Page 1

Himalayan Project Nr.38. - 18. årgang - Himalayan Project - September 2017

www.nepalhelp.dk


Bestyrelsen Himalayan Project formand: næstformand: sekretær: medlem: medlem: medlem: medlem og Administrator:

Niels Mathiasen - nielsjuulm@yahoo.com Thøger Berg Nielsen - bodildegnbol@hotmail.com Allan Danfær - danfaer@mail.dk Ulla Laier - ulla_laier@msn.com Nanna Marie Kristensen - nanni_mk@msn.com Christina Brandt - christina_brandt@outlook.com Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - klomborg@post11.tele.dk

HIPRON i forandring

af Administrator Kurt Lomborg Vores lille organisation har gennemgået ner og bekendtes børn studiestøtte genen dramatisk forandring, men heldigvis nem min familie, venner og bekendte. Vi uden det store drama. Kun de færreste fik også etableret en lille nepalesisk NGO kender hele vores organisation og vore med forkortelsen HCDO og det mundretmedarbejdere, så jeg må hellere starte te navn: Himalayan Community Develophelt fra begyndelsen. ment Organization, som bestod af Kajis Idéen om at lave hjælpearbejde i Nepal familie, venner og bekendte. Her lærte opstod i 1993, altså for 24 år siden, da vi jeg de første lektier i, hvordan man genunge og stærke var på trek i 7 uger i det nemfører småprojekter, og også i hvordan østlige Himalaya, min kone, datter og hen- mine medarbejdere i det skjulte stak lidt des veninde. Vi havde 9 bærere og guider af pengene til side til eget brug. med os, og venskaber opstod, som holder På vores næste tur oppe i bjergene var endnu. En af dem var Mingmar Kaji Sher- Kajis nabo, Namgyal Jangbu Sherpa, med pa fra Mopung. En ung velbegavet knøs som guide. En krølhåret gut på 17 og i som snakkede engelsk på samme jævne 7. klasse med et dejligt smil og en ubeniveau som os, så vi fik udvekslet umåle- sværet tilgang til alting. Han ville gerne lige mængder af information om levefor- snakke og øve sig i engelsk; men det gik holdene i de dybe dale tæt på tinderne. nu ikke for godt, for hans udtale var ikke Da vi kom hjem fortsatte kommunikatio- bedre end engelsklærerens og så kendte nerne med email og fax. Da han et halvt år han ikke så mange ord. Vi fik nu alligevel senere skulle i ”Gymnasiet” i hovedstaden, grinet af mange ting sammen, og jeg fik besluttede vi at give ham studiestøtte, og hen ad vejen hans livshistorie fortalt. De hermed begyndte vores scholarship-pro- var en familie med 6 børn, 2 piger og 4 jekt. Kaji var fuld af initiativ, så i løbet af drenge, hvor Namgyal var næstældst. de næste par år sikrede han familie, ven- Et lille husmandsbrug med for lidt jord, Fotos: Forside: Dolma Sherpa’s Lodge i Goyem under langsom genopbygning. Bagside: Den nye vej op til Sagar-Bhakanje med de første traktorer ankommet med vore byggematerialer. Fotografer: side 9: René Jøhnke, side 7-8-12-16: Janaki Khadka, side: 8-14-15-bagsiden: Namgyal Jangbu Sherpa, resten: Papa Kurt

2


men 8 nak-køer i sæteren, og et alt for lille hus, nedslidt efter tre generationers brug. Namgyal husker, hvordan han som lille blev tøjret foran huset med halsbånd som en lænkehund, mens forældrene var i marken eller skoven. En dag faldt moderen ned og brækkede hoften, som herefter groede forkert sammen, så det ene ben blev 10 cm kortere end det andet. Faderen måtte supplere indkomsten som skovhugger, og det blev hans bane. Han blev ramt af en faldende stamme og blev lam fra livet og ned. Han lå og brokkede sig i et helt år før han døde. Da var Namgyal 12 og gik i 3. klasse, store-broderen var 14, de to piger 8 og 10 og smådrengene 4 og 6. Så storebror måtte tage ansvaret for køerne i sæteren og Namgyal for markdriften og skovarbejdet, mens moderen og småpigerne tog sig af faderen og huset.

3

I tre år var Namgyal bondemand og kom ikke i skole; men da han var 15 insisterede han på at ville studere og startede i 4. klasse i Junbesi, en timestid hjemmefra. Så kunne han lige nå nogle timer i marken fra solopgang og nogle timer før solnedgang, mens han oplærte sine to småbrødre. Næste gang vi mødte ham, lå han som nummer et i 9. klasse. Han havde fået ny engelsklærer, Master Kazi, som kan vigte sig af mange dygtige elever, og så havde han læst Nepali-English Dictionary tre gange; to gange forfra og en gang bagfra. Kaji og jeg ansatte ham som regnskabsfører for to små projekter. Mens Kaji blev mere og mere sur på ham over hans irriterende ærlighed, oplevede jeg, hvor lidt det i virkeligheden koster at lave projekter i Nepal. Alt blev bogført, selv salt for en krone. Da vi kom hjem fra Nepal, fik jeg lokket min Mor og Bror til at give ham studiestøtte, for her var virkelig en gut, som fortjente en chance, som hans egen familie aldrig ville kunne give ham. Et år efter kom han til Kathmandu for at starte i ”gymnasiet”, og straks blev han en del af HCDO. Her forsøgte bestyrelsen at opdrage ham til typisk småkorrupt NGOsvindler; men det kunne ikke lade sig gøre. Namgyal mistede en del venskaber, mens kontoret blev tømt for computere, filmapper og penge. Kaji rejste til New York og blev taxichauffør, og alle de andre har haft varierende succes som mere eller mindre korrupte NGO-folk. Imens havde vi i Danmark etableret Himalayan Project, og kort efter fik vi sammen med Namgyal registreret HImalayan PROject Nepal, HIPRON. I 15 år har vi arbejdet sammen om i alt 565 scholarship, bygget 11 skoler, en klinik, 7 vandmøller,


98 drivhuse og alt det andet i de 4 kommuner i Upper Solu. Alting har været bestyret med stor ansvarlighed, og aldrig en krone er forsvundet. Selv vennerne hjemme på landet kunne ikke presse ham til nepotisme, hvilket skaffede ham flere modstandere, men også respekt. Når centrale embedsmænd bad om kommission og bakshish, så var svaret et klart, NEJ! Det forsinkede mange af vore processer, men vi havde ikke mere travlt, end at vi kunne vente. De prøvede at gribe ham i fejl og mangler, men det lykkedes aldrig, og til sidst opgav de at udnytte ham og skrev under i en fart. Han bestod sin Bachelor of Social Science, men havde fået for travlt i HIPRON til at have overskud til at studere videre. I de første par år havde vi i foreningen for lidt indkomst til at kunne give ham løn overhovedet, og de næste år fik han en sulteløn; men han arbejdede støt videre. Endelig blev vi store nok, ikke mindst i kraft af Namgyals indsats, til at han kunne få en anstændig løn. Han blev gift og har nu en søn og en datter. Snart fik han brug for en medarbejder. Vi ansatte adskillige søde og kønne sekretærer, men ingen af dem kunne helt hamle op med opgaverne. En dag blev jeg af min ven, Bishnu, opfordret til at hjælpe en lille flok søskende, men jeg afviste, da de ikke havde noget med Upper Solu at gøre. Men på Anne-Maries og min sidste aften i hotelhaven først i december, stod 4 søskende, trip-trap-træsko, og kiggede indtrængende på os. Bishnu tager sjældent et nej for et nej. Vi inviterede dem over til vores bord, og så fortalte den ældste, Janaki Khadka på 17, på fejlfrit engelsk sin historie.

4

De havde indtil for få år siden været en fin lille familie i en ganske pæn lejlighed i Kathmandu. Faderen var politimand og moderen hjemmegående. Fire søskende med to års mellemrum, tre søstre og en lillebror, Janaki, Kabita, Samyam og Chirag. Politimanden blev pensioneret; men der var fortsat brug for flere penge, så han fik et trist job som vagtmand hele dagen på en stol i en opgang. Pengene blev små, og han begyndte at drikke. Det gjorde konen også, og de begyndte at skændes og slås. Janaki måtte ofte tage ansvaret for familien. En dag stak moderen sporløst af med husvennen. Faderen blev fortvivlet, og to uger efter, hængte han sig. Janaki fandt ham efter skoletid. De fik lov at blive boende i to måneder, men så blev de smidt på gaden og måtte lave af, hvad de kunne finde i baggårdene. Baggårde i Kathmandu er vanskelige at beskrive, men der levede de i et stykke tid, mens de fortsat gik i skole. En lærerinde, som tjente godt på at agere børnehjem og formidle husslaver, tog sig af dem. Da der ikke blev skaffet sponsorstøtte i en fart, fordelte hun dem i fire hjem, hvor de skulle hjælpe til i huset til gengæld for kost og logi og skolegang. Det værste var dog, at de fik forbud mod at besøge hinanden. Værst var det for lillebror på 8, for han forstod ingenting og gik ind i sig selv i en følelse af total svigt. Janaki snød sig dog til at se sine søskende ind imellem og blev mere og mere fortvivlet over at se dem så ulykkelige. En dag mødte hun op i Rotary-klubben og fortalte sin historie til Bishnu, som personligt sikrede at de alle fire kunne få fri til at møde os på vores sidste dag. I øvrigt første gang de alle fire var sammen i over et år, og resultatet var i første omgang, at deres husværter stram-


mede yderligere op om diverse forbud. Naturligvis kunne vi ikke bare glemme dette møde, og straks vi kom hjem, startede vi en juleindsamling, som resulterede i 27.000 kr, et scholarship til Samyam og siden til Chirag. Janaki lejede et værelse og samlede sine søskende omkring sig. Hun vågnede før solopgang, lavede morgenmad og madpakke, gav lektiehjælper i en rig familie, tog hjem og sendte søskende i skole, tog på ”gymnasiet”, gav eftermiddags-lektiehjælp i en anden familie, købte ind, lavede aftensmad og lektier med de yngre, lavede selv lektier og gik sent i seng. Hun skiftede rolle fra Søster til Mor. Da hun fik sin studentereksamen med topkarakter og begyndte at studere Social Science på universitetet, ansatte vi hende som sekretær i HIPRON. Hun var lære-nem og –villig, og hun gik rigtig godt i spænd med Namgyal. Hun lavede ind imellem sjuskefejl; men når hun blev tilrettevist, kvitterede hun med et lille grin og gentog aldrig fejlen igen. Altid punktlig og ihærdig. Hun er lille og spinkel og noget af en frossenpind; men på vore ture op i højfjeldet var bypigen lykkelig og hjemmevant. Både Namgyal og jeg har været utroligt glade for at arbejde sammen med hende.

5

Hendes øvrige søskende er også godt i vej. Kabita er blevet skolelærer og er blevet godt gift. Samyam er blevet tand-hygiejniker, hvilket i Nepal er næsten en tandlæge. Også hun er blevet gift. Med en ung mand, som har tjent godt i Korea, så nu vil hun læse videre i Australien. Chirag er lige blevet student med flot resultat og skal finde studieretning. Han drømmer om USA. Janaki er fortsat uden kæreste. Det var fra starten hendes plan, at hun ville sikre sine søskende, før hun ville binde sig selv, og nu er det ved at være sent. I Nepal er en veluddannet kvinde på 29 ikke længere attraktiv. Manden skal være ældre end sin kone, og han skal for alt i verden være hovedforsørgeren. Gode, veluddannede og ugifte mænd over 30 er der ikke så mange af. Janaki er så småt ved at indstille sig på et liv som ugift. På et tidspunkt fik vi råd til at ansætte Tikaram Rai som halvtids kontorassistent. Det gik vældig godt en årrække, men efterhånden blev han vrangvillig, og sidste år måtte vi ophæve samarbejdet. Han klarer sig nu udmærket som bygningsarbejder i Kathmandu. I stedet ansatte vi Dendi Sherpa, som er en af vore scholarship-studenter. Desværre troede han, at han kunne være lige så vrangvillig som Tikaram, så nu har han fået en advarsel, og jeg må vurdere her på efterårsturen, om han kan få lov til at fortsætte. Nå; det var så hele den lange indledende historie om HIPRONs historie. Her følger så den senere udvikling.


For et år siden oplevede jeg, at Namgyal blev mere og mere fraværende og sjusket med sit arbejde, mens Janaki fik mere og mere travlt og måtte påtage sig flere af Namgyals opgaver. Han arbejdede dog over om aftenen og i week-enderne, og Janaki brokkede sig ikke, så da arbejdet gled fremad uden fejl og mangler, så lod jeg det være. Det begyndte dog alligevel at knibe lidt hen på foråret. Janaki kom i knibe, når jeg spurgte hende ud om situationen, for hun følte solidaritet med Namgyal på den ene side, og på den anden side kan hun ikke lyve. Hun svarede med tavshed og lovede at sige til, hvis det blev for meget. Sidst i april fortalte han mig så, at han havde brugt en del tid på at markere sig politisk i Congress Party, et parti, som nærmest er lidt liberal-social-demokratisk, og nu ville han gerne stille op som borgmester-kandidat i sin hjemegn. Jeg måtte lige sluge kamelen over et par dage, men måtte erkende at jeg ikke ville kunne få mig selv til at forhindre ham i at søge lykken. Jeg følte mig dog ganske tryg ved, at en så ung mand næppe kunne vinde over garvede politikere, og især ikke over kommunisterne som står stærkt lokalt. En lynhurtigt afstemning i vor bestyrelse gav ham ubetinget grønt lys, udbetaling af en gammel dyrtidsregulering og et lån fra scholarship-fonden til hans valgkamp. Han blev overmåde glad for vores beslutning, som han havde været så nervøs for at bede om. Han påstår, at hvis jeg havde sagt nej, så ville han have droppet det. I Nepal er en kommunalreform blevet gennemført med opdeling i nye regioner og sammenlægning af kommuner. Således er vores Bhakanje Kommune blevet

6

sammenlagt med Chaulakharka og Goli med fem lokalråd, hvoraf det femte er i Bhakanje. Større forandring skete centralt i Solukhumbu District, hvor 8 kommuner blev lagt sammen til en Municipality (Bykommune), herimellem distriktshovedstaden Salleri, flyvepladsen i Phaplu og Junbesi-Mopung, og det var her, at Namgyal gerne ville være borgmester. Han søgte orlov uden løn under valgkampen, men vi besluttede at hans lange tro tjeneste berettigede til fuld løn i hele perioden. Vi så små filmsekvenser på nettet, hvor han gik omkring i hele kommunen med grå jakke og poser under øjnene, omgivet af en begejstret folkemængde, der råbte slagord og valgkampråb. Hans valgslogans var at han er Papa Kurts Guide; at han er udlært efter danske principper for demokrati og retfærdighed; at han ville skabe et lokalsamfund efter dansk forbillede, da Danmark har Jordens lykkeligste og rigeste folk; uddannelse, børnene, de svage, de gamle og sundhedssektoren skulle have højeste prioritet; men også infrastrukturen skulle udbygges. Under en af vore samtaler over mobilen advarede jeg ham mod at love mere, end han kunne holde. Han kunne bare se på Trump, hvor svært det er. Hans svar var, at der er en væsentlig forskel på deres valgløfter; Trumps var negative, mens hans er positive. Imens måtte Janaki knokle endnu mere; men arbejdet skred glidende, og hun var hele tiden tilpas. Vi var på Skype næsten daglig, og diskuterede hvordan det ville gå, hvis både det ene, det andet og det tredje scenarie ville blive til virkelighed. Ville vi miste Namgyal, eller ville han kunne bistå os; ville han ligefrem kunne støtte vore projekter fra centralt hold. Ville


Janaki kunne klare alt arbejdet alene, eller ville hun have behov for hjælp. Ville hun kunne overvåge det håndværksmæssige i vore byggerier. Hun begyndte at læse i den ordbog, som Namgyal og jeg havde lavet, med håndværksmæssige fagudtryk på dansk-engelsk-nepali. Heldigvis kan man dele sit skærmbillede på Skype, så jeg kunne vise hende detaljerne i arbejdstegningerne. Valgdagen oprandt, og efter et par dage var alle stemmeurner bragt til Salleri, og efter endnu et par dage forelå resultatet. Vores Namgyal var blevet til ”Mayor of Dudhkunda Municipality Namgyal Jangbu Sherpa”. Ud af de 11.514 stemmeberettigede stemte 68%, og 35% af stemmerne faldt på Namgyal, mens kommunisternes kandidat fik 33%, og maoisterne fik 19%. Allerede samme dag som resultatet forelå, sad han i borgmesterstolen og uddelte ordrer. Han har borgmesterbolig og et stort flot kontor. Han afviste at få bodyguard, for hvis det skulle være nødvendigt, så ville det være fordi han ikke gjorde det

7

godt nok. Heller ikke en privatsekretær mente han at have behov for. Men en stor 4WD med privatchauffør var alligevel for fristende. Han havde lovet at rydde op i administrationen og fyre overflødige, uduelige og korrupte embedsmænd. 13 ud af 15 blev fyret. Næste morgen mødte de fyrede op for at besætte borgmesterkontoret; men selv denne dag kunne de ikke møde op til tiden. Namgyal havde allerede åbnet kontoret og fået etableret politivagt (vi har altid haft et godt forhold til politiet). Næste dag sov de endnu længere og så var der ikke mere ballade med dem. Inden ugen var omme, havde han som eneste sted i Nepal etableret hjemmesygepleje til gamle over 70, gravide over 7. måned og handicappede af gruppe 3. Det blev straks en vældig ballade med sundhedspersonalet, men Namgyal ved jo udmærket, at der er så få besøg i klinikkerne, at personalet bruger det meste af deres arbejdstid på at tage solbad. Så hvis de ville beholde deres job, så var det bare om at


komme ud på de små stier. Der bliver også indført gratis sundhedservice til gamle og handicappede. For nogle år siden havde vi arbejdet hårdt på at få en fin lille brandbil fra Aabenraa Brandvæsen bragt til Salleri-Phaplu; men de lokale myndigheder så ingen personlig fordel ved projektet, så vi måtte opgive det. Nu har Namgyal indkøbt en funklende ny og større brandbil, som allerede ugen efter valget kunne vise, at den kunne sprøjte 35 meter fra sin 4.500 liter tank. Nu er han i færd med at oprette et brandværn af politifolk og frivillige. Samme gruppe skal også køre ambulancen og skraldebilen. Vejen fra Salleri til Kathmandu, og også bare tværs over floden, går langt ned forbi et sted med evige mudderskred og vejlukninger, ned til en sølle bro, som lukker i monsuntiden. Nu er der sat gang i

8

byggeriet af en tre-fags bro på 32 meter, som kan bære tunge lastbiler, lige nedenfor Salleri, så der nu bliver adgang til hele Verden. Inde i Salleri by var hovedgaden en ulækker opblødt mudderbane i regntiden. Nu er kloakvand og regnvand ført i en underjordisk kanal og vejbanen er ved at blive belagt med jernbeton, på samme måde, som vi laver gulve og vandafledning i vore skoler. Også telekommunikationen har fået sig en overhaling. Namgyal ringede og spurgte om jeg er stolt, og det må jeg indrømme, at jeg er. Han er det højeste niveau, som vores scholarship program har opnået, og i denne stilling kan han udrette mange gange mere på meget kortere tid, end vi har kunnet i vores lille Himalayan Project. Med hans ikke-korrupte ærlighed og dybe sociale forståelse tror jeg virkelig på, at han kan skabe et lille socialt velfungerende samfund højt deroppe i Himalaya. En mini-kopi af Danmark. Det er endnu ikke afgjort om familien flytter med ind i borgmesterboligen. Namgyal kender jo ganske udmærket kvaliteten af skolerne i Solu, så indtil videre skal ungerne i skole


i Kathmandu; men det er jo ikke så godt, for vi har altid tordnet imod, at børn skal skilles fra deres forældre. Indtil videre har Namgyal så travlt, at han ikke ville have tid til børnene alligevel. I første omgang var Janaki også stolt; men så tog bekymringen over. Hvad skulle der ske nu? Hvem ville jeg ansætte som ny Manager? Hvor meget vil vi kunne trække på Namgyal? Hun græd på Skype, og

vi måtte afbryde. Næste dag fortalte jeg hende, at hun er den nye Manager. Hun fik en klump i halsen og vi måtte afbryde endnu en gang. En halv time senere forsøgte vi igen, og da snakkede jeg med en rigtig direktør, som havde en plan og helt styr på alting. Lønforhøjelsen slog naturligvis igennem med øjeblikkelig virkning.

Nu er der gået 3 måneder. Janaki overkommer det hele; men også i kraft af, at hun ofte arbejder over. Hun har jo nok i længere tid klaret det meste, efterhånden som Namgyal fik for travlt med sit eget. Oven i alt det sædvanlige arbejde har vi 43 scholarship elever, som har afsluttet 10. eller 12. klasse og som nu skal videre på College eller Universitetet. Alle skal de behandles individuelt, og der skal laves aftale med deres donor. Håndværkere og bygmestre kommer til kontoret for at hente penge og få gode råd. Vi er på Skype næsten dagligt i flere timer for at få det hele til at lykkes. Men det fungerer, og vi er begge stolte over, hvordan det hele skrider frem. Vi hører ikke meget til Namgyal. Han har frygteligt travlt. Janaki besøgte ham i kontoret; men sad i tre timer og fik ikke mange minutters snak ad gangen. Telefonen ringede, folk kom flagrende med papirer til underskrift, embedsmænd kom og satte sig, ordrer blev råbt ned ad trappen. Nu er han lige blevet færdig med at lave budget og lægge planer for det næste funktionsår. Der er bevilget 2,6 millioner kroner til kommunalt udviklingsarbejde i det kommende år, så nu bliver det spændende at se, hvordan han bruger dem. Han har lovet os, at han vil følges med os den første uge af vores efterårstrek, men jeg kan da godt blive bekymret over, om han kan tage en uge ud af sin borgmesterkalender. For os er det meget vigtigt, at han er med, for naturligvis har han efterladt nogle løse ender, som kun han kan rede ud, så vi kan overtage dem.

9


Efter Jordskælvet Jeg bliver tit spurgt om, hvordan det går deroppe i bjergene efter jordskælvet, som ødelagde alting for nu 2½ år siden. Mit svar er sædvanligvis, at det går ”ad H… til”. Det er naturligvis ikke blevet bedre af at monsunen samtidig hvert år bliver kraftigere og mere langvarig, men oppe hos os er der så stejlt, at vandet hurtigt søger ned og bruser videre ned i lavlandet, hvor folk drukner. Vi har nogle mudderskred, og især hvor de nye veje er ved at blive udgravet som store ar i landskabet. Monsunen er trods alt kun en kortere periode, men det er genopbygningen, der er håbløs for de fleste. Halvdelen af folks hjem blev gjort totalt ubrugelige. Enten faldt de helt sammen, eller de havde så store revner at de var livsfarlige at bo i. Den anden halvdel klarede sig øjensynligt ubeskadigede, eller de kunne repareres med en mindre indsats. Det er dog ikke alle disse reparerede huse, der er helt trygge at bebo. Nogle få har haft økonomi til at rive det gamle ned og bygge nyt; men det er fortsat ganske få, og ingen af dem har haft råd til at bygge jordskælvssikret. I første omgang blev hele Solukhumbu District rubriceret som mindre hårdt ramt. Som et gennemsnit i distriktet er det da også korrekt, men vores Bhakanje Kommune hører med til de hårdest ramte. Det var i starten svært for vore venner at opleve, hvordan der blev udbetalt katastrofehjælp til nabodistriktet på den

anden side af floden, mens de ikke kunne få noget. Nu er det dog blevet besluttet, at de, som endnu bor i nødskjul, kan få det, der svarer til en femtedel af, hvad et nyt hus koster. De skal gå over Lamjura-passet og ned til Salleri senest en torsdag, for at aflevere ansøgningsskemaet, hvorefter de kan møde op om lørdagen klokken 9-12 og enten få deres penge, eller at få at vide, at ansøgningsskemaet ikke er korrekt udfyldt. Køen ved kontoret er lang, og de åbner sjældent til tiden, men lukker præcis klokken 12, hvorefter resten af køen må vente til næste lørdag. Nogen går hjem igen – frem og tilbage – nogen flere gange – mens andre bliver hængende. Det er faktisk ret hyggeligt at blive hængende, og det vrimler med små kroer og smugkroer, som giver kredit. Det kan være så hyggeligt, at de kommer for sent op næste lørdag. En af vore lokale bønder har nu ventet i 6 uger, og har kun været hjemme omkring en enkelt gang. Imens må ægtefællen og børnene klare landbruget derhjemme, hvilket i de fleste tilfælde vil sige at det er konen, der må holde hjemmet

10


ved lige, mens manden ordner det sociale i distriktshovedstaden. De fleste passer dog hver sit og prøver at spare op, så de kan flytte ud af hytten af brædder og blikplader med vores presenning over taget. De drømmer om det nye hus med køkken, soveværelse, opholdsstue og lagerrum, mens de gemmer pengene i et hul i jorden, eller sætter pengene i den kvindebank, som vi etablerede for nogle år siden. Enkelte er dog mere initiativrige end andre. Da kassereren i kvindebanken blev gift og flyttede bort, overtog skolens regnskabsfører posten. Hun blev gift med naboen til skolen, hvor de serverer brændevin til lærerne, tilsat citronsaft, så det ikke kan lugtes, at de har drukket. I banken skrev hun beløbene ind i sparekassebogen; men undlod at skrive dem ind i hovedbogen og stak pengene i lommen. Det var mest analfabeterne og de skolebørn, som har fået pengepræmier af os, som det gik ud over. Normalt ville hun ikke kunne lave det nummer, for forkvinde Sushma accepterer ikke den slags uregelmæssigheder; men nu har hun været bortrejst i halvandet år, for at studere til Health Worker. Det var først her efter endt uddannelse, at hun kom hjem og opdagede det, så nu møder alle sparerne op med sparekassebogen, og hovedbogen bliver opdateret. Kassererens egen opsparing er naturligvis blevet beslaglagt; men nu får vi se, hvor meget der skal hentes op fra hullet i jorden. Det siger sig selv, at hun herefter aldrig vil kunne blive inddraget i vore projekter igen. Endnu mere krudt var der i egnens mest aktive mand. Han er involveret i alting fra skolebestyrelse over The-kooperativet til rekonstruktionen af elværket. Desuden

er han politiker-aspirant og i lære hos en af de politikere, der er mest berømte for korruption. Desuden er han lige blevet gift med datteren af en af de lokale korrupte. Han så chancen for at tjene gode penge ved at indgå i et anpartsselskab med en flok andre lokale, om at købe en stor gul japansk gravko. Et kæmpestort nationalt elværk er lige gået i gang med større gravearbejder, og de betaler godt, så idéen er sådan set god nok. Problemet var bare, at han ikke havde den halvanden million rupee, som han skulle indskyde. I sin egenskab af formand for rekonstruktionen af det lille lokale elværk havde han sammen med kassereren adgang til bankbeholdningen, så de ”lånte” begge af kassen uden at spørge om lov. Sådan cirka halvdelen af kassebeholdningen. Nu var det sådan, at The-kooperativet havde indsat cirka halvdelen af beholdningen, så på den måde blev jeg involveret. Vi truede ham med al landsens ulykker, hvis han ikke betalte tilbage straks. I stedet lod han sig opstille som kandidat til samme lokalvalg som Namgyal, og det forunderlige skete, at han blev sognerådsformand i Bhakanje. Hermed følte han sig urørlig. Vi fik dog frembragt dokumentation og erklæringer og truede med politianmeldelse. Det hjalp. Han afleverede en check på det ”lånte” beløb plus renter til The-kooperativet. Den blev dog afvist på grund af manglende dækning. Den var nemlig udstedt på den tilbageværende del af samme konto, som han havde ”lånt” af; men uheldigvis var den resterende beholdning mindre end beløbet på checken. Herefter blev sognerådsformanden politianmeldt med falske checks, kontoudtog og beedigede underskrifter. Dagen efter afleverede han en ny personlig check,

11


som blev indløst. Hvor han har de penge fra, er det måske bedst ikke at vide. Politiet frafaldt sigtelsen. Hvad han har betalt for dette, er også bedst ikke at vide. Eller er det bare sådan, at en sognerådsformand er svær at sigte. Han har nu meldt sig ud af The-kooperativet, som jo har behandlet ham skidt, og nogle af hans partikammerater er fulgt med. Det bliver lidt sværere for mig at undgå at samarbejde med ham, for han sidder jo inde med den signatur, som godkender forskellige ting. Heldigvis kender jeg Borgmesteren i nabokommunen. Der er flere, der har investeret i gravko. Min ven DaSarki har ovenikøbet investeret i hele to, og endda som hovedanpartshaver. Han er en meget aktiv mand, som investerer i alt muligt, så han er kommet helt reelt til sine anparter. Det er hans to gravkøer, som har lavet vejen op til Bhakanje og nu også på vej op til Chhirringkharka, men her gik det galt. Han havde ansat en gut fra lokalområdet, som havde været udenlands og lært at køre gravko. Han flyttede sin kone og to små børn med hjem til Chhirringkharka. Det viste sig at han var en elendig gravko-driver, og da han her i regntiden kørte ud i et truende mudderskred lavede maskinen et rullefald ned ad skråningen, hvor den lå med bunden i vejret. Føreren kunne gå uskadt op igen, men blev straks fyret. Han blev rasende. Nu havde han flyttet

familien til området i forvisning om fast indtægt, og nu var han arbejdsløs. Han hældte sukker og salt i dieseltanken på den anden gravko, så da den forsøgte at hive den anden på højkant brændte motoren sammen. Nu står de begge to og venter på, at en mekaniker kan komme op ad muddervejen med en traktor og en ny motor. Chaufføren blev politianmeldt, så nu sidder han i gældsfængsel i Salleri. Det var de to gravkøer som skulle gøre vejen klar til alle vore byggematerialer op til Bhakanje Skole, og som også skal grave ud til den The-fabrik, som vi så småt er i gang med at planlægge. DaSarki har lovet, at de er klar til jeg kommer, for han er formand for The-kooperativet og vil meget gerne, at vi får gang i aktiviteterne. For 2½ år siden lavede vi en kortlægning af antallet af the-buske og deres tilstand. Nu har vi sat samme mand til at gentage den samme undersøgelse, så vi kan vurdere hvor tæt vi er på, at der kan plukkes tilstrækkeligt med blade, til at vi kan starte en produktion. Han får hjælp af en af vores scholarship-piger, Subita Thami.

12


Hun er en lille historie værd. Thami-folket bliver normalt betragtet som primitive og dumme. Jeg holder meget af dem alle sammen, for de er ufatteligt søde og ærlige; men også tilbøjelige til at sætte sig uvirksomt hen, hvis de har penge i lommen, og også gerne med en kop brændevin i hånden. De elsker også at rende rundt i skoven og sætte fælder op, og så er deres livret at spise mus. Det er også dem, som er hyrder oppe i sæteren, og her er noget af det smukkeste at opleve, at høre hyrden synge ud over det kæmpestore landskab. Helt fra starten af vores arbejde her i Bhakanje har et af mine formål været at vise, at thami-folket er ligeså begavet som alle de andre. Vi har givet scholarship til mange, og indtil nu har der ikke været det store held med dem. Hvis de pludselig får lyst til at blive forelskede, så bliver det det på fuld tid. Hvis de får lyst til en mobiltelefon, så dropper de skolen, går i skoven og samler urter, indtil der bliver råd til telefonen, og derefter er de telefonpassere på fuld tid. Men så er der Subita Thami. Hun kontaktede os for syv år siden, da hun gik i 9. klasse, og nu har hun bestået eksamen som

landbrugstekniker med topkarakter. Hendes far er en gæv tømrer, og han er temmelig bekymret nu, for nu er hun 23, og en del gode bejlere har henvendt sig til ham; men Subita afviser faderens gode forslag uden mindste overvejelse. ”Hun er blevet for selvstændig” siger han med en bekymret mine, og snart er hun for veluddannet og gammel til at blive gift med en normal Thami. Nu vil hun gerne læse videre, men i stedet har vi sendt hende en tur til Ilam for at lære at lave the, og hun vendte begejstret tilbage. Nu går hun rundt og viser farmerne, hvordan man kan håndlave the. Vores samarbejdspartner, Perch’s Thehus i København, vil nemlig allerede nu gerne købe Bhakanje Tea, hvis kvaliteten er bare nogenlunde god. Så her i efteråret skal vi prøvesmage spandevis af the, prissætte det, indkøbe det og sende det hjem til Danmark. Subita skal have mere træning og uddannelse omkring the, og så skal hun have en central placering i fremtidens fabrik og kooperativ. Vores scholarship program er nu nået til det stade, hvor vore ”børn” bliver voksne og blive færdige med skolen. Hele 43 afsluttede i foråret 10. og 12. klasse, hvoraf kun 8 uden at dumpe og 12 kun dumpede i 1-2 fag, så de godt kunne læse videre på lavere niveauer. 11 har valgt at gå til reeksamen her i efteråret eller til næste forår, mens 5 er droppet ud, og 9 fortsat er uafklarede. Fælles for stort set alle er, at deres ambitioner handler om at komme til

13


Kathmandu og læse videre, og så er studieretningen mindre væsentlig, for den overordnede drøm er, at komme til udlandet og tjene enormt mange penge, så de kan komme hjem som hovedrig og beundringsværdig overklasse. De er dog udmærket klar over, at det ikke er Janaki’s og min holdning. Det er højest hver fjerde der har evner og forståelse, som kan gøre dem modne til at klare sig i storbyen og de højere læreanstalters større krav, så vi tordner for dem, at de skal læse videre lokalt i Salleri. Det accepterer de, hvorefter vi får godkendelse fra donor til at fortsætte, og pludselig har de indskrevet sig i Kathmandu. Så skal jeg skrive tilbage til donor, som heldigvis i de fleste tilfælde accepterer med et smil. Janaki rådgiver og vejleder på bedste vis og advarer mod den store drøm om udlandet, da den indebærer en væsentlig risiko. Hendes egen søster blev tandtekniker og læser nu videre i Australien, og hendes bror er færdig i High School, og ham vil hun nu sende til USA. Når jeg advarer

hende mod den slags dobbeltmoral, så griner hun bare ad mig. Vores scholarship-program er under alle omstændigheder en stor succes. Vi har skabt en samlet bevægelse blandt børn og unge hen imod lærdom; ikke kun vores studiestøttede, men hele samfundet. I en sådan grad, at lærerne har svært ved at honorere kravene fra deres elever. Folk, som ikke helt magter deres opgave, har det med at blive utilfredse og efterladende. For at dæmpe utilstrækkelighedsfølelsen begynder nogen at drikke, andre begynder at skulke, flere opgiver at være engagerede og autoritetsfølelsen både opad og nedad i systemet svækkes. Skoleinspektørerne taler for døve øren, og disciplinen svækkes. Naturligvis fremmer det ikke situationen, at undervisningen i flere af skolerne fortsat foregår i nødhytter, hvor eleverne her i regntiden må have paraply med ind i klasseværelset, mens lærerne hurtigt fortrækker til lærerværelset. Nu har vi i flere år arbejdet med højnelse af undervisningen med vores PONA-SEP program; men lige nu går udviklingen baglæns. Nu skal vi snart afsted på vores efterårs-runde og har diskuteret meget, om vi skal opgive eller fort-

14


sætte ved brug af pisk eller gulerod. Vi har besluttet at bruge begge. For at starte med pisken, så sætter vi et stempel-ur op i lærerværelset, hvor lærerne med fingeraftrykslæser stempler ind, når de ankommer, og ud når de går. De snyder nemlig med protokollen, hvor de streger over og retter. Den anden pisk er en alkoholmåler. Med citronsaft i snapsen og en generel dårlig ånde, er det ikke nemt at måle med skoleinspektørens næse, men måleren er ligeglad med citroner og manglende tandbørstning. Fordrukne lærere kan faktisk få polititilhold og tvinges til at afgive blodprøve, og efter tre positive prøver kan selv fastansatte lærere fyres. Guleroden bliver så, at vi vil give bonus til de lærere, som har undgået pisken. Vi vil også gerne finde nogle andre mere undervisningsrelevante kriterier for at give bonus; men de er langt mindre målbare og meget sværere at uddele retfærdigt, og uretfærdighed er nok den værste pisk der findes. En anden gulerod er vi ved at forberede. Alle lærerne får en fin og praktisk skuldertaske og en flot og varm fleece-jakke. De bliver uniformerede og får vækket en stabsånd – håber vi. En anden sidegevinst af vores scholarship-program er, at vi tilfører er ekstremt fattigt samfund en væsentlig økonomi, som er mere eller mindre jævnt fordelt mellem de fattigste. 60.000 kr uddeler vi årligt i studiestøtte i lokalsamfundet. En million rupee plus studiestøtten til deres børn, som læser videre i Kathmandu. Desuden lønninger til håndværkere, til lærere og andre lokale hjælpere og til bærere og hoteller, når vi går vores runder. Mange millioner rupee. Men denne medalje har også en bagside. Denne relative rigdom gør det sværere for os at finde folk til det hårde arbejde. Før i tiden kunne vi få båret

byggesten fra stenbrud til byggeplads i løbet af en uge eller to af kvinder og mænd i alle aldre. Nu har arbejdslederen kun to til fire unge knøse til den dobbelte løn, som sparer op til en billet til Arabien. Her på det sidste har vi måttet betale håndværkerne for selv at hente de sten, som de skal bygge med. Daglejere i byggeriet kræver samme løn som håndværkerne, som i øvrigt også forlanger højere løn og tillige at vi ansætter en kok og serverer frokost. Alt sammen rimeligt nok set med danske øjne, men ganske svært for en lille NGO at hamle op med, når vi ikke kan overholde vore budgetter og tidsplaner, og skoleeleverne må sidde med paraply i klassen. Velfærdssamfundets bagsider begynder så småt at vise sig deroppe i de ludfattige bjergegne. Heldigvis er vore bygningsarbejdere i Bhakanje trofaste og engagerede. Selv om det er svært, så forsøger de på bedste vis at lære de nye krav, som jeg stiller til jordskælvssikring og byggekvalitet. Tømmersamlinger som låser, tapsamlinger i døre og vinduer, opbygning af fundament, forankringer fra bund til top og en masse andre smådetaljer, som sikrer en langtidsholdbar bygning. Jeg vil gerne at mine bygninger stadig står smukke og funktionelle, når de offentlige nybyggerier be-

15


gynder at forfalde. Men så gik det galt i Chaulakharka nede ad dalen. Der ligger High School, som vore børn fra Bhakanje skal gå i, når de er færdige med 10. klasse oppe hos os. Efter planen et meget smukt byggeri, som skal huse 11. og 12. klasse med lokaler til specialundervisning. Fire jordskælvssikrede bygninger under fælles tag, men ikke mere fælles, end at hver bygning har sit eget tag, som kun er føjet sammen med det næste med taglægter og blikplader. Ved et jordskælv vil disse sammenføjninger blive vredet i stykke, men de vil hurtigt, nemt og billigt kunne repareres med få nye lægter og tagplader. Murerarbejdet er gået uendelig langsomt på grund af mangel på arbejdskraft og monsunregn; men nu er det færdigt og er blevet rigtig flot og godkendt på alle leder og kanter, mens Namgyal stadig var vores bygnings-

ansvarlige. Tømrerne blev grundigt vejledt af Namgyal, og de fik udleveret mine fine Anders And-konstruktionstegninger i storformat. Hverken de eller jeg forstår ingeniørtegninger, men tegneserieniveauet går lige ind. De påstod overfor Namgyal, at de forstod det hele, og at det kunne de sagtens lave. De fik besked på, at når regntiden begyndte at stilne af, så skulle de lave en skabelon til tagspær klar, sammen med et par eksempler på færdige spær. Det skulle de nok. Så blev Namgyal borgmester, men Janaki ringede til dem og mindede dem om aftalen inden hun besøgte stedet i august. For fem år siden var der kun mobilforbindelse via satellit, men siden er det gået stærkt. I dag er der opsat master mange steder og efter mange lynnedbrud, har de også lært at lave lynafledere, så nu er der

16


forbindelse de fleste steder og nogle gange endda så kraftig, at vi kan gå på Skype via mobiltelefonen. Da Janaki ankom til Chaulakharka var der ingen skabelon og ikke nogle få prototyper; men hele tagkonstruktionen var lavet færdig, og hvis hun var kommet nogle få dage senere, så havde der været tagplader på plads. Nu kunne hun med Skype vise mig rundt på byggepladsen, mens monsunregnen væltede ned, og jeg sad trygt hjemme i mit kontor. Intet var, som jeg havde designet. Murremmene hang sammen i ét stykke over samtlige bygninger, men ikke engang i lige linjer. Tagspærene var ikke samlet med låste samlinger med blot med søm og tilpasningerne var elendige. Hjørnerne var blot flikket sammen, så konstruktionen nærmest var svævende. I selv et mindre jordskælv ville dette tag løsne fra bygningerne i ét stykke og umuligt at reparere. Jeg bad Janaki om at pakke sine ting, og først når hun var klar til at gå videre, at fortælle tømrermesteren, at jeg under ingen omstændigheder kunne godkende dette makværk. Han blev meget vred og forsvarede sig med, at han havde gjort det efter bedste evne, og at hans forståelse ikke rakte længere. Janaki fremførte, at han havde en aftale med Namgyal om kvaliteten, og at hans kontrakt var rimeligt høj, fordi vi var klar over at rigtigt arbejde ville tage tid. Han påstod at Namgyal havde løjet for os, og at de havde aftalt bare at blive færdige i en fart. Den hoppede Janaki ikke på; men skød tilbage at han bare ville score kassen ved at gøre arbejdet på en tredjedel tid. Han blev rasende og råbte op, at han ikke mere ville røre vores tag, at det bare kunne rådne op i regnen, og så gik han med

raske skridt, og det gjorde Janaki også. Nu er det ekstremt vigtigt for os, at Borgmester Namgyal tager fri i en uges tid, når Janaki og jeg tager til Solu. Vi er nødt til at have ham med. Vi kan kun forvente en meget voldsom modvind på stedet, formodentlig fra alle parter, som vil kunne påstå både det ene og det andet, som kun Namgyal kender vores version af. Uden ham vil vi ikke kunne opnå et forlig, så vi kan få bygget færdig. Men Namgyal er blevet en ekstremt travl mand, så jeg kan ikke få ham til at love noget endnu. Så kære alle mine læsere, hjælp mig med at krydse fingre allersidst i oktober. Vi skal helst have orden i de sager i en fart, for mens vi er der, skal vi starte et nyt projekt op, med bygning af to nye toiletter til skolen med 475 elever, som i dag kun har ét svinsk toiletrum til hele skolen. Samme projekt skal også lave vandforsyning og flere lastvognfulde af skolemøbler. Nu er der ikke længe til at den aftagende monsun holder helt op, og at vejret bliver klart og flot, så jeg kan tage af sted. I år tager Anne-Marie ikke med, for vi venter nyt barnebarn. Til gengæld tager en masse andre mennesker med derom. Leif og Bodil med sammen med deres datter og hendes familie. De vil vise fysiklærerne, hvordan man laver fysikforsøg, og alle de andre, hvordan man bruger computere i undervisningen, og så vil de give lærerne i underskolen lidt mere livsmod. Nanna og Marie vil koncentrere sig om eleverne i de ældre klasser. De skal stilles opgaver, hvor de skal bruge deres kreativitet, og hvor de skal tage stilling til eget liv og placering i samfundet. Elizabeth og Rosalyn fra Australien skal indvie deres nye skolebygning, og så vil de lære de store piger om

17


genbrugs hygiejnebind. Skoletoiletterne stopper til, efter at papirbind er kommet på markedet. Og endelig vil en gruppe rotarianere fra Rotary Club of Kathmandu tage med til Chaulakharka, fordi de er involveret i toiletprojektet.

Det bliver en rigtig spændende efterårstur, som jeg vil berette om i vinternummeret af medlemsbladet. En frygtelig masse nye ukendte udfordringer venter os, som skal løses med diplomatisk snilde og forsigtighed af den lille unge nepalesiske kvinde og den store gamle tykke danske mand. Et underligt team, men samarbejde det kan vi, Janaki Miss og Papa Kurt! I sidste medlemsblad beskrev jeg den ulykkelige historie om Sujita Thami med de to ægtemænd der begik selvmord og som var blevet smittet med AIDS. I juni skrev jeg denne mail, som jeg sendte til alle de, som havde sendt deres støtte til ”et uskyldigt offer”:

Kære Sujita-støtter! Somme tider er det altså temmelig svært at arbejde med mennesker, og især med mennesker, som er langt nede i samfundet. I første omgang gik det rigtig godt. Jeg sendte opfordringen til at støtte Sujita ud lige før Jul, og 32 gode medlemmer af Himalayan Project kunne ikke få over deres hjerte, at høre om den stakkels piges modgang. Der blev indsamlet i alt 17.880 kr, hvilket ville være rigeligt til at sikre Sujita tålelige vilkår i et par år. Vi fik kontakt med Indira Ghale, som vi har samarbejdet med for en del år siden. Hun er i mellemtiden konverteret fra hindu til kristen og udfører frivilligt arbejde for en amerikansk kirkelig organisation, der tager sig specielt af samfundets udstødte og heriblandt HIV-patienter. Hun var klar til at give Sujita plads i et hjem for HIV/AIDS-ramte, hvis vi ville sørge for hendes omkostninger på sygehuset til medicin og undersøgelser. Det var jo fantastisk, for på den måde kunne vi sikre hende i rigtig mange år. Vi bad Sujita om at komme på vores kontor for at møde Indira, medbringende en kopi af sine journaler fra sygehuset. Kort inden hun forlod sit usle hummer, kom en nabokone indenfor og så papirerne, og straks efter vidste hele ejendommen at Sujita havde HIV. Husværten kom straks farende og sagde hende op, for han ville ikke have sådan nogen i sin ejendom. Sujita var rystet, men tog den overfyldte minibus mod kontoret, og undervejs forsvandt posen med journalerne. Så hun mødte op uden sine papirer og dermed beviserne på hendes sygdom. Hun var ikke særlig glad for udsigten til at skulle bo på et hjem for syge. Det følte hun sig ikke syg nok til. På den anden side, så var hun lige sagt op og ville blive sat på gaden ret snart. For det tredje så hun sølle og afmagret ud. Det blev aftalt, at hun skulle gå med Indira på hospitalet og få lavet en blodprøve og en ny journalkopi. Få dage senere fik vi svar på prøven. Den var negativ. Nu blev vi alvorligt bange for, at vi var blevet taget ved næsen, men Indira fortalte, at hun før havde oplevet ”falske negative” prøver. Men Sujita blev glad. Nu droppede hun at få udskrevet en kopi af journalerne, og opsøgte familie og venner fra Kenja, som hun havde skjult sig for gennem lang tid. Halvanden måned senere fik vi lokket hende med på hospitalet endnu en gang, for at få taget blodprøve. Hun havde i mellemtiden købt noget smart tøj og tydeligvis fået noget at spise. Endnu en gang

18


var blodprøven negativ. Indira kontaktede hospitalet, og en læge havde forklaret, at man godt kan se negative prøver, hvis sygdommen i perioder var undertrykt, men de ville da gerne prøve at finde de gamle journaler, hvis Sujita ville bede dem om det. Det ville Sujita ikke. Hun havde i mellemtiden fundet en bedre lejlighed ude på den anden side af ringvejen, hvor ingen kendte hendes forhistorie. Hun havde også fundet sig en kæreste, som var lige så uvidende om det hele. Hun havde genfundet livet og nød det i fuld fortrøstning, at det hele bare havde været en ond drøm. Janaki blev ved med at ringe til hende, for at få afklaret hvad det hele går ud på. Efterhånden tog hun ikke telefonen. Dernæst blokerede hun Janaki, som så forsøgte med andres telefon, med det resultat at hun straks lagde på. Og endelig fik hun nyt telefonnummer. Nu kan vi ikke længere komme i kontakt med hende. Hun vil ikke have sit nye liv ødelagt. Hvad kan så blive konklusionen? Historien med de to ægtemænd, der begik selvmord, har vi fået bekræftet. To negative blodprøver, med over en måned imellem, tyder på, at hun ikke er blevet smittet med HIV af sin anden ægtemand; men når en læge så påstår, at det kan være ”falsk negativ”, så kan vi ikke være helt sikre, før det er blevet undersøgt, hvad det er for en prøve, som de bruger i Nepal. Vi fik aldrig set den første journal med diagnosen, og heller aldrig en senere kopi. Eksisterede den, eller gjorde den ikke? Kan det ligefrem tænkes, at hun har forsøgt at snyde og bedrage? Meget tyder på, at hun i det mindste selv i en periode har troet sig smittet. Hendes liv var for sølle

til, at det bare kunne være skuespil. Vi tre, Janaki, Namgyal og jeg, ærgrer os over denne sag. Vi plejer at være ret gode til at læse folk; men måske er dette en påmindelse om, at vi ikke skal tro alt for meget på vore evner som menneskekendere. Vi ærgrer os lige så meget over det tab af troværdighed, som vi har pådraget os, hvis det virkelig viser sig, at vi er blevet taget ved næsen af en bedrager. Nu ønsker jeg at give historien et halvt år mere, indtil jeg igen er i Kathmandu, hvor jeg så vil finde ind til, om deres test for HIV, i Nepal, kan give ”falsk negative” resultater. Så vidt vi ved, så tager Sujita ikke medicin længere, så i løbet af dette halve år vil en hvilende infektion måske bryde op igen, og hun vil igen henvende sig til os for at få hjælp. Men kære donorer; vi skal så småt til at forberede os på, at historien ikke hænger sammen, og at jeres donation er givet på falsk grundlag. Vi har kun brugt 285 kr til blodprøver. Resten af pengene står stadig på Sujitas konto i vores scholarship-regnskab. Du må hellere begynde at tænke over, om du vil have din donation tilbage, eller om vi skal finde et andet projekt, som vedrører sundhed, at bruge dine penge til.

Heldigvis svarede samtlige donorer, at de tilgav os vores fejltagelse, og at vi kan bruge pengene til noget andet fornuftigt. Vi har fortsat intet hørt fra Sujita, og har besluttet at droppe sagen. Til gengæld er der på Bhakanje Health Post brug for en håndsrækning. Det vil vi kigge på, når vi er deroppe.

19


Himalayan Project medlemsblad nr. 38  
Himalayan Project medlemsblad nr. 38  

Himalayan Project's medlemsblad udkommer to gange årligt med nyt fra vore udviklingsprojekter i Solukhumbu Nepal.

Advertisement