Page 1

Himalayan Project Nr.42. - 21. årgang - Himalayan Project - September 2019

www.nepalhelp.dk


Invitation Vi inviterer hermed alle vore medlemmer og alle andre interesserede til at deltage i vores store INDVIELSE af både vores nybyggede The-fabrik og af Bhakanje Skole, som nu endelig står færdigbygget som en af de smukkeste skoler i remote Nepal. Indvielsesdagen indledes tidlig morgen, omkring solopgang MANDAG 21. OKTOBER, med messe i Gompaen. Herefter går vi i procession med buddhistiske fanfarer og bækkenklang ned til skolen, hvor vi holder nogle fine taler og afslører nogle mindeplader for donorer og aktive medarbejdere. Her afsluttes med en let frokost. Videre ned til The-fabrikken, igen med hele trutteriet. Udenfor fabrikken messer lamaen en række velsignelser og diverse officials gør det samme og klipper sluttelig snoren, så vi kan gå indenfor og besigtige lokalerne. Her holder vi så fest til ud på de små timer, med the-ceremonier med den allerførste produktion af Bhakanje Highland Chiya. Ved solnedgang den store festmiddag med vegetarisk dal bath, og for de der ønsker det, en klat

gedestuvning. Derefter en øl eller to, ligesom lokal brændevin vil være til rådighed. Der bliver holdt flere store taler og der vil blive danset lokal shebru og fremført små skuespil af mere eller mindre religiøs eller profan karakter. Vore, igennem alle årene, venner i Kipling Travel har lovet, at de vil bistå vore gæster med flyrejse, lokaltransport og lokalt ophold i lodge, luksustelt, almindeligt telt eller simple bondehjem. Indvielsesdagen er første dag efter efterårsferien, så du kunne jo slå det sammen med en tur op på Pike Peak med kæmpe udsigt, bl.a. til Mount Everest, eller op til den hellige sø Dudh Kund helt oppe under Mount Numbur. Her er din enestående chance for at opleve Bhakanje, Himalaya, vore lokale venner og scholarshipbørn og den lokale kultur, når det er bedst. Hvis du vil vide mere så kontakt info@kiplingtravel.dk www.kiplingtravel.dk 47 16 12 20 klomborg@post11.tele.dk

Fotos: Forside: Om Prakash Karki underviser 6. klasse i Naturvidenskab. Bagside: Et landbrug i Chhimbu med 26 thebuske. Alle fotos af Janaki Khadka, Dorje Tamang, Rinji Sherpa og Kurt Lomborg.

2


3


En Milepæl er nået af Kurt Lomborg

For fire-et-halvt år siden troede jeg, at vi havde nået milepælen. Vi havde bygget og rekonstrueret 11 skoler, og de fungerede. Jeg tænkte på at lade mig ”halvpensionere”; det vil sige at stoppe skolebyggerierne og koncentrere arbejdet omkring kvalitetsundervisning, beskæftigelse og menneskerettigheder. Men så kom jordskælvet. Halvdelen af skolebygningerne, som vi havde bygget op over 18 år, blev ødelagt på 56 sekunder. I Bhakanje var det snarere tre-fjerdedele, mens det, på den anden side af Bjergryggen, heldigvis ikke var så galt. Deromme lod vi dem klare sig selv, og de er da også blevet færdige med genopbygningen for længe siden. Men i Bhakanje var der rigeligt at gøre. Finansieringen er egentlig gået rigtig nemt, for offerviljen var stor efter jordskælvet. Derimod var arbejdet med et sønderknust samfund ikke nemt. Alting skulle genrejses, og selv om vi syntes, at vores arbejde var vigtigere end alle andres, så var ikke alle enige med os. Men nu er vi ved at være færdige med genrejsningen af Bhakanje’s skoler. Alle er bygget jordskælvssikret til at kunne klare et ret heftigt skælv. Jeg tager afsted her midt i september, og vil selv forestå de sidste finere detaljer sammen med mine nærmeste medarbejdere. For når jeg ser tilbage og glemmer alle frustrationerne, så har jeg en gruppe gyldne medarbejdere og samarbejdspartnere deromme. Folk, som jeg stoler på, og som stoler på mig. Der er også rævekagerne og de naive; men de er jo i virkeligheden også så forfærdeligt søde.

4

I en måned skal jeg i skolen arbejde med møblementet i computer- og biblioteks-lokalet doneret af Skærsø Fonden og en lille række gavmilde medlemmer. Jeg medbringer hjemmefra i kufferten batteridrevet rundsav, stiksav og boremaskine, som er doneret af Brovst-Hanbo Lions Klub. Computerne og biblioteksbøgerne ligger allerede i en stor stak i lagerrummet.

Jorden i skolegården og bag bygningerne er i øjeblikket ved at blive lavet om til små bjergbække udgående fra tagrendernes nedløbsrør. Monsunen er særdeles heftig i år. Derfor skal jeg forestå opbygningen af det underjordiske rørsystem, som skal lede regnvandet langt ned ad bjergskråningen til den gamle bjergbæk, veletableret siden Himalaya løftede sig af havet. De skolemøbler, som jeg gennem flere år har modtaget donationer til fra Skive Inner Wheel Klub og flere gavmilde donorer, er endelig ved at blive fremstillet og skal monteres færdig, mens jeg er der. En times tid nede ad skråningen er Sagardanda skoles tre bygninger også blevet færdige. De skal besigtiges og have etableret de sidste detaljer i klasselokaler-


ne. De mangler stadig en masse udenom tangel bragt med hjem fra Nepal. Kort efbygningerne. Terrassemure, trapper, lege- ter Jul overførte hun 37.000 kr til genopplads og hegn. Men det er der ikke penge bygning af Sagardanda skole. til, som det ser ud lige nu. I marts, da Janaki og jeg var i Bhakanje Alt dette byggeri har været muligt i kraft for at starte projektet op, kom hun og beaf de gaver, som er ankommet til vores for- søgte os. Vi var midt i et The-møde, så vi ening. Alt muligt fra små til store og endda sendte hende ned til Sagardanda for at enorme summer. Det er en fantastisk for- møde sin skole og folkene. Da hun ankom nemmelse at modtage al den velvilje og til Sagardanda, ringede folk straks op til tillid. De er alle nævnt med stor taknem- os og spurgte, om det virkelig var denne melighed i listen bag i bladet. Men der er alternativt udseende kvinde med dreadalligevel en, som jeg vil fremhæve. Jeg locks og piercinger hist og pist som var ved dårligt, hvem hun er. Hun er en ung deres donor. Vi bekræftede, og så gik de i gang med at lære hende at kende, og hun tysk pige fra Heidelberg-kanten. var virkelig et dejligt menneske med stor Hun havde været på trekking til Everestvarme og forståelse. Senere var hun på området to år efter jordskælvet. Hun var trek i højfjeldet med gutterne fra landsbykommet igennem Bhakanje, havde hørt en og oplevede to sneleoparder angribe om os og set vores skoler, og derfor konen yak, hvilket gutterne forhindrede, ved taktede hun mig, da hun kom hjem. Samat jage dem på flugt. Nu har jeg mistet men med sin søster ville hun i sit lokalomkontakten til hende. Hun har skiftet mailråde samle penge ind ved juletid, ved at adresse, og jeg ved ikke hvor hun bor. Jeg sælge hjemmelavede småting og tingelville egentlig gerne give hende en beretning om hendes skole, nu da den er næsten færdigbygget. Niveauet af undervisning i vores skoler er steget betragteligt, og især i centralskolen. De to energiske lærere, som vi ansatte forrige forår, har virkelig fået ændret hele skolens situation, og underskolerne følger med. Den tidligere så slappe holdning blandt lærerne er strammet gevaldigt op. Der blev stillet krav og slaphed blev konfronteret, så det blev pinligt at være sløv og efterladen. Den nye holdning blev sendt videre til eleverne i form af en strammere disciplin. Smart hår og mascara blev forbudt, ligesom solbriller og bagvendte kasketter. Smartphones måtte ikke medbringes i skolen. Skulken og uro blev udskammet med stramme miner. Nogle

5


få elever droppede skolen; men resten ville de have et klækkeligt tillæg med en række luftige argumenter. Da Janaki berettede ind. gyndte at problematisere og diskutere Samtidig med at det kom på plads, blev med dem, blev de stride og truede med at der opfundet nye tiltag, hvor den halve sige op. Det var i den periode, hvor Janaki times morgenparade skiftede fra en ekvar stresset op af alt for meget arbejde, så sercits til et disciplineret underholdningshun konfronterede dem nok på en noget program., hvor eleverne på skift skulle bister måde. Også fordi hun ikke tog deres præstere et eller andet til underholdnintrusler helt alvorligt. gen. I klasserne skulle lærerne være til Få dage senere afleverede de begge stede fra start til slut, og elevernes utidige renden ud og omkring blev dæmpet. Og deres opsigelse og forlod skolen øjeblikså begyndte man at rose hinanden, både keligt. Eleverne gik i chok. Halvdelen græd som pisket med skrig og skrål, og tre belærere og elever. svimede. Forældrene myldrede til skolen En disciplinær-komite blev etableret, for at høre nyt. Heldigvis skete det hele få bestående af syv elever fra de ældre klasdage før afslutningen på skoleåret, så der ser. De skulle til morgenparaden påpege faldt ret hurtigt ro på gemytterne. alvorlige uregelmæssigheder. Det gik især Jeg har kommunikeret lidt med den ud over de fire alkoholiserede lærere, som blev udskammet og truet med indelås- ene af dem, og han fortalte, at han havde ning på toilettet. Det hjalp. En af lærerne lidt svært med at kapere al den popularisagde op, men de tre andre mødte ædru tet, og at han hele tiden havde betragtet op, og holdt sig ædru hele skoledagen, og dette job som midlertidigt, og så brød han efterhånden også resten af døgnet; til en sig i øvrigt ikke om at blive sat til vægs af en kvinde. Dermed var der ikke mere at vis grad. snakke om i den sag. Desværre mødte vi kritik for denne Inden næste skoleår startede, fik vi anpædagogiske udvikling. Hvor Janaki og jeg så et klart fremskridt, så andre ”den sat to nye lærere. En engelsklærer og en sorte skole”. Vi blev nødt til at dæmpe de naturfagslærer. Ikke lige så energiske som skrappeste metoder. For eksempel den de tidligere; men dygtige nok, og hele med truslen om fængsling af fordrukne lærerstaben viderefører de indvundne rulærere. Den var lige skrap nok. Resultatet tiner og alt ser ud til at køre videre på bedblev efter kort tid, at to af dem begyndte ste vis. Nu er de to lærere over alle bjerge. at drikke igen, om end i mindre omfang Jeg kunne ellers godt tænke mig at møde end før. Alligevel måtte alle erkende den dem igen og rose dem for deres indsats. dramatiske forbedring af skolen og af un- Forældrene har reageret meget positivt dervisningen. Især eleverne og deres for- på forandringerne. Karaktergivningsdaældre udtrykte stor tilfredshed. gen for sidste skoleår bliver afholdt her

Det steg de to af os ansatte lærere til midt i monsunen. Da plejer en lille gruphovedet, og der gik fagforening i dem. pe forældre at møde op; men i år var det Vi aflønnede dem efter normen, men nu næsten alle fra nær og fjern. Hele skole-

6


gården var fyldt op. Da det begyndte at regne heftigt, flyttede de ind under verandatagene eller under paraplyerne; men ingen gik hjem før hele ceremonien var slut. Det tog 5 timer, hvoraf de 3 var i mere eller minKathmandu med os derop her i efteråret, så vi kan få skubbet flokken rigtigt i gang. Vores skoleelever kan i deres fritid groft deles i to grupper. Den ene læser altid lektier og kommer meget lidt ud mellem andre. De er dygtige i skolen og drømmer sig til hovedstaden for at læse videre og for at komme nærmere til chancen for at migrere ud i den store Verden. Den anden gruppe hænger ud, tjekker telefon, går planløst omkring eller finder noget arbejde, så der bliver råd til taletidskort. Begge grupper vil have så godt af at blive blandet sammen og foretage sig noget aktivt i deres fritid. Forhåbentlig kan det give et fastere tilhørsforhold til deres hjemegn, så drømmen om migration bliver svagere.

dre styrtregn.

En af vores lærere, som var scholarshipelev hos os hele vejen til Kandidat i Pædagogik, Halte Lhakpa hedder han, fordi han havde tuberkulose i sit ene hofteled som barn, han er blomstret fuldstændig op i sin lærerrolle. Han giver ekstraundervisning og underviser unge og voksne i computerbrug, og nu har han startet spejderbevægelsen i Bhakanje. Både Janaki og jeg har været aktive spejdere, så vi har da snakket om muligheden; men nu da Lhakpa har arrangeret med 16 drenge og 16 piger fra de ældre skoleklasser, så bak- Vi har samme problematik med vores scholarship. Vores studiestøtteprogram ker vi vældigt op om processen. har eksisteret i så mange år nu, at en rigtig Sct Georgs Gilderne i Skive har doneret stor flok af vores studenter har afsluttet et 70% af prisen på de nye spejderuniformer, niveau. 12 har afsluttet 10. klasse (SEE) og og lige nu snakker vi videre med dem, 24 har afsluttet 12. klasse (”gymnasiet”). om vi kan etablere en kontakt mellem For at dæmme op mod alt for stor søgen dansk spejdertrop og vores nye i Bha- ning mod hovedstaden, har vi besluttet, kanje. Vi vil invitere en senior spejder fra at vi vil støtte videre uddannelse med et

7


fast beløb uanset om de læser i distriktshovedstaden Salleri eller i hovedstaden. I Salleri vil de bedre kunne få økonomien til at hænge sammen; men alligevel er driften mod hovedstaden er så stor, at de finder en måde at klare sig alligevel. Vi har haft et par ærgerlige situationer, hvor vores unge satser dobbelt uden at fortælle os det. De studerer, som de skal; men samtidig søger de visum og indrejse i prestigelande som Australien, USA, Canada, Tyskland, Japan, Korea; lande hvor der er begrænsninger på visum. Når de så bliver afvist, så søger de igen. Hvis de pludselig bliver godkendt, så opdager vi det først, når de på Facebook beretter om det nye ”Country of Opportunities”. Nogen er så hensynsfulde, at de bare lukker ned for mobiltelefonen i udrejseperioden, mens andre malker deres scholarshipkonto, så meget som de kan, holder en stor afskedsfest, og så afsted. I det hele taget er de gamle familiestrukturer og landsbysammenhold i forandring eller ligefrem i opløsning. Urbaniseringen og egoismen er nået helt ud i vores udkanstsnepal, godt hjulpet på vej af smartphones, som nu er oppe på en dækningsgrad på 80% ude på landet og 99% inde i storbyen. Vores student Pasang Phuti surfede mere på nettet end i skolen, og da hendes fattige forældre til 9 børn opdagede, at net-surfingen førte til uheldige kontakter, skyndte de sig at få hende gift til en sød og naiv ung mand fra Namche. Hun begyndte at gå i meget løst tøj, så endog hendes mand var længe om at opdage, at hun blev tykkere. Da han begyndte at undre sig over, hvor hurtigt hun var ble-

8

vet gravid, og så hurtigt maven voksede, skyndte hun sig at flytte hjem til forældrene, indtil hun gav fødsel tre måneder for tidligt. Naboerne fik at vide, at den store mave og for tidlige fødsel skyldtes, at hun var blevet sparket af en yak. Om rygtet er sandt ved jeg ikke, men hendes mand blev enormt stolt, da han så sin ”alt for tidligt fødte” søn, fuldt udviklet, stor og sund, overbevist om, at det skyldtes hans gode gener. Naboerne mener nu snarere, at man skal passe på ikke at komme for tæt på okserne. Hun nåede at få 7. klasse med vores hjælp. Kami Doma nåede 2. år bachelor, da hun fik en datter og stoppede. Pasang Lama stoppede i 9. klasse med en søn. Anushka gik ud af ”1.G”, da hun fødte en søn. Dolma er gravid i 10. klasse. Pasi, Rasmita og Rekha er ude i noget snavs i Kathmandu. Tretten af vores unge, Pemba Doma, Chhirring, Rinji, Furwa Namgyal, Renuka, Dinesh, Pasang Diki, Mingmar, Nirmaya, Menuka, Lhakpa og Gelu, er indenfor det sidste halve år migreret rundt omkring på kloden. Nogen af dem fordi det var det, de ville. Andre fordi de måtte erkende, at springet fra landsbyskolen til storbyskolen var for stort. For dem er det store spring kun blevet til arbejdsmand i Arabien. På den anden side har vi også oplevet, at to af vores dygtigste elever, med høje studiemæssige ambitioner, er blevet trynet voldsomt af nepalesisk ligegyldighed. De fik 12-taller i alle fag; undtagen i skriftlig matematik, deres nøglefag, hvor de fik 02. Det er velkendt, at når censor bliver træt eller forstyrres, så knalder han bare en tilfældig karakter af. Der er ingen klageinstans, så det eneste de to piger kunne gøre, det var at gå til reeksamen. Men dermed


er de kommet for sent til at indskrive sig til drømmestudiet, som de ville have været selvskreven til, hvis karakteren havde været korrekt. Det er somme tider svært for Janaki og jeg at bevare optimismen.

først i april. Otte mand helt nede fra lavlandet i Chitwan. Folk som er vant til tropetemperatur og som ikke engang rigtig snakker Nepali, så de var virkelig isolerede og blev faktisk ikke engang behandlet særlig pænt af vores lokalbefolkning. Det BHAKANJE TEA FACTORY skal jeg lige have snakket med dem om, Nej, jeg har ikke glemt vores the-fabrik. når jeg kommer derop her i efteråret. Også den er meget tæt på milepælen. I sidste blad fortalte jeg, hvordan vi fik bygget fundament, hvordan vi arbejdede med vedtægter og selskabsregistrering, hvordan Janaki rendte omkring for at klare alt det, som andre skulle have gjort, indtil hun var ved at bryde sammen. Nu mangler vi kun småtingene, og Janaki er helt på mærkerne igen. I februar ankom vores generator, så den kunne være klar til smedene ville ankomme for at opføre fabrikken. Det gjorde de

9


fra solvandvarmeren.

De arbejdede dygtigt og effektivt i 6 uger, og da de forlod det ”kolde” højland midt i maj, da stod den flotteste fabriksbygning klar til indflytning. Vægge af 75 mm dobbelte stålplader med PU-skum imellem. De vil sikre at temperaturen i fabrikshallen ikke ændrer sig for voldsomt og for hurtigt. Ventilationsvinduerne åbner indad og der er insekt net udvendigt. I den ene ende med en bred rulleport, hvor farmerne kan indlevere deres the-blade, ligesom den færdige the kan læsses, og nye maskiner kan komme ind. Men her er ingen personadgang. I den anden ende er indgangen bygget med to omklædningsrum, en til kvinder og en til mænd. Der er ingen adgang i dagligklæder. Der skal i det mindste tages en kittel på, og der skal skiftes til slippers, og folk med fast arbejde på fabrikken vil have deres eget skab med skiftetøj. Men før de kommer så langt, skal de lige omkring toiletbygningen. Her skal de gøre sig rene indeni og udenpå. I det mindste skal der da vaskes hænder; men for de mere møgede, er der brusebad med varmt vand

Fabrikshallen er fantastisk. Lys og rummelig. Alt for stor til den lille produktion, som vi forventer her i starten; men senere, når vi skal lave en masse forskellige super-the i små og større partier, så kommer den til at passe. Indenfor indgangsporten er et pænt stort rum, hvor the’en skal vejes og sorteres, ligesom fortørring og for-fermentering skal foregå her. Herfra gennem den store rulleport ind i den 108 m2 store fabrikshal, hvor ruller, rister, tørrekabinet og blæsesortering foregår. Med tiden, når der bliver råd, og behovet opstår, så er der plads til mange flere fantastiske maskiner, som kan lave vores unikke the-blade om til forunderlig the. I et hjørne er der plads til to sofaer og et bord med the-ceremonielt grej. Her kan Tea-master tage sig en lur, mens the’en fermenterer, og den færdige the kan blive udsat for skarp bedømmelse og værdiansættelse.

10

I gavlen to rum. Det største er sorte-


rings- og pakke-rummet, og inde ved siden af det kombinerede lager og kontor. I alt 202 m2 fabriksbygning højt oppe i Himalaya, med Jordens højest beliggende themarker; 500 til 1.000 meter højere end de næsthøjeste. Mellem fabrikken og toiletbygningen rejste de det flotteste vandtårn, med plads til både vandtank og en vagtmand, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Den nye vej smyger sig lige forbi os, så erfaringerne, andre steder fra, viser, at snart vil søndagsturister komme kørende på motorcykler og højbenede biler. De vil parkere på fabriksgrunden og slå sig ned med picnickurven og små bål til varmt vand. For slet ikke at snakke om eventuelle tyveknægte, som på dette afsides sted Et krav var, at den lokale Andels Spakunne få frit spil. Derfor skal næste skridt rekasse skulle være indkøberen; men være at lave et trådhegn hele vejen rundt de havde jo ikke flere penge, efter at de om grunden med et par grimme rækker havde betalt for fundamentet. Så vi måtte pigtråd i toppen. skynde os at oprette en bankkonto, hvor Janaki var lige ved at koge over igen, da vi kunne deponere et lån. Derfor måtte Javi skulle indkøbe maskiner. Nepals Land- naki hurtigt til Bhakanje og afvikle en gebrugsministerium havde lovet os et til- neralforsamling i sparekassen, hvor en såskud på 50% af udgifterne til maskiner, op dan konto-oprettelse blev godkendt. Det til 50.000 kr. Dem ville vi jo ikke gå glip af, gik i orden, og vi overførte de 50.000 kr. så allerførst skulle vi lige have godkendt Derefter ville Landbrugsministeriet vores indkøbsplaner, og så begyndte de også have papirer på, at sparekassen virat opstille nye betingelser, og hver gang kelig ville påtage sig at købe maskinerne. vi kunne honorere deres krav, så fandt de De gode folk i Bhakanje er ikke vant til igen på nye. papirarbejde, så de fik fremstillet et nyt

11


kurrents, og han kunne love os levering på under halvanden måned. Så vi bestilte hos ham og betalte en fjerdedel forud. Efter en måned spurgte Janaki til fremdriften. Manden havde trængt til en ferie, så han var taget til Indien, og var lige kommet hjem igen; men nu ville han gå i gang, to måneder før deadline. Janaki blev rasende. Jeg skal have lært nogle af hendes bandeord på Nepali, for de lød sjovt, da jeg overværede samtalen på Skype. Der gik yderligere 14 dage, før han havde fået fyldt en container op, og herefter kunne vi følge den med tracking nummer fra et godt stykke oppe ad den Gule Flod, med omladning i Shanghai til et containerskib, som igen omladede i Singapore, før containeren ankom til Visakhapatnam langt nede i Indien. Her ophørte trackingen, men på et tidspunkt kom containeren på en togvogn til Patna, og herefter på en lastbil til Birgunj, hvor den skulle toldbehandles for at komme ind i Nepal. Det tog referat, hvor bestyrelsesmedlemmernes adskillige dage, men endelig ankom den navne ikke var de samme som i referatet til banken. Janaki måtte igen hele vejen til vores importør fem dage før deadline. ud til Bhakanje og få orden i papirarbejdet. Nu ville han have næste afdrag, før han Endelig blev indkøbet godkendt på betin- ville gå videre. Men igen fik han læst og gelse af, at vi kunne stille maskinerne op påskrevet. Hvis han ikke havde leveret vai fabrikken inden det nepalesiske regn- ren på fabrikken inden deadline, så kunne skabsårs afslutning midt i juli. han glemme alt om at komme af med sine I mellemtiden havde vi indhentet tilbud fra de to eneste grossister i the-maskiner. Den ene var reel nok, men kunne ikke love os at levere i tide. Den anden viste sig at være arrogant og satte straks prisen op, da han kunne fornemme, at han var uden reel konkurrence. Men så fandt jeg på nettet en helt ny importør. Han importerede i forvejen værktøj og andre maskiner, så nu også the-maskiner. Som ny på markedet var hans priser to tredjedele af sin kon-

maskiner til os, og desuden måtte han erstatte os vores tab. Det hjalp. De kom ombord på en lastbil. Blev ladet om i Bhandar til traktor og blev leveret en dag for sent. Janaki fik udsættelse i 2 dage, og bad vores partnere i sparekassen om at overføre pengene. I mellemtiden havde den lille lokale bank, hvor vores sparekasse havde sin konto, udbetalt hele sin kassebeholdning. Der gik yderligere to dage og en ekstra dags udsættelse, før banken kunne

12


chefen og to medarbejdere til vores indvielse mandag den 21. oktober, blev de enormt glade, og nu er vi de bedste venner, som bare kan ansøge om mere næste år. Nepal i en nøddeskal. I sidste uge diskuterede vi med en elektroingeniør som gav os et tilbud på strøm. Han havde ikke regnet med at en lille nepaleser og en dansker en kvart jordklode borte ville gå dybere i hans tilbud; men den stakkels mand blev hudflettet, så han gik svedende fra mødet. Han bearbejdede tilbuddet lidt mere, men var alligevel for stolt til at indrømme at priserne var for høje. Janaki fandt en ny tilbudsgiver, som er klar til at sende 6 mand til Bhakanje, igen nede fra lavlandet, og de vil elektrificere hele fabrikken for 40.000 kr. Så det bliver gjort indenfor de næste par uger.

overføre, og vi kunne få vores kvittering. Det lokale hydropower elværk som blev Janaki ankom til landbrugsministeriets alvorligt korruptionsramt for et par år sikontor et kvarter før lukketid. den, er nu endelig i færd med at blive bygNu fik hun at vide, at kontoret havde get med 40 kW generator. Jeg vi dog se været så behjælpelige, at de ville tilbagedet, før jeg tror det, men pragtfuldt hvis holde 20-30% af deres donation som et vi snart kunne supplere vores fabrik med servicegebyr. Man tænder ikke af i et minien transformer og en el-ledning. Vi skal i sterielt kontor, men det gjorde hun. Næste spidsperiode bruge op til 25 kW, så vi får dag ringede borgmester Namgyal Jangbu under alle omstændigheder brug for voog forklarede dem, hvad konsekvensen res egen generator. Men pragtfuldt hvis kunne blive, hvis de førte sig videre frem. lys og små maskiner kan køre uden at De droppede gebyret, men nu ville de starte dieselmotoren. sende en delegation til Bhakanje og konEn af fatrollere, at maskinerne var ankommet – på vores regning. Den måtte vi sluge; men brikkens, og allerede efter 6 timers kørsel blev de ramt vores, bedaf regnvejr og mudrede veje, og så vendte ste venner er de om. Janaki nægtede at betale for den Perch’s Thetur, for vi havde accepteret at betale for handel. De en besigtigelse; ikke for en køretur. Nu har lanceret har de opgivet at røre ved os, og vi har ”Human Emfået de 50.000 kr. Da vi inviterede kontor- powerment

13


tet at belægge gulvet med de smukkeste glatpolerede granitfliser. Dem kan man gå hen over med en svaber dyppet i vand, og vups, så kan man se hvor langt man er kommet. De 18.000 kr kan dække halvdelen af fabrikkens gulve, og det er inklusive transport og fem mand fra Kathmandu til at lægge fliserne. Hver flise er på 1 m2 og vejer 60 kg.

Tea”, som indeholder bæredygtigt produceret orthodox pekoe blad-the fra Nepal, og meget snart vil den indeholde ”Bhakanje Highland Tea”. Når de har fratrukket alle deres omkostninger, så bliver der en profit tilbage. Den har de besluttet at donere ubeskåret til vores the-projekt. Så for en månedstid siden modtog vi 18.000 kr. Dem bruger vi til gulvbelægning, lige så snart man kan køre på vejene efter monsunen. Lige nu er gulvet i fabrikken rå cement. Det er umuligt at holde sådan et gulv rent. Man kunne sprede et lag opslæmmet cement ud over gulvet for at gøre det glat, men sådan noget slides gradvist af, og hvad er nepalesisk cement egentlig lavet af? Man kunne også male det med noget slidstærkt, men sådan noget indeholder giftige opløsningsmidler. Vi har jo for nylig prøvet, at en prøve af vores the viste sig at indeholde DEET, et insektafskrækkelsesmiddel; tre molekyler ud af 100 millioner molekyler. Så vi skal ikke eksperimentere med noget som helst, som indeholder kemiske substanser. Vi har derfor beslut-

I øvrigt, så fik vi tilsendt tre the-prøver fra de tre førende farmere og fik dem undersøgt for 129 forskellige pesticider. Alle tre prøver var fuldstændig rene. Stadig ved vi ikke, hvordan DEET forurenede den forrige prøve, men da farmeren er hotelvært, og da han tørrede the’en i et hotelværelse, så kan en eller anden turist have sprayet værelset for at jage fluer og edderkopper på flugt. Her sidste gang tørrede han the’en i et udhus. Jeg fik tre ekstra små poser the sammen med prøverne. Det er det bedste the, jeg nogensinde har smagt. Honningagtig sød med blomstersmag og fuldstændig uden bitterhed. Om den så trækker i et kvarter, så bliver den ikke bitter. Der kan trækkes på den tre gange, før den mister sin smag. Og den er ovenikøbet lavet på den mest simple og primitive måde. Jeg tror på, at når den har været igennem vores fabrik, så bliver den endnu mere fantastisk. Jeg har arrangeret med farmerne, at de, på de sidste to dage af september og første to dage af oktober, skal levere alle de nye blade, som de kan plukke, og så går Ang Dawa og jeg i gang med at lave the. Vi overnatter på fabrikken indtil vi er færdige. Vores gæster mandag den 21. oktober skal smage på det hele, og stemme om hvem af os, der er den største lokale Tea Master.

14


Men inden da skulle jeg helst, sammen med tømreren Pasang og hans hjælper, have lavet to tørrekasser, hvor bladene kan blæses igennem og varmes lidt op, så de tørrer delvist ud, samtidig med at en kontrolleret visne-proces går i gang. Jeg har jo værktøjet med i kufferten, og håber ikke at security har nuppet batterierne, for så er vi på den. Krydsfinér med natur-lim er transporteret derop, så vi skulle gerne have dem klar på en dag eller to. Når vi er færdige med arbejdet, så forærer jeg Pasang hele maskinparken, som tak for at han har fulgt os hele vejen frem til denne milepæl. Denne kvalitet værktøj findes slet ikke i Nepal. Når vi nu snart kan afslutte byggeriet, så har det kostet godt en million at bygge (1.050.000 kr). Vores forening har selv investeret 5%, som vi betragter som en donation. Landbrugsministeriet 4½% og lokalbefolkningen i Bhakanje 9%. Vores donorer, PONA-Foundation, Zen Capital og Perch’s Thehandel, har investeret 82%, gennem fonden ”Bhakanje Tea Development Fund”, som nu skal have tilbagebetalt investeringen, som om det var et lån. Efterhånden som pengene kommer retur, vil de lokale bønder komme til at eje mere og mere af fabrikken, og fondens eneste formål vil være at investere tilbagebetalingen i udvikling i Bhakanje. Det kan være i

the-produktionen eller i alt andet socialt i kommunen.

Endnu en gang: Velkommen til Indvielsen! Mandag den 21. oktober hele dagen! Hvis du har gået og drømt lidt om at besøge os i Nepal og Bhakanje, så er her den store chance for en uforglemmelig oplevelse. Selve indvielsesdagen bliver en folkefest, som du aldrig har oplevet tilsvarende, og dagene både før og efter, kan du gå omkring i vores område sammen med de lokale bønder i et af vor jordklodes allersmuk keste landskaber, højt over dalbunden og langt under toppene. Chancen for godt vejr i tørtiden sidst i oktober er tæt på 100%, og klimaet er som normalt dansk sommervejr. Transporten er noget bøvlet. Har du råd til en helikopter, så kan du lande direkte i fabrikken, men ellers er det ad landevejen, der bliver til en jordvej og senere en muddervej. Med bussen kommer du så langt frem, at du kun skal gå to dage for at komme til Bhakanje. Med 2WD jeepen er der kun få timers vandring op i fjeldet. Med 4WD kan du være heldig at komme helt op til bygden. Under alle omstændigheder, så tager det hele dagen fra tidlig morgen til sen aften og er ret bumlet, men

15


billigt. Du kan også udvide med en uge til to, både før og efter indvielsen, til en trekkingtur. Op til den hellige sø Dudh Kund (Mælkesøen), 4.600 moh, og tilbage igen, eller ned til Phaplu, hvorfra du kan flyve tilbage til Kathmandu. Eller en vandretur op til toppen af Pikey Peak, 4.060 moh, med solopgang over Himalaya, og derfra tilbage til Jeepen, eller til Phaplu og flyveren. Eller et længere trek op til Everest Base Camp. Normalt kan vi godt hjælpe dig med at arrangere detaljerne og at finde bærere og guider, men i år opholder vi os i Bhakanje hele måneden op til indvielsen, så jeg vil opfordre dig til at få Kipling Travel til at arrangere for dig. Jeg har samarbejdet med dem i mange år, og jeg kan kun rose dem som særdeles dygtige og pro-

Rinji & Pasi Homestay

fessionelle, og vi vil samarbejde med dem på alle fronter med dette arrangement. Kun på én front bliver det svært, og det er med overnatning. Nærmeste hotel ligger 1½ times gang fra Bhakanje, men her er til gengæld en del gode sengepladser, hvis ikke ejerne er med til festen. I selve Bhakanje har vi kun tre komfortable rum, som allerede er booket af vores donorer. Samme sted er der også to fine sovesale med plads til fem i hver. Derudover 4 simple dobbeltrum og et andet sted 2 særdeles simple rum. Vi har selv tre små trekkingtelte; men så er der heller ikke flere muligheder, med mindre vi kan lokke en bonde eller to til at åbne deres hjem. Men Kipling Travel kan sørge for komfortable safari-telte med feltsenge, som kan sættes op nedenfor Gompaen. Endda med egen kok. Snak med Kipling om det på 47 16 12 20.

16


Kontoret i Kathmandu

Vinteren og foråret var en svær tid for vores kontor i hovedstaden. Janaki var knuget af sit arbejdspres og fik ikke den hjælp og støtte, som hun havde brug for fra sine to medarbejdere, og så gik den onde cirkel i gang. Alle tre isolerede sig i forhold til hinanden. Janaki instruerede dem ikke tilstrækkeligt, og de blev bange for at spørge. De fandt det også behageligere at sætte tempoet ned og bare gøre et eller andet, rigtigt eller forkert, det kom sig ikke så nøje. Det gjorde Janaki mere vred, og sådan afviklede de hinanden skridt for skridt. Arbejdspresset var for stort til at overveje at skifte de ansatte ud, for så skulle der bruges en masse tid og energi på at oplære en ny. Så hellere fortsætte med den halve kraft, hvor Janaki hele tiden skulle kontrollere de andres arbejde og i reglen lave en masse om. For nogle år siden var vi så glade for vores halvtid regnskabsmand, Resham Shahu. Stille og roligt fik han med systematik bragt vores regnskaber på plads på få timer et par gange om måneden. Somme tider medbragte han sin svigerinde, Bidhya Swarnakar, for at få arbejdet til at skride lidt hurtigere. Da regnskaberne blev mere omfattende med The-fabrikken, ansatte vi hende fuldtids som regnskabs- og kontorassistent, og det gik egentlig ganske fint, så længe Resham var der til at instruere hende. Men så blev Resham syg. Hjernetumor, som blev fjernet ved operation. Det nedsatte hans funktionsevne en del, men stadig kunne han instruere Bidhya om aftenen, fordi hun flyttede ind hos familien. Han blev ringere, opereret igen, mistede orienteringen, og så døde han.

Nu viste Bidhya’s sande kapacitet sig, da hun ikke længere havde Resham som støtte. Hun rodede rundt i filerne på sin computer. Kunne ikke finde dem, eller fandt gamle ud-daterede filer frem og arbejdede videre med dem. Regnskaberne blev noget utroværdigt rod, så vi ansatte et professionelt regnskabsfirma til at få orden i sagerne igen, mens Bidhya blev nedgraderet til kontor- og rengøringsassistent med særligt ansvar for scholarship. Det var hun slet ikke tilfreds med og blev langsommere og langsommere; men stadig kunne Janaki ikke nænne at opsige hende. Hun er nemlig en rigtig sød ung dame; men lidt sølle, fordi hun er giftefærdig omkring de 30, men hendes ambitionsniveau udi ægtefælle er et stykke højere, end hvad hun kan opnå. Da hun selv sagde op kort efter Resham’s død, så skyndte vi os med beklagelse at acceptere hendes beslutning. Ejeren af det nyansatte regnskabsfirma, Utsav Dangi, kom en time en gang om ugen for at tjekke sin bogholder, som var ansat fuldtids hos os. Bogholderen var en studerende på handelsskolen og virkede i starten god nok; men snart viste det sig, at han slet ikke havde sans for systematik og præcision. Han blev udskiftet med en anden studerende, og han var ikke spor bedre, så endelig, efter 5 måneder, gav Utsav op. Han har dog uden ekstra beregning hjulpet os færdig med det netop afsluttede regnskabsår. Han er en god mand, så vi forsøger at holde ham i nærheden af os i fremtiden. Foreløbig har vi hjulpet ham til en kontakt i Australien, til et mejeriprojekt i hans hjemby i lavlandet. Nu måtte Janaki ud på det åbne marked efter en ny regnskabsmand. Hun fandt den 23-årige Amrit Ghimere, bachelor of

17


Commerce. Han er ansat halvtids, men kommer gerne ekstra, hvis der er behov for det. Han er stadig ny for os, så jeg må lære ham nærmere at kende, når jeg kommer derom her ret snart; men Janaki er ikke særlig begejstret. Vi skal gerne have ham til at hjælpe os med at få sat regnskabet op på The-fabrikken, så vi kan aflevere et fuldstændigt regnskab og en værdiansættelse til både donorer og de nye ejere. Vi må se, hvad han formår. Allerbedst er dog, da vi skulle ansætte en kontorassistent. Flere var til samtale, men droppede. Så fik Janaki fat i Jyoti Sunuwar og ansatte hende. Hun er 27 og færdig kandidat i Internationale Studier. Hun taler engelsk, opfatter og lærer hurtigt, og så har hun været med Janaki på en runde i Solu, hvor hun fungerede perfekt. Hun engagerer sig i vores scholarship-unge og udtrykker gerne sine holdninger over Skype. Hende ser jeg også frem til at lære at kende her i efteråret. Vi har de sidste par år tvunget vores kontorassistenter til at støvsuge, tørre støv, pudse vinduer og gøre toilettet rent. Det har de bestemt ikke brudt sig om, og jævnligt måtte Janaki selv ordne det. På mit sædvanlige Guesthouse nær vores kontor fik vi lov til at låne stuepigen Shova Magar

en time hver morgen. Hun blev lykkelig for at kunne tjene en ekstra skilling ind til sin fattige familie, som er migreret ind fra bondelandet for nogle år siden. Hun er dejligt smilende og fuldstændig ærlig og retskaffen. Nu er der skinnede rent og velduftende hver dag Det ser ud til, at vi er ved at få genoprettet et velfungerende kontor. Janaki er blevet meget gladere og overkommer flere af de presserende opgaver, og helt heromme i Danmark kan jeg mærke, at der er arbejdsglæde og engagement hos alle. Jeg glæder mig til at være sammen med dem, invitere dem på frokost og få en seriøs snak og et godt grin.

Besøg i Danmark

I marts havde vi besøg af borgmester Namgyal Jangbu Sherpa. Han boede hos Anne-Marie og jeg, og deltagerne til vores generalforsamling mødte ham. I en hel arbejdsuge besøgte vi Skive Kommune, hvor han kunne få gode idéer og relevante oplysninger med hjem. Skive Kommune og Dudhkunda Municipality er nøjagtigt lige store, både på areal og befolkningstal; men dermed ophører ligheden. Namgyal har 57 politikere at slås med, Skive har 27. Til gengæld har skive 450 embedsmænd og 4.000 offentligt ansatte; Namgyal har 75 og 450. Namgyals totale driftbudget er 1,6% af Skives. Skolevæsenet er 2%, Sundhedsvæsenet er 0,4% og så er der Socialvæsenet med pensioner og understøttelse på 0,03%. Jamen vi betaler jo skat, og det er korrekt, at vi betaler 66% af kommunens driftsbudget, mens Namgyals befolkning kun betaler 2,5% af de 1,6%. Resten af budgetterne kommer fra offentlige tilskud, som for Nepals vedkommende til en vis grad er U-lands-bistand.

18


Interessante tal, når man vil sammenligne rig og fattig. Michael og Helle havde besøg af deres to scholarshipstudenter, som de mødte på deres tur til Solu i foråret, kort efter at de to havde afsluttede uddannelsen. De fik en ordentlig en på opleveren i 11 dage i juli rundt til både kultur og forlystelser i Jylland. Vores regnskabsmand Utsav Dangi besøgte os først i juni. Han skulle til Rotary Convention i Hamburg, så vi fik kun to dage sammen. Det gik så nemt med alle disse visumansøgninger. De blev godkendt uden problemer. Så ville vi gerne have Janaki til Danmark i maj, fordi hun skulle med til vores familiefest og fordi der var en masse, som vi kunne planlægge sammen, men også bare for at have det rart sammen i vores land, som hun arbejder så meget sammen med. Men hun fik sin visum-

ansøgning afvist. Som ugift, forældreløs med kun én søster i Nepal mente ambassaden, at risikoen for at hun ville gå illegalt under jorden, var overhængende. Janaki blev endnu mere deprimeret, end hun var i forvejen, og jeg blev skuffet og vred over, at min invitation og garanti blev overhørt. Jeg har forsøgt at få vores forening anerkendt som en, der kan invitere folk fra Nepal på lige fod med kommercielle virksomheder. Det kunne ikke lade sig gøre. En af mine gamle venner er blevet honorær konsul for Danmark. Han er rystet. Jeg skal have ham med ind over, næste gang vi vil have Janaki herhjem. Men endnu en gang: Velkommen til vores indvielsesdag i Bhakanje mandag den 21. oktober.

19


Profile for Kurt

Himalayan Project Medlemsblad  

Fortæller på dansk om udviklingen i vores U-landsprojekter i Upper Solu, Nepal, hvor en skole er færdigbygget og en The-fabrik skal indvies.

Himalayan Project Medlemsblad  

Fortæller på dansk om udviklingen i vores U-landsprojekter i Upper Solu, Nepal, hvor en skole er færdigbygget og en The-fabrik skal indvies.

Profile for klomborg
Advertisement