Issuu on Google+

kontekst | 1


INDHOLD Moderne identitet

Supplering

3 4 7 10 12 14 20 24 26 28 29 32 35 36 38 40 44 46

Leder Georgia Tech DR dræber kulturen Dig, mig og IKEA Er du neotribalist? Stafetten Fremtidens TV-marked Ud af huset i et år Grauballemandens sande ansigt Min supplering En verden udenfor Terminalrummet på Trøjborg Ungdoms DM i digital kunst Mobiltelefonen – ven eller fjende? Medie-hvad-for-noget? Boganmeldelse: Niklas Luhmann Specialer Kultur kalender

Disclaimer: IMV tager ikke ansvar for noget der måtte stå i dette blad. Således ligger ansvaret alene hos redaktionen. Der tages forbehold for trykfejl og eventuelle ukorrekte oplysninger.

2 | kontekst


LEDER

Foråret er på vej, og mens vi venter på at blomsterne for alvor springer ud, kan du hygge dig med det nyeste nummer af Kontekst. Vi mener selv, at vi er blevet bedre og bedre til at lave blad. Der mangler dog mindst én ting for at Kontekst kan blive bedre. Vi mangler som minimum én webmaster, der vil stå for at skabe en IT-platform, som vi kan være tjent med. Det skulle give mulighed for at skabe en hjemmeside (næsten fra bunden), afsøge forholdet mellem trykt og netmedieret medie og hvad man ellers kan finde på. Måske er det noget for dig? Vi har denne gang et lille tema om supplering, hvor to medievidenskabere beretter om en skuffende oplevelse med suppleringen på Moesgaard. Det er dog ikke rent brok, hvad supplering angår. Der er en beroligende artikel, som handler om, at det måske ikke nødvendigvis er skidt at blive tvunget til at forlade IMV. Derudover har vi talt med tre forskellige studerende om deres oplevelser på suppleringsåret. Vi har artikler, der er kritiske overfor nogle moderne aspekter ved mediebilledet i Danmark. Således er der en aritkel, der taler for, at vi bør være bedre til at være sammen med hinanden uden at klamre os til vores mobiltelefoner. Danmarks Radio har fået en relativt stor plads i dette nummer. Vi har en kommentar, der omhandler medielicensen og dens urimeligheder. Som om dette ikke er nok, har Christoffer Melson fået en snak med Christian Braad Thomsen om især DR og deres manglende mod, hvad angår satsning på kulturstoffet.

REDAKTIONEN Følgende har været med til at lave dette blad:

Redaktører: Helle Martens Jørgensen og Jens Gerner-Smidt Layout: Jess Andreas Olsen, Stine Skaarup, Signe Roholt, Rasmus Gylling og Rikke S. Lindhard Økonomi- og annonceansvarlige: Anne Meldal Nørgaard og Christoffer Thaudal Jakobson Web: Jesper Algren Thomsen og Kim Nørskov Skribenter: Johanne Højbjerg Møller, Marie Jensen,Søren Pold, Heidi Vinther Knudsen, Fredrik Søvsten, Finn Olesen, Christoffer Melson, Kasper Ravlo, Sebastian Holmgård Christophersen, Thor Hvidbak, Hanne Aaen Lassen, Rikke S. Lindhard, Signe Roholt, Helle Martens Jørgensen, Jens Gerner-Smidt, Simon Rune Jørgensen, Anne Meldal Nørgaard

Til de digitalt interesserede har vi stafetten af Søren Pold og en invitation til DM i digitale medier. Og til de sociologisk interesserede har vi en anmeldelse af Niklas Luhmanns Indføring i systemteori.

kontekst | 3


GEORGIA TECH

Af Kasper Ravlo og Sebastian Holmgård Christophersen, Informationsvidenskab 7. semester

Mange studerende vælger at præge deres uddannelse på en anderledes måde ved at tage på et udlandsophold. Kasper Ravlo og Sebastian Holmgård Christophersen fra Informationsvidenskab studerer for tiden på Georgia Institute of Technology – bedre kendt som Georgia Tech.

D

et var ikke den mest oplagte dag at tage drage mod udlandet, men på grund af rift om billetterne blev dagen for afrejse 1. januar. Efter en nogenlunde stille nytårsaften endte vi på trods af lidt søvnmangel og tømmermænd begge i lufthavnen og klarede smertefrit turen ind i flyveren. Turen til Atlanta tog 7-8 timer og var heldigvis uden mellemlandinger. Krydret med film og lidt sporadisk søvn endte flyveturen omsider i Atlanta, hvor næste opgave var at finde vores hostel, hvor vi skulle tilbringe natten. Takket være søvnmanglen fra nytårsaften betød jetlagget ikke det store, og vi var nogenlunde synkroniseret med den nye døgnrytme allerede dagen efter, hvor vi skulle videre ind til Georgia Tech. Her fik vi tildelt vores værelser og mødte de andre udvekslingsstuderende. Da de alle kom fra Asien skilte to skandinaviske granvoksne mænd, som os, sig ret meget ud. Det første, der rigtigt slår én ved mødet med Atlanta, er antallet af afroamerikanere og hjemløse samt begrebet ‘Southern hospitality’ - tre ting, der adskiller sig meget fra smilets by, Århus. Der bor lige så mange mennesker i Atlanta, som der bor i hele Danmark, hvoraf 59% er afroamerikanere. De hjemløse havde let ved at spotte os i starten, og vi var måske heller ikke så gode til at undvige dem, men det er lidt skræmmende at få indblik i den verden, når man kommer fra lille trygge Danmark. En ting, der kendetegner folkefærdet i sydstaterne er ‘Southern hospitality’ som i starten virker lidt overfladisk, men efterhånden begyndte vi at indse, at de rent faktisk ofte er oprigtigt interesserede i at hjælpe. Ingen sure sekretærer eller buschauffører her. Skuffende sightseing Vores første forsøg med at udforske Atlanta var umiddelbart efter, vi havde indlogeret os i vores respektive syv kvadratmeter ”store” værelser. Vi gik med friskt mod ind til 4 | kontekst

midtown og forestillede os, at vi bare skulle gå rundt lidt, og så skulle vi nok støde på noget spændende. Vi skulle dog ende med at blive svært skuffede... For det første var det bidende koldt, og med en stærk modvind blev vores gå-på-mod udfordret fra første skridt. Det skulle efter en halv times vandring imellem tårnhøje kontorbygninger og endeløse køer af biler på minimum firespors veje gå op for os, at Atlanta ikke er, hvad man kalder en ”pedestrian city”. Vi stødte ikke på det mindste spændende på trods af, at vi trodsede kulden i en knap to timer lang vandring. Vi måtte forbitrede og rystende af kulde give op til sidst og endte af alle steder på Burger King for derefter at vende næsen hjemad. Drømmen om et pulserende storbyliv i en by med flere indbyggere, end der bor i hele Danmar,k havde fået et markant realitetstjek.

Nuvel, dagene gik, og snart nærmede weekenden sig. Efter grundig research i de forskellige gratis kulturaviser kunne vi se frem til Editors koncert fredag og Yo La Tengo


koncert Lørdag. Udover at det er to ganske udmærkede bands (specielt sidstnævnte), var der også en hvis social logik bag koncertstrategien. Rationalet var, at måden at møde ligesindede må være gennem musikken. Udover vores egen planlægning skulle vi også mødes med en lokal fyr, der hedder Hunter. Han var på udveksling i Aarhus forårssemesteret 2007 og havde frivilligt meldt sig som guide, da han fik fortalt, at der ville komme danske studerende til Georgia Tech. Han tog os allerede torsdag med til et lokalt bryggeri, hvor man for den nette sum af 40 kr. ($8) køber et glas og derefter kan smage deres forskellige variationer af det, der skulle vise sig at være en ganske fantastisk øl – SweetWater. Musik og øl Det blev fredag, og vi fandt efter lidt besvær frem til spillestedet, hvor Editors skulle spille. Det skal lige nævnes, at det bestemt ikke er en nem opgave at finde rundt med de offentlige transportmidler herovre. Busstoppestederne har hverken oplysninger om, hvilke busser der kører hvor eller hvornår. Det eneste, man har at gøre med, er en hjemmeside, hvor man kan plotte sin ønskede rejse ind, og så må man håbe på det bedste. Selvom man finder frem til det rigtige busstoppested og er i god tid i forhold til tidsplanen, er det på ingen måde en garant for, at der så kommer en bus. Der lægges ligesom op

til, at enten har du en bil, ellers kommer du ikke frem. Nok om det, vi kom frem og klagede ikke. Arrangementet startede med opvarmningsbandet Louis XIV og en kold Sweetwater 420 (den almindelige Sweetwater øl). Nu gik det sgu da meget godt! Editors skulle vise sig at være fortræffeligt og blev da også akkompagneret med flere Sweetwater, og det føltes ganske godt endelig at være blandt ligesindede. Under de sidste par numre kom Kasper i snak med en pige, der hed Leslie, og hun blev selvfølgelig ganske interesseret i vores nationalitet og vores nu ganske automatiserede linje ”It is this little country on top of Germany bla-bla” blev brugt for første gang. Sebastian blev introduceret, og vi blev introduceret for hendes kæreste og deres venner. Efter koncerten viste de os rundt på nogle gode barer i Atlanta, hvor Kasper til og med kunne få lov til at ryge. Endelig blandt ligesindede. Vi har stadig kontakt med Hunter, Leslie og hendes kæreste John. Det er typisk dem, vi tager til koncerter med hver weekend, da musiksmagen og mentaliteten passer godt sammen. n

kontekst | 5


Valg af fag På Georgia Tech er vi kommet ind på College of Management,

man skal udspille under en forhandlingssituation. Det er på

hvilket svarer nogenlunde til handelshøjskolen derhjemme.

den ene side ret brugbar viden og erfaring, man får, og på den

Derfor er vores fag også præget af en mere værktøjsorienteret

anden side er det en god måde at få lært sproget på.

tilgang, hvor det ikke går så meget op i kryptiske teorier og filosofiske problemstillinger. Efter lidt ”shoppen” frem og tilbage

Analysis of Emerging Technologies

har vi valgt følgende fag herovre:

Her prøver vi kort sagt på at forudsige, hvad fremtiden kommer til at byde på af nye og spændende teknologier – vi kan

Project Management

dermed påtage os titlen som ”fremtidsforskere”.

Et fag med en metodisk tilgang, hvor undervisningsformen foregår ved, at der til hver time tages udgangspunkt i en case,

Gender, race and ethnicity in organizational behavior

hvorpå det læste materiale appliceres igennem små opgaver

Her angribes de mere kontroversielle emner som kønsdiskrimi-

stillet af forelæseren. Derudover er der løbende opgaver, der

nation og racisme fra flere forskellige vinkler. Vores forelæser

afleveres med 14 dages mellemrum, hvor teknikkerne bruges

er den tidligere vicepræsident fra CNN (Gail Evans) – så det er

direkte på et fiktivt projekt.

ikke Fru-hvem-som-helst, vi har med at gøre.

Negotiation & Conflict Er et ret sjovt fag, hvor man til hver time får tildelt en rolle,

6 | kontekst


dræber kulturen Af Christoffer Melson, Medievidenskab 6. semster Filminstruktør Christian Braad Thomsen svinger øksen over DR. Han mener, at public service-stationen svigter sin pligt til alsidighed og kvalitet. Skudsmålet lyder, at dansk kunst og kultur reelt ikke er repræsenteret på DR og DR2. En politik, der ifølge instruktøren i stigende grad fører til åndelig formørkelse og afstumpethed i det danske samfund.

H

vad er meningen med public service og dermed de mange penge, som vi hvert år smider ned i DRs bundløse kasse? Ord som alsidighed og kvalitet er centrale, når man gennemlæser public service-bekendtgørelsen, og netop på dette punkt mener Christian Braad Thomsen, at DR fejler eklatant. ”Danskerne skal over på Norsk og Svensk tv, hvis de vil se film om de største kunstnere i Danmark.” Han understreger, at han ikke bare er en bedrevidende kunstner, der vil have DR omdannet til en nichekanal for kunstnørder. Han går ind for, at man skal sende hvad som helst på DR. Problemet er bare, at det gør DR ifølge Braad Thomsen ikke. Alt, hvad der lugter af kunst og kultur, er omhyggeligt siet fra. Han illustrerer denne påstand ved at fremhæve, at DRs kulturelle flagskib er programmet 'Smagsdommerne'. Et program, som Christian Braad Thomsen adskillige gange selv har deltaget i. Et program, som han dog meget nødigt vil kalde et decideret kulturprogram, da man skal være overordentligt heldig for at fange en smagsdommer, der udtaler sig om noget, vedkommende rent faktisk har forstand på. Tandpastalogik Men hvordan er der så opstået en situation, hvor vores højt besungne kunst og kultur er blevet fuldstændigt og effektivt udrenset fra vores statslige tv-kanaler? Ifølge Christian Braad Thomsen er svaret tandpastalogik:

”Det startede da TV2 kom frem, man troede at konkurrence ville højne kvaliteten. Det gør konkurrence sikkert også, hvis det handler om tandpasta… Men det kan man ikke overføre på det kunstneriske område; der ender TV2 og DR med at konkurrere på junk. For rent kunstnerisk vil folk hellere have junk end kvalitet. Og som det ser ud nu, så får de junk .” DR er altså ganske enkelt blevet så forhippede på at konkurrere, at de har mistet fokus på deres public serviceforpligtelse.

”For rent kunstnerisk vil folk hellere have junk end kvalitet. Og som det ser ud nu, så får de junk .” Manglende kompetencer En anden grund til, at kunst og kulturprogrammerne er blevet nedprioriteret på DR, er ifølge Christian Braad kontekst | 7


Chr. Braad Thomsen i samtale med Svend Åge Madsen. Fra dfi.dk.

Thomsen, at der i den nuværende organisation ganske enkelt ikke er personer, som har øje for, hvad kunstnerisk kvalitet kan. De aner ikke, hvor mange seere programmer, der ikke blot stryger seerne med hårene, rent faktisk kan mobilisere, hvis de præsenteres på den rigtige måde.”Den største kunst er ofte den, som færrest mennesker tror, de er interesseret i, men når de så bliver introduceret for den på en ordentlig måde, så kan det være, at de alligevel finder ud af, at de er interesseret i den. Så interesserer de sig og føler sig beriget af den, men sådan tænker de ikke på Danmarks Radio.” Han fremhæver gang på gang eksempler fra Norge og Sverige, hvor kunst- og kulturprogrammer ofte placeres i primetime på de statslige kanaler, og det med stor succes. Det er tydeligt at høre på Christian Braad Thomsen, at han har kæmpet en lang og forgæves kamp mod DR i håb om at få dem til at ændre strategi i formidlingen af kunst og kultur. Ud over den manglende kompetence på det kunstneriske og kulturelle område, har han efterhånden en følelse af, at visse personer i DR lider af et decideret kunsthad.

8 | kontekst

Hovedet mod en dør Christian Braad Thomsens kamp for at få sine egne dokumentarfilm vist på DR er en lang lidelseshistorie. Et eksempel, han nævner, er, da han i 2002 producerede en film om den verdenskendte danske grafiker, Palle

Om Christian Braad Thomsen Han har i mange år været en af Danmarks mest kamplystne og kontroversielle kulturpersonligheder. Han er født i 1940 og voksede op i en fattig husmandsfamilie lige uden for Århus. Han er uddannet fra filmskolen i København og har instrueret en række roste og prisvindende spille- og dokumentarfilm. Han har også skrevet en lang række bøger om alt fra avantgarde filminstruktører og Jazzmusikere til Anja Andersen. En stor del af sit professionelle liv har han brugt på at ligge i krig med specielt Det Danske Filminstitut, men også DR. Han har i adskillige omgange været blacklistet af Filminstituttet, ligesom DR gang på gang har nægtet at støtte og vise hans film. Problemer, han er røget ind i, fordi han hver gang har nægtet at gå på kunstnerisk kompromis.


Nielsen. Holdet ansøgte først DR for medfinansiering af filmen, hvilket DR, ligesom ved alle andre projekter Christian Braad Thomsen til dato har ansøgt om, afviste. Holdet valgte dog alligevel at fortsætte projektet, nu med et meget skrabet budget. Efter filmen var færdiggjort, forsøgte de atter at sælge filmen til DR. Den blev dog endnu engang afvist. Filmen blev sidenhen modtaget med fantastiske anmeldelser, og efter at både norsk og svensk tv havde købt filmen og vist den i primetime med stor succes, følte DR sig endelig tvunget til at vise filmen. Han fortæller, hvordan hele holdets glæde var stor, over at det endelig var lykkes at komme igennem med noget på DR. Skuffelsen var dog lige så stor, da filmen blev programsat til en hverdagseftermiddag på DR2 og vist næsten helt uden foromtale. Som et resultat blev filmen stort set ikke set af nogen, og DR blev bekræftet i, at kultur og tv ikke passer sammen. Christian Braad Thomsen understreger, at der bestemt ikke er tale om en enlig svale. Ligesom han heller ikke kender andre, der har fået en ordentlig behandling af DR, hverken inden for hans egen eller inden for andre genrer.

stakbogladen Studenternes Hus Ndr. Ringgade 3 8000 Århus C. tlf 86128844 books@stakbogladen.com www.stakbogladen.com Åben mandag-fredag 10.00-17.00

slavisk Studenternes Hus Ndr. Ringgade 3 8000 Århus C. tlf 86194522 slavic@stakbogladen.com www.russianbooks.com Åben mandag-fredag 10.00-17.00

naturfag Matematisk Institut Bygning 1530 tlf 86128744 naturfag@stakbogladen.com www.stakbogladen.com Åben mandag-torsdag 10.00-16.00 fredag 10.00-15.00

Et afstumpet samfund Konsekvensen af bl.a. DRs indstilling til kunst og kultur er ifølge filminstruktøren, at Danmark er ved at blive et kulturløst land. En kulturløshed, som Braad Thomsen mener, kan få vidtrækkende konsekvenser. ”Danskerne bliver mere og mere afstumpede, uden kultur bliver man afstumpet. Det kan man jo se, hver gang man åbner en avis.” Med DR i spidsen er Danmark ved at udvikle sig til et mainstream-samfund hvor refleksion, debat og åndelig udvikling er trådt i baggrunden. En sørgelig udvikling, som ifølge Braad Thomsen bliver meget svær at vende, så længe den nuværende ledelse fortsætter på DR, og så længe der ikke kommer et politisk pres for, at tingene skal ændres. Han slutter af med at nævne et konkret eksempel på denne uvilje til at udfordre mainstreamgenren. Selv DRs kunstneriske bannerfører, Ingolf Gabold, har indrømmet, at i DR må kunsten vige for det populære. Og som Christian Braad Thomsen - trods alt stadig trodsigt - slutter: ”Det skal de bare ikke have lov til” n

stakbogladen sælger bl.a.

I stakbogladen kan du

• • • • • • • • • • • • • • • • • • • •

bøgerne til dit studium bøger om studieteknik ordbøger kompendier læsestativer skønlitteratur paperbacks sprogkurser studiekalendere brevordnere og ringbind registre og faneblade elastikmapper standardblokke kollegieblokke skriveredskaber hulapparater hæftemaskiner lommeregnere blækpatroner printerpapir

• •

udskrive og kopiere dine opgaver i sort eller farve få indbundet dine opgaver i spiralryg eller limryg blive udsat for de mest fantastiske tilbud på bøger og papirvarer Lige nu får du 10 brevordnere for 400 plastlommer for 10 standardblokke for 5 kollegieblokke for 3 elastikmapper for

150,100,70,50,20,-

Stakkevis af viden

Vis dit studiekort og få 10% studierabat på studierelevant litteratur ======================================================================


Moderne identitet

Dig, mig og IKEA Af Heidi Vinther, medievidenskab 6. semester.

Vi kan simpelthen ikke komme udenom begrebet oplevelsesøkonomi, der, som de fleste nok ved, dækker over salget af oplevelser, enten direkte eller indirekte, tilknyttet salget af en vare eller serviceydelse. Det ligger samtidig implicit i oplevelsesøkonomiens grundprincip, at køberne af den pågældende vare eller serviceydelse stilles i udsigt, at specielt ved at anvende netop det pågældende produkt evt. i kombination med den pågældende sælger, vil der kunne forventes specielt mange oplevelser. Hvad sælger får ud af salget, behøver ingen nærmere uddybning. Det interessante er derimod, hvad man som køber erhverver sig oveni handlen.

V

ed at erhverve en vare eller en oplevelse får vi tilføjet en dimension, der er med til at udvikle og forme os som personer. Det at kunne kategoriseres og puttes i en bestemt ”kasse” med tilhørende vaner og normer er ikke alene provokerende, men også nærmest angstprovokerende. Det er blevet svært ikke blot at være én i mængden, så derfor foretages vores valg ud fra, at vi ser os selv som unikke typer, der ikke bare vil passe i nogle kasser . Samtidig har vi også et behov for at have noget til fælles. Et behov, som hænger sammen med trangen til “at høre til”. Det virker modstridende, når vi personligt ikke vil kategoriseres som en bestemt type og samtidig ligger inde med et behov for at afkode, hvilken type menneske vi står overfor, når vi møder nogen for første gang. Gør vi ikke det, fordi vi netop har brug for at identificere os med hinanden? Rendte vi alle rundt i tøj, vi selv havde designet for at undgå, at andre havde noget tilsvarende, eller havde vi indrettet vores hjem med specielle møbler importeret

10 | kontekst

fra udlandet, så blev noget af det grundlag taget fra os, hvorpå vi opbygger et fællesskab og har noget at konversere om. Jeg – et IKEA-møbel Uden at vi egentlig skænker det en tanke, er der små eksempler på noget, der binder os sammen trods vores søgen efter at være så unikke. Et bud herpå er IKEA. ”Den har du købt i IKEA. Jeg overvejede at købe den, da jeg var derude i sidste uge.” Hvorvidt vi snakker om stolen, gulvlampen med dens karakteristiske rispapir-look eller de små nipsgenstande i hidsige kulørte farver henne på reolen, er ligegyldigt. Vi kender det, looket og designet med de ’svenska namne’. Det er stedet, hvor mange gør sig de første handler til hjemmet, når mors og fars palads fraflyttes. Det er stedet, hvorfra man ikke har noget imod, at der smadres x antal glas til weekendens fest. Det er stedet, hvorfra vi ofte hører sætningen: ”Ja, det er fint her og nu, det er bare midlertidig, indtil jeg får råd til noget andet.”


Moderne identitet Der er et eller andet fascinerende ved den svenske detailkæde. Hvis hjemmet siger en del om, hvem vi er som personer, kan vi da sammenligne vores egen identitetsskabelse med IKEA-konceptet? IKEAs møbler er kendetegnet ved, at køberen ofte selv skal samle dem. Man ser dem i den showroom-agtige del af varehuset, man notérer sig, hvor de er på tag-selv-lageret, kører hjem, samler og indretter. Skulle man efter en tid blive træt af møblet, er det ikke mere dyrebart, end man blot skiller sig af med det igen.Vi ser og inspireres af vores omgivelser og medmennesker. Fascineres vi af noget særligt ved dem, noterer vi os det og adopterer det. Om ikke andet så med et twist, der gør det til vores egen helt personlige ”thing”.

Skulle vi efter en tid være blevet trætte af noget, så kan vi bare kassere eller modificere lidt på det. Groft sagt bygger vores overordnede søgen efter differentiering på en solid bund af ligheder, hvortil vi kan søge tilbage og finde et tilhørsforhold til vores medmennesker. Selv om et IKEA-produkt nærmest er hvermandseje, så kan ejeren stadig føle sig unik, da stort set hver eneste genstand fra varehuset findes i et utal af farver og har nærmest uendelige kombinationsmuligheder. Egentlig er det en meget sjov tanke, at et sted som IKEA ligger inde med kraften til både at differentiere men også til at bringe os sammen på ubemærket vis. n

kontekst | 11


Moderne identitet

ER DU NEOTRIBALIST? Af Hanne Aaen Lassen, medievidenskab 6. semester

Den individualistiske bølge, som i mange år har præget vores samfund, er nu vendt. Vi har indset, at kampen om at realisere personlige mål intet er værd, hvis andre ikke anerkender vores nyerhvervede status. Vi er derfor nået til et punkt, hvor vi søger mod neotribale fællesskaber. Et nyt stammefællesskab drevet af personlig lyst og interesse.

I de sidste 30 år har der været meget fokus på individet og selvrealisering, hvor vi har bestræbt os på at opnå personlige mål og resultater. Denne selvrealisering kan være en ensom affære, hvis vi ikke har nogle at dele den med. Grundlæggende er vi mennesker nemlig sociale væsener, og uanset hvor selvstændige og uafhængige vi føler os, har vi altid brug for andre. Den individualistiske bølge er derfor vendt. Der er i dag en stigende tendens til, at vores selvrealisering sker i samspillet med andre. Sociologisk forklaring Der forekommer to forklaringer på, hvorfor vi har brug for disse fællesskaber. For det første er folk blevet mere

12 | kontekst

veluddannede. Via vores job eller studie skabes forventninger om en konstant videreudvikling. På samme vis har vi et ønske om at udvide vores horisont. Det er slut med det meningsløse liv, og der skal nu være specifikt indhold i det, vi beskæftiger os med. For det andet er folk blevet mere orienterede mod fællesskaber. Disse nye fællesskaber, som folk i stigende grad søger mod, kaldes for neotribale fællesskaber. Oversat betyder det nye stammefællesskaber. Kendetegnet ved neotribale fællesskaber er, at de er baseret på lyst og interesse, og ikke loyalitet, pligt og historie, som forbindes med de traditionelle fællesskaber.


Moderne identitet Venskab med specifikt indhold Det er ikke længere nok at mødes for at diskutere løst og fast. Vi søger i stedet mod mere indholdsrige fællesskaber. Folk med fælles interesser mødes både virtuelt og face-to-face for at skabe indhold i hverdagen. Facebook, Myspace og World of Warcraft er eksempler på neotribale fællesskaber i den virtuelle verden. I ”den virkelige verden” er neotribale fællesskaber også et udbredt fænomen, som både ses i form af madklubber, studiegrupper og spirituelle fællesskaber. Modsat de traditionelle fællesskaber, der blandt andet karakteriseres ved familierelationer, er der en helt anden struktur i neotribale fællesskaber, som er langt friere. Der forventes dog, at medlemmerne skaber rammerne og indholdet i fællesskabet. På den måde investeres der hele tiden i ny energi fra medlemmer, så fællesskabet konstant skabes ud fra nogle nye inputs. Samtidig er flygtigheden central, da vi gladeligt og let kan bevæge os videre til et nyt fællesskab den dag, hvor vi ikke føler at opnå noget i et pågældende fællesskab mere. Det neotribale fællesskab kan på den måde ofte ses i relation til individets personlige projekt. I dagens samfund er der en stigende tendens til, at identitet skabes i kraft ens fritidsinteresser, hvilket ofte sker i relationen til andre. Neotribale fællesskaber er centrale i denne sammenhæng, da folk, bevidst eller ubevidst, benytter forskellige fællesskaber som led i deres identitetsdannelse – måske er du selv én af dem? Men fortvivl ikke, hvis du netop har fundet ud af, at du er neotribalist. For forskerne mener, at denne form for relation til et fællesskab både signalerer status og overskud til omverdenen – og hvem ønsker ikke denne form for anerkendelse i den moderne og konkurrenceprægede verden, som vi alle er en del af. n

kontekst | 13


STAFETTEN

Stafetspørgsmål fra Helle Mathiassen:

“Kære Søren, hvordan adskiller digital æstetikforskning sig fra æstetik-forskning? Og hvordan forholder digital æstetik-forskning og æstetikforskning sig til hinanden?”

Æ

stetik og æstetikforskning er som bekendt ikke noget nyt. Computeren er heller ikke længere ny, selvom mange ynder at tale om ‘nye medier’, men den er i hvert fald nyere end æstetikbegrebet, som man i moderne forstand kan føre tilbage til Kant og Baumgarten i slutningen af 1700-tallet, og som trækker på forståelser

14 | kontekst

der går mindst tilbage til antikken. Der er blevet lavet kunst på computer stort set fra den dag, man begyndte at bygge dem, og de forskellige digitale kunstarter kan spores tilbage til de tidlige 1960’ere, hvor det første egentlige computerspil og den første computergrafik opstod. Ja, vi skal helt tilbage til 1950’erne for at


finde den første computermusik og elektroniske litteratur. Så digital æstetik og kunst har eksisteret i godt og vel 50 år, alt efter hvordan man markerer begyndelsen. Allerede i 1950’erne var der en international scene for elektronisk musik, hvor bl.a. Else Marie Pade var aktiv, og fra midten af 1960’erne dukkede computergrafikken for alvor op på kunstscenen, bl.a. takket være Frieder Nakes (som jo i flere omgange har været gæst på IMV) pionerindsats. Computerspillene kom først ud af laboratorierne som arkadespil i grillbarer og cafeterier og som tv-spil (hvem husker ikke de lange eftermiddage i 1970’erne med Pong...). I 1980’erne gjorde computerudviklingen mul-

det skønne. Der herskede en normativ regelæstetik med en række normer og regler for, hvordan man bedst kunne lave skønne værker, fx det gyldne snit inden for arkitektur og billedkunst, harmonilære inden for musikken eller Aristoteles’ begreber om fortælling og drama. I dag er det ikke ligefrem det passende, det harmoniske og det skønne, der dominerer kunsten – eller for den sags skyld musikken. Det er snarere chok, normbrud og disharmoni, men alligevel fungerer regelæstetikken stadig, fx som ‘guidelines’ inden for design og i den almene opfattelse af hvorvidt noget er (god) kunst. I dag vil man snarere kunne forbinde æstetik med smagsdomme(re), og heller ikke i videnskabelig, æstetikteoretisk forstand kommer man uden om æstetikken som bundet op omkring individuelle smagsdomme, der i sidste ende er subjektive. Derfor er kunsten altid til diskussion – ja, det er faktisk en af dens afgørende kvaliteter! Igennem en diskussion af kunsten får vi nemlig diskuteret vores værdier, vores kultur, og hvordan vi kan betragte den. En moderne forståelse af æstetik og kunst er således, at kunsten reflekterer over vores moderne samfund, og hvordan vi kan erkende og betragte det. Ikke sådan at kunsten nødvendigvis har svaret, men den er i stand til at stille spørgsmålet og reflektere over det på nogle måder, som kan supplere og

Else Marie Pade

timedier til folke-eje, og computerspillene fik sin anden reinkarnation her, og fra midten af 1990’erne tog netkunsten hurtigt det nye WWW i besiddelse som et nyt rum for kunstnerisk udfoldelse. Senere så vi softwarekunst (bl.a. med en stor festival her i Århus i 2004), og aktuelt følger kunsten computeren ud i byrummet og ind i de mange nye håndholdte enheder. Hele vejen har vi set forskellige former for elektronisk musik, digital litteratur, digitale scenografier og teaterformer, happenings og meget mere. Men for at få styr på spørgsmålet om æstetik og digital æstetik må vi lige have lidt grundlagsdiskussioner på banen. Så: Hvad betyder æstetik? I sig selv er æstetik (aisthesis) græsk for sansning. Frem til omkring 1800 og modernismens gennembrud kunne æstetik ofte forstås som det passende, det harmoniske,

Om Søren Pold: Søren Pold Lektor, ph.d. Institut for Æstetiske fag, Litteraturhistorie/Multimedieuddannelsen Arbejdsområde: - Softwarestudier, kreativ software - Værk - netværk - værktøj - Litteratur og tekstbegrebet i digital forandring - Interfacekulturens æstetik - digitale æstetikformer - Realisme, historisk og aktuelt (Fra Balzac til digital kunst) - Medieæstetik, historisk og aktuelt (teoretisk i sporet efter Walter Benjamin, samt med udgangspunkt i 1800-tallets panoramamedier og omdrejningspunkt i digital æstetik) - Urbanitet, medier og æstetik (Paris, Los Angeles, cyberspace...)

kontekst | 15


måske korrigere andre anskuelsesmåder (fx videnskaben med dens fokus på sandt og falsk eller moral og etik med dens fokus på godt og ondt). Æstetikteorien og kunstarterne drejer sig i høj grad om, hvordan kunsten kan udtrykke sig i specifikke medier, fx teksten og bogen (litteraturen), lyd, orkestret, studiet (musikken), scenen, rummet, stedet (teater, skulptur, arkitektur) eller billedet (billedkunst, film etc.). Hver gang nye medier er opstået, har kunsten været med til at udvikle deres formsprog, finde ud af deres kulturelle betydningspotentialer og reflektere over deres betydning. Det har vi set med bogtrykket, fotografiet, lydoptagelsen, filmen og selvfølgelig også med computeren, som jeg også startede med at skitsere det. Faktisk kan man argumentere for, at computeren er noget særligt: Flere (også her på instituttet) har argumenteret for, at vi står med den mest betydningsfulde medieudvikling siden bogtrykket – men uden æstetikken var computeren forblevet en maskine, en slags avanceret relæ, der kunne styre vores samfund

skjult bag kulisserne. Æstetikken får computeren ud af ‘kassen’ Det er æstetikken, der gør computerne til noget andet end en maskine – interfacet eller grænsefladen får den ud af kassen, således at vi overhovedet kan sanse og interagere med den. Uden interfacet og dets æstetiske virkemidler (som fx lyd, billede, rum, tekst, interaktion) ville computeren være en forholdsvis skjult kontrol og automatiseringsteknologi med begrænset betydning – i hvert fald i forhold til den betydning den i dag har fået for vores kultur og samfund. Konkret kan man pege på, hvordan computerspil har været med til at få computeren ud af laboratoriet og gjort den til et udbredt underholdningsmedium, hvordan elektroniske litterater var med til at udvikle hypertekst før www, hvordan netkunsten var med til at udvikle udtryksmulighederne på nettet mange år før experience design (hvor webdesignere sværgede til kedelig Jacob Nielsen usability), eller hvordan ideerne om social og kollaborativ software opstod i netkulturen og netkunstmiljøet, flere år før nogen fandt på buzzword’et web 2.0. Samtidig har elektronisk musik og lyddesign udviklet sig fra de oprindelige ret snævre internationale avantgarde cirkler til noget, der hærger hitlister og er efterspurgt i erhvervslivet. En kommende udvikling vil dreje sig om, hvordan computere og software understøtter kreative processer, hvilket er langt fra de administrative og arbejdsmæssige funktioner, man ofte ser softwareudvikling koncentrere sig om at udvikle til. Hvorfor er det, at software er så rettet mod effektivisering og funktionalitet, og næsten aldrig mod de kreative processer, vi også har brug for, når vi fx skriver tekster, arbejder med multimedier eller bare klikker rundt og laver overspringshandlinger? Hvis man kigger på fx musikkompositions-software, så vil man kunne se en brug af computeren og dens software som et kreativt instrument, hvilket er en ny forståelse af software, jeg er overbevist om, vil blive udbredt til andre områder. Når computeren nu er trængt ind i så mange områder af vores liv, hvorfor bygger den så stadig i så høj grad på kontor- og arbejdsmetaforer? Æstetikken og kunsten er altså med til at udvikle de mange nye og stadig forandrende medier, der vokser ud af computeren, og samtidig kan kunsten bruges i en kritisk

16 | kontekst


Søren Pold: http://www.bro-pold.dk/

erkendelse og diskussion af dem, hvilket vi bl.a. ser inden for de bedste computerspil og inden for fx netkunsten, tænk blot på den måde The Yes Men har brugt nettet og lavet falske netsteder med global gennemslagskraft. Og computeren får også kunsten ud af kassen Computeren er samtidigt et enormt effektivt medium for æstetikken og kunsten. Her kan kunsten nå ud af museerne og digtsamlingerne, og man kan lave kunst direkte på skærmen ude i de små hjem, i byrummet eller nede blandt koderne og exe-filerne i computerens indre. Den kan optræde i de mest overraskende sammenhænge, give sig ud for at være ‘seriøse’ hjemmesider, snige sig ind i din daglige post, forføre dig i fortællinger, spil, lydlandskaber eller give dig mulighed for at skille dig ud som sofistikeret. Det er ikke tilfældigt, at oplevelsesøkonomien er et fænomen, som selv vores regering ikke kan ignorere, selvom den lytter for meget til kodeord som branding og kanon og til gengæld har alt for lidt forståelse for, hvordan kunsten aktuelt muterer, antager nye former, danner nye økonomier og under tiden bryder alle normer

og love som fx på musikscenen. Æstetik og digital æstetik Men kom nu til svaret! Hvad er forholdet mellem digitalog ‘traditionel’ æstetikforskning? Jeg kan give to svar: “Godt” og “dialektisk”. For det første må også computerens æstetik trække på æstetikkens traditioner og genrer. Fortællingen, billedet, musikken, filmen er ikke med ét slag blevet noget nyt i kraft af digitaliseringen. Kulturens udvikling er tyktflydende og indlejret i hundredårige traditioner: Bogen dør ikke lige med et, og selvom det digitale fotografi har slået det traditionelle kemiske fotografi ihjel, er det samtidig et godt eksempel på et medie og en udtryksform, der tilsyneladende kun i begrænset grad er blevet påvirket af digitaliseringen. Digitale fotos er det samme som traditionelle fotos, blot digitaliseret (i hvert fald indtil videre, for der er måske noget nyt på vej i kraft af de allestedsnærværende overvågnings- og mobilkameraer og den lette og hurtige distribution i web 2.0 tjenester etc.). I første omgang så digitaliseringen af musikkens medium, l.p.’en fra vinyl til cd, heller ikke ud kontekst | 17


til at få den store betydning, men så skete der samtidig noget med musikkens udtryk og kultur omkring sampling, kopiering, peer-2-peer distribution, iPods etc., som nu ser ud til at medføre enorme ændringer for musikkens økonomi, brug, for hvad der kan betragtes som et musikalsk værk, etc. Men selv når de store omvæltninger sker, sker de i dialog med æstetikkens traditioner, fx som realiseringen af ældgamle drømme og utopier som med hypertekst og www. Men computerens egenskaber og den måde vi bruger den på, får større betydning for æstetikken og kunsten. Det vil sige, at vi ikke kan nøjes med æstetikkens traditioner og begreber, vi har også brug for en forståelse af computeren for at forstå æstetikken. Hvilke operationer giver computerens interface os mulighed for?, hvordan sætter de sig igennem kulturelt og i de enkelte værker? Det kunne være ting som mulighederne for at klippe, kopiere og sætte ind, mulighederne for netværkskommunikation, muligheden for at generere og styre kunstneriske udviklinger (fortælling, spil, musik...) gennem algoritmer, eller mulighederne for at kombinere medier, udtryksformer og maskinelle funktioner i et interface. Hvis jeg oven for argumenterede for, at æstetikken udvikler computeren, så er det også nødvendigt at have for øje, at computeren udvikler æstetikken! Herunder også på nogle måder, hvor vi, hvis vi spørger hvorvidt digital kunst nu er god kunst, så glemmer, at den forforståelse vi spørger ud fra måske ikke er tidssvarende, og vi har brug for at pudse brillerne og udvikle forståelsen i mødet med computeren. Elektronisk musik skal ikke vurderes på, hvor godt det emulerer et orkesters lydbillede, og et computerspil er ikke en fortælling på samme måde som en roman eller en film. Faktisk er mange digitale kunstformer opstået på en måde, der på den ene side har været en udvikling i forlængelse af de æstetiske traditioner (ofte som rasende eller ‘kølige’ opgør, som det tyvende århundredes kunsthistorie nu foreskriver det), og på den anden side har været i avanceret dialog med computerens udvikling. Derfor er svaret også “dialektisk”. Den digitale æstetikforskning og kunstudvikling går på to ben: æstetiktraditionen og computeren – og dens resultater er både med til at udvikle æstetikken, æstetikteorien, æstetikforståelsen, computeren, og ikke mindst dens kulturelle dimensioner. Vi trækker på og samarbejder glimrende med forskere fra æstetiske fag og fra IT- og medieinstitutter, herunder 18 | kontekst

ikke mindst dem, der lige som os arbejder med digital æstetik, og det er min overbevisning, at digital æstetikforskning og undervisning både hører til på IT- og medieinstitutter og på mere traditionelle æstetikinstitutter. Til gengæld kan det være lidt mere ‘tungt’ at forholde sig til den kulturelle debat: Hvor store dele af den danske kunst- og kulturdebat aktuelt har en tendens til at vænne sig mod fortiden, kanon, det sikre, de etablerede institutioner og det nationale (udover den nationale kanon har vi senest fået et nyt nationalt operahus og kongeligt teater), så forsømmes computerens og interfacets æstetiske dimensioner. Hvorfor er museerne og kulturinstitutionerne ikke på forkant med at udvikle nettet og nettets kultur? Hvorfor drejer kulturpolitikken sig om at sikre utidssvarende ophavsrettigheder, i stedet for at sørge for at tingene kan bruges digitalt til glæde for os alle (samtidig med at kunstnerne selvfølgelig skal have noget at leve af!)? Og hvor er den store visionære satsning på digital kunst og kultur? (Den koster kun en brøkdel af en opera...) Computerens interface – hvad enten det udgøres af en meget lille mobil skærm, en mellemstor fladskærm eller kæmpeskærme og interaktionsfelter i byrummet – er vor tids vigtigste kulturelle medium, og vi regner ikke med, at det forsvinder foreløbigt, men håber og arbejder på, at kulturen og kunsten er med på menuen. n

Yderligere information: Læs mere i forskningsprojektet Interfacekulturens æstetiks bog “Interface – digital kunst og kultur”, Aarhus Universitetsforlag 2007 (anmeldt i sidste nummer af Kontekst), hvor bl.a. Christian Ulrik Andersen skriver om computerspillets æstetiske interface, Morten Breinbjerg om musikkens interface, Lone Koefoed Hansen og Jacob Wamberg om nye former for interfaces og Søren Pold og Henrik Kaare Nielsen om bl.a. den elektroniske musiks kulturkamp. Se også projektets arbejdspapirer på http://www. interfacekultur.au.dk/publikationer.


kontekst | 19


FREMTIDENS TV-MARKED Af Rikke S. Lindhard og Signe Roholt, Medievidenskab, 6. semester

Forestil dig at kunne se tv via internettet på din bærbar eller mobil. Forestil dig en hverdag, som ikke er indrettet efter, hvornår tv-stationerne vælger at sende din yndlingsserie. Forestil dig at se dine yndlingsprogrammer, når du vil og hvor du vil, leveret til dig direkte af tv-producenten. Dette behøver ikke at forblive forestillinger, men kan i høj grad blive til virkelighed. I denne artikel tager Kontekst et øjebliksbillede af tv-markedet i Danmark og giver samtidig et bud på, hvordan det kan udvikle sig i fremtiden.

M

ed programmer som ”Varm på Is” og ”Årgang 0” er de danske tv-producenter med til at sikre dig underholdning i hverdagen. Det er et faktum, at det netop er tv-producenternes leverancer af indhold, der har en særdeles afgørende betydning i broadcasternes kamp om at nå ud til brugerne. Produktionsselskaberne er din garanti for underholdning på alverdens distributionsplatforme. Men med et tv-marked præget af monopol og nepotisme er det hård kost at være et dansk uafhængigt produktionsselskab. Dog er der håb forude. Flere fremtidsforskere spår fjernsynet og flow-tv en snarlig død. Fænomener som tv on-demand, nichekanaler og brandchannels på internettet etc. er nemlig blevet en større del af danskernes medie-vaner. Vi ser ikke kun tv på vores fjernsyn, men også på mobilen, PDA’en eller vores bærbar. Vi kan selv bestemme, hvad vi vil se, og hvornår vi vil se det. Disse teknologiske muligheder er i højere grad med til at gøre det svært for broadcasterne at gøre flowtv interessant. Folk bliver mere tilbøjelige til at se afsnit af Sommer på nettet i stedet for at være afhængig at sidde foran flimmerkassen søndag klokken 20.00. Vil folk i fremtiden være mere tilbøjelige til at vælge online ydelser, kan det føre til store ændringer i tv-markedet, som vi kender det i dag. Tv-markedets vilkår Broadcasterne sidder i dag solidt på det danske tv-marked, og produktionsselskabernes indflydelse er begrænset. Få købere og mange udbydere er i dag en del af den virkelighed, som den danske tv-produktionsbranche agerer indenfor. Det betyder, at det er de fire store broadcastere, TV2, DR, ViaSat og SBS, der dominerer de uaf20 | kontekst

hængige produktionsselskaber, som hver især kæmper deres kamp om at få deres produktioner afsat. Ud af de cirka 110 produktionsselskaber der i dag udgør produktionsmarkedet, er det blot 11, der i særdeleshed har skilt sig ud og sat sig på 90 % af markedet. Det betyder, at de danske produktionsselskaber i dag opererer under nogle

De 11 største danske produktionsselskaber • Angel, • Blu • Bastard • Easy Film • Koncern • STV

• Metronome • SFK • Nordisk Film • Strix • Mastiff

Fra ”Tv-producenter i hårdt udskilningsløb” af Frank Stockholm, i Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 27, 2005

forhold, som nødvendiggør en meget præcis strategi og derfor betyder, at mange, særligt de små selskaber, lever mere eller mindre fra hånden til munden. Flere selskaber fungerer således under nogle meget pressede vilkår, rent økonomisk, som i værste tilfælde kan medføre, at flere af selskaberne må dreje nøglen rundt. Internettets muligheder Nye muligheder synes ikke at ligge særligt langt ude i fremtiden for produktionsselskaberne. Nogle eksperter spår ligefrem en gunstig fremtid for de danske produktionsselskaber:


Tv-produktionsmarkedet står overfor store omvæltninger med internettes distrubutionsmuligheder.

”Enhver kan se, at hele adgangen til tv er under opbrud. Internettet åbner nye markedsadgange, som på sigt vil skabe et helt nyt spil mellem leverandører og distributører af indhold. Det ved begge parter”, således skriver Frank Stokholm i Ugebrevet Mandag Morgen i 2005. Selvom citatet er tre år gammelt, er det i høj grad aktuelt. På trods af at de nuværende forretningsmodeller mellem distributører og indholdsleverandører som regel efterlader tv-stationerne med alle rettighederne, lige fra genudsendelser, gensalg af koncepter, bøger, merchandise til DVD-rettigheder m.fl., kan man alligevel se en positiv udvikling i takt med udbredelsen af internettet. Produktionsselskaberne kan nemlig allerede i dag mærke et in-

direkte udbytte, når de som indholdsproducenter sælger retten til at distribuere på flere platforme end tidligere, som eksempelvis når TV2 lægger en dokumentar ud på Sputnik efter den har været transmitteret i tv. Frem for alt skaber internet-tv en mulighed for producenterne, der gør dem i stand til at slippe udenom broadcasterne. I takt med at flere distributionsplatforme vil blive tilgængelige mindskes broadcasternes funktion som egennyttige gatekeepere på distributionsområdet. Således vil producenterne kunne få flere aftagere, men med internettets distributionsmuligheder vil produktionsselskaberne også selv få mulighed for at fungere som broadcastere. Internet-tv-produktion kan nemlig i dag muliggøres for kontekst | 21


et nogenlunde beskedent beløb, hvis man sammenligner med omkostningerne ved at skulle transmittere via det analoge eller digitale sendenet eller ved ligefrem at skulle drive sin egen tv-kanal. Ser man på opstartsmulighederne for at starte en internet-kanal eller for blot at producere indhold til en sådan, skal der nemlig ikke særlig meget til. I Danmark findes der flere streamingsleverandører, der udbyder serverplads og hosting løsninger til internet-tv, og i realiteten ville en server, et HD kamera og lyd- og billedredigeringsudstyr være midler nok til at skabe en internet-tv-station, dog alt efter ambitionsniveau. Så bortset fra en server skulle de fleste produktionsselskaber i dag, med en nogenlunde egenkapital, være dækket rimeligt ind på alle disse områder, for slet ikke at tale om deres store portion knowhow når det kommer til produktion af levende billeder. Fremtidsscenarium Lad os antage, at produktionsselskaberne faktisk vil udnytte internettets distributionsmuligheder og selv blive broadcastere, så vil programudbuddet og tv-markedet om fem til ti år se markant anderledes ud, end det gør i dag. Lad os tegne et scenarium: I modsætning til i dag vil produktionsselskaberne blive de centrale spillere på markedet. De vil være de første til at se, hvor fragmenteret det kommende mediemarked bliver og hvor hurtigt seerne går væk fra flow-tv, og de har dermed etableret et utal af tv-kanaler, der dækker alt fra low-carb-diet-tv til jodle-tv. Jæger-tv, mountain-bike-tv, ballonflyvnings-tv. Uanset hvad din interesse er, vil fremtidens internet-tv have en kanal lige præcis til dig. Produktionsselskaberne vil højst sandsynligt lancere deres egne internetkanaler, hvormed egenproduktionen efterhånden vil være det primære indhold på distributionsplatformerne for selskaberne. De store produktionsselskaber, hvis brand allerede er velkendt hos forbrugerne, som for eksempel Nordisk Film, vil have gode muligheder for at slå igennem i den brede offentlighed og dermed åbne for markedet, også for de mindre kendte. Det vil også være de produktionsselskaber, der har været først ude, og som har sat sig godt fast på markedet, som vil få en fordel. Produktionsselskaberne vil ud fra deres voksende position efterhånden være i stand til selv at overtage rollen som distributør og dermed beholde alle rettigheder. 22 | kontekst

Lad os antage, at broadcasterne har sovet i timen, så vil digitale videooptagere have frataget dem reklameindtægterne og folk vil efterspørge langt mere specifikt indhold, end de er gearet til at levere. De forskellige produktionsselskabers kanaler vil rumme forskelligt indhold, da selskaberne stadig vil skulle positionere sig over for hinanden, på samme måde som nicheområderne efterhånden vil blive fordelt imellem dem. Da Danmark er et lille marked, vil finansieringsmodellen for disse nye kanaler sandsynligvis være en delvis betalingsmodel for slutbrugeren og en delvis reklamefinansiering. På kanalerne vil der være mulighed for at få adgang til indholdet, enten ved at man indvilliger i at blive eksponeret for en vis portion reklamer og få adgang gratis eller i form af en pay-per-view-model. Fremtidens tv-marked Man kan kun gisne om fremtiden - hvor stor en indflydelse internettet egentlig kommer til at få for tv-mediet, vides ikke. I denne forbindelse er det nævneværdigt, at migrationen fra traditionelt tv over til internet-tv højst sandsynligt vil komme til at tage længere tid, end de fleste fremtidsforskere forestiller sig, idet medievaner ændrer sig langsommere end teknologier. Dette synes for øjeblikket at være den største begrænsning for produktionsselskabernes mulighed for succes med internet-tv. Desuden kan produktionsbranchens begrænsede kapital være til hinder for deres indtræden på markedet. Uanset hvilke aktører der i sidste ende kommer til at tjene på internet-tv, så er der i hvert fald én sikker vinder: DIG! Du vil nemlig uden tvivl få mange flere kanaler og meget mere indhold at vælge imellem. Så læn dig trygt tilbage og nyd det fremtidige tv-udbud, for det vil være skræddersyet til lige netop din smag. n

Artiklen er udarbejdet på baggrund af mediesystemanalyseopgaven: ”Tv-produktionsmarkedet i opbrud – internet-tv revolutionen og de danske tv-producenter” af Jenny Louise Vestergaard, Kaare Svensgaard, Signe Roholt og Rikke S. Lindhard.


WANTED

WANTED

kontekst | 23

www.quint.dk Bruun’s Galleri . City Vest, Århus


Ud af huset i et år Af Marie Jensen, Medievidenskab 6. semester 4. semester på IMV: Studiemæssigt er brikkerne endelig ved at falde på plads. Rammerne, man færdes i, er blevet dejligt trygge – ja, nærmest hjemlige. Faktisk er tilstanden af total forvirring, som man har befundet sig i fra dag ét på Universitetet, endelig forsvundet. Så sker det, at bomben om suppleringsfag falder, og man er endnu engang tvunget til at skulle tage stilling til sin studiemæssige fremtid. Idyllen er spoleret, og spørgsmålene hober sig op. Dette scenarium beskriver nogenlunde, hvordan jeg havde det for præcis et år siden. Skamfuldt måtte jeg dengang erkende, at Adorno, trods sin ”særlige charme”, var blevet it-stedet for mig. Jeg var faktisk blevet så glad for genkendeligheden, at jeg næppe kunne tænke mig at forlade stedet igen. ”Ud af huset i et år” – et år med suppleringsfag – kan umiddelbart føles som en lidt uoverskuelig tanke. Hvad skal man vælge? Hvor kommer man hen? Og skal man nu til at lære en masse nye mennesker at kende - igen? Disse var i hvert fald bare få af de spørgsmål, som hobede sig op i mit hoved, da valgdatoen for suppleringsfag i foråret 2007 hastigt nærmede sig mig og resten af min årgang på Medievidenskab. Men spørgsmål søger som bekendt svar, og der var heldigvis hjælp at hente – i første omgang i hvert fald til et par af dem. Diverse internetsøgninger og et senere besøg til den årlige tilvalgsdag i Søauditorierne gjorde det klart for mig; jeg skulle vælge fagpakken ”Retorik og Formidling”. Tankerne om dette valg bundede i, at jeg gennem mit andet år på studiet var begyndt at blive en smule bekymret for, hvorvidt jeg egentlig besad evnerne til engang i fremtiden at benytte eller videreformidle de mange geniale teorier og betragtninger, som mit grundfag hidtil havde fyldt mit hoved med. Jeg var med andre ord klar til noget praktisk 24 | kontekst

arbejde, og det var præcis, hvad min udvalgte fagpakke efter sigende bød på. Fra valg til studiestart Da valget først var truffet og ansøgningsblanketten sendt af sted, faldt der endnu engang lidt ro over studiet. Der var stadig eksamener at afslutte og en hel sommer til at restituere i. Tankerne om endnu en studiestart med helt nye mennesker begyndte dog at rumstere hen over sommeren – skulle man nu igennem hele ræset igen med rus-uge, navnelege og ”jeg kommer fra Vejle-samtaler”? Svaret blev til dels ja. Ved studiestart blev det til en lightudgave af rus-ugen, hvor der stadig var et par obligatoriske navnelege involveret og et par grønne Tuborg til at skylle dem ned med. Alt i alt en overkommelig start, hvor man fik luft til at se sine medstuderende an og lære sine nye omgivelser at kende, inden studiet for alvor gik i gang.


Grundfag med perspektiv på Som jeg nævnte tidligere, var hovedårsagen til, at jeg søgte ind på suppleringsfaget Retorik og Formidling, at jeg savnede en formidlingsdel på mit grundstudie. Det har i bagklogskabens lys vist sig at være det helt rigtige spørgsmål, jeg stillede mig selv, dengang jeg skulle vælge et supplerende fag: Hvad er det egentlig, jeg savner på mit grundfag? Det lyder måske lidt simpelt, men jeg tror, det er et spørgsmål, som kan komme mange til gode, når valg af suppleringfag skal træffes. Jeg skal dog ikke lukke øjnene for de kompleksiteter, som også følger med valget af suppleringsfag. Man kan enten vælge en færdig fagpakke eller et individuelt tilrettelagt år. Man kan gå i en helt anden retning end sit grundfag, eller man kan finde et supplement, som ligner ens grundfag. Og endelig kan man vælge at tage sin kandidatuddannelse på et helt andet studie end sit grundfag efter afslutningen af suppleringsåret. Blandt disse kompleksiteter valgte jeg en fagpakke, der tilbød fordybelse i og praktisk arbejde med skriftlig og mundtlig fremstilling. Noget, jeg håber kan blive et optimalt supplement til Medievidenskab, som jeg vender tilbage til efter sommerferien. Om mit suppleringsfag er det rette supplerende valg for mig, vil tiden vise. Noget, som dog allerede har vist sig, er, at det har sat et godt perspektiv på mit grundfag og givet mig fornyet energi til at vende tilbage til IMV. Perspektivet er for mig blevet en personlig læring om, hvordan jeg i fremtiden skal arbejde mere praktisk i min studietilgang

og forsøge at vælge fag, som jeg løbende kan få nogle meget håndgribelige resultater ud af. På den måde er jeg også kommet min frygt for manglende evner til omsætning af teori til livs. På mit suppleringsfag er jeg blevet tvunget til konstant at omsætte teori til praksis, hvilket har vist sig at være utroligt givende. Ingen salgstale Afsluttende vil jeg sige, at valget af suppleringsfag helt åbenlyst er individuelt, og at der derfor heller ikke findes en opskrift på det perfekte suppleringsår – desværre. Mine ord er ingen salgstale, men blot en omsætning af nogle tanker, som sikkert fylder manges hoveder for tiden. Samtidig er det en lille positiv beretning fra det store virvar af suppleringsfag, som forhåbentlig kan give lidt fornyet styrke og energi i en tid, hvor valget snart skal træffes. Som det på magisk vis næsten altid sker her på Universitetet, så blev mine mange spørgsmål besvaret, og jeg føler mig nu klogere. Jeg håber derfor også, at mine ord vil gavne nogle nye forvirrede studerende, som netop er ramt af den samme spørgsmålslystne og mindre forvirrede tilstand, jeg var i tidligere. Held og lykke med jeres valg og nyd jeres suppleringsår! – Adorno vil altid være der. n

kontekst | 25


Grauballemandens sande ansigt Af Marie Mehlsen og Simon Rune Jørgensen, Medievidenskab 5. semester Umiddelbart ligner Grauballemanden en helt sympatisk fyr, men det sorte skind bedrager – og det bør du være opmærksom på, inden du vælger dit suppleringsfag. Da vi efter to år på Medievidenskab skulle vælge mellem et hav af suppleringsfag, var det som at stå midt i ét stort reklamefremstød – ”Kom op til os på Nordisk – nu med ekstrahippe oplevelsesøkonomi”. ”Filosofi møder Handelshøjskolen i et superspændende projekt”. ”Kognitiv semiotik – hvis du er pjattet med humaniora”.

D

et endte dog med at være en sød og naturlig pige fra Moesgaard, der stjal vores hjerter, og valget faldt på ”Organisations- og arbejdsantropologi – rider med på HR-bølgen”. En smuk sensommerdag startede vi to medievidenskabere så på vores nye akademiske liv blandt islandske sweaters og Fjällräven-rygsække i alle regnbuens farver. Moesgaard ligger i de smukkeste omgivelser, Aarhus Universitet råder over – den gamle herregård er omkranset af gigantiske bøgetræer, idylliske bondehuse og en duft af frihed og bredde vidder, langt væk fra byens hektiske campusliv. På baggrund af at HR er et hedt emne for tiden, var vi overbeviste om, at vi mindst ville blive 25 på vores kommende suppleringshold. Virkeligheden viste sig dog at være en anden. Vi blev fire. Så der var altså virkelig basis for at mingle med studerende fra fjerne og eksotiske studier; én fra informationsvidenskab og én fra religionsvidenskab. Men det lille sammentømrede hold på fire holdt humøret højt, smilede kækt og bekræftede hinanden i, at det hele nok skulle gå. Det var dog omtrent på dette tidspunkt, at Grauballemanden begyndte at vise sit sande ansigt. Moesgaard indbød os til informationsmøde om årets forløb, hvilket vi blev glade for, da vi allerede fra første dag følte os temmelig oversete og tilsidesatte som det lille hold, vi var. Et par dage før mødet skulle foregå, kontaktede vi studievejlederen, der dog kunne fortælle os, at mødet var aflyst af økonomiske årsager. Det havde vi ikke fået noget at vide om. Vi startede semesteret med et introduktionsforløb til generel antropologi, men så endnu mere frem til at starte 26 | kontekst

på ”Organisations- og arbejdsantropologisk tema 1” hen på efteråret. Det kan bare være lidt svært at modtage undervisning i et nyt fag, hvis man ikke har en underviser. Et par dage inden fagets start, havde man dog fået opstøvet en villig underviser fra filosofi, som i den grad blevet kastet ind i pensum, kompendiefremstilling og Moesgaards ustrukturerede skikke. På trods af en noget ubarmhjertig start formåede vores underviser faktisk at stable et godt og spændende forløb på benene, og de fire musketerer begyndte helt at glæde sig til ”Organisations- og arbejdsantropologisk tema 2” i foråret. Den sorte sky Men som bekendt har alting en ende, og på Moesgaard kan en mørk sky hurtigt glide henover solens stråler. For vores vedkommende kom den mørke sky spankulerende ind i vores undervisningslokale en tirsdag eftermiddag i november. ”Hej med jer! Forresten har vi fundet ud af, at jeres suppleringsuddannelse ligner vores voksenefteruddannelseskursus så meget, at vi lige så godt kan slå jeres undervisning sammen”. Vi blev lettere overraskede over meddelelsen, men var slet ikke forberedte på næste udmelding. For lige inden den sorte sky drev over, nåede den netop at sende et lyn igennem lokalet. ”Altså det vil faktisk sige, at den undervisning I får næste semester, bliver fordelt over tre weekendseminarer: ét i starten af februar, ét i starten af marts og ét i slutningen af april. Så der bliver rigtig tid til at få læst til de enkelte gange”. Her stod så et frustreret suppleringshold fulgt halvvejs til dørs og forladt ved havelågen. I vores frustration kontaktede vi tidligere studerende på ”organisations- og ar-


bejdsantropologi” for at høre om deres erfaringer med faget og Moesgaard. De kunne fortælle os, at de sidste år havde indgivet en uopfordret evaluering af forløbet, som Moesgaard havde oplevet som aldeles ustruktureret og utilfredsstillende. Vi læste evalueringen og kunne blot konstatere, at man på Moesgaard ikke havde taget de studerendes konstruktive kritik alvorligt. Med udsigt til en fremtid som eremitstuderende med henholdsvis en måned til halvanden måned mellem hver undervisningsgang, besluttede hele suppleringsholdet sig for at vende Grauballemanden ryggen. Vi så os nødsaget til at ændre vores suppleringsuddannelse til en ITT (Individuelt tilrettelagt tilvalg), da vi på ingen måde ville få, hvad vi havde fået stillet i udsigt, da vi tilmeldte os ”Organisations- og arbejdsantropologi”. Kære Moesgaard... I januar sendte vi således et brev til Moesgaards ledelse og studienævn samt rektor ved Aarhus Universitet og dekanen ved Humanistisk Fakultet. Vi gjorde opmærksom på vores oplevelser på Moesgaard og understregede, at vi på baggrund af vores klagepunkter ønskede, at suppleringsuddannelsen i ”Organisations- og arbejdsantropologi” skulle revideres og forbedres. Vi mener, at Moesgaard har rammerne til at skabe en god suppleringsuddannelse, og vi ønsker, at fremtidige studerende skal spares for de problemer, vi har oplevet. Moesgaards ledelse gav svar på tiltale og understregede, at man synes, forløbet var en god og fornuftig løsning set i forhold til, at vi ”kun” var fire studerende. Men fra vores synspunkt er det mere princippet i, at man i første omgang opretter et hold med blot fire studeren-

de, og at man så ikke tager ordentligt hånd om dem ved blandt andet at lade dem ligge under for økonomiske begrænsninger. Hvis man ikke kan skabe et tilfredsstillende forløb for de studerende, man har, bør man ikke oprette uddannelsen. Moesgaard solgte os en pakkeløsning, der ikke levede op til varebetegnelsen, og derfor er det irrelevant, hvorvidt studieledelsen synes, at der er tale om en alle tiders løsning. Det er ikke okay, at økonomiske hensyn står stærkere end de studerendes vilkår. Så kære kommende suppleringsstuderende derude: Tag Jer i agt for Moesgaards reklamefremstød. Under den idylliske overflade lurer Grauballemandens sande ansigt. n

Ledelsens kommentar Vi ringede til fagleder på antropologi og etnografi Bodil Selmer for at høre hvad hun havde at sige til kritikken. Hun meddelte at den pågældende linje ikke bliver oprettet til næste år pga. de få tilmeldte. hun siger dog at forløbet har været kørt med weekendkurser tidligere til de deltagendes tilfredshed. Hun er naturligvis ked af kritikken, men henviser til at uheldige omstændigheder gjorde, at lektor stillingen ikke var besat fra starten; omstændigheder som uddannelsesstedet ikke mente at have mulighed for at tage højde for. Samtidigt pointerede Bodil Selmer at der også i år bliver udbudt generel antropologi og etnografi supplering, hvor der regnes med at blive fuld belægning (40 pladser).

kontekst | 27


Min supplering Søren Michael Hansen “Jeg valgte erhvervsøkonomi, fordi økonomi faktisk var min anden prioritet efter Informationsvidenskab. Det kommer til at give et fint afbræk fra det humanistiske og i stedet fokusere på det lidt mere samfundsteoretiske. Der er nok generelt mange humanister, der er lidt skræmte over at skulle have matematik og statistik. Det er vel sådan, at de datalogiorienterede ofte tager multimedie, de kommunikationsorienterede tager noget æstetisk, mens økonomi er for de mere organisations-mindede.” Erhvervsøkonomi er et naturligt valg, hvis man finder emner som virksomhed og organisation mest interessant. Søren er generelt tilfreds med forløbet. Der er ikke noget, som er gået uforventet eller skidt. Individuelt tilrettelagt tilvalg (ITT) kunne måske have været en ide; flere muligheder for at finde de mest spændende fag, men Søren orkede ikke at gøre det, så han valgte pakken i stedet.

Oliver Repenning Jeg valgte Journalistisk Formidling af flere grunde. Jeg ville gerne blive bedre til at formidle og prøve en anden tilgang end den akademiske. Desuden var jeg opmærksom på, at min supplering skulle give adgang til virksomhedskommunikation på ASB, da det er én af mine overvejelser til kandidaten. Jeg overvejede også at læse Medievidenskab, men valgte det fra, ikke fordi det ikke lød spændende, men fordi det ikke kunne opveje det ene semester på Journalisthøjskolen.

Anne Meldal Nørgaard Har valgt pakken Religion, politik og samfund. Den er et samarbejde mellem Statskundskab og Teologi. Er generelt glad for at have valgt denne pakke. Det tæller for at have fået en grundlæggende forståelse for sociologi, og hvordan religion og samfundet spiller ind på hinanden. Et mere generelt fokus end Medievidenskab, som har et stærkt bias mod medierne. Dette grundlæggende fokus vil også kunne bruges, når man kommer tilbage på Medievidenskab, men opgaven bliver så selv at skulle finde sammenhænge.

Det, jeg er mest glad for, er alle de praktiske ”hands-on” værktøjer, jeg har fået, og som jeg kan overføre direkte til mit studiejob(i IBM’s kommunikationsafdeling). Jeg har lært nogle redskaber, jeg ikke kunne få på Uni, og som jeg kan overføre direkte til erhvervslivet, og det er fedt. Noget af det vigtigste, vi har lært, er at skrive og behandle fagstof på en interessant og tilgængelig måde. Vi har i den forbindelse lært at skrive artikler og pressemeddelelser, samt hvordan man skriver til Internettet. Vinkling og målgruppe er hele tiden i fokus, og alt i alt er det en ny og spændende måde at arbejde på i forhold til Uni. Det er idéudvikling, korte deadlines og kontant feedback – helt sikkert noget man kan tage med sig videre.

”Det har ikke virket som om, samarbejdet mellem de to institutter har været helt gnidningsfrit. Der har næsten ikke været ferie, og desuden har alle eksamener været graduerede. Det har betydet, at det har været hårdt.”

28 | kontekst

Vi er først lige startet på den del af forløbet, der foregår på Medievidenskab, og derfor kan jeg ikke sige noget generelt om det. Det er mere en teoretisk forståelse for medie- og samfundsorienterede problemstillinger. Det kan vel sammenlignes med at træde et skridt tilbage og betragte medieprocessen lidt udefra. Vi bruger meget tid på at se på, hvilken rolle medierne spiller i det moderne liv, og det er også rigtig spændende. Vi kommer bredt omkring, og det giver mange perspektiver på medier og samfund. n


En verden udenfor Af Anne Meldal Nørgaard og Helle Martens Jørgensen, Medievidenskab, 6. semester

F

or mange studerende er et helt studie ikke kun knyttet til en bestemt by eller et land. Man nærmer sig bacheloren eller kandidaten, og ved siden af bøgerne kan en lille drøm om at se den store verden begynde at vokse i maven. Internationalt Sekretariat (IS) er et af de steder, hvor sådan en drøm kan realiseres. Her tilbydes både studier for den eventyrlystne i Thailand og New Zealand og for den storbyinteresserede i Berlin eller Stockholm.

tionalt Udvalg har lavet ved ansøgningsproceduren for at åbne op for, at flere får lyst til at søge. Søger man et studieophold i Norden eller Europa, er det de faglige koordinatorer ved de enkelte institutter, der bestemmer, hvem der skal af sted. Ved disse aftaler bliver der sjældent givet afslag modsat de oversøiske aftaler, hvor der er

På IS arbejder der 9 fuldtidsansatte og en række studentermedhjælpere. Det er dem, der sørger for at studerende fra Århus kommer til udlandet, men også at de udenlandske studerende, der kommer til Danmark, får et godt ophold i Århus. Mette Brandenborg er områdeleder på IS for udrejsende studerende og er aftaleadministrator for Nordamerika, Australien, New Zealand og nogle lande i Europa. Hun har været ansat på Internationalt Sekretariat (IS) siden 2004. For Mette er det især den tætte kontakt til de studerende, der driver hendes hverdag på IS. Udover vejledning, information og formidling kræver hendes arbejde et tæt forhold til hendes kollegaer rundt omkring i hele verden. Det betyder, at Mette også deltager i uddannelseskonferencer i udlandet, hvor hun blandt andet skal markedsføre Århus Universitet. Derfor skal du tage af sted... Mette fortæller, at der er mange fordele ved at tage en del af sin uddannelse i udlandet. ”Man får mulighed for at læse og studere på en anden måde, end man gør herhjemme. Mange studerende kommer tilbage og fortæller, at man afleverer langt flere opgaver og producerer mere skriftligt i andre lande. Man bliver bedre til det sprog, man læser på.” Herudover lægger hun vægt på, at opholdet er personligt udviklende, en kulturel oplevelse og at det kan være et fundament for at få et bredt internationalt netværk. AU råder over 700 forskellige aftaler med universiteter rundt omkring i verden. Ansøgerne i år er den første generation, der ikke skal vedlægge en motiveret ansøgning samt forhåndsgodkendelser på alle deres prioriteter. Herudover skal ansøgningen heller ikke længere være formuleret på engelsk. Dette er en ændring Interna-

New Zealand.

færre pladser. Her giver AU afslag til mellem 30-40% af ansøgerne. Man skal dog ikke lade sig skræmme af den høje afslagsprocent ved de oversøiske aftaler. Har man lyst til at komme af sted, er der andre muligheder, f.eks. også hvis man ønsker at rejse to sammen.

kontekst | 29


Hvis du er storbysmenneske, så er Berlin en fantastisk studieby. Når du ikke studerer, kan du besøge Frederik den Stores have i Potsdam.

Betingelser og den nye karakterskala Især for de eftersøgte oversøiske aftaler skal det ikke være nogen hemmelighed, at karaktererne spiller en rolle i udvælgelsen af, hvem der skal af sted. Mette fremhæver, at der ligger noget arbejde i at få den nye karakterskala til at stemme overens med det niveau, der findes på værtsuniversiteterne. Her er det især de nye karakterer 4 (D) og 7 (C), der kan skabe problemer. Et D og C på ECTSskalaen er udmærkede karakterer herhjemme, men ligger for eksempel i USA på dumpegrænsen. Denne forståelsesforskel kan betyde, at IS må gøre ekstra meget ud af at forklare værtsuniversitet, at de studerende, de sender af sted, er yderst kompetente. Er man blevet indstillet til en plads gennem IS, har man deres stempel i ryggen. Derfor sætter IS selvfølgelig også en dyd i at få kommunikationen i orden med værtsuniversitetet, så den udvalgte studerende kommer af sted. Når man søger gennem IS forlænges processen en smule, da ens ansøgning først skal godkendes af udval30 | kontekst

get. Dette gør, at man søger et halvt til et helt år, inden man kommer af sted. Har man lyst til at gøre det udenom IS, er det nye regeringsinitiativ med Udlandsstipendiet en mulighed. Flere skal ud! Det er blevet besluttet fra politisk side, at det skal være nemmere for de studerende at komme til udlandet, da alt for mange studerende ikke kommer af sted pga. for få pladser. Derfor har man pr. 1. juni 2008 ret til at få betalt studier i udlandet i op til to år. Med Udlandsstipendiet kan man tage lige hen, hvor man vil, hvis fagene er forhåndsgodkendt af Studienævnet. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvor mange penge, man får med, men man kan regne med mindst 20.000 kr. pr. Semester. Denne nye ordning kommer til at kræve nogle ressourcer fra IS, da mange flere studerende skal vejledes. Vælger man at tage af sted med Udlandsstipendiet, skal man være forberedt på at gøre en stor del af arbejdet selv. Ansøger man gennem IS, har man deres stempel i ryggen, men man skal da vælge nogle af de aftaler, de allerede har i hus. Har du lyst til at tage af sted, er der overvejelser forbundet med begge aftaler. Mette slutter af med at give følgende råd: ”Hvis man vil ud på sin bachelordel, skal man i gang med planlægningen allerede på sit første studieår, så man ikke misser en ansøgningsfrist.” Generelt er det en god ide at gå i gang et år før, man skal af sted. Man kan altid sende en mail til IS@au.dk, hvis man vil have noget vejledning. Men, hvordan er det så for en studerende, at gå igennem den omtalte ansøgningsproces? Esben Kobberå er fra


Esben skal til Singapore og studere.

Medievidenskab og færdiggør sin bachelor til sommer. Esben har på suppleringsåret læst Journalistisk Formidling og er indstillet til en plads på University of Singapore i foråret 2009. Vi har stillet Esben nogle spørgsmål for at finde ud af, hvad baggrunden var for hans valg og planlægning af et studieophold i udlandet. Århus sat i perspektiv Esben har efter gymnasiet boet syv måneder i London og fik der en forsmag på det at blive del af et andet miljø og en anden kultur. Opholdet har i den grad givet ham blod på tanden og har ført ham til at søge en studieplads i udlandet. ”Det er lige meget, om det er USA, Australien eller Canada, bare det ikke er Europa. Tog man for eksempel et semester i London, ville der nok ikke være den store kulturelle forskel.” Da vi spørger ham om, hvilke forventninger han har til opholdet, er det især det, at få sat sin egen baggrund i perspektiv både fagligt og kulturelt, han fremhæver. Udover det faglige er det, der driver Esben ligeledes at få et sjovt semester, hvor man kan få set noget andet end de gule bygninger i Helsingforsgade og dermed komme hjem med en fornyet energi. Et semester i udlandet Esben har valgt at tage af sted på andet år af kandidaten på Medievidenskab og har ikke haft det som en del af sine overvejelser at tage af sted på bacheloren. ”Det var lidt for uoverskueligt, og så fandt jeg ud af det lidt for sent”. ”Jeg tror, man skal have lidt med i bagagen, før man kan tage af sted og læse noget andet”. Ansøgningsfristen for oversøiske aftaler var den 15. Januar, og det er også noget af det, Esben fremhæver ved ansøgningsproceduren. Han siger om processen, at den er forholdsvis smertefri, men at der er meget man skal sætte sig

ind, og at man ikke bliver taget meget i hånden. Og så er der jo TOEFL og IEDLS testene, som er dem, nogle universiteter kræver for at sikre de studerendes engelskkundskaber. TOEFL, der er den amerikanske og mest anerkendte test, kan kun tages i København, hvad der var lidt af en mundfuld for Esben. Da den både findes i en net- og en papirudgave burde man kunne tage den i Århus i stedet for at skulle helt til København. Det koster jo både penge for testen og så for transport ud og hjem, kommenterer han. ”Umiddelbart kan det godt virke som en stor mundfuld, men selve institutionerne har gjort det rigtig godt... Det eneste er, at man skal være så tidligt ude”. Man kan læse mere om Internationalt Sekretariat og det nye Udlandsstipendie på au.dk/is. Har du fået blod på tanden, så hold øje med hjemmesiden eller besøg IS i Informationscentret på Fredrik Nielsens Vej 5, 2 (Nede ved Stakladen). Her kan du både få personlig vejledning, få brochurer med hjem og læse evalueringer af tidligere studerende, der har været af sted. n Fakta Internationalt Sekretariat begyndte den 1. Januar 1989 med at sende studerende til udlandet. Aftalerne med de udenlandske universiteter vokser blandt andet ud af fagligt samarbejde mellem lektorer. Udover Internationalt Sekretariat, der står for det administrative, er der af rektor nedsat et udvalg, som bestemmer, hvem der kommer af sted. Udvalget består af prodekan på det Humanistiske Fakultetssekretariat Johnny Laursen og docent ved det Naturvidenskabelige Fakultet, Hans Uffe Sperling-Petersen. Internationalt Sekretariat står for i alt tre typer af aftaler: Erasmus (Europa med ansøgningsfrist d. 1. Marts), NordPlus (de nordiske lande også med frist d. 1. Marts) og de oversøiske aftaler med frist d. 15. Januar. Udover ansøgningsskemaet fra IS, skal du vedlægge en forhåndsgodkendelse fra dit studienævn af de fag, du vil følge på din 1. Prioritet. De oversøiske aftaler kræver tit en engelsktest, enten TOEFL (750 kr.), som er den amerikanske, og IEDLS (1450 kr.), som er den britiske. Disse tests står man selv for at melde sig til og betale for, og vær ekstra opmærksom på at TOEFL kun kan tages i København.

kontekst | 31


Terminalrummet på Trøjborg Af Finn OIesen, lektor i informationsvidenskab

P

å en dejlig sommerdag i 1986 fik jeg et længe ventet brev med posten. Brevet var sendt fra et spritnyt institut på Det Humansitiske Fakultet med et langt navn: Institut for Informations- & Medievidenskab. Man meddelte mig, at jeg var optaget som en af de nye studerende på Informationsvidenskab med start 1. september. Mere præcist var jeg del af en atypisk gruppe nye, nemlig ældre studerende fra andre humanistiske fag. Jeg var således optaget som en blandt 10 studerende med et humanistisk hovedfag bag sig, dvs. en cand. phil.eksamen, eller ihvertfald et påbegyndt specialeprojekt. Vi var optaget på det, der dengang hed et ’bifag’, dvs. et to-årigt, afsluttet forløb, der kan ligne en bachelor, bare skrumpet lidt. Sammen med os kvasi-nye var 20 helt friske studerende blevet optaget på dette allerførste hold. Deres mål var mere omfattende end vores, nemlig en cand.mag.-uddannelse i Informationsvidenskab. Blinde pletter I to år skulle vi 30 studerende således dele tag og skæbne, ikke bare indbyrdes, men også med en lærerflok, der selv var nærmest grønne i faget og under fortløbende uddannelse i at varetage undervisning på et helt nyt område, fyldt med blinde pletter. Forud for debutten med en institutbaseret uddannelse havde vores lærere høstet erfaring ved at undervise tre årgange med 20 bifagsstuderende på specialeniveau i et andet humanistisk fag. Dengang hed Informationsvidenskab ’Center for Humanistisk Datalogi’ (og Medievidenskab hed ’Center for Massekommunikation’). For de fleste studerende på centret var bifaget job-kvalificerende i en tid, hvor humanister nærmest var uanbringelige uden for universitetet og gymnasieskolen. Udnævnelsen til selvstændigt institut var en officiel anerkendelse fra Det Humanistiske Fakultet af, at en humanistisk uddannelse i noget med edb-maskiner og menneskelig arbejdsprakis måske ad åre ville vise sig at være anvendelig!

32 | kontekst

Datamat Lige et par ord om sprogbrugen dengang. Ordet ’computer’ var ikke så almindeligt, mens ’datamat’ og ’edbmaskine’ var ret almindelige betegnelser for sådan et ’elektronisk databehandlingsanlæg’. Commodore 128 og Atari 7800 var vel de væsentlige spilmaskiner til hjemmebrug på den tid, hvor man også snakkede om ’floppydiske’ og ’fastlager’. ’Database­programmering’ og ’interface’ var på vej ind, mens ’elektronhjerne’ og ’hulkort’ til gengæld var stærkt på vej ud af midt-firsernes computerlingua. Man sagde så småt ’informationsteknologi’, mens ’IT’ vist endnu ikke var blevet en sproglig stangvare. Det var også populært at sige og skrive ’edb-behandling’ og ’lcd-display’, og det ligner vel nutidens pudsige brug af ’IT-teknologi’ en smule. Terminalrummet Når man snakker om uddannelse i Informationsvidenskab dengang på Trøjborg, så kommer man ikke uden om ’terminalrummet’. Jeg er sikker på, at alle os, der læste Informationsvidenskab på den tid, har stærke billeder og erindringer knyttet til det sted. Det var i terminalrummet, vi kæmpede med stoffet og stiftede bekendskab med computerens mange muligheder og svigt. Det var her, menneskeskæbner blev afgjort, venskaber (og romancer) stiftet og brudt, smøger røget, øller drukket, teorier diskuteret og opgaver skrevet. En nat spillede vi f.eks. minigolf med musekuglen – sjovt. Stedet ligner sikkert Adorno på den måde, bare i mindre format og uden gitter. At ’mødes i terminalrummet’ betød, at man mødtes i en lukket enklave i stueetagen på Trøjborg. Når man kom ind gennem hovedindgangen, stod man i en stor fordelingsgang med en glasdør lige fremme, som førte ind til terminalrummet. For at komme ind skulle man ringe på en klokke og håbe på, at der var en behjertet medstuderende, som gad komme ud og låse døren op. Det var lidt af et sats om aftenen. Efter forrummet, der indeholdt opslagstavler, garderobe og dueslag, kom man ind i et


før min tid, den dåb fandt sted. Alle de maskiner, jeg stiftede bekendtskab med, var selvkørende enkeltbrugersystemer og ikke skærmterminaler med fælles mainframe. De blev godt nok efterhånden koblet til fælles printer og server, men terminaler...? Lad mig også fortælle lidt om vores maskinpark i 1986. Man skal huske, at seriøse computere, dvs. større end Atari- og Commodoremaskiner, kostede spidsen af en jetjager dengang. Vi studerende havde som hovedregel ikke råd til computere derhjemme, så terminalrummet var eneste mulighed for at arbejde praktisk med dem. Informationsvidenskab satsede fra starten på computere fra Apple, opkomlingen, der lavede grafisk ’tøse-interface’ på en lille 9-tommer sort/hvid-skærm med en ’skraldespand’ og et ’skrivebord’ som gennemgående ’ikoner’, og af aldeles uforklarlige grunde kaldte de deres maskine for en Macintosh! Det navn kunne en flok humanister som os godt tolke en hel del på. Der stod omkring fem spritnye Mac’er i terminalrummet, da vi blev vist rundt den første dag: Macintosh 512K med 64 kb ROM og 512 kb RAM – tah dah! Lagring af data foregik på 3,5-tommer enkeltsidede ’flobbydiske’. Disse vidundere kostede hver især (i min erindring) omkring kr. 45.000.- langt mere end en præstigefyldt IMB-computer kostede. Og så havde de ikke engang en harddisk!

Terminalrumstimer på Trøjborg i midten af 80’erne.

stort rum med lave, slidte møbler, kubelformede tagvinduer af plexiglas og døre til grupperum, undervisningsrum, tekøkken og toilet samt det egentlige terminalrum, dvs. det rum, hvor computerne stod. Hvorfor det kom til at hedde terminalrummet er lidt uklart for mig - det var

Humanistiske ‘underdogs’ Datalogerne, der arbejdede med at programmere og udvikle højniveausprog til datamaskinerne på basis af formel-logiske principper, lagde ikke skjul på deres morskab over disse utilregnelige humanister og deres legetøjscomputere. Vi var meget bevidste om at være ’underdogs’ dengang. Det er enkelte inf.vid-studerende muligvis stadigvæk. Men vi skulle faktisk lære en stor del af det samme programmeringspensum som de førsteårs datalogistuderende for at være troværdige computerkandidater. Nogle af de første årgange sad endda sammen med datalogerne nede i parken på Datalogi til forelæsninger. Det kunne godt give nedtursstemning. Og når vi sad i terminalrummet og fik håndledsskader af at agere ufrivillige ’disk-jockeyes’, dvs. skiftede 3,5-tommer disketter i ubrudte sekvenser for at opfylde den harddiskløse computers utrættelige anmodninger: ”isæt disk 1 – isæt disk 2 – isæt disk 1 – isæt...”, kunne vi da sommetider komme i tvivl om Mac’ens fremtid – og måske også vores egen. kontekst | 33


Heldigvis kom der snart nogle mere underholdende argumenter for en fremtidig rolle til ’vores’ computer ned i terminalrummet, nemlig computerspil der inddrog lyd og var langt mere nuancerede i deres interface og grafik end ‘Leisure Suit Larry’ og andre af tidens populære spil (PC-folket vil sikkert ryste på hovedet af denne historik). Min første favorit, der var god at stresse af med, var et lille arkadespil, ‘Lode Runner’, som krævede hurtige fingre på j-k-l-i-tasterne. Men skydespil som ‘Missile Command’ og ‘Cairo Shoot’ var også ok. Spillet ‘Dark Castle’, og især efterfølgeren ‘Beyond Dark Castle’, markerede nogle nye standarder for interaktion via et imponerende grafisk interface og nogle forførende, samplede lyde. Der blev brændt megen midnatsolie af, mens vi sad i terminalrummet og prøvede at føre helten Duncan frem til den lede Dark Knights slot ved at indsamle brugbare genstande, bekæmpe onde kræfter og løse gåder. Man kan vel egentlig kalde Duncan en protoavatar. Det første år Undervisningen på det første hold i ‘86 bar præg af, at underviserne var vant til at undervise ældre uni-studerende, som besad relevante metodiske og vidensmæssige kvalifikationer før de begyndte på Inf.vid. Den generelle pionerstemning blandt underviserne signalerede, at der var højt til loftet og god plads til idéudvikling, så guldkornene har føget gennem luften – eller også var det surrealistisk rundgang. Jeg tror nok, at de 20 helt nye på min årgang jævnligt følte, at diskussionen i timerne blev temmelig tåget, når vi ældre nye gjorde os kloge på et emne i længere og sikkert nonfigurative dialoger med underviseren. Men det var dejligt at fornemme, at der var god plads til at tænke. Til gengæld var flere af de helt nye nok mere opdaterede på computerens muligheder og funktionalitet. Det gav da lidt udligning af kompetencerne. Computeren blev opfattet som et ’værktøj’ på stedet, ihvertfald det første år. Så kom Peter Bøgh, der var med til at stifte Inf.vid, hjem fra en forårskonference og fortalte, at man også kunne se computeren som et ’medie’, og så begyndte vi at læse medietekster. Det ene tog det andet, og snart blev den også til et ’multimedie’, og sørme også et ’multimedieværktøj’. Nå ja, og så kom internettet. På det seneste er computeren efter sigende trængt ind overalt, nærmest sådan lidt pervasivt, og det gør det 34 | kontekst

jo ikke just nemmere at udpege genstanden for informationsvidenskabelige studier. Men der arbejdes på det. I terminalrummets trygge omgivelser tilbage i midt-firserne var det derimod forholdsvis tydeligt for os Mac-folk, hvilke veje de digitale vinde blæste, og hvor de kom fra. I den simple, luvslidte verden på Universitetets Trøjborgafdeling med de marginaliserede mac’er og de grønne undervisere opbyggede Inf.vid lige så stille en anerkendelse og identitet, mens vi studerende fik kalkeret vores humanistiske verdensbilleder ovenpå edb-maskinens blueprints – eller var det omvendt? Og resten er vel nærmest historie, om end ikke af den lineære art. n


Ungdoms DM i digital kunst Af Jens Gerner-Smidt, Informationsvidenskab, 11. semester Den 28. april er der indsendelsesfrist til Tekne-netværkets konkurrence danmarksmesterskab i digitale medier. “Motivationen er at sætte fokus på feltet i medierne og dermed forhåbentligt også motivere flere til at beskæftige sig med det.” Sådan siger Kristian Krämer, som er projektkoordinator på Alexandra instituttet og Tekne. Konkurrencen er for alle, der er født efter den 1. februar 1981.

at den relativt store pengepræmie sagtens ville kunne tiltrække etablerede kunstnere. “Formålet er mere at få fat i de lidt yngre, som ikke er etablerede endnu.” Derudover handler det om at styrke vækstlaget for den digitale kunst generelt. At det altså ikke nødvendigvis kun er personer med baggrund på kunstakademierne eller de æstetiske uddannelser, der skal have muligheden for at vinde. Formidlingsfunktion “Hvor Alexandra Instituttet har et generelt fokus på at formidle kontakt mellem forskning og erhvervsliv, så har Tekne et tredje ben. Vi prøver at formidle kontakt mellem forskning, erhvervsliv og så kunsten. Tekne er finansieret af Region Midtjylland og har til formål at styrke potentialet i sammensætningen af kunst og erhervsliv, “Her kan digitale kunstneres kreativitet bringes i spil i forhold til it-forskeres know-how og virksomheders kommercielle behov.”, som der står på organisationens hjemmeside.

Konkurrencen er delt op i 3 forskellige temaer: fortællinger, flader og relationer. Det er bevidst, at den sædvanlige kategorisering med en kategori for hver form eller medie (musik, video etc.) er valgt fra. “Vi har med vilje valgt at lave temmelig åbne kategorier, hvor det principielt kunne være f.eks. musik i alle tre kategorier”, siger Kristian og fortsætter, “det er i håb om at inspirere til tværfaglighed, og dermed til mere innovation og nytænkning.” Som eksempler på digital kunst nævner Kristian f.eks. robot kunst, kunst i en browser eller noget tredje. “Ofte er kreative hjerner i stand til at skabe nyt eller bruge teknologi på en ny måde, som resten af samfundet så senere vil tage til sig.”

Det handler om at få erhervslivet til at se muligheder i kunsten. Og det er netop i projekter som DMDM, at erhvervslivet gerne skal kunne se mulighederne; i kunstens evne til at skabe oplevelser og stemninger. Fra at det er noget uhåndgribeligt, så skal de tre parter gerne kunne se potentialet i samarbejde. n

Fakta Der er en præmie på 20.000 kroner til vinderen af hver af de tre kategorier Se mere på teknenet.dk, alexandra.dk og dmdm.dk.

Den valgte aldersgrænse handler ifølge Kristian om, kontekst | 35


Mobiltelefonen – ven eller fjende? Af Johanne H. Møller, Medievidenskab 6. semester

F

øler du dig også nøgen uden din mobiltelefon? Og er du i tvivl om, hvordan du overhovedet kom i kontakt med andre mennesker, inden den lille geniale opfindelse blev allemandseje for snart ti år siden? Så er du sikkert – ligesom resten af den danske befolkning – den lykkelige ejer af folkesygdommen mobiltelefonitis. Sagen er nemlig den, at vi efterhånden ikke kan komme udenom mobiltelefonen, lige meget hvor vi befinder os i det offentlige eller for den sags skyld det private rum. Mobiltelefonen er uden tvivl et herligt elektronisk vidunder, som kan forsimple hverdagen på mange måder, og jeg skal da også være den første til at indrømme, at jeg elsker min efterhånden slidte Nokia 6070. Alligevel synes jeg, der er grund til at være kritisk overfor den måde, hvorpå vi i dag lænker os til vores mobiltelefon uden tanke for, hvad det har af omkostninger for vores omgivelser. På medievidenskab bruger vi mange og lange timer på blandt andet at analysere de nye mediers indflydelse på vores samfundsstruktur, som i dag i høj grad er præget af mobile og digitale medier. En indflydelse, som i mine øjne ofte er positiv. Jeg er generelt stor tilhænger af mobiltelefonen som medie, for hvor gør den da bare vores liv lettere i mange sammenhænge. Men én ting er mobiltelefonen som medie. En anden ting er den måde hvorpå, vi som mennesker bruger dette medie. På det område er jeg knap så imponeret Guud, det er løgn! I kender måske det at gå ved siden af en ven, som går og snakker i telefon, selvom de egentlig burde snakke med dig? Eller at få afbrudt en hyggelig middag af en ustandselig bippen fra utallige sms-beskeder rundt om bordet. Eller måske ufrivilligt at blive delagtiggjort i en teenagers kærestesorger en onsdag eftermiddag i bussen. Det kan da være noget så irriterende, ikke sandt? Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en rolle mobiltelefonen spiller i vores sociale situationer – og mindst ligeså bemærkelsesværdigt, at ingen åbenbart tænker nærme36 | kontekst

re over det. Mobiltelefonen er blevet vores allesammens tro følgesvend. Den spiller efterhånden så stor en rolle i vores bevidsthed, at vores fysiske virkelighed risikerer at miste terræn til dén medierede virkelighed, mobiltelefonen er en del af. Vi tænker ganske enkelt ikke over, at det kan være både forstyrrende og frustrerende for vores omgivelser, når vi koncentrerer os mere om det, der sker på vores telefon end om det, der sker lige for øjnene af os - ”det tager jo kun lige 2 sekunder”. Som jeg ser det, indeholder vores brug af mobiltelefon to forskellige, men lige forstyrrende elementer: For det første er det forstyrrende og forvirrende for de omgivelser, som vi ikke direkte har noget med at gøre – de mennesker, som uden at bede om det, bliver delagtiggjort i vores samtaler i bussen, på strøget eller i venteværelset. For det andet er det et forstyrrende og afbrydende element i vores sociale liv, som forhindrer os i at være helt til stede, der hvor vi er.


For nu at tage fat i det førstnævnte problem, at vi forstyrrer vores omgivelser, så virker det som om, at vi ikke har nogen hæmninger, når det kommer til, hvad man kan og vil tale om i sin mobiltelefon i det offentlige og sociale rum. I disse år, hvor reality-tv og almindelige menneskers mulighed for at få deres 15 minutes of fame for alvor er blevet aktuelt, er selviscenesættelse blevet et i den grad dominerende fænomen. På diverse websteder som Youtube, Myspace og Facebook samt i fjernsynet og til dels i radioen, har helt almindelige mennesker i dag mulighed for at konstruere et bestemt billede af sig selv. Det billede, man gerne vil give omverdenen af sig selv, kan man let, hurtigt og temmelig konsekvensfrit skabe gennem denne form for interaktive medier, vores samfund er præget af. Måske er det netop i selviscenesættelsen, vi finder noget af svaret på denne tendens til at fremvise sit privatliv i offentligheden via mobiltelefonen. For når man udleverer sit privatliv i bussen eller på en café, velvidende at folk omkring kan høre samtalen, er det så ikke fordi, at man i virkeligheden gerne vil høres? Hvis man sørger for at grine ekstra højt, eller at lægge ekstra hårdt tryk på sit ”guuud, det er løgn”, så må det da være fordi, vi har en idé om, at det pirrer og indfanger vores omgivelser og på den måde får os til at virke mere interessante.

”Deterefterminmeningasocialtat befinde sig i to virkeligheder på én gang, og ikke - som man kunne fristes til at mene - ”dobbeltsocialt”.” For at bruge sociologen Erwing Goffmans udtryk om de forskellige scener i vores sociale liv vil det altså sige, at vi via vores mobiltelefon hele tiden befinder os i et limbo mellem frontstage, vores ansigt udadtil, og backstage, vores intimsfære. Med mobiltelefonen er der altså ikke længere et klart skel mellem offentlig og privat, mellem fælles- og intimsfære. Og det er åbenbart noget, vi nyder. I hvert fald griber vi enhver chance for at befinde os i begge sfærer på én gang. Det andet problem, jeg nævnte, er af mere social karakter, nemlig at man skaber forstyrrelse og afbrydelse for

dem, man er sammen med ved at have mobiltelefonen med sig overalt. Den moderne generations mobiltelefonitis bevirker, at vi ikke længere kan nøjes med mentalt at være ét sted ad gangen Jeg tror i høj grad, at denne tendens bunder i et behov, som er meget kendetegnende for den moderne generation: behovet for ikke at gå glip af noget. Mobilfri zone Med vores mobiltelefon som tro følgesvend kan vi sørge for at vedligeholde fællesskabet med de mennesker, vi ikke har fysisk kontakt til: vi kan blive opdateret i det nyeste sladder, vi kan flirte med kæresten over sms, og vi kan sikre os, at de venner, kollegaer eller familiemedlemmer, vi ikke er sammen med, alligevel kan komme i kontakt med os, hvis de skulle have brug for det. Vi kan altså sikre vores sociale tilstedeværelse på flere forskellige lokaliteter på én gang. En klar fordel, skulle man mene. Undtagen altså for de mennesker man rent fysisk er sammen med, som let kommer til at føle sig uinteressante og frasorteret. Det er efter min mening asocialt at befinde sig i to virkeligheder på én gang, og ikke - som man kunne fristes til at mene - ”dobbeltsocialt”. Det synes jeg ofte, at vi glemmer. Men hvordan skal vi så sørge for at blive mindet om det? Skal man så lave mobilfri afdelinger i restauranter? Skal man aflevere sin telefon hos buschaufføren under turen? Eller skal man indføre mobilfri søndag? Nej, selvfølgelig ikke. Én af mobiltelefonens styrker er jo lige netop, at den skaber tilgængelighed på tværs af fysiske grænser, og at lave regler for brug af mobiltelefoner i det offentlige og sociale rum ville være at fratage mobiltelefonen dens vigtigste funktion: mobiliteten. Som borgere i et moderne samfund er vi efterhånden vant til at elektroniske og digitale hjælpemidler bipper fra hvert et hjørne af vores tilværelse – ja, hvad skulle vi næsten gøre uden? Mobiltelefonen er et vidunderligt hjælpemiddel, og den befinder sig vel efterhånden på andenpladsen som menneskets bedste ven. Som brugere af denne skønne opfindelse er det bare vigtigt, at vi ikke bilder os selv ind, at det, der foregår på mobiltelefonen er mere relevant end de fysiske og sociale omgivelser, vi befinder os i. Så længe vi kan finde ud af at slukke på knappen nu og da, er mobiltelefonitis vel ikke den værste epidemi, man kunne forestille sig. Den kan i hvert fald sagtens kureres, hvis blot vi er villige til det. n

kontekst | 37


Medie-hvad -for-noget?

Af Frederik Sølvsten, Medievidenskab 6. semester

Det famøse januarudsalg har gået sin vante gang - en årlig begivenhed de langt fra har taget til sig inde på DR’s bonede gulve. Man kan altid diskutere, hvorvidt DR har solgt ud i forhold til deres programflade, men faktum er, at udsalget i al fald ikke bliver aktuelt i forhold til licenstilskuddets fleksibilitet og størrelse. Således markeredes indgangen til 2007 med en overgang til den nye medielicens, der, ifølge TSN Gallup, gør omkring 99% af den danske befolkning til licenspligtige betalere. Denne beslutning giver mange studerende, der i forvejen ikke har det store økonomiske råderum, en ekstra årlig udgift på 2150 kr. For god ordens skyld vil jeg starte denne artikel med at understrege, at jeg i allerhøjeste grad sætter pris på Danmarks Radio. Jeg ser absolut noget positivt i at have en uafhængig, ikke-kommerciel kanal, der, ved at være underlagt nogle restriktioner, bidrager til folkeoplysningen. Det er på denne kanal, at jeg som seer kan finde nogle gode, kvalitative, skæve og underfundige oplevelser,

38 | kontekst

man aldrig ville kunne finde på en kommerciel kanal. Det ufrivillige valg Der er dog grænser for, hvor meget man kan udnytte sin institutionelle status, og med medielicensen presses citronen ganske enkelt for hårdt. Udover det obligatoriske fjernsyn indbefatter lovgivningen nu også computere, som kan modtage og gengive billedprogrammer - kom-


bineret med at man har en internethastighed på 256 kbit/s eller derover. Desuden indbefatter licensen andre trådløse enheder, der også har denne funktion (fx. PDA’ere og mobiltelefoner). Dermed stilles brugeren i et dilemma, hvor han/hun reelt kun har én valgmulighed - at snyde med licensen.

”Du skal betale medielicens, hvis du har et medieli-

minder om at sende en gave til folk for senere hen at opkræve penge for den!

Licens over skatten Hvis vi antager, at Gallups tal er valide, ser jeg det som en gyldig grund til at lave licensbetalingen om, således at den fremover trækkes over skatten. Dette er at foretrække, da man således slipper for de ubehagelige rudekuverter hvert halve år. I den forbindelse er det blot vigtigt at pointere, at beslutningen omkring medielicensen ikke er truffet af DR, men fra politisk side. Den borgerlige regering har i nogle kredse været populær, da de har indført et skattestop og senest lovet skattelettelser. Det ville virke politisk utroværdigt, hvis man skulle lade skatten stige, og der pludselig dukkede ekstra udgifter op. Den nyvalgte regering har næppe i sinde at trække skattelettelsen tilbage, hvorfor denne løsning synes usandsynlig.

censpligtigt apparat, uanset

om du ikke ser DR tv eller bruger dr.dk”

Det er således ikke længere muligt at vælge ikke at have et fjernsyn for at spare licenskronerne. Medielicensen inkluderer nu andre redskaber, som studerende benytter sig af dagligt. Det er muligt at leve uden et fjernsyn, men med den nye lovgivning sker der pludselig en enorm indskrænkning af brugerens valgmuligheder. Som studerende i et moderne dansk samfund er det meget problematisk at leve uden en computer med internet. Dette redskab er dybt integreret i studielivet, hvor det bruges til at søge informationer og holde styr på studierelevante ting, såsom undervisnings- og eksamenstilmelding. Levende billeder på nettet Følgende stod i et informationsbrev jeg modtog fra DR: ”Du skal betale medielicens, hvis du har et medielicenspligtigt apparat, uanset om du ikke ser DR tv eller bruger dr.dk” Det udtrykkes altså her klart, at man er pligtig til at betale, uanset om man bruger tjenesten eller ej. Med andre ord tvinger man penge ud af folk for at bruge internettet. Men hvordan er det nu lige, tv og internet hænger sammen? Man kan kaste et blik på konkurrenten TV2, hvor betalingskanalen ”Sputnik” fungerer ganske fint. Man betaler et beløb i bytte for at kunne se kanalens programmer. Når dette ikke sker hos DR, skyldes det nok, at man meget gerne vil undgå at sammenkæde institutionen med brugerbetaling, men hvis dette aspekt skræmmer, er det da muligt at komme med nogle alternative løsninger. Hvad ville der fx være i vejen med at koble et kodeord til licensregningen, hvor den pågældende betaler også kan få glæde af DR’s programmer på internettet? Det, at man kan se programmerne her, skyldes udelukkende, at de har gjort disse tilgængelige. Den nuværende strategi

Den forkerte retning Der blev for noget tid siden ført en kampagne på DR, hvor det blev vist, hvor kedelig en families hverdag ville se ud uden Danmarks Radio. Før medielicensens introduktion kunne man sagtens have trukket på smilebåndet, men det er som om, dette smil nu er forstummet. Hvor man førhen kunne have sagt, at man ikke ville have DR for enhver pris, er dette nu uundgåeligt - man skal i hvert fald gøre sine omstændigheder meget besværlige for at spare licenskronerne med samvittigheden i behold. Det understreges, at licensen er en forudsætning for at produkterne kan holdes fri af politisk indblanding, reklamer og andre kommercielle interesser. Dog er overgangen til medielicens, i mine øjne, en meget eksplicit politisk påvirkning. Ikke på det indholdsmæssige plan, men i forhold til kanalens fremtidige vilkår på det danske tv-marked. Det er her interessant at se en såkaldt liberal regering, som vedtager et forlig, der i den grad underminerer det enkelte menneskes frie valg. Hvordan dette hænger sammen, lader jeg imidlertid være op til læseren. n

kontekst | 39


Boganmeldelse:

Niklas Luhmann – Indføring i systemteorien Af Thor Hvidbak, Statskundskab, 10. semester,

M

ed denne oversættelse fra forlaget Unge Pædagoger foreligger der for første gang på dansk en indføring i teorien forestået af Luhmann selv. Den tilbyder en rundvisning i det systemteoretiske instrumentarium og er et oplagt sted at starte, hvis man har mod på at følge Luhmanns opfordring til at arbejde selvstændigt videre. Et tilbagevendende problem i undervisningen er at finde egnede primærtekster; ofte er de vanskelige og forudsætter et vist kendskab til både teorien og pejlemærkerne i de debatter, forfatteren skriver sig ind i. At levere en pædagogisk introduktion er sjældent det primære anliggende: i videnskabssystemet offentliggør man ikke for at belære, men for selv at blive observeret. Derimod vil forelæsninger typisk have en mere pædagogisk form, hvilket da også var tilfældet med Luhmanns 1991-92-forelæsningsrække, Indføring i systemteorien, som udkom på tysk i 2002 og nu foreligger på dansk. På højde med sin genstand Luhmann benytter forelæsningsformen til at tematisere teoriens kontingens. Han gør gentagne gange opmærksom på betydningen af de teoretiske valg, han har truffet. Som læser delagtiggøres man således i teorikonstruktionen – alternativer opridses, valg begrundes. De første tre forelæsninger indeholder teorihistoriske diskussioner, som undertegnede ikke har set systematisk behandlet andre steder i forfatterskabet. Luhmann refererer generelt mere direkte til andre teoretikere end i sine skrifter, hvor yndlingsbeskæftigelsen – at drille kritisk teori, postmodernisme og Habermas – ofte dyrkes i maskerede former à la ‘her vælger nogle at begive sig ud på sprogets og intersubjektivitetens usikre grund i håb om dér at kunne redde sig et normativt rationalitetsbegreb’ eller ‘man havde håbet at kunne bringe den kritiske sociologi på højde med samfundet, men også det blev en skuffelse’. Den grundlæggende ansats er konstateringen af, at sam40 | kontekst

fundsteorien befinder sig i en teorikrise, hvis symptomer er ørkesløse klassikerdebatter, gammel-europæiske fortolkningsskemaer, kultivering af middle-range-teori og utilstrækkelig begrebsdannelse. Tænk blot på dødssejlere som samfund/individ, holisme/individualisme, struktur/proces, konsensus/konflikt, forklaring/forståelse og handling/kommunikation, hvor typiske teoriforslag opterer for den ene side af forskellen og alligevel indbygger modsætningen som nødhjælpsløsning. Med udgangspunkt i nyere systemteori og en konsekvent inddragelse af iagttagerbegrebet tilbyder Luhmann en teori på højde med det moderne samfund. Dette kræver både abstraktion og omfortolkning af sociologiens kernebegreber, hvilket er baggrunden for den umiddelbare sværhedsgrad, det klare sprog til trods. Her ligger indføringens store styrke, idet den beskriver teorien relativt enkelt og løbende kommer med muntre eksempler. Selvom systemteorien er ambitiøs, har den en indbygget moderation: den insisterer på at tage selvbeskrivelser alvorligt og er forbeholdende med at korrekse andre systemer end videnskaben. I modsætning til kritisk teori, hermeneutik og psykoanalyse handler det ikke om at vide bedre på andres vegne. Sprog som strukturel kobling Eftersom det sociale analyseres som kommunikation, indtager sprog og kommunikation en afgørende rolle i teorien (da sprog og kommunikation skelnes, er udsagnet endda ikke tautologisk). I tilslutning til Saussure karakteriserer Luhmann sproget forskelsteoretisk – som differencer mellem forskellige ord eller forskellige udsagn, men derimod ikke uden videre som differencer mellem forskellige genstande. Sproget formår at skelne, og differencen mellem ordene er det, som holder sproget i gang. Sproget har sin egen logik som emergent form og er i før-


Luhmanns kommunikationsteori afgrænser sig fra talehandlingsteori (Austin, Searle) og teorier om kommunikativ handlen (Apel, Habermas) ved at afstå fra at tænke sprogbrug alene som meddelende handling – “selv om attributioner vedrørende handling foretages” (s. 257). Hos Luhmann er forståelsen det tredje led i kommunikationens enhed; den handlende anticiperer forudsætningerne for forståelse, hvorfor Luhmann af teoritekniske grunde vælger at indbygge forståelsen i selve kommunikationsbegrebet. I ottende forelæsning rejses det gödel’ske spørgsmål om teorien indeholder sin egen modsigelse. Luhmann afslører, at hans særlige seddelarkivsystem (se Niklas Luhmann erklärt den Zettelkasten på YouTube) rummer én, hvorpå der står, at alle andre er falske. “Når jeg imidlertid åbner kartoteket, forsvinder denne seddel, [og] De kan forestille Dem, at jeg ikke kan søge efter denne afgørende seddel blandt halvtreds eller trestusind” (s. 178) – hvorefter han sender sine studerende på juleferie med besked om bruge helligdagene til selv at overveje argumentet.

ste omgang “afkoblet i forhold til reference-problemet” (s. 67). Det klassiske skel mellem ord og ting genindtræder i sproget i form af den rent sproginterne distinktion betegnende/betegnet. Ved at introducere tegnet (eller formen) som enheden af forskellen mellem betegnende og betegnet reformulerer Luhmanns iagttagelsesteori Peirces triadiske struktur, men uden forhåndsantagelser om fælles forståelse eller meningsdannelse. I modsætning til mange lingvister og semiotikere insisterer Luhmann på, at sproget ikke udgør et system, al sin systematik til trods. Sproget er derimod et dobbeltsidigt medium, der formår at koble to fuldstændigt forskelligartede systemtyper: Både psykiske og sociale systemer opererer med sproget som medium, hvorved det muliggør den afgørende strukturelle kobling imellem disse. Således bliver det også tydeligt, hvorfor sproget ikke kan være et selvstændigt system: “Der findes ingen sproglig operation, som ikke ville være kommunikation eller sproglig tænkning” (s. 255).

Modsat udgivelsen af Foucaults Collège de France-forelæsninger har denne Luhmann-udgivelse ikke givet anledning til justeringer i teorireceptionen (dog er der visse forskydninger i forhold til Sociale systemer fra 1984). Derimod har den gjort Luhmann tilgængelig i en form, der ikke alene tillader en bredere udbredelse, men også giver ny inspiration og viden til allerede kyndige. Hvor man før måtte vælge mellem sekundære kilder og den lidet begyndervenlige Sociale systemer, foreligger der med Indføring i systemteorien nu en grundlæggende introduktion, som holder kompleksiteten i ave uden at gå på kompromis med den teoretiske stringens. En mindre anke består i, at de sporadiske litteraturhenvisninger i fodnoterne kun angiver de (fortrinsvis tyske) versioner, som Luhmann selv benyttede. Her kunne redaktionen have ydet læseren den service også at angive de engelske udgaver (ofte originalsproget) samt eventuelle danske oversættelser. n

Oversat af Bjørn Christensen; redaktion og dansk forord ved Claus Madsen Unge Pædagoger, 2007, 317 sider; 498 kr. (50 kr. i rabat via det danske Luhmann-forum)

kontekst | 41


Fredagsbaren elsker dig... - elsker du fredagsbaren?

42 | kontekst


Vil du komme sammen? o Ja o Nej o MĂĽske KĂŚrlig hilsen DIN fredagsbar kontekst | 43


Specialer Specialer afsluttet 1. december 2007 til 27. februar 2008

Medievidenskab: Asger Colmorn Mortensen, Medievidenskab: Musik med mening - En analyse af betydningsdannelsen omkring musik under indflydelse af musikkens ændrede teknologi og tilgængelighed Tine Malene Pedersen, Medievidenskab: Østjysk Energi: En elefant på foryngelseskur - en analyse af Østjysk Energis interne kommunikation Anne Sofie Kruuse, Medier og kommunikation: Vild med underholdning - en komparativ analyse Susan Lindstrøm Hansen, Medier og kommunikation: “Altså jeg synes, det virker som virkeligheden…” - en receptionsanalyse af tv-føljetonen ”Forbrydelsen” med særligt henblik på realismeforhandlinger og refleksionen over kulturelt medborgerskab Louise Laustsen Pedersen, Medievidenskab: Planlægningsrammen - Strategisk Kommunikation i et Socialkonstruktivistisk og Sustemisk perspektiv Tina Broberg Madsen, Medievidenskab: Planlægningsrammen - Strategisk Kommunikation i et Socialkonstruktivistisk og Sustemisk perspektiv Nadia Karoline F. Bjørnson-Langen, Medievidenskab: KIWI: ugeblad eller kundemagasin? Tekst- og receptionsanalyse af gratismagasinet KIWI Ditte Sohn Mikkelsen og Marianne Skaaning Ebbesen, Medievidenskab: Udsyn fra en fiskebowle - Et teoretisk funderet casestudie af en corporate branding proces hos kommunikationsbureauet Advice A/S Lise Heiselberg og Marie Lirstine Lyngholm Als, Medievidenskab: Socio-kognitiv interviewmetode - En undersøgelse af hvordan interviewmetode, til brug i kvalitative receptionsundersøgelser af tv-programmer, inden for News Talk Magazinegenren kan forankres i socio-kognitiv teori Eva Mikkelsen, Medievidenskab: Flerkulturel identitet på nationalt tv - en diskurs af flerkulturel identitet i realitykampagnen “Mission Integration”

Informationsvidenskab: Kåre Stenild, Informationsvidenskab: IT i Folkeskolen - Hverdagslivsengagement som tilgang til implementering af IT i læringspraksis

44 | kontekst


Klaus Bjørn Nygaard, Informationsvidenskab: Sharepoint som standard og vidensdelingssystem Lone Stub Petersen, ITO: Evaluering af e-læring i organisationer Marie Louise Tøttrup og Morten Lundsby Jensen, Informationsvidenskab: Sociale medier - en undersøgelse af delvis eksistens Barbara Schrøder Weinreich, Informationsvidenskab: Stress som status? En analyse af arbejdsrelateret stress Ole Daugaard og Thomas Gregersen, Informationsvidenskab: Læring, viden og kommunikation som autopoietiske elementer i et praksisfællesskabs systemudviklingsproces – Et konstruktivistisk grundlag for refleksiv konceptudvikling af en virtuel samarbejdspraksis Vivi Søndergaard, Informationsvidenskab: Digital forvaltning i praksis - en case om implementering af ESDH i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune Katja Balle, Informationsvidenskab: Distanceledelse Asger Højen Danielsen og Nikolaj Gandrup Borchorst, Informationsvidenskab: Digitalisering af den offentlige forvaltning: Et casestudy af forståelsesmæssige variationers betydning ved indførelsen af fælles elektronisk sags- og dokumentationshåndtering i Ringkøbing-Skjern Kommune Mathias Brøndegaard Høj, Informationsvidenskab: Den indiske softwaresektor og outsourcing Brian Otto Motylinski, Informationsvidenskab: Videnledelse i ACURE - Et casestudie af en videnintensiv virksomhed Steffen Kirkegaard Winther, Informationsvidenskab: 3D auditivt interfase som kollisionsadvarsel i personbiler Jonas Andersen, Informationsvidenskab: Netværk og kommunikation Casper Bue Nielsen, Informationsvidenskab: Vidensdeling i Netbrand Support - et kvalitativt case studie af en vidensorganisation

Multimedier: Claus Pedersen, Multimedier: Mum og digital sampling Martin Berg Bendixen, Multimedier: Lyddesign i computerspil - med fokus på implementering og betydningsproduktion Jann Zeiss, Multimedier: Læring i virtuelle miljøer - en analyse af Second Lifes potentiale som e-læringsplatform Frans Palludan Von Lasson G Quaade, Multimedier: Adaptive audiodesigns - algoritmisk komposition som ramme for adaptiv audio i computerspil

kontekst | 45


MARTS

KULTUR KALENDER

PUZZLEWHEAL - om lyd og æstetik

The kills

LILLE AUDITORIUM

voxhall 30 mar. 2008

14 MAR. 2008 LILY ELECTRIC SUPP. ANNASAID MUSIKCAFEEN 19 MAR. 2008

The 13th

International Short

12 mar. 2008

Store Auditorium

Film Symposium

SHIRIN NESHAT – WOMEN WITHOUT MEN

Aros 1 mar. - 25 maj 2008 46 | kontekst


APRIL TOBIAS TRIER

kapsejlads

MUSIKCAFEEN 4 APR. 2008

30 APR. 2008 uniparken

Michael Paulsen Luhmanns teori om verdenssamfundet

Voices Koncert

lille auditorium 25 APR. 2008

2 apr. 2008 Horsens kontekst | 47


48 | kontekst


Kontekst #4