Issuu on Google+

Faglig Årsberetning 2004 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter

Annual Report 2004 Danish Fur Breeders Research Center


Faglig Årsberetning 2004 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter

Annual Report 2004 Danish Fur Breeders Research Center

Redaktion: Peter Sandbøl


Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter

Danish Fur Breeders Research Center

Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark.

Herningvej 112 C, DK-7500 Holstebro, Denmark.

Tlf.: Fax.: e-mail:

Phone.: Fax.: e-mail:

96 13 57 00 97 43 52 77 pfc@kopenhagenfur.com

Faglig Årsberetning 2004 Oplag: Forsidefoto: Typografi: Layout: Tryk: Redaktion:

300 stk. Jesper Clausen Arial Peter Sandbøl DP/DPA Peter Sandbøl

Redaktionen sluttede primo februar 2005 ISSN 1395-198X

Faglig Årsberetning 2004

+45 96 13 57 00 +45 97 43 52 77 pfc@kopenhagenfur.com


Indhold / Contents Forfattere / Authors Forord Forord ved Forskningschef Peter Sandbøl .....................5

Adfærd Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink.............................7-14 Behaviour around birth in relation to early kit mortality in mink. Gade, M. & Malmkvist, J. Fyldfoder i vinterperioden II. Betydning for adfærd og den senere reproduktion.........................15-26 Fibres in mink feed in the winter period. Influence on behaviour and reproduction. Clausen, T. N., Hansen, S. W. & Houbak, B. Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet...............................................................27-38 Effect of cage enrichment on the welfare and productivity of mink. Hansen, S. W. & Malmkvist, J. To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink ....................................39-47 Two steps forward and three steps back – group housing of mink. Hansen, S. W. & Houbak, B

Avl og Reproduktion Kortlægning af minkens kromosomer......................49-53 Mapping of the Mink Genome. Christensen, K., Anistoroael, R. & Farid, A. Selektion for mink tilpasset et lavt proteinindhold i foderet. Status for vækstperioden 2003 og dieperioden 2004..........................................55-59 Mink selected to produce on a low protein content in the feed. Status for growing period 2003 and lactation period 2004. Clausen, T. N., Hejlesen, C. & Sandbøl, P.

Ernæring og fodring E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe ......61-67 Vitamin E to mink females and its transfer to kits. Jensen, S. K., Hansen, M. U. & Clausen, T. N. Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin....69-75 Fat soluble vitamins and antioxidants in mink feed; tocopherols and carotenoids in oilseed rape and lupnes. Clausen, M. R., Jensen, S. K., Sørensen, J. C. & Sørensen, H. Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase....................................................................77-81 Protein to mink in the nursing period and in the period of early kit growth. Clausen, T. N., Hejlesen, C. & Sandbøl, P.

Foderets protein-, fedt- og kulhydratindhold - betydning for minkhvalpes tilvækst og energiomsætning.......................................................83-87 Effect of protein, fat and carbohydrate supply on growth and energy metabolism in mink kits. Fink, R., Tauson, A. H. & Hansen, N. E. Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela Vison) - Tilvækstresultater.........89-102 The Amino Acid Requirements of mink (Mustela vison) in the intensive growing period – Growth Results Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J. Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden..................................................................103-109 Sulphur Containing Amino Acids for Mink in the Period of Growth . Sandbøl, P. & Clausen, T. N. Ideal protein til mink (Mustela Vison) i vækst- og pe lssætningsperioden.........................111-119 Ideal Protein for Mink (Mustela vison) in the Growing and Furring Periods. Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen, C. Fedtegrever til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet.........121-124 Cracklings to mink in the growing period. Influence on health, growth and fur quality. Clausen, T. N. & Hejlesen, C. Syrnet fjerkræ til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet.............................................................125-127 Acidified poultry offal to mink in the growing period. Influence on health, growth and fur quality. Clausen, T. N. & Hejlesen, C. Effekt af proteinniveau på N-balance hos voksne mink (Mustela Vison)................................129-135 The Effect of Protein Level on N-balance in Adult Mink (Mustela vison) Hejlesen, C. Vand som mæthedsfaktor hos mink ...................137-142 Water as a satiety factor in mink Hejlesen, C., Sandbøl, P. & Gregersen, K. Indhold og In Vivo fordøjeligheder i råvarer til minkfoder ..........................................................143-150 Content and In Vivo digestibilities in feed ingredients for mink feed. Hejlesen, C.

Fysiologi og analyseteknik Kulhydratkilders fysisk-kemiske egenskaber og effekt på fordøjelsen hos mink ...........151-159 Physico-chemical properties of carbohydrates and their effect on digestion in mink. Lærke, H. N., Hedemann, M. S. & Hejlesen, C. Effekt af pelsning og foder på fordeling af indhold i tarmkanalen hos mink ...........................161-167 Effects of pelting and feed on the distribution of gastrointestinal content in mink. Lærke, H. N. & Hejlesen, C.

Faglig Årsberetning 2004

3


Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison)......................................169-171 Correlation between liver fat and dry matter in mink (Mustela vison) Clausen, T. N. & Sandbøl, P. Mink proteinaser; trypsin og chymotrypsin samt effekten af proteinaseinhibitorer .................173-182 Mink Proteinases; trypsin and chymotrypsin and the effect of proteinase inhibitors. Clausen, T. N., Kjelgaard-Hansen, M., Mortensen, K., Sørensen, A. D., Sørensen, J. C., Sørensen, H. & Sørensen, S. Lipider og metabolismeprocesser i minkhjerner.............................................................183-192 Lipids and metabolic processes in mink brains. Clausen, T. N., Mortensen, K., Sørensen, A.D., Sørensen, J. S. & Sørensen H. Opsamling og opbevaring af urin ved N-balanceforsøg med mink ...................................193-195 Collecting and storage of urine in N-balance trials with mink. Lisbjerg, S.

Sundhed Diarré i dieperioden hos minkhvalpe. I. Påvisning af Mink Astrovirus (MiAstV) i kliniske prøver med Realtime RT-PCR. ................197-201 Detection of Mink Astrovirus (MiAstV) in Clinical Samples with Real-time RT-PCR. Ullman K., Hedlund K.O., Hammer A. S., Dietz H.H., Englund L. & Czifra, G.

4

Diarré i dieperioden hos minkhvalpe. II. Kloning og ekspression af Mink Astrovirus (MiAstV) Kapsidprotein.........................................203-208 Cloning and Expression of the Capsid Protein of Mink Astrovirus. Baule C., Ullman K., Hellman U., Dietz H.H., Englund L. & G. Czifra Fedtede hvalpe.......................................................209-214 Greasy kits Clausen, T. N. & Dietz, H. H., Undersøgelse af urinens pH og urinvejslidelser hos minkhvalpe i juni og juli måned.......215-222 Investigation of urine pH and diseases in the bladder in mink kits in June and July. Weiss, V., Clausen, T. N., Hansen, M. U. & Henriksen, A. M. Forekomst af coccidier i danske farme. Mink indsendt til diagnostiske undersøgelser....223-228 Occurrence of coccidia in Danish farm mink submitted for diagnostic investigations Hammer, A. S., Andersen, T. H. & Dietz, H. H.

Driftsforhold Individuel foderregistrering i drægtigheds perioden, som middel til at frasortere ikke drægtige minktæver (Mustela vision) – indledende undersøgelser. ...............................229-233 Individual feed registration in the breeding period as a means of separating barren females (Mustela vison) – preliminary investigation. Sønderup M. & Clausen T.N.

Faglig Årsberetning 2004


Forord ved Forskningschef

Peter Sandbøl Faglig Årsberetning 2004 er artikelmæssigt i den tunge ende. Mængde alene kan dog ikke erstatte kvalitet og relevans i forskningsarbejdet. Indholdet spænder bredt og alle indsatsområder er generelt godt repræsenteret. Samtidig er der en dybde i materialet, således at forstå, at artiklerne dækker såvel grundforskning og metodeudvikling som undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse. Noget enestående ved Faglig Årsberetning 2004 er den meget store andel af undersøgelser og artikler, som er udført i et samarbejde mellem flere forskningsenheder. Det er mit inderlige håb, at dette ikke er en enlig svale; men derimod et udtryk for den måde, som pelsdyrforskningen fremover vil blive gennemført på. Pelsdyrerhvervet og de tilknyttede forskere udgør en relativ lille andel af den samlede landbrugsproduktion. De relevante indsatsområder er dog ikke færre end hos de andre animalske produktioner. Det er derfor vigtigt at der drages nytte af indsatsen indenfor andre dyrearter og desuden væsentligt at der trækkes på samme hammel. Jeg vil gerne sige inderligt tak til alle bidragsydere. Der er lagt et stort stykke

arbejde i såvel den forudgående forskning, som i de herværende artikler. Yderligere vil jeg gerne takke PFC’s sekretær, Jonna Thomsen, som har forestået koordinering og layout. Som bekendt, har Copenhagen Fur Center skiftet navn til Kopenhagen Fur. I den forbindelse er den generelt anvendte skrifttype ligeledes ændret, hvilket naturligvis også er tilfældet i Faglig Årsberetning. Faglig Årsberetning er inddelt i hovedafsnit. Alle artikler indledes med både et dansk sammendrag, samt et engelsk abstract. Selve de faglige artikler er sat med to spalter, dog således at større figurer og tabeller er i fuld sidebredde Artiklerne i Faglig Årsberetning 2004 er sat således, at begge spalter før en gennembrydning læses færdigt, inden man går videre til den gennembrydende figur eller tabel og de nedenstående spalter. Med håb om at Faglig Årsberetning 2004, må blive fundet spændende og lærerig af læserkredsen og siden finde en plads som referencemateriale i reolen, ønsker jeg alle god fornøjelse med læsningen. Artiklerne fra Faglig Årsberetning findes desuden på Kopenhagen Furs hjemmeside, som pdf filer.

Holstebro, primo februar 2005 Peter Sandbøl Faglig Årsberetning 2004

5


6

Faglig Ă…rsberetning 2004


Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink Mette Gade1 & Jens Malmkvist2 1. Veterinærkontrollen, Danish Crown, Vendersgade 23-25, Postboks 1456, 7500 Holstebro. 2. Afd. for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, 8830 Tjele.

Sammendrag Den tidlige hvalpedødelighed er væsentlig i minkproduktionen og kunne med fordel reduceres. Skøn udelukkende baseret på hvalpetællinger angiver typisk dødeligheder fra fødsel til fravænning på 20-30%, mens direkte observationer af fødsler tyder på at det reelle tal for hvalpedødeligheden er højere, i det mindste for de undersøgte første års tæver. Formålet med projektet i 2004 var at undersøge en række faktorer af betydning for den tidlige hvalpedødelighed, baseret på direkte observationer af drægtige tæver før, under og efter fødslen, kombineret med indsamling og obduktion af alle døde hvalpe. I forsøget forekom 84% af tabet af hvalpe det første levedøgn, og andelen af dødfødte udgjorde 42%. Fødselsvarigheden varierede mellem tæver (gns. ± sd.: 9t 3 min ± 6 t 8 min), og varigheden havde betydning for antallet af hvalpe, der døde indenfor 7 levedøgn efter fødslen. Adfærd før, under og efter fødslen blev analyseret systematisk, og kuld fra tæver med højt hvalpetab lå oftere og længere tid spredt i forhold til kuld fra tæver med lavt hvalpetab. Forsøget viser at fødselsvarigheden samt at nogle, men ikke alle, dele af modertævens adfærd har betydning for den tidlige hvalpedødeligehed hos mink. Denne viden kan udnyttes i fremtidige forsøg rettet mod at nedbringe den relativt store tidlige hvalpedødelighed hos mink. Gade, M. & Malmkvist, J. 2004. Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink. Faglig Årsberetning 2004, 7-14, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Early kit mortality is of a considerable size in mink production, and a reduction in the mortality would be an advantage. Based solely on kit counts, the mortality rates between birth and weaning average 20-30%; however, direct observations of births indicate that the real numbers are higher – at least as regards the one-year-old females examined. Based on direct observations of pregnant female mink before, during and after birth as well as collection and autopsy of all the dead kits, in 2004 the purpose of the project was to study a number of factors of importance in relation to early kit mortality. In the study 84% of all the dead kits died within the first 24 hours after birth, and the percentage of stillborn kits was 42%. The duration of the births differed between the females (mean ± sd.: 9 h 3 min ± 6 h 8 min), and the duration had an effect on the number of kits that died within seven days after birth. The behaviour of the females before, during and after birth was analysed systematically, and the litters of females with high kit mortality rates were often left lying around compared to the litters of females with low kit mortality rates. The study demonstrated that the duration of birth as well as some, but not all the behavioural patterns of the female mink had an effect on early kit mortality. This knowledge is of importance in relation to future studies aiming to reduce the relatively high early kit mortality in mink. Gade, M. & Malmkvist, J. 2004. Behaviour around birth in relation to early kit mortality in mink. Annual Report 2004, 7-14, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Typisk rapporteres hvalpedødeligheden fra fødsel til fravænning hos mink (Mustela vison) på farme til at være mellem 20-30%. Langt hovedparten af

dette tab (60-90%) forekommer i hvalpenes første tre til fire levedøgn (Einarsson, 1980; Wenzel & Reinsberger, 1984; Martino & Villar, 1990; Schneider & Hunter, 1993; Malmkvist et

Faglig Årsberetning 2004

7


Gade, M. & Malmkvist, J.

al., 1997). En del af den tidlige hvalpedødelighed vil være skjult på farmen, da tæver der har født, men hvor hvalpene hurtigt forsvinder, fejlagtigt kan registreres som goldtæver. Dødfødsler, sult og afkøling har i tidligere undersøgelser været angivet blandt hovedårsagerne til tidlige hvalpedødelighed. Især de første dage efter fødslen er kritisk for hvalpenes overlevelse, da hvalpene ved fødsel er nøgne, har få energireserver og mangler evnen til termoregulering (Tauson, 1994; Harjunpää & RouvinenWatt, 2004). Derfor er den tidlige yngelpleje af afgørende betydning for kuldets overlevelse. Tævens yngelplejeadfærd består bl.a. af redebygning, diegivning (ernæring, immunoglobuliner, Uttenthal et al. 1998), beskyttelse, kropspleje og varme (Malmkvist & Hansen, 1999). Der findes kun sparsom viden om denne adfærd til trods for, at resultater viser, at tæver holdt under samme forhold, kan være mere eller mindre succesfulde som mødre. Selvom minkhvalpe fødes døve, blinde og nøgne, så har de gennem evolutionen erhvervet nogle adfærdsmæssige og fysiologiske mekanismer med tilpasningsmæssig værdi, eksempelvis at søge efter dievorte, klumpe sammen som værn mod kulde samt brug af højfrekvent vokalisering. Hvalpenes evne til selv at opretho lde konstant kropsvarme regnes for udviklet omkring 22 dages alderen (Harjunpää & Rouvinen-Watt, 2004). Selvom hvalpene først kan høre omkring 29 dages alderen, udsender de allerede fra fødslen lyde. Et formål kan være at få modertæven til at reagere, og f.eks. hente hvalp der er kommet væk fra reden (hvalp-i-nød test udført dag 5 efter fødsel; Malmkvist & Houbak, 2000). Imidlertid mangler vi stadig meget viden om tævens adfærd og fysiologi, samt samspillet mellem tæve og hvalpe i

8

forbindelse med fødslen. Formålet med denne undersøgelse var at frembringe ny viden om fødslen hos mink, og relatere denne viden til den tidlige hvalpedødelighed, defineret som tabet de 7 første levedøgn. I undersøgelsen i 2004 fokuserede vi mest på hvilke faktorer, der adskiller tæver med og uden tidligt hvalpetab. Materiale og metode Der blev i hvalpesæsonerne 2002-2004 anvendt 10 transportable optageenheder. Med disse mobile enheder blev 39 drægtige 1. årstæver af typen wildmink videooptaget i deres hjemmemiljø på Forskningscenter Foulums farm. Tæverne blev video optaget mindst 3 timer før fødsel til 24 timer efter fødslens begyndelse. Tid for fødsel af hver hvalp samt hvalpens fødselsretning (hoved eller hale først) blev noteret. Varighed for fødsel af et kuld blev beregnet som tiden fra første til sidst hvalp var født. Hvalpene blev talt op på fødselsdagen (videooptagelserne) samt på dag 1, 3 og 7. Alle døde hvalpe fundet indenfor det første levedøgn blev obduceret. Ved obduktionen blev fødedato og findested noteret, og hva lpenes køn og vægt bestemt. Hvalpen blev diagnosticeret som dødfødt ved en negativ flydetest (lungevæv faldt til bunds i vand). Desuden blev makroskopiske synlige misdannelser og læsioner registreret. Fra videomaterialet 2002-2004 udvalgte vi tæver med hhv. meget lavt (LHT) og meget højt hvalpetab (HHT), til videre adfærdsanalyse for hvad som adskiller disse tæver. Krav til tæverne var at de skulle have en kuldstørrelse på 5-10 ved fødsel. LHT-gruppen bestod således af 8 tæver som ikke mistede levendefødte hvalpe dag 0-7, mens HHT -gruppen bestod af 8 tæver som mistede over 70% af kuldet dag 0-7. Videooptagelserne af tæverne i de to grupper blev observeret i perioden 3

Faglig Årsberetning 2004


Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink

timer før til 24 timer efter fødslen af første hvalp (tabel 1). Tævernes hvalpe blev observeret i den samme periode for de adfærdselementer, som er angivet i tabel 2. Da det ikke var muligt at benytte individuel identifikation af de nyfødte hvalpe er analyse af adfærden udført på tæve/kuld niveau. Resultater og diskussion Fødselsvarighederne i det samlede materiale (2002-2004) var 9 timer 3 min (± 6 t 8 min), mens fødselsvarighederne for LHT (n=8) og HHT (n=8) var på henholdsvis 5:07 ± 2:38 og 10:06 ± 5:54 timer, hvilket tyder på at tæver med lavt hvalpetab (LHT) havde en kortere fødselsvarighed end tæver med højt hvalpetab (HHT) (t14=2,063; P=0,058). Dette resultat understøttes af, at der blev fundet en positiv korrelation mellem fødselsvarighed og antal døde hvalpe dag 0-7 (figur 1). Ses på den totale hvalpedødelighed dag 0-7

på hele dyrematerialet findes ligeledes en signifikant effekt af fødsels varigheden (Generaliseret Lineær Model: χ1,21=13,20; P<0,001). Der var ingen sammenhæng mellem fødselsvarighed og kuldstørrelse (RSpearman=0,21; P=0,21; n=39), hvilket er i overens stemmelse med tidligere fund på et mindre antal tæver af typen scanblack (Malmkvist & Houbak, 2002). Der var i denne undersøgelse intet tydeligt mønster i fødselstidspunktet, hvilket er i modstrid med Malmkvist & Houbak (2002), der fandt signifikant flere fødsler forekom omkring solens op- og nedgang (dvs. i minkens naturlige aktivitetsperioder). Der var en ikke sikker tendens til, at færre fødsler startede i arbejdstiden (kl.08:00-16:00) i forhold til resten af døgnet (?2V=1=2,88; P=0,092), men sikre konklusioner om fødselstidspunkt kræver yderligere undersøgelser på flere dyr.

Tabel 1 Observationer af tæver med lavt og højt tidligt hvalpetab Adfærdsvariabel

Definition

Tæven i rede

Tæven har begge forben samt hovedet inde i redekassen

Tæven i bur

Tæven har begge forben samt hovedet ude i buret

Stereotypier i bur

Tæven udfører et uniformt bevægelsesmønster tilsyneladende uden et formål, gentaget minimum 3 gange i træk uden afbrydelser

Tæven passiv, uden hvalp

Tæven ligger helt stille evt. med få små bevægelser af hovedet og benene. Har ingen berøring med hvalpene

Tæven passiv, med hvalp

Tæven ligger helt stille evt. med få små bevægelser af hovedet og benene. Har berøring med minimum 1 hvalp. Inkluderer diegivning mens tæven hviler.

Redebygning

Tæven transporterer materiale (halm eller uld) til reden eller f lytter rundt på materiale i reden vha. snuden eller munden

Snude ved genitalregion

Tæven slikker eller snuser genitalregionen eller har snuden ved genitalregionen

Hvalp født

Hvalpen er synlig i kønsåbningen

Fødselsretning: Forlæns længdeleje Baglæns længdeleje

Hvalpen fødes med hovedet først Hvalpen fødes med bagparten først

Cirkelbevægelse om hvalpe

Cirklende bevægelser rundt om hvalpene, mens hvalpene enten er i centrum af cirklen eller er skjult under tævens krop

Slik/snus hvalp

Slik rettet mod hvalp eller berøring af hvalp med tævens snuderegion

Æder hvalp

Tæven tager hvalpen i munden og tygger.

Bærer/ træk hvalp

Tæven trækker eller bærer hvalpen i munden.

Flytter til bug

Tæven trækker eller bærer hvalpen i munden, således at den lægges ved tævens bug

Anden adfærd

Tæven udfører en anden aktivitet end de ovenfor nævnte, f.eks. drikke, æde, defækere, urinere, pelspleje, cirkler på reden før fødslen, veer, se ud af redekasseåbningen.

Faglig Årsberetning 2004

9


Gade, M. & Malmkvist, J.

Tabel 2 Observationer af kuld fra tæver med lavt eller højt tidligt hvalpetab Adfærdsvariabel

Definition

Hvalpene ude

Kuldet er ude i buret

Hvalpene inde

Kuldet er inde i redekassen

Hvalpene ude/inde

Kuldet findes både inde i redekassen og ude i buret

Hvalp alene

En hvalp ligger længere end en hvalps kropslængde fra en anden hvalp

For 221 hvalpe (ud af i alt 340 fødte hvalpe) var det muligt at bestemme fødselsretningen. Heraf blev 80% født med hovedet først og 20% blev født med halen først (?2V=1=77,652; p<0,001). Der var ingen sammenhæng mellem andel af kuldet født med halen først og dødeligheden den første uge

(Rspearman=-0,068; P=0,74) eller antal dødfødte hvalpe per kuld (Rspearman=0,084; P=0,69). Antallet af hvalpe per kuld ved optællingerne på fødselsdagen samt på dag 1, 3 og 7 efter fødslen i år 2004 fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Antallet af hvalpe ved optællinger på fødselsdagen (videooptagelse), dag 1, 3 og 7 efter fødslen i 2004. Optælling Kuldstørrelse (gns.±s.e.) Total antal fødte hvalpe dag 0 (n=26) 9,5 ± 0,45 Antal levendefødte hvalpe dag 0 (n=24) 7,5 ± 0,47 Dag 1 (n=26) 5,3 ± 0,55 Dag 3 (n=26) 4,7 ± 0,55 Dag 7 (n=26) 4,5 ± 0,54

Der var en samlet dødelighed de første 7 levedøgn på 49,5 ± 6,3% (n=26) eller 37,3 ± 6,5% uden de dødfødte hvalpe (n=24). Dette tab ligger på samme niveau som i en tidligere undersøgelse, hvor hvalpene også blev talt på videooptagelser når de blev født (Malmkvist & Houbak, 2002). Den fundne dødelighed skal sammenholdes med, at farmpersona let ikke har ydet

indsats for at redde hvalpene i forsøget, f.eks. brug af kuvøse, samling af spredte af kuld, kuldudligning, sætte hvalpe tilbage i rede eller lignende, hvilket er normal farmpraksis. Ud af det samlede hvalpetab dag 0-7 døde 84% af hvalpene indenfor det første døgn efter fødslen. Ses bort fra de dødfødte hvalpe døde 74% indenfor det første døgn.

Figur 1. Sammenhæng mellem hvalpetab dag 0-7 og fødselsvarighed (RSpearman =0,56; P<0,001; n=39 kuld).

10

Faglig Årsberetning 2004


Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink

Der blev i alt obduceret 97 hvalpe, heraf var 49 hvalpe dødfødte, hvilket udgør 41,5% af det samlede tab dag 07. Gennemsnitlig fik hver tæve 2,0 ± 0,50 dødfødte hvalpe. I den forbindelse skal det nævnes, at 1.års tæver får flere dødfødte hvalpe end ældre tæver (Einarsson, 1980). Der var en positiv korrelation mellem kuldstørrelse og antal dødfødte per kuld (RSpearman=0,64; p<0,0001). Gennemsnitsvægten var ens mellem dødfødte (9,5 ± 0,31g) og de levendefødte hvalpe, der døde indenfor det første levedøgn (9,5 ± 0,26 g) (t94=0,203; P=0,84). Dette tyder ikke på, at hvalpene døde på grund af de var underudviklede, eller at dødfødte hvalpe var mindre udviklede end de levendefødte. Ud af de obducerede hvalpe havde 20% læsioner. Disse var hyppigst placeret yderst på baglemmer og hale (n=8) og på hoved og nakkepukkel (n=8). I 21% af tilfældene var der ingen blødninger i forbindelse med læsionerne (n=4, alle levendefødte hvalpe), hvilket tyder på, at læsioner er opdraget postmortalt. Blødninger i forbindelse med læsionerne blev set hos både levende- og dødfødte hvalpe. Således har en vis andel af de dødfødte hvalpe været i live i fødselsøjeblikket. De to grupper af tæver med hhv. lavt (LHT) og højt (HHT) tidligt hvalpetab blev sammenlignet baseret på en samlet varighed af observations perioden på 432 timer (= 16×27 timer). Ikke alle adfærdselementer i tabel 1 blev set, f.eks. åd ingen tæver hvalpene indenfor de første 24 timer efter fødslen. Intet tyder derfor på at kannibalisme det første levedøgn kan forklare den store forskel på de to gruppers hvalpedødelighed. Decideret kannibalisme hos mink kan dog forekomme (tidligere observeret, og

blev også set i dette projekts optagelser efter første levedøgn). Før fødsel brugte tæverne med HHT længere tid på at slikke deres genitalregion. Der kunne ikke påvises nogen forskel på den tid tæverne i de to grupper brugte på hvile, stereotypi eller redebygning. Sidstnævnte resultat skal tages med et forbehold, da tæverne ikke havde fri adgang til halm, af hensyn til at opnå en god optagelseskvalitet. Dog har det hellere ikke i en tidligere undersøgelse været muligt at påvise nogen forskel mellem tæver med og uden hvalpetab i opbygningen af deres reder når denne blev scoret fra før fødsel og igennem hvalpeperioden (Malmkvist & Hansen, 1999). Endnu mangler vi viden om selve redebygningens betydning for fødselsforløb, fødselsvarighed og tidlig dødelighed hos mink, men dette håber vi at kunne opnå gennem fremtidige forsøg. Under fødsel adskilte tæverne med LHT sig fra tæverne med HHT bl.a. på, at de brugte mere tid på at slikke deres hvalpe (tabel 4). HHT tæverne var passive sammen med deres hvalpe i en større andel af tiden under fødslen end LHT tæverne, hvilket var noget overraskende. I perioden efter fødsel (9 timer) brugte LHT tæverne igen en større andel af tiden på at slikke deres hvalpe end HHT tæverne (tabel 4). Både under- og efter fødsel flyttede tæverne med LHT oftere deres hvalpe til bug end HHT tæverne. Førnævnte resultater skal tages med det forbehold, at en del af HHT tævernes hvalpe døde kort efter fødsel samt, at HHT tævernes fødselsvarigheder ofte var længere. Således har HHT tæverne hurtigt færre hvalpe at slikke og flytte til bug end tæverne med LHT. Ideelt burde flytter til bug og slik/snus hvalp have været gjort op per hvalp.

Faglig Årsberetning 2004

11


Gade, M. & Malmkvist, J.

Tabel 4. Adfærd som % af tiden under - og efter fødsel i de to grupper af tæver med lavt (LHT) og højt (HHT) hvalpetab, opgjort som gns.± s.e.m og median [ Q25;Q75] Under fødsel Efter fødsel Adfærdsvariabel (%) LHT HHT LHT HHT Genital slik 22,6 ± 2,45 14,8 ± 1,92* 3,5 ± 0,48 5,7 ± 1,76 Redebygning 1,2 ± 0,38 1,4 ± 0,68 0,96 ± 0,34 0,7 ± 0,25 Stereotypi 0 [0,00;0,16] (3) 0 [0,0;0,6] (3) 0 [0;0] (2) 0 [0,0;0,5] (3) Passiv –hvalp (0) (0) 0 [0;0,6] (3) 0 [0;0] (1) Passiv +hvalp 17,9 ± 3,35 34,1 ± 4,98* 63,9 ± 3,20 63,7 ± 6,49 Cirkel bevægelse 0,9 [0,6;3,3] 0,5 [0,1;2,2] 0,5 [0,3;1,3] 0,4 [0,1;1,7] Slik hvalpe 35,9 ± 1,98 25,4 ± 3,62* 21,0 ± 1,67 10,5 ± 1,96** Bærer hvalp (0) (0) 0,05 [0,01;0,07] 0,0 [0,0;0,04] (1) Æder hvalp (0) (0) (0) (0) Anden adfærd 19,1 ± 2,47 23,5 ± 3,57 8,8 ± 1,54 10,6 ± 1,52 Tallene i parenteser angiver gruppestørrelsen, hvis ikke lig 8 i LHT og 7 i HHT. *ved P<0,05; **v ed P<0,01.

Kuldene i HHT gruppen lå oftere og i længere tid spredte end kuldene i LHT gruppen (tabel 5). Netop evnen til at

holde sit kuld samlet må anses for at være en yderst vigtig egenskab for minktæver.

Tabel 5. Adfærd opgjort som gns.± s.e.m. og median [ Q25;Q75] hos kuld fra tæver med lavt (LHT) og højt (HHT) hvalpetab i perioden 24 timer efter fødsel start Varighed i sek. eller timer:min

24t efter fødsel start LHT

HHT

Placering rede 23:53 [23:25;23:57] 23:43 [05:48;24:00] bur 0 [0;435] (3) 79 [0;02:13] (4) ud/inde 116 [0;273] (5) 34 [0;09:49] (4) Ingen hvalpe alene 20:46 [18:49;22:44] 13:27 [08:27;20:59] 1 hvalp alene 01:44 [01:08;04:03] 05:10 [02:56;09:48] 2 hvalpe alene 80 [0;574] (4) 01:22 [196;05:08] (7) 3 hvalpe alene (0) 46 [0;702] (4) (0) (0) ≥4 hvalpe alene Tallene i parenteser angiver gruppestørrelsen, hvis ikke lig 8. Varigheder på over 2000 sek. er omregnet til timer:min.

Forsøg med andre redebyggende pattedyrsarter med mange unger har vist at (i) stress/opstaldningsform kan påvirke fødselslængen, sandsynligvis en følge af stresshormoners samspil med oxytocin (Lawrence et al., 1992; Carsten et. al, 1993; Jarvis et al, 1999; Douglas et al., 2002.), og (ii) at adgang til egnet redemateriale kan forkorte varigheden af faringens første del hos søer (Thodberg et al., 1999). En mulig virkningsmekanisme kan være at selve det at udføre en adfærd (redebygning), som tæven er meget motiveret for op til fødslen, vil reducere stress-niveauet, og få fødslen til at forløbe hurtigere/lettere, medieret via interak-tioner mellem cortisol og oxytocin samt andre hormoner/prostaglandiner. På forskningscenter Foulum udførte vi i 2004 et forsøg med kateteriserede minktæver for at koble stresshor-monerne cortisol, ACTH med ho rmonet oxytocin omkring

12

P N.S. N.S. N.S. 0,065 0,015 0,050 N.S. N.S.

fødsel. Hormonana -lyserne herfra forventes i løbet af december 2004. På farme anvendes forskellige managementmetoder op til fødsels perioden, f.eks. med hensyn til at tilbyde tæverne redebygningsmateriale og håndtering/transport af drægtige dyr. Effekten af disse forskelle i management er ikke veldokumenterede, men vil i lyset af den nyeste viden være relevant at få klarlagt. Tidligere har Møller (1990) undersøgt effekten af hvalpenet, skærm og redeindsats (hold A), pakket rede uden hvalpeindsats (hold B) samt ingen adgang til redekasse (hold C). I denne undersøgelse havde en lille men ’velbygget’ rede betydning for hvalpens overlevelse. Sammenhænge mellem redebygningsmuligheder, fødselsvarighed, stress og hvalpenes overlevelse er imidlertid ikke tidligere beskrevet hos mink. En foreløbig

Faglig Årsberetning 2004


Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink

arbejdshypotese er at selve det, at udføre redebygningsadfærd kan påvirke fødselsvarigheden, hvalpenes vitalitet og den tidlige dødelighed. Konklusioner Vi fandt i denne undersøgelse ved sammenligning af udvalgte tæver med forskellig grad af hvalpetab, samt på hele datamaterialet, at • ved direkte observationer fra videooptagelserne kan vi følge flere hvalpe end som typisk findes ved senere tællinger • tæverne fødte i gennemsnit 9,5 hvalpe, og de mistede 49,5% den første uge • det første døgn er afgørende, idet ud af det samlede tab den første uge døde 84% af alle hvalpe det første levedøgn • fødselsvarigheden kan være af betydning for antallet af hvalpe, som dør indenfor de første syv levedøgn • tæver med intet/lavt hvalpetab slikkede deres hvalpe mere både under og efter fødsel, samt samlede hvalpe hyppigere til bug (sandsynligvis som del af diegivningsadfærd) • stereotypier forekommer omkring fødsel, på et lavt niveau og uden påviselig forskel mellem grupper af tæver med lavt/højt hvalpetab • tæver med højt hvalpetab var mere passive sammen med hvalpe under fødslen • der var ingen påviselig forskel i tævernes redefasthed det første døgn • infanticid adfærd forekommer, men blev ikke observeret det første døgn • hvalpe af tæver med højt hvalpetab var længere tid væk fra resten af kuldet, dvs. kuldet hos tæver med højt hvalpetab er mere spredt det første døgn end hos tæver med lavt hvalpetab

• •

de dødfødtes hvalpes andel af den tidlige hvalpedødelighed var 42% dødfødte hvalpe havde en kropsvægt tæt på det normale og var fuldt udviklede (havde ingen synlige misdannelser), hvilket peger på muligheden for at de er gået til umiddelbart inden eller under fødslen

Tak Tak rettes til forsøgstekniker Birthe Houbak (DJF) for altid engageret hjælp, samt til lektor Birgitte I. Damm (KVL), som medvejleder for Mette Gades veterinære specialearbejde: ”Betydningen af fødselsforløbet og yngelplejeadfærden for den tidlige hvalpedødelighed hos farm mink (Mustela Vison)” (Oktober 2004, Kgl. Veterinære Landbohøjskole, 32pp). Dette projekt var støttet af midler fra Pelsdyrerhvervet (25%) samt fra Danmarks JordbrugsForskning (25%) og Direktoratet for Føde-vareerhverv (50%), Ministeriet for fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Danmark. Referencer Carsten, H., Algers, B., De Passillé, A.M., Rushen, J. & Uvnäs-Moberg, K. 1993. Early milk ejection prolonged parturition and periparturient oxytocin release in the pig. Animal production, 57, 465-471. Douglas, A.J., Leng, G. & Russell, J.A. 2002. The importance of oxytocin mechanisms in the control of mouse parturition. Reproduction Cambridge, 123, 543-552. Einarsson, E.J. 1980. Prenatal and early postnatal mortality in mink. Proceedings of the 2nd International Scientific Congress on Fur Animal Production, 14 pp. Harjunpää, S. & Rouvinen-Watt, K. 2004. The development of homeothermy in mink (Mustela vison).

Faglig Årsberetning 2004

13


Gade, M. & Malmkvist, J.

Comparative Biochemistry Physiology Part A, 137, 339-348.

and

Jarvis, S., McLean, K.A., Calvert, S.K., Deans, L.A., Chirnside, L. & Lawrence, A.B. 1999. The responsiveness of sows to their piglets in relation to the length of parturition and the involvement of endogenous opiods. Applied Animal Behaviour Science, 63, 195-207. Lawrence, A.B., Petherick, J.C., McLean, K., Gilbert, C.L., Chapman, C. & Russell, A.J.1992. Naloxone prevents interruption of parturition and increases plasma oxytocin following environmental disturbance in parturient sows. Physiology & Behavior, 52, 917-923. Malmkvist, J. & Hansen, B.K. 2002. Adfærd hos minktæver ved avl for tidlig hvalpevækst. In: B.M. Damgaard & B.K. Hansen (red.) Kvalitetsskind fra sunde mink. Intern rapport 163, Danmarks Jordbrugsforskning, 55-62. Malmkvist, J. & Houbak, B. 2000. Measuring maternal care in mink: Kit retrieval test. VIIth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Katoria, Greece, 2000. Malmkvist, J. & Houbak, B. 2002. Observationer af minkfødsler. Faglig Årsberetning 2001, 15-19. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark, 15-19. Malmkvist, J., Houbak B. & Hansen, S.W. 1997. Mating time and litter size in farm mink selected for confident or timid behaviour. Animal Science, 65, 521-525.

14

Malmkvist, J. & Hansen, S.W. 1999. Betydningen af minktævens yngelplejeadfærd for den tidlige hvalpedødelighed. In: Møller S.H. (red.) Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Intern rapport 123, Danmarks Jordbrugsforskning, 63-72. Martino, P.E. & Villar, J.A. 1990. A survey on perinatal mortality in young mink. Veterinary Research Communikations, 14, 199-205. Møller, S, 1990. The need for nest boxes and drop-in bottoms in the whelping period of female mink. Scientifur, 14, 95-100. Schneider R.R. & Hunter, D.B. 1993. Mortality in mink kits from birth to weaning. Canadian Veterinary Journal, 34, 159-163. Tauson, A.H. 1994. Postnatal Development in Mink Kits. Acta Agriculturae Scandinavica Section A, Animal Science, 44, 177-184. Thodberg, K, Jensen, KH, Herskin, MS & Jørgensen, E, 1999. Influence of environmental stimuli on nest building and farrowing behaviour in domestic sows. Applied Animal Behaviour Science, 63, 131-144. Uttenthal, Å., Henriksen, P., Østergård, J., Clausen, T. & Costello, F. 1998. Immunoglobulin målinger i mink. Faglig årsberetning fra PFR, DPA 1998, p. 189-196). Wenzel, D. & Reinsberger, A. 1984. Ursachen nichtinfektiöser perinataler Welpenverluste bei Farmnerzen. Deutsche Pelztier Züchter, 58, 1-4.

Faglig Årsberetning 2004


Fyldfoder i vinterperioden II. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Tove N. Clausen1, S. W. Hansen2, B. Houbak2 & Carsten Hejlesen1 1

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Danmarks JordbrugsForskning, Forsøgscenter Foulum, P.O.Box 50, 8830 Tjele

2

Sammendrag I vinterperioden blev effekten af citruspektinaffald og aminosyren tryptophan på minktævers tomgangstid, adfærd og den senere reproduktion undersøgt. I undersøgelsen indgik 3 hold hver med 178 scanblack tæver. Kontrolholdet (KON) blev fodret med et typisk vækstperiode foder med procentdelen af den omsættelige energi fra protein:fedt:kulhydrat på 30:52:18. Et hold fik tilsat 10 % citruspectinaffald (PEC) og et hold (TRP) fik tilsat ekstra tryptofan (total: 0,30 g ford. Trp / 100 kcal). Forsøgsfoder blev tildelt i perioden 19. dec. til 24. feb., hvorefter alle tæver fik fodercentralfoder. I januar havde de to produkter ingen indflydelse på tomgangstiden eller adfærden, muligvis fordi tæverne blev trukket meget i foder. I februar fandt vi, at citruspectinaffald i foderet og i mindre grad tryptofan, nedsatte tomgangstiden. Imidlertid bevirkede den kortere tomgangstid ikke en reduktion af stereotypierne hvorfor smagligheden i højere grad end mæthedsfornemmelsen kan være medvirkende til den reducerede tomgangstid ved tilsætning af de 2 produkter. Produkterne havde ingen negativ effekt på de senere reproduktions resultater. De tæver der æder hurtigt op i januar og februar, er de tæver der taber sig meget i den pågældende periode. Samtidig ses det, at det er de tynde tæver der æder hurtigst op og stereotyperer mest. Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C. 2004. Fyldfoder i Vinterperioden II. Betydning for Adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2004, 15-26, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract In the winter period we used 3 groups, each consisting of 178 scanblack mink females, to investigate the effect of citrus pectin offal and the amino acid tryptophan on the time without feed, the stereotypic behaviour of the females and their reproductive results. A control group (KON) was fed a typical grower feed (energy distribution, protein:fat:carbohydrates; 30:52:18). To one group we added 10 percent citrus pectin offal (PEC) and to one group we added tryptophan up to a total of 0,30 g digestible Trp / 100 kcal. Trial feed was fed from Dec. 19 to Feb. 24. After that, feed from the local feedkitchen was fed to al groups. It was concluded, that citrus pectin offal and tryptophan in January had no influence on the female’s time without feed and her stereotypic behaviour, probably because the feed reduction was too high. In February we found that citrus pectin offal in the feed and to a lesser extent tryptofan reduced the time without feed. However the reduced time without feed did not reduce stereotypic behaviour, so the taste of these products is probably more important for the reduction in time without feed than satiety. The products had no negative effect on the reproduction results, and they could not reduce stereotypic behaviour. Females eating fast in January and February are those females that loose much weight in the same period. These females also are low in weight, eat fast and have stereotypic behaviour. Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C. 2004. Fibres in mink feed in the winter period. Influence on behaviour and reproduction. Annual Report 2004, 15-26, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Den alment praktiserede vinterfodring resulterer ofte i at minkene får en lang tomgangsperiode, og dette er medvirkende til at udløse stereotypier (Hansen, 1999 og Houbak & Møller,

2000). Dette kan evt. undgås ved, at anvende et mere fyldende foder med et lavere energi indhold, således at der er en større fodermængde til rådighed (Damgaard et al, 2003; Hansen & Damgaard, 2002; Hansen et al., 2004).

Faglig Årsberetning 2004

15


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

En lang række faktorer har vist sig at have appetitregulerende betydning, dels ved at påvirke opholdstiden i maven og tarmen og dels ved at påvirke blodets og tarmens indhold af en række forskellige stofskifteprodukter, som har appetitregulerende betydning (Agus et al., 2000; Beckoff, et al., 2001; Bennett et al., 1999; Chen et al., 1998; Delgado-Aros et al., 2002; Gutzwiller et al., 1999; Imeryüz et al., 1997; Kalra et al., 1999; Mikkelsen et al., 2000; Nauck et al., 1997; Näslund et al., 1998 og 1999; Prentice, 1989; Sparti et al., 2000; Rayner et al., 2000; Rolls et al., 1999; Tang -Christensen et al., 2000 og Wettergren et al., 1998). I et tidligere forsøg (Hansen et al., 2004) undersøgtes effekten på dyrenes adfærd og den senere reproduktion af at sænke energiindholdet i foderet. Det sænkede energiindhold blev opnået ved at iblande bygskalmel i stigende mængde. Det blev konkluderet at højt fiberindhold i foderet nedsætter tomgangstiden, og reducerer stereotypifrekvensen hos mink, derudover havde højt fiberindhold i foderet i vinterperioden ingen negativ effekt på reproduktionsresultaterne. I indeværende forsøg undersøgte vi effekten på dyrenes adfærd og den senere reproduktion af at sænke energiindholdet i foderet ved hjælp af pektinaffald fra citrus. Citruspectinaffald indeholder en større mængde opløselige fibre end bygskalmel. Opløselige fibre påvirker generelt tarmindholdets viskositet og mave- tarmkanalens tømning mere end uopløselige fibre. Citruspectinaffald er et restprodukt efter fremstilling af citruspectin, en stor del af den oprindelige pectin er således fjernet. Derudover anvendte vi aminosyren tryptophan, der hos hunde har en betydning for mavetømningen og dermed for dyrenes mætheds-fornemmelse (Stephens et al., 1975). Effekten

16

hos hunde var dosisafhængig således at et stigende tryptophan indhold gav langsommere tømning.

Materiale og metoder Dyremateriale og opsætning Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold scanblack mink á 178 tæver. Tæverne blev sat i forsøgshold i uge 50. Holdene blev sat op i sektioner af to blokke, fordelt jævnt på 3 haller. Samtlige bure fik en farvemarkering der angav, hvilket foder der skulle anvendes. Fodringsrækkefølge varierede fra dag til dag. Foder Forsøgsfodringen startede 19/12. Tæverne fik forsøgsfoder indtil 24/2, dernæst fik alle tæver fodercentralfoder. Kontrolholdet fik vækstperiodefoder med energifordelingen 30:52:18. Ud fra denne blanding blev fremstillet en forsøgsblanding, hvori der blev anvendt 10 % pectin affald. Niveauet blev bestemt ud fra forsøg i fordøjelighedsstalden med 7,5 og 15 % pectin iblanding (Hejlesen, 2004). Der var reduceret ædelyst ved 15 % iblanding, men tilfredsstillende ædelyst ved 7,5 %. Derudover blev der ud fra kontrolholdet fremstillet en blanding med tilsætning af tryptophan, således at indholdet af tryptofan i foderet var 5 gange vækstperiode normen (0,30 g tryptofan / 100 kcal), mængden blev valgt ud fra maximal effekt på mavetømningen ved hunde (Stephens et al, 1975), samt forsøg i fordøjelighedsstalden (Hejlesen, 2004). Forsøgsopstillingen ses af tabel 1, og foderplanerne ses af tabel 2.en, 2004). Forsøgsopstillingen ses af tabel 1, og foderplanerne ses af tabel 2. Den udfodrede fodermængde, evt foderrest og foderspild blev registreret.

Faglig Årsberetning 2004


Fyldfoder i Vinterperioden II. Betydning for Adfærd og den senere Reproduktion.

Tabel 1. Forsøgsopstilling Hold Antal tæver 19/12 (2003) til 24/2 KON (61)

178

PEC (62)

178

TRP (63)

178

24/2 til dag 42

Kontrol 30:52:18, 195 kcal/100 g Kontrol med 10 % pectin affald, 169 kcal/100 g Kontrol med Tryptofan, 194 kcal/100 g

Fodercentralfoder

Tabel 2. Foderplaner til standard minktæver fra 19/12 2003 til 24/2 – 2004, dernæst blev anvendt foder centralfoder. Hold KON

PEC

14,27

11,42

14

23

18,40

22,2

Fjerkræaffald

11,4

9,12

11,2

Helfisk ensilage

3,79

3,03

3,72

Byg

7,35

5,88

7,39

Hvede

7,35

5,88

7,39

Fiskemel

4,64

3,71

4,57

Hæmoglobinmel

1,90

1,52

1,82

Majsgluten

2,84

2,27

2,81

Soyaolie

4,72

3,78

4,73

Svinefedt

2,36

1,89

2,37

Fiskeaffald, < 3% fedt Industrifisk, 8 – 12 % fedt

Pectin affald

TRP

10

Tryptophan

0,50

Vitaminer/mineraler

0,37

0,37

0,37

Vand

16,01

22,73

16,95

Plantal: Energiindhold: kcal/100g MJ/kg MJ/kg tørstof Tørstof, %

203,8 8,5 19,6 43,6

164,1 6,9 18,7 36,8

203,6 8,5 19,6 43,6

Energifordeling

30.52:18

30:52:18

30:52:18

2,8

2,3

2,8

195 8,2 19,2 43

169 7,1 18,4 38

194 8,1 19,2 42

Aske, % Analysetal: Energiindhold: kcal/100g MJ/kg MJ/kg tørstof Tørstof, % Energifordeling Aske, %

31,5:50:18,5 31,5:50,5:18 2,8

2,4

31:50:19 2,8

Fra 19/12 til 5/1 var pectin indholdet 10,5 %

Fodring Tæverne blev fodret efter normale farmprocedurer med henblik på moderat nedslankning i løbet af januar og februar måned. Den gennemsnitlige daglige energi tildeling pr dyr i vinterperioden skulle være ens, men tæverne skulle stadig fodres individuelt. Kontrolholdets energiindhold var 195 kcal / 100 gram, tilsætning af citrus pectinaffald sænkede foderets energiindhold til 169 kcal / 100 gram. Tryptofan tilsætningen havde ingen betydning for energiindholdet.

Tævernes huld blev vurderet 3 gange om ugen, der blev anvendt klemmer for at angive, hvilke tæver der skulle have mere og hvilke der skulle have mindre i forhold til de andre. Tæverne blev fodret sidst på formiddagen hver dag (ca. kl 11). Tomgangstid i de forskellige hold blev vurderet to gange, 21. januar og 19. februar. Tomgangstiden blev vurderet ved at tælle hvor mange foderklatter der lå på tråden 2, 4, 6, 9, 12 og 24 timer efter udfodringen af foderet. Foderet blev undersøgt for indhold af tørstof, protein, fedt og aske. Sammensætningen af citruspectinaffald ses af tabel 3. Tabel 3. Sammensætning af citruspectinaffald Tørstof

19 % i % af tørstof

Protein

6,2

Fedt

5,2

Total kulhydrater

88

Aske

0,9

Vejninger Ungtæverne blev vejet ved sortering ca. 3/12, de gamle tæver blev vejet straks de var sat i hold i december (10/12). Alle tæver blev vejet 6/1, 24/2 og dag 42 i dieperioden. Derudover blev tilfældigt udvalgt 20 ungtæver pr hold som vejehold. Disse tæver blev yderligere vejet 20/1, 27/1, 3/2, 10/2, 17/2 og 1/3. Hvalpene blev talt ved fødsel, samt kønssorteret og vejet dag 42. Adfærdsvurderinger Tævernes adfærd blev testet 10/12, 22/1 og 18/2 (før fodertildelingen blev sænket yderligere som forberedelse til flushing). I forbindelse med de to sidste test blev tomgangstiden vurderet. Adfærdsvurderingerne blev altid foretaget før fodring. Resultater og diskussion Foder Analyse af energifordelingen i foderet fremgår af tabel 2, protein indholdet var lidt højere og fedt indholdet lidt lavere

Faglig Årsberetning 2004

17


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

end planlagt, men energifordelingen i de tre hold var ens. Energiindholdet i KON holdet og TRP holdet var 195 hhv 194 kcal / 100 g, hvorimod der kun var 169 kcal / 100 g i PEC. Den udfodrede fodermængde blev registreret, der var ikke foderrester og der blev ikke observeret unormal foderspild. Fodertildelingen i kcal/dyr/dag ses af figur 1. Der blev udfodret samme energimængde til holdene i hele

perioden, på nær PEC holdet, hvor der i perioden 9. til 15. februar utilsigtet blev tildelt færre kcal. I denne periode blev der udfodret samme mængde foder i gram i stedet for samme energimængde (fig 2). Dyrene fik i gennemsnit i hele perioden ca. 200 kcal pr dag, hvilket svarer til at dyrene i KON og TRP holdene fik ca 100 g foder pr dag, og dyrene PEC holdet fik ca 115 g foder pr. dag.

Kcal/dyr/dag 240 220 200 180 160 140 120 100 6-11 jan

12-18 jan

19-25 jan

26j-1feb

KON

2-8 feb

PEC

9-15 feb

16-23 feb

TRP

Figur 1. Udfodret energimængde i vinterperioden, kcal/dyr/dag, i kontrol hold (KON), samt hold med tilsætning af pectin (PEC) og hold med tilsætning af Tryptofan (TRP).

gram/dyr/dag 150 140 130 120 110 100 90 80 70 60 6-11 jan

12-18 jan

19-25 jan

26j-1feb

KON

2-8 feb

PEC

9-15 feb

16-23 feb

TRP

Figur 2. Udfodret fodermængde i vinterperioden, gram/dyr/dag, i kontrol hold (KON), samt hold med tilsætning af pectin (PEC) og hold med tilsætning af Tryptofan (TRP).

Tævevægte Vægtudvikling i vinterperioden hos vejeholdets tæver (20 ungtæver pr 18

hold) (figur 3), viste at tæverne tabte sig betydeligt i december, derefter var der et moderat vægttab i januar måned,

Faglig Årsberetning 2004


Fyldfoder i Vinterperioden II. Betydning for Adfærd og den senere Reproduktion.

efterfulgt af en vægt stigning i februar. D. 17. februar havde PEC holdets tæver tabt sig mere end de øvrige hold, det skyldes at tæverne i det hold fik tildelt færre kcal i perioden 9. – 15. februar en de andre tæver. (fig 1). D. 24/2 havde PEC tæverne taget på i vægt igen og vejede det samme som KON holdets tæver. TRP holdets tæver vejede d. 20/1 og d. 10/2 signifikant mindre end hhv PEC og KON.

Vægtudviklingen for hele holdet opdelt på ungtæver og gamle tæver (fig 4), viste at der ikke var forskel mellem holdene, men at ungtæverne tabte sig betydeligt mere en de gamle tæver gennem december og januar måned. Ved vejning d. 24. februar var der tendens til at tæverne i TRP holdet vejede mindre end de øvrige tæver (p=0,07). Dag 42 i dieperioden var vægt forskellen mellem unge og gamle tæver ikke særlig stor (p=0,06).

gram 1400 1350 1300 1250 1200 1150 1100 1050 1000 950 900 sortvægt

06-jan

20. Jan

27. Jan

3.febr

KON

PEC

10-feb

17-feb

24-feb

01-mar

TRP

Figur 3. Vægtudviklingen i vinterperioden i vejeholdets tæver (20 ungtæver pr hold).

1400

gram

1350 1300 1250 1200 1150 1100 1050 1000 December KON ung

06-jan PEC ung

24-feb TRP ung

01-mar KON gl

dag42 die PEC gl

TRP gl

Figur 4. Vægtudviklingen i vinterperioden samt dag 42 i dieperioden for alle tæver , opdelt på ungtæver og ældre tæver.

Faglig Årsberetning 2004

19


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

Tomgangstider Vurderingen af tomgangstiden 21. januar (fig 5) viste ingen forskel mellem holdene. Det skyldes nok at tæverne på dette tidspunkt blev trukket i foder, og alle nemt kunne æde foder rationen inden fo r en rimelig kort periode. Seks timer efter fodring var der således 60 % af tæverne der havde ædt op. Vurdering af tomgangstiden 19. februar viste derimod forskel mellem holdene (fig 5). 4 timer efter fodring have flere tæver i KON og TRP holdene ædt op end i PEC holdet. 6 og 9 timer efter fodring var der signifikant forskel mellem alle 3 hold, således at der var mest ædt op i KON derefter TRP og mindst i PEC. 12 timer efter fodring var der ikke forskel mellem KON og TRP, men i begge disse hold havde flere tæver ædt op end i PEC holdet. Den 21. januar er der en tendens til at unge tæver æder hurtigere op end

% der har ædt op 100

gamle (forskellen er kun signifikant 6 timer efter fodring) Men den 19. februar er forskellen mellem unge og gamle tæver stærkt signifikant på samtlige tidspunkter efter fodring. Således æder unge tæver markant hurtigere op end gamle tæver uanset hold (ikke vist). Hvis man sammenligner hvor hurtigt tæverne æder op i januar og februar er der signifikant forskel i PEC og TRP, men ikke i KON. Dvs. tomgangsperioden for KON var den samme i januar og februar (figur 5). Tæverne fik i gennemsnit 32 kcal mere d. 19. februar end ved vurderingen d. 21. januar. Det kan ikke ses af figur 1, der er gennemsnitlig energitildeling over 1 uge. Både tilsætning af citruspectinaffald og tryptofan sænkede således tomgangstiden i februar, 10 % pectinaffald i foderet havde den største effekt.

% der har ædt op 100

80

80

60

60

40

40

20

20

0

0

2

4

6

KON

9 PEC

12

24

2

TRP

4

6

KON

Timer efter fodring

9 PEC

12

24

TRP

Timer efter fodring

21. Januar

19. Februar

Figur 5. Tomgangstid vurdering 21. januar og 19. februar. Kurverne angiver hvor mange procent af tæverne der har ædt op efter 2, 4, 6, 9, 12 og 24 timer. De foderklatter der var tilbage ved 24 timers registreringen d. 19. februar var frosne.

Adfærd Der var ikke forskel mellem holdene i varigheden af stereotypi, men i februar var der færre tæver i KON end i PEC der stereotyperede (figur 6). Der var forskel mellem gamle og unge tæver i både varighed og frekvens af stereotypier samt forskel mellem observations

20

dage (fig 7, varighed af stereotypi; fig 8, antal tæver der udviste stereotypier). Der var flere gamle tæver end unge tæver der stereotyperede i december, de gamle tæver var imidlertid ikke trukket i foder på daværende tidspunkt. Deres vægt gennemsnit lå på omkring 1330 g på niveau med de unge tæver (fig 4).

Faglig Årsberetning 2004


Fyldfoder i Vinterperioden II. Betydning for Adfærd og den senere Reproduktion.

Grunden til større stereotypi hos de gamle tæver i december er nok at de allerede har indlært et fast bevægelsesmønster. I januar var der en betydelig stigning i stereotypi både hos de gamle og de unge tæver. I denne periode blev tæverne trukket i foder, de tabte i vægt (fig 3) og de havde en lang tomgangs periode (fig 5). I februar faldt stereotypi frekvensen både hos unge og gamle tæver. Tæverne fik mere foder, men tomgangsperioden ændrede sig ikke ens i de tre hold. I PEC og TRP bevirkede den øgede mængde foder at tomgangsperioden blev signifikant reduceret i februar måned men tomgangsperioden i KON ændrede sig ikke (fig 5). Tæver i KON åd den øgede mængde foder på samme tid som i januar måned og samtidig var antallet af stereotyperende tæver i KON

signifikant mindre end antallet af tæver i PEC (p<0.05) og også mindre end i TRP, men ikke signifikant (p=0,1) (fig 8). Den øgede fodermængde bevirkede altså at tæver i kontrolholdet reducerede deres stereotypier markant mere end tæverne i PEC og TRP uden at tomgangstiden blev reduceret. At tilsætningen af citruspectinaffald og tryptofan begrænser reduktionen af stereotypier i hold PEC og TRP kan skyldes at disse ingredienser har en dårligere smagelighed end f.eks. bygskalmel (Hansen et al., 2004). I fordøjelighedsstalden blev set en vis modvilje mod optagelsen af store mængder citruspectinaffald (15%) (Hejlesen, 2004). To dyr ud af 5 indtog ikke foder i 6 døgn, de sidste 3 optog kun en marginal mængde de første to døgn.

25

procent

20 KON PEC TRP

15 10 5 0 10-dec

22-jan

18-feb

Dato Figur 6. Procent tæver i holdene der stereotyperer i vinterperioden

Faglig Årsberetning 2004

21


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

12 10 8 Gamle

6

Unge 4 2 0 10-dec

22-jan

18-feb

Dato

Figur 7. Varigheden af stereotypi i vinterperioden delt op på unge og gamle tæver, alle hold

30

Procent

25 20 Gamle

15

Unge

10 5 0 10-dec

22-jan

18-feb

Dato Figur 8. Procentdel unge og gamle tæver der stereotyperer i vinterperioden, alle hold.

Det er de samme tæver der æder hurtigt eller langsomt i januar og i februar (corr 0,4; p<0,0001). Desuden er det de tæver der æder hurtigst der vejer mindst og taber mest i vægt (fig 9 og 10). I januar er forskellen mellem vægten af de tæver der har ædt op efter 2 timer og de tæver der ikke æder op i løbet af 24 timer ca. 75 gram, i februar er forskellen øget til ca. 230 g (fig 9). Dette skyldes et meget større vægttab hos tæver der æder hurtigt (fig 10). Derudover er det de tynde tæver der stereotyperer mest (figur 11). Dette svarer godt til en tidligere undersøgelse, hvor der var en signifikant 22

negativ sammenhæng mellem antal stereotypier og kropsvægt i januar og februar (Hansen et al, 2004). De tynde tæver kommer således ind i en ond cirkel, hvor de æder hurtigt stereotyperer meget og taber sig, hvorimod de fede tæver ikke æder meget, ikke bevæger sig og ikke taber sig. En ”huld vurdering” af tæverne i vintermånederne kunne eventuelt foregå ved at vurdere antallet af klatter. De tæver der har ædt op efter 4 timer (6 ?) skal have mere foder, og de tæver der ikke har ædt op efter 24 timer skal reduceres i foder.

Faglig Årsberetning 2004


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

Vægt i gram

1300 1250 1200 janvgt febrvgt

1150 1100 1050 1000 2

4

6

9

12

24

Ædt op efter antal timer

ikke ædt op

Figur 9. Sammenhæng mellem hvornår tæverne har ædt op i februar og hvad de vejede i januar og februar.

Tilvækst i gram Tilvækst i gram 100 50 0 2

4

6

9

12

24

-50

ikke ædt op

tilv

-100 -150 Ædt op efter antal timer Figur 10. Sammenhæng mellem hvornår tæverne har ædt op i februar og deres tilvækst fra januar til februar.

Vægt i gram

1200 1100 1000 ikke st tæver st tæver

900 800 700 600 20/1

27/1

3/2

10/2

17/1

Figur 11. Vægt af stereotyperende og ikke stereotyperende tæver fra vejeholdet

23

Faglig Årsberetning 2004


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

Reproduktionsresultater I perioden 24/2 til dag 42 i dieperioden blev alle hold fodret ens. Der var ikke forskel i goldprocenten mellem holdene, og der var ikke forskel i frekvensen af fedtede kuld (tabel 4). Antallet af levende og døde hvalpe pr kuld ved fødsel, antal hvalpe dag 42, samt hvalpevægtene dag 42 i dieperioden, viste ingen forskel mellem holdene (tabel 5), og der var ingen forskel mel-

lem antal tæver der døde i dieperioden (tabel 6). Tabel 4. Goldprocent og frekvensen af fedtede kuld

Hold KON

Antal parrede tæver 170

Golde % 8,8

Antal kuld 155

% fedtede og grå kuld * 1,9

PEC TRP

175

6,9

163

4,3

171

11,1

152

P-værdi

0

NS

NS

NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie * ”Fedtede kuld” er kuld der er behandlet. ”Grå kuld” er kuld hvor hvalpene var gråuldede i slutningen af dieperioden.

Tabel 5. Kuldstørrelse og hvalpevægte. Hvalpevægte dag 42, g

Hold

Antal kuld

Levende v fødsel

Døde v fødsel

Antal hvalpe dag 42

Hanner

Tæver

KON

155

6,08 (2,31)

0,30 (0,70)

5,59 (2,49)

341 (86)

312 (64)

PEC

163

6,33 (2,41)

0,24 (0,77)

5,79 (2,61)

335 (75)

300 (58)

TRP

152

6,09 (2,13)

0,40 (0,86)

5,72 (2,27)

346 (78)

317 (65)

NS

NS

NS

NS

NS

P-værdi

NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie

Tabel 6. Døde tæver i dieperioden Hold

Total døde i dieperioden, %

Døde af diegivnings -syge, %

KON

3,2

1,3

PEC

1,2

0

TRP

2,0

0,7

P-værdi NS NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie

Konklusion Hvis fodertildelingen til tæverne er stærkt reduceret i forhold til tævernes energibehov havde de to produkter (citruspectinaffald og tryptofan) ingen indflydelse på tomgangstiden eller adfærden. Ved moderat slankning , fandt vi, at citruspectinaffald i foderet og i mindre grad tryptofan, nedsatte tomgangstiden. Imidlertid bevirkede den kortere tomgangstid ikke en reduktion af stereotypierne. At minken er længere tid om at æde foder tilsat de to produkter kan måske mere skyldes dårlig smagelighed end øget mæthedsfornemmelse. Produkterne havde ingen negativ effekt på de senere reproduktions resultater. De tæver der æder hurtigt op i januar og februar, er de tæver der taber sig meget i den pågældende periode. Samtidig ses det, at det er de tynde

24

tæver der æder hurtigst op og stereotyperer mest. En simpel form for huldvurdering, kunne eventuelt være at tælle klatter efter 4 (6?) og 24 timer. De tæver der har ædt op efter 4 (6?) timer får mere, de der ikke har ædt op efter 24 timer får mindre. Referencer Agus, M.S.D., Swain, J.F., Larson, C.L., Eckert, E.A. & Ludwig, D.S., 2000. Dietary composition and physiologic adaptations to energy restriction. Am J Clin Nutr, 71, 901-907. Beckoff, K., MacIntosh, C.G., Chapman, I.M., Wishart, J.M., Morris, H.A., Horowitz, M. & Jones, K.L., 2001. Effects of glucose supplementation on gastric emptying, blood glucose homeostasis, and appetite in the elderly. Am J Physiol Regulatory Integrative Comp Physiol, 280, R570R576. Bennett, V.A., Morales, E., González, J., Peerson, J.M., de Romaña, G.L. & Brown, K.H., 1999. Effects of dietary viscosity and energy density on total daily energy consumption by young

Faglig Årsberetning 2004


Fyldfoder i Vinterperioden II. Betydning for Adfærd og den senere Reproduktion.

Peruvian children. Am J Clin Nutr, 70, 285-291. Chen, H.-L., Haack, V.S., Janecky, C.W., Vollendorf, N.W. & Marlett, J.A., 1998. Mechanisms by which wheat bran and oat bran increase stool weight in humans. Am J Clin Nutr. 68, 711719. Damgaard, B.M., Hansen, S.W., Børsting, C.F., Møller, S.H., 2004. Effects of different feeding strategies during the winter period on behaviour and performance in mink (Mustela vison). App anim beh sci. 89, 163 - 180. Delgado-Aros, S., Kim, D.-Y., Burton, D.D., Thomforde, G.M., Stephens, D., Brinkmann, B.H., Vella, A. & Camilleri, M., 2002. Effect of GLP-1 on gastric volume, emptying, maximum volume ingested, and postprandial symptoms in humans. Am J Physiol Gastrointest Liver Physiol, 282, G424-G431. Gutzwiller, J.-P., Drewe, J., Göke, B., Schmidt, H., Rohrer, B., Lareida, J. & Beglinger, C., 1999. Glucagon-like peptide-1 promotes satiety and reduces food intake in patients with diabetes mellitus type 2. Am J Physiol 276 (Regulatory Integrative Comp Physio 45) R1541-R1544. Hansen, S.W., 1999. Restriktiv fodring – en udløsende faktor for stereotypier hos farmmink. In S.H. Møller (red). Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Intern rapport nr. 123, Danmarks JordbrugsForskning, 55-62.

vinterperioden. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, 2003., 27-34. Hejlesen, C., 2004. Pectin affald og tryptofan som fyldstof i minkfoder (foreløbige resultater). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Intern Rapport. Houbak, B. & Møller, S.H., 2000. Activity and stereotypic behaviour in mink dams fed ad libitum or restricted during the winter. VIIth International Scientific Congress in Fur Animal Production. Scientifur 24 No. 4, Volume IV, 146-150. Imeryüz, N., Yegen, B.Ç., Bozkurt, A., Coskun, T., Villanueva-Peñacarillo, M.L. & Ulusoy, N.B., 1997. Glucagonlike peptide-1 inhibits gastric emptying via vagal afferent-mediated central mechanisms. An J Physiol 273 (Gastrointest Liver Physiol 36), G920G927. Kalre, S.P., Dube, M.G., Pu, S., Xu, B., Horvath, T.L. & Kalra, P.S., 1999. Interacting Appetite-Regulating Pathways in the Hypothalamic Regulation of Body Weight. Endocrine Reviews, 20, 68-100. Mikkelsen, P.B., Toubro, S. & Astrup, A., 2000. Effect of fat-reduced diets on 24-h energy expenditure: comparisons between animal protein, vegetable protein, and carbohydrate. Am J Clin Nutr, 72, 1135-1141.

Hansen, S.W. & Damgaard, B.M., 2002. Vinterfodringens betydning for minktævers adfærd og velfærd. In B.M. Damgaard & B.K. Hansen (red). Kvalitetsskind fra sunde mink. Intern rapport nr. 163, Danmarks JordbrugsForskning, 11-19.

Nauck, M.A., Niedereichholz, U., Ettler, R., Holst, J.J., Ørskov, C., Ritzel, R. & Schmiegel, W.H., 1997. Glucagon-like peptide 1 inhibition of gastric emptying outweighs its insulinotropic effects in healthy humans. Am J Physiol 273 (Endocrinol Metab 36), E981-E988.

Hansen, S.W., Clausen, T.N., Malmkvist, J., Damgaard, B.M. & Hejlesen, C., 2004. Fyldfoder i

Näslund, E., Gutniak, M., Skogar, S., Rössner, S., & Hellström, P.M., 1998. Glucagon-like peptide 1 increases the

Faglig Årsberetning 2004

25


Clausen, T. N., Hansen, S. W., Houbak, B. & Hejlesen, C.

period of postprandial satiety and slows gastric emptying in obese men. Am J Clin Nutr, 68, 525-5.

SAS Institute, 1990. SAS/STATTM Guide for Personal Computers, Version 6 Edition. SAS Institute Inc., Cary, NC.

Näslund, E., Bogefors, J., Skogar, S., Grybäck, P., Jacobsson, H., Holst J.J. & Hellström, P.M., 1999. GLP-1 slows solid gastric emptying and inhibits insulin, glucagon, and PYY release in humans. Am J Physiol 277 (Regulatory Integrative Comp Physiol 46), R910R916.

Sparti, A., Milon, H., Di Vetta, V., Schneiter, P., Tappy, L., Jéquier, E. & Schutz, Y., 2000. Effect of diets high or low in unavailable and slowly digestible carbohydrates on the pattern of 24-h substrate oxidation and feelings of hunger in humans. Am J Clin Nutr, 72, 1461-1468.

Prentice, A.M., 1989. Manipulation of dietary fat and energy density and subsequent effects on substrate flux and food intake. Am J Clin Nutr, 67(suppl), 535S-541S.

Stephens, J.R., Woolson, R.F., Cooke, A.R., 1975. Effects of essential amino acids on gastric emptying in the dog. Gastroenterology, 69, (4), 920 – 927.

Rayner, C.K., Park, H.S., Wishart, J.M., Kong, M.-F., Doran, S.M. & Horowitz, M., 2000. Effects of intraduodenal glucose and fructose on antropyloric motility and appetite in healthy humans. Am J Physiol Regulatory Integrative Comp Physiol, 278, R360-R366. Rolls, B.J., Bell, E.A. & Thorwart, M.L., 1999. Water incorporated into a food but not served with a food decreases energy intake in lean women. Am J Clin Nutr, 70, 448-455.

26

Tang-Christensen, M., Larsen, P.J., Thulesen, J., Rømer, J. & Vrang, N., 2000. The proglucagon-derived peptide, glucagon-like peptide-2, is a neurotransmitter involved in the regulation of food intake. Nature, 6, 802-807. Wettergran, A., Wøjdemann, M. & Holst, J.J., 1998. Glucagon-like peptide-1 inhibits gastropancreatic function by inhibiting central parasympathetic outflow. An J Physiol 275 (Gastrointest Liver Physiol 38), G984-G992.

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet Steffen W. Hansen & Jens Malmkvist Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, 8830 Tjele Sammendrag Effekt af burberigelse blev undersøgt hos 129 hvalpepar født og opvokset i standard- eller beriget burmiljø. I opvækstperioden havde minkene adgang til et eller to bure. Berigelsen af burene bestod af net - , plastrør og snor. Resultatet viste, at berigelse af minkbure forbedrer minks velfærd målt ved mindre halegnav, færre sociale interaktioner og et reduceret niveau af cortisol (stresshormon). Burberigelse påvirker ikke foderforbrug og kropsvægt, men reducere forbruget af halm. Adgang til et eller to bure har ingen effekt på minks adfærd, halegnav, foderforbrug, kropsvægt, cortisol niveau eller minks forbrug af halm og snor. Forbedring af minks velfærd kan således opnås ved en kombination af øget kompleksitet og beskæftigelsesmateriale i standardburet, hvorimod en fordobling af burarealet ikke øger minkens velfærd. Steffen W. Hansen og Jens Malmkvist, 2004. Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet. Faglig Årsberetning 2004, 27-38, Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract The effect of cage enrichment was studied in 129 pairs of mink kits born and reared in standard or enriched cage environments. During rearing the mink had access to one or two cages. The enrichment of the cages consisted of tubes made of either wire mesh or plastic and thin nylon ropes. The results demonstrated that enrichment of mink cages improves the welfare of the animals in that less tail chewing, fewer social interactions and a reduced level of cortisol (stress hormone) are observed. Cage enrichment does not affect the feed consumption or the body weight, but it reduces the consumption of straw. Access to one or two cages has no effect on the behaviour of mink, tail biting, feed consumption, body weight, cortisol level, or the consumption of straw or nylon ropes. Thus, in standard cages increased complexity in combination with occupational materials may improve the welfare of mink whereas a doubling of the size of mink cages has no effect in relation to improved welfare. Steffen W. Hansen og Jens Malmkvist, 2004. Title: Effect of cage enrichment on the welfare and productivity of mink. Annual Report 2004, 27-38. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I Sverige er diskussionen om bur størrelser til mink atter aktuel. Danske undersøgelser har tidligere vist, at selv en 4 dobling af det eksisterende burareal ikke gavner minkens velfærd, medmindre man samtidig beriger burmiljøet (Hansen 1988; Hansen et al., 1994). En forøgelse af burarealet synes således kun relevant, hvis det er en forudsætning for en hensigtsmæssig indretning af produktionsburet. Et netop afsluttet dansk projekt har ved kombination af adfærdsselektion, ændret management rutiner og burberigelse vist, at det er muligt at forbedre velfærden hos mink i det

eksisterende bursystem (Jeppesen, 2004). I denne rapport fokuseres på betydningen af burberigelse og burstørrelse for minkens velfærd. Som berigelse i buret benyttes dels net- og plastrør, der antages at øge kompleksiteten i buret, og dels snor og bolde, der antages at kunne beskæftige mink. Disse burberigelser er blevet afprøvet i henholdsvis enkelt- og dobbeltbur og sammenholdt med tilsvarende standardbure. Materiale og metode Efter parring blev 50 tæver af farvetypen ”Wildmink” fordelt på 2

Faglig Årsberetning 2004

27


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

burmiljøer (standard og beriget). Tæverne fødte og diede deres hvalpe i de pågældende burmiljøer, og ved fravænning blev tæverne fjernet og hvalpene fra 42 tæver fordelt parvis (han + tæve) i de to burmiljøer. Halvdelen af hvalpene, der var født i standardbure, forblev i standardbure, og den anden halvdel blev flyttet til berigede bure. Tilsvarende blev hvalpe født i de berigede bure fordelt på standard- og berigede bure. I alt blev der placeret 61 hvalpepar i standard miljø og 68 hvalpepar i beriget miljø. Bursektioner bestående af 6 standardeller berigede bure (30 x 90 x 45 cm) var opstillet alternerende. Hvalpeparrene var fra begyndelsen placeret i 1., 3., 4. og 6. bur i hver sektion. Bur 2 og 5 forblev tomme indtil den 16. juli. I perioden fra den 16.juli og frem til 1. oktober skiftedes hvalpene i bur 1 og 3 til at havde 14 dages adgang til bur 2 og tilsvarende skiftedes hvalpene i bur 4 og 6 til at have adgang til bur 5. Fra den 1.oktober og frem havde hvalpene i bur 3 og 6 permanent adgang til 2 bure (hjemmeburet og fælles buret), hvorimod hvalpe i bur 1 og 4 permanent var

begrænset til 1 bur (hjemmeburet). Samtlige hvalpe havde adgang til en redekasse i hjemmeburet og til halm via redekassens låg. Der blev tildelt ekstra halm hver 3. dag, hvis halmen ikke længere dækkede hele redelåget. Hyppigheden af halmudskiftninger blev noteret fra den 13. oktober. Minkene havde fri adgang til vand via drikkenipler og de blev fodret dagligt kl. 11 med konventionelt minkfoder. Fodringen var ad libitum, hvilket vil sige, at 60% af minkene skulle have foderrest næste dags morgen. Foderrester blev fordelt til de bure, der ikke havde foderrest. De berigede bure (hjemmebure og fællesbure) var hver udstyret med et netrør (diameter: 12 cm x længde: 30 cm), et plastrør (diameter:12cm x længde: 30cm) samt 2 metal virer påsat et stykke snor (ca. 5 cm), som minkene kunne tygge og manipulere. Den ene virer (virer 1) forbandt bur 1 og bur 3 og kunne således manipuleres af minkene i bur 1 og nabominkene i bur 3. Virer 2 forbandt fællesburet med ente n bur 1 eller 3, sådan at hver par mink altid havde adgang til 2 snore (fig.1)

Figur 1.

28

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet

Den 1. oktober fik minkene permanent adgang til enten et eller to bure, virer 2 blev fjernet og erstattet af en fast virer i hjemmeburene. Minkene havde derefter adgang til 2 virer i hjemmeburet, dels virer 1, der var dynamisk, da den kunne manipuleres af nabo minkene, og virer 2, der var ”statisk” og kun kunne manipuleres af minkene i hjemmeburet. Snorene på ca. 5 cm i længden og påsat virer blev tilset 3 gang pr. uge og udskiftet, når der var mindre end 1 cm tilbage af snoren. Desuden var der i hjemmeburene

placeret 2 bordtennisbolde (diameter = 3,5 og 7 cm). Standardburene havde ingen ekstra berigelse. Registrering Adfærdsobservationer: I slutningen af diegivningsperioden (28. maj – 1. juli) blev det 5 gange registreret, om en eller flere af de nævnte adfærdselementer (tabel 1) forekom hos henholdsvis tæver og hvalpe (kuldet) i løbet af 1 min. observation. Observationstidspunktet var hver gang mellem kl. 8.30 til kl.10.

Tabel 1. Oversigt over adfærdselementer (maj -juni) I redekasse: Minken er helt inde i redekassen eller har bagkroppen inde. I bur (aktiv): Minken klatre, går, står eller sidder ude i buret I bur (passiv): Minken ligger ude i buret i mere end 15 sekunder I netrør (aktiv): Minken er aktiv i netrøret I netrør (passiv): Minken ligger stille i netrøret i mere end 15 sekunder I plastrør (aktiv): Minken er aktiv i plastrøret I plastrør (passiv): Minken ligger stille i plastrøret i mere end 15 sekunder Stereotypi: Repeterende, ensformigt bevægelsesmønster uden umiddelbar funktion. Manipulerer snor: Minken bider/gnaver i snoren Bider i net: Minken bider i burets trådnet Leg med bold: Minken har kontakt med bold

Den 16. juli var hvalpene placeret parvis, og deres adfærd (varighed, forekomst (0/1)) blev registreret ved 1 min. kontinuert registrering pr. bur, efter at observatøren havde ventet 1 min. foran hver bursektion. Observationer blev udført to på hinanden følgende dage hver 14. dag i juli, august og

september måned. I oktober og november blev observationerne gennemført en gang hver 14. dag. Alle observationerne blev udført før fodring i tidsrummet fra kl. 8.30 til kl. 10.30. De registrerede adfærdselementer er vist i tabel 2.

Tabel 2. Oversigt over adfærdselementer (juli -december). Varighed (sek.) I redekasse: Minken er helt inde i redekassen eller har bagkroppen inde. Ude i bur (aktiv): Minken klatre, går, står, sidder eller ligger ude i buret I netrør: Minken er i netrør et I plastrør: Minken er i plastrør Stereotypi: Repeterende, ensformigt bevægelsemønster uden umiddelbar funktion. Forekomst (0/1) Bid i trådnet: Bid i snor: Klatrer i burnettet: I redekassen: Sociale interaktioner: Leg med bold:

Minken bider i burets trådnet Minken bider, gnaver, manipulere snor med poterne Minken klatre på burets sider Minken er i redekassen Minken påbegynder sociale interaktion Minken har kontakt med bold

Der blev kun observeret stereotypier i 0.5% af 3568 observationer. De 19 gange var fordelt med 2 gange frem til 1. oktober og 17 gange fra 1. oktober til 5. december. Minkene blev på intet tidspunkt under adfærdsobsevationerne observeret at have kontakt med bolde. Data vedrørende stereotypi

og kontakt med bold er derfor ikke yderligere behandlet i rapporten. Vægtudvikling Hvalpenes startvægt blev målt ved udsætning parvis i bursystemerne og slutvægten blev målt den 5. december.

Faglig Årsberetning 2004

29


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

Foderoptagelse Som mål for minkenes foderoptagelse blev det 3 gange om ugen registreret, på hvilke bure der var foderrest og på hvilke der var ædt op. Brug af snor I perioden fra den 29. september til 4. december blev det hver 3. dag noteret, om snoren skulle skiftes. Var længden på snoren mindre end 1 cm blev snoren udskiftet. Brug af halm Fra den 13. oktober blev halmforbruget registreret. Som et udtryk for halmforbruget blev dato for tildeling af halm registreret. Hvis halmen ikke længere kunne dække hele redelåget, blev der tildelt nyt halm. Halegnav Ved forsøgets slutning blev hvert individ undersøgt for halegnav. Graden af halegnav blev vurderet på en skala fra 0 til 4 hvor 0 = ingen halegnav, 1= dækhårene på halespidsen er gnavet, men halespidsen er ikke nøgen, 2= mindre end 1 cm er gnavet, 3= mellem 1 og 5 cm af halen er gnavet, 4 = mere end 5 cm af halen er gnavet. Fysiologi: Udtagning af fysiologiske mål for stress på mink er ofte vanskeligt, da mink reagerer på fangst og prøvetagning ved stigning i de stress fysiologiske parametre. For at undgå disse fejlkilder blev der efter pelsning af hannerne, og mens tæverne fortsat gik i forsøgsopstillingen, indsamlet fæces til indirekte bestemmelse af cortisol hos tæver via cortisol metabolitten (11,17dioxoandrostan) udskilt i fæces. I en periode på 3 timer efter normal fodring blev frisk fæces indsamlet fra de

30

rengjorte gyllerender. Tiden fra opsamling af fæces til nedfrysning af prøven blev noteret og indgik som covarians i den statistiske model. Statistik Statistisk beregning af data blev udført ved hjælp af programmer fra Statistical Analysis Systems Institute (1996). Den gennemsnitlig varighed og forekomst af adfærdselementer hos tæver og hvalpepar blev beregnet pr. individ. Forekomst af adfærdselementer hos hvalpe sammen med tæve blev beregnet pr. bur. Ligeledes blev antal foderrester og forbrug af snor beregnet pr bur. I perioden 16. juli til 1. oktober, hvor samtlige mink skiftevis havde adgang til et og to bure, blev effekten af adgang til et eller to bure på adfærd og foderforbrug testet ved Wilcoxon signed rank t-test. I perioden 1. oktober til 5. december, hvor minkene permanent havde adgang til et eller to bure, blev effekten af antal bure på adfærd og foderforbrug beregnet med MannWhitneu U-test. Effekten af miljø blev ligeledes testet ved Mann-Whitneu Utest. Fordelingen af halegnav blev testet med Chi 2 test. Vægt og tilvækst samt koncentration af cortisol metabolit blev testet med Generaliseret Lineær Model og brugen af halm blev testet ved proc genmod. Resultater Adfærd hos tæve og hvalpe (28. maj – 1. juli). Adfærdens forekomst i procent af antal observationer (+std) er vist i tabel 3. Da hver tæve og kuld blev observeret i 60 sekunder, kan flere adfærdselementer være registreret at forekomme. Summen af de registrerede adfærdselementer giver derfor ikke 100%.

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet Tabel 3 Adfærd

Tæver

Hvalpe

Tæver

I redekasse

56 (14)

83 (9)

57 (16)

85 (8)

Aktiv ude i buret

51 (15)

25 (12)

49 (17)

24 (13)

Passiv ude i buret

12 (9)

12 (10)

8 (8)

8 (9)

Bid i nettet

5 (10)

0

1 (3)

0.1 (0.7)

Stereotypier

18 (16)

0.1 (0.6)

17 (11)

0.1 (0.7)

Aktiv i netrør

-

-

11 (7)

10 (7)

Passiv i netrør

-

-

4 (4)

3 (3)

Aktiv i plastrør

-

-

16 (12)

11 (7)

Passiv i plastrør

-

-

3 (3)

4 (5)

Bider i snor

-

-

4 (4)

5 (5)

Der blev ikke påvist signifikant forskel i adfærd mellem henholdsvis tæver og hvalpekuld i standard- og berigede bure. Det bemærkes, at både tæver og hvalpe benyttede net- og plastrør samt snore. Adfærd i perioden 16. juli – 5. december. Tabel 4. Periode

16/7-1/10

1/10– 5/12

Adfærd

Hvalpe

Gennemsnitlig varighed af adfærdselementer (sekunder + std) observeret i løbet af 60 sekunders kontinuert observation hos mink i standardbure og berigede bure, fordelt efter om de havde adgang til et eller to bure, er vist i tabel 4.

Standard

Beriget

1 bur

2 bure

1 bur

2 bure

I redekasse

19 (14) a

18 (13) a

13 (13) b

11 (11) c

Ude i buret

41 (14) a

42 (13) a

39 (14) b

42 (12) a

I netrør

-

-

4 (5)

2 (4)

I plastrør

-

-

5 (7)

5 (5)

1 bur

2 bure

1 bur

2 bure

I redekasse

29 (15)a

27 (16)a

30 (15) a

24 (16) b

Ude i buret

31 (15)a

33 (16)a

28 (15) b

33 (16) a

-

-

1 (3.0)

2 (3)

I netrør

I plastrør 1 (3) 1 (2) Forskellige bogstav er (a, b, c) indikerer at der er signifikant forskel (5% niveau) mellem holdene inden for hvert adfærdselement.

I perioden fra den 16. juli til 1. oktober var der signifikant forskel i brug af redekasse mellem mink i standard- og berigede bure (p<0.001) (tabel 4). Mink i standardbure brugte redekassen mere end mink i berigede bure. Denne forskel var signifikant, både når mink havde adgang til et eller to bure (p<0.001) og både for hanner og tæver (p<0.001). Mink i berigede bure brugte i stedet net- og plastrørene. I standardburene havde adgang til et eller to bure ingen indflydelse på minks adfærd (tabel 4). Imidlertid var der forskel mellem kønnene i standardbure, når de kun havde adgang til et bur. Tæverne var da mere i redekassen (22 sek) end hannerne (16 sek) (p<0.05),

og de var mindre aktive ude i buret (38 sek.) end hanner (44 sek.) (p<0.05). Når mink i standardbure havde adgang til to bure var der ingen forskel mellem kønnene. I de berigede bure var mink med adgang til to bure mindre i redekassen (p<0.05) og mere aktive ude i buret (p<0.05) end mink med adgang til et bur. Antallet af bure havde ingen indflydelse på brugen af plastrør, men der var en tendens til at minkene brugte netrøret mindre, når de havde adgang til to bure (p=0.08). I de berigede bure var der ingen forskel mellem kønnene, når de havde adgang til et bur, men når de havde adgang til to bure brugte hannerne netrøret mindre end tæverne

Faglig Årsberetning 2004

31


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

(p<0.001) og hannerne brugte netrøret mindre end de brugte plastrøret. I perioden fra den 1. oktober til 5. december var der ikke forskel på varigheden af adfærdselementerne mellem mink i standard og beriget miljø. I standard miljøet havde adgang til et eller to bure ingen effekt på minks adfærd, og der var ikke forskel mellem kønnene. I det berigede miljø var mink med adgang til to bure mindre i redekassen

(p<0.05) og mere ude i buret (p<0.05) end mink med adgang til et bur. Derimod havde antallet af bure ingen indflydelse på minks brug af net- og plastrør, men tæver brugte net- og plasrør signifikant mere end hanner uanset antallet af bure (p<0.01). Antallet af bure, som minken havde adgang til, havde ingen indflydelse på hyppigheden af adfærdselementerne (bid i net, bid i snor, klatre i net, ind/ud af reden og sociale interaktioner). Derimod var der effekt af miljø og køn som vist i tabel 5.

Tabel 5. Adfærds elementernes forekomst i procent af antal observationer. Periode Adfærd Standard 16/7-1/10

tæver

hanner

tæver

Bid i net

18 a

9b

14 a

8b

Klatrer

0,7 a

11 b

0,4 a

6b

Bid i snor

1/10 – 5/12

Beriget

hanner

9a

8a

25 b

30 b

I rede

38 a

44 a

Soc. int

12 a

8 ab

6b

5b

Bid

10 a

12 a

12 a

9a

Klatrer

0a

13 cb

0a

7b

Bid i snor

4a

9b

I rede

60 a

62 a

58 a

56 a

Soc. int

10 a

7a

5a

5a

Forskellige bogstaver (a, b, c) indikerer at der er signifikant forskel (5% niveau) i adfærd mellem køn og miljø.

I perioden fra d. 16. juli til 1. oktober klatrede tæver i standardbure mere i trådnettet end tæver i berigede bure (p<0.07). Både hanner og tæver i standardbure var mere i redekassen (p<0.001) og hanner i standardbure påbegyndte sociale interaktioner hyppigere end hanner i berigede bure (p>0.001). Derimod var der ingen effekt af miljø på minks bid i trådnettet. Hanner, uanset miljø, bed mere i trådnettet end tæver (0.001 < p <0.01), men hanner klatrede meget sjældnere i trådnettet end tæver (p<0.001) I standardbure påbegyndte hanner oftere sociale interaktioner end tæver

32

(0<0.05), men der var ikke forskel mellem køn i deres brug af snor. I perioden fra 1. oktober til 5. december var eneste forskel mellem standard- og berigede bure, at tæver i standardbure fortsat klatrede mere end tæver i berigede bure (p<0.05) og fortsat signifikant mere end hanner uanset miljø (p<0.001). Tæver benyttede snorene mere end hanner (p<0.05). Brug af snor I figur 2, er vist den procentvise udskiftning af snorene pr. bur over tid.

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse pĂĽ minks velfĂŚrd og produktivitet

Procent bure hvor snor1 og snor2 er udskiftet

snor1 snor2

29 -09 -20 03 06 -10 -20 03 13 -10 -20 03 20 -10 -20 03 27 -10 -20 03 03 -11 -20 03 10 -11 -20 03 17 -11 -20 03 24 -11 -20 03 01 -12 -20 03

procent

50 45 40 35 30 25 20 15 10 5 0

dato Figur 2.

Brugen af snore varierede over tid, men der var ikke forskel i hvor hyppigt snor1 og snor2 blev udskiftet. I fig. 3 er vist

den akkumulerede procent udskiftninger af snor1 samt udskiftningsprocenten for snor2 i samme bur.

Procent skift af snor pr. bur 100 90 80

procent

70 60 snor1

50

snor2

40 30 20 10 65

61

57

53

49

45

41

37

33

29

25

21

17

9

13

5

1

0 bur Figur 3.

Af figuren ses dels, at der er stor variation mellem bure (mink) i forbruget af snor og dels at der er signifikant korrelation mellem brugen af snor1 og snor2 (r=o.89, p<0.001).

Antallet af bure, som minken havde adgang til, havde ingen indflydelse pĂĽ, hvor ofte snorene blev udskiftet. I gennemsnit blev snor1 udskiftet i 27% og snor2 i 25% af antal registreringer.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004

33


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

Foderforbrug Burmiljøet eller antallet af bure, som minkene havde adgang til, havde ingen indflydelse på hyppigheden af foderrester (Tabel 6). Men der var en negativ

sammenhæng mellem brugen af snor og antallet af foderrester (r=0.33, p<0.01), hvilket viser, at snorene skulle skiftes hyppigere hos mink, der ikke havde foderrest.

Tabel 6. Procent foderrester i standard- og berigede bu re fordelt på antal bure minken havde adgang til. Standard Beriget Periode

1 bur

2 bure

1 bur

2 bure

17/7 – 28/9

52.7 (24.1)

53.6. (20.6)

54.8 (24.3)

54.2 (19.1)

29/9 – 4/12

51.2 (22.0)

45.6 (30.7)

56.7 (20.6)

48.4 (26.7)

Effekt af burmiljø og antal tilgængelige bure blev testet på kropsvægten med mixed model (Tabel 7). Startvægten var ens hos de 4 grupper af henholdsvis hanner og tæver( hanner: F3,47.5=0.31; P=0.81; Tæver F3,82.6=0.84; P=0.47). Hverken burmiljø eller antal bure påvirkede hannernes slutvægt eller

tilvækst (slut vægt : miljø F1,52.1=0.06; P=0.82, bur F=1,52.1=1.07; P=0.30, tilvækst: miljø F1,118=0.80; P=0.37, bur F=1,118=1.11; P=0.29). Ligeledes var tævernes slutvægt og tilvækst upåvirket (slut vægt: miljø F1,123=0.34; P=0.56, bur F1,123=0.17; P=067, tilvækst: miljø F1,119=0.49; P=0.48, bur F1,119=0.01; P=0.90).

Kropsvægt Tabel 7. Kropsvægt af mink ved start og afslutning af projektet samt tilvækst fordelt på burmiljø, køn samt antal bure minkene havde adgang. I parentes er vist standardafvigelsen. Standard Beriget 1 bur Han Start vægt Slut vægt Tilvækst

836 (145) 2645 (305) 1809 (307)

2 bure

1 bur

2 bure

Tæve

Han

Tæve

Han

Tæve

Han

Tæve

650 (94) 1315 (200) 664 (189)

817 (135) 2589 (310) 1788 (237)

642 (105) 1371 (134) 720 (308)

805 (134) 2607 (334) 1796 (259)

669 (89) 1411 (168) 742 (152)

819 (145) 2529 (343) 1710 (297)

634 (82) 1321 (166) 696 (157)

Halegnav Ved forsøgets slutning blev hvert individ undersøgt for halegnav. Graden af halegnav blev vurderet på en skala fra 0 til 4 hvor 0 = ingen halegnav, 1= dækhårene på halespidsen er gnavet,

men halespidsen er ikke nøgen, 2= mindre ens 1 cm er gnavet, 3= mellem 1 og 5 cm af halen er gnavet, 4 = mere end 5 cm af halen er gnavet. Resultatet er vist i tabel 8.

Tabel 8. Den procentvise fordeling af mink med hensyn til omfanget af halegnav (score 0 – 4) i standard- og beriget bure og med adgang til et eller to bure fordelt på køn Standard Beriget 1 bur 2 bure Halegnav

Han

Tæve

Han

Tæve

Han

Tæve

Han

Tæve

Score = 0

30

25

82

85

60

58

56

56

Score = 1

23

24

11

9.

19

19

13

13

Score = 2

21

17

4

4

10

8

15

13

Score = 3

21

25

2

0

6

11

14

13

Score = 4

5

9

1

2

5

5

2

5

Mink i berigede bure havde signifikant mindre halegnav end mink i standardbure uanset køn (han: DF= 4, 34

value 37.0 P=0.001; tæve: DF=4, value 48.8 P=0.001, Chi-square). Derimod havde antallet af bure ingen indflydelse

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet

på forekomsten eller graden af halegnav og der var ikke forskel mellem kønnene Halmforbrug Som et udtryk for halmforbrug blev det registreret, hvor hyppigt det var nødvendigt at tildele halm (se materialer og metode). Over en periode på 54 dage blev der skiftet halm på 85% af standardburene og på 71% af de berigede bure. Den statistiske beregning af effekten af burberigelse og antal bure, som minken havde adgang til, viste, at der var signifikant forskel på standard- og berigede bure (CSQ1,2 = 12.51; p <0.001) men derimod havde antallet af bure, som minken havde adgang til, ingen betydning for halmforbruget (CSQ1,2=0.98; p<0.32). Beregningerne viste, at 75% af de Diskussion Ved fysisk berigelse af det eksisterende produktionsmiljø var det muligt markant at reducere pelsgnav, sociale interaktioner, halmforbrug og tævers cortisol niveau. Det positive resultat er opnået uafhængigt af om minkene havde adgang til et eller to bure. Resultatet konfirmerer flere tidligere undersøgelser, der har vist, at minks velfærd i mindre grad afhænger af burenes størrelse end af indretningen af burene (Hansen, 1988; Hansen et al., 1994).

berigede bure skulle have tildelt halm efter 35 dage, hvorimod 75% af standardburene skulle have tildelt halm efter 21 dage. Fysiologi Som et udtryk for det fysiologisk stress niveau hos tæver i standard- og berige bure med adgang til et eller to bure, blev cortisol niveauet indirekte målt ved koncentration af en cortisol metabolit. Tæver i standardbure havde signifikant højere koncentration end tæver i berigede bure (LSM +- sem, standard: 98.5 (1,1); beriget: 73.7 (1.1), p<0,01). Derimod var der ikke forskel mellem tæver, der havde adgang til et eller to bure (p=0.53). Indsamlingstiden fra opsamling af fæces til nedfrysning havde ingen indflydelse på koncentrationen.

Mink benyttede de berigelser, der var placeret i burene i form af netrør, plastrør og snore. Derimod benyttede mink ikke de bordtennis bolde, som ligeledes var anbragt i burene. Brugen af net- og plastrør kompenserede for noget af den tid mink ellers benyttede i redkassen. Net- og plastrør synes således at være en prioriteret hvile - og observations plads for mink i sommerperioden (fig. 4).

Faglig Årsberetning 2004

35


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

Figur 4.

Tidligere undersøgelse (Hansen,1990) har også vist, at tæver med adgang til netrør i diegivningsperioden udførte mindre stereotypi end tæver uden netrør. I nærværende undersøgelse kunne denne effekt ikke dokumenteres. I de berigede bure påbegyndte hanner færre interaktioner mod tæver end hanner i standardbure og det var uafhængig af antallet af bure, som minkene havde adgang til. Adgang til net – og plastrør kan muligvis reducere aggressionen mellem kønnene. I standardbure med adgang til et bur benyttede tæver redekassen mere end hanner, hvorimod der ikke var forskel mellem kønnene, når de havde adgang til to standardbure. Redekassen kan ligeledes være et tilflugtssted for tæven, ud over at redekassen har mange andre funktioner for mink. Redekassen er da også tidligere vist at fungere som tilflugtssted, når mink føler sig truet 36

(Hansen & Jeppesen, 2004). I standard enkeltbur var redekassen eneste tilflugtssted for tæven, men i det berigede enkeltbur havde tæven også mulighed for at benytte rørene og i den situation var der ikke forskel i kønnenes brug af redekasse. Resultatet indikere, at rørene kan reducere aggression mellem mink. Minken benyttede snorene til at bide/tygge i. Brugen af snorene varierede over tid (fig. 2) og der var stor variation mellem burene (fig. 3), hvilket indikerer, at behovet for at bide/ manipulere snorene er meget forskelligt mellem mink. Der var ikke forskel på minks brug af de to snore. Den ene snor var stationær og kunne som sådan kun manipuleres af mink i det pågældende bur, hvorimod den anden snor var dynamisk, da den via en vire var forbundet med den ”dynamiske”

Faglig Årsberetning 2004


Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet

snor i nabo buret. Dynamikken var således betinget af, at mink i begge bure benyttede snoren. Forudsat at dynamikken fungerede, indikerer resultatet, at mink brugte snorene uafhængigt af ,om de var dynamiske elle ej. Snorene havde imidlertid også en nyhedsværdi, idet de hyppigt blev udskiftet. Denne egenskab ved snorene som beskæftigelses-materiale må ikke undervurderes. Anta llet af bure, som mink havde adgang til, havde ingen indflydelse på minks brug af snor. Antallet af bure, som mink havde adgang til, havde ligeledes ingen indflydelse på forekomsten af halegnav. Derimod havde det berigede miljø en markant reducerende effekt på halegnav. Femten procent af tæverne og 18% af hannerne i de berigede bure havde halegnav mod 75 %af tæver og 70% af hanner i standardbure. Halegnav er en unormal adfærd hos minken og antages at være udtryk for understimulering /kedsomhed hos mink (Hansen et al., 1998). Denne antagelse støttes af en reduceret forekomst af halegnav hos mink, der holdes i sociale grupper (Hansen & Houbak. 2005). Denne indhusningsform har imidlertid negative konsekvens for omfanget af bidmærker (Hansen & Houbak 2005). Nærværende undersøgelse underbygger ligeledes påstanden om, at kedsomhed er medvirkende til halegnav hos mink, og dokumenterer samtidig, at berigelse af miljøet med netrør, plastrør og snore reducere forekomsten af halegnav. Minks flittige forbrug af snor bevirkede, at uskiftning af snore var arbejdskrævende. Der blev benyttet ca. 2-3 timer pr. uge til registrering og udskiftning af snor, hvilket gør denne berigelsesform uegnet til praktisk minkproduktion. Desuden kan der argumenteres for, at brugen af snor hverken er miljøvenlig eller sund for

mink. Imidlertid har det faktum at mink bider og manipulere snor, sammenholdt med den positive reduktion af halegnav og cortisol niveau, sandsynliggjort et muligt behov for beskæftigelsesmateriale. Denne påstand underbygges af et markant større forbrug af halm hos mink i standardbure i forhold til mink i berigede bure. Det berigede bursystem bestod både af snore og net- og plastrør, og forsøgsdesignet tillader ikke en skelnen mellem effekten af disse rekvisitter. Der forestår således en systematisk undersøgelse af effekten af hver af de afprøvede rekvisitter. Et bud kunne være, at rørene øgede kompleksiteten i burmiljøet og dermed reducerede kontakten /aggressionen mellem han og tæve og at snorene beskæftigede minken og dermed reducerede kedsomhed/halegnav. Forudsat at disse antagelser er rigtige, vil det være overkommeligt at indføre rør i det eksisterende produktionssystem. Hvorimod det rette beskæftigelsesmateriale, som minken vil benytte og som samtidig er praktisk anvendelig, ikke er færdigudviklet. De benyttede berigelsesrekvisitter havde ingen effekt på foderforbrug eller vægtudvikling, Konklusion Forsøget har vist, at berigelse af minkburet ved opsætning af net-, plastrør og snore forbedrer minks velfærd målt ved mindre halegnav, færre sociale interaktioner og et reduceret niveau af cortisol (stresshormon). Burberigelse påvirker ikke foderforbrug og kropsvægt, men reducere forbruget af halm. Adgang til et eller to bure har ingen effekt på minks adfærd, halegnav, foderforbrug, kropsvægt, cortisol niveau eller minks forbrug af halm og snor. Forbedring af minks velfærd kan således opnås ved en kombination af øget kompleksitet i buret og beskæftigelsesmateriale,

Faglig Årsberetning 2004

37


Hansen, S. W. & Malmkvist, J.

hvorimod en fordobling af burarealet ikke øger minkens velfærd. Efterskrift Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter takkes for økonomisk støtte til gennemførelse af projektet. Referencer Hansen, S.W. 1988. Effect of variable cage size and lack of admission to nest box on the behaviour, physiology and reproduction of mink kits. In B.D Murphy and D.B Hunter (eds) Proc of the IVth International Congress in Fur Animal Production, Toronto, Canada, 153-163. Hansen, 1990. Activity pattern of lactating mink and the effect of water trays or wire netting cylinder in mink cages. Scientifur, 14(3) p 187-193. Hansen, S.W., Hansen, B.K. and Berg, P. 1994. The effect of cage environment and ad libitum feeding on

38

the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand. Sect. A, Animal Sci. 44:120127. Hansen, S.W., Houbak, B. , Malmkvist, J. 1998. Development and possible causes of fur damage in farm mink – Significance of social environment. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48: 58-64. Hansen, S.W. & Jeppesen, L.L. 2004. The anticipatory behaviours of mink expecting a positive or negative reward. Scientifur 28(3) p 19-23. Hansen, S.W. & Houbak, B. 2005. To skridt frem og tre tilbage. Faglig Årsberetning 2004. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. p xx.6 Jeppesen, L.L. 2004. Mink welfare improved by combined implementation of several small initiatives. Scientifur 28(3) p 11-18.

Faglig Årsberetning 2004


To skridt frem og tre tilbage – Gruppeindhusning af mink Steffen W. Hansen & Birthe Houbak. Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, 8830 Tjele Sammendrag På en dansk farm blev forekomsten af pelsgnav og bidmærker hos mink holdt parvis i standardbure og mink holdt i grupper i etagebure sammenlignet. Desuden undersøgte man, om kønssammensætning og familie relationer påvirkede forekomsten af gnav og bidmærker hos mink i etagebure. 164 skind fra mink i standardbure og 634 skind fra mink i etagebure blev undersøgt. Den sociale stimulering i grupperne eller det komplekse miljø i etageburene reducerede forekomsten af halegnav i forhold til mink i standardbure. I standardbure var der signifikant færre mink med bid end i etagebure. Ligeledes var der færre tæver, der havde bid, når de gik parvis sammen med en han i standardbure, end når de gik i rene tævegrupper. Der var ikke forskel i graden af bidskader, alt efter om minkene kom fra standardbure eller etagebure, men der var en signifikant sammenhæng mellem graden af bid i nakke, ryg, hofte og halerod. Tæverne var mere udsatte for bidskader end hanner, når de gik i grupper. Det konkluderes på baggrund af den øgede forekomst af bid, at minks velfærd reduceres, når de holdes i blandede kønsgrupper eller i rene tævegrupper. Hansen, S. W. & Houbak, B. To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink. Faglig Årsberetning 2004, 39-47, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract On a Danish mink farm the incidence of fur chewing and biting marks was compared in mink kept in pairs in standard cages as well as in groups in stacked cages. The study included an examination of how the composition by sex and family relations affect the incidence of fur chewing and biting marks in mink kept in stacked cages. 164 pelts from mink kept in standard cages and 634 pelts from mink kept in stacked cages were examined. The social stimulation in the groups or the complex environment of the stacked cages reduced the incidence of fur chewing compared to the mink kept in standard cages. The mink kept in standard cages had significantly fewer bite marks than the mink kept in stacked cages. Also, the female mink had fewer bite marks when kept with a male in a standard cages compared to when kept in groups of female mink. Whether the mink were kept in standard or stacked cages did not make any difference as regards the extent of the biting marks; however a significant correlation was found between the extent of neck, back, hip and tail head bite marks. Compared to the males, the female mink were more exposed to bite injuries when kept in groups. On the basis of the increased incidence of bite marks it is concluded that the welfare of mink is reduced when the animals are kept in groups of males and females or in groups of only females. Hansen S. W. & Houbak, B. Two steps forward and three steps back – Group housing of mink. Annual Report 2004, 39-47, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Danmark.

Indledning Den nye bekendtgørelsen om beskyt telse af pelsdyr er endnu ikke vedtaget. Imidlertid har mange pelsdyrfarmere allerede nu taget initiativ til at benytte de nye muligheder for gruppeindhusning, som forventes indført i den nye bekendtgørelse. Den fysiske udformning af de nye bursystemer til gruppeindhusning kan praktiseret på

flere forskellige måde, men erfaringerne her i Danmark er pt. fortsat meget beskedne. Gruppeindhusning giver det enkelte dyr et større areal at bevæge sig på, men betyder samtidig at belægningsgraden pr. bur øges. Det har næppe i sig selv nogen betydning for minkens velfærd (Hansen et al., 1994; Hansen, 1988 ), men samtidigt bliver burmiljøet mere komplekst via

Faglig Årsberetning 2004

39


Hansen, S. W. & Houbak, B.

f.eks. forbundne bure og der åbnes op for muligheden for yderligere berigelser af miljøet via netrør, hylder eller andet beskæftigelsemateriale, hvilket kan være positivt for minkens velfærd (Hansen et al. 2005). Et dokumenteret problemet ved gruppeindhusning er, at minken til forskel fra de øvrige husdyr ikke er et socialt dyr, men derimod solitær og territorialt (Dunstone, 1993), hvilket medfører et højt aggressions niveau, når mink holdes i grupper (Pedersen et al., 2004). Det kan være vanskeligt ved selvsyn at registrere aggression mellem mink ude på farmen. I forbindelse med pelsning har man imidlertid mulighed for at få et indtryk af aggressionsniveauet på sin farm ved at tælle antallet af bidmærker på lædersiden af de skrabede skind. Denne fremgangsmåde blev i denne undersøgelse benyttet, for at belyse om aggressions-niveauet hos mink i grupper er større end hos mink holdt traditionelt parvis i standardbure. Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at gruppeindhusning i sig selv har nogen positiv effekt på minks velfærd (Hansen et al., 1997; Pedersen et al., 2004). Derimod må en eventuel markant forøgelse af bidmærker hos mink i grupper vægtes negativt i forhold til minkens velfærd. Materiale og metode 798 mink af farvetypen ” wildmink” blev ved fravænning i juli 2004 fordelt på 6 hold. Hold 1 til 5 blev placeret i etagebure, som hvert bestod af et standardbur (30 x 90 x 45 cm ) + topbur (30 x 64 x 45 cm). De to buretager var forbundet ved en åbning i nettet (30 x

20 cm) mellem bund- og topbur. Denne åbning kunne være foran eller bagved i buret. Hold 1 og 2 havde adgang til trådhylde (30 x 20 cm) placeret bagerst i topburet og en bred redekasse ( 28 x 30 x 20). Hold 3 og 4 havde adgang til hylde, trådrør (diameter = 10 cm, længde 30 cm) ophængt i topburets tag samt standard kasse (28 x 23 x 20 cm). Hold 5 havde adgang til standardkasse samt en topkasse (28 x 23 x 20 cm). Hold 6 blev placeret konventionelt i standardbure med adgang til standard redekasse. I hold 1 (83 hanner + 78 tæver), 2 (72 hanner + 69 tæver) og 5 (84 hanner + 83 tæver) var der oprindeligt placeret 2 hanner og 2 tæver pr bur, i hold 3 (71 tæver) og 4 (95 tæver) var der 4 tæver pr bur og i hold 6 (83 hanner + 81 tæver) var der 1 han og 1 tæve pr bur. I hold 1, 5, og 3 var minkene helsøskende, hvorimod minkene i hold 2, 4 og 6 var blandet fra forskellige kuld. Minkene havde fri adgang til drikkevand via drikkenippel og blev fodret med konventionelt minkfoder en gang dagligt. For en oversigt se tabel 1. I begyndelsen af november 2004 blev minkene aflivet, og hver mink fik påsat et farvet næsemærke til identifikation af hvilket hold den tilhørte. Hårsiden blev derefter observeret for pelsgnav, sår, og omfanget af disse skader blev kvantificeret. Hos minkene blev sår og nakkegnav observeret hos henholdsvis 4.5% og 1.4%. De få dyr med disse skader gjorde det umuligt at teste en yderligere graduering af skaderne, hvorfor registreringen af disse skader blev begrænset til om skaden forekom eller ej på skindet.

Tabel 1. Antal mink pr bur, burtype, bur inventar (hylde, rør, redekasse og forbindelse mellem top og bund (forb.)) samt familierelationer for mink i de 6 hold. Hold Antal pr. bur burtype Indretning famile

40

1

2 han + 2 tæver

Etage

Hylde, bred kasse, forbudet fortil

Helsøskende

2

2 han + 2 tæver

Etage

Hylde, bred kasse, forbudet fortil

Blandet

5

2 han + 2 tæver

Etage

Top kasse + standard kasser, forbundet fortil

Helsøskende

3

4 tæver

Etage

Hylde, rør, standard kasse, forbundet bagtil

Helsøskende

4

4 tæver

Etage

Hylde, rør, standard kasse, forbundet bagtil

Blandet

6

1 han + 1 tæve

Standard

Standard kasse

Blandet

Faglig Årsberetning 2004


Halegnav forekom hos 40% af minkene og omfanget blev gradueret på en skala fra 0 til 5 (0 = ingen halegnav, 1= dækhår på halespidsen gnavet, 2= huden på halespidsen synlig, 3= op til 1 cm af halen har gnav, 4 = mere end 1 cm. og mindre end 5 cm af halen har gnav og 5= mere end 5 cm af halen har gnav. Gnav defineres som afbidte dækhår. Minkene blev derefter pelset og hvert skind blev observeret for bidmærker på lædersiden af skindet. Der blev registreret bidmærker i nakkeregionen, ved haleroden, på hofterne og på ryggen. Desuden blev antallet af skind, der havde mistet halen i forbindelse pelsningen registreret. Omfanget af bidskader i hver region blev gradueret på en skala fra 0 til 4 (0= ingen bidskader, 1= 1-3 enkelte bidmærker, 2= fra 3 til 10 bidmærker, 3= fra 10 til 25 bidmærker, 4= mere end 25 bidmærker). De statistiske beregninger blev foretaget med en Chi 2.-test for påvisning af forskelle i antallet af mink med eller uden skader samt skadernes omfang dels mellem køn og dels mellem hold. Resultater og diskussion Minkene blev undersøgt for forekomst af sår og nakkegnav og resultatet er præsenteret i tabel 2. Tabel 2. Procent mink med og uden sår og nakkegnav, fordelt på køn og hold. Hold køn - sår + sår - nakkegnav + nakkegnav 1

Han

99

1

100

0

Tæve

94

6

91

9

Han

93

7

99

1

Tæve

86

14

96

4

Han

97.5

2.5

100

0

Tæve

96

4

98

2

Han

96

4

99

1

Tæve

99

1

94

6

3

Tæve

96

3

100

0

4

Tæve

97

3

99

1

Total

Han

96.5

3.5

99

1

Total

Tæve

95

5

96

4

Total

Han + Tæve

95.5

4.5

99

1

2 5

6

Sår. Antallet af sår, primært ved haleroden, var ikke forskelligt mellem kønnene og der var ikke forskel mellem rene tævegrupper (hold 3 og 4) og blandede kønsgrupper (Hold 1, 2 og 5). Tæver holdt parvis med en han havde færre sår end tæver holdt i grupper (2 hanner og 2 tæver) (p<0.05), derimod var der ikke forskel mellem hanner holdt parvis med tæve og hanner holdt i grupper. Resultatet indikerer, at tæver holdt parvis med han er mere beskyttet mod sår end tæver holdt i grupper. Nakkegnav. Antallet af mink med nakkegnav var ikke forskelligt i standardbure og i etagebure med både hanner og tæver. I de blandede kønsgrupper havde signifikant flere tæver end hanner nakkegnav (p<0.001), og i de blandede kønsgrupper var der flere tæver med nakkegnav end i de rene tævegrupper (p<0.01), hvilket viser, at det overvejende er hannerne der gnaver tæverne i nakken. Nakkegnav forekommer normalt som en konsekvens af parringsadfærden og hos disse endnu ikke kønsmodne mink skyldes adfærden sandsynligvis begyndende seksuel aktivitet. Gnav i nakken eller andre steder på kroppen kan også være resultat af en unormal adfærd, hvor minken gnaver egen eller andres pels. Halegnav Halegnav er en sådan unormal adfærd, der ikke kan relateres til minkens normale adfærdsrepertoire. Fordelingen af mink med halegnav fordelt på køn og hold er vist i tabel 3.

Faglig Årsberetning 2004

41


Hansen, S. W. & Houbak, B.

Tabel 3. Procent mink med halegnav (Score 0 til 5) fordelt på køn og hold . Hold Køn Score 0 Score 1 Score 2 Score 3 Score 4

Score 5

Han

52

28

7

10

1

1

Tæve

59

25

3

5

9

0

Han

63

22

4

3

4

4

Tæve

64

17

4

13

0

1

Han

70

17

3

10

1

0

Tæve

63

20

4

11

1

1

Han

45

33

2

16

2

1

Tæve

54

21

6

17

2

0

3

Tæve

64

19

2

14

1

0

4

Tæve

60

24

4

13

0

0

Total

Hanner

57

25

4

10

2

2

Total

Tæver

61

21

4

12

2

1

Total

Han+Tæve

59

23

4

11

2

1

1 2 5 6

Der var ikke forskel mellem kønnene i antal mink med halegnav, men flere mink havde halegnav når de gik parvis (han + tæve) end når de gik i grupper (2 hanner + 2 tæver) (p<0.01). Derimod var der ikke flere tæver med halegnav i de rene tævegrupper (hold 3 og 4) end i de blandede kønsgrupper (hold 1, 2 og 5). Den øgede sociale stimulering hos mink i grupper kan være medvirkende til en reduktion af halegnav, da tidligere undersøgelser (Hansen et al., 1998) har peget på kedsomhed som en mulig årsag til at mink gnaver egne dækhår. Imidlertid kan det fysiske miljø i etageburene via den øgede komplek-

sitet også være medvirkende til reduktion i antallet af mink med pels gnav. Bidmærker på lædersiden I de følgende tabeller (4 – 7) vises antallet af mink med bidmærker på lædersiden af skindet. Bidmærker i de forskellige kropsregioner og skadernes omfang er gradueret med en score fra 0 (ingen bid) til en score på 4 (mere end 25 bidmærker) og opgjort for nakkehale- hofte- og ryg-regionen. Andelen af mink med bid i nakkeregionen er vist i tabel 4.

Tabel 4. Procent mink med bidmærker i nakkeregionen fordelt på køn og hold Hold Køn Score 0 Score 1 Score 2 Score 3 Score 4 Han

41

26

28

4

1

Tæve

24

43

22

5

6

Han

40

39

10

11

0

Tæve

20

14

37

24

4

Han

39

46

14

1

0

Tæve

20

36

37

7

0

Han

81

11

7

1

0

Tæve

32

49

12

6

1

3

Tæve

20

37

31

9

3

4

Tæve

21

37

34

7

1

Total

Han

51

30

15

2

0

Total

Tæve

23

36

29

9

3

Total

Han + tæve

34

34

23

7

2

1 2 5

6

Bid i nakke I alt var der 34% af minkene, der ikke havde bid i nakken, men andelen af

42

mink uden bid i nakken var meget forskellig mellem køn og mellem hold.

Faglig Årsberetning 2004


To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink

Der var signifikant flere tæver end hanner, der havde bidmærker i nakken, og forskellen var signifikant inden for hvert hold (p<0.001). I standardbure var der både færre hanner og færre tæver med nakkegnav end i etageburene (p<0.001). I standardburene var antallet af tæver med bidmærker mindre end hos tæver i både blandede kønsgrupper (p=0.06) og i rene tævegrupper (p<0.06).

Mellem blandede kønsgrupper og rene tævegrupper var der ingen forskel. Resultatet viser, at mink i grupper bliver bidt signifikant mere i nakken end mink holdt traditionelt, og at forskellen i bid var uafhængig af gruppens kønssammensætning. Bid i haleregionen Andelen af mink med bidmærker ved haleroden er vist i tabel 5

Tabel 5. Procent mink med bidmærker ved haleroden fordelt på køn og hold Hold Køn Score 0 Score 1 Score 2 Score 3 Score 4 1 2

Han

84

5

5

4

3

Tæv e

71

11

5

5

8

Han

76

10

7

7

0

Tæve

61

6

13

10

10

Han

75

18

6

1

0

Tæve

65

12

7

16

0

Han

90

7

1

0

1

Tæve

90

5

1

1

2

3

Tæve

62

14

9

9

6

4

Tæve

55

10

18

11

6

Total

Han

81

10

5

3

1

Total

Tæve

68

10

9

9

5

Total

Han+tæve

73

10

7

7

3

5 6

Generelt havde flere tæver bidmærker ved haleroden end hanner (p<0.01), men inden for hold var forskellen dog kun signifikant i hold 1 (p<0.05). I standardburene var der ingen forskel mellem kønnene, men begge køn i standardbure, havde signifikant færre bid ved haleroden end tilsvarende køn i etageburene (Han: p<0.05; Tæve:

p<0.001). Blandt tæver i etagebure var der ikke forskel mellem tæver i blandede kønsgrupper og tæver i rene tævegrupper. Bid i hofteregionen Andelen af mink med bid på hofterne er vist i tabel 6

Tabel 6. Procent mink med bidmærker i hofteregionen fordelt på køn og hold Hold Køn Score 0 Score 1 Score 2 Score 3 Score 4 Han

79

5

11

3

3

Tæve

81

10

5

3

1

Han

80

11

6

3

0

Tæve

40

20

19

20

1

Han

76

11

6

6

0

Tæve

42

26

17

13

2

Han

92

4

2

2

0

Tæve

88

6

4

2

0

3

Tæve

62

14

16

6

2

4

Tæve

49

10

18

18

4

Total

Han

82

8

6

4

1

Total

Tæve

61

14

13

10

2

Total

Han+tæve

69

12

10

7

1

1 2

5 6

Faglig Årsberetning 2004

43


Hansen, S. W. & Houbak, B.

I hold 2 og 5 havde signifikant flere tæver end hanner bid i hofteregionen (p<0.001). Derimod var der ingen forskel mellem kønnene i hold 1 og 6 (standard). I standardbure var der færre mink med bid i hofteregionen end i de blandede kønsgrupper i etagebure (han: p<0.01; tæve p<0.001). Ligeledes var der færre tæver i standardbure end i tævegrupperne, der havde bid i

hofteregionen (p<0.001), derimod var der ikke forskel mellem tæver i blandede kønsgrupper og tæver i rene tævegrupper. Bid på ryggen Andelen af mink med bid på ryggen er vist i tabel 7.

Tabel 7. Procent mink med bid på ryggen fordelt på køn og hold Hold køn Score 0 Score 1 Score 2 Score 3 Score 4 Han

55

11

19

9

6

Tæve

84

9

5

0

3

Han

60

20

16

3

1

Tæve

51

4

27

14

3

Han

55

25

11

6

3

Tæve

51

20

15

8

6

Han

87

7

4

2

0

Tæve

83

9

5

1

2

3

Tæve

67

13

11

7

0

4

Tæve

41

17

24

11

7

Total

Han

64

16

12

5

3

Total

Tæve

64

12

14

7

3

Total

Han+tæve

64

14

13

6

3

1 2

5 6

Generelt var der ikke forskel mellem kønnene med hensyn til bid på ryggen, dog fandt vi i hold 1 overraskende, at hannerne havde flere bid på ryggen end tæverne (p<0.001). I standardburene var der færre mink med bid på ryggen end i de blandede kønsgrupper i etagebure (han: p<0.001; tæve p<0.001). Ligeledes var der færre tæver i standardbure end i tævegrupperne, der havde bid i hofteregionen (p<0.0001), derimod var der ikke forskel mellem tæver i blandede kønsgrupper og tæver i rene tævegrupper. Sammenfatning Bid i nakke, ved halerod, hofte og ryg antages at være resultat af aggression mellem minkene. Aggressionen har blandt andet til formål at etablere en rangorden mellem minkene. Når mink holdes parvis (han+tæve) etableres rangordenen hurtigt, fordi hannen i kraft af sin størrelse er tæven fysisk overlegen. Trods minks solitære og territoriale levevis i naturen er der en 44

større tolerance mellem kønnene end inden for kønnene (Dunstone 1993). Når mink under produktionsforhold holdes i grupper, er de svageste individer forhindret i at flygte. Minkene forsøger i stedet at etablere en rangorden. Det er imidlertid vanskeligt, fordi flere af dyrene under produktionsforhold vil have samme alder og køn og dermed også nogenlunde samme fysiske formåen, hvilket gør det vanskeligere at afgøre rangkampene. Dertil kommer at mink fra naturens side har en ringe social tolerance over for individer af samme køn. Den sociale tolerance er sandsynligvis blevet øget gennem domesticeringen og kan ved bevidst selektion øges yderligere i fremtiden. De opnåede resultater viser imidlertid samstemmende, at der i standardburene var færre mink med bid end i etageburene, hvor mink gik i grupper. Ligeledes var der færre tæver, der havde bid, når de gik parvis med han i standardbure, end når de gik i rene

Faglig Årsberetning 2004


To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink

tævegrupper. Da der samtidig ikke var forskel mellem tæver i blandede kønsgrupper og tæver i rene tævegrupper, viser resultatet, at det er gruppeindhusningen snarere end kønssammensætninger, der er afgørende for den øgede forekomst af bid. Forsøget er ikke designet til at kunne skelne mellem om det er gruppestørrelsen (4 kontra 2 mink) eller om det er bursystemet (etagebure kontra standardbure), der bevirker den fundne forskel i bid. Resultat konfirmerer imidlertid tidligere undersøgelser, der har vist, at holder man flere end to mink (han + tæve) i samme bur så øges forekomsten af bid signifikant (Møller, 2003) og hold af mink i etagebure synes ikke at reducere denne effekt. Det er derfor rimeligt at antage, at den påviste øgede forekomst af bid primært skyldes gruppestørrelsen og ikke om mink går i standardbur eller etagebur. At der var flere tæver end hanner der havde bid i nakke og ved halerod skyldes sandsynligvis tævernes lavere placering i rangordenen og at den dominerende retter sine bid netop med disse steder på kroppen. Resultatet støttes af tidligere undersøgelser, der ligeledes har fundet en højere frekvens af bidmærker på tæver samt et højere cortisol niveau, når de holdes i grupper sammen med hanner (Hansen og Damgaard, 1991) Den mere ligelige fordelingen af bid i hofte og på ryg mellem kønnene kan muligvis relateres til den måde hvorpå mink slås. Ofte presser hannen med bagkroppen tæven ud mod nettet, før han bider, og i den situation forsvarer tæven sig ved bid mod hannens hofte/ryg, der er tættest på tæven. Hold 1 og 2 var identisk med hensyn til gruppesammensætning, bursystem og inventar, men minkene i hold 1 var søskende og minkene i hold 2 var fra

blandede kuld. De samme forhold gjorde sig gældende for tæverne i hold 3 og 4. Det var således muligt at undersøge, om de familiemæssige relationer gjorde en forskel i antallet af mink med bid. Der var ikke forskel i bid mellem hanner i hold 1 og 2. Hos tæverne var der færre hofte- og ryg-bid i hold 1 (søskende) end i hold 2 (blandet) (p<0.001). Derimod var der ikke forskel i nakkebid og bid ved halerod. I tævegrupperne i hold 3 og 4 var den eneste forskel, at tæver i hold 4 (blandet) havde færre kropsbid end tæver i hold 3 (søskende). Det kan således ikke påvises entydigt, at frekvensen af bid er forskelligt hos søskende og blandede mink. I hold 1 og 5 var minkene søskende, men minkene i hold 1 havde kun adgang til en redekasse, hvorimod minkene i hold 5 havde adgang til to redekasser. Da der var færre tæver i hold 1, der havde bid på ryg og hofte end i hold 5 (p<0.001), kunne resultatet tolkes som at to redekasser ikke var en fordel for minkene. Imidlertid havde usædvanligt mange hanner i hold 1 bid i ryggen og som det eneste hold var der i hold 1 signifikant flere hanner end tæver, der havde bid i ryggen. Den lave forekomst af tæver i hold 1 med bid på ryg og hofte synes således vanskelig at tolke. Der var en signifikant sammenhæng mellem graden af bid i de fire forskellige kropsregioner (p<0.001) både inden for hanner og tæver, hvilket også blev fundet af Pedersen & Jeppesen (2001). Mink, der var meget bidt i en kropsregion, var også meget bidt i de andre kropsregioner. For de mink der var bidt, kunne der imidlertid ikke dokumenteres forskel i graden af bid mellem holdene, dvs. graden af bidskader blandt mink, der var bidt, var ikke signifikant værre i etagebure end i standardbure. Gruppeindhusning

Faglig Årsberetning 2004

45


påvirker således ikke omfanget af bid på det enkelte individ, men signifikant flere mink udsættes for bid, når de holdes i grupper, end når de holdes parvis han og tæve. Defekte skind Antallet af defekte/iturevne skind efter pelsning blev registreret for at undersøge, om der var en sammenhæng til omfanget af bid (tabel 8). Tabel 8. Procent intakte og defekte/iturevne skind fordelt på køn og hold Hold køn intakt defekt 1

2 5

Han

89

11

Tæve

90

10

Han

93

7

Tæve

86

14

Han

92

8

Tæve

85

15

Han

96

4

Tæve

91

10

3

Tæve

87

13 15

6

4

Tæve

85

Total

Han

93

7

Total

Tæve

87

13

Total

Han + Tæve

89

116

Efterskrift Projektet er gennemført på Kaj Kristensens minkfarm, Tjæreborg. Kaj Kristensen har været initiativtager til projektet og takkes for at have stillet farm og dyr til rådighed for projektet. Referencer Dunstone, N. 1993. T.&A.D.Poyser, London.

Generelt var der flere defekte tæveskind end hanskind efter flåningsproceduren (p<0.05). Inden for hold kunne denne kønseffekt dog ikke påvises. Desuden kunne der ikke påvises forskel mellem mink i standardbure og etagebure. Der kunne ligeledes ikke påvises nogen sammenhæng mellem iturevne skind og forekomsten af bid. Konklusion Den sociale stimulering i grupperne eller det komplekse miljø i etageburene reducerede forekomsten af halegnav i forhold til mink i standardbure. I standardbure var der signifikant færre mink med bid end i etagebure. Ligeledes var der færre tæver, der havde bid, når de gik parvis med en han i standardbure, end når de gik i rene tævegrupper. Der var ikke forskel i graden af bidskader, om minkene kom fra standardbure eller etagebure, men der var en signifikant sammenhæng

46

mellem graden af bid i nakke, ryg, hofte og halerod. Tæverne var mere udsatte for bidskader end hanner, når de gik i grupper. Det konkluderes på baggrund af den øgede forekomst af bid, at minks velfærd reduceres, når de holdes i blandede kønsgrupper eller i rene tævegrupper.

The

mink.

Hansen, S.W. 1988. Effect of variable cage size and lack of admission to nest box on the behaviour, physiology and reproduction of mink kits. In B.D Murphy and D.B Hunter (eds) Proc of the IVth International Congress in Fur Animal Production, Toronto, Canada, 153-163. Hansen, S.W., Hansen, B.K. and Berg, P. The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand. Sect. A, Animal Sci. 44:120-127. Hansen, S.W., Houbak, B. Malmkvist, J. 1997. Does the ”solitary” mink benefit from having company ? NJF seminarium nr 280 (NJF Utredning/rapport nr. 116. Helsingfors, Finland, 6.-8.October. Hansen, S.W., Houbak, B. og Malmkvist, J.1998. Development and possible causes of fur damage in farm mink – significance of social environment. Acta.Agric. Scand. 48:5864. Hansen, S.W. 1991. Stress Physiological, haematological and clinical-chemical status of farm mink

Faglig Årsberetning 2004


To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink

placed in groups or single. Acta Agric. Scand. 41:355-366. Hansen, S.W. & Malmkvist, J. 2005. Effekt af burberigelse på minks velfærd og produktivitet. Faglig Årsberetning 2004. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. p. 27-38 Møller, S.H. 2003. Information value and applicability of health and welfare indicators observed at pelting of mink. Proc. 10th International Symposium of Veterinary Epidemology and Economics (on CD-rom), Vina del Mar, Chile, Abstract 409,3 pp.

Pedersen, V og Jeppesen, L.L. 2001. Effects of family housing on behaviour, plasma cortisol and performance in adult female mink (Mustela vison) Acta Agric. Scand., Sect.A Animal Sci. 51: 77-88. Pedersen, V., Jeppesen, L.L., Jeppesen, N. 2004. Effects of group housing systems on behavuiour and production performance in farmed juvenile mink (Mustela vison). Appl. Anim: Behav. Sci. xx

Faglig Årsberetning 2004

47


48

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Kortlægning af minkens kromosomer K. Christensen1, R. Anistoroaei1 & A. Farid2 1

Den kgl Veterinær og Landbohøjskole, Sektion for Genetik, Grønnegaardsvej 3, DK -1870 Frederiksberg C 2 Department of Plant and Animal Sciences, Nova Scotia Agricultural College, Truro, Nova Scotia, B2N 5E3 (Canada). Sammendrag Genetisk og fysiske kort har været brugt til identifikation af gener som modulerer monogenetiske egenskaber, eller til identifikation af kromosomale regioner som indeholder gener, der har en stor effekt på økonomiske vigtige egenskaber (QTL'er). Skønt der er stor mink-produktion i Nord Europa og Nord Amerika, er mink genom forskningen langt bagefter de andre husdyrarter. Målet med dette arbejde er at skabe det første koblingskort af minkens kromosomer, med en markør for hver 20 koblingsenheder, hvortil der kræves 200-300 markører. Dette kort vil senere kunne raffineres. Kortet fremstilles ved at type en population der består af 4 familier, der hver omfatter en han, 2 eller 3 hunner og 15-20 stk. afkom. Der er indtil nu typet 65 informative markører (microsatellit loci). Disse markører er blevet placeret i forskellige koblings-grupper ved hjælp af Crimap programmet; den største koblingsgrupper indeholdt 4 markører. Fysisk kortlægning af markørerne er blevet gennemført ved hjælp af typning af mink-hamster hybrid somatiske cellelinier, der blev fundet overensstemmelse med koblingskortet. Markørerne kan anvendes til at gennemføre fadderskabssager hos mink. Et komplet kort forventes klar indenfor det næste år, ved hjælp af kortet kan man på grundlag af homologi mellem arter hente information fra de udbyggede kort hos mennesker og mus. Og en af de første anvendelser af kortet, vil være at identificer den biologiske funktion af minkens farve gener. Christensen, K., Anistoroaei, R. & Farid, A. Kortlægning af minkens kromosomer. Faglig Årsberetning 2004, 49-53, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Genetic and physical maps have been used for the identification of genes that modulate monogenic traits, or for the identification of chromosomal regions which contain genes having a major effect on economically important traits (QTL 's). Despite the economic importance of mink production in Northern Europe and North America, mink genomics research is lagging far behind other livestock species. The objective of our work is to create the first generation of linkage map of the mink genome with a resolution of at least 20 cM. A 200-300 markers would be needed to reach this resolution. This map will serve as a basis for further refinement. Genotypes of a reference population consisting of four males, nine females and 72 F1 progeny were typed at 65 informative polymorphic markers (microsatellite loci). These markers were assigned to several linkage groups using Crimap software; the largest linkage group contained 4 markers. Physical mapping of the markers was also performed using a panel of mink-hamster hybrid somatic cell lines, showing consistent results with the linkage map. The markers can be used for paternity testing in the mink. A complete map is expected to be produced within the next year, it will be possible by means of the map and homology between species to retrieve information from the extensive map for man and mouse. And one of the first application of the map will be identification of the biological function of the colour genes segregating in the mink. Christensen, K. Anistoroaei, R. & Farid, A. Mapping of the Mink Genome. Annual Report 2004, 49-53. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro Denmark.

Faglig Årsberetning 2004

49


Christensen, K., Anistoroaei, R. & Farid, A.

Indledning Kromosom- og/eller genforskningen skrider i disse år frem med stor fart, hvilket udvider forskningsområdet, når det gælder genetisk forbedringen af de forskellige husdyrearter. I det seneste årti er der udarbejdet genetiske og fysiske kort for mange arter. Disse kort er blevet brugt til at identificere funktionen af gener, der nedarves fra et enkelt lokus, eller til identifikation af kromosomale regioner, der indeholder gener af økonomisk betydning. På trods af minkproduktionens økonomiske betydning i Nordeuropa og i Nordamerika er mink kromosomforskningen sakket agterud i forhold til andre husdyrarter. Minkproduktionen vil kunne drage nytte af informationen fra koblings- og cytogenetiske kort over minkens gener og således få mulighed for at sætte fart på de genetiske fremskridt. Målet med dette arbejde er at skabe den første generation af koblingskort med en opløsning på 20 koblingsenheder (centi Morgan, cM). Kortet fremstilles ved hjælp af typning af markører (mikro-satellelitter) i 4 familier, der hver består af en han, 2-3 hunner og 15-20 stk. afkom. Fysisk kortlægning

af mikrosatellitterne bliver udført ved brug af et hybridcelle-panel, (der hver består af hamster- plus nogle tilfældige mink -kromosomer). Markørerne giver basis for at afgøre faderskabssager hos mink. Her vil nu blive præsenteret de første resultater fra kortlægnings-arbejdet, der på grund af homologi mellem arter, vil kunne danne basis for at udnytte information fra mus og mennesker der nu er fuldstændigt kortlagt. Materialer og Metoder Dyrematerialet: For at få så meget genetisk polymorfi (forskelligheder) er der indsamlet milt og lunger (DNA) fra fire forskellige mink familier hvoraf kun de sidste to er af samme farvetype. De udvalgte kuld er vist i Figur 1 nedenfor, Alle dyr i familie I har samme farvetype Mahogany, i familie II er der udspaltning af Cross genet på forskellig baggrund, afkommet i de to sidste familier er af farvetypen Silverblue mens forældrene er Silverblue og Pearl. Der er i alt 72 stk. afkom i 9 kuld fra de 4 familier. For at gennemføre effektive koblingsstudier er det nødvendig med store familier og kuld, hvor DNA prøver kan skaffes fra både faderen og mødrene,

A preliminary linkage map of the mink chromosomes.

Figur 1. Mink familier hvorfra der er indsamlet DNA prøver, der skal danne basis for et kromosomkort for mink. Familie I Wildmink X Scanblack generation 5, Familie II Silverblue X (Blackcross + Bluecross) og Familie III & IV Silverblue X Pearl.

50

Faglig Årsberetning 2004


Kortlægning af minkens kromosomer

Laboratorie procedurer: DNA blev ekstraheret fra miltceller ved hjælp af en standard 'salting out' metode. Primer sekvenser for at køre PCR på microsatellit markørerne ved hjælp af polymerase chain reaction (PCR) blev taget fra publicerede kilder (O'Connell et al., 1996; Brusgaard, 1998; Fleming et al., 1999; Vardy, 2003; Vincent et al., 2003, 2004). Mange af disse microsatelliter var oprindelig udviklet for andre medlemmer af Mustelidae familien, såsom hermelin odder og grævling, og havde vist sig at virke hos mink (Davis and Strobeck, 1998; Fleming et al., 1999). Publicerede microsatellit primers for odder (Dallas and Piertney, 1998) og grævling (Carpenter et al., 2003) blev forsøgt brugt, og dem som viste polymorfi i vores mink familier er blevet anvendt. Der skal anvendes meget ringe mængder DNA til faderskabssager, så prøverne kan til dette formål være meget simple, som f.eks. 1) halehår trukket ud så hårrødderne følger med, 2) et negle klip der indeholder lidt blod eller 3) capilær blod. Til PCR blev den ene primer fluorescens mærket med NED (Applied Biosystems), 6-FAM eller HEX (TAG, København, Denmark). PCR reaktionen blev udført i 10 µL total mængde, der indeholdt 50 ng test DNA, 1 µM af hver primer, 1-2,5 mM MgCl2, 0,2 mM hver dNTP og 0,25 enheder af Taq polymerase (Roche, Laval, QC). PCR for alle loci blev kørt under anvendelse af 'touch down' PCR protokollen (start 64°C, 1° hvert trin) fulgt af 33 cykler med 95°C i 15 sec., annealing temperatur (55-60°C) i 60 sec. og 70°C i 15 sec. i en Eppendorf Master Cycler (Hamburg, Germany) . Polymorfi i hvert lokus blev konstateret ved at genotype forældrene og nogle

få afkom. Derefter blev alle familiemedlemmerne geno-typet med de informative markører. Genotyping blev gennemført på en ABI 3100 DNA sequencer udstyret med GeneScan og Genotyper software (Applied Biosystems, Inc., Foster City, CA). Den anvendte størrelses-markører var (500 HD ROX, Applied Biosystems) den blev denatureret ved 90°C i 3 minutter før den blev sat på (11 µL) 96 hullers plader. Crimap programmet (Green, 1990) blev anvendt til at beregne to -og-to kobling for de polymorfe loci. Resultater Af de 65 markører viste resultaterne fra Crimap programmet at 18 kunne placeres i 6 koblingsgrupper med statistisk signifikante lodscore højere end 3, der svarer til at der kun er en chance på 1 til 1000 for at der ikke er kobling. Resultaterne er vist i Figur 2 og Tabel 1.

Figur 2. Koblingsgrupper hos mink, Mustela vison. Mvi1515 markeret med stiplet linie har to hypotetiske positioner i den sidste koblingsgru ppe.

Der er dog i Tabel 1 medtaget ikke signifikante lodscore mellem medlemmer indenfor en koblingsgruppe. Mere end 80 procent af de testede markører har været informative, Familie II udviste størst polymorfi. Af de informative markører var der udspaltning i alle familier i ca. 75 procent af tilfældene.

Faglig Årsberetning 2004

51


Christensen, K., Anistoroaei, R. & Farid, A.

Tabel 1: Resultater fra Crimap programmet for 18 af de 65 microsatellit markører, der udviste signifikant kobling; ikke signifikante dog medtaget indenfor en gruppe. Mvi = Mustela vison, Mer = Mustela ermina, Lut = Lutra lutra and Mel = Meles meles

Markør Rec. fracs*. Lodscore -------------------------------------------------Mvi2407 - Mvi1273 0.15 3.00 Mer22

- Mvi1321

0.16

3.13

Mel124

- Mvi075

0.04

4.54

Lut604 Lut604 Mvi248 Mvi9700 Mvi9700 Mvi9700

-

Mvi248 0.05 Mvi2243 0.04 Mvi2243 0.04 Mvi2243 0.04 Lut604 0.06 Mvi248 0.07

4.00 8.13 4.54 4.17 5.21 3.50

Mvi99 Mvi99 Mvi99 Mvi1404 Mvi1009 Mvi1009

-

Mvi1009 Mvi1404 Mvi1323 Mvi1323 Mvi1323 Mvi1404

0.21 0.18 0.10 0.11 0.05 0.07

2.42 4.46 6.69 5.02 7.25 9.38

Mvi1271 Mvi1271 Mvi1271 Mvi1515 Mvi1515 Mel118

- Mel118 0.05 - Mvi2403 0.11 - Mvi1515 0.16 - Mvi2403 0.17 - Mel118 0.08 - Mvi2403 0.27

3.39 4.48 4.30 1.30 1.48 0.37

kommer fra faderen og det andet kommer fra moderen. Såfremt en allel i et muligt afkom er forskellig fra dem der forekommer hos forældrene kan fadderskab udelukkes. Og det er den forældre der ikke har videregivet en allel, der kan udelukkes. Omvendt, såfremt mindst 10 markør systemer alle følger reglen, så kan fadderskabet bekræftes. I Figur 4 er vist resultater fra et afvist faderskab for et enkelt dyr.

Resultaterne fra hybridcellepanelet kunne bekræfte de fundne koblingsgrupper, se Figur 3 . Figur 4. Illustrere resultaterne fra to DNA marker systemer i en familie bestående af fader, moder og 4 stk. afkom. Afkommet er mistænkt for at være blandet op med andre. Afkom 1, 3 and 4 viser kun toppe som findes hos far og mor. Hvorimod markørerne af 'afkom' nummer 2 klart viser at det ikke tilhører søskendegruppen, ingen af dets markør toppe kan findes i faderens eller moderens linie.

Figur 3. Viser et eksempel med test af 2 koblede markører i hybrid celle panelet der består af 32 hybrid kloner. Der er positiv signal i de samme 5 cellelinier, der er indikeret med nummer. M: Mink kontrol; H: Hamster kontrol.

Udvikling af DNA markørerne (mikrosatelliterne) har gjort det muligt at gennemføre faderskabssager for mink. De genetiske regler er meget simple. Et individ kan maksimal bære to alleler i et markør system. Den ene 52

Diskussion De fundne signifikante koblinger med 'lod score' højere end 3 indikerer at familie-materialet er brugbart til at producere et koblingskort med en afstand af op til 20 koblingsenheder. Der er f.eks. fundet en afstand på 0.18 cM mellem Mvi99 og Mvi1404 og et signifikant lodscore på 4.46. Det viser endvidere at en stor del af de tilgængelige mink microsatellit markører er yderst informative i de 4 kortlægningsfamilier. Cirka 80 procent af de testede markører har udvist polymorfi, men enkelte har været vanskelige at optimerer.

Faglig Årsberetning 2004


Kortlægning af minkens kromosomer

De opnåede resultater er sket i et samarbejde mellem danske og canadiske forskere, og der er nu planer om i det kommende år at generere omkring 200 nye markører, der vil være nødvendige for at udvikle et fuldstændigt koblingskort. Ved hjælp af kortet kan man på grundlag af homologi mellem arter hente information fra de udbyggede kort hos mennesker og mus. Dette kan danne basis for biologisk identifikation af såvel kendte farvegener som nye arveanlæg, der spalter ud indenfor mink. Referencer Brusgaard K. Establishment of a preliminary genomic map of the American mink (Mustela vison). 1998. Dissertation in Danish. Danish Agricultural Research Center, Foulum, Denmark. Carpenter P.J., Dawson D.A., Greig C., Parham A., Cheeseman C.L., Burke T. 2003. Isolation of 39 polymorphic microsatellite loci and the development of a fluorescently labeled marker set for the Eurasian badger (Meles melses) (Carnivora: Mustelidae). Mol. Ecol. Notes 3: 610-615. Dallas, J.F. and Piertney, S.B. 1998. Microsatellite primers for the Eurasian otter. Mol. Ecol. 7: 1248-1251.

Davis, C.S. and Strobeck, C. 1998. Isolation, variability, and cross-species amplification of polymorphic microsatellite loci in the family Mustelidae. Mol. Ecol. 7:1776-1778. Fleming, M.A., Ostrander, E.A. and Cook, J.A. 1999. Microsatellite markers for American mink (Mustela vison) and eramine (Mustela erminea). Mol. Ecol. 8: 1351-1362. Green P, Falls K., Crooks S., 1990. Documentation for CRI-MAP version 2.4. O'Connell, M., Wright, J.M. and Farid, A. 1996. Development of PCR primers for nine polymorphic American mink Mustela vison microsatellite loci. Mol. Ecol. 5: 311-312. Vardy, T.L. 2003. Structure and sequence variation of the mink prolactin gene. M.Sc. thesis, Nova Scotia Agricultural College, Truro, NS, Canasa, p102. Vincent, I.R., Farid, A. and Otieno, C.J. 2003. Variability of thirteen microsatellite markers in American mink (Mustela vison). Can. J. Anim. Sci. Vol. 83: 597-599. Vincent, I.R., Farid, A and Sun, G. 2004. Isolation of microsatellite markers from AG, AC and AGC enriched libraries of the American mink (Mustela vison) genome. Submitted.

Faglig Årsberetning 2004

53


54

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Selektion for mink tilpasset et lavt proteinindhold i foderet. Status for vækstperioden 2003 og dieperioden 2004. Tove Clausen, Carsten Hejlesen & Peter Sandbøl Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro. Sammendrag Et selektionsforsøg blev iværksat for at afklare, om det er muligt at fremavle mink med evne for god pelskvalitet, når foderet har et lavt proteinindhold, uden at dette går ud over frugtbarhed og størrelse. I vækstperioden 2003 var skindlængden i selektionsholdet lavere end i kontrolholdet, for begge hold var skindlængden imidlertid steget fra 2002 til 2003. Der var ingen forskel i skindkvaliteten. I dieperioden 2004 blev der født og fravænnet flest hvalpe i kontrolholdet, på trods af de mange hvalpe var det ligeledes kontrolholdets hvalpe der var tungest ved fravænning. Avlstævernes vægt i selektionsholdet var lavest i december og højest i februar. Clausen, T., Hejlsesen, C. og Sandbøl, P. Selektion for mink tilpasset et lavt proteinindhold i foderet. Status for vækstperioden 2003 og dieperioden 2004. Faglig Årsberetning 2004, 55-59. Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract After pelting 2002 we started an investigation on the possibility of breeding mink with a good fur quality when the content of protein in the feed was low, without negative consequences for reproduction and growth. In the growing furring period 2003 the pelt length was lower in the investigation group than in the control group, but for both groups the skin length had increased from 2002 to 2003. There was no difference in fur quality. In the breeding period 2004 the control group gave birth to and weaned more kits than the investigation group. The weight of the kits at weaning was also higher in the control group than in the investigation group. Female body weight differed between groups throughout the winter period. Clausen, T., Hejlsesen, C. og Sandbøl, P. Mink selected to produce on a low protein content in the feed. Status for growing period 2003 and lactation period 2004. Annual Report 2004, 55-59. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Flere forsøg med lavt proteinindhold i foderet har vist at der også på lave niveauer, er mink som klarer at producere et skind af god kvalitet. Dette giver grundlag for at antage, at der er fysiologiske forskelle i minkenes evner til at udnytte foderet og dets næringsstoffer, og at der muligvis indgår en arvelig komponent i dette. Der blev iværksat et selektionsforsøg for at afklare om ovennævnte egenskaber indeholder en arvelig komponent, og det dermed er muligt at fremavle mink med evne for god pelskvalitet når foderet har et lavt proteinindhold, uden at dette går ud over frugtbarhed, skindstørrelse og kvalitet.

Resultater fra forsøgets første år viste at der blev født flest hvalpe i kontrolholdet. Hvalpevægtene ved fravænning var lidt større i selektionsholdet, overvejende som følge af færre hvalpe i kuldene. Ved pelsning var skindene i kontrolholdet længere end skindene i selektionsholdet. Materiale og metoder Forsøget startede med udvælgelse af wildmink avlsdyr ved pelsning i 2001 og skal forløbe over flere år. Udvælgelse af avlsdyr til hver sæson vil ske med en passende vægtning af kvalitet, frugtbarhed og størrelse. Hvorledes de enkelte parametre skal vægtes for at opnå det ønskede

Faglig Årsberetning 2004

55


Clausen, T., Hejlesen, C. & Sandbøl, P.

resultat, vil blive vurderet fra år til år, men vil være ens for de to hold. Resultater fra de første år ses i Faglig Årsberetning 2003, s. 45-48.Fodringen gennem året ses af tabel 1. Tabel 1. Fodringssystem i kontrol og selektions wildmink. Foderblanding Hold Vinterperiode Dieperiode Vækstperiode indtil 21/2 Kontrol (11) Fodercentralfoder Selektion 30 % OE fra 40 % OE fra 27 % OE fra (12) protein protein protein I alle perioder overholdes normen for aminosyrer i foderet.

Til kontrolholdet anvendes fodercentralfoder hele året igennem. Til selektionsholdet fremstilles foder på forsøgsfarmen. Der anvendes i alle perioder af året, en lav andel af den omsættelige energi fra protein, for at få udvalgt de dyr der klarer sig bedst på det lave niveau. I vækstperioden blev både han og tævehvalpe vejet ved sortering. Hos aflivede hanmink blev målt skindlængden og kvaliteten blev vurderet. Han- og tævehvalpe blev livdyrvurderet og ud fra disse data samt reproduktionsresultater blev udvalgt avlsdyr. Til avl ved pelsning i 2003 blev udtaget hvalpe med ens størrelse og kvalitet i de to grupper. Tævehvalpene var fra kuld på mindst 5 hvalpe ved anden tælling, og min 1200 g ved sortering samt kuldindex større end 89. Vægtningen ved udvælgelsen i CFC avl var for tæver: 25 på kuld index, 30 på kvalitet og 45 på størrelse. For hanhvalpe var minimumsvægten for udvalgte dyr 2600 g ved sortering , fra kuld med mindst 5 hvalpe ved 2. tælling og kuldindex større end 89. Vægtningen ved udvælgelsen i CFC avl var for hannerne: 25 på kuld index, 30 på kvalitet, 44 på vægt og 1 på gnav. Der blev udelukkende anvendt ungdyr i dieperioden. I dieperioden blev hvalpene talt ved fødsel og dag 42, samt vejet dag 42. Sundhedstilstanden følges hele året. De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM

56

(ss4), LSME ANS / PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau, ved beregning af vægte, tilvækste, skindlængde og kuldstørrelse. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en nonparametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medta -get som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Silket, fyldig-hed og metallic, samt i dieperioden fedtede kuld og gold procent er analyseret med proceduren PROBIT eller ?2. Resultater for vækstperioden 2003 Foderplanen til selektionsholdet ses af tabel 2 . Tabel 2. Foderplan til selektionshold i vækstperioden 2003, % iblanding. Selektion (12) Industrifisk

27,65

Fiskeensilage

13,28

Fjerkræaffald Løgstør

14,98

Poppet byg

8,56

Poppet hvede

8,56

Fiskemel 322

4,0

Hæmoglobinmel

1,43

Majsgluten 521

2,84

Soyaolie 871

6,04

Svinefedt 852

3,02

Vitaminer/mineraler

0,25

Vand

9,39

Plantal: Energiindhold: kcal/100g MJ / kg MJ / kg tørstof Tørstof, % Energifordeling Aske, % Analysetal: Energiindhold: kcal/100g MJ / kg MJ / kg tørstof Tørstof, % Energifordeling Aske, %

232 9,7 20,2 48 27:55:18 2,5

225 9,43 20,0 47 28:54:18 2,5

Hvalpe i kontrolholdet vejede ved pelsning mere end hvalpe i selektionsholdet (tabel 3). Tabel 3. Vejeresultater for hanhvalpe, ca 470 hanhvalpe pr . hold. Hold Vægt ved pelsning, g Kontrol

2660 (330) A

Selektion

2606 (297) B

P-værdi

0,008

Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel

Faglig Årsberetning 2004


Selektion for mink tilpasset et lavt proteinindhold i foderet.

Ligeledes var skindene i kontrolholdet

længst (tabel 4).

Tabel 4. Skindlængde samt skindkvalitet, farve og renhed hos hanhvalpe. Hold Antal skind Længde, Cm Kvalitet, 1-12 * Farve, 1-5 #

Renhed, 1-5 ¤

Kontrol

463

86,0 (4,2) A

6,3 (2,5)

3,0 (1,0)

3,2 (0,9)

Selektion

462

84,9 (3,9) B

6,8 (2,8)

3,0 (1,0)

3,3 (0,9)

P-værdi < 0,0001 NS (0,07) NS NS * 12 er bedst, # 5 er mørkest, ¤ 5 er mest rødlig Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene, NS angiver at der ikke er forskel

Udviklingen i skindlængden fra 2002 til 2003 ses af figur 1, for begge grupper var skindlængden stigende. cm 87

Vægte og kvalitet ved livdyrvurdering for hanner og tæver udvalgt til avl ses af tabel 7 og 8. Vægtene i selektionsholdet var lidt lavere end i kontrolholdet.

86 85 84

Kontrol Selektion

83 82

Tabel 7. Sorteringsvægt og livdyrvurdering af hanminkhvalpe sat i avl 2003. Kvalitet Hold Antal Kuldindex Sorteringsvægt (1-5) Kontrol 36 106,6 3073 3,4 Selektion

36

100,3

3054

3,3

81 80 2002

Tabel 8. Sorteringsvægt og livdyrvurdering af tævehvalpe sat i avl 2003. Kvalitet m, Antal Kuldindex Sorteringsvægt (1-5) Kontrol 210 106 1485 3,5

2003

Figur 1. Udviklingen i skindlængden fra 2002 til 2003

Selektion

Der var ingen signifikant forskel i skindkvaliteten mellem holdene (tabel 4 og 5). Der var kun få dødsfald i holdene fra udsætning til pelsning, i selektions holdet blev der fundet forstørret fedtlever i to hvalpe (tabel 6). Tabel 5. Frekvensen af silkede, flade og fyldige skind hos hanhvalpe. Uld Antal Silkede, Hold Flade, Normal, Fyldig, skind % % % % Kontrol 463 15,1 12,3 68,5 19,2 Selektion P-værdi

462

16,0

14,5

69,7

NS

15,8

NS

NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene Tallene i parentes er standard afvigelsen.

Tabel 6. Frekvensen af døde han - og tævehvalpe. Hold % døde hanner og tæver Kontrol

1,4

Selektion 1,0 Der var 2 med forstørret fedtlever i Selektions holdet ingen i kontrolholdet.

Ved obduktion af 15 hanner pr. hold ved pelsning, blev der i selektionsholdet fundet 2 hanner med lyse levere, mod ingen i kontrolholdet.

210

101

1445

3,2

Konklusion I begge hold er der sket en fremgang i skindlængden fra 2002 til 2003, men selektions holdet ser ud til at være lidt forsinket i forhold til kontrolholdet. Resultater for dieperioden 2004 Foderplanen til selektionsholdet ses af tabel 9, foderskift fra 27 til 30 % af OE fra protein foregik omkring 16. december 2003. Efter dieperioden skiftede foderet gradvis fra 40 til 27 % af OE fra protein i perioden 18/6 til 7/9. Der var forskel i sorteringsvægten og februarvægten mellem holdene (tabel 10), kontrolholdets tæver vejede mest i december og mindst i februar, de har således fået en kraftigere flushing end selektionsholdets tæver. Det kan have haft betydning for hvalperesultatet ved fødsel, hvor der blev født flest hvalpe i kontrolholdet (tabel 11). I løbet af de tre dieperioder der indtil nu har været i selektionsforsøget, er der ikke sket

Faglig Årsberetning 2004

57


Tabel 9. Foderplaner selektionshold dieperioden 2004, samt fodercentralfoder . 5/1 til 25/2

25/2 – fravænning

FC foder 21.jan

FC foder 31. maj

14,27

36,8

39,2

22,5 8 18

23 11,4 3,79

16,9 13

Fiskeaffald, < 3% fedt Fiskeaffald 5 - 8 % fedt Indus trifisk, 5 - 8 % fedt Industrifisk, 8 – 12 % fedt Fjerkræaffald Helfisk ensilage Helblod Våde fedtegrever Lunger Milt Struber Havregryn Fiskemel Blosol Lever Hæmoglobin (blodlegemer) Tysk høns Byg tyndvalset Byg poppet Hvede Fiskemel Hæmoglobinmel Majsgluten Soyaolie Svinefedt Vitaminer/mineraler Vand Eddikesyre Plantal:

17,5 7

1 2,6 7 2,8 1,25 3 2 1,55 0,8 0,5 9,2 11,6 2,5 2,5

8 7,3 6,5 3

1,2

7,35 7,35 4,64 1,90 2,84 4,72 2,36 0,37 16,01

4 2,5

4,74 4,74 4,2 2,36 1,53 2,57 1,29 0,25 11,66

Energiindhold: kcal/100g 203,8 MJ/kg 8,5 MJ/kg tørstof 19,6 Tørstof, % 43,6 Energifordeling 30.52:18 Aske, % 2,8 Analysetal: Energiindhold: kcal/100g 195 MJ/kg 8,2 MJ/kg tørstof 19,2 Tørstof, % 43 Energifordeling 31,5:50:18,5 Aske, % 2,8 Salt tilsætning i perioden 15/4 til 25/6.

2,1 0,5 0,9

0,2 0,2 0,2 0,4 2 0,1

0,3

159,2 6,7 18,2 36,7 40,2:45:14,8 3,5

122

132

30,5 54:33:13 3

31,9 52:35:13 2,7

161 6,8 18,2 37 39:45:16 3,3

Tabel 10. Dieperioderesultater, tævevægte, goldprocent, fedtede og grå kuld alle er ungtæver Antal Tævevægt, g % fedtede parrede Golde Antal Behandling og grå * Tæver % kuld Sorterings vægt Februarvægt # Dag 42 Kontrol

196

5,6

185

1486 (151) A

1138 (177) B

1117 (163) 0

Selektion

196

7,7

181

1441 (141) B

1205 (144) A

1114 (152) 2,8

0,002

0,001

NS

P-værdi

NS

NS

NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie Forskellige bogstaver i holdene angiv er at der er statistisk sikker forskel # halvdelen vejet * ”Fedtede kuld” er kuld der er behandlet. ”Grå kuld” er kuld hvor hvalpene var gråuldede i slutningen af dieperioden.

Tabel 11. Dieperioderesultater, kuldstørrelse og hvalpevægte. Hvalpevægte dag 42, g Behandling

Antal kuld

Levende v . fødsel

Kontrol

185

6,73 (2,19) A

Selektion

181

6,19 (2,39) B

P-værdi

0,03

Døde v . fødsel 0,23 (0,64) 0,18 (0,46)

Antal hvalpe dag 42

Hanhvalpe

Tævehvalpe

6,43 (2,24) A

359 (74) A

312 (58) A

5,68 (2,61) B

296 (77) B

263 (59) B

NS

0,004

< 0,0001

< 0,0001

NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie Forskellige bogstaver i holdene angiver at der er statistisk sikker forskel

58

Faglig Årsberetning 2004


Selektion for mink tilpasset et lavt proteinindhold i foderet.

nogen stigning i kuldstørrelsen ved fødsel (figur 2), i alle tre perioder har kontrolholdet født flest hvalpe. Forskellen i kuldstørrelse i 2004 holdt til fravænning, hvor der stadig var flest hvalpe i kontrolholdet, på trods af de mange hvalpe var det ligeledes kontrolholdets hvalpe der vejede mest dag 42 (tabel 11). Udviklingen i hvalpenes fravænningsvægt gennem hele forsøgsperioden viste at fravænningsvægtene var ens bortset fra i 2004, hvor hvalpene i selektionsholdet af en eller anden grund vejede betydeligt mindre en kontrolholdets hvalpe (figur 3). Der var ingen forskel i goldprocenten mellem holdene, og der var kun få fedtede kuld (tabel 10). Der døde flest tæver i selektionsholdet (tabel 12), overvejende som følge af flere tæver med diegivningssyge.

Tabel 12. Døde tæver Behandling

Total døde i dieperioden, %

Døde ds, %

Kontrol

2,7

1,6 A

Selektion

8,5

5,7 B

P-værdi

0,05

Forskellige bogstaver i holdene angiver at der er statistisk sikker forskel

Fodercentralfoderet indeholder en del råt slagteaffald, hvorvidt dette har haft en god smagseffekt for tæverne i kontrolholdet er en mulighed. Konklusion Der er ikke sket nogen udvikling i kuldstørrelse ved fødsel gennem forsøgsårene. Tæverne i kontrolholdet fødte og fravænnede flest hvalpe. På trods af flere hvalpe var fravænningsvægtene i 2004 størst i kontrolholdet. Avlstævernes vægt i selektionsholdet var lavest i december og højest i februar, hvilket kan have haft betydning for flushing af tæverne.

Kuldstørrelse ved fødsel

8 7 6 5 Kontrol Selektion

4 3 2 1 0 2002

2003

2004

Figur 2. Udviklingen i kuldstørrelse ved fødsel i kontrol og selektionshold. Hanhvalpevægt dag 42

400 350 300 250 Kontrol Selektion

200 150 100 50 0 2002

2003

2004

Figur 3. Udviklingen i hanhvalpevægte dag 42, i perioden 2002 til 2004.

Faglig Årsberetning 2004

59


60

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe Søren Krogh Jensen1; Mette U. Hansen2 & Tove N. Clausen3 1

Afdeling for Husdyrernæring og fysiologi, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, PO Box 50, 8830 Tjele 2 Dansk Landbrugs Rådgivning, Landscentret, Pelsdyr, Udkærsvej 15, 8200 Århus N 3 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro Sammendrag E-vitamin (α-tokoferol) er en meget vigtig antioxidant for minkene og udover dens antioxidative virkning i cellemembranerne har E-vitamin stor betydning for udviklingen og vedligeholdet af et velfungerende immunforsvar. E-vitamin tilsættes normalt foder som syntetisk E-vitamin i form af all-rac-α-tokoferyl acetat). Denne syntetiske form består af en lige blanding af 8 såkaldte stereoisomere af α-tokoferol, mens α-tokoferol dannet i naturen udelukkende består af en isomer (RRR-α-tokoferol). Adskillige undersøgelser har vist at den naturlige form udnyttes bedre end den syntetiske form, idet dyrene er i stand til at skelne de syntetiske former fra de naturlige. I et forsøg med lakterende tæver blev overførslen fra foder til tæver, udskillelse i mælk og videre til hvalpene af de forskellige former af α-tokoferol undersøgt. Femten Scanbrown minktæver indgik i forsøget, de blev fodret med farmfoder indeholdende 60 mg all-rac -α-tokoferyl acetat pr kg foder. Der blev taget blodprøver på tæverne i april før fødsel og 28 og 42 dage efter fødsel, samt mælkeprøver 2 og 28 dage efter fødsel. Fra hvalpene blev der udtaget plasma og væ vsprøver på dag 28. Analyser af E-vitaminindholdet og af den stereokemiske sammensætning af α-tokoferol viste den naturlige isomer var den dominerende isomer i såvel tævernes blod og mælk som i hvalpenes blod og væv, på trods af, at den naturlige isomer kun udgjorde 16% af foderets indhold af α-tokoferol. I hjertemuskulaturen udgjorde den naturlige isomer således 60% af det totale α-tokoferolindhold. Ved forholdsregning kan det således beregnes at minktæver og hvalpe udnytter naturligt Evitamin 2,5-3,0 gange bedre end syntetisk E-vitamin. Jensen, S. K., Clausen, T. N. 2004. E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe. Faglig årsberetning 2004, 61-67, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Vitamin E (α-tocopherol) is a very important antioxidant for minks and beyond its function as an antioxidant in cell membranes vitamin E is very important for the development and maintenance of the immune system. Vitamin E is added to the feed as synthetic all-rac-αtocopheryl acetate. The synthetic form consist of an equal amount of 8 stereoisomers of α-tocopherol, while α-tocopherol synthesized by nature always posses the RRR configuration. Several investigations have shown a higher utilization of the natural form of vitamin E compared to the synthetic form, caused by a biodiscrimination within the animals. In an experiment with lactating mink the transfer of the different isomers of αtocopherol from feed to mink, mink milk and further to the mink kits was studied. Fifteen Scanbrown female mink was included in the experiment, they were fed with traditional farm feed containing 60 mg all-rac-α-tocopheryl acetate per kg feed. Thus the natural isomer constituted only 16% of the α-tocopherol in the feed Blood samples were taken in April before birth and 28 and 42 days after birth. Milk samples were taken at day 2 and 28 after birth. From the kits plasma and tissue samples was taken 28 days after birth. Analysis of the vitamin E content and of the stereochemic composition of α-tocopherol showed that the natural isomer were the dominating isomer in plasma and milk from the mothers as well as in plasma and tissues from the kits. In heart muscle the natural isomer made up 60% of the total α-tocopherol content. Based on the relative abundance of the different stereoisomers it can be calculated that mink utilize RRR-α-tocopherol a factor 2.5 – 3 times better than all-rac-α-tocopherol. Jensen, S. K. , Clausen, T. N. 2004. Vitamin E to mink females and its transfer to kits. Annual Report 2004, 61-67, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 2004

61


Indledning E-vitamin (α-tokoferol) er et meget vigtigt vitamin for mink og foderet tilsættes traditionelt minimum 60 mg syntetisk E-vitamin (all-rac-α-tokoferyl acetat) pr kg foder. E-vitamin har mange funktioner i kroppen, men er mest kendt som en antioxidant. En anden vigtig funktion for E-vitamin er, at den medvirker til at modne immunforsvaret, hvilket især er af stor betydning for minkhvalpene. Minkhvalpe fødes ligesom andre dyr uden målbart indhold af E-vitamin i kroppen, deres E-vitamin status i dieperioden er derfor helt afhængig af tilførslen via mælken. Hvad er en antioxidant? For at forstå funktionen af en antioxidant er det vigtigt at gøre sig klart hvordan antioxidanter fungerer. En antioxidant er et stof der hindrer oxidation – altså en afgivelse af en elektron, mens en oxidant er et stof som gerne lader sig reducere – altså modtager en elektron. Den antioxidative effekt af α-tokoferol og andre antioxidanter udøves ved at der sker en oxidation af disse antioxidanter, idet de afleverer en elektron samt ofte et brintatom til det molekyle de skal beskytte. For at en antioxidant kan være effektiv skal den kunne tåle at blive oxideret og selv blive til et frit radikal. Effektive ikke enzymatiske antioxidanter er kendetegnet ved mange konjugerede dobbeltbindinger, en molekylestruktur der bevirker at de ikke er særlige reaktive som frie radikaler. Når antioxidanten har afgivet sin elektron (og brintatom) er den forbrugt. Den skal nu enten udskilles af kroppen eller regenereres via en energikrævende proces. Hvad er et frit radikal? De stoffer der fungerer som oxidanter er molekyler som indeholder en uparret

62

elektron i den yderste elektronskal, sådanne molekyler kaldes for frie radikaler, og de er som følge af deres ustabile elektronstruktur meget reaktive. De biologisk mest relevante frie radikaler er superoxid (O2. -), hydroxyl (OH. ), peroxyl, (ROO. ), alkoxyl (RO.), og hydroperoxyl (HOO. ) (Prikket angiver at molekylet har en uparret elektron). Disse frie radikaler dannes dels i forbindelse med den normale oxidative metabolisme, men det er især i forbindelse med infektioner eller andre uønskede påvirkninger af organismen at der sker en voldsom og til tider uhæmmet produktion af disse meget reaktive frie radikaler. Da disse frie radikaler er meget reaktive kan de reagere med mange forskellige stoffer. Ofte vil de angribe dobbeltbindingerne i de umættede fedtsyrer og fjerne brintatomet he rfra, herved gøres fedtsyren til et frit radikal, som så kan reagere videre ofte med ilt (O2), hvorved der dannes lipidperoxylradikaler (LOO.). Herved initeres en hel kædereaktion som vil fortsætte så længe der findes ilt eller dobbeltbindinger, eller indtil et effektivt forsvar af antioxidanter stopper reaktionen. Fagocytose Neutrofiler og makrofager er begge celletyper der forsøger at uskadeliggøre indtrængende bakterier og andre uønskede fremmedlegemer i blodet ved fagocytose. De indeholder således en lang række enzymer, der kan nedbryde/æde de indtrængende bakterier. Derudover er de istand til at producere og specifikt angribe indtrængende bakterier med reaktive oxygen og nitrogen forbindelser, idet de kan danne superoxidradikaler (O2. -) ved følgende energikrævende reaktion, der katalyseres af et NADPH oxidase kompleks:

Faglig Årsberetning 2004


E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe

NADPH + 2O2 → NADP+ + H+ 2O2. - (1) Herved kan de fagocyterende cellers iltforbrug øges op til 20 gange (respiratorisk burst), så der er virkelig tale om en proces, der dels producerer mange frie radikaler og dels er energikrævende. Denne voldsomme produktion af frie radikaler udsætter ikke blot de indtrængende bakterier, men også de fagocyterende celler samt blodet og det omgivende væv for et voldsomt oxidativt pres. Det er derfor meget vigtigt at organismens antioxidative forsvar er i højeste alarmberedskab. Under normale fysiologiske forhold omsættes ca. 1% af det forbrugte ilt til superoxid (O2. -). Behov for E-vitamin til minktæver og hvalpe E-vitamin er afgørende for et velfungerende reproduktionsystem og immunforsvar. Spæddyr (herunder minkhvalpe) fødes med meget små depoter af E-vitamin i kroppen. Hvis tævens kropsreserver opretholdes, kan den gennem kolostrum og mælk forsyne hvalpene med det E-vitamin, som er nødvendigt for normal vækst og livskraft. Fravænningsperioden kan være vanskelig og stressende for hvalpene, og deres appetit og foderindtagelse nedsættes ofte i den første tid. Da produktionen af fordøjelsesenzymer fra bugspytkirtlen ligeledes falder i denne periode, kan absorptionen af næringsstoffer og energi reduceres yderligere. Disse forhold og den samtidige stresspåvirkning af at skulle undvære tæven, gør hvalpene særligt udsatte for infektioner. Navnlig diarré er et stort problem, og kan være en medvirkende årsag til dårlig trivsel. Man ved, at hvalpenes modstandskraft ofte er meget lav umiddelbart efter fravænning, og at forsyningen med Evitamin, sammen med energibalancen og andre næringsstoffer, er af stor

betydning for hvalpenes immunforsvar. Det er derfor af afgørende betydning for hvalpenes sundhed og trivsel, at de i perioden op til (via mælken) og efter fravænning tildeles energi- og Evitaminrig ernæring, samt at det sikres at dyrene kan udnytte det tildelte Evitamin. Absorption (fordøjelse) og omsætning E-vitamin absorberes ligesom fedt og andre fedtopløselige stoffer i tyndtarmen. For at E-vitamin kan absorberes, skal det være på alkoholform, det vil sige acetat-delen af molekylet skal spaltes fra, hvilket sker ved hydrolyse i dyrets tarm under tilstedeværelse af enzymet carboxylester hydrolase (CEH). Ved hjælp af galdesalte sker der en emulgering det vil sige en miceldannelse (dannelse af små opløste fedtdråber i tarmvæsken) af det hydrolyserede E-vitamin og andre fedtstoffer, som kan transporteres over tarmvæggen. Efter indlejring i kylomikroner, udskilles E-vitaminet til lymfen. Blodets lipoproteiner har til opgave at sørge for transporten af Evitaminet fra tarm til lever og videre ud i kroppens forskellige væv. I leveren bindes E-vitaminet til et protein, som varetager den videre overførsel og indlejring i VLDL (Very Low Density Lipoproteins), hvis primære funktion er at levere E-vitamin videre til de perifere væv. Dette protein binder fortrinsvis den naturlige form af E-vitamin (RRR-αtokoferol), og biodiskrimineringen af de forskellige E-vitamin former foregår således i leveren, og ikke i fordøjelseskanalen. E-vitamin er i modsætning til de øvrige fedtopløselige vitaminer (A-, D- og K-vitamin) ikke noget depotstof og lagres derfor ikke særlig godt i kroppen, men ved fodring med høje doser igennem to til tre uger kan ganske betydelige mængder dog indbygges i dyrenes fedtvæv, muskler og lever.

Faglig Årsberetning 2004

63


Jensen, S. K., Hansen, M. U. & Clausen, T. N.

E-vitaminformer Traditionelt tildeles E-vitamin foderet som syntetisk E-vitamin (all-rac-αtokoferyl acetat), men i de senere år er der kommet flere naturlige produkter på markedet bestående af enten RRR-αtokoferol eller RRR-α-tokoferyl acetat. Årsagen til interessen for de naturlige produkter er at de har en højere Evitamin aktivitet end de syntetiske, men de er desværre ofte både dyrere og mere ustabile, hvorfor det kan være problematisk at regne sig frem til, om det kan betale sig at skifte til de naturlige produkter. I naturen forekommer der otte stoffer, som har E-vitaminaktivitet, nemlig RRR-α-, RRR-β-, RRR-γ- og RRR-γtokoferol og RRR-α-, RRR-β-, RRR-γ-, og RRR-δ-tocotrienoler. Hos tokoferolerne er sidekæden på molekylet mættet, mens tokotrienolerne indeholder en tredobbelt umættet sidekæde. Strukturen af α-tokoferol er vist i figur 1.

Figur 1: Den kemiske struktur af RRR-α -tokoferol

Syntetisk E-vitamin består af 8 såkaldte isomere af α-tokoferol. Det at de er isomere skal forstås på den måde, at de har samme kemiske strukturformel, men deres tredimensionale struktur er en lille smule forskellig. I praksis skelner man mellem om de er højredrejende (R), venstredrejende (S) eller blandet højre-venstredrejende (R/SR/S). E-vitamin dannet på naturlig måde i planterne er altid den rent højredrejende isomer (RRR-αtokoferol). De øvrige 7 isomere som

64

alle er syntetiske består af 4 såkaldte venstredrejende isomere og tre isomere som både er venstre og højredrejende. Den rent højredrejende isomer betegnes med bogstaverne RRR, mens de øvrige betegnes både med bogstaverne R og S. Da naturen oprindeligt kun kender den højredrejende isomer, er det også den der har den højeste biologiske aktivitet eller vitamin E værdi om man vil. Det er således vist at de transportproteiner der transporterer E-vitamin rundt i kroppen har størst præference for den rene højredrejende isomer og lavest præference for de venstredrejende isomere. I forsøg med rotter er den naturlige form fundet at have 1,5 gang vitaminværdien af den naturlige form (Weiser & Vecchi, 1982). I de senere år er der imidlertid rejst en del tvivl om hvorvidt disse resultater fundet i forsøg med rotter kan overføres til andre dyrearter. Amerikanske, canadiske og danske undersøgelser med mennesker, kvæg/får og grise har således vist en højere udnyttelse af det naturlige Evitamin end de officielle værdier har vist. Formålet med denne undersøgelse er at undersøge i hvilket omfang mink skelner mellem de syntetiske og den naturlige form af E-vitamin, specielt fokuserer undersøgelsen på overførslen af E-vitamin til hvalpene via tævens mælk. Biologisk aktivitet Der har været meget debat om den relative biologiske aktivitet af naturligt E-vitamin (d-α-tokoferol) og syntetisk Evitamin (all-rac-α-tokoferol). Måling af E-vitamin aktivitet er baseret på føtal resorption af rottefostre, og i henhold til dette varierer de biologiske aktiviteter af de syv øvrige forbindelser af all-rac-αtokoferyl acetat fra 21 til 90 pct. af aktiviteten af naturligt E-vitamin. Det officielt anerkendte forhold mellem den

Faglig Årsberetning 2004


E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe

biologiske aktivitet af naturligt E-vitamin (RRR-α-tokoferyl acetat) og syntetisk fremstillet E-vitamin (all-rac-α-tokoferyl acetat) er baseret på rotte-assayet og er 1,36:1,00. Hvis man i stedet relaterer den biologiske aktivitet af de forskellige E-vitaminformer til deres koncentration i plasma, viser det sig, at både hos rotter, mennesker og hunde er det naturlige E-vitamin dobbelt så biopotent som det syntetiske E-vitamin. Eller sagt med andre ord: den biologiske aktivitet af syntetisk Evitamin hos flere dyrearter er overvurderet i forhold til naturligt Evitamin. Materialer og metoder Femten Scanbrown minktæver indgik i denne undersøgelse. Minkene var opstaldet på Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter i Tvis. Pasning og prøveudtagninger er beskrevet i detaljer af Hansen (2004). Foderet var tilsat 60 mg E-vitamin i form af all-rac-α-tokoferyl acetat og energiindholdet var 5,7 MJ/kg foder og tørstofindholdet var 33,5%. Der blev udtaget plasma fra de drægtige tæver den 22. april samt af de lakterende tæver 28 og 42 dage efter fødsel. Mælkeprøver blev udtaget 2 og 28 dage efter fødslen. Fra hvalpene blev der taget blod ved 28 dage, hvor der også blev taget vævsprøver fra 15 hvalpe. Foderet, minkplasma, samt mælk og væv blev analyseret for indhold af E-vitamin og den stereokemiske sammensætning af αtokoferol blev ligeledes analyseret som tidligere beskrevet (Cortinas et al. 2004). Resultater E-vitaminindholdet i foderet blev analyseret til 56±5 mg α-tokoferol og den stereokemiske sammensætning i foderet viste at 92% af det totale indhold af E-vitamin i foderet var tilsat syntetisk E-vitamin, mens kun 8%,

svarende til 4,5 mg fandtes naturligt i foderet. I tabel 1 er sammensætningen af foderets E-vitamin givet. Tabel 1. Foderets indhold af sammensætning af E-vitamin (α tokoferol)

mg/kg 2SR/SR/S(1 RSS(2 RRS(2 RRR(3 RSR(2 foder 56 50,4 9,5 11,0 16,2 13,0 ±5 ±4,5 ±1,8 ±2,3 ±3,2 ±2,8 (1 De fire venstredrejende isomere (2 De tre blandede højre-venstredrejende isomere (3 Den rent højredejende isomer = naturligt E-vitamin

Opgøres foderets indhold af E-vitamin på de såkaldte forskellige højre og venstredrejende former, som det er vist i Tabel 1, så ses det at 50% af foderets α-tokoferol består af de såkaldte 2S former (de rent venstredrejende) og ca. 35% som er både venstre og højredrejende, mens kun 16% er rent højredrejende – altså den naturlige form. Ser vi derimod på indholdet i tævernes plasma (Tabel 2) fremgår det, at blodprøven fra april viser det laveste Evitaminindhold i tæverne, men det fremgår også, at den naturlige isomer udgør halvdelen af det α-tokoferol der findes i tævernes plasma. Det bemærkes især at de rent venstredrejende isomere som udgjorde 50% af foderets α-tokoferol kun udgør 4% af tævernes indhold af α-tokoferol i plasmaet, mens de blandede højrevenstredrejende isomere nogenlunde ligger på det samme niveau som i foderet. I figur 2 er vist et eksempel på den stereokemiske separation af αtokoferol i plasma ved chiral HPLC.

2S

RSS RRS RRR RSR

Figur 2. Stereokemisk separation af α -tokoferol i plasma

Faglig Årsberetning 2004

65


Jensen, S. K., Hansen, M. U. & Clausen, T. N.

Hos de lakterende tæver er andelen af den naturlige isomer faldet til 39%, mens andelen af de rent venstredrejende isomere er steget til godt 7%. Tabel 2. Minktævernes og hvalpenes indhold og sammensætning af E-vitamin (α -tokoferol) i plasma (2 α-tokoferol µg/ml 2SR/SR/S(1 RSS(2 RRS(2 RRR (3 RSR plasma 10,6 4,4 12,3 18,9 49,1 15,2 April ±7,2 ±2,2 ±3,4 ±2,5 ±5,7 ±3,3 16,8 7,2 16,3 21,2 39,0 16,4 dag 28 ±5,8 ±3,3 ±1,6 ±2,5 ±3,9 ±1,8 17,9 7,8 16,8 20,3 39,1 16,0 dag 42 ±7,2 ±3,7 ±2,3 ±1,7 ±2,9 ±1,7 Hvalpe 23,6 1,5 13,5 25,3 46,2 13,6 dag 28 ±3,9 ±0,8 ±1,3 ±1,8 ±2,8 ±1,9 (1 De fire venstredrejende isomere (2 De tre blandede højre-venstredrejende isomere (3 Den rent højredejende isomer = naturligt E-vitamin

Totalindholdet af α-tokoferol i minkenes plasma er steget til 17-18 µg/ml plasma, hvilket må betegnes som værende et tilfredsstillende niveau. Hvalpe plasmas stereokemiske sammensætning af α-tokoferol minder meget om tævernes, dog ses det at de rent venstredrejende isomere kun udgør 1-2% af plasmaets indhold af αtokoferol. Minkmælkens indhold af E-vitamin er højere på dag 2 end på dag 28 (Tabel 3), hvorved hvalpene hurtigt får opbygget en god E-vitamin status, så immunforsvaret hurtigt kan modnes. Den stereokemiske sammensætning af mælkens α-tokoferol afspejler plasmaets sammensætning. Tabel 3. Minkmælkens indhold og sammensætning af E-vitamin (α -tokoferol) α-tokoferol (1 (2 (2 (3 (2 2SR/SR/S RSS RRS RRR RSR µg/g mælk 16,2 8,4 12,1 18,2 45,4 15,9 Dag 2 ±4,4 ±1,7 ±1,3 ±1,4 ±2,8 ±1,3 7,1 12,8 14,7 18,3 37,5 16,7 dag 28 ±8,0 ±3,2 ±1,7 ±2,3 ±2,8 ±2,4 (1 De fire venstredrejende isomere (2 De tre blandede højre-v enstredrejende isomere (3 Den rent højredejende isomer = naturligt E-vitamin

Hvalpenes E-vitamin status (Tabel 2) ligger på et pænt højt niveau og et fællestræk for lever, hjerte og fedtvæv fra 28 dage gamle hvalpe er, at de kun indeholder de fire højredrejende stereoisomere af α-tokoferol og i

66

hertemuskulaturen udgør den naturlige isomer 59% af hjertets totale αtokoferolindhold (Tabel 4). Tabel 4. Indhold og sammensætning af E-vitamin (α -tokoferol) i lever, hjerte og bugfedt fra 28 dage gamle minkhvalpe α-tokoferol (1 (2 (2 (3 (2 2SR/SR/S RSS RRS RRR RSR µg/g væv 78 15,3 24,8 37,8 22,2 Lever 0 ±33 ±3,9 ±3,0 ±4,4 ±2,3 15 12,0 14,2 59,0 14,8 Hjerte 0 ±3 ±2,3 ±1,7 ±4,1 ±2,1 12 Fedtvæv 0 14,2 27,0 44,4 14,4 ±13 (1 De fire venstredrejende isomere (2 De tre blandede højre-venstredrejende isomere (3 Den rent højredejende isomer = naturligt E-vitamin

Konklusion Minktæverne som indgik i dette forsøg blev fodret med farmfoder indeholdende 60 mg syntetisk E-vitamin pr kg foder. Dette niveau må anses for i gennemsnit at tilgodese dyrenes behov for E-vitamin, men som det fremgår af spredningerne på tæverne ved dag 28 og dag 42, så er der ret stor individuel variation i dyrenes E-vitamin status. Analyser af de forskellige former af αtokoferol viser at minkene har en klar præference for den naturlige isomer – altså den højredrejende isomer, hvilket er i overensstemmelse med undersøgelser hos andre dyrearter. Anvendes den samme beregningsmåde som tidligere er anvendt hos rotterne kan det beregnes at syntetisk E-vitamin hos minktæverne (baseret på plasmaværdierne fra dag 28 og 42) har en biologisk aktivitet på 41% af den naturlige isomer. Anvendes mælkeprøverne fra dag 2 og dag 28 som grundlag fås en værdi på 38% og endelig fås ved anvendelse af hvalpenes plasmaværdier fra dag 28 en værdi på 34%. Det kan således konkluderes at minktæver og hvalpe udnytter naturligt E-vitamin en faktor 2,5 –3,0 gange bedre end syntetisk Evitamin. Om der derudover er andre fordele såsom bedre optagelighed og højere biologisk værdi giver denne undersøgelse ikke svar på.

Faglig Årsberetning 2004


E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe

Referencer Cortinas L., Baroeta, A.C., Galobart, J. & Jensen, S.K. 2004. Distribution of αtocopherol stereoisomers in liver and thigh of chickens. British Journal of Nutrition, 92, 295-301. Hansen, M.U. 2004. Effects of different n-6 to n-3 fatty acid ratios in pregnant and lactating mink. Ms. Sci. thesis.

Department of Animal Science and Animal Health, KVL. Pp 80. Weiser, H. & Vecchi, M. 1982. Stereoisomers of alpha -tocopheryl acetate. II. Biopotencies of all eight stereoisomers, induvidually or in mixtures, as dertermined by rat resorption-gestation tests. Internat. J. Vitam. Nutr. Res. 52, 351-370.

Faglig Årsberetning 2004

67


68

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin. Morten Rahr Clausen1,2, Søren Krogh Jensen.2, Jens Christian Sørensen1 & Hilmer Sørensen.1 1) 2)

Institut for Grundvidenskab, Biokemi & Naturproduktkemi, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C Afdelingen for Husdyrernæring og Fysiologi, Forskningscenter Foulum, Danmarks JordbrugsForskning, Blichers Allé, Postboks 50, 8830 Tjele Sammendrag Tocopheroler er vigtige bestanddele i foder, dels fordi de beskytter mod lipidoxidation, og dels på grund af deres E-vitamin effekt. Blandt de otte naturligt forekommende tocopheroler er der stor forskel både på deres relative antioxidative effekt og på deres virkning som vitaminer. Ved vurdering af kvaliteten af forskellige typer foder og foderkilder, er det derfor nødvendigt med effektive analyser af disse vitaminer og antioxidanter. Carotener virker ligeledes som antioxidanter og er desuden pro-Avitaminer. Virkningsmekanismen for carotener adskiller sig dog fundamentalt fra tocopherolers, og da disse to klasser af antioxidanter fungerer synergistisk, bør indhold af både tocopheroler og carotener vurderes. Med dette arbejde er der opnået nye resultater vedrørende tocopherol- og carotenanalyser af potentielle fedt- og proteinkilder til minkfoder, hvor fokus har været rettet mod lupin og raps. Resultaterne viser, at især lipiderne i lupin er godt beskyttet mod oxidation dels pga. en favorabel sammensætning af tocopherolerne og dels pga. et højt indhold af antioxidanter. Det høje indhold af polyumættede fedtsyrer i minkfoder gør foderet særlig udsat for lipidoxidation, som vil resultere i kvalitetsforringelser. Det er derfor ofte nødvendigt at tilsætte antioxidanter, hvor naturlige tocopheroler er alternative kilder, som er af stor interesse. En mulig kilde er deodoriseringsdestillatet (DOD) fra planteolieproduktion, som er et forholdsvis billigt restprodukt, med tocopherolkoncentrationer på 1 - 2 %. For at gøre denne tocopherolkilde anvendelig er en opkoncentrering nødvendig, og til dette formål er der gode muligheder med de to teknikker: Short-path destillering og superkritisk CO2 (SCCO2) ekstraktion. Clausen, M. R., Jensen, S. K., Sørensen, J. C. & Sørensen, H., 2004, Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin. Faglig Årsberetning 2004, 69-75. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Abstract Tocopherols are important constituents in feed, partly because of their protective action against lipid oxidation, and partly because of their vitamin E effect. Among the eight naturally occurring tocopherols exists differences in relative antioxidative effect as well as in their effect as vitamins. In order to evaluate the quality of different feed sources and feeds, effective methods for analysis of these components are necessary. Carotenoids act as antioxidants as well. However, since the mechanism of action of carotenoids is fundamentally different from that of tocopherols, the content of carotenoids should be evaluated as well. Methods of analysis are developed for determination of individual tocopherols and carotenoid and the results from analysis of two potential lipid and protein sources for mink feed, lupine and rapeseed, are presented. The results show, that especially lipids in lupine are effectively protected against oxidation, partly because of a beneficial composition of the tocopherols, partly because of a high content of antioxidants. The high content of polyunsaturated fatty acids in mink feed, makes it extremely exposed to lipid oxidation, and thereby reduction of quality. Therefore, it is necessary to add antioxidants, and sources of natural tocopherols are therefore of great interest. A potential source is the deodorizer distillate (DOD) from plant oil production, which is a relatively cheap by-product available from commercial oil mills with tocopherol concentrations of 1 - 2 %. Enrichment is necessary in order to make this source of tocopherols more attractive for food and feed applications, and here preliminary

Faglig Årsberetning 2004

69


Clausen, M. R., Jensen, S. K. 2, Sørensen, J. C. & Sørensen, H.

experiments with two techniques are presented: short-path distillation and supercritical CO2 (SC-CO2) extraction. Clausen, M. R., Jensen, S. K., Sørensen, J. C. & Sørensen, H., 2004, Fat soluble vitamins and antioxidants in mink feed; tocopherols and carotenoids in oilseed rape and lupines. Annual Report 2004, 69-75. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Indholdet af lipider i minkfoder skal være let tilgængeligt og af en god kvalitet. Med god kvalitet menes dels, at der skal være det rette forhold mellem indholdet af essentielle fedtsyrer, dels at indholdet af ernæ ringsmæssigt skadelige forbindelser, dannet under oxidation af lipider, skal mindskes. Udover triglycerider (olie eller fedt) indeholder lipidfraktionen ligeledes en lang række af andre komponenter, herunder essentielle næringsstoffer som fedtopløselige vitaminer: A, D, E samt K og carotener (pro-A-vitamin). Fiskeaffald der anvendes i foder bidrager især med et højt indhold af polyumættede n-3 og n-6 fedtsyrer, der er forstadier til en række biokemisk vigtige molekyler, herunder prostaglandiner, hormoner og signalstoffer. Da disse polyumættede fedtsyrer er særligt udsatte for oxidation, er et højt indhold af antioxidanter nødvendigt for at mindske dannelsen af skadelige peroxider og specielt produkter fra lipidoxidation/harskningprocesser. E-vitamin har, udover dets vitamineffekt, antioxidativ effekt. Der findes otte forskellige naturlige former af Evitamin: Fire tocopheroler: a-, ß-, ?-, og d-Tocopherol og de tilsvarende umættede forbindelser, som benævnes tocotrienoler. Det er velkendt, at atocopherol har størst E-vitamin effekt målt som internationale enheder (IU) og den relative effekt af de 4 tocopheroler er i rækkefølgen a > ß > ? > d med henholdsvis 1,1; 0,3; 0,15; 0,01 IU/mg for de racemiske d;l former og for atocopherol har d-formen 3 gange større 70

aktivitet end l-formen. Derimod er deres antioxidative effekt in vitro i den omvendte rækkefølge, altså stigende fra a til d. Analyser af fordelingen mellem de 8 naturlige former af Evitamin inklusiv deres stereokemi er således relevant i forbindelse med vurdering af en given foderkildes og foderblandings kvalitet. Disse analyser skal, som påpeget af Bjergegaard et al. (2000), naturligvis sammenholdes med en beskrivelse af andre lipidkomponenter. Syntetisk E-vitamin anvendes ofte i foderblandinger på grund af den høje pris på naturligt E-vitamin (Jensen og Damgaard, 2000), men alternative kilder til fremskaffelse af billigere naturligt E-vitamin er ønsket og foreslået af Bjergegaard et al. (2000). En sådan hidtil uudnyttet kilde er deodoriseringsdestillater fra planteolieproduktion. Dette destillat fremkommer i det sidste trin af olieraffineringen. Her destilleres olien ved lavt tryk (1 × 10-3 bar - 5 × 10-3 bar) og temperaturer på 200 ºC – 240 ºC, hvorved der fjernes uønskede forbindelser, såsom frie fedtsyrer og lavmolekylære smags- og aromastoffer fra olien. Det opnåede restprodukt (destillatet) består hovedsagligt af frie fedtsyrer (ca. 70 %) og repræsenterer en billig kilde til naturligt E-vitamin, som forefindes i koncentrationer på 1 til 2 %. Ved at vælge passende procesteknik er det muligt, at opkoncentrere tocopherolerne og dermed opnå et produkt, der med store fordele vil kunne tilsættes foderblandinger. Destillering under vakuum er lovende med henblik på at opnå et ønsket og prisbilligt produkt og

Faglig Årsberetning 2004


Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin

alternativt er der den nye teknik baseret på superkritisk CO2 (SC-CO2) ekstraktion, som giver gode muligheder for at justere procesbetingelserne og dermed optimere udbyttet. Naturlige kilder til carotener er eksempelvis bioraffineret olie af raps eller lupin. Carotener har, ligesom E-vitamin, en antioxidativ effekt, men virkningsmekanismen for carotener er fundamentalt anderledes end for E-vitamin. Der er for disse to grupper af forbindelser fundet synergistisk antioxidative effekter, hvor blandinger af tocopheroler og carotener udviser større antioxidativ effekt end forventet, hvis man sammenligner med deres effekt enkeltvis.

nemført ved short-path destillering på udstyr fra VTA (Deggendorf, Tyskland). Dimen-sionerne for udstyret var, overfladeareal: 0,4 m2, højde: 1820 mm og diameter: 200 mm. Først blev der gennemført en destillering ved 120 °C, 100 Pa, og efterfølgende blev opkoncentreringen gennemført ved destillering af destilleringsresten ved 5 forskellige temperaturer (160 °C, 170 °C, 180 °C, 190 °C, 200 °C). Både destillater og destilleringsrester blev analyseret for tocopheroler, som beskrevet ovenfor. For bestemmelse af indholdet af frie fedtsyrer blev prøverne opløst i 1-propanol og titreret med NaOH, med phenolphthalein som indikator.

Med baggrund i det ovenfor omtalte kendskab til tocopheroler og carotener er det fundet relevant at fokusere på forbedrede metoder til kvalitative og kvantitative analyser af disse to grupper af forbindelser i råvarer og foder. I det foreliggende arbejde præsenteres analyser af tocopheroler og carotener i lupin og raps som eksempler på protein- og fedtkilder til mink. Desuden beskrives indledende forsøg med opkoncentrering af tocopheroler fra et raps deodoriseringsdestillat med henblik på produktion af et tocopherolkoncentrat som kan anvendes i foder.

Opkoncentrering blev ligeledes gennemført ved SC-CO2 ekstraktion på udstyret beskrevet af Bjergeggard et al (2000). Ca. 1 g deodoriseringsdestillat blev afvejet til hver ekstraktion og der blev gennemført ekstraktioner ved tre forskellige temperaturer (40 °C, 50 °C, 80 °C) og tre forskellige tryk (10 MPa, 13 MPa, 20 MPa). Forløbet af ekstraktionen blev fulgt ved gravimetrisk bestemmelse af ekstraktet og analyse af tocopherolindholdet i ekstrakterne.

Materialer og metoder Forsæbning af frøprøver og HPLC analyse af tocopheroler og carotener blev udført som beskrevet af Buskov og Sørensen (1997) og af Jensen et al. (1998). Ekstraktion af lipider fra frø til analyse af carotener er beskrevet af Bjergegaard et al. (2000), og fedtsyresammensætningen blev bestemt ved GC-FAME efter omesterificering af triacylglyceroler (Rothenberg og Andersen, 1980; Clausen et al., 2003).

Resultater og diskussion Raps og lupin frø samt produkter deraf er af interesse med henblik på anvendelse som protein- og lipidkilder til minkfoder. Dermed er det også af interesse at kende indholdet af tocopheroler og carotener i disse frøtyper. Ved forsæbning og efterfølgende væske-væske ekstraktion kan både tocopheroler og carotener analyseres direkte enten ved SFC eller ved normal fase HPLC. Ekstraktionen af lipiderne kan ligeledes udføres med SC-CO2 ekstraktion.

Opkoncentrering af tocopheroler fra rapsdeodoriseringsdestillatet blev gen-

Denne fremgangsmåde har vist sig at være mere effektiv til analyse af

Faglig Årsberetning 2004

71


carotener, mens indholdet af tocopheroler underestimeres ved anvendelse af SC-CO2 ekstraktion. I figur 1 og 2 ses typiske kromatogrammer af tocopheroler fra forsæbede prøver og carotener fra SC-CO2 ekstrakter. ?

A

Fluorescensrespons

a

ß d

B

0

1

3 2 4 Retentionstid, min

6

5

Figur 1. HPLC kromatogrammer af tocoperoler i raps (A) og L. albus (B) opnået ved forsæbning. Tocopherolerne er identificeret i kromatogrammerne.

Den anvendte kromatografiske metode adskiller effektivt de fire tocopheroler, som alle forekommer i frø af raps. Hvis separering af alle 8 tocopheroler/trienoler er nødvendig kræves længere analysetid, men dette opnås let ved at ændre på polariteten af den mobile fase. Tocopherolerne i L. albus er domineret af ?-tocopherol, hvilket også gør sig gældende for L. luteus og L. angustifolius. Carotener udgør en langt større gruppe af forbindelser med over 500 identificerede stoffer. De hydroxylerede carotener, som tilhører gruppen af xanthophyler, kan naturligt forekomme på esterificeret form. Ved forsæbning nedbrydes disse estre til deres korresponderende syre (ofte en fedtsyre) og alkohol (et xanthophyl). Derfor ses disse forbindelser ikke når forsæbning anvendes til carotenanalyse. De nedbrydes derimod ikke hvis superkritisk CO2 anvendes til ekstraktionen og ved anvendelse af disse to metoder i kombination får man derfor information om tilstedeværelsen af carotenylestre.

ß-caroten

nm

Absorbans, 450

zeaxanthin zeaxhantin

0

2

4

6

8

10

12

14

Retentionstid, minutter Figur 2. HPLC kromatogrammer af carotenerne i L. angustifolius opnået ved SC -CO 2 ekstraktion tilsat 10 % ethanol som modifier

Zeaxanthin og ß-caroten er de dominerende carotener i alle lupinarterne. I raps, derimod, er det lutein der dominerer sammen med ß72

caroten. Lupin indeholder ligeledes en række mindre carotenoider, som ikke er blevet identificeret (figur 2), men de kvantitative resultater tyder på, at

Faglig Årsberetning 2004


Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin

enkelte af disse er carotenylestre (tabel 1). Tabel 1. Indhold af zeaxanthin i lupin og lutein i raps bestemt -1 ved HPLC af forsæbede prøver og SC -CO2 ekstrakter (µg g ). Prøve Forsæbning SC-CO2 ekstraheret

Tabel 2. Total indhold af tocopheroler og carotener i -1 fedtfraktionen af lupin og raps (mg g fedt). Tocopheroler og carotener er bestemt ved HPLC af forsæbede prøver, og fedtindholdet er bestemt ved SC -CO2 ekstraktion Prøve Tocopheroler Carotener L. albus

1,38

0,050

L. luteus

1,50

0,076

L. albus

3,6±0,7

1,9±0,4

L. angustifolius

1,54

0,099

L. luteus

2,7±0,3

1,7±0,2

Raps

0,47

0,0048

L. angustifolius

4,6±0,1

4,0±0,5

Raps

2,1±0,5

2,0±0,1

I tabel 1 ses det, at indholdet af lutein i raps bestemt ved forsæbning og SCCO2 ekstraktion er ens, hvilket indikerer at raps formodentlig ikke indeholder carotenylestre. Derimod er indholdet af zeaxanthin i de tre lupinarter højere ved bestemmelse efter forsæbning end indholdet bestemt ved SC-CO2 ekstrakter, og dette betyder, at de tre lupinarter indeholder zeaxanthinestre. Raps er kendetegnet ved et højt fedtindhold, ca. 40 %, mens fedtindholdet i lupin er ca. 5 % - 7 %. Fedtsyre-sammensætningen i L. albus og raps er stort set ens med ca. 60 % oliesyre (C18:1(9)) og ca. 7 % linolensyre (n-3). Indholdet af linoliesyre (n-6) er henholdsvis 13,2 % og 20,7 %. De to andre lupinarter L. luteus og L. angustifolius adskiller sig væsentligt herfra, eftersom indholdet i frø af disse to arter af den monoumættede oliesyre er ca. 30 % og indholdet af linoliesyre er 40 % - 45 %. Indholdet af linolensyre er tilsvarende en anelse lavere for begge, nemlig ca. 5 %. Dette høje indhold af polyumættede fedtsyrer er yderst fordelagtigt i ernæringsmæssig henseende og olierne fra de to frøtyper er yderst velegnede til foder. Det høje indhold af umættede fedtsyrer, og især polyumættede fedtsyrer, gør dog lipiderne meget udsatte for oxidation, og et højt indhold af antioxidanter er derfor nødvendigt (tabel 2).

Af tabel 2 ses det, at lipiderne i lupin er bedre beskyttet end i raps, som dog stadig har et højt indhold af især tocopheroler. Samtidig har lupin en høj andel af ?-tocopherol (figur 1), hvilket betyder, at lupin vil være hensigtsmæssig at anvende i foder. Proteinindholdet i lupin er højt, ca. 40 %, hvilket er på samme niveau, som i en anden vigtig proteinkilde, soja, og det gør lupin yderst værdifuld. Desuden kræver lupin mindre forarbejdning end soja og proteinprodukter i form af koncentrater og isolater fra lupin vil derfor være velegnede som proteinkilde. Lupin og raps er altså begge foderkomponenter hvor lipiderne er tilstrækkeligt beskyttet mod oxidation. Derimod er foder med en stor andel af fiskeaffald dårligt beskyttet og der kan med fordel tilsættes antioxidanter. Her er en naturlig kilde til tocopheroler af stor betydning, dels af årsager beskrevet ovenfor, dels pga. den større biologiske aktivitet af naturligt Evitamin, sammenlignet med syntetisk. En mulig kilde er et deodoriseringsdestillat (DOD) fra planteolieproduktion. Det her undersøgte DOD indeholdt ca. 70 % frie fedtsyrer, og det betyder, at hvis opkoncentrering af tocopherolerne skal være mulig, er det nødvendigt selektivt at fjerne især frie fedtsyrer. I tilfældet med short-path destillering kan dette lade sig gøre eftersom damptrykket af frie fedtsyrer er højere end damptrykket af tocopheroler. Så ved omhyggelig optimering af tryk, temperatur og design af destilleringskammer, destilleres fedtsyrerne af, mens tocopherolerne

Faglig Årsberetning 2004

73


opkoncentreres i destilleringsresten. Forsøgene med opkoncentrering af tocopheroler ved short-path destillering viste netop at den højeste koncentration af tocopheroler blev opnået i destilleringsresterne (figur 3). Den højeste koncentration blev opnået ved den laveste temperatur, 160 ºC, og den svarer til en opkoncentreringsfaktor på 4,3 for både a- og ?-tocopherol. Ved

denne temperatur er koncentrationen i destillatet, henholdsvis 2,3 mg g-1 og 3,8 mg g-1. Disse koncentrationer svarer til ca. 20 % af den samlede mængde tocopheroler, og udgør altså et signifikant tab. Som forventet ses det desuden, at koncentrationen af tocopheroler i destilleringsresten falder med stigende temperatur, og omvendt i destillaterne.

60

Koncentration, mg g-1

50

40

Destilleringsrest

30

20

10

Destillat

0 160 på a - og ?-tocopherol 170 koncentrationen i destilleringsresterne 180 190 200 Figur 3. Effekt af temperaturen og destillater efter short-path destillering. -1 -1 Koncentrationen i råvaren var, a -tocopherol: 9,4 mg g og ?-tocopherol: 12,6 mg Temperatur, ºCg . ? og ? a -tocopherol koncentration, ? og ¦ ?tocopherol koncentration. Fejllinierne indikerer standardafvigelsen for to målinger

Så resultaterne viser altså, at processen skal yderligere optimeres for at mindske det forholdsvis høje tab af tocopheroler. Det tyder på, at dette delvis kan opnås ved at sænke destilleringstemperaturen, men yderligere optimering kan formentlig opnås ved optimering af designet af destilleringskammeret. Analyserne af frie fedtsyrer viser desuden, at der ved de laveste temperaturer hovedsagligt destilleres frie fedtsyrer, mens andelen af andre komponenter stiger ved stigende temperaturer. Ved anvendelse af superkritisk CO2 ekstraktion kan opkoncentrering opnås på lignende måde, blot udnyttes her, at tocopheroler er mindre opløselige i superkritisk CO2 end frie fedtsyrer. Det betyder, at de frie fedtsyrer kan

74

ekstraheres mere eller mindre selektivt fra tocopheroler. Ekstraktionerne blev fulgt, ved at bestemme mængden af ekstraheret materiale flere gange i løbet af en time og med bestemmelse af koncentrationen af tocopheroler i ekstrakterne (figur 4). Som følge af den øgede densitet af den superkritiske væske ses en tydelig virkning af øget tryk og sænket temperatur på den totale ekstraktion af DOD. Tilsvarende ses en effekt af temperaturen på ekstraktionen af a-tocopherol, mens der ikke ses nogen effekt af at øge trykket fra 10 MPa til 13 MPa. Det ses, at den mest selektive ekstraktion af fedtsyrer (forskellen mellem total ekstraktion og ekstraktion af a-tocopherol) fås ved 50 ºC, 13 MPa. Ved højere temperaturer og lavere tryk,

Faglig Årsberetning 2004


Fedtopløselige vitaminer og antioxidanter i minkfoder; tocopheroler og carotener i raps og lupin

derimod, er den totale ekstraktion af DOD lavere og dermed opnås mindre opkoncentrering.

Buskov, S. & Sørensen, H. 1997. Analyse af tocopheroler i foderprodukter ved superkritisk chromatografi (SFC). Faglig Årsberetning – PFR 1997, 191-201.

% ekstraheret

20

10 MPa

15

DOD 10 5

a-tocopherol 0 0

10

20

30 tid, minutter

40

50

60

50

13 MPa

40 % ekstraheret

minkfoder og studier af lipidmetabolisme. Faglig Årsberetning - PFR 2000, 99-105.

30

DOD

20 10

a-tocopherol

0 0

10

20

30 tid, minutter

40

50

60

Figur 4. Forløb af SC -CO2 ekstraktionerne ved 10 MPa og 13 MPa, udtrykt som procentdelen af ekstraheret deodoriseringsdestillat (DOD) og a-tocopherol. ¦ og?, total ekstraktion af DOD ved henholdsvis 50 ºC og 80 ºC. ? og ? atocopherol ekstration ved samme temperaturer.

Det ser således ud til at der er mulighed for at øge selektiviteten yderligere ved at forøge trykket en anelse. Alligevel viste ekstraktionerne gennemført ved 20 MPa (resultater ikke vist), at ekstraktionen, og dermed tabet, af atocopherol ved dette tryk var for høj. Så de bedste og optimale resultater ved denne simple fremgangsmåde opnås altså ved ekstraktion ved moderate temperaturer og forholdsvis lavt tryk. Referencer Bjergegaard, C., Buskov, S., Mortensen K., Sørensen, H., Sørensen J.C. & Sørensen S. 2000. Nye analysemetoder til karakterisering af lipider i

Clausen, T.N., Hansen, M.U., Lassen, T.M., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J.C. & Tauson, A.H. 2003. Fedtsyreprofiler i minkmælk og hvalpenes fedtdepoter som funktion af forholdet mellem n-6 og n-3 fedtsyrer i foderet. Faglig Årsberetning – PFR 2003, 67-74. Jensen, S.K., Jensen, C., Jakobsen, K., Engberg, R.M., Andersen, J.O., Lauridsen, C., Sørensen, P., Skibsted, L. & Bertelsen, G. 1998. Supplementation of broiler diets with retinol acetate, ß-carotene or canthaxanthin: Effect on vitamin status and oxidative status of broilers in vivo and on meat quality. Acta Agriculturae Scandinavica Section A, Animal Science, 48, 28-37. Jensen, S.K. & Damgaard, B.M. 2000. Rapsfedtsyrer/lecithin med et højt indhold af naturligt E-vitamin til diegivende tæver. Faglig Årsberetning – PFR 1999, 85-87. Rothenberg, S. & Andersen, J.O. 1980. Effect of dietary citrus pectin on fattyacid balance and on fatty acid content of the liver and small-intestine in rats. Acta Agriculturae Scandinavica, 30, 812.

Faglig Årsberetning 2004

75


76

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase. Tove N. Clausen, Carsten Hejlesen & Peter Sandbøl Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og Forskningscenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro

Sammendrag Til undersøgelse af tæver og hvalpes behov for protein i vinter- og dieperioderne, blev anvendt 7 hold á 128 scanbrown tæver. Et kontrolhold (K50) fik 50 % af omsættelig energi (OE) fra protein i hele perioden. De øvrige hold blev fodret med vækstperiodefoder, 30 % af OE fra protein, indtil 24/2. Hold K30_45 fortsatte med vækstperiodefoder til 20/4 og dernæst 45 % af OE fra protein. Hold K45 fik 45 % af OE fra protein fra 24. februar og resten af dieperioden. De resterende fire hold fik 45 % af OE fra protein fra 24. februar til 20. april og dernæst 30 % af OE fra protein indtil 28. maj. En af disse hold (D30) fortsatte med 30 % af OE fra protein indtil fravænning. Hold D45 skiftede til 45 % af den OE fra protein indtil fravænning, hold D_A/L fik 45 % af OE fra protein med en blanding optimeret til et arginin / lysin indhold på 1,15, og det sidste hold (D_M) fik en foderblanding optimeret til en aminosyreprofil svarende til indholdet i minkmælk. Resultaterne viste at hvalpe der i hele dieperioden eller fra dag 28 til 42 i dieperioden fik 45 % af den omsættelige energi fra protein opnåede de bedste hvalpevægte ved fravænning. 30 % af OE fra protein var for lidt til hvalpene efter 4 ugers alderen, og ved 45 % af OE fra protein i denne periode, var der ingen effekt af at ændre aminosyreprofilen til minkmælksprofil eller af at ændre arg/lys forholdet til 1,15. Clausen, T.N., Hejlesen, C. & Sandbøl, P., (2005). Lav protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase Faglig Årsberetning 2004, 77-81. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract To investigation on the need for protein in the winter and lactation periods, we used 7 groups of each 128 scanbrown mink females. A control group (K50) was feed 50 % of metabolisable energy (OE) from protein in the whole investigation period. The other groups were feed typical Danish growth period feed, 30 % of OE from protein, until February 24. Group K30_45 continued on growth period feed until April 20, thereafter the females were feed 45 % of OE from protein in the rest of the investigation period. Group K45 was feed 45 % of OE from protein from February 24. The remaining four groups were feed 45 % of OE from protein from February 24 until April 20; thereafter they had 30 % of OE from protein until May 28. Group D30 continued on 30 % of OE from protein until weaning. Group D45 changed to 45 % of OE from protein until weaning. Group D_A/L had 45 % of OE from protein with an arg/lys content on 1.15 in the feed, and the last group (D_M) was fed a feed mixture optimised to an amino acid profile resembling the content in mink milk. The results showed that mink kits who in the nursing period or from day 28 until day 42 in the nursing period were feed 45 % of OE from protein had the best kit weights day 42. 30 % of OE from protein to the kits from 28 days of age is too little protein and changing the amino acid profile to resemble the profile in mink milk had no positive effect on kit growth, nigther had a changed arg/lys content in the feed. Clausen, T.N., Hejlesen, C. & Sandbøl, P., (2005). Protein to mink in the nursing period and in the period of early kit growth. Annual Report, 77-81. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Danmark.

Indledning Forsøg med få tæver har vist, at tæverne har en højere mælkeproduktion (større hvalpevægte ved dag 28) når de fodres med 30 % af den omsættelige energi (OE) fra protein i dieperioden, fremfor et højere indhold af protein (Damgaard et al., 2000; Fink

& Tauson, 2000 og 2002; Fink et al, 2001). Forsøgene har været udført på KVL i de første 28 dage af dieperioden, samt i 2002 og 2003 indtil dag 42. På forsøgsfarmen blev i 2003 afprøvet 30 % af OE fra protein i dieperioden i store hold, undersøgelsen fortsatte indtil dag

Faglig Årsberetning 2004

77


Clausen, T. N., Hejlesen, C. & Sandbøl, P.

56, for at inddrage hvalpenes behov i den tidlige vækstfase. Ud fra disse resultater samt resultater fra Fink & Tauson (2004), kunne det tyde på, at 30 % af OE fra protein er tilstrækkelig i den første del af dieperioden, indtil hvalpene begynder at æde, hvorefter proteinindholdet bør hæves i den første del af hvalpenes vækstfase. Resultaterne var dog ikke entydige, hvorfor vi i dieperioden 2004 gentog og udvidede undersøgelserne til 4 hold med 30 % af OE fra protein i de første 4 leveuger. I et af disse hold ændrede vi

arg / lys forholdet til 1,15 svarende til normen for vækstperioden (Bøtsting, 1998). I en anden gruppe tilsatte vi aminosyrer således at foderets aminosyreprofil kom til at ligne aminosyreprofilen i minkmælk, idet dette må formodes at være en ideel sammensætning til minkhvalpe. Materiale og metoder Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Der blev anvendt 7 hold scandbrown á 128 tæver.

Tabel 1. Forsøgsopstilling dieperioden 2004, foderets energifordeling i de forskellige perioder er vist. Hold (kode)

Drægtigheds - og dieperioden

Vinterperioden – 24/2

K50 (1) K45 (2) D30 (3) D45 (4) D_A/L (5)

Antal 128 128 128 128 128

D_M (6) K30_45 (7)

128 128

25/2 – 20/4

29/5 – dag 42

30:50:20 45:40:15 30:52:18

30:50:20

45:40:15 45:40:15+ arg/lys optim. Ideal profil fra mælk 45:40:15

Alle hold, på nær et kontrolhold, blev fodret med vækstperiodefoder indtil 24/2. Et hold fortsatte med vækstperiodefoder frem til 20/4, idet resultater fra dieperioden 2003 antydede lavere kuldstørrelse ved fødsel i det hold der fik vækstperiodefoder helt frem til 20. april. Fire hold fik 30 % af OE fra protein i begyndelsen af dieperioden, efter dag 28 fortsatte ét hold med 30 % af OE fra protein, de øvrige 3 hold blev tildelt 45 % af OE fra protein. I ét af disse hold forsøgte vi at optimere arg/lys forholdet så det blev i området 0,9 til 1,2. I et andet hold blev anvendt en aminosyreprofil der var optimeret ud fra indholdet i minkmælk. Ud over disse hold blev anvendt hold med 45 og 50 % af OE fra protein som kontrol. Enhver foderskift foregik over 5 dage ved gradvise daglige ændringer i foderet. Foderplanerne ses af tabel 2. Den anvendte minkmælk aminosyre-profil ses af tabel 3. Tæverne blev vejet ved forsøgets start, d. 24/2, dag 28 og dag 42. Hvalpene blev talt ved fødsel, samt kønssorteret og vejet dag 28 og dag 42.

78

21/4 – 28/5 50:40:10 45:40:15

Data blev analyseret ved hjælp af SASstatistikprogrammet, procedurerne GLM, LSMEANS / PDIFF med 5% som signifikansniveau. De relevante variable blev medtaget som kovariater. Diskrete variable blev teste t med PROBIT eller ?2 test. Resultater og diskussion Foder Resultaterne fra analyse af foderets sammensætning svarede godt til det beregnede (tabel 2) foderets beregnede og analyserede aminosyreindhold ses af tabel 3. Der er en pæn overensstemmelse mellem beregnet aminosyreindhold og analyseret indhold for de fleste aminosyrer. I de tilfælde hvor der er tilsat store mængder syntetisk aminosyre, ser der ud til at være et underindhold i forhold til det forventede, det kan være en fejlblanding, men det kan imidlertid også skyldes, at de anvendte aminosyrefordøjelighedskvotienter ikke har været korrekte.

Faglig Årsberetning 2004


Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase

Tabel 2. Foderplaner for dieperioden 2004, % indhold. Energifordeling 45:40:15 50:40:10 30:52:18 Fiskeaffald, < 3% fedt 1 39 40 14,3 Industrifisk, 8-12 % fe

26,6

Fiskeensilage

23

30:50:20

45.40:15, arg/lys på 1,15

45:40:15, aminosyre mælkprofil

20

39

47,3

25

20

25

3,79

Fjerkræaffald 244

15

11,4

13

15

13

20

Byg 627

2,76

7,35

4,48

8,52

4,48

3,52

Hvede 667

2,76

7,35

4,48

8,52

4,48

3,52

Fiskemel 322

4,8

4,64

3,2

4,5

3,2

4,0

Hæmoglobinmel 371

2,0

1,90

2

2

2

0,51

Majsgluten 521

3,2

2,84

3

3

3

Soyaolie 871

0,83

4,72

1,29

4,74

1,29

2,12

Svinefedt 852

0,41

2,36

0,65

2,37

0,65

1,06

Protao

3,0

Varmebeh. ærter Vitaminer/mineraler Vand

3,0 0,25 1,44

0,37

0,25

0,37

0,25

0,25

16,0

3,64

10,97

3,42

10,33

Arg

0,24

Trp

0,02

Cys

0,15

Thr

0,18

Val

0,23

Ile

0,09

Leu

0,73

His

0,01

Plantal: Energiindhold: kcal/100g MJ/kg MJ/kg tørstof

150,4 6,3 17,4

203,8 8,5 19,6

154,0 6,5 17,4

211,8 8,9 19,2

156,0 6,5 17,3

145,3 6,1 16,4

Tørstof, %

36,1

43,6

37,1

46,3

37,7

37

Energifordeling

50:40:10

30:52:18

45:40:15

30:50:20

45,7:39,5:14,8

45:40:15

Aske, %

4,0

2,8

3,7

3,0

3,7

3,8

Energiindhold: kcal/100g MJ/kg MJ/kg tørstof

148 6,2 17,4

195 8,2 19,2

148 6,2 17,5

195 8,1 19,1

160 6,7 17,6

148 6,2 16,7

Tørstof, %

35

43

36

43

38

37

Energifordeling

50:39:11

31,5:50:18,5

44:40:16

30,5:49,5:20

45:40:15

43:40:17

2,8

3,4

2,8

3,8

3,5

Analysetal:

Aske, %

3,9 Aminosyrer blev tilsat 1/6

Tabel 3. Aminosyreindhold i foderblandingerne i dieperioden 2004, analyseret og beregnet, samt den anvendte minkmælk aminosyreprofil og dieperiode ”norm”, g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal. Ved de analyserede værdier er tabelværdierne for aminosyre FK anvendt. Arg

Cys

His

Ile

Leu

Lys

Met

Phe

Thr

Tyr

Val

Try

arg/lys

Mink die “norm” 50:40:10 Beregnet K50 Analyseret

0,54 0,69 0,65

0,07 0,10 0,100

0,27 0,33 0,33

0,34 0,45 0,47

0,71 1,01 1,07

0,61 0,76 0,74

0,22 0,29 0,27

0,41 0,51 0,54

0,33 0,41 0,42

0,28 0,37 0,42

0,51 0,64 0,70

0,08 0,10 0,108

0,89 0,91 0,88

45:40:15 K45

Beregnet Analyseret

0,61 0,55

0,09 0,081

0,30 0,29

0,39 0,39

0,91 0,91

0,66 0,64

0,25 0,23

0,46 0,46

0,37 0,36

0,33 0,36

0,58 0,60

0,09 0,089

0,92 0,86

30:50:20 D30

Beregnet Analyseret

0,40 0,38

0,06 0,052

0,20 0,20

0,27 0,26

0,64 0,62

0,44 0,41

0,16 0,14

0,32 0,32

0,25 0,24

0,23 0,24

0,40 0,41

0,06 0,061

0,91 0,93

Arg/lys D_A/L

Beregnet Analyseret Beregnet Analyseret

0,75 0,67 0,68 0,65

0,09 0,072 0,19 0,15

0,30 0,28 0,24 0,25

0,38 0,38 0,45 0,43

0,90 0,88 1,18 0,97

0,66 0,63 0,62 0,62

0,25 0,22 0,22 0,19

0,45 0,44 0,39 0,52

0,36 0,35 0,47 0,41

0,32 0,36 0,30 0,32

0,57 0,59 0,65 0,52

0,09 0,087 0,10 0,098

1,14 1,06 1,10 1,05

Minkmælk as profil 0,68 0,192 0,24 0,45 1,18 0,61 De med kursiv markerede aminosyrer er tilsat foderet i forholdsvis store mængder.

0,217

0,36

0,465

0,247

0,651

0,10

1,11

Mælkeprofil D_M

Faglig Årsberetning 2004

79


Analyseret aminosyreindhold i g aminosyrer pr kg tørstof er blevet omregnet til g fordøjelige aminosyrer pr 100 kcal, for at kunne sammenligne med de beregnede værdier og normtallene. Omregningen er sket ved anvendelse af de beregnede aminosyrefordøjelighedskvotienter og en forventet 100 % fordøjelighed af syntetiske aminosyrer. I tabellen er de aminosyrer der er under den angivne

anbefaling angivet med fed skrift, det er gældende for alle aminosyrer i D30 og for his og met i D_M holdet. Tæver Der var ingen forskel i tævevægte ved sortering (ungtæver) og i januar. I februar var der forskel. Det må imidlertid bero på foderstyringen, idet alle hold på nær K50 blev fodret ens (tabel 4).

Tabel 4. Dieperioderesultater, tævevægte, goldprocent, fedtede og grå kuld Antal Hold parrede Golde Antal kuld Sorteringsvægt 6. Januar Tæver % ungtæver

Tævevægt, g 24. Februar

Dag 28

K50 121 9,1 110 1542 (154) 1329 (156) 1178 (174) AB 1259 (134) A K45 124 14,5 106 1520 (142) 1323 (144) 1177 (170) AB 1211 (137) CD D30 123 8,1 113 1510 (152) 1305 (156) 1132 (172) C 1175 (138) D D45 125 9,6 113 1533 (149) 1307 (200) 1160 (208) ABC 1254 (178) AB D_A/L 122 8,2 113 1525 (170) 1344 (186) 1200 (218) A 1250 (160) AB D_M 126 7,9 116 1514 (162) 1287 (165) 1124 (171) C 1225 (138) BC K30_45 123 17,9 101 1515 (145) 1297 (157) 1147 (163) BC 1264 (144) AB P-værdi NS NS NS 0,01 < 0,0001 NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie Forskellige bogstaver i holdene angiver at der er statistisk sikker forskel NB! 1 steril han i hold 6 (har parret 3); 2 i hold 7 (har parret 8); nye goldprocenter: 5,6 hhv 11,4 * ”Fedtede kuld” er kuld der er behandlet. ”Gråuldede” er kuld hvor hvalpene var gråuldede i slutningen af dieperioden.

Tæverne i D30 og D_M var de tyndeste og de vedblev at være blandt de tyndeste dieperioden igennem. Hvorvidt dieperiodens fodring har haft nogen betydning for tævernes vægt forskelle er svært at udtale sig om. Der var forskel i frekvensen af fedtede kuld mellem holdene. Holdene var fordelt i forskellige haller, og der var en betydelig forskel i frekvensen af fedtede hvalpe i de forskellige haller. Det har således haft stor betydning for frekvensen af fedtede kuld, i hvilke haller dyrene har været placeret. Dette understøtter igen, et infektiøst agens som væsentlig for fremkomsten af fedtede hvalpe. Tabel 6. Dieperioderesultater, kuldstørrelse og hvalpevægte. Antal hvalpe Hold Antal Levende v Døde v fødsel dag 28 kuld fødsel

1097 (149) A 1096 (160) ABC 1074 (151) BC 1127 (183) A 1116 (189) A 1055 (124) C 1101 (140) AB 0,004

Procent døde tæver i dieperioden ses af tabel 5., der var ingen forskel mellem holdene. Tabel 5. Døde tæver i dieperioden 2004 Hold Total døde i Døde af dieperioden, % diegivningss yge, % K50 6,4 5,5 K45 10,5 8,6 D30 6,3 2,7 D45 5,4 5,4 D_A/L 7,3 3,6 D_M 4,3 2,6 K30_45 4,0 2,0 P-v ærdi NS NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie

Hvalpe Der blev født og fravænnet flest hvalpe i kontrolholdet K50 (tabel 6).

Hvalpevægte dag 28, g Han hvalpe 174 (35) AB 168 (37) ABC 166 (39) C 167 (40) ABC 166 (40) BC 168 (31) ABC 178 (34) A 0,05

Tæve hvalpe

K50 110 7,17 (1,92) 0,10 (0,33) 7,00 (2,01) A 159 (31) K45 106 6,67 (2,28) 0,15 (0,41) 6,10 (2,48) B 153 (34) D30 113 6,64 (2,26) 0,22 (0,69) 5,87 (2,54) B 153 (33) D45 113 6,84 (2,40) 0,21 (0,56) 6,32 (2,14) B 154 (36) D_A/L 113 6,54 (2,45) 0,25 (0,53) 6,11 (2,34) B 150 (29) D_M 116 6,61 (2,41) 0,21 (0,60) 6,16 (2,34) B 154 (29) K30_45 101 6,57 (2,26) 0,29 (0,73) 6,25 (2,08) B 157 (27) P-værdi NS NS 0,01 NS NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene i en serie Forskellige bogstaver i holdene angiver at der er statistisk sikker forskel SYG (fedtede + grå hvalpe) er medtaget som kovariat ved hvalpevægte og kuldstørrelse i de tilfælde den er

80

% fedtede + gråuldede * 11,8 C 41,9 A 10,8 C 16,1 BC 25,5 B 14,7 C 13,9 C < 0,0001

Dag 42

Faglig Årsberetning 2004

Antal hvalpe dag 42

Hvalpevægte dag 42, g Hanhvalpe

Tævehvalpe

6,61 5,73 5,58 5,97 5,77 5,98 6,09 0,02

297 (77) B 322 (77) A 280 (58) B 329 (73) A 319 (77) A 320 (64) A 334 (66) A < 0,0001

278 (62) B 298 (67) A 260 (53) C 297 (63) AB 293 (56) AB 285 (54) AB 294 (43) AB < 0,0001

(2,30) A (2,59) B (2,59) B (2,30) AB (2,40) B (2,37) AB (2,07) AB

signifikant


Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase

I dieperioden 2003 blev født færrest hvalpe i et hold der fortsatte med vækstperiodefoder frem til 20/4. I 2004 fik et tilsvarende hold ikke signifikant færre hvalpe end de øvrige hold. K50 og K30_45 havde de bedste hanhvalpevægte dag 28, vi kunne altså ikke bekræfte de undersøgelser af Fink & Tauson (2000); Fink & Tauson (2004) der viste, at 30 % af OE fra protein indtil 4 uger giver bedre hvalpevægte. For tævehvalpene var der ingen forskel mellem holdene dag 28. Dag 42 var det de hvalpe der blev fodret med 45 % af OE fra protein i hele dieperioden eller i de sidste to uger af dieperioden, der klarede sig bedst. Der blev ikke set nogen effekt af at optimere arg / lys indholdet, eller af at anvende en minkmælk aminosyreprofil. K50 klarede sig ikke så godt og D30 klarede sig en del dårligere, som tegn på at 30 % af OE fra protein i begyndelsen af hvalpenes vækstperiode ikke er nok. Konklusion De mange fedtede hvalpe i dieperioden 2004 påvirker kuldstørrelse og hvalpevægte. Det er der taget højde for ved de statistiske beregninger. Hvalpe der i hele dieperioden eller i perioden fra dag 28 til dag 42, fik 45 % af den omsættelige energi fra protein opnåede de bedste hvalpevægte ved fravænning . Det svarer godt til tidligere års undersøgelser. 30 % af OE fra protein var for lidt til hvalpene efter 4 ugers alderen, og ved 45 % af OE fra protein i denne periode, var der ingen effekt af at ændre aminosyreprofilen til minkmælk profil eller at ændre arg/lys forholdet til 1,15.

Referencer Børsting, C.F., 1998. Ernæringens indflydelse på skindkvaliteten. Intern Rapport nr. III. Danmarks Jordbrugs Forskning, p. 55 – 62. Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & Fink, R., 2000. Indflydelsen af foderets protein- og kulhydratindhold på mink tævers foderoptagelse og vægtudviklingen hos tæver og hvalpe i diegivningsperioden. Faglig årsberetning 1999. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, 81-84. Fink, R. & Tauson, A.-H. 2000. Mælkeproduktion - effekt af energifordeling mellem protein, fedt og kulhydrat. In: Bilag til temadag: En god start i livet for minkhvalpen (Ed. B.M. Damgaard). Danmarks JordbrugsForskning, Intern Rapport 135, p. 3944. Fink, R. & Tauson, A.-H. 2002. Milk production in mink (Mustela vison) Effect of protein supply. NJF-seminar no 347. Vuokatti, Finland. Poster. Fink, R., Tauson, A.-H. & Børsting, C.F. 2001. Dietary protein, fat and carbohydrate supply to lactating mink (Mustela vison) - Effect on glucose homeostasis, energy metabolism and milk production. NJF-seminar, Helsing ør, October 2001, p. 41-50. Fink, R. & Tauson, A.-H. 2004. Hvalpevækst. Bilag til temadag: Forskning i relation til praktisk mink produktion (Ed. B.M. Damgaard & S.W. Hansen). Danmarks Jordbrugs-Forskning, Intern Rapport 208, p. 47-51.

Faglig Årsberetning 2004

81


82

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Foderets protein-, fedt- og kulhydratindhold – betydning for minkhvalpes tilvækst og energiomsætning Rikke Fink, Anne-Helene Tauson. & Niels Enggaard Hansen. Institut for Basal husdyr- og Veterinærvidenskab, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, Grønnegårdsvej 3, 1870 Frederiksberg Sammendrag Hvalpenes vægtudvikling fra fødsel til 9 uger samt deres energiomsætning lige efter fravænning blev undersøgt ved ugentlige vejninger, og balance og respirationsforsøg i 8. og 9. leveuge. Hvalpene blev indtil fravænning (7 uger) opfostret under normale farmforhold af tæver fodret ad libitum fra fødslen med 3 foderblandinger med forskellig energifordeling (% af omsættelig energi (OE)) mellem protein:fedt:kulhydrat: højt protein (HP): 60:35:5, medium protein (MP): 45:40:15 og lavt protein (LP): 30:45:25. Hvalpenes vægt ved 4 uger var højest (P<0.05) hos hvalpe opfostret af tæver fodret med LP, hvorimod vægten ved 9 uger var højest (P<0.05) hos hvalpe fodret med MP. I uge 8 og 9 var der ingen forskel i optagelsen af OE. Kvælstof (N) optagelsen, totale vandoptag og N udskillelsen var dog højest (P<0.05) hos hvalpe fodret med HP, hvorimod N-balancen var højest (P<0.05) hos hvalpe på MP foderet. Varmeproduktionen (HE) ikke påvirket af foderets energifordeling, men aflejret energi (RE) og oxidation af protein (OXP) var højere (P<0.05) mens oxidation af fedt (OXF) og kulhydrat (OXCHO) var lavere (P<0.05) hos hvalpe på HP foderet end hos hvalpe foderet med LP. Hvalpenes vægt ved 4 uger indikerede, at tæver fodret med LP foderet havde den højeste mælkeproduktion. Da hvalpene selv begyndte at æde, var tilvæksten derimod størst hos hvalpe fodret med MP, hvilket enten kan skyldes hvalpenes dårligere evne til at udnytte det høje kulhydratindhold i LP foderet eller, at de har et højere proteinbehov. Det kræver dog flere undersøgelser at finde hvalpenes egentlige næringsstofbehov i overgangsperioden fra mælk til fast føde og lige efter fravænning. Fink, R., Tauson, A. H. & Hansen, N. E. 2004. Foderets protein-, fedt- og kulhydratindhold – betydning for minkhvalpes tilvækst og energiomsætning. Faglig Årsberetning, 2004, 83-87, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Growth rate of mink kits from parturition until 9 weeks of age, and energy metabolism after weaning (7 weeks post partum) were measured by means of weekly weight recording, and balance and respiration experiments during weeks 8 and 9 post partum. The kits were raised under conventional farm conditions by dams fed ad libitum from parturition with one of 3 diets containing different energy ratios (% of metabolisable energy (ME)) between protein:fat:carbohydrate: high protein (HP): 60:35:5, medium protein (MP): 45:40:15 or low protein (LP): 30:45:25. Live weights 4 weeks post partum were highest (P<0.05) in kits nursed by dams fed the LP diet, whereas live weights 9 weeks post partum were highest (P<0.05) among kits fed the MP diet. During weeks 8 and 9, ME intake was not affected by dietary treatment. However, nitrogen (N) intake, total water intake and N excretion were highest (P<0.05) in kits fed the HP diet, whereas the N balance was highest (P<0.05) in kits fed the MP diet. Heat production (HE) was not affected (P>0.05) by dietary treatment, but retained energy (RE) and protein oxidation (OXP) was higher (P<0.05) whereas oxidation of fat and carbohydrates were lower (P<0.05) in kits fed the HP diet than in kits fed the LP diet. In conclusions, live weights of the kits 4 weeks post partum indicated that dams fed the LP diet had the highest milk yield. However, during transition from milk to solid feed and after weaning, kits fed the MP diet had the highest growth rate, which may be caused either by the kits’ lower ability to utilise the high carbohydrate content of the LP diet or, that they have a higher protein requirement. However, further experiments are needed to elucidate the actual nutrient requirement of mink kits during transition from milk to solid feed and at weaning. Fink, R., Tauson, A. H. & Hansen, N. E. 2004. Effect of protein, fat and carbohydrate supply on growth and energy metabolism in mink kits. Annual Report, 2004, 83-87, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 2004

83


Indledning Minkhvalpes eneste ernæring i de første ca. 4 uger er mælk, hvorfor tævens mælkeproduktion er altafgørende for hvalpenes overlevelse og udvikling. I syntesen af laktose er glukose et vigtig substrat, og som hos andre pattedyr stiger minktævens glukosebehov betydeligt i diegivningsperioden. Minken er et rovdyr og i Skandinavien er den anbefalede energifordeling (% af omsættelig energi (OE)) fra fødsel til fravænning minimum 40% fra protein, 40-50% fra fedt og maksimum 20% fra kulhydrater (Hansen et al., 1991). I Danmark består en kommerciel diegivningsblanding dog af omkring 55% af OE fra protein, 33% fra fedt og 12% fra kulhydrater, og har således et betydeligt højere proteinindhold og lavere kulhydratindhold end anbefalet. Minktæven er således nød til hovedsageligt at dække sit glukosebehov ved selv at syntetisere glukose udfra protein (aminosyrer) via gluconeogenese. Som rovdyr har minken en stor gluconeogenese kapacitet, men proteinomsætning er en energikrævende proces, der samtidigt med selektion for stadig flere og hurtigt voksende hvalpe per kuld har medført en øget belastning af tæverne. Forsøg har således vist, at mælkeproduktionen hos mink med store kuld og fodret med kommercielt diegivningsfoder kan være begrænsende for hvalpenes tilvækst (Fink et al., 2001). Interessen for at optimere foderet i diegivningsperioden, især med henblik på at reducere proteinindholdet, har derfor været stigende og nye resultater har fundet gavnlig effekt på tævens mælkeproduktion ved, at erstatte noget af foderets proteinindhold med let fordøjelige kulhydrater (Fink et al., 2004). Traditionelt fodres minkhvalpe med det samme foder som tæverne. Dette er primært begrundet i praktiske forhold og er uden hensyn til hvalpenes 84

fysiologiske behov. Tarmen hos både hvalpe og voksne mink er i stand til at modulere transportkapaciteten, så den passer til foderets indhold af protein og kulhydrat (Buddington et al., 1991). Fordøjeligheden af protein og kulhydrat er dog lavere hos 7-9 uger gamle hvalpe sammenlignet med udvoksede mink (Elnif og Hansen, 1987). Forsøgets formål var derfor at undersøge proteintildelingens effekt på hvalpenes vækst, dels som et indirekte mål for tævens mælkeydelse i de første 4 uger, og dels som et mål for om hvalpenes proteinbehov er det samme som tævens (til mælkeproduktion) i overgangsperioden til fast føde og lige efter fravænning. Materiale og Metoder 30 tæver med 7 hvalpe (i alt 210 hvalpe) blev indenfor 24 timer efter, at hvalpene var født inddelt i 3 hold. Holdene blev fodret ad libitum med forskellige energifordelinger i % af omsættelig energi (OE) mellem protein:fedt:kulhydrat (Tabel 1). Tabel 1. Fodersammensætning (indhold i %) Protein:fedt:kulhydrat (% af OE) Torskerens

HP 60:35:5

MP 45:40:15

LP 30:45:25

50

35

25

Hel torsk

10

10

10

Fiskemel

8

6

0

Hel kylling

20

25

30

2

4

8

0

2

4

0,5

2,5

4

Rapsolie

0

1

2

Vitaminer Vand

0,25

0,25

0,25

9,25

14,25

16,75

Tørstof (DM), kg

29,2

31,2

33,5

OE, MJ/kg DM

15,5

17,2

17,9

Korn (kogt hvede + byg) Havreflager Kartoffelmospulver

Hvalpene blev fravænnet ved 7 uger ved at fjerne tæven. Herefter gik hvalpene sammen med deres kuldsøskende, indtil de var 9 uger. Hvalpene blev vejet individuelt på deres respektive ugedage. 12 hanhvalpe fra forskellige kuld (n=4 per foderblanding) gik i balance og respirationsforsøg i uge

Faglig Årsberetning 2004


Foderets protein-, fedt- og kulhydratindhold – betydning for minkhvalpes tilvækst og energiomsætning

8 og 9 efter fødslen. Her blev individuel daglig foder- og drikkevandsoptagelse, samt udskillelse af fæces og urin registreret, og oxidationen af de forskellige næringsstoffer målt.

(P<0.05) hos hvalpe opfostret af tæver på LP foderet med 30% af OE fra protein (Tabel 2), hvilket indikerer, at disse tæver havde den højeste mælkeproduktion, som tidligere fundet af Fink et al. (2004).

Resultater og Diskussion Hvalpetilvæksten ved 4 uger var højest Tabel 2. Vægt af diende minkhvalpe 1-4 uger efter fødsel, effekt af at fodre tæverne med forskellig energifordeling mellem protein:fedt:kulhydrat (HP: 60:35:5, MP: 45:40:15 og LP: 30:45:25) fra fødslen Uge P-værdi; effekt af 2 1 3 1 2 3 4 F U F×U Vægt, g HP 32 ± 1.5 66 ± 2.8 105 ± 5.1 139 ± 7.8 0.01 0.001 0.001 MP 34 ± 1.7 73 ± 2.3 115 ± 3.0 161 ± 3.2 LP 32 ± 0.8 74 ± 1.5 118 ± 1.7 170 ± 2.5 1 2 3 F: foderbehandling, U: uge efter fødsel; F×U: interaktion mellem foderbehandling og uge efter fødsel

Fra hvalpene begynder at æde selv og indtil de er 9 uger, havde hvalpe på MP foderet med 45% af OE fra protein,

derimod en højere tilvækst end hvalpe på LP foderet med kun 30% af OE fra protein (Tabel 3).

Tabel 3. Vægt af minkhvalpe 5-9 uger efter fødsel, effekt af fodring med forskellig energifordeling mellem protein:fedt:kulhydrat (HP: 60:35:5, MP: 45:40:15 og LP: 30:45:25) Uge P-værdi; effekt af2 1 3 5 6 7 8 9 F U F×U Vægt, g HP 183 ± 12.5 299 ± 18.8 433 ± 26.2 550 ± 36.8 701 ± 45.5 0.02 0.001 0.24 MP 226 ± 4.4 354 ± 8.5 489 ± 12.3 635 ± 18.5 785 ± 29.6 LP 224 ± 5.1 327 ± 10.4 456 ± 14.3 599 ± 22.4 703 ± 25.1 1 2 3 F: foderbehandling, U: uge efter fødsel; F×U: interaktion mellem foderbehandling og uge efter fødsel

Udfra disse resultater ser det altså ud til, at hvalpene fra de begynder at æde selv, ikke kan udnytte LP foderets energi pga. deres lave kulhydratfordøjelighed, eller at de har et højere proteinbehov til vækst end tæven til mælkeproduktion. I uge 8 og 9 var den gennemsnitlige fordøjelighedskoefficient for protein 82% (range 81-83%) og 94% (range 93-95%) for fedt. For kulhydrat var fordøjelighedskoefficienterne henholdsvis 57%, 67% og 73% hos hvalpe på HP, MP og LP foderet, hvilket generelt var lavere end fundet hos udvoksede hanner på samme foderblandinger (egne upublicerede resultater). Hvalpenes reelle optagelse af OE var ikke influeret af foderets sammensætning (Tabel 4), så selvom foderet havde forskelligt OE indhold, var hvalpene i stand til at kompensere for dette ved at optage mere foder, som også tidligere fundet hos voksne mink

(Tauson, 1988). Beregnes OE optagelsen derimod i relation til hvalpenes metaboliske vægt (kg0.75), havde hvalpe fodret med HP et højere OE optag end hvalpe på LP foderet (Tabel 5). Den totale vandoptagelse var også højere (P>0.05) hos hvalpe på HP end hos hvalpe på LP foderet (Tabel 4), hvilket er i overensstemmelse med disse hvalpes øgede vandbehov til udskillelse af overskydende kvælstof. Optagelsen af N steg med stigende proteinindhold i foderet og var dermed højest (P<0.001) hos hvalpe foderet med HP (Tabel 4). Som resultat af dette var den totale N-udskillelse via fæces og urin også højere (P<0.001) fra hvalpe fodret med HP end fra hvalpe på LP foderet (Tabel 4). N-balancen var derimod højest (P<0.05) hos hvalpe foderet med MP (Tabel 4), hvilket passer med, at disse hvalpe også må have aflejret mest protein, da de havde den største tilvækst.

Faglig Årsberetning 2004

85


Tabel 4. Foder - og OE optagelse, total vand og N-optagelse, samt total N-udskillelse og N-balance forskellig energifordeling mellem protein:fedt:kulhydrat (HP: 60:35:5, MP: 45:40:15 og LP: 30:45:25) Uge P-værdi; effekt af 1 8 9 F Foderoptagelse, g/dag HP 0.02 240 ± 30.6 259 ± 26.8 MP 211 ± 1.1 209 ± 2.2 LP 160 ± 7.0 167 ± 8.4 OE, kJ/dag HP 0.42 1189 ± 146.7 1223 ± 124.2 MP 1180 ± 11.4 1148 ± 27.2 LP 1031 ± 43.2 1073 ± 50.8 Totalt vand, g/dag HP 0.01 266 ± 23.5 275 ± 18.4 MP 225 ± 9.0 230 ± 7.4 LP 201 ± 5.0 203 ± 8.1 N-optagelse, g/dag HP <0.001 6.8 ± 0.86 7.3 ± 0.76 MP 5.4 ± 0.03 5.4 ± 0.06 LP 2.8 ± 0.12 2.9 ± 0.15 Total N-udskillelse, g/dag HP <0.001 5.6 ± 0.65 6.6 ± 0.66 MP 4.2 ± 0.08 4.2 ± 0.12 LP 2.1 ± 0.21 2.2 ± 0.12 N-balance, g/dag HP 0.033 1.2 ± 0.21 0.7 ± 0.12 MP 1.2 ± 0.08 1.2 ± 0.16 LP 0.7 ± 0.10 0.7 ± 0.07 1 2 3 F: foderbehandling, U: uge efter fødsel; F×U: interaktion mellem foderbehandling og uge efter fødsel

På grund af tekniske problemer har vi desværre kun resultater fra uge 8. I relation til hvalpenes metaboliske vægt (kg0.75) var der ikke nogen forskel i varmeproduktion (HE), hvorimod aflejret energi (RE) var højere (P<0.05) hos hvalpe fodret med HP end hos hvalpe på LP foderet (Tabel 5). Dette stemmer overens med, at disse hvalpe også havde et større OE optag i relation til deres metaboliske vægt

86

U

2

F×U

3

0.03

0.08

0.48

0.32

0.29

0.87

0.020

0.031

0.001

0.001

0.059

0.049

(kg0.75) og tyder altså på, at hvalpene når de begynder at æde selv prøver, at kompensere for deres mors lavere mælkeydelse på HP foderet. I relation til den totale HE var oxidationen af protein (OXP) højere (P<0.05) og oxidationen af fedt (OXF) og kulhydrat (OXCHO) lavere (P<0.05) hos hvalpe fodret med HP end hos hvalpe på LP foderet (Tabel 5).

Tabel 5. OE optagelse, varmeproduktion (HE), aflejret energi (RE) i relation til metabolisk (OXF) og kulhydrat (OXCHO) i relation til HE hos 8 uger gamle mink hvalpe Foder HP MP a b OE, kJ 1529 1281 HE, kJ 822 730 a ab RE, kJ 707 551 a a OXP, % of HE 63 52 a ab OXF, % of HE 14 20 a b OXCHO, % of HE 4 21 a, b, c værdier, der ikke har samme bogstav er signifikant forskellige (P<0.05); effekt af foder

Konklusion Hvalpenes vægt ved 4 uger indikerede, at tæver fodret med LP foderet havde den højeste mælkeproduktion. Når hvalpenes selv begynder at æde og indtil de var 9 uger gamle, var tilvæksten derimod størst hos hvalpe fodret med MP, hvilket enten kan skyldes hvalpenes dårligere evne til at udnytte det høje kulhydratindhold i LP foderet eller, at de har et højere proteinbehov. Det er

for 8 og 9 ugers hvalpe foderet med

vægt (kg

0.75

) og oxidation af protein (OXP), fedt P-værdi

LP b 1198 771 b 427 c 22 b 41 b 21

<0.001 0.32 0.05 0.02 0.06 0.03

dog nødvendigt med flere undersøgelser for at finde hvalpenes egentlige næringsstofbehov i overgangsperioden fra mælk til fast føde og lige efter fravænning. Referencer Buddington, R.K., Chen, J.W. Diamond, J.M., 1991. Dietary regulation of intestinal brush-border sugar andamino acid transport in carnovores.

Faglig Årsberetning 2004


Foderets protein-, fedt- og kulhydratindhold – betydning for minkhvalpes tilvækst og energiomsætning

Am. J. Physiol. Regulatory Integrative Comp. Physiol. 261: R793-R801.

(Mustela vison). J. Anim. Feed Sci. (In press)

Elnif, J., Hansen, N.E.,1987. NJF seminar i Thromsø.

Hansen, N.E., Finne, L., Skrede, A., Tauson, A-H., 1991. Energiforsyningen hos mink og ræv. NJF-utredning rapport nr. 63. DSR Forlag, Copenhagen, 59 pp.

Fink, R., Tauson, A-H., Hansen, K.B., Wamberg, S., Kristensen, N.B., 2001. Milk production in mink (Mustela vison) – Effect of litter size. Arch. Anim. Nutr. 55, 221-242. Fink, R., A-H. Tauson, A. Chwalibog, N.E. Hansen, N.B. Kristensen and S. Wamberg, 2004. Effects of substitution of dietary protein with carbohydrate on lactation performance in the mink

Tauson, A-H., 1988. Varied energy concentration in mink diets. II. Effect on kits growth performance, female weight changes and water turnover in the lactation period. Acta. Agric. Scand. 38, 231-242.

Faglig Årsberetning 2004

87


88

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater. Trine Bonrud Nielsen1,3, Peter Sandbøl2, Carsten Hejlesen2, Niels Enggaard Hansen1 & Jan Elnif1 1 Pelsdyrproduktion, Institut for Basal Husdyrbrug og Veterinær Videnskab, Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, Grønnegårdsvej 3, 1870 Frederiksberg C. 2 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112c, Tvis, 7500 Holstebro. 3 Nærværende undersøgelse indgår som del af Trine Bonrud Nielsens Master projekt.

Sammendrag Forsøget blev gennemført med 90 hanhvalpe af farvetypen Scanbrown, delt op i to grupper á 45. Den ene gruppe bestod af tidligt fødte (24. eller 25. april 2004) og den anden gruppe af sent fødte (3. eller 4. maj 2004) hvalpe. Begge hvalpegrupper blev brugt i to forsøgsperioder af 8 døgns varighed. Hvalpene var 58 – 59 dage gamle ved starten af den første forsøgsperiode og 75 – 76 dage gamle ved starten af den anden forsøgsperiode. I forsøgsperioderne blev hvalpene holdt enkeltvis i balancebure. Mellem forsøgsperioderne gik hvalpene enkeltvis på farmen i standardburer. Forsøget blev udført fra den 21. juni til den 26. juli 2004. I forsøget undersøges et estimeret idealniveau for de 12 essentielle og semi-essentielle aminosyrer (EAS) samt henholdsvis 20% over eller under dette niveau. De 12 EAS, der undersøges, er arginin, cystin, histidin, isoleucin, leucin, lysin, methionin, phenylalanin, threonin, tryptofan, tyrosin og valin. Alle forsøgsblandingerne indeholdt 18,3 % af omsætteligenergi (OE) fra råprotein, og var sammensat af let fordøjelige fodermidler. Der blev anvendt syntetiske aminosyrer i forsøgsblandingerne for at kunne opnå de forskellige niveauer af den enkelte EAS. Valin var den eneste aminosyre, hvor der var signifikant forskel (p<0,0426) på vækstraten (tilvækst/startvægt i %) i forhold til det estimerede idealniveau ved at sænke niveauet med 20%. Der var ingen effekt på vækstraten ved at tilsætte 20% mere end det estimerede idealniveau for valin. Dette indikere at det estimerede idealniveau for valin ikke bør ændres. Lysin og threonin viste også en signifikant forskel i vækstraterne i den 4 dage lange forperiode, men begge EAS blev undersøgt i første forsøgsperiode, hvor hvalpene ikke blev fodret ad libitum som oprindelig planlagt. Idet hvalpene ikke blev fodret ad libitum blev tilvæksten afhængig af fodermængden, og dermed blev også vækstraten påvirket. De resterende EAS i forsøget viste ikke nogen signifikante forskelle mellem de undersøgte niveauer, hvilket kunne tyde på at det estimerede idealniveau for disse er for højt. Der var signifikant forskel (p<0,0001) på vækstraten i opsamlingsperioden mellem første (62 – 66 dage gamle) og anden forsøgsperiode (79 – 83 dage gamle) for både tidligt og sent fødte hvalpe på idealblanding. Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J. (2005). Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater. Faglig Årsberetning 2004, 89-102. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract th th 90 Scanbrown male mink kits were divided into two groups, early (24 – 25 April) and rd th late (3 – 4 May) born, each group consisting of 45 kits and these were again divided into feeding groups consisting of 5 kits. Both kit groups were used in two experimental periods, and the kits were between 58 – 59 days old when the first experimental period was initiated, and between 75 and 76 days old when the second experimental period was initiated. Between the two experimental periods the kits were kept separately in standard cages (with nesting boxes) on the farm. During the experimental period (8 full days causing 9 calendar days) the kits were kept separately in cages designed for Nitrogen Balance Trials having separate urine and faeces collection, with free access to water (drinking nipples) and a feeding channel where the feeding bowls were placed. The st th experiment was carried out from the 21 of June until the 26 of July 2004 which is a period of intensive growth for the kits.

Faglig Årsberetning 2004

89


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

An estimated ideal amino acid profile was investigated by increasing or decreasing a single essential amino acid (EAA) by 20 % in order to determine the kits actual need for EAA in this period of intensive growth. The 12 EAA, and semi EAA, investigated in this experiment was: arginine, cystine, histidine, isoleucine, leucine, lysine, methionine, phenylalanine, threonine, tryptofane, tyrosine and valine. All the feed mixes contained 18,3% of ME from raw protein and the composition of the raw materials were typical feedstuffs with a high digestibility. Synthetic EAAs were added to obtain the different levels of each EAA. Only for valine was a significant difference (p<0,0426) found in the growth rate (weight gain/initial weight (%)) from the estimated ideal level, which was observed when the level was deleted by 20%. There was no effect on the growth rate by adding 20% of the estimated ideal level for valin. This indicates that the estimated ideal level is correct. Lysine and threonine did show significant differences in growth rate in the 4-day adjusting period, but these were both tested in the first experimental period run in the experiment, and in this period the kits were not fed ad libitum as planned. Because the kits were not fed ad libitum in the first experimental period, the growth rate displayed a big dependency on the amount of feed given, and therefore the results are inconclusive. For the remaining EAAs there was no significant difference between the levels, a fact that could suggest that the level estimated as the ideal level could be lowered. There was a significant difference (p<0,0001) in the collection period between the growth rates in the first experimental period (61 – 66 day old) and second experimental period (78 – 83 day old) for both the early and late born kits. Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J. (2005). The Amino Acid Requirements of mink (Mustela vison) in the intensive growing period – Growth Results. Annual Report 2004, 89-102. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Det overordnede formål med forsøget var at afklare minkhvalpes behov for essentielle og semi-essentielle aminosyrer (EAS) i den intensive vækstperiode efter fravænning. Forsøget bestod af flere delelementer; hvalpenes fordøjelighed af næringsstoffer, sammenligning af tidligt og sent fødte hvalpe med hensyn til fordøjelighed og tilvækst, tilvækst og kvælstofaflejringen som mål for, hvilken aminosyre, der er den begrænsende og herudfra estimere et idealniveau af den enkelte aminosyre. Resultaterne i nærværende arbejde bygger på behandling af tilvækstresultaterne. Den endelige konklusion på det overordnede formål med forsøget må afvente behandling af data for kvælstofaflejringen. Efter fravæ nning ligger hvalpenes intensive vækstperiode i perioden fra den 1. juli til 31. august, når hvalpene er mellem ca. 11 og 20 uger gamle (Hansen et al., 1991). Vægtkurven for minkhvalpe er sigmoid i denne periode (Hansen et al., 1991), og tilvæksten for 90

hvalpene vil være lineær i perioden, mellem 45 og 90 dage (6-7 og 12-13 uger). Den intensive vækstperiode er interessant, da hvalpenes længdevækst afsluttes omkring 1. september, og det er her grundlaget for skindlængden dannes (Hansen et al., 1991). Der er derfor behov for at kunne sikre optimal vækst i denne periode og dermed en optimal tildeling af protein af god kvalitet. Proteinets kvalitet er bestemt ved fordøjeligheden og tilgængeligheden af aminosyrer, samt i hvilken grad fordelingen mellem aminosyrer, som optages af dyret, dækker behovet (Wang & Fuller, 1989). I tråd med dette har idealprotein-konceptet især inden for de sidste par år vundet indpas (Boisen et al., 2000; Sandbøl et al., 2004). Boisen et al. (2000) definerer et idealprotein som et protein, hvor alle essentielle aminosyrer er lige begrænsende for de forskellige livsytringer, i den aktuelle fodringssituation, og hvor overskuddet af kvælstof (N) er minimalt.

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

Forsøget er udført som et balanceforsøg, der tog udgangspunkt i et forsøg med grise af Wang og Fuller (1989). Hvor det lykkedes at finde frem til en optimal aminosyreprofil for grise i vækst ved på skift at udelade en enkelt essentiel aminosyre helt eller delvist. Wang og Fuller (1989) understreger, at resultaterne er baseret på en antagelse om, at kasein og de syntetiske aminosyrer brugt i forsøget absorberes fuldstændigt i tyndtarmen. Der har ikke tidligere været udført balanceforsøg på hvalpe med henblik på at fastlægge en ideel aminosyreprofil med samtlige 12 EAS i forsøg samtidigt. Glem-Hansen (1980a) gennemførte et balanceforsøg på hvalpe, men dette var udelukkende for at fastlægge behovet for svovlholdige aminosyrer (methionin og cystin). Derudover gennemførte Glem-Hansen (1980b) også et andet balanceforsøg med hvalpe for at fastlægge behovet for omsættelig energi fra protein. De følgende forsøg er ikke udført som balanceforsøg. Børsting og Clausen (1995) samt Børsting et al. (1995) gennemførte flere forsøgsserier for at fastlægge normer for minkens proteinog aminosyreforsyning i vækstperioden, og opstillede behov og normer for en række essentielle aminosyrer; methionin, cystin, threonin, tryptofan og lysin. Sandbøl et al.(2003) afprøvede forskellige aminosyreprofiler (mink mælk, minkkrop, minknorm og kattenorm) i vækstperioden og pelssætningsperioden og konkluderede, at en anden aminosyreprofil end normen kunne give samme eller bedre resultat. Derudover fandt Sandbøl et al. (2003), at behovet for methionin var lavere end i den hidtil benyttede norm. Materialer og metoder Forsøget blev udført på Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Tvis, Holstebro, i perioden fra den 21. juni til den 26. juli 2004.

Dyr Til forsøget blev der anvendt 90 hanhvalpe, af farvetypen Scanbrown, delt i to grupper á 45 dyr. Den ene gruppe var tidligt fødte (24. eller 25. april 2004) og den anden gruppe sent fødte (3. eller 4. maj 2004). De 90 hvalpe blev udtaget fra 30 kuld udvalgt på baggrund af fødselsdatoen, den generelle sundhed, samt dét kriterium, at der minimum var 3 hanhvalpe af nogenlunde ensartet størrelse i kuldet. Begge grupper af hvalpe blev anvendt i to forsøgsperioder. Hvalpene var 58 – 59 dage gamle ved starten af den første forsøgsperiode og 75 – 76 dage gamle ved starten af den anden forsøgsperiode. Opstaldning I forsøgsperioderne blev hvalpene holdt enkeltvis i balancebure (mod. e. Jørgensen & Glem-Hansen, 1973). Der blev ophængt plastikrør i balanceburene i starten af den første forsøgsperiode, for at hvalpene bedre kunne holde varmen og bruge røret som hvileplads frem for fodergangen. Før første forsøgsperiode blev hvalpene placeret enkeltvis i bure på farmen for at vænne dem til dette, før de blev flyttet til forsøgsstalden. I den mellemliggende periode, hvor hvalpene ikke var i forsøg, gik de enkeltvis på farmen i standardburer. I hele forsøgsperioden blev temperaturen og den relative fugtighed inde i forsøgsstalden registreret. Den gennemsnitlige temperatur blev registreret til 20°C (±1°) og den gennemsnitlige relative fugtighed til 73% (±8%enheder). Forsøgsdesign Forsøget var opdelt i fire forsøgsperioder, hvor hver forsøgsperiode bestod af 8 døgn. For hver forsøgsperiode blev tre forskellige af de i alt 12 EAS undersøgt. Der var 3 fodergrupper for hver EAS; en på et estimeret

Faglig Årsberetning 2004

91


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

idealniveau, en på 20% under idealniveau og en på 20% over idealniveau. I hver fodergruppe var der 5 hanhvalpe, hvilket resulterede i 15 hvalpe i forsøg for hver EAS. Dette svarede til 5 sæt hanhvalpe, der var helsøskende, fordelt på 3 fodergrupper. Se oversigten i tabel 3. Foder Alt foder blev oprindeligt fremstillet før forsøgets start (21.6.2004), afvejet portionsvis i foderskåle og frosset ned (-18°C) til senere optøning og brug. I den første forsøgsperiode åd hvalpene mere end forventet. Der var blevet afvejet for lidt foder i foderskålene til at dække hvalpenes behov, hvilket var tydeligt, da der ikke var nogle foderrester. Derfor blev der lavet nyt foder til 3. og 4. forsøgsperiode (tabel 3), mens der i anden forsøgsperiode blev brugt det foder, der oprindeligt skulle have været udfodret i 4. forsøgsperiode. I begge foderproduktioner blev der lavet to grundblandinger kaldet henholdsvis en 80%-blanding og en 100%-blanding, som var basis for alle forsøgsblandingerne. De to grundblandinger havde den samme sammensætning af fodermidler (tabel 1), men da de ikke havde de samme mængder af aminosyre (tabel 2), var der i praksis tale om to grundblandinger. 80%-blandingen dannede basis for de forsøgs-blandinger, hvor indholdet af den enkelte EAS skulle være 20% under det estimerede idealniveau, og omvendt dannede 100%-blandingen basis for de forsøgsblandinger, hvor der blev tilsat en enkelt EAS til 20% over det estimerede idealniveau – en 120%blanding. 100%-blandingen var samtidig identisk med idealblandingen, der blev betragtet som forsøgets kontrolblanding.

92

Ved sammensætningen af foderet blev der taget udgangspunkt i aminosyresammensætning og -indhold. Det gennemsnitlige energiindhold var 272,5 kcal OE/100g foder, og den procentvise fordeling af omsættelig energi (OE) fra protein, fedt og kulhydrat var 18:60:22 udregnet på basis af fordøjeligheden af næringsstofferne ud fra analyseresultater (tabel 1). Tabel 1. Fodersammensætning i grundblandi ng. Gennemsnit af de to grundblandinger 80% og 100% (to foderpartier) samt det analyserede indhold af energi, tørstof og aske. Grundblanding

Sammensætning 10,9%

Soyaolie Svinefedt (maks. 1,5 FFA)

5,5%

Vand

39,3%

Torskefilet

2,4%

Svinemaver

12,4%

Majsgluten

1,2%

Vitaminer (PFC)

0,3%

Fiskemel (LT)

8,5%

Majsstivelse Energiindhold: kcal OE/100g foder kcal OE/100g tørstof MJ/kg foder MJ/kg tørstof Tørstof, % Aske, % Energifordeling Protein:fedt:kulhydrat

15,1% 272,5 565,3 11,5 23,9 48,2 1,6 18:60:22

I tabel 2 ses det planlagte indhold af fordøjelige EAS i 80%- og 100%blandingen efter ideal-konceptet (Sandbøl et al, 2004). Tabel 2. De to grundblandingers planlagte indhold af gram fordøjelige EAS pr. 100 kcal (Sandbøl et al., 2004). 80% g ford. EAS/100 kcal

100% g ford. EAS/100 kcal

Arginin (Arg)

0,25

0,31

Cystin (Cys)

0,05

0,06

Histidin (His)

0,09

0,11

Isoleucin (Ile)

0,14

0,17

Leucin (Leu)

0,32

0,40

Lysin (Lys)

0,22

0,27

Methionin (Met)

0,13

0,16

Phenylalanin (Phe)

0,18

0,22

Threonin (Thr)

0,15

0,19

Tryptofan (Trp)

0,05

0,06

Tyrosin (Tyr)

0,14

0,18

Valin (Val)

0,18

0,22

Grundblanding Planlagte indhold:

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

Tabel 3. Forsøgsdesign og forsøgsblandinger. Forkortelserne af de enkelte aminosyrer fremgår af tabel 2. 1 Farm 1 2 Farm 2 3 Forsøgsperiode Tidligt fødte Tidligt f. Sent fødte Sent f. Tidligt fødte Hvalpegruppe 21/6 – 29/6 29/6 – 9/7 30/6 – 8/7 8/7 – 18/7 9/7 – 17/7 Dato (2004) Alder i dage 58 – 59 66 – 67 58 – 59 66 – 67 75 – 76 (start på periode) L y s- Kontrol L y sHisKontrol HisValKontrol 80 L y s120 80 His120 80 Val100 100 100 Kontrol Kontrol Forsøgsfoder ArgKontrol ArgPheKontrol PheIleKontrol 80 Arg120 (100 % 80 Phe120 (100 % 80 Ile-100 (5 dyr på hver blanding)* blanding)* blanding) 100 100 ThrKontrol ThrTyrKontrol TyrLeuKontrol 80 Thr120 80 Tyr120 80 Leu100 100 100 *Alle 45 hvalpe.

Forsøgsblandinger, der ender med 80, er lavet ud fra grundblanding 80%, hvor alle EAS, undtagen den, der blev undersøgt, var tilsat til idealniveau (tabel 3). De blandinger, der ender på 100, er lavet ud fra grundblanding 100%, hvor alle EAS er tilsat til det estimerede idealniveau. Ud fra grundblanding 100% blev forsøgsblandingerne, der ender på 120 lavet, og som tidligere nævnt blev der tilsat 20% mere end det estimerede idealniveau af den undersøgte EAS. Hvalpene skiftede fodergruppe mht. niveau af EAS efter første forsøgsperiode, kun få af hvalpene var på 100%-blanding i begge forsøgsperioder. Fodring Hvalpene blev fodret én gang dagligt i foderskåle både i og imellem forsøgsperioderne (jf. tabel 3). De første fire forsøgsdøgn i hver periode blev brugt til at tilvænne hvalpene forsøgsfoderet og staldforholdene (forperioden) og de sidste fire forsøgsdøgn til opsamling af fæces og urin (opsamlingsperioden). Registreringer og opsamling Hvalpene blev vejet tre gange i de to forsøgsperioder, hvor de var i forsøg; ved forsøgsperiodens start, ved start på opsamlingsperioden og da forsøgsperioden sluttede. I 1. og 2. forsøgsperiode blev fæces og urin opsamlet hver dag i opsamlingsperioden, mens kun fæces blev

4 Sent fødte 18/7 – 26/7 75 – 76 Val120

Cys80

Ile120

Met80

Leu120

Trp80

Kontrol Cys100 Kontrol Met100 Kontrol Trp100

Cys120 Met120 Trp120

opsamlet hver dag i 3. og 4. forsøgsperiode. Flaskerne til opsamling af urin blev siddende på burene under hele opsamlingsperioden i 3. og 4. forsøgsperiode. Fæces blev opsamlet i aluminiumsbakker og frosset ned (-18°C) hver dag, og ved forsøgsperiodens afslutning blev bakkerne vejet, og en prøve blev sendt til analyse samme dag eller frosset ned og sendt til analyse senere. I 1. og 2. forsøgsperiode blev urin opsamlet hver dag i 1000 ml flasker hængende under burene indeholdende ca. 30 ml svovlsyre (5%). Urinen blev hældt i 2000 ml flasker, før de blev frosset ned (-18°C). Efter forsøgsperiodens afslutning blev den frosne urin tøet op, vejet og omrystet inden urinprøverne blev sendt til analyse. I 3. og 4. forsøgsperiode forblev flaskerne under burene med ca. 60 ml svovlsyre (5%) i og blev ikke hældt over i 2000 ml flasker, ellers var proceduren den samme. Efter 4. forsøgsperiode blev pH målt i urinprøverne til en gennemsnitlig værdi på 1,31, hvor maksimum lå på 1,52. Alle foderskåle blev vejet før forsøget, før udfodring og efter udfodring for en eventuel foderrest. Hvis foderresten over de fire forsøgsdøgns opsamling var minimum 20 og maksimum 100 gram blev denne nedfrosset (-18°C), så foderresten senere kunne analyseres for tørstofprocenten. Var foderresten over 100 gram blev der regnet med, at den have samme sammensætning som

Faglig Årsberetning 2004

93


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

Analyser Analyserne er foretaget af Dansk Pelsdyr Foder A/S, Analyselaboratoriet i henhold til de gældende EU metoder (EUT, 2004): 71/393/EØF (vand/tørstof), 93/28/EØF (råprotein og kvælstof), 98/64/EØF (råfedt), 71/250/EØF (råaske), 2000/45/EF (tryptofan) og 98/64/EØF (aminosyrer). Derudover blev værdierne for serin, valin og isoleucin multipliceret med 1,06 pr. gram for korrektion af tab under hydrolyse (Rudemo et al., 1980). Alle forsøgsblandinger blev analyseret for tørstof og råprotein. Desuden blev der lavet analyse af aske- og råfedtindhold på de to grundblandinger 80% og 100%. Alle fæcesprøverne blev analyseret for tørstof og råprotein. Derudover blev fæces fra fem tilfældigt valgte kontroldyr (hvalpe på 100%-blanding) fra hver periode analyseret for aske- og råfedtindhold. Urinprøverne blev alle analyseret for kvælstof. De statistiske analyser blev gennemført i statistikprogrammet SAS (version 8.02) (SAS, 1999 - 2001) med proceduren GLM og et statistisk signifikansniveau på 5 %. Resultater Foder Det analyserede indhold af EAS i de to grundblandinger (begge foderpartier) afveg ikke væsentligt fra det planlagte (data ikke vist). Andelen af syntetiske EAS for de to grundblandinger 80% og 100% er angivet i tabel 6, som gennemsnit af de to foderpartier, da de maksimalt afveg med 0,16%-enheder fra hinanden.

94

Tabel 6. Den gennemsnitlige andel af syntetiske fordøjelige EAS i de to grundblandinger 80% og 100% . Grundblanding 80% 100% EAS: Andel af Andel af syntetiske, % syntetiske, % 29,8 43,4 Arginin 49,2 59,7 Cystin 23,4 39,0 Histidin 0 21,4 Isoleucin 25,5 41,2 Leucin 0 21,4 Lysin 35,7 49,6 Methionin 33,8 48,2 Phenylalanin 28,7 43,5 Threonin 45,6 56,8 Tryptofan 30,6 44,9 Tyrosin 11,5 29,3 Valin

Fordøjelighed Den tilsyneladende fordøjelighed af råprotein og råfedt blev beregnet på basis af analyse af de to 100%blandinger og fæcesanalyse af fem kontroldyr fra hver forsøgsperiode (tabel 7). Råkulhydrat er udregne t ved differensmetoden. Tabel 7. Fordøjelighedskoefficienter for begge grupper og alle forsøgsperioder. Periode Gruppe Råprotein Råfedt Råkulhydrat Tidligt 87,1 (0,7) 91,8 (2,3) 86,5 (3,6) 1. fødte Sent fødte 86,6 (1,7) 91,7 (1,7) 92,2 (1,6) 2. NS NS 0,0147 p-værdi Tidligt 87,6 (1,5) 93,9 (1,9) 90,9 (2,4) 3. fødte Sent fødte 88,0 (0,7) 93,5 (2,4) 93,7 (0,8) 4. NS NS 0,0343 p-værdi Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. Forskellen på fordøjelighedskoefficienterne mellem 58 - 59 dage og 75 – 76 dage gamle hvalpe var NS både for tidligt og sent fødte.

Tilvækst i forhold til startvægt i 1. forsøgsperiode.

140,0 y = -0,055x + 139,59

120,0

2

R = 0,0408

100,0 Tilvækst i gram

resten af foderet. Foderrester uden for dette interval blev kasseret.

80,0 60,0 40,0 20,0 0,0 550 -20,0 -40,0

650

750

850 y = -0,1799x + 130,07

Startvægt i gram

2

R = 0,5718

Figur 1. Tilvæksten i 1. forsøgsperiode vist imod startvægten delt op i forperioden ? og opsamlingsperioden ? for alle forsøgsdyr uanset behandl ing. Tendenslinjer er anført for begge perioder.

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

Tilvækst Den første forsøgsperiode adskiller sig fra de tre andre forsøgsperioder, da hvalpene ikke fik tildelt tilstrækkeligt med foder. I figur 1 er tilvæksten plottet imod startvægten for både forperiode og opsamlingsperiode i den første for-

søgsperiode for alle 45 hvalpe uanset behandling. I tabel 8 er den gennemsnitlige vækstrate, tilvækst i forhold til startvægt udtrykt i %, samt det gennemsnitlige daglige indtag af kcal (OE) udregnet for alle EAS på de tre undersøgte niveauer.

Tabel 8. Den gennemsnitlige vækstrate (%) og det gennemsnitlige daglige indtag af kcal OE i forperioden og opsamlingsperioden for alle EAS, samt p-værdier og standardafvigelser*. Forperioden Opsamlingsperioden Aminosyre Niveau Vækstrate (%) kcal (OE) Vækstrate (%) kcal (OE) 80 1,37 (3,24) 173,3 (14,5) 16,42 (2,88) 233,2 (8,1) Arginin** 100 -0,06 (1,55) 185,0 (2,1) 13,26 (4,76) 223,5 (34,3) 120 -1,61 (2,81) 180,1 (2,2) 12,20 (2,61) 222,0 (34,5) p-v ærdi NS NS NS NS 80 3,82 (4,00) 274,3 (53,0) 8,20 (2,47) 369,9 (50,0) Cystin 100 5,03 (2,49) 295,6 (39,5) 7,12 (1,38) 355,6 (35,7) 120 6,33 (2,31) 329,3 (76,3) 7,66 (3,47) 397,0 (58,5) p-værdi NS NS NS NS 80 8,69 (2,63) 246,7 (10,2) 12,95 (2,81) 285,1 (43,5) Histidin 100 5,50 (5,42) 221,0 (46,0) 14,85 (2,91) 286,9 (34,5) 120 2,34 (6,07) 220,6 (46,3) 13,50 (3,11) 278,3 (31,8) p-værdi NS NS NS NS 80 4,81 (2,73) 294,9 (18,4) 7,07 (2,44) 332,8 (12,4) Isoleucin 100 5,97 (1,76) 266,5 (43,1) 9,24 (1,28) 338,4 (58,3) 120 6,12 (2,49) 290,7 (41,1) 8,90 (2,05) 324,5 (45,8) p-værdi NS NS NS NS 80 6,19 (3,31) 290,6 (51,6) 8,77 (2,14) 342,1 (53,3) Leucin 100 8,05 (3,25) 308,2 (35,6) 7,76 (2,90) 341,9 (47,7) 120 5,22 (2,37) 296,1 (37,5) 6,59 (1,91) 328,7 (50,0) p-værdi NS NS NS NS 80 -0,91 (2,29) 178,5 (6,0) A 13,99 (2,51) 235,5 (2,9) Lysin** 100 0,48 (1,78) 188,1 (1,6) B 13,86 (1,52) 238,2 (1,3) 120 -0,73 (3,05) 179,4 (4,4) A 13,02 (3,13) 236,4 (1,7) p-værdi NS 0,0084 NS NS 80 3,81 (4,53) 296,4 (74,4) 8,40 (1,72) 404,6 (34,2) Methionin 100 2,77 (2,02) 274,1 (15,7) 7,37 (1,36) 366,4 (31,2) 120 4,02 (5,28) 317,5 (76,1) 8,27 (1,89) 366,7 (27,4) p-værdi NS NS NS NS 80 8,09 (2,14) A 248,5 (22,0) 13,76 (5,28) 295,7 (24,4) Phenylalanin 100 4,82 (1,73) B 233,3 (33,1) 14,20 (4,76) 291,3 (43,5) 120 4,14 (2,24) B 230,2 (18,4) 13,66 (2,89) 286,6 (28,1) p-værdi 0,0223 NS NS NS 80 -1,52 (1,36) A 178,9 (2,3) A 12,21 (2,58) 230,1 (10,9) Threonin** 100 1,72 (2,37) B 186,5 (1,6) B 15,63 (2,36) 242,3 (3,6) 120 1,80 (2,12) B 184,2 (2,1) B 13,82 (1,03) 231,0 (11,8) p-værdi 0,0351 0,0002 NS NS 80 3,52 (1,28) A 281,7 (18,2) 6,93 (2,26) 354,6 (19,7) AB Tryptofan 100 6,28 (2,11) B 323,2 (38,4) 7,02 (1,47) 382,5 (35,2) A 120 2,60 (3,50) AB 275,3 (35,0) 4,47 (2,21) 319,1 (34,2) B p-værdi NS NS NS 0,0209 80 5,87 (3,91) 234,7 (39,4) 14,72 (4,33) 300,0 (43,0) Tyrosin 100 4,34 (4,89) 218,5 (29,2) 12,47 (3,46) 257,7 (33,8) 120 6,40 (4,74) 237,9 (6,5) 13,50 (2,00) 287,2 (23,3) p-værdi NS NS NS NS 80 7,96 (3,27) 281,2 (49,1) 4,41 (3,34) A 320,7 (16,0) Valin 100 4,43 (3,65) 268,0 (44,3) 9,33 (3,04) B 337,4 (51,9) 120 7,65 (2,56) 326,9 (62,3) 9,13 (2,76) B 364,6 (53,4) p-værdi NS NS 0,0426 NS *Tallene i parentes er standardafvigelsen. Bogstaverne angiver om værdierne er signifikant forskellige. **Aminosyrer der blev undersøgt i periode 1.

I tabel 9 er den gennemsnitlige vækstrate og det gennemsnitlige daglige indtag af kcal (OE) vist for hvalpe på 100%-blanding. Her sammenlignes de to aldre og fødselstidspunkter.

Faglig Årsberetning 2004

95


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

Tabel 9. Den gennemsnitlige vækstrate (%) og det gennemsnitlige daglige indtag af kcal i forperioden og opsamlingsperioden for alle hvalpe på 100%-blanding delt op i tidligt og sent fødte, samt p-værdier og standardafvigelser*. Forperioden Opsamlingsperioden Gruppe ForsøgsAlder v. Vækstrate (%) kcal (OE) Vækstrate (%) kcal (OE) periode start i dage 1 58 – 59 0,72 (1,95) A 186,5 (2,1) A 14,25 (3,13) 234,7 (20,2) A Tidligt fødte 3 75 – 76 6,15 (3,18) 280,9 (43,0) 8,77 (2,47) A 339,2 (48,9) p-værdi < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 2 58 – 59 4,89 (4,04) B 224,3 (34,7) B 13,84 (3,66) 278,6 (38,0) B Sent fødte 4 75 – 76 4,69 (2,54) 297,6 (37,0) 7,17 (1,31) B 368,2 (33,6) p-værdi NS < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 * Tallene i parentes er standard afvigelsen og bogstaverne angiver, om der var forskel på tidligt og sent fødte i samme aldersgruppe.

Diskussion Foder Forsøgsblandingerne og forsøget bygger på, at syntetiske aminosyrer udnyttes i samme grad som de proteinbundne. Det kan ses i tabel 5, at andele n af syntetiske aminosyrer eksempelvis udgjorde op til 59,7 % af det totale indhold af den enkelte aminosyre i grundblanding 100%. Spørgsmålet er, om de proteinbund ne EAS kan erstattes af syntetiske aminosyrer uden negative konsekvenser på tilvæksten. Det er uklart, hvorvidt de syntetiske aminosyrer fuldt ud kan erstatte protein hos andre dyrearter. Jamroz og PiechSchleicher (1982) (kyllinger), Pinchasov et al. (1990) (kyllinger) og Touchette et al. (1998) (søer) fandt i deres undersøgelser, at de syntetiske aminosyrer ikke kunne erstatte protein i foderblandinger, hvor proteinandelen var lav. Derimod fandt Czajkowska et al. (1983) (kaniner), Jamroz et al. (1981) (kyllinger) og Spiekers et al. (1991) (grise) i deres undersøgelser, at mængden af protein godt kunne nedsættes og erstattes med syntetiske aminosyrer. Tidligere undersøgelser over tilsætning af frie syntetiske aminosyrer til foder til mink har ligeledes givet forskellige resultater. Børsting og Clausen (1995) gennemførte et forsøg, hvor de nedsatte proteinandelen (OE) og erstattede det med syntetiske aminosyrer for at kunne fastlægge en

96

aminosyrenorm for mink i vækst (udsætning til pelsning). To hold blev fodret med 15% OE fra protein, der blev suppleret med syntetiske aminosyrer, og et hold blev fodret med samme proteinmængde, men uden supplement af syntetiske aminosyrer. Resultatet var, at holdene, der fik syntetiske aminosyrer, havde en bedre tilvækst end det uden ved 15% OE fra protein. Det skal dog nævnes at holdet på 20% OE fra protein (uden syntetiske aminosyrer) opnåede de samme vægtresultat som dem på 15% med syntetiske aminosyrer, og det bedste vægtresultat blev opnået med 25% OE fra protein (uden syntetiske aminosyrer). Damgaard et al. (1998) undersøgte ligeledes effekten af at fodre mink i vækst (juli til pelsning) med foder indeholdende 15% af OE fra protein suppleret med syntetiske aminosyrer til profilen i kontrolblandingen (30% OE fra protein). Resultatet fra dette forsøg var, at de syntetiske aminosyrer ikke kunne erstatte det intakte protein fuldstændigt, da hvalpene på lav proteinandel suppleret med syntetiske aminosyrer ikke opnåede samme tilvækst og sundhedsresultat som hvalpene på kontrolblandingen. Damgaard et al. (1998) viste, i overensstemmelse med Børsting og Clausen (1995), desuden, at et supplement med syntetiske aminosyrer gav en bedre tilvækst, end hvis hvalpene fik 15% af OE fra protein og intet supplement af syntetiske aminosyrer.

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

I nærværende forsøg var proteinandelen den samme i alle forsøgsblandinger nemlig 18,3% OE fra råprotein (jf. tabel 1), hvilket er lavt i forhold til det anbefalede på 30% (Hansen et al., 1991). Grunden til det lave indhold af råprotein var, at sikrer et udslag af behandlingen, da eksempelvis Børsti ng og Clausen (1995) fandt, at de i deres forsøg ikke havde brugt et tilstrækkeligt lavt indhold af råprotein (25% OE fra råprotein) til, at det gav nogen effekt af at tilsætte eller ikke tilsætte syntetiske aminosyrer. I forsøget her indeholdt alle forsøgsblandingerne syntetiske aminosyrer. Det var ikke målet med forsøget at skabe en foderblanding med et højt indhold af syntetiske aminosyrer, der skulle give en bedre tilvækst end en foderblanding uden tilsætning af syntetiske aminosyrer. Målet var at fastlægge en aminosyreprofil ud fra hvalpenes behov. Problemet med syntetiske aminosyrer er i midlertidigt, at de øger den endogene udskillelse af aminosyrer, hvilket betyder en lavere mængde fordøjelige aminosyrer i forhold til den tilsatte mængde (Børsting, 1997). Dette kan medføre, at en fastlæggelse af en aminosyreprofil ved brug af store andele syntetiske aminosyrer kan resultere i en overestimering. Fordøjelighed Der var kun signifikant forskel på tidligt og sent fødte hvalpes fordøjelighedskoefficienter for råkulhydrat, men da denne er udregnet ved differensmetoden er det også her, analysefejl fra råprotein-, råfedt- og askeanalyserne vil ligge. Derfor kan det ikke med sikkerhed konkluderes, at de sent fødte hvalpe er bedre til at fordøje råkulhydrat end tidligt fødte, som det fremgår af tabel 6. Der var ikke nogen signifikante forskelle på fordøjeligheden af råprotein og råfedt mellem de tidligt og sent fødte hvalpe, og hvalpenes

fordøjelighedskoefficienter lå på nogenlunde samme niveau som for voksne mink. Dette var forventet, da foderet er sammensat af højt fordøjelige fodermidler. Tidligere undersøgelser baseret på fodercentralfoder af Elnif og Hansen (1987) og Elnif et al. (1988) har vist, at hvalpe op til 12 uger fordøjer næringsstofferne dårligere end udvoksede mink. Hejlesen (2002) undersøgte 7 – 9 uger gamle hvalpes evne til at fordøje råprotein, og resultaterne indikerede, at de fordøjeligheder der udregnes for udvoksede mink, ikke gælder for hvalpe – disse vil have en lavere fordøjelighed på de samme fodermidler. Resultaterne fra Hejlesen (2002) indikere dog, at jo lettere fordøjelige fodermidler, med høj fordøjelighedskoefficient for voksne mink, jo højere fordøjeligheds-koefficienter findes hos hvalpene. Elnif og Hansen (2004) anbefaler i tråd med dette at bruge fodermidler af høj kvalitet og næringsstoffordøjelighed i fravænningsperioden. Tilvækst I første forsøgsperiode blev de fleste hvalpe underforsynet, som det ses af figur 1 tabte de tungeste hvalpe sig og de letteste tog på. Hvalpene blev hermed ikke fodret ad libitum , og deres vækstpotentiale blev derfor ikke udnyttet. Især i forperioden ses dette tydeligt i figur 1, hvor kurven er lineært faldende. I forperioden åd hvalpene i gennemsnit 182 kcal (OE) pr. dag, hvilket svarede til, hvad de totalt set fik tildelt. I opsamlingsperioden åd hvalpene ligeledes op (232 kcal (OE) pr. dag), hvorfor den opnåede tilvækst er underestimeret. Derfor kan tilvækstresultaterne for den 1. forsøgsperiode ikke bruges til at konkludere noget angående de undersøgte EAS, som var arginin, lysin og threonin. Udfaldet af tilvækstresultaterne for de 12 forskellige EAS er vist i tabel 8. For

Faglig Årsberetning 2004

97


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

lysin-gruppen var der signifikant forskel mellem niveauerne på indtaget af kcal i forperioden, men det gav ikke signifikant forskel på tilvækste n. Da alle dyrene havde ædt op var der ingen forskel på indtaget af kcal i 1. forsøgsperiode. Den tilsyneladende forskel i lysin-gruppen kan derfor alene tilskrives forsøgsteknikken. For threonin-gruppen var der signifikant forskel på tilvæksten i forperioden. Forklaringen kunne være, at startvægtene grupperne imellem var forskellige, hvilket vil give forskellig tilvækst (jf. figur 1). Den gennemsnitlige startvægt for de tre grupper 80, 100 og 120 for threonin var henholdsvis 755, 724 og 720 gram, og den signifikante forskel i tilvæksten kan derfor tillægges forskelle i startvægten. Tryptofan-gruppen viste en signifikant forskel i kcal (OE) indtag i opsamlingsperioden, men der var ikke signifikant forskel på tilvæksten, hvilket muligvis skyldes at højeste og laveste vækstrate i alle tre fodergrupper lå tæt på hinanden. 120 gruppen for tryptofan skiller sig ud ved at have en lavere vækstrate end 80 og 100 gruppen, men samtidig er det også denne gruppe, der har indtaget den mindste mængde kcal (OE). Grunden til den lavere foderoptagelse i 120 gruppen kunne muligvis forklares med en lavere smagelighed af foderet ved tilsætning af større mængder tryptofan. Malmkvist (2004) lavede i 2003 et forsøg, hvor der var tilsat ekstra tryptofan til foderet, og observerede en lavere foderoptagelse. I 2004 har Malmkvist (2004) netop afsluttet et andet forsøg, hvor der blev iblandet ekstra tryptofan i kattemad til mink og her observerede Malmkvist (2004) ingen forskel på foderoptagelsen i forhold til kontrolholdet. Behandlingen af begge forsøg er dog ikke afsluttet og resultaterne skal derfor tages med forbehold.

98

Phenylalanin-gruppen viste en signifikant forskel i vækstrate i forperioden. Hvalpene på niveau 80 havde en dobbelt så høj vækstrate som dem på 100 og 120, og der var ikke signifikant forskel på kcal (OE) indtaget. Til gengæld var der ikke nogen signifikant forskel på hverken kcal indtag eller vækstrate i opsamlingsperioden, hvilket kan skyldes, at hvalpene på niveau 80 måske var hurtigere til at vænne sig til foder og omgivelser end hvalpene i 100 og 120 gruppen. Valin-gruppen viste en signifikant forskel i vækstrate i opsamlingsperioden uden, at der var signifikant forskel på kcal (OE) indtaget. Gruppen på niveau 80 havde signifikant lavere vækstrate end gruppen på 100 og 120. Dette indikerer, at niveauet for valin nok ikke bør sænkes i fremtiden men bør holdes på det estimerede idealniveau. De øvrige resultater var ikke signifikante (tabel 8), hvilket kan skyldes individuel variation på en lille dyregruppe, og/eller at der er en større margin at bevæge sig indenfor med hensyn til øvre og nedre grænser for den enkelte EAS til minkhvalpe i vækst. En hel del af de vækstrater, der ikke er signifikante ligger tæt på hinanden, uanset om hvalpene var på niveau 80, 100 eller 120 på de enkelte aminosyrer, hvilket kunne tyde på, at det at en ændring af niveauet for den enkelt EAS i forho ld til det her estimerede idealniveau, ikke har betydning for hvalpenes tilvækst. Ved sammenligning af tidligt og sent fødte hvalpes tilvækst var det forventeligt, at der ville være signifikant forskel på 1. og 2. forsøgsperiode, i hvert fald i forperioden, da hvalpene i 1. forsøgsperiode blev underforsynet (tabel 9). Der var overraskende nok ikke forskel på vækstraten i

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

opsamlingsperioden mellem 1. og 2. forsøgsperiode, men der var forventeligt forskel i den indtagende mængde kcal (OE). Dette kunne tyde på enten kompensatorisk vækst 1, eller at der ikke er forskel på tidligt og sent fødtes vækstrate ved en alder på 62 – 66 dage (første opsamlingsperioden) . Dette forudsætter, at de tidligt fødte i opsamlingsperioden (første forsøgsperiode) fik tæt på tilstrækkeligt med energi til at dække behovet til både vedligehold og tilvækst på trods af, at de ikke blev ad libitum fodret. Der var signifikant forskel på vækstraten i opsamlingsperioden mellem 3. og 4. forsøgsperiode (79 – 83 dage) mellem tidligt og sent fødte med henholdsvis 8,77% og 7,17%, men ikke i kcal (OE) indtaget. Det kan dog ikke siges med sikkerhed, om der igen er tale om kompensatorisk vækst for de tidligt fødte, eller om de har en højere vækstrate i denne periode end de sent fødte. Der var signifikant forskel på de tidligt fødtes vækstrate og kcal (OE) indtag mellem 1. og 3. forsøgsperiode både mellem forperioderne og mellem opsamlingsperioderne. Den signifikante forskel kan forklares med at hvalpene ikke blev ad libitum fodret i 1. forsøgsperiode. Samme resultat ses for de sent fødte hvalpe bortset fra vækstraten i forperioden, hvilket sandsynligvis skyldes den påvirkning der er ved at flytte hvalpene fra farmen og ind i stalden. Vækstraten var betydeligt lavere for både tidligt og sent fødte hvalpe i opsamlingsperioderne ved en alder på 79 – 83 dage end ved 62 – 66 dage, der gennemsnitlig for de to grupper lå på henholdsvis 7,97% og 14,05%.

1

Definition: en hurtig stigning i vækstraten efter en periode med nedsat vækst mulighed (Cieslar & Fleming, 2000; Sahin et al., 2000).

Konklusion Konklusionen i denne artikel bygger kun på tilvækstresultaterne fra forsøget, der som tidligere beskrevet er mere omfattende, og er derfor ikke den endelige konklusion på hele forsøget. Forsøget har vist, at et højt fordøjeligt foder også giver høje sandsynlige fordøjelighedskoefficienter hos hvalpe i den intensive vækstperiode. Energibehovet til hvalpenes vedligehold og tilvækst under de givne forsøgs forhold var højere end forventet fra forsøgets start. En lang række faktorer som forskellig forsøgsbehandling, enkeltvis opstaldning, rumtemperatur og skift i miljø kan have øvet indflydelse. Hvalpenes startvægt og fodermængden viste sig i denne sammenhæng at være af stor betydning for tilvæksten, da de største af hvalpene tabte sig samtidig med, at de mindste rent faktisk tog på i samme forsøgsperiode. Resultaterne med hensyn til de enkelte EAS skal tages med forbehold, da dyrematerialet er lille, men forsøget kan give nogle indikationer til videre undersøgelser. Forsøget her indikerer, at valin-normen sandsynligvis er korrekt, hvor den ligger i dag. Tilvækstraten hos hvalpene faldt ved at nedsætte indholdet af valin med 20%, mens tilvækstenraten var den samme for hvalpe på idealblandingen og på blandingen med 20% mere valin. Resten af resultaterne efter forperioden og med hensyntagen til, at fodringen ikke var optimal i 1. forsøgsperiode, viste ingen signifikant forskel i vækstraterne for den enkelte EAS, uanset om indholdet blev reduceret eller øget med 20%. Dette indikerer, at de fleste normer for EAS sandsynligvis godt kunne nedsættes uden at nedsætte tilvæksten, men dette vil dog kræve flere undersøgelser. Disse

Faglig Årsberetning 2004

99


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

undersøgelser bør udføres på et større dyremateriale, og samtidig vil det være nyttigt at afprøve niveauer, der ligger længere fra hinanden for hver EAS. Vækstresultaterne for tidligt og sent fødte hvalpe på idealblanding giver ikke grund til at tro, at der er nogen forskel inden for samme aldersinterval. Til gengæld viser vækstresultaterne for opsamlingsperioden, at der er en væsentlig forskel på vækstraten for hvalpene mellem den første (62 – 66 dage gamle) og anden (79 – 83 dage gamle) forsøgsperiode, idet den var henholdsvis 14,05% og 7,97% i gennemsnit for de to grupper (tidligt og sent fødte). De tidligt fød te hvalpe havde en signifikant højere vækstrate i deres anden opsamlingsperiode (79 – 83 dage) end de sent fødte hvalpe med vækstrater på henholdsvis 8,77% og 7,17%. Dette kan dog skyldes kompensatorisk vækst på grund af den suboptimale fodring af de tidligt fødte hvalpe i 1. forsøgsperiode.

Referencer Børsting, C.F. (1997): Aminosyrefordøjelighed i grundblandinger og fordøjelighed af syntetisk fremstillede aminosyrer anvendt til fastlæggelse af behovet for individuelle aminosyrer til mink. Faglig Årsberetning 1996. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S. Red. Therkildsen, N., 57 – 65. Børsting, C.F. & Clausen, T.N. (1995): Fastlæggelse af normer for minkens protein- og aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig Årsberetning 1993/94. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Red. Therkildsen, N., 79 – 99. Børsting, C.F., Clausen, T.N. & Therkildsen, N. (1995): Fastlæggelse af normer for minkens protein- og

100

aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1993. Faglig Årsberetning 1993/94. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. Red. Therkildsen, N.,100 – 120. Boisen, S., Hvelplund, T. & Weisbjerg, M.R. (2000): Ideal amino acid profiles as a basis for feed protein evaluation. Livestock Producition Science, 64, 239 – 251. Cieslar, S. & Fleming, J. (2000): Compensatory growth – an hypothesis. I: Compensatory growth in ruminants. Proceedings of the 2000 course in ruminant digestion and metabolism, (ANSC 6260), The University of Guelph, ed. Cant, J., 75 – 81. Czajkowska, J., Jedryka, J., Krawinska, J., Niedzwiadek, S. & Ryba, Z. (1983): Investigations on the possibility of lowering the protein content in feed of fattened rabbits by application of synthetic amino acids. Zeszyty problemowe postepow nauk rolniczych, 259, 170 – 171. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F. (1998): Effects of Dietary Supplement of Essential Amino Acids on Mortality Rate, Liver Traits and Blood Parameters in Mink (Mustela vison) fed Low Protein Diets. Acta Agriculturæ Scandinavica, 48, 175 – 183. Elnif, J. & Hansen, N.E. (1987): Sammenligning af fordøjeligheden hos minkhvalpe og udvoksede hanner. NJFseminar nr. 128, Tromsø, Norge d. 28. – 30. september. Nordiske Jordbrugsforskeres Forening, 6 pp. Elnif, J. & Hansen, N.E. (2004): Fordøjelse hos pelsdyr. I: Handbok for fôrmidler til pelsdyr, red. Ahlstrøm et al. (2004), NJF-utredning/rapport nr. 502, 1 – 12. Elnif, J., Hansen, N.E., Mortensen, K. & Sørensen, H. (1988): Produktion of

Faglig Årsberetning 2004


Aminosyrebehov i den intensive vækstperiode til mink (Mustela vison) – Tilvækstresultater

digestive enzymes in mink kits. I: Murphy, B.D. & Hunter, B. (eds.). Biology, Pathology and Genetics of Fur Bearing Animals, Proceedings of the IV international congress in fur animal production. August 21-24, 1988, Hudson’s Bay Auction House, Rexdal, Ontario, Canada, 320 – 326. EUT (2004): Den Europæiske Unions Tidende. Se hjemmesiden: http://europa.eu.int/eur-lex . Glem-Hansen, N. (1980a): The requirements for Sulphur Containing Amino Acids of Mink During the Growth period. Acta Agriculturæ Scandinavica, 30, 349 – 356. Glem-Hansen, N. (1980b): The Protein Requirements of Mink During the Growth Period, 1. Effect of Protein Intake on Nitrogen Balance. Acta Agriculturæ Scandinavica, 30, 336 – 344. Hansen, N.E., Finne, L., Skrede, A. & Tauson, A.-H. (1991): Energiforsyningen hos mink og ræv. NJF, subsektion for pelsdyr, foderudvalget. DSR-forlag og forfatter(ne).

Jørgensen, G. & Glem Hansen, N. (1973): A Cage designed for Metabolism- and Nitrogen Blance Trials with Mink. Acta Agriculturæ Scandinavica, 23, 3 – 4. Malmkvist, meddelelse.

J.

(2004):

Personlig

Pinchasov, Y., Mendonca, C.X. & Jensen, L.S. (1990): Broiler chick response to low protein diets supplement with syntetic amino acids. Poultry Science, 69, 1950 – 1955. Rudemo, M., Bech-Andersen, S. & Mason, V.C. (1980): Hydrolysate preparation for amino acid determinations in feed constituents, 5. The influence of hydrolysis time on amino acid recovery. Zeitschrift für Tierphysiologie, Tierernärung und Futtermittelkunde. Vol 43, 27- 34. Sahin, T., Akbulut, B. & Aksungur, M. (2000): Compensatory Growth in Sea bass (Dicentrarchus labrax), Sea bream (Sparus aurata) and Rainbow trout (Oncorhynchus mykiss). Turk. J. Zool., 24, 81 – 86.

Hejlesen, C. (2002): Fordøjeligheden af Næringsstoffer hos Minkhvalpe og Voksne – en Sammneligning. Faglig Årsberetning 2002, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, red. Sandbøl, P., 51 – 57.

Sandbøl, P., Clausen, T.N. & Hejlesen, C. (2003): Aminosyreprofil til Mink (Mustela vison) i Vækstog Pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2003. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. Red. Sandbøl, P, 91 - 96.

Jamroz ,D., Schleicher, A. & Fritz, Z. (1981): Decreasing of protein rates in the mixtures for broilers with addition of synthetic amino acids. Veterinaria, 30, 2, 283 pp, Sarajevo.

Sandbøl, P., Clausen, T.N. & Hejlesen, C. (2004): Ideal Protein for Mink (Mustela vison) in the Growing and Furrring Periods. Scientifur, 28, 120 – 128.

Jamroz, D. & Pieh-Schleicher, A. (1982): Lowering of crude protein level in concentrate mixtures supplemented by synthetic amino acids in feeding broilers part I (and part II). Zeszyty problemowe postepow nauk rolniczych, 264, 270 pp + 277 pp.

SAS (1999 – 2001): 1999 – 2001 SAS Institute, Inc., Cary, NC, USA. Release 8.02 TS Level O2OMO. Spiekers, H., Grünewald, K.-H., Seiwert, C., Struth, R. & Niess, E. (1991): Reduction of N-Excretion of Piglets and Fattening Pigs by Feeding

Faglig Årsberetning 2004

101


Nielsen, T.B., Sandbøl, P., Hejlesen, C., Hansen, N.E. & Elnif, J.

Synthetic Amino Acids. Agribiological Research, 44, 2 – 3, 235 – 246. Touchette, K.J., Allee, G.L., Newcomb, M.D. & Boyd, R.D. (1998): The Use of Synthetic Lysine in the Diet of Lactating Sows. Journal of Animal Science, 76, 1437 – 1442

102

Wang, T.C. & Fuller, M.F. (1989): The optimum dietary amino acid pattern for growing pigs, 1. Experiments by amino acid deletion. British Journal of Nutrition, 62, 77 – 89.

Faglig Årsberetning 2004


Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden Peter Sandbøl & Tove N. Clausen, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro. Sammendrag Gældende norm til mink angiver behovet til fordøjeligt methionin (met) til 0,16 g/100 kcal omsættelig energi (OE), og cystin (cys) til 0,06 g/100 kcal. Met udgør således 73% af den samlede norm for svovlholdige aminosyrer (SAS). Til katte er normen angivet til 0,11 og 0,11 g/100 kcal og met udgør således 50% af SAS. Forsøg har vist, at mink ikke kan udnytte d-met; medens katte kan udnytte dette i nogen omfang og, at de ligeledes i et vist omfang er i stand til at udnytte en methyl hydroxy analog (MHA) i stedet for met. To forsøgsserier blev gennemført, dels for at undersøge effekten af at ændre met/cys forholdet og dels for at vurdere minkens evne til at udnytte henholdsvis d-met og MHA. I serie et var det samlede indhold af SAS 0,22 g/100 kcal og met udgjorde henholdsvis 0,15; 0,14 & 0,12 g/100 kcal. Hold 0,16 havde signifikant bedst tilvækst for hele perioden og hold 0,12 signifikant ringest. Fra 25 sept. Til pelsning var der ikke forskel mellem holdene. Der var dog en tendens til flere døde hvalpe i denne periode, med et faldende met-indhold. Hold 0,12 havde signifikant kortere skind og ringere skindkvalitet end de 2 andre hold. Ved pelsning blev der ikke fundet forskelle i den relative levervægt (RLV) eller leverens fedtindhold. I serie to anvendtes en grundblanding med 0,11 g fordøjeligt met/100 kcal. Til denne blev tilsat dl-met eller MHA, således at alle blandinger indeholdt en fordøjelig/udnyttelig mængde met på 0,16 g/100 kcal. Udgangspunktet var, at 100%, 50% eller 0% af d-met kunne udnyttes hvorfor blandingernes samlede met indhold blev henholdsvis 0,16; 0,19; 0,22 og 0,10 (+MHA) g/100 kcal. Hold 100% og hold 50% hvde signifikant bedre tilvækst fra udsætning til 4. sept. end hold 0% og hold MHA. For de øvrige delperioder og samlet for hele vækstsæsonen var der ikke signifikante forskelle mellem holdene. Der blev ikke fundet statistisk signifikante forskelle mellem holdene på nogen af skindparametrene. Der var ikke forskel på dødeligheden i holdene. Ved pelsning blev der ikke fundet forskelle i den relative levervægt (RLV) eller leverens fedtindhold. For serie et konkluderes, at med et samlet indhold af SAS på 0,22 g fordøjeligt/100 kcal ser det ud til, at det forhold mellem methionin og cystin på,0,16 g met / 0,06 g cys pr 100 kcal, er det optimale til mink. For serie to konkluderes, at det ser det ud som om at d-formen af methionin anvendes, eller at 0,10 (naturligt indhold) + 0,03 (tilsat l-met) g fordøjeligt methionin pr 100 kcal er tilstrækkeligt, eller at store mængder total methionin i foderet reducerer tilvæksten i begyndelsen af vækstperioden. I pelssætningsperioden ser der ikke ud til at være nogen indflydelse af, om methionin tildeles som d/l- methionin eller erstattes af Alimet. Evt. er det samlede behov for svovlholdige aminosyrer i perioden september til pelsning lavere end gældende norm. Sandbøl, P. & Clausen, C. 2005. Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2004, 103-109. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Present norms for mink state the need of digestible methionin (met) as 0.16g/100 kcal metabolisable energy (ME) and cystin (cys) as 0.06 g/100 kcal. In this way met makes up 73% of the total norm for sulphur-containing amino acids (SAA). For cats the norm is stated as 0.11 and 0.11g/100 kcal and so met makes up 50% of SAA. Trials have indicated that mink cannot make use of d-met; whereas cats for some extent can make use of it and cats can also for some extent make use of a methyl hydroxy analog (MHA) instead of met. Two trial series were carried out, partly to examine the effect of changing the met/cys proportion and partly to examine the mink’s ability of making use of d-met and MHA respectively. In the first trial series the total content of SAA was 0.22 g/100 kcal and met made up 0.15; 0.14 and 0.12 g/100 kcal respectively. Group 0.16 had significantly the best gain for the th whole period and group 0.12 had significantly the poorest. From the 25 of September till

Faglig Årsberetning 2004

103


Sandbøl, P. & Clausen, T. N.

pelting there was no difference between the groups. However there was a tendency of more dead kits during this period with a decreasing met-content. Group 0.12 had significantly shorter pelts and poorer pelt quality than the two other groups. At pelting there were no differences in the relative liver weights (RLW) or the fat content of the liver. In the second trial series we used a basic blend with 0.11 g digestible met/100 kcal. This blend was added dl-met or MHA, so that all blends contained a digestible/utilizable amount of met of 0.16 g/100 kcal. The point was to make use of 100%, 50% or 0% of d-met, why the total met content of the blends became 0.16; 0.19; 0.22 and 0.10 (+MHA) g/100 kcal respectively. th Group 100% and group 50% had a significantly larger gain from July till the 4 of September than group 0% and group MHA. For the rest of the sub-periods and for the period of growth as a whole, there were no significant differences between the groups. There were no statistically significant differences between the groups in any of the skinparameters. There were no differences in the mortality of the groups. At pelting there were no differences in the relative liver weights or the fat contents of the livers. For the first series it can be concluded that with a total content of SAA of 0.22 g digestible/100 kcal it seems that the ratio of methionin to cystin of 0.16 g met / 0.06 g cys per 100 kcal is the optimum for mink. For the second series it can be concluded that the d-form of methionin seems to be used or that 0.10 (natural content) + 0.02 (added l-met) g digestible methionin per 100 kcal is enough, or that large amounts of total methionin in the feed reduce the growth in the beginning of the period of growth. In the furring period it has no influence whether the methionin is added as d/l-methionine or replaced by Alimet. The total need of sulphur containing amino acids might be reduced in the period from September till pelting compared to the present norm. Sandbøl, P. & Clausen, C. 2005. Sulphur Containing Amino Acids for Mink in the Period of Growth. Annual Report 2004, 103-109. Danish Fur Breeders Researc Center, Holstebro, Denmark.

Baggrund Gældende norm til mink i vækst perioden fastsætter behovet for methionin og cystin til henholdsvis 0,16 og 0,06 g fordøjeligt / 100 kcal (Børsting og Clausen, 1996). Methionin er således fastsat til at udgøre 73% af normen for svovlholdige aminosyrer. Jørgensen og Glem-Hansen (1970) viste at når indholdet af svovlholdige aminosyrer steg fra 3,7 % af proteinet til 5,0 % af proteinet i et foder med 19 % af OE fra protein, gav dette bedre vækst, skindlængde og pelskvalitet. Der blev ikke fundet effekt af tilsætning af methionin ved højere protein niveauer. Med de anvendte blandinger var niveauet af methionin og cystin 0,10 og 0,05 g / 100 kcal OE for kontrolblandinger og 0,16 og 0,05 g / 100 kcal OE efter tilsætning af methionin. Dette ligger således meget tæt på den nuværende norm. Glem-Hansen (1980) anvendte fra 14 til 25 % af OE fra protein for at afklare minkens behov for svovlholdige 104

aminosyrer i vækstperioden. Omregnet til g / 100 kcal OE fandt han følgende optimale niveauer af Met+Cys: 0,130,19 fra 10 til 19 uger; 0,16-0,22 fra 20 til 24 uger og 0,11-0,15 fra 26 uger til pelsning. Methionin udgjorde fra 60 til 90 % af de svovlholdige aminosyrer. Glem-Hansen (1982) undersøgte minkens evne til at udnytte henholdsvis l-methionin, d-methionin og l-cystin i pelssætningsperioden og konkluderede, at minken praktisk taget ikke var i stand til at udnytte dmethionin. Følgelig vurderede han at de tidligere fundne værdier skulle sænkes med 20-25 %. På baggrund af en serie forsøg (Schaeffer et al., 1982; Smalley et al., 1983 og Teeter et al., 1978a og 1978b) fastsatte NRC (1986) normen for henholdsvis methionin og cystin til katte til at svare til henholdsvis 0,08 og 0,07 g / 100 kcal OE. Methionin svarer således til 53 % af de svovlholdige aminosyrer. NRC (2003) har opdateret normen til katte til 0,11 og 0,11 g/100

Faglig Årsberetning 2004


Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden

kcal af henholdsvis met og cys og met udøgr således 50 % af SAS. Teeter et al. (1978a) viste yderligere at katte var i stand til at udnytte dmethionin, uden at de dog (p.g.a. forsøgsdesignet) var i stand til at kvantificere denne udnyttelse. Yderligere undersøgte man kattes evne til at udnytte en methionin hydroxy analog (MHA). I en syntetisk foderblandig var kattene ikke i stand til at udnytte hydroxy analogen; medens dette gik forholdsvis godt i en semisyntetisk blanding. Heller ikke her kunne man p.g.a. forsøgsdesignet kvantificere udnyttelsen. Der blev gennemført et indledende forsøg, dels for at belyse om mink kan udnytte d-methionin og for at få en indikation på omfanget af dette, dels for at belyse om mink kan udnytte en methionin hydroxyanalog og dels for at belyse om norm forholdet mellem methionin og cystin er optimalt. Materialer og metoder Der blev anvendt 8 hold wildmink af 110 han- og 110 tævehvalpe. Forsøgsopstillingen fremgår af tabel 1 og 2. Tabel 1 Undersøgelse af det optimale forhold mellem methionin og cystin (angivet i g fordøjelig as pr 100 kcal) Forsøgsbehandling met / cys forholdet 0,16 / 0,06 met / cys forholdet 0,14 / 0,08 met / cys forholdet 0,12 / 0,10

Tabel 2 Undersøgelse af hvorvidt d-methionin udnyttes af dyrene. Forsøgsbehandling Hvis både D og L udnyttes Hvis D udnyttes med 50 % Hvis D ikke udnyttes

Foderet anvendt i undersøgelsen af met/cys forholdet (tabel 3), var noget forskelligt mellem de tre hold. Foderet fremstillet til bestemmelse af hvorvidt dmethionin kan anvendes af dyrene, var ens i de fire hold, på nær indholdet af methionin (tabel 3). Tabel 3. Foderplaner til undersøgelse af behovet for svovlhol dige aminosyrer i vækstperioden .

Fiskeaffald

0,16 / 0,06 8

Industrifisk

20,42

Met / Cys forhold

Fiskeensilage Fjerkræaffald Løgstør

0,14 / 0,08

0,12 / 0,10

Lav met 0,1; #

44,4

41,59

38,51

3,01 24

Våde fedtegrever

6,8

Slagteaffald

6,57

Poppet byg

11,26

10,73

10,47

9,42

Poppet hvede

11,26

10,73

10,47

9,42

Fiskemel 322

3,5

Hæmoglobinmel

1,35

0,7

1,03

0,89

Kartoffelprotein

1

1,37

Majsgluten 521

4

Soyakoncentrat (protao)

1,73

Fjermel

3,47 3 3

3,5

3,1

Skummetmælkpulver

0,43

Soyaolie 871

4,01

3,2

3,43

5,76

Svinefedt 852

2,01

1,6

1,72

2,88

dl-Methionin

0,05

0,1

0,08

*

Tryptofan

0,01

Vitaminer/mineraler

0,25

0,25

0,25

0,25

Vand

9,88

14,61

21,43

19,08

Plantal: Energiindhold: kcal/100g 213 213 208 230 MJ / kg 8,91 8,91 8,70 9,62 MJ / kg tørstof 18,6 18,6 18,1 20,0 Tørstof, % 48 48 48 48 Energifordeling 27:48:25 27:48:25 27:48:25 25:55:20 Aske, % 2,6 1,8 1,9 1,7 Analysetal: Energiindhold: kcal/100g 184 183 182 204 MJ / kg 7,69 7,64 7,63 8,53 MJ / kg tørstof 18,6 18,2 17,9 19,9 Tørstof, % 41 42 42,7 43 Energifordeling 27:48:25 28:46:26 28:46:26 25:55:20 Aske, % 2,2 1,6 1,6 1,5 I holdet med 0,12/0,10 blev anvendt komælkserstatning indtil 18/7, dernæst skummetmælkspulver # I holdene til undersøgelse af udnyttelsen af d-methionin er krav til de forskellige aminosyrer reduceret med 5 % * d-methionin udnyttes med 100%: 0,14 % dl met; 50%: 0,21 % dl met; 0%: 0,28 % dl met; MHA: 0,158 % Alimet , svarende til 0,16; 0,19, 0,22 og 0,10 g total fordøjeligt/udnytteligt met/100 kcal.

0,10 met* fra råvarer + MHA

Foder Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge, så dyrene kunne tilvænne sig en ændring i foderets smag. Forsøgsfoder blev tilført fra 9/7 indtil pelsning.

For at opnå et lavt indhold af methionin i denne grundblanding, blev kravet til de øvrige aminosyrer reduceret med 5 %. Det opnåede aminosyre indhold i blandingen ses af tabel 4.

Faglig Årsberetning 2004

105


Sandbøl, P. & Clausen, T. N.

Tabel 4. Den opnåede beregnede amino syreprofil i holdene til undersøgelse af udnyttelsen af d-methionin, samt gældende norm for g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal til mink i vækstperioden. minknorm forsøgsblandinger Arg 0,31 0,39 Cys 0,06 0,06 His 0,15 0,14 Ile 0,26 0,25 Leu 0,50 0,48 Lys 0,27 0,34 Met 0,16 0,16 Phe 0,29 0,29 Thr 0,19 0,21 Tyr 0,18 0,22 Val 0,35 0,34 Try 0,06 0,06

Gødningens konsistens og udseende blev vurderet løbende. Statistik De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5 % som signifikansniveau, ved beregning af tilvækst og skindlængde. Fødselsdatoen er medtaget som kovariat i de tilfælde den er signifikant, udsætningsvægt er medtaget som kovariat ved analyser af skindlængden. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Våd bug, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet.

Registreringer Samtlige hanhvalpe blev vejet efter udsætning 2. juli, 4. og 25. september samt ved pelsning. Hvalpene blev pelset fra d. 10/11 til d. 21/11. Til pelsning blev der udtaget leverprøver fra 15 mink i hver af holdene. Leverne blev vejet og leverens tørstof indhold blev analyseret. Ud fra en funden sammenhæng mellem lever tørstof og lever fedtprocent (Clausen & Sandbøl, 2004), blev leverens fedtindhold beregnet. Den relative levervægt (levervægt i procent af kropsvægt), blev bestemt.

Resultater og diskussion Methionin / cystin forholdet Tilvæksten gennem hele perioden var forskellig mellem holdene (tabel 5).

Tabel 5. Vejeresultater for minkhvalpe i undersøgelse af det optimale forhold mellem methionin og cystin. Vægt, g Tilvækst, g Met / cys Udsætn. 4. sept. 25. sept. Pelsn. Udsætn. 4. - 25. 25. sept. Udsætn. forhold - 4. sept. sept. - pelsn. – pelsn. 0,16/0,06

851 (110)

2063 (196)

2435 (282)

2676 (308)

1208 368 231 1818 (158) (178) (284) (292) A A A 0,14/0,08 851 1897 2246 2517 1047 343 236 1663 (127) (279) (370) (384) (241) (172) (218) (343) B A B 0,12/0,10 850 1731 2010 2385 880 283 297 1526 (126) (279) (434) (388) (232) (229) (261) (354) C B C P-værdi NS < 0,0001 0,005 NS < 0,0001 Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel. NS angiver at der ikke er forskel.

Den bedste tilvækst blev set i holdet, hvor mængden af g fordøjelig methionin og cystin pr 100 kcal var hhv 0,16 og 0,06, svarende til den gældende norm. Derefter var tilvæksten faldende med faldende met og stigende cys. Samtidig med faldende tilvækst blev set en stigende dødelighed i holdene (tabel 6). 106

Faglig Årsberetning 2004

Tabel 6. Frekvensen af døde han - og tævehvalpe Behandling

% døde

Met/cys forholdet 0,16/0,06

1,8

Met/cys forholdet 0,14/0,08

2,8

Met/cys forholdet 0,12/0,10

7,1


Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden

I hold 0,14/0,08 og 0,12/0,10 døde hvalpene overvejende i oktober og november måned; 66,7 % hhv 81 % de obducerede dyr var afmagrede, som tegn på fejlernæring. Både skindlængden og kvaliteten var ligeledes faldende med faldende methionin og stigende cystin (tabel 7 og 8). Tabel 7. Skindlængde samt skind kvalitet, farve og renhed hos hanhvalpe. Antal Længde, Kvalitet, Farve, Renhed, Behandling Skind Cm 1-12 * 1-5 # 1-5 ¤ 86,5 6,6 3,3 Met/cys forhold 2,7 95 (4,1) (2,4) (0,9) 0,16/0,06 (0,9) A A A 85,4 6,1 2,9 Met/cys forhold 3,0 98 (4,6) (2,2) (1,0) 0,14/0,08 (1,0) A A B 83,1 5,3 2,9 Met/cys forhold 3,0 96 (4,9) (2,3) (1,1) 0,12/0,10 (0,9) B B B P-værdi < 0,0001 0,0008 NS 0,007 * 12 er bedst, # 5 er mørkest, ¤ 5 er mest rødlig Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene, NS angiver at der ikke er forskel

Tabel 8 Frekvensen af silkede, flade og fyldige skind hos hanhvalpe. Uld, % Antal Silkede, Behandling Skind % Flade Normal Fyldig Met/cys forhold 95 6,3 14,7 79,0 0,16/0,06 Met/cys forhold 98 4,1 14,3 80,6 0,14/0,08 Met/cys forhold 96 5,2 24,0 74,0 0,12/0,10 P-værdi NS NS (0,07) Tallene i parentes er standard afvigelsen. NS angiver at signifikant forskel mellem holdene

6,3 5,1 2,0 der ikke er

Fodersammensætningen i holdene har været væsentlig forskellig for at opnå

de ønskede forskelle i met / cys forholdet. For at være sikker på at mængden af methyldonorer var tilstrækkelig, i de hold hvor methionin var lav, blev den tilsatte og naturlige indhold af cholin clorid / betain beregnet. I alle hold var niveauet betydeligt over det angivne behov. Ved pelsning var der ingen makroskopiske tegn på fedtinfiltrationer, og der var ingen forskel i hvalpenes relative levervægt og leverens fedtindhold (tabel 9). Tabel 9 Relativ levervægt (RLV - levervægt i procent af kropsvægt), levertørstof (LTS) og beregnet lever fedt procent (LF - lever fedt procent = 1,15 * lever tørstof – 24,9). Behandling Met/cys forhold 0,16/0,06 Met/cys forhold 0,14/0,08 Met/cys forhold 0,12/0,10 p-værdi

RLV, % 2,37 (0,30) 2,54 (0,41) 2,45 (0,33) NS

LTS, % 30,3 (1,8) 29,3 (1,3) 30,5 (2,5) NS

LF, % 9,98 (2,08) 8,88 (1,44) 10,2 (2,83) NS

Gødningen var i begyndelsen af perioden tynd og med klatter i alle holdene, i slutningen af perioden var gødningen normal af udseende. d- / l- methionin til mink Der var forskel mellem holdene i tilvæksten fra udsætning til 4. september, således at de hold, hvor vi antog at d- formen af methionin kunne udnyttes 50 eller 100 %, havde den bedste tilvækst (tabel 10).

Tabel 10. Vejninger af minkhvalpe i undersøgelse af hvorvidt D-methionin udnyttes af mink. Vægt, g Tilvækst, g Behandling Udsætn. 4. sept. 25. sept. Udsætn. Udsætn. 4. sept . 25. sept . Pelsn. - 4. sept. - 25. sept. – pelsn. – pelsn. 1071 d methionin 851 1921 2335 2472 415 131 1624 (192 udnyttes 100% (121) (236) (303) (374) (165) (181) (334) A 1046 d methionin 854 1900 2258 2415 357 134 1563 (194) udnyttes 50% (111) (236) (366) (406) (170) (184) (365) A 990 d methionin 854 1844 2234 2435 384 135 1579 (234) udnyttes 0% (112) (262) (414) (354) (204) (171) (335) B 958 0,10 met. fra 852 1810 2222 2427 398 161 1566 (231) råvarer + Alimet (133) (280) (372) (396) (189) (204) (371) B P-værdi NS 0,0003 NS NS NS Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel. NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene.

Faglig Årsberetning 2004

107


Tabel 14. Relativ levervægt (RLV - levervægt i procent af kropsvægt), levertørstof (LTS) og beregnet lever fedt procent (LF - lever fedt procent = 1,15 * lever tørstof – 24,9). Behandling RLV, % LTS, % LF, % d methionin 2,48 32,9 13,1 udnyttes 100% (0,37) (3,3) (3,9) d methionin 2,45 32,6 12,7 udnyttes 50% (0,27) (2,1) (2,4) d methionin 2,47 33,3 13,5 udnyttes 0% (0,36) (3,0) (3,4) 0,10 met. fra 2,60 31,2 11,0 råvarer + Alimet (0,50) (2,9) (3,3) p-værdi NS NS NS NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene.

Fra udsætning til pelsning var forskellen ikke signifikant, men det var holdet hvor vi antog 100 % udnyttelse af d-met der havde den største tilvækst. Skindlængde og kvalitet var ikke forskellig mellem holdene (tabel 11 og 12). Tabel 11.Skindlængde samt skind kvalitet, farve og renhed hos hanhvalpe. Antal Længde, Kvalitet, Farve, Renhed, Behandling Skind Cm 1-12 * 1-5 # 1-5 ¤ d methionin 83,9 5,9 3,3 100 2,8 (1,1) udnyttes 100% (5,6) (2,6) (1,1) d methionin 83,7 5,8 3,2 103 3,1 (1,2) udnyttes 50% (5,2) (2,3) (1,0) d methionin 84,1 6,5 3,3 101 3,0 (1,0) udnyttes 0% (4,2) (2,7) (0,9) 0,10 met. fra 83,7 6,3 3,1 103 2,8 (1,2) råvarer + (5,0) (2,6) (1,0) Alimet P-værdi NS NS NS NS * 12 er bedst, # 5 er mørkest, ¤ 5 er mest rødlig Tallene i parentes er standard afvigelsen. NS angiver at der ikke er forskel

Tabel 12. Frekvensen af silkede, flade og fyldige skind hos hanhvalpe. Uld, % Behandling Antal Silkede, Skind

%

Flade

Normal

Fyldig

d methionin 100 3,0 18,0 71,0 11,0 udnyttes 100% d methionin 103 6,8 18,5 78,6 2,9 udnyttes 50% d methionin 101 6,9 22,8 70,3 6,9 udnyttes 0% 0,10 met. fra 103 5,8 17,5 74,8 7,8 råvarer + Alimet P-værdi NS NS NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene

Frekvensen af døde hvalpe i holdene var lav, men svagt stigende med stigende iblanding af methionin (tabel 13). Tabel 13. Frekvensen af døde han - og tævehvalpe % døde Behandling d methionin udnyttes 100% d methionin udnyttes 50% d methionin udnyttes 0% 0,10 met. Fra råvarer + Alimet

1,4 2,7 3,2 2,3

Dyrene døde især i oktober og november. I holdene , hvor d-ydnyttelsen var ansat til 100, 50 & 0 % hhv MHA holdet døde 0 % hhv 67 %, 86 % og 80 % af obducerede hvalpe i afmagret tilstand. Ved pelsning var der ingen makroskopiske tegn på fedtinfiltrationer i leveren, og der var ingen forskel i den relative levervægt og lever fedtprocenten mellem holdene (tabel 14).

Gødningen var i begyndelsen af perioden tynd og med klatter i alle holdene, i slutningen af perioden var gødningen normal af udseende. Konklusion Methionin / cystin forholdet Med et samlet indhold af SAS på 0,22 g fordøjeligt/100 kcal ser det ud til, at det forhold mellem methionin og cystin på 0,16 g met / 0,06 g cys pr 100 kcal, er det optimale til mink. d- / l- methionin til mink Ud fra resultaterne ser det ud som om at d-formen af methionin anvendes, eller at 0,10 (naturligt indhold) + 0,03 g (tilsat l-met) fordøjeligt methionin pr 100 kcal er tilstrækkeligt, eller at store mængder total methionin i foderet reducerer tilvæksten i begyndelsen af vækstperioden. I pelssætningsperioden ser der ikke ud til at være nogen indflydelse af, om methionin tildeles som d/l- methionin eller erstattes af Alimet. Evt. er det samlede behov for svovlholdige aminosyrer i perioden september til pelsning lavere end gældende norm.

Referencer Børsting, C.F. & Clausen, T.N., 1996. Requirements of essential amino acids for mink in the growing-furring period. Proc. VI Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. (Eds. A. Frindt and M. Brzozowski), Warsaw, Poland. Anim. Prod. Rev., Appl. Sci. Rep., 28, 15-24.

Faglig Årsberetning 2004

108


Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden

Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2004. Correlation between liver fat and dry matter. VIII International Scientific Congress in Fur Animal Production, The Netherlands, September 2004. Fau, D., Morris, J.G. & Rogers, Q.R., 1987a. Effect of high dietary methionine on activities of selected enzymes in the liver of kittens (Felis domesticus). Comp. Biochem. Physiol., 88B, 551555. Fau, D., Smalley, K.A., Morris, J.G. & Rogers, Q.R., 1987b. Effect of excess dietary methionine on weight gain and plasma amino acids in kittens. J. Nutr., 117, 1838-1843. Glem-Hansen, N., 1980. The requirements for sulphur containing amino acids of mink during the growth period. Acta Agric. Scand., 30, 349356. Glem-Hansen, N., 1982. Utilization of lcystine and l- and d-methionine by mink during the period of intensive hair

growth. Acta Agric. Scand., 32, 167170. Jørgensen, G. & Glem-Hansen, N., 1970. Forsøg med forskellig proteinkoncentration kombineret med tilsætning af methionin. Bilag til forsøgslaboratoriets efterårsmøde, 28.10.1970, København, 16 pp. Schaeffer, M.C., Rogers, Q.R. & Morris, J.G., 1982. Methionine requirement of the growing kitten, in the absence of dietary cystine. J. Nutr., 112, 962-971. Smalley, K.A., Rogers, Q.R. & Morris, J.G., 1983. Methionine requirement of kittens given amino acid diets containing adequate cystine. Br. J. Nutr., 49, 411-417. Teeter, R.G., Baker, D.H. & Corbin, J.E., 1978a. Methionine essentiality for the cat. J. Anim. Sci., 46, 1287-1292. Teeter, R.G., Baker, D.H. & Corbin, J.E., 1978b. Methionine and cystine requirements of the cat. J. Nutr., 108, 291-295.

Faglig Årsberetning 2004

109


Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004

110


Ideal protein til mink (Mustela vison) i vækst- og pelssætningsperioden Peter Sandbøl, Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag Undersøgelsen har til formål at finde frem til det optimale proteinbehov for mink i vækstog pelssætningsperioden. Baseret på den nuværende aminosyre-norm for mink og katte og sammensætningen af aminosyrer til mink, blev der fundet frem til ideal protein. Der blev lavet 2 forsøg på 5 hold bestående af 120 hanner. Hver han blev indhuset med en tæve. Der blev lavet et basalt foder bestående af 32:55:13% af den omsættelige energi (OE) fra protein, fedt og kulhydrat. Dyrene blev vejet en gang om måneden og døde dyr blev obduceret. Ved pelsning blev der taget en prøve af deres lever og skindene blev sorteret. I forsøg 1 kom 32, 28, 24, 20 og 16% af OE i foderet fra protein. Det lavere proteinniveau blev opnået ved at erstatte proteindelen med forgelatineret majsstivelse og fedt. Foderet havde et identisk indhold af aminosyrer og et næsten identisk energiindhold. Baseret på tidligere resultater fra pelsningssæsonen, blev der brugt Methionine Hydroxy Analog (MHA) i stedet for dl-methionin. Foderet blev givet fra juli til pelsning. De længste skind (p<0,0001) blev fundet i de hold, hvor 24, 28 og 32% af OE kom fra protein. Og den bedste skindkvalitet i holdene, hvor 28 og 32% af OE kom fra protein. I forsøg 2 fik alle hold et foder, hvor 22% af OE kom fra protein, fra juli til september. Fra september til pelsning kom 30, 26, 22, 18 og 14% af OE i foderet fra protein. Der var ingen forskel på skindlængden og kun det hold, hvor 14% af OE kom fra protein, havde en signifikant lavere pelskalitet (p<0,0006) sammenlignet med de andre hold. Det kan konkluderes, at ved de anvendte aminosyreprofiler (incl. MHA), ville den optimale skindlængde kunne opnås allerede ved 24% af OE fra protein og den optimale skindkvalitet fra 28% af OE fra protein gennem hele perioden. I pelssætningsperioden ser det ud til, at behovet er så lavt som 18% af OE fra protein. I parallelforsøg viste MHA dårligere resultater i vækstperioden og vi kan ikke udelukke, at de fundne effekter nærmere er forårs aget af methionin. Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen, C. 2004. Ideal protein til Mink (Mustela vison) i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2004, 111-119, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract The investigation aimed at establishing the optimal protein requirement for mink in the growing and the furring periods. Based on the present amino acid norm for mink and cat and the amino acid composition of whole mink, an ideal protein was constructed. Two trials of each 5 groups of 120 males were carried out. Each male was housed with a female. A basal feed containing 32:55:13 % of the metabolizable energy (ME) from protein, fat and carbohydrate, was composed. Animals were weighed monthly and dead animals authopsied. At pelting livers were sampled and the pelts were graded. In trial 1 the diets contained 32, 28, 24, 20 and 16 % of ME from protein. The lower levels of protein were achieved by substituting the protein fraction with pregelatinized maize starch and fat. The diets had identical amino acid profiles and almost identical energy contents. Based on earlier results from the furring season, Methionine Hydroxy Analog (MHA) was used instead of dl-methionine. The diets were fed from July to pelting. The longest skins (p<0.0001) were found in the groups with 24, 28 and 32 % of ME from protein. And the best pelt quality in the groups with 28 and 32 % of ME from protein. In trial 2 all groups received a diet containing 22 % of ME from protein from July to September. From September to pelting the diets contained 30, 26, 22, 18 and 14 % of ME from protein. There was no difference in skin length and only the group with 14 % of ME from protein had significantly lower pelt quality (p<0.0006) as compared to the other groups. It is concluded, that with the used amino acid profile (including MHA) the optimal skin length is achieved already at 24 % of ME from protein and the optimal pelt quality from 28 % of ME from protein during the whole period. For the furring period, it seems that the requirement may be as low as 18% of ME from protein. In a parallel trial MHA showed infe-

Faglig Årsberetning 2004

111


Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen C.

rior results in the growing period and we can not exclude that the effects found, are mere methionine responses. Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen, C. 2004. Ideal Protein for Mink (Mustela vison) in the Growing and Furring Periods. Annual Report 2004, 111-119, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Dyr udnytter protein til forskellige formål som vedligehold, vækst (inklusiv fjer og pels), reproduktion og mælkeproduktion. De ideelle aminosyreprofiler for protein anvendt til disse forskellige formål, er klart forskellige (i.e. Fuller et al., 1989 og Rodehutscord et al., 1997). Som følge deraf ændres den ideelle aminosyreprofil gennem et dyrs vækstperiode, da vedligeholdelsesbehovet stiger og behovet til vækst aftager. For pelsdyr påvirkes dette endvidere ved sætning af vinterpels. Det har gennem mange år været kendt, at aminosyreprofilen for mælk eller hele kroppen, er en god basis for fastlæggelsen af den ideelle aminosyreprofil, i.d. Kim & Lall (2000) og Rollin et al., (2003). En sammenligning mellem den nuværende norm for aminosyreprofiler for mink (N) (Børsting & Clausen 1996 og Børsting, 1998) i pelssætningesperioden og den som minkens krop og skind indeho lder (M) (Glem-Hansen & Hansen, 1981 og Cha vez, 1980) afslører en betydelig forskel for visse aminosyrer, især for dem, hvor kun en såkaldt max-norm er blevet fastslået. Mink sammenlignes ofte med katte og aminosyreprofilennormen for katte (C) (NRC, 1996) er relativ tæt på enten minkens norm eller minkens krop plus skind. En ideal protein (IP) blev dannet, baseret på den nuværende minknorm, aminosyreprofilen for minkkrop plus skind og den nuværende kattenorm (Tabel 1).

112

Tabel 1. Aminosyreprofil (slægtning til lysin) for minknorm (N), mink krop+skind (M), kattenorm (C) og “Ideal Protein” (IP) N

1)

M

2)

C

3)

IP

Arg

115

119

125

115

Cys

22

67

44

39

Met

59

32

50

47

M+C

81

99

94

86

His

56

38

38

40

Ile

96

54

63

65

Leu

185

122

150

150

Val

130

78

75

80

Lys

100

100

100

100

Phe

107

62

50

65

Ty r

67

56

56

65

Thr

70

74

88

70

Trp 22 22 19 22 2) Børsting & Clausen, (1996) and Børsting, (1998); modif iceret fra Glem-Hansen & Hansen, (1981) og Chavez, 3) (1980); NRC, (1986). 1)

Der blev lavet to forsøg for at fastlægge det optimale proteinbehov for denne idealprotein i hhv. vækst- og pelssætningsperioden.Almindeligvis foreslog disse forsøg (som dannede basis for den nuværende aminosyrenorm for mink, at et proteinniveau der ligger under 25% af OE ikke dækker minkens behov i vækstperioden. For de fleste af disse lav-protein-foderblandinger var det karakteristisk, at de havde et for lavt indhold af en eller flere aminosyrer sammenlignet med de normer, der bli ver angivet senere. Rasmussen & Børsting beviste, at et lavt indhold af protein (21% af OE fra protein) indfluerede negativt på pelskvaliteten, når det blev givet som foder fra 22-ugers alderen, og derudover var der en te ndens til aftagende vækst jo tidligere i vækstperioden det blev givet. Til sammenligning anvendte man en foderblanding hvor 34% af OE kom fra protein.

Faglig Årsberetning 2004


Ideal Protein til Mink (Mustela vison) i vækst- og pelssætningsperioden

Dette havde et overskud på 10% af de svovlholdige aminosyrer og fra 20 til 90% af resten af de essentielle aminosyrer sammenlignet med nuværende norm.Foderblandingen hvor 21% af OE kom fra protein indehold kun 70% af de svovlholdige aminosyrer og fra 75-106% af de resterende essentielle aminosyrer sammenlignet med den nuværende norm. Bortset fra de svovlholdige aminosyrer, er de nuværende normer de samme for både vækst- og pelssætningsperioden. Når man vurderer behovet for protein udfra den nuværende norm for essentielle aminosyrer plus en tilsvarende mængde protein fra ikke-essentielle aminosyrer, vil man erfare, at minkens proteinbehov bør være i nærheden af 20% af OE fra protein. Man vurderer det tilsvarende behov for katte til at være i nærheden af 16% af OE fra protein (Andersen et al., 1980) f.s.v. angår tørfoder med 19,7 MJ OE/kg. Smalley et al. (1985) konkluderede, at behovet var højere udtrykt i progein/kg foder. De brugte en foderblanding med 21,0 MJ OE/kg og korrigeret for dette og fordøjeligheden af foderet, som blev brugt, vil de ende up med et resultat på mellem 13,0 og 18,6 og deres anbefalinger mellem 13,8 og 17% af OE fra protein med 19,7 MJ OE/kg. Tilsvarende dette fandt Burger et al. (1984) ud af, at behovet til vedligehold for katte blev dækket ved 12% af OE fra protein. Baseret på nuværende normer for mink gennem vækstperioden, sammensætni ngen af minkkroppen og den nuværende aminosyreprofil for katte, bliver der lavet forsøg med henblik på at kaste lys over det optimale protein-niveau i hhv. vækst og pelssætningsperioderne. Materialer og metoder Der blev lavet et forsøg med 120

Scanbrown hanner i hver gruppe. Hver han blev indhuset med en tævehvalp i en to-rækkers åben hal med 6 bure pr. sektion og fri adgang til drikkevand og redekasse. Dyrene blev pelset i perioden 10. – 12. november. Foder Foderet blev sammensat med en såkaldt ideal protein baseret på den nuværende minknorm og aminosyreprofilen for minkkrop plus skind og den nuværende kattenorm. Nedgang i proteinmængde blev opnået med en proportional nedgang i alle protein-kilder og de blev reguleret med majsstivelse. Der blev kompenseret for nedgangen i specifikke protein-kilder, som førte til fjernelse af fedt ved at tilsætte fedt med en tilsvarende fedtsyre-profil. Dette skulle eliminere en evt. indflydelse fra fedtsammensætningen. Foderet blev analyseret på det analytiske laboratorium hos Dansk Pelsdyr Foder i henhold til officielle EU-godkendte metoder og OE indholdet blev regnet ud ved brug af følgende værdier: 18,8 kJ/g af fordøjelig rå-protein, 29,8 kJ/g af fordøjelig rå-fedt og 17,6 kJ/g af fordøjelig rå-kulhydrater (beregnet ved forskelle).Gennem perioden fra først i juli til midten af september blev der brugt foder, hvor OE fra protein udgjorde mellem 32 og 16% med en nedgang på 4% for hvert hold. OE fra kulhydrat steg tilsvarende fra 13 til 29% og OE fra fedt blev bibeholdt på de 55%. Fra midten af september og indtil pelsning blev der anvendt niveauer på hhv. 30 til 14% fra protein og 15 til 31% fra kulhydrater. Opsætning af forsøget er vist i tabel 2, fodersammensætningen i tabel 3 og 4 og kalkuleret aminosyresammensætning i tabel 5.

Faglig Årsberetning 2004

113


Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen C.

Tabel 2. Fra midten af september og indtil pelsning blev der anvendt niveauer på hhv. 30 til 14% fra protein og 15 til 31% fra kulhydrater. Energy Distribution 9. Juli - 15. September 15. September- Pelsning 32:55:13 28:55:17 24:55:21 20:55:25 16:55:29 30:55:15 26:55:19 22:55:23 22:55:23

18:55:27 14:55:31

Tabel 3. Sammensætning til vækst-pelssætnings-periode-forsøget med minkhvalpes proteinbehov i % af foder. OE from protein, % 32 28 24 20

16

Fiskeaffald

5,7

5,1

4,5

3,8

3,1

Fjerkræaffald

27,2

24,2

21,2

18,1

14,8

Slagteaffald

35

31,2

27,3

23,3

19,1

Poppet b y g

4,0

3,5

3,1

2,6

2,2

Poppet hvede

4,0

3,5

3,1

2,6

2,2

3,4

7,0

10,7

14,7

Majsstivelse Fjermel

1,8

1,6

1,4

1,2

1,0

Blodmel

0,5

0,4

0,4

0,3

0,3

Ærter

6,0

5,3

4,7

4,0

3,3

Kartoffel Protein

3,0

2,7

2,3

2,0

1,6

Majs Gluten

3,9

3,48

3,05

2,60

2,1

Protao

0,9

0,76

0,66

0,57

0,5

Soya Bønne Olie

5,0

5,63

6,36

7,12

7,9

Svinefedt

2,5

2,8

3,2

3,6

4,0

MHA, Methionin Værdi *

0,54

0,48

0,42

0,36

0,29

Tryptophan

0,062

0,055

0,048

0,041

0,034

Lysin

0,039

0,035

0,030

0,026

0,021

Threonin

0,081

0,072

0,063

0,054

0,044

0,25

0,25

0,25

0,25

0,25

5,5

11,0

16,8

22,8

Vitaminer/Mineraler Vand

Analytisk Sammensætning Energi: MJ / kg 9,16 9,42 9,84 10,64 11,21 MJ / kg DM 19,9 20,2 20,6 20,9 21,4 Tørstof , % 46 46,6 47,8 50,9 52,4 Energi Fordeling 32:54:14 29:53:18 25:53:22 20:52:28 18:52:30 Aske, % 1,7 1,7 1,5 1,4 1,2 Foderet med 32% ME fra protein blev anvendt som basis blanding. Udfra denne laves de øvrige foderblandinger ved at tilsætte fedt og majsstiv ese. *NB! Der blev anvendt Methionin-Hydroxy -Analog i stedet for methionin, for at undgå en toksisk effekt, hvis man tilsætter for meget methionin, %tilsætning: 0,304 – 0,271 – 0,237 – 0,202 – 0,165 – 0,21.

114

Faglig Årsberetning 2004


Ideal Protein til Mink (Mustela vison) i vækst- og pelssætningsperioden

Tabel 4. Sammensætning i pelssætnings-periode-forsøget med minkhvalpes proteinbehov I % af foder. OE from protein, % 30 26 22

18

14

5,4

4,8

4,1

3,5

2,8

Fjerkræaffald

25,7

22,8

19,7

16,5

13,12

Slagteaffald

33,0

29,3

25,3

21,2

16,9

Poppet b y g

3,7

3,3

2,9

2,4

1,9

Poppet hvede

3,7

3,3

2,9

2,4

1,9

Majsstivelse

1,7

5,2

8,9

12,7

16,7

Fjermel

1,7

1,5

1,3

1,1

0,8

Blodmel

0,4

0,4

0,3

0,3

0,2

Ærter

5,7

5,0

4,3

3,6

2,9

Kartoffel Protein

2,8

2,5

2,2

1,8

1,45

Majs Gluten

3,7

3,3

2,8

2,4

1,9

Protao

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

Soya Bønne Olie

5,3

6,0

6,7

7,5

8,3

Svinefedt

2,6

3,0

3,4

3,8

4,2

MHA, Methionin Værdi *

0,51

0,45

0,39

0,33

0,26

Tryptophan

0,058

0,052

0,045

0,038

0,030

Lysin

0,037

0,033

0,028

0,024

0,019

Threonin

0,076

0,068

0,059

0,049

0,039

Vitaminer/Mineraler

0,25

0,25

0,25

0,25

0,25

2,8

8,2

13,9

19,8

26,0

Fiskeaffald

Vand

Analytisk Sammensætning Energi: MJ / kg 9,10 9,49 10,13 10,36 10,64 MJ / kg DM 19,6 20,4 21,0 21,3 21,7 Tørstof , % 46,5 46,5 48,3 48,7 49,2 Energi Fordeling 29:52:19 26:53:21 22:54:24 19:53:28 16:53:31 Aske, % 1,7 1,5 1,4 1,3 1,4 Foderet med 32% OE fra protein blev anvendt som basis blanding. Udfra denne laves de øvrige foderblandinger ved at tilsætte fedt og majsstivelse. *NB! Der blev anvendt Methionin-Hydroxy -Analog i stedet for methionin, for at undgå en toksisk effekt hvis man tilsætter for meget methionin, %tilsætning: 0,304 – 0,271 – 0,237 – 0,202 – 0,165 – 0,21.

Tabel 5. Anslået indhold af aminosyrer i gram/MJ gennem vækstperioden, sammenlignet med en Ideal Protein (IP) og den nuværende norm. 22 OE fra IP 32 28 24 20 16 ¨ 30 ¨ 26 ¨ 22 ¨18 ¨ 14 protein, % Met incl, 1,09 0,92 0,80 0,67 0,54 1,00 0,88 0,75 0,59 0,46 0,67 MHA*

Nuværende Norm 0,67

Met

0,59

0,52

0,44

0,37

0,30

0,54

0,49

0,41

0,33

0,26

0,67

0,67

Cys

0,40

0,35

0,30

0,25

0,20

0,38

0,33

0,28

0,23

0,18

0,25

0,25

Lys

1,80

1,59

1,34

1,13

0,92

1,72

1,46

1,26

1,00

0,80

1,13

1,13

Thr

1,26

1,13

0,96

0,80

0,63

1,17

1,05

0,88

0,71

0,54

0,80

0,80

Trp

0,40

0,35

0,30

0,25

0,20

0,37

0,32

0,27

0,23

0,18

0,25

0,25

His

0,75

0,63

0,54

0,46

0,37

0,67

0,59

0,50

0,41

0,33

0,46

0,63

Phe

1,55

1,38

1,17

0,96

0,80

1,46

1,26

1,09

0,88

0,67

0,92

1,21

Tyr

1,21

1,05

0,92

0,75

0,59

1,13

0,96

0,84

0,67

0,54

0,75

0,75

Leu

2,93

2,55

2,22

1,84

1,46

2,76

2,39

2,01

1,63

1,30

1,67

2,09

Ile

1,34

1,17

1,00

0,84

0,67

1,26

1,09

0,92

0,75

0,59

0,71

1,09

Val

1,80

1,55

1,34

1,13

0,88

1,67

1,46

1,21

1,00

0,80

0,92

1,46

Arg

2,09

1,80

1,55

1,30

1,05

1,97

1,67

1,42

1,17

0,92

1,30

1,30

Gly

2,01

1,76

1,51

1,26

1,00

1,88

1,63

1,38

1,13

0,88

Ala

1,93

1,67

1,42

1,21

0,96

1,80

1,55

1,30

1,09

0,84

Ser

1,59

1,38

1,17

1,00

0,80

1,46

1,30

1,09

0,88

0,71

Asp

2,43

2,09

1,80

1,51

1,21

2,26

1,97

1,67

1,34

1,05

Glu

4,35

3,81

3,26

2,72

2,18

4,06

3,52

2,97

2,43

1,88

Pro

2,01

1,76

1,51

1,26

1,00

1,88

1,63

1,38

1,13

0,88

*Anslået indhold af Met efter tilsætning af Methionin-Hydroxy -Analog. Ved 20% af OE fra protein var normen for essentielle aminosyrer opfyldt sammenlignet med ”Ideal-Proteinet”, man sammenlignet med den nuværende norm, var der nogle af aminosyrerne, der ikke var opfyldt før der var 24 eller 28% af OE fra protein Essentielle am inosyrer: Total aminosyre-del var 0,54.

Faglig Årsberetning 2004

115


Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen C.

Statistik Statistisk analyse af dataene blev udført ved hjælp af SAS systemet (SAS, 1988). Forskelle i forøgelse af kropsvægt og skindlængde blev sammenlignet ved en-vejs-analyse af uoverensstemmelse (GLM procedure). Skindkvalitet, skindfarve og renhed blev testen ved en non-parametric test (GENMOD). Skindlængde blev anvendt som en covariate når skindkvali teten blev testet. Silkethed og uldkvali tet blev testet ved Chi- Square test.

Resultater På grund af den måde, hvorpå proteinindholdet i foderet blev fortyndet, blev aminosyrerne kun analyseret i tre af blandingerne. Det kalkulerede indhold af fordøjelige aminosyrer/MJ baseret på disse resultater viste, at resultaterne er indenfor en acceptabel afvigelse forårsaget af analytiske fejl.

Tabel 6. Vægtstigning for hanhvalpe, fodret med forskellige niveauer af OE fra protein gennem hhv. vækst-pelssætningsperioden eller pelssætningsperioden. Holdene I anden serie begyndte med et foder med 22% af OE fra protein og f oderet blev ændret over en perioden fra 12. – 15. september. Tallene i parentes er standardafvigelse. Forskellige bogstaver i en kolonne indikerer en statistisk signifikant forskel. NS indikerer ingen forskel.***: P<0,001. OE fr a Vægtstigning, g Protein, % 9. juli – 13. aug. 13. aug. – 4 sept. 4. sept. – 25. sept. 25. sept. – pelsning 9. juli - pelsning 32

820 (107)

BC

BC

407 (99)

AB

A

436 (118)

A

A

254 (138)

AB

1920 (299)

A

A

29

858 (135)

A

A

416 (136)

A

A

428 (117)

AB

A

222 (180)

AB

1927 (340)

A

A

25

853 (146)

AB

AB

369 (118)

C

B

409 (134)

ABC

A

266 (178)

A

1913 (360)

A

A

20

805 (158)

CD

C

358 (121)

C

B

435 (131)

A

A

209 (179)

BC

1799 (361)

B

B

18

679 (159)

F

D

310 (152)

D

C

345 (169)

D

B

234 (235)

AB

1581 (400)

E

C

778 (147)

DE

383 (131)

BC

378 (138)

CD

BC

255 (151)

AB

A

1803 (309)

BC

769 (144)

E

384 (109)

BC

420 (124)

AB

A

218 (172)

BC

AB

1800 (310)

BCD

779 (153)

DE

389 (119)

ABC

401 (122)

BC

AB

218 (183)

B

A

1799 (363)

BCD

773 (122)

DE

376 (115)

BC

427 (132)

AB

A

137 (251)

D

C

1714 (324)

D

792 (135)

CDE

405 (113)

AB

352 (157)

D

C

167 (180)

CD

BC

1725 (302)

CD

22 ? 2 9 f r a Sep. 22 ? 2 6 f r a Sep. 22 ? 2 2 f r a Sep. 22 ? 1 9 f r a Sep. 22 ? 1 6 f r a Sep. P-værdier: Alle

***

***

***

***

***

32 – 16

***

***

***

NS

***

22 ? 2 9 16

NS

NS

***

***

NS

Skindlængde og -kvalitet kan ses i tabel 7, og antallet af silkede skind plus uldkvalitet i tabel 8. Tabel 7. Længde, kvalitet, farve og renhed af skindene fra hanhvalpe, foder med forskel lige niveauer af OE fra protein gennem hhv. vækst-/pelssætningsperioden og pelssætningsperioden. OE fra Protein, % Antal skind Længde, cm Kvalitet, 1-12 * Farve, 1-5 # Renhed, 1-5 ¤ 32 107 86,1 (4,5) AB AB 7,5 (2,3) A A 3,2 (1,0) 2,9 (1,0) CDE 29

109

86,5 (4,2)

A

AB

7,2 (2,2)

AB

AB

2,9 (1,1)

2,8 (1,0)

DEF

25

105

86,6 (4,8)

A

A

6,9 (2,5)

BC

B

3,1 (1,0)

2,9 (1,0)

CDEF

20

105

85,3 (4,2)

BC

B

6,4 (2,1)

DE

C

2,9 (1,0)

2,8 (1,1)

EF

18

104

82,6 (5,8)

D

C

5,6 (2,3)

F

D

3,2 (1,0)

2,6 (1,0)

F

22 ? 2 9 f ra Sep.

103

84,9 (4,2)

BC

7,1 (1,9)

BC

A

3,0 (0,9)

3,1 (0,9)

BC

22 ? 2 6 f ra Sep.

103

85,0 (4,3)

BC

6,6 (2,3)

CD

A

2,9 (1,0)

3,0 (1,0)

BCDE

B

22 ? 2 2 f ra Sep.

104

85,5 (5,0)

BC

6,9 (2,2)

BCD

A

2,9 (1,0)

3,2 (1,0)

AB

AB

22 ? 1 9 f ra Sep.

103

84,7 (4,3)

C

6,7 (1,9)

CD

A

2,9 (1,0)

3,1 (0,9)

BC

B

22 ? 1 6 f ra Sep.

96

84,6 (4,4)

C

5,9 (2,2)

EF

B

3,0 (0,9)

3,4 (0,9)

A

A

***

***

***

NS

B

P-v ærdier: Alle 32 – 16

***

***

NS NS

22 ? 2 9 - 16 NS *** NS ** *12 er bedst, #5 er mørkest ¤5 er mest rødlig. Tallene i parentes er standardafvigelserne. Forskellige bogstaver i kolonnerne indikerer en statistisk signifikant forskel. NS indikerer ingen forskel. ***: P<0,001 og **: P<0,05.

116

Faglig Årsberetning 2004


Tabel 8. Frekvensen for silkede, flade og fyldige skind fra hanhvalpe. OE fra Protein, Skind, Silkethed, Uld, % n % % Flad Normal God 32

107

11,2

10,2

74,8

15,0

29

109

13,8

14,7

74,3

11,0

25

105

11,4

8,6

77,1

14,3

20

105

8,6

12,4

81,9

5,7

18

104

2,9

16,4

77,9

5,8

22 ? 2 9 f ra Sep.

103

6,8

13,6

76,7

9,7

22 ? 2 6 f ra Sep.

103

1,9

7,8

83,5

8,7

22 ? 2 2 f ra Sep.

104

4,8

17,3

77,9

4,8

22 ? 1 9 f ra Sep.

103

3,9

12,6

84,5

2,9

22 ? 1 6 f ra Sep.

96

4,2

16,7

81,3

2,1

P-v ærdier: Alle

**

**

32 – 16

NS

**

22 ? 2 9 - 16 NS NS Tallene i parentes er standardafvigelser. Forskellige bogsta-v er i en kolonne indikerer en statistisk signifikant forskel. NS indikerer ingen forskel. **: P<0,05.

Dødelighed angives i tabel 9. Tabel 9. Frekvensen for døde hvalpe (tæver og hanner) Døde hvalpe, n OE f ra Protein, % Total Med fedtlever 32 4 0 29

0

0

25

3

0

20

5

2

18

4

3

22 ? 2 9 f ra Sep.

1

0

22 ? 2 6 f ra Sep.

0

0

22 ? 2 2 f ra Sep.

1

0

22 ? 1 9 f ra Sep.

0

0

22 ? 1 6 f ra Sep.

9

4

Resultaterne fra leveranalyserne er anført i tabel 10. Tabel 10 Hepato-Somatic-Index (lever vægt in % of krops-vægt), lever tørstof (DM) og kalkuler et lever fedt (%) (lever fedt, % = 1,15 * lever DM – 24,9)*. OE fra Protein, HSI, Lever Lever % % DM, % f edt, % 32 2,33 (0,20) 31,9 (2,8) 11,8 (3,2) 28

2,39 (0,32)

30,6 (1,4)

10,4 (1,6)

24

2,23 (0,18)

31,2 (2,0)

11,1 (2,3)

20

2,28 (0,23)

31,6 (2,0)

11,5 (2,3)

16

2,34 (0,27)

30,5 (3,0)

10,2 (3,4)

22 ? 1 4 f ra Sep.

2,45 (0,28)

31,9 (2,6)

11,9 (3,0)

P-v ærdi

NS

NS

NS

* Kalkulation ifølge Clausen & Sandbol (2004). Tallene i parentes er standardafvigelserne. NS indikerer ingen forskel.

Diskussion I den første gruppe, hvor OE fra protein lå fra 32 til 18% gennem hele perioden fra begyndelsen af juli indtil pelsning, kunne man observere en bedre tilvækst og længere skind når OE fra protein lå i intervallet 25-32%. Et mindre indhold af protein medførte dårligere tilvækst og kortere skind (Tabel 6 & 7). Kvaliteten af skind toppede ved 2932% af OE fra protein, og der var flest silkede og gode skind ved 25-32% af OE fra protein (Tabel 7 & 8). Normen for essentielle aminosyrer sammenlignet med ”ideal protein” blev opfyldt ved 20% af OE fra protein (Tabel 5). Sammenlignet med den nuværende norm var dette ikke tilfældet for alle aminosyrer før vi nåede 25 eller 29% af OE fra protein (His – Ile – Leu – Val – Phe – Tyr). Årsagen til de lave produktionsresultater ved 20% af OE fra protein kan være det fakta, at enten er den påtænkte PI for lav for nogle af aminosyrerne eller også er det totale indhold af protein for lavt. Under alle omstændigheder var det således, at ved 18% af OE fra protein, var indholdet af aminosyrer under den gældende norm for de første 6 essentielle aminosyrer (Arg – Cys – Met – Lys – Thr – Trp). Når OE fra protein var 18-20%, var der et stigende antal døde hvalpe, der ved obduktion viste sig at have fedtlever (Tabel 9). Dog var der ved tidspunktet for pelsning, ikke nogen forskel i hverken Hepato -Somatic-Indexet eller fedtindholdet i leveren hos de forskellige hold (Tabel 10). I den anden testgruppe med 22% af OE fra protein til alle hold indtil den 15. september og dernæst variationer fra 16-29% indtil pelsning, var der ingen forskel i tilvæksten gennem hele perioden, men hvert enkelt hold havde dårligere tilvækst fra begyndelsen af juli til 13. august sammenlignet med tilsvarende hold i den første gruppe (Tabel 6). Vi har ikke kunnet finde en årsag, men der må være en systematisk for-

Faglig Årsberetning 2004

117


Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen C.

skel mellem de 2 hold. Længden på skindene i den anden testgruppe var ikke forskellige og kun det hold som fik 16% af OE fra protein havde dårligere skind end de andre hold (Tabel 7). Der var meget få silkede og kun få skind med god uld i alle holdene sammenlignet med de første testgrupper (Tabel 8). Dette indikerer at 22% af OE fra protein i den første del af vækstperioden, er for lidt til at opnå en fin skindkvalitet, sandsynligvis fordi den begyndende udvikling af vinterpels starter så tidligt som juli-august. Derudover ser det ud til, at ændringer i indholdet af protein gennem den sidste del af perioden ikke har samme betydning, som det havde hos de første testhold, da det kun var ved 16% af OE fra protein, at skindkvaliteten udskilte sig fra de andre. Da andelen af OE fra protein var 16%, var der et stigende antal døde hvalpe, som ved obduktion viste sig at have fedtlever (tabel 9). Dog var der ved tidspunktet for pelsning, ikke nogen forskel i hverken Hepato-Somatic-Indexet eller fedtindholdet i leveren i de forskellige hold (Tabel 10). Ovenstående resultater indikerer, at det optimale proteinindhold med et ”ideal protein” ligger på 25-32% af OE. Som følge deraf må en eller flere af aminosyrerne i den lave ende af skalaen med såkaldte max. normværdier have været den første grænse. Baseret på et tidligere forsøg i pelsningsperioden (Sandbøl et al. (2003a) blev der anvendt MHA i stedet for dlMethionin, for at undgå risici i forbindelse med for store mængder methionin. Resultater fra Sandbøl et al. (2003a & 2003b) tyder imidlertid på, at behovet for methionin per se, kan ligge 20% under nuværende norm og vores konklusion (Sandbøl et al., 2003a) for så vidt angår brugen af MHA, kan være forkert. Et nyere fo rsøg (Sanbøl et al., 2004) indikerer, at mink ikke er

118

eller kun delvist er i stand til at udnytte MHA i vækstperioden. Hvis dette holder, kan responsen fundet i første testhold være responsen for methionin per se. Konklusion Hvis man antager, at MethioninHydroxy-Analog kan omsættes af minken, er det optimale proteinindhold til vækst med en “ideal protein” på omkring 26% af Omsættelig Energi fra protein og en eller flere af aminosyrerne med nuværende max. norm er bli vet første grænse. Antager man, at Methionin-Hydroxy-Analog ikke eller kun delvis kan omsættes af minken, må resultatet fundet i den første gruppe være en respons på methionin per se. Der kræves yderligere undersøgelser for at skabe klarhed over minks evne til at omsætte Methionin-HydroxyAnalog. Behovet for ideal protein i pelssætningsperioden synes at være et godt stykke under det nuværende niveau, som anvendes ved fodring. Referencer Anderson, P.A., Baker, D.H., Sherry, P.A. & Corbin, J.E., (1980). Nitrogen requirement of the kitten. Am. J. Vet. Res., 41, 1646-1649. Burger, I.H., Blaza, S.E., Kendall, P.T. & Smith, P.M., (1984). The protein requirement of adult cats for maintenance. Feline practice, 14, 8-14. Børsting, C.F., (1998). Ernæringens indflydelse på skindkvaliteten. Intern Rapport Nr. 111, Danmarks JorbrugsForskning. 55-62. Børsting, C.F. & Clausen, T.N., (1996). Requirements of essential amino acids for mink in the growing-furring period. Proc. VI Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. (Eds. A. Frindt and M. Brzozowski), Warsaw, Poland. Anim. Prod. Rev., Appl. Sci. Rep., 28, 15-24.

Faglig Årsberetning 2004


Ideal Protein til Mink (Mustela vison) i vækst- og pelssætningsperioden

Chavez, E.R., (1980). Amino-acids profile of the plasma, pelt and hair of the adult mink. 2nd Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod., Copenhagen.

ids in a semipurified diet, including an estimate of the maintenance requirement for essential amino acids. J. Nutr., 126, 1166-1175.

Clausen, T., & Sandbol, P., (2004). Correlation between liver fat and dry matter. In “Proc. VIIIth Int. Sci. Cong. Fru Anim. Prod., 2004, Holland. (Poster Presentation).

Rollin, X., Mambrini, M., Abboudi, T., Larondelle, Y. & Kaushik, S.J., (2003). The optimum dietary indispensable amino acid pattern for growing Atlantic salmon (Salmo salar L.) fry. Br. J. Nutr., 90, 865-876.

Fuller, M.F., McWilliam, R., Wang, T.C. & Giles, L.R., (1989). The optimum dietary amino acid pattern for growing pigs. 2. Requirements for maintenance and for tissue protein accretion. Br. J. Nutr., 62, 255-267. Glem-Hansen, N. & N. Enggaard Ha nsen, (1981). Amino acid deposition in mink during the growth period. Acta Agric. Scand., 31, 410-414. Kim, J.D. & S.P. Lall, (2000). Amino acid composition of whole body tissue of Atlantic halibut (Hippoglossus hippoglossus), yellowtail flounder (Pleuronectes ferruginea) and Japanese flounder (Paralichthus olivaceus). Aquaculture, 187, 367-373. NRC, National Research Council (1986). Nutrient requirements of cats. National Academy Press, Washingthon, DC. Rasmussen, P.V. & Børsting, C.F., (2000). Effects of variations in dietary protein le vels on hair growth and pelt quality in mink (Mustela vison). Can. J. Anim. Sci., 80, 633-642. Rodehutscord, M., Becker, A., Pack, M. & E. Pfeffer, (1997). Response of rainbow trout (Oncorhynchus mykiss) to supplements of individual amino ac-

Sandbol, P. Clausen, T.N., & Hejlesen, C., (2003a). Methionine and methyldonors for mink (Mustela vison). NJFSeminar no. 354, Lillehammer, Norway, October 8th - 10th, 2003, pp. 5. (Poster presentation). Sandbol, P. Clausen, T.N., & Hejlesen, C., (2003b). Amino acid profiles in the furring period of mink (Mustela vison) in the furring period. NJF-Seminar no. 354, Lillehammer, Norway, October 8th - 10th, 2003, pp. 6. (Poster presentation). Sandbol, P. Clausen, T.N., & Hejlesen, C., (2004). Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden. In “Samlet oversigt over fodringsforsøg I vækstperioden 2003”, 28-34. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, (Intern Rapport). Interrim report in Danish. SAS (1988), SAS Institute inc. SAS/STAT Users Guide. Release 6.03, Edition 1988, Cary, North Carolina. Smalley, K.A., Rogers, Q.R., Morris, J.G. & Eslinger, L.L., (1985). The nitrogen requirement of the weanling kitten. Br. J. Nutr., 53, 501-512.

Faglig Årsberetning 2004

119


Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004

120


Fedtegrever til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen. Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og Forskningscenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro Sammendrag Fem hold standard mink med 120 han- og 120 tævehvalpe i hvert hold blev i vækstperioden 2001 anvendt til undersøgelse af våde og tørrede fedtegrever. Fedtegreverne erstattede overvejende fiskeprodukterne og indgik med hhv 10, 20 og 30 % våde fedtegrever samt 6,3 % tørrede fedtegrever, derudover indgik et kontrolhold uden fedtegrever. Resultaterne viste at både våde og tørrede fedtegrever, uden problemer kan indgå i foderet med op til 30 hhv 6,3 % i vækstperioden. Man skal dog være opmærksom på at indholdet af phe + tyr skal være over 0,53 g phe + tyr / 100 kcal for at opnå en god pelsfarve. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., (2005). Fedtegrever til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. Faglig Årsberetning 2004, 121-124. Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og ForskningsCent er, Holstebro, Danmark. Abstract Five groups each consisting of 120 scandblack male- and 120 female mink kits were fed increasing amounts of cracklings in the growing- furring period. The cracklings substituted particularly fish products and were used in 10, 20 and 30 percent wet cracklings and 6.3 percent dry cracklings. Further there was a control group without cracklings. The results showed that cracklings can be used in the growing- furring period in amounts of 30 percent, wet cracklings and 6.3 percent, dry cracklings, without negative effect on pelt length and skin quality. However it should be noted that the amount of phe + tyr should be at least 0,53 g / 100 kcal, to get a dark colour of the skins. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., (2005). Cracklings to mink in the growing period. Influence on health, growth and fur quality. Annual Report, 121-124. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Fedtegrever er et biprodukt efter frasmeltning af fedt fra fedtrige biprodukter fra svin. Fedtet frasmeltes i forbindelse med udvinding af gelatine. Fedtegrever anvendes allerede i minkfoder, men effekten på tilvækst og pelskvalitet er ikke undersøgt. Der forefindes to produkttyper (våde og tørrede) som produceres af såvel danske og udenlandske producenter. Med hensyn til fordøjeligheden af råprotein indikerer de foreløbige resultater fra to fordøjelighedsforsøg, at de våde fedtegrever er mest interessante (Hejlesen, 2003). Fedtegrever vurderes af Dansk Pelsdyr Foder til forsat at være til rådighed på markedet i betydelige mængder og til en konkurrencedygtig pris. I vækstperioden 2003 blev der udført forsøg med stigende mængder fedte-

grever, som erstatning af fortrinsvis fiskeafskær. På baggrund af de foreløbige resultater fra fordøjelighedsforsøgene blev hovedvægten lagt på våde fedtegrever. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold standard á 120 han- og 120 tævehvalpe. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Tabel 1. Undersøgelse af mulig anvendelse af store mængder våde og tørrede fedtegrever Iblanding af fedtegrever Hold

Våde

K

0%

VF10

10 %

VF20

20 %

VF30

30 %

TF6,3

Tørrede

6,3 % *

6,3 % tørrede fedtegrever giver samme fordøjelige proteinmængde som 20 % våde fedtegrever

Faglig Årsberetning 2004

121


Clausen, T. N. & Hejlesen, C.

Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge, så dyrene kunne tilvænne sig den eventuelle ændrede smag af foderet.

Forsøgsfoder blev tilført fra 9/7 indtil pelsning. Foderplanerne ses af tabel 2. Sammensætningen af våde og tørrede fedtegrever ses af tabel 3.

Tabel 2. Foderplaner til hold fodret med fedtegrever i vækstperioden 2003, % iblanding. Fedtegrever K

VF10

VF20

VF30

TF6,3

0 % som ved syrnet fjerkræ

10 % våde fedtegrever

20 % våde fedtegrever

30 % våde fedtegrever

6,3 % tørrede fedtegrever *

Fiskeaffald

16,4

10

5,5

0

5,5

Industrifisk

25,53

22,7

20

17,23

20

Fiskeensilage

10

10

10

10

10

Fjerkræaffald Løgstør

10

8

6

4

6

10

20

30

Våde fedtegrever Tørrede fedtegrever

6,3

Poppet byg

8,29

8,41

8,57

8,70

8,47

Poppet hvede

8,29

8,41

8,57

8,70

8,47

Fiskemel

2,9

3,27

3,56

3,95

3,29

Hæmoglobinmel

2,74

2

1,3

0,53

1,3

3

2,8

2,1

1,68

2,1

Soyaolie

5,83

5,89

5,94

5,98

5,94

Svinefedt

2,91

2,95

2,97

2,99

2,97

Vitaminer/mineraler

0,25

0,25

0,25

0,25

0,25

5,22

5,96

19,38

230 9,6 20,1 48 30:52:18 2,3

232 9,7 20,2 48 30:52:18 2

227 9,5 19,8 48 30:52:18 2,4

192 8,02 20,1 39,9 31:51:18 1,7 fedtegrever.

207 8,67 19,5 44,5 30:51:19 2,2

Majsgluten

Vand 3,85 5,29 Plantal: Energiindhold: kcal/100g 225 228 MJ / kg 9,4 9,5 MJ / kg tørstof 19,6 19,9 Tørstof, % 48 48 Energifordeling 30:52:18 30:52:18 Aske, % 2,9 2,6 Analysetal: Energiindhold: kcal/100g 211 200 MJ / kg 8,82 8,39 MJ / kg tørstof 19,6 19,7 Tørstof, % 44,9 42,6 Energifordeling 29:52:19 30:52:18 Aske, % 2,4 2,3 6,3 % tørrede fedtegrever giver samme fordøjelige proteinmængde

Tabel 3. Sammensætning af våde og tørrede fedtegrever, % indhold Våde fedtegrever

Tørrede fedtegrever

Tørstof

28,9

98,5

Protein

23,0

80,1

Fedt

5,2

14,5

Aske

0,7

3,9

Dyrene blev vejet 25. september og ved pelsning (d.8/12 til d.12/12). Døde dyr blev obduceret, og gødningen vurderet løbende. Der blev gennemført almindelig skindsortering. De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF

122

198 8,27 19,8 41,7 31:51:18 2,0 som 20 % våde

er anvendt med 5 % som signifikansniveau, ved beregning af tilvækst og skindlængde. Fødselsdatoen er medtaget som kovariat i de tilfælde den er signifikant, udsætnings-vægt er medtaget som kovariat ved analyser af skindlængden. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en nonparametrisk test (GENMOD). Våd bug, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet.

Faglig Årsberetning 2004


Fedtegrever til mink I vækstperioden

Resultater og diskussion Analyser af foderets energifordeling, viste en pæn overensstemmelse mellem beregnede og analyserede værdi-

er (tabel 2). Der var ikke forskel i hvalpenes tilvækst i vækstperioden (tabel 4).

Tabel 4. Vejer esultater for minkhvalpe fodret med syrnet fjerkræ i vækstperioden Vægt, g

Tilvækst, g

Hold

Behandling

Udsætning

25. september

Pelsning

Udsætning til 25. sept.

K

Kontrolhold

774 (135)

2235 ((261)

2364 (235)

1455 (244)

165 (190)

1582 (240)

VF10

10% våde fedtegrever

774 (120)

2268 (258)

2367 (225)

1492 (240)

125 (138)

1592 (223)

VF20

20% våde fedtegrever

768 (124)

2282 (281)

2406 (282)

1513 (246)

163 (162)

1645 (270)

VF30

30% våde fedtegrever

769 (129)

2251 (289)

2381 (315)

1482 (231)

168 (142)

1624 (282)

TF6,3

6,3% tørrede fedtegrever

773 (131)

2257 (271)

2385 (287)

1482 (245)

146 (209)

1614 (283)

NS

NS

P-værdi NS NS Tallene i parentes er standard afvigelsen. NS angiver at der ikke er statistisk sikker forskel.

For skindlængden og de forskellige kvalitets parametre var der heller ingen forskel mellem holdene (tabel 5 og 6). Farven i de hold der fik store mængder våde fedtegrever, var lidt lysere end i de øvrige hold (tabel 5). Tabel 5. Ski ndlængde samt skindkvalitet, farve og renhed hos hanhvalpe. Hold

Antal skind

Længde, cm

Kvalitet, 1-12 *

Farve, 1-5 #

K

97

81,8 (3,7)

6,8 (2,5)

3,1 (1,0) A

VF10

98

81,9 (3,2)

6,4 (2,4)

3,1 (1,0) A

VF20

98

81,8 (3,8)

6,1 (2,5)

2,8 (0,8) B

VF30

103

81,3 (4,5)

6,5 (2,3)

2,8 (1,0) B

TF6,3

96

81,6 (4,1)

5,9 (2,3)

3,0 (0,9) AB

P-værdi NS NS 0,05 * 12 er bedst, # 5 er mørkest. Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene, NS angiver at der ikke er forskel

Tabel 6. Frekvensen af metallic, silkede, flade og fyldige skind hos hanhvalpe.

25. september til pelsning

Udsætning til pelsning

pelssætning er 0,18 + 0,29 = 0,47 g / 100 kcal. Behov for aminosyrerne til mørk pelsfarve blev i 2001 fundet til mindst 0,51 g / 100 kcal. Indholdet af aminosyrerne phenylalanin og tyrosin i afprøvning af fedtegrever ses af tabel 7. I VF20 og VF30 med 0,53 hhv 0,52 phe + tyr i foderet var farven signifikant lysere end i K og VF10 med 0,56 hhv 0,55 g phe + tyr / 100 kcal. TF6,3 med 0,53 g phe + tyr / 100 kcal var dog ikke signifikant forskellig fra K og VF10. Behovet for phe + tyr til mørk pelsfarve, må således være mindst 0,53 g phe + tyr / 100 kcal. Gødningen var af normal konsistens gennem hele perioden og der var ikke unormale dødsfald (tabel 8). Tabel 7. Foderets indhold af fordøjelig tyrosin ( Tyr) og phenylalanin (Phe), g / 100 kcal, sammenholdt med skindenes farve.

Antal skind

Metallic %

Silkede ,%

Flade, %

Uld Normal, %

Hold

Tyr

Phe

Tyr + Phe

Farve, 1-5 #

K

97

13,4

14,4

9,3

58,8

32,0

K

0,23

0,33

0,56

3,1 A

VF10

98

7,1

9,2

9,2

73,5

17,4

VF10

0,23

0,32

0,55

3,1 A

VF20

98

12,2

13,3

14,3

63,3

22,5

VF20

0,23

0,30

0,53

2,8 B

VF30 TF6, 3 P-

103

12,6

7,8

14,6

59,2

26,2

VF30

0,23

0,29

0,52

2,8 B

96

8,3

9,4

9,4

69,8

20,8

TF6,3

0,23

0,30

0,53

3,0 AB

Norm 0,18 0,29 # 5 er de mørkeste skind

0,47

Hold

Fyldig, %

NS NS NS værd NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene

Ved forsøg med kødbenmel i vækstperioden 2001 blev det vist at summen af aminosyrerne phenylalanin og tyrosin i foderet har betydning for pelsfarven (Clausen et al, 2003). Normen for Tyr + Phe til vækst og

Tabel 8. Frekvensen af døde han - og tævehvalpe Hold K VF10 VF20 VF30 TF6,3 I hold K var

Faglig Årsberetning 2004

Behandling

% døde hanner og tæver

Kontrolhold 3,3 10% våde fedtegrever 1,3 20% våde fedtegrever 1,3 30% våde fedtegrever 0,4 6,3% tørrede fedtegrever 2,5 der 3 med forstørret fedtlever, én i TF6,3

123


Clausen, T. N. & Hejlesen, C.

Konklusion Ud fra de foreliggende resultater ser det ud til, at de her anvendte produkter, våde og tørrede fedtegrever, uden problemer kan indgå i foderet med op til 30 hhv 6,3 % i vækstperioden. Man skal dog være opmærksom på at indholdet af phe + tyr skal være over 0,53 g / 100 kcal for at opnå en god pelsfarve.

124

Referencer Hejlesen, C., 2003. Foreløbig resultat fra Fordøjelighedsforsøg fra PFC. Fordøjelighed af våde og tørrede fedtegrever til mink (F184 & F196). Clausen, T.N., Sandbøl, P., Hejlesen, C., 2003. Kødbenmel til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning for Pesldyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, 2002, 33 – 37.

Faglig Årsberetning 2004


Syrnet fjerkræ til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro Sammendrag Til undersøgelse af syrnet fjerkræaffald til mink i vækstperioden blev anvendt 4 hold scanblack á 120 han- og 120 tævehvalpe. Syrnet fjerkræ blev anvendt i foderet i mængder af 10, 20 og 30 %. Derudover var der et kontrolhold med 10 % dansk fjerkræaffald i stedet for syrnet fjerkræaffald. Ud fra de foreliggende resultater, kan syrnet fjerkræ, uden problemer indgå i foderet med op til 30 % i vækstperioden. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 2004. Syrnet fjerkræaffald til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. Faglig Årsberetning 2004, 125-127. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Fore groups each consisting of 120 scanblack male- and 120 female mink kits were fed increasing amounts of acidified poultry offal in the growing- furring period. The acidified poultry offal were used in 10, 20 and 30 percent, further there was a control group with 10 percent Danish poultry offal instead of acidified poultry offal. The results show that acidified poultry offal can be used in the growing- furring period in amounts of 30 percent, without negative effect on pelt length and fur quality. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 2004. Acidified poultry offal to mink in the growing period. Influence on health, growth and fur quality. Annual Report, 125-127. Danish Fur Breeders Research Center Holstebro, Denmark.

Indledning Til produktion af minkfoder er en ny råvarer, syrnet fjerkræ, blevet tilgængelig. Syrnet fjerkræ består af fjerkræ hoveder, -fødder og -indvolde. Biprodukterne hakkes umiddelbart efter slagtning og syrnes med svovlsyre og mælkesyre (1 % svovlsyre og 1 % mælkesyre) samt tilsættes 0,1 % kaliumsorbat og 180 ppm etoxyquin. pH i det syrnede produkt er 3,9. Syrnet fjerkræ indeholder ikke fjer, hvilket sammen med konserveringsmetoden formodentlig er årsag til en høj fordøjelighed af råprotein (86 %) (Hejlesen, 2003). På årsbasis er der ca 15.000 ton syrnet fjerkræ til rådighed, der gør råvaren almen interessant. I 2003 blev der iværksat forsøg med stigende mængder syrnet fjerkræ til mink i vækstperioden. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold standard á 120 han- og 120 tævehval-

pe. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Det syrnede produkt blev leveret frosset til forsøgsfarmen. Tabel 1. Forsøgsopstilling Hold Iblanding af syrnet fjerkræ K

0%

SF10

10 %

SF20

20 %

SF30

30 %

Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge, så dyrene kunne tilvænne sig den eventuelle ændrede smag af foderet. Forsøgsfoder blev tilført fra 9/7 indtil pelsning. Foderplanerne ses af tabel 2 og sammensætningen af syrnet fjerkræaffald ses af tabel 3. Dyrene blev vejet 25. september og ved pelsning. Døde dyr blev obduceret, og gødningen vurderet løbende. Der blev gennemført almindelig skindsortering, hvalpene ble v pelset fra d. 8/12 til d. 12/12.

Faglig Årsberetning 2004

125


Clausen, T. N. & Hejlesen, C.

Tabel 2. Foderplaner til hold fodret med syrnet fjerkræ i vækstperioden 2003, % iblanding. Syrnet fjerkræ 0% 10 % 20 % 30 % Hold K SF10 SF20 SF30 Fiskeaffald

16,4

21,76

12,98

4,16

Industrifisk

25,53

24,02

24,23

24

Syrnet fjerkræ

0

10

20

30

Fjerkræaffald Løgstør

10

Fiskeensilage

10

10

10

10

Poppet byg

8,29

8,24

8,26

8,28

Poppet hvede

8,29

8,24

8,26

8,28

Fiskemel

2,9

2,98

2,86

2,85

Hæmoglobinmel

2,74

2,3

2,36

2,44

Majsgluten

3

3

3

3

Soyaolie

5,83

5,89

5,18

4,49

Svinefedt

2,91

2,95

2,59

2,24

Vitaminer/mineraler

0,25

0,25

0,25

0,25

Vand

3,85

0,37

225 9,4 19,6 48 30:52:18 2,9

224 9,4 19,5 48 30:52: 18 3,1

224 9,4 19,5 48 30:52:18 2,8

225 9,4 19,6 48 30:52:18 2,6

211 8,82 19,6 44,9 29:52:19 2,4

200 8,39 19,6 42,9 29:52:19 2,3

204 8,53 19,7 43,3 30:52:18 2,2

199 8,31 19,8 42 29:53:18 2,1

Plantal: Energiindhold: kcal/100g MJ / kg MJ / kg tørstof Tørstof, % Energifordeling Aske, % Analysetal: Energiindhold: kcal/100g MJ / kg MJ / kg tørstof Tørstof, % Energifordeling Aske, %

Tabel 3. Sammensætningen af syrnet fjerkræaffald % indhold Tørstof

28,4

Protein

12,4

Fedt

11,5

Aske

1,8

De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5 % som signifikansniveau, ved beregning af tilvækst og skindlængde. Fødsels datoen er medtaget som kovariat i de tilfælde den er signifikant, udsætningsvægt er medtaget som kovariat ved analyser af skindlængden. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Våd bug, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet.

126

Resultater og diskussion Analyser af foderets energifordeling, viste en pæn overensstemmelse mellem beregnede og analyserede værdier (tabel 2). Ph i det færdige foder var 5,2 - 5,1 - 5,0 og 4,6 i hhv hold K – SF10 – SF20 og SF30. Der var signifikant forskel mellem holdene i tilvæksten i perioden 25. september til pelsning, men i totaltilvæksten fra udsætning til pelsning, var der ikke forskel mellem holdene (tabel 4). Det lave pH i K30 foderet ser ikke ud til at have haft en negativ betydning for tilvæksten. Skindlængde og kvalitet var ikke forskellige mellem holdene (tabel 5), kun med hensyn til frekvensen af flade og fyldige skind var der forskel, således at kontrolholdet havde flest fyldige skind, og holdet med 20 % syrnet fjerkræ havde færrest (tabel 6). Gødningen var af normal konsistens gennem hele perioden. Der døde kun få

Faglig Årsberetning 2004


Syrnet fjerkræ til mink I vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet

mink i hele perioden, i hold K var der 3 med forstørret fedtlever, mod én i hold SF20 og ingen i de øvrige. Konklusion Ud fra de foreliggende resultater, kan syrnet fjerkræ uden problemer indgå i

foderet med op til 30 % i vækstperioden. Referencer Hejlesen 2003. Fordøjelighedsforsøg fra PFC. Syrnet fjerkræ /kyllingepulp fra Danexport A/S (F194).

Tabel 4. Vejeresultater for minkhvalpe fodret med syrnet fjerkræ i vækstperioden Vægt, g

Tilvækst, g

Behandling

Udsætning

4. sept.

25. sept.

Pelsning

Udsætning til 4. sept..

4. sept. til 25. sep

25. sept. til pelsning

Udsætning til pelsning

K

Kontrolhold

774 (135)

1934 (199)

2235 (261)

2364 (235)

1155 (161)

301 (150)

165 (190) A

1582 (240)

SF10

10% syrnet fjerkræ

775 (135)

1962 (246)

2276 (285)

2325 (270)

1184 (179)

315 (124)

62 (303) B

1549 (267)

SF20

20% syrnet fjerkræ

773 (135)

1953 (214)

2282 (269)

2378 (288)

1179 (156)

329 (111)

115 (135) AB

1613 (256)

SF30

30% syrnet fjerkræ

776 (131)

1952 (208)

2279 (279)

2369 (306)

1179 (176)

325 (143)

146 (212) A

1596 (303)

P-værdi

NS

NS

NS

0,008

NS

Hold

Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene.

Tabel 5. Skindlængde samt skindkvalitet, farve og renhed hos hanhvalpe. Hold

Antal skind

Længde, cm

Kvalitet, 1-12 *

Farve, 1-5 #

Tabel 7. Frekvensen af døde han - og tævehvalpe (240 dyr pr. hold ved start) Hold

K

97

81,8 (3,7)

6,8 (2,5)

3,1 (1,0)

SF10

99

81,5 (4,1)

6,1 (2,6)

3,0 (0,9)

SF20

97

82,2 (4,4)

6,2 (2,4)

3,0 (1,0)

SF30

91

82,5 (4,1)

6,4 (2,3)

3,0 (1,1)

NS

NS

NS

P-værdi

Behandling

% døde hanner og tæver

K

Kontrolhold

3,3

SF10

10% syrnet fjerkræ

2,5

SF20

20% syrnet fjerkræ

2,1

SF30

30% syrnet fjerkræ

1,3

* 12 er bedst, # 5 er mørkest. Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene, NS angiver at der ikke er forskel Tabel 6. Frekvensen af silkede, flade og fyldige skind hos han hvalpe. Uld Antal Hold MetalSilke Flade, Normal, Fyldig, skind lic, % de,% % % % K 97 13,4 14,4 9,3 58,8 32,0 A SF10

99

8,1

7,1

17,2

59,6

23,2

SF20

97

17,5

11,3

16,5

67,0

16,5

B

SF30

91

8,8

5,5

14,3

56,0

29,7

AB

NS

NS

P-værdi

AB

0,05

NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene Tallene i parentes er standard afvigelsen. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene

Faglig Årsberetning 2004

127


128

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Effekt af proteinniveau på N-balance hos voksne mink (Mustela vison) Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark. Sammendrag Udvoksede minkhanner blev i 11 dage fodret ad libitum med foder, der indeholdt 14,9; 19,0 eller 26,7% omsættelig energi (OE) fra protein. Det gennemsnitlige frivillige energiindtag var faldende (343, 306 og 261 kcal pr. dag pr. dyr, p<0,0001) med stigende proteinindhold. Det daglige energibehov til vedligeholdelse af konstant vægt blev målt til 171 kcal OE/kg 0,75 ved en temperatur på 9,4o C. I de sidste 4 dage blev (N) kvælstofindtaget og N –udskillelse (opsamling af urin og fæces) målt og N-balancen beregnet. N-balancen var positiv (0,08-0,24 g/dag, NS), hvorimod vægtændringen var negativ (÷1,6 -÷ 8,3 g/dag, NS). Uanset foderblandingen, faldt N-udskillelsen i urinen lineært med faldende fordøjet N-mængde. Konflikten mellem den positive N-balance og den negative vægtændring afspejler sandsynligvis en mangelfuld opsamling af urinkvælstof. Hvis vægttabet blev anset for at være muskler eller fedt, kunne den gennemsnitlige opsamling af N fra urin beregnes til at være hhv. 86,3% og 92,9% af kvælstof udskilt med urinen. Oxidationen af protein (OXP) pr. en kalkuleret total varmeproduktion (HE) steg (11%, 16% og 19%, p<0,05) med stigende andel af OE fra protein. Hejlesen, C. 2004. Effekt af proteinniveau på N-balance hos voksne mink (Mustela vison). Faglig Årsberetning, 2004, 129-135, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Diets containing 14.9, 19.0 and 26.7 % of metabolizable energy (ME) from protein and identical amino acid profile were fed ad lib. to adult male mink for 11 days. The average voluntary energy intake decreased (343, 306 and 261 kcal/day/animal, p<0.0001) as dietary energy content from protein increased. Daily energy requirement for maintaining constant weight was measured to 171 kcal ME/kg0.75 at a temperature of 9.4 °C. In the last 4 days, nitrogen (N) intake and N excretion (collection of urine and faeces) was measured and the N-balance calculated. N-balance was positive (0.08-0.24 g/day, NS) where as weight change was negative (÷1.6 - ÷8.3 g/day, NS). Regardless of dietary treatment the urinary N excretion declined linearly as digested N decreased. The conflicting positive N-balance and negative weight change was assumed reflecting an incomplete recovery of urinary nitrogen. If weight loss was regarded as either muscle or fat, the average urinary N-recovery was calculated to 86.3% and 92.9% respectively. Oxidation of protein (OXP) per a calculated total heat production (HE) increased (12%, 19% and 21%, p<0.05) as dietary ME from protein increased. Hejlesen, C. 2004. The Effect of Protein Level on N-balance in Adult Mink (Mustela vison). Annual Report, 2004, 129-135, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning

Basalt set er behovet for næringsstoffer et behov til vedligehold og et behov, som er afhængig af ”produktionen” (vækst, fostre, mælk, hår etc.). Som et næringsstof, er dette også tilfældet med aminosyrer. Den nuværende norm på 5 essentielle aminosyrer til mink i vækst/pelsnings-perioden blev bestemt i 1996 (Børsting & Clausen, 1996) og blev revideret og kom til også at omfatte den

6. essentielle aminosyre i 1998 (Børsting, 1998). I 2002 blev et ”mindsteindhold” af alle aminosyrer til mink i vinter og reproduktionsperioden foreslået (Hejlesen & Clausen, 2002). Resultaterne fra disse forsøg dækker perioder, som er ret forskellige med hensyn til produktion og det er derfor et behov til både vedligehold og produktion. Da behovene for forskellige slags produktioner må forventes at være forskellige,

Faglig Årsberetning 2004

129


vil det være belejligt, at kendebehovet til vedligehold. I litteraturen er der ikke blevet fundet forsøg på at tilvejebringe behovet for aminosyrer til minks vedligehold. Behovet for aminosyrer til vedligehold er et behov for en vedvarende forsyning til aminosyre-poolen. Som kødæder har minken en høj gluconeogene-kapacitet, og derfor må betydningen af protein som energikilde ikke undervurderes (Chwalibog et al., 1998). På den anden side har mink en stor glykolytisk kapacitet (Fink, 2001). Formålet med forsøget var at måle Nbalancen hos udvoksede minkhanner, som blev tildelt foder med en lav og stigende mængde protein, med en konstant mængde fedt og derved en stigende mængde kulhydrat. Det blev antaget, at uanset foderet, så ville forskellen mellem nitrogenindtaget og nitrogen udskillet i urinen afspejle omhyggeligheden med indsamling af nitrogenet i urinen. Det var desuden hensigten at vurdere 3 proteinmængder (med samme aminosyreprofil) i forhold til kravet om protein for vedligehold ved at beregne behovet for OE for at vedligeholde en konstant vægt og ved at beregne N-balancen. Og til sidst at beregne forbrændingen af protein i forhold til total varmeproduktion. Materialer og metoder Forsøget blev udført med 5 voksne minkhanner af typen Scanbrown, per foderblanding. Der blev lavet 3 foderblandinger, hvor 14%, 20% og 26% af den omsættelige energi (OE) kom fra protein og 55% fra fedt (tabel 1). Aminosyreprofilen (Sandbøl et al. 2004) var den samme i alle tre foderblandinger (aminosyrer i forhold til lysin (%): ala 107, arg 115, asp 133, cys 22, glu 241,

130

gly 111, his 41, ile 74, leu 163, met 59, phe 85, pro 111, ser 89, thr 70, trp 22, tyr 67 og val 100). Dyrene blev indhuset i bure, specielt designet til separat opsamling af fæces og urin (modificeret efter Jørgensen, 1973). Temperaturen i stalden var 9,4oC (8-11oC) og en relativ fugtighed på 81% (65-83%). Forsøgsperioden var 11 dag (16.-27. februar 2004), med en forperiode på 7 dage og en 4-dages opsamlingsperiode (fæces og urin). Dyrene blev fodret med 400 kcal OE pr. dag (0730). Hver dag blev foderforbruget målt (korrigeret for tørstofpct. i foderet). I opsamlingsperioden blev fæces opsamlet dagligt og opbevaret ved ÷18oC indtil det blev analyseret (tørstof, råaske, råprotein og råfedt). Urinen blev opsamlet i flasker (500 ml), som monteret under tragten (opsamlingsperiode). Flaskerne var tilsat 5% v/v H2SO4 (ca. 60 ml) for at holde pH-værdien lav. Eventuel urin i fodergangen blev opsuget med N-frit filterpapir og puttet i opbevaringsflasken. Hver dag blev den opsamlede urin (inklusiv drikkevands-spild) fyldt på flasker (200 ml) som blev opbevaret ved ÷18oC indtil det blev analyseret (råprotein, pH). Dyrenes vægtændringer blev registreret i både forperioden og opsamlingsperioden. Ved at måle den tilsyneladende fordøjelighed af råprotein, råfedt og råkulhydrat blev foderblandingernes indhold af OE beregnet. Råkulhydrat blev beregnet som tørstof ÷ indhold af råaske, råprotein og råfedt. Den metabolske vægt (kg0,75) blev beregnet på gennemsnittet af den absolutte start- og slutvægt. Kvantitativ oxidation af protein (OXP) blev beregnet ud fra formlen: OXP, Kcal = (Urin N, g * 6,25 * 18,42) / 4,1855, (Chwalibog 1992).

Faglig Årsberetning 2004


Effekten af proteinniveauet på N-balance hos udvoksede mink (Mustela vison) Tabel 1. Fodersammensætning anvendt i N-balance forsøg med udvoksede hanmink. 14,9%

19,0%

26,7%

Industrifisk

2,8

3,8

4,8

Fjerkræaffald

13,1

18,1

22,8

Slagteaffald

16,9

23,3

29,3

Byg/Hvede

3,8

5,3

6,6

Majsstivelse

16,7

10,7

5,2

Fjermel

0,8

1,2

1,5

Blodmel

0,2

0,3

0,4

Ærter

2,9

4,0

5,0

Kartoffelprotein

1,5

2,0

2,5

Majsgluten

1,9

2,6

3,3

Protao

0,4

0,6

0,7

Soyaolie

8,3

7,1

6,0

Svinefedt

4,2

3,6

3,0

Methionin (DL)

0,3

0,4

0,5

Tryptofan

0,03

0,04

0,05

Lysine

0,02

0,03

0,03

Threonine

0,04

0,05

0,07

Vitam, & Mineraler

0,3

0,3

0,3

Vand

26,0

16,8

8,2

Analyser Tørstof, %

38,9

38,0

38,9

Kcal/100 g (våd)

201,6

193,9

188,0

Protein

14,9

19,0

26,7

Fedt

54,0

53,8

52,0

Kulhydrat

31,1

27,2

21,3

OE fra:

Resultater For hele forsøgsperioden faldt det frivillige energiindtag (OE) signifikant med øget OE fra protein, hvilket resulterede i et ikke-signifikant vægttab (tabel 2). Tabel 2. Omsættelig vægt 1) og daglig energiindtag og vægtændring i den 11 dage lange forsøgsperiode i N-balance forsøget med udvoksede hanmink. Protein (% af OE)

14,9

19,0

26,7

p<

Metabolsk vægt, kg0,75

2,22

2,19

2,19

NS

Kcal indtaget 343a 306b 261c 0,0001 1) Metabolsk vægt beregnet ud fra gennemsnittet af start- og slutvægt i perioden,

Den nødvendige omsættelige energi til vedligehold var 167, 177 og 169 kcal OE/kg0,75 med en middelværdi for alle tre grupper på 171,4 kcal OE/kg0,75 (R²=0,703 ( Figur 1).

Vægtændring, g/dag

Protein (% af OE)

Kcal/kg 0,75 /dag

Š 14,9% Protein

„ 19,0% Protein

z 26,7% Protein

Figur 1. Energibehovet (uanset foder) for at opretholde konstant vægt var 171 kcal OE/kg 0,75 pr. dag (ved 9,4°C) R²=0,7 i Nbalanceforsøget med udvoksede minkhanner.

Data fra 1 dyr udgik i opsamlingsperioden fordi den legede med drikkeniplen, hvilket gjorde det umuligt at analysere N i urinen. pH’en for den opsamlede urin var 0,75 (± 0,14) hvilket skulle forebygge tab af flygtig kvælstof Den målte fordøjelighed af råprotein (N) varierede fra 78,4 til 79,8 (NS), råfedt varierede fra 95,2 til 96,3 (NS) og råkulhydrat steg fra 74,5 til 84,9 med stigende indhold af OE fra råprotein. Dette skyldtes tilsætningen af den højt fordøjelige majsstivelse når den procentuelle del af OE fra råprotein blev reduceret. Også i opsamlingsperioden faldt det frivillige energiindtag (OE) med stigende andel af OE fra protein. Forskellen var imidlertid ikke statistisk signifikant (tabel 3). Der var en let negativ vægt ændring i alle tre grupper (NS). Med stigningen i OE fra protein steg den fordøjede mængde N (p<0,02), men forøgelsen blev dæmpet af et lavere foderindtag. Kvælstofindholdet i urinen steg (p<0,005) med det stigende indhold af N i foderet. Den beregnede kvælstofbalance var positiv uden forskel (NS) mellem foderblandingerne.

Faglig Årsberetning 2004

131


Tabel 3. Metabolsk vægt 1) og daglig vægtændring, energiindtag og kvælstofparametre i den 4 dage lange opsamlingsperiode i N-balance forsøget med udvoksede hanmink. Protein (% af OE)

14,9

19,0

26,7

p<

Metabolsk vægt kg

2,21

2,17

2,14

NS

Vægtændring, g

-4,4

-1,6

-8,3

NS

Kcal OE indtaget

355

308

290

NS

0,75

a

ab

b

Indtaget N, g

2,4

2,6

3,5

0,0230

Fæces N, g

0,5

0,6

0,7

NS

Fordøjet N, g

1,88a

2,07ab

2,75b

a

ab

b

Urin- N, g

1,64

1,99

N-Balance, g

0,24

0,08

2,60 0,15

0,02 0,01 NS

Genfinding af urin-N, % (% of omsat N)

87,8

96,5

95,1

NS

Genfinding af urin-N, % (Vægtænring=protein)

80,6

96,3

84,1

NS

OXP/HE2), % 11,7 a 18,7ab 20,6 b 1) Metabolsk vægt beregnet ud fra gennemsnittet af start- og slutvægt i perioden. 2) Det forudsættes, at vægtændringen er fedt.

0,05

Diskussion Det gennemsnitlige frivillige daglige indtag af OE i den 11 dage lange forsøgsperiode faldt i takt med at proteinindholdet i foderet steg. Dette blev også rapporteret af Greaves & Scott (1960) for så vidt angår ad libitum fodrede voksne katte. som fodres med foder med forskelligt proteinindhold. Men det står i kontrast til registreringer foretaget af Glem-Hansen & Chwalibog (1978). Årsagen til det reducerede energiindtag er ikke fundet, men det er usandsynligt, at det skulle være en effekt af smagelighed, da foderet indeholdt stigende andel af ingredienser med høj smagelighed (industrifisk, fjerkræaffald og slagteaffald med stigende indhold af OE fra protein.

gehold i dette forsøg svarende til 132 kcal OE/kg0,75 ved 20° C.

Behovet for energi til vedligehold Ved at angive vægtændring (g/dag) som en effekt af fordøjet energi pr. metabolsk vægt (kcal OE/kg0,75) blev energibehovet til vedligehold beregnet til 171 kcal OE/kg0,75 (R²=0,703) (figur 1). Det er over de 147,8 kcal OE/kg0,734 som blev fundet af Harper et al, (1978), der dog ikke angiver omgivelsernes temperatur. Glem-Hansen & Chwalibog (1978) rapporterede behovet som værende 143 kcal OE/kg0,75 ved 20° C, og et yderligere krav på 3,7 kcal OE/kg0,75 pr, grads temperatursænkning. Bruger man dette temperatur-afhængige behov resulterer det i et energibehov til vedli-

Opsamling af urin N N-balancen (fordøjet N ÷ urin N) var positiv for alle 3 hold (0,08-0,24 g/dag) (tabel 3). Hvis man regner med 25% protein i muskelmasse svarer det til en ”muskelmassetilvækst” på 2,0-6,1 g pr. dag.

132

Selvom der kun var en mindre uoverensstemmelse i forhold til resultaterne målt af Glem-Hansen og Chwalibog (1978) målte de det som energitilvækst pr. enhed omsat energi. Ved at udtrykke energibehovet som vægtændring pr. enhed omsat energi, er det en forudsætning, at den forholdsmæssige krops-sammensætning (protein, fedt og glycogen) forbliver konstant. Der er desuden en potentiel fare for skævheder, når dyrene vejes. Da dyrene har uhindret adgang til foder og drikkevand kan man ikke vide, om de lige har ædt, drukket eller haft afføring lige før vejningstidspunktet.

Selvom mink har evnen til at reducere forbrændingen af protein når proteinmængden reduceres (Chwalibog et al., 1998; Fink, 2001 & 2003; Tauson, 2000) er proteinaflejring usandsynlig, når vægtændringen er negativ.

Faglig Årsberetning 2004


Effekten af proteinniveauet på N-balance hos udvoksede mink (Mustela vison)

Årsagen til uoverensstemmelsen er formodentlig en opsamlingsprocent af urin på under 100. Ved at anvende foruindsamlet urin (ikke stabiliseret med syre) simulerede Elnif (1992) urinering og målte genfindingaf kvælstof på mellem 62% og 71%. En ufuldstændig genfinding (72%) i urinen blev også demonstreret af Wamberg et al, (1996) med minktæver. De fandt 6% af urinudskillelsen i den indsamlede faces, hvilket sandsynligvis skyldes tævens anatomi og adfærd, når den har defækerer og urinerer. Hvis det antages, at vægtændringen var fedt, så lå genfindelsen af urin kvælstof (100 * Urin N / fordøjet N) i dette forsøg på mellem 88% og 97% hvorimod den lå på mellem 81% og 96% hvis vægtændringen antages at være protein (tabel 3), Disse gendannelsesrater er højere end det, der blev rapporteret af Elnif (1992) og Wamber et al, (1996), Dette kunne være en effekt af opsamling af vandspild og urin i samme flaske, Vandspild kunne fungere som en vedvarende delvis vask af opsamlingstragtene, Den mulige negative effekt er imidlertid at fortyndingen af urinen kan være i en størrelsesorden, som påvirker bestemmelsen af urinkvælstof. N-balance For dyr i vedligehold falder den urinære kvælstofudskillelse lineært med faldende mængde fordøjet kvælstof, så længe den fordøjede mængde overstiger dyrets behov. Hvis den fordøjede kvælstofmængde er mindre end behov vil Nbalancen være negativ. Den gennemsnitlige N-balance for de dyr, som fik foder med 14,9% af OE fra protein, var ikke negativ eller lavere end for de to

andre hold, Og når urin N udskillelsen bliver afsat på en kurve sammen med fordøjet N (figur 2) svarer de individuelle data for dyr, som har fået foder med 14,9% af OE fra protein, fint med regressionskurven for dyr, som er blevet fodret med 19,0 og 26,7% af OE fra protein.

Urinær N-udskillelse, g/dag

Så selv med ovennævnte forbehold for vægtændringer, er der konflikt mellem en forøgelse af muskelmassen samtidig med den målte negative vægtændring.

Fordøjet N, g /dag

Š 14,9% Protein

„ 19,0% Protein

z 26,7% Protein

Figur 2, Kvælstof udskilt med urinen reduceres med faldende fordøjet mængde kvælstof. Individuelle resultater for 14,9% af OE fra protein stemmer fint overens med (og er ikke over) regressionskurven for 19,0 og 26,7% af OE fra protein i Nbalanceforsøget med udvoksede minkhanner.

Dette viser, at 14,9% af OE fra protein med den anvendte aminosyreprofil opfyldte dyrenes krav for vedligehold. OXP, % af HE Hvis det antages at vægtændringen er fedt (bidragende med 9,5 kcal varmeenergi/g) og at den samlede varmeproduktion er lig med den fordøjede energi korrigeret for bidrag fra oxidation eller synteser af fedt, udgør oxidation af protein 12, 19 og 21% af den totale varmeproduktion i de 3 forskellige foderblandinger (tabel 3). Mink har evnen til at reducere oxidationen af protein hvis proteintilførslen er reduceret enten ved en reduktion proteinindholdet i foderet (Fink, 2001 & 2003 og Tauson 2000) eller ved at reducere den daglige fodermængde (Chwalibog et al., 1998), Selvom varmeproduktionen er blevet beregnet, antyder dataene her meget stærkt, at oxidationen af protein kan reduceres til mindre end der er fundet af Chwalibog (1998) hos ikke produkti-

Faglig Årsberetning 2004

133


ve tæver, (Tauson (2000) og Fink (2001 & 2003) for diegivende tæver. Deres højere målte oxidation af protein (% af HE) er højst sandsynligt et resultat af foder som indeholder mere OE fra protein. En lav tilførsel af protein kræver imidlertid tilstrækkelig tilførsel af kulhydrat for at opretholde glucosebalancen (Fink, 2001). Konklusion På baggrund af forsøgsresultatet kan det for udvoksede hanner konkluderes: I intervallet fra 15 til 27% af OE fra protein falder den frivillige energiindtagelse med stigende andel af OE fra protein. Genfindingen af udskilt urinkvælstof blev beregnet til et gennemsnit på 92,9% hvis vægtændringen blev betragtet som fedt og 86,3% hvis vægtændringen blev anset for at være protein. Varmeenergi fra oxidation af protein i % af total varmeproduktion blev reduceret nå proteinindholdet i foderet blev sænket. 14,9% af OE fra protein (og den anvendte aminosyreprofil) opfyldte dyrenes proteinbehov til vedligehold. 14,9% af OE fra protein svarer til 0,85 g omsættelig N/kg0,75 pr, dag. Referencer Børsting, C,F, & T,N, Clausen, 1996, Requirement of essential amino acids for mink in the growing-furring period, Proc, VI Int, Sci, Cong, Fur Anim, Prod, (Eds, A, Frindt and M, Brzozowski), Warsaw, Poland, Anim, Prod Rew,, Appl, Sci, Rep,, 28, 15-24 Børsting C,F, 1998, Ernæringens indflydelse på skindkvaliteten, Intern Rapport Nr 111, Danmarks JordbrugsForskning, 55-62, Chwalibog A,, K, Jakobsen, S, Henckel & G, Thorbek, 1992, Estimation of quantitative oxidation and fat retention from carbohydrate, protein and fat in

134

growing pigs, Journal of Animal Physiology, A Animal Nutrition, 68, 123-135, Chwalibog A,, A-H, Tauson, R, Fink & G, Thorbek, 1998, Oxidation of substrates and lipogenesis in pigs (Sus scrofa) mink (Mustela vison) and rats (Ratus norvegicus), Thermochimica Acta, 309, 49-56, Elnif J, 1992, Accuracy og nitrogen balance measurements in adult mink, Norwegian Journal of Agricultural Sciences, Supp, 9, 254-260 Fink R, 2001, Nutrient and energy metabolism in the lactation mink (Mustela Vison), PhD Thesis, Department of Animal Science and Animal Health, The Royal Veterinary and Agricultural University, Copenhagen, pp, 130 Fink R,, A-H Tauson, A, Chwalibog, N,B, Kristensen & S, Wamber, 2003, Effects of low protein supply on energy metabolism and milk production of the mink (Mustela vison),, Progress in research on energy and protein metabolism, EAAP publication No, 109, Rostock-Warnemünde, Germany, 1318 September 2003, 163-166, Glem-Hansen N, & A, Chwalibog, 1978, Minkens energibehov til vedligehold, NJF meeting 1978, 9,-11 , October, Helsingør, pp 10, Greaves J,P, & P,P, Scott, 1960, Nutrition of the cat, 3, Protein requirement for nitrogen equilibrium in the adult cats maintained on a mixed diet, British Journal of Nutrition, 14, 361-369 Hejlesen, C, & T,N, Clausen, 2002, Energy Distribution in Mink Feed in the Winter and Reproduction Periods, Annual Report, 2001, 69-75, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro Denmark, Jørgensen G, & Glem-Hansen N,, 1973, A Cage designed for Metabolismand Nitrogen Balance Trials with Mink, Acta Agriculturæ Scandinavica, 23, 3-4

Faglig Årsberetning 2004


Effekten af proteinniveauet på N-balance hos udvoksede mink (Mustela vison)

Sandbøl P, T,N, Clausen & C, Hejlesen, 2004, Ideal Protein for Mink (Mustela vison) in the Growing and Furring Periods, VIII International Scientific Congress in Fur Animal Production, 1518 September 2004, The Netherlands, This publication, Tauson A-H,, R, Fink & A, Chwalibog, 2000, Protein as an energy source for lactating mink (Mustela vison) estimated by breath test measurements of

decarboxylation of 1-13C-labelled leucine, In Energy metabolism in animals, Proceedings of the 15, Symposium on energy metabolism in animals, Snekkersten 2000, 261-264 Wamberg S,, A-H Tauson & J, Elnif, 1996, Effects of feeding and short-term fasting on water and electrolyte turnover in female mink (Mustela vison), British Journal of Nutrition, 76, 711-725.

Faglig Årsberetning 2004

135


136

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Vand som mæthedsfaktor hos mink Carsten Hejlesen1, Peter Sandbøl1 og Katrine Gregersen2 1

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112, Holstebro. HTX studerende (Holstebro Tekniske Skole), der medvirkede ved forsøgsgennemførelsen

2

Sammendrag I en periode uden produktion, er minkens energibehov lavt. Den tildelte fodermængde indtages på mindre end 24 timer, og da tiden uden foder kan udløse stereotyp adfærd, bør den forkortes. Det er undersøgt, om en reduktion af foderets energikoncentration, ved at tilsætte vand, kan øge den tid mink bruger på at indtage en begrænset energimængde. Desuden er indtagelsen over døgnet undersøgt hos ad libitum fodrede mink. Det konkluderes, at en reduktion af foderets energikoncentration, ved at tilsætte vand, kan øge den tid mink bruger på at indtage en begrænset energimængde. Effekten blev opnået ved at sænke tørstofindholdet fra 49% til 39%, mens en sænkning til 32% ikke havde yderligere effekt. Det konkluderes yderligere, at ad libitum fodrede dyr indtager den væsentligste del (90 %) af deres energiindtagelse for hele døgnet, i løbet af 14 timer efter fodring. Tomgangstiden, defineret som et tidsrum uden foderindtagelse, kan derfor ikke forventes at blive elimineret. Hejlesen, C. 2004. Vand som mæthedsfaktor hos mink. Faglig Årsberetning, 2004, 137-142, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro Danmark. Abstract In a period without production, the energy requirement of a mink is low. The allotted quantity of energy is ingested within less than 24 hours. The time without feed is believed to be a releasing factor in the development of stereotypes, and is therefore undesirable It was investigated if lowering the energy concentration of the feed by addition of water could extend the time spend eating a limited quantity of energy. In addition it was investigated how much feed males, fed ad libitum, ate at different hours after feeding, in percent of total daily intake. It is concluded, that a reduction of the energy concentration in the feed by lowering the dry matter content (DM) (by addition of water), from 49% to 39% do extend the time mink spends eating a limited quantity of energy. A reduction to a DM of 32% does not extend the time any further. It is also concluded, that elimination of a time interval without feed intake is not likely, as the ad libitum fed males ate almost 90% of there daily energy intake within 14 hours after feeding. Hejlesen, C. 2004. Water as a satiety factor in mink. Annual Report, 2004, 137142. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I en periode uden produktion er mi nkens energibehov lavt, i forhold til den tid der er til rådighed for foderindtagelse. Det betyder, at den fodermængde dyret skal have tildelt for ikke at tage på i vægt, normalt vil blive indtaget på mindre end 24 timer. Det gælder specielt i perioden fra medio december til medio februar. Tiden uden tilgængeligt foder (ofte benævnt ’tomgangstid’), kan være en medvirkende faktor for udløsning af stereotypier (Ha nsen 1999 og Houbak

& Møller 2000), der anses som uhe nsigtsmæssig adfærd (Det Dyreetiske Råd 2003). Det er derfor ønskeligt, at forlænge den tid, mi nken anvender på at indtage en given energimængde. En reduktion af foderets energikoncentration enten ved at anvende lavt fordøjelige råva rer (Hansen & Damgaard 2002), eller ufordøjelige fiberkilder (Hansen et al. 2004, Hejlesen & Sandbøl, 2004) kan reducere tomgangstiden hos mink . I den humane fedmeforskning er det veldokumenteret, at en sænkning af

Faglig Årsberetning 2004

137


Hejlesen, C., Sandbøl, P. & Gregersen, K.

fødens energikoncentration påvirker mæthedsfornemmelsen, og endda reducerer energiindtagelsen (BurtonFreeman 2000, Bell & Rolls 2001, Rolls 2000, Rolls et al. 1999ab). Energikoncentrationen kan sænkes, ved at anvendte lavt fordøjelige råvarer, men hos mennesker er den mæthedsforøgende effekt også opnået ved at øge fødens vandindhold (Rolls et al. 1999b). En reducering af minkfoderets energikoncentration ved tilsætning af vand ville være en praktisk anvendelig og relativ prisne utral foranstaltning for pelsdyravlen. Derfor iværksattes et forsøg (A), til afklaring af, om tilsætning af vand til minkfoder ville forlænge den tid, der bruges til at indtage en give energimængde. Selvom en sænkning af foderets ene rgikoncentration med fibre, øgede den tid dyrene havde en given energimængde til rådighed (Hansen et al. 2004), havde mere end 70 % af tæve rne under praktiske farmforhold indtaget hele foderrationen 6 timer efter fodri ngen. Med et energibehov til vedligehold som fundet af Glem-Hansen og Chwalibog (1978), samt deres korrektionsfaktor for temperatur kan det beregnes, at tæverne fik tildelt omsættelig energi (OE), svarende til deres behov. Alligevel havde en stor del af tæverne indtaget hele foderrationen på relativt kort tid. For at undersøge om indtagelse af foder over tid, er påvirket af den tilgængelige energimængde, blev forsøg A suppleret med forsøg B. Materiale og metoder I forsøg A indgik 3 hold á 5 hanner, der fik foder med et tørstofindhold der var højt (HT), middel (MT) og lavt (LT).

138

Foderblandingernes sammensætning var ens, idet MT- og LT-foder var HTfoder tilsat vand. Tørstofindholdet i de 3 fodertyper var 49, 39 og 32 %. Ua nset fodertype blev dyrene tildelt 225 kcal OE, hvilket svarede til 95, 121 og 146 gram. Variationen i afvejni ngen af foder var ± 5 g. En reberegning af energikoncentrationen viste, at den tildelt mængde HTfoder svarede til 232 kcal/døgn. Forsøg B bestod af hold MT fra forsøg A og yderligere 1 hold á 5 hanner (MTadlib), der også fik MT foder, men i dobbelt mængde. Alle hanner var udvoksede, med farvetypen Glow/Brown. I procent, inden iblanding af vand, var foderet sammensat af; fiskeaffald (17,0), ind ustrifisk (27,4), fjerkræaffald (13,6), fiskeensilage (4,5), byg (8,7), hvede (8,7), fiskemel (5,5), hæmoglobinmel (2,3), majsgluten (3,4), sojaolie (5,6), svinefedt (2,8) og vitaminer og mineraler (0,5). Fordelingen af OE fra protein, fedt og kulhydrat var hhv. 30, 52 og 18 %. Dyrene blev indsat i fordøjelighedsbure den 26. januar 2004 og fodret kl. 0930. De resterende forsøgsdage blev de fodret kl. 0730. Foderresten blev tilbagevejet 24 timer efter fodring (22 timer det første døgn). Desuden blev foderresten vejet 4, 8, 10, 12 og 14 timer efter fodring i det 3., 7. og 10. forsøgsdøgn. Der var kunstigt lys i stalden fra 0700 til ca. 1600. I 3., 7. og 10. forsøgsdøgn var der yderligere kunstigt lys i ca. 15 minutter kl. 1730, 1930 og 2130. Registreringerne af indtaget energi 4 til 14 timer efter fodring i 3., 7. og 10. fo r-

Faglig Årsberetning 2004


Vand som mæthedsfaktor hos mink

søgsdøgn, blev analyseret med fodertype som hovedvirkning, og tiden efter fodring, som gentagne målinger med Proc Mixed i SAS. Inden forsøget blev hannerne fodret med fodercentralfoder (250-300 kcal OE pr dyr og døgn), hvor tørstof- og energiindhold svarer til HT. Resultater Allerede i forsøgets første døgn, indtog HT hele den tildelt energimængde, mens MT og LT indtog mindre (ikke statistisk signifikant) og de nåede først op på samme daglige energiindtagelse som HT efter 3 til 4 døgn (figur 1). MTadlib indtog samme energimængde som HT og mere end MT de første 3- 4 døgn

I 3. forsøgsdøgn havde MT indtaget signifikant mindre energi 8 timer efter (p<0,04), 10 timer efter (p<0,03) og 12 timer efter fodring (p<0,02) end HT. Der var ikke statistisk sikker forskel mellem de øvrige hold (tabel 1). I 7. forsøgsdøgn var der ingen signifikante forskelle mellem holdenes ene rgiindtagelse ved 4, 8, 10, 12 eller 14 timer efter fodring. Som nævnt havde MTadlib 24 timer efter fodring indtaget signifikant mere energi end MT. I 10. forsøgsdøgn havde LT, 8 timer efter fodring, indtaget signifikant mi ndre energi end HT (p<0,05), mens der ikke var signifikante forskelle mellem de øvrige hold på de målte tidspunkter.

350 300 Kcal

var statistisk sikker forskel de øvrige dage. Ligeledes var der ikke statistisk sikker forskel på energiindtagelsen mellem HT, MT og LT i forsøgets enkelte dage.

250 200 150 1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

Forsøgsdag HT

MT

LT

MTadlib

Figur 1. Indtagelse af energi (OE) pr døgn i forsøgsperioden.

Gennemsnitsværdierne dækker dog over en meget stor variation (sta ndardafvigelse) indenfor hold (figur 2).

150 100

100 50 0 1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

Forsøgsdag HT

MT

LT

MTadlib

Indtaget af total, %

Standardafv.

200

Da ikke alle dyr i hold HT, MT og LT samt næsten ingen i MTadlib indtog hele den tildelt ration kan indtagelsesprofilen udtrykkes som, den procentdel energi dyrene har indtaget til et givet tidspunkt af dyrenes total energiindtagelse for døgnet. Herved elimineres en del af variationen, der skyldes dyrenes aktuelle indtagelse de enkelte forsøgsdøgn. Disse er vist i figur 3 og 4 for 7. og 10. dag.

75 50 25 0

Figur 2. Variationen (standardafvigelse) for energ iindtagelse pr døgn i fo rsøgsperiod en.

0

4

8

HT

I løbet af hele døgn, indtog MTadlib signifikant mere energi dag 6 (p<0,05) og 7 (p<0,02) end MT, mens der ikke

12

16

20

24

Timer efter fodring MT

LT

MTadlib

Figur 3. Indtagelse af energi (% af total energiindtagelse for døgnet) i forsøg ets 7. døgn.

Faglig Årsberetning 2004

139


Hejlesen, C., Sandbøl, P. & Gregersen, K.

MT og LT øgede dog den daglige indtagelse af foder i gram (data ikke vist), men ikke tilstrækkeligt til at kompensere for foderets lavere energikoncentration.

Indtaget af total, %

100 75 50 25 0 0

4

8

12

16

20

24

Timer efter fodring HT

MT

LT

MTadlib

Figur 4. Indtagelse af energi (% af total energiindtagelse fo r døgnet) i forsøg ets 10. døgn. Tabel 1. Energiindtagelse (kcal. OE) 4, 8, 10, 12, 14 og 24 timer efter fodring i 3., 7. og 10. forsøgsdøgn.

Tid

HT

MT

LT

MTadlib

p<

3. døgn 4

131

88

76

76

8

201

a

129

b

152

123

0,04

10

219

a

141

b

168

150

0,03

12

231

a

147

b

177

177

0,02

14

232

172

198

181

24

232

195

214

213

7. døgn 4

141

119

112

106

8

221

183

180

161

10

226

197

190

174

12

228

208

219

265

14

230

220

219

282

24

230

220

220

330

4

141

84

a

b

0,02

10. døgn a

123

86 b

8

232

173

162

10

232

195

182

120 141

12

232

195

205

164

14

232

215

205

200

24

232

225

221

230

0,05

Diskussion Ved fodringsforsøg er det almindeligt at anvende forperioder eller ove rgangsperioder, for at dyrene får mulighed for at ti lvænne sig en markant anderledes eller ændret fodersammensætning. Dette fo rsøg viser, at dyrene også har en tilvæ nningsperiode, når foderets energikoncentration (OE/gram) ændres. En sænkning af energikoncentrationen, ved at tilsætte foderet vand (MT og LT kontra HT), resulterede i en tilvænningstid på 3-4 døgn. 140

Tilvænningen gælder også for den ti ldelte energimængde. MTadlib, der fik 450 kcal/døgn, indtog de første 3-4 døgn omkring 225 kcal OE pr døgn, og først derefter øgede de energiindtagelsen (figur 1). Tilvænningstiden i dette forsøg, er dog noget kortere end 14 dage, som indikeret af Hansen & Damgaard (2002). Tilvænningstiden er meget individuel, idet nogle hanner praktisk taget ingen tilvæ nning havde. Det fremgår også af variationen (standardafvigelsen) mellem hanner indenfor samme hold. Den er i forsøgets første 3-4 dage højere for MT og LT end for HT. At variationen næsten forsvinder efter 4 døgn, skyldes at hannerne fik tildelt en energimængde, der forventet lå under deres behov. Variationen for MTadlib var markant højest, hvilket skyldes at energitildelingen var over forventet behov. Variationen i energiindtagelse for MTadlib stabiliserede sig efter 6-7 døgn. Ved gennemførelse af forsøg, som det her præsenteret, bør variationen mellem dyr, især ved ad libitum fodring, tages med i overvejelserne, om antallet af dyr pr forsøgsbehandling. Registrering af dyrenes indtagelse af foder i løbet af tiden efter fodring, bør således tidligst foretages efter en ti lvænningsperiode på 4-7 døgn. Registreringerne for det 3. forsøgsdøgn diskuteres følgelig ikke. Indtagelsen af foder i tiden efter fodring i 7. og 10. forsøgsdøgn var påvirket af

Faglig Årsberetning 2004


Vand som mæthedsfaktor hos mink

energikoncentrationen. LT (signinfikant for 10. døgn) og MT havde indtaget både mindre energi (tabel 1) og en mindre andel af dyrenes totale indtagelse for døgnet (figur 3 og 4). Men som det fremgår af både tabel 1 og figur 3 og 4, var der ikke forskel på MT og LT. En sænkning af foderets energikoncentration, ved at tilsætte vand medførte, at dyrene brugte længere tid på at indtage en given energimængde. Dermed har vandtilsætningen også reduceret dyrenes tomgangstid. I 10. døgn havde HT en tomgangstid på ca. 16 timer, mens MT og LT havde en to mgangstid på mindre end 10 timer. En tomgangstid på 2/3-del til knap halvdelen af døgnet forekommer umiddelbart af meget. Tomgangstid kan opfattes, som en periode, hvor dyrene kan have behov for at spise, men ikke har mulighed herfor, fordi dagsrationen allerede er indtaget. Resultaterne for MTadlib antyder kraftigt, at tomgangstid bør opfattes som et tidsrum sammensat af 2 forskelle perioder. Ud over den allerede nævnte, bør ’tomgangstid’ også opfattes, som en periode hvor dyrene har muligheden, men ikke behovet for at spise. Frem til 12 timer efter fodring indtog MTadlib foderet og dermed ene rgien mere retliniært end MT (figur 3 og 4). Det var sandsynligvis betinget af, at dyrene blev fodret ad libitum, og derfor ikke var så sultne ved fodring, som MT. Det er dog værd at bemærke, at MTadlib havde indtaget den væsentligste del af energien (87%) 14 timer efter fodring. Samme niveau nåede MT 12 ti mer efter fodring. Resultatet er dermed ikke i overensstemmelse med observationer for ad libitum fodrede tæver (Hansen &

Decker 2001), der ikke havde nogen døgnrytme for foderindtagelse. En reduktion af energikoncentrationen resulterede i at dyrene indtog en given energimængde over længere tid, som det er foreslået af Det Dyreetiske Råd (2003). Resultatet for de ad libitum fodrede dyr viser på den anden side, at dyrene har en døgnrytme for foderindtagelse. I dette forsøg havde de en selvvalgt tomgangstid på omkring 10 timer. Konsekvensen af dette er, at det er muligt, at reducere tomgangstiden, men en eliminering er tilsyneladende ikke mulig. I dette forsøg blev dyrene fodret kl. 0800 hvilket betyder, at HT fodrede dyr have indtaget hele foderrationen ca. kl. 1600, mens de ad libitumfodrede havde indtaget den væsentligste del af foderrationen ca. kl. 2200. I forsøget, er det ikke afklaret, om den af MTadlib holdet udviste døgnrytme, er bestemt af fodringstidspunkt eller af lysforhold. Konklusion Hanner der får tildelt foder med en ændret energikoncentration eller ene rgimængde tilvænner sig dette i løbet af 4-7 døgn. Den tid hanner bruger på at indtage en begrænset energimængde, kan fo rlænges ved at iblande foderet vand. Herved sænkes foderets energikoncentration. Forlængelsen blev opnået ved at sænke foderets tørstofindhold fra 49 til 39%, mens en yderligere sænkning til 32% ikke havde nogen målelig effekt. Endeligt viste fo rsøget, at udvoksede hanner, fodret ad libitum, udviser en døgnrytme for foderindtagelse. De indtog således knap 90% af deres totale

Faglig Årsberetning 2004

141


Hejlesen, C., Sandbøl, P. & Gregersen, K.

energiindtagelse i de første 14 timer efter fodring. Tomgangstiden, defineret som et tidsrum uden foderindtagelse, kan derfor ikke forventes at blive elimineret. Referencer Burton-Freeman B. 2000. Dietary fibre and energy regulation. Journal of Nutrition. 130, 272s-275s. Bell E.A. & B.J. Rolls 2001. Energy density of foods affects energy intake across multiple levels of fat content in lean and obese women. American Journal of Nutrition. 73, 1010-1018. Det Dyreetiske Råd. 2003. Udtalelse om pelsdyrproduktion. pp 31. Glem-Hansen N. & A. Chwalibog. 1978. Minkens energibehov til vedligehold. NJF møde. 9-11 oktober. Helsingør. pp10. Hansen S.W, & B. Damgaard, 2002. Vinterfodringens betydning for minktævers adfærd og velfærd. Intern Rapport 163. September 2002, DJF, side 1119.

142

Hansen S.W. & E.L. Decker, 2002. Minkens æde- og drikkeadfærd samt sammenhæng mellem foderoptagelse og aktivitet/stereotypier og faktorer der påvirker aktiviteten. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter. Faglig Årsberetning 2001, 29-34. Hejlesen C. & P. Sandbøl. 2004. Fibre som mæthedsfaktor. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter. Faglig Årsberetning 2003, 49-51 Rolls B.J. et al. 1998. Volume of food consumed affects satiety in men. American Journal of Clinical Nutrition. 67, 1070-1077. Rolls B. J et al. 1999a. Energy density but not fat content of foods affected energy intake in lean and obese women. American Journal of Clinical Nutrition. 69, 863-871. Rolls B.J., E.A. Bell & M.L. Thorwart. 1999b. Water incorporated into a food but not served with a food decreases energy intake in lean women. American Journal of Nutrition. 70, 448-455. Rolls B.J 2000. The role of energy density in the overconsumption of fat. Journal of Nutrition. 130, 268s-271s.

Faglig Årsberetning 2004


Indhold og in Vivo fordøjeligheder i råvarer til minkfoder Carsten Hejlesen Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Herningvej 112C, Holstebro, Danmark. Sammendrag Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter har gennemført 86 fordøjelighedsforsøg med råvarer der anvendes til minkfoder. Råvarernes indhold af tørstof, råaske, råprotein, råfedt og råkulhydrat er præsenteret, sammen med de målte tilsyneladende fordøjeligheder af disse. Desuden er indholdet af aminosyrer, samt den målte tilsyneladene fordøjelighed af disse præsenteret for 65 af de 86 råvarer. Resultaterne indgår løbende ved opdatering af Råvaretabellen, som fodercentralerne anvender ved sammensætningen af minkfoder. Hejlesen, C. (2004). Indhold og in Vivo fordøjeligheder i råvarer til minkfoder. Faglig Årsberetning 2004, 143-150. Pelsdyrerhvervets Forsøgs - og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Danish Fur Breeders Research Center (DFBRC) has performed 86 digestibility trails with feed ingredients used in the danish production of mink feed. The contents of dry matter, crude ash, crude protein, crude fat and crude carbohydrat is presented along with the measured apparent digestibilities of these nutrients. For 65 og the 86 ingredients the content of amino acids and there measured apparent digestibilities is presented. The results is to be used when updating the “Råvaretabel”, which is used by the danish central feed kitchens producing mink feed. Hejlesen, C. (2004). Content and in Vivo digestibilities infeed ingredients for mink feed. Annual Report 2004, 143-150. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I forbindelse med et samarbejdsprojekt med Danmarks JordbrugsForskning (DJF) gennemførte Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter (PFC) fra 1999 til 2001 en række fordøjelighedsforsøg med råvarer til minkfoder. I disse forsøg (Hejlesen & Lærke 2003) blev råvarernes fordøjelighed af råprotein, råfedt, råkulhydrat og stivelse målt. Som en følge af projektes formål – at udvikle en in vitro metode til fordøjelighedsbestemmelse - blev råvarer indenfor samme type udvalgt med så stor variation i sammensætningen (protein-, fedt- og askeindhold) som muligt, eller eventuelt fremstillet på bestilling. Derfor kunne ikke alle forsøg betragtes som et resultat for en repræsentativ råvare. Resultaterne fra fordøjelighedsforsøgene bruges til en løbende opdatering af Råvaretabellen. Siden 2001 har en stor del af forsøgene været

med bestemmelse af aminosyrernes fordøjeligheder. For hvert forsøg udarbejdes en forsøgsrapport, der primært udsendes til pelsdyrerhvervets fodringskonsulenter og råvarerindkøbere. I det følgende præsenteres resultaterne fra disse forsøg i en samlet oversigt. Specifikke informationer fremgår ikke, og skal derfor findes i de relevante fordøjelighedsrapporter ud sendt af PFC. Oversigten indeholder også resultater fra kontraktforsøg, hvor opdragsgiver har indvilliget i offentliggørelse. Materiale og metode Fordøjelighedsforsøgene er gennemført som enten Simple forsøg eller Regressionsforsøg. Simple forsøg er gennemført, hvor den relevante komponent fra råvaren (protein eller kulhydrat) kunne udgøre hele foderblandingens indhold af denne. Simpelt forsøg består af ét

Faglig Årsberetning 2004

143


Hejlesen, C.

forsøgshold med 5 udvoksede hanner at farvetypen Scanbrown. Regressionsforsøg gennemføres hvor et simpelt forsøg ikke er muligt. Ved regressionsforsøg anvendes en stigende del af den undersøgte råvare i flere foderblandinger. I regressionsforsøg er der 3 udvoksede hanner af farvetypen Scanbrown pr. foderblanding. Uanset forsøgstype består hvert forsøg af en forperiode på 7 døgn, og en opsamlingsperiode på 4 døgn. I de første 6 døgn tildeles minkene 300 kcal/døgn, og i de sidste 5 døgn 250 kcal/døgn. I alle forsøg er foderet sammensat så fordelingen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat er hhv. 35, 45 og 20 %. Alle laboratorieanalyser er foretages af Dansk Pelsdyrfoder A/S, Analyselaboratoriet.

De målte fordøjeligheder er angivet med Std. (simple forsøg) og SEM (regressionsforsøg) Resultater Tabel 1, 2 og 3 er inddelt i undertabeller for vegetabilske-, blod-, fjerkræ-, fiskeog slagteaffaldsprodukter. I tabel 1 er indholdet af tørstof, samt råaske, -protein, -fedt og –kulhydrat i procent af tørstof vist sammen med de målte tilsyneladende fordøjeligheder. I tabel 2 er råvarernes indhold af aminosyrer (g/16g N) vist, mens aminosyrernes tilsyneladende fordøje ligheder er vist i tabel 3. I tabel 2 og 3 er følgende forkortelser for aminosyrerne anvendt; Oversigt over aminosyreforkortelser Forkortelse Navn Ala Alanin Arg Arginin Asp Asparaginsyre Cy s Cystin Glu Glutaminsyre Gly Glycin His Histidin Ile Isoleucin Leu Leucin Lys Lysin Met Methionin Orn Ornitin Phe Phenylalanin Pro Prolin Ser Serin Thr Threonin Trp Tryptofan Tyr Tyrosin Val Valin

Alle værdier for råkulhydrat er beregnet, efter følgende metode: Råkulhydrat i tørstof = 100 ÷ % råaske i tørstof ÷ % råprotein i tørstof ÷ % råfedt i tørstof. Råprotein er beregnet som kvælstof (N) * 6,25.

Tabel 1A. Vegetabilske råvarer. Analyseret indhold samt målte tilsyneladende fordøjeligheder, % Råindhold af tørstof, % Fordøjelighed ± Std./EM Råvare Forsøg Tørstof,% Aske Protein Fedt Kulhydrat Protein Fedt Kulhydrat Bygskalmel 191 87,4 4,1 12,9 5,4 77,6 45 ± 8,4 45 ± 11,9 41 ± 2,3 Crumbled majs Hvedestivelse 1) Kartoffelstivelse

119 120 143

87,7 90,4 93,7

1,0 0,7 1,2

8,2 6,5 0,1

2,7 0,8 0,3

88,0 92,0 98,4

ib ib ib

-

ib ib ib

-

86 84 ib

± 0,6 ± 0,9 -

Majsstivelse 1) Majsstivelse, waxy 1) Risstivelse 1) Tapiocastivelse

118 131 130 144

94,6 96,3 94,7 90,1

0,3 0,4 0,8 0,1

0,6 0,2 0,5 0,1

0,8 0,2 0,4 0,7

98,2 99,2 98,2 99,1

ib ib ib ib

-

ib ib ib ib

-

93 95 96 98

± ± ± ±

Hvedegluten

176

94,4

0,9

82,4

5,2

11,5

95

± 0,3

89

± 3,1

47

±13,0

Majsgluten Majsgluten Majsgluten Majsgluten

127 142 179 207

97,0 92,9 95,8 90,4

1,8 1,3 2,0 1,3

67,6 66,6 71,3 64,3

8,0 9,6 7,2 8,9

22,6 22,5 19,5 25,6

88 84 88 91

± ± ± ±

0,7 1,5 1,9 0,5

86 67 86 84

± ± ± ±

1,7 4,0 5,6 2,9

63 68 65 70

± ± ± ±

181 185 190

94,2 93,5 93,6

4,9 4,8 7,1

39,8 38,1 69,4

23,2 22,9 1,9

32,1 34,2 21,6

84 79 85

± 1,2 ± 1,2 ± 1,5

90 81 ib

± 2,2 ± 1,0 -

29 28 7

± 4,5 ± 2,9 ±10,1

1)

Soyabønner, Toastet Soyabønner, Toastet Soyakoncentrat ib=ikke bestemt 1) Råvarernes indhold af

144

råkulhydrat består ifølge producenten kun af stivelse

Faglig Årsberetning 2004

0,9 1,5 1,0 0,5

1,2 5,0 6,0 3,2


Indhold og In Vivo Fordøjeligheder i Råvarer til Minkfoder Tabel 1B. Blodprodukter. Analyseret indhold samt målte tilsyneladende fordøjeligheder, % Råindhold af tørstof, % Fordøjelighed ± Råvare Forsøg Tørstof, % Aske Protein Fedt Protein Blodmel 121 91,6 ib 101,1 ib 64 ± Blodmel 132 91,6 ib 101,5 ib 66 ± Blodmel 133 93,0 ib 101,5 ib 67 ±

SEM 1,4 1,4 2,6

Blosol Blosol

125 157

98,9 98,1

ib 5,3

96,5 96,4

ib 0,1

91 92

± ±

0,6 0,6

Helblod Helblod

165 170

20,1 19,5

6,0 6,2

93,0 92,8

1,0 1,0

92 92

± ±

0,6 0,5

Hæmoglobin Hæmoglobin Hæmoglobinmel

171 152 117

33,9 33,0 95,3

3,5 3,0 ib

98,2 97,6 100,8

0,6 0,3 ib

92 94 93

± ± ±

0,4 0,5 0,5

Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel

122 124 126

94,5 91,9 94,0

ib ib ib

99,5 100,3 101,3

ib ib ib

91 92 92

± ± ±

0,7 1,0 0,6

Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel

134 145 146 175

93,6 91,0 90,6 90,5

ib 4,5 3,8 4,2

99,9 100,7 101,0 101,2

ib 1,5 1,0 0,2

92 92 92 92

± ± ± ±

0,7 0,9 0,6 0,8

123

92,5

ib

80,5

ib

90

±

0,5

Plasmaprotein ib=ikke bestemt

Tabel 1C. Fjerkræprodukter. Analyseret indhold samt målte tilsyneladende fordøjeli gheder, % Råindhold af tørstof, % Fordøjelighed ± SEM Råvare Forsøg Tørstof, % Aske Protein Fedt Protein Fedt 1) Fjer, hydrolyseret 201 28,2 4,6 81,2 16,3 70 ± 1,0 90 ±

2,1

Fjerkræaffald, Daka

174

43,8

6,2

55,5

38,8

66

±

0,4

97

±

0,2

Fjerkræaffald, Danpo Fjerkræaffald, Danpo

128 147

30,3 32,3

5,9 6,2

56,4 49,8

35,6 39,6

69 70

± ±

1,0 0,8

97 98

± ±

0,5 0,8

Fjerkræaffald, LT med fjer 1) Fjerkræaffald, LT uden fjer

200 199

32,7 34,4

7,0 9,3

45,6 41,6

43,7 44,8

81 81

± ±

1,1 1,7

95 96

± ±

0,4 0,3

Fjerkræaffald, Stolle Fjerkræaffald, Stolle

129 150

32,0 22,9

6,6 6,6

55,9 64,6

36,3 30,6

65 69

± ±

0,8 1,1

97 94

± ±

0,2 0,7

1)

Fjerkræaffald, syrnet 194 28,4 6,3 40,5 43,7 86 ± 1,3 95 ± 0,4 Kødbenmel, fjerkræ 160 97,2 44,1 46,0 9,6 69 ± 2,0 56 ± 11,6 1) LT fjerkræaffald. Fjerene er varmebehandlet ved 133°C i 20 min (F201). Fjerkræaffald (uden fjer) til F199 og F200 er varmebehandlet v ed 100°C i 20 min. Tabel 1D. Fiskeprodukter. Analyseret indhold samt målte tilsyneladende fordøjeligheder, % Råindhold af tørstof, % Råvare Forsøg Tørstof, % Aske Protein Fedt Fiskeafskær <3% 153 23,5 28,1 71,9 1,3 Fiskeafskær, <3% 172 20,6 19,4 77,7 3,4 Fiskeafskær, Fladfisk 148 21,6 19,9 70,4 11,1

Fordøjelighed ± Std./SEM Protein Fedt 85 ± 0,7 ib 86 ± 1,1 ib 1) 84 ± 1,0 95 ±

0,7

Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødspætter Fiskeafskær, Sild

149 177 188 178

27,2 22,2 22,3 24,8

18,8 20,7 27,4 7,7

56,3 60,8 66,4 54,0

20,2 21,2 9,9 35,5

81 82 84 89

± ± ± ±

2,6 0,9 0,5 0,3

95 1) 96 1) 93 1) 96

1)

± ± ± ±

0,8 0,6 0,6 1,0

Fiskemel Fiskemel

151 161

92,9 92,1

12,9 16,5

76,3 74,0

11,5 8,8

83 79

± ±

0,4 0,6

92 87

± ±

1,9 1,9

135 139

92,1 91,4

ib ib

76,2 78,4

ib ib

86 4) 84

4)

± ±

1,1 1,6

ib ib

-

Fiskemel, piller 3) Fiskemel, piller 3) Fiskemel, piller

136 137 138

88,7 98,2 96,8

ib ib ib

82,0 81,1 81,3

ib ib ib

84 4) 85 4) 83

4)

± ± ±

0,9 2,3 1,0

ib ib ib

-

Helfiskensilage Helfiskensilage

156 164

23,3 260

9,0 10,0

57,9 50,4

22,7 28,1

82 86

± ±

2,8 1,2

99 2) 102

2)

± ±

5,1 2,1

Industrifisk, Industrifisk, Industrifisk, Industrifisk,

187 198 212 197

25,5 20,8 29,3 25,9

7,5 13,5 6,1 9,3

52,2 73,6 48,8 64,1

38,8 16,4 43,4 23,2

86 88 89 90

± ± ± ±

1,6 0,8 0,9 0,7

97 1) 91 1) 96 1) 97

1)

± ± ± ±

0,6 0,7 1,7 0,5

180 215

40,3 45,8

7,7 9,6

36,7 61,4

50,9 20,1

89 83

± ±

0,9 1,3

98 103

± ±

0,2 3,4

3)

Fiskemel, mel 3) Fiskemel, mel 3)

Brisling Brisling Brisling Sild

Lakseaffald Laksekoncentrat Makrelgraks Makrelgraks ib= ikke bestemt

145

163 23,2 19,4 63,4 182 23,7 13,9 68,8 1) Bestemt ved differens beregning 2) Overbestemt

18,5 86 ± 13,9 88 ± 3) Fiskemel bestemt til akvakultur

Faglig Årsberetning 2004

1)

0,9 90 ± 2,5 1) 0,9 94 ± 0,6 4) Bestemt i fældningsperiode


Tabel 1E. Slagteaffaldprodukter (svin/kvæg). Analyseret indhold samt målte tilsyneladende fordøjeligheder, % Råindhold af tørstof, % Fordøjelighed ± Std./SEM Råvare Forsøg Tørstof, % Aske Protein Fedt Protein Fedt Fedtegrever, ferske 184 28,9 2,4 85,5 18,0 92 ± 0,7 99 ± Fedtegrever, ferske 210 27,1 1,8 90,4 15,1 93 ± 0,7 89 ± Fedtegrever, ferske 214 27,9 2,9 86,0 14,3 93 ± 0,6 98 ± Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret

196 209 213

98,6 96,0 96,8

4,1 6,9 10,2

86,0 82,7 77,9

15,0 14,8 14,7

77 78 76

± ± ±

1,1 0,7 0,8

88 87 2) 101

Gelatinehydrolysat Kalun Kødbenmel

208 202 195

59,1 25,5 98,0

10,5 4,3 25,0

89,3 45,9 60,7

5,8 44,7 14,9

87 91 59

± ± ±

0,8 0,7 0,9

71 80 78

Svinelever Svinelever

158 183

27,1 27,6

4,8 8,0

74,9 76,8

16,2 12,0

92 93

± ±

0,5 0,6

93 1) 96

± ±

0,6 0,5

Svinelunger Svinemaver

220 211

13,0 18,8

6,2 3,2

73,1 52,7

27,7 3) 33,5

91 90

± ±

0,5 1,0

92 85

± ±

0,9 0,9

Svinemilt Svinemilt

154 173

25,7 23,9

5,4 5,9

66,9 66,5

27,2 27,6

92 92

± ±

0,9 0,4

89 1) 89

± ±

0,8 1,6

Svinepulp Svinepulp

155 169

59,1 54,0

23,2 24,3

36,7 35,9

39,1 38,7

76 76

± ±

0,7 0,8

98 94

± ±

0,5 0,6

±

0,4

4)

Svinestruber 217 1) Bestemt ved differens beregning

34,1 3,8 2) Overbestemt

43,7 50,1 90 3) Usikkker dobbeltbestemmelse

± ± ±

1,4 2,0 2,0 3,0 3,4 3,6

± 14,3 ± 1,0 ± 1,4

± 0,5 92 4) Uden skjoldbruskirtler

Tabel 2A. Vegetabilske råvarers indhold af aminosyrer (g/16g N) ForRåvare søg Ala Arg Asp Cys Glu Gly Hvedegluten 176 2,68 3,66 3,30 2,37 28,63 3,38

His 2,19

Ile Leu L y s Met Orn Phe Pro Ser 3,94 7,03 1,73 1,65 0,00 5,44 12,08 5,21

Thr Trp 2,73 1,01

Tyr Val 3,59 4,55

Majsgluten Majsgluten Majsgluten Majsgluten

127 142 179 207

8,63 8,85 8,69 8,99

3,27 3,18 3,18 3,21

Soyabønner, Toastet Soyabønner, Toastet Soyakoncentrat

181 185 190

4,32 4,40 4,31

7,10 11,36 7,31 11,48 7,54 11,52

Tabel 2B. Blodprodukters indhold ForRåvare søg Ala Blosol 125 8,00 Blosol 157 7,82

6,09 6,24 5,95 6,19

1,90 1,75 1,80 1,80

22,50 22,01 21,60 21,85

2,79 2,71 2,73 2,68

2,24 2,10 2,25 2,26

4,43 4,31 4,35 4,46

16,21 17,12 16,39 16,70

1,80 1,71 1,63 1,70

2,27 2,37 2,13 2,29

ib. 0,08 0,00 0,09

6,21 6,33 6,22 6,23

9,42 9,41 9,50 9,33

5,45 5,55 5,40 5,55

3,42 3,41 3,30 3,50

0,65 0,57 0,62 0,61

5,55 5,58 5,24 5,40

5,16 4,90 5,04 5,34

1,34 17,92 1,39 18,11 1,52 18,30

4,29 4,47 4,26

2,69 2,81 2,81

4,94 4,97 5,02

7,65 7,74 7,74

5,95 6,08 6,46

1,31 1,41 1,52

0,06 0,06 0,07

5,25 5,14 5,05

5,14 5,23 5,44

5,32 5,43 5,36

3,90 3,95 3,99

1,41 1,46 1,40

4,03 4,05 3,86

5,25 5,47 5,40

Glu Gly 9,58 4,71 9,42 4,61

His 7,19 6,89

Ile Leu L y s Met Orn Phe 1,33 13,64 9,13 0,77 ib. 7,01 1,31 13,02 8,80 0,74 0,03 6,67

Pro Ser 4,39 4,91 4,40 4,95

Thr Trp 3,71 1,66 3,73 1,61

Tyr Val 3,12 9,79 2,84 9,37

af aminosyrer (g/16g N) Arg Asp Cys 4,63 11,90 1,19 4,57 11,54 1,23

Helblod Helblod

165 170

7,83 4,43 11,53 7,92 4,54 11,74

1,18 1,24

9,20 9,40

4,70 4,80

7,17 7,28

1,18 13,01 1,24 13,23

8,78 9,07

0,81 0,77

0,04 0,04

6,53 6,65

4,49 4,44

4,86 4,96

3,62 3,66

1,67 1,56

2,52 2,62

Hæmoglobin Hæmoglobin Hæmoglobinmel

171 152 124

8,37 8,77 8,39

4,06 12,05 3,71 10,78 4,14 12,00

0,62 0,56 0,64

7,96 4,94 7,94 4,44 8,09 4,93

7,95 7,08 7,86

0,52 13,77 0,34 13,65 0,60 13,98

8,96 9,61 8,94

0,72 1,30 0,77

0,02 0,04 ib.

6,82 7,66 6,98

3,88 3,85 3,83

4,63 5,20 4,61

3,08 4,46 3,09

1,71 1,67 1,60

1,98 10,00 2,48 9,81 2,38 10,04

Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel

145 146 175

8,10 8,17 8,43

4,00 11,84 4,03 11,86 4,06 11,88

0,63 0,61 0,63

7,95 7,99 8,15

7,64 7,64 7,81

0,54 14,14 0,55 14,16 0,55 13,19

8,67 8,71 8,84

0,73 0,73 0,73

0,03 0,03 0,00

6,76 6,81 6,77

3,97 4,03 3,66

4,52 4,53 4,61

3,05 3,05 3,10

1,61 1,58 1,67

2,13 2,15 2,19

9,68 9,71 9,99

Tabel 2C. Fjerkræprodukters indhold af aminosyrer (g/16g N) ForRåvare søg Ala Arg Asp Cys Glu Gly

His

Ile

Leu

Lys

Met

Orn

Phe

Pro

Ser

Thr

Trp

Tyr

Val

Fjer, hydrolyseret

201

4,62

7,05

7,08

5,03 11,02

7,64

1,24

5,00

7,97

3,16

0,88

0,31

4,72

9,64 10,77

4,73

0,69

3,40

7,62

Fjerkræaffald, Daka

174

5,54

6,47

7,03

1,82 11,42

9,31

1,71

4,07

6,80

4,33

1,38

0,22

4,06

7,40

6,49

3,85

0,88

3,07

5,63

Fjerkræaffald, Danpo Fjerkræaffald, Danpo

128 147

6,15 5,91

7,14 6,71

8,03 7,73

2,90 12,16 2,63 11,71

9,14 8,51

2,02 2,15

4,76 4,40

8,32 7,74

4,81 5,26

1,58 1,53

ib. 0,20

4,85 4,19

8,55 8,12

8,12 6,97

4,58 4,33

1,00 1,04

3,51 3,25

6,75 5,96

200

6,08

6,86

7,89

2,19 11,89

9,03

2,39

4,30

7,33

5,61

1,65

0,17

4,20

7,46

6,04

4,15

0,88

3,28

5,87

199

6,68

6,86

7,90

1,12 12,09 10,59

2,69

3,93

6,88

6,11

1,81

0,12

3,90

6,82

4,47

3,84

0,87

3,19

5,24

Fjerkræaffald, Stolle Fjerkræaffald, Stolle

129 150

5,31 5,69

6,57 6,32

7,25 7,32

2,88 11,20 1,44 11,46

8,74 8,54

1,56 1,92

4,35 4,12

7,30 7,07

4,15 4,72

1,32 1,45

ib. 0,21

4,07 3,79

7,97 7,76

7,74 6,25

4,10 4,00

0,86 0,99

3,20 3,03

5,92 5,83

Fjerkræaffald, syrnet Kødbenmel, fjerkræ

194 160

5,92 7,67

6,47 7,15

7,50 7,39

1,10 11,64 9,28 0,70 11,65 14,48

2,06 1,97

3,65 2,99

6,20 5,37

5,83 4,91

1,88 1,60

0,03 0,09

3,55 2,96

6,05 8,78

4,11 3,48

3,54 3,20

0,92 0,58

3,09 2,06

4,52 3,98

Fjerkræaffald, LT med fjer Fjerkræaffald, LT uden fjer

146

4,76 4,81 4,91

Faglig Årsberetning 2004

9,51 9,60


Indhold og In Vivo Fordøjeligheder i Råvarer til Minkfoder

Tabel 2D. Fiskeprodukters indhold af aminosyrer (g/16g N) ForRåvare søg Ala Arg Asp Cys Glu Gly His Fiskeafskær <3% 153 6,53 6,58 8,04 0,74 11,93 11,22 2,24 Fiskeafskær, <3% 172 7,74 7,58 8,29 0,63 12,17 15,74 2,02 Fiskeafskær, Fladfisk 148 7,18 7,23 8,07 0,66 11,95 13,05 1,85

Ile Leu L y s Met Orn Phe 3,34 5,68 6,13 2,62 0,05 2,82 3,13 5,17 5,95 2,64 0,05 3,01 3,19 5,46 5,87 2,31 0,06 2,85

Pro Ser 5,93 4,90 7,66 5,85 6,60 5,48

Thr Trp 3,78 0,87 3,59 0,64 3,76 0,63

Tyr Val 2,65 4,13 2,74 3,92 2,24 4,04

Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødspt. Fiskeafskær, Sild

149 177 188 178

6,66 6,00 6,56 5,98

6,68 6,08 6,46 7,26

8,40 7,76 8,10 8,10

0,78 0,81 0,80 0,83

1,84 1,88 1,97 2,28

3,53 3,07 3,32 4,20

5,87 5,18 5,69 6,96

6,41 5,71 6,14 7,18

2,72 2,44 2,39 2,54

0,06 0,00 0,04 0,04

3,16 3,77 3,27 3,87

6,34 5,69 5,74 4,34

5,20 4,81 5,11 4,20

3,87 3,56 3,69 4,11

0,77 0,76 0,71 1,10

2,74 2,78 2,77 3,22

4,23 3,99 4,26 5,35

Fiskemel Fiskemel

151 161

6,06 6,29

5,93 6,05

9,35 9,65

0,84 13,14 0,90 13,88

5,69 5,94

2,41 2,44

4,85 4,72

7,58 7,56

7,81 8,33

2,99 3,00

0,07 0,09

3,94 3,85

4,32 4,12

4,20 4,34

4,40 4,28

1,24 1,18

3,14 3,29

5,84 5,33

Helfiskensilage Helfiskensilage

156 164

5,98 5,77 5,97 5,47

8,78 8,89

0,93 12,59 0,97 12,36

5,53 5,51

2,64 2,93

4,39 4,39

7,08 7,14

8,15 7,86

2,86 2,83

0,07 0,07

3,60 3,67

3,76 3,74

4,10 4,01

4,14 4,13

0,91 0,92

3,11 2,73

5,43 5,18

Industrifisk, Indus trifisk, Industrifisk, Industrifisk,

187 198 212 197

5,84 5,90 6,00 6,11

5,66 5,81 5,69 5,96

8,88 9,15 9,13 9,48

0,96 0,88 0,87 0,91

5,30 5,74 5,69 5,91

2,76 2,60 2,82 2,65

4,40 4,33 4,47 4,48

6,98 7,21 7,20 7,46

8,26 8,15 7,70 8,34

2,92 2,66 2,79 2,64

0,08 0,05 0,07 0,07

3,91 3,83 3,83 3,98

4,28 4,03 3,96 4,17

4,00 4,20 4,12 4,37

4,16 4,27 4,23 4,39

1,17 1,08 1,11 1,15

3,31 3,34 3,20 3,48

5,54 5,34 5,52 5,60

Lakseaffald Laksekoncentrat

180 215

7,14 6,08

6,67 6,18

9,03 8,55

0,86 12,59 11,84 0,84 11,73 8,00

3,31 3,01

3,88 4,16

6,21 6,56

6,95 2,87 6,97 2,69

0,06 0,09

3,66 3,73

6,50 5,25

4,61 4,37

4,15 4,14

0,84 0,70

3,15 3,45

4,82 5,21

Makrelgraks Makrelgraks

163 182

6,32 6,02

6,22 6,07

8,53 1,03 11,46 8,69 0,85 11,88

3,10 3,38

3,94 4,20

6,60 6,73

7,11 7,23

2,49 2,61

0,05 0,05

3,44 3,88

5,50 4,52

4,75 4,36

4,05 4,04

1,03 1,12

3,08 3,81

4,92 5,24

Tabel 2E. Slagteaffaldsprodukters indhold af aminosyrer (g/16g N) ForRåvare søg Ala Arg Asp Cys Glu Gly His

Ile

Leu

Lys

Met

Orn

Phe

Pro

Ser

Thr

Trp

Tyr

Val

Fedtegrever, ferske Fedtegrever, ferske Fedtegrever, ferske

184 210 214

7,44 7,36 7,91

6,88 6,95 7,35

7,45 7,69 7,81

1,03 11,42 13,39 0,99 11,62 13,19 1,18 11,86 14,32

2,04 2,15 2,22

3,10 3,29 3,26

6,12 6,20 6,43

5,83 6,13 6,11

1,61 1,58 1,59

0,02 0,06 0,07

3,50 3,55 3,63

8,26 8,41 8,64

4,12 4,11 4,38

3,26 3,40 3,44

0,74 0,75 0,81

2,88 3,11 2,98

5,01 5,12 5,39

Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret

196 209 213

8,01 7,94 7,72

6,72 6,90 6,81

7,20 7,08 6,92

0,70 11,46 14,14 0,63 11,40 15,26 0,61 11,22 14,84

2,09 1,98 1,97

3,14 3,00 2,86

5,95 5,66 5,39

5,47 5,19 5,01

1,40 1,39 1,38

0,11 0,09 0,08

3,37 3,33 3,10

8,82 9,12 9,09

3,70 3,65 3,54

3,12 2,99 2,86

0,58 0,60 0,56

2,40 2,68 2,51

5,02 4,72 4,57

Gelatinehydrolysat Kalun Kødbenmel

208 202 195

7,81 5,66 7,46

6,84 6,07 7,08

5,87 7,37 7,80

0,27 10,34 17,86 1,21 11,86 8,17 0,47 12,66 12,83

1,49 2,00 2,24

1,63 3,58 3,33

3,66 6,29 6,46

4,37 5,72 5,61

0,88 1,99 1,41

0,12 0,13 0,16

2,18 3,23 3,60

9,83 5,01 8,32

3,30 4,11 4,13

2,23 3,45 3,41

0,17 0,79 0,66

1,65 3,06 3,21 4,53 2,78 4,86

Svinelever Svinelever

158 183

5,58 5,92 5,78 5,91

8,80 8,97

1,76 11,93 1,75 12,04

5,42 5,56

2,75 2,89

4,56 4,73

8,68 8,99

7,42 7,59

2,18 2,35

0,26 0,27

4,64 5,02

5,26 5,57

4,63 4,74

4,30 4,39

1,69 1,59

3,55 4,07

6,12 6,41

Svinelunger Svinemaver

220 211

6,82 6,57

6,24 6,62

7,97 7,79

1,36 11,41 9,61 1,27 12,08 11,08

2,54 2,10

3,41 3,56

7,41 6,38

6,35 5,76

1,70 2,02

0,17 0,07

4,00 3,52

6,51 7,12

4,42 4,46

3,69 3,66

0,99 0,95

3,30 3,08

5,99 4,99

Svinemilt Svinemilt

154 173

5,78 5,84

6,04 6,23

8,39 8,72

1,32 12,22 1,34 12,43

6,21 6,24

2,67 2,78

3,73 3,83

7,70 7,92

7,07 7,20

1,95 1,99

0,13 0,05

3,78 4,00

5,08 5,13

4,50 4,54

4,00 4,00

1,15 1,17

3,22 3,19

5,69 5,69

Svinepulp Svinepulp

155 169

7,42 7,58

7,09 7,10

7,13 7,28

0,47 11,55 14,62 0,42 11,75 15,08

1,90 1,93

2,71 2,63

5,31 5,34

5,23 5,20

1,29 1,30

0,11 0,10

2,97 3,04

8,74 9,14

3,76 3,75

2,96 2,97

0,58 0,57

1,94 1,95

4,13 4,10

Svinestruber

217

8,12

6,23

7,18 1,04 11,30 12,40

2,21

3,20

6,65

5,81

1,49

0,08

3,82

7,94

3,94

3,37

0,78

2,99

5,99

Lys 89

Met 96

Phe 96

Pro 98

Ser 94

Thr 85

Trp 91

Tyr 95

Val 95

Brisling Brisling Brisling Sild

12,44 11,05 11,21 10,70 11,84 11,20 11,31 6,04

12,80 12,91 13,03 13,28

8,63 7,51

Tabel 3A. Vegetabilske råvarer. Målte tilsyneladende fordøjelighed af aminosyrer (%) ForRåvarer Ala Arg Asp Cys Glu Gly His Ile Leu søg Hvedegluten 176 91 92 88 93 99 93 94 96 96 Majsgluten Majsgluten Majsgluten Majsgluten

127 142 179 207

94 91 93 95

89 90 90 92

83 82 86 89

78 76 81 85

94 92 93 96

79 76 80 84

86 84 87 90

91 89 90 94

96 94 95 97

78 74 79 80

94 92 93 96

93 92 92 94

93 90 92 94

89 88 90 92

77 75 79 82

71 61 73 76

93 91 91 95

90 87 90 92

Soyabønner, Toastet Soyabønner, Toastet Soyakoncentrat

181 185 190

87 84 88

95 92 95

85 82 89

67 62 75

91 88 94

80 76 86

88 83 91

90 86 93

91 86 92

88 85 92

90 86 93

91 88 93

86 82 90

88 82 89

80 76 81

88 81 89

89 84 93

88 84 89

Faglig Årsberetning 2004

147


Tabel 3B. Blodprodukter. Målte tilsyneladende fordøjelighed af aminosyrer (%) ForRåvare Ala Arg Asp Cys Glu Gly His Ile søg Blosol 125 96 95 94 77 93 93 96 86 Blosol 157 96 95 93 80 93 93 96 86

Leu 97 96

Lys 96 97

Met 95 96

Phe 96 97

Pro 90 91

Ser 91 92

Thr 85 88

Trp 93 95

Tyr 94 92

Val 96 96

Helblod Helblod

165 170

96 96

94 94

96 96

86 84

94 94

94 94

98 98

81 83

97 97

97 97

96 96

95 95

92 92

93 92

88 87

93 93

94 93

97 96

Hæmoglobin Hæmoglobin

171 152

97 97

94 95

96 98

71 77

94 96

95 95

98 98

65 66

97 98

97 98

98 100

96 98

92 92

93 94

85 92

94 95

93 93

96 97

Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel Hæmoglobinmel

124 145 146 175

96 97 97 97

95 96 95 95

97 97 97 96

69 62 74 71

94 94 95 93

95 94 95 95

97 97 97 97

74 73 76 62

97 97 98 97

97 97 97 97

96 97 99 95

96 97 97 96

92 91 92 91

93 92 94 93

84 86 90 86

94 94 95 93

92 93 94 93

97 96 97 97

Leu 80

Lys 69

Met 72

Phe 83

Pro 70

Ser 77

Thr 70

Trp 59

Tyr 79

Val 80

Tabel 3C. Fjerkræprodukter. Målte tilsyneladende fordøjelighed af aminosyrer (%) ForRåvare søg Ala Arg Asp Cys Glu Gly His Ile Fjer, hydrolyseret 201 76 85 43 55 68 78 65 84 Fjerkræaffald, Daka

174

74

81

30

37

66

72

63

73

72

66

70

73

68

67

60

55

68

71

Fjerkræaffald, Danpo Fjerkræaffald, Danpo

128 147

77 77

83 85

41 42

49 56

72 72

78 78

68 67

78 78

75 76

73 75

79 79

77 79

73 74

74 74

67 69

61 65

74 77

77 73

Fjerkræaffald, LT med fjer Fjerkræaffald, LT uden fjer

200 199

84 84

89 89

72 78

67 65

82 85

85 84

84 86

86 86

85 86

87 88

87 89

85 84

82 83

81 82

78 81

77 77

85 86

82 83

Fjerkræaffald, Stolle Fjerkræaffald, Stolle

129 150

73 75

80 84

29 35

46 50

64 69

72 75

63 66

74 77

71 75

69 68

73 75

72 77

66 73

66 69

62 64

57 64

67 76

72 76

Fjerkræaffald, syrnet Kødbenmel, fjerkræ

194 160

89 78

92 84

89 44

71 36

91 72

86 75

90 71

90 79

91 77

94 75

93 80

88 77

86 78

85 67

81 67

86 62

86 68

89 77

Leu 92 91 92

Lys 93 92 93

Met 93 92 92

Phe 91 87 89

Pro 86 84 86

Ser 87 85 87

Thr 85 82 84

Trp 89 87 89

Tyr 89 90 89

Val 90 89 91

Tabel 3D. Fiskeprodukter. Målte tilsyneladende fordøjelighed af aminosyrer (%) ForRåvare Ala Arg Asp Cys Glu Gly His Ile søg Fiskeafskær <3% 153 89 91 90 77 91 86 91 93 Fiskeafskær, <3% 172 87 89 87 71 89 83 88 92 Fiskeafskær, Fladfisk 148 89 91 89 72 90 87 89 92 Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødfisk Fiskeafskær, Rødspætter Fiskeafskær, Sild

149 177 188 178

84 87 87 93

85 88 89 96

85 87 87 91

65 70 74 77

87 88 89 93

79 83 84 89

84 87 89 93

91 91 91 95

90 91 91 95

90 92 92 96

90 90 91 96

88 87 87 92

77 81 83 88

81 84 85 89

81 82 83 87

84 87 89 92

87 87 89 92

86 88 89 94

Fiskemel Fiskemel

151 161

89 86

91 89

75 66

72 59

89 85

83 80

82 82

91 88

91 88

91 89

92 88

90 84

86 82

84 79

86 78

85 79

89 87

90 86

Helfiskensilage Helfiskensilage

156 164

93 94

95 94

84 89

56 54

90 92

90 91

92 93

92 95

96 95

96 96

98 97

95 95

87 86

84 87

80 86

89 83

88 99

93 94

Industrifisk, Industrifisk, Industrifisk, Industrifisk,

187 198 212 197

94 94 93 94

95 96 95 96

92 92 93 93

73 80 70 74

94 95 94 95

88 90 89 91

94 96 93 95

95 96 95 96

95 96 95 96

96 97 96 97

97 97 97 97

92 94 92 94

87 89 87 89

90 91 90 91

87 88 87 89

90 94 90 93

91 96 93 96

93 95 93 95

Lakseaffald Laksekoncentrat

180 215

93 92

94 91

92 71

89 40

93 85

89 88

94 83

95 90

94 94

96 91

94 93

92 90

88 83

91 81

91 81

95 69

92 90

95 89

Makrelgraks Makrelgraks

163 182

91 92

93 94

89 90

77 74

92 94

88 88

93 93

94 94

94 94

95 95

94 95

89 91

88 88

88 90

85 87

89 89

94 92

92 93

148

Brisling Brisling Brisling Sild

Faglig Årsberetning 2004


Indhold og In Vivo Fordøjeligheder i Råvarer til Minkfoder

Tabel 3E. Slagteaffaldsprodukter. Målte ForRåvare Ala søg Fedtegrever, ferske 184 95 Fedtegrever, ferske 210 93 Fedtegrever, ferske 214 94

tilsyneladende fordøjelighed af aminosyrer (%) Arg 97 97 97

Asp 90 92 92

Cys 79 79 83

Glu 95 94 95

Gly 96 96 96

His 92 92 93

Ile 94 95 95

Leu 95 95 95

Lys 96 96 97

Met 95 95 95

Phe 95 92 93

Pro 96 95 95

Ser 92 92 92

Thr 87 86 88

Trp 88 88 89

Tyr 95 95 94

Val 94 94 94

Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret Fedtegrever, tørret

196 209 213

85 82 81

89 88 89

53 56 55

43 47 51

80 78 78

85 83 82

72 72 74

82 79 81

83 80 81

79 79 78

80 78 81

82 79 81

86 84 84

77 77 77

69 72 72

56 64 59

83 83 81

81 78 79

Gelatinehydrolysat Kalun Kødbenmel

208 202 195

92 93 69

96 97 77

58 95 31

19 80 0

89 94 58

89 94 70

83 88 56

90 95 61

91 95 64

93 94 54

86 96 58

86 94 67

91 89 72

87 92 60

81 90 51

59 89 38

91 97 67

90 92 62

Svinelever Svinelever

158 183

94 95

97 97

95 95

87 87

95 96

94 94

95 95

96 96

96 96

97 97

97 97

95 95

93 94

92 93

89 91

94 95

92 95

96 96

Svinelunger Svinemaver

220 211

93 92

96 96

92 93

77 83

94 93

94 94

93 91

94 94

95 95

96 95

95 95

91 88

92 92

90 91

86 85

88 90

94 94

94 92

Svinemilt Svinemilt

154 173

93 94

96 96

93 93

79 81

94 95

93 93

93 95

94 95

95 96

96 97

96 96

93 95

91 91

91 91

87 86

88 91

91 94

94 94

Svinepulp Svinepulp

155 169

83 84

90 88

36 36

38 23

76 78

82 83

74 75

78 76

79 76

80 78

81 80

82 80

85 86

73 71

70 68

58 58

76 75

79 78

Svinestruber

217

92

95

90

71

92

94

92

93

94

94

94

86

91

88

83

85

92

92

Konklusion Fra 86 fordøjelighedsforsøg er råvarer der anvendes til minkfoder præsenter med indhold af tørstof, råaske, råprotein, råfedt og råkulhydrat, sammen med de målte tilsyneladende fordøjeligheder for disse. Desuden er indholdet af aminosyrer i procent af råprotein (g/16gN) samt den målte tilsyneladene fordøjelighed af disse præsenteret for 65 råvarer.

Reference Hejlesen, C. & H. N. Lærke (2003). Fordøjelighedsresultater fra in vivo forsøg med mink. Faglig Årsberetning 2002, 59-64. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Herningvej 112C, Holstebro, Danmark.

Faglig Årsberetning 2004

149


150

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Kulhydratkilders fysisk-kemiske fordøjelsen hos mink

egenskaber

og

effekt

Lærke, H. N.1, Hedemann, M. S.1 & Hejlesen, C.2 1

Danmarks JordbrugsForskning, Afd. For Husdyrernæring og Fysiologi, Forskningscenter Foulum, Postbox 50, 8830 Tjele 2 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro Sammendrag Studier hos andre enmavede dyr har vist at viskositet og vandbindingsevne i foder og mavetarmkanal kan påvirke foderindtag, transittid, enzymaktivitet og fordøjelse. Vi har undersøgt de fysisk-kemiske egenskaber af 4 forskellige foderblandinger hvor kulhydraterne kom enten fra poppet hvede, poppet byg, havregryn eller sukkerroefibre+autoklaveret majsstivelse. Udvoksede minkhanner (4x8) blev tildelt1.26 MJ omsættelig energi (ME) 1 gang dagligt i 4 dage efterfulgt af 1.05 MJ ME i 6-8 dage. Foderblandingen, der indeholdt sukkerroefiber øgede vandbindingsevnen af indholdet i mavetarmkanalen, men ellers var der kun marginale effekter i mave -tarmmiljøet. Der var ingen effekt af kulhydratkilde på aktiviteten af enzymer i bugspytkirtlen, hvorimod der var forskelle som følge af fodersammensætning på aktiviteten af enzymerne i tarmvævet. Disse forskelle var imidlertid ikke korreleret til forskelle i foderblandingernes fordøjelighed. I alle grupper var der store individuelle variationer i ædeadfærd, og der blev ikke fundet forskelle mellem forsøgsbehandlingerne i hastighed hvormed foderet blev spist. Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C. (2004). Kulhydratkilders fysisk-kemiske egenskaber og effekt på fordøjelsen hos mink. Faglig Årsberetning 2004, 151-159. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract Studies in other monogastrics have shown that viscosity and water binding capacity (WBC) influence feed intake, rate of passage, enzymatic activity, and rate and extent of digestion of nutrients. We studied the in vivo physico-chemical properties of 4 different diets with the CHO comprising either expanded wheat, expanded barley, rolled oats or gelatinized maize starch + sugar beet pulp. The adult male mink (4 x8) were offered 1.26 MJ metabolisable energy (ME) once daily for 4 days followed by 1.05 MJ ME for 6-8 days. The diet containing sugar beet pulp increased WBC of the gut contents, but otherwise the diets showed no or only marginal differences in the gastrointestinal environment. There was no effect of carbohydrate source on pancreatic enzyme activity, but differences were seen in the enzyme activity in intestinal mucosa. However, these differences were not correlated to the observed differences in total tract digestibility. In all groups, there were large variations in the amount and rate of feed consumption with no effects of diet composition. Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C. (2004). Physico-chemical properties of carbohydrates and their effect on digestion in mink. Annual Report 2004, 151-159. Danish Fur Breeders Research Centre, Holstebro, Denmark.

Indledning I praksis anvendes hovedsagelig kornarter som byg og hvede, der har været varmebehand let som kulhydratkilde i minkfoder. Selvom mange andre kulhydrat-kilder løbende er blevet undersøgt, har disse undersøgelser primært været koncentreret om kulhydrat-kildernes fordøjelighed og ofte med den konklusion, at de kan anvendes i begrænset omfang (Glem-

Hansen & Jørgensen, 1978; NJF, 2004). Imidlertid har kulhyd rater som fodermiddelingrediens i de senere år vundet fornyet interesse, bl.a. som følge af et ønske om at reducere kvælstof-udledningen og stigende fokus på velfærd. Det har f.eks. været vist, at anvendelse af bygskalmel som energifortyndende ingrediens i minkfoder reducerede tomgangstiden og forekomst af stereotypier hos minktæver i

Faglig Årsberetning 2004

151


Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C.

vinterperioden (Hansen et al., 2003). Tilsvarende resultater har været vist med forskellige fiberrige fodermidler til andre dyrearter, f.eks. ved anvendelse af sukkerroeaffald til drægtige søer (Danielsen & Vestergaard, 2001). Hos mink er det imidlertid også kendt, at kostfibre kan have en negativ indflydelse på fordøjeligheden af især protein og have en negativ indflydelse på mineralbalancen (Møller, 1985; Hansen et al., 1985). Hos kyllinger, som er særligt følsomme overfor variation i kostfiberindhold og –sammensætning, har man gentagne gange vist, at fordøjelighed og energiudnyttelse er negativt forbundet med tarmindholdets viskositet (f.eks. Svihus & Gullord, 2002). Såfremt tilsvarende forhold er gældende i tarmkanalen hos mink, kan variation – f.eks. forårsaget af sorts- og årsvariation mellem forskellige partier af korn, eller ved anvendelse af alternative kulhydratkilder, have negative konsekvenser i vækstperioden. Dette studie er udført med henblik at få indledende informationer om de fysiske forhold i tarmkanalen og sammenhæng til ædetid og fordøjelse hos mink. Materialer og metoder I studiet var der oprindeligt inkluderet 6 forskellige kulhydratkilder; poppet hvede, poppet byg, havregryn, tørret sukkerroe-fibre, pektin fra sukkerroer (beta-pektin) samt ren cellulose. Tabel 1. Indhold af fibre og fysiske egenskaber af undersøgte kulhydratkilder. Poppet Poppet Havre- Sukkeroe- MajsCelluBetahvede byg gryn fibre stivelse lose pektin

12.5

18.7

Kostfibre, % af ts 11.7 71.4 1.7

100.0

85.8

11.1

16.1

10.4

T- NSP, % af ts 66.0 1.4

100.0

85.8

2.4

4.7

S-NSP, % af ts 5.9 30.7 0.8

1.1

85.8

1.4

2.6

Klason lignin, % af ts 1.3 5.4 0.3

0.5

0.0

2.6

110.7

Viskositet, mPa.s 21.6 1.4 19.3

0.9

67.6

7.8

8.0

Kvældeevne, ml/g ts 8.1 11.3 20.3

8.0

8.8

2.9

WBC, g vand/g ts 1.7 5.0 3.7

3.9

9.0

2.9

152

Kilderne var valgt så de dækkede over størst mulig variation mellem kornråvarer, sukkerroeaffald som en alternative kulhydratkilde, medens de to rene fiberkilder repræsenterede yderpunkterne i de egenskaber af fibre (opløselig versus uopløselig), som sukkerroefibre består af (Tabel 1). I de kornbaserede foderblandinger var kornråvaren eneste kulhydratkilde, hvorimod blandingerne med de fiberrige ingredienser var fortyndet med autoklaveret majsstivelse, så ca. 20 % af omsættelig energi kom fra kulhydrat og fiberindholdet svarede til det indhold der vil være i en typisk vækstperiode blanding indeholdende byg og hvede i forholdet 1:1. Tabel 2. Ingredienser, energiindhold, kulhydratsammensætning og fysisk-kemiske egenskaber foderblandingerne. Poppet Poppet Havre- Sukkerroehvede byg gryn fibre Ingredienser før vandtilsætning Poppet hvede Poppet byg Havregryn Sukkerroefibre Aut. majsstivelse Fiskemel Sojaolie Andre ingredienser* ME, MJ/kg DM§ Energifordeling Tilsat vand, % Tørstof (ts), % .

Viskositet , mPa s Kvældeevne, ml/g ts WBC u, g vand/g ts WBC f , g vand/g ts

18.1 18.1 19.30

2.2 3.9 75.8

2.2 3.9 75.8

1.9 3.0 75.8

4.40 11.31 4.6 3.9 75.8

Energiindhold og fordeling 19.5 18.7 20.9 19.9 29:50:22 29:50:21 27:55:18 26:55:19 Egenskaber efter vandtilsætning 18.7 21.0 13.2 32.1 39.6 37.1 43.1 33.4 2.9 4.7 2.3 1.2

Fysiske egenskaber 7.2 2.8 5.2 4.9 2.6 1.8 1.2 1.0

4.1 7.5 3.6 1.5

Kulhydrat sammensætning, % af ts Råkulhydrat 32.6 32.7 27.3 29.9 Stivelse 24.1 21.5 23.8 21.3 Kostfibre¶ 7.8 12.0 6.3 10.9 T-NSP 4.9 6.7 4.2 6.2 S-NSP 1.5 2.1 2.5 2.7 Klason lignin 2.8 5.3 2.0 4.6 *Alle blandinger indeholdt i %: Fiskeaffald (<3% fedt), 7.7; Industrifisk (5-8% fat), 18.9; Fjerkræaffald, 28.0; Fiskeensilage, 15.0; Hæmoglobinmel, 2.0; Majsgluten, 2.0; Svinefedt, 1.9, Vitaminmineral premix, 0.3. § Baseret på kemisk analyse og fordøjeligheder præsenteret i tabel 3. ¶, Kostfibre= Ikkestivelsespolysakkarider (NSP) + Klason lignin. T_NSP, total NSP, SNSP, opløselig NSP.

Imidlertid udgik forsøgene med ren pektin og cellulose som følge af meget lavt foderindtag de første 4 dage af forsøget. Der præsenteres i det

Faglig Årsberetning 2004


Forskellige kulhydratkilders fysisk -kemiske egenskaber og effekt på fordøjelse i tarmkanalen hos mink

følgende derfor kun resultater for 4 af de 6 forsøgsfoder-blandinger. I forsøget indgik derfor 4 x 8 udvoksede minkhanner, der var opstaldet enkeltvis i i PFC’s fordøjelighedsstald i 12-14 dage. Minkene blev tildelt 1.26 MJ (300 kcal) ME 1 gang dagligt i 4 dage efterfulgt af 1.05 MJ (250 kcal) ME i 6-8 dage. På dag 2, 6 og 10 efter forsøgsperiodens start blev mængden af restfoder registreret 4, 8, 10, 12, 14 og 24 timer efter fodring. I hele forsøgsperioden blev foderrester fjernet og vejet 1 gang dagligt ved tildeling af ny foderration. På dag 6-10 blev der udført fordøjelighedsforsøg, hvor gødning og foderrester blev opsamlet kvantitativt og opbevaret frossen indtil videre analyse. På dag 12-14 blev minkene aflivet 3 timer efter fodring med en overdosis 20 % pentobarbital-natrium. Efter opskæring af bugen blev tarmkanalen udtaget og indholdet fra hhv. mave n, tyndtarmen og tyktarmen blev vejet og analyseret. Desuden blev længde og vægt af tynd- og tyktarm samt vægt af mave efter udtømning af indhold registreret. Bygspytkirtlen (pankreas) blev udtaget og vejet, og der blev udtaget tarmstykker ved hhv. 25 og 75% af tyndtarmens længde for senere analyse af enzymaktivitet. Analyser Viskositet af ekstrakter af råvarer, foderblandinger og tarmindhold blev målt i et Brookfield DV-II plade/kegle viskometer (Brookfield Engineering Laboratories, Inc., Stoughton, MA; USA) ved 39ºC og shear rate of 6-60 s-1 Råvarernes ekstraktviskositet blev målt efter inkubation af 2 g råvare i 8 ml 0.9% NaCl + 0.02% w/w NaN3 opløsning i 1 time ved 39ºC, hvorefter prøven blev centrifugeret ved 11,400 x g ved 4ºC i 20 min.

Ekstrakt viskositeten af foderblandingerne blev bestemt i en optøet prøve, der blev centrifugeret, hvorefter viskositeten blev målt som beskrevet ovenfor. Ekstrakt viskositeten af tarmindhold fra mave og tyndtarm blev målt efter centrifugering ved 4,000 x g, 4ºC i 20 min umiddelbart efter udtagning. Alle værdier for viskositet er opgivet ved shear rate 45 s-1. Vandbindingsevne (WBC) blev målt som den mængde vand, der er bundet per gram tørstof efter centrifugering ved 4,000 x g, 4ºC i 20 min og tørring af bundfaldet. For råvarer og foderblandinger, der var opslemmet (2 g + 8 ml 0.9% NaCl + 0.02% w/w NaN3 opløsning ) og for ufortyndede foderblandinger blev WBC målt efter 20 t inkubation ved 39ºC. WBC af tarmindhold blev bestemt ved centrifugering umiddelbart efter udtagning og efterfølgende tørring. Kvældeevne blev bestemt som det volumen prøven ville optage i et 10 ml cylinderglas efter hydrering (200 mg for råvare, 1 g for foderblandinger) i 0.9% NaCl + 0.02% w/w NaN3 opløsning efter 1 t ved 39°C og udtrykt som ml per gram tørstof. Foder og gødning blev frysetørret og analyseret for aske (AOAC, 2000), kvælstof ved Dumas metode (Hansen, 1989) og HCl-fedt efter Stoldt (1952). Uden forudgående ekstraktion af lavmolekylære sukre blev stivelsesindholdet bestemt efter Knudsen & Hessov (1995). Kostfibre blev analyseret som total ikke-stivelses polysakkarider (T-NSP), opløselige ikke-stivelsespolysakkarider (S-NSP) og Klason lignin efter Knudsen (1997). Pankreas blev homogeniseret i 5 vol. 0.9% NaCl og centrifugeret (13.800 x g, 20 min ved 4°C). Opløseligt protein og

Faglig Årsberetning 2004

153


Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C.

aktiviteten af fordøjelses-enzymerne: amylase, chymotrypsin, trypsin, lipase og carboxylester hydrolase blev målt på supernatanten (Jensen et al., 1997). Til bestemmelse af enzymaktiviteter i tarmmukosaen blev mukosaen skrabt af og homogeniseret i 1% Triton X-100 og derefter centrifugeret (20.000 x g, 60 min ved 4°C). I supernatanten blev aktiviteten af maltase, sukrase, aminopeptidase N (APN), dipeptidylpeptidase IV (DPP) og γ-glutamyl transpeptidase (GTP) samt koncentrationen af opløseligt protein bestemt (Hedemann et al., 2003). Beregning og statistisk analyse Råkulhydrat blev bestemt som tørstof– (N x 6.25 + HCl-fedt + aske). Fordøjeligheden af organisk stof (tørstof-aske), N, fedt, råkulhydrat og stivelse blev beregnet som den mængde af indtaget komponent, der ikke blev udskilt med gødningen over en 4-døgns opsamlingsperiode. For de 3 dages registrering af ædetid, blev andelen af ædt foder analyseret med forsøgsfoder som hovedvirkning og tid efter fodring som gentagen måling ved brug af PROC MIXED i SAS. Respons parameter ved slagtning blev analyseret med forsøgsfoder som hovedvirkning, aflivningsdag som tilfældig effekt ved hjælp af PROC MIXED med ‘GROUP’ option=foder for at tage højde for eventuelle forskelle i variation mellem forsøgsbehandlinger. Fordøjelighedsdata blev analyseret på tilsvarende made dog uden den tilfældige effekt. Statistisk bearbejdning af viskositetsdata og indhold af protein i mukosa blev udført efter logaritme-transformering, og data er præsenteret som geometriske gennemsnit med tilhørende 95 % konfidens-intervaller.

154

Resultater og diskussion Der var forskel i kvældeevnen mellem de forskellige råvarer (tabel 1), hvilket blev afspejlet i foderblandingerne (tabel 2). Også vandbindingsevnen, WBC var forskellig og gav anledning til forskellig WBC af foderblandingerne. Derimod var der ikke sammenhæng mellem viskositeten af råvare-ekstrakterne og foder-blandingerne. F.eks. havde havregryn en relativt høj ekstraktviskositet i forhold til hvede, men i foderblandingerne var de identiske. Også viskositeten af den byg-baserede foderblanding var betydeligt lavere end forventet ud fra råvarens viskositet. Det kan skyldes, at de viskøse fibre i byg og havre (beta-glukaner) bliver delvist nedbrudt i foderet og dermed ikke kan opretholde deres viskositetsforøgende egenskaber. Forskellene i de fysiske egenskaber blev kun delvist afspejlet i tarmkanalen (tabel 3). WBC var højere hos minkene, der var fodret med sukkerroefibre, hvorimod minkene der havde fået havregryn havde numerisk (men ikke signifikant) lavere vandbindingsevne i tarmindholdet. Der var ikke forskel i viskositeten af maveindholdet, og i tyndtarmsindholdet var viskositeten signifikant lavere hos minkene, der va r fodret med byg og med sukkerroefibre, end hos minkene fodret med hvede. Disse forhold lader sig ikke umiddelbart forklare af de fysisk-kemiske egenskaber af råvarer og diæter. En mulig forklaring er dog, at fibrene i hvede (arabinoxylaner) er mere resistente, hvorfor fibrene frigives og nedbrydes langsommere i foder og tarmkanal end fibrene i byg, havre og sukkerroefibre.

Faglig Årsberetning 2004


Forskellige kulhydratkilders fysisk -kemiske egenskaber og effekt på fordøjelse i tarmkanalen hos mink Tabel 3. Karakteristika af tarmindhold Poppet Poppet HavreHvede Byg gryn

Sukkerroefibre

pværdi

a

WBC i mave, g vand/g ts a a b 1.67 0.16 1.40 0.20 2.39 0.24

0.048

a

WBC i tyndtarm, g vand/g ts a a b 2.76 0.28 3.07 0.17 3.72 0.23

0.007

1.57 0.12 2.79 0.15

.

Viskositet i mave, mPa s 1.3 (0.9-1.8) 1.2 (1.0-1.4) 1.3 (1.1-1.6) 1.6 (0.9-2.9) 0.30

fermenteret i varierende grad i mavetarmkanalen, hvilket leder til øget udskillelse af mikrobielt protein (Eggum, 1992). Tabel 4. Indtag, udskillelse og fordøjelighed af de 4 forsøgsfoderblandinger over 4 døgns opsamling Poppet Poppet HavreSukkerroehvede byg gryn fibre p-v ærdi

.

Viskositet i tyndtarm, mPa s a b ab b 4.4 (3.2-6.0) 2.5 (1.8-3.4) 3.2 (2.0-5.1) 2.6 (1.7-4.0) 0.04 34.0 9.4

Total mængde tarmindhold, g 47.4 9.5 45.9 8.8 25.0 7.6

23.0 8.0

Mængde i mave, g 35.1 7.4 33.7 7.1

6.9 1.8

Mængde i tyndtarm, g 8.1 1.8 8.3 1.7

4.0 1.4

Mængde i tyktarm, g 4.2 1.1 4.0 0.8

0.15

13.9 5.1

0.07

8.0 2.1

0.88

3.2 1.0

0.86

Tørstof % i maveindhold 7.3 0.8 6.3 0.6 7.5 0.8 8.4 0.9 0.30 Værdier i kursiv er standardafvigelser. Værdier i same række med forskellige bogstaver er significant forskellige (p<0.05). Værdier i parentes er 95%-konfidensintervaller.

Nogle fibre kan påvirke det osmotiske tryk i tarmen som følge af binding af væske i lumen. Negative konsekvenser af dette kan være øget udskillelse af natrium og kalium ioner samt øget udskille lse af væske med gødning (Hansen et al., 1985). Man kunne således forvente at de undersøgte foderblandinger gav anledning til forskellig tørstofkoncentration i mave tarmkanalen enten som følge af øget væskeindtagelse eller netto -sekretion af væske til tarmlumen. Imidlertid fandt vi ingen forskel i tørstofandelen i maven (tabel 3). I tyndtarmen var der ikke nok materiale til at foretage tørstofanalyse, men der var heller ikke forskelle i tørstofindholdet i gødningen ved 4 døgns opsamling (tabel 4). Derimod indikerer den generelt lavere fordøjelighed af organisk stof, protein og især aske for poppet byg og sukkerroefibre, at fibrene i disse foderblandinger øger den endogene udskillelse og reducerer fordøjeligheden af andre komponenter som det tidligere vist både ved mink og andre rovdyr (Fekete et al., 2001). Hos andre enmavede dyr bliver kostfibre

b

474 20 81 3.5

ab

525

34

86

5.6

207

15.5

0.71

a

Udskilt gødning, g c 12.0 121 12.5

162

ab

12.1

0.017

a

Udskilt tørstof, g c 2.9 34 2.7

46

ab

3.3

0.015

29.1

3.1

0.96

c

0.3

<0.001

b

0.7

0.001

b

0.4

<0.001

a

0.2

0.004

c

0.6

<0.001

38 2.0

47

28.4 0.5

27.1

b

81

a

28.3

d

b

a

80

a

95

83 0.6 96 0.2 b

76 0.9

Indtag, % 79 6.0

0.64

178

35.7 1.9

0.028

6.7

bc

84 0.6

47

a

89

195

bc

620

Indtaget tørstof, g 12.8 186 14.0

188 8.1 134 9.5

Foderindtag, g b 432 32

b

b

d

71

Tørstof % i gødning 2.5 28.3 0.9 FK, organisk stof a 0.3 86 0.5

83

FK, aske a 38.9 2.4

27.2

FK, kvælstof a 0.4 83 0.6

80

FK, HCl-fedt ab 96 0.5

96

FK, råkulhydrat a 0.6 79 0.6

73

1.1

0.1

FK, stivelse ab b a a 98.0 0.92 99.2 0.04 99.3 0.03 99.4 0.03 <0.001 Værdier i kursiv er standardafvigelser. Værdier i same række med forskellige bogstaver er significant forskellige (p<0.05).

Selvom letfermenterbare kulhydratkilder så som oligofructose har vist sig at kunne øge antallet af anaerobe bakterier og reducere antallet af aerobe bakterier i tarmkanalen hos mink (Williams et al, 1998), bidrager fermentation af kostfiber næppe væsentligt til udskillelsen af protein (Børsting et al. 1995) på grund af en kort transittid og generelt lavere mikrobiel aktivitet i tarmkanalen sammenholdt med andre dyrearter (Williams et al, 1998). Aktiviteten af fem fordøjelsesenzymer, som nedbryder næringsstofferne kulhydrater (stivelse), protein og fedt til komponenter som kan absorberes over tarmen, er vist i tabel 5.

Faglig Årsberetning 2004

155


Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C.

Der var en tendens til en højere amylaseaktivitet i pankreasvævet hos mink fodret med sukkerroepulp.

numerisk lavere hos mink fodret med byg og havre, men der ses ingen sammenhæng til proteinfordøjeligheden, som er lavest hos mink fodret med byg og sukkerroepulp.

Tabel 5. Aktiviteten af fordøjelsesenzymer i pankreasvæv Hvede Byg HavreSukkerroepgryn fibre værdi Amylase (U/g) 1404 218

1221 66

1120 77

1912 272

0.08

1464 86

Chymotrypsin (U/g) 1229 82 1191 138 1408 135

0.11

108 7

Trypsin (U/g) 117 15 104 16

122 11

0.61

256 10

259 12

Lipase (U/g) 203 35

313 32

0.21

16.5 2.4

Carboxylester hydrolase (U/g) 19.9 1.4 16.0 3.8 16.6 2.5

Protein (mg/g) 135 7 88 14 140 7 Værdier i kursiv er standardaf vigelser.

128 14

Chymotrypsin er ikke det eneste proteolytiske enzym, som udskilles fra bygspytkirtlen, og trypsinaktiviteten var ikke påvirket af fodersammensætningen. Det synes ikke sandsynligt at enzymaktiviteten har været afgø-rende for de observerede forskelle i proteinfordøjeligheden.

0.47 0.05

Aktiviteten af to disakkaridaser, maltase og sukrase, og tre peptidaser, APN, DPP og GTP, er vist i tabel 6.

Til foderblandingen med sukkerroepulp var tilsat majsstivelse (forklistret), som er meget letfordøjeligt. Det er tidligere set i forsøg med svin at mængden af stivelse har betydning for sekretionen af amylase fra pankreas (Mosenthin & Sauer, 1993), men hvorvidt typen af stivelse har betydning for syntese og sekretion af amylase er ikke klarlagt. Aktiviteten af chymotrypsin var Tabel 6. Aktiviteten af enzymer i tarmmukosa Segment Hvede Byg

Der var en signifikant vekselvirkning mellem foder og segment for maltaseaktiviteten. Mink fodret med sukkerroepulp havde, som de eneste, ikke den højeste maltaseaktivitet i den bageste del af tyndtarmen.

Havregryn

Sukkerroefibre

Foder

p-værdier Segment

FxS

25 75

12.5 16.5

0.9 1.6

14.0 19.1

0.9 1.6

Maltase (mU/g mukosa) 14.0 0.9 20.9 1.6

16.2 0.9 16.1 1.6

0.09

< 0.0001

0.02

25 75

1.21 1.79

0.17 0.25

1.43 1.94

0.17 0.24

Sukrase (mU/g mukosa) 1.46 0.17 2.32 0.25

1.48 1.86

0.17 0.24

0.12

< 0.0001

0.46

25 75

3.66 3.69

0.21 0.34

4.00 4.35

0.20 0.32

Aminopeptidase N (U/g mu kosa) 4.56 0.21 4.12 0.34

4.77 4.16

0.20 0.32

0.03

0.39

0.28

25 75

9.21 14.73

1.13 1.32

10.86 14.57

1.08 1.26

Dipeptidylpeptidase IV (U/g mukosa) 9.97 1.13 11.86 15.57 1.32 13.76

1.08 1.26

0.81

< 0.0001

0.20

25 75

6.39 6.04

0.55 0.73

8.11 7.95

γ-glutamyl transpeptidase (U/g mukosa) 0.52 9.25 0.55 7.69 0.69 9.03 0.73 7.05

0.52 0.69

0.0002

0.42

0.98

Protein (mg/g mukosa) 25 74 (69-81) 75 (70-81) 81 (75-88) 78 (73-84) 0.02 0.02 75 66 (60-72) 72 (66-78) 78 (72-86) 74 (68-80) Værdier i kursiv er standardafvigelser. Værdier i parentes er 95% konfidensintervaller, som anvendes ved logaritmerede data. Segment angiver den position i procent af tyndtarmens længde, hvor enzymaktiviteten er bestemt

Sukraseaktiviteten var for alle dyr signifikant højere i den bageste del at tyndtarmen og der var en tendens (p=0.12) til at mink fodret med hvede havde den laveste sukraseaktivitet. 156

0.68

Mink fodret med hvede havde den laveste aktivitet af både APN og GTP de to peptidaser. Derimod var der ikke effekt af positionen i tarmen. DPPaktiviteten var ikke påvirket af foder,

Faglig Årsberetning 2004


Forskellige kulhydratkilders fysisk -kemiske egenskaber og effekt på fordøjelse i tarmkanalen hos mink

efter fodring. Et eksempel på ædetidskurver ses i figur 1. Flere forhold kan forklare den udeblevne effekt på ædeadfærd; For det første har vi som udgangspunkt valgt ikke at øge indholdet af kostfiber i forhold til gængs væksfoderblanding, dvs. at fiberindholdet blev planlagt til ikke at være højere end det forventede indhold i en foderblanding indeholdende 9 % poppet hvede + 9 % poppet byg (før vandtilsætning), idet målet i første omgang var at undersøge, om forskelle i fiberfraktionens struktur og kemiske sammensætning havde indflydelse på de fysiske forhold i mave-tarmkanalen. For det andet var energi-tildelingen planlagt på baggrund af den energitildeling som typisk anvendes ved fordøjelighedsforsøg. Denne energitildeling er formodentlig for høj til at se nogen effekt på ædeadfærd. Endelig ses der en meget stor individuel variation - også fra dag til dag- i minkenes ædeadfærd. Hermed er 8 dyr per behandling ikke nok til at undersøge effekt på ædeadfærd. 100 80 % af tilbudt

men var stærk afhængig af hvilket segment, der blev målt i. Mink fodret med hvede havde generelt den laveste aktivitet af disakkaridaser og peptidaser i tarmmukosaen. Hvedediæten havde det lavest indhold af opløselige fiber (1.5% af TS) i forhold til de øvrige diæter (2.1-2.7% af TS). Disse resultater er i overensstemmelse med tidligere studier på svin og rotter, hvor det er set at opløselige fibre i foderet øger aktiviteten af enzymer i tarmmukosaen (Chun et al., 1989; Lizardo et al., 1997). Aktiviteten af maltase og sukrase var højest i den bageste del af tyndtarmen. Hos grisen finder man den højeste aktivitet af disakkaridaserne i den forreste og midterste del af tyndtarmen (Houle et al., 1997). Placeringen af enzymerne afspejler, hvor fordøjelsen og absorptionen af de pågældende næringsstoffer finder sted og den korte transittid hos minken kan være medvirkende årsag til at enzymernes aktivitet er højest i den bageste del af tarmen. Peptidaseaktiviteten er uafhængig af placeringen i tarmen (APN og GTP) eller højest i den bageste del af tarmen (DPP). Hos grisen finder man den højeste peptidaseaktivitet i den bageste del at tyndtarmen (Hedemann et al., 2003). Minkfoder har et højt indhold af protein og pga. den korte transittid er det behov for høj peptidaseaktivitet langs hele tyndtarmen. I denne undersøgelse fandt vi ingen effekt af kulhydratkilde på ædehastigheden på dag 2, 6 eller 10, hverken udtrykt i % af den tildelte mængde foder eller udtrykt i % af hvor meget dyrene faktisk indtog. Der kunne have været observeret en forskel mellem disse mål, såfremt der var forskel på hvor meget ædelysten hos dyrene var påvirket. I gennemsnit havde minkene ædt 28, 49, 59, 65, 69 og 83 % af den tildelte mængde foder 4, 8, 10, 12, 14, 24 timer

60 40 20 0 0

4

8

12

16

20

24

Tid (timer) Figur 1. Ædeforløb udtrykt som konsumeret mængde foder i % af den tilbudte mængde over 24 timer 10 dage efter start på forsøgsfoderet. ™, poppet hvede; ˜ , poppet byg, r, havregryn, p , sukkerroefiber.

Den store variation afspejlede sig også i hvor meget dyrene havde ædt 3 timer efter fodring, da de blev aflivet. Da dyrene havde adgang til foder døgnet

Faglig Årsberetning 2004

157


Lærke, H.N., Hedemann, M.S. & Hejlesen, C.

rundt, kan dette have påvirket, hvor meget der blev konsumeret af den foderration, der blev tildelt på aflivningsdagen og dermed den mængde tarmindhold der blev fundet i tarmkanalen. Det er muligt at en fasteperiode op til fodring i forbindelse med aflivningen ville have øget foderindtaget og reduceret den individuelle variation. Dette er dog mindre i overens stemmelse med dyrenes ædeadfærd i praksis. Konklusion Kulhydratrige råvarer har forskellige fysisk-kemiske egenskaber. Som følge af ’fortynding’ med andre komponenter bliver forskellene mindre i foderblandingerne og yderligere reduceret i tarmkanalen. Med mindre der anvendes øgede mængde af ufordøjelige kulhydrater (’fyldfoder’) har variationer mellem forskellige kulhydratkilder næppe væsentlig indflydelse på de fysisk-kemiske egenskaber i mavetarm-kanalen. Der er således ikke grund til at antage, at f.eks. variationer mellem partier af korn giver anledning til forskel i næringsværdi på baggrund af forskelle i de fysisk-kemiske egenskaber af råvaren. Referencer Børsting, C.F., Bach Knudsen, K.E., Steenfeldt, S., Mejborn, H. & Eggum, B.O. 1995. The nutritive value of decorticated mill fractions of wheat. 3. Digestibility experiments with boiled and enzyme treated fractions fed to mink. Animal Feed Science and Technology, 53, 317-336. Chun, W., T. Bamba, & S. Hosoda. 1989. Effect of pectin, a soluble dietary fiber, on fundtional and morphological parameters of the small-intestine in rats. Digestion, 42, 22-29. Eggum, B.O. 1992. The influence of dietary fibre on protein digestion and utilisation. In: Schweizer, T.F. and

158

Edwards, C.A., eds. Dietary fibre - a component of food. Nutritional function in health and disease. Springer-Verlag, London. pp. 154-165. Danielsen, V. & Vestergaard, E.M. 2001. Dietary fibre for pregnant sows: effect on performance and behaviour. Animal Feed Science and Technology, 90, 71-80. Fekete, S., I. Hullar, E. Andrasofszky, Z. Rigo, & T. Berkenyi. 2001. Reduction of the energy density of cat foods by increasing their fibre content with a view to nutrients' digestibility. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition, 85, 200-204. Glem-Hansen, N. & G. Joergensen. 1978. Digestibility of feedstuffs determined on mink. Scientifur, 2, 3758. Hansen, B. 1989. Determination of nitrogen as elementary N, an alternative to Kjeldahl. Acta Agriculturae Scandinavica, 39, 113118. Hansen, N. E., S. H. Møller, & H. Mejborn. Fibre containing ingredients in mink feed [Fiberholdige stoffer i pelsdyrfoder]. 85, 13 pp. 1985. Proceedings of NJF Seminar 85, Aalborg, Denmark. Hansen, S. W., T. N. Clausen, J. Malmkvist, & B. M. Damgaard. Fibres in mink feed in the winter period. 354, 10 pp. 2003. Proceeding of NJF Seminar 354, Lillehammer, Norway. Hedemann, M. S., S. Højsgaard, & B. B. Jensen. 2003. Small intestinal morphology and activity of intestinal peptidases in piglets around weaning. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrution, 87, 32-41. Hejlesen, C. & P. Sandbøl. Fibre as a satiety factor in mink feed. 4 pp. 2003. Proceedings of NJF seminar 354, Lillehammer, Norway.

Faglig Årsberetning 2004


Forskellige kulhydratkilders fysisk -kemiske egenskaber og effekt på fordøjelse i tarmkanalen hos mink

Houle, V. M., E. A. Schroeder, J. Odle, & S. M. Donovan. 1997. Small intestinal disaccharidase activity and ileal villus height are increased in piglets consuming formula containing recombinant human insulin-like growth factor-I. Pediatric Research 42:78-86. Jensen, M. S., S. K. Jensen, & K. Jakobsen. 1997. Development of digestive enzymes in pigs with emphasis on lipolytic activity in the stomach and pancreas. J. Anim. Sci. 75:437-445. Jørgensen, G. & Glem-Hansen, N. 1973. A cage designed for metablolismand nitrogen balance trials with mink. Acta Agriculturae Scandinavica 23:3-4. Knudsen, K. E. B. 1997. Carbohydrate and lignin contents of plant materials used in animal feeding. Animal Feed Science and Technology 67:319-338. Knudsen, K. E. B. & I. Hessov. 1995. Recovery of inulin from Jerusalem artichoke (Helianthus tuberosus L.) in the small intestine of man. British Journal of Nutrition, 74,101-113. Lizardo, R., J. Peiniau, & A. Aumaitre. 1997. Inclusion of sugar-beet pulp and change of protein source in the diet of the weaned piglet and their effects on digestive performance and enzymatic activities. Animal Feed Science and Technology, 66, 1-14.

as influenced by the source of carbohydrate in the diet. Zeitschrift für Ernährungswissenschaft, 32, 152-155. Møller, S. H. 1985. The influence of fibre-containing materials in digestibility of nutrients, and excretions of water and minerals in faeces of mink [Fiberholdige stoffers indflydelse på næringsstoffernes fordøjelighed, og minkens udskillelse af vand og salte i gødningen]. Master thesis. The Royal Veterinary and Agricultural University, Copenhagen. NJF (2004). Handbok for fôrmidler til pelsdyr (Eds. Ahlstrøm, Ø. et al.). Nordiske Jordbrugsforskeres Forening. Subsektion for pelsdyr. NJF-rapport nr. 502, Ås. Stoldt, W. 1952. Vorschlag zur Vereinheitlichung der Fettbestimmung in Lebensmitteln. Fette und Seifen/(Fette, Seifen, Anstrichmittel), 54, 206-207. Svihus, B. & M. Gullord. 2002. Effect of chemical content and physical characteristics on nutritional value of wheat, barley and oats for poultry. Animal Feed Science and Technology, 102, 71-92. Williams, C., Elnif, J. & Buddington, R.K. 1998. The gastrointestinal bacteria of mink (Mustela vison L): influence of age and diet. Acta Veterinaria Scandinavica 39, 473-482.

Mosenthin, R. & W. C. Sauer. 1993. Exocrine pancreatic secretions in pigs

Faglig Årsberetning 2004

159


160

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2004


Effekt af pelsning og foder på fordeling af indhold i tarmkanalen hos mink Lærke, H. N.1 & Hejlesen, C.2 1

Danmarks JordbrugsForskning, Afd. For Husdyrernæring og Fysiologi, Forskningscenter Foulum, Postbox 50, 8830 Tjele 2 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro Sammendrag Med henblik på at kunne lave fordøjelsesundersøgelser i tarmkanalen på et større antal dyr per behandling har vi undersøgt, om pelsning forud for udtagning af tarmsæt havde betydning for fordeling af tarmindhold og en tilsat markør. I forsøget indgik 4 x 8 udvoksede minkhanner som blev fodret med kontrolfoder (2 x 8 dyr) eller kontrolfoder + 10 % citrusfibre. Efter 8 dages forperiode blev minkene aflivet 3 timer efter fodring på dag 9 eller 10. Halvdelen af dyrene blev håndpelset umiddelbart efter aflivningen medens den anden halvdel ikke blev pelset. For alle dyr blev tarmkanalen herefter forsigtig frilagt og mængde af tarmindhold og antal af tilsatte plastic perler blev analyseret. Pelsning havde indflydelse på fordelingen af tarmindhold og perler i mave-tarmkanalen. For målinger af transittid og andre undersøgelser, hvor der skal laves detaljerede målinger på delsegmenter, er det derfor uhensigtsmæssigt at pelse Til gengæld kan manuel pelsning umiddelbart efter aflivning benyttes til målinger, hvor der ikke er behov for så deltaljeret opdeling af mave-tarmkanalen, og hvor forøgelsen af antal dyr, der kan indgå per behandling er af afgørende betydning for forsøgets gennemførelse. Der var en tendens til reduceret mængde indhold og forekomst af perler i maven og øget mængde tarminhold i og markør i den bageste del af tyndtarmen ved tilsætning af citrusfibre. Dette indikerer at 10 % citrusfibre øger passagehastigheden i mavetarmkanalen. H.N. Lærke & C. Hejlesen (2004). Effekt af pelsning og foder på fordeling af indhold i tarmkanalen hos mink. Faglig Årsberetning 2004, 161-167. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Abstract In order to perform studies on digestion processes in the gastrointestinal tract on a larger number of individuals, we conducted a study to test if pelting affected the distribution of gastrointestinal contents and an added marker. In the experiment 4 x 8 adult male mink were fed a control feed (2 x 8 males) or a feed with 10 % of added citrus fibre. After an 8 d. adaptation period the mink were killed 3 hour after feeding on d 9 or 10. Half of the males were pelted immediately after euthanasia, whereas the other half of the animals was not. The gastrointestinal tract was gently removed from the carcass, and the amounts of gastrointestinal contents and number of plastic pellets was analysed. Pelting affected the distribution of gut contents and plastic pellets. Measurements of transit time and other studies involving detailed sectioning of the gastrointestinal tract should thus not be performed on pelted animals. However, in studies where detailed sectioning is not in question, and where a large number of animals is necessary, pelting can be included if performed immediate after euthanasia. There was a tendency for a reduced amount of contents and smaller number of pellets in the stomach at the expense of an increase in the distal gastrointestinal tract when the mink were fed the diet containing the citrus by-product. This indicates that the added of this bulk material increases the rate of passage through the gut. Lærke, H.N., & C. Hejlesen (2004). Effects of pelting and feed on the distribution of gastrointestinal content in mink. Annual Report 2004, 161-167. Danish Fur Breeders Research Centre, Holstebro, Denmark.

Indledning

Ved tidligere tarmfysiologiske undersøgelser, blev bugen opskåret umiddelbart efter aflivning (Lærke et al. 2004a,b). Da skindet herved

ødelægges er denne procedure en ekstra forsøgsmæssig omkostning. Såfremt manuel pelsning ikke har væsentlig indflydelse på de tarm-

Faglig Årsberetning 2004

161


fysiologiske undersøgelser, kan forsøgsdyrene pelses forud for udtagning af mavetarmkanalen. Herved er der større mulighed for at øge antallet af dyr per forsøgsbehandling, idet skindene kan sælges. Et forsøg blev iværksat, for at undersøge om håndpelsning kontra direkte opskæring af bugen umiddelbart efter aflivning har en effekt på fordelingen af mavetarmindholdet af betydning for tarmfysiologiske undersøgelser. Undersøgelsen er foretaget dels med almindeligt foder samt foder tilsat citrusfibre, idet foderets sammensætning forventes at kunne påvirke transittiden gennem tarmen. I tidligere forsøg (Hansen, 1978; Villadsen et al. 1986) har der været anvendt chromoxid som markør til måling af transittid. I indeværende forsøg, anvendes små plastikperler, som markør for mavetarmindholdets passage. Materialer og metoder Opstaldning og fodring I forsøget, der blev udført 13.-22. april 2003, indgik 4 x 8 hanner, der var opstaldet i PFC’s fordøjelighedsstald. Alle hanner var hvalpe fra 2003, der havde været anvendt i parringsperioden i 2004.

og 3,1 kg vand, så citrusfibrene udgjorde 10 % af den færdige blanding. Det beregnede energiindhold, -fordeling og kemisk sammensætning af foderblandingerne fremgår af tabel 1. Dyrene blev opstaldet enkeltvis og fodret 1 gang dagligt med 300 kcal/døgn i 4 døgn efterfulgt af 4 eller 5 døgn, hvor den daglige tildeling var 250 kcal. På 9. eller 10. dagen efter start af forsøget blev dyrene aflivet nøjagtig 3 timer efter fodring med 110 gr. foder. Aflivning og analyse Samtlige dyr blev indfanget med rundfælde og overført til fælde med dobbeltbund, hvor de blev bedøvet med 1-1.5 ml 20 % pentobarbital i bughulen og efterfølgende aflivet ved injektion af 0.5-1 ml i hjertet. For halvdelen (8 dyr) i hver fodergruppe blev bugen herefter åbnet umiddelbart efter aflivning og tarmsættet udtaget efter forudgående underbinding af tarmen. Den anden halvdel af dyrene blev umiddelbart efter aflivning pelset manuelt forud for udtagning af tarmsættet. Tabel 1. Beregnet energiindhold og kemisk sammensætning af de undersøgte foderblandinger. Kontrol + Kontrol citrusfibre Energiindhold, kcal/100 g

204

164

Energiindhold, MJ/kg tørstof

19.2

18.7

30:52:18

30:52:18

444

368

Energifordeling, % af OE Tørstof g/kg foder

Kemisk sammensætning g/kg tørstof

En gruppe på 2x8 dyr blev fodret med kontrolfoder bestående af 14,27 % fiskeaffald (<3% fedt), 23 % industrifisk (8-12% fedt), 3,79 % helfiskensilage, 7,35 % poppet byg, 7,35 % poppet hvede, 4,64 % fiskemel, 1,90 % hæmoglobinmel, 2,84 % majsgluten, 4,72 % sojaolie, 2,36 % svinefedt, 0,37 % vitamin- og mineralblanding samt 16,01 % vand. Til den anden gruppe af 2x8 dyr blev 25 kg af kontrolfoderet fortyndet med 3,1 kg citrusfibre (restprodukt fra citruspektin fremstilling)

162

Aske

62

Nitrogen

57

54

Protein, Nx6.25