a product message image
{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade

Page 1

Himalayan Project Nr.40. - 19. årgang - Himalayan Project - Oktober 2018

www.nepalhelp.dk


Spar Nord 8500 2651842339

Medlemskab

Personligt medlemskab 250 kr (projekter) Ungdomsmedlemskab 125 kr (projekter) Søttemedlemskab 125 kr (kun støtte til administration og ingen stemmeret)

+73< (tomt felt) +86316536<

MobilePay 19841

Nye erfaringer i en ny position!

af Namgyal Jangbu Sherpa, Borgmester i Solu Dudhkunda Municipality Før jeg blev valgt som borgmester, havde jeg den store chance at arbejde med Himalayan Project Danmark (HP-DK) og havde den store glæde at arbejde sammen med Papa Kurt, min storartede gamle ven, for udviklingen af Upper Solu. Jeg udviklede mine lederevner og opbyggede min sociale position under hans grundige vejledning, mens jeg arbejdede i Himalayan Project Nepal (HIPRON). Resultatet blev, at jeg i dag er borgmester og repræsenterer 30.000 mennesker i Solu Dudhkunda Municipality (Storkommune). Æren for dette succesfulde resultat går til HP-DK, Papa Kurt og alle mine gode venner i Danmark, og jeg er taknemmelig for jer alle. Nu er der gået næsten 14 måneder, siden jeg forlod arbejdet i HIPRON og indledte mit nye job som borgmester; tiden er fløjet så hurtigt. I den forløbne tid har jeg kun haft få kontakter med min Papa Kurt. Jeg mødte ham sidste efterår i Kathmandu, og vi kørte sammen til Solu og tilbragte nogle få dage sammen. Derefter har vi kun kommunikeret nogle få gange over Skype. Nu har jeg måttet erkende og acceptere, at jeg har været lidt for langt borte fra mine gamle venner. Så nu prøver jeg at komme lidt nærmere til jer, mine kære venner, ved at

dele med jer, hvad jeg har oplevet af forskelligheder mellem jobbet som borgmester og jobbet som leder af HIPRON. Selvfølgelig er det en fuldstændig forskellig erfaring at arbejde som borgmester. Som borgmester er jeg den øverste udøvende politiske myndighed, som tager de fleste vigtige beslutninger i forhold til den magt, som jeg har fået. Jeg kan endog nedlægge veto om nødvendigt, når jeg ønsker at styre storkommunen i forhold til mine visioner. Men selvfølgelig skal jeg kunne retfærdiggøre mine beslutninger overfor kommunalbestyrelsen og byrådet. Det har tvunget mig til at være mere ansvarlig og varsom. Tilbage i HIPRON var jeg simpel leder med en lille stab og et begrænset budget. Jeg var mindre presset da mine kompetencer var begrænsede, og desuden var jeg ikke den øverste ledelse i organisationen. Alligevel følte jeg dengang at mit arbejde var stort og kompliceret. Nu kan jeg godt se, at det var knap så stort, og at det var et let, men

Fotos: Forside: Sushma Sherpa hælder deres hjemmelavede the op for ægtefællen Ang Dawa oppe i Sete. Mingma Doma Sherpa i sin the-have. Fotografer: For og bagside af Janaki Khadka. Til Namgyals artikel af ukendt. Resten af Janaki Khadka eller Kurt Lomborg.

2


om min position og virkeligheden er forskellig. Hvad jeg under valgkampen lovede folk, jeg ville gøre, hvis jeg blev valgt, viste sig at være for ambitiøst. Mine beføjelser er store, men den organisatoriske kapacitet og virkemidlerne er begrænsede. Og forventningerne og kravene fra kommunens folk er ufattelige. Nu, som borgmester, skal jeg stå til ansvar overfor kommunalbestyrelsen, byrådet og mere end 30.000 mennesker. Jeg skal holde øje med alle de grundlæggende sager, såsom drikkevand, renholdelse, landbrug, dyresundhed, uddannelse, sundhedspleje, elektricitet og så mange andre små og personlige sager, at det giver en masse personligt pres. En ny erfaring er, at femogtyve til tredive besøgende kommer til mit kontor hver dag med deres problemer, og de fleste har slet ikke med mine beføjelser at gøre, men jeg bliver nødt til at tage mig af dem på forskellig vis. En anden erfaring er, at folk siden valget holder tæt øje med min sociale adfærd, madvaner, tøjstil og endog måden at gå på. Somme tider besøger de mig bare for at se hvor dyr en livsstil jeg er kommet til at føre. Men jeg er fuldt opmærksom på det, og jeg har derfor i videst muligt omfang

dog vigtigt, arbejde at udføre udviklingsarbejde i lille Solu med støtte fra godhjertede folk fra Danmark. Selv om jeg ikke var den øverste i organisationen, så beskæftigede jeg mig direkte med HP i et suverænt samarbejde. Som leder måtte jeg involverede jeg mig omfattende i samtlige ledelsesaktiviteter – små, meget små, sager skulle diskuteres i dybden. Det viste sig vigtigt, selv om jeg somme tider fandt, at det var lidt for meget og unødvendigt. Selv om HIPRONs bestyrelse var mindre involveret i aktiviteterne, så var der fuldstændig organisatorisk regelmæssighed og gennemsigtighed uden nogen form for tvivl. Faktisk var jeg mere ansvarlig overfor HP-DK og donorerne end overfor min egen organisation. Men stadig føler jeg mig stolt over, at jeg kunne vedligeholde gennemskueligheden og regelbundetheden i forhold til at yde støtte til afsides boende mennesker. Jeg ønsker at udtrykke min taknemmelighed overfor min ven og min, på det tidspunkt underordnede, Miss Janaki. Hun var så oprigtig og samarbejdende; en forunderlig kvinde. Nu efter at jeg tiltrådte min position som borgmester, har jeg måttet erkende, at mine forestillinger

3


fastholdt min oprindelige livsstil. Jeg er også fuldt opmærksom på, at nogle af mine modkandidater indirekte provokerer mig med vildledende forslag om at ændre mine vaner for senere at gøre en sag af det. På grund af min manglende politiske baggrund og erfaring, har jeg måttet stå overfor en masse udfordringer i den nye politiske struktur, efter at landet blev erklæret en føderal republik som anerkender lokal selvbestemmelse og selvstyre, men uden tilstrækkelige beføjelser og midler. At samarbejde med modstandere fra rivaliserende partier og oppositionen i kommunalbestyrelsen og byrådet er virkelig barskt. Min natur er, at jeg søger en fælles social løsning uden for meget diplomati og næsten uden at gå på kompromis. Jeg er mere ligefrem og ukompliceret, men alt det harmonerer ikke med politik. Folk siger, at jeg er mere som en socialarbejder, en NGO-arbejder (selvfølgelig), end en politiker, hvilket også antyder at jeg mangler politisk lederskab. Jeg har bedre evner for at handle socialt end politisk; men

nu er jeg dog ved at lære det. Bureaukratiet har været et andet problem. Embedsmændene var ikke klar til at arbejde under en politisk valgt ledelse, da de hidtil, indtil den nye struktur, har arbejdet under deres egen vælde. De var så vant til at udøve deres magt over to årtier, at deres mentalitet var udviklet tilsvarende. Det var derfor ikke let for dem at transformere deres tankegang til den nye virkelighed. Det tog dem lang tid at forstå den nye situation og at udvikle deres samarbejde mellem den valgte ledelse og deres egen administration. Vi havde ikke nogen anden mulighed end at ændre deres sindelag, fordi offentligt ansatte er så beskyttede, at de ikke kan fyres med mindre de har været involveret i særdeles grov kriminalitet. Nu er det ved at lykkes gennem mange og alvorlige møder og diskussioner, og endog ved medvirken af eksterne konsulenter. På dette felt har det lederskab, som jeg udviklede i HIPRON, vist sig nyttig, og det er jeg rigtig stolt af. Til at vurdere de kommunale aktiviteter, arbejdsmetoder og vores formidling af service, har vi en uvildig tilsynsmyndighed som udfører et uafhængigt offentligt høringsprogram og aflægger rapport herom. Indtil nu har vi ikke modtaget alvorlige klager, så jeg tror på, at jeg gør det godt nok for befolkningens velfærd. Hvis I, kære venner og medlemmer af Himalayan Project, besøger Solu og kommer i nærheden af Phaplu og Salleri, så skal I lade mig vide, at I er i nærheden, for så vil jeg rigtig gerne møde jer og få en snak om Danmark og Nepal.

En stor hilsen fra Namgyal! 4


CHIYA

af projektmager Kurt Lomborg Vi besøgte flere the-forretninger og the-saloner. Vi deltog i en international konference om NepalTea. Vi besøgte en Tea Garden lige udenfor Kathmandu. Vi diskuterede med producenter, eksportører, advokater, organisationsfolk og senere hjemme i Solu med vore venner, the-farmerne, som det hele drejer sig om. Det er 15 år siden, at jeg smagte min første lokalt fremstillede the. Nu har du fået to the-eksperter i vores lille Selv om der var både mælk og sukforening. Janaki og jeg tilbragte i foråret 3 ker i, så stod the-smagen voldsomt igenuger med at lære så meget som muligt om nem. Jeg har ledt efter en lige så god the the. Vi var sammen med Andrew, en af de lige siden dengang, men det er endnu ikke sidste tre gamle Tea Masters, og unge Chi- lykkedes. Nogle enkelte gange næsten, men ran, en af de få nye Tea Masters. Vi blev aldrig helt. Jeg opdagede, at i Bhakanje stod fortalt, at Andrew ved 80% om the, mens der enkelte uplejede buske, der næsten var Chiran ved 30%, så da jeg spurgte, om han som små træer, men ingen havde forstand så troede, at Janaki og jeg lå på omkring 3%, på at få noget ud af dem. Heller ikke de tre, da bekræftede han og udtrykte, at det da slet som havde en lille have med flere buske. Det ikke er så ringe endda. smagte af surt græs i bedste fald og i værste I løbet af vore tre uger fik vi smagt om- af mug, så selv en masse mælk og læssevis kring 100 forskellige the’er, tilberedt efter af sukker ikke kunne afhjælpe. Alle foretrak alle forskrifter og ceremoniel, af folk som vi de billige rødgule pakker med sort the fra kender deres produkter, vandtemperatur og trækketid. Nogle gange bryggede de på de samme blade helt op til otte gange. Så lærer man at smage de finere nuancer i en the. Det tager ikke mange sekunder at suge-slubre eliksiren, men adskillige minutter at vente på næste bryg, så der blev en masse tid til snak i løbet af sådan en halvanden times bryggen på et par theskefulde blade.

5


Indien. I 2012 lavede vi en befolkningsanalyse, hvor vi også spurgte ind til the-buske, og det viste sig, at der var 2.000 buske fordelt på 35 husstande. Det viste sig også, at mange først skulle ud at tælle buskene for at kunne svare, og at mange ikke vidste, hvad de kunne bruges til. Nogen havde dem fordi de er pæne, og andre fordi de var plantet af deres forfædre. Vi begyndte at medbringe nepalesisk kvalitets-the og at hyre lokale agronomer. Vi lærte folk at smage the. Vi fik taget jordbundsprøver. Vi eksperimenterede selv med at håndrulle, fermentere og tørre bladene. Bønderne kiggede nysgerrigt med, men var noget skeptiske. Vi arrangerede et par ekskursioner for interesserede bønder til Ilam i det sydøstlige Nepal, hvor de har dyrket the i op mod 60 år. Langsomt modnedes interessen. Flere og flere klippede stiklinger og satte dem i små bede under skyggende bambusmåtter, og gjorde jordstykker klar til udplantning. Nogen gjorde meget ud af det, mens andre gjorde mindre. Nu er der gået seks år, siden vi begyndte at vække interessen for the. For et år siden var der 100.000 buske og i år 200.000. De fleste endnu for små, men 50.000 buske er blevet beskåret og tilpasset til den rigtige form, og har nu nået en størrelse, hvor vi kan begyn-

6

de at plukke bladene. Vi har i hvert fald 15 farmere som er rigtig seriøse med mange buske, og 25 mere som er rigtigt på vej. Derudover 50 for hvem det er ved at stå klart, at de er kommet bagefter og skal til at skynde sig. Og så endelig knap 100, som ikke har ret meget jord eller ikke ret meget initiativ, og som kun har nogle få buske. Der er kun én familie, som virkelig er i gang. De har 20.000 buske og mange flere er på vej. Ang Dawa er Science Teacher på Bhakanje Skole og Sushma er Sygehjælper på den lokale klinik. De har nu i tre år

håndlavet the og er virkelig kommet efter det. De laver både hvid the, grøn the og oolong the. Den sidste oolong blev i Kathmandu vurderet til at have en smag på ni ud af ti. Flere andre forsøger at følge med, men med knap så meget held. Vores ven Chiran, 30% eksperten, har væ-


ret med oppe i Bhakanje og tjekke vilkårene. Jordbunden er perfekt, let sur, med god dræning. Sommeren er våd og overskyet; perfekt fordi buskene kan lide skygge og fugtighed i vækstperioden. Markerne ligger i 2.000 til 2.400 meters højde; enkelte helt op til 2.700 meter, så vinteren er kølig til kold om natten og frisk om dagen, og det er godt for hvileperioden. Højest oppe kan der blive frost, som kan dræbe de yngste buske, men ikke værre end at de fuldt udviklede kan klare sig. Der har aldrig været brugt kunstgødning eller giftstoffer i området. Kun i de sidste 5-10 år er folk og fæ begyndt at indtage medicin mod sygdomme og svangerskab; men det meste af det havner nu i septiktanke. Alt i alt vil vore buske vokse langsomt og få en god hvileperiode i vinteren med en masse sol, som alligevel giver lidt positiv omsætning. Et tørt forår som gradvist bliver varmere og diset, så busken sender en masse næring op i de nye skud. En sommer, hvor de lavest groende kan skyde endnu en gang, og så endelig et klart og tørt efterår, hvor skuddene kan plukkes tredje gang eller kun anden gang for de højeste marker. Ligesom danske æbler og jordbær er de lækreste på Kloden på grund af vores kølige klima og langsomme vækst, så gælder det samme for vores the. Vi er blevet stillet i udsigt, at vores the vil komme på Nepals Top Ti, hvis vi bærer os rigtigt ad.

Bhakanje Tea Factory Derfor er det netop nu, at vi skal have bygget en fabrik, hvor vi kan behandle større mængder af blade på en kontrolleret og standardiseret måde. Gennem den danske NGO, Human Practice Foundation, ledet

7

af Pernille, fik vi for to år siden kontakt til det gamle hæderkronede A.C.Perch’s Thehandel, og dens to ejere, Christian og Stine besøgte os i Bhakanje sammen med Pernille. Nogle fantastisk dejlige mennesker med en nemme for begejstring. Også deres venner, Lise og Peter, som laver Trollbeads, var med på tanken. Sammen ansatte vi en leder, organiserede træning, købte jord og fik det gjort klar til byggeri. I år fik Ulla og Nanna overtalt PONAFoundation til at være med. De har i mange år støttet både vore skolebyggerier, driften af to af vore skoler og studiestøtte, så derfor bifaldt de formålet med at give vore børn erhvervsmuligheder efter endt skolegang. Ulla og Nanna besøger jævnligt Bhakanje. Vi har bestilt 285 kubikmeter sten til levering på byggepladsen inden Anne-Marie og jeg ankommer sidst i oktober sammen med Janaki, Bidhya og Dendi. Vi fik lavet en jordvej op til stenbruddet, og der er en vrimlende aktivitet deroppe, at mænd som hamrer, hugger og brækker sandstenen ned

i passende størrelser. Endnu er vejen for blævret i monsunregnen; men om få uger håber vi at traktorerne kan komme derop, og at de kan køre afsted med 8-9 kubikmeter ad gangen.


Der skal bruges sand til beton. 27 kubikmeter. Det er blevet forberedt allerede i foråret, ved at de små bjergbække, flere steder i deres løb, blev blokeret af stenblokke, så der samler sig sand i dammene. Det bliver gravet op i sække og spande og båret op til traktoren. Til beton skal der også bruges skærver. De bliver fremstillet oppe i stenbruddet med hammer på bedste vejmandsfacon. Dem skal vi bruge 40 kubikmeter af. Janaki har netop skrevet kontrakt med alle leverandørerne. De får ingen betaling, før det hele er leveret, og hvis vi kan se, at de ikke kan opfylde kontakten til tiden, så bryder vi den og hyrer nye leverandører. Skovarbejderne er sendt højt op på bjerget for at skove 160 stykker tømmer, som skal bæres hele vejen ned til byggepladsen, da der endnu ikke er traktorvej derop. Det skal dog først bruges senere på vinteren, så det kan nå at tørre ordentligt.

8

Tidligere skulle vi køre alle eksterne materialer ind fra Kathmandu til Bhandar, hvorefter det skulle omlades til traktor, for til sidst at blive båret det sidste stykke. For at holde transportomkostningerne nede var vi ofte nødt til at fylde lastbilen helt op, hvilket ofte førte til at cement lå for længe og hærdede, før vi kunne bruge det. Men nu har en materialehandler etableret sig i Bhandar, så vi bare kan sende en traktor afsted efter


mindre portioner ad gangen. Han skal bare på forhånd have at vide, at vi i løbet af november-december skal bruge 285 stk 50 kg sække cement, knap 6 kilometer armeringsjern og en masse småting. Og så bliver det endda lidt billigere, end hvis vi selv skulle transportere det ind. I de sidste to år har en gravko banet sig vej med adskillige hårnålesving de 700 højdemeter op til vores fabriksgrund. Vejen er dog ikke befæstet endnu, så den eroderer kraftigt her i monsunperioden, ligesom svingene stadig er for skarpe til en lastbil, men når vi bare får tørvejr i en god uges tid, så kan traktorer køre derop, og hvis gravkoen lige tager en runde, så kan en 4WD også. Vi har aftalt, at gravkoen i løbet af det sene efterår udvider hårnålesvingene, så vi først på vinteren kan køre lastbiler op til grunden. Der bliver dog alligevel brug for et beskyttet lager for cementsækkene, og der bliver også brug for en mandskabsbarak. I forbindelse med genopbygningen af vore skoler, har vi opmagasineret en del af de gamle delvist ødelagte blikplader, og en del tømmer og brædder som ikke kunne genbruges. Det er ved at blive sat sammen nu og skal yderligere beklædes med presenninger og fores med skummåtter. Ved et brobyggeri nede i dalen har nogle entreprenører indkøbt selvkørende og dieseldrevne blandemaskiner. Dem har vi aftalt at kunne leje to af i den uges tid, hvor vi skal støbe fundament. Det er blevet arrangeret, at vi kan koble os på vandforsyningen oppe ved skolen, så vi skal bare have købt 200 meter plastrør og en plasttank på 2000 liter, som vi kan sætte midlertidigt oppe ved vejen, for så sidenhen at anbringe den på toppen af vandtårnet. I foråret fik vi kontakt til et firma helt

9

nede i lavlandet ved grænsen til indien. De har lavet nogle få the-fabrikker, så de har en vis erfaring og en stor lyst til at hjælpe os på vej. Deres lille krølhårede ingeniør, Gururaj, er fuld af energi og var, imod sine overordnedes ønske, med Janaki oppe i Bhakanje for at få et overblik. Hvis det lykkes at få alle materialer samlet og i øvrigt gjort klar, så har vi aftalt at tage til Bhakanje sammen sidst i oktober og at være sammen om at bygge fundament. Det bliver igen imod hans chefs ønske, men sådan bliver det, for vi har allerede prøvet at grine sammen, og det vil vi ikke undvære. Mens cementen hærder, vil Gururaj tage tilbage til montagefabrikken og tilskære jern og stålplader, mens vores lokale håndværker bygger et lille generatorhus, og Janaki og jeg køber den tonstunge generator og får den fragtet op til sit lille hus. Vi håber bare, at vores vej kan bære, for det bliver ikke nemt at få den omladet til en traktor. Når generatoren er på plads, kan Gururaj læsse et par lastbiler med alt sit jern, køre op til fundamentet, svejse jernet sammen og montere hele fabriksbygningen og vandtårnet på små to uger. Resten af vinteren vil vores lokale håndværker lave toilet-badbygningen. Midt i april er vi igen i Bhakanje, aftaler med bønderne, at de plukker topskuddene og leverer dem på den dag, hvor vi indvier fabrikken. Tea Master vil indlede processen, mens alle vi andre drikker the, holder fine taler, synger, danser og er glade.


Orthodox Chiya Hvad er det så for the, som vi skal til at lave? Mange tror at the er alle slags blade der kan drikkes, når der hældes kogende vand på dem. Det er ikke the. Det er urteudtræk, urteafkog, vandig infusion. The er også et urteudtræk, men i the består urten udelukkende af blade fra the-busken, Camellia sinensis, som stammer fra højlandet omkring nordlige Burma, sydvestlige Kina, sydøstlige Tibet og nordøstlige Indien, hvor også dens slægtning Camellia taliensis stammer fra. I lavlandet i nordøstlige Indien, i Assam, udviklede varianten Camellia assamica sig. Sinensis kan, hvis den lades i fred, gro op til en lille træagtig busk, mens assamica kan blive til et buskagtigt træ. Men af hensyn til ydelsen og arbejdsindsatsen beskæres den til omkring 70 cm højde og samme bredde. Det oprindelige navn for the var i Kina cha. I Nepal kalder de den chiya, hvor ch udtales nærmest som ts, i som skarpt i, y som et meget lille j og a som et a helt nede fra ganen af. Hvis du under et besøg i Nepal får udtalt det korrekt, så er der en god chance for, at husmor finder de bedre kvaliteter frem. Ifølge dansk retskrivning hedder det te, men jeg kan bedre lide the, da det giver ordet lidt mere skarphed og the-smag. The er lokalt en meget gammel drik, men dens udbredelse i Verden er knapt så gammel. Det er nemt at stiklingeformere planten, så meget tidligt bragte menneskene

over generationer busken dybt ind i Kina. I De første beretninger om the som en drik stammer fra Kina for 5000 år siden. I den gyldne trekant mellem Burma, Thailand og Kina (Kham) har den nok altid været brugt. Den kom til Japan for 3000 år siden og til Taiwan for kun 450 år siden. For 400 år siden sejlede hollænderne the hjem fra Kina, og i løbet af de næste 50 år gjorde tyskerne og englænderne det samme, og de sendte den videre til amerikanerne. Russerne var samtidig, men de fragtede the’en hjem på kamelryg. Hollænderne etablerede de første haver i Indonesien for 300 år siden, og for 200 år siden etablerede englænderne plantager i det nordlige Indien, Assam og Darjeeling, snart også Bangladesh, og for 150 år siden kom Ceylon med. For 100 år siden drak inderne ikke selv the, og den bredte sig kun langsomt, indtil den i dag er nationaldrikken. Franskmændene lavede the-haver i Vietnam for 150 år siden. Afrika startede i Kenya for 100 år siden og spredtes til Zimbabwe, Tanzania og Marokko. Også Australien og Papua startede op dengang. Malaysia, Azerbaijan, Iran og Tyrkiet kom med for 80 år siden, og Sydamerika er nyere ligesom Azorerne. I Nepal kom de første stiklinger til Ilam fra det nærliggende Darjeeling for 150 år siden, men da Nepal havde valgt at lukke sig helt ude fra omverdenen, skete der ikke mere før end for 60 år siden, hvor nye plantager opstod i det sydøstlige højland. Men de producerede næsten udelukkende med henblik på salg til Darjeeling, hvis the-buske var blevet gamle og uproduktive, mens der stadig var stor efterspørgsel på Darjeeling Tea. Falsk varebetegnelse som Nepal stadig hænger ved, som en sekunda producent. Det er kun 30-40 år siden at små uafhængige farme og fabrikker begyndte at lave orthodox tea,

10


som skulle ud og konkurrere på det internationale marked. Det var dengang vor ven Andrew blev Tea Master. Det er først indenfor de sidste 10 år at Nepal Tea for alvor vinder anerkendelse, og det er her, at vor ven Chiran er med. I dag produceres 16.000 tons the i Nepal på 16.000 hektar af 20.000 producenter og udgør dermed 0,4% af Klodens produktion. Fra det sydøstlige højland i Ilam og Dhankuta har the-produktionen bredt sig helt ind mod Kathmandu og nu helt op i Solukhumbu. Vores nye Tea Garden er den nordligste og højest beliggende i Nepal i øjeblikket. Vi har ikke ”ejendomme” eller plantager, som måles i hektar, men kun små private haver på små terrasser, som vi måler i antal buske. Hvor mange lande er begyndt at høste the’en maskinelt, så har lavindkomstlandet Nepal stadig en masse tilgængelig arbejdskraft til håndplukning, hvorfor Nepal nu kan producere meget specielle the’er, som kan sælges til overordentligt høje priser. Vi oplevede en australsk opkøber som købte for 6.000 kr/ kg, og vi smagte en the som bliver solgt for 12.000 kr/kg, Anglewings, som blandt andet drikkes af vores Dronning. Normalprisen for orthodox tea på eksportmarkedet er dog snarere 75-150 kr/kg, og for særlige kvaliteter 2-3 gange højere. Den unikke orthodox tea udgør 20-25% af Nepals produktion og 70% af pro-

ducenterne er småfarmere som vores. Det forventes at Nepals samlede produktion i løbet af de næste 4-5 år vil fordobles og at 100.000 mennesker vil være beskæftigede. Man kan groft sagt skelne mellem orthodox og broken tea. Broken tea er ofte maskinplukket eller groft håndplukket med smågrene, gamle og nye blade mellem hinanden, og den behandles efter standardiserede metoder og normalt resulterende i en sort the, som kan sorteres i flere grovhedsgrader og herefter yderligere hakkes i stykker. Den kan bruges til theposer og som billige thepakker, og endda svinge sig helt op til ganske pæne kvaliteter og priser. Med orthodox tea går man mere nænsomt til værks. Den første videnskabelige afhandling om produktion af the, blev skrevet for 1200 år siden af den kinesiske videnskabsmand Lu Yu. Bladene plukkes med op til syv blade, men de bedre kvaliteter kun med tre, to eller kun skuddet – disse tre kaldes pekoe. Det er klart at de små nye blade kræver langt mere arbejde med plukningen, end hvis man kan tage nogle af de tungere og større blade med, men til gengæld er der mange gange mere kraft i de mindre og nyere blade. Under den videre forarbejdning

11


tilstræber man at bevare bladet så ubeskadiget som muligt, så hele bladet folder sig ud under brygningen. Det, som Tea Master prøver at opnå, er, ”intet the-blad er bedre end bladet som sidder på busken; kunsten er, under processen, at ødelægge bladet så lidt som muligt”. Den mest nænsomme behandling, som man kan give the-bladene, er at lave White Tea. I princippet skal bladene blot tørres. Men det er vanskeligt at få vandet dampet ud af et intakt blad. Derfor indledes processen ofte med en let dampbehandling eller en meget kortvarig kraftig opvarmning. Helt nye skud er dog så tyndvæggede, at man ikke behøver en forbehandling, men blot kan lægge dem på net til gennemluftning med kold luft fra en ventilator. Silver Tips er en hvid the, og ofte tilføjes navnet, Pekoe. Hvid The har en fin, let og elegant bouquet som ofte er sødlig til honningagtig. Green Tea laves af to eller tre pekoe-blade, hvilket vil sige at de to blade under skuddet er udfoldede og i færd med at hærde. Den mest skånsomme metode er at lægge dem til at visne og tørre på samme net som ovenfor, men her tændes samtidig for en række varmelegemer, så de gennemluftes med varm luft. Hvis tørringen bliver for langsom, så visner bladet for meget, og i så fald skal bladene først igennem dampbehandling eller ristning i en vok eller rister, før varmlufttørring. Man kan også vælge at rulle bladene, når de er blevet bløde under visneprocessen, for at ødelægge overfladen, så de nemmere tørrer i tørreovnen. Grøn The bevarer de fleste af bladenes indhold af gavnlige stoffer, og smagen er let og mild, ofte afrundet med urtesmag til blomstersmag. Oolong Tea får lov til at visne yderligere, og når bladene blive bløde, kommer de i

en rullevalse imellem to metalplader med en sådan tilpasset afstand, at bladenes indre blive mast i stykker, uden at overfladen tager væsentlig skade. Herefter bliver de igen lagt ud til visnen, tørring og forgæring. Det er forgæringen, der er vigtig. Det er plantens egne fordøjelsesenzymer som nedbryder sit eget væv. Processen stoppes ved en kraftig opvarmning, når Tea Masters erfaring siger ham, at det er nok. Det kan ses af bladenes farve, som ændres fra grøn til gul til rødlig, og duften bliver aromatisk. Herefter kan den rulles, ofte rulles til kugler, hvorefter den tørres og måske får en sidste ristning. Smagen varierer fra sødlig blomstret til nøddeagtig og frugtig. Black Tea behandles stort set som oolong, men får lov til at visne noget længere med varm luft inden de kommer i rullevalsen. Herefter får de lov til at forgære (fermentere, oxidere) til processen er tilendebragt. Igen er det Tea Masters erfaring der fortæller, hvornår det sker. Ved forgæringen nedbrydes en del af indholdstofferne, eller de ændres til noget andet med en anderledes smag og aroma. Herefter får den en ret langvarig og ret kraftig opvarmning, hvorunder den tørres helt ud og bladenes sukkerstoffer ændrer farve over imod det sorte. Sort The er den kraftigst smagende med en sød-

12


lig aroma. Sort the er mere holdbar end de Mange små farmere giver risiko for mange øvrige typer, og det er derfor, at den i gamle slags manglende disciplin. dage var eksportkvaliteten der skulle ud på Vi risikerer, at vi vil komme til at produden lange sørejse. Stadig i dag er det de lyse cere meget forskellig the fra gang til gang, the’er som drikkes i producentlandene og de indtil vores egen Tea Master lærer at kende mørke i de oversøiske lande. forskel på de forskellige producenters blade Og så er der en masse varianter og mel- og farmernes forståelse for en ensartet prolemformer, ligesom de forskellige typer kan duktion. Der kan meget nemt opstå konflikblandes. The smagning er ligesom vinsmag- ter, når man gensidigt begynder at bebrejde ning. Den kan beskrives med sammenlig- hinanden for brud på systematikken. Det ninger til de underligste ting. Der snakkes bliver meget vigtigt, at vi fremover bliver om terroir og bouquet, men ikke om år- ved med at sende autoriteter op for at lære gang, for the skal være frisk. Ligesom vin folk om rigtigt og forkert. kan blandes til gløgg, så kan der blandes The har et stort indhold af gode næringsalle mulige velsmagende aromaer i the. Earl stoffer. Især de stoffer, som vi kalder antioxiGrey er tilsat saft fra bergamotte citrus, og danter, er der mange af og mange forskellige. der er rosenblade, jasmin, lemongrass og De beskytter kroppens celler mod harskning. syntetiske smagsstoffer. De fleste maskerer Mange bliver dog ødelagt, jo mere the’en blithe’ens finere smagselementer, mens enkelte ver behandlet. Det er Vitamin E, Coenzymfremhæver, men uanset så er aromatisering Q10, glutathion, Pycnogenol, L-arginin, en vej væk fra the, eller for nybegyndere beta-carotin, folinsyre, diverse fedtsyrer og måske en vej ind til the. Vitamin C kan vel regnes med. Derudover The varianterne indretter sig efter de lo- en gruppe meget forskellige flavonoider kale forhold. Jo højere busken gror, jo kraf- som er meget aktive antioxidanter, ligesom tigere er bladenes indhold. Nogle kloner er polyphenoler og catechiner. For at indtage anderledes end andre. Buske der vokser i den mængde antioxidanter, som findes i to sollys smager anderledes end buske i skyg- kopper grøn the, skal man spise fire æbler, ge. Temperaturen og luftfugtigheden, mens drikke syv glas appelsinjuice og et halvt kilo bladene plukkes, er med til at bestemme, hvor meget bladene skal tørre og visne. Det betyder, at et langt tidsforløb for plukning giver en mere uensartet the. Hårdhændet plukning sætter gang i forgæringen. Transporttiden fra haven til fabrikken påvirker alle processer, da visneprocessen og de indre brydninger kan være sat i gang før ankomsten, hvilket især gælder, hvis bladene er under pres. Bål-røg og traktor-os går direkte i bladene.

13


auberginer. Blandt mineralerne er det især jern, fluor og mangan som udmærker sig. Tanniner (garvesyre) er vigtig for smagen, men det skal være i passende mængde. Jo længere tid the’en trækker og ved jo højere temperatur, jo mere tannin opløses, så det er først og fremmest tanninerne som bestemmer brygningen. De nye knopper og blade indeholder mere tannin end ældre blade. Mange forskellige bitterstoffer påvirker smagen, ligesom de har andre biologiske effekter, såsom sænkning af blodtryk og kolesteroloptagelse eller øget urindannelse. Og så er der stimulanserne. Der er en masse koffein i the. Generelt halvt så meget som i kaffe, men det afhænger selvfølgelig af mængden af the-blade, ligesom trækketiden da koffein ikke er specielt letopløseligt, hvilket dog ændrer sig i sort the som nemmere frigiver koffeinen. Den stimulerer hjernen, så man frisker op. Også Theofyllin frisker op ved at virke afslappende på stramme blodårer og luftveje; men samtidig virker den også afslappende. Når jeg besøger min the-mand, Ganga på Lazimpat, så spørger han altid, hvordan jeg har det, før han brygger en kop the til mig. Er jeg fortravlet og kørt op, så falder jeg snart til ro, og omvendt hvis jeg er ved at sløve hen, så får han mig hurtigt op på mærkerne igen. Kunsten at lave en kop the afhænger af personlig smag, men også i høj grad af reelle faktorer som er indeholdt i the’en. Generelt skal hvid og grøn the trække i kortere tid end oolong og sort the, ligesom vandtemperaturen skal være lavere. Hvid og grøn the

skal trække ved 60-90o i 1-3 minutter. Jo højere kvalitet, jo lavere temperatur og kortere tid, da den ellers bliver bitter og garvesyret. Oolong kan tåle lidt længere, 3-5 minutter med 90-95o; og sort the 4-6 minutter ved 80-1000. The af høj kvalitet kan brygges mange gange på de samme blade. Ofte er tredje og fjerde bryg de bedste. Lavere kvaliteter er kedelige allerede efter tredje bryg. Nogle the’er, især de mørke, smager bedst med hårdt kalkholdigt vand, som vi har de fleste steder i Danmark, mens andre, især de lyse, smager bedst med blødt vand. Iltrigt vand er bedre til at trække de finere elementer ud af the’en, og heldigvis er vand fantastisk til at opløse ilt, men ilten damper af, jo varmere vandet bliver og i jo længere tid vandet holdes varmt. Boblerne i kogende vand er ilt som bobler af. Man kan lave blødere vand ved at koge det, så noget af kalken udfælder, men til gengæld bliver vandet iltfattigt. Hvis the’en går fint med hårdt vand, så er det bedre at varme vandet op til den

14


ønskede temperatur, end først at koge det, og derefter lade det afkøle. Når du besøger Nepal, så er vandet blødt, og kogepunktet bliver lavere med højden. I Kathmandu er kogepunktet 96o, i Kenja 94o, i The-fabrikken 93o, i Sete 91o og i Lamjura 88o. Derfor smager the anderledes i Nepal end i Danmark, hvor vand koger ved 100o. Hvis du vil vide mere om the, så prøv med din smartphone at scanne QR-koderne herunder. Jeg vil også anbefale, at du under dig selv den fine oplevelse at besøge Perch’s Thehandel, hvis du er i København, Århus eller Kastrup. Du kan også besøge deres hjemmeside på www.perchs.dk, og hvis du søger på Bhakanje, så kan du se, om de har den lokalfremstillede Human Empowerment Tea hjemme. Det er ikke Bhakanje Tea endnu, men det bliver det meget snart. Under alle omstændigheder, så er det god

projektet. Så kære medlemmer, velkommen til en verden af Nepal Tea, og velkommen til projektet som bringer vores egnsudvikling op på et nyt niveau. Først byggede vi skoler og gav studiestøtte til de fattigste børn. Dernæst gav vi kvinderne en større medindflydelse på samfundet, og de tog straks imod vores projekter med drivhuse, grøntsagsdyrkning og toiletter, så sundhed og hygiejne fjernede mange sygdomme hos især børnene. Derefter blev det højnelse af undervisningsniveauet i skolerne, og nu er vi endelig kommet til beskæftigelsessituationen blandt vore børn, som nu er ved at blive til voksne. Igennem årene har vi tilført egnen store summer kontante tilskud, men nu er tiden kommet, hvor de selv skal til at generere deres egne penge. Jordskælvet for nu 3 år siden gav dem en ordentlig skalle, som slet ikke er forvundet endnu; men den har også givet en vilje til at starte forfra. Ikke hos alle, men hos mange.

nepalesisk the, og allerbedst så støtter Perchs vores the-projekt ved at overføre hele overskuddet af denne the til

15


16


Skolerne Selv om the’en fylder meget, så glemmer vi dog ikke skolerne. Vi forsøger at presse på med byggerierne; men nu er der for alvor kommet gang i de private byggerier. Vi hører jo til det distrikt, som bliver betragtet som mindre ødelagt af jordskælvet end så mange andre. Det er sandt nok med distriktet som helhed, men ikke med Bhakanje. Mens andre egne har fået støtte til genopbygning, så måtte vi vente. Endelig her i foråret blev første rate udbetalt efter 3 års venten; men kun til de som ikke selv var påbegyndt, så mens andre egne allerede er flyttet i hus, så bor de fleste hos os stadig i hytter et stykke tid endnu. Anden rate udbetales her i efteråret, når i det mindste fundamentet og det meste af væggene er bygget, og sidste rate til næste forår, når taget er lagt. Så folk har travlt nu, og der er hverken penge eller tid til at lave de nye huse jordskælvssikre. Vore håndværkere går til og fra; men vi er nu meget tæt på at kunne erklære Chaulakharka Skoles gymnasiebygninger færdig. Flot ser det ud, men der er mange detaljer som røber uerfarne og sjuskede håndværkere, som ikke har forstand på at se på arbejdstegninger. Chhimbu Skole har vi stadig ikke kunne finde penge til; men nu ser det ud til at lysne med hensyn til det ødelagte toilet. Men stadig har vi ikke fundet pengene til det rustne og utætte tag, som nu er knap 20 år gammelt. Vi vil lægge helt nye plastiktagplader på. De er lavet i Kina af genbrugs plastik. Mest af sodavandsflasker som dermed undgår at flyde rundt i havene. De er en halv gang dyrere, men holder tre gange længere end metal tagplader, og formodentlig

enormt mange gange længere som byggeaffald til den tid. I Sagardanda fik vi noget at starte med fra Stefanie Selic, en ung pige fra Heidelberg, og lidt mere fra en Kiwanis Club i Lübeck. Derfor måtte vi sætte byggeriet i gang, men røg ret hurtigt i et dumt underskud. Nu vejrer vi dog morgenluft, for en række Lions Klubber fra Salling-Mors-Thy er begyndt at sende os flotte bidrag. Den sidste af tre bygninger mangler nu kun taget, som også her skal være plastikbeklædt. Vi har også modtaget penge fra Inner Wheel i Skive og behjertede donorer til skolemøbler, så dem går vi i gang med at bestille, når vi besøger skolen her i november. Men vi har stadig problemer med de to andre bygningers tag, som er beklædt med rustne og hullede genbrugs blikplader, og muren mellem de to terrasser og rækværket ved legepladsen. I Bhakanje er Naturvidenskabslokalet blevet færdig og taget i brug, betjent af vores nye af PONA ansatte Fysiklærer. BibliotekComputer-lokalet skal vi have designet sammen med de lærere, som ikke er taget på ferie, når vi er der. PONA’s bygning med to store klasseværelser er gået helt i stå, så den skal jeg have sparket grundigt i gang, så vi snart kan gå i gang med den sidste manglende bygning. Byggerierne er altså i langsom, langsom fremgang; men så er der til gengæld sket dramatiske ting på undervisningsfronten i Bhakanje. Sammen med PONA ansatte vi en dygtig engelsklærer med speciale i pædagogik, og en rigtig dygtig fysiklærer og endelig gav vi et løntilskud til den gamle førstelærer, så han indvilgede i at virke som viceinspektør. De tre gik straks i gang med

17


at analysere skolens situation. Både styrker og svagheder, hvoraf der var flest af de sidste. Et fremtrædende problem var skolens fire alkoholiserede lærere. De udgjorde en fjerdedel af lærerstaben. To tredjedele af lærerne ankom sent til klassen og gik tidligt derfra igen. Somme tider droppede de timen helt. Nogle få kom flere timer for sent til skolen og skulkede for det sidste. Generelt var lærerne uengagerede og uinspirerede. Der var en dårlig stemning imellem kollegaer, hvor de som prøvede at gøre noget blev mobbet. Skoleinspektøren brokkede sig ustandseligt; men ingen reagerede på ham. Skolens kasserer gad ikke arbejde, så inspektøren måtte føre regnskabet og protokollerne. Når han noterede fravær, gik lærerne selv ind og rettede fraværet til fremmøde. Alt hvad der kunne trækkes af fridage, kursusdage, lejlighedsfravær og sygedage uden at være syg, blev afholdt. Vi har i nogle år prøvet med forskellige tiltag at gøre noget, men intet ændrede sig. Lærerne lod eleverne snyde til eksamen for at forbedre skolens officielle standard. Forældrene var ligeglade, eller opgav at diskutere med lærerne. De opgav også at påvirke deres børn til at være aktive elever, bortset fra de, som enten ved kærlig omsorg eller tørre tæsk fik stimuleret ungerne. De ville gerne se karakterskemaet efter eksamen, men lærerne gad ikke skrive dem, så folk måtte selv møde op på skolen og læse dem på den lille gnidrede liste, hvilket ikke ret mange gjorde. Meget få mødte op til de skolemøder, som myndighederne forlanger afholdt, og det var mest for at brokke sig over uengagerede lærere som også på disse mødedage sad sure og vrængende. Eleverne fik det bedste skudsmål, i hvert fald den tredjedel som virkelig engagerer

sig. Det har vi jo også oplevet de sidste år, hvor de aktive elever er helt fantastisk åbne og aktive med en vilje til at lære. En mødeprocent på nær de 100. Velklædte uden overdrivelser, pæne og soignerede. Hvor nogle lærere svigtede, købte de ekstratimer i fritiden hos de aktive lærere (især de med vores studiestøtte), eller de gav hinanden lektiehjælp. Denne tredjedel betog alle besøgende udefra med benovelse og forundring. Nogen inspektører og trænere udtalte, at de ikke havde set tilsvarende elever andre steder i Nepal. Selvfølgelig var der også en tredjedel som havde det sværere. Børn fra sølle hjem eller hjem med mindre forståelse for skolegang. Eller de knap så velbegavede. De skulkede en del, ofte fordi forældrene skulle bruge deres hjælp. Mange var usoignerede med beskidt tøj. Uengagerede i timerne. Tilbragte megen tid med at sidde på skråningerne eller helt ude i skoven. Kom dryssende til skolen og gik tidligt hjem. De var mere til stede, fordi det var sjovere end at være derhjemmeomkring. Faktisk er en god del af denne gruppe udenfor pædagogisk rækkevidde, og både de selv og deres forældre er ligeglade. Og så var der tredjedelen midt imellem, som hældte mere til den ene eller den anden side eller begge sider. Ofte børn fra pænere hjem, men hvor et eller andet hindrede dem i at række op imod de højere niveauer. I perioder forsøgte de at slå igennem ved at klæde sig mere og mere alternativt. Især piger med meget korte kjoler vakte opsigt. Eller de satte alternative frisurer. Drengene med langt hår og pigerne med kunstfærdige opsætninger. Pigerne med voldsom mascara og drengene med fancy solbriller. Sad meget på ”cafe” (især de med vores studiestøtte) og

18


tjekkede smartphonen. Forsvandt ofte ud i skoven og blev kærester. To piger blev gravide. Der var en tendens til at denne gruppe blev gradvist mere outrerede. De tre lærere og skoleinspektøren indførte herefter noget, som giver mindelse om ”Den Sorte Skole”. Disciplin, straf og præmiering. Disciplinen er blevet stram og konsekvent. Straffen er ikke korporlig men består i irettesættelse og i grove tilfælde i ydmygelse, mens præmieringen er anerkendelse og klappen eller små gevinstkort og mærker. Alt i alt, ikke efter danske normer, men det har virket. Lærerne drikker ikke mere. En sagde op. Lærere og elever kommer til tiden både om morgenen og til timerne og går ikke før det ringer ud. Lærerne er aktive i timerne, og det er eleverne også. Kun i spisefrikvarteret render de til Slikmutter. Den alternative udklædning er dæmpet kraftigt ned. Der er indført English medium fra første klasse, og morgenparaden er ændret til gruppevis el-

ler enkeltvis optræden – på engelsk. Vi kan forvente, at leverne kan snakke engelsk med os, når vi kommer derop. Eksamenssnyd er ophørt. Der udskrives eksamensbevis. Alle forældrene møder op til forældremøde (kun én familie udeblev sidst). Min holdning, til hele vores samfund deromme i Himalaya, er, at nok kan jeg påvirke og regulere samfundet med de virkemidler, som jeg har til rådighed - især de økonomiske - men jeg vil ikke blande mig i, hvordan de gør det. De egne erfaringer, som de selv drager, bliver meget mere velfunderede, end de krav som bliver tvunget ned over dem imod deres vilje, så jeg vil bare afvente og se, hvordan det udvikler sig. Hvor er det spændende at være så dybt inde i et samfund og observere alle de forskellige aspekter af menneskelige reaktioner. Det er en uvurderlig gave i livet, som jeg ikke kan undvære. Godt efterår fra Papa Kurt!

19


Profile for Kurt

Himalayan Project Medlemsblad Nr. 40  

Borgmester Namgyals artikel. Chiya om Bhakanje Tea. Skolerne og skoleudviklingen i Bjakanje.

Himalayan Project Medlemsblad Nr. 40  

Borgmester Namgyals artikel. Chiya om Bhakanje Tea. Skolerne og skoleudviklingen i Bjakanje.

Profile for klomborg
Advertisement