Issuu on Google+

1


youtube.com

Fessor har flest views. 977. Men fuck det. Nu får han så meget baghjul, at han aldrig gider se den film igen. Jeg har forberedt mig til den her dag i flere måneder. Høj frost og solskin. Det er perfekt.

Det begyndte i august. Lige efter sommerferien. Vi fik en ny lærer, Nicolai, som kom lige fra seminariet. Sådan en ung en, der ikke er begyndt at støve endnu. Han smed sin iPhone på katederet og bad os om at finde vores telefoner frem. Den havde vi ikke lige set komme. Normalt gælder det om at finde et udspekuleret gemmested. Men Nicolai lavede en oversigt over genrer på tavlen og bad os om at tage et billede af den. Sådan en slags noter. Bagefter måtte vi selv lave grupper. Firemands. Normalt må Fessor og Jakob og Villads og jeg ikke være i gruppe sammen. Tværtimod. Alle andre lærere placerer os i hver sin, hvor vi kan sidde og rådne op, fordi der altid er en eller anden pige, som tror, hun skal bestemme det hele. Men Nicolai var ligeglad. Han snakkede løs om de her forskellige genrer. Humor, krimi, spænding, kærlighed, gys og så videre. Hver gruppe skulle vælge en genre, og så skulle vi lave en film. En telefonfilm. Vi var helt oppe og køre. En jackassmovie. Det var for nice for en gangs skyld at være i en gruppe, hvor man ikke skulle diskutere med en flok poptøser, som gik mere op i kostumerne end handlingen. I begyndelsen lavede vi bare en masse stunts, som vi havde set i forvejen. Den med indkøbsvognen ned ad en bakke. Og spark i kuglerne. Og rulleskøjter på en trappe. Og hoppe ned fra et tag med hænderne bundet på ryggen. Det var megagrineren, men det var jo ikke nyt. Det sagde Nicolai også. Hvis vi ville lave sådan en kopi-ting, så skulle vi i det mindste tænke kreativt og finde en ny vinkel. Cool nok. Og det var det med vinklen, som fik os i gang. I stedet for at filme hinanden, begyndte vi at filme os selv, altså sådan, at man så stuntet indefra i stedet for udefra. Det var en udfordring at holde telefonen i hånden, men vi blev faktisk ret opfindsomme. Og hen ad vejen begyndte vi at bruge andre kameraer. Jeg fik fat i et undervandskamera. Det har jeg gemt. Til i dag. Men vi var nødt til at finde på nye stunts. Når man drøner ned ad en bakke i en indkøbsvogn, får man en masse utydelige billeder, som hopper op og ned. Desuden ligner de fuldstændig dem, man tager, når man kører på rulleskøjter på en trappe. Og det var, hvad vi nåede, før filmen skulle

2


vises i klassen. De andre syntes, at vores var noget værre lort, men deres var røvkedelige. Hele bundtet. Da vi var færdige med projektet, blev vi enige om at fortsætte. Sådan på fritidsbasis. Og så var det, at det udviklede sig til en konkurrence. Med regler.

1. Klippet må højst vare to minutter. 2. Man må ikke få hjælp. 3. Man skal selv filme. 4. Det skal lægges ud på youtube, og man skal linke fra sin facebookside. 5. Det skal have mindst 30 views det første døgn.

Villads førte i lang tid. Han var kravlet igennem en ventilationskanal i hallen. På en eller anden måde lykkedes det ham at vise, hvor snævert der var, og så kan man høre på hans vejrtrækning, at han er ved at blive kvalt ind i mellem. Meganice. Jakob har lagt otte forskellige klip ud. Alle under 20 views. Han har vist opgivet kampen. Specielt efter hans mor opdagede, at han havde skåret i sit lår med en gammeldags dåseåbner. Der gik betændelse i. Sikkert fordi han hældte alt mulig lort i såret. Betændelsen var monsterklam. Han skulle have filmet den i stedet. Fessor blev inspireret af den der dåseåbner. Han bandt kameraet fast til hovedet, så man kunne se hans kæmpestore fodvorte. Den skar han ud med en skalpel, han havde nakket i billedkunst. Med rod og det hele. Jeg tænker, at han ville have haft views nok, hvis han var stoppet der. Men han tog kameraet af hovedet og filmede sig selv, mens han åd vorten. Den blev delt 24 gange på facebook allerede første aften. Jeg er den eneste, som ikke har lagt noget ud. Amatørforsøg er ikke mig. Jeg venter, til jeg er klar med vinderfilmen. Det har jeg hele tiden sagt. Fessor er begyndt at håne mig. Han vil have en ekstra regel. En deadline på 14 dage. Jakob og jeg stemmer imod. Men det er lige meget nu. I morgen har jeg vundet hele lortet. Han er chanceløs. Jeg går ned til søen. Ad bagvejen. De har sat advarselsskilte op. Man må ikke lege på isen. Der er altid nogle, som tror, de skal overvåge søen. Hvis de ser mig, bliver jeg sendt væk. Som om jeg har tænkt mig at lege på isen. Der er heldigvis ikke et øje dernede. Jeg trækker et langt reb op af min taske med grej. Den ene ende binder jeg om et træ inde ved bredden. Den anden tager jeg med ud på søen.

3


Jeg skal et stykke ud på isen. Jo tættere man er på bredden, jo tykkere er isen. Jeg skal så langt ud, at isen bare lige kan holde mig, men der skal være dybt nok til, at jeg kan bevæge mig under den. Jeg filmer det hele. Så kan jeg klippe det sammen, når jeg kommer hjem. Det må man godt. Jeg finder et godt sted og stiller tasken fra mig. Det første hul er nemt at lave. Bagefter tager jeg ti lange skridt ud mod midten af søen, mens jeg tæller så højt, at det kan høres på filmen. En – to – tre... Ti meter må være nok. Jeg laver det andet hul. Stort. Bare for en sikkerheds skyld. Det kilder i maven. Hold kæft, hvor det her vil tage røven på Fessor. Jeg går tilbage til det første hul. Et øjeblik filmer jeg sådan et overbliksbillede. Heltotal, ville Nicolai kalde det. Så tager jeg overtøjet og skoene af. Ikke mere. På nettet har jeg læst, at man skal beholde tøjet på. Jeg spænder kameraet fast på pandebåndet og dobbelttjekker, at det stadig optager. Jeg har kun et forsøg. Der står, at kropstemperaturen falder sindssyg hurtigt. Hypotermi hedder det. Jeg er tosset med det ord. Det skal være titlen på min film. Det må gerne være lidt farligt, men jeg er jo ikke idiot. Desuden har jeg gået til svømning i otte år. Jeg ved, hvad jeg gør. Da det hele er klar, hiver jeg et par gange i rebet, som sidder fast inde på bredden og binder det fast om maven. Hvis alt går galt, kan jeg trække mig selv tilbage. Så hopper jeg i. Fuck! Min krop lukker ned. Det kolde vand lægger sig som en jernbrynje rundt om min brystkasse. Det er umuligt at trække vejret helt ned i lungerne. Jeg gisper. Bare det kommer med på lydsporet. Mine bevægelser er allerede stive, og selvom min hjerne er ved at fryse til, kan jeg stadig huske, at jeg skal skynde mig. Jeg kigger op af hullet og sikrer mig, at jeg har helt styr på retningen mod det andet hul. Så tager jeg en dyb indånding og dykker. Solen skinner gennem isen. Det ser godt ud, men isvandet gør ondt i øjnene. Jeg kniber dem sammen. Tre hurtige svømmetag. Jeg kan se lyset fra det andet hul. Måske skulle det have været længere væk. Jeg ryster på hovedet for at lave lidt drama. Det skal ikke se for nemt ud. Der ligger noget på bunden. Et druknet træ med nøgne grene. Spooky. Som arme og ben på en udstrakt krop. Jeg svømmer udenom. Presset bliver værre på mine lunger. Det er vildt, så meget solen skinner gennem isen. Måske er det ikke lyset fra hullet, jeg kan se. Eller… Måske er der flere huller. Der… Jeg rækker armen op, men støder ind i is. Tyk is. Jeg kan høre lyden af mit hjerte i ørerne. Måske kan man lægge det ind som effektlyd. Der kommer hullet. Eller…? Mine lunger er ved at eksplodere. Hullet er væk. Jeg må vende om. Det dunker faretruende i ørerne. Jeg kan intet se udover luftboblerne, da vandet tvinger ilten ud af mine lunger. Jeg bekæmper instinktet til at trække

4


vejret. Panikken fylder alt. Rebet strammes. Det bliver rødt for mine øjne. Mine arme bevæger sig i slow motion, men jeg har ingen fornemmelse af, at jeg kommer nogen vegne. Manglen på luft får mig til at åbne munden. Vandet fylder lungerne. Min krop bliver underlig varm. I sekunderne før jeg mister bevidstheden, kan jeg mærke, at rebet strammer om maven. Jeg glider viljeløst gennem vandet. Nogen trækker mig op af hullet. Så tæller det ikke. Reglerne siger, at man ikke må få hjælp. Fuck. Den ville ellers have fået mange views.

5


Youtube.com