Page 1

”Man kan  ikke  give  fede  mennesker  sonde!”   Hun  var  kun  12  år,  da  de  indlagde  hende  med  diagnosen  anoreksi.  På  trods  af  en   dagligdag  domineret  af  kontrolleret  motionering,  selvafstraffelse  og  streng  kalorietælling   vidste  Laura  Rexen  ikke  selv,  at  hun  var  syg.  Hun  fandt  derimod  sin  eneste  støtte  og   hjælp  i  andre  anorektikere  på  afdelingen.       Af  Lea  Ostenfeld  Bitsch       På  sjette  sal  i  et  boligbyggeri  sidder  15-­‐årige  Laura  Rexen.  Det  lange,  brune  hår  bølger   omkring  ansigtet  på  hende,  og  mens  hun  fortæller,  nulrer  fingrene  nervøst  en  rund,  blå   ørestik,  som  pryder  højre  øreflip.  Øjnene  udstråler  en  livserfaring,  som  man  ikke  finder  hos   jævnaldrene.  Hun  har  sultet  sig  selv  for  et  livsfarligt  ideal.     ”Jeg  spiste  altid  havregryn  med  rosiner,  for  det  havde  jeg  læst  var  godt  at  spise  for  at  tabe  sig.   Og  så  spiste  jeg  aftensmad.  Men  så  lidt  mad,  som  jeg  kunne  slippe  af  sted  med,  uden  at  mine   forældre  blev  mistænksomme.  Nogle  gange  mistede  jeg  kontrollen.  Hvis  mine  veninder  havde   TicTacs,  kunne  jeg  godt  tage  fem  af  dem,  og  så  fik  jeg  det  rigtig  dårligt  med  mig  selv.”     Laura  havde  et  register  over  fødevarers  kalorieindhold  i  hovedet,  og  hvis  hun  overskred  sit   daglige  indtag,  kunne  hun  finde  på  at  kaste  op  og  skære  i  sig  selv.  Efter  at  have  skjult  sin   sygdom  i  lang  tid  blev  hun  presset  af  sine  forældre  til  at  blive  indlagt.  På  daværende  tidspunkt   havde  hun  tabt  9  kg  af  sin  i  forvejen  tynde  figur  og  hendes  BMI  lå  på  lidt  under  14.  Grænsen  til   undervægt  går  ved  en  BMI  på  19.     Vil  ikke  tage  på   På  trods  af  sin  lave  vægt  følte  Laura  sig  ikke  syg.  Hun  følte  sig  derimod  fed,  misforstået  og   magtesløs,  og  hun  hadede  sine  omgivelser  for  ikke  at  lytte  til  hende.  Ifølge  psykoterapeut   Karen  Bro,  som  har  15  års  erfaring  med  behandling  af  spiseforstyrrelser,  er  det  helt  normalt,   at  anoreksipatienter  ikke  selv  erkender  deres  sygdom  i  første  omgang.       ”Mange  anorektikere  kæmper  imod  behandlingen,  fordi  indlæggelsen  sker  på  omgivelsernes   initiativ.  Ifølge  dem  selv  er  de  ikke  syge,  og  derfor  er  de  ikke  særlig  motiverede  for  at  få  det   bedre.  Når  man  forsøger  at  motivere  dem,  vil  de  gerne  være  raske,  men  de  vil  ikke  tage  på.  Det   kan  ikke  lade  sig  gøre.  Det  er  ambivalent  for  dem,  og  motivationen  bliver  kun  pletvis,”  siger   hun.     Ifølge  Karen  Bro  er  det  vigtig,  at  man  skaber  et  positivt  fællesskab  for  pigerne  på  afdelingerne,   men  der  kan  meget  let  opstå  det  modsatte.  Det  er  ikke  altid  en  fordel,  at  pigerne  er  indlagt   sammen,  da  de  spejler  sig  i  hinanden,  konkurrerer  og  smitter  hinanden  med  dårlige  staldtips   og  erfaringer.  Dette  er  også  en  erfaring,  som  Laura  Rexen  kan  nikke  genkendende  til.     Gemte  mad  i  benvarmere   ”Måltidet  foregik  rundt  om  et  bord  med  tre  eller  fire  sygeplejersker  og  så  os  syv  patienter.  Os   piger  havde  aftalt,  at  der  var  en,  der  skulle  pådrage  sig  opmærksomhed,  så  de  andre  kunne  


snyde med  maden.  Det  skiftedes  vi  lidt  til.  Man  hjalp  altid  hinanden  med  at  snyde,”  fortæller   Laura.     Patienterne  måtte  helst  ikke  være  sammen  på  afdelingen,  da  de  altid  påvirkede  hinanden   negativt.  De  gav  hinanden  vandflasker,  så  det  blev  muligt  at  drikke  mere  for  at  øge  vægten   inden  vejningen.  Der  blev  udvekslet  motionsråd  og  planlagt,  hvordan  de  skulle  stikke  af  fra   afdelingen.  De  modarbejdede  behandlingen  og  holdt  dermed  hinanden  fast  i  anoreksien.     ”Jeg  snød  med  maden.  Jeg  fik  altid  en  sygeplejerske  ind  at  sidde  med  mig,  og  så  kunne  jeg   finde  på  at  gemme  maden  i  mine  kinder.  Når  hun  gik  ud,  spyttede  jeg  det  ud  og  lagde  det  ned  i   mine  benvarmere,  som  jeg  altid  gik  med.  Det  var  utrolig  ulækkert  og  uhygiejnisk,”  fortæller   hun.     ”Det  er  jo  ikke  normalt”   Selvom  det  er  en  udfordrende  opgave  at  overbevise  en  modvillig  patient  om  nødvendigheden   af  behandling,  kan  det  godt  lade  sig  gøre.  Ifølge  Karen  Bro  er  motivation,  individuel  terapi  og   et  godt  behandlingsmiljø  nøglerne  til  at  forbedre  anorektikeres  tilstand.     ”Fokus  er  at  opnå  et  positivt  fællesskab  for  patienterne  for  at  undgå  destruktiv  adfærd.  Det  er   nødvendigt  at  være  ret  styrende  i  forhold  til  dem,  men  det  handler  også  om  at  skabe  en  god   behandlingsalliance.  Det  er  svært  at  kombinere.  Vi  ved,  at  motivation  virker,  og  det  hjælper   pigerne  til  at  holde  fokus  på  deres  eget  mål,”  siger  hun.     Laura  Rexen  har  i  dag  opnået  erkendelse  af,  at  hun  var  syg.  Hun  er  så  rask,  som  hun   nogensinde  bliver,  men  hun  har  stadig  en  stemme  i  hovedet,  som  fortæller  hende,  at  hun  skal   tælle  kalorier  og  motionere.  Hun  har  blot  lært  at  kontrollere  den.  Efter  syv  måneders   indlæggelse  var  det  en  medpatient,  som  fik  hende  til  at  indse,  at  der  var  noget  galt.     ”Vi  havde  alle  sammen  tvangsmotionering.  Min  veninde  gik  i  cirkler,  og  jeg  stod  og  hoppede   20.000  hop  om  dagen.  Til  sidst  sagde  hun:  ”Jamen  Laura,  det  er  jo  ikke  normalt!”.  Det  sagde   hun  hele  tiden.  Det  var  lettere  at  høre,  når  det  kom  fra  en  på  ens  eget  stadie.  Jeg  kunne  godt  se,   at  alle  de  andre  patienter  var  syge,  og  til  sidst  gik  det  op  for  mig,  at  det  var  jeg  jo  nok  også,”   fortæller  hun.              

Man kan ikke give fede mennesker sonde  
Advertisement