Page 136

136

Lørdag den 13. Juli, Café overfor politistationen, Sarande

I går vandrede jeg omkring uden at tale med nogen. I mine egne tanker. Bag egne øjne og i egne sansers vold. Tog nogle fotos af byen og læste en hel del. Det var fredag aften. Sikkert fuld fart på nattelivet men jeg havde ingen lyst til fest. Gik tidligt i seng med min bog og stod tidligt op lørdag uden tømmermænd. Fra denne café kan man følge byens puls. Der er livlig, lokal aktivitet foran politistationen. De fleste mænd leger med en lille perlekæde, som minder om den grækerne bruger til at slå tiden ihjel med. Jeg synes at huske, at de kalder den ”Gobaloy,” eller noget i den retning. Tempoet er helt i bund. Ingen tegn på stress, som vi kender stress i Danmark. Ingen presserende gøremål. Man bevæger sig i det tempo, som krop og sind byder et menneske uden deadlines. Bevægelsen er smuk, fordi den falder naturlig. Man er ikke foran sig selv. Det gælder både mænd og kvinder, selvom det lader til, at kvinderne faktisk er i gang med noget praktisk arbejde. Folk kan godt blive sure og ophidsede, det er ikke det. Men man flytter sig bare ikke hurtigere end højst nødvendigt. Jo, hænder og mundtøj bevæger sig ret hurtigt, men resten af kroppen slapper helt af. Den lille, solide cafémutter har netop smidt en gæst ud. Han holder åbenbart til i nabolaget, for flere synes at kende ham. Hun føler sikkert, at han forstyrrer den

Albania  
Albania  
Advertisement