkende os, hvad der er blevet gjort i vores navn”, som han sagde – vil han også tilbyde de offentlige embedsmænd immunitet, mod at de fortæller sandheden. Han sigter ikke efter rets-


80

forfølgelse og retfærdighed, men efter viden og afsløring: “Vi kan ikke vende bladet, før vi har læst, hvad der står på det.” Mange embedsmænd fra de menneskerettighedsorganisationer, som længe har kæmpet hårdt for at skabe opmærksomhed omkring sagen og få de skyldige dømt, er stærke modstandere af forslaget om immunitet. De anmoder indtrængende om, at embedsmænd fra Bush-regeringen undersøges og retsforfølges. Valget imellem de to tilgange er både kompliceret og pinefuldt. Så vidt vi ved, handlede embedsmændene med godkendelse fra den amerikanske regering og efter ordre fra den øverste politiske autoritet, nemlig USA’s folkevalgte præsident. Det var politiske beslutninger truffet af folkevalgte embedsmænd, der førte til disse forbrydelser. Men den politiske holdning, som blev fastlagt inden for regeringen og derefter i stigende grad bredte sig uden for den, gjorde det til en vis grad muligt, at disse forbrydelser kunne fortsætte. Hvis der er brug for retssager, er der i høj grad også brug for oplysning. Kun en troværdig undersøgelse af, hvad man har gjort, og hvilke efterretninger man fik ud af det, kan være med til at ændre den politiske holdning ved at erstatte offentlighedens forestilling om “den tikkende bombe” med en forståelse af, hvad tortur er, og hvad man vinder og taber, når landet tager metoderne i brug igen. Præsident Obama, som har erklæret, at “ingen er hævet over loven, og hvis der foreligger klare beviser på en forbrydelse … bør disse folk blive retsforfulgt”, har også sagt, at han klart foretrækker at “se fremad” frem for at rippe op i fortiden. Holdningen er forståelig nok, men selv nogle af de beslutninger, Obamas regering allerede har truffet – for eksempel omkring statshemmeligheder – viser, hvor meget Obama og hans Justitsministerium ligger under for de beslutninger, deres forgængere traf. Tænk på justitsminister Eric Holders kompromisløse svar, da han under sin høring, som svar på et direkte spørgsmål, sagde: “Simuleret drukning er tortur.” Udtalelsen er ikke til at misforstå – og det samme kan siges om de meget ligefremme udtalelser, som

indtil flere højtstående embedsmænd fra Bushregeringen er kommet med, herunder den tidligere vicepræsident og den tidligere CIA-direktør, som begge entydigt har bekræftet, at regeringen gav ordre til, at fangerne skulle udsættes for simuleret drukning. Vi må altså leve med en frygtelig modsætning, som kommer til at vare ved, og som ikke er mindre subtil end beretningerne i Den Internationale Røde Kors Komités rapport. “Den beslutning krævede ikke meget hjernevirksomhed”, har Dick Cheney sagt om den simulerede drukning. Nu er Abu Zubaydah og hans medfanger trådt ud af mørket og har stillet sig op ved siden af den tidligere vicepræsident som hans sandhedsvidner. 12. marts 2009


Lettre Internationale - Stemmer fra mørket

4

5 6

7

8 9 10 11

12

13 14

15 Oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen

1

2

3

Se “Restoring Trust in the Justice System: The Senate Judiciary Committee’s Agenda in the 111th Congress”, 2009 Marver Bernstein Lecture, Georgetown University, 9. februar 2009. Se “President Discusses Creation of Military Commissions to Try Suspected Terrorists”, 6. september 2006, East Room, White House, tilgængelig på cfr.org. Se Dana Priest: “CIA Holds Terror Suspects in Secret Prisons”,

The Washington Post, 2. november 2005. Se Jonathan Alter: “Time to Think About Torture: It’s a New World, and Survival May Well Require Old Techniques That Seemed Out of the Question”, Newsweek, 5. november 2001. Se også Raymond Bonner, Don Van Natta Jr. og Amy Waldman: “Interrogations: Questioning Terror Suspects in a Dark and Surreal World”, The New York Times, 9. marts 2003. “President Bush’s News Conference”, The New York Times, 15. september 2006. Fra “CIA—Abu Zubaydah. Interview with John Kiriakou.” Dette er en rå og udateret transskription af et videointerview af Brian Ross, ABC News, tilsyneladende fra december 2007, som kan findes på abcnews.go.com. Citaterne fra denne tekst er for klarhedens skyld blevet tilpasset en smule. Se også Richard Esposito og Brian Ross: “Coming in from the Cold: CIA Spy Calls Waterboarding Necessary But Torture”, ABC News, 10. december 2007. Se “Working Group Report on Detainee Interrogations in the Global War on Terrorism: Assessment of Legal, Historical, Policy, and Operational Considerations”, 4. april 2003, i Mark Danner: Torture and Truth: America, Abu Ghraib, and the War on Terror (New York Review Books, 2004), s. 190-192. Mange af dokumenterne i bogen blev lækket i tiden efter offentliggørelsen af fotografierne fra Abu Ghraib-fængslet og har været offentligt tilgængelige siden foråret eller sommeren 2004. Se David Johnston: “At a Secret Interrogation, Dispute Flared Over Tactics”, The New York Times, 10. september 2006. Se Mark Hosenball: “How Good Is Abu Zubaydah’s Information?”, Newsweek Web Exclusive, 27. april 2002. Se Johnston: “At a Secret Interrogation, Dispute Flared Over Tactics”. Se KUBARK Counterintelligence Interrogation—July 1963 og Human Resource Exploitation Training Manual—1983, begge arkiveret i “Prisoner Abuse: Patterns from the Past”, National Security Archive Electronic Briefing Book No. 122. Læs mere om de “forbedrede forhørsteknikkers” historiske rødder i Alfred W. McCoy: A Question of Torture: CIA Interrogation, from the Cold War to the War on Terror (Metropolitan, 2006); og Jane Mayer: The Dark Side: The Inside Story of How the War on Terror Turned into a War on American Ideals (Doubleday, 2008), især s. 167–174. Se også min artikel “The Logic of Torture”, The New York Review, 24. juni 2004, og Torture and Truth. Se Jan Crawford Greenburg, Howard L. Rosenberg og Ariane de Vogue: “Sources: Top Bush Advisors Approved ‘Enhanced Interrogation’”, ABC News, 9. april 2008. Kommentaren i den kantede parentes dukker op i Den Internationale Røde Kors Komités rapport. Se Bob Woodward: “Detainee Tortured, Says US Official: Trial Overseer Cites ‘Abusive’ Methods Against 9/11 Suspect”, The Washington Post, 14. januar 2009. Se Ron Suskind: “The Unofficial Story of the al-Qaeda 14”, Time, 10. september 2006. Se også Suskinds The One Percent Doctrine: Deep Inside America’s Pursuit of Its Enemies Since 9/11 (Simon and Schuster, 2006), s. 99-101, og Mayer: The Dark Side, s. 175-177.

16 Se “Statement on Military Commission Legislation: Remarks by Senator Barack Obama”, 28. september 2006. 17 Se Torture and Truth, s. 33.


82

Fremtidens geografi / Konturerne af et nyt globalt kort er ved at tegne sig / Af Frederik Tygstrup


Lettre Internationale

Tiden mellem 2. Verdenskrig og Berlinmurens fald var kendetegnet ved et eminent overskueligt politisk landkort. Berlinmuren var sindbilledet på den skarpt optrukne (og skarpt bevogtede) grænse mellem den første og den anden verden, mellem vest og øst. Magtbalancen mellem disse blokke var den afgørende geopolitiske faktor; de ideologiske og geopolitiske konfrontationer, der kendetegnede epoken, blev udspillet mellem de to, og de dominerede tillige en stor del af forholdene i den tredje verden, hvor enhver form for politisk, social og økonomisk intervention var dikteret af den kolde krigs prekære balanceakt. Første, anden og tredje verden – en simpel og effektiv politisk geografi. Denne velordnede (og farlige) verden fremstod i mange henseender som fuldbyrdelsen af en lang proces, der begyndte med den Westfalske fred i 1648. Her dannedes, efter trediveårskrigens lange, udmattende og stadig mere retningsløse fjendtligheder, for alvor billedet af nationalstaternes Europa. Nationalstaterne bragte en ende på religionskrigene, de små vakkelvorne statsdannelser og krigsherrernes vilkårlige hærgen. Med dem fik vi et nyt politisk landkort bestående af velafgrænsede og homogene territorier. Udøvelsen af magt var knyttet til territoriet, dels indadtil, med veldefinerede former for suverænitet over territoriet og over de individer og grupper, som befandt sig på territoriet, og dels udadtil, hvor krav og konflikter først og fremmest udspillede sig mellem staterne: En tvist kunne give anledning til en krig, og når krigen var udkæmpet, var en ny territorial opdeling og balance på plads. Berlinmurens fald er afslutningen på en historie. Men hvilken historie? I et kort perspektiv er det afslutningen på den lille historie om kappestriden mellem den første og den anden verden, mellem Nato og Warszawa-pagten. Men i et længere perspektiv kan det også være afslutningen på den større historie om den moderne territoriale nationalstat som en måde at organisere den samfundsmæssige magt på. I det første tilfælde er den kolde krig en art parentes i historien, ved hvis afslutning vi nu kan tage fat på at globalisere det westfalske verdensbillede: En verden af suveræne nationalstater med hver deres lokale, indre suverænitetsformer, engageret i gensidig, udadvendt rivalisering, måske endda, på en god dag, med FN som mægler og fredsstifter. I det andet tilfælde, derimod, har vi at gøre med en globalisering, der befinder sig hinsides det westfalske landkort – en verden, hvis målestok ikke længere er den territoriale nationalstat, hvor territorium, magt og suverænitet modsvarer hinanden i perfekt symmetri, men hvor magten, og med den også afmagten og modstanden, udspiller sig i andre skalaer, snart på et niveau over nationalstaternes verdenskort, snart på et niveau under, og bestandig på tværs af de traditionelle territoriale grænsedragninger.

Steder og strømme: Fra landkort til flowmaps / Dette sidste verdensbillede, denne geografi i sin vorden, tilhører vor tids globaliserede verden med dens hidtil uhørte grad af mobilitet, hvor strømme af kapital, varer, teknologi, information og mennesker bevæger sig stadig mere uhindret rundt om kloden. Ikke alene fordi de teknologier, der understøtter bevægelsen, frem for alt transport- og informationsteknologier, har udviklet sig voldsomt, men også fordi strømmene kan fordele sig efter samme regler overalt. De gamle grænser mellem første, anden og tredje verden adskilte forskellige politiske, økonomi-


84

ske og sociale systemer for styringen af globale strømme. I dag gælder, med stadig færre undtagelser, det samme marked overalt, en ny homogenitet, der distribuerer alle strømmene efter den bedste lønsomhed. Sportstøj, der sælges i Shanghai, er designet i Californien, vævet i Sydøstasien og syet i Rumænien. Stedet er i tiltagende grad ligegyldigt, det handler om at indrette sig i de mest hensigtsmæssige strømme. Efterhånden aflejrer der sig et nyt kort af bevægelser hen over det gamle, statiske kort over afgrænsede territorier. Intensiteten af disse strømme tvinger os til at gennemføre et perspektivskift, hvor bevægelserne bliver vigtigere end de destinationer, som de passerer undervejs. Flowmaps siger mere om verdens tilstand end de kort, hvor vi bare ser grænser og lande i forskellige farver.

Øer og grænser: fra hjemlande til ingenmandsland / Samtidig bygger vi så nye grænser, når de globale strømme truer med at blive ustyrlige. Der har formentlig aldrig været så mange lejre i verden, som der er nu. Menneskestrømme opfanges i flygtningelejre, såkaldte ‘kombattanter’ flyves rundt mellem fangelejre, manuel produktion ‘outsources’ til arbejdslejre, rige mennesker finder sammen i gated communities med private vagtværn og adgangskontrol. Her viser der sig konturerne af et tredje landkort, et system af små øer spredt ud over den glatte, gennemstrømmede overflade. Steder, som er afskærmet mod kapital, eller mod information, eller mod fremmede. Dette kort adskiller sig fra de traditionelle landkort på en anden måde end kortet over globale strømme. Her er det ikke strømme, der aftegnes, men derimod små øer i et globalt ingenmandsland. De gamle kort viste rumlig kontinuitet: Det nationale territorium strakte sig fra metropolerne til yderområderne og ud til den klart markerede grænse, og på den anden side af grænsen var et andet rige. Måske var der, men det kunne sjældent ses på et kort, et lille ingenmandsland mellem de to territoriers grænsepæle; et lidt ophidsende og foruroligende sted for den rejsende at passere. Kortet over den nye verdens indhegnede lejre er grundlæggende diskontinuert, en række udstrøede indhegninger, som ikke har meget at gøre med de omgivelser, de befinder sig i. Et gated community uden for São Paulo har mere kontakt med 5th Avenue i New York og City i London end med de nærliggende forstæder, arbejdslejren i det sydlige Kina er koblet op på det transnationale produktionsnetværk, som den betjener, men ikke til de omkringliggende landområder, og så fremdeles. Ingenmandslandet vokser, og de indhegnede øer bliver en art vrængende virkeliggjorte utopier, i bogstavelig forstand: De befinder sig virkelig intet sted. Det traditionelle kort var målfast, det kunne vise nærhed, afstande og ruter gennem landskabet; lejrenes kort er udelukkende diagrammatisk, forskellige rumudsnit med hver deres veldefinerede funktioner, koblet til visse strømme, afskåret fra andre.

Fremtidens geografi / Fremtidens geografi tegner disse nye kort, kort over strømme og relationer, lejre og grænser. I denne geografi er nærhed og fjernhed blevet komplicerede og ofte paradoksale erfaringer. São Paulos slum og det indhegnede rigmandskvarter er i en vis forstand tæt på hinanden, og alligevel er afstanden umådelig; tøjbutikken og arbejdslejren er langt fra hinanden, men alligevel tæt sammenknyttede.


Lettre Internationale - Fremtidens geografi

To vidt forskellige verdener, den ene fuld af muligheder som aldrig før, den anden tiltagende håbløs. En verden der vokser, og en verden der skrumper. To meget forskellige versioner af fremtidens geografi.

Vi befinder os omsluttet af strømme, der forbinder os med fjerne steder og skaber afstand til andre, der kan være ganske tæt på; og vi kan skifte fra en kanal til en anden, pludselig befinde os i et nyt sæt af relationer og betydninger. Nærhed og fjernhed er et spørgsmål om relationer, og den nye geografi føjes der stadig nye relationer og relationstyper til. Historisk går udviklingen fra lokale relationer til translokale relationer, fra en stedsbaseret rumerfaring til et netværksbaseret samtidigt nærvær. I den westfalske verdensorden var passet et universelt dokument, som viste, hvilket territorium man hørte hjemme i, og som gav adgang til at passere visse grænser – i murens tidsalder typisk inden for hver af de tre verdener. Nu kræver det også pas at skifte fra en kanal til en anden – et password, en autorisation, en kode. Bevægelsesfrihed handler ikke bare om passagen mellem territoriale enheder, men i tiltagende grad også om evnen til at koble sig op på forskellige translokale netværk. Jo bedre man er udstyret til at koble sig på de forskellige strømme, til at skifte mellem kanalerne, til at bruge vekselvirkningen mellem de forskellige aflukker, des bedre trives man i den globaliserede verdens glatte og letflydende realitet. Over- og underklasse er blevet globalt ensartede. Turn on, tune in: Enten er man på, eller også er man ikke. De første kan manøvrere i det store og glatte globale territorium, de kan zappe mellem kanalerne og surfe på strømmene af ting, penge og mennesker, mens de sidste ser grænserne lukke sig om dem, mens deres overlevelse balancerer på den fine overgang mellem næsten ingenting og slet ingenting. To vidt forskellige verdener, den ene fuld af muligheder som aldrig før, den anden tiltagende håbløs. En verden, der vokser, og en verden, der skrumper. To meget forskellige versioner af fremtidens geografi, afhængigt af hvilket perspektiv man anlægger, vindernes eller tabernes. Fremtidens historie omfatter dem begge. Så forskellige de to kort end er, er de ikke desto mindre gensidigt forbundne. Strømmene skaber nye lejre, og lejrene intensiverer strømmene. Det kan være, vi orienterer os efter forskellige kort. Men det er, når det kommer til stykket, den samme verden, vi lever i. Og den bliver mindre.


86

Europas comeback / Kontinentets centrum hedder Marijampolē / Af Karl Schlögel

Næsten ingen kender Marijampolē. Marijampolē er, hvad man kunne kalde en provinsby. Den ligger på den litauiske side af Suwalkei-området, midt i et bakket, skov- og sørigt landskab. Byen har cirka 50.000 indbyggere, dens historie begyndte egentlig i det øjeblik, vejen fra Sankt Petersborg til Warszawa var færdig i 1829. Banegården, der er fra 1926 og opført i forsinket jugendstil, peger den dag i dag på jernbanens betydning. Ellers er der en strålende hvid katedral, gamle skolebygninger og en betonklods fra halvfjerdserne, som huser byens forvaltning. Det mægtigste bygningsværk, synligt på lang afstand, er batteriet af kornsiloer i nærheden af banegården. Man kan mærke på byen ved Suspefloden, at den er centrum for hele regionen: Her er der klinikker, advokater, myndigheder, skoler, en stor boghandel. Der er også antydninger af, at Marijampolē engang var en af de litauiske jøders byer med en menighed på rundt regnet 3.000 jøder, gode skoler, nogle aviser, utallige foreninger. Straks i de første uger af den tyske besættelse, i september 1941, blev disse komplet udryddet. Omegnen er oversået med steder, hvor der udførtes massehenrettelser. Der er dog næppe nogen, der kommer til Marijampolē på grund af fortiden. Steder som Marijampolē er der hundredvis, tusindvis af i det østlige Europa. De er så almindelige i dette voldshærgede landskab, at de knap nok er værd at tale om. Vi taler imidlertid ikke om Marijampolē, fordi den er


Lettre Internationale

et sted med fortid, men som et sted i nutiden. Marijampolē er en slags europæisk midtpunkt, om end ikke i geografisk forstand. Europas geografiske midtpunkt ligger ifølge litauiske patrioter og turismeeksperter lidt længere mod øst, på 25º 19’ længde og 54º 54’ bredde, ved motorvejen fra Vilnius til Moletai. Skiltene Europas Centras viser vej. Ikke langt derfra ligger endog et museum for Europas centrum – Europas Parkas – med skulpturer og alskens installationer. Europas virkelige centrum, hvor trådene løber sammen, og det nye kontinents knude bindes, ligger imidlertid i Marijampolē. Marijampolē er kontinentets største bilbasar. Man kan endog se Marijampolē fra flyvemaskinen. Når man fra vest flyver til Vilnius, ser man i godt vejr en kæmpemæssig flade under sig, fuld af biler. En gigantisk parkeringsplads som til General Motors’ eller Fords produktion i Detroit. Jordoverfladen brolagt eller belagt med biler. I Marijampolē løber samfærdselsårerne fra nord til syd og fra øst til vest sammen. Den ligger dér, hvor Via Baltica og A 7 krydser hinanden. Såvel til den polske grænse som til Kaliningrad-regionen er der ikke mere end en fyrre kilometer. Gennem Marijampolē løber den livsvigtige jernbanestrækning Kaliningrad-Moskva, der er anlagt på bredsporede skinner, mens strækningen til Sestokai har europæiske normalspor. Marijampolē ligger næsten dér, hvor der allerede tidligere var et varmt punkt i europæisk samfærdsels historie: Ikke langt fra Eydtkuhnen/Wirballen, hvor grænsen mellem det tyske og det russiske rige gik, og hvor man skulle skifte tog og sporvidde. I Marijampolē mødes de trafikstrømme, der går fra Helsinki, Sankt Petersborg, Tallinn, Riga, Kaunas mod syd: til Warszawa, Lódz, Prag, Budapest, eller mod vest: til Posen, Berlin, Vesteuropa, med dem, der fører fra den baltiske kyst til Vilnius, Minsk, Moskva, Kijev, Odessa, Astrakhan, Alma Ata. I et årti har hele Vesteuropa afleveret sine biler – brugte biler af alle årgange og klasser – i Marijampolē, og hele det østlige Europa har forsynet sig med biler på denne basar. Marijampolē er et centrum for den østeuropæiske modernisering, som først og fremmest var automobilisering og i visse zoner stadig væk er det. Marijampolē

er et af de knudepunkter, det nye Europas netværk knyttes til. Man behøver bare at følge trafikstrømmene, udsætte sig for de uafbrudte lastbilkonvojers sug, og uvægerligt kommer man til byen, der mellem 1955 og 1990 hed Kapsukas, opkaldt efter grundlæggeren af det litauiske kommunistparti. Efter Litauens genvindelse af uafhængigheden har byen atter fået sit gamle navn.

Det store bilomsætningssted / Byen huser det østlige Europas største bilbasar, byen lever af bilen, alt drejer sig om bilen: reservedele, dæk, spoilere, alle mulige reparationsfirmaer, bilforsikringer, anhængere, automobiludstyr, karrosserier. Alt til bilen, alt ved hjælp af bilen. Hvor der normalt ligger industriområder, er der holdepladser og reparationsværksteder. Byen selv er fuld af biler af vestlig oprindelse. Hele Litauen virker ikke bare mobiliseret, men overmobiliseret. Alt er i stadig kredsende bevægelse. Gennem byens gader ruller trailerne, der transporterer biler i to etager. Byens virkelige centrum ligger altså udenfor. På hverdage er det en holdeplads ikke langt fra banegården. En kæmpemæssig parkeringsplads bliver omdrejnings- og tyngdepunkt for hele bylivet. Fra torsdag aften fyldes byen med købere og sælgere. Trailerne aflæsser biler af alle mærker og klasser. Det egentlige marked finder sted fredag, inden lørdag middag er forretningerne afviklet, og pladsen er tom som før, indtil den på ny fyldes om torsdagen. Handelen florerer dag og nat under projektørmasterne. Arealet er omkranset af kiosker, hvori papirer kan verificeres, kopier fremstilles, forsikringer afsluttes, bilnumre udveksles, tilbehør erhverves. Der er sjaslik- og dönerboder, lemonader og te. Mellem 1000 og 1500 biler skifter ejer i løbet af halvanden dag. Kunderne kommer fra hele Litauen. Men Litauen selv er kun drejeskiven. Tidligere kom størstedelen af køberne fra den anden side af grænserne, fra Kaliningrad-regionen, fra Hviderusland og frem for alt fra Rusland. Efter at de russiske toldafgifter er sat så meget i vejret, at tolden når op på bilens købspris, er


88

antallet af købere fra Rusland med ét slag gået tilbage. Marijampolēs privilegium – beliggenheden ved grænsen til eksklaven Kaliningrad og ved de strækninger, der fører til Rusland og Hviderusland – lønner sig ikke længere. Det kan blive anderledes, hvis den russiske toldpolitik ændrer sig igen. Så ville Marijampolē atter blive centrum for den om bilen kredsende østverden. I Litauen, hvor arbejdsløsheden er stor, og en betragtelig del af de arbejdsdygtige mænd finder deres udkomme i bilbusiness og speditionsvæsen, følger man med spænding de russiske import- og tolddebatter. Da billederne fra Vladivostoks bilbasarer flimrede over fjernsynsskærmene, vidste alle besked. I Vladivostok havde opbragte forhandlere og kunder stukket russiske biler – Shiguli, Moskvitj, Lada – i brand for at protestere mod importafgifterne på vogne fra Japan og Sydkorea. Bilbasaren i Vladivostok er en pendant til bilbasaren i Marijampolē. Derfra automobiliseres Rusland, den eurasiske magt. Derfra siver strømmen af brugte biler mod landets indre, og Ural er næsten en slags skillelinje også med hen-

syn til forsyningen af biler. Fra Stillehavet trænger Honda, Mitsubishi og Daewoo frem til Ural. I mange byer ser man vogne med rattet i højre side. Det vestlige Eurasien tilhører derimod VW, Ford, Renault, Mercedes, BMW. Tilbagegangen af russiske kunder i Marijampolē opvejes i dag af de kunder, der kommer rejsende til fra Centralasien: fra Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan. Grupper af unge bilindkøbere er kommet til Vilnius og Kaunas med bil eller fly, tager varen i øjesyn, bestiller enkelte stykker eller større partier. Biler inspiceres, undertiden kører man i forrygende tempo, med hylende motor og hvinende dæk en runde om pavillonerne midt på pladsen. Man tager plads, afprøver, om alt er i orden, undersøger lakken og andet. Sådan må det være gået til på hestemarkeder i sin tid: Et opløb af spændt interesse, sagkundskab, rolig rutine. Der betales kontant. Folk holder dollarsedler op mod solen eller projektørlyset for at undersøge, om de er ægte. Køreturen i den nyerhvervede bil til Almaty varer derpå mellem fem og syv dage. Når der afsendes en hel waggonladning, er vognene godt en måned om at

Europas virkelige centrum, hvor trådene løber sammen, og det nye kontinents knude bindes, ligger imidlertid i Marijampolē. Marijampolē er kontinentets største bilbasar.


Lettre Internationale - Europas comeback

nå frem. Siden finder de vej til den endelige forbruger via nye bilmarkeder. Her berører Via Balticas og den gamle-nye Silkevejs strømme hinanden. Bilen ernærer basaren, byen, landet og alle, der er knyttet til den euro-asiatiske trafiks store arterier. Automobiliseringens helt store tid er dog forbi. I begyndelsen og frem til midten af halvfemserne kørte hundreder, tusinder af litauere til Vesten for at overføre brugte biler. Imidlertid kan overføringsforretningen kun betale sig, hvis man transporterer en hel trailerladning med seks-ti biler. Pr. vogn tjener forretningsmanden henved 240 euro. Det er mere end den månedlige pension til den tidligere militssoldat, der er gået ind i bilbranchen og netop nu går rundt om en VW-Passat sammen med en kasakh. Natten til lørdag tømmes markedet. Den asfalterede flade tømmes, lørdag middag er alle rejst bort igen. Marijampolē har atter givet det østlige Europa et par doser mobilitet.

Normaliseringens vagabonderende strømme / Marijampolē er som en europæisk pumpe- eller målestation. Dens funktion er formidling. Fra den ene side af grænsen bringes noget over på den anden side. Byen lever af at udbytte differencen. Den ernærer sig af grænsen og den spænding, der opstår, hvor der er forskelle. Her ser man loven om udbud og efterspørgsel i aktion. Som enhver basar er den en verden for sig, et sted, hvor verdener mødes. Højkulturen vil ikke vide af den slags. Den skammer sig over handelens trivialitet, ja snavsethed, og da især handelen med brugtvogne. Og dog har de handlende her ikke mindre med fremstillingen af Europa at gøre end de forfattere, kunstnere, fortolkere og malere, Litauen for to år siden sendte til bogmessen i Frankfurt. Disse handlende har ingen “civilisatorisk mission”, men de arbejder på noget, der får Europa til at genopstå som civilisatorisk sammenhæng. De er ikke sprogkunstnere og ikke lingvister, men en vis flersprogethed hører til forudsætningerne for deres job. De er ikke de repræsentanter for den kosmopolitiske kultur, som er den etablerede kulturvirk-

somheds yndling; til gengæld kender og forstår de verden. Kendskab til verden er en betingelse for deres arbejde. For dem er “grænseoverskridelse” ikke en intellektuel mode, men dagligt brød i overlevelseskampen. De holder 17 timer i Kalvarija ved den litauisk-polske grænse og lige så længe i Swiecko – Frankfurt/Oder ved den polsk-tyske grænse. De kender ikke kun Europa af omtale og som fællesskab af værdier og principper, men som et landområde, de har gennemrejst fra ende til anden. De er ikke romantikere; de må være opmærksomme på deres fartskrivere og er underkastet tidens diktatur. Men de fleste af dem foretrækker eventyret på vejene for det at sidde hjemme og kukkelure. De er fremdriftens aktivister. Langturschauffører arbejder på afkortningen af afstande, er specialister i tilvejebringelse af nærhed. De hører til det personale, Europa har ladet fremkomme efter 1989; helte og heltinder af slettens anstrengelser, aktivister i tilvejebringelsen af normalitet. Marijampolē er det skæringspunkt, hvor en vågen iagttager, hvis han endelig tog emnet alvorligt, kunne opleve sine mirakler. Disse bilforhandlere bringer erfaringer sammen, som man gør, når man formidler biler fra brugtvognsforhandlere fra Frankfurt-Niederrad, Wuppertal eller Fürstenwalde/Spree til Sovjetsk/Tilsit, Kaluga eller Dusjanbe. De har alle deres revirer, de kender annoncesiderne i de hessiske eller brandenburgske lokalaviser. De plejer kontakter til de tyrkiske, albanske eller moldaviske mellemhandlere. De kender fordele og ulemper ved transport ad søvejen: fra Antwerpen, Bremerhaven, Rostock til Kaliningrad eller Klaipéda. Marijampolē er holdepunktet midt i en strøm, der ikke længere afbrydes. Og den er kun ét af utallige holdepunkter på de mange strækninger, hvor Europa vokser sammen på ny. Den, der har tilbagelagt, skal vi sige, strækningen Tallinn-Berlin eller Kaunas-Prag, får en anelse om omfanget og vægten af de kræfter, der bærer det nye Europa. Strømmen af lastbiler flyder dag og nat uden ophør. Det bliver især tydeligt om natten, når erhvervstrafikken eller den individuelle trafik hviler, og vejen helt og holdent tilhører lastbilerne. Strømmen af lastbiler klemmer sig gennem smalle


90

korridorer. På visse strækninger bevæger den sig ad motorveje og motorvejslignende veje – mellem Riga og Daugavpils/Dünaburg, Klaipéda/ Memel og Kaunas eller Konin og Poznan. Men de fleste strækninger fører gennem byer og små markedsflækker, hvis gader blev anlagt, da der endnu ikke fandtes lastbiler. Overalt er der nåleøjer, hvor bevægelsen sagtner og går i stå: På de store byers omkørselsveje – Riga, Warszawa, Posen med deres delvis bizarre omledninger og vejføringer – men frem for alt ved grænsebyerne. Ivangorod/Narva ved den russisk-estiske, Ainasi ved den estisk-lettiske, Eleja ved den lettisk-litauiske, Kalvarija ved den litauisk-polske, Swiecko-Frankfurt/Oder eller Sczeczin-Pomellen ved den polsk-tyske grænse er steder med trafikprop. Grænser er uberegnelige, de gør – således med installeringen af en røntgenkontrol i Kalvarija på den litauisk-polske grænse – enhver planlægning værdiløs. Konvojer holder i en længde af ti-tyve kilometer. Ventetider på op til tyve timer er ikke ualmindelige. Afviklingen af overgangene, pas- og toldkontrollerne angiver rytmen og kørselshastigheden: 75 kilometer i timen. Enhver hastighedsoverskridelse koster overordentlig mange penge, fartskriverens speedometerviser giver nøjagtig oplysning. Hviletider skal overholdes på minuttet. Denne store folkevandring bevæger sig således dag for dag, uge for uge, år for år uhyre disciplineret fra den ene ende af Europa til den anden og tilbage igen. Denne bevægelse har skabt sig sine omgivelser, en korridor med alt, hvad dertil hører: holdepladser, tankstationer, rastepladser, hoteller, moteller, parkeringspladser, grillbarer, barer, værksteder, vejtilsynskontorer, politistationer. Dag for dag ruller paraden af internationale speditioner gennem småbyerne. Lastbilernes tros har forandret de bebyggelser, det uophørligt ruller igennem: Byer som Suwalki, Augustów, Elk, Grajewo, Lomza, Wyszków, Sochaczew, Komin passeres. Når Litauens lunde og vange svinder bort i mørket, er korridoren fortsat badet i lys. Her hersker billboardenes grelle retorik. Lastbilchauffører interesserer sig næppe for seværdigheder, snarere for kørebanernes tilstand og afstanden mellem allétræer, for byggepladser, omlednin-

ger og de sporriller, uhyrerne har afsat i sommerens opblødte asfalt. De tider, hvor stratenrøvere hærgede på bestemte delstrækninger, er heldigvis forbi. I begyndelsen af halvfemserne havde bander med deres afpresning i form af beskyttelsespenge, bortførelser og overfald gjort lange strækninger usikre og farlige, især i Polen og Hviderusland. Chauffører forsvandt og er den dag i dag ikke dukket op igen. En anden, mere indbringende og for de kørende kostbar forretning har udviklet sig: radarkontrol og andre kontroller. Lastbilchaufførerne mellem Tallinn, Kaunas, Posen og Berlin kender de byudkørsler, de kurver og broer, hvor man må regne med fartkameraer, og udsender advarsler eller afvarslinger over radioen. På den måde opstår der en ny fortrolighed med et fremmed kontinent. Der er et Europa, der vokser: lydløst, næsten ubemærket, uspektakulært. Det drøftes knap nok, har meget lidt resonans, fordi det drejer sig om selvfølgeligheder, som levebrødseuropæere og professionelle konferencedeltagere ikke giver sig af med. Dette Europa har næsten ingen stemme, fordi det ikke i sit arbejde beskæftiger sig med litteratur, visioner eller politiske projekter, men med løsningen af hverdagens opgaver og med de rutiner, der gør et normalt liv muligt. Dette Europa finder man ikke på kongresser, men på motorveje, i tog, ved grænseovergange. Her arbejder specialister i logistik, speditionsvæsen, marketing, ejendomshandel, infrastruktur. De er normaliseringens kontrabandister. De har endnu ikke fået nogen af de mange priser for europæiskhed, og dog er de det nye Europas pionerer: speditører, filialbestyrere i internationale foretagender, forhandlere, professionelle grænseoverskridere. Skulle det engang lykkes at bringe dem alle sammen, så kunne de fortælle om de vagabonderende strømme, hvis energi det nye Europa næres af, og som der først vil blive talt om, når de har gjort deres arbejde.

Genforeningens rum / Marijampolē ligger i det gamle Europas døde vinkel og er blevet et knudepunkt i det nye.


Lettre Internationale - Europas comeback

Marijampolē er et punkt på det landkort, der nu tegnes på ny. Den ligger i et Europa, hvor Den Store Grænse er forsvundet – og i hvis sted er trådt mange små grænser, sine steder også skyttegrave og borgerkrigsfronter. Der findes tilsvarende steder, man skal bare se sig om. Det kan være gamle, traditionsrige byer, som i årtier er faldet uden for den europæiske horisont og nu er vågnet til nyt liv. Gamle hovedstæder som Vilnius/Wilna, traditionelle kulturelle centre er pludselig begyndt at stråle igen og er ligesom Kraków eller Prag på ny blevet magneter for den internationale turisme. Det kan være byer, som på vores mentale landkort altid har været indskrevet som herredømme- og magtbyer, men nu vækker opsigt som glitrende metropoler med en utrolig dynamik: Såsom Moskva, denne verdenskommunismens engang så grå hovedstad, der nu er begyndt at lyse som Las Vegas – en boomtown, et sandt Babylon, den største by på det europæiske kontinent. Det kan også være steder, som i årtier har ført en stilfærdig tilværelse i skyggen eller i ly af grænsen og nu har åbnet sig – steder som Nida/Nidden på Det Kuriske Næs. Krim vil formentlig også snart opdage sin fortryllelse og på ny blive indtegnet på drømmelandskabernes kort. Her er der imidlertid mere tale om de steder, hvor cirkulationen af varer, penge, idéer og mennesker er kommet i gang igen, om øst-vesttrafikkens skydsstationer, om karavanseraierne i Europa efter omvæltningen, om de rangerbanegårde og brohoveder, hvor Europa skaber sine forbindelser, om de store kontaktsaloner, hvori europæere afprøver deres gamle-nye naboskab. Det er ikke de politiske afgørelsessteder, hvor traktater forhandles og underskrives, men steder, der af en eller anden grund stiller sig til rådighed: som rum for genoptagelse af forbindelser, genforening, normalisering, smugling og kontrabande. Sådanne steder er opstået i hulrum, som den gamle magt har efterladt sig, og hvor betingelserne for hurtig pengegevinst var gode. Store steder, hvor der ikke mere fandt store opmarcher sted, egnede sig til det; sportsarenaer holdt udkig efter nye, betalingsdygtige kunder. På Moskvas store stadioner i Lushniki

eller Dynamo, eller på det i Warszawa-Praga, opstod således de største markeder i Mellemog Østeuropa, som så igen er centre for et net af basarer og messer, der omfatter hele kontinentet. På disse markeder træder landet, der er faldet fra hinanden, i forbindelse med sig selv. Samfundsdannelsen, der tidligere byggede på plan og bureaukrati, hviler nu på skuldrene af hundredtusinder, som har sat sig i bevægelse for at drive handel – ikke af eventyrlyst, men for at overleve. Basarernes verden strækker sig fra Østersøen til Sortehavet, fra det gamle imperiums vestgrænse til Stillehavet og den kinesiske grænse. Basarerne forbinder det eurasiske kontinent, som ellers ville falde fra hinanden. Her er alt: møbler, bryllupstøj, badekar, hele boligindretninger, værktøj, bøger, papirsblomster, hightech og kopier af vestlige luksusmærker, falsk georgisk vin, kinesiske tæpper. De er langt mere end økonomiske foranstaltninger. Her læres og øves der sprog. Her kan man studere land og mennesker. Bag hvert marked står hundredtusinders overlevelsesvilje, intelligensen til at skabe profit af den mindste difference, uindskrænket ved fremskaffelsen af selv den mest eksotiske genstand. Man må have strejfet gennem basarerne “Syvende Kilometer” ved Odessa, ved Chmelnizki eller i Czernowitz, vandret gennem byerne af boder og containere i Budapests Josefsstadt for at forstå noget af deres kraft. Bag dem ligger der en vidtrækkende og udspekuleret logistik – containere ruller på skinner fra Shanghai helt ind i Budapests indre by. Disse markeder har et bagland med en radius på hundreder af kilometer. På Budapests kinesermarked hører man slovakisk, ukrainsk, polsk, kroatisk, slovensk, rumænsk. Mange af kineserne og vietnameserne har ungarske ansatte, mange af dem taler det knappe levebrødsungarsk, levebrødsukrainsk, man lærer, når man vil gøre forretninger. Sådan er det også i Beograd, Bukarest og andre byer. Det østlige Europa, som så længe var afspærret, synes på næsten skræmmende vis at være uden grænser, åbent, ubeskyttet. Forbavsende, så få komplikationer den nye sammenblanding hidtil har fremkaldt. Der er noget provisorisk ved alle den slags steder, men det er klart, at de har varige


92

virkninger. Disse communities beløber sig til titusinder, ethnic business danner netværker, skaber sig sin offentlighed med egne restauranter, radiosendere, aviser og eget bryllupsmarked. Man bliver boende, og det betyder, at der i et Europa, som i det 20. århundrede hengav sig til vildfarelsen om det etnisk homogeniserede samfund, begynder en nydannelse af blandede samfund. Ikke uden forundring iagttager man på Kijevs boulevarder, hvordan der her opstår en flersproget by. Enhver kan uden videre foretage sine egne studier: I slovakiske eller tjekkiske byer, på hvis byggepladser der arbejder ukrainere og russere; på hotellerne, pensionaterne og restauranterne på De Ægæiske Øer, hvor russere, moldavere og ukrainere arbejder; på byggepladserne i Berlin, Leipzig og München, hvor man foruden portugisere og irere også hører polakker og tjekker. I togene Berlin-Posen eller Stettin-Berlin forstår man, at Berlin og Vestpolen for længst er henvist til hinanden. I flyet fra Zürich til Bukarest møder man arbejdere og piger på hjemrejse til Moldavien eller Bukovina, hvor de med deres nytjente guld begynder at bygge huse – ganske som de italienske gæstearbejdere i Tyskland gjorde for to-tre årtier siden. På færgerne mellem Tallinn og Helsinki, Riga og Stockholm, Danzig og Malmö er erhvervs- og weekendtrafik blevet rutine. Ingen undrer sig over det i dag, mens enhver grænseoverskridelse jo for lidt over et årti siden var afskåret. Denne bevægelse begyndte længe før omvæltningen, også hvad det angår, synes polakkerne at have spillet pionerrollen. De var på færde i Det Fjerne Østen, i Nordkorea og Mongoliet. Flere år før Murens fald grundlagde de en koloni i Istanbul, og mange af de succesrige foretagender i tiden efter omvæltningen beror på en sådan tidlig, oprindelig akkumulering af kapital. Shopping- og businessturismen i de sene firsere og halvfemsere venter endnu på sine analytikere. Øjenvidner er der nok af. Hundredtusinder var undervejs: Fra Riga og Tallinn til Istanbul, fra Novorossijsk, Sotji og Batumi til Trabzon, fra Odessa og Kijev til Istanbul, Beirut, Alexandria og Athen, fra Jekaterinburg til Tientsin, fra Tasjkent og Dusjanbe til Tel Aviv. Af realsocia-

lismens smuldrende rige opstod der en ny geografi: nye afstande, nye distancer, nye naboskaber. På dette kort ville der være nogle foretrukne ruter: Fra Moskva til Delhi, fra Moskva til Singapore, fra Kijev til De Forenede Emirater. Også i det små knyttes det iturevne net på ny. Man har svært ved at tro, at der hver uge kører to busser fra hovedbanegården i Kaliningrad/Königsberg til Bremerhaven, at en bus regelmæssigt kører til Erfurt. Fra næsten alle byer ved Volga – Saratov, Samara, Astrakhan – kan man køre direkte til de fleste store tyske byer. Det er en skam, der ikke er nogen Europapriser for visse uspektakulære præstationer, som vores civilisation er lige så afhængig af som af gode bøger eller film. Et busselskab som Eurolines, der forbinder alle byer på kontinentet med hinanden, og som har mere end bødet på stagnationen i det nationale og internationale banesystem, havde fortjent en sådan pris. Det er en fryd, at blade i Eurolines’ køreplaner, tilrettelægge hvor hurtigt Europa kan gennemkrydses – Kaunas-London, Lódz-Paris, Berlin-Bukarest, Minsk-Amsterdam. Vi ved, at hastighed i det 21. århundrede ikke defineres ved antallet af kilometer jernbanestrækning, men ved databanernes ydeevne i de såkaldte metropolitan corridors. Og dog er de traditionelle samfærdselsvejes kommen i gang en indikator for Europas comeback; det Europa, hvis enhed i høj grad skyldtes det jernbanenet, det mistede i 1914 og de følgende år. Uden jernbane ingen europæisk kultur, intet fin de siècle – rigtignok heller ingen total krig og ingen generalmobilisering og ingen deportationer. Samfærdsel er ikke den ubetydeligste form for menneskelig samfundsdannelse. At studere de nye veje og net vil sige at danne sig et billede af centrifugal- og centripetalkræfterne og af Europas kohæsion efter Murens fald. Myrehandlernes, tjelnokiernes, skytlernes veje, der ufortrødent har været i gang i over et årti, forekommer mig at være det mest spontane, det kraftigste og vigtigste bidrag til kontinentets genforening – i hvert fald ikke mindre betydningsfuldt end det officiøse Europas proklamationer og festtaler.


Lettre Internationale - Europas comeback

Dette Europa finder man ikke på kongresser, men på motorveje, i tog, ved grænseovergange. Her arbejder specialister i logistik, speditionsvæsen, marketing, ejendomshandel, infrastruktur. De er normaliseringens kontrabandister. De har endnu ikke fået nogen af de mange priser for europæiskhed, og dog er de det nye Europas pionerer: speditører, filialbestyrere i internationale foretagender, forhandlere, professionelle grænseoverskridere. En anden Europalitteratur / Mange vil spørge sig selv, hvorfor der her tales så meget om lastbiler og ikke om humanisme, reformation, europæisk oplysning, borgerlighed, liberalt demokrati – kort sagt: Alt det, Europa er stolt af og kan bryste sig af. Der er gode grunde til at insistere på den europæiske kulturs særpræg og fortryllelse, selv om meget af det relativeres, når man har set sig lidt om i verden. Når man hører, hvad der skal udgøre Europas væsen – selvrefleksion, skepsis, pluralitet, tolerance og så videre og så videre – får man næsten et problem med at stedfæste, hvor og i hvis navn det 20. århundredes civilisationsbrud da er foregået. Der er en vis træthed, som har at gøre med udmattelsen i en diskurs, der er blevet gammel, med Europabilledets stereotyper, med Europas mangel på erfaring og dets begrebsfiksering. Mange Europadiskurser er overflødige, fordi de er selvbekræftelser i stedet for en fortællende udveksling af erfaringer, snarere samtaler med mindste fællesnævner end udfoldelse af forvirrende mange historier, der ikke kan sættes på en nævner. Der er gode grunde til et moratorium i en bestemt Europadiskurs. Vesteuropa har udtømt sine kræfter, det er på tide at holde inde, lige at se sig om en gang, tanke op, samle billeder, træde ind i en proces med oprindelig akkumulering af erfaring. Det drejer sig ikke om Europatræthed. Men man kan konstatere, at en ældet

diskurs er udmattet. Dens emner er velkendte: Europa som drøm eller mareridt? Hvor går Europas grænser? Hvad udgør Europa som kulturelt område? Hvis denne diskurs hviler sig lidt, og vi udnytter tiden til at tage ud at se os om, er det ikke noget tab. Man bliver belønnet. Man får noget at se, man ikke var belavet på: At der findes byer af en ligefrem usandsynlig skønhed; at der er en europæisk enhed, som går længere tilbage end 1945 eller 1938 eller 1914; at der endnu findes landskaber, vi kun kendte fra gamle gulnede fotografier. At Czernowitz ikke bare er et navn i litteraturhistorien, men navnet på en virkelig by. Interessen for dette Europa uden grænser er måske ikke helt så stor, som de første entusiaster kunne have ønsket sig, men dog større og vægtigere, end de mennesker tror, som måler interessen for Europa på opmærksomheden på indtrædelsesdatoer. Europa er Pilsen, hvor Skoda/ Volkswagen produceres. Europa er Hotel Gellért, hvor velhavende pensionister fra Østrig eller Nederlandene nyder kurbadet. Europa er Europa-universitetet Viadrina i Frankfurt/Oder, hvor henved en tredjedel af studenterne kommer fra udlandet, især det østlige. Europa er, når studenter uden videre bryder op og tager til Lemberg/Lvov eller Lódz. Europa er, når tyskere på civiltjeneste i Sankt Petersborg eller Kasan tager sig af gamle mennesker og kommer tilbage med sprogkundskaber og viden om et land, som ingen erfaren professor besad i min generation. Europa


94

er, når folk på stranden i Varna eller Jalta blander sig ligesom på stranden i Benidorm. Europa er ganske vist også den feje og hjælpeløse lukken øjnene for Vukovar, Sarajevo og Groznyj. Europa er, når der produceres rum af fælles erfaring, og når generationer begynder at forstå hinanden i begreber og på et sprog uden oversættelsesproblemer. Europa er, når euroen findes. Europa er hjælpeløsheden over for hverdagens store problemer: arbejdsløshed, afindustrialisering. Der er flere holdepunkter for Europe in the Making, end profeterne vil indrømme. Kassandra har aldrig været en god diagnostiker. I nutidens virvar og uoverskueligheder, som Ernst Bloch har kaldt “det levede øjebliks mørke”, har hun ikke meget at sige. Realeuropa er større end det Europa, der optræder i lærebøgerne. Interessen for Europa er afgjort stærkere i Øst end i Vest. Millioner har set sig om i de sidste år og årtier. Det umiddelbare selvsyn var vigtigere end al læsning: At tage Europa i øjesyn. Også her drejede det sig mindre om seværdigheder end om at erfare en levevis: Denne erfaring får tillige skæl til at falde fra øjnene. Men desillusionering er samtidig tilvækst af erkendelse, en form for selvoplysning. Med hensyn til de dagligdags former for tilegnelse af viden om Europa er der i det sidste årti sket en eksplosion. Det opdager man ikke, hvis man kun ser på bogmessernes besøgstal, på solgte oplag, udbredelsen af litteratur. Der findes en ny Europalitteratur. Den bliver ivrigt købt og læst, men ikke anmeldt. Den dukker ikke op på kultursider og i lister over ugens bedste bøger. Og det skønt den har store oplag, er nyttig, ja uerstattelig. Det nye Europa vil vide, hvem hvem er, hvad gader hedder, efter at de har fået nyt navn, hvor det, man nu anser for seværdigt, kan findes og befinder sig. Rejseførere, landkort, bilatlas hører til denne nye Europalitteratur. Europa opmåles på ny. Alt interesserer: historie, geografi, tidsånd, transformationsperiodens events. En ny genre opstår. Ikke omstændelig, ikke dannelsestynget, men hurtig, knap, næsten asketisk. Det drejer sig ikke så meget om bøger som om brochurer med en forfaldsdato, der svarer til overgangstidens tempo. Det er tidsskrifter

eller booklets som The City in your pocket eller Who is where in Warsaw. The City in your pocket foreligger indtil videre for: Bukarest, Budapest, Krakau, Riga, Tallinn, Vilnius, Gdansk, Kaliningrad, Kaunas, Klaipéda, Minsk, Pärnu, Transsylvanien, Helsinki, Riga, Poznan, Warszawa, Wroclaw, Krakow, Prag, Bratislava, Zagreb, Sarajevo, Tirana, Beograd, Chisinau. I vigtige byer er der engelsksprogede aviser: Moscow Times, St. Petersburg Times, Prague Post, Lithuania Weekly. Også tyske blade tilbydes: Prager Zeitung, Der Neue Pester Lloyd, Deutsche Moskauer Zeitung og andre. Mange af dem findes online. De tilbyder grundinformationer om historien, men deres primære styrke er informationerne om dagen i dag. De er indikatorer af normalisering. Af hver udgave kan man aflæse udviklingens fremgang: På antallet af nyåbnede restauranter eller nye flyforbindelser. Det er overgangens protokoller, som det sidste århundredes akademiske transformationsforskningsindustri knap har taget notits af. Af dem fremgår det, hvordan engang provinsialiserede europæiske byer åbner sig mod verden. De røber ingen hemmeligheder, men gør byerne tilgængelige, gennemsigtige: Man får at vide, hvor man kan finde asiatiske krydderier, babysittere, juletræer, sprogundervisning, en pc-reparation, en sikkerhedsservice, øjenlæger eller apoteker. De tjener livets organisering. De skal indeholde alt: fitnesscenteret, banken, luftfartslinjernes kontorer. De skaber forbindelser, baner veje: til buslinjer, flylinjer, færgeforbindelser. De bibringer folk den minimalviden, de behøver for at finde vej i det nye Europa. Europa tager sprogundervisning. I en slags lynkursus undervises der i udtale, tal, ugedage på det pågældende lands sprog: “Hvordan går det?”, “Jeg hedder” – på lettisk: Mani sauc. “Hvad er klokken?” – Cik ir pulkstenis? “Hvad koster det?” – Cik tas maksa? Europa lærer mindsteordforrådet: gade – ulica, avenue – alleja. Plads – plac, markedsplads – rynek. Absolut nødvendigt vokabularium: Gdzie sa toalety – Where are the toilets? Czy mowi pan/ pani po angielska? – Do you speak English? I en hvilken som helst udgave af The City in your pocket kan man studere denne form for udbredelse af grundviden: Det nødvendigste


Lettre Internationale - Europas comeback

om geografi og klima, om land og mennesker, om de aktuelle nationale højtidsdage – også de har jo helt igennem ændret sig. Der er sektioner som Essential Bukarest, Essential Warsaw – historisk bykerne, kongeslot, kulturpalads, Wilanowpalads, Lazienki – inklusive execution sites, som der er over 300 af i Warszawa. Der findes også polske ølsorter: Lech, Zywiec, Okocim. Man finder overlevelsesvigtige angivelser af, hvilke byer der er farlige – i Warszawa var der fra januar til december 1999 rundt regnet 80 mord, 5 760 overfald og 32 979 tyverier (deraf 13 923 biltyverier). Man bliver advaret mod lommetyve på Gara de Nord i Bukarest. Man får noget at vide om trafikal adfærd – biler venter ikke ved fodgængerovergange – og situationen ved grænserne: Mellem Ungarn, Serbien og Rumænien går det hurtigt, mens det om den ukrainske og moldaviske grænse hedder: “Queues can be astronomical and border officials tend to be crooked (more on their side). It could be a nightmare.” Hefterne indeholder glossarer, oplysninger om levnedsmiddelpriser, lokale myter som grev Dracula, om røgfri zoner i Riga, om hyppigheden af jordskælv, den forskellige strømspænding, apotekssituationen, om “sigøjnerspørgsmålet” i Rumænien. Restaurantførerne fortæller om gastronomiens internationaliseringsgrad. Der er alt: American Food, Belgian, Brazilian, Chinese, French, German, Indian, International, Italian, Japanese, Lebanese, Mediterranean, Mexican, Moroccan, Romanian, Seafood, Spanish, Turkish, Vietnamese Catering Services. Julefestligheder er der i Athenee Palace Hilton, i Bucharest Marriott Grand Hotel, i Crown Plaza Bucharest. I sektionen Bucharest by Night får man at vide, at den postkommunistiske by atter er på vej til at blive Østens Paris: Etablissementerne hedder Opium Studio, Cotton Club, Bar Food, Blue Moon, Casino Bucharest, Casino Paris, Palace Casino, Café Einstein, La Vie en Rose, Vienna Café. Den globaliserede bevægelses standarder er oprettet, når Rent-A-Car eller Hertz er til stede, når man kan modtage CNN på hotellerne, og internetopkobling, mobil- og korttelefoner hører til standardudstyret. Luksus- og modejournaler, hvad enten de henviser til antikviteter, kunst-

gallerier, souvenirbutikker, parfumerier, juvelerbutikker, cd-forhandlere, skønhedsklinikker eller sportsklubber. Et rengøringsfirma har det smukke navn “Immaculate Cleaners”: ulastelige, pletfri rengørere. De gamle byer med flere folkeslag, som gik til grunde i 2. Verdenskrigs tilintetgørelsesorgier, sætter sig selv i scene på ny: I Vilnius er der en avis, Jerusalem of Lithuania, på engelsk, litauisk, russisk, jiddish; talrige lokale fjernsynsprogrammer; det britiske, kinesiske, georgiske, russiske, græske, litauiske, japanske, jødiske køkken. Om natten lyser den anden globaliserings designermærker med deres nye logoer: Lagerfeld, Vogue, Cartier, Benetton, Dada, Mango, Morgan, Stefanel, Steilman.

Vokabularium for et nyt samfærdselsrum / Overalt er der fine eksempler på den nye vilje til at vende sig ud mod verden og lære sprog: I universitetsboghandelen i Vilnius støder man på titlen International fragtbefordring – Chaufførhåndbog, udkommet på Alytus 2001. I forordet til denne firsprogede håndbog læser vi:”Kære langturschauffør, vi giver dig hermed den chaufførhåndbog og de dertil hørende lydmedier i hænde, som du længe har ventet på. Bogen og lydmedierne skal ledsage dig på Europas veje for at hjælpe dig med forståelsen undervejs.” I overensstemmelse hermed handler den om områderne transport, teknik, sundhed, trafikovervågning, europæisk toldvæsen. Det drejer sig om det vigtigste: “Send venligst en vagtlæge, jeg er blevet overfaldet.” “Jeg bliver forfulgt.” “Jeg er i fare.” Man har brug for talord, man skal kende tidsudtryk, kunne læse trafiktavler og betegnelser. “Græsset må ikke betrædes.” “Nymalet”, “Hunden bider”, “Omkørsel”, “Serviceområde”, “Godmorgen”, “Goddag”. “Hvor ligger den litauiske ambassade?” – Kur yra Lietvuvos ambasada? “Jeg er bilforhandler.” – As prekiauju automobiliais. – I’m a car trader. – Je vends des voitures. “Jeg har høfeber.” “Jeg har et kreditkort.” “Indtast venligst Deres personlige identifikationsnummer (PIN).” – Nurodykite savvo slapta numeri. “Der er en times ventetid ved grænsen.” – Prie pasieenio perejos reikia valanda


96

laukti. – You have to wait at the border for an hour. – Vous aurez une heure de queue à la frontière. “Vejen er spærret.” – Kelias uzdarytas. – The road is closed. – La section d’autoroute est fermée. “Jeg er faret vild.” – As pasiklydau. – I am lost, I have lost my way. – Je me suis perdu. Man får noget at vide om den øst-vestlige vareverdens specifikke sammensætning. Da finder man: møbler, reservedele, automatiske døre, tekstiler, kemikalier, snaps, drikkevarer, dieselmotorer, elektromotorer, tørv, gaffeltrucks, computere, krydsfinér, gummiartikler, kaviar, industrianlæg, huder, hamp ... Emballagens verden udfoldes i alle detaljer: kasser, dåser, containere, tønder, papæsker, sække, baller, tremmekasser, tremmeskillerum, ståltønder, tromler, indpakningspapir, bølgepap, skumplastelementer, folier. Der gennemspilles dialoger som: A: “Jeg har en sending fra Kiel til Paris. Kan De påtage Dem opgaven?” B: “Gerne, men jeg skal bruge nogle oplysninger. Er det: farligt gods, let fordærvelige varer, værdifuldt gods, ekstra bredt gods, en meget tung forsendelse?” “Jeg er fragtmand Morkus. Min lastbil har indregistreringsnummer DAC 456.” Vigtige er alle aspekter af lastsikringen med sele, wire, kæde, reb, net, presenning, fastspændingspunkt. “Før viderekørsel skal lasten sikres.” “Emballagen er revnet, trykket ind, bristet, beskadiget, gennemblødt.” For professionelle grænseoverskridere er alt, hvad der har med pas og toldkontrol at gøre, af vigtighed: “Grænseovergangssted”, “De må ikke passere grænsen.” “Fremlægge”/ “Forevise”/ “Anmeldelser”/ “Deklarere”. “Hvilke papirer skal jeg forevise?” “Fremlæg venligst: pas, tolderklæring, fragtbrev, indrejsevisum, udrejsevisum, dyrlægeattest, hjemstedsattest, leveringsseddel, motorkøretøjsdokumenter, indregistreringspapirer.” “Hvad har De i Deres rejsetaske?” “Hvor megen udenlandsk valuta har De på Dem?” “Luk venligst handskerummet op.” “Deres vare er beslaglagt.” “De ville smugle.” – Jus noreijote ivezti kontrabanda. “Jeg ville ikke smugle.” – As nenorejau jvesti kontrabbandos. “Jeg glemte at deklarere det.” – As pamirsau deklarruoti. “De skal betale en bøde.” – Jus turite moketi bauda.

Det drejer sig om tidens regime, om disciplinering på samfærdselsvejene, hvis middel er takometeret: “Vi undersøger takometerskiven.” “Der mangler nogle skiver.” “De har undladt at gøre notater på skiverne.” “Takometerets struktur er lovstridigt/utilladeligt ændret.” “De har ikke overholdt de foreskrevne kørepauser.” “Vi tillader Dem ikke at køre, før De har hvilet Dem.” Kontrollens sprog: “Vi udfører en ballonprøve på Dem.” “Styretøjet fungerer ikke.” “Motorskade på motorvejen” – Gedimas Greitkelyje – Breakdown on the Motorway – En panne sur l´autoroute. Ordforrådet for styring og orientering, kommando, trafik og køretøj, reglerne, er vokabulariet for oprettelsen af et fælles samfærdselsrum, af fælles og så vidt muligt konfliktfrie samfærdselsformer. Det viser sig ved, hvor meget europæerne endnu har at lære – fagsprogligt såvel som almensprogligt – for at finde hinanden på kontinentet. Sprog handler det også om i en anden forstand. Udviskningens, oscillationens sprog, som tjener begge erfaringer, som er semantisk dobbelt- eller endog mangetydigt, sproget for et kontinent med dobbelt eller mangfoldig erfaring. Europa bliver flersproget, eller også bliver det slet ikke. Det er ikke kun et problem i Bruxelles og Strasbourg og et problem med de enormt stigende budgetter til oversættelser og tolke, men et hverdagsproblem. Også dette er i mange henseender kun en tilbagevenden til en kompleksitet, som i Europa før det 20. århundredes store katastrofer ligefrem var en selvfølgelighed – hos borgerne i Czernowitz såvel som indbyggerne i Wilna/Wilno/Wilne/Vilnius eller torvekonerne i det galiciske Lemberg/Lvov. Den, der vil vide, hvordan det står til med verden, må ikke kun tage køreplanerne til efterretning, men også flyselskabernes timetables. Rejsen til Mallorca, som endnu ved begyndelsen af forrige århundrede var en sjælden luksus, er nu bare en smuttur. Mængder af mennesker pendler: mellem Bielefeld og Köln, London-Heathrow og Boston, Karachi og Dubai; nu også mellem Chisinau og Zürich, Riga og Berlin, Helsinki og Tallinn. De vagabonderende strømme af lastbiler, jernbaner, billigbusser, billigfly er de linjer,


Lettre Internationale - Europas comeback

langs hvilke Europa danner samfund og konfigurerer sig på ny. Nye rum opstår – omkring Østersøen, omkring Sortehavet, omkring Ægæerhavet eller omkring Herkules’ Søjler, hvor Europa går over i Afrika. Et fintmasket net er kastet over Europa: Skibsfartslinjer mellem Odessa, Stambul, Piræus, Beirut, Alexandria, færgeforbindelser fra Riga til Laipaja, Karlshamn, Rostock, Ventspils, Vasternik, Sarema, Kuressaare, charterflyvninger til Funchal, Las Palmas, Tenerife, Larnaka, Pafos, Iraklio, Verona, Malaga, Faro. Flygtningenes og migranternes sivebevægelser fra Tunis og Benghazi til Sicilien, fra Ceuta og Tanger til Cadiz og Alicante, fra Swiebodzin til Frankfurt/Oder. Fæstning Europa holder ikke stand, heller ikke ved sine grænser i det nære europæiske Østen, oprustede med infrarøde kameraer og sensorer. I konferencesalenes fantasi bilder politikerne sig ind at være herrer over fremgangsmåden ved “den europæiske forening”. De taler om et Europa i forskellige hastigheder, men det er ikke dem, der angiver tempoet. Uanset hvor stor vores beundring for skaberkraften hos mændene og kvinderne på den europæiske scene måtte være, er de ikke Europas skabere; de kan i bedste fald fremme det, der er i gang, i værste fald forstyrre det. Det er ikke for at ringeagte Bruxelles og dets idealisme og heroisme: Det betyder bare at indse det sande styrkeforhold. Vi kan derfor være optimistiske, hvor andre er mere pessimistiske: Det er ikke vedtagelsen af en forfatning, der afgør, om Europas forening kommer fremad, men de levende kræfters konstitution. Eufemismen i en retorik, der taler om “to hastigheder”, ved ikke, hvad der allerede er i gang i Europa. Rent faktisk er der to forskellige hastigheder: Det rasende tempo i metropolitan corridors med CNN-tid, plasticpenge, internet, fax og mobiltelefon på den ene side og på den anden side stilstanden og tilbagefaldet i de udstrakte zoner, der ikke kan følge med. En ny deling går gennem Europa, ikke mellem Øst og Vest, men mellem globaliseringens korridorer og de provinser, der bliver hægtet af. Hvad der vil komme til at foregå i brudfladerne, ved end ikke opfinderen af betegnelsen clash of civilizations,

som sigtede til de gamle kulturer og ikke nutidens gnidningsvarme. Vi bør dog ikke geråde i panik, når nogle Europatopmøder ender i fiasko. Arbejdet udføres under alle omstændigheder og fortsætter. Kaosmodstand, krisefasthed, sindighed og en smule mere inspiration fra Europe in the Making, som trods al svaghed er smukt og storslået. Europas fortryllelse kan man kun tale om, hvis man har begivet sig på vej for at udforske den.

Oversat af Karsten Sand Iversen


98

Main TITLE

I seng med

fjenden

/ Subtitle Subtitle / Af / Købesex-industriens opblomstring er et biprodukt af Murens fald / Af Loretta Napoleoni

Intro text


Lettre Internationale Lettre Internationale - Subject

“Vi har med stor taknemmelighed været vidner til Berlinmurens fald, men da Muren faldt, ramte den desværre kvinderne lige i hovedet.” – Udtalt af et medlem af den russiske statsduma.


100

Økonomi er den uoverskuelige videnskab om indbyrdes sammenhæng. Markedet er dens skjulte drivkraft. Lige siden stenalderen har fremkomsten af nye afsætningsmuligheder udløst økonomiske fremskridt. Menneskets opdagelser og innovationer ændrer betydning, når de bliver delt med andre, og det sker kun, når de bliver handlet. De, der nyder størst gavn af disse handelstransaktioner, er hverken producenterne eller forbrugerne, men derimod dem, der kommercialiserer varerne. Gennem tiderne har disse folk akkumuleret enorme formuer, og samtidig har politikerne været meget bevidste om deres magt. Fra begge sider har man dannet alliancer med henblik på at regulere, inddæmme og manipulere med markedet til egen fordel og til gavn for hele nationer. Alle større civilisationer har været baseret på faste handelsstrukturer, som politikerne har værnet om med store hære – Rom knuste Kartago, da Hannibal blokerede for romernes blomstrende handel med de nordlige regioner af den italienske halvø. Der er blevet ført endeløse krige for at vinde kontrol med afgørende markeder. Venedig finansierede således det fjerde korstog for at udplyndre Konstantinopel og fordrive de arabiske købmænd fra Silkevejen og således sikre sig et monopol. I moderne tid fremstår Marshallplanen som et af de bedste eksempler på politikkens undertvingelse af økonomien med henblik på at omdefinere markedets spilleregler.1 Marshall-planen, det amerikanske hjælpeprogram, der skulle genrejse det Vesteuropa, som lå i ruiner efter 2. Verdenskrig, skabte grundlaget for USA’s økonomiske overherredømme. I modsætning til den europæiske og den japanske havde den amerikanske økonomi og industri ikke lidt skade under krigen, og derfor var der et stort behov for afsætningsmarkeder, da krigen sluttede. Selvom USA var giver og ikke modtager af hjælpen, kan man sagtens argumentere for, at det reelt var USA og ikke Europa, der primært nød godt af planen. Den vesteuropæiske genrejsning skabte nye afsætningsmuligheder for de amerikanske firmaer og etablerede et helt nyt marked, som var udformet specifikt

efter den amerikanske økonomis behov. I kølvandet på krigen krydsede store handelsflåder Atlanten for at forsyne det krigshærgede Europa med råmaterialer og handelsvarer. Karavaner af olietankere indskibede det dyrebare brændstof, det krævede at rydde og genopbygge de sønderbombede byer. Da de vesteuropæiske lande igen var kommet på fode, var den amerikanske forbrugerisme klar til at præge europæernes indkøbsvaner. Varige forbrugsgoder som tv-apparater og støvsugere dukkede op i butiksvinduerne. De vesteuropæiske familier blev bombarderet med billeder af storsmilende, blonde amerikanske husmødre, Doris Day-kloner, som legede med deres “husholdnings”-legetøj. Alle ville have bil, tv og vaskemaskine. USA eksporterede ligefrem også en ny, opfindsom måde, hvorpå man kunne købe sådanne produkter, nemlig på afbetaling. De private forbrugslån strøg straks op på skyhøje niveauer. USA ønskede at skabe et varigt eksportmarked og indså, at det krævede, at man ikke blot solgte produkter, men også en hel livsstil. Amerikansk fremstillede varer og forbrugsgoder måtte være en del af en eftertragtet livsstil. De blev gjort til en slags uundværligt ekstraudstyr til det, der blev kendt som Den Amerikanske Drøm: Produkter, som man behændigt markedsførte gennem Hollywood-film. Vesteuropæerne strømmede ind i biograferne for at glemme de traumatiske minder om krigen, og i deres kollektive forestillingsverden kom USA til at fremstå som Det Forjættede Land, befolket med filmstjerner, hvor drømme går i opfyldelse. USA var imidlertid ikke en drøm, men et virkeligt land lige ovre på den anden side af Atlanten, og man kunne forholdsvis let komme dertil med fly eller skib. Ikke alene var denne idylliske verden virkelig, man kunne også købe den. Marshall-planens genrejsning af Vesteuropa udstyrede vesteuropæerne med de økonomiske midler til at erhverve en andel af drømmen. Ved at kickstarte efterkrigsøkonomien gav Planen forbrugerne penge på lommen, så de kunne købe det nødvendige ekstraudstyr til drømmen – made in the USA.


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

I dag ved vi, at Den Amerikanske Drøm ikke var andet end et smart markedsføringstrick. I 1950’erne, hvor USA var i kløerne på mccarthyismen, maskerede sådanne reklamer den amerikanske virkelighed: Et undertrykt samfund plaget af racemæssige fordomme og spændinger. De mest attraktive kommercielle fænomener er imidlertid ofte baseret netop på blændværk. Nogle af disse fænomener skaber økonomisk vækst, sådan som det var tilfældet med Den Amerikanske Drøm, hvorimod andre, som det vil fremgå i forbindelse med Berlinmurens fald, kan være ødelæggende for et samfund. Marshall-planen medvirkede til at udklække en ny politisk orden, der blomstrede op under Den kolde krig; et system, som afskar et forseglet Vesten fra østblokken. Til en vis grad var denne nye orden det modsatte af globalisering: Den lukkede Vesten inde i et nøje reguleret økonomisk system. Marshall-planen, som var tilrettelagt af markante økonomer som John Maynard Keynes,2 var et udtryk for en ny doktrin, som lagde vægt på statens altoverskyggende økonomiske rolle og det stærkeste lands overherredømme. Under hele Den kolde krig var doktrinens succes baseret på Washingtons evne til at kontrollere og manipulere med de økonomiske kræfter, der skabte og opretholdt det nye europæiske marked, og efterhånden også adskillige andre nye markeder, til fordel for USA og dets handelspartnere.3 Under Den kolde krig var der ingen, der udfordrede USA’s økonomiske overherredømme, og Vesteuropa drog stor fordel af det. Specielt i 1950’erne og 1960’erne var den økonomiske vækst påfaldende stor. Selv i den mørke tid under henholdsvis den første og den anden oliekrise (1973-1974 og 1979-1980) havde den amerikanske ledelse fortsat et fast greb om økonomien og kunne afdæmpe krisens indvirkning ved at sætte gang i tilbagestrømningen af de såkaldte petrodollars, en ordning, hvor de olieproducerende landes overskud blev kanaliseret tilbage til de vestlige investeringsmarkeder. Da Jerntæppet blev trukket fra, og Den kolde krigs afslutning var en realitet, brød efterkrigstidens orden paradoksalt nok sammen, og sta-

ten mistede kontrollen med markedet. Det var ikke længere politikken, der dominerede økonomien. Fra da af ophørte økonomien med at være til gavn for borgerne for i stedet at blive en vild og utæmmet kraft, som udelukkende var styret af det formål at score kassen på forbrugernes bekostning. De begivenheder, der symboliserer Den kolde krigs begyndelse og afslutning, nemlig Marshall-planen og Berlinmurens fald, indrammer den komplekse relation mellem politik og økonomi og rummer forklaringen på overgangen til slyngeløkonomien.

Sexmuren / Hovedvej E-55, som følger den tysk-tjekkiske grænse, er kendt som Kærlighedens Hovedvej. Denne trøstesløse asfaltstrækning danner ramme om den største koncentration af prostituerede i Europa. Kvinder fra de tidligere østbloklande står i vejkanten for at sælge sig til bundpriser: 35 euro for en halv time, 45 uden kondom. Kun sexindustrien i Dubai kan matche de priser. Hovedvej E-55 er dog ikke noget særtilfælde. Hele den tidligere grænsestrækning mellem Øst- og Vesteuropa er fyldt med de fænomener, der hører med til branchen: Klynger af sexmarkeder, bordeller og boder med gardinforhæng har erstattet Jerntæppets billedsprog. Op gennem 1990’erne florerede prostitutionen langs indfaldsvejene til vest-grænserne. Symbolikken er chokerende: “Det faktum, at grænserne er åbne, giver sexarbejde et internationalt præg, især i det grænseland, hvor ‘nationerne mødes’. Her bliver sexarbejdet eksporteret til de vesteuropæiske lande.”4 Nogle af de kvinder, der arbejder langs grænsen, er ikke prostituerede, men sexslaver. De er blevet købt på særlige markeder i nærheden af den gamle øst/vest-grænse. Det berygtede Arizona-marked i det nordvestlige Serbien er velkendt blandt internationale alfonser. Det minder om en amerikansk guldfeberby fra det 19. århundrede – deraf navnet. Markedet er diskret placeret et sted på en vejstrækning, der har fået tilnavnet Arizona Highway, langs den kroatiske


102

Før Berlinmurens fald var der stort set ingen prostitution i de kommunistiske lande. Det var ganske vist ikke en ulovlig profession, men typisk marginaliserede statsmagten verdens ældste erhverv. Der var kun ringe efterspørgsel på købesex. Den seksuelle adfærd var ekstremt frisindet, og prævention og abort var lettilgængeligt, så mænd havde ikke så stort behov for at gå til ludere.


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

grænse. Stedet kaldes også Serbiens Wal-Mart, fordi det blev anlagt med hjælp fra amerikanske tropper ved afslutningen af Balkan-krigen. Handlende kommer til Arizona-markedet for at købe kvinder. “De beordrer pigerne til at tage tøjet af og lader dem stå helt nøgne midt på vejen […] Mændene går hen til dem, rører ved dem, inspicerer deres hud og forlanger ligefrem at se dem ind i munden, inden de giver et bud.”5 Den største aktør inden for prostitutionen af slaviske kvinder er den russiske mafia. Ironisk nok er mange russiske alfonser fra Tjetjenien. “Jeg blev handlet af en gruppe gangstere fra Tjetjenien,” fortæller Eva, en tidligere prostitueret, som slap ud af det med hjælp fra en kunde. “De kom til Odessa og udgav sig for at være velstående forretningsmænd, der var på ferie. De tilbød mig et job som butiksassistent i en af deres butikker i Moskva – de viste mig endda et foto af butikken. Jeg havde hørt så meget om ukrainske kvinder, der var blevet lokket ud i prostitution af russiske gangstere, men jeg tænkte, at de her jo var fra Tjetjenien … Jeg blev købt og solgt adskillige gange på Arizona-markedet af mange forskellige handlere: russere, europæere og ligefrem arabere. Jeg blev en handelsvare, ja, det er lige, hvad vi er, produkter til den globale landsby.”6 Hovedvej E-55 og Arizona-markedet hører til de seneste salgssteder for den globale prostitutionsindustri, et forretningsfællesskab mellem to af de ældste professioner i verden: Prostitution og international handel. Gennem mere end 15 år har de mest populære produkter været prostituerede og sexslaver fra de tidligere østbloklande. Købesex-muren, som i dag løber langs den gamle øst/vest-grænse, er et af biprodukterne af Berlinmurens fald. Den er også en af de første manifestationer af slyngeløkonomiens genkomst, en vild og utæmmet kraft, som er blevet udløst af den største økonomiske omvæltning i det 20. århundrede: Kommunismens afvikling og globaliseringens opkomst. Før Berlinmurens fald var der stort set ingen prostitution i de kommunistiske lande. Det var ganske vist ikke en ulovlig profession, men typisk marginaliserede statsmagten verdens ældste erhverv. Der var kun ringe efterspørgsel på

købesex. Den seksuelle adfærd var ekstremt frisindet, og prævention og abort var lettilgængeligt, så mænd havde ikke så stort behov for at gå til ludere. Også udbuddet var begrænset. Princippet om fuld beskæftigelse garanterede, at alle havde en lønindkomst, hvilket betød, at der var langt færre kvinder, som var villige til at leve af at sælge sig selv. De prostituerede i østbloklandene fokuserede primært på udlændinge, hovedsagelig forretningsmænd, som havde vovet sig over på den anden side af skellet mellem øst og vest. I begyndelsen af 1980’erne var der for eksempel kun to steder i Budapest, hvor mænd kunne møde prostituerede. Det drejede sig om to natklubber, og begge steder var ungarere og tilrejsende fra andre østbloklande forment adgang. I Moskva skiltede “venlige” kvinder med deres serviceydelser uden for indgangene til de hoteller, hvor udlændingene boede. I modsætning til deres vesteuropæiske kolleger beholdt de prostituerede i østbloklandene selv deres indtjening: Rufferi var en alvorlig forbrydelse. Kommunismens afvikling gav prostitutionsbranchen et løft, fordi den kastede befolkningen i de tidligere østbloklande ud i dyb fattigdom – ikke mindst kvinderne. Omkring midten af 1990’erne nåede arbejdsløsheden blandt de russiske kvinder helt op på 80 % efter at have været næsten lig nul under det kommunistiske regime. Kvinderne tegnede sig også for over 80 % af de enlige forsørgere i landet.7 I 1998 levede over halvdelen af alle russiske børn under seksårsalderen under fattigdomsgrænsen – i de fleste tilfælde som børn af enlige forsørgere. På den baggrund blev mange kvinder prostituerede for at kunne forsørge deres børn. For dem stod valget mellem at leve i dyb fattigdom eller dele seng med fjenden. Der er en tæt sammenhæng mellem antallet af slaviske prostituerede og arbejdsløsheden blandt kvinder. Disse tendenser er til en vis grad geografisk sammenfaldende. Beskæftigelsesfordelingen i de tidligere kommunistiske lande var bestemt af planøkonomiens industrialiseringsog regionalstruktur. I Rusland udgjorde kvinderne for eksempel 83 % af arbejdsstyrken i tekstilindustrien. Tekstilindustrien var lokaliseret i bestemte regioner såsom Ivanovo Oblast nordøst


104

for Moskva eller Chuvashia i det centrale Rusland. Under det sovjetiske styre blev disse områder kendt som kvinderegioner.8 Fra 1990 til 1994 faldt tekstilproduktionen med 67 %. Hundredtusindvis af kvinder mistede deres job i de ovennævnte områder, som alfonserne og menneskehandlerne gik målrettet efter med deres beskidte forehavende. I dag er disse områder kendt under den triste betegnelse “luderregioner”. Allerede i 1991 begyndte det vestlige marked at blive oversvømmet af et stort udbud af slaviske kvinder. “Før Berlinmurens fald var det mest tyske piger, der arbejdede som prostituerede i Tyskland,” husker Stephen, en 60-årig, overvægtig tysk alfons, der også er kendt som der Prinz. “Sådan er det ikke længere. Markedet har udvidet sig og er blevet mere internationalt. Mange kvinder kommer fra Polen og Rusland, men de taler alle tysk, for det forlanger vi af dem alle. I dag er kunderne ikke kun interesseret i sex, de vil også have en pige, der kan snakke med dem og skabe en vis stemning. De vil have mere end bare et hurtigt knald – de vil have en drink, en samtale, et show.”9 Stephen begyndte at arbejde i den tyske sexindustri for 40 år siden og startede med kun at have nogle enkelte piger på gaden. I dag betragtes han som en af topfolkene inden for sexbranchen i Berlin, om end han ikke vil afsløre, nøjagtig hvor mange klubber han ejer. I løbet af 1990’erne udviklede udbuddet af højtuddannede russiske og østeuropæiske kvinder sig til et unikt fænomen inden for prostitutionsbranchen. Før de slaviske kvinder kom til Vesten, havde alfonserne fortrinsvist måttet opsøge kvinderne blandt fattige asiatiske piger uden nogen form for uddannelse. Det viste sig hurtigt, at veluddannede kvinder indhentede højere priser og dermed var mere profitable. Som det fremgår af Hollywood-filmen Mit Liv som Geisha, er intelligente, kultiverede og kvikke prostituerede i høj kurs. Også på dette punkt gav det sovjetiske samfunds særlige økonomiske struktur alfonserne mulighed for at rage denne merværdi til sig ved at kommercialisere højtuddannede slaviske kvinder. I Rusland var de typiske “kvindeerhverv”, ud over tekstilindustrien, at finde inden for lægevidenskab, skolevæsen, naturvi-

denskab, planlægning og regnskabsvæsen – alt sammen områder, som blev særlig hårdt ramt af den økonomiske krise i 1990’erne. Adgangen til den pulje af slaviske kvinder, der blev betragtet som specielle, fik efterspørgslen til at stige ud over al forventning. “I begyndelsen af 1990’erne var prostitutionsbranchen ikke blot en god forretning, men en fantastisk god forretning,” husker Michael, en 30-årig tysk alfons, som ejer flere sexbarer i Berlin.10 “Mændene kunne simpelthen ikke få nok af disse kvinder. De så dem som eksotiske. Man kunne tjene styrtende med penge i sexindustrien. Jeg tjente noget i retning af 3.000 euro om dagen, og inden længe var jeg blevet meget velhavende.”11 Ligesom enhver anden branche følger prostitutionsbranchen de økonomiske love og ikke mindst loven om udbud og efterspørgsel. Besejringen af, hvad Ronald Reagan kaldte Ondskabens Imperium, tvang millioner af slaviske kvinder ud på det globale sexmarked, men selve begivenheden formåede ikke at skabe et nyt marked. Gangstere og alfonser udfyldte tomrummet og opbyggede et østeuropæisk kødmarked rundt om de nye varer for at trække kunder til. “Det begyndte i 1989 med alfonser, som kørte rundt med to eller tre piger i bilen. Senere købte de huse langs hovedvej E-55. [Omkring 1997] stod pigerne … på række i vejkanten i lange baner,” husker Jaromir Jirasek, en læge fra den tjekkiske by Dubi i nærheden af Dresden.12 Med forværringen af den økonomiske krise i de tidligere østbloklande kunne sexmafiaen være sikker på endeløse forsyninger af nye, sunde slaviske kvinder. “Når en [prostitueret] blev syg, byttede de hende simpelthen bare ud med en anden,”13 forklarede dr. Jirasek. I dag rummer Dubi, som ligger tæt på hovedvej E-55, hundredvis af bordeller og stripklubber.14

Natashaer / Israel er en af de største importører af slaviske prostituerede, og forskellige kilder anslår, at de prostituerede i Israel i alt har cirka en million kunder om måneden.15 Ifølge et undersøgelsesudvalg nedsat af det israelske parlament bliver der “i Israel hvert år indsmuglet mellem 3.000


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

og 5.000 kvinder [fra de tidligere østbloklande], som bliver solgt til prostitutionsbranchen. […] Kvinderne arbejder 7 dage om ugen i op til 18 timer i døgnet, og af de 120 shekel (27 dollars), den enkelte kunde betaler, får de selv kun lov at beholde 20 shekel (4,50 dollars). Titusindvis af sådanne kvinder lever i øjeblikket i de mellem 300 og 400 bordeller, der findes i landet. De bliver handlet for mellem 8.000 og 10.000 dollars per styk.”16 Omfanget af denne forretning, selv i den tidlige fase af handlen med slaviske kvinder, kommer klart til udtryk i størrelsen af den prostitutionsprofit, der er blevet hvidvasket i Israel: Fra 1990 til 1995 blev der således investeret omkring 4 milliarder dollars gennem israelske banker. Yderligere 600 millioner dollars blev hvidvasket gennem ejendomshandler.17 Det er kulturelle og religiøse faktorer, der ligger til grund for væksten i prostitution i Israel.18 Ligesom de fleste andre mænd har israelske mænd en svaghed for høje, blonde slaviske kvinder, som de altid kalder “Natasha”. Mændene “trådte ind i salonen med et fjoget smil om munden og råbte “Natasha!”, som om vi var en slags russiske dukker,” husker Marika, en russisk kvinde, der blev handlet til Israel. Der er særlig stor efterspørgsel blandt harediske jøder, de mest konservativt ortodokse jøder, hvoraf mange er faste kunder på bordellerne. “I området omkring fondsbørsen eller i forretningskvarteret finder man en masse prostituerede og en masse meget, meget religiøse mænd, fordi disse mænd har brug for sex, og fordi kvinderne i deres samfund ikke kan give dem det, når de har lyst til det. De kan ikke onanere, fordi de ikke må forspilde deres sæd. Så de er nødt til at gøre det med en kvinde,” forklarer Nissan Ben-Ami, som er en af direktørerne for The Awareness Center, en ngo, der har fokus på kvindehandel og prostitution i Israel.19 Adskillige israelske kilder bekræfter, at indvandringen af ortodokse jøder fra Rusland, endnu et fænomen, som er knyttet til afviklingen af Sovjetunionen, gav den lokale prostitutionsbranche et uventet løft. “Mange havde forbindelser til den russiske mafia, som i begyndelsen af 1990’erne sad på næsten hele den slaviske prostitutionsbranche. De medvirkede til at

få aftaler i stand med lokale alfonser,” beretter en politimand fra Tel Aviv. Michael, den tyske alfons, bekræfter, at den russiske mafia satte sig på handlen med de nye varer, så snart Berlinmuren faldt. “Tilbage i 1990’erne var det russerne, der bragte de nye piger til Berlin.” Der er også væbnede og kriminelle organisationer involveret i denne milliardforretning. I Tyskland, hvor prostitution er blevet legaliseret, er der mange måder, hvorpå man kan få andel i sexudbyttet. “Hamburg og Berlin er styret af den libanesiske mafia,” forklarer Michael. “Der er ikke noget at stille op. Du er simpelthen nødt til at betale beskyttelsespenge. Disse arabere dukker op på din bar og forlanger penge. Hvis du siger “nej”, stikker de en mobiltelefon op i næsen på dig og siger, at der kommer nogle gutter bevæbnet med Uzi-maskinpistoler i løbet af en halv time. Hvad skal man så gøre? Man hoster selvfølgelig op, sådan er det bare. I Køln er det en anden snak. Der er det PKK (det kurdiske arbejderparti), der styrer tingene. Heller ikke de er direkte involveret i prostitution, men bordeller og sexbarer må betale beskyttelsespenge til dem.” Den indbyrdes sammenhæng mellem prostitutionsbranchen og væbnede grupper er også tydelig i Israel – et helt centralt land i krigen mod terror. De østeuropæiske og russiske prostituerede og sexslaver når frem til Israel via Gaza-striben, ofte i samarbejde med egyptiske og palæstinensiske forbryderbander. Ildiko, en 22-årig ungarsk studerende, blev smuglet ned gennem Balkan og til Egypten. “Jeg kom til Alexandria, hvor jeg blev modtaget af en russer, som førte mig ud i ørkenen og gav mig til en beduin. Der var seks andre piger, alle fra Rusland. Vi drog gennem ørkenen i flere dage, inden vi nåede frem til grænsen.”20 Ildiko kom ind i Israel via en lille sti mellem byen Rafah og den israelsk-egyptiske grænse. Nord for Rafah ligger Gazastriben. “Rafah ligger kun nogle få hundrede meter fra den egyptiske grænse. Byens sydligste huse fungerer som indgange til en labyrint af tunneler, som palæstinenserne og beduinerne fra Sinai har gravet ud. Disse tunneler fungerer som underjordiske transportveje for terrorister, narkokurerer og menneskehandlere, som smugler kvinder ind,


106

der skal arbejde som prostituerede i Israel og på Vestbredden.”21 Uden for referat udtrykker terroreksperter fra forskellige israelske organisationer bekymring over, at forbryderorganisationer med forbindelser til terrorgrupper er indblandet i den israelske sexindustri. Israel må se i øjnene, at man for at kunne tilfredsstille borgernes umættelige begær efter slaviske kvinder er nødt til at dele seng med den arabiske fjende. Den enestående stigning i det globale udbud af østeuropæiske og russiske prostituerede og sexslaver ville aldrig være blevet matchet af en lige så enestående stor efterspørgsel, hvis ikke det var for en række afgørende moralske forandringer. I dag ser det moderne, globaliserede samfund stiltiende igennem fingre med prostitution. “Prostitution […] er blevet relanceret som en forlængelse af underholdningsindustrien. Undersøgelser viser, at en ud af ti britiske mænd – 2,3 millioner – allerede har ladet sig underholde,” hed det i Sunday Times.22 Ingen vil gå glip af fornøjelsen, alle vil være med på det sidste nye. “Vi havde engang en kunde, som kom ind og bad om at få en gruppe piger til at opføre et show for ham. Der sad han så og fik sit show, helt uden at røre ved pigerne eller noget. Han sad bare lige så stille,” husker Stephen, alfonsen fra Berlin. “Og det sjove var … at han var blind.” Filosoffen Roger Scruton påpeger, at “når sex gøres til en handelsvare, bliver markedet til det vigtigste tempel for dyrkelsen af de menneskelige idealer. Det er det, der er sket i løbet af de seneste årtier, og det er denne udvikling, der er kernen i postmoderne kultur.”23 I Vesten har den moralske forandring ført til en accept af, hvad man kunne kalde middelklasseprostitution. Handel med sex gennem escortbureauer og kontaktannoncer på internettet er det mest almindelige middel til at kommercialisere det nye produkt blandt middelklassen. “Hvis man søger på ‘female escort’ på Google UK, får man 760.000 hits.”24 De fleste websites tilhører små eller mellemstore firmaer, der er oprettet i 1990’erne. Hvis markedsføringen af “købesex” har skruet efterspørgslen i vejret, har glamouriseringen af prostitution til gengæld gjort det lettere at lokke slaviske kvinder ind i sexindustrien. Supersæl-

gende Hollywood-film som Fræk Business og Pretty Woman giver et helt igennem falsk billede af prostitution. Ifølge flere af de ngo’er, der arbejder med slaviske kvinder, som er blevet narret til at prostituere sig af kvindehandlere, er der mange kvinder, som naivt tror, at de ved at blive ludere vil kunne møde den eneste ene – ligesom Julia Roberts i Pretty Woman.25 Det er kun i Hollywood-manuskripter, at historierne om prostitution ender med, at de levede lykkeligt til deres dages ende, men sådanne historier sælger godt, fordi de gør middelklassen bedre tilpas med dens egen accept af “købesex”. Masser af forlag og filmselskaber er fortsat ivrige efter at tilfredsstille det behov, der er opstået, fordi man i forstæderne har fået smag for “små, søde eventyr” om prostitution – som reelt set profiterer på kvinders lidelse og desperation.

Slyngeløkonomiske tryllekunstnere / Ligesom Den Amerikanske Drøm er “købesex”kulturen baseret på et spind af løgne. Når der er stor efterspørgsel på prostitution, som i forbindelse med de tyske mænds smag for slaviske kvinder, når prostitution bliver noget helt uundværligt, som i forbindelse med ortodokse jøder i Israel, og når prostitution i bund og grund bliver accepteret og populært, vil den altid være ledsaget af et behændigt konstrueret blændværk. I virkeligheden er der i dag efterspørgsel på prostituerede af samme årsag som tidligere: Mange mænd er ikke i stand til at få sex uden at betale for det. Prostituerede bliver palliativer, erstatninger for virkelige kvinder, der er villige til at dyrke sex af kærlighed til mændene. Frem for alt er prostitution en milliardforretning, der er baseret på en skånselsløs udnyttelse af kvinderne (i 2006 blev den årlige prostitutionsomsætning på verdensplan anslået til 52 milliarder dollars).26 Udnyttelsen udspringer af forretningens ulovlige karakter. I lande som Holland, hvor prostitution har været lovligt i årtier, bliver kvinderne udnyttet i mindre grad: Der er færre alfonser, de prostituerede betaler skat, har adgang til sundheds- og socialydelser og bliver beskyttet af politiet.


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

Ligesom ophavsmændene til Den Amerikanske Drøm fungerer den globale prostitutionsindustris bagmænd som store tryllekunstnere, der ikke kun sælger et produkt, men også en ny livsstil. Globaliseringens alfonser ændrede middelklassens moral, og østeuropæiske prostituerede og sexslaver blev det ekstraudstyr, som hørte med til en ny tolerant og lemfældig kultur, hvor myndige voksne og endda børn frit kan købe og sælge sex. På PornoTube kan man for eksempel se teenagere klæde sig af, optaget af vennerne på deres mobiltelefoner. På Baazee, et indisk website ejet af eBay, blev en videooptagelse af to halvvoksne børn, der dyrkede sex på et skoletoilet, sat til salg af en af deres medstuderende. Men gavner det virkelig samfundet at tilslutte sig “købesex”-kulturen? Er dette blændværk til gavn for dem, der opererer på sexmarkedet – ligesom Den Amerikanske Drøm var til gavn for europæerne og amerikanerne? Kommercialiseringen af denne drøm var med til at genrejse det gamle kontinent efter krigens ødelæggelser og satte skub i den amerikanske økonomi: Den var til fordel for både køber og sælger. Den hastigt voksende globale sexindustri derimod er helt anderledes destruktiv for udbyderne og forbrugerne af kærlighed. Lad os nu se bort fra moral og økonomi og i stedet kaste et blik på seksuelt overførte sygdomme og fødselstal. I Rusland var der i 1994 81,7 tilfælde af syfilis per 100.000 borgere, i 1995 var det tal oppe på 172, og i 1998 var det steget til 221,9.27 I 2002 var de russiske syfilistal blandt de ti højeste i verden, hvor Rusland kunne måle sig med de aidsplagede afrikanske lande syd for Sahara. Folkesundhedstendensen går i retning af niveauet i det 19. århundrede, hvor Rusland led under en tilsvarende stor udbredelse af seksuelt overførte sygdomme. For at anskueliggøre omfanget af den aktuelle epidemi kan det anføres, at én ud af 75 estere i 1997 havde syfilis sammenlignet med 2,5 ud af 100.000 amerikanere.28 Rusland er også plaget af en af de hurtigst voksende hiv-epidemier. Epidemien er i virkeligheden først lige begyndt, idet de fleste individer er blevet smittet mellem 1999 og 2005,29 og den kan forventes at ville sprede sig til resten af verden.

Verdenssundhedsorganisationen frygter, at slaviske kvinder smitter deres kunder overalt. Seksuelt overførte sygdomme har meget negativ indvirkning på fødselstallet, og de russiske fødselstal hører til blandt de laveste i verden.30 Der er ganske vist ikke nogen udtalt statistisk sammenhæng mellem den dalende fødselsfrekvens, det voldsomme fald i de russiske fødselstal og væksten i den globale prostitutionsindustri, men de radikale moralske forandringer, som “købesex”-kulturen har forårsaget, har utvivlsomt ændret de russiske kvinders indstilling til livet. “I en rundspørge blandt 15-årige [russiske] skolepiger i 1997 sagde 70 %, at de ville være prostituerede, når de blev voksne, hvorimod en tilsvarende andel for ti år siden gav udtryk for, at de gerne ville være kosmonauter, læger og lærere.”31 Et stigende antal russiske kvinder ønsker ikke at stifte familie. De er nødt til at finde en måde at overleve på, og prostitution virker som et godt bud på, hvordan man kan klare sig. “Kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne gjorde befolkningen mere egoistisk og kastede landet ud i en dyb moralsk krise, som endnu ikke er overstået,” mener den russiske forfatter Viktor Erofeyev.32 De eneste, der får noget ud af “købesex”-kulturen, er sexgangsterne, globaliseringens alfonser, slyngeløkonomiens drevne tryllekunstnere. Afstumpede forbryderbander og korrupte politikere fra Rusland og Balkan har raget milliarder af dollars til sig og skabt sig en magtposition i den globale økonomi ved at handle slaviske kvinder. Fra tidligt i 1998 og frem til midten af 1999 har Semion Mogilevich, en ukrainskfødt forbryderkonge, som blandt andet er involveret i prostitution, narkohandel og investeringssvindel, fået hvidvasket 10 milliarder dollars gennem Bank of New York.33 Sammenhængen mellem Berlinmurens fald og den blomstrende prostitutionsbranche i Vesten understreger, hvor farligt det er at undervurdere konsekvenserne af store økonomiske transformationer. Den tidligere østbloks indtræden i den globale kapitalisme var forbundet med afviklingen af et politisk system uden nogen klar plan for, hvad der skulle træde i stedet for dette system.


108

Det betød, at hele nationer blev kastet ud i dyb fattigdom og politisk anarki, og i det tomrum, omvæltningen efterlod sig, stortrivedes den økonomiske rovdrift i form af for eksempel globaliseret rufferivirksomhed. Som det vil fremgå i næste afsnit, er det “demokratiske” Rusland opstået på baggrund af slyngeløkonomien som en slags Frankensteins monster. Den demokratiseringsproces, Vesten satte i gang, gav næring til de udemokratiske økonomiske kræfter, der styrede landets overgang fra kommunisme til global kapitalisme. Dette fænomen kommer fint til udtryk i de chokerende forbindelser mellem skønhedskonkurrencer, popkoncerter og monetariseringen af den russiske økonomi.

Skønhedsdronninger og konvertible rubler / Privatiseringen i Rusland var den økonomiske udmøntning af Gorbatjovs perestrojka. Privatiseringen blev betragtet som østblokkens adgangsbillet til den gryende globale kapitalisme, men den blev også gjort til den pris, man måtte betale for at komme med i den eksklusive kreds af demokratiske lande. Tilskyndet af vestlige rådgivere som Jeffrey Sachs, IMF og Verdensbanken og støttet af vestlige politikere blev perestrojka inden længe et andet ord for hastige økonomiske forandringer. Økonomiske reformer blev prioriteret højere end politisk forandring. I dag er mange økonomer enige om, at fraværet af ad hoc-lovreguleringer, implementeret af politisk stærke magthavere, udløste en lang række slyngeløkonomiske kræfter. “Grundlæggende kan man sige, at de liberaliserede økonomien uden at oprette de nødvendige institutioner til at kontrollere og styre overgangen til markedsøkonomi,” påpeger Miklos Marshall, som er regionaldirektør for Transparency International (TI) med ansvar for Europa og Centralasien. I 1987 og 1988 lancerede Mikhail Gorbatjov, med forbillede i den britiske premierminister Margaret Thatcher, et ambitiøst privatiseringsprogram. Den største forhindring var den sovjetiske økonomis ikke-monetære karakter. Officielt

var der to valutaer: rubler og beznalichnye. Rubler, som kun var i omløb inden for landets grænser, blev anvendt af befolkningen. Indenlandske handelstransaktioner eller mellem COMECONlandene, dvs. de tidligere østbloklande, blev derimod afregnet i beznalichnye, som var en regnskabsenhed, der kun fandtes på papiret. Der var rigeligt med beznalichnye, eftersom valutaen ikke bestod af andet end statslig bemyndigelse til at købe og sælge. Den sovjetiske planøkonomi fungerede ikke på markedsbasis og fulgte ikke markedets spilleregler. Staten fastsatte priserne, fordi staten ejede alle produktionsmidlerne, herunder fabrikker, miner og deslige såvel som selve produkterne. Staten var den eneste arbejdsgiver, og arbejderne, dvs. det russiske folk, ejede til gengæld staten. Ingen behøvede at have rigtige penge i et sådant system, fordi staten både fungerede som køber og sælger. Kontanter i form af rubler havde imidlertid reel monetær værdi, primært fordi man på det sorte marked kunne veksle rubler til hård valuta og købe alle de produkter og serviceydelser, der ikke blev udbudt på det officielle marked. De kommunistiske økonomier var konstant plaget af varemangel, fordi planlægningen overhovedet ikke formåede at være på højde med markedet eller for den sags skyld blot lodde dets tendenser. Officielt anså det kommunistiske statsstyre det sorte marked for at være ulovligt, men lederne så igennem fingre med det, fordi det udfyldte værdifulde funktioner (og i øvrigt ofte var særdeles indbringende for dem). Det sorte marked og den uofficielle økonomi fungerede således på markedsvilkår, men i dem begge vrimlede det med småforbrydere og korrupte embedsmænd og partimedlemmer. Beznalichnye kunne ikke konverteres til kontante rubler, da centralbanken ikke ville veksle dem. De kunne derimod veksles på det sorte marked. De var selvsagt langt mindre værd end rubler – den officielle kurs var ti beznalichnye for en rubel. Allerede i 1987 stod det klart, at de privatiserede selskaber, som ønskede at handle med udlandet, var nødt til at have rubler og ikke havde råd til at bruge det sorte marked som en fast kilde til likviditet. Det krævede også kontanter at etablere


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

Privatiseringen i Rusland var den økonomiske udmøntning af Gorbatjovs perestrojka. Privatiseringen blev betragtet som østblokkens adgangsbillet til den gryende globale kapitalisme, men den blev også gjort til den pris, man måtte betale for at komme med i den eksklusive kreds af demokratiske lande. Tilskyndet af vestlige rådgivere som Jeffrey Sachs, IMF og Verdensbanken og støttet af vestlige politikere blev perestrojka inden længe et andet ord for hastige økonomiske forandringer. Økonomiske reformer blev prioriteret højere end politisk forandring. I dag er mange økonomer enige om, at fraværet af ad hoc-lovreguleringer, implementeret af politisk stærke magthavere, udløste en lang række slyngeløkonomiske kræfter.


110

effektive, selvfinansierende projekter, hvilket er små private firmaers livsnerve. Selvom statsmagten kunne tildele disse firmaer masser af beznalichnye, var der ikke noget sted, de kunne veksle dem. Det sorte marked var for dyrt, centralbanken havde lavvande i kontantbeholdningen, og det ikke-eksisterende russiske finansministerium kunne ikke udstede statsobligationer med henblik på at rejse penge til konvertering. Det var på denne baggrund, at Gorbatjov i 1987 tillod KOMSOMOL, den kommunistiske ungdomsafdeling, at konvertere beznalichnye til rubler. Reelt gjorde han derved medlemmerne af ungdomsorganisationen til det russiske finansministerium i håb om, at de ville finde en måde, hvorpå man kunne konvertere disse beznalichnye uden om staten. Videnskabelige aktiviteter, som indbefattede skønhedskonkurrencer og popkoncerter, blev godkendt til konvertering. Disse koncerter og konkurrencer blev hurtigt et led i et mylder af unge russeres snedige planer for, hvordan man kunne tjene store formuer. En af disse driftige unge russere var Mikhail Khodorkovsky, som på daværende tidspunkt var formand for KOMSOMOL-afdelingen på universitetet i Moskva. I 1987 omdannede Khodorkovsky sin lokale ungdomsafdeling til et Ungdomscenter for Videnskabelig og Teknisk Kreativitet. Centrets hovedformål var at organisere skønhedskonkurrencer og rockkoncerter. Fidusen var ganske simpel. Khodorkovsky modtog betaling i form af beznalichnye fra de folk, der ønskede at deltage i konkurrencerne og koncerterne. Han konverterede derefter disse beznalichnye til rubler eller hård valuta ved at veksle dem hos eksportfirmaer (primært tømmerfirmaer), som lå inde med masser af udenlandsk valuta. Den hårde udenlandske valuta blev brugt til at importere computere fra Vesten, som efterfølgende blev solgt i Rusland for beznalichnye, og Khodorkovsky kunne stikke en 600 % profit til sig.34 Disse beznalichnye blev nu igen konverteret til rubler eller hård valuta ved hjælp af samme fidus. For hver transaktion scorede Khodorkovsky en klækkelig fortjeneste. Han iværksatte hundredvis af sådanne transaktioner på én gang. “Jeg opfandt adskillige finansieringsmetoder, som jeg gjorde udstrakt brug af, og som, når

det gik rigtig godt, tillod mig at køre op til 500 videnskabelige forskningsprojekter på samme tid. Der arbejdede 5.000 mennesker på stedet.”35 Hvis det havde været finansministeriet eller centralbanken, der foretog omvekslingen, ville Khodorkovskys profit have skæppet i statskassen. I stedet blev de kimen til hans formue. Skønhedskonkurrencerne gav den russiske mafia en fantastisk mulighed for at etablere en stærk prostitutionsbranche. “På det tidspunkt vidste alle i Rusland, hvad mafiaen var ude på. Skønhedskonkurrencer var et ideelt sted at rekruttere prostituerede og sexslaver,” beretter en tidligere bankmand, som i overgangsårene arbejdede for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. “Pigerne blev ført bag lyset med løfter om en stor filmkarriere og endte i bordeller i Israel, Dubai eller Vesteuropa. Folk som Khodorkovsky serverede simpelthen varen til mafiaen på et sølvfad. Han vidste, at hans skønhedskonkurrencer var de rene kødmarkeder, hvor alfonser og menneskehandlere kunne udse sig deres ofre. Han vidste også, at det, han gjorde, faktisk var lovligt, og at han tjente styrtende summer på det. Betød det noget for ham, hvad der skete med pigerne? Selvfølgelig gjorde det da ikke det. Konkurrencerne var en lukrativ forretning for ham, og han havde hele tiden brug for mange penge til sin næste fidus.”36 Khodorkovsky skaffede mafiaen gode muligheder, men han var ikke direkte indblandet i prostitutionsgesjæften. Han gik efter noget andet og langt større – Ruslands umådelige energiressourcer. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt IMF og Verdensbanken, som forestod privatiseringen af de russiske aktiver, havde nogen anelse om, at perestrojka og privatiseringerne de facto havde forvandlet en flok hensynsløse oligarker in spe til det russiske finansministerium, som tillod mafiaen at profitere på nye slyngeløkonomiske brancher såsom prostitution. Hvis de ikke var klar over det, må de siges at have været helt igennem ukvalificerede til at stå for den kommunistiske økonomis overgang til globaliseret kapitalisme. “Alle andre var lige ukvalificerede … det var en helt ny situation … Ydermere var det på det tidspunkt Vestens primære mål at få


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

privatiseret så meget som muligt så hurtigt som muligt for at gøre overgangen irreversibel,” indrømmer Bart Stevens, tidligere kommunikationsdirektør for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.37 Privatiseringen tog en afgørende drejning i 1992, da Boris Jeltsin proklamerede, at Rusland skulle være et stakeholder-samfund. Nationens værdier skulle deles, som en kage, i tre lige store dele: En tredjedel til staten, som skulle beholde aktiemajoriteten i de nyligt privatiserede selskaber, en tredjedel til udenlandske investorer og en tredjedel til folket. Den 1. oktober 1992 tildelte staten hver borger værdikuponer for 10.000 rubler (omtrent 60 dollars, svarende til en gennemsnitlig månedsløn). Disse kuponer kunne veksles til aktier i tidligere statsejede selskaber. Kuponerne kunne også opspares, sælges og købes. Det var dog de færreste russere, der vidste, hvad de skulle stille op med dem. Fra 1992 til 1994 blev Rusland ramt af alvorlig økonomisk krise. Hvor en dollar før havde kostet 230 rubler, skulle man nu betale 3.500 rubler for en dollar. Devalueringen kombineret med tocifrede inflationsrater tilintetgjorde folks opsparinger. Over en tredjedel af befolkningen røg ned under fattigdomsgrænsen.38 Ikke overraskende var 1992 det første år, hvor der i FNstatistikken kunne påvises en markant stigning i udbuddet af slaviske prostituerede i Vesteuropa. Folk var desperate. For at kunne forsørge deres familier solgte de alt, hvad de ejede og havde, herunder værdikuponerne. Khodorkovsky og de andre oligarker sikrede sig 90 % af kuponerne ved at opstille boder, hvor folk kunne sælge dem for en brøkdel af det, de reelt var værd. Ifølge en undersøgelse foretaget af den russiske avis Isvestiya i slutningen af 1990’erne havde kun 8 % af russerne vekslet kuponerne til aktier i de virksomheder, de arbejdede for. Oligarkerne brugte kuponerne til at erhverve aktieandele i de netop privatiserede russiske selskaber. I 1995 var det gået op for russerne, at kapitalismen ikke havde gjort dem rigere, men fattigere. Den officielle statistik over den russiske økonomi vidnede om, at bruttonationalproduktet var faldet med cirka 50 %. Staten var bankerot og

kunne ikke udbetale lønninger og pensioner. Folk blev gradvist mere og mere nostalgiske efter det gamle kommunistiske regime, og Jeltsin havde udsigt til at lide nederlag ved det kommende valg i 1996. For at sikre en valgsejr slog præsidenten en handel af med oligarkerne. Staten indvilligede i at bortauktionere sine aktiemajoriteter i de privatiserede statsselskaber mod til gengæld at få lov at låne penge til lønninger og pensioner. Dermed var lån for aktier-planen en realitet, og Jeltsin kunne nu købe sig til en valgsejr. “Her har vi altså en korrupt regering, som har desperat behov for kontanter til at kunne udbetale pensioner osv. og derfor bruger sine aktieposter i de statsejede selskaber som sikkerhedsstillelse for lån i oligarkernes banker. Som forudset kunne staten ikke betale lånene tilbage, og dermed røg aktierne over på oligarkernes hænder. Det hele var igen fuldstændig lovligt.”39 Efter Jeltsins genvalg fik oligarkerne deres belønning. Khodorkovsky var for eksempel ene om buddet, da han købte Yukos, Ruslands tredjestørste olieselskab, for omkring 300 millioner dollars, hvilket kun var en brøkdel af dets reelle værdi. Hvor enestående god en handel det havde været, blev først tydeligt i 2003, da den russiske anklagemyndighed beslaglagde 44 % af Yukos’ aktiver svarende til 10 milliarder dollars.

Omstrejfende banditter versus stationære banditter / Den nu afdøde amerikanske økonom Mancur Olson beskrev de russiske oligarker og globaliseringens alfonser som “omstrejfende” banditter. “Omstrejfende banditter tager alt, hvad de overhovedet kan slæbe med sig, fordi de er ligeglade med deres ofre og alligevel bare skal udplyndre nogle andre dagen efter.”40 Oligarkerne og alfonserne blev de røverbaroner, der tilranede sig Ruslands rigdomme. Førstnævnte stjal aktiver, sidstnævnte stjal kvindekroppe og kvindesjæle. Deres profit blev investeret, ikke i Rusland, men i Vesten. “Privatisering kombineret med åbningen af nye kapitalmarkeder førte ikke til en formuedannelse, men til en udplyndring af aktiverne,” bekræfter Joseph Stieglitz, tidli-


112

gere cheføkonom for Verdensbanken og forfatter til flere bestsellere om globaliseringsøkonomi.41 I 1990’erne “blev Rusland udsat for det største ressourcetyveri, der nogensinde er forekommet i noget enkeltland inden for så kort tid – på ti år blev landet berøvet værdier for mellem 150 og 200 milliarder dollars. Det er et forsigtigt skøn over et tab, som måske andrager helt op til 350 milliarder dollars,” vurderede Raymond Baker, seniorforsker på det Washington-baserede Center for International Policy.42 Da rublen kollapsede i 1998, og IMF og Verdensbanken arrangerede en redningspakke på 22 milliarder dollars, stod oligarkerne godt placeret til at kanalisere de nye midler til udlandet gennem deres veletablerede netværk. “Den selvsamme dag lånene blev overført, købte oligarkerne, som lå inde med masser af rubler, de havde akkumuleret ved at konvertere beznalichnye, alle dollarsene af centralbanken til en meget favorabel kurs. Staten var kun glad for at kunne sælge dem, fordi den havde hårdt brug for rubler til at udbetale lønninger og pensioner,” forklarer Miklos Marshall fra Transparency International. “I løbet af få timer havde oligarkerne deponeret dollarsene i udenlandske banker i lande med lempelige regnskabsbestemmelser som Caymanøerne og Cypern. På den måde tjente de en formue med penge, som egentlig skulle have været brugt til at stabilisere rubel-kursen.” Kapitalflugten svækkede den russiske valuta yderligere og hæmmede den økonomiske udvikling. Oligarkerne orkestrerede den tiltagende udplyndring af Ruslands nationale rigdomme og skabte derigennem optimale betingelser for de russiske alfonser og mafiosoers kvindejagt. Efter krisen i 1998 kunne ngo’erne melde om endnu en markant stigning i udbuddet af slaviske kvinder i den globale sexindustri. “På det frie russiske marked var der imidlertid ikke noget ulovligt i det, oligarkerne gjorde,” medgiver Miklos Marshall. I det frie markeds perspektiv var deres handlinger helt logiske. “En oligark, som netop havde formået at bruge sin politiske indflydelse til at købe aktiver til en milliardværdi for en slik, ville naturligvis sørge for at trække sine penge ud af landet. At beholde

pengene i Rusland ville indebære at investere i et land i dyb økonomisk krise. Dermed ville man ikke blot risikere at få dårlige afkast, men også at aktiverne blev beslaglagt af den næste regering, som uvægerlig, og med rette, ville gøre indsigelser mod privatiseringsprocessens ‘illegitimitet’.”43 Ruslands fejlslagne indtræden i de demokratiske landes eksklusive klub og landets mislykkede forsøg på at skabe økonomisk velstand vil næppe kunne chokere folk, der har studeret de klassiske økonomiske tænkere, som gennemgående advarede politikerne mod faren ved ukontrollerede markeder. For over 200 år siden, i den tidlige fase af Den Industrielle Revolution, skrev Adam Smith i The Wealth of Nations: “Handlende og fabrikanter vil sjældent kunne trives særlig længe under omstændigheder, hvor de ikke kan drage nytte af stabile retsforhold, hvor folk ikke føler sig sikre i deres ejendomsbesiddelse, hvor tilliden til aftaler og kontrakter ikke er garanteret af loven, og hvor statsmagten ikke kan forventes at ville håndhæve kravet om tilbagebetaling af gæld, når skyldneren er i stand til at betale. Kort sagt vil handlende og fabrikanter altså sjældent kunne trives under omstændigheder, hvor der ikke er en vis grad af tillid til styrets retfærdighed.”44 Under de nuværende omstændigheder vil mange være tilbøjelige til at mene, at russerne havde det bedre under kommunismen, selv under Stalin, som Olson betegnede som en stationær bandit. “Stationære banditter, som monopoliserer kriminaliteten i et bestemt område, er nødt til at overveje, om overdreven grådighed i dag vil kunne forpurre den fremtidige tilfredsstillelse af grådigheden. De har et incitament til at styre deres lyst for at lade deres ofre have det minimum af fremgang, der er en forudsætning for handel og akkumulation af rigdom. Stationære banditter har således omfattende interesse i velfærden blandt de mennesker, der bor i det territorium, de kontrollerer. De vil endda tilvejebringe velstandsfremmende offentlige goder og frem for alt sørge for den offentlige orden, som reducerer de omstrejfende banditters investerings-modvirkende aktiviteter.”45


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

Oligarkerne og alfonserne blev de røverbaroner, der tilranede sig Ruslands rigdomme. Førstnævnte stjal aktiver, sidstnævnte stjal kvindekroppe og kvindesjæle. Deres profit blev investeret, ikke i Rusland, men i Vesten.


114

I dag er de fleste analytikere enige om, at den russiske præsident Vladimir Putin passer på beskrivelsen af en stationær bandit, som nu søger at fratage oligarkerne deres aktiver. Privatiseringen viste sig kun at være en flygtig overgang i russisk historie. Den førte hverken til demokrati eller økonomisk vækst – den affødte derimod en generation af omstrejfende banditter. 15 år efter Berlinmurens fald er Putin godt på vej til at genskabe Sovjetunionens magt. På den baggrund melder der sig et ubehageligt spørgsmål: Var det overhovedet rigtigt at afvikle Sovjetunionen inden for globaliseringens nye rammer, når det, vi står tilbage med nu, i virkeligheden blot er en barskere version af det gamle regime? For mange russiske kvinder, som hører til blandt de hårdest ramte ofre for globaliseringseksperimentet efter Den kolde krig, vil svaret sikkert være nej. Med slyngeløkonomiens opkomst blev de stort set reduceret til seksuelle handelsvarer. Sammenligningen mellem Marshall-planen og Berlinmurens fald siger noget om globaliseringsproblemerne i en verden, der er styret af slyngeløkonomi. I den globale økonomi bliver det stadig sværere for politikken at regulere markedet. Tiltag i ét land, herunder politiske forandringer, kan udløse en kædereaktion med altødelæggende globale konsekvenser for adskillige andre lande. Hvem ville have troet, at Sovjetunionen brød sammen uden kamp? Hvem kunne have forudset, at Berlinmurens fald ville give den globale sexindustri et kæmpeløft? Eller at privatiseringen af den russiske økonomi ville blive startskuddet til en udplyndring af landets ressourcer og skabe en hel generation af oligarker? Folk er i dag lige så uopmærksomme på de indbyrdes slyngeløkonomiske sammenhænge. De folkemasser, der strømmede til Øst- og Vestberlin for at rive Muren ned med de bare næver, var motiveret af ønsket om at bringe en lang og smertelig adskillelse til ende og hele en flænge, som i årtier havde plaget et helt kontinent og martret dets folkesjæl. Men for millioner af østeuropæiske og russiske kvinder var deres værste mareridt først lige begyndt.

Under indtryk af selve øjeblikkets eufori kunne end ikke fremtrædende økonomer forudse, at Muren blot var et symbol. At vælte selve Muren var en tom historisk gestus. Bag den gemte der sig et komplekst, rovgriskt økonomisk system, som var fremelsket og næret af Den kolde krigs politiske rigiditet. Denne økonomi havde desperat behov for nye markeder, og der var ingen, end ikke arkitekterne bag destruktionen af det sovjetiske system, der kunne kontrollere den. I det politiske vakuum, der opstod efter Murens fald, kunne slyngeløkonomien forvandle den globalisering, som Reagan-økonomien, thatcherismen og moderniseringen havde udklækket, til en økonomisk mutant. I begyndelsen af Den kolde krig lykkedes det med Marshall-planen at skabe nye og større markeder for de vestlige økonomier ved at kanalisere økonomiske midler ind i en omdannelse af mindre udviklede regioner. Berlinmurens fald i slutningen af Den kolde krig havde potentiale til at udvirke det samme, men det mislykkedes, fordi markedet i mellemtiden havde løsrevet sig fra politikken. Markedskræfterne huserede nu som en slyngeløkonomi, der stod på spring til at omforme hele kloden.

Oversat af Morten Visby

1

2

3

Marshall-planen var et amerikansk hjælpeprogram, som gav økonomisk støtte til Europa efter 2. Verdenskrig. I 1947 udviklede den daværende amerikanske udenrigsminister, George Marshall, konceptet om en europæisk selvhjælpsplan finansieret af USA, og samme år godkendte Kongressen planen som Det Europæiske Genrejsningsprogram. Programmet ydede støtte og lån for næsten 13 milliarder dollars til 17 forskellige lande og blev en afgørende faktor i deres økonomiske genrejsning og stabiliseringen af deres politiske strukturer. Sovjetunionen nægtede at acceptere planen. John Maynard Keynes, medlem af Bloomsbury-kredsen og engelsk gentleman til fingerspidserne, var en af efterkrigstidens vigtigste økonomer. For en mere udfoldet gennemgang af verdenshandlen efter 2.Ver-


Lettre Internationale Lettre Internationale - I seng med- Subject fjenden

denskrig, se “Economic Tribalism” i Loretta Napoleoni, Rogue

4

5 6 7

8

9 10

11 12

13 14

15 16 17

18 19 20 21

22 23

24 25

Economics: Capitalism’s New Reality (Seven Stories Press, New York 2008). Anna Nowak, “Political Transformation in Poland: The Rise in Sex Work", Research for Sex Work 2, Volume Two, (Vrije Universiteit, Amsterdam 1999), s. 9-11, www.researchforsex.org. Victor Malarek, The Natashas: Inside the New Global Sex Trade (Arcade Publishing, New York 2004), s. 37. Interview med en tidligere ukrainsk prostitueret, oktober 2006. Juliette Engel, “Direct Intervention with Highest Risk Girls and Young Women of the Russian Federation to Avert Unwitting Recruitment to International Sex Slavery and Economic Imprisonment” (MiraMed Institute, Moskva 1998). Donna M. Hughes, “Supplying Women for the Sex Industry: Trafficking from the Russian Federation” (University of Rhode Island, Kingston 2002), www.uri.edu/artsci/wms/ hughes/supplying_women.pdf. Interview med Stephen, en tysk alfons, september 2006. Alle de følgende citater fra Stephen stammer herfra. Michael begyndte at arbejde inden for sexindustrien, da han var omkring 16 år gammel. Til at begynde med havde han kun nogle enkelte piger på gaden, men i begyndelsen af 1990’erne fik tilstrømningen af slaviske kvinder og liberaliseringen af prostitutionsbranchen ham til at gå over til at drive sexbarer i stedet. Interview med Michael, en tysk alfons, september 2006. Alle de følgende citater fra Michael stammer herfra. Laurie Garrett, “Crumbled Empire, Shatters Health; Expanding Sex Industry Spreads Disease”, Newsday, 4. november 1997, www.aegis.com/NEWS/NEWSDAY/1997/ND971105.html Ibid. Handlen med russiske og østeuropæiske sexslaver har vist sig at være lige så profitabel som prostitutionsbranchen. I 2001 vurderedes handlen med sexslaver på verdensplan at indbringe en profit på 7 milliarder dollars, i 2004 var det tal steget til 12 milliarder dollars, hvoraf 3 milliarder dollars stammede alene fra handlen med kvinder fra de tidligere østbloklande. Malarek, The Natashas, s. 75. Se også www.ynetnews.com/articles/0,7340,L-3062297,00.html. Menachem Amir, “Organized Crime in Israel”, Organized Crime, Uncertainties and Dilemmas, red. Stanley Einstein & Menachem Amir, (Office of International Criminal Justice 1999), s. 231-248. Malarek, The Natashas, s. xvi. Ibid., s. 77. Interview med Ildiko, ungarsk prostitueret, marts 2006. Danny Bobman, “Insider’s View: The Bombs, The Babies and the Southern Border”, www.jewishtucson.org/page. html?ArticleID=65912 Richard Woods, “Selling Sex the Middle Class Way”, Sunday Times (London), 22. januar 2006. Roger Scruton, “Shameless and Loveless”, The Spectator (16. april 2005), Catholic Education Ressource Center, www. catholiceducation.org/articles/sexuality/se0121.html Woods, “Selling Sex”. Den russiske filmindustri har ikke været uimodtagelig for den nye kultur. “I Rusland blev prostitution glamouriseret af film som Interdevochka, som handler om en kvinde, der arbejder som ‘prostitueret for hård valuta’.” Mikhailina Karina,

26 27 28

29 30 31 32 33

34

35 36 37

38

39

40

41 42

43 44 45

“The Myth of Pretty Woman – Russian Women are Victims of Illegal Trafficking”, 23. marts 1999, http://veracity.univpubs. american.edu/weeklypast/032399/story_1.html. Se www.bbc.co.uk/worldservice/programmes. Garrett, “Crumbled Empire”. Disse tal stammer fra Verdenssundhedsorganisationens (WHO) statistik, se WHO, Highlights in Health in Estonia, december 2001, s. 19, www.euro.who.int/document/e74339. pdf, Pan American Health Organization, www.paho.org/ english/dd/ais/cp_840.html. WHO, “3 by 5” (Fact Sheet, juni 2005). I 2005 lå livsgennemsnittet for russiske kvinder på 1,62 fødsler. Karine, “Myth of Pretty Woman”. Viktor Erofeyev, “More Little Russians, Please”, International Herald Tribune, 20.-21. maj, 2006. Mogilevich hjalp med at smugle pengene ud af Rusland for at undgå tab som følge af de styrtdykkende rubelkurser. Nogle af pengene tilhørte nomenklaturaen, de tidligere kommunistiske eliter, som overtog kontrollen med Rusland efter sovjetstyrets sammenbrud. Jaroslav Koshiw, “A Native Son of the Bank of New York Scandal”, Kyiv Post, 26. august 1999. Se også “La Nouvelle Mafia d’Europe de l’Est”, Marianne en ligne.fr, 5. december 1997. Chrystia Freeland, Sale of the Century; Russia’s Wild Ride from Communism to Capitalism (Crown Publishers, New York 2000), s. 122. David E. Hoffman, The Oligarchs: Wealth and Power in the New Russia (Public Affairs, New York 2002), s. 113. Interview med tidligere russisk bankmand, september 2006. Interview med Bart Stevens, september 2006. I 1990 var der cirka 2.000 små, private virksomheder i Rusland – de blev fejlagtigt betegnet som koorporativer. Se Amy Chua, World on Fire (Doubleday, New York 2003), s. 83. Gennemsnitslevealderen for russiske mænd faldt fra 65 i 1987 til 59 i 1993. Selvmordsraten steg med 65 %, kun overgået af Litauen på verdensplan. Interview med Miklos Marshall, september 2006. Alle efterfølgende citater fra Miklos Marshall stammer fra dette interview. Mancur Olson, Power and Prosperity: Outgrowing Communist and Capitalist Dictatorships (Basic Books, New York 2000). Anmeldt af David M. Woodruff i East European Constitunal Review, Winter 2001, Volume 10, n.1, http: //personal.lse. ac.uk/WOODRUFF/_private/.../olson_review.html. Joseph Stieglitz, “Russian People Paid the Price for Shock Therapy”, New York Times, 22. juni 2002. Raymond Baker, “The Biggest Loophole in the Free-market System”, Center for Strategic and International Studies and the Massachusetts Institute of Technology, Washington Quarterly, Autumn 1999. Ifølge Baker led Rusland hele vejen op gennem 1990’erne under en alvorlig kapitalflugt på mellem 15 og 25 milliarder dollars om året. Stieglitz, “Russian People Paid the Price”. Adam Smith, The Wealth of Nations, 5. bog, kapitel 3. Olson, Power and Prosperity.

© Loretta Napoleoni. Excerpted from Rogue Economics: Capitalism’s New Realty by Loretta Napoleoni, originally published by Seven Stories Press, New York, USA. Printed here by permission of the author and publisher.


116

holocaust– den oversete virkelighed / Symbolerne Gulag og Auschwitz blokerer for et langt mere omfattende billede af Holocausts gru / Af Timothy Snyder

Selvom Europa trives, er dets forfattere og politikere stærkt optagede af døden. Massemordet på europæiske civile i 1930’erne og 1940’erne udgør referencen for vore dages forvirrede diskussioner om erindring og er prøvesten for den fælles etik, som europæerne nu måtte have. Nazitysklands og Sovjetunionens bureaukratier forvandlede individuelle liv til massedød, enkelte menneskeskæbner til kvoter over personer, der skulle dræbes. Sovjetrusserne skjulte deres massemord i mørke skove og forfalskede optegnelserne over de områder, hvor de havde sultet mennesker til døde. Tyskerne fik slavearbejdere til at grave ligene af deres jødiske ofre op og brænde dem på gigantiske bål. Historikere skal, så godt som vi kan, kaste lys over disse skyggefulde gerninger og redegøre for deres ofre. Det har vi ikke gjort. Auschwitz, der normalt opfattes som det passende eller endda endegyldige billede på massemordets ondskab, er faktisk kun begyndelsen til en sådan viden, kun en antydning af den sande optegnelse over fortiden, som vi endnu har i vente.


Lettre Internationale

Selve årsagerne til vores viden om Auschwitz forkvakler vores forståelse af Holocaust. Vi kender til Auschwitz, fordi der var overlevende, og der er overlevende, fordi Auschwitz var en arbejdslejr såvel som en dødsfabrik. Disse overlevende var for størstedelens vedkommende vesteuropæiske jøder, da Auschwitz var stedet, hvortil vesteuropæiske jøder sædvanligvis blev deporteret. Efter 2. Verdenskrig stod det vesteuropæiske jøder frit for at skrive om og udgive oplevelser, hvorimod overlevende østeuropæiske jøder, hvis de var fanget bag Jerntæppet, ikke havde denne mulighed. I Vesten kunne erindringerne fra Holocaust (omend meget langsomt) trænge ind i historieskrivningen og den offentlige bevidsthed. Denne form for “de overlevendes historie”, hvoraf de mest berømte eksempler er Primo Levis værker, indfanger kun en utilstrækkelig del af realiteterne omkring massemordene. Anne Franks dagbog handler om assimilerede europæiske jødiske grupper, de hollandske og tyske, hvis tragedie – til trods for dens gru – var en meget lille del af Holocaust. Omkring 1943 og 1944, da størstedelen af mordene på de vesteuropæiske jøder fandt sted, var Holocaust i vidt omfang fuldendt. To tredjedele af de jøder, der blev dræbt under krigen, var allerede døde i slutningen af 1942. Størstedelen af ofrene, de polske og russiske jøder, var dræbt af kugler affyret hen over massegrave eller af kulilten fra forbrændingsmotorer, pumpet ind i gaskamrene i Treblinka, Belzec og Sobibor i det besatte Polen. Auschwitz som symbolet på Holocaust udelukker dem, som befandt sig midt i de historiske begivenheder. Den største gruppe af ofre for Holocaust – de ortodokse og Jiddisch-talende jøder i Polen eller Ostjuden, som var den lettere hånlige tyske betegnelse for dem – var kulturelt fremmede for vesteuropæerne, inklusive de vestlige jøder. De er til en vis grad fortsat en marginaliseret del af erindringen om Holocaust. Dødsfabrikken Auschwitz-Birkenau blev bygget på områder, der i dag ligger i Polen, selvom de dengang var en del af det tyske rige. Enhver, der kommer på besøg, associerer således Auschwitz med nutidens Polen, selvom relativt få polske jøder

og næsten ingen russiske jøder mistede deres liv her. De to største grupper af ofre er næsten ikke en del af mindesmærkets symbolik.

En passende fremstilling / En passende fremstilling af Holocaust ville placere Operation Reinhardt, mordet på de polske jøder i 1942, helt centralt i sin historie. De polske jøder var den største jødiske gruppe i verden, og Warszawa den vigtigste jødiske by. Denne gruppe blev udryddet i Treblinka, Belzec og Sobibor. Omkring 1,5 millioner jøder blev dræbt i disse tre lejre, omkring 780.863 alene i Treblinka. Kun en lille håndfuld mennesker overlevede disse tre dødslejre. Belzec er nærmest ukendt til trods for, at det er det tredje mest afgørende udryddelsested efter Auschwitz og Treblinka. Omkring 434.508 jøder forsvandt i denne dødsfabrik, og kun to eller tre overlevede. Omkring yderligere en million polske jøder blev på anden vis dræbt, nogle ved Chelmno, Majdanek og Auschwitz, mange andre blev skudt ned i den østlige del af landet. Alt i alt blev lige så mange, hvis ikke flere, jøder dræbt af kugler som af gas, men de blev dræbt af kugler i de østlige områder, der ligger som uklare pletter i vores smertefulde erindring. Den næstvigtigste del af Holocaust er massemordene, der fandt sted i det østlige Polen og i Sovjetunionen ved brug af kugler. Det begyndte med SS-Einsatzgruppers nedskydninger af jødiske mænd i juni 1941. Derefter udviklede det sig til mord på jødiske kvinder og børn i juli, august og september samme år og til sidst udryddelsen af hele jødiske samfund. I slutningen af 1941 havde tyskerne (sammen med lokale hjælpere og rumænske tropper) dræbt en million jøder i Sovjetunionen og de baltiske lande. Det svarer til det samlede antal af jøder, der blev dræbt i Auschwitz under hele krigen. I slutningen af 1942 havde tyskerne (igen med temmelig omfattende lokal assistance) skudt yderligere 700.000 jøder, og de jødiske samfund i Sovjet, der var under tysk kontrol, eksisterede ikke længere. Der fandtes markante sovjet-jødiske vidner og forfattere såsom Vasilij Grossman. Men det var


118

Auschwitz er kun en introduktion til Holocaust, og Holocaust kun et bud på, hvad Hitlers endelige planer kunne have ført med sig.

ham og andre forbudt at vise Holocaust som en udpræget jødisk begivenhed. Grossman opdagede Treblinka i september 1944 som journalist for Den Røde Hær. Måske fordi han vidste, hvad tyskerne havde gjort mod jøderne i hans fødeland Ukraine, var han i stand til at gætte, hvad der var sket på dette sted, og han skrev en lille bog om det. Han kaldte Treblinka for “helvede” og gjorde det til midtpunkt for krigen og århundredet. Dog måtte massemordene på jøderne i Stalins øjne betragtes som “borgernes” lidelser. Grossman hjalp med at sammensætte en sort bog over tyske forbrydelser mod de rusisske jøder, som magthaverne i Sovjet senere satte en stopper for. Hvis der var én gruppe, der i særlig grad havde lidt i mødet med tyskerne, så var det russerne, fastholdte Stalin urigtigt. På denne måde har stalinismen forhindret os i at se Hitlers massemord i deres rette perspektiv. Kort sagt bestod Holocaust, nævnt i rækkefølge, af følgende begivenheder: Operation Reinhardt, Shoah ved brug af kugler og Auschwitz; eller sagt på en anden måde Polen, Sovjetunionen og resten. Af de omkring 5,7 millioner jøder, der mistede deres liv, var omtrent 3 millioner polske og 1 million russiske statsborgere før krigens udbrud. De udgjorde 70 % af det samlede antal. (Efter de polske og rusisske jøder var den næststørste gruppe af jøder, der blev dræbt, rumænere, ungarere og tjekkoslovakker. Hvis man tager disse grupper med i betragtning, bliver Holocausts østeuropæiske karakter endnu tydeligere.)

Selv dette korrigerede billede af Holocaust giver en uacceptabel og ufuldstændig fornemmelse af omfanget af den tyske massemordspolitik i Europa. Den endelige løsning, som nazisterne kaldte den, var oprindelig kun ét af de udryddelsesprojekter, der skulle gennemføres efter en sejrrig krig mod Sovjetunionen. Havde begivenhederne udviklet sig, som Hitler, Himmler og Göring forventede, ville de tyske tropper have gennemført en udsultningsplan i Sovjetunionen i vinteren 1941-1942. Da landbrugsvarer fra Ukraine og det sydlige Rusland blev omdirigeret til Tyskland, skulle omkring 30 millioner mennesker i Hviderusland, det nordlige Rusland og de sovjetiske byer sultes til døde. Udsultningsplanen var kun optakten til Generalplan Ost, koloniseringsplanen for den vestlige del af Sovjetunionen, der forudså udryddelsen af omkring 50 millioner mennesker. Det lykkedes tyskerne at udføre projekter, der havde visse ligheder med disse planer. De udviste en halv million ikke-jødiske polakker fra områder, der var blevet annekteret af Det Tredje Rige. En utålmodig Himmler beordrede den første del af Generalplan Ost implementeret i det østlige Polen, titusinde polske børn blev dræbt, og hundredtusinde voksne blev udvist. Værnemagten udsultede bevidst omkring en million mennesker under belejringen af Leningrad og yderligere omkring ethundredtusinde via planlagte hungersnødssituationer i ukrainske byer. Omkring 3 millioner tilfangetagne sovjetiske


Lettre Internationale - Holcaust - Den oversete virkelighed

soldater døde af sult eller sygdom i tyske krigsfangelejre. Disse mennesker blev bevidst dræbt. Ligeledes var visheden om og intentionen med at udsulte mennesker tydeligt til stede under belejringen af Leningrad. Hvis Holocaust ikke havde fundet sted, ville disse begivenheder blive erindret som de værste krigsforbrydelser i moderne historie. Under dække af anti-partisan-operationer dræbte tyskerne måske omkring trekvart million mennesker, omkring 350.000 alene i Hviderusland og et lavere, men sammenligneligt antal i Polen og Jugoslavien. Tyskerne dræbte mere end hundredtusinde polakker, da de nedkæmpede oprøret i Warszawa i 1944. Havde Holocaust ikke fundet sted, ville disse “gengældelser” ligeledes have været betragtet som nogle af de største krigsforbrydelser i historien. Faktisk mindes man – ikke ulig udsultningerne af sovjetiske krigsfanger – næsten ikke disse begivenheder uden for de lande, hvor de fandt sted. Også på andre måder betød de tyske besættelsespolitikker døden for ikke-jødiske civile, for eksempel ved hårdt arbejde i fangelejre. Igen gjaldt det primært mennesker fra Polen og Sovjetunionen.

Gulag og Den Store Terror / Tyskerne dræbte over 10 millioner civile i de mest markante massemordshandlinger, omkring halvdelen af dem var jøder og den anden halvdel ikkejøder. Både jøder og ikke-jøder kom primært fra de samme områder i Europa. Projektet med at dræbe alle jøder blev i betydelig grad realiseret, projektet med at dræbe de slaviske befolkninger blev kun delvist realiseret. Auschwitz er kun en introduktion til Holocaust, og Holocaust kun et bud på, hvad Hitlers endelige planer kunne have ført med sig. Grossmans romaner Folket er udødeligt og Liv og skæbne beretter på dristig vis om både den nazistiske og den sovjetiske terror og minder os om, at selv en fuldstændig karakteristik af den tyske massemordspolitik er ufuldstændig som historieskrivning over uhyrlighederne i Europa i midten af århundredet. Den udelader den stat, som

det var Hitlers primære anliggende at ødelægge, den anden stat, der dræbte europæere i massevis i midten af århundredet – nemlig Sovjetunionen. Under hele den stalinistiske periode fra 1928 til 1953 betød den sovjetiske politik døden for et godt stykke over 5 millioner mennesker, og det hvis man foretager et forsigtigt estimat. Hvis man vil betragte det samlede antal af europæiske civile, som blev dræbt under de totalitære regimer i midten af det 20. århundrede, bør man altså have tre omtrent lige store grupper for øje: Jøder dræbt af tyskerne, ikke-jøder dræbt af tyskerne og sovjetiske borgere dræbt af den sovjetiske stat. Generelt set dræbte det tyske regime civile, der ikke var tyske statsborgere, hvorimod det sovjetiske regime for størstedelen dræbte civile, der var sovjetiske statsborgere. Den sovjetiske undertrykkelse identificeres med Gulag, meget på samme måde som nazisternes undertrykkelse identificeres med Auschwitz. Gulag var til trods for uhyrlighederne ved slavearbejdet ikke et systematiseret massemord. Hvis vi accepterer, at massemord på civile var udgangspunktet for politiske, etiske og juridiske interesser, tillægger man Gulag de samme historiske særkender, som man tillægger Auschwitz. Vi har en viden om Gulag, fordi det var et system af arbejdslejre og ikke et sæt af udryddelseslejre. Gulag omfattede omkring 30 millioner mennesker og forkortede livet for omkring 3 millioner. En overvejende del af dem, som blev sendt til lejrene, vendte tilbage i live. Netop fordi vi har litterære vidnesbyrd fra Gulag – det mest berømte er Alexander Solsjenitsyns Gulag øhavet – er vi i stand til at forestille os dets uhyrligheder på samme måde, som vi kan forsøge at forestille os uhyrlighederne i Auschwitz. Dog trækker Gulag vores opmærksomhed væk fra den sovjetiske politik, der bevidst og målrettet dræbte mennesker ved udsultning eller med kugler på samme måde, som Auschwitz fjerner vores opmærksomhed fra de endnu større rædsler i Treblinka. To elementer af den sovjetiske dødspolitik var særligt markante: Kollektiviseringshungersnøden i 1930-1933 og Den Store Terror i 1937-1938. Det er fortsat uvist, hvorvidt den kasakhstanske hungersnød i 1930-1932 var


120

planlagt, men det er sikkert, at over en million kasakhstanere døde af sult. Det er hævet over enhver tvivl, at Stalin bevidst sultede sovjetiske ukrainere til døde i vinteren 1932-1933. Sovjetiske dokumenter afslører en række ordrer fra oktober til december 1932 med en tydelig forbryderisk hensigt og med intentionen om at dræbe. Ved slutningen af 1933 havde over 3 millioner indbyggere i det sovjetiske Ukraine mistet livet. Det, vi læser om Den Store Terror, forvirrer os også i forhold til begivenhedernes egentlige karakter. Den store roman og den store erindringsbog i denne sammenhæng er henholdsvis Arthur Koestlers Mørke midt på dagen og Alexander Weissbergs Im Verhör. De retter begge vores opmærksomhed mod en lille gruppe af Stalins ofre, nemlig de urbane kommunistledere, veluddannede mennesker, nogle af dem kendt i Vesten. Dette billede dominerer vores forståelse af Den Store Terror, men det er ukorrekt. Samlet set krævede udrensningerne blandt eliten i det kommunistiske parti, i sikkerhedspolitiet og blandt militærofficerer ikke mere end 47.737 liv. Den Store Terrors største aktion, den såkaldte operation 00447, var hovedsagelig rettet mod “kulakkerne”, hvilket vil sige bønder, der allerede havde oplevet undertrykkelse under kollektiviseringen. Operationen krævede 386.798 menneskeliv. Få nationale minoriteter, der tilsammen repræsenterede mindre end 2 % af den

sovjetiske befolkning, udgjorde mere end en tredjedel af dødsofrene under Den Store Terror. I en operation rettet mod de etniske polakker, der var sovjetiske borgere, blev 111.091 mennesker skudt. Ud af de 681.692 henrettelser, der blev udført på baggrund af påstået politisk kriminalitet i 1937 og 1938, kostede den nationale operation og operationen mod “kulakkerne” 633.955 menneskeliv og udgjorde altså mere end 90 % af det samlede antal dræbte. Disse mennesker blev skudt i al hemmelighed, begravet i massegrave og glemt. Fremhævelsen af Auschwitz og Gulag betyder en underdrivelse af antallet af dræbte europæere og forrykker det geografiske fokus på massemordene til Det Tyske Rige og det østlige Rusland. Ligesom Auschwitz, der drager vores opmærksomhed mod de vesteuropæiske ofre for det nazistiske rige, bortleder Gulag med dets notoriske lejre i Sibirien os fra det geografiske centrum for den sovjetiske dødspolitik. Hvis vi kun fokuserer på Auschwitz og Gulag, glemmer vi at være opmærksomme på, at der i en periode på tolv år, mellem 1933 og 1944, forsvandt omkring tolv millioner ofre for nazistisk og sovjetisk massemordspolitik i en særlig region i Europa, der i dag svarer til landene Hviderusland, Ukraine, Polen, Litauen og Letland. Når vi tænker over Auschwitz og Gulag, har vi normalt en tendens til at tænke på de stater, der

Fremhævelsen af Auschwitz og Gulag betyder en underdrivelse af antallet af dræbte europæere og forrykker det geografiske fokus på massemordene til Det Tyske Rige og det østlige Rusland.


Lettre Internationale - Holcaust - Den oversete virkelighed

Ligesom Auschwitz, der drager vores opmærksomhed mod de vesteuropæiske ofre for det nazistiske rige, bortleder Gulag med dets notoriske lejre i Sibirien os fra det geografiske centrum for den sovjetiske dødspolitik.

oprettede disse som systematiske enheder, som moderne tyrannier eller totalitære stater. Dog synes sådanne betragtninger af tankegangen og politikken i Berlin og Moskva at overse det faktum, at massemordene overvejende fandt sted i europæiske områder mellem Tyskland og Rusland og altså ikke i disse lande selv. Det geografiske, moralske og politiske centrum for det europæiske massemord er det østlige Europa, frem for alt Hviderusland, Ukraine, Polen og de baltiske lande, der alle var underlagt vedvarende uhyrlige politiske hensigter fra begge regimer. Befolkningerne i Hviderusland og Ukraine, først og fremmest jøder, men ikke udelukkende, led værst, da begge disse lande var en del af Sovjetunionen under de forfærdelige 1930’ere og udsat for den værste tyske undertrykkelse i 1940’erne. Hvis Europa, som Mark Marzower formulerer det, var et mørkt kontinent, så var Hviderusland og Ukraine mørkets hjerte. Historiske redegørelser, der kan betragtes som objektive, som eksempelvis optællingen af ofre for massemorderiske handlinger, kan måske hjælpe med at genskabe en vis grad af tabt historisk balance. Tysk lidelse under Hitler og under krigen figurerer ikke centralt i massemordenes historie til trods for denne lidelses frygtelige omfang. Selv hvis man medregner antallet af dræbte etniske tyskere under flugten fra Den Røde Hær, uddrivelsen fra Polen

og Tjekkoslovakiet i 1945-1947 og brandbomberne i Tyskland, så er det samlede antal af tyske civile dræbt på foranledning af fremmede stater stadig relativt lille.1 Hovedofrene for den direkte dødspolitik blandt tyske borgere var de 70.000 “eutanasipatienter” og de 165.000 tyske jøder. De tyske hovedofre for Stalin vil vedblive at være de kvinder, der blev voldtaget af Den Røde Hær, og de krigsfanger, der befandt sig i Sovjetunionen. Omkring 363.000 tyske fanger døde af sult og sygdom i sovjetisk fangenskab, som også 200.000 ungarere gjorde det. I en tid, hvor den tyske modstand mod Hitler får opmærksomhed i massemedierne, er det værd at erindre, at nogle af dem, som deltog i sammensværgelsen for at få Hitler dræbt i 1944, stod centralt i den tyske massemordspolitik. For eksempel Arthur Nebe, der ledede Einsatzgruppe B på slagmarken i Hviderusland under den første bølge af Holocaust i 1941, eller Eduard Wagner, Generalquartiermeister i den tyske værnemagt, der skrev et muntert brev til sin kone om nødvendigheden af at nægte de millioner af sultende i Leningrad mad. Det er svært at glemme Anna Akhmatova, der engang skrev: “Den elsker blod, den russiske jord”. Dog må den russiske martyrdom og heroisme, som i dag højlydt proklameres i Putins Rusland, ses i sammenhæng med den større historiske baggrund. Sovjetrussere var vitterligt ofre for


122

Hvis vi kun fokuserer på Auschwitz og Gulag, glemmer vi at være opmærksomme på, at der i en periode på tolv år, mellem 1933 og 1944, forsvandt omkring tolv millioner ofre for nazistisk og sovjetisk massemordspolitik i en særlig region i Europa, der i dag svarer til landene Hviderusland, Ukraine, Polen, Litauen og Letland.

den stalinistiske politik ligesom andre sovjetiske borgere, men de var i langt mindre grad i risiko for at blive dræbt end sovjetiske ukrainere, sovjetiske polakker eller andre nationale minoriteter. Under 2. Verdenskrig blev adskillige terrorplaner udvidet til det østlige Polen og de baltiske stater, områder der blev opslugt af Sovjetunionen. I det mest berygtede tilfælde blev 22.000 polske borgere skudt i Katyn og ved fire andre lokaliteter i 1940. 10.000 eller flere polakker og personer fra de baltiske stater døde under eller kort efter deportationer til Kasakhstan og Sibirien. Under krigen blev mange russere dræbt af tyskerne, men relativt set væsentligt færre end hviderussere og ukrainere for slet ikke at nævne jøder. Dødstallet blandt sovjetiske civile vurderes at være omkring 15 millioner. Omkring én for hver 25 civile i Rusland blev dræbt af tyskerne under krigen, i modsætning til én for hver tiende i Ukraine (eller Polen) og én for hver femte i Hviderusland. Hviderusland og Ukraine var besat under størstedelen af krigen, og både tyske og sovjetiske hære bevægede sig under angreb og i tilbagetrækning igennem deres territorier i to omgange.

Tyske hære besatte aldrig mere end en lille del af selve Rusland, og kun i kortere perioder. Selv når man medregner belejringen af Leningrad og ødelæggelsen af Stalingrad, så var ofrene, som russiske civile led, meget mindre end dem, som hviderusserne, ukrainerne og jøderne led. Overdrevne russiske påstande om antallet af døde betragter Hviderusland og Ukraine som russisk, og jøder, hviderussere og ukrainere som russere. Følgen af dette er en imperialistisk martyrdom, der implicit hævder territorium ved eksplicit at gøre krav på ofrene. Denne linje vil sandsynligvis blive fremlagt af den nye historiske komité, som præsident Dmitri Medvedev har udpeget for at forhindre “falsifikationer” af den russiske fortid. I udarbejdelsen af den lovgivning, der for øjeblikket debatteres i Rusland, ville udtalelser som dem i dette afsnit blive betragtet som en kriminel forseelse. Ukrainske politikere modsætter sig den russiske monopolisering af den fælles lidelse og svarer på det vestlige Europas stereotype billede af ukrainere som Holocaust-kollaboratører ved at fremsætte deres egen lidelsesberetning: At millioner af ukrainere bevidst blev udsultet af Stalin.


Lettre Internationale - Holcaust - Den oversete virkelighed

Præsident Jusjtjenko gør sit land en slem bjørnetjeneste ved at hævde ti millioner ofre og således overdrive antallet af dræbte ukrainere ved at tredoble det. Men det er sandt, at hungersnøden i Ukraine i 1932-1933 var resultatet af bevidste politiske beslutninger, og at den dræbte 3 millioner mennesker. Med undtagelse af Holocaust, så var Kollektiviseringshungersnøden den største politiske katastrofe i det 20. århundredes Europa. Kollektivisering forblev ikke desto mindre det centrale element i den sovjetiske udviklingsmodel og blev senere efterlignet af det kinesiske kommunistregime med de forudsigelige konsekvenser til følge: Mere end ti millioner døde af sult i Maos Store Spring Fremad. Opmærksomheden på Ukraine som en kilde til føde delte Hitler og Stalin. Begge ønskede at kontrollere og udnytte det ukrainske kornkammer, og de forårsagede begge politisk bestemt hungersnød. Stalin i landet som helhed og Hitler i byerne og i krigsfangelejrene. Nogle af de ukrainske fanger, som udholdt udsultningen i disse lejre i 1941, havde overlevet hungersnøden i 1933. Den tyske udsultningspolitik var til at begynde med delvis ansvarlig for den opfattelse, at ukrainerne var villige kollaboratører under Holocaust. De mest berygtede ukrainske kollaboratører var vagterne ved dødsanlæggene i Treblinka, Belzec og Sobibor. Hvad der sjældent huskes er, at tyskerne rekrutterede de første kadrer af disse mænd, nemlig tilfangetagne sovjetiske soldater, fra deres egne krigsfangelejre. De reddede nogle mennesker fra masseudsultningen – den ene store forbrydelse i øst – for at gøre dem til kollaboratører i den anden – Holocaust.

Polen og Hviderusland / Polens historie er årsag til uendelig forvirring. Polen blev angrebet og besat ikke af den ene, men af begge de totalitære stater mellem 1939 og 1941, da Nazityskland og Sovjetunionen, dengang allierede, udnyttede landets territorier og udryddede megen af dets daværende intelligentsia. Polens hovedstad var stedet for ikke bare én, men to af de største opstande mod den tyske

besættelsesmagt under 2. Verdenskrig: Opstanden blandt jøderne i Warszawas ghetto i 1943, efter hvilken ghettoen blev jævnet med jorden, og den polske hjemmehærs opstand i Warszawa i 1944, efter hvilken resten af byen blev ødelagt. Disse to centrale eksempler på modstand og massemord blev blandet sammen i de tyske massemedier i august 1994, 1999 og 2004 ved alle femårsdage for Warszawa-opstanden i 1944, og de vil også blive det igen i august 2009. Hvis der er ét land, der synes malplaceret i nutidens Europa, strandet i et andet historisk øjeblik, så er det Hviderusland under Aleksandr Lukasjenkos diktatur. Selvom Lukasjenko foretrækker at ignorere de sovjetiske massegrave i sit land og ønsker at bygge en motorvej hen over massegravene i Kuropaty, husker han dog til en vis grad den europæiske historie bedre end sine kritikere. Ved at udsulte sovjetiske krigsfanger, skyde og gasse jøder gjorde de tyske styrker Hviderusland til det mest dødbringende sted i verden mellem 1941 og 1944. Halvdelen af befolkningen i det sovjetiske Hviderusland blev enten dræbt eller med magt fordrevet under 2. Verdenskrig. Noget lignende kan ikke siges om noget andet europæisk land. De hviderussiske erindringer af disse oplevelser, der dyrkes af det nuværende diktatur, er nyttige til at forklare mistænksomheden over for initiativer, der kommer fra Vesten. Dog ville vesteuropæere generelt blive overraskede over at få at vide, at Hviderusland både var epicentret for det europæiske massemord og udgangspunktet for antinazitiske partisaners operationer, der rent faktisk bidrog til de allieredes sejr. Det er slående, at et sådant land kan blive fuldstændigt fortrængt fra den europæiske erindring. Hvideruslands fravær i diskussioner om fortiden er det tydeligste tegn på forskellen mellem hukommelse og historie.

Økonomi og massemord / Lige så foruroligende er fraværet af den økonomiske dimension. Selvom massemordenes historie har meget at gøre med økonomiske beregninger, så undgår erindringen hvad som helst, der


124

måske kunne få mord til at fremstå som noget rationelt. Såvel Nazityskland som Sovjetunionen fulgte en vej mod økonomisk selvstændighed. Tyskland ønskede at balancere industri med en agrarisk utopi i øst, og USSR ønskede at overvinde sin tilbagestående agrikultur med en hurtig industrialisering og urbanisering. Begge regimer sigtede efter økonomisk autarki i et stort imperium, hvilket fik dem til at søge kontrollen over det østlige Europa. De så begge den polske stat som en historisk vildfarelse og Ukraine med dets rige jord som uundværlig. De definerede forskellige grupper som fjender af deres planer, dog kan ingen af de sovjetiske politiske projekter matche den totalitet, der lå i tyskernes planer om at udrydde alle jøder. Det afgørende er, at den ideologi, der legitimerede massemord, også var en vision om økonomisk udvikling. I en verden af knaphed, særligt hvad angik fødevareforsyninger, integrerede begge regimer massemord i den økonomiske planlægning. De gjorde dette på måder, som forekommer os forfærdende og modbydelige i dag, men som dengang var tilstrækkeligt plausible til at motivere et stort antal af tilhængere. Fødevarer er ikke længere en knap ressource, i det mindste ikke i Vesten, men andre ressourcer er eller vil snart blive det. Vi vil stå ansigt til ansigt med mangel på drikkevand, ren luft og betalelig energi i det 21. århundrede. Klimaforandringerne vil måske fornye truslen om hungersnød. Hvis der er en overordnet politisk lære at drage af massemordenes historie, så er det nødvendigheden af at være på vagt over for det, der kunne kaldes privilegeret udvikling: Staters forsøg på at realisere en form for økonomisk udvidelse, der udpeger ofre og fremmer velstand på baggrund af dødbringende handlinger. Man kan ikke udelukke den mulighed, at mordet på én gruppe kan være til fordel for en anden, eller i det mindste kan anses for at være det. Det er en udgave af det politiske, som Europa rent faktisk har oplevet og kan komme til at opleve igen. Det eneste tilstrækkelige modsvar er en etisk forpligtelse over for individet, så individet tæller i levende live og ikke som dødt, og således at planer som disse bliver utænkelige.

Nutidens Europa er bemærkelsesværdigt netop i den fælles fremgang i retning af større social retfærdighed og overholdelse af menneskerettigheder. Mere end noget andet sted i verden er Europa immun – i det mindste for nærværende – over for en sådan kynisk instrumentaliserende jagt på økonomisk vækst. Dog har vores hukommelse foretaget nogle mærkværdige afvigelser fra historien i en tid, hvor historien er mere nødvendig end nogen sinde. Europas friske fortid kan komme til at ligne den nærmeste fremtid i resten af verden. Og det er endnu en grund til at sørge for at få de historiske beregninger på plads.


Lettre Internationale - Holcaust - Den oversete virkelighed

ner flygtede, og omkring halvdelen blev deporteret – dog er en sådan pæn opdeling umulig, da nogle af dem, som flygtede, senere vendte tilbage for senere at blive deporteret. I slutningen af 1944 og starten af 1945 flygtede omkring 6 millioner tyskere fra Den Røde Hær. Det var i denne periode, at størstedelen af de omkring 600.000 dødsfald blandt tyske flygtninge fandt sted. Mange af disse var helt almindelige mennesker fanget mellem hære. Nogle blev bevidst massakreret af de sovjetiske soldater eller døde i sovjetiske lejre. Også tjekker og polakker begik mord. Hitler deler også ansvaret for disse dødsfald, da de tyske myndigheder ikke formåede at organisere evakueringer i tide. Deportationerne af tyskere i efterkrigstiden, en direkte konsekvens af Hitlers krig, var et tjekkoslovakisk, polsk, sovjetisk, britisk og amerikansk projekt. Under krigen udtrykte de besatte landes ledere fra deres eksil et ønske om, at deres tyske befolkninger i efterkrigstiden skulle forblive små, og De Allierede var enige i, at de tyske befolkninger skulle fjernes efter en sejr. Winston Churchill anbefalede, at “man gjorde rent bord”, og Det Allierede Kontrolråd udstedte den officielle plan for forflyttelsen af 6 millioner tyskere. Den (ikke-kommunistiske) tjekkoslovakiske regering havde Stalins godkendelse til at udvise deres tyskere, men også Churchills og Roosevelts. Polen var under sovjetisk kontrol, alligevel ville hvilken som helst polsk regering have udvist den tyske befolkning. Polske kommunister accepterede Stalins forslag om, at Polen skulle rykkes meget langt mod vest, hvilket indebar, at man udviste flere tyskere, end demokratiske polske politikere ville have ønsket. (Det medførte også deportationer af polakker fra den østlige del af det polske territorium fra før krigen, som var blevet annekteret af sovjetrusserne. Omkring en million af disse udviste polakker slog sig ned i de områder, hvorfra tyskerne var blevet udvist.) Fra maj til december 1945 smed polske og tjekkiske myndigheder omkring 2 millioner tyskere ud af deres lande. Fra januar 1946 fortsatte de med at tvinge tyskere til at forlade deres lande, mens britiske, sovjetiske og amerikanske styrker sørgede for deres modtagelse i de besatte zoner i Tyskland. I 1946 og 1947 modtog sovjetrusserne lidt over 2 millioner tyskere i deres zone, briterne omkring 1,2 millioner og amerikanerne omkring 1,4 millioner. Deportationerne fortsatte efterfølgende i et langsommere tempo. Til trods for at udvisningerne var et eksempel på kollektivt ansvar og rummede en frygtelig behandling af mennesker, var dødstallene blandt tyske civile – omkring 600.000 ud af 12 millioner – relativt lave, hvis man sammenligner med de andre begivenheder, der beskrives i denne artikel. Fanget i slutningen af en forfærdelig krig udkæmpet i deres navn og med en konsensus blandt De Allierede om landsforvisninger og deportationer var disse tyskere ikke ofre for en kalkuleret stalinistisk dødspolitik, der kan sammenlignes med Den Store Terror eller Kollektiviseringshungersnøden. Oversat af Andreas Tonnesen

1 Af de omkring 12 millioner tyskere, der flygtede eller blev fordrevet fra det østlige Europa ved krigens afslutning, kom den største del fra Tjekkoslovakiet (3,5 millioner) eller fra Polen (7,8 millioner). Størstedelen af sidstnævnte gruppe kom fra lande, der var blevet erobret fra det slagne rige og blev anvist til Polen af De Allierede. Omkring halvdelen af de 12 millio-

Artiklen er baseret på et foredrag holdt ved Eurozine-konferencen “European histories” i Vilnius d. 8.-11. maj 2009. (www.eurozine.com) Den blev første gang offentliggjort i Eurozine og The New York Review of Books 7. juli 2009. ©Timothy Snyder/NYREV,Inc. © Eurozine


126

Russisk elegi En samtale med Mikhail Ryklin om opposition i Rusland Af Karsten Wind Meyhoff

“Yet would-be empires face an even greater handicap. They can no longer rely on the obedience of their subjects.” Eric Hobsbawm Under en middag fortæller Alexei om en tankevækkende episode, der illustrerer forholdene for intellektuelle i Putins Rusland. Den 9. maj 2009 løb et 24 timers seminar-eksperiment om venstrefløjens aktuelle forfatning af stabelen under overskriften: Leftist Art. Leftist Philosophy. Leftist History. Leftist Poetry. Seminaret var arrangeret af nogle filosoffer fra blandt andet Skt. Petersborg og Moskva og skulle finde sted i Ruslands fjerdestørste by, Nizjnij Novgorod. Som optakt til denne seminarmaraton blev Jean-Luc Godards film Sympathy for the Devil (1968) vist. Omkring middagstid og midt under forevisningen dukker pludselig en gruppe politifolk frem i mørket og arresterer hårdhændet alle seminarets omkring 30 deltagere. De indtrængende er styrker fra OMON (Otryad Militsiy Osobogo Naznacheniya), som er en af politiets specialenheder under Indenrigsministeriet, der blandt sine opgaver tæller opretholdelse af offentlig orden, opsyn med demonstrationer


Lettre Internationale

“Det handler om selvcensur. Du må hele tiden vurdere, hvad du har råd til. Ingen kommer og fortæller dig, hvad du kan skrive, og hvad du ikke kan skrive. I sovjettiden vidste alle, at man ikke skulle skrive om krigen i Afghanistan eller andre følsomme emner. I dag handler det om, at du selv finder ud af, hvor langt du kan gå.” - Mikhail Ryklin og antiterrorvirksomhed. OMON er berygtet for en hård fremfærd mod demonstrationer og andre lovlige borgerinitiativer som afholdelsen af et seminar. Efter fængslingen bliver seminardeltagerne én for én afhørt om deres hensigter, får taget fingeraftryk og må udlevere personoplysninger. Herefter bliver deltagerne igen løsladt uden videre tiltale og vælger som statement at fortsætte deres seminar som planlagt. Episoden er ikke enestående. Og den kan vel bedst beskrives som et rap over fingrene. En form for advarsel, der sætter tankerne i gang om, hvor langt man kan tillade sig at gå som intellektuel, og hvad man muligvis risikerer ved at have andre holdninger end det aktuelle systems. En advarsel er en art biopolitisk instrument, der ikke straffer direkte, men øger selvcensuren, og uden voldsanvendelse giver individet nogle uklare dessiner om handlingsmulighederne som politisk aktivist. Alexei Penzin er en ung mand først i trediverne, uddannet filosof, efter sigende en af de bedste i sin årgang, og en af de arresterede ved arrangementet. Han er som mange andre i sin omgangskreds optaget af sam-

fundsforhold og af den holdning, at det på sigt nytter at ytre sig og skabe grobund for et alternativt Rusland. Han er del af en lille gruppe filosoffer, der jævnligt mødes for at diskutere i et åbent forum om alt fra Rusland i dag til tysk idealisme. Alexei har et ganske sørgmodigt blik bag et par store hornbriller, men han har ikke desto mindre let til latter og bryder hele tiden ud i smil, imens han fortæller historien om arrestationen. Der forekommer ham at være noget tragikomisk over de aktuelle tiltag mod aktivister, der i dagens Rusland betragtes som en art potentielle terrorister og systemomstyrtere. For ham er det ikke nogen nyhed, at der i Rusland for tiden ganske utvetydigt finder en krig sted mod politisk aktivisme. Det er blevet hverdag. Tingenes tilstand.

Selvcensur og kontrollerede medier / I det russiske mediebillede generelt er det netop selvcensuren, der præger de aktuelle forhold. Den russiske filosof og systemkritiker Mikhail Ryklin fortæller i en samtale om redaktørernes helt centrale rolle i de russiske medier.

MR: Medierne støtter ikke nødvendigvis det nuværende system, men de ved nøjagtigt, hvor langt de kan gå, og hvornår de skal tie. De store medier, frem for alt tv, der når ud til et meget stort publikum, bliver nøje kontrolleret. Et forkert ord kan koste dig din karriere. Der var for eksempel en berømt sag, hvor en kendt tv-journalist mistede sit job for at sige et par forkerte sætninger og diskutere nogle forkerte temaer. Så journalisterne holdes i meget kort snor. Situationen for aviser er mere kompliceret. Der er oppositionsaviser, som for eksempel Novaya Gazeta. Men også de har grænser. De kan for eksempel ikke skrive kritisk om den ortodokse kirke, og de kan kun skrive i begrænset omfang om Tjetjenien og så videre. Kort sagt kan du skrive om nogle emner, men ikke om alle. Det er et kontrolleret demokrati. Hvis du træder forkert, vil du ikke blive straffet direkte. I stedet vil din husleje blive forhøjet til det femdobbelte, eller du vil få at vide, at dine brandinstallationer ikke er gode nok. På den måde likviderer de dig med såkaldte økonomiske midler, ikke med direkte voldsanvendelse. For mange aviser betyder det natur-


128

ligvis døden. Og anklager man dem bagefter for politisk undertrykkelse, benægter de og siger, at huslejen vitterligt er steget.

langt de kan gå. Aviser nægter ganske enkelt at publicere dine tekster, hvis du kommer med noget, der overtræder disse usynlige grænser.

Efter en kort pause fortsætter Ryklin sin fremstilling med at beskrive redaktørens rolle i lyset af dette mediebillede:

Ryklin kalder sig selv for en turist i Moskva. Siden 2007 har han boet i Berlin, hvor han underviser på Humboldt-Universitetet. Hans forhold til det nuværende Putin-styre er mildt sagt kritisk. Ryklin er en af de nutidige russiske filosoffer og kritikere, som fortrinsvis publiceres og læses uden for Rusland, og kun har begrænset udbredelse i Rusland. De kan betragtes som en art dissidenter, der mere eller mindre frivilligt går i eksil eller befinder sig i et indre eksil i Rusland. Som afrunding på diskussionen om situationen for de russiske medier laver den litterært interesserede Ryklin en analogi til den tjekkiske forfatter Franz Kafkas værk.

MR: Det handler om selvcensur. Du må hele tiden vurdere, hvad du har råd til. Ingen kommer og fortæller dig, hvad du kan skrive, og hvad du ikke kan skrive. I sovjettiden vidste alle, at man ikke skulle skrive om krigen i Afghanistan eller andre følsomme emner. I dag handler det om, at du selv finder ud af, hvor langt du kan gå. Redaktører befinder sig i en meget vanskelig situation, og deres taktik er derfor at tage et lille bitte skridt i en bestemt retning og så vente på reaktionen. Hvis der ikke sker noget, kan han måske tage endnu et lille skridt og så videre. Begynder han at tage store skridt, så kommer han hurtigt i vanskeligheder. Selvom det er forfærdeligt, så har folk allerede accepteret denne selvcensur, og de tænker end ikke på den længere. Det foregår fuldkommen automatisk. Alle ved, hvor

MR: Hvis du har læst Kafka, så har du forholdene i en nøddeskal. Vi lever kort sagt et Kafkaliv. Men også Amerika er blevet kafkask. Tænk på Guantánamo, Abu Ghraib og så videre. Kafka har skrevet tre bøger. Amerika er en beskrivelse af Amerika. Processen er en beskrivelse af Europa. Mens

Slottet er Rusland efter Oktoberrevolutionen. I dag passer disse romaners beskrivelser bedre end nogen sinde på vores situation i verden. I Europa lever millioner af neurotikere. I Rusland er der fuld af psykotikere. Neurotikerne dør ud i Rusland. De kan ikke leve i vores klima. I Europa går alle rundt med en eller anden sag eller dom, og så handler det om, at de skal nå en form for normalitet i forlængelse af denne sag. I Amerika finder man til gengæld en art optimistisk kapitalisme, der ikke vil være neurotisk, men for enhver pris forbliver optimistisk. Uanset hvilken forbrydelse du begår, så er beskeden: Forbliv optimistisk. Derfor var Bush idealet for denne form for kapitalisme, mens Putin i direkte forlængelse af Stalin producerer psykose, dog med andre midler.

Stalins spøgelse og Putinomics / Ryklin er født i 1948 og har fulgt Ruslands udvikling i mange år. Han hører til den generation af filosoffer, der har set landets enorme forandring siden 1960’erne. Tilværelsen som dissident og turist i Moskva er mere tiltalende


Lettre Internationale - Russisk elegi

“Hvis du har læst Kafka, så har du forholdene i en nøddeskal. Vi lever kort sagt et Kafkaliv. Men også Amerika er blevet kafkask. Tænk på Guantánamo, Abu Ghraib og så videre. Kafka har skrevet tre bøger. Amerika er en beskrivelse af Amerika. Processen er en beskrivelse af Europa. Mens Slottet er Rusland efter Oktoberrevolutionen.” - Mikhail Ryklin end at bo i Rusland, hvor han ikke kan udtrykke sig frit, har svært ved at arbejde, og hvor minderne er alt for stærke. Ryklins kone, digteren og kunstneren Anna Altjuk, begik formentlig selvmord i maj 2008 efter at have været udsat for en massiv hetz og chikane fra det officielle system i forbindelse med en udstilling. En af de bedste måder at få et indtryk af, hvad der sker i dagens Rusland, er ved at sammenligne de nuværende forhold med sovjettiden, mener Ryklin. MR: Rusland i dag er meget forskellig fra Sovjetunionen. Man skal huske på, at Sovjetunionen var et enormt projekt. De havde brug for fabrikker, rumfart og mange andre ting, eftersom de konkurrerede med USA. De var et såkaldt alternativ til kapitalismen. Det er klart, at Stalin forrådte Oktoberrevolutionens idéer; han nationaliserede dem. For mig løber Oktoberrevolutionens egentlige periode fra 1917 til slutningen af 1920’erne. Så fik Stalin endegyldigt magten i Sovjetunionen og likviderede Oktoberrevolutionens internationale appeal. I dag har vi at gøre med et helt andet land. Rusland er først og fremmest afhængig af sine naturressourcer, og så flo-

rerer der en tiltagende nationalistisk ideologi i hele samfundet. Det har en lang række konsekvenser. Hvis man for eksempel ser på kunsten eller alt, hvad der har at gøre med det, vi kunne kalde et klassisk oplysningsprojekt, kan disse områder bedst sammenlignes med truede dyrearter. For kunstnere er faren fundamentalisterne, der ønsker at kontrollere nutidskunstens udsagn. For eksempel har vi nu den anden proces mod kuratorerne af udstillingen Forbidden Art, der anklages for at fornærme det russiske folks nationale og religiøse følelser. Det eneste, de imidlertid er skyldige i, er at udstille nogle af de mest kendte russiske kunstnere, som i dag bor i USA og Europa. Der er kort sagt mange træk ved det aktuelle samfund, der er decideret antimoderne. Selv de sparsomme modernistiske spirer, der voksede op under sovjettidens vanskelige forhold, bliver i dag revet op og ødelagt. KWM: Hvem er det, der helt konkret står bag denne censur? MR: Det er en alliance mellem en meget nationalistisk, ortodoks kirke og det, vi kunne kalde et magtministerium. Det drejer sig om repræsen-

tanter fra militæret, efterretningstjenesten og politiet. Denne alliance forsøger at kontrollere det, der foregår i kulturen, i kunsten, i filosofien og i humanvidenskaberne i det hele taget. De prædiker idéer, der må fremstå fuldkommen bizarre i europæeres øjne. De fremstiller for eksempel Stalin som det 20. århundredes bedste administrator. Man tror ikke sine egne ører. Ikke desto mindre findes disse tanker i nutidens skolebøger; det er mere eller mindre officielle holdninger og langtfra blot marginaliserede holdninger hos folk i periferien af det russiske samfund. KWM: Men har denne alliance virkelig mulighed for at gennemtrumfe sine synspunkter bredt i samfundet? MR: Dette spørgsmål er tæt knyttet til den russiske historie og det russiske folk. Man skal huske på, at den russiske industrialisering og urbanisering i vidt omfang falder sammen med stalintiden. Rusland var et bondesamfund, og der er ingen, der benægter, alle omkostninger ufortalt, at Oktoberrevolutionen i 1917 ændrede mange ting ved det russiske samfund til det bedre. I 1920’erne havde Rusland for eksempel en lang række betydnings-


130

“Putin har afpolitiseret eliterne i Rusland. Velhavende mennesker, oligarkerne, har overhovedet ingen politisk stemme længere. For dem handler det nu kun om at forblive velhavende. Hvis du støtter andre holdninger end status quo, risikerer du at miste din forretning, din formue og dine privilegier.” - Mikhail Ryklin

fulde kunstnere inden for kunsten og filmen, men også på en lang række andre områder var Rusland en del af den internationale kultur. I første omgang var Oktoberrevolutionen dog et storbyfænomen og berørte omkring 7-8 % af befolkningen. Med andre ord levede 90 % af befolkningen på landet og havde ikke nogen berøring med det, der foregik i storbyerne. Med Stalin begyndte den såkaldte kollektivisering. Bønderne blev brutalt jaget bort fra deres landsbyer. De velhavende bønder blev erklæret kulakker og deporteret til Sibirien, Kasakhstan eller tilsvarende steder. Det betød også, at mange russiske bønder indvandrede til storbyerne. Det er netop den store forskel mellem stalinismen og nationalsocialismen i Tyskland og årsagen til, at nationalsocialismen i den henseende var et langt mindre omfattende fænomen end det, der foregik i Sovjetunionen. Tyskland var ganske enkelt meget mere urbaniseret på det tidspunkt. Hitler havde ikke brug for at reformere samfundet fra bunden, i samme forstand som Stalin havde. Det betød, at Stalin blev selve symbolet på forandring, på den nye tid, for millioner af mennesker, og

det er han stadig for mange. Derfor møder alliancen en befolkning, der er parate til at lytte til deres budskaber. Eller sagt på en anden måde, så er de aktuelle nationalistiske idéer ikke kun fremprovokeret fra oven. Det er ikke sådan, at alliancen frit opfinder myter om Stalin. De kommer i lige så høj grad nede fra samfundet selv. Og det er præcis derfor, at forholdene for intellektuelle er uhyre vanskelige i Rusland. Det er ikke blot hadet til enhver form for oplysning, som man hører fra toppen af samfundet. Det er også hadet fra neden, der siger: “Vi har ikke brug for den”. KWM: Hvilken rolle spiller Putin i denne sammenhæng? MR: Putin var heldig. Han kom til i en tid, hvor prisen på råmaterialer steg voldsomt. For at få medgang havde han kun brug for to ting: En stærk ideologi og en konstant stigning i den generelle velfærd, som blev finansieret af indtægten fra salget af landets råmaterialer. Derfra stammer idoliseringen af Putin. Nu er tingene måske ved at ændre sig igen, fordi den såkaldte putinomics ikke længere kører i så højt et gear som i årene inden krisen. Hans ressourcer

bliver ganske enkelt færre, og han kan ikke fortsætte med at øge folks levestandard og indtægt i samme omfang som før. KWM: Hvilken rolle får de forandrede økonomiske forhold for Ruslands fremtid? Og hvordan vil de påvirke Putins og det nuværende systems popularitet i dine øjne? MR: Der vil ske en radikalisering af systemet, navnlig hvis levestandarden begynder at falde igen. Hvis levestandarden forbliver på det nuværende niveau, vil der formentlig ikke ske det helt store, og systemet vil køre videre i sin nuværende form. Det er vigtigt at understrege, at sovjetprojektet er fuldkommen dødt. Sovjetfabrikkerne er nedlagt, og uanset hvilke ting der blev opnået i Sovjetunionen, så er de historie. Rusland er for alvor trådt ind i verdenskapitalismen, og verdenskapitalismen har brug for militære diktaturer. Putin er med andre ord ikke en fremmed fugl i verdenskapitalismen; virksomheder har brug for stærke ledere, der kan kontrollere systemet.


Lettre Internationale - Russisk elegi

Oligarker med mundkurv og demokratiets død / For filosoffen Mikhail Ryklin ser fremtiden ikke særlig lys ud. Og han forventer bestemt heller ingen positive overraskelser fra det russiske samfunds velhavere, oligarkerne, der i løbet af 1990’ernes vilde eldorado-økonomi fik kontrol med en stor del af de russiske råvarevirksomheder og mange andre centrale sektorer i samfundet. Ifølge Ryklin er der ikke en decideret alliance mellem Putins system og oligarkerne, snarere en stiltiende overenskomst om, at man undlader at støtte politiske initiativer, der ikke har fået grønt lys fra Det Hvide Hus i Moskva, hvorfra Putin og hans administration styrer landet. MR: Putin har afpolitiseret eliterne i Rusland. Velhavende mennesker, oligarkerne, har overhovedet ingen politisk stemme længere. For dem handler det nu kun om at forblive velhavende. Hvis du støtter andre holdninger end status quo, risikerer du at miste din forretning, din formue og dine privilegier.

Også her er der tale om en art indirekte magtudøvelse, der fungerer ud fra eksemplets magt snarere end via love eller lignende. En af de udslagsgivende faktorer i denne sammenhæng har været sagen mod Mikhail Khodorkovskij, tidligere direktør for og medejer af olieselskabet Jukos og Ruslands dengang rigeste mand. Mellem 2003 og 2005 blev Khodorkovskij trukket gennem en art skueproces, hvor eks-oligarken med al symbolsk tydelighed sad i et bur under transmissionerne fra retssagen, der endte med en dom på ni års fængsel for skatteunddragelse. Han sidder stadig fængslet i Sibirien. MR: Der var selvfølgelig mange grunde til Khodorkovskij-sagen. Blandt andet ville han sælge Jukos til udlandet. Men han støttede også uafhængig kultur, der ikke var finansieret af staten, og ja, så støttede han demokratisk orienterede politiske partier finansielt. Men sagen er vigtig, fordi Khodorkovskij var den rigeste og mest indflydelsesrige mand i toppen af den russiske forretningsverden. Mindre fisk forstod kort sagt, hvad der er i vente, hvis de laver noget i stil med Khodorkovskij.

Spørger man Ryklin, hvordan den russiske opposition så agerer i dag under de vilkår, slår han opgivende ud med armene. På spørgsmålet om opbakningen til en af de mest prominente stemmer i oppositionen, den tidligere verdensmester i skak, Garri Kasparov, sukker den russiske filosof kort, inden han svarer. MR: Opbakningen til Kasparovs politiske projekt handler snarere om en klub end et decideret parti. I det hele taget er støtte til græsrodspolitik og demokratiske initiativer i dagens Rusland uhyre begrænset. Det er en tragedie. For overhovedet at samle en folkemængde må en mand som Kasparov gå i alliance med andre stemmer i oppositionen som Limonov og Kasjanov. Ikke fordi de er enige, men for at samle en flok på et par tusinde. Gør han ikke det, kommer han til at stå alene med et par hundrede mennesker. Den ringe opbakning skal ses i lyset af, at der alene i Moskva bor mere end 10 millioner mennesker. De svage græsrodsinitiativer hænger tilsyneladende sammen med en fundamental udhuling af forestillingen om demokrati som sådan.


132

MR: Russere sætter lighedstegn mellem demokrati og den vilde kapitalisme, vi så i starten af 1990’erne, hvor folket mistede deres opsparing, pludselig blev fattige, ikke fik løn og så videre, så de har rigtigt dårlige minder om den periode. Det, Putin og den politiske elite siger til folket, er, at I jo allerede ved, hvad kapitalisme er, I har selv prøvet det, vil I gerne have det tilbage? Vil I gerne have, at lønnen kun udbetales to gange om året? Har I ikke fået løn til tiden hver måned, efter at vi kom til og så videre? Idéen om demokrati er enormt kompromitteret her i Rusland, så det er svært for en hvilken som helst demokratisk bevægelse at få lydhørhed hos befolkningen og bygge bare den mindste popularitet op. Kasparov er ingen undtagelse; hans parti er meget lille. Hans rolle er dog stadig vigtig, idet han tør sige sin mening om systemet.

rer dagsordenen, mens kommunistpartiet med længsel efter sovjettiden og Vladimir Zjirinovskijs nationalistiske parti fungerer som stedfortrædere for en egentlig opposition. Kreml, den russiske regering med præsident Dmitrij Medvedev i spidsen, er i praksis premierminister Putins forlængede arm. Der er kort sagt tale om et såkaldt defekt demokrati, eller med en engelsk term: a managed democracy. Men hvad kan ændre denne fastlåste situation inden for den nærmeste fremtid?

På papiret, fremhæver Ryklin, er der selvfølgelig demokrati i Rusland, eftersom Statsdumaen består af en række forskellige partier. I praksis er der imidlertid tale om et rent skuespil, da de Putin-venlige nyliberale og nynationale kræfter fuldkommen domine-

Vil man høre, hvor forandring måske kunne komme fra, så tror Ryklin ikke, kulturen og litteraturen vil komme til at spille nogen rolle i de kommende år. Til trods for en stor og stolt litterær tradition, Ryklin nævner hurtigt forfattere som Platonov og Nabokov,

MR: Som sagt vil den økonomiske krise enten føre til en radikalisering af de aktuelle tendenser eller en stabilisering af den nuværende situation. Uanset hvad har demokratiet ingen chancer i Rusland, i hvert fald ikke de næste ti år.

Kulturens armod /

som de vigtigste forfattere i det 20. århundrede, og Bulgakov, Babel, Belyj og Pilniak lige efter, så har litteraturen trange kår i dag. MR: Russisk litteratur har ikke længere nogen særlig samfundsmæssig betydning, som det var tilfældet i det 19. og til dels det 20. århundrede. Pelevin og Sorokin skriver gode bøger, men selvom de sælges og oversættes til mange sprog, har de en begrænset kulturel gennemslagskraft. Beder man Ryklin om et eksempel, giver han med det samme svar på tiltale. MR: Tag for eksempel en kritisk bog som Sorokins Den’ oprichnika [Oprichniks dag (2006), ikke oversat til dansk]. Den udkom vist på nitten sprog og var en enorm succes, men her i Rusland var der fuldkommen stilhed. Ingen debat, og sådan er det hele vejen igennem. Bøger skaber ingen diskussion. Til gengæld falder de som sten på boghandlernes hylder. Der er altså kritiske bøger. Og de tolereres. Men de skaber ingen debat. Dissidenter må gerne publicere. Det er ikke som under Stalin. Dissidenter kom-


Lettre Internationale - Russisk elegi

“Russere sætter lighedstegn mellem demokrati og den vilde kapitalisme, vi så i starten af 1990’erne, hvor folket mistede deres opsparing, pludselig blev fattige, ikke fik løn og så videre, så de har rigtigt dårlige minder om den periode.” - Mikhail Ryklin

mer ikke i fængsel. I dag får du lov at leve, du får lov at have et par hundrede læsere. Så længe det er i den størrelsesorden, og du kun bliver trykt i et par tusind eksemplarer, så er det i orden. Du er tolereret, for så vidt som du er marginaliseret. Hvis din udgiver ønsker at sælge 10.000, 20.000 eller 50.000 eksemplarer, så er det en anden sag. Så får du problemer. Ryklins diagnose får uvægerligt en til at tænke på, om der overhovedet er forbilleder for et andet eller fremtidigt Rusland, nogle kulturelle fænomener eller kunst, man kan pege på som byggesten for en kommende kultur? MR: Det er svært at sige. Alle sociale systemer er allerede uhyre komplekse, og der er så mange mørke sider. Måske er forbilledernes tid forbi. Måske kan man slet ikke tale om forbilleder længere. Den russiske revolution havde et klart formål, og det var at gøre en ende på udbytningen, herunder ejendomsretten. Det var i det mindste det, Trotskij, Lenin og mange andre bolsjevikker troede på. Som vi ved, endte dette projekt i en uhyrlig katastrofe. Og derfor er Sovjetunionen forsvundet, og dermed den eneste rig-

tige modvægt til kapitalismen. Inden Berlinmurens fald måtte den kapitalistiske verden tage hensyn til Sovjetunionen som et alternativt system. For arbejderne og de mindre velstillede mennesker i Rusland var dette en enorm fordel, fordi politikere og forretningsfolk ikke bare kunne gøre, hvad de ville. De tænkte: Vi har et alternativt system, hvis vi udnytter det for meget, så vil der opstå revolution, og det bryder sammen. Nu er Sovjetunionen så forsvundet, og Rusland har udråbt sig selv til et kapitalistisk land og praktiserer den værste form for kapitalisme, røverkapitalismen. Eliterne føler, at de kan gøre, hvad de vil, fordi der ikke længere er nogen modvægt til systemet. Derfor tror jeg, at rødderne til den nuværende krise går omkring tyve år tilbage, hvor man slap kapitalismen løs og begyndte at spekulere på den mest uhæmmede facon, som man aldrig havde forestillet sig var muligt for bare 30 eller 40 år siden, hvor der stadigvæk var en systemisk modvægt. Men alt dette blev allerede forudset af Baudrillard og mange andre i starten af 1990’erne, hvor de så, at kapitalismen ikke længere havde nogen grænser.

Alt i alt kan man ikke undgå at sidde tilbage med en klump i halsen efter en samtale med Ryklin, der ikke levner håbet om et andet og bedre system mange chancer i dagens Rusland. Konfronterer man ham med hans egen pessimistiske udlægning af samtiden, slår han en latter op og siger, at han da også er optimistisk, for så vidt at den verden, der omgiver os, ikke er alt, hvad vi har. MR: Man skal huske på, at virkeligheden aldrig har lignet de forestillinger, vi har om den. Det er ikke kun et problem for Rusland, det er selve virkelighedens problem, det er sådan, virkeligheden er indrettet. Alle steder har fordele og ulemper. For mig er det bedre at bo i Tyskland, for andre i Moskva. Det er fuldkommen relativt. I stedet skal vi vende tilbage til rødderne og spørge os selv, hvorfor vi tager denne verden så alvorligt, og hvorfor den spiller så enorm en rolle for os. Det er det store spørgsmål. Hvorfor er vi så afhængige af de ydre omgivelser? Men det er ikke et spørgsmål, folk stiller. De siger: Jeg vil forbedre virkeligheden, så den bliver sådan eller sådan. Det handler de efter, og så mislykkes de. Vir-


134

keligheden kan ikke ændres. Men hvis vi spørger os selv, hvorfor virkeligheden er så vigtig for os, så finder vi også det rette svar. Det er en buddhistisk tanke.” For Ryklin er der i denne tanke ikke tale om resignation, snarere om et realitetsprincip, hvor det drejer sig om at være realistisk i forhold til sit engagement og ikke overvurdere dets rækkevidde. Ser man sådan på tilværelsen, tager man lettere på tingenes voldsomme karakter og bliver, ifølge Ryklin, i stand til at le mere af virkelighedens gru.

Græsrødder spirer / Enkelte initiativer lyser dog op i mørket for Ryklin. Institutionen NCCA (National Centre for Contemporary Arts) i Moskva er et godt sted, og ifølge Ryklin et af de eneste, der arrangerer kulturelt vægtige arrangementer i form af udstillinger, seminarer og konferencer. En russisk udgave af Lettre Internationale er ligeledes på vej, med den russiske forfatter som hovedformidler mellem den tyske moderudgave og de russiske redaktører. Hvad det skal føre

til, vil tiden vise, mener Ryklin, der dog er alt andet end optimistisk på Ruslands vegne. Stemningen rundt om middagsbordet med Alexei Penzin og hans venner virker imidlertid ganske opløftende. Deres diagnose af den kulturelle situation i Rusland er som Ryklins ikke umiddelbart opmuntrende, men de er overbeviste om, at deres aktiviteter er nødvendige for at skabe en anden kultur og et andet Rusland. De er alle i trediverne og er vokset op efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. De har været unge i de løsslupne 1990’ere og er nu blevet voksne i Putin-æraen, der har varet siden 2000. Skal de sammenfatte oppositionens rolle i Rusland, giver de følgende skitse: Under Stalin var det dødsensfarligt at være i opposition. I perioden efter Stalin var det bare usundt. I Perestrojkatiden var det direkte dumt, da mottoet i samfundet lød: “Get Rich or Die Trying”. I dag er det igen blevet usundt og til tider dødsensfarligt at være i opposition til Putins styre. Man kan bare tænke på de mange journalister, der de sidste år er blevet myrdet eller omkommet på mystisk vis. Ikke desto mindre får man indtrykket af en noget mere optimistisk

tilgang til nutiden, når man hører om de mange aktiviteter, der trods chikane fra officielt hold finder sted på græsrodsplan i Alexeis omgangskreds. Et af dem er den kritisk-venstreorienterede platform “CHTO DELAT? / WHAT IS TO BE DONE?”, der så dagens lys i 2003 og organiserer aktiviteter i Skt. Petersborg, Moskva og Nizjnij Novgorod. Forummet, som Alexei Penzins netværk er en del af, arrangerer konferencer, seminarer, udstillinger, filmforevisninger og udgiver et magasin. Deres diagnose af Rusland i dag ligger ikke langt fra deres ældre kollegas. De fastholder dog en grundlæggende tro på fremtiden. Et af de afgørende momenter i CHTO DELAT? / WHAT IS TO BE DONE?’s aktiviteter har været at etablere relationer med ligesindede rundt om i Europa. Derfor findes deres hjemmeside også på engelsk, og deres magasin er tosproget (russisk og engelsk). Den mere fortrøstningsfulde ånd afspejles i magasinets enkeltnumre, hvor der er to typer overskrifter for temaerne. På den ene side en kritisk samfundsdiagnose under overskrifter som “Reactionary Times” eller “State of Emergency”, og på den


Lettre Internationale - Russisk elegi

anden side den optimistiske etos under overskrifter som “Potentialities, beyond political sadness” og “When Artists Struggle Together”. Det lader til, at de unge filosoffer, kritikere, kunstnere og aktivister netop arbejder i Ryklins ånd. De arbejder kort sagt i det små på at organisere en ny kultur i Rusland, og det uden at forlange mirakler af deres indsats hen over natten.

www.chtodelat.org


A Space Exodus / Af Larissa Sansour


Lettre Internationale - Subject


138


Lettre Internationale - Subject


140


Lettre Internationale - Subject


142


Lettre Internationale - Subject


144


Lettre Internationale - Subject


146


Lettre Internationale - Subject


148


Lettre Internationale - Subject


150


Lettre Internationale - Subject


154

En anden verden er mulig

AntiglobaliseringsbevĂŚgelsen og andre antisystemiske satsninger i retrospektiv Af Mikkel Bolt


Lettre Internationale

“Det synes at være nemmere for os at forestille os jordens og naturens fuldstændige forværring end senkapitalismens sammenbrud.” 1 Fredric Jameson, Killingworth, Connecticut, 1994

“Men vi siger: Nu er det nok!” 2 Subcomandante Marcos, Chiapas, januar 1994

“De fyre repræsenterer ikke nogen. Jeg synes bare, vi skal til at være meget mere håndfaste over for det her.” 3 Tony Blair, London, juli 2001


156

“Un autre monde est possible” (En anden verden er mulig) – således skrev Ignaçio Ramonet, den spanske redaktør af den Paris-baserede politiske månedsavis Le Monde diplomatique, i en leder i maj 1998.4 “Er den politiske, sociale, kulturelle arkitektur, som har rejst neoliberalismen, modificerbar?”, spurgte Ramonet læseren. “Er borgerne dømt til at forblive indespærret i den nuværende økonomiske afskyelighed uden mulighed for at reagere? Eksisterer der andre veje at udforske, således at menneskeheden genfinder meningen med det fælles gode?” Ramonets sætninger står i retrospektiv som udtryk for de sene 1990’eres begyndende problematisering af det neoliberale akkumulationsregime, som indtil da havde været stort set uudfordret i den vestlige verden, siden dets implementering fra midt i 1970’erne. I den anden halvdel af 1990’erne blev det neoliberale hegemoni imidlertid udfordret af antiglobaliseringsbevægelsen i Europa og Nordamerika og af antistrukturtilpasningsprotester i den tredje verden, som reagerede på den sumpede grådighed, som kapitalismen eksponerede i sin neoliberale variant. Op gennem 1990’erne fremstod neoliberalismen ellers uovervindelig, men food riots og antiglobaliseringsbevægelsens topmødeprotester formåede tilsammen at kaste lidt grus i maskineriet og forsinke den neoliberale globaliserings fremdrift og tvang den ud i krige og indførelsen af det antioprørsregime, vi i dag er konfronteret med.

Den neoliberale hjemkomst / Som den engelske historiker og New Left Reviewredaktør Perry Anderson skriver i sin statusopgørelse over tidsskriftets historie fra 2000, “Renewals”, var tiden efter Berlinmurens fald og den sovjetiske statskapitalismes kollaps generelt præget af en hidtil uhørt sejrrig kapitalistisk offensiv, som effektivt formåede at lukke den politiske horisont og fjerne mulighederne for formuleringen af alternative politiske projekter.5 Årene efter den sovjetiske kommunismes implosion stod, som Anderson skriver, således ubetinget i neoliberalismens tegn, og frimarkedskapitalismen fremstod som den eneste reelle økonomi-

ske løsning, som det blot gjaldt om at implementere i Østeuropa og alle andre steder, hvor den endnu ikke var et fuldt realiseret faktum. Det kunne kun gå for langsomt, og der var ikke noget at være i tvivl om. Forvitringen af den sovjetiske kommunisme blev betragtet som en art bevis på overlegenheden af den vestlige blanding af parlamentarisk demokrati og markedsøkonomi. Ifølge den neoliberale doxa var det lige til: Under dække af at blande sig mindst muligt skulle staten udbrede markedsmæssig adfærd til alle områder af det menneskelige liv. Det skete gennem afskaffelse af tilskud til eksempelvis mad, boliger og brændsel, gennem privatisering af nationaliseret industri og gennem multinationale firmaers overtagelse af leveringen af eksempelvis vand, sundhed og uddannelse. Samtidig skulle økonomisk svage nationer fjerne enhver form for importkontrol, da det på længere sigt på den måde blev muligt for dem at tiltrække udenlandske investeringer, der ville resultere i økonomisk vækst, der ville gøre det muligt at tilbagebetale gæld. Fortællingen om Den kolde krigs afslutning nåede hysteriske højder med den amerikanske bureaucrat-turned-philosopher Francis Fukuyamas bog om historiens afslutning, The End of History and the Last Man fra 1992, hvori Fukuyama euforisk iscenesatte det liberale demokrati, der ifølge Fukuyama er kendetegnet ved anerkendelse af menneskets værdighed og økonomiske effektivitet, som intet mindre end virkeliggørelsen af Guds kongerige på jorden, som den endelige form for menneskelig styring.6 Vi var kommet hjem, intet mindre. Fukuyamas bog fremstår i retrospektiv som et skoleeksempel på, hvorledes den neoliberale ideologis forestilling om en ny verdensorden på dette tidspunkt blev forsøgt præsenteret som naturlig, og som om den ikke var en ideologi. Den amerikanske historiker Russell Jacoby analyserer i sin bog The End of Utopia: Politics and Culture in an Age of Apathy fra 1999 denne ‘post-ideologiske’ situation, hvor neoliberalismen effektivt havde stoppet alle huller til og blokeret for enhver socialistisk tankegang eller tro på en anden verden: “Vi bliver stadig oftere tvunget


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

til at vælge mellem status quo eller noget værre. Der synes ikke at eksistere andre alternativer. Vi er ankommet til samtykkets æra, hvor vi indretter vores liv, familier og karrierer med ringe forventning om, at fremtiden vil være anderledes end nutiden. […] En ny konsensus er dukket frem: Der er ingen alternativer. Det er den herskende opfattelse i vor tid, en æra af politisk udmattelse og tilbagetrækning.”7 Selv socialister og politikere eller aktivister, der mente at oppebære et engagement til fordel for en eller anden form for socialisme, havde mistet tiltroen til en anden verden end neoliberalismens; som Jacoby vrisser: “Marxismen leder [nu] efter et efterliv som en mere perfekt kapitalisme.”8 Efter de højspændte 1980’ere med stjernekrigsprojekter og citadelkultur, var der pludselig ikke længere nogen grundlæggende problemer; det var mest af alt et spørgsmål om at docere den rette blanding af afregulering og privatisering plus lidt parlamentarisk demokrati og nordamerikansk underholdningskultur, så var den hjemme: We are the World. Tidligere tiders politiske skel og økonomiske problemer var en saga blot. Nu var det tid til afregulering og globalisering.

Fraværet af alternativer / Op gennem 1990’erne var kritikken af den neoliberale dagsorden spagfærdig og stort set fraværende. Når socialdemokrater i Europa i løbet af 1990’erne overtog regeringsmagten, som det var tilfældet i eksempelvis Storbritannien og Tyskland, så var det for endnu mere effektivt at forfølge en neoliberal politik, der tog form af radikale indgreb i velfærdsstaten, privatiseringer og afregulering. Som Anderson skriver: “Kernen i regeringernes [Blairs, Schröders, etc.] fremgangsmåder forbliver videreførelsen af Reagan-Thatcher-arven, i nogle tilfælde med midler deres forgængere ikke turde benytte.”9 Hvor Berlinmurens fald kom til at signalere socialdemokratismens helhjertede tilslutning til det neoliberale paradigme, hvilket blev endeligt bekræftet med Blairs Third Way, da viste sovjetkommunismens kollaps sig på mange måder at være dødsstødet for en i forvejen forkrampet

Vi bliver stadig oftere tvunget til at vælge mellem status quo eller noget værre. Der synes ikke at eksistere andre alternativer. Vi er ankommet til samtykkets æra, hvor vi indretter vores liv, familier og karrierer med ringe forventning om, at fremtiden vil være anderledes end nutiden.


158

venstrefløj, der på forskellig vis havde identificeret sig med den sovjetrussiske kommunisme, på trods af at denne aldrig reelt havde noget som helst at gøre med det, Karl Marx forestillede sig, da han skrev om kommunismens negation af kapitalismen. Marx definerede kapital som pengeavlende penge, og en ophævelse af kapitalismen må derfor nødvendigvis tage form som en ophævelse af de kapitalistiske økonomiske grundformer (altså en negation af vare-, penge-, lønformen, der resulterer i, at arbejdsproduktet ikke længere er en vare, der har en pris og kan sælges for penge etc.), men i Sovjetunionen, den såkaldt ‘faktisk eksisterende socialisme’, mente man at være på vej mod kommunismen gennem socialismen via privatejendommens afskaffelse, planøkonomi og proletariatets diktatur. Kapitalforholdene blev imidlertid ikke negeret, og den kapitalistiske produktionsmåde fungerede derfor intakt i Sovjetunionen, hvor der blev udviklet en form for statskapitalisme. Ikke desto mindre abonnerede begge fløje i den kolde krig på den misforståelse, at Sovjetunionen var i færd med at ophæve kapitalismen og blive et socialistisk samfund. I efterkrigstiden var det primært venstremarxistisk systemkritik, der havde styr på disse sager og derfor ikke lod sig fange af den kolde krigs frygtpolitik, men analyserede de to konkurrerende regimer som to forskellige former for kapitalisme.10 Desværre var der imidlertid tale om undtagelser, og store dele af ikke mindst den vesteuropæiske venstrefløj forblev under hele efterkrigsperioden orienteret mod det statskapitalistiske Sovjetunionen og brugte derfor meget tid på at legitimere det partidiktatur, som hurtigt blev en realitet efter den russiske revolution, samtidig med at de effektivt fik forplumret, hvad det kommunistiske perspektiv går ud på. Og det var selvfølgelig derfor, at Berlinmurens fald kunne iscenesættes som kommunismens endeligt, og det er derfor, at vi skal frem til 1990’ernes antiglobaliseringsbevægelser, før det faktisk lykkedes at formulere en egentlig postkoldkrigs-internationalisme, der overskred Den kolde krigs rigide modsætninger.

Fra fordisme til neoliberal globalisering / Hvis vi zoomer lidt ud og betragter den historiske udvikling med grovkornede politisk-økonomiske briller, udgjorde Berlinmurens fald snarere en afsked med de sidste rester af statsstyret økonomi end afslutningen på en højspændt ideologisk kamp mellem kapitalisme og socialisme. For de to konkurrerende systemer var faktisk til trods for den fjendtlige retorik fælles om en række grundlæggende økonomiske instrumenter og prioriteringer i perioden fra 2. Verdenskrig og frem til begyndelsen af 1970’erne, hvor der begyndte at ske et skifte i den vestlige verden fra statsstyret fordisme via post-fordisme til neoliberal, global kapitalisme. Berlinmurens fald var i den sammenhæng blot en etape i denne historiske udvikling væk fra statscentreret kapitalisme; i Sovjetunionen skete skiftet blot med ti års forsinkelse, men så til gengæld med endu større fart og endnu voldsommere end i den vestlige verden (det russiske bruttonationalprodukt faldt med en tredjedel fra 1989 til 1999, og levestandarden faldt drastisk, eksempelvis faldt gennemsnitsalderen for mænd til 57 år i 1990’erne). I den vestlige verden skete der altså et skifte fra statsstyring til neoliberalisering i løbet af 1970’erne og 1980’erne.11 Baggrunden var, at der i løbet af 1960’erne var dukket en hel række kritiske, politiske subjektiviteter frem, som formåede at destabilisere det på det tidspunkt herskende produktionsparadigme bestående af keynesianisme, fordisme og taylorisme. Stridige arbejdere, kvinder, arbejdsløse, seksuelle minoriteter, sorte og oprindelige folk, studenter og krigsmodstandere manifesterede sig som utilfredse og nedbrød de allerede etablerede politiske positioner og krævede noget, som det daværende system ikke kunne indfri. Det blev derfor nødvendigt at forlade efterkrigstidens keynesianske model med fuld beskæftigelse, der havde været central for udviklingen af velfærds- og konsumsamfundet, da den viste sig at udstyre arbejderne med så meget agency, at de afviste den fordistiske disciplin.12 Løsningen på krisen blev at fjerne grundlaget for social reproduktion for en stor mængde


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

af de stridige subjekter, der blev fyret, fik midlertidigt arbejde eller bare blev fjernet fra forskellige former for fælleder som offentlig service, jobbeskyttelse, genetisk viden, akademisk data, jord eller vand. Det autonomistiske, marxistiske aktivist- og skriftkollektiv Midnight Notes Collective beskriver denne udvikling som en global indhegningsproces, en ny fase af det, Marx benævnte oprindelig akkumulation, “en storstilet omorganisering af akkumulationsprocessen […]. Det vigtigste mål for denne proces, som har været undervejs siden midten af 1970’erne, har været at fjerne arbejdere fra det område, hvor deres organisatoriske kraft er blevet skabt, således at de som afrikanske slaver overflyttet til Amerika tvinges til at arbejde og kæmpe i et fremmed område, hvor de modstandsformer, som er mulige derhjemme, ikke længere er til rådighed.”13 I kølvandet på, hvad vi stenografisk kan benævne ’68-oprøret, kom efterkrigstidens fordistiske akkumulationsparadigme altså i problemer, som blev forsøgt løst gennem neoliberal afregulering, hvor de antiautoritære energier blev omformet og styret over i en ny omgang kapitalistisk akkumulation. Arbejdskraften blev forsøgt gjort mindre værd, og arbejderne blev reduceret til en art apolitisk vare, der kun fik værdi gennem markedet. I hvad den italienske autonomia-filosof Paolo Virno har kaldt 70’ernes kontrarevolution, blev størstedelen af de antiimperialistiske, antiautoritære og anarkistiske krav på den måde oversat til vareformen og muliggjorde en endnu mere omfattende kolonisering af hverdagslivet; resten af kravene blev kriminaliseret og undertrykt.14 Resultatet af denne proces blev skabelsen af, hvad den franske antipsykiater Félix Guattari og den italienske autonomia-filosof Toni Negri kalder den integrerede verdenskapitalisme, et verdensrum som var glat for kapitalens bevægelser, men stribet og segmenteret for arbejdersubjekternes migration.15

Strukturtilpasning og ‘usynlige’ madoptøjer / Det neoliberale globaliseringsprojekt, som blev lanceret i den anden halvdel af 1970’erne og var

I et første moment stod den på privatiseringer, fyringer, nedskæringer og antifagforeningskampe i den vestlige verden. Højdepunkterne var blandt andet, da Reagan i 1981 fyrede 11.300 strejkende flyledere, og da Thatcher i 1985 besejrede strejkende britiske kulminearbejdere efter mere end et års strejke og lukkede flere miner.


160

rettet mod 60’ernes himmelstormere, tog form af inddrivelse af gæld fra den tredje verden, dumpning af priserne på de råvarer, de samme lande eksporterede, outsourcing, øget konkurrence mellem arbejderne gennem udvidelse af arbejdsmarkedet, der nu pludselig var hele verden, brug af kvinder i sweat shoop-produktion, slankning eller decideret afvikling af velfærdsstaten, aflæsning af farligt affald i den tredje verden og ekspropriation af land og naturressourcer. I et første moment stod den på privatiseringer, fyringer, nedskæringer og antifagforeningskampe i den vestlige verden. Højdepunkterne var blandt andet, da Reagan i 1981 fyrede 11.300 strejkende flyledere, og da Thatcher i 1985 besejrede strejkende britiske kulminearbejdere efter mere end et års strejke og lukkede flere miner. I det globale syd stod den på oprettelse af eksportproduktionszoner som erstatning for den industri, der blev lukket i nord, og de strukturtilpasningsprogrammer, som IMF og Verdensbanken tvang forgældede lande til at følge mod at optage nye lån eller tilbagebetale gamle lån, der pludseligt var blevet meget dyrere, da renten steg drastisk i 1979 og efterlod en række nationer med gigantisk gæld. I overensstemmelse med det neoliberale projekt åbnede disse programmer de nationale økonomier for multinationale virksomheder og tvang dem til drastiske nedskæringer på offentlige udgifter. På den måde blev de postkoloniale nationer styret økonomisk udefra og tvunget til at lukke ned for fattigdomsbekæmpelse og uddannelsesprogrammer og ophæve allerede gennemførte landreformer. Som følge af IMF-programmerne faldt reallønnen i Afrika i perioden gennemsnitligt mellem 50 og 60 procent. Samtidig betalte de fattigste lande tre gange så meget som deres oprindelige gæld i 1980 i perioden fra 1980 og frem til 1992, nøjagtigt 1.662 milliarder dollars, hvad der dog ikke betød, at gælden kom ud af verden – den voksede til tredobbelt størrelse. I 1980 var de underudviklede landes samlede gæld på 600 milliarder dollars, i 1990 var den på 1,4 billioner dollars, og i 1997 2,17 billioner dollars. I den første fase af implementeringen af neoliberalismen

blev der altså skabt et globalt produktionssystem med øget konkurrence, og hvor ‘regningen’ blev forsøgt sendt videre til miljøet og levende væsener (først og fremmest i syd). Den anden fase af denne neoliberale omstrukturering, som groft sagt gik fra Berlinmurens fald og frem til antiglobaliseringsprotesterne, var, som Anderson skriver, kendetegnet ved, at der i flere år ikke umiddelbart var nogen udfordrer til neoliberalismen.16 Der var ikke noget at være i tvivl om, markedet var forudsætningen for løsningen af ethvert problem. Efter forvitringen af konkurrenten i Øst blev der anlagt en mere forhandlingsvillig mine – der skete et retorisk skifte – og 1990’erne var derfor en tid med en mere ‘human’ og ‘pragmatisk’ neoliberalisme i form af eksempelvis den amerikanske præsident Bill Clinton, som offentligt ytrede bekymring over miljøet, børnearbejde og arbejderes rettigheder, samtidig med at hans regering gennemførte en række love og initiativer, som udelukkende tjente de riges interesser.17 Men officielt var der ikke nogen grund til ikke også at invitere civilsamfundets organisationer og ngo’er indenfor og diskutere de problemer, de arbejdede med; det post-ideologiske budskab var, at alt var til forhandling, så længe det skete på markedets betingelser, og så længe de forskellige kritikpunkter forblev løsrevne enkeltsager og ikke blev forenet i en samlet kritik af kapitalismen og dens neoliberale fase. For afregulering og privatisering gav sig selv. I den første fase af den neoliberale omkalfatring lykkedes det aldrig at etablere en sammenhængende modoffensiv, der kunne tage kampen op mod den neoliberale satsning. Ikke desto mindre fandt der faktisk en række voldsomme protester sted især i den tredje verden, men da de så at sige faldt ved siden af den dominerende koldkrigsmodel og heller ikke passede til de nationale rammer, som politiske analyser fandt sted inden for på det tidspunkt, forblev de mere eller mindre usynlige. Men som den amerikanske sociolog John Walton og den engelske antropolog David Seddon viser i deres Free Markets & Food Riots: The Politics of Global Adjustment fandt der immervæk mere end 146 IMF-relaterede


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

riots sted i såkaldt tredjeverdenslande i perioden 1976 til 1992, en veritabel eksplosion af protester mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer, der strakte sig fra Filippinerne over Niger til Peru. “De internationale dimensioner ved spareprogrammerne kommer symbolsk til udtryk gennem angreb på rejsebureauer, udenlandske biler, luksushoteller og internationale virksomhedskontorer. Protesterne antager forskelligartede former, ofte fremstår de som klassiske madoptøjer (Marokko, Brasilien, Haiti), andre gange som fredelige demonstrationer, der udvikler sig voldeligt (Sudan, Tyrkiet, Chile) eller som generalstrejker (Peru, Bolivia, Indien). […] Madoptøjer som et udtryk for folkelig protest er et almindeligt, måske endda universelt, kendetegn ved markedssamfund – mindre et levn fra den politiskindustrielle evolution end en strategi ved hjælp af hvilken fattige og fortrængte grupper fremsætter deres krav om social retfærdighed.”18 Som Walton og Seddon redegør for, fandt der altså en hel række optøjer og demonstrationer sted rettet mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer fra sidst i 1970’erne og frem. Den første bølge kulminerede i 1983 til 1985 med uro i blandt andet Bolivia, Brasilien, Panama, Tunesien, El Salvador, Guatemala og Mexico, den anden nåede sit højdepunkt efter 1989 i lande som Venezuela, Niger, Indien og Nepal. Forløbet var stort set det samme hver gang: I Zambia for eksempel var en del af de offentlige udgifter blevet brugt til at subsidiere prisen på majs, således at selv fattige kunne købe majsmel. I henhold til et strukturtilpasningsprogram udfærdiget af IMF blev disse subsidier imidlertid fjernet i 1985, hvad der resulterede i en flerdobling af priserne på majs, der pludselig kostede 120 procent mere. Det kom til voldsomme uroligheder i den nordlige del af landet i kobberminedistriktet. Kvinder, unge og arbejdsløse gik på gaden og angreb de lagre, hvor majsmelet blev opbevaret. Urolighederne kulminerede den 9. december 1986, hvor hundredvis af butikker blev plyndret, og der blev sat ild til et regeringskontor i Kalulushi. Op mod tyve mennesker blev dræbt under madoptøjerne, og flere hundrede blev såret. På grund af urolighederne blev den

zambiske regering nødsaget til at sænke prisen på majs og bakkede, dog kun midlertidigt viste det sig, ud af aftalerne med IMF. Et andet eksempel på periodens protester var de optøjer, der fandt sted i Caracas i Venezuela i 1989. Ved præsidentvalget i 1988 langede Accion Democráticas præsidentkandidat Carlos Andres Perez voldsomt ud mod IMF og afgav løfte til vælgerne om kun at betale 20 procent af landets eksportindtægter tilbage på de IMFlån, som partiet under ledelse af den afgående præsident Jaime Lusinchi ellers selv tidligere havde taget for at kompensere for de faldende olieindtægter, den venezuelanske økonomi led under som følge af den økonomiske opbremsning af verdensøkonomien i begyndelsen af 1980’erne. Men blot to uger efter at have vundet valget annoncerede Perez en ny og voldsom spareplan, der skulle gøre det muligt at leve op til aftalerne med IMF og samtidig overbevise IMF om at yde nye lån til landet. Priserne på offentlige tariffer og olie steg således markant fra den ene dag til den anden; blandt andet eksploderede prisen på fødevarer og transport. Optøjerne brød ud den 27. februar om morgenen, da arbejdere fra forstæder som Guarenas og Guatrie skulle med bussen for at komme på arbejde i centrum af Caracas. De blev mødt med en prisstigning på mellem 50 og 100 procent for at tage bussen. Reaktionen lod ikke vente på sig, og tusinder ytrede deres utilfredshed ved at sætte ild til busser og biler, bygge barrikader og plyndre butikker. Urolighederne bredte sig hurtigt til resten af hovedstaden og andre byer i landet. Den første fase af optøjerne havde karakter af et løssluppent karneval, hvor utilfredse fattige festede med de tilegnede varer som champagne, kød og whisky, mens politiet så på med billigelse, men da der blev indført undtagelsestilstand, og militærpolitiet rykkede ind med tanks og tåregas, ændrede billedet sig. Ifølge journalister skød militæret på alle, der bevægede sig på gaden. Tre dages optøjer blev afløst af en uges besættelse og skudkampe mellem militær og fattige. Optøjerne blev slået ned med hård hånd. Det er aldrig blevet klarlagt, hvor mange der døde, men


162

op mod 3.000 menes at være blevet dræbt eller forsvundet, og tusindvis blev arresteret.19 Efterfølgende gennemtrumfede Perez og hans regering IMF’s økonomiske tilpasningspolitik uden nogen som helst folkelig opbakning.20 Den lange række af madoptøjer, der fandt sted i underudviklede lande i Afrika, Asien og Latin- og Sydamerika i 1980’erne og 1990’erne, var med til at lægge hindringer i vejen for den ellers så sejrssikre neoliberale offensiv, der skyllede hen over verden fra sidst i 1970’erne, ved at delegitimere dens globaliserings- og postideologis-ideologi. Madoptøjerne var imidlertid på dette tidspunkt primært defensive modreaktioner, som mindre handlede om at etablere noget nyt end om at forsvare det allerede eksisterende og undgå den misere, der nødvendigvis fulgte i kølvandet på implementeringen af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer. Og selvom de var rettet mod globale forhold og IMF’s neoliberale strukturtilpasningsprogrammer, så forblev madoptøjerne ikke desto mindre desperate lokale reaktioner, der ikke formåede at knytte de spredte protester sammen til en samlet modstand, og derfor lykkedes det reelt aldrig at overskride den konkrete nationale kontekst. Som den amerikanske politolog Jeffrey Ayers formulerer det: “Mens forskellige bevægelser og regionspecifikke kollektive aktionsrammer dukkede frem i 1980’erne og de tidlige 1990’erne i forskellige dele af verden, så krævede det udviklingen af en mere inklusiv indramning at forene de forskelligartede aktører i en protestbevægelse mod neoliberalismen.”21

Chiapas-kommunen / I 1994 kan der imidlertid siges at ske et sådant skifte hen imod en mere inklusiv og internationalistisk ramme, da EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional) lancerede deres væbnede oprør i den mexicanske stat Chiapas. Om morgenen den 1. januar 1994 indtog omkring 3.000 maskerede og skimaskeklædte mayaindianske zapatista-oprørere, som var bevæbnet med våben eller vellignende attrapper, San Christobal de la Casas og fire andre byer i Chiapas-

provinsen i Mexico.22 Mayaoprørerne bemægtigede sig offentlige bygninger, åbnede fængsler og kom med offentlige erklæringer vendt mod den mexicanske regering og dens neoliberale politik. Dagen for aktionen var nemlig ikke tilfældig: Den 1. januar 1994 trådte North American Free Trade Agreement (NAFTA) mellem USA, Canada og Mexico i kraft. Som EZLN’s talsperson, subcomandante Marcos, sagde: “Dette handler ikke om Chiapas, det drejer sig om NAFTA og [den mexicanske præsident] Salinas neoliberale projekt.”23 Op gennem 1980’erne og 1990’erne implementerede den mexicanske regering en række drastiske økonomiske strukturtilpasningsprogrammer, som blandt andet bestod i devaluering af pesoen, fjernelse af subsidier på fødevarer, beskæring af de offentlige udgifter og åbning af Mexico for udenlandsk kapital. Effekterne af disse tiltag, som blev suppleret med konsekvent valgsvindel, var massiv arbejdsløshed og en drastisk nedgang i realindkomsten ikke blot for landets bønder og arbejdere, men også dele af middelklassen. Situationen i Chiapas-provinsen var endnu værre end i resten af landet. Selvom Chiapas-provinsen, der er den sydligste delstat i Mexico, er rig på både olie og uran, samtidig med at der produceres store mængder kaffe, majs og kvæg, så lever langt over halvdelen af befolkningen på 3,5 millioner under FN’s fattigdomsgrænse. Elektricitet fra store dæmninger i delstaten eksporteres til USA, mens de lokale ikke har adgang til elektricitet. Som følge af disse forhold har provinsen været præget af klassekamp, og særligt mayaindianerne, der udgør ca. 35 procent af befolkningen i provinsen, er blevet tvunget til at dyrke stadigt mindre anvendelig jord og sælge deres arbejdskraft ekstremt billigt for bare at overleve. Mayaindianernes situation er typisk for den indfødte befolkning i Mexico, som siden Spaniens erobring i 1521 og frem til i dag har været udsat for forfølgelse og diskrimination. NAFTA-aftalen, der åbnede Mexico op for varer fra USA og Canada, var altså blot det seneste initiativ, som gjorde det næsten umuligt for de fattige i Chiapas at overleve, og da det var forventet, at prisen


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

“Vi er alle indianere”, som zapatisterne proklamerede. Det vigtige var at organisere sig selv, ikke at organisere andre. At gøre oprør på baggrund af autonomi og ikke en homogeniserende forestilling om helhed.

på korn, som er den primære indtægtskilde for indianerne, ville falde som følge af aftalen, og at områdets store industrikvægavlere ville tilegne sig flere landområder fra indianerne, var scenen sat for EZLN’s aktion. Den mexicanske hær blev sat ind mod oprørerne, det kom til kampe i flere byer, og op mod 1.000 mennesker mistede livet i løbet af tolv dage, før der blev indledt fredsforhandlinger mellem Salinas og EZLN. På det tidspunkt havde zapatisterne formået at sprede nyheden om deres aktion og modtaget sympatierklærin-

ger fra store dele af såvel det mexicanske samfund som det internationale. I februar indledte indianerne og regeringen forhandlinger. EZLN krævede gennemgribende reformer af Mexico, blandt andet en egentlig valgreform, ændring af straffeloven, og at den oprindelige befolknings levevilkår blev forbedret, men regeringen afviste disse tiltag og forsøgte at præsentere konflikten som et lokalt problem om ressourcer. Men EZLN holdt fast i sine krav, og forhandlingerne strakte sig frem til august 1996, hvor EZLN trak sig ud, fordi regeringen ikke ville implementere de aftaler om indfødtes rettigheder, San Andrés-aftalerne, det faktisk var lykkedes at blive enige om tidligere samme år. Regeringen skiftede da taktik fra dialog til provokation, og de følgende år kom det løbende til spredte kampe mellem EZLN og militæret samt paramilitære grupper finansieret af områdets store jordejere, der konsekvent tilegnede sig jord fra indianerne. I 2000 marcherede zapatisterne til Mexico City og krævede, at den nyvalgte præsident Vicente Fox, der i sin valgkamp havde været positiv over for zapatisterne, levede op til de aftaler, der var blevet indgået i 1996. Da det ikke skete, trak de sig tilbage til Chiapas og oprettede 32 autonome kommuner med egne råd, skoler og sundhedsfaciliteter. De autonome kommuner byggede på gamle indianske styreformer med landsbyråd og vægt på kollektive værdier efter princippet om at “lede adlydende”.24 Sideløbende med at konflikten med den mexicanske regering bølgede frem og tilbage med større eller mindre intensitet, afholdt zapatisterne en række såkaldt intergalaktiske konferencer i Chiapas og andre steder med deltagelse af flere tusinde aktivister og intellektuelle fra stort set hele verden. Samtidig opbyggede zapatisterne et internationalt solidaritets- og informationsnetværk, som cirkulerede information om EZLN’s aktiviteter i Chiapas, men også søsatte diskussioner om neoliberalismens konsekvenser andre steder.25 På den måde forsøgte zapatisterne at globalisere deres kamp, decentralisere den og gøre det muligt for andre underkastede at komme


164

til orde og drage nytte af zapatisternes erfaringer; alle kunne være Marcos ved at iklæde sig et tørklæde og stikke en pibe i munden: “Vi er alle Marcos”, som 100.000 råbte i Mexico City i 1995, da præsident Zedillo forsøgte at arrestere el subcomandante. Denne åbenhed afspejlede den organisationsform, EZLN selv var kendetegnet ved, som bedst kan beskrives som et forsøg på at operere med radikalt deltagerdemokrati. Som et af EZLN’s mange kampråb formulerede det: “Alt til alle, ingenting til os selv.” De gange, der blev indgået en aftale med den mexicanske regering, blev aftalerne således forelagt alle de lokale zapatista-samfund, der så tog stilling til dem. “Kommanderende adlydende” var et af EZLN’s andre mottoer. EZLN var nemlig hverken et politisk parti med en ledelse, der skulle gøre sig populær hos vælgerne, eller en avantgardeguerilla, der med vold ville tage magten. Subcomandante Marcos var ikke den nye Fidel Castro, men var netop blot underkommandant og talsmand for zapatisterne. Derfor var den bedste måde at hjælpe zapatisterne på at gøre modstand og skabe alternativer, hvor man nu selv var. “Vi er alle indianere”, som zapatisterne proklamerede. Det vigtige var at organisere sig selv, ikke at organisere andre. At gøre oprør på baggrund af autonomi og ikke en homogeniserende forestilling om helhed. EZLN definerede derfor heller ikke kampen som et forsøg på at tage (stats)magten og styre kapitalismen i indianernes og arbejdernes interesse. Det handlede ikke om målet, men om vejen, om kommunisme som en postkolonialistisk og antikapitalistisk praksis; den nye verden ville materialisere sig gennem en transformationsproces og ikke efter revolutionen. Zapatisterne forsøgte at bevæge sig hinsides en forestilling om revolutionen som en teleologisk praksis; der var ikke nogen navngivet utopi, det handlede om at realisere. Zapatisterne udmærkede sig ved i forlængelse af 1980’ernes madoptøjer og modstanden mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer at sætte ord på den historiske situation, hvor kapitalismen i form af neoliberalisme var i færd med en storstilet global omstrukturering. Derved pegede

EZLN hinsides efterkrigstidens internationalismer, som ofte forblev nationalistiske og teleologiske i deres form, idet zapatisterne, samtidig med at de trak veksler på en lang tradition for folkelige protester og guerillakamp i Latin- og Sydamerika, åbnede et rum for politisk mobilisering hinsides nationalstaten, de nationale befrielsesbevægelser og de spontane IMF-protester. De distancerede sig fra den nationale guevaristiske befrielseskamp, men holdt fast i forestillingen om solidaritet med frihedskampe, hvor end de fandt sted. Zapatisternes oprør udgjorde på den måde et brud med forestillingen om national suverænitet, idet de afviste at lade sig reducere til en lokal eller national protest, men i stedet iscenesatte sig som en del af en større og potentielt global reaktion mod neoliberalismen og institutioner som IMF og Verdensbanken og som et forsvar for de mest undertrykte dele af verdens befolkning, for de indfødte folk og deres ret til autonomi og anstændige forhold.26 Zapatisternes talsmand, subcomandante Marcos, talte karakteristisk for denne globale og postkoloniale dimension om, at de var involveret i “Den Fjerde Verdenskrig”: “Vi mener, at verden, som den førhen så ud med en balance mellem de to supermagter, efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 er et afsluttet kapitel, og at magten nu har fået en ny placering. Der er ikke længere tale om en imperialistisk magt, som i klassisk forstand dominerer resten af verden, men en ny magt, en hyper-national magt, en kapitalens finansmagt, som nu sætter dagsordenen. Denne nye magt udvikler sig uophørligt, stimuleret af den neoliberale politik.”27 Det var ifølge Marcos nødvendigt at reagere på finanskapitalens uindskrænkede bevægelser, der skabte endnu større global ulighed og forårsagede armod for stadigt flere på kloden. Idet EZLN indrammede deres væbnede oprør som en global protest og kommunikerede den til resten af Mexico og resten af verden, udviklede mayaindianernes oprør sig til en transnational bevægelse, der var med til at skabe rum for antiglobaliseringsbevægelsens internationale aktioner senere i 1990’erne. På den måde


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

fungerede zapatisterne fra Chiapas som en form for overgang fra 1980’ernes ‘usynlige’ og lokale madoptøjer og antistrukturtilpasningskampe i syd til den transnationale antiglobaliseringsbevægelse i Europa og Nordamerika og den fornyede internationale satsning, der så dagens lys i den anden halvdel af 1990’erne. Man kan sige, at zapatisternes kamp var en slags hængsel mellem 1980’ernes food riots og 1990’ernes topmødeprotester, der var med til at tegne verdenskortet på ny, hvorved der åbenbarede sig nye forbindelser mellem nord og syd, fra San Cristobal de las Casas til London og Seattle, tilbage til Caracas og Kalulushi og videre til Porte Alegre, Milano, Seoul, Nairobi og Paris. Subcomandante Marcos ekspliciterede selv forbindelsen mellem kampene, da han i 1999 donerede et honorar for et avisinterview til strejkende arbejdere i Torino, samtidig med at han derved tydeliggjorde, at fornyelsen ikke nødvendigvis skulle komme fra centrum (som en patroniserende solidaritetsgestus), men lige så godt kunne komme fra periferien.

Antiglobaliseringsbevægelsen og topmødeprotesterne / Sidst i 1990’erne blev det igen for en kort bemærkning muligt at sætte spørgsmålstegn ved kapitalens evne til selvreform. Tallene talte egentlig for sig selv: Siden 1980 og frem til 1999 var 1,6 milliard mennesker gået ned i indkomst, og uligheden mellem rige og fattige var eksploderet både globalt og nationalt. Den gennemsnitlige amerikanske arbejder fik nu 475 gange mindre i løn end topchefer i erhvervslivet, samtidig var indkomstforskellen mellem den rigeste femtedel af jordens befolkning og den fattigste øget fra 30 til 1 til 60 til 1 fra 1960 til 1990. Fra 1988 til 1993 faldt andelen af indkomst i verden med en fjerdel for de fattigste 10 procent, mens de rigeste 10 procents andel steg med 8 procent. Konklusionen var sådan set lige for: Neoliberalismen var lig med elendighed for langt størstedelen af verdens befolkning, dens geografi tog form af små befæstede enklaver af konsum omgivet af et hav af fattigdom og nød.

Men den neoliberale markedsfundamentalisme fremstod ikke desto mindre uantastet langt op i 1990’erne, og med henvisning til globaliseringen blev den økonomiske omstrukturering præsenteret som en uundgåelig og positiv udvikling. Globaliseringen bragte imidlertid ikke integration og fremgang med sig, snarere disintegration, underudvikling og tyveri og fra sidst i 1990’erne finansielle kollaps i en lind strøm: I 1997 kollapsede den sydøstasiatiske økonomi, i august 1998 den russiske, i september den brasilianske, og i 2000 gik bunden ud af den argentinske økonomi. Hvor det i 1980’erne mestendels havde været afrikanske og økonomisk svage sydamerikanske lande, som mærkede den neoliberale omstrukturerings velsignelser, ramte den nu langt bredere. Da antiglobaliseringsbevægelsen pludselig brød igennem mainstream massemediebilledet sidst i 1990’erne og præsenterede en anden historie om neoliberalismen og institutioner som IMF og Verdensbanken, var det imidlertid stadigvæk til stor overraskelse for de fleste. Pludselig gik tusinder af mennesker på gaden og protesterede mod neoliberalismen og dens institutioner som WTO. I maj 1998 indkaldte People’s Global Action, der var blevet dannet til den anden intergalaktiske konference organiseret af zapatisterne, til demonstrationer og gadefest over hele verden under titlen “Global Days of Action: Against ‘Free’ Trade and the WTO”.28 I Genève i Schweiz, hvor der var WTO-ministertopmøde, kom det til voldsomme kampe med politiet, som varede i tre dage. I Brasilien marcherede op mod 50.000 landmænd til hovedstaden Brasilia. I Hyderabad og andre byer i Indien demonstrerede flere hundrede tusinder og krævede, at Indien skulle trække sig ud af WTO. I Prag fandt der en gadefest sted med over 3.000 deltagere, og i Brighton i England, hvor G8-landene holdt møde, blev centrum blokeret af 5.000 demonstranter, som derved tvang lederne af G8 til at søge tilflugt i en herregård uden for byen.29 Den 18. juni det følgende år koordinerede People’s Global Action “J18: Carnival Against Capital”, der fandt sted samtidigt i 40 byer ver-


166

den over under sloganet: “Vores modstand er lige så transnational som kapitalen”. Missionen var at lamme finansielle centre og direkte angribe globale økonomiske institutioner som banker og børser. I London samlede flere tusinde demonstranter sig på Liverpool Street Station klokken 12, iførte sig masker i fire forskellige farver og bevægede sig ad fire forskellige ruter mod byens finansdistrikt, City, hvor der blev holdt en kæmpe gadefest, som udviklede sig til optøjer og kampe mellem demonstranter og politi.30 I New York, Vancouver, Melbourne, Madrid og Amsterdam blokerede eller invaderede demonstranter børserne, i Genova blev bankerne malet pink, og i Bordeaux blev de besat. Inspireret af zapatisterne og den internationale solidaritetsbevægelse, der var blevet udviklet med udgangspunkt i deres kamp, blev der i løbet af få år skabt et transnationalt protestnetværk, hvor neoliberalismen blev udsat for kritik mange steder samtidigt. I forlængelse af zapatisternes deltagerdemokrati var projektet kendetegnet ved et fladt hierarki uden egentlig ledelse, der dikterede aktionsformer eller indsatssteder; i stedet var det op til de enkelte grupper at bestemme fremgangsmåder og greb. På den måde var det håbet at åbne for et utal af doit-yourself-strategier og lade protesten sprede sig uden centrum. Lenins model med organisationernes hierarki og partiets ledelse var tilsyneladende endelig fortid, og Den kolde krigs nationalistiske internationalismer overskredet. I modsætning til hvad mange i forlængelse af en postmoderne kritik af traditionelle politiske modstandsformer forestillede sig, lykkedes det antiglobaliseringsbevægelsen at bruge gaden som scene for protester, og topmødeprotesterne udviklede en række nye dissensudtryk, som adskilte sig fra den fredelige demonstration og byguerillaernes væbnede kamp. De italienske Tute Bianche gik eksempelvis klædt i hvide buksedragter polstret med skumgummi, som gjorde det muligt fysisk at skubbe til politiet. Andre grupper var endnu mere fantasifuldt klædt ud og dansede i fekostumer foran politiet, mens de killede dem med fjer. Og hurtigt blev egentlige klovnehære en fast bestanddel

af protesterne, iført strutskørt og røde næser mimede de politiet eller sprøjtede vand på dem med vandpistoler. Den amerikanske anarkist og antropolog David Graeber beskriver dette repertoire som “et nyt civilt ulydighedssprog, der kombinerer elementer fra gadeteater, festival og, hvad man kan kalde, ikke-voldelig krigsførelse”.31 Nye kommunikationsredskaber som internettet og senere mobiltelefonen var i høj grad også med til at muliggøre de nye spredte aktioner og flade netværk. Med nettet kunne de lokale kampe bindes sammen i et spindelvæv af modstand, hvorved den enkelte protest blev forbundet til modstand andre steder, eller det blev muligt at mobilisere store menneskemasser til de såkaldte topmødeprotester.32 Højdepunktet for den frembrusende modstand mod neoliberalismen blev masseaktionen i Seattle i forbindelse med WTO’s møde den 30. november 1999, hvor det lykkedes de mere end 50.000 demonstrerende at blokere topmødet. De mange demonstranter var en heterogen masse af anarkister, antikapitalister, miljøforkæmpere, traditionelle arbejderorganisationer og grupper, som protesterede imod den tredje verdens gældsbyrde. På førstedagen blev størstedelen af de delegerede, som skulle deltage i mødet, inklusive FN’s generalsekretær Kofi Annan, WTO’s leder Mike Moore, og den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, simpelthen tvunget til at blive på deres respektive hoteller, fordi der var så mange demonstranter i gaderne. Allerede fra morgenstunden kastede en gruppe sig ud i en gadefest, mens andre marcherede i en demonstration, der bevægede sig hen mod kongrescentret, hvor mødet skulle finde sted. Det lokale politi forsøgte at fjerne de demonstrerende, som blokerede adgangen til kongrescentret, ved hjælp af tåregas, peberspray og gummikugler, men uden held. Omkring middagstid den 30. begyndte nogle demonstrerende at smadre butiksvinduer, punktere dækkene på politibiler og sætte ild til affaldscontainere. Protesterne udviklede sig til en stor gadefestival, før politiet i løbet af eftermiddagen fik drevet de demonstrerende væk fra centrum. Efter urolighederne


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

udstedte borgmesteren i Seattle, Paul Schnell, en “no-protest zone”, men tusinder trodsede forbuddet og fortsatte demonstrationerne de følgende dage; politiet svarede igen med mere tåregas og flere gummikugler.33 Inden døre brød forhandlingerne sammen, da delegerede fra syd udvandrede og klagede over, at USA og EU holdt dem uden for forhandlingerne om landbrugsstøtte. Seattle blev oplevet som en sejr for de protesterende – det neoliberale hegemoni blev tilsyneladende brudt, om ikke andet blev det gjort synligt, at der var nogen, der ville, og at det i det hele taget var muligt at bekæmpe den neoliberale globalisering. At topmødeprotesterne faktisk udgjorde en reel udfordring af den neoliberale konsensus, kom blandt andet til udtryk i den massive dækning og analyse af protesterne i vigtige mainstreamaviser som Financial Times, som i 1999, 2000 og 2001 kørte en hel temaserie om fænomenet under overskrifter som: “Who’s Who in Anti-Globalisation” og “Globalisation’s Children Strike Back”.34 Med protesterne i Seattle blev der sat ansigt på en ellers uhåndterlig og uangribelig kapitalistisk magt, som vi alle sammen hver dag reproducerer. Vi er alle klar over, at denne magt, som dominerer os, kun eksisterer, fordi vi reproducerer den, men almindeligvis oplever vi den som uden for rækkevidde. Vi har følelsen af ikke at kunne ændre den historiske udvikling – tab af totalitet kalder Georg Lukács det i Geschichte und Klassebewußtsein – fordi vi’et opløses i en uendelig række jeg’er, idet totaliteten genskabes.35 Selvom protesterne i Seattle – som demonstrationer generelt – selvfølgelig aldrig i sig selv ville have kunnet blokere den internationale kapitalismes maskineri, så formåede de ikke desto mindre at afbryde business as usual; de militante demonstrationer i Seattle smadrede for en kort bemærkning den neoliberale osteklokke, som især den vestlige verden havde været lukket inde i siden 1989. Takket være masseaktionerne mistede institutioner som WTO, Verdensbanken og IMF legitimitet og måtte pludseligt forklare sig og reagere på den kritik, som antiglobaliseringsbevægelsen ytrede, og som nogle massemedier begyndte at rundsende til stor irritation for

det politiske system. Den naturlighed, som den neoliberale omstrukturering var blevet udstyret med, fremstod pludselig synlig og som noget, man kunne forholde sig kritisk til.

Flerfarvet protest / Den bevægelse, som pludselig udfordrede det neoliberale hegemoni, udgjorde ikke i traditionel forstand nogen sammenhængende politisk bevægelse. Antiglobaliseringsbevægelsen var i stedet et sammenrend af forskellige, heterogene grupperinger og projekter. Fællesnævneren var selvfølgelig modstand mod den neoliberale dagsorden og de institutioner, som inkarnerede denne som IMF og WTO, men derudover var det svært at få øje på nogen sammenhængende profil. Topmødeprotesterne inkluderede alt fra reel antikapitalistisk kritik over kritik af specifik investeringspolitik og prognoser om miljøskadevirkninger til frustration over politikernes medfølende, men tomme løfter om gældseftergivelse til den tredje verden. Den canadiske journalist Naomi Klein betegnede antiglobaliseringsbevægelsen som en “bevægelse af mange bevægelser”.36 Den amerikanske aktivist og kunstskribent Brian Holmes beskrev topmødeprotesterne som et rum, hvor meget forskellige tendenser gjorde hver deres ting samtidigt.37 Dér konvergerede en diversitet af kampagner og aktivismeformer fra anti-sweatshop-initiativer over miljøbevægelser til global retfærdigheds-koalitioner. Deltagerne i protesterne i Seattle inkluderede eksempelvis såvel grupper og fagforeninger associeret med den gamle venstrefløj, der marcherede i en traditionel demonstration, som nyere enkeltsagsgrupper som eksempelvis militante dyreretsaktivister og anarkister, som smadrede banker og multinationale firmaers butikker. Derudover var der forskellige klassiske antiimperialistiske grupper, men der var samtidig også grupperinger inspireret af zapatisternes ‘postmoderne’ oprør. Overordnet betragtet var topmødeprotesterne karakteriseret ved at distancere sig fra mange af de tanker og greb, som den gamle venstrefløj havde været eksponent for: Parti-formen,


168

For de mere radikale dele af antiglobaliseringsbevægelsen gik ATTAC’s kritik slet ikke langt nok, idet den ikke adresserede spørgsmålet om kapitalens afmontering, og til stor irritation for mange havde ATTAC da heller ingen problemer med at indgå i dialog med staten.

hvad enten det var i form af et leninistisk avantgardeparti eller et arbejderparti, bød sig ikke til, men blev betragtet med mistænksomhed som forsøg på at afspore de oprørske energier, og idéen om Sovjetunionen som ‘den fak tisk eksisterende socialisme’ blev afvist. Samtidig blev privilegeringen af den industrielle fabriksarbejder og dennes klassekamp kritiseret til fordel for en forestilling om en diversitet af kampe mod blandt andet sexisme, racisme og andre former for dominans, hvor kampen mod udbytning blot var en ud af flere. I retrospektiv og i forlængelse af de allerede omtalte ‘farvede’ demonstrationsformer, som blev udviklet i forløbet fra J18 og frem til Genova, er det muligt at pege på fire mere eller mindre løse grupperinger, som spillede en central rolle i mobiliseringen til og repræsentationen af topmødeprotesterne. Dels var der repræsentanter fra den mere traditionelle trotskistiske og stalinistiske venstrefløj som Rifondazione Comunista fra Italien og Socialist Workers Party fra England, der først og fremmest opererede inden for nationalt afgrænsede politiske systemer. Derudover var der anarkistiske celler, som afviste enhver form for dialog med staten og mainstream til fordel for militante konfrontationer, der potentielt kunne mobilisere flere og flere i en opstand a la den palæstinensiske intifada. Der var også ngo’ere og organisationer som ATTAC, der kritiserede den neoliberale frihandelsideologi, men samtidig på forskellige niveauer forhandlede med nationalstaterne og de transnationale institutioner.38 Og endelig var der de nye post-autonomia-prekaritets-grupperinger som Tute Bianche, der opdyrkede en ikke-voldelig, men konfrontativ stil. Det var særligt de tre sidste, som formåede at trække antiglobaliseringsbevægelsen ud af venstrefløjens post-stalinistiske hængedynd og give projektet en relevans som en ny internationalisme, der overskred tidligere tiders nationalistiske internationalismer. En lang række ngo’er deltog i topmødeprotesterne. Den mest toneangivende ngo eller græsrodsorganisation var uden tvivl ATTAC, som blev grundlagt i 1998 i Frankrig af Bernard Cassens, der var en del af redaktionen på den venstreori-


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

enterede månedsavis Le Monde diplomatique, som gennem flere år havde publiceret kritiske artikler om, hvad der i avisens spalter blev omtalt som “den liberale globalisering”. Fra 1989 til 1997 publicerede månedsavisen således hele 4.670 artikler om spekulation, multinationale firmaer, økonomisk liberalisering, ulighed, gæld og internationale økonomiske institutioner som IMF og WTO.39 I december 1997 skrev avisens redaktør Ignaçio Ramonet en kritisk leder, hvor han advarede mod farerne ved international spekulation i lyset af nationalstaternes reducerede evne til at beskytte deres valutaer og tage sig af det offentliges ve og vel. Løsningen på denne ubalance kunne ifølge Ramonet være en ny organisation: “Hvorfor ikke på globalt niveau skabe en ikke-statslig organisation: Forening for beskatning af kapitaltransaktioner til fordel for medborgerne (ATTAC)? I samarbejde med fagforeninger og kulturelle, sociale og økologiske foreninger kan den fungere som en civil pressionsgruppe, som tvinger regeringer til at kræve indførelsen af denne globale solidaritetsafgift.”40 Ramonets forslag materialiserede sig et halvt år senere, og formålet med den nyoprettede organisation blev at arbejde for indførelsen af en skat på valutatransaktioner, den såkaldte Tobinskat (0,1 procent skat på finansielle transaktioner), der kunne være med til at tøjle, hvad Ramonet beskrev som “markedets diktatur”. Idéen var altså at lægge en dæmper på valutaspekulationer, som gjorde finansmarkeder ustabile og resulterede i endnu mere misere for især folk i udviklingslandene. Tobinskatten var oprindeligt et forslag fremsat af den Nobelprisvindende amerikanske økonom James Tobin, der forestillede sig, at IMF skulle administrere skatterne. ATTAC foreslog i stedet, at FN skulle gøre det med henblik på at skabe en mere demokratisk og retfærdig verdensøkonomi. Ud over Tobinskatten var ATTAC’s mærkesager en reform af IMF og Verdensbanken, at lukke skattely, oprettelsen af en kommission, der skulle udtænke måder, hvorpå det var muligt at bremse kapitalens frie bevægelighed, og en genforhandling af den tredje verdens gæld.

Den nyoprettede organisation oplevede en eksplosionsagtig vækst forberedt af Le Monde diplomatique og de begyndende krisetegn i det neoliberale paradigme; der blev oprettet afdelinger i en hel række lande, og det væltede ind med medlemmer. I Frankrig meldte mere end 10.000 sig ind det første år, og i begyndelsen af 2001 var der mere end 85.000 medlemmer på europæisk plan. I flere lande stod politikere fra etablerede partier på nakken af hinanden for at melde sig ind i eller mødes med ATTAC: I Frankrig holdt ledelsen af den nationale afdeling af ATTAC således møder med den daværende premierminister Lionel Jospins ministersekretær. I Danmark var socialdemokraternes senere leder, Helle ThorningSchmidt, og Margrete Auken fra SF begge med til at stifte den danske afdeling, og såvel Poul Nyrup Rasmussen som Svend Auken kom med sympatitilkendegivelser, mens både LO, Junibevægelsen og Mellemfolkeligt Samvirke bakkede op om organisationen og opfordrede deres medlemmer til at melde sig ind. Med udgangspunkt i Le Monde diplomatique bredte ATTAC sig altså som en steppebrand til resten af Europa og begyndte at samarbejde med blandt andet det brasilianske Partido dos Trabalhadores om etableringen af et modtopmøde, World Social Forum, hvor det globale civile samfund kunne diskutere og fremsætte alternative løsningsforslag til dem, som World Economic Forum, der mødes i Davos i Schweiz, fremlagde. Det første World Social Forum fandt sted i byen Porto Alegre i januar 2001 med deltagelse af op mod 12.000 mennesker. ATTAC’s kritik af den neoliberale omstrukturering viste sig imidlertid hurtigt ikke at gå særligt langt. Organisationens primære fokus var tilbagevenden til en mere reguleret kapitalisme. For ATTAC var problemet de multinationale firmaer og neoliberalismens underminering af den nationale velfærdsstat, der resulterede i fremkomsten af den neoliberalistiske konkurrencestat. ATTAC fokuserede således på alternative fremgangsmåder inden for det eksisterende system, snarere end en reel forvandling af systemet. I den leder, hvor Ramonet så at sige fandt på ATTAC, argumenterede han karakteristisk for


170

nødvendigheden af en ny keynesiansk model i stil med efterkrigstidens Marshall-hjælp, hvor staten ikke trak sig tilbage, men genlancerede økonomien. Nationalstaterne skulle styrkes over for de internationale finansmarkeder. Den kapitalistiske globaliserings udhulning af den nationalstatslige regulering af de samfundsmæssige klassemodsætninger skulle bremses. For de mere radikale dele af antiglobaliseringsbevægelsen gik ATTAC’s kritik slet ikke langt nok, idet den ikke adresserede spørgsmålet om kapitalens afmontering, og til stor irritation for mange havde ATTAC da heller ingen problemer med at indgå i dialog med staten. Det var for mange naturligvis et symptom på, at ATTAC ganske vist forholdt sig kritisk til neoliberalismen, men ikke til kapitalismen som sådan. Risikoen var så, at det kun var kapitalismens værste excesser, som blev udbedret. ATTAC kritiserede godt nok IMF for at yde tredjeverdenslande kredit på for hårde betingelser, men forestillede sig tilsyneladende, at disse faktisk kunne og skulle eksistere inden for rammerne af det eksisterende kreditsystem, hvis blot det blev ændret en smule. Spørgsmålet var naturligvis, om det reelt ville gøre en forskel, hvis kreditten blev givet på andre betingelser, om det var det, der var problemet, og om ATTAC’s forestilling om udvikling så reelt adskilte sig væsentligt fra den, der kom for dagen i IMF og WTO. De to andre grupperinger inden for antiglobaliseringsbevægelsen, Tute Bianche og Black Block, var kendetegnet ved en egentlig antikapitalistisk retorik. Black Block var et stort, meget løst netværk af anarkistiske og libertære organisationer, smågrupper og kollektiver. Det var oprindeligt sidst i 1970’erne i den vesttyske autonome besætterbevægelse, at aktionsformen eller taktikken Black Block opstod som et forsøg på at undgå identifikation og skabe et radikalt, vredt og kollektivt antikapitalistisk subjekt.41 I Vesttyskland fandt der op gennem 1980’erne en række voldsomme kampe sted mellem politi og besættere i forbindelse med politiets hårdhændede rydning af besatte ejendomme. Ved flere lejligheder blev der arrangeret store støttedemonstrationer for de ryddede huse, hvor titusinder

ytrede deres utilfredshed og smadrede butiksstrøg og kæmpede med ordensmagten. For at undgå at blive identificeret og anholdt af politiet havde demonstranterne iført sig sorte masker og sort tøj. På den måde forhindrede man politiet i at se, hvem som gjorde hvad under en demonstration. Samtidig var der naturligvis en fællesskabsgivende dimension i det sorte antræk, alle var klædt ens: Vi er kammerater og solidariske og afviser såvel det kapitalistiske og sexistiske samfunds forudgående vold som politiets voldsmonopol. Vi lægger ingen begrænsninger på os selv, så pas på. De tyske medier var hurtigt på banen og døbte fænomenet Der schwarze Block.42 Op gennem 1980’erne bredte taktikken sig til andre europæiske lande, og kampen for de besatte huse blev udvidet med antiracistiske og antifascistiske kampagner. I begyndelsen af 1990’erne i demonstrationer mod den første Golf-krig begyndte dele af det anarkistiske miljø i USA så også at benytte sort blok-taktikken. Det var dog først for alvor med Seattle, at de militante anarkister i USA trådte i karakter og gav den gas og smadrede McDonald’s-butikker, Starbucks, banker, supermarkeder og luksusbutikker. Black Block’s kompromisløse ageren fremmedgjorde dele af antiglobaliseringsbevægelsen, men ved flere lejligheder var det netop samtidigheden af forskellige taktikker, som førte til overraskende resultater og tvang politikere til at forkorte topmøder. Selvom der således løbende var stridigheder mellem de forskellige dele af antiglobaliseringsbevægelsen, så var det først for alvor, da staten skruede op for repressionen, at der begyndte at ske en opsplitning af bevægelsen i en del, der tog afstand fra de militante aktionsformer og vold, og i en del, der nægtede at lægge begrænsninger på sig selv på gaden. Tute Bianche definerede sig også som en militant, men til gengæld ikke-voldelig gruppering. Den opstod i Italien i midten af 1990’erne i forbindelse med forsvaret for nogle af de mange selvorganiserede sociale centre, der eksisterede i Italien på dette tidspunkt.43 Navnet på bevægelsen kom fra de hvide kedeldragter foret med skumgummi, som blev benyttet i demonstrati-


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

oner, hvor man bevægede sig i kolonner frem mod politiafspærringer og skubbede til politiet. Da borgmesteren i Milano, Marco Formentini, i 1994 beordrede byens store sociale center, Leoncavallo, som havde eksisteret siden 1975, ryddet, udtalte han: “Fra nu af vil besætterne ikke være andet end spøgelser, der vandrer rundt i byen.”44 I et forsøg på at fordreje borgmesterens truende udtalelse iklædte demonstranter sig i hvide kedeldragter, ‘hjemsøgte’ byens centrum og lavede ballade. Den hvide front var samtidig et forsøg på at præsentere et alternativ til den sorte blok og dens voldelige militans. De hvide kedeldragter var desuden en reference til den industrielle ‘blå’ arbejderklasse, på italiensk tute blu, som med post-fordismen og den neoliberale omstrukturering var blevet erstattet af en mere spøgelsesagtig transparent arbejderklasse, der havde midlertidigt deltidsarbejde og var underlagt stadig stigende krav om fleksibilitet og omstillingsparathed. De nye arbejdsformer havde gjort udbytningen og fremmedgørelsen mindre synlig, men kapitalens kommando var ikke mindre reel af den grund for den nye arbejderklasse, prekariatet, som Tute Bianche så sig selv som del af. I analysen af de nye udbytningsformer trak Tute Bianche-bevægelsen veksler på den særlige italienske autonomia-teori, som siden 1970’erne havde udviklet dels en teori om arbejderklassens oprindelighed – det er arbejderklassen, som tvinger kapitalen til at forandre sig – dels en analyse af de forvandlinger, der var sket med arbejdsforhold efter fordismens sammenbrud hen imod nye immaterielle eller affektive arbejdsformer, hvor evnen til samarbejde, æstetisk sans, indfølingsevne og kreative løsninger spillede en stadig større rolle.45 Samtidig var grænserne mellem arbejde og fritid og mellem produktionssted og samfundet blevet brudt ned, således at det immaterielle arbejde nu ikke længere blev udført på de traditionelle produktionssteder, men direkte ude i samfundet og hele tiden. Det var særligt Toni Negri og hans teori om multitudens altid kreative skabelse og afvisning af kapitalens medieringer, som nærede Tute Bianche-miljøet. Negri beskrev, hvorledes den moderne vareproduktion på én og samme tid syntes at give

den enkelte arbejder bedre muligheder for at udfolde sig og samtidig kunne siges i endnu højere grad end tidligere at udnytte vedkommendes selvstændige kreativitet i udvindingen af merværdi.46 Med vidensarbejderen var udbytningen blevet endnu mere intens, men samtidig var arbejderens selvstændighed og evne til samarbejde og skabelse også blevet synlig og truede med at overflødiggøre kapitalens territorialiseringer, argumenterer Negri. Tute Bianche-bevægelsen forsøgte at omsætte eller affirmere denne allerede eksisterende kommunistiske dimension gennem de autonome sociale centre, anticopyright og samarbejdsformer, der problematiserede det kapitalistiske behov for forfattere eller signaturer.47 Tute Bianche forstod sig selv som et forsøg på at udvikle en aktivisme, der var på højde med, hvad Negri kaldte Imperiet, hvor hele samfundet var blevet en fabrik, klassekonflikten havde spredt sig ud over hele det sociale legeme, og hvor den enkelte så at sige af sig selv udøvede selvkontrol og skabte værdi. I den situation var hele livet scene for kamp, og det blev nødvendigt at mobilisere subjektivitet på en helt anden måde, således at den ikke blot gik op i stadig nye varebaserede former. Det var ikke nok bare at strejke (på arbejdet), i stedet var modellen ulydig selvorganisering i form af autoreduktion (at nægte at betale den fastsatte pris for forskellige varer), angreb på asylcentre og humoristiske fordrejninger af massemedierne. Forestillingen om multituden og dens rhizomatiske væren blev også forsøgt omsat i en ny inklusiv demonstrationsform, som alle kunne deltage i, når blot man iklædte sig en hvid kedeldragt. Tute Bianche konciperede selv deres demonstrationsform, hvor de demonstrerede iført skumgummipolstrede beskyttelsesdragter og hvide styrthjelme, som et forsøg på at komme hinsides traditionelle dikotomier som vold versus ikke-vold, synlighed versus usynlighed, legalt versus kriminelt. Og det var derfor, bevægelsen definerede sig som en ikke-voldelig, men ikke desto mindre militant bevægelse og derved distancerede sig fra såvel Black Blocks riots som almindelige demonstrationer, hvor man blot marcherede, sang og lyttede til taler. Inspi-


172

reret af zapatisternes forsøg på at undgå såvel den leninistiske avantgardeforestilling og dens suspekte idé om massen, der skal bevidstgøres og ledes, som socialdemokratismens systeminterne bekræftelse af det allerede etablerede, hvor det kapitalistiske system blot får en omgang makeup, præsenterede Tute Bianche en ny måde at agere på, som var radikal, men distancerede sig fra tidligere mere militariserede forestillinger om byguerilla. Det var et forsøg på at undgå at spejle magten, at blive låst fast i en symmetrisk konfrontation med politiet. I stedet benyttede Tute Bianche sig af medierne og fortalte ved flere lejligheder på forhånd, hvad de havde i sinde at gøre til demonstrationer. På den måde lagde de pres på politiet og fik eksponeringstid i massemedierne, hvor de så kunne forklare, hvorfor de følte sig nødsaget til at benytte civil ulydighed. I forlængelse af EZLN’s brug af myter og figurer som Zapata og Marcos og zapatisternes inkluderende gestus forsøgte Tute Bianche at skabe et positivt, åbent og billedrigt vokabularium, som ligeledes trak veksler på den kunstneriske avantgarde og 1960’ernes kritik af hverdagslivet, hvor folklore, avantgarde og popkultur smeltede sammen: “Vi har hvide kedeldragter på, således at andre også kan have dem på. Vi har hvide kedeldragter på, så vi en dag kan få dem af.”48

Gadekamp og repression / I forlængelse af Seattle 1999 og de tidligere aktioner orkestreret af blandt andet People’s Global Action blev der det følgende halvandet år løbende protesteret i forbindelse med afholdelsen af topmøder i regi af G8, WTO, IMF, Verdensbanken og EU. Der blev blandt andet protesteret i Washington i april 2000 i forbindelse med et møde mellem WTO og Verdensbanken, i Melbourne i september samme år mod World Economic Forum, i Prag samme måned til det årlige WTO-Verdensbanken-møde, i Göteborg i juni 2001 til EU-topmøde og i Genova i juli samme år i forbindelse med et G8-møde.49 Hver gang kom det til voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi, som brugte en

skønsom blanding af tåregas, peberspray, politihunde og vandkanoner. I Göteborg skød svensk politi med skarpt på demonstranter og sårede tre, deriblandt en ung mand på 16, som blev hårdt såret. I Genova blev den 23-årige Carlo Giuliani skudt og derefter kørt over to gange af paramilitært politi i en jeep. Trods den ekstremt hårdhændede opførsel fra politiets side lykkedes det hver gang de demonstrerede at forsinke og besværliggøre topmøderne; i Washington kunne den franske finansminister eksempelvis ikke nå frem til IMF’s hovedkvarter, hvor mødet fandt sted, og i Melbourne kunne den australske premierminister, John Howard, og verdens rigeste mand, Bill Gates, ikke komme ud af kongrescentret, da de først var kommet ind. Samtidig voksede masseaktionerne hver gang i omfang. I Genova deltog op mod 200.000 i protesterne, og demonstrationerne fik karakter af læringsprocesser, hvor enkeltsagsforkæmpere blev eksponeret for bredere politiske perspektiver og derved radikaliseret. Som ved J18-aktionen i London var flere af topmødeprotesterne organiseret med udgangspunkt i flere forskellige politiske strategier, der hver var symboliseret af en farve. I Prag, Göteborg og Genova var der en pink blok udgjort af traditionelle venstrefløjsorganisationer, fagforeninger og miljøforkæmpere, som marcherede i samlet flok og var eksplicit ikke-voldelige, en blå blok med sortklædte anarkister og autonome, som kom i hårde kampe med politiet og smadrede butiksvinduer og satte biler i brand, og en gul-hvid blok med Tute Bianche, der klædt i skumgummi og scooterhjelme udøvede civil ulydighed ved at forsøge at mase sig frem til topmødet. Statens respons på topmødeprotesterne var klar: Repression og stadig stigende militarisering af det offentlige rum som et forsøg på at undgå, at protesterne bredte sig og skabte en mere udbredt modstand. Før G8-mødet i Genova udtalte Blair, at det var nødvendigt at være mere håndfast over for demonstranterne. Der var ikke grund til at være “undskyldende. […] Disse folk repræsenterer ikke nogen.”50 Protesterne blev derfor mødt af såvel juridiske som fysiske barrierer, der intensiverede konfrontationerne.


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

Statens respons på topmødeprotesterne var klar: Repression og stadig stigende militarisering af det offentlige rum som et forsøg på at undgå, at protesterne bredte sig og skabte en mere udbredt modstand.

I Göteborg blev centrum af byen forvandlet til en regulær kampzone, hvor beredent politi jagede demonstranter op og ned af gågaden, Avenyn. I Genova blev et fire meter højt hegn rejst rundt om mødeområdet, der af myndighederne blev benævnt “Den røde zone”.51 Beboere i området rundt om topmødet blev nægtet at have gæster på besøg, så længe topmødet varede, og de blev udstyret med et adgangsbevis. Samtidig blev de informeret om ikke at hænge uæstetisk vasketøj op under mødet. Topmødedeltagerne blev indkvarteret om bord på et krydstogtskib beliggende i havnen og bevogtet af krigsskibe, frømænd og kamphelikoptere. Al tog- og flytrafik til byen blev afbrudt, motorveje lukket, og offentlig transport midlertidigt sat på standby. Strandene i byen blev lukket, operationer på byens hospitaler, bryllupper og begravelser blev midlertidigt indstillet. Det 20.000 mand store politikorps kunne visitere alle i byen, og det var forbudt at uddele flyveblade. Trods forsøget på at forvandle Genova til en forladt, befæstet by, deltog op mod 200.000 i demonstrationer, der udviklede sig til gadekampe, hvor omkring 700 hundrede mennesker blev såret, 300 arresteret, og den 23-årige Giuliani dræbt. Politiet skød med skarpt og kørte målrettet ind i demonstranterne, så en kvinde eksempelvis fik begge ben kørt over. Efter den første dags kampe stormede italiensk politi om natten to skoler, hvor 92 aktivister og pressefolk overnattede, og gennembankede de tilstedeværende med knipler og træbat, mens de sang fascistiske sange. 73 af de 92 måtte indlægges.52 Politiet retfærdiggjorde aktionen med fundet af to molotovcocktails på skolen, men det kom hurtigt frem, at det var politiet, der selv havde medbragt og placeret dem på skolen.53 I lyset af den efterfølgende historie og implementeringen af et egentligt antioprørsregime i regi af krigen mod terror fremstår den krigslignende respons fra den italienske stats side som et effektivt forsøg på at ødelægge antiglobaliseringsbevægelsen, afspore den begyndende protest mod det neoliberale akkumulationsregime og forhindre, at topmødeprotesterne muliggjorde et miljø af ulydighed og modstand. Antiglobaliserings-


174

bevægelsens kombination af politisk kritik, karnevalsk gadefest og hærværk fremstod pludselig utilstrækkelig konfronteret med statens langt mere omfattende vold, der truede med at slå hårdt ned på alle dele af bevægelsen og kriminalisere den. Da der i de foregående 25 år var blevet skruet gevaldigt ned for velfærdsstatens medierende former, havde staten ikke andet valg end at gribe til repression mod topmødeprotesterne, der var godt på vej til at udvikle sig til en egentlig selvbestemmende politisk bevægelse. Politiets angreb på demonstranter i Göteborg og Genova var således ikke blot rettet mod de militante aktivister, der allerede var klar til at sige fra, de var i lige så høj grad et forsøg på at ramme og skræmme alle dem, som potentielt var klar til at bryde med den neoliberale kapitalisme. Det var nødvendigt at afspore antiglobaliseringsbevægelsen.

Antioprør, militant islamisme og opsplitning / Efter al-Qaedas terrorangreb den 11. september 2001 på World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus blev den politiske offentlighed pludseligt strammet til, og det blev overordentligt svært for antiglobaliseringsbevægelsen at artikulere sin kritik af den neoliberale omstrukturering uden at få skudt i skoene, at de var terrorister eller gik terroristernes ærinde. Den italienske præsident Silvio Berlusconi kædede direkte terrorangrebet på Word Trade Center sammen med protesterne mod neoliberal globalisering og udtalte, at der var en “enestående overensstemmelse” mellem de to.54 Med henvisning til al-Qaeda og den militante islamisme blev den politiske horisont indskrænket til et simpelt valg mellem demokrati og terrorisme, og den amerikanske præsident George W. Bush lancerede den såkaldte ‘krig mod terror’, der udstyrede efterretningstjenester, politi og militær med nye udvidede rettigheder til forfølgelse af statens fjender, hvem de så end var. Al-Qaedas angreb på USA skabte en helt ny dagsorden, som antiglobaliseringsbevægelsen havde svært ved at håndtere. De forskellige dele af bevægelsen skulle pludselig finde ud af

at kombinere kritik af neoliberalismen med kritik af de krigseventyr, som USA, Storbritannien, Danmark og et mindre hold allierede indledte først i Afghanistan og siden i Irak. Og samtidig skulle de finde ud af at forholde sig til den nye antiimperialistiske kraft, den militante islamisme, som havde rettet et spektakulært slag lige midt i fjæset på verdens supermagt. Var Bin Laden og al-Qaeda repræsentanter for de undertrykte i den tredje verden, var de en ny antiimperialistisk avantgarde? De antisystemiske satsninger havde svært ved at finde fodfæste i den nye situation. Det momentum, der syntes at være tilvejebragt med protesterne, forsvandt og lod sig ikke umiddelbart kanalisere over i en effektiv krigsmodstand. Det vil sige, det lykkedes faktisk at stable enorme demonstrationer mod invasionen i Irak på benene den 15. februar 2003 rigtig mange steder i verden, hvor mellem femten og tyve millioner mennesker på verdensplan var på gaden. Fra Melbourne og Sydney over Ramallah, Rom, Paris, London, Madrid, København, Reykjavik til New York, San Francisco, Buenos Aires og Tokyo demonstrerede folk mod invasionen af Irak. I Rom fandt verdens største demonstration sted med tre millioner deltagere.55 Antallet af mennesker var overvældende verden rundt, men lige lidt hjalp det som bekendt; krigstrommerne buldrede, og scenen var sat til et storstilet forsøg på at forlænge det neoliberale projekt gennem krig og tilegnelse af Iraks olieindustri. Antiglobaliseringsbevægelsen mistede momentum og havde svært ved at forholde sig til den nye situation og den kamp, der pludselig blev indledt mellem USA og de såkaldte terrorister. Hvem skulle man støtte, og hvordan skulle man agere over for den perverterede antiimperialistiske dobbeltgænger? Den islamiske terrorisme forfulgte så at sige antiglobaliseringsbevægelsen og truede konstant med at kortslutte den antikapitalistiske kritik, som da topmødeprotesterne i Gleneagles i begyndelsen af juli 2005 brat blev overdøvet af terrorbombningerne i London. Som Petrus Alamire, Giles Redwolf og Alex Trocchi skriver, afsporede terrorbomberne protesterne i Gleneagles fuldstændigt: “Før dis-


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

kussionen om næste dags aktion for alvor kom i gang, indløb nyheden om terrorangrebet i London. Den ramte alle som en mavepuster, og hele mødet blev grebet af en uhyggelig stilstand. En mægtig bølge af chok og sorg skyllede ind over møderne. … Timingen var næsten perfekt: Den knuste enhver drøm om at fokusere på klimaændringer og fattigdom, og opmærksomheden blev nødvendigvis rettet mod George Bushs rustne omkvæd om krig og terrorisme, og sendte enhver i armene på staten. De spektakulære bombninger nærede simpelthen billedet af G8 som forsvarere af den vestlige civilisation mod anarki og islam.”56 Situationen havde et tragikomisk skær over sig og ekspliciterede, hvor usammenhængende antiglobaliseringsbevægelsen på mange måder var. En stor grad af rådvildhed prægede derfor reaktionerne: Nogle lod sig indrullere i den antimuslimske kampagne og kampen for såkaldt (vestlig) oplysning, mens andre gjorde deres fjenders fjende til deres ven og endte med at støtte en reaktionær islamisme. Et af problemerne ved den militante islamisme og al-Qaeda var for antiglobaliseringsbevægelsen naturligvis, at den udstillede den lokale såvel som globale venstrefløjs impotens. Som den marxistiske mellemøstekspert Gilbert Achcar har påpeget, var fremkomsten af den islamiske fundamentalisme jo uløseligt knyttet til forvitringen af et reelt emancipatorisk politisk perspektiv i Mellemøsten.57 Bin Ladens kitschede visioner om genkomsten af kalifatet boltrede sig i fraværet af en oprørsk arabisk multitude. I kølvandet på de arabiske nationalstaters fallit og konstant vestlig imperialisme, der var med til at opretholde de diktatoriske regimer med det formål at forhindre etableringen af et levedygtigt alternativ, præsenterede den islamiske fundamentalisme sig som den eneste væsentlige opponent til systemet. Den islamiske fundamentalisme var på den måde i stand til at appropriere et autentisk krav om lighed og retfærdighed og forvandlede det til en arkaisk og transcendent vision om et samfund, der kunne ophæve ikke blot den imperialisme, som regionen har lidt så meget under, men også ophæve det kaos og den kontingens,

der kendetegner moderniteten generelt. Konfronteret med den voksende elendighed blandt masserne og koncentrationen af stor rigdom hos enkelte lokale stammer og klaner samt udenlandsk dominans voksede den islamiske fundamentalisme sig stor. Den kanaliserede massernes utilfredshed og krævede på deres vegne en omfordeling af ressourcerne. Men det ændrede naturligvis ikke ved, at den islamiske fundamentalisme var reaktionær: Den ønskede at indføre et præstestyre, hvor Guds ord (fortolket af religiøst lærde) var lov, den var antisemitisk, kvindehadsk og kapitalopbyggende; teokratiets politiske økonomi var ikke andet end en art statslig kapitalisme med mindre magt til finanssektoren og lidt mere til handelssektoren. Så Bin Laden og hans militante kadrer var ikke en ny anti-imperialisme, som venstrefløjen kunne samarbejde med eller støtte. De frygtelige konsekvenser af de USA-styrede besættelser af Irak og Afghanistan tenderede til at skjule, at antiglobaliseringsbevægelsen var konfronteret med et falsk valg, der blot skulle afvises. Et valg mellem en aggressiv neoliberal krigsmaskine og en stærkt reaktionær antiglobaliseringsbevægelse i skikkelse af al-Qaeda og andre. Mens antiglobaliseringsbevægelsen og de antihegemoniske kræfter havde store problemer med at få greb om udviklingen – skulle man eksempelvis koncentrere sig om at yde modstand mod krigen og derfor udsætte kritikken af neoliberalismen eller hang de to ting sammen? – så var den allerede etablerede neoliberale orden derimod ikke sen til at reagere og udnytte chancen til at iværksætte en omfattende kampagne mod alt, der på sigt kunne tænkes at udgøre et alternativ. I dække af ‘krigen mod terror’ blev der således skruet op for kontrollen med politik og kultur. Terrorangrebet den 11. september 2001 blev brugt som anledning til i en håndvending at implementere et nyt globalt antioprørs- og kontrolregime, som allerede var blevet prøvetestet i eksempelvis Genova. Det nye regime var ikke et rent militært anliggende, det viste sig hurtigt at udgøre et egentligt styresystem, der ikke kun var rettet mod militære mål, men som også angik


176

Antiglobaliseringsbevægelsens radikale dele er desværre på flugt og kæmper for deres blotte overlevelse.

andre former for trusler. Der skete forandringer i både basis og overbygning. Krigen mod terror var nemlig ikke en rent militær affære, den havde konsekvenser for hele samfundet og muliggjorde en grundlæggende forandring af den politiske praksis, der nu tog form af, hvad vi med den italienske filosof Giorgio Agamben kan kalde suverænitetsdiktatur.58 I kampen mod de nye trusler, der i et første moment blev defineret som islamisk terror, men som hurtigt også omfattede sociale bevægelsers aktioner, og lidt efter lidt er blevet udvidet til også at omfatte eksempelvis klimatiske forhold eller økonomiske kriser, var det nødvendigt, at statsmaskinen kunne reagere med et maksimum af effektivitet, hurtighed og styrke. Derfor var det nødvendigt at bøje retsstatens regler og tilsidesætte individuelle rettigheder.59 Da den såkaldte finanskrise begyndte at rulle over skærmene, accentuerede den blot den militære vending,

som neoliberalismen allerede var i fuld gang med at foretage. Alle skal ofre sig for kapitalismens skyld. Masseafskedigelser, mistede pensioner, lukninger og død er den pris, der skal betales. Og hvis der er nogen, som vover at gøre modstand, falder hammeren. USA spillede naturligvis rollen som foregangsland. Med “The Patriot Act”, den såkaldte “Military Order” og “Domestic Security Enhancement Act of 2003” blev det muligt for den amerikanske stat at tilbageholde personer under mistanke for terroristisk aktivitet i ubestemt tid og stille dem for militærdomstole. Med denne særlovgivning blev de tilfangetagne personers juridiske status ganske enkelt forsøgt suspenderet.60 Denne udvikling var imidlertid på ingen måde begrænset til USA, som bl.a. den belgiske sociolog Jean-Claude Paye har påvist.61 Det nye kontrolregime blev nemlig også introduceret i lande, som ikke umiddelbart var direkte konfronteret med terrortrusler, men hvor lovene så blev benyttet til en generel stramning og som forberedelse til kommende konflikter. De forskellige anti-terrorlove rettede sig nemlig ikke blot mod bestemte grupper, lovene sigtede på hele befolkningen – alle er en potentiel terrorist – idet de muliggjorde en generaliseret kontrol af individer og på forhånd intimiderede sociale bevægelser og præventivt kriminaliserede antisystemiske satsninger.62 Tidligere legitime former for protest blev nu iscenesat af staten og medierne som kriminelle. Som den engelske udviklingsstudieteoretiker Les Levidow formulerer det: “Den neoliberale globaliseringsdagsorden er stødt ind i større modstand, men vores ledere har ingen alternativ strategi til at disciplinere og udbytte os. Så de har taget tilflugt i mere desperate forholdsregler for at gennemtvinge denne dagsorden. I tilgift til fysisk repression er de antiterroristiske forholdsregler intenderet som terrorisering af dissens. Ligesom ‘krigen mod terrorisme’ ikke har nogen tids- eller rumlig afgrænsning, så udvides straffeloven for at gøre ‘terrorisme’-definitionen mere rummelig. Det er en krig mod dissens, mod vores evne til at yde modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse.”63


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

Krisestyring og lokale brud / Det nye antioprørs- og kontrolregime er en forberedelse på de borgerkrige, som systemet forventer uundgåeligt materialiserer sig i forbindelse med kommende økonomiske og økologiske ulykker. Det fremgår klart af det “National Security and Homeland Security Presidential Directive”, som blev vedtaget i USA i maj 2007. Direktivet suspenderer den konstitutionelle regering og indfører diktatur i tilfælde af “en katastrofisk nødsituation”, som defineres som “enhver begivenhed, uanset hvor den finder sted, der resulterer i massedrab, ekstraordinær stor skade eller forstyrrelse, der rammer den amerikanske befolkning, infrastruktur, miljø, økonomi eller regeringsfunktioner”.64 Systemet har altså allerede accepteret de kommende katastrofer og forestiller sig, at det vil være muligt at arbejde med disse og skabe et sikkert indre, som er på afstand af det smadrede ydre, der er dets forudsætning. Implementeringen af det nye kontrolregime, som i første omgang var rettet mod de fremmede og gruppen af alle-de-der-ikke-elsker-Danmarkskal-skride-af-helvede-til, men som hurtigt kan applikeres på alle mulige andre (der gøres til) fremmede, fjernede så at sige grundlaget for antiglobaliseringsbevægelsen og gjorde dens aktionsformer illegitime eller direkte kriminelle. Den frygtens politik, som har sat dagsordenen verden rundt siden 9/11, hev effektivt tæppet væk under forestillingen om, at en anden verden er mulig. I dag fremstår en sådan idé igen truende og suspekt, i dag identificeres alt andet end kapitalens bevægelighed med terror. I denne nye situation med voldsomt eksternt pres kollapsede antiglobaliseringsbevægelsen. Stramningen af den politiske offentlighed indskrænkede det rum, antiglobaliseringsbevægelsen agerede i, og pressede med henvisning til antiterrorisme-diskursen de mere reformistiske og systembevarende dele til at distancere sig fra radikale og militante grupper. Den hårde repression lukkede simpelthen rummet, hvor reformistiske kræfter som ATTAC og antikapitalister som Black Block kunne mødes og agere sammen mod den neoliberale dagsorden.

Denne udvikling, hvor der sker en opsplitning i mainstreamappellerende og systemudfordrende, fandt også sted internt i flere af tidligere ledende grupperinger i antiglobaliseringsbevægelsen: ATTAC gik eksempelvis gennem voldsomme interne stridigheder i 2005-2006, som mere eller mindre tog livet af organisationen. Da præsidenten for ATTAC’s franske moderafdeling, Bernard Cassen, forsøgte at forvandle organisationen til et EU-afvisende politisk parti, der indtog mainstreampositioner, protesterede lokale græsrodsmedlemmer, som vandt en urafstemning og overtog styringen med organisationen, der efterfølgende så imidlertid knækkede over i to, da Cassen og hans protegé, Jacques Nikonoff, nægtede at acceptere resultatet og derfor stiftede deres egen Avenir d’ATTAC.65 Mens ATTAC gik i opløsning på grund af fraktionsstridigheder, så døde Rifondazione Comunista reelt ved valgurnerne i april 2008, da de opnåede meget beskedne 3,1 procent af stemmerne, der betød, at de end ikke blev repræsenteret i det italienske parlament. Med henblik på en kommende international modstand postSeattle er det imidlertid nok ikke det store tab, at disse organisationer er brudt sammen, da de, som allerede påpeget, reelt ikke på noget tidspunkt formåede at lægge det nationale bag sig, som eksempelvis EZLN og Tute Bianche gjorde det, og aldrig oppebar noget genuint antikapitalistisk perspektiv, men blot agiterede til fordel for en ny keynesiansk løsning, der ikke adresserer det nationalstatslige demokratis begrænsninger og racistiske tendenser. Sammenbruddet af de reformistiske dele af antiglobaliseringsbevægelsen banede imidlertid desværre ikke vejen for de reelt antikapitalistiske grupperinger som Black Block, der har haft nok at gøre med bare at håndtere de nye sikkerhedstiltag og den øgede repression. Antiglobaliseringsbevægelsens radikale dele er desværre på flugt og kæmper for deres blotte overlevelse. Derfor fremstår de sene 1990’eres topmødeprotester og kombinationen af karneval og militans ikke længere som en mulighed for mange. Topmødeprotesterne har ikke mere den samme evne til at mobilisere nye aktivister og fremstår


178

nu mest som et ritualiseret set-up, der ikke peger fremad, men som med jævne mellemrum gennemspiller scenerne med demonstranter i infight med store politistyrker, der farer frem med stadig større brutalitet og voldsomhed. Politiet skal blot henvise til den usikkerhed, aktivisterne skaber, så retfærdiggøres ethvert indgreb og alle forholdsregler. For antiglobaliseringsbevægelsens tændsats, EZLN, tegner situationen heller ikke lys, om end de ikke har givet op. Efter at have erklæret ‘red alert’, forladt deres landsbyer og trukket sig tilbage til skoven i Chiapas og taget bestik af situationen ikke blot i Mexico, men også globalt, forsøgte zapatisterne således i juni 2005 at genlancere den antikapitalistiske kamp med “Den sjette erklæring fra Lacandona junglen” (”Sexta Declaración de la Selva Lacandona”). De proklamerede, at de ikke vil vente uendeligt, mens den mexicanske regering fortsætter med at ignorere de løfter, den afgav ti år tidligere. I en situation kendetegnet ved imperialistiske krige, røverkapitalisme og en autoritær mexicansk stat var det ifølge EZLN nødvendigt at intensivere modstanden mod ikke blot neoliberalismen, men mod kapitalismen og gå nye veje, selvom det kunne betyde, at de derved “mistede det lidt, de havde vundet” (i zapatisternes tilfælde vil det sige den eksisterende autonomi uden juridisk sikkerhed). “Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke kan komme videre, og hvor det samtidigt er muligt, at vi mister alt det, vi har, hvis vi forbliver, hvor vi er og ikke gør mere for at bevæge os fremad. Timen er oprunden, hvor vi igen må tage en chance og tage et skridt, som er farligt, men kan betale sig.”66 I forlængelse af proklamationen lancerede EZLN “Den anden kampagne” (”La oltra campaña”) i 2006, hvor Delegeret nul (subcomandante Marcos) rejste rundt i Mexico og holdt møder med allerede eksisterende grupper med henblik på etableringen af et transnationalt antikapitalistisk græsrodsnetværk bestående af autonome, socialister, feminister, bøsser og lesbiske, miljøaktivister, sexarbejdere, indianere, fiskere og bønder i Mexico og USA. Kampagnen var eksplicit iscenesat som et alternativ til

den præsidentkampagne, der samtidig rullede over skærmen i Mexico, og som en afvisning af alle de etablerede politiske partier inklusive dem, der positionerede sig til venstre.67 Zapatisterne gjorde det klart, at de ikke forventede sig noget som helst fra det etablerede politiske partisystem, men at det tværtimod var nødvendigt at bevæge sig hinsides dets fastlåste venstre-højre dikotomi, der som oftest blot konsoliderer det allerede etablerede. Konfronteret med en stadig mere intens repression og et semifascistisk styre, der i dække af en eskalerende narkokrig eliminerer politiske modstandere, bevæger EZLN sig spørgende og med ophøjet raseri videre hinsides partiformen og på jagt efter nye kollektive organisationsformer.68 Men kan autonome indianere hamle op med en kapital, der opfører sig som Al Capone og massakrerer de ekskluderede? Den overgribende internationale satsning, som antiglobaliseringsbevægelsen var i færd med at etablere, blev bremset, og i dag er vi tilbage i en situation, hvor der finder en række vigtige lokale kampe sted, som imidlertid sjældent knyttes sammen. Der er ikke noget positivt program. I København, Athen som Oaxaca siger unge ganske vist fra, gør oprør og viser en formidabel evne til selvorganisering.69 Og disse kampe indeholder alle kimen til noget større. De unge kæder det prekære arbejde sammen med en kritik af arbejdet, lader kampen om et socialcenter handle om hele byen, og stormer flygtningelejre for at ramme nationalstaten og dens racistiske eksklusion. Men de mange protester fremstår ofte som rent defensive modreaktioner, og de konvergerer sjældent i en samlet kritik. Selvom den aktuelle krise er dyb og de kommende og igangværende kampe hårde og skånselsløse, så kan det meget vel være, at det ender med, at systemet genfødes. Det vil selvfølgelig imidlertid ikke være det sidste ord. En anden verden er mulig, spørgsmålet er blot, om den vil blive mere mad end max.


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

15 16 17

18 Tak til Niels Fastrup, Carsten Juhl og Morten Visby for hjælp og kommentarer.

19

20 1

Fredric Jameson: The Seeds of Time (New York: Columbia University Press, 1994), s. xii. 2 Subcomandante Marcos: “Primera Declaración de la Selva Lacandona”, www.nodo50.org/pchiapas/chiapas/documentos/selva.htm 3 Tony Blair citeret i Alessandra Stanley & Warren Hoge: “Protesters at Bay, Rich Nations’ Chiefs to Meet in Genoa”, The New York Times, 16. august, 2001. 4 Ignaçio Ramonet: “Un autre monde est possible”, Le monde diplomatique, maj 1998, s. 1. 5 Perry Anderson: “Renewals”, New Left Review: New Series, nr. 1, 2000, s. 5-24. 6 Francis Fukuyama: Historiens afslutning og det sidste menneske [The End of History and the Last Man, 1992], oversat af Ole Lindegaard Henriksen (København: Gyldendal, 1993). 7 Russell Jacoby: The End of Utopia: Politics and Culture in an Age of Apathy (New York: Basic Books, 1999), s. XI-XII. 8 Ibid., s. 23. 9 Anderson: “Renewals”, s. 11. 10 Jf. eksempelvis Claude Lefort: Élements d’une critique de la bureaucratie (Genève: Librarie Droz, 1971) og Guy Debord: Skuespilsamfundet [La Société du Spectacle 1967], oversat af Ole Klitgaard (København: Rhodos, 1972). Kritikken af den statskapitalistiske udvikling i Sovjetunionen fandt faktisk sted allerede få år efter den russiske revolution; i begyndelsen af 1920’erne var den tysk-hollandske rådskommunisme og det italienske venstre således i færd med kritisk at analysere de såkaldt ‘socialistiske stater’ og deres kapitalistiske produktionsmåde. 11 Jf. David Harvey: A Brief History of Neoliberalism (Oxford & New York: Oxford University Press, 2005). Skiftet til neoliberal økonomi skete med varierende hastighed i de forskellige lande: USA, Chile og Storbritannien udgjorde avantgarden, mens eksempelvis Mitterands Frankrig foretog bevægelsen fra statsstyring til neoliberalisering en anelse mere tøvende. 12 Den keynesianske løsning, som fik sit navn efter den engelske økonom John Maynard Keynes, tog form af højere lønninger til arbejderne mod forøget produktivitet, en institutionel anerkendelse af arbejderklassen gennem fagforeninger og skabelsen af en velfærdsstat, der udbedrede den værste fattigdom og elendighed. 13 Midnight Notes Collective: “The New Enclosures”, Midnight Oil: Work, Energy, War, 1973-1992 (New York: Autonomedia, 1992), s. 321. 14 Paolo Virno: “Do You remember counterrevolution?”, Nanni Balestrini & Primo Moroni (red.): L’orda d’oro 1968-

21

22

23

24

25

1977: La granda ondata rivoluzionaria e creativa, politica ed esistenziale, nuova ed., (Milano: Feltrinelli, 1997), s. 639-657. Félix Guattari & Toni Negri: Les nouveaux espaces de liberté (Paris: Dominique Bedou, 1985). Perry Anderson: “Renewals”, s. 8. Jf. Michael Meeropol: Surrender: How the Clinton Administration Completed the Reagan Revolution (Ann Arbor: University of Michigan Press, 1998). John Walton & David Seddon: Free Markets & Food Riots: The Politics of Global Adjustment (Oxford & Cambridge, MA: Blackwell, 1994), s. 43. Jf. George Ciccariello-Maher: “The Legacy of Caracazo: The Forth World War Started in Venezuela”, Counterpunch, 3/4 marts 2007: http://counterpunch.org/maher03032007.html I 1992 forsøgte dele af militæret med Hugo Chávez i spidsen at begå militærkup og afsætte Perez, men kuppet mislykkedes. Utilfredshederne med Accion Democrática og det etablerede politiske system tog imidlertid blot til i styrke, og i 1998 vandt Chávez — som var blevet sat på fri fod i 1994 — præsidentvalget i Venezuela og indledte en omfattende nationalisering og omfordeling af landets ressourcer. Jeffrey Ayers: “Framing Collective Action against Neoliberalism: The Case of the ‘Anti-Globalization’ Movement”, Journal of World-Systems Research, nr. 1, 2004, s. 15. Zapatisterne tog deres navn fra Emiliano Zapata, som var en af lederne i den mexicanske revolution i 1910. Zapata kæmpede for de fattige bønders rettigheder og en mere retfærdig jordfordeling. Subcomandante Marcos citeret i John Ross: Rebellion from the Roots: Indian Uprising in Chiapas (Monroe: Common Courage Press, 1995), s. 153. For en god beskrivelse af zapatisternes kamp frem til 2000, se Bill Weinberg: Homage to Chiapas: The New Indigenous Struggles in Mexico (London & New York: Verso, 2000). I The Chiapas Rebellion: The Struggle for Land and Democracy (Durham & London: Duke University Press, 1998) redegør Neil Harvey detaljeret for den historiske baggrund i Chiapas, kolonialisme og Mexicos statsdannelse. John Holloway og Eloina Perez’ antologi Zapatista! Reinventing Revolution in Mexico (London: Pluto Press, 1998) samler en række tekster, der diskuterer zapatisternes ideologi og forsøg på at nytænke forestillinger som revolution og organisation. Midnight Notes Collectives’ Auroras of the Zapatistas: Global and Local Struggles in the Fourth World War (New York: Autonomedia, 2001) er en glimrende præsentation og analyse af zapatisterne. John Holloways vigtige Change the World without Taking Power: The Meaning of Revolution Today (London & Sterling, Virgiona: Pluto Press, 2002) er et forsøg på at udvikle en postteleologisk idé om det revolutionære skrig i forlængelse af zapatisterne. Den konservative amerikanske tænketank, Rand Corporation, dedikerede en hel bog til zapatisternes organisation og kommunikationsstrategier: John Arquilla & David Ronfeldt: The Zapatista Social Netwar in Mexico (Santa Monica: Rand Corporation, 1998). Thomas Olesen redegør for zapatisternes solidaritetsnetværk og dets brug af internettet i

International Zapatismo: The Construction of Solidarity in the Age of Globalization (London: Zed Books, 2005). 26 Zapatisterne har ikke udviklet nogen sammenhængende revolutionær teori, og deres skrifter og udtalelser stikker i mange retninger. De trækker på såvel anarkisme, socialdemokratisme, katolsk frigørelsesteologi, samt hvad vi kan kalde oprindelig maya-kommunisme. Der er således også


180

en del lokalpatriotiske elementer i deres diskurs, og de er blevet kritiseret for reelt ikke at være andet end et forsøg på at løsrive sig fra det globale marked og trække sig tilbage til en form for mexicansk nationalt socialdemokrati. Det er dog spørgsmålet, om engagementet i mexicansk politik og brugen af eksempelvis det mexicanske flag i demonstrationer ikke snarere er et forsøg på at komme hinsides en lokal bondekamp og appropriere politiske modstanderes symboler (det indtil for nylig i mexicansk politik altdominerende Partido Revolucionario Institucionals logo var i de samme farver som det mexicanske flag). Som Peyman Vahabzadeh skriver: “Zapatista-identiteten kan ikke forstås som præeksisterende identifikationsprocesser. […] Zapatisterne tog ikke Zapata [som et allerede defineret symbol]. I stedet reartikulerede de elementet.” Vahabzadeh: Articulated Experiences: Towards a Radical Phenomenology of Contemporary Social Movements (Albany: State University of New York Press, 2003), s. 88. Marcos i samtale med Ignaçio Ramonet, Marcos. Samtale med subcomandante Marcos [Marcos, la dignité rebelle, 2001], oversat af Jytte og Peter Dürrfeld (København: Informations Forlag, 2001), s. 27. Oversættelse korrigeret. For en tidlig beskrivelse af PGA, se Olivier de Marcellus: “People’s Global Action. A Brief History”, Race & Class, nr. 4, 2000, s. 92-99. En oversigt over de mange anti-WTO-aktioner findes på www.apg.org. Beskrivelser af aktionerne i maj 1998 findes også i We are everywhere: The Irresistible Rise of Anti-Capitalism (London & New York: Verso, 2003), s. 102-105. For en præsentation af J18 i London, se Wat Tyler: “Dancing at the Edge of Chaos: A Spanner in the Works of Global Capitalism”, We are everywhere: The Irresistible Rise of AntiCapitalism, s. 189-195. David Graeber: “The New Anarchists”, New Left Review, nr. 13, 2002, s. 66. Ask Katzeff har leveret en glimrende analyse af antiglobaliseringsbevægelsens karnevaleske dimension i Karneval mod kapitalismen, upubliceret kandidatspeciale, København Universitet, 2008. Den amerikanske medieteoretiker Stephen Duncombe forsøger i sin Dream: Re-Imaging Progressive Politics in an Age of Fantasy (New York & London: The New Press, 2007) at argumentere for det nødvendige i at udvikle en kreativ, vittig og emotionel venstredissens, der kan tage kampen op med det nye højres effektive frygtpolitik. Indymedia er et eksempel på antiglobaliseringsbevægelsens brug af nye medier som internettet. Indymedia opstod i forbindelse med protesterne i Seattle i 1999 som et forsøg på at levere en alternativ nyhedskilde til mainstream massemedierne. I dag er der over 150 indymedia-hjemmesider verden rundt. Ania Mauruschat & Jeffrey Wimmer giver en god præsentation af indymedia i “A People’s CNN”, Heinrich Geiselberger (red.): Und Jetzt? Politik, Protest und Propaganda (Frankfurt: Suhrkamp, 2007), s. 312-322. For beskrivelser af begivenhederne i Seattle, se Alexander Cockburn, Jeffrey St. Clair og Allan Sekula: 5 Days That Shook the World. Seattle and Beyond (London & New York: Verso, 2000)

35 George Lukács: Geschichte und Klassebewußtsein [1923], (Neuwied & Berlin: Luchterhand, 1970). 36 Naomi Klein: “Reclaiming the Commons”, New Left Review, nr. 9, 2001, s. 82. 37 Brian Holmes: “The Revenge of the Concept: Artistic Exchanges, Networked Resistance”, Unleashing the Collective Phantoms: Essays in Reverse Imagineering (New York: Autonomedia, 2008), s. 56. 38 For en beskrivelse og analyse af antiglobaliseringsbevægelsen fra en Socialist Worker’s Party-relateret filosof, se Alex Callinicos: An Anti-Capitalist Manifesto (Cambridge: Polity Press, 2003). 39 Jf. Raphaël Wintrebert: ATTAC, la politique autrement? Enquête sur l’histoire et la crise d’une organisation militante (Paris: Éditions la Découverte, 2007), s. 15. Wintrebert analyserer detaljeret den franske afdeling af ATTAC’s udvikling fra 1997 og frem til 2006. 40 Ignaçio Ramonet: “Désarmons les marchés”, Le Monde diplomatique, december 1997, s. 1. 41 Jf. George Katsioficas: The Subversion of Politics: European Social Movements and the Decolonization of Everyday Life (Atlantic Highlands, New Jersey: Humanities Press, 1977). 42 Hele forløbet er beskrevet detaljeret i A. G. Grauwacke: Autonome in Bewegung. Aus den ersten 23 Jahre (Berlin: Assoziation A, 2004). 43 Jf. Andrea Fumagallis lille oversigt over antiglobaliseringsbevægelsens forhistorie i Italien: “Histoire du mouvement antiglobalisation en italie”, Multitudes, nr. 10, 2002, s. 163-175. For en analyse af de sociale centre, se Nick Dines: “What are Social Centres?”, Transgressions, nr. 5, 2001, s. 23-39. 44 Citeret i Wu Ming 1: “Tute bianche. La prassi della mitopoiesi in tempi di catastrofe” [2001], Wu Ming: Giap! Storie per attraversare il deserto dagli autori di Q et 54 (Torino: Einaudi, 2003), s. 36. 45 For præsentationer og analyser af autonomia-traditionen, se Martin Birkner & Robert Foltin: (Post-)Operaismus. Von der Arbeiterautonomia zur Multitude. Geschichte und Gegenwart, Theorie und Praxis (Stuttgart: Schmetterling Verlag, 2006), Guido Borio, Francesca Pozzi & Gigi Roggero (red.): Futuro anteriore. Dai ‘Quaderni Rossi’ ai movimento globali. Ricchezze e limiti dell’operaismo italiano (Rom: Derive Approdi, 2002), Sylvere Lotringer & Christian Marazzi (red.): Autonomia: Post-Political Politics (Cambridge, Massachusetts & London: MIT Press, 2007), Steve Wright: Storming Heaven: Class Composition and Struggle in Italian Autonomist Marxism (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2002). 46 Jf. Toni Negri & Michael Hardt: Imperiet [2000], oversat af Karsten Wind Meyhoff (København: Informations Forlag, 2003). Negri har et omfattende forfatterskab bag sig, de vigtigste nyere udgivelser er: Il potere costituente. Saggio sulle alternative del moderno (Milano: SugarCo, 1992), Kairòs, Alma Venus, Multitudo. Nove lezioni impartite a me stesso (Rom: Manifestolibri, 2000) og Multitude: War and Democracy in an Age of Empire (New York: Penguin, 2004). For gode diskussioner af Negris filosofi, se: Timothy S. Murphy & Abdul-Karim Mustapha (red.): The Philosophy of Antonio Negri: Volume I: Resi-

og Starhawk: “How we really shut down the WTO”, Ronald Hayduk & Benjamin Shepard (red.): From ACT UP to the WTO: Urban Protest and Community Building in the Era of Globalization (London & New York: Verso, 2002), s. 52-56. 34 James Harding: “Globalisation’s Children Strike Back” og “Who’s Who in Anti-Globalisation”, Financial Times, 10. September, 2001.

stance in Practice (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2005), idem: The Philosophy of Antonio Negri: Volume II: Revolution in Theory (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2007). Udover Negri er det især den italienske filosof Maurizio Lazzarato, som har været med til at udvikle analysen af det nye immaterielle arbejde: Lavoro immateriale. Forme di vita e produzione di soggettività (Verona: Ombre Corte, 1997).

27

28

29

30

31

32

33


Lettre Internationale - En anden verden er mulig

47 Luther Blissett-projektet var et eksempel på dette. Navnet var et såkaldt multiple name løftet fra en engelsk-jamaicansk fodboldspiller, der en kort overgang uden succes spillede for AC Milan. Alle kunne benytte (ikke)signaturen Luther Blisset, og alt fra kidnapninger af statuer i en kirke til romaner om religionskrige i 1600-tallet blev tilskrevet den uheldige fodboldspiller. Se Luther Blissett: Mind Invaders. Come fottere i media. Manuale di guerriglia e sabotaggio culturale (Rom: Castelvecchi, 2000). 48 Citeret i Wu Ming 1: “Tute bianche. La prassi della mitopoiesi in tempi di catastrofe”, s. 35. 49 For en god beskrivelse af mobiliseringen til topmødeprotester i Danmark og den Tute Bianche-inspirerede gruppe, Globale Rødder, se Anders Hassing: “Fremtidsrødder. Signalement af en bevægelse for globalisering fra neden”, Mikkel Bolt & Karin Hindsbo (red.): City Rumble: Kunst, intervention og kritisk offentlighed (København: Forlaget Politisk Revy, 2005), s. 178-193. 50 Tony Blair citeret i Alessandra Stanley & Warren Hoge: “Protesters at Bay, Rich Nations’ Chiefs to Meet in Genoa”, The New York Times, 16. august, 2001. 51 For en god beskrivelse af forløbet i Genova og den nærmest Baron Haussmannske forvandling af Genovas byrum, se Claudio Albertani: “Paint It Black: Black Blocs, Tute Bianche and Zapatistas in the Anti-Globalization Movement”, oversat af Rosanna M. Giammanco Frongia, New Political Science, nr. 4, 2002, s. 579-595. For en analyse af det kontrolregime, som tidligt var under udvikling i Italien, se Luther Blissett: Nemici dello Stato. Criminali, ‘mostri’ e leggi speciali nella società di controllo (Rom: DeriveApprodi, 1999). 52 For en beskrivelse af politiets raid af de to skoler, se Nick Davies: “The Bloody Battle of Genoa”, Guardian, 17. juli, 2008. 53 For en analyse af mediernes dækning af begivenhederne i Genova, se FAIR: Fairness & Accuracy In Reporting: “Media Missing New Evidence About Genoa Violence”, www.fair.org/activism/genoa-update.html 54 Steven Erlanger: “Italy’s Premier Calls Western Civilization Superior to Islamic World”, New York Times, 27. September, 2001. Herhjemme fik vi for nylig endnu et eksempel på, hvorledes dissens forsøges forvandlet til terror, da Birthe Rønn Hornbech betegnede aktivister, der Gandhiagtigt satte sig på gaden og derved forsøgte at forhindre politiet i at internere afviste irakiske asylansøgere, som terrorister. Jf. Olav Hergel: “Præster og bedstemødre støtter gadens parlament”, Politiken, 18. August, 2009. 55 Jf. www.guinessworldrecords.com/content_pages/record. asp?recordid=54365 For en præsentation af den amerikanske krigsmodstand, se den “Antiwar Survey”, som Journal of Aesthetics and Protest udfærdigede: Journal of Aesthetics and Protest, nr. 6, 2008, s. 132-201. 56 Petrus Alamire, Giles Redwolf & Alex Trocchi: “Reinventing Dissent! An Unabridged Story of Resistance”, David Harvie, Keir Milburn, Ben Trott & David Watts (red.): Shut Them Down! G8, Gleneagles 2005 and the Movement of Movements (New York: Dissent & Autonomedia, 2005), s. 91. 57 Jf. Gilbert Achcar: Le Choc des barbaries. Terrorismes et désordre mondial (Paris: 10/18, 2004). 58 Jf. Giorgio Agamben: Stato di eccezione. Homo sacer, II. I (Torino: Bollati Boringhieri, 2003). 59 Den tyske sociolog Ulrich Beck har analyseret denne produktion af usikkerhed i bogen Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet [Risikogesellschaft. Auf dem Weg in eine andere Moderne,

60 61 62

63

64

65 66 67

68

69

1986], oversat af Klaus Rasborg (København: Hans Reitzels Forlag, 1997). Jf. Judith Butler: Precarious Life: Powers of Violence and Mourning (London & New York: Verso, 2004). Jean-Claude Paye: La Fin de l’État de droit (Paris: La Dispute, 2004). I forbindelse med klimatopmødet i København, december 2009, planlægger dansk politi at foretage såkaldte præventive anholdelser. “Ved at skride ind tidligt, kan vi forebygge, at tingene udvikler sig”, udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. “Politiet vil anholde præventivt”, Politiken, 24. august 2009. Les Levidow: “Terrorising Dissent: The Neoliberal ‘Antiterrorist’ Strategy”, The Commoner, 2002, www.commoner. org.uk/02-6groundzero.htm “National Security and Homeland Security Presidential Directive”, http://georgebush-whitehouse.archives.gov/ news/releases/2007/05/20070509-12.html Se Raphaël Wintreberts analyse af ATTAC’s krise i den allerede omtalte ATTAC, la politique autrement? “Sexta Declaración de la Selva Lacandona”, http://enlacezapatista.ezln.org.mx/especiales/2 For en god analyse af EZLN’s nye satsning, se Patrick Cuningham: “Reinventing An/Other Anticapitalism in Mexico: The Sixt Declaration of the EZLN and the “Other Campaign”, Werner Bonefeld: Subverting the Present, Imagining the Future: Insurrection, Movement, Commons (New York: Autonomedia, 2008), s. 203-230. I december 2008 og januar 2009 afholdt EZLN den såkaldte “Festival for ophøjet raseri” (“Festival Digna Rabia”), hvor de samlede flere tusinde aktivister til diskussionsmøder. I et af sine indlæg kritiserede subcomandante Marcos den mexicanske præsident Felipe Calderóns “Narkokrig”, der indtil videre har kostet mere end 13.000 mennesker livet. “Mexico styres af organiseret kriminalitet. […] Calderón besluttede sig for at støtte et narkokartel og gå i krig med et andet og slap hæren løs i landet og lod den fungere som politi, anklagemyndighed, dommer og bøddel.” Marcos’ tale findes på: http://dignarabia.ezln.org.mx/?p=426#Marcos I København udbrød der protester og det kom til gadekampe og plyndringer ved flere lejligheder efter politiets rydning af Ungdomshuset den 1. marts 2007. I Athen fandt der omfattende uroligheder sted efter, at politifolk uprovokeret skød og dræbte den 16 årige Alexandros Grigoropoulos den 6. december 2008. Efterfølgende kom det til omfattende uroligheder over hele Grækenland, hvor banker blev plyndret og butikker sat i brand. I Oaxaca i Mexico kom det i maj 2006 til omfattende optøjer, som varede mere end syv måneder, hvor 27 personer mistede livet i kampe med politi og militær. Protesterne startede som en strejke med lokale undervisere, som politiet brutalt slog ned ved blandt andet at skyde på demonstranterne. Det resulterede i omfattende protester og borgerkrigslignende tilstand, hvor den EZLN-inspirerede organisation APPO (Asamblea Popular de los Pueblos de Oaxaca) krævede den lokale guvernør Ulises Ruiz’ afgang, og i flere måneder agerede som en dobbeltmagt, der reelt styrede byen Oaxaca. Ved hjælp af paramilitære styrker lykkedes det Ruiz at tilbageerobre byen i november under voldsomme kampe.


182

Lille leksikon over skuffelsen / Tømmermændene efter Obama-rusen har meldt sig / Af Naomi Klein

Ikke alt er fryd og gammen i Obama-fanland. Det er ikke helt klart, hvad der er årsag til dette humørskifte. Måske var det den harske stank, der kom fra den seneste bankredningspakke. Eller nyheden om at præsidentens økonomiske rådgiver, Larry Summers, tjente millioner hos de selvsamme Wall Street-banker og hedgefonde, han nu beskytter fra at blive genreguleret. Eller måske begyndte det allerede med Obamas stilhed under Israels angreb på Gaza.


Lettre Internationale

Uanset hvad der fik bægeret til at flyde over, så er et stigende antal Obama-entusiaster begyndt at få mistanke om, at deres mand, når det kommer til stykket, ikke vil redde verden, selvom alle håber det bedste, de har lært. Det er gode nyheder. Hvis den superfankultur, der bragte Obama til magten, vil forvandle sig selv til en uafhængig politisk bevægelse med styrke til at producere programmer, som er i stand til at håndtere den aktuelle krise, så må vi alle stoppe med at håbe og begynde at kræve. I første omgang må vi dog prøve at forstå det mærkværdige ingenmandsland, mange progressive amerikanske bevægelser befinder sig i for tiden. Derfor har vi brug for et nyt sprog, som er særligt udviklet til at forstå Obama-manien. Her er et første udkast. Hopeover. Som hangover; en hopeover kommer af at have hengivet sig til noget, der føltes godt i øjeblikket, men som i virkeligheden ikke var særlig sundt, og som fører til følelser som fortrydelse, og sågar skam. Det er den politiske ækvivalent til at gå sukkerkold. Eksempel: “Da jeg lyttede til Obamas økonomiske taler, blev jeg blød om hjertet. Men da jeg forsøgte at fortælle en ven om hans planer i forbindelse med de millionvis af fyringer og tvangsaktioner over hele landet, kunne jeg ikke sige noget som helst. Jeg har seriøse hopeovers.” Hoper coaster. Som roller coaster; hoper coaster beskriver Obama-æraens intense følelsesmæssige op- og nedture, forårsaget af glæden ved på den ene side at have en præsident, der støtter sikker sex-uddannelse, og fortvivlelsen over på den anden side at have en præsident, som afviser en offentlig sygesikring, selvom den synes at være inden for rækkevidde. Eksempel: “Jeg var helt oppe at køre, da Obama sagde, at han ville lukke Guantánamo. Men nu kæmper de som besatte for, at fangerne i Bagram ikke skal have nogen rettigheder overhovedet. Stop denne hoper coaster – jeg vil af!” Hopesick. Som homesick; hopesick personer er håbløst nostalgiske. De savner suset af optimisme under kampagnedagene og forsøger hele tiden at genfinde denne varme, håbefulde

“Hvis den superfankultur, der bragte Obama til magten, vil forvandle sig selv til en uafhængig politisk bevægelse med styrke til at producere programmer, som er i stand til at håndtere den aktuelle krise, så må vi alle stoppe med at håbe og begynde at kræve.”


184

“Jeg var virkelig hopesick på grund af den negative udvikling i Afghanistan, men så så jeg en video på YouTube med Michelle i hendes økologiske have, og det hele føltes igen som indsættelsesdagen.”

følelse – oftest ved at overdrive vigtigheden af relativt små, men anstændige tiltag fra Obamas side. Eksempel: “Jeg var virkelig hopesick på grund af den negative udvikling i Afghanistan, men så så jeg en video på YouTube med Michelle i hendes økologiske have, og det hele føltes igen som indsættelsesdagen. Da jeg et par timer senere hørte, at Obama-administrationen boykottede en stor FN-konference om racisme, blev jeg igen alvorligt hopesick. Derfor så jeg slideshows med Michelle i tøj fra uafhængige etnisk forskellige modedesignere, og det hjælp så lidt på humøret.” Hope fiend. Når håbet fortoner sig, foretager en hope fiend, som en dope fiend, en voldsom tilbagetrækning og er villig til at gøre hvad som helst for at opleve suset igen. (Tæt forbundet med hopesick, men mere alvorlig. Rammer ofte midaldrende mænd.) Eksempel: “Joe fortalte mig, at han faktisk tror på, at Obama med vilje ansatte Summers, så han ville ødelægge de økonomiske redningsaktioner, for så ville Obama have den nødvendige undskyldning til at gøre, hvad han egentlig havde tænkt sig: At nationalisere bankerne og lave dem til kreditforeninger. Sikke en hope fiend.” Hopebreak. Som en elsker med knust hjerte, er en hopebroken Obama-fan ikke sur, men forfærdelig trist. Hun projicerede messianske kræfter ind i Obama og er nu utrøstelig i sin skuffelse. Eksempel: “Jeg troede virkelig, at Obama ville tvinge os til at se vores slaverihistorie i øjnene og starte en omfattende national samtale omkring raceforhold. Men nu nævner han tilsyneladende ikke længere racespørgsmålet, og han bruger uigennemskuelige juridiske argumenter for at holde os fra at diskutere Bush-æraens forbrydelser. Hver gang jeg hører ham sige “lad os se fremad”, så bliver jeg endnu engang hopebroken.” Hopelash. Som backlash; hopelash er en 180-graders vending i forhold til alt, hvad der har at gøre med Obama. Dem, der lider heraf, var engang blandt Obamas mest glødende fortalere. Nu er de hans mest sammenbidte kritikere. Eksempel: “Alle vidste i det mindste, at Bush var et røvhul. I dag har vi de samme krige, de samme lovløse fængsler, den samme korruption i Washington,


Lettre Internationale Lettre - LilleInternationale leksikon over skuffelsen - Subject

men alle smiler som var de Stepford wives. Det er tid til en fuldkommen hopelash.” Da jeg forsøgte at finde en betegnelse for alle disse håb-relaterede lidelser, tænkte jeg på, hvad den sene Studs Terkels ville have sagt om vores kollektive hopeover. Han ville utvivlsomt have opfordret os til ikke at give efter for fortvivlelsen. Jeg tog en af hans sidste bøger ned fra reolen: Hope Dies Last. Jeg skulle ikke lede længe. Bogen starter med linjerne: “Håb er aldrig sevet ned fra oven. Det er altid piblet op nedefra.” Og det siger stort set det hele. Håb var et godt slogan, dengang det drejede sig om at heppe på en langtfra sikker præsidentkandidat. Men som holdning til præsidenten for verdens mest magtfulde nation er håb en nærmest farlig form for ærbødighed. Fremtidens opgave (som Obama ville sige) er ikke at kaste håbet overbord, men at finde et mere passende hjem til det – i fabrikkerne, kvartererne og skolerne, hvor strategier som sit-ins, blokering og besættelse igen er på vej tilbage. Politologen Sam Gindin skrev for nylig, at arbejderbevægelsen kan gøre mere end at beskytte status quo. Den kan for eksempel forlange, at lukkede bilfabrikker bliver omdannet til grønne fabrikker, som fremadrettet er i stand til at producere enheder til kollektiv transport og teknologi til en vedvarende energiforsyning. “At være realistisk betyder at tage håbet ud af talerne,” skrev han, “og lægge det i hænderne på arbejderne.” Det giver anledning til det sidste opslag.

Hoperoots. Som grassroots. Eksempel: “Det er på tide at holde op med at vente på, at håbet bliver rakt ned fra oven, og i stedet starte med at tvinge det op nedefra, fra nutidens hoperoots.”

Oversat af Karsten Wind Meyhoff

“Det er på tide at holde op med at vente på, at håbet bliver rakt ned fra oven, og i stedet starte med at tvinge det op nedefra, fra nutidens hoperoots.”


186

slumøkologi / De globale metropolers slumbyer er nutidens størte humanitære katastrofer / Af Mike Davis

“Dem, der gik til storbyen, er forsvundet i en ørken.” Pepe Kalle

En villa miseria uden for Buenos Aires ville være et godt bud på verdens dårligste feng shui: Den er bygget “oven på en udtørret sø, et giftdepot og en kirkegård i et område med hyppige oversvømmelser.”1 Omvendt er den farlige, sundhedsskadelige beliggenhed faktisk identisk med den geografiske definition på en typisk slumbosættelse – uanset om det drejer sig om en barrio, der balancerer usikkert på sine pæle over den ekskrementfyldte Pasig-flod i Manila eller en bustee i Vijayawada, hvor “beboerne noterer husnumrene på deres møbler, fordi selve husene bliver skyllet bort hvert år under oversvømmelserne.”2 Slum-bosættere giver afkald på fysisk sikkerhed og offentlige sundhedsforanstaltninger for til gengæld at sikre sig nogle få kvadratmeter jord og en vis garanti for ikke at blive sat på gaden. De er de første pionerer, der bosætter sig i sumpe, på hyppigt oversvømmede flodsletter, vulkanskråninger, ustabile bjergsider, enorme affaldsdynger, lossepladser for kemisk affald, langs jernbanespor og i yderkanten af ørkenområder. I forbindelse med et besøg i Dhaka beskriver Jeremy Seabrook en lille slumbebyggelse – “et tilflugtssted for folk, der er blevet fordrevet af jordbundserosion, cykloner, oversvømmelser, hungersnød eller en usikkerhedsskabende faktor af nyere dato som for eksempel udvikling” – som gennem en djævlepagt har tiltusket sig en smal stribe land lige i smørhullet mellem en giftfabrik og en stærkt forurenet sø. Netop fordi dette sted er så


Lettre Internationale

sundhedsskadeligt og uattraktivt, fungerer det som et “værn mod stigende grundpriser i byen.”3 Sådanne steder er fattigdommens byøkologiske nicher, og de meget fattige har ikke rigtig anden udvej end at leve med katastrofen.

Unaturlige risici / Slum begynder med dårlig geologi. De blikskursbyer, der omkranser Johannesburg, er således nøje sammenfaldende med et bælte af farlige, ustabile dolomitområder, som er blevet forurenet gennem mange generationers minedrift. Mindst halvdelen af regionens ikke-hvide befolkning bor i midlertidige bebyggelser i områder, som er fyldt med giftaffald og plaget af konstante jordskred.4 Tilsvarende er de stærkt forvitrede laterit-lag, der danner grundlag for favelaerne på bjergskråningerne i Belo Horizonte og andre brasilianske byer, stærkt udsat for katastrofale bjergskred.5 I 1990 fremgik det af geomorfologiske undersøgelser, at en fjerdedel af São Paulos favelaer lå placeret på faretruende eroderede steder og resten på stejle bjergsider eller erosionstruede flodbredder. 16 % af slumkvarterernes beboere var på kort eller mellemlang sigt i fare for at “miste livet og/eller deres ejendom.”6 Rio de Janeiros mere berømte favelaer er bygget på lige så ustabilt terræn oven på blotlagte granit-tinder og bjergsider, som ofte styrter sammen med virkelig dødbringende resultater: 2.000 dræbt under sammenstyrtninger i 196667, 200 i 1988 og 70 ved juletid i 2001.7 Ligeledes var den værste naturkatastrofe i efterkrigstidens USA en lavine efter kraftige regnskyl, som dræbte omtrent 500 mennesker i blikskursbebyggelsen Mamayes på en ustabil bjergskråning over byen Ponce i Puerto Rico. Det er imidlertid Caracas (med 2,5 millioner indbyggere i 2005), der er jordbundsgeologens værste mareridt: De slumkvarterer, der huser næsten to tredjedele af byens indbyggere, er bygget op ad de ustabile bjergsider og i de dybe kløfter, som omgiver den vulkansk aktive Caracas-dal. Oprindeligt blev den letsmuldrende, stærkt forvitrede schist holdt på plads af vegetationen, men kratrydning og gennem-

gravninger har destabiliseret de tætbefolkede bjergskråninger og udløst en voldsom stigning i antallet af større jord- og stenskred fra under ét skred for hvert årti frem til 1950 til det aktuelle gennemsnit på to eller flere om måneden.8 Terrænets stigende ustabilitet har imidlertid ikke kunnet forhindre bosætterne i at kolonisere de hensmuldrende afsatser på bjergsiderne, på alluvialvifterne eller i mundingerne af de jævnligt oversvømmede floddale. I midten af december 1999 blev det nordlige Venezuela og især El Avila-massivet ramt af en usædvanligt hård storm. På blot få dage faldt der et helt års regnmængde over et i forvejen gennemvædet terræn – faktisk blev regnmængden visse steder anslået til et omfang, “man kun så én gang hvert tusinde år.”9 Hurtigstigende oversvømmelser og laviner af sammenstyrtede masser i Caracas – og især langs den caribiske kyst på den anden side af Avila-bjergene – dræbte omkring 32.000 og efterlod 140.000 hjemløse og yderligere 200.000 uden arbejde. Feriestedet Carabelleda blev fuldkommen raseret, da det blev overskyllet af 1,8 millioner tons brokker, deriblandt klippestykker så store som huse.10 En katolsk prælat antydede, at det var Guds hævn for den nylige valgsejr til Hugo Chávez’ venstreorienterede regering, hvortil udenrigsminister Jose Vincente Rangel svarede: “Det ville sandelig være en streng Gud, der rettede sin hævn mod den fattigste del af samfundet.”11 Hvad Caracas-regionen er for jordskred, det er Manila for oversvømmelser. Med sin beliggenhed på en semi-alluvial slette mellem tre floder og som et hyppigt offer for skybrud og tyfoner udgør Manila et naturligt oversvømmelsesbækken. Efter 1898 gravede de amerikanske kolonimyndigheder kanaler, oprensede tidevandsrender (esteros) og byggede pumpestationer for at bortlede overfladevandet og beskytte de indre dele af byen. De senere års forbedringer af dette system er imidlertid blevet opvejet af de enorme mængder affald, der henkastes i overløbskanaler og esteros (efter sigende ligger der et fire meter dybt lag affald på bunden af Pasig-floden),12 sammenskridning som følge af overforbrug af grundvandet, skovrydning i Marikina- og Mon-


188

talban-flodernes afvandingsområder og frem for alt slumbebyggelsernes løbende indtrængen i vådområderne. Boligkrisen har med andre ord forandret såvel karakteren som omfanget af oversvømmelsesproblemet, således at den fattigste femtedel af indbyggerne er udsat for decideret fare og risiko for tab af ejendom. I november 1998 for eksempel fik over 300.000 mennesker deres boliger ødelagt eller beskadiget, og ved en anden lejlighed blev slumkolonien Tatlon druknet under mere end seks meter vand. Endvidere forårsagede en tyfon-oversvømmelse i juli 2000 en sammenstyrtning af det berygtede ‘affaldsbjerg’ i slumområdet Payatas i Quezon City, som begravede 500 skure og dræbte mindst 1.000 mennesker. (Payatas er blevet behandlet i flere bemærkelsesværdige dokumentarfilm af den japanske filmskaber Hiroshi Shinomiya.)13 Eksemplerne med Caracas og Manila viser, hvordan fattigdommen forstørrer de lokale geologiske og klimamæssige farer. Man beregner nogle gange bymiljøets sårbarhed eller risiko som et produkt af fare (hyppigheden og omfanget af naturkatastroferne) gange aktiver (den befolkningsmængde og bebyggelse, der er udsat for fare) gange skrøbelighed (bygningsmiljøets fysiske karakteristika): risiko = fare x aktiver x skrøbelighed. Overalt har den uorganiserede urbanisering mangedoblet de iboende naturfarer ved de forskellige bymiljøer – i nogle tilfælde med helt op til en faktor 10. Et skoleeksempel var de heftige regnskyl og Nil-oversvømmelser i august 1988, som fordrev 800.000 fattige indbyggere i Khartoum: Videnskabsfolk har påpeget, at oversvømmelsen ikke oversteg den rekordhøje vandstand i 1946, men ikke desto mindre forvoldte ti gange så stor skade som dengang – hovedsagelig på grund af den voksende udbredelse af slumkvarterer uden kloakering på flodsletten.14 Rige byer med farlig beliggenhed såsom Los Angeles eller Tokyo kan reducere den geologiske eller meteorologiske risiko gennem omfattende offentlige anlægsarbejder og brug af menneskeskabte fysiske strukturer til modarbejdelse af naturlige processer: Stabilisering af jordskredsområder med geotekstil-net, sprøjtebeton og klippebolte, etablering af trinvise afsatser på

bjergskråninger, boring af dybe sivebrønde og udpumpning af gennemvædet terræn, opsamling af strømme af brokker med små dæmninger og bassiner og bortledning af overfladevand til omfattende systemer af betonkanaler og kloakker. Statslige forsikringsprogrammer for oversvømmelsesskader, tillige med krydssubsidiering af brand- og jordskælvsforsikring, sikrer udbedring af genopbygning af boligmassen i tilfælde af omfattende skader. I den tredje verden er det derimod højst usandsynligt, at slumkvarterer uden adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitetsforhold vil være beskyttet af offentlige anlægsarbejder eller omfattet af katastrofeforsikring. Forskerne understreger, at udlandsgæld og deraf følgende ‘strukturtilpasning’ ansporer til skumle “afvejninger af hensynet til produktion, konkurrenceforhold og effektivitet over for risikoen for uheldige miljømæssige konsekvenser for potentielt katastrofe-udsatte bosættelser.”15 Den såkaldte ‘skrøbelighed’ er simpelthen et andet ord for det offentliges systematiske forsømmelser over for miljøsikkerheden – ofte under indtryk af økonomisk pres fra udlandet. Statslig indgriben kan imidlertid også være en risikofaktor i sig selv. I november 2001 blev de fattige dele af Bab el-Oud, Frais Vallon og Beaux Frasier i Algeriet ramt af altødelæggende oversvømmelser og mudderskred. I 36 timer i træk skyllede en voldsom styrtregn de spinkle skure ned ad bjergskråningerne og oversvømmede de lavtliggende boligområder. Mindst 900 mennesker mistede livet. På baggrund af de officielle myndigheders træge respons på katastrofen blev redningsindsatsen i stedet iværksat af lokale kræfter, navnlig de unge. Da præsident Abdelaziz Bouteflika endelig dukkede op tre dage efter, råbte vrede beboere regeringsfjendtlige slogans efter ham. Bouteflika sagde til ofrene, at “katastrofen simpelthen havde været Guds vilje. Der var intet at gøre ved det, sagde han.”16 De lokale vidste, at det var noget værre sludder. Som civilingeniørerne straks kunne konstatere, havde det blot været et spørgsmål om tid, før katastrofen ville ramme boligområdet på skråningerne: “Det drejede sig om spinkle konstruktioner, der var sårbare over for voldsomme


Lettre Internationale - Slumøkologi

regnskyl. Landet over havde den type boligbyggeri været udsat for store regnskader som følge af nedslidning, utilstrækkelig vedligeholdelse, ælde og forsømmelse.”17 En endnu vigtigere pointe er, at en stor del af ødelæggelserne var en direkte konsekvens af statens krig mod de islamiske guerillaer – for at eliminere oprørernes skjulesteder og flugtruter havde myndighederne fældet al skov på højdedragene over Bab el-Oud og forseglet kloakkerne. “De blokerede kloakledninger,” skriver sociologen Azzedine Layachi, “hindrede bortledningen af regnvandet. Endvidere havde korrupte myndigheder givet tilladelser til sjusket opførte boligejendomme og andre bygninger i flodlejet og derved beriget private entreprenører på bekostning af den offentlige sikkerhed.”18 I endnu højere grad end jordskred og oversvømmelser fungerer jordskælv som præcise udtryk for boligkrisen i byerne. Nogle jordskælv med langbølgerystelser, for eksempel katastrofen i Mexico City i 1985, går ganske vist kun ud over højhuse, men som regel er der et uhyggeligt nøje sammenfald mellem det seismiske destruktionsspor og udbredelsen af boligbyggeri af dårlig kvalitet i sten, mudder eller beton – især i forbindelse med sammenstyrtning af skråninger og jordbundsfluidisering. Seismisk risiko er det, der står med småt, i det midlertidige boligbyggeris djævlepagt. “Det afslappede syn på lokalplanlægning og byggestandarder har gennem årtier gjort det relativt let for de fattige i Tyrkiet at få adgang til byggegrunde og offentlige forsyningstjenester,” fremhæver Geoffrey Payne, “men det var samme afslappede indstilling til håndhævelsen af byggestandarderne, der førte til det store antal dødsofre og de omfattende ødelæggelser, da jordskælvene indtraf i 1999.”19 Risiko-geografen Kenneth Hewitt hævder, at jordskælv har ødelagt over 100 millioner boliger i det 20. århundrede, fortrinsvist i slumområder, lejekaserne-kvarterer eller fattige landsbyer. Den seismiske risiko er så ujævnt fordelt i de fleste byer, forklarer Hewitt, at man på et tidspunkt begyndte at operere med termen ‘klasseskælv’ som betegnelse for det skævvredne ødelæggelsesmønster.

Problemet kom måske klarest til udtryk i forbindelse med katastrofen i Guatemala i 1978, hvor næsten 1,2 millioner mennesker mistede deres hjem. I Guatemala City lå næsten samtlige 59.000 ødelagte boliger i de urbane slumområder, man havde bygget i bjergkløfter, over og under stejle og ustabile skrænter eller på dårligt funderede yngre fluvio-vulkanske aflejringer. Der var kun minimale ødelæggelser i resten af byen og på de dyrere adresser, eftersom de var placeret på mere stabil undergrund.20 Idet hovedparten af verdens bybefolkning nu er koncentreret på eller i umiddelbar nærhed af tektonisk aktive konvergente pladegrænser, især langs med forkastningszonerne i Det indiske Ocean og Stillehavet, er adskillige milliarder mennesker i fare for at blive ramt af jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier såvel som flodbølger og tyfoner. Mega-jordskælvet og tsunamien ved Sumatra i december 2004 var relativt sjældne hændelser, men andre vil så godt som helt sikkert indtræffe i løbet af det næste århundrede. De midlertidige gecekondu’er i Istanbul er for eksempel helt tydeligt endemålet for de jordskælv, der ubønhørligt trænger længere og længere vestpå langs med ‘lynlåsen’, det bevarende pladegrænsesystem i det nordlige Anatolien. Tilsvarende forudser myndighederne i Lima, at mindst 100.000 bygningsværker – hovedsagelig turgurio’erne og barrida’erne – vil styrte sammen under et større jordskælv, som forventes at ville indtræffe inden for den næste generation.21 Den fattige befolkning i byerne ligger dog ikke vågen om natten af bekymring for jordskælv eller for den sags skyld oversvømmelser. Deres største frygt er den langt hyppigere og mere allestedsnærværende fare for brand. I modsætning til, hvad man kan læse i visse lærebøger, er det hverken Middelhavslandenes småkrat eller de australske eukalyptustræer, men slumkvarterer, der udgør verdens vigtigste brandøkologi. Deres særlige blanding af letantændelige boliger, overordentlig tæt bebyggelse og afhængighed af åben ild som energikilde til varme og madlavning er den perfekte opskrift på brandopståen. Et simpelt uheld med et gasblus eller en petroleumsovn kan hurtigt udvikle sig til en storbrand, der øde-


190

lægger hundredvis eller ligefrem tusindvis af boliger. Ilden spreder sig fra skur til skur med utrolig høj hast, og hvis brandvæsnet overhovedet reagerer, vil det ofte være umuligt for slukningskøretøjerne at komme gennem de smalle slumgyder. Slumbrande er imidlertid ofte alt andet end ulykker: Frem for at betale advokatudgifterne i forbindelse med en retssag eller afvente et officielt nedrivningspåbud foretrækker udlejere og entreprenører ofte den helt enkle løsning at stikke ild på de pågældende bygninger. Manila er særlig berygtet for sine slumbrande. “Mellem februar og april 1993,” forklarer Jeremy Seabrook, “var der otte større brande, deriblandt brandstiftelsesangreb på Smoky Mountain, Aroma Beach og Navotas. Det mest udsatte område ligger tæt på havnen, hvor containerterminalen skal udvides.”22 Erhard Berner tilføjer, at en af yndlingsmetoderne til det, de filippinske grundejere kalder “varm nedrivning”, er at jage en “petroleumsvædet brændende kat eller rotte – hunde dør alt for hurtigt – ind i den bosættelse, der er i vejen … en brand, der udløses ad den vej, er vanskelig at bekæmpe, fordi det stakkels dyr kan nå at sætte ild på rigtig mange skure, inden det dør.”23 Fig. 1 Fattigdom i flammer 2004 By

Ødelagte boliger

Jan Manila 2.500 Feb Nairobi Marts Lagos April Bangkok 5.000 Nov Dhaka 150 2005 By Jan Jan Feb Feb

Ødelagte boliger

Khulna Nairobi 414 Delhi Hyderabad 4.000

Hjemløse 22.000 30.000 5.000 30.000

Hjemløse 7.000 1.500 3.000 30.000

Også i den indiske askepot-by Bangalore, hvor grundpriserne har taget himmelflugt, og de fat-

tige ofte er i vejen, bliver brandstiftelse brugt som ad hoc-byfornyelse. “Disse brande,” skriver Hans Schenk, “menes at være organiseret dels af ledende skikkelser i slumkvartererne, som kan indkassere (en del af) den statslige erstatningssum, dels af visse bander med partipolitiske tilhørsforhold for at skaffe ‘uønskede’ kategorier af den fattige bybefolkning af vejen, og dels af private jordejere, som ønsker deres grunde ryddet for (ulovlige) bosættere på en nem måde med henblik på at ‘udvikle’ området.”24

Urban-morfologiske patologier /

Naturkatastroferne bliver forværret af fattigdommen i byerne, men der skabes også nye og helt kunstige risici i kraft af fattigdommens interaktioner med giftindustrier, anarkistiske trafikforhold og kollapsende infrastrukturer. Den kaotiske form, man kender fra så mange af storbyerne i den tredje verden – “byer i fraktalform”, med en formulering fra urbanteoretikeren Matthew Gandy – annullerer en hel del af bylivets miljømæssige effektivitet og afføder de striber af små katastrofer, der konstant hærger storbyer som Mexico City, Kairo, Dhaka og Lagos. (“Lagos,” forklarer Gandy, “er egentlig ikke en by i vanlig forstand: Den har ingen klar afgrænsning, og mange af dens delelementer forekommer at fungere uafhængigt af hinanden...”)25 Alle de klassiske principper for byplanlægning, herunder bevarelsen af åbne arealer og adskillelsen af skadefremkaldende aktiviteter fra boligområderne, bliver vendt på hovedet i de fattige storbyer. Farlige industriforetagender og transportstrukturer forekommer at være omgivet af tætpakkede bælter af slumboliger som led i en slags diabolsk lokalplan. Næsten alle storbyer i den tredje verden (i hvert fald de af dem, der har en vis form for industrielt grundlag) rummer et infernalsk slumdistrikt, der er som taget ud af Dante, indhyllet i forurening og placeret klods op ad rørledninger, kemiske fabriksanlæg og raffinaderier: Mexicos Iztapalapa, São Paulos Cubatäo, Rios Belford Roxo, Jakartas Cibubur, det


Lettre Internationale - Slumøkologi

sydlige randområde af Tunis, det sydvestlige Alexandria osv. I sin bog om den sydlige halvkugles fattige storbyer opregner Jeremy Seabrook den ubarmhjertige række af katastrofer, der har ramt Klong Toey, Bangkoks havneslum, som er kilet ind mellem havneanlæg, kemiske fabrikker og motorveje. I 1989 blev hundredvis af indbyggere forgiftet efter en kemisk eksplosion, to år senere gjorde en eksplosion på et kemikalielager 5.500 indbyggere hjemløse, hvoraf mange efterfølgende døde af mystiske sygdomme. 63 boliger blev ødelagt af brande i 1992 og 460 i 1993 (året for endnu en kemikalieeksplosion) og yderligere adskillige hundrede i 1994.26 Tusinder af andre slumområder, nogle af dem beliggende i rige lande, har været udsat for lignende forløb. De lider under det, Gita Verma kalder “lossepladssyndromet”: En koncentration af toksiske industriaktiviteter såsom plettering, farvning, omsmeltning, garvning, batterigenbrug, støbning, reparation af motorkøretøjer, kemikaliefremstilling osv. – alt sammen noget, som middelklassen aldrig ville acceptere i sine egne boligområder.27 De miljømæssige sundhedsaspekter af sådanne omgivelser og især de risici, der udspringer af den synergi, som opstår, når der er tale om en mangfoldighed af toksiner og forureningskilder på samme sted, har kun nydt stærkt begrænset forskningsmæssig bevågenhed. Verden er som regel kun opmærksom på sådanne skæbnesvangre sammenblandinger af fattigdom og giftindustri, når de resulterer i store eksplosioner med masser af tilskadekomne – i den henseende var 1984 et annus horribilis. I februar eksploderede en benzinrørledning i Cubatão, São Paulos såkaldte Pollution Valley, og over 500 mennesker brændte ihjel i den tilgrænsende favela. Otte måneder senere eksploderede et Pemex-anlæg for flydende naturgas som en atombombe i Mexico Citys San Juanico-distrikt, hvor ikke færre end 200 fattige indbyggere mistede livet (der blev aldrig fastlagt noget præcist dødstal). Mange hundrede vågnede aldrig op den dag. De omkom, før det overhovedet gik op for dem, hvad der var sket. Over tusind meter høje

flammer skød i vejret fra det nærliggende gasanlæg. Ligene forsvandt simpelthen i flammehavet uden at efterlade sig nogen jordiske rester. Folk styrtede rundt i gaderne og skreg af frygt, nogle med ild i håret og tøjet. Solen var endnu ikke stået op, men flammerne oplyste hele området, som om det var midt på dagen.28 Mindre end tre uger senere udspyede Union Carbide-fabrikken i Bhopal, hovedstaden i Madhya Pradesh, sin famøse sky af dødbringende methylisocyanat. Ifølge tal fra Amnesty Internationals undersøgelse i 2004 omkom der straks mellem 7.000 og 10.000 mennesker og senere yderligere 15.000 mennesker af sygdomme og kræftformer med direkte forbindelse til gassen. Ofrene hørte til blandt de allerfattigste, hovedsagelig muslimer. Emballageanlægget til pesticider – “et relativt simpelt og sikkert foretagende” – var blevet anlagt i et område, som allerede længe havde været okkuperet af midlertidige bosættelser. Efterhånden som anlægget blev udvidet og omlagt til farligere pesticidproduktion, spirede bustee’erne frem langs periferien. Helt frem til den dag, de så deres børn dø i gaderne, havde de fattige bosættere ingen anelse om, hvad der blev produceret på fabrikken, eller om den dommedagstrussel, de havde hængende over hovedet i form af de enorme mængder methylisocyanat, der befandt sig på fabrikken.29 Slum-indbyggerne er derimod overordentlig opmærksomme på de farer, der er forbundet med den vilde trafik, som gør gaderne i de fleste af den tredje verdens byer til én stor hårdknude. Byernes uhæmmede vækst uden tilsvarende samfundsinvesteringer i kollektiv transport eller niveaudifferentierede vejsystemer har gjort trafikken til en sundhedskatastrofe i sig selv. Færdselstætheden gør trafiksituationen helt umulig, men brugen af motorkøretøjer i storbyerne er ikke desto mindre stærkt stigende (se Fig. 2). I 1980 tegnede udviklingslandene sig kun for 18 % af motorkøretøjerne på verdensplan. I 2020 vil omkring halvdelen af de forventede 1,3 milliarder personbiler, lastbiler og busser – tillige med adskillige hundrede millioner motorcykler og scootere – klumpe sig sammen i de fattige landes gader og stræder.30


192

Fig. 2 Motoriseringen af den tredje verden31 Sted

År

Millioner

Kairo

1978 1991 2006

0,5 2,6 7,0

Bangkok

1984 1992

0,54 (privatejede biler) 10,5

Indonesien

1995 2001

12,0 (motorkøretøjer) 21,0

Den eksplosive vækst i den globale bilpark er fremdrevet af stærke ulighedskræfter. Som Daniel Sperling og Eileen Clausen forklarer, udgør de fleste byers transportpolitik en ond cirkel, hvor den dalende kvalitet af de offentlige transportsystemer forstærker privatbilismen og omvendt: Den offentlige transport får stor statsstøtte i næsten alle byer på grund af de betydelige samfundsgevinster, der er forbundet med den (mindsket behov for vejbaner og færre trafikpropper), men også for at sikre, at de fattige har adgang til billig, offentlig transport. Ikke desto mindre er der stadig mange fattige, der ikke har råd til at benytte transportmidlerne. Derfor er byerne under pres for at holde billetpriserne på et absolut minimum. Men for at kunne gøre det, må de give køb på kvalitet og komfort. Det får passagererne fra middelklassen til hurtigst muligt at købe bil. Billige scootere og motorcykler fremskynder middelklassens flugt fra offentlig transport yderligere. De statslige indtægter fra den offentlige transport bliver mindre, og udbyderne sænker kvaliteten yderligere i takt med, at de betjener stadig fattigere kunder. I første omgang går det primært ud over kvaliteten, men dette efterfølges ofte af et faldende udbud af trafikforbindelser.32 Internationale udviklingsorganisationer fremmer uhensigtsmæssig transportpolitik gennem deres præference for finansiering af veje frem for jernbaner og gennem deres tilskyndelse til privatisering af lokal transport. I Kina – som tidligere

var hjemsted for en egalitær cykelkultur – har planlæggerne nu helt irrationelt givet førsteprioritet til biler. Beijing har gjort enorme indhug i de traditionelle gårdhusboliger for de fattige såvel som sit pittoreske hutong (baggyde-netværk) for at få plads til boulevarder og motorveje. Samtidig er cyklisterne blev straffet med nye gebyrer, restriktioner på brugen af hovedfærdselsårer og en afskaffelse af de cykelsubsidier, der tidligere blev udbetalt af arbejdspladserne.33 Resultatet af dette sammenstød mellem urban fattigdom og trafikal overbelastning er det rene blodbad. Hvert år bliver over en million mennesker – hvoraf to tredjedele er fodgængere, cyklister og passagerer – dræbt i færdselsuheld i den tredje verden. “Det er dem, der aldrig nogensinde vil få råd til en bil, der er mest udsat,” hedder det i en rapport fra en WHOforsker.34 Minibusser og billige jitney-taxaer, som ofte er dårligt vedligeholdte og ikke har myndighedsgodkendelse, er særligt farlige: I Lagos for eksempel omtales busserne lokalt som danfo’er eller molue’er, ‘flyvende ligkister’ og ‘lighuse på hjul’.35 Trafikkens sneglefart i de fleste fattige byer gør den ikke mindre dræbende. Selvom biler og busser snegler sig gennem Kairo med gennemsnitshastigheder på under 10 kilometer i timen, formår den ægyptiske hovedstad dog stadig at svinge sig op til en årlig ulykkesstatistik på 8 dræbte og 60 tilskadekomne per 1.000 biler.36 I Lagos, hvor indbyggerne gennemsnitligt tilbringer noget så utroligt som tre timer hver dag i trafikpropper, går privatbilister og buschauffører bogstavelig talt bersærk – faktisk er der så mange bilister, der kører ind på fortovet eller i den forkerte side af vejen, at trafikministeriet for nylig har indført obligatoriske mentalundersøgelser af alle, der gør sig skyldig i færdselsovertrædelser.37 I Delhi har Hindustan Times for nylig klaget over, at middelklasse-trafikanterne sjældent gider standse efter at have påkørt hjemløse klunsere eller fattige børn.38 De overordnede økonomiske omkostninger ved færdselsuheld anslås ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) at andrage “næsten dobbelt så meget som den samlede udviklingsbistand på verdensplan”. Faktisk opfatter WHO


Lettre Internationale - Slumøkologi

trafik som en af de største sundhedsrisici for den fattige befolkning i byerne, og man forventer, at færdselsulykker vil være den tredjehyppigste dødsårsag i 2020.39 Desværre vil det være Kina, hvor bilerne er ved at fravriste cyklisterne og fodgængerne kontrollen med byernes gader, der er toneangivende for denne udvikling: Alene i de første fem måneder af 2003 blev næsten 250.000 kinesere dræbt eller alvorligt kvæstet i færdselsulykker.40 Uhæmmet motorisering er naturligvis ensbetydende med en kraftig forværring af den luftforurening, der forpester byerne i den tredje verden. Myriader af gamle biler, ramponerede busser og udtjente lastbiler kvæler byområderne med deres dræbende udstødningsgasser, ligesom den urene forbrænding i totaktsmotorerne i de små køretøjer afgiver ti gange så store mængder mikropartikler som moderne biler. Ifølge en nyere undersøgelse er luftforureningen mest dødbringende i de vildtvoksende mega-storbyer i Mexico (300 smog-dage om året), São Paulo, Delhi og Beijing.41 At trække vejret i Mumbai svarer ligeledes til at ryge to en halv pakke cigaretter dagligt, og i Delhi har Centre for Science and Environment netop advaret om, at de indiske byer er ved at udvikle sig til “de rene gaskamre”.42

Indhug i miljøets reservater / Byer i abstrakt forstand er løsningen på den globale miljøkrise: Den urbane befolkningstæthed kan omsættes til meget effektiv udnyttelse af jord, energi og ressourcer, ligesom de demokratiske offentlige rum og kulturinstitutioner giver højere livskvalitet end individualiseret forbrug og kommercialiserede fritidsaktiviteter. Lige siden Patrick Geddes (bio-regionalismens sande fader) har urbanitetsteoretikerne imidlertid været på det rene med, at den hensigtsmæssige udnyttelse af miljøet såvel som den offentlige velstand forudsætter bevarelsen af et grønt matrix af intakte økosystemer, frie arealer og naturfunktioner: Byer har behov for en alliance med naturen for at kunne omdanne deres affaldsprodukter til anvendelige bidrag til landbrug, havebrug og energiproduktion. Et bæredygtigt

byliv forudsætter bevarelsen af omkringliggende våd- og landbrugsområder. Desværre forurener, urbaniserer og ødelægger storbyerne i den tredje verden – med enkelte undtagelser – systematisk de miljømæssige støttesystemer, der er helt afgørende for deres egen overlevelse. Byernes åbne rum er for eksempel typisk begravet under et tykt lag henkastet affald, som skaber små smørhuller for rotter og insektvektorer såsom myg. De kroniske ubalancer mellem produktionen og indsamlingen af affald er ofte helt overvældende: Den gennemsnitlige indsamlingsrate i Dar-es-Salaam er kun 25 %, i Karachi 40 % og i Jakarta 60 %.43 Byplanlægningschefen i Kabul klager ligeledes over, at “Kabul er ved at udvikle sig til ét stort reservoir af affald i fast form … I løbet af et døgn producerer 10 millioner mennesker 800 kubikmeter affald i fast form. Hvis samtlige 40 af vores skraldevogne kører tre ture om dagen, vil de stadig kun kunne transportere mellem 200 og 300 kubikmeter affald ud af byen.”44 Affaldet kan indimellem have endog meget uhyggeligt indhold: I Accra har Daily Graphic for nylig beskrevet “vildtvoksende lossepladser fyldt med sorte plastiksække, som indeholder aborterede fostre fra kayayee [kvindelige dragere] og teenagepiger i Accra. Ifølge The Metropolitan Chief Executive rummer ‘75 % af alt affald bortkastet i sorte affaldssække i storbyen aborterede menneskefostre’”.45 De grønne bælter i byernes periferier forvandles til økologiske ødemarker. O veralt i Asien og Afrika bringes fødevaresikkerheden i fare på grund af den grundløse ødelæggelse af landbrugsjord som følge af unødvendige by-udvidelser. I Indien koster urbaniseringen hvert år over 50.000 hektar værdifuld landbrugsjord.46 Da ‘bondetilstrømningen’ til de kinesiske byer stod på sit højeste i årene mellem 1987 og 1992, blev næsten en million hektar omlagt fra landbrugsproduktion til bymæssig anvendelse hvert år.47 I Ægypten, verdens tættest befolkede landbrugsland, har byernes vildtvoksende udbredelse tydeligvis nået et kritisk punkt: Rundt om Kairo lægger by-udvidelsen hvert år beslag på yderligere 30.000 hektar. Som Florian Steinberg påpeger, svarer “dette landområde


194

omtrent til den landbrugsjord, der blev indvundet gennem de omfattende kunstvandingsprojekter, som blev indledt med påbegyndelsen af Aswan-dæmningen”.48 Ydermere vil den landbrugsproduktion, der overlever i randområderne langs bygrænsen, være forurenet af de toksiner, der findes i afføringen fra mennesker og dyr. Set fra luften har de asiatiske byer traditionelt være omkranset af et klart, grønt bælte af meget produktive handelsgartnerier, der strakte sig lige så langt, som det var rentabelt at transportere natrenovationen. Det moderne industrielle spildevand er imidlertid blev forgiftet af tungmetaller og farlige patogener. Uden for Hanoi, hvor bønderne og fiskerne konstant fordrives af den urbane udvikling, bruger man nu i vid udstrækning kloakvand fra by og industri som erstatning for kunstgødning. Da forskerne kritiserede denne sundhedsfarlige praksis, kunne de konstatere en vis “kynisme blandt grønsagsdyrkerne og fiskeproducenterne” over for “de rige i byerne”. “De er ligeglade med os og tager os ved næsen med ubrugelige kompensationer [for mistet landbrugsjord], så hvorfor skulle vi ikke hævne os på dem?”49 I Colombo, hvor slumkvartererne breder sig ud på markerne rundt om byen, er der ligeledes “opstået en helt særlig dyrkningsform kaldet keera kotu, hvor man bruger byens affaldsprodukter, herunder hygiejnisk uegnet affald, til at dyrke grøntsager så hurtigt som muligt, hvor man nu end kan komme til det”.50 I takt med den forværrede boligsituation i de fleste byer trænger slumområderne også direkte ind i livsvigtige økologiske reservater og fredede vandskel. I Mumbai er slum-bosætterne trængt så langt ind i Sanjay Gandhi National Park, at de nu med jævne mellemrum bliver spist af leoparder (ti tilfælde alene i juni 2004): Et særligt aggressivt kattedyr gik så vidt som at overfalde en hel bus. I Istanbul trænger gecekondu’erne ind på de afgørende afvandingsområder i Omerli-skoven, i Quito er Antisana-reservoiret helt omringet af blikskursbyer, og i São Paulo er vandet i Guarapiranga-reservoiret, som leverer 21 % af byens vandforbrug og i forvejen er berygtet for sin ubehagelige smag, truet af yderligere for-

urening fra favela’erne. Det ser i det hele taget sort ud for São Paulo, som er nødt til at bruge 170.000 tons (eller 17.000 vognladninger) vandrensningskemikalier om året for at gøre vandet drikkeligt. Eksperter advarer om, at sådanne virkemidler ikke er en holdbar løsning. Halvdelen af São Paulos favela’er ligger på bredden af de reservoirer, der forsyner byen med drikkevand. Dette udgør en sundhedsrisiko, eftersom de midlertidige bosættelser kaster deres affald direkte ud i reservoiret eller ned i de vandløb, der forsyner det med vand. Kvalitetskontrollen med det offentlige drikkevandssystem har haft utallige problemer i de seneste år. Man har været nødt til at øge kloringen af drikkevandet for at forhindre spredning af tarmsygdomme, ligesom det har vist sig at være så godt som umuligt at holde algevæksten nede, fordi den stiger meget voldsomt med tilføjelsen af organisk materiale.51 Overalt forgifter kloakvandet kilderne til drikkevand. I Kampala forurener spildprodukterne fra slumbosættelserne Lake Victoria, og i Monrovia – som er svulmet op til 1,3 millioner indbyggere efter mange års borgerkrig, men stadig har en infrastruktur beregnet på under en kvart million mennesker – er hele landskabet forpestet af ekskrementer: strande, gader, baggårde og vandløb.52 I de fattigere dele af Nairobi kan man ikke drikke postevandet, fordi det er kontamineret af fækalier.53 Mexico Citys vigtigste økologiske bufferzone, gennemsivningsområdet Ajusco, er i dag faretruende forurenet af kloakvand fra de omkringliggende colonias.54 Faktisk anslår eksperterne, at så meget som 90 % af alt kloakvand i Latinamerika bliver dumpet ubehandlet i vandløb og floder.55 Hygiejnisk set er verdens fattige storbyer ikke stort andet end tilstoppede, overfyldte kloakker.

I lort til halsen / Det store overskud af afføring er bylivets oprindelige selvmodsigelse. I 1830’erne og 1840’erne, hvor kolera- og tyfusepidemierne grasserede i London og de andre industrialiserede byer i Europa, blev den ængstelige britiske middelklasse


Lettre Internationale - Slumøkologi

Overalt forgifter kloakvandet kilderne til drikkevand. I Kampala forurener spildprodukterne fra slumbosættelserne Lake Victoria, og i Monrovia – som er svulmet op til 1,3 millioner indbyggere efter mange års borgerkrig, men stadig har en infrastruktur beregnet på under en kvart million mennesker – er hele landskabet forpestet af ekskrementer: strande, gader, baggårde og vandløb. I de fattigere dele af Nairobi kan man ikke drikke postevandet, fordi det er kontamineret af fækalier.

tvunget til at forholde sig til et problem, som normalt ikke faldt ind under de stuerene samtaleemner. Den borgerlige “bevidsthed”, forklarer victorianisme-forskeren Steven Marcus, “blev med ét foruroliget af den erkendelse, at millioner af engelske mænd, kvinder og børn mere eller mindre levede i lort. Det umiddelbare spørgsmål forekommer at have været, om de egentlig ikke var ved at drukne i det.”56 Eftersom epidemierne mentes at udspringe af de stinkende fækale ‘miasmer’ i slumdistrikterne, fattede samfundseliten pludselig interesse for de levevilkår, som for eksempel Friedrich Engels havde dokumenteret i Manchester, hvor der i visse gader var “over 200 mennesker om at dele et enkelt kloset”, og hvor den engang landligt idylliske flod Irk var blevet “en kulsort stinkende flod fyldt

med snavs og affald”. I en freudiansk kommentar til Engels grunder Marcus over det ironiske i, at “flere generationer af netop de mennesker, hvis liv dannede grundlag for Englands rigdom, var nødt til at leve i rigdommens negative symbolske modstykke”.57 Otte generationer efter Engels lever den fattige bybefolkning stadig (for nu at citere Marcus igen) svøbt i lort – der “mere eller mindre fungerer som en objektivering af deres sociale vilkår, deres plads i samfundet”.58 Faktisk vil man passende kunne læse Engels’ The Condition of the Working-Class in England in 1844 side om side med en moderne roman om bylivet i Afrika som for eksempel Meja Mwangis Going Down River Road (1976) og fundere over de ekskrementale og eksistentielle kontinuiteter. “I en af disse baggårde,”


196

Hygiejnisk set er verdens fattige storbyer ikke stort andet end tilstoppede, overfyldte kloakker.

skrev Engels om Manchester, “lige ved indgangen, fører en overdækket passage direkte ind i et lokum uden dør. Dette lokum er så beskidt, at beboerne kun kan komme ind og ud af gården ved at vade gennem en pøl af ildelugtende urin og ekskrementer.”59 Tilsvarende skriver Mwangi om Nairobi i 1974: “De fleste af stierne på kryds og tværs af det dugvåde græsområde var overstrøet med menneskelige ekskrementer. … Sammenblandet med dunsten af pis og lort førte den kolde, fugtige vind undertiden en sagte mumlen med sig, et sporadisk udtryk for elendighed, usikkerhed og opgiven.”60 Det er ganske vist et ufint og taktløst emne, men desuagtet er det et helt fundamentalt og overraskende uløseligt problem ved livet i byerne. I titusinde år har bysamfundene kæmpet en hård kamp mod de dødbringende ansamlinger af deres eget affald, og selv de rigeste byer har måttet nøjes med at skylle deres ekskrementer længere nedstrøms eller dumpe dem ud i et nærliggende hav. Vore dages fattige mega-storbyer – Nairobi, Lagos, Bombay, Dhaka osv. – er stinkende bjerge af lort, som ville have rystet selv de mest forhærdede victorianere. (Måske med undtagelse af en sand kender som Rudyard Kipling, der i De rædselsfulde nætters by elegant skelnede mellem “den ulidelige Calcutta-stank” og den unikke odør i henholdsvis Bombay, Peshawar og Benares.)61 Dette hele tiden at have andres affald helt tæt inde på livet er en af de mest grundlæggende sociale skillelinjer. Ligesom den universelle forekomst af parasitter i de fattiges kroppe

er også dette at leve omgivet af lort en genuin eksistentiel skillelinje mellem to forskellige menneskeheder – hvilket victorianerne var udmærket klar over. Den globale sanitetskrise kan ikke overdrives. Ligesom mange andre by-problemer i den tredje verden har den rod i kolonialismen. De europæiske imperier nægtede generelt at tilvejebringe moderne kloakering og vandforsyning i de indfødte kvarterer og foretrak i stedet at benytte racebestemt zoneinddeling og cordons sanitaires til at sikre garnisoner og hvide forstæder mod epidemiske sygdomme. Fra Accra til Hanoi har de postkoloniale styrer således arvet store sanitære underskud, som kun de færreste regimer har været indstillet på at tage drastiske skridt til at rette op på. (De latinamerikanske byer har alvorlige sanitetsproblemer, men det er slet ikke noget, der kan sammenlignes med problemets enorme omfang i Afrika eller Sydasien.) Mega-storbyen Kinshasa, hvor indbyggertallet med hastige skridt nærmer sig de ti millioner, har slet ikke noget kloaksystem. I Nairobis Kibera-distrikt på den anden side af det afrikanske kontinent havde Laini Saba-slumkvarteret i 1998 nøjagtig ti fungerende jordlatriner til hen ved 40.000 mennesker, og i Mathare 4A-kvarteret var der to offentlige toiletter til 28.000 mennesker. Slum-beboerne er derfor nødt til at benytte de såkaldte ‘flyvende toiletter’ eller ‘Scud-missiler’: “Man smider afføringen i en plasticpose og kaster det op på et tag eller ud på den nærmeste færdselsvej.”62 På den anden side har de store


Lettre Internationale - Slumøkologi

mængder ekskrementer også skabt grundlag for en række innovative urbane indtjeningsformer: I Nairobi kan bilisterne nu blive udsat for “tiårige børn med plastikflasker mellem tænderne, bevæbnet med kugler af menneskeafføring, som de truer med at kaste ind gennem et åbent bilvindue – for at tvinge føreren til at hoste op”.63 Kloakeringen i Syd- og Sydøstasien er kun en anelse bedre end i Afrika syd for Sahara. For ti år siden havde Dhaka rørlagt vandforsyning til sølle 67.000 ejendomme og kun kloakafledning fra 8.500 af dem. Ligeledes er det under ti procent af boligerne i Manila-regionen, der er forbundet med kloaksystemer.64 Til trods for sine prangende skyskrabere benytter Jakarta stadig åbne grøfter til at bortlede størstedelen af byens spildevand. I Indien – hvor det anslås, at 700 millioner mennesker er nødt til at forrette deres nødtørft i det fri – er det i dag kun 17 af 3.700 store og mellemstore byer, der opererer med nogen som helst form for behandling af spildevandet. En undersøgelse af 22 indiske slumområder kunne konstatere, at 9 af dem slet ikke havde nogen form for latrin-faciliteter. I 10 andre var der kun i alt 19 latriner til 102.000 mennesker.65 Filmskaberen Prahlad Kakkar, manden bag toilet-dokumentaren Bumbay, fortalte en forbløffet interviewer, at “halvdelen af indbyggerne i Bombay ikke har et toilet at skide i og derfor skider udenfor. Det drejer sig om fem millioner mennesker. Hvis vi siger, at de skider et halvt kilo lort hver, så bliver det til 2,5 millioner kilo lort hver morgen.”66 Ifølge Susan Chaplin har en tilsvarende “undersøgelse fra 1990 i Delhi vist, at 480.000 familier i 1.100 slumbosættelser samlet set kun havde adgang til 160 wc’er og 110 mobile toiletvogne. Manglen på toiletfaciliteter i slumområderne har tvunget beboerne til at benytte åbne arealer som offentlige parker og deslige, hvilket har skabt strid om afføringsrettighederne mellem slum-indbyggerne og middelklassen.”67 Arundhati Roy kan faktisk berette om tre tilfælde fra 1998, hvor slumindbyggere i Delhi “blev skudt for at skide på offentlige arealer”.68 I Kina, hvor blikskursområderne dukkede op igen rundt omkring i byerne efter markedsreformerne, lever mange urbaniserings-migranter

uden kloakering eller adgang til rindende vand. “Der er rapporter om tætpakkede slumkvarterer i Beijing,” skriver Dorothy Solinger, “hvor over 6.000 mennesker har måttet deles om ét toilet, og om et slumkvarter i Shenzhen med 50 læskure, hvori hundredvis af mennesker levede uden adgang til rindende vand, [og] i 1995 kunne en undersøgelse i Shanghai afsløre, at det rent faktisk kun var 11 % af næsten 4.500 migranthusholdninger, der havde et toilet.”69 At være tvunget til at forrette sin nødtørft i fuld offentlighed vil utvivlsomt være stærkt ydmygende for enhver, men det er først og fremmest et stort problem for kvinderne. De fattige kvinder i byerne er fanget i den udvejsløse situation, at de forventes at overholde strenge blufærdighedskrav uden at have adgang til nogen som helst form for personlige hygiejne-faciliteter. “Den manglende adgang til toiletter,” skriver journalisten Asha Krishnakumar, “er en katastrofe for kvinderne. Den ødelægger deres værdighed, helbred og sikkerhed, krænker deres blufærdighed og går også indirekte ud over deres produktivitet og læse- og skrivefærdigheder. Piger og voksne kvinder er nødt til at vente til efter mørkets frembrud med at forrette deres nødtørft, og det udsætter dem for chikanerier og ligefrem seksuelle overgreb.”70 I slumkvartererne i Bangalore – ‘det indiske high-tech-vidunders ansigt udadtil’ – må de fattige kvinder, som ikke har råd til at benytte de lokale betalingstoiletter – vente til om aftenen med at vaske sig eller forrette deres nødtørft. Loes Schenk-Sandbergen skriver: “Mænd kan urinere hvor som helst og når som helst, hvorimod kvinder kun træder af på naturens vegne før solopgang og efter solnedgang. For at undgå farer må kvinderne gå ud i grupper ved femtiden om morgenen … ofte [til] sumpede områder med masser af slanger eller til en eller anden øde losseplads fyldt med rotter og andre gnavere. Mange kvinder siger, at de undlader at spise i dagtimerne blot for at undgå at være nødt til at gå ud på åben mark om aftenen.”71 I Bombay er kvinderne ligeledes nødt til at forrette deres nødtørft “mellem klokken to og


198

fem hver morgen, fordi det er den eneste tid på døgnet, hvor de kan gøre det ugenert”. De offentlige toiletter, som kun sjældent fungerer, forklarer Suketu Mehta, kan som regel ikke hjælpe kvinderne: “Folk besørger hele vejen rundt om toiletterne, fordi selve hullerne har været stoppet til i flere måneder eller år.”72 Løsningen på sanitetskrisen – i hvert fald sådan, som den tager sig ud set for visse økonomiprofessorer i deres komfortable lænestole i Chicago og Boston – har været at gøre den urbane afføring til en verdensomspændende forretning. Faktisk har det været en af den Washington-sponsorerede neoliberalismes store resultater, at det er lykkedes at forvandle de offentlige toiletter til kontantautomater til afbetaling af udlandsgæld – betalingstoiletter er i dag en vækstbranche overalt i den tredje verdens slumkvarterer. I Ghana opstillede militærstyret gratis offentlige toiletter i 1981, men i slutningen af 1990’erne blev toiletterne privatiseret, og i dag betegnes de som stærkt indbringende “guldminer”.73 I Kumasi for eksempel, hvor det var medlemmer af den lovgivende forsamling i Ghana, der vandt de lukrative licitationer, koster privat toiletbrug én gang om dagen for en enkelt familie omkring 10 % af grundlønnen.74 I kenyanske slumområder som Mathare koster det seks amerikanske cents for hvert besøg på et privat toilet: Det er for dyrt for flertallet af de fattige, som vælger at forrette deres nødtørft i det fri, så de i stedet kan bruge pengene på vand og mad.75 Det samme gælder i slumkvarterer som Soweto eller Kamwokya i Kampala, hvor de offentlige toiletter koster den afskrækkende sum af 100 shillings per besøg.76

Baby-dræberne / “Jeg har gennemgået store lidelser i Cité-Soleil,” skriver Lovly Josaphat, som bor i Port-au-Princes største slumkvarter. “Når det regner, bliver min del af Cité oversvømmet, og vandet trænger helt ind i huset. Der står altid vand på jorden, grønligt, ildelugtende vand, og der er ingen gangstier. Vi bliver ædt op af myg. Mit barn på fire har bronkitis, malaria

og nu også tyfus. … Lægen har sagt, at jeg skal give ham kogt vand at drikke, at han ikke må få fed mad, og at jeg ikke skal lade ham gå rundt i vandet. Men vandet er overalt, han kan ikke sætte en fod uden for huset uden at vade rundt i det. Lægen sagde, at jeg risikerer at miste ham, hvis jeg ikke passer godt på ham.”77 Grønligt, ildelugtende vand overalt. “På verdensplan”, skriver sundhedseksperten Eileen Stillwaggon, “dræber sygdomme med tilknytning til vandforsyning, kloakering og affald 30.000 mennesker hver dag, og disse lidelser udgør 75 % af de sygdomme, der plager menneskeheden i det hele taget.”78 Mave-tarmsygdomme, som skyldes dårlige sanitetsforhold og forurenet drikkevand – herunder diaré, tyndtarmskatar, tyktarmsbetændelse, tyfus og paratyfus – hører til blandt de sygdomme, der tegner sig for flest dødsfald på verdensplan, og de rammer primært nyfødte og små børn.79 I åbne kloakker og forurenet drikkevand vrimler det med tarmparasitter som piskeorm, rundorm og hageorm osv., der inficerer millioner af børn i de fattige storbyer. Koleraen, som hærgede i de victorianske byer, nærer sig fortsat af den fækale kontamination af vandforsyningen i byerne, især i afrikanske byer som Antananarivo, Maputo og Lusaka, hvor UNICEF anslår, at op mod 80 % af de dødsfald, der kunne have været forhindret (med undtagelse af HIV/AIDS), skyldes dårlig kloakering og sanitet. Den diaré, der optræder sammen med AIDS, er en grum forværring af problemet.80 Uanset hvor desperat slumindbyggerne forsøger at praktisere forebyggende hygiejne, bliver det forpurret af den allestedsnærværende forurening af drikkevand og mad med affald og kloakvand. I Nairobis enorme Kibera-slum har UN-HABITAT’s Rasna Warah studeret grønsagssælgeren Mberita Katelas dagligdag. Katela må gå 400 meter hver morgen for at købe vand. Hun benytter en fælleslatrin lige uden for sin dør, som hun deler med 100 naboer, og hendes hus stinker af overflydende kloakvand. Hun er konstant urolig over kontamination af det vand, hun bruger til madlavning og vask – i de senere år har Kibera været hærget af kolera og andre


Lettre Internationale - Slumøkologi

Vore dages fattige mega-storbyer – Nairobi, Lagos, Bombay, Dhaka osv. – er stinkende bjerge af lort, som ville have rystet selv de mest forhærdede victorianere.

fækalie-relaterede sygdomme.81 I Calcutta er det også begrænset, hvad mødrene kan gøre ved de berygtede offentlige toiletter, de er tvunget til at benytte. Disse små murstensskure afskærmer lerkrukker, som næsten aldrig bliver rengjort, hvilket betyder, at “det stinkende svineri rundt om bustee’ens lokum bliver skyllet direkte ned i de damme og vandtanke, hvori folk vasker sig selv, deres tøj og deres køkkengrej”.82 Der er utallige eksempler på de fattiges magtesløshed over for sanitetskrisen. Indbyggerne i Mexico City, for eksempel, inhalerer bogstavelig talt lort: De forstøvede fækalier, der blæser ind fra Texcoco-søen i den varme, tørre årstid, forårsager tyfus og hepatitis. I‘New Fields’-området rundt om Rangoon, hvortil militærstyret brutalt har forflyttet hundredtusinder af indbyggerne i bykernen, bor mange familier ifølge Monique Skidmore under omstændigheder, som sanitetsmæssigt svarer til mudderhelvedet i skyttegravene under 1. Verdenskrig: De laver mad og besørger lige uden for de små stykker plastik, de sover under. Ikke overraskende er ‘New Fields’ hærget af kolera, dysenteri, dengue-feber og malaria.83 I Bagdads enorme Sadr City-slum er hepatitis- og tyfusepidemierne fuldstændig ude af kontrol. De amerikanske luftbombardementer smadrede i forvejen overbelastede vand- og kloakinfrastrukturer, og derfor siver der ubehandlet kloakvand ind i vandforsyningen til de private husholdninger. To år efter den amerikanske

invasion er systemet fortsat i stykker, og selv med det blotte øje kan man se fibre af menneskeafføring i postevandet. Om sommeren med temperaturer på omkring 46° er det den eneste form for vandforsyning, de fattige har råd til.84 Gennem årene er der blevet lanceret skiftende korstog på sanitetsområdet. 1980’erne var FN’s Internationale Årti for Drikkevand og Sanitet, men som Anqing Shi fra Verdensbanken understreger, var “situationen ikke meget bedre ved udgangen af 1980’erne”.85 Faktisk medgiver WHO, at “der i 2025 stadig vil være fem millioner [dødsfald, som kunne være blevet forhindret] blandt børn på under fem år … hovedsagelig forårsaget af infektionssygdomme, hvoraf diaré fortsat vil spille en meget fremtrædende rolle”.86 “På et givet tidspunkt,” hedder det i WHO’s rapport for 1996, “vil hen ved halvdelen af den sydlige halvkugles bybefolkning lide af en eller flere af de vigtigste sygdomme, der er forbundet med utilstrækkelig vandforsyning og kloakering”.87 Selvom rent drikkevand uden sammenligning er verdens billigste og vigtigste lægemiddel, må den offentlige vandforsyning i lighed med gratis toiletter ofte konkurrere med stærke private erhvervsinteresser. Vandsalg er en lukrativ branche i de fattige storbyer. Nairobi er som altid et helt ekstremt eksempel: Her gensælger driftige forretningsfolk med de politiske forbindelser i orden det offentlige vandværksvand (som næsten intet koster


200

for de familier, der er så rige, at de har råd til at få lagt vand ind) til skyhøje priser i slumområderne. “En undersøgelse viser, at indbyggerne i Kibera-slummen betaler mere end fem gange så meget for en liter vand som en gennemsnitlig amerikaner. Det er skammeligt, at de rige i Nairobi kan bruge deres formue til at omlede hjælpeforanstaltninger for de fattige til deres egen fordel.”88 Fordi de ikke kan eller ikke vil betale vandsælgernes ublu priser, griber nogle af indbyggerne i Nairobi ifølge to lokale forskere til desperate løsninger såsom “at bruge kloakvand, undlade at gå i bad og vaske tøj, bruge borehulsvand og regnvand eller tappe vand fra huller i vandrør”.89 Fig. 3 Vand: Dyrest for de fattige 90

jer 30 % af alle lægebesøg sig om vandrelaterede sygdomme såsom kolera, tyfus og shigellose.92 I Dar es-Salaam blev lokalmyndighederne presset af Verdensbanken til at overdrage vandforsyningsnettet til det private britiske firma Biwater – hvilket ifølge hjælpeorganisationer betød en markant stigning i priserne, selvom drift og service ikke blev nævneværdigt forbedret – de fattigste familier måtte stadig benytte risikobetonede vandkilder. “Ved en privat brønd i Tabata,” beretter The Guardian, “koster en 20 liters fladdunk op til 8 pence, hvilket er en betragtelig sum i en by, hvor mange mennesker lever for under 50 pence om dagen. De familier, der er så fattige, at de ikke har råd til at købe vand til den pris, graver i stedet overfladiske brønde.” Embedsmændene har imidlertid høstet stort bifald fra Washingtons side for deres privatiseringsindsats.93

Vandsælgernes priser sammenlignet med prisen på postevand.

Den dobbelte byrde /

By Faisalabad Bundun Manila Mumbai Phnom Penh Hanoi Karachi Dhaka

Bruttofortjeneste i procent 6.800 % 5.000 % 4.200 % 4.000 % 1.800 % 1.300 % 600 % 500 %

Situationen er endnu værre i Luanda, hvor de fattigste husholdninger må bruge 15 % af deres indkomst på vand, som private firmaer simpelthen pumper op fra den nærliggende, spildevandsforurenede Bengo-flod.91 “Vand er lige så stor en mangelvare i Kinshasa” – som vel at mærke ligger på bredden af verdens næststørste flod – “som i Sahara”. Selvom rørlagt vand er relativt billigt, forklarer geografen Angeline Mwacan og antropologen Theodore Trefon, er der som regel intet vand i hanerne, hvilket betyder, at de fattige må gå mange kilometer for at hente vand i forurenede floder. Det er for dyrt at bruge trækul på at koge vandet. Følgelig dre-

De mest ekstreme sundhedsforskelle er ikke længere mellem by og land, men mellem middelklassen og de fattige i byen. Dødelighedsraten for børn under fem (151 ud af 1.000) i Nairobis slumkvarterer er to til tre gange højere end i byen som helhed og halvt så høj som i de fattige landdistrikter.94 Tilsvarende er spædbørnsdødeligheden i Quito 30 gange højere i slumområderne end i de mere velstående dele af byen, og i Kapstaden er udbredelsen af tuberkulose 50 gange så stor blandt de fattige sorte indbyggere sammenlignet med velstående hvide indbyggere.95 Mumbai er som altid ét stort lighus med 50 % højere dødelighedsrate i slumområderne sammenlignet med de tilgrænsende landområder. Ydermere kan hele 40 % af alle dødsfald tilskrives infektioner og parasitter, som skyldes vandforurening og jammerlige sanitetsforhold.96 På et givet tidspunkt i Dhaka og Chittagong “menes omtrent en tredjedel af hele befolkningen i slumområderne at være syge” ifølge sundhedsstatistikken – hvilket ville svare til en pandemi i enhver anden urban sammenhæng.97 Sundhedsforskerne understreger, at slum-indbyggerne bærer en dobbelt sygdomsbyrde. “De fattige i byerne,” skriver et forskerhold, “danner


Lettre Internationale - Slumøkologi

Halvdelen af indbyggerne i Bombay har ikke et toilet at skide i og skider derfor udenfor. Det drejer sig om fem millioner mennesker. Hvis vi siger, at de skider et halvt kilo lort hver dag, så bliver det til 2,5 millioner kilo lort hver morgen.

mellemled mellem underudvikling og industrialisering, og deres sygdomsmønstre afspejler begge problematikker. Underudvikling påfører dem en tung byrde i form af infektionssygdomme og underernæring, og industrialiseringen udsætter dem for det typiske spektrum af kroniske lidelser og livsstilssygdomme.”98 Richard Horton, redaktør på The Lancet, tilføjer, at “urbaniseringen nu går hånd i hånd med epidemier af sygdomme som bændelorm, rundorm, sneglefeber, sovesyge og dengue-feber, der hidtil typisk indskrænkede sig til landlige områder”.99 Men også diabetes, kræftsygdomme og hjerte-karsygdomme gør størst indhug blandt de fattige i byerne.100 Ydermere er denne dobbelte byrde ifølge FN-forskere som regel tungest i de “små og mindre velstående byer i lavindkomstlande eller i lavindkomstregionerne i mellemindkomstlandene”. Politisk dominerende mega-storbyer synes at have relativt let ved at eksportere nogle af deres miljø- og sanitetsproblemer nedstrøms og bruge andre regioner som afløb for affald og forurening.101 Den neoliberale omstrukturering af den tredje verdens urbanøkonomier, som har fundet sted siden slutningen af 1970’erne, har haft altødelæggende indvirkning på det offentlige udbud af sundhedsservice, ikke mindst for kvinder og børn. Som Women’s Global Network for Reproductive Rights påpeger, kræver de strukturelle tilpasningsprogrammer – dvs. de protokoller,

hvorefter de forgældede lande afgiver deres økonomiske suverænitet til IMF og Verdensbanken – “som regel nedskæringer i de offentlige udgifter, herunder udgifter til sundhedssektoren (men ikke til militæret)”.102 I Latinamerika og Caribien reducerede de spareprogrammer, som strukturtilpasningsprogrammerne gennemtvang i 1980’erne, og de offentlige investeringer i sanitet og drikkevand, hvorved man eliminerede den forbedrede spædbørnsdødelighed, de fattige byboere tidligere havde nydt gavn af. Efter implementeringen af det andet mexicanske strukturtilpasningsprogram i 1986 faldt procentdelen af fødsler bistået af sundhedsfagligt personale fra 94 % i 1983 til 45 % i 1988, mens dødelighedskvotienten blandt mødrene røg i vejret fra 82 i 1980 til 150 ud af 100.000 i 1988.103 I Ghana førte ‘tilpasningen’ ikke alene til et 80 procents fald i udgifterne til sundhed og uddannelse fra 1975 til 1983, men også til en udvandring af halvdelen af landets læger. I Filippinerne faldt de offentlige sundhedsudgifter per indbygger ligeledes til det halve i begyndelsen af 1980’erne.104 Efter at landet er blevet ‘strukturtilpasset’, dør en femtedel af de nigerianske børn nu, inden de når femårsalderen.105 Økonomen Michel Chossudovsky holder “forværringen af de sanitære forhold i byerne og den forringede offentlige sundhedsinfrastruktur, som ledsagede nedskæringerne på de nationale og lokale budgetter i forbindelse med IMF og Verdensbankens struk-


202

turtilpasningsprogram i 1991, ansvarlig for det berygtede pestudbrud i Surat 1994”.106 Disse eksempler er blot et lille udpluk: Overalt har underkastelsen under de internationale kreditorer betydet nedskæringer på sundhedsområdet, emigration af læger og sygeplejersker, afskaffelse af fødevaresubsidier og omlægning af landbrugsproduktionen fra dyrkning til eget behov til eksportafgrøder. Fantu Cheru, en førende FN-ekspert i internationale gældsforhold, understreger, at den tredje verdens tvangsskat til I-landene har gjort en forskel, som bogstavelig talt har været et spørgsmål om liv og død for millioner af fattige. “På verdensplan er over 36 millioner mennesker i dag HIV/AIDS-smittede. Heraf lever omkring 95 % på den sydlige halvkugle, navnlig i Afrika syd for Sahara, som rummer 25 millioner HIV/AIDS-smittede. … Hver dag i Afrika dør over 5.000 mennesker af AIDS. Eksperter anslår, at verdenssamfundet må investere syv til ti milliarder dollars hvert år i kampen mod HIV/AIDS og andre sygdomme som tuberkulose og malaria. Konfronteret med denne humanitære krise betaler de afrikanske lande imidlertid stadig 13,5 milliarder dollars årligt i renter og afdrag på deres gæld til kreditorlandene – et beløb, som langt overstiger beløbsrammen for FN’s foreslåede globale HIV/AIDS-fond. Den massive overførsel af ressourcer fra fattige afrikanske lande til velstående kreditorer på den nordlige halvkugle er en af de faktorer, som i alvorlig grad har svækket sundheds- og uddannelsesindsatsen i de lande, som i dag er hårdest ramt af pandemien.”107 På det seneste har Verdensbanken kombineret en feministisk retorik om ligestilling på sundhedsområdet og kvinders ret til selv at bestemme over deres egen forplantning med et ubønhørligt pres (under dække af ‘reformer’) for at få bistandslandene til at åbne sig for global konkurrence fra I-landenes medicinalfirmaer og private udbydere af sundhedsservice. Verdensbankens udviklingsrapport for 1993, Investing in Health, skitserede det nye paradigme for markedsbaseret sundhedsservice: “Begrænsede

offentlige udgifter til en snævert defineret pakke af tilbud, brugerbetaling på offentlige servicefunktioner og privatiseret varetagelse og finansiering af sundhedssektoren.”108 Et fremragende eksempel på denne tilgang var Zimbabwe, hvor indførelsen af brugerbetaling i begyndelsen af 1990’erne førte til en fordobling af spædbørnsdødeligheden.109 Sundhedskrisen i byerne i den tredje verden er dog næppe kun de udenlandske kreditorers skyld. Når de urbane eliter flytter ind i bevogtede bygningskomplekser i forstæderne, bekymrer de sig mindre om sundhedsfarerne i slumkvarteret og mere om sikkerheden i deres egne privathjem og anlæggelsen af højhastighedsveje ind og ud af byen. I Indien for eksempel har Susan Chaplin kunnet konstatere, at sanitetsreformerne bliver undermineret af korrupte embedsmænd og middelklassens ligegyldighed: “Miljøforholdene i Indien er under stadig forværring, fordi middelklassen aktivt bidrager til at udelukke store dele af befolkningen fra adgang til basale urbane servicefunktioner. Denne monopolisering af de statslige ressourcer og offentlige goder betyder, at middelklassen til trods for sin voksende opmærksomhed på miljøproblemerne til dato har været mere bekymrede over det besvær, de selv udsættes for i form af overtrafikerede veje og den deraf følgende luftforurening, end af risikoen for epidemiske og endemiske sygdomme.”110 Over for plager som HIV/AIDS, der “ryster jorden og pisker himlen op”,111 kan den urbane isolering imidlertid kun tilbyde en illusorisk biologisk beskyttelse. Vor tids mega-slumområder fungerer faktisk som optimale udklækningskasser helt uden sidestykke for nye og genkommende sygdomme, der i dag kan sprede sig overalt i verden med samme hastighed som et passagerfly. Som jeg har påpeget i min seneste bog om fugleinfluenza, The Monster at Our Door, er økonomisk globalisering uden tilsvarende investeringer i en global sundhedsinfrastruktur på offentlig basis en sikker opskrift på en katastrofe.112


Lettre Internationale - Slumøkologi

Oversat af Morten Visby

1 2 3 4

5 6 7

8

Stillwaggon, Stunted Lives, Stagnant Economies, s. 67. Verma, Slumming India, s. 69. Seabrook, In the Cities of the South, s. 177. Malcolm Lupton & Tony Wolfson, “Low-Income Housing, the Environment and Mining on the Witwatersrand” i Main & Williams, Environment and Housing in Third World Cities, s. 115, 120. Claudia Viana & Terenzinha Galvão, “Erosion Hazards Index for Lateritic Soils”, Natural Hazards Review 4:2 (May 2003), 82-89. Taschner, “Squatter Settlements and Slums in Brazil”, s. 218. Richard Pike, David Howell & Russell Graymeer, “Landslides and Cities: An Unwanted Partnership” i Grant Heiken, Robert Fakundiny & John Sutter (red.), Earth Science in the City: A Reader (Washington, D.C.: 2003), s. 199. Virginia Jiemenez-Diaz, “The Incidence and Causes of Slope Failure in the Barrios of Caracas” i Main & Williams, Enviro-


204

9

10 11 12 13

14

15

16

17 18 19

20 21 22 23 24

25

26 27 28 29

30

31

32 33

nment and Housing in Third World Cities, s. 120-129. Gerald F. Wieczorek et al., “Debris-Flow and Flooding Hazards Associated with the December 1999 Storm in Coastal Venezuela and Strategies for Mitigation”, USS Geological Survey, Open File Report 01-0144 (Washington, D.C.: 2000), s. 2. Pike, Howell & Graymer, “Landslides and Cities”, s. 200. Citeret i Richard Gott, In the Shadow of the Liberator: Hugo Chávez and the Transformation of Venezuela (London: 2001), s. 3. Berner, Defending a Place, s. xiv. Bankoff, “Constructing Vulnerability” i Asian Economic News, 31. december, 2001, s. 224-236 (omhandlende filmen om Payatas-katastrofen). Hamish Main & Stephen Williams, “Marginal Urban Environments as Havens for Low-Income Housing” i Main & Williams, Environment and Housing in Third World Cities, s. 159. Mohamed Hamza & Roger Zetter, “Structural Adjustment, Urban Systems, and Disaster Vulnerability in Developing Countries”, Cities 15:4 (1998), s. 291. Azzedine Layachi, “Algeria: Flooding and Muddled StateSociety Relations” i The Middle East Research and Information Project (MERIP) Online, 11. december, 2001. “Flood and Mudslides in Algeria”, Geotimes (januar 2002). Layachi, “Algeria”. Geoffrey Payne, “Lowering the Ladder: Regulatory Frameworks for Sustainable Development” i Westendorff & Eade, Development and Cities, s. 259. Kenneth Hewitt, Regions of Risk: A Geographical Introduction to Disasters (Harlow: 1997), s. 217-218. Leonard, Lima, 439. Seabrook, In the Cities of the South, s. 271. Berner, Defending a Place, s. 144. Hans Schenk, “Living in Bangalore's Slums” i Schenk (red.), Living in India's Slums: A Case Study of Bangalore (Delhi: 2001), s. 34. Matthew Gandy, “Amorphous Urbanism: Chaos and Complexity in Metropolitan Lagos”, New Left Review 33 (May/ June 2005), s. 1-2. Seabrook, In the Cities of the South, s. 192. Verma, Slumming India, s. 16. Joel Simon, Endangered Mexico: An Environment on the Edge, (San Francisco: 1997), s. 157. Amnesty International, Clouds of Injustice: The Bhopal Disaster 20 Years On (London: 2004), s. 12, 19. Gordon Walker, “Industrial Hazards, Vulnerability and Planning” i Main & Williams, Environment and Housing in Third World Cities, s. 50-53. M. Pemberton, Managing the Future – World Vehicle Forecasts and Strategies to 2020, bd. 1: Changing Patterns of Demand (2000) og Daniel Sperling & Eileen Clausen, “The Developing World's Motorization Challenge” i Issues in Science and Technology Online (Fall 2002), s. 2. M. El Arabi, “Urban Growth and Environment Degradation: The Case of Cairo”, Cities 19:6 (2002), Expressway and Rapid Transit Authority Bangkok, Statistical Report, 1992, (Bangkok: 1993), U.S. Department of Energy, Energy Information Administration, “Indonesia: Environmental Issues”, informationspjece (februar 2004). Sperling & Clausen, “The Developing World's Motorization Challenge”, s. 3. Eksemplet med Beijing er taget fra Sit, Beijing, s. 288-89.

34 Undersøgelse foretaget af det WHO-finansierede Road Traffic Injuries Research Network, citeret i Detroit Free Press, den 24. september 2002.

35 Vinand Nantulya & Michael Reich, “The Neglected Epidemic: Road Traffic Injuries in Developing Countries”, British Journal of Medicine 324 (11. may 2002), s. 1139-1141. 36 El Arabi, “Urban Growth and Environment Degradation”, s. 392-394 og Oberai, Population Growth. Employment and Poverty in Third World Mega-Cities, s. 16 (for ulykkesstatistikken). 37 Glenn McKenzie, “Psychiatric Tests Required for Traffic Disorders”, RedNova, 20. juni 2003 og Peil “Urban Housing and Services in Anglophone West Africa”, s. 178. 38 Hindustan Times, 1. februar 2004. 39 WHO, “Road Safety is No Accident!” (november 2003) og Road Traffic Injuries Research Network citeret i Detroit Free Press, 24. september 2002. 40 People's Daily (engelsksproget), 24. juni 2003. 41 Asim Khan, “Urban Air Pollution in Megacities of the World”, Green Times (Spring 1997), udgivet af Penn Environmental Group. Se også “Commentary: Urban Air Pollution” i Current Science 77:3 (10. august 1999), s. 334, “World Bank Group Meets to Clean Up Asia's Deadly Air”, Associated Press, 22. juli 2003. 42 Suketu Mehta, Maximum City: Bombay Lost and Found (New York 2004), s. 29, Karina Constantino-David, “Unsustainable Development: The Philippine Experience” i Westendorff & Eade, Development and Cities, s. 163 43 Vincent Ifeanyi Ogu, “Private Sector Participation and Municipal Waste Management in Benin City”. Environment and Urbanization 12:2 (oktober 2000), s. 103, 105. 44 Washington Post, 26. august, 2002. 45 Daily Graphic (Accra), 12. august 2000 citeret i H. Wellington, “Kelewle, Kpokpoi, Kpanlogo” i Ralph Mills-Tettey & Korantema Adi-Dako (red.), Visions of the City: Accra in the Twenty-First Century (Accra 2002), s. 46. 46 Shahab Fazal, “Urban Expansion and Loss of Agricultural Land – A GIS-Based Study of Saharanpur City, India”, Environment & Urbanization 12:2 (oktober 2000), s. 124. 47 Se “Loss of Agricultural Land to Urbanization” på www. infoforhealth.org/pr/m13/m13chap3_3.shtml#top og “Farmland Fenced Off as Industry Makes Inroads”, China Daily, 18. august 2003. 48 Florian Steinberg, “Cairo: Informal Land Development and the Challenge for the Future” i Baken & van der Linden, Land Delivery for Low Income Groups in Third World Cities, s. 131. 49 Van den Berg, van Wijk & Van Hoi, “The Transformation of Agriculture and Rural Life Downstream of Hanoi”, s. 52. 50 Dayaratne & Samarawickrama, “Empowering Communities”, s. 102. 51 Taschner, “Squatter Settlements and Slums in Brazil”, s. 193, Luis Galvão, “A Water Pollution Crisis in the Americas”, Habitat Debate (september 2003), s. 10. 52 The News (Monrovia), 23. januar 2004. 53 Peter Mutevu, “Project Proposal on Health and Hygiene Education to Promote Safe Handling of Drinking Water and Appropriate Use of Sanitation Facilities in Informal Settlements”, notat, Nairobi (april 2001). 54 Imparato & Ruster, Slum Upgrading and Participation, s. 61, Pezzoli, Human Settlements, s. 20. 55 Stillwaggon, Stunted Lives, Stagnant Economies, s. 97. 56 Steven Marcus, Engels, Manchester and the Workings Class (New York: 1974), s. 184. 57 Ibid. 58 Ibid., s. 185. 59 Friedrich Engels, “The Condition of the Working-Class in


Lettre Internationale - Slumøkologi

60 61 62

63 64 65 66 67

68 69 70 71

72 73 74

75 76 77 78 79

80 81 82 83 84 85 86

England in 1844” i Marx-Engels Collected Works, bd. 4 (Moskva: 1975), s. 351. Meja Mwangi, Going Down River Road (Nairobi 1976), s. 6. Kipling, The City of Dreadful Night, s. 10-11. Katy Salmon, “Nairobi's ‘Flying Toilets’: The Tip of the Iceberg” i Terra Viva (Johannesburg), 26. august 2002, Mutevu, “Project Proposal on Health and Hygiene Education.” Andrew Harding, “Nairobi Slum Life” (artikelserie), Guardian, 4., 8., 10. og 15. oktober 2002. Berner, Defending a Place, s. xiv. UN-HABITAT, Debate 8:2 (juni 2000), s. 12. Citeret i Mehta, Maximum City, s. 127. Susan Chaplin, “Cities, Sewers and Poverty: India’s Politics of Sanitation”, Environment and Urbanization 11:1 (april 1999), s. 152. Denne form for klassekamp om “retten til at forrette sin nødtørft” er en forlængelse af en indgroet konflikt i kolonibyerne. Gooptu refererer for eksempel til et tilfælde i Kanpur i 1932: Efter at magistraten havde afvist deres anmodning om drikkevandsforsyning og hygiejniske latriner, invaderede de midlertidige bosættere marken op til embedsmændenes bungalower og brugte den (i protest) som fælleslatrin. Politiet blev straks tilkaldt, og det kom til optøjer (Gooptu, The Politics of the Urban Poor in Early Twentieth-Century India, s. 87). Arundhati Roy, “The Cost of Living”, Frontline 17:3 (5-8 februar 2000). Solinger, Contesting Citizenship in Urban China, s. 121. Asha Krishnakumar, “A Sanitation Emergency”, Focus 20:24 (22. november – 5. december 2003). Loes Schenk-Sandberger, “Women, Water and Sanitation in the Slums of Bangelore: A Case Study of Action Research” i Schenk, Living in India's Slums, s. 198. Mehta, Maximum City, s. 128. Deborah Pellow, “And a Toilet for Everyone!” i Mills-Tetley & Adi-Dako, Visions of the City, s. 140. Nick Devas & David Korboe, “City Governance and Poverty: The Case of Kumasi”, Environment and Urbanization 12:1 (april 2000), s. 128-130. Salmon, “Nairobi's ‘Flying Toilets’”. Halima Abdallah, “Kampala's Soweto”, i The Monitor (Kampala), s. 19-25, november 2003. Beverly Bell, Walking on Fire: Haitian Women’s Stories of Survival and Resistance (Ithaca: 2001), s. 45. Stillwaggon, Stunted Lives, Stagnant Economies, s. 95. Se Pellow, “And a Toilet for Everyone for Everyone!”, Nikhil Thapar & Ian Sanderson, “Diarrhoea in Children: An Interface Between Developing and Developed Countries”, The Lancet 363 (21. februar 2004), s. 641-650, og Mills-Tettey & Adi-Dako, Visions of the City, s. 138. UN Integrated Regional Information Network, pressemeddelelse, 19. februar 2003. Rasna Warah, “Nairobi's Slums: Where Life for Women is Nasty, Brutish and Short”, UN-HABITAT, Debate 8:3 (2002). Chaplin, “Cities, Sewers and Poverty”, s. 151. Skidmore, Karaoke Fascism, s. 156. Los Angeles Times, 4. august 2004. Shi, “How Access to Urban Potable Water and Sewerage Connections Affects Child Mortality”, s. 2. Thapar & Sanderson, “Diarrhoea in Children”, s. 650.

87 WHO-rapport for 1996 som gengivet af David Satterthwaite, “The Links Between Poverty and the Environment in the Urban Areas of Africa, Asia, and Latin America” i The ANNALS of the American Academy of Political and Social Science 590 (2003).

88 Intermediate Technology Development Group (ITDG) East Africa Newsletter (August 2002). 89 Mary Amuyunzu-Nyamongo & Negussie Taffa, “The Triad of Poverty, Environment and Child Health in Nairobi Informal Settlements” i Journal of Health and Population in Developing Countries, 8. januar 2004, s. 7. 90 Tallene stammer fra FN's Økonomiske og Sociale Kommission for Asien og Stillehavsområdet, 1997. 91 Hodges, Angola, s. 30. 92 Angeline Mwacan & Theodore Trefon, “The Tap Is on Strike” i Trefon (red.), Reinventing Order in the Congo: How People Respond to State Failure in Kinshasa (Kampala: 2004), s. 33, 39, 42. 93 Jeevan Vasagar, “Pipes Run Dry in Tanzania”, Guardian (27. september 2004). 94 Herr & Karl, Estimating Global Slum Dwellers, s. 14. 95 Carolyn Stephens, “Healthy Cities or Unhealthy Islands? The Health and Social Implications of Urban Inequality”, Environment and Urbanization 8:2 (oktober 1996), s. 16, 22. 96 Jacquemin, Urban Development and New Towns in the Third World, s. 90-91. 97 Abul Barkat, Mati Ur Rahman & Manik Bose, “Family Planning Choice Behavior in Urban Slums of Bangladesh: An Economic Approach”, Asia-Pacific Population Journal 12:1 (Marts 1997), særtryk, s. 1. 98 Edmundo Werna, Ilona Blue & Trudy Harpham, “The Changing Agenda for Urban Health” i Cohen et al., Preparing for the Urban Future, s. 201. 99 Richard Horton, Health Wars: On the Global Front Lines of Modern Medicine (New York: 2003), s. 79. 100 Af de 17 millioner dødsfald, der sker hvert år som følge af hjerneblødninger og hjerteanfald, tegner udviklingslandene sig således for de 11. Se D. Yach et al., “Global Chronic Diseases”, Science (21. januar 2005), s. 317 samt læserbrevene (15. juli 2005), s. 380. 101 David Satterthwaite, “Environmental Transformations in Cities as They Get Larger, Wealthier and Better Managed”, The Geographical Journal 163:2 (juli 1997), s. 217. 102 Women's Global Network for Reproductive Rights, A Decade After Cairo: Women's Health in a Free Market Economy, Corner House Briefing 30 (Sturminster Newton: 2004), s. 8. 103 Shi, “How Access to Urban Potable Water and Sewerage Connections Affects Child Mortality”, s. 4-5. 104 Frances Stewart, Adjustment to Poverty: Options and Choices, (London: 1995), s. 196, 203, 205. 105 Verdensbankens statistik citeret i Financial Times, 10. september 2004. 106 Citeret i A Decade After Cairo, s.12. 107 Fantu Cheru, “Debt, Adjustment and the Politics of Effective Response to HIV/AIDS in Africa”, Third World Quarterly, 23:2 (2002), s. 300. 108 Ibid, s. 9. 109 Deborah Potts & Chris Mutambirwa, “Basics Are Now a Luxury: Perceptions of Structural Adjustment’s Impact on Rural and Urban Areas in Zimbabwe”, Environment and Urbanization 10:1 (april 1998), s. 75. 110 Chaplin, “Cities, Sewers and Poverty”, s. 156. 111 Meja Mwangi, The Last Plague, Nairobi 2000, s. 4. 112 Mike Davis, The Monster at Our Door: The Global Threat of Avian Flu (New York: 2005).


Døde sjÌle 206

/ Denationaliseringen af den amerikanske elite / Af Samuel p. Huntington


Lettre Internationale

Debatter om national identitet er karakteristiske for vor tid. Dels stiller de vedkommende, retoriske spørgsmål, dels har de dybtgående konsekvenser for det amerikanske samfund og amerikansk inden- og udenrigspolitik. Forskellige opfattelser – i særdeleshed mellem borgerne og de mere kosmopolitiske eliter – af, hvad der udgør den nationale identitet, skaber forskellige nationale interesser og politiske prioriteter. Den brede offentligheds opfattelse af national identitet adskiller sig væsentligt fra mange eliters opfattelse. Offentligheden bekymrer sig generelt om fysisk sikkerhed, men også om samfundsmæssig sikkerhed, hvilket omfatter levedygtigheden af eksisterende mønstre af sprog, kultur, forening, religion og national identitet. For mange eliter er disse anliggender sekundære i forhold til at deltage i den globale økonomi, støtte international handel og migration, styrke internationale institutioner, fremme amerikanske værdier i udlandet og tilskynde til minoritetsidentiteter og -kulturer hjemme. Den centrale sondring mellem offentlighed og elite er ikke isolationisme kontra internationalisme, men nationalisme kontra kosmopolitisme.


Enkeltpersoners engagement i globaliseringsprocesser varierer nÌrmest direkte i forhold til deres socioøkonomiske status. Eliter har flere og dybere transnationale interesser, forpligtelser og identiteter end ikkeeliter. Amerikanske eliter, offentlige styrelser, virksomheder og andre organisationer har vÌret langt vigtigere i globaliseringsprocessen end tilsvarende instanser i andre lande. Der er derfor en grund til, at deres engagement i nationale interesser er relativt svagere. 208


Lettre Internationale - Døde sjæle

Døde sjæle / I august 1804 færdiggjorde Walter Scott digtet The Lay of the Last Minstrel. Han spurgte heri: “Hviler der den mand med sjæl så død Der aldrig til sig selv har sagt: ‘Dette er mit eget, mit hjemland?’ Hvis hjerte aldrig i ham har brændt Idet han sine skridt hjemad har vendt, … Efter at have strejfet omkring på fremmed strand?” Et nutidigt svar på Scotts spørgsmål er: Ja, antallet af døde sjæle er lille, men voksende blandt Amerikas forretningsmæssige, professionelle, intellektuelle og akademiske eliter. De har, med Scotts ord, “titler, magt og penge”, men de har også mindre og mindre tilknytning til den amerikanske nation. Idet de vender tilbage til Amerika fra en fremmed strand, er det usandsynligt, at de vil føle sig dybt forpligtet over for deres “hjemland”. Deres holdninger og adfærd står i modsætning til den store patriotisme og nationalistiske identifikation blandt den øvrige amerikanske befolkning. I Amerika øges kløften mellem de døde eller døende sjæle blandt landets elite og den offentlighed, der takker Gud for Amerikas eksistens. Denne kløft blev midlertidigt tilsløret af den patriotiske samling efter 11. september 2001. I fraværet af gentagne tilsvarende angreb vil den økonomiske globaliserings dominerende og fundamentale kræfter dog formentlig få denationaliseringen af eliterne til at fortsætte. Globaliseringen medfører en enorm vækst i de internationale gensidige påvirkninger blandt enkeltpersoner, virksomheder, regeringer, ngo’er og andre størrelser; den medfører vækst i tal og størrelse for multinationale virksomheders investeringer, produktion og markedsføring globalt, og den medfører også en forøgelse af internationale organisationer, systemer og regler. Denne udviklings indflydelse varierer imellem grupper og lande. Enkeltpersoners engagement i globaliseringsprocesser varierer nærmest direkte i forhold til deres socio-økonomiske status. Eliter har flere og dybere transnationale interesser, forpligtelser

og identiteter end ikke-eliter. Amerikanske eliter, offentlige styrelser, virksomheder og andre organisationer har været langt vigtigere i globaliseringsprocessen end tilsvarende instanser i andre lande. Der er derfor en grund til, at deres engagement i nationale interesser er relativt svagere. Denne udvikling ligner på globalt plan det, der skete i USA efter den amerikanske borgerkrig. Efterhånden som industrialiseringen bevægede sig fremad, kunne virksomheder ikke længere få succes, hvis deres drift var begrænset til en særlig lokalitet eller stat. De var nødt til at operere på et nationalt plan, hvis de skulle opnå den kapital og de arbejdere og markeder, de havde brug for. Ambitiøse personer var nødt til at blive geografisk, organisatorisk og i en vis udstrækning erhvervsmæssigt mobile og forfølge deres karrierer på nationalt snarere end lokalt plan. Væksten af nationale virksomheder og andre nationale selskaber fremmede nationale standpunkter, nationale interesser og national magt. Nationale love og standarder fik forrang frem for statslige. National bevidsthed og national identitet blev førende i forhold til stat og regionale identiteter. Det samme gælder i nogen grad stigningen i transnationalisme, selv om den befinder sig på et tidligt stadie. Transnationale idéer og folk falder i tre kategorier: universalistiske, økonomiske og moralistiske. Den universalistiske tilgang er i virkeligheden amerikanske nationalisme og exceptionalisme ført ud i det ekstreme. Ifølge denne opfattelse er Amerika ikke en undtagelse, fordi det er en unik nation, men fordi det er blevet “den universelle nation”. Landet er fusioneret med verden, ved at folk fra andre samfund er kommet til Amerika, og gennem andre samfunds udbredte tilslutning til amerikansk populærkultur og amerikanske værdier. Den økonomiske tilgang fokuserer på økonomisk globalisering som en overskridende kraft, der nedbryder nationale grænser, forener nationale økonomier i en global økonomi og hurtigt undergraver nationale regeringers autoritet og funktioner. Denne opfattelse er fremherskende blandt ledere i multinationale virksomheder, store ngo’er og tilsvarende organisationer, der opere-


210

rer på globalt plan, og blandt personer med færdigheder af en sædvanligvis dybt teknisk karakter, som der er en global efterspørgsel på, og som derfor er i stand til at forfølge deres karriere ved at flytte fra land til land. Den moralistiske tilgang kritiserer patriotisme og nationalisme som onde kræfter og argumenterer for, at international ret, internationale institutioner, systemer og normer er moralsk overlegne i forhold til de enkelte nationers. Forpligtelser over for menneskeheden bør erstatte forpligtelser over for nationen. Vi finder denne opfattelse blandt intellektuelle, akademikere og journalister. Økonomisk transnationalisme er rodfæstet i middelklassen, moralistisk transnationalisme i intelligentsiaen.

Davos-mennesket / I 1953 erklærede chefen for General Motors, der var blevet udnævnt til forsvarsminister: “Hvad der er godt for General Motors, er godt for Amerika.” Han blev bredt kritiseret for ikke at have sagt, at hvad der er godt for Amerika, er godt for General Motors. Under alle omstændigheder antog han og hans kritikere, at der var et sammenfald af interesser mellem virksomhed og land. Nu ser multinationale virksomheder imidlertid deres interesser som værende adskilt fra Amerikas interesser. Efterhånden som deres globale virksomhed udvider sig, bliver virksomheder, der er grundlagt og har hovedkvarter i USA, gradvis mindre amerikanske. I 1990’erne afviste virksomheder som Ford, Aetna, Motorola, Price Costco og Kimberly-Clark kraftigt – som svar på Ralph Naders forslag – udtryk for patriotisme og definerede eksplicit sig selv som multinationale. Amerika-baserede virksomheder, der opererer globalt, rekrutterer deres arbejdsstyrke og deres ledere, heriblandt deres topledere, uden hensyn til nationalitet. En CIA-embedsmand sagde i 1999, at CIA ikke længere kan regne med samarbejde fra Amerikas virksomheder, sådan som CIA tidligere var i stand til, fordi virksomhederne anser sig selv som multinationale og ikke nødvendigvis ser det som værende i deres interesse at hjælpe den amerikanske regering.1

Nationalismen har modbevist Karl Marx’ forestilling om et samlet internationalt proletariat. Globaliseringen beviser Adam Smiths bemærkning om, at mens “ejeren af jord nødvendigvis er borger i et bestemt land, hvori hans ejendom ligger ... så er ejeren af værdipapirer en verdensborger og er ikke nødvendigvis knyttet til noget bestemt land”. Smiths ord fra 1776 beskriver den måde, hvorpå nutidige transnationale forretningsfolk opfatter sig selv. James Davison Hunter og Joshua Yates konkluderer efter deres interview med ledere fra 23 amerikanske multinationale virksomheder og nonprofitorganisationer: “Disse eliter er helt sikkert kosmopolitter: De rejser rundt i verden, og deres ansvarsområde er verden. De ser ganske rigtigt også sig selv som ‘globale borgere’. Vi hørte dem gentagne gange sige, at de anså sig selv mere som ‘verdensborgere’, der tilfældigvis havde et amerikansk pas, end som amerikanske borgere, der tilfældigvis arbejder i en global organisation. De besidder alt det, forestillingen om kosmopolitten omfatter. De er sofistikerede, urbane og universalistiske i deres perspektiv og etiske forpligtelser.” Sammen med de “globaliserede eliter” fra andre lande bebor disse amerikanske ledere en “sociokulturel boble” adskilt fra enkelte nationers kulturer og kommunikerer med hinanden på en slags samfundsvidenskabelig udgave af engelsk, som Hunter og Yates kalder for “global tale”. De økonomiske globaliseringsfolk er fikseret på at opfatte verden som en økonomisk enhed. Som Hunter og Yates rapporterer: “Alle disse globaliserende organisationer – og ikke bare de multinationale virksomheder – opererer i en verden, der er defineret af ‘ekspanderende markeder’, behovet for ‘konkurrencemæssig fordel’, ‘effektivitet’, ‘omkostningseffektivitet’ og ‘bundlinje’. De retfærdiggør dette fokus med den begrundelse, at de imødekommer forbrugernes behov i hele verden. Det er deres bagland.” “En ting, globaliseringen har gjort,” sagde en konsulent til Archer Daniels Midlands, “er at flytte regeringers magt til den globale forbruger.”2 Efterhånden som det globale marked erstatter


Lettre Internationale - Døde sjæle

det nationale fællesskab, bliver den nationale borger afløst af den globale forbruger. Økonomiske transnationalister er grundstammen i en fremspirende global overklasse. Global Business Policy Council hævder, at: “Belønningen for en stadig mere integreret global økonomi har affødt en ny global elite. Med betegnelser som ‘Davos-mænd’, ‘forgyldte arbejdere’ eller ... ‘kosmokrater’ er denne fremspirende klasse bemyndiget af nye forestillinger om det at være globalt forbundet. Den omfatter akademikere, internationale regeringsembedsmænd og ledere i globale virksomheder såvel som succesrige iværksættere inden for højteknologi.” Denne elite skønnedes at udgøre cirka 20 millioner i 2000, hvoraf 40 % var amerikanere, og den forventes at være fordoblet i 2010.3 Disse transnationalister, der omfatter færre end 4 % af det amerikanske folk, har ikke noget særligt behov for national loyalitet, de anser nationale grænser for at være forhindringer, der heldigvis er ved at forsvinde, og de anser nationale regeringer for at være levn fra fortiden, hvis eneste nyttige funktion er at gøre elitens globale operationer lettere. I de kommende år, spåede en virksomhedsleder selvsikkert, “er de eneste folk, der vil bekymre sig om nationale grænser, politikere”. Engagement i transnationale institutioner, netværk og aktiviteter definerer ikke blot den globale elite, men er også essentielt i forhold til at opnå status af elite inden for nationer. Det er mindre sandsynligt, at folk, hvis loyalitet, identitet og engagement udelukkende er nationale, når til tops inden for forretning, forskning, medier og de liberale erhverv end personer, der overskrider disse grænser. Uden for politik gælder det, at de, der bliver hjemme, sakker bagud. De, der bevæger sig fremad, tænker og handler internationalt. Som sociologen Manuel Castells har sagt: “Eliter er kosmopolitiske, folk er lokale.” Muligheden for at melde sig ind i denne transnationale verden er imidlertid begrænset til et lille mindretal af mennesker i industrialiserede lande og til blot en ganske lille håndfuld mennesker i udviklingslande. De transnationale økonomiske eliters globale engagement undergraver deres følelse af at til-

høre et nationalt fællesskab. En meningsmåling i begyndelsen af 1980’erne viste, at: “Jo højere folks indtægt og uddannelse ... jo mere betinget var deres troskab ... De var mere tilbøjelige end de fattige og uuddannede til at sige, at de ville forlade landet, hvis de kunne fordoble deres indtægt.”4 I begyndelsen af 1990’erne nåede den kommende beskæftigelsesminister Robert Reich til en lignende konklusion, idet han bemærkede, at “De af Amerikas lønmodtagere, der har den højeste indtægt ... har løsrevet sig fra resten af nationen”.5 Denne løsrevne elite, siger John Micklethwait og Adrian Wooldridge: “… river sig i stigende grad løs fra resten af samfundet: Dens medlemmer studerer ved udenlandske universiteter, tilbringer et stykke tid med arbejde i udlandet og arbejder for organisationer, der har global rækkevidde. De udgør en verden i verden og er forbundet med hinanden igennem utallige globale netværk, men er isoleret fra de mere reaktionære medlemmer af deres egne samfund ... De er mere tilbøjelige til at bruge deres tid på at sludre med deres ligemænd rundt om i verden – per telefon eller e-mail – end at snakke med deres naboer i boligbyggeriet lige om hjørnet.”6 Nutidige intellektuelle har forstærket disse tendenser. De opgiver deres engagement i deres nation og deres medborgere og bliver fortalere for det moralsk overlegne i at identificere sig med menneskeheden som sådan. Denne tilbøjelighed blomstrede i den akademiske verden i 1990’erne. University of Chicagos Martha Nussbaum stemplede “patriotisk stolthed” som værende “moralsk farligt”, fremhævede kosmopolitismens etiske overlegenhed i forhold til patriotismen og gjorde sig til fortaler for, at folk skulle rette deres “troskab” mod det “verdensomspændende fællesskab af mennesker”. Amy Gutmann fra Princeton hævder, at det var “frastødende” for amerikanske studerende at erfare, at de “frem for alt er borgere i USA”. Amerikaneres “primære troskab”, skrev hun, “bør ikke være over for USA eller over for noget andet politisk suverænt fællesskab”, men over for “demokratisk humanisme”. George Lipsitz fra University of


Amerika-baserede virks opererer globalt, rekr arbejdsstyrke og deres blandt deres topledere til nationalitet. En CIA sagde i 1999, at CIA ikke regne med samarbejde virksomheder, südan s gere var i stand til, ford derne anser sig selv som nale og ikke nødvendigv vÌrende i deres intere den amerikanske regeri 212


somheder, der rutterer deres s ledere, herie, uden hensyn A-embedsmand e længere kan fra Amerikas som CIA tidlidi virksomhem multinatiovis ser det som esse at hjælpe ing.

Lettre Internationale - Døde sjæle


214

California, San Diego, hævdede, at “i de seneste år har alle mulige slyngler som deres første udvej søgt tilflugt i patriotismen”. Richard Sennett fra NYU fordømte “det skadelige ved en national identitet” og anså udhulningen af national suverænitet som “et dybest set positivt fænomen”. Peter Spiro fra Hofstra University konkluderede, at det bliver “mere og mere vanskeligt at bruge ordet ‘vi’ i forbindelse med internationale anliggender”. Tidligere brugte folk ordet “vi” i forbindelse med nationalstaten, men nu “angiver tilknytning til nationalstaten ikke længere nødvendigvis individets interesser eller selv dets troskaber på det internationale plan”.7 Moralistiske transnationalister afviser eller er højst kritiske over for begrebet om national suverænitet. De er enige med FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan om, at national suverænitet burde blive afløst af “individuel suverænitet”, så det internationale samfund kan handle for at forebygge eller stoppe regeringers grove krænkelser af deres borgeres rettigheder. Dette princip gør det muligt for FN at intervenere, militært eller på anden måde, i staters indenrigsanliggender, hvilket er en praksis, FN-pagten udtrykkeligt forbyder. Moralisterne gør sig mere overordnet til talsmænd for den internationale rets overlegenhed i forhold til national ret, større legitimitet af beslutninger, der er truffet gennem internationale i stedet for nationale processer, og udvidelsen af internationale institutioners magt sammenlignet med nationale regeringers. Moralistiske internationale jurister har udviklet begrebet “international ret” [customary international law, red.], der hævder, at normer og praksisser, som er bredt accepterede, kan danne grundlag for en omstødning af nationale love. Et afgørende skridt i forbindelse med at gøre dette princip til en realitet i Amerika var en beslutning, der i 1980 blev truffet af Landsretten [Second Circuit Court of Appeals, red.], og som fortolkede en statut fra 1789, der havde til formål at beskytte amerikanske ambassadører. I denne sag, Filartiga mod Pena-Irala, fastholdt retten, at uruguayanske statsborgere, der opholdt sig i USA, kunne anlægge et civilt søgsmål mod en paraguyansk regeringsembedsmand, som de

anklagede for at have myrdet en paraguayaner i Paraguay. Denne kendelse førte til en række lignende sager anlagt ved amerikanske domstole. I disse sager overskrider domstole i ét land deres lands territoriale jurisdiktion og udøver autoriteten til at skride til handling over for påståede menneskerettighedskrænkelser foretaget af udlændinge over for udlændinge i andre lande. Moralistiske internationale jurister hævder, at præcedens i international ret erstatter tidligere forbunds- og statslige love. Eftersom international ret hverken bliver fremsat i statutter eller traktater, så er den, sådan som den kendte juridiske forsker Jeremy Rabkin siger, hvad end eksperterne overtaler: “… en dommer til at tro, at den måtte være. Den vil derfor sandsynligvis komme til at række stadig dybere ind i indenrigsanliggender. Hvis der eksisterer en norm i international ret imod racediskrimination, hvorfor så ikke også imod kønsdiskrimination? Og hvorfor så ikke også imod diskrimination på grundlag af statsborgerskab eller sprog eller seksuel orientering?”8 Moralistiske internationale jurister hævder, at amerikansk lov skal imødekomme internationale standarder og godkende udenlandske dommere, der ikke er blevet valgt, såvel som amerikanske dommere, og skal definere amerikaneres borgerrettigheder i forhold til internationale snarere end amerikanske normer. Moralistiske transnationalister tror i det hele taget på, at USA bør støtte oprettelsen af domstole som den internationale forbryderdomstol og rette sig efter dens beslutninger såvel som efter den internationale domstols beslutninger, FN’s generalforsamling og tilsvarende institutioner. Udbredelsen af antipatriotiske holdninger blandt liberale intellektuelle førte nogle af dem til at advare deres liberale fæller mod konsekvenserne af sådanne holdninger, ikke for Amerikas, men for den amerikanske liberalismes fremtid. Som den amerikanske filosof Richard Rorty har skrevet, er de fleste amerikanere stolte af deres land, men “mange af undtagelserne fra denne regel finder man på universiteter, på de akademiske institutter, der er blevet tilflugtssteder for venstreorienterede politiske synspunkter”. Disse


Lettre Internationale - Døde sjæle

venstreorienterede har gjort “mange gode ting for... kvinder, afroamerikanere, bøsser og lesbiske... Men der er et problem med dette venstre: Det er upatriotisk”. Det “afviser forestillingen om en national identitet og følelsen af national stolthed”. Hvis de venstreorienterede skal bevare deres indflydelse, er de nødt til at indse, at en “følelse af en fælles national identitet ... er en fuldkommen essentiel del af et statsborgerskab”. Uden patriotisme vil de venstreorienterede ikke være i stand til at nå deres mål for Amerika.9 De liberale er kort sagt nødt til at bruge patriotismen som et middel til at opnå liberale mål.

Den patriotiske offentlighed / Imens dele af Amerikas forretningsmæssige og intellektuelle eliter identificerer sig mere og mere med verden som helhed og definerer sig selv som “globale borgere”, engagerer amerikanere som helhed sig mere i deres nation. Et stort flertal af amerikanerne hævder at være patriotiske og udtrykker stor stolthed over deres land. Adspurgt i 1991 om “Hvor stolt er du over at være amerikansk?” sagde 96 % af amerikanerne “meget stolt” eller “ret stolt”. Terrorangrebene 11. september 2001 havde heller ikke nogen stor effekt på niveauet af patriotiske påstande. I september 2002 var 91 % af amerikanerne “ekstremt” eller “meget” stolte af at være amerikanske.10 Disse erklæringer om patriotisme og stolthed over landet ville muligvis være mindre betydningsfulde, hvis folk i andre lande svarede tilsvarende. Men det gør de stort set ikke. Amerikanerne har konsekvent og i overvældende grad været førende blandt folk i deres patriotisme og deres identifikation med deres land. Amerika indtog en førerposition i forhold til national stolthed blandt de 41 til 65 lande, der blev dækket af hver af World Values Survey-undersøgelserne i 1981-82, 1990-91 og 1995-96, hvor 96 til 98 % af amerikanerne sagde, at de var “meget stolte” eller “ret stolte” af deres land. Omfanget af deres identifikation varierer dog med deres socio-økonomiske status, race og fødested. I World Values Survey fra 1990-91 sagde over 98 % af de indfødte amerikanere, immigran-

ter, ikke-spansktalende hvide, sorte og 95 % af de spansktalende amerikanere, at de var meget stolte eller ret stolte af deres land. Adspurgt om prioriteten af deres nationale identitet viste der sig dog forskelle. 31 % af de indfødte og af de ikke-spansktalende hvide sagde, at de primært identificerede sig med Amerika, men dette tal faldt til 25 % for sorte, 19 % for spansktalende amerikanere og 17 % for immigranter. Adspurgt om, hvorvidt de ville være villige til at kæmpe for Amerika, sagde 81 % af de ikke-spansktalende hvide amerikanere og 79 % af de indfødte amerikanere ja, sammenlignet med 75 % af immigranterne, 67 % af de sorte og 52 % af de spansktalende amerikanere.11 Som disse tal antyder, er der større sandsynlighed for, at nye immigranter og efterkommere af folk, der har været tvunget til at blive en del af det amerikanske samfund, har mere ambivalente holdninger til det samfund end efterkommere af nybyggere og tidlige immigranter. Sorte og andre minoriteter har kæmpet tappert i Amerikas krige. Og dog anser markant færre sorte end hvide sig for at være patriotiske. I en undersøgelse i 1989 sagde 95 % af de hvide og 72 % af de sorte, at de anså sig selv for at være “meget” eller “i nogen grad” patriotiske.12 I 1998 i en undersøgelse af forældrene til skolebørn sagde 91 % af de hvide, 92 % af de spansktalende amerikanere og 91 % af immigrantforældrene, at de var stærkt eller i nogen grad enige i udsagnet “USA er et bedre land end de fleste andre lande i verden”. Blandt de afroamerikanske forældre faldt procentsatsen til 84 %. I andre undersøgelser har forskellene mellem sorte og hvide været noget mindre, men i en Gallupundersøgelse i 2002 for ABC News-Washington Post sagde 74 % af de hvide og 53 % af de ikkehvide, at de var “ekstremt” stolte af at være amerikanske, hvilket var en større forskel end mellem andre vigtige social-økonomiske kategorier.13 Alt i alt identificerer amerikanerne sig imidlertid – med små afvigelser – med deres land, i særdeleshed sammenlignet med andre folk. Mens amerikanske eliter måske er ved at blive denationaliserede, konkluderede en sammenlignende undersøgelse meget rammende, at amerikanerne forbliver “verdens mest patriotiske folk”.


216

Urepræsentativt demokrati / Voksende forskelle mellem lederne af større institutioner og offentligheden i forhold til indenog udenrigspolitiske anliggender, som påvirker den nationale identitet, udgør en vigtig kulturel brudlinje, der skærer sig tværs gennem klasser, trosretninger, racemæssige, regionale og etniske skel. På et utal af måder er de førende institutioner i det amerikanske samfund, statslige og private, blevet stadig mere adskilt fra det amerikanske folk. Politisk set er Amerika fortsat et demokrati, fordi centrale offentlige embedsmænd bliver valgt ved frie og retfærdige valg. Men på mange måder er landet imidlertid blevet til et urepræsentativt demokrati, for på vigtige punkter – især de, der omfatter national identitet – vedtager politikerne love og implementerer politiske beslutninger, der står i modsætning til det amerikanske folks opfattelser. Det amerikanske folk er samtidig blevet stadig mere fremmedgjort i forhold til politik og regering. Bortset fra erhvervslivet og militæret var de nutidige amerikanske eliter inden for kategorier som fx medier, arbejde, religion, ret og bureaukrati ifølge en undersøgelse fra 1980’erne næsten dobbelt til tre gange så liberale som offentligheden som helhed. En anden undersøgelse fandt tilsvarende frem til, at i moralske sager er eliter “konsekvent mere liberale” end de jævne amerikanere.14 Regerings-, nonprofit- og kommunikationseliterne er i særdeleshed overvældende liberale i deres syn på tingene. Og det samme er akademikerne. 1960’ernes radikale studerende er blevet professorer med fast ansættelse, især ved eliteinstitutioner. Som Stanley Rothman bemærker: “Samfundsvidenskabelige fakulteter på eliteuniversiteter er overvældende liberale og kosmopolitiske eller venstreorienterede. Næsten enhver form for loyalitet over for samfundet eller patriotisme bliver betragtet som reaktionært.”15 Liberalisme har også en tilbøjelighed til at følges med irreligiøsitet. I en undersøgelse fra 1969 af Lipset og Ladd klassificerede mindst 71 % af de jødiske, katolske og protestantiske akademikere, der klassificerede

sig som liberale, også som værende “dybest set imod religion”. Disse forskelle i forhold til ideologi, nationalisme og religion skaber forskelle i inden- og udenrigspolitiske anliggender, der er knyttet til national identitet. Offentligheden er i alt væsentligt bekymret om beskyttelsen af militær sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed, den indenlandske økonomi og suverænitet. Udenrigspolitiske eliter bekymrer sig mindre om disse sager og er mere bekymrede for USA’s fremme af international sikkerhed, fred, globalisering og fremmede landes økonomiske udvikling, end offentligheden er. Der er, som Jack Citrin konkluderer, en “kløft mellem eliternes kamp for multikulturalisme og den stædige massestøtte til tilpasning til en fælles national identitet”.16 Den parallelle kløft mellem den nationalistiske offentlighed og de kosmopolitiske eliter har sin mest dramatiske indvirkning på forholdet mellem amerikansk identitet og udenrigspolitik. En undersøgelse fra 1994 udført af Citrin og andre konkluderede, at: “… den aftagende konsensus om Amerikas internationale rolle er en følge af den aftagende enighed om, hvad det vil sige at være amerikansk, og om selve karakteren af amerikansk nationalisme. De indenlandske støtter af den kosmopolitiske liberalisme og internationalismens overherredømme efter 2. Verdenskrig er blevet tyndslidt, helt bortset fra det forhold at USA ikke længere står over for en magtfuld militær modstander.”17 Offentligheden og eliterne er enige om mange udenrigspolitiske sager. Men alt i alt overstiger forskellene imellem dem langt lighederne. Offentligheden er nationalistisk, eliterne er transnationalistiske. I 1998 eksisterede der fx forskelle fra 22 % til 42 % mellem offentlighedens synspunkter og synspunkterne hos en repræsentativ gruppe af udenrigspolitiske ledere i forhold til 34 vigtige udenrigspolitiske sager.18 I seks spørgeundersøgelser fra 1978 til 1998 faldt andelen af udenrigspolitiske eliter, der gik ind for en aktiv amerikansk rolle i verden, aldrig til mindre end 96 %; andelen af offentligheden, der gik ind for en sådan rolle, steg aldrig til mere end 65 %. Med få undtagelser har offentligheden konse-


Lettre Internationale - Døde sjæle

kvent været mere modvillig end lederne til at bruge amerikansk militær magt til at forsvare andre lande imod invasion. På den anden side er offentligheden mere bekymret om opstande tættere på og er villige til at støtte en indenlandsk opstand mod Fidel Castros regime og anvende magt i Mexico, hvis landet var truet af revolution. Et væsentligt flertal af borgerne mener dog også, at USA ikke bør handle alene i internationale kriser uden støtte fra sine allierede, sammenlignet med at mindre end halvdelen af eliterne siger, at USA ikke bør gøre dette. 57 % af offentligheden har også bifaldet, at Amerika deltager “i FN’s internationale fredsbevarende styrker i urolige dele af verden”. Kløften mellem offentlighed og elite er især stor i forhold til Amerikas økonomiske forhold til resten af verden. I 1998 mente 87 % af lederne og 54 % af offentligheden, at økonomisk globalisering hovedsagelig var godt for Amerika, mens 12 % af lederne og 35 % of offentligheden var af den modsatte holdning. Fire femtedele af offentligheden, men mindre end halvdelen af de udenrigspolitiske ledere, mener, at beskyttelsen af amerikanske job bør være et “meget vigtigt mål” for USA’s regering. 50 % eller mere af offentligheden, men aldrig mere end en tredjedel af lederne har givet deres støtte til en reducering af den økonomiske hjælp til andre lande. I forskellige spørgeundersøgelser har 60 % eller mere af offentligheden bakket op om told; en tilsvarende procentdel blandt ledere har støttet en reducering eller fjernelse af den. Tilsvarende forskelle eksisterer med hensyn til immigration. I to spørgeundersøgelser fra 1990 mente 74 % og 57 % af offentligheden og 31 % og 18 % af de udenrigspolitiske eliter, at et stort antal immigranter var en “farlig trussel” for USA. Disse og andre forskelle mellem eliter og offentligheden har skabt en voksende kløft mellem offentlighedens præferencer og de politiske vedtagelser, der er indarbejdet i forbundslovgivningen og -bestemmelserne. En undersøgelse af, om ændringer i den offentlige mening med hensyn til en lang række sager blev fulgt af tilsvarende ændringer i den førte politik, viste en jævn tilbagegang fra 1970’erne, da

der var en 75 % overensstemmelse mellem den offentlige mening og regeringens politik, til 67 % i 1984-87, 40 % i 1989-92 og 37 % i 199394. “De samlede beviser”, konkluderer forfatterne til denne undersøgelse, “peger på et vedvarende mønster siden 1980: et generelt lavt og til tider dalende niveau af lydhørhed over for den offentlige mening, i særdeleshed i de første to år af Clintons præsidentperiode.” Der er derfor ikke nogen grund, sagde de, til at tro, at Clinton eller andre politiske ledere “leflede for offentligheden”. “En foruroligende kløft øges,” konkluderede en af analytikerne, “mellem hvad almindelige amerikanere mener, er den rette rolle for USA i forhold til verdens problemer, og synspunkterne blandt de ledere, der er ansvarlige for at føre udenrigspolitik.”19 Regeringens politik ved slutningen af det 20. århundrede afveg mere og mere fra den amerikanske offentligheds præferencer.

Kløftens ansigter /

De politiske lederes svigt i forhold til at “lefle” for offentligheden havde forudsigelige konsekvenser. Eftersom regeringens politik i mange sager afviger skarpt fra offentlighedens meninger, kunne man med rette forvente, at offentligheden vil miste sin tillid til regeringen, vise mindre interesse og deltagelse i politik og vende sig mod alternative måder at forholde sig politisk på, der ikke er styret af politiske eliter. Alle tre ting skete i slutningen af det 20. århundrede. Alle tre ting havde utvivlsomt mange årsager, som samfundsvidenskabelige forskere har studeret udførligt, og én tendens – mindre tillid – forekom i de fleste industrialiserede demokratier. Men man kan – i det mindste for USA’s vedkommende – antage, at den voksende kløft mellem offentlighedens præferencer og regeringens politik bidrog til alle tre tendenser. For det første aftog offentlighedens tiltro og tillid til regeringen og de betydelige private institutioner i det amerikanske samfund dramatisk fra 1960’erne til 1990’erne. Som tre ansete forskere har påpeget, udtrykte omtrent to tredjedele af offentligheden i 1960’erne tiltro til deres rege-


218

ring, mens det tal i 1990’erne kun var omkring en tredjedel. I april 1966: “… da Vietnamkrigen rasede, og der var raceuroligheder i Cleveland, Chicago og Atlanta, afviste 66 % af amerikanerne det synspunkt, at ‘de folk, der leder landet, i virkeligheden ikke bekymrer sig om, hvad der sker med én’. I december 1997, midt i den længste periode med fred og velstand i mere end to generationer, gav 57 % af amerikanerne deres tilslutning til det samme synspunkt.”20 I disse årtier forekom et tilsvarende fald i graden af tillid, offentligheden havde til vigtige offentlige og private institutioner. Kun to ikke-valgte regeringsinstitutioner, Højesteret og militæret, oplevede en øget tiltro fra offentligheden. For det andet faldt den offentlige deltagelse og interesse i de vigtige regeringsinstitutioner og private institutioner i det amerikanske samfund temmelig konstant fra 1960’erne til 1990’erne. Mange undersøgelser har påvist dette. 63 % af den voksne befolkning stemte i 1960, men kun 49 % i 1996 og 51 % i 2000. Det forholder sig desuden således, som Thomas Patterson bemærker: “Siden 1960 er deltagelsen faldet inden for stort set alle valgaktiviteter, fra de frivillige, der arbejder på en kampagne, til seerne, der ser de tv-transmitterede debatter. Der var 100 millioner færre mennesker i USA i 1960 end i 2000, men på trods af dette stillede flere seere ind på præsidentdebatterne i oktober i 1960 end i 2000.” I 1970’erne tildelte hver tredje skatteyder en dollar af den skat, de betalte, til den fond, kongressen havde stiftet til støtte for politiske kampagner. I 2000 gjorde hver ottende skatteyder dette.21 Den tredje konsekvens af kløften mellem ledere og offentlighed var den dramatiske vækst i antallet af lovforslag og afstemninger fremsat af befolkningen [amr. initiatives] i forhold til vigtige politiske sager, deriblandt de lovforslag, der angik national identitet. Disse lovforslag havde været et redskab for progressiv reform før 1. Verdenskrig. Brugen af dem faldt derefter støt fra halvtreds per toårig valgperiode til tyve i begyndelsen af 1970’erne. Efterhånden som de lovgivende forsamlinger tilsidesatte deres vælgeres

interesser, blev fremsættelse af lovforslag pludselig populære igen, hvilket begyndte i juni 1978, da 65 % af Californiens vælgere bifaldt Lovforslag 13, der kraftigt indskrænkede skatterne til trods for modstand fra stort set alle de personer, der udøvede indflydelse i staten inden for politik, erhverv og medier. Dette blev starten på en tredobling af fremsatte lovforslag, der lå på et gennemsnit på 61 per toårig valgperiode fra slutningen af 1970’erne til 1998. Der blev afholdt 55 afstemninger i 1998, 69 i 2000 og 49 i 2002. Mellem 1980 og 2002 var der 14 afstemninger i seks stater om sager, der vedrørte amerikansk national identitet: Seks modsatte sig tosprogethed, seks gav deres tilslutning til brugen af engelsk eller erklærede engelsk for statens officielle sprog, og to modsatte sig positiv særbehandling med udgangspunkt i racemæssige præferencer. I alle disse heftigt debatterede valg modsatte eliterne inden for statspolitik, regering, forskningsverden, medier, religion, de liberale erhverv og erhvervslivet sig. I alle disse valg på nær et bifaldt offentligheden initiativerne med en margin på i gennemsnit 63 % og helt op til 85 %. David S. Broder konkluderede i Democracy Derailed, at “den tillid mellem de, der regerer, og de, der bliver regeret, og som en repræsentativ regering er afhængig af, er blevet stærkt svækket”. I USA i dag er der en stor kløft mellem nationens eliter og den almene offentlighed i forhold til vigtigheden af national identitet sammenlignet med andre identiteter og i forhold til, hvilken rolle USA spiller i verden. Store dele af eliterne bliver mere og mere adskilt fra deres land, og den amerikanske offentlighed bliver på den anden side mere og mere skuffet over sin regering.

Amerika i verden / Amerikas rolle i verden bliver afgjort af, hvordan landets eliter og de almindelige borgere definerer deres land, men den amerikanske identitet bliver også formet af, hvordan verden opfatter denne rolle. Der findes groft sagt tre idéer om Amerika i forhold til resten af verden. Amerikanerne kan omfavne verden – det vil sige åbne


Væsentlige dele af de amerikanske eliter er gunstigt indstillet over for, at Amerika bliver et kosmopolitisk samfund. Andre eliter ønsker, at landet påtager sig en imperialistisk rolle. Det store flertal af det amerikanske folk går ind for et nationalt alternativ og for at bevare og styrke den amerikanske identitet igennem århundreder.

Lettre Internationale - Døde sjæle


220

deres land for andre folk og kulturer. De kan forsøge at omdanne andre samfund i henhold til amerikanske værdier og kultur. Og de kan stræbe efter at holde deres samfund og kultur adskilt fra andre folks. Det første, eller det kosmopolitiske, alternativ indebærer en genoptagelse af de tendenser, der dominerede Amerika før 11. september 2001. Amerika byder verden velkommen, dens idéer, dens varer og vigtigst af alt dens folk. Idealet ville være et åbent samfund med åbne grænser, der tilskyndede til subnationale etniske, racemæssige og kulturelle identiteter, dobbelt statsborgerskab, diasporaer og med eliter i spidsen, der i stigende grad identificerede sig med globale institutioner, normer og regler i stedet for nationale. Amerika ville være multietnisk, multikulturelt og sammensat af en mangfoldighed af racer. Mangfoldighed er en af de vigtigste værdier, om ikke den vigtigste. Jo flere folk, der bringer forskellige sprog, religioner og skikke med sig til Amerika, jo mere amerikansk bliver Amerika. Middelklasseamerikanere ville identificere sig mere og mere med de globale virksomheder, de arbejder for, i stedet for med de lokalsamfund, de bor i. Amerikanernes aktiviteter ville i stigende grad blive styret af forbunds- og statsregeringerne, men af regler fastsat af internationale autoriteter som fx FN, WTO, international ret og globale traktater. National identitet bliver mindre vigtig sammenlignet med andre identiteter. I dette kosmopolitiske alternativ omdanner verden Amerika. I det imperialistiske alternativ omdanner Amerika verden. Enden på den kolde krig afskaffede kommunismen som den altoverskyggende faktor, der formede Amerikas rolle i verden. Den gjorde det dermed muligt for de liberale at forfølge deres udenrigspolitiske mål, uden at de behøvede at tænke på, at de ville blive anklaget for, at disse mål kompromitterede den nationale sikkerhed, og de kunne dermed arbejde for “statsopbygning”, “humanitær indgriben” og “udenrigspolitik som socialhjælp”. Tilblivelsen af USA som verdens eneste supermagt havde en tilsvarende virkning på de amerikanske konservative. Under den kolde krig fordømte Amerikas fjen-

der USA som en imperialistisk magt. I begyndelsen af det ny årtusinde accepterede og støttede de amerikanske konservative forestillingen om et amerikansk imperium – om de tilsluttede sig udtrykket eller ej – og brugen af amerikansk magt til at omdanne verden i overensstemmelse med amerikanske værdier. Den imperialistiske impuls fik dermed næring af en tro på den amerikanske magts overlegenhed og de amerikanske værdiers almengyldighed. Fordi Amerikas magt langt overstiger nogen anden nations, er Amerika ansvarlig for at skabe ro og orden og konfrontere ondskab over hele verden. Ifølge denne universalistiske opfattelse har folk fra andre samfund grundlæggende de samme værdier som amerikanerne, eller hvis de ikke har dem, så ville de ønske, de havde dem, eller hvis de ikke ønsker at have dem, tager de fejl af, hvad der er godt for deres samfund, og amerikanerne er ansvarlige for at overbevise dem eller at få dem til at omfavne de universelle værdier, Amerika gør sig til talsmand for. I sådan en verden mister Amerika sin identitet som en nation og bliver den dominerende del af et overstatsligt imperium. Hverken antagelsen af overlegenhed eller den universalistiske antagelse afspejler imidlertid præcist verdens tilstand i begyndelsen af det 21. århundrede. Amerika er den eneste supermagt, men der er andre vigtige magter: Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, Indien og Japan på et globalt plan og Brasilien, Nigeria, Iran, Sydafrika og Indonesien inden for deres regioner. Amerika kan ikke nå nogen væsentlige mål uden samarbejde med mindst nogle af disse lande. Kulturen, værdierne, traditionerne og institutioner i de andre samfund er ofte ikke forenelige med en omformning af disse samfund i overensstemmelse med amerikanske værdier. Deres folk føler sig også generelt dybt forpligtede over for deres overbevisninger og oprindelige måder at leve på og modsætter sig derfor heftigt, at folk fra fremmede kulturer forsøger at ændre dem. Lige meget hvilke mål deres eliter måtte have, så har den amerikanske offentlighed desuden konsekvent anset støtten til demokrati i andre lande som et mål med lav prioritet.


Lettre Internationale - Døde sjæle

Indførelsen af demokrati i andre samfund stimulerer også ofte antiamerikanske kræfter som fx de populistiske bevægelser i latinamerikanske stater og voldelige, ekstremistiske bevægelser i muslimske lande. Kosmopolitismen og imperialismen forsøger at indskrænke eller at afskaffe de sociale, politiske og kulturelle forskelle mellem Amerika og andre samfund. En national tilgang ville anerkende og acceptere de ting, der adskiller Amerika fra disse samfund. Amerika kan ikke blive til verden og stadig være Amerika. Andre folk kan ikke blive amerikanere og stadig være sig selv. Amerika er forskellig, og den forskel er i stor udstrækning defineret af landets religiøse engagement og anglo-protestantiske kultur. Alternativet til kosmopolitisme og imperialisme er nationalisme, som er helliget bevarelsen og forstærkningen af de kvaliteter, der har defineret Amerika siden dets oprettelse. I næsten fire århundreder har de amerikanske nybyggeres anglo-protestantiske kultur været en central og permanent del af den amerikanske identitet. Man behøver bare at spørge: Ville Amerika være det Amerika, det er i dag, hvis det i det 17. og 18. århundrede ikke var blevet koloniseret af britiske protestanter, men af franske, spanske eller portugisiske katolikker? Svaret er nej. Det ville ikke være Amerika; det ville være Quebec, Mexico eller Brasilien. Amerikas anglo-protestantiske kultur har forenet politiske og sociale institutioner og skikke, som er arvet fra England, herunder især det engelske sprog, med den afvigende protestantismes idéer og værdier, der falmede i England, men som nybyggerne tog med sig, og som fik et nyt liv på det ny kontinent. Som Alden T. Vaughan har sagt: I begyndelsen: “… var næsten alting grundlæggende engelsk: måden man ejede og dyrkede jorden på, regeringssystemet og lovenes og de retslige procedurers grundlæggende former, udvalget af underholdning og fritidsaktiviteter og et utal af andre aspekter af livet i kolonitiden.” Arthur Schlesinger Jr. samtykker: “Den ny nations sprog, dens love, dens institutioner, dens politiske idéer, dens litteratur, dens skikke,

dens regler, dens bønner stammede primært fra Storbritannien.”22 Med tilpasninger og ændringer varede denne originale kultur ved i tre hundrede år. To hundrede år efter, at John Jay i 1789 identificerede seks centrale elementer, amerikanere havde til fælles, eksisterede en af disse, fælles herkomst, ikke længere. Adskillige af de fem øvrige – sprog, religion, regeringsprincipper, væsen og skikke, krigserfaring – var blevet ændret eller udvandet. Men selv om de var blevet udfordret, karakteriserede Jays elementer i den amerikanske identitet stadig amerikansk kultur i det 20. århundrede. Protestantismen har haft en vigtig og vedvarende betydning. Med hensyn til sprog gjorde forsøgene blandt det 18. århundredes tyske nybyggere i Pennsylvania med at gøre tysk ligeværdigt med engelsk blandt andre Benjamin Franklin rasende, og de lykkedes ikke.23 Amerika var – i hvert fald indtil fremkomsten af tosprogethed og store koncentrationer af spansktalende immigranter i Miami og det sydvestlige USA – unikt, i og med at det var et kæmpestort land med mere end 200 millioner mennesker, der stort set alle talte det samme sprog. Igennem det 19. århundrede og indtil slutningen af det 20. århundrede blev immigranter på forskellige måder tvunget, tilskyndet og overtalt til at tilslutte sig de centrale elementer i den anglo-protestantiske kultur. Nutidige kulturelle pluralister, multikulturalister og talsmænd for etniske og racemæssige minoriteter vidner om disse bestræbelsers succes. Michael Novak bemærkede skarpt i 1977, at immigranter fra Syd- og Østeuropa blev presset til at blive “amerikanske” ved at tilpasse sig den anglo-protestantiske kultur: Amerikanisering “var en proces, der indebar umådelig mental undertrykkelse”. Wil Kymlicka hævdede ligeledes i 1995, at før 1960’erne “blev det forventet af immigranterne, at de vendte deres særegne kulturarv ryggen og helt og holdent tilegnede sig de eksisterende kulturelle normer”, som han kaldte for “engelsk-konformitetsmodellen”.24 Disse kritikere har ret. Gennem hele den amerikanske historie er folk, der ikke var hvide angelsaksiske protestanter, blevet amerikanere ved at


222

tilslutte sig engelsk protestantisk kultur og politiske værdier. Dette gavnede dem og landet. Millioner af immigranter og deres børn opnåede rigdom, magt og status i det amerikanske samfund, netop fordi de assimilerede sig den fremherskende kultur. Påstanden om, at amerikanere er nødt til at vælge mellem en hvid, racistisk, WASP-agtig etnisk identitet på den ene side og en abstrakt, overfladisk, borgerlig identitet, der er afhængig af en forpligtelse over for visse politiske principper på den anden side, har således ikke nogen validitet. Kernen af deres identitet er den kultur, nybyggerne skabte, som generationer af immigranter har tilegnet sig, og som affødte den amerikanske trosbekendelse. Protestantismen har været centrum for denne kultur. Religiøsitet adskiller Amerika fra de fleste andre vestlige samfund. Amerikanerne er også overvældende kristne, hvilket adskiller dem fra mange ikke-vestlige folk. Deres religiøsitet fører amerikanerne til at se verden som værende opdelt i godt og ondt i langt højere grad end de fleste andre folk. Lederne af andre samfund anser ofte denne religiøsitet for at være ikke bare ejendommelig, men også irriterende på grund af den dybe moralisme, den skaber for overvejelser af politiske, økonomiske og sociale sager. Religion og nationalisme har fulgtes ad hånd i hånd i Vestens historie. Som historikeren Adrian Hastings har vist, definerede den første ofte indholdet af den anden: “Enhver etnicitet er blevet formet væsentligt af religion, i lige så høj grad som den er blevet det af sprog ... [I Europa] har kristendommen formet nationsdannelsen.”25 Forbindelsen mellem religion og nationalisme eksisterede i bedste velgående i slutningen af det 20. århundrede. De lande, der er mere religiøse, har en tilbøjelighed til at være mere nationalistiske. En spørgeundersøgelse i 41 lande fandt frem til, at de samfund, hvor flest mennesker gav en “høj” bedømmelse af Guds vigtighed i deres liv, også var de lande, hvor flest mennesker var “meget stolte” af deres land.26 Personer, der er mere religiøse, har også en tendens til at være mere nationalistiske. En spørgeundersøgelse fra 1983 i 15 lande, fortrinsvis europæiske, konstaterede, at “i alle de lande, der

indgik i undersøgelsen, er de lande, der siger, at de ikke er religiøse, mindre tilbøjelige til at være stolte af deres land”. Den gennemsnitlige forskel er 11 %. De fleste europæiske folk er placeret lavt i deres tro på Gud og deres stolthed over deres land. Amerika ligger på niveau med Irland og Polen, tæt på toppen med hensyn til begge forhold. Katolicismen er essentiel for den irske og polske nationale identitet. Den afvigende protestantiske kulturarv spiller en central rolle for Amerikas. Amerikanere føler sig meget forpligtede over for både Gud og deres land, og de ser de to som uadskillelige. I en verden, hvor religion former venskaberne, alliancerne og fjendskaberne for alle folk på alle kontinenter, bør det ikke komme som en overraskelse, at amerikanerne atter vender sig mod religionen for at finde deres nationale identitet og deres nationale mål. Væsentlige dele af de amerikanske eliter er gunstigt indstillet over for, at Amerika bliver et kosmopolitisk samfund. Andre eliter ønsker, at landet påtager sig en imperialistisk rolle. Det store flertal af det amerikanske folk går ind for et nationalt alternativ og for at bevare og styrke den amerikanske identitet igennem århundreder. Amerika bliver til verden. Verden bliver til Amerika. Amerika bliver ved med at være Amerika. Kosmopolitisk? Imperialistisk? National? De valg, amerikanerne foretager, vil forme deres fremtid som nation, og de vil forme verdens fremtid.


Lettre Internationale - Døde sjæle

Oversat af Mikael Kristiansen

1

“How Global Is My Company?”, Communique, Global Business Policy Council, A.T. Kearney, No. 2 (Fourth Quarter, 2000), s. 3; Udtalelse af John Davey, Directorate of Intelligence, CLA, tv-interview, 11. marts 1999. 2 Hunter og Yates, “In the Vanguard of Globalization: The World of American Globalizers”, i: Peter L. Berger og Samuel Huntington (red.), Many Globalizations: Cultural Diversity in the Contemporary World (New York: Oxford University Press, 2000), s. 345. 3 John Micklethwait og Adrian Wooldridge, A Future Perfect: The Challenge and Hidden Promise of Globalization (New York: Crown Business, 2000), s. 235; “How Global Is My Company?”, s. 4. 4 Adam Clymer, “The Nation’s Mood”, New York Times Magazine, 11. december 1983, s. 47. 5 Reich, “What Is a Nation?”, Political Science Quarterly, (Sommer 1991), s. 193. 6 Micklethwait og Wooldridge, A Future Perfect, s. 241-2. 7 Nussbaum, “Patriotism and Cosmopolitanism”, i: Martha C. Nussbaum et al., For Love of Country: Debating the Limits of Patriotism (Boston: Beacon Press, 1996), s. 4-9; Gutmann, “Democratic Citizenship”, ibid., s. 68-9; Lipsitz, “Dilemmas of Beset Nationhood: Patriotism, the Family, and Economic Change in the 1970s and 1980s”, i: John Bodnar, red., Bonds of Affection: Americans Define Their Patriotism (Princeton: Princeton University Press, 1996), s. 256; Sennett, “America is Better Off Without A ‘National Identity’”, International Herald Tribune, 31. januar, 1994; Spiro, “New Global Communities: Non-Governmental Organizations in International Decision-Making Institutions”, Washington Quarterly (vinter 1995), s. 45. 8 Rabkin, Why Sovereignty Matters (Washington, DC: AEI Press, 1998), s. 51. 9 Rorty, Achieving Our Country: Leftist Thought in Twentieth-Century America (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1998), s. 15; Rorty, “The Unpatriotic Academy”, New York Times, 13. februar 1994. 10 ABC-Washington Post Gallupundersøgelse, september 2002. Pippa Norris, red., Critical Citizens: Global Support for Democratic Government (New York: Oxford University Press, 1999), s. 38-42. 12 Washington Post National Weekly Edition, 16.-20. juni 1989. 13 Steve Farkas et al., A Lot to Be Thankful For: What Parents Want Children

11

to Learn About America (New York: Public Agenda, 1998), s. 35. 14 Russell Dalton, Citizen Politics: Public Opinion and Political Parties in Advanced Industrial Democracies (Chatham, NJ: Chatham House, 1996), s. 275-6; Norris, red., Critical Citizens, s. 38-42; Tom W. Smith and Lars Jarkko, National Pride: A Cross-National Analysis (Chicago: University of Chicago/National Opinion Research Center, GSS Cross National Report, 1998), s. 3-4. 15 Everett Carl Ladd, Jr. og Seymour Martin Lipset, Survey of the Social, Political, and Educational Perspectives of American College and University Vacuity (Washington, DC: National Institute of Education, 1970), s. 141-6; Ladd and Lipset, The Divided Academy: Professors and Politics (New York: McGraw-Hill, 1975), s. 141-6; Rothman, “Academics on the Left”, Society (March-April 1986), s. 6; Connecticut Mutual Life Insurance Co., Report on American Values in the 80’s: The Impact of Belief (New York: Research & Forecasts, 1986), s. 27-8. 16 Citrin, “The End of American Identity?”, i: Stanley A. Renshon, red., One America? Political Leadership, National Identity, and the Dilemmas of Diversity (Washington, DC: Georgetown University Press, 2001), s. 303. 17 Citrin et al., “Is American Nationalism Changing?, Implications for Foreign Policy”, International Studies Quarterly (marts 1994), s. 26-7. 18 De spørgeundersøgelser, Chicago Council on Foreign Relations foretager hvert fjerde år, er uundværlige kilder til den udenrigspolitiske opfattelse i både offentligheden og blandt en udvalgt række udenrigspolitiske ledere. Medmindre andet er angivet, stammer de data, der er brugt her, fra disse rapporter. 19 Lawrence R. Jacobs og Robert Y. Shapiro, “Debunking the Pandering Politician Myth”, Public Perspective (april/maj 1997), s. 3-5; Alan D. Monroe, “Public Opinion and Public Policy, 1980-1993”, Public Opinion Quarterly (forår 1998), s. 6; Richard Morin, “A Gap in Worldviews”, Washington Post Weekly Edition, 19. april 1999, s. 34. 20 Susan J. Pharr, Robert D. Putnam og Russell J. Dalton, “What’s Troubling the Trilateral Democracies”, i: Susan J. Pharr og Robert D. Putnam, red., Disaffected Democracies: What’s Troubling the Trilateral Countries? (Princeton: Princeton University Press, 2000), s. 9-10. 21 Thomas E. Patterson, The Vanishing Voter: Public Involvement in an Age of Uncertainty (New York: Knopf, 2002), s. 4-5. 22 Vaughan, “Seventeenth Century Origins of American Culture”, i: Stanley Coben og Lorman Ratner, red., The Development of an American Culture (New York: St. Martin’s Press, 1983), s. 30-2; Arthur M. Schlesinger Jr., The Disuniting of America (New York: Norton, 1998), s. 34. 23 James A. Morone, “The Struggle for American Culture”, PS: Political Science & Politics (september 1996), s. 4289; John Higham, Send These to Me: Jews and Other Immigrants in Urban America (New York: Atheneum, 1975), s. 180. 24 Michael Novak, Further Reflections on Ethnicity (Middletown, PA: Jednota Press, 1977), s. 26; Will Kymlicka, Multicultural Citizenship: A Liberal Theory of Minority Rights (New York: Oxford University Press, 1995), s. 14. 25 Hastings, The Construction of Nationhood: Ethnicity, Religion, and Nationalism (New York: Cambridge University Press, 1997), s. 185-7, 205. 26 Ronald Inglehart og Marita Caballo, “Does Latin America Exist?”, PS: Political Science and Politics (marts 1997), s. 38.


224


Olaf Arndt Mikkel Bolt Mark Danner Mike Davis Matias Faldbakken Andreas Harbsmeier Karl Holmqvist Samuel P. Huntington Naomi Klein Karsten Wind Meyhoff Loretta Napoleoni Wolfgang Pircher Larissa Sansour Karl Schlรถgel Timothy Snyder Frederik Tygstrup

DKK 300,-

Lettre #19 - 2009  
Lettre #19 - 2009  

After the Fall

Advertisement