Page 1

Himalayan Project Nr.37. - 18. årgang - Himalayan Project - Februar 2017

www.nepalhelp.dk


Bestyrelsen Himalayan Project formand: Torbjørn Ydegaard, 3980 Ittoqqortoormiit, Grønland torbjoern@ydegaard.dk næstformand: Thøger Berg Nielsen - bodildegnbol@hotmail.com kasserer: Niels Mathiasen - nielsjuulm@yahoo.com sekretær: Allan Danfær - danfaer@mail.dk medlem: Ulla Laier - ulla_laier@msn.com medlem: Nanna Marie Kristensen - nanni_mk@msn.com medlem: Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - klomborg@post11.tele.dk

19. Ordinære Generalforsamling Torsdag 2. marts 2017 kl. 18:00 på Højslev Kro Der vil blive serveret en god Pariserbøf som Medlemskab - Nyt kontingent-år 2017

sædvanlig (eller en vegetar/fiske-ret til de der ønsker det) med en øl/vand for 150 kr (foreningen betaler resten).

Husk at forny dit medlemskab senest 22. februar for at have stemmeret på generalforsamlingen. Torbjørn genopstiller ikke, men Allan, Thø- Personligt medlemskab 250 kr (projekter) ger og Ulla er villige til genvalg. Ligeledes er Ungdomsmedlemskab 125 kr (projekter) interne revisorer villige til genvalg. men to Søttemedlemskab 125 kr (kun støtte til adsuppleanter skal vælges. ministration og ingen stemmeret) Ud over Generalforsamlingens procedurer vil bestyrelsens beretning indeholde billeder Spar Nord 8500 2651842339 og historier fra det Solu som vi genopbygger. +73< (tomt felt) +86316536<

Husk tilmelding til klomborg@post11.tele.dk

Himalayan Project’s BOG-projekt Da Nepal skælvede Bogen udgives af ”Books on Demand”, som

af Janaki Khadka, Namgyal trykker det antal bøger som du bestiller, og Jangbu Sherpa og Kurt Lomborg sender dem til dig - også selv om det kun er én Udgivet 17. januar 2016. 200 sider heraf 171 sider med billeder.

bog, så er prisen den samme uanset antal. Du kan finde bestillingssiden vha. nedst. QR-kode - eller prøv via www.nepalhelp.dk - eller direkte på www.bod.dk og klik BOGSHOP - eller bestil den hos din boghandler - eller køb den under generalforsamlingen. Pris hos BoD: ISBN 9788771704846 171 sider SORT/HVID-billeder: 125 KR + forsendelse

Da jordskælvene ramte Nepal i april og maj 2015 var de tre forfattere med i stormens øje. De to i Kathmandu og i Solu og den sidste bag skærmen i Danmark. Namgyal rapporterede så tit som muligt til Kurt, mens Janaki skrev sine oplevelser ned dag for dag. Janaki’s hovedopgave ISBN 9788771703863 var at uddele scholarship til vore studenter, så 171 sider FARVE-billeder: også deres oplevelser under jordskælvene er 275 KR + forsendelse med i bogen - 129 børns og unges oplevelser Samme pris til generalforsamlinaf de voldsomme, dramatiske begivenheder. gen minus forsendelse

Fotos: Forside: Chhirringkharka Skole. Bagside: Den gamle lama messer i 3 dage uden ophør, for at jage alle onde ånder ud. Fotografer: side 6: Ang Dawa Sherpa - side 9: René Jøhnke - øvrige: Kurt Lomborg.

2


Langsomt - langsomt - ......

af projektmager Kurt Lomborg Det går langsomt med fremskridtene der har råd til noget i den retning. Der hos vores jordskælvshærgede venner i har ikke været flere større rystelser siden Solu. Folk opfører sig stort set som de maj forrige år, så en del er flyttet tilbage normalt gør, men alligevel sniger der sig i deres gamle gennemrystede huse efter noget irritation ind. Man bliver nemmere lidt reparation, eller opstilling af rafter til uenige. Der bliver snakket i krogene, og at holde murene oprejst. De ænser knapt snik-snak bliver til sandheder. Mistanke rystelserne fra en styrke 5 og satser bare opstår ud af ingenting. Det bliver nem- på, at skidtet bliver stående, hvis det blimere at være modstander end at være ver værre. Det er de rolige folk, som ikke er tilhænger. Misundelse nager, når forskel- nemme at få op at køre. De der i forvejen lene bliver større. Det lyder alvorligt, men er langsomme. så galt er det ikke. Det er bare en lille flok De allerfleste har stadig skrækken sidslanger, der er begyndt at snige sig omdende, eller deres hus er en håbløs ruin. kring i Paradis; men det får alligevel folk til De bor stadig i deres nødhytter, flikket at blive lidt forsigtige – og langsomme. sammen af de blikplader og presenninger, Ganske få har genbygget deres hjem, som ankom i månederne efter jordskælvet som det så ud før. Det er de allerfærreste, og suppleret med de brædder, som de efterhånden har kunnet redde ud af de sammensynkende ruiner. Vi oplever i øvrigt, at de presenninger, som vi leverede til samtlige husstande 3½ døgn efter skælvet, at de er fuldstændigt intakte endnu, mens mange, som ankom senere, er i færd med at krakelere og gå i opløsning. Ikke alle folk har lige store evner, initiativ og økonomi. De fleste har tilføjet, forbedret og udbygget, men nogen bor stadig i det samme simple skjul, som de lavede dengang. Det

2 uger efter ½ år efter

1½ år efter

3


at det nye år var begyndt, og det viste sig på alle måder at være et ulykkesår. Astrologien spåede heller ikke sidste år et heldigt år, og hvem vil gå i gang med store ting i sådan et år? Desværre ser det heller ikke ud til at horoskoperne for næste år, der starter til april, ser alt for godt ud. Selv guderne og skæbnen er langsom. Parlamentet har skændtes i 1½ år om hvordan og af hvem skadeserstatningerne skal udbetales til de 600.000 familier, som mistede deres hjem. Mange lande, deriblandt Danmark, sendte straks et pænt nødhjælpsbeløb, mens andre lovede, at pengene kom senere, deriblandt Indien, hvilket aldrig skete. Så selv om pengekassen er stor, så er den slet ikke stor nok. Endelig kort før den store årlige Dashainfestival kom fonden i funktion, og det blev besluttet at give de hårdest ramte distrikter, omkring 250.000 familier, det der svarer til en fjerdedel af prisen på et ordentligt hus. Da det alligevel ikke var nok, besluttede de ubesindige at bruge en

er de ægte ubevægeligt langsomme. Blikplader er ikke gode som eneste byggemateriale. De larmer når det regner, de bager i solen, de fryser om natten og de hviner i vinden. Brædderne er heller ikke gode, for de er svære at bygge tæt med, så vinden piber ind i alle de mange sprækker. Presenningerne samler vand og giver kondens. Men når man kombinerer alle 3 og pakker lidt strå og smågrene ind imellem, så bliver hytten slet ikke så ringe endda. Kenja er efterhånden kommet til at ligne et slumkvarter. Der bliver brugt meget tid på at reparere og forbedre, men hytten fungerer ikke lige så godt som det rigtige hjem. Det tager tid og går langsomt. Rigtig mange tror på, at det hele skyldes gudernes vrede, eller astrologi og sådan noget hokus-pokus. Så brahmaner, lamaer og præster har kronede dage og konsulterer deres kalendere og gamle bøger. Jordskælvene i 2015 skete kort efter

4


så det snarere bliver til 50%. Det har været dyrt for os, og vi ville have opnået samme fremgang, ved at vente til monsunen var ovre. Under højmonsunen måtte de dog opgive, og gik hjem og passede deres marker, og så varede den heftige periode til langt ind i eftermonsunen, og stoppede fra den ene dag til den anden allerførst i oktober, og derefter så vi stort set ikke en sky i de næste to måneder. I Chaulakharka, hvor vi kan få kørt materialer frem med traktor, gik endog tilførslen af lokale sten i stå. Vejen blev kørt fuldstændig op, så en Vejret har drillet. Monsunen startede lang strækning skulle brolægges. Det tog sent med nogle kortere heftige periode lige to måneder. Vore byggeprocesser er og længere perioder med varmt og relablevet umådeligt langsomme. tivt tørt vejr. Normalt betyder monsunen Byggeriet af vores store støttemur i forat byggeprojekter i længere perioder går i stå, og håndværkerne går hjem uden at bindelse med udvidelsen af skolegården få løn. Sådan var det ikke i år, og det var på Bhakanje Skole fik problemer med den faktisk skidt, for regnen stoppede alligevel våde jord, der ville vælte ned, hver gang arbejdet de fleste eftermiddage, og som- de fik bygget muren lidt op. Da fundamenme tider ødelagde den endda, hvad der tet endelig var nået op i jordniveau, opdavar bygget om formiddagen. Man kan ikke gede vi på fremsendte fotos, at de ikke støbe beton i regnvejr, så mange dage gik havde fulgt vores arbejdstegning med en med at vente på en dag med tørvejr. Nog- passende runding af muren. Bunden af en le cementsække blev våde og ødelagt. støttemur skal have en bredde på en tredArbejdslønningerne er siden jordskælvet jedel af højden, og da muren er 9 meter steget med 30%, og så skal vi endda også høj, skal den være 3 meter bred i bunden. ansætte en kok og servere frokost og the, Dette kan opnås ved at afrunde muren. del af pengene på en ordentlig dashainfest. Desværre, så regnes vores distrikt ikke til de hårdt ramte, hvilket sådan set er rigtigt nok. Bortset fra at Bhakanje og Chaulakharka kommune, som ligger nærmest jordskælvet, virkelig er hårdt med. Det er svært for vore venner at forstå, at de, der bor i nabodistriktet, lige derovre på den anden side af floden, kan få, mens de ingenting kan få. På den måde dyrkes depressioner og genopbygningen bliver langsom.

5


åbenlyst har uret, så kører retssagen videre. Så længe retssagen kører, må vi ikke skove tømmer i skoven lige over skolen. Vi skal helt op til Menjung for at hente det. En tur som jeg plejer at gøre på to dage. Dybt ned i dalen og stejlt op til Chhirringkharka, for derefter at fortsætte helt op til trægrænsen. Fem hundrede meter ned og knap 2.000 meter op, for derefter at tage 50 kg tømmer på ryggen og tage samme tur tilbage igen og hele turen på én dag. Somme tider tager især brædderne skade undervejs og skal laves om. Ikke noget at sige til at skovhuggerne bor i lejr deroppe i flere uger ad gangen. Så nu koster tømmeret det dobbelte, men det ankommer langsomt.

Vi beordrede dem at stoppe arbejdet til Namgyal kom derud, men de fortsatte til 1½ meter over terræn, før de fik ordre på at rive skidtet ned. Det blev dyrt – mest for dem selv, men også for os. Nu da skolegården var ved at være udvidet og plan, så ville jeg gerne have en nøjagtig plantegning. Namgyal prøvede to gange, men det duede ikke. Vi ansatte et ingeniørfirma til at tage ud og opmåle, men deres arbejde var lige så ubrugeligt. Først her i efteråret, da jeg selv kunne udføre arbejdet, lykkedes det, og jeg kunne godkende, at muren havde den rigtige form, og omend ikke i den bedste håndværksmæssige udførelse, så dog godt nok. Det tog fem dage at diskutere med håndværkerne, hvem der skulle betale for hvad, og jeg fik kun min vilje, ved at true med at forlade Bhakanje Skole og aldrig komme igen. Muren er blevet døbt ”Kurts Grædemur”. Endelig har vi kunnet planlægge etableringen af bygningerne, men processen har været alt for langsom.

I Bhakanje er mudderet, som bliver brugt til mørtel, af en meget høj kvalitet, som bliver rigtig hårdt. Til gengæld er stenene elendige. Stenhuggerne skal dybt ind og op i dalen for at finde ordentlige klippeblokke at hugge i. Det er unge drenge og piger, som tjener en ganske god skilling For 4 år siden påstod en chhetri nede fra ved at løbe frem og tilbage med 40-50 kg, Goli, at han ejer hele skoven oppe i vores 3-4 stenblokke, i hvert læs, og det kan de dalhoved. Det virker umiddelbart fuld- nå 2-3 gange daglig. Det gør stenene ret stændig uforståeligt, og alle ryster da også på hovedet. Det nytter dog ikke noget, for han er parlamentsmedlem og kender systemet, så nu fører han retssag for at få ret. Det er svært for de lokale bønder at hamle op med hans advokatvenner, så selv om han helt

6


dyre og de ankom- ritet, som fik underbetalt beskidt arbejde, mer kun langsomt. led alverdens kvaler med arabisk hede, væskemangel, sygdomme, svindelnumre Familielivet er og det der er værre. Stort set alle de unge temmelig bedrømmer om hurtigst muligt af afslutte sværligt i de små skolen og se at komme afsted. De intellibeklumrede hjem. Far, gente og aktive er hurtigere til at komme Mor og 2-6 børn og måafsted end de sløve, hvilket er medvirkenske en Bedste eller to de til at samfundet bliver langsomt. på 20 kvadratmeter i ét rum. Det kræver nepaVi prøver at gøre vores indflydelse gællesisk tolerance og tål- dende og forklare, især vore scholarship modighed, hvilket elever, hvordan virkeligheden er for de fleheldigvis er en vidt ste. Vi afviser mange i deres ønske om at udbredt egenskab, men knap studere i Kathmandu. Vi støtter kun lokal så fremtrædende hos teenagerne. videreuddannelse, med mindre eleven er De bliver ustabile i hjemmet, uregerlige usædvanligt velbegavet. Men vi har endog urimelige; skulker fra hus- og mark- nu ikke rigtigt noget at tilbyde vore unge. arbejdet; skulker fra skolen; fjaler omkring I det mindste ikke før vores the-buske er med kammeraterne; kommer sent hjem; groet til. Selv om der er 55.000 aktive theklæder sig som Bollywood. I nogle tilfæl- buske, så kunne der i efteråret kun produde skynder forældrene sig at gifte datte- ceres 3½ kg håndlavet the, som blev indleren til én langt borte fra, inden det bliver veret til den store konkurrence på Tea-Day alt for sent. Andre gange stikker de unge i Bhakanje. Der vil gå yderligere et par år, af sammen, hvis forældrene ikke bifalder før det overhovedet kan blive aktuelt, at deres illegitime forhold. Heldigvis holder de allerfleste sig på dydens avenue, fordi de udmærket ved, at man skal sikre sin position og økonomi, før man går i grøften. En ting, der går hurtigt, det er Facebook og Internet blandt de unge. De oversvømmes af succeshistorier fra de, der drog udenlands og tjener gode penge. Der er stort set ingen historier fra den majo-

7


begynde at bygge Bhakanje Tea Factory. folket i Sagardanda. De er fattige og kan ikke finde penge til at bygge nyt hus, så The-buske gror alt for langsomt. nu vil de kun sælge deres jord til toppriser. Det nye vandkraftværk, som BhakanjeVejvæsenet kan bare ekspropriere, men folket og vi har sparet sammen til, var det er jo ikke nemt, når embedsmændene lige ved at blive godkendt og sat i værk af også er chhetri. Nu er de så oven i købet det offentlige kontor for elproduktion, da næsten kommet op at slås eller i hvert jordskælvet satte alt i stå. Det sidste år har fald at skændes højlydt i landsbyen. Ikke vi hele tiden fået at vide at om 3-4 uger, om, hvorvidt vejen skal gå gennem egen så går vi i gang. Det fik vi også at vide, da jord, men er planlagt over naboens. Hvis denne artikel blev skrevet. Folk er utålmofolk i nabobygderne prøver at blande sig, dige, for mange har allerede indbetalt et så skal jeg da love for, at de bliver læst og betragteligt beløb til den lokale investetalt for, så de holder klogelig mund, mens ringsfond. Det er godt nok kun omkring de tre gravkøer står slukørede og hviler 400 kr, men for mange er det, hvad de kan skovlen på jorden. På den her måde bliver tjene på et halvt år. Nu er de begyndt at udviklingen temmelig langsom. påstå, at Ngima Chhirring og Pemba har Ikke kun arbejdslønningerne, træ og stukket pengene i lommen. Det kan tilbagevises, ved at vise bankudskrifterne, sten er steget. Priser på de materialer, som men hvad nytter det, når folk er analfa- vi skal købe i Kathmandu, såsom cement, beter? Den slags mistanker bider sig fast jern, tagplader og plastrør er steget med og bliver selvforstærkende, så nu er de to omkring 25% siden jordskælvet. Lastbilen hædersmænd ved at miste lysten og ener- ud til enden af vejen kun med 15%, fordi gien, hvilket forstærker mistanken og sin- vejen er blevet forlænget, og bærerne, ker processen yderligere. Fremskridtene der skal gå det sidste stykke, med tæt på 100%, selv om deres vej er blevet kortere. bliver langsomme. Det har naturligvis været med til at få voVejbyggerierne går stærkt i øjeblikket. res budgetter til at skride. Inflationen er Distriktets vejvæsen har sat bevillinger af, 9-14% på forskellige varegrupper, mod til at der skal bygges en jordvej hele vejen før omkring 7%. Vi må jo nok erkende, at op gennem Bhakanje, helt op over passet grunden til de store lokale prisstigninger, og ned til Salleri. Da der manglede en lonoget større end inflationen, for en stor kal entreprenør, lavede Dawa Sarki samdel skyldes, at vi før fik især arbejdskrafmen med et par venner et konsortium, ten for billigt. Jordskælvet har bevirket en som købte tre gravkøer; oven i købet ikke større efterspørgsel, men udbuddet er det kinesiske, men japanske. Nu er vejen komsamme. Endnu et slag har vi fået. Dollaren met rundt om hjørnet og op mod Sagarer steget i værdi, og det er Euroen ikke. danda, men der er den gået i stå. Alle folk Rupee er knyttet til Dollar, så derfor er vovil mægtig gerne have disse grimme veje, res vekselkurs faldet. Siden september får der som store sår og ar skærer sig igenvi 7% færre Rupee for vor danske krone, nem landskabet, og de er oftest villige til hvor vi hidtil stort set har været vant til, at at stille jord til rådighed, eller i det mindkurs og inflation følges nogenlunde ad. Så ste sælge billigt. Dog ikke hos chhetri-

8


uendelige regneark gør hun uden at kny, og nogle gange, hvor jeg skal til at minde hende om det, så er det allerede gjort. Hun kan ikke lyve, så jeg skal passe på med at spørge hende ud om ting, hvor hun kan få problemer med sin solidaritet; men i sådanne tilfælde kan tavshed også være tale. Hun kender alle vore scholarship børn og unge og er nærmest moderlig overfor dem. Hun giver erhvervsvejledning på skolerne i Bhakanje, så eleverne får sig en på grineren. Når kvindegruppen har inviteret på middag, men ikke kan finde ud af at organisere, så tager Janaki over med et smil, mens kvinderne sætter sig hen og hygger over thekopperne. Hun kan blive hysterisk rasende, men ikke ret længe, for så at vende tilbage til sit milde, smilende overskudsvæsen. Hun læser social science på universitetet og bliver kandidat her til sommer.

tømningen af vores pengekasse er en af de få ting, der går alt for hurtigt, og derfor er vores projektarbejde begyndt at gå langsommere. Jeg vil også lige nævne noget, som ikke går langsommere. Vores medarbejdere i Kathmandu bliver dygtigere og dygtigere. Hvad de ikke ved den ene dag, lærer de den næste, og bruger den tredje. Namgyal er efterhånden så vidende om alting og har forbindelser så mange steder, at han kan tage stilling til og udføre alt, hvad der er brug for og kan lade sig gøre. Det har også andre organisationer fundet ud af, og de er begyndt at få ham til at hjælpe med alt muligt, men har bare ikke tænkt sig at betale for det. Eller hvis de en enkelt gang har betalt lidt, så mener de at have fuld adgang i al fremtid. Det er en af Namgyals svagheder, at han ikke ser denne større sammenhæng. Han kender kun til, at lønnen bare ankommer og forstår ikke, at jeg skal skrabe hver eneste krone sammen, ved blandt andet at beskatte de, som får arbejder udført gennem os. Han har det med at lukke øjnene, når noget bliver svært, men så tager vi somme tider en rask snak over Skype, og så kører vi igen på fuld fart.

Tidligere brugte de umådeligt meget tid på at holde styr på regnskabet; men efter at vi har ansat Resham Sunar som deltids regnskabsfører, så har vi fået nogle effektive excel-ark til regnskaber og budget-styring. Han kommer nogle timer hver uge og hjælper med de problemer, der er opstået, og så lidt flere timer ved slutningen af hvert kvartal og især ved slutningen af regnskabsåret. Nu skal Janaki bare indtaste pengenes bevægelser, og så er der fuldstændigt styr på, hvor de bliver af. Han er det mest kompetente, behagelige og smilende menneske, og føjelig er han også, hvis det er ret og rimeligt; men er kategorisk afvisende med et stort smil, hvis

Janaki kan jeg ikke blive træt af at rose. Hun er et enestående menneske og en fantastisk medarbejder. Selv det kedelige arbejde med indtastning af kedelige tal i

9


noget er på kanten. Han elsker at arbejde med os, for vi er den eneste organisation, som han kender, hvor grænsen mellem rigtigt og forkert er knivskarp og på den rigtige side.

140.000 kr til lønninger og drift af HIPRON sidste år. Scholarship administration dækkede 20% og 17% kom fra administrationsbidrag fra donorer; men der manglede 63%. Der plejer at være bedre balance til HIPRONs administration; men i år kom der ikke ret mange nye donationer ind, som vi kunne lægge afgift på. HIPRONs lønninger reguleres årligt med inflationen plus 2% (i 2016: 13%) og samtidig valutatabet på 7%, så derfor 20% dyrere for den samme ydelse. Derudover stigningerne i markedspriserne på vore igangværende projekter. Det er faktisk et alvorligt problem for foreningen, for med udgiftsstigninger på 20-25% ud over de forventede, så skrider budgetterne hurtigere end vore indkomster kan følge med til. For at sparke yderligere til vores finansieringsproblem, så kan vi ikke længere samarbejde med Rotary, som ellers har været en god partner. Indtil 2010 kunne vi også tage 15% af Rotarys projektbeløb til HIPRON administration, men så blev det lukket ned. Herefter kunne vi fortsat samarbejde med Rotary om støtte til vore projekter, men fra sidste år blev det også lukket ned, fordi Rotary ikke må samarbejde med andre organisationer, og da slet ikke når der er rotarianere involveret i disse, da dette bevirker inhabilitet og interessekonflikt. Det er ærgerligt, da vi rent faktisk har sammenfaldende interesser, og da vore projekter er så langt fra alfar vej, at det er stort set umuligt at lokke rotarianere så langt væk fra komfortabel transport.

Tikaram Rai har været ansat hos os gennem otte år som altmuligmand. Faktisk har jeg kendt ham siden vores første trek i Nepal for 24 år siden. Desværre begyndte han at føre sig frem på et niveau, hvor han ikke hørte hjemme. Især Janaki, men også Namgyal, havde svært ved at bede ham om ret meget. Da han så også nægtede at udføre mine anmodninger, indførte vi sanktioner imod ham, så han sagde op for anden gang på et år. Han arbejder nu som bygningshåndværker. Arbejder mere og tjener mindre, men denne gang kommer han ikke tilbage, for nu har vi ansat Dendi Sherpa i stedet og får mange gange mere til den samme pris. Dendi har været vores scholarship student gennem de sidste 5 år. Halvanden år inde i bachelorstudiet ville han give op på grund af økonomi og familiære problemer og ville migrere for at prøve lykken. Heldigvis fik jeg ham overtalt til at forsøge forfra, og heldigvis var hans donor villig til at fortsætte. Han er et meget roligt og stille væsen med en rigtig god humor godt skjult bag en stram mimik. Han kender en masse programmer på computeren og er rigtig god til at udtrykke sig præcist på engelsk. Den danske administration forsøger vi Samtidig ser han ikke noget problem i at at få til at gå i NUL. Det kan vi, fordi alle lave frokost, støvsuge og gøre rent på toi- danskere arbejder frivilligt og ulønnet, og lettet. fordi nødvendige udgifter til kontormaDesværre koster de 4 folk jo penge; teriale, trykkeri og frimærker dækkes ind

10


11


af Ministeriernes Udlodningsmidler (Tipsmidlerne). Det er en enestående ordning, hvor alle velgørende foreninger, som vores, der har mere end 300 medlemmer, kan få pæne summer, som udelukkende må anvendes til drift af foreningen. Et problem er bare, at vi ikke kan beregne, hvor meget vi kan forvente, og at vi først allersidst på året får oplyst, hvor meget vi får tildelt, og at pengene skal være brugt inden årets udgang. Mellem 2010 og 2014 fik vi mellem 11% og 16% af vores omsætning, mens vi 2015 fik 8% og i 2016 kun 4,7%. Det kom noget bag på os, så i år har vi en dansk administrationsprocent på 2,6% over nul. Heldigvis er der gode folk, og flere af dem faktisk rotarianere, som synes at vi er rigtig dygtige til at få store ting til at ske for små penge. For hvor i alverden kan man bygge en to-rums luksuriøs jordskælvssikret skolebygning med fysiklaboratorium og biblioteks-computerlokale for 200.000 kr? Eller et helt, lige så velbygget, ”Gymnasium”, med plads til 120 studenter, for 600.000 kr? Eller to fine bygninger med fire klasselokaler for 125.000 kr? Inklusiv

i dette er omkostningerne til HIPRONs styring, materialeindkøb, overvågning og rapportering på kun 15%, som samtidig sikrer at ikke en krone havner i de forkerte lommer. Det er der meget få, der kan konkurrere med. Som nævnt går det langsomt frem med vores The projekt. Buskene gror 10-15 cm de første år og først på 4-5. år lægger de en halv meter til længden; men det må de ikke, for så bliver de til små træer. De lange skud bliver skåret ned for at få busken til at sætte en masse sidegrene ud, så rækken af buske nærmest bliver til en lav hæk. Både bønderne, donorerne og vi må styre vores utålmodighed, samtidig med at vi skal vise hinanden, at projektet stadig lever. Sidste år købte vi 3.000 kvadratmeter nordvest skråning, hvor fabrikken skal bygges. Både elværkets hovedledning og jordvejen kommer til at gå lige forbi, og udsigten kan ikke beskrives, men skal ses. Vi bad i år Tea Coop om at rydde grunden for træer og buske, så alle kan se, at der sker noget. Coop har selv skaffet kommunale midler til indkøb af stiklinger, så samtlige 330 husstande i Bhakanje har fået udlevet 100 stiklinger hver. Selv til de der ikke ejer jord; men de har fundet skråninger og uopdyrkede hjørner at sætte dem. Den helt store begivenhed i år var dog Bhakanje Tea Day. Den indledtes med, at vi i foråret sendte en ekspert for at lære farmerne at lave the. Grøn the er nemmest. Bladene skal have lov til at visne lidt, og så skal de tørres hurtigst muligt. Sort the er

12


lidt mere bøvlet. Først skal den visne lidt længere. Så skal bladene rulles lidt i hånden, så deres indre, men ikke overfladen, går i stykker. Dernæst skal de ligge lunt et stykke tid og oxidere, og så skal de endelig tørres. Kunsten består i at plukke de rigtige blade, vurdere de rigtige tidslængder, håndtere nok og ikke for meget og så endelig tørre hurtigst muligt og helst ikke i solen. Næste skridt var at invitere bønderne til at deltage i en konkurrence om den bedste the, med store præmier, samtidig med at vi ville afvikle en stor fest. Vi var elleve danskere og 250 lokale til Bhakanje Tea Day. I København kan man finde Perchs Thehandel, og det har man kunnet i 350 år og en halv snes generationer. De to søskende fra sidste generation kom til Tea Day sammen med min ven, themanden Ganga Rai fra Kathmandu. Bhakanje Women Group fik opgaven at lave Daal Bhat til 250 mennesker. Ungdomsklubben skulle arrangere festlokalet og underholdning. Vi havde sammen med Ganga fået indkøbt en masse præmier, som blev stillet op til skue, og så gik dagen i gang. 44 thefarmere stillede sig i kø og fik indvejet i alt 65 theprøver; grøn og sort the. Theeksperterne bryggede prøverne, smagte på dem og gav dem point, som jeg noterede i skema, så vi hen på eftermiddagen kunne opstille en rækkefølge. En tredjedel var rigtig fin the, endog nogen i eksportkvalitet. Den

næste tredjedel var drikkelig; men skulle bearbejdes noget mere. Resten rangerede fra udrikkelig til våd græs. Sidst på eftermiddagen var alle forsamlet, og vi kunne uddele de 8 pengepræmier, thepotter og –krus til samtlige deltagere og en lille pose kvalitets the til samtlige gæster. Vi benyttede lejligheden til at uddele bonus til skolens bedste lærere og bedste elever. Helt rørende, så gik den ene lærerbonus til alkoholikeren, som nu i over et år er gået på kærnemælk og er blevet en rigtig god lærer; hvor blev han glad og stolt. Så blev der fællesspisning; en usædvanligt vellavet middag, og alle blev mætte. Et par små danseoptræden og så for første gang i Bhakanje: Biograf. Vi viste Kundun om Dalai Lamas liv på storskærm. De ældre var dybt betagede af filmen, mens de yngre ind imellem fandt den lidt lang og undrede sig over, at alle tibetanerne snakkede flydende men uforståeligt amerikansk. Dernæst en lang række meget flotte sang- og danseperformances, som afsluttedes med fællesdans,

13


og de gamle der gik hjem i seng. Derefter ungdomsdans til midnat, og til allersidst de halvgamle mænd der kævede brændevin til den lyse morgen. Det var for alle involverede en meget stor dag, som sent vil blive glemt. Vi har i foreningen, både i Danmark og Nepal, indset og erfaret, at vores tilstedeværelse og vores støtte til samfundet er meget vigtig. Vi forsøger på mange måder at holde humøret oppe hos vore hårdt ramte venner. På trods af, at det på mange fronter går langsomt, så er der en optimisme og en følelse af, at det nok skal gå det hele. Det bliver ikke udtrykt direkte, men vi kan måle det på den tillid og hengivenhed, som vi bliver behandlet med fra folk i alle aldre. Det er langtfra alle, som er klar over hvad vores betydning er, for her i nuet er det bare sådan det er. Vi kan måle det på forskellen mellem Bhakanje og nabokommunerne. Dér er meget mere mismod, trækken på skuldrene og beklagelser over at være glemt.

Et målepunkt var også, at Sete Women Group inviterede os på middag, fordi vi sidste år i høje toner, og en ekstra donation, påskønnede den måde, som de drev deres kvindegruppe på. Fuldstændig orden i regnskaberne, og at overskuddet af deres mikrokredit blev lagt hen i en social fond, som allerede havde været i brug til sygetransport og sygdomsbehandling blandt medlemmerne. Da de fleste er sherpa, der ikke slår ihjel, havde de lidt svært ved at finde en hane, der var villig til at begå selvmord. Det var ikke problemet hos thami’erne i Patale, for de har masser af høns rendende, som jævnlig betaler for opholdet med livet. Sidste år vendte Maya Thami og hendes familie hjem efter mange år i Indien, hvor hendes far havde arbejdet i en mine. Maya nåede at blive student, før de vendte hjem, så nu er hun hele landsbyens eneste, der ikke er analfabet; og så taler og skriver hun endda et fint engelsk. Sidste år havde hun skrevet en projektansøgning

Sete Women Group 14


om støtte til et forsamlingshus. Selve opbygningen af ansøgning lærte hun af alle analfabeterne, som havde lyttet rigtigt godt efter under vores Women Empowerment Program. Vi blev så imponerede, at vi straks bevilgede, så nu i år blev vi inviteret til indvielse. De fremviste deres nye forsamlingshus og ikke mindst regnskabet, som Maya havde skrevet under alle de andres diktat. Endnu en gang blev vi imponerede og gav dem ekstra penge til et ordentligt cementgulv, og så var der kartoffelpandekager og karrygul hønebryst med San Miguel Beer til. I Themjeng blev vi beordret til frokost. Også de havde fået et forsamlingshus og havde også allerede fået ekstrabevillingen til cementgulv, så nu kunne vi indvie gulvet.

leder fra hovedstaden, som gav forslag, idéer og værktøjer til lærernes arbejdsmetoder. Janaki gav studievejledning for de ældre klasser. Præmieringen af særligt aktive og dygtige elever, som var i stand til at udtrykke holdninger og visioner på engelsk, fortsatte på tredje år. Der er ingen tvivl om, at det virker, og at det virkelig forbedrer undervisningen, hver gang vi giver den en skalle, men problemet er, at vilkårene for både lærere og elever er frygteligt ringe i de midlertidige simple skjul, som fungerer som skole. Vejrliget står lige ind igennem væggene af bambusmåtter eller brædder, og regnen trommer på bliktaget. Larmen mellem klasselokalerne er vold-

I år blev der virkelig satset stærkt på aktiviteterne omkring undervisningen på vore skoler. Lærerne blev præsenteret for moderne undervisningsmateriale på medbragte computere og projektor. Vi havde medbragt en professionel vej-

15


som, da væggene ikke holder noget tilbage, og der skal råbes højere for at overdøve naboen. De mest målrettede lærere og elever gennemfører deres skoledag på beundringsværdig vis; men en del, både lærere og elever, skulker efter forgodtbefindende på imponerende vis, endog når vi går omkring og inspicerer det hele. Det haster med at få skolebygningerne til at fungere. Skolen i Chhirringkharka er næsten færdigbygget. To bygninger i Sagardanda er nu klar til at blive indtaget. I Sagar-Bhakanje er en bygning med fire klasseværelser på vej, mens vi er ved at være klar til at påbegynde byggeriet af specialbygningen for naturvidenskab, bibliotek og computerundervisning. Vi mangler lige den sidste finansiering. Endnu en klasseværelsesbygning er vi i færd med at finde penge til. I Chaulakharka begynder vi nu at bygge high school afdelingen. Så alt i alt må vi regne med at der går endnu 1-2 år, før de fysiske strukturer er i orden. Jeg blev kaldt op på Bhakanje Health Post til the og kiks. De har for en gangs skyld fået ansat en virkelig dygtig og en-

gageret Health Assistant, og så hedder han bare Tul. Han fortalte mig, at hans to største problemer er, at det offentlige sundhedssystem kun leverer nogle ganske få typer medicin, såsom hovedpinepiller, ormemiddel, p-piller, tre typer antibiotika og desinfektionsmidler, så derfor er der rigtig mange sygdomme, som han ikke kan behandle ordentligt. Han gav mig en liste. Hvis jeg, som engangsinvestering, ville købe disse mediciner for 10.000 kr, så kunne han sælge dem og købe nyt for pengene. Faktisk et rigtig godt bæredygtigt projekt, som kunne støtte livsmodet i befolkningen. Han havde også en ønskeliste på 8.000 kr til rene lagner, gummilagner, puder og andet sygehusudstyr, som virkelig mangler, når man er en seriøst arbejdende læge. En engangsinvestering, men lige så vigtig når vi gerne vil vise folk, at vi mener det hele alvorligt. Desværre måtte jeg fortælle ham, at vores budgetter skrider, så vores beholdninger er bundet til byggerierne; men jeg lovede ham, at jeg vil holde øjnene åbne for ekstra donationer til formålet. Kære alle Himalayan Project’s medlemmer; er der mon nogen af jer, som har en idé og energien til at

16


finde penge til det formål?

Kort fortalt, så er Sujita inter-kaste-datter af en lavkaste thami-mor og en relaEt uskyldigt offer. Historien om Sujita tivt lavkaste rai-far fra Kenja. Da hun ikke havde ret meget sikkerhedsnet i familien, så stak hun tidligt af til Kathmandu med en lidt for frisk bhujel-lavkaste. Det varede dog ikke længe, for han begik selvmord, da det viste sig, at han havde gjort sin søster gravid. Efter en periode på bunden i hovedstadens slum løb hun ind i en thami skolekammerat. Han havde arbejdet i Indien nogle år og havde lidt penge med tilbage, så de kunne løfte sig lidt op over slummen til en lille ussel lejlighed. Men snart begyndte han at skrante, og det blev gradvist ringere, og så fulgte hun efter. En blodprøve viste, at han havde AIDS i fuldt udbrud, og at hun var blevet smittet. Efter en grådfyldt periode begik han selvmord. Sujita fik et lavtlønsarbejde på en klædefabrik. Det er noget med støv, opløsningsmidler, fugt og træk. Ikke det bedste miljø for en HIV-patient, men der var ikke andet at få for en lavt uddannet lavkaste. En tredjedel af lønnen gik til husleje, den næste til medicin og den sidste til mad; men hver tredje måneds kontrolbesøg på hospitalet tog alle madpengene. Nu er der gået halvandet år, og hun bliver ringere, så udgifterne til sygdommen blive større. Sidste gang på hospitalet, det var lige før Jul, havde hun ikke penge nok og fik ikke medicin med hjem, og beskeden at næste gang var det forudbetaling eller afvisning. Hun henvendte sig til Namgyal for at tigge om penge til medicin, og vi blev enige om, at den historie er for sørgelig at forbigå.

Rai rummer så mange aspekter af bagsiden af vilkårene i Nepal, og ikke mindst tydeliggør, hvor forskellige vilkårene er for mennesker i det nepalesiske fattigdomsultra-liberale samfund og vores velfærdssamfund. Kastesystemet er afskaffet ifølge loven, men i praksis hænger det fortsat ved. Kaste betyder i bund og grund, etnisk gruppe; men så klæber der også en række fordomme ved, især omkring lavkaste, såsom fattigfolk avler fattigfolk, svært at bryde social arv, fastlåst i tradition, afhængighed af familien osv. Ægteskab på tværs af kaste fører til eksklusion, og ikke mindst når det er mellem lavkaste. Man gifter sig ikke udenfor sin etniske gruppe/ kaste, og hvis man gør, så fører det i større Jeg skrev en julemail rundt i foreningen eller mindre grad til udelukkelse af famiog 31 behjertede medlemmer indsamlelien og dennes sociale og økonomiske sikde i alt 17½ tusinde kroner; men hermed kerhedsnet. var problemerne ikke løst. Namgyal kon-

17


taktede en NGO, som arbejder med kronisk syge, og det viste sig, at en af deres medarbejdere, Indira, er en god bekendt til os, så der blev arrangeret et møde, hvor Sujita skulle medbringe sine hospitalspapirer. Men Sujita mødte ikke op, fordi hun havde mistet sine papirer i bybussen, sagde hun, og herefter tog hun ikke telefonen, når Namgyal ringede. Vi havde en periode, hvor vi troede, at vi var taget ved næsen og overvejede, hvor pinligt det ville være at skrive rundt. Heldigvis fik Indira fat i hende, og det viste sig, at Sujita var bange for at få udråbt, at hun har netop denne fordomsbehæftede sygdom, og dermed blive smidt ud af lejligheden, arbejdet og alle dem hun kender. De to fik en lang, god og beroligende snak, og nu tager Indira med på sygehuset og får de rigtige papirer og certifikater. Det viser sig nemlig, at Sujita kan få gratis medicin fra det offentlige og delvis betaling for undersøgelserne. Det var der ingen, på sygehusene, der havde fortalt hende. Dernæst vil Indira involvere hende i en gruppe af patienter og aktivister, så de kan få afmystificeret Sujita’s angst, og først derefter skal vi indgå med løsning af hendes problemer med ordentlig mad, et ordentligt arbejde og en ordentlig bolig. I skrivende stund, her før bladets deadline, er dette endnu ikke afklaret. Der vil blive oprettet en side på hjemmesiden senere, hvor der vil blive opdateret. Men en stor tak skal lyde til alle I, som gav en hånd til Sujita, det stakkels uskyldige offer med så få og vanskeligt tilgængelige sikkerhedsnet.

den anden side af Jorden, og at vores indsats gør en forskel. Det er med stor glæde, respekt og dyb taknemmelighed, hver gang jeg registrerer jeres indbetalinger på vores konto. Det varmer, og det giver den energi, som får hele vores organisation til at mene, at alle vore besværligheder til trods, så er det det hele værd. Jeg kan forsikre jer, at alle de flere tusinde mennesker deromme i Solu, som er påvirkede af vores indsats, de er gladere og mere håbefulde, end de var før. Vores skolebørn, som før var snottede og trykkede, de er nu friske og frejdige struttende af sundhed. Deres forældre og alle de andre voksne, både mænd og kvinder, møder os med åbent blik og varm tillid – som venner og kammerater. De ved alle sammen, at vi ændrer deres liv. Det er ikke sikkert, at de rigtigt registrerer, hvor meget vi betyder for dem, for det bliver jo hurtigt deres hverdag. Men vi kan se det, og vi frydes ved det, vi Janaki, Namgyal, Mummy Anne-Marie og Papa Kurt!

Her afslutningsvis vil jeg også rette en stor tak til alle jer donorer og virksomheder, som har troet på at vi gør en uegennyttig humanitær indsats deromme på

18


19


Himalayan Project Blad 37 - Februar 2017  
Himalayan Project Blad 37 - Februar 2017  

Members magazine written in Danish

Advertisement