Page 1

Martin Erik Andersen Olafur Eliasson Jens Haaning Lise Harlev Jesper Just Sophia Kalkau Eva Koch Joachim Koester John Kørner Ann Lislegaard

Lilibeth Cuenca Rasmussen Kirstine Roepstorff Pia Rönicke Katya Sander Nina Saunders Morten Schelde Trine Søndergaard & Nicolai Howalt Tal R Kathrine Ærtebjerg


Kolofon

Danskjävlar – en svensk kærlighedserklæring 12. januar til 24. marts, 2008

Kurator Bo Nilsson

Co-kurator Maria Gadegaard

Oversættelse og korrektur Helle Bøgelund

Tryk Centertryk

Udgivet med støtte fra Kunstrådets Billedkunstudvalg

Redaktion Helle Bøgelund Maria Gadegaard Maria LaBelle Bo Nilsson Installationsfoto Anders Sune Berg Grafisk formgivning Rasmus Koch Studio


3


4


Introduktion

Tekst: Bo Nilsson

Danskjävlar – en svensk kærlighedserklæring København har fået en ny kunsthal. Kunsthal Charlottenborg vil skabe et forum for samtidskunst midt i København og dermed skabe en dialog mellem den danske og den internationale kunstscene. Åbningsudstillingen Danskjävlar – en svensk kærlighedserklæring har fået sit navn fra Lars von Triers TV-serie Riget. Her optræder en svensk læge Stig Helmer, som i Ernst Hugo Järegårds gestalt giver den danske sammenhæng et perspektiv udefra. Det er Helmer, som i sin frustration eller kuldsejlede forståelse for den danske kultur går op på Rigshospitalets tag og lader sin kikkert smyge over det svenske landskab, idet han udbryder Danskjävlar! Som svensker i Danmark er det let at identificere sig med Stig Helmer, som han fremstilles af Ernst Hugo Järegård. Udstillingens titel kan derfor opfattes som en provokation, hvis man ikke ser på undertitlen ’en svensk kærlighedserklæring’. Udstillingens undertitel er netop en kærlig værdsættelse af den danske samtidskunst. Udvalget består af danske kunstnere, som jeg har lært at kende i min tid som medlem af Statens Kunstfonds Billed-

5


kunstudvalg 2002–2005. Det er et subjektivt udvalg af kunstnere, som har interesseret mig på et personligt plan. Det var denne dynamiske kunstsituation, som var en af mine stærkeste drivkræfter for at flytte til Danmark. Har dansk kunst nogensinde været bedre end nu. Jeg tvivler på det! Udstillingens titel Danskjävlar antyder, at udstillingen handler om dansk identitet, men tillægget ’jävlar’ modvirker den entydige identitet og betoner snarere det bastardagtige, som ikke er rigtig dansk. Motivationen for et sådant resonnement er, at mange af kunstnerne ikke nødvendigvis er defineret af et dansk ophav, men netop er inspireret af forskellige kulturkredse. Flere af kunstnerne er født et andet sted end Danmark, men er senere flyttet hertil, og nogle af dem er flyttet videre igen til andre lande. De fleste deler deres tid mellem Danmark og resten af verden som arbejdsfelt, hvor de skaber deres værker og udstiller i det globaliserede kunstliv, der ikke længere kender til nationale grænser. Heller ikke på det kunstneriske plan er der fokus på problematikker, som bare angår dansk identitet. Tværtimod er det ofte problematiseringer, som har en bredde og et perspektiv, der er større end det snævert danske. Det er netop denne bevidsthed, som gør, at jeg vover at kalde dem danskjävlar!

Bo Nilsson Direktør

6


7


Martin Erik Andersen with open-throated arms – and I got lost, 2007 if you ask nicely and love Baby Dee you can take a record home. if you later for some sad reason decide to sell the record, then please send the money to Baby Dee – she will use them wisely, 2007

Courtesy Galleri Susanne Ottesen

I Martin Erik Andersens værk har skulpturen ikke længere et givet centrum. Skulpturbegrebet er under opløsning og nærmer sig installationen, og det lægger sig op af begrebet om rekvisitter eller såkaldte props, som udgør scenografi for performances. Martin Erik Andersens grænseløse værk består af både high- og lowtech. De er løse sammenstillinger, som spredt over gulv og vægge synes tilfældige, som om de var eksponeret på en basar eller i en anden tilfældig situation. De savner i alt fald al fornemmelse af permanens. I sit værk har Martin Erik Andersen opbygget en scenografi, der kan ses som en højst tilfældig scene eller måske snarere rekvisit for sangeren Baby Dee, som Martin Erik Andersen har indspillet i sit atellier. Dette har resulteret i en lp-plade, som afspilles i udstillingen. I denne teknologisk set forældede form formidles sange, som giver associationer til middelalderens madrigaler fremført med harpe og cello. Den klassiske fremtoning ’forstyrres’ imidlertid af sangerens androgyne fremtoning og med et udspil, som mest ligner et samtidigt dragshow. Tid og rum blandes til en global køkkenmødding. Er det ikke sådan vores samtid ser ud?

9


Olafur Eliasson Mental, 1993

Mental er et af de første værker i Olafur Eliassons kunstnerskab, og her har han arbejdet med illusion og fordobling af rummet. Installationen er også tilsat lyd. Værket Mental blev vist for første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1993. Et spejl dækker en væg fra gulv til loft og gør dermed ikke bare rummet dobbelt så stort, men fordobler også det antal mennesker, der befinder sig i rummet. Olafur Eliasson har indspillet sin egen hjertelyd, som bliver til en blød trommelyd, der fylder rummet og giver det en intimitet og en illusion om kunstnerens tilstedeværelse i værket. Mental er starten på det, der bliver kernen i Olafur Eliassons værkpraksis: at se sig selv sanse.

11


Lise Harlev Noget jeg kender, 2007

Produceret med støtte fra Kunstrådets billedkunstudvalg

Våbenskjold er et stærkt ladet ikon for tilhørsforhold. Det kan være til en krigsherre, til en slægt, og når det gælder et rigsvåben: til et land/en ­nationalitet. Med denne form som udgangspunkt leger Lise Harlev med det ofte prekære spørgsmål: Hvad er danskhed? Ved at holde sig til våbenskjoldets klassiske brug af heraldik, men omsat til nutidige prosaiske elementer får Lise Harlev ophøjet det trivielle til symbolbærende: Arne Jacobsen-stolen og den røde pølse, den ypperste designkunst og den laveste kokkekunst. Riven, tændstikken, parcelhuset og det grønne græs – en nation af parcelhusejere, der hver især passer sin have, men også hygger sig indenfor med tændte stearinlys eller en pibe tobak. I stedet for en majestætisk ørn med udfoldede vinger, er der øverst en måge, der hviler på ét ben og signalerer landet ved vandet. Alt dét ved vi som danske, men som mottoet i våbenskjoldets bund udtrykker det: ”Danskhed er noget jeg kender men ikke tør sige hvad er”. Tør vi sige det, vi ved? Findes der ord for en sammenhængskraft, der kan defineres som danskhed?

13


Jens Haaning DANMARK, 2008

Courtesy Galleri Nicolai Wallner

Jens Haaning bidrager med værket DANMARK, som består af en 5x18 meter hvid tavle med ordet DANMARK skrevet i sorte versaler. ­Tavlen er ­o pstillet som en midlertidig tilføjelse til Kunsthal Charlottenborgs ­permanente arkitektur. Den påtrængende tekst tvinger os rent fysisk til at tage en omvej til husets store indgangsparti, samtidig med at værket genererer tanker om landets kollektive historie, den aktuelle politiske situation, vores nationale selvforståelse samt mere personlige relationer til ­fænomenet Danmark. Jens Haaning har de seneste 15 år primært koncentreret sig om at opsætte rammer for refleksion over den vestlige verdens manglende evne til at korrespondere med andre ideologier, kulturer, økonomier og ­religioner. Konceptet bag værket blev oprindeligt udviklet i 2004 i forbindelse med en udstilling, der fandt sted på kunsthallen O.K Centrum i Linz, Østrig (ÖSTERREICH) og blev første gang realiseret i forbindelse med en udstilling på Kunstverein Springerhornhof i Neuenkirchen i Nordtyskland ­(DEUTSCHLAND) samme år. En variation af konceptet har tidligere været vist hos Galleri Nicolai Wallner i København i 2005.

15


Jesper Just Something to Love, 2005, 8 min.

Courtesy Galleri Christina Wilson

Vi befinder os i en parkeringskælder. En sort velhaverbil drejer ind, hjulene klæber højlydt til den plastic-agtige belægning. På bagsædet sidder en ung mand med pæn sideskilning og ser fraværende ud af vinduet. Bag rattet sidder en ældre mand i sit nydelige mørke tøj – og græder.... Jesper Just har lavet en film, der ligner en spillefilm fra Hollywood. Hele set uppet minder os om noget, vi kender, og vi har derfor også en defineret forventning om, hvad der skal ske: To mænd i en stor bil i en parkeringskælder – der er lagt op til spænding ifølge det normale forløb i en amerikansk film. Men scenen får pludseligt et andet indhold – den ældre mand græder, fordi han erkender, at han mister – en søn, en elsker, vi ved det ikke, men filmen er kommet til at handle om det, som Hollywood-produktionen ikke behandler, nemlig de bittersøde ophobninger af følelser hos manden, følelser som så sjældent får mulighed for udtryk i vores vestlige kultur. Jesper Just lader den hvide magtfulde mand tude som pisket – og giver Hollywoods kønsstereotyper baghjul.

17


Sophia Kalkau Top Suite, 2007 Suspended Balls, 2007 Red Suite, 2007 Out of my Hair, 2007

Sophia Kalkau har til udstillingen skabt en konstellation af nye værker, som inddrager erindring og biografisk materiale. Sophia Kalkau er bedst kendt som en billedhugger, der videreudvikler den klassiske skulpturtradition, hvor objektet fortsat står i centrum. Med en mangfoldighed af tilsyneladende enkle geometriske figurer, som minder om arkitektoniske ­elementer, kan man umiddlebart tro, at hun fortsætter med at virke inden for den klassiske skulpturs paradigme. Men disse objekter er ikke sig selv nok. Det er ikke berøringen og den fysiske krop, der står i centrum, det er derimod blikket. Hvordan vi betragter dem. Det bliver især tydeligt, når Sophia Kalkau bruger dem som middel til at etablere en relation til sine underfundige fotografier. Sophia Kalkaus skulpturer omfatter hele skulpturhistorien. Det gælder ikke mindst, når skulpturernes klassiske formsprog modstilles den menneskelige krop og dermed bliver til mærkelige bastarder. I Top Suite stilles tingene på hovedet fra ægyptiske figurer til modernismen. I Sophia Kalkaus kunst fremgår det tydeligt, at det ikke bare er det evige, som ­kommer fra den menneskelige krop, men også den menneskelige skrøbelighed.

19


Eva Koch Augusta, 2008, 5 min.

Courtesy Galleri Asbæk

I Eva Kochs videoinstallation Augusta befinder vi os midt i mødet mellem Augusta og hendes store grønlandske familie. Augusta er født på Grønland i 1921, men kom til Danmark sammen med sin danske mand Sven i 80erne. Sidste gang Augusta besøgte Grønland var i 1988, og efterhånden er det blevet klart for familien, at Augusta ikke vil kunne besøge Grønland igen. Det er ikke et fysisk møde, vi overværer. Det er et virtuelt møde, der sker i rummet og sammen med beskueren. Eva Kochs installation handler om at give Augusta et glimt af hendes grønlandske familie og samtidig skabe et levende portræt af en stor grønlandsk familie af i dag. Koch har placeret familien i det smukke, men samtidigt uberegnelige grønlandske vejr og landskab. Som en imaginær virkelighed, vi ikke umiddelbart kan se, ligger også de massive sociale og psykologiske problemer, der har udviklet sig siden 50erne og 60erne, da Grønland fik status som dansk amt.

21


Joachim Koester Morning of the Magicians, 2006, 5 min.

Produceret med støtte fra Kunstrådets billedkunstudvalg

Joachim Koester fortæller historier, eller måske kan man sige historier, der er blevet glemt. Et eksempel er Aleister Crowleys hus, The Abbey of Thelema i Cefalù på Sicilien, som vi ser i Joachim Koesters film Morning of the Magicians. Aleister Crowley var en engelsk esoteriker med en vision om at skabe et kollektiv, et samfund med ham selv som leder. Crowley kom til Cefalù med en gruppe tilhængere i starten af 1920, og kollektivet blev baseret på mysticisme opblandet med narkotika, en okkult billedverden og diverse seksuelle aktiviteter. 1923 blev Cefalù lukket af myndighederne, og freskerne i huset blev dækket med et lag af kalk, og dermed var der sat punktum for den periode i huset. The Abbey of Thelema groede til og stod for at falde i glemsel af omverdenen, men The Beatles og David Bowie er blevet inspireret af Crowley’s billedverden, og dermed er mindet og historien om The Abbey of Thelema bevaret. Joachim Koester rejste til Cefalù for først og fremmest at finde The Abbey of Thelema, men også for at søge efter og føle historien, der har udspillet sig på en plads. Findes der nogle visuelle aflejringer, findes der en sjæl? Morning of the Magicians er fortællingen om et hus, en plads og en drøm.

23


John Kørner One World, 2008

Dele af installationen er venligst udlånt af private samlere Courtesy kunstneren og Victoria Miro Gallery, London

En gennemsigtig sarkofag i overstørrelse indeholder de jordiske ­rester af et menneske. Med sig i døden har mennesket alverdens ting og sager; blandt andet en måge, en kirke og et museum. Og så er der selvfølgelig problemerne, som i Kørners verden materialiserer sig som klatter, pletter eller huller – eller i den skulpturelle variant som irregulære keramiske æg eller knolde. Som en ironisk kommentar til fortidens gravfund såvel som nutidens dødsboer, polemiserer Kørner over vores trang til at tage alt med i graven lige fra vores problemer til viden og ejendele: Hellere dø med kortene tæt til kroppen end at give med varm hånd i levende live! Sarkofagen er placeret centralt i det store rum i Kunsthal Charlottenborg og mimer samtidig den museale udstillingsmontre, hvor man på afmålt afstand kan betragte tidens fund og kunstens frembringelser. Men ’samlingen’ her udgøres af ­keramiske påfund så skæve, at den højtidelighed, der normalt omgiver både døden og museet, punkteres med et brag.

25


Ann Lislegaard Work in Progress (after Ursula K. Le Guin), 2008 Lyd: Jacob Kirkegaard

Produceret med støtte fra Kunstrådets billedkunstudvalg

Ann Lislegaards animation The Left Hand of Darkness tager afsæt i Ursula K. Le Guins bog af samme titel fra 1969. Lislegaards værk skal dog ikke ses som et forsøg på en regulær illustration af romanen, snarere er fortællingen i værket opløst i et flydende net af associationer med udgangspunkt i bogens centrale tema: en verden hvor kønnet er udskifteligt og under forvandling. En malstrøm af genstande fra hovedpersonens rejse over en fjern intergalaktisk gletscher svæver gennem billederne. Kønsorganer transformeres som var de en kortlægning af en ukendt arkitektur. Abstrakte rum defineres for straks efter at forvandles. Selv siderne i Ursula K. Le Guins bog muterer. Som var den skrevet på transparent pergament dækkes og afdækkes teksten i lag og nye modstillinger af ord og sætninger opstår. Animationen The Left Hand of Darkness fremstiller et drømmeagtigt ’hvad-nu-hvis’scenarie ­organiseret omkring idéen om en verden, der ikke indeholder de begrænsninger, der traditionelt er indskrevet i vores køn og kroppe.

27


Lilibeth Cuenca Rasmussen Holy Wood, 2006, 7 min. Distorted Heart, 2007, 18 min. House of Hope, 2006, 7 min.

Courtesy Kirkhoff Contemporary Art

Tro er det centrale begreb, der tematisk binder Lilibeth Cuenca ­Rasmussens tre videoer sammen. Med en respektfuld nærmest antropologisk tilgang afdækker hun troens forskellige drivkræfter, som de udspiller sig i det 21. århundredes Filippinerne. Man undres og rystes og bliver rørt over at bevidne, hvilke kummerlige og voldsomme livsvilkår, mennesker magter at leve under. Holy Wood fremstiller en religiøs ceremoni med flagellanter og korsfæstede selvpinere. Man forstår, at det opleves som et spektakulært show. Flagellanterne opildnes af det ophidsede publikum, såvel som af troen på renselse og bodshandling. Korsfæstelsen på Golgatha gennemspilles spektakulært og autentisk med lidelse så voldsom, at man er klar over, at disse mennesker må være stærke i troen for at udholde dette. Psykisk lidelse er baggrunden for historien i Distorted Heart. Det er kunstneren selv, der er protagonisten i et narrativt forløb. En håndlæser rammer hende i hjertekulen med bemærkningen: ’You should heal your ­distorted heart’. Kunstneren, der vitterligt har hjertekvaler, bevæger sig her­ efter ud i en respektfuld afprøvning af helbredelsesmetoder, som filippinere med troen på adgang til overnaturlige kræfter mener at kunne tilbyde. I House of Hope skildres de såkaldte Sea Gypsies fra den muslimske Bajau stamme. I sammenstødet med den moderne udvikling og under indtryk af konflikter mellem kristne og muslimer i området, har de mistet deres oprindelige livsbetingelser og dermed stolthed, frihedsfølelse og musikalitet. Havsigøjnerne levede før i pagt med naturen, men i dag lever de af at tigge i vandet ved turistfartøjer.

29


Kirstine Roepstorff The Six Realms (Including the Summer of Discontent), 2007 Go-go and Pears, 2007 Summer of Discontent (Still Feel Like Rioting), 2007

Courtesy Galleri Christina Wilson

Seks modne kvinder på række tramper derud af i en cancan. Sprudlende og skræmmende på samme tid. På den ene side kraftfuldt, festligt og frisættende på den anden side med koordinerede benløft så høje, at associationen til militære opvisninger i totalitære regimer ligger ligefor. Kirstine Roepstorff placerer ofte sine collager i mellemrummet mellem individet og homogeniteten. Mellem autonomi og stat. De er sarte samplinger af velkendte scener fra den trykte presse; nu forstørret, forrevet og fortolket på ny. Til venstre i collagen ses en forside fra den amerikanske avis International Herald Tribune om de danske karikaturer af Muhammed, som udløste Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. På den anden side ses endnu et avisudklip; en oprørsscene mellem palæstinensere og israelere. Med det skrøbeligste materiale kommenteres de hårdeste politiske konflikter, og det samlede sceneri står tilbage som en stærk advarselstavle om al national selvtilstrækkelighed. Som en slags politisk teater bruger Roepstorff collagen til at sende syngende lussinger tilbage til det samfund, som ikke ser indad og overvejer sin egen magt og arrogance.

31


Pia Rönicke Med historien som talerør, 2008, 29 min.

I 1975 fik Hannah Arendt Sonningprisen, en prestigefyldt dansk pris som administreres af Københavns Universitet. Efter indstilling fra andre europæiske universiteter gives den til en person, som har ydet en ekstraordinær indsats i europæisk kultur. Hannah Arendt (1906–75) var tysk-amerikansk filosof. Som jøde måtte hun i 1933 emigrere til Frankrig og forsatte siden til USA. Hendes primære interesse bestod i at dissekere og analysere den totalitære stats væsen og finde fællestræk mellem nazismen, stalinismen og den europæiske antisemitisme. Pia Rönickes værk er en oplæsning af den tale, Hannah Arendt holdt i forbindelse med modtagelsen af Sonningprisen. Arendt benyttede anledningen til at forholde sig undersøgende til den danske nationale identitet – både Danmarks rolle under Anden Verdenskrig men også til den aktuelle politiske virkelighed på daværende tidspunkt. Rönickes oversættelse af talen til dansk og indsætning af talen i vores eget nu, skaber endnu aktuelle overvejelser om vores nationale selvforståelse. Den anden del af Rönickes værk består af udklip fra danske dagblade fra mellem 2000 og 2007, som omhandler den danske stats behandling af de tyske flygtninge før, under og efter Anden Verdenskrig – og ikke mindst historieskrivningen om det. Også Hannah Arendt beretter om disse forhold omkring flygtningene, der senere, som det ses i udklippene, skal vise sig at være et falsum.

33


Katya Sander Double Cinema, 2000, 2 x 13 min.

Katya Sanders videoinstallation udgøres af to videoer, som deler samme lydspor. I den smalle kube overskuer man kun én projektion ad gangen. Idet man sidder overfor hinanden og betragter hver sin film, bliver dem, der ser den anden projektion, en slags aktører i oplevelsen af filmen. Denne dobbeltrolle af at se og blive set er ligeledes central i Sanders film. Begge film foregår i såkaldte fokusgrupperum. Fokusgrupperum er særligt indrettede rum, som man kan leje hos de store marketingfirmaer, primært i USA. Rummene lejes ud til store virksomheder med henblik på at undersøge og observere, hvad brugerne af virksomhedens produkt siger og fortæller om produktet. Rummene er indrettet med et envejsspejl, således at de observerede, eller testgruppen, ikke kan se dem, der observerer dem. Spejlet er også lydtæt. Testgruppens ytringer overføres til observatørgruppen via optageog lydudstyr. I den ene film følges testgruppen på plads, i den anden film følges observatørgruppen på plads. Grupperne mødes aldrig og den eneste gennemgående figur er værten, eller moderatoren, der med sikker hånd og autoritet gør klar til at indlede fokusgruppe-seancen. Til at starte med ser det ud til, at der er logik i denne opdeling, men efterhånden som Sanders film folder sig ud, vakler denne første antagelse. Lydsiden er i overensstemmelse med, hvad man ser, men alligevel hører man andre lyde, som man ikke ’ser’ ske, hvilket langsomt vækker ens interesse for at se den anden film for at få ’forklaringen’ på disse lyde. Er man på den ene side, vil man gerne se den anden og omvendt – ligesom aktørerne i filmene.

35


Nina Saunders Never, 1999

Malmö Konstmuseum

En sofa – og så alligevel ikke. Man kan i alt fald ikke bruge den til at sidde i. Den er dysfunktionel, som en familie kan være det. Og der er netop en underliggende spænding i mange af Nina Saunders værker, som om stemninger fra barndommen ligger og lurer. Nogle fortrængte erindringer som knytter an til hjemmet og dets interiør, men der er hele ­tiden noget uhyggeligt over disse interiørelementer. Som nu denne sofa: Er den ved at forbløde? Har den fået et sammenbrud og nu ligger ubrugelig hen? Eller er den truende som en sofa-tsunami, der med sin flodbølge vil gøre stuen ubeboelig? Udfordrer den til duel med ’pølens’ spids pegende mod ­beskueren: Hvad vil du med mig, når du ikke kan bruge mig som sofa? Er den offer eller aggressor? Nina Saunders’ møbelskulpturer stiller spørgsmål, og svarene fortæller mere om den enkelte beskuer end om ­kunstneren, og det er netop sådan Nina Saunders ønsker, at hendes værker skal ­fungere. Never kan også anskues som et angreb på vor tids næsten religiøse dyrkelse af det skønne hjem, animeret af TV, magasiner, avistillæg mv. En dyrkelse af hjemmet som ’perfect space’, der er blevet meningen med snarere end rammen om tilværelsen.

37


Morten Schelde Crazy Horses Teenage Wasteland, 2007

Courtesy Galleri Susanne Ottesen

Som Nina Saunders arbejder Morten Schelde med at gestalte et foruroligende univers. Et univers, der ved første øjekast, virker bekendt, men ved nærmere eftersyn forekommer mere og mere flertydigt, fremmedgjort og foruroligende. Som kaninen i Alice i eventyrland lokker og forfører Schelde beskueren hen til ’hullet’, hvorigennem man ’falder ned’ til en parallel verden. Den virker bekendt, eller rettere hvert element i sig selv, er noget vi kender. Men sammenstillingen af de forskellige elementer er overrumplende. F.eks. hestene der stejler flot som under en cirkusforestilling. Eller er det herreløse heste på flugt efter et stort slag? Den hvide hest med opspilede øjne og udspilede næsebor kan give associationer til hesten på Picassos Guernica, som netop symboliserer krigens rædsler. Skoven er den afbrændt efter et slag i fordums tid, eller er det en nutidig skov, der har lidt skovdøden i Ruhrdistriktet? Affaldet fra civilisationens overflod ligger, som var det løbet over ende af en flok på vild flugt, og så igen, man ser pludselig at mælkekartonerne, trommesættet og mikrofonstativet står, som var det lige blevet forladt af teenagebandet, der snart kommer igen for at øve videre. Med spring i tid, rum, rationaliteter og virkeligheder inviterer Morten Schelde beskueren ind i billedet med eget erfaringsunivers som bagage.

39


Trine Søndergaard og Nicolai Howalt Tree Zone, 2007

Courtesy Martin Asbæk Projects

I den nordisk-romantiske tradition findes der mange skildringer, hvor naturen fremstår som en uendelig ressource for følelsesmæssige stemninger. I et tidligere fotografisk projekt Jagt af Trine Søndergaard og Nicolai Howalt kan man se spor af denne tradition i samspillet mellem mennesket og naturen som en kamp om herredømmet. I Tree Zone er det naturen, der står i ensom majestæt. I billeder fra en fjeldverden, som ikke nærmere lader sig præcisere, er det grænselandet mellem frodighed og det bare fjeld, der er perspektivet. Det man normalt kalder trægrænsen. Det er en alvorlig natur, hvor man genkender de knudrede træers kamp for at overleve i det barske klima. Samtidig har disse træer fået en helt særlig værdighed. De som har haft størst livskraft i en darwinistisk ånd. Det er mærkeligt, som disse træer får et særligt liv, som gør, at de får liv som menneskelige gestalter eller som sproglige tegn. I disse fotografier fremstår naturen ikke som noget ubegribeligt og fjendtligt, men som noget, der ligner os og dermed begribeligt.

41


Tal R Nej, er det nye ja, 2007 Jeg dræbte en pædagog, 2007 Lords of the Kolbojnik, 2002–2003

Courtesy kunsteren og Victoria Miro Gallery, London

Tal R fortæller historier i det store format. Ofte er det historier fra hans eget liv, som en slags dagbøger, men han har også sagt, at han laver sine værker, som vi sammensætter vores madpakke, dvs. kaster alt muligt i dem. I udstillingen viser Tal R tre værker: I maleriet Nej, er det nye ja ser vi en kvindelig demonstration bagfra. Kvinderne holder skilte i deres hænder, men skiltene peger væk fra beskueren mod horisonten, og vi kan ikke se, hvad der står på dem. Vi ser heller ikke kvindernes ansigter, kun deres knolde i nakken. De vandrer op ad en allé i centralperspektivets højborg, men når de er allerlængst væk, bliver de til trekanter, kvadrater og cirkler. Jeg dræbte en pædagog er en tekstilcollage, der umiddelbart ser ud som et romantisk billede af nogle små huse på et lille bjerg, en stor regnbue og nogle træer. I husene bor familien med mor, far og alle børnene. Det er tilsyneladende den rene idyl. Lords of the Kolbojnik er en collage med billeder og elementer fra Tal R´s hverdag, der kommer imod os som en visuel supernova. Det, han har set og oplevet, sætter han sammen og genanvender i værket. Kolbojnik er jiddisch og betyder kollektivt affald. I en kibbutz tømmer beboerne deres affald ned i et stor spand, som derved bliver til en kolbojnik. Man kan sige, at vi som mennesker alle er en slags kolbojnik. Vi er et produkt af, hvad vores forældre, lærere, venner og omverden har puttet i os.

43


Kathrine Ærtebjerg Hun holdt fast, 2007 Privateje Det femte øje, 2007 Privateje; courtesy Galerie Mikael Andersen Abemor skulle føde, 2007 Privateje; Courtesy Galerie Mikael Andersen Det lille spøgelse, 2007 Privateje Blandt de levende og døde og ufødte, 2007 Privateje Den lilla himmel, 2007 Privateje; Maria Friis Udenfor, indeni, 2007 Privateje Hun var en kusse, 2007 Privateje; Groth Den stille krig, 2007 Privateje Tegninger fra serien Moder, 2007 Courtesy Galerie Mikael Andersen Tegning direkte på væg, 2007

I den højmodernistiske forestillingsverden bestræbte man sig på at fremelske mediets renhed og dets specifikke egenskaber. I de senere år er disse forestillinger blevet problematiseret, ligesom indholdet er blevet udvidet til at omfatte finkultur såvel som populærkultur. I Katrine Ærtebjergs værk finder man ingen spor af mediets renhed. Hun blander friskt mellem tegning og maleri og lader dem krydsbefrugte hinanden. Også på det indholdsmæssige plan lader hun sig føre af sin intuition. Man møder beretninger, som man fornemmer har et personligt udspring, men disse små anekdoter bliver aldrig selvbiografiske, eftersom de sammenstilles med kulturelle forestillinger af en arketypisk slags. Men man fornemmer også et element af ren fiktion, som ikke er fjernt fra sagaen. Det er ikke svært at at komme i tanke om svampenes hallucinatoriske kraft, som i Alice i eventyrland. Men det bliver aldrig sukkersødt, for Ærtebjergs malerier har bid i den tolkningsproces, man som beskuer bliver udsat for. De fremstår i deres kompleksitet som monument over vor samtids kompleks, hvor virkelighed og fiktion er blevet særdeles relative begreber.

45


46


Tak

Først af alt vil jeg takke alle kunstnere, som har valgt at deltage i udstillingen, ikke bare pligtskyldigt, men med stort engagement og deltagelse. Tak! En udstilling af dette omfang er svær at gennemføre uden hjælp fra mange hjælpende hænder. Jeg vil gerne rette en stor tak til institutioner som Malmö Konstmuseum, Statens Museum for Kunst, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk samt private udlånere som velvilligt har stillet deres værker til rådighed. Desuden har mange af kunstnernes gallerister været behjælplige med information om kunstnernes værker, derfor tak til Victoria Miro Gallery, Galleri Susanne Ottesen, Kirkhoff Contemporary Art, Johan Koenig, Berlin, Peres Project, Berlin, Galleri Christina Wilson, CFA, Berlin og Galerie Mikael Andersen. Jeg vil rette en stor tak til teamet med Jörgen Agardtson, Lars-Ola Bergkvist, Nicklas Hellberg, Per Mårtenson, Per Pålsson og Nilsmagnus Sköld, der under udstillingsopbygningen har vist en særlig samarbejdsånd. For yderligere assistance og installation takkes Karen Bjelke, Signe Hesselager Blanné, Klaus Blomqvist, Børge Igor Brandt, Jesper Carlsen, Jesper Dyrehauge, Sofia V. Fischer, Martin Frøkiær, Rasmus Jakobsen, Gertrude Kiel, Anders Kreuger, Anders Lindsjö, Malene Ratcliffe, Lars Erik Toft og Frederik Zimling Tyden. Udstillingen har desuden fået en opdateret teknisk fremtoning gennem Gert-Owe Wågstam, der har stået for udstillingens lyssætning.

47


Jeg vil også gerne takke alle forfatterne: Max Andrews, Mikkel Bogh, Robin Clark, Magnus Thorø Clausen, Jonathan Crary, Mark Currah, Jane Fletcher, Nina Folkersma, Hal Foster, Beth Greenacre, Martin Herbert, ­Daniel Kunitz, Pontus Kyander, Margaretha Rossholm Lagerlöf, April Elisabeth Lamm, Matthias Michalka, Vincent Pécoil, Élodie Royer og Jeannette Stoschek, som har bidraget med tekster til kataloget, som giver en værdifuld baggrundsviden om de forskellige kunstnerskaber. En stor tak går også til Rasmus Koch og hans grafiske team, som har givet hele udstillingen dens grafiske form. Tak til Anders Sune Berg for ­fotografering. Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke Zentropa Film og Karin og Johannes Järegård, som har har givet os mulighed for at vise dele af Lars von Triers film Riget. Tak til Kunstrådets Billedkunstudvalg, som har muliggjort denne ­publikation med økonomisk støtte.

Bo Nilsson Direktör

48

Mini katalog Danskjävlar  

Kunsthal Charlottenborgs udgivelse fra 2008 med kort præsentation af værkerne på udstillingen Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring, 1...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you