Issuu on Google+

10 | marts 2011

PORTRÆT

| LIXEN

PORTRÆT

LIXEN | marts 2011| 11

Neurotisk,  Kaotisk,  Genial Vi  kender  Nils  Thorsens  filterløse   og  ærlige  portrætter  i  Politiken.   Men den lille mand med det store sprog har angst for det indre kaos, der hersker, når et portræt skal skrives. Angst for at vælge forkert og angst for at falde på vejen mod målet.

Lea Holdgaard Sørensen Simone Agger

PORTRÆTMAGER. »I ved slet ikke, hvor lille jeg er. Jeg lader som om, jeg er stor. Når jeg interviewer, er jeg stor – storsindet og forstående.« Nils Thorsen byder os velkommen i sin nyrenoverede lejlighed på 4. sal i indre København. Han er ikke ret høj. Men Nils overvælder med sit forsigtige, varsomme væsen, der roligt behager   sine   gæster   med   kaffe   og   grøn te. På den guidede tur mod stuens stofsofa falder både øjne og snak på Nils’ udgave af en havudsigt: akvariet. Den store, altopslugende montre af glas

med direkte adgang til en verden under  over�laden.  Der  er  �isk.  Farverige.   Og tre skildpadder. »Akvariet minder mig om en rolig vejrtrækning.« Nils smiler. Men en lille, nervøs trækning i højre mundvig afslører, at han ikke er på hjemmebane. Situationen er ny. Nu skal spotten drejes 180 grader og vendes mod manden med blokken: Politikens portrætmager, Nils Thorsen. Akvariet har betydning. Det er et produkt af tusinde valg, som Nils har  måttet  træffe.  Valg  af  ferskvand.   Fravalg  af  saltvand.  Valg  af  kugle�isk.   Fravalg  af  drage�isk. Valg er hans byrde. Hans problem. Hans   neurotiske   angst   for   at   træffe   de forkerte valg dræner ham i alle dele af hans lille, komplekse verden. Også under et portrætinterview: »Alt, hvad jeg gør, når jeg træder ind ad døren, er altafgørende. Jeg skal foretage de rigtige valg. Det er ligesom med akvariet. Jeg bliver nødt til at tage chancer, men jeg har angst for at vælge forkert.« Han læner sig tilbage i sofaens puder. Eftertænksom. Da Nils blev bange for bøger Som barn var han meget stille. Forsigtig og nervøs. Og indadvendt. Da Nils var 10 år opdagede han, at

der fandtes bøger. Han mærkede suset, lånte dem på biblioteket og fordybede sig i litteraturens verden. Men pludselig blev han bange. Bange for  at  han  ikke  �ik  a�leveret  bøgerne   til tiden. Og så stoppede han med at læse. Netop alle disse tanker og forestillinger om, hvad der kan ske, og hvad

før der kommer gæster, til hvilke elementer, der udgør en ret. Og om det er   gulerødder,   karto�ler   og   kød,   har   han endnu ikke fundet ud af. »Nu er jeg begyndt at prøve på at lægge det neurotiske i en bunke og så lade være med at tænke på det. Det er lykkedes lidt,« forklarer den lille mand med de store tanker.

Jeg  har  opdaget,  at  de  første  20  minutter,  nogen   beder mig om at skrive et portræt, skal jeg ikke svare, for alt i mig siger nej, helst ikke, kan jeg lægge mig syg?  Men  så  siger  jeg  ja.

 

                                                                                                     Nils  Thorsen,  Politiken

der er rigtigt eller forkert, er kendetegnende for Nils Thorsen. Også den dag i dag. »Jeg inviterer aldrig folk på aftensmad, for jeg ved simpelthen ikke, om min mad er rigtig. Det lyder jo fuldstændig neurotisk, men sådan er det altså,« forklarer Nils, der sidder tilbagelænet på sin faste plads i den mørke sofa. Nils sætter spørgsmålstegn ved de mest simple ting, og intet er for småt til at blive analyseret i hans snørklede sind. Lige fra hvor rent der skal være,

Portrætmageren med angst for portrætter Nils kan ikke ret godt lide at skrive sine portrætter. Han afskyr at skulle genopleve det kaos og den tvivl, som for ham hænger uløseligt sammen med hans arbejde, hver gang en ny portrætopgave venter på skrivebordet. Usikkerhed på valg og fravalg giver manden med ordene en krævende arbejdsproces. Derfor forsøger han da også at slippe for portrætterne – bare engang imellem.

»Jeg har opdaget, at de første 20 minutter efter, nogen beder mig om at skrive et portræt, skal jeg ikke svare, for alt i mig siger nej, helst ikke, kan jeg lægge mig syg? Men så siger jeg ja.« Han griner lidt for sig selv. Manden med de høje tindinger og det brune bælte. Men så lægger en alvorlig mine sig som en dæmper over den 50-åriges ansigt:      »Der  er  �lere  ting  i  arbejdsprocessen, der er ubehagelige, end der er behagelige. Der er fandeme meget ubehag i det!«      Han  kaster  blikket  �jernt  ud  i  rummet. Som for at give plads til de ord som hans læber netop har tildelt verdenen. Han slutter sig til os igen. Mentalt. Mens han formulerer sit behov for at være i kontrol. Men kontrollen er ikke en selvfølge i hans rolle som fortæller af et fremmed menneskes virkelighed. Derfor oplever han angst. En tilbagevendende, altoverskyggende bekymring for ikke at vælge de rette veje i portrættet. Det giver portrætmageren en følelse af uro og usikkerhed på egne evner til at bevare overblik og ikke fortabe sig i det dybe kaos af hvirvlende vinkler og tætte temaer fra et menneskes liv og verdensbillede.

Nils frygter konsekvenserne af sine fravalg på vegne af sine læsere – men også på egne vegne. »På den måde er jeg en forfængelig mand,« forklarer han. For nylig tog Nils Thorsen konsekvensen af det krævende arbejdsliv, som i mange år har slidt på nerverne. Nils har det seneste halve år eksperimenteret med nye tilgange til sine portrætter. Kortere tid til at interviewe og færre timer til at udforme sin tekst. Målet er ikke længere den endegyldige historie. Nils nedskruer   sine   ambitioner   om   at   �inde   den ultimative klang af et menneske, og i stedet øver han sig i at stille sig tilfreds med en god historie. »Det er nødvendigt, hvis jeg skal være langtidsholdbar,« vurderer han  og  tager  en  tår  af  sin  kaffe  med   mælk. Når sproget giver glæder – og løn Men hvorfor bliver han ved med at skrive, når angsten er så stor?      Svaret  �indes  i  sproget.  For  det  er   det, der driver ham til fortsat at føre pennen. Det, der fylder hans spinkle krop med glæde, efter angsten har forladt ham. »Jeg er gladere for at ramme ordet, end jeg er for at ramme et menneske. Det er fedt at ramme et ord rent i røven.« Og det er nemlig sproget, Nils mestrer. Evnen til at skrive dét ned, som vi andre kun har små brudstykker af i vores tanker. Han sætter ord på, skaber sammenligninger og maler billedet, som de færreste formår, men de �leste  forstår. Men det er ikke en medfødt gave. Gennem sin barndom og skoletid har han aldrig været en af de “gode”. Aldrig været et sprogligt geni. Præcis hvornår Nils Thorsen blev synonym med fantastisk sprog, ved han ikke. »Jeg har oplevet, at hvis jeg skriver det første, jeg tænker, så skriver jeg klichéen. Lad den passere. Bliv ved med at kigge. Så kommer der nogle brudstykker. For 20 år siden kom der ikke   ret   mange,   for   ti   år   siden   �lere,   og i dag kommer der rigtig mange,« fortæller han.

Men der er også andre brikker, der har en væsentlig betydning i det store spil. For ligesom alle os andre, har Nils også brug for at vide, at der er noget, han er god til. Brug for at blive bekræftet. »Jeg er glad for, at jeg er en, der kan

ville juble, blev Nils desperat. Han ville ikke bindes til et fag, han ikke følte sig hjemme i. Derfor tog han ud  at  rejse  i  �ire  måneder.  Men  knap   havde   han   stillet   kufferten   tilbage   i   skabet igen, før han havde fået fastansættelse på Politiken.

Jeg er glad for, at jeg er en, der kan skrive  portrætinterviews.  Glad  for  at  være   en, der kan noget i verden.

 

 

 

H

ow-­‐to   Guide:

 

skrive portrætinterviews. Glad for at være en, der kan noget i verden. Og glad for at have en berettigelse på mit arbejde,« forklarer Nils, der nu sidder helt ude på kanten af sofaen, mens han fægter med armene. Ivrig efter at fortælle. Nils tager en dag ad gangen og tænker ikke synderligt over, hvad fremtiden skal bringe. Men én ting ved han. Han vil blive ved med at bruge sproget. Udfordre det og eksperimentere. Også om ti år. Men om det stadig bliver i portrætinterviews, ved han ikke. »Det ville nu også være rart at slippe.« Han ler. Fejlanbragt i journalistikken? Nils Thorsen er ikke dét, man forstår ved en klassisk journalist. Han har ikke rundsave på albuerne, og han er  ikke  ved  at  �lyde  over  af  selvtillid.   Han har angst. Og det er han selv klar over: »Jeg undrer mig over, at jeg er kommet hertil, hvor jeg er i faget, for jeg synes ikke, at jeg har haft den der dynamik, der skal til.« Netop tankerne om hvorvidt han havde trådt ind i det forkerte arbejdsrum, gjorde ham bange for at få en fastansættelse, efter han var blevet uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. To vikariater på henholdsvis Radioavisen og Politikens kommunalredaktion pegede begge i retning af en fast stilling. Men hvor andre nyudklækkede journalister

Nils  Thorsen,  Politiken

»Jørgen Grunnet (tidligere chefredaktør på Politiken, red.) ringede og spurgte, om jeg ville have et fast job på kriminalredaktionen. Det ville jeg ikke. Men jeg turde ikke sige nej. Og siden har jeg været på Politiken. Det var så i februar 1987.« Politiken har derfor været Nils’ andet hjem i 24 år, og det har givet ham tryghed. En tryghed han udnytter til hver gang at vove sig ud i det uvisse, når han laver portrætter. Han kan lettere tillade sig at tvivle på hvert et ord, hvert et valg, når han ved, at han har en tryg ramme. Han kender huset. Og alle dets kroge og hemmeligheder. Men på trods af at Nils i 24 år har betrådt det samme gulv i Politikens Hus, er ruten stadig ikke en, han kan uden at kigge. Han mærker stadig efter, hver gang han tager et skridt. Og håber ikke, han falder. »Der er masser af tidspunkter, hvor jeg tænker: Hold da kæft, hvordan skal  jeg  �inde  rundt  i  det  her,  og  hvad   nu, hvis jeg går den forkerte vej?« Nils løfter blikket fra gulvet og ser over på akvariet. Han smiler. leaso08@student.sdu.dk simic09@student.sdu.dk

Skriv det gode portræt med Nils Thorsen som styrmand Vælg din portrætperson

Et portrætinterview behøver ingen speciel anledning. Historien om det interessante menneske er nok i sig selv. Man skal sigte efter at vælge en person, som man selv gerne vil møde og interviewe, og som andre kan få noget ud af at læse om. Et interview får de bedste resultater, hvis personen kan vende både indad og udad: En person skal kunne mærke, føle og fornemme, men også evne at formulere sig omkring det. Husk på: hvis de tror, de ved, hvor de skal hen i interviewet, må man som interviewer få dem afsporet. De skal miste fodfæstet, så vi farer vild og ikke ved, hvor vi skal hen.

Vær blank!

Kom forberedt, research om personen og hav spørgsmålene klar. Men forbered dig så på at lære en person at kende fra bunden – læg forventningerne derhjemme. Hav ingen fordomme.

Lyt mest, men spørg situationer frem

Det største stykke arbejde jeg udfører, når jeg interviewer, er at holde mund. Men  et  godt  portrætinterview  handler  om  at  �inde  de  bedste  svar.  Derfor   skal man også spørge. Og spørge godt. Konkrete situationer er gode at arbejde med: Hvor sad du henne i klassen? Hvilken farve havde jeres bil? Den slags spørgsmål giver både detaljer til portrættet, men det giver også interviewpersonen mulighed for at huske tilbage og føle efter.

Skift gear – �lere gange

Brug kræfter på at styre tempoet, når du skriver portrættet: læseren skal ledes mellem enkelte sekunder i en konkret situation, men giv dem også luft ved at springe alt irrelevant over og starte igen ti år senere - som eksempel.

Smag lige på ordet en gang til

Den første beskrivelse smides altid væk. Jeg fortaber mig også i klichéerne. Bliv ved med at fokusere på det, der skal beskrives. Hvad hedder den farve, hvad ligner den struktur? Brug de associationer, der ligger i bagagen. Med tiden  er  de  langt  hurtigere  at  �inde  frem.

Det gyldne råd: Riv sproget ned og byg dit eget

Mange unge journalister skriver som de ældste i branchen, fordi de er usikre, uerfarne og derfor efterligner et sprog, der dur. Mange kommer aldrig ud af den skrivebrug igen. De fortaber sig i det brugte, kedelige sprog. Brug i stedet jeres egen subjektive oplevelse af verden i jeres sprog. Det er dét, der gør jer og jeres arbejde unikt, når I forholder jer til verden og beskriver den, som kun I ser den. Det skaber nyt sprog.

Nils Thorsen - Født  6.  december  1960  i  Birkerød -­‐   Er  single  og  far  til  Elias  på  fem  år -­‐   Bor  i  København -­‐   Blev  uddannet  fra  Danmarks Journalisthøjskole i år 1985 -­‐   Hans  søster  Lotte  Thorsen  er  også  journalist  på  Politiken -­‐   Har  skrevet  60-70  portrætter Karriere: 198:  Vikariat  på  DR  Radio  i  et  halvt  år 1985-­‐86:  Vikariat  på  Politikens  kommunalredaktion  i  et  år 1987-­‐2011:   Fastansættelse   på   Politiken,   hvor   han   har   været   på   adskillige   redaktioner   –  de  seneste  ti  år  på  kulturredaktionen Foto: Rune Jensen Heidtmann

Nils  Thorsen  er  �lere   gange blevet nomineret til Cavling-prisen. Første gang for artikelserien “Engle og Dæmoner” og anden gang for interviewsamlingen “TIL - Om at blive til og være.”

Foto: Rune Jensen Heidtmann


Neurotisk, kaotisk, genial