Issuu on Google+

Forsidehenvisning:

Her har Jens Nex tegnet sig selv i en typisk situation med konen. Han er bladtegner for Århus Stiftstidende på 14. år. Læs mere om kunsteren Jens Nex på side 2.


Manden, man skal gå forkert for at møde Jens Nex har mange tegneres drømmejob, men det er ikke automatisk noget, der avler høje tanker og selvsikkerhed. Jens Nex er faktisk eksemplet på det modsatte. En skoletid, der hænger ved, og frygten for ikke at leve op til andres forventninger, er nogle af de ting, der præger Jens Nex' liv. Af Charlotte Friis Eriksen Alle små drenge har fremtidsdrømme. Pilot, brandmand, politibetjent, astronaut. Da Jens Nex var dreng, drømte han kun om at få fred. Han havde travlt med at overleve skoletiden, og der var ikke tid til dagdrømmeri og store ambitioner. Først da Jens Nex slipper gennem nåleøjet og kommer ind på Skolen for Brugskunst, i dag kendt som Danmarks Designskole, i København, starter drømmene. Her har Jens og alle de andre studerende en drøm om at blive tegnere af ”Dagens Tegning” i et dagblad. En mediesky mand Jens Nex er klædt helt i sort, da han kommer ned og tager imod i foyeren. Sorte bukser, sort skjorte, sort habitjakke og sorte sko. Det er i Århus Stiftstidendes hus på Banegårdspladsen. Her har avisen ligget siden 2005, godt placeret midt i byen, hvor det hele sker. Fra redaktionen kan man holde øje med diverse demonstrationer ved Rådhuset, trafikuheld på Park Allé og Stiftstidendes egen lysavis på den modsatte side af gaden. På redaktionen har journalisterne travlt. Telefonerne kimer og pennene flyver hen over blokkene ved de mange skriveborde. Helt henne i hjørnet af kontorlandskabet kan Jens Nex vise sit skrivebord frem. ”Her holder jeg til,” siger han og slår ud med armen. Skrivebordet er dækket af tegninger. På nogle af papirerne figurerer kun en enkelt lille person, på andre er der flere. Bagved skrivebordet står en reol, der næsten forsvinder bag de mange skitser og print af diverse udkast til den daglige tegning.

Vi får lov til at låne chefens kontor - hun er på ferie, så det kan hun næppe have noget imod. Jens Nex har denne formiddag indvilliget i at fortælle om sit arbejde som bladtegner, vejen dertil og tankerne omkring. Meget kender man ikke til Jens Nex i forvejen. Der findes ikke rigtig nogen oplysninger på nettet, der er udgivet en enkelt bog med nogle af dagens tegninger, men ellers er det meget sparsomt med information om denne kunstner. ”Jeg forsøger, at der ikke skal stå så meget om mig i medierne. Det er helt med vilje,” siger Jens Nex. ”Jeg synes ikke, jeg er så interessant. Jeg vil også hellere bedømmes på mit arbejde end min person,” forklarer han. Bogen, der er udgivet med hans tegninger, er ikke Jens Nex' projekt. En kollega havde et forlag og foreslog at samle nogle udvalgte tegninger, ”Mandagsnex”, som er tegninger med Jens Nex' egne digte til. Det er i Mandagsnex'ene han er mest ærlig, men han så ikke selv bogen, før den var færdig. ”Lige præcis de ting, der er i den bog, det er dér til, jeg kan gå, og ikke længere med mig selv. Der står også lidt i bogen om, hvem jeg er, og det så jeg ikke før, bogen kom,” fortæller han. En barndom i frygt Jens Nex er født og opvokset i Århus. Han boede med sin mor, far og fire søskende på Fuglesangs Allé i Hasle i Århus V. Faderen var fiskeskipper og boede halvdelen af året på en båd i Kattegat og den anden halvdel i en båd i Nordsøen. Moderen var hjemmegående, og børnene gik på Møllevangsskolen få gader derfra. Familien var fattig. Hvis det var isvinter, kunne de risikere, at faderen ikke tjente penge i tre-fire måneder, og familien havde derfor ingen indtægter overhovedet. Området, hvor Jens Nex boede med sin familie, var det, som vi i dag ville kalde ”et belastet kvarter”. Fuglesangs Allé var primært små lejligheder med store familier. Det var her underklassen boede. Og børnene var mærkede af de svære vilkår. ”Der gik på det tidspunkt 2000 elever på Møllevangsskolen. Der var slåskampe, vold, trusler og dumme lærere. Der levede


man i frygt,” fortæller Jens Nex. Det var hovedsageligt børnene, der terroriserede kvarteret. De måtte sørge for at følges med kammerater hjem fra skole, så de ikke risikerede et overfald eller en knytnæve, og dengang måtte lærerne også slå, så ingen greb ind. ”Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke brændte den skole ned, mens jeg gik der,” fortæller han. ”Det kunne have reddet en masse menneskers elendige skolegang, hvis vi var blevet spredt for alle vinde.” Endte som alkoholiker Jens Nex' far var en tavs mand. Han sejlede de sidste 20 år alene på havet og blev med alderen mere og mere melankolsk og bekymret. Moderen derimod var et energisk og hjælpsomt menneske. ”Hun var en fantastisk mor. Hun hjalp alle mennesker. Hun var et meget specielt menneske,” husker Jens Nex. Hun beroligede på sit dødsleje den unge læge med, at han ikke skulle være ked af det, hvis han ikke kunne redde hende fra blodproppen. Det var fint nok med hende, forsikrede hun ham. Hun var ikke sådan lige til at slå ud. ”Men jeg har arvet det hele fra min far,” fortæller Jens Nex. ”Jeg ville godt have haft lidt mere fra min mor.” Jens Nex gik ud af 10. klasse og fik ikke nogen studentereksamen. Han blev i stedet fisker på Nordsøen ligesom sin far. Han stoppede dog igen, da livet som fisker var for hårdt: ”Jeg elskede arbejdet, men alt det der lå ved siden af, var ikke godt for mig,” fortæller han. ”Der var for meget druk, og jeg endte så som alkoholiker.” Jens har nu været ædru i 10 år og rører slet ikke alkohol mere. Da han stoppede som fisker, søgte han ind på Skolen for Brugskunst. ”Det eneste jeg havde fået at vide i skolen, var, at jeg var dum og doven. Men jeg fik også at vide, at jeg kunne tegne,” siger han. Og til Jens Nex' og familiens store overraskelse kom han ind. Her gik han i fire et halvt år og blev uddannet til tegner.

Tegner for spidse bryster Jens Nex' tegninger er i avisen hver dag. Han har tegnet til avisen i 16 år, og inden da var han medicinsk illustrator på Århus Universitetshospital. Her tegnede han blandt andet indvolde og illustrerede nye operationer til doktordisputatser og bøger. Da han i sin tid blev ansat på Århus Stiftstidende, skulle han tegne dagens tegning. En aktuel, humoristisk tegning. Men en dag chefen var på ferie sneg han en ny slags tegning ind – en ”Mandagsnex” med digt og illustration. ”Dem er folk mest begejstrerede for. De bliver brugt i konfirmations- og bryllupstaler, og det er dem, jeg får mest respons på.” Ellers var starten lidt hård. Chefredaktøren fik flere klager over den nye tegner, som ”ikke kunne tegne rigtigt”. Specielt én ting var fok utilfredse med: ”Jeg tegnede for spidse bryster på kvinderne. Min chef fik mange breve, hvor folk spurgte, om han dog ikke kunne fyre ham tegneren, der ikke kunne tegne bryster, som lignede,” fortæller han. ”Så lavede jeg en tegning i avisen, hvor der er en, der siger til mig ”Hvorfor kan du ikke tegne bryster, så det ligner?”, og så siger jeg: ”Det kan jeg også. Men jeg nænner det ikke.” Den fik jeg ingen reaktioner på.” Føler sig ikke dygtig Når der skal laves en tegning til alle ugens syv dage, kræver det meget tid og arbejde. Jens Nex bruger ofte sine ferier på at tegne, og når han hele tiden skal have en ny idé, kan det være svært at lægge arbejdet fra sig. ”Selvom jeg synes mit arbejde er svært, og jeg ikke altid føler mig kvalificeret til det, så er det også et job, som jeg ville gøre gratis, hvis jeg havde råd til det,” fortæller han. Og lige præcis det med ikke at føle sig kvalificeret til sit job, er noget, der fylder i Jens Nex' liv. Den hårde barndom med få rosende ord i skolen, har sat sine spor. Flere gange i løbet af interviewet nævner Jens Nex andre bladtegnere, der ifølge ham selv, er meget dygtigere til at tegne, og alle lige fra konen til kollegerne er klogere end ham.


”Selvom folk siger, jeg er dygtig, føler jeg mig slet ikke dygtig nok,” fortæller han. ”Min opvækst og min skoletid følger mig. Mange siger, det aldrig er for sent at få en god barndom, men det er det for mig. Min selvtillid er blevet mærket af den, og jeg er bange for, hvad andre synes om mig. Jeg føler slet ikke, jeg er min løn værd.” Jens Nex får ofte ros fra både kolleger, chefer og læsere, men det er for det meste en kortvarig glæde. ”Når man får så meget ros – kan man så leve op til det?” spørger han sig selv. Og det kan også være svært at tage imod ros, hvis det ikke er noget, man har været vant til hele livet. ”Nogle gange har jeg svært ved at tackle, hvis der er nogen, der siger, jeg er dygtig. Det kan jeg næsten ikke tåle at høre, fordi det synes jeg jo ikke selv.” Ville slippe væk Da Jens arbejdede som fisker, var det hans måde at slippe væk på. ”Jeg har det bedst med at være alene. Og at være tre mænd på havet 24 timer i

KORT OM JENS NEX • Han er gift med Inger på 26. år • Han bor i Bjerringbro • Han har tre børn med Inger på 19, 21 og 23 år. • Hans egen favoritbladtegner er Jørn Villumsen fra Politiken.

døgnet i månedsvis, det er altså en ensom post,” siger han. Nogle år efter, Jens Nex stoppede som fisker, gik skibet ned med mand og mus. Men Jens er vant til at folk drukner. Mange af hans fiskekolleger er druknet, men det blev altså ikke skæbnen for ham. ”Sådan skulle det nok være. At jeg ikke skulle have fred på den måde,” siger han med et forsigtigt smil. Selvom den sparsomme selvtillid er noget, der præger Jens Nex, forsikrer han, at det ikke er noget, der er en stor plage for ham. ”Det er jo min natur, så jeg har vænnet mig til det,” siger han. Han mener selv, han bevæger sig i verden, som han nu kan. Men det er på en anden måde end de fleste andre. Han forklarer det sådan her: ”Folk skal gå forkert for at finde mig. Det er sådan, hvis man går på strøget, så er det ikke der, jeg er. Jeg går i en eller anden sidegade tæt ved muren og kigger ikke for meget op. Man skal gå forkert for at støde ind i mig.”


charlottesportraet-1