Page 1

Himalayan Project Nr.41. - 20. årgang - Himalayan Project - Februar 2019

www.nepalhelp.dk


Bestyrelsen Himalayan Project formand: Niels Mathiasen, Charlottevej 6, Oddense, 7860 Spøttrup nielsjuulm@yahoo.com næstformand: Thøger Berg Nielsen - bodildegnbol@hotmail.com sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk medlem: Ulla Laier - ulla_laier@msn.com medlem: Nanna Marie Kristensen - nanni_mk@msn.com medlem: Christina Brandt - christina_brandt@outlook.com Administrator: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - klomborg@post11.tele.dk

Spar Nord 8500 2651842339 +73< (tomt felt) +86316536<

Medlemskab - Nyt kontingent-år 2019

Personligt medlemskab 250 kr (projekter) Ungdomsmedlemskab 125 kr (projekter) Søttemedlemskab 125 kr (kun støtte til adm)

MobilePay 19841

Hvor er det dejligt, at I er så mange gode mennesker som fastholder medlemsskabet af Himalayan Project, og selvfølgelig regner jeg med, at du også er med her i 2019. Jeg får tit at vide, at medlemsblad af papir er gammeldags, og at det er meget smartere og billigere at udsende elektronisk. Sandt nok. Det koster 16½ tusinde at trykke og udsende bladet de to gange om året, minus annonce for 5 tusinde; men jeg kan selv godt lide at tage alle mine medlemsblade og tidsskrifter med i seng som go’nat-læsning. Jeg drømmer så dejligt efter læsning af engagerede menneskers beretninger. Tænk at 57 medlemmer har været med lige fra de første medlemsblade udkom i 1999, og 65 medlemmer kom til i løbet af de næste 5 år og har siden holdt ved. Igennem de sidste mange år har vi hvert år desværre mistet omkring 30 medlemmer; men til gen-

gæld er der også kommet 30 nye til, så vi holder os stabilt på omkring 370 medlemmer. Jeg tror på, at det trykte medlemsblad betyder noget for alle disse trofaste medlemmer. Flere har kritiseret at der er alt for meget tekst på alt for lidt plads; men det har jeg svært ved at gøre noget ved. Jeg bliver jo nødt til at fortælle om det hele, og bladet må ikke veje mere end de 24 sider, for så stiger portoen til det dobbelte. Alligevel har jeg valgt som en ekstra service at udgive medlemsbladet digitalt. Det kan findes på hjemmesidens forside. Blot klik på miniaturen, og bladet står på skærmen. For jeg tror alligevel på, at du er medlem først og fremmest for at støtte vores gode og solide projekter og vores forening. Det vidner også fremmødet til vores generalforsamling om. Hvert syvende medlem møder op, hvilket må siges at være

Fotos: Forside: Janaki og Mingma Doma diskuterer beskæring af hende the-buske. Bagside: Anne-Marie på byggepladsen med sin tredje bog. Fotografer: side 3 Anne-Marie, side 11 og 13 Janaki, side 16 og 17 nederst Lhakpa Chhirri Sherpa, alle øvrige Kurt Lomborg!

2


flot, når vi er landsdækkende, og mødet afholdes i Midtjylland på Højslev kro. I år holder vi generalforsamlingen tirsdag 5. marts klokken 18. Du skal være så hjertelig velkommen til en underholdende og informativ aften og tag gerne venner og bekendte med, blot I melder jeres deltagelse til Kurt af hensyn til køkkenet.

af hjemmesiden. Han skal i øvrigt i en uge hænge på både politikere og embedsmænd i Skive kommune for at se, hvordan en dansk kommune fungerer. Selvfølgelig skal han også møde sin kollega i Skive. Senere i år kommer Janaki til Danmark; formodentlig i maj. Vi vil arrangere et møde på Højslev Kro, hvor hun kan fortælle om sit arbejde, og I kan lære hende at kende. For nemmere at kunne indkalde til mødet, vil jeg gerne, om du vil sende mig en mail og på forhånd tilkendegive en interesse. Så kan jeg sende mail omkring til alle interesserede, når vi har fastsat datoen.

I år vil vores egen borgmester i Dudhkunda Storkommune i Solu, Namgyal Jangbu Sherpa, deltage i generalforsamlingen, hvis det lykkes for ham at få visum i tide. Han skulle have været her sidst i januar, men havde for travlt hjemme i kommunen, til at få tid til sig selv. Så snart jeg ved om han deltager klomborg@post11.tele.dk eller ej, vil jeg skrive det på forsiden

3


Beretning fra Nepal af Anne-Marie og Kurt Lomborg

Når vi fortæller vores venner, at AnneMarie og jeg i år har tilbragt 11 dage på en byggeplads højt oppe i Himalaya, så betragter de os med dyb undren. Indrømmet, at det kan være lidt svært at forklare, hvorfor det faktisk var rigtig hyggeligt og sjovt, dejligt afslappende og spændende; men lad mig prøve. Jeg tilbragte en uge i Kathmandu med kontorarbejde og møder med en masse leverandører og samarbejdspartnere. Så ankom Anne-Marie hjemmefra, og ingeniøren som skal stå for fabriksbygningen ankom nede fra lavlandet i Chitwan. Han havde lige en lille uge ledig til at tage med os til Bhakanje og påbegynde byggeriet af fundament. Vi var klar til afgang, da jeg besvimede på åben gade og blev kørt på hospital. Jeg havde nemlig taget en Kathmandu-mave til mig, og havde haft for travlt til at holde væskebalancen i orden. Det er sjældent, at jeg tager imod mavebakterier; aldrig oppe i bjergene, men kun i Kathmandu, hvor bakterier i læssevis myldrer rundt i luften i slipstrømmen på umådelige mængder af motorcykler og biler. Efter et døgn i drop og på diæt blev jeg atter sendt ud i virkeligheden, og efter to dages rekonvalescens satte vi os i jeepen og kørte de 14 timer til Kenja. Ingeniøren var taget afsted efter den oprindelige plan, havde besigtiget byggepladsen, aftalt med de lokale håndværkere og var tilbage i Kenja samtidig med at vi ankom. Han havde ændret planen for fundamentet radikalt, og skulle videre

4

meget tidligt næste morgen, så Janaki og jeg måtte forstå hans nye koncept sent om aftenen efter 14 timers skrumlen i en jeep. Han havde påstået at de lokale allerede var i gang, og at de havde forstået hele hans idé. Da vi sidst den næste dag kom derop, så var der naturligvis ikke sket noget, og da vi afprøvede håndværkernes forståelse, viste den sig at være særdeles mangelfuld. Den første opgave var at få sat snore vandret op på ”galger” i fundamentets omkreds, og her viste sig håndværkernes første forståelsesproblem. De kender udmærket et målebånd, men ved ikke hvordan man vælger et nulpunkt, og da slet ikke 3-4-5 trekanten for at lave en ret vinkel, og ej heller diagonalmåling. De kender udmærket et vaterpas med en klar vandslange med vand i, men forstod ikke opsætningen af det vandrette bræt, som styrer vinkel og vater. Først måtte jeg forklare Janaki, og når hun forstod nogenlunde, så forklarede hun videre. Da vi var færdige var der et opløb af mennesker, som stod med eftertænksomme og anerkendende miner og brummen.


Næste dag mødte 25 mand op til arbejde. Da vi havde sat dem i gang, var der en del som gik i gang med nepaleseres yndlingsbeskæftigelse; at kigge på. Da det var mine penge, der blev brugt til det, begyndte jeg at gå rundt og sætte dem i sving. Det resulterede i at en halv snes arbejdsmænd udeblev de næste par dage. Til gengæld kom der andre til, og snart var vi en fint samarbejdende gruppe, der gik til arbejdet med grin og tilråb. Jeg blev så glad for samarbejdet, at jeg på niendedagen købte en stor flot ged og satte 5 mand i gang med at lave festmiddag. Efter 11 arbejdsdage kunne vi forlade Bhakanje og blot efterlade den sidste udjævning af fundamentet til de lokale, så det er fuldstændig klar til ingeniøren kommer tilbage med tilskårne stålbjælker og profiler til vægge og tag. Væggene er fremstillet af to stålplader med 70 mm skum imellem, så de isolerer både mod varme og kulde, mens taget er enkeltlags stålplader. Anne-Marie fik læst nogle bøger i højfjeldssolen og den friske tynde luft, og når hun ville nyde en udsigt, skulle hun blot vende hovedet

5

en kvart omgang, og en af jordens smukkeste syn var til fri afbenyttelse og altid foranderlig. Vi boede i et lille privat hjem hos Lhakpa Skolelærer og hans søster Diku og hendes toårige søn Gyalzen. Simpelt, primitivt, hårde brikse med tynd madras, røg i køkkenet og begrænset hygiejne, men med en ubegrænset mængde af glæde, grin og fællesskab. Vi blev forkælede på alle måder med de få råvarer, som huset formåede. Folk fra landsbyen kom indenfor og forærede os øl og sukkerbrød, og for at få en snak og et grin. Vi spurgte Diku, om vi måtte tage Gyalzen med hjem; men hun svarede, at hun er sikker på, at han ville få det godt hos os, men hun vil aldrig kunne undvære ham.


Det var de 14 dage i Bhakanje, som de fleste undrer sig over, men vi havde det pragtfuldt og ville ikke have undværet det. Vi arbejdede dog også med skolerne og vores scholarship. Især Bhakanje-skolens nye disciplin har vi fået en del kritik og rynkede bryn over, derhjemme i Danmark, så Anne-Marie satte sig for at undersøge, om dette var den ”Sorte Skole” fra Jeppe Aakjærs tid, eller om det bare er den måde, som skolevæsedret” af Janaki, og indvilgede i at tage fra net i Bhakanje fungerer bedst på. Kathmandu til denne landsbyskole for at Mummy Anne-Marie Lomborg beretter: besætte to ledige stillinger og samtidig Rapport vedrørende nye regler på Bha- forsøge at ændre ovennævnte uheldige kanje Skole, baseret på interview af 29 adfærdsnormer – både hos elever og hos lærere. skolebørn. Overordnet set indførte de hurtigt nye, Bhakanje Skole i Solu har i årevis været præget af uheldige adfærdsnormer, både og efter danske normer, meget restriktive hos lærere og hos elever. Der har været regler. massive alkoholproblemer hos en del læ- Deres overordnede formål var: rere, som har resulteret i mangelfuld un- - Mere kontrol med fremmøde hos lærere dervisning eller slet ingen. Denne tilstand og elever. hos lærerstaben smittede naturligvis af - Mere engelsk tale i dagligdagen på skopå børnene med lav mødefrekvens og len. lav seriøsitet i forhold til undervisningen - Mulighed for alkotest hos lærere. til følge. Samtidig har skolelederen ikke - Påbudt skoleuniform. formået at ændre denne adfærd, skønt - Sminke, ”smart tøj” og ”sjove” frisurer og ansvaret klart har ligget hos ham. HP har accessories forbudt i skoletiden. i mange år arbejdet med denne skole på Janaki og jeg fik interviewet 29 elever i forskellige fronter. Mange børn har fået november måned 2018, både piger og scholarship og har således været ”tvunget” drenge fra 5. – 10. klasse; dog flest fra 8. til at dokumentere skolegang og resulta- og 9. klasse. ter. Lærerne har fået undervisning i pædagogik og fag. Skolelederen er blevet støt- Det er bemærkelsesværdigt, hvor potet i mange henseender. Der har dog også sitive udmeldinger disse elever er fremkommet med. Janaki og u.t. undgik det vist sig positive resultater hen ad vejen. oplagte spørgsmål som, ”kan du godt lide Men for et halvt siden ansatte HP to nye de nye regler på skolen?” I stedet spurgte lærere på Bhakanje Skole; en engelsklæ- vi, ”vi synes, de nye regler er meget strenrer og en science-lærer. De blev ”opfor-

6


ge, hvad synes du?”, eller ”hvilke af de nye regler, kan du ikke lide?” Nedenstående er hovedpunkter i elevernes beskrivelse af den nye dagligdag på skolen. - Eleverne elsker de nye regler. De giver mere aktiv undervisning, bedre disciplin, og således tror de på bedre fremtidsmuligheder. ”Reglerne er jo lavet for vores skyld”, var et af udsagnene. - Reglerne har gjort alle lærerne gladere og mere aktive (lærerne smiler mere). Den enkelte lærer er blevet en bedre underviser. - Der er generelt kommet en bedre stemning på skolen. - Det er godt, at der er fremmødekontrol både morgen og eftermiddag. Alle elever og lærere møder på skolen hver dag, fordi

de skal, og pjækker ikke undervejs. - De lærer mere engelsk. - Glad for at sminke og smart tøj er forbudt. Ingen konkurrence i.f.t. påklædning og smart udseende. For en ordens skyld skal nævnes, at 4-5 piger på skolen IKKE er glade for reglerne vedr. sminke og påklædning. Dog ingen af dem, vi interviewede. Dette blev fortalt af to af de piger, vi talte med. Ingen af drengene er tilsyneladende kede af reglerne. Hermed et par eksempler på, hvordan undervisningen er blevet mere levende og aktiv; fortalt af Sarada Basnet fra 8. klasse. - Alle elever skal levere ”en nyhed” fra radioen hver dag. - Alle elever skal levere en tale ved morgensamlingen 2x årligt.

Skolens dygtigste elever blev præmieret

7


- Alle elever skal på smartphone indspille en lille historie på engelsk hjemme for at øve og optimere det engelske sprog. Denne afspilles til morgenforsamlingen. - Lærere og elever har forberedt sjove quiz´er om morgenen, som eleverne skal kappes om at svare først på. Ikke kun eleverne, men også lærere og forældre har udtalt sig positivt om den nye ånd på skolen. Tre lærere udtaler, at stemningen blandt lærerne er forbedret. De bliver ”hængende” på skolen efter skoletid for at snakke og hygge sig. Der er efter sigende ingen alkoholpåvirkede lærere i skoletiden. Tre forældre udtaler, at de er meget glade for de nye regler. Deres børn lærer mere, og det gør forældrene mere trygge og tilfredse med skolen. En mor overvejer at lade sin søn forblive på Bhakanje Skole i stedet for at sende ham på kostskole i Kathmandu, fordi undervisningen er forbedret. En tidligere elev, som fik scholarship, men droppede ud, fortryder nu sin handling. Hvis hun havde vidst, at skolen blev så meget bedre, var hun blevet. Uanset hvad vi synes og mener om disse, noget ortodokse regler, virker de åbenbart efter hensigten. De skader tilsyneladende ingen af børnene. Lad os herfra se på den nye udvikling med positive, med stadig vagtsomme øjne. Papa Kurt fortsætter sin beretning: Jeg har en medarbejder i Nepal som overgår alt, hvad jeg har oplevet tidligere i mit efterhånden ret lange arbejdsliv. Janaki nærmer sig de 30 år; men efterhånden føler hun også, at livet har været temmelig langt. Hun er såmænd bare en bette jen

8

som ovenikøbet var tynd og mager, dengang hun troede, at hun var vegetar. Da vi fik lært hende lidt rovdyrmanerer, kom der både mere fylde og kraft i hende. Hun er den første på kontoret om morgenen, og den sidste der går hjem, ofte temmelig sent. Hun har 5-dages arbejdsuge, men det er sjældent at det bliver overholdt; måske en lørdag hver anden uge. Hendes samvittighed tvinger hende til at blive ved, til hun er færdig, eller i det mindste til hun fra sin side, ikke kan nå videre dén dag. Jeg må indrømme, at jeg ikke gør nok for at tvinge hende til at slappe lidt af, for her i The-projekt-perioden har der været så rigeligt at gøre for os begge to. Også jeg er på job hver eneste dag. Beskrivelser, tegninger, udvikling, planlægning, ansøgninger, regnskab, administration, rapportering, information, formidling, præsentation, foredrag, møder og Skypeforbindelse daglig i ½-2 timer med Janaki.


Vi er tilsammen en halvstor virksomhed, som omsætter et par millioner i danske penge, og det der svarer til 5-10 gange mere i nepalesiske penge. Jeg får lidt hjælp med scholarship-regnskabet af Anna og lidt til bestyrelsesarbejdet fra bestyrelsen, og så er min Anne-Marie god til at lytte, når jeg brokker og beklager mig. Janaki har to ansatte. Den ene blev efterhånden så kontrær, at der var mere bøvl end gavn, med den smule han kunne overkomme. Han kunne dog ikke se, at der var noget i vejen med sin egen indsats; han kunne kun se, at Janaki blev mere og mere sur. Da han i efteråret, mens jeg var på kontoret, foreslog sig fritaget fra sin stilling, fordi hans mor var blevet syg, så bød vi ham med overdreven beklagelse tak for denne gang. Den anden var ansat som bogholder; men hun rodede rundt i papirerne og computeren, så det endte med, at Janaki alligevel måtte kontrollere alt og ofte lave hendes arbejde om. Også hun fokuserede mere på, at Janaki blev mere sur og reserveret, end på sine egne mangler, så hun efterhånden udviklede en kronisk fornærmelse. Det undrede mig meget i efteråret, at Janaki havde fundet sig i at arbejde med hende i otte måneder uden at fyre hende; men arbejdsbyrden havde været så voldsom, at Janaki fandt det lettere at fortsætte end at finde og oplære en ny. I starten havde de også udviklet et venindeskab, som gjorde det vanskeligt at tage konsekvenserne. Det havde jeg nemmere ved. Jeg degraderede hende fra bogholder til kontorassistent med 20% nedgang i løn. Det var dog lige ved at blive svært, da de sorte øjne var

9

ved at løbe over, men da det vise sig blot at være såret forfængelighed, så kom jeg igennem det. I stedet hyrede vi et professionelt revisionsfirma, som gav os en ung økonomistuderende på fuld tid til bogholderiet, og lederen kommer en halv dag en gang om ugen og styrer hele regnskabsprocessen i den rigtige retning. Vi har virkelig brug for denne professionelle hjælp, for regnskaberne omkring the-fabrikken er temmelig indviklede. Kun Janaki og jeg forstår hele konstruktionen; men alligevel farer vi lidt vild i regnskabsjunglen. Den unge bogholder er også lidt tung i det, men han vil gerne lære, så gradvist letter presset på Janaki fra bogholderiet. Han får også lidt hjælp fra omtalte kontorassistent. I starten var hun modvillig; men efterhånden fandt de en balance som fungerer nogenlunde. For at give hende lidt oprejsning fik hun til opgave at forberede en runde i Solu for at uddele scholarship. Hun gennemførte en runde i efteråret, og det gik egentlig ganske godt. Hun fik til opgave at scanne og sende alle de indsamlede breve fra studenterne til deres donor. I starten skete der ikke rigtig noget; men her lige før afgang kom der endelig gang i processen, så mange af jer har for nylig fået en ganske fin og informativ mail fra hende. Vi har besluttet at sende den nye regnskabsmand med hende derop i bjergene, for at han kan få et indtryk at stedet, projekterne og studenterne, og for at hun kan føle sig lidt ovenpå og belærende. Det bliver spændende, hvordan det vil gå. De er begge fra lavlandet og har boet mange år i storbyen, og nu skal de i fuld vinter op i højderne. Heroppe kan solen midt på da-


gen godt varme kinderne lidt, men ellers trænger kulden igennem både tøj og soveposer helt ind til knoglerne. Den eneste varme, de kan få, er ved ildstedet, når husmor laver mad. De skal endda over Lamjura-passet, hvor der har været et kraftigt snevejr de sidste par dage. De var stadig i bjergene ved bladets deadline. Janaki er dog blevet hård og konsekvent. Nu må det briste eller bære. Hvis ikke de kan klare denne opgave, så vil hun i retfærdig harme kunne fyre hende eller måske dem begge. Hun skal selv ud i bjergene nu ad to omgange, men det tager hun kun som en oplevelse. Hun er også citygirl, men bevæger sig i Himalaya som en fisk i elven. Det er ikke kun hjemme på kontoret, at effektiviteten og opbakningen mangler. HIPRONs bestyrelse er passiv og holder sig ikke orienteret. Dog skal enten formand eller kasserer være medunderskriver på samtlige banktransaktioner, checks eller overførsler. Det er sådan set godt nok, da det hindrer uautoriseret brug af kontoen; men problemerne opstår, når medunderskriveren har travlt eller er bortrejst. Eller når Janaki, på scooter gennem storbyens trafikkaos, ankommer til deres kontor og pænt må vente, mens de tager sig af andre sager. Ovenikøbet skal hun smile og være lykkelig over, at de vil yde denne frivillige og ubetalte sociale indsats. Hun skal også fare omkring og undersøge byggematerialer, dimensioner, vægt, kvaliteter, alternativer og priser. Ofte må hun spørge mange steder, før hun finder en, der ved noget og en anden, som ved noget andet. Indimellem får hun alligevel

forkerte eller misvisende informationer. Ofte må vi vente på de varer, vi skal bruge. Andre gange reserverer hun en bestilling i få dage, til en vognmand er fundet, hvorefter varen er solgt til en anden i mellemtiden. Heldigvis er der en voldsom konkurrence imellem vognmandsvirksomheder, så de står gerne i kø for at betjene os; men deres service er noget varierende. Somme tider kan de læsse de forkerte varer af på de forkerte steder; men efterhånden har vi fundet nogle få troværdige firmaer som placerer os højt i deres ordrebog; både på persontransport og godstransport.

Lokalt er der efterhånden så mange traktorer, at vi også dér kan forhandle om priserne og vælge de mest stabile. Men så er der alt det lokale kævl, hvor folk med succes skal trynes. Det kan være, at den, der skal modtage varerne, ikke har tid lige nu, så traktormanden pænt må vente; somme tider så længe at han taber tålmodigheden og læsser af. Når der så mangler 10 kg søm, hvem er så ansvarlig? Leverandøren eller modtageren; det ender gerne med, at det bliver Janaki og dermed mig. Igennem de sidste måneder har vi arbejdet intensivt med at få orden i vedtægterne i den noget indviklede selskabsstruktur omkring the-fabrikken. Derfor har vi fået

10


et samarbejde i stand med en erfaren revisor og en erfaren sagfører, som i øvrigt har møderet for Højesteret, og begge er usædvanligt behagelige mennesker. Men de har travlt; alt for travlt, og kan ikke overholde deres aftaler. Igen må Janaki køre gennem trafikken til deres små usle kontorer for at vente på, at de får tid. Derefter får hun få minutter til at stille de sidste nye spørgsmål, som de giver halve svar, men nok skal finde ud af resten, hvilket de ikke får gjort. Ofte får vi at vide, at dette og hint ikke kan lade sig gøre ifølge nepalesisk lovgivning, hvorefter vi senere får at vide, at det netop er det, vi skal gøre. Vi har måttet hyre en alternativ sagfører for at få second opinion. Det har bekræftet vores tidligere erfaringer, at både offentlige og private rådgivere påstår, at det som de ikke ved, det eksisterer ikke. Det samme kan man også opleve i Danmark, men antallet af rådgivere per indbygger er langt større end i Nepal, så også chancen for brugbar rådgivning er større. Ikke fordi behovet for sagførere er mindre i Nepal, snarere tvært imod, men færre har råd til at hyre en, og de der har, beslaglægger dem i stor stil. Ind imellem synes vores rådgivere, at vi går for meget i detaljer, og at vi bare skal se at få skrevet under og komme i gang. Så løser problemerne sig nok hen ad vejen, og ikke mindst fordi kun få kan eller gider læse vedtægter. Både Janaki og jeg er efterhånden så erfarne med menneskelige reaktioner, at vi ikke vil stole på tilfældigheder, men gerne vil foregribe begiven-

heder, som kunne opstå. Så skete der det fantastiske, at vores mega-travle sagfører ville med Janaki til Bhakanje for at forstå det hele bedre. Han tog sin kone og fonds-repræsentant med. En hel dag skramlende i en jeep, og det lykkedes endda med skubben og vejreparationer undervejs at køre ad traktorvejen helt op til Bhakanje Village, for næste dag at deltage i Andels Sparekassens generalforsamling. Så igen en hel dag skrumlende i jeepen. Måske trængte de til at komme lidt væk et par dage. De kunne nok have valgt en noget nemmere og behageligere ferie, men her har de en masse undskyldninger for ikke at kunne tage telefonen. Derudover fik de selvfølgelig en på opleveren, som de aldrig vil glemme, ligesom alle vi andre der har forelsket os i dette afsides hjørne af Himalaya. En kærlighed som ofte er svær at holde i kog. Vores sagfører og Janaki skulle nemlig udrede

11


alvorlige problemer i Andels Sparekassen og samtidig forsøge at få vedtaget nogle tilføjelser til vedtægterne, nu da generalforsamlingen bliver afholdt. Det var Namgyal og mig, der for fire år siden stiftede andelsselskabet med det formål at drive en the-fabrik; men i Nepal er der så meget fokus på personlig vinding, at andelstanken har det svært. Det var kun muligt at få godkendt en ”Cooperative Saving-Credit Institution” med mulighed for at supplere med tilføjelser, for at andelskassen kunne drive en produktionsvirksomhed. Det har dog ikke myndighedernes bevågenhed, så foreløbig er der ikke noget der tyder på, at vi snart kan få godkendt sådan en konstruktion. Vi har været nødt til at nytænke hele konstruktionen omkring the-dyrkning og produktion, og det er ikke ligefrem vores spidskompetence. Vi fik dog dengang for fire år siden lavet

nogle ganske udmærkede andelskassevedtægter; men desværre er uddannelsesniveauet og den almene forståelse oppe i Bhakanje på et noget lavere niveau, end det var i Danmark for 104 år siden, da den første andelskasse blev etableret her. Også i Danmark går der historier om disse første landlige andelskasser med mangelfuldt regnskab og fusk i krogene, og således også med vores. Faktisk troede vi, at det fungerede rigtig godt, så vi blandede os ikke. Først her sidst i december, da andelskassen skulle betale deres andel af efterårets fabriksfundament, var de ikke i stand til det. For halvanden år siden havde ni lokale optaget seks-måneders lån, uden at der blev skrevet lånepapirer. Bortset fra én var de meget små medlemmer med meget få andelsbeviser, og en enkelt havde slet ingen. Det er meget usikkert, om der overhovedet er en mundtlige aftale; men den er da i hvert fald ikke blevet overholdt. Ingen af dem har endnu betalt hverken renter eller afdrag af sammenlagt 26.000 kr. Men værre endnu. Da andelskassen ikke har en bankboks, besluttede formanden og bestyreren, at formanden kunne opbevare en del af kassebeholdningen hjemme hos sig, så han tog 25.000 kr med hjem. Denne bestyrelsesformand er en af egnens entreprenante mænd. Under maoistperioden var han lokalkommandant i Bhakanje, og først senere fandt jeg ud af, at det var ham der sikrede, at jeg kunne gå nogenlunde uforstyrret omkring mellem et mylder af muskedonner-bevæbnede knægte og fredløse. Senere stod han for bygningen af Chhirringkharka Health Clinic til en fornuftig pris, og for halvanden år siden, samtidig med at han passede

12


på kassens penge, købte han en gravko og lidt senere en traktor med tip-lad. Med dem udgravede han vores fabriksgrund og leverede mange af vores byggesten. For kommunen gravede han vejen til Bhakanje, så den smyger sig omkring vores grund. Han byggede også den mur for kommunen, som skal hindre vejen i at falde ned på selskab, som skal drive fabrikken fremover, vores fabriksbygning. Det er han, efter vo- udgiver aktier svarende til det beløb som res opfattelse, blevet betalt ganske pænt andelskassen har investeret i fabriksgrund for. og fundament. Herefter kan andelshaDa andelskassen nu skulle betale deres verne i sparekassen sælge deres andelsandel til fabrikken, nægtede han at afle- beviser og købe aktier i the-selskabet for vere. Han ønskede at beholde pengene pengene. Synes du at det er indviklet, så som sikkerhed for et tab, som han påstod bare læs videre; det bliver værre. at have lidt på kommunens mur. Selv da Det aktieselskab som skal drive fabrikJanaki forklarede ham, at hans udokumen- ken er blevet etableret og i færd med at terede tab hører kommunen til, og ikke os, blive officielt godkendt under navnet viste det sig, at han havde brugt pengene. ”Bhakanje Tea Estate Private Limited”. Det Han har siden taget lån hos andre og be- skulle have været et andelsselskab med talt halvdelen tilbage, men nægter fortsat ”én mand, én stemme”; men det kunne at betale renter, da han jo fortsat bare pas- som nævnt ikke lade sig gøre. Det kunne ser på pengene. til gængæld aktieselskabet med ”én aktie, Nu er generalforsamlingen afviklet. Vo- én stemme” eller sagt på en anden måde res advokat forklarede de 45 fremmødte, ”én mand, mange aktier, mange stemmer hvor uansvarligt bestyrelsen, ledelsen og / én mand, få aktier, få stemmer”. Det kan låntagerne har ageret. Der blev kigget gå hen og blive farligt, når hovedparten ned og krummet tæer i de skrabende sko. af aktionærerne er mere eller mindre alfaDer blev valgt en ny bestyrelse, hvor den betiserede landboere. Nogle få rigmænd, tidligere formand måtte træde af, til sin eller endnu værre, en kapitalfond kan gå egen store fortrydelse, nu da han havde hen og få majoritet, og gøre hvad der pasydet så meget for sit samfund. Den nye ser dem. bestyrelse blev bedt om i fællesskab at Vi har derfor fået lavet en tilføjelse til aflægge ed på bod og bedring, hvilket de vedtægterne, der begrænser antallet af gjorde under stor højtidelighed. Der blev stemmeberettigede aktier til hver aktioogså nedsat en regnskabskomite, som nær. Et officielt lovdekret har bestemt, at skal holde øje med ledelsen fremover. alle aktier i Nepal skal koste seks kroner, så Vigtigst af alt, blev det besluttet at likvi- vi har sat et loft på 1.000 aktier. Desuden dere 80% af andelskassen. Det nye aktie- har vi krævet, at aktionærer skal have alle

13


disse 1.000 aktier for at kunne sidde i bestyrelsen. Der kan derudover gives aktier uden stemmeret i et ubegrænset antal til producenter, som her i starten leverer råvarer uden at få den fulde mindstebetaling. Endelig, at man skal være bosiddende i kommunen for at kunne købe aktier, bortset fra to undtagelser: Janaki og Namgyal. På den ene side vil vi ikke have fremmed overtagelse af selskabet; men på den anden side vil vi gerne have styr på virksomheden i det mindste her i starten. Selvfølgelig fik vi at vide, at det ikke kan lade sig gøre, så Janaki måtte søge second opinion hos flere jurister, fare omkring, sidde og vente, fremføre argumenter, blive misforstået, blive afvist og være tæt på sammenbrud, da det viste sig, at det sagtens kan lade sig gøre. Der er bare ikke ret mange, der har været stædige nok til at gennemføre det før. Men ak, flere problemer tårnede sig op. Vi er blevet lovet en donation på 60.000 kr fra Ministry of Agriculture til indkøb af maskiner. Der skulle bare ansøges inden 9. januar, så Janaki gik i gang med ansøgningen i god tid. Da hun en ugestid før deadline henvendte sig til ministeriet for at spørge til detaljerne i ansøgningen, viste det sig, at pengene kun kan udbetales til et andelsselskab for at stimulere dannelsen af disse, bortset fra at lovgivningen stadig ikke er klar til det. Akja, men fint nok, vi har jo andelskassen, så hun skulle bare vedhæfte det sidste reviderede og godkendte regnskab og et bestyrelsesreferat, der bekræfter ansøgningen. Referatet kunne hurtigt laves, men regnskabet var godt nok lavet færdigt i juli, men

var mangelfuldt og stemte ikke helt, så de havde ikke lige fået indleveret det til den lokale distriktsrevisor. Hvordan de bar sig ad ved vi ikke, og jeg tror heller ikke, at vi ønsker at vide det; men regnskabet blev underskrevet, og Janaki kunne indlevere ansøgningen et kvarter før lukketid. Da Janaki og sagføreren var i Bhakanje havde de en repræsentant med fra landbrugsministeriet, for han ville lige ud og se med egne øjne, at vi ikke prøver at svindle os til offentlige midler. Janaki har køresyge og spiser sløvende køresygepiller, men ministeriemanden var frisk, så han stillede hundredvis af spørgsmål undervejs. I Bhakanje gik han omkring og beså fabriksgrunden, nogle the-marker, snakkede med farmere og deltog i generalforsamlingen. Ved hjemkomsten efter endt udflugt udtrykte han en dyb forundring over vores arbejdsmetode, grundighed, lokale styring og foreløbige resultater, og det var for ham uden sidestykke, at alt dette er udført og styret af én eneste person, vores lille Janaki, hjulpet af en dansker en kvart jordklode borte. Kun var han bekymret for, om vi vil kunne styre en produktion fra alle vores små the-marker spredt ud over hele kommunen. Det er vi

14


nu også selv. til deres hjerterødder. De har været meget En opløftende konklusion på alle vores opsat på at kunne være med til en indvigenvordigheder ovenfor beskrevet, er, at else af fabrikken sidst i april, når de første der nu er i alt omkring 200.000 kr inve- the-blade er klar til høst; men sådan komsteret i the-fabrikken, udelukkende af ren mer det nok ikke til at gå. nepalesisk oprindelse, ud af en samlet Vi har nemlig stiftet en fond i Nepal, forventet investering på 6-700.000 kr. Det ”Bhakanje Tea Development Fund”, som har været tungt at komme hertil, og un- skal modtage alle vores penge og invedervejs har vi været meget tæt på at aflyse stere dem i fabrikken. Vi har etableret dem hele projektet, før vi for alvor selv skulle til under en paraplyorganisation, ”Nepal Tea at investere. Trust”, som på alle måder består af gode Selve etableringen af fabriksbygningen folk, som globalt vil fremme nepalesisk skulle vi have sat i værk midt i december, the. Vi fik lavet en god samarbejdsaftale men på grund af den lokale inkompeten- med dem og fik åbnet en bankkonto i voce udsatte vi forudbetalingen, til de hav- res eget navn, og samtidig ændrede de de løst deres problemer. Først på tredje deres vedtægter, så de fra en 9-personers deadline var vi tilfredse; men da havde vi bestyrelse nu har en 5-mands, hvilket er overskredet deadline fra firmaet som skal nemmere for os at arbejde med. Eneste bygge fabrikken. Jeg overførte forudbe- problem var, at de udsatte til senere at få talingen og gav grønt lys; men de insiste- officiel godkendelse af deres vedtægtsrede på at ville se pengene ankomme på ændring. Udbredt nepalesisk vane at udderes konto, hvilket viste sig at være gan- sætte til en anden dag, hvad man kunne have nået i dag, eller skulle have nået i går. ske klogt. Da fabrikspengene ankom til kontoen, Vores danske the-penge er doneret af den dansk-amerikanske familiefond og Janaki havde kørt omkring for at få unPONA Foundation, og via Human Practice derskrifter på checken til fabriksbyggerne Foundation fra Zen Capital under Troll- og skulle indløse den i banken, så blev beads og fra A.C.Perch’s Thehandel. For den afvist, fordi banken ikke havde de dem er dette projekt kommet meget nært gældende vedtægter. Nu fik bestyrelsesformanden travlt med at rende hos selskabsregistreringen og har foreløbig spildt adskillige dage med at vente på officials, der ikke var tilfredse med papirerne og i øvrigt har travlt med noget andet og ikke gad forklare ordentligt, hvad problemet er. Nu skiftede det grønne lys fra vores side altså til gult. Først da Janaki kom tilbage fra udflugten, fandt hun årsagen til utilfredsheden med papirerne. For-

15


manden havde afleveret to referater fra samme møde, men de var forskellige og modsagde hinanden med forskellige navne på bestyrelsen og med forskellige underskrifter. Det fik hun bragt i orden og fulgte med til Registrator. Nu var han endelig tilfreds og begyndte at indtaste godkendelsen på computeren; men så gik strømmen. Efter en halv time var det Janaki, som begyndte at opklare strømsvigtet, ringede til elværket og fik at vide, at fejlen lå lokalt i kontoret. Det var der ingen andre på kontoret, der havde tænkt på. Det tog yderligere en halvanden time at finde en ny sikring og en halv time mere at få startet computeren op og en halv time mere at få udskrevet godkendelsen. Her dagen før bladet afgik til trykkeriet var problemet endelig løst og fabriksbyggerne kunne modtage deres penge og begynde at planlægge. Byggeriet er foreløbig forsinket i halvanden måned, og firmaet har meddelt os, at de nu er gået i gang med en anden produktion, som skal være færdig før vi kommer til, og det kan vi jo dårligt tillade os at brokke os over. De regner med at være klar med forberedelserne sidst i februar, så de kan fragte deres byggematerialer op i to lastbiler, og dermed gå i gang med byggeriet først i marts. De forventer derefter at bygningen står færdig sidst i marts eller først i april. Herefter skal vi lægge fliser på gulvet, indkøbe, fragte og opstille maskiner og føre elkabler rundt i bygningen. Vi bliver næppe færdig til at kunne indvie den helt færdige fabrik i april, når forårets

the-blade kan plukkes. Enten må vi indvie den næsten færdige fabrik eller vi må udsætte indvielsen til efteråret eller måske helt til næste forår. Lad os nu se hvad der sker de næste par måneder; men chancen, for at tingene skal følge den forventede tidsplan eller ligefrem være hurtigere, er nærmest utænkelig. Fabriksbyggerne skal bruge strøm til deres svejseapparater, og da vi stadig ikke har stabil strøm, så har vi bestilt en tonstung diesel generator i Indien, som nu er fortoldet over grænsen og har ventet på at blive betalt. Vi havde planlagt, at den skulle ankomme til Bhakanje nu, mens vejen er åben helt op til fabriksgrunden,

16


og mens Janaki alligevel var der og kunne modtage den. Men nu står den stadig dernede og venter sammen med en irriteret importør. Det betyder, at Janaki snart skal til Bhakanje igen sammen med en kranbil og en generator. Efter byggeriet skal generatoren levere strøm til maskinerne, og sidenhen, når el-ledningerne ankommer, så skal den fungere som nødgenerator. For lige at give den en ekstra skrue, så er Janaki ved at afslutte sin kandidateksamen i samfundsvidenskab, med en stor hovedopgave der omhandler the-produktion i Bhakanje. Vi har i fællesskab formuleret hendes befolkningsanalyse, som hun nu har leveret til vores to the-medarbejdere

deroppe. De skal i løbet af den næste måned rundt til samtlige thefarmere og interviewe dem, og så skal vi have alle svarene ind i en database, så de kan behandles. Jeg tror godt, at du, kære læser, kan forstå, at Janaki er ved at køre træt. Alt det ovenfor beskrevne er ikke en arbejdsbyrde fordelt over et halvt til et helt år, det er byrden de sidste halvanden til to måneder. Her i Danmark bruger vi i flæng begrebet, stresset, men det begreb kender de ikke rigtigt i Nepal. Hvis nepalesere får lidt mere travlt, end de har lyst til at have, så slapper de bare af og udsætter til i morgen eller en anden dag, og den tsunami af arbejde som hober sig op, den opleves blot som bølgegang med signal om at tage det roligt. Både Janaki og Namgyal har jeg opdraget til at gøre tingene færdig straks, så de efter nepalesiske forhold er usædvanligt og ekstremt effektive. Namgyal bestyrer således sin storkommune med stor effektivitet, om end han ind imellem sukker dybt. Og nu er Janaki ind imellem tæt på at bryde sammen. Ikke på grund af egen utilstrækkelighed, men på grund af sine omgivelsers mangel på rettidighed og samvittighed. Hvis vi havde en større flok dygtige og bare halveffektive folk ansat, ligesom andre NGOer i vores størrelse, så kunne vi måske være lidt foran og have forberedt processerne, i stedet for hele tiden at skulle koncentrere os om at afvikle det, som presser på lige nu. Ikke at kunne nå at forberede ordentligt gør, at det uforberedte tager mange gange mere tid end det burde.

17


Vi tror på, at om 14 dage, så er der en lille pause i arbejdet med the’en, og så tager Janaki på kursus i 10 fulde døgn, 24-7, betalt af Himalayan Project og med fuld løn. Et meditationskursus hvor hun ikke må medbringe telefon og ikke må sige en lyd, men kun skal lytte til guru’en og sin egen indre stemme. Når hun kommer frisk ud i hverdagen igen, skal hun i gang med at bestille gulvmateriale, elektriker, maskiner, solfanger,

hegnspæle, hegn og transport, og samtidig servicere de af vores medlemmer, som skal til Bhakanje og arbejde med skolerne og undervisningen. Hun skal nok finde sit stress-niveau igen. Det vi ikke har nået første maj, det sætter vi på holdt indtil efteråret, for i hele maj skal Janaki til Danmark og bo hos Anne-Marie og mig. Vi skal hygge os og slappe af, på udflugt og høre fuglene synge, som kun danske fugle kan synge; men

18


vi skal også arbejde. Vi skal have diskuteret forskellige scenarier for the-fabrikkens drift. Vi skal have diskuteret vores ansatte i Kathmandu. Vi skal besøge alle de danskere, som betyder noget for vores arbejde. Vi skal diskutere Janaki’s fremtid. Og så skal vi have analyseret alle data fra hendes befolkningsanalyse og begynde at udtrykke alle de påstande, som de kan påvise. Somme tider udtrykker Janaki, at hun føler sig som en tåbe, der gider at arbejde med nepalesere, der ikke kender deres eget bedste, og kun lever i nuet og ikke kan tænke fremad. Heldigvis kan vi stadig grine, når jeg giver hende ret i, at hun er en tåbe; men kun halvt så stor en tåbe som mig, for hun får i det mindste en løn, hvor jeg får ingenting. Men vi ved dog også, at det ikke er sandt, for vi får en masse selvfølelse, når det lykkes, og vi stolte kan sige: ”Det gjorde vi”. Indimellem oplever vi også, at de mennesker, som vi hjælper, opdager at det forandrer noget i dem selv eller i de-

res samfund og betaler tilbage med hengivenhed. Jeg kan roligt betragte dem alle som mine børn; men selv Janaki betragter folk dobbelt så gamle som hun selv, som sine børn. Det giver ansvar, og det er dejligt. Stor vinterhilsen fra Mummy Anne-Marie og Papa Kurt!

19


Profile for Kurt

Himalayan Project Medlemsblad Nr. 41 - Februar 2019  

Beretning fra efterårets projektrejse til Bhakanje i Upper Solu, Solukhumbu District, Nepal med beskrivelse af de endeløse administrative va...

Himalayan Project Medlemsblad Nr. 41 - Februar 2019  

Beretning fra efterårets projektrejse til Bhakanje i Upper Solu, Solukhumbu District, Nepal med beskrivelse af de endeløse administrative va...

Profile for klomborg
Advertisement