Page 1

Himalayan Project Nr.44. - 22. årgang - Himalayan Project - November 2020

Snyd ikke dig selv for de små film der er lagt ind i bladet. Både fra Apple-Store og Google-Play kan du installere en gratis QR-kode-læser, scanne QR-koden, og vupti så har du filmen på din telefon.


Corona-år af Kurt Lomborg

Hvor har det dog været et mærkeligt år det her Corona-år. Der er ikke så mange DANSKERE tilbage, som oplevede Verdenskrigen; men vi er stadig en del, der har hørt førstehåndsberetningerne om hvordan befolkningerne i Nordeuropa klarede sig under nedlukninger og angreb. Nu sker det igen her 75 år efter, og så er vi endda forskånet for det værste her i velordnede og tillids-velfærds-Danmark. Her bliver der lukket ned, hvor det giver mest mening, og hvor risikoen er størst. Der bliver testet; 1% af befolkningen dag- ligt. Virksomheder i krise bliver holdt i live. Arbejdsløsheden holdes i skak. Der arbejdes og undervises online. Alligevel er der mange, der brokker sig over uretfærdighed og utilstrækkelighed; men de retter i det store og hele ind alligevel. Godt nok har vi oplevet nogle voldsomme beslutninger på det sidste med helt ekstraordinære konsekvenser, hvor der gøres seriøse indsigelser. Måske overreagerer vi. I Nepal er det i det fleste forhold stort set omvendt. Ikke ret mange brokker sig, for det kan ikke betale sig. Ingen lytter. De har også eksperter, der udtaler sig og giver gode råd både opad og nedad; men ingen lytter. Parlamentet er stort set lukket ned, så medlemmerne må nu nøjes med at skændes via medierne.

Ingen ministre synes at forstå ret meget. De historier, man hører, er faktisk værre end Trumps. Så nu siger de ikke så meget, for ingen lytter. Dog opfordrer de stadig folk til at vaske hænder og holde afstand, og så at sætte sig hen og læse en god bog. Det sidste råd gør, at slet ingen gider lytte, for ikke ret mange har bøger, og hvorfra skal man skaffe dem, når samfundet er lukket ned. Og desuden er de generelle læsefærdigheder ikke for udbredte. Samfundet blev lukket ned den 23. marts, på et meget tidligt tidspunkt, da de allerførste tilfælde viste sig. Den nedlukning var konsekvent og fuldstændig med et udgangsforbud. Alle amts- og kommunegrænser blev fuldstændig lukket med væbnet politikontrol. Bønder måtte færdes på egen mark, men ikke andre steder. Skoler blev lukket. Butikker og markeder blev lukket. I byerne var der kørselsforbud, og folk blev anholdt, hvis de blev antruffet, og gen- net til salatfadet med gribestave. Befolkningen måtte leve af de lagre, som de havde til rådighed, eller på forskellig vis snige sig omkring og lede efter en butik eller medicinsalg, som havde en åben bagdør. Gaderne var tomme. Kun politi, militær og ambulancefolk kørte omkring; og så selvfølgelig de nyindkøbte minister- og embedsmands-

Fotos: Forside: Fire sherpani på vej til fest i Bhakanje, Pasi Ama, Ngima Kanchhi, Gelmu og Pasi Zori (Foto: Kurt) - Bagsiden: Chhimbu Skoles nye gynge (Foto: Jangbu Sherpa)

2


limousiner. Indkøbet af dem blev besluttet, efter at det havde vist sig, at der ikke var råd til landets indkøb af værnemidler. Også efter at sundhedsmyndighederne havde indkøbt en flyverfuld værnemidler, som de straks behandlede som deres private ejendom og solgte ud til monstrøs overpris. Denne nedlukning med udgangsforbud varede i 84 dage uden at der rigtigt kom nye covid-tilfælde, bortset fra dem, der kom hjem fra udlandet og kom i karantæne, medmindre de sneg sig hele vejen hjem. Et godt stykke inde i perioden blev der dog i de store byer åbnet op for, at folk enkeltvis med mundbind måtte handle ind i 2 timer fra klokken 5 om morgenen i udpegede medicinbutikker og supermarkeder, som fik lov at holde åbent i de to timer. Deres varer måtte de modtage i samme tidsrum fra varevogne med særlig tilladelse til at køre. Nu er nepalesere et nøjsomt folk. Hvis bare de kan få en portion ris to gange daglig, så er de sådan set tilfredse. Hvis der så ovenikøbet er en skvæt linsesuppe at hælde på risen og et par brændende chili, så forlanger de ikke mere. Så en sæk med 30 kg ris rækker fint til mere end 100 dage til én person, og det er ret normalt, at familier har et lager på 2-3 sække stående for en sikkerheds skyld. Bare der så er Bollywood-film i fjernsynet, så er der slet ingen grund til at brokke sig. Midt i juni løsnedes nedlukningen. Nu måtte folk igen tage på arbejde, hvis de kunne gå dertil med mundbind på. Hvis de skulle køre, var det på lige-ulige datoer afhængig af nummerpladen. Politiet havde

3

mægtig travlt. Ingen bybusser eller taxier. Der faldt bøder, hvis nummerpladen ikke passede med datoen og hvis mundbindet ikke var på plads. Alle butikker måtte nu åbne, men kun i morgentimerne, så gaderne vrimlede med mennesker. Mange bare for at se andre mennesker efter den lange isolation. To uger senere kunne man så få lavet en særlig passerseddel, hvis man skulle på arbejde, også når nummerpladen ikke passede med datoen; men der blev en så voldsom kødannelse ved udstederen, at man fik lov til selv at lave en. Politiet fik håbløst travlt med at tjekke hjemmelavede sedler, nummerplade og mundbind, så risikoen for at blive stoppet blev ret lille, hvis man bare undgik de største gadekryds. Så inde i august var trafikken stort set normal. Ude på landet var der dog stadig stille. Folk måtte ikke krydse kommunegrænserne og de små lokale markedspladser var fortsat lukkede. Der var nu heller ikke meget at handle med, når der ikke blev kørt varer ind til området. Heldigvis måtte folk jo gå rundt og passe egne dyr, haver og marker, så der kunne arbejdes på at fylde lagrene op igen hen på sommeren. For ude på landet er der rigtig mange mennesker, hvis lagre allerede i februar-marts er ved at tømmes, for slet ikke at snakke om landarbejderne, som hverken har marker eller lagre. Heldigvis var der mange,


der kom i gang også godt hjulpet af deres børn, som ikke gik i skole. Men der var også mange, som ikke rigtig fik gjort noget ved det. Igennem mange år ligger mere og mere jord brak, fordi landarbejdernes løn stiger, fordi importvarer bliver billigere, fordi folk bliver ældre, fordi deres børn ikke lærer jordbrug, fordi TV og SoMe tager tid, og så videre. I princippet måtte landarbejderne jo ikke bevæge sig omkring, så de ville have risikotillæg. Meget jord ligger fortsat brak, og mange lagre har ikke udsigt til særlig meget opfyldning. Nu nærmede sig tiden for Dashain-Tihar. Nogle helligdage som er lige så vigtige for hinduer, som Juleaften-Nytår er for os. Der skal købes nyt tøj og god mad, og ikke mindst kødmad, nu da det bliver køligere. Der skal køres en masse varer omkring. I Dashain skal man opsøge forældrene, og i Tihar skal pigerne opsøge deres bror for at modtage de livsvigtige velsignelser, og for at glædes med hinanden. Dette er lige så vigtigt for embedsmænd og politimænd som for alle andre. Da det alligevel

4

er håbløst at kontrollere folk i feststemning, blev næsten hele samfundet åbnet den 17. september; efter 178 dage med nedlukning. Distrikts- og kommunegrænserne blev åbnet. Der blev fri transport på landevejene. Alle butikker, supermarkeder og varehuse åbnede. Kun storbyernes skoler skulle fortsat være lukkede. Og skolerne ude på landet kunne åbne. Først skulle lærerne dog rejse hjemmefra til skolen, ofte over lange afstande, ad veje som ikke var repareret endnu efter monsunen. Eleverne glædede sig til at komme i skole, men lærerne var svære at få i gang efter et halvt års afslapning på fuld løn. Regeringen havde opfordret skolerne til ikke at holde en hel måneds fri omkring helligdagene; men kun på højhelligdagene. Men den gik ikke. Efter at have været på arbejde i næsten 4 uger, lukkede de fleste skoler igen, og lærerne rejste hjem. Her i skrivende stund er Dashain og Tihar netop overstået, og nu er det store problem, om Nepal lukker ned igen, så lærerne igen ikke kan komme frem. Godt nok har regeringen erklæret, at der ikke bliver tale om flere nedlukninger, og heller ikke om yderligere restriktioner. Fra nu af skal det være op til befolkningen at passe på sig selv og hinanden. Det er endda blevet udtrykt: ”Survival of the fittest”. Så nu er befolkningen delt i to; en lille minoritet som er angst, og en stor majoritet som er ligeglade. Men antallet af covidtilfælde stiger voldsomt


nu efter åbningen i september, og det er endda kun de tilfælde der bliver registreret. Folk, som ønsker en test, skal stå i kø og selv betale. Den koster 125-250 kr, hvilket ikke mange har lyst til at betale. Kun et offentligt hospital i Kathmandu udfører gratis test; men så er køen meget-meget lang. Den er på 2-3 dage, så folk medbringer sovetæppe og mad. Man skal være temmelig rask for at klare den. Det er kun i de store byer, at test overhovedet er almindeligt tilgængelige. Ude på landet er det kun de færreste steder, og de få steder der er, bliver resultaterne ikke registreret. Hvad er så konsekvensen, hvis prøven er positiv? Så bliver man opfordret til at isolere sig derhjemme og gå i seng indtil man er rask igen. Der er alligevel ikke hospitalsplads til ret mange og da slet ikke respiratorer. Man skal være noget højt oppe i samfundspyramiden for at få en sengeplads. Enkelte steder er konsekvensen dog værre, hvor der ved grænsen til Indien er tvangs-testning. Her bliver man stuvet ind i et rum et ledigt sted, sammen med en masse andre, indtil prøverne viser negativ, men hvis bare én er positiv så ryger hele rummet i karantæne sammen. Nogle steder er det op til familien at levere mad, hvis de er i nærheden. Hvis de ikke er, så er leverancen af mad meget usikker, og døren er låst. Nogle steder uden isolationsrum bliver man isoleret på sovesale sammen med folk der ikke er prøvet. Mange steder nægter sundhedspersonale, og alle andre, overhovedet at nærme sig et isolationslokale, så folk får lov til at ligge og dø. Først når de lugter bærer nogen liget ud, med det de ligger på, for at skaffe dem af

5

vejen. Døde mennesker bliver ikke testet, så derfor kan statistikken holde dødeligheden lav. Antal selvmord, mord og voldtægter er steget voldsomt. Især selvmordsraten er uhyggelig både i by og på land. I vores landkommune er der normalt 1-2 per år, nu har der været 17. Mest unge mennesker, men også voksne. De fleste med svigtet kærlighed. I den nedlukkede hverdag bliver der kommunikeret en masse på sociale medier, for mobilnetværket og billige smartphones har udviklet sig langt hurtigere og mere effektivt end alt andet. Der bliver, på tværs af familienormerne, skabt nye alliancer, som lukkes voldsomt ned igen, og når så hele samfundet er ude af drift, så kan fortvivlelsen stige til ubærlige højder. En overgang i den massive nedlukning døde langt flere af sult end af sygdom. Daglejere uden indkomst var ikke i stand til at skaffe føden. Nogen gik omkring på gaden i håbet om at blive arresteret, for så var der et måltid, men også en risiko for at få bank. Meget få steder sørgede myndighederne for bespisning af befolkningen. Enkelte steder sørgede NGO’er for bespis-


ning. Det gjorde for eksempel vi. Vores egen tidligere leder af HIPRON og nu borgmester i bykommunen Dudhkunda, Namgyal Jangbu, har opført sig eksemplarisk. Han har indkøbt en testmaskine og indrettet flere enkelt-karantænerum med respirator på det lokale sygehus og enkeltpersons isolationsrum på et lokalt hotel. Det personale, der nægtede at arbejde med corona-syge, blev fyret på stedet. Han får testet 30-40 personer dagligt og har foreløbig fundet 45 smittede, som er isoleret, men endnu ingen i respirator. Men de er klar, for han ved at det hele kun lige er startet. Da nedlukningen havde varet en lille måned kontaktede Namgyal mig og fortalte fra hans kommune, at mange daglejere, ældre, handicappede og syge var begyndt at sulte. Han bad så mindeligt, om ikke vi

6

kunne hjælpe med at skaffe ris til dem. En kommune på størrelse med Skive kommune, både areal og folketal. Der var 250 husstande uden føde. Vi henvendte os til PONA-fonden og i løbet af få dage havde de beredvilligt overført en pæn sum til os. Det lykkedes borgmesteren at få tilladelse til at køre en lastbil ind med 7½ ton ris. 250 sække ris i sække á 30 kg. De blev uddelt i løbet af april til de mest trængende. I hundredvis henvendte folk sig i kommunen; men kun de med en virkelig seriøs grund fik foretræde for borgmesteren, som personligt foretog den sidste vurdering og udleverede tilgodebevis og formaninger. Alle fik besked på, at der kun ville blive udleveret denne ene gang til hver familie. Herefter måtte de finde en udvej til at klare sig selv fremover. Han opfandt kommunale arbejdsopgaver, som daglejerne kunne tage sig af, så nu har de store lagre af skærver og sand; vejene er repareret med håndkraft; landsbyer og lossepladser er ryddet pænt op. Et godt stykke inde i maj havde mange små husmænd tømt deres lagre og flere


daglejere kom i nød, så vi måtte have endnu en lastbil kørt ind, igen med 7½ ton ris, så vi nu har leveret 15 tons. Igen blev der uddelt til 250 familier i løbet af juni. I juli kunne man begynde at grave kartofler op, og her hen imod vinteren bliver flere lokale fødevarer tilgængelige, og med genåbning af vejene kan der også importeres fra andre kommuner. Men grænsen til Indien er fortsat lukket, og det er derfra, at der for alvor importeres ris. Nepal har ikke selv kapacitet til at dække sit eget behov for fødevarer, så nu bliver det spændende, hvor længe lagrene kan række, og hvor meget priserne vil stige, når lagrene svinder ind. Vi frygter ny hungersnød igen hen på vinteren; men lige nu er der ikke ret mange nepalesere, der kerer sig om det. I den kommune, som Bhakanje er en del af, var der stort set ingen værnemidler, selv da vi kom langt ind i april. Fra myndighederne var der blevet leveret 3 heldragter af plast, som kunne spules efter brug, to visirer og to små pakker mundbind og latexhandsker. Hvis de ville have mere, så måtte de ud på markedet og købe til de monstrøse overpriser. Ovenikøbet er der i denne kommune et meget stort vandkraftprojekt under opførelse, med en meget stor arbejdsstyrke af folk indkommet fra lavlandet og fra Indien. Nogle sneg sig hjemad i nattemørket; men hovedparten havde ikke noget at tage hjem til. Heldigvis gik der lang tid, inden virussen begyndte at spredes i arbejdsstyrken, og heldigvis arbejdede og opholdt de sig rimeligt isoleret fra det omgivende samfund; men vi frygtede, hvad der kunne ske. Janaki gik i gang med at ringe rundt i sit netværk, og det lykkedes at finde en leverandør, hvis priser ikke var helt horrible.

7

Hun fik indkøbt et rimeligt lager, men så var næste problem jo, at få bragt det på tværs af lukkede kommunegrænser. Igen kom Namgyal til hjælp. Han fik tilkaldt en ambulance som skulle bringe en patient til Kathmandu, og da sådanne køretøjer er halvprivate og havde frit lejde, så var de godt tilfredse med at blive hyret til at bringe alle vores papkasser med derud og derop i bjergene. Derefter var problemet at få varerne bragt ad den nye jordvej op over bjerget i 4 km højde og ned til vores kommune. Men monsunen var begyndt alt for tidligt, så vejen var omdannet til en mudderbane. Det tog 2 uger at få planlagt leveringen. Den kommunale Health Officer vandrede over passet, fik udleveret hele sendingen, og med 4WD, traktor, bærere, ny traktor, ny 4WD ankom kasserne til den kommunale Health Post i løbet af fire dage. Hele kommunalbestyrelsen mødte begejstre-


de op for at afprøve de nye laser-termometre. Også de dyre mundbind til læger og sygeplejersker skulle afprøves og lagt pænt tilbage i æsken bagefter. Forståelsen for smitte og hygiejne er ikke specielt udbredt deroppe på landet. Nu er de velforsynede med værnemidler i alle de små lokale helsestationer, og det er en af hovedårsagerne til, at lokalbefolkningen stadig ikke er blevet ramt, på trods af at virus spreder kraftigt imellem arbejderne i vandkraftprojektet. Vi måtte indse, at det også er en af vores opgaver at øge forståelsen for hygiejne. Vi fik bygget to håndvaske ved Bhakanje skole på hver sin side af indgangen. En til piger og en til drenge, så der ikke bliver for megen fjalen. Der skal være obligatorisk håndvask af alle lærere og elever ved ankomst og igen ved afgang, og meget gerne indimellem. Vi kunne sagtens le-

8

vere desinfektionssæbe og cremesæbe; men i længden vil det blive dyrt og svært at skaffe til hver en tid. Så vi besluttede at indføre en primitiv form, ud fra antagelsen, at mindre effektiv sæbe er bedre end periodevis mangel på sæbe. Lokalt kan man altid købe en brun bloksæbe lavet af planteolie. Den bruges til tøjvask og al anden vask. Hvis den får en tur over et rivejern, og spånerne bliver puttet i en cola-flaske med huller i låget og fyldt op med vand, så er sæben opløst inden næste dag. Det kan pedellen gøre uden de større problemer. Skolen besluttede herefter at opføre en flot indgangsportal, så det hele står klar til at imponere alle, når skolen åbner igen her efter helligdagene. Vi har stadig penge på corona-kontoen, så nu afventer vi udviklingen og ser, hvad der sker. Måske indkøb af vaccine? Måske en ny fødevarekrise? Måske nye værnemidler? Lige nu forhandles der på privat basis med en russisk vaccineproducent om indkøb af den knap færdigafprøvede vaccine, Sputnik. Russerne kan have en interesse i at afprøve på en masse nepalesere. Nepaleserne en interesse i hurtigst muligt at få en billigere prøveversion. Importørerne en interesse i at score kassen. Sørgeligt at det offentlige system ikke kan magte en sådan opgave, hvor vaccinen kunne sælges til kostpris. For betale skal folk, for Nepal magter ikke at levere gratis vaccination.


De Ti eller Syv Plager I Biblen henvises til ”De 10 Plager” som følger efter hinanden indtil der atter bliver fred. I hinduismen er der en tilsvarende tradition for, at der kommer 7 plager efter hinanden. Nu er Nepal oppe på de 7, hvis vi regner jordskælvet, for 5 år siden, med som det første. De følgende indtraf alle i år. Nummer 2 er det livsfarlige coronavirus angreb. Nepals befolkning er langt yngre end vores, så dødeligheden er mindre end her. De officielle tal siger endda langt mindre; men ikke mange døde får taget prøver i Nepal. Smittespredningen var også forsinket under nedlukningen; men nu da den spredes er det officielt også meget mindre og langsommere end her. Men folk skal for det meste selv betale for en test, så ikke ret mange får taget den, og da slet ikke når de ved positiv test bliver tvunget i ”alene-hjemme-isolation”. En isolation som ikke er ordentligt forberedt. Det kan være i et klasselokale i en skole, hvor alle bliver sat ind i samme rum, uden senge og uden ordentlig forsyning af mad. Nummer 3 er de økonomiske følger af nedlukningen. Ikke bare Nepal; men af hele Kloden. Lige før forårets turismeboom lukkede al flytrafik til Nepal. En af de vigtigste indtægtskilder for landet og for umådeligt mange mennesker forsvandt fuldstændigt på én gang. Mange migranter mistede deres arbejde; vistnok de fleste. De, der var i nabolandene, vandrede hjemad, da der ikke var nogen hjælp at forvente. De, der var længere borte, især i Mellemøsten, måtte hutle sig igennem med, hvad de kunne skaffe, indtil der blev sat fly ind til overpris. Under alle omstændigheder ophørte ho-

9

vedparten af migranternes remitter; penge der sendes hjem til familien, og til dem der havde investeret i deres rejse. Dette er også en af de vigtigste indtægtskilder. Oven i det, så bragte de virus med hjem. Det er begrænset hvor meget Nepal eksporterer; men det, der var, det ophørte. Grænserne lukkede og ingen eller efterhånden begrænset flytrafik, som fløj migranter hjem og halvtomme ud igen med plads til varer; men med fragtpriser 4-5 gange højere end normalt. Den vigtige eksport af elektricitet fortsatte dog upåvirket. Også importen blev lukket ned, dog med en vis åbning for fødevarer; men da nabolandene selv havde brug for føden, så blev mængden begrænset og priserne steg. Der er flere store vandkraftprojekter i gang; men de blev sat delvist i stå, fordi de er meget afhængige af import af udstyr, materialer og kvalificeret arbejdskraft. Nummer 4 er klimaforandringerne som nu for alvor slår igennem i Himalaya. Det er blevet bemærket de sidste par år, at monsunen starter tidligt og slutter sent. I år var det helt galt. Den startede så småt samtidig med nedlukningen; 2 måneder for tidligt, og var i fuld drift en måned for tidligt. Det begyndte først at lysne sidst i september; en måned for sent, og er først lige stoppet godt henne i oktober. I lavlandet har det betydet store oversvømmelser med mange druknede mennesker og dyr. I højlandet opblødt jord med køretøjer som skrider på vejene og folk der glider i afgrunden. Når skyerne er så tykke og vandtunge, så bliver der koldt. Sommeren kan næsten blive lige så kold som vinte-


ren. Lidt heldigt, at der trods alt var nedlukning, så folk skulle blive derhjemme. Vores lokale vognmand med 4WD trucken kom helt galt afsted. Han havde sendt sin svoger til Kathmandu for at tegne forsikring på lastbilen. Han havde aftalte penge med, men da han fandt ud af, at det er meget billigere at nøjes med ansvarsforsikring, så sparede han resten og brugte dem til noget andet. Få dage senere skred lastbilen ud over den lokale vej over Thardo Khola. Chaufføren nåede at springe ud, men hjælperen røg med hele vejen ned. Ansvarsforsikringen gav en erstatning til medhjælperens familie, men uden kaskoforsikringen var der ingen erstatning for bilen, så nu er en vores venner gået fallit, og han vil aldrig mere se sin svoger. Nummer 5 er jordskredene. Aldrig er så mange bjergsider blevet så opblødt som i år. Når de er bløde nok, så skrider de, og det går voldsomt for sig. Rigtig mange er døde i år i muddermasser og rullende sten. Huse, ja hele landsbyer er skredet ned, og ofte ender de i floden, hvis folk ikke begraves undervejs, så tager de rivende vandmasser dem med sig. Nogle gange blokerer skredet for floden, indtil den har dannet en sø, som bryder igennem, og som en meterhøj flodbølge, river alting med sig. Mange af de broer som møjsommeligt er blevet bygget de sidste år, er forsvundet efterladende noget beton og flagrende jernarmering. Mange veje er skredet med ned og er først ved at blive genopbygget nu; men det er ikke nemt at bygge en ny vej igen-

nem et skred, for der er jorden mere stejl og mindre stabil end den var før. Nummer 6 er de ødelagte afgrøder. I lavlandet tog oversvømmelserne deres told. I mellemlandet brød terrassemarker sammen og sendte afgrøderne ned i floden sammen med mudderet. I højlandet groede alting langsomt i kulden, og efterhånden begyndte det at rådne i væden. Mange steder var halvdelen af kartoflerne ødelagte og uspiselige, og halvdelen af resten var ringe. Også majsen mugnede på stokken før modenhed, og kornet blev angrebet af meldug. Og så lige i år, hvor der bliver ekstra hårdt brug for maden. De når ikke langt ind i vinteren før lagrene tømmes. Heldigvis klarer husdyrene sig rimelig godt. Der er masser af græs og det myldrer med orme og insekter. Bare lidt ærgerligt, at buddhisterne ikke må slå ihjel, så de må nøjes med biprodukterne. Men selv om der er en god del mælk, så gavner klimaet ikke osteproduktionen, og en god del går til spilde. Nummer 7 er græshoppeplagen. Ørkengræshoppen udvikler sig hver sommer i bæltet mellem Østafrika, Mellemøsten og Nordindien. Men nogle år udvikler de sig voldsommere end andre år, fordi de er sunde og

10


raske, lægger mange æg, og der er nok at leve af, for eksempel på grund af øget regnmængde. I år udviklede de sig til mange, virkeligt mange, enormt mange. De vejer 2 gram stykket og æder dagligt deres egen vægt af grønt, plus det afbid som falder til jorden. Hvis en sværm er på 500.000 græshopper, bare en mellemstor sværm, så æder de et ton grønt om dagen, mad til tusindvis af mennesker hver dag, og når et område er bidt ned, så kan de flyve rigtig langt og især hvis vinden bærer med dem. Ad to omgange kom en sværm på besøg i 1-2 uger oppe i Bhakanje. Heldigvis kan de ikke lide the-blade; men det gik hårdt ud over de fleste andre afgrøder. Thami-folket, som er rigt repræsenteret oppe hos os, er søde og dejlige naturfolk. De elsker at gå på jagt og jager og spiser alting. Deres livret er mus. De havde kronede dage og gav græshopperne tilbage af samme vilkår. Lige for lige; når de spiser min mad, så spiser jeg dem. Se den lille film, hvor min trofaste ven og bærer, Bhire Thami, viser, hvordan en græshoppe tilberedes, og udtrykker at den smager godt; men at benene er lidt for stive.

Nu er græshopperne borte igen, regntiden ophørt, vejene ved at blive genopbygget, jordskælvet delvis reetableret; men alle 7 plager har efterladt et samfund i en meget problematisk situation. Heldigvis for de fleste, er det stadig i mands minde, og endda næsten i barns minde, at alting var baseret på simpelt selvforsynende landsbyliv, hvor en fyldt mave ikke var en daglig garanti. De allerfærreste er forvænte som vi danskere, og deres skæbnetro er veludviklet; ”der er ikke at gøre ved det”, og så overlever man til der er bedre tider.

Bhakanje opdatering Midt i februar var corona stadig noget lokalt derovre i Kina med enkelte tilfælde hist og her, som der hurtigt kom styr på, så jeg købte min forårsrejse til Nepal med afgang sidst i påsken. Men så begyndte alting at lukke ned, grænser lukkede og stort set hele Jorden gik i hi. Nepal lukkede hermetisk til. Jeg måtte aflyse, og fik i løbet af få dage hele mit indskud tilbage fra Kipling Travel. Jeg kunne godt spare nogle kroner ved at købe min flybillet på

nettet; men det engagement og den service, som jeg altid modtager fra Kipling med både dette og hint, vil jeg ikke undvære. Også efterårsrejsen blev aflyst. Jeg skulle opholde mig i Bhakanje lige nu, og jeg savner virkelig det kæmpestore udsyn, og det eventyrlige indblik i alle de familier, som jeg har kendt i så mange år. Duften af røg og nåletræer. Lydene af mennesker og traktorer som kan genkendes på lang

11


afstand. Kartoffelpandekagerne med sur-osten. Hilsen, smilen, grinen og snakken. Utrolige skæbner i frit fald. Problemstillinger, løsningsmodeller og beslutningstagen. Men mest af alt duften af the-blade i visnetruget, i rullemaskinen, i gæringsbakkerne og ikke mindst i tørremaskinen. På den anden side, så har det også været dejligt at opleve efteråret herhjemme for første gang i 26 år. Jeg havde helt glemt, hvor smukke efterårstræerne er i solskin. Dejligt at vinterklargøringen af hjemmet ikke skal forceres før afgang, og når der er pivkoldt ved hjemkomst. Dejligt også at give tid til de lokale projekter her på egnen i Midtjylland. Nepal er dog ikke længere borte end blot at åbne computeren og tænde for Skype. Vi snakker sammen næsten hver dag, Janaki og jeg. Og nu er Jyoti også ved at være godt inde i sagerne, især omkring scholarship, så hun er også med i snakken. De bliver telefonisk opdateret deroppe fra Bhakanje om stort og især småt, og jævnligt får jeg en snak med borgmester Namgyal om de lidt større perspektiver.

Så nej, jeg er på ingen måde blevet ensom her i corona-tid. Der er blevet produceret en masse god the i fabrikken her i vores første hele sæson. Vi er selv meget imponerede af de 150 kg, som det er blevet til af både grøn, sort og oolong the; men det er dog stadig alt for lidt til at give en økonomi som virkelig kan gøre en forskel. Oven i det, så har vi jo ikke kunnet transportere det nogen steder hen. Desuden har fragtraterne ud af landet været 4-5 gange højere end normalt. Det er først ved at blive normaliseret nu. Vi har heller ikke været i stand til at få fornuftigt materiale ind til at pakke the’en. Det håber vi at få i stand ret snart, så vi kan få the hjem til Danmark her før Jul. Hold øje med Perch’s Thehandel og deres hjem-

12


meside. Også Brugsen i Sjørup skal de lokale midtjyder holde øje med her op til Jul. Vi er så heldige, at vores Tea Manager Dorjee Tamang er en både intelligent og arbejdsom mand, og endnu mere heldige med, at han elsker sit arbejde og er meget lydhør overfor vores forslag og meninger. Jeg mødte ham første gang for 16 år siden, men uden at lægge mærke til ham. Han var en meget stille dreng, som arbejdede sig roligt fremad uden at gøre sig bemærket. Ikke som hans lillesøster, som fik scholarship, uden egentlig at udnytte det ordentligt. Hans far er vores faste håndværksmester, og det var da han hjalp sin far med at bygge Bhakanje skole, at jeg lagde mærke til ham. Når de andre ikke kunne få detaljerne til at passe, så rystede han på hovedet og tog over. Jeg hørte at han havde taget en landbrugstekniker uddannelse, så en dag spurgte jeg ham, om han ville arbejde for mig. Han smilede og sagde: ”Yes” og så var den kontrakt på plads. Og det har ingen af os fortrudt. Heller ikke Janaki; de arbejder perfekt sammen i fuldstændig og gensidig forståelse og tillid. Først på foråret, før corona, besøgte et TV-hold fabrikken, hvor Dorjee viste rundt. Først her for nylig blev de 11 minutter vist på nationalt TV og lagt ud på nettet. Janaki har deltaget i et ugekursus om the-smagning, Tea Sommelier, så vi nu kan få en mere objektiv vurdering af vores the. Resultatet er overvejende godt; men ikke helt som vi havde forventet. Generelt fungerer den sorte the bedst, mens den grønne skal forbedres en del, og oolong

klarer sig lidt bedre. Nogle af de the-prøver, som ad forskellige kanaler landede i Janaki’s hænder er dog stadig fantastiske. Blomster, honning og ingen bittersmag. De bedste prøver er blevet lavet af blade plukket om formiddagen og leveret over middag. De mest tvivlsomme prøver er plukket den ene dag og leveret næste dag. Der er tre følsomme processer, som vi skal tage særligt hensyn til. Den første er ”withering”, som kan oversættes til noget i retning af ”at visne”, som dog er et for negativt ladet ord. Det er en proces hvor en god del af vandindholdet i bladene damper af, samtidig med at henfaldsenzymer langsomt aktiveres og blødgør cellemembranerne. Hvis den proces får lov at fortsætte, så visner bladet for alvor og begynder at rådne. Og det er lige akkurat, hvad der sker når høsten står i en sæk eller kurv hele natten. Inde i midten er noget nærmest på vej til at kompostere, mens det yderste blot er halvt visnet. Værst er det med vores to største producenter, for de bor ret langt fra fabrikken, og vil tidligst være i stand til at levere hen under aften. Det ville kræve at Dorjee først kan komme hjem længe efter mørkets frembrud, for så at stå tidligt op og gøre arbejdet færdigt næste dag. Det vil han være ked af, også selv om han kan køre motorcykel det meste af vejen. Først på sommeren, da han kørte hjem i tusmørket og havde parkeret motorcyklen for at gå det sidste stykke, kom en bjørn ned ad skråningen og standsede på stien 10 meter foran ham. Bjørne ser og hører ikke ret godt; men deres næse er formidabel, så efter at have løftet hovedet og vibreret lidt med næseborene, begyndte den at løbe med blævrende pels

13


hen imod ham. Han løb som en gal ned ad skråningen med bjørnen i hælene, smed skuldertasken og sprang op i et harpiksfyldt nåletræ. Bjørnen rodede noget med skuldertasken og blev temmelig skuffet over, at denne flygtende fjende blot var en sølle stump stof. Dorjee sad helt stille oppe i træet og lod sin angstsved blande med nålelugten. Bjørnen fnyste forarget og luntede videre. Dorjees lemmer var blevet slappe af panikken, så han faldt det sidste stykke ned. Bjørne er ved at blive et problem. De er blevet fredet, og der bliver flere af dem. Især omkring tusmørke og i de tidlige morgentimer er risikoen størst. De undgår helst kontakt med mennesker, så i dagtimerne fortrækker de op i skovene. Fortællingerne om folk, der kommer til skade eller dræbes af bjørnene, bliver hyppigere. Selv om det ødelægger den gode bjergstemning, så synger Anne-Marie højt, når vi går i skumringen, for det er kun når bjørnen overraskes af et møde, at den går bersærk, så vi håber, at den hummer sig, når den hører dansk skønsang.

Næste projekt omkring fabrikken må være at bygge en bestyrerbolig, så Dorjee kan gå til og fra på alle tider af døgnet uden risiko. Desuden er han blevet forelsket. Han har genoptaget forbindelsen til en gymnasiekammerat. Hvor han blev agronom, blev hun engelsklærer. Hun bor en dagsmarch fra Bhakanje; men hun vil gerne flytte hertil, og ikke mindst, hvis vi kan ansætte hende på skolen. Et andet projekt vil være at købe nogle flere maskiner. Vores ”Roller”, som skal knuse de visnede blade, er blevet for lille. Vi mangler også en maskine, som kan lave de bedste blade om til grøn the inden de når at forgære. En ny plan er, at vi kan producere en lokal CTC-the af de ringeste og groveste blade, til en billig pris som folk kan købe direkte på fabrikken til hjemmebrug. Også til det formål skal der bruges en særlig ”roller-crusher”. Måske også hjælpe lidt til indkøb af en 4WD, som kan afhente bladene hos de mere fjerntboende. I nabosognet, Goli, har de henvendt sig for at spørge, om de også må levere til os, selv om de bor lidt langt borte. Vi har budt dem hjerteligt velkomne, hvis de kan sikre en hurtig levering af blade. Flere farmere har nu plantet en masse nye buske deroppe i Goli, så om 3-4 år kan vi øge vores produktion betragteligt, og så bliver transporten højaktuel. Desværre er fabrikkens produktion foreløbig ikke tilstrækkelig til at aktieselskabet selv kan investere. Det er vigtigt her i første runde, at både producenter og aktionærer kan mærke at de får noget for deres investering i arbejdstid og produktionsapparat. Vi har betalt en del af deres engangsudgifter; men har besluttet at de selv skal betale de fleste driftsomkost-

14


ninger, såsom arbejdsløn, diesel til generatoren, pakkematerialer og transport. Foreløbig har bønderne leveret blade til fabrikken siden april, og der bliver ingen penge til dem, før vi har fået the’en fragtet til Danmark og fået den solgt til Perch’s Thehandel og fra Sjørup Brugs, så der går nok nogle måneder endnu. Under normale omstændigheder uden corona-forstyrrelser ville vi jo nok eksportere the’en af tre omgange; spring flush, monsoon flush og autumn flush. Det vil jo kunne bibringe thedrikkerne en ekstra oplevelse, for der er faktisk en tydelig forskel på, hvad buskene leverer i nde tre sæsoner. Sagardanda Skole Nede ad skråningen hos chhetri-folket i Sagardanda har vi haft et somme tider lidt anstrengt forhold til skolen. Deres nye skoleinspektør er en arrogant skiderik, som modarbejder os, hvis vi ikke føjer hans forventninger og krav. Vores grundholdning er samarbejde og gensidig udveksling af ønsker og muligheder; men når han fremturer med stejle krav uden modydelse, så bakker vi ud. Chhetri’erne er søde og hjertelige mennesker, men også med en stolthed og en grad af rethaveriskhed. Så når vi har aftalt et projekt, så kommer de efterfølgende op at skændes om, hvem der skal have fordel af projektet, og så går der gerne lang tid med uenighed og manglende evne til at komme i gang. Når de så endelig er i gang, kommer de igen op at skændes om detaljerne, og så går alt i stå igen. Vi havde engang en scholarship knægt, Bhupal fra Sagardanda, som nu er blevet voksen. Han var lidt uregerlig og havde temmelig meget fravær i skolen. Hvis der skete noget spændende, såsom at kravle

i rebstiger for at samle Rock Honey, eller samle enebær til enebærolie, hjælpe med at køre traktor og alt sådan noget, så kunne han ikke sidde stille. Vi bebrejdede og belærte ham; men så svarede han med det mest charmerende grin, så vi måtte ryste på hovedet og lade gå med det. Endelig tog han sig sammen for at blive færdig med 10. klasse; men så blev han forelsket, og sandelig er hun dejlig, så endelig droppede han skolen og scholarship. En ansvarsfølelse havde vi dog åbenbart fået podet ind i ham, for da jeg ankom i efteråret, kom han til os og påstod meget seriøst, at han var alvorligt træt af alt det kævl blandt de gamle i skolekomiteen. Hvis vi bare ville give ham ansvar og magt over projektet, skulle han nok vise os, at han sammen med ungdommen i bygden kunne få tingene til at ske. Langt om længe var de tre skolebygninger blevet genopbygget efter jordskælvet; men selvfølgelig var detaljerne ikke bragt i orden. Nogle steder var der sat tagrender op, men når man har tagrende uden kontrolleret nedløb, eller man endnu ikke har fået dem sat op, så sker der ting og sager, når monsunen raser. Terrasserne blev opblødt og jorden begyndte at skride, så der kun var en lille meter tilbage til funda-

15


mentet. Nu fik Bhupal chancen til at vise sit værd, for det her hastede. Han har ikke meget forstand på økonomi, så han overlod til mig at regne det hele ud. Han gik straks i gang med at kløve sten oppe i stenbruddet sammen med bygdens øvrige unge mænd. En uge senere var de begyndt at bygge muren. Det var få dage før Tihar, hvor søstre skal velsigne deres brødre, hvilket betyder umådeligt meget. Han har ingen søster, så han spurgte Janaki om hun ville være hans fostersøster. Her stod den tidligere uregerlige knægt og var rørende seriøs. Janakis bror er migreret til Australien, og hun mangler en for tiden, så hun sagde, Ja! Tre dage senere sidst på helligdagen havde han sammen med sin kone besøgt og velsignet hendes bror, og nu på vejen tilbage kom de ind forbi vores lille lodge. Det blev en virkelig fin og ægtefølt begivenhed. Det var umådelig rørende så glad han blev over nu at have en

16

søster; også for Janaki nu at have fået en lidt uregerlig men frisk og ærlig bror. Som traditionen tilsiger, så skal broren give søsteren gaver til gengæld, og det manglede da heller ikke; et kilo udsøgte fine kartofler, en stor klat grøntsagsstuvning, en stak søde brødringe, tre flasker cola og et røget bagben af en ged. Han havde også en gave med til Janaki’s stedfar, så jeg fik en stor dåseøl; og så gik de hjem i mørket. Alle de flotte gaver blev straks omsat til et festmåltid, som mutter Pasi lavede til os, mens jeg for alvor satte mig hen og regnede på prisen for den mur og opsætning af nedløbsrør. Da vi rejste hjemad tre uger senere, kunne jeg besigtige en færdig mur, og rørene var lige ankommet. Stadig havde ingen spurgt mig om, hvad jeg ville betale, så da jeg stak en tyk bunke penge i hånden på Bhupal, beseglede vi et venskab og en gensidig tillid, som fik alle bygdens unge mennesker til at juble og beskæmmede de ældre og evigt vrangvillige. Den anden, og ret gamle, mur var også begyndt at skride, så nu da vi havde fået en god samarbejdspartner, så gav jeg grønt lys for at rive den ned og genopbygge. Flere af foreningens medlemmer havde doneret nogle pæne beløb, og flere honorarer fra mine foredrag supplerede også, så der var også penge til projektet. I løbet af få måneder var muren genopbygget; men nu viste det sig, at ungdommeligt overmod og min tiltro til deres evner ikke hang sammen, og sammen med de gamles, ”Hvad sagde vi”, skred den nye mur sammen under monsunen, fordi de havde glemt at lede vandet udenom. Bhupal var ulykkelig og ville genopbygge for egen regning; men jeg måtte påtage


mig min andel af ansvaret. Hvis han ville stå for den delvise nedrivning, så skulle jeg nok sikre genopbygningen. Det var vanskeligt at designe, tegne og forklare det hele hjemmefra via Janaki, og ud til Bhupal midt i corona-udgangsforbud, og at få jern og cement bragt frem med nedlukning af kommunegrænser. Det lykkedes, og i slutningen af monsunen stod den nye mur klar med jernbeton armering og sikker afledning af regnvand. En donation fra LEGO Medarbejderlegat etablerede et hegn og en gynge på legepladsen. De unge fyre er stolte og glade, selv om de endnu

ikke har fået deres vederlag. Først når Janaki tør trodse corona-risikoen og køre derop, så får de den. Men de har hoveret overfor de gamle, som har måttet erkende at det hele nu ser rigtig godt ud. Vores faste smed i Kathmandu har jeg kendt i 26 år. Da han lavede budget på hegn og gynge, fik jeg ham til at lave en ekstra gynge til en fornuftig pris. Den satte han op i Chhimbu skole, da han var færdig i Sagardanda. De har sendt mig denne fine lille video af indvielsen, hvor man ser ungernes forundring over denne underlige maskine, som ikke de vildeste fantasier har kunnet forstille sig. Forsamlingshus/Sportshal. Det har længe været et ønske især fra skolen, ungdomsklubben og kommunen at have en ordentlig hal at holde folkemøder og skoleaktiviteter i. Da Ulla og Nanna fra PONA-fonden besøgte Bhakanje, hørte de om denne drøm, og fandt idéen rigtig god især til nytte for skolen. Vi blev enige

17


om at gå ind i en dialog, men også at der skulle være et massivt lokalt bidrag. Hvis de lokalt ville stå for indkøb af byggegrunden i skolens navn, og hvis de ville sørge for at bygge fundamentet, skal vi nok stå for selve bygningen. Det ser ud til at lykkes nu. Kommunen er ved at købe en god byggegrund tæt på the-fabrikken; stor nok til også at rumme en lille boldbane, og de har afsat 80.000 kr til at bygge et fundament magen til det, som vi byggede til fabrikken. PONA har sagt ja til at bygge en hal magen til fabrikken, hvis de lokalt kan have fundamentet klar inden monsunen går i gang i april næste år. Det betyder at vores entreprenør kan gå i gang med at forberede byggematerialerne i løbet af sommeren, og være klar til at bygge straks efter at regntiden er overstået, og vejene atter er farbare. Han vil tage derop sammen med Janaki her snart, og instruere i detaljerne omkring fundamentet. Forrige efterår, da vi byggede fabrikken, gik det jo helt galt, da alle havde nikket forstående til hans forklaringer; men alligevel ikke havde forstået noget. Det var først da vi kom og forestod arbejdet, at det lykkedes. Men nu har de jo prøvet det én gang, og skal bare gentage alle de samme processer nu. Hallen kommer til at ligge 200 meter fra skolen med en lige så fantastisk udsigt, som den, vi har fra fabrikken. Ikke langt derfra går kommunen snart i gang med at bygge nyt kommunekontor. Vi forestiller os, at ret snart, vil en ny byudvikling foregå her omkring disse aktivitetscentre, med små the-huse og private boliger. Nu nærmer vi os et lokalt udviklingstadie, hvor de unge kan finde det at forblive i lokalområdet attraktivt.

Scholarship Det med at ændre drømmene fra fokus på hovedstaden og udlandet til at handle om lokalområdet, har altid været en af vores kerneformål; men vi har indtil nu kun oplevet, at det går den gale vej. I de 21 år, vores scholarship program har kørt, har 469 børn og unge modtaget studiestøtte, og 156 er stadig aktivt uddannelsessøgende. Af de, som er ophørt med at få støtte, forlod 39% skolen før 10. klasse, mens 16% stoppede med dette klassetrin. 28% fik en studentereksamen, og 17% gennemførte en højere uddannelse. Vi har ikke præcise tal for det; men det er et godt stykke over normalen. Dette dækker dog over at endnu flere forsøgte at stige op ad uddannelsesstigen, men måtte droppe ud undervejs. Mest fordi den lokale landsbyskole ikke forberedte dem tilstrækkeligt på de større krav i gymnasiet og universitetet. Det er knap en tredjedel, der dropper ud i gymnasiet, mens det er knap to tredjedele der dropper ud af de højere uddannelser. Trods alt er det glædeligt, at 47% forbliver i lokalområdet; mest de med kortest uddannelse, og at yderligere 8% er bosat sig i andre landkommuner, mens 12% er flyttet til Kathmandu. 8% er stadig i Nepal, men har ikke slået rod, og desværre er de fleste nærmest hjemløse og har opgivet. De sidste 25% er migreret. De er rejst til udlandet i et forsøg på at komme ud af den nepalesiske lavtløns-trædemølle. De dygtigste til prestigelandene i Europa, USA, Australien, Japan og Korea, hvor løn og arbejdsforhold stort set er i orden. Mellemgruppen til de arabiske lande, hvor man kan være heldig og uheldig. Den tungere gruppe til Malaysia og Indien, hvor

18


det er billigere at komme til, men også sværere at slå igennem. I denne opgørelse skal pointeres at det er et gennemsnit for 21 år, hvor tendensen til søgnin g mod hovedstad og udland har været stærkt stigende gennem årene. En sidste opgørelse, som vi er stolte af, er den, at selv om vi kan påvise en generel forbedring af 10-klasses eksamen gennem årene i skolerne udenfor Bhakanje, så er forbedringen i vores skole i Bhakanje dramatisk meget bedre nu end før. Der kan ikke være tvivl om, at det er de gennemgribende tiltag, som vi har gjort i skolen igennem de sidste 5-6 år sammen med PONA-fonden, der er skyld i denne fremgang. Vores analyse af 21 års arbejde indeholder en masse flere statistikker, som du kan studere, hvis du downloader dokumentet:

Lige nu har vores studiestøtte været på stand-by siden marts. Med lock-down har ingen kunnet komme omkring og uddele eller afhente studiestøtten. Ude på landet har skolerne været helt lukkede, mens de i Kathmandu har forsøgt sig med on-line undervisning. Nu åbner skolerne igen efter hellidagene, og da vil vi forsøge at starte op igen. De elever, som har studeret gennem de sidste 6 måneder, på den ene eller anden måde, vil få udbetalt støtten helt eller delvist. De øvrige vil få pengene lagt hen på deres opsparingskonto til et senere behov. Jeg er selv ked af at opleve, at modviljen mod corona-forholdsreglerne stiger herhjemme. Måske fordi jeg oplever, at her er godt styr på tingene i forhold til Nepal.

19


Profile for Kurt

Himalayan Project Medlemsblad, Nr. 44, 22. årgang, November 2020  

På trods af corona-nedlukning har Himalayan Project arbejdet aktivt hjemmefra, gennemført og planlagt en række projekter, ydet corona-hjælp...

Himalayan Project Medlemsblad, Nr. 44, 22. årgang, November 2020  

På trods af corona-nedlukning har Himalayan Project arbejdet aktivt hjemmefra, gennemført og planlagt en række projekter, ydet corona-hjælp...

Profile for klomborg
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded