Page 1

MIN ALBANSKE DAGBOG


“Albanien blev et kapitel i mit liv. et hul i min dagligdag. en drøm, som jeg kan dele med mig selv, og en historie jeg kan fortælle til andre.”

Lars Christian Erbou Kræmmer, 2013. Noter fra 18 døgn i Albanien


4

Café Den Blå Hund

Det var ikke meningen, at jeg skulle skrive en bog. Selvom meningen kommer forud for begivenhederne, så er det ikke så sjældent, at meningen rammer forbi målet. Således bliver hensigten anderledes i hindsight, end den var på forhånd, hvis man da er villig til at ændre mening, og det prøver jeg altid at bestræbe mig på. Meningen var, at jeg skulle tage noter til en ”bibel” under mit ophold i Albanien. Ikke nogen kristen bibel, men en bibel om guden ART. Et kunstprojekt jeg havde kæmpet med i et par år i en travl hverdag i Danmark. Et kunstprojekt jeg håbede at finde tid og fokus til ved at rejse bort. Og jeg fik begyndt på biblen, men jeg tabte tråden. Jeg var rejst, for bedre at kunne koncentrere mig, men livet kom for tæt på, og stjal opmærksomheden. Det var slet ikke meningen, men sådan kan det jo gå. Min kone, Hiromi, og vores to drenge, Sanshiro og Kishichiro, skulle tre uger til Japan for at besøge familien. Jeg tog ikke med. Jeg er ikke japaner. Havde ikke råd. Havde ikke lyst. Havde behov for at være alene. At være mig selv. Efter mange års ægteskab. Mange år som familiefar. Alle mulige undskyldninger og forklaringer. Så jeg så mit snit til at rejse bort. Alene. Deres fravær skabte et hul på 19 dage, som jeg kunne gøre med, hvad jeg ville. Et ansvarsfuldt hul, hvor jeg kunne være væk uden at være væk fra familien, som jo var rejst væk fra mig. En


5 uhyre sjælden situation. Mit gamle ”Jeg” var druknet i pligter og travlhed, og jeg kunne dårligt huske, hvordan jeg var, før jeg blev gift, og før jeg fik børn. Hullet blev defineret ved at bringe dem til lufthavnen og hente dem i lufthavnen. Min pligt var således opfyldt, og mit druknede ”Jeg” fik nyt liv med god samvittighed. Jeg valgte ikke Albanien for at se Albanien. Jeg valgte destinationen af praktiske årsager. Det lå tæt på Danmark, så det var hurtigt og billigt at komme frem og tilbage. Det var fremmed og ukendt og havde et ry for at være mystisk og farligt og lugtede af eventyr. Der var ingen direkte fly og det var efterhånden en af de sidste pletter i Europa, som ikke var overrendt af turister. Et Europa som var ved at smuldre og forenes i den store sammenæltning. I min ungdom var Albanien et lukket land, og det var yderst begrænset, hvad vi havde lært om kulturen i skolen. Da en Taxi chauffør i København en dag fortalte begejstret om sit hjemland, fik jeg lyst til at undersøge sagen nærmere. Jeg søgte informationer på nettet og læste op på historien. Min nysgerrighed blev pirret ved de sparsomme oplysninger der var at hente. Da jeg pludselig fik chancen for at stikke af, var det ikke svært at vælge. Jeg valgte ikke Albanien for at se Albanien. Jeg valgte den destination, som efter bedste mavefornemmelse ville udfordre mig på en sådan


6

Mandag den 1. juli, café Den Blå Hund, Frederiksberg

måde, at jeg kunne gense mig selv. Nogle ting kræver afstand for at komme nær. Nogle ting kræver modstand for at kunne mærkes. Det var meningen.

Min albanske dagbog 1-19 juli, 2013 Tirana på Frederiksberg. Ifølge rejseplanen skulle jeg lande i Tirana på nuværende tidspunkt. I stedet er jeg landet på café Den Blå Hund 50 meter fra mit hjem. Allerede på rejsens første dag, viser dens uforudsigelige væsen tænder! Klokken 5 stod jeg i kø og ventede på at tjekke ind hos Austrian Airlines. Der var livlig aktivitet i lufthavnen men ikke direkte travlt. Jeg tænkte ved mig selv, at det var godt, jeg var ankommet i så god tid. Da det blev min tur, kunne damen bag skranken ikke finde mit navn på passagerlisten. Hun sendte mig over til deres kontor på den anden side af hallen. En ældre skrankedame med læsebriller ventede bag glasset. Denne kunne bekræfte, at min reservation var blevet aflyst, og jeg ikke var at finde.


7 Jeg måtte undertrykke raseriet for at føre en konstruktiv samtale. Lige meget hjalp det. Læsebrillen var vedholdende og påstod, at det måtte være min egen skyld. Skyld! Hun kunne ikke lade mig gå om bord. Flyet var fuldt belagt. Jeg kunne købe en ny billet til en afgang i fremtiden, hvis jeg havde lyst. Lyst? Alt var optaget nu. Der var intet, hun kunne stille op. Desværre. ”Næste!” kaldte hun ud gennem glasset, og jeg listede chokeret bort i mængden. Afmægtig og umyndiggjort. Afgang var kl. 7:10, og kontoret, hvor jeg havde købt billetten, åbnede først kl. 9:30. Jeg tog Metroen hjem og håbede på en forklaring. Det så virkelig ud, som om min rejse var gået i vasken. I Metroen følte jeg mig tynget af det uforløste raseri. En udmattende frustration og total ydmygelse. Det blev ikke bedre, ved at kikke gennem vinduets løbende regndråber mens toget rasede af sted over Amagers livløse nybyggeri, og Danmark var ved at vågne. Vågne? Eller var Danmark lullet i søvn i sin egne drøm om skyldfrihed. Kunne ingen tage ansvar? Hvor var modet? Hvor var lysten til service? Hvor var venligheden? De 3800 kroner var spildt, og 19 dages oplevelser skulle udleves på hjemmevante Frederiksberg i stedet for eventyr på udebane. Det første eventyr i 10 år, vel at mærke, hvis man ser bort fra rejser med ”praktiske” formål. Det lod til, at jeg sad fast i samfundet.


8 Samme morgen, hjemme på 3. sal. Jeg ringede kl. 9:30, sharp. Efter en halv time i telefon-kø, hvor jeg fik tålmodigheden spændt til det yderste, var der endelig forbindelse. Jeg lagde ud med at bede rejseselskabet om ikke afbryde forbindelsen og fremlagde så min sag. En svensk kvindestemme svarede roligt og fattet og lyttede til min klage. Hun kunne fortælle, at min bookning var helt korrekt, og billetten var gyldig. De måtte have taget fejl i lufthavnen. Mit navn stod på passagerlisten, som det skulle. Forklaringen kunne være, at mine to mellemnavne havde fyldt for meget i fornavnsfeltet og derfor var rykket automatisk over i efternavnsfeltet, da jeg udfyldte den elektroniske bestilling. På den måde stod jeg listet under mellemnavnene, ”Christian Erbou” i stedet for efternavnet,”Kræmmer.” Svenskeren gav mig nummeret på Austrian Airlines i lufthavnen og foreslog, jeg talte med dem igen. Jeg takkede, hang på og ringede straks til nummeret, som selvfølgelig viste sig at være udgået. Det måtte være ”Én af de dage!” Nu var raseriet endelig i udbryd, og jeg handlede uden at tøve. Greb et par nektariner som morgenmad og tog Metroen tilbage til lufthavnen. I det usandsynlige tilfælde, at de kunne sende mig af sted med det samme, tog jeg baggagen med. En sort skuldertaske og en gul, plastik, Netto bærepose. Meget typisk mig, hvis


9 jeg selv skulle bestemme, hvordan jeg pakker. Og det skulle jeg. Tilbage ved skranken var læsebrillen optaget af en anden sag bag en anden glasvæg, så jeg måtte vende historien med en ung, arabisk kvinde med kønne, brune øjne. Det viste sig, at hun i mellemtiden var blevet ringet op af svenskeren og allerede havde forstået fejltagelsen. Læsebrillen stak kortvarigt sit krøllede hoved ud til os og forsvarede sin skandaløse håndtering med en ligegyldig smøre, som vist havde til formål at afskrive sig al ansvar. Hvor forudsigeligt. Ikke noget med at sige ”undskyld.” Den unge araber var heldigvis fornuftig, fattet og professionel. Inden længe havde hun booket et nyt sæde på en afgang næste dag. Samme rute og ankomsttidspunkt. Uden ekstra omkostninger.


10 Jeg følte en dyb taknemmelighed pible frem og skylle de sidste rester af raseri bort. ”Du har reddet min dag. Du er en sand prinsesse!” hviskede jeg gennem hullet i glasset og mente det. Hun sendte mig et varmt smil, printede en ny billet og bording kort, pakkede det omhyggeligt i en kuvert, som hun rakte mig, og ønskede god rejse. Tirana på Frederiksberg. Jeg er landet på Den Blå Hund i en sort kop kaffe under et kraftigt, gråt skydække og strid blæst. Rundt i lokalet sidder de sædvanlige gæster på deres sædvanlige pladser. Det tegner til at blive en ganske sædvanlig dag. Det første forsøg førte ingen vegne. Og dog. Hvor bliver man lykkelig over at finde, hvad man troede at have mistet. Hvor er sindet dog primitivt.


11


Tirsdag den 2. Juli, Lagkagehuset, Kastrup Lufthavn

12 Jeg befinder mig midt i en overraskende god morgenmad, mens jeg venter på at borde flyet til Wien. Jeg kom i god tid igen. Denne gang for at give plads til eventuelle problemer. Det lykkedes dog at blive tjekket ind. Delvist, i det mindste. Skrankemennesket, som denne gang var en mand, var meget sødt og meget bøsset, hvilket såede tvivl om hans sødmes oprigtighed. Flirtede han, eller var det et gedigent servicesmil? Skrankemennesket informerede mig om, at jeg kun kunne tjekkes ind som ”in transit,” fordi der blev arbejdet på systemet. Hvad det indebærer, må jeg vente og se. Han lukkede mig i det mindste ind, og nu sidder jeg på den sikre side af sikkerhedscheck og tygger mig igennem det gode brød. Fortrøstningsfuld. Den åbenlyse hindring er dovenskab. Behagesyge. Ladhed. Det kræver en indsats at opleve. Det er nemt nok, men det kræver en indsats. En handling som denne, at noterer sine tanker mens de tænkes, kræver en indsats. Men det er nødvendigt, hvis jeg skal konkretisere mine indtryk. Jeg har en elendig hukommelse. Snart er det glemt eller fordrejet, og man ved hverken ud eller ind. Eller neglegeret fordi man hellere vil ”slappe af.” Familien Danmark vil helst slappe af. Koble fra. Hygge. Og man er vel dansker? Og det er en dræber. Det dræber oplevelsen og fejer eventyret til side. For hvad? For at ende sine dage som et gabende hul i en


13 havestol i en kolonihave på størrelse med et frimærke og en flagstang på størrelse med Rundetårn? ”Så, så. Ikke så negativ. Du er fri nu,” tænkte jeg og prøvede at samle mig om, hvad der skete her og nu. At rejse. Jeg fandt det fjerneste hjørne. Det stille og sikre hjørne, hvor jeg kunne lade støvet dale. Nyde kaffen i fred og ro. Bag bardisken på den høje stol med udsigt over landingsbanen. Mænd i fluorescerende veste arbejder. Nogle læsser et mindre SAS fly med kufferter. De fleste kufferter ligner hinanden. En sammentømret gruppe vejarbejdere er ved at asfaltere en stribe vej, som har været brudt op. Der ligger et knækket vandrør smurt ind i tørret mudder. Måske lapper de en reparation? Tunge skyer hviler stadig over byen og farver verden grå. Det grå giver ekstra energi til arbejdernes selvlysende veste. De stråler som kulørt maling på et trist lærred. Mursejlerne flyver lavt. Det lover torden. Jeg hader at flyve, men jeg er jo heller ingen fugl. Jeg må sørge for at skide inden afgang. Venter opmærksomt på det rette øjeblik. På at kaffen får den ønskede effekt. Skide god kaffe, i øvrigt.


14 Stille og roligt. Ikke nogen store armbevægelser. Bestilte espresso og en flaske vand og satte mig under en palme på en hjørnecafé et stykke fra centrum. Skal lige akklimatiseres. Heldigvis nåede jeg banken 10 minutter inden lukketid. Hævede 500 kroner i lokal valuta og pakkede 10.000 Lekè i pungen. Utroligt hvad man får for 500 kroner i Albanien.

Tirsdag den 2. Juli, En café, Tirana

Jeg hader som sagt at flyve. Er stadig rystet. Kroppen er klistret af størknet sved, og min mund smager af opkast efter to opture og to landinger. Propper i ørene. På vej fra Wien til Tirana sad jeg ved siden af Irma, en lille midaldrende dame med lidt for store briller og et beskedent smil. Hun talte dårligt engelsk, men jeg forstod på hende, at hun og manden, Fatma, var på vej hjem fra Chicago, hvor de havde besøgt hans søster for førTIRANA – LARS OG IRMA VENTER PÅ KAMELA I LUFTHAVNEN


15 ste, og sikkert sidste, gang. Fatma var ikke begejstret for USA. Ingen nærmere forklaring. Han brød sig ikke om de forenede stater. Irma forstod, at det var min første tur til Albanien og inviterede mig straks hjem til dem i Durrës, en havneby en times kørsel fra Tirana. ”Vi bliver hentet af vores datter, Kamela. Hun studerede arkitektur i Firenze, blev færdig sidste år, men har ingen udsigt til arbejde med en arbejdsløshed over 50 %. Kamela taler godt engelsk, og så kan I snakke.” Vi blev ganske rigtigt hentet af datteren, Kamela. Jeg hjalp med at læsse kufferterne ind i deres lille, rubinrøde og spritnye Mercedes. Ikke lige dét syn, jeg regnede med i Europas fattigste land. Fatma kørte og lod kvinderne tale. De besluttede at droppe mig i Tirana i stedet, fordi jeg fortalte om min middagsaftale med den danske ambassadør, Mads Sandau, i aften. TIRANA – FØRSTE KAFFE I ALBANIEN


16 Middagsaftalen var mit eneste fikspunkt. Jeg havde hørt om Mads gennem nogle kammerater, og havde ringet til ham i forvejen for at spørge ind til Albanien. Han havde foreslået at vi spiste sammen, og jeg havde naturligvis taget imod ambassadørens invitation med kyshånd. Hvornår inviteres en fyr som mig til middag af en fyr som ham? Fatma syntes vist også, det var at spænde buen lidt hårdt med Irmas generøse invitation, og han virkede naturligt lettet, da de satte mig af nær centrum. Kamela skrev sit telefonnummer på en lap papir og ønskede mig et godt ophold. Jeg observerede hendes lange, nøddebrune hår, hendes intelligente øjne bag brillerne og hendes lange, slanke hånd, mens hun skrev. ”Hun skal nok klare sig,” hviskede min indre stemme, ”Hun er stærk, målrettet og ung.” Jeg fiskede en artmoney med blomstermotiv op af tasken og rakte den til hendes mor, Irma. Hun blev overrasket og glad. Jeg følte mig befriet for skyld. Artmoney har den særlige evne at kunne to ting samtidig. At afregne skyld og forplante kærlighed. Efter at have sprunget for livet i en mildest talt kaotisk albanertrafik, landede jeg her, under palmen. Stadig i live. Tiltagende i styrke og mod og troen på, at jeg i sandhed er kommet væk. I sandhed er ankommet.


17 TIRANA

KVINDELIGE GARTNERE I PARKEN

LEJLIGHED MARKERET MED FLAG OG PLAKAT


Tirsdag den 2. Juli, Café ved siden af Tirana International Hotel

18 Man ser mest ved første indtryk. Flyvesygen er ved at aftage, og mine øjne åbnes til en fremmed kultur. Dét, at den er fremmed, gør ”kulturen” mere iøjnefaldende. Det er skrækkeligt at flyve, men fantastisk at rejse. At skærpe sine sanser og begribe noget af det, som sker, mens man lever. Fik fat på ambassadøren på mobilen. Vi skal mødes på hotellet om en halv time. Det eneste sted i Tirana jeg kan identificere indtil videre. Det er sikkert byens dyreste overnatning, og bestemt ikke en mulighed på et kunstnerbudget. Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal tilbringe natten, men der dukker vel noget op. Vandrede sidegaderne i skyggen af prøvede bygninger. Her er varmt, men en behagelig brise svaler huden, og småfugle kvidrer, så det er en fryd. Jeg købte en pakke brændte solsikkefrø fra en mand på et stykke pap på fortovet, men måtte forære halvdelen til en gruppe sigøjnerdrenge for at slippe af med dem. Jeg føler mig forsigtigt frem efter en fornemmelse for, hvordan man agerer i Albanien. Det vrimler med skønne kvinder i frækt tøj. Mændene er også velklædte og soignerede men ikke ligeså frække. Langt fra. Kvinderne spiller på sensualitet. Mændene spiller på noget andet. Folk bevæger sig langsomt og afslappet ad fortovet, mens gaden koger over med aggressiv motortrafik. Få bruger styrthjelm og sik-


19 kerhedssele. Mange kører, mens de taler i telefon. Farten er alarmerende høj. Måske spadserer albanerne på ”græsk” og kører på ”italiensk?” Og deres øjne! Gadens folk har de mest fantastiske grå, grønne og blå øjne. Ikke kun brune som jeg havde formodet. Det var jeg ikke klar over. Det dukkede der ikke noget op om, da jeg søgte Albanien på nettet. Det er der ingen, som har nævnt. Det er, som om de lyser indefra. Som fosfor. Dragende som ildfluer i naivitetens nat.


20

Onsdag den 3. Juli, Ambassadørens residens, Tirana

Mads Sandau hentede mig på hotellet præcis kl. 16:30, som aftalt. En ældre, distingveret og kæderygende mand med gråhvidt hår og overskæg. Venlige øjne. Meget behagelig. Ikke særlig høj. Lidt buttet efter mange år med god mad og beskeden motion. En lille mand af stor format. Ingen tvivl om det. Chaufføren var middel høj, middel kraftig, middelmådig. Han åbnede galant døren, og jeg tog plads ved siden af ambassadøren på bagsædet af den sølvgrå Mercedes. Restauranten var lokaliseret højt over byen med udsigt mod bjergene og Tiranas park. ”Her oppe er vi i sikker afstand af byens os,” forklarede Mads. ”Tirana er Europas mest forurenede storby.” Ikke noget som havde slået mig ved ankomst. ”Det skyldes de mange, dårligt tunede, Mercedes diesel motorer, og hvad der ellers fyres af i borgernes brændeovne om vinteren,” forklarede han. Den erfarne ambassadør havde, som ventet, en masse gode historier at servere til middagen. Fortællinger som understregede hans tilhørsforhold til Eventyrenes Klub. Et medlemskab som han nyder på afstand, da han sjældent kommer til Danmark. Han viste sig også som en mand med stærke, politiske holdninger og meninger om, hvordan man former et sundt samfund. Holdninger født af et langt og begivenhedsfuldt liv og en hyppig færden blandt verdens topledere. Mads


21


22


23 var nær ven af Vladimir Putin, inden denne blev præsident, og stadig arbejdede som embedsmand i Skt. Petersborg. Under middagen fortalte ambassadøren indlevende om deres forhold og Putins personlighed. Jeg lod mig rive med. Han indgød den rette tillid, som fristede mig til at give slip. Det er forløsende at lade sig rive med, når man er så vant til at stritte imod. Vi blev kørt hjem til ambassadørens bolig efter en god middag, hvor der blev spillet musik af det tyske band, ”The Scorpions” i højtalerne. Heavy rock til fin mad? Huset lå godt gemt i et indhegnet område 20 minutter fra centrum. En vagt løftede bommen, og vi rullede gennem et lille kvarter med enorme villaer på en stejl bakke med udsigt over mark og bjerge. Kun nogle få af husene var beboede,


24 da kvarteret stadig var under konstruktion. Ambassadørens hus lå for enden af vejen og ragede op med stue og to etager. Mens chaufføren låste porten til ejendommen, satte Mads sin nøgle i låsen på en smukt udskåret egetræsdør. ”Vær sød at tage hatten af, inden du træder ind, Lars. Mine to hunde har ikke set en mand med hat endnu, og de bryder sig ikke om overraskelser,” advarede han, og fortsatte, ”Jeg fandt dem på gaden, da de var små. Der er alt for mange vilde hunde i landet, men nu har to af dem i det mindste fået sig et hjem.” Så snart døren gik op, lød hundenes voldsomme gøen, og jeg skyndte mig at tage hatten af. De sprang op af mig i samme øjeblik, jeg trådte ind og viste sig heldigvis at være meget kærlige. Hundene var bror og søster, forklarede Mads. Begge velplejede og slanke med korte, lysebrune hår. Indenfor var etagerne forbundet med elevator. Udenfor løb et vandfald fra en svømmepool, hvor der i bunden med sorte kakler stod skrevet navnet HENRI. Ikke til ære for vores prins men til ære for bygherrens søn af samme navn. Et flot og imponerende hjem fyldt med danske designermøbler og en omfattende samling af afrikanske masker, persiske tæpper, sabler, geværer, og andre objekter fra krige i forskellige lande og fra forskellige tider. Mads havde tydeligvis været en ivrig samler gennem sin lange karriere.


25 Chaufføren, som også fungerede som butler, lavede kaffe til os alle tre. Mads var stadig i sit første år som ambassadør i Albanien og vidste ikke så meget endnu. Han bad derfor butleren fortælle mig om landet. Dennes store passion var at fange småfugle i bjergene. Han bragte en fugl i et særligt bur med indgang men ingen udgang. Buret satte han ud i en skov. Fuglen sang og tiltrak således sin egen art, som kravlede ind til den og blev fanget. Nøjagtigt som vi, mennesker, opfører os. Via sin hobby, havde han set nogle af de fjerneste egne af landskabet og kunne biddrage med nyttig information til en novice som mig. Efter kaffen lod Mads butleren tage hjem til sin familie. Mads havde været ambassadør i 8 måneder og havde arvet butleren fra den tidligere ambassadør. Butleren var ganske enkelt en del af huset. Sådan er det at være ambassadør, tænkte jeg. Mads var bekymret for sin kone, som var hjemme og besøge sin familie i Danmark. Hun havde været ude for et uheld, da hun red en hest i Klampenborg. Den landede på hende, da den faldt i et spring. Nu lå hun på hospitalet i Danmark med en masse, brækkede knogler. Han håbede at få hende til Tirana én af dagene men havde problemer med at arrangere en sygetransport. ”En ambassadør behøver en kone,” forklarede han. ”Jobbet er 24 timer, og det involverer en masse selskabelighed. Det er bedst at være to. Desuden savner jeg hende og vil helst


26 have hende hos mig, når hun er syg.” Forståeligt nok. Vi talte videre til det blev sent, og Mads tilbød mig en overnatning. Den første søvn var sikret, og rejsen var godt i gang. Jeg fik lov at sove i et gæsteværelse, hvor jeg netop er vågnet til en solrig morgen kl. 05:30 med udsigt over huse og bjerge og en uforudsigelig dag i et fremmed land. Jeg føler mig glad og spændt på alt det nye. Ambassadøren pusler allerede i stuen. Han havde fortalt, at han arbejder bedst fra morgenstunden. Den er god nok! Det kræver en stærk disciplin at være Mads.


27


Onsdag den 3. Juli, Første og bedste hjørnecafé, Shkodër

28 Som sagt så gjort. Da jeg frittede butleren om det farligste og smukkeste i Albanien, anbefalede han at drage nordpå mod de høje bjerge. Nær området hvor han fangede sine fugle. Til bjergbyen Theth, hvor han ikke selv havde været, men havde hørt skulle ligge særdeles smukt. Samtidig var det en egn berygtet for generationer af familiefejder og en aktiv, illegal våbenhandel. Det lå langt væk fra turisterne, som jeg rigtigt nok ikke har set en eneste af på min rejse til Shkodër. Jeg valgte ”lokal transport” frem for de offentlige busser for at få en oplevelse. Stod på en minibus i en travl rundkørsel i Tirana. En hvid Mercedes varevogn med et interimistisk skilt i forruden med navet Shkodër skrevet i skæve blokbogstaver. Der var ingen busstop, og bilerne holder kun ganske kort tid, da det åbenbart ikke er tilladt. Sådan er det bare. Chaufføren kørte som død og Djævel med sømmet i bund og imponerende millimeteroverhalinger. Jeg var heldig at få det sidste, ledige sæde og blev fri for at stå som en del af de andre passagerer. Turen varede et par timer og kostede blot 400 Lekè – ca. 20 kroner. Gennem vinduet kunne jeg nyde det Albanske landskab. Misvedligeholdte huse. Aldrig færdigbyggede konstruktioner. Møbelforretninger uden vinduer. Bønder i gang med at høste med le og stakke hø med en høtyv.


29 En masse skrald i grøftekanten. Alle de velkendte tegn på fattigdom, bortset fra én ting – folk var flittige. Da vi standsede nogle sekunder for at samle en passager op, kom en tynd, sorthåret mand løbende. Han var iført en nedringet, brun skjorte og viftede en levende, hvid kanin foran ruderne. Måske nogen ønskede at købe lidt kød i farten? Nej, ikke denne gang. Bussen SHKÖDER – I BUSSEN MOD SHKÖDER kørte videre, og manden blev, hvor han var. Jeg kunne ikke lade være at tillægge synet en magisk betydning, da jeg netop var gået i gang med at læse romanen: ”The Power of Silence,”af Carlos Castaneda, en beretning om en elev hos en mexicansk troldmand. Jeg var under indflydelse. Og så må jeg være faldet i søvn. Jeg havde en underlig drøm, hvor Mother Theresa talte til mig om livets store spørgsmål. Jeg vågnede med et sæt, da bussen standsede brat og holdt stille midt i en rundkørsel. Da jeg slog øjnene op og kikkede ud, kollapsede drøm og virkelighed. En, tre-meter høj, statue af Mother Theresa stod di-


30 rekte foran min rude og stirrede ind til mig med hænderne foldet for brystet. Så satte bussen i gang igen, og vi fortsatte, inden jeg fik tanken at trække kameraet op af lommen. Heldigvis fik jeg griflet det ned i dagbogen, inden jeg nåede at glemme det. Mother Theresa er en af de helt store navne fra Albanien, men jeg var ikke klar over at hun stammede herfra, før jeg så statuen. Hvad skal man lægge i sådan et sammentræf? Landevejen blev delt mellem langsomme lastbiler, Mercedes personbiler i alt for høj fart, cykler og knallerter, forgængere og overlæssede æsler. Da vi endelig nåede Shkodër, den sidste storby inden bjergene, valgte jeg at tage en pause. Mættet af indtryk og presset af den kvælende hede, glemte jeg tasken i baggagerummet. Huskede det først, da jeg hørte døren smække bag mig. Jeg måtte løbe efter bussen. Nåede den lige, som den skulle til at dreje ud i trafikken igen, klaskede min flade hånd på bagklappen, fik den til at standse og redede min baggage. En taxichauffør havde fulgt optrinnet og grinede højlydt, da jeg vaklede tilbage til på fortovet med taske og pose i behold. Han hev fat i mig og prøvede straks at sælge en tur til Koplik for 2000 Lekè. Nu, da jeg kender prisen, var det nemt at afslå men lidt besværligt at vriste ham af uden at kunne tale sproget. Han var meget ihærdig.


31


32

Onsdag den 3. Juli, Besjoni Bar, Koplik

Den ihærdige chauffør stod stadig og ventede, da jeg var færdig med kaffen på hjørnecaféen i Shkodër. Jeg havde det meget bedre efter en times tid i det kølige lokale og noget at drikke. Solen herskede ubarmhjertigt, men chaufføren havde fundet skygge under en palme og så ikke ud til at lide. Han havde på et tidspunkt været inde i caféen og se efter mig. Jeg havde skjult mig bag min bog og håbet han ikke spottede mig. Da han så mig på gaden igen, slog han ud med armene i et lettelsens suk os kom mig i møde. Jeg troede et øjeblik, han ville omfavne mig. OK. Selv om Shkodër er en travl by, så var jeg nok den eneste turist og stak derfor ud fra mængden med min sorte taske og gule Nettobærepose, shorts, solbriller og stråhat. What do you expect? Der var ikke noget at stille op. Varmen var uudholdelig, jeg havde ingen ide, om hvad jeg skulle, og manden var uimodståelig. Snart sad jeg dybt nedsunken i et udtjent lædersæde ved siden af den ihærdige chauffør i hans gamle Mercedes på vej mod Koplik, mens han maskinsnakkede i en blanding af albansk, italiensk og livlige fagter med den frie hånd. Hans hår var kraftigt, bølget og mørkt med grå stænk. Ansigtet stort og gummiagtigt. Den opsvulmede maven ravede op og berørte nederste del af rattet, som havde slidt en mørk linje på skjorten, fra de gange han måtte dreje. Det virkede, som om han var født med bilen på.


33 Chaufføren formåede at kæderyge cigaretter med venstre hånd, som også var dén han styrede sin Taxi med, og askede med jævne mellemrum ud af det åbne vindue, mens han holdt rattet fast med maven. Edvard, hed han. Havde to voksne børn. En dreng og en pige. Gode børn som han var stolt af og gjorde sig store anstrengelser for at prale om. ”En god far,” tænkte jeg. Edvard førte mig helskindet til Koplik med top fart og top underholdning. Her satte han mig KOPLIK – RANGE ROVER OG MULDYRSVOGN af i, hvad han erklærede som ”centrum” og flåede mig for de 2000 Lekè, som jeg helt havde glemt at forhandle. Live and burn. Nå, men det var jo alligevel billigt set med danske øjne. Og så skød velgørenhedsfornemmelsen op i mig. Jeg var vel med til at forsørge en fattig familie i et fattigt land og kunne derfor føle mig frelst. What kind of bullshit is that? Jeg blev flået. Ganske bevidst. Ganske enkelt.


34 ******* Temperaturen har sneget sig over 30 grader, og jeg føler mig ør, efter at have vandret Koplik tynd. Ikke fordi byen er stor. Måske tvært imod. Det er ikke lykkes mig at finde andet centrum end dér, hvor jeg blev sat af. Her er jeg uden tvivl den eneste udlænding, og det føles KOPLIK – TOBAKSPLANTER TIL TØRRE godt. Koplik ligner en røver-by revet ud af en dårlig western. Eller Lucky Luke. Alt er støv, og husene virker, som om de kun holder taget oppe takket være de store sten, som forfædrene havde været så betænksomme at mure ind i de bærende vægge. Alt er misvedligeholdt og ser som helhed både romantisk og særdeles autentisk ud, hvis man skal sige noget pænt om byen. Jeg har sat mig stratetisk på første sals balkon på en café med overblik over hovedgaden


35 med den første, albanske flaskeøl. En Kugalashe ”Tirana” (Since 1960). Den smager herligt, og så er den iskold! Jeg må tage mig selv i ikke at grine nedladende. Overbærende. Hoverende. Når jeg ser det ene vilde syn efter det andet…hov, nu afbrydes kopi-pop-musikken af et muslimsk bede kald fra en nærliggende minaret. Klokken er lidt i fem. Nå, men her er så KOPLIK – KAFFE OG JORDBÆRJUICE ufatteligt anderledes end i Danmark, at det er svært at kontrollere smilebåndet. Men det duer jo ikke, hvis jeg skal prøve at forstå, hvad der sker her i nabolaget. Og der sker en masse. På trods af heden så arbejder folk flittigt. Altså de, som ikke hænger på gadehjørner og caféer over deres evige espresso. Hvordan skal jeg kunne skrive min ”Bibel” i et land så anderledes? Jeg bombarderes med stærke indtryk fra alle kanter. Selvom her er stille. Bom stille. Netop fordi her er så stille. Og varmt. Og fremmed. Og ensomt.


36 Jeg tænker på Daddy. Gid han ikke var død. Gid han var her. Lige nu. Vi kunne dele denne oplevelse. Som vi delte rejseoplevelsen i Alaska, da vi kørte af sted i min gamle GMC mod Rocky Mountains høje tinder. Han ville forstå. Vi kunne grine nedsættende og overbærenKOPLIK – KVINDERNE I MARKEN de af det hele, sammen. På den gode måde. Være onde uden at føle os ondskabsfulde. Hygge os med ondskaben som man kan, når man er fortrolige med hinanden. Deri ligger intet ondt. Og jeg savner Hiromi og drengene, men her er godt nok ikke særlig børnevenligt. Heller ikke konevenligt, for den sags skyld. Alligevel tænker jeg på dem. Jeg er ude på et skråplan. Er jeg i ”Wild West byen, Koplik, eller er jeg et sted i fortiden? ”Så vågn dog op mand!” Jeg bliver så pisseirriteret på mig selv, når jeg vandre ud af den tangent.


37 *******

KOPLIK – HOTEL HOLIDAY OG DEN KATOLSKE KIRKE


38 Jeg indlogerede mig på byens eneste hotel, som ligger i gåafstand lidt udenfor Koplik ved siden af den Katolske kirke. Det hedder HOTEL HOLIDAY. De gav mig værelse nummer 205, hvilket tilfredsstiller min syge hang til syvtaller. Jeg er KOPLIK – MORGENMAD PÅ HOTEL HOLIDAY


39 naturligvis eneste gæst, og de har naturligvis flået mig for 7000 Lekè, hvilket nok er tre gange normal pris, men jeg orkede ikke at brokke mig. Her er dobbeltseng, brusebad, klimaanlæg og en stor balkon med udsigt over hele herligheden og en svalerede i hjørnet. Svalemor svirrer stadig for mine svedige øjne og venter på, at jeg forsvinder. I morgen håber jeg at rejse videre op mod bjergene i retning mod Theth. Den kolde øl er sluppet op, så jeg bestiller en ny. Den koster kun en femmer. ******* Og hvad så hvis man ikke holder det ud? Ensomheden. Isolationen. Tænker på den tid, hvor Daddy boede i Sydfrankrig. Han lærte ikke et eneste ord. Kunne kun tale med de danske og de få som kunne en smule engelsk. Det må have været en bitter pille at sluge, da det virkelig gik op for ham. Da han havde solgt sit hus i Tisvilde og rykket hele tilværelsen sydpå til et folk, han ikke kunne nå. Jeg har blot været her én enkelt dag og føler mig allerede lidt fortabt. Men der er også den modsatte grøft. Som altid. Ulideligheden ved de folk man dealer med til daglig. De som taler dansk i Danmark. Min egen stamme. Når man


40 forstår, hvad der siges mellem linjerne. Bag ordene. Selve hensigten. Og tankeløsheden. Dårskaben. Ondskaben. Alt det hæslige, som trives bedst, hvor man hører hjemme. Hvad så? Når man hverken fungerer her eller dér? Hvad stiller man op med sit liv? Når drømme strider mod natur, og når dagligdagen bliver ulidelig? Jeg burde vide. Burde kende det endegyldige svar. Have løst kabalen. Jeg har prøvet lidt af hvert men føler mig alligevel som en amatør på livet. Hvorfor skal det være så svært? ******* Man skal ikke tage fejl af de stille mænd på hjørnerne, på caféerne, i skyggerne. De har også gang i ét eller andet. De taler sammen. De kender hinanden. Alle sammen. Deres telefoner ringer. De har kontakter og dyrker dem. Bruger dem måske ”konstruktivt.” Målrettet. Hvem ved? De virker engagerede og aktive i deres passivitet. Der sker noget i det skjulte. Jeg ved ikke hvad, men man skal nok ikke tage fejl af den kaffedrikkende, albanske mandsfigur. *******


41 En mand åbnede sin butik ved siden af mit cafébord. Jeg havde ikke bemærket butikkens eksistens. Han kom gående med sin lille søn og trak en metalport op, så et kvadratisk hul i væggen kom til syne. Så skubbede han et metalstativ frem på betondækket. De tre øverste hylder, af seks mulige, var fyldt med poser med snacks. Én slags på hver hylde. De nederste var gabende tomme. Stativet forankrede han med en spand vand bagved og en lukket dunk vand foran. Så det ikke skulle trille ud over kanten og ned på vejen. Så kom han ud med en parasol. En grøn parasol med et motiv af en fræk pige som logo til mærket ”Loyi.” Stammede sikkert fra en café et sted. Den manglede den nederste del af stangen. Han foldede den ud og stod og viftede lidt med den store skærm. Jeg spekulerede over, hvor den nederste del og holderen befandt sig, men blev klogere da han simpelthen stak den korte stang ned mellem poserne med snacks i de to øverste hylder og bandt snoren fast i stativet. Den ville sikkert holde, så længe der ikke var nogen vind. Så dyppede far og søn hænderne i spanden med vand. Op til albuerne. Vaskede dem og lod dem lufttørre. Farmand trak en stueantenne frem af hullet, med en lang ledning og hæftede den løst under parasollen. Derefter blev en transistorradio tændt, han kastede sig ned i en dyb, blå lænestol, og butikken var åben!


Torsdag den 4. Juli, Hotel Holiday, Koplik

42 Jeg har netop nydt en overdådig morgenmad på Hotel Holiday. Overdådig i den forstand, at det var ganske kvantitetsmæssigt overvældende. Og visuelt. Samtidig var det ganske magert rent gastronomisk. Vi taler om 6 tykke skiver hvidt brød, 20 pakker smør, 12 pakker marmelade (dog både appelsin og jordbær), 13 pakker honning, 2 store skiver okse feta ost, 1 liter forseg- KOPLIK – LIFT UD AF KOPLIK MED PENSIONISTKLUBBEN let ferskenjuice, 1 forseglet flaske vand, ét glas postevan fra hanen (som jeg var nød til at hælde ud for at få plads til flaskevandet) og en kop espresso med 2 pakker sukker. Alt sammen serveret på en hvid dug under en stor parasol med udsigt til et tomt springvand, en afsveden græsplæne og byens eneste landevej.


43


Klokken 9:45, en bjergcafé på vej mod Theth

44 Ville ikke spilde chancen for en kop espresso nu, da den bød sig in the middle of nowhere. Selvom jeg ikke er så kvik, så lykkedes det at præstere en smule ”street wise” adfærd i Koplik. Jeg stod og flagrede på hjørnet, hvor vejen drejer i retning af bjergene. En flink butiksindehaver kom ud på fortovet for at hjælpe mig. Jeg fulgte med ham over til en kammerat med en varevogn og fik forklaret, at han ville kører mig til Theth for 70. Det lød helt utroligt billigt, men de smilede blot og vinkede mig ind på passagersædet. Jeg smed taske og Nettopose på bagsædet og ville lige forsikre mig om prisen, inden vi kørte. Pludselig hed den 80. Jeg bad chaufføren skrive det på en lap papir. Nu gik det op for mig, at de mente Euro og ikke Lekè. Jeg skyndte mig at vinke afværgende. Hoppede straks ud af bilen, greb min baggage og forlod de ”lidt for venlige” sjæle i en fart. Det var tæt på, tænkte jeg og begyndte at trave op ad vejen, ud af Koplik, mod de blå bjerge, fast besluttet om ikke at lade mig snyde igen. Da jeg nåede et stykke udenfor den lille, støvede by, og varmen var ved at sætte min hjerne i kog under stråhatten, standsede en hvid varevogn ved min side. Den var fuld af pensionister, men chaufføren var en fætter først i 30’erne med kort, sort hår og skægstubbe. Han smilede bredt og spurgte, hvor jeg var på vej hen på et meget sparsomt engelsk. Jeg svarede Theth. Han grinede og gjorde tegn


45 til, at jeg skulle hoppe ind i en fart. Jeg opgav at forhandle prisen, da der ikke var mange ord at jongelere med og tog pensionisterne som et tegn på, at det nok ikke var alt for dyrt. Samtidig fornemmede jeg chaufførens oprigtige venlighed. Han lignede en ærlig mand. Der var ingen siddepladser, så jeg smed baggagen bagi og stod ved siden af skydedøren, hvor jeg kunne holde fast i et håndtag under loftet. Nu gik det over stok og sten. Bogstaveligt talt. Vejen var elendig, men snakketøjet fejlede ingenting. De gamle pludrede, som om de var betalt for det. Jeg hørte ordet ”kommunisme” nævnt flere gange og antog, at samtalen var af politisk eller historisk karakter, men da jeg ikke fattede mere end det ene ord, fordybede jeg mig i det kuperede landskab som langsomt og sikkert tog til i skønhed. Snart standsede varevognen foran et hus, som viste sig at være et bageri. Det var nærmest umuligt for mig at skelne de forskellige butikker fra hinanden, for de fleste var bare et hul i væggen, og det var svært at skimte varerne udefra, fordi mørket i hullet blev forstærket af lyset fra den blændende sol. Chaufføren tog imod en kasse franskbrød, som han smed bagi. Det duftede vidunderligt og skubbede midlertidigt dunsten af sved på afstand. Han betalte den kvindelige bager, sprang


46

op i førersædet, smækkede døren lidt for kækt og fortsatte med det samme. Den ældste af de gamle, en kone som lignede én på hundrede, rejste sig nu og bad mig tage hendes plads. Jeg prøvede at afslå, men hun insisterede. Hendes sorte, venlige, men bestemte, øjne var ikke til at modstå. Hun var klædt i en sær blanding af traditionelt bondetøj og disco-tøj med glimmer. Alt sammen sort bortset fra et


47 violet tørklæde om håret med et blomstermotiv. Måske skulle hun snart af, tænkte jeg, og satte mig med et undskyldende smil. Det viste sig, at konen skulle stå de næste 20 minutter og holde fast i samme håndtag under taget med sin store, senede hånd. Da hun endelig stod af ved en kirkegård i en dal mellem de første, lave bjerge, ventede to nye passagerer. Jeg kravlede over bagsædet, satte mig på skærmen over baghjulet og lod de nye få mit sæde. Den gamle kone kikkede ind ad ruden og vinkede farvel. Jeg vinkede tilbage, og følte at vi kunne være blevet gode venner, hvis blot vi kunne tale. Så fortsatte rysteturen atter for fuld fart. En halv times tid senere blev jeg sat af i et vejkryds. Chaufføren stod ud og rakte mig baggagen. Han bad om 100 Leké. Jeg prøvede at give ham 500, men han afslog. Det lykkes mig at forhandle prisen op til 300 Leké, hvilket han tog imod med et beskedent smil, hoppede ind i vognen og var væk inden jeg kunne fatte, hvad der var sket. Turen havde således kostet omkring 15 kroner. Han var sku’ god nok, og det var min mavefornemmelse åbenbart også. Og nu sidder jeg her uden rigtigt at vide, hvor jeg er, eller hvor langt der er til Theth, men det går nok. I det mindste er her stille og roligt. Vejret er godt. Cikaderne spiller. Dagen er stadig ung og kaffen er god.


48 Torden, regn og lynild over bjergene. Jeg nåede mit mål i tide. Klokken 15:00 ankom jeg til Villa Gjecaj efter en tur, som fortjener et par linjer, når lyset vender tilbage. Her er åbenbart et problem med strømforsyningen. Men masser af lyn skyder ned over dalen, så der mangler ingen elektricitet i luften!

Villa Gjecaj, Theth

Ekko fra tordenbrag hamrer mellem bjergvæggene og forlænger oplevelsen med op mod et halvt minut. Man kan kun føle sig som et lille, ubetydeligt menneske mellem disse giganter under himlens vrede. Tiltrængt. Storslået! Jeg har fået et værelse under taget. Her er tre single senge, et klædeskab, et badeværelse og et lille vindue med tremmer for. Tremmerne er klippet af armeringsjern og muret ind med cement. Udsigt til sneklædte tinder. ******* OK. Det er stadig for tidligt at sove, selvom jeg godt kunne. Strømmen er ikke tilbage, men mine øjne har vendt sig til det beskedne lys, som strømmer ind mellem tremmerne af det lille vindue. Udenfor regner det voldsomt. Lyden på det uisolerede bliktag er så øredøvende, at jeg ikke længere kan høre tordenbragene. Jeg kan lige så godt prøve at opsummere.


49 Fra den lille bjergcafé fik jeg at vide, at der var 45 km til Theth. Jeg havde bedømt, at der var halvt så langt men havde heller ikke taget højde for de bugtede veje. Trækker man dem ud til en ret linje, bliver distancen naturligvis længere, end hvad kortet viser. BJERGENE – TIL FODS MOD BJERGBYEN THETH

Der lå altså en maraton og ventede inden Theth, så jeg kunne se frem til noget af en vandring. Oh, well. Jeg betalte 2 en halv krone for kaffe og vand, iførte mig den lille, sorte rygsæk, tog et godt greb om min gule Nettobærepose og begyndte at vandre. Høj på koffein og tændt på eventyr. Langs den snævre vej lå marker på hver side. Omgivet af bjerge. Jeg så æsler, køer og bønder med primitive redskaber. Hilste pænt


50 med et lille løft på hatten, når jeg traskede forbi, og de hilste høfligt tilbage. Inden længe blev jeg overhalet af en gammel, brun Mercedes. Den standsede brat længere fremme og ventede i en sky af støv. Da jeg nåede bilen, havde støvet lagt sig, og jeg så to gamle gubber bag de støvede ruder. Den ene rakte bagover og åbnede den tunge dør indefra. Han flyttede en papkasse og vinkede mig ind på bagsædet. De to mænd ligBJERGENE – WE LOVE U - KISS KISS nede hinanden, og jeg gættede på, at de var brødre. Gubberne lignede begge ”Gokke” fra ”Gø og Gokke,” men uden overskæg og bowlerhat. Den brune Mercedes vuggede lystigt langs den hullede jordvej i en blød stil, som kun en gammel, brun Mercedes kan præstere. Brødrene talte konstant og lidt mere højrystet, når det var henvendt til mig. Måske jeg kunne fange lidt albansk, hvis det var højt nok?


51 Gokke i passagersædet bad fører-Gokke holde ind til siden. Han skubbede døren op og løb med stort besvær op af en skråning, hvor han plukkede en blomst. Han kom tilbage som en hoppebold, landede foran mit nedrullede vindue og stak sit store ansigt helt ind til mig. Han løftede blomsten op til munden, sugede kraftigt og højlydt, smilede og hævede sine øjenbryn til et spørgsmålstegn. Nå, ja. Gokke var jo, biavler! Det var dét, han prøvede at fortælle mig! BJERGENE – UNGE ALBANERE SOM GAV MIG ET LIFT Ganske rigtigt. Da vi kom til landsbyen, Boge, hvor gubberne hørte hjemme, satte de mig af på vejen og trillede ned til en gård, hvor der stod 10-15 bistader linet op i haven. Jeg gav passager-Gokke en pakke Gajol og sagde mange tak for turen, hvorefter jeg genoptog min muntre vandring. Jordvejen gled over i stenvej, og jeg måtte træde varsomt for ikke at vride


52 om på de store klippestykker. Boge var så langt som ambassadørens chauffør var kommet. Resten af ruten var helt ubeskrevet terræn. Der skulle gå lang tid, inden jeg så den næste bil. Stenvejen førte gennem et grønt landskab indrammet i høje, BJERGENE – SVALENDE SNE UNDER HED HØJFJELDSSOL brune og grå bjerge med savtakkede tinder. Dagen var varm. Meget varm. Vejen steg voldsomt, og jeg svedte under stråhatten. Bagte, når jeg tog den af. Kogte, når jeg tog den på. Der var ikke meget svale at hente. Men jo højere jeg steg, des køligere blev det. Endelig nåede jeg en højde, hvor vejret føltes helt behageligt. Flere steder var der vejarbejde. Flittige albanere med skovle og hakker, lastbi-


53 ler og gravkøer. Alligevel havde de overskud til at vinke og fyre nogle morsomheder af, når jeg kom forbi som dagens eneste vandringsmand. En vejarbejder, med stærke overarme og sine kraftige næver hvilende på skaftet af en hakke, fortalte mig, at der var 28 km til Theth, men at der fandtes en smutvej, som ville bringe det ned til 15 km, hvis jeg ikke for vild. Jeg fortsatte ad den sikre vej, som jeg var så vant til hjemme i Danmark. Gik mig selv i trance. Blev mærkelig i hovedet af sol og anstrengelse og hele den absurde situation. Hvad var det lige jeg ville i de albanske bjerge? Helt alene. Uden planer. Til fods. Hvad var jeg på vej væk fra, og hvad søgte jeg i det ukendte? BJERGENE – UDSIGT FRA TOPPEN AF PASSET


BJERGENE – DE FIRE UNGE ALBANSKE TURISTER PÅ PASSET

54


55 Jeg gjorde holdt, når ”ånden gav tegn.” Hvis et firben krydsede vejen og løb ind i krattet. Hvis et æsel fangede mit blik og stod stille og stirrende foran mig. Hvis de lavt flyvende svaler ændrede retning over min hat. Hvis mit snørebånd gik op. Så tog jeg en slurk vand. Havde ingen mad med men rigeligt vand. Var nysgerrig om det virkede stimulerende på energien uden føde. Det kunne se sådan ud, for jeg fortsatte i raskt tempo og højt humør, mens stigningen kun tog til og vejforholdene kun forværredes. Jeg kunne nu konstatere, at det havde udviklet sig til en reel mandetur, og jeg var glad for at være ene om prøvelserne. At kunne smage på dem, æde smerten og fordøje oplevelsen uden forstyrrelser. Alene om at være alene. Alene om at være mig. Midt i drømmerierne dukkede en sort bil op. En lille, firdørs Ford med alt for lavt ophæng til den ujævne bjergvej. Bilen sneglede sig af sted og nåede mig midt i et sving. Vinduet blev rullet ned. Den unge fyr bag rettet lænede sig ind over sin passager og spurgte på engelsk, om de fire kunne få lov at tage et foto sammen med mig. De steg ud, og han præsenterede sig som Claudio. Hans engelsk var ret godt, men de andre kunne ikke tale et ord. Det var to kærestepar på sightseeing i eget land. Mændene arbejde til daglig som dørmænd i nogle klubber i Milano. Den ene kæreste boede sammen med sin fyr i Italien, mens den anden pige pend-


56 lede fra Albanien. De virkede friske og søde og uden de store bekymringer. Jeg satte kameraet på selvudløser, og vi stillede os op i fotopositur og gentog øvelsen med forskellige kameraer. Snart var det overstået, og de spurgte, om jeg ville


57 have et lift. De var på vej mod Theth, ligesom mig. Jeg satte mig ind på forsædet, og de to piger pressede deres smækre kroppe ind på hver side af den anden fyr på bagsædet. Pigerne var klædt i den almindelige ”luderuniform,” men var sikkert ganske anstændige. Claudio talte uafbrudt for, som han forklarede, at øve sit engelsk, nu han endelig havde chancen. I Milano talte de altid italiensk. Han kørte videre i laveste gear, og vi bevægede os ikke hurtigere, end jeg kunne gå. De store huller i vejen var for meget for den lave bil, som var sunket yderligere, efter jeg var steget på. Da vi kort efter nåede bjergpasset, og stigningen vendte til et fald, blev vejen betydelig dårligere. Et klippestykke satte sig fast under bilen, og pigerne på bagsædet skreg forfærdet ved lyden af sten mod metal. De ville ud, og det skulle være nu! Så snart de strakte ben, tændte de hver en cigaret og pulsede løs i tydelig frustration. Claudio besluttede, at det var tid til endnu et photo shoot. Vi hoppede alle ud og knipsede løs med en helt vidunderlig udsigt som baggrund. Bagefter meddelte jeg, at jeg ville rejse videre til fods og give bilen en ekstra centimeter. Claudio prøvede at bagatellisere problemet, men jeg insisterede og begyndte at gå. De burde have lejet en firhjulstrækker i stedet for denne lille by-bil.


58 Jeg småløb. Det virkede ubesværet ned ad bakke, og i øvrigt kunne jeg vinde en væsentlig tid i længden. Dagen var ikke så ung længere. Der lurede nogle mørke skyer over de fjerneste bjerge, og jeg var bekymret for at blive fanget i dårligt vejr uden tag over hovedet. Jeg så aldrig den sorte bil igen. Af og til hørte jeg dens motor, men den kørte nu så langsomt, at jeg nemt kunne bevæge mig hurtigere. Snart befandt jeg mig atter indhyllet i naturens store, stille koncertsal. Jeg løb og gik og løb. Tabte fornemmelsen for tid. Passerede en glatsier og tog et foto af mig selv op ad sneen. Så de vildeste udsigter over de vildeste drop. Pludselig opdagede jeg, at der var løvtræer igen. De var ophørt for længe siden, da jeg havde bevæget mig op ad bjerget. Jeg fik nyt mod på at fortsætte og løb glad og forventningsfuld videre. Men der var langt igen. Længere end jeg havde håbet. Da jeg fik frit udsyn mellem bevoksningen, kunne jeg skimte dalen dybt under mig. Jeg befandt mig stadig højt på bjerget. Så hørte jeg motorstøj og stillede mig i vejkanten for at vinke til den lille sorte Ford med fire unge albanere. I stedet nærmede sig en sølvgrå Chevrolet firhjuls-


59 trækker med fire voksne. Den standsede, og endnu engang blev jeg inviteret indenfor. Jeg spurgte, hvor langt der var til Theth, og da én af dem svarede 4 km, følte jeg trætheden skyde op i mine ben og måtte tage imod deres venlige tilbud. De sidste 4 km tog næsten en time. Vejen var helt umulig, og vi måtte endda krydse en lille flod. ”Det ser sort ud for den lille sorte, Ford,” tænkte jeg. To af de fire, en mand og en kvinde, arbejdede for ”Redins Bank,” den fjerde største bank i Albanien. De kom fra Tirana og talte begge engelsk. Chaufføren var chauffør. En stille mand med et barskt ansigt som lignede noget, der havde været igennem lidt af hvert. Hans sikre kørsel vidnede også om en vis erfaring. Den fjerde var indehaver af et gæstehus ved navn, Villa Gjecaj. Han havde søgt et lån på 70 tusinde kroner til at gøre en tilbygning færdig og skulle i dag bevise overfor banken, at hans projekt kunne betale sig. Lånet skulle tilbagebetales indenfor ét år. Han stak mig et visitkort, og jeg spurgte, om han kunne leje mig et værelse med bad. Det kunne han sagtens, grinede han på albansk, mens den kvindelige bankrådgiver oversatte, og slog mig friskt på skulderen. De kørte mig til døren, og jeg fik logi for natten, netop som de første regndråber faldt. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg næsten ikke gå ned ad trapperne og måtte støtte mig til gelænderet. Mine lårmuskler var helt smadrede.


Fredag den 5. Juli, Under et klippeudhæng over floden, Theth

60 Det er et udmærket gæstehus, Villa Gjecaj. Tre etager muret i bjergsten og samlet i solide fyrretræsspanter. Taget er bølgeblik. Bygningen er over 100 år gammel og det par, som bor her året rundt, ligner også noget på over 100. Deres søn, som samlede mig op på vej ned ad bjerget, står for forretningen, mens hans søn, Silas på 13 år, hjælper med at oversætte til engelsk, mens han har fri. I Albanien holder folkeskolen 3 måneders sommerferie, så der er god tid til at arbejde. Jeg fik et tiltrængt bad og en god søvn. Dem fra firhjulstrækkeren og jeg spiste aftensmad sammen. Husets tussegamle mor stod for køkkenet. Alt var hjemmelavet. Brød fra egen kornmark, mælk, fetaost, yoghurt og smør fra egen ko, æg fra deres høns og grønsager fra køkkenhaven. Rent bjergvand. Simpel mad. Sundt og velsmagende. De andre fik serveret kød af en slags i en brun sovs af en slags, men jeg kunne nemt spise mig mæt uden den slags. Der var også grønsagssuppe, pasta med ost, risengrød og mazarinkage. Ren Morten Korch. Nå, ja. Før aftensmad, som først blev serveret kl. 21, gik jeg en tur. Jeg fandt et lille, listigt sted, hvor man kunne købe noget at drikke. Jeg bestilte en espresso og en flaske vand og satte mig ved et tomt bord op mod en imponerende kampestensvæg. Jeg nåede netop at slå røven i sædet, da jeg blev anråbt fra et større bord


61 bagerst i lokalet. ”Hey, man. How are you?” Det var Claudio og Co. De havde klaret køreturen i den lille, sorte Ford mod alle odds. De var indlogeret i nabohuset for en enkelt nat.

THETH – GENFORENET MED DE FIRE ALBANSKE TURISTER


THETH – MADMOR I VILLA GJECAJ

62


63 Gensynsglæden var stor. Jeg havde været bekymret for, om de blev fanget på bjerget. De havde været bange for, at jeg havde været udsat for en ulykke, da jeg bare var forsvundet. Vi talte en times tid og tog flere fotos af hinanden med lighter foran ansigtet og store skygger op ad stenvæggen i det mørke lokale. Igen oplevede jeg, hvor glad man kan blive over at genfinde det, man havde tabt, men aldrig havde ejet. Efter aftensmaden i Villa Gjecaj spillede en Kosovo-albaner på sin ”Qifteli,” det traditionelle, tostrengede instrument med den karakteristiske lyd, hvor nederste streng er til melodien, mens øverste streng hovedsagelig fungerer som basrytme. Han var dygtig, og det spredte en god stemning i stuen, mens vi hyggede foran den tændte kamin efter aftensmaden. Han boede i Berlin og var på ferie i Albanien med sin kone og to små døtre. Både kone og børn sang til hans strengeleg,så det var en fryd! Der boede også to unge amerikanere. Jeg fik en god samtale med dem ovenpå maden. Det var fedt at tale engelsk med engelsksprogede. Den ene var fra Texas og den anden fra New York. De havde læst om Theth-dalen i The New York Times, der beskrev naturen som værende i særklasse. True! Amerikanerne havde


64 mødt hinanden for et par uger siden i Tjekkiet og bestemt sig for at rejse videre sammen. De havde hver især sagt deres jobs op og rejst ud i verden på egen hånd for at finde sig selv dér, hvor penge ikke er omdrejningspunktet. I stedet fandt de hinanden, og det er vel også meget godt. De drog videre efter morgenmaden, som i øvrigt bestod af friskmalket mælk – endnu lunt og sødt og fuld af klumper, friskpisket smør, rigtige landæg, ægte tomater, hjemmebagt brød og selvplukket te. Mine ben lod til at kunne bære mig igen. Jeg fortalte ”vor mor,” at jeg sprang frokosten over, så nu er jeg ude at vandre. ******* Tog det stille og roligt i dag. Min krop smerter stadig efter gårsdagens fysiske udfordring. Særligt mine lår. De kan bruges, men de kan sandelig også mærkes! Det er svært at gå ned ad bakke. Alligevel tog jeg en længere vandretur. I langsomt tempo og med jævnlige pauser. Som en gammel mand. Jeg malede 6 artmoney af det fabelagtige landskab og læste i ”The Power of Silence.” Jeg fulgte en grusvej langs den rivende flod og valgte at gå, indtil noget usædvanligt dukkede op. Et tegn af en


65


66 slags. Det tog et par timer, hvor lyden af floden efterhånden fyldte hele mit kranie. Sikke en voldsom larm. Ikke ubehagelig men Tvært imod. Naturen brøler. Så dukkede det op. Tegnet. Et håndmalet træskilt stukket ind mellem nålene på et grantræ. Man kunne nemt have overset det. Der var malet ”Bar, Café, Restaurant,” og en pil som pegede ned mod floden. Jeg fulgte pilens retning ad en smal sti mellem træerne. Den førte ned til en gammel træbro, som førte over en dyb kløft med floden som en selvlysende grøn slange mellem ”lårene” på moder bjerg. Meget smukt. Meget pittoresk. Jeg måtte trodse min mistro til gamle træbroer og blive stående på plankerne for at tage et foto af fænomenet.

CAFEMUTTER OG HENDES TO HJÆLPERE

”Baren, Caféen, Restauranten” dukkede op på den anden side af


67 et højdedrag og bestod af nogle grene og brædder og et midlertidigt tag af tørrede løvkviste. En gammel dame, klædt i sort, lavede espresso over et gasblus. Jeg fiskede en iskold sodavand op af en brønd med rindende bjergvand ved siden af, mens jeg ventede på at vandet kogte. Hendes to børnebørn hjalp med oversættelsen og brugte ellers deres tid på at spille domino og sparke til en fodbold. Der var ingen andre kunder. Vi befandt os langt, langt ude i ødemarken, hvorfor det virkede lidt underligt med en café? Efter kaffe tilbød drengene på 13 og 14 år at vise mig stedets to seværdigheder. Først skulle jeg se ”The Canyon.” Jeg fulgte efter dem tilbage af den sti hvor jeg var kommet, for at erfare at ”The Canyon” var den grønne slange, jeg allerede havde dokumenteret. Bagefter ville de vise mig ”The Waterfall.” Da vi nåede til en hvidmalet sten, og jeg kunne se næste bemalede sten et stykke fremme, bad jeg dem smutte tilbage til bedstemor, hvorefter jeg kravlede op ad bjerget i eget selskab. Jeg har det bedst alene, når jeg er alene. Halvvejs oppe fandt jeg en frisk bjørnelort midt på stien. Jeg prikkede til den med en pind for at se, hvad den havde spist. Den var vist vegetar for tiden. Jeg spekulerede på, om den ville få lyst til en luns kød, hvis den fik øje på mig. Greb en aflang klippe, stak den i lommen, og fortsatte opturen. Bjørnen skulle ikke få mig uden kamp, hvis det var.


68 Vandfaldet var smukt og enkelt. Om muligt endnu mere støjende end floden. Usynlige vanddråber hang i luften som en kølig damp. Det føltes dejligt, svalende efter endnu en varm dag. Jeg satte mig til rette på en rimelig tør klippe, pakkede akvarellerne ud, tegnede vandfaldet, læste et par kapitler og nød livet i ro og mag. Bjørnen så jeg ikke noget til. Måske så den mig. Tilbage på caféen var der ikke sket noget som helst. Forudsigeligt nok. Drengene spillede bold og bedstemor sad bag hytten og strikkede. Jeg bad drengene veksle 1000 Leké, købte en sodavand og stak dem hver 200 i drikkepenge. Men de unge mænd ville ikke acceptere pengene. De havde deres uspolerede stolthed. Det var godt nok. Bedre end penge. Jeg fik lov at tage et turistfoto af alle tre, inden jeg gik. Gav dem så en pakke Gajol hver, forklarede dem at det var smagen af Danmark, og sagde farvel. Jeg gik tilbage ad en anden rute og følte mig rørt over drengenes oprigtige venlighed. Det er man ikke vant til, hvor jeg kommer fra. Jeg spekulerer på, om jeg skal drage videre i morgen, men har endnu ikke besluttet mig. Noget taler for at fange et lift eller en bus eller what ever i weekenden, hvor vejene sikkert ikke er befærdede, og der nok også er pause i vejarbejdet. Jeg kunne jo blive og udforske den skønne natur. Måske tage den lange tur til søen, THETH – FLODEN SOM RENDTE GENNEM DALEN


69


70


71 THETH – MIN SIDSTE MORGENMAD I VILLA GJECAJ

”The Blue Eye,” men mine lår er stadig svækkede, så jeg får næppe nogen nydelse ud af endnu en fysisk udfordring. Søen ligger 4 timers gang fra huset. Og 4 timer hjem igen. Jeg tror jeg sover på det…

THETH – LÆSER MENS JEG VENTER PÅ ET LIFT UD AF THETH


72

Lørdag den 6. Juli, Golden Appel Café, Durrës

Når jeg venter så lang tid som en hel dag, så er det uoverkommeligt at indhente det forsømte i min lille rejseskildring. Der sker så meget, at hver dag fylder 14 dage og ét år ville byde på oplevelser til et helt livs erfaring. H. C. Andersen mindede os om, at rejse er at leve. Vores livs rejser udgør en betydelig del af vores livs eksistens. Alene i fremmed kultur og på tilfældighedernes nåde åbner sanserne sig som blomster under sommersolen, og man suger grådigt til sig fra stort som småt. Efter jeg skrev det sidste i går, fik jeg øje på en udlænding. Altså en ikke-albaner. Han sad alene ved et bord på den eneste café i Theth. Han sad med rank ryg vendt mod resten af bordene og et opadvendt ansigt med lukkede øjne rettet mod bjergene. Ikke på nogen naturlig, afslappet måde, men anstrengt og påtaget. Han sad således i den tid det tog mig at drikke min espresso og læse et kapitel i Castaneda. Jeg besluttede at gå over op prikke ham på skulderen for at se, hvad han havde gang i. Han introducerede sig som Paul. Han var født i England og havde boet nogle år i British Colombia ligesom jeg. Vi fangede hurtigt nogle fællestræk og faldt i snak. Mens Paul arbejdede i Bankok, tjente gode penge, men da han var blevet træt af


73 sit parforhold efter 6 år, fik han pludselig lyst til at få sig et andet liv. Eller rettere, ”et liv.” Han sagde op på sit job, farvel til kæresten og købte en cykel med et par cykeltasker. Derefter forlod han sit hjem og trådte derudad. Han havde cyklet i 9 år og var ikke færdig endnu. Han var i gang med at cykle de europæiske bjerge, hvilket havde bragt ham til Theth. Han håbede at tage hul på Afrika til oktober THETH – DEN ENGELSKE EKSTREM-CYKLIST, PAUL og ønskede at cykle hele kontinentet igennem. Paul sov altid under åben himmel og vaskede sit tøj, når hans hvide kontorskjorte blev for beskidt. Han levede mest af brød og olivenolie og havde altid en flaske olie i sin oppakning. Han trak mig over til cyklen og pegede stolt på sin flaske med olivenolie. Men i dag havde han undtagelsesvist bestilt pasta. Den blev serveret, mens vi sad og talte, og han gaflede ivrigt den varme ret i sig mellem ordene.


74 Cyklisten påstod, at han aldrig følte sig ensom. Han havde sin cykel. Han skulle blot cykle 20 meter, så følte han sig lykkelig. Hans cykel var blevet hans ét og alt. Ikke de mennesker han mødte, det landskab han så, eller de huse hvor han fandt ly. Kun hans cykel. Han koncentrerede sig om sin kropsholdning på sadlen, grebet om håndtagene på sit styr og sin vejrtrækning. Vejbelægningen og hvor mange kilometer han lagde bag sig, og hvor meget tid og hvor mange punkteringer tilfredsstillede hans behov for historik. Den slags. Og om hvor billigt han kunne leve, og hvor lidt han behøvede at spise. Paul havde fundet en mening med sit liv. En mening som kun gav mening for ham selv. Og det kan vel være godt nok? Ét eller andet ved samtalen gav mig lyst til at komme videre. Jeg besluttede at arrangere en transport til næste morgen. Nå, ja. Jeg var jo gået ned til den eneste café efter aftensmaden. Vi spiste jo sent, så det var allerede mørkt, da jeg trådte ud ad døren i Villa Gjecaj. Her var ingen gadebelysning, og mørket var tykt som suppe. Duftene fra haven, og floden og skovene på bjergsiderne var kraftig og ren. Det duftede af nat. Stjernetæppet var komplet. Små, lysende satellitter som er usynlige i byens lys fulgte snorlige baner gennem dalen. Jeg fik den idé at tælle mine skridt fra, hvor grusvejen ledte ud af


75 buskadset og ned til broen over floden, så jeg kunne finde hullet i skoven igen på hjemturen. En god ide, syntes jeg. Der var 350 skridt. De eneste lys var de hvide sten langs floden, som jeg anede perifert. Og ildfluerne som flød i mørkesuppen som løjerlige krydderier. Man kunne ikke tale om en decideret vej. Kørebanen var blot et par hjulspor i stenene. Jeg måtte gå forsigtigt for ikke at vride om. Brugte den 6. sans og sendte Castaneda en kærlig tanke, da jeg passerede broen og endelig følte almindelig grus under mine såler. Pludselig fornemmede jeg to store væsener komme mod mig og mente at kunne se deres skygger flimrer for mit nattesyn. Først da der var

BJERGENE – FRISK PLUKKEDE SKOVJORDBÆR TIL PASSAGEREN


76

BJERGENE –

BJERGENE –

TISSEPAUSE OG ET GRIN MED ROVER-DRENGENE

“SUPER STAR” - GRAFITTI I EN LILLE LANDSBY


77 et par meter mellem os, kunne jeg konstatere, at de var virkelige. Det var to køer og bag dem deres bondemand, som førte dem hjem efter en dag på marken. Selvom jeg ikke var bange, så gibbede det alligevel i mig, da fantasi skiftede karakter og manifisterede sig fysisk så tæt på. Bonden hilste pænt i forbifarten, som om det var højlys dag. ******* De 350 skridt førte mig sikkert hjem til Villa Gjecaj, hvor jeg fik Silas til at bestille en bil til den følgende dag. Jeg vågnede kl. 8:30. ”Vor mor” serverede en overdådig morgenmad med alt det friske og hjemmelavede samt honning fra egne stader. Perfekt! Bagefter satte jeg mig ud i haven og læste. Jeg var blevet færdig med Castaneda og havde kaste mig over Hemingways ”Across the River and into the Trees.” Vejret var lidt ustadigt, og jeg mærkede nogle få dråber regn, mens jeg ventede på mit lift, men skønt, det var det, og det gled fint sammen med bogens vidunderligt beskrevne vinterstemning i efterkrigstidens Venedig.


78 Bilen dukkede op med 45 minutters forsinkelse, så jeg fik læst en del. Til min overraskelse var det ikke nogen minivan men en flot, blå Range Rover med to unge fyre på forsæderne. Jeg var åbenbart eneste passager. Min første indskydelse var derfor, at dette måtte koste en bondegård. Der var næsten en hel dags kørsel til Scröder på den anden side af bjerTIRANA – PÅ BUSSEN FRA TIRANA MOD DURRËS gene. Men det blev billigt. Meget billigt, endda. For den vanskelige og farlige rejse på de dårlige veje måtte jeg betale sølle 1500 Leké. Omtrent 75 kroner. Køreturen varede godt 4 timer, og jeg fattede ikke, hvordan de kunne betale benzinen for den pris. Jeg bad om lov til at betale 2000 Leké, så de to kunne få en smule drikkepenge oveni. De smilede genert, da jeg insisterede. Det var ikke forventet. I øvrigt var fyrene utrolig søde og


79 servicemindede. De standsede på et tidspunkt undervejs for at plukke skovjordbær, som de forærede mig i en buket, da de kom tilbage til bilen. Da vi endelig nåede Scröder fulgte de mig til bussen og sikrede sig, at jeg kom af sted i den rigtige retning. De gav buschaufføren instruktioner i, hvor han skulle sætte mig af, så jeg kunne finde den rigtige forbindelse videre fra Tirana mod Durrës. Og han huskede det, buschaufføren, selv efter et tre timers kørsel til den nette sum af 15 kroner. Han standsede i en rundkørsel i udkanten af Tirana og fulgte mig personligt over til den rigtige minivan gennem et virvar af biler, mens hans 30 passagerer måtte vente i bussen. Jeg var imponeret. Kunne man forestille sig det i København? Turen i minivan til Durrës tog også en times tid og kostede 150 Leké (7,50 kroner). Jeg var stadig lidt paf over priserne og måtte noterer det gang på gang. Det virker vulgært at spekulere på penge hele tiden, men forskellen mellem Albanien og Danmark er så brutal, at det er umuligt at forholde sig passivt. Særligt den første tid hvor det var så uvant. Her tjener man omtrent 1500 kroner om måneden for fuldtids arbejde, hvilket må være 15-20 gange mindre end i Danmark. Det undrer derfor, at man ser så mange albanere køre i dyre, tyske biler? Der må være en forklaring.


80

DURRËS –

DURRËS –

ALBANSK FAST FOOD MED FRITTER OG GRØNT

FLORIDA OG VENINDEN VISER MIG DURRËS


81 Jeg blev sat af midt i Durrës uden mad og drikke. Klokken var langt op af eftermiddagen, og jeg var udmattet efter turen i den proppede minivan. Jeg tog derfor den første og bedste café, hvor jeg fik lidt vand i ansigtet på toilettet og en espresso i ganen ved et lille bord med udsigt over gaden. Det tager lidt tid at lande i en ny by. Jeg havde ikke nok småpenge, så jeg ville betale med 1000 Leké for kaffen. Tjeneren kikkede i min pung, stak et par tykke fingre ned til mønterne og tog sig til takke med de 30 Leké han fandt og et smil. Der var den igen! Venligheden. Gæstfriheden. Kærligheden overfor en fremmed. Noget at vænne sig til for en mistroisk dansker. Jeg krydsede forsigtigt gaden med de hidsige motorkørertøjer. Og parken med de gamle, dominospillende mænd. I en lille sidegade fandt jeg et lille fastfood sted, med en menu jeg ikke kunne tyde. Jeg spurgte pigen bag disken, om hun kunne lave en falafel. Hun forstod mig ikke, men det gjorde en ung kvinde ved et bord på fortovet. Hun var iført hvide bukser og en hvid top, som lod det lange, mørke hår markerer sig særligt tydeligt. Hun sad sammen med tre veninder og indtog en fastfood frokost. Med kvindens hjælp lykkes det mig at bestille, det nærmeste man kommer en falafel i Durrës, et pitabrød med salat og pommes fritter.


82 Jeg sad ved et bord og spiste, mens jeg prøvede at holde duer og sigøjnerbørn væk fra mit beskedne måltid. En dame i nabobutikken fejede fortovet med en ris kost, så skyer af støv væltede ind over maden, som røgsignaler der prøvede at advare om angreb fra fjendtlige soldater. Jeg forsøgte at spise mit junk i en fart, så jeg kunne komme væk. I mellemtiden havde de fire unge kvinder slået råd, og den hvidklædte, som talte engelsk, henvendte sig i en fornem, amerikansk accent. Florida, hed hun. Hun tilbød, at pigerne kunne vise mig lidt rundt og hjælpe mig med at finde et hotel nær stranden. Jeg spurgte, om ikke de bare kunne pege i retning af vandet, men hun forsikrede, at de meget gerne ville vise mig rundt. En anden af kvinderne, som hed Bora, hvilket betyder sne, understregede, at de slet ikke havde travlt, for de havde netop fået sommerferie fra universitetet. DURRËS – REGNBUE VED CAFÉEN I DET GAMLE TÅRN


83 Snart var vi fem på vej gennem gader og gyder og op og ned ad trapper i retning af vandet. Vi passerede ruiner og kulturseværdigheder, og pigerne fortalte livligt om deres gamle og historiske by. Under vejs ville Florida og en veninde, jeg ikke husker navnet på, fotograferes. De lænede sig op ad gelænderet foran en ruin og poserede så sødt, de havde lært. De to andre piger var forsvundet, uden jeg havde lagt mærke til det. Jeg bevægede mig som i en blød drøm. Florida fortalte, at de alle var 20 år og studerede på universitetet i Durrës. Hun læste engelsk og havde ingen planer for sin fremtid andet end, at hun en dag kunne tænke sig at besøge Florida i USA, siden hun selv hed Florida. Veninden læste økonomi og ønskede sig et job i en bank, men sagde, at det kun var muligt, hvis man kendte nogen inden

DURRËS – TRE AF DE FIRE STUDINER INDE I TÅRNET


84 for bankverden, og det gjorde hun ikke. Men det kommer hun nok til med sit udadvendte væsen, forsikrede jeg hende og spekulerede på, om jeg kendte nogen, som kendte nogen, som kunne hjælpe hende. Da vi kom til vandet, inviterede de mig op i et gammelt borgtårn, som var lavet om til en fancy café. Vi slog os ned i en sofa på taget og bestilte kaffe. Herfra kunne vi se ud over stranden og rækken af hoteller. Vandet lyste azurblåt, og jeg følte, at jeg nok var kommet det rette sted på det rette tidspunkt. Der var masser af hoteller at vælge imellem, og pigerne morede sig med at udpege ført det ene og så det andet som en mulighed. Pludselig stødte de to andre kvinder til igen, og vi bestilte mere kaffe. Da jeg fortalte, at jeg var maler, ville Bora tegnes. Jeg tegnede hende. Fik dermed lejelighed til at studerer hver kringelkrog af hendes betagende ansigt, de mystiske øjne, hendes langfingrede hænder med afskallede neglelak og den fine, lille krop under det lange, glatte hår. Det er en af tegningens fordele, at man får lejligheden til at betragte verden i ro og mag! Da jeg var færdig, fotograferede jeg hende med tegningen. Hun var ikke nem at tilfredsstille, og jeg måtte tage flere fotos, inden hun kunne acceptere resultatet. Hun var den eneste af de fire,


DURRËS – BORA’S TEGNING PÅ CAFÉEN I TÅRNET

85


86 som forsørgede sig selv. De andre fik penge af forældrene. Bora boede for sig selv i Tirana, hvor hun arbejde som telefonsælger, når hun ikke var på universitet. Hun pendlede til Durrës, hvor hun studerede kemi. Desuden var hun selverklæret ”Metal head,” og lyste op i et oprigtigt smil, da jeg fortalte, at ambassadøren og Jeg havde lyttet til ”The Scorpions” på Tiranas gode restaurant. Det var lidt at en udfordring at forestille sig den smukke Bora head-bange foran en koncertscene med brølende metal. Samtidig havde jeg bemærket, at hun var lige så stålfast, som hun var føjelig. Det var en fryd at være i favnen på de fire, unge skønheder. En gammel mand som mig. Deres øjne funklede med livskraft. Deres latter var ren medicin. De gik klædt som gadepiger, men var alle sammen pæne, kloge muslimer. Da vi gik, betalte Florida regningen og lod mig ikke debatterer den sag. Vi gik i flok fra hotel til hotel og forhandlede priser med receptionister. Bora holdt sin tegning ind mod brystet og virkede glad og drømmende. Sne-pigen lignede Snehvide, som hun gik der, med sit lange, sorte hår og sine katteagtige øjne. Hun ville gøre sig godt, blandt de syv, små dværge, tænkte jeg. Pludselig huskede Bora et mindre sted i anden række fra stranden, ved navn ”Hotel Ceka,” hvor jeg fik et


87 værelse til 2000 Leké, hvilket var en tredjedel af de store hotellers priser. Et rigtigt fint og venligt hotel drevet af far og søn. Farmand fortalte, gennem sønnens engelske, naturligvis, at hotellet havde været hjem for soldater i den danske hær under konflikten i Kosovo. ”Flinke soldater. Og de kunne drikke!” Understregede han med et stort grin, mens han mimede en mand, som bunder en flaske øl. Vi blev ført op til værelse 16. Jeg trådte ind og trak gardinerne fra til udsigt over havet i en lille sprække mellem hotellerne i første række. ”This is home,” tænkte jeg, og smed baggagen på sengen. Pigerne godkendte rummet og sagde sødt og høfligt farvel. De forsvandt som et fatamorgana, og så var jeg atter alene. Jeg så dem aldrig igen. Da jeg kom hjem til Hotel Ceka, samme aften, efter en formidabel pizza, ville jeg lige sikre mig værelset i morgen med. ”No problem,” grinede hotelfar. ”Det ordner vi i morgen!” Så ville jeg lige vide, om der var morgenmad med i prisen, og hvad tid den blev serveret. ”Sometimes we do. Sometimes we don’t,” lød det ubekymrede svar. ”No problem!” Farmands solbrændte og furrede ansigt fyldte mig med ro. Hans udstråling var venlig og tålmodig og helt ubekymret. Jeg lod den ligge, og sagde ”Fallemindaré,” som betyder ”Tak.”


Søndag den 7. Juli, En strandrestaurant, Durrës

88 Spejder over Adriaterhavet. Ingen sejl i sigte. Kun nogle få, industrielle både. I øvrigt har jeg heller ikke bemærket andre udenlandske turister endnu. Havde hørt at Albanien nu får masser af turister, jeg har bare ikke set en eneste ud over Albanerne selv. De ser ud til at hygge og slappe af i Durrës. Kærestepar hånd i hånd. Familier med børn. Ældre i små klynger. De spadserer op og ned ad promenaden. Hvor er alle de mordere og forbrydere, som man advares om, så snart man fortæller folk, at man vil besøge Albanien? Der er påbegyndt et større konstruktionsarbejde fra stranden og ud i havet, hvor to futuristiske bygninger er omtrent halvt færdige. Det skal vist være en mole med forretninger og spisesteder. Det bliver ikke færdigt denne sommer, det er klart, men det skal nok blive imponerende en skønne dag. Indtil videre vidner det om en albanernes tro på en gylden fremtid. I aftes var der gang i et mobilt tivoli ved stranden. Det var så primitivt og udtjent, at det må være et arrangement fra det gamle Europa. Før EU. Før EF. Før nogen var interesseret i at være sammen med andre end sin egen slags. Fra dengang, hvor Albanien var et lukket land, bogstaveligt talt, og sikkert ikke var i stand til at præsentere et tivoli af nogen art for sine borgere. Men nu er det her. Og ungerne elsker det. Og forældrene har set værre.


89 Så besluttede jeg at besøge en natklub for at opleve de unge på en fredag aften. Jeg fandt et spillested i en smal gyde nær stranden, bestilte en øl og slog mig ned på en barstol ved et lille bord. Igen slog musikken mig som ”out of date.” Men måske passer 80’er musikken til dette stadie i et lands udvikling? På mange måder lever Albanien i 1980’erne i dag. Og det er nok et kvantespring fra tidligere at have levet i 1930’erne. Vel at mærke, mens resten af Europa levede i 1980’erne. Jeg sad og nød en dansk Tuborg, mens unge kvinder og mænd drak cocktails og lo og pjattede og levede fredagslivet bekymringsløst. Ingen tegn på voldsom og fordrukken adfærd, som en fredag i København eller et hvilket som helst DURRËS – GAMMEL HELTESTATUE OG GAMMELT TIVOLI


90 DURRËS – VALGPLAKATER OG GRAFITTI VED HAVNEN


91 diskotek i Danmark på en fredag aften. De unge drak moderat og opførte sig ordentligt. Det var ganske smukt, uskyldigt og rørende. Jeg holdt mig for mig selv og spillede dygtigt rollen som voyeur. Bestilte endnu en øl og fortabte mig i dagbogsnotater. Sådan glider man ind og ud af verdener. ******* Jeg indrettede mit værelse til et længere ophold. Det vil sige, at jeg faktisk pakkede tøjet ud og lagde det i klædeskabet. På vej ud fortalte jeg receptionisten, at jeg tager endnu en overnatning. Var ude at svømme for første gang. Vandet virker hverken rent eller smukt, men det er dejligt at blive kølet ned og få lidt salt på huden. Huske at man blot er et lille, midlertidigt væsen på en blå planet. Jeg smed mig på stranden og observerede børn og forældre. Intet skænderi. Kun en behagelig og kærlig omgang. De forældre, jeg ser, er dybt optaget af deres afkom. Det oser af velvære, kærlighed og harmoni. Ingen tegn på den brutale behandling af børn, vi ser nogle steder i verden. Ingen kølig ligegyldighed eller fortravlet fravær. Her er en familie, en familie. Børnene er ikke bange for de voksne, men viser respekt og opmærksom-


92 hed, når de bliver tiltalt. Jeg vil ikke sige de virker velopdragne, blot godhjertede og velmenende. Nærmest naturlige. ******* Har sat mig på strandrestauranten og bestilt seafood risotto og en Tuborg. I højtalerene spiller ”Barbie Girl” med Aqua. Jeg får de mærkeligste associationer. Stranden har potentiale som strand, men det er gået indbyggerne lidt forbi. Der er for få affaldsspande, og man kyler ubekymret sit skrald hvor som helst. Selv i bjergene og i skovene flyder affaldet. Det ser forfærdeligt ud i mine øjne. Det med at holde naturen ren, er noget albanerne behøver at lære, hvis landet skal kunne være sig selv bekendt overfor turister. Hvilke turister? Det gælder vist også andre punkter, hvor der trænger til lidt oprydning, inden Albanien bliver medlem af EU. Trafiksikkerheden. Man bruger helst ikke styrthjelm og sikkerhedssele. Man standser nødigt for rødt og fletter fuldstændig efter jungleloven med hornet i bund. På trods af dette kaos, har jeg endnu ikke vidnet fuck-fingeren i trafikken. Det samme galt i Japan, da jeg oplevede trafikken i Hiroshima. Der var heller ingen fuck-finger, men dér var årsagen at finde i en velfungerende lov og orden.


93

DURRËS – BUTIK FOR ELEKTRISKE KOMPONENTER

DURRËS – IØJNEFALDENDE VÆGMALERI PÅ UNGDOMSHUS


94


95 Her er årsagen til den manglende finger vist at finde i total kaos. Alle og enhver må være vågen og påpasselig, for der er ingen lov og orden at læne sig op ad. Forskellige metoder med samme resultat. Der er masser af aggression i trafikken, i måden folk kører på, men det er vist ikke så alvorligt ment. Eller også er man bange for konsekvenserne af en fuck-finger i et land, hvor man ikke tåler at tabe ansigt og skydevåben er så almindelige som DURRËS – FAR OG SØN FRA HOTEL CEKA TILBYDER ET LIFT


96 kørekort. Der mangler også et organiseret eftersyn af udstødning, for mange biler oser som en vulkan. Og folkeskolen. Det går jo ikke, at eleverne får 3 måneders sommerferie. Ikke hvis de skal konkurrerer med resten af EU. De husker dårligt, hvad de fik lært, når de kommer tilbage i skole efter så lang en sommer. Det er måske et levn fra bondesamfundet, hvor børnene måtte hjælpe forældrene i marken. Jeg håber Albanerne kan bibeholde deres stolthed, gæstfrihed og familiesammenhold, når de hives ind i ”det gode selskab” og skal føje de generelle EU-regler. Det bliver en udfordring med mange fine ,facetter. ******* Gik en tur langs havnen og gennem gaderne i Durrës med sandaler, stråhat og nettopose. Søgte opsamlingsstedet for minibusser mod Vlorë. Fandt det efter en lang og underholdende vandring. Stadig eneste udlænding i byen. Ganske utroligt! Kom gennem et marked, hvor det havde været bedre at have DURRËS – DYRT MÅLTID MED ALBANSK DAME OG HAVUDSIGT


97 konen med. Grønsager har ikke min store interesse. Det var dog sjovt at bemærke, at flere mænd lænede sig ind over deres bod og sov i fuld offentlighed. Man måtte vække dem, hvis man ønskede at købe en agurk. Andre sad i rundkreds på kasser og spillede domino. Det må have været siesta, for butikkerne lukkede og gaderne var næsten tomme. Varmen var intens, og jeg fik støv i næsen. Jeg slentrede stille af sted, drak rigeligt vand, tog en masse fotos af finurlige småting og nød det fremmede. ******* Jeg betalte for sidste overnatning i håb om at komme til Vlorë i morgen. Hotelejeren og hans søn har været super søde. De listede efter mig i deres gamle Mercedes og tilbød en tur rundt i byen. Jeg var for træt til at sidde på bagsædet af en varm bil og lytte til dårligt engelsk. Følte mig også mæt efter at have travet gaderne tynde hele dagen. Så jeg afslog høfligt. Tænkte bagefter at det nok var lidt dumt at være så doven. Deres gestus var oprigtig, og det kunne have biddraget med nye oplevelser. Men nogle gange bliver jeg behagesyg og går glip af gyldne øjeblikke. En forbandet uvane. Fy, Lars!


98 Jeg gik ned på stranden og læste om vinteren i Venedig badet i den sidste sol og med benene dinglende over molen, så de kølige bølgetoppe kunne svale mine varme fødder. Det var skønt. Skønt på en måde, hvor man fornemmer, at dette øjeblik forankrer sig i hukommelsen. Som en berøring. Nu har jeg flottet mig med et ”dyrt” måltid på første parket med udsigt over det blinkende hav omringet af søde og afslappede, albanske familier på aftenstur langs prome- DURRËS – ALDERSPRÆSIDENTER NYDER AFTENSOLEN naden. Blid teknomusik i højtalerne, naturligvis. ****** Jeg observerede albanerne, mens jeg spiste den grillede fisk. De er så søde, men der er også ”issues.” Albanerne ryger for mange cigaretter. Ingen tvivl om det. Heldigvis drikker de kun ganske lidt. Deres børn kommer alt for sent i seng.


99 MOD VLORE – LÆREREN SOM HJALP MIG FINDE DEN RETTE BUS

Klokken er nu 22:40, og småbørn leger stadig i gaderne. På den anden side kan jeg dårligt gøre mig til ekspert i, hvad er godt og skidt, rigtigt og forkert.


DURRËS – TOMME SÆDER SVINGER LYSTIGT I RING

100


101 Jeg fik hul på min bibel i dag. Det er ikke ensbetydende med, at jeg får skrevet den færdigt. Så meget har jeg da lært. Det er dog en ”lille sejr.” Hvis jeg destillerer min erfaring, kan jeg knibe nogle få dråber sund fornuft ud af kuglepennen. ”Fornuft” indenfor min egen, lille boble. ”Thank art!” Jana, hed hun. Sad bag mit bord, gjorde hun. Holdt øje med mig uden jeg vidste det. En midaldrende kvinde. En falmet blomst. En Cougar, måske? Jeg vendte mig først, som jeg skulle til at betale. Fik øje på hende og tænkte det kunne være sjovt at byde damen over til mit bord og hjælpe mig med at tømme den hele flaske hvidvin, jeg havde været så fri at bestille, da man ikke kunne få lokal vin på glas. Hun var hverken køn eller grim, men hun så klog ud og havde god karisma. OK. Hun betalte tjeneren og rykkede over til mit bord. Jana underviste i makroøkonomi på universitetet i Durrës. Det private. Jeg havde ikke forestillet mig, at der fandtes private skoler i Albanien, men hvorfor ikke? Det kan vel ikke forbavse at finde rige blandt fattige. Jana fortalte om, hvordan det var at undervise albanske unge. ”De er gode elever,” fortalte hun. ”De er kloge og arbejdsomme. I pauserne synger de. De synger! De er glade og optimistiske og søde. Det i lyset af en historisk høj arbejdsløshed blandt unge i Europa. Men råmaterialet er iorden. Den unge albaner er som ud-


102 gangspunkt et velfungerende og velafrundet menneske fuld af gode egenskaber. Især kvinderne.” Jeg kunne kun samtykke. Jana var fra Slovakiet. Jeg kunne ikke huske navnet på deres hovedstad. ”Bratislava,” kunne hun belære mig. Mange af de ”nye lande” husker jeg ikke hovedstaden i. Jeg klamrer mig stadig til barndoms lære og bliver dum, som tiden går, og verden forandre sig. Vi talte heftigt og intenst i et par timer, indtil hun måtte hjem for at hvile ud inden mandag morgen. Hun fik mit kort. Jeg spurgte en mand, under mit ophold i Theth, hvilken sport Albanien var kendt for. Han fortalte, at vægtløftning var en disciplin, hvor de havde klaret sig rigtigt godt. Efter hvad jeg har oplevet indtil nu, så tegner det et rammende billede af Albaniens befolkning. Stærkt, selvstændigt, stædigt og hårdt arbejdende. Uden behov for aggressiv adfærd mod andre. ”Vi kan selv!” Kampen med sig selv. Gennem 1000 år. Kilo for kilo løfter folket byrden, som omverdenen lægger på deres vægtstang med klippefast tro på, at det lader sig gøre. De behøver ikke slås i en ring eller på en plæne for at vinde. Det er en sag om at vinde over sig selv. Albanien i forhold til sig selv. Ikke i forhold til andre nationer eller tidens strømninger. Og de tror på deres sag. Ingen tvivl om det. Det står skrevet sort på rødt i det Albanske flag.


103


Mandag den 8. Juli, En lille, blå café i en smal gade, Vlorë

104 Det lykkedes at finde et rimeligt hotel til en rimelig penge i første parket på anden sal med en bred balkon mod havet. Hotel Delfini. Det er malet blåt og gult, og der springer tre lyseblå delfiner af sted i relief på facaden. I haven står en fontane med en skulptur af tre, helstøbte delfiner, hvor der drypper lidt vand ud af snuden på den forreste. Fontanen er tør, så springvandet kommer ikke til sin ret. Ligesom i Koplik. Fontanen er et ”must,” men den behøver ikke fungere. Jeg måtte sætte mig her og hvile. Følte mig totalt udmattet. Har gået ret langt for at se, hvad der sker i byen. Der sker intet lige nu. Måske det er siesta, eller også er det bare mandag eller bare for varmt. Jeg har endnu ikke lært, hvornår der er siesta, og jeg lærer det vist heller ikke, for jeg følger min egen rytme. Mens jeg spiste ”risotto del mar” på verandaen på Hotel Delfini, kom der en sandstorm. Jeg så skyen puste sig op over byen og havnen i det fjerne, og så pludselig var den over mig. En flink mand hjalp mig med at flytte frokosten indenfor i en fart. Vi løftede bordet med hele molevitten. Herfra kunne jeg følge fænomenet uden flere sandkorn i mine ris, mens stormen fór forbi som en væg af sand. Umiddelbart efter kom der en særdeles kraftig regnbyge med dråber på størrelse med vindruer. De slog nådesløst ned og skød sandet op i spidse skyer, indtil det var mættet og blev liggende som en Sisyfos, der endelig opgiver sin kamp. Da sand og vand for-


VLORË – KELLY SIDDER NEDERST TIL HØJRE

105


106 svandt, efterlod de en liflig duft af frisk begyndelse, og jeg følte mig ikke træt længere. Jeg kastede et blik over mod fontanen og konstaterede at den holdt vand. Stadig ingen fremmede i sigte. Jo, jeg stødte ind i en ældre, italiensk herre, som joggede langs den tomme strand, hvor jeg vadede barfodet i vandkanten på vej mod byen. I øvrigt også den første ”jogger” jeg har set. Han løb af sted i god ”Daddy-stil” og bragte en tåre til min øjenkrog. Hvorfor kunne Daddy ikke være her i stedet for den fremmede italiener? Hvorfor skulle han lide så grusom en skæbne? Hvorfor savne sin døde far så forfærdeligt? Man rejser ud, men minderne følger med indeni. Italieneren var flink nok og havde jo intet med Daddy at gøre. Ikke hvad han vidste af i hvert fald. Han talte ikke engelsk men udtrykte sig så gestikulerende på sit eget sprog, at jeg forstod ham uden videre. Jeg havde ellers hørt, at Vlorë skulle tiltrække tusinde af turister, endnu flere end Durrës, men jeg savner stadig at spotte dem? Vi er kun to! Den italienske ”Daddy-jogger” og Jeg. Og stranden. Og solnedgangen. Og bjergene. Og havet og al dets mystik. Og sandet mellem mine tæer. Og de to sandaler i min hånd. Og byens lokkende lys. Og livet – endnu. Det slår mig igen, at der stort set kun er albanere i Albanien. Man ser ingen kinesere. Indere. Afrikanere. Blegansigter. Kun albanere. Det er nok noget, som vil


107 forandre sig på et tidspunkt. Det vil kærlighedens kaotiske krumspring sørge for, når ungdommen for alvor begynder at slå sig i tøjlerne, og pigerne får lov at gifte sig, med dén de elsker. Men lige nu. Stort set kun albanere. Den stramme økonomi er nok også en del af årsagen. Men den albanske økonomi har visse fordele. Måske endda et forspring i forhold til den danske? Her er næsten ingen gæld. Hotellerne langs kysten er givetvis betalt kontant med sorte penge, som skal vaskes hvide. De store, albanske hjem, hvor tre generationer bor under samme tag, er sikkert også betalt kontant med forskellige midler fra familiens store netværk. Og bilerne, hvis de overhoved har kostet noget. Godt nok tjener man kun 5 % af danskernes månedsløn, men man ejer, hvad man ejer og er derfor ret godt stillet rent økonomisk. Og det er billigt at komme gennem albanerdagen. Ikke noget dårligt udgangspunkt. Et sikkert tegn på at Albaniens økonomi er større end antaget er, at den østrigske ”Raiffeisen Bank” er rykket ind med filialer over hele landet. De ville aldrig være her, hvis der ingen penge var. Det må være temmelig store, sorte beløb, som er i omløb. Og for en bank er penge, penge. Viste vi det ikke tidligere, så har finanskrisen da mindet os om, at det ikke er ren moral, som driver finanssektoren.


VLORË – STRANDPROMENADEN OPLYSES AF STOR SKÆRM

108


109 ******* ”Gezuar!” (skål!), skrev Kelly i bogen og gav en omgang til sine to venner og mig. Igen slog gæstfriheden ned som et lyn fra klar himmel. Lige overraskende hver gang selvom jeg efterhånden burde forvente det. Havde netop vandret de halvtomme gader og stræder i Vlorë på endnu en hed eftermiddag punkteret af siesta og samtaler med lokale og små, stærke synsindtryk og skøre indfald og strøtanker og fik endelig øje på et skandinavisk udseende, ungt par i skyggen under palmerne på en udendørscafé ud til hovedgaden. Jeg tog det som et tegn. Havde jo ikke set min egen art i lang tid. Jeg satte mig ved et bord nær deres, bestilte en øl og prøvede at fange deres sprog i vinden. Da det viste sig, at de talte svensk, rejste jeg mig og gik over for at hilse. Jeg forsøgte at samtale men fornemmede hurtigt deres reservation. Jeg blev ikke inviteret ned og sidde, og det blev pinligt at stå der og flagre. Jeg afrundede en-vejs-samtalen og ønskede dem fortsat god rejse. Satte mig ved mit eget bord, ved min egen øl, og trak Hemingway op for at læse om den gamle general og den unge skønhed i Venedig. Svenskerne drak hurtigt ud og skred iført deres hvid-sort-grå matchende tøj, deres sejlersko og deres knastørre nok-i-sig-selv attitude. De har vovet pelsen og er rejst til Albanien men beholder pelsen på og tager ingen chancer med de lokale. Chancen for at de oplever andet end hinanden er lig nul.


110 Snart blev jeg anråbt fra et bord med Kelly og Co. Blev inviteret over efter en hurtig ordveksling. ”Come and join us, stranger!” Jeg blev straks sluset ind i den albanske varme og følte mig oprigtigt velkommen. Gid vi kunne lære lidt af denne varme adfærd i det kolde Nord. Det ville styrke vores fællesskab og højne vores livskvalitet. Kelly havde arbejdet nogle år som elektriker i London og talte derfor godt engelsk. De to venner kunne ikke et ord. Til gengælde elskede Kelly at øve sit sprog,og snakken gik lystigt derudad. Bagefter fik jeg lov at give en omgang, og hyggen fortsatte til mørket lagde sig, og solens varme blev erstattet af de kølige skygger fra energi-spare-pærer. Den unge elektriker havde bygget et hus i Vlorë for de gode penge, han tjente udenlands. I huset boede hans syge mor og hans gamle far. Han fortalte, at albanerne har et stærkt familiesammenhold. Det er normalt den ældste søns ansvar at tage sig af forældrene, men i hans familie var det ham, selvom han var den yngste, fordi han havde været heldig at tjene godt. Alle hjælper og støtter dog hinanden, så ingen sidder helt alene med det store ansvar. Vi drak ud, udvekslede navne og aftalte at mødes på Facebook. Da jeg rejste mig for at gå, var gaderne pakket med folk. Siesta var for længst


111 overstået, og nu vrimlede Vlöres befolkning ud på gaderne i deres stiveste puds. I dag er mandag, men strandpromenaden summer alligevel af liv. Man spiser sent og længe. Jeg fandt et lille sted en halv kilometer fra hotellet med en rar brise og høj teknopop fra et lille stereoanlæg, som står og blinker under et bord. Har bestilt spaghetti med seafood og glæder mig til aftensmaden. Klokken er 21:40. Natten er ung, og jeg er godt brugt. ******* Ingen talte engelsk på restauranten, men så sprang en villig kunde til undsætning. En storsmilende Kosovo albaner, som havde boet i Sverige siden han var 9 og nu var flyttet tilbage til Kosovo. Han var med familien på ferie i Albanien. De mange år i Sverige havde åbenbart ikke ødelagt hans albanske adfærd. Stærkt! VLORË – DEKORERET MOTORCYKEL UDENFOR MIN CAFÉ


112 Han spurgte, om jeg ikke var bange? Jeg kunne kun svare, at det havde jeg ikke haft nogen grund til at være. Alligevel fik det mig til at huske fordommene og advarslerne, inden jeg rejste. Han var selv bange i Albanien men mente at landet var i forandring, og at de sikkert var ”normaliseret” om 10-15 år. Måske har han ret, men hvorfor er en albaner bange for at rejse i Albanien? Måske fordi han i virkeligheden er svensker? ”Wow, min spaghetti smager fantastisk! Al dente, friske fisk, lækker tomatsovs og helt perfekt! I am a true spaghetti-man!” ******* Jeg så en sort motorcykel dekoreret med et rødt hagekors på tanken og med sidespejle og baglygter formet som malteserkors. Jeg var nervøs for, om ejeren så mig fotografere den, så det gik lidt stærkt, og billedet blev ikke så godt, som jeg kunne ønske mig. Kobler man den nazistiske motorcykel med de mange hagekors, jeg har set som graffiti på broer og husmure gennem landet, Janas advarsel om at tyskerne var i gang med en hemmelig indvation, den markante tilstedeværelse af Raiffeisen Bank, det iøjnefaldende fravær af udlændinge, albanernes


113 åbenlyse nationalfølelse og deres sorte, dobbelthovede ørn på det blod-røde flag, så tegner det et foruroligende billede af udviklingen her til lands. Man skal jo ikke falde i konspirationsfælden og se trusler overalt, men lad os nu ikke være naive. Albanien kan få sig selv galt i halsen, hvis borgerne ikke passer på.

VLORË – SIGØJNERE SÆLGER HÅNDKLÆDER OG HATTE

VLORË – PÅ BUSSEN UD AF VLORË


114 Jeg er ved at rende tør for penge. Det skulle egentlig ikke være muligt i et land med så små priser, men det kan alligevel lade sig gøre. Man accepterer nemlig ikke VISA, og bankmaskinen er ude af drift. Jeg har indlogeret mig på et nydeligt, hvidt hotel direkte ned til en skøn strand med hvide sten og azurblå bølger. Men selv på et godt hotel som dette, kan de ikke håndtere kreditkort. Kun kontanter. Det betyder enten Euro eller Lekè. Basta!

Tirsdag den 9. Juli, Hotel Ionian, Dhèrmi

MOD DHÈRMI – FRODIGT LANDBRUG SET FRA BUSSEN

Synd, for her kunne jeg godt få lyst til at blive nogle dage. Der er ikke andet for end at bruge de sidste Lekè på en bus til Sarande i morgen og krydse fingre for, at jeg finder en bank som duer. ******* Man sagde i Durrës, at jeg kunne fange en bus ved at


115 flagre et skilt ud mod gaden med påskriften Sarande. Den mandelig receptionist på Hotel Delfini fandt et A4 ark og skrev med kuglepen ”Sarand.” Enten var der ikke mere plads på papiret, eller også staver han ikke så godt. Under alle omstændigheder er der ingen, som ville kunne tyde skriften fra mere end en meters afstand, da stregen er så tynd. Pyt! Det er tanken, som tæller. Jeg valgte at vandre i retning af Sarande i stedet for at stå stille ved vejen og glo på hotellet. Hvorfor ikke se lidt af Durrës mens man venter? Jeg så en del og svedte en del på min vej. Endelig fandt jeg en klynge mennesker, som øjensynlig ventede på samme bus som mig. Jeg gjorde dem selskab og læste min bog til bussen dukkede op.

MOD DHÈRMI – YOGHURT OG RIS PÅ BJERGCAFÉEN


MOD DHÈRMI – BJERGVEJEN LANGS KYSTEN

116


117 Turen mod Sarande ledte ad snoede veje gennem smukke bjerge. Langsomt over de dårlige veje, hvor mange strækninger var uden asfalt. Vegetationen er ikke frodig som nordpå. Her er bjergene pyntet med lave, robuste træer og buske og tørt græs og Enver Hoxas en-mands bunkers som historiske paddehatte, ofte dekorerede med graffiti. Dalene er grønne med oliventræer og vinranker. Selvfølgelig kører chaufføren som en mad-man, når asfalten tillader det, så turen er ikke uden spænding og overvejelser om liv og død. Halvvejs standsede bussen, og alle steg ud. Der var frokostpause på en bjergcafé, og passagerene vrimlede ind i det mørke lokale i halen på hinanden. En ung fyr inviterede mig til gøre ham selskab ved et bord med udsigt over dalen. Han sad ved vinduet, ikke for at nyde sceneriet, men så han kunne aske sin cigaret ud af vinduet. Da tjeneren kom for at tage vores bestilling, bad han fyren slukke sin smøg. ”No smoking!” Det var første og sidste gang, jeg oplevede et røgfrit hjørne i Albanien. Fyren introducerede sig som Besmir Kotarja. En høj og slank fyr med et direkte blik og en god tilstedeværelse. Han var på vej til landsbyen Dhèrmi og anbefalede, at jeg gjorde holdt der, hvis jeg ønskede at se det bedste Albanien kunne


118 byde på i strande. Han havde fået et sommerjob som tjener på strandens bedste hotel og skulle begynde sin tjans i morgen. Til daglig studerede Besmir økonomi på universitetet i Tirana som så mange unge albanere. Økonomi, i et land uden penge, kunne man fristes til at tænke. Men man må nok tænke to gange, inden man beslutter sig for, hvad man skal tænke. Besmir drømte om at rejse til Brasilien men ville også gerne prøve Danmark, hvis der skulle byde sig en lejlighed. Det var forjættende, for ham at kunne tjene den danske mindsteløn, som var tyve gange lønnen her. En bankansat tjener omtrent 1500 kroner i Albanien, fortalte han, hvilket svarede til, hvad jeg allerede havde hørt, så der måtte være noget om snakken. Så jeg lyttede til Besmir og har nydt dagen på stranden, hvor jeg har svømmet i det skønneste vand, solet mig under en blå himmel bagt, ved 30 grader, læst om krig og kærlighed og tegnet 9 artmoney. Desuden vandrede jeg den lange vej til nabolandsbyen, hvor jeg havde hørt, at de accepterede VISA, men det gjorde de ikke. Æv! En ældre mand fik ondt af mig på hjemturen. Han standsede og bad mig hoppe ind i hans bil. Således fik jeg et rart lift. Igen, igen den fantastiske venlighed! Heldigvis er jeg ikke helt blanket af endnu, så jeg kan stadig gå ud og få en drink på én af de teknobefængte strandbarer.


119 ******* Jeg er trĂŚt efter sol og vand og den lange gĂĽtur op og ned ad bakker. Det er ikke sent, men min hjerne er ikke klar nok til at skrive pĂĽ biblen. Det bliver en lang proces, men det er OK. Projektet virker stadig interessant, og jeg tror pĂĽ, at interessen holder.


120

Onsdag den 10. Juli, Nabolandsbyen, Dhèrmi

Jeg vågnede lidt efter midnat til lyden af en vinkelsliber akkompagneret af teknomusik og hidsig gøen fra vilde hunde. Det var ikke muligt at sove, så jeg stod op og gik ud. Mælkevejen strakte sig tværs over stranden, og nede ved vandkanten kunne jeg skimte bølgernes lysende skum på vand så sort som olie. Bølgerne kastede sig sultent over de mange småsten, som raslede lystigt, hver gang vandet gav op og tog retræten. Bartenderen på strandbaren ud for mit hotel lå på ryggen på en bænk med et rødt tæppe over sig. Han legede med sin mobil telefon og hørte mig ikke for den dunkende teknomusik. Jeg passerede ubeset gennem baren og fortsatte op ad stranden forbi flere, tomme barer med hvert deres højlydte tekno tema. Det virkede surrealistisk, at barerne havde åbent, og at musikken blæste ud i natten, når der ingen kunder var. Jeg landede på den sidste bar og kunne frit vælge min barstol. En del af personalet fra de andre beværtninger hang ud her. De røg cigaretter og solede sig i lyset fra deres telefoner. Som måner i natten. Lysende ansigter bøjet over personlige beskeder. Jeg bestilte en flaske øl og tog den med ud til vandkanten. Det var godt med en flaske i hånden i tilfælde af, at nogen skulle springe ud af mørket og prøve


121

DHÈRMI – HOTELLET PÅ TEKNO-STRANDEN


122 at rulle den sidste turist. Længere nede ad stranden brændte et bål. Jeg gik derover og fandt tre unge mænd i soveposer omkring bålet. De så ud til at sove, så jeg sneg mig ud i mørket igen. Jeg blev ikke overfaldet og vendte snart tilbage til baren for at søge lidt selskab. Jeg inviterede mig selv ned i et sofaarrangement med to mænd og en kvinde. Den ene talte perfekt engelsk med amerikansk accent. Han hed Donald og var indehaver af de tre sidste barer i kæden. ”Flot klaret af en albaner på kun 35 år,” tænkte jeg. Han fortalte, at han boede i NYC tre måneder om året, hvor man kunne arbejde uden at betale skat. Hvad han mente var sikkert,de tre måneder, hvor man ikke behøvede opholdstilladelse. Hans forældre og hans storebror boede i New York permanent. Han var selv flyttet tilbage til Albanien for at drive sin business. Donald var meget snakkesalig og mindede mig om min gamle DHÈRMI – SAMMEN MED BESMIR PÅ HANS HOTEL


123 ven, Murray from Surrey, en fyr i Vancouver, som drev klub på samme facon og endte sine dage med at blive myrdet af den lokale bande. Som noget nyt, var Donald halvt sort og derfor den første ”farvede,” jeg havde set i Albanien. Han havde åbenbart et godt netværk i Europa og havde da også kontakter i København. Hans venner i Skandinavien kendte et trick med at få adresse på Oslobåden, så de boede i internationalt farvand og derfor undgik problemer med told og skat og diverse tilladelser. Man må sno sig! Donald mente bestemt, der fandtes en hæve-maskine på stranden mindre end en kilometer fra mit hotel. Det var nyt for mig. Næste morgen (i morges), efter en flad omelet og lidt hvidt brød, gik jeg på pengejagt. Jeg fandt Donalds pengemaskine nær hotellet, præcis som han havde fortalt. Det lykkedes mig at hæve max beløbet på 30.000 Leké og kunne atter klare dagen og vejen. Jeg besluttede alligevel at flytte bosted og vandrede over bjerget til næste landsby, som jeg jo havde tjekket i forvejen. Nattens støj var for meget, og jeg savnede ro. Her fandt jeg et dejligt værelse i ”Vila Marko” til blot 3.500 Leké. Jeg tror jeg bliver her nogle dage, får hvilet ud, skrevet og tegnet. Her føles rigtigt rart. Nærmest hjemmeligt.


124 ******* ”AEDID” stod tatoveret på overarmen af en barsk udseende fyr fra Irak. Han bor i Albanien nu. Har åbenbart adopteret den enestående gæstfrihed, eller også har han bragt den med sig fra et lige så gæstfrit folk i Irak. Han insisterede på at betale min kaffe på den lille cafe, hvor bussen DHÈRMI – LILLE BYGNING MED ET KORS gjorde ophold. Aedid kunne ikke fortælle mig så meget, for han talte dårligt engelsk, men hans venlighed var ikke til at tage fejl af. ******* Mens jeg ventede uden skyggen af en skygge, kom en fugleedderkop gående og søgte ly for solen under min taske. Da jeg kikkede bort et øjeblik, for at holde øje med om bussen kom, var den pludselig væk. Syret, tænkte jeg, men det var vel ganske normalt på disse kanter?


DHÈRMI – MIDDAG MED DE TO BRITISKE SØSTRE

125


126 Jeg stod og stegte i solen et stykke tid, inden jeg besluttede at gå over vejen til en mekaniker på den anden side. Han drev en café i forbindelse med sit værksted, og jeg bestilte kaffe. Han flyttede mit bord ind i skyggen af en parasol og bad mig vente. Da han bragte kaffen satte han også en 2-liters flaske vand ved siden af. DHÈRMI – EN KO SØGER PARKERINGSMULIGHEDER

DHÈRMI – EDDERKOP SØGER SKYGGE UNDER MIN TASKE


127 DHÈRMI – RESTAURANTEN VED DEN ANDEN STRAND


128 Han talte ikke engelsk men smilede venligt og gjorde tegn til, at min hals måtte være tør. Kaffen kostede to en halv krone, og vandet var gratis. Om det var varmen eller mine skriblerier, ved jeg ikke. Jeg var sunket ind i en gelélignende tilstand uden fornemmelse for tid og sted. Pludselig holdte bussen der hvor jeg tidligere havde stået og ventet. Jeg kylede mit grej i tasken og spænede over vejen. Nåede lige at kaste mig ind ad døren inden bussen satte i gang. ******* Tiden i Dhèrmi var dejligt afslappende, men nu følte jeg, at rejsen kaldte og søgte derfor videre sydpå. Turen gennem de tørre kystbjerge var lang, bumpet og snoet. Jeg blev køresyg og måtte kontrollere mig for ikke at kaste op. Heldigvis nåede jeg frem uden at give efter for mit ubehag og blev på det nærmeste overfaldet, da jeg slap og fortumlet væltede ud af den varme og overfyldte bus i byen, Sarande. En lille, kompakt, gammel kone i sorte klæder med et furet ansigt og indfattede ravstykker som øjne havde grebet fat i min højre arm. Damen råbte ad mig. ”Hotel, hotel!” Jeg stod stadig på trinbrættet og måtte mase lidt på dem foran for at finde fodfæste på fortovet. Damen allierede sig med en yngre kvinde med en dybt ned-


129 DHÈRMI – ARTMONEY TEGNING FRA DEN ANDEN STRAND


130 ringet kjole, som tilfældigvis passerede hoben af trætte passagerer, der stadig stimlede ud på den snævre passage mellem bussen og et lavt hegn mod en tilgroet udgravning fra romertiden. Den unge kvinde talte en smule engelsk og oversatte ”Hotel” til ”Damen vil leje dig et værelse!” OK. Så meget havde jeg da forstået. Jeg havde jo ingen planer, så jeg kunne lige så godt spørge til prisen. ”Fifty Euro,” oversatte den unge og struttede med brysterne, så jeg kom i tvivl om hendes hensigt. Var det et argument for at lege sig ind? Samtidig prøvede den gamle at fiksere mig med sine ravstykker. Havde de været Sigøjnere, ville jeg være overbevist om, at jeg var under angreb og var styrtet bort, men det var de ikke, så jeg tog blot et lille skridt tilbage for at danne mig et overblik. SARANDE – DEN GAMLE KONE OG HENDES BARNEBARN


131 SARANDE – BAMSE OG FLAG I KVARTERET BAG MIT HJEM

SARANDE – MIN LEJLIGHED ER DEN MED PERSIENNEN LIDT OP


132


SARANDE – ARTMONEY TEGNING FRA SARANDE

133 ”Nej, tak!” svarede jeg bestemt og gjorde mine til at gå videre. Den gamle panikkede og strammede sit greb om armen. Hold da kæft, hvor var hun stærk! Hun måtte spise godt og arbejde hårdt. Det viste sig at være en misforståelse. Hvad den unge mente var ”Fifteen Euro,” hvilket ændrede situationen betydeligt. Jeg slog til og lod den gamle trække af sted mig som jagtbytte, mens brysterne vuggede bort i eftermiddagstrafikken. Det hele skete meget hurtigt, men da det var overstået, var jeg kurreret for køresygen. Vi gik i lang tid op ad de stejle gader i modsat retning af stranden og turistområderne. Ind mellem boligblokkene hvor de lokale boede. Undervejs mistede jeg stedfornemmelsen og overgav min skæbne til den gamle kone. Endelig var vi fremme. Jeg fik mit værelse og mødte konens barnebarn, en ung fyr i en sort T-shirt med et kranie pyntet med en butterfly. Han studerede engelsk på universitetet i Sarande og var lykkelig for at kunne øve sig på mig. Det var jeg også. Værelset viste sig at være en komplet lejlighed med bad, køkken, stue og en stor balkon med en snæver havudsigt. Herligt! Den gamle prøvede at presse mig til at blive en uge, men jeg måtte gøre det klart for hende, gennem barnebarnet, at jeg tog én dag ad gangen. Hun måtte slå sig til tåls. Det gjorde hun så, gav mig nøglen og lod mig være i fred.


134 Så nu bor jeg her i en privat lejlighed i Sarande. Byen som skulle være center for Albaniens bedste badestrande. Byen som har flest turister, da den ligger tæt på den græske ø, Korfu, hvorfra der dagligt indløber færger med Europæere. Og jeg spiser risotto på en café på stranden med udsigt over havnen. På bussen mod Sarande var et ungt par fra Chicago. Langs stranden vandrer også andre amerikanere og turister fra forskellige lande. Ikke mange, men nogle. Det er første gang, jeg bemærker ”turismen” i Albanien. Mens jeg skrev dette, blev jeg i øvrigt intenst observeret af en ”skør dame,” som var sammen med en underlig, lille fyr med en rød sørøverklud med hvide polkapletter om hovedet. Jeg tror, hun er en heks. Orker ikke at deale med hekse lige nu. Ikke når jeg er ny til byen. Ikke i denne varme.

SARANDE – GRAFITTI NÆR MIT HJEM


135


136

Lørdag den 13. Juli, Café overfor politistationen, Sarande

I går vandrede jeg omkring uden at tale med nogen. I mine egne tanker. Bag egne øjne og i egne sansers vold. Tog nogle fotos af byen og læste en hel del. Det var fredag aften. Sikkert fuld fart på nattelivet men jeg havde ingen lyst til fest. Gik tidligt i seng med min bog og stod tidligt op lørdag uden tømmermænd. Fra denne café kan man følge byens puls. Der er livlig, lokal aktivitet foran politistationen. De fleste mænd leger med en lille perlekæde, som minder om den grækerne bruger til at slå tiden ihjel med. Jeg synes at huske, at de kalder den ”Gobaloy,” eller noget i den retning. Tempoet er helt i bund. Ingen tegn på stress, som vi kender stress i Danmark. Ingen presserende gøremål. Man bevæger sig i det tempo, som krop og sind byder et menneske uden deadlines. Bevægelsen er smuk, fordi den falder naturlig. Man er ikke foran sig selv. Det gælder både mænd og kvinder, selvom det lader til, at kvinderne faktisk er i gang med noget praktisk arbejde. Folk kan godt blive sure og ophidsede, det er ikke det. Men man flytter sig bare ikke hurtigere end højst nødvendigt. Jo, hænder og mundtøj bevæger sig ret hurtigt, men resten af kroppen slapper helt af. Den lille, solide cafémutter har netop smidt en gæst ud. Han holder åbenbart til i nabolaget, for flere synes at kende ham. Hun føler sikkert, at han forstyrrer den


SARANDE – DAME KLÆDT I SORT

137


138 SARANDE – BAMSE MED SOFT ICE I DADELPALME

SARANDE – HORN OG HVIDLØG I RESTAURANTEN


139 gode stemning. Måske har han en historie, som hun ikke bryder sig om. Måske er de i familie. Manden er omkring 60. Han går dårligt, og hans ansigtsudtryk bærer præg af, at han er født småtosset. I Danmark ville han være tilknyttet en institution for mentalt handikappede. Han protesterede højlydt og voldeligt, men hun var kold. ”Af sted med dig!” En flink, ældre herre med et smukt ansigt og rare øjne, som gik forbi på gaden i samme øjeblik, kom hende til undsætning. Og den småtossede. Herren lagde sig diplomatisk imellem parterne, og fik lokket tossen væk uden videre optøjer. Roen sænkede sig igen, og jeg lagde mærke til, at spurvene kvidrede i dadelpalmerne. Det er lørdag og stadig tidligt på dagen. Jeg må ud og finde lidt morgenmad. Nå, ja, jeg er begyndt at føle mig lidt ensom. Al denne ”gøren ingenting.” Og jeg savner Hiromi og drengene. Savner dog ikke den danske dagligdag. Men familien, den savner jeg. I aftes prøvede jeg at sende mine tanker til Hiromi i Japan. Det er jo en del af processen ved at rejse alene. At man føler ensomheden på et tidspunkt. Ligesom indtrykkene går rent ind, så gør følelserne det også. Det handler om at acceptere og administrere sine følelser, så de ikke leder én af sporet og gør mere skade end gavn. Livet er fuld af modstand. Modstand er godt, hvis det bruges fornuftigt. Men farligt hvis man giver efter og lader sig slå ud af sine egne, små udfordringer.


140 ******* Klokken er 09:30. Den lokale del af stranden er højt belagt med badegæster. Jeg købte en banan og en yoghurt som morgenmad og nyder det her på bænken. Solen steger allerede, og jeg forstår hvorfor, man skal begynde strandturen tidligt på dagen. Jeg sidder her som eneste udlænding – midt i populære Sarande – spejder ud over indbyggerne som fluen på væggen og betages igen over den kærlighed som udspiller sig blandt folk. De slapper i sandhed af. I langt dybere forstand end i Danmark. Familiemedlemmer tager sig af hinanden. Det ses tydeligt. Tre generationer deler parasollen i skøn forening. Ligger i ring med hovederne som kernen i en sydhavsfrugt og ansigterne vendt mod hinanden. Piger med mødre i omfavnelse og samtale. Drenge i flok hopper i havnen fra betonmolen. En dame klædt i sort hænger ud og taler med andre damer i bikini. Mange er overvægtige. Ikke amerikanerfede men godt polstrede. Kunne være for meget hvidt brød. Eller sukker. Eller for lidt motion. Selv børnene er fede. Men ikke alle. Der er også en hel del slanke. Ikke amerikanerslanke med six-packs og store biceps. Naturligt slanke. Man ser ikke mange body-builder typer, selvom flere bærer tatoveringer og godt kunne bruge nogle gode bøffer at vise dem frem på.


141 Der er ingen begreb om mode her i landet. Ikke set med ”vestlige øjne” i hvert fald. Det kan være, at folk ikke har råd. Det kan være, at der ganske enkelt ikke findes noget begreb om den slags. Ligesom musikken som blæser ud af en højtaler et sted bag min bænk og fylder stranden med forældede lydbølger. Gammel pop musik krydret med dårlig 90’er tekno. Ingen begreb om hvad som rører sig i musikken for ”tiden.” I skrivende stund spiller ”Do you believe in Life after Love” af Cher fra 1998. Dette er selvsagt et af de nyere hits! Et par turister har vovet sig herover til den lokale ende af stranden. En ung mand og en ung kvinde. De har været ude at jogge og står nu og strækker ud op mod betonmolen. Jeg har ikke set albanerne jogge. Heller ikke set et eneste fitness center. De eneste former for sport jeg har set indtil nu er domino, skak og pool. Her er ingen spor af ”købemotion.” Det følger sikkert, hvis økonomien en dag matcher resten af Europa. Så, nu dukkede den skøre mand med det røde hovedklæde op, og han har slæbt heksen med. Det virker ikke som et par, man skal indlede en samtale med. De oser af dårligt karma. Jeg lader som ingenting eller prøver i værste fald at præstere en aktiv ignoreringsindsats.


Søndag den 14. Juli, en café, Sarande

142 Den skøre mand har lige passeret langs vandet. Han hænger vist ud på stranden til daglig. Det er søndag morgen. Jeg har købt to overnatninger til hos den gamle kone og regner med at rejse videre på tirsdag. Enten til Gjirokastër eller til Tirana. Jeg vil vente og se. Gaderne vrimler med ældre mænd i hvide skjorter, lange bukser, stråhat og solbriller. De fleste ryger cigaretter. Alle drikker espresso og snakker indbyrdes om dit og dat. Mange svinger deres perlekæde flittigt. Kvinderne er ikke lige så synlige. Men de dukker da op her og dér. Som regel er de optaget af et gøremål. Det ser ud til, at kvinderne holder hjulene i gang. Jeg ved ikke, om der findes plejehjem og den slags, men de gamle, man ser på gaden, behøver ikke frygte ensomheden. De har hinanden. Og familien passer godt på dem derhjemme. De virker glade, afslappede, afklarede og friske i krop og sind. Jeg har det fint her til morgen. En god nats søvn gør godt. I går fik jeg en forskrækkelse, som tog lidt tid at ryste ud af systemet. Efter frokost faldt jeg i snak med en hollænder på egen alder. Han sad og ventede på et møde men havde lidt tid at slå ihjel. Vi talte om albanerne, og jeg fortalte med begejstring om hvor søde de havde været overfor mig. Hollænderen, som hed Marcelle, havde en helt anden opfattelse og mente, jeg burde være på vagt. Han var kommet her jævnligt de sidste tre år og havde i begyndelsen haft en albansk kæreste. Forholdet gik i


143 SARANDE – GRAFITTI FOR GRÆSK FODBOLDHOLD “O.S.F.P.”

SARANDE – HAGEKORS I PALMETRÆ


144 stykker, da hun modtog mordtrusler fra eksmanden og hans familie. Eks’en have ”tabt ansigt,” hvilket er det værste, der kan overgå en albaner, ifølge hollænderen. Han var derfor i sin gode ret til at dræbe hende. Der var ingen steder at gemme sig. Han havde forbindelser alle vegne. Hvis han ikke fik fat i hende, ville det gå ud over hendes familie i Albanien. De gik fra hinanden og afbrød kontakten, og han viste derfor ikke, hvad der siden var hændt. Men han frygtede og hadede albanerne. Det var helt sikkert! ”De er skide søde,” fortalte han, ”når man først møder dem. Især hvis man møder dem én ad gangen. I flok opstår hurtigt problemer. Det er en kamp om ære. Den ene vil være større end den anden, som til gengæld vil være større end den ene. Man siger ikke undskyld, da det bevirker, at man synker i hierarkiet. Det udvikler sig snart til noget grimt, og så er det bedst at holde sig langt væk.” ”Albanske mænd slås for at dræbe,” fortsatte han, ”mange mænd bærer ar fra knivstik eller skudsår eller har skamferede knoer af for mange slagsmål. Politiet er fuldstændigt korrupt. De standser kun folk for at kræve penge til egen lomme. Kvinderne laver al arbejdet, og mændene drikker kaffe dagen lang. Manden tæver sin kone, og konen har ingen steder at klage. Hvis nogen bliver slået ihjel,


145 ved et ”æresdrab” eller under andre omstændigheder, så stiller politiet sig tilfreds med en forklaring og en pose penge. Der efterforskes kun sjældent. Grunden til at 90 % af albanerne er muslimer er, at de så kan eje en pistol. Man er ingen mand uden et skydevåben. Som turist skal man holde sig til de populære kystbyer og undgå den nordlige del af landet, hvor blodfejderne trives og våbenhandlen er på sit højeste.” Marcelle blev ved. Han forsikrede mig om, at han rejste ud af landet, så snart hans møde var overstået. Han virkede oprigtigt angst og sad da også og gemte sig i hjørnet af en halvtom strandcafé. Mit positive indtryk led under hollænderens negative opstød. Jeg kunne mærke, at jeg blev smittet af hans paranoia. Jeg greb mig selv i at se mig bag ryggen og følte mig usikker på gaden, da jeg skulle gennem de mørke gyder til den gamle kones hjem i byens slum. Heldigvis vågnede jeg som mit gode, gamle selv, og hans angst er borte som dug for solen. Sjovt nok fik jeg øje på en række aggressive tekster og endnu et hagekors skåret


146

SARANDE – STRANDPROMENADEN OM AFTENEN


147 ind i et palmetræ umiddelbart efter samtalen. Man ser det, som sindet flyder over med. Aftenen bød også på vold. Jeg overhørte et højlydt skænderi hos min nabo. Der blev råbt og skreget og flyttet rundt på møblerne. Efter lang tid blev der pludselig stille. Jeg lå på ryggen i min seng og spekulerede over, om der var begået et drab, og hvad min rolle i det tilfælde ville være? Hvordan ringer man til politiet. Vil det overhovedet nytte at ringe til politiet, hvis de er så korrupte? Heldigvis afløstes stilheden af den velkendte, rytmiske lyd af knirkende fjedre i en gammel maddress. Efter storm kommer elskov. Alt åndede fred, og jeg faldt i søvn som en baby. ******* Vandrede langs den sydvendte side af bugten i Sarande. Fandt en positiv og overskudsagtig energi. Her er god udsigt over vandet, og jeg kan se den nordvendte side af bugten, hvor jeg gik i går. Dér var energien anderledes. Nærmet ond. Jeg fandt en lille strand på den positive side og vil tilbringe dagen her. Spise frokost. Svømme. Sole. Søndagsdase. Læse. Skrive. Det er ikke en dag for kunst.


148 Søndag aften i Sarande

Søndag aften i Sarande

Spiste min spaghetti i stilhed, mens albanerne promenerede frem og tilbage langs vandet foran vinduet ved mit bord. Uden at bemærke mig. Jeg var åbenbart usynlig. Lod mærke til at jeg så en del ting gennem Hiromis øjne. Ting som kun Hiromi ville bemærke og finde interessant. Man er åbenbart udstyret med flere sæt øjne. Øjne fra de man kender og holder af. Man skal nok vælge sine venner med omhu, hvis verdens skønhed skal bestå. Jeg savner mine børn. De albanske unger er længe vågne. Klokken er snart 21, men de mindste er stadig på gaden, og det vil de være nogle timer endnu. Jeg har lagt mærke til, at en del børn begynder at græde ved denne tid. De virker overtrætte. Men der er ingen, som tager hensyn til deres tilstand. De bliver dysset ned eller klappet lidt på hovedet eller får en krammer. Men det er nok bare søvn, de behøver. De står sikkert tidligt op for at bruge dagen, inden det bliver for varmt. Måske de får lov at sove efter frokost. Jeg ved det ikke men gætter. Er også lidt ligeglad. Tror det er godt med en lang, sammenhængende søvn, men jeg kan ikke være sikker. Det er bare noget jeg tror. Nogle mener, at det er bedre at sove i små tidslommer på to timer. Albanerne har vel en tredie tro om den slags. Det kom-


SARANDE – PÅ VEJ HJEM OM NATTEN

149


150


151 mer ikke mig ved, men jeg kan ikke lade være at spejle mig selv i de andre og de andre i mig, mens jeg undres. Jeg savner mine drenge. Tænker på dem og håber de høster gode oplevelser i Japan. Det er oplevelserne, som giver livet fylde. Som gør det værdigt og værdifuldt. De mange rejser, som drengene allerede har under bæltet, er en fantastisk start på deres liv. Ikke blot rejserne, men oplevelserne. Ikke blot oplevelserne, men måden de har oplevet dem på. Med sanserne åbne og nysgerrigheden på vagt og med interessen for andre end sig selv intakt. Jeg er stolt af mine drenge. Gid deres liv udfolder sig som de smukkeste blomster.


Home Sweet Home Sarande

152 Den gamle dames lejlighed, hvor jeg bor for sølle 125 kroner i døgnet, hvilket måske er mange penge her men ikke mange penge, hvor jeg kommer fra, ligger i et nabolag, som rummer alt andet end turister. At komme hjem efter mørkets frembrud ligner et vovestykke. Det er det nok ikke, men det ligner det. Og det hygger jeg mig ret godt med. Den lille snert af uhygge og fare har jeg savnet længe. Følelsen af at hvad man beskytter er umiddelbar og konkret. Ikke noget med fremtidige, økonomiske problemer, statistikker, dokumenter og tilladelser, kone og børn, pis og papir. Her gælder det livet. Ganske enkelt. Ganske tilfredsstillende i al sin forståelighed. Situationen er konkret og løsningen er kreativ. I Danmark er jeg ved at blive lullet hen i det abstrakte og planlagte. En form for papirdød. Jeg bor i noget, som ligner slum. Ikke lutter slum men et blandningsmiljø af forfald og ufærdigt nybyggeri. Der går kører i gaderne. Og høns. Og vilde hunde og gale katte. Og der hænger nogle mystiske typer på hjørnerne og ud af vinduerne, og der er ruiner mellem boligblokkene og bilvrag. Af og til brydes stilheden af et brag eller muslimske bede kald eller hundes gøen eller råbende børn eller skænderier for åbne vinduer eller fjernsyn eller tekno musik eller cikader eller lyden af en Harley Davisson, som brøler gennem de smalle gader. Ja, faktisk er her aldrig helt stille.


153 Jeg sover for åben dør med myggenettet trukket for. Jeg sveder, og jeg kløer. Det er for varmt til at sove med tæppe, så jeg ligger som en nøgen Jesus med spredte arme og ben og fodrer de albanske hun-myg. Det værste stik er det bedste at klø i. En adræt myg har formået at stikke mig helt oppe under pungen. ******* Det er bedst at være ond, når man er alene. Den onde keder sig aldrig, og man lider ikke af ensomhed. For at være god, er man afhængig af andre. Man kan ikke gå rundt og være god alene. Der skal være nogen at være god ved. Ellers duer det ikke. Så bliver man bare frustreret over al den ophobede kærlighed, som ikke får udløb. Og er man god ved sig selv, så er det egoistisk, og så er man faktisk ond per definition. Hvis man gør sig selv glad, eller underholder sig selv i eget selskab, så er man ikke god, så er man ond, og det er nok bedst, når man nu er alene. ******* SARANDE digt


SARANDE – HAVNEBASSINETS BETONBRO

154


155 Mens drengene springer salto fra havnebassinets betonbro Mens teknomusikken gejler strandens albanske gæster og svalerne flyver højt og himlen er kobolt for oven og okkergul forneden. Mens albanerne skifter ham Mens de forbliver intakt Mens fattig og rig forvirres og værdierne gemmes på bunden. Mens familierne trives og tyvene, og gangsterne, og det korrupte politi. Mens regeringer skiftes til at lægge de samme løfter som i går.

Mens Vesten går konkurs Mens hotellerne bygges og turisterne blot er en drøm. Mens pigerne viser sig frem og fisse er en by i Rusland. Mens drengene springer salto fra havnebassinets betonbro i Sarande høres en kvidren fra fuglene i figentræet ”Mirè, mirè, mirè,” mystikken vil altid bestå.

En ældre mand blev sur over, at jeg tog et foto af et haven af hans hotel, hvor jeg havde vovet mig ind u


156


SARANDE – NORSKE ROLF, TO UNGE ALBANERE OG JEG

157


158


159


Tirsdag den 16. Juli, Me Gusta Pizzaria, Gjirokaster

160 også var han sur over, at jeg allerede havde lejet et værelse på det konkurrerende hotel på den anden side af gaden. Hans søn prøvede at mægle uden større held. Manden havde besluttet sig for at agere stødt. I baghovedet hviskede min indre vagtmand, at man ikke skal støde en albaner eller tvinge ham til at sige undskyld. Så jeg spillede rollen som underhund og håbede det kunne tilfredsstille hans tørst efter magt. Jeg udtrykte beklagelse over at have taget billedet i hans have og forklarede min fejl ved at være en naiv turist, som var blindt betaget af hans smukke land og kultur. Og Gjirokaster i særdeleshed da det var den ældste by og min første dag. Da mine ypperste anstrengelser ikke bar frugt, ændrede jeg stil og spillede barsk i stedet. Jeg skar samtalen ned til ”Farewell,” vendte ham ryggen og lod far og søn være far og søn. Er netop ankommet til Gjirokaster efter endnu en drabelig køretur gennem de smalle og bugtede bjergveje. Glad over at have overlevet. Endnu engang. Den lille pige på sædet bag mig havde kastet op under hele turen. Jeg gav hende min flaske vand og en pakke Gajol. Guderne må vide, at jeg kunne føle med hende. Stakkels barn. Er lidt sløv i dag da det blev til lidt for mange cocktails og for få timers søvn i går. Jeg mødte en nordmand på stranden. Rolf, hed han. En fyr i 30’erne, almin-


161


162 GJIROKASTER – DEN GAMLE BY MED STENTAGE SET FRA BORGEN


163 GJIROKASTER – GADERNE ER BELAGT MED STEN FRA BORGEN

delig af bygning og et ansigt man hurtigt glemmer. Vi faldt i snak. Gik bagefter ud og spiste sammen på en restaurant, jeg havde spist på et par gange og derfor varmt kunne anbefale, fordi de serverede frisk fangede fisk og viste, hvordan de skulle tilberedes. Den var lidt dyr, men så igen, her er alting jo billigt, når man kommer fra Skandinavien. Den seje og charmerende rokker-tøs-tjener udvidede vores horisont ved at fortælle, at blæksprutten har tre tænder. Det er vist nærmere et næb, men det viste jeg intet om, da hun svarede på


164 GJIROKASTER – DENNE BYGNING KAN OGSÅ SES I TIN-TIN


165 spørgsmålet om, hvor vidt blæksprutten kan bide. Og det kan den altså være det tænder eller næb. Et bid er et bid. Rolf anbefalede en cocktailbar i samme nabolag, hvor vi dinglede over bagefter med otte blækspruttearme i maven og en halv liter øl i blodet. Vi hang på de høje stole lagde ud med hver vores dry matini, shaken not stirred, og nød så den ene alkoholiserede og udsmykkede juice efter den anden. De var for billige og for mange, og til sidst måtte jeg prøve hans snustobak. ”Det er blevet populært i Norge de sidste fem år,” belærte Rolf mig. Jeg stak den lille rektangulære pose op under overlæben og lod den sidde til det sved. Jeg blev svimmel efter et halvt minut og oplevede for første gang rusen af nikotin. Rolf var gammel misbruger. Nu var han ”ren” og arbejdede på en klinik for misbrugere. En rigtig klassiker. Hans interesse for pot var dog intakt, selv om han ikke røg længere. Det var derfor, han var her. Han ønskede at besøge Europas største potmarker, som han havde hørt om i Norge. Se dem med egne øjne. Han beskrev stedet, som hed Lazarat og lå nær Gjirokaster. Det skulle være kontrolleret af den frygtede, albanske mafia. Da politiet en gang fik den brillante idé at aflægge markerne et besøg, blev de beskudt med AK47 rifler. De har ikke vist sig siden. Kort


TANK PÅ BORGEN

GJIROKASTER – TÅRNURET PÅ TOPPEN AF BORGEN BORGENS KANONER

VRAG AF AMERIKANSK FLY PÅ TOPPEN AF BORGEN

166


inden vi nåede Gjirokaster, kunne jeg dufte pot planterne. Jeg stak hovedet ud af vinduet på minibussen, og tog et ordentligt væs af den ”grønne luft.” I går, mens vi sad og drak, fik jeg lyst til at se markerne. I dag er lysten gået op i røg. Jeg interesserer mig ikke for pot og vil hellere bruge tiden på borgen og byen Gjirokaster. Så jeg har været ude og se på kanonerne og de tykke mure og tagene af sten og våbensamlingen fra 2. verdenskrig og malerierne og skulpturerne og byens borgere. Det mærkes tydeligt på stemningen i gaderne, at Lazarat ligger blot 3 km herfra, og at der foregår en livlig handel af ulovlige varer. Der ruller åbenlyse gangsterkørertøjer omkring på brostenene som f.eks. den sølvgrå Porche med tonede ruder, lilla lys fra understellet og tung rap musik, der netop kørte forbi mit café bord.

GJIROKASTER – SIGØJNERTELT TIL FAR OG MOR OG FIRE BØRN

167


168

Onsdag den 17. Juli, Ruin Café, The Block, Tirana

Det er blevet dagligdag i Albanien. Jeg har lært at begå mig. Finde vej. Kommunikere. Benytte den offentlige transport. Billederne har ændret karakter. Det jeg ser er ikke længere så fremmed. Måske ser jeg i virkeligheden mindre. Eller blot noget andet. Har lært at sænke tempoet til lokal hastighed. Taler mere afslappet og mindre anspændt med folk. Mindre mistroisk. Jeg har lært, hvad ting koster og er derfor ikke så nemt et offer for snyd og bedrag. Jeg føler mig tryg. Tog en mini bus fra Gjirokaster direkte til Tirana. Et godt valg. Det føler jeg nu. Landets eneste storby fortjener mindst et par dage. Jeg havde hævet rigeligt Lekè og står nu med flere penge end jeg skal bruge. Føler mig mere velhavende, end hvad er fornuftigt. Jeg tillod mig den luksus at vælge et hotel i det mondæne kvarter, ”The Block.” Stedet var forbeholdt kommunistpartiets spidser under Enver Hoxa, og den almindelige borger var forbudt adgang. Dengang. Selvfølgelig havde kommunist-Albanien deres ”Block” ligesom ethvert totalitær regime med respekt for sig selv. Og selvfølgelig kunne det ikke deles med den øvrige befolkning. Som det er kutymen. I dag er ”The Block” Tiranas ubestridte hot-spot. Her ligger de fedeste caféer, spisesteder og klubber. Og hoteller, naturligvis. Det er her, man skal opleve Albaniens ungdom nyde den frihed, deres forældre ikke turde drømme om. Når historien vender maven, står folk på hovedet for at spejle


169 sig i fordums dumheder. Der danses lystigt og heftigt på herskernes gravplads. Jeg fandt et godt hotel til en rimelig Lekè lige op af ”The Block.” Et af de få hoteller uden europæisk eller amerikansk navn. Ikke langt fra det 4-stjernede ”Sky Hotel,” og endnu nærmere det romantiske ”Hotel du Paris.” Navnet er ”Hotel Ejna” og koster blot 14.200 Lekè for to nætter. Det samme beløb jeg slap for røverbulen, ”Hotel Holiday” i Koplik, hvor jeg endnu var frisk og naiv på Albanien. Men her, midt i ”The Block,” er det bestemt rimeligt! *******


TIRANA – LOTTO PULJEN SVARER TIL CA. 34.000 KRONER

170 Rendte ind i en pæredansk familie som havde været til bryllup ved én af strandene og lige skulle se Tirana inden hjemturen til Danmark. Far, mor og tre lyshårede børn fra det mørke Jylland. Farens danske kammerat blev gift med en albansk kvinde. Så sker det altså, uden at nogen skal myrdes! Familien havde fulgt bogen, ”Lonely Planet” og kunne derfor anbefale restauranten, ”Eda,” som ligger i kvarteret. Så der indtog jeg en græsk salat og en rejerisotto skyllet ned med en kold Tirana. Så hjem til ”Ejna” og hvile ovenpå middagen og bade efter dagens svedetur i de støvede gader. Nu er jeg på et værtshus ved navn: ”Whisky Bar,” og prøver at opleve Tirana by night. Der er fuld fart på allerede, og klokken er blot 22. Albanerne er immune overfor støj, og mit bord overskylles af lydbølger fra hele tre DJ’s samtidig. Mest tekno, selvfølgelig, så på en måde blender de helt godt på nogenlunde samme basrytme.


171


TIRANA – KARRUSEL PÅ EN TOM GRUND I CENTRUM

172


TIRANA – BLOMSTERBUTIK MED ÆGTE OG FALSKE PLANTER

173


Torsdag den 18. Juli, En café på et marked, Tirana

174 Sidste hele dag i Albanien. Forhåbentlig. Ikke fordi jeg længes bort, men fordi man jo aldrig kan være sikker på at få en plads på flyet. Så meget har jeg da lært. Jeg steg ind i dette marked for en halv times tid siden og har vandret gennem små gyder på kryds og tværs lige siden. Alle boder ligner hinanden. Samme varer præsenteret på samme måde. Det har været umuligt at finde én eneste ting værd at købe. Selvom det hele er billigt. Ikke en eneste attraktiv gave til hverken Hiromi eller drengene. Intet! Udbuddet er enormt, men sortimentet er mikroskopisk, og kvaliteten er en ren fornærmelse. Der er lidt ”Tredje verden” over måden at drive forretning på her. Den slående mangel på opfindsomhed. Men det kommer måske en skønne dag. Eller også gør det ikke. Selvom arbejdskraften er super billig i Albanien, har man valgt at købe produkterne i Kina i stedet for at producere dem selv. Nå. Jeg bliver nød til at drikke ud og stikke af. Sorte fluer angriber mine ankler og bidder så hårdt, at flugt er min eneste mulighed…


175

TIRANA – MARKEDET HVOR JEG FORGÆVES SØGTE GAVER

DER ER MANGE LEDNINGER AT HOLDE STYR PÅ


176

Ruin Café, The Block, Tirana

Tjeneren genkendte mig fra i går. Han spurgte straks, ”How are you?” da jeg trådte ind. ”OK, fine, thanks!” ”You look a little sad?” Måske er jeg bedrøvet? Man er ikke altid selv den første til at opdage, hvordan man har det. Nogle gange tager folk fejl. Særligt dem man kender. Nogle gange har de ret. Véd det bedre end én selv. Særligt de fremmede. Sandheden før virkeligheden. Synet før ordet. ”Op med humøret, Lars!” Se de mange bryster i Tirana! Store, svulmende forlygter, som vugger behageligt rundt på fortove og i butikker og på caféer. Alle vegne. Og de er vist ægte nok, men jeg er altid lidt i tvivl, for bryster forvirrer mit syn og gør mig usikker. Her er så mange sorte penge, at et sæt silekoneimplantater nemt kunne presses ind i budgettet, hvis det var dét, man ønskede sig. Men de ryger. Kvinderne. Den ene cigaret efter den anden. Og de går forfærdeligt klædt. Frækt, men forfærdeligt. Sikkert en god smag, hvis man spørger dem, men fra min stol ser det alt andet end godt ud. De er ikke specielt kønne, når man løfter blikket fra kavalergangen et øjeblik. En del har affarvet eller overfarvet håret lidt for mange gange, så det virker tørt og ødelagt. Mange er tatoveret med skrift eller symboler. De kønneste er dem med små bryster. De kompenserer ved at smile. Det hjælper altid at smile. Kvinderne her smiler ikke ret meget. De holder facaden. Afstanden. Anstændig-


TIRANA – FLASKESAMLERE MED HJEMMELAVET KØRETØJ

177


178 TIRANA – FORLADT KOMMUNISTISK HUS I “THE BLOCK”

heden, muligvis. Eller stoltheden? What ever. Men det er altså kønnere med et smil. Og det tyer de små bryster til, når de ikke har andre midler. Jo, kvinderne, selv dem med store bryster, smiler meget indbyrdes. Til hinanden. Oprigtigt. Og det ser dejligt ud. Men man ser kun smilet fra siden. I profil. Sjældent direkte, frontalt. Så øjnene mangler i smilet, når man betragter dem. Øjenkontakten. De agerer, som om jeg slet ikke eksisterer. ”Måske er jeg her ikke,” kunne man spørge sig selv, men det er for fjollet. Det hele er jo ganske enkelt og ligefremt. Selv Jeg forstår spillets regler. No big deal. De er jo


179 TIRANA – “RUIN CAFÉ” I DAGSLYS

heller ikke så kønne, alligevel. Hvis kvinden skal se sexet ud, er det ikke nok at klæde sig som en luder. Det sexede sidder ikke i tøjet, alene. Det sexede kommer indefra. Det lyder som en kliché, men sådan er det jo. Kommer ud gennem kroppens bevægelser. Ud gennem øjnene. Ud gennem kvindens aura. Indefra, hvor følelsen må være ægte for at kunne penetrere. Det kan godt være en leg eller et skuespil, og det er det vel ofte, men det skal være ægte. Og en del af det sexede er glæden. Humor. Lyst. Mod. Drøm-


180


181 men om frihed. Sexet er mange ting samtidigt. Det skal falde naturligt. Nødvendigt. Spontant. Øjeblikkeligt. Det er ikke nok at klæde sig ud. Det må de lære med tiden. De albanske kvinder. Tiranas gader er en prøvescene for de nye kvinders amatørteater. ******* ”Stavri Gushal” hed sikkerhedsvagten på kunstakademiet i Tirana. Jeg besøgte stedet i håb om at møde den albanske kunstscene i puppestadiet, men skolen var sommerlukket og eleverne forsvundet. Vi talte et par timer. Stavri og Jeg. Først indenfor i hallen. I skyggen. Så udenfor på trapperne. I solen. Blev nød til at købe


182

TIRANA – DEKORERET FACADER


183


184 en flaske vand i en café på den anden side af gaden og komme tilbage til samtalen. Min hals blev tør af snak og støv og de 30 graders varme. Stavri var græsk-albaner. Græsk-ortodoks. Han talte albansk, græsk og italiensk, var 31 år og havde rejst så langt bort som til Holland. Han var uddannet IT-installatør men kunne kun finde arbejde som bartender, da han blev færdig. ”Et typisk scenarie,” forklarede han. Og nu havde han fået arbejde som vagt. Han skulle arbejde 16 timer i træk og havde god tid til mig. Det gode var, at han brugte en del af tiden på at underholde om livet i Albanien. Og han var en glimrende fortæller! Mens Stavri gjorde mig klogere på religion, politik, kønsfordeling og arbejdsvilkår, samt en ung mands drømme og muligheder og umuligheder, begyndte busser og biler at strømme ind på den store, åbne plads foran akademiet. Folk hang ud af vinduerne og viftede med halstørklæder og skreg og råbte. Det var fodboldfans fra Kosovo på vej til stadion. Dejligt at se nabolandene komme på besøg. Også politiet rykkede talstærkt ind. Ingen konfrontation men tydelige foranstaltninger. Stavri pegede på en sprit ny, sort VW firhjulstrækker, som netop var parkeret for foden af akademiets lange trappe. Lækker bil. Tre uniformerede betjente steg ud og gjorde sig klar til at dirigere trafikken. ”That car is stolen,” hviskede han, og pegede mod betjentene. Det var ingen


185 politibil, og der var ingen chancer for, at politiet nogensinde skulle få råd til sådan et køretøj. Han beskrev en pinlig affære, for et par år siden, hvor deres premierminister skulle på officielt besøg i Grækenland. Han blev standset på grænsen i en stjålen bil. Hvis det ikke var slemt nok, så havde bilen tidligere tilhørt den tyske kansler, Angela Merkel. Det udviklede sig derfor til en særdeles pinlig affære. Men her i landet tog man det åbenbart ikke så højtideligt. Det medførte ingen straf. Premierministeren går jo først af til september, og kun fordi han ikke blev genvalgt. ******* Jeg spiste på samme restaurant ”Eda,” og er landet på samme ”Ruin Bar” som før. Øjet ser for første gang, den anden gang. Sådan er det. Og personalet ser mig først, den anden gang jeg viser mig. ”Welcome back, Sir.” Ikke fordi de så mig første gang, men fordi de så mig for anden gang. Gentagelsen fremkalder mindet før hukommelsen. Man genkender hurtigere, end man husker. Derfor kommer genkaldelsen først, og man ser således for første gang, anden gang. Her hænger de unge ”pludseligt rige” ud med deres smartphones, deres tyske


TIRANA – PORTEN STÅR PÅ KLEM TIL DEN ALBANSKE DRØM

186


TIRANA – GADEKIOSK MED CIGARETTER OG TLF. KORT

TIRANA – TELEFONSÆLGERNE SÅ JEG I DE FLESTE BYER

TIRANA – HUND I BUR HOS DYREHANDLEREN

TIRANA – SKOLEBØRN PÅ VÆGGEN

187


188 biler og deres italienske motorcykler. Tøjet er stadig udenfor moderækkevidde, men ellers har de udstyret i orden. De kan hænge hele dagen og natten med og drikke espresso og juice og øl og vin. ”No worry.” Det er sjovt at vide, at deres økonomi kun kan stamme fra kriminalitet. Ingen ”normalt arbejdende” albaner kan komme i nærheden af denne livsstil. Ellers ser det ganske uskyldigt ud. Og det er det vel også set med albanske øjne. De unge virker glade, afslappede og tilfredse. De samtaler, griner, pjatter og ser ikke ud til at lide afsavn. Det er sent og stadig 25 grader, og fyrene går i sommertøj og pigerne i kjoler. Det er meget sødt alt sammen. Nærmest rørende i lyset af den brutale historie bag alt dette. Og i morgen skal jeg hjem. Gik rundt i dag og blev lidt ør i hovedet. Turen har indfriet min trang til eventyr, og de mange indtryk har hobet sig op. Jeg føler dem fylde som et godt måltid for sindet. Det summer i kroppen ved tanken om at skulle tilbage, nu hvor jeg endelig er kommet af sted. Samtidig er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg hører hjemme i Danmark. Måske ikke for altid. Men bestemt ikke her. På trods af alt det søde. Albanien er et gangster paradis. Man skal helst være indviet og involveret og medskyldig i ét eller andet super ulovligt eller voldeligt for at tjene sig en plads som borger. Hvis man ikke er indfødt. Og det er ikke lige mig. Ikke lige nu, i hvert fald.


189 I morgen rejser jeg hjem og finder mig til rette blandt mine egne, hvis jeg kan. Lader frivilligt mit genfundne ”Jeg” synke til bunds i pligter og travlhed. Ikke druknet og glemt, men arkiveret og gemt til næste hul i tilværelsen.

TIRANA – JEG OG STAVRI GUSHAL VED AKADEMIETS DØR


190

TIRANA – 1 X 2 METER PENGESEDDEL FOR SKOLENS 100 ÅR


191


Tekst – photo + artmoney – Lars Christian Erbou Kræmmer © – all rights reserved Design og layout – Kenn Clarke

Albania  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you