Page 1

1


__ Et rigtigt cykelbud er lige så dygtig til at drikke bajere, som han er til at køre stærkt.

2


PETTER WESSEL EID

OM ALMA Jeg har for længst mistet, hvad der var tilbage af min retningssans. Strøget spytter mig ud, kun for at suge mig ind igen. Jeg famler mig gennem et hav af mennesker og lysende neonskilte, der lover en betydelig mængde alkohol for billige penge. Jeg bliver nødt til at indse nederlaget. Jeg er fortabt i nordens mekka. Så kom Alma. Vi skiftes til at trække hendes slidte cykel gennem byen, eftersom jeg ikke har fået anskaffet mig en selv. Min rolle som fotojournalist bliver lidt uklar i mødet med Alma. Hun spørger lige

så meget som mig, hvis ikke mere. Jeg bestemmer mig for at glemme alle de vinkler, jeg på forhånd har tænkt, og følge hende blindt gennem Københavns gader. Vi sidder og drikker øl på en kirkegård. Et sted, hvor det at nyde en tår er helt fremmed for mig. Lige ved siden af os er en gruppe fitnessentusiaster i gang med gymnastik mellem gravstenene. Oslo virker pludselig så fjernt.

jeg har svært ved ikke at blive betaget af denne unge københavnerpiges evner til at underholde en forvirret turist. Som vi står på hendes bedstemors tagterrasse, fortæller hun mig, at hun godt kan lide, hvordan det er de gotiske tårn og ikke hotelbygningerne, som stikker op over hustagene. Da jeg spørger, om der er noget, som hun synes er smart, jeg har med i teksten, svarer hun: »Skriv, at jeg ikke kan lide cola, det er sjovt.«

»Lad os tage til et møntvaskeri, jeg kan være i en maskine,« udbryder hun pludselig. Jeg følger lydigt efter, mens 3


CAMILLE JOHANNE S. HEDELUND

4


CECILIE JUEL OLSEN

OM CAROLINE Caroline og hendes veninde bestiller et glas af husets hvidvin. Det er mandag eftermiddag, og de sidder på PS Bar i Indre By. Snakken løber hurtigt mellem de to, og de taler om stylings og personer indenfor modebrancen. Carolines største drøm er at blive stylist. Hun går på Allerød gymnasium, men kun fordi hun føler, det er obligatorisk at få en uddannelse. »Når jeg sidder i skolen, prioriterer jeg arbejdet først. Jeg tjekker mails osv. Skolen betyder vildt lidt for mig.« Caroline har overvejet at droppe ud for at fokusere på sin karriere som stylist. Hun bruger al sin fritid

på sit job som assistent for stylisten Dorothea Gundtoft og som model scout hos Elite Models. Mens pigerne nipper til deres frokost, er der en mand i baggrunden, som kalder Carolines navn. Først genkender hun ikke manden, men da han kommer hen for at hilse, ser hun, at det er en modefotograf, som har skudt billeder af hende. Caroline fniser, da manden er gået. Hun er lettet over at kunne huske hans navn.

job. Der handler det om at give det bedste indtryk, så man bliver taget seriøst. Det er også grunden til, at hun ikke drikker sig plørefuld længere. Caroline er så målrettet, at hun ikke ville aflyse for en familiefødseldag. Det er hendes drøm.

Pigerne tænder hver sin cigaret, og Caroline pointerer, at hun ikke ryger, når hun er på 5


JACOB HAUG STEINHOLT

6


GURJANT SINGH

7


LISE OLIVIA HELWEG-LARSEN

8


__ Det var først, da jeg gik i 7. klasse, jeg begyndte at interessere mig for politik.

9


FREDERIK LYKKEBERG LARSEN

10


KRISTIN DAVID-ANDERSEN ØVERAAS

OM HÅKON 21 år gamle Håkon Schia studerer kunst i København. Som mange andre unge er han usikker på, hvor i samfundet han passer ind, og hvad fremtiden byder på.

Jeg føler, jeg ikke har tid til at udvikle mig. De har givet mig halvandet år efter gymnasiet til at udvikle min kreative side, men det er ikke nok.

»Min familie støtter mig i den retning, jeg går, men jeg aner lidt mistillid. Det har også meget med mig at gøre. Jeg nægter at vise meget af den kunst, jeg laver, til mine forældre, fordi jeg ærlig talt har lavet en del aggressiv kunst.

Jeg er bange for min ineffektivitet. Min dovenskab. Men mine ambitioner er høje. Hvis jeg bare gør mig umage, kan jeg klare det. Jeg føler, jeg har egenskaberne og kvaliteterne, der er nødvendige.«

11


MOUNIR JONAS HAMMOUMI

12


PER BERGE MOE

13


SOFIE HVIID LANGHOLT

OM ASTTA Astta. A-snit og Adidas. Similisten og muslinger. Vibrerende streg. Pladsen er rød. Mor på tinder. Ko på insta. Op på taget. Vin og problemer på bordet. Fuld, flyvsk og forvirret. »Vi lever for pøllet.« Ekko.

14


__ Jeg tror ikke, du vil tage billeder af mig. Jeg er ikke s책 god til det.

15


JOHAN ADRIAN BUUS

16


JOHAN ADRIAN BUUS

17


MARIE JOHANNE F. PRANGSGAARD

OM ROSE For et år siden gik vi i samme klasse. Pludselig valgte du at stoppe, midt i 3.g. Egentlig var det jo ikke pludseligt. Du havde tænkt på det længe. For mig virkede det pludseligt. Der var jo kun et halvt år tilbage, men jeg forstod dig godt. Et halvt år, der føles forkert, er et halvt år for meget. Nu læser du HF-enkeltfag. Det var en forårsdag på Nørrebro, og vi havde ikke set hinanden længe. Vi stoppede for at købe frokost. Arabiske krabbekager. Derefter genoptog vi vores færd, velprovianterede og snakkende. »Hvor troende skal man være for at blive 18

præst?« Spørgsmålet kom lidt bag på mig. Måske passerede vi én af Københavns mange kirker. Måske strejfede tanken dig bare. Du uddybede: »Der er et eller andet fedt ved at fortolke budskaber for en forsamling, der godt gider høre på dig.« Du holdt en kort pause. »Problemet er, at jeg ikke er kristen.« Vi stoppede for rødt. »Jeg kunne også blive foredragsholder. Jeg vil gerne fortælle om de ting, mange unge ikke snakker om. Dele erfaringer og tabuer.« Vi gik ind ad porten i den gule mur, der omkredser Assistens Kirkegård. Solen

skinnede, og vi satte os på en bænk overfor en kvinde med høretelefoner i ørene. Du fortalte om en hund ved navn Franskbrød, mens vi spiste. Vi snakkede om alt og intet, om gamle dage og fremtidsdrømme. Du skulle til samfundsfag kvart over to. Vi stoppede de krøllede servietter ned i den olieindsmurte pommes frites-bakke, som kort tid forinden havde indeholdt vores mandagsfrokost, og vi gik mod porten ud til nutiden.


SOFIE HVIID LANGHOLT

19


PER BERGE MOE

20


MOUNIR JONAS HAMMOUMI

21


__ Man siger ikke tillykke, hvis der er en, der f책r et 7-tal.

22


FREDERIK LYKKEBERG LARSEN

23


LARS NYNÄS

24


LAURA ALLER

25


PHILIP MAR SEREJO

26


AMALIE IVALO HAMMEKEN

OM CLARA Det var først, da jeg gik i 7. klasse, jeg begyndte at interessere mig for politik. Indtil da havde jeg tænkt, at det var en flok gamle mænd, der snakkede om en masse kedelige ting. Men så gik det op for mig, at det var fordi jeg var uenig med dem, og ikke fordi de var kedelige. Efterfølgende begyndte jeg at gå til demonstrationer, men det var først midt i 1.g, at jeg blev politisk aktiv i Socialistisk Ungdomsfront.

Vi gør alt fra at organisere små møder til store demonstrationer. Det kan til tider være ret meget op ad bakke, men til gengæld er det så fedt, når man kan mærke at ens arbejde giver pote. Sidste år hjalp jeg en gruppe irakere, der sultestrejkede for at få asyl, og lavede kampagner. Det endte med, at de fik asyl, det var en stor sejr.

27


BO MARTIN MØLLER

28


CAMILLE JOHANNE S. HEDELUND

29


__ Jeg drikker mig ikke plørefuld lÌngere.

30


Ung og _ 18 FOTOGRAFER FRA KRABBESHOLM HØJSKOLE HAR MØDT UNGDOMMEN I KØBENHAVN KRABBESHOLM HØJSKOLE MAJ 2015 FOTOGRAFI OG TEKST Amalie Ivalo Hammeken, Bo Martin Møller, Camille Johanne S. Hedelund, Cecilie Juel Olsen, Frederik Lykkeberg Larsen, Gurjant Singh, Jacob Haug Steinholt, Johan Adrian Buus, Kristin David-Andersen Øveraas, Lise Olivia Helweg-Larsen, Lars Nynäs, Laura Aller, Marie Johanne F. Prangsgaard, Mounir Jonas Hammoumi, Per Berge Moe, Petter Wessel Eid, Philip Mar Serejo, Sofie Hviid Langholt INTRODUKTION Josefine Klougart READAKTØR Mie Brinkmann REDAKTION Martin Slottemo, Tine Maria Koefoed GRAFISK DESIGN Astrid Stokholm Sørensen, Corinne Gisel, Emilia Bergmark TRYK Skive Folkeblad Rotation OPLAG 3000 FORSIDEFOTO Petter Wessel Eid 31


18 FOTOGRAFER FRA KRABBESHOLM HØJSKOLE HAR MØDT UNGDOMMEN I KØBENHAVN

Ung og __ HUN OG CECILIE Hun så hende på lang afstand og bevægede sig tættere på, hun stod ude i forældrenes indkørsel, smuk og spinkel og i alt for lidt tøj. Ventede på, at forældrene ville køre hende. Hun havde en skuldertaske mellem fødderne og øretelefoner i ørerne, stod med telefonen i de bare kolde hænder, som man, idet man så dem, fik lyst til at pakke ind og varme. Pigen så på hende, registrerede hende bare, uden tilsyneladende at føle noget ved det. Hendes blik var tomt, lå som tung dis over lavningerne i landskabet, en eftermiddag i det sene vindstille efterår, når den varme dag følges af den kølige nat. Hunden så op på hende, men ændrede ikke sin bane, stoppede ikke op, gik fortsat som man går forbi en forbrydelse, man ikke vil involveres i. Åbne tomme øjne. Pigen skruede låget på sin håndcreme bedre fast. Hendes hænder var blege og slanke, så ud til at høre til en kvinde midt i tyverne, det kunne de have gjort. Cecilie var tretten, måske fjorten år. Havde stadig et hvalpet ansigt, store bløde kinder, bløde skygger der hvor mundvigene nåede kinderne. Hendes øjenbryn var lyse og øjnene stadig ligesom for store til ansigtet. De blågrå øjne var lysende, og langs den øverste vippekant lå en ujævn mørk eyeliner. Hun begyndte at besøge Cecilie, flere eftermiddage hver uge. Sad ved vinduet i stuen og ventede på, at bussen skulle komme. I stille vejr kunne hun høre den, allerede før den kom til syne, ellers så hun lyset, der blev kastet op ad vejen, idet den drejede om hjørnet. Hun var optaget af Cecilie, hun overvejede, om hun holdt af hende som en veninde eller et barn eller en kæreste, men det var ikke rigtig det, hun holdt ikke af hende, ikke i den forstand, men alligevel. Nogle enkelte sætninger, en bestemt kjole, måden hun havde stået lænet op ad bilen den morgen, kokostæppet i stuen, billederne. Cecilie sad med bare fødder, hun sad og pillede i tæerne, fjernsynet kørte, den samme serie hver gang de sås. Køkkenet med laminatgulv, og stuen der dirrede af eftermiddagsmelankoli og stille tragedie, som den slags findes i alle familier med halvvoksne børn. Moderen der lå ovenpå, faderen der arbejdede, og børnene der levede hver sit liv sammen i stille vild ensomhed. Dagenes drengede bleghed, deres monotoni og luksuriøse ro; og midt i alt det stod hun, pigen med 32

det truende ansigt, et ansigt, der ikke ville kunne holdes på meget længere, som øjeblikket, hvor bølgen har trukket sig tilbage, og man holder sit vejr for at være klar til at lade en ny bølge skylle ind over stranden og over sin krop i sandet, og et øjeblik være i tvivl og ligeglad, om det er vand fra verdenshavet eller luft, der vil fylde ens lunger, næste gang man ånder ind. Som hun sad der i sofaen, var hun deres egen Laura Palmer, i ligposen, knitrende når man lynede op, vandrende på byens isse, på den måde en stjerne man kunne følge, hænge ved havelågerne og begære på sikker afstand, mens noget brænder ned i én og efterlader en massiv uåbnelig sten i ens bryst eller forhoved, lige bag øjnene, et mørke der bliver undtagelsen, det eneste der ikke kan åbnes; som et barnemord skinner med en uigennemtrængelig hinde, sådan skinner noget i hende også ved tanken om pigen. Det slår hende, at det er lang tid siden hun selv var teenager. Hun mærker en længsel efter at kunne det igen, det at kunne, med den ene hånd beskæftiget med at række ud efter et glas kakao, vikle en tot af det lange hår flere og flere gange rundt om en finger, at forsage en nedsmeltning af noget i den anden, fordi ansigtets blødhed og truende skønhed bliver alt det, man drømmer om at genfinde i sig selv, en længsel efter en tilstand, der aldrig erfares mens man står i den, og som er kimen til al sentimentalitet, fordi det er en længsel efter at være en man aldrig var, et tærskelmenneske, et spøgelse, der ikke tilhører denne her verden, fordi det først som sidst er en umulighed, en eksistens i en passage mellem det ene eller det andet. Jeg holder ikke af hende, tænkte hun så, som man tænker på noget man har glemt og for sent kommer i tanker om; jeg vil være hende. Skal vi lave noget at spise og så se tv, spurgte Cecilie hende. De gik sammen ud i køkkenet, hvor hun iagttog Cecilie, mens hun fandt toastbrød i skuffen, tændte brødristeren, hvis ormede lameller blev orange, de ventede uden at sige noget, sad på hver sin stol, Cecilie trak benene til sig og hev trøjen ned over knæene. Hun rejste sig for at vende brødene og satte sig så igen. Der var en klokke i risteren der ringede, når brø-

det var færdigt, og de orange lameller skiftede med det samme farve fra orange til grå. De satte sig ind til fjernsynet, tændte og begyndte at smøre det ristede toastbrød med smør og syltetøj fra bakken. Hvor er din mor henne, spurgte hun pludselig Cecilie. Hun havde længe siddet og tænkt på, hvordan hun skulle spørge, og havde egentlig opgivet, da hun pludselig hørte sig selv sige det højt. Cecilie lod, som om hun ikke hørte spørgsmålet. De så et afsnit af serien færdigt. Hun svedte, fortrød hun havde spurgt. Da titelmelodien startede for at markere næste afsnits begyndelse, sagde Cecilie så – lavt og uden at se op – at hendes mor var oppe på værelset. De så på hinanden, hun nikkede bare. Hun kunne godt lide at være på besøg der, det næsten magiske; det at indtage den position, barnets position, men det barn som noget andet end barn. Et grænsefænomen, noget der var genstand for alles savn. Forældrene, der sørger over det barn, der er væk for altid, som de elskede og elskede bare for at se forsvinde, som enhver barndom afløses af en opløsning af noget elsket og herefter bare mødet med forældrenes egen død, den tid der er gået. Det er teenagerens vrede – forældrenes sorg over det mistede barn. Og det mistede barn ligger som et insekt støbt ind i en ravklump i teenagerens mave et sted, og hver dag lægger vreden et nyt lag harpiks på, der i mavesyren hærder hurtigt og hver dag lægger hundrede meter ind mellem forældrene og deres efterlyste unger. Moderen, der lå på værelset, var overalt, til stede som en fortælling og i kraft af små tegn, nogle bevægelser hendes to børn overtager, måden Cecilie skruer låget på syltetøjet og slikker tommelfingeren af, selvom der ikke er syltetøj på den, skramlende lyde ovenfra ind imellem, parfumerne på badeværelset, børnenes vrede ansigter, når de ikke ved de bliver set på. Cecilie tog fat om sin arm og aede sig selv op ad armen, som man gør, når man skal have varmen en aften i september, hvor man er blevet for længe ude. —Josefine Klougart


18 FOTOGRAFER FRA KRABBESHOLM HØJSKOLE HAR MØDT UNGDOMMEN I KØBENHAVN

Introduktion afJosefine Klougart

Amalie Ivalo Hammeken Bo Martin Møller Camille Johanne S. Hedelund Cecilie Juel Olsen Frederik Lykkeberg Larsen Gurjant Singh Jacob Haug Steinholt Johan Adrian Buus Kristin David-Andersen Øveraas

Ung og __

Lise Olivia Helweg-Larsen Lars Nynäs Laura Aller Marie Johanne F. Prangsgaard Mounir Jonas Hammoumi Per Berge Moe Petter Wessel Eid Philip Mar Serejo Sofie Hviid Langholt


4

32

29 14

1 30

19 18

3 16

17 8

17 28

25 24

5 12

9 20

21 6

13 26

27 22

7 2

11 10

31

23

Brug de to aviser til at genskabe udstillingen pĂĽ din egen vĂŚg.


Ung og _ 18 FOTOGRAFER FRA KRABBESHOLM HØJSKOLE HAR MØDT UNGDOMMEN I KØBENHAVN KRABBESHOLM HØJSKOLE MAJ 2015 FOTOGRAFI OG TEKST Amalie Ivalo Hammeken, Bo Martin Møller, Camille Johanne S. Hedelund, Cecilie Juel Olsen, Frederik Lykkeberg Larsen, Gurjant Singh, Jacob Haug Steinholt, Johan Adrian Buus, Kristin David-Andersen Øveraas, Lise Olivia Helweg-Larsen, Lars Nynäs, Laura Aller, Marie Johanne F. Prangsgaard, Mounir Jonas Hammoumi, Per Berge Moe, Petter Wessel Eid, Philip Mar Serejo, Sofie Hviid Langholt INTRODUKTION Josefine Klougart READAKTØR Mie Brinkmann REDAKTION Martin Slottemo, Tine Maria Koefoed GRAFISK DESIGN Astrid Stokholm Sørensen, Corinne Gisel, Emilia Bergmark TRYK Skive Folkeblad Rotation OPLAG 3000 FORSIDEFOTO Petter Wessel Eid

Profile for Mie B

Ung og_  

18 photographers from Krabbesholm Højskole have met the youth of Copenhagen

Ung og_  

18 photographers from Krabbesholm Højskole have met the youth of Copenhagen

Advertisement