Page 148

148 Søndag aften i Sarande

Søndag aften i Sarande

Spiste min spaghetti i stilhed, mens albanerne promenerede frem og tilbage langs vandet foran vinduet ved mit bord. Uden at bemærke mig. Jeg var åbenbart usynlig. Lod mærke til at jeg så en del ting gennem Hiromis øjne. Ting som kun Hiromi ville bemærke og finde interessant. Man er åbenbart udstyret med flere sæt øjne. Øjne fra de man kender og holder af. Man skal nok vælge sine venner med omhu, hvis verdens skønhed skal bestå. Jeg savner mine børn. De albanske unger er længe vågne. Klokken er snart 21, men de mindste er stadig på gaden, og det vil de være nogle timer endnu. Jeg har lagt mærke til, at en del børn begynder at græde ved denne tid. De virker overtrætte. Men der er ingen, som tager hensyn til deres tilstand. De bliver dysset ned eller klappet lidt på hovedet eller får en krammer. Men det er nok bare søvn, de behøver. De står sikkert tidligt op for at bruge dagen, inden det bliver for varmt. Måske de får lov at sove efter frokost. Jeg ved det ikke men gætter. Er også lidt ligeglad. Tror det er godt med en lang, sammenhængende søvn, men jeg kan ikke være sikker. Det er bare noget jeg tror. Nogle mener, at det er bedre at sove i små tidslommer på to timer. Albanerne har vel en tredie tro om den slags. Det kom-

Albania  
Albania  
Advertisement