Page 1

+ dommedag +

AARHUS STIFT 2018

DOMMEDAG ALENE HJEMME MED DOMMEDAG l ER DU KLAR TIL APOKALYPSEN? l MED DOMMEN KOMMER LYSET l HOMO SAPIENS 2.0 l NÅR ENDEN ER NÆR l HVIS KRIGEN KOMMER l DOMMEDAGS HISTORIE l DE SIDSTE TIDER I BØGER OG FILM l MØRKET FOR ENDEN AF TUNNELEN l DER ER OGSÅ DOM I DAGLIGDAGEN l BISKOPPEN OG DJÆVELENS ADVOKAT 1


+ dommedag +

4

DOMMEDAGS HISTORIE I over 2.000 år har kristendommen fortolket dommedag på mange forskellige måder.

12

38

ER DU KLAR TIL APOKALYPSEN? Hvad ser vi for os, når vi hører ordet dommedag? Vi har spurgt fem forskellige danskere.

17

MED DOMMEN KOMMER LYSET Hvad prædiker præsten, når søndagens tekst handler om dommen? To folkekirkepræster svarer.

22

DE SIDSTE TIDER I BØGER OG FILM “Der er ingen Gud. Og vi er hans profeter.” Fiktionen er fuld af dommedagsskildringer.

42

MØRKET FOR ENDEN AF TUNNELEN Når solen brænder ud om fem milliarder år, tændes el-pæren i Mogens Jacobsens sindrige designobjekt.

44

HOMO SAPIENS 2.0 I de sociale mediers døs af lykke bliver vi tilintetgjort som frie mennesker, mener præsten Peter Danielsen.

DER ER OGSÅ DOM I DAGLIGDAGEN Alle mennesker har erfaring med dommedag, mener forskeren og præsten Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

26

47

NÅR ENDEN ER NÆR Der går en lige linje fra middelalderens kalkmalerier til moderne tegneseriers skildring af dommedag.

32

HVIS KRIGEN KOMMER Under Den Kolde Krig forberedte danskerne sig på en atomkrig. Kom med i beskyttelsesrummet. 2

34

ALENE HJEMME MED DOMMEDAG Dommedag er overalt i vores kultur – i kunsten, videnskaben og politikken.

BISKOPPEN OG DJÆVELENS ADVOKAT Hvad har kristendommen at sige til den, der er bange for verdens undergang?


+ dommedag + + + dommedag

BISKOPPEN MØDER DJÆVELENS ADVOKAT

HVEM SKAL FRYGTE DOMMEDAG?

Djævelens Advokat udspørger biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift.

Dommedagsprædikanter

Hvad vil det sige, at Jesus engang kommer tilbage for at dømme levende og døde?

At vi alle på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde og for så vidt heleer tiden bliver forbi, dømt hvor ud e tider forlængst fra, hvordan det, Jesus sagde og gjorde, spejlerhvis sig iman man skulle gå i kirke, vores liv med hinanden. ville høre en ordentlig dommedagsprædiken. I dag behøver man blot at tænde for fjernsynet eller åbne sin Facebook, så vælter det ud med Hører det fortiden til at tro på dommedag dystre profetier om verdens nært som en stor, kosmisk omvæltning? forestående undergang.

D

Hvad der sker engang, er svært at udtale sig om, og Middelalderens mennesker så med så er det jo, at fantasierne og de vilde forestillinger gysen på kalkmalerierne, hvor de www.fkmagasin.dk tager over. Jeg synes, det er mere interessant, hvad gode og de onde ved tidernes ende der er tilfældet her og nu, og dommedag er altså også dømmes af du Kristus. I dagerfarer, ser vi på noget, der sker hver dag, når igen-igen at naturvidenskabens statistiske fremdu har svigtet i forhold til dem, der har brug for dig. Folk&Kirke er et gratismagasin skrivninger og gyser ved synet af udgivet af Helsingør Stift opadgående kurver, der viser tempe– en del af folkekirken raturstigninger, flygtningestrømme, Hvis dommedag er hver dag forurening, fødevareknaphed og og gælder min stigende eksistens Helsingør Stift verdenshave. Læs Folk&Kirke på tablet, computer eller smartphone

Hestemøller stræde 3A 3000 Helsingør 4921 3500

– er det så ikke bare en slags livsfilosofi?

Ligesom i middelalderen tilskyndes Nej, det er at tage vi sittil livatalvorligt og ikke tro, at det angre, omvende os og tillægge Ansvarshavende redaktør hele bare kan være meget. Kåre Gade oslige en mådeholden livsførelse. Køb Redaktion økologisk! Bliv vegetar! Lad bilen stå! Kåre Gade, Sarah Thorngreen Det er ikke tilfældigt, at særligt ivrige Auken, Kristoffer Granov, Rebecca Rudd, Mette Salomonsen, Hvem skal frygte dommedag? bliver beskyldt for miljøforkæmpere Miklos Szabo at være ‘religiøse’ i deres engagement. Redaktionsudvalg Lise-Lotte Rebel, Ove Kollerup, Det burde både du og jeg gøre, fordi vi ikke er, som Grethe Bøje, Rebecca Rudd, der er side: en afgørende forskel på vi burde være. På Men den anden Jeg vil hellere Jannik Theilgaard Grafisk tilrettelæggelse middelalderens ogFor vorGud tids forståelse dømmes af Gud end af mennesker. kender salomet grafik/Mette Salomonsen af dommedag: I dag er Gud ikke vi gennem det, Jesus gjorde og sagde. Og han satte lænFotograf ersige gudsaltid tilgivelse før gere dom.med Det ierregnestykket. mere, end vi Vi kan Miklos Szabo Korrektur forladte syndere, der har nedkaldt om os selv. Rasmus Jensen dommen over os selv. Vi er vores Magasinet er finansieret af egen dommer. Og det bliver dommen stiftsrådet, Helsingør Stift ikke nådigereat af.sige til dem, Hvad har kristendommen Versioneringer er finansieret af stiftsrådene i de pågældende stifter. 1. udgave, 7. årgang, 2018 1. oplag ISSN 2245-8816 Tryk PE Offset, Tømrervej 9, 6800 Varde Papir Munken Lynx

Jeg vil hellere dringer, Vestens kulturelle kollaps dømmes eller noget helt fjerde, eraf vi fælles om følelsen af, at fremtiden er os fjendtGud endgalt, afhvis ikke ligt stemt. At det ender vi forhindrer det. Uden Gud må vi frelse os mennesker. selv. For Gud kender I dette nummer af Folk&Kirke ser vi dommedag i øjnene. Vi taler med vidergennem danskere, forbereder sigdet, på eller forsøger at forhindre verdens ungjorde ogom dergang.Jesus Vi taler med kunstnere deres frygt og fascination. Og vi ser sagde. på, hvordan de sidsteOg tider han skildres i film, bøger og tegneserier. satte altid Samtidig vender vi blikket mod tilgivelse før kristendommen. Vi ser på, hvordan Bibelens sære og voldsomme tekster dom.er blevet udlagt genom dommedag BiskopOg Henrik Wigh-Poulsen, nem tiderne. vi beder teologer og Aarhus Stift præster forklare, hvordan det med dommen skal forstås.

Deres svar er forskellige, men én pointe går igen: At for kristne er dommedag en glædelig begivenhed. Hvis man synes, at håbløsheden har fået overmagten i verden, er det et budskab, der nok er værd at se nærmere på. +

der er bange for verdens undergang?

Dommedag er sluppet ud af kirken erelsk gåetdin på rov i kulturen, hvor den Frygt ikke! Lev ditogliv, næste og stol på æder sig fed i vores angst, magtesløsden gode Gud. Og så kan du bede dit fadervor. Det hed og dårlige samvittighed. Uanset hjælper. + om vi frygter atomkrig, klimaforan-

Kåre Gade, ansvarshavende redaktør

3


+ dommedag +

ALENE HJEMME MED

DOMMEDAG

Det kan godt være, at vi ikke længere tror på Gud, men dommedag er vi ikke sluppet af med. Apokalypsen lever i bedste velgående i kunsten, videnskaben og den politiske debat. Af Kåre Gade

4


+ dommedag +

5


+ dommedag +

H

VERT ÅR INDBYDES tidligere elever på den smukke Krogerup Højskole til et sommerkursus. I 2018 frister skolen med et tema om dommedag. “Til sommer stiller vi skarpt på apokalypsen, og hvordan vi skal forholde os til civilisationens snarlige undergang.” “Det er noget, der optager de unge. Især klimaforandringer fylder meget,” forklarer Sigrid Lauenborg Dahl, underviser på højskolens Verden Brænder-linje. “Hvordan kan vi undgå at underminere vores livsvilkår, hvordan kan vi overleve? Det er noget, de unge taler helt anderledes konkret om end for ti år siden.” Det er ikke svært at se, hvad Sigrid Lauenborg Dahl mener. Dommedag er overalt i vores kultur – i kunsten, videnskaben og politikken. Og klimaforandringerne er ikke den eneste undergangsvision. Ufrugtbarhed, atomkrig, pandemier, solstorme og meteorer. Borgerkrigen, der følger med Vestens kulturelle kollaps. Fimbulvinteren, der breder sig, hvis Golfstrømmen vender. Og askeskyen, der lukker alt sollys ude, når vulkanen under Yellowstone eksploderer. Apokalypsen truer. Vi kan vælge at ligge vågne over den, at fortrænge den – eller at dykke ned i den og undersøge den. Det sidste gør stadig flere kunstnere, filminstruktører og forfattere. “Kulturen har til alle tider været optaget af det apokalyptiske – både højkultur og lavkultur. I dag finder vi apokalyptik i alt fra grænsesøgende kunst over politisk tænkning til zombiefilm,” siger Anders Thrue Djurslev, cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.

Dommedag har allerede indfundet sig

Han har skrevet speciale om krise-, katastrofeog apokalypsebegrebernes brug. Vi befinder os, mener han, i en særligt undergangsoptaget periode, der giver masser af stof til undergangsfantasier. Han peger på, at apokalypsen i stadigt flere værker ikke er noget, der truer med at ske – den har allerede indfundet sig. Begrebet ‘postapokalyptisk’ er blevet hverdagsdansk. 6

“I det postapokalyptiske scenarie er altings slutning snarere en forlængelse af alt det, vi sædvanligvis forbinder med slutninger. Zombien er det oplagte eksempel: Ikke engang døden er slutningen. Apokalypsen er en tilstand, hvor gængse modsætninger er opløst – for eksempel mellem det levende og det døde.” Anders Thrue Djurslev peger på den såkaldte økokritiske skole i litteraturen, som vender sig mod den traditionelle fremstilling af menneske og natur som modsætninger. “Klimakrisen skildres ofte gennem et romantisk natursyn, hvor naturen er entydigt god i modsætning til den ødelæggende civilisation. Det er en slags postkort-fremstilling af naturen som noget, vi er adskilt fra.” “Den økokritiske skole gør op med romantiseringen og kigger i stedet på de vilde forbindelser, der er mellem alting. Et eksempel er Theis Ørntofts “Digte 2014”. Her er apokalypsen ikke en kilde til at dyrke modsætningerne – den hvirvler alting sammen i et uigennemtrængeligt bombardement.” “Det afspejler vor tids krisers vidtforgrenede forbindelser og uoverskuelige årsagssammenhænge. Den lineære historieforståelse, som apokalypsen traditionelt har udgjort et slags endemål for, modarbejdes af mange kunstnere og tænkere.”

Gud er taget ud af ligningen

Men hvor er Gud i de moderne apokalypser? Umiddelbart er han der slet ikke. Fordi vi har slået Gud ihjel, er vi alene hjemme med dommedag – og må selv påtage os alle rollerne: Som synder, dommer og frelser. Imidlertid har Gud overlevet i det sprog, vi bruger, når vi taler om verdens undergang. Det har Esben Bjerggaard Nielsen, ph.d. og lektor i retorik på Aarhus Universitet, forsket i. “Der sker et afgørende skift med atombomben i 1945. Tidligere var forestillingen om den altomfattende katastrofe noget, der optrådte i religiøst regi. Nu er mennesket pludselig i stand til at ødelægge sig selv,” siger Esben Bjerggaard Nielsen. Frygten for ‘bomben’ betyder, at det sprog, som tidligere beskrev religiøse forestillinger, vinder indpas i den ikke-religiøse, politiske debat. Udviklingen forstærkes, da Rachel Carsons bog “Silent Spring” udkommer i 1962. “Bogens første kapitel er en lille ‘fabel om Q


+ dommedag +

PRINS CHARLES ved åbningen af klimakonferencen i Paris, 2015:

Hvis vores planet var en patient, ville vi for længst have behandlet hende. De, mine damer og herrer, har magten til at lægge hende i respirator.

DUNJA GRY JENSEN Manuskriptforfatter. Skrev manuskript til filminstruktøren Max Kestners spillefilm “QEDA”, der foregår i en fremtid med drikkevandsmangel og saltvandsforgiftninger. FØRSTE GANG JEG stødte på dommedag, var vist i min barndom og i et gammelt Tintin-album med en pendulsvingende profet. Siden dukkede undergangen op i Linda og Valentin-albummet “Den Druknende By”. Nu synes jeg ikke, det er så sjovt længere, efterhånden som dommedag bliver et mere og mere realistisk scenarie. På de otte år, vi har været undervejs med ”QEDA”, er undergangen desværre rykket nærmere med de mange truende, menneskeskabte katastrofer. Det er ikke vores ærinde at prædike undergang. Jeg betragter nærmest vores film som en anti-undergangs-film. I andre dommedagsscenarier handler det ofte om,

hvordan mennesker bliver dyr og bekæmper hinanden på laveste vis. I QEDA-universet er der en civilisation, som kæmper for at holde sammen på samfundet og redde jorden. Vores helte er videnskabsmænd, embedsmænd og politikere – civilisationens arketyper. Den værste trussel mod vores overlevelse er uvidenhed. Heldigvis er der mange steder i verden, hvor uddannelsesniveauet stiger. Det er måske mest i Danmark, vi tilsyneladende bliver dummere for tiden, ha ha. Det ligger i kunstens natur at indgyde håb, med sin skønhed, styrke eller magi. Men kunstnerisk fordybelse har vanskelige vilkår i en utålmodig og grådig tid. I øvrigt er hovedtemaet i ”QEDA” hverken klima eller undergang, men tid. Der er en åbenlys morale i, at tiden ikke kan skrues tilbage, og at uanset, hvordan verden ser ud, så må vi tilgive fortiden og bevæge os fremad. + 7

Q


+ dommedag +

i morgen’, der beskriver et landsbysamfund, hvor æggene ikke længere udklækkes, fuglene falder fra himlen, og børnene bliver syge. Forklaringen er sprøjtegiften DDT, som Carsons bog indledte et opgør med,” forklarer Esben Bjerggaard Nielsen. I dag bruges det apokalyptiske sprog i debatten om klima, forurening, pandemi, atomkrig, finanskrise og flygtningekrise. “Det er den samme retorik som i Bibelen. Der er en ondskab i verden, og vi håber, at frelsen snart kommer. Men Gud er taget ud af ligningen. Autoriteten er ikke Bibelen, men videnskaben.” I den religiøse tolkning af dommedag ligger håbet og frelsen hos Gud. I den sekulære apokalyptik er det mennesket, som på én gang er skyld i og kan forhindre verdens undergang. I begge tilfælde fører det ofte til, at man sætter regler op for, hvordan man lever sit liv. “Hvor de religiøse forsøgte at leve et gudsfrygtigt liv, forsøger vi i dag at leve et bæredygtigt liv. Vi frelses ved at leve vores liv på en

CHARLOTTE WEITZE Forfatter. Skriver romaner med inspiration i folklore og eventyr. “Den afskyelige” foregår i en klimatruet fremtid, hvor en kold kvinde forelsker sig i en kæmpe, der døjer med øget svedproduktion. EFTER “DEN AFSKYELIGE” bliver folk ved med at forære mig apokalyptiske romaner. “Det må lige være noget for dig,” siger de. I virkeligheden kan jeg næsten ikke holde ud at læse dem. Jeg valgte at skrive om klimaforandringer, fordi jeg følte en pligt. Det var et emne, som jeg var passioneret optaget af. Og hvis ikke kunstnerne skulle kunne se det dystopiske i øjnene, hvem skulle så? Jeg håber, at bogen kan være et lille bidrag til at forhindre en klimakatastrofe. I min roman går verden ikke under – den forandres bare. Når der fødes børn med fiskelignende træk, er det også en slags håb: Livet går videre, bare på en anden måde. 8

Til et af mine foredrag var der en kvinde, der kaldte ”Den afskyelige” for en gudsforladt bog. “Kan vi ikke lægge noget i Guds hænder?” spurgte hun. Jeg forstår spørgsmålet, men jeg kan ikke se, hvilket ansvar vi kan give til Gud, når det gælder klimaet. Vil det ikke bare være en sovepude? Jeg er ikke enig i, at vi som private ikke kan gøre noget ved klimaet. Hjemme hos har vi lavet en 2030-plan. Et år etablerer vi regnvandsindsamling, et andet år skifter vi til en bæredygtig bank, og forhåbentlig ender det med, at vi får råd til en elbil. Jeg har set katastrofen i øjnene. Nu vil jeg hellere forestille mig en anden slags verden. Det giver mening at handle på sin bekymring. Også for børnenes skyld: På deres friskole er klima en del af pensum. Så er man også nødt til at give dem handlingsmuligheder. +

Q


+ dommedag +

9

Q


+ dommedag +

10


+ dommedag +

bestemt måde,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.

Apokalypsen har altid været politisk

Han mener, at brugen af apokalyptisk retorik i den politiske debat ofte er knyttet til kulturpessimisme. “Det er ikke anderledes end det, man tidligere så i religiøse, apokalyptiske bevægelser. Når kristne i 1800-tallet, for eksempel USA’s adventister, kritiserede den vestlige kulturs forfald, mente de, at det, de så i tiden, allerede var beskrevet i Johannes’ Åbenbaring.” Det er heller ikke nyt, at dommedag bliver brugt politisk: “Bibelens dommedagsforestillinger er altid en kritik af en undertrykkende elite eller et dekadent samfund. Det samme gælder vor tids sekulariserede dommedagsforestillinger. Apokalypsen giver en forfulgt menighed, minoritet eller politisk gruppe legitimitet, status og identitet.” “Når Donald Trump under valgkampen beskrev USA, brugte han flittigt apokalyptiske billeder. Han beskrev det dekadente, liberale samfunds undergang, men tilbød et håb: Han ville gøre ‘America great again’. Uanset hvor man er på det politiske spektrum, har man sin egen apokalypse.” “Apokalypsen er en bombastisk fortælling med stor tiltrækningskraft. De,

der forstår at bruge den godt, får gjort opmærksom på problemer i samfundet,” siger Esben Bjerggaard Nielsen. Til gengæld tror han ikke, at apokalyptisk retorik kan overbevise folk, som ikke i forvejen deler ens verdensopfattelse. “Retorikken virker motiverende, hvis man allerede er engageret i miljødebatten eller kulturkritikken – så bliver man endnu fastere i sin overbevisning. Men blandt skeptikerne vil den ofte skabe mere modstand.” Vi kan frygte, fortrænge eller forsøge at forhindre verdens undergang. Men der er endnu en mulighed: Vi kan forberede os på at blive de udvalgte få, der overlever den – som Noah og hans familie efter syndfloden. På apokalypsekurset på Krogerup Højskole medvirker en prepper. Prepper kommer af det engelske ord ‘prepare’ – at forberede sig. En prepper forbereder sig på at overleve verdens undergang, for eksempel ved at samle forråd af drikkevand, dåsemad og medicin. “Vi er glade for, at vi har fået en prepper til at stille op. De er ofte tilbageholdende, fordi de er vant til at blive latterliggjort i medierne,” siger Sigrid Lauenborg Dahl. “Men som de siger, er vi alle preppers, hver gang vi tegner en forsikring, som vi håber, vi aldrig får brug for. En prepper har bare udvidet perspektivet.” +

PRÆSIDENT TRUMP om Nordkorea, 2017:

De vil blive mødt med ild og vrede, som verden aldrig før har set det.

KASPAR COLLING NIELSEN Forfatter til bl.a. “Den danske borgerkrig 2018-24” og “Det europæiske forår”, som tegner et grotesk, dystopisk og samfundssatirisk billede af fremtiden. MINE FREMSKRIVNINGER er et forsøg på at forstå, hvad det er for nogle skred, der sker i vores samfund. Alle har fornemmelsen af, at noget ryster og går i stykker. Det er underligt, for på overfladen går det godt – vi bruger flere penge på Black Friday end nogensinde. Så hvorfor er det, at alle er bange? Vi længes efter krigen som en form for sandhed. Det er en side af os selv, vi

er nødt til at tage alvorligt. Mennesket har en sadistisk side. Det er den eneste måde, man kan forklare alle de overgreb, der altid følger med krigen. Det er tabubelagt, at vi har den side. Jeg synes også, at kirken i de seneste mange år har været med til at undertrykke det faktum, at mennesket har en stor kapacitet for ondskab. Min seneste bog handler om, at vi begynder at deportere muslimer. Konflikten mellem vesterlændinge og muslimer er eskaleret i 20 år. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke på et tidspunkt munder ud i korporligheder. Det er nogle meget

stærke kræfter at slippe løs, og det er meget besnærende. Det globale marked for varer, valuta og aktier har overtaget magten og styrer vores økonomi. Efter min mening er vores demokrati allerede i opløsning. Der er ingen lande eller institutioner, der kontrollerer markedet. Udviklingen er ude af alles hænder. Hvis nogen skal redde os, skal det være kapitalforvalterne og teknologiudviklerne. Mange investeringsfonde er begyndt at investere i klimavenlige aktier, fordi de ud fra benhårde, økonomiske kalkuler vurderer, at det kan betale sig. + 11


+ dommedag +

ER DU KLAR TIL APOKALYPSEN?

NÅR VERDEN GÅR UNDER, VIL JEG SIDDE OG NYDE ET GLAS GOD AMARONE Fortalt til Rasmus Jensen Fortalt til René Høeg

JEG FRYGTER verdens undergang, og samtidig vil jeg også gerne være med, når det sker. For det er vildt spændende. Når jeg tænker efter, vil jeg næsten håbe, at jeg bliver en del af det. Så vil jeg sidde og nyde et glas god Amarone og følge med i det hele. Gad vide, om det bliver sådan lidt som i Lars von Triers film “Melancholia”. Jeg vil i hvert fald nyde showet. Det gør mig mindre bange at forestille mig jordens endeligt, end når jeg tænker på min egen undergang. Underligt nok. Siden jeg var lille, har blå blink fascineret mig. Det gør de stadig, men på et professionelt niveau. Jeg har undervist på Master of Disaster Management på Københavns Universitet, hvor jeg også lavede min ph.d., og nu er jeg ansat som forsker på Forsvarsakademiet. Jeg vil gå så langt som til at sige, at katastrofer og trusler mod kloden på en eller anden måde binder os sammen. En undersøgelse efter den voldsomme eksplosion af en fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding i 2004 viste, at borgerne typisk oplevede, at katastrofen fik dem til at rykke tættere sammen. I den forbindelse og ved andre voldsomme katastrofer går det op for den enkelte, at man skal dø, og det får altså mennesker til i højere grad at leve livet fuldt ud. Dét er da spændende. Brutale hændelser, eksempelvis

terrorangreb, som det vi så 9/11 i USA, giver os en kollektiv erindring og fungerer som fikspunkter i vores historie. Dertil kommer, at det udvikler os. Efter Titanic-ulykken blev der installeret flere redningsbåde ombord på skibe og færger. Lig på bordet sætter udviklingen i gang. Mange fremskridt begynder i asken efter katastrofen. Hvert andet år, når Beredskabsstyrelsen afholder nationale kriseøvelser, er jeg forfatteren bag scenariet. I 2015 testede vi det nukleare beredskab. Et brændende russisk atomdrevet fragtskib

Rasmus Dahlberg er forsker, ph.d. ved Forsvarsakademiet 12

kolliderede med et dansk skib i nærheden af Ebeltoft. Nu kunne man tro, at jeg er sådan en prepper-type. Men jeg har hverken beskyttelsesrum eller et kæmpe lager af dåsemad i kælderen. Vi er nødt til at leve vores liv, så jeg har en røgalarm, bruger cykelhjelm, holder afstand på motorvejen – hvor mange ulykker sker – og så kan jeg førstehjælp. Går jorden under i min tid, så skal jeg ikke sidde og spise en fabriksfremstillet gullasch. Jeg propper en flaske med gode dråber. +


+ dommedag +

Ordet ‘dommedag’ dukker næsten dagligt op i medierne. Men hvad ser vi for os, når vi hører ordet? Vi har spurgt fem forskellige danskere om deres frygt, fascination og forestillinger.

TIDSNØD Fortalt til René Høeg

ALTSÅ, HVIS DU TROR, at jeg er en forbrugerengel, så tager du fejl. Jeg har godt nok skruet ned for det røde kød, men spiser stadig en god bøf i ny og næ. Og jo, jeg kigger efter energimærkede produkter, og om de er produceret ordentligt. Men det ændrer ikke på, at vi er ved at løbe tør for tid. Havde vi bare som verdenssamfund sat os nogle ambitiøse klimamål ved Kyoto-aftalen i 1997, var vi nået langt nu. Med klimaet kan man ikke tænke: “Nå, det går nok – ting fortsætter, som de plejer.” Hvis vi stikker hovedet i busken, vil kloden opleve enorme, uplanlagte forandringer. Hvis vandstanden i verdenshavene på grund af den globale opvarmning er steget med en meter ved udgangen af det 21. århundrede, vil der ske oversvømmelser med dramatiske følger – epidemier, store flygtningestrømme (som vi nu ser konturerne af) og enorme ødelagte områder. Og det vil især gå ud over de i forvejen sårbare. Det værst tænkelige er den dominoeffekt, vi risikerer ved at sidde med hænderne i skødet. FN’s klimapanel advarer, at hvis temperaturen stiger mere end to grader i forhold til gennemsnittet ved industrialiseringens begyndelse, er der risiko for, at udviklingen bliver selvforstærkende, så den globale opvarmning ikke kan stoppes. Verden, som vi kender den, vil for altid være forandret.

Vi har i dag den nødvendige viden til at kunne agere klogt, ja, det er nærmest vanskeligt ikke at handle, idet indsigt og teknologi til at undgå de værste scenarier allerede findes. Det ansvar hviler på den enkelte, på politikerne, på erhvervslivet og på samfundet i bred forstand. Mindre mig-mig, mere os. Når jeg insisterer på at tale om løsninger, skyldes det, at vi skal vise hinanden, at vi kan forandre os. Og det gør vi kun, hvis vi kan se, det nytter. Hvis en bys borgere oplever, at de trives med færre biler i bymidten, så vil de støtte færre p-pladser

for at få flere til at tage letbanen eller metroen. Men vi resignerer, hvis vi ikke kan se guleroden. Der er al mulig grund til at frygte fremtiden, men lad os se frygten i øjnene. Begynd med dig selv. Og stil krav til produkter, erhvervsliv og politikere. Jeg er bevidst om, at jeg som forbruger og borger faktisk gør en forskel. Kødforbruget er faldet de seneste fem år i Danmark, det har jeg og mange andre bidraget en lillebitte smule til, uden at vi er blevet det pålagt. Mere individuel viden kan godt føre til kollektiv handling. +

Connie Hedegaard er formand for den grønne tænketank Concito, tidligere minister og EU-kommissær 13

Q


+ dommedag +

ALLEREDE FØR EN KRISE SKAL VI HANKE OP I OS SELV. STATEN PASSER IKKE PÅ DIG

Fortalt til Rasmus Jensen

SOM SIKKERHEDSRÅDGIVER er jeg i kontakt med både privatpersoner, offentlige institutioner og virksomheder. Til private anbefaler jeg fire uundværlige ting, hvis man skal sikre sig imod flest mulige forskellige kriser. Det er mad, vand, hygiejneartikler og selvforsvar. Nogle madvarer egner sig særligt godt til at blive gemt: Mel, ris, salt, sukker og vitaminpiller, for at nævne de vigtigste. Vand kan opbevares i alle mulige slags beholdere, og ellers kan man hente vand fra de fleste danske søer. Hygiejneartikler kan man bruge til at handle med, hvis krisen er længerevarende. Behovet for tamponer, bind, toiletpapir og kondomer forsvinder ikke, selvom butikkerne bliver rømmet. Noget medicin kan købes i håndkøb, ligesom det meste førstehjælpsgrej. Og så kan man overveje at købe antibiotika, når man besøger Thailand eller lignende. Det kan vise sig at være godt at have liggende. En række sikkerhedsforanstaltninger er også vigtige, for at man kan beskytte sig selv. Efter tre dages krise vil ansatte hos politi, brandvæsen, værnene og sundhedsvæsnet begynde at tage sig af deres egne familier frem for at gå på arbejde. For ikke at blive berøvet, når lovløsheden slipper fri, skal vi allerede før en krise hanke op i os selv og blive selvstændige individer. Staten passer ikke på dig. Når jeg taler med private, er det oftest terror og udskiftningen af den europæiske befolkning, de frygter mest. Ofte rammer terror kun få mennesker fysisk, men påvirker mange psykisk. Frygten hænger sammen med den migration, Europa har oplevet de seneste år, sammenholdt med de fremskrivninger af demografien, der er blevet lavet. Dertil kommer, at hjemvendte IS-krigere udgør en trussel. Derfor forstår jeg også godt folks frygt. Nogle frygter også atomkrig – især mennesker, der er gamle nok til at have oplevet Den Kolde Krig, men for mig at se er denne trussel den mindst relevante at forholde sig til. For som privatperson har man næppe nogen chance for at gemme sig for nutidens ballistiske missiler. +

Bernt Christian Gotfredsen er freelance sikkerhedsrådgiver og livvagt med international arbejdserfaring fra bl.a. Mellemøsten. Han rådgiver også virksomheder og private i sikkerhedsanliggender, herunder risikovurderinger og planlægning 14


+ dommedag +

KATASTROFEN LURER LIGE RUNDT OM HJØRNET, HVIS VI IKKE ÆNDRER NOGET

Fortalt til René Høeg

VERDEN ER I SKRED, på vej et sted hen, hvor det ikke er godt for os. Vi fornemmer det, og vi er nødt til at handle, før det ender i katastrofer, epidemier, krige eller uoverskuelige migrationer, som vil ændre kloden for altid. Katastrofen lurer lige rundt om hjørnet, hvis vi ikke ændrer noget. Miljøet og klimaet er åbenlyse indsatsområder, hvor vi ikke bare kan lukke øjnene og tænke, at det må de andre tage sig af. Jeg er partner i konsulentvirksomheden MäRK, hvor vi ikke kun taler med flotte ord, men gør noget. Vi samarbejder med de virksomheder, der prioriterer at bruge deres forretning til at skabe en positiv social eller miljømæssig forskel. Det er fint nok som individ, ngo eller stat at støtte med kroner og engagement til udviklingsprojekter, men

virksomheder kan noget mere. De er vant til at lede og drive noget frem til blivende forandringer. Tag for eksempel den hollandske chokoladeproducent Tony’s Chocolonely. De har ikke kun startet virksomheden for at lave god chokolade, men først og fremmest for at komme børneslaveri til livs – ikke bare i deres egen produktion – men på verdensplan. Det er en virksomhed, som ikke kun arbejder for at blive bedst i verden, men bedst for verden. Eller outdoor-tøjproducenten Patagonia, som bruger forretningen til at inspirere og implementere løsninger på miljøkrisen. De er kendt som en aktivistvirksomhed, der blandt andet giver én procent af deres overskud til miljøorganisationer, har indrettet butikker som ‘communitycentre’ og tilbyder deres ansatte at

komme på aktivistkurser. Det er den slags ansvar og gåpåmod, som verden kalder på. Kloden har brug for det. Når virksomheder stiller krav og påvirker, bliver det mærkbart. Menneskeheden har overlevet i mange tusinde år, nu skal vi tage fat og sikre, at det fortsat sker. Jeg frygter, hvis vi ikke stopper op, at vi mister blikket for hinanden både lokalt og globalt. Det opmuntrer mig, at især de yngre generationer i stigende grad ønsker at gøre en forskel i verden. De spørger, hvad er meningen med det hele? Man kan sige, smagen af chokolade er for dem ikke kun produktets nuancer og finhed, de smager på hele fortællingen og rammen, det er blevet til i. Det får mig til at se lyst på fremtiden trods alt. +

Nicoline Olesen er corporate activist og partner i konsulentvirksomheden MäRK 15

Q


+ dommedag +

Fortalt til Rasmus Jensen

FORMÅLET MED LIVET ER, AT DU PÅ ET TIDSPUNKT KOMMER I PARADIS. DET TROR JEG NÆRMEST ALLE MUSLIMER I BUND OG GRUND GERNE VIL OPNÅ

JEG FORESTILLER MIG verdens undergang som en dommedag, hvor jeg skal møde min skaber og stå til regnskab for mine handlinger. Ligesom en vægt med de gode handlinger på den ene side og de dårlige på den anden side. Her vil det blive afgjort, om jeg ender i helvede, jahanam på arabisk, eller hvis jeg har været en god muslim, at jeg ender i Paradis, jana på arabisk. Man siger, at allerede aftenen efter man er blevet begravet, kommer der en engel. Det er ikke selve dommedag, for den er der ingen, der ved, hvornår kommer. Men sammen med englen skal man gennemgå alle de ting, man har foretaget sig i sin levetid. Og her er det vigtigste, at man har været en god muslim, der har gjort gode handlinger og overholdt lovene. Jeg forbereder mig på dommedag gennem mine handlinger. Det vigtigste i islam er nok at have en god intention. Men jeg føler også, at det er min personlige opgave at oplyse folk om islam, så de får en bedre forståelse af islam og muslimer i Danmark. Og så er islam jo en lovreligion, og derfor er der selvfølgelig også nogle love, som man skal overholde: For eksempel at gå med tørklæde, at bede og at faste. Lovene er med til at sikre, at man kan komme i Paradis, og ved at overholde dem kan jeg modtage dommedag uden frygt. I Paradis vil alt det, der har været ulovligt i livet, nemlig blive tilladt. For eksempel går jeg med tørklæde nu, fordi det er en lov i islam, men i Paradis ved jeg, at jeg ikke længere behøver at gå med det. Hvis jeg kommer i Paradis, ved jeg, at jeg har fuldført min opgave – at jeg har gået med tørklædet, og at jeg har modstået alle fristelserne her i livet. +

Fatima Al-Saigh studerer mellemøstlige sprog og samfund ved Københavns Universitet 16


+ dommedag +

MED DOMMEN KOMMER

LYSET

Hvad prædiker præsten, når søndagens tekst handler om dommen? Taler folkekirkepræster i 2018 overhovedet om dommedag? Præsterne Jens Ole Christensen og Gerda Neergaard Jessen er enige om én ting: Dommedag er en dejlig dag for kristne. Af Kristoffer Granov

U

DENFOR giver den vedholdende og iskolde regn den mørke novembersøndag en passende småapokalyptisk stemning. På Ryesgade troner Nazaret Kirke, hvor den udgør en missionsk lomme på et Østerbro, der sædvanligvis ellers er mere præget af økologi og lønninger i djøf-klassen end gudsfrygtig teologi. Med sin myndige stemme indleder sognepræst Jens Ole Christensen dagens gudstjeneste med at præsentere dagens tema. Vi kan ligeså godt kalde en spade for en spade, siger han, og leverer søndagens tema: Det handler om “dommen, der ikke kan ankes. Det endelige afsluttende regnskab.” Det er nemlig den sidste søndag i kirkeåret, og dagens tekst er fra Mattæusevangeliet, hvor Jesus på dommedag kommer tilbage til jorden for at dele alverdens mennesker op i dem, der har fortjent det evige liv, og dem, der er dømt til fortabelse og med al sandsynlighed skal en tur i helvede. Dagen er fra gammel tid kendt som ‘domssøndag’, fortæller præsten. Scenariet er ifølge apostlen, at ‘alle folkeslagene’ skal samle sig foran Jesus, hvorefter han vil skille dem “som en hyrde skiller fårene fra bukkene.” Jesus opregner allegorisk en håndfuld gerninger, som de frelste har udført og således optjent retten til Guds nåde. Dernæst siger han barskt til den tilbageværende del af menneskene: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Den største rystelse og den største befrielse

Det kan umiddelbart virke nådesløst af Jesus, sådan at basere skellet mellem him-

mel og helvede på gerninger. Sognepræst Jens Ole Christensen lader da også til at undre sig over netop det forhold. “Handler det hele så om præstationer?” spørger han retorisk sin menighed. “Hvad med nåde og tilgivelse?” spørger han ud i kirkerummet. Den godt fyldte kirke lytter intenst afventende. For, som Christensen formulerer det, “hvordan kan man tage dommen alvorligt og samtidig forstå kristendommen som en nådereligion?” Han forklarer, at man skal lægge mærke til, at delingen af menneskene finder sted før dommen. Gennem hele Bibelen bruges får som billede på kristne, og derfor må adskillelsen forstås som en deling af de troende og de ikke-troende. For før gerningerne kommer troen, og det er den – siger han med Martin Luther som reference – der alene kan frelse. “Derfor skal vi forstå dommen som både den største rystelse og den største befrielse,” tilføjer han. Jens Ole Christensen tilhører det, man kan kalde en bogstavtro del af folkekirken. Han har rødder i det missionske miljø, hvor hans far var forstander på Luthersk Missions Højskole, og han har selv været generalsekretær i Luthersk Mission og er kendt som en ivrig debattør i Kristeligt Dagblad. Han er blevet beskrevet som en sjældent klar forkynder, hvilket da også klinger som en præcis beskrivelse denne søndag på Østerbro. Værdimæssigt placerer han sig klart på nogle af de parametre, der sædvanligvis skiller vandene. Han forsvarer ægteskabet som en institution, der udelukkende gælder en mand og en kvinde, og under gudstjenesten samles der ind til en organisation, der kæmper imod retten til abort. Nogle dage senere tager Jens Ole Christensen imod i præstekontoret i Ryesgade. “Jeg prædiker ikke dommedag, fordi jeg

Jeg prædiker ikke dommedag, fordi jeg har lyst. Jeg prædiker dommedag, fordi jeg har fået et bundet mandat, som jeg er forpligtet på. Sognepræst Jens Ole Christensen

17

Q


+ dommedag +

Vi glæder os til dommedag. Sognepræst Gerda Neergaard Jessen

har lyst. Jeg prædiker dommedag, fordi jeg har fået et bundet mandat, som jeg er forpligtet på, og som nogle søndage er mere muntert end andre,” fortæller han og uddyber: “Hvis jeg er bundet til at prædike et budskab, som ikke er mit eget, så er jeg bundet både de dage, hvor det kradser, og de dage, hvor det er honning for ørerne.”

Dommen er et opgør med ondskaben

Præsten fortæller, at domsteksten er en af de svære dage i kirkeåret. Han forklarer, at han har, hvad nogle vil kalde et ‘klassisk’ syn på dommen: “At der kommer en gang i fremtiden, rent historisk, en dommedag. Nogle vil tale eksistentialistisk og sige, at dommedag er hver dag, men det behøver ikke være en modsætning. Det andet sted, hvor min opfattelse kan være kontroversiel i forhold til det, jeg opfatter som mainstream i folkekirken, det er, at jeg tror, at der i den dom er både en frelse og en fortabelse. Selvom jeg altid gør mig klart, at det ikke er mig, der sidder på domstolen. Det er Kristus.” Er den fortabelse så helvede? “Ja, det udtryk bruger Jesus, derfor tror jeg, der er et helvede, selvom det er sjældent, jeg bruger det ord.” Rent kommunikativt, tilføjer præsten, er det ikke nødvendigvis formålstjenstligt at bruge ordet, da det kan skabe billeder af helvedes torturkamre i folks hoveder. “Jesus bruger to udtryk, der står og spænder mod hinanden. Han taler om fortabelsen som ‘ilden’, og han taler om fortabelsen som ‘mørket udenfor’. Og når han bruger så forskellige billeder, så vil jeg have lov til at tænke om det, at det er billeder.” Hvorfor skal der være en dom udefra, når vi nu har et juridisk system til at tage sig af den slags? “Fordi ondskab findes, og en gud, der ikke dømmer, er en gud, der slutter fred med ondskaben. Jeg synes ikke, dommen er en specielt dejlig tanke, men jeg har det rædselsfuldt med alternativet: en verden, hvor der ikke er et opgør med ondskab.” Men dommedag er langt fra bare fortabelsen. Det er derfor Jens Ole Christensen 18

taler om den største rystelse og den største befrielse. “Hvis det er Jesus, der sidder på domstolen, så er det ham, der døde for vores skyld, der sidder der, og i det øjeblik han siger ‘kom hid til mig,’ så kan de komme an alle sammen. Så har de mødt deres overmand. Min egen samvittighed, min egen selvkarakteristik eller andres vurdering af mig. Det er den største befrielse. Den største rystelse er, at han på dét sted også siger ‘gå bort fra mig’.” Det er forestillingen om, at man bliver frelst på den yderste dag, der giver dom-


+ dommedag +

medagen sit glade budskab: “Der er en glæde i dommen. Jeg kommer til at møde ham, der elsker mig,” siger Jens Ole Christensen.

Med dommen kommer lyset

Der ligger en tæt tåge over det midtjyske landskab i modsætning til den piskende regn på Østerbro. Vi er i Skorup-Tvilum Pastorat, hvor sognepræst Gerda Neergaard Jessen har ansvaret for to middelalderkirker og en præstegård, der har fungeret som sådan siden reformationen. Varmen fra en buldrende brændeovn

fylder stuen i den gamle præstegård, og i modsætning til den omkransende tåge er Gerda Jessen klar i sin tale: “Vi glæder os til dommedag,” siger hun og uddyber: “For det første skal man se på, hvad dommens funktion er. For dommen kan godt komme til at hænge over hovedet på os som en trussel, og som noget man frygter, og det er den også blevet brugt til. Man skal ikke true folk til at tro på Gud, og det er kristendommen blevet brugt til. De evige luer og at blive ristet over Djævelens trefork og den slags. Men vi går fejl i byen,

Gerda Neergaard Jessen er sognepræst i Skorup-Tvilum Pastorat. Tvilum Kirke ligger ved Gudenåen og er resterne af et firefløjet klosteranlæg fra 1250.

19

Q


+ dommedag +

Jens Ole Christensen er sognepræst i Fredens og Nazaret Sogn på Østerbro i København. Nazaret Kirke er indviet i 1904 – i samme periode som mange andre kirker blev opført i de dengang nye og tætbefolkede brokvarterer. 20


+ dommedag +

hvis vi tror, det er det, der er dommens funktion, fordi mere end noget andet er dommedag forkyndelse – og det er noget glædeligt.” Dommedag skal ifølge præsten forstås som en konkret begivenhed, der vil markere enden på den del af den menneskelige eksistens, vi hidtil har kendt til. “Det er en historisk begivenhed – lige så vel som verden har en begyndelse, vil den også have en slutning. Og det er alle jo enige om, om man er kristen fundamentalist eller naturvidenskabsmand eller ganske almindelig folkekirkedansker, så kan alle være enige om, at der er en begyndelse og en slutning. Og den slutning hedder i den kristne kirke dommedag.” Gerda Jessen forklarer, hvordan teologien anser menneskelivet for at udspille sig i en mellemtid, hvori man går og afventer, at Jesus vender tilbage. Og det må man endelig ikke opfatte som en trussel, men snarere en forventning. “Dommedag er dér, hvor det hele slutter. Kristendommen er jo en tidslinje, en historisk religion, der begynder med en begyndelse, hvor det første, der sker er, at Gud siger, at der skal være lys. Så kan man sige, at det er lysets historie mod mørket, som kører hele tidslinjen igennem indtil dommedag. Dér kommer lyset endelig og fortrænger al mørket. Det er ikke bare et fysisk lys, det er et eksistentielt lys, det er frelsens lys, der kommer og gennemlyser alt.” Også ifølge Grundtvig er dommedag en dejlig dag, hvis man er kristen: “Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.” Det er i salmen ‘Rejs op dit hoved, al kristenhed’, at salmedigteren og præsten præsenterer sit syn på dommens dag.

Gud har ingen deadline

Både Jens Ole Christensen og Gerda Jessen deler Grundtvigs opfattelse af dommedag som en både glædelig og historisk begivenhed, hvor Guds nåde frelser. Men de to præster er ikke helt enige, når det gælder skellet mellem den evige ild og det evige liv. Jessen mener ikke, man kan skelne så skarpt mellem troende og ikke-troende i forhold til fortabelsen. Hvor Christensen mener,

at alle, der inden dommen bekender sig til troen, kan blive frelst, mener Jessen ikke, at Gud opererer med den slags deadline. “Guds frelservilje er, at alle skal kaldes til ham,” siger hun og henviser til flere steder i Bibelen, hun mener understøtter det syn. “Det andet synes jeg er et for snævert perspektiv på Gud,” tilføjer hun. For Gud er der nemlig ikke forskel på levende og døde og heller ikke på troende eller ikke-troende, uddyber hun. For når Jesus kommer og gennemlyser alting for alle, kan man stadig nå at gøre op med sig selv, om man tror på ham. “For Gud er deadline dommedag. Guds deadline er ikke min dødsdag eller din dødsdag.” Samtidig ville en Gud, der ikke har plads til de ikke-troende, ikke være en nådig og kærlig Gud, og den forestilling passer ikke på Gerda Jessens gudsbillede. Ved en lidt mere rummelig forståelse af dommedag, undgår man, ifølge Gerda Jessen, også sekteriske grupper, der ser sig selv som særligt udvalgte, kan lukke sig om sig selv. Det gavner ikke forkyndelsen og kan være med til støde folk fra kirken. Men når dommedag oprinder, fastholder Gerda Jessen, at Jesus vil manifestere sig på Jorden. “At Jesus rent faktisk fysisk kommer mig i møde, det er med til at gøre forventningens glæde stor. At det skulle være en rent åndelig begivenhed, det virker for nervøst og flagrende på mig.” Og det er netop denne klare forkyndelse, som Gerda Jessen mener, der er brug for i en individualistisk tid, hvor mange mennesker er tynget af voldsomme krav til sig selv: “Dommedag er en aflastning af det enkelte menneske. Det er at se i øjnene, at du er et menneske, der er fuld af huller og fejl, at du ikke er perfekt, og at du heller aldrig bliver det – og du skal heller ikke stræbe efter det. Men du skal vide, at ting, du siger og gør, de vil ikke blive glemt. De vil blive set på, og de vil blive gennemlyst, men de vil også blive rummet.” +

At Jesus rent faktisk fysisk kommer mig i møde, det er med til at gøre forventningens glæde stor. At det skulle være en rent åndelig begivenhed, det virker for nervøst og flagrende på mig. Sognepræst Gerda Neergaard Jessen

KRISTOFFER GRANOV ER CAND.SCIENT.SOC. I SAMFUNDSVIDENSKAB OG FILOSOFI OG JOURHAVENDE REDAKTØR PÅ MAGASINET ATLAS 21


+ dommedag +

DEN DIGITALE DOMMEDAG

Homo Sapiens 2.0 Kunstig intelligens overtager vores livsvalg, mens de sociale mediers algoritmer gør os afhængige. I en døs af lykke bliver vi tilintetgjort som frie mennesker, mener præsten Peter Danielsen. Af Sarah Thorngreen Auken

22


+ dommedag +

23

Q


+ dommedag +

J

EG SIDDER I TOGET og et gammelkendt landskab suser forbi. Jeg er på vej over til Peter Danielsen. Vi er gamle venner fra vores studietid i Aarhus. Vi spillede sammen i et Leonard Cohen-band, drak mange øl og festede. I dag er han sognepræst og bor i Danmarks ældste præstegård på Norddjursland. Stillekupeens skærme lyser op. I gamle dage var det stedet at sove eller læse. Nu er det et sted, hvor man kan sidde i fred med sin skærm. Pigen ved siden af mig googler ‘fordøjelsessystemets organer’. Hun ligner en studerende, og jeg tænker, om hun ikke har en studiebog? Hvorfor forlader hun sig på de første ti googleopslag? Det er blandt andet det, jeg skal tale med Peter om. Han mener, at vi er ved at blive alt for afhængige af teknologien. At vi er ved at overgive vores liv til den. Selv sidder jeg nok nogle gange med hovedet lidt for meget nede i min mobil. Men at jeg skulle have overgivet mit liv til teknologien, har jeg svært ved at se. Jeg er forholdsvis optimistisk på menneskehedens vegne.

Supercomputer erstatter kræftlæger

Præstegården ligger langt ude på landet, omgivet af marker og himmel. Fra huset kan ens blik vandre uden at blive stoppet. Man kan både føle sig meget lille og føle, at man er en del af en meget stor helhed. Det er, som kan man se ind i evigheden. I den stråtækte præstegård er der til gengæld lavt til loftet, og Peter må selv bukke sig flere gange, når han går igennem huset. På universitetet beskæftigede han sig med forholdet mellem teologi og kunstig intelligens. Dengang var det svært at tage alvorligt. Det var en del af et dystopisk fremtidsunivers i samme kategori som science fiction-film, “Blade Runner”, “Alien”, “Robocop”. Det havde bestemt ikke noget med mig at gøre. Vi sidder i sofaen, og i baggrunden synger Leonard Cohen “I’ve seen the future, brother, it is murder.” Peter siger, at kunstig intelligens er overalt. “Der er en gråzone, hvor den kunstige intelligens i stigende grad interagerer med den menneskelige bevidsthed. De, der beskæftiger sig med kunstig intelligens, vil sige, at vi er meget langt fra at skabe en kunstig bevidsthed, der minder om menneskets. Men samtidig bliver der skabt superintelligenser, som på centrale områder er mennesket overlegne.” 24

Peter fortæller om intelligenser, der lynhurtigt kan overskue, sammenholde og analysere enorme datamængder. IBM har skabt en kunstig intelligens med navnet Watson. I 2011 konkurrerede Watson mod to tidligere vindere i det amerikansk quiz-show Jeopardy og vandt. I dag bliver den brugt i kræftbehandling. Den kan læse en ufattelig mængde statistisk og lægefagligt materiale og diagnosticere en patient hurtigere, end en læge magter, og endda foreslå forskellige behandlingsstrategier. “Det er naturligvis godt. Men hvis det bliver maskiner snarere end læger, der diagnosticerer os, så bliver vi også mere og mere afhængige af teknologien,” siger han.

De sociale medier gør os til dopaminjunkier

Han forudser en udvikling, hvor vi overlader stadig flere beslutninger til algoritmer, fordi de – i al deres umenneskelighed – laver færre fejl. “Vi ser det allerede i den finansielle sektor. De algoritmer, som styrer dér, er meget avancerede og i den forstand intelligente, men de er altså ikke bevidste. Noget meget intelligent, men for så vidt bevidstløst, træffer en masse livsvigtige beslutninger for os.” Men selv om algoritmerne selv er ubevidste, så påvirker de vores bevidsthed, vores følelser. Det er det, der sker, i de nye, digitale fælleskaber – de sociale medier. “At indgå i menneskelige fællesskaber gør os lykkelige. Det forstår folkene bag Facebook, hvorfor de tidligt indførte Like-knappen. Når vi ser, at nogen ‘liker’ vores opslag, udløser det dopamin – et signalstof i hjernen, der er forbundet med lykkefølelse,” siger Peter. “Det er jo dejligt, men hvis vi ikke er opmærksomme på, hvad der sker, risikerer vi, at nettets algoritmer gør os til dopamin-junkier.” Han fortæller, at undersøgelser viser, at mange oplever den samme lykkefølelse ved for eksempel at spille Candy Crush, som kokainafhængige gør, når de får deres stof. Det er de samme områder af hjernen, der udløser de samme stoffer hos stofafhængige som hos netafhængige. Der er en eksplosion af spilafhængighed blandt unge både i Danmark og på verdensplan. “Google, Facebook og andre multinationale selskaber indsamler oplysninger, vi selv giver dem, og bruger dem til at gøre os endnu mere afhængige.


+ dommedag +

Mange, der mærker denne afhængighed, dropper Facebook, men får abstinenssymptomer og vender tilbage igen. Og Facebook er blot én spiller ud af tusinder,” siger Peter.

En superintelligent elite

Jeg er skeptisk. Er der ikke også mange fordele ved algoritmerne? Vejer fordele og ulemper ikke hinanden op? Får vi ikke et bedre liv? Peter svarer, at netop fordi der er mange og store fordele, er det også farligt. “Vi lever i en tid, hvor det optimale liv ikke kan defineres. Hvornår har vi fået fordele nok? Derfor rykker grænserne sig hele tiden. Det naturlige – det oprindelige – vil forsvinde. Du vil ikke længere kunne mærke efter, om du har det godt. Du har en maskine, der fortæller, om du har det godt.” “Du vil ikke sige til dig selv: ‘Er jeg forelsket i denne her person? Er han tiltrækkende?’ Nej, en algoritme kan afsløre, om I har meget til fælles, og om I derfor har potentialet til at være lykkelige. Det bliver algoritmer, som bestemmer dine livsvalg. Men spørgsmålet er, om det, som gør os menneskelige ikke netop er, at vi selv træffer beslutningerne om vores eget liv?” Han peger på, at teknologien har andre mål end os. Producenterne skal optimere og udvide deres marked. Det er økonomi – uden skelnen til de mentale omkostninger. Peters digitale dommedagsscenarie er ikke noget med terminator-robotter i nævekamp. Det er, at vi lader algoritmer overvåge og manipulere os, så vi mister vores menneskelighed. At vi vil være i en døs af lykke, mens vi, uden at opdage det, bliver tilintetgjort som frie mennesker. “Og så vil der være en lille elite, som ikke engang behøver at være mennesker – det kan være algoritmerne selv, der er eliten. Den elite vil være superintelligent og hinsides kroppens forgængelighed. De ville kunne videreudvikle sig til Homo Sapiens 2.0. Eller måske Homo Deus, gudsmennesker.” “Det er jo tragisk. Fordi mennesket er så ensomt, er det i fuld gang med at tilintetgøre sig selv på et mentalt plan.”

Hånden løftet til hilsen

Peter peger på fortællingen om Guldkalven i Bibelen: Mens Moses var oppe på Sinaj-bjerget

for at modtage De Ti Bud, blev israelitterne trætte af at vente og begyndte at tilbede et afgudsbillede, en guldkalv. “Det er også et billede på det moderne menneskes tiltro og tillid til sine egne kulturelle frembringelser. Vi insisterer på, at det ultimative liv og samfund er tilgængeligt lige om hjørnet. Sådan har det været for alle totalitære bevægelser. Når mennesker tror, at de nærmest er guddommelige, følger der altid en umenneskelighed med i kølvandet.” På vej i seng går jeg forbi en stjernekikkert, som står i en af Peters mange stuer. Tidligere på aftenen har Peter fortalt om Voyager 1. Det er en rumsonde, som NASA sendte op i 1977. Den er nu på vej ud af solsystemet, ud i det interstellare rum. Ombord er der en pladespiller, hvor jordens børn har indtalt en hilsen på 200 forskellige sprog. Der er også en guldplakette. Det forestiller en nøgen mand og kvinde. Manden har løftet hånden, som hilser han på en gammel nabo. “Jeg tror, at Leonard Cohens sang ‘Everybody knows’ har en reference til det,” siger Peter. “Der er et vers, som handler om AIDS – firsernes pest, som mange frygtede skulle gøre det af med menneskeheden. Hvis man i ordet ‘plague’ (pest, red.) skifter g ud med q, bliver det til ‘plaque’ – en plakette.” And everybody knows that the Plague is coming Everybody knows that it’s moving fast Everybody knows that the naked man and woman Are just a shining artifact of the past

Du vil ikke længere kunne mærke efter, om du har det godt. Du har en maskine, der fortæller, om du har det godt. Sognepræst Peter Danielsen

“Det er da bevægende at tænke på,” siger Peter. “Om 50.000 år vil den nå et nyt solsystem. Så er menneskeheden måske død og borte. Det eneste, der er tilbage, er et billede af mennesket med armen rakt ud til en hilsen. Til kontakt.” Jeg går i seng. Tjekker min Facebook og Instagram og slukker lyset. En uendelig stjernehimmel, som jeg ikke mindes at have set i flere år, ikke i Rødovre i hvert fald, er mit himmelgardin. At falde i søvn med dén udsigt er som at synke ind i himlen. + SARAH THORNGREEN AUKEN ER SOGNEPRÆST I SØBORG SAMT MEDIEKONSULENT OG SOME-REDAKTØR I HELSINGØR STIFT 25


+ dommedag +

NÅR ENDEN ER NÆR Kalkmalerier var middelalderens tegneserier. I Fanefjord Kirke på Møn finder man nogle af de flotteste og mest velbevarede. Og faktisk har kalkmalerierne både forbindelse til århundreders europæiske kunsthistorie og til moderne tegneserier med deres blodige, voldsomme og fantastiske billedfortællinger om død, ødelæggelse og dommedag. Af Felix Rothstein

D 26

ET ER STRAFFEN! Gør bod! Nu er verdens undergang nær! En enorm ildkugle har retning mod jorden, asfalten smelter i den stødt stigende varme, rotterne flygter fra byen, og profeten Filippulus forkynder enden på det hele og forudser en katastrofe, hvor de overlevende vil dø af “sult og kulde eller pest… eller noget andet...” Historien om Tintin og “Den mystiske stjerne” er en af verdens meste kendte og læste tegneserier – og den begynder simpelthen med en dommedagsprofeti. Og

netop temaer om apokalypse og undergang har spillet en central rolle i udviklingen af de billedfortællinger, der i den vestlige verden strækker sig fra stenalderens hulemalerier over blandt andet kalkmalerier og religiøs kunst til nutidens tegneserier. Mennesker har altid været optaget af ideer om verdens undergang. Alle de store religioner producerer forestillinger om dommedag og apokalypse. Og en af de tidligste og bedst bevarede danske billedfortællinger findes da også i en kirke.


+ dommedag +

Når man træder ind i Fanefjord Kirke på Møn, bliver man mødt af et væld af figurer og mønstre. På endevæggen og over korbuen bliver en ildsprudende drage spiddet med en enorm lanse, mens en hel flok nøgne mennesker fortæres af et vældigt uhyre. I loftet flyder blodet fra småbørn, der brutalt bliver slagtet det ene sted, mens en mand kæmper i voldsom brydekamp med en glubsk løve et andet. Det vrimler med vold og død, monstre og overnaturlige

væsner. Det eneste, der mangler, er sex, ellers har kalkmalerierne i Fanefjord Kirke faktisk det hele.

Kalkmalerierne var lægmandens billedbibel

Elmelundemesteren var ikke én person, men et kunstnerkollektiv, som omkring 1500 udsmykkede kirker i sydøstDanmark. Mange af kalkmalerierne i Fanefjord Kirke er af Elmelundemesteren. De skildrer bibelhistorien fra skabelsen til verdensdommen.

Malerierne er skabt i begyndelsen af 1500-tallet af Elmelundemesteren, en samlebetegnelse for en gruppe kunstnere, der skabte kalkmalerier til en række kirker på Møn, Bogø, Lolland og Falster. Aflæser man malerierne imod urets retning, som 27

Q


+ dommedag +

Verdensdommen, hvor de retfærdige bliver lukket ind i Gudsriget, mens de fortabte overlades til Djævelen og den evige ild. “Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” (Matthæus kap. 25).

Der er mange djævle i Fanefjord Kirkes kalkmalerier. Motivet her kaldes “De sladrende kællinger og Djævelen”. Det sidder over døren i kirkens kvindeside og er måske tænkt som en advarsel om ikke at snakke under gudstjenesten.

Den rige og den fattige mand ligger begge på deres knæ og beder. Men stregerne – en slags tankebobler – viser, at den rige tænker på sine ejendele, mens den fattige tænker på den korsfæstedes sår. Man fornemmer, hvordan det vil gå dem hver især på dommens dag. 28

man gjorde det i middelalderen, løber der fra kirkens andet hvælv en sprudlende og voldsom billedbibel rundt i rummet. Og når man har været igennem verdens skabelse, syndefald og hele Det Nye Testamente, står man ansigt til ansigt med helvedes flammer på den yderste dag. Kalkmalerierne i de danske kirker er det tidligste bud på en dansk tegneserie. Der findes selvfølgelig helleristninger og fortællende billeder fra tidligere, men noget af det særlige ved Elmelundemesterens malerier er, at de rent faktisk kan læses sekventielt – som en fortløbende historie, hvor billedrammerne findes i selve kirkens arkitektur, så man kan følge det fremadskridende narrativ, fra hvælv til hvælv. Eller fra rude til rude som i en rigtig tegneserie. Malerierne blev skabt til middelalderens katolske gudstjeneste. I senmiddelalderen var det nemlig kun ganske få mennesker, der kunne læse, så troens budskab blev mest effektivt formidlet mundtligt og gennem billeder. Messen i kirken foregik på latin, og selv om prædikenen blev holdt på lokalsproget, var billederne nødvendige for at understøtte gudstjenesten. Kalkmalerierne var derfor forkyndelse af kirkens lære for menigmand og fungerede som en slags kirke-tegneserie eller lægmandsbilledbibel. Og så ligner Elmelundemesterens figurer faktisk tegneseriefigurer. Der er noget karikeret over stregen – næsten satirisk i billedet af to kvinder, der sidder og sladrer på kirkebænken under en gudstjeneste – der gjorde det muligt at aflæse motiverne hurtigt. Kalkmalerierne bruger et fast billedsprog, hvor krops- og ansigtsattituder følger bestemte konventioner: En hånd


+ dommedag +

til hovedet betyder sorg, mens en knyttet næve viser hån og vrede. Det er ikke meget anderledes, end når japanske mangaserier bruger ikonografiske sveddråber og dunkende blodårer til at vise følelser og stemninger, der ikke kan misforstås. Inspirationen fra middelalderens kirkekunst findes også i helt nye tegneserier, hvor f.eks. den katolske motivverden føres videre af hollandske Marcel Ruijters, der med kras religionssatire og kritik af forstokket dogmatik laver hylende morsomme tegneserier om nonner, helgener og store synder – endda på latin!

Billedkunstens lange fascination af apokalypsen

I Fanefjord Kirke, ligesom i mange af landets andre kirker, er størstedelen af malerierne skildringer af Jesus’ liv og helgenernes gerninger. Men det mest spektakulære er uden tvivl de store malerier af Kristus som verdensdommeren og helvede i skikkelse af et uhyre. På triumfvæggen træder en monumen-

tal vision af dommedag frem med en både forfærdende og imponerende illustration af middelalderens katolske tro, hvor der kun var to muligheder efter dommedag: Evigt liv i himlen eller evig fortabelse i helvede. Og her har den sekventielle fortælling en særlig vigtig funktion: Den efterligner den kristne eskatologi i sin opbygning af fortællingen, der i både arkitektur og billeder fører læseren frem til den yderste dag. Hensigten er ikke blot at vise, hvad mennesker kan forvente efter døden – himmel eller helvede – men lige så meget at præge deres liv før døden, så de ved sig ansvarlige for deres jordiske handlinger over for Gud. Ligesom Filippulus i Tintin har malerierne skreget fra væggene: “Det er straffen! Gør bod!” Elmelundemesterens kalkmalerier kan på den måde læses ind i en lang vestlig billedtradition, der helt frem til i dag er dybt fascineret af apokalypse og katastrofe. Nogenlunde samtidig med, at den sengotiske stilretning fik sit gennembrud i danske kirker, malede Hieronymus Bosch sit verdensberømte dommedag-triptykon,

Det er straffen! Gør bod. Filippulus i Tintin “Den mystiske stjerne”

Den nederlandske maler Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516) leverer en grotesk og mareridtsagtig skildring af dommedag. Her et lille udsnit af altertavlen “Dommedag” (Gemäldegalerie der bildenden Künste, Wien), hvor Bosch bruger det meste af pladsen på at skildre de fortabtes pinsler. 29

Q


+ dommedag +

Adam O bruger et post-apokalyptisk København som baggrund i sine tegneserier. Her fra ’Kakofonia’ – “en ordløs tegneserie om dæmoner, men kun de virkelige af slagsen – dem som gemmer sig bag vores allesammens mere eller mindre krakelerede facader og stirrer ud på os igennem badeværelsesspejlet hver morgen.” 30


+ dommedag +

mens Albrecht Dürer skabte en hel serie af billeder om dommedag, hvoraf “De fire apokalyptiske ryttere” er det mest kendte. I 1800-tallet malede engelske John Martin myldrende helvedesbilleder, mens franske Gustave Dorés fabelagtige illustrationer til Dantes “Inferno” bevæger sig helt ned blandt de fordømte. I 1920’erne lavede belgiske Frans Masereel en træsnitstegneserie om 1. Verdenskrig, som han kaldte “Vor tids apokalypse”. Og i 2013 lavede Joe Sacco “The Great War”, en otte meter lang tegneseriefrise i slægt med Bayeux-tapetet, hvor han skildrede den første dag af slaget ved Somme i 1916. Begge værker viser den totale krig som dommedag, som et helvede på jorden. Mens apokalypsen oprindeligt var en religiøs profeti om verdens ende og en guddommelig indgriben i verdens orden, er begrebet siden vandret ud i hverdagssproget og har fået en bredere betydning, der ikke så meget handler om et mellemværende med Gud, men snarere betegner det totale sammenbrud, massiv død og ødelæggelse.

De døde genopstår for at dømmes med de levende

I mange moderne tegneserier er den teologiske apokalypse i vid udstrækning blevet erstattet af en forestilling om apokalypsen som en katastrofe, der har et efterspil og konsekvenser for menneskene på jorden – og ikke i enten himmel eller helvede. Det er post-apokalypsen, snarere end selve dommedagen, der er spændende med en bred vifte af dystopier om økologiske kriser, atomkrig og ruminvasion, der overtager fra religionernes fortællinger. Danske Adam O. forestiller sig for eksempel i sin debut “Ruiner” fra 2011, hvordan et post-apokalyptisk København ser ud efter en global atomulykke. Og i en af nyere tids mest populære amerikanske tegneserier, Robert Kirkmans “The Walking Dead” (2003-), har levende døde oversvømmet jorden i en såkaldt zombieapokalypse, der siden 70’erne har været en yndet Hollywood-fantasi. Glider øjnene endnu engang rundt i Fanefjord Kirke, ser man pludselig, at der

faktisk også her er ‘zombier’. De døde er genopståede på den yderste dag, og over dem sidder Kristus i den stjernebestrøede himmel og holder dom over alle de syndige mennesker. Englenes basuner kalder de døde op af gravene i regnskabets time, og mens Maria og Johannes Døberen går i forbøn for menneskene, retter Jesus straffens sværd mod synderne. Blodet strømmer ud, ikke alene fra føddernes naglegab, det blottede sidesår og de løftede hænder, men også ned over hans ansigt. De døde blander sig med de levende på dommedagen, hvor helvede simpelthen er kravlet op på jorden i skikkelse af et uhyre, der ud af sin åbne mund spyer flammer, mens en djævel trækker de fortabte, der er bundet sammen med en kæde, ind i helvede. Selvom tegneserien er et af det 20. århundredes karakteristiske mediesprog, kan kalkmalerierne fra 1500-tallet, som dem i Fanefjord Kirke, nemt placeres i en tradition, der fører dem helt op til Hollywoods apokalypsefremstillinger, og som også finder slægtskab i mange moderne tegneserier. Med deres voldsomme og groteske billedverden er der rigeligt med både action og ramasjang. Men det, der for alvor gør det interessant at læse kalkmalerierne som en art proto-tegneserie, er også dét, der overhovedet gør, at Elmelundemesterens kalkmalerier kan læses som tegneserie: Nemlig den sekventielle fortælling, den fortløbende historie, der bevæger sig fra ét afgrænset billede til det næste. Hvor Hieronymus Boschs myldrebilleder og Joe Saccos krigsskueplads, med hver deres udgangspunkt, udpensler rædslerne midt i dommedagens kaos, fortæller kalkmalerierne på Møn historien om den uundgåelige rettergang. Med blodet dryppende og ilden brændende handler det ikke om, hvor galt det kan gå, men om hvor galt det vil gå. For synderne, vel at mærke. Omvendt gælder det for de troende og angrende, at når enden er nær, er alting godt. +

I mange moderne tegneserier er den teologiske apokalypse i vid udstrækning blevet erstattet af en forestilling om apokalypsen som en katastrofe, der har konsekvenser for menneskene på jorden – og ikke i enten himmel eller helvede. Tegneserieekspert Felix Rothstein

FELIX ROTHSTEIN ER CAND.MAG. I LITTERATURVIDENSKAB OG ANMELDER TEGNESERIER FOR BL.A. POLITIKEN 31


+ dommedag +

HVIS KRIGEN KOMMER

NØDTOILET Skulle man på toilettet, måtte det foregå i det samme rum.

Hvordan overlever man jordens undergang? UNDER DEN KOLDE KRIG forberedte danskerne sig helt nøgternt på en atomkrig. Alle landets husstande fik i 1962 tilsendt en pjece fra regeringen med titlen “Hvis krigen kommer”. Den indeholdt blandt andet detaljerede beskrivelser af, hvordan man burde indrette beskyttelsesrum allerede i fredstid, og hvilke nødforsyninger en familie burde købe, så de kunne holde sig inden døre, hvis der blev kastet en atombombe.

Pjecen foregøglede ikke nogen sikkerhed for at overleve. Den beskrev, at jo bedre forberedt, man var, jo større chance ville der være for at nationen og befolkningen overlevede. I Odense Bunkermuseum, der er indrettet i den atomsikrede bunker, som husede Odense Kommunes kommandocentral under Den Kolde Krig, kan man i dag se, hvordan et kælderrum kunne indrettes som beskyttelsesrum efter anvisning fra pjecen “Hvis krigen kommer”. +

PIBE Fars pibe var selvfølgelig også med i beskyttelsesrummet. I begyndelsen af 60’erne talte ingen om farlig røg fra tobak.

32

PJECEN Jordens undergang føles ikke langt væk, når man læser daværende statsminister Viggo Kampmanns forord til pjecen “Hvis krigen kommer”: “De moderne våben kan ramme os, selv om landet ikke angribes direkte, og disse våben skelner ikke mellem civile og militære mål. En ny krig vil være total,” skriver han.


+ dommedag +

STØVSUGER Husets Nilfiskstøvsuger indgår i et hjemmelavet luftrensningsanlæg

SANDSÆKKE Sandsække foran kældervinduet skulle beskytte mod stråling fra radioaktivt nedfald. I kælderen under et enfamiliehus nedsættes strålingen ifølge pjecen til en tiendedel af strålingen udenfor.

MAD Langtidsholdbar mad til 8 dage burde anskaffes i fredstid. Til hver person anbefalede pjecen 5 dåser minutkød, 3 dåser frikadeller i fedt, 2 pakker knækbrød, 3 pakker kiks, 8 plader chokolade, 1 pakke rosiner, 100 gram sukker og en dåse bordsalt.

VANDDUNKE Beholdere til 8 dages nødration af drikkevand – 20 liter per person – skulle også anbringes i beskyttelsesrummet. Hvis man ikke havde plasticbeholdere kunne overdækkede spande bruges.

NØDFORSYNINGER Forbindingskasse, batterilygter, nødtoilet, toiletpapir og en transistorradio var også på listen over de ting, man burde anskaffe sig til beskyttelsesrummet.

33


+ dommedag +

DOMMEDAGS HISTORIE

I over 2.000 år har kristendommen fortolket dommedag på mange forskellige måder. Her er den hurtige tur gennem historien. Af Sven Rune Havsteen Illustration: Mette Ehlers

700 F.KR. – ÅR 0 ISRAELS PROFETER

Forestillingen om dommedag opstår i jødedommen. I Det Gamle Testamente skildrer profeterne, hvordan Gud skal fælde dom over Israels fjender, men også over Israel selv. Profetierne er ofte forsøg på at forklare den undertrykkelse, som israelitterne oplever, for eksempel da folket føres i eksil i Babylon. Ved tidernes ende, på ‘Herrens dag’, vil Gud genoprette retfærdigheden. De døde opstår, denne verden går under, og en ny verden skabes. Til forestillingen om tidernes ende knytter sig også forventningen om Messias – en konge, som Gud har udvalgt til at frelse Israel og genoprette Davids rige. 34

ÅR 0 – 200 E.KR. DE FØRSTE KRISTNE

Tilhængerne af Jesus anser ham for at være Messias. De sidste tider er begyndt, og Kristus vil komme tilbage for at holde dom over levende og døde. Apostlen Paulus’ breve er skrevet få årtier efter, at Jesus blev korsfæstet. Det er tydeligt, at Paulus forventer, at Jesus kommer tilbage allerede i hans levetid. I Matthæusevangeliet beskriver Jesus, hvordan Menneskesønnen skal komme og sætte sig på tronen for at ‘skille fårene fra bukkene.’ De gode dømmes til evigt liv, de onde til evig straf. Her er næstekærligheden kriteriet for dommen. I Johannes’ Åbenbaring fortælles om Tusindårsriget, der oprettes inden dommedag. Andre steder i Det Ny Testamente skildres, hvordan krige, jordskælv og hungersnød vil indvarsle dommedag.


+ dommedag +

200 – 400 E.KR. DEN TIDLIGE KRISTENDOM

Tanken om en umiddelbart forestående dom bliver opgivet, men dommedag forbliver et centralt led i forståelsen af verden og det enkelte menneskets fremtidige skæbne. Dommedag indskrives i den apostolske trosbekendelse, som siger, at Jesus “skal komme at dømme levende og døde.” Dommedag er et flerleddet forløb, som kaster lys over historien: Først er der tegn, der peger hen på tidernes ende, så følger Kristi genkomst, Tusindsårsriget, de dødes opstandelse, og så dommen. Med dommen ender denne verden, og Gudsriget oprettes. Nogle tolker begivehederne metaforisk, andre bogstaveligt.

400 – 500 E.KR. AUGUSTIN

Teologen Augustin udlægger Tusindårsriget symbolsk: Som kirken, hvor Kristus udøver sit herredømme i den sidste tidsalder. Hvornår denne slutter, kan mennesket ikke vide. Den yderste dom indtræffer ifølge Augustin i forbindelse med de dødes ‘anden opstandelse’, som omfatter ‘kødet’. Den ‘første opstandelse’ forstår han som den åndelige opstandelse, mennesket erfarer gennem troen på Kristus. Ved dommen bliver mennesket prøvet ud fra de bibelske bud og ‘livets bog’, hvor det enkeltes menneskes gerninger er optegnet. 35

Q


+ dommedag +

500 – 1500 E.KR. MIDDELALDER OG RENÆSSANCE

Fromhedslitteraturen og kunstneriske fremstillinger i kirkerne skildrer dommedag, som man anser for at være nær. I forkyndelsen bliver det brugt til at opfordre til en moralsk højnelse, der kan sikre frelsen. Middelalderen rummer talrige forsøg på at bestemme de ‘tegn’, der varsler dommedag. I det populære skrift “Om de 15 tegn på dommedag” beskrives, hvordan havene stiger op over bjergene, jordskælv indtræffer, alle mennesker dør, og jorden brænder. I årene op til 1000 opstod mange bevægelser, der forventede verdens ende. Middelalderens teologi er optaget af spørgsmålet om sjælenes skæbne mellem døden og dommedag. Derfor opstår læren om skærsilden, hvor sjælene skal renses, inden de kan opnå den evige salighed.

36

1500 – 1550 E.KR. REFORMATIONEN

Dommedag er en skræmmende, personlig realitet for Luther. I sine studier af Bibelen når han frem til, at mennesket ikke kan frelse sig selv ved gode gerninger. Alene ved Guds nåde frelses mennesket, og det fører til opgøret med pavekirken. I en vis forstand handler det også om dommen. Kirken skal ikke være en formidlende instans mellem Gud og den troende – som når den sælger afladsbreve, der skal forkorte tiden i skærsilden. Ikke desto mindre er Luther overbevist om, at tidernes ende er nær. Ødelæggelsen af kirken, vantro, splittelse, oprør, krig og solformørkelse er tegn på, at menneskeheden befinder sig i det sidste tidsrum før historiens ende, hvor man er udsat for Djævelens anslag. Pavekirken er Antikrist. De Kristustroende bliver ved den yderste dom frelst og modtager det evige liv. Den troende har i en vis forstand allerede dommen bag sig og behøver derfor ikke frygte den kommende dom.


+ dommedag +

1550 – 1800 E.KR. PIETISMEN

Er Tusindårsriget et billede på den himmelske paradistilstand, som venter efter det syndige og elendige menneskeliv? Eller er det en realitet på jorden inden dommedag – et gudsrige på jorden, oprettet og ledet af de frelste? Begge forestillinger findes blandt andet hos pietisterne i Tyskland og de puritanske kristne i England og Amerika. Tanken om et gudsrige på jorden afspejler en idé om, at religiøs vækkelse ikke alene giver en løn i det hinsidige liv, men også kan skabe fremgang og bedre tider på jorden.

1800 – 1914 E.KR. LIBERALTEOLOGIEN

Med oplysningstiden er den kristne troslære blevet tilpasset og genformuleret, så den stemmer overens med den menneskelige fornufts og naturvidenskabens tilgang til virkeligheden. Den såkaldte liberalteologi er båret af kulturel optimisme og ser de sidste tider som fuldendelsen af kristendommen – civilisationens højdepunkt. Det er menneskets opgave at være Guds medarbejder på projektet.

1914 – I DAG DEN DIALEKTISKE TEOLOGI

1. Verdenskrig gør en ende på troen på menneskets gode vilje. I protestantismen understreger den dialektiske teologi det absolutte modsætningsforhold mellem Gud og menneske. Den tolker dommen eksistentielt-psykologisk: Dommen er ikke i fremtiden, men hver dag, når vi står over for et andet menneske og erkender vores svigt. Det er i troens møde med Kristus, at dommen fældes. Alligevel har forestillingen om den yderste dom også en plads i moderne teologi. Den nærer håbet om en forvandling, hvor de negative tilværelsestræk elimineres, det beskadigede liv genoprettes, og det gode liv endegyldigt virkeliggøres – ikke kun på det individuelle plan, men også kollektivt og kosmisk. SVEN RUNE HAVSTEEN ER PRÆST OG LEKTOR I KIRKEHISTORIE, KØBENHAVNS UNIVERSITET 37


+ dommedag +

Der er ingen Gud. Og vi er hans profeter Selv om tidens apokalyptiske romaner, film og tv-serier ikke er religiøse, kredser de om Bibelen, kristendommen og Guds fravær. Vi har set på fire af de senere års stærkeste undergangsfortællinger. Af Kåre Gade

VEJEN (THE ROAD) Roman fra 2006 af Cormac McCarthy

“Vejen” er også filmatiseret – under sin engelske titel “The Road” og med Viggo Mortensen i hovedrollen. Filmen er god, men romanen er bedre. I korte hovedsætninger skildrer McCarthy den gudsforladte verdens undergang.

“VEJEN” BEGYNDER DER, hvor alt andet er slut. Vi er hinsides apokalypsen, på en døende, grå klode, hvor solen aldrig trænger igennem sodskyerne. Et navnløst par, far og søn, vandrer gennem en navnløs ødemark. Tiden har mistet sin mening, 38

og faren er holdt op med at føre en kalender. Beskidte, frysende og sultende vandrer de mod kysten, mens de forsøger at overleve i en verden, hvor de få overlevende har givet sig hen til kannibalisme. Manden hænger ved livet, selv om det strider mod enhver fornuft. “Det

er mit arbejde at passe på dig,” siger han til drengen. Drengen på sin side gør det til sin opgave at forhindre, at manden glider over på den forkerte side og bliver en af “de onde”. “Vejen” handler om, hvor Gud bliver af, når verden forsvinder. Gradvis slettes alt det, som var. Først forsvandt tingene; nu, langsomt, forsvinder navnene på dem: Farver, fugle og ting, man kan spise. Til sidst forsvinder sproget for alt det, man troede på: “Det hellige sprog berøvet sin reference og dermed sin virkelighed.” I begyndelsen var Ordet, i slutningen forsvinder det. På deres vej møder manden og drengen den blinde olding Ely, som drengen insisterer på, at de deler deres mad med. Ely (kort for Elias, der betyder “Herren er min Gud”) fortæller, at han altid har vidst, at dette ville komme: “Folk havde altid travlt med at gøre sig klar til i morgen. Det troede jeg ikke på. I morgen gjorde sig ikke klar til dem. Den vidste ikke engang, at de eksisterede,” siger Ely. Så taler de om, at man ikke vil vide, hvis man er det sidste menneske tilbage på kloden. “Gud ville nok vide det,” siger manden. Men Ely svarer, at Gud ikke findes: “Der er ingen Gud. Og vi er hans profeter.” I salmen “Herre Gud, dit dyre navn og ære” lyder det, at “Gud er Gud, om alle land lå øde / Gud er Gud, om alle mand var døde.” Men er det en påstand, der giver mening? Det er det, der diskuteres i “Vejen”. +


+ dommedag +

CHILDREN OF MEN Spillefilm fra 2006 af instruktøren Alfonso Cuarón I “CHILDREN OF MEN” kommer undergangen i skikkelse af sterilitet. I filmens første scener bryder folk på en café sammen i gråd, da nyheden om et dødsfald toner frem på tv-skærmen: Den 18-årige Baby Diego, verdens yngste menneske, er blevet myrdet af en fan. Menneskeheden tvinges til at overvære sin egen ubønhørlige udryddelse. Samfundet er i moralsk opløsning, vold og modløshed hærger, og i Storbritannien – hvor filmen foregår – bliver alle indvandrere interneret. I denne dystre, dekadente og døende verden tændes et skrøbeligt håb. Filmens hovedperson, den desillusionerede Theo, påtager sig mod betaling at smugle en ung, sort, kvindelig flygtning ud af landet. I en scene, der foregår i en lade, opdager Theo, at pigen er gravid. Hun skal sejles til Azorerne, hvor

“Children of Men” er løst baseret på en roman af samme navn af den britiske forfatter P.D. James (som mest er kendt som krimiforfatter). Filmen kan streames på Viaplay. (PR-foto)

en gruppe forskere forsøger at finde en kur mod sterilitet. På spørgsmålet om, hvem faderen er, joker pigen med, at hun er jomfru. Personerne kan selv se det ironiske i, at situationen minder om juleevangeliet. Og ligesom i fortællingen om Jesu fødsel er der mange, som ikke ønsker, at barnet skal leve. Med hjælp fra en lille gruppe skæve eksistenser forsøger Theo at gennemføre missionen. Verdens fremtid i skikkelse af et nyfødt barn er lagt i hænderne på toldere og syndere. Filmens titel er hentet fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente – nærmere bestemt Salme 90, vers 3, som lyder: “Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: Vend tilbage, I mennesker!” I den engelske King James Bibel er det sidste ord oversat med ‘children of men’, menneskebørn. + 39

Q


+ dommedag +

THE SURVIVALIST Spillefilm fra 2015, manuskript og instruktion Stephen Fingleton

“The Survivalist” handler om de etiske og moralske konsekvenser, der følger med, når man kæmper for at overleve undergangen. Filmen kan streames gratis på Filmstriben, bibliotekernes filmtilbud. (PR-foto, Helen Sloan) 40

EFTER AT OLIEN ER SLUPPET OP, er samfundet kollapset. I en tyndt befolket verden hærget af sult lever en ung mand af et lille stykke jord, dybt inde i en skov. Vi ser ham åbne Bibelen. Så river han titelbladet ud og tænder op med det i kakkelovnen. En dag dukker to kvinder op – en mor og hendes purunge datter. De beder om mad og husly. Mandens første instinkt er at jage dem væk, for det lille stykke land kan ikke brødføde tre mennesker. Men det lykkes moderen at forhandle sig til, at de må blive. Det gør hun blandt andet ved at tilbyde ham datteren. “Må jeg bede dig om en ting?” siger hun. “Lad være med at komme inde i hende.” Således begynder et anspændt samliv, hvor alle beslutninger træffes ud fra et kynisk rationale. Ingen af de tre stoler på hinanden, for in-

gen af dem vil ofre sig for de andre. Når det handler om at overleve, er man altid sig selv nærmest. “Du er ved at blive sentimental. Du er ved at blive gammel,” håner datteren sin mor. “The Survivalist” skildrer en verden, hvor tillid er en lige så stor mangelvare som føde. Den rejser spørgsmålet: Hvis prisen for at overleve er, at man giver afkald på tillid, kærlighed og barmhjertighed og er villig til at ofre andres liv, er man så stadig et menneske? I filmens sidste scener ser man et skilt med bibelcitatet “Alle tings ende er nær” fra 1. Petersbrev 4,7. I sammenhæng lyder skriftstedet: “Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” +


+ dommedag +

THE LEFTOVERS Tv-serie fra 2014-17, skabt af Damon Lindelof og Tom Perrotta HVAD VILLE DER SKE, hvis to procent af verdens befolkning uforklarligt forsvandt? Tv-serien “The Leftovers” begynder tre år efter den såkaldte Pludselige Bortgang, hvor 140 millioner mennesker rundt omkring på kloden forsvandt som ved et trylleslag – barnet i indkøbsvognen, familien ved morgenbordet, endda fostret i moderens mave. Alle kender nogen, som er forsvundet. Med Kevin Garvey og hans familie som omdrejningspunkt skildres en verden i eksistentiel krise. Garvey er politichef i lillebyen Mapleton, New York. Han kæmper for at opretholde ro og orden i et samfund i tiltagende opløsning. Hans kone har forladt ham og har tilsluttet sig en af de mange sekter,

der er skudt op – en nihilistisk sekt med navnet “De Skyldige Efterladte”. Netop skyldfølelsen over ikke at være blandt de forsvundne er noget, alle er tynget af. “The Leftovers” (som betyder ‘levningerne’) minder om den populære romanserie “Left Behind”. Men hvor “Left Behind” bruger Johannes’ Åbenbaring som forlæg for en amerikanskkristen fortælling om de sidste tider, så anlægger “The Leftovers” en vinkel på den samme fortælling, som er solidarisk med det ikke-religiøse menneske. Forskere, filosoffer, fusentaster og religiøse fantaster kappes om at finde en forklaring på forsvindingerne. Men ingen af teorierne holder vand, og de efterladte må hver især forsøge at finde mening i tilværelsen.

I baggrunden lurer syvårsdagen for Den Pludselige Bortgang. For ifølge nogle tolkninger af Johannes’ Åbenbaring begynder apokalypsen med ‘bortrykkelsen’ af de frelste, hvorefter syv års kamp mellem Gud og Antikrist udspiller sig, indtil Kristus vender tilbage for at dømme levende og døde og oprette gudsriget. Selv for ateisterne i serien kan det være svært ikke at tænke på, hvad der vil ske på syvårsdagen… +

I “The Leftovers” er kirken ikke til megen hjælp. Alle forsøg på at tolke Den Pludselige Bortgang religiøst ender i skuffelser. Seriens tre sæsoner kan streames på HBO Nordic. (PR-foto)

41


+ dommedag +

MØRKET

for enden af tunnelen Når solen brænder ud om fem milliarder år, tændes el-pæren i Mogens Jacobsens sindrige designobjekt. Af Jacob Lillemose

P å

gulvet ligger et blankpoleret sort kvadrat, hvor op af der rejser sig en mærkværdig, skulpturel form bestående af ti el-timere sat sammen i række og med en glødepære for enden. Umiddelbart kunne den danske kunstner Mogens Jacobsens “Who cares what it does” ligne et sindrigt gør-det-selv-designobjekt, men værket rummer et perspektiv og en pointe, som peger langt hinsides dets prosaiske bestanddele fra byggemarkedets hylder. El-timerne er nemlig indstillet således, at pæren først tændes om fem milliarder år. Eller rundt regnet på det tidspunkt, solen i vores solsystem brænder ud, og et altomsluttende kosmisk mørke indfinder sig. I det mørke vil pæren lyse. I hvert fald principielt. For i det øjeblik solen slukker, udslettes alt, inklusive pære, timere og strøm. Værket er som sådan nyttesløst, vel nærmest absurd, i praktisk forstand. Men som konceptuelt objekt åbner det for en vedkommende refleksion over tilværelsen på planeten Jorden og de katastrofale horisonter, som kendetegner den.

Kunsten gør os klogere på katastrofens mørke

Solens udbrænding er den ultimative horisont i den henseende, totalt abstrakt for os levende mennesker i 2018. Hvis altså ikke en kunstner som Mogens Jacobsen med sit værk havde givet den en konkret form. 42

Det er overordnet set det, samtidskunsten kan tilbyde os i forhold til katastrofer: En genstand eller et billede – et sprog kunne man sige – som vi kan bruge til at gøre os forestillinger om og blive klogere på det mørke, som alle katastrofer rummer. Samtidskunsten afhjælper som sådan ikke katastrofer (om end der er flere og flere aktivistiske kunstnere, der arbejder ‘i felten’). Den udgør snarere en art psykologisk, socialt og filosofisk redskab til at bearbejde de mange umålelige og uhåndgribelige, ja, decideret uforståelige, aspekter af en katastrofe, som er ligeså væsentlige som det umiddelbare nødhjælpsarbejde. Hvad enten det er med udgangspunkt i faktiske forhold eller fiktioner, imødekommer samtidskunstens frembringelser menneskets behov for at spørge til katastrofer. Til, hvad de betyder for os mennesker, som art og som civilisation. I de fleste tilfælde på sikker afstand – i tid og i rum – af katastrofernes voldsomme realiteter, hvor der ikke er plads til at spørge, fordi det handler om at overleve.

Katastrofen er et eksistentielt vilkår

Samtidskunsten – fra de tidlige hulemaleriers visualiseringer af vulkanudbrud til gadekunstneren Banksys dystopiske forlystelsespark “Dismaland” – handler også om overlevelse, men i en mere mental forstand. Hvordan – og hvorfor – forsætter vi med at

leve i en verden, som er katastroferamt? Sådan spurgte filosoffen Immanuel Kant efter jordskælvet i Lissabon i 1755: Hvordan kan man forsætte med at tro på, at Gud er god, når noget så forfærdeligt kan ske? Og sådan spørger forfatteren Cormac McCarthy i romanen The Road fra 2006: Hvordan kan man blive ved med at nære håb i en verden martret af vedvarende ødelæggelse? Heldigvis har størstedelen af os ikke oplevet katastroferne på vores egne kroppe. Til gengæld har vi som både skabere og publikum igen og igen søgt tilflugt i samtidskunsten og dens uendelige rigdom af eksistentielle overvejelser og perspektiver på tilværelsen i katastrofernes tegn. Som “Who cares what it does” tydeliggør i den størst mulige skala, så er katastrofer et eksistentielt vilkår for menneskets liv på Jorden. Der er med andre ord et mørke for enden af tunnelen. Det er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvordan visheden om dette mørke påvirker livet – lyset – i tunnelen her og nu. Og det er et anderledes åbent spørgsmål. + JACOB LILLEMOSE ER PH.D. I KUNSTHISTORIE, FREELANCE-KURATOR OG TILKNYTTET DET TVÆRFAGLIGE FORSKNINGSPROJEKT “CHANGING DISASTERS” PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET MOGENS JACOBSEN ER BILLEDKUNSTNER. HAN ARBEJDER MED KRITISK OG SPEKULATIV ELEKTRONISK KUNST WWW.MOGENSJACOBSEN.DK


+ dommedag +

“Who cares what it does� Mogens Jacobsen, 2012. 43


+ dommedag +

Der er også

DOM i DAGLIGDAGEN Alle mennesker har erfaring med dommedag, mener forskeren og præsten Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. Af Kåre Gade

D

ER ER IKKE MEGET DOMMEDAG

over det hyggelige hus i Taarbæk, hvor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen byder på kaffe. Der ligger lammeskind på stolene, og lysene er arrangeret på et kronhjortegevir, som sikkert er samlet op i den nærliggende dyrehave. Det er indretning og æstetik på en meget jordisk måde, som står i kontrast til forestillingen om dommedag som en spektakulær, kosmisk katastrofe i den nære fremtid. Men dommedag handler ikke nødvendigvis om asteroider, epidemier eller klimakollaps, påpeger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. Dommedag er også noget, alle mennesker erfarer i deres liv. I særlige begivenheder, eller endda i en samtale, her og nu. “Det er let at se, at der findes et væld af apokalyptiske forestillinger i litteraturen, filmen og medierne. Men vi overser de nære og håndgribelige erfaringer af dom, som findes i vores eget liv, og som er langt mere afgørende for vores selvforståelse,” siger hun. Hun er lektor i dogmatik på Det Teologiske Fakultet i København og har skrevet ph.d. om eskatologi. Ordet eskatologi kommer af græsk og betyder ‘læren om de sidste ting’ (død, opstandelse, dom og

44

genkomst), ‘læren om de sidste tider’ (forandring og håb) eller ‘læren om den sidste’ (Kristus). Og jovist, kristendommens eskatologi handler ifølge klassiske formuleringer om verdens undergang, når Kristus kommer tilbage for at dømme levende og døde og oprette gudsriget. Men også om det enkelte menneskes identitet og skæbne. Om menneskelivets endelighed og begrænsning. Om vores død. “Fremfor alt handler eskatologi om vores mulighed for at leve. Både med angst, under trusler eller med stress og dagligdagens pres,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen. “Frygten for verdens undergang er typisk parallel til frygten for, at man selv skal gå under – frygten for ens egen død eller for et andet menneskes død.”

Præster har været tøvende om dommedag

Den kristne eskatologi bliver til, når man fortolker de bibelske tekster i sammenhæng med kirkens bekendelsesskrifter. Det er en fortolkning, der hele tiden udvikler sig. Dommedag, død og opstandelse og genkomst fortolkes forskelligt fra generation til generation. “Bekendelsesskrifterne forudsætter, at den, der fortolker, er engageret i sin tid og


+ dommedag +

45

Q


+ dommedag +

Mange menneskers stærkeste domserfaringer kommer i form af diagnosen hos lægen eller psykologen. Lektor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen

sin verden, men fastholder samtidig det væsentlige: At dom i kristendommen er et godt budskab om opstandelse og liv. Den kristne dom er glædelig. Altid,” siger hun. “Efter 1. Verdenskrig – i den såkaldte dialektiske teologi – gjorde man op med forestillingen om dommedag som noget, der skal finde sted engang i fremtiden. Nej, dommen finder sted i nuet, i øjeblikket, når vi møder Kristus i kirkens forkyndelse.” “De dialektiske teologer placerer dommen uden for menneskets rækkevide. Vores biologiske død er for mange af dem naturlig, og vi kan ikke handle os ud af den. Trøsten består i at komme til rette med, at vi intet kan stille op. Hvis vi holder os til Gud, befries vi for frygten.” Denne opfattelse kom til at dominere teologien i Danmark. Det betød, at mange præster i sidste del af det 20. århundrede var tøvende over for dommedag. “Resultatet blev næsten en slags mysticisme, hvor mange præster ikke kunne sige meget om dommedag,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Dommen er også i finansloven

Sin egen eskatologi beskriver hun som ‘efter-dialektisk’. Hun finder indsigter i de tidligere positioner, som er vigtige, og hun er optaget af, hvordan eskatologien kan kaste nyt lys over aktuelle, personlige og samfundsmæssige spørgsmål. For dommen er tilstede overalt i vores liv – ikke kun, når vi læner os tilbage i biografsædet og gyser over en apokalyptisk katastrofefilm. “Tag for eksempel økonomien. Sproget omkring finansloven er jo udpræget eskatologisk. Når vi taler om ‘tallene på bundlinjen’ handler det om endelighed og begrænsning. Hvad står der den dag, hvor regnskabet skal gøres op? Har vi nok penge til at leve for i fremtiden?” Hun peger på et andet vigtigt område, hvor vi dagligt konfronteres med dommen, nemlig sundhed og sygdom. “I stedet for at spørge ‘Nød jeg min dag i går?’ spørger mange ‘Fik jeg lavet min motion?’ eller ‘Spiste jeg for meget?’ Når det at spise og leve sundt betyder så meget 46

for os, så handler det i høj grad om identitet og dom. Ligesom mange menneskers stærkeste domserfaringer kommer i form af diagnosen hos lægen eller psykologen.” I øjeblikket er hun engageret i et tværfagligt projekt på Københavns Universitet, som fokuserer på livsstil. “Man kan have et medicinsk, et psykologisk eller et sociologisk blik på livsstil. Et eskatologisk blik bringer alle disse vinkler sammen. Den reflekterer for eksempel over forholdet mellem den krop, som medicinen ved noget om, og den psyke, som psykologien ved noget om. Eskatologien er den eneste disciplin, der tager domserfaringer op som erfaringer af nye muligheder og nyt liv.” Hun peger på en aktuel debat om fedme. Nogle mener, at fedme bør være en diagnose, fordi det vil hjælpe mennesker, der lider fysisk og psykisk på grund af deres vægt. Andre mener, at vi bør lade ‘tykke’ mennesker i fred, fordi tidens fokus på overvægt stigmatiserer dem. “Det er selvfølgelig forenklet fremstillet. Men når man ser eskatologisk på debatten, kan man hjælpe med at pege på, hvor det gør ondt. Hvad er det ved fedme – og alle mulige andre livsstilsforhold – som vi ikke forstår? Hvorfor er det så svært for samfundet at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til det?” Hun understreger, at eskatologi ikke er terapi. Hvis man gør den til et redskab, holder den op med at være eskatologi. Men den kan hjælpe med at stille de store spørgsmål. “Hvornår har et menneske brug for at være i fred, og hvornår har det brug for behandling? Og hvad ligger der mellem de to muligheder? Hvordan kan vi være mennesker for hinanden uden enten at lade hinanden i fred eller at begå overgreb på hinanden. Og det er noget kirken ved meget om.” + JOHANNE STUBBE TEGLBJÆRG KRISTENSEN ER LEKTOR I DOGMATIK VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET. HUN HAR SKREVET PH.D. OM ESKATOLOGI, SOM ER UDGIVET I BOGEN “BODY & HOPE”, OG HUN ER HJÆLPEPRÆST I SØBORGMAGLE KIRKE.


+ dommedag +

BISKOPPEN MØDER DJÆVELENS ADVOKAT

HVEM SKAL FRYGTE DOMMEDAG?

Djævelens Advokat udspørger biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift.

Hvad vil det sige, at Jesus engang kommer tilbage for at dømme levende og døde? At vi alle på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde og for så vidt hele tiden bliver dømt ud fra, hvordan det, Jesus sagde og gjorde, spejler sig i vores liv med hinanden.

Hører det fortiden til at tro på dommedag som en stor, kosmisk omvæltning? Hvad der sker engang, er svært at udtale sig om, og så er det jo, at fantasierne og de vilde forestillinger tager over. Jeg synes, det er mere interessant, hvad der er tilfældet her og nu, og dommedag er altså også noget, der sker hver dag, når du igen-igen erfarer, at du har svigtet i forhold til dem, der har brug for dig.

Hvis dommedag er hver dag og gælder min eksistens – er det så ikke bare en slags livsfilosofi? Nej, det er at tage sit liv alvorligt og ikke tro, at det hele bare kan være lige meget.

Jeg vil hellere dømmes af Gud end af mennesker. For Gud kender vi gennem det, Jesus gjorde og sagde. Og han satte altid tilgivelse før dom. Biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift

Hvem skal frygte dommedag? Det burde både du og jeg gøre, fordi vi ikke er, som vi burde være. På den anden side: Jeg vil hellere dømmes af Gud end af mennesker. For Gud kender vi gennem det, Jesus gjorde og sagde. Og han satte altid tilgivelse før dom. Det er mere, end vi kan sige om os selv.

Hvad har kristendommen at sige til dem, der er bange for verdens undergang? Frygt ikke! Lev dit liv, elsk din næste og stol på den gode Gud. Og så kan du bede dit fadervor. Det hjælper. +

47


+ dommedag +

Det kan godt være, at du ikke tror på Gud, men dommedag slipper du ikke af med. Du behøver bare læse nyhederne eller åbne din Facebook, så vælter det ud med dystre profetier om verdens nært forestående undergang. I dette nummer af Folk&Kirke dykker vi ned i dommedagsforestillingerne – i kunsten, videnskaben og politiken såvel som i kirken og kristendommen.

48

Folk&Kirke 2018  
New
Advertisement