Faglig årsberetning 2013

Page 1

Faglig Ă…rsberetning 2013 Kopenhagen Fur

Annual Report 2013 Kopenhagen Fur


Faglig Ă…rsberetning 2013 Kopenhagen Fur

Annual Report 2013

Kopenhagen Fur


Kopenhagen Fur

Agro Food Park 15 DK-8200 Aarhus N Danmark

Tlf.: e-mail:

72 13 28 00 pfl@kopenhagenfur.com

Faglig Ă…rsberetning 2013 Oplag: 300 stk. Forsidefoto: Anne Mette Graumann Typografi: Arial Layout: Mette Line Christiansen Tryk: KF/DPA Redaktion: Kopenhagen Forskning Redaktionen sluttede februar 2014


Forord Ved funktionschef Leif Bruun………....................5

Adfærd Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning inden fødsel og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse......................7-18 Jens Malmkvist

Avl og Reproduktion Gruppe-selektion mod bidmærker i gruppeindhusede minkhvalpe er effektivt…………..................................................19-24 Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

Genfinding og stabilitet af aminosyrer i minkfoder opbevaret ved forskellige temperaturer……………………..................................85-90 Marie Engbæk & Peter Foged Larsen Har drikkevandets surhedsgrad betydning for minkens vandindtag?…...........................91-96 Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen Effekt af vand vand i dieperioden............................................................97-100 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer………...101-108 Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Vi kan avle for mere sociale mink!.….……25-28 Steen H. Møller & Peer Berg

Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre…………………………………………..109-116 Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Ernæring og fodring

Sundhed

Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012……….……….29-40 Tove Clausen & Peter Foged Larsen

Rystemink………………………………....117-120 Mariann Chriél, Mette Sif Hansen, Elisabeth Holm, Gitte Larsen, Charlotte Kristiane Hjulsager, Heidi L. Enemark & Tim Kåre Jensen

Blåhvilling - ny råvare til minkfoder………......................................................41-46 Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen Reduceret protein til minktæver i parringsperioden………………….................................47-54 Tove Clausen & Peter Foged Larsen Selektion af de hvalpe der klarer sig godt på et lavt proteinniveau……………...........................................55-66 Tove Clausen & Peter Foged Larsen Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink….........................................................67-76 Birthe M. Damgaard, Peter Foged Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden…………………………………............77-84 Mette Skou Hedemann, Birthe M.Damgaard, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr..........................................................121-128 Louise G. Albrechtsen, Lars Andresen, Line Nielsen, Tina Struve, Carsten Riis Olesen, Sabine Bilk, Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer Sammenligning af analysemetoder til diagnostik af plasmacytose hos mink…………………..............................129-130 Tina Struve, Rebekka Dam-Tuxen, Jan Dahl, Trine Hammer Jensen, Thomas Dam-Tuxen & Leif Bruun Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivnings- og vækstperioden 2013 foreløbige resultater…………………...…131-138 Sofie Hansen, Louise Juel Krarup, Jens Frederik Agger, Karin Ullman, Kjell-Olof Hedlund, Jonas Klingström, Lars Andresen & Anne Sofie Hammer Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødeligheden hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)...................139-146 Anna Jespersen, Anne Sofie Hammer, Jens Freerik Agger & Henrik Elvang Jensen

3 Faglig årsberetning


Heling af sår hos farmmink (Neovison vision)………………………….147-154 Diana Mogensen, Tove N. Clausen, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensne, Fens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer Patologiske undersøgelser af reproduktionsorganer hos hanmink (Neovison vison) og associationer med kuldstørrelse og foreløbige resultater……………..…………………….155-160 Anne Sofie Hammer, Benitta Christensen, Jens Frederik Agger, Henrik Elvang Jensen & Tove N. Clausen Immunhistokemisk metode til påvisning af mink virus enteritis…………………….…161-162 Mette Sif Hansen, Mariann Chriél, Gitte Larsen, Elisabeth Holm & Tim Kåre Jensen Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg……………….………………..163-170 Mette Sif Hansen, Claudia Baule, Karin Ullman, Trine Hammer Jensen, Gitte Larsen & Mariann Chriél

Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr………………………………...171-178 Ramona Trebbien, Mariann Chriél, Tina Struve, Charlotte Kristiane Hjulsager, Gitte Larsen & Lars Erik Larsen

Driftsforhold Teknologieffekt ved forsuring af minkgylle……........................................................179-184 Marie Engbæk, Martin N. Hansen, Søren G. Rasmussen, Kirsten H. Melgaard, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning………………………..…....................185-192 Kirsten H. Melgaard, Martin N. Hansen, Marie Enbæk, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen Bidmærker på lædersiden af minkskind kan påføres ved mekanisk tryk.………………………………………….193-198 Steffen W. Hansen,Steen H. Møller & Birthe M. Damgaard

4 Faglig årsberetning


Forord Faglig Årsberetning 2013 indeholder 27 faglige artikler, som er et resultat af årets flotte indsats fra Kopenhagen Furs samarbejdspartnere på de danske universiteter såvel som Kopenhagen Furs egne medarbejdere i Forskning, Rådgivning og Diagnostik. Indholdet i Faglig Årsberetning 2013 har stor faglig bredde og dybde, således at artiklerne dækker alle faggrene både mht. grundforskning, metodeudvikling og undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse på danske minkfarme og fodercentraler.

Tak til konsulent Mette Line Christensen og sekretær Lone Geertsen for kritisk gennemlæsning og opsætning samt konsulent Anne Mette Grauman for årets forsidemotiv. Artiklerne fra Faglig Årsberetning 2013 findes desuden på Kopenhagen Furs hjemmeside, indeholdende farvebilleder. Med håbet om, at Faglig Årsberetning 2013 vil give dig et spændende og lærerigt overblik over årets faglige aktiviteter inden for mink, ønskes du rigtig god fornøjelse med læsningen.

Tak til alle bidragsydere til Faglig Årsberetning 2013 for Jeres arbejdsindsats gennem året og udarbejdelse af årets faglige indlæg.

Kopenhagen Fur, maj 2014

Leif Bruun Funktionschef for Diagnostik, Forskning og Rådgivning

5 Faglig årsberetning 2013


6 Faglig 책rsberetning


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse Jens Malmkvist Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Alle 20, AU-Foulum, 8830 Tjele. E-mail: jens.malmkvist@agrsci.dk Sammendrag Tæver bygger og vedligeholder rede mindst 1 måned inden fødsel, ved adgang til rigelige mængder af redebygningsmateriale. Tidspunkt for drægtige tævers flytning fra parringsbure påvirker ikke redens synlige omfang efter fødsel eller hvalpenes tilvækst de første 7 dage. Imidlertid har sent flyttede tæver koldere reder efter fødsel end hos de tidligt flyttede tæver, som udtryk for ringere yngelpleje/redekvalitet. Der er tendens til, at sen flytning medfører øget dødelighed blandt kuld som rammes af hvalpetab, og hvalpe fra både mellem og sent flyttede tæver vokaliserer mere (tegn på nød), når de testes væk fra tæven. Tæver flyttet omkring den 10. april har ca. 50% højere koncentration af hormonet cortisol i perioden inden fødsel i forhold til tæver, flyttet umiddelbart efter parring eller lige før fødsel. Dette tyder på forhøjet stress, da denne gruppe ikke har større kuld. Ifølge loven skal tæver indhuses med tomt bur medio april. Flytning lige efter parring er at foretrække, da der er negative effekter ved senere flytning, i særdeleshed, når dette sker omkring 10. april. Malmkvist, J. 2014. Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse. Faglig Årsberetning 2013, 718. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Mink dams build and maintain a nest at least 1 month prior to delivery, in case of access to abundant nest building material. The timing of moving mated dams from mating cages to delivery cages do not affects the visible size of the nest after the delivery or the growth in surviving kits. However after delivery, late moved dams had colder nests than nests of early moved dams. Late transfer tended to increase the mortality among litters affected by early mortality. Fewer kits from early transferred dams vocalise when away from the th female, tested day 5 after birth. Dams moved around April 10 had around 50 % higher concentration of the hormone cortisol during the period prior to delivery; this higher concentration was not due to a higher number of kits, and thus indicative of stress. In case females are to be moved, transfer just after mating is preferable, as negative effects were present following later times of movement, in particularly in case the move takes place th around April 10 . Malmkvist, J. 2014. Influence of timing of moving mink dams after mating on maternal stress, maternal care and early kit survival. Annual Report 2013, 7-18. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: kit vitality, kit growth, management, maternal behaviour, mink, Neovison vison, nest building, reproduction.

7 Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

Der er et potentiale for flere levende hvalpe i minkproduktionen (Gade & Malmkvist, 2004; Malmkvist, 2006). Fødselsproblemer bidrager til den tidlige hvalpedødelighed, og tæver i mellemhuld - i forhold til tynde eller fede – har lettere fødsler og færre døde hvalpe, inklusive færre dødfødte hvalpe (Malmkvist, 2005; Malmkvist et al., 2007). Dette bekræftes af observationer i praksis på flere minkfarme (Bækgaard et al., 2007). De nyfødte hvalpe er helt afhængige af tævens yngelpleje de første 4 til 6 uger af livet. Vi har tidligere påvist, at både fødslens forløb og den tidlige yngelpleje kan påvirkes af forhold op til og under fødslen. Således vil et godt redemiljø give færre fødselsproblemer, lavere koncentration af stresshormon hos tæven, bedre yngelpleje og flere levende hvalpe (Malmkvist & Palme, 2008). Adgang til flere typer af redematerialer kan desuden nedbringe den tidlige hvalpedødelighed yderligere efter fødsel (til under 5% i forsøg med førsteårstæver; Malmkvist & Lund, 2009; Lund & Malmkvist, 2012). På minkfarmen flyttes parrede minktæver fra parringsafsnittet ind i forberedte bure. I fødeafsnittet tildeles typisk mere redemateriale. Flytning af drægtige tæver er yderligere blevet udbredt som følge af bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr (Justits-ministeriet, 2006). Her kræves et tomt bur mellem avlstæver: ”§ 23. Avlstæver indhuses fra medio april og indtil fravænning af hvalpe/unger i hvert andet bur.” Imidlertid finder implantationen sted i april, i gennemsnit 16-24 dage inden fødslen. Det må antages, at flytning er en akut stressfaktor for tæverne, selvom de flyttes til et bedre miljø. ”Medio april” som nævnt i § 23, desuden ikke en præcis tidsangivelse og kan dække over en længere periode i april. I praksis varierer tidspunktet af flytningen af de drægtige tæver. Flere avlere fore-

trækker at flytte de drægtige tæver til fødselsafsnittet tættere på forventet fødedag, for at mindske stress omkring implantations-tidspunktet, således at flest fostre overlever til fødsel. Ifølge pelsdyrbekendtgørelsen skal mink have permanent adgang til halm (§ 20, uden angivelse af mængder), med yderligere tildeling i den periode hvor dyrene føder, jf. § 20, stk. 2. “Redekassen skal regelmæssigt forsynes med rigelige mængder af halm, og det skal sikres, at der er tilstrækkeligt halm, især i den periode, hvor dyrene føder, i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr.” Bekendtgørelsen nævner specifik tildeling i redekassen, selvom der er gode effekter af tildeling ude i buret, idet tæven selv bygger reden. Med hensyn til tidspunktet for tildeling af redebygningsmateriale har vi tidligere vist, at tæverne bygger rede i kassen allerede 3 til 4 uger inden fødslen, såfremt de har adgang til egnet redebygningsmateriale (som kan være andet end halm) i tilstrækkelig mængde. Heraf følger, at en senere flytning muligvis kan forstyrre redebygningen, med mulig negativ effekt for hvalpeoverlevelsen. Vi har i dag ikke viden baseret på systematiske forsøg om det optimale tidspunkt for flytning af drægtige minktæver til fødeafsnit; optimal med hensyn til både dyrenes velfærd og reproduktionsresultatet. Formål Formålet er at undersøge, hvorvidt tidspunkt for flytning efter parring og inden fødsel: Tidlig (lige efter parring 23. marts), Mellem (10. april) eller Sen (25. april) påvirker tævens stressniveau, yngelpleje og den tidlige hvalpevitalitet/overlevelse.

8 Faglig årsberetning


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse

Materiale og metoder I forsøget indgik 180 første-års tæver af brun farvetype fra produktionslinje, på forsøgsfarmen ved AU-Foulum, parret første gang 5.-9. marts og anden gang med samme han 8 dage senere.

bestemmelse af hvorvidt de var dødfødte eller levendefødte, samt registrering af skader. Lungeflydetest blev anvendt til at bestemme, om de havde trukket vejret eller ej.

De 180 dobbeltparrede minktæver blev tilfældigt fordelt – dog med hel og halvsøskende jævnt fordelt – på tre lige store grupper (n = 60):

 

"Tidlig", flytning til fødemiljø umiddelbart efter slutningen af parringsperioden, 23. marts; "Mellem", flytning til fødemiljø 10. april; "Sen", flytning til fødemiljø, 25. april.

12 10

Antal tæver

Tidlig flytning, 23. marts Mellem flytning, 10. april Sen flytning, 25. april

14

8 6 4 2 0

I gennemsnit skete "Tidlig" flytning på Dag -36, "Mellem" flytning på dag -18, og "Sen" flytning på Dag -3 i forhold til forventet fødedato. Figur 1 illustrerer fordeling af de tre grupper i forhold til faktisk fødsel, hvor fødedagen betegnes Dag 0. Minktæverne havde fri adgang til byghalm i buret til redebygning i fødemiljøet. Halmmængden blev kontrolleret og suppleret ude i buret 2 gange ugentlig. Tæver i parringsafsnit havde permanent adgang til byghalm i mindre mængder via dække over redekasserne. Registrering af fødselstidspunkt (24. april – 10. maj) skete dagligt kl. 910, 15-16 og 19-20. Flytning af hvalpe mellem kuld, placering af vildfarne hvalpe til rede og brug af varme til afkølede hvalpe (Castella & Malmkvist, 2008) blev ikke anvendt, for at opnå retvisende effekter på tæver og kuld. Døde hvalpe Dag 0-7 efter fødsel blev fjernet og obduceret for

-40

-35

-30

-25

-20

-15

-10

-5

0

Tidspunkt for flytning i forhold til fødsel, dage

Figur 1. Fordeling af fødende tæver i de tre behandlingsgrupper.

Fjorten ud af de 180 tæver var golde (7,8%), hvorved data reduceres til 166 fødende tæver (Tidlig: n = 54; Mellem: n = 58; Sen: n = 54). Fra disse tæver blev der observeret 1351 hvalpe (gennemsnit ± SD kuldstørrelse: 8,2 ± 2,17; range: 1-14), hvoraf 216 hvalpe (16,0 %) var dødfødte. To tæver fødte, men havde ikke levende hvalpe Dag 1 (Tidlig: 1 tæve, Sen: 1 tæve). Disse tæver er med i analysen indtil Dag 1, men ikke efter denne dag. Syv levende hvalpe fra 6 tæver (Tidlig: n = 3; Mellem: n = 1; Sen: n =2) blev flyttet til tæver udenfor forsøget, idet de blev fundet på gulv eller i gødningsrende. Disse flyttede hvalpe er inkluderet i analysen indtil flytning, hvorefter de regnes for døde. En oversigt over dataindsamling og tidspunkter kan ses i tabel 1.

9 Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

Tabel 1 Dataindsamling for tæver og kuld fra efter parring (28. marts) til dag 7 efter fødsel.

Data

Indsamlingstidspunkt

Kommentar

FCM

29/3, 9/4, 16/4, 24/4, 1/5

Gødningsprøve fra tæve, dag -1 og +6 i forhold til flytning fra parringsbur.

Tævens huld

28/3, 11/4, Dag 7 efter fødsel

Score 1-5: fra tynd til fed.

Klima i rede

20/4 – Dag 7 efter fødsel

Temperatur, fugt (n=30), måling hver 15 min. Rede uden mink som reference.

Redens omfang

Ugentlig 28/3 – 2/5, Dag 2 efter fødsel

Score 0-5: fra ingen til omfattende. Placering af rede (kasse, bur, begge steder).

Kuld født

Dag 0

Tegn på unger.

Hvalpe vægt

Dag 1, Dag 7 efter fødsel

Individuelt for hver hvalp. Køn bestemmes.

FCM

Dag 3 efter fødsel

Gødningsprøve fra tæve

Obduktion af døde

Dag 0 til og med Dag 7 efter fødsel

Bestemmelse af dødfødt eller ej vha. lungeflydetest som tegn på vejrtrækning.

Hvalp-i-nød test

Dag 5 efter fødsel

Tævens reaktion overfor egen hvalp ude i bur (n=152).

Antallet (n) angives når ikke alle forsøgets 166 fødende mintæver indgik. FCM: Faeces Cortisol Metabolitter.

Resultater og diskussion Fæces Cortisol Metabolitter (FCM) FCM afspejler koncentration af blodets indhold af hormonet cortisol med en tidsforsinkelse, valideret for hunmink (Malmkvist et al., 2011). Generelt bekræfter undersøgelsen for tidligt og sent flyttede tæver tidligere fund (Malmkvist & Palme, 2008) af stigende cortisol hos minktæver i de sidste uger op til fødslen/tidligt efter fødsel. Det kunne være interessant og relevant med opfølgende forsøg, hvor en kontrolgruppe af drægtige minktæver ikke blev flyttet. Flytningstidspunktet påvirkede udviklingen i FCM (P = 0,001), med undtagelse af første indsamlingsdag (29. marts, P > 0,80) og den sidste indsamlingsdag 3 dage efter fødsel (P = 0,054). Koncentration af cortisol inden fødsel var højest hos tæver, flyttet 10. april (tabel 2). Således har tæver flyttet 10. april næsten 50% højere koncentration

af stress-hormoner i ugerne inden fødsel end tæver flyttet lige efter parring. Mellem flyttede tæver har heller ikke en tydelig stigning i cortisol fra før til efter fødsel (tabel 2). Da cortisol er involveret i energiomsætning, kunne den højere FCM koncentration eventuelt afspejle en højere belastning hos tæver pga. flere hvalpe, hvilket kunne være positivt for produktionsresultatet. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der ses ingen tegn på flere hvalpe hos "Mellem" tæver – tværtimod. I gennemsnit var antallet af hvalpe lavere ved fødsel hos gruppen af tæver flyttet d. 10. april. Dette passer fint med hypotesen om, at omkring implantationen bør undgås. Reduktionen af den gennemsnitlige kuldstørrelse med 0,5 hvalp var dog ikke statistisk sikker (tabel 2), formentlig grundet den nærværende undersøgelse størrelse.

10 Faglig årsberetning


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse

Tævens huld Medianen for tævernes huld var 3 [3; 4] ved alle tre observationer i løbet af forsøget (tabel 1). Kun 2 tæver fik huldscore 5 i perioden inden fødsel, og ingen tæver var tynde (dvs. score 1-2). Flytningstidspunktet påvirkede således ikke tævernes huld, vurderet lige efter parring (28. marts, P = 0,84), midt i drægtigheden (11. april, P = 0.59) og 7 dage efter fødslen (P = 0,99).

allerede dagen efter de blev flyttet til det nye bur. Dette kan være udtryk for, at de har en særlig høj motivation for at bygge rede, som ikke har været opfyldt i den foregående periode. Efter fødsel var der ikke længere statistisk sikker forskel på redens omfang mellem de tre grupper, vurderet visuelt (P = 0,14, Figur 2). På den sidste dag med vurdering af reder inden fødsel (25. april), var der en positiv sammenhæng mellem redescoren og antallet af hvalpe, der blev født (P = 0,047). Dette kan tyde på, at tæver, som venter mange hvalpe, gør mere ud af redebygningen, hvilket muligvis kan være hormonelt styret. Baseret på denne model, fødes en ekstra hvalp pr. 0,03 enhed stigning i den gennemsnitlige redescore.

Redebygning og redeklima Hovedparten af tæverne (98,8%) havde rede i redekassen, og blot to tæver havde en rede ude i buret på dag 2 efter fødslen. Figur 2 viser redens omfang for de tre grupper. De tidligst flyttede tæver opretholdt en relativ konstant rede gennem hele perioden. Overraskende var tæver, flyttet den 10. april, i stand til at bygge større reder 4 Tidlig flytning, 23. marts Mellem flytning, 10. april b Sen flytning, 25. april 3

b

a b

Rede score

a a

a

a

2

1 b

b

b

b

c

c

c

0 28-03

04-04

11-04

18-04

Tid, dato

Dag 2 efter 25-04 fødsel

02-05

Figur 2. Redebygningsscore (gns ± se) vurderet ugentlig fra 28. marts til 25. april og dag 2 efter fødsel for de tre behandlingsgrupper. Score 0: ingen tegn på substrat manipulation, 1: hulning i rede bundlag med op til 5 cm sidevægge, 2: tydelig hulning med mere end 5 cm sidevægge uden toplag, 3: sidevægge og toplag til stede, men reden er ikke helt lukket, 4: helt lukket rede. Forskellige bogstaver (a, b, c) markerer statistisk sikker forskel (P < 0,05) mellem grupperne indenfor hver observation.

11 Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

Redetemperatur og fugt blev kun målt for en del af dyrene (alle fra gruppe "Tidligt" og "Sent") på grund af et begrænset antal termologgere til rådighed. Både redens temperatur og fugt ændrede sig i forhold til fødslen, (figur 3). Efter fødslen (dag 0-7) havde tidligt flyttede tæver i et gennemsnit over døgnet 2,7°C varmere rede (23,4 ± 0,54 vs. "Sent": 20,7 ± 0,52 °C, P = 0,002), hvorimod den relative fugtighed (RH) over døgnets 24 timer ikke var forskellig mellem de to grupper (P = 0,91).

halm. Selvom mink forholdsvist hurtigt kan bygge en rede (indenfor 1 dag efter flytning), så er det ikke sikkert, at reden opnår samme kvalitet. En anden årsag kan være, at sent flyttede tæver bruger mindre tid inde i reden efter fødslen, hvorved temperaturen også sænkes. Antallet af unger var ikke med statistisk sikkerhed forskellig mellem de to grupper, som havde termologgere i reden (Tidlig: 7,2 ± 0,72 vs. Sen: 5,7 ± 0.82, P = 0,18). Hverken antallet af unger eller rede-scoren, men udelukkende flytnings-tidspunktet, kunne forklare forskellen i redens målte temperatur. Uanset årsagerne for den højere temperatur i rederne, så er hvalpe fra tidligt flyttede tæver bedre beskyttet mod afkøling i den tidligere periode, som er kritisk for hvalpeoverlevelsen (figur 3).

Selvom der ikke var synlig forskel i redescoren efter fødsel (figur 2), så havde tidligt flyttede tæver varmere reder end hos de sent flyttede tæver (Tabel 2). Dette kan skyldes bedre redekvalitet, som følge af den længere periode med fri adgang til rigelige mængder af 26 Tidlig flytning, 23. marts Sen flytning, 25. april

o

Temperatur i rede, C

24

22

20

18

16

14

12 -6

-4

-2

0

2

4

Tid i forhold til fødsel, dage

12 Faglig årsberetning

6


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse

Tidlig flytning, 23. marts Sen flytning, 25. april

Relativ fugtighed i rede, %

75

70

65

60

55

-6

-4

-2

0

2

4

6

Tid i forhold til fødsel, dage Figur 3. (a) temperatur og (b) relativ fugtighed i rede (gns ± se) pr. døgn, i forhold til tidspunkt for fødsel dag 0, målt for gruppe Tidligt (n = 13) og gruppe Sent (n = 14) flyttede tæver. Efter fødslen havde de sent flyttede tæver en højere temperatur (P = 0,002) i rederne. Der var ingen forskel på redernes relative fugtighed (% RH, P = 0,91).

Den laveste redetemperatur målt pr. døgn var koblet med den højeste tidlige hvalpedødelighed dag 0-7 (P = 0,034). Dette støtter teorien om at tidlig hvalpedødelighed skyldes underafkøling og mangel på maternel yngelpleje. Redens temperatur eller hvalpenes overlevelse var derimod ikke korreleret med omgivelsernes ydre temperatur (P > 0,76, temperatur range: 5,5 – 22,5 °C), målt i rede i et tomt bur uden mink. Reproduktion og hvalpedødelighed Andelen af goldtæver var ikke forskellig mellem de tre grupper (Tidlig: n = 6, Mellem: n = 2, Sen: n = 6; P = 0,29), ligesom flytningstidspunktet ikke påvirkede drægtighedens varighed (tabel 2; range 40-51 dage efter anden parring) eller det total antal fødte hvalpe (tabel 2; range 1-14). Dødeligheden blandt levendefødte hvalpe indtil dag 7 efter fødsel var i gennemsnit 14-18% (tabel 2). På grund af fordelingen af disse data, med

ca. halvdelen af kuldene uden tab af levende hvalpe, var det vanskeligt at finde en passende statistisk model. Derfor blev analysen udført på (1) andel af kuld med og uden døde levendefødte hvalpe (alle kuld), samt (2) dødeligheden for levendefødte hvalpe indtil dag 7, for de kuld som blev ramt af dødelighed (n = 92, tabel 2). Der var ingen forskel i antal af kuld med og uden døde levendefødte hvalpe (Tidlig: 50,9%, Mellem: 49,1%, Sen: 55,6%; P = 0,79). Otte tæver mistede alle deres hvalpe inden dag 7 (Tidlig: 3,8%, Mellem: 3,5%, Sen: 7,4%). Der er tendens til, at tæver, som flyttes sent, taber flere hvalpe, såfremt de rammes af hvalpetab (tabel 2). Dødeligheden blandt de levendefødte indtil dag 7 var positivt korreleret med antallet af dødfødte hvalpe (r = 0,45, P < 0,001; begge variable ikke korrelerede med det totale antal af hvalpe født P > 0,26) i kuldet. Dette tyder på, at den sene prenatale og den tidlige postnatale dødelighed er del af samme 13

Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

problem. Dvs. tæver, som ikke har dødfødte (46,7% af kuldene, interval blandt resten: 9,1 – 88,9% dødfødte hvalpe) oplever også en lavere dødelighed for deres levende hvalpe efterfølgende.

i forhold til startvægten i løbet af den første uge. Der var ingen forskel på hvalpenes tilvækst mellem de tre behandlinger. Hvalpe, som døde indenfor de første 7 dage, indgår naturligvis ikke i disse data for tilvækst.

Hvalpe vægt og vækst dag 1-7 efter fødslen Levende hanhvalpe var marginalt (i gennemsnit 3,6%) tungere end hunhvalpe dag 1 (han interval: 6,5 – 19,5 g, hun interval: 6,0 – 16,0 g). Et fælles hvalpe gennemsnit uanset køn ses i tabel 2. Hvalpenes vægt dag 1 falder med stigende antal hvalpe i kuldet (P < 0,001), og stiger med drægtighedens varighed (P = 0,003). Baseret på modellens estimater, falder den gennemsnitlige hvalpevægt med 0,35 g pr. ekstra hvalp, som fødes i kuldet, mens hvalpevægten stiger med 0,16 g pr. ekstra dag inden fødsel. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at de mindre hvalpe er mere udsatte for varmetab og for at dø (Malmkvist, 2006). Den tidlige tilvækst er høj (tabel 2). Hvalpene voksede i gennemsnit 180%

Kønsfordelingen i kuldet Procenten af dødfødte hvalpe var ikke forskellig mellem de tre flytningstidspunkter. Derimod blev kønsfordelingen blandt de dødfødte og blandt de levende hvalpe dag 1 påvirket af tævens flytningstidspunkt (tabel 2). Bemærk, at en skæv kønsfordeling blandt dødfødte ikke nødvendigvis slår igennem i køns-fordelingen blandt de levende, da procenter tages af forskellige antal – der er langt færre dødfødte end levende hvalpe. Sen flytning, 25. april, giver en markant højere andel af hanner blandt dødfødte hvalpe, mens flytning 10. april giver en lavere andel af hanner blandt levende hvalpe dag 1.

14 Faglig årsberetning


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse Tabel 2. Effekter af tidspunkt for flytning af tæver til fødeafdeling

Tidlig, 23. marts

Mellem, 10. april

Sen, 25. april

P-værdi

FCM inden fødsel, ng/g

40,5 (5,62) a

59,9 (5,33) b

43,0 (5,60) a

0,002 *

FCM dag 3 efter fødsel FCM, ng/g

76,4 (14,15)

47,5 (13,76)

75,3 (14,15)

0,054

Drægtighedens varighed, dage

45,1 (0,28)

45,1 (0,27)

45,4 (0,28)

NS

Antal hvalpe pr. kuld

8,4 (0,30)

7,9 (0,29)

8,3 (0,30)

NS

Dødfødte, %

15,9 (2,96)

16,7 (2,83)

15,2 (2,93)

NS

14,5 (3,41)

13,9 (3,36)

18,0 (3,48)

-

28,9 (4,91)

28,5 (4,83)

42,7 (5,13)

0,085

Kønsratio, % hanner -dødfødte

42,7 (7,86) a

43,7 (7,72) a

71,5 (8,84) b

0,031

-levende hvalpe dag 1

50,2 (7,62) a

40,4 (7,58) b

50.2 (7,25) a

0,027

-levende hvalpe dag 7

54,0 (3,24)

49,1 (3,07)

53,9 (3,24)

NS

Hvalpevægt dag 1, g

11,2 (0,25)

11,1 (0,24)

11,5 (0,25)

NS

Hvalpe tilvækst dag 1 til 7, g

20,9 (0,66)

20,0 (0,63)

20,3 (0,66)

NS

20,7 (0,52) b

0,002

Dødelighed blandt levendefødte alle kuld, dag 0 til 7, % x

Dødelighed blandt levendefødte i ramte kuld, dag 0 til 7

Rede temperatur dag 0 til 7, °C Tid før tæver henter hvalp dag 5, s Tæver som ikke henter hvalp, % Hvalp kalder dag 5 test, % a, b

23,4 (0,54) a

39,0 (3,88)

33,0 (4,83)

40,2 (4,83)

NS

2,1

3,9

6,7

NS

16,7 a

41,2 b

40,0 b

0,015

Forskellige bogstaver markerer statistisk sikker forskel (P < 0,05) mellem grupperne.

NS: ikke statistisk sikker forskel, P > 0,10. x

Kuld uden døde levendefødte hvalpe ikke medtaget, hvilket reduceret antallet af kuld til 92.

*Interaktion mellem behandlingsgruppe og tid, dvs. de tre grupper udvikler sig forskelligt over tid. Værdien dækker over flere målinger i ugerne inden fødsel. †

Overlevelsesanalyse, som tager hensyn til censorerede data, dvs. inklusive tæver som ikke henter hvalp.

Det kan tyde på, at hanner har en øget tidlig følsomhed for at dø, således at færre hanner er levende dag 1 efter fødsel, når flytningen sker 10/4, og at særligt hanhvalpe dør lige inden eller under fødslen, når flytningen (d. 25/4) sker tæt på fødsel. Den præcise forklaring kender vi ikke i dag.

15 Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

Hvalp-i-nød test dag 5 efter fødsel Tidligere undersøgelser har vist at belastede tæver i et dårligt redemiljø – f.eks. udelukkende træspåner – er langsommere til at hente hvalp tilbage til reden, når de testes dag 5. Hvalp-inød test dag 5 viste, at flytningstidspunktet ikke påvirkede tævernes reaktionshastighed, når en hvalp placeres udenfor reden (tabel 2).

Mellem flytning (omkring implantationstidspunktet) giver højere koncentration af stresshormoner inden fødsel, og ingen stigning efter fødsel, i forhold til tæver fra de to andre grupper. Denne gruppe har en relativt lav gennemsnitlig kuldstørrelse på 7,9 i forhold til de to andre grupper. Det kan ikke anbefales at flytte tæver omkring den 10. april.

Som tidligere fundet henter tæverne hvalp af hunkøn før hvalp af hankøn. Denne forskel er ikke på grund forskelle i kropsvægt, som var ens på testdagen (han: 23,5 ± 0,66 g, hun: 23,4 ± 0,68 g). Mere eller tidligere vokalisering hos det ene køn kan heller ikke forklare den større opmærksomhed tæverne rettet mod en hunhvalp udenfor reden.

Samlet set, med den viden vi har i dag, er tidlig flytning at foretrække af hensyn til tæven og kuldet. Sen flytning kan være problematisk i forhold til pelsdyrbekendtgørelsens § 23, vedr. krav til avlstævers indhusning fra medio april. Det kunne være relevant at revurdere/kvalificere timingen nævnt i denne lovparagraf baseret på yderligere undersøgelser af optimal management på minkfarme.

Færrest hvalpe fra de tidligt flyttede tæver vokaliserede (tabel 2). Dette tolkes som et tegn på "veltilpashed", med det vi kender til hvalpes vokalisering (Malmkvist & Houbak, 2000; Clausen et al., 2008; Brandt et al., 2013). Konklusion og perspektiver Minktæver bygger og vedligeholder rede mindst 1 måned inden fødsel, hvis de flyttes til miljø med fri adgang til redebygningsmateriale. Tidspunkt for drægtige tævers flytning påvirker ikke redens synlige omfang efter fødsel. Imidlertid har sent flyttede tæver koldere reder end de tidligt flyttede tæver efter fødslen. Sen flytning kan medføre forhøjet dødelighed blandt kuld, som rammes af hvalpetab (tendens P = 0.085). Hvalpe, fra tidligt flyttede tæver, vokaliserer mindre når væk fra rede, når de testes dag 5, hvilket tolkes som tegn på mere veltilpasse hvalpe hos denne gruppe i forhold til hos de to andre grupper.

Forsøget blev udført med førsteårs tæver, hvilket er et naturligt sted at begynde, da alle tæver skal gennem det første avlsår, og effekterne/dødeligheden forventes at variere mest for netop denne gruppe af avlstæver. Der er flere forhold vedr. flytning og redemiljø, som er relevant at undersøge yderligere for at få flest vitale hvalpe til at overleve fremover – herunder er der ikke behov for at undersøge flytning omkring 10. april, som må frarådes, ligesom flytning tæt på fødsel (1-11 dage i nærværende undersøgelse) ikke er optimal. Anerkendelse Tak til Birthe Houbak, samt til Erik Decker, Nathalia H. Andersen, Toke M. Schou, i forbindelse ved dataindsamling i 2012, samt til Gert Richelsen, Mogens Olesen og Henning H. Jakobsen, forsøgsfarmen på Foulum. Projektet var støttet med midler fra Pelsdyrafgiftsfonden.

16 Faglig årsberetning


Sammenhæng mellem tidspunktet for flytning efter parring og tævernes stress, yngelpleje og hvalpenes tidlige overlevelse

Referencer Brandt, C., Malmkvist, J, Nielsen, R. L., Brande-Lavridsen, N. & Surlykke, A. 2013. Development of vocalization and hearing in American mink (Neovison vison). J. Exp. Biol. 216, 3542-3550. Bækgaard, H., Hansen, M.U., Larsen, P.F. & Sønderup, M. 2007. Sammenhæng mellem tidlige hvalpedød og minktævers huld og aktivitet i perioden fra februar til fødsel. Faglig Årsberetning 2007, 109-116. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Holstebro, Danmark. Castella, A. & Malmkvist, J. 2008. The effect of heat incubators on chilled mink kits. Appl. Anim. Behav. Sci. 113, 265-269. Clausen, K.T., Malmkvist, J. & Surlykke, A., 2008. Ultrasonic vocalisations of kits during maternal kit-retrieval in farmed mink, Mustela vison. Appl. Anim. Behav. Sci. 114, 582-592. Gade, M. & Malmkvist, J. 2004. Ny viden om minkfødslen. Temadag om mink, DJF rapport 208, 33-42.

Malmkvist, J. & Houbak, B. 2000. Measuring maternal care in mink: Kit retrieval test. Scientifur 24, 159-161. Malmkvist J. & Lund V. H., 2009. Forsøg med yngelpleje og hvalpeoverlevelse hos mink. Temadag om Mink, september 2009, DJF Aarhus universitet. Malmkvist, J. & Palme, R. 2008. Periparturient nest building: implications for parturition, kit survival, maternal stress and behaviour in farmed mink (Mustela vison). Appl. Anim. Behav. Sci. 114, 270-283. Malmkvist, J., Gade, M. & Damm, B. I., 2007. Parturient behaviour in farmed mink (Mustela vison) in relation to early kit mortality. Appl. Anim. Behav. Sci. 107, 120-132. Malmkvist, J., Jeppesen, L.L. & Palme, R. 2011. Stress and stereotypic behaviour in mink (Mustela vison): A focus on adrenocortical activity. Stress, 14: 312-323.

Justitsministeriet, 2006. Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr, BEK nr. 1734 af 22/12/2006. Lund, V. H. & Malmkvist, J. 2012. Influence of nest box environment on kit survival. Proceedings of the Xth International Congress in fur animal production. Vol. 36, 78-83. Malmkvist, J. 2005. Hvordan tilgodeser vi bedst minks redebygning? Temadag om mink. DJF intern rapport 227, 2031. Malmkvist, J. 2006. Små mink – store udfordringer. Nyt om den tidlige hvalpedødelighed. Temadag om mink. DJF rapport, husdyrbrug nr. 2, 6-11.

17 Faglig årsberetning 2013


Jens Malmkvist

18 Faglig 책rsberetning


Gruppe-selektion mod bidmærker hos minkhvalpe indhuset i grupper er effektivt, men ukendte miljøfaktorer er også vigtige Steen H. Møller & Steffen W. Hansen Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postbox 50. 8830 Tjele Email: steenh.moller@agrsci.dk Sammendrag Et selektionsforsøg har påvist en høj arvbarhed for bidmærker, hvis det sociale samspil mellem mink der er indhuset i grupper inddrages i selektionen. Imidlertid faldt antallet af bidmærker ikke hos mink indhuset i grupper selekteret for lav forekomst af bidmærker, mens antallet steg hos gruppemink i den uselekterede kontrollinje. Andre faktorer end de genetiske må dermed også have betydning i praksis. Vi testede en hypotese om, at tidlig udsætning af hvalpe giver færre bidmærker end sen udsætning af hvalpe i gruppeindhusning, både på forsøgsfarmen i Foulum og på en privat farm. Hypotesen må afvises, da tidspunktet for udsætning ikke havde nogen klar effekt på antallet af bidmærker hos unge mink. Den forventede effekt blev fundet på tæver, men ikke hos hanner i Foulum, mens den modsatte effekt blev fundet på hanner på den private farm, mens der ikke var effekt på tæverne. Vi leder derfor videre efter betydende management- og miljøfaktorer med indflydelse på antallet af bidmærker hos mink. Møller, S.H. & Hansen, S.W. 2014. Gruppe-selektion mod bidmærker hos minkhvalpe indhuset i grupper er effektivt, men ukendte miljøfaktorer er også vigtige. Faglig Årsberetning 2013, 1924. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract A selection experiment have demonstrated a high heritability for bite marks in mink, if the indirect social effects between group housed mink is included in the selection. The number of bite marks was, however, not reduced in the group housed mink selected for few bite marks, while the number increased in the unselected control line. Thus, other factors are also important in practice. We tested the hypothesis that early separation of mink kits into group housing reduces the number of bite marks compared to late separation. The hypothesis was tested at the research farm in Foulum and at a private farm simultaneously. We reject the hypothesis as the date of separation had no clear effect on the number of bite marks in juvenile mink. The expected effect was seen in the females but not in the males at Foulum, while the opposite effect was seen in males on the private farm, where no effect was seen in females. Therefore the search for influential management and environmental factors that affect the number of bite marks in mink continues. Møller, S.H. & Hansen, S.W. 2014. Group selection against bite marks in group housed juvenile mink is efficient, but unknown environmental factors are also important. Annual report 2013, 19-24. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Group-selection, indirect genetic effects, mink, group housing.

19 Faglig årsberetning 2013


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

Baggrund Ved gruppeselektion inddrages både direkte og indirekte genetiske effekter mellem mink, der er indhuset sammen i en gruppe. De direkte effekter er betydningen af minkens egne gener på, hvor mange bidmærker den får, mens de indirekte effekter er betydningen af det sociale samspil mellem minkene i gruppen. Ved de indirekte effekter har de første tre generationer af nærværende selektionsforsøg vist sig at øge arvbarheden til mere end det dobbelte i forhold til den traditionelle direkte effekt (Alemu et al., 2014). Dermed kan bidmærker bekæmpes effektivt gennem målrettet gruppeselektion mod antallet af bidmærker. Selvom effekten af selektionen viste sig ved, at forskellen mellem selektions- og kontrollinjen steg år for år, var der ikke var nogen signifikant udvikling i antallet af bidmærker i selektionslinjen, mens det samlede antal bidmærker steg i kontrollinjen. Der er således andre, ikke genetiske, faktorer i spil, med lige så stor betydning for antallet af bidmærker i gruppeindhusning. Det er afgørende at finde disse faktorer, hvis antallet af bidmærker skal reduceres effektivt gennem selektion. Forsøgsprocedurerne er ikke ændret fra år til år, men på baggrund af stigningen i antal bidmærker i kontrollinjen er det nærliggende at antage, at der ligger en ukendt miljøfaktor bag udviklingen. En undersøgelse i praksis (Hansen & Møller, 2012) viste stor forskel mellem farme i antallet af bidmærker hos gruppeindhusede mink. Undersøgelsen antydede, at sen udsætning af hvalpe i grupper kunne være en årsag til øget aggression og antal bidmærker. Formålet med denne undersøgelse var derfor at teste hypo-tesen, at antallet af bidmærker øges ved sen udsætning i gruppeindhusning.

Metode og materiale Antallet af bidmærker blev kategoriseret fra 0 = ingen bidmærker til 9 ≥ 45 bidmærker i nakke-, krops- og haleregionen. Avlsdyrene blev udvalgt blandt hvalpe indhuset parvis på baggrund af summen af bidmærker hos kuldsøskende indhuset gruppevis med 2 hanhvalpe og to tævehvalpe pr. bur (Berg et al., 2011). I denne fortsættelse af selektionsforsøget blev halvdelen af hvalpene i selektions- og kontrollinjerne sat ud i etagebure med 2 hanhvalpe fra et kuld og to tævehvalpe fra et andet kuld i ugen efter fravænning, og inden hvalpene blev 9 uger omkring den 1. juli (Tidligt), mens den anden halvdel blev sat ud på tilsvarende vis efter hvalpene var 11 uger omkring den 15. juli (Sent). Kuldene blev tilfældigt fordelt på tidlig og sen udsætning. Der blev i alt bedømt bidmærker i 167 skind fra tidlig udsætning og 192 skind fra sen udsætning fra forsøgsfarmen i Foulum. For at øge styrken af forsøget blev de samme udsætningstidspunkter testet på en privat farm, med både gruppeindhusede og parvist indhusede hvalpe. Der blev her bedømt bidmærker i 195 skind fra tidlig udsætning og 193 skind fra sen udsætning. Resultater Selektion Selektionen virker fortsat, og summen af bidmærkescore i selektionslinjen er nu kun halvdelen af summen i kontrollinjen. Selv om forskellen mellem selektions- og kontrollinjen øges over år for både hanner og tæver, er summen af bidmærkescore imidlertid steget hos både hanner og tæver i kontrollinjen, mens den er nærmest uændret hos både hanner og tæver i selektionslinjen (Figur 1).

20 Faglig årsberetning


Gruppe-selektion mod bidmærker hos minkhvalpe indhuset i grupper er effektivt, men ukendte miljøfaktorer er også vigtige

Figur 1. Sum af bidmærkescore i nakke-, krops- og haleregion for hanner og tæver fra selektions- og kontrollinjen i gruppeindhusning 2009-2012.

Udsætningstidspunkt I selektionsprojektet på Foulum var der ingen forskel i antal bidmærker for tidligt og sent udsatte hanner, mens tidligt udsatte tæver havde signifikant færre bidmærker end sent udsatte tæver (Figur 2). På den private farm havde tidligt udsatte hanner signifikant højere bidmærkesum

end sent udsatte hanner, mens der ingen forskel var i bidmærkesum for tidligt og sent udsatte tæver (Figur 3). Bidmærkesummen for parvist indhusede hvalpe var en fjerdedel for hanner og en tredjedel for tæver i forhold til gruppeindhusning. Der var ingen forskel mellem tidlig og sen udsætning i par (Figur 3).

21 Faglig årsberetning 2013


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

Figur 2. Sum af bidmærkescore i nakke-, krops- og haleregion for tidligt og sent udsatte hanner og tæver fra selektionsprojektet i Foulum 2012. NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem de to grupper. *: signifikant forskel mellem de to grupper (P<0,05).

Figur 3. Sum af bidmærkekategori i nakke-, krops- og haleregion for tidligt og sent udsatte hanner og tæver i hhv. grupper og par på privat farm 2012. NS: ingen signifikant forskel mellem de to grupper. **: signifikant forskel mellem de to grupper (P<0,01).

22 Faglig årsberetning


Gruppe-selektion mod bidmærker hos minkhvalpe indhuset i grupper er effektivt, men ukendte miljøfaktorer er også vigtige

Diskussion Vi må afvise hypotesen om, at antallet af bidmærker øges ved sen udsætning i gruppeindhusning, da der ikke var nogen generel effekt af udsætningstidspunktet på antallet af bidmærker. Tidlig og sen udsætning havde forskellige effekter for hanner og tæver på både forsøgsfarmen og den private farm, men effekterne var modsatrettede. Vi har ikke noget bud på en management- eller miljøfaktor der kan forklare denne forskel i resultat mellem de to farme. Tidlig og sen udsætning havde ingen effekt på bidmærker i parvist indhusede hvalpe, og som vanligt var niveauet signifikant lavere end i gruppeindhusning for begge køn. Den tidlige udsætning var en uge før normalt (omkring 8. juli) mens den sene var en uge efter normalt i selektionsforsøget. Ved både tidlig og sen udsætning var der flere bidmærker end året før. Det tyder på, at det er andre faktorer end udsætningstidspunktet, der påvirker antallet af bidmærker. Der har siden 2009 været et stigende antal forsøg med forskellige aktiviteter, videoovervågning, adfærdsregistrering, skift af berigelse m.m. i den hal, gruppeselektionsforsøget foregår i på Foulum. Det kan derfor ikke udelukkes, at minkene har oplevet og været påvirket af et varierende aktivitetsniveau. Den generelle aktivitet i forbindelse med gruppeindhusning bør derfor indgå i kommende undersøgelser. På baggrund af den høje arvbarhed ved gruppeselektion (Alemu et al, 2014) er det forventeligt, at selektionen giver stigende forskel mellem selektions- og kontrollinjen. Dette blev bekræftet af, at scoren for bidmærker, efter 4 års selektion, kun var halvdelen af scoren i kontrollinjen. Det var imidlertid også ventet, at selektionen ville føre til et fald i bidmærker i selektionslinjen, men det skete kun i begrænset omfang og de første år af forsøget. Da forsøgs-procedurerne er uændre-

de fra år til år, viser stigningen i den uselekterede kontrollinje, at der må være en ukendt miljøfaktor, der øger antallet af bid-mærker i kontrollinjen og opvejer effekten af selektion i selektionslinjen. Det er påvist, at bidmærker rent faktisk er mærker efter bid afgivet under minkenes pelsskifte (Hansen et al., 2013), men en så nøje vurdering af antallet af bidmærker, som er foretaget i dette selektionsforsøg, er ganske arbejds-krævende. Desuden kræves en individuel identifikation af minkene gennem aflivning og pelsning, så man kender slægtskabet mellem de bedømte skind og de mink, der skal selekteres iblandt. Til gengæld vil det være forholdsvis simpelt at vurdere om, der er få, nogen eller mange bidmærker i et skind, og en sådan vurdering vil muligvis kunne auto-matiseres som en del af pelsnings-processen. Det er også muligt, at der er andre fysiske, adfærdsmæssige eller genetiske egenskaber, der er korreleret til antallet af bidmærker, men som er lettere at kvantificere. Den aggression, der giver anledning til dannelsen af bidmærker, er imidlertid meget vanskelig at observere direkte (Jeppesen, 2013). Indtil videre er en vurdering af antallet af bidmærker derfor det bedste kriterie, for at avle for mere sociale mink. En hurtig kategorisering i 2-3 niveauer vil formodentlig være tilstrækkelig, men der arbejdes videre på at definere lettere anvendelige kriterier for at avle for mere sociale mink i gruppeindhusning. Konklusion Gruppeselektion mod bidmærker virker, og forskellen mellem antallet af bidmærker i selektions- og kontrollinjen øges år for år. Formodentlig på grund af fælles miljøfaktorer ledte dette desværre ikke til et fald i antallet af bidmærker i selektionslinjen. Desværre kunne forsøget ikke bekræfte antagelsen om, at tidlig udsætning generelt giver færre bidmærker end sen udsætning.

23 Faglig årsberetning 2013


Steen H. Møller & Steffen W. Hansen

Afklaringen af hvilke faktorer, der øger antallet af bidmærker ved gruppeindhusning bør fortsætte og inddrage forstyrrelser eller anden påvirkning af minkene gennem efteråret, med henblik på at minimere niveauet af bidmærker ned mod niveauet i parvis indhusning.

Årsberetning 2012, Forskning. s. 7-14.

Anderkendelser Projektet var samfinansieret via innovations-loven af FødevareErhverv under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kopenhagen Forskning og Aarhus Universitet. Referencer Alemu, S.W., Bijma, P., Møller, S.H., Janss, L. & Berg, P. 2014. Indirect genetic effects contribute substantially to heritable variation in aggression-related traits in group-housed mink. Genetic Selection Evolution (Accepted). Berg, P., Møller, S.H. & Alemu, S.W. 2011. Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater fra første generation. I: Peer Berg (red). Temadag om aktuel minkforskning. Aarhus Universitet, Forskningscenter Foulum (Intern rapport; 109). s. 48-52. Hansen, S.W. & Møller, S.H., 2012. Mink's adaptation to group housing in practice. Proceedings of the Xth International Scientific Congress in fur animal production. Scientifur Vol. 36 (3/4): 350359. Hansen, S.W., Møller; S.H. & Damgaard, B.M. 2013. Mekanisk tryk i minkskind giver bidmærker. I DCA rapport nr. 028. Red. S.W Hansen, S.W & B.M. Damgaard: Temadag om Aktuel Minkforskning. September 2013. Århus Universitet. s. 62-67. Jeppesen, L.L. 2013. Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning. (Selection by means of behavioural criteria for adaptation of mink to group housing.) Faglig 24 Faglig årsberetning

Kopenhagen


Vi kan avle for mere sociale mink! Steen H. Møller1 & Peer Berg1,2 1

Aarhus Universitet, Forskningscenter Foulum, Blichers allé 20, Post boks 50, 8830 Tjele, Danmark Nordic Genetic Resource Center, P.O.box 115, 1431 Ås, Norge E-mail: steenh.moller@agrsci.dk 2

Sammendrag Sociale interaktioner er almindelige hos dyr og kan påvirke mange vigtige produktionsegenskaber. I takt med at en større del af minkene går i gruppeindhusning er sociale interaktioner, ikke mindst aggression, blevet vigtigere at undersøge i minkproduktion. Forskere fra Aarhus og Wageningen universitet har undersøgt hypotesen om at en større del af den samlede variation i bidmærker skyldes genetiske effekter når man inddrager sociale interaktioner i form af indirekte genetiske effekter. Undersøgelsen viste, at bidmærker bedømt i de skrabede skind ved pelsning i stort omfang skyldes indirekte genetiske effekter, som følge af sociale interaktioner mellem gruppefæller. Summen af direkte og indirekte genetiske effekter forklarede en stor del af variationen i bidmærker. Det betyder at der effektivt kan selekteres for mink der dels bliver mindre bidt og dels bider gruppefæller mindre. Berg, P., Alemu, S.W., Møller, S.H., Janss, L. & Bijma, P. 2014. Vi kan avle for mere sociale mink! Faglig Årsberetning 2013, 25-28. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Social interactions are common in animals and may affect many important production traits. As the number of group housed mink increases, social interactions such as aggression, has become increasingly important to investigate. Researchers from Aarhus and Wageningen university have tested the hypothesis that a larger part of the total variation in bite marks is genetic when social interactions are included as indirect genetic effects. The investigation shows that bite marks scored in the scraped skin at pelting is largely due to indirect genetic effects caused by social interactions between mink in the group. The sum of direct and indirect genetic effects explained a large part of the variation in bite marks. Therefore, mink that receive fewer bites and bite their cage mates less can be efficiently selected. Berg, P., Alemu, S.W., Møller, S.H., Janss, L. & Bijma, P. 2014. We can breed for more social mink! Annual report 2013, 25-28. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Mink, Bite marks, Group selection, Indirect genetic effects.

25 Faglig årsberetning 2013


Steen H. Møller & Peer Berg

Hvorfor avle for mere sociale mink? Sociale interaktioner er almindelige hos dyr (Frank, 1998). Eksempelvis kan sociale interaktioner påvirke foder-optagelse og vækst hos svin (Arango et al. 2005; Chen. et al. 2008), resultere i dødelighed forårsaget af kannibalisme hos æglæggende høner (Muir, 1996), aggression og halebidning ved blanding af grise (Turner et al. 2010), øge konkurrencen mellem fisk (Moav and Wohlfart, G.W., 1974), og resultere i bidmærker hos mink (Hansen and Damgaard, 1991; Damgaard and Hansen, 1996; Pedersen and Jeppesen, 2001; Møller et al., 2003).

genetiske effekt ikke kun påvirker dyrets egen præstation, men også påvirker alle dyrets gruppefæller. Det kan altså forventes, at en større del af den samlede variation skyldes genetiske effekter, når man inddrager de indirekte genetiske effekter.

Effekten af sociale interaktioner er blevet vigtigere i minkproduktion i takt med, at en større del af dyrene går i gruppeindhusning. Det er vist, at gruppeindhusning øger aggression og resulterer i flere bidmærker og sår (Pedersen and Jeppesen, 2001; Møller et al., 2003; Hanninen et al., 2008a; Hanninen et al., 2008b). Der er evidens fra andre arter for, at avl kunne være en strategi for selektion af mere sociale mink. Avl for dyr, der får færre bidmærker og/eller giver færre bid, kunne være en strategi for reduktion af forekomsten af bidmærker ved gruppeindhusning.

Resultater for bidmærker registreret ved pelsning Der er tidligere beskrevet resultater fra et selektionsforsøg imod bidmærker hos mink (Berg et al., 2011). Disse data er analyseret med henblik på at kvantificere betydningen af direkte og indirekte genetiske effekter på bidmærker hos mink (Alemu et al, 2014). I alt indgik data fra 1985 mink, der var afkom af 136 hanner og 349 tæver. Ved udsætning blev minkene placeret i gruppeindhusning med to hanner fra et kuld sammen med to tæver fra et andet kuld. Data er indsamlet i 2009, 2010 og 2011. Ved pelsning blev antal bidmærker bedømt på lædersiden, henholdsvis i nakken, på kroppen og i haleregionen.

Genetiske modeller for interaktioner mellem dyr Traditionelt har genetiske modeller kun set på effekten af dyrets egne gener på de egenskaber, man er interesseret i, med undtagelse af modeller, som også beskriver en effekt af moderens gener på afkommets præstation. Disse modeller har ignoreret, at der er sociale interaktioner mellem dyrene. Den genetiske del af disse sociale inter-aktioner kaldes indirekte genetiske effekter (Griffing, 1967). Disse effekter beskriver, at en del af miljøvariationen kan tilskrives det sociale miljø i form af de andre dyr i gruppen, og dermed også har en arvelig komponent. Det, der måles, skyldes dels minkens egne gener, dels gener hos de øvrige mink i gruppen. Man kan også sige, at et dyrs

På samme måde som i traditionelle genetiske modeller beskrives den del af den samlede variation, der skyldes dyrets egne gener, som heritabiliteten (h2). Den samlede genetiske variation, der skyldes både dyrets egne gener og effekten af dyret på dets gruppefæller beskrives med T2.

Der blev sammenlignet modeller, der henholdsvis ignorerede og inkluderede indirekte genetiske effekter. Uanset hvor på kroppen bidmærkerne blev målt, var det den model, der tog højde for indirekte genetiske effekter, der bedst beskrev data (Alemu et al, 2014). Af tabel 1 fremgår den estimerede heritabilitet og andelen af den totale variation, der beskrives af genetiske effekter (T2). Heritabiliteten var lav og viser, at minkens egne gener havde en indflydelse på i hvilket omfang den bliver bidt, men indflydelsen var lille. Den totale genetiske

26 Faglig årsberetning


Vi kan avle for mere sociale mink!

variation var betydeligt større og viser, at indirekte genetiske effekter havde en stor effekt på forekomsten af bidmærker (Alemu et al, 2014). Tabel 1. Heritabilitet (h2) og samlet genetisk varians (T2)for bidmærker i henholdsvis nakke, krop og hale samt hele kroppen. Estimat + SE. (fra Alemu et al, 2014).

Nakke

Krop

Hale

Alle

hˆD2

0,07±0,10

0,07±0,03

0,06±0,02

0,10±0,03

Tˆ 2

0,47±0,08

0,67±0,21

0,41±0,06

0,61±0,08

Parameter

Den genetiske korrelation mellem den direkte og den indirekte genetiske effekt, var positiv i intervallet 0,55 til 0,90. Der var altså en stærk favorabel sammenhæng mellem den effekt, en mink havde på antallet af egne bidmærker, og bidmærker på gruppefællerne. Denne sammenhæng kan beskrives som kooperativ, hvilket vil sige, at mink, der er genetisk disponeret for at bide mindre, også er genetisk disponeret for at blive bidt mindre (Alemu et al, 2014).. Implikationer Påvisningen af, at indirekte genetiske effekter har så stor betydning for antallet af bidmærker, er afgørende for muligheden for at avle imod denne egenskab. At de indirekte genetiske effekter beskriver så stor en del af den samlede variation betyder, at der er betydeligt større muligheder for at ændre egenskaben ved selektion, end hvis man alene ser på heritabiliteten og den direkte genetiske effekt. Som også påvist i det selektionsforsøg, der dannede baggrund for analysen, så er der gode muligheder for at påvirke antallet af bidmærker ved avl. Dette skyldes, dels at der er en favorabel sammenhæng mellem direkte og indirekte genetiske effekter, dels at avlsfremgangen vil blive større, hvis der tages højde for de indirekte genetiske effekter og disse inddrages i avlsarbejdet. Hvorvidt antallet af bidmærker er det bedste kriterie for at avle for mere sociale

mink, kan imidlertid ikke konkluderes fra denne undersøgelse. Det er påvist, at bidmærker rent faktisk er mærker efter bid afgivet under minkenes pelsskifte (Hansen et al., 2013). En så nøje vurdering af antallet af bidmærker, som er foretaget i dette selektionsforsøg, er ganske arbejdskrævende, og der skal derfor findes mere anvendelige indikatorer, der kan anvendes som selektionskriterie, hvis selektionen skal udbredes i praksis. Baseret på analysen af bidmærker kan det konkluderes, at der effektivt kan avles for mink, der dels selv får færre bidmærker og dels giver færre bidmærker hos gruppefæller. For flere detaljer henvises til Alemu et al. (2014). Referencer Alemu, S.W., Bijma, P., Møller, S.H., Janss, L. & Berg, P. 2014. Indirect genetic effects contribute substantially to heritable variation in aggression-related traits in group-housed mink (Neovison vison). Genetic Selection Evolution. (Accepted). Arango, J., I. Misztal, S. Tsuruta, M. Culbertseon and W. Herring, 2005 Estimation of variance components including competitive effects of Large White growing gilts. J Anim Sci 83: 1241-1246. Berg, P., Møller, S.H. & Alemu, S.W. 2011. Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater af første generation. Temamøde om Aktuel Pelsdyrforskning 2011. Intern rapport 109: 48-52 27

Faglig årsberetning 2013


Steen H. Møller & Peer Berg

Chen., C. Y., S. D. Kachman., R. K. Johnson., S. Newman. and L. D. V. Vleck., 2008. Estimation of genetic parameters for average daily gain using models with competitive effects. J Anim Sci 86: 2525-2530. Damgaard, B. M., and S. W. Hansen, 1996. Stress physiological status and fur properties in farm mink placed in pairs or singly. Acta Agriculturae Scandinavica Section a-Animal Science 46: 253-259. Frank, S. A., 1998. Foundations of Social Evolution. Princeton University Press, Princeton, NJ. Griffing, B., 1967 Selection in Reference to Biological Groups .I. Individual and Group Selection Applied to Populations of Unordered Groups. Australian Journal of Biological Sciences 20: 127. Hanninen, S., L. Ahola, T. Pyykonen, H. T. Korhonen and J. Mononen, 2008a. Group housing in row cages: an alternative housing system for juvenile mink. Animal 2: 1809-1817.

Moav, R., and Wohlfart.Gw, 1974. Magnification through Competition of Genetic Differences in Yield Capacity in Carp. Heredity 33: 181-202. Møller, S. H., S. W. Hansen and J. T. Sorensen, 2003. Assessing animal welfare in a strictly synchronous production system: The mink case. Animal Welfare 12: 699-703. Muir, W. M., 1996. Group selection for adaptation to multiple-hen cages: Selection program and direct responses. Poultry Science 75: 447-458. Pedersen, V., and L. L. Jeppesen, 2001. Effects of family housing on behaviour, plasma cortisol and performance in adult female mink (Mustela vison). Acta Agriculturae Scandinavica Section a-Animal Science 51: 77-88. Turner, S. P., R. B. D'Eath, R. Roehe and A. B. Lawrence, 2010. Selection against aggressiveness in pigs at re-grouping: practical application and implications for long-term behavioural patterns. Animal Welfare 19: 123-132.

Hanninen, S., J. Mononen, S. Harjunpaa, T. Pyykonen, J. Sepponen. 2008b. Effects of family housing on some behavioural and physiological parameters of juvenile farmed mink (Mustela vison). Applied Animal Behaviour Science 109: 384-395. Hansen, S. W., and B. M. Damgaard, 1991. Stress Physiological, Hematological and Clinical- Chemical Status of Farm Mink Placed in Groups or Singly. Acta Agriculturae Scandinavica 41: 355-366. Hansen, S.W., Møller; S.H. and Damgaard, B.M. 2013. Mekanisk tryk i minkskind giver bidmærker. I DCA rapport nr. 028. Red. S.W Hansen, S.W & B.M. Damgaard: Temadag om Aktuel Minkforskning. September 2013. Århus Universitet. 62-67. 28 Faglig årsberetning


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Fortsatte undersøgelser af protein og aminosyre tildelingen til brune og sorte mink i vækstperioden. Der blev anvendt 5 hold sorte mink á 150 hanner og tæver, samt 7 hold brune mink á 175 hanner og tæver. Protein tildelingen blev varieret mellem 32 og 24 OEp med og uden tilsætning af syntetiske aminosyrer og glukose. Foderregistreringerne viste kun små ændringer i kalorieoptagelsen, når proteinindholdet blev sænket, men et markant fald i proteinoptagelsen. Proteinbesparelsen, ved at anvende 32 OEp i juli, 30 OEp fra 10. august og 28 OEp fra medio september, frem for 32 OEp i hele perioden, var 8 – 9%, og det havde ingen negativ betydning for skindstørrelse og kvalitetsparametre. En yderligere sænkning i protein til 32 OEp i juli, 26 OEp fra 10. august og 24 OEp fra medio september, frem for 32 OEp i hele perioden, gav en proteinbesparelse på 13 – 15%, men samtidig en tendens til et fald i skindkvaliteten. Der blev observeret hyppigere tilfælde af fedtlever i holdene med lavere protein end kontrolholdet. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Reduceret protein til minkhvalpe i vækst og pelssætningsperioden 2012. Faglig Årsberetning 2013, 29-40. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Continued studies on protein and amino acid requirement in the growing-furring period in brown and black mink. Five groups of black mink (150 males and females) and 7 groups of brown mink (175 males and females) were used for the study. The protein content varied between 32 and 24 MEp (metabolisable energy from protein) with or without addition of synthetic amino acids or glucose. The feed registration showed only small variations in the uptake of calories when the protein content was reduced, but a marked reduction in protein uptake. Reducing protein from 32 MEp in the whole period to 30 MEp from August 10 and further to 24 MEp from mid-September, reduced protein uptake by 8 – 9 per cent, and had no negative effect on skin size and quality. A further reduction in protein to 26 MEp from August 10 and 24 MEp from mid-September, reduced protein consumption by 13 – 15 per cent, but also a tendency towards reduced skin quality. Fatty liver increased with decreasing protein content in the feed in the low protein groups. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Reduced protein to mink kits in the growing furring period 2012. Annual Report 2013, 29-40, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: protein, growing-furring, black, brown

29 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Baggrund Det er i tidligere forsøg vist, at 32 OEp (omsættelig energi fra protein) i juli giver den bedste tilvækst i juli, men at 29 OEp i juli ikke reducerer skindstørrelsen til pelsning, når bare kulhydratniveauet ikke er for højt (højst 18 OEk) (Clausen et al., 2008). Resultater med brune mink fra vækstperioden 2010 (Clausen et al., 2012b) viste, at 28 OEp fra medio juli til medio august og dernæst 24 OEp frem til pelsning gav lige så store skind som kontrolholdet, men en lidt reduceret skindkvalitet med flere flade og færre fyldige skind end kontrolholdet (32 OEp gennem hele perioden), måske som følge af et for lavt indhold af protein eller visse aminosyrer i juli måned. Effekten af lavt proteinniveau i den tidlige vækstperiode kan være en forstyrrelse i dannelsen af anlæg til dækhår, samt underuldens længde og fiber tykkelse (Rasmussen & Børsting, 1997). Resultaterne fra 2010 blev bekræftet i vækstperioden 2011 både for brune og sorte mink (Clausen et al., 2013). Dog således, at skindene ved reduceret protein i de brune var signifikant længere end i kontrolholdet, mens der ikke var signifikant lavere skindkvalitet. For de sorte mink forholdt det sig derimod omvendt. Skindenes fylde i 2010 var påvirket af proteinniveauet, der var således en del flere fyldige og færre flade skind i kontrolholdet frem for lavprotein holdene. I 2010 og 2011 (Clausen et al., 2012a; 2013) var der i midlertid reduceret

krav til visse aminosyrer i 24 OEp blandingerne (2010: met, his, phe, leu, ile, og val; 2011: his, leu, ile, val). Hvorvidt dette er årsagen til de lavere kvaliteter, kan ikke udelukkes, hvorfor kravene til disse aminosyrer ikke kan sænkes på nuværende tidspunkt. Tidligere undersøgelser har vist, at vi kan sænke andelen af energien fra protein fra medio september til 25 OEp, uden negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Hejlesen & Clausen, 1999; 2000; 2001), dog i nogle tilfælde med en tendens til en lidt reduceret kvalitet (Hejlesen et al., 1998; Clausen et al., 2006). De bedste skindkvaliteter blev fundet ved 18 OEk, ved øget tilsætning af kulhydrat var der faldende skindkvalitet. Da vi fortsat skal optimere foderets proteinindhold, er det nødvendigt fortsat at undersøge aminosyre- og proteinbehovet i vækstperioden samt få klarlagt, om de samme proteinbehov gør sig gældende til sorte som til brune mink. En for hurtig reduktion i juli, ser ikke ud til at være hensigtsmæssigt, hvorfor forsøg i 2012 har en mere gradvis nedgang. Materiale og metoder Der blev anvendt 5 hold sorte mink á 150 155 hanner og tæver samt 7 hold brune mink á 175 hanner og tæver. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1.

30 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012

Tabel 1. Forsøgsopstilling til sorte (70 - 74) og brune (20 - 27) mink i vækstperioden 2012, tabellen viser andelen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat i de forskellige perioder for alle hold. gradvis overgang 1/7 → 15/7

10/8 – 15/9

15/9 - pelsning

K1 (70 og 20)

40 → 32:53:15

32:50:18

32:50:18

K2 (71 og 21)

40 → 32:53:15

30:52:18

28:54:18

Slut (72 og 22)

40 → 32:53:15

26:56:18

24:58:18

40 → 32:53:15

26:56:18

24:58:18

Slut_glu (74 og 24) # §

40 → 32:53:15

26:56:18

24:58:18

28-26+as (25) #

40 → 28:57:15

26:56:18

24:58:18

28-24+as (26) #

40 → 28:57:15

24:58:18

24:58:18

LavP (27) *

40 → 28:57:15

20:60:20

20:60:20

Hold

start niveau

Slut_as (73 og 23) # 40:45:15

* delt op efter 15/9 (Damgaard et al., 2014) # aminosyrer op til normen (Sandbøl & Lassén, 2006) i 24 OEp blandingerne (tilsætning af met, phe, val, ile, leu, his) § iblanding af 0,5% dextrose (glukose) fra 15/9

Daglig fodertildeling blev registreret med farmpilot og total fodertildeling pr. dyr beregnet for at se, om der var forskel i energioptagelsen ved forskelligt proteinindhold i foderet. Hvalpene blev sat i forsøgshold sidst i juni. Første uge af juli startede foderproduktionen op, dog således at der foregik en gradvis overgang fra fodercentralfoder (start niveau 40:45:15) til forsøgsfoder i løbet af de to første uger af juli. D. 15/7 var der således 32 OEp i foderet til alle hold på nær 3 brune hold (25, 26 og 27), hvor OEp var 28. Det ene kontrolhold i begge farvetyper (K1) fortsatte på 32 OEp til pelsning, derudover var der ligeledes i begge typer et kontrolhold (K2) med 32 OEp indtil 10/8, dernæst 30 OEp til 15/9 og 28 OEp til pelsning. Tre hold Slut, Slut+as og Slut+glu i hver farvetype blev reduceret fra 32 til 26 OEp d.10/8 og yderligere til 24 OEp fra d. 15/9 til pelsning. I 2010 og 2011 blev kravet til nogle aminosyrer sænket i 24 OEp blandingerne. Da vi ikke med sikkerhed kan

vide, hvorvidt det sænkede krav er den egentlige årsag til den lavere kvalitet i disse grupper, eller hvorvidt det er et lavere proteinindhold i juli, hæves kravene igen til gældende norm (Sandbøl & Lassén, 2006) for his, leu, ile og val i nogle af holdene. Til Slut+as og Slut+glu holdene blev således tilsat aminosyrer op til gældende norm i 24 OEp blandingerne. Derudover blev der tilsat 0,5% dextrose i Slut+glu holdene fra 15/9 til pelsning, for at se om det havde nogen betydning for forekomsten af fedtlever. De tre brune hold, der fik 28 OEp fra 15/7 (28-26+as (hold 25), 28-24+as (hold 26), LavP (hold 27)) blev yderligere reduceret til hhv. 26, 24 og 20 OEp i august, og til hhv. 24, 24 og 20 fra 15/9 til pelsning. I 24 OEp blandingerne blev der tilsat aminosyrer op til normen. LavP holdet blev delt i små hold d. 15/9, og blev anvendt til afprøvning af forskellige behandlingsmetoder mod fedtlever, samt til biokemiske undersøgelser af fedtlever, undersøgelser af metabolomics samt E-vitamin i foder og blod. Resultaterne fra disse ses af

31 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Damgaard et al. (2014) og Hedemann et al. (2014). Foderplanerne ses af tabel 2. Råvarerne blev analyseret før forsøgsstart, forsøgsholdenes fodersammensætning blev kon-

trolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske jævnligt gennem perioden. Samleprøver af foderet for de relevante delperioder blev analyseret for aminosyreindhold.

Tabel 2. Foderplaner for vækstperioden, % iblanding af råvaren. Plantal samt analysetal. Energifordelingen af blandingerne henviser til tabel 1.

Blandingerne

32:53:1 5

32:50:1 8

30:52:18

28:57:15

28:54:18 26:56:18

24:58:18 20:60:20

Fiskeaffald 3-5 % fedt

18

10

10

15

5

5

5

4

Industrifisk 5-8 % fedt

25

15

22,6

25

23,7

12

12

10

Fjerkræaffald Løgstør

18,7

30

28,1

12

30

30

30

25

Makrelgraks

6

6

6

5

5

5

5

4

Lakseafskær

5,9

6

6

5

5

5

5

5

Ensilage Fishpro

6

7

7

6

6

5

5

4

Byg + Hvede

11,1

12,7

13,5

12,1

13,8

15,3

14,8

17,8

Kartoffel protein

1,42

0,80

0,80

1,77

0,50

2,51

0,52

0,50

Majsgluten

2

1,42

0,90

2

0,80

0,29

0,81

0,94

Blodmel Danfond

1,50

1,30

0,39

2

0,80

1,36

1,12

1

Soyaolie

2,62

1,89

2,12

4,52

2,55

4,87

4,49

6,17

Svinefedt

1,31

0,94

1,06

2,26

1,28

2,44

2,24

3,08

0,15

0,10

DL-met Phenylalanin

0,11 *

Valin

0,097 *

Isoleusin

0,097 *

Leusin

0,15 *

Histidin

0,036 *

Hemax

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Vit.-blanding

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Eddikesyre &

0,2

5,41

10,9

13,7

18,3

Vand

0,2 6,75

1,43

6,97

32 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012

Plantal Tørstof, %

40

40

41

41

41

44

42

44

Aske, %

2,67

2,54

2,61

2,31

2,36

2,21

2,18

1,91

Energiindhold, kcal / 100 g 191

181

189

205

193

213,47

205,8

220,7

32:53:15 32:50:18 30:52:18

28:57:15

28:54:18 26:56:18

24:58:18 20:60:20

Tørstof, %

38

39

39

41

39,7

42

42

43

Aske, %

2,6

2,5

2,4

2,5

2,5

2,1

2,2

1,9

Energiindhold, kcal / 100 g 180

174

178

203

185

203

204

210

28,5:56,5:1 5

25,5:56:18, 28:53:19 5

Energifordeling Analysetal

Energifordeling

30,5:50,5:1 32:53:15 32:49:19 9

20:58,5:21, 24:57:19 5

Der blev anvendt 2/3 soyaolie og 1/3 svinefedt hele perioden; følgende norm for g ford met / 100 kcal blev anvendt (Sandbøl & Lassén, 2006): 1/7 til 31/7 - 0,14; 1/8 til 24/9 - 0,16; 25/9 til 19/2 - 0,14; Der blev anvendt DL-met og der regnes kun med 50 % udnyttelse; * ingen tilsætning i Slut holdene (22 og 72)

Hanhvalpene blev vejet ved udsætning (10/7), 13/8, 12/9 og ved pelsning. Skindene blev længdemålt og sorteret på Kopenhagen Farm samt sendt til sortering på Kopenhagen Fur. I august (d. 14-15), september (d. 13-14), oktober (d. 8-11) og i forbindelse med pelsning (d. 12-15 dec.) blev der udtaget blodprøver fra nogle af holdene (se Damgaard et al., 2014; Hedemann et al., 2014). De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau ved beregninger over vægt og længde. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Ved skindkvalitet, farve og renhed blev anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Silkethed, fyldighed og metallic blev analyseret med proceduren PROBIT eller X2.

Resultater og diskussion Analyser af foderets kemiske sammensætning (tabel 2) viste generelt en god overensstemmelse med plantallene. I LavP delholdene var indholdet af mange af de essentielle aminosyrer, i overensstemmelse med forsøgsopstillingen, under behovet (met, trp, his, phe, tyr, leu, ile, val og arg) (ikke vist). I august var foderet til hold K2 (30:52:18) og Slut (26:56:18) under det forventede indhold af nogle af de essentielle aminosyrer (his, leu, ile, val), og en del under behovet for disse. Det ser ikke logisk ud, idet proteinindholdet er forholdsvis højt, og de øvrige aminosyrer passer godt til det forventede indhold. I de øvrige grupper med normalt protein-niveau var aminosyreanalyserne i over-ensstemmelse med plantallene, og over-holdt normen til aminosyrer i den pågældende periode (ikke vist). I de tilfælde, hvor der blev brugt tilsætning af syntetiske essentielle amino-syrer, var det ikke muligt at genfinde dem alle i 33

Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

analyserne (tabel 3). Slut (oktober uden as) og Slut+as (oktober med as) er begge fremstillet ud fra samme recept, eneste forskel er tilsætningen af aminosyrer. Ud fra sammenligning mellem de to hold, kan man ikke se, at der er tilsat his, leu og ile. De øvrige tilsatte aminosyrer (met, phe og val) fulgte plantallene.

De store udsving i aminosyreanalyserne i lavprotein holdene i forhold til plantallene, afspejler problemer med at genfinde tilsatte syntetiske aminosyrer (Engbæk & Larsen, 2013).

Tabel 3. Aminosyreanalyser (g fordøjelige aminosyrer pr 100 kcal) Slut (72, 22)

Slut+as (73, 23)

plantal (24:58:18)

analyse (23:57:20)

plantal (24:58:18)

analyse (24:56:20)

met

0,14

0,18

0,14

0,16

cys

0,072

0,074

0,069

0,067

lys

0,33

0,37

0,32

0,33

thr

0,21

0,21

0,20

0,20

trp

0,052

0,045

0,050

0,045

his

0,15

0,15

0,16

0,12

phe

0,25

0,26

0,29

0,28

tyr

0,19

0,16

0,18

0,16

leu

0,46

0,38

0,50

0,39

ile

0,23

0,22

0,26

0,22

val

0,32

0,29

0,35

0,40

arg

0,35

0,36

0,34

0,31

De aminosyrer der blev tilsat op til normen er markeret med fed

Fodertildelingen blev registreret for at se, hvorvidt vi sparer protein eller dyrene blot æder mere (tabel 4). En nedgang i foderets proteinindhold blev i denne undersøgelse især erstattet af en stigning i foderets fedtindhold og dermed en stigning i kalorieindholdet. Tildeling af foder til dyrene faldt dermed i alle hold i forhold til

kontrolholdt K1. Der så ikke ud til at være en øgning i kalorieoptagelsen der kunne kompensere helt for det lavere proteinindhold. Stigningen i kalorieop-tagelsen var på 3 – 5%, hvorimod faldet i proteinoptagelsen var på op til 19,9% i forhold til kontrolholdet K1.

34 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012 Tabel 4. Foderforbruget i gennemsnit pr dyr fra 17/7 til pelsning (registreret til 14/11 for brune mink og 30/11 for sorte mink). LavP udgik af forsøget 18/10 procent mindre end K1 gram

kcal

g protein

pct foder

pct kcal

pct protein

29780

51788

4519

28060

51027

4133

5,8

1,5

8,5

27840

54488

3927

6,5

-5,2

13,1

27675

54564

3895

7,1

-5,4

13,8

27160

54502

3821

8,8

-5,2

15,4

26666

53791

3743

10,5

-3,9

17,2

26155

53386

3619

12,2

-3,1

19,9

30510

52985

4619

28530

52055

4205

6,5

1,8

9,0

27855

54492

3907

8,7

-2,8

15,4

27870

55290

3912

8,7

-4,3

15,3

27465

55249

3844

10,0

-4,3

16,8

Brune (hold) K1 (20) K2 (21) Slut (22) Slut_as (23) Slut_glu (24) 28-26+as (25) 28-24+as (26) Sorte (hold) K1 (70) K2 (71) Slut (72) Slut_as (73) Slut_glu (74)

Vejeresultaterne ses af tabel 5. Alle hold på nær 28-26+as, 28-24+as og LavP fik den samme fodertildeling indtil 10/8. Der er således ingen logisk forklaring på, at holdene skulle have forskellig vægt allerede d. 13/8. I både sorte og brune er det især Slut_as og Slut_glu, der har haft en dårligere tilvækst end de øvrige hold. Fra 10/8 blev proteinindholdet i LavP holdet sænket markant i forhold til de øvrige

hold, dette hold vejede signifikant mindst ved vejning i september. LavP delholdene udgik af forsøget d. 18/10 på grund af problemer med fedtlever, derefter blev de fodret med fodercentralfoder indtil pelsning d. 12-15. december. Forskellen i vægte mellem de øvrige hold blev udlignet delvis til september, og ved pelsning var der ingen forskel i vægtene.

35 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Tabel 5. Vejeresultater for hanmink i vækstperioden 2012 antal dyr Udsætnings Augustvægt September tilvækst juli – 10/7 vægt 10/7 13/8 vægt 12/9 august Pelsvægt, g Brune (hold) K1 (20) 175 1148 (124) 2092 (192) a 2741 (289) ab 943 (126) a 3386 (386) K2 (21) 175 1145 (125) 2069 (198) ab 2723 (308) ab 924 (136) ab 3406 (398) Slut (22) 175 1144 (135) 2044 (195) bc 2768 (284) a 899 (121) bc 3485 (429) Slut_as (23) 175 1148 (131) 2017 (196) c 2704 (332) b 870 (142) d 3369 (433) Slut_glu (24) 175 1146 (133) 2037 (187) bc 2755 (309) ab 891 (123) cd 3357 (437) 28-26+as (25) 175 1145 (125) 2070 (212) ab 2752 (321) ab 925 (145) ab 3377 (484) 28-24+as (26) 175 1147 (127) 2088 (203) a 2758 (328) ab 940 (130) a 3416 (438) LavP (27) 175 1145 (120) 2034 (199) bc 2595 (406) c 890 (132) cd NS 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 NS (0,08) Sorte (hold) K1 (70) 155 1071 (112) 1873 (158) a 2393 (213) 801 (104) a 2774 (255) K2 (71) 152 1071 (107) 1871 (188) a 2398 (228) 801 (136) a 2800 (297) Slut (72) 152 1075 (115) 1875 (198) a 2404 (276) 800 (122) a 2747 (340) Slut_as (73) 154 1071 (133) 1822 (218) b 2349 (324) 751 (131) b 2782 (384) Slut_glu (74) 152 1075 (123) 1846 (194) ab 2361 (293) 771 (135) b 2770 (392) NS 0,02 NS 0,0005 NS Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Ved pelsning var der ingen forskel i skindlængden mellem holdene (tabel 6). Det er i tidligere forsøg vist, at 32 OEp i juli giver den bedste tilvækst, men at lavere proteinindhold i juli og august ikke reducerer skindstørrelsen til pelsning, når bare kulhydratniveauet ikke er for højt (Clausen et al., 2008; Clausen et al., 2012a). I 2011 gav en reduktion til 28 OEp allerede i juli Tabel 6. Skindlængde og kvalitet Længde, Kvalitet cm Brune (hold) K1 (20) K2 (21) Slut (22) Slut_as (23) Slut_glu (24) 28-26+as (25) 28-24+as (26)

94,3 (4,5) 94,1 (4,4) 94,5 (4,7) 94,1 (4,3) 94,2 (4,6) 93,8 (4,6) 94,4 (4,4) NS

6,9 (2,2) ab 7,2 (2,2) a 6,6 (2,4) bc 6,7 (2,2) bc 6,5 (2,4) bc 6,6 (2,3) bc 6,4 (2,2) c 0,02

Farve

2,89 (0,9) 2,86 (1,0) 3,03 (0,9) 2,95 (0,9) 3,11 (1,0) 3,10 (1,0) 3,09 (1,0) NS

endda længere skind ved pelsning i de brune mink, men ikke i de sorte (Clausen et al., 2013). Der er således ikke noget, der tyder på en negativ effekt på størrelsen, hverken i sorte eller brune mink, når vi sænker proteinindholdet medio juli til 28 OEp og yderligere reduktion til 24 OEp i september (med/uden opretholdelse af krav til aminosyrer). renhed

3,1 (1,0) 3,0 (1,0) 3,1 (0,9) 3,0 (0,9) 2,9 (1,0) 3,0 (1,0) 3,0 (1,0) NS

silkede, %

14,4 abcd 17,9 ab 11,5 bcd 7,9 d 16,2 abc 19,6 a 10,2 cd 0,02

Sorte (hold) K1 (70) K2 (71) Slut (72) Slut_as (73) Slut_glu (74)

fylde, % flade normale 6,9 4,7 6,6 7,3 10,2 13,2 9,6 NS

72,3 78,2 74,1 78,2 73,1 70,7 74,3

fyldige

20,8 17,1 19,3 14,6 16,8 16,2 16,2

87,6 (3,6) 6,8 (2,3) a 3,01 (1,0) 15,9 6,6 80,1 13,3 88,1 (4,0) 6,6 (2,4) ab 2,87 (0,9) 9,7 11,1 75,0 13,9 87,7 (4,6) 6,2 (2,5) b 3,00 (1,0) 9,1 12,6 81,1 6,3 88,0 (4,8) 6,7 (2,6) ab 3,01 (1,0) 13,5 8,5 82,3 9,2 87,5 (5,2) 6,2 (2,4) b 3,10 (0,9) 9,0 11,1 79,9 9,0 NS 0,05 NS NS NS Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

36 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012

Skindkvaliteten i de to kontrolhold K1 og K2 var bedst (tabel 6). I både sorte og brune mink gav 32 OEp i juli, med nedgang til 30 OEp fra 10/8 og 28 OEp fra 15/9 til pelsning (K2) med overholdelse af aminosyrenormen i hele perioden (Sandbøl & Lassén, 2006) lige så god kvalitet som 32 OEp i hele perioden (K1). Der var heller ikke forskel i farve, flade og fyldige skind i disse to kontrolgrupper. En reduktion fra 32 OEp i juli til 26 OEp i august og yderligere til 24 OEp i september (22 og 72) gav en signifikant reduktion i skindkvaliteten i forhold til én af kontrolholdene (K1 i sorte og K2 i brune), hvorimod der ikke var signifikant forskel til det andet kontrolhold i de respektive farvetyper (tabel 6). Tilsatte vi aminosyrer op til normen, var der en forbedring af kvaliteten i de sorte (73), hvorimod det ikke havde nogen effekt i de brune (23). En tilsætning af både aminosyrer og glukose (24 og 74) gav samme kvalitet som ingen tilsætning af aminosyrer. Det forekommer ikke logisk at glukose skulle have nogen effekt på kvaliteten. Det er vigtigt, at kravet til aminosyrer overholdes, når proteinet reduceres. Ved proteinniveauer på 24 OEp og derunder indebærer dette tilsætning af syntetiske aminosyrer, der er dyre og besværlige at arbejde med, og effekten af tilsætningen er svær at vurdere.

at være tilstrækkeligt til en forbedring afkvaliteten, hvorfor det nok mere er proteinniveauet, der er af betydning. Der var ingen forskel i farve, silkede og fylde i de sorte mink og ingen forskel i farve, renhed og fylde i de brune mink, men der var forskel i silkede skind, uden at der er nogen klar linje i resultaterne (tabel 6). I 2010 og 2011 (Clausen et al., 2012a; 2013) var der en del flere fyldige og færre flade skind i kontrolholdet frem for lavproteinholdene, især var der mange flade i det hold, hvor protein var sænket til 24 OEp allerede i august. Det reducerede krav til nogle af aminosyrerne kan evt. have haft en betydning for det resultat. I den nuværende undersøgelse blev ikke set forskel i fylde mellem Slut og Slut_as med 24 OEp fra 15/9, selvom der ikke var tilsat aminosyrer op til normen i Slut holdene. Dette kan måske skyldes, at minkene i den kritiske fase i juli, hvor anlæg til dækhår og underuld finder sted, har været velforsynede med protein, hvorimod det ikke var tilfældet i 2010 (Clausen et al. 2012a).

En reduktion i protein niveauet i den brune gruppe til 28 OEp allerede i juli, 26 OEp i august og 24 i september (25) gav ligeledes reduceret kvalitet i forhold til K2, men samme kvalitet som de hold, hvor der var 32 OEp i juli og dernæst reduktion. Blev der anvendt 24 OEp allerede fra august (26), var der dårligere kvalitet end i begge kontrolhold. I 2010 og 2011 så vi en ligeledes reduceret skindkvalitet ved 28 OEp fra juli, og 24 OEp fra august eller september, i disse hold var der reduceret krav til visse aminosyrer ved 24 OEp (Clausen et al., 2012a; 2013), i den nuværende undersøgelse blev aminosyrer tilsat op til normen, det ser dog ikke ud til 37 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Dødeligheden og procent fedtlever ses af tabel 7. Der ses samme tendens, som i andre undersøgelser gennem adskillige år (Clausen et al., 2012b; Clausen 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994); nemlig stigende hyppighed af fedtlever ved reduceret proteinindhold i foderet. LavP delholdene udgik af forsøget d. 18/10 på grund af problemer med fedtlever, resultaterne ses af Damgaard et al. (2014). Der blev observeret hyppigere tilfælde af fedtlever i hold med lavt protein, i den sorte gruppe var der ingen tilfælde i holdet tilsat 0,5% glukose, men i det tilsvarende hold i brune mink, var der 1,4% med fedtlever. Der er således ikke noget, der tyder på, at glukosetilsætning kan forhindre fedtlever, ved et lavt proteinniveau. Tabel 7. Total dødelighed og procent døde med fedtlever (hanner og tæver)

Brune (hold) K1 (20) K2 (21) Slut (22) Slut_as (23) Slut_glu (24) 28-26+as (25) 28-24+as (26) Sorte (hold) K1 (70) K2 (71) Slut (72) Slut_as (73) Slut_glu (74)

Procent døde

Procent med fedtlever

1,4 0,6 0,6 2,6 2,3 2,9 1,4

0 0,3 0,3 1,1 1,4 1,4 0,9

1,9 3,0 3,9 3,6 1,6

0,3 0,7 1,6 1,3 0

Konklusion Der har i perioden været problemer med at genfinde tilsatte syntetiske aminosyrer ved analyse. Ligeledes har der i nogle af blandingerne været et analyseret underindhold af his, leu, ile, val, der ikke ser logisk ud i forhold til forventet indhold. Foderregistreringerne viste kun små ændringer i kalorieoptagelsen, når proteinindholdet blev sænket, men et markant fald i proteinoptagelsen. Proteinbesparelsen ved at anvende 32 OEp i juli, 30 OEp fra 10. august og 28 OEp fra medio september, frem for 32 OEp i hele perioden, var 8 – 9%, og det havde ingen negativ betydning for skindstørrelse og kvalitetsparametre. En yderligere sænkning i protein til 32 OEp i juli, 26 OEp fra 10. august og 24 OEp fra medio september, frem for 32 OEp i hele perioden, gav en proteinbesparelse på 13 – 15%, men samtidig en tendens til et fald i skindkvaliteten, afhængig af hvilket kontrolhold, det blev vurderet imod. Der blev observeret hyppigere tilfælde af fedtlever i hold med lavt protein, i den sorte gruppe var der ingen tilfælde i holdet tilsat 0,5% glukose, men i det tilsvarende hold i brune mink, var der 1,4% med fedtlever. Der er således ikke noget, der tyder på, at glukosetilsætning kan forhindre fedtlever, ved et lavt proteinniveau.

38 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden 2012

Referencer Damgaard et al., 2014

penhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Hedemann et al., 2014

Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F., 1998a. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed lowprotein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183.

Clausen, T.N., 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2005. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F., 2012a. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 112 - 115. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F., 2013. Reduceret protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2011, 89-95. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2006. Proteinniveau til mink i pelssætnings-perioden. Betydning af fedt/kulhydratforhold og kulhydratkilde. Faglig Årsberetning 2005, 89-98. Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2008. Foder med forskellig energifordeling til minkhvalpe fra juli til medio september. Faglig Årsberetning 2007, 61-67, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Damgaard, B.M., Harslund, J.L.F. & Hammer, A.S., 2012b. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106 - 111. Ko-

Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H., 1998b. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P., 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infiltration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629. Engbæk, M. & Larsen, P.F., 2013. The stability of amino acids in mink feed when stored at different temperatures. NJF seminar nr 464, pp. 8, Reykjavik, Iceland, Aug. 28-30. Hejlesen, C. & Clausen, T.N., 1999. Fasefodring til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998, 73-81. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forsk-ningsvirksomhed A/S, Danmark Hejlesen, C. & Clausen T.N., 2000. Fasefodring med protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 93-95. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningsvirksomhed A/S, Danmark. Hejlesen C. & Clausen, T.N., 2001. Fasefodring af mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2000, 77-80. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark

39 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Hejlesen, C., Clausen, T.N. & Therkildsen, N., 1998. Fasefodring af minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1997, 101-106. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivnings- virksomhed A/S, Danmark. Sandbøl, P. & Lassén, T.M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra arbejdsgruppen omkring aminosyre normer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr. august 2006 Rasmussen, P.V., Børsting, C.F., 1997 Undersøgelse af pelsudvikling og – kvalitet hos pastelmink fodret ved varierende proteinniveauer i løbet af vækstperioden. Faglig Årsberetning 1996 (2. udg.) 181-189 (111-116).Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

40 Faglig årsberetning 2013


Blåhvilling - ny råvare til minkfoder Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N. Sammendrag Smagelighed og fordøjelighed af blåhvilling blev bestemt ved to forsøg. Smagelighedsforsøget viste, at hel blåhvilling kan indgå som råvare i minkfoder, uden at smagen og foderindtagelsen påvirkes. Resultaterne fra fordøjelighedsforsøget viste en fin overensstemmelse mellem værdier fundet for den testede blåhvilling og tabelværdier for Industrifisk med mindre end 5% fedt i Råvaretabellen. Protein- og fedtfordøjeligheden var hhv. 89% og 97% for blåhvilling, hvilket fint stemmer overens med industrifisken, hvor fordøjelighederne var hhv. 88% og 96%. På baggrund af resultaterne anbefales det, at blåhvillingen får sit eget råvarenummer i Råvaretabellen Engbæk, M., Tinggaard, L. & Larsen, P.F. 2014. Blåhvilling – ny råvare til minkfoder. Faglig Årsberetning 2013, 41-46, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The palatability and digestibility of blue whiting was determined by two trials. The palatability trail showed that the whole blue whiting can be used as raw material in mink feed, without affecting the taste and feed intake. Results from the digestibility trial showed good agreement between values found for the tested blue whiting and values listed in the table of feed ingredients for Industrial fish with less than 5% fat. The protein and fat digestibility was respectively 89% and 97% for blue whiting, and 88% and 96%, respectively, for industrial fish. It is recommended that Blue whiting is listed as an individual raw material in the table of feed ingredients. Engbæk, M., Tinggaard, L. & Larsen, P.F. 2014. Blue whiting – a new raw material for mink feed. Annual Report 2013, 41-46. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Mink, Neovison vison, palatability trial, digestibility trail, apparent digestibility

Indledning I Danmark anvendes der store mængder industrifisk til minkfoder. Industrifisk dækker bl.a. over fisketyper som brisling, sperling og tobis. Der er store mængder blåhvilling til rådighed til foderproduktion, men indtil nu lille viden omkring produktet, hvad angår smagelighed og fordøjelighed. Formålet med denne undersøgelse var derfor at undersøge, om hel blåhvilling kan anvendes som industrifisk i minkfoder, uden at smagen og foder-indtagelsen bliver påvirket. Endvidere ønskes viden omkring fordøjeligheden af blåhvilling. Dette studie skal også give et indtryk af, om blåhvilling kan indgå under fællesbetegnelsen Industrifisk i Råvare-tabellen, eller om blåhvillingen bør have sit eget nummer i Råvaretabellen.

Materiale og metoder Smageligheden og fordøjeligheden af blåhvilling blev bestemt ved to forsøg på Kopenhagen Farm. I begge forsøg indgik voksne hanmink af typen Brown/Glow. Den anvendte Blåhvilling var fanget i nordøst Atlanten udfor Irland i marts 2013, og blev leveret nedfrosset til Kopenhagen Farm samme måned. Blåhvillingen blev opbevaret på frost til anvendelsestidspunktet. Smagelighedsforsøget For at teste smageligheden af Blåhvilling, blev der opsat et smagelighedsforsøg. I forsøget indgik fem hold bestående af otte voksne hanmink. Hvert hold fik tildelt en stigende mængde Blåhvilling. Blåhvillingen blev tilsat et grundfoder og udgjorde hhv. 0%, 5%, 10%, 15% og 20% af 41

Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

den totale mængde foder. De forskellige foderblandinger benævnes efterfølgende som hhv. B0, B5, B10, B15 og B20. Forsøgsdesignet kan ses af Tabel 1. Minkene fik hver tildelt 500 kcal pr. dag. Smagelighedsforsøget varede i 14 dage og foregik i perioden 21. maj – 4. juni 2013. Foderoptagelsen blev registreret dagligt i hele forsøgsperioden. Hannerne blev vejet ved ind- og udsættelse.

som et regressionsforsøg med fire hold á tre voksne hanmink. De fire hold fik tildelt en stigende mængde Blåhvilling. Foderets andel af råprotein fra Blåhvilling steg fra 0,0% til 80,0%, mens andelen af råfedt fra råvaren steg fra 0,0% til 36,9%. Tilsvarende steg foderets andel af råkulhydrat fra Blåhvilling fra 0,0% til 5,8%. Foderplanen for hold 1 og hold 4 fremgår af tabel 3.

Fordøjelighedsforsøget Fordøjelighedsforsøget blev gennemført Tabel 1: Forsøgsdesignet for smagelighedsforsøget. Tabellen viser iblandingsprocenten af Blåhvilling før ekstra tilsat vand. Forsøgshold

Behandling

Antal dyr / hold

B0 B5 B10 B15 B20

Grundfoder + 0 % Blåhvilling (Kontrolhold) Grundfoder + 5 % Blåhvilling Grundfoder + 10 % Blåhvilling Grundfoder + 15 % Blåhvilling Grundfoder + 20 % Blåhvilling

Fordøjelighedsforsøget bestod af en forperiode på 7 døgn efterfulgt af en opsamlingsperiode på 4 døgn. I sidstnævnte periode blev minkenes daglige foderoptag registreret og gødningen opsamlet. I de første 6 døgn fik minkene tildelt 300 kcal pr dyr / døgn, og 250 kcal pr dyr / døgn de sidste 5 døgn. Fordøjelighedsforsøget blev udført i perioden 5. - 16. august 2013.

8 8 8 8 8

<0,10, mens P> 0,10 var lig med ingen signifikant for de testede variabler.

Analyser Alle foderblandinger og gødningsprøver blev analyseret for tørstof, råprotein, råfedt og råaske af Dansk Pelsdyr Foder a.m.b.a., Analyselaboratoriet. I forbindelse med fordøjelighedsforsøget blev der analyseret for råprotein, råfedt og råaske, samt aminosyrer. Databehandling Data er statistisk behandlet med SAS 9.3 (SAS Institute Inc, 2002). Niveauet for signifikans blev sat til P <0,05 for de betydende variable. Niveauet, der viser tendens blev sat i intervallet mellem 0,05 <P 42 Faglig årsberetning 2013


Blåhvilling - ny råvare til minkfoder

Tabel 2: Den procentvise sammensætning for grundfoderet brugt i smagelighedsforsøget. Råvare

Indhold i %

Fiskeafskær 5-8 % fedt

22,3

Industrifisk 8-12 % fedt

22,3

Fjerkræ

16,9

Ensilage Fishpro-2011

1,8

Poppet byg og hvede

12,6

Blosol, DAKA

1,8

Kartoffelprotein

1,8

Majsgluten

2,0

Soyaolie

3,2

Svinefedt

1,6

Hemax

0,2

Vitaminer west

0,3

Vand

13,4

Energiindhold kcal / 100 g

178,8

Energifordeling (P:F:K)

30:50:20

Tabel 3: Den procentvisesammensætning af forsøgsfoderet brugt til hhv. Hold 1 og Hold 4 (før vandtilsætning) i fordøjelighedsforsøget. Fodermiddel

Hold 1

Hold 4

Blåhvilling

0,0

72,3

Torskefilet

80,6

14,8

Soyaolie

8,5

3,9

Majsstivelse

8,6

7,1

Druesukker

1,0

0,8

Cellulose

0,5

0,4

Vitaminblanding

0,4

0,3

Mineralblanding

0,5

0,4

Resultater Smagelighedsforsøget Blåhvilling endte med at udgøre hhv. 0%, 4,8%, 9,7%, 14,5% og 19,3% i de respektive forsøgsfoderblandinger. Resultaterne fra foderanalyserne er vist i Tabel 4. Det gennemsnitlige foderforbrug, angivet som kcal pr. dyr pr. dag for de fem forsøgshold, i smagelighedsforsøget, er vist i tabel 5 Der var signifikant forskel på foderindtaget mellem B0 og B20 (P=0,045), hvor B20 havde et højere foderindtag end B0. Der var ikke signifikant forskel på de øvrige hold. Den gennemsnitlige tilvækst (g) for de respektive forsøgshold er vist i Tabel 6 6. I tabellen ses det, at dyrene i B20 afveg signifikant fra B10 (P=0,029), der havde den laveste gennemsnitlige tilvækst. Ydermere var der en tendens, der indikerede en højere tilvækst hos B20 sammenlignet med B0 og B5 (Pværdierne hhv. 0,090 og 0,095). Der var ingen signifikant forskel på startvægtene mellem forsøgsholdene (P=0,1079). For alle dyrene var det gældende, at gødningens udseende og konsistens var normal i hele forsøgsperioden.

43 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

Tabel 4: De enkelte foderblandings kemiske sammensætning, samt energiindhold og -fordeling.

Indhold / Hold

B0

B5

B10

B15

B20

Tørstof, %

37,54

36,59

37,71

36,46

36,94

Råprotein i % af tørstof

37,72

40,86

38,19

40,62

42,12

Råfedt i % af tørstof

26,40

25,74

24,48

23,29

24,53

Råaske i % af tørstof

5,59

6,29

7,96

6,86

9,75

Energiindhold, kcal/100g

175

169

169

163

165

30:50:20

33:49:18

32:48:20

34:46:20

35:49:16

Energifordeling P:F:K

Tabel 5: Det gennemsnitlige foderforbrug angivet i kcal pr. dyr pr. dag, for hvert af de fem hold.

Foderforbrug, kcal pr. dyr pr. dag

B0

B5

B10

B15

B20

380,18

405,97

396,47

415,94

454,56

Tabel 6: Den gennemsnitlige tilvækst (g) for hvert af de fem hold.

Tilvækst, g

B0

B5

B10

B15

B20

113,00

115,15

72,96

160,49

244,21

Af tabellen fremgår det, at fordøjeligheden af råprotein for blåhvilling og industrifisk er hhv. 89% og 88%, hvilket stemmer overens. Minkfordøjelig-heden af råfedt blev målt til 97%, hvilket stemmer overens med angivelsen for industrifisk i Råvaretabellen (96%). Fordøjeligheden af aminosyrerne stem-mer også overens med angivelserne for Industrifisk < 5% fedt i Råvaretabellen (AgroSoft A/S, 2012). Resultaterne fra fordøjelighedsforsøget er også at finde på Kopenhagen Furs hjemmeside (Tinggaard 2013). Konklusion På baggrund af det udførte smagelighedsforsøg kan det konkluderes, at hel blåhvilling kan bruges som råvare i minkfoder, uden at smagen og foderindtagel-

sen påvirkes negativt. Forsøget viste derimod, at det gennemsnitlige foderindtag var højere, hos mink, der fik tildelt 20 % blåhvilling. Resultaterne fra fordøjelighedsforsøget viste fin overensstemmelse mellem værdier fundet for den testede blåhvilling og tabelværdier for Industrifisk < 5% fedt i Råvaretabellen. Protein- og fedtfordøjeligheden er hhv. 89% og 97% for blåhvilling, hvilket fint stemmer overens med industrifisk, der har en fordøjelighed på 88% og 96% for hhv. protein og fedt. Fordøjeligheden af aminosyrerne, målt i blåhvilling, stemmer også overens med værdierne fra Råvaretabellen, med undtagelse af arginin. Arginin indholdet i blåhvilling lå 11,2% -enheder højere end for Industrifisk < 5% fedt.

44 Faglig årsberetning 2013


Blåhvilling - ny råvare til minkfoder

På baggrund af resultaterne fra smageligheds- og fordøjelighedsforsøget, kan det derfor konkluderes, at blåhvilling kan indgå under fællesbetegnelsen industrifisk. Det anbefales dog, at blåhvillingen får sit eget råvarenummer i Råvaretabellen. Referencer Tinggaard, L. (2013). Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Neovison vison) Blåhvilling (1325F).http://www.kopenhagenfur.com/d a/minkavl/fagligt/fordoejelighedsforsoeg AgroSoft A/S (2012). Råvarenummer 80, Industrifisk < 5 % fedt. Råvaretabellen. Tabelværdier er hentet i Råvaretabellen, oktober 2012. SAS Institute (2002). Software Version 9.1 of the SAS System for Windows. SAS Institute Inc., Cary, NC., USA.

45 Faglig årsberetning 2013


Marie EngbĂŚk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

46 Faglig ĂĽrsberetning 2013


Reduceret protein til minktæver i parringsperioden Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Til undersøgelse af minktævers behov for protein i parringsperioden blev anvendt 5 hold á 300 brune tæver og 3 hold á 167 sorte tæver. Tæverne blev fodret ens, på nær i perioden 22/2 til 6/4, hvor proteinindholdet i foderet blev varieret fra 30 OEp til 50 OEp i de forskellige grupper. Der blev ikke fundet signifikante negative effekter af at reducere protein i parringsperioden ned til 30 OEp i brune tæver og ned til 35 OEp i sorte tæver. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Reduceret protein til minktæver i parringsperioden. Faglig Årsberetning 2013, 47-54. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract To investigate female minks requirement of protein in the mating period, we used 5 groups of 300 brown females and 3 groups of 167 black females. The females were fed the same feed except in the period from February 22 to April 6, were the protein content varied from 30 to 50 MEp in the different groups. No significant negative effect of reducing feed protein content in the mating period to 30 MEp in brown females and to 35 Mep in black females was observed. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Reduced protein to mink females in the mating period. Annual Report 2013, 47-54, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: protein, mating period, female, black, brown

Introduktion Tidligere undersøgelser har vist, at det er meget væsentlig for mink og andre dyrearter, at man får en tilstrækkelig proteinforsyning i drægtighedsperioden for at få de mest optimale forhold for fostrene (Cherala et al., 2006; Clausen & Sandbøl, 2008; 2009; 2010; Clausen et al., 2007; Lumey, 1992; Tauson et al. 2005). I perioden 6/4 til 26/4 skal foder til mink mindst indeholde 40 - 45 procent af den omsættelige energi fra protein (OEp), for at få flest levendefødte hvalpe og de bedste fravænningsvægte (Clausen & Sandbøl, 2007; 2008; 2009; 2010; Clausen et al., 2007). Proteinbehovet fra februar til fødsel er dog ikke helt klarlagt endnu, idet et selektionsforsøg har vist utilfredsstillende resultater i kuldstørrelse ved 40 OEp fra 21/2 til fødsel (Clausen et al., 2008).

Yderligere er der undersøgelser, der indikerer, at fodring op til parring og i parringsperioden også kan have en betydning. Det er således vist ved undersøgelser af mus, at afkom af hankøn fra musetæver, der er fodret med meget lavt proteinindhold i 8 uger op til parring, men med normal foderprotein under parring og drægtighed, havde øget fedt deponering og kortere tarmlængde (Mortensen et al., 2010). Ligeledes er fundet, at lavt proteinindhold sidst i marts måned til minktæver (30 OEp indtil 17/3, dernæst 27 OEp indtil 8/4), mod over 35 OEp i de øvrige hold, gav en tendens til færre hvalpe ved fødsel (Clausen & Larsen, 2012). Andre forsøg med reduceret protein i marts (Clausen & Larsen, 2013) viste ingen signifikant forskel ved reduktion af protein i marts fra 45 til 30 OEp i de brune mink,

47 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

men der blev set flest døde hvalpe ved fødsel ved det laveste proteinindhold. Formålet med dette forsøg var derfor at klarlægge proteinbehovet for sorte og brune minktæver i marts måned. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold á 300 brune tæver (hold 1-5) og 3 hold á 167 sorte tæver (hold 61-63). Fra pelsning til 22/2 blev der fodret med fodercen-

tralfoder til alle mink (46 OEp). Fra 22/2 blev proteinindholdet i foderet varieret som vist i tabel 1. I den brune gruppe (B) var der variationer i proteinindholdet fra 30 til 50 OEp, i den sorte gruppe (S) fra 35 til 45 OEp. Fra 6/4 til fødsel blev alle dyr fodret med 45 OEp og fra fødsel blev alle dyr fodret med fodercentralfoder. Foderplanerne ses af tabel 2.

Tabel 1. Forsøgsopstilling i brune og sorte mink, parrings og drægtighedsperioden

Hold

Antal tæver v. start

Fodring fra 12/12 til 22/2

B50 (1)

300

50 OEp (50:38:12)

B45 (2)

300

45 OEp (45:41:14)

B40 (3)

300

40 OEp (40:44:16)

B35 (4)

300

35 OEp (35:47:18)

B30 (5)

300

FC foder

Fodring fra 22/2 til 6/4

30 OEp (30:50:20)

(46 OEp) S45 (61)

167

45 OEp (45:41:14)

S40 (62)

167

40 OEp (40:44:16)

S35 (63)

167

35 OEp (35:47:18)

FC: Foder fra Fodercentralen for Holstebro og omegn a.m.b.a.

48 Faglig årsberetning 2013

Fodring fra 6/4 til fødsel

Fodring i dieperioden

45 OEp

FC


Reduceret protein til minktæver i parringsperioden

Tabel 2. Foderplaner til parrings og drægtighedsperioden, % iblanding af råvaren. Plantal samt analysetal.

22/2 til 6/4

fra 6/4 til fødsel

Hold

B30

B35, S35

B40, S40

B45, S45

B50

alle

Fiskeaffald

5,0

12,2

19,6

27,0

34,3

25,0

Industrifisk

41,1

37,0

33,0

29,0

25,0

28,8

Fjerkræaffald Løgstør

17,0

17,8

18,5

19,3

20,1

19,0

Ensilage Fishpro

1,9

2,0

2,0

2,0

2,0

2,0

Byg + Hvede

15,7

12,6

10,5

8,3

6,7

8,3

Blosol

1,2

2,0

2,5

2,5

3,0

3,0

Majsgluten

0,49

1,3

1,5

2,5

3,0

2,6

Kartoffel prot

3,0

2,0

2,5

2,6

3,0

3,0

Hemax

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Soyaolie

2,66

1,63

1,01

0,41

0

1,50

Svinefedt

1,33

0,82

0,51

0,20

0

0,74

Vit.-bl.

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Vand

10,5

10,5

8,3

6,0

2,7

5,9

Tørstof, %

41

38

37

36

36

36

Aske, %

2,0

2,3

2,6

2,9

3,2

2,4

Energiindhold, kcal / 100 g

193

174

165

156

152

159

Energifordeling

30:50:20

35:47:18

40:44:16

45:41:14

50:38:12

45:41:14

Tørstof, %

36

35

35

35

35

35

Aske, %

2,1

2,3

2,4

2,5

3,2

2,5

Energiindhold, kcal / 100 g

165

157

153

152

151

154

Energifordeling

30:49:21

35:46:19

38:44:18

42:43:15

46:42:12

44:42:14

Plantal

Analysetal *

* Gennemsnit af flere prøver

49 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Fra pelsning blev der fodret, efter at tæver og hanner skulle være slanket ned til primo januar, og at huldet skulle være ens mellem holdene gennem hele forsøgsperioden. Foderet blev analyseret regelmæssigt for tørstof, protein, fedt og aske. Ungtæver blev vejet ved sortering, derudover blev alle tæver vejet ved opstart i december, 2. januar og 18. februar (lige før flushing). Huldet blev vurderet dagen efter fødsel på en skala fra 1 til 5 med score 1 til de tyndeste og score 5 til de fedeste (Hynes et al., 2004). Hvalpene blev talt ved fødsel og dag 28 efter fødsel, samt vejet dag 28, hvor tæverne ligeledes blev vejet. Forsøget blev afsluttet ved vejning dag 28. Kropsvægte og kuldresultater blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5%, som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Forskel i

huld og goldprocent blev analyseret med Х2 eller Probit. Resultater De kemiske analyser af foderet (tabel 2) viste pæn overensstemmelse mellem plantal og analysetal for holdene med de laveste proteinindhold, i disse blandinger var der et højt indhold af industrifisk og et lavt indhold af fiskeafskær. I holdene med højt proteinniveau var der stigende afvigelse fra plantallene, samtidig med stigende indhold af fiskeafskær. Det er således sandsynligt, at det var et lavere indhold af protein end forventet i fiskeafskær, der var årsag til et lavere proteinniveau end beregnet i disse blandinger. Variationen i protein mellem holdene var derfor ikke så bred som vi havde ønsket. Fedtindholdet blev rettet ind og foderet i april svarede til de planlagte værdier. Tævernes vægtudvikling gennem hele perioden ses af tabel 3. Der var ikke forskel i vægtene gennem hele perioden, hverken i de brune eller i de sorte tæver.

50 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minktæver i parringsperioden

Tabel 3. Tævernes vægtudvikling gennem perioden (gennemsnit, spredningen i parentes) samt ungtævernes kvalitet ved sortering Hold

Antal

Sorterings vægt *

Vægt dec

B50 (1)

310

1897 (153)

B45 (2)

311

B40 (3)

11.

Vægt 2. jan

Vægt febr

18.

Tævevægt dag 28

1707 (208)

1577 (214)

1269 (155)

1397 (186)

1860 (158)

1696 (187)

1571 (194)

1260 (161)

1387 (182)

312

1870 (161)

1695 (211)

1562 (210)

1261 (149)

1392 (183)

B35 (4)

306

1872 (165)

1703 (202)

1589 (198)

1273 (149)

1393 (187)

B30 (5)

307

1879 (172)

1700 (216)

1577 (225)

1269 (153)

1407 (187)

NS

NS

NS

NS

NS

S45 (61)

179

1544 (150)

1416 (150)

1287 (139)

1088 (132)

1263 (154)

S40 (62)

178

1566 (152)

1421 (150)

1297 (141)

1086 (143)

1249 (140)

S35 (63)

174

1547 (139)

1417 (140)

1289 (150)

1093 (136)

1242 (137)

NS

NS

NS

NS

NS

Tallene i parentes angiver spredningen NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene; * kun ungtæver

Der var ikke forskel i antal uparrede tæver mellem holdene, og der var ikke forskel i goldprocenten (tabel 4). Der var hhv. 1, 1 og 3 hanner med dårlig reproduktion i hhv. S45, S40 og S35. Disse havde parret 5 tæver (S45), 6 tæver (S40) og 9 tæver (S35). I hver af holdene B50 og B35 var der ligeledes en han med dårlig reproduktion, der havde parret hhv. 1 og 4 tæver. I vinterperioden var der på farmen problemer med bylder i hovedet. Dyr, der havde bylder før forsøgsfodringens start,

blev aflivet. Antal tæver med bylder, aflivet eller døde, samt antal tæver med bylder, der har gennemgået dieperioden, ses af tabel 4. Der var især mange med bylder i B30, men da problemerne var opstået, mens dyrene blev passet og fodret ens, har det ikke noget med forsøgsfodringen at gøre. Der var ingen signifikant forskel i reproduktions-resultaterne hos tæver med bylder og tæver uden. Antal døde tæver fraregnet dem med byld var sammenlignelige mellem holdene (tabel 4).

51 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Tabel 4. Uparrede tæver, goldprocent, antal døde tæver og tæver med byld Hold

Antal uparrede

Antal kuld

Antal golde

Antal fødende m. byld *

Antal døde m. byld hele perioden #

Antal døde ud over dem med byld

/% B50 (1)

5

277

18 / 6,1

13

3

10

B45 (2)

6

282

12 / 4,1

9

2

11

B40 (3)

3

285

17 / 5,6

6

3

10

B35 (4)

6

274

20 / 6,8

13

4

15

B30 (5)

6

266

13 / 4,7

19

18

7

NS S45 (61)

0

156

17 / 9,8

4

3

9

S40 (62)

2

146

21 / 12,6

4

6

6

S35 (63)

4

141

25 / 15,1

2

1

7

NS NS: angiver at der ikke er forskel mellem holdene; * Antal med byld der har født og lever; # Døde hele perioden eller aflivede før forsøgsfodringen

Lavt proteinindhold sidst i marts måned til minktæver (30 OEp indtil 17/3, dernæst 27 OEp indtil 8/4), mod over 35 OEp i hele perioden i de øvrige hold, gav i en tidligere undersøgelse en tendens til færre hvalpe ved fødsel (Clausen og Larsen, 2012). Andre forsøg med reduceret protein i marts (Clausen & Larsen, 2013) viste ingen signifikant forskel ved reduktion af protein i marts fra 45 til 30 OEp i de brune mink, men der blev set flest døde hvalpe ved fødsel ved det laveste proteinindhold. I den nuværende undersøgelse med en variation fra 30 til 50 OEp i de brune og fra 35 til 45 i de sorte, var hvalperesultatet ved fødsel (tabel 5) ikke forskellig mel-

lem holdene, hverken i den brune eller i den sorte gruppe. Der var dog færrest hvalpe i den laveste proteingruppe hos de sorte tæver. Der var forskel i antal levende hvalpe hos de brune dag 28, på grund af mistede hvalpe i B30 og B40 (tabel 5). B30 (30 OEp) var det hold, der havde haft flest problemer med bylder, dette kunne måske være en medvirkende årsag til flere døde hvalpe, men dette var ikke tilfældet for B40. B40 havde ligeledes flest døde hvalpe ved fødsel (tabel 5), uden at der er nogen logisk forklaring på dette. Huld ved fødsel var ens indenfor hver af farvetyperne. Der var ikke forskel i hvalpevægtene dag 28, hverken ved de brune eller de sorte (tabel 5).

52 Faglig årsberetning 2013


Reduceret protein til minktæver i parringsperioden

Tabel 5. Hvalperesultat og hvalpevægte Hold

Levende v. fødsel pr kuld

Døde v. fødsel pr kuld

Huld v. fødsel

Hanhvalpe vægte dag 28

Tævehvalpe vægte dag 28

Hvalpe pr kuld dag 28

Mistet pr kuld

B50 (1)

7,78 (2,42)

0,66 (1,11) b

3,0 (0,4)

172 (41)

157 (36)

6,86 (2,5) a

0,92

B45 (2)

8,07 (2,74)

0,74 (1,22) b

3,0 (0,4)

169 (40)

157 (34)

7,01 (2,5) a

1,06

B40 (3)

7,62 (2,73)

0,98 (1,56) a

3,0 (0,4)

175 (42)

159 (35)

6,51 (2,6) b

1,11

B35 (4)

7,74 (2,62)

0,73 (1,34) b

3,0 (0,5)

173 (41)

158 (34)

6,92 (2,5) a

0,81

B30 (5)

7,83 (2,56)

0,68 (1,19) b

3,0 (0,4)

172 (40)

157 (37)

6,51 (2,7) b

1,32

NS

0,03

NS

NS

NS

0,02

0,05

S45 (61)

6,65 (2,76)

0,48 (0,85)

2,9 (0,3)

184 (46)

168 (39)

6,05 (2,7)

0,60

S40 (62)

6,98 (2,65)

0,60 (1,17)

2,9 (0,4)

173 (39)

162 (35)

6,42 (2,6)

0,56

S35 (63)

6,49 (2,50)

0,64 (1,10)

2,9 (0,4)

188 (38)

174 (34)

5,97 (2,6)

0,52

NS

NS

NS

NS

NS

NS

NS

Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Konklusion I denne undersøgelse så vi ingen signifikant negative effekter af at reduceret protein i parringsperioden ned til 30 OEp i brune tæver og ned til 35 OEp i sorte tæver.

53 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Referencer Cherala, G., Shapiro, B.H. & D’mello, A.P, 2006. Two low protein diets differentially affect food consumption and reproductive performance in pregnant and lactating rats and long-term growth in their offspring. J. nutr. 136, 2827-2833 Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2012. Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2011, 74-83. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2013. Protein reduktion i parringsperioden. Faglig Årsberetning 2012, 83-88. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2007. Protein to mink in the gestation period. NJF seminar nr 403, Kolding, Denmark, August 13th-15th 2007. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2008. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2007, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøgog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2009. Effekt af lav protein i drægtighedsperioden på skindstørrelse og kvalitet, samt på den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2008, 51-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2010. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2009, 33-37, Pelsdyrerhvervets Forsøgog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

perioden. Faglig Årsberetning 2006, 7176, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2008. Selektion for mink tilpasset et lavt protein indhold i foderet. Status for vækstperioden 2006 og samlet opgørelse. Faglig Årsberetning 2007, 4954, Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K. & Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII International Scientific congress in Fur Animal Produc-tion, Den Bosch, The Netherlands, Sep-tember 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. Lumey, L.H., 1992. Decreased birthweights in infants after maternal in utero exposure to the dutch famine of 1944 – 1945. Paediatr perinat epidemiol, 6, 240 – 253. Mortensen, E.L.K., Wang, T., Malte, H., Raubenheimer, D., Mayntz, D., 2010. Maternal preconceptional nutrition leads to variable fat deposition and gut dimensions of adult offspring mice (C57BL/6JBom). Int. Jour of Obesity, 1 – 7. Tauson, A.H., Thomsen, P.D. & Matthiesen, C.M.F, 2005. Gene expression of gluconeogenic and glycolytic enzymes as indicator of the activity of carbohydrate metabolism in mink. Congress of the European Society of Veterinary and Comparative Nutrition, Abstract. Grugliasco, Italien, 22.09.2005 - 24.09.2005

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2007. Protein til mink i drægtigheds-

54 Faglig årsberetning 2013


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark Sammendrag Da det er væsentligt, at mink kan leve optimalt på det foder, vi producerer, er det nødvendigt at udvælge de dyr, der klarer sig bedst under de givne forudsætninger. Der blev ved starten af vækstperioden 2011 oprettet to selektionshold, der skal fortsætte i flere generationer, dels på et kontrolfoder (proteinindhold svarende til gennemsnitsniveauet på fodercentralerne i 2009), dels på et selektionsfoder, med en 15% reduktion i proteintildeling i forhold til niveauet i 2009. Anden vækstperiode (2012) i selektionsgrupperne viste, ved skindvurderingen af hannerne, lidt kortere skind og en dårligere kvalitet i holdet med det laveste proteinniveau. Sorteringsdata for tæverne viste lidt tungere hvalpe i kontrolholdet, men en lidt ringere sorteringskvalitet. Det er muligt, at en problematisk dieperiode har haft en betydning for disse resultater. Anden dieperiode (2013) i selektionsgrupperne, gav flere hvalpe i selektionsholdet. Det er dog formodentlig ikke et resultat af foderets sammensætning, men skyldes sandsynligvis forskel i huldstyringen mellem holdene i vinterperioden. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau. Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013. Faglig Årsberetning 2013, 55-66, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract It is very important that mink are healthy and perform well on the fed we produce, and it is necessary to select the animals that perform best under the given conditions. In July 2011 two selection groups that will be followed for several generations were started. One control group fed a protein level corresponding to the level at Danish feed kitchens in 2009 and one fed a 15% protein reduction compared to the 2009 level. In the second growth period (2012) males in the low protein group had shorter skins and a lower skin quality compared to the control group. The females in the low protein group had a lower weight but a better skin quality. It is possible that problems in the previous nursing could have had an impact on the results. In the second reproduction period (2013) litter size in the low protein group were higher than in the control group, probably not due to the feed composition but more likely due to differences in the body conditioning for the females in the two groups in the winter period. Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2014. Selection of mink that manage well on a low protein content in the feed. Status for growing-furring period 2012 and breeding period 2013. Annual Report 2013, 55-66, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Selection, protein, breeding, growing-furring

55 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Baggrund Da det er væsentligt, at mink kan leve optimalt på det foder, vi producerer, er det nødvendigt at udvælge de dyr, der klarer sig bedst under de givne forudsætninger. Tidligere under-søgelser (Clausen et al., 2008) viste en parallel stigning i pelsvægt og skindlængde mellem et selektionshold med lavt proteintildeling (27 OEp fra juli til pelsning) og et kontrolhold på fodercentralfoder. Der var derimod utilfredsstillende resultater i kuld-størrelse og hvalpevægte Der blev observeret hyppigere tilfælde af fedtlever i hold med lavt protein, i den sorte gruppe var der ingen tilfælde i holdet tilsat 0,5% glukose, men i det tilsvarende hold i brune mink, var der 1,4% med fedtlever. Der er således ikke noget, der tyder på, at glukosetilsætning kan forhindre fedtlever, ved et lavt proteinniveau.

Materiale og metoder Til undersøgelsen, der blev opstartet i 2011, og som skal forløbe over flere år, blev der ved udsætning i juli 2011 udvalgt 2 hold á ca. 350 af farmens bedste brune han- og tævehvalpe. Ved livdyrvurderingen november 2011 blev udtaget 200 ungtæver samt tilhørende hanner fra hvert hold til videre avl i 2012. Avlsdyrene blev udvalgt ud fra forsøgsfarmens normale udvælgelseskriterier med hensyn til størrelse, kvalitet, avlsresultat og sundhed (Clausen & Larsen, 2013). Forsøgsfodringen i vækstperioden 2012 og dieperioden 2013 ses af tabel, og foderplanerne ses af tabel 2 (vækstperioden 2012) og tabel 3 (dieperioden 2013). Forsøgsholdenes fodersammensætning blev jævnligt kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske gennem hele perioden. Samleprøver af foderet for de relevante delperioder blev analyseret for aminosyreindhold. Forsøgsfodring samt kriterier for udvælgelsen af avlsdyr, tages op til revurdering hvert år, så de nyeste trends følges.

Der blev observeret hyppigere tilfælde af fedtlever i hold med lavt protein, i den sorte gruppe var der ingen tilfælde i holdet tilsat 0,5% glukose, men i det tilsvarende hold i brune mink, var der 1,4% med fedtlever. Der er således ikke noget, der tyder på, at glukosetilsætning kan forhindre fedtlever, ved et lavt proteinniveau.

Tabel 1. Forsøgsfodring vækstperioden 2012 og dieperioden 2013. Vækstperioden 2012 Hold

Kontrol

12/6 –

1/7 –

15/7 –

10/8 –

1/1 –

2/4 –

26/4 –

28/5 –

1/7

15/7

10/8

31/12

2/4

26/4

28/5

12/6

45:40:15

45:40:15→

32:53:15

32:50:18

45:40:15

45:40:15

45:40:15

45:40:15

32:53:15

24:58:18

30:52:18

45:40:15

30:50:20

45:40:15

51 Selektion

Avlsperioden 2013

32:53:15 40:45:15

32:53:15

52

56 Faglig årsberetning


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013

Tabel 2. Foderplaner for vækstperioden 2012, % iblanding af råvaren 12/7 – 10/8

10/8 – pelsning

15/7 – 10/8

10/8 – pelsning

Blandingerne

32:53:15 (51)

32:50:18 (51)

28:57:15 (52)

24:58:18 (52)

Fiskeaffald 3-5 % fedt

18

10

15

5

Industrifisk 5-8 % fedt

25

15

25

12

Fjerkræaffald Løgstør

18,7

30

12

30

Makrelgraks

6

6

5

5

Lakseafskær

5,9

6

5

5

Ensilage Fishpro

6

7

6

5

Byg + Hvede

11,1

12,7

12,1

14,8

Kartoffel protein

1,42

0,80

1,77

0,52

Majsgluten

2

1,42

2

0,81

Blodmel Danfond

1,50

1,30

2

1,12

Soyaolie

2,62

1,89

4,52

4,49

Svinefedt

1,31

0,94

2,26

2,24

DL-met

0,10

Phenylalanin

0,11

Valin

0,097

Isoleusin

0,097

Leusin

0,15

Histidin

0,036

Hemax

0,2

0,2

0,2

0,2

Vit.-blanding

0,2

0,2

0,2

0,2

Eddikesyre &

0,2

Vand

0,2 6,75

6,97

13,7

Der blev anvendt 2/3 soyaolie og 1/3 svinefedt hele perioden; følgende norm for g ford met / 100 kcal blev anvendt (Sandbøl & Lassén, 2006): 1/7 til 31/7 - 0,14; 1/8 til 24/9 - 0,16; 25/9 til 19/2 - 0,14; Der blev anvendt DL-met og der regnes kun med 50 % udnyttelse;

57 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Tabel 3. Foderplaner for dieperioden 2013, % iblanding af råvaren 2/4-26/4 3/1-22/2

3/1-22/2

22/2-2/4

22/2-2/4

28/5-12/6

26/4-28/5

26/4-28/5

12/6-1/7

12/6-1/7

45:43:12 30:52:18 45 OEp

30 OEp

45 OEp

45 OEp

30 OEp

45 OEp

40 OEp

Hold

51

52

51

52

51 og 52

51

52

51

52

Fiskeaffald

19,4

10,0

27,0

5,0

24,0

25,0

25,0

25,0

25,0

Industrifisk

29,1

27,0

29,0

41,1

29,4

28,8

25,0

32,5

30,0

Lakseaffald

1,0

3,0

Makrelgraks

6,0

6,0

Fjerkræ affald

25,0

20,0

19,3

17,0

18,3

19,0

19,0

20,0

20,0

Ensilage Fishpro

3,0

3,0

2,0

1,9

1,4

2,0

2,0

2,0

2,0

Byg + Hvede

7,2

14,2

8,3

15,7

8,1

8,3

14,4

8,7

9,4

Hæmoglobinmel

3,00

2,00

0,00

0,00

Blosol

2,50

1,20

2,50

3,00

2,00

3,00

2,80

Majsgluten

3,00

1,00

2,50

0,49

2,50

2,58

1,63

3,00

2,80

Kartoffel protein

3,00

1,73

2,60

3,00

3,00

3,00

1,00

3,00

2,50

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Hemax Soyaolie

0

2,94

0,41

2,66

0

1,48

4,62

0,01

1,12

Svinefedt

0

1,47

0,20

1,33

0

0,74

2,31

0,00

0,56

0,2

0,2

Eddikesyre Vit.-blanding

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Vand

0,0

7,5

6,0

10,5

10,6

5,9

2,8

2,6

3,6

Tørstof, %

39

42

36

41

36

36

42

36

37

Aske, %

3,1

2,5

2,9

2,0

3,0

2,4

2,3

2,4

2,3

Energiindhold, kcal / 100 g

171

199

156

193

156

159

210

156

167

Energifordeling

45:43:12 30:52:18 45:41:16

45:41:14

30:52:18

45:40:15 40:45:15

Plantal

30:50:20 45:41:14

Planerne var ændret lidt i forhold til tabel 1, på grund af fedtindholdet i råvarerne

58 Faglig årsberetning


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013

Hanhvalpene blev vejet ved udsætning i juli 2012 og ved pelsning/ livdyrvurderingen november 2012. Tævehvalpene blev vejet ved livdyr-vurderingen november 2012. Hanskindene blev længdemålt og sorteret på forsøgsfarmen. I vinter-dieperioden 2013 blev tæverne vejet 18/2 og dag 28 efter fødsel. Tæverne blev huldvurderet ved fødsel. Hvalpene blev talt ved fødsel samt talt, kønssorteret og vejet dag 28. Alle døde dyr blev obduceret.

De statistiske beregninger udføres med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF anvendes med 5% som signifikansniveau ved beregninger over vægt og længde. Relevante kovariater medtages i de tilfælde de er signifikante. Ved kuldstørrelse, huld, skindkvalitet, farve og renhed anvendes en nonparametrisk test (GENMOD). Goldprocent, silkethed og fyldighed analyseres med proceduren PROBIT eller X2.

Tabel 4. Plantal og analyseresultater for vækstperioden 2012

15/7 – 10/8 Hold

10/8 – pelsning

15/7 – 10/8

10/8 – pelsning

51

51

52

52

40

40

41

42

Aske, %

2,67

2,54

2,31

2,18

Energiindhold, kcal / 100 g

191

181

205

205,8

32:53:15

32:50:18

28:57:15

24:58:18

Tørstof, %

38

39

41

42

Aske, %

2,6

2,5

2,5

2,2

Energiindhold, kcal / 100 g

180

174

203

204

32:53:15

32:49:19

28,5:56,5:15

24:57:19

Plantal Tørstof, %

Energifordeling Analysetal

Energifordeling

Resultater og diskussion Foderet Foderanalyser for vækstperioden 2012 ses af tabel 4, de analyserede værdier

fulgte de planlagte, dog var der lidt problemer med at genfinde de tilsatte aminosyrer (Clausen & Larsen, 2014).

59 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

I den efterfølgende vinter og dieperiode 2013 var der imidlertid problemer med at overholde de planlagte værdier (figur 1 og 2). Især fedtindholdet passede ikke, og der blev tilsat sojaolie til foderet fra 22/1. Ud fra analyse af råvarerne, blev det vurderet, at det

især var problemer med et ustabilt fedtindhold i lakseaffald og makrelgraks, og fra d. 22/2 blev de derfor taget ud af foderet. Der var dog stadig problemer med at overholde fedtet resten af perioden.

60

60

40

51

OEp

52

OEp

40

52 plan

12-06-13

05-06-13

29-05-13

22-05-13

15-05-13

08-05-13

01-05-13

24-04-13

17-04-13

10-04-13

03-04-13

27-03-13

20-03-13

13-03-13

06-03-13

27-02-13

20-02-13

13-02-13

06-02-13

30-01-13

23-01-13

09-01-13

12-06-13

05-06-13

29-05-13

22-05-13

15-05-13

08-05-13

01-05-13

24-04-13

17-04-13

10-04-13

03-04-13

27-03-13

20-03-13

13-03-13

06-03-13

27-02-13

20-02-13

13-02-13

06-02-13

30-01-13

0

23-01-13

0

16-01-13

20

09-01-13

20

16-01-13

51 plan

Dato

Dato

Figur 1a og b. Variationer i analyseret OE fra protein sammenholdt med plantal. Figur a viser hold 51 og figur b viser hold 52

60

60

40

40

51

52

51 plan

52 plan

20

0 06-jan

20

26-jan

15-feb

07-mar

27-mar

16-apr

06-maj

26-maj

15-jun

0 06-01-13

26-01-13

Dato

15-02-13

07-03-13

27-03-13

16-04-13

06-05-13

26-05-13

15-06-13

Dato

Figur 2a og b. Variationer i analyseret OE fra fedt sammenholdt med plantal. Figur a viser hold 51 og figur b viser hold 52

Produktionsresultater i vækstperioden 2012 Fødselsresultaterne for 2012 ses af Clausen & Larsen (2013). Omkring 20. maj 2012 skete der et foderbrist i begge hold, hvilket resulterede i dårligere foderoptagelse hos tæverne og lavere hvalpevægte dag 28 end hos farmens øvrige brune hvalpe (ca. 30 g lavere for hanhvalpe og 20 g lavere for tævehvalpe). Efterfølgende blev set stor hvalpedødelighed fra dag 28 til udsætning. Der blev i denne periode mistet ca. 1,5 hvalp pr. kuld i begge hold, mod ca. 0,2 i de øvrige brune kuld på farmen. Som følge af den dårlige dieperiode var udsætnings-vægten ca. 70

g lavere i selektions- og kontrolhold end hos farmens øvrige brune mink. Vægtudviklingen i vækstperioden 2012 i selektionsholdene var ens i begge hold (tabel 5). I forhold til de øvrige brune mink på farmen, vejede minkene i selektionsforsøget godt 150 g mindre ved pelsning som følge af den problematiske dieperiode. Skind-længden var således også kortere end hos de øvrige brune mink på farmen, og selektionsholdets skind var signifikant kortere end kontrolholdets (tabel 5). Fra 2011 til 2012 faldt hannernes skindlængde lidt, men det var også tilfældet for farmens øvrige brune hanner (figur 3).

60 Faglig årsberetning


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013 Tabel 5. Hanhvalpe vægte ved udsætning og pelsning 2012, samt skindlængde ved pelsning 2012 Udsætningsvægt Antal 10/7 10/7 Pelsvægt, g Længde, cm Kontrol 51 531 1077 (162) 3243 (382) 92,7 (4,6) a Selektion 52 472 1071 (165) 3215 (472) 92,0 (5,2) b NS NS 0,03 Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver at der er signifikant forskel 100 99 98 97 96

51 52 øvrige brune

95 94 93 92 91 90 2011

2012

Figur 3. Skindlængde 2011 og 2012 målt i cm. Kontrolhold og selektionshold sammenlignet med den øvrige farm

Skindkvaliteten hos hanmink var signifikant dårligere i selektionsholdet frem for kontrolholdet (tabel 6), og der var færrest silkede og flest flade skind i

selektionsholdet. Udviklingen i kvaliteten fra 2011 til 2012 viser en tendens til, at kontrol og selektionshold har nærmet sig hinanden lidt (figur 4).

Tabel 6. Skindkvalitet, farve, renhed, silkede og fylde ved pelsning 2012 Kvalitet

Farve

renhed

silkede, %

flade

fylde, % normale

fyldige

6,8 (2,4) a

2,9 (1,0) b

3,1 (0,9)

31,7 a

20,6

63,1

16,4

Kontrol 51 Selektion 52 6,2 (2,5) b 3,0 (0,9) a 3,0 (0,9) 23,7 b 32,9 51,3 15,8 < 0,0001 0,02 NS 0,008 0,003 Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel.

61 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

8 7,5 7 51 52

6,5 6 5,5 5 2011

2012

Figur 4. Skindkvalitet hos hanhvalpe i 2011 og 2012 (skala fra 1 – 12, 12 er bedst)

Livdyrvurderingen viste signifikant forskel i vægtene for tævernes vedkommende (tabel 7). Vægten hos tæverne

var lavest i selektionsholdet, hos hannerne var der ingen forskel svarende til resultaterne for de pelsede hanner.

Tabel 7. Vægte ved livdyrsorteringen 2012 Sorteringsvægt, g Hanner Kontrol 51

3231 (277)

Selektion 52

3185 (409)

p-værdi

NS (0,08)

Tæver Kontrol 51

1765 (212) a

Selektion 52

1727 (233) b

p-værdi

0,01

Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Efter udsætning var der ikke større dødelighed i selektionsholdet og i kontrolholdet i forhold til farmens øvrige dyr (1,7%, ikke vist) (tabel 8). I 2011 blev set flere problemer med blærebe-

tændelse og blæresten i selektionsholdet (Clausen & Larsen, 2013), det blev ikke set i 2012. Ligeledes blev ikke set forskel i frekvensen af fedtlever mellem holdene.

62 Faglig årsberetning


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013

Tabel 8. Dødelighed hos hvalpe i vækstperioden 2012, procent

Hold

Total døde

forstørret fedtlever

Nyre / blære betændelse

Kontrol 51

1,4

0,4

0,2

Selektion 52 2,5

0,6

0,4

Konklusion på vækstperioden Anden vækstperiode i selektionsgrupperne viste, ved skindvurderingen af hannerne, lidt kortere skind og en

dårligere kvalitet i holdet med det laveste proteinniveau. Sorteringsdata for tæverne viste lidt tungere hvalpe i kontrolholdet. Det er muligt, at en problematisk dieperiode har haft en betydning for disse resultater. Produktionsresultater i dieperioden 2013 Tæver og hanner udtaget til avl i 2013 ses af tabel 9. Hannerne havde samme størrelse i begge hold, tæverne i selektionsgruppen var lidt lettere end tæverne i kontrolgruppen.

Tabel 9. Avlsdyr 2013 udvalgt i november 2012, kuldstørrelse, hvorfra dyrene kom, og fødselsdato var ens mellem grupperne

Antal

Sorterings vægt, g

Kontrol 51

44

3548 (197)

Selektion 52

44

3551 (222)

Hold Hanner

NS Tæver Kontrol 51

220

1818 (143) a

Selektion 52

220

1766 (166) b 0,0005

Tallene i parentes angiver spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Vægten af de to hold var forskellige i februar og 28 dage efter fødsel (tabel 10). Ved sortering var der 52 g til forskel mellem holdene (tabel 9), i februar

var der 140 g. Det vurderes, at problemerne med at holde foderets fedtindhold og den ekstra tilsætning af fedt, har haft betydning for, at forskellen mellem holdene blev øget. Dag 28 var der stadig 75 g forskel mellem holdene.

63 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Tabel 10. Vejeresultater for tæverne i februar og dag 28, 2013 Hold

Vægt 18. februar, g

Vægt dag 28, g

Kontrol 51

1400 (188) a

1471 (179) a

Selektion 52

1260 (172) b

1396 (194) b

< 0,0001

0,04

Tallene i parentes angiver spredningen; Forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Der var ikke forskel i goldprocenten mellem holdene (tabel 11), i kontrolholdet var der 2 sterile hanner, der havde parret i alt 9 tæver, i selektionsholdet var der 2 sterile hanner, der havde parret 4 tæver. Ved tidligere

selektionsforsøg med lavt proteinniveau (Clausen et al., 2008; Clausen & Larsen, 2013) er der set tendens til flere sterile hanner i selektionsgruppen, dette var ikke tilfældet i 2013.

Tabel 11. Antal uparrede tæver samt goldprocenten, 2013

Hold

uparrede

antal golde / % golde

Kontrol 51

7

22 / 10,4

Selektion 52

1

17 / 8,0 NS

I selektionsholdet blev der i 2012 fundet flere døde hvalpe ved fødsel end i kontrolholdet (Clausen & Larsen, 2013), det var ikke tilfældet i 2013, hvor der derimod var tendens til flest levendefødte ved fødsel i selektionsholdet (tabel 12). Det er i modsætning til tidligere resultater, hvor kontrolholdet har fået flest hvalpe

(Clausen et al., 2008). En sandsynlig årsag er, at tæverne i kontrolholdet har været for fede i februar lige før flushing (tabel 10). Ved fødsel var der tendens til forskel i huld mellem grupperne. Kontrolholdet mistede lidt flere hvalpe end selektionsholdet og ved tælling dag 28, var der signifikant flest hvalpe i selektionsholdet (tabel 12). Der var ikke forskel i hvalpevægtene dag 28.

64 Faglig årsberetning


Selektion af mink, der klarer sig godt på et lavt proteinniveau Status vækstperioden 2012 og dieperioden 2013 Tabel 12. Hvalperesultat samt vægte dag 28, dieperioden 2013

Hold

Levende pr kuld v. fødsel

Døde pr kuld v. fødsel

Huld v. fødsel

Hvalpevægte dag 28, g Hanhvalpe

Tævehvalpe

Hvalpe pr kuld dag 28

Kontrol 51

7,16 (2,96)

0,81 (1,34)

3,0 (0,4)

142 (32)

134 (31)

5,60 (3,0) b

Selektion 52

7,74 (2,46)

0,73 (1,14)

2,9 (0,4)

146 (34)

136 (29)

6,62 (2,5) a

NS (0,10)

NS

NS (0,07)

NS

NS

0,001

Der var ikke forskel i antallet af døde tæver gennem perioden (tabel 13), i dieperioden 2012 var der tendens til

flest døde tæver i selektionsgruppen (Clausen & Larsen, 2013).

Tabel 13. Antal og procent døde tæver gennem dieperioden 2013 Hold

Antal / %

Kontrol 51

10 / 4,5

Selektion 52

11 / 5,0

Konklusion på dieperioden Anden dieperiode i selektionsgrupperne, gav flere hvalpe i selektionsholdet. Det er dog formodentlig ikke et resultat af foderets sammensætning, men skyldes sandsynligvis forskel i huldstyringen i kontrolholdet, og at tæverne derfor blev for fede i februar.

penhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2008. Selektion for mink tilpasset et lavt protein indhold i foderet. Status for vækstperioden 2006 og samlet opgørelse. Faglig Årsberetning 2007, 49-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Referencer Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2013. Selektion for minkhvalpe der klarer sig godt på et lavt proteinfoder. Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012. Faglig Årsberetning 2012, 101-109. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus, Danmark Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Reduceret protein til minkhvalpe i vækst og pelssætningsperioden 2012. Faglig Årsberetning 2013, 31-42. Ko-

65 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

66 Faglig 책rsberetning


Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink Birthe M. Damgaard1, Peter F. Larsen2, Vivi M. Thorup1 & Tove N. Clausen2 1

Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

2

Sammendrag Formålet med undersøgelsen var at belyse, om det ved hjælp af fodertilskud er muligt at modvirke negative effekter af lavt proteinindhold i foderet på sundhedstilstanden hos mink. Som måleparametre er anvendt kropsvægt, dødelighed og klinisk-kemiske parametre i blod og lever. Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold med 175 brune hanner og tæver. Der var et kontrolhold, der fik højt proteinindhold i foderet gennem hele vækstperioden (KON). På et hold blev proteinindholdet i foderet gradvist reduceret i august og september til 24% omsættelig energi fra protein (OEp) med tilsætning af dextrose (GLU). Det sidste hold fik fra midten af august lavt proteinindhold i foderet (20 OEp) (LP) og blev i midten af september opdelt i 7 undergrupper, der fik forskellige tilskudsstoffer. Alle LP-hold fik fra midten af oktober højt proteinindhold i foderet. Frekvensen af døde dyr med fedtlever var i oktober høj ved lavt proteinindhold i foderet. De undersøgte fodertilskudsmidler kunne ikke hindre høj dødelighed og udvikling af fedtlever ved lav energimængde fra protein. Ved skift fra foder med lavt proteinindhold til foder med højt proteinindhold synes leveren at kunne regenerere til normalt fedtindhold på en måned. Højt proteinindhold i foderet synes at have en positiv effekt på kropsvægt og sundhedsparametre i blod. De undersøgte fodertilskudsmidler kunne ikke hindre negative effekter på kropsvægt og sundhedsparametre i blod ved lavt proteinindhold i foderet. Damgaard, B. M., Larsen, P. F., Thorup, V. M. & Clausen, T. N., 2014. Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink. Faglig Årsberetning 2013, 67-76. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract The purpose of the project was to investigate the possibility of preventing the negative effects of low protein diets on health by nutritional supplements to a low protein diets in growing-furring mink. The experiment included investigation of body weight, mortality rate and clinical-chemical parameters in blood and liver. Three groups of each 175 male and female brown mink were included in the study. One control group was fed high dietary protein content during the growingfurring season (KON). For one group the dietary protein content was reduced in August and September to 24 % of metabolizable energy from protein (MEp) and the diet was supplemented with dextrose (GLU). One group received from mid-August low dietary protein content (20 MEp) (LP) and this group was at mid-September divided in 7 subgroups that received different dietary supplements. All LP-groups received from mid-October high dietary protein content. The frequency of dead animals with fatty liver was high at low dietary protein content in October. Nutritional supplements to a low protein diet could not prevent high mortality rate and fatty liver at low protein diets. The liver seemed to be able to regenerate after fat infiltration when fed high protein diet during one month. High dietary protein content seemed to have positive effects on performance and health. Nutritional supplements to a low protein diet could not prevent the negative effects of a low protein diet on growth and health. Damgaard, B. M., Larsen, P. F., Thorup, V. M. & Clausen, T. N., 2014. Effects of nutritional supplements on blood and liver parameters and health in growing-furring mink. Annual Report 2013, 67-76. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Dietary protein, blood, liver, nutritional supplements

67 Faglig årsberetning 2013


Birthe Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen

Baggrund Tidligere undersøgelser har vist, at lavt proteinindhold i foderet bevirkede reduceret tilvækst, øget frekvens af mink med forhøjet fedtindhold i leveren og øget dødelighed (Clausen, 2007; Clausen & Sandbøl, 2005a; Damgaard et al., 1994; 1998a; 1998b). I 2010 blev det undersøgt, hvilke effekter det havde at fodre med lavt proteinindhold i foderet gennem hele vækstsæsonen samt at reducere proteinindholdet i august eller september på blod- og leverparametre samt på sundhed (Clausen et al., 2012). Resultaterne viste, at der var tendens til et øget antal døde mink med fedtlever ved mindre end 25% omsættelig energi fra protein (OEp) fra oktober og resten af vækstperioden. I 2011 blev gennemført forsøg for at belyse effekten af tilskud af cholinchlorid eller tilsætning af nobacitin i foder med lavt proteinindhold på blod- og leverparametre hos mink i vækst- og pelssætningsperioden. Resultaterne viste, at cholinchlorid og nobacitin i de undersøgte mængder ikke havde nogen effekt på leverens indhold af fedt ved fodring med lavt proteinindhold i foderet (Clausen et al., 2013; Damgaard et al., 2013).

Formålet med undersøgelsen var at belyse, om det ved hjælp af fodertilskud er muligt at modvirke negative effekter af lavt proteinindhold i foderet på sundhedstilstanden hos mink. Som måleparametre er anvendt kropsvægt, dødelighed og klinisk-kemiske parametre i blod og lever. Materiale og metoder Hvalpene blev sat i forsøgshold sidst i juni på Kopenhagen Farm (tabel 1). Der var en gradvis overgang fra fodercentral foder (40:45:15) til forsøgsfoderblandingerne. Den 15. juli var der 32 OEp i foderet til kontrolholdet (KON) og holdet der fik tilskud af dextrose (GLU) og 28 OEp i foderet til lav proteinholdet (LP). Den 10. august blev proteinindholdet for holdene KON, GLU og LP reduceret til henholdsvis 30 OEp, 26 OEp og 20 OEp. Den 15. september blev proteinindholdet til hold KON og GLU reduceret til henholdsvis 28 OEp og 24 OEp. Hold LP fortsatte med 20 OEp og blev i midten af september opdelt i undergrupper, som fik forskellige fodertilskud (tabel 2). Foderplanerne ses af Clausen og Larsen (2014).

Tabel 1. Forsøgsopstilling i vækstperioden 2012. Andelen af energi fra protein, fedt og kulhydrat samt ændringer i energifordeling.

10. august –

15. september –

Hold

Gradvis overgang Antal hanhvalpe 1. juli → 15. juli

15. september

pelsning

KON

175

40:45:15 → 32:53:15

30:52:18

28:54:18

GLU

175

40:45:15 → 32:53:15

26:56:18

24:58:18 + 0.5 % Dextrose 1)

LP

175

40:45:15 → 28:57:15

20:60:20

20:60:20 2)

1) Dextrose fra 15. september; 2) Opdelt i undergrupper

68 Faglig årsberetning


Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink

Tabel 2. Fodertilskud til undergrupper af hold LP fra 15. september.

Undergruppe LP-Kontrol LP-Carnitin-Lav LP-Carnitin-Høj LP-E-Vitamin LP-B-Vitamin LP-Cholinchlorid LP-Glukose

Antal hanhvalpe 25 25 25 25 25 25 25

Fodertilskud Ingen Carnitin, lav Carnitin, høj E-Vitamin B-Vitamin Cholinclorid Dextrose

% Tilskud 0 0,048 1) 0,097 1) 0,1 2) 0,1 3) 0,05 4) 0,5

1) Carnitine (50% L-carnitine); 2) Vitral E med Selen; 3) Vitral B mink super; 4) Cholchlorid (75%)

På hold LP samt undergrupperne heraf var dødeligheden i slutningen af september og begyndelsen af oktober så høj, at forsøgsbehandlingen blev afbrudt den 18. oktober, hvorefter alle LP-hold blev fodret med fodercentralfoder (energifordeling: 28:55:17). Herefter faldt dødeligheden til samme niveau, som hos kontrolholdet. Leverprøver Til pelsning blev dyrene fastet ca. 17 timer, hvorefter de blev aflivet med Pentobarbital-Na. Efter aflivning blev leveren udtaget og vejet. Leverens tørstofindhold blev bestemt på Kopenhagen Forskning/Farm. Ud fra tørstof blev leverens fedtprocent beregnet efter følgende formel: Leverfedtindhold (%) = 1,15 * Levertørstof – 24,9 (R2=0,97) (Clausen & Sandbøl, 2005b). Leverprøver blev nedfrosset i flydende kvælstof til senere analyse for triglycerider (TAG), frie fedtsyrer (NEFA), glukose og glykogen på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab. I vækstperioden blev aflivede syge dyr og døde dyr obduceret og leveren blev makroskopisk undersøgt for fedtlever. Blodprøver Der blev indsamlet blodprøver midt i august, midt i september, først i oktober samt i forbindelse med pelsning fra 20 hanhvalpe fra hvert hold. Blodprøverne blev analyseret på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab for hæmatokritværdi samt indhold af erythrocytter og leukocytter. Derudover blev blodplasmaet analyseret for indhold af triglycerider (TAG), frie fedtsyrer (NEFA), kolesterol,

galdesalte, glukose, protein, urea og enzymet ALAT. Statistiske analyser De statistiske analyser er foretaget ved hjælp af systemet R eller SAS. Alle blodvariable er behandlet ved hjælp af R, og levervægte og leverens fedtindhold er behandlet ved hjælp af PROC MIXED / GLM i SAS. I modellerne for blodvariable indgår hovedeffekter af hold og måned og interaktion mellem disse to hovedeffekter. I modellen for levervariable indgår effekt af hold som hovedeffekt. Forskelle mellem hold er betragtet som signifikante ved et sandsynlighedsniveau på mindre end 5%. Resultater og diskussion Leveranalyser Ved pelsning viste undersøgelserne af leverens fedtindhold ved tørstofmetoden signifikant mere fedt i leveren på hold GLU end på kontrolholdet (KON) og hold LP (tabel 3). Hold GLU fik 24 OEp fra september, mens de to øvrige hold fik 28 OEp fra midten af oktober og frem til pelsning. Antallet af dyr, der døde eller blev aflivet med fedtlever, var i oktober meget højt på hele hold LP uanset undergruppe sammenlignet med de to øvrige hold (KON og GLU (tabel 3).

69 Faglig årsberetning 2013


Birthe Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen Tabel 3. Procent døde og aflivede dyr med fedtlever i vækstperioden og leverfedtprocent ved pelsning 1).

% Dyr med fedtlever

til flere døde mink med fedtlever ved mindre end 25 OEp fra oktober og resten af vækstperioden (Clausen et al., 2012). Ved overgang til fodercentralfoder faldt dødeligheden til niveau med kontrolholdet (KON). Dette indikerer, at leveren var i stand til at regenerere til normalt fedtindhold ved fodring med højt proteinindhold i en måned.

Leverfedt, %

Hold

0,3

13,7 (3,0) B

1,4

18,4 (6,6) A

17,4

12,3 (4,3) B

KON GLU LP-Kontrol LP-Carnitin-Lav LP-Carnitin-Høj LP-E-Vitamin LP-B-Vitamin LP-Cholinchlorid LP-Glukose

Leverens indhold af triglycerider (TAG) og frie fedtsyrer (NEFA) var lavere for kontrolholdet (KON) og for hold LP end for hold GLU (tabel 4). Tilsvarende var leverens indhold af glukose og glykogen for hold KON og hold LP ens og højere end for hold GLU. Dette indikerer, som fedtindholdet efter tørstofmetoden, at leveren er i stand til at regenerere til normalt indhold af fedtstoffer og sukkerforbindelser ved fodring med højt proteinindhold i en måned.

< 0,001 P-værdi 1) Gennemsnit ± standard error. 17-20 hanner pr. hold. Forskellige bogstaver i samme kolonne angiver, at der er signifikant forskel (P<0,05) mellem holdene.

Resultaterne er i overensstemmelse med tidligere forsøg, hvor der blev vist tendens

Tabel 4. Kropsvægt, levervægt og leverens indhold af glukose, glykogen, fedt (TAG) og frie fedtsyrer (NEFA)

Parameter

Hold

Standard error

P-værdi 1)

KON

GLU

LP

Kropsvægt, g

3432 A

3295 B

2880 C

93

<0,001

Levervægt, g

76,1

77,7

69,6

3,1

0,070

Glukose, μmol/g

62,0 A

50,5 B

60,3 A

2,9

0,011

Glykogen, μmol/g

68,1

46,3

75,1

9,0

0,074

TAG, μmol/g

85 B

149 A

71 B

13

<0,001

NEFA, μEq/g

248 B

415 A

210 B

35

<0,001

1) P-værdi<0,05 angiver signifikant forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i samme række angiver, at der er forskel mellem holdene.

Frekvensen af dyr med diagnosen fedtlever i vækstperioden var høj på alle undergrupper af hold LP, og der var ingen forskel mellem holdene, hvilket viser, at de anvendte fodertilskud ikke kunne hindre udvikling af fedtlever ved lav proteinforsyning.

(tabel 4). Det betyder, at hold LP ikke var i stand til at kompensere for dårlig tilvækst ved lav proteinforsyning ved at blive fodret med højere energimængde fra protein den sidste måned før pelsning. Der var ingen forskel på leverens vægt mellem de tre hold (tabel 4).

Kropsvægten var højest for hold KON, lavere for hold GLU og lavest for hold LP 70 Faglig årsberetning


Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink

Blodanalyser Resultatet af blodanalyserne fremgår af tabel 5. For variablerne triglycerider, NEFA, galdesalte og ALAT var der forskelle mellem månederne, men ingen forskelle mellem holdene (tabel 5). Plasmaindholdet af triglycerider var højest i august. Plasmaindholdet af NEFA og ALAT var højest i november, og plasmaindholdet af galdesalte var højest i oktober. For de øvrige variable var der interaktion mellem effekterne af måned og hold, hvilket viser, at der for disse variable var forskelle mellem holdene ved nogle af prøvetagningerne. Blodets indhold af erythrocytter (røde blodlegemer) og hæmatokritværdien var i oktober højst for hold LP (tabel 5). Dyrene på hold LP var i oktober i en dårlig

sundhedstilstand og dødeligheden var høj, så de høje værdier indikerer, at dyrene var dehydrerede. I november var hæmatokritværdien højest ved fodring med højere proteinindhold i foderet (KON og LP) indikerende en positiv effekt af højt proteinindhold i foderet på den generelle sundhedstilstand. Blodets indhold af leukocytter (hvide blodlegemer) var i august og september lavest ved lavt proteinindhold i foderet. Dette indikerer negative effekter på immunsystemet ved fodring med lav energimængde fra protein, hvilket er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, hvor effekter på immunsystemet ved fodring med høj proteinmængde og lav proteinmængde blev sammenlignet (Clausen et al., 2012; Damgaard et al., 2012).

71 Faglig årsberetning 2013


Birthe Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen Tabel 5. Resultat af blodanalyser for forsøgsholdene i august, september, oktober og november. Værdierne er gennemsnit.

Parameter

Måned

Standard error

Hold

P-værdi – Effekt af 1) Måned

KON

GLU

LP

Hæmatokrit

Aug.

49,07 c

50,48 c

50,14 c

0,60

værdi, %

Sept.

54,16 a

54,50 a

53,77 b

0,60

Okt.

53,70 aAB

52,88 bB

55,58 aA

0,63

Nov.

52,27 bA

49,96 cB

51,60 cAB

0,69

Erythrocytter,

Aug.

7,74 c

7,98 b

7,89 d

0,001

1012/l

Sept.

8,89 ab

8,90 a

8,86 b

0,12

Okt.

9,09 aAB

8,79 aB

9,42 aA

0,12

Nov.

8,71 b

8,21 b

8,55 c

0,13

Leukocytter,

Aug.

11,5 aA

9,2 aB

10,7 aAB

0,77

109/l

Sept.

7,5 bA

6,1 abAB

5,9 bB

0,51

Okt.

6,0 c

5,4 b

5,3 b

0,45

Nov.

3,7 d

4,6 c

3,4 c

0,31

Triglycerider,

Aug.

1,27 a

1,23 a

1,33 a

0,05

mmol/l

Sept.

1,17 a

1,13 a

1,22 a

0,05

Okt.

1,00 b

0,96 b

1,05 b

0,05

Nov.

0,65 c

0,64 c

0,70 c

0,05

NEFA,

Aug.

228 c

252 c

252 c

14

μEq/l

Sept.

340 b

376 b

380 b

21

Okt.

365 b

403 b

407 b

24

Nov.

539 a

596 a

602 a

38

Kolesterol,

Aug.

5,70 b

5,47 b

5,56 b

0,17

mmol/l

Sept.

6,13 a

6,08 a

6,15 a

0,17

Okt.

5,54 bAB

5,86 aA

4,50 cB

0,19

Nov.

4,43 c

4,44 c

4,32 c

0,20

Galdesalte,

Aug.

1,57 b

1,40 b

1,75 b

0,25

μmol/l

Sept.

1,72 b

1,54 b

1,92 b

0,27

Okt.

2,34 a

2,10 a

2,61 a

0,40

Nov.

1,11 c

0,99 c

1,23 c

0,20

72 Faglig årsberetning

Måned

*Hold

-

<0,001

-

<0,001

-

<0,001

<0,001

ns

<0,001

ns

-

<0,001

<0,001

ns


Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink

Parameter

Måned

Standard error

Hold

P-værdi – Effekt af 1) Måned

KON

GLU

LP

Glukose,

Aug.

8,15 ab

8,34 ab

8,26 b

0,32

mmol/l

Sept.

8,43 a

8,43 a

9,26 a

0,31

Okt.

7,48 b

7,55 b

6,78 c

0,34

Nov.

7,94 abAB

7,19 cB

8,48 abA

0,40

Protein,

Aug.

62,9 b

64,5 a

62,4 b

0,87

g/l

Sept.

65,5 a

64,2 a

65,1 a

0,89

Okt.

66,4 aA

64,8 aA

52,8 dB

0,88

Nov.

59,3 c

56,6 b

57,5 c

0,85

UREA,

Aug.

6,1 abA

4,2 bB

4,0 bB

0,30

g/l

Sept.

6,7 aA

5,3 aB

4,5 aB

0,38

Okt.

5,7 bA

4,8 abAB

4,2 abB

0,35

Nov.

3,7 cA

3,0 cB

3,9 cA

0,27

ALAT,

Aug.

91 c

99 c

100 c

8,3

U/L

Sept.

120 b

132 b

133 b

11

Okt.

123 b

133 b

136 b

11

Nov.

171 a

187 a

189 a

16

Måned

*Hold

-

<0,05

-

<0,001

-

<0,01

<0,001

ns

1) P-værdi<0,05 angiver signifikant forskel. Ingen særskilt effekt af hold. a,b: Små bogstaver angiver signifikant forskel mellem måneder inden for hold. A,B: Store bogstaver angiver signifikant forskel mellem hold inden for måned. ns: ikke-signifikant.

73 Faglig årsberetning 2013


Birthe Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen

Blodets indhold af glukose var i november højest ved fodring med højt proteinindhold i foderet (KON og LP). Dette skyldes sandsynligvis, at dyrene fik tilført flere glukogene aminosyrer og derved havde en større metabolisering af glukose ud fra aminosyrer. Blodets indhold af protein var i oktober højest ved højt proteinindhold i foderet (KON) og afspejler således foderets indhold af protein. Urea dannes ved nedbrydning af protein og det høje ureaindhold i blodet, ved det høje proteinindhold i foderet, afspejler således foderets indhold af protein.

Konklusion De undersøgte fodertilskudsmidler kunne ikke hindre høj dødelighed og udvikling af fedtlever ved lav energimængde fra protein. Ved skift fra foder med lavt proteinindhold til foder med højt proteinindhold synes leveren at kunne regenerere til normalt fedtindhold på en måned. Højt proteinindhold i foderet synes at have en positiv effekt på kropsvægt og sundhedsparametre i blod. De undersøgte fodertilskudsmidler kunne ikke hindre negative effekter på kropsvægt og sundhedsparametre i blod ved lavt proteinindhold i foderet.

For de undersøgte variabler i blod var der ingen forskel mellem undergrupperne af hold LP, hvilket viser, at de anvendte foder tilskud ikke havde effekt på sundhedsparametre i blod.

74 Faglig årsberetning


Effekten af fodertilskud ved lav proteinforsyning på blod, lever og sundhed hos mink

Referencer Clausen, T. N. 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2014. Reduceret protein til minkhvalpe i vækst og pelssætningsperioden 2012. Faglig Årsberetning 2013, 31-42. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2005a. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2005b. Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison). Faglig Årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 169-171. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F. 2013. Nobacitin og Cholin Clorid til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 69-75. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

ty rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P. 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infiltration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629. Damgaard, B.M., Larsen, P.F. & Clausen, T.N. 2012. Effects of dietary protein level on growth, health and physiological parameters in growing-furring mink. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 32-39. Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, T.M. & Clausen, T.N. 2013. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinchlorid og Nobacitin på blod, lever og sundhed. Faglig Årsberetning 2012, 89-95. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S. 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H. 1998a. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F. 1998b. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortali75 Faglig årsberetning 2013


Birthe Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen

76 Faglig 책rsberetning


Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden Mette Skou Hedemann1, Birthe M. Damgaard1, Tove N. Clausen2 & Peter Foged Larsen2 1

Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Denmark, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark

2

Sammendrag Formålet med denne undersøgelse var at undersøge effekten af to strategier til reduktion af proteinindholdet i foderet sammenlignet med et kontrolhold på sammensætningen af små molekyler (metabolitter) i plasma hos mink. I den ene strategi (Lav protein 1) blev proteinniveauet reduceret fra 32 til 24% af den omsættelige energi fra protein (OEp), og den anden strategi (Lav protein 2) gik ud på at reducere proteinniveauet fra 28 til 20% OEp igennem vækstperioden. Der blev taget fire blodprøver i løbet af forsøgsperioden (august-november). Den metaboliske profil ændrede sig fra august til november. Tryptofan og fenylalanin var nogle af de metabolitter, som ændrede sig. De blev begge fundet i højere koncentration i august end i november, mens en endnu uidentificeret metabolit fandtes i prøverne fra november, men var fraværende i prøverne fra august. Når data fra oktober blev analyseret separat, grupperede minkene fra kontrolgruppen og ”Lav protein 1” sig sammen, mens minkene fra ”Lav protein 2” dannede en anden gruppe. Nogle af de metabolitter, som var betydende for denne gruppering, var tryptofan, fosfolipider (høje i kontrol og ”Lav protein 1”) og fenylalanin (høj i ”Lav protein 2”). De metaboliske ændringer, som er blevet observeret i plasma hos mink i denne undersøgelse, er også blevet fundet hos mennesker med metaboliske forstyrrelser som fedme, type 2 diabetes og metabolisk syndrom. Hedemann, M.S., Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2014. Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2013. 77-84. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the present investigation was to study the effect of two protein reduction strategies compared to a control protein level on the composition of metabolites in plasma in mink. In one strategy (Low protein 1) the protein level was reduced from 32 to 24 % of metabolizable energy (MEp) and in the other (Low protein 2) the protein level was reduced from 28 to 20 % MEp during the growing-furring period. Blood samples were collected during the experimental period (AugustNovember). The metabolic profile differed between blood samples taken in August and November. Some of the metabolites causing this were tryptophan and phenylalanine that were observed in higher concentration in August compared to November and an unidentified metabolite observed in samples from November, but absent in August. When data from October was analyzed separately it was observed that mink fed 20 % MEp formed one group and mink fed 24 % and 28 % MEp formed another group. Some of the metabolites responsible for the separation were tryptophan, phospholipids (high in control and “Low protein 1”) and phenylalanine (high in “Low protein 2). The metabolic changes observed in the present study have also been found in humans with metabolic disorders like obesity, diabetes and metabolic syndrome. Hedemann, M.S., Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2014. The effect of reduced protein content in the feed on the plasma metabolic profile in the growing-furring period. Annual Report 2013, 77-84. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N Keywords: Mink, feed, protein, liquid chromatography-mass spectrometry (LC-MS), metabolomics

77 Faglig årsberetning 2013


Mette Skou Hedemann, Birthe M. Damgaard, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Indledning Miljøbelastningen fra minkproduktionen skal nedsættes, bl.a. skal udledningen af kvælstof reduceres 15% før 2015. Derfor pågår et stort arbejde med at finde fodringsstrategier, hvor foderets proteinindhold reduceres, uden man går på kompromis med minkens sundhed og trivsel. Tidligere undersøgelser har vist, at når foderets proteinindhold udgør mindre end 25% af den omsættelige energi, opstår der sundhedsproblemer som nedsat immunforsvar, fedtlever og øget dødelighed (Damgaard et al., 1998). Disse problemer kan have noget at gøre med, at der opstår ubalance i næringsstof-omsætningen (metabolisk stress). Det har vist sig, at skaderne, som opstår i en fedtlever, kan genoprettes (Rouvinen-Watt et al., 2010), og der er foreslået forskellige tilsætningsstoffer, som kan have en positiv effekt på processer i næringsstof-omsætningen, som er vigtige i denne forbindelse, f.eks. carnitin, E- og B-vitamin og cholin.

fekten af reduceret proteinindhold i foderet på sammensætningen af metabolitter i blodet. Metoden er uafhængig af tidligere antagelser og er dermed hypoteseskabende, i dette tilfælde om hvorledes proteinreduktion påvirker næringsstofomsætningen.

Blodet indeholder metabolitter, små molekyler, som er resultatet af fordøjelses- og absorptionsprocesserne, og hvis der er ubalancer i næringsstofomsætningen f.eks. på grund af lav eller dårlig proteinforsyning, vil det kunne ses i en blodprøve. Metabolomics er en såkaldt high-throughput analytisk teknologi, som giver mulighed for at måle mange metabolitter samtidig i f.eks. blod. Sådan en analyse kan potentielt belyse et komplekst metabolisk fingeraftryk, som er karak-teristisk for en given stimulus f.eks. foder med forskelligt proteinindhold.

Fra begyndelsen af oktober steg dødeligheden i alle undergrupper af “Lav protein 2”, og forsøgsbehandlingen blev stoppet den 18. oktober, og minkene blev fodret med fodercentralfoder med et højere proteinindhold fra denne dato.

I dette studie ønskede vi at udnytte styrken i væskekromatografi-massespektrometri baseret metabolomics til at undersøge ef-

Materialer og metoder Dyr og foder Forsøget blev gennemført på Kopenhagen Farm, Holstebro. Der blev anvendt 525 brune hanhvalpe i forsøget. Proteinreduktionsstrategierne blev undersøgt i vækstperioden fra midt-juli til pelsning i november. Minkhvalpene blev tilfældigt fordelt i tre grupper, som blev fodret efter forskellige proteinreduktions-strategier som vist i Tabel 1. Fra den 15. september blev gruppen ”Lav protein 2” delt i syv undergrupper og foderet blev tilsat carnitin, E-vitamin, B-vitamin, cholin klorid eller dextrose som vist i Tabel 2.

Blodprøver Der blev taget blodprøver fra 20 minkhvalpe pr. gruppe midt i august, september, oktober og ved pelsning. Blodprøverne blev taget mellem kl. 8 og kl. 12 efter en fasteperiode på min. 16 timer. Blodprøverne blev centrifugeret ved 3000 rpm i 10 min ved 4°C. Plasma blev separeret fra blodcellerne og opbevaret ved -80°C indtil analyse.

78 Faglig årsberetning


Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden

Tabel 1. Fodringsperioder og foderets procentfordeling (protein:fedt:kulhydrat)

Kontrol 1 Lav protein 1 2 Lav protein 2

Antal minkhvalpe 175 175 175

15. juli – 10. august 32 : 53 : 15 32 : 53 : 15 32 : 53 : 15

10. august – 15. september 30 : 52 : 18 26 : 56 : 18 20 : 60 : 20

15. september - pelsning 28 : 54 : 18 24: 58 : 18 20 : 60 : 20

1

Tilsætning af 0,5 % dextrose fra den 15. september Fordelt i undergrupper fra den 15. september

2

Tabel 2. Undergrupper af ”Lav protein 2” fra den 15. september

Kontrol 1 Carnitin (lav) 1 Carnitin (høj) 2 E-vitamin 3 B-vitamin 4 Cholin klorid Dextrose

Antal minkhvalpe 25 25 25 25 25 25 25

% tilsat stof 0,048 0,097 0,1 0,1 0,05 0,5

1

50 % L-carnitin Vitral E med Se (100.000 ppm) 3 Vitral B mink super 4 Cholin klorid (75 %) 2

HPLC-massespektrometri analyse Før analyse behandles plasmaprøverne med acetonitril for at fælde proteinerne. Prøverne centrifugeres og supernatanten tørres ind. Den indtørrede prøve genopløses og injiceres på HPLC (high performance liquid chromatography, Ultimate 3000, Dionex). HPLC’en er koblet til et massespektrometer (MicrOTOF-Q II, Bruker, Bremen), som detekterer positive eller negative ioner, efter prøven er blevet ioniseret ved elektrospray ionisering. En detaljeret beskrivelse af metoden findes i Hedemann og Damgaard (2012). Databehandling Data analyseres v.hj.a. kemometriske metoder, som er avancerede mønstergenkendelsesmetoder, der anvendes både Principal Component Analyse (PCA) og Partial Least Square Discriminant analysis (PLS-DA). Ved at bruge disse metoder kan man se eventuelle grupperinger, der indikerer forskelle i metabolitmønstret, og derefter kan metabolitterne, som har størst betydning for grupperingen, identificeres.

Resultater og diskussion Det samlede datasæt blev analyseret med henblik på at identificere forskelle over tid. Derudover blev data fra oktober analyseret separat, da det var den måned med de største kontraster i minkhvalpenes sundhedstilstand og dermed sandsynligvis også den største kontrast i sammensætning af metabolitter i blodprøverne. Ændring i metabolisk profil fra august til november PCA-scoreplottet for alle data er vist i figur 1. Der er ikke nogen klar forskel mellem prøverne fra august-oktober, men prøverne fra november ligger i en gruppe for sig selv. For at undersøge forskellene nærmere, blev resultaterne fra august og november analyseret igen, og det ses tydeligt i figur 2, at der er en klar gruppering af prøverne. De metabolitter, som havde størst betydning for grupperingen, var fenylalanin, tryptofan og et fosfolipid (lysophosphatidylcholin (18:2)), som alle fandtes i den højeste koncentration i prøverne fra august. Den højere koncentration af aminosyrerne fenylalanin og tryptofan har muligvis sammenhæng med det højere indtag af protein i august end i november. Omsætningen af fosfolipider er meget kompleks, og der findes utallige af dem. Derfor et det svært at pege på en ændret omsætningsvej, som kan resultere i ændret koncentration af denne specifikke fosfolipid. I prøverne fra november var der en metabolit, som fandtes i disse prøver, men ikke (eller kun i meget lav koncentration) i prøverne fra au79

Faglig årsberetning 2013


Mette Skou Hedemann, Birthe M. Damgaard, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

gust. Denne metabolit har m/z 157.06. Den er endnu ikke identificeret, men databaseopslag angiver et nedbrydningsprodukt fra histidin som forslag.

Forskel mellem fodringsgrupperne i oktober En separat analyse af resultaterne fra oktober viste, at der ikke var forskel mellem grupperne ”Kontrol” og ”Lav protein 1”, og disse grupper blev derfor slået sammen. I figur 3 ses PLS-DA scoreplottet af ”Kontrol + Lav protein 1” vs. ”Lav protein 2”.

40 30 20

Scores PC#2 (7.7 %)

10 0 -10

August

-20

September Oktober

-30

November -40 -50 -60

-70 -50

-40

-30

-20

-10 0 10 Scores PC#1 (12.7 %)

Figur 1. PCA-scoreplot af alle plasmaprøver fra forsøget.

80 Faglig årsberetning

20

30

40


Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden

100 80

Scores PC#2 (8.4 %)

60 40 20

August November

0 -20 -40

-60 -300

-250

-200

-150 -100 -50 Scores PC#1 (39.8 %)

0

50

100

Figur 2. PLS-DA scoreplot af prøverne taget i august og november.

En række af de metabolitter, som har størst betydning for adskillelsen mellem grupperne, er vist i tabel 3. Minkene fodret med ”Lav protein 2” blev opdelt i undergrupper fra den 15. september og fik forskellige tilsætnings-stoffer i

foderet (tabel 2). Disse under-grupper kunne ikke ses på et PCA-scoreplot (resultat ikke vist), dvs. der var ikke forskelle i sammensætningen af de metabolitter, som kan analyseres med den metode, som blev brugt.

30

20

Scores PC#2 (15.3 %)

10 0 -10 -20 -30 -40

-50 -60 -70 -60

-40

-20

0 20 Scores PC#1 (16.3%)

Kontrol + Lav protein 1

40

60

80

Lav protein 2

Figur 8. PLS-DA-scoreplot af prøverne fra oktober

81 Faglig årsberetning 2013


Mette Skou Hedemann, Birthe M. Damgaard, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Tryptofan er en essentiel aminosyre, som er nødvendig for proteinsyntesen. Hos mennesker, som led af det metaboliske syndrom, har man fundet lavere indhold af tryptofan i blodet end hos raske mennesker (Herrera-Marquez et al., 2011), hvorimod man har set forøget indhold af tryptofan hos diabetespatienter (Friedrich, 2012). Fenylalanin er også blevet kædet sammen med en forøget risiko for type 2 diabetes (Floegel et al., 2013; Friedrich, 2012). Niveauet af adskillige fosfolipider var reduceret hos mink som fik ”Lav protein 2”. Fosfolipider findes i foderet og frigives fra celle-

membranen, og de ses således ofte blandt metabolitter, som identificeres. I dette forsøg blev alle mink fodret med samme slags og mængde fedt, så det er ikke sandsynligt, at forskellene stammer fra fedtdelen af foderet, men det er derimod et resultat af ændrede omsætningsveje. I studier med fede mus (Kim et al., 2010) og mennesker med nedsat glukosetolerance (forstadie til type 2 diabetes) (Zhao et al., 2010) har man også fundet nedsatte niveauer af fosfolipider.

Tabel 3. Liste over metabolitter som adskiller ”Kontrol + Lav protein 1” og ”Lav protein 2”.

m/z 188.0709 120.0809 118.0860 544.3380 568.3397 546.3549 542.3244

Ion Fragment Fragment + M + + [M+H] eller [M+Na] + + [M+H] eller [M+Na] + + [M+H] eller [M+Na] + + [M+H] eller [M+Na]

Metabolit Tryptofan Fenylalanin Betain PC eller LPC* PC eller LPC PC eller LPC PC eller LPC

Kontrol + Lav protein 1 vs. Lav protein 2 Folds ændring P-værdi -13 1.6 1.05 10 -8 0.6 5.75 10 1.3 0.009 -23 2.4 2.03 10 -27 2.7 3.31 10 -10 1.8 4.8 10 -19 2.7 8.81 10

*PC: phosphatidylcholin; LPC: Lysophosphatidylcholin

Konklusion Når proteinindholdet i minkfoder ændres, kan det ses som ændringer i sammensætningen af metabolitterne i plasma, tilsætning af carnitin, E- eller B-vitamin eller cholin klorid havde dog ingen effekt på sammensætningen af metabolitter. De metabolitter, som ændredes i dette forsøg, har ligheder med de ændringer, som ses hos mennesker med en række metaboliske sygdomme, f.eks. fedme, type 2 diabetes og det metaboliske syndrom.

Referencer Damgaard, B.M., Clausen, T.N.& Børsting, C.F., 1998. Effects of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agriculturae Scandinavica Section AAnimal Science 48, 175-183. Floegel, A., Stefan, N., Yu, Z., Mühlenbruch, K., Drogan, D., Joost, H.G., Fritsche, A., Häring, H.U., Hrabe de Angelis, M., Peters, A., Roden, M., Prehn, C., Wang-Sattler, R., Illig, T., Schulze, M.B., Adamski, J., Boeing, H.& Pischon,T., 2013. Identification of Serum Metabolites Associated With Risk of Type 2 Diabetes Using a Targeted Metabolomic Approach. Diabetes 62, 639-648.

82 Faglig årsberetning


Effekten af reduceret proteinindhold i foderet på den metaboliske profil i plasma i vækstperioden

Friedrich, N., 2012. Metabolomics diabetes research. Journal Endocrinology 215, 29-42.

in of

Hedemann, M.S. & Damgaard, B.M., 2012. Metabolomic study of plasma from female mink (Neovison vison) with low and high residual feed intake during restrictive and ad libitum feeding. Comparative Biochemistry and Physiology Part D: Genomics and Proteomics 7, 322-327. Herrera-Marquez, R., HernandezRodriguez, J., Medina-Serrano, J., De Oca, A.B.M. & Manjarrez-Gutierrez,G., 2011. Association of metabolic syndrome with reduced central serotonergic activity. Metabolic Brain Disease 26, 29-35.

Rouvinen-Watt, K., Mustonen, A.M., Conway, R., Pal, C., Harris, L., Saarela, S., Strandberg, U. & Nieminen, P., 2010. Rapid Development of Fasting-Induced Hepatic Lipidosis in the American Mink (Neovison vison): Effects of Food Deprivation and Re-Alimentation on Body Fat Depots, Tissue Fatty Acid Profiles, Hematology and Endocrinology. Lipids 45, 111-128. Zhao, X., Fritsche, J., Wang, J., Chen, J., Rittig, K., Schmitt-Kopplin, P., Fritsche, A., Häring, H.U., Schleicher, E., Xu, G. & Lehmann, R., 2010. Metabonomic fingerprints of fasting plasma and spot urine reveal human pre-diabetic metabolic traits. Metabolomics 6, 362-374.

Kim, H.J., Kim, J.H., Noh, S., Hur, H.J., Sung, M.J., Hwang, J.T., Park, J.H., Yang, H.J., Kim, M.S., Kwon, D.Y. & Yoon, S.H., 2010. Metabolomic Analysis of Livers and Serum from High-Fat Diet Induced Obese Mice. J. Proteome Res. 10, 722-731.

83 Faglig årsberetning 2013


Mette Skou Hedemann, Birthe M. Damgaard, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

84 Faglig 책rsberetning


Genfinding og stabilitet af aminosyrer i minkfoder opbevaret ved forskellige temperaturer Marie Engbæk & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Denmark Sammendrag Tab og nedbrydning af tilsatte syntetiske aminosyrer kan potentielt være et problem i minkfoder. Genfindingsprocent og stabilitet af syntetiske aminosyrer i minkfoder blev målt umiddelbart efter iblanding og derefter over en periode på tre døgn ved hhv. 5°C, 20°C og 35°C. Resultaterne viste en gennemsnitlig genfindingsprocent på ca. 52% af de tilsatte syntetiske aminosyrer umiddelbart efter iblanding, dog med variation mellem de forskellige aminosyrer. Der blev observeret en høj stabilitet af tilsatte aminosyrer over tid, når foderet blev opbevaret ved 5°C, og en nedbrydning af aminosyrer over tid, når foderet var opbevaret ved hhv. 20°C og 35°C. Engbæk, M. & & Larsen P.F. 2014. Genfinding og stabilitet af aminosyrer i minkfoder opbevaret ved forskellige temperaturer. Faglig Årsberetning 2013, 85-90, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Loss and degradation of added synthetic amino acids can potentially be a problem in mink feed. The stability of synthetic amino acids was investigated in mink feed when stored at 5°C, 20°C and 35°C during a period of three days. Results showed a mean recovery of approx. 52% of synthetic amino acids just after incorporation, though with variation between the different amino acids. A high stability of added amino acids was observed over time when the feed was stored at 5°C, and a degradation of the amino acids over time when stored at respectively 20°C and 35°C. Engbæk, M. & Larsen P.F. 2014. Recovery and stability of amino acids in mink feed stored at different temperatures. Annual Report 2013, 85-90. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Mink, Neovison vison, recovery rates, synthetic amino acids.

Indledning Mink har et stort behov for aminosyrer, og at disse findes i de rigtige mængder i foderet. Aminosyrerne er med til at sikre skindkvalitet, tilvækst og dyrets sundhed. Syntetiske aminosyrer kan anvendes til optimering af fodersammensætningen og derved sikre, at minkens behov bliver tilgodeset. Det er dog uvist, om der sker et tab af syntetiske aminosyrer ved opbevaring af minkfoderet. En undersøgelse, foretaget af Pedersen & Jensen (2005), påviste en Materiale og metode For at undersøge stabiliteten af aminosyrer, blev der udtaget en prøve af et standardfoder fra en dansk fodercentral. Foderprøven blev analyseret for indholdet af aminosyrer. På baggrund af analyseresul-

variation i stabiliteten af aminosyrer i vådfoder til svin. De fandt f.eks., at lysin, treonin og tryptofan var næsten forsvundet efter otte timer i fermenteret svinefoder, mens 90% af methionin blev genfundet. Et pilotstudie blev udført på Kopenhagen Farm, og havde til formål at undersøge genfindingsprocent og stabilitet af syntetiske aminosyrer i minkfoder opbevaret over en periode på tre døgn ved tre forskellige temperaturer (5°C, 20°C og 35°C). Resultaterne er præsenteret herunder. taterne blev der tilsat syntetiske aminosyrer, svarende til 50% af hvad der blev fundet i foder-centralfoderet for hver af de analyserede aminosyrer. Umiddelbart efter iblanding blev der udtaget en foderprøve, der blev sendt til analyse for bestemmelse af aminosyreindhold og gen85

Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk & Peter Foged Larsen

findingsprocent af de tilsatte syntetiske aminosyrer. Foderet, tilsat de syntetiske aminosyrer, blev efterfølgende delt i tre og opbevaret i et varmeskab ved hhv. 5°C, 20°C eller

35°C. For hver behandling blev der udtaget en delprøve hver 24. time i en periode på tre døgn. Hver delprøve blev analyseret for aminosyreindhold. Forsøgsdesignet er vist i tabel 7.

Tabel 7: Forsøgsdesign Fodercentralfoder Tid/h

Fodercentralfoder + 50% syntetiske aminosyrer

Kontrol

5°C

20°C

35°C

0

+

-

-

-

24

-

+

+

+

48

-

+

+

+

72

-

+

+

+

Da der kun blev udtaget en prøve for hver behandling, er der ikke foretaget en statistisk analyse på resultaterne. Forskellen mellem behandlingerne er derfor kun numeriske og ikke signifikant.

Resultater og diskussion Genfindingsprocenten af tilsatte syntetiske aminosyrer umiddelbart efter iblanding i færdigfoder viste stor variation. Genfindingsprocenterne er listet i Tabel 8. Der blev gennemsnitligt genfundet ca. 52% af de tilsatte syntetiske aminosyrer.

Tabel 8: Genfindingsprocenten for de syntetiske aminosyrer umiddelbart efter iblanding. *

Alanin

Arginin

52,53 * Histidin

81,69 * Isoleucin

35,42 52,00 * * Prolin Serin 80,18 49,74 * Essentielle aminosyrer

*

Asparaginsyre

Cystein

Glutaminsyre

Glycin

49,76 * Leucin

66,59 * Lysin

52,26 * Methionin

76,23 Fenylalanin

40,91 * Threonin 47,87

31,54 * Tryptofan 26,04

62,19 Tyrosin 34,35

43,84 Valin 57,87

Af Tabel 8 ses det, at aminosyrerne histidin, leucin, lysin, fenylalanin, tryptofan og tyrosin allerede umiddelbart efter iblandingen havde en lav genfindingsprocent. Methionin havde en genfindingsprocent på 62%. For at vurdere stabiliteten af de tilsatte aminosyrer, blev genfindingsprocenten beregnet for de enkelte aminosyrer over tid og ved hhv. 5°C, 20°C og 35°C.

Genfindingsprocenten for både de naturlige og syntetiske aminosyrer er præsenteret på Figur 1, Figur 2 og Figur 3. Genfindingsprocenten er beregnet ud fra mængden af aminosyrer, der blev fundet i prøverne ved de respektive temperaturer og tider, i forhold til mængden af aminosyre i kontrolprøven plus de tilsatte syntetiske aminosyrer.

86 Faglig årsberetning


Genfinding og stabilitet af aminosyrer i minkfoder opbevaret ved forskellige temperaturer

Figur 1: Genfindingsprocenten for de naturlige og syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 5°C

Figur 2: Genfindingsprocenten for de naturlige og syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 20°C

Figur 3: Genfindingsprocenten for de naturlige og syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 35°C

87 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk & Peter Foged Larsen

Som det ses på figurerne, er genfindingsprocenten for de naturlige og syntetiske aminosyrer generelt stabile over tid, men har en større variation ved stigende temperaturer. Ved 5°C var genfindingsprocenten for de naturlige og syntetiske aminosyrer i gennemsnit ca. 80%. På Figur 2 ses en genfindingsprocent på ca. 60% for arginin, asparaginsyre, glutaminsyre, histidin, lysin, serin, tryptofan og tyrosin ved 20°C.

På Figur 4, Figur 5 og Figur 6 kan genfindingsprocenterne ses for de syntetiske aminosyrer, ved hhv. 5°C, 20°C og 30°C over tid. Stabiliteten af de syntetiske aminosyrer er beregnet som værende forskellen mellem den fundne mængde af aminosyre i prøverne ved en given temperatur og i kontrolprøven, divideret med mængde af syntetiske aminosyrer, der blev tilsat fodercentralfoderet. Det antages, at fraktionen af de naturlige aminosyrer forbliver 100%.

Figur 4: Genfindingsprocenten for de syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 5°C.

Figur 5: Genfindingsprocenten for de syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 20°C

88 Faglig årsberetning


Genfinding og stabilitet af aminosyrer i minkfoder opbevaret ved forskellige temperaturer

Figur 6: Genfindingsprocenten for de syntetiske aminosyrer målt over en periode på tre døgn ved 35°C

På Figur 4 kan det ses, at ingen af de syntetiske aminosyrer forsvinder helt, når foderet opbevares ved 5°C, hvor der i gennemsnit genfindes 42% af de tilsatte aminosyrer. Modsat ses det, at aminosyrerne, opbevaret ved 35°C, generelt har en lavere genfindings-procent, sammenlignet med de andre opbevaringstemperaturer i løbet af de tre døgn. Ved en stigning i opbevaringstemperatur fra 5°C til 20°C ses et fuldstændigt tab af syntetisk arginin og tryptofan indenfor 24 timer. Som det kan ses af Figur 5, forsvinder den syntetiske form af asparaginsyre, glutaminsyre, histidin, lysin, serin og tyrosin efter 48 timer, når minkfoderet opbevares ved 20°C. En øget mængde af syntetisk cystein og threonin bliver genfundet, når minkfoderet opbevares ved 20°C i forhold til 5°C, mens begge aminosyrer helt forsvinder Konklusion Færdigt minkfoder tilsat 50% ekstra syntetiske aminosyrer viste en gennemsnitlig genfinding på ca. halvdelen (52%) af de tilsatte syntetiske aminosyrer umiddelbart efter iblanding, dog med meget stor variation mellem de forskellige aminosyrer. Baseret på disse resultater, anbefales det, at udføre yderligere studier for at verificere den lave genfinding af syntetiske

ved en temperatur på 35°C. Dette kan potentielt være et problem, da begge aminosyrer er essentielle for mink. Det er bemærkelsesværdigt, at den genfundne mængde af alanin, cystein, isoleucin, leucin, methionin, fenylalanin og valin, ved 20°C, stiger i løbet af de tre døgn, foderet bliver opbevaret. Glysine og prolin er stabile i samme periode. Pedersen & Jensen (2005) fandt, at lysin, treonin og tryptofan næsten var forsvundet efter otte timer i fermenteret svinefoder, mens methionin havde en genfindingsprocent på 90%. Lignede resultater så vi også i dette forsøg. En højere temperatur og en øget lagringsperiode medførte, at lysin, treonin og tryptofan blev nedbrudt. Methionin havde en høj genfindingsprocent over tid og var ikke nævneværdig påvirket af de forskellige temperaturer, hvorved foderet var opbevaret. aminosyrer i minkfoder. Desuden viste undersøgelsen at minkfoder opbevaret ved 5°C har en højere genfindingsprocent for aminosyrer over tre døgn sammenlignet med foder opbevaret ved 20°C og 35°C, hvor flere syntetiske aminosyrer hurtigt blev nedbrudt.

89 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk & Peter Foged Larsen

Referencer Jørgensen L (2012). Udtagning af foderprøver. Videncenter for Svineproduktion.

Pedersen AØ & Jensen BB (2005). Nedbrydning af syntetiske aminosyrer ved fermentering af vådfoder. Landsudvalget for Svin, Erfaring nr. 0501.

90 Faglig årsberetning


Har drikkevandets surhedsgrad betydning for minkens vandindtag? Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N. Sammendrag Minks præference i forhold til vandets surhedsgrad blev testet ved et smagelighedsforsøg på Kopenhagen Farm. 20 hanmink fik i fire uger valget mellem vand med en pH-værdi på hhv. 7,6 og 6,3. Forsøget viste, at der ikke var signifikant forskel på minkenes præference i forhold til vandtype eller på vandoptaget. Drikkevandets surhedsgrad influerede heller ikke på dyrenes urinproduktion eller urin-pH. Dog tyder resultaterne på, at minkene har haft en præference i forhold til vandflaskens placering og knap så meget til indholdet i det undersøgte pH-interval. Forskellen i surhedsgraden har måske været for lille til, at minken har kunnet registrere den, hvorfor det ingen betydning har haft for minken i praksis. Engbæk, M., Tinggaard, L. & Larsen, P.F. 2014. Har drikkevandets surhedsgrad betydning for minkens vandindtag? Faglig Årsberetning 2013, 91-96, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Mink’s preference over the water's acidity was tested at Kopenhagen Farm. 20 male mink were given the choice between water with pH value 7.6 and 6.3, respectively. The duration of the trial was four weeks. The trial showed no significant difference regarding water type or water intake. The acidity of the drinking water also did not influence the urine output or the pH-value of the urine. However there were indications that the mink had a preference towards the placement of the water bottle and not so much the content in the pH-range investigated in this study. The difference in acidity may have been too small for the mink to notice, and thereby having no practical effect. Engbæk, M., Tinggaard, L. & Larsen, P.F. 2014. Does drinking water pH influence water intake in mink? Annual Report 2013, 91-96,. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Neovison vison, palatability trial, drinking water, water intake, acidity, pH-value.

Introduktion Kvaliteten af drikkevand er vigtig for alle husdyr, herunder mink, og kan påvirke trivslen og udviklingen af dyrene. Et øget vandoptag hos mink har tidligere vist at kunne reducere antallet af bidskader og forebygge blære- og nyrebetændelse (Clausen 2011). Det har tidligere været diskuteret, hvorvidt en reduktion i drikkevandets pH, vil give en bedre smagelighed for mink. Dette kan

være en fordel, idet dyrene vil kunne forventes at drikke mere vand. Der findes dog ingen studier, der har påvist, at vandets surhedsgrad kan have betydning for minkens vandoptag. Formålet med undersøgelsen var derfor at teste, hvorvidt mink har en præference i forhold til drikkevandets surhedsgrad, og hvordan dette påvirkede vandoptaget. Resultatet skal bruges til at evaluere, om det er muligt at øge vandoptaget hos mink ved at regulere vandets surhedsgrad.

91 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

Materiale og metoder Til at teste minkens præference i forhold til vandets surhedsgrad blev der opsat et smagelighedsforsøg på Kopenhagen Farm. I forsøget indgik i alt 20 voksne hanmink, fordelt på to hold (10 dyr/hold). Minkene var af farvetypen Brown/Glow, og de var i forsøgsperioden opstaldet individuelt i fordøjelighedsbure. Minkene fik tildelt 300 kcal pr. dag, og foderet havde en energifordeling på 45:43:12. Smagelighedsforsøget var opdelt i fire perioder, hvor periode 1-3 havde en

længde på seks dage, mens periode 4 var på fem dage. Under forsøget fik minken tilbudt to typer vand: Kontrol- og forsøgsvand. Kontrolvandet bestod af vandhanevand, fra det lokale vandværk, og havde en pH-værdi på 7,6. Forsøgsvandet blev fremstillet ved at forsure vandhanevandet med fosforsyre til pH 6,3. De to typer vand blev tildelt i henhold til forsøgsdesignet vist i tabel 9. .

Tabel 9: Forsøgsdesign Hold

Periode 1

Periode 2

Periode 3

Periode 4

Kontrolvand

Forsøgsvand

Forsøgsvand

Kontrolvand

Forsøgsvand

Forsøgsvand

Forsøgsvand

Forsøgsvand

Kontrolvand

Kontrolvand

Kontrolvand

Kontrolvand

Forsøgsvand

Kontrolvand

Kontrolvand

Forsøgsvand

Hold 1

Hold 2

Vandet blev tildelt i vandflasker monteret på fordøjelighedsburene i den i forvejen benyttede drikkeende. Vandflaskerne havde en volumen på 0,5 L, og var af

glas for at undgå en mulig smagspåvirkning. Forsøgsopstillingen er vist i Figur 7.

92 Faglig årsberetning


Har drikkevandets surhedsgrad betydning for minkens vandindtag?

Figur 7: Forsøgsopstilling, der viser tildelingen af vand, samt opsamling af spildevand og urin.

Indholdet i vandflaskerne blev udskiftet tre gange i løbet af hver periode. Drikkeflaskerne blev fyldt, i henhold til forsøgsdesignet. Dyrenes daglige vandindtag samt evt. vandspild blev registreret for hver af de to flasker. Vandspildet blev opsamlet vha. et drypfang som beskrevet i Tinggaard & Hvam (2010). For at undersøge om vandets surhedsgrad påvirkede pH-værdien i dyrenes urin, blev der udtaget en urinprøve for hvert dyr i hhv. periode 2 og 3. Urinprøven blev udtaget ved at opstille foliebakker på gødningsristen under buret, så de dækkede burets bundareal. Se evt. forsøgsopstillingen på Figur 7. Urinen blev opsamlet indenfor en given tidsramme, hvorefter pH-værdien straks blev målt.

Data er statistisk behandlet med statistikprogrammet SAS 9.3 (SAS Institute Inc, 2002). Procedurerne MIXED og GLM er anvendt. Niveauet for signifikans blev sat til P<0,05 for de betydende variable. Resultater og diskussion Et enkelt dyr fra Hold 1, udgik fra forsøget pga. sygdom. Foderindtagelsen og gødningskonsistensen var tilfredsstillende for de resterende dyr. Den gennem-snitlige pH-værdi for kontrol- og forsøgsvandet var hhv. 7,60 og 6,24. Tabel 10 er drikkeadfærden og vandoptaget afbilledet. Der var ikke statistisk forskel på de to holds drikkeadfærd i forhold til valg af vandtype (P=0,1199). Der var heller ikke signifikant forskel på dyrenes samlede vandoptag mellem de to hold (P=0,8363).

Dyrenes daglige foderindtag, samt urinproduktion blev registret, og minkene blev vejet ved forsøgets start og afslutning.

93 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

Tabel 10: Det gennemsnitlige vandoptag (g/dag) for Hold 1 og Hold 2, fordelt på vandflaske og vandtype i de fire observationsperioder. Vandflaskens placering

Vandtype

Periode 1

Periode 2

Periode 3

Periode 4

Kontrolvand

44,83

-

-

18,96

Forsøgsvand

41,86

40,46

26,62

16,10

Kontrolvand

40,31

-

-

59,58

Forsøgsvand

73,85

70,91

76,59

53,58

Kontrolvand

62,34

65,85

65,23

47,24

Forsøgsvand

53,49

-

-

37,68

Kontrolvand

50,80

38,11

40,45

22,91

Forsøgsvand

61,17

-

-

36,77

*

Venstre side Hold 1 Højre side

Venstre side Hold 2 Højre side *

Periode 4 havde en længde på fem dage, mod seks dage i periode 1-3.

Ses der overordnet på minkenes drikkeadfærd, kunne det tyde på, at dyrene har en præference i forhold til vandflaskens placering og ikke indholdet i det pH interval, som er undersøgt i dette studie. Fra Periode 2 blev det observeret, at Hold 1 havde en større præference i forhold til vandflaskens placering i forhold til Hold 2, men dette er ikke statistisk sikkert.

Der var ingen statistisk forskel på dyrenes urinproduktion mellem Hold 1 og Hold 2 (P= 0,2342), eller holdenes urinproduktion i de enkelte perioder (P=0,7680). Den gennemsnitlige urinproduktion for de to hold, i hver af de fire observationsperioder, er vist i tabel 11. .

Tabel 11: Den gennemsnitlige urinproduktion (g) for de to hold i hver af de fire observationsperioder. Den gennemsnitlige urinproduktion, g

*

*

Periode 1

Periode 2

Periode 3

Periode 4

Hold 1

168,76 ± 14,75

139,11 ± 14,87

131,64 ± 14,63

112,46 ± 17,54

Hold 2

138,83 ± 13,88

132,80 ± 13,88

125,02 ± 13,88

107,47 ± 16,64

Periode 4 havde en længde på fem dage, mod seks dage i periode 1-3.

I Periode 2 og Periode 3, blev der målt pH på dyrenes urin. Den gennemsnitlige pH-værdi var hhv. 6,46 og 6,45 for Hold 1 (Forsøgsvand) og Hold 2 (Kontrolvand). Der var ingen signifikant forskel på pH i urinen mellem de to hold (P=0,9383).

og slutvægte (hhv. P= 0,3217 og P= 0,4724).

Dyrenes gennemsnitlige foderforbrug er vist i Tabel 12. Der var ingen statistisk forskel på dyrenes foderindtag mellem de to hold (P=0,3393). Der var tilmed heller ikke statistisk forskel på minkenes start-

94 Faglig årsberetning


Har drikkevandets surhedsgrad betydning for minkens vandindtag?

Tabel 12: Det gennemsnitlige foderforbrug (g) for de to hold i hver af de fire observationsperioder. Gennemsnitlige foderforbrug, g

*

*

Periode 1

Periode 2

Periode 3

Periode 4

Hold 1

299,37 ± 0,27

299,10 ± 0,27

298,92 ± 0,27

298,16 ± 0,30

Hold 2

298,90 ± 0,26

298,50 ± 0,26

298,55 ± 0,26

298,33 ± 0,29

Periode 4 havde en længde på fem dage, mod seks dage i periode 1-3.

Konklusion Forsøget viste ingen statistisk forskel mht. minkenes præference i forhold til vandtype og dermed deres vandoptag. Vandets surhedsgrad influerede heller ikke på dyrenes urinproduktion eller urinpH. Dog tyder noget på, at dyrene har haft en præference i forhold til vandflaskens placering. Fra Periode 2 blev det observeret, at Hold 1 havde en større præference i forhold til vandflaskens placering i forhold til Hold 2, men dette var ikke statistisk sikkert. At minkene i dette forsøg ikke havde en præference i forhold til drikkevandets surhedsgrad kan skyldes at forskellen i surhedsgraden imellem kontrolhold og forsøgsvandet var for lille til at minken kunne registrere den, hvorfor det ingen betydning har haft for minken i praksis. For endeligt at kunne sige om drikkevandets surhedsgrad har betydning for min-

kens vandindtag, er der brug for yderligere undersøgelser. Forskellen i surhedsgraden mellem kontrolholdet og forsøgsvandet har sandsynligvis været for lille til, at minken har kunnet registrere den. Det kunne derfor være vigtigt, ved et senere studie, at teste vandoptaget med et større pH-interval. Referencer Clausen, T. (2011). Dødsfald hos minkhvalpe i dieperioden. Side 68-74. I: Berg, P. (ed. 2011). Temadag om aktuel minkforskning. Intern rapport nr. 109. Aarhus Universitet. SAS Institute (2002). Software Version 9.1 of the SAS System for Windows. SAS Institute Inc., Cary, NC., USA. Tinggaard, L. & Hvam, K. (2010). Methodology to register water balance in mink. NJF Seminar no. 440. September 29 – October 1, Oslo, Normay, Poster presentation.

95 Faglig årsberetning 2013


Marie EngbĂŚk, Louise Tinggaard & Peter Foged Larsen

96 Faglig ĂĽrsberetning


Effekt af ekstra vand i dieperioden Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark Sammendrag For at optimere hvalpenes fravænning bedst muligt og dermed øge dyrenes velfærd, blev effekten af tildeling af ekstra drikkevand i redekassen fra dag 28 til dag 56 undersøgt hos brune minkhvalpe. Resultaterne viste, at tildeling af vand i redekassen giver bedre tilvækst hos hanog tævehvalpe i perioden fra dag 28 til 42, for tævehvalpene også bedre tilvækst frem til dag 56. Der var ingen forskel i antallet af hvalpe med bid imellem forsøgsholdene. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Effekt af ekstra vand i dieperioden. Faglig Årsberetning 2013, 97-102. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract To optimise weaning and increase kit welfare the effect of additional water in the nest box from dag 28 to day 56 was investigated in a group of brown mink kits. The results showed that adding water increased body weight in male and female kits from day 28 to 42, and for females the effect lasted until day 56. No difference in number of mink kits with bites was observed among the two groups. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2014. Effect of additional water supply in late lactation. Annual Report 2013, 97-102. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Weaning, bite, body weight

Introduktion Minkhvalpe begynder at æde, når de når en alder af ca. 28 dage, men de begynder ikke at drikke før omkring 9 dage senere (Steffensen et al., 2007). I den mellemliggende periode er de afhængige af tævens mælk og det vand, de kan optage gennem foderet. Har hvalpene adgang til en åben vandflade (Steffensen et al, 2007) eller et dryp-vandingssystem (Møller, 1991), begynder de at drikke tidligere. Ligeledes har placeringen af drikkeniplen betydning (Brink et al., 2004). Hvalpe, hvor drikkeniplen var placeret inde i redekassen eller lige udenfor redekasseåbningen, begyndte at drikke 4 dage før hvalpe i kontrolgruppen. Ydermere blev der set mindre spytslikning, roligere hvalpe og mindre vægttab hos tæverne (De Rond & Kleyn van Willigen, 2012). For at optimere hvalpenes fravænning bedst muligt og dermed øge dyrenes velfærd, blev effekten af tildeling af ekstra drikkevand undersøgt på Kopenhagen Farm.

Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt en gruppe af brune tæver (n = 898). Tæverne blev delt i 2 hold ud fra deres halplacering (tabel 1). Det var således alle tæver i samme hal, der fik ens behandling, dette uanset kuldstørrelse. I kontrolholdet (KON) gik tæver og hvalpe sammen til dag 56 i standard farmbure med normalt vandingssystem med vandnippel for enden af buret i modsat ende af redekassen. I forsøgsholdet (VAND) gik tæver og hvalpe ligeledes sammen til dag 56 i standard farmbure med normalt vandingssystem med drikkenipler, men hvor der i tillæg blev opsat ekstra vand i redekassen fra dag 28 (tabel 1). Som ekstra vandforsyning blev anvendt kaninvandflasker af glas, flaskerne blev tilset dagligt, vand blev skiftet, og flasker blev rengjort efter behov. Der blev anvendt foder fra fodercentral i hele perioden.

Tabel 1. Forsøgsopstilling dieperioden 2013

97 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Hold

Behandling

Antal tæver

Hal placering

KON

Kontrol

436

6, 8, 12, 14, 5

VAND

Vand fra dag 28

462

4, 16, 20, 3, 9

Fra dag 42 til dag 56 blev alle døde hvalpe indsamlet og obduceret. Hvalpene blev talt dag 28, 42, 49 og 56. Et repræsentativt antal kuld fra ungtæver (n = 343) født i perioden 26/4 til 2/5 blev vejet dag 28, 42 og 56. Hvis der gennem perioden blev fundet hvalpe med bid i et kuld, blev disse registret, taget fra tæven (med kuldsøskende, mindst 4 sammen) og behandlet. Hvalpe med store sår blev aflivet.

De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Proceduren GLM blev anvendt med 5% som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Bidfrekvenser blev analyseret med procedurerne PROBIT og χ2. Resultater og diskussion Opsætning af vandflaske (figur 1) inde i redekassen gjorde, at hvalpene havde nemt ved at komme til vandet, uanset om det var koldt udenfor.

Figur 1: Placering af vandflaske i redekasse.

Resultatet af vejning og optælling af hvalpe ses af tabel 2. Der var ikke forskel i kuldstørrelsen ved fødsel, men dag 28, før opstart af undersøgelsen, var der færre hvalpe i kontrolholdet end i vandholdet, på grund af et større tab af hvalpe fra

fødsel til dag 28 (p=0,001) (tabel 2). Dette skyldes forekomst af diarré i en af hallerne i kontrolholdet (hal 12) op til vejning dag 28. Det er ligeledes årsag til den lidt lavere vægt dag 28 hos tævehvalpene i kontrolholdet (0,001) (tabel 2).

98 Faglig årsberetning


Effekt af ekstra vand i dieperioden

Tabel 2. Kuldstørrelse, mistede hvalpe og vægte dag 28 hos vejeholdet Hold

Kuldstørrelse

Mistede hvalpe pr kuld

Hvalpevægte, gram

Ved fødsel

Dag 28

Fra fødsel til dag 28

Dag 28-56

Hanner dag 28

Tæver dag 28

KON

7,92 (2,5)

6,66 (2,2)

1,27 (2,3)

0,59 (1,4)

165 (41)

147 (29)

VAND

8,12 (2,5)

7,33 (1,9)

0,79 (1,8)

0,60 (1,3)

168 (42)

154 (29)

NS

0,003

0,001

NS

NS

0,001

Tallene i parentes angiver standard deviationen, forskellige bogstaver i kolonnen angiver at der er forskel mellem grupperne, NS angiver at der ikke er forskel

Tilvæksten hos både han- og tævehvalpe i perioden dag 28 til dag 42 var størst i VAND-holdet (tabel 3). I perioden dag 42 til dag 56 var der ikke forskel, men den totale tilvækst i hele perioden viste at det havde været til fordel for tævehvalpene

med ekstra vand (tabel 3). Det passer med andre undersøgelser der viser at det især er tævehvalpe, der lider under at skulle konkurrere med de andre hvalpe Clausen & Larsen, 2012, 2013).

Tabel 3. Tilvæksten i forsøgsperioden Tilvækst, gram Hold

Hanner

Tæver

Hanner

Tæver

Hanner

Tæver

dag 28-42

dag 28-42

dag 42-56

dag 42-56

dag 28-56

dag 28-56

KON

177 (64)

150 (42)

416 (60)

327 (40)

594 (95)

477 (58)

VAND

187 (64)

164 (46)

408 (53)

322 (40)

596 (86)

486 (62)

0,02

0,0004

NS

NS

NS

0,04

Tallene i parentes angiver standard deviationen, forskellige bogstaver i kolonnen angiver at der er forskel mellem grupperne, NS angiver at der ikke er forskel

I selve forsøgsperioden (dag 28 til dag 56) var der ikke forskel på hvalpetabet i de to grupper (tabel 2), men ser man grupperne samlet, er der er forskel i hval-

petabet pr. kuld fra dag 28 til dag 56 mellem tidligt (april) og sent (maj) fødte kuld (tabel 4).

Tabel 4. Hvalpetab pr. kuld i perioden fra dag 28 til dag 56 ved tidligt (april) og sent (maj) fødte kuld Hvalpetab pr kuld, Hold

dag 28 – til 56

tidligt fødte

0,37 (1,1) b

sent fødte

0,74 (1,4) a < 0,0001

99 Faglig årsberetning 2013


Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen

Kuldstørrelsen har signifikant betydning (p < 0,0001) for størrelsen af hvalpetabet. Kuld med 6 hvalpe og mere mister 0,58 hvalpe fra dag 28 til 56 mod 0,20 i kuld med 5 hvalpe og mindre (ikke vist). Tævens alder er ligeledes væsentlig (p=0,01) for hvalpetabet. Det er ungtæverne, der mister flest hvalpe i perioden dag 28 til 56, 0,62 mod 0,36 hos gamle tæver. Størst tab af hvalpe i perioden dag 28 til 56 ses således hos sent fødende unge tæver med store kuld (0,94 hvalp pr. kuld).

Referencer Brink, A.-L., Jeppesen, L.L. & Heller, K.E., 2004. Behaviour in suckling mink kits under farm conditions: effects of accessibility of drinking water. Applied Animal Behaviour Science, 89, 131-137.

Der var ikke signifikant forskel mellem grupperne i procent kuld der havde hvalpe med bid (tabel 5). Det er i modstrid med en undersøgelse af Jespersen & Hammer (2014) samt De Rond & Kleyn van Willigen (2012), hvor der blev set mindre bid hos hvalpe, der fik ekstra vand i redekassen. I kuld med bid var det 17% af hvalpene i kuldet, der var bidt. Den lidt mindre kuldstørrelse i kontrolholdet frem for vandholdet har betydning for frekvensen af kuld med bid, idet der er mest bid i store kuld (Clausen & Larsen, 2012, 2013).

Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2012. Impact of weaning age on kit performance. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 336-340.

Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2013. Opdeling af store kuld ved 6 ugers alder reducerer antallet af bid mellem minkhvalpe. Faglig Årsberetning 2012, 173-176. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N.

De Rond, J. & Kleyn van Willigen, F.C., 2012. High need for drinking water in young mink kits between 30 and 50 days of age. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 341 - 349. Jespersen & Hammer (2014).

Tabel 5. Frekvensen af bidte kuld i holdene

Hold

Procent kuld med bid

Procent bidte hvalpe af antal hvalpe dag 42

KON

4,5

0,8

VAND

6,9

1,3

NS

NS

Konklusion Tildeling af vand i redekassen til minkhvalpe fra dag 28 giver bedre tilvækst hos han- og tævehvalpe i perioden dag 28 til 42, for tævehvalpe også bedre tilvækst frem til dag 56.

Møller, S., 1991. Supplementary watering system. In: The influence of various management, environment and nutritional elements on behaviour, physiology and production in mink, 688 Report from the National Institute of Animal Science, Denmark. (Møller, S.H., Hansen, S.W., Lohi, O., Brandt, A., Rasmussen, P.V. & Jensen, L.V.), 33-39. Steffensen, L.K., Hansen, S.W. & Jeppesen, L.L., 2007. Introducing an open water surface as an alternative to the traditional valve drinker for ranch mink (Mustela vison) in the lactation period. Scientifur, Vol. 31, No. 1, 7 – 18.

100 Faglig årsberetning


Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Grønnegårdsvej 3, 1. sal. DK-1870 Frederiksberg C Sammendrag En reduktion af proteinniveauet i minkfoder kan påvirke minkproduktionen både på kort og langt sigt. Formålet med nærværende studie var at undersøge, hvordan fodring med lavt proteinniveau i sendrægtigheden gennem flere generationen påvirker reproduk-tionsresultaterne, hvalpeoverlevelse og hvalpevæksten både før og efter fravænning hos F1, F2 and F3-generation opfostret i enten små (4-6 hvalpe) eller store (8-10 hvalpe) kuld i laktationsperioden. Proteinniveauet i sendrægtigheden påvirkede ikke reproduktionsresultaterne signifikant. Dog indikerede resultaterne, at tæver, der havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og fodret med lavt proteinniveau i drægtigheden, fødte større kuld og færre dødfødte hvalpe end tæver opfostret på traditionel farm foder og derefter fodret med lavt proteinniveau i drægtigheden. Fødselsvægten på afkom, født af tæver fodret med et lavt proteinniveau i sendrægtigheden, var signifikant (P < 0,05) lavere end afkommet født af kontrolgruppen, hvilket bekræfter tidligere fremkomne resultater. Resultaterne indikerede også, at vækstraten hos hvalpe, der havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet var bedre i store kuld i laktationsperioden end hvalpe i store kuld født af kontroltæver, især i overgangsperioden fra mælk til almindeligt farmfoder og omkring fravænning (P<0.05). Matthiesen, C.F., Tauson, A.-H. 2014. Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer. Faglig Årsberetning 2013, 101-108. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract An overall reduction in protein content in mink feed may affect the mink production in both a short- and long-term perspective. Our objectives were to investigate how low protein provision during late gestation affects the reproductive performance, kit survival and pre- and postweaning growth performance of F1, F2 and F3-generation offspring of protein restricted mothers raised in small (4-6 kits) or large (8-10 kits) litters until weaning. The reproductive performance was not significantly affected by the gestation diet, but the results indicate that dams exposed to a low protein provision during fetal life and fed a low protein diet during late gestation gave birth to larger litters and had fewer stillborn kits than adequately treated dams fed a low protein diet during late gestation. The kit birth weight of offspring born by mothers fed a low protein diet during late gestation was significantly (P<0.05) lower than controls which confirms previous results. The growth rate of the kits during lactation indicated that offspring exposed to low protein provision during fetal life performed better in large litters than adequately treated ones especially in the transition period from milk to solid feed and around weaning (P<0.05). Matthiesen,C.F., Tauson, A.-H. 2014. Low protein provision in the gestation during several generations in mink. Annual Report 2013, 101-108. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark Keywords: Protein provision, gestation, kit growth, F1, F2 and F3-generation, reproductive performance

Indledning En reduktion af proteinniveauet i minkfoder kan påvirke minkproduktionen både på kort og langt sigt. Tidligere undersøgelser hos forskelige dyrearter (rotter, får, mink) har vist, at lavere tildeling af energi og protein, end behovet i fosterstadiet, kan føre til både strukturelle og metaboliske ændringer hos afkommet.

Dette sker hovedsageligt for at optimere fostrets udvikling og overlevelse (McMillen & Robinson, 2005; Hales & Barker, 1992). Disse tilpasninger og ændringer afhænger af, hvornår i fosterudviklingen fejlernæringen foregår, og om dette er i sensitive perioder i fosterudviklingen (Lucas, 1991). Hvis der ikke er overensstemmelse mellem det ernæringsmæssige miljø, fosteret har været udsat for i 101

Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

fosterstadiet og miljøet efter fødslen, kan det øge risikoen for, at afkommet udvikler diverse stofskifte-sygdomme senere i livet (Gluckman & Hanson, 2004). Ydermere har tidligere undersøgelser vist, at de ændringer, der sker som konsekvens af en fejlernæring i drægtigheden, ikke nødvendigvis kun er begrænset til deres afkom, men i nogle tilfælde også fører til ændringer i meta-bolismen hos efterfølgende generationer (Pinheiro et al , 2008) . Undersøgelser hos mink har vist, at fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden kan resultere i lavere fødselsvægt af F1-afkom (Matthiesen et al 2010a, Vesterdorf et al., 2012), og en højere fødselsvægt af F2–afkom (Matthiesen et al, 2010b ). Derudover er der fundet ændringer i genekpressionen af vigtige nøgleleverenzymer i glukoneogenesen og glykolysen i fostervæv af både F1 og F2 afkom (Matthiesen et al , 2010a; Matthiesen et al., 2010b). Endvidere har tidligere undersøgelser vist, at vækst og organvægt hos hanhvalpe, som har været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og født med lavere fødselsvægt end kontrolgruppen efter fravænning, ikke var påvirket af nærringsstoftilførslen i fosterstadiet, men hovedsageligt af fodringen efter fravænning (Vesterdorf et al., 2013). Formålet med nærværende studie var at undersøge, hvordan fodring med lavt proteinniveau i sendrægtigheden gennem flere generationer påvirker reproduktionsresultaterne, hvalpeoverlevelse og hvalpevæksten både før og efter fravænning hos F1, F2 and F3-generation opfostret i enten små (4-6 hvalpe) eller store (8-10 hvalpe) kuld i laktationsperioden.

Materiale og metoder Tæver Der blev anvendt 69 første-årstæver i nærværende undersøgelse. Fordelingen af tæverne var således: De 42 af tæverne var opfostret på traditionel farm foder, 20 af disse indgik i kontrolgruppen, og de resterende 22 dyr indgik i APAP gruppen (figur 1), hvor både tævens mor og tæven selv havde fået tilstrækkelig proteintildeling i fosterstadiet. Den næste gruppe bestod af 13 tæver, der alle var afkom af tæver, der var blevet fodret med lavt proteinniveau i drægtigheden (APLP – F1) og den sidste gruppe bestod af 14 tæver, som var afkom af tæver, der havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og fodret med lavt proteinniveau i deres egen drægtighed (LPLP – F2). Kontrolgruppen blev fodret med et tilstrækkeligt proteinindhold (AP foder) gennem hele drægtigheden og de resterende grupper; APAP, APLP og LPLP, blev alle fodret med lavt proteinniveau (LP foder) fra 10. april og frem til hvalpning, se figur 1. Alle tæverne blev fodret med ordinært farmfoder gennem hele laktationsperioden. Fodring Alle tæverne i forsøget blev fodret med ordinært farmfoder produceret på Sjællands Pelsdyrfoder A.m.b.a frem til 10. april og igen i hele laktationsperioden. Fra den 10. april og frem til hvalpning blev tæverne i kontrolgruppen fodret med et foder med adækvat (AP) proteinindhold, og de resterende tæver blev fodret med et foder med lavt proteinindhold (LP), se tabel 1. Justering af kuldstørrelse Indenfor 48 timer efter hvalpning blev der foretaget en justering af kuldstørrelsen, således at halvdelen af tæverne fik små kuld (S) (4-6 hvalpe), og den resterende halvdel af tæverne indenfor hver gruppe af dyr fik store (L) kuld (8-10 hvalpe) (se figur 1).

102 Faglig årsberetning


Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer

Figur 1. Skematisk oversigt af det eksperimentelle design. I studiet blev der anvendt 20 kontrol (K) tæver fodret med adækvat proteinindhold (AP), og som fik kontrol afkom (K), 22 adækvat behandlede tæver fodret med lavt protein niveau (LP) i drægtigheden fik APAP-FL (F1) afkom, 13 tæver som havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og fodret med LP foder i drægtigheden fik APLP-FL (F2) afkom og 14 tæver, hvor deres mødre og tæverne selv havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet, blev fodret med et LP foder og fik LPLP-FL (F3) afkom. Indenfor 48 timer efter hvalpningen blev der foretaget en justering af kuldstørrelsen, således at så vidt muligt fik halvdelen af tæverne små kuld (4-6 hvalpe) (S) og den resterende halvdel af tæverne indenfor hver gruppe af dyr fik store (L) kuld (8-10 hvalpe).

Vægtregistrering Alle tæver og hvalpe blev vejet lige efter hvalpning, og hvalpene blev samtidig kønsbestemt. Derefter blev alle tæver og hvalpe vejet en gang ugentligt, indtil hvalpene var 56 dage gamle.

Statistiske analyser Alle data i forsøget blev analyseret i SAS. Resultaterne blev noteret som signifikante hvis p<0,05 og som en tendens hvis p≤0,1.

Tabel 1. Fodersammensætning og kemiske analyser af foderblandingen med lavt proteinniveau (LP) og kontrolblandingen med adækvat proteinindhold (AP).

Foderblandingerne Sammensætning (g/kg) Hele friske kyllinger til konsum Kartoffelmospulver Havregryn Fiskemel Sukkerroesnitter Varmebehandlet majsstivelse Majsolie Vitamin og mineral blanding Vand Kemisk sammensætning, analyse Tørstof(TS), g/kg Aske, g/kg TS Råprotein, g/kg TS Fedt, g/kg TS Kulhydrat , g/kg TS Brutto energi, MJ/kg TS Omsættelig energi (OE), MJ/kg TS Protein:fedt:kulhydrat ratio (% of OE)

AP

LP

600 40 40 150 30 40 60 3 37

338 34 88 42 17 80 50 3 348

446 85 423 291 200 25,12 19,04 30:56:14

399 54 273 253 420 23,3 19,90 19:49:32

103 Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Resultater og diskussion Reproduktionsresultaterne var ikke signifikant forskellige mellem forsøgs- og kontrolgruppen (tabel 2). Derimod var fødselsvægten signifikant lavere blandt APAP-FL (F1) og APLP-FL (F2) afkom i forhold til kontrolgruppen, hvorimod fødselsvægten af LPLP-FL (F3) afkom ikke var forskellig fra kontrolgruppen. Den lavere fødselsvægt blandt APAP-FL (F1) afkommet bekræfter resultaterne fundet i tidligere undersøgelser, hvor tæverne

også blev fodret med lavt proteinniveau i sendrægtigheden (Matthiesen et al., 2010a, Vesterdorf et al., 2012). Det, at fødselsvægten af LPLP-FL ikke var forskellig fra kontrolgruppen, indikerer, at minken gennem generationer kan tilpasse sig den lavere proteintildeling i fosterstadiet. Det er imidlertid nødvendigt at få disse antagelser bekræftet, så det ikke skyldes, at minktæven i stedet har hyperinsulinæmi (øget insulin niveau) og derved øget fostervækst.

Tabel 2. Reproduktionsresultater og fødeselvægten hos kontrol (K) tæver fodret med adækvat proteinindhold (AP) og deres kontrol afkom (K), adækvat behandlede tæver APAP fodret med lavt protein niveau (LP) i drægtigheden og deres APAP-FL (F1) afkom, APLP tæver udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og fodret med LP foder i drægtigheden og deres APLP-FL (F2) afkom og LPLP tæver hvor deres mødre og tæverne selv havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet fodret med et LP foder og deres LPLP-FL (F3) afkom.

Antal tæver Golde tæver [%] Hvalpe per kuld Levendefødte hvalpe per kuld Dødfødte

K-AP 20 5 7,9±0,7 7,2±0,6 0,7±0,3

Hvalpe n=456

kontrol

Fødselsvægten Fødselsvægten af levendefødte Fødselsvægten af dødfødte

a

10,4 a 12,0 8,8

Tævernes behandling APAP-LP APLP-LP 22 13 18 8 6,8±0,7 7,7±0,9 5,6±0,6 6,8±0,8 1,2±0,3 0,8±0,3 Afkommet APAP-FL APLP-FL b

LPLP-LP 14 14 7,4±0,9 6,7±0,8 0,7·±0,3 LPLP-FL

b

9,3 b 10,7 8,0

ab

9,4 b 10,4 8,4

9,5 b 10,3 8,7

Forskellige bogstaver (a, b) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

1800

Tævernes kropsvægt [gram]

1700 1600

K APAP-LP

1500

APLP-LP LPLP-LP

1400 1300 1200

56

49

42

35

28

21

7

14

1100 0

Vægten af tæverne Tævernes kropsvægt faldt som forventet, signifikant (P <0,001) fra hvalpning og gennem hele laktationsperioden. Der var ingen signifikante forskelle i tævernes kropsvægt mellem behandlingsgrupperne, men der var en tendens (P = 0,07) til en højere tævevægt blandt LPLPLP end APLP-LP tæverne på dag 56 i laktationen (figur 2). Tævevægten, fra hvalpning til fravænning, var generelt lavere blandt APLP-LP og APAP-LP tæverne i forhold til LPLP-LP og kontrolgruppen. Vægtændringerne var generelt mindre (P<0.001) for LPLP-LP (17%) i forhold til APAP-LP (23%), og APLP-LP (24%) fra hvalpning til dag 56 i laktationen.

Dag i laktationen

Figur 2: Tævernes kropsvægt fra hvalpning frem til dag 56 i laktationsperioden af kontrol (K), APAP, APLP og LPLP tæver fodret med adækvat (AP) eller lavt (LP) proteinindhold i foderet i sen-drægtigheden.

104 Faglig årsberetning


Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer

Hvalpevægten (tabel 3) og den relative vækstrate (figur 3 a og b) var fra 7 til 56 dages alderen signifikant påvirket af proteintilførslen i fosterstadiet ((P<0.001), kuldstørrelse i laktationen (P<0.01), interaktionerne mellem proteintilførslen og

Den relative vækstrate per dag [%]

20

kuld størrelsen (P<0.01) og kønnet af afkommet (P<0.01). Den relative vækstrate var signifikant højere for APLP-FL (F2) afkommet opfostret I store kuld fra 7-14 og 35-42 dages alderen i forhold til de andre grupper (figur 3 a og b).

a)

C-L C-S b

APAP-FL-L

15 APAP-FL-S c a

ac

a

ac

ac

APLP-FL-L a

APLP-FL-S

10

LPLP-FL-L c b

a

ab

b

b

abc

LPLP-FL-S

a b

bd

5

a

bd

bd d

ac c

21 -2 8

14 -2 1

714

0

Alder i dage K-L K-S

8

APAP-FL-L

b)

APAP-FL-S

Den relative vækstrate per dag [%]

APLP-FL-L

a

d

ab APLP-FL-S

abc bc bc

6

LPLP-FL-L bc

bc

LPLP-FL-S

c b

ab

b

a a

a

ab

b

b a

a

4

a b

b

ab

a a

ab b

b

b

a

a

2

49 -5 6

42 -4 9

35 -4 2

28 -3 5

0

Alder i dage

Figur 3. Den relative vækstrate fra 7-56 dages alderen for K, APAP-FL, APLP-FL og LPLP-FL afkom fra tæver fodret med enten adækvat (AP) eller lavt (LP) proteinindhold i foderet i sendrægtigheden og traditionelt farmfoder i laktationsperioden holdt i små (s- 4-6) eller store (L- 8-10) kuld i laktationsperioden. Forskellige bogstaver (a, b, c, d) indenfor aldersintervallet angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

Den højere hvalpevægt ved 56 dages alderen for APAP-FL og APLP-FL hvalpe opfostret i store kuld (tabel 3 og 4) indikerer, at afkom, der har været udsat for et restriktivt miljø i fosterstadiet, nemmere

kan tilpasse sig det restriktive miljø, de udsættes for ved at blive opfostret i store kuld i laktationsperioden i forhold til kontrolafkommet (P<0.01). Resultaterne viser også, at afkom, hvor både tæven og af105

Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

kommet selv (APLP-FL) har været udsat for et lavt proteinniveau i fosterstadiet, har bedre mulighed for at tilpasse sig et dårligt (f.eks. store kuld) postnatalt nærringsstofmiljø og derigennem muligvis udnytte de nærringsstoffer, der er til rådighed bedre end kontrolafkommet (K), og afkommet hvor det kun er fostret selv, der har været udsat for lav proteintilførsel i fosterstadiet (APAP-FL). Hvalpevægten af APAP-FL og APLP-FL afkom opfostret i store kuld, var stadig signifikant højere end kontrolgruppen ved 56 dages alderen, hvorimod hvalpevægten af LPLP-FL afkommet opfostret i store kuld ikke var forskellig fra kontrolgruppen opfostret i store kuld ved 56 dages alderen.

Konklusion Det kan konkluderes, at proteintilførslen i fosterstadiet har en betydning for fødselsvægten, og en tilpasning til lavt proteinniveau i fosterstadiet gennem flere generationer (F1 og F2) kan resultere i en højere hvalpevægt og vækstrate, hvis hvalpene opfostres i store kuld sammen-lignet med kontroldyr opfostret i store kuld. Dette betyder, at hvalpe, der har været udsat for et restriktivt miljø i fosterstadiet, har nemmere ved at tilpasse sig et restriktivt miljø i laktationsperioden i forhold til kontrol-hvalpe. Der var ingen signifikante forskelle på hvalpevægten mellem behandlings- og kontrolgruppen ved 56 dages alderen på hvalpe opfostret i små kuld.

106 Faglig årsberetning


Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer

Tabel 3. Hvalpevægten af tævehvalpe fra kontrol (APAP-FA), og forsøgsgrupperne APAP-FL (F1), APLP-FL (F2) og LPLP-FL (F3)alle afkom af tæver fodret med adækvat (AP) eller lavt proteinniveau (LP) i sendrægtigheden.

Small 39,9 88,4 146,3 213,7 282,5 345,1 514,5 659,4a

Large 36,1 78,0 120,2 160,9 210,8 248,2 412,5 560,5b

Small 36,2 82,3 139,0 211,1 264,6 350,1 518,2 659,9a

Large 34,2 81,1 124,6 166,3 218,7 292,8 438,8 607,9c

Small 31,3 77,2 135,7 196,0 267,9 359,3 515,7 664,1a

Large 26,6 74,6 127,6 161,0 227,7 350,3 533,8 707,2d

Small 40,5 84,2 142,3 211,7 280,0 330,5 505,9 636,5a

Large 30,8 70,0 110,4 155,2 238,3 268,6 435,9 577,6b

KS

K

A

BxKSxKxA

<0.001

<0.001

<0.001

<0.001

<0.001

Faglig årsberetning 2013

B: behandling, KS: kuld størrelse små (S, 4-6) vs store (L, 8-10), K: køn, A: Alder (7,14,21,28,35,42,49,56). Forskellige bogstaver (a, b, c, d) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05). Tabel 4. Hvalpevægten af hanhvalpe fra kontrol (APAP-FA), og forsøgsgrupperne APAP-FL (F1), APLP-FL (F2) og LPLP-FL (F3)alle afkom af tæver fodret med adækvat (AP) eller lavt proteinniveau (LP) i sendrægtigheden

Kontrol APAPFA

7 dage, g 14 dage , g 21 dage, g 28 dage, g 35 dage, g 42 dage , g 49 dage, g 56 dage, g

Small 40,8 95,4 161,8 234,2 313,9 404,8 612,6 805,9ac

Large 37,8 85,0 135,5 183,1 236,0 292,7 477,0 677,2b

APAP-FL F1 Small 42,2 94,9 158,3 233,7 303,0 412,8 611,0 785,5c

Large 40,8 97,0 143,8 189,0 241,9 341,4 525,7 719,1d

APLP-FL F2 Small 35,1 84,1 150,3 216,2 301,0 421,9 601,8 830,9a

Large 31,1 89,5 135,4 170,7 230,7 402,0 560,5 826,5a

LPLP-FL F3 Small 41,2 87,1 151,6 227,8 302,7 379,2 596,1 790,8a

Large 31,4 74,1 116,7 167,6 255,8 290,8 505,7 663,1b

B

KS

<0.001

<0.001

P-værdi K <0.001

A

BxKSxKxA

<0.001

<0.001

B: behandling, KS: kuld størrelse små (S, 4-6) vs store (L, 8-10), K: køn, A: Alder (7,14,21,28,35,42,49,56). Forskellige bogstaver (a, b, c, d) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

Fodring med lavt proteinniveau i drægtigheden gennem flere generationer

7 dage, g 14 dage , g 21 dage, g 28 dage, g 35 dage, g 42 dage , g 49 dage, g 56 dage, g

B

107 112


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Referencer Gluckman PD & Hanson MA. 2004. The developmental origins of the metabolic syndrome. Trends Endocrinol Metab 15: 183-187.

vison) kits lowers post-weaning protein oxidation and the relative abundance of hepatic fructose-1,6-bisphosphatase mRNA. Animal, 6, 50-60.

Hales C.N. &Barker D.J.P. 1992. Type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus: the thrifty phenotype hypothesis. Diabetologia 35:595–601.

McMillen I.C, Robinson J.S. 2005. Developmental origins of the metabolic syndrome: prediction, plasticity, and programming. Physiol Rev. 85:571–633.

Lucas A. 1991. Programming by early nutrition in Man. In: The childhood environment and adult disease (Ciba Foundation Symposium 156). Edited by: Bock GR, Whelan J. Chichester, UK: Wiley.

Pinheiro A.R., Salvucci I.D.M., Aguila M.B. & Mandarim-De-Lacerda C.A. 2008. Protein restriction during gestation and/or lactation causes adverse transgenerational effects on biometry and glucose metabolism in F1 and F2 progenies of rats. Clincal Science 114,381-392.

Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D., Hansen N.E. &Tauson A.-H. 2010a. Effect of late gestation low protein supply to mink (Mustela vison) dams on reproductive performance and metabolism of dam and offspring. Archives of Animal Nutrition, 64, 56-76. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2010b. Feeding mink (Neovison vison) a proteinrestricted diet during pregnancy induces higher birth weight and altered hepatic gene expression in the F2 offspring. British Journal of Nutrition, 104, 544 - 553. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2012. Foetal life protein restriction in male mink (Neovison

108

Vesterdorf K., Harrison A., Matthiesen C.F. & Tauson A.-H. 2012. Effects of protein restriction in utero on the metabolism of mink dams (Neovison vison) and on mink kit survival as well as on postnatal growth. Open Journal of Animal Sciences, 2: 19-31. Vesterdorf K., Blache D., Harrison A., Matthiesen C.F. & Tauson A.-H. 2013. Low protein provision during the first year of life, but not during fetal life, affects metabolic traits, organ mass development, and growth in male mink (Neovison vison). Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition. DOI:10.111/Jpn.12108.


Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Grønnegårdsvej 3, 1. sal. DK-1870 Frederiksberg C. cmt@sund.ku.dk Sammendrag Protein- og aminosyrebehovet er stadig ikke kendt i hele minkens produktionscyklus. Ifølge dansk lovgivning er der et krav om at reducere kvælstofudledningen i Danmark. Det er derfor vigtigt at undersøge om det protein- og aminosyreniveau der anvendes i dag kan sænkes eller om niveauet stemmer overens med minkens behov. Formålet med nærværende undersøgelse var at bestemme minkens proteinbehov før implantationen for at understøtte et optimalt reproduktionsresultat. Der blev anvendt 6 forskellige niveauer af protein (20, 25, 30, 35, 40 og 45 % af omsættelig energi - OE- fra protein) til 96 minktæver fra den 24. februar til den 10. april. Atten tæver, tre fra hver behandling blev aflivet den 16. april for at undersøge implantationsraten, fosteroverlevelse, foster længde og vægt. De resterende tæver blev anvendt til at studere reproduktionsresultaterne. Antallet af implanterede fostre var ikke påvirket af de forskellige proteinniveauer, men overlevelsesraten af de implanterede fostre var signifikant (P = 0,02) lavere i gruppen fodret med 20 % af OE fra protein i forhold til de andre grupper. Proteinbehovet før implantation blev ud fra lineær regression estimeret til 30,5 % af OE fra protein. Reproduktionsresultaterne var ikke ringere i gruppen der blev fodret med 25 % af OE fra protein sammenlignet med de andre forsøgsgrupper. Af uforklarlige årsager var antallet af golde tæver højere i gruppen der blev fodret med 30 % af OE fra protein og der var en tendens til en større hvalpedødelighed i forhold til grupperne der blev fodret med 25% og 35% af OE fra protein. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2014. Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre. Faglig Årsberetning 2013, 109-116. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The protein and amino acid requirements are still not completely known in all parts of the mink production cycle. According to Danish legislation there is a demand to reduce the overall nitrogen emission and it is therefore important to investigate whether the levels of protein commonly used today can be reduced. Our objective was to investigate and determine the protein requirement before implantation needed to support a good reproduction performance. Six different levels of protein (20, 25, 30, 35, 40 and 45% of metabolisable energy - ME- from protein) were th th fed to 96 female mink from the 24 of February until the 10 of April. Three females from each th treatment were euthanized the 16 of April to investigate the implantation rate, fetal survival, fetus length and weight. The remaining dams were used to measure the reproductive performance. The number of implanted fetuses was not affected by the protein provision whereas the survival rate of implanted fetuses was significantly (P=0.02) lower in the group fed the 20% of ME from protein compared to the other groups. The protein requirement before implantation, estimated by a broken line linear regression approach from the fetus survival rate, indicate that the requirement was 30.5% of ME from protein. The reproductive performance was not inferior in the group fed 25% compared to 30% and 35% of ME from protein. Inexplicably was however, there were a significantly higher number of barren dams and a tendency towards increased kit losses in the group fed 30% of ME from protein compared to other groups. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2014. The level of protein provision to mink dams before implantation affects fetal survival rate. Annual Report 2013, 109-116, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Protein provision, implantation, kit growth, reproductive performance

109 Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Indledning Minken er strikt carnivor som katten, og har derfor et stort proteinbehov, som varierer gennem dens livscyklus. Da protein- og aminosyrebehovet stadig ikke er fuldstændig kendt gennem hele produktionscyklussen, er det vigtigt at undersøge, om det proteinniveau, der anvendes i dag, kan reduceres. Dette også på grund af miljømæssige aspekter i henhold til dansk lovgivning. Minken er et lysfølsomt dyr med én parrings- og hvalpningssæson om året. Minken har induceret ovulation og forsinket implantation med embryoniske diapauser, som kan variere fra nogle få dage op til 12 uger (Hansson, 1947). Når implantation har fundet sted, er længden af den sande drægtighed 30 ± 3 dage (Enders, 1952). Reproduktionsresultaterne kan påvirkes af en række faktorer, hvoraf ernæringen er en af dem. Tævens huld inden parringssæsonen kan også påvirke reproduktionen. Hvis tæven er meget fed (Sanne og Ahman, 1966), eller hvis tæven taber sig meget lige inden parring, kan dette have en negativ effekt på reproduktionsresultaterne. Dette kan resultere i et øget antal golde tæver og en øget tidlig hvalpedødelighed (Tauson og Aldén, 1984). Flushing før parring kan forbedre ovulationen (Tauson, 1993), den tidlige fosterudvikling (Tauson og Gustafsson, 1994) og kuldstørrelsen (Tauson, 1985; Tauson, 1988) og består af 2 ugers let restriktiv fodring, efterfulgt af ad libitum fodring i 4-5 dage lige inden parringen påbegyndes. Selvom vores viden vedrørende tæven og fostrenes næringsbehov er relativt begrænset, har vigtigheden af næringsstoftilførslen, særligt protein, dog været kendt længe. Et proteinindhold på 25% af omsættelig energi (OE) har enten resulteret i en tendens til dårlige (Glem-Hansen, 1974) eller meget dårlige reproduktionsresultater (Koskinen et al., 2008). Endvidere er det set, at en foderblanding på

26% af OE fra protein har reduceret kuldstørrelsen blandt første-års-tæver, men kun hvis indholdet af essentielle aminosyrer samtidig var lavt (Skrede, 1978). Undersøgelser, hvor der er blevet anvendt et meget lavt proteinniveau (14% af OE fra protein), fra hvor det blev forventet, at implantationen var afsluttet indtil hvalpning, har resulteret i dårlige reproduktionsresultater (Matthiesen et al. 2010a), ikke kun for tæverne, der blev fodret med det lave proteinniveau, men også den efterfølgende generation (Matthiesen et al. 2010b). I de tidligere undersøgelser har de forskellige proteinniveauer enten været anvendt i hele vinterperioden (e.g. Skrede, 1978), hele drægtigheden (Glem-Hansen, 1974; Koskinen et al., 2008) eller i sendrægtigheden (Matthiesen et al., 2010ab, Vesterdorf et al., 2012). For at kunne få entydige specifikke oplysninger om protein- og aminosyre-behovene i de forskellige dele af reproduktionscyklussen, er der et presserende behov for at undersøge og bestemme protein- og aminosyrebehovet særskilt for perioderne før og efter implantationen. Formålet med nærværende undersøgelse var at bestemme minktævens proteinbehov før implantationen. Resultaterne blev vurderet og evalueret i relation til implantationsrate, fosteroverlevelse og reproduktionsresultatet. Materiale og metoder Dyr Der blev anvendt 96 tæver i forsøget. Tæverne blev delt i 6 grupper og fodret med 6 forskellige proteinniveauer (tabel 1). Atten tæver, 3 fra hver gruppe, blev aflivet for at undersøge antallet af implantationszoner og fosteroverlevelsen. De resterende 78 tæver blev brugt til at undersøge goldprocenten, hvalpeoverlevelse og hvalpevæksten gennem laktationen.

110 Faglig årsberetning 2013


Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre

Foderblandinger og fodring Der blev anvendt 6 forskellige proteinniveauer (20, 25, 30, 35, 40 og 45% af OE fra protein og omtales her som 20P til 45P) i nærværende under-søgelse fra 24. februar til 10. april. Foderblandingerne blev produceret på Kopenhagen Farm i Holstebro, og alle blandingerne blev portionsopdelt i plastik-poser og frosset ned umiddelbart efter foderfremstillingen. Sammensætningen af foderblandingerne ses i tabel 2.

blev undersøgt, blev fodret med ordinært farmfoder fra den 10. april og gennem hele laktationsperioden. Tabel 1. Skematisk oversigt af det eksperimentelle design. Proteinniveauet i hver behandlingsgruppe er angivet som procent af omsættelig energi (OE) fra protein. ReproduktionsProtein niveau Implantatiresultater (% af OE) ons-rate

Antal tæver 20 25 30 35 40 45 Total

Alle tæver blev fodret en gang dagligt fra den 24. februar frem til den 10. april. De tæver, der indgik i forsøget, hvor reproduktionsresultaterne og hvalpe- vækst

3 3 3 3 3 3 18

26 26 26

78

Tabel 2. Fodersammensætning af foderblandingerne i g/kg foder

Fiske affald, 3-5 % fedt Industrifisk, 8-12 % fedt Fjerkræbiprodukt Fiskeensilage Byg, poppet Hvede, poppet Blosol, Daka Majsgluten Kartoffelprotein Sojaolie Svinefedt Majsstivelse Vitaminer og mineraler Vand

20P

25P

Foderblandingerne* 30P 35P

40P

45P

80 400 60 10 100 100 12 8 5 55 15 70 2 83

50 400 170 18 90 90 12 5 11 32 15 23 2 82

50 411 170 18.5 78.6 78.6 12 49 30 26,6 13.3 0 2 104,6

196 330 185 20 51.6 51.6 30 30 6.1 10 0,5 0 2 82,7

270 290 193 20 41.6 41.6 30 30 15.7 4,1 2,1 0 2 60

122 370 178 20 63.2 63.2 30 21.8 0 16,5 8.2 0 2 105,1

*Foderblandingerne med fordelingen af omsættelig energi fra protein:fedt:kulhydrat.. 20P (20:49:31), 25P (25:49:25), 30P (30:50:20), 35P (35:47:18), 40P (40:44:16), 45P (45:41:14)

Statistiske analyser Alle data i forsøget blev analyseret i SAS. Resultaterne blev noteret som signifikante, hvis p<0.05 og som en tendens, hvis p=0.1. PROC REG proceduren i SAS blev anvendt til at estimere proteinbehovet ved hjælp af lineærregression. PROC Mixed proce-duren blev anvendt til at analysere reproduktionsdata og hvalpevægten.

111 Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Resultater og diskussion Implantationsrate og fosteroverlevelse Ved aflivningstidspunktet havde alle 18 tæver implanteret, og der var ingen forskel mellem grupperne i antallet af im-

planterede fostre (tabel 3). Antallet af levende fostre var dog signifikant (P<0.05) lavere i 20P gruppen i forhold til de andre behandlingsgrupper.

Tabel 3. Antallet af implanterede fostre, levende og døde fostre i de 6 forskellige grupper fodret med henholdsvis 20, 25, 30, 35, 40 og 45 % af omsættelig energi (OE) fra protein.

Implantationszoner Antal levende fostre Antal døde fostre Levende fostre [%]

20P 9,3 a 2,7 a 6,7 a 29,0

25P 9,7 b 9,3 b 0,3 b 96,6

Forsøgsgrupperne 30P 35P 11,3 12,3 b b 11,3 12,3 b b 0 0 b b 100 100

P-værdi 40P 10,7 b 10,7 b 0 b 100

45P 11,3 b 11,3 b 0 b 100

NS <0,05 0,03 0,03

Forskellige bogstaver (a, b) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

Fostrene var ens i vægt og længde indenfor kuldet i behandlingsgrupperne 30P, 35P, 40P og 45P, mens vægt, længde og størrelse af fostrene i kuld med døde eller resorberet fostre (20P) varierede. I figur 1 ses plottene af de lineære regressionsanalyser af implantationen og fosteroverlevelses-raten.

De to lineære regressioner er i figur 2 plottet i relation til proteinniveauet (20P til 45P af OE). De to ligninger skærer hinanden i 30,5% af OE fra protein, hvilket estimeres til tævernes protein-behov før implantationen ud fra implantation- og fosteroverlevelsesraten.

Figur 1. Plots af de lineære regressioner af implantation- og fosteroverlevelsesraten

112 Faglig årsberetning 2013


Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre

Fosteroverlevelse

15

P20-P35 P25-P45

10

5

45

40

35

30

25

20

0

Proteinniveau Figur 2. To lineære regressioner estimeret ud fra implantation- og fosteroverlevelsesraten (se figur 1)

Reproduktionsresultaterne Antallet af golde tæver var signifikant højere blandt tæver, der var blevet fodret med 30P i forhold til tæver, fodret med 35P fra protein (tabel 4). Der var også en tendens (P=0.09) til en højere goldprocent i 30P gruppen i forhold til i 25P gruppen. Der blev ikke fundet nogen forskelle mellem grupperne på kuldstørrelse, antallet af levende og dødfødte afkom. Dog var der en tendens (P=0.06) til, at 30P gruppen havde flere dødfødte hvalpe pr. kuld end 25P gruppen (1,9 versus 0,8 hvalp). Yderligere blev det fundet, at procent levendefødte hvalpe var signifikant (P=0.01) påvirket af proteinniveauet i foderblandingerne og resulterede i 92% (25P), 72% (30P) og 88% (35P) levendefødte hvalpe i de 3 behandlingsgrupper.

Tabel 4. Reproduktionsresultaterne for tæver fodret med 25, 30 og 35 % af omsættelig energi (OE) fra protein

Forsøgsgrupperne

n Golde tæver [%] Antal hvalpe per Kuld Levendefødte Dødfødte

P25

P30

P35

26 ab 15

26 a 23

25 b 0

8.6 7,9 0,8

8.8 6,8 1,9

8.0 6,9 1,1

Forskellige bogstaver (a, b) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

Hvalpevægten Hvalpenes fødselsvægt var ikke signifikant påvirket af tævernes proteinniveau før implantationen (tabel 5). Dette er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser hos andre husdyrracer, hvor lavt proteinindhold i foderet, før implantationen ikke påvirkede fødselsvægten (McMillen og Robinson, 2005), mens lavt

proteinniveau i sendrægtigheden medførte signifikant lavere fødselsvægte end i kontrolgruppen (Matthiesen et al., 2010a, Vesterdorf et al., 2012). Fødselsvægten var, som forventet, signifikant forskellig mellem tæver og hanner (P <0,01) og mellem levende og dødfødte hvalpe (P <0,001).

113 Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Tabel 5. Hvalpevægten på afkommet født af tæver fodret med 25, 30 og 35 % af omsættelig energi (OE) fra protein 24. februar og frem til 10. april.

P25 26 Antallet af tæver i forsøg Levendefødte hvalpe, g Dødfødte hvalpe, g Levendefødte – hanner, g Dødfødte hanner, g Levendefødte tævehvalpe, g Dødfødte tævehvalpe, g

Forsøgsgrupperne P30 26

A

A

10,7 B 9,1 10,8 10,4 A 10,6 B 7,7

10,8 B 8,6 A 11,3 B 9,1 10,3 8,1

P35 25 A

11,4 B 9,0 A 11,5 B 9,7 A 11,2 B 8,3

Forskellige bogstaver (A, B) indenfor hver kolonne angiver signifikante forskelle mellem alle hvalpe, hanhvalpe, tævehvalpe, levende og døde (P < 0.05).

Hvalpevægten fra 7- 42 dages alderen var signifikant påvirket af det proteinniveau, som tæverne blev fodret med før implantationen (P<0.001), køn (P<0.001) og hvalpenes alder (P<0.001) (tabel 6 og 7). Vægten hos hanhvalpene var signifikant højere i 25P end i 30P gruppen (tabel 6) ved 42 dages alderen, hvorimod hvalpevægten ikke var signifikant forskellig mellem 30P og 35P grupperne eller 25P og 35P grupperne. Hvalpevægten af tævehvalpene var signifikant højere hos afkom fra tæver fodret med 25P i forhold til afkom fra tæver fodret med 30P, da hvalpene var 42 dage

gamle (tabel 7). Derudover var der en tendens (P=0.09) til en lavere hvalpevægt hos 30P afkommet i forhold til 35P afkommet. Kuldstørrelsen var, fra hvalpning til 49 dages alderen, ikke påvirket af proteinniveauet før implantationen (tabel 8). Dog var der en tendens til et lavere antal levende hvalpe pr. kuld ved 7 og 14 dages alderen hos 35P i forhold til 25P gruppen. Da det samlede antal af tæver i nærværende forsøg var forholdsvist lille, er det vigtigt, at effekten af de forskellige proteinniveauer før implantationen evalueres yderligere i et større dyre-materiale.

Tabel 6. Vægten af han-hvalpene fra 7 til 42 dages alderen afkom af tæver fra forsøgsgrupperne P25, P30 og P35..

Alder /dage 7 14 21 28 35 42

Forsøgsgrupperne P25 37,9 82,2 143,6 a 208,0 270,0 a 417,0

P30 34,9 80,0 133,5 b 193,9 266,4 b 404,8

P35 37,1 86,2 148,9 a 211,8 274,8 ab 408,1

Forskellige bogstaver (a, b) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05). Tabel 7. Vægten af tæve-hvalpene fra 7 til 42 dages alderen afkom af tæver fra forsøgsgrupperne P25, P30 og P35.

Alder/dage 7 14 21 28 35 42

Forsøgsgrupperne

P25 36,0 77,8 132,7 a 191,3 a 252,0 a 389,2

P30 33,3 73,8 121,6 b 173,9 b 238,1 b 354,4

P35 33,5 75,9 131,2 ab 187,2 a 243,0 b 364,9

Forskellige bogstaver (a, b) indenfor hver række angiver signifikante forskelle mellem behandlingsgrupperne (P < 0.05).

114 Faglig årsberetning 2013


Proteinniveauet før implantationen påvirker overlevelsesraten af minktævens fostre

Tabel 8. Antallet af hvalpe per kuld, født af tæver fodret med 3 forskellige proteinniveauer (25P, 30P og 35P) fra 24 februar til 10 april, fra hvalpning og frem til hvalpene var 49 dage gamle

Alder n 0 dage 7 dage 14 dage 21 dage 49 dage

Forsøgsgrupperne P30 26 6,8 6,1 6,1 6,0 6,0

P25 26 7,9 7,0 6,9 6,7 6,7

Konklusion Det kan konkluderes, at estimatet for proteinbehovet før implantationen er ca. 30% af OE fra protein. Dette er fremkommet ved at anvende den linære regressionsmodel baseret på antallet af levende fostre ved aflivningen i midten af april i forhold til antallet af implantationszoner. Dog var reproduk-tionsresultaterne, for tæverne fodret med 25P før implantationen,

P35 25 6,9 5,5 5,3 5,3 5,3

imidlertid ikke dårligere end 30P og 35P, hvilket kunne indikere, at dette niveau muligvis er tilstrækkeligt før implantationen til at kunne dække tævens proteinbehov. Dette skal dog undersøges nærmere i et større forsøg, og hvis nye forsøg bekræfter dette, kan der være et behov for, at gældende anbefalinger for proteinbehovet, før implantationen (Lassén et al., 2012) revideres.

115 Faglig årsberetning 2013


Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Referencer Glem-Hansen N. 1974. Minkens proteinforsyning normer; amino-syreanalyser og andre kvalitetskriterier. Hillerød, Denmark: Landoekonomisk forsoegslab. Hansson A. 1947. The Physiology of Reproduction in Mink (Mustela vison, schreb.) with special reference to delayed implantation. Acta Zoologica 28:1 – 136 Koskinen N., Valaja J., Pölönen I., Mohaibes M. & Rekilä T. 2008. DLmethionine supplementation to low protein diets in mink during the breeding season. Scientifur 32: 134-138. Lassén, T.M., Tauson, A-H., Ahlstrøm, Ø., Rouvinen-Watt, K., Sandbøl, P., Koskinen, N. & Christiansen, M. L. E. 2012. Energy and main nutrients in feed for mink and foxes. Nordic Association of Agricultural Scientists Subsection for Fur Animals Nutrition and Feeding Committee. Report Nr 63, 2nd Edition. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D., Hansen N.E. & Tauson A.-H. 2010a. Effect of late gestation low protein supply to mink (Mustela vison) dams on reproductive performance and metabolism of dam and offspring. Archives of Animal Nutrition, 64, 56-76. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2010b. Feeding mink (Neovison vison) a proteinrestricted diet during pregnancy induces higher birth weight and altered hepatic gene expression in the F2 offspring. British Journal of Nutrition, 104, 544 - 553. McMillen I.C. & Robinson J.S. 2005. Developmental origins of the metabolic syndrome: prediction, plasticity, and programming. Physiological Reviews. 85:571–633. Sanne S., Åhman G. 1966. Undersökning av hullets och uppfödningsintensitetens

inverkan på minkhonornas reproduktionsförmåga. Lantbrukshögskolans Meddelanden Serie A, 56:34. Skrede A. 1978. Utilization of fish and animal byproducts in mink nutrition. II. Effect of source and level of protein on female reproductive performance, and preweaning growth and mortality of the progeny. Acta Agriculturae Scandinnavica, Section A, Animal Science 28:130140. Tauson A.-H. & Aldén E. 1984. Premating body weight changes and reproductive performance in female mink. Acta Agric Scand 34:177-187. Tauson A-H. 1993. Effect of body condition and dietary energy supply on reproductive processes in the female mink (Mustela vison). J Reprod Fert, Suppl 47:37-45. Tauson A.-H. & Gustafsson H. 1994. Effect of flushing on embryos in early developmental stages in mink (Mustela vison). Acta Agric Scand, Sect A, Animal Sci 44:43-9. Tauson A-H. 1985. Effects of flushing on reproductive performance, ovulation rate, implantation rate and plasma progesterone levels in mink. Acta Agric Scand 35:295-309. Tauson A-H. 1988. Flushing of mink. Effects of level of preceding feed restriction and length of flushing period on reproductive performance. Anim Reprod Sci 17:243-250. Vesterdorf K., Harrison A., Matthiesen C.F. & Tauson A.-H. 2012. Effects of protein restriction in utero on the metabolism of mink dams (Neovison vison) and on mink kit survival as well as on postnatal growth. Open Journal of Animal Sciences, 2: 19-31.

116 Faglig årsberetning 2013


Rystemink Mariann Chriél, Mette Sif Hansen, Elisabeth Holm, Gitte Larsen, Charlotte Kristiane Hjulsager, Heidi L. Enemark & Tim Kåre Jensen Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, Danmark Sammendrag Rystemink har tidligere været beskrevet i Danmark på enkelte farme. Syndromet er karakteriseret ved at dyrenes bevægelser er voldsomt ukoordinerede og at symptomerne gradvist forværres. Da minkene ikke kan koordinere bevægelserne med henblik på at æde foderet vil de dø at sult medmindre de aflives. Ved de tidligere udbrud, var der udelukkende symptomer hos få unge mink i juli måned. I 2013 blev der konstateret et massivt udbrud i en farm. Farmen havde i maj måned haft fedtede hvalpe i ca. 13 % af kuldene. Ved dette udbrud af rystemink var mere end 300 mink afficeret og symptomerne blev ikke kun set blandt hvalpene men også hos voksne mink. Chriel, M., Hansen, M.S., Holm, E., Larsen, G., Hjulsager, C.K., Enemark, H.L. & Jensen, T.K.. 2014. Rystemink. Faglig Årsberetning 2013, 117-120. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Shaking mink syndrome has previously been described in Denmark in a few farms. The syndrome is characterized by uncoordinated movements and the symptoms gradually worsen. Since the animals cannot coordinate eating behaviour they will die due to starvation if not killed. In the previous outbreaks the symptoms were only observed in July in only a few young mink kits. In 2013, a massive outbreak in one farm was noted. In May, approximately 13% of the litters in the farm had diarrhoea and were treated against preweaning diarrhoea. Shaking mink syndrome was recorded in more than 300 mink and in contrast to earlier cases the adult mink were also affected. Chriel, M., Hansen, M.S., Holm, E., Larsen, G., Hjulsager, C.K., Enemark, H.L.& Jensen, T.K.. 2014. Shaking mink syndrome. Annual Report 2013, 117-120. Kopenhagen Research. Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: Shaking mink syndrome, adult mink, astrovirus,

Indledning Rystemink (eller shaking mink syndrome) blev beskrevet første gang i år 2000 på danske minkfarme, og året efter blev sygdommen også konstateret i Sverige og Finland. De karakteristiske symptomer forbundet med sygdommen er neurologiske forstyrrelser (rystelser og ukoordinerede bevægelser). De vold-somme ukoordinerede bevægelser betyder, at minken ikke er i stand til at æde eller drikke. Ved obduktion blev der ikke påvist makroskopiske forandringer, men histopatologisk blev der fundet nonsuppurativ encephalomyelitis (hjernebetændelse). Den kliniske tilstand har været fremkaldt eksperimentel gennem inokulation af raske mink med hjerne homogenat fra rystemink, og senere studier

har vist, at astrovirus har kunnet fremkalde rystemink. Ved en undersøgelse af rystemink i 2010 (Hammer, A.S., et al, 2010) blev astrovirus ikke påvist hos moderdyr, men udelukkende hos hvalpe – svarende til tidligere beskrivelse af syndromet, som en lidelse, der kun påvises hos hvalpe. Årsagen til rystemink er ikke endeligt afklaret, men astrovirus er kendt for at spille en vigtig rolle for udviklingen af fedtede hvalpe syndromet, og rystemink menes at kunne være en senfølge af en tidligere infektion. Formålet med denne undersøgelse var at identificere infektiøse agens (smitstoffer) samt vurdere makroskopiske og histopatologiske fund hos mink fra en farm med massivt udbrud af rystesyge.

117 Faglig årsberetning 2013


Marian Chriél, Mette Sif Hansen, Elisabeth Holm, Gitte Larsen, Charlotte Kristiane Hjulsager, Heidi L. Enemark & Tim Kåre Jensen

Materiale og metoder I juli måned 2013 blev der set et massivt udbrud af rystemink på en farm med 3800 tæver og 21.500 hvalpe af typerne silverblue, sort, brune og hvide. Ved besøg på farmen den 10. juli indsamledes 6 selvdøde rystemink, 3 aflivede rystemink, samt 3 rystemink med mørkfarvet fæces. På farmen havde der været et udbredt problem med fedtede hvalpe i dieperioden. Derfor blev alle redekasser gennemlyst hver anden dag i april-maj med henblik på at identificere fedtede hvalpe. Ved mindste tegn på fedtede hvalpe, blev tæven behandlet med antibiotika, redematerialet blev skiftet ud, og graden af ”fedtethed” samt dato for behandling blev noteret på avlskortet. I 2013 blev der registreret ca. 500 kuld med fedtede hvalpe - jævnt fordelt mellem farvetyperne, og ca. 200 hvalpe døde som følge deraf.

ne tæver, og der syntes ikke at være forskel mellem køn. Der var ofte kun én rystemink pr. kuld – og avleren havde ikke umiddelbart noteret sig en sammenhæng mellem tidligere behand-ling af fedtede hvalpe i kuldet og senere optræden af rystemink. Ved obduktionen blev der fundet blodkoagler i storhjernen på flere af dyrene. Histopatologisk undersøgelse viste moderat til udtalt non-suppurativ meningoencefalitis (hjernebetændelse) i alle på nær én mink. Denne havde massiv fedtlever og tegn på bakteriel infektion med bakterielle mikrokolonier i flere organer. Hjernehindelæsionerne fandtes mest udtalt i lillehjernen, mens der i både stor- og lillehjernen blev fundet ansamlinger af celler omkring blodkar og flere områder med betændelse i hjernevævet (Figur 1). Endvidere fandtes miltene svulne og med mange blod-dannende celler. Derudover blev der ikke påvist signifikante læsioner i andre organer.

Resultater Udbruddet startede omkring første juli, ca. en uge efter fravænning af hvalpene, hvor ejeren observerede enkelte tæver med let ukoordinerede bevægelser, en let rysten, der gradvist tog til, hvorefter dyrene blev aflivet. Efter yderligere en uge blev lignende ukoordinerede bevægelser noteret hos hvalpene. Frem til midt-juli blev der noteret mere end 300 rystemink på farmen– med 10-20 nye tilfælde dagligt. Først i slutningen af juli aftog forekomsten af nye kliniske rystemink blandt avlstæver og hvalpe. Klinisk var der ingen symptomer hos dyrene, når de sov. Ved kontakt med dyrene (lyd, syn eller berøring) startede deres rysten med hovedet, og der sås meget ukoordinerede bevægelser. Sygdomsforekomsten var højest blandt hvalpe af typen silverblue, men det sås også i bru-

Figur 1: Udsnit af minkhjerne med udtalt non-suppurativ encefalitis (hjernebetændelse) i multiple foci (pil) og celleansamlinger omkring blodkar (pilehoved).

Coccidier hhv. Eimeria og Cystoisospora arter. blev påvist i 8 af 12 undersøgte fæcesprøver (Figur 2). I 2 ud af 3 prøver fra dyr med mørkfarvet fæces fandtes massiv udskillelse af Isospora hhv. 39.700 og 46.000 oocyster pr.gram (OPG). I de afli-

118 Faglig årsberetning 2013


Rystemink

vede dyr blev der påvist lavgradig til moderat forekomst af Cystoisospora (1003800 OPG), som også blev detekteret i 2 af 6 selvdøde dyr, mens der i et tredje dyr blev fundet massiv udskillelse (11.200 OPG) af Eimeria arter (tabel 1). Astrovirus blev påvist i både fæces og hjerne med real-time RT-PCR i mink, aflivet den 15. juli 2013 (tabel 1).

Figur 2: Coccidieoocyster påvist ved McMasterundersøgelse af fæces. Eimeria arter (pil); Cystoisospora art (pilehoved). Tabel 1: Undersøgelser foretaget på indsamlet materiale. I parentes er anført antal positive prøver ud af antal undersøgte prøver.

Fæces Virusenteritis Hvalpesyge Astrovirus Coccidier

Hjerne

Lunge

Negativ (0/12) Negativ (0/3) Påvist (3/3) Påvist (8/12)

Påvist (8/9)

Diskussion Farmen er meget veldrevet med god og systematisk registrering af dyr. Afvigende antal dyr, syge mink, eller rystemink fremgår tydeligt ved afmærkning på de enkelte bure. Farmen blev udvidet fra 3200 til 3800 fra 2012 til 2013, og sideløbende blev der sorteret kraftigt ud blandt gamle tæver for at forbedre kvaliteten, men der blev ikke indkøbt dyr. Astrovirus er tidligere fundet hos rystemink, men der er ikke tidligere beskrevet problemer i så stort omfang på en farm. Endvidere har der i dette tilfælde også været set rystemink i gruppen af avlstæver, ligesom obduktionerne har vist blodkoagler i storhjerne. Der vil blive arbejdet videre med materialet med henblik på at identificere eventuel co-infektion med andre patogener.

Eimeria og Cystoisospora sandsynligvis spille en afgørende rolle for udviklingen af kliniske symptomer. Coccidiose er et velkendt og særdeles tabsvoldende problem blandt stort set alle produktionsdyr (bl.a. svin, kvæg og kaniner) i intensive staldsystemer, hvor der periodevis er en høj koncentration af unge dyr. Klinisk coccidiose optræder især i relation til stress, herunder fravænning, ved dårlig hygiejne eller sammenblanding af dyr med forskellig immunitet. Det er velkendt, at coccidiose disponerer for sekundære infektioner, og påvisning af massiv coccidieudskillelse blandt flere af de afficerede dyr kunne tyde på, at denne parasitære lidelse kan have haft afgørende betydning for det alvorlige sygdomsbillede beskrevet i nærværende case.

Konklusion Ætiologien bag fedtede hvalpe er endnu ikke fuldt belyst, men sygdommen betragtes som en multifaktoriel lidelse. Udover astrovirus kan andre agens, herunder 119 Faglig årsberetning 2013


Marian Chriél, Mette Sif Hansen, Elisabeth Holm, Gitte Larsen, Charlotte Kristiane Hjulsager, Heidi L. Enemark & Tim Kåre Jensen

Referencer Hammer, A.S, Christensen, L.R., Harslund, J.L.F., Baule, C., Ullman, K., Jensen, T.H. & Chriél, M. 2010. Foreløbige undersøgelser af mulig årsagssammenhæng mellem rystemink syndromet og astrovirus infektion hos minkhvalpe. Faglig årsberetning 2010, 131-135.

120 Faglig årsberetning 2013


Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr Louise Gregers Albrechtsen1, Lars Andresen1, Line Nielsen1, Tina Struve2, Carsten Riis Olesen3, Sabine Bilk4, Jens Frederik Agger1 & Anne Sofie Hammer1 1

Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg. Kopenhagen Diagnostik, Kopenhagen Fur, Langagervej 60, 2600 Glostrup. 3 Danmarks Jægerforbund, Kalø, Molsvej 34, 8410 Rønde. 4 Landeslabor Berlin-Brandenburg, Invalidenstr. 60, 10557 Berlin, Tyskland. 2

Sammendrag Hvalpesyge (distemper) hos mink er forårsaget af canine distemper virus (CDV). Et usædvanlig højt antal af danske minkfarme fik konstateret hvalpesyge i 2012 og starten af 2013, og i alt blev 64 farme i Jylland diagnosticeret med hvalpesyge. Formålet med dette projekt var derfor at estimere forekomsten af hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr og at undersøge den mulige forbindelse med udbrud af hvalpesyge i minkproduktionen. I alt blev 266 dyr testet for CDV i dette projekt, som inkluderede ræve, grævlinger, husmårer og vildtlevende mink. Syv ræve blev fundet positive for hvalpesyge, hovedsageligt fra det sydlige Jylland. Sekvensanalyse af virus viste en høj grad af lighed mellem virus fra ræve og virus fra en enkelt farm mink med hvalpesyge, hvilket ikke kan udelukke, at virus er spredt fra vilde ræve til farm mink og omvendt. Ydermere var der stor ensartethed mellem de danske hvalpesygevirus og hvalpesygevirus, som stammer fra vilde rovdyr i Tyskland. Resultaterne fra typebestemmelserne, samt det tidsmæssige og geografiske forløb, indikerer en spredning af virus fra Tyskland. Derudover blev der udført en spørgeskemaundersøgelse med fokus på smittebeskyttelse i samarbejde med Kopenhagen Fur. Undersøgelsen inkluderede 51 farme uden hvalpesyge og data fra 51 farme, som fik konstateret hvalpesyge i 2012 og i starten af 2013. Resultaterne viste, at både farme, hvor vilde ræve var blevet set, og farme med uvaccinerede dyr, havde øget sandsynlighed for udbrud af hvalpesyge. Desuden viste resultaterne klart, at smittebeskyttelsesmæssige forhold varierede meget indenfor begge grupper af farme (case og kontrol farme). Albrechtsen, L.G., Andresen, L., Nielsen, L., Struve, T., Olesen, C.R., Bilk, S., Agger, J.F. & Hammer, A.S. 2013. Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr. Faglig Årsberetning 2013, 121-128. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Distemper in farmed mink is caused by canine distemper virus (CDV). In 2012 an unusually high number of distemper outbreaks occurred on Danish mink farms and a total of 64 mink farms were diagnosed with distemper. The aim of this project was to assess the prevalence of distemper in the Danish free-ranging terrestrial carnivores. A total of 266 animals were tested for distemper, including red fox, Eurasian badger, beech marten and free-ranging American mink. Seven foxes tested positive for distemper, primarily from the southern part of Jutland. Sequence analysis showed a high degree of similarity between the distemper positive samples and one distemper sample from a farmed mink from the outbreaks of 2012, which cannot exclude the possibility that the virus has spread from wild foxes to farmed mink and vice versa. Furthermore the field isolates were similar to German CDV strains. So typing results, timeline and geographical distribution of outbreaks indicates that that the virus has spread to Denmark from German wildlife. In collaboration with Kopenhagen Fur a questionnaire-based survey of biosecurity measures was completed. The survey included 51 distemper-free farms and data from 51 distemperpositive farms involved in the distemper outbreaks of 2012 and early 2013. The results indicate that both farms accessed by free-ranging foxes and farms with unvaccinated animals were predisposed for distemper outbreaks. Moreover it was clear that biosecurity measures varied within both groups (cases and controls).

121 Faglig årsberetning 2013


Louise Gregers Albrechtsen, Lars Andresen, Line Nielsen, Tina Struve, Carsten Riis Olesen, Sabine Bilk, Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer Albrechtsen, L.G., Andresen, L., Nielsen, L., Struve, T., Olesen, C.R., Bilk, S., Agger, J.F. & Hammer, A.S. 2013. The connection between outbreaks of canine distemper virus in Danish farmed mink and distemper in free-ranging terrestrial carnivores. Annual Report 2013, 121-128, Kopenhagen Reseach, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Canine distemper virus, carnivores, farmed mink, Neovison vison, PCR

Indledning Canine distemper, også kaldet hvalpesyge eller hundesyge, forårsages af canine distemper virus (CDV). CDV betragtes som en af de vigtigste årsager til sygdom hos vilde dyr verden over, og denne virus kan inficere en lang række arter indenfor ordenen Carnivora, såsom ræv, mårdyr, grævling og sæl (Osterhaus et al., 1995). CDV forårsager også alvorlig sygdom hos farmmink. Der er flere cirkulerende typer af CDV, som kan differentieres v.hj.a. genetisk sekvens-analyse af phosphoprotein (P) og haemagglutinin (H) genet. Hvalpesyge kan kun overleve meget kortvarigt uden for værten (i miljøet), og smitte foregår derfor primært fra dyr til dyr eller gennem kropslige væsker indeholdende virus. Nedfrysning kan forlænge den tid, virus kan overleve i et kadaver eller i kropsvæsker. Inkubationstiden for hvalpesyge kan variere meget (1-4 uger eller mere), og de kliniske tegn varierer afhængigt af dyreart og immunstatus. I nogle tilfælde ses flåd fra øjne og næse med skorpedannelser, nedstemthed, nedsat ædelyst, lysfølsomhed og fortykkelse af trædepuderne samt lungebetændelse og diarré. Desuden kan neurologiske symptomer såsom krampeanfald og ændret adfærd ses. Dødeligheden varierer meget og kan være meget høj hos unge dyr. (Greene og Appel, 2006).

2012). I disse år blev der heller ikke påvist hvalpesyge hos vildtlevende rovdyr i Danmark (Hammer et al. 2009, Chriél et al. 2010). I Tyskland og andre europæiske lande blev der imidlertid påvist omfattende udbrud af hvalpesyge hos vildtlevende rovdyr i denne periode. I nogle områder af Tyskland blev der i perioden 2010-2011 fundet meget høj forekomst af hvalpesygevirus i vilde ræve, hvor op til 30% af de undersøgte ræve blev fundet positive (Denzin et al., 2013). I 2011 var der tre udbrud af hvalpesyge på danske farme og i 2012 sås udbrud på i alt 64 farme, diagnosticeret af DTU Veterinærinstituttet. Den vilde fauna var mistænkt som startpunkt for infektionen i forbindelse med udbruddene i 2012 (Struve et al., 2012). Det er vigtigt at forebygge udbrud af hvalpesyge, da der ikke er nogle specifikke behandlings-muligheder tilgængelige. Formålet med dette projekt ved Københavns Universitet var at foretage et aktivt studie af hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr, samt i samarbejde med Kopenhagen Fur at udføre en spørgeskemaundersøgelse med fokus på smittebeskyttelse i kontrolfarme (ikke smittede farme) og de farme, der havde haft hvalpesyge i 2012 og starten af 2013.

Hvalpesyge er tidligere blevet påvist i danske vildtlevende rovdyr bl.a. i dansk ræv og grævling (Blixenkrone-Møller et al. 1992, Hammer et al. 2004, Blixenkrone-Møller et al. 2009). Hos farmmink i Danmark blev der ikke påvist hvalpesyge i perioden 2008-2010 (Hammer et al.

122 Faglig årsberetning 2013


Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr

Materiale og metoder Materiale Dyrene, undersøgt i dette projekt, blev indsamlet primært via Danmarks Jægerforbund samt gennem Falck A/S, Naturstyrelsen og private jægere. Dyrene var enten trafikdræbt, skudt eller fanget i fælder i forbindelse med regulering. Dyrene blev indsamlet i perioden januar 2012 til september 2013. Der blev indsamlet prøver fra i alt 266 dyr. De 266 dyr bestod af 39 grævlinger, 2 husmårer, 25 vilde mink og 200 ræve. Hovedparten af dyrene kom fra det sydlige og østlige Jylland, men kom også fra Sjælland, Fyn og Bornholm. Patologiske undersøgelser og laboratorieanalyse Alle dyr blev obduceret og undersøgt for synlige forandringer, som, sammen med andre oplysninger om dyret, blev nedskrevet i en obduktionsrapport. Der blev udtaget vævsprøver fra flere organer såsom milt og lunge. Derefter blev vævet (hovedsagelig milt) undersøgt for tilstedeværelsen af hvalpesygevirus ved realtime polymerase chain reaction (PCR) analyse i laboratoriet. PCR er en anerkendt og præcis metode til at diagnosticere hvalpesyge hos mange forskellige dyrearter. Ud fra resultaterne fra denne analyse blev prøverne grupperet som enten positive eller negative for hvalpesyge. Som positiv kontrol for CDV blev anvendt én minkprøve fra en dansk farm testet positiv for hvalpesyge i 2012, og den negative kontrol var fra en mink fra forsøgsfarmen på Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Tåstrup), som var testet negativ for både hvalpesyge og plasmacytose. PCR produktet blev sendt til Tyskland (MWG Operon) for genetisk typebestemmelse ved hjælp af sekventering for derefter at kunne foretage sammenligning med andre kendte hvalpesygevirus sekvenser.

udført en spørgeskemaundersøgelse på farmene involveret i udbruddet i 2012 og starten af 2013. I dette projekt blev foretaget en tilsvarende undersøgelse på kontrolfarmene, som sammenligningsgrundlag til et parret case-kontrol studie. Casegruppen bestod af data fra 51 minkfarme, som havde fået konstateret hvalpesyge i 2012 eller starten af 2013, og denne gruppe blev interviewet af Tina Struve, Kopenhagen Fur. Kontrolgruppen bestod af 51 kontrol farme, som ikke havde haft konstateret hvalpesyge i 2012/2013, og som desuden var nærmeste geografiske nabo til en casefarm, og de blev interviewet i forbindelse med dette projekt. Telefoninterviews blev foretaget mellem september 2012 og september 2013. Spørgsmålene koncentrerede sig hovedsageligt om smittebeskyttelse med henblik på bl.a. trafik ind og ud af farmen af både dyr og mennesker, vaccinationsstatus og anvendelse af f.eks. sterile engangsdragter og håndvask. Resultater Forekomst af hvalpesyge i danske vilde rovdyr Ud af de 266 dyr, som blev undersøgt i dette projekt, testede syv ræve positive for hvalpesyge. Ingen andre indsamlede dyrearter testede positive. Den geografiske placering af de testpositive ræve kan ses i figur 1.

Spørgeskemaundersøgelse Spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget via personlige telefoninterviews med minkavlere. Kopenhagen Fur havde 123 Faglig årsberetning 2013


Louise Gregers Albrechtsen, Lars Andresen, Line Nielsen, Tina Struve, Carsten Riis Olesen, Sabine Bilk, Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

ske ræve meget lig den type af hvalpesyge virus, som er fundet i Tyskland før 2012 og andre europæiske lande. Spørgeskemaundersøgelse Hovedresultaterne fra undersøgelsen viste, at der var en signifikant højere andel af kontrolfarme (farme uden udbrud af hvalpesyge), som havde vaccineret deres mink i forhold til casefarme (farme med udbrud af hvalpesyge), se Figur 2. Ydermere var der set vilde ræve inde på signifikant flere casefarme end på kontrolfarmene. Mange avlere oplyste, at de havde deres hunde med ind på farmområdet, og flere af disse hunde var ikke vaccinerede og blev også brugt til jagt.

Figur 1: Kort over Danmark (Grundkort fra Geodatastyrelsen) med geografisk placering af ræve testet positive for hvalpesyge (CDV-positive ræve) og cirka placering af mink farme testet positive for hvalpesyge i 2012 og starten af 2013 (CDV-positive mink farme 2012/2013).

Figur 1 viser også placering af de i alt 64 farme, som havde udbrud af hvalpesyge i 2012 og starten af 2013. De ræve, som testede positiv for hvalpesyge, stammede udelukkende fra Jylland og mest fra den sydlige del. Prævalensen var 12,2% for region Sydjylland og 1,3% for region Midtjylland. Typebestemmelse af P genet fra de positive ræve viste, at virus fra de danske ræve har en høj grad af lighed med den positive kontrol fra én mink positiv for hvalpesyge fra udbruddene i 2012. Derudover er hvalpesygevirus fra de dan-

Figur 3 illustrerer omfanget af smittebeskyttelse (procentdel) i hhv. case- og kontrolfarmene. Det var meget varierende hvilke smittebeskyttelses tiltag, der var implementeret; f.eks. hvor mange, der anvendte sterile engangsdragter, overtrækssko til besøgende i farmen, havde håndvask tilgængelig på farmen, opdelte farmen i ren/uren zone og/eller brugte desinficerende fodbad. Der sås en svag tendens til at kontrolfarme havde implementeret flere tiltag end casefarme, og der var en signifikant større andel af kontrolfarmene, der havde håndvask tilgængelig i umiddelbar forbindelse med farmen, sammenlignet med casefarmene. Udover dette fandtes der ingen signifikante forskelle mellem de to grupper i anvendelse af smittebeskyttelse.

124 Faglig årsberetning 2013


Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr

Figur 2: Søjlediagram over hvor mange procent af henholdsvis case- og kontrolfarme, som havde vaccineret eller ej, og hvornår på året de havde vaccineret. Der er udtaget enkelte casefarme fra dette diagram, da det var ukendt hvilken vaccine de havde anvendt.

Der sås ingen klar sammenhæng mellem dødelighed og de forskellige smittebeskyttelsestiltag, dog sås en tendens til

let øget dødelighed, hvis farmen ikke havde vaccineret inden udbruddet af hvalpesyge. Desuden kunne spredningen af virus ikke knyttes til specifikke enheder som dyrlægepraksis eller fodercentral.

Figur 3: Søjlediagram over procentdel af henholdsvis case- og kontrolfarme, som havde håndvask faciliteter på farmen, opdeling i ren og uren zone, anvendte engangsdragter og overtrækssko til besøgende og desinficerende fodbad.

125 Faglig årsberetning 2013


Louise Gregers Albrechtsen, Lars Andresen, Line Nielsen, Tina Struve, Carsten Riis Olesen, Sabine Bilk, Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

Diskussion Resultaterne af undersøgelsen af aktivt indsamlede vilde rovdyr viste, at hvalpesygeinfektion er til stede i den danske rævebestand og hovedsageligt i det sydlige Jylland. Ligheden mellem virus fundet i vilde ræve og virus fundet i den danske hvalpesyge-positive mink, som var tilgængelig i dette studie, kan indikere, at hvalpesygeudbruddet i 2012 og starten af 2013 kunne stamme fra ræve. Smitte af hvalpesyge fra vilde dyr til danske minkfarme er også set i slutningen 80’erne (Blixenkrone-Møller et al., 1992). Supplerende analyser er igangsat med henblik på yderligere at undersøge betydningen af de danske ræve som reservoir for hvalpesyge. Det er også værd at overveje, at udbrud af hvalpesyge hos mink også kan smitte til vildtlevende rovdyr og muligvis true sundhedstilstanden i den vilde bestand af f.eks. ræv. Både den tidsmæssige forekomst af omfattende udbrud af hvalpesyge i Tyskland forud for påvisning af udbrud i Danmark og den geografiske distribution af de danske ræve med hvalpesyge (primært den sydlige del af Jylland), samt resultater af sekvensanalysen af virus isoleret fra de danske ræve kan antyde, at hvalpesygevirus er spredt fra udbrud i tyske vilde rovdyr til Danmark. Dog har den geografiske fordeling af prøverne i denne indsamling ikke været optimal, da en stor del af prøverne stammer fra Djursland, og det har ikke været muligt at inkludere prøver fra det vestlige Jylland. Dog kan det bemærkes, at nogle ræve kan tilbagelægge lange afstande (Pagh et al. 2007; Jensen 1973), hvilket kunne bidrage til at sprede sygdommen. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at niveauet af smittebeskyttelse varierede meget på danske minkfarme. Undersøgelsen viser, at de tiltag, der havde størst betydning i forhold til forebyggelse af udbrud af hvalpesyge, var vaccination, samt det at holde vilde rovdyr ude af far-

men. Desuden tyder resultaterne på, at niveauet af smittebeskyttelse måske også kan have betydning, især anvendelse af håndvask før og efter kontakt med minkene. Det kunne være gavnligt at kigge nærmere på betydningen af forskellige tiltag til smittebeskyttelse på minkfarmene som et led i at forhindre fremtidige udbrud og spredning af smitsomme sygdomme mellem minkfarme og imellem mink og vilde rovdyr. Konklusion De foreløbige resultater af dette projekt tyder på, at udbruddet af hvalpesyge i minkproduktionen i Jylland i perioden fra 2012 kan have en sammenhæng med udbrud af hvalpesyge hos vilde ræve. Der er set høj forekomst af distemper virus i tyske rovdyr i perioden omkring og forud for 2011. Den tidsmæssige og geografiske forekomst af udbruddene tyder på, at virus kan være blevet spredt til Danmark fra Tyskland, hvilket understøttes af typningsundersøgelserne. Spørgeskemaundersøgelsen viste, at rettidig vaccination, og at forhindre ræves adgang til minkfarmen, var de vigtigste tiltag for at forhindre udbrud af hvalpesyge. Desuden antydes det, at smittebeskyttelse, såsom håndvask, kan forebygge spredning og udbrud af sygdommen. Det er vigtigt at forebygge smitte imellem vilde dyr og farmmink samt spredning imellem individuelle minkfarmene igennem forebyggelse, såsom vac-cination og konsekvent smittebeskyttelse. Virusprøverne fra dette projekt vil fortsat blive analyseret. Bl.a. vil virus fra danske ræve og mink blive sammenlignet med prøver fra ræve stammende fra tre geografiske områder i Tyskland.

126 Faglig årsberetning 2013


Forbindelsen mellem udbrud af hvalpesyge i dansk minkproduktion og hvalpesyge i danske vildtlevende rovdyr

Efterskrift Vi ønsker at takke Dansk Pelsdyravlerforenings Forskningsfond for finansiel støtte til projektet. Desuden en stor tak til alle dem, som har hjulpet med indsamling af materiale til projektet: Først og fremmest til Sussie Pagh og Jesper Kjær Illemann ved Danmarks Jægerforbund og desuden Falck A/S, Naturstyrelsen og private jægere. Endvidere en oprigtig tak til alle de avlere, som deltog i spørgeskemaundersøgelsen. Referencer Blixenkrone-Møller, M., Svansson, V., Appel, M., Krogsrud, J., Have, P. & Orvell, C. (1992): Antigenic Relationships between Field Isolates of Morbilliviruses from Different Carnivores. Archives of Virology. Vol. 123:3-4, p. 279-294. Chriél, M., Jensen, T.H., Harslund, J., Rangstrup-Christensen, L., Hammer, A.S., Roland, O., Therkildsen, Sonne, C., Winding, A. & Elmeros, M. (2010): Årlig afrapportering af faldvildtsundersøgelser til Naturstyrelsen. Årsrapport 2009 og 2010(http://www.vildtsundhed.dk/Vildtsun dhed,-d-,dk/Årsrapporter.aspx). Denzin, N., Hervvig, V.& van der Grinten, E. (2013): Occurrence and geographical distribution of Canine Distemper Virus infection in red foxes (Vulpes vulpes) of Saxony-Anhalt, Germany. Veterinary Microbiology. Vol. 162, No. 1, p. 214-218.

Hammer, A.S., Hansen, H.J. & Jensen, T.H. (2009): Årlig afrapportering af faldvildtsundersøgelser til Naturstyrelsen. Årsrapport 2009 og 2010 (http://www.vildtsundhed.dk/Vildtsundhed, -d-,dk/Årsrapporter.aspx). Hammer, A.S., Wolf-Jäckel, G. og Struve, T.(2012): Usædvanlig høj forekomst af hvalpesyge hos mink kan skyldes smitte fra vilde dyr. Dyrlægemagasinet, Vol. 6, p.23-24 Jensen, B. (1973): Movements of the Red Fox (Vulpes vulpes) in Denmark investigated by marking and recovery. Danish review of Game Biology. Vol. 8, No. 3. Osterhaus, A.D.M.E., Deswart, R.L., Vos, H.W., Ross, P.S., Kenter, M.J.H. & Barrett, T. (1995): Morbillivirus Infections of Aquatic Mammals - Newly Identified Members of the Genus. Veterinary Microbiology. Vol. 44:2-4, pp. 219-227. Pagh, S., Asferg, T. & A. B. Madsen, (2007): Ræv. I: H. J. Baagøe & T. S. Jensen (red.): Dansk Pattedyratlas. Gyldendal. s. 176-181. Struve, T., Wolf-Jäckel, G., Hammer, A.S., Holm, E. & Larsen, G. (2012): Det værste udbrud af hvalpesyge i nyere tid. Dansk Pelsdyravl. Vol. 8:November, p. 12-14.

Greene, C.E. & Appel, M.J. (2006): Canine Distemper. Third edt. In: C.E. Greene (ed.) : Infectious Diseases of the Dog and Cat. Saunders Elsevier, USA, p. 25. Hammer, A.S., Dietz, H. H., Andersen, T. H., Nielsen, L. & Blixenkrone-Møller, M. (2004): Distemper virus as a cause of central nervous disease and death in badgers (Meles meles) in Denmark. Veterinary Record. Vol. 154, No. 17, p. 527530. 127 Faglig årsberetning 2013


Louise Gregers Albrechtsen, Lars Andresen, Line Nielsen, Tina Struve, Carsten Riis Olesen, Sabine Bilk, Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

128 Faglig 책rsberetning 2013


Sammenligning af analysemetoder til diagnostik af plasmacytose hos mink Tina Struve1, Rebekka Dam-Tuxen1, Jan Dahl2, Trine Hammer Jensen1, Thomas DamTuxen1 & Leif Bruun1 1

Kopenhagen Fur, Kopenhagen Diagnostics, Langagervej 74, DK-2600 Glostrup, Denmark Danish Agriculture and Food Council, Axelborg, Axeltorv 3, DK-1609 Copenhagen V, Denmark

2

Aleutian Disease, også kaldet plasmacytose, forårsages af en parvovirus kaldet Aleutian Disease Virus (ADV). Sygdommen karakteriseres ved at forårsage udfældning af immun-komplekser i nyrerne, betændelse i blodkarrene og nedsat reproduktion (Alexandersen et al., 1988, Porter et al., 1969, Porter et al., 1973). Plasmacytose er på verdensplan den mest bekostelige sygdom i pelsdyr produktionen. Sygdommen diagnosticeres hovedsageligt ved serologisk påvisning af antiADV antistoffer og mindre hyppigt ved PCR undersøgelse af væv. Hos Kopenhagen Diagnostik analyseres årligt mellem 3,5 og 4 millioner blodprøver for tilstedeværelsen af anti-ADV antistoffer, som del af det nationale udryddelsesprogram. Traditionelt har man anvendt modstrømselektroforese (CIEP) til at påvise antiADV antistoffer i blodprøver fra mink. Denne metode er dog meget ressourcekrævende, idet det kræver meget personale at håndtere prøverne i forbindelse med analysen. Derfor har man hos Kopenhagen Diagnostik udviklet en automatiseret enzyme-linked immunosorbent assay (ELISA) for at optimere brugen af ressourcerne.

Data viste, at de to metoder er meget sammenlignelige, dog har ELISA analysen en lidt højere sensitivitet end CIEP testen, nemlig en sensitivitet på 0,8857 (mellem 0,7774 og 0,9451) til sammenligning med CIEP testens sensitivitet på 0,8038 (mellem 0,7391 og 0,8555). Derimod havde CIEP testen en lidt højere specificitet end ELISA analysen, nemlig 0,9996 (mellem 0,9977 og 1,000) til sammenligning med ELISA analysen, der havde en specificitet på 0,9984 (mellem 0,9961 og 1,000). Det skal dog bemærkes, at specificiteten på ELISA analysen lå inden for det observerede 95% konfidensinterval af CIEP testen. Da konfidensintervallerne af de to test overlapper hinanden, kan begge test vurderes til at være lige gode til at påvise anti-ADV antistoffer, hvilket ikke er overraskende, idet begge test er baseret på det samme antigen. Fødevarestyrelsen godkendte i juli 2013, med baggrund i valideringen, ELISA metoden til serologisk diagnostik af ADV i mink.

I forbindelse med udviklingen af denne automatiserede ELISA blev prøver fra 3810 mink analyseret, alle prøverne blev udtaget i såvel blodkapillarrør som på de nye testkort. Prøverne blev derefter analyseret via CIEP og ELISA. I den forbindelse blev sensitiviteten og specificiteten af modstrømselektroforese og ELISA sammenlignet. 129 Faglig årsberetning 2013


Tina Struve, Rebekka Dam-Tuxen, Jan Dahl, Trine Hammer Jensen, Thomas Dam-Tuxen & Leif Bruun

Referencer Alexandersen, S., Bloom, M.E. & Wolfinbarger, J.B., 1988. Evidence of restricted viral replication in adult mink infected with Aleutian disease of mink parvovirus. J. Virol. 62, 5, 1495-1507. Porter, D.D., Larsen, A.E. & Porter, H.G., 1969. The Pathogenesis of Aleutian Dis-

ease of Mink. 1. In Vivo Viral Replication and the Host Antibody Response to Viral Antigen. J.Exp.Med. 130 (3), 575-593. Porter, D.D., Larsen, A.E. & Porter, H.G., 1973. The Pathogenesis of Aleutian Disease of Mink. 3. Immune Complex Arteritis. Am. J. Pathol. 71 (2), 331-334.

130 Faglig 책rsberetning 2013


Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivnings- og vækstperioden 2013 – foreløbige resultater

Sofie Hansen1, Louise Juel Krarup1, Jens Frederik Agger1, Karin Ullman2, Kjell-Olof Hedlund3, Jonas Klingström3, Lars Andresen1 & Anne Sofie Hammer1 1

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg, Danmark 2 Enhet för virologi, immunbiologi och parasitologi, Statens Veterinärmedicinska Anstalt, Uppsala, Sverige. 3 Smittskyddsinstitutet, Tomtebodavägen 12B, 171 82 Solna, Sverige Sammendrag Diarréudbrud kan være forbundet med store omkostninger for minkavlere og er en af de vigtigste årsager til anvendelse af antibiotika i pelsdyrproduktionen. Formålet med dette projekt er at udvikle multiplex PCR-metoder, der kan gøre diagnostikken mere tilgængelig og økonomisk rentabel, og som kan anvendes både til rutinediagnostik og udforskning af virusassocierede diarréudbrud. I forbindelse med diarréudbrud i perioden maj til november 2013, er 216 mink blevet obduceret. Fæces og vævsprøver blev udtaget til videre diagnostik i form af histopatologi, bakteriologi og elektronmikroskopi. Fæces prøver er testet for mink parvo-, corona- og astrovirus ved brug af qPCR. I maj og juni er fundet en høj forekomst af astrovirus positive farme, især i forbindelse med patologi foreneligt med fedtede hvalpe. Der er ikke påvist parvovirus i nogle af de indsendte hvalpe. Coronavirus er indtil videre testet på indsendelser fra maj, juni og juli, men ingen virus er påvist. , . Hansen, S., Krarup, L.I., Agger, J.F., Ullman, K., Hedlund K. O., Klingström, J. , Andresen, L. & Hammer, A.S. 2014. Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivnings- og vækstperioden 2013 – foreløbige resultater Faglig Årsberetning 2013, 131-138. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Mink diarrhea can be linked to economic loss within the mink fur production and it is one of the most important reasons for antibiotic treatment of mink. In the attempt to make the diagnostic options more easily available and affordable this study aims at developing multiplex PCR assays, which may be applied in both routine diagnostic work and research of virus related diarrhea in mink. During a period from May to November 2013 a total of 216 mink from farms with outbreaks of diarrhea have undergone necropsy. Fecal and tissue samples have been collected for further diagnostics by histopathology, bacteriology and electron microscopy. Fecal samples have been tested by qPCR for detection of mink parvo virus, corona virus and astro virus. A high number of astrovirus positive farms were seen in May and June, in particular on farms with lesions characteristic of “greasy kits”. No cases of parvovirus have been detected in the submitted animals. Samples from May, June and July were corona virus negative, the rest of the samples remains to be tested. , Hansen, S., Krarup, L.I., Agger, J.F., Ullman, K., Hedlund K. O., Klingström, J., Andresen, L. & Hammer, A.S. 2014 Investigation of parvo-, corona-, and astrovirus as causative agents in outbreaks of diarrhea in Danish mink kits in the nursing and growth period 2013 - Preliminary results. Annual Report 2013, 131-138. Kopenhagen Research. Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: Mink, Neovison vison, virology, diarréa, disease

Indledning Diarré hos mink i diegivnings- og vækstperioden er en væsentlig årsag til nedsat vækst og øget dødelighed (Clausen 2010) og udgør derfor et produktionsøkonomisk problem såvel som et velfærdsproblem. Litteraturen om diarrékomplekserne i de forskellige aldersgrupper er

sparsom og primært baseret på observationer og erfaringer (Henriksen 1987, Hyldgaard-Jensen 1989). Kun få publikationer er baseret på et større systematisk indsamlet materiale (Englund et al. 2002, Ullman et al. 2005, Ullman et al. 2007, Hammer et al. 2006). Diarré i diegivningsperioden (fedtede hvalpe) ses i de 131

Faglig årsberetning 2013


Sofie Hansen, Louise Juel Krarup, Jens Frederik Agger, Karin Ullman, Kjell-Olof Hedlund, Jonas Klingström, Lars Andresen & Anne Sofie Hammer

første 2-8 uger af hvalpens levetid. Klinisk ses hvalpe med gullig diarré og fedtet pels samt sorte belægninger på kløerne. Når kuld rammes af fedtede hvalpe, kan dødeligheden, pr. kuld i gennemsnit, være på omkring 1-2 hvalpe (Clausen & Dietz 2004), og generelt ses nedsat vækst (Henriksen 1987, Clausen & Dietz 2004). Mink Astrovirus (MiAstV) er påvist i forbindelse med fedtede hvalpe (Hammer et al. 2006, Ullman et al. 2005) og er epidemiologisk koblet med udbrud af fedtede hvalpe (Englund et al. 2002). Andre vira, såsom calici og rota virus er også mulige medspillere (Ullman et al. 2007, Jørgensen et al. 1996, Henriksen 1987), ligesom bakterier, f.eks. stafylokokker (Clausen& Dietz 2004) og kolibakterier (Jørgensen et al. 1996), menes at kunne spille en rolle. Fedtede hvalpe karakteriseres som et multifaktorielt kompleks, hvor også fodring og andre management faktorer er væsentlige (Clausen & Dietz 2004, Hyldgaard-Jensen 1989). Det er diskuteret, hvorvidt symptomkomplekset, set ved fedtede hvalpe, nærmere er en generel reaktion på infektion, frem for en reaktion på et specifikt patogen (Hammer et al. 2006). Diarré forårsaget af mink parvo virus, også kaldet mink enteritis virus (MEV), forekommer typisk i perioden efter fravænning (Pedersen 1992). MEV forårsager en destruktion af epitelcellerne i tyndtarmens krypter, hvilket fører til en atrofi (forkortelse) af villi. Symptomerne er akut blodig diarré, nedsat ædelyst og nedstemthed (Uttenthal et al. 1990). Forekomsten af syge dyr og dødelighed varierer mellem udbrud, men ofte ses der høj morbiditet og moderat mortalitet (Chriél 2012, Uttenthal et al. 1990). Antallet af rapporterede farmudbrud af MEV var 19 i 2011, et enkelt i 2012, og der er i skrivende stund ikke rapporteret om nogen tilfælde i 2013. Da der ikke føres noget officielt register over MEV tilfælde, og da årsagen til diarréudbrud

sjældent påvises, er det sandsynligt at den sande forekomst er højere (Struve, personlig meddelelse 2013). Epizootisk kataralsk enteritis er blevet anvendt som en betegnelse for diarréudbrud i perioden efter fravænning, som ikke er forårsaget af MEV. Ofte er udbruddene selvbegrænsende og ophører efter nogle dage. Epizootisk kataralsk enteritis kaldes derfor også ”3-dags syge”. Litteraturen om denne type diarré er meget begrænset, og ætiologien er ikke fastlagt. Mulige årsager, som tidligere er foreslået, omfatter blandt andet bakterier og vira. Coronavirus er bl.a. påvist i forbindelse med udbrud (Gorham et al. 1990, Vlasova et al. 2011). Calici-, rotaog parvovirus har muligvis også betydning (Vlasova et al. 2011). Tidligere er der udviklet en qPCR analyse for coronavirus (Hornyák et al. 2012) og MiAstV (Ullman et al. 2005). Derudover er der beskrevet en qPCR analyse for parvo virusenteritis virus i litteraturen (Weiquan et al. 2001), men denne metode har ikke tidligere været anvendt i Danmark. Hidtil har man i Danmark anvendt en antigen ELISA metode til påvisning af MEV i fæces. For at påvise og karakterisere årsager til diarré hos mink, har Københavns Universitet iværksat et projekt, hvor både klassiske metoder (elektronmikroskopi, mikrobiologi) og nyere molekylære teknikker, såsom de to teknikker: Revers transkriptase (RT) og kvantitativ polymerase chain reaction (qPCR), vil blive udviklet til påvisning af virus i fæces og organprøver. Det primære formål med projektet er at udvikle bedre, hurtigere og mere omkostningseffektive metoder til både diagnostiske og forskningsmæssige undersøgelser af diarré hos mink, herunder udvikling af multiplex qPCR. Denne rapport fokuserer primært på foreløbige resultater af mikrobiologiske undersøgelser og virologiske

132 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivningsog vækstperioden 2013 – foreløbige resultater

under-søgelser for MEV, coronavirus og MiAstV. Materialer og metode Undersøgelsen omfattede ialt 215 hele kadavere og 10 fæcesprøver, modtaget fra i alt 48 farme fra maj til november 2013. Farmene blev klassificeret som hhv. diarréfarm eller kontrolfarm, alt efter om indsendelserne stammede fra et diarréudbrud eller ej. 188 hele dyr og 5 fæcesprøver blev modtaget fra i alt 42 diarréfarme. 26 hele dyr og 5 fæcesprøver kom fra kontrolfarme. En kontrolfarm bidrog med to indsendelser fra forskellige perioder, så reelt var der 5 kontrolfarme, men 6 indsendelser. Et større antal ekstra dyr blev modtaget fra nogle af farmene, disse er gemt på frys til videre undersøgelser. Kadaverne blev indsamlet i samarbejde med avlere og praktiserende dyrlæger, der har udvalgt 5 dyr, repræsentative for sygdomsbilledet på farmen samt udfyldt et spørgeskema om besætningen. I det omfang, det var muligt for avleren, blev indsendt aflivede dyr. Dog er der modtaget en stor del selvdøde dyr. De hele kadavere gennemgik en fuld obduktion, og vævsprøver blev udtaget til histologi. Herudover blev udtaget fæces eller tarmvæg til PCR, elektronmikroskopi og massesekventering. Der blev også udtaget svaberprøver med steril vatpind fra rectum til bakteriologi, men dette omtales ikke videre i denne artikel. De modtagne fæcesprøver er kun inkluderet i qPCR analysen. Oprensning af fæcesprøverne blev foretaget med et kommercielt kit (Roche High Pure Viral Nucleic Kit, Catalog #11 858 874 001, version 18) ifølge medfølgende instruktioner. Komplementært DNA (cDNA) blev syntetiseret med Quanta Biosciences qScript cDNA SuperMix (Cat. No. 95048-100) for RNA virus (coronavirus og MiAstV) inden qPCR udførtes. For MiAstV og Corona virus udføres taqman probebaseret qPCR (Quanta Per-

feCTa tough mix low rox, Quanta Biosciences, cat. No. 95114-125) på Stratagene Mx3005P qPCR maskine (Agilent Technologies). Protokollerne er modificeret efter tidligere publicerede metoder (Ullman et al. 2005, Hornyák et al. 2012). Som positiv kontrol benyttes positive MiAstV og felin coronavirus positiv fæces prøver venligst leveret fra Statens Veterinære Anstalt, Uppsala, Sverige (SVA). MEV qPCR udføres med SYBR green q PCR (Quanta PerfeCta SYBR green fastMix, Quanta Biosciences, Cat. No. 95074-012) på samme maskine. Primere til MEV er designet ud fra sammenligning af et konserveret område på 18 MEV sekvenser fra GenBank (www.ncbi.nlm.nih.gov), der alle koder for kapsid proteinet VP2. Som kontroller benyttes en canine parvovirus-positiv fæcesprøve fra hund, modtaget fra SVA, to MEV positive minkprøver fra mink udleveret fra Nordvacc, samt 9 MEV testede prøver udleveret fra DTU. Som kontrolprøver er også anvendt lungevæv fra en rask mink. Foreløbige resultater Månedsvis fordeling af indsendelser fra diarréfarme kan ses i figur 1. Obduktionsfund Indsendelser fra start maj til midt juni havde forandringer forenelige med fedtede hvalpe, såsom gullig fedtet diarré, fedtet sekret på kroppen og sorte belægninger på kløerne. Ydermere havde en del af hvalpene tarminvaginationer. Dette er en type af tarmslyng, der er karakteriseret ved, at tarmen er ”rullet ind i sig selv”, og det kan ske, når tarmbevægelserne øges i forbindelse med diarré. Indsendelser herefter bar præg af mere uspecifikke forandringer, såsom nedsat huld, tilsmudset anal region og vandigt eller mukøst og/eller sparsomt tarmindhold. Påvirkede tarmafsnit kunne i nogle tilfælde erkendes med forandringer såsom hyperæmi, karindvækst og tynd tarmvæg. Under ob-

133 Faglig årsberetning 2013


Sofie Hansen, Louise Juel Krarup, Jens Frederik Agger, Karin Ullman, Kjell-Olof Hedlund, Jonas Klingström, Lars Andresen & Anne Sofie Hammer

duktionerne fandtes ingen hvalpe med hæmoragisk enteritis forenelig med MEV. Histologi Der blev ikke påvist de, for MEV, karakteristiske læsioner i nogen af de undersøgte dyr. Der foretages yderligere histologisk beskrivelse af væv, med henblik på at beskrive læsioner, der kan være forbundet med andre specifikke agens, men disse resultater er ikke medtaget i denne rapport.

tive ved real time PCR. RT qPCR for MiAstV blev udført på indsendelser fra maj, juni og juli. I 18/20 indsendelser med obduktionsfund forenelige med fedtede hvalpe blev astrovirus påvist i fæces. Astrovirus blev sporadisk påvist i indsendelser uden obduktionsfund forenelige med fedtede hvalpe fra juni og juli. RT qPCR for coronavirus blev udført på indsendelser fra perioden maj-juli og ingen coronavirus blev påvist i prøver fra denne periode.

qPCR Real time PCR for MEV blev udført på alle indsendelser fra maj til november, men MEV blev ikke påvist i nogen af prøverne. MEV-positive fæcesprøver fra mink blev venligst doneret fra henholdsvis DTU veterinærinstituttet (n= 9) og SVA (n=2). Disse prøver blev også testet posi-

Elektronmikroskopi og massesekventering Elektronmikroskopi blev udført på Smittskyddsinstitutet, Solna, Sverige og er under udførelse. Massesekventering udføres på Statens Veterinære Anstalt, Uppsala, Sverige, og er ligeledes under udførelse. Resultater forventes primo 2014.

Indsendende diarréfarme 18 16 14 12 10 8 6 4 2 0 maj

juni

juli

august

september

oktober

november

Figur 8: Tidspunkt for indsendelse af prøver fra de 42 farme med klinisk diarré.

Diskussion Der er i forbindelse med denne undersøgelse foreløbig ikke påvist nogen MEVpositive prøver blandt de indsendte dyr. En forklaring på den lave forekomst af MEV i danske mink i 2012-2013, kan formodentlig have været udbredt anvendelse af vacciner, grundet et stort antal hvalpesygeudbrud i perioden fra 2011-2013. Foreløbige resultater af en rundspørge blandt de indsendende avlere viser, at 17

ud af 18 adspurgte har vaccineret mod hvalpesyge og mink enteritisvirus inden for det sidste år, enten i form af vintereller sommervaccination eller begge dele i kombination. Forekomsten af MiAstV er undersøgt for indsendelser fra maj, juni og juli. MiAstV er påvist i forbindelse med symptomkomplekset ”fedtede hvalpe”, hvilket underbygger tidligere koblinger mellem komplekset og forekomst af astrovirus. Det er

134 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivningsog vækstperioden 2013 – foreløbige resultater

i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at kontrolfarmene i perioden med fedtede hvalpe er negative for MiAstV. Det vil dog kræve ydereligere undersøgelser for med sikkerhed at fastlægge, i hvilket omfang MiAstV eventuelt også forekommer på dyr/farme uden fedtede hvalpe. MiAstV er påvist i enkelte farme uden de karakteristiske kliniske tegn på fedtede hvalpe. Der kan være flere årsager til, at MiAstV kan påvises i hvalpe uden symptomer. F.eks. er det muligt, at nogen stammer af MiAstV ikke forårsager sygdom. Der kan også være tale om tidlige infektioner, hvor der endnu ikke er symptomer – eller infektion af dyr, som er modstandsdygtige overfor sygdom.

avirus i udbrud fra maj, juni eller juli. Der er ikke påvist MEV i nogle af de indsendte prøver fra danske diarré-udbrud. Analyser for MiAstV og corona virus i prøver fra august, september og november forventes afsluttet ved udgangen af 2013.

Nogle få prøver fra dyr med kliniske tegn på fedtede hvalpe var negative ved PCR. Dette kan skyldes, at dyrene har været syge så længe, at virus er elemineret fra kroppen, og derfor ikke er at finde længere. En anden grund kunne være, at der, som tidligere nævnt, er flere typer af virus der kan forårsage symptom-komplekset, og MiAstV derfor slet ikke har været til stede. Tidligere er calicivirus også blevet associeret med sygdomskomplekset (Englund et al. 2002). Dette vil blive nærmere belyst i forbindelse med de igangværende undersøgelser af prøverne. Når et dyr på en farm bliver testet positiv for MiAstV, ses en tendens til, at de andre indsendte dyr fra farmen også er positive. Dette vil vi undersøge nærmere med henblik på at fastlægge den optimale stikprøvestørrelse med henblik på at afgøre om en farm er positiv eller negativ for MiAstV. Ingen af de indsendte dyr fra maj, juni og juli er testet positive for coronavirus, men da vi først forventer at se coronavirus i forbindelse med senere udbrud, er dette resultat forventeligt.

Når resultater for elektronmikroskopi og massesekventering foreligger, vil disse blive sammenholdt med PCR resultater. Resultaterne vil medvirke til at belyse, om andre infektioner kunne ligge til grund for de kliniske symptomer i tilfælde, hvor PCR analysen var negativ.

Vi arbejder forsat på at udvikle en multiplex PCR til påvisning af virus ved diarréudbrud. De ovennævnte virus vil indgå i denne. Der findes qPCR prober specifik for corona og MiAstV. På baggrund af DNA sekvenser fra de MEV-positive fæcesprøver fra DTU er næste mål derfor at udvikle en MEV-qPCR probe, der vil gøre det muligt at inddrage MEV i en multiplex qPCR.

Efterskrift Vi ønsker at takke alle deltagende farme og deres dyrlæger. Nordvacc og DTU takkes for udlån af MVE prøver, der er anvendt som kontrolprøver. Endvidere takker vi Dansk Pelsdyravlerforenings Forskningsfond for finansiel støtte til projektet.

Projektets fremtid De foreløbige undersøgelser tyder på, at der er en generel høj forekomst af MiAstV i forbindelse med udbrud af fedtede hvalpe i maj og juni. Der er ikke påvist coron135 Faglig årsberetning 2013


Sofie Hansen, Louise Juel Krarup, Jens Frederik Agger, Karin Ullman, Kjell-Olof Hedlund, Jonas Klingström, Lars Andresen & Anne Sofie Hammer

Referencer Chriél, M. 2012, 08/03-last update, Virusenteritis hos mink [Homepage of DTU], [Online]. Available: [2013, 12/03].

Hyldgaard-Jensen, C. 1989, ""Fedtede hvalpe" hos mink. Iagtagelser over en treårig periode", Dansk VeterinærTidskrift, vol. 72, no. 10, pp. 566-571.

Clausen, T.N. & Dietz, H.H. 2004, "Wet kits in mink, a review", VIII International Scientific Congress in Fur Animal Production, The Netherlands, 15-18 September 2004, , pp. 87-90.

Jørgensen, M., Scheutz, F. & Strandbygaard, B. 1996, "Escheria Coli and Virus isolated from "Sticky Kits"", Acta Veterinaria Scandinavia, vol. 37, pp. 163-169.

Clausen, T.N. 2010, "Dødsårsager fra fødsel til 1. august", Faglig Årsberetning 2009, , pp. 97-103. Englund, L., Chriél, M., Dietz, H.H. & Hedlund, K.O. 2002, "Astrovirus epidemiologically linked to pre-weaning diarrhoea in mink", Veterinary microbiology, vol. 85, no. 1, pp. 1-11. Gorham, J.R., Evermann, J.F., Ward, A., Pearson, R., Shen, D., Hartsough, G.R. & Leathers, C. 1990, "Detection of coronavirus-like particles from mink with epizootic catarrhal gastroenteritis", Canadian Journal of Veterinary Research, vol. 54, no. 3, pp. 383-384. Hammer, A.S., Ullman, K. & Czifra, G. 2006, "Diarré i dieperioden IV: Astrovirus infektion hos minkhvalpe - virologiske og patologiske fund i fedtede hvalpe indsendt til diagnostisk undersøgelse", Faglig Årsberetning 2006, , pp. 165-170. Henriksen, P. 1987, "En oversigt over syndromet "Fedtede Hvalpe" hos mink", Dansk VeterinærTidskrift, vol. 70, no. 11, pp. 580-583. Hornyák, Á, Bálint, Á, Farsang, A., Balka, G., Hakhverdyan, M., Rasmussen, T.B., Blomberg, J. & Belák, S. 2012, "Detection of subgenomic mRNA of feline coronavirus by real-time polymerase chain reaction based on primer-probe energy transfer (P-sg-QPCR)", Journal of virological methods, vol. 181, no. 2, pp. 155-163.

Pedersen, B. 1992, Diarré hos minkhvalpe, Hovedopgave edn, Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Struve, T. 12. november 2013, personlig kommunikation. Ullman, K., Hammer, A.S., Hedlund, K., Thorén, P. & Czifra, G. 2007, "Diarré i dieperioden hos minkhvalpe III: Prævalens af Mink Astrovirus i fæcesprøver fra minkhvalpe på tre farme i dieperioden.", Faglig Årsberetning 2006. Ullman, K., Hedlund, K., Hammer, A.S., Isaksson, M., Dietz, H.H., Englund, L. & Czifra, G. 2005, "Diarré i dieperioden hos minkhvalpe I: Påvising af Mink Astrovirus (MiAstV) i kliniske prøver med Real-time RT-PCR", Faglig Årsberetning 2004. Uttenthal, A., Larsen, S., Lund, E., Bloom, M.E., Storgård, T. & Alexandersen, S. 1990, "Analysis of experimental mink enteritis virus infection in mink: in situ hybridization, serology, and histopathology.", Journal of virology, vol. 64, no. 6, pp. 2768-2779. Vlasova, A.N., Halpin, R., Wang, S., Ghedin, E., Spiro, D.J. & Saif, L.J. 2011, "Molecular characterization of a new species in the genus Alphacoronavirus associated with mink epizootic catarrhal gastroenteritis", Journal of General Virology, vol. 92, no. 6, pp. 1369-1379. Weiquan, L., Quanshui, F., Yu, J., Xianzhu, X., Geng, H., Jigui, W., Jinbo, F. &

136 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelser af parvo-, corona- og astrovirus som årsager til diarréudbrud hos minkhvalpe i diegivningsog vækstperioden 2013 – foreløbige resultater

Lei, W. 2001, "Establishment of a commonly used PCR technique for detection of carnivore parvoviruses", Chinese Journal of Veterinary Science, vol. 21, no. 3, pp. 249-251.

137 Faglig årsberetning 2013


Sofie Hansen, Louise Juel Krarup, Jens Frederik Agger, Karin Ullman, Kjell-Olof Hedlund, Jonas Klingstrรถm, Lars Andresen & Anne Sofie Hammer

138 Faglig รฅrsberetning 2013


Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødeligheden hos hvalpe af farmmink (Neovison vison) Anna Jespersen1, Anne Sofie Hammer1, Jens Frederik Agger1 & Henrik Elvang Jensen11 Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg Sammendrag Forskning i forebyggelse af sår hos mink er vigtig af dyrevelfærdsmæssige og økonomiske årsager. Her rapporteres resultater fra en undersøgelse af effekten af tildeling af ekstra vand via vandflaske på redekassen på forekomsten af sår og dødelighed hos minkhvalpe i diegivningsperioden. Undersøgelsen blev udført på en privat farm, hvor 5850 minkhvalpe fordelt på 886 kuld af farverne Brown/Glow og Pearl blev fulgt dagligt fra d. 10. juni 2013 til fravænning. Hvert andet kuld fik tildelt vand i redekassen via vandflaske. Vandtildeling i redekassen fandtes at reducere forekomsten af sår hos minkhvalpene samt hvalpetabet i den sene del af diegivningsperioden. Der fandtes flere døde hvalpe i gruppen uden vandflasker end i gruppen med vandflasker. De hyppigste dødsårsager blandt hvalpene var diarré (fedtede hvalpe), dehydrering og/eller afmagring samt sår. Jespersen, A., Hammer, A.S., Agger, J.F. & Jensen, H.E. 2013. Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødelighed hos hvalpe af farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2013, 139-146. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Studies of methods for protection against cutaneous wounds in mink are important due to animal welfare and economy in mink production. Here we present results from a study of the effect of providing water bottles in the nest box on wound occurrence and mortality in mink kits during the lactation period. This study was performed on a commercial mink farm, on which 5850 mink kits from 886 litters th of colour types Brown/Glow and Pearl were followed daily from 10 of June until weaning. Every other litter received drinking water in a water bottle directly in the nest box. Providing water by bottle in the nest box reduced the occurrence of wounds and mortality among the mink kits in the late lactation period. There were found more dead kits from litters without water bottles than with water bottles. The most frequent causes of death were diarrhea (sticky kits syndrome), dehydration and/or emaciation and wounds. Jespersen, A., Hammer, A.S., Agger, J.F. & Jensen, H.E. 2013 The effect of provision of water in the nest box on the occurrence of cutaneous wounds and mortality of farmed mink kits (Neovison vison). Annual Report 2013, 139-146. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Mink, kit, Neovison vison, skin, wound, ulcer, mortality, welfare, drinking water.

Indledning I 2001 beskrev Europa-kommissionens dyrevelfærdskomite i en rapport vedrørende velfærd for pelsdyr, at sår hos mink kan ses som en indikator for nedsat velfærd i minkproduktionen (Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare, 2001). Undersøgelser af dødelighed

på danske minkfarme har vist, at sår hos mink er en betydelig medvirkende årsag til dødsfald blandt minkhvalpe i vækstperioden (Clausen 2006; Hansen et al. 2007). Problemer med sår hos mink begynder erfaringsmæssigt i den sene diegivnings-periode, hvor hvalpene er store

139 Faglig årsberetning 2013


Anna Jespersen, Anne Sofie Hammer, Jens Frederik Agger & Henrik Elvang Jensen

nok til at udrette skader på hinanden via bl.a. leg og slåskampe. Denne periode af hvalpens liv er i øvrigt kritisk for, hvordan den klarer sig i sit videre liv - en god start på tilværelsen øger chancerne for overlevelse og giver hvalpen de bedste betingelser for god vækst, sundhed og kvalitet frem mod pelsningssæsonen. I denne sammenhæng er sår naturligvis uønskede, da sår kan føre til generel svækkelse af hvalpen og danne baggrund for livstruende infektioner og dødsfald. Sår er endvidere uønskede på grund af den negative effekt på skindets kvalitet. Arvævsdannelser efter større sår opstået i diegivningsperioden kan formodes at medføre øget risiko for brud på skindet under og efter forarbejdning. De velfærdsmæssige og økonomiske konsekvenser af sår hos mink danner baggrund for, at der i 2012 blev igangsat et 3-årigt projekt i et samarbejde mellem pelsdyrerhvervet og Københavns Universitet med formålet at undersøge bl.a. årsagsforhold, risikofaktorer samt behandlingsmuligheder og -effekt for sår hos mink. Behandling og forebyggelse af sår foretages i dag på baggrund af avleres og dyrlægers erfaringer og savner videnskabelig dokumentation. Fra visse avleres

side foreligger der vidnesbyrd om, at tildeling af drikkevand direkte i rede-kassen via vandflaske i diegivningsperioden kan have en gunstig effekt på minkhvalpene. Det er derfor interessant at undersøge, hvorvidt tildeling af vand direkte i redekassen kan have en forebyggende effekt på forekomsten af sår. Resultater fra en sådan undersøgelse præsenteres her. Materiale og metoder Forsøget blev udført som et parallelgruppeforsøg i juni 2013 på en kommerciel dansk farm beliggende på Sjælland. I forsøget indgik i alt 5850 minkhvalpe fordelt på 886 kuld af farvetyperne Brown/Glow og Pearl. De to overordnede forsøgsgrupper bestod af kuld henholdsvis med og uden tildeling af vand i redekassen via vandflaske. I de udvalgte forsøgshaller blev kuld fordelt til de to forsøgsgrupper ved, at hvert andet kuld i en række fik tildelt en vandflaske. De resterende kuld modtog ingen vandflaske og havde udelukkende tilgang til vand via det permanente vandingssystem. For at tage højde for effekt af halsystem, indgik kuld fra både lukkede og åbne halsystemer i undersøgelsen. Fordelingen af kuld og hvalpe i de forskellige forsøgsgrupper er vist i tabel 1.

Tabel 1. Fordeling af antal kuld og antal hvalpe af farvetyperne Brown/Glow og Pearl i grupperne med henholdsvis uden vandflasker samt undergrupperne lukket henholdsvis åben hal. Tal på hver side af / angiver henholdsvis antal kuld og antal hvalpe i hver gruppe ved forsøgets start. Bundlinjen viser den gennemsnitlige kuldstørrelse i hver gruppe ved forsøgets start. + flaske

- flaske

Brown/Glow

Pearl

Brown/Glow

Pearl

Lukket hal

Åben hal

Lukket hal

Åben hal

Lukket hal

Åben hal

Lukket hal

Åben hal

165/1125

65/465

155/1021

70/456

166/1136

67/432

141/865

57/350

6,8

7,2

6,6

6,5

6,8

6,4

6,1

6,1

140 Faglig årsberetning 2013


Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødeligheden hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)

Kuld, der indgik i forsøget, blev fulgt dagligt i perioden fra 10. juni til fravænning. Vandflasker blev tømt og efterfyldt, og døde hvalpe blev indsamlet dagligt og nedfrosset sammen med relevant information (dødsdato, bur- og kuldnummer) til senere analyse af dødsårsager. Ved fravænning blev antal hvalpe og antal hvalpe med sår i hvert kuld registreret. Endvidere blev sårtyper registreret for hvert kuld. De forskellige sårtyper er tidligere beskrevet (Jespersen et al. 2013a, Jespersen et al 2013b). Der blev i denne undersøgelse ikke skelnet mellem sår af forskellig størrelse og sværhedsgrad. Analyse af dødsårsager blev foretaget ved obduktion af samtlige dødfundne eller aflivede minkhvalpe, som blev indsamlet i løbet af forsøget. Ved obduktionerne blev relevant information som køn, fødselsdato, dødsdato, bur- og kuldnummer registreret for hver mink i en journal med beskrivelse af patologiske fund og konklusion om dødsårsagen. De indsamlede data blev efterfølgende analyseret med beregning af relativ risiko (RR), populations attributabel fraktion

(PAF) og Mantel-Haenszel proceduren med tilhørende ChiSquare test. Resultater Forekomsten af kuld med sår i de enkelte forsøgsgrupper er vist i figur 1. Der fandtes en signifikant reduktion i antallet af kuld med sår ved tildeling af vand via vandflaske direkte i redekassen (p=0,003). Beregning af den relative risiko for kuld med sår viser, at der er 1,25 gange større risiko for, at et kuld får en eller flere hvalpe med sår, hvis de ikke får tildelt vand i redekassen sammenlignet med kuld, der får tildelt vand (RR=1,25). På besætningsplan fandtes en såkaldt populations attributabel fraktion (PAF) på 0,199, hvilket betyder, at man ved at tildele vand til alle kuld på hele farmen vil kunne opnå ca. 20% reduktion i forekomsten af kuld med en eller flere hvalpe med sår. Dette forudsætter, at tildeling af vand i redekassen er den mest betydende faktor for sårforekomsten, og at andre faktorer har mindre betydning herfor. Der fandtes en lignende positiv effekt af tildeling af vand i redekassen på forekomsten af sår på hvalpeniveau (p<0,0001).

60 50 40 m/flaske

% 30

u/flaske

20 10 0 SB lukket

SB åben

P lukket

P åben

Samlet

Figur 1. Andelen af kuld med sår (%) hos Brown/Glow (SB) og Pearl (P) i lukket og åben hal, med og uden tildeling af vand i flaske.

141 Faglig årsberetning 2013


Anna Jespersen, Anne Sofie Hammer, Jens Frederik Agger & Henrik Elvang Jensen

De dominerende sårtyper var halsog/eller skuldersår. Disse sårtyper fandtes hos 88% af det samlede antal kuld med sår. I gruppen uden vandflasker fandtes der markant flere øresår og mere slikkeadfærd rettet mod tævens mund end i gruppen med vandflasker. Ud over effekten af vandtildeling fandtes en forskel i antallet af kuld med sår i henholdsvis lukket og åben hal (p=0,0004) med flere kuld med sår i lukket hal (47%) end i åben hal (34%). Andelen af mistede hvalpe i forsøgsgrupperne er vist i figur 2. Der var et sig-

nifikant mindre hvalpetab i gruppen af kuld, som fik vand tildelt direkte i redekassen, sammenlignet med gruppen, som ikke havde vand (p=0,0005). Den relative risiko for tab af hvalpe fandtes at være 1,3 gange større ved manglende tildeling af vand i redekassen (RR=1,3). Beregning af PAF viser, at hvalpetabet kan reduceres med 21% på besætningsplan, hvis alle kuld tildeles vand direkte i redekassen (PAF=0,21). Dette forudsætter igen, at vand er den mest betydende faktor for sårudvikling.

25 20 15 m/flaske

% 10

u/flaske

5 0 SB lukket

SB åben

P lukket

P åben

Samlet

Figur 2. Andelen af mistede minkhvalpe (%) hos Brown/Glow (SB) og Pearl (P) i lukket og åben hal, med og uden tildeling af vand i flaske.

142 Faglig årsberetning 2013


Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødeligheden hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)

I alt blev der indsamlet 72 døde hvalpe i løbet af forsøget fra d. 10. juni og frem til fravænning. Der fandtes flere døde hvalpe i gruppen uden vandflasker end i gruppen med vandflasker (henholdsvis 44 døde af 2783 hvalpe og 28 døde af 3067 hvalpe). De hyppigste dødsårsager var diarré (fedtede hvalpe), dehydrering og/eller afmagring samt sår/slåskamp. Samtlige dødsårsager er vist i tabel 2 sammen med antallet af døde hvalpe for hver diagnose. For 8 hvalpe var dødsårsagen uklar, eller det var umuligt at foretage vurdering på grund af postmortelle forandringer (skader opstået efter hvalpens død). Tabel 2. Dødsårsager for 72 hvalpe indsamlet fra 10. juni til fravænning i grupper med og uden tildeling af vand via flaske i redekassen. Tallene angiver antallet af hvalpe for hver diagnose. m/flaske

u/flaske

Sår/slåskamp

2

6

Fedtet hvalp/diarré

10

13

Dehydrering og/eller afmagring

11

14

Fedtlever

1

1

Invaginering og prolaps af tarmen

0

2

Hjerteproblem

0

1

Bidt af tæven

0

2

Sad fast i et rør

0

1

Ukendt dødsårsag

4

4

28/3067

44/2783

Samlet (antal døde hvalpe/total antal hvalpe)

Diskussion Dette forsøg blev udført fra d. 10. juni og frem til fravænning. Forsøgsperioden blev fastlagt dels ud fra observationer, gjort på andre farme i sæsonen 2012, hvor sårforekomsten steg kraftigt fra omkring d. 14. juni (Jespersen et al. 2013a) og dels ud fra antagelser om, at hvalpene skal have

en vis alder for at være i stand til at drikke af en vandflaske, placeret oven på redekassen. Observationer gjort på farmen af avler og forsøgsdeltager umiddelbart op til og i starten af forsøgsperioden tyder på, at mange af kuldene kunne have haft gavn af vandflasker allerede fra starten af juni. Hvalpene var hurtige til at lære at benytte den nye vandforsyning og syntes, ud over at anvende dem til slukning af tørst, også at bruge dem som et beskæftigelses- og manipuleringsobjekt. Dette i sig selv kan have været med til at mindske opståen af sår ved at omdirigere problematisk adfærd rettet mod kuldsøskende til vandniplen. Der var et stort spænd i fødselsdato på den pågældende farm, hvorfor det havde været relevant at begynde med flasketildelingen tidligere hos de tidligst fødte kuld. Antallet af kuld og hvalpe i de forskellige forsøgsgrupper varierede, særligt mellem lukket og åbent halsystem. En mere ligelig fordeling havde været optimal, men det vurderes alligevel, at gruppestørrelserne er store nok til at udtale sig om reelle forskelle i udfaldet af forsøget. Registrering af sårtyper blev gjort ud fra det patoanatomiske klassifikationssystem beskrevet i Jespersen et al. 2013. Hvalpene blev primært observeret, mens de befandt sig i deres bure. Det blev tilstræbt, at alle hvalpe blev observeret fra alle vinkler, men ved større kuld opstod der ofte kaos, og der må derfor forventes en vis usikkerhed i registreringen af antal hvalpe med sår og sårtyper. Af praktiske og tidsmæssige årsager blev der ikke skelnet mellem sår af forskellig størrelse eller sværhedsgrad. Det skal nævnes, at små skorpedækkede sår, ofte lokaliseret ved skulderleddet eller på halsen, var sværere at se på hvalpe af farven Brown/Glow i modsætning til hvalpe af farven Pearl, hvor mindre læsioner trådte tydeligere frem. Et mere nuanceret billede af betydningen af tildeling af vand i redekassen kunne være opnået ved at bruge 143

Faglig årsberetning 2013


Anna Jespersen, Anne Sofie Hammer, Jens Frederik Agger & Henrik Elvang Jensen

tid på at karakterisere de enkelte sår som eksempelvis milde, moderate eller svære - evt. efter størrelse. Resultaterne af forsøget viser en statistisk signifikant reduktion i antallet af kuld med en eller flere hvalpe med sår, når der tildeltes vand i redekassen via vandflaske. Et tilsvarende resultat fandtes på hvalpeniveau, hvilket betyder, at der overordnet set var flere hvalpe med sår i gruppen uden vandflasker end i gruppen med vandflasker. De præsenterede resultater siger dog ikke noget om antallet af hvalpe med sår pr. kuld. De dominerende sårtyper (88%) var halsog/eller skuldersår, hvilket stemmer overens med tidligere undersøgelser af sårtyper på dødfundne eller aflivede hvalpe fra juni 2012. Der var flest øresår i gruppen uden vandflasker, hvilket kan tolkes som, at tørst eller mangel på vand kan spille en rolle i sutteadfærd forbundet med udvikling af øresår. Der blev ikke foretaget nogen systematisk registrering af adfærd i perioden, men observationer tyder på, at der i kuld uden vandflasker blev observeret mere slikkeadfærd rettet mod tævens mund. Der fandtes en signifikant reducerende effekt af tildeling af vand i redekassen på hvalpetabet. Antallet af indsamlede dødfundne hvalpe er mindre end det faktiske hvalpetab i løbet af forsøgsperioden. Flest hvalpe var fra gruppen, som ikke fik tildelt vand i redekassen. Der blev indsamlet hvalpe én gang om dagen eller ved tilfældigt fund, hvilket har levnet tid til, at døde hvalpe kan være blevet ædt af burfæller mellem observationsperioderne. Mange af de indsamlede døde hvalpe havde da også postmortelle forandringer efter kannibalisme. Det kan ikke udelukkes, at der forinden har været intravitale læsioner/sår (skader sket, mens hvalpen var i live) i områder med sådanne skader. Farmen havde problemer med fedtede hvalpe, hvilket også var den hyppigst stillede diagnose hos de indsamlede døde

hvalpe. Dødsfald efter alvorlige sår eller slåskamp var den tredjehyppigste diagnose. Seks ud af otte hvalpe i denne kategori var fra kuld uden vandflaske. Der er ikke udført statistisk beregning på forskellen i dødsårsager, men tallene viser en tendens til, at flere hvalpe døde som følge af sår eller slåskamp i kuld, som ikke havde adgang til vand i redekassen. Det er vigtigt at pointere, at resultaterne af denne undersøgelse repræsenterer en enkelt farm i en enkelt sæson. Managementfaktorer og andre miljøfaktorer, eksempelvis klimaet, spiller sandsynligvis en rolle i forhold til det totale hvalpetab, hvorfor effekten af tildeling af vand i redekassen kan vise sig at være anderledes på andre farme eller andre sæsoner. Dette underbygges af, at der ud over effekten af vandtildeling fandtes en forskel i sårforekomst hos kuld i henholdsvis lukket og åben hal (p=0,0004). Konklusion Tildeling af vand via flaske direkte i redekassen viste en reducerende effekt på forekomsten af sår hos minkhvalpe samt på hvalpetabet i den sene del af diegivningsperioden forudsat, at tildeling af vand i redekassen er den faktor, som har størst betydning for forekomsten af sår. Andre faktorer, heriblandt managementog miljøfaktorer, har dog sandsynligvis også indflydelse på det totale hvalpetab. Der fandtes flere døde hvalpe i gruppen uden vandflasker end i gruppen med vandflasker. De hyppigste dødsårsager var diarré (fedtede hvalpe), dehydrering og/eller afmagring samt sår. Efterskrift Projektet er samfinansieret af Kopenhagen Fur, Københavns Universitet og Styrelsen for Forskning og Innovation. En særlig tak skal lyde til avler og medarbejdere på den deltagende farm.

144 Faglig årsberetning 2013


Effekt af vandtildeling i redekassen på forekomsten af sår og dødeligheden hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)

Referencer Clausen, T.N. 2006. Hvad dør mink af gennem et produktionsår? I: Møller, S.H. (red). Store mink - store udfordringer. Produktion af højtydende mink uden uønskede følgevirkninger. Intern rapport, Husdyrbrug nr. 2, september 2006: 6878. EU Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare (2001). The Welfare of Animals Kept for Fur Production (report). Tilgængelig på Internet: http://ec.europa.eu/food/animal/welfare/in ternational/out67_en.pdf Hansen, M., Weiss, V., Clausen, T., Lassen, M. & Mundbjerg, B. 2007. Screening of kit mortality on mink farms in Denmark from weaning to pelting. NJF seminar No. 403, Kolding, Denmark: p10. Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. 2013a. Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. p157-162. Jespersen, A., Hammer, A.S., Jensen, H.E. & Larsen, P. 2013b. Sår hos mink. Dansk Veterinær Tidsskrift, nr. 6, p12-15.

145 Faglig årsberetning 2013


Anna Jespersen, Anne Sofie Hammer, Jens Frederik Agger & Henrik Elvang Jensen

146 Faglig 책rsberetning 2013


Heling af sår hos farmmink (Neovison vison)

Diana Mogensen1, Tove N. Clausen2, Anna Jespersen1, Henrik Elvang Jensen1,Jens Frederik Agger1 & Anne Sofie Hammer1 1

Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg, Danmark. 2 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag I 2013 blev helingen af 55 sår på mink undersøgt med henblik på at vurdere helingsprocessen ved forskellige behandlingsmetoder. Der er i dag meget lidt tilgængeligt data vedrørende sårheling hos mink. Det primære formål med denne pilotundersøgelse var at indsamle data vedrørende sårheling hos mink, som kan danne grundlag for planlægningen af mere omfattende feltundersøgelser og eksperimentelle undersøgelser af sårheling og sårbehandling hos mink. Herudover var formålet at vurdere forskellige typer af behandling. I juni blev minkene behandlet med sårspray med eller uden antibiotika. I oktober-november blev sår i en gruppe behandlet med sårspray indeholdende antibiotika, og sår i en anden gruppe blev behandlet ved at bade hele minken i 1,5% saltvandsopløsning og efterfølgende behandlet med sårspray uden antibiotika. Hovedparten af sårene helede hurtigt og uden komplikationer og inden for 3 uger. I juni helede øresår og sår på siden af kroppen langsommere end sår på skulder og hals. Sårene i oktobernovember var lokaliseret ved haleroden og helingen af sårene forløb hurtigt og ukompliceret i undersøgelsesperioden. Mogensen, D., Clausen, T.N., Jespersen, A., Agger, J.F. & Hammer, A.S. 2014. Heling af sår hos farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2013, 147-154. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract In 2013 the healing of 55 wounds was examined in order to assess the healing process by various treatments. Today there is very little available data on wound healing in mink. The primary objective of this pilot study was to collect data on wound healing in mink, which can form the basis for the planning of more extensive field studies and experimental studies of wound healing and wound treatment in mink. In addition, the aim was to evaluate different types of treatment. In June mink were treated with wound sprays with or without antibiotics. In October-November wounds in one group was treated with wound spray containing antibiotics and wounds in another group was treated with bath in 1.5 % saline solution followed by wound spray without antibiotics. Most of the wounds healed quickly and without complications and within a three weeks period. In June wounds on the ear and wounds on the side of the body healed more slowly than wounds on the shoulder and neck. Wounds in October-November were located at the base of the tail and the wounds healed fast and uncomplicated during the study period. Mogensen, D., Clausen, T.N., Jespersen, A,, Agger, J.F. & Hammer, A.S. 2014. Healing of wounds in farm mink (Neovison vison). Annual Report 2013, 147-154. Kopenhagen Reseach, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Skin, wound, ulcer, mink, Neovision vision, treatment, welfare

147 Faglig årsberetning 2013


Diana Mogensen, Tove N. Clausen, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen,Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

Indledning Bidskader hos mink i vækstperioden søges forebygget med forskellige tiltag som miljøberigelse og selektion af avlsdyr, der bidrager til nedsat aggressivitet (BEK nr. 261 af 30. marts 2011, Berg et. al. 2012), men bidskader og sår af andre årsager kan, trods forebyggende tiltag, forekomme hos mink. Der er i dag meget begrænset viden om helingen af sår hos mink, herunder hvor hurtigt helingen foregår, hvor ofte komplikationer opstår, hvilke komplikationer der forekommer, hvordan de bedst håndteres og hvilke konsekvenser de har for skindets kvalitet. Vi har ikke kendskab til beskrivelser af tidligere undersøgelser af helingen af sår opstået hos mink, og kun et enkelt studie beskriver eksperimentelle sår på et lille antal dyr og på et enkelt tidspunkt i helingsprocessen (Efimov 1975).

tioner i forbindelse med sår hos mink gennem to perioder (juni og oktobernovember 2013) ved brug af tre metoder: sårspray med antibiotika, sårspray uden antibiotika, og vask med en hyperton saltvandsopløsning.

Mange minkavlere anvender i dag sårspray indeholdende antibiotikum til behandling af sår. Idet præparatet indeholder antibiotika, skal der, jf. regler i Bekendtgørelse om obligatorisk sundhedsrådgivning i minkfarme (BEK nr. 261 af 30. marts 2011), føres nøje regnskab med forbruget. Behandling med antibiotikaholdige præparater kan bidrage til udvikling af antibiotikaresistens. Daglig behandling udgør en ekstra arbejdsbyrde, idet dyrene skal indfanges ved hver behandling. Samtidig udgør håndtering en stressfaktor for minkene (Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare 2001).

Oktober-november Undersøgelsen i oktober-november omfattede fire minkfarme, hvoraf kun tre farme havde behandlingskrævende sår i perioden. De fire farme blev, som første kriterium, udvalgt på baggrund af geografiske placering. Den endelige udvælgelse skete i samarbejde med en besætningsdyrlæge, der havde nøje kendskab til minkfarmene. Derudover var den endelige accept fra minkfarmens ansvarlige også afgørende.

Det er relevant at undersøge helingen af forskellige typer af sår hos mink, samt forskellige behandlingsmetoders effekt og anvendelighed, herunder arbejdsbyrde ved forskellige behandlingsmetoder. Herudover er det relevant at undersøge effekten af forskellige typer af sår på skindkvaliteten. Formålet med denne pilotundersøgelse var at undersøge helingstid og komplika-

Materiale og metoder Materiale Juni Undersøgelsen i juni blev udført på Forsøgsfarm Vest i Holstebro. Undersøgelsen inkluderede 42 sår, og behandlingerne blev igangsat i perioden 19.- 27. juni (Tabel 1). Minkhvalpe med sår, der havde en diameter større end 4,5 cm, eller hvor dybere muskellag eller knogler var involveret, blev aflivet og indgik således ikke i undersøgelsen. Klassifikation på baggrund af lokalisation foregik som beskrevet i Jespersen et al. 2013a og Jespersen et al 2013b.

Minkene, der indgik i undersøgelsen i oktober, var fra kuld, der var delt på grund af sår i perioden 30. september 2013 frem til pelsning medio november. Behandling foregik i hele perioden. Samlet indgik 13 mink. Alle behandlede sår i perioden var halerodssår. Som for sår i juni blev klassifikationen foretaget på baggrund af lokalisation, som tidligere beskrevet i Jespersen et al. 2013a og Jespersen et al. 2013b. Vurdering af, om såret var behandlingskrævende, blev foretaget af avlere eller medarbejdere. Kriterier for at fravælge

148 Faglig årsberetning 2013


Heling af sår hos farmmink (Neovison vison)

behandling var primært sårets størrelse. Således blev små sår på under 1x1 cm ikke behandlet. Disse sår indgik ikke i denne undersøgelse. Behandling af store sår kompliceret af blottet knogle og/eller infektion blev behandlet afhængig af minkens almene tilstand. Således blev mink med nedsat ædelyst eller andre tegn på dårlig trivsel ikke behandlet, men aflivet. Metode I denne undersøgelse blev mink med sår behandlet med én ud af henholdsvis tre (juni) eller to behandlingsmetoder (oktober/november). Både i juni og oktober blev sårene opmålt og fotograferet før behandling og igen 14 dage efter. I juni blev sårene yderligere opmålt og fotograferet efter 21 dage. Herefter blev sårets helingsgrad for perioden beregnet. Juni Hvalpene blev tilfældigt fordelt i de tre behandlingsgrupper. I de tilfælde, hvor der var to sår på samme minkhvalp, blev samme behandling anvendt til de to sår. Valg af behandling blev foretaget inden inspektion af minken, således havde sårets udseende ikke indflydelse på valg af behandling. Behandlingerne anvendt i juni omfattede behandling med og uden antibiotika: A. Behandling med antibiotika: Cyclo Spray Vet (Dechra) med chlortetracyclin 1 x dagligt indtil såret er tørt og reduceres i omfang. B. Behandling uden antibiotika: Vetramil® Spray (Bfactory Health Products B.V) med medicinsk honning eller CleanSeal Vet Spray Plaster (ChemVet dk A/S) 1 x dagligt indtil såret er tørt og reduceres i omfang. Helingen af sårene blev vurderet dagligt fra dag 0-30, gældende fra den dag såret blev påvist. Såret blev målt og fotograferet på dag 0, dag 1, dag 14 og dag 21. Behandling blev gentaget dagligt, indtil

såret var i tydelig heling (overfladen var tør og betydeligt reduceret i størrelse). Oktober-november Hvalpene blev tilfældigt udvalgt til to typer af behandling. Herefter blev sårene behandlet med en af de to behandlinger (A eller B). Behandlingen blev valgt inden klinisk undersøgelse af såret, og sårets udseende indvirkede således ikke på valg af behandling. Behandlingerne omfattede med og uden antibiotika:

behandling

A. Behandling med antibiotika: Cyclo Spray Vet (Dechra) med chlortetracyclin 1 x dagligt, indtil såret er tørt og reduceres i omfang. B. Behandling uden antibiotika: Hele minken blev badet i lunken hyperton saltvandsopløsning (1,5%) i 30 minutter. Minken anbringes i et håndteringsbur, som derefter stilles i en balje med saltvand. Efter 30 minutter tages den op af badet, vand, afduppes fra såret med papir eller tør klud, og der påføres CleanSeal Vet Spray Plaster (ChemVet dk A/S). Herefter behandling med CleanSeal sårplaster hver 3. dag, indtil såret er tørt. 14 dage efter første behandling blev såret igen opmålt og fotograferet. Beregninger Sårets areal er beregnet for dag 0 og dag 14 i begge perioder. Derudover er arealet dag 21 også beregnet for sår, behandlet i juni. Sårets areal er beregnet ud fra sårets længste og bredeste del ( ). Beregningen tager ikke hensyn til sårets form Ud fra sårets areal, kan helingsgraden i procent på dag 14 og dag 21 beregnes således, hvor A er arealet på en given dag, og X er enten dag 14 eller dag 21:

149 Faglig årsberetning 2013


Diana Mogensen, Tove N. Clausen, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen,Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

( )

Data er undersøgt med tosidet t-test. Resultater Juni I undersøgelsen indgik 42 sår på 36 minkhvalpe (tabel 1).

Helingsgraden defineres som sårets heling (reduktion) i forhold til sårets oprindelige størrelse. Tabel 1. Placeringen af 42 sår på 36 minkhvalpe i juni. En af de 17 hvalpe med sår på halsen blev aflivet på dag 2. Sår i gruppen ”andre” var placeret i panden (n=2) og i nakken (n=1).

Placering af sår

Hals

Øre

Skulder

Side

Andre

n

17*

12

5

5

3**

Gennemsnitlig 2 areal dag 0 (cm )

3,7

2,1

3,7

4,4

9,2

*En af de 17 hvalpe med sår på halsen blev aflivet på dag 2. **Sår i gruppen ”andre” var placeret i panden (n=2) og i nakken (n=1).

Hovedparten af sårene helede uden komplikationer (90.5%). I et tilfælde penetrerede såret dybt ind i underliggende muskellag dagen efter behandling, og hvalpen blev derfor aflivet. I et tilfælde opstod bylddannelse i et sår, og her blev behandlet to gange med systemisk antibiotika (amoxicillin, Clamoxyl® vet, Orion Pharma Animal Health, subkutan injektion, dosering 10 mg/kg), og helingen forløb herefter uden komplikationer. I to tilfælde var helingen forlænget med omfattende arvævsdannelse. I begge tilfælde blev minkene isoleret, og helingen forløb herefter uden komplikationer.

(figur 1). Således var helingsgraden efter 14 dage 86,4% og 87,2% ved henholdsvis hals- og skuldersår. Derimod var helingsgraden kun 27,2% og 62,3% ved øre- og sidesår. Efter 21 dage var helingsgraden af sår med forskellige placeringer mellem 71,1-94,7%.

Undersøgelse af sårheling hos minkhvalpe i juni tydede på, at sårets placering har betydning for helingen af såret

150 Faglig årsberetning 2013


Heling af sår hos farmmink (Neovison vison)

Figur 1. Helingsgrader af sår på hals, øre, skulder og side på dag 14 og dag 21 for 39 sår på minkhvalpe i juni 2013.

Da sår med forskellig lokalisation helede med forskellig hastighed (figur 1) vurderede vi, at det ikke var hensigtsmæssigt at lave sammenligninger på tværs af grupper med forskellig lokalisation. Af de sår, der blev undersøgt i juni, var kun gruppen af halssår (n=16) stor nok til at underopdele på behandlingstype. I tabel 2 ses størrelse af sår på halsen (n=16) hos minkhvalpe på dag 0 (første behandlingsdag) og dag 14. Helingsgraderne på dag 14 og 21 er vist i Figur 2.

151 Faglig årsberetning 2013


Diana Mogensen, Tove N. Clausen, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen,Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

Tabel 2. Gennemsnitlig størrelse af 16 sår på halsen hos minkhvalpe på dag 0 (første behandlingsdag) og dag 14 i relation til spraybehandling med og uden antibiotika.

Tabel 3. Størrelse af 13 sår lokaliseret på haleroden hos minkhvalpe på dag 0 (første behandlingsdag) og dag 14, behandling med og uden antibiotika (M/ AB).

Behandling Behandling

Med AB

Uden AB

8

8

Med AB

Uden AB

6

7

Gennemsnitligt 2 areal dag 0 (cm )

3,6

7,8

Gennemsnitligt 2 areal dag 14 (cm )

1,1

2,2

n n Gennemsnitlig 2 areal dag 0 (cm ) Gennemsnitlig 2 areal dag 14 (cm )

4,6

2,3

3

0,5 n = antal mink. AB=antibiotika.

n = antal mink. AB=antibiotika.

Undersøgelse af sårheling hos minkhvalpe i oktober-november viser en helingsgrad på 73,8% og 71,6% efter 14 dage ved spraybehandling med henholdsvis uden antibiotika. Der kan på baggrund af disse resultater ikke påvises en signifikant forskel på sårhelingen ved de to typer af behandlinger.

Figur 2. Helingsgraden af sår lokaliseret på halsen (n=16) hos minkhvalpe på dag 14 og 21 efter første spraybehandling med og uden antibiotika (AB).

Oktober-november I alt blev der undersøgt 13 mink, fordelt med henholdsvis 4, 8 og 1 mink på de 3 minkfarme. 6 mink blev behandlet med spray, indeholdende antibiotika. 7 mink blev behandlet med saltvandsbad og spray uden antibiotika. 5 ud af 13 sår viste tegn på infektion (purulent flåd) i helingsforløbet. Sårene fordelte sig tilfældigt, så 2 ud af 7 sår behandlet uden antibiotika viste tegn på infektion, mens 3 ud af 6 sår, behandlet med antibiotika, viste tegn på infektion. Der var en synlig, men ikke signifikant forskel på det gennemsnitlige sårareal på dag 0 (tabel 3).

Diskussion Det primære formål med denne pilotundersøgelse var at tilvejebringe viden om heling af sår hos mink, herunder helingshastigheden og komplikationer. Resultaterne vil danne grundlag for yderligere felt- og eksperimentelle undersøgelser af sår hos mink i 2014. Undersøgelse af sårheling hos minkhvalpe i juni viser, at sårets placering har betydning for helingen af såret. Således er helingsgraden af hals og skuldersår (86,4% og 87,2%) efter 14 dage større end ved øre- og sidesår (27,2% og 62,3%). På grund af det lille antal sår i undersøgelsen og variation i sårenes størrelse og lokalisation, egner datamaterialet sig kun i begrænset grad til statistisk undersøgelse af forskelle mellem grupperne. Yderligere har der for minkene, undersøgt i oktober, ikke været mulighed for at vurdere, om der kunne være en effekt af, om minkene befandt sig på den ene eller den anden farm. Ved behandling af halssår med spray uden antibiotika sås en lidt større he-

152 Faglig årsberetning 2013


Heling af sår hos farmmink (Neovison vison)

lingsgrad efter 14 dage, sammenlignet med halssår behandlet med antibiotikaholdig spray. Efter 21 dage var hovedparten af sårene stort set afhelet og behandlingen afsluttet. Det kunne tyde på, at sårstørrelsen som udgangspunkt ikke i dette materiale har haft indflydelse på helingsgraden inden for den undersøgte helingsperiode. På grund af den lille gruppestørrelse og variation i sårstørrelser er resultaterne forbundet med en del usikkerhed, og det vil kræve yderligere undersøgelser at sammenligne effekten af de to behandlinger. I de to tilfælde i juni, hvor der blev set længerevarende sårheling med overdreven arvævsdannelse, havde adskillelse fra de øvrige dyr meget positiv effekt, idet sårene efterfølgende helede hurtigt uden yderligere komplikationer. Det formodes, at årsagen er, at andre minkhvalpe har hæmmet helingen ved at slikke i såret og holde det åbent. Det er væsentligt at være opmærksom på, at andre mink formodentlig kan være med til at holde såret åbent ved at slikke eller bide i det og dermed også bidrage til overdreven arvævsdannelse. Adskillelse kan således være et væsentligt redskab i forbindelse med håndtering af sår hos mink. For de sår, der blev undersøgt i oktobernovember, kunne ikke påvises forskel i forhold til sårstørrelsen på dag 0, helingsgraden efter 14 dage eller i antallet af sår med tegn på infektion i de to grupper (m/ AB og u/AB). I gruppen med ikkeantibiotikaholdige præparater, blev minkene badet i saltvand på dag 0, hvilket medfører en ekstra arbejdsbyrde ved opstart sammenlignet med de andre behandlinger. Ved den behandlingsprocedure, der blev fulgt i oktobernovember i gruppen med ikkeantibiotikaholdige præparater, blev opnået samme resultat med færre daglige håndteringer. Da håndtering ved behandling kan være en stressfaktor for dyrene er det en for-

del, hvis antallet af håndteringer kan reduceres, hvis der samtidig er lige så god en behandlingseffekt. Selv ved 30 minutters badning af minken, håndteres den kun kortvarigt ved nedsætning og optagning fra badet og den efterfølgende sårbehandling hver tredje dag. Det totale antal gange, minken skulle fanges og håndteres, blev dermed nedsat. Behandling med antibiotika kan medføre resistens. Derfor er det grundlæggende hensigtsmæssigt, hvis det er muligt at vælge ikke-antibiotikaholdige præparater med samme effekt. Anvendelse af ikkeantibiotikaholdige præparater kan også mindske den totale arbejdsbyrde i forbindelse med registrering af behandling af mink. Der blev i denne pilotundersøgelse ikke fundet betydelig forskel på sårets heling ved lokal behandling med antibiotika i forhold til lokal behandling uden antibiotika. Resultaterne tyder på, at det kan være muligt at finde anvendelige behandlingsmetoder til sår hos mink uden antibiotika, som giver tilsvarende effekt på sårhelingen, men mindsker arbejdsbyrden i forbindelse med behandling og stress i forbindelse med gentagne håndteringer. Perspektivering Skind fra minkene, der indgik i projektet, vil blive vurderet med henblik på at evaluere betydningen af sår for skindkvaliteten. Fremadrettet vil undersøgelsen blive udvidet til at omfatte et større antal dyr og andre typer af protokoller og behandling. Ligeledes vil denne undersøgelse også danne grundlag for eksperimentelle undersøgelser af sårbehandling hos mink. Efterskrift En særlig stor tak går til Louise Nordborg fra Kopenhagen Farm for praktisk hjælp og gode råd i forbindelse med håndtering og sårbehandling af mink. Desuden en stor tak til de fire farme, som har deltaget 153

Faglig årsberetning 2013


Diana Mogensen, Tove N. Clausen, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen,Jens Frederik Agger & Anne Sofie Hammer

i projektet. Vi vil også takke Pelsdyrafgiftsfonden for finansiel støtte til projektet. Referencer Berg, B. Møller, S. H. & Alemu, S. W. (2012): Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater fra første generation. Faglig Årsberetning 2011: 24-27 Efimov, E.A. (1975). Skin regeneration in several species of mammals. Article in Russian. Biull Eksp Biol Med. Jun;81(6): 742-5. EU Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare (2001). The

Welfare of Animals Kept for Fur Production (report). Tilgængelig på Internet: http://ec.europa.eu/food/animal/welfare/in ternational/out67_en.pdf Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. (2013a) Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison). Faglig årsberetning 2012, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. p157-162. Jespersen, A., Hammer, A.S., Jensen, H.E. & Larsen, P. (2013b) Sår hos mink. Dansk Veterinær Tidsskrift, nr. 6, p12-15

154 Faglig årsberetning 2013


Patologiske undersøgelser af reproduktionsorganer hos hanmink (Neovison vison) og associationer med kuldstørrelse - foreløbige resultater

Anne Sofie Hammer1, Benitta Christensen1, Jens Frederik Agger1, Henrik Elvang Jensen1 & Tove N. Clausen2 1

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg C. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

2

Sammendrag Formålet med undersøgelsen var at vurdere forekomst af sygdomsmæssige forandringer i kønsorganerne hos hanmink og associationer med reproduktionsresultatet. I løbet af marts måned 2013 blev testikler og penisknogler (og penis) indsamlet og undersøgt fra i alt 121 hanmink pelset på Forsøgsfarm Vest. Vægt og mål på testikler og penisknogler blev sammenholdt med parringsvillighed, kuldstørrelse og kropsvægt. I denne undersøgelse fandt vi en positiv sammenhæng mellem testikellængde og kuldstørrelse, samt testikellængde og parringsvillighed. Der blev i denne undersøgelse fundet lav forekomst af chryptochisme (testikler tilbageholdt i bughulen), og der blev ikke hos de dyr, der indgik i denne undersøgelse påvist atrofi af bitestikel, som er beskrevet som en væsentlig årsag til nedsat fertilitet hos hanmink i ældre undersøgelser. Der fandtes tilsyneladende ingen sammenhæng mellem penisknoglelængde og testikellængde, kropsvægt og farvetype, men der blev påvist en sammenhæng mellem penisknoglelængde og hvalperesultat. Årsager til afvigelser i udvikling af penisknogler hos farmmink er foreløbig ukendte. Resultaterne af denne undersøgelse antyder, at der er behov for yderligere undersøgelser af årsager til dårlige reproduktionsresultater hos hanmink. Hammer, A.S., Christensen, B., Agger, J. F., Elvang-Jensen, H. & Clausen, T.N. 2014. Patologiske undersøgelser af reproduktionsorganer hos hanmink (Neovison vison).Faglig Årsberetning 2013, 155-160. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of this investigation was to evaluate the occurrence of gross lesions in the reproductive organs in the male mink and to evaluate associations with reproduction results. Testes and baculum (and penis) from a total of 121 male mink pelted on Kopenhagen Farm during the month of March 2013 were collected and examined. Weight and measures of testes and baculum and body weight of the animals were recorded and compared with the willingness to mate and the litter size. In this investigation we found a positive correlation between size of testes and litter size and a positive correlation between testes size and willingness to mate. In this study, 1.7% of the animals were diagnosed with chryptorchidism (undecended testes), and atrophy of the epididymis was not diagnosed in any of the mink. It was not possible to show an association between size of baculum and size of testes, body weight or colourtype, but the results indicate an association between size of baculum and reproduction results. Causal factors affecting the development of the baculum in male farmmink are currently unknown. The results of this study indicate that there is need for further investigation of causal factors of poor reproduction results in male mink. Hammer, A.S., Christensen, B., Agger, J. F., Elvang-Jensen, H. & Clausen, T.N. 2014. Pathological investigations of the reproduction organs in male mink (Neovison vison) and associations with litter size – preliminary results. Annual Report 2013, 155-160. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Denmark. Keywords: Mink, Neovison vison, pathology, reproduction organs, testes, baculum, litter size

Indledning I 2012 blev der på Københavns Universitet, i forbindelse med obduktioner af farmmink, påvist meget afvigende udvikling eller helt manglende penisknogle hos 5 hanmink. Hos de fire mink med mest afvigende udvikling af penisknoglen blev der samtidig påvist forandringer i urin-

vejsorganerne: Fortykkelse af urinblærevæggen, blodigt indhold i urinblæren hos tre mink, samt inflammation i penis og omgivende væv hos 2 mink (Hammer et al. 2013). Sammenhængen mellem penisknoglens størrelse og minkhannens fertilitet er ikke til fulde belyst, men det er sandsynligt, at manglende eller meget 155

Faglig årsberetning 2013


Anne Sofie Hammer, Benitta Christensen, Jens Frederik Agger, Henrik Elvang Jensen & Tove N. Clausen

afvigende udvikling af penisknoglen vil påvirke hanminkens reproduktionsresultater og i nogen tilfælde kan være fatal, pga. følgelidelser. Misdannelser hos farmmink karakteriseret ved fravær af penisknoglen er beskrevet i en enkelt artikel om reproduktionsproblemer hos mink i ”American Fur Farmers” fra 1949 (Chaddock, 1949). Årsager til afvigelser i udviklingen af penisknoglen hos hanmink, er foreløbig ukendte. Det kan ikke udelukkes, at det kan dreje sig om en arveligt betinget sygdom. Forskellige grader af misdannelse af penisknoglen er beskrevet hos kryptorchide hunde, i sværeste tilfælde så udtalt, at knoglevævet er erstattet af en meget smal fibroseret streng (Rijnberk and Kooistra 1996, WooYoung et al. 2009). Vækst af penisknoglen påvirkes negativt hos mus, der kastreres i de første levedøgn (Iguchi et al. 1990). Undersøgelser har vist, at både hanlige og hunlige kønshormoner i kritiske perioder af fosterudvikling og opvækst efter fødsel har indflydelse på udvikling og vækst af penisknoglen hos mus og rotter, men præcis hvordan er ikke til fulde belyst (Glucksmann et al. 1976, Yonezawa et al. 2011, Welsh et al. 2012). Hos mus er der beskrevet en specifik mutation med udtalt mangelfuld udvikling af penisknoglen (Post og Innis, 1999). Misdannelser i kønsorganerne kan i nogen tilfælde være erhvervede, - eventuelt udløst af miljøfaktorer. Det er tidligere beskrevet, at polyklorerede biphenyler kan påvirke længden af penisknoglen hos mink (Harding et al. 1999). Det er også vist, at antiandrogene og antiøstrogene stoffer kan påvirke udviklingen af penisknoglen hos gnavere (Glucksmann et al. 1976, Yonezawa et al. 2011, Yonezawa et al. 2012, Welsh et al. 2012). Tidligere studier af reproduktionsproblemer hos hanmink inkluderer undersøgelser af naturligt forekommende autoimmune sygdomme, der forårsager degeneration af testikler hos sorte hanmink (Tung

et al. 1981). Atrofi af bitestiklerne har været beskrevet som en arvelig defekt hos hanmink forbundet med infertilitet hos hanmink (Onstad 1961). Der er rapporteret om forekomst af testikler tilbageholdt i bughulen (chryptochisme) hos 4-6% og underudviklede testikler (hypoplasi) hos omkring 1-9% af hanminkene (Sundqvist et al, 1986, Sundqvist et al, 1989) Formålet med denne pilotundersøgelse, som er udført i 2013 i samarbejde med Kopenhagen Farm, var at belyse forekomsten af sygdomsmæssige forandringer i kønsorganerne hos hanmink og at vurdere betydningen af sådanne fund i forhold til hanminkens hvalperesultat. Materiale og metode Dette pilotstudie omfattede i alt 121 mink fra Kopenhagen Farm i Holstebro, herunder 21 brune hanner, der ikke ville parre (n=21) samt alle sorte hanner efter parring (n=100). Vejedata var tilgængelig på 73 mink. I forbindelse med pelsning blev kønsorganerne på hanminkene undersøgt. Testikler og penisknogler blev udtaget, og synlige sygdomsmæssige forandringer eller misdannelser registreret. Vævet blev herefter opbevaret ved -20°C med henblik på videre undersøgelse ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Hvalpetælling blev udført dagen efter fødsel. Penisknogler blev undersøgt og målt. Hos 7 mink blev det ved undersøgelsen vurderet, at penisknoglen formodentlig var beskadiget i forbindelse med pelsning, og disse mink blev ekskluderet fra de videre undersøgelser (n=114 herefter). Testikler blev vejet og målt enkeltvis med en elektronisk skydelære og gennemsnit udregnet. Herefter blev testiklerne delt, den ene horisontalt i 3 og den anden vertikalt i 2 dele. Den horizontalt delte testikel blev anbragt i 10% neutral buffer formalin og den vertikalt delte testikel blev anbragt i Bouin’s opløsning. Testikelvævet blev herefter indstøbt i paraffin og skåret i 5‐ µm snit og farvet med hematoxylin og

156 Faglig årsberetning 2013


Patologiske undersøgelser af reproduktionsorganer hos hanmink (Neovison vison) og associationer med kuldstørrelse - foreløbige resultater

eosin og Masson Trichrom farvningsmetoder. Vævet blev undersøgt under et lysmikroskop og klassificeret som normal (+), mild-moderate (++) og svær fibrose (+++). Foreløbig er kun fibrose vurderet. Videre undersøgelser omfatter også beskrivelse af andre typer af forandringer.

Hvalperesultat

6,2 6 5,8 5,6 5,4

Resultater Hos to mink fandtes chryptochisme. Der fandtes tydelig ensidig atrofi (mindsket størrelse) af testikler hos 7 hanmink, og gennemsnitslængde af testikel var under 22 mm hos 19 hanmink. Der fandtes betydelig variation i testikelvægt og længde hos de undersøgte mink (tabel 1). Histologiske undersøgelser af testikelvævet tyder på en sammenhæng mellem mindsket testikelstørrelse og fibrose. De histologiske undersøgelser er endnu ikke afsluttet, og er ikke præsenteret i denne foreløbige rapport. Der blev ikke hos nogen af de dyr, der indgik i denne undersøgelse, påvist atrofi af bitestikel. Variation i hvalpegennemsnit for grupper af mink med forskellig testikel størrelse er vist i figur 1. Variation i forekomsten af golde hanner og ikke-parringsvillige hanner i grupper af mink med forskellig testikelstørrelse er vist i figur 2.

5,2 <22

22-24

>24

Testikellængde

Figur 1. Association mellem gennemsnitlig kuldstørrelse (hvalperesultat) og testikellængde <22 mm, 22-24 mm og >24 mm hos 114 hanmink.

% Ingen hvalpe % Ingen parring 40 30 20 10 0

<22

22-24

>24

Testikellængde

Figur 2. Association mellem goldhed hos tæverne (ingen hvalpe) og manglende parringsvillighed hos hanner (ingen parring) og testikellængde: <22 mm, 22-24 mm og >24 mm hos 114 hanmink.

Der fandtes en relativ stor variation i størrelsen af penisknoglen fra 20,1-61,4 mm. Tilsyneladende var variation i penisknoglelængde forbundet med variation i hvalperesultat (tabel 1).

Tabel 1. Association mellem penisknoglelængde og kuldstørrelse hos 114 hanmink.

Hvalperesultat Ingen parring 0 Ingen hvalpe 0 Lavt <5 Middel 5-7 højt >7

Gennemsnitlig længde (mm)

Min og max længde (mm)

n

55,1

25-59,7

18

50,9 52,1 53,7 53,6

49,7-53,3 20,0-57,0 42,4-61,4 48,2-59,8

3 27 43 23

157 Faglig årsberetning 2013


Anne Sofie Hammer, Benitta Christensen, Jens Frederik Agger, Henrik Elvang Jensen & Tove N. Clausen

% Ingen hvalpe % Ingen parring

20 15 10 5 0 <50

50-55

>55

Figur 3. Association mellem penisknoglens længde: <50 mm, 50-55 mm og >55 mm hos hanmink (n=114), golde tæver (ingen hvalpe) og manglende parringsvillighed (ingen parring).

Figur 4. Association mellem farvetype og gennemsnitlig penisknoglelængde hos hanmink (n=73).

Diskussion og konklusion Der fandtes reduceret testikelstørrelse (<22 mm) hos 19 mink, og 7 mink havde tydelig atrofi. Der er fundet en positiv sammenhæng mellem testikellængde og -vægt og hvalperesultat samt parringsvillighed. Tilsvarende sås en negativ association mellem fibrosering af testikelvævet og hvalperesultat samt parringsvillighed. Ved histopatologisk undersøgelse sås forekomst af varierende grad af fibrose hos de undersøgte dyr. Chryptochisme var sjældent forekommende (1,7%), og atrofi af bitestiklerne blev ikke påvist i denne undersøgelse. Der fandtes en relativ stor variation i længde af penisknoglen fra 20,1-61,4 mm (tabel 1). Denne variation var tilsyneladende ikke relateret til vægt eller farvety-

pe (figur 4). De to farvetyper sort og brun blev derfor vurderet at kunne analyseres samlet. Da der kun indgik 2 farvetyper i denne undersøgelse, og minkene i de to farvetyper ikke var udvalgt efter samme kriterier, kan det dog ikke udelukkes, at farvetype kan have betydning. Den store variation i længde af penisknogler, fundet i denne undersøgelse, er ikke i overensstemmelse med ældre undersøgelser af penisknogler, som tydede på meget ensartet udvikling. Det er beskrevet, at penisknoglen hos hanmink, har en let buet form og udvikler sig relativt ensartet fra at have en gennemsnitslængde på 27,38 mm (±1,04) og en vægt på ca. 62 mg hos 2 måneder gamle hanhvalpe til at have en gennemsnitslængde på 46,68 mm. (±1,7 mm) og en vægt på

158 Faglig årsberetning 2013


Patologiske undersøgelser af reproduktionsorganer hos hanmink (Neovison vison) og associationer med kuldstørrelse - foreløbige resultater

ca. 329 mg ved 10-11 måneders alderen. Herefter øges længden ikke, men vægten af penisknoglen (knoglemassen) tiltager yderligere med alderen (Wenzel, 1970). De hanmink, der indgik i denne undersøgelse, var 10-11 måneder gamle, men gennemsnitslængden for penisknoglerne var betydeligt større (53,1 mm) i denne undersøgelse. Dette kan formodentlig relateres til udvikling i minkens størrelse generelt. Der sås samtidig en større variation i størrelse i denne nyere undersøgelse (tabel 1), og variation i længden af penisknoglen var i denne undersøgelse forbundet med variation i hvalperesultat (tabel 1), idet der sås en negativ effekt af kortere penisknoglelængde på hvalperesultat. Denne effekt af penisknoglelængde var tilsyneladende uafhængig af testikelstørrelse på samme dyr, idet der ikke umiddelbart kunne påvises en sammenhæng mellem testikelstørrelse eller testikelvægt - og penisknoglelængde hos de undersøgte hanmink. Den laveste forekomst af hanner med golde tæver var i midtergruppen, mens højeste forekomst af hanner med golde tæver var i grupperne med penisknoglelængde over 55 mm og under 50 mm.

Referencer Hammer, A.S., Jespersen, A., Jensen, H.E. & Bertelsen, S. 2013. Patologiske og radiologiske fund i hanmink (Neovison vison) med manglende eller misdannet penisknogle. Faglig Årsberetning 2012, Kopenhagen Reseach, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark, 169172.

Årsager til variation af testikelstørrelse og udvikling af penisknoglen er kun i begrænset grad undersøgt hos farmmink og denne undersøgelse omfatter kun et begrænset antal hanmink. Yderligere undersøgelser af et større antal mink er nødvendige for at belyse udbredelsen og betydningen af patologiske fund i reproduktionsorganerne hos hanmink.

Iguchi, T., Irisawa, S., Uesugi, Y., Kusunoki, S. & Takasugi, N. Abnormal development of the os penis in male mice treated neonatally with tamoxifen. 1990. Acta Anat.,139(3), 201-8.

Efterskrift Undersøgelserne af reproduktionsorganer hos hanmink fortsætter i 2014. De videre undersøgelser omfatter både histopatologiske (i mikroskop) undersøgelser af væv fra testikler og misdannede penisknogler, og indsamling af yderligere data og materiale.

Post L.C. & Innis J.W. Infertility in adult hypodactyly mice is associated with hypoplasia of distal reproductive structures. 1999. Biol Reprod., 61(6),1402-8.

Chaddock, T.T. Breeding problems encountered in newer mutation mink. 1949. Am. Fur Breeder, 22, 42-44. Glucksmann, A., Ooka-Souda, S., MiuraYasugi, E. & Mizuno, T. 1976. The effect of neonatal treatment of male mice with antiandrogens and of females with androgens on the development of the os penis and os clitoridis. J Anat.,121, 36370. Harding, L.E., Harris, M.L., Stephen, C.R. & Elliott, J.E. 1999. Reproductive and morphological condition of wild mink (Mustela vison) and river otters (Lutra canadensis) in relation to chlorinated hydrocarbon contamination. Environ Health Perspect, 107(2),141-7.

Onstad, O. 1961. Aplasi av epididymis og vas deferens som arsak til sterilitet hos mink. Nord. Vet. Med. 13. 543-549.

Rijnberk, A., and Kooistra, H. S. 1996. Clinical Endocrinology of Dogs and Cats. Clinical endocrinology in dogs and cats – an illustrated text. Dordrecht: Kluver Academic Publisher., pp: 338. 159

Faglig årsberetning 2013


Anne Sofie Hammer, Benitta Christensen, Jens Frederik Agger, Henrik Elvang Jensen & Tove N. Clausen

Sundqvist, C., Toppari, J., Parvinen, M., FagerstrĂśm, R. & Lukola, A. 1986. Elimination of infertile male mink from breeding using sperm test, testicular palpation, testosterone test and fine-needle aspiration biopsy of the testis. Anim. Reprod. Sci. 11, 295-305. Sundqvist, C., Amador, A.G. and Bartke, A. Reproduction and fertility in the mink (Mustela vison). J Reprod Fertil. 1989 Mar;85(2):413-41. Suskind, A., Hayner-Buchan, A., Feustel. P.J. & Kogan, B.A. BJU Int. Fibrosis correlates with detailed histological analysis of human undescended testes. 2008 Jun;101(11):1441-5. doi: 10.1111/j.1464410X.2007.07406.x. Epub 2008 Jan 24. Tung, K.S., Ellis, L., Teuscher, C., Meng, A., Blaustein, J.C., Kohno, S. & Howell, R. 1981.The black mink (Mustela vison). A natural model of immunologic male infertility. J Exp Med. 1;154(4):1016-32.

Welsh, M., MacLeod, D.J., Walker, M., Smith, L.B..& Sharpe, R.M. 2010. Critical androgen-sensitive periods of rat penis and clitoris development. Int J Androl., 33(1), 144-52. Wenzel, U.D. Altersbestimmung. 1978. afsnit i bog: Pelztiergesundheitsdienst, Gustav Fischer Verlag, p.32-33. WooYoung, P., ChunSik, B., HwiYool, K., KiRae, C. & WooDae, P. 2009. A case of perineal hypospadias with os penis deformity and unilateral cryptorchidism in a Boston terrier. Journal of Veterinary Clinics, 26 (2), 185-188. Yonezawa, T., Higashi, M., Yoshioka, K. & Mutoh, K. 2011. Distribution of aromatase and sex steroid receptors in the baculum during the rat life cycle: effects of estrogen during the early development of the baculum., 85(1), 105-12.

160 Faglig ĂĽrsberetning 2013


Immunhistokemisk metode til påvisning af mink virus enteritis

Mette Sif Hansen1, Mariann Chriél1, Gitte Larsen1, Elisabeth Holm1 & Tim Kåre Jensen1 1

Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, Danmark

Parvovirus infektioner er årsag til diarré hos mange forskellige dyrearter, heriblandt mink, hvor virus kendes som mink virus enteritis (MVE). Som supplement til diarré diagnostikken hos mink, har DTU Veterinærinstituttet i 2013 udviklet en immunhistokemisk metode (IHC) til påvisning af MVE i tarmvæv. Ved tilstede-

værelse af virus i tarmen vil et fluorescerende antistof bindes til virus, der derved lyser op (figur 1). I litteraturen er det beskrevet, at med IHC er det muligt at påvise MVE i vævet over en længere tidsperiode i forhold til påvisning af virus i fæces, som for eksempel ved ELISA metoden.

Figur 1. Fluorescerende antistof er bundet til mink enteritis virus i inficerede tarmepithel celler hos en mink med diarré. De inficerede celler fremstår lyse på figuren (se pile).

161 Faglig årsberetning 2013


Mette Sif Hansen, Mariann Chriél, Gitte Larsen, Elisabeth Holm & Tim Kåre Jensen

162 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg

Mette Sif Hansen1, Claudia Baule2, Karin Ullman2, Trine Hammer Jensen3, Gitte Larsen1 & Mariann Chriél1 1

Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, Danmark Statens Veterinärmedicinska Anstalt, Travvägen 20, 75651 Uppsala, Sverige 3 Aalborg Zoo/Aalborg University, Mølleparkvej 63, 9000 Aalborg, Denmark 2

Sammendrag Hos minkhvalpe er astrovirus-infektion associeret med syndromet ”fedtede hvalpe”, der medfører diarré og giver store tab i minkproduktionen. Derfor er der stor interesse for at udvikle vacciner, der kan reducere antallet af sygdomstilfælde og de tilhørende økonomiske tab. I det beskrevne forsøg blev der afprøvet to astrovirus vacciner, baseret på hhv. C1 og C4 capsid proteinerne. Femten drægtige mink tæver blev immuniseret med én af vaccinerne, og deres hvalpe blev efterfølgende inokuleret med astrovirus for at vurdere induktion af immunresponser samt udvikling af symptomer og vævslæsioner. Immuniseringerne med især C1 vaccinen viste sig at reducere varighed og sværhedsgraden af kliniske symptomer, histologiske læsioner samt virus udskillelse. Hansen, M.S., Claudia, B., Karin, U., Jensen, T.H., Larsen, G. & Chriél, M. 2014. Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg. Faglig Årsberetning 2013, 163-170. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Astrovirus infection in mink kits is associated with the syndrome "greasy kits" that causes diarrhea and often results in major losses in the mink production. Therefore, there is great interest in developing vaccines that can reduce the disease burden and the associated economic losses. In the described experiment two astrovirus vaccines, based on the C1 and C4 capsid proteins, were tested. Fifteen pregnant mink dams were immunized with one of the vaccines and their puppies were subsequently inoculated with astrovirus to evaluate the induction of immune responses, and the development of symptoms and tissue lesions. The immunizations with particular the C1 vaccine reduced the duration and severity of clinical symptoms, histological lesions and viral shedding. Hansen, M.S., Claudia, B., Karin, U., Jensen, T.H., Larsen, G. & Chriél, M. 2014. Examination of histological lesions in an experimental mink astrovirus immunization study. Annual Report 2013, 163-170. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Mink, astrovirus, vaccination

Indledning Astrovirusinfektion er en kendt årsag til tarmsygdom hos flere dyrearter. Hos minkhvalpe er virus associeret med syndromet ”fedtede hvalpe”, der medfører diarré og giver store økonomiske tab og medfører meget ekstra arbejde i diegivningsperioden. Derfor er der stor interesse i at udvikle vacciner, der kan reducere antallet af sygdomstilfælde og de tilhørende økonomiske tab. Desuden er astrovirus associeret til syndromet ”rystemink”, hvor der ses centralnervøse forstyrrelser (rystelser og ukoordinerede bevægelser).

Med henblik på at udvikle vacciner mod astrovirus infektion hos mink, blev der produceret to rekombinante (gensplejsede) antigener (C1 og C4) af capsidproteinet (proteiner fra virus kapslen) fra minkastrovirus. Capsid-proteinerne, der er udtrykt i stabilt inficerede celler, blev testet ved eksperimentelle immuniseringer af mink for at vurdere induktion af immun-responser samt udvikling af symptomer og vævslæsioner. Her præsenteres dele af forsøget med fokus på symptomer og vævsskader.

163 Faglig årsberetning 2013


Mette Sif Hansen, Claudia Baule, Karin Ullman, Trine Hammer Jensen, Gitte Larsen & Mariann Chriél

Materiale og metoder I immuniseringsforsøget indgik 15 drægtige minktæver (og deres hvalpe). De drægtige tæver blev immuniseret to gange med 2 ugers mellemrum ved indsprøjtninger under huden. Som adjuvans (vaccinehjælpestof) blev der brugt en kombination af ISCOM (Immunstimulatoriske komplekser) og ODN (CpG Oligodeoxynukleotider). Efter fødslen blev hvalpene inokuleret gennem munden med astrovirus ved 1 og 2 ugers alderen. Tæverne (og deres afkom) blev inddelt i 3 grupper:  Gruppe 1 (n=5): ikke-immuniseret, inokuleret (kontrol gruppe)  Gruppe 2 (n=5): immuniseret med protein C4 og ISCOM/ODN, inokuleret  Gruppe 3 (n=5): immuniseret med protein C1 og ISCOM/ODN, inokuleret Under hele forsøget blev der dagligt foretaget klinisk undersøgelse af tæver og afkom, desuden blev følgende parametre hos hvalpene vurderet semikvantitativt: huld, aktivitetsniveau, hudens udseende og hudelasticitet. Fra tæverne blev der udtaget fæcesprøver ved forsøgets start, før hver immunisering og derefter blev der udtaget ugentlige fæcesprøver. Desuden blev der 2 til 3 gange ugentligt udtaget en fæcesprøve fra én tilfældig hvalp pr. kuld. Fra tæverne blev der udtaget blodprøver før hver immunisering, før inokulation af hvalpene og derefter hver anden uge. I løbet af forsøget udgik 4 tæver/kuld (pga. sen fødsel eller alle hvalpe døde før forsøgets afslutning). Ved forsøgets afslutning blev der udtaget prøver til histologisk undersøgelse fra maksimalt 4 hvalpe pr. kuld. Hvilket resulterede i følgende gruppe fordeling:  Gruppe 1: 15 hvalpe (4 kuld)  Gruppe 2: 13 hvalpe (4 kuld)  Gruppe 3: 7 hvalpe (3 kuld)

Ved 7-8 ugers alderen (den 25. juni) blev hvalpene aflivet, og der blev indsamlet storhjerne (cerebrum), tyndtarm (duodenum og ileum) og milt til histologisk undersøgelse. Vævsprøverne blev fikseret i formalin, paraffinindstøbt, snittet i 5 µm og farvet med hæmatoxylin og eosin. Forekomst af astrovirus udskillelse i fæces blev undersøgt med real-time RTPCR. Resultater Kliniske fund er opgjort for grupperne i forhold til varighed og sværhedsgrad af symptomerne (figur 1 og 2, Bidokhti et al., 2013). Hvalpene i gruppe 1 havde nedsat huld i forhold til gruppe 2 og 3. Der sås fedtet pels hos alle tre grupper, dog var graden af hudeksudation (udsvedning af væske) mere omfattende hos hvalpe fra immuniserede tæver. Der var øget forekomst af nedsat hudelasticitet i kontrolgruppen (gruppe 1), som udtryk for dehydrering. Generelt synes hudlæsioner at forekomme hyppigere blandt hvalpe fra gruppe 2 (C4 immuniserede tæver). Rastløshed blev hyppigere iagttaget blandt hvalpe fra gruppe 2. Blandt kontrollerne var der høj forekomst af moderat og svær diarré af 5-7 dages varighed, mens der hos hvalpe fra immuniserede tæver var færre diarré tilfælde og af mildere grad (figur 2). Dog havde gruppe 3 (C1 immuniserede) en væsentligt lavere forekomst af diarré i forhold til gruppe 2 (C4 immuniserede). Ved obduktion blev der fundet hydrocephalus (vand i hjernen) hos én hvalp fra gruppe 1. Den histologiske undersøgelse påviste forandringer i tarm og hjerner (tabel 1). Der blev ikke påvist læsioner i miltene.

164 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg

Figur 1: Opgørelse over hvalpenes huld (body condition), forekomst af fedtet pels/hud eksudation (skin exudate), hudens tilstand – vurderet på hud elasticitet (skin elasticity), hævelse (swollen skin), rødme (red skin) – og forekomst af rastløshed (restlessness). Fundene er opgjort semikvantitativt for grupperne i forhold til varighed og sværhedsgrad af symptomerne. Gruppe 1 (Non-immunized): ikke-immuniseret, inokuleret Gruppe 2 (Immunized C4): immuniseret med protein C4 og ISCOM/ODN, inokuleret Gruppe 3 (Immunized C1): immuniseret med protein C1 og ISCOM/ODN, inokuleret Tabel 1. Forekomst af histologiske læsioner

Organ/læsion

1

Tarm Infiltration af inflammationsceller Affladning af tarmvilli Dilaterede krypter 2 Nekrose i peyerpletter

7% (1/15) 13% (2/15) 7% (1/15) 13% (2/15)

Hjerne Fokal hjernehindebetændelse Hjernebetændelse Inflammationsceller omkring blodkar 3 Hydrocephalus

20% (3/15) 20% (3/15) 7% (1/15) 7% (1/15)

Gruppe 2

1

31% (4/13) 8% (1/13)

3

14% (1/7) 14% (1/7)

8% (1/13)

1

Gruppe 1: ikke-immuniseret, inokuleret (kontroller); Gruppe 2: immuniseret med protein C4 og ISCOM/ODN, inokuleret; Gruppe 3: immuniseret med protein C1 og ISCOM/ODN, inokuleret. 2 Lymfoidt organ i tarmen3Vand i hjernen

165 Faglig årsberetning 2013


Mette Sif Hansen, Claudia Baule, Karin Ullman, Trine Hammer Jensen, Gitte Larsen & Mariann Chriél

Figur 2: Opgørelse over forekomst af diarré, opgjort for grupperne i forhold til varighed og sværhedsgrad af symptomerne. Gruppe 1 (Non-immunized): ikke-immuniseret, inokuleret. (Figur fra Bidokhti et al. 2013) Gruppe 2 (Immunized C4): immuniseret med protein C4 og ISCOM/ODN, inokuleret Gruppe 3 (Immunized C1): immuniseret med protein C1 og ISCOM/ODN, inokuleret

166 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg

I tarmen fandtes én eller flere histologiske læsioner hos hhv. 33%, 38% og 29% af hvalpene fra gruppe 1 til 3. Den hyppigst forekommende forandring var affladning af tarmvilli ofte set sammen med dilaterede krypter indeholdende afstødte celler. I hjernerne var der læsioner hos hhv. 53%, 8% og 0% af hvalpene fra gruppe 1 til 3.

Den mest fremtrædende forandring var hjernebetændelse med nodulære ansamlinger af inflammationsceller i den grå substans, moderat til massiv infiltration af inflammationsceller omkring blodkar og fokal hjernehindebetændelse (figur 3).

Figur 3: Udsnit af minkhjerne med hjernebetændelse med ansamlinger af inflammationsceller i den grå substans.

Opgørelse af astrovirus udskillelse pr. kuld er præsenteret i figur 4. Der blev udskilt virus hos alle kuldene i gruppe 1. Hos de immuniserede hvalpe var virus udskillelsen

reduceret, med den højeste reduktion, observeret blandt hvalpe fra gruppe 3 (C1 immuniserede).

167 Faglig årsberetning 2013


Mette Sif Hansen, Claudia Baule, Karin Ullman, Trine Hammer Jensen, Gitte Larsen & Mariann Chriél

Figur 4: Astrovirus udskillelse i fæces er opgjort for grupperne i forhold til varighed og mængden af udskilt virus. Gruppe 1 (Non-immunized): ikke-immuniseret, inokuleret Gruppe 2 (Immunized C4): immuniseret med protein C4 og ISCOM/ODN, inokuleret Gruppe 3 (Immunized C1): immuniseret med protein C1 og ISCOM/ODN, inokuleret (Figur fra Bidokhti et al. 2013)

168 Faglig årsberetning 2013


Undersøgelse af histologiske læsioner ved eksperimentelt mink astrovirus immuniseringsforsøg

Diskussion og konklusion Ved immunisering af drægtige tæver med C1 og C4 capsid proteiner fra mink astrovirus og en kombination af adjuvanser, efterfulgt af inokulering af hvalpene med astrovirus, blev der set en reduktion i varighed og sværhedsgrad af kliniske symptomer, histologiske læsioner samt virusudskillelse. Især var effekten på forekomst af diarré markant, hvor der blev set en gennemsnitligt nedsættelse på 70% og 50% hos hvalpe fra tæver immuniseret med hhv. C1 og C4. Desuden forekom hudlæsioner hyppigere blandt hvalpe fra gruppe 2 (C4 immuniserede tæver) i forhold til gruppe 3 (C1 immuniserede tæver). Vedrørende de histologiske fund var der ingen forskel på forekomst af tarmlæsioner mellem de tre grupper. Derimod var der markant højere forekomst af læsioner i hjernen hos hvalpe af ikke-immuniserede tæver. Effekten af immuniseringen, vurderet på virusudskillelsen viste, at 75% af hvalpene fra gruppe 2 i gennemsnit havde lav eller ingen virusudskillelse, hvorimod dette kun var tilfældet for 10% af hvalpene fra gruppe 3. Disse havde dog mildere symptomer ved sammenligning med hvalpe fra ikkeimmuniserede tæver.

Ved at inducere specifik beskyttelse, reducerede immunisering med C1 proteinet de kliniske symptomer, især diarré, reducerede forekomst af skader samt nedsatte virusudskillelsen hos hvalpene fra gruppe 2. Effekten af immunisering med C4 proteinet var noget mere uklar, dog kunne man overveje at afprøve en vaccine med begge capsid komponenter for at få det mest optimale immunrespons mod astrovirus infektioner. Grundet det alsidige vaccinedesign, har den udviklede vaccine potentiale til at beskytte mod astrovirusinfektion hos andre arter, hvilket vil kræve afprøvning i andre studier. Referencer Bidokhti, M.R., Ullman, K., Jensen, T.H., Chriél, M., Mottahedin, A., Munir, M., Andersson, A.M., Detournay, O., Hammer, A.S. & Baule, C. 2013. Establishment of stably transfected cells constitutively expressing the full-length and truncated antigenic proteins of two genetically distinct mink astroviruses. PLoS One, 8:e82978. doi: 10.1371/journal.pone.0082978. eCollection 2013.

169 Faglig årsberetning 2013


Mette Sif Hansen, Claudia Baule, Karin Ullman, Trine Hammer Jensen, Gitte Larsen & Mariann ChriĂŠl

170 Faglig ĂĽrsberetning 2013


Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr Ramona Trebbien1, Mariann Chriel1, Tina Struve2, Charlotte Kristiane Hjulsager1, Gitte Larsen1 & Lars Erik Larsen1 1 2

Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, Danmark. Kopenhagen Diagnostik, Langagervej 60, 2600 Glostrup, Danmark. Sammendrag Et omfattende udbrud af hvalpesyge i danske farmede mink (Neovison vison) startede i sensommeren 2012. Sideløbende hermed blev der observeret et stort antal syge/selvdøde ræve og mårhunde. For at afdække oprindelsen af smitten blev virusgenet (H) fuldlængde sekventeret. I alt blev der undersøgt 26 prøver fra mink og 7 prøver fra vilde ræve, 2 fra mårhunde og 1 fra ilder. Analyserne viste, at virus, der cirkulerer i minkfarme og i den vilde fauna, var 99,45% til 100% identiske på nukleotidniveau. Sekvenserne kan grupperes efter enkelte nukleotid polymorfier kombineret med geografisk fordeling af minkfarme og vild fauna. Udbrudsvirus grupperer sig fylogenetisk med virus fra vilde ræve fra Tyskland og Ungarn (hhv. 99,29% og 99,62 %). Undersøgelse af lopper (Ceratophyllus sciurorum) fundet på en syg mink, indeholdt hvalpesygevirus. Den undersøgte ilder var drægtig, og fostrene indeholdt virus som indikation på, at virus kan overføres til fostrene. Undersøgelsen dokumenterer, at vilde rovdyr kan spille en vigtig rolle i smittespredningen af hvalpesygevirus mellem minkfarme og viser, at den vilde fauna kan fungere som reservoir for virusset mellem udbrud. Trebbien, R., Chriel, M., Struve, T., Hjulsager, C.H., Larsen, G. & Larsen, L.E. 2014. Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr. Faglig Årsberetning 2013, 171-178. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract A major outbreak of canine distemper virus (CDV) in Danish farmed mink (Neovison vison) started in the late summer period of 2012. At the same time, a high number of diseased and dead wildlife species such as foxes, raccoon dogs, and ferrets were observed. To track the origin of the outbreak virus full-length sequencing of the receptor binding surface protein hemagglutinin (H) was performed on 26 viruses collected from mink and 10 viruses collected from wildlife species. Subsequent phylogenetic analyses showed that the virus circulating in the mink farms and wildlife were highly identical with an identity at the nucleotide level from 99.45 % to 100 %. The sequences could be grouped by single nucleotide polymorphisms according to geographical distribution of mink farms and wildlife. The outbreak viruses clustered phylogenetically in the European lineage and were highly identical to wildlife viruses from Germany and Hungary (respectively 99.29% and 99.62%). The study documented for the first time that fleas (Ceratophyllus sciurorum) contained CDV and that vertical transmission of CDV occurred in a wild ferret. The study provides evidence that wildlife species, including foxes, play an important role in the transmission of CDV to farmed mink and that the virus may be maintained in the wild animal reservoir between outbreaks. Trebbien, R., Chriel, M., Struve, T., Hjulsager, C.H., Larsen, G. & Larsen, L.E. 2014. Extensive outbreak of canine distemper in Danish farmed mink (Neovison vison) and wild carnivores. Annual Report 2013, 171-178. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Canine distemper, virus, outbreak, farmed mink, wildlife

Indledning Hvalpesygevirus (CDV) forårsager en af de mest udbredte sygdomme i vilde og tamme rovdyr. Dette virus kan smitte en bred vifte af dyr, der tilhører familierne Canidae (hund, ræv, ulv, m.m.) og Mustelidae (fritter, mink, grævling, m.m.) (Appel and Summers, 1995). Virus findes i hele verden

og kan forårsage sygdom med høj sygelighed og dødelighed i immunologisk naive bestande (Appel and Summers, 1995). CDV tilhører slægten Morbillivirus under virus familien Paramyxoviridae. Viruspartiklen har kappe og er 150-300 nm i diameter. Virusgenomet består af enkeltstrenget RNA, der koder for en række virusprotei171

Faglig årsberetning 2013


Ramona Trebbien, Mariann Chriel, Tina Struve, Charlotte Kristiane Hjulsager, Gitte Larsen & Lars Erik Larsen

ner. H-proteinet er et overfladeglycoprotein, som er ansvarlig for binding til værtscellen og er et vigtigt mål for neutraliserende antistoffer (von Messling et al, 2001). H-proteinet er det mest variable protein og bruges derfor ofte til at undersøge den genetiske variabilitet af CDV (Sekulin et al, 2011; Martella et al, 2006). Udbrud af hvalpesyge i danske minkfarme er almindelige, men i perioden 2008-2010 var der ingen hvalpesygeudbrud i Danmark. I 2011 blev der konstateret hvalpesyge i tre minkfarme, mens der i sensommeren og efteråret 2012 blev diagnosticeret 57 jyske minkfarme med hvalpesyge. Udbruddet fortsatte ind i 2013. Den vilde fauna i de samme områder var også ramt et stort antal syge og døde ræve. Formålet med den foreliggende undersøgelse var at afdække oprindelsen af virus ved hjælp af en molekylær-epidemiologiske undersøgelse af virus isoleret fra mink og vilde dyr i forbindelse med og forud for udbruddet. Materiale og metoder Prøver Lungevæv fra dyr, der var diagnosticeret smittet med hvalpesygevirus, enten ved specifik immunfluorescens histopatologi eller RT-PCR i rutinediagnostikken på Veterinærinstituttet, blev inkluderet i undersøgelsen. I alt 26 mink (Neovison vison) fra 25 uvaccinerede farme blev inkluderet, da en farm indsendte positive mink med 2,5 måneds interval. Fra den vilde fauna blev 7 smittede røde, vilde ræve (Vulpes vulpes), 2 mårhunde (Nyctereutes procyonoides) og én ilder (Mustela putorius) undersøgt. Derudover blev lopper (Ceratophyllus sciurorum) fra en smittet mink samt fostre fra den vilde ilder undersøgt. Desuden blev prøver fra ældre udbrud på minkfarme fra årene 2004 (n=1), 2007 (n=3) og 2011 (n=1) inkluderet i analysen. Information om den

geografiske placering af minkfarme og vilde fauna samt tidspunktet for diagnosen blev hentet fra Veterinærinstituttets laboratoriedatabase. Tidsforløbet af udbruddet er illustreret i figur 1. Isolering af virus genomet Lungevæv, lopper, og foster blev homogeniseret i en buffer, inden virus genomet blev isoleret fra materialet ved hjælp af RNeasy Mini Kit (Qiagen, GmbH, Germany) i henhold til firmaets forskrift. Fuldlængde sekventering af H-genet Ved hjælp af en specifik RT-PCR blev Hgenet amplificeret, ved hjælp af et specialiseret enzymsystem beregnet til præcis kopiering af gener (SuperScript III OneStep RT-PCR System with Platinum Taq High Fidelity (Invitrogen Carlsbad, CA, USA)). Hgenet blev efterfølgende sekventeret hos LGC Genomics (GmbH, Germany). Sekvenserne blev analyseret i programmet CLC main Workbench 6.6.2 (CLC bio A/S, Aarhus, Denmark). Et fylogenetisk træ blev konstrueret med en afstandsbaseret metode og ved brug af ”Neighbor joining” algoritmen med ”Bootstrap” analyse med 1000 replikater. Resultater Identiske virus H-gen sekvenser Nukleotidsekvenserne af H-genet i virus fra smittede mink, ræve, mårhund og ilder indsamlet i 2012/2013 var 99,45% til 100% identiske, mens der kun var 91% identitet mellem de danske udbrudsvirus og vaccinestammerne Ondersteport og Covac. Virus sekventeret fra den farm, der indsendte prøver to gange, med 2,5 måneder interval, var 100% identisk. Sammenligning af virussekvenser, der er fundet i resten af verden, og offentliggjort i Genbank, viste, at det danske virus havde den højeste grad af identitet med CDV fundet i vilde dyr i Tyskland og Ungarn. Den

172 Faglig årsberetning 2013


Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr

højeste identitet (99,29 - 99,62%) var fra en rød ræv i Tyskland nedlagt i 2008. Prøven fra 2011-udbruddet viste også en høj grad af identitet med de inkluderede prøver fra 2012/2013 (99,62 - 99,95% identitet). Fostre fra den drægtige vilde ilder indeholdt

en identisk virus med den fundet i lungen på dyret. Ydermere var gensekvensen fra lopperne 100% identisk med gensekvensen fra virus fundet i lungen af den loppeangrebne mink.

Figur 1. Tidsskala for hvalpesygeudbrud i Danmark 2011-2013 Diagrammet viser hvalpesygeudbrud baseret på antallet af positive prøver undersøgt på Veterinærinstituttet (DTU) i perioden 2011-2013. Opgjort pr måned og opdelt i mink, ræv og andre vilde dyr prøver.

Fylogenetisk analyse Den fylogenetiske analyse viste, at virus fra det danske udbrud ligner den europæiske hvalpesygevirus (figur 2), og undersøgelsen bekræftede også, at virus fra de indsamlede ræve, mårhunde og ilder var identisk med udbrudsvirus fra danske mink. Et interessant fund var, at hvalpesygevirus fra

mink i 2011 også var næsten identisk med 2012/13 virusset. I modsætning hertil var virus isoleret fra udbruddene i 2004 og 2007 grupperet for sig selv sammen med Rockborn stamme, som er en vaccinestamme (Hoechst Roussell Vet GmbH).

173 Faglig årsberetning 2013


Ramona Trebbien, Mariann Chriel, Tina Struve, Charlotte Kristiane Hjulsager, Gitte Larsen & Lars Erik Larsen

Figur 2. Fylogenetisk træ for H-genet af hvalpesygevirus Fylogenetisk træ baseret på nukleotidsekvenserne af H-genet (position 1-1824) fra udbruds hvalpesygevirus og referencevirus repræsenterende de forskellige geografiske stammer af hvalpesygevirus.

Diskussion Efter år med få eller ingen tilfælde af hvalpesyge i danske minkfarme var der tre CDV tilfælde i efteråret 2011, hvilket var forløber for et større udbrud med start i sensommeren 2012, og som fortsatte ind i 2013. I og mellem udbruddet i 2011 og

2012 har minkavlere og jægere observeret talrige syge og døde ræve i de samme geografiske områder, hvilket tyder på, at virusset har været vedligeholdt i den vilde fauna.

174 Faglig årsberetning 2013


Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr

Molekylær epidemiologisk analyse. Denne undersøgelse anvendte en molekylær epidemiologisk fremgangsmåde med henblik på at afsløre oprindelsen og epidemiologien af det omfattende hvalpesygeudbrud. Dette blev gjort ved sekventering af det gen, der koder for overfladeproteinet hæmagglutinin (H). H- generne fra de smittede minkfarme var næsten identiske, hvilket indikerer, at det var samme virusstamme der var ansvarlig for udbruddene i de forskellige minkfarme. Yderligere viste det sig, at Hgensekvenserne fra de undersøgte vilde dyr var identisk med fundene i mink. Resultaterne indikerer, at det var samme virus, der spredtes til minkfarme og mellem opdrættede mink og den vilde fauna og vice versa. Det var ikke muligt at afgøre, om en given farm fik smitten direkte fra vilde dyr eller gennem indkøb af subklinisk inficerede dyr, men da flytning af dyr mellem farme var sjældne, var det mest sandsynligt, at den vilde fauna var ansvarlig for de fleste af udbruddene (figur 3). Tidligere undersøgelser har vist anvendeligheden af denne molekylære epidemiologiske tilgang med sekventering af H- genet til at vurdere spredningen af hvalpesyge (Cha et al, 2012; Guo et al, 2013; Tan et al, 2011). Fylogenetiske analyser af H–genet har afsløret tilstedeværelsen af 8 store geografiske genotyper: Europa, Europa vilde fauna, Amerika -1 (vaccine), Amerika2, Arktis, Asien-1 og Asien-2 (Zhao et al, 2010, Frölich et al, 2000; Martella et al, 2006). Alle de danske isolater fra mink, ræve og mårhund tilhører den europæiske genotype. Sammenhæng med tidligere udbrud. Prøverne fra 2004 og 2007 havde meget identiske H-gener, men var klart forskellig fra 2011 og 2012 udbruddet. Isolaterne fra

2004 og 2007 lignede Rockborn stammen – en vaccinevirusstamme, der tidligere har vist sig at være i stand til at fremkalde klinisk sygdom (Martella et al, 2011). Et tidligere studium fra 2011 har vist, at selvom den oprindelige vaccine blev trukket tilbage fra markedet i 1990'erne, indeholder nyere vacciner en Rockborn-lignende virus (Martella et al, 2011). Ingen af disse vacciner har været godkendt i Danmark, men det er uklart, om virus fra 2004 og 2007 var vildtype virus eller vaccinevirus der havde spredt sig fra Tyskland eller andre nabolande. Oprindelse af virus Virus fra 2011 lignede 2012 virusstammen med kun ét nukleotid til forskel. Dette antyder kraftigt en sammenhæng mellem udbrud i 2011 og 2012/2013. Virus kan overleve i et reservoir i den vilde fauna, i miljøet eller eventuelt i subkliniske inficerede dyr. En minkfarm havde hvalpesygesmitte 2 gange med et interval på 2,5 måneder med identiske virus, hvilket kunne tyde på mulig overlevelse i miljøet eller subklinisk infektion. Den mest plausible forklaring, baseret på sekvensdata, er imidlertid hypotesen om et reservoir i den vilde fauna. Således blev den første hvalpesygesmittede ræv fundet død i marts 2012, hvilket var fire måneder før, det første mink tilfælde blev diagnosticeret i juli. Dette understøttes yderligere af den konstatering, at ræv- og minkvirus var næsten identiske. Det har i Tyskland tidligere været påvist, at hvalpesygevirus cirkulerer i bestanden af røde ræve i delstaten Sachsen-Anhalt, og beregninger viste, at hvalpesyge findes i 30,5% af rævene (Denzin et al, 2013). Denne undersøgelse af materiale fra 2011 - 2013 bekræftede, at virus var 99,62 175

Faglig årsberetning 2013


Ramona Trebbien, Mariann Chriel, Tina Struve, Charlotte Kristiane Hjulsager, Gitte Larsen & Lars Erik Larsen

99,95% identisk med en virus, isoleret fra en rød ræv i Tyskland i 2008. Således kan denne virusstamme have cirkuleret ubemærket i den vilde fauna i Tyskland og/eller Danmark siden 2008, før den blev isoleret fra en dansk minkfarm i 2011. Minkavlere beretter at have observeret vilde ræve fouragere på farmområdet efter at have passeret hegnet. Andre dyrearter kan også forcere hegnet, hvorfor disse ikke kan udelukkes som mulige reservoirværter.

Geografisk sammenhæng. De få nukleotid forskelle i de analyserede isolater viste, at der er en geografisk sammenhæng mellem udbruddene, og at det skyldes en enkelt nyintroduktion i Danmark. Dette understøtter teorien om, at der findes et reservoir i den vilde fauna, da dyr inden for samme område vil have tæt kontakt og lever i et begrænset geografisk område.

Figur 3. Geografisk spredning af nukleotidsekvenserne grupperet på basis af H-genet. Kort over Jylland med geografisk placering af hvalpesyge-grupper baseret på nukleotidsekvensen af H-genet.

176 Faglig årsberetning 2013


Omfattende udbrud af hvalpesyge i danske mink (Neovison vison) og vilde rovdyr

Overførsel af smitte til fostre. Fostre fra en ilder var smittet med hvalpesygevirus og viser, at virus kan overføres direkte fra moder til fostre. Overførsel til fostre er tidligere vist hos hunde (Krakowka et al, 1977, Krakowka et al, 1974), men har ikke tidligere været rapporteret hos vilde dyr. Betydningen af dette for vedligeholdelse af virus i en population er ukendt. Hvalpesygevirus i lopper. Fund af hvalpesygevirus i lopper eller andre insekter fra inficerede mink er ikke tidligere beskrevet. Det er uklart, om disse insekter spiller en aktiv rolle for overførsel af virus mellem mink under farmbetingelser, eller mellem mink og vilde dyr på minkfarme, men da lopper er kendt for at springe fra en art til en anden, er det en realistisk mulighed, som undersøges i kommende forskningsprojekter Konklusion Det massive udbrud af hvalpesyge på danske minkfarme i 2011, 2012 og 2103 var forårsaget af en virusstamme, som hører til den europæiske genotype. Det var samme virus, der blev påvist i mink som i ræv, mårhund og ilder. De omfattende molekylære studier kan ikke definitivt afgøre, om udbruddet startede i det vilde reservoir og derefter spredt sig til mink, eller om det var det modsatte. Undersøgelsen viste endvidere, at lopper kan være en mulig vektor for spredning af hvalpesygevirus. Resultaterne af undersøgelsen giver værdifuld ny indsigt i epidemiologien for denne betydningsfulde og tabsgivende virus og understreger vigtigheden af at opretholde en effektiv smittebeskyttelse af minkfarmen for at undgå introduktion af smitte. Anderkendelse En stor tak skal lyde til Anne Bertelsen, Kopenhagen Diagnostik, for at lave oversigtskortet. Endvidere skal Naturstyrelsen

takkes for finansiering af faldvildtundersøgelserne i Danmark. Kopenhagen Diagnostik takkes for finansiering af denne undersøgelse. For læsere med yderligere interesse for dette studie, skal der henvises til Trebbien, R., Chriel, M., Struve, T., Hjulsager, C.K., Larsen, G., Larsen, L.E., (2013) Wildlife reservoirs of canine distemper virus resulted in a major outbreak in Danish farmed mink (Neovison vison). PLOS ONE 10.1371/journal.pone.0085598 Referencer Appel MJG, Summers BA 1995. Pathogenicity of morbilliviruses for terrestrial carnivores. Veterinary Microbiology 44: 187191. Cha SY, Kim EJ, Kang M, Jang SH, Lee HB, Jang HK (2012) Epidemiology of canine distemper virus in wild raccoon dogs (Nyctereutes procyonoides) from South Korea. Comparative Immunology, Microbiology and Infectious Diseases 35: 497-504. Denzin N, Herwig V, van der Grinten E (2013) Occurrence and geographical distribution of Canine Distemper Virus infection in red foxes (Vulpes vulpes) of SaxonyAnhalt, Germany. Veterinary Microbiology 162: 214-218. Frölich K, Czupalla O, Haas L, Hentschke J, Dedek J, Fickel J+ (2000) Epizootiological investigations of canine distemper virus in free-ranging carnivores from Germany. Veterinary Microbiology 74: 283-292. Guo L, Yang Sl, Wang Cd, Hou R, Chen Sj, Yang Xn, Liu J, Pan Hb, Hao Zx, Zhang Ml, Cao Sj, Yan Qg (2013) Phylogenetic analysis of the haemagglutinin gene of canine distemper virus strains detected from giant panda and raccoon dogs in China. Virology 177

Faglig årsberetning 2013


Ramona Trebbien, Mariann Chriel, Tina Struve, Charlotte Kristiane Hjulsager, Gitte Larsen & Lars Erik Larsen

Journal 10: 109. 10.1186/1743-422X-10109. Krakowka S, Hoover EA, Koestner A, Ketring K (1977) Experimental and naturally occurring transplacental transmission of canine distemper virus. Am J Vet Res 38: 919-922. Krakowka S, Confer A, Koestner A (1974) Evidence for transplacental transmission of canine distemper virus: two case reports. Am J Vet Res 35: 1251-1253. Martella V, Cirone F, Elia G, Lorusso E, Decaro N, Campolo M, Desario C, Lucente MS, Bellacicco AL, Blixenkrone-Møller M, Carmichael LE, Buonavoglia C (2006) Heterogeneity within the hemagglutinin genes of canine distemper virus (CDV) strains detected in Italy. Veterinary Microbiology 116: 301-309. Martella V, Blixenkrone-Møller M, Elia G, Lucente MS, Cirone F, Decaro N, Nielsen L, Bányai K, Carmichael LE, Buonavoglia C (2011) Lights and shades on an historical vaccine canine distemper virus, the Rockborn strain. Vaccine 29: 1222-1227.

Von Messling V, Zimmer G, Herrler G, Haas L, Cattaneo R (2001) The Hemagglutinin of Canine Distemper Virus Determines Tropism and Cytopathogenicity. Journal of Virology 75: 6418-6427. Sekulin K, Hafner-Marx A, Kolodziejek J, Janik D, Schmidt P, Nowotny N (2011) Emergence of canine distemper in Bavarian wildlife associated with a specific amino acid exchange in the haemagglutinin protein. The Veterinary Journal 187: 399-401. Tan B, Wen YJ, Wang FX, Zhang SQ, Wang XD, Hu JX, Shi XC, Yang BC, Chen LZ, Cheng SP, Wu H (2011) Pathogenesis and phylogenetic analyses of canine distemper virus strain ZJ7 isolate from domestic dogs in China. Virology Journal 8: 520. 10.1186/1743-422X-8-520. Zhao JJ, Yan XJ, Chai XL, Martella V, Luo GL, Zhang HL, Gao H, Liu YX, Bai X, Zhang L, Chen T, Xu L, Zhao CF, Wang FX, Shao XQ, Wu W, Cheng SP (2010) Phylogenetic analysis of the haemagglutinin gene of canine distemper virus strains detected from breeding foxes, raccoon dogs and minks in China. Veterinary Microbiology 140: 34-42.

178 Faglig årsberetning 2013


Teknologieffekt ved forsuring af minkgylle Marie Engbæk1, Martin Nørregaard Hansen2, Søren Gustav Rasmussen2, Kirsten Hvam Meldgaard¹, Henrik Bækgaard3 & Peter Foged Larsen1,3 1

Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark AgroTech, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark 3 Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark 2

Sammendrag Kopenhagen Fur har, i samarbejde med Hyldgaard Staldservice og AgroTech, gennemført en undersøgelse af teknologieffekten ved forsuring af minkgylle på ammoniakfordampning. Undersøgelsen sammenlignede ammoniakfordampningen fra 72 mink opstaldet i en klimastyret forsøgsstald, indrettet med en prototype af et forsuringskammersystem (forsuringssystem) og et traditionelt gødningshåndteringssystem (referencesystem). Der blev gennemført kontinuerlig bestemmelse af luftskifte og ammoniakfordampning fra forsøgsstalden. Resultaterne viste, at ammoniakfordampningen per mink i forsuringsperioden blev reduceret med 85 % sammenlignet med den gennemsnitlige ammoniakfordampning ved referencesystemet. Forsuringsforsøget viste en sammenhæng mellem ammoniakfordampningen og gyllens pH-værdi. Jo højere pH, jo højere fordampning. I perioden efter gylleforsuringen skete der en gradvis forøgelse af gyllens pH. For at fastholde et lavt pH-niveau i gyllen, skal der derfor jævnligt ske en genforsuring af den gylle, der anvendes til forsuring under bursystemet. Engbæk, M., Hansen, M.N., Rasmussen, S.G., Meldgaard, K.H., Bækgaard, H. & Larsen P.F. 2014. Teknologieffekt ved forsuring af minkgylle. Faglig Årsberetning 2013, 179-184. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Kopenhagen Fur has, in collaboration with Hyldgaard Staldservice and AgroTech, conducted a study to investigate the technological effect on acidification of mink slurry on ammonia emission. The study compared the ammonia emission from 72 mink, housed in a climate-controlled research stable, equipped with a prototype of an acidified chamber system, and traditional slurry channels (reference system). Air flow and ammonia emissions were continually determined in the research stable. Results showed that the ammonia emissions per mink in the acidification period were reduced by 85% compared to the average ammonia emission found during the reference period. The experiment with the acidified slurry also showed a consistency between the ammonia emission and the pHvalue of the slurry. The higher pH, the higher evaporation. In the period after the slurry was acidified, there was a gradual increase in the slurry pH. In order to maintain a low pH-level in the slurry, the slurry should periodically be re-acidified. Engbæk, M., Hansen, M.N., Rasmussen, S.G., Meldgaard, K.H., Bækgaard, H. & Larsen P.F. 2014. Technical effect of acidification on mink slurry. Annual Report 2013, 179-184. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords:

Indledning Pelsdyrerhvervet er udfordret med hensyn til at reducere ammoniakfordampning fra åbne staldsystemer. Erhvervet har derfor igangsat evaluering af forskellige nye teknologier, som potentielt kan reducere pelsdyrproduktionens miljøbelastning. Kopenhagen Fur, Hyldgaard Staldservice og AgroTech har i samar-

bejde gennemført en undersøgelse af drifts- og miljømæssige effekter ved forsuring af minkgylle. Forsuring af gylle er en teknik, der kan reducere ammoniakfordampningen fra gylle, da fordampningen af ammoniak afhænger af gyllens pH-værdi. Ved forsuring sænkes gyllens pH-værd, hvorved en del af gyllens indhold af ammoniak om179

Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Martin Nørregaard Hansen, Søren Gustav Rasmussen, Kirsten Hvam Meldgaard, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen

dannes til ammonium. Kvælstof på ammoniumform fordamper ikke, modsat ammoniak. En sænkning af gyllens pH ved tilsætning af svovlsyre, har vist sig at have en markant reducerende effekt på ammoniakfordampningen fra svine- og kvægstalde (Pedersen & Albrectsen, 2012). En tilsvarende effekt kan forventes ved forsuring af gødningen i minkhaller. I indeværende undersøgelse blev der derfor udviklet et gødningssystem, som sikrer opsamling og forsuring under hele burets længde. Formålet med studiet var at undersøge potentialet for reduktion af ammoniakfordampning ved forsuring af minkgylle. Dette blev gjort ved installering af et gødningssystem, der tillader opsamling og forsuring af den samlede gødningsproduktion i minkhaller. Systemet er en prototype udviklet til formålet. Formålet er desuden at estimere forbruget af syre til sænkning af gyllens pH samt at fastlægge behov og interval for gyllens genforsuring.

penhagen Farm ved Holstebro. Forsøgsstalden var indrettet med 36 standard minkbure, hvori 72 minkhvalpe var opstaldet parvis med en han og en tæve i hvert bur. Minkene blev fodret en gang dagligt med fodercentralfoder, og havde adgang til ad libitum vand. Evt. spildvand fra drikkeniplerne blev afledt via slanger. Der blev tildelt halm på rede-kasserne efter behov. For at reducere effekter af klimamæssige ændringer i løbet af undersøgelsesperioden, blev staldtemperaturen holdt konstant på ca. 20˚C ved tilførsel af varme. Forsøget forløb over totalt 7 uger. Ammoniakfordampningen fra staldsystemet med forsuring blev sammenlignet med et referencesystem, hvor gødningen håndteres via gyllerender med en ugentlig tømning af gyllerenderne. Gyllerenderne er af samme type, som findes i praksis i Danmark. Gødningshåndteringssystemet i referenceperioden er afbilledet i figur 1, hvor de indsatte gyllerender er vist.

Materiale og metoder Forsuringsforsøget blev gennemført i en mekanisk ventileret forsøgsstald på Ko-

Figur 9: Det anvendte gødningssystem i referenceperioden, hvor urin og fast gødning afsættes i gyllerender, som i praksis.

Referenceperioden forløb i to uger umiddelbart før og efter forsurings-perioden. Gyllens pH-værdi blev manuelt målt hver dag i den sidste referenceperiode. Efter referenceperioden blev gyllerenderne fjernet, og stalden rengjort.

Forsuringsperioden havde en længde på tre uger, og den afsatte gødning blev opsamlet i specialdesignede gyllekummer under bursystemet, som afbilledet på figur 2. Gyllekummerne var udviklet af Hyldgaard Staldservice og lavet af stål. I alt blev der brugt 12 kummer, der hver

180 Faglig årsberetning 2013


Teknologieffekt ved forsuring af minkgylle

målte 1 x 1 m med en sidehøjde på 0,2 m. Gyllekummerne tillod opsamling og

forsuring af den samlede gødningsproduktion fra de opstaldede mink i perioden. koncentrationen i stalden og pH i den opsamlede gylle registreret dagligt. Gyllen i kummerne blev ca. en gang ugentligt genforsuret ved tilsætning af svovlsyre for at fastholde en pH i gyllen på under 5,0 5,5.

Figur 10: Forsuringskummesystemet, der tillader opsamling og forsuring af urin og fæces.

Som vist på Figur 10, var kummerne placeret på paller under minkburene, og afstanden mellem burbund og kumme udgjorde ca. 20 cm. Kummerne var indrettet med en sidestuds, der tillod udtagning af den mest flydende fraktion, mens den mere faste fraktion forblev i kummen. Ved starten af forsuringsperioden blev de 12 forsuringskummer fyldt til ca. 15 cm højde med minkgylle. Minkgyllen var forsuret ned til pH 5,5 ved brug af koncentreret svovlsyre. Herefter blev ammoniak-

Forsuringen blev gennemført ved at forsure tynd minkgylle, udtaget fra en fortank, med koncentreret svovlsyre i en 1 m3 palletank. Den forsurede gylle blev efterfølgende pumpet til forsuringskummesystemet i forsøgsstalden. Ved de efterfølgende genforsuringer blev den tynde del af gødningsmængden i forsuringskummesystemet afledt til palletanken, hvor den blev genforsuret. Den tilbageværende faste fraktion i kummesystemet blev fjernet manuelt. Efter genforsuringen blev gyllen pumpet til forsuringskummesystemet i forsøgsstalden. I løbet af forsuringsperioden skete der en gradvis stigning i gyllens pH. Gyllen blev derfor genforsuret efter ca. 6 dage. Denne gang til pH 4,5. Dette blev gentaget efter ca. 11 dage. Datoer og syreforbruget kan aflæses i tabel 1.

Tabel 13: Tidspunkter og pH før og efter forsuring og genforsuring af gyllen i de indsatte forsuringskar samt forbruget af svovlsyre og mængden af gylle forsuret

Forsuringstrin Forsuring 1. genforsuring 2. genforsuring

Dato 16.09.13 24.09.13 04.10.13

pH før forsuring 7,5 6,3 5,1

Ammoniakfordampningen blev bestemt ved kontinuerlig bestemmelse af luftskiftet og ammoniakkoncentrationen i staldens afkast- og indsugningsluft. Målesystemet bestod af et multigas monitorsystem (INNOVA, 1412) koblet til et multipoint sampler (INNOVA, 1309). Målesystemet skiftede automatisk mellem koncentra-

pH efter forsuring 5,4 4,6 4,6

Forbrug af svovlsyre, L 8 4 2

Volumen gylle forsu3 ret, m 1,8 1,8 1,8

Syrefor3 brug, l/m gylle 4,4 2,2 1,1

tionsmålinger af afkast- og indsugningsluft. AgroTech var ansvarlige for målingerne og målesystemet. Ventilationssystemet i forsøgsstalden sikrede, at staldluften blev udskiftet ca. fire gange i timen.

181 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Martin Nørregaard Hansen, Søren Gustav Rasmussen, Kirsten Hvam Meldgaard, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen

Resultater Resultaterne fra forsuringsperioden er i nedenstående afsnit sammenlignet med resultaterne opnået i referenceperioden. Gyllens pH-værdi blev dagligt registreret i forsuringsperioden og i den efterfølgende referenceperiode. Resultaterne er afbilledet i figur 3, hvor en gradvis stigning i

gyllens pH-værdi kan observeres, efter gyllen er blevet forsuret. Den gradvise stigning var højest efter første forsuring, hvor gyllens pH-værdi var reduceret til 5,5. Ved de efterfølgende genforsuringer blev pH-værdien reduceret til ca. 4,5.

Figur 11: Den gennemsnitlige pH-værdi målt i gyllen i forsuringsperioden og den efterfølgende referenceperiode. Forsuringstidspunkterne er vist med sorte pile, mens overgangen til referenceperioden er vist med en grå pil. Gyllens pH-værdi blev ikke bestemt i weekenderne.

Ammoniakkoncentrationen i staldluften blev løbende bestemt i reference- og forsuringsperioden. Ammoniakkoncentrationen faldt i forbin-delse med den ugentlige

udmugning af gyllerender og specielt i forbindelse med forsuringsperioden, som det kan ses af Figur 12.

Figur 12: Udvikling i ammoniak (NH3) koncentrationen i ppm i staldluft og i gyllens pH i reference- og forsuringsperioden. Overgang til referenceperioder er vist med grå pile. Gødningsfjernelse i og efter referenceperioden er vist med hvide pile, mens forsuring og genforsuring er vist med sorte pile. Ammoniakkoncentrationen i staldluften blev dagligt aflæst ca. kl. 8.

182 Faglig årsberetning 2013


Teknologieffekt ved forsuring af minkgylle

Ammoniakfordampningen fra forsøgsstalden blev beregnet på baggrund af ammoniakkoncentrationen i indsugningsog afgangsluft samt luftskiftet fra stalden. Ammoniakfordampningen udgjorde i referenceperioden ca. 1,2 g ammoniakkvælstof pr. mink pr. dag, mens ammoniakemissionen i forsuringsperioden udgjorde 0,17 g ammoniakkvælstof pr. mink pr. dag.

Den daglige ammoniakfordampning pr. mink er vist i figur 5 for både referenceog forsuringsperioden. Som vist på figuren, faldt ammoniakfordampningen i den første referenceperiode efter, at gødningen var fjernet fra gyllerenderne, hvorefter fordampningen steg gradvist i dagene efter gødningens fjernelse.

Figur 13: Daglig ammoniakfordampning per mink i reference- og forsuringsperioden. Tidspunkter for fjernelse af gødning er vist med grå pile. Tidspunkter for forsuring og genforsuring af gylle er vist med sorte pile. Dage uden værdier skyldtes skift mellem perioder, eller at målinger blev forhindret af fejl på målesystemer.

I forsuringsperioden blev der fundet en sammenhæng mellem gyllens pH og fordampningen af ammoniak. Gyllens pH steg gradvist i dagene efter forsuringen. Stigningen var højst efter den første forsuring til et pH-niveau på ca. 5,5, hvor gyllens pH steg med ca. en enhed fra 5,4 til 6,3 på seks dage. Den gradvise stigning i gyllen førte til mere end en tredobling af ammoniakemissionen, se figur 5. Ved de senere genforsuringer til et pH på ca. 4,5, blev der observeret en langsommere stigning i gyllens pH. Ved forsuring

til pH 4,6 udgjorde pH-stigningen over de følgende 10 dage kun en halv pH-enhed til 5,1. Tabel 14 viser den gennemsnitlige staldtemperatur, pH-værdi i gylle og fordampning af ammoniakkvælstof (NH3-N) i reference- og forsuringsperioden. Tabellen viser også den relative ammoniakfor dampning i forsuringsperioden i forhold til den gennemsnitlige målte ammoniakfordampning i referenceperioden hhv. før og efter forsuringsperioden.

183 Faglig årsberetning 2013


Marie Engbæk, Martin Nørregaard Hansen, Søren Gustav Rasmussen, Kirsten Hvam Meldgaard, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen Tabel 14: Den gennemsnitlige staldtemperatur, pH-værdi i gylle og fordampning af ammoniakkvælstof (NH3-N) i de forskellige måleperioder.

Måleperioder Antal måledage Staldtemperatur, ˚C Gennemsnitlig pH i gylle Målt ammoniakfordampning, g NH3-N/dyr/dag Ammoniakfordampning ift. referenceperiode, %

Referenceperiode1 Uge1 Uge2 7 7 21,4 20,7 -

Uge3 6 20,4 5,9

Forsuringsperiode Uge4 Uge5 10 6 19,9 20,0 4,7 4,6

Referenceperiode2 Uge6+7 11 19,6 8,0

1,41

1,27

0,25

0,16

0,12

0,94

-

-

21

14

10

-

Den gennemsnitlige ammoniakfordampning udgjorde i den samlede referenceperiode 1,2 g NH3-N/dyr/døgn og 0,17 g NH3-N/dyr/døgn i forsuringsperioden (figur 6). Ammoniakfordampningen pr. mink i forsuringsperioden blev reduceret med 85%, sammenlignet med den gennem-snitlige ammoniakfordampning ved referencesystemet.

Der blev gennemført kontinuerlig bestemmelse af luftskifte og ammoniakfordampning fra forsøgsstalden i reference- og forsuringsperioden. Ammoniakfordampning pr. dyr i forsuringsperioden blev reduceret med 85% sammenlignet med den gennemsnitlige ammoniakfordampning ved referencesystemet. I forsuringsperioden var der en sammenhæng mellem ammoniakfordampningen og gyllens pH-værdi. Jo højere pH, jo højere fordampning. I perioden efter gylleforsuringen skete der en gradvis forøgelse af gyllens pH. For at fastholde et lavt pH-niveau i gyllen, skal der derfor jævnligt ske en genforsuring af den gødning, der opsamles under bursystemet.

Figur 14: Den gennemsnitlige ammoniakfordampning pr mink målt i hhv. referenceperioden og og forsuringsperioden. Fejllinjer er 95% konfidensintervaller.

Konklusion Undersøgelsen sammenlignede ammoniakfordampningen fra 72 mink, opstaldet i en klimastyret forsøgsstald, indrettet med et traditionelt gødningshåndteringssystem (reference-system) og med et forsuringskammersystem (forsuringssystem).

Referencer Petersen P. & Albrectsen K. 2012. JH forsuringsanlæg i slagtesvinestald med delvist spaltegulv. Meddelelse nr. 932. Videncenter for Svineproduktion. http://vsp.lf.dk/Publikationer/Kilder/lu_me dd/2012/932.aspx

184 Faglig årsberetning 2013


Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning 2

1

3

Kirsten Hvam Meldgaard¹, Martin Nørregaard Hansen , Marie Engbæk , Henrik Bækgaard & Peter Foged 1,3 Larsen 1 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark 2 AgroTech A/S, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark 3 Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag En potentielt ammoniakreducerende effekt ved kildeseparation af minkgødning blev målt på Kopenhagen Farm. Ved kildeseparation blev urinfraktionen bortledt til en lukket beholder, og derved adskilt fra den faste gødning. Ammoniakfordampningen ved kildeseparation blev sammenlignet med en referencemetode, hvor både gødning og urinfraktionen blev opsamlet i gyllerender. Undersøgelse viste, at kildeseparering af minkgødning kunne nedbringe ammoniakfordampningen mellem 85 og 95% i forhold til referencemetoden, ved en temperatur mellem 15 – 20 grader celsius og ugentlig udmugning. Yderligere forekom der ved kildeseparering ikke en stigning af ammoniak over tid i forhold til referencemetoden, hvor en stigning i ammoniakkoncentrationen forekom omkring tredjedagen. Undersøgelsen viste, at ammoniakfordampning var relateret til temperaturen. Undersøgelsen indikerer, at der er potentiale i udvikling af nye miljøteknologiske metoder, der kan separere minkgødning under burerne og derved nedbringe ammoniakfordampningen fra gyllerender i minkproduktionen. Meldgaard, K., Hansen, M.N., Engbæk, M., Bækgaard, H. & Larsen, P.F., 2014. Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning. Faglig Årsberetning 2013, 185-192. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Danmark Abstract The effect of source separation of mink manure was tested at Kopenhagen Farm, to study its potential to reduce ammonia emission. For source separation, the urine fraction was drained to a closed container, and thereby separated from the solid fraction of the manure. The result from the source separation method was compared to a reference method, where both the manure and urine fraction was collected in slurry channels. The study showed that the source separation method could reduce ammonia emissions between 85% to 95% compared to the reference method, when the temperature ranged between 15 - 20 degrees Celsius and using weekly cleaning of the slurry channels. In addition, no increase of ammonia was found over time when using source separation compared to the reference method. During the reference periods an increase in the ammonia concentration occurred around day three. The study also showed that the ammonia emission was affected by temperature. The study indicates that there is a potential in the development of new environmental technologies to separate the mink manure, and thereby reducing the ammonia emissions from the slurry channels in the mink production. Meldgaard, K., Hansen, M.N., Engbæk, M., Bækgaard, H. & Larsen, P.F., 2014. Source separation of mink manure – a technology to reduce ammonia emission. Annual Report 2013, 185-192. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Key words: Neovison vison, reduction of ammonia, manure separation

185 Faglig årsberetning 2013


Kirsten Hvam Meldgaard, Martin Nørregaard Hansen, Marie Engbæk, Henrik Bækgaard 1, & Peter Foged Larsen

Baggrund Fordampning af ammoniak fra minkhaller, hvor gyllerender opsamler den urin og gødning, minken udskiller, kan udgøre et problem for minkavlere, som har farm i nærheder af områder med sårbare naturtyper. Miljøreguleringer af ammoniakudledning fra minkfarme samt skærpende krav ved miljøgodkendelser af pelsdyrproduktioner, som er placeret i skrøbelige naturtyper, og derfor skal godkendes efter husdyrgodkendelsesloven, begrænser i stigende grad nye miljøgodkendelser og lokaliseringer af pelsdyrproduktioner.

gødningen, nedsætte fordampningen af ammoniak til luften.

Minkproduktion foregår i åbne bursystemer, som gør det vanskeligt at opsamle og rense luften for ammoniak, som det kendes fra svineproduktionen. For at imødekomme og sikre en stadig udvikling af dansk minkproduktion i fremtiden, er det derfor nødvendigt at undersøge potentialet for nye teknologier, som gennem håndtering af gødningen, kan reducere ammoniakfordampningen. Pelsdyrbekendtgørelsen beskriver mulighederne for ammoniakreduktion gennem udmugningshyppighed, gyllerendens bredde og halmtilførsel. Da dette i nogle tilfælde ikke er nok, kan nye teknologier, hvor minkgødningen bliver kildesepareret i en fast og en flydende form, være et muligt alternativ i specifikke områder.

Materiale og metode Undersøgelsen blev udført på Kopenhagen Farm, i en mekanisk ventilleret forsøgsstald. Stalden var indrettet med 36 standard minkbure med redekasser, hvori 36 udvokset hanmink var opstaldet individuelt.

Ved at kildeseparere husdyrgødning nedsættes omsætningen af ammoniak. Dette skyldes, at den faste gødning indeholder organisk bundet kvælstof, og at nedbrydningsprocessen til ammoniak foregår ganske langsomt. Urinen bidrager derimod til en hurtigere omsætning af ammoniak, da kvælstofindholdet i urin udskilles som urea. Mikroorganismer, som bl.a. findes i fast gødning, kan udnytte energiindholdet i urea ved at udskille enzymet urease, som omdanner urea til ammonium. Urea kan ikke i sig selv fordampe som ammoniak, og derfor kan en eventuel bortskaffelse af urinfraktionen, inden det reager med mikroorganismerne i

Undersøgelsens formål er at måle en potentiel ammoniakreducerende effekt ved kildeseparation af gødning under burene, hvor urinfraktionen bliver bortledt til en lukket beholder, og den faste gødningsfraktion tilbageholdes. Kildeseparationsmetoden vil i artiklen blive sammenlignet med en referencemetode, hvor gødning og urinfraktionen opsamles i gyllerender, på samme måde, som det foregår i praksis.

En gang daglig blev minkene fodret med fodercentralfoder. Gødningskonsistensen for hver enkelt dyr blev observeret dagligt og vurderet på en skala fra 1 til 4, hvor 1 var udtryk for normal fast gødning og karakteren 4 var diarré. Halm blev tildelt på redekasserne efter behov. Registreringer af stald - og udetemperatur blev målt kontinuerligt en gang hver halve time gennem hele under-søgelsesperioden, med en temperaturlogger af mærket EasyLog®. Ammoniakfordampningen fra den afsatte gødning blev målt gennem staldens ventilationssystem. Forud for undersøgelsens start blev ventilationsydelsen indstillet til at udskifte staldluften cirka fire gange i timen. AgroTech A/S var ansvarlige for ammoniakmålingerne i stalden. Koncentrationen af ammoniak blev bestemt ved brug af et multigas monitorsystem (INNOVA, 1412) tilkoblet en multipoint sampler (INNOVA, 1309), der automatisk skiftede mellem koncentrationsmålinger af luftafkast fra stalden og indsugningsluft til stalden. Ammoniakindholdet i luften udenfor blev

186 Faglig årsberetning 2013


Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning

målt i ventilationssystemets indsugningsluft. Ammoniakkoncentrationen i stalden og udeluften blev registreret en gang i minuttet gennem hele undersøgelsesperioden.

Som vist i tabel 1 blev en kildesepareringsperiode efterfulgt, af en reference periode. For at korrigere for temperaturudsving, blev ammoniak-koncentrationen for de to teknologier målt to gange.

Undersøgelsen blev udført over fire sammenhængende perioder á 7 dage. Tabel 1:Forsøgsoversigten. Første periode var en kildesepareringsperiode efterfulgt af en referenceperiode. Dette blev efterfølgende gentaget.

Metode

Periode 1

Periode 1

Periode 2

Periode 2

Kildeseparering

Reference

Kildeseparering

Reference

Gødning blev ikke fjernet i undersøgelsesperioderne, dog blev fyldte urinflasker tømt i separeringsperioden for at undgå overløb. Minkene havde fri adgang til vand gennem drikkenipler placeret bagerst i buret. Evt. spildvand fra drikkeniplerne blev afledt via slanger for at undgå overløb i gyllerenden samt i flaskerne, se figur 1 og figur 2.

I kildesepareringsperioden, blev den faste gødning og urin adskilt, på en galvaniseret metalbakke. Metalbakken var opsat under hvert enkelt bur og dækkede burets bundareal. Den faste gødning blev opsamlet på et net, som lå i bakken og urin fraktionen blev bortledt til flasker, som vist på figur 1.

Figur 1:Kildeseparering af gødning i fast og flydende form, hvor urin ledes direkte til flasker. Spildvand fra drikkeniplerne ledes til gyllerenden.

187 Faglig årsberetning 2013


Kirsten Hvam Meldgaard, Martin Nørregaard Hansen, Marie Engbæk, Henrik Bækgaard 1, & Peter Foged Larsen

Som reference til kilde-separeringsmetoden, blev ammoniak-fordampningen

også registreret, som det sker under praktiske farmforhold, se figur 2.

Figur 2: Gyllerender anvendt i reference perioden. Spildvand fra drikkeniplerne ledes til spande.

Ved overgangen til en ny periode blev stalden rengjort. Gødningsnet og metalbakker blev fjernet fra stalden og gyllerender og gulv blev vasket.

ningens faste og flydende dele blev adskilt, viste en markant lavere Koncentration af ammoniak i luften i alle 7 dage, sammenlignet med reference-perioden.

Resultater og diskussion Dyrene havde en god foderindtagelse, og vurderinger af gødningens karakter gennem hele undersøgelsesperioden viste en fast og normal gødning.

Ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden i kildeseparations-perioderne lå omkring 1 mg NH3 mֿ³ luft. Ammoniakkoncentrationen var derved blot lidt højere end niveauet af ammoniak målt udenfor miljøstalden, se figur 3 og 4.

Målinger af ammoniakkoncentrationen i kildesepareringsperioden, hvor gød-

188 Faglig årsberetning 2013


Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning

Figur 3: Ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden for henholdsvis staldluft og udeluft (baggrund), målt i kildesepareringens første måleperiode.

Figur 4:Ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden for henholdsvis staldluft og udeluft (baggrund), målt i kildesepareringens anden måleperiode.

Resultatet af målingerne antyder, at når urinens ureaseenzym ikke kommer i vedvarende kontakt med den faste gødning, sker der, over en tidsramme på 7 dage, en minimal omsætning, af urea til ammoniak. Desuden bekræfter det, at fast gød-

ning i sig selv, kun bidrager meget lidt til fordampningen af ammoniak. Figur 5 og 6 viser målingerne af staldens ammoniakkoncentration i de to referenceperioder, hvor fast gødning og urin blev opsamlet i gyllerender. Figuren viser en 189

Faglig årsberetning 2013


Kirsten Hvam Meldgaard, Martin Nørregaard Hansen, Marie Engbæk, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen

meget lav fordampning af ammoniak i de tre første dage på omkring 1 mg NH3 mֿ³ luft. Registreringer fra begge referenceperioder viser en kraftig stigning i ammoniakkoncentrationen fra tredje til syvende dag. Koncentrationen af ammoniak i stalden topper ved et niveau, hvor det tilsyneladende bliver modsvaret af et tilsvarende ammoniaktab.

Figur 5: Ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden for henholdsvis staldluft og udeluft (baggrund), målt i referenceperiodens første måleperiode.

190 Faglig årsberetning 2013


Kildeseparering af minkgødning - en teknologi til reduktion af ammoniakfordampning

Figur 6:Ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden for henholdsvis staldluft og udeluft (baggrund), målt i referenceperiodens anden måleperiode.

Målinger af ammoniakkoncentrationen i forsøgsstalden viser en markant højere koncentration af ammoniak i referencemetodens første måleperiode sammenlignet med anden periode. Årsagen til den højere fordampning af ammoniak skyldes en betydelig højere gennemsnitlig temperatur i den første periode sammenlignet med den anden periode, se tabel 2. Temperaturen i miljøstalden steg og faldt

med udetemperaturen. Når udetemperaturen var højest i eftermiddagstimerne var staldtemperaturen og koncentrationen af ammoniak ligeledes højest, som det ses på figur 7. Som figuren også antyder, var staldluftens temperatur en anelse forskudt i forhold til udetemperaturen. Årsagen til dette kan skyldes varmeafgivelsen fra dyrene og bygningens isoleringsevne.

Tabel 2:Gennemsnitlig staldtemperatur og ammoniak fordampning i måleperioderne. Den procentvise ammoniakreducerende effekt ved kildeseparering er beregnet i forhold til ammoniakfordampningen fra referencemetoden i samme periode.

Parameter Temperatur Gennemsnitlig NH3 fordampning Teknologieffekt

Enhed

Kildesep. periode 1

Reference periode 1

Kildesep. periode 2

Reference periode 2

°C

11,9

20,4

21,5

15,7

g NH3 pr. dyr pr. døgn

0,08

1,71

0,14

0,89

%

95,2

-

84,5

-

191 Faglig årsberetning 2013


Kirsten Hvam Meldgaard, Martin Nørregaard Hansen, Marie Engbæk, Henrik Bækgaard & Peter Foged Larsen

Som det også ses i tabel 2, kan en teknologi, hvor minkgødning bliver kildesepareret, opnå en ammoniak-reducerende effekt på mellem 85 til 95 procent i forhold til fordampning af ammoniak fra gyllerender med ugentlig udmugning.

ude temperatur

stald temperatur

Temperatur

20 15 10 5 0 03-06-12 00:00

04-06-12 00:00

05-06-12 00:00

06-06-12 00:00

07-06-12 00:00

08-06-12 00:00

09-06-12 00:00

tidspunkt

Figur 7: Et udsnit mellem stald- og udetemperatur hen over døgnet i første referenceperiode.

Resultaterne kan ikke overføres direkte til praksis, da resultaterne er sammenlignet med målinger fra opsamling af fast gødning og urin afsat i gyllerender fra en forsøgsstald, der ikke repræsenter forholdene i praksis. Konklusion Forsøget har vist, at kildeseparation af urin og gødning under burene kan reducere ammoniakfordampningen med mellem 85 og 95 procent i forhold til referencemetoden ved en temperatur mellem 15 – 20 grader celsius og ugentlig udmugning.

Undersøgelsen viste, at ammoniakfordampning er tæt korreleret med temperatur. Jo højere temperatur, des højere fordampning og modsat lavere fordampning ved lave temperaturer. Undersøgelsen indikerer, at der er potentiale i udvikling af nye miljøteknologiske metoder, der kan kildeseparere minkgødning og derved nedbringe ammoniakfordampningen fra gyllerender i minkproduktionen.

192 Faglig årsberetning 2013


Bidmærker på lædersiden af minkskind kan påføres ved mekanisk tryk Steffen W. Hansen, Steen H. Møller og Birthe M. Damgaard Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele Sammendrag Der er blevet sat spørgsmål ved, om de mærker på lædersiden af minkskind, der registreres som bidmærker, virkelig skyldes bid. Alternativt er bidmærkerne blevet tolket som en pletvis forsinket modning af vinterpelsen uden relation til aggressionsniveauet i buret. Vi testede derfor hypotesen om, at bid påført eksperimentielt, mens vinterpelsen er i vækstfase, kan genfindes som bidmærker ved pelsning. Derudover testede vi, om antallet af bidmærker øges med tiden, hvis mink holdes i grupper. Resultatet af undersøgelsen viste, at mekaniske tryk i minkskindet kan genfindes som bidmærker på mørke mink ved pelsning. Desuden kunne vi påvise, at antallet af bidmærker øges, jo længere tid mink holdes i grupper. Resultatet støtter antagelsen om, at aggression eller anden social kontakt mellem mink er baggrund for de bidmærker, som kan observeres på lædersiden af skindet ved pelsning. Hansen, S.W., Møller, S.H. & Damgaard, B.M., 2014. Bidmærker på lædersiden af minkskind kan påføres ved mekanisk tryk. Faglig Årsberetning 2013, 193-198. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract It has been questioned whether bite marks on the leather side of the skin are caused by bites. Alternatively, bite marks have been interpreted as a spot wise delayed maturation of the winter coat unrelated to the level of aggression. Therefore, we tested the hypothesis that experimentally applied pressures/bites to the mink skin, during the growth phase of the winter coat, will produce bite marks that can be recognized as such at pelting. Furthermore, we also tested that the longer time mink are kept in groups, the more bite marks can be observed on the skin. The results from the study show that mechanical pressure on the skin can be recognized as bite marks in dark coloured mink at pelting. Furthermore, were we able to demonstrate that the number of bite marks increases with the time mink is kept in groups. The results indicate that aggression or other social contact is the cause of bite marks. Hansen, S.W., Møller, S.H. & Damgaard, B.M., 2014. Bite marks on the leather side of mink pelts can be added by mechanical pressure. Annual report 2013, 193-198. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Mink, bite marks, group housing, mechanical pressure, welfare

Indledning Antallet af bidmærker (sorte pletter på lædersiden af skindet) er større, når mink holdes i grupper, end når de holdes parvis han + tæve (Hansen & Møller, 2012). Denne forskel i antal bidmærker er taget som udtryk for, at der er mere aggression, når mink holdes i grupper, end når de holdes parvis. Imidlertid er der blevet sat spørgsmål ved, om de registrerede bidmærker skyldes bid, og alternativt er bidmærkerne blevet tolket som en pletvis forsinket modning af vinterpelsen uden relation til aggressionsniveauet i buret (Klein van Willingen et al., 2012). Formålet med denne undersøgelse har derfor været at besvare følgende spørgsmål: 

Kan kunstige bid genfindes som bidmærker efter pelsning?

  

Er bidmærkerne kun genkendelige, hvis biddene påføres, mens vinterpelsen vokser? Er bidmærkerne lettere at genkende hos mørke mink end hos lyse mink? Øges antallet af bidmærker, jo længere tid mink holdes i grupper?

Materiale og metode For at undersøge, om det var muligt at genfinde kunstige bid som bidmærker, blev 40 mink (Hold A) påført mekaniske tryk (kunstige bid) med en bidemaskine (foto 1). Hold A bestod af 20 brune og 20 hvide mink (halvt tæver og halvt hanner). Minkene var fravænnet parvis (han + tæve) og blev fra uge 34 (16 uger gamle) indhuset enkeltvis i standardbure for at 193

Faglig årsberetning 2013


Steffen W. Hansen, Steen H. Møller og Birthe M. Damgaard

udelukke, at de kunne bide hinanden. Hver anden uge (uge 38, 40, 42, 44 og 46) blev 4 brune og 4 hvide mink fra hold A påført kunstige bid, mens de var fuldt bedøvet. Hver mink modtog 3 bid med en spids tand og 2 bars tryk, 3 bid med en spids tand og 3 bars tryk og 3 bid med en bred tand og henholdsvis 1, 2 og 3 bars tryk. Kun tryk med spids tand og 3 bars tryk gik gennem huden. De 6 bid med spids tand blev påført i en række på minkens højre side og de 3 bid med bred tand blev påført på minkens venstre side.

Foto1. Hvid mink (fuldt bedøvet) påføres kunstigt bid med bred tand.

For at undersøge, hvornår mink påfører hinanden bidmærker, blev 160 mink indhuset i grupper på 4 mink i etagebure efter fravænning (Hold B). Hold B bestod af 120 brune mink og 40 hvide mink (halvt tæver og halvt hanner). Hver anden uge (uge 38, 40, 42, 44 og 46) blev 32 mink fra hold B flyttet til enkeltvis indhusning i standardbure for at forhindre yderligere bid. I løbet af forsøget blev 20 mink taget ud af forsøget på grund af sygdom, bidsår eller død. De resterende 180 mink blev individuelt aflivet og individuelt mærket med næsetalon. To dage senere blev minkene pelset og subkutant væv og fedt skrabet af. Uheldigvis mistede vi 13 næsetaloner fra mink i hold B i forbindelse med pelsning, og disse individer udgik derfor af forsøget. Antallet af bidmærker blev registreret på tre områder af minken: Nakke: Fra næsetip til og med skul-

der/forben; Krop: Fra forben til 10 cm over halerod; Hale: fra 10 cm over halerod til halespids. Antallet af bidmærker blev gradueret med score; 0 for ingen bidmærker og score 9 for flere end 45 bidmærker (se Berg & Møller, 2010). Summen af scores for bidmærker i nakke, på krop og hale betegnes som totalt antal bidmærker. Statistiske analyser Til analyse af bidmærker blev Restricted Maximum Likelihod metoden i en mixed model procedure benyttet. Modellen inkluderede uge nr. (hvor de kunstige bid blev påført; eller uge nr. hvor minken blev flyttet enkeltvis), køn, farvetype og vekselvirkning mellem disse faktorer. Resultater Hold A: Kunstige bid Kunstige bid påført brune mink fra uge 40 til uge 44 kan genfindes som bidmærker. Antallet af genfundne bidmærker var reduceret når biddene var påført i uge 38 og de kunne ikke genfindes når de var påført i uge 46 efter at pelsen var modnet (figur 1). Bid påført i uge 46 kunne derimod genfindes som røde mærker (figur 2). 100 80

P2

60

P3 B1

40

B2 20

B3

0 38

40

42

44

46

Figur 1. Procent bidmærker (sorte pletter på lædersiden af skindet) der blev genfundet på brune mink når biddene var påført med spids tand og 2 og 3 bars tryk (P2, P3) samt med bred tand og 1, 2 og 3 bars tryk (B1, B2, B3) i uge 38, 40, 42, 44 og 46.

På de hvide mink kunne vi ikke genfinde de kunstige bid som bidmærker. Derimod kunne vi registrere den samme type røde

194 Faglig årsberetning 2013


Bidmærker på lædersiden af minkskind kan påføres ved mekanisk tryk

pletter, som vi også fandt på brune mink, der var bidt i uge 46. Til trods for vanskeligheden ved at registrere røde pletter i skindet genfandt vi stort set samme andel af påførte bid på hvide og brune mink, men samtlige bid på hvide mink blev genfundet som røde pletter og ikke som bidmærker (figur 3). Hold B: Mink i grupper Hos mink, der var placeret i grupper ved fravænning, og som successivt blev flyttet til enkeltvis indhusning i uge 38, 40, 42, 44 og 46 fandt vi syv gange så mange bidmærker på brune mink som på hvide mink (figur 4). Tidspunktet, hvor de brune mink blev flyttet til enkeltvis indhusning, havde indflydelse på hvor mange bidmærker, vi fandt (figur 5), derimod havde flyttetidspunktet ingen betydning for antallet af bidmærker hos hvide mink.

100 80

P2

60

P3

40

B1

20

B2 B3

0 38

40

42

44

46

Figur 2. Procent bid der blev genfundet som røde mærker på brune mink efter, at biddene var påført med spids tand og 2 og 3 bars tryk (P2, P3) samt med bred tand og 1, 2 og 3 bars tryk (B1, B2, B3) i uge 38, 40, 42, 44 og 46.

100 80

P2

60

P3

40

B1

20

B2 B3

0 38

40

42

44

46

Figur 3. Procent røde mærker på hvide mink, der blev genfundet, når biddene var påført med spids tand og 2 og 3 bars tryk (P2, P3) samt med bred tand og 1, 2 og 3 bars tryk (B1, B2, B3) i uge 38, 40, 42, 44 og 46.

16 14 12 10

Nakke krop

8

hale 6

totalt

4 2 0 Hvid

Brun

Figur 4. Gennemsnitlig score af bidmærker (sorte pletter på lædersiden af skindet) hos brune og hvide mink. Der var signifikant flere bidmærker hos brune mink end hos hvide mink (P<0,001).

195 Faglig årsberetning 2013


Steffen W. Hansen, Steen H. Møller og Birthe M. Damgaard

I løbet af forsøgsperioden fra juli til november mistede vi 20 mink på grund af sygdom, død eller bidskader. Samtlige mistede mink var fra hold B (mink i grup-

per). Af de 20 mink, mistede vi de seks før eftersårsjævndøgn, heraf 1 på grund af bidskader. Efter efterårsjævndøgn mistede vi 14 mink, heraf 10 pga. bidskader.

25

C C 20

B 15

Nakke krop

B

hale 10

totalt

A 5

0 38

40

42

44

46

Figur 5. Gennemsnitlig score af bidmærket (totalt, i nakke, på krop og hale) hos brune mink, der blev flyttet successivt til enkeltvis indhusning i uge 38, 40, 42, 44 og 46. Antallet af bidmærker steg jo senere, minkene blev flyttet til enkeltvis indhusning. Forskellige bogstaver (A, B, C) angiver statistisk forskel P<0,001)

Diskussion Kunstige bid med spids og bred tand og trykstyrke på 1, 2 og 3 bar kunne genfindes som bidmærker på lædersiden af brune minkskind ved pelsning. Vi accepterer derfor hypotesen om, at eksperimentelt påførte tryk kan genfindes som bidmærker på mink. Kunstige bid på hvide mink kunne ikke genfindes som bidmærker, men fremstod som røde mærker. Tidspunket, hvor trykkene blev påført, havde ligeledes betydning for, om de kunne genfindes som bidmærker. Tryk påført inden efterårsjævndøgn (uge 38) var vanskeligere at genfinde som bidmærker end tryk påført efter efterårsjævndøgn. Tryk påført efter, at vinterpelsen var modnet (uge 46) kunne kun genfindes som røde mærker.

Kunstige bid på brune mink kan således genfindes som bidmærker, hvis de er påført efter efterårsjævndøgn, og inden vinterpelsen er moden dvs. mens vinterpelsen modnes. En mulig forklaring kan være, at melanin kornenes antal og form bestemmer pelsens farve. Mørke melanin korn giver mørke mink, og lyse melanin korn giver lyse mink. Melanin kornene produceres i hårfolliklerne, når de befinder sig dybt i huden og er i vækstfasen. Derfor fremtræder det umodne skind mørkt på lædersiden. Ved pelsmodning er hårfolliklerne trængt op i det øverste lag af huden, og de er stoppet med at producere melanin korn. På det modne skind er lædersiden derfor lys. Hvis hårfolliklerne på grund af bid ødelægges i vækstfasen kan man tænke sig følgende to situationer: 1) Melanin kornene træn-

196 Faglig årsberetning 2013


Bidmærker på lædersiden af minkskind kan påføres ved mekanisk tryk

ger ud af hårfolliklen, og indlejres i huden eller 2) den ødelagte hårfollikel med de mørke melanin korn forbliver dybt nede i huden. Begge situationer giver en logisk forklaring på, at det er muligt at registrere bidmærker (sorte pletter) på det modne skinds lyse læderside. Desuden forklarer det, hvorfor det er vanskeligt at se bidmærker på hvide mink. At vi alligevel fandt bidmærker på nogle af de gruppeholdte hvide mink, skyldes sandsynligvis, at nogle af de ”røde” mærker har været mørkerøde/rødbrune og dermed er blevet talt med som bidmærker. At de bidmærker, vi registrerer på lædersiden af minkskindet ved pelsning, reelt er mærker efter bid, understøttes ligeledes af, at antallet af bidmærker øges, jo længere tid mink holdes i grupper. Tabet af mink på grund af bidskader stiger efter efterårsjævndøgn, og bid påført netop i denne periode kan genfindes som bidmærker. Antallet af bidmærker på lædersiden af skindet, er således et velegnet redskab til vurdering af aggressionsniveauet hos brune mink og dermed, om den sociale indhusningsform, den enkelte farmer har valgt, er velegnet til de mink, der er på farmen.

Anerkendelse Projektet er finansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab. Referencer Berg, P. & Møller S.H. 2010. Mulighed for at selektere for reduceret aggression i gruppeindhusning. Pelsdyrerhvervets Forsøgs– og ForskningsCenter. Faglig Årsberetning. 2009. 6 pp. Hansen, S.W., & Møller, S.H., 2012. Mink's adaptation to group housing in practice. Proceedings of the Xth International Scientific Congress in fur animal production. Scientifur 36 (3/4): 350-359. Kleyn van Willingen, F.C, Meertens, N.M., De Rond, J. & Boekhorst, L., 2012. Black spots in subcutis of mink pelts are no bite marks. Proceedings of the Xth International Scientific Congress in fur animal production. Scientifur Vol. 36 (3/4): 386395

Konklusion Kunstige bid kan genfindes som bidmærker på lædersiden af brune mink ved pelsning. Bidmærker kan kun genfindes, hvis biddene påføres, mens vinterpelsen er i vækstfasen. Bidmærker registreres bedst på mørke mink og kun vanskeligt på lyse mink. Bidmærkerne øges i antal jo længere tid mink holdes i grupper. Bidmærker skyldes aggression eller anden social kontakt mellem mink der involverer bid.

197 Faglig årsberetning 2013


Steffen W. Hansen, Steen H. Møller og Birthe M. Damgaard

198 Faglig ĂĽrsberetning 2013