Issuu on Google+

Vi tør prale af vores Inkubatordeltagere


Ja,

Inkubator handler om dig men her er lidt om os

Jeg skød til måls efter månen / Mærkerne ses tydeligt den dag i dag - Benny Andersen

Velkommen indenfor i Inkubator’s pralehæfte. På SEA samler vi på gode historier, og vi har fyldt siderne med et lille udvalg, som vi nu vil fortælle dig. Inkubator er både legeplads og arbejdsplads for nysgerrige mennesker. At holde i hånd her kræver ingen specifikke forudsætninger eller fagligheder, drivkraft is all you need! Innovation og iværksætteri er epicenteret i vores lille butik, og vi nyder at netværke, trække i trådene og sidst, men ikke mindst: vi har viden – og vi er ikke bange for at bruge den! Inkubator er et workshop-forløb for den kommende iværksætter; en mulighed for at grave i værktøjskassen og sprinte med støttehjul på. Ideer fås, fornyes, analyseres og konceptualiceres.

Og det her er om vores deltagere 04 06 08 10 12 14 16 18 20

Grøn gejst Helt elektrisk hoftefræs i Raketfart et plaster på hjertet Ét klik til byen kommunikative tusindkunstnere

Brightmind - indeed! Et nyt syn


Grøn gejst

Navn: Peter T. Hansen Uddannelse: civilingeniør med speciale i arkitektur Virksomhed: LINK-arkitekter Kontakt: www.link-arkitekter.dk Produkt/service: rådgivning indenfor æstetik, konstruktion, indeklima og energi i byggeri Opstartsår: 2007

04

Kontakten til SEA gjorde at man overordnet kom hele vejen rundt om problematikken i det at være iværksætter

- Hvad var din oprindelige idé og hvor er du i dag? Vi, der startede LINK-arkitekter, syntes, at der manglede nogen til at lave lavenergiarkitektur, men det var forholdsvist nyt dengang, så det var ikke noget kunderne efterspurgte. Sidenhen har det vist sig, at stort set alle de huse, vi har lavet, er lavenergi-huse, for det kan ikke betale sig andet. Folk har dog ofte svært ved at se logikken i det, naturligvis er det dyrere at bygge, men det tjener sig hurtigt hjem. Det oprindelige koncept er der holdt fast i, og Link Arktikter belaver sig fortsat på at bygge unikt og ikke bare typehuse. I dag er jeg alene med virksomheden, da de to andre, som jeg startede op med, nu laver noget andet. - Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Der gik vel et par måneder, hvor vi gik og tyggede på, hvordan det skulle stykkes sammen, søgte lidt rådgivning – og så var vi ellers i gang! Inkubatorordningen stillede et grupperum til rådighed, således havde vi gode faciliteter til at udvikle vores virksomhed. - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Den største udfordring er vel at skabe et netværk, at profilere sig, hvilket stadig er noget, jeg arbejder bevidst med.

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Lysten til at have frihed til at bestemme over sin egen tid og hvilket arbejde man gider beskæftige sig med. Kontakten til SEA gjorde, at man overordnet kom hele vejen rundt om problematikken i det at være iværksætter. Via Inkubatorforløbet fik man svar på mange af de spørgsmål, man har, samtidig med at man har muligheden for at sparre med andre ligesindede. - Hvad er den største succes, du har haft med virksomheden? Hver gang en større ordre indgås er man næsten “høj”. Det er en rigtig god fornemmelse at mærke den sejr og vide, at man selv har kæmpet for og “vundet” opgaven. - Hvor er din virksomhed om trefem år? Medarbejdermæssigt samme sted forhåbentlig. Jeg er fint tilfreds med ikke at have ansatte, som tingene står nu. Fagligt vil jeg i fremtiden gå endnu dybere ind i lav- eller nulenergi byggeri. Der vil helt sikkert ske meget på den front, hvilket man allerede kan se tilløbet til nu i branchen. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Igen er det friheden i det – jeg nyder det stadig!

- Set i bakspejlet, er der så ting, du ville have gjort anderledes? Nej, det tror jeg ikke. Måske ville det være nemmere at have taget et par år i en virksomhed først – skabe sig nogle kontakter, men det tager jo også tid. På den anden side kan man vel lige så godt gøre som vi – springe ud i det.

05


Helt elektrisk

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Vores oprindelige idé gik på at styre et frysehus, alt afhængig om prisen på strøm var dyr eller billig. Undervejs finder vi ud af, at der allerede er en del udstyr på markedet. Vi undrer os dog over, at det ikke er mere udbredt, men svaret på dét lå i prisen. Vi begynder så at gentænke, hvad der kunne gøres for at skabe et større potentiale. Det ender op med, at vi i dag har en større løsning, der inddrager hele værdikæden, lige fra elselskaberne ned til slutkunden. - Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Produktet er ikke færdigudviklet, det skal skræddersys til en kunde. Derfor skal vi ud at have fat i kunden, før der kastes mange udviklingskroner i projektet. Vi har brugt tiden på at finde alliancepartnere og justere på ideen. Vi startede virksomheden i marts 2010, men har arbejdet med den i cirka et år forinden, hvor fokus har ligget på at komme ud og tale med branchens interessenter og afdække deres reelle behov, for på den måde løbende at kunne rette ideen til - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Den største udfordring er at finde penge til at gøre løsningen konkret og dermed salgbar, så investorerne kan se en mere komplet løsning. - Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Det har været et læringsforløb for os, i retrospekt ville vi nok komme lidt hurtigere i gang med at søge midler, da det tager overraskende lang tid.

06

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Vi var begge ansat i Motorolas Aalborg-afdeling, da den blev lukket ned i udgangen af 2008. Vi forlod stedet med en god aftrædelsesordning og havde lyst til at prøve noget helt andet. Vi blev således tvunget ud af komfortzonen, men havde alle muligheder for selv at bestemme, hvad vi fremadrettet skulle arbejde med. Via SEA kom vi med i Inkubatorordningen og fik kvalificeret hjælp til at starte vores egen virksomhed op på baggrund af vores produktidé. Mentorordningen fortjener i den forbindelse en cadeau som et funktionelt og konstruktivt bidrag. - Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Den første kunde vi fik til at betale for noget! - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Så har vi forhåbentlig noget oppe at køre, der er i drift og ude på andre markeder end det danske. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Den ultimative frihed! – til at træffe de beslutninger der skal til, og til at få straffen, hvis det er forkert. Det kan godt være, man rammer forkert en, to, tre gange, men prøv igen!

Den ultimative frihed!

Navn: Henrik Lund Stærmose og Per Dahlgaard Pedersen Uddannelse: Ingeniører + HD Virksomhed: Neogrid Technologies Kontakt: www.neogrid.dk Produkt/service: Løsninger til styring af fleksibelt elforbrug Opstartsår: 2010

07


hoftefræs

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Grundideen var et medicinsk måleinstrument til brug ved hofteprotese-operationer. Man har indsat kunstige hofteproteser i mange år, men der er problemer med, at de simpelthen falder ud, fordi de ikke sidder fast i knoglen. Traditionelt har man sat proteserne fast med cement eller skruer, en løsning der giver proteserne en levetid på 12-15 år, før de falder ud. Man er begyndt med en ny løsning, der hedder prespasning, hvor man fræser et hul i bækkenknoglen og passer protesen ind, men det er en svær teknik at udføre, især for uerfarne kirurger. Nogle gange får man sat en for lille protese ind, der så allerede falder ud et par dage efter, andre gange er protesen for stor og det giver brud i bækkenet. Man manglede altså et apparat til at måle på det hul, man har fået fræset og på knoglens hårdhed. De to problemer havde specialeansvarlig kirurger Poul Torben set på og tegnet lidt skitser til, men det var mere en ingeniøropgave, og her kom vi ind i billedet. Funktionaliteten er den samme som i den oprindelige idé, men vi har justeret med nogle designmæssige ændringer og genereret ideer til supplerende produkter.

- Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Vi startede sidst på sommeren 2007 og har i dag en prototype klar.

Navn: Eske Winther Petersen og Søren Grøndahl Buch Uddannelse: Ingeniører med speciale i produktionsteknologi Virksomhed Medichanical Innovation Kontakt: eske@medichanical.com Produkt/service: X-pander Opstartsår: 2008

08

- Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Vi tog patent på apparatet og tænkte: “så sælger vi det til en af de store virksomheder og går på pension i overmorgen!” Men vi fandt ud af, at alt afhænger af investorer. Lad os sige, at der falder penge i dag til at fuldføre projektet – i løbet af to år vil vi kunne have et færdigt, godkendt CE-mærket produkt på markedet. Når man er iværksætter, skal man hele tiden lave en masse, man ikke ved noget om! Det er jo både det gode og det dårlige ved det. Man sidder dybt koncentreret med noget – og så skal man pludselig tage stilling til en masse andet. Lave præsentationsmateriale og forretningsplaner - det er vanskeligt.

- Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Vi var lidt nogle ingeniørnørder, vi anede intet om forretninger og det at drive virksomhed. Virksomhedsøkonomi, erhvervsjura – jeg var altid den første, der faldt i søvn, når det blev gennemgået på studiet, men nu blev det pludselig vedkommende! - Hvad har været afgørende for at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Vi var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt; når man lige er færdig på studiet er man ikke vant til store lønninger og har ikke en masse udgifter, det er et oplagt tidspunkt at starte på. Desuden tror jeg bare at vi begge er “iværksættertyper”. - Hvad er den største succes I har haft med jeres virksomhed? Vi deltog i regionalfinalen i Venture Cup i 2008. Her vandt vi og gik videre til nationalfinalen hvor vi blev nr. 2 og vandt 125.000 – vi gik begge på dagpenge og disse penge holdt os kørende et godt stykke tid. Næsten samtidig var vi så heldige, at en ansøgning vi havde sendt til A.P. Møller Fonden blev tilgodeset; det kastede 400.000 øremærkede kroner af sig, og med dem har vi kunnet udvikle prototyper. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Det er aldeles afhængigt af investorerne igen. Vi håber på støtte fra væksthusene. Vi havde i begyndelsen en filosofi om at undgå innovationsmiljøerne, da de typisk har smal ramme for, hvor meget at de kan investere, og de køber alligevel en andel. Vi er ikke bange for at have flere partnere i projektet, men for at blive udvandet. I sidste ende er det dog bedre at have en lille del af en kage der bliver til noget, i stedet for at have det hele i noget der ikke bliver realiseret.

- Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Den ene ting er friheden ved at kunne planlægge sin egen tid, selvfølgelig er der nogle gange noget der bare skal laves færdigt. Den anden ting er dét at være med til at udvikle på noget, du selv har været med til at skabe. Man laver noget for sig selv i stedet for andre – det er tilfredsstillende.

Man laver noget for sig selv i stedet for andre

09


i Raketfart

Nogle gange er det bare bedst at springe ud i det og få nogle erfaringer

Navn: Lars Alminde Uddannelse: Civilingeniør i processkontrol + ph.d Virksomhed: GomSpace Kontakt: www.gomspace.com Produkt/service: Nanosatellit-komponenter og -systemer Opstartsår: 2007

10

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Vi startede i 2001 efter Ørsted-projektet. Aalborg Universitet fik en lille pose penge til udvikling af “studenter-satellitter”, siden da stod den på satellitter for vores vedkommende, og på et tidspunkt fik vi lyst til at flytte det over i virksomhedsregi. Vi startede med at bygge komponenter, som printkort og den slags, for at sælge dem. Typisk til universitetsprojekter lig dem vi selv havde deltaget i. I dag er vi så småt ved at have den komplette løsning, så vi kan sælge en hel mission. Vi holder fast i den oprindelige idé og prøver at få gjort noget kommercielt ud af nano-satellitter. - Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Der gik faktisk kun et par måneder, men det var konsulenttjenester, vi udbød i første omgang. Det tager tid at udvikle produkterne, men vi kunne så sælge vores kompetencer imens og på den måde få erfaring med at drive forretning. - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Den største udfordring er, når du kommer fra et ingeniørstudie, og måske aldrig har været i en virksomhed før – andet end i forbindelse med studiejob, så er det at finde ud af, hvordan du driver den virksomhed. - Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Ork ja, masser af ting! Nogle gange er det bare bedst at springe ud i det og få nogle erfaringer, så kan det være undervejs, man skal stoppe op og se, hvor man kan få relevant hjælp til de problemer, der ikke umiddelbart lader sig løse.

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Der er ikke specielt mange virksomheder, som beskæftiger sig med rumfart og nano-satellitter her i Danmark, og på det tidspunkt heller ikke i Europa, ergo var det begrænset med arbejdspladser. Så det var motivationen for selv at starte noget. For at få viden om virksomhedsopstart var vi optaget på Inkubatorforløbet, som dengang hed Kickstart, hvor vi blev præsenteret for blandt andet forretningsplaner. I det hele taget var det et vigtigt skridt imod at danne os et overblik over hele den side af virksomheden, som ikke har med ingeniørarbejde at gøre. - Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Hver gang vi sælger noget! Vi har lige fået et stort projekt ved Højteknologi Fonden, der kommer til at løbe her henover de næste år, dét bliver spændende. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Der er stadigvæk en lille del i Aalborg, ellers regner vi med at rykke mod udlandet, hvor der er nogle bedre rammebetingelser indenfor vores felt. Vi starter inden længe op i USA, hvor vi nu sender en mand over for at søge partnerskaber og kunder med henblik på en evt. egentlig etablering i USA. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Det er, at man arbejder med lige det, man brænder for! Selvom nogle af de opgaver man skal løse hver dag, nogle gange kan føles mere som en nødvendighed, f.eks. administration, så arbejder man med noget, man selv har valgt.

11


et plaster på hjertet Inkubatorordningen var rigtigt vigtigt for at kunne vurdere mulighederne i opfindelsen Navn: Samuel Schmidt Uddannelse: Civilingeniør i sundhedsteknologi Virksomhed: Acarix Kontakt: sschmidt@hst.aau.dk Produkt/service: Akustisk plaster for diagnosticering af koronararterie sygdom Opstartsår: 2009

12

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Vi havde fundet en ny måde at undersøge hjertesygdomme på, en måde hvorpå vi, ved hjælp af computer-metoder, kan lytte os frem til forkalkninger osv. Først gik ideen ud på at optage lyden elektronisk med et klassisk stetoskop, men i dag har vi fundet frem til en løsning med et plaster, der sættes på ved hjertet. På den måde minimerer man udefrakommende støj, og målingen kan foregå præcist og hurtigt.

- Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Vi startede samarbejdet med Coloplast i 2008, og oprettede virksomheden i 2009. Der er blevet fremstillet en prototype, indtil videre en temmelig kluntet en af slagsen, men vi håber på, at kunne have et færdigt produkt klar om cirka tre år. Jeg gik videre med projektet i en ph.d. og arbejder i dag som post. doc. på universitetet. Der er blevet oprettet en virksomhed, som arbejder videre med teknologien og ejes af henholdsvis Coloplast, universitetet og en smule af jeg selv. - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Den største udfordring har været, at i og med at det, vi laver, er helt nyt og usikkert, så kan det være svært at holde momentum i projektet.

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? At vi havde held til at finde investorer. Samarbejdet med Coloplast er utrolig vigtig for realiseringen af projektet. Inkubatorordningen var rigtigt vigtigt for at kunne vurdere mulighederne i opfindelsen. Blandt andet fordi vi fik vejleding i forretningsplans-udvikling, og samtidigt havde vi adgang til laboratorier. Således kunne vi vurdere teknologien både forretningsmæssigt og teknisk. - Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Det har været at få nogle flere ansat på projektet. Vi er tre på universitetet og tre på virksomheden, så nu begynder det at ligne noget! Da vi endvidere har fået Coloplast på projektet og fået ca. 14 millioner i forskningsmidler fra Højteknologifonden. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Hvis det går rigtig godt, har vi plasteret på markedet om cirka tre år – det håber vi på. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Jeg kan godt lide at få ideer og være iværksætter, men jeg er ikke forretningsmand. Den del interesserer mig ikke. Jeg trives rigtig godt i den tidlige fase af projekterne.

- Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Jeg kunne have sparet kræfterne med at lave business plans i starten og sprunget direkte ud i forskningen, men det viste sig værdifuldt og hjalp med at overtale investorerne. Derudover er der nogle tekniske ting.

13


Ét klik til byen

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Vores koncept ligner meget det, vi startede ud med faktisk. Vores oprindelige idé var at lave anmeldelser af alle barer, restauranter osv. i Danmark, og der er vi endt igen. Vi har prøvet en masse ting af undervejs – sms gateways og sådan nogle ting, men vi er gået tilbage til det, vi kan, det der virker – hjemmesiden. Vi skal bruge tiden her – på at optimere den og holde den opdateret.

- Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Vi startede egentlig med en anden hjemmeside først, der var afgrænset til Aalborgs værtshuse. www.9000bodega.dk – det var forløberen. Den nåede vi medierne med. Faktisk var der et ret stort hype omkring det, hvilket var lidt sjovt, og vi tænkte: “hvorfor ikke lave den større?”. Ni måneder efter havde vi været igennem Inkubatorforløbet og launchet Zityzen.

Navn: Tobias Christensen og Pia Simonsen Uddannelse: M.Sc. i Datalogi og M.Sc. International Teknologiledelse Virksomhed: Zityzen Kontakt: zityzen@zityzen.dk Produkt/service: Webside Opstartsår: 2008

14

- Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? En af vores største udfordringer er marketing – at komme ud med vores produkt og budskab, vi er mere koncept- og produktudviklere; det kan vi godt lide. Vi havde nogle kompetencer i forvejen, men har også haft brug for at lære meget undervejs, for eksempel i forhold til marketing. Igennem SEA fik vi nogle timer hos en marketingkonsulent, og hun hjalp os med at realisere nogle ideer. Vi lavede det hele selv, men vi trak på Inkubatorordningen i forhold til marketing og det formelle med hensyn til virksomhedsopstart. Uden dem havde projektet nok ikke vokset sig større end 9000bodega, det havde i hvert fald været en langsommere proces… - Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Fokuser på det man kan og lad være med at lege fancy. Det er okay at prøve ting af, men når vi kigger tilbage, har vi spildt megen tid på for eksempel sms-gateways, fordi vi ikke var gode til at sælge det, men vi tror helt sikkert, vi er blevet bedre.

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Det var det sidste år af datalogi, hvor vi havde en iværksætterlinje – ergo får du SU og samtidig undervisning i virksomhedsopstart. Den afgørende faktor for at Zityzen går fra at være hobby til virksomhed, er helt klart universitetet, der er masser af hjælp at hente. Inkubatorordningen kunne assistere med ting som årsregnskaber og lignende. De kunne fortælle: “Det er sådan her man gør..” – og vi havde et sted at starte. Det har gjort, at det er blevet mere professionelt – hurtigt.

- Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Det er svært at fremhæve en speciel succes, men generelt har bare det at have og drive en virksomhed været en succes for os. Vi syntes, det er fedt, når andre virksomheder kontakter os mht. Samarbejde, og når vi har præsenteret virksomheden for interesserede. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Vi har snakket om, at vi gerne vil sælge, hvis den blev stor nok – og starte noget nyt igen! Vi drømmer ikke om en stor virksomhed, så drukner friheden let i ansvar for medarbejdere og lange arbejdsdage.

Det er blevet mere professionelt – hurtigt

- Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Det fede er at starte ting op og at udvikle dem. Gerne sammen med andre med forskellige kompetencer. Nu arbejder vi i Silicon Valley i USA, hvor vi også plejer firmaet fra. Herovre er der stor respekt omkring, at vi er iværksættere, det er noget, der bliver refereret til igen og igen, så det ser også godt ud på CV’et. Firmaet har helt klart styrket vores selvtillid og givet os en ballast i forhold til at arbejde i et topprofessionelt miljø.

15


kommunikative tusindkunstnere - Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Firmaet Skjødt+Lauritsen var en lille “altmuligmaskine” i forhold til fjernsynsproduktion. Da vi startede var det på samme vilkår som de fleste iværksættere – det handlede om overlevelse. Vi solgte os som kommunikative tusindkunstnere, “vi har de her evner, brug dem til hvad I vil”. Langsomt finder vi ud af, hvad vi er bedst til, men da kommer finanskrisen som en force majeure. Vi må kigge indad og spørge os selv “vil vi fortsat tigge om at lave hvad som helst, eller koncentrere os om det vi synes er allersjovest – satire og den slags?” I dag har vi begge arbejde på DR’s Ramasjang. - Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? I og med vi ikke har ét samlet produkt, har det været en løbende proces. Vi har ikke haft ét stort projekt; måske en hemmelig drøm om en tv-serie, men vi ser os som håndværkere – vi vil bare gerne arbejde. Erfaringer gjort hen ad vejen gav os ballast til at nå nærmere drømmen. - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Den største udfordring er usikkerheden, “i dag har jeg noget at lave, men har jeg også det i morgen?” For at få én kunde skal du jagte 20. Og imens du arbejder for den ene kunde, skal du jagte de tyve næste. Faren ved at være nyopstartet selvstændig er, at du begejstres så meget over den ene opgave, at du sætter alle evner ind dér og glemmer at skaffe den næste kunde. Samtidig giver du 100 timer i stedet for de 20, der bliver betalt for – men så forventer kunderne også det næste gang. Det skal man passe på med fra start. En anden erfaring vi har gjort os er, at inspiration, gode intentioner og et godt venskab indbyrdes i firmaet – det er simpelthen bare ikke nok. Det er måske i virkeligheden det, SEA kan tilbyde; det bliver mere professionelt. Skæve mennesker der tænker udenfor boksen, de skal kobles sammen med folk, der kan finde ud af at tøjle det. Det er en utrolig ild og en utrolig drivkraft at have, men hvis den bare løber vild er der ingen retning i det, og så bliver det ikke til noget stort.

16

- Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Vi er smittet med en sygdom fra vores studie, som gør, at vi er for ydmyge og for høflige. Vi er vant til, at der er nogen, der lytter. Der er en mentalitet, der opfordrer til: fordyb dig, bliv dygtigere. Vi var overraskede over, at disse værdier tilsyneladende ikke blev værdsat i erhvervslivet – her handler det om salg, om at få opmærksomhed. Vi lærte at være mere pågående – mere provokerende. Vi fik rigtig meget ud af oplæggene i Inkubatorordningen i den forbindelse.

- Hvad har været afgørende for, at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Folk grinede af os på universitetet, for vi havde altid gang i noget andet end at læse. Vi vidste, at vi ville lave fjernsyn. Vi lavede kortfilm, tutorprojekter, små ting til forskellige kunder udenfor, teaterforestillinger, filme fodbold. Vi valgte vores egen vej og var præcise i vores ambitioner i forhold til, hvor vi gerne ville ende. - Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Et eller andet sted er det jo ironisk at sige, at den største succes, vi har haft med firmaet, er at opløse det, men det var adgangsbilletten til jobbet på DR’s Ramasjang. Den første dag vi var på DR, gik vi og alle vores nye kollegaer ned på vores gamle kontor og flyttede alt inventaret over. Det føltes som en symbolsk handling, og vi tænkte: “Det her er det næste niveau for, hvad vi har lavet indtil videre”. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? De evner, vi udviklede med firmaet, er efterspurgt inden for DR’s vægge. Vi regner stærkt med at få kontrakten forlænget, men viser det sig, at vi begge pludselig står uden arbejde, ville vi temmelig sikkert starte vores egen virksomhed op igen. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Det er, at du er selvstændig. Der er noget fedt i at se på kontoen og vide, at du har tjent hver eneste øre selv. Dét og så at kunne bestemme over sin egen tid, at man er sin egen chef. Friheden er fed, men det er også dér, usikkerheden ligger. Det er som at købe en lotto-kupon; man går og tænker “det her kan gå hen og blive til noget stort” og det er fedt at gå med den følelse, mens man stadig har energien til at kæmpe, at føle man satser lidt.

Der er noget fedt i at se på kontoen og vide at du har tjent hver eneste øre selv

Navn: Ole Skjødt og Rasmus Lauritsen Uddannelse: Humanistisk Informatik med en kandidat i medieret kommunikation Virksomhed: Skjødt+Lauritsen Kontakt: ole@brilleabe.dk / rasmusml@gmail.com Produkt/service: Kommunikationsopgaver, videoproduktion og tv-koncepter Opstartsår: 2008

17


BrightMind – indeed! Jeg jagter de opgaver jeg tror Pia på jeg er bedst Industrial designer ldeve otilpment at løse! pia@brightmind.dk

> op ortunity Navn: Pia Würtz Mogensen Uddannelse: M.Sc i Industrielt Design Virksomhed: BrightMind Kontakt: pia@brightmind.dk Produkt/service: Koncept- og produktudvikling af møbler og “consumerproducts” Opstartsår: 2010

18

ancy nsult

n co

desig

design consultancy

- Hvad var din oprindelige idé, og hvor er du i dag? Min oprindelige idé stammer tilbage fra marts 2010, hvor jeg sad med ideerne til et kontormøbel. Hen ad vejen ændrede og udviklede ideen sig, så i dag står jeg med en serie forskellige møbelelementer, der alle vil bidrage til et bedre kontormiljø. Møbelserien bygger på tanken om at skabe rum i rum og understøtte moderne arbejdsformer. Den består af få grundmoduler, som kan benyttes i flere sammenhænge og opfylde behovet for et varierende og fleksibelt arbejdsmiljø. Ideen er solgt til Danmarks største møbelproducent indenfor kontormøbler, Duba-B8, og første prototype påbegyndes til årsskiftet. Planen er at få serien ud på en række messer i ind- og udland. Indtil da er jeg i fuld gang med at hverve nye kunder og nye opgaver, hvor jeg håber, jeg kan byde ind med interessante koncepter til virksomheders produktportefølje. På nuværende tidspunkt fungerer mit designkonsulentfirma BrightMind dog som bibeskæftigelse, til jeg får fornemmelsen af, hvor det kan bære hen. Würtz Mogensen

- Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Det er svært at sige, hvad der kom først. Lysten til at starte virksomhed opstod under specialet, og da jeg fik mulighed for at komme på 11. semester på linjen Business +45 24631654 Development & Entrepreneurship og samtidigt blev optaget i Inkubatorordningen, tog tingene fart. Undervejs www.brightmind.dk udviklede jeg min møbelserie, og nu står prototypen, som sagt, for døren! - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt du den? Når man ikke længere er på SU og, med store ord: “skal bestemme sig for en retning i livet” hvor lægger man så lige fokus? Skal man kaste sig over jobsøgningen, starte egen virksomhed eller en kombination? Jeg erkendte, at det der interesserer mig faldt bedst i tråd med at blive iværksætter. Udfordringen herefter består i at turde tro på, at man kan. Tro på at jeg som nyuddannet har kompetencerne. Tro på at jeg kan noget andet end de tusindvis af erfarne designere, der allerede sidder derude. - Hvad har været afgørende for at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Et sundt netværk er absolut afgørende. Jeg fik ret hurtigt kontakt til firmaet Interform Collection, der tror på mine ideer og blandt andet arrangerer møder med producenter. Vi er blevet samarbejdspartnere, og de sonderer erfarent terrænet og skaber endnu flere kontakter.

- Hvad er den største succes, du har haft med din virksomhed? Kontraktskrivningen på min møbellinje var en stor sejr, hvor jeg virkelig fik armene op over hovedet! På studiet var opgaverne fiktive trods samarbejdet med virksomheder. At komme ud til en potentiel kunde, der tager dit arbejde seriøst, er en stor oplevelse som iværksætter! Forretningsudviklingschef Hans Christian Laursen fra Duba-B8 beskriver min møbelsvfffffffffferie som en unik møbelserie, der understøtter de mest fremsynede måder at arbejde og samarbejde på: “Der foregår mange forskelligartede aktiviteter i et morderne kontormiljø, og man skal hurtigt og nemt kunne skifte arbejdssituation. Det netop her, at denne møbelserie kommer til at gøre en forskel for mange virksomheder i fremtiden. Den kan også løse de udfordringer, mange af vore kunder har, med på den ene side at understøtte videndeling og projektarbejde, og på den anden side skabe plads til ro og fordybelse, uden at bygge faste vægge. Møbelserien er simpelthen bare utrolig fremsynet og fleksibel”. Dette er en stor kompliment til mit arbejde, og giver mig troen på, at jeg vil få succes med det, jeg beskæftiger mig med. - Hvor er din virksomhed om tre-fem år? Det ville være rart med en indkomst, der kan betale et kontor, en husleje og diverse udgifter! Jeg kunne også godt tænke mig at udvide horisonten og arbejde med udenlandske kunder. Stabsmæssigt har jeg ingen ambitioner; maks en enkelt person ansat. Som det ser ud lige nu, er forretningen meget personlig for mig, og jeg kan godt lide at have en finger med i det hele og være inde over alle processer. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Hvor klichéfyldt det end lyder, så er de fleksible arbejdstider en kæmpe bonus. Fra studiet er jeg vant til lange dage, og vanen med aftenarbejde har jeg taget med mig ud i mit professionelle liv. Derudover er muligheden for at fokusere på mine stærke sider til stede – jeg jagter de opgaver, jeg tror på, jeg er bedst til at løse!

19


Et nyt syn

- Hvad var jeres oprindelige idé, og hvor er I i dag? Vi startede seks mand på projektet tilbage på 9. semester. Dengang arbejde vi med smartphones og 3D-billeder i by-rum. Sidenhen fortsatte tre af os sammen på specialet, og vores idé udviklede sig til et arkitektonisk hjælpemiddel. Konceptet hjælper kommende, eller potentielle husejere, til at se deres bygning placeret på grunden, via en mobil skærm. De kan se deres hus i 3D og få en fornemmelse af, hvordan det kommer til at ligge på grunden, hvor stort det bliver, hvor solen er i forhold til rummene og den slags ting.

Du har fingrene nede i alt! Navn: Jacob Nørskov, Niels Husted, Kenneth Pedersen Uddannelser: Cand. IT i Softwarekonstruktion, BA. i Naturvidenskabelig Informatik Virksomhed: Livintu Kontakt: www.livintu.com Produkt/service: ArchiLens visualiseringssystem, General softwareudvikling med fokus på Android Smartphones Opstartsår: 2010

- Hvor lang tid gik der fra idé til start af virksomhed og til færdigt produkt? Den oprindelige prototype er netop lavet om, helt forfra, da den ikke var kommercielt parat, og vi udvikler fortsat på softwaren, der er markant anderledes, end da vi startede. Indtil videre har syv familier afprøvet systemet, alt i alt 40 personer, hvorfra vi har fået lutter positive tilbagemeldinger på deres oplevelser med metoden. - Hvad har været den største udfordring undervejs, og hvordan overvandt I den? Umiddelbart har der været to markante udfordringer. I starten var det en stor hurdle at få implementeringen af de mange forskellige softwaretyper på én platform til at gå op i en højere enhed. De største problemer har vi løst, og nu handler det kun om finpudsningen. Virksomhedsmæssigt er den største ufordring helt klart at få sin første kunde. Vi laver konsulentarbejde ved siden af, for at få virksomheden løbet i gang og skabt os et navn. Her laver vi normale applikationer til bl.a. smartphones og systemer, indtil vi får solgt vores egentlige idé. Dens system er så nyt, at virksomheder tøver med at indgå samarbejde, men vi tror på, at de får øjnene op for de muligheder, det giver indenfor branchen. - Set i bakspejlet, er der så ting, I ville have gjort anderledes? Når vi ser tilbage, kunne vi godt have været lidt mere målrettede. Vi har været lidt famlende og gået efter forskellige ideer. Egentlig skulle vi bare have oprettet virksomheden, dengang vi studerede, så vi allerede

dér kunne gå efter kunder og netværke. Vores erfaring er, at networking i det hele taget er uhyre vigtigt og en undervurderet disciplin, når man starter som grøn iværksætter. - Hvad har været afgørende for at planerne om at starte egen virksomhed blev realiseret? Al den positive feedback, vi fik under og efter specialet, var bestemt afgørende for vores lyst til at drive det videre. Vores vejledere opmuntrede os også til at bygge videre på projektet og gøre konceptet kommercielt. Vi har fået god hjælp af universitetet, hvor Inkubator har været en nyttig kilde til informationer og knowhow. Vi har især været begejstrede for de tilknyttede konsulenter, der har givet velplacerede skub i den rigtige retning. Vi er også tilmeldt 11. semester i Business Development & Entrepreneurship, der er oprettet i SEA regi. Det har vist sig som en god ordning, der er ideel at kombinere med virksomhedsopstart. - Hvad er den største succes, I har haft med jeres virksomhed? Vi forsøger at lande noget konsulentarbejde, og det er en lille sejr, hver gang vi får en opgave i hus. Helt konkret er øjeblikket, da vi vandt Infinit-prisen, for årets speciale 2010, meget stort for os. - Hvor er jeres virksomhed om tre-fem år? Vi vil bare gerne have et arbejde, hvor vi kan få lov til at lave ting, vi synes er interessante. Indtil videre har vi ingen ambitioner om ansatte, så længe der er udfordringer nok til os selv. - Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Du har fingrene nede i alt. Du laver både programmering, design, kundesamtaler – det hele. Det ville du ikke gøre i en stor virksomhed. Samlet set er det naturligvis friheden der gør det sjovt at være iværksætter.

21


Psst... – vil du være med

?

“Hvem ved hvad der venter” – betyder ikke “sæt dig ned og vent” Du har det hele – mulighederne, ideen, viljen og troen på det. Vi har Inkubator. Til dig. Dig der vil realisere og dig der vil bygge andet end luftkasteller.

Inkubator kickstarter din fremtid som selvstændig, vi fylder din værktøjskasse og afslører do´s and don’ts. Vi holder dig ikke i hånden, men sender dig heller ikke ud på slap line.

Bag Inkubator står et team af erfarne og kompetente rådgivere og mentorer, hvis hjerter banker for innovation og iværksætteri. Foran dig står døren åben, og vi glæder os til at byde dig velkommen.

sea.aau.dk


DEN EUROPÆISKE UNION Den Europæiske Socialfond


Inkubator Pralehæfte