Issuu on Google+

Clotaire K Foto: Patrick Abisalloum

Hvordan ser en terrorist ud? Menneskerettighederne op af lommen At bygge türne i Amman Kloden rundt – hvordan diskuterer vi? Brunt sukker og utopier Undskyld, men er der nogen der har set folkekirken? Images of the Middle East

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITET Sommer 2006 # 3


Hovedstadens Røde Kors Nordre Fasanvej 224, 4 2200 Kbh. N Telefon: 4077 7329 Mail: kurt@drk.dk http://hovedstaden.drk.dk/ Læs 1.og 2. udgave af KURT på: http://hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp Ansvarshavende Redaktør Annette Max Hansen Redaktion: Vahid, Pawel Wedrowski, Rune Stilling, Dina Haffar, Gitte Broeng, Ellen Otzen. Gæsteskribenter: Jonas Christoffersen, Piotr Topperzer, Anne Løhndorf, Deheng Xi. Anja Schmuhl. Fotografer: Richard Haughton, Max Moser, Thomas Brolyng, Isabelle Dellerba, Sandra Temple, Patrick Abisalloum, Steve Sabella, Mik Aidt, Pawel Wedrowski, Dina Haffer, Annette Max Hansen. llustratorer: Pernelle Caspersen, CHAP Grafik: Jens Burau, Vahid Tryk: PE Offset A/S Distribution: KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer og teatre og kan rekvireres ved henvendelse til redaktionen. Artikelforslag er meget velkomne og sendes til kurt@drk.dk

Hvem hat.r.. ansvare ... for at forskellige mennesker kan leve under samme tag? Er det myndighederne, der gennem demokratiet skal sørge for, at alle har de samme rettigheder? Er det organisationer, som skal overvåge regeringer og sikre, at menneskers rettigheder ikke krænkes? Er det virksomheder, der skal ansætte fordomsfrit så den enkelte føler sig værdsat? Er det skolerne, der skal undervise i gensidig respekt? Er det forældre, der skal opdrage børn til at se på verden med et åbent blik? Er det medierne, som skal formidle et nuanceret billede af virkeligheden, så vi velinformeret kan tage stilling? Er det kirken, som skal forkynde budskabet om næstekærlighed? Og hvad betyder ansvar i et mangfoldigt samfund? Handler det om

at skabe andre i sit eget billede eller favne forskelligheden? Kan fredelig sameksistens udmåles i kroner og ører, og hvad koster medmenneskelig omsorg? Ansvar er lettere at placere end at påtage sig, og sværere at definere end at udtale sig om. KURT har i dette nummer set på, hvordan virksomheder og folkekirken klarer sig, når det handler om at tage ansvar i et multikulturelt samfund.

KURT produceres af frivillige og støttes af Hovedstadens Røde Kors. KURT udkommer 4 gange om året. marts, maj, september, december Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT

S002


Indhold Jonas’ Jura Hjørne: Hvordan ser en terrorist ud?

NY KLUMME: Hvilket billede dannes for dit indre? Et lyserødt karseklippet blegansigt? En langhåret venstrefløjs hippie? En udmagret katolik i det regnvåde Nordirland? Adjunkt i Menneskeret, Jonas Christoffersen, løfter sløret for nogle af PETs tanker bagom identifikationen af en terrorist.

S012 Menneskerettighederne op af lommen

Hvem er ansvarlig for integrationen og hvor kan virksomhederne bidrage? KURT har været til overrækkelse af MIA-Prisen, som gives til virksomheder, der har arbejdet målrettet med mangfoldighed og talt med Advokat Sune Skadegaard Thorsen om Corporate Social Responsibility.

S029 At bygge tårne i Amman

KURT i Jordan: Nyt dialog center i Amman bruger SKATs projektmodel til at uddanne unge innovative jordanere.

Kloden rundt – hvordan diskuterer vi?

NY SERIE OM DEBATKULTURER: Fra Folketinget til den kinesiske offentlighed. Hvad er karakteristisk for den måde mennesker diskuterer på i aviser, parlamenter, på gaden og i det offentlige rum? Vi lægger ud med to bidrag om debat i henholdsvis Danmark og Kina.

S009 S020

Utopier og brunt sukker

Herbert Pundik om moskeer, mindretal og Muhammedkrise. Den 78-årige seniorkorrespondent, indvandrer, flygtning og immigrant er stadig i stand til at udløse heftig læserdebat i avisen med sine analyser og kommentarer. Senest i forbindelse med Muhammed-krisen i februar, hvor Pundik foreslog en folkeindsamling til opførelsen af en moske i København.

S005

Undskyld, men er der nogen der har set folkekirken? Interview med Biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, om den tavse kirke. Folkekirken har det med at dukke sig i den offentlige debat af frygt for at blive stemplet som partipolitisk. Men kan man ikke forvente, at en institution som har moral som sit fundamentale arbejdsgrundlag kunne træde mere i karakter? KURT har talt med Biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, om folkekirkens rolle.

S017

Images of the Middle East

Mellemøsten kommer til Danmark med et massivt kulturelt indspark d. 12. august - 20. september. 6 uger med teater, dans, litteratur, film, kunst og musik fra hele regionen. KURT har talt med Projektleder fra Center for Kultursamarbejde med udviklingslandene Michael Irving Jensen og 2 palæstinensiske hiphoppere, som bruger musikken som våben i kampen for fred.

Mit Danmark Voxpop Lyrik Fotoreport KURT anbefaler –Film_Teater_Galleri_Bog S003

S025 S004 S016 S008 S014 S032


MIT PORTRÆT

Danlk om at vise os deres r sit fo de be at d me n rie se præsentere Vi fortsætter t Piotr Topperzer, som mark. Denne gang er de portræt.

P

iotr Topperzer er født i Polen og kom til Danmark i 1969, hvor mødet med en ny kultur vakte det fotografiske blik. Oprindeligt studerede Piotr Topperzer sprog, men det blev som fotografisk fortæller han udfoldede sig i sit nye hjemland. Piotr Topperzer er i Danmark kendt for en række portrætsuiter, blandt andet I Danmark er jeg... (1993), som blev vist som åbningsudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i september 1993. Efterfølgende erhvervedes hele portrætserien, der fortæller om dansk kulturs vidtforgrenede rødder, til Det Nationale Portrætgalleri. Her viser han gennem sit medie – fotografiet – sit Danmark.

S004


INTERVIEW

Ur-H

aml

brunt s g o ukk ier p er o Ut

p et

ronborg åK

Af Ellen Otzen

P

olitikens receptionist har aldrig kaldt ham Herbert. Selvom han forlod jobbet som chefredaktør for over 13 år siden, hersker der stadig en aura af respekt omkring Herbert Pundik i bladhuset. Redaktører der lægger vejen forbi hans kontor, spørger forsigtigt om han er begyndt at bruge e-mail, og accepterer svaret uden protester: Send en fax. Pundik holder sig troligt til sin skrivemaskine, som måske ikke er af nyeste dato, men til gengæld aldrig når at støve til. Som journalist har han beskæftiget sig med integration i over 50 år. Han har selv både været flygtning og indvandrer – først som 16-årig da han som jøde måtte tage flugten over Øresund i 1943. Siden som dansk indvandrer i Israel, hvor Pundik har boet med sin familie siden 1954. I 2005 udgav han første bind af sine erindringer, ”Det er ikke nok at overleve” og til efteråret er han igen bogaktuel med andet bind. Hjemadressen er et hus på Olive Street i Tel Aviv, men Pundik er en hyppig gæst på kontoret i Politikens Hus. ”Pundik - der er en gæst til dig.” Den 78-årige seniorkorrespondent er stadig i stand til at udløse heftig læserdebat i avisen med sine analyser og kommentarer. Senest i forbindelse med Muhammed-krisen i februar, hvor Pundik foreslog en folkeindsamling til opførelsen af en moske i København. En moske med kuppel og minaret, betalt af danskerne. De 50 millioner kroner,

S005

Foto: Thomas Brolyng som en moske sandsynligvis kan bygges for, skulle findes ved læserindsamlinger organiseret af de store dagblade – og ikke mindst hos danske fonde og industrivirksomheder. Dansk Folkeparti erklærede prompte, at de ikke vil tøve med at søge byggeriet stoppet med en særlov i Folketinget. Men diskussionen om en moske i København er langtfra slut – ikke mindst nu hvor opførelsen af en i Århus er en realitet. Men hvorfor ikke lade muslimerne selv finansiere moskeen, når alt tyder på, at det ikke skorter på donorer, fx saudierne? Når jeg foreslog det, var det fordi jeg som jøde og medlem af et mindretal følte, at det var en dyb krænkelse, at der i dette velhavende land var en situation, hvor muslimer måtte bede til deres Gud under kummerlige forhold. I nedlagte fabrikker, kælderlejligheder – efter min mening uværdige steder. Den københavnske moske skulle være en folkegave - fordi det kunne virke som en håndsrækning, en gestus fra den danske befolkning til muslimerne her, fortsætter Pundik. En gestus, der demonstrerer en form for samhørighed – der markerer, at selvom vi kritiserer muslimer for det ene og det andet, er vi ikke anti-muslimske. Det skulle sende et signal til muslimerne: ”I hører til i dette land og hvad enten vi vil eller ej, så bliver I sgu her”. Derfor kan vi lige så godt prøve at skabe et tillidsforhold. Dér tænkte

jeg, at det bedste du kan gøre i den situation, er at gøre en gestus overfor deres religion. Fordi religionen er den kulturbærende basis i deres liv og deres samfund. Islam er jo ikke bare en trosretning, men også en leveform. Skal du nærme dig det muslimske mindretal i Danmark, er religionen den bedste måde at kommunikere på. Det skulle netop ikke være finansieret af den danske regering, heller ikke penge fra udlandet, for saudiaraberne og iranerne ville springe til og bagefter slås om, hvem der skulle være toneangivende. Nej, det skulle være en folkegave, 100.000 danskere der lagde penge på bordet, ellers har det ingen værdi. Hvis det var staten, der gav pengene, ville muslimerne sige, at det var en form for manipulation. Men lige nu er forslaget døet lidt hen? Lige nu er tiden ikke inde. Kort efter mit forslag, stod danske ambassader og flag i flammer i det mellemste østen. Da det skete, var der ikke længere opbakning i den danske befolkning til en folkeindsamling. Men jeg tror tiden kommer igen. Man har talt om, at der måske er kommet noget positivt ud af Muhammed-krisen, at danskerne har lært lidt mere om deres muslimske medborgere etc. Det er at strø lidt brunt sukker på, for at gøre det nemmere at acceptere. Den dan-


ske selvopfattelse er i den grad krakeleret – Gud, der er også racister i Danmark. Der over det her, så man forsøger at lave lidt er dukket en masse orme ud af ormegraven kosmetik. Man siger, - ja, men nu har vi da og nogen forsøger at kontrollere det, fordi lært noget, og så var det da ikke så slemt. det ikke politisk er korrekt i visse kredse Sandheden er, at den danske befolkning at sige noget negativt. Andre erklærer det én gang for alle er blevet belært om, at den ligeud: Når Socialdemokratiet har afgivet ikke er anderledes end alle andre! Der har i otte mandater til Dansk Folkeparti, betyder mange år været en ildet, at en masse danlusion i Danmark om ske mennesker ikke ”Det skulle sende et at vi var lidt bedre, skammer sig spor lidt klogere og lidt signal til muslimerne: ’I over at være dumme mere humane. Og det svin. Men altså: Det hører til i dette land og såkaldte pæne flertal var vi alene fordi, vi aldrig var blevet udføler på hvad enten vi vil eller ej, ienDanmark sat for at skulle teste eller anden måde, vore holdninger. Før at de har svigtet deres så bliver I sgu her’ ” 1950erne var der inegne idealer. gen muslimer i landet – der var 6000 jøder, og det var det. Det er klart, at i dette Pundiks kollega Georg Metz har for nystammesamfund der er så etnisk homoligt udtalt, at muslimer i dag i et vist omgent, hvor alle taler samme sprog og griner fang udfylder samme rolle, som jøder blev af de samme dumme vittigheder – har det tillagt i mellemkrigstiden – altså at der er givet anledning til at tro, at fordi vi ikke har tale om en dæmonisering af en bestemt benogen problemer hjemme, så er det fordi folkningsgruppe, pga. af en for os fremmed vi er klogere, bedre og mere tolerante end tilgang til det religiøse. Er Pundik - som selv andre. Så er problemerne kommet rullende har oplevet at være jøde i 1930ernes Europa ind over grænsen til os, og nu viser det sig, - enig i den parallel Metz her drager? at vi hverken er værre eller bedre end andre mennesker. Det har selvfølgelig væltet Det ”ved Gud i himlen” han ikke er. Jeg kan det danske selv-afgudsbillede. Og nu står slet ikke forstå sammenligningen. Hvis jeg vi pludselig og ser os selv i spejlet og siger skal definere jødernes situation i 30erne, så

var den stort set den samme som danske ikke-jøders. Der var ikke nogen særbehandling af jøder. Jøderne blev ikke ugleset af den danske befolkning, de var bare danskere af jødisk tro. De identificerede sig først og fremmest med danskheden – og siden hen med deres tro. De to ting stod ikke i noget misforhold til hinanden. Det er rigtig nok, at der hvilede en skygge over danske jøder i 30erne. Men den kom fra det Tredje Rige syd for grænsen. Det var ikke noget, der var et udslag af holdninger i Danmark. Der var selvfølgelig et lille naziparti, der udgav et skandale-tidsskrift, der hed Kamptegnet – som i øvrigt mest blev købt af jøder, der ville se om der stod noget om dem i den uge. Ellers var det ikke noget som interesserede den danske befolkning særlig meget. Jøderne var naturligvis i en særstilling pga. det der skete med deres stammefæller syd for grænsen. Men ikke pga. nogen særlige danske forhold. I øvrigt var der kun én avis, der tillod sig at skrive noget komplimenterende i forhold til Tyskland og det Tredje Rige i 30erne - og det var Jyllands Posten. Jeg kender ikke nogen leder fra dansk presse skrevet mellem 1933 og 1945, der på nogen måde har antydet, at der var forskel på danskere af jødisk herkomst og danskere der ikke var af jødisk herkomst.

Herbert Pundik Foto: Thomas Brolyng

S006


INTERVIEW Det er simpelthen en fuldstændig skæv sammenligning. Jeg kan godt forstå, hvad der driver Metz, nemlig en dyb sympati for de problemer, det muslimske flertal i Danmark slås med. Men så må man vælge nogle sammenligninger, der er mere relevante. Når du taler med muslimske palæstinensere i Israel, har du så indtryk af, at Muhammed-tegningene har medvirket til at grave grøfterne mellem muslimer og den vestlige verden dybere?

gaden med deres mor og høre hende tale et kaudervælsk hebraisk. I Israel sagde man, at forældrene lærte hebraisk af deres børn, for hvem sproget jo blev naturligt ”acquired” på legepladser og i skolen. De kom hjem og snakkede med hinanden på hebraisk – hvad siger du, hvad betyder det - på den måde lærte forældrene sproget af deres børn. Det oplever du ikke her i Danmark – her taler børnene tyrkisk med deres forældre. De skammer sig ikke over, at deres forældre ikke kan dansk.

Jeg tror slet ikke, at Muhammedhistorien I din biografi skriver du indledningsvis, har gjort nogen som helst forskel. Grøften at du har skrevet den for at finde ud af om mellem Vesten og den muslimske verden er du valgte rigtigt, da du immigrerede til Isdyb i forvejen og den er bygget på en masse rael. Er du kommet tættere på et svar? bitre historiske erfaringer. Tag fx krigen i Irak, som araberne opfatter som en krig At skrive bogen har været en selvransagelrettet mod islam. Amerikanerne hævder, se. Og på en eller anden måde forpligtiger at det er en krig mod international terror drømme. Da min kone og jeg udvandrede – men araberne siger: det er pudsigt, at der i 1954 var Israel en begyndende virkeligaltid tales om intergørelse af en drøm. national terror i forMin drøm. Det var et ”Når Socialdemokratiet bindelse med arabere socialistisk land og et og islam. Alt dette er har afgivet otte manda- af de mest ligestillede med til at grave grøfsamfund. Det var et ter til Dansk Folkeparti, kollektivt, kooperaten dyb, og gør Muhammedtegningerne betyder det, at en masse tivt og et demokratisk næsten usynlige i samfund. forhold til det dybe Men grunden til at danske mennesker ikke modsætningsforhold min kone og jeg bor mellem Vesten og den skammer sig spor over at i Israel i dag – det er Arabiske verden. ikke fordi vi er naive være dumme svin.” nok til at tro at drømI Danmark har man talt om, at politimen kan genfødes. Fordi de drømme hører kerne svigtede integrationen i 1990erne – at ungdommen til, og de hører til en periode man bare installerede folk i såkaldte ”ghethvor demokratisk socialisme var noget toer”, gav dem kontanthjælp og lod dem man troede på. Og nu har vi i Israel i høj passe sig selv. I Israel så man i samme perigrad fået et samfund der er meget mateode en massiv indvandring fra det tidligere rialistisk, post-industrielt på en måde, hvor Sovjet – næsten en million immigranter i alle de smukke ting som social lighed og løbet af få år. Kan Danmark lære noget af udjævning af forskelle etc., stort set er blemåden den israelske stat integrerede de nye vet skudt i baggrunden til fordel for et ræs statsborgere på? efter ”achievement”. Hvis jeg skal nævne en ting som Danmark kan lære fra det israelske eksempel, så er det sprogindlæringen for indvandrere. Det har israelerne praktiseret fra første færd. Så snart der kom nogle nye immigranter til landet – det gjorde der selvfølgelig ustandseligt - blev de gennet ind i sprogskoler. Skolerne var statsfinansierede, og nogle af dem kunne man endda bo på. Det var helt klart for disse mennesker, at de ingen vegne kom, hvis de ikke kunne landets sprog. Det er også et spørgsmål om at alliere sig og identificere sig med flertallet – da vi var indvandrere i Israel i 1950erne var det skammeligt ikke at kunne landets sprog. Børn skammede sig over deres forældre – fx har min kone aldrig lært rigtig godt hebraisk. Vores børn er født og opvokset i Israel og en overgang - i 1950erne og 60erne - skammede de sig ved at gå på

S007

HERBERT PUNDIK FAKTA  Født 1927 i en jødisk familie i København. Forældrene var indvandrere fra Ukraine og Tyskland, der kom til Danmark i forbindelse med jødepogromer  Frivillig soldat i den israelske hær 1948-49  Immigrerede til Israel 1954  Mellemøst-korrespondent ved Information i 1960erne  Chefredaktør ved Politiken 1969-93, nu seniorkorrespondent samme sted  Gift m Sussi siden 1951. Herbert Pundiks søn Ron Pundik er kendt som en af de israelske arkitekter bag Oslo-processen. Datteren Michal er aktiv i den israelske fredsbevægelse.

islæt? Hvem skal holde gang i fredsbevægelsen? Ikke fordi den er afhængig af mig og min familie – men med os – alle mulige andre. Vi kan ikke rejse. I øvrigt har vi i alle henseender en skøn hverdag i Israel. Det der er røget ud, er utopien. Og det er måske godt det samme, for jeg har ikke oplevet nogen utopier, som ikke har skabt mere ulykke for mennesker end de har skabt lykke.

Har den politiske situation i Mellemøsten aldrig fået jer til at overveje at give op, flytte tilbage til Danmark? ”Neeej, det har det slet ikke. For det første har vi jo vore børn og børnebørn i Israel. Det andet er, at der foregår en kulturkamp i Israel i dag mellem det messianske religiøse, nationalromantiske på den ene side – og realisterne på den anden side. Og det er rigtig nok, at vi aldrig vil opleve at se Israel som det vi drømte om. Men vi har heller ikke lyst til at se Israel glide i hænderne på disse tosser på højrefløjen – som er nationalromantiske og som bærer på en angstbetonet uvilje mod araberne. Summa summarum: Vi har ikke lyst til at forlade det land og efterlade det i hænderne på de mennesker, for hvis vi rejser og andre rejser, hvad er der så tilbage af det progressive

fakta Den jødiske menighed i Danmark måtte også vente længe, før de fik deres egen religiøse bygning. De første jøder kom til Danmark i slutningen af 1500-tallet, men først i 1833 kom der en synagoge i Krystalgade. Før den tid havde jøderne måttet bede i private lejligheder, butikker eller lignende, præcis som danske muslimer gør i dag.


LYRIK

CLOTAIRE K er hiphopper, født af libanesiske forældre og opvokset I Frankrig. Hans libanesiske blod strømmer gennem hans musik, både i indhold og form. Teksten her er fra et af hans første albums fra 2003 ”Lebanese” og handler om at vokse op mellem to kulturer. Clotaire K gæster også Images of the Middle East festivalen og spiller på Stengade i København d. 30. august.

Foto: Mik Aidt

king for a therland g n i t t mo gfi RYAN ser vin reach my st e d y YA SA da can ring Ea o the st hat I own t the time t he god fea in the mi d t n g t n i d I cou iting for priest in a up f a I’m w y father a re, I’m fed corner e e m is one h h e Lik y up iving in t ow that it a t s e et s ’t l se str e I won illy dally get to kn I thought caught h t d om o ’t y AM7 ell block , t ust the wa hat I hadn d words fr j t Of a c on is not, my mind rhythm an et i e f reeze Isolat er piece o my music ds on my f where I f t? r d h n o t n c f la bo ra is Ano ng hard these ze on this le place’s le i g k n r i o c o e i d h W re ot the w he cra the b ental out n With ly man in face when idden in t ained ori h e m A lon a smiling ened eye y blood re time p ’s What d for the o ody but m broken by an b e e Look d it in my a line to b as cedar m e e n s e s o r i sf M ng and a tandi Not s back my l t I’ll ge il’leïl ï yan b la Ya sar n aala Leï hell Sallem ma aadly aï u u Gello h aala naj s Aayie

n abylo rom B ebanon f y fl lI to L es wil back right ny tim ead right a m it ain’t how ul and h w r o e n d k d I won isf y my so ou di as t verse ed, while y it’s at o s To sa al n i i bag nta dd here For re n the mou e cried, an ow you w still in my o l h Chill the peop f here to s t a weapon e l u s Wher like myse my side b y babie e l e n p n o o o l n my arfares e o u m P o g r s i n i e y w b m th n O) n bom With ddam e? (N aking ’m m ust keep o n these go ybody car I z u j C died i oes an e you bigga Whil ny people se years, d ir power s e a a e h So m fter all th p to get t uting nigg a c u e t r s w atter, o r e o N t sho ept on pe own und nd over m s u j y ed mi gk The end. peopl or lon ut my mised o And f from this l spilling b r p e d l my I com blood sti open han down to t a y h h g m t i i t r om o W irek .c ad me ow I g .clota For n ’s gonna le w w w t K på : And i taire o l C ere om L æs m

S008


REPORTAGE

Dette er en lille historie om, hvordan et ønske om lave frivilligt arbejde i Nordindien resulterede i, at en gruppe unge jordanere blev undervist i SKATs projektmodel på et nyetableret dansk-jordansk dialogcenter i Amman, Jordan.

At bygge tårne i Amman – KURT i Jordan

D

nen, at min baggrund og viden om projektarbejde kunne gøre god gavn på et nyetableret dialogcenter i Amman. Dialogcenteret åbnede officielt den 20. november 2005 på initiativ fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Hvorfor lige Amman? Efter en eftermiddag med overvejelser om kommende ferieplaner indså jeg, at det var tid til at prøve en anden type ferie med mulighed for at kombinere kulturelle oplevelser og hjælpearbejde. Min oprindelige intention var at tage til Nordindien og undervise børn i engelsk, men efter en snak med flere hjælpsomme medarbejdere i Mellemfolkeligt Samvirke blev konklusio-

Jordanian- Danish Dialogue Center Tanken med centret er at skabe et frirum for de unge jordanere, hvor de kan arbejde med deres egne ideer og initiativer. Det skal fungere som et slags dansk medborgerhus og håbet er, at man via kulturelle arrangementer mv. kan Forberedelser og ”Tanken med centret er styrke de kulturelle cafeturer bånd mellem de unge at skabe et frirum for de Der var en del cases, jordanere og derved der skulle formuleres, skabe sociale fællesunge jordanere, hvor de og det var vigtigt, at skaber og udbrede de valgte cases var rekan arbejde med deres levante for deltagerne. tolerance og interkulturel forståelse. Der- egne ideer og initiativer.” Efter 6 dages forberefor er det også vigtigt delser - og en masse at man giver de unge jordanere nogle redcafe-ture i downtown Amman - mødte jeg skaber og metoder til at at formulere disse den gruppe af jordanere, jeg skulle arbejde ideer og tanker og ikke mindst få dem ført sammen med. En mangfoldig gruppe på 19 ud i livet. Og det var her jeg kom ind i bildeltagere, der arbejdede frivilligt på centeret ledet. – typisk unge studerende i starten af tyverne – samt medarbejdere fra andre NGO´ere, Projektværktøjer og workshop f.eks. repræsentanter fra en menneskeretLederen af centret, Liena Abu Laban, var tighedsorgansiation i byen. Workshoppen i Danmark i januar måned, og vi fik mublev afholdt i centerets lokaler og når de ikke lighed for at drøfte og afstemme forventrakte, tog vi køkkenet i brug! ninger om, hvad mit konkrete bidrag til centrets målsætninger og målgruppe skulle At bygge tårne i Amman være. Liena fortalte om de mange engagePå workshoppens første dag var der fokus

estination: Amman, Jordan Torsdag morgen den 2. marts sad jeg i et fly på vej mod ”The seven hills of Amman”, hovedstaden i Jordan. Forlod København, kulde og regn til fordel for det spæde forår mod øst. Der var mange af mine venner og bekendte der var skeptiske overfor min rejse til Jordan. ”Om det nu var det bedste tidspunkt at drage til Mellemøsten for at undervise på et dansk financieret dialogcenter, omstændighederne taget i betragtning?”. Nuvel. Muhammedkrisen var kun lige begyndt at stilne af, men boykotten af danske varer fortsatte, og på Udenrigsministeriets hjemmeside kunne man finde en generel advarsel i mod at tage til Jordan og de omkringliggende lande i regionen. Men beslutningen var taget, flyet var lettet og foran ventede mig 14 dage, hvor jeg bl.a. skulle afholde en workshop for en gruppe unge jordanere i projektplanlægning og styring på et nyetableret danskjordansk dialogcenter.

S009

Tekst og foto: Dina Haffar

rede unge, som havde de bedste intentioner og mange gode ideer, men havde brug for hjælp til at strukturere og planlægge deres initiativer, så de kunne tage form og løfte sig fra tegnebrættet. Vi blev hurtigt enige om, at undervisning i projekt værktøjer og projektarbejdsform ville være ideelt, og rammen for dette blev en to-dages workshop med casework og efterfølgende coaching og rådgivning på deres egne projekter.


på de grundlæggende projektbegreber og seret ved sine sandfarvede bygninger, som konkret case-arbejde. Jeg stod overfor en giver byen et helhedspræg af varme blide engageret og velformuleret gruppe af deltajordfarver, som modspil til den ellers ret gere, som forholdte sig kritisk og konstrukkaotiske trafik og gadehandel. Kontrastertivt til stoffet og undervisningen. En af de ne bliver også synlige i menneskemyldret. mere praktiske øvelser de blev præsenteret Særlig kvinderne skiller sig ud fra hinanfor, var den såkaldte tårnbygger-øvelse. De den, og der er alt fra kvinder i burka til skulle under tidspres bygge et tårn af en kvinder i stramme jeans og små soltoppe. bunke avispapir, lidt tape og noget snor. Det samme gælder kvinderne på workFormålet med denne shoppen, dog ingen øvelse er, at gruppen ”De skulle under tidspres i burka. Men der var – før de begynder bl.a. en ung kvinde at bygge – forsøger bygge et tårn af en bunke i midten af tyverne at opstille en række bar tørklæde. avispapir, lidt tape og som konkrete leverance I en af pauserne på og succeskriterier for workshoppen fornoget snor.” tårnet, såsom højde, talte hun, at det – lidt holdbarhed, lighed med andre kendte bygoverraskende – ikke er helt uproblematisk ningsværker, skønhed osv. Dernæst skal at bære tørklæde, når man går til jobintertårnet bygges under tidspres og sådan for views i Amman. Hun havde været aktivt arde mulighed for i praksis at afprøve balanbejdssøgende i et par år og oplevede gang cen mellem at være ambitiøse, men også på gang, at hun blev fravalgt pga. hendes realistiske i fht. tidsramme, materiale og tørklæde. Arbejdsgiverne foretrækker teamwork, når man arbejder i projekter. kvinder og piger med et mere ”europæisk og moderne” look og betragter kvinder der Downtown Amman ifører sig tørklæde som mindre fleksible i Jeg tilbragte en del af min fritid i byen. En forhold til f.eks. overarbejde end kvinder temmelig kontrastfyldt by der er karakterimed et mere europæisk look.

Menneskerettigheder og kortfilmfestival Jordanerne på workshoppen var særlig begejstrede for den del af case-arbejdet, hvor de fik mulighed for at arbejde med de introducerede begreber og metoder. Hjemme i Danmark underviser jeg projektmedarbejdere i SKAT i mange af de samme emner og det var interessant at se, hvordan de klassiske gruppedynamikker viser sig at være universelle, specielt når tidspres er en faktor. Der er altid én der tager lederrollen, én der styrer tiden og en der har tjek på leverancen. Det var også spændende at opleve, hvordan en projektmodel – som oprindeligt er udviklet for IT-projekter i det danske skattevæsen – kan give mening, som ramme for projekter, der omhandler udbredelse af menneskerettigheds principper eller konkret arbejder med at stable en succesfuld kortfilmfestival på benene.

Gruppearbejde

S010


Fakta Amman er en af de ældste byer i verden, som har været konstant beboet siden byen blev etableret. I forbindelse med en række udgravninger i byen har man bl.a. fundet objekter, der stammer tilbage fra ca. 3500 år før kristi fødsel. Jordan har ca. 5, 2 mio indbyggere i alt, hvoraf 1,2 mio. bor i den ret moderne by Amman, Landets hovedstad siden 1921, da Emir Abdullah etablerede sit hovedkvarter i byen (dengang hed landet Transjordanien). Amman er ikke en by, der ligefrem indbyder til lange gåture. Det skyldes primært, at den oprindeligt er bygget på syv bjerge – ligesom Rom – deraf også tilnavnet ”The seven hills of Amman”. I dag breder byen sig ud over 19 bjerge.

Dialogcentret i Amman Ungdomsdialogcentret i Amman er en aktivitet under ’Det Arabiske Initiativ’ (se også infoboks) og er finansieret af midler fra denne fond. Tankerne bag centret er inspireret af de medborgerhuse vi har i Danmark og håbet er, at de unge vil komme på centret og bruge husets faciliteter og tilbud til at igangsætte egne projekter på tværs af sociale og kulturelle forskelligheder. Ledelsen på centeret vil skabe en ramme for dette arbejde ved at sætte fokus på en række temaer, såsom demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder og ligestilling mv. I dag er centeret flittigt besøgt af unge jordanere såvel som unge danskere, der er i Jordan for bl.a. at studere arabisk. Læs mere om dialogcentret på www.ms.dk.

Og der bygges tårne...

Superengagerede workshop deltagere

S011

Det arabiske initiativ På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse om, hvordan den danske regering i 2003 lancerede ”Det Arabiske Initiativ”, som en del af en ny vision for dansk udenrigspolitik. Initiativet har til formål at etablere en basis for en bredere dialog med landene i Mellemøsten, fra Marokko i vest til Iran i øst. Dette skal bl.a. ske gennem bilaterale indsatser inden for demokratisering og opbygning af civilsamfund. Det er regeringens håb og forventning, at man med disse initiativer kan lægge grunden for en bedre forståelse naboerne imellem. Læs mere på www.um.dk


JONAS JURAHJØRNE

Hvordan ser en terrorist ud? Hvilket billede dannes for dit indre? Et lyserødt karseklippet blegansigt? En langhåret venstrefløjs hippie? En udmagret katolik i det regnvåde Nordirland? Eller tænker du som folk er flest på en mørklødet, radikaliseret muslim?

Hvordan ser en terrorist ud? Af Adjunkt i Menneskeret Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, Juridisk Fakultet

H

vordan ser en terrorist ud? Det spørgsmål må man stille sig selv, når man – som Folketinget lige har gjort – vedtager ny anti-terrorlovgivning. Vi skal jo vide, hvem vi er efter. Hvad er det for karaktertræk og handlinger, som vækker vores opmærksomhed? Hvad er det, der er så specielt og unormalt, at efterretningstjenesten bider mærke i det? Hvordan ser en terrorist ud? PET’s chef løftede lidt af sløret for efterretningstjenestens tankegang på Folketingets høring om anti-terrorlovgivningen den 10. maj i år. PET chefen kunne berette, at radikaliseringen af unge muslimer typisk finder sted i og omkring moskeerne. Normalt indebærer radikaliseringsprocessen et eller flere skift fra mindre til mere radikale miljøer. Og når det er ved at gå helt galt, forsvinder de mest radikaliserede fra de større og mere åbne miljøer til lukkede og private miljøer. Og der må de, tænker jeg, være svære at skille ud fra andre muslimer, der bare passer sig selv, medmindre PET har fulgt radikaliseringsprocessen hele vejen. Og PET kan jo næsten kun følge radikaliseringen, hvis man både følger dem, der ikke er i en radikaliseringsproces, og dem, der viser sig at være eller komme i en radikaliseringsproces? PET’s chef løftede også fligen for et andet hjørne af PET’s tankegods. Konvertitter, fremhævede PET chefen, er man opmærksomme på. Og hvorfor så det, tænkte jeg? Jo, konvertitter har en operationel fordel, sagde PET chefen. Konvertitter falder lettere i med tapeter end andre terrorister. Den tankegang forudsætter selvsagt et stereotypt billede af terroristen som en ikkeetnisk dansker/nordboer/europæer? Identifikationen af potentielle terrorister

er afgørende for at afgrænse efterretningstjenestens overvågning af borgere i Danmark. PET kan f.eks. indhente oplysninger fra offentlige registre om personer, de har i kikkerten. Men hvornår må PET begynde at indhente og gennemgå følsomme personoplysninger om vores liv og levned fra hospitaler, socialkontorer, uddannelsesinstitutioner, osv., osv.? Svaret er, at der ikke skal særlig meget til. PET’s arbejde har nemlig, som det udtrykkes, ofte karakter af ”at lægge et puslespil”. Puslespillet betyder, at enkeltoplysninger ikke nødvendigvis har et belastende indhold. Men brikkerne kan sammen med andre oplysninger være afgørende for det terrorforebyggende arbejde. PET’s formål med at indhente oplysninger om danske borgere kan - som embedsmændene udtrykker det - i praksis være at søge ”tidlige og spinkle indikationer på en given persons relevans på et af tjenestens efterforskningsområder be- eller afkræftet”. Det forstår jeg godt. Men der må alligevel være en forskel mellem alle os, der ikke kunne drømme om at begå en statsfjendtlig handling, og dem, der gør sig fortjent til at komme i PET’s søgelys? Hvordan undgår vi andre at komme i søgelyset? Et af de forhold, der får PET til at løfte øjenbrynene, er beskrevet således: Det kan f.eks. være ”bestemte adfærdsmønstre i relation til modtagelse af socialhjælp eller andre offentlige ydelser, herunder sjælden eller manglende afhentning heraf (i de tilfælde, hvor personligt fremmøde er nødvendigt)”. Manglende afhentning af offentlige ydelser vil i PET’s optik kunne udgøre ”indikationer med betydning i en terrormæssig sammenhæng”. Men PET kan selvfølgelig også have

mere sikker grund under fødderne, f.eks. hvis en kilde har sagt noget troværdigt om en person. Embedsmændene giver dette eksempel: Der kan f.eks. være tilfælde, hvor ”en kilde ikke kan sætte navn på en person, der vurderes at være interessant i en terrormæssig sammenhæng, men ved, at den pågældende har rettet henvendelse til et socialkontor på et givent tidspunkt.” Selv om kilden ikke mere præcist kan identificere den terrorinteressante person, så kan PET indhente oplysninger fra socialkontor om alle andre, der befandt sig der samtidig med den terrorinteressante person. Hvordan ser en terrorist så ud? Hvordan undgår jeg at ligne sådan en? Hvordan kan jeg leve mit liv i fred? Svaret blæser i vinden. Vi ved med sikkerhed, at der ikke har været terrorangreb mod eller i Danmark i mange år. Vi ved med sikkerhed, at PET har godt fat i de radikaliserede miljøer. Og vi ved med sikkerhed, at der ”lægges puslespil” bestående af de mest intime oplysninger om almindelige borgere for at søge be- eller afkræftet ”tidlige og spinkle indikationer” med betydning i en terrormæssig sammenhæng. Hvis PET ikke ved mere om, hvordan en terrorist ser ud, så er det svært at bevare troen på almindelige menneskers ret til at leve i fred for statens overvågning. Men PET ved naturligvis ganske betydelig meget mere, end der tilkendegives over for offentligheden. PET ved, hvordan en terrorist ser ud. Det må vi tro på?

S012


S013

ILLUSTRATION : Pernelle Caspersen


FOTOREPORT

Amman fra forskellige vinkler. Foto: Dina Haffar

S014


S015


øre gen og fihnansierer in n m e t s folke ndik, VOXPOP at loddeet af Herbert Pu r fo jr e v r me reslå ukke so,msom det blev fo m s t e d i e orger øerne r langs skøbenhavnske b u t n e ik KURT goldningen til at hvad h ke i Danmark en mos

Klaus Qvist, 42 år. Opvokset i Holbæk, bor på Frederiksberg: Jeg synes ikke det er statens opgave at betale for en moske, så jeg foretrækker en privat indsamling. Det er nu ikke noget jeg selv vil betale for, for jeg har ikke lyst til at give penge til religiøse formål.

Jeppe Villadsen, 33 år. Opvokset i Roskilde, bor i Kbh K: Jeg så lige Flemming Rose tage seks runder om søerne (JyllandsPostens kulturredaktør, red.) og det fik mig til at tænke på, at en moske ville være en god ide. Staten burde egl.betale for den – som en gestus overfor vore muslimske medborgere - men hvis den ikke vil, vil jeg gerne give et bidrag.

Sarah Wåhlin, 23 år. Opvokset i Hillerød, bor på Nørrebro: Det er svært. Enten bør staten finansiere opførelsen af en moske, eller også bør man bruge et allerede eksisterende byggeri. Det er ikke noget jeg selv vil give penge til.

Mads O., 24 år. Opvokset på Østerbro, bor på Østerbro: Det ville nok være tjekket at få en moske. Det viser jo noget tolerance. De kan jo bare ringe, hvis de skal have lave noget sort.

Mary Lundell, 64 år. Opvokset i USA og Sverige, bor på Østerbro: Det er en skandale at vi ikke har en ordentlig moske i København. Det skulle man have bygget for 30 år siden. Alle mennesker er ligeværdige og man skal have frihed til at udøve sin religion. En folkeindsamling ville være en måde at tilkendegive, at muslimer er ligeværdige med os andre.

Christian Riis, 24 år. Opvokset i Græsted, bor i Nordvest: Vi hjælper jo også tsunami-ofrene, så hvorfor ikke hjælpe andre? Hvis sådan en moske bliver lavet ordentligt, bliver det jo kunsthåndværk. Staten skal bidrage med hoveddelen. Men det viser noget goodwill, og bare muslimerne opfører sig ordentligt.

S016


TALKSHOW

men er der nogen der har set folkekirken?

M

ågerne dykker nedover motorring 3. Jeg snegler mig af sted med snuden rettet mod syd. Atter på vej mod en samtale. Jeg betragter utålmodigt den kroniske trafikprop og retter en symbolsk horntuden mod himlen. Mågerne glor uanfægtet. Det slår mig, at vi betragter stammefolks overtroiske tromme-tamtam som løjerlig, mens vi fuldt og fast tror på, at tilpas meget lyd fra et båthorn kan opløse bilkøer. Jeg følger tankestrømmen videre til en sandfærdig anekdote fra gårsdagens avis om en anden tyrkertro. ’Hvis Gud eksisterer, vil han redde mig’, udbrød en lettere dumdristig herre, og firede sig ned til løverne i Kievs zoologiske have. Han blev herefter fortæret af hun løven foran de måbende tilskuere. Jeg overvejer om dette vidnesbyrd, stiller Biskoppen i Roskilde, Jan Lindhart, i et nyt og knap så guddommeligt lys.. Jeg beslutter, at manden i Kiev trods alt er en undtagelse, der bekræfter en af historiens hyppigst brugte regler, at Gud eksisterer og redder, hvad reddes bør. At Han med andre ord har en plan. Min plan er at undersøge folkekirkens stillingtagen i integrationsdebatten. Om den overhovedet tager stilling? Samtale med biskop Jan Lindhardt. Jeg forestiller mig, at der er to grundlæggende aspekter i forholdet mellem integration og folkekirken. På den ene side det po-

S017

Af Pawel W edrowski

Undskyld,

t Folkekirken harside i g e kk du med at t den offentlige deivba e af frygt for at blrtip opa r fo stemplet en M . gn sa litiske ud rvenkan man ikke fotio te, at en institu sint med moral som fundamentale ar nne bejdsgrundlag ku kter træde mere i kara til saog forholde sig ni ngsger hvis omdrej og punkt er ofreneMed de trængende. age til andre ord, bidr debat en integrationsitært med et human ansigt?

litiske. At kirke og magtapparat er opdelt i Danmark. På den anden side det moralske. At folkekirken nødvendigvis må basere en stor del af sin virksomhed på kristen moral. Man kan sige, at det politiske aspekt er en hindring, mens det moralske bør være en tilskyndelse om ikke en forpligtigelse. Som nu senest med sagerne om børns vilkår på asylcentrene. Folkekirken bør i sagens natur tage stilling, men jeg synes ikke, at jeg har hørt noget?

til integration. De har et ansvar i forhold til at ansætte mennesker med anden etnisk baggrund, udfra de politisk bestemte fordelingstal. Enhver virksomhed har på den måde et samfunds ansvar. DSBs moralske ansvar er så politisk dikteret. Men kirken er ikke statslig i den henseende, selvom vi betaler kirkeskat og har en kirkeminister. Den er imidlertid det eneste organ tilknyttet staten hvis fundamentale arbejdsgrundlag er moral. Og integration rejser bjergkæder af moralske spørgsmål.

Jo, jo det har du. Du har hørt om de 2-300 præster, som protesterede ved juletid. Du har hørt om en anden præst, som for nyligt Ja okay, du rykker hårdt frem kan jeg høre. har udtalt sig i proDen struktur, som test mod disse børns ”Hvis kirken blander sig i afspejler sig indenfor vilkår. Men man kan protestantismen er også vende spørgsmå- det politiske liv, er vejen ca. 480 år gammelt. let om og spørge, hvad Det er netop en promod en ny pavestat er baggrunden for at test imod sammendu spørger folkekirblanding af politik og brolagt.” ken, hvorfor spørger kirke og kirken og indu ikke f.eks. DSB? dividet. Kirken skulle kun tage sig af det religiøse og løsrive sig Hvis du var direktør for DSB, ville du fra magt og penge. Kirkens opgave er herefikke have et professionelt moralsk ansvar. ter – for at tage et enormt og hurtigt skridt Folkekirkens moralske ansvar er et grundhenover historien – at råbe vagt i gevær fra læggende træk ved dens virksomhed. DSBs tid til anden i forbindelse med sager som ansvar er at sørge for at togene kører til tiden du nævner, men aldrig at være et alterden. nativt politisk forum. Vi har en valgt statsminister og en regering, som fører politik. DSB har et temmelig stort ansvar i forhold Hvis kirken blander sig i det politiske liv, er


vejen mod en ny pavestat brolagt. Men du Lad os vende øjet mod integrationen lyset af integrationsdebatten? kan få den beskedne indrømmelse, at det igen. Nogle påstår, at der er tale om en reville være rart, om kirken i nogle henseligionskrig andre, at det er civilisationernes I forholdet til muslimer har folkekirken to ender var et fyrtårn, man kunne orientere sammenstød. I mine øjne drejer det sig om opgaver. Dels er det ikke så godt, at de er sig ud fra. Og hér kan man sige, at det er mennesker med et tæt dagligt forhold til det muslimer. Altså, det er missions-aspektet. forkert, at børn lider på asylcentrene. Men religiøse aspekt, som skal lære at fungere De skal nå til en sand religion. De kan jo det gør de, fordi deres forældre ikke vil tage i et samfund, hvor det religiøse er blevet ikke tosse rundt og mene noget fuldstænhjem. Altså, er det staten eller ansøgeren privatiseret. Ville det ikke være oplagt, at dig håbløst. Dels skal de behandles ordentder bestemmer den politiske kurs? Det er den danske folkekirke forsøgte at skabe en ligt. Og det er to forskellige varer i butiken politisk modsætning. Prioriterer man dialog. At man fra kirkens side smøger ærken. Den første vare sælger ikke så godt. børnene, så ryger merne op og tager fat. Kirken skal blive mere synligt forkyndende konsekvensen i hele ”I Sverige har kirken mere Hvad med moskeerne? i muslimske miljøer uden, at vi skal henlede vores udlændinge De muslimske gravtankerne på korstog. Og vi skal arbejde for, spillerum og er mere politik. Omvendt kan pladser? Ville der ikke at også muslimer kan konvertere til kristenman heller ikke sige blive skabt en helt ny Vi kan ikke have borgere, som ikke udfarende end i Danmark. respekt om dialogen, dom. skidt med børnene. må bestemme over deres egen skæbne. Og Det er et dilemma. Den bekendte eksempel- hvis det var troens så er der det moralske. Og jeg er helt enig folk, som talte sammed dig i, at der er problemer som børnene I Sverige har man vis ganske hurtigt, at den men – lige børn leger på asylcentret, der er klare og tydelige. lige genoptaget ca. bedst? var imod Irak-krigen.” 16.000 asylansøgninHvis man forfølger din metafor med buger og regner med at Det kunne være hygtikken og for eksperimentets skyld vedtager, imødekomme de 12.000. Den svenske folgeligt, men det ville ikke føre til noget. at der er to butikker i Danmark. De sælger kekirke, skal det tilføjes, meldte klart ud i varer af åndelig slags. Kirken repræsenterer denne sammenhæng. Udspillet var dog reHvorfor? den store kæde og Islam en række mindre geringens og derfor helt og holdent politisk. uafhængige købmænd. Så handler det vel Men det interessante er, at man begrunder Der skal politiske beslutninger til. ikke om at købmændene skal kanøfles. Er denne revision af tidligere forkastede sager det ikke snarere et spørgsmål om, at Islam i med en humanistisk overvejelse. Forholdene En kombination, måske? Danmark lærer demokratiets spilleregler at for disse mennesker har været så uholdbare, kende og forstår at implementere dem i det at man vælger at gå ud og sige, at det kan vi Jo, jo som opinionsdanner måske, men religiøse. Altså med andre ord en situation, ikke tillade os i anstændighedens navn, hvis i første omgang ville det ikke kaste noget som minder noget om folkekirkens fødsel vi samtidig påberåber os at være et demokonkret af sig. Vi var tre stykker, som på et ud af den protestantiske bevægelse. Bør de kratisk, humanistisk og kristent samfund. tidspunkt tordnede mod Ekstrabladet. Det erfaringer som folkekirken har gjort sig ikke Er det ikke set i nutidens og integrationens de til tider kan finde på er jo umenneskebruges til at hjælpe de små købmænd? perspektiv såre enkelt. At kirken skal tage ligt, ja på det nærmeste ugudeligt. Der er sig af de udstødte og lære os andre at være en tendens til at man, når man udtaler sig, Jeg var i England for et stykke tid siden. I anstændige mennesker. At det kan lade sig og det gælder også kirken, øjeblikkeligt bliLeicester. I Leicester er halvdelen af begøre at tage stilling og forholde sig humaniver partistemplet. Og det er uheldigt. folkningen indvandrere og de fleste har tært til en sag uden at blive politisk. Med muslimsk baggrund. Det skal siges, at den andre ord skidt være med det politiske. Er Kunne man ikke komme kritiske røster i engelske kirke er nogenlunde ligeså blød det ikke nu I skal på banen, fortælle os det forkøbet ved at sige, ”vi har ikke en politisk som den danske. I Leicester betragter musI er hér for? dagsorden, men vi har nogle grundlæggende limerne kirken som en beskytter. Ikke blot standpunkter og de mod et mere radikalt I Sverige har kirken mere spillerum og er baserer sig på kristen ”Der er en tendens til at bagland, men i særdemere udfarende end i Danmark. Den bemoral. Vores budskab leshed imod overgreb kendte eksempelvis ganske hurtigt, at den er ikke til falds. Det er man, når man udtaler sig, fra englændere. Dervar imod Irak-krigen. Den eneste, der kunikke relativt. Vi har en inspirerer kirog det gælder også kir- udover ne gøre det herhjemme, er kirkeministeren, moral som vi betragken til, at muslimerne og han skal vare sin mund, for ellers får han ter som objektiv, og i tolker Islam mere ken, øjeblikkeligt bliver selv på hovedet af hele det kirkelige bagland. I forhold til den mener moderat. Man tager partistemplet. Og det er afstand fra statspålagt Sverige er det oftest ærkebiskoppen, som vi, at asylcenterbørneudtaler sig. Han er meget vred over, at der nes situation er ganske religion, modarbejder uheldigt.” sejler enkeltskrogede tankskibe rundt i urimelig”? kvindeundetrykkelse Østersøen. At der vil omkomme en masse og dikteret påklædfugle, hvis skibene lækker. Det får man alDu må huske at folkekirken er en embedsning. Man forholder sig mere personligt til drig en dansk kirkemand til at udtale sig struktur og ikke en menighedsstruktur. Når det religiøse. På den måde træder en mere om. Der er naturligvis et stort spring fra du kommer til mig, modtager jeg dig som sandfærdig Islam frem. Det ligner noget vi enkeltskrogede tankskibe og så det proden enkeltperson jeg er. Der hersker ikke gjorde i sin tid. blem du rejser. Og det er klart, at man her en bred enighed om forskellige spørgsmål, må gøre noget. Man kan ikke bare som som folkekirken i samlet flok understøtter. Du mener reformationen? Fogh sige, at de må rejse hjem. Men man kan heller ikke sige, at alle skal blive. Så må Jeg spurgte Abu Laban om han ønskede Ja, og det er ganske opmuntrende at opleve. man lave en særlov, som omfatter børnene. et kalifat i Danmark. Og jeg spurgte om Bent For det første fungerer religionerne udMen det er jo også en halv løsning. Melchior drømte om en jødisk stat i Norden. mærket sammen. For det andet missioneHvad er folkekirkens religiøse dagorden set i rer de hos hinanden, men uden nogen bad

S018


Jan Lindhardt på sognekontoret. Foto: Pawel Wedrowski

TALKSHOW feelings, og for det tredje så oplever man en Islam, som tilpasser sig det moderne samfund. Og det er løsningen fremover. Alternativet er, at vi selv bliver et ufrit land, og friheden skal vi værne om. Derfor er det vigtigste, at de borgere som kommer til Danmark vedkender sig de demokratiske principper. Og så vender vi tilbage til det erfaringsgrundlag som folkekirken har. Og kunne bruge? Det er netop derfor jeg var i Leicester. Ofte lærer man mest ved at se tingene på afstand. England repræsenterer et mål. En tilstand som man gerne vil nå frem til. Og hvordan kan folkekirken gøre noget konkret for at nå målet? Man kan øge kontakten. Lære hinanden bedre at kende lokalt. Og der har været en række forskellige initiativer både i forbindelse med Gjellerup og Voldsmose. I Voldsmose har man ansat en muslimsk sognehjælper. En stor del af min omgangskreds går aldrig i kirke. Man har glemt hvor man skal gå hen. Jeg tror en hulens masse mennesker ville hilse en moralsk ansvarlig folkekirke velkommen med kyshånd og sige `Gud vi har en folkekirke og den tager ansvar´ Kunne man forestille sig, at integrationsprocessen er lige præcis den fløjte der pisker kirken ind på banen? Der er stadig problemet omkring at organisere sig. Folkekirken er ikke centralt administreret. Man kan gøre disse tiltag lokalt. Vi har naturligvis ritualerne som et samlende punkt. Akkurat. Kunne man ikke ligesom med ritualerne sige, at folkekirken også har et samlet moralsk budskab, som baserer sig på de 10 bud. Noget andet man alle sammen gør hver søndag?

Jeg har fået en mikrofon i hånden åndelig talt, kan man sige.

Ja, det kan man godt sige.

Med en tør knasende lyd gør diktafonen opmærksom på sig selv. Tiden er udløbet. Tilbage står to halvtomme kopper kaffe, lidt lunken fløde, en forstummet samtale

Hvis jeg nu spørger dig personligt, hvad du kan bidrage med i integrations processen? Jamen, sagen omkring børnene er uholdbar. Men jeg kan ikke påtage mig at løse den, dertil har jeg for stor respekt for det politiske. Enhver kan se at det er uholdbart og det istemmer jeg højt og klart. Men du får mig ikke til at sige, at så gør vi sådan og sådan. Men ville du sige det højt og klart i embedsmedfør. Din kritik af Ekstrabladet var jo ikke en grammatisk irettesættelse?

”Der hersker ikke en bred enighed om forskellige spørgsmål, som folkekirken i samlet flok understøtter.”

Jo, men altså 4.6 mil. mennesker. Du kan godt høre, at den er svær, ikke? Men kunne man ikke vende det om. 4.6 mil. mennesker giver en temmelig imponerende gennemslagskraft? Ja, hvis man har dem i ryggen. Problemet består også i det forhold, at folkekirken ikke kan diktere. Den kan forkynde og vejlede, men medlemmerne må selv drage deres konsekvenser.

S019

Folkekirken er en rådgivende virksomhed?

Ja, helt klart. Men hvem ville ikke sige det? Du må huske, at jeg kommer fra en generation, hvor man gør det man er god til og ikke tosser rundt i alt det, hvor man ikke hører hjemme. Hvis man bad mig om at sammensætte en udlændingepolitik, ville jeg løbe skrigende bort. Der er to niveauer. Det første handler om moralsk at være enige. I tilfældet med børnene er det ikke så svært. Det andet niveau handler om, hvordan man så forholder sig. Det er hér, filmen knækker. Jeg kunne tilbringe en hel søndag i S-togene og råbe gennem en mikrofon, men du har en gennemslagskraft, som kan gøre en forskel.

Fakta Jan Lindhardt, født i 1938. Voksede op som søn af prof. dr. theol. P.G. Lindhart. Færdiggjorde uddannelsen til cand. Theol. fra Københavns Universitet i 1962. Blev dr. Theol. i 1983 og har fungeret som biskop i Roskilde Stift siden 1997. I midten af 1990erne var Jan Lindhart desuden gæsteprofessor i Retorik ved Institut for Filosofi ved Aarhus Universitet. Han har en omfangsrig skribentvirksomhed bag sig og er kendt for et stort samfundsengagement og tager ofte til orde i kulturdebatten.

og Biskoppen og mig. Det har været hyggeligt, men ikke ført til noget. Undervejs har vi været meget tæt på håndfaste udbrud og noget, der kunne ligne en stillingtagen. Imidlertid har vi hver gang løbet hovedet mod en mur af administrative hindringer. For enden af vejen må vi konstatere, at folkekirken endnu ikke er beredt til at favne bredt. Det er en klub, af anseelig størrelse, men lukket af henholdsvis politiske og historiske årsager. I mellemtiden er der mennesker i Danmark, som trænger til en hånd. Grænser må brydes såvel i forhold til det fremmede som i forhold til vores egen kristne selvforståelse. Tørre tal og kirkelig konservatisme kan ikke vifte fluerne af den kokasse. Forhåbentlig vil kirken atter reformere sig selv og komme ind i kampen. Med en mikrofon af den kaliber ville det være på sin plads.


SERIE

Debatkulturen i Danmark er senest under Muhammedkrisen selv blevet genstand for intens debat. Mange har kritiseret ”tonen” i indvandrerdebatten. Ligeledes har forholdet med ytringsfrihed og respekt for andre menneskers kultur været diskuteret. I en ny artikelserie ser KURT nærmere på debatkulturen i forskellige lande. Hvad er karakteristisk for den måde mennesker diskuterer på i aviser, parlamenter, på gaden og i det offentlige rum i det hele taget? Vi lægger ud med to bidrag om debat i henholdsvis det danske Folketing og i den kinesiske offentlighed. Først kigger retoriker Anne Løhndorf nærmere på et replikskifte mellem to folketingspolitikere om den berømte udtalelse fra Anders Fogh Rasmussen om at: ”... Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved ...”. Det kan næppe undre, at citatet er taget ud af sin sammenhæng og dermed ikke helt er, hvad det giver sig ud for at være. En ”argumentations”-form, der måske netop kendetegner debatkulturen i Danmark? Vores andet bidrag kommer fra Deheng Xie, herboende kinesisk studerende, som med udgangspunkt i de sidste 100 års kinesiske historie giver os en beretning om, hvordan et folk, der har levet med ekstrem undertrykkelse, i dag forholder sig til det at debattere og diskutere.

Af Rune Stilling

Serien fortsætter i de følgende numre af KURT, hvor vi vil rejse verden rundt, for at se hvordan ytringsfriheden, eller mangel på samme, bliver brugt rundt omkring på kloden.

Kloden rundt - ny serie om debatkulturer

S020


Fra debat til metadebat Af Anne Løhndorf, cand. mag. i retorik og konsulent i Mærkbar Retorik

D

en offentlige debat i Danmark har mange ansigter. De politiske argumenter folder sig ud i tv-debatter og avisspalter, de fyger gennem luften i medborgerhuse og hen over cafébordene. Argumentation handler om at overbevise. Når vi argumenterer om, hvilken velgørenhedsorganisation vi skal støtte, eller hvem der skal hente børnene i institutionen, er det for at nå frem til en umiddelbar løsning. Den ene part vinder, den anden giver sig. Men så enkelt er det ikke, når det kommer til politisk debat i det offentlige rum. Politisk debat Når to politikere lader argumenterne flyde, er det ikke interessant at se på, om de umiddelbart kan få modparten til at bøje sig – for det kan de sjældent. En politiker som Villy Søvndal kan næppe overbevise et folketingsmedlem fra Venstre om, at Danmark straks skal trække sig ud af Irak. Men det betyder ikke nødvendigvis, at debatten er nyttesløs. For den politiske debat er netop kendetegnet ved, at en tredjepart spiller en væsentlig rolle; lytteren eller seeren. Set med demokratens idealistiske blik er den offentlige debat også det forum, hvor borgerne kan blive inddraget og oplyst, så de sikres et kvalificeret beslutningsgrundlag. Ét er idealer, noget andet er debattens daglige liv. I det nye årtusinde er der sket en udvikling, som blev særlig synlig i for-

S021

bindelse med folketingsvalget i 2005, hvor bidrag til en multinational sikringsstyrke der var ekstremt fokus på spin. Hjemmei Irak” (Beslutningsforslag 42, behandling sider blomstrede op, hvor eksperter eller 2, 2004). Undervejs får Villy Søvndal orlægmænd kunne rapportere om tilfælde af det, og bruger gentagne gange sætningen: uredelig argumentation. Aviserne bugnede ”Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi med indlæg, og tv-programmet ”Jersild og ved”. Vendingen er en tydelig henvisning Spin” så dagens lys. Den gode bagtanke var til Statsministerens udtalelse om, at der er at holde politikerne i ørerne i demokratiets masseødelæggelsesvåben i Irak - og det er tjeneste og holde borgerne orienterede om, noget, han ved! Denne form for skjult citat hvilke oplysninger der fortjente at blive takaldes en allusion, og det umiddelbare reget alvorligt – og især hvilke argumenter, sultat bliver her, at Søvndal får provokeret der skulle kasseres lodret. Ulrik Kragh fra Venstre, som går på talerPå ”Jersild og Spin” kan vi følge med i stolen og svarer: når Helle Thorning Smith skifter sin spin”Jeg havde ellers bestemt mig for, at hr. doktor ud for ofte, eller når statsministeren Villy Søvndal havde fået så mange svar efmister sin. Det er bleterhånden, at tingene vet til en hel industri ”Det er blevet til en hel var afklaret. Men det af offentlig debat om lykkedes alligevel hr. den offentlige debat, industri af offentlig debat Søvndal med sin ordman kunne fristes til førertale at få mig til om den offentlige at kalde fænomenet at tage ordet. For hr. for metadebat. Søvndal gør sig skyldebat ...” dig i grov manipulatiMetadebat on. Jeg vil sige det på den måde: Det er ikke Metadebatten har mange ansigter. Vi ser bare noget, vi tror; det er noget, vi ved. det som nyhedsstof i medierne, men også For hr. Villy Søvndal fremførte adskillige internt i de politiske diskussioner, hvor påstande, hvor han sagde: Det er ikke noget, parterne begynder at diskutere debat-tovi tror; det er noget, vi ved. Jeg ved godt, nen og argumentationen frem for selve arhvorfor hr. Villy Søvndal bruger den forgumenterne. mulering. Det, hr. Villy Søvndal bare glemEt eksempel på metadebat fandt sted mer, er, at på det tidspunkt, hvor Danmarks på Christiansborg sidst i 2004, hvor Folkestatsminister brugte de formuleringer, blev tinget skulle tage stilling til ”fortsat dansk de efterfulgt af denne sætning: fordi det har


FN fortalt os fra 1998. Derfor skal hr. Villy Søvndal holde op med den grove manipulation, der ligger i det. […]” Kommentaren fra Ulrik Kragh er et eksempel på metadebat. Søvndals allusion er blevet startskud til et sidespor i debatten, hvor Kragh begynder at diskutere, hvorvidt der var tale om manipulation fra Søvndals side. Desuden tager metadebatten her form af ”Ad Hominem-argumentation”; en argumentationsform, hvor debattøren angriber personen frem for sagen, går efter manden frem for bolden. Villy Søvndal har indirekte rettet angreb mod statsministeren, Ulrik Kragh vender skytset tilbage, og debatten kommer til at dreje sig om, hvorfor Hr. Søvndal sagde, som han gjorde, og hvorvidt han er troværdig. En politikers troværdighed kan være interessant at diskutere, fx i forbindelse med personvalg til Europaparlamentet, men i dette tilfælde drejer debatten væk fra den oprindelige sag. I samme debat tager Villy Søvndal til genmæle og siger: ”[...] I virkeligheden burde hr. Ulrik Kragh, når han nu er færdig med at blive undervist af udenrigsministeren, jo overveje, om det ikke var dumt at være så selvsikker på noget, der var så forkert, og overveje, om ikke det amerikanske spin, der blev lavet omkring alle de forkerte begrundelser, i virkeligheden er grunden til, at vi i dag står med de problemer, vi står med. [...]” Ordvekslingen i folketingssalen er blevet til en kamp mellem to politikere, der hver især forsøger at angribe hinanden og hinandens argumentationsform. Det er metadebat, og den umiddelbare tredje part – resten af politikerne i salen, bliver ikke klogere i forhold til den egentlige sag i folketingssalen: skal Danmark fortsat bidrage til en multinational sikringsstyrke i Irak.

motivation for at deltage – et problem for demokratiet. Det giver mening, at borgere, kommunikationseksperter og politikere forholder sig til den offentlige debat og sætter fingeren på fordrejninger af virkeligheden og argumenter, der fører borgerne bag lyset. Men de seneste års udvikling har vist, at denne diskussion bliver flettet ind som en del af den politiske debat i det offentlige rum. Der er en tendens til, at det forvirrer og udvander argumentationen på den politiske scene, og at metadebatten sker på bekostning af den politiske debat som bør handle om værdier og om væsentlige beslutninger i det danske samfund.

Villy Søvndal i Folketinget

Folketinget

Metadebattens konsekvenser Heller ikke borgerne bliver klogere. Dem, der i forvejen mener, at Villy Søvndal er utroværdig, kan måske nikke bekræftende derhjemme. Men metakommunikationen kan ikke bidrage til, at de borgere, der leder efter et ståsted i debatten, bliver informerede. Der er endda en fare for, at vælgerne føler sig talt ned til eller afskrækket af det manglende politiske indhold i debatten. Det kan føre til politikerlede, manglende

S022


En udemokratisk debat – Den kinesiske vej

Af Deheng Xi, studerende Oversat fra engelsk og redigeret af Rune Stilling

K

inesisk debatkultur er karakteriseret ved at være diplomatisk, høflig og subtil i sit udtryk. Debatformen afspejler både den kinesiske tradition for ”altid at sørge for at rede din ven fra at tabe ansigt” og så det kinesiske top-down-styrede politiske system, der lægger mere vægt på debattørens baggrund og autoritet end dennes argumenter. Historisk baggrund For at forstå kinesisk debatkultur i dag skal man kaste et blik på Kinas voldsomme historie og den kinesiske stats brutale udøvelse af kontrol over kineserne siden nationens fødsel i 1949. Under Qin-dynastiet, som blev oprettet 221 fkr., førte kejseren krig for at forene de 7 nationer og gjorde mandarin, som alene blev brugt i det nordlige Kina, til nationalsprog. For at sikre enheden nationerne imellem sørgede kejseren for at få destrueret så meget skriftligt politisk, historisk og videnskabeligt arbejde som muligt. På den måde sikrede kejseren sig en slags monopol på og kontrol over den viden, som befolkningen havde mulighed for at tilegne sig. I begyndelsen af 1800-tallet sendte Kinas siddende kejsere repræsentanter til vesten for at studere vestlig civilisation og demokrati, men intet af det de lærte, kom befolkningen til gode i form af større frihed og mere demokrati. Kineserne har aldrig haft et folkevalgt statsoverhoved. Grundlæggeren af den kinesiske republik, Sun Yat-Sen, karakteriseres af nogen som den eneste præsident, der med vestlig uddannelse og baggrund, advokerede for et demokrati efter vestligt forbillede. Men landet var delt imellem krigsherrer og hærget af lokale krige og der opstod aldrig, igennem hans regeringsperiode (1913-1924), reel mulighed for at omdanne systemet. Efter anden verdenskrig og borgerkrigen mellem nationalister og kommunister, hvor Mao og kommunistpartiet kom til magten, sørgede man for en endnu strammere kontrol med offentlige medier, debatter. Politisk korrekthed i varierende absurde former vandt fodfæste. Den ekstreme kontrol stammede dels fra Maos personlige besættelse af sig selv og dels fra hans ønske om at

S023

Diskussion og debat udrydde såkaldte højrefløjstilhængere. Den på det personlige plan berømte og berygtede ”lille røde” var på hele nationens dagsorden. Alle kastede sig På det mere personlige plan svarer den kifor fødderne af Maos ideologi og den fananesiske forståelse af ordet debat til, hvad tiske kulturrevolution, som blev gennemvi forstår ved et egentligt skænderi. Kineført i slutningen af 60’erne og i begyndelsen sere debatterer sjældent og kun af nødven70’erne. Kina fjernede sig fra omverdenen, dighed. Og når de gør, sørger de altid for og befolkningen blev pacificeret, indoktriførst at anerkende de positive sider i sagen. neret og snydt af sine egne myndigheder. At kunne debattere uden at ty til verbale Kineserne måtte udholde en lind strøm af personlige eller direkte fysiske angreb er opdragende propastadigvæk nyt. Diskusgandistiske tiltag i opleves som ”Kineserne har aldrig i sioner form af slogans, tafrustrerende og direkte ler, politiske studier hele landets historie haft kritik er man uvant og hjernevask via med. et folkevalgt massemøder, der også involverede Debat i det offentlige statsoverhovede” fysisk afstraffelse, rum tortur og henrettelKina er den dag i dag ser af mere eller mindre tilfældigt udvalgte mærket af kulturrevolutionens hærgen. ”afvigere”. Alle tog sig i agt for at ytre deres Nedenfor ses et billede af den såkaldte Tavholdninger, og politisk forfølgelse var hverlemur Avis, som er taget i 2006 i en folkedagskost. skole i Shantou i Sydkina. Teksten handler Ikke at fortælle hvad man mente har til primært om personlig hygiejne. Billedet på tider været en måde at overleve på. Kinenæste side er taget på landet i Sydkina, hvor sernes grundlæggende holdning til debat narkotika er mere udbredt. På skiltet står er styret af frygt for de ubehagelige konseder: ”De, som tager stoffer, vil ikke undkvenser, det kan have at sige sin mening og slippe døden.” Propagandametoder som eventuelt udtale kritik af magthaverne. disse er normalt forekommende og typiske for den måde, hvorpå staten har forsøgt at


Anti drug slogan

kontrollere befolkningen. Den dag i dag har den politiske påvirkning af folk som konsekvens, at eksempelvis studerende i gymnasier og på universiteter kun kan bestå deres eksaminer, hvis de er i stand til at demonstrere færdigheder indenfor Maos ideologi. Påvirkning udefra Samspillet mellem en oprindelig socialistisk ideologi og den moderne markedsøkonomi har gradvist skabt en ny generation af mere individualiserede kinesere. Denne udvikling har blandt andet været mulig at følge omkring den tidligere britiske koloni Hong Kong, som under kulturrevolutionen af i Cantons hovedstad Guangzhuo, har som Et stykke vej endnu kommunisterne blev anset for at være alt nyhedsformidler været med til at afprøve for vestligt orienteret. Udgivelser fra Hong og flytte grænserne for ytringsfriheden og Det er min personlige opfattelse, at kineKong var forbudt på direkte rettet kritik serne stadigvæk tøver med at engagere sig fastlandet, og breimod myndighederden politiske debat. Selv om det er blevet ”Ikke at fortælle sand- ne. I 2002 kom en af imere veksling mellem faacceptabelt at udtale sig om de sociamiliemedlemmer, der avisens reportager le problemer, så vælger befolkningen oftest heden har nogen gange dog lidt for tæt på an- at tro på propagandaen. levede henholdsvis De føler sig ikke det ene og det andet været en måde at overleve svarlige i regeringen, klædt på til at modargumentere og tror sted, blev gransket og avisen var tæt på heller ikke på, at debatten fører noget med på.” meget nøje. at blive lukket ned. sig. Den kritiske tilgang til politiske emner Efter kulturrevoluDen kom på fødderne er frataget kineserne igennem årtier, og tionen (1980’erne) begyndte frihedstanken igen, men stilen er blevet mere forsigtig. det er ikke svært at forstå det distancerede og kreativiteten at brede sig til fastlandet De kinesiske medier modnes gradvist. forhold til politik, hvis man altid har fået fra Hong Kong via popkultur, musik og Den statslige kinesiske TV-kanal (China den samme ensidige historie serveret og i kabel-TV på baggrund af det fælles sprog Central TV - CCTV) sender, men kontroløvrigt er blevet bedt om at se den anden og den fælles kultur. Båndene til familielerer også adgangen til nyheder, der handvej. Det økonomiske boom i det sidste årti medlemmer, som boede på den anden side ler om korruption i regeringen og social har også gjort sit til at aflede almindelige af grænsen, havde på trods af censur også uretfærdighed, og menneskers opmærkholdt kendskabet til demokrati og drømfølsomme politiske somhed fra en ’triviel’ men om at leve i materiel velstand i live for emner bliver be- ”Efter kulturrevolutionen politisk debat. For kicantoneserne. handlet fuldstændigt begyndte folk at opdage neserne er det vigtigeI begyndelsen af 1990’erne var hele den ensidigt. I debatten re at tjene penge end cantonesiske provins i stand til at se TV om Taiwan var der og udforske verden uden- at forsøge at forandre fra Hong Kongs dominerende TV-kanaler. ikke noget medie på et politisk system, der for Kina.” Da jeg rejste fra Kina i 2002 var yderligere fastlandet, som fik har været fastholdt i to engelsksprogede TV-programmer fra lov til at formidle et mere end 2000 år. Den Hong Kong blevet koblet på kabeltv-netalternativ til kommunistpartiets holdning. vestlige form for demokrati har kineserne tet. Ironisk nok giver kabeltv stadigvæk På den måde blev medierne brugt som rene stadig til gode, måske den når frem i en myndighederne en effektivt mulighed for propagandaværktøjer for regeringen. Det fjern fremtid. at kontrollere den information, der sendes samme gælder i sagen om Tibet. ud. Når som en Hong Kong TV-kanal, via Talk shows, der handler om forskellige kabeltv, beretter om begivenhederne på kulturelle og politiske begivenheder, er poTianan Men-pladsen i 1989, bliver billedet pulære blandt intellektuelle. I slutningen omgående erstattet med en pauseskærm. af 1980’erne begyndte man i komedier at På trods af den teknologiske udvikling og bruge sarkasme til at udtrykke alternative Vestens forsøg på at udbrede ytringsfriheholdninger. I artikler og bøger formidles den, bliver den kinesiske propagandamakontroversielle holdninger i mindre åbenskine, designet til at fordumme med intenlyse kontekster som reducerer forfatternes tionen om at kontrollere sine indbyggere, risiko for at blive forfulgt. stadigvæk holdt i live. Debatfora på internettet, især de såkaldte blogs, har udviklet sig hastigt i de sidste Sprækker indefra to år. Der er internetcaféer overalt i Kina Selvom satelitmodtagere stadigvæk er for de, som ikke har råd til deres egen comforbudte og kritik rettet mod kommunistputer og internetforbindelse. Udveksling af partiet censureres, så har TV-stationer på information imellem kineserne boomer i fastlandet fundet deres egne politiske koret hidtil uset omfang. Nyhedsformidlingen rekte måder at rapportere nyheder, debater blevet mere effektiv og propagandaen ter, økonomi og politik på uden at miste begrænset til emner som Taiwan og Tibet. fokus på social uretfærdighed og ønsket Kineserne er blevet mere kyniske og har om at afdække sandheden. En meget drisfået et større udvalg af holdninger at vælge tig avis som Nanfang Daily, der holder til imellem.

S024


FESTIVAL

D, 12. juli åbner Images of the Middle East kulturfestivalen i København og 8 andre byer rundt om I landet. Et ambitiøst og omfattende projekt der har 2 års tilrettelæggelse bag sig, og kan man hævde, et kulturmøde der ikke kunne times bedre. Trods de seneste måneders heftige Muhammed debat er festivalen ikke blevet ramt af aflysninger med undtagelse af 3 ud af de 450 kunstnerne som gæster landet. Der præsenteres dans, teater, litteratur, billedkunst, film og musik fra omkring 20 lande i Mellemøsten og Nordafrika med et kalejdoskopisk blik der favner den kulturelle mangfoldighed og tager udgangspunkt i temaet Identitet under forandring. KURT har talt med Center for Kultur og udvikling, som står bag festivalen.

MELLEMØSTEN ER MERE GLOBAL END OS ANDRE Af Ann

ette M ax Han sen

Libanesiske hiphopper Clotaire K midt i Beirut Foto: Isabelle Dellerba

S025


Hvorfor en Images of the Middle East festival? Formålet er at skabe mere nuancerede billeder af Mellemøsten og en større forståelse for den kulturelle udvikling som pågår i det moderne Mellemøsten. Derfor fokuserer vi også på den helt moderne samtidskunst. I både de skrevne, elektroniske, og i de digitale medier har man en hel klar fokusering på alle de problemstillinger, der eksisterer i Mellemøsten i form af konflikter, krige, besættelser osv. Men det er meget sjældent, at man i en vestlig offentlighed får lov til at stifte bekendtskab med den mangfoldighed af kultur, som udfolder sig i regionen. Images, som jo bygger på et gammelt koncept, giver mulighed for det møde. Både med kunstnere fra regionen men også med kunstnere, der har rødder i Mellemøsten og bor i Vesten men aldrig er blevet præsenteret for et dansk publikum.

unikt hverken for Danmark eller Mellemøsten. Så på denne måde er den tematik, som er valgt ikke Mellemøst specifik men et globalt fænomen, som også udspiller sig i Mellemøsten. Et der så et særligt karakteriska i forhold til en mellemøstlig identitet? Jamen der er jo ikke noget entydigt svar, ligesom der ikke er noget entydigt svar på det i Danmark, og det er også derfor festivalen er en kompleks størrelse og ikke giver noget svar på hvad Mellemøsten er, for Mellemøsten er mange ting. Så vi har

dom eller hinduisme. På den måde ville du igen komme frem til kompleksitet. Der er ikke nogen mulig forenkling, verden er en kompleks størrelse, og det bliver vi nødt til at forholde os til for at kunne forstå den verden vi opererer i. Vi kan ikke bare dele den op og sige, det her er islam. Der er ikke noget, der er islams kultur. Det er igen islams kulturer. Og jeg synes måske nok, at det er en sundere tilgang at tage et mere sekulært udgangspunkt, for vi har en tendens til i øjeblikket at fokuserer ting over i det religiøse rum, som kommer til at spille en større rolle i det offentlige rum. Og der tror jeg, og det er min egen lille kæphest,

Adskiller Images of the Middle East sig fra andre Images festivaler? Jeg vil argumentere for, at den er bredere og større i sit scope. Der er kommet nye genrer til, og for første gang har vi litteratur på programmet. Der kommer mellem 20 og 22 litterater som deltager i saloner og paneldebatter. Mellemøsten har en blomstrende litterær tradition, men det er meget få forfattere og digtere der er oversat til dansk, og ved at inkludere litteraturen, håber vi på at skabe en øget interesse og få nogle af forlagsredaktørerne til at åbne øjnene for regionens enorme litterære produktion. En anden ny programdel er filmen, som jo har den styrke, at den bogstavelig talt er i stand til at skabe nye billeder. Både hvad angår litteraturen, filmen, scenekunsten og musikken er kunstnerne jo udvalgt – naturligvis udfra deres geografiske placering – men dernæst først og fremmest med udgangspunkt i festivalens tema, som er identitet under forandring.. Er denne identitet i forandring et særligt Mellemøstligt fænomen?

Michael Irving Jensen, Projektleder på Images of The Middle East Foto: Mik Aidt ikke nogen løsning på eller nogen intention om at definere Mellemøstens kultur eller rettere kulturer. På den måde er budskabet svært at formidle, for budskabet er nemlig kompleksitet.

Er det ikke et lidt forældet koncept at have en festival, som tager et regionalt Nej, det vil jeg ikke sige, jeg tror det er et udgangspunkt, når vi har at gøre med en globalt fænomen. I lyset af globalisering, er kompleks og globaliseret verden. Ville det vi jo alle sammen beikke være mere relegyndt at stille os selv ”Festivalen er en kom- vant at have en festispørgsmålet ikke bare der handlede om pleks størrelse og giver val, hvem vi er, men hvem religioner, særlig hvis er det vi er ved at bli- ikke noget svar på hvad budskabet er mangve til, hvordan er det foldighed og regionen vi orienterer os i hele er udefinerbar? Mellemøsten er.” den strøm af informationer, det flow af mennesker og penge Jeg tror ikke det ville give nogen som helst og varer. Hvad er det vi skal relatere os selv mening, hvis man som du foreslår, vælger til. Og det kender vi fra Danmark, vi har jo religioner i stedet. Så har man det samme haft diskussionen om danskhed gennem problem. Religioner bliver jo udlagt på de sidste 10 år, og det er ikke noget som er 1700 måder, uanset om det er Islam, jøde-

at det er fint at forholde sig mere sekulært til kultur. Hvad med udvælgelsen af kunstnerne. Du siger at nogle af kunstnerne bl.a. har rødder i en mellemøstlig kultur men har skabt deres kunst i en vestlig kontekst. Hip hopperen Clotaire K er f.eks. opvokset i Frankrig og kommer herop med sine venner fra Marseilles. Hvornår er man fra Mellemøsten? Det er selvfølgeligt en meget svær balance, men tager du Clotaire K så er han typisk for en lang række kunstnere, som arbejder i Vesten men bærer eksilet i deres kunst. Rødderne kobles med vestlig inspiration. Og derfor giver det mening at præsentere kunstnere som har et ben i både Østen og Vesten. De er i høj grad også en del af den forandring som Images of the Middle East forsøger at skildre. Og generelt er Mellemøsten jo et af de

S026


Foto: Patrick Abisalloum

mest transnationale områder præget af transnationale sammenhænge, og det betyder jo for mange borgere, at de er langt mere globalt orienterede end os andre. Folk har ikke bare relationer i Vesten men også i resten af regionen. Det gælder naturligvis primært eliten, de bedre økonomisk stillede. Men der findes også en generel mobili-

tet i kraft af arbejde. Og så er Mellemøsten efterfølgende paneldebat med deltagelse en urban kultur og har nogle af verdens af både danske forskere, instruktører samt største byer. Der er tale om en enorm urSulayman Al-Bassam og Kifah Al-Khous. banisering og en voksende ungdomskultur. Til Co-existence konferencen samarbejStørstedelen af bedede den danske infolkningen er under struktør Christian ”Vi har en tendens til i Lollike med syriske 18, så på den måde kan man også godt skuespillere. Clotaire øjeblikket at fokusere tale om, at den unge K koncerten var et samtidige kunst, der eksempel på et samting over i det er omdrejningspunkarbejde, hvor han, da religiøse rum” tet for festivalen, er han var her for nylig, repræsentativ, fordi spillede sammen med det er de unge som tegner profilen af Meldanske musikere. Vi ønsker at skabe et rum lemøsten. Det er naturligvis ikke dem der for udveksling hvor disse relationer kan opsidder med den politiske magt. stå. Ikke blot mellem kunstnere men også hos den brede befolkning, og det er diaHvordan undgår man at Images of the log arrangementerne efter forestillingerne Middle East ikke bare bliver en kulturel også et forsøg på. fremvisning men også fremmer dialog og Festival programmet fortæller ikke blot udveksling? historien om mangfoldighed og et bredt og sammensat udtryk af kulturer og traditioLitteraterne der kommer herop mødes ner. Indenfor den enkelte genre er der også med danske forfattere. Sidste år havde vi en tale om hybrider og fusioner og musikken teaterkonference på Kronborg i forbindelse er ingen undtagelse. Nedenfor kan du læse med Hamlet Sommer. (Hamlet Sommer om en af gæsterne under festivalen, hiphop præsenterede sidste år forestillingen ALgruppen DAM, som mixer traditionel araHAMLET TOPMØDET af den Kuwaitiske bisk musik med rap. instruktør Sulayman Al-Bassam med en

Hip hop is the CNN of Palestine T

raditionel arabisk musik og hiphop beats tilsat radikale politiske udsagn har gjort palæstinensiske DAM til et af de hotteste navne på Vestbredden. Et heftigt eksempel på musikken som instrument til at finde et ståsted og en identitet, der brager utvetydigt og kraftfuldt igennem. Med tekster der synges på hebraisk har DAM sat en dagsorden om at bygge broer og kommunikere på tværs. Gruppen kommer til Danmark under Images festivalen og giver hele 4 koncerter rundt om i landet. Her kan du læse et interview med en af gruppens medlemmer Tamer Nafar. Vi har valgt ikke at oversætte interviewet da slang og andre godter ville gå tabt. Interviewet har tidligere været udgivet på www. africasgateway.com og skrevet af Rush. Could you give us a brief introduction by telling us who you are, what place you

S027

DAM: “Our message is one of humanity - but it’s also political - we make protest music”.Foto: Steve Sabella


IMAGE represent and how long have you been into the hip-hop game?

tos of the USA, into the stomach of that hungry Somalian , into the rocks that’s in my hand, into the 3rd world, so here in IsMy name is Tamer rael we gotta double Nafar, I’m a part of a cuz the occupa”We tryin’ 2 educate our job, hip hop crew called tion (since 1948) it’s DAM, it’s me, Suhell people, not make ‘em not only about the Nafar and Mahmud land, it’s also about Jrere. We represent hate or discriminate, but minds, they made us our human ideology. who are we, as u said, make them forget We represent da Paand made us loose lestinian people of the aware, 2 see the picture the knowledge by sel48, we been into the lin’ drugz and eatin’ more clearly!” hip hop scene almost each other alive, so 6-7 years. we tryin’ 2 educate our people, not make ‘em hate or discrimiWhat made you rather want to spread nate, but as u said, make them aware, 2 see your messages via hip hop than go out and the picture more clearly! fight a senseless war that’s not benefiting How was your group formed and how any of my people out there? do you go about recording? Are there any laws prohibiting you from spreading your I’m a say it like Chuck D from Public Enegospel? my, hip hop is the CNN of Palestine, the Israeli and the American propaganda present Well, I started doing hip hop 1998, Su and us as only fanatic people who wanna bomb Mahmud joined me at 99 and we started everything that’s eatin’ pork. Well, we’re DAM. We get a lot of problems from the bringin’ u all what u wanna forget, we are media here, either they show us as pro Hashowing that’s it’s deeper. While you just mas, or as a gimmick “ohhh cute Arabic flipped the station and saw me as the evil wild xxl clothes”. we’re taking you back to the first episodes that you all missed. I heard a couple of your joints and the sound is unique. Can u tell us who does the What does it feels like to be raised in that production? environment? What role is hip hop playing in raising awareness for those mouths that’s DAM is behind da productions with the big been shut? help of 2 producers called Magic and Shohat, our sound is unique because it’s a mix You should use it as they did in the ghetbetween 2 cultures - hip hop and traditio-

nal Arabic sounds. Some of your tracks are in Arabic and some in Hebrew. Why fuse the two? We use Hebrew because if I wanna make a common life with those in front of me I need a bridge, and language is the bridge here, we gotta talk, they gotta understand me before they judge me, that’s why I’m using my knowledge of Hebrew. How easy is it to get hold of hip-hop and what artist are you guys listening to? It’s hard 2 get music, because Israel and hip hop aint really friends. I mean you can find the mainstream rap, but I find it hard 2 get cd’z from Blackstar, Pharoah Monch, Dead Prez, Atmosphere, Gangstarr, IAM, Saian), Wutang and a lot that I forgot... You currently searching for a record deal. What would a record deal do for you? You got 600 million Arabs round the world, that’s the start , you have millions of hip hop fans, millions of pro Palestinian, and a curious world, but let’s just say that “I make muzik 4 my people. Any final words from DAM? Two things, Palestinian hip hop on da map, if not DAM den our sonz, we’ll reach u all!

DAM kan opleves rundt I landet under Images festivalen: København 30. august Odense 31. august Vordingborg 1. september Roskilde 2. september Læs mere om festivalen og spillestederne på www.images.org eller www.kit.dk Læs mere om DAM på www.dam3rap.com eller www.arabrap.net

DAM: “Israel is still dangling like a cigarette in Arafat’s mouth”. Foto: Steve Sabella

S028


PRISER

Menneskerettighederne op af lommen

KURT har været til overrækkelse af MIAprisen som uddeles til virksomheder der har arbejdet målrettet med mangfoldighed og siden talt med Sune Skadegaard Thorsen der bl.a. rådgiver virksomheder i integration om Corporate Social Responsibility.

Af Rune Stilling

”Dagen blev styret af konferencier Martin Krasnik, der hævdede selv at tilhøre en minoritet. Han beskrev sig selv som en rødhåret jøde med en funktionsnedsættende skade i korsbåndet.”

D

en. 30. marts blev tre danske virksomheder, IBM Danmark A/S, Århus Kommune og Micro-Matic A/S, tildelt MIAprisen for deres intensive arbejde med mangfoldighed. MIAprisen er indstiftet i 2003 af Institut for Menneskerettigheder (IMR), der er en delvist offentligt betalt organisation, som blev etableret af Folketinget i 1987. Organisationen fik i 2002 et nyt navn og blev lagt ind under en ny struktur (under megen omtale og debat i medierne og i Folketinget.) Formålet er dog stadigvæk at: ” ... fremme arbejdet med forskning i og oplysning om menneskerettighederne i fredstid og under væbnede konflikter ...”. Mangfoldighed i arbejdslivet Siden 2001 har IMR haft en særlig arbejdsgruppe, der har arbejdet med begrebet mangfoldighed i arbejdslivet, heraf også navnet på prisen (MIA). Umiddelbart står det måske ikke helt klart for alle, hvorfor et institut, der arbejder med menneskerettigheder, skulle interessere sig for mangfoldighed i arbejdslivet. Sammenhængen bliver dog mere tydelig, hvis man læser lidt i ”FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne” fra 1948, hvor der blandt andet står: ”Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.” (Artikel 2) og:

S029

”Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.” (Artikel 23, styk 1) Hvis man kan få virksomheder som eksempelvis IBM til at arbejde målrettet for at sikre mangfoldighed i virksomheden, så har man også bidraget til, at flere mennesker får opfyldt i hvert fald én af deres grundlæggende menneskerettigheder. Hvis vi omvendt har et samfund, hvor udvalgte grupper ikke kan få et arbejde på grund af arbejdsgivernes bevidste eller ubevidste udelukkelse, så står vi i stedet med et samfund, hvor ikke alle borgere sikres de samme rettigheder. Fem principper Mangfoldighed er en måde at tænke på, en måde at lede sin virksomhed på. Dette har folkene bag MIAprisen valgt at formulere i fem principper eller retningslinier for, hvordan virksomheder kan anvende idéen

om mangfoldighed:  Gør mangfoldighed til en ressource  Sikre lige muligheder og forhindre diskrimination  Inkluder alle minoritetsgrupper i en mangfoldighedsstrategi  Ret indsatsen mod alle faser af ansættelsesforholdet  Inddrag medarbejderne og målgrupperne i processen (De fem principper for mangfoldighed i arbejdslivet, se mere på MIAprisen hjemmeside) Grundtanken er, at brugen af de fem principper, ud over at kunne indbringe virksomhederne MIAprisen, også i sidste ende vil gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige. Det gælder både hvad angår produktivitet samt evnen til at tiltrække de rigtige medarbejdere. Det vil de, fordi virksomhederne på den måde får mere arbejde


ud af den enkelte ved at forstå vedkommenHvilke reaktioner møder du i forhold til des styrker og svagheder og bruge denne videt synspunkt? den, til at få hver enkelt til at yde optimalt. Derudover er teorien vel den, at nutidens Synspunktet kan man godt forstå, men der arbejdsopgaver netop også er mangfoldige bliver sjældent ageret på det. og derfor kræver en medarbejderstab med mange forskellige egenskaber. Endelig vil Hvad er det typisk for nogle opgaver og virksomhederne i fremtiden opleve, at de i spørgsmål, du bliver udsat for, når virksomhøjere og højere grad heder hyrer dig? skal rekruttere med”Enhver har ret til arbej- De fleste virksomarbejdere fra forskellige lande og med en de, til frit valg af beskæf- heder har gjort sig forskelligartet kultubevidst, at Corporate rel baggrund. Det er tigelse, til retfærdige og Social Responsibimed andre ord bylity, som minoritetsdende nødvendigt, at gunstige arbejdsvilkår og spørgsmålet hører ind virksomhederne er i til beskyttelse mod ar- under, er et område, stand til at behandle der skal arbejdes med. bejdsløshed.” alle disse menneDerfor vil de eksemsker med respekt, og pelvis gerne have (Artikel 23, styk 1) evner at få dem til en analyse af, hvilke at arbejde optimalt strukturelle forhinsammen og udnytte deres forskelligheder dringer, der ligger vejen for, at minoriteter positivt. kan klare sig og ønsker at arbejde i deres virksomhed. Vi kan også assistere med udSune Skadegaard Thorsen fra firmaet Rådgivning af virksomheder vikling af en politik, en strategi eller konLawhouse.dk, som har specialiseret sig i – Corporate Social Resposibility krete tiltag på området, herunder træning. rådgivning af virksomheder i Corporate Det er i dag muligt som virksomhed at For at kunne klare sig internationalt bør Social Responsibility. købe sig til rådgivning i, hvordan man blivirksomhederne have en politik og strategi ver bedre til at håndtere mangfoldighed for lige muligheder og mangfoldighed. Her og sikre lighed på arbejdspladsen. Én af de anbefaler jeg, at man tager udgangspunkt Man har ikke undersøgt området! Der finpersoner, der har arbejdet i lang tid med at i begrebet ”den tredobbelte bundlinie”, des ingen omfattende officielle undersørådgive virksomheder indenfor området, er som fokuserer på virksomhedens påvirkgelser af, om diskrimination er et problem advokat og partner i firmaet Lawhouse.dk, ning af miljø, økonomi og mennesker. i Danmark. Når jeg selv har undersøgt Sune Skadegaard Thorsen (SST). Mit udgangspunkt for at arbejde med sagen på konkrete arbejdspladser, er det Kurt fangede SST på vej mellem to møden tredobbelte bundlinie er, at virksommin erfaring, at etniske minoriteter i høj der til et kort telefoninterview om hans hederne tager et ansvar for det samfund, grad føler sig diskrimineret på det danske arbejde med menneskerettigheder og virksom de virker i. arbejdsmarked. Det går på alt lige fra tilsomheders samfundsansvar (også kaldet tale, vittigheder om udlændinge samt krav Corporate Social Responsibility eller CSR), Hvordan underviser man arbejdspladtil den enkelte medarbejder. Mange ikke herunder emnet integration på arbejdsser i god integration? etniske danskere føler sig på grund af forpladsen. domme bagud fra starten: Som ikke etnisk Man underviser i ikke-diskrimination, lige dansker må du nødvendigvis være dårliHvad lægger du i ordet ”integration”? muligheder og mangfoldighed. Og, som gere uddannet, have højere risiko for at nævnt, handler det også om at uddanne mavære kriminel, du kan ikke arbejde med en Jeg bryder mig slet ikke om ordet integrajoriteten. Derfor går kvindelig chef, du kan tion, på grund af den betydning det typisk vi igennem hele or- ”Jeg bryder mig slet ikke ikke passe dit arbejde, tillægges i det danske samfund. ”Integraganisationen og gendu drikker ikke alkotion” bliver i Danmark oftest brugt i betydnemfører trænings- om ordet integration, på hol og kan derfor ikke ningen ”assimilation”. Det betyder, at man indsatser overfor deltage i socialt samgrund af den betydning vær. Derudover får du med integration mener, at det er minoriteledere, mellemledere ten, der skal ændre sig. Det er minoriteten, og medarbejderne i det typisk tillægges i det selvfølgelig spørgsder skal tilpasse sin adfærd til majoritetens; det hele taget.. Flere mål om du er blevet det vil i indvandrersammenhænge sige, at virksomheder kan danske samfund. ”Inte- tvangsgift, og om du indvandrere forventes at skulle tilpasse sig godt se, at der ligger sender penge til fadanske måder at gøre tingene på – udover en udfordring i at er- gration” bliver i Danmark milien hver måned. at overholde loven. Når politikerne giver kende, at vi desværre etniske danskere oftest brugt i betydningen Ikke penge ud til integration, så går de for 95 % har stereotyper og skal altså bruge en hel vedkommende til projekter, der handler om fordomme, og at vi ledel energi bare på at ’assimilation’.” at opdrage og ændre på indvandrere, så de ver dem ud. Danmark modbevise fordombedre kan begå sig i det danske samfund. er det eneste land i mene omkring dem. Efter min mening burde 50 % af midlerne Europa, der stadigvæk tager rundt til konMange føler endelig, at de er nødt til at gå til uddannelse af majoritetsbefolkningen ferencer og lignende og fortæller, at vi ikke præstere ekstra for bevise deres værd. i, hvordan man omgås mennesker, der har har diskrimination i Danmark. På et tidspunkt deltog jeg i en konfeen anden kulturel, social, religiøs, osv. bagrence om integration på arbejdsmarkedet i grund end én selv. Hvordan hænger det sammen? Danmark, hvor jeg præsenterede på vegne

S030


af Novo Nordisk. Titlen på konferencen, op at stå. Det behøver ikke at kræve nogen som var arrangeret af regeringen, var stor indsats fra virksomhedens side. ”Hvordan opgraderer vi kompetencerne for Vi taler om globalisering, som Danmark indvandrerne?”. Titlen er en del af. Hvorfor indeholdt i sig selv ”Efter min mening burde går vi ikke ind og vældanskernes fordom et andet sprog. Vi 50 % af midlerne gå til ger omkring indvandreer elendige til engelsk. res lavere uddannel- uddannelse af majoritets- Vi er hele tiden bagud sesniveau – og vores i møder og under forbefolkningen i, hvordan handlinger med udkollegaer fra Canada, Schweiz og England fordi vores man omgås mennesker, lændinge, rystede opgivende på engelske sprogkomhovedet der har en anden kulturel, petence er så dårlig. Var det ikke en idé at Men er det en for- social, religiøs, osv. bag- udbygge de kompetendom og ikke virkeligcer? Det er selvfølgelig grund end én selv.” hed? et politisk spørgsmål. Vi har i hvert fald gjort det til en virkelighed. Alle udlændinge, der kommer ind i Danmark, skal udfylde en slags selvangivelse over deres kompetencer. Så vidt jeg ved, viste en undersøgelse af disse ”selvangivelser”, at uddannelsesniveauet blandt indvandrere har samme fordeling, som blandt etniske danskere. Vi anerkender bare ikke udenlandske uddannelser. Men hvad så med sproget? I flere større virksomheder er koncernsproget engelsk. Men hvor mange virksomheder gør sig derudover den anstrengelse at undersøge, hvilke sprogkompetencer et givet job faktisk kræver? Jeg tror, at man ville finde ud af, at der er mange andre kompetencer end lige netop evnen til at tale fejlfrit dansk, som er langt vigtigere. Så kan vi dernæst arbejde på, at den danske sprogkompetence kommer

S031

To af Århus Amts vaskeris medarbejdere glæder sig over nomineringen til MIAprisen.

Men hvad med automekanikeren? Han har måske ikke ressourcer til at skulle forholde sig til en medarbejder, der ikke taler så godt dansk? Særligt i forhold til et job hos en automekaniker ville jeg mene, at dansk sprogkompetence ikke er særlig vigtig. Sproget bliver efter min mening gjort til en behagelig undskyldning. Man analyserer ikke jobbets forudsætninger tilstrækkeligt, og man er ikke villig til at afsætte de nødvendige ressourcer til eventuel efteruddannelse. Jeg kan give et eksempel, som jeg kender til. Der var tale om en finsk psykolog, som var ansat i en kommune til at have med børn at gøre. Vedkommende talte glimrende skandinavisk-dansk, men kunne ikke få lov til at arbejde direkte med børn, fordi hun som rollemodel for børnene skulle tale perfekt dansk. Jeg ville jo mene, at argumentet snarere måtte være omvendt. For mig

ville det handle om at vise børnene, at man tillægger det værdi at være fra et andet land og have en anden baggrund end dansk. Er danskere generelt dårlige til at forholde sig til mennesker, der er anderledes end dem selv? Det tror jeg vi er. Vi har aldrig modtaget uddannelse i det. I USA ved du i 5. klasse, hvad inklusion og eksklusion fra et kulturfællesskab betyder. Der er diskrimination en del af pensum i folkeskolen og gymnasiet. Det er først fra i år, at menneskerettighederne er kommet med i pensum i Danmark og kun for gymnasieelever. Vi har i den grad været et monokulturelt samfund. Når folk hører, at vi har store problemer med udlændinge, forstår de slet ikke, hvordan det kan lade sig gøre. ”Udlændinge udgør kun 5-6 % af den samlede befolkning. Hvad er problemet?” Men det er netop dét, som er kernen. Det er forholdsvist nyt, at vi overhovedet skal forholde os til andre kulturer. Det har vi slet ikke værktøjerne til at gøre. Til sidst ender det med at være virksomhederne, som er nødt til at gøre den nødvendige indsats. Hvis en virksomhed eksempelvis skal udstationere medarbejdere i USA, bliver de sendt på kursus i, hvordan man sørger for ikke at diskriminere og i hvordan man taler til hinanden. Læs mere: www.miapris.dk www.menneskeret.dk/menneskeretieuropa/fn/verdenerklaring www.lawhouse.dk


FILM

Hævn over hævn Af Anja Schmuhl Med Paradise Now er det lykkedes den palæstinensiske instruktør Hany Abu-Assad ovenud godt at lave en pokkers trist film om en politisk tragisk situation: Den fortsatte konflikt imellem israelere og palæstinensere på Vestbredden. Filmens dramatiske - og kontroversielle - omdrejningspunkt er optakten til en selvmordsaktion. Said og Khaled er to tilsyneladende helt normale unge mænd fra Nablus, der på en tilsyneladende helt normal dag modtager meddelelse om, at de er blevet udvalgt til at gennemføre en selvmordsaktion i Tel Aviv. Ikke i dag, men i morgen. Så er scenen sat. Hvad der videre kommer til at ske skal ikke røbes her. Filmen er værd at se alene for den elegante måde, den er skruet sammen på. Det er en ferm fortælling, og ingenting kommer til at forløbe helt som forventet. At filmen lykkes er således ikke mindst fordi, budskabet aldrig kommer til at skygge for handlingen. Det sagt, skal der dog heller ikke stå tvivl om, at filmen har et budskab.

Paradise Now er en film om en konflikt (eller bør man i virkeligheden ikke kalde det for en krig?), der har fået lov at stå på alt, alt for længe. Det tjener Abu-Assad til ære, at det ikke på den baggrund også er blevet en film om skyld. Først som sidst fremstår skildringen af to umiddelbart harmløse fyre med lidt for langt hår, der i løbet af et døgn forvandles til selvmordsbombere, som en sørgelig nøgtern påvisning af, at hævnens logik har taget over, hvor viljen til at argumentere er sluppet op. På begge sider. Og at det i dag er den egentlige tragedie. For nok er dette ikke en reklamefilm for den israelske besættelse af Vestbredden: Nablus er ikke bare endnu en trist betonby et sted i Mellemøsten. Nablus er en tilstand. Af kollektiv lammelse. Af arbejdsløshed og fattigdom, paranoia og klaustrofobi. Det er ikke bare hårdt at være ung mand på Vestbredden, det er helt og aldeles kvælende perspektivløst. Ligeså lidt er det dog en reklamefilm for de kynisk manipulerende fanatikere, der under dække af ”den store kamp” og orkestreret af forblommede henvisninger til

Paradise Now er en film om en konflikt, der har fået lov at stå på alt, alt for længe. Allah og Muhammed, ganske uden skam i livet sender andre i døden for en sag, der for længst er gået i selvsving – og hvis komplicerede baggrund og årsager ganske har mistet sin betydning. Tilbage står, at lige meget hvilken form for retfærdighed, der henvises til i kampens hede, vil nogen få blod på hænderne. Offeret er blevet bøddel, og i sidste ende er alle ofre. Palæstinensere som israelere. Så se filmen og græd med dem. Og også lidt over dem. På begge sider. Paradise Now er i københavnske biographer nu og kan også ses under Images of the Middle East I Roskilde den 2. september og Helsingør den 3. september. Læs mere på www.images.org

TEATER

NY CIRKUS: Groupe Acrobatique de Tanger/Marokko Groupe Acrobatique de Tanger Marokko Foto: Richard Haughton

Poetisk symbiose af akrobatik, levende arkitektur, video, verdensmusik og en varmende humor. Et landskab vævet sammen af det stof som drømme er gjort af – længsel og mod. Som menneskepyramider i et levende ørkenlandskab breder Taoub historien ud om det, der holder os mennesker sammen. Franske Aurélien Bory har bragt den legende marokkanske cirkusfamilie med sig fra den nordafrikanske kyst og tilsat den ny cirkus. Med en fortryllende magi svinger 12 akrobater sig illusorisk rundt i filmiske fritsvævende landskaber af svejende lærreder. FAKTA Groupe Acrobatique de Tanger/Marokko kan opleves under Images of the Middle East i Musikteatret Albertslund d. 9,10.11 august og i Hillerød d. 23. august samt flere andre steder i landet. Læs mere om Images festivalen på www.images.org eller www.kit.dk

S032


BOG

Allah er ikke forpligtet af Ahmadou Kourouma

Forlaget Hjulet. 2005,

Af Pawel Wedrowski Man sætter ikke hatten på sit knæ så længe hovedet stadig sidder på halsen! Sådan siger man hjemme i min landsby. Sådan er traditionerne. Men jeg har for længst stoppet traditionerne skråt op. For jeg har været i Liberia og dræbt en masse mennesker med en kalasnikov i hånden, og jeg har været vind og skæv af blodige knive og andre hårde stoffer. Farven er sort som taget ud af en negers røv efter morgenkaffen. Jeg tillader mig en vis bramfrihed for dette er hverken for børn eller litterære trøstespisere. Helvedes forgård toner frem, mens man rystet bladrer igennem de indledende sider og uværeligt drages mod bundlinien i dette makabre regnskab. Ahmadou Kouroumas ´Allah er ikke forpligtet` bevæger sig i skikkelse af 10-12 årige Birahima ubarmhjertigt igennem Liberias og Sierra Leones stammekrige. Sproget er såre simpelt og vokser i bevidstheden som en melklump i munden. Landskaberne beskrives med grove penselstrøg, set fra lav højde og et barnligt sind. Birahima fortæller sit liv gennem krystalklar kugleregn. Undervejs i en alt for hastige barndom pejler Birahima sig igennem verden ud fra en allestedsnærværende overtro. Man aner en sammensmeltning af adskillige rituelle og religiøse kulturer, som har gennemstrejfet det afrikanske kontinent på kryds og tværs. Han trøster sig med fortællinger om skæbne og liv før livet og denne finurlige efterrationalisering om, at Allah ikke er forpligtet til at være retfærdig i alt, hvad Han gør hernede på jorden. For at øge sine chancer udi en tvivlsom fremtid skal Birahima med sin tante til Liberia på skole. Afrejsen kompliceres ved at tanten pludselig er forsvundet. Således tager fortællingen sin egentlige drejning. Birahimas rejse er en eftersøgning. For at finde sin tante. Et kapløb med tiden for på de breddegrader taler vi ikke om skattejagter arrangeret til en børnefødselsdag i et dansk forstadskvarter. Hver dag er et liv på Allahs nåde, Guds gynge - og ved min fars pik, Faforo, som Birahima regelmæssigt udbryder. Birahima får uventet følgeskab af seddelmultiplikatoren Yacouba, hvis historie man gradvist præsenteres for. Han maler ellers fanden lysegrøn på væggen lige dér foran Birahimas øjne. Og for at gejle mig op til at tage af sted, fortalte han mig en masse andre ting om Liberia. Vidunderlige ting. Dernede var der stammekrig. Dernede blev gadedrenge som mig børnesoldater. Small-soldiers hedder det på pidgin-amerikansk ifølge Harraps. Og small-soldiers havde alt hvad de ønskede sig. Kalasnikover, for eksempel. En kalasnikov er

S033

et gevær opfundet af en russer, og det skyder uden ophold(...). Jeg ville være børnesoldat, small-soldier. Børnesoldat eller soldaterbarn, det er hip som hap og det samme. Dag og nat havde jeg kun ordet small-soldier på læberne. Når jeg lå i min seng, og når jeg sked eller tissede, råbte jeg bare small-soldier, soldaterbarn, børnesoldat! Makkerparret drager af sted og vi følger nervøst trop. Til fods kaster vi os ud i et grusomt marathon gennem et krigshærget Vestafrika. Birahima og seddelmultiplikatoren havner til at begynde med i oberst Gode Papas lejr. Hér stifter vi bekendtskab med en uendelig række af forkortelser, som hver især dækker over lyssky organisationer. Gode Papa repræsenterer NPFL, National Patriotic Front of Liberia, som opererer i den nordlige del af landet. Man mindes Monty Pythons skæve skildring af et stykke bibelhistorie i Life of Brian, hvor antallet af palæstinensiske befrielsesorganisationer tangerer en verdensrekord. Dengang i hylende morsomme rammer, i det moderne Liberias tilfælde med en ganske anden og gravalvorlig kontekst. Oberst Gode Papa er knyttet til Charles Taylors klan. Taylor, som senere bliver præsident, er en gangster som med to seksløbere i bæltet og en smøg i kæften systematisk terroriserer og røver sine omgivelser. Beskrivelsen af Taylor og hans vej til magten er et præcist og skræmmende indblik i den mentalitet, som har dikteret de politiske forhold i Vestafrika i årevis. Folk i Liberia hørte for første gang om Taylor i forbindelse med et berømt gangsterkup, der tvang Liberias finansministerium i knæ. Taylor havde tømt kassen, men havde med falske underskrifter overbevist regeringen om at de mange penge var sikkert anbragt i USA. Hans svindel blev afsløret, og han blev spjældet og sat i retten. Men Taylor var ikke tabt bag en vogn. Han bestak sine fangevogtere med sine røvede penge, flygtede til Libyen og fik et møde med Gaddafi, hvor han præsenterede sig selv som chef for oppositionen imod den liberiske diktator Samuel Does blodige regime. Så Gaddafi gav Taylor et kys på munden og sendte ham på et langvarigt ophold i den militærlejr hvor Libyen fabrikerer terrorister. Taylor har siden hen ikke blot fostret, men opretholdt krigstilstande i såvel Sierra Leone som Guinea. Han har undermineret enhver international hjælpeindsats og brutalt konspireret imod den mindste skygge af opposition. Omfanget af menneskelig forråelse og svinagtig koldblodighed begynder så småt at dæmre. At Ibrahima befinder sig et sted som er absolut forbudt for børn er hævet over enhver tvivl. Man sidder med hovedet tungt hvilende i hænderne og læser sørgmodigt videre. Det er imponerende så legende let de poli-

tiske refleksioner blander sig med konkrete oplevelser på Ibrahimas vej. Med jævne mellemrum fodres man med historisk og politisk baggrund og i horisonten vandrer børnesoldaten gennem døde kroppe, forladte sjæle og en kolossal losseplads af ituslåede drømme. Tra la la la lyder salverne fra maskingeværer mens råbene, de rituelle trommer, åndemaneri og alskens skrig og skrål skaber lydkulisserne i et af verdens sørgeliste dramaer. Det er frygtelig tæt på i Ahmadou Kouroumas sprog og hans spinkle om end snusfornuftige antihelt Ibrahimas færden. Man oplever en voksende desillusion i en stemning hentet et sted imellem Al Greens spirituelle gudstjenester i Memphis og Joseph Conrads bestialske skildring af General Kurtz sejlads op ad Congofloden og ind i Mørkets Hjerte. Man hører fødder i alt for store støvler på vej gennem elefantgræs og disse lyse stemmer, alt for lyse til de beslutninger som skal tages. En af børnesoldaterne var virkelig noget særligt. Alle kaldte ham kaptajn Kvikke Kik. Han var en mærkelig dreng. Efter jagten på de to flygtninge kom vi tilbage til vejen der førte ned til landsbyen, men pludselig løb kvikke Kik ind i skoven og drejede skarpt til venstre. Han ville skyde genvej. Det var kløgtigt gjort. Bang! sagde det, og så hørte vi Kik skrige som en gal. Hvis angst æder sjæle er den fed og godmodig dernede et sted i grænselandet mellem mareridt og virkelighed. Dette er et værk som skal læses, og som man sluger til trods for at det er ubærligt. Ahmadou Kourouma skildrer månens mørke side og det føles forpligtende når vanviddet så skamløst banker på. FAKTA Ahmadou Kourouma blev født i 1927 i Elfenbenskysten. Han var den ældste søn i en anerkendt Malinke familie. Ahmadou voksede op hos en onkel, der var mesterjæger og meget betydningsfuld i det traditionelle samfund. Han gjorde tjeneste i den franske hær i Indokina 1951-54. Siden blev han uddannet aktuar og arbejdede i forsikringsbranchen. Ahmadou blev tvunget til at forlade sit land i 1963, falsk anklaget for at have deltaget i en konspiration. Som et opråb imod korruptionen af den afrikanske uafhængigheds-drøm, indleder han sit forfatterskab med romanen ´Uafhængighedens sole´. De fleste år af sit liv måtte Ahmadou leve i eksil på grund af sin konstante kritik af styret i Elfenbenskysten. Han nåede blot at skrive fire romaner og en række fortællinger for børn men anses imidlertid for en af de betydeligste afrikanske forfattere.


KUNST

N E I R Y S Å P BILLEDER to af Thara thara fra

Værk af Bredahl: Fo

Raqqa i Syrien.

Af Gitte Broeng Der er langt fra Møstings Hus på Andebakkestien, Frederiksberg til Suq’en i Damaskus. Ikke bare hvad afstand angår, men også stemning og atmosfære. I sensommeren mødes de to verdener imidlertid, når Møstings Hus slår dørene op for udstillingen ”Images of Syria”, der er en del af festivalen ”Images of the Middle East”. 17 danske og syriske kunstnere deltager i udstillingen, som er arrangeret af billedkunstnerne Vibe Bredahl, Sophie Hjerl og Malene Hartmann. De kender hinanden fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor de alle er uddannet. Og så deler de en begejstring for Syrien. 1001 nats Syrien ”I vesten er det ofte de negative historier vi hører, og jeg tror, at mange danskere forbinder Syrien med noget utrygt og skræmmende. Men vi har alle tre oplevet en enorm gæstfrihed og åbenhed,” fortæller Malene Hartmann. ”Syrien er jo en blandingskultur med forskellige religioner, sprog og nationalite“Images of Syria” 4. august – 3. september 2006 Arrangeret af Vibe Bredahl, Malene Hartmann, Sophie Hjerl Møstings Hus Andebakkestien 5 2000 Frederiksberg Åbent: tir. – søn. kl. 11 – 16 Aftenarrangementer I forbindelse med udstillingen arrangeres aftener med foredrag, forfatteroplæsninger og en koncert (onsdag d. 9., 16., 23., 30. august). Her kan man bl.a. møde Issa Touma, Seimi Nørregaard, Iselin C. Hermann, Jørgen Bæk Simonsen og ”Breath”. Læs mere på www.images.org

ter. Der er masser af kontraster. Når man går rundt i Suq’en i Damaskus møder man et utroligt menneskemylder. Den her sanselige 1001 nats stemning, som er meget anderledes, og som skaber et særligt refleksionsrum. Jeg tror det er dét, der virker så inspirerende,” tilføjer Sophie Hjerl. Det mellemøstlige land med 17 mio. indbyggere har en rig kulturhistorie, der går adskillige årtusinder tilbage i tiden. Og hovedstaden Damaskus regnes for at være en af verdens ældste byer. Danske musikere, digtere, forskere, billedkunstnere har besøgt Syrien i hobetal. Mange med udgangspunkt i ”Det Danske Institut” i Damaskus, der blev stiftet i 1995. DK/SY På udstillingen i Møstings Hus medvirker flere yngre billedkunstnere, men også etablerede navne som billedhuggeren Bjørn Nørgaard og performancekunstneren Kirsten Delholm. ”De danske kunstnere vi har valgt at invitere til ”Images of Syria” har ikke bare rejst i landet, men specifikt skabt værker, der handler om deres møde med Syrien,” forklarer Malene Hartmann. Hvad med de syriske kunstnere. Hvordan har I fundet frem til dem? ”Det er gennem kunstneren Issa Touma, som selv er med på udstillingen. Han har sit eget galleri i Syriens næststørste by Aleppo, hvor han årligt arrangerer to festivaler: Women’s Art Festival og en foto festival, hvor han inviterer syriske og internationale kunstnere. Vi har alle tre udstillet dernede, og det er her, vi fandt frem til de syriske kunstnere, som er med på ”Images of Syria”,” fortæller Vibe Bredahl. ”Jeg kan huske at jeg så en fotoserie af Eman Ebraheem, da jeg var med på Women’s Art Festival i 2004. Den rørte mig virkelig. Hun havde skrevet tekster på fo-

tografierne, som fortalte hendes personlige historie. Man kunne se, at hun havde en bevidsthed omkring de tendenser, der er i fotokunsten i dag. Men samtidig havde hun sit helt eget udtryk,” forklarer Sophie Hjerl. Nutidskunst? ”Vi har udelukkende valgt kunstnere, som siger os noget. Hvor værkerne rummer en form for erkendelse, som er interessant. Det har ikke været meningen med udstillingen bare at præsentere syrisk kunst i dag, for så ville det have været et helt andet billede,” siger Malene Hartmann. “Alle de kunstnere vi har inviteret arbejder f.eks. med nye medier som foto og video. Men det er slet ikke repræsentativt. Den fremherskende kunst i Syrien er stadig meget traditionel. Hvis man går på galleri for at se syrisk ”nutidskunst” vil man hovedsalig opleve dekorative malerier. siger Vibe Bredahl og fortsætter: ”I Danmark kan man jo også sagtens finde nutidskunstnere, der maler dekorative blomstermalerier. Men det er bare ikke den slags kunst, man ser på de førende gallerier. Sådan er det ikke i Syrien. Dér har kunsten en anden rolle. Det er ikke meningen den skal være samfundskritisk eller eksperimenterende.” Det hænger vel også sammen med den politiske situation i Syrien? ”Helt klart. Issa Touma har jo store problemer med at arrangere sine festivaler. Og vi oplevede at én udstilling blev lukket af myndighederne, men genåbnet på hans galleri, der så igen senere blev plomberet af myndighederne, som det har været tilfældet mange gange igennem de seneste år,” siger Sophie Hjerl. Issa Touma har drevet galleriet Le Pont siden 1996. I forbindelse med den 3 lukning af hans galleri, udtalte han i et interview til

S034


Jyllandsposten, at han ikke var politisk men bare vil have lov at arrangere sine udstillinger uden indblanding fra myndighedernes side. ”Vi fokuserer heller ikke på det politiske. Vi vil først og fremmest vise nogle gode værker,” forklarer Malene Hartmann. Billedet forestiller … De tre kunstnere bidrager også selv med værker til udstillingen. Sophie Hjerl viser bl.a. et fotografi fra en gadebutik i Damaskus. Man ser aftrykket af tre blodige hænder på en mur. Ved siden af hænger nogle souvenirs fra Mekka. ”Det er en heftig kontrast. Jeg synes fotografiet er interessant, fordi det siger noget om, hvor forskelligt vi aflæser billeder og symboler. Mange vesterlændinge vil automatisk forbinde et blodigt håndaftryk med noget makabert. Men i Syrien betyder hænderne på muren faktisk det stik modsatte: de holder alt det onde væk.” Lignende ”misforståelser” har Vibe Bredahl også oplevet. Bare den anden vej rundt. Da hun udstillede i Syrien første gang, viste hun bl.a. en tegning af en pige

med en masse fluer. ”Folk på udstillingen spurgte mig, om der var mange fluer i Danmark. De havde nogle fantastiske associationer. Samtalen gik fuldkommen ubesværet fra det meget bogstavelige til filosofiske overvejelser. Faktisk er det nok min bedste udstillingsoplevelse overhovedet, fordi folk var så åbne og virkelig gik ind i værkerne,” siger Vibe Bredahl. Broderi og kjoler På ”Images of Syria” viser hun Syriens-delen af projektet ”Embroidery of the Middle East”. Projektet er en anderledes form for samtale. Med nål og tråd. På rejser rundt i bl.a. Syrien bad Bredahl folk om at brodere fortællinger på en dukke. Og hun fik på den måde en dialog i gang, selvom hun ikke kan arabisk. I Malene Hartmanns værker optræder derimod ingen personer. Men kjoler - uden ansigter og kroppe. ”Jeg er inspireret af det mylder af kjoler og kjortler, man møder i Suq’en og farveholdningen i de støvede gader. I mine billeder rummer kjolerne på en gang nærvær og fravær, og samtidig synes jeg de minder om

arkitektoniske bygninger med indgange og udgange,” fortæller Malene Hartmann. ”Images of Syria” bringer for en tid mylderet, kontrasterne - broderede fortællinger, kjoler uden personer, videoværker og fotografier med påskrevne livshistorier til Møstings Hus. Billeddialog Efter Muhammed-krisen virker udstillingens kunstneriske møde mellem to forskellige verdener mere nødvendig end nogensinde før. ”Kunsten taler fra et andet sted. Den kan formidle en anden slags sandhed, som kan være baseret på sansning og fornemmelser. ”Images of Syria” kan på den måde være med til at skabe en dialog, der er frisat fra politiske statements og stereotype skræmmebilleder,” mener Sophie Hjerl. ”Vi gik jo i gang med at planlægge udstillingen længe før sagen om Muhammedtegningerne. Og som sagt var vores motivation ikke politisk. For os handler ”Images of Syria” først og fremmest om en stærk fascination af Syrien. Men Muhammed-krisen har jo sådan set bare gjort udstillingen endnu mere vigtig,” siger Vibe Bredahl.

DANS

Ziya Azazi Tyrkiet: Dervish Med hypnotisk kraft og forførende æstetik fusionerer Azazi den traditionelle sufidans med moderne koreografi i et ekspressivt, næsten akrobatisk kropssprog. Azazi tager os med på en trancenderende rejse gennem sufismens 4 stadier. Mens fart, spænding og følelse intensiveres, forsvinder man ind i dette rum, som har nærmest narkotisk effekt. Med sans for det spektakulære og visuelt dragende har Azazi iscenesat et spirituelt ritual og omsat det til fremragende scenekunst. Ziya Azazi kan opleves i København under på Images of the Middle East på Dansescenen 13. og 14. august og i Baltoppen 27. august samt flere steder i landet. Læs mere på www.images.org eller www.kit.dk

S035

Ziya Azazi Foto: Max Moser

Foto: Courtesy of Eros International


�������������������������������������������������

���������

��������������������������������������������������������� ���������������������������������������������������

������������������������������������ ��������������������������� ��������������������������������� ����������������������������������������� �������������������������������� ������������� ��������������������� �����������������������

������������������������������������� �����������������������������������������


KURT no 3