Page 1

Poltitiet på sk

bisk Sierra4 påoleabraænken

029

007 lm

Tea t

er o o Pa m d rk s eu syn øger lige At s vi h asyl kabe ele p Euge teat tide å Sa nk er so verd nio B æft ndho enst m a er o r b eatr man p o lm. ets m a fortæ m b ygge ll angf oldig er om d r kirke en heds prin romans r cip ke m etod e,

029 Mu ng

nin

ew m g: Prog ed for r fatter essive k i Danm til bog r ark A en Isl æfter dam H a m o

Efterly s

Interv i

reserverede pladser i synagogen

Religiøse revolutionære og forstokkede tilhængere Forhenværende overrabiner Bent Melchior om konservatisme og

Forår 2006 # One More issue

019

005


Velkommen til anden udgave af KURT

S

Hovedstadens Røde Kors Nordre Fasanvej 224, 4 2200 Kbh. N Telefon: 4077 7329 Mail: kurt@drk.dk http://hovedstaden.drk.dk/ Læs 1.udgave af KURT http://drklokal.inforce. dk/graphics/Lokal/Hovedstaden/KURT/KURT/kurt. pdf Ansvarshavende Redaktør Annette Max Hansen Redaktion: Vahid, Pawel Wedrowski, Gitte Brønd, Rune Stilling, Dina Haffar, Jens Burau, Kaff Christinna Merrild Skribenter: Eugenio Barba, Moqi Simon Trolin, Farouk Al-Haffar

å kom Danmark på verdenskortet, og dog, hvilket kort!? Der er fra nogle verdenshjørner uklarhed om landets eksakte beliggenhed og tilhørsforhold.I fjernsynet for et par uger siden kunne man således høre, at vi nogle steder i verden placeres som hovedstaden i IKEA. Nuvel, i disse tider ville det vel være en overvejende fordel. Under alle omstændigheder har Danmark fået opmærksomhed som aldrig før, og til trods for at visse mediestrateger vil hævde, at al publicity er god publicity, så vil ikke kun Arla, men formodentlig resten af den danske befolkning, stille spørgsmålstegn ved den påstand. Det er en uheldig måde at komme i søgelyset på. Men måske debatten og muligheden for at blive betragtet udefra kan føre noget konstruktivt med sig. KURT har traditionen tro været på gaden for tage temperaturen og spurgt folk, om de mener, det er muligt. ”Man har åbnet for en æske, og nu er man forpligtet til at skabe noget konstruktivt ud af det”. Udsagnet kom fra Mete, en tyrkisk født mand vi mødte i det indre København, og det kan næppe siges klarere. Udover voxpoppen byder KURT på øvrige faste

Indhold Mit Danmark – et portræt

Farouk Al-Haffar, født i Libanon og siden 1965 bosat i Danmark, præsenterer denne gang sit danmarksportræt som bl.a. går via Grønland og Gnags.

indslag som Fotoreportagen og fortsætter, hvor vi slap, med et blik på street art, men denne gang er vi hoppet til USA, hvor fænomenet voksede op. Dertil kommer et interview med vært på Deadline, Adam Holm, om integrationsdebattens udvikling gennem de seneste år med udgangspunkt i bogen Islam i Danmark, som han et par år tilbage skrev sammen med to andre forfattere. Interviewet fandt sted, før der udbrød brand i den globale landsby, og er nok mere aktuelt end nogensinde. Derudover har vi talt med politiet som har været på arabiskkursus for at fremme dialogen på gadeplan, og vi fortsætter serien, hvor vi portrætterer religioner gennem interviews med religiøse repræsentanter, og har denne gang talt med forhenværende overrabbiner Bent Melchior om indvandring og integration med udgangspunkt i den jødiske indvandring til Danmark. Og ikke mindst en masse andet stof til eftertanke, der forhåbentlig kan anspore til en større forståelse og indsigt og understregningen af dialogen som en uomgængelig nødvendighed i et multikulturelt Danmark. AMH

At lave teater som man bygger kirker

Eugenio Barba kom til Danmark for snart 30 år siden og har siden da tilbagelagt spor hen over det meste af verden gennem Odin Teatret og sin International Schol of Theatre Anthropology. Han har netop været aktuel med forestillingen Andersens Drøm på det Kongelige Teater, og til sommer præsenterer han Ur-Hamlet på Kronborg i en gigangtisk multikulturel opsætning. Læs om Barbas arbejdsmetode, når han bringer asiater, latinamerikanere, afrikanere og europæere sammen på scenen.

S005 Religiøse revolutionære og forstokkede tilhængere

Forhenværende overrabiner Bent Melchior tager en jødisk vinkel på integrationdebatten og fortæller om religiøs konservatisme, sprogets betydning, lovens hellighed og fordelen ved at være en missionsløs religion.

S007 Islam i Danmark Hvor blev de progressive kræfter af, spørger journalist,

forfatter og vært på Deadline, Adam Holm, sammen med to medforfattere i bogen Islam i Danmark, som udkom for et par år siden. Vi bringer et uddrag fra bogen og har interviewet Adam Holm om integrationsdebattens udvilking, stokroseidyl og den 3. vej.

Fotografer: Vahid, Palle Steen Kristensen, Jacob Holdt, Michael Sandholm, Christopher Petts, Annette Max Hansen, Mohammed, Nurali og Pawel Wedrowski Grafik: Jens Burau, Vahid Tryk: PE Offset A/S Distribution: KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer og teatre og kan rekvireres ved henvendelse til redaktionen. Artikelforslag er meget velkomne og sendes til kurt@drk.dk KURT produceres af frivillige og støttes af Hovedstadens Røde Kors. KURT udkommer 4 gange om året. marts, juni, september, december Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT

S004

Historien om KURT

S018 Arabisk som isbryder

S023

En anden verden, henne om hjørnet

S029

VoxPoppen Lyrikken– Anagrammer Fotoreport – Streets {art} of NY KURT anbefaler –Film_Teater_Galleri_Bog

S009 S012 S014 S023

Det er ikke kun indvandrere, der modtager sprogtræning, politiet er gået på sprogkursus for at kunne tale med gadehængerne, ballademagerne og dem, som kunne tænke sig en fremtid på den bedre side af tremmerne.

V

i venter videre på Kurt, som læsere af den første udgivelse vil have stiftet bekendtskab med. Diplomatiske kurrer på tråden, flagafbrændinger uden for sæsonen, masse-spadsereture med døden til følge, indenrigsslendrian og åndsforsnottethed, en etisk amputeret presse, en forkølet ytringsfrihed, boykotter af fedtfattige mælkeprodukter og alt andet skidt og kanel, som er skyllet i land i hælene på muhammedtegningerne taler sit umiskendeligt tydelige sprog: Tegninger er ikke på mode. Redaktionen på KURT har af sikkerhedsmæssige årsager & i simpel trods valgt at udskyde tegneserien om vinduespudseren Kurt & hans vidunderlige verden. PW

Mungo Park har søgt asyl på Sandholm, bogstavelig talt, som del af researchen på deres næste forestilling, som handler om hverdagen for en gruppe mennesker, der for det meste er usynlige.

S002 S003


TEATER

aml

1

p et

Maleriet: Titel: Grønlandsk fjeld Kunstmaler: Peter Ingemann Nielsen

F

arouk Al-Haffar er sales manager. Født og opvokset i Beirut, Libanon. Gift med Mette Haffar på 36. år, som han har 2 børn med. Han kom første gang til Danmark i 1965 som tolk for en embedsmand fra Yemen og flyttede hertil i 1969, samme år som han blev gift med Mette. Farouk har valgt at tage udgangspunkt i kategorierne maleriet, musikstykket og begivenheden i hans danmarksportræt.

2

Musikstykket Titel: Danmark Komponist/musikere: Gnags På smuk vis symboliserer denne sang den danske tolerance. En af de ægte karaktertræk hos danskerne, som jeg mødte mit første år i Danmark, og som jeg stadig møder i det daglige. Her finder jeg også åbenhed, ærlighed og ikke mindst den danske humor, som jeg brugte 10 år på at kunne forstå, og som jeg i dag nyder selv at bruge. Så selv om tonen i dag nogle steder er blevet lidt hårdere, så har jeg stadig stor respekt for og tillid til denne side af det danske folk.

rg å Kronbo

Vi fortsætter serien med at bede folk om at vise os deres Danmark. Denne gang er det Farouk Al-Haffar, som præsenterer sit Danmark.

MIT DANMARK

Ur-H

Jeg har aldrig selv været i Grønland, men jeg har altid været fascineret af landet. Min kone og hendes familie boede der en årrække i slutningen af 1950´erne, da hun var teenager, og jeg har hørt mange spændende historier om Grønland fra den tid. Det er min svigerfar, der er kunstneren bag maleriet, og i starten kunne jeg slet ikke forstå maleriet og dets motiv. Min svigerfar ville ikke afsløre temaet, men sagde blot ”du skal selv rejse igennem det og finde din egen historie...” Det er især maleriets blå og grå farver, der fortæller en historie om det jomfruelige og det barske, som netop kendetegner den grønlandske natur. Det tror jeg også er forklaringen på, at så mange danskere bliver fascineret, ja måske ligefrem hypnotiseret af øen.

At lave teater som man bygger kirker

U

r-Hamlet, Odin Teatrets gigantiske opsætning på Kronborg til august i år, tæller ud over Odin Teatrets egne skuespillere og musikere 48 internationale scenekunstnere fra Bali, Japan, Indien, Brasilien og Europa. Traditionelle og klassiske asiatiske og afrikanske teaterformer som Noh, Gambuh og Candomblé integreres i Eugenio Barbas multikulturelle iscenesættelse, som tager udgangspunkt i den danske historiker og historieskriver Saxo Grammaticus’ beretning om Amled’s Liv fra værket Danernes Gerninger. Shakespeare byggede sin Hamlet på Saxos forlæg, men glem alt om en melankolsk prins i denne fortolkning, hvor Eugenio Barba stiller skarpt på konflikt og magtkamp i et Danmark, som trues udefra. I Saxos fortælling om Hamlet er der ingen ånder og ingen bitterironiske kommentarer til en eksistens, der opleves som absurd. Han fortæller historien om den rå magtkamp med en subtil kortlægning af magtens psykologi. Ligesom hos Shakespeare anlægger Saxos Hamlet sig galskabens maske som overlevelsesstrategi for at komme sine fjender til livs og tilrane sig magten. Ur-Hamlet følger Hamlets historie og begivenhederne som beskrevet af Saxo Grammaticus. Her trues borgen på en meget konkret måde af den mørke undergrund og en verden udenfor. Rotter forsøger at trænge ind på borgen og bærer pesten med sig. Fremmede og hungrende stakler søger tilflugt, men nedkæmpes kynisk og metodisk i en simpel territorial udrensningsope-

Danmark Danmark, dit indre ocean Jeg bølger ud på din bølgende vandseng Som et silkelagen Solskin på drømmenes altan De drikker kaffe fra kaffemaskiner Hele formiddagen Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er Så velkommen her Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er Så velkommen her Jeg kravler op i en stang Til det hjul de engang kaldte storkereden Og råber: Længe leve mangfoldigheden Danmark, jeg flyver en tur Jeg synes du hænger en smule med næbbet I dit fuglebur Danmark, hør drømmenes troubadur Han vækker alting til live med nærvær og omsorg Som vækkeur Lige meget hvem du er, ligemeget hvor du er Så velkomen her Lige meget hvem du er , lige meget hvor du er Så velkommen her Vi sætter spejle i solen til alle der kæmper på skyggesiden Og råber: Længe leve mangfoldingheden Danmark, det banker på din dør Har aldrig set dig så selvisk og ensom Nogen sinde før Danmark, pas på du ikke dør Duu trænger til nogen der kysser din næse Og nulrer dine øer Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er Så velkommen her Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er Så velkommen her.....

Af Annette Max Hansen og Eugenio Barba

Noh performer fra prøverne på Ur-Hamlet Foto: Tony D’Urso

3 Begivenhed Julen En af de oplevelser, der står stærkest for mig – når jeg tænker tilbage – var mit første møde med den danske jul. På det tidspunkt boede jeg i Helsingør, og juleaften gik jeg en tur gennem de tomme gader i byen. Gennem vinduerne så jeg den danske familie samle sig omkring det veldækkede julebord, og da følte jeg mig virkelig som ”Palle alene i verden”. Denne lidt kedelige oplevelse blev det efterfølgende år afløst af en positiv oplevelse, da jeg fejrede en god traditionel juleaften med min kone og svigerfamilie, hvor selv deres hund dansede med omkring juletræet. Jeg har stadig rødder i Libanon, men i dag går de stærkeste rødder gennem mine børn og fæstner sig i den gode danske muld.

S004 S005

ration på lige fod med rotteudryddelsen. Ligene forsvinder ceremoniløst i åbne og altid parate grave. Som et blindt vidne til begivenhedernes gang vandrer Saxo gennem forestillingen, deklamerende og hviskende på latin. Ofte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, må han vriste sig løs af de ukontrollerede begivenheder, som han ikke kan se. Forestillingen har udviklet sig i løbet af tre år, gennem en række prøveforløb rundt om i verden, som bl.a. finder sted på Bali for tiden. Scenekunstnere fra verden over optræder sammen – hver enkelt gennem sin egen kulturelle identitet og sceniske tradition med udgangspunkt i en metode, som Eugenio Barba har kaldt den romanske metode, og som han her beskriver. Den romanske metode En forestilling, som bringer forskellige kunstnere og stilarter sammen, kan blive til virkelighed på mange måder. Den enkelte kunstner kan forlade sin egen traditions stil og sammen med de andre kunstnere finde en ny, fælles stil. Eller kunstnerne kan tilegne sig en stil fra en, for dem, fjerntliggende tradition for at give ny kraft til det værk, de realiserer. Græske tekster kan fortolkes af japanske skuespillere, som er skolet i Kyogen og Nô, og et stykke af Shakespeare kan fremføres på fransk af skuespillere, som har ladet sig inspirere af Kabukis sceniske viden. Asiatiske og afrikanske skuespillere kan tilnærme sig traditionerne, der blev dannet på Kunstteatret i Moskva eller på Berliner Ensemblet; og europæiske eller

amerikanske skuespillere/dansere kan udvikle sig til eksperter i Kathakali eller balinesisk dans/teater. Dét, som læres fra andre traditioner, kan enten videregives aldeles trofast eller tilsløres som en hemmelig inspirationskilde, eller også udtrykkes som suggestiv hentydning eller hyldest. Hver og én af disse veje kan være glimrende. Sammen udgør de en vifte af valg-

The Gambuh Ensemble, Bali Foto: Tany D’Urso


INTERVIEW muligheder, som ikke udelukker hinanden, og som kan anvendes sideløbende. De vedrører skuespillerens skabelsesproces, såvel som forestillingens dramaturgiske helhed. I Theatrum Mundi følger jeg et andet princip: hver kunstner bevarer sin egen stils særlige kendetegn og integrerer dem i den sammenhæng, som forestillingens historie udfoldes i. Sammen med de forskellige mestre inden for dans og teater, som samarbejder med mig i ISTA (International School of Theatre Anthropology), og skuespillerne fra Odin Teatret har vi skabt et ensemble. Vi har givet det navn efter den forestilling, som fra og med 1981 har dannet afslutning på de forskellige ISTA-sessioner: Theatrum Mundi, verdensteatret. Det er et ensemble, der kun mødes ved særlige lejligheder, men som alligevel kendetegnes ved en vedblivende arbejdsproces, ved en række fælles erfaringer, ved dén nærhed og dét sammenhold, som præger teatrets håndværkere, når de anstrenger sig for at nå et fælles resultat. Vi anvender en dramaturgi, hvis grundprincip er en sammenfletning af hinanden uafhængige stilarter. Måden hvorpå denne proces forløber og selve intrigen er mit ansvar i egenskab af instruktør; dét skuespillerne skaber, stammer fra deres kulturelle identitet og stilart, og anfægtes ikke af iscenesættelsen. Jeg kalder denne fremgangsmåde: den romanske metode. I middelalderen udøvede de kirkebyggere, som arbejdede i den såkaldte romanske stil (fordi den var udbredt i de områder, hvor de romanske sprog taltes), en særlig montage-kunst. Man havde mistet den håndværksmæssige viden, som var nødvendig for at kunne udhugge et kapitæl eller

Odin Teatrets grundlægger, italieneren Eugenio Barba give en søjle i ædelt marmor den korrekte drejning. Kirkebyggerne valgte da rå eller tilhuggede sten; dele af statuer; joniske, doriske eller korintiske kapitæler; uens søjler, som de fandt i de forskellige, forladte bygninger fra antikkens imperium. Disse umage enkeltdele blev sat sammen til en ny helhed i templer, hvor man, mellem skakter af lys og søer af mørke, kunne fordybe sig i bøn foran vinen og brødet. De sceniske traditioner, som Theatrum Mundis skuespillere repræsenterer, er på ingen måde uddøde stilarter. Alligevel minder min fremgangsmåde meget om kirkearkitekternes romanske stil. Jeg griber ikke ind i de enkelte dele; jeg vælger dem ud og

Eugenio Barba under no-skuespillerens Matsui Akiras arbejdsdemonstration på den13. internationale session af ISTA i Sevilla/La Rinconada 15. - 25. oktober 2004. I midten står oversætteren professor Jonah Salz. Foto: Fiora Bemporad

sætter dem i forhold til hinanden. En teaterforestilling skabt ud fra fragmenter forbliver fragmentarisk, hvis den ikke finder vej til en levende helhed. For at nå frem til en sådan er det nødvendigt at koncentrere sig på det præ-ekspressive niveau: Det tekniske område hvor handlingens præcision, rytme og mødepunkter bliver til et væv af organiske impulser. Dermed forvandles fragmenterne til et flydende og integreret handlingsforløb. Det er under prøverne, at skuespillerne fra fjerne stilarter når frem til denne pulserende helhed, til dette tætte netværk af handlinger og modhandlinger, impulser og modimpulser. Gennem dette sprog, som tilhører scenens bios overalt, er skuespillerne i stand til at udbygge en dialog indbyrdes, og samtidig etablere en kommunikation med tilskuerne i en proces instruktøren selv er en del af. I denne nye sammenhæng forandrer enkeltdelene natur. Dét, som i begyndelsen var brudstykker af fjerntliggende verdener, forandrer sig til nødvendige dele af Ego Faust, en historie som har vandret gennem tiderne. For øjnene af os genopbygger velkendte skikkelser og episoder en forudsigelig teaterleg, der i sine folder skjuler en stilhedens musik, som på en uforklarlig måde rammer os i vor intimitet. I næste nummer af Kurt kan du læse mere om Odin Teatret, når Vahid interviewer Eugenio Barba.

n e h r fo d e m w ie v r te In nde overrabbiner være Melchior Bent

Af Pawel Wedrowski

Da jeg i sin tid installerede lyden af flodmen til tider er forsvar det bedste angreb... hesten Dolphs skingrende vanvittige røst døren gik op og to elskværdige mennesker som klangen på min mobiltelefon, havde smilede mig i møde. Jeg blev anbragt i salojeg ikke forstillet mig, at det ville komme nen med udsigt til småkager, æblemost og til at involvere tidligere overrabbiner Bent Bent Melchior. Lilian, Bents hustru, opforMelchior. Imidlertid er verden en mangdrede mig venligt men bestemt til at tage foldig, og til tider utilsigtet, summen af befor mig af varerne og tøffede stilfærdigt ud givenheder, som til stadighed får mig til at i køkkenet. Vi var midt inde i centrum, og undres. Nuvel, jeg var draget af sted i kurjeg hørte busserne stønne og lejligheden tiansk embeds medfør for at besøge Bent give sig en anelse ved byens liv. Vi begyndte Melchior og udvide horisonten i forbindelbare at sludre, forhenværende overrabbiner se med integrationsdebatten. Da jeg kort og jeg... jeg glemte for en stund at båndopforinden havde fejret jul med matze, nadtageren skulle tændes, at samtalen skulle verbrød, hjemmebrændt vodka, frafaldne tage form, at det var et interview ... kommunister og min far som purpurrød galionsfigur, var stemningen yderst passenI slutningen af 60´erne og begyndelsen de. Jeg ankom til udkanten af Israels Plads, af 70´erne startede indvandringen af polske børstede de resterende nerver af tøjet og jøder til Danmark. Der var dels den umidringede på. Stemmen bød mig velkommen delbare reaktion, at jeg som religiøst overgennem dørtelefonen, hoved havde ansvar Jeg forsøgte at mane og jeg følte trygheden for at give sjælesorg. stige til vejrs på vej frygten til jorden gennem Men også bevidsthemod 3. sal. Jeg havde den om, at vi havde ringet til Melchior et logiske argumenter. At der fejlet ved begyndelsen par uger forinden og af århundredet, da forelagt projektet. Jeg var tale om et muslimsk den østeuropæiske, fortalte, at mit seneindvandring mindretal på 2 %, måske jødiske ste ’offer’ havde været tog fart, hvor de denImam Abu Laban, og er det i dag vokset til 3 %. gang fastboende jøder det var min hensigt at i Danmark forsøgte fortsætte afhøringen At det var en falliterklæ- at lægge afstand til af åndelige vejledere, nytilkommende, ring for et samfund, hvis de da det var faldet mig var til stede. Vi skulle ind, at et jødisk per- de 97 % skulle frygte de ikke lave den samme spektiv på integratiofejl. Myndighederne 3 %. At jeg, hvis jeg var havde placeret de østnen i Danmark kunne være gunstigt. Meljøder på iblandt de 3 %, snarere europæiske chior lod mig tale ud et skib. Det de kaldte – der var en ganske ”skibbet” med den ville frygte de 97 %. kort stilhed i røret typiske slaviske ac– hvorefter han udbrød ” tjae, dér kunne de cent, man uundgåeligt bliver offer for som lære noget”. Sådan, tænkte jeg, skulle min østeuropæisk immigrant i Skandinavien. samtale med Bent Melchior angribes… Når man gik fra ”skibbet” havnede man

Odin Teatret Odin Teatret er uden sammenligning det ældste gruppeteater i Danmark. Teatret blev etableret i Norge i 1964 af italieneren Eugenio Barba og nogle unge ikke-uddannede skuespillere, som var blevet afvist fra Statens Teaterskole. I 1966 blev Odin Teatret inviteret til at bosætte sig i Holstebro, og byen har siden været centrum for dets virke som teaterlaboratoriet, der rummer meget andet end blot det at skabe teaterforestillinger. Helt siden 1960’erne har teatret arrangeret en række internationale seminarer, konferencer og møder med teaterfolk fra hele verden, og det var blandt de første til at præsentere asiatiske teaterformer i Europa helt fra begyndelsen af 1970’erne. Det var i Holstebro, at den alternative teaterpædagogik blev udarbejdet, som har dannet grundlag for forskning i skuespilteknikkens fundament ud fra et interkulturelt perspektiv. Denne aktivitet startede i 1979 gennem netværket ISTA (International School of Theatre Anthropology), som består af scenekunstnere og teaterforskere fra hele verden. Gennem komparative praktiske arbejdsseancer udforsker ISTA de grundlæggende tekniske principper for dansere og skuespillere fra forskellige kulturer og stilarter. Du kan læse mere om ISTA på www.odinteatret.dk Du kan læse mere om Ur-Hamlet på Kronborg på www.hamletsommer.dk eller www.kit.dk

S006 S007

hurtigt på det dengang mørke Vesterbro, hvor moden i Istedgade var at slås med kæder. Jeg var bange for, at disse mennesker snart ville vandre rundt i gader og stræder og pludseligt havne i farezonen. De skulle med andre ord stadigt aktiveres og holdes i ånde. Jeg var på tæerne. Det viste sig snart, at engelskundervisning var yderst populært. På den måde var der ingen missionske bagtanker. Der blev også tilbudt hebraisk, men det var ikke nær så populært. De unge vidste, at engelsk var Vestens hovedsprog og derfor det mest praktiske at tilegne sig. Jeg fik kurser på banen. Musik kunne også i vid udstrækning bruges, idet man undgik den eksisterende sprogbarriere. Vi havde bespisning i menighedens hus, hvor vi forsøgte at lave traditionel mad fra de områder, disse mennesker kom fra. Maden er jo et meget vigtigt kulturelt islæt. Vi ville lave kulturelle programmer med debat og diskussioner. I den forbindelse opstod en række interne stridigheder om, hvem der havde gjort hvad, og hvornår... Et typisk levn fra en totalitær opdragelse…? Jaah... vi prøvede så at lave en overskrift, der hed ’Spørg Rabbineren’. Jeg kunne jo hverken polsk eller jiddisch. Tysk havde jeg et moderat kendskab til og hebraisk talte jeg gebrokkent. Nu er jiddisch, det jødiskøsteuropæiske sprog, jo et samlesprog. Jeg kastede derfor en håndfuld af mit dårlige tyske i gryden, rørte lidt hebraisk i det, og pludselig havde jeg skabt min egen udgave af et forståeligt jiddisch. Samtalen kunne begynde. Rabbinerens aften kunne stables på benene. Så kom der imidlertid en delegation for at advare om nærgående spørgsmål. Jeg udbrød, at det intet betød, og at jeg bare kunne svare nærgående. Men det


akkurat tilhører den immigration, begyndte gradvist at dyrke de jødiske traditioner som konsekvens af mødet med Danmark. I forbindelse med demokratiet såvel som menigheden. Det er oven i købet lykkedes hende at slæbe mig med hen i Synagogen et par gange. Det, jeg mener, er, at man dengang ikke havde at gøre med religiøse mennesker. I dag er situationen en anden. Den muslimske immigration baserer sig i høj grad på islam som en gennemgående livsvilkår. Er henholdsvis fraværet og nærværet af et religiøst livssyn ikke et springende punkt i det vi kalder integration…? Altså, religion er jo i denne sammenhæng ikke så meget et spørgsmål om tro som om identitet. Det var det budskab, jeg benyttede dengang. Især de voksne ville have svært ved at blive fuldt integreret som danske. Men de kunne gennem den jødiske menighed finde en identitet, som man kunOrtodoks jøde, Foto:Venligst udlånt af det ne bære i dette land, så man havde et ståsted teologiske Falkultet, Oslo Universitet på trods af, at man ikke var dansk. Men den jødiske minoritet har altid været og er mevar regeringen, de tænkte på. Der ville jo get begrænset. Det muslimske mindretal i være officielle repræsentanter, som kunne Danmark i dag er væsentlig større, og det rapportere tilbage til myndighederne. Jeg er klart at dette afspejler sig i integrationsforklarede tålmodigt, at det langt fra var processen på begge sider. Desto større et tilfældet, men at man, hvis man havde mindretal vokser sig, desto hastigere vokspørgsmål til myndighederne, kunne møde ser også en frygt iblandt flertallet. Jeg har op i folketinget hver onsdag og tale med jo, i modsætning til hvad der muligvis siges en minister. Det var for disse folk næsten – og der er jo visse ting der bliver sagt så ubegribeligt. Det vidner om, at mennesker ofte, at folk tror, at det er sandt – oplevet og bærer på en eller anden tradition, en form været en engageret del af den intense debat for systemstruktur. Det tager tid at vænne omkring indvandringen, som op igennem sig til en ny. Tilvænningen kan tilmed tage 90´erne fik vind i sejlene i Danmark. Jeg en forkert retning. Det er svært at komme har rejst land og rige rundt og fra talerstole til et nyt samfund. diskuteret det, vi her i landet kalder forholdet til de fremmede. Der var søreme år, Du sagde til mig i telefonen, da jeg havde hvor jeg følte, at jeg var blevet muslimernes præsenteret ideen om jødisk integration, talsmand i Danmark. Det ville muslimerne at dér kunne De lære noget. Med ”de” tænnok ikke være sig bekendt, men det var ker jeg øjeblikkeligt virkeligheden. Og jeg på muslimerne, som Som sagt kommer jeg fra forsøgte at mane frygpå mange måder er en slægt, hvor man ikke ten til jorden gennem ’dagens ret’. Men de logiske argumenter. mennesker, som kom havde nogen komplekser At der var tale om et fra øst i 70´erne, var muslimsk mindretal jo gennem den kom- eller følte sin status som på 2 %, måske er det i munistiske doktrin vokset til 3 %. At dansk truet, ikke desto dag blevet afteologiseret. det var en falliterklæDen jødiske tilstrømmindre hørte det til den ring for et samfund, ning bestod af mennehvis de 97 % skulle sker, som for de flestes opdragelse jeg fik, at du frygte de 3 %. At jeg, vedkommende havde jeg var iblandt skal passe på, hvad du hvis lidt enorme tab under de 3 %, snarere ville krigen, og som havde laver, for hvis du gør no- frygte de 97 %. Dervalgt ideologien frem udover opstår der for troen. Vi kan ikke get forkert, så rammer det altså en uundgåelig alle være Abraham. integration af så små hele gruppen. For nogens vedkommindretal. For det mende vendte det jødiske tilhørsforhold jødiske mindretals vedkommende handler først tilbage i konfrontationen med den det sågar om den biologiske videregivelse af dansk-jødiske menighed. En meget nær ven”traditionen”. (Hvis ens mor er jødisk, fødes inde af mig, som er erklæret ateist, og som man automatisk som jøde, men ikke, hvis

det kun er ens far. Red.) Jeg har adskillige gange efter et foredrag oplevet mennesker, som er kommet op til mig, har præsenteret sig og tilføjet: ”Jeg er en 1/6”. Og så kan man spørge sig selv, hvad det er for en type. Det er jo trist at gå rundt i livet og kun være en 1/6... Altså i og for sig var det jo pænt ment af den pågældende, men jødedommen accepterer ikke brøkjøder; enten er man jøde eller også er man ikke jøde… og det ene kan være ligeså fint som det andet, men der er ikke noget, som hedder brøker... det er en Goebbelsk opfindelse. ”Brøkerne” er ikke desto mindre udtryk for, at der sker en assimilation... Det, at mange så søger brøkdelen, frem for at afskrive den, er et udtryk for, at det jødiske, er et velanskrevet element i det danske samfund. Men det vidner om prisen for integration, at vi ”mister” mennesker. At mindretallet skrumper. Hvis en ung jødisk mand i giftefærdig alder, skal skabe et jødisk hjem er det næsten en forudsætning, at hans kone er jødisk. Ikke desto mindre er jeg fortaler for blandede ægteskaber som et led i integrationen. Men man må konstatere, at det udvander mindretallet. Denne form for assimilation vil, og er i færd med at foregå, iblandt det muslimske mindretal. Og dette vil også betyde, at religionen får en anden rolle.

mener. Min familie har rødder i Danmark, man ikke aner, hvad der snakkes om, hvad som går 300 år tilbage. Derfor har sproget betyder det? Hvorimod det i forbindelse aldrig været et påtrængende problem. Ikke med den muslimske integration er blevet desto mindre er jeg opdraget af en mand, så at sige standardbegreber. Og så er der en for hvem det danske sprog var en hjertesag. anden skelsættende forskel de to mindretal Og han mestrede det bedre end de fleste. imellem. I det ene tilfælde er der ikke noNuvel, han skulle holget ønske om, at minde foredrag en aften i ... der er ikke noget, som dretallet skal blive et København. Pludselig flertal. At man inden dukkede den dengang hedder brøker... det er en for den jødiske kultur, ganske centrale figur religiøst som soGoebbelsk opfindelse. såvel i den danske kunstcialt er en anelse eksnerverden, Poul Reumert, op. Min far og klusiv i ordets bogstavelige mening. Altså han var i deres høje alder blevet personlige religiøst fordi man fødes jøde, og fordi jødevenner. Min far gik hen til Poul Reumert dommen aldrig har dyrket missionen. Soog spurgte ham, hvad han dog ville dér den cialt, fordi jøderne gennem på det nærmeaften, hvortil Poul Reumert, på sit karakteste hele deres historie har trænet den endnu ristiske sprog, skal have svaret ”... når der ikke olympiske disciplin ”landflygtighed”. At nu er to mennesker i Danmark, der kan tale man ligefrem har haft et ønske om at fordansk, så må jeg jo acceptere, at det i aften blive et mindretal, hvorimod islam såvel er den anden, som har ordet...” som kristendommen baseret på det nye testamente, er ekspansive religioner. ReligioJeg har delt prædikestol med den mand, ner, hvis forretningsgang lever af missionen. altså min far, ikke Poul Reumert, og han var Jeg spurgte Abu Laban (Imam ved Islamisk en vidunderlig arbejdsgiver og chef. Og jeg Trossamfund) om hans opgave som ånhusker, at det han hæftede sig allermest ved, delig leder var at integrere eller snarere at når vi på vej hjem fra synagogen gennemgik min prædikener, var om jeg havde begået fejl i den danske syntaks. Sproget er altså vigtigt. Det andet nøglebegreb er, at man i jødedommen, religiøst set, har et princip, der hedder landets lov er lov. Jeg har i nogle tilfælde, i visse kredse, været udsat for, at man har betvivlet grundloven. At man har spurgt, hvorfor skal vi holde grundloven, vi har jo ikke stemt på grundloven.

Men de mekanismer er næsten lovskrevne. Altså naturlige og i tidens løb uundgåelige. Imidlertid nævnte du, hvordan selve integrationsprocessen alligevel har sine faldgruber. Hvordan dét at ankomme til et fremmed samfund er meget svært, og hvordan tilvænningen kan tage en forkert retning... I hvilken forstand kan det muslimske mindretal på trods af sine forskelle i forhold til det jødiske mindretal aktivt tage ved lære af den jødiske immigrations erfaringer...?

Nu taler vi om kredse inden for det muslimske mindretal...? Ja, og det skal man altså ikke spørge om. Selvfølgelig skal vi holde grundloven. Landets lov er lov, og den skal respekteres. Og mistanken om, at nyankomne til Danmark sår tvivl om grundloven, har været med til at underbygge fordomme. Jeg vil endda gå skridtet videre. Som sagt kommer jeg fra en slægt, hvor man ikke havde nogen komplekser eller følte sin status som dansk truet, ikke desto mindre hørte det til den opdragelse jeg fik, at du skal passe på, hvad du laver, for hvis du gør noget forkert, så rammer det hele gruppen. Altså, enhver i en mindretalsgruppe, må føle et vist ansvar over for hele gruppen, hvad enten det nu er religiøst eller politisk. Hvis én gør noget forkert, og mindretalsgrupper er jo ikke bedre end resten af menneskeheden, så vil man sige, at det er sådan de er. Og så rammer det hele gruppen.

Først og fremmest; når vi taler forskelle, skal vi huske på den første bølge af østeuropæisk indvandring til Danmark fra begyndelsen af århundredet. Den var præget af stærkt religiøse jøder i modsætning til indvandringen i 70´erne. Deres børn fik straks en hel anden holdning til religion end den, som var kommet med i bagagen fra Rusland og Polen. Når det er sagt, mener jeg, at muslimerne kan lære af den jødiske skæbne ud fra to nøglebegreber. Begreber som jøder, uden at det har været en rabbinsk forordning eller er blevet foreskrevet dem ovenfra, umiddelbart selv har oplevet både i Danmark og andre steder: Et ubetinget krav om at tale det pågældende lands sprog. Det er en meget væsentlig del af foretagendet. Den jødiske skole i København, som netop har fejret sit 200-års-jubilæum, blev i virkeligheden oprettet, ikke for at lære små jødebørn om jødedom, men for at lære små jødebørn ordentligt dansk. Jeg kan fortælle en anekdote for at understrege, hvad jeg

Men i den forstand er det jødiske mindretal vel en væsentlig mere sammentømret gruppe. Definitioner som første- eller andengenerationsindvandrere er volapyk i forbindelse med jødisk integration, fordi

S008 S009

Illustration: Anders Thordahl

anspore til Danmark som kalifat. Det ville vel være komplet meningsløst at stille dig spørgsmålet, om du ønsker, at Danmark skal blive en jødisk stat...? Det er rigtigt. Jødedommen er jo ikke mere eksklusiv, end at man kan blive optaget som jøde, selvom man ikke er født jøde. Men vi går ikke ud og fortæller folk, at de kun kan blive salige, hvis de er jøder. Dér har islam og kristendom et fællestræk, som modarbejder hinanden akkurat, fordi begge religioner er udadfarende i deres mission. Jeg husker engang Ekstra Bladet havde en forside, som hed ”Mustafa vil gøre alle danskere til muslimer.” Den fik jeg stukket ud i forsamlingshusene med ordene ”der kan du se, det er dét, de er ude på...” Jeg svarede opgivende ”... jamen, Mustafa vil gøre alle danskere til muslimer, og hvad så. det er jo et fromt ønske set fra hans synspunkt, men det er jer, som afgør om han får sit ønske opfyldt... jeres frihed.” I øvrigt har der været talrige fromme Nielsen´er, som er draget af sted for at gøre muslimer til kristne... Så man kan vel ikke bebrejde Mustafa.” Men


personligt tiltaler missionstanken mig ikke. Mest fordi den er blevet misbrugt, fordi man bevidst har fokuseret på befolkningsgrupper, der har været ude af balance. Jeg mødte engang en sydafrikansk kvinde, hvis far var jøde. Det var i forbindelse med den triste affære i Norge, Lillehammer Sagen. Fire israelske Mossadfolk havde skudt en marokkaner i den tro at han havde deltaget i München-attentatet (olympiske lege). Og iblandt dem befandt sig denne smukke kvinde. Jeg ankom til fængslets kvindeafdeling og det første, hun skreg, var ”jeg vil altså ikke konvertere til jødedommen.” Og på trods af, at hun i en eller anden form havde kæmpet for den jødiske sag, svarede jeg ganske roligt, at om hun så lagde sig ned på knæ og tryglede mig, så ville jeg afvente til hun havde udstået sin straf og var kommet i balance med sig selv. Altså missionstanken tiltaler mig ikke. Og slet ikke når man udnytter situationer, hvor mennesker er lettere til fals. Det er vel en slags propaganda...? Ikke bare en slags propaganda, men en usmagelig propaganda. Mission skal virke ved eksemplets magt og ikke som en falbydelse af goder og bestikkelse. Og så har mission den problematik, at den vanskeliggør dialogen. Hvis vi, når vi snakker med hinanden har en fornemmelse af, at den ene part blot snakker med for at vinde ens sjæl, så udvander det samtalen – gør den mindre oprigtig. Vi mistænkeliggør hinanden...? Ja, akkurat. For at vende tilbage til integrationen. Hvis man betragter de fire engelske statsborgere med pakistansk baggrund, som sprang sig selv i luften i London, så underminerer det tanken om at sprog og lands lov og ret kan hamle op med missionske mekanismer...? I forbindelse med terror er der personer inden for Islam, som netop udnytter situationen. De pådutter mennesker, som allerede er muslimer, en opfattelse af, at hvis de gør sådan og sådan, vil de få en eller anden specialbehandling. Jeg ved ikke, hvor de vil skaffe alle disse jomfruer fra, og jeg ved ikke, hvad de damer, som er terrorister, får tilbudt. Men det må jo aldrig blive årsag til, at man dømmer islam i sin helhed. Jeg talte i forfjor på Frederiksberg Gymnasium i forbindelse med en indstiftet pris. Jeg har selv gået der, ligesom alle mine drenge, jeg har kun drenge, og er derfor knyttet til skolen. Men i årenes løb er der kommet et relativt stort antal muslimske

elever. Jeg tænkte, at det ville være interessant at se reaktionen, når sådan en overbramin kom dumpende ned på talerstolen. Da jeg i den følgende uge havde et ærinde på gymnasiet fik jeg en masse positive reaktioner netop fra de muslimske elever. Hvilket bringer mig til det forhold, at jeg fornemmer at den muslimske befolkningsgruppe har en stor berøringsangst. Ikke mindst i forhold til jøder, som et vagt genskin af mellemøstkonflikten. Og det er ikke konstruktivt. Jeg husker en anden lille episode. Jeg har bl.a. gennem dansk flygtningehjælp, som mosaisk trossamfund har været medstifter af, ved flere lejligheder havnet i forskellige prekære situationer. Jeg har forsøgt at danne en gruppe som kaldte sig jødisk kristent muslimsk forum, som skulle være et socialt forum. Der kom aldrig nogen muslimer. Vi forsøgte at danne et orkester, hvor jøder og muslimer skulle spille sammen. Vi havde fået fat i to dejlige irakere, og vi sad heroppe hos mig og talte musikalske kvaliteter for at se, om man kunne være hinanden professionelt bekendt. Første prøve skulle foregå på Det Kgl. Teater. To dage før prøven kom afbuddet fra de to irakiske muslimer. Og det har været deres bagland, som ikke har støttet ideen. Det er den berøringsangst, jeg er bekymret for.

Synagogen i Krystalgade i indre København blev bygget af prof. G F Hetsch i 1833, men den første synagoge i København dateres tilbage til 1743. Foto: Pawel Wedrowski

den skyldes, at der har været et regulært bombeattentat mod synagogen. Det var desværre muslimer, der stod bag det. Så hvis der skulle være en berøringsangst, skulle det nærmere være jøder, der frygter muslimer, for mig bekendt er der ingen muslimske institutioner, der behøver at holde vagt ved indgangene af angst for, at der skulle komme jøder og bombe dem. Den risiko er der simpelthen ikke. Og jeg tænker i den sammenhæng på en debat, vi havde i Folketinget sidste år omkring slagtemetoder. Der var vi jo kommet i samme båd som muslimerne, fordi de to slagtemetoder minder om hinanden. I virkeligheden rejste Dansk Folkeparti den sag uden at vide, at de, når de diskuterede halal, også diskuterede den jødiske slagtemetode. Og Pia Kjærsgaard har i øvrigt tidligere talt om slagtemetoder, uden i virkeligheden at vide hvad hun talte om, men Jeg har det jo sådan, når jeg taler om at når man sådan taler dyrenes sag, så kan man være leder af en gruppe, at lederen ikke skal jo hurtigt bringe sindene i et vist oprør. Og være bange for at gå nu blev det altså fremforan gruppen. De flelagt igen sidste forår. ste ledere, og det gæl- Det er ejendommeligt, at Og hvem var det, der der i både politik og forsvarede denne slagreligion, har det med religioner er opstået gen- temetode... det var sgu at komme krybende os. Jeg mødte hverken bagefter. De skal lægge nem revolutionære, Moses hr. Alev eller Hr. Laban mærke til, hvad vej vin- var en revolutionær, Jesus eller andre i den samden blæser, og så er det menhæng. Og de henvar det... Og så bliver vendte sig ikke, de lod den vej, de går. Jeg har personligt altid forsøgt bare os klare ærterne. at være mere progres- tilhængerne så stokkon- Jeg synes, at de skulle siv end som så. Hvil- servative, at det ikke er til være meget mere akket til tider har bragt tive og opsøgende i mig på kollisionskurs at holde ud. Og hvorfor det hele taget. Der er med min menighed. naturligvis forsøg. Jeg Jeg var formodentlig pokker kan jeg ikke sidde skal om to måneder, den første i Norden, alt går vel, til den ved siden af min kone i om som mødtes med en 2. Verdenskongres for synagogen, på trods af Imamer og Rabbinere repræsentant for PLO længe før Osloaftalen. for fred. Den første Der var kredse i me- at jeg har ledet den i en kongres blev holdt i nigheden, som mente, 2005 i Bruxelles, og nu menneskealder. at jeg var en forræder, skal den anden afholmen de kunne dog ikke des i Sevilla. mistænke mig for at være anti-israelsk. Dertil har jeg for klar en historie. Men de risici er Er der nogen danske Imamer tilstede ved man nødsaget til at tage, især som leder. Og disse lejligheder...? man kan dertil sige, at den jødiske menighed i Danmark i dag er i en situation, hvor den ser Der er ikke skyggen af nordisk repræsig nødsaget til at beskytte sine institutioner. sentation. Men der er i øvrigt topfolk fra Hvor man skal identificere sig for at komme den muslimske verden. Fra Afrika, Asien ind. Og det er jo en frygtelig situation, men og Vestbredden. I år er det meningen,

at vi skal tale om noget så fundamentalt som opdragelse. Hvordan underviser vi vores børn om andre? Og det er jo ikke noget, som kun angår jøder og muslimer. I Danmark, da jeg gik i skole, gjorde man ufortrødent katolikker til grin i religionsundervisningen. Katolikkerne blev udstillet i dette lille vers: ”når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”. Det er jo en ensidig beretning og propagandering. Altså selv i matematik, hvor jeg på grund af vores flugt til Sverige i en periode havde forskellige matematiklærere, opstod der problemer. Min matematiklærer på Frederiksberg Gymnasium kunne på ingen måde acceptere den matematik, jeg havde lært i Sverige. Så hvis det er tilfældet med ren naturvidenskab, så kan det ikke undre, at det selvfølgelig ikke er mindre stærkt i det historiske. Og vi må erkende, at en stor del af kimen til intolerance plantes i undervisningen. I sin tid da vi boede i England, begyndte vores to ældste drenge deres skolegang dér. Og jeg husker, da vores ældste søn, som dengang gik i 2. klasse og elskede skolen, en dag kom hjem og proklamerede, at han ikke ville i skole igen. Det var svært at få ud af ham hvorfor. Til slut gav han dog efter; de havde haft undervisning i engelsk historie, og helt objektivt og korrekt – så vidt

S010 S011

jeg kan se – havde de fået fortalt, at der på et tidspunkt til de fredsommelige engelske kyster var kommet nogen udefra, som havde plyndret, myrdet, voldtaget og mishandlet de stakkels englændere. En i klassen havde spurgt, hvor disse forfærdelige mennesker dog var kommet fra, og læreren havde uden yderligere forklaring svaret, at de var kommet fra Danmark. Og da hele klassen jo vidste, at vores søn Michael kom fra Danmark, så var der ikke længere nogen, som ville lege med ham. For danskerne var jo bare mordere og voldtægtsforbrydere. Og mere skal der ikke til. Og det skal man huske, når man underviser børn. At der er konsekvenser...? Ja, at man skal gøre sig umage for at forklare hele sammenhængen, at få nuancerne med, så det hele ikke bliver sort-hvidt. I dette tilfælde huske, at det ikke længere er et dansk karaktertræk at plyndre og mishandle, og at lille Michael formodentlig ikke er efterkommer af vikingerne. Det samme har jødiske børn oplevet, når man ensidigt i skolerne har konstateret, at det var jøderne, som slog Jesus ihjel. Det kan der nævnes mange eksempler på. Derfor glæder jeg mig til mødet med imamerne, hvor vi skal forsøge at gribe ind, sådan så

opdragelsen har sigte på en tolerant holdning over for andre nationer og religioner. Men hvor begynder opdragelsen. Jeg har i sportssammenhænge oplevet, hvordan evnen såre simpelt udmanøvrerer det nationale eller religiøse. At det i sportens verden handler om f.eks. forholdet til bolden, og at den spontanitet, glæde, kamp og iver lynhurtigt afspiller forholdet til flaget eller kirken. At man forenes om noget mere menneskeligt og nært og glemmer de ovenfra dikterede barrierer i en højere sags tjeneste. En højere sags tjeneste forstået som evnen til at få en rund lædergenstand bugseret ind i et net. Og det er vel det integration handler om: at stige ned fra doktrinernes hest og dyrke almindelige daglige aktiviteter sammen. At det ophøjede bliver forholdet mennesker imellem og ikke værdier imellem. Og netop i opdragelsessammenhæng er det vel et fantastisk udgangspunkt. At arbejde for undervisning, som i oplysningens navn samler frem for at splitte...? Til det kan jeg kun udtrykke min absolutte enighed. Jeg blev engang ringet op af Information. Kalenderen viste december. Og stemmen i røret forklarede mig, at man på avisen havde en tradition for, at man hver dag i december måned lod nogen udvælge dagens julemand. Hertil måtte jeg svare, at jeg godt nok i årenes løb havde fået stillet


ANAGRAMMER mange tåbelige spørgsmål, men at dette overgik de fleste. Jeg forklarede, at jeg ikke holdt jul. Men han blev ved med at insistere og diskutere integration. Han nævnede så Nasser Khader, som jeg på det tidspunkt endnu ikke havde mødt, men som jeg vidste, havde udtalt sig pænt om mig. Så jeg sagde, at hvis bare alle var som Nasser, så ville det hele gå lettere. Hvortil fyren udbrød, at jeg jo kunne gøre Nasser Khader til morgendagens julemand. Jeg smilede og tænkte, det skal lige passe, at en der ikke holder jul, skal udnævne en anden, der heller ikke holder jul, til julemand. Siden hen har vi skrevet en bog sammen. De religiøse repræsentanter må forstå den verden, vi lever i. Og man gør sin religion en bjørnetjeneste ved at være så stokkonservativ, som det ofte er tilfældet i religiøse anliggender. Det er ejendommeligt, at religioner er opstået gennem revolutionære, Moses var en revolutionær, Jesus var det, og så bliver tilhængerne så stokkonservative, at det ikke er

til at holde ud. Og hvorfor pokker kan jeg ikke sidde ved siden af min kone i synagogen, på trods af at jeg har ledet den i en menneskealder. Vi bør kunne repræsentere vores religion på forskellige måder. Da jeg var ti år gammel, frygtede jeg, at lynet skulle slå ned, hvis jeg brød en af de religiøse regler. Den overbevisning er jeg ikke længere af. Pludselig som et angreb på den lille verden vi havde skabt, genlød Dolphs stemme fra min jakkelommes dyb. En skrupskør ringetone, som jeg til stadighed selv overraskes af. Og så uortodokst sluttede min samtale med forhenværende overrabbiner Bent Melchior. En anelse senere, da jeg havde genhørt vores stilfærdige og skønne flugt fra byens ulmende jag, opdagede jeg rækken af vise og tankevækkende anekdoter, som vores møde havde frembragt. Gennem en tyst strøm af fortællinger havde Bent Melchior ganske nøjagtigt ramt hovedet på sømmet.

Defineret nøglebegreberne i moderne integration, forklaret om de bestræbelser, der trods alt bliver gjort, og de bange anelser man kan have. Alt sammen i en legende og håbefuld tone. Et vidneudsagn fra orkanens øje, som man bør tage med ramme alvor og lade sig inspirere af. Vi venter spændte på nyhederne fra den anden verdenskongres, på endnu et fælles bogprojekt og på at verden synger med, når indsigtsfulde mennesker nynner en smuk melodi.

Af Vahid

AN Yo To AGR u’d su AM Tw be rvi S ( o tre tte ve 10 es AN r b life ) A ed b Th y GR ea e r the AM d. An oad roa S (7 d its d o ) t ree elf n It I’m ANA s f go two fee w G all es R ls ith AM sid . lik in es S e b th ( AN ein e o 15) g uts Pa AGR loc id in AM ke e i To Ma s a S d in. co de n a (17 Tru ve o n ) g f r t e h li t l To Mad is a he t e rev e o w ruth ea f p itch . AN l t ain If A he wo A Th GR lie rd nd e n AM . s h th ig Be yo ad e d ht i S (2 2 nd w a s ) th I w ing rk is gay Ic e l ou s an l as ld by igh ’t t v fl an t eli AN ow y ym mi AG na R el ea te AM of ns my S sil AN ( e s 2 n A e If ce G lf 7) . fro I w I wa RAM m S s o m I w If I uld a ( ys ou wa ex lau 31) elf ld s a pl gh . cry b ode AN o m o A ut b Y Bu ou GRA lou rie are MS d. d Be in my (41 for th as ) A eI ew h We NAG die ind R . An kill AM d ea S ( vis ch 42 e v ot ) ers her a.

Vahid, teaterinstruktør og fotograf og designer på KURT

Foto: Pawel Wedrowski

S012 S013


FOTOREPORT

Streets {art} of NY Foto: Christopher Petts og Annette Max Hansen Design: Christopher Petts

S014 S015


m nhavn, eogne b ø K e r et ind med-t e folk i rdise som Muham t g r u VOXPOP p s ag og elle k eftermided ud af den aktu g a d r lø kold voks Navn: Claus fnysendeet positivt kunne n e å p n g e o y Født n b : København t il for, a ind t Navn: Katja Alder: 24 KURT tonge se muligheden Født: Århus Ikke umiddelbart, der er alt for de kun har af født? e n 28 r r: Alde e lav g tolerance. Det kan være godt in

Navn: Mikkel Født: Glostrup Alder: 24 Jo på den måde, at der er blevet skabt en debat mellem islam og Vesten, men jeg synes der er tale om en total overreaktion. Det har ligget og ulmet. Det er meget godt, men en forkert måde den er blevet sat i gang på. Men i det store hele er det sundt.

Navn: Anne Lise Født: Holbæk Alder: 19 Jeg er i tvivl, om der kommer noget godt ud af den, og om man kommer til at tale sammen. Måske er det bare overfladisk og samtalen foregår på et teoretisk plan, i stedet for at man også taler med sin grønthandler om det. Man kan håbe på det, men jeg kunne ønske mig en bedre anledning. Der er muligheden, men det kommer an på offentlighedens håndtering af sagen.

Det er meget svært at vurdere. Man behøver ikke at svine hinanden til. På den anden side er det altid ekstreme ting, der sætter noget i gang. På en måde er det rart med en debat, men det er en uheldig måde, den er blevet frembragt på, men der er behov for den.

Navn Mete Født: Tyrkiet Alder: 38 Man har åbnet for en æske, og nu er man forpligtet til at skabe noget konstruktivt ud af det.

at ting kommer op til overfladen, men ikke hvis det munder ud i en aggressiv tilstand, så jeg ved ikke, hvor meget godt det kan føre med sig.

”Isla – De m i batt Dan en f mark ør o ” g nu

Navn: Jørgen Laursen Født: Gladsaxe Alder: 58 Det kan måske nok være, at folk tænker sig mere om fremover.

DEBAT

,

Navn: Sebastian Født: Fåborg Alder: 27: Det kan jeg ikke svare på, men man kan håbe. Det skifter meget hurtigt. Verdenssituationen ændrer sig hele tiden. Det er svært at konkludere noget på nuværende tidspunkt.

D

en danske debat om indvandrere og flygtninge bliver ført på to banehalvdele. På den ene banehalvdel handler debatten om stramninger: Hvor skal vi sæt-te grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge vi kan tage imod? Og på den anden halvdel handler debatten om, hvordan vi får integreret indvandrere og flygtninge i det danske samfund. På begge banehalvdele har de fremmedskeptiske kræfter i debatten fra Dansk Folkeparti over de borgerlige partier til visse kredse i Socialdemokratiet været dominerende. Men de fremmedskeptiske kræfters fokus har været skævt. Det fremstilles, som om vi - danskerne - frit kan vælge, om vi vil gå ind i det multikulturelle samfund eller ej. Ja, nogle går nærmest med en forestilling om, at man kan sende spørgsmålet om det multikulturelle samfund til folkeafstemning i næste måned og eksekvere beslutningen dagen efter. Men det er en illusion. Danmark er allerede et multikulturelt samfund og vil i de kommende årtier blive endnu mere multikulturelt. Om vi vil det eller ej. De to væsentligste forklaringer herpå er: For det første er der i Danmark en stor gruppe af indvandrere og flygtninge, som er kommet til landet gennem de seneste 30 år, og efterkommerne af dem vokser i

Navn: Sandra Født: Gentofte Navn: Allain Alder: 29 JA! Fuldstændig sikker på det. Jeg Født: Paris Alder: 40 tror, vi bliver mere nuancerede i Ja, jeg mener, at der skal være vores opfattelse af dem som ikke er en er ligesom os. Jeg tror, vi kan få en debat i Danmark. og det over e tænk at til g god anlednin taget hul på nogle tabuer, som vi vil man hvis Og em. syst s jere ikke har villet se på før. F.eks. have ytringsfrihed, så kan man bare det helt konkret banale, at ikke gemme sig, så må man stille man godt kan være dansker og must. I lim. Og at ytringsfriheden ikke er op, og det har man ikke gjor t, sids her var jeg da r embe sept absolut. Og så tror jeg, vi indser diaom e ønsk t var der ikke noge betydningen af at blive set med log. Men det er glædeligt at man andres øjne. taler om det nu.

S016 S017

, v Adam Holm I 2002 udga på r tø ak ed tr e deba daværendog rt væ ie nu stud mmen Politiken Dead line, sa ogen ’s R2 D på batb ga lle med to ko nmarerk”de gen Bo . ”Islam i Da dlæg in e kk ræ en er indehold ation og islam fra om integr meningsdannere. forskelligement som et forsøg Bogen er e en ny linje i indpå at lægg rsøg på atten, et fo vandrerdeben so vej, m re at indføre se3. t. de er riv sk be lv daktørerne et m so s n også seve Bogen kae. r os muliggi n De ed ill sb tid er, hvor reflektereheov hed for at til 3 år r g, da i vi er nået deba et sig tt fly efter. Har elt påtten måde? en ilk hv og eventu med Adam Holm om Vi har talt de reaktioner, den bogen og , samt om indvanafstedkom tegrationsdebatten drer- og insom nu. Først brindengang,uddrag fra bogens ger vi et . indledning Af Rune Stilling

disse år op i det danske samfund. De bliver flere og flere og vil komme til at fylde stadig mere i det danske samfund - fra børneinstitutioner over skoler og uddannelsesinstitutioner til arbejdspladser, sportspladsen, selskabsliv osv. For det andet vil vi i de kommende år opleve et stærkt ydre indvandringspres på Europa fra de øvrige kontinenter. Dette pres bliver Europa nødt til at forholde sig til via fælleseuropæiske instrumenter - læs: EU - og det vil betyde, at alle de europæiske lande vil skulle påtage sig deres del af ansvaret. Det gælder også Danmark. Det multikulturelle samfund er altså en realitet. Kulturelt må vi hilse det velkomment, at vi nu lever i et samfund med et mylder af kulturelle indtryk og en mangfoldighed af forskellige måder at leve på - og at det kun bliver endnu mere farvestrålende i de kommende årtier at bo i Danmark, er på mange måder en gave. Også samfundsøkonomisk kan det komme det danske samfund til stor gavn, at vi har mange indvandrere og flygtninge. Befolkningsprognoserne viser, at antallet af ældre vil vokse markant i de kommende årtier, samtidig med at antallet af erhvervsaktive vil falde. Det betyder, at der bliver færre til at skabe værdierne og flere til at bruge af dem. Sådan er det overalt i Europa, og derfor har flere europæiske lande indstillet sig på at konkurrere om at tiltrække

udenlandsk arbejdskraft fra andre dele af verden. I de kommende årtier vil man se en skærpet konkurrence om at skaffe kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Europa. Skulle Danmark stille sig bagerst i køen og sige: Nej, tak - vi vil ikke have nogen, i en situation hvor man står med et skrigende arbejdskraftbehov? Det ville være torskedumt. Summa summarum: Danmark er et ungt indvandringsland, som i løbet af en relativ kort periode har udviklet sig til et multikulturelt samfund. Alligevel dominerer de fremmedskeptiske kræfter med deres illusioner om, at det er muligt at sige nej til det multi-etniske samfund, som allerede er en realitet. På den anden banehalvdel - i debatten om integrationen af indvandrere og flygtninge - har de fremmedskeptiske kræfter også spillet en dominerende rolle. Langt hen ad vejen er det lykkedes det yderste højre at dæmonisere de fremmede ved at fremstille dem som en homogen gruppe af fundamentalister, der med Koranen i den ene hånd og en krumsabel i den anden vil ødelægge vores kultur og tilrane sig vo-res velfærdsgoder. En muslim er en fundamentalist. Og fundamentalister skal man ifølge sagens natur bekæmpe. Derfor gælder det i den fremmedskeptiske optik om at begrænse tilgangen af fremmede. I det omfang det ikke lykkes optimalt, må man


INTERVIEW over for dem, der slipper gennem nåleøjet, sørge for, at de bliver så danske som muligt. De kan passende starte med at lægge sløret, derefter Koranen, droppe moskeen, og når Fatima og Muhammed en skønne dag sidder på den nærmeste bodega og deler en øl og en frikadellemad med os og taler med om FCK’s sejr over Brøndby, er optagelsen i danske fællesskab fuldbyrdet. Det kaldes også assimilation. I sagens natur er denne tilgang til integrationen misforstået. Og man vil opnå det stik modsatte: At indvandrerne bliver udstødt og marginaliseret og derfor vil søge endnu mere ind i deres oprindelige kultur og religion. Jo mere vi udstøder indvandrerne, jo mere vil de afsky os og leve op til vores værste forudsigelser. Den svenske islamekspert Ingmar Karlsson taler i denne forbindelse om, at vi selv beder om hellig krig i de danske forstæder. De progressive kræfter har svigtet Der har været et skrigende behov for at give de fremmedfjendske kræfter et kvalificeret modspil i den offentlige debat. Men har de så fået det? Desværre ikke - selvom der tilsyneladende blæser nye vinde i SF. Og det er det fatale ved den danske debat. Det er denne bogs påstand, at de progressive kræfter har været med til at hjælpe de reaktionære højrekræfter og de fundamentalistiske kredse blandt muslimerne. Problemet med de progressive kræfter - og her taler vi om kulturradikale, intellektuelle, venstrefløjen, kvindebevægelsen

m.v. - er, at de i stedet for at komme med et troværdigt, nuanceret bud på en politik over for indvandrerne, per rygmarvsrefleks har sagt det stik modsatte af de fremmedfjendske. Man har - på nøjagtig samme måde som de fremmedskeptiske - ikke skelnet mellem mørke, fundamentalistiske kræfter i islam og de moderate kræfter. Holdningen har været, at islam nu engang er islam. At en indvandrer er en indvandrer. Og at begge parter per definition er gode nok. Hvis du siger noget andet, er du racist. Basta. Men det passer jo ikke. Islam består af masser af retninger. Og indvandrere er en yderst broget flok, langt mere broget end danskerne. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der i en lille del af indvandrerkulturen er dybt reaktionære, undertrykkende og udemokratiske tendenser. Hvis man forsvarer indvandrerne en bbc, så kommer man selvsagt også til at forsvare nøjagtigt disse reaktionære og undertrykkende normer. Ikke desto mindre er det det, man har gjort, og dermed er der opstået den barokke situation, at det i 2002 er blevet progressivt at forsvare middelalderlige normer - bare fordi de forfægtes af muslimske mi-noriteter. I deres iver efter at fremstå som tolerante er de progressive kræfter blevet så tolerante, at de tolererer intolerancen. Et gammelt ordsprog siger; at man ikke bare har ansvaret for det, man gør, men også for det, man ikke gør. Og der er meget,

som de progressive kræfter har undladt at gøre. Vi spørger i flæng: Hvorfor har progressive kræfter ikke sagt fra, når muslimer er gået i demonstration mod Salman Rushdies De sataniske vers - det ville man jo have gjort, hvis det var Indre Mission, der var arrangør, ikke sandt? Hvorfor giver man ikke fremtrædende danske muslimer modspil, når de argumenterer for et samfund, hvor islam gennemsyrer lovgivningen? Hvorfor accepterer man, at fædre kræver, at deres døtre skal gå med slør? Hvorfor giver man ikke de muslimer, der opfatter homoseksualitet som en sygdom, kamp til stregen? Hvordan kan kvindebevægelsen se gennem fingre med æresdrab og normen, der påtvinger unge kvinder, at de skal være jomfruer ved indgåelsen af et ægteskab? Hvordan kan man acceptere klitorisomskæringer af små piger? Hvorfor accepterer man sorte koranskoler, hvor børn underkastes formørkede budskaber? Hvordan kan man acceptere normen om, at kvinder skal være i hjemmet, mens manden er den udadvendte? Osv, osv. Her stilles mange spørgsmål. Men de kan samles til ét stort spørgsmål: Hvorfor har progressive kræfter valgt at forholde sig passivt til reaktionære normer, som står i skrigende kontrast til de værdier, man har kæmpet for i generationer - ja, helt tilbage til reformationen, oplysningstiden, det moderne gennembrud, demokratiets gennemførelse, ungdomsoprøret og kvindebevægelsen?

Hvad var baggrunden for, at I gik i gang med projektet, og hvornår startede I? Baggrunden var den diskussion, som rejste sig forud for novembervalget 2001. Det var en diskussion, som helt oplagt var afledt af 11. september-angrebene. Før den tid havde vi også haft en diskussion om øst versus vest og islam over for kristendom, men diskussionen blev accentueret af 11. september og af flygtninge/indvandrertemaet, som var dominerende i optakten til valget 2001. Her blev temaet til en egentlig akilleshæl for socialdemokratiet og den daværende regering. I kølvandet på de her begivenheder og den her debat tænkte vi, uden i øvrigt at være islamkendere, at vi måtte prøve at tage spørgsmålet op: Hvad er islams rolle i Danmark? Hvordan lever vi, der ikke er muslimer, sammen med muslimerne, og hvordan skal de leve sammen med os? Alle ved, at det er en gensidig proces. På samme måde som vi skal integrere dem, så skal de også finde nogle måder at indgå i det kulturelle fællesskab på. Derfor indbød vi forskellige debattører såsom politikere, intellektuelle og folk med indvandrerbaggrund til at skrive en række indlæg om islam i Danmark til bogen. Var første gang, der kom fokus på islam i den brede offentlighed, ikke omkring den tid, hvor I udgav bogen? Første gang islamdebatten for alvor satte sig igennem, var i forbindelsen med fatwaen mod Salman Rushdie, hvor der var demonstrationer i København. Det var med til i behersket omfang at Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og måske Berlingske Tidende satte spørgsmålstegn ved den religiøse side af integrationen. Hidtil havde den integrationsdebat, der havde været op gennem 80’erne, fokuseret på kulturspørgsmålet, imens den var næsten ikke eksisterende i 70’erne. Fra 2001 sætter debatten sig for alvor igennem, og det må alle medier, inklusive Politiken, forholde sig til. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad Politikens rolle var op gennem 90’erne. Der var jeg selv yngre og radikal i hovedet, så jeg læste ikke Politiken. Jeg kender Politikens chefredaktør Thøger Seidenfadens grundholdninger. Jeg har arbejdet sammen med ham i 5 år, og det ville undre mig meget, hvis han havde et andet syn på tingene dengang. Det, som han og dermed også Politiken er blevet kritiseret for, var at de havde været med til at lægge låg på debatten. De havde været med til at undertrykke en mere åben og afbalanceret diskussion af, hvad integration egentlig indebærer, og hvad tilpasning mellem forskellige kulturer og også religioner medfører.

Iransk moske. Vi har endnu ingen moskeer i Danmark, men debatten omkring opførelsen af en moske blusser i disse dage.

Da jeg læste bogen, tænkte jeg, at der er én ting som stort set alle bogens skribenter

S018 S019

Islam i Danmark. Michael Jarlner, Adam Holm, Per Michael Jespersen Udgivet på Gyldendals forlag 2002 slår fast, og det er, at 100 % åbenhed, tolerance men også ignorance i forhold til flygtninge/indvandrere, ikke er af det gode. Stort set alle debattørerne skriver også, at 90’ernes flygtninge/indvandrerpolitik havde været mislykket? Det, som bogen prøvede at gå op imod, var entydigheden på begge sider. På den ene side sagde man, at islam som religion er farlig, og at muslimernes tilsynekomst og tilstedeværelse i Danmark er et stort problem. Synspunktet var typisk repræsenteret på den højrevendte side af skalaen. På den anden side var holdningen den, som Politiken og Information på en måde var blevet symbolet på, at hvis vi kigger tilbage i historien på 18- og 19-hundredtallets chauvinisme og kolonialisme, som var affødt af en racistisk tankegang, og hvis vi kigger endnu længere tilbage på religionskrigene, så kan vi se, at enhver tendens til at udskille folk på grund af hudfarve eller religion fører noget frygteligt med sig. Derfor skal Danmark være et åbent, multikulturelt og tolerant samfund. Det skal være vores credo. Det var de to synspunkter, som klaskede mod hinanden. Vi tænkte så helt elementært, at det jo kan ikke være sort eller hvidt. Vi kan sagtens se for og imod. Det er rigtigt, Danmark er stadigvæk et temmelig homogent land med en nogenlunde ensartet kultur og religion, og ét sprog, og ikke store regionale spændinger. Derfor kan vi ikke bare fornægte, at der er en taldiskussion, på den måde som venstrefløjen gjorde.

Vi kan heller ikke bare sige, at det er fint, at folk kommer fra kulturer, som i forhold til et på mange måder progressivt vestligt samfund, befinder sig på et andet niveau. Det skaber problemer. ”Det må vi for helvede kunne diskutere”, var ligesom oplægget. På den anden side, vendt mod højrekræfterne eller de nationale, religiøst-chauvinistiske strømninger, vi kan da ikke bare sige, at fordi folk eksempelvis er muslimer og kommer fra Mellemøsten, så kan de ikke bo i Danmark. Så det var et forsøg på at kile sig ind og lave en slags 3. vej. Jeg tror ikke, vi brugte udtrykket nyrealisme i forordet, men det var sådan lidt ubeskedent sådan vi opfattede vores ståsted, at vi havde et lidt nyrealistisk syn på det. Derfor var det også glædeligt at få folk med som Niels Barfoed, Hans Kornø Rasmussen, Preben Wiljhem og selvfølgelig også Anne Grethe Holmsgaard, som politisk ikke er forbundet med en indvandrerkritisk strømning. De kunne godt se, at man bliver nødt til at stille krav. Så vidt jeg husker medgav de også mere eller mindre, at noget af det, som venstrefløjen eller det progressive Danmark eller kultureliten, eller hvad man nu end vælger at bruge af udtryk, havde nægtet sig selv og dermed almenvældet, var en diskussion om, hvad integration egentlig er, og hvordan man tager den bedst muligt. Hvad var så reaktionen på det fra eksempelvis Thøger Seidenfaden og de kulturradikale? Syntes de, at det med den 3. vej var noget sludder eller? Thøger var ikke stærkt begejstret for den bog. Han læste den og havde en del indvendinger imod den. Kritikken mod bogen generelt, både i anmeldelserne og fra de kulturradikale, var, at den måske havde en meget fin ambition om at ville se spørgsmålet fra begge sider. Men bogen, os som redaktører, og dermed de folk vi inviterede, fornægtede eller overså i hvert fald magtforholdet, det vil sige den omstændighed, at flygtninge og indvandrere eller muslimer, hvis vi nu skal tale om dem, var en minoritet i Danmark over for en majoritet af stort set kristne danskere. Med andre ord blev vi kritiseret for at spejlvende tingene ved også at gå ind og ligesom punke de fremmede. Vi burde i stedet sige, at det er dem, som er underlagt racisme i åbenlys grad eller diskrimination i forskellige former. Det er dem, som stort set hele samfundet, eksempelvis de førende aviser, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT og til dels Weekendavisen, punker på. Det er dem, som af DF, Venstre og de Konservative fra Folketingets talerstol bliver udskreget som et problem. Vi burde derfor ikke også gå ind problematisere dem, da de er en svag gruppe. Det var det, som var udgangspunktet for kritikken. Men egentlig


Plakaten er lavet af Superflex, oprindelig til en udstilling i Østrig og har siden hængt i gadebilledet i bl.a. Sverige, Østrig og Danmark. Foto: Pawel Wedrowski var det netop det synspunkt, vi prøvede at med tyrkisk baggrund, som har skrevet for argumentere imod. Man kan ikke bare skjuPolitiken efterfølgende, da der begyndte at le sig, eller tro, at man hjælper nogen ved at komme en debat. Der fik vi så breve, også sige, at det er deres kultur, det er deres reliflere som vi offentliggjorde, fra folk som gion. Nej, for så er der jo ligesom en brynje sagde om Fatih Alev: ”hvordan kan han omkring dem, og så opstår der spændinger. tale på vores vegne?” Nogle iranere skrev: Hensigten med bo”vi er flygtet fra imagen var at sige, at det Det er svært at banke på merne, vi er flygtet fra her projekt ikke er et teokrati, og Fatih folks døre i Mjølnerpar- et forsøg på at overfalde Alev er tyrker og troen i forvejen udsat ken: Dav, du har et uden- ende, vi er iranske, gruppe mennesker. politiske flygtninge”. Hensigten var at være landsk navn, gider du Vi fik med andre ord med til at sætte gang udstillet meget klart, skrive? ... i en debat, hvor man hvad man måske godt tænkte, nåh ja ok, det er rigtig nok. Dem, vidste på forhånd, at der er mange forskelvi i virkeligheden ville have fat i, var Thølige varianter inden for det, som ellers bare ger-flokken, mere end det var Søren Krabliver betegnet som gruppen. Det er det, rup, for han er låst helt fast. Vi ville gerne som er så dybt frustrerende og afsporende i have, at nogen af dem, der var som os selv, dag, når DF’erne, og såmænd også regerinsådan mere eller mindre på midten eller til gen, bliver ved med at tale om det samme, venstre for midten, som socialliberale, og i uanset hvilket udtryk de så bruger, om det anførselstegn progressive, sagde, at ja det er muslimer, de fremmede eller flygtninge/ er rigtigt, selv om det er velsignelsesrigt, at indvandrere, eller hvad det nu måtte være, vi kan få alle mulige krydderier, og at det nydanskere, så er det altid gruppen. er hyggeligt at køre med linje 16 til Nørrebro, så må vi ikke være blinde for, at der Hvad gjorde I så? er noget, der hedder Mjølnerparken, der er noget der hedder Gjellerup, hvor man har Problemet er, at der på det tidspunkt i en voldsom koncentration af flygtninge og 2002 ikke var så mange, for nu at bruge et indvandrere eller fremmede. Selvom det udtryk som den radikale politiker Naser ikke er deres skyld, at de er placeret der, så Khader har brugt om sig selv, præmieperskal man sørge for, at de folk, der så er der, kere. En præmieperker er person med anikke bare lukker sig inde i miniudgaver af den etnisk baggrund, som ligesom har fået Istanbul og Cairo, men også kommer ud. et diplom, som er en del af det etablerede, som taler dansk, har indordnet sig, kan lide I din egenskab som debatredaktør må Jodle Birger og ikke er bange for svinekød du have mødt en del indlæg fra gruppen og den slags. af flygtninge/indvandrere som reaktion på bogen? Så dem var I på jagt efter? Det, der gik op for os, og for alle mulige andre, var, at der ikke er nogen gruppe. Det gjorde debatten vanskelig, og man kan godt se, hvorfor mange af dem, som bliver placeret i gruppen, føler sig sårede eller i al fald stærkt misforståede. Derfor må vi i forbindelse med hele denne her integration lære at forstå, at der eksempelvis bare mellem kurdere og tyrkere på det kulturelle og sproglige plan er lige så stor forskel antageligt, som der er mellem danskere og italienere. Der er ingen fælles låneord. Nogle af dem er muslimer. Andre er ikke. Der er en kæmpe forskel bare der. Det er også gået op for mig, at der mellem arabere indbyrdes, jeg har rejst en del dernede, også er en kæmpe forskel. Nogle er kristne, andre er sunnier, atter andre er shiaer, og så er der i øvrigt i retningen af 43 andre grene inden for islam, som folk kan tilhøre. De taler flere forskellige sprog, selv om de har koranarabisk som fælles sprog. Så helt banalt det med at få fat på gruppen, det viste sig at være meget problematisk. Vi kontaktede eksempelvis Fatih Alev, en yngre imam

af dem på banen, og det er ret glædeligt. Før i tiden var diskussionen i meget høj grad domineret af enkelte indvandrere/ flygtningestemmer, som ikke nødvendigvis var repræsentative, jævnfør det med at der ikke er én gruppe. Ellers har det også meget været en diskussion ført mellem danskere, eller gammeldanskere, hvis vi skal bruge det udtryk, og de fleste af os ved ikke meget om Koranen. Det har jeg også tænkt på, ”Islam i Danmark”, bogen handler jo faktisk ikke om islam? Den handler ikke om islam, nej. Jeg er den i det der lille redaktionskollektiv, som har rejst mest i Mellemøsten, og som formodedes at vide noget, og det var pinligt. Jeg ved, og jeg vidste også mere om islam som religion end Per Michael og Michael, men det var ikke lige det teologiske luftlag, jeg befandt mig i. Det er meget sigende for en meget stor del af den debat, der har været ført. Rigtig mange af os ved ikke særlig meget om islam. Om 10 år, når man kan få et længere perspektiv på debatten, tror jeg, at der en del som må få røde kinder, jeg selv inklusive, fordi man har skrevet og talt og forsøgt at tænke om islam uden at kende et grundlag. Men det at redigere sådan en bog er måske også et udtryk for en nysgerrighed pirret af den voldsomme debat, som raser? Et forsøg på at komme i dialog med nogle mennesker, som man ikke kender?

Ja selvfølgelig, og det er godt, at det er sådan. Et eller andet sted skal man jo nærme sig. Man kan heller ikke stille som Ja, for hvem skulle man ellers få til at krav, at alle skal være dybt indsigtsfulde, at skrive i avisen? Det er svært at banke på man kun kan tale, når man kender samtlige folks døre i Mjølnerparken: Dav du har et suratekststeder, og kan sin koran forfra og udenlandsk navn, gider du skrive? Ellers bagfra. Det man må lære af den selvkritik, måtte vi vente på, at nogen selv trådte ind i som gerne skulle opstå, når det går op for debatten, og der var ikke så mange. en, at man måske har tænkt lidt for meget om noget, man ved lidt for lidt om, det er, Det vil sige, der ikke kom særligt mange at man måske ikke skal reducere det hele indlæg til Politiken? til religion. Det er også derfor, at titlen på bogen sådan set er misvisende. Man kunDer kom ikke særligt mange indlæg. Det ne kalde den ”Integration i Danmark”, det er heldigvis begyndt at ændre sig. I de sidhavde måske været mere oplagt. Bogen ste par år er der komhandler dybest set met stadig flere yngre hvordan vi møJeg ville sige glem det om, stemmer med udender hinanden, hvilke landske navne med i krav kan man stille, gamle jas, hvilke debatten, som sikkert hvordan skal man muslimer kender du – åbne op, så det ikke af egen fri drift blander sig. De er 100 % en tofrontsog pestspredere, hvad forbliver tosprogede, dansktakrig eller skyttegravslende, danskskrivende krig. Der er det ikke ligger der i det? og er meget velarguså meget religionen, menterede. Det kan være, at de indtager som det er integrationsspørgsmålet, der nogle holdninger, som man ikke bryder sig er interessant, hvor religionen så er en del om. Det er, som det nu er, men der er flere af det. Det er klart, at i kølvandet på 11.

S020 S021


Foto: Jacob Holdt

september, der handlede alt om islam og muslimer. Jeg synes heldigvis nu på 4 års afstand, at det er som om, at der er kommet noget mere facon på. Alene den omstændighed nu, at rigtig mange almindelige mennesker, der ikke har blandet sig i debatten, men velbegavede danskere, veluddannede, tilsyneladende har en fornemmelse af, at der er forskel mellem sunni og shia, det har man efterhånden lært. Hvis man har gået i sin lille stokroseidyl og frygtet, at muslimerne kom og skar halsen over på os, fordi vi var kristne eller jøder, så tænker man, nårh nej. Man kan godt se, at frænde er frænde værst. Der er en dyb konflikt inden for islam af nogle teologiske og historiske grunde mellem sunni og shia, ok det er ikke bare os mod dem. Jeg har fornemmelsen af, at der efterhånden bliver skrevet utroligt meget om dette emne. Alle aviser har nu faste mellemøstmedarbejdere, som ikke bare har Israel-Palæstina som speciale, men som forsøger at skrive om, hvad der sker i den arabiske verden.

være. Så jeg mener bare, at der stadigvæk er en næsten strukturel svaghed i vores tilgang til den verden. Vi kan ikke sproget. Men det, der forgår nu, er vel en tosidet integration. Danskerne bliver uddannet i en fremmed kultur ligesom indvandrerne eksempelvis bliver uddannet i dansk debatkultur. Det er vel én af grundene til, at mange indvandrere ikke har blandet sig endnu, at de måske ikke er vant til en nogle gange meget kontant og direkte debatform?

Det var også det, jeg mente med, at jeg syntes at kunne iagttage, at der er kommet nye stemmer på banen. Jeg har også talt med andre, som har befundet sig i debatmiljøet, der har samme opfattelse. Det kan være, at de er blevet fremprovokeret. Nogle af dem giver udtryk for, at det simpelthen er nok nu. Nu kan de kan ikke tåle at høre mere pladder om islam eller Mellemøsten, så nu må de simpelthen ind og fortælle, hvordan de mener, tingene hænger sammen. Det er jo virkelig godt, også fordi man Det er ligesom dengang alle aviserne skal se lidt dialektisk på det. Der er tale om skulle have it-tillæg, nu har de islam-tilen vekselvirkning mellem et synspunkt og læg? et andet. Hvis det ellers går, som det gerne skulle, så får man hævet sig op på et tredje Ja ja omtrent, ikke. Det er nemlig en meniveau: Synspunkt et og synspunkt to klaget god parallel. Det handler jo om mode på sker sammen, og man får noget, der minen måde, nu skal man være med på det her. der om synspunkt tre. Det er klart, at det er Der skal nok også have været folk, der har et ideal. Det er ikke altid, det foregår sådan. skrevet om it, uden Grundholdningerne måske at have den er nok stadigvæk til dybeste indsigt. For Det tager lang tid, før ind- stede. Kan man ikke at fokusere et øjeblik groede vaner og indgro- lide muslimer, så er på mine egne fortræman sådan set ligeglad deligheder, så kan jeg ede kulturmønstre ændrer med, om der findes ikke huske hvor mansunnier og shiaer eller sig. Sådan vil det også noget tredje. Man kan ge artikler, interviews og boganmeldelser, ikke forholde sig være med flygtninge- og bare jeg har skrevet, som til deres religion. Man har Mellemøsten og indvandrerdiskussionen bryder sig ikke om islam som afsæt. Det den. Mener man omer ret mange på fem år, og jeg kan ikke aravendt, at globaliseringen, multikulturalisbisk. Jeg kan syv sætninger, og jeg har ikke men og multietnicitet er en velsignelse, så læst Koranen. Jeg tænker også på Anders er Gjellerupparken og Mjølnerparken, og Jerichau, nu ikke for at udlevere en god kolhvad der måtte være af problemer i dem, lega, men han er ligesom én af Danmarks små kurrer på tråden. Det er ikke noget førende mellemøst-kendere. Han kan hvervigtigt, fordi i det 21. århundrede, der skal ken arabisk eller hebraisk, og det var det, det være grænseløst, vi skal smelte samjeg mente med, at når man ser 10 år frem men. Men dybest set handler det om at nu, så tror jeg, man vil synes, at det er en sige, at der er et fælles rum, som alle skal lidt pauver baggrund. Ét er, at folk rejser kunne befinde sig i. For at være der, blidernede, det er vældig godt, og rapporterer, ver man nødt til at aflægge sig noget af sig skriver og sørger for, at nogen af de stemselv. Det gælder begge veje. Danskerne må mer, der findes dernede, også kommer til kunne indse, det kunne f.eks. være i forhold udtryk heroppe, bliver læst og hørt. Men til denne her skepsis, der har været mod om 10 år vil jeg godt væde min gamle hat fremmedes navne, osv., at fordi én hedder på, at der taler de folk, der beskæftiger sig Ali Mohammed, så kan han jo være en fanmed Mellemøsten, altså mellemøstjournatastisk god bilmekaniker, it-medarbejder, lister, de taler arabisk. Sprog er en meget eller hvad det nu måtte være. vigtig indfaldsvinkel, så man ikke behøver have tolke på eller klare sig på hvert sit genKan man sige, at den udskældte højresidige pijinamisk, eller hvad det nu måtte fløj, eksempelvis i form af Dansk Folkeparti,

S022 S023

et eller andet sted har gjort landet en tjeneste ved i den grad at klø på med kritik? Det har jo tvunget en masse mennesker til at forholde sig til alle de her problemstillinger. Uden det var vi så her i dag med et på nogen måder et mere positivt debatklima? Det kan godt være, at du sætter fingeren på et ømt punkt. Alternativet er den svenske debat, hvor de kun meget momentalt, og i øvrigt meget behersket, har turdet tage en debat om integrationens mange spørgsmål. Sverige er i modsætning til Danmark virkelig et indvandrerland. Næsten 15 % af befolkningen har ikke svensk baggrund. I Danmark er det tilsvarende tal 4 eller 5 %. Byer som Malmö, Stockholm og Göteborg har meget store befolkningsgrupper, som ikke er gammelsvenskere. Men i Sverige har de af forskellige grunde ikke taget denne her debat. Er det så derfor, at de i Sverige op igennem 90’erne har haft en meget voldsom nynazisme med mange mord på flygtninge og indvandrere, med overfald på flygtningevenner og fagforeningsfolk? Det kunne godt være, at det at få kanaliseret synspunkterne ud i en rigtig politisk debat er med til at tage noget af raseriet af, med til at fjerne noget af tabuiseringen. På den måde kan vi godt være glade for, at vi har debatten i Danmark. Men det er altid et spørgsmål om balance. I Danmark er den kammet gevaldigt over. Jeg ved ikke, om du så Politiken i weekenden. Men den var i lørdagens Politiken, på baggrund af allerseneste Krarup’ske udtalelser om, at det hang ham ud af halsen med alle de her flygtninge, som får stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom. Han var så træt af det. Det er psykologernes og lægernes skyld, at nogen af dem som egentlig skulle være smidt ud eller i alt fald nægtet dansk statsborgerskab, alligevel får det, selv om de ikke kan dansk. Han kom med nogle hårde udtalelser i den forbindelse, og på den bag-


ledagligtation r e m l dho ierra4 på S get i et l Sand e a h c i M re enhe , Sar han delvt,ader skal d d n a m i h initiati d Politp nge me en min e to år t der gåer. De sid,stsom led i peolitiet org. u Ama isk kursus en mellempå Amage arab me dialogbaggrund fremen etnisk and

INTERVIEW grund havde Politiken taget en perlerække af citater fra DF’er og spurgt avisredaktører og folk rundt omkring i flere EU-lande: Kunne man have den her debat, og kunne man sige sådan her i jeres land, nogenlunde uantastet? Fra England og Sverige til Frankrig, Holland og Tyskland var der en ret massiv forfærdelse, kan man virkelig ærligt sige sådan i Danmark?

ikke helt selv så opmærksom på, men det er jeg altså blevet nu. Jeg vil ikke, tror jeg nu, ukritisk være den, der lagde pen til, at en eller anden sad og sagde, at muslimerne er pestspredere i Europa. Jeg ville sige glem det gamle jas, hvilke muslimer kender du – og pestspredere, hvad ligger der i det? Det bringer ikke nogen som helst videre. Vi ved godt, at der er en lille gruppe dansknationalister, som ikke kan lide muslimer. Hvorfor skulle man ikke kunne det? Vi Vi ved også godt, at der er en lille gruppe har jo ytringsfrihed? muslimer, som afskyr Vesten, og selv om de bor her, så synes de, at det er syndefaldet. Når Langballe siger, at islam er en pest De vil gøre alt, hvad de kan, for at ændre over Europa, eller Pia Kjærsgård kalder på det, om det så er med våbenbrug. Det flygtninge og indvaner faktisk uinteresdrere for folk fra laDet kan godt Mener man omvendt, at sant. verestående kulturer, være farverigt at læse jeg skal ikke gøre mig globaliseringen, multi- om, men det brinklog på juraen i det, ger ikke nogen som men sådan rent men- kulturalismen og multiet- helst videre. Den slags neskeligt støder det synspunkter, vil jeg også mig. Jeg er me- nicitet er en velsignelse, ikke være med til - det get langt fra at være så er Gjellerupparken og lyder måske så volden halalhippie. Jeg somt, at jeg vil sætte Mjølnerparken, og hvad en grænse for dem har været det, som så mange andre, men er men de skal ikke nyde det ikke nu. Men jeg der måtte være af proble- fremme. Det, der skal synes, at det er me- mer i dem, små kurrer på nyde fremme, er dem, get stødende at omder på begge sider kan tale en religion som problematisere hele tråden. en pest over Europa. debatten. Det vil sige, Man skal da selvfølgelig kunne tale om proat de også kan tænke lidt selvkritisk, og det blemerne, men man skal ikke nedgøre folk er det, vi har forsøgt at lægge kimen til. bare sådan ”en bloc”. Det var også det, jeg mente, da vi talte om gruppen. Der er ikke I den sidste del af bogen er der en række nogen gruppe. Der er mange forskellige indlæg om forholdene i andre lande, som slags muslimer i Danmark. Der er mange tager lidt forskud på, hvad der kunne vente forskellige indvandrere og flygtninge, men Danmark i fremtiden. Især bliver Storbride er ikke en gruppe. Langballe siger bare, tannien som repræsentant for ignoranceat de repræsenterer en pest over Europa, på samfundet, hvor flygtninge og indvandrere samme måde som nazismen i 30’erne, og har fået lov til at passe sig selv, stillet op kommunismen i efterkrigstiden. Pia Kjærsimod Frankrig, der siges at have haft en gård siger, at de tilhører nogle tilbageståenmeget mere aktiv integrationspolitik. Men i de kulturer. Jeg synes, det er en forhånelse, dag er det i Frankrig, der er ballade? at man kan tale om folk på den måde, på samme måde i øvrigt som når nogen af de Ja og det viser sig, at hvis man havde yderliggående imamer siger, at danskere stukket spaden et hak dybere i jorden denlever i synd, de boller ved siden af, og de gang, så havde man set det her. I kølvandrikker, og de gør ved.

det på de her optøjer, hvor der er blevet brændt 15.000 biler af på 1 _ måned, der viser det sig, at der hvert år i de sidste 1012 år officielt har været 20.000 bilafbrændinger i Frankrig. Det er et udtryk for, at der er unge i Le Banlieu, i forstæderne, som er dybt frustrerede. De kan nok læse sig til, at franskhed, det er ikke noget, der går efter hudfarve eller religion. Franskhed det er, når man kan sproget og kan blive en del af samfundet. Det bliver de så ikke. De bliver holdt udenfor, fordi man ikke bare kan lovgive sig til alt. Det er en egenskab som ligger hos mennesker. De ser en anden og tænker, han hører ikke til her. Den mentalitet har Frankrig rigtig meget af. Så selvom ham Emanuel Todd er meget glad, og for eksempel praler af Le Bleu, landsholdet i fodbold, der er ærkeeksemplet på, hvor velfungerende integrationen er i Frankrig, så viser det sig måske at være en glimmerfacade. Det fungerer overhovedet ikke. Heller ikke der. Frankrig er et klassisk indvandrerland ligesom Storbritannien. Danmark er det slet ikke endnu. Derfor tænker jeg også, at vi herhjemme nu i 4 årtier haft folk fra muslimske lande. Det er i et historisk perspektiv meget lidt. Især fordi at det først er inden for de sidste 10-15 år, at de er kommet i stor stil. Hvis man kigger på en anden stor kultur- og identitetsdebat, som vi har herhjemme, men som ikke er så levende lige nu, er det den om køn i forhold til arbejdsmarkedet, i forhold til vores sociale og kulturelle selvforståelse. Den viser, at det tager lang tid, før indgroede vaner og indgroede kulturmønstre ændrer sig. Sådan vil det også være med flygtninge- og indvandrerdiskussionen. Selv om vi ikke kun lige har taget hul på den, så er vi ikke i nærheden af at være ved vejs ende. Vi er måske dårligt nok halvvejs. Der er også dem, der vil sige, at det vil vare 2 eller 3 generationer endnu, før man rigtig vil sige, at hudfarve, navn og så videre ikke betyder en snus. Indtil da vil der hele tiden være friktioner, der vil være sammenstød, og der vil være misforståelser.

e m m a s e l a t t a Betydninagreanbiasfk som isbryder sprog – Af Dina Haffar Foto: Udlånt af Michael Sandholm

J

eg mødte første gang Michael til en middag på den tyrkiske restaurant ”Topkapi II”. Middagen var arrangeret af vores underviser Rana Khoury Fuglø og markerede afslutningen for et blandet hold af AOF-kursister, deriblandt et arabisk hold udelukkende bestående af dansksprogede politimænd. Allerede dengang blev jeg nysgerrig. Hvorfor skulle politiet nu til at lære arabisk, og hvem havde fundet på det? Hvad var baggrunden for at lære arabisk på Station Amager? Mine kollegaer og jeg havde en snak i Sierra4 om hvilken indgangsvinkel, vi kunne tænke os at have til de unge med anden etnisk baggrund (2. g´ere). Hvem møder man flest af, og hvilket sprog taler de på gadeplan - for de har deres eget sprog – og de fleste taler arabisk. Der er mange forskellige dialekter – og Rana (underviseren) lærte os den dialekt (libanesisk), som forstås i de fleste arabiske lande. Tanken var at lære nogle engangsgloser og sætninger, som vi kunne bruge som en slags isbryder over for de unge.

Det vil sige, at du som debatredaktør mener, at man kan komme ud, hvor det ikke længere er legitimt at deltage i debatten? Selvfølgelig skal man da kunne høre, hvad Krarup, Langeballe, Pia Kjærsgård, Camre, og hvad de ellers hedder, siger. Jeg har selv interviewet flere af dem. Så må man stille dem nogle kritiske spørgsmål. Man skal høre, hvad de siger, for det er et legalt politisk parti, og de repræsenterer legitime synspunkter i den forstand, at en vis procentdel af danskerne stemmer på dem, og de er ikke nynazister, langtfra. Men der skal være en slags god tone, og det var jeg

Er det arabere, der er størst problemer med her på Amager?

S024 S025

Nej, det ville være forkert at sige, at det kun er arabere – men mange af dem, vi er i kontakt med, forstår arabisk – selv om de er kurdere, iranere, irakere – alle som kommer fra Mellemøsten, libanesere, palæstinenserne. Hvem tog initiativet? Sådanne ting opstår nogle gange bare spontant. Det kom sig også af, at vi mange gange står på gaden, og så taler de [2. g´ere] en del indbyrdes og vi forstår ikke et ord. Her kan vi bruge det arabiske til at vise dem, at vi forstår noget af det de siger. Det betyder også, at de skal passe på og tænke lidt over, hvad de siger på deres eget sprog. Man kan starte med at sige ”Inte arabiee?” [red. ”Er du araber?”] På den måde kan vi nå bedre igennem, og samtidigt er det også en lidt sjov og uventet oplevelse for dem. Dvs. de oplever det som en form for håndsrækning – en positiv overraskelse? Ja, det fornemmer vi – altså de studser lidt – ”Hvorfor” spørger de – ”Hvorfor lærer I arabisk”? Og vi svarer ligeud ”… for at vi kan tale sammen”. Vi har primært lært gloser som ”hej”, ”farvel” og ”Jeg hedder..”, i den stil. Det kan også bruges, når vi skal hilse på deres forældre, når vi af og til kommer i kontakt med dem.

Var det frivilligt at deltage i undervisningen? Ja, der blev sendt en skrivelse rundt på hele stationen, hvor dem, der havde tid og lyst. blev tilbudt at deltage. Vi fik nogle timer for det, men vi brugte også vores fritid på det. Nogle gange var det før eller lige efter arbejde, og undervisningen foregik på stationen og kørte i foråret 2004 og efteråret 2005, tre måneder én gang om ugen - når det kunne lade sig gøre. Til tider medførte tjenesten, at vi måtte droppe det. Vi var 6 personer fra Sierra 4 og nogle stykker fra Nærpolitiet [på station Amager, red.] – og SSP deltog også – ca. 9-10 medarbejdere i alt. Vi blev undervist i relevante begreber og sætninger. Sætninger som kunne bruges i forbindelse med, at man f.eks. Sierra4 – Sierra4 er en enhed, der blev oprettet i 1997 på Station Amager. Medarbejderne i Sierra4 har til opgave at holde øje med og etablere en dialog med de unge, der hænger ud på gaderne på Amager. Medarbejderne er civilklædte. SSP - SSP er et lokalt samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.


standser en bil og skal præsentere sig og bede om ID, den slags konkrete cases. På den måde var vi involveret i, hvad vi gerne ville lære at sige, hvilket også var nyt for vores underviser. Ambitionen var jo ikke, at vi skulle kunne tale flydende arabisk, men gerne på et niveau, hvor vi blev forstået. Mange gange troede de [2. g´ere, red.], at vi kunne mere – og så taler de hurtigt, rigtig hurtigt! Hvordan var det at lære arabisk? Det var svært! Sproget er fuldstændig anderledes klingende Og så har man jo præstationsangst, når man sidder over for 10 kollegaer og prøver at udtale de nye ord – bare det at tælle til ti første gang. Nogle af de ældre kollegaer havde svært ved at komme over hurdlen med at skulle åbne op og plapre løs, lave fejl og blive rettet. Men jeg synes også det er et spændende sprog, men nemt er det ikke!

Hvordan er det så gået - har det givet den effekt I havde håbet på? Både ja og nej. Man kunne mærke, når man kom ud og brugte sproget, så syntes de unge, at det var helt vildt sjovt, og de kom også med deres egne ord – og spurgte ”og kender du så det her..?” På den måde virker det faktisk rigtig godt i forhold til vores dialog, både med de helt unge fra 810 år og også med nogle af de lidt ældre 2. g´ere. Det negative er, at man ikke får det brugt i den udstrækning, som man gerne vil. Det skal naturligvis holdes ved lige. I starten snakkede vi meget arabisk indbyrdes i Sierra4, sagde ”Merhaba” [Goddag, red.] til hinanden, når vi hilste, men så dør det lige så stille ud, når det ikke bliver brugt på gaden. Jeg er den eneste tilbage af dem, der i sin tid tog arabisk i Sierra4. og det hænger sammen med, at Sierra4 er en turnusordning, hvor man kun kan arbejde 2 år ad gangen. Det er ikke nødvendigvis et initiativ, som vil køre videre. Sierra4 er

de mennesker, der er i Sierra4. Det vil sige, medarbejderne i det nuværende Sierra4 har deres egne holdninger til, hvad der er brug for. Jeg kan selvfølgelig prøve at trække i en bestemt retning. Men det er heller ikke noget, man skal trække ned over hovedet på folk – det er vigtigt, at det opstår som et frivilligt initiativ.

mørke var der bare ingen brok eller no– men hvis vi møder dem igen dagen efter, get som helst. De gik bare positivt til det eller der er tale om et brugstyveri – så kan og var engagerede. Også om aftenen, når vi ikke bare nøjes med advarsler. Og så kan Det er meget forskelligt. I de fleste klubvi sad og spillede og snakkede. Alle var situationen godt blive tilspidset. Den ene ber er det en meget positiv oplevelse, og de på. Her blev tingene også vendt om, i den dag hilser vi pænt og ugen efter, så sidder unge vil gerne snakke, og de steder, hvor de forstand at det var en rigtig positiv overde herinde i detentionen og venter på den ikke vil – så taler vi med medarbejderne raskelse for mig – den slags er bare godt! sociale døgnvagt, og de skal afhøres og sigog så blander de unge Også for vores 2. års tes for erstatningskrav. Og så er vores arasig måske i samtalen. Jeg tror, at der er mange politielever, som købiske sprogkundskaber ikke meget værd. Det var faktisk i forrer meget patrulje til Men det er nogle af de ting, som vi håber bindelse med disse ildsjæle rundt omkring daglig og oftest kun på at kunne stoppe – også ved at have den klubbesøg, at ideen til møder 2. g´erne, når positive indgangsvinkel til dem – og give – som vil meget mere. der er problemer. at lære arabisk kom dem en chance de første to-tre gange og så op. Det er ikke mehåbe på, at de stopper. Så her er der fokus Politiet er ikke kørt fast ningen, at vi skal påHvad siger forælpå de unge, der ikke er ”startet op” endnu, tvinge dem vores sel- – men der er mange kol- drene til weekendtuog muligheden for at vise dem, at det ikke skab. Det er tanken, rene? kan betale sig – at det også har en konselegaer, som tænker i de at de skal komme til kvens. Der er hele tiden to aspekter, to kaos. Måske står vi og De skal give samsketter: vi skal skabe og fremme dialogen gamle baner. tager en kop kaffe, og tykke, og der bliver og samtidig bevidstgøre om konsekvensen hvis de så har noget at spørge om, så er de også taget en samtale med dem. Så får de af ens adfærd. velkomne. En anden positiv sidegevinst er, at vide, hvad turen går ud på, hvor vi skal at nogle af de friske unge drenge og piger, hen, og hvad vi skal lave. Der er helt sikHvordan oplever 2. g´ere generelt det som vi lærer at kende i klubberne, kommer kert nogle forældre, der synes, at politiet forebyggende arbejde? og hilser på os ude på gaden. I nogle kluber nogen man skal holde sig fra – det kan ber er det desværre sådan, at nogle få dybt bunde i deres dårlige erfaringer evt. som Vi har nogle opgaver, hvor vi skal være kriminelle forsøger at boykotte dialogen flygtninge. hårde. Nogle af de unge laver jo kriminalived at lægge et enormt pres på de andre tet, som er dybt forkasteligt, og vi er nødt unge og sige til dem, at de ikke skal snakke Er der andre lignende initiativer i gang i til at sætte hårdt ind over for dem. Det kan med os. Det er uheldigvis dem, der bliver København? være svært for nogle af de helt unge at se set op til, som er ældre og har opnået en os behandle de meget kriminelle hårdt på eller anden form for status og bliver opfatJeg tror, at der er mange ildsjæle rundt gaden. De oplever jo bare, at vi jagter nogle tet som de seje. Men jeg har besluttet, at så omkring – som vil meget mere. Politiet er af deres venner. Og vi kan ikke fortælle længe vi har et samarbejde med medarbejikke kørt fast – men der er mange kolledem, at deres venner er narkohandlere, at derne, så fortsætter vi – bliver ved med at gaer, som tænker i de gamle baner og fode afpresser andre unge og børn og bansætte ansigt på. I de fleste af klubber, kører kuserer på symptomker narkomaner – de det dog rigtig godt, når vi kommer. behandling – når det at vi kører på deSproget er fuldstændig ser, allerede er gået galt res venner, og føler, Hvornår har I ellers kunnet bruge det – frem for på initia- anderledes klingende Og at det er personligt. arabiske? tiver som disse, hvor Det prøver jeg tit at så har man jo præstati- forklare dem – det er det handler om at Når vi tager på weekendture med de forebygge. De fleste ikke fordi du hedder unge fra klubberne. SSP arrangerer nogle kriminelle er jo til at onsangst, når man sidder Hassan og er fra Iran, gange nogle ture, hvor vi [politiet, red.] starte med ganske aleller Palæstina – overfor 10 kollegaer og Irak også kan tage med. Det er 2. års polimindelige unge, som det har noget at gøre tielever, der har stået for den sidste tur. kommer ud i et eller prøver at udtale de nye med din adfærd – de Jeg har lige været af sted på weekendtur andet og måske ender ting du gør. med nogle af de unge fra en ungdomssom dybt kriminelle. ord – bare det at tælle til Det er selvfølgelig klub, der hedder Joker. Der var én af Her begynder man så svært at sige, hvad vi ti første gang. drengene, der talte arabisk, og vi sad og at symptom-behandle får ud af klubbesøgesnakkede sammen. Det skaber interesse – og tager først fat i ne. Sådan er det med og opmærksomhed – og er en god start dem, når det faktisk er for sent. kriminalpræventivt arbejde, det er typisk for den videre dialog. Det er en slags svært at måle sine resultater. Men – og det promotion for politiet, og det er vi helt Vi har mange kasketter på – og nogle af er måske en påstand – vi har ikke de samme åbne omkring. På den tur havde vi bl.a. de problemer, vi er stødt på hænger netop problemer, som de har inde på Nørrebro, hundepatruljen med. Og vi fortalte lidt sammen med vores mange funktioner. på bl.a. Blågårdsplads, og det kunne jo være om, hvad en politihund også kan bruges Først er vi ude og hilse i klubberne og give fordi, at man startede Sierra4 tilbage i 97, til, som f.eks. at finde mennesker, der er hånd, men når der først er problemer, og vi som har til formål at holde øje med grupi nød, bevogte folk og hjælpe andre, der møder dem på en knallert uden styrthjem, peringer på gadeplan og lære dem at kende, bliver overfaldet. Vi arrangerede også et og de har en bagpå og lige er kørt over for skabe dialog. På den måde har vi fingeren orienteringsløb for dem. Det var sådan rødt, så skal vi jo også sigte dem. Og det på pulsen – vi ved lidt om, hvad der foregår en typisk lejrskoletur med brætspil om kan de godt have svært ved at acceptere på gaden. Vores kendskab til de unge bliaften – diskussioner og spørgsmål og – ”Lad mig nu slippe – ”Kan vi ikke bare ver også brugt i det kriminelle opklaringshvad de ellers har lyst til. Generelt var lave en aftale?”. Men der er selvfølgelig epiarbejde generelt. Men det er altid sjovere det en utrolig positiv oplevelse. Selv efter soder, hvor vi lukker øjnene og giver dem at arbejde med de unge frem for at møde tre timers orienteringsløb i bælgravende lidt ”kredit”. Ofte får de et par advarsler dem, når de er blevet dybt kriminelle. Hvordan bliver I mødt ude i klubberne?

Findes der andre lignende initiativer? For et år siden tog Sierra4 også initiativ til en besøgsordning ude i klubberne [ungdomsklubber på Amager, red.]. Vi ville rundt og besøge de unge på deres egne præmisser – tage et slag bordfodbold eller bordtennis. Ellers møder vi dem jo kun, når de hænger ud på hjørnet og råber lidt for højt og fru Sørensen ringer og fortæller: ”Nu står de der 2. g´ere derude igen, og de har køller med…” det var jo altid et negativt udgangspunkt. Så vi tænkte: ”Lad os besøge dem i klubberne, se den anden side.”. Det gør vi stadigvæk i stor stil.

Weekendtur med politiet

S026 S027


PÅ FLUGT

En verden til forskel – henne om hjørnet Af Annette Max Hansen Foto: Mohammed (NewTimes)

Asylcentret Sandholm ligger i Allerød mindre end 2 kilometer fra Teatret Mungo Park. Her bor mennesker med en ganske anden hverdag, baggrund og virkelighed end Mungo Parks besætning. Folk der går under begrebet flygtninge, men som Mungo Park til trods for naboskabet intet kendskab har til. Ligesom mange af os andre. Derfor har de valgt at lave en forestilling om Sandholm, som de slet og ret har kaldt Sandholm. Forestillingen bygger på mange måneders research foretaget af bl.a. manuskriptforfatter Anna Bro og instruktør Moqi Simon Trolin. Forestillingen udvikles og opbygges ud fra samtaler, oplevelser og udvekslinger på Sandholm, hvor mere end 100 nationaliteter bor tæt sammen. Under researcharbejdet har Moqi ført dagbog, som man har kunnet læse på Mungo Parks hjemmeside. Vi har talt med instruktøren og bringer to uddrag fra dagbogen.


Uddrag af Moqi Simon Trolins dagbog under

Hvad er det for et budskab I vil have ud gennem en forestilling som Sandholm? Vi fokuserer ikke på at have et entydigt politisk budskab. Alle former for intellektuelle konklusioner føles banale, når man så tydeligt står ”mit i historieskrivningen”. Vi lægger derimod al vores kraft i at give et så differentieret billede som muligt af de individer, der for øjeblikket lever på Sandholm (som vi har haft kontakt med), og hvordan den situation, de befinder sig i, påvirker dem og deres liv. I takt med at manuskriptet er ved at være færdigt, og vi har prøvet i et par uger, er jeg dog ikke i tvivl om, at et humanistisk-emotionelt budskab vokser frem, der taler sit tydelige sprog. Det er som en sørgesang for en gruppe mennesker i en for dem selv umulig situation. En situation hvor de oplever at have meget

lidt indflydelse på deres eget liv, og hvor de føler meget lidt håb for sig selv og endnu værre for deres børn. Hvilke reaktioner har I mødt fra flygtningene på Sandholm, er folk skeptiske eller positive over for projektet?

forestillingen, for at se hvordan det går med dem. Vi har også flere planer om, hvordan vi kan gøre livet lidt sjovere for dem gennem at bruge vores egne kompetencer. Det ligger uden for forestillingen, men hænger Jeg har følelsen af, at sammen med proMungo Park Danmark inden længe jektet. giver bl.a. beboerne tvinges til at se sig selv billetter til alle vores forestillinger. Det udsom et multikulturelt sam- nyttes flittigt af en del der inde...:-)

Vi har fået positive reaktioner hele vejen igennem. Mange fund, det er forestillingen oplever det, som om Flygtninge og indogså et forsøg på at der endelig er nogen vandrere er et hot skildre. der lytter. De er meget emne for tiden, og behjælpelige og åbne. har været det i nogle Nogle har vi meget tæt kontakt med, og jeg år, men debatten og fokuseringen har ikke er sikker på, at jeg også kommer herud efter bragt de store ændringer med sig, tror du, I kan tilføje eller ændre noget?

researchen

Sandholm, dagbog, uge 4. har arbejdet med flygtE er psykiater og 50 år gammel. Han ntre på skibe til dagens ninge siden 1985 og har set alt fra asylce og jeg interviewede store anlægninger såsom Sandholm. Anna ham.

der. De begynder at patriarkalsk kultur. Deres stolthed forsvin ved at tale sammen misbruge alkohol etc. De har ofte svært anspændte, nogen om, hvad de går igennem. Mændene bliver for sig selv og for bange og nde udfare ke, koleris bliver dem af . Det gør de familie deres elser, omgiv deres skade at de skal at blive mere detil ns tende en har er Kvind . gange også nogle pressive.

A+M: Hvad er dit arbejdsområde? er jeg primært med E: Jeg er psykiater. Som psykiater arbejd mit felt indgår altså I m. sygdo k psykis en har der mennesker, den end må være. hvad , ulykke anden af ramt ikke folk som er år er et menneske Det er en meget svær balancegang: Hvorn omstændigheder…? sygt, og hvornår er det ’bare’ ramt af stresssyndrom. Her PTSS for eksempel, dvs. post-traumatisk ting som fx søvnprokan patienten lide af alle mulige svære Defineres det som blemer, mareridt, social fobi og flashbacks. sygdom? I princippet ikke. for at få opholdsA+M: Sker det at asylsøgere spiller syge tilladelse? gennemskue. Hvis det E: Ja. Og det er næsten altid svært at el svært. Hvilken ikke er svært at gennemskue, er det alligev til at spille sindssyg situation er det menneske i, som bliver nødt at bedømme. For mig for at overleve. Men det er ikke op til mig der er min profeser det meget vigtigt at skelne mellem, hvad er ikke altid nemt, men sion, og hvad det ellers er, jeg føler. Det ndighed. Det er vigtigt for at kunne være saglig er det en nødve holde fast i, at det jeg og ve sopga arbejd min re forsva at mig for tri. psykia er med er arbejd

Det er svært at sige, om vi kan ændre noget. Men jeg tror, vi kan tilføje noget! Vi har gjort et massivt forarbejde, og vi kender menneskene og deres situation. Det er en meget gennemarbejdet ”kunstrepotage” fra en del af Danmark, som vi kun ser gennem sensationsjournalistikens øjne, hvis vi overhovedet gør det. Hvis forestillingen holder det høje kunstneriske niveau, vi kæmper for, tror jeg den kan nå ud. Den kommer også på turné og har mulighed for at nå store dele af Danmark. Jeg har følelsen af, at Danmark inden længe tvinges til at se sig selv som et multikulturelt samfund, det er forestillingen også et forsøg på at skildre. Jeg tror f.eks. at debatten om Mohammedtegningerne på sigt kan være godt for det interne danske politiske liv. Med det mener jeg, at Danmarks bevidsthed som et lille land, hvor vi kan sige hvad som helst om hvem som helst, snart er forbi. Det håber jeg ændrer noget.

Sandholm, dagbog, uge 7. i en, der været udsat Anna og jeg har i flere uger prøvet at få fat e inde på Sandholm, for tortur. Ingen ved helt sikkert, hvor mang til Danmark. Det er et der har været tortureret, inden de kom rer allerede tortukontroversielt spørgsmål. Hvordan reage godt i hvert fald. To Ikke id? ventet ukne langtr den på rerede snakket med, har alle psykologer og mange andre fagfolk, vi har være uden hjælp og fre torturo lade at i fatale det t understrege forårsaget af tortuer traum ke psykis og e fysisk pleje for deres i en. Han er et meget ren. Mange går under. I sidste uge fik vi fat normalt familieliv i usædvanligt tilfælde. Han lever nu et mere n slags. Her kalder Danmark. Han er en overlever, en sjælde vi ham Hassan.

af en patient? A+M: Står du alene i din bedømmelse er udsat for en løgn, E: Nej, ikke helt. Hvis jeg er i tvivl, om jeg med sygeplejersker fra prøver jeg at korrigere min opfattelse alitet er det sværeste, asylcentret, patienten kommer fra. Suicid eskes liv at gøre. Er fordi man virkelig kan have med et menn at opnå at få opholdstildet et magtmiddel i denne situation (for ladelse) eller er det en realitet? der har været udsat A+M: Hvordan vurderes et menneske for tortur? de blevet vanvittige af E: Det er forskel fra individ til individ. Er kan det være meget med starte at Til ikke? behandlingen eller af stor autoritetsskræk. vanskeligt at få dem i tale. De lider tit Hvor de kommer fra, I dette, det nye land, er jeg en autoritet. at de ikke dør af tortuer en læge en person, der kontrollerer, mennesker, der har ren, og politiet er bødler. Vist har jeg mødt dling. De oplever ting, udviklet skizofreni efter sådan en behan at der er små grønne som uden tvivl ikke kan lade sig gøre, som og rusker i deres seng, en vægg m genne ind er træng der , mænd imens sover, og så løber de ud igen.

Fortid. km nordøst for IstanHassan kommer fra en mindre by ca. 1000 k asyl i Danmark i politis fik og år 45 nu er Han t. Tyrkie bul i , som ikke var familie kratisk demo social en fra kom 1985. Han der sidder ”Dem, et. system e ktered respe politisk aktiv. Faren dte Hassan at forstå, at på magten, lytter man til…” Tidligt begyn tillidsmand på fabrikhan havde lederevner. Han var bl.a. fælles i slutningen af 70’erne. ken (dansk firma) i byen. Vi befinder os on og syntes, at arbejHan var ikke glad for den politiske situati være lærer og tog til derne havde dårlige vilkår. Han ville gerne Her mødte han andre Istanbul for at studere på universitetet. Han blev politisk aktiv, unge mænd med lignende meninger. havde i øvrigt et godt og rådet studie i med sad ede, nstrer demo rkuppet. Efter den militæ så kom 1980 I t. studen liv som ung vertagelse var magto einis Khom og Iran i tion islamiske revolu eder i Tyrkiet uroligh tids re længe Efter . det ikke en overraskelse d ikke at han ansås for lovede hæren ro og orden. Hassan forsto jo kun for folkets retat være en af uromagerne. Han kæmpede gemte han sig. Når tigheder. Han blev efterlyst. Til at starte med sad han i et træ og så militæret kom til byen for at hente ham, angst for sin familie og det hele. Hans far blev gennembanket. I ts forbavselse. Han de repressalier, angav han sig selv - til politie tidspunkt. dette på ham e vented der hvad ikke, anede

menneske? A+M: Hvordan hjælper man sådant et et menneskes identitet, E: Hele idéen med tortur er at nedbryde at stole på nogen. At nedbryde individet. Få mennesket til ikke e dem deres mandgøre dem identitetsløse, kønsløse og fratag bygge identiteten op dom. Det jeg så må gøre er at prøve at hvem de egentlig var igen. Fx gennem at få dem til at tale om, er parate til at snakke før torturen. Det er meget sjældent, de Deres hovedangst er om selve torturen. Den vækker kun ondt. behøver de ikke at asyl Med asyl. få kan ikke de at frygten for, koncentrerer mig jeg ting, anden En else. ydmyg tale om deres esker gjorde det, menn de r hvorfo om, dem om, er at tale med Hvis de forstår det, kan de gjorde. Og om det i så fald lykkedes. ”vinde”. Ikke at lade de i bedste fald mobilisere styrke til at ville eligt. Tidsmæssigt sig slå ud. Men det er som sagt meget vansk skrækken fylder. har det måske ikke fyldt så meget. Men

Hvad ville du gøre, hvis du sad med en masse ressourcer som leder af Sandholm? Det er et hypotetisk spørgsmål, eftersom lederen for Sandholm ikke sidder med en masse ressourcer. De arbejder efter bedste evne for at skabe aktivitetsmuligheder for beboerne, det er det bedste, de kan gøre. Problemet er jo regeringens holdning til flygtninge. Hvis jeg var en troldmand skulle jeg forandre den. Se disse mennesker som mennesker, skulle det simple budskab være. For i det øjeblik vi menneskeliggør dem, er det umuligt at sætte dem under det pres, de nu lever under. Men det har meget lidt med ledelsen på Sandholm at gøre.

ehandling i Danmark A+M: De lange ventetider for sagsb tortur? også så det Er det. indivi også yder nedbr mange af dem, der for ydes nedbr eten identit at rigtigt, E: Det er svært ved at tro får De her. ede uønsk så er De . venter længe for afpersoform en bliver Det ting. Ingen de? på noget. Hvad er k her og nu, men som nalisering. Jeg vil ikke udtale mig politis de totalt passiviserede: det ser ud for disse mennesker, bliver olde dit liv – alt er taget Du behøver ikke gøre noget for at opreth de kan, at det ikke er fra dig. Det er så mange grænser for, hvad mange, der holder til 5 års ventetid.

Hvordan fortæller man andres historie, når den er så grundlæggende forskellig fra ens egen uden af fremstå som indbildsk?

situation, kvinder, A+M: Hvem har det sværest i denne børn? mænd, en. Folk med uddanE: Børn har det nemmest, da de har hinand har det tit meget dem, for brug har ingen at er, nelse, som mærk fra en stærk dem t Særlig . svært elt gener svært. Mænd har det

... fortsettes på side 32

S030 S031

anklaget for. Hassans hvad du sidder der for, kun hvad du er er blevet anklaget for ”jeg : derfor blev te, spurg svar, når nogen blev Hassan fri et bevis på el mang I løgn. tre mord”. Hvilket var det, blev han efterlyst par måneder senere. Kun et par uger efter gang gik Hassan igen. Ny information var fremkommet. Denne Midt i Istanbul. For ikke under jorden. Sådan levede han i 3 år. 2 gange i måneden. at blive fundet skiftede han bolig og job spiller backgammon En dag, hvor han sidder på et tehus og n og beslutter sig fjernsy i billede eget sit han ser ven, en med flygte. for at Flugt. n er at svømme over Han tager af sted med fem andre. Plane vinteren, og da de når en flod til Grækenland. Det er midt om meget stærk strøm. hen til floden tøver de. Det er iskoldt og andre bliver. Det var et Hassan beslutter sig for at gøre det, de t af politiet en halv godt valg af Hassan. De andre bliver fange sidste år, da han var time senere, og en, som han mødte igen efter det. Hassan var på besøg i Tyrkiet, sad i fængsel i 15 år han kom over til den da , nøgen r splitte og let nedkø gt alvorli Efter et par dage græske side. Heldigvis fik han hurtigt hjælp. arbejdet på havde han om Efters . videre han tog hos en familie Danmark, til lidt han kendte re, tidlige t Tyrkie en dansk fabrik i som blev hans mål. Ankomst. i hånden. På det stod Hassan kommer til Kastrup med et papir and, der forstår det, der på tysk ”jeg er flygtning”. En politim venteværelse og giver trækker ham til side, sætter Hassan i et jeg følte mig nogenham et krus kaffe. ”Det var første gang, at Hassans fortsatte se at nemt er Det år…” e mang i lunde rolig hvad den ville have end ledes, ander t mege er færd i Danmark Gammel Kongevej, på hotel et til kørt bliver n været i dag. Hassa dlet. Det tager 1 1/2 år hvor han venter på at få sin sag behan med et brev i hånden. så kommer hoteldirektøren pludselig stolt Hassan har fået asyl. Rehabilitering. Hassan kan slappe af. Det er først nu, efter ca. 5 år på flugt, at , at han behøver hjælp forstå at der begyn han nu, også er Det han ikke tænkt på før, for at komme sig efter torturen. Det har balancen, flash backs med mer proble pine, hoved på trods af hørt om RCT, Reog koncentrationsvanskeligheder. Han havde torturofre. En organisahabiliterings- og Forskningscenteret for partipolitik, og som betion, som er selvejende og uafhængig af fået opholdstilladelse handler torturofre, som efterfølgende har Hassan havde behov i Danmark. Ganske snart blev det klart, at ling og fysioterapi for for al hjælp, der fandtes, dvs. lægebehand ke problemer, der sine fysiske men. Psykoterapi for de psykis t mistroisk. Jeg ville mege jeg var med starte at ”Til t. opståe var e min tolk ud, fordi jeg ikke give nogen oplysninger. Jeg skifted jeg sagde, kunne jo Alt, mig. angive ville han at var bange for, jeg forstod, at inden der, måne 6 ca. tog Det bruges imod mig. ved ham svært t mege havde Jeg godt. det psykologen ville mig måneder, og uden den i starten.” Behandlingen varede i ca. 18 vet. Her blev hans mener Hassan aldrig, at han havde overle skæbne afgjort, som han udtrykker det.

Tortur. gennem ca. 1 år. Han Hassan udsættes for systematisk tortur tilstå. Han nægter. De er på det tidspunkt 21 år. De vil få ham at Alle kan ikke ligge ned sidder op til 15 mennesker i en lille celle. var psykisk og fysisk. samtidig, så man sover på skift. Torturen ved at en bil stod uden De blev holdt vågne mange nætter, bl.a. mellem at give gas og for cellens såkaldte vindue og skiftede af andre torturfangers standse. Larmen var tit akkompagneret fabrik. Mange mitimers 24 en var Det m. igenne natten skrig gennem at akude ben galska holdt n Hassa nden. stede forsta han cellens blev pel eksem For r. måde llige forske tivere sig på hele tiden fik men selv, ikke røg Han tter. administrator af cigare Nutid. betød, at han ansås ark, som skoleleder og cigaretter af sin far i gave ved besøg. Det Hassan arbejder nu, efter 20 år i Danm tter cigare 7 fik gere Storry r. fange utilpassede børn og med er arbejd som troværdig af de andre Han . familie dansk har en også at organisere et esker, der har det menn nde genke om dagen, de andre fik 2. Han prøvede kunne at er force synes hans løbe på stedet. Det er uden at arbejde e omern sympt se at lille træningsprogram i cellen. Folk kunne med dårligt. Ikke at nøjes en situation, fortæller en sej vej. Han været har Det met. meget vigtigt at holde sig i gang i sådan proble til på at finde årsagen Hvis man var udsat kultur og han. For at holde fast i at man har en krop. været svært at komme ind i den danske har det , synes en , baner nerve gge for falanga (slag mod fødderne for at ødelæ på arbejdsmarkedet. Det vigtigste mål teret accep helt blive at e synlig den ikke giver eske” igen, dvs. en der meget effektiv og brugt metode, bl.a. fordi for ham var at få blive et ”normalt menn var for stor. ansvar for sit liv og får dagligdaskader) var træning dog umuligt. Smerten tager eder, rettigh sine r kende . Det gav håb at synge Sange kunne også være et lys i tunnelen. gen til at fungere. tit om, at han gik ud af siden den sadistiske Bedst var dog fantasien. Hassan drømte Hovedpinen, som har plaget Hassan de sagde igen,” ude han er ”Nu te. han skal stadig bruge og med, af fængslet og mødte sin kæres aldrig han r slippe an, falang er svært i en tortursiunder fødderne. Der er andre fanger, når hans blik blev fjernt. Det hæleindlæg i sine sko, ellers smerter det den varer. Uvisheden maskinen og børn Vaske på: t stærk t tuation, fordi man aldrig ved, hvor lang tid mege rer to lyde han reage gelsen stor. Men HasBilen der om fremtiden er næsten ubærlig. Ydmy Han tror, det kommer fra fængselstiden. r. skrige der så t samle familie hans konsan holdt sin kæft. Efter ca. 1 år havde or hans celle og dens malende lyd og de udenf på stod altid el. fængs civilt til et mange penge, at de kunne ”købe ham over” agerer i visse situationer, hvilket stadig overre Han skrig. stante li, familie rcestærk det er ok. Han klarer Mange af dem, der ikke havde en ressou kan skabe pinagtigheder, synes han. Men år. Det civile fængsel har set nogle af de mennesker, der gesom Hassan, blev siddende i op til 15 Han godt. meste det for sig ikke længere blandt gået så godt for. De er var om muligt endnu værre. Her var han kom samtidig med ham, som det ikke er mordere. I dag tænker systemet. Hassan vil af gige afhæn de politiske fanger, men sad inde blandt blevet og jort klientg blevet kunne placere ham, en igen. system han ofte tilbage på, hvordan regeringen et af gig afhæn være aldrig ste forbrydere. Tanendnu ikke dømt, blandt samfundets grove myrdet i fængslet. Det ken var selvfølgelig, at han kunne blive jo kun beklage… Han ville være praktisk. Det kunne regimet vej derhen: Sig aldrig, overlevede, fordi han fik et godt råd på


BOG blematiske. Hvordan tolker man det? Jeg ved det ikke. Jeg synes, det store problem er, at det at flygte er blevet en mistænkeliggjort handling. Du skal bevise din uskyld gennem en sammenhængende historie. Jeg tror ikke, mange mennesker kan give en sammenhængende historie efter et stort traume. Vi ser ikke en flygtning som et menneske med behov for hjælp, men som en der kommer for at udnytte systemet. De findes absolut også, men det virker som om angsten for at blive snydt og udnyttet har fjernet empati og humanisme i forhold til dem, der virkelig har behov for hjælp. Det er analt og snæversynet, og sådan ser dansk flygtningepolitik ud i dag. Sandholmlejren huser primært nye asylansøgere og asylansøgere der har fået afslag på asyl, som skal ud af landet. Foto: Nurali Det er den evige og meget interessante Grunden til, at jeg spørger, er, at folks videnskabelige diskussion om objektiviholdninger til flygtninge er temmelig absotet – subjektivitet vi er ude i der. Skal jeg lutte, og enten mener man, at alle skal ind være homo for at lave en forestilling om i landet og hjælpes, og at flygtninge generelt homoseksuelle? Kvinde om kvinde? Araber får en dårlig behandling, eller også er man om araber? Hvor stopper vores erfaring og tilhænger af at holde alle ude. Og som tilmulighed for empati? Men for at komme hænger af enten den ene eller anden holdvæk fra den... en del ting er det nok umuning, er den ofte præget af et udsagn om, ligt for os at sætte os ind i. At voldtage og at der bliver gjort alt for lidt, enten for at blive voldtaget af sin nabo, at være så sulten give folk en opholdstilladelse eller undlade at man dræber et lam og spiser det råt og at give den. Men når indsigten forstørres skyller det ned med kloakvand, at komme finder man faktisk ud af, at der bliver gjort til et nyt land med et en hel del, og at man håb, som langsomt faktisk tager højde males ned i en umen- Se disse mennesker som for temmelig mange neskelig kødmølle... eller rettere mennesker, skulle det forhold, Det er svært. Men gjorde, for vi modtager at være fremmed et simple budskab være. For stort set ikke flygtninge sted. Eller at gå med mere. F.eks. at det at følelsen af magtes- i det øjeblik vi menneske- lyve ikke nødvendigvis løshed i verden. At at man ’taler liggør dem, er det umuligt betyder føle sig uretfærdigt usandt’, men at man behandlet. Angst for at sætte dem under det har fået at vide, at det myndigheder. Angst er fordelagtigt eller pres, de nu lever under. strategisk at sige visse for fremtiden. At skamme sig over det ting for at stille sig i en sted man bor og ikke ville vise sin kæreste mere gunstig situation med henblik på opdet. At ikke have nogen penge. Det er ting holdstilladelse. Det sker også, at flygtninge de fleste har følt og oplevet på et eller andet under forhør giver usammenhængende eller tidspunkt i sit liv, med mindre man er eksselvmodsigende udsagn, fordi de som f.eks. tremt beskyttet. Vi, som arbejder med det politisk flygtning er så psykisk ude af balanher projekt, forsøger selvfølgelig at finde de ce på grund af tortur etc. Og her går man punkter i os selv. Eksistentielle problemer, ind og forholder sig psykologisk til flygtninvi alle går med. For menneskerne på Sandgens situation og psykiske tilstand, fordi holm er disse ’bare’ enormt forstørret. man ikke blot kan betragte oplysningerne, som var det i byretten. Har I tænkt jer at ledsage forestillingen med informationsmateriale? Det er rigtigt, det du siger. Det viser bare på, hvor komplekst det hele er. I grund og Vi arbejder i øjeblikket på et skolematebund handler alt om at overleve. Jeg skulle riale. Vi er lige gået i gang, men vil selvfølogså lyve, hvis det handlede om mit liv, min gelig gøre det så nuanceret som overhovefamilies liv, og jeg troede, det kunne hjælpe. det muligt. Usammenhængende udsagn er meget pro-

Af Pawel Wedrowski En rævejagt gennem hårdfør natur indleder Sjón´s femte roman; den han erobrede Nordisk Råds Litteraturpris med. “Ude på grussletten var der stille og hård frost, en let og kølig vind mod kinden. Manden fik øje på en brunlig tue langt ude mod nord. Han standsede op. Efter en stund begyndte tuen at røre på sig. Og kort efter rejste en gråbrun ræv sig fra gruset.” Sådan skriver denne Sjón på én gang eventyrligt og kontrolleret. Til tider udsletter ordene sig selv. Korte fragmenter af noget ufortalt, noget som først fuldbyrdes i det øjeblik øjnene lukkes, og billederne strømmer frem. “Skygge-Baldur” er en sirligt komponeret fortælling med rødder i trubadurens sang og de traditionelle sagn, som de fleste kulturer udspringer af. Sjón vedkender sig da også historiens støvede vingesus, men formår sideløbende at præsentere aktuelle moralske overvejelser igennem 1800-tallets islandske landskaber. Ved at kaste fortællingen hovedkulds ud i fortiden fjerner han den radioaktivitet, som altid slører litterære nutidsbilleder. Vi følger tillidsfuldt med og lader os beruse af det ukendte uden at skulle forholde os til en påtrængende samtid. Således kan Sjón uforstyrret lade malurt dryppe gennem bægeret og gradvist ud af hvide nætter frembringe en refleksion over grundlæggende evigtgyldige, menneskelige slagsmål.. I “Skygge-Baldur” handler det om samfundets opfattelse og behandling af de anderledes, de mongolske børn, de børn som er født med kromosomafvigelsen downs syndrom. Bogens hovedperson, Fridrik B. Fridjonsson, tidligere student ved Naturvidenskabelig Fakultet i København, vender tilbage til Island, til sin fædrene gård. Fridriks planer om blot at afvikle gården efter sine forældres død bliver imidlertid ændret ved mødet med Abba. Abbas barske historie, de udstødtes historie, tager baglæns form, som vi begiver os ind i fortællingen. Fridriks skæbne forsegles af mødet med Abba. Hun er havnet i denne gudfrygtige afkrog af verden ved et skibsforlis ud for Reykjanæs. Som et dyr bastet og bundet til skibets mørkeste afkrog er Abba blevet udnyttet og skændet. “Det var en ung pige. Det mørke hår faldt som vildtvoksende ukrudt ned over hendes hoved, huden var opsvulmet og såret af ekskrementer. Hun havde intet andet

Personligt mener jeg, at venstreorienterede holdninger til flygtninge kan være ligeså skadelige som højreorienterede, fordi konstruktiviteten altid udebliver, når man ikke tager højde for nuancerne. Hvordan vil I undgå denne tilgang i jeres forestilling? Gennem at fokusere på menneskene, vi har haft kontakt med, og deres historier og emotionelle liv og ikke præsentere nemme løsninger på et problem, som er så meget større. Stykket behandler hverdagen for menneskene inde på Sandholm, og hverdagen taler sit tydelige sprog, fordi den er nuanceret.

SANDHOLM Forestillingen spiller på Mungo Park fra 4. maj – 3. juni Manuskript: Anna Bro Instruktion: Moqi Simon Trolin Scenografi: Lea Højmark Burrows Medvirkende: Rikke Bilde, Tilde Maja B. Frederiksen, Niels P. Munk, Mikkel Arendt Læs mere om Sandholm på www.mungopark.dk

S032 S033

end en ildelugtende sækkelas på. Om venstre ankel sad der en fodlænke, og således var hun bundet med en kæde til det store skibs hovedbjælke, og af det usle leje kunne man gætte sig til hvilken nytte besætningen havde haft af hende.” Fridrik har i et fagligt tidsskrift læst en artikel af J. Langdon Down som konkluderer, at de mongolske børn vil vedblive med at være barnlige hele livet, men også at man som med andre laverestående racer kan lære dem meget nyttigt med god behandling og tålmodighed. Senere konstaterer Sjón tørt, at de på Island blev aflivet ved fødslen eller strejfede ensomme omkring på højsletten, og “ bønderne havde megen ærgrelse af disse himmelske forsendelser; for gårdens folk fandt det nedværdigende at dele stue og soverum med en vanskabning”. Og i mørket venter kirkens tveæggede tunger i skikkelse af pastor Skyggeson. Abba holdes hengemt fra verden i kirkens skygge. Pastorens andel i Abbas frygtelige skæbne er udtalt. På den måde kæmper fortællingen sig frem, mens den kronologisk bevæger sig tilbage. Alt sammen imellem den gode, den onde og Abba. Skyggebaldur betyder på islandsk også noget skyggefuldt, et tvedelt menneske, en kamp mellem det gode og det onde. Sjón bliver på det nærmeste magisk realist, når han lader den grumme pastor kæmpe med sig selv indhyllet i skæbnesvangre snedriver. Således bliver det i ét billede kampen mellem civilisationen og det uciviliserede og samtidig det enkelte menneskes mørke og lyse sider. Man mindes om forfattere som Peter Høegh og norske Lars Saabye

Christensen, som begge benytter sig af disse skandinaviske udgaver af en oprindeligt sydamerikansk litterær tradition. Ikke mindst fordi Sjón digter videre på gamle islandske fortællinger. Samtidig er han inspireret af surrealismen og Medusa, den kunstnergruppe han var medlem af i 70´erne og 80´erne. Resultatet bliver et kort, rytmisk stringent folkeeventyr. Og som trubaduren har for vane, bringer budskaberne en lind nyhedsstrøm med sig. Det er således ikke blot uoverensstemmelserne mellem natur og kultur men parallelt et moderne socialt stemningsbillede som toner frem. Den civiliserede verdens forhold til det uciviliserede, som strander på dets kyster. Altså, et råb om barmhjertighed. Om at man ikke blot skyder, hvad enten det er en hunræv, Abba eller flygtningen ombord på en bambusbåd. At bæreren af våbenet har det største ansvar. Derfor er det heller ikke tilfældigt at historien om Abba, Fridrik og pastor Skyggeson udfolder sig baglæns. Sammenhængen bliver knyttet ved at skue bagud, og sådan forstår vi. Lige sådan som den store Historie lader sig begribe. Det er den hemmelige skrift mellem linjerne, som også gør Sjóns korte “SkyggeBaldur” til en fortælling om den moderne verdens indbyrdes forhold og de ansvar og forpligtelser, der i moralsk henseende påhviler de privilegerede. Ansvaret til at strække en hånd frem og skabe den magiske understrøm som eventyr er gjort af.

Sjón Sjón (Sigurjón Birgir Sigurdsson) er født 1962. Han udgav sin første digtsamling som kun 16årig og har siden skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger, sangtekster og skuespil. I 2001 blev Sjón nomineret til en Oscar for sangteksterne til ‘Dancer in the Dark’, og i oktober sidste år, modtog han Nordisk Råds Litteraturpris 2005.


TEATER

FILM Så er der NatFilm! For 17. gang slår Danmarks største filmfestival biografdørene op til 10 dages intensiv filmfest. Nogle af de gamle i gårde vil måske huske, hvordan NatFilm-festivalen i gamle dage var en tredages begivenhed, hvor nat blevet taget bogstaveligt, og filmene først startede kl. 19 og fortsatte til den lyse morgen. Man kunne sidde ude i Vester Vov Vov (det var dengang man måtte ryge i biografen) til en 5-forestilling (5 om morgenen) i en pakket sal med en hel flok film fantaster med firkantede øjne, fordi de ligesom en selv havde faret fra den ene biograf til den anden for at få det hele med. Det var dengang programmet stort set ikke var større, end at man kunne nå det hele. Nogle gange uden at få slutningen med fordi man skulle nå videre til den næste. Det var på en måde dårlig filmskik, men jeg kan garantere for, at engagementet ikke fejlede noget. Vi var dengang nogle stykker, som havde organiseret en lille filmklub, og med årene blev vi lidt mere ambitiøse, trævlede filmavisen igennem og lavede skemaer, hvor vi tilrettelagde filmdagene, skrev foromtaler og stemte om hvilke film, vi skulle se. Siden blev vi alle meget travle, festivalen voksede os over hovedet, og selv har jeg ikke været så entusiastisk de senere år – lige indtil sidste år hvor en god ven tog intiativ til en filmcrawl. Og selv om jeg kan blive sentimental ved tanken om de gode gamle dage, må jeg erkende, at festivalen ikke har mistet noget i kvalitet. Årets publikumsvinder sidste år, Skildpadder kan flyve, var en af de bedste film, jeg nogen sinde har set, og den kom gudskelov i distribution herhjemme, fordi publikum kårede den til festivalens bedste. Ellers har festivalen jo i nogen grad ændret sig i den forstand, at der er flere forpremierer, hvorimod man i gamle dage kæmpede om at se filmene, fordi man ikke vidste, om de kom op i biografen senere hen. Men nok om fortiden. Årets festival har den 27-årige indiske skuespiller Rani Mukerji som coverstjerne - ikke et navn, der klinger velkendt i de danske ører, men det gør det i Bollywood. Udbuddet af Bollywood-film er jo næppe overvældende herhjemme, og mit kendskab til genren går heller ikke via København. Men for et par år tilbage arbejdede jeg på Sri Lanka, og der var det altså særdeles begrænset, hvad man blev præsenteret for, ikke ulig frekvensen af nye film. Men Bollywood film var bestemt til at komme i nærheden af på det store lærred, og fordi min bedste veninde Amena var en uomtvistelig fan, var der ingen vej udenom. Og ikke til min fortrydelse. Muligvis har genren herhjemme mest appel hos det kvindelige publikum, men hvis man kan læne sig tilbage og nyde udsigten, så er mange Bollywood-stjerner glimrende svar på George Cloney og Brad Pitt, og de kvindelige pendenter lader heller ikke noget tilbage,

Jesper Hyldegaard og Olaf Johannessen i hoppeborgen PR-FOTO

I Kaleidoskops nye forestilling Demokratiske Bestræbelser udforskes den vestlige verdens foretrukne styreform. Et passende omdrejningspunkt for politisk teater, mens ytringsfriheden i begrænset eller ubegrænset udgave som en del af demokratiets urokkelige fundament skaber debat og har udfordret mageligheden og selvfølgeligheden og bragt en sjælden dansk kampånd på banen. I forestillingen præsenteres vi bl.a. for manden, der skal vælge mellem ægteskabet og revolutionen, en ung Adolf Hitler, der i 1922 opsøger en gammel magiker for at bede om hjælp til sit politiske projekt. Og friskolen der afholder Afrika-uge. Det hele sat i scene i en kæmpestor hoppeborg. Skuespilleren Mads Wille blev et par år tilbage

kontaktet af Kaleidoskop og opfordret til at prøve kræfter som instruktør. Han takkede ja til udfordringen og valgte sine yndlingsdramatikere til at forløse den tekstmæssige del af forestillingen; Dejan Dukowski, Jokum Rohde og Anne Bro. Den bundne opgave lød således: n Skriv en enakter af ca. 20 minutters varighed. n Tag udgangspunkt i en virkelig hændelse fra dette århundrede. n Lad dit stykke omhandle demokrati i en eller anden form og lad det afslutte med en voldelig handling!” Man skulle næsten tro, at de kunne spå om fremtiden!

Normalt er dramatikere ikke vilde med bundne opgaver, men her ramte Wille ned i en kunstnerisk åre som fik de tre begavelser til skrivebordet. I samarbejde med scenograf Palle Steen Christensen har forestillingen fået sin helt egen hoppeborgsdramaturgi fyldt med tryllerier, fysiske udfordringer og komedie. Og skuespillerne har ikke blot fået til opgave at give liv til karaktererne i forskellige forfatteruniverser – de skal tilmed kæmpe for deres fodfæste og holdepunkter i den kæmpestore orange hoppeborg. Demokratiske Bestræbelser spiller på Kaleidoskop 25. februar – 25. marts Læs mere på www.kaleidoskop.dk

KUNST Bio-colonial-ism En video – lyd og installation med værker af bl.a. Khaled D. Ramadan Bio-colonial-ism er ifølge Khaled D. Ramadan et anti-æstetisk projekt som har til formål at invadere den nordiske kunstinstitution, i dette tilfælde Oven Gaden. En kolonialistisk operation baseret på penetreringen af ’the real thing’. Udstillingen præsenterer, hvad der karakteriseres som socio-installationskunst. Motivationen for arbejdet er den installationsspecifkke konvention. Konceptet som introduceres er ikke udelukkende fænomenologisk, men indeholder en historisk kontekst specifik for den sociale historie og installationen. De udvalgte eller skabte objekter relaterer til den virkelighed, der omgiver post-kolonialitet og immigration i dag. Kunstnerne udstiller deres egen kroppe og historier og anvender performancekunst og video til at formidle de komplekse måder, som fremviser det ikke-danske subjekt (dem selv), og hvordan disse subjekter er blevet påvirket af en kontinuerlig stereotypificering.

Bio-colonial-ism præsenterer diverse karakteristiske syn på magt og magtesløshed, kolonist og koloniseret. Udstillingen debatterer de aktuelle livsomstændigheder og den socio-kulturelle status for immigranter, og hvordan en sådan kritisk status påvirker, men ikke afspejler, lokale kulturer.

Udstillingen kan ses på Oven Gaden fra marts og fortsætter frem til d. 16. april.

Khaled D. Ramadan (1964-) blev født i Libanon og bor og arbejder i Danmark. Han har sin kunstuddannelse fra Libanon, Danmark og Storbritannien, og er arkitekt og kunstner. Ramadan har deltaget i en række separat- og gruppeudstillinger blandt andet i Sverige, Estland, Luxembourg, Finland, Tjekkoslovakiet, Canada, USA, England og Danmark. “… Inspirationen til sine arbejder finder Ramadan både i den libanesiske og den europæiske samtidskultur, i en nutid som kommenterer aktuelle temaer og personlige oplevelser, hvor værkerne både virker som minder fra fortiden og som nutids, moderne monumenter over det moderne menneske i en verden af uigennemtrængelige og historiske spor…”

Khaled Ramadan som sit eget kunstobjekt

S034 S035

som f.eks Rani Mukerji. Og oftest får man lov til at se dem blive gennemblødt stående under eksotiske vandfald i meget tynde og meget hurtigt gennemblødte gevandter. Skønheden Rani Mukerji er Indiens absolut største og mest alsidige kvindelige filmstjerne i disse år. Udviklingen går hurtigt, og fokus flytter sig lige så raskt, som man kan knipse med fingrene i en filmby, der som Mumbai producerer 800 film om året. Men det seneste år har der stået Rani Mukerji på det hele. Den unge bengalske stjerne, der er datter af producenten Rani Mukerji og kusine til en anden stor stjerne, Kujol, fik sit gennembrud i Karan Johars debutfilm ‘Kuch Kuch Hota Hai’ i 1998, men selv om filmrollerne væltede ind efter denne, kom der ikke rigtig gang i karrieren. Lige meget hvad Mukerji optrådte i, floppede filmene ved billetlugerne i den konstant hårde konkurrence. Talentet var der dog ingen tvivl om, og pludselig vendte bøtten: Mukerji med den karakteristiske rustne stemme fik et nyt gennembrud i publikums- og kritikersucceser som ‘Nujhse Dosti Karoge’ (NatFilm ‘03), ‘Saathiya’ og ‘Veer-Zara’ (NatFilm ‘05). I 2005 er det gået formidabelt stærkt med Rani Mukerji i den centrale rolle i fire af årets allerstørste Bollywood-succeser. NatFilm viser dem alle i årets program, suppleret af klassikeren ‘Kuch Kuch Hota Hai’. Men der er også meget andet på NatFilm-programmet, og for Cinemateksdelen gælder det bl.a. en serie med Peter Lorre, brasiliansk Cinema Novo, en hyldest til den

fantastiske film, og en retrospektiv præsentation af filmpoeten og provokatøren Kenneth Anger. Der kan købes rabatkort til festivalen. Kortet koster kr. 350 og giver adgang til seks forestillinger for fem forestillingers pris. Læs mere om programmet på: www. natfilm.dk

Foto: Courtesy of Eros International


��������������������


KURT no 2  

Et magasin om kunst, kultur, religion og identitet.

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you