Page 1

Himalayan Project Nr.34. - 17. 책rgang - Himalayan Project - September 2015

www.nepalhelp.dk www.himalayan-project.dk


Bestyrelsen Himalayan Project formand: næstformand: kasserer: sekretær: medlem: medlem: redaktør:

Torbjørn Ydegaard, Fjordvej 4, 6200 Aabenraa Tlf. 29 82 28 54 - tyde@ucsyd.dk Thøger Berg Nielsen - bodildegnbol@hotmail.com Niels Mathiasen - nielsjuulm@yahoo.dk Allan Danfær - danfaer@mail.dk Ulla Laier - ulla_laier@msn.com Nanna Marie Kristensen - nannamarie.k@gmail.com Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive Tlf. 97 54 53 08 - klomborg@post11.tele.dk

Kender du QR-koder?

Du skal downloade en ”app” fra dit ”app-store”, og det gør du sådan her:

Hvis du ejer en smartphone, og det siges 77% af danskere at gøre, så kender du måske allerede QR-koderne. Men der er garanteret mange af jer, der ikke ved hvordan man aflæser dem, så her er lidt hjælp. For det er virkelig en nyttig lille sag, som vi i Himalayan Project fremover vil benytte os en del af, for at give dig hurtig adgang til gode oplysninger og underholdende småting.

• • • • •

Åben ”App Store” Åben ”Søg” og skriv ”QR” Vælg en af de apps der kommer frem Vælg ”Hent” og derefter ”Installer” Åben ”QRreader” og afprøv en af disse QRkoder

Fotos: alle fotos Namgyal Jangbu Sherpa - Forside: et hjem i Septeng, imellem Kenja og Chhimbu, totalt smadret af jordskælvet den 12. maj 2015 - Bagside: Dakchhu på Lamjura-ryggen

2


Når Jorden skælver!

af Projektmager Kurt Lomborg Det er ikke så mange danskere, der har oplevet et rigtigt jordskælv. Ikke fordi vi ikke har dem. Her i 2015 har vi i Danmark haft knap 350 jordskælv, hvoraf de største midt i januar rundede Richtertal 3, hvilket svarer til en lastbil der kører forbi. De største danske skælv har været på 4,7, som får postelinet til at klirre. Hver gang richtertallet stiger med 1, så øges den frigjorte energi med 10. Derfor er et jordskælv på 8 hele 100.000 gange kraftigere end et på 3. Men Himalayas grundfjeld er langt mere aktivt end det danske. Den indiske granitplade har været i færd med at støde ind i og ind under den eurasiske sandstrand igennem 60 millioner år. Sammenstødet kulminerede for 10 millioner år siden og vil derfor aftage over de næste 30-40 millioner år. Ligesom de der super-slowmotion film, som viser en bil der kører ind i en mur og krøller sammen. Himalaya småskælver hele tiden og med måneds mellemrum kommer den op omkring 3½ til 5 og med års mellerum oppe og røre 6 og så med 50-80 års mellemrum de store på 7-8, sådan som det skete den 25. april og 12. maj i år med 7,8 og 7,3. Kathmandu løftede sig på få sekunder 1½ meter, mens Langtangbjergene sank tilsvarende. Mount Everest sank kun 3 cm i første omgang og lidt mere i anden, ligesom toppen flyttede sig nogle centimeter ind i Nepal. Langsomt med småskælv vil de finde deres gamle positioner igen

over de næste 50-80 år. Det lyder ikke af så meget, men i betragtning af, at det har taget 60 millioner år at få Mount Everest op på 8.848 meter, så er det sket ved at løfte 1/7 millimeter om året. Jordskælvet opstår i en lang sammenpresset fold dybt nede i den stenede jordskorpe. Det udløses i det svageste punkt og straks i løbet af enkelte sekunder flænger hele folden. Ligesom torden kan høres længe efter, at lynet er slukket, sådan ryster jordskorpen i mange sekunder efter, at forkastningen er ophørt. I det hele taget opfører jordskælv sig ligesom lydbølger, som bruger en vis tid til at forplante sig, og som kan dæmpes eller forstærkes af strukturer i dybet og i overfladen. Den side af en dal, som vender hen imod epicenteret, rystes hårdere end den, der vender væk, ligesom en bjergryg, der vender hen imod epicenteret, får rystelserne fra begge sider. Der kommer også en dyb skraldende lyd nede fra jorden, som et tog der kører igennem en tunnel nedenunder, eller som nepaleserne sagde, en traktor med en jernanhænger fuld af jernskrot, som kører ned ad bjergsiden

3


i fuld fart. Namgyal, Janaki og Tikaram var i færd med at forberede deres runde i Solu, dels for at uddele scholarship, og dels for at kontrollere byggeprojektet i Chhirringkharka og endelig at forberede projekterne omkring elværk, the-fabrik og renoveringen af Chaulakharka Skole. Men på den ugentlige fridag, få minutter før middag, begyndte køleskab og køkkengrej at rasle voldsomt, og imens det faldt på gulvet forsøgte alle at løbe ud af huset, men kunne ikke, fordi benene forsvandt under dem, så de blev svimle. Først da rystelserne svandt ind, kunne de tumle ud, mens potteplanter og vinduesglas faldt ned højt oppe fra. En dreng, som nu søger om scholarship hos os, løb ud, men blev ramt af en nedstyrtende altan. Da han vågnede igen på hospitalet, havde lægerne amputeret begge hans ben. Hele dagen blev efterskælvene ved. Somme tider rystede de fra side til side og sommetider op og ned eller frem og tilbage. Somme tider rystede nogen, mens andre ikke gjorde. Af skræk og af kulde. Især hen under aften, hvor ingen turde gå ind og finde varmt tøj. Af forhåndenværende materialer lavede naboer fælles ly for natten, som de følgende dage blev udbygget med presenninger. Sådan levede folk i 3-4 dage, før de vovede sig ind i husene for at finde tøj og husgeråd. Stadig, flere måneder efter, lever mange folk i Kathmandu i disse hytter. Heldigvis kom ingen af vore venner eller scholarship-børn i hovedstaden noget alvorligt til. Allerede første dag var Namgyal inde på kontoret for at se, hvor galt det var gået. Huset fejlede ikke noget, men alle mapper og møbler lå spredt på gulvet. Fire dage efter åbnede de kontoret i nogle timer og

gradvist kom de op på normalt arbejdstempo igen, mens nyhederne kom ind fra Solu. Det var ikke så galt som frygtet. En del huse havde slået revner, så folk ikke turde bebo dem, men de fleste begyndte efter få dage igen at gå indendørs; men flyttede dog sengene ned i nærheden af hoveddøren. En del af vore skolebygninger havde slået revner, men ikke noget alvorligt som ikke kunne repareres. Så vore folk fortsatte deres tur-forberedelser. Namgyal ringede til Amtschefen, som så mindeligt bad os om at skaffe tag over hovedet til nogle af de 8.000 familier i distriktet, som han mente havde mistet deres hjem (det viste sig heldigvis at være lang færre her i første omgang). Vi indkøbte 100 presenninger, 200 liggeunderlag, 100 tæpper og 100 ris-sække at pakke det i. Namgyal og Janaki fløj til Phaplu den 11. maj, mens Tikaram kørte i minitruck med vore Survival Sacks. Den 12. maj om formiddagen pakkede de sækkene sammen med det lokale politi og militær og læssede dem på en traktor, som straks kørte afsted med alle 100 sække op gennem Thamakhani-dalen, hvor en gruppe soldater stod klar ved vejs ende til at bære dem videre op til Goli og Chaulakharka, som var hårdest ramt. Men så skete det igen. Endnu et stort skælv på Richter 7,3 men meget nærmere Solu end det foregående. Epicenteret lå kun 40 km borte i 15 km dybde. Denne gang fik Bhakanje nådestødet. Ved første skælv var 15% af huse svært beskadigede. Nu var de 15 % totalt faldet sammen, mens 50 % var beskadiget til ubrugelighed. Få procent var ubeskadigede og resten til at reparere. I Chaulakharka kommune var det lige så slemt og stort set det samme i Goli. Men

4


Ang Chokpa Lodge i Junbesi - det ser ikke så galt ud, men prøv at kigge lidt nærmere.

omme på den anden side af Lamjura passet var det knap så galt, selv om ingen hoteller i Junbesi er til at bebo, og jo fjernere fra epicenteret jo færre alvorlige skader. Men af Solukhumbu’s samlede 24.000 husstande måtte 16.000 finde alternativ bolig. Halvdelen for en periode indtil skælvene ophørte, eller indtil de kunne reparere, mens den anden halvdel aldrig ville kunne flytte ind i deres hus igen. Det skal rives ned. Men hvordan river man et hus ned uden at have maskiner til hjælp? Det er svært at beregne eller gætte, hvilken bjælke der holder det hele oprejst, men

får det hele til at brase sammen om ørerne, når den fjernes. Der findes ikke husforsikringer i Solu, og ikke ret mange har råd til at bygge et stort fint hus igen. Så længe

Dakchhu

Bupe Tamangs hus i Sagar-Bhakanje

5

huset står, er folks ejendele da sådan nogenlunde i ly for regnen, og hvor skulle man ellers opmagasinere dem. Straks kom folk fra nær og fjern til distrikts-hovedstaden Salleri, for at få noget at bygge nødskjul af, men Amtschefen havde kun 7 telte og nogle ruller tynd pla-


ro. Namgyal havde kaldt folk fra Bhakanje over passet til Junbesi, så sidst på dagen kørte vore 3 tapre medarbejdere med traktor dertil med 25 sække med 10 presenninger i hver. Først ved midnatstid mødte de Bhakanjefolkene, som i nattemørket og begyndende monsunregn gik tilbage over passet med hver 2 sække på nakken med besked om, at de skulle fordeles med én presenning til hver familie. Næste dag kunne alle familier i Bhakanje bygge sig en nødhytte, der kunne holde regnvejret ude. Tilsvarende mængder blev med traktor sendt til Chaulakharka og Beni. Distriktet stillede en helikopter til rådighed, så Namgyal kunne flyve de sidste sække til Goli og 3 fjerntliggende kommuner sydpå. Først da vi var færdige med at fordele vores nødhjælp, begyndte andre NGO’ers forsyninger så småt at ankomme, og endnu senere ankom Røde Kors; men ingen af dem kunne levere samme kvalitet presenning, som vi havde

Fordeling af 7 telte

stik. Folk argumenterede vældigt for at netop deres familie skulle have. Der blev en råben og vrede puf til hinanden, som nær udartede sig. Amtschefen og hans folk forsøgte fortvivlede at dæmpe gemytterne, men anede ikke, hvad de skulle gøre. Namgyal ringede til mig fra sin mobiltelefon, så jeg kunne høre balladen, og spurgte om vi kunne gøre noget. Allerede efter det første skælv havde jeg startet en nødhjælps-indsamling, og her efter andet skælv var offerviljen virkelig stor, så vi besluttede straks at få fat i presenninger. Namgyal ringede til Kathmandu til plastik-leverandøren og spurgte ham, om vi kunne købe 1.000 presenninger af ham på kredit i en måneds tid – en formue. Han tøvede ikke et sekund, selv om han kun har mødt Namgyal få gange før. Tikaram blev sat i en flyver tilbage til Kathmandu, fik pakket en lastbil og kørte endnu en gang til Salleri ad veje, som mange steder var rystet i ulave. Fire dage efter skælvet kunne Amtschefen sende de 80 husvilde, stadig råbende og brokkende, hjem med hver en presenning, så han kunne få lidt

Taknemmelige Officials

6


Folkene fra Bhakanje henter 250 presenninger til alle husvilde familier

den er begyndt, skal Anne-Marie og jeg selv op i Upper Solu og se, hvordan det går. Det er vi meget spændt på. Vi har selvfølgelig en idé om, hvordan det hele står til, men vi vil nok blive overraskede igen og igen både i positiv og negativ retning. Anne-Marie flyver til Phaplu med Janaki og Tikaram og uddeler scholarship på vejen til Bhakanje. Jeg tager direkte til Bhakanje med bus sammen med Namgyal, for vi skal koncentrere os om genopbygningen af skolerne. Folk bor fortsat i deres nødskjul. De er

leveret. Men vi kunne trække os tilbage, og vore folk kunne fortsætte det arbejde, som de egentlig var kommet for. Først og fremmest at uddele scholarship. Janaki har været aktør i en dansk produceret film for nogle år siden ”www. thebigone.dk” som netop omhandlede det store jordskælv, som alle vidste, ville komme en dag. Janaki var således forberedt og meget velinformeret, men blev alligevel stærkt chokeret over voldsomheden og konsekvenserne. Hun har skrevet en hel bog om sine oplevelser i Solu, med interviews af samtlige af vore scholarship modtagere. Den er vi ved at få oversat og redigeret, fyldt med billeder og links, så den kan udkomme først i det nye år. Der kommer meddelelse ud, når bogen er ved at være klar. Her sidst i oktober, når efteråret og tørti-

De sidste presenninger bliver fjøjet til de fjerneste hjørner af distriktet

7


bliver brugt som bolig eller lagerrum for både madvarer og ejendele. Som bolig har de fleste dog erkendt, at de er uegnede. Der er alt for varmt i løbet af dagen og oftest for koldt om natten. Vi var også så stolte af, at næsten alle havde bygget toilet, og at mange også havde lavet et baderum. Men næsten alle er de faldet sammen. Så nu sidder folk i drivhuset og sveder, men kan ikke blive vasket, så de kommer til at lugte. Normalt modvirkes dette af, at der er rigeligt røg i køkkenet, som modvirker dårlig krops- og tøj-lugt. Men nu opholder folk sig jo ikke i køkkenet længere, men i drivhuset, hvor man ikke kan have bål. Nødskjulene med den blå presenning er ikke så meget bedre. Lidt køligere om

Sagardanda

blevet lovet en offentlig støtte til genopbygningen af deres hjem, men under forudsætning af, at de ikke er begyndt at reparere før huset er blevet vurderet, og at de fortsat bor på deres grund. Foreløbig har de fået det der svarer til 500 kr og 1.000 kr, og nu har nogen snakket om, at der er 15.000 kr på vej plus mulighed for at optage et statsgaranteret lån. Men slet ikke de beløb, som er nødvendige for at bygge et ordentligt og solidt hus, og da slet ikke hvis der skal tænkes jordskælvssikring ind i byggeriet. Vi har jo været så stolte over alle vores 80 drivhuse, og at alle folk så sunde og friske ud med tomatfarvede kinder. Men i år bliver der ikke mange grøntsager, for drivhusene

8


dagen og lidt lunere om natten, men stadig ikke det normale husklima. Nu er monsuntiden heldigvis ved at være overstået. Siden midt i juni har det regnet hver eneste dag. Somme tider fra midt på eftermiddagen; somme tider fra først på eftermiddagen; somme tider endda fra sidst på formiddagen. Næsten hver eneste dag i form af det, som vi danskere forstår ved skybrud med Pasang og Dati’s hjem i Themjeng store tordenskyer, blot med den Hele vejen fra Jiri til Phaplu findes der, så forskel, at bjergene holder fast på skyerne, vidt vi er informeret, kun et eneste hotel at overnatte i. Heldigvis er det dejligt centralt i Sete hos Susma og Ang Dawa. I Sagar-Bhakanje er der et par små huse, hvor der kan rigges en soveplads op. I Chhirringkharka kan vi overnatte i klinikken, der er ubeskadiget. Men ellers må vi tage til takke med, hvad der byder sig. Mange har indrettet køkken lige indenfor døren til deres hus, så de hurtigt kan rende ud, hvis det begynder at skælve. Vi har Tikaram Dati i køkkenafdelingen med os, og han er fantastisk til at få kedelig nepalesisk mad til at ligne så vandet vælter af dem i timevis. Men de et lille festmåltid, så den side af sagen er blå presenninger holder tæt, bortset fra lidt kondens, og regnens trommen hindrer enhver samtale. Men resten af hytten er ikke tæt. I den fugtige sommervarme kravler alt muligt kryb ind igennem vægge og mellem vægge og gulv. Alt fra slanger og igler til underlige insekter, som folk er vant til, men ikke i soveværelset. Vi er spændt på hvor mange af de underlige dyr der er gået til ro i efteråret, når vi bliver budt indenfor. For der er stort set ingen huse vi kan overnatte i. Scholarship-uddeling i dagligstuen

9


milielivet bliver lidt snærende og begynder at rende lidt for meget omkring. Der har været flere bryllupper de sidste par måneder end i årevis. Skolegangen er vanskelig, fordi undervisningen forgår i interimistiske nødskoler, hvor regnen trommer på taget, og undervisningen i nabolokalet forstyrrer, så mange pjækker. Der er svært at få fred til at læse lektier hjemme i drivhuset. Når vi laver aftaler med de unge om Nuru Jangbu underviser i nødskolen i Sagar-Bhakanje fortsat studie eller andre opgaver, så er de pludselig optaget af noget nok i orden. Bortset fra at kartoffelhøsten andet et andet sted. Det kortsigtede blihar været skidt, fordi der var alt for tørt i foråret. Også majsen og hveden er kom- ver mere attraktivt end det langsigtede, met skidt igennem sommeren, fordi der som kan virke uoverskueligt. Også det at er gået nye og ukendte insekter i dem. telekommunikere er lidt svært. En overDet har næppe noget med jordskælvet gang var elværket nede, fordi de efter et at gøre, selv om mange ser en sammen- år stadig ikke havde fået installeret den hæng både i dette, som i så mange andre lynsikring, som jeg leverede dem sidste efterår. Derfor løb mobiltelefonerne tør ting. Men humøret i de små huler er på- for strøm. Men nu er elværket oppe igen. faldende og uventet fint. Folk joker og Nu er det til gengæld svært at få folk til at pjatter som før; ja måske endda endnu indkalde til møde, fordi de har travlt med mere. Som flere siger: ”Hvis det kun var en masse ting og måske også at slippe lidt mig, der havde mistet mit hus, så ville jeg væk hjemmefra. Det tager mindst en uge begå selvmord; men nu er vi alle i samme at handle ind i Kathmandu, og mindst 2-4 situation, og så kan vi jo grine af hinan- dage i Salleri på grund af al den transport. den og os selv”. Man kan jo grine af, at man har set naboen sidde i sin svedehytte med bar overkrop, eller at udekøkkenet satte ild til stråmåtterne, eller at der er gået mus i kornsækkene, eller af ham der lugter fælt, eller alle de andre små begivenheder, når livet ikke er som det plejer at være. Men man kan også i familien komme til at gå hinanden lidt på nerverne, når man bor så tæt sammen. Det er især de ældre af børnene, der synes at fa- Et klasseværelse i Bhakanje Skole

10


Så indtil videre har ingen møder været rig- Hovedgaden i Kenja tig effektive, fordi nogen fra bestyrelsen har manglet, og normalt kræver beslutninger enstemmighed, for at undgå brok bagefter. En stor frygt efter jordskælvet har været faren for jordskred. Jordskorpen ovenpå grundfjeldet er blevet rystet grundigt op, og store revner er opstået på kryds og tværs, hvor monsunregnen har kunnet trænge ned og omdanne jorden til mudder, som herefter kunne skride ned Derfor er folk flyttet op på dalsiden, hvor ad bjergsiderne. Dette er da også sket de har etableret en flygtningelejr midt i mange steder i Middle Hills, men mod forlandsbyen Dunda. Om dagen passer de ventning ikke oppe i High Himalayas hos deres marker og dyr nede i Kenja, men om aftenen tager de til Dunda for at overRiverside i Kenja natte. Vi vil gerne hjælpe dem med at genetablere skolen, men så må byen anvise os en mere sikker byggeplads end den nuværende. Sidste år forærede vi Ringmu Skole et rigtigt Dannebrog, som de hejser hver dag ved morgensamlingen og stryger når skolen lukker. På muren af vores allerførste skole i Chhimbu malede en lokal kunstner Dannebrog. De to skole os. Især nede i Kenja har de været meget nervøse for at det skulle ske. Kenja, som blev meget hårdt ramt af jordskælvet, ligger på kanten af en lille slette, hvor to dale smelter sammen til en; helt tæt på elven der kommer oppe fra sidedalen. Deroppe, hvor sidedalen bliver snæver, vil et jordskred nemt kunne ske, og det vil danne en dæmning på tværs af elven. Vandet vil hobe op indtil jorddæmningen bryder og så vil en flodbølge af mudder og vand komme væltende. Det første den vil møde på sin vej er skolen, som vil forsvinde i mudder. Derefter vil byens 45 i forvejen ødelagte huse et efter et blive revet med.

Ang Phuti og Gyalzen i Kenja

11


r, som begge ligger i ret hårdt ramte landsbyer, tog kun lettere skade og er allerede blevet repareret. Nu tror mange på, at Dannebrog har særligt beskyttende egenskaber. Sidste år indviede vi den flotte toetages bygning i Sagar-Bhakanje med kontorlærerværelse og to klasseværelser. Det er den første, som vi har bygget efter vores eget jordskælvssikrede design. Den bestod prøven! Den mistede nogle sten i den ene gavl og nogle sten ved fløjdøren faldt ned, men det blev hurtigt bragt i stand, så bygningen står fuldstændigt uden skader. Men resten af skolen er faldet sammen. Også den smukke sciencebygning. Men det store glasskab med alle fysikinstrumenterne blev reddet, og alle bøgerne i biblioteket. Nu er alle de ødelagte bygninger blevet skilt ad. Nogle af dem helt til fundamentet. De byggematerialer, som kan bruges igen, er blevet lagt

6-7. klasse i Bhakanje Skole

12

pænt i lager, mens andre er blevet brugt til at bygge en nødskole. Men mange børn kommer ikke i skole dagligt. Dels er hjemmet ikke i ordentlig funktion og dels er larmen utålelig, når regnen trommer på blikpladerne og eleverne i naboklassen larmer. Nogle børn er også sendt til familie, som bor andre steder, hvor jordskælvet ikke ramte – især i Kathmandu. Ikke altid under helt betryggende forhold.

Science Lab

I Sagardanda blev alle tre bygninger så ødelagte, at de alle må igennem en gennemgribende renovering. To af bygningerne er pillet ned til stabilt murværk, og heldigvis kan de fleste materialer genbruges, så de er opmagasinerede i den tredje bygning. Også toilettet blev alvorligt skadet. Skolen i Kenja kan ikke bruges mere, og desuden ligger den i farezonen, hvis en flodbølge skulle komme ned gennem dalen. Men vi har indvilget i at hjælpe med genopbygningen, hvis landsbyen kan anvise en byggegrund, som ligger i sikkerhed. I Chaulakharka havde vi jo i forvejen besluttet at rive hele skidtet ned og bygge nyt op, så det projekt vil vi påbegynde snart. I Chhirringkharka var vores jordskælvs-


sikrede skolebyggeri nået til andet lag jernbeton, da jordskælvet forsøgte at ødelægge det; men selvfølgelig skete der ingen skader, så nu er den skole snart færdigbygget. I alt 18 bygninger på 3 skoler skal vi have renoveret hurtigst muligt bare i Bhakanje og Chaulakharka kommune; og yderligere 4, hvis Kenja kommer med. Heldigvis ser det knap så slemt ud med vore øvrige skoler i Upper Solu, så dem vil vi overlade til andre at tage sig af. Vi har nok at gøre i de to kommuner. I foråret sendte en masse af vore medlemmer, og også andre behjertede mennesker, os en dejlig masse penge til nødhjælpen. I alt 430.000 kroner blev det til, hvoraf vi straks brugte 155.000 kroner til de 1.110 presenninger, så der nu står 275.000 kroner tilbage. Nok til at reparere 5-6 skolebygninger. Men også via vore Rotary-kanaler regner vi med at få til 3-4 bygninger mere. Vores samarbejde med Human Practice Foundation skaffede os 110.000 kroner til den akutte nødhjælp, og HPF er nu ved at finde større donationer til Chaulakharka Skole. Vi har stadig gamle venner i baghånden, som er klar til at træde til med større beløb, når jeg har været deromme og fået et ordentligt overblik. Men selvfølgelig skal det ikke være helt problemfrit. Mange små NGO’er som vores har snydt og bedraget deres donorer og deres modtagere. De værste er faktisk vesterlændinge som os selv. Jeg har ikke hørt om danskere i den forbindelse. Selvfølgelig er der også nepalesere, der har forstået at udnytte pengestrømmene. Derfor har de nepalesiske myndigheder sat en masse restriktioner op for at hindre misbrug. Det er sådan set godt nok,

Sagardanda Skole

når bare de ikke generer Himalayan Project, som jo har fuldstændig god samvittighed på alle felter. Som anerkendt og registreret NGO, som får gennemgået vores regnskab årligt af myndighederne, har vi da heller ingen problemer. Men nu har embedsmændene alligevel øjnet en chance for lidt ekstra indkomst. Hvis vi vil gennemføre projekter på mere end 125.000 kroner, vil forskellige kontrolmyndigheder besigtige projektet. Sådan set OK, men vi skal betale både løn, fortæring og transport for 2 mand i 7 til 10 dage, hvilket vil løbe op i 5-6.000 kroner for hver besigtigelse. Da jeg ved at vore byggerier er helt i top kvalitetsmæssigt, og da jeg ved at ikke en krone bliver misbrugt, så vil jeg ikke betale for denne kontrol. De skal være hjerteligt velkomne til at komme og

Bire Thami havde endelig sparet op til at bygge et hus

13


kontrollere alting, men ikke på vores regning. Vi kan forsøge at splitte vore projekter op i mindre dele. I stedet for at sige, at vi renoverer en skole, så renoverer vi et antal bygninger ved en skole. Men hvis ikke den går, så vil jeg lave ballade eller finde andre udveje. Men det kan godt gå hen og blive noget bøvl. Desuden skal vi nu have godkendt vore byggeplaner af undervisningsmyndighederne. Det er vi i færd med nu, og vi har fået et par indsigelser til byggetegningerne, som vi med glæde har taget til efterretning og lavet om. Faktisk har vi fået meget ros for vores nytænkning med jordskælvssikring, som er en modificering på myndighedernes normale koncept, og som er til at gennemføre ude på landet langt fra offentlig transport og maskiner. Men så er vi rendt i problemer med en regel om, at vi skal ansætte en byggekyndig mand til at overvåge byggeriet. Det kan vi godt selv finde ud af i samarbejde med vore dygtige og pålidelige håndværkere i Solu, og under Namgyals årvågne og kritiske overblik. Vi skal ikke have en tilfældig slægtning til en myndighedsperson til at blande sig, oven i købet betalt af vores indsamlede penge. Den sag er i øjeblikket til høring højere oppe hos myndighederne. Tidligere kunne vi medbringe brugte computere og andre nyttige ting i vores flybagage, og en masse projektpenge i lommerne, for vesterlændinge blev aldrig tjekken i tolden. Men de tider er forbi nu. Nu tager tolderne mange stikprøver og man får lov til at betale både told og bøder, og større pengebeløb bliver konfiskeret. Men det er ikke et stort problem. Vi har helt styr på regnskaberne, så projektpen-

gene kan lige så godt blive overført ad de normale kanaler, og en enkelt computer og smågaver kan de ikke brokke sig over. Der skal dog være en grænse for, hvad jeg vil være med til at få beskattet, når jeg arbejder i Nepal. Vi betaler fuld skat og moms på vore indkøbte varer, og vore medarbejdere betaler den personskat, som de skal, også selv om det er ret nemt at smyge sig udenom, for vi vil ikke risikere at blive hængt op på noget. Men når vi tilbyder undervisningsmyndighederne at bygge skolebygninger, som vil blive overdraget til myndighederne, straks de er færdige, og af en kvalitet, som langt overstiger det, som de normalt selv bygger, så vil jeg ikke tillige betale for deres kontrol, hvis væsentligste, og i vores tilfælde eneste, formål er, at sikre nogle myndighedspersoner en ekstra indkomst. Også i den sikre overbevisning, at alle I, som har doneret til vores jordskælvsfond, heller ikke gerne ser en væsentlig procentdel af jeres donation blive ædt op af uvedkommende. Lige nu er det evindelige monsun-regnvejr ved at ophøre, og flere dage rummer solskin og varme i stedet for overskyet og væde. Nu går folk spændt og venter på, hvad vi mon kommer med. Mange håber sikkert, at vi kommer med penge til nye huse, men det er for stor en opgave for os. Men vi kommer med håb til den theproduktion, som vi har snakket med dem om de sidste par år. Gennem Human Practice Foundation har vi et samarbejde med nogle særdeles stærke folk, som ser meget seriøst på, at vi kan få en produktion af kvalitets-the i gang, og at vi også kan afsætte den på et marked både i Europa og USA. Jeg har flere opgaver med fra dem, som jeg skal vurdere og eventuelt sætte

14


i gang her i efteråret. Det kan Lærer Jangbu’s hus i Chhimbu faktisk gå hen og blive rigtigt stort. Her gik jeg og troede, at jeg så småt kunne begynde at slappe lidt af og lade tingene udvikle sig lidt af sig selv. Men nej! Vi skal igennem endnu en hurdle her ovenpå jordskælvet og sikre, at jordskælv aldrig igen kommer til at ødelægge vores arbejde i Upper Solu. Man kan sige, at en stor del af det, som vi har bygget op over 18 år, blev smadret på 40 sekunder, at få gang i samfundet igen, før de begynmen bliver genetableret i løbet af et års der at migrere til Kathmandu og videre ud tid. Heldigvis er det allervigtigste stort set i Verden. Vi er i fuld gang med at udføre intakt. Vore kære venners tro på at frem- en af tidens store politiske overvejelser; at tiden nok skal blive lys igen. Så lad os se ”hjælpe i lokalområdet”.

15


Ambulance-projektet

Også i dette projekt brød jordskælvet forstyrrende ind. Den første ambulance var klargjort, og de folk nede fra Janakpur området, som skulle overtage den, var på vej til overdragelsesceremonien hos Rotary Club of Kathmandu, da Nepal blev gennemrystet. De skyndte sig hjem igen. Men nu da ambulancen stod optanket og klar, så blev den straks sat ind med at køre nødhjælp ud til afsides landsbyer, og tilskadekomne ind til hovedstadens hospitaler. En måned senere blev ceremonien så gentaget, og ambulancen blev kørt hjem til sin nye arbejdsplads mellem byen Yagyabhumi og Janakpur Hospital. Mange var mødt op for at se den fine nye ambulance ankomme. Først i juli var den næste blevet klar

til afgang til Dashrathchand i det allervestligste Nepal. Selveste tidligere Premierminister Sher Bahadur Deuba deltog i overdragelsen, hvor ambulancen blev velsignet med både røde bånd og kyllingeblod. Nu mangler blot den sidste. Den strandede ved grænsen mellem Indien og Nepal, hvor den skulle told- og afgiftsklareres; men den proces gik helt i stå ved jordskælvet. Så vidt jeg har forstået, så er den ved at blive klargjort i Kathmandu i øjeblikket, og formodentlig venter den på min deltagelse i overdragelsen til byen Godamchaur i Lalitpur District. De har ellers fået lov at låne den gamle lavbenede miniambulance, som vi var med til at donere helt tilbage i 2004. Den som vi for 4 år siden udskiftede med en ordentlig 4-WD. Men den kan kun køre på asfalt, og er desuden meget tæt på at være udtjent. Så nu kan vi nok snart afslutte sidste kapitel af dette virkelig gode projekt, som har givet tryghed til en masse mennesker. Især er kvinderne lykkelige for at kunne fragte sig selv og børnene afsted, når sygdom og fødsel bliver til dødelig alvor.

16


Sangha – Chö – Karma – Tulku - Rinpoche Religion handler vel dybest set om opstilling af regler for menneskers omgang med hinanden, og om hvad der sker, når Jeg’et dør. For buddhisterne er det sidste det vigtigste og det første følger automatisk, og derfor kun et bud: ”Alt er tilladt, når det bare ikke skader nogen”. Mange sherpa-drenge i Upper Solu går i kloster. De bliver en del af menigheden, Sangha. Det er der flere gode grunde til. En kan være, at der er for mange sønner i familien til at der er arv nok til alle. En anden at munkelivet kan gå hen og blive ret behageligt. Men nogle søger klosterlivet for at søge indsigt ved belæringer, mantraer og meditation; Chö. Dybest set for hele livet at forberede sig på døden, og i videst muligt omfang at forsøge at kontrollere de processer som sker i den dødes sjæl. Meget få piger søger klostervejen. Når en Sherpa dør, er den væsentligste forandring at vejrtrækningen ophører og langsomt og gradvist lider legement af kvælning. Når hjernen ikke længere kan kontrollere tankerne i sit sanse- og databasenetværk, så opstår drømmetilstanden, som er fuld af ustoppelige mareridt og forestillinger i både ret og vrang, men også ind imellem fredfyldte drømme. Dette står på i 21 dage. Kroppen er for længst kremeret et sted højt oppe i den tynde luft, men sjælen og tankerne holder stadig til, der hvor kroppen døde. Når de 21 dage nærmer sig, er selv tankerne og drømmene ved at ebbe ud, og sjælen er i en næsten bevidstløs tilstand. Det er nu, at de, der har råd til det, får en flok munke til at messe anvisninger til sjælen om hvad den skal gøre og passe på undervejs. Kun de allernederste be-

vidstheder er tilbage, såsom livskraft og begærlighed. Det er de to egenskaber, der får den livs-tørstende sjæl til at søge tilbage mod liv, mest på må og få, men også med de sidste rester af kerneerfaringer fra det sidste liv. En søgen, som langsomt tager form og fokus og efterhånden bliver umættelig. Igen går der 21 dage før den livløse sjæl finder et liv at slå sig ned i, i det netop selvsamme sekund som et nyt liv opstår ved sammensmeltning af æg- og sædcelle, og så falder sjælen til ro. De 42 dage, som død, har udslettet al hukommelse. Der er højest nogle rester af fornemmelser tilbage. Ret praktisk, hvis det viser sig, at man valgte forkert og blev genfødt i en forkert familie eller endnu værre som en hund i Nepal. Men jo bedre samvittighed man havde, da man døde, jo mindre risiko er der for at tage fejl; det er Karma. For den seriøse munk ser det noget anderledes ud. Han har trænet til døden hele livet. Han har læst alle de beretninger fra munke, som har foretaget sjælevandringer dybt ind i døden og som er kommet talbage igen. Han har hele livet trænet sin bevidsthed og underbevidsthed i de drømme og mareridt, som han skal møde, og hvilken livs-tørst han skal hige efter. Hvis det lykkes, så kan han til en vis grad selv bestemme, hvor og hvornår han skal genfødes, og så er han en Tulku. Anne-Marie og jeg var kommet ned fra Shingshere-passet i regnvejr og var inde i Mopung hos Nuru Tundu til kogte kartofler med chili-hvidløg dyppelse. Der stod hans nevø, 5 år gammel, og kiggede på os med snotnæse, alvorligt ansigt og uden at blinke med øjnene. Anne-Marie spurgte

17


for sjov om vi kunne tage ham med hjem. ”Uhanejda, han er jo Tulku”. Der var en berømt vismand, som boede alene højt oppe på dalsiden, hvor han malede de guddommeligste malerier. Han døde for knap 6 år siden, mens han lavede skitse til et maleri. Kort før vi mødte nevøen, havde denne peget op på det lille hus og påstået, at det var hans. Hans fattige forældre tog ham med derop, hvor han åbnede døren med den spidsfindige slå, satte sig ind til tegnebordet, dyppede en pen i tuschen og tegnede videre på det forladte maleri. Nu bor han sammen med familien på et fint kloster inde i Kathmandu, hvor han bliver oplært i Chö, mens hele familien bliver forkælet. Jeg spurgte, hvem der var vidne til denne opsigtsvækkende begivenhed. Det var kun forældrene! Man kan også være Tulku igen og igen, og så ender man med at blive en Rinpoche; Den Dyrebare. Trulshig Rinpoche var med egen vilje genfødt 17 gange, siden dengang hvor den store Boudha i Kathmandu blev bygget, og nogen påstår 30-40 gange siden han var discipel under Buddha. Han flygtede fra Tibet samtidig med Dalai Lama for 56 år siden, hvor han var abbed på Rongphug klosteret lige nord for Mount Everest. Han slog sig ned i Mopung og etablerede Tubten Choling

klosteret, hvor der en overgang boede 300 nonner og 500 munke i cølibat. Det holdt Den Dyrebare abbed striks øje med blev overholdt. Men han blev gammel og måtte til at tænke på en afløser i perioden fra han skulle dø, og indtil han som 18-20 årig igen kunne overtage ledelsen af klosteret. Men hvem kan dog styre så mange nonner og munke i cølibat? Det var så heldigt, at han fandt sin Far. I Rongphug havde han selv udlært sin Far i Chö, så han var blevet en Tulku. Super at få sin Far til at overtage ansvaret, når man dør som 88årig. Trulshig Rinpoche døde for 4 år siden fra et stort og fornemt kloster med megen ejendom og store værdier. Så nu leder man efter hans genfødsel. Når man finder en kandidat, præsenterer man ham for folk og en række genstande fra hans tidligere liv sammen med adskillige duplikater. Hvis han kan udpege de rigtige, så går han videre til godkendelse hos selveste Dalai Lama og andre storlamaer. Trulshig havde en brorsøn som oppasser siden denne var helt lille. Han skyndte sig at opfordre sin søster til at blive gravid, da Trulshig døde. Og sandelig, det lykkedes. Men skam få; det blev en pige. Så nu måtte den dyrebare vente endnu et stykke tid. Heldigvis var søsteren rigtig frugtbar, så hun blev hurtigt gravid igen, og denne gang blev det en dreng. Oppas-

18


seren har nu sammen med sin søster gennemført denne valg-test, og tænk, knægten bestod! Men så nemt ser det ikke ud til at gå, for hele klosteret er nu i oprør og påstår, at der er snyd med i spillet. Oppasseren påstår på sin side, at Trulshig selv havde fortalt ham, at han ville genfødes af sin brordatter. Så nu skal prøven til at gå om under opsyn af en stor Rinpoche nede fra Dharamsala. I mellemtiden er en anden kandidat dukket op. En sherpa-dreng oppe fra Thame. Men han røg ret hurtigt ud igen, for det viste sig at han blev befrugtet før Trulshig døde. Dette kan gå hen og blive en spændende føljeton efterhånden som den afklares. Jeg skal nok holde bladets læsere orienteret. En anden uafklaret sag foregår i øjeblikket for min ven Ang Dawa i Sete. Hans Farfar var en stor jordejer, den største i Bhakanje, og en mand af Chö. Han byggede et fint lille tempel nedenfor sit hus. Men det begyndte at forfalde og Ang Dawa havde ikke lyst til at ofre ret meget på at genopbygge, så han konverterede til kri-

stendommen. På den anden side af bjerget lige over Junbesi fandt lamaen i Serlo Gompa ud af, at han var Ang Dawas Farfars genfødsel, så han mødte op og gjorde krav på at overtage al Ang Dawas jord, da han jo var den rette ejermand. Ang Dawa blev meget nervøs, men heldigvis havde han en lille kiste med en del af Farfarerens ejendele, så han lavede en opstilling af briller, krus, bedekrans osv sammen med en masse tilsvarende, som han havde lånt rundt omkring i nabolaget, og så inviterede han lamaen til at komme og vælge sine ejendele. Heldigvis valgte lamaen ikke rigtigt i et eneste tilfælde, og han dumpede også i de fælder, der var lagt. Men sagen er endnu ikke afgjort, for lamaen forlanger at testen skal gå om, fordi han ikke var ordentligt forberedt. Hans væsentligste årsag til at fejle var, at han havde spist lidt kød dagen forinden, og så kan man jo ikke tænke klart. Denne sag skal jeg nok også følge op på fremover.

19

Bimaya mistede sin Far for et år siden, sin Mor for ½ år siden, og nu også sit hus.


Blad 34  

Jordskælvet i Nepal ødelagde næsten alt i Bhakanje VDC i Solukhumbu District. Nu skal vi i gang med at genopbygge det hele snarest muligt.

Advertisement