Issuu on Google+

SPRING 2010 // KAPITEL

1


2


SPRING 2010 // KAPITEL ET

Krabbesholm Højskole Supway Diagram S

Sådan bruges dette Diagram Dette diagram repræsenterer alle ruter og stop i Krabbesholm Supway. Det er ikke et geografisk korrekt kort: visse distancer er blevet modificeret til fordel for bedre brugervenlighed. Dog er der lagt vægt på at bevare stationernes forholdsmæssige placeringer. Hver rute er repræsenteret af en farvet linje mærket med et bogstav i hver ende. Stop på ruten indikeres ved en sort prik.

K

Dette diagram er ikke en officiel publikation for Arriva Skandinavien A/S.

F H 1

2

M

Hovedbygningen, Midtown til Krabbesholm Skov, Downtown.

Hovedbygningen, Midtown til Kinamanden, Harlem. Ved Håndværkerskolen opnås forbindelse til: Vaskekælder, Keramik, Grundtvigstuen, Det gamle Pedelværksted, Design og Arkitektur.

O

Hovedbygningen, Midtown til Fejergården, Harlem. Ved Foto opnås forbindelse til Mørkekammer og Fotostudie.

P

F10 Hovedbygnngen, Midtown til Modelværkstedet, Downtown. Ved Kunst opnås forbindelse til: Serigrafi, Syværksted. Fodgængerforbindelse: Grafisk Design, Modelværksted og WC.

Hovedbygningen, Midtown til Pardo, Downtown.

Hovedbygnngen, Midtown til Pavilionen, Downtown. Ved Grafisk Design opnås forbindelse til: Musik Fodgængerforbindelse: kunst, Modelværksted, Syværksted, Serigrafi.

Hovedbygningen, Midtown til Havnekiosken, Meatpacking District. Ved Havnekiosken opnås forbindelse Søndercenteret og Skive indre by.

3

4

5

6

Meatpacking District

A

Kinamanden

B

H

7

Havnekiosken

N

A

K

Fejergården

B F

Harlem

C

D

C

Krabbesholm Skov Bow Wow

D

Foto Central Park

Håndværkerskolen

E

Cykelskuret

KBH Kunsthal

F

E

Uptown

F

View point #1

Vest

S K F H M P O

Hovedbygningen

G

G

Midtown H

H

View point #2

Havnen

Palæet

Palæet

WC

I

I

Kunst

View point #3

Downtown

Grafisk Design

M

Modelværkstedet

J

J Skoven 1 View point #4

Skoven 2 O

K

Pardo P

K

Pavilionen

S

1

2

Krabbesholm

3

Krabbesholm er en af Danmarks ældste og største højskoler. Vi er en traditionsrig højskole grundlagt i 1885 – men med en udpræget nutidig appel som kunsthøjskole.

4

5

6

Krabbesholm Skov

7

På Krabbesholm tror vi på, at det at arbejde med billeder, form og rum er udtryk for en holdning og at det æstetiske felt er en både teoretisk og praktisk tilgang til verden.

3


SPRING 2010 // KAPITEL ET

Kære læser  

L

ars von Triers film Dogville handler om næstekærlighed. Og business. Filmen viser, hvordan gode gerninger lynhurtigt bliver indskrevet i en økonomi, der handler om gengæld og taknemmelighedsgæld. Penge og sex indgår som elementer i en overordnet gældslogik. Det er ren hollywood!   Dogville bliver på den måde til et opgør med materialismen. Den renser ud og gør op med vores vante forestilling om, at alt kan købes for penge. Slutscenen er en henrettelse af den amerikanske drøm og kapitalismens væsen. Det hele bliver understreget af scenografien. Sort baggrund med hvid skrift. Sort filmstudiegulv med byens huse, gader o.s.v. tegnet med kridt.

K

un ganske få rekvisitter, enten fordi de er nødvendige, f.eks. borde og stole, eller fordi der er en særlig pointe med dem: kirkespirets skygge peger mod butikken og ikke mod himlen, kirkeklokken bruges til at varsle verdslige begivenheder, radioen slukkes, så snart popmusikken bliver afbrudt af nyheder o.s.v. Den minimalistiske scenografi betyder, at skuespillerne får maksimal fokus. Når Nicole Kidman glider ned ad Elm Street, får hun lov til at fylde

det hele, uden distrahenrende baggrund. Filmen er rent filmisk tænkt: knivskarpe close-ups, sensitivt, håndholdt kamera, følelsesladede krydsklipninger, guddommelige perspektiver, præcis brug af lys og dobbelteksponeringer. Det er den rene vare. Ren film. Alt er transparent, og ingenting er skjult. Den eneste virkelighed, der er i filmen, er filmens egen. Den er virkelighed.   odeugen på Krabbesholm har taget udgangspunkt i Dogville. Ligesom i filmen har det været opgaven for eleverne at skære alt unødvendigt væk. Udgangspunktet for tøjdesignet har været tre ruller billigt bomuldsstof: en sort, en grå og en hvid. Ingen tingeltangel. For på den måde at sætte fokus på tøjets ide. Hvordan følger det kroppen? Eller hvordan er det i kontrast til kroppen? Hvad er det for en historie, det fortæller? Hvad fortæller det om sig selv og om processen og om form og materiale? På samme måde med de øvrige workshops: scenografi, fotografi, serigrafi og grafisk design. I alle tilfælde har vi skåret ind til benet og koncentreret os om det egentlige: farve, form, rum. På den måde har vi etableret en ny virkelighed – i modeverdenen og omkring den. Ved at definere vores egen version af en verden, som vi ellers kun kender fra glittede

M

magasiner, hvor modellernes lidt slatne overarme er strammet op i Photoshop. Det har været hårdt arbejde. De normale pauser på højskolen har været inddraget, og der er blevet arbejdet til ud på de små timer. Med justeringer af skriftstørrelser og grid. Med serigrafiske tryk i lange baner. Med eksponeringstider og fremkaldelse. Med modeller af lys og lyd og rum. Sådan er det, når man skal lave noget, der rykker. Og på den måde svarer modeugen på Krabbesholm meget godt til processen omkring Dogville.   et interview med Lars von Trier i anledning af Dogvilles premiere gør han rede for sin arbejdsmetode. Hvordan han konsekvent sampler optagelserne og tager scenerne om og om igen, også når skuespillerne kører døde. For skuespillerne bliver det terapi, hvor instruktøren optræder som frelser og manipulator, for Lars von Trier bliver det kunst. Lidt det samme har været tilfældet for Krabbesholms modeuge. Om der er kommet kunst ud af det, må du, kære læser, bedømme.   God fornøjelse med bladet!

I

Kurt Finsten, forstander

INDHOLD

4

PROLOG

I hvilket skolen præsenteres, Krabbesolms Supway-net (sup fra lat. supra) beskrives, forestanderen udtaler sig og ugens gæstelærere introduceres. Her beskrives også modeugens visuelle inspirationsunivers, filmen Dogville.

Kapitel ET

I hvilket der lægges grund for dette magazins produktion og et hold art directors finder ud af at samarbejde, fra brainstorms til tryk.

Kapitel TO

Her mødes de modeller der skal gå catwalk på lørdagens store modeshow for at øve den komplexe koreografi, til den sider i rygmarven.

Kapitel TRE

I hvilket ugens største hold forvandler flydende tusch og collager til det Krabbesholms Modeuge kommer til at kredse omkring: Fashion.

Kapitel FIRE

Fotograferne har hver sine ansvarsområder men skal ellers være på tæerne hele modeugen og ikke lade én detalje eller udvikling passere uden at dokumenteres.

Kapitel FEM

I hvilket modeugens scenografhold forvandler Værftet til en surrealistisk verden af intimitet og expressionisme inspireret af Dogvilles unkikke udtryk.

Kapitel SEKS

Ugens hovedsaglige fest-ansvarlige er også modeugens visuelle kreatorer og her presenteres deres kamp med transparenter, rammer og meter efter meter af stof.

Kapitel SYV

I hvilket der bliver fokuseret på to elever der med sin stil får lov til at ræpresentere hvad det vil sige at være ung, kreativ og Krabbesholmer.

Kapitel OTTE

I hvilket læseren møder spøgelset i Dogville-maskinen, Lars Von Trier, og lærer om nogle af de krefter der har betydning for hvad det vil sige at være et angstramt geni.

Kapitel NI

Her afsluttes de seks intense dage i eufori med modeshow og fest i et virvarr af mode, venskab, musik og måske et lille glas champagne.


SPRING 2010 // KAPITEL ET

5


SPRING 2010 // KAPITEL ET

Gæstelærerne har i ugens forløb fungeret som vejledere og guides igennem modeugen og har forsøgt at holde det iskolde overblik når eleverne var uregerlige.

Sune Kaas Gæstelærer på Fotografiholdet.

Vibe Hededam Gæstelærer på beklædningsholdet, elev fra Danmarks designskole.

Juan Eduardo Bastias Tidligere elev på krabbesholm og nu elev på danmarks designskole.

Maia Sørensen Gæstelærer på Koreografi.

Maria Sloth Gæstelærer på Koreografi.

Sandra Greve Gæstelærer på grafisk design, Art director, uddannet på St. Martins i England.

Maja Ziska Gæstelærer på scenografi

Jeg har glædet mig rigtig, rigtig meget. Det mener jeg virkelig!

6


SPRING 2010 // KAPITEL

7


SPRING 2010 // KAPITEL

Om Dogville Vi har prøvet at kombinere et interview med Lars Von Trier med et referat af Dogville, for at kunne finde ud af hvordan hans arbejdsproces har været. Fra idé til virkelighed.

J

eg tror ikke, at der på nogen måde, var en sammenhæng mellem bogen og filmen. Det betyder ikke at jeg ikke fik inspiration nogen steder fra, for selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg var foreksempel inspireret af flere at de teaterstykker og film som var i tv i 70’erne, og især af Det Royale Shakespeare Selskab, som producerede “Nicholas Nickleby”. Den var utrolig stiliseret, med publikum live på settet, og alle de meget 70’er agtige ting, men når man ser filmen i dag, så fungerer det stadig meget godt. Generelt var jeg bare inspireret af den kendsgerning at jeg savner teaterforestillingerne på tv. Det var meget populært på tv da jeg var ung. Jeg er ikke så vild med teaterne i teaterne, men teater på tv, eller på film, er virkelig noget jeg kan kigge på længe. Som sagt, var jeg også til en vis grad inspireret af Bertolt Brecht og hans måde at holde det hele simpelt på. Min teori er, at man meget hurtigt glemmer at der ingen huse er i filmen. Det får dig til at opfinde byen i dit eget hoved, men det mest vigtige er at det får dig til at kigge mere på skuespillerne end på udsmykningen på scenen. Dét at husene ikke er der, gør at tilskuerne ikke bliver distraherede, og med tiden glemmer tilskuerne at de ikke er der, fordi de allerede ved, at de aldrig dukker op.

Interview

H

vad har inspireret dig til at skrive og instruere filmen Dogville? To ting har inspireret mig til at skrive “Dogville“. For det første, tog jeg til Cannes med “Dancer in the Dark” og der blev jeg kritiseret af amerikanske journalister for at lave en film om USA uden overhovedet at have besøgt landet. Dét, at de kritiserede mig, provokerede mig, fordi så vidt som jeg kan huske, så var filmholdet bag “Casablanca“, aldrig i Casablanca inden de lavede filmen. For mig var det unfair med sådan en kommentar, så jeg besluttede på det tidspunkt, at jeg ville lave flere film som foregår i Amerika. Det var én ting. Så lyttede jeg til “Pirate Jenny“, en sang af Bertolt Brecht og Kurt Weill fra “The Three-penny Opera“. Det var en meget kraftfuld sang og havde en form for hævngerrighed, som jeg egentlig godt kunne lide ved sangen. Filmen skulle skydes på et isoleret sted, fordi “Pirate Jenny“ finder sted i en isoleret by. Jeg besluttede at Dogville skulle ligge i Rocky Mountains fordi hvis du aldrig har været der, så lyder det som et fantastisk sted. Jeg har fået fortalt, at amerikanere ville blive mindet om “Vores by“ og så var det, at der var en som gav mig “The Wilder Play“, en bog som jeg skulle læse, mens vi filmede.

8

H

til mig selv, at jeg skulle undersøge forskellige ting. Det er ikke en videnskabelig film, og det er ikke en historisk film, det er mere en emotionel film, én som beskriver mine følelser. Jeg skrev manuskriptet på dansk, men jeg bedte min oversætter om, at beholde den danske skrivestil, så det ikke blev så perfekt dansk, det en min Kafka ting, formoder jeg. Jeg kan godt lide, at beholde de udenlandske øjne, og den udenlandske skrivestil på mit materiale. Jeg ville være meget interesseret i at se en film, lavet om Danmark, men som er lavet af en kunstner, som aldrig har været i Danmark. Foreksempel hvis en japansk kunstner lavede en film om Danmark, helt uden at have været der, eller en amerikansk kunstner. Men hvis en japansk kunstner laver en film om Danmark på den måde, ville den ikke have det samme art af informationer helt ud til fingerspidserne, som jeg ville have, for 90% af alt hvad man kan se på dansk tv er amerikansk produceret, men hvis han skulle have lavet filmen som japansk kunstner, skulle han have sin recearch iorden, men det ville stadig gøre det til en interessant film for mig at se.

Jeg var f.eks. inspireret af flere af de teaterstykker og film som var i midten af 70’erne

vad tænkte du, da du skulle skive Dogville? “Dogville“ foregår i Amerika, men det er kun Amerika set fra mit synspunkt. Jeg har ikke begrænset mig selv i den forstand, at jeg sagde


SPRING 2010 // KAPITEL

Referat

D

en sørgelige historie om byen Dogville foregår i det isolerede Rocky Mountains. Dogvilles beboere er gode, ærlige folk, og de er glade for deres by. Tom (Paul Bettany) er forfatter, men han har også fundet på at holde en række moralske vækkelsesmøder i byen. En aften møder han Grace (Nicole Kidman), som ikke har opsøgt Dogville for et besøg, men som er flygtet dertil fra en flok gangstere. Tom beskytter Grace og skjuler hende for de bevæbnede mænd, som kommer til byen efterfølgende og spørger efter hende. Inden de forlader byen, giver de Tom et visitkort, og ber ham ringe, hvis han ser hende.

B

yens beboere vælger at lade Grace blive på “prøve” i to uger, og for at vinde beboernes tillid begynder Grace at påtage sig forskellige arbejdsopgaver, på trods af, at alle hævder, at de ikke har brug for hjælp. Tom overtaler beboerne til at lade Grace hjælpe, og da hun er vedholdende, lader det alligevel til at beboerne i Dogville har arbejde til hende. Da de to uger er gået, samles beboerne til et møde, og de beslutter sig for at lade hende blive. Derefter bliver det en lykkelig tid for Grace, som nu får løn for sit arbejde - ikke meget, men dog nok til at spare sammen til at kunne købe den første af de syv små porcelænsfigurer, som stod og samlede støv i butiksvinduet. Kort tid efter erklærer Grace og Tom genert deres kærlighed til hinanden.

E

n dag kommer politiet til Dogville og sætter en efterlysning af Grace op, som gangsterne har fabrikeret. I Dogville forandres stemningen, da beboerne begynder at blive utrygge for hvem Grace i virkeligheden er. Nu arbejder Grace hårdt på alle tider af døgnet, for at fastholde beboernes tillid til hende.

De kvindelige beboere skælder hende ud, mens de mandlige gør tilnærmelser til hende og misbruger hende seksuelt. I mellemtiden har Grace sparet penge sammen til at kunne købe den sidste af de små porcelænsfigurer i butiksvinduet. Byens kvinder opsøger Grace for at lufte deres utilfredshed med hende, derfor smadrer de hver eneste af hendes elskede porcelænsfigurer, af frygt for at hun skal tage mere opmærksomhed fra deres mænd. Tom overtaler Grace til at flygte fra Dogville med hjælp fra en lastbilschauffør, men i stedet for at føre hende ned af bjerget, misbruger han hende, og vender tilbage til Dogville med flygtningen. Hendes flugtplan var blevet afsløret, og Tom stopper med at forsvare hende. For at flugten ikke skal gentage sig, beslutter de gode borgere i byen at give hende byens hunds halsbånd (Moses), og en kraftig kæde lænket til et gammelt svinghjul, som hun må trække efter sig. Med undtagelse af Tom, besøger alle byens mandlige beboere nu Grace om natten, for at få stillet sine seksuelle behov. Tom ser til, og det piner ham.

T

F

lere biler nærmer sig byen. Grace genkender med det samme lyden af den Cadillac, som runder hjørnet og kører ind i byen. Gangsteren i den, viser sig at være hendes far, som meget gerne vil have Grace hjem. Grace afskyr sin far, og hans måde at behandle andre mennesker på, og deres måde at leve på. Dog slår Grace øjnene op for det hendes far siger om, at hun er arrogant fordi hun ikke sætter andres standard på så højt et niveau, som hun sætter sin egen, og at hun ikke straffer og tilgiver på de rette tidspunkter. Grace beslutter, at hun bliver nødt til at give beboerne den værst tænkelige straf, hvis hun skal holde dem på sit eget niveau. Hun befaler gangsterne, at likvidere alle, og at brænde byen ned til grunden. Herefter bliver alle beboerne likvideret én for én. Det eneste overlevende individ er hunden Moses, som aldrig har mishandlet Grace. Hunden forsvandt da byens beboere begyndte at afslørede sit sande jeg.

Beboerne begynder at blive utrygge for hvem Grace i virkeligheden er

il et møde med beboerne, fortæller Grace sin side af historien, men beboerne er ikke modtagelige over for hendes historie, og slet ikke for hendes argumenter mod mishandlingen. Tom frygter, at han også vil miste beboernes respekt, hvis han fortsætter med at støtte Grace, og derfor beslutter han at finde visitkortet frem, som han ikke har kigget på siden Grace kom til byen, og ringer gangsteren op.

9


SPRING 2010 // KAPITEL ET

Grafisk de s

Hvordan opsætter man et modemagasin? Sådan lød opgaven på Grafisk Design, der i denne uge har haft Sandra Greve til at sætte dagsordenen. Resultatet af denne intense uge, sidder du med i hånden.

10


SPRING 2010 // KAPITEL ET

ign

11


SPRING 2010 // KAPITEL SEKS

Koreografi

I den koreografiske workshop har deltagerne arbejdet med performance og koreografi. Koreografien tager udgangspunkt i de seks scenografiske rum. Herfra har hver aktør skabt en sekvens af bevægelser.

Hver sekvens bliver kørt i et loop, så alle aktørerne til sammen skaber et mekanisk mønster.

12


SPRING SPRING 2010 2010 // KAPITEL // KAPITEL SEKS

13


SPRING 2010 // KAPITEL TRE

Med nål, tråd, lim, pap og ellers hvad man kan finde som våben, kaster fashion-holdet sig ind i det Trierske univers for at skabe smukke og provokerende silhuetter og showpiece-tøj med gråtoneskalaen som palette.

14


SPRING 2010 // KAPITEL TRE

15


SPRING 2010 // KAPITEL TRE

16


SPRING 2010 // KAPITEL TRE

17


SPRING 2010 // KAPITEL FIRE

FOTO

Fotograferne har været som fluer på væggene rundt på de forskellige workshops for at dokumentere modeugen i billeder og videoer.

18


SPRING 2010 // KAPITEL FIRE

Vi har oplevet modeugen gennem en linse, og vi elsker det.

19


SPRING 2010 // KAPITEL FEM

Scenografi Med afsæt i Dogville har de studerende udformet seks rum, der støder op til en lille bys hovedgade/catwalk. Rummene består af elementer, der kendetegner deres funktion.

Det er rummet og rekvisitten, og manglen på samme, der kendetegner scenografien i Dogville. Karakteristiske kulisser bringer aktøren i fokus, og universet afslører alt og alle, der optræder i landskabet.

20


SPRING 20102010 // KAPITEL FEM SPRING // KAPITEL

21


SPRING 2010 // KAPITEL TO

Serigrafi har gennem ugen arbejdet med tryk i sammenspil med magasinets logo Allé. 200 tørklæder er blevet trykt med forskellige motiver.

TO HÆNDER - EN KANIN

22


SPRING 2010 // KAPITEL TO

HER TRYKKES KRABBENS TOILETPAPIR

23


LYSNING FOTO: MIE SCHMIDT LORENZEN DESIGNER: RAGNHILD LIE OLSEN, MIRIAM STRANDQUIST MODEL: LOU MARIE CHARRIER

24


SPRING 2010 // KAPITEL

FOTO: ANNE SOFIE BLEGVAD

DESIGNER: IDA-SOFIE MØLLER, SARA RASMUSSEN

MODEL: LOU MARIE CHARRIER

25


SPRING 2010 // KAPITEL

FOTO: METTE SKJERBEK

26

DESIGNER: HANNE MUNK PEDERSEN, NINNA CHRISTENSEN

MODEL: LOU MARIE CHARRIER


FOTO: MIE SCHMIDT LORENZEN DESIGNER: AMANDA LARSEN, MARIA RASMUSSEN MODEL: LOU MARIE CHARRIER

27


SPRING 2010 // KAPITEL SYV

Malene er 21 år gammel og går til hverdag på design på Krabbesholm

H

vor lang tid bruger du på dit udseende om dagen? Typisk bruger jeg 5-6 timer på at gøre mig i stand, så jeg når sjældent at få mere end et par timers søvn, da jeg bliver nødt til at stå op midt om natten for at nå det hele. Hvordan vil du selv definere din stil, og hvor langt vil du gå for at få det perfekte look? Umiddelbart er jeg villig til at ofre alle bekendtskaber, og en del af mine fine dyre materielle ting, for at opnå det perfekte udseende. Jeg vil definere min stil som ‘altoverskyggende afslappet’, og køber næsten alt mit tøj i urban outfitters, da det er vigtigt for mig. Hvad syntes du om folk der ikke gør så meget ud af deres udseende? Jeg afskyr den slags tabere! De er en irritation på min nethinde, og jeg bliver simpelthen så ked af det, fordi jeg er så uforstående over for disse typer mennesker.

28


SPRING 2010 // KAPITEL

emil billed

29


SPRING 2010 // KAPITEL SYV

Knut er 19 år gammel og går til hverdag på grafisk design på Krabbesholm

H

vor lang tid bruger du på dit udseende hver dag? Ikke særlig lang tid. Jeg kjenner min stil godt nok til bare å kunne kaste noe på meg. Men jeg bruker kanskje litt vel lang tid på badet. Hvordan vil du selv definere din stil og hvor langt vil du gå for at få det perfekte look? Min stil er ganske klassisk. Jeg mener at jeg er ganske avslappet når det gjelder klær, men jeg går ikke med hva som helst. Jeg er absolutt trend og stilbevist. Jeg bruker en god del penger på klær, og jeg liker å investere i merkeklær. Hvad syntes du om folk der ikke gør så meget ud af deres udseende? Det er helt i orden, folk gjør som de vil. Men ærlig talt, det er jo best å ta seg godt ut. Hva slags klær man går med, sier jo en del om hvem man er.

30


SPRING 2010 // KAPITEL

31


32


Hvor du fra FOTOGRAF MARIE RUD, ANJA LOUISE CHRISTIANSEN, MATHILDE MØLLER, SEBASTIAN REUMERT DESIGNER LOU MARIE CHARRIER NANNA KLEY, NICOLINE KORSBJERG, ANNA HØY MIKKELSEN MODEL NANNA KLEY

33


34


35


SPRING 2010 // KAPITEL OTTE

Den skjonne angsts m Lars Von Trier er en kompleks mann. Å være sjef for et helt filmteam er inget problem, mens han andre ganger slett ikke kan stå opp av sengen. Å være seg selg selv er ingen enkel sak for Lars Von Trier. Men film, det har han styr på. Iallefal ifølge ham selv.

Jeg er verdens beste instruktør“ har han uttalt til politikken. Og han mener det. Han kjenner sitt medie, og han tør å utfordre det. Bryte normer og konvesnjoner som preger mainstream Hollywoodfilmer, som synes å være hans evige vendetta. Å sloss mot autoritetene fikk von Trier inn med mors melken. Hans mor var en kvinne av sin tid, frisindet og med sterke idealer. Hun mente barn skulle behandles som voksne, og ikke forskånes mot verdens brutaliteter. Von Trier måtte tidlig ta ansvar for seg selv, og ta sine egne besluttniger. Han skulle selv bestemme når han skulle gå i seng om aftene, når det var på tide å gå til tannlegen, og når han fortalte sine foreldre at han ikke trivdes på skolen, spurte de han om hvorfor han fant seg i det. Foreldrene, især moren, var komunister, og i opposisjon til borgerligheten. Dette, som mye annet i hans barndom, har preget hele hans voksne liv. Han er i kronist opposisjon til alle former for auoriteter og normer. Hans år på filmskolen i Købehavn var preget av konflikter med lærerne, og hele hans tilnærming til filmmedie har gått utpå å bryte alle former for konvensjonssett. Han mener også at det er hans vanskelige oppvekst som er skyld i hans nervøse natur, og at hele hans voksne liv har slitt med angst og fobier. Han flyr aldri, noe som ikke gjør så mye, siden han nesten ikke reiser på grunn av angsten. Han er hypokonder, med overdreven frykt for kreft. Han får panikkanfall fire ganger om dagen, og det er i bedre perioder.

V

on Triers personlighet kan virke kaotisk, og han er en mann av mange paradokser. Det kan virke som om han synes det er like vanskelig å forholde seg til andre, som han synes det er å forholde seg til seg selv. “Jeg vet at noen tror jeg ikke liker kvinner, men det er ikke sant. Det er mennene jeg har problemer med. Det er det samme problemet ville hatt om du var et rådyr. Det gamle alfahannen med de lange hornene har et helt harem av kvinner han skal påsse på, og det er ham som skal holde alle ungdyrene vekk. De forsøker alle å pisse på ham, bare en liten smule, for å vise seg. Av en eller annen grunn forsøker alle ungdyrene å pisse på meg. Det er i orden, selvfølgelig, men man blir jo lei. Jeg kikker meg omkring, og spør, “Hvem pisset på meg?“, samtidig med at en annen er i ferd med å pisse meg på ryggen. Det er mitt problem med menn. Kvinner gjør ikke slikt. Men, om man kan holde ut den konstante pissingen, kan man ha fantastiske vennskap med menn.”

H

ans mor var sikker på at det var en kunstner hun hadde satt til verden. Men det var ikke før von Trier vat 33 år gammel og hans mor lå på dødsleie, at von Trier fikk vite hvorfor hun var så sikker på hans kunstneriske gener. Den mannen som von Trier trodde var hans far, viste seg slett ikke å være det. Hans biologiske far var foreldrenes tidligere sjef, og var av en musikal familie. Da von Trier var 10

36

år gammel, fikk han sitt mors 8-mm smalfilmsapparat. Von Trier elsket å leke med kameraet, og utforske alle mulige teknikker. Sammen med erfarigene han fikk, vokste ambisjonene, og et av hans første ønsker var å bygge en kameraheis av tre. Kameraheisen ble det aldri noe av, men von Triers lidenskap for film var født.

V

on Triers personlighet preger ikke bare hans tilnærming til filmmediet, men også historiene han forteller. Mye av tematikken som går igjen i filmene, er tematikk i hans eget liv og oppvekst. Referansene er ikke bare rent fysiske, men også av en mer sjelelig karakter. Selve hisoriene springer gjerne ut fra en opposisjonell som på en eller annen måte kjemper mot autoritetene; en som kjemper alene mot de mange. Konsekvensen av denne konflikten er ofte lidelse og smerte. Barnet som lider er og ofte på en eller annen måte representert. For eksempel i Riget var det det den drepte Mary og den feiloppererte Mona, og i Dancer in the Dark er det Selmas sønn, den syke Gene. Von Triers hypokindri og dødsangst kommer tilutrykk ved at nesten alle hovedpersonene i filmene hans dør. Folk som lider av angst har ofte at behov for å visualisere og konfrontere de de frykter, ta tyren ved hornene, i et forsøk på å skape kontroll. Kanskje springer ikke Triers behov for å lage film ikke kun utifra en lidenskap oget behov for å skape en virkelighetsflukt, men også et behov for å skape kontroll i sitt eget kaotiske sjeleliv.

I begynnelsen av min kariere laget jeg mange filmiske film. Problemet er bare at nå er det blitt mye lettere å lage disse filmene. Oppskriften er: Kjøp deg en computer, og så er du i gang. Kanskje er det fordi jeg er blitt eldre. Når jeg var yngre, ville jeg sikkert ha vært ellevill over alt det tekninske man kan gjøre med en computer i disse dager, men nå er jeg blitt eldre, og jeg er nødt til å være stadig. Det er derfor jeg har gått tilbake til de gamle fremgangsmåter og de gamle verdier. Hvis du er stadig nok, kan alt få sin egen estetikk. Det er ingen grense for hvor pen en film kan være, men hvis den er for pen, får jeg lyst til å kaste opp. Jeg sammenligner det faktisk litt med å se på en tryllekunstner. Når tryllekunstneren gjøt de små ting, som for eksmepel å trylle med mynter, er man fasinert, men når han forsøker å flytte Eiffeltårnet, tenker man, “Hva så”?”

Der er ingen grense for hvor pen en film kan være. Om den er for pen, får jeg lyst til å kaste opp.

V

on Trier liker å leke leker, men kun når det er han der bestemmer reglene. Slik var det da han var liten og lekte med sine lekekamrder, og slik er det når han lager film. Alle film han har laget, har sitt eget, helt særegent regelsett. Helt ekstremt blir det med Dogme95, der von Trier sammen med Thomas Vinterberg skaper en helt ny filmsjanger. Dogmefilm defineres med 10 strenge regler von Trier og Vinterberg har utformet sammen. Reglene går blandt annet ut på at kameraet skal være håndholdt, ingen unaturlige rekvisiter og ingen lydeffekter. Dogme95 kan ses som et halvironisk opprør mot normer og konvesjoner, men også et forsøk på å skape nye rammer som gir mer rom for historien, gjør instuktøren og teknikken tydligere og gjør det mulig for alle å lege film under de samme begrensningene. Det kan virke som om at for Trier fungerer begrensninger mer som inspirasjon, enn som hindring.

M

en den viktigste regelen som går igjen i Triers filmer er at stilen og teknikken i filmen skal være tydelig, nesten demonstrativ. Enten det er det gule lyser i The element of Crime, det håndholte kameraet, eller den ekstreme scenografien i Dogville. Seeren blir tvunget til bli bevist på teknikken, og hvilken rolle teknikken og selve filmmediet spiller på historien som fortelles. Det er her von Triers særegenhet er tydeligst, men det er også her han møter mest kritikk. Enten elsker du Trier eller så hater du ham. Noen kritikere vil si at han blir så opphengt i sine selvpålagte begrensninger, at de nesten blir karikert og parodisk.

V

on Trier er en man av mange paradokser. Hvordan kan en man som deltar i filmfestivalen i Cannes og arbeider med de største stjerner, slite med angst, depresjoner og selvhat? Kaskje er det spenningsfeltet som er mellom hans selvhat og hans selvsikkerhet som instruktør, som genererer den en kreativiteten og den energien som nøkkelen til von Triers genilaitet og suksess. Av Ester Kaasa


SPRING 2010 // KAPITEL

ester

37


apple grace greys Fotografer Simon Herbst, Sussana Smith Johanssen, Emil Lyngbo, Franziska Hoppe Designer Kia Lundorff, Carlos Lind, Yun Ru Xu, Ida Marie Bentsen Modeler Mads Rahbek Jensen, Nina Louise Brøchmann Christensen

38


39


SPRING 2010 // KAPITEL

40


SPRING 2010 // KAPITEL

41


SPRING 2010 // KAPITEL

Roma Ignis

Fotografer Emilie GamĂŠl Conradsen Designer Imke Schubert Model Tom McKenzie

42


SPRING 2010 // KAPITEL

Fotografer Emilie GamĂŠl Conradsen Designer Matilde Nyeland, Mathilde Mathislund Model Tom McKenzie

43


SPRING 2010 // KAPITEL

44


SPRING 2010 // KAPITEL

45


Portland Authority

46


Fotografer: Katrine Kretzschmar Nielsen & Anja Karoline Karup Nielsen Designere: Marie Amstrup Jensen, Lina Funder-Nielsen, Mathilde Mathislund & Matilde Nyeland Jørgensen Modeller: Knut Folstad & Kristjana Margrét Guðmundsdóttir

47


Fotografer: Katrine Kretzschmar Nielsen & Anja Karoline Karup Nielsen Designere: Oda Øye, Kristine Smette & Jonas Fogh Modeller: Knut Folstad & Kristjana Margrét Guðmundsdóttir

48


Fotografer: Katrine Kretzschmar Nielsen & Anja Karoline Karup Nielsen Designere: Oda Øye, Kristine Smette & Jakob Hede Modeller: Knut Folstad & Kristjana Margrét Guðmundsdóttir

49


Medvirkende Alle som har arbejdet i døgndrift og gjort denne modeuge mulig.

50

Beklædning

Scenografi

Foto

Grafisk Design

Serigrafi

Koregrafi

Amanda Karoline J. Larsen Andreas Kondrup Maul Anna Høy Mikkelsen Carlos Lind Hanne Munk Pedersen Ida Marie Bentsen Ida Sofie Møller Ida Plum Imke Schubert Jakob Hede Johanne Stavnstrup Jonas Skovbjerg Fogh Junko Yamaga Kia Lundorff Kristine Smette Lina Funder-Nielsen Lou Marie Charrier Mads Rahbek Jensen Maria Mietke Rasmussen Marie Amstrup Jensen Mathilde Mathislund Matilde Nyeland Jørgensen Michala Grønkjær Miriam Strandquist Nanna Kley-Jacobsen Nicoline Korsbjerg Nina Louise B. Christensen Oda Sofie Øye Ragnhild Lie Olsen Sara Lindberg Rasmussen Simone Vestergaard Sine Damgaard Dyrbye Xu YunRu

Casper Brogaard Højer Christian Lacoppidan Clara Maria Ernst Erika Östman Frederik Oscar Bahl Paarup Gabriele H. Lassen Hans Pelle Jart Kamilla Laursen Keiko Haraguchi Knut Folstad Lasse Dührkop Marie Blachmann Pedersen Martine Jakobsen Nana Sø Rasmus Thomas Larsen Rasmus Rahbek Nagel Rikke Justesen Møller Sarah Maria G. Miranda Simon Hald Hansen Trine Skafte Clausen

Anja Karoline K. Nielsen Anja Louise B. Christiansen Anne Sofie Blegvad Emil Lyngbo Emilie Gamél Conradsen Franziska Hoppe Inga Hegdahl Eggen Jasper Alex de Vries Katja Heilmann Katrine K. Nielsen Marie Rud Bjørndal Mathilde Møller Mette Skjerbek Michael Jensen Mie Schmidt Lorenzen Sebastian Thor Reumert Simon Erdmann Herbst Súsanna Smith Johansen Victoria Marie Sjo Fasting

Alexander Andersen Amanda-Li Kollberg Anita Riis Madsen Anna Stina Lippert-Larsen Anna Naya Tøttrup Caroline Hertz Caroline Jensen Rosenkjær Emil Dentz Ester Kaasa Freja Kirchheiner Jeppe Emil Kjøller Klaus Langelund Møller Linnea Harken Jensen Lotte Poulsen Hansen Malene Knudsen Mathias Dahl Rathje

Anne Sofie Kring Anya Collin Hugo Schmitt Kristjana Gudmundsdóttir Kuninori Anjo Martin Engelund Nadia Villumsen Jensen Nicki van Roon Lauridsen Nina Villumsen Rikke Bjergdal Nielsen Thea Marie Lind Tom McKenzie

Anja Karoline K. Nielsen Emilie Gamél Conradsen Knut Folstad Kristjana Gudmundsdóttir Nanna Kley-Jacobsen Nana SøMads Rahbek Jensen Sara Lindberg Rasmussen Tom McKenzie


51


SPRING 2010 // KAPITEL

52


Alle' Magazine Spring 10