Issuu on Google+


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

KINABLADET

udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet uden medlemskab koster 175 kr.

Gudinden Chang E fløj til Månen ......................................3 Anette Kruse om en aktuel legende

Mennesker skal tænke selv ................................................4 Sidse Laugesen interviewer kinesisk kunstner Zhang Guangtian

Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter.

Stolthed og fordom ............................................................7 Rose Tang om voksende kinesisk nationalisme

Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns kommune godkendt som en folkeoplysende forening.

Kina på vej ud i rummet ..................................................10 Flemming Poulsen om kinesernes måneprojekt

Redaktion: Flemming Poulsen (ansvarshavende) Fresiavej 3, 3450 Allerød. Tlf. 4817 4409 E-mail: efpou@vip.cybercity.dk Mads Holst Jensen, Anette Kruse, Jette Mechlenburg, Signe Overgaard, Claus Seiden, Henrik Strube. Layout: Torsten Valeur Kalligrafi: Lan Wang Valeur

Konflikter i Kinas landsbyer .............................................12 Henriette Pia M. Kristensen om protest mod landsbyleder

Den blodige tirsdag i Dongzhou......................................16 Flemming Poulsen om skarpe skud mod demonstranter

Demokrati med kinesiske kendetegn ...............................18 Morten Laugesen om ny kinesisk hvidbog

Var Mao en helt eller et uhyre?........................................20

DANSK-KINESISK FORENING

Claus Seiden interviewer lektor Søren Clausen om Maobiografi

blev stiftet 25. januar 1999. Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Vedtægter, indmeldelse og abonnementstegning ved henvendelse til sekretæren.

Lær kinesisk! ...................................................................21 Flemming Poulsen om en ny, dansk lærebog i kinesisk

Partichef hædret efter 16 års tavshed ..................................... 22 Claus Seiden om mindehøjtidelighed for Hu Yaobang

Hjemmeside: www.dansk-kinesisk.dk

Generalforsamling i Dansk-Kinesisk Forening..................23

Formand: Kjeld A. Larsen Kochsvej 16, 1812 Frederiksberg C Tlf. 3860 6619 E-mail: kjeld.a.larsen@get2net.dk

Formanden Kjeld A. Larsens beretning samt regnskabet for 2005

Morsom, men uden munter latter... .................................24 Rikke Agnete Olsen anmelder Dai Sijies nye roman

Sekretær og kasserer: Lene Løgstrup Engelholmvej 15, 2700 Brønshøj Tlf. 6114 3340. E-mail: lene@imbg.ku.dk

En gang trist læsning .......................................................25

BG Bank 1551 1683 0593

Hvem skrev hvad? ...........................................................25

Rikke Agnete anmelder Silkekejserindens to sidste bind Anette Kruse anmelder Kinabibliografi af Hans Jørgen Hinrup

Bogsalg og leje af skolekasser: Gudrun Lindhard, Istedgade 27, 1.tv., 1650 København V. Tlf. 3325 6262 E-mail: guan@kabelmail.dk

Ri chang sheng huo .........................................................26 Nyt om kinesernes hverdag og tilværelse ved Claus Seiden

Arrangementer.................................................................28

WEB-master: Henrik Strube Kastanie Allé 2H, 3.tv. 2720 Vanløse Tlf. 3879 1437. E-mail: hs@dansk-kinesisk.dk Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer .......................... 200 kr Parmedlemmer ............................... 250 kr. Pensionister og studerende ............. 120 kr. Pensionistpar .................................. 170 kr. Kollektivt medlemskab .................... 300 kr.

Forsiden En kinesisk kunstner af et usædvanligt format, Zhang Guangtian, har besøgt Danmark som Dansk-Kinesisk Forenings gæst. Læs Sidse Laugesens interview med ham. Billedet er fra Afdelingen for Asienstudier på Københavns Universitet, hvor han fortalte et halvt hundrede kinesiskstuderende om kinesisk teater. Også kinesiskstuderende på Aarhus Universitet og en række danske kulturpersoner mødte den kinesiske kunstner. (Foto: Flemming Poulsen).

ISSN 1600-1273 Tryk: Birkerød Bogtryk

2


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

CHANG E FLØJ TIL MÅNEN FØLGER KINAS TAIKONAUTER EFTER I 2017? Kina sender måske en taikonaut – rumpilot – til Månen i 2017. Det kinesiske måneprogram hedder Chang E, opkaldt efter gudinden, der ifølge legenden fløj til Månen for mere end to tusinde år siden. Legenden findes i mange versioner. Her er endnu en, stykket sammen af nogle få udvalgte. Af Anette Kruse Den ældste kendte version af fortællingen stammer fra De Stridende Staters tid (475-221 f.Kr.), og i denne udgave foregår historien i den legendariske kejser Yaos regeringsperiode, kort efter Den Gule Kejsers tid. Der er mange udgaver af historien, men fælles for dem alle er, at Chang E spiser sin mands udødelighedspille og svæver op til Månen. Tilbagevendende er også beretningen om, at der engang opstod kaos i verdens orden. Ti sole viste sig på himlen. En ulidelig hede fulgte, jorden tørrede ud, afgrøden på marken visnede, og folk faldt døde om. Rasende rovdyr og fugle flygtede fra de kogende floder og flammende skove og angreb menneskene. Ved synet af alle disse lidelser fik de udødelige i Himlen medynk med menneskene, og Himlens Kejser sendte da bueskytten Hou Yi til Jorden for at bringe den gamle orden tilbage. Sammen med sin smukke hustru Chang E steg Hou Yi ned til Jorden. Med sig havde han en pragtfuld rød bue og hvide pile, som Himlens Kejser havde givet ham. Fulgt af folkets jubel stillede Hou Yi sig midt på pladsen og sigtede på de brændende sole. En efter en skød han dem ned, men da han tog sigte på den tiende sol, standsede kejser Yao ham – for én sol kunne være til gavn for folket. Rygtet om heltedåden spredtes helt til Kunlun bjergene til Xi Wang Mu, som forærede Hou Yi en pille, der kunne gøre ham udødelig. Men før

han slugte den, skulle han forberede sig i 12 måneder ved bøn og faste, og derfor gemte han pillen i tagspæret. En dag, mens han var ude, blev hans hustru opmærksom på et svagt lysskær i tagspæret, hvorfra der også bredte sig en vidunderlig duft. Hun fandt udødelighedspillen og slugte den. Netop da kom Hou Yi hjem tids nok til at se sin hustru svæve op mod himlen. Det var umuligt at standse hende, hun fløj op gennem natten og nåede Månen. Det var et koldt og øde sted, dog boede her en kæmpe hare, og der voksede et stort kassia træ. Chang E kom til at hoste noget af pillen op, det tog haren, kom det i en morter og stødte det til pulver for at kunne fremstille endnu en pille til Hou Yi. Men haren støder stadig i sin morter … det kan man se, hvis man betragter Månen omhyggeligt. Selv blev Chang E forvandlet til en trebenet skrubtudse. Den store bueskytte Hou Yi byggede sig nu et palads på Solen. Han og Chang E kom til at symbolisere Solen og Månen og dermed yin og yang. De lever adskilt, men ved hver fuldmåne kan de besøge hinanden. Legenden om Chang E og Hou har givet stødet til en af kinesernes store festdage, månefesten. Den finder sted på den 15. dag i den ottende måned efter den kinesiske månekalender. Da samles familie og venner, spiser et festmåltid, hygger sig og går måske en tur for at hilse på fuldmånen. I forbindelse med månefesten er månekager en fast bestanddel af delikatesserne. Den lille tørkage, 6-7 cm i diameter og 3-4 cm tyk, findes i et utal af former og bruges også som en hilsen til venner og bekendte. Dens historie kan spores helt tilbage til

Yuan-dynastiet for 700-800 år siden, da mongolerne regerede i Kina. Ifølge legenden besluttede nogle krigsherrer at gøre oprør mod det upopulære mongolske styre. Det skulle finde sted omkring månefesten. For at få sendt besked i al hemmelighed til oprørsledere rundt om i landet fandt man på at gemme sedler med aktionsplanen i specielt fremstillede kager – månekager – som blev sendt til oprørslederne. Natten til den 15. dag i den ottende måned brød oprøret ud, og Yuan-dynastiet blev væltet. Så nu spiser man månekager til minde om den heldige afslutning på det mongolske styre.

Chang E på vej til Månen bort fra sin mand, bueskytten Hou Yi. Illustration fra E.T.C. Werner: Myths and Legends of China. 1922. Genoptrykt 2005. Kessinger Publishing.

––– Side 10: Kina på vej ud i rummet. Kina vil udforske rummet på lige fod med USA og Rusland og tager allerede i 2007 det første lille skridt på vej til Månen.

3


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

MENNESKER SKAL TÆNKE SELV MØDE MED IDEALISTEN ZHANG GUANGTIAN I november besøgte den kinesiske kunstner Zhang Guangtian Danmark. Han benyttede lejligheden til at danne sig et indtryk af ’vestlige’ værdier som individualisme og demokrati, skabe kontakt til europæiske kunstnere og fortælle studerende i København og Århus om udviklingen i det kinesiske teater fra før til nu. De, der mødte ham, fik indtryk af en beleven, intelligent og dygtig entertainer, kunstner og tænker fra den anden ende af verden.

„Folk i Danmark er meget forskellige”. Det er noget af det første, han siger, da vi har mast os ind omkring det lille cafebord. Min umiddelbare tanke er, at ja, vi er forskellige, så forskellige, at det gør os ens. Men der ligger mere bag Zhang Guangtians ord: De fortæller om noget, han både har forventet og håbet og glædet sig til at se hos os, og er en bekræftelse på en generel opfattelse af den grundlæggende forskel på den kinesiske masseorienterede og den vestlige individorienterede kultur. For netop individualitet og det enkelte, unikke menneske er noget, Zhang Guangtian vender tilbage til igen og igen. Da jeg spørger, om han vil med rundt og se på byen, ryster han på hovedet og siger: „Det vigtigste er mennesket”. Han vil hellere snakke end se på huse og kunst. Og så sidder han der og tænker sit bag de store briller og de brune tænder farvet af massevis af cigaretter, mens jeg forsøger at spore mig ind på, hvad det er, han vil med sin kunst, hvorfor han gang på gang er kommet på kant med myndighederne og hvordan det kan være, at netop hans teateropsætninger er så svære at placere for kritikere i Kina. Netop dette sidste spor synes at være relevant. Også her skinner det igennem, at det vigtigste er ikke at følge strømmen og dermed ligge under for det mainstream. For Zhang Guangtian er et ordentligt menneske, ikke en, der søger berømmelse og penge, men et menneske, der udtrykker sig selv og er tro mod sig selv. „Mennesket må ikke blive slave af kulturen. Mennesket skal ikke gøre noget som ikke er for dets egen skyld, men det skal bruge kulturen. Kulturen er et redskab, ikke en herre”.

Af Sidse Laugesen Konferensstuderende, Institut for Æstetiske Fag ved Aarhus Universitet

Gæsten fra Kina har haft sit eget band, og han sluttede sit møde med de københavnske studerende med at give et nummer på guitaren. (Foto: Flemming Poulsen).

Med rod i 1980’ernes studenterbevægelser Det er ikke overraskende, at Zhang Guangtian fokuserer på den selvstændige tænkning og det unikke menneske, og at han betragter netop disse ting som mangelvarer i Kina. Den fokusering gør ham til del af hvad man kunne kalde den postkul-

4

turrevolutionære generation. Zhang Guangtian er født i 1966, og hans barndom er derfor præget af Kulturrevolutionen, en af de mest hysteriske og uforståelige massebevægelser verden har set. Han begyndte for alvor at skrive digte og spille musik i begyndelsen af 1980’erne, og for ham og mange andre unge var udgangspunktet at forstå hvordan Kulturrevolutionen kunne finde sted, og at finde ud af, hvordan man kunne undgå at noget sådant skete igen. Mange af de unge intellektuelle mente, at det var på grund af den kinesiske kultur, det gik så galt: De mente, at kulturen, der i høj grad bygger på en konfuciansk ide om loyalitet, forhindrede muligheden for selvstændigt tænkende, kritiske individer og skabte massemennesker. De unge så sig selv som ansvarlige for Kulturrevolutionen, fordi de hang fast i den kinesiske kultur og derfor ikke havde kunnet sige fra. Blandt andet inspireret af den amerikanske beat-forfatter Allen Ginsberg påbegyndte de en ny form for selvkritik. De fornedrede og angreb sig selv, idet de betragtede sig som kulturbundne objekter, der skulle slås fri. Og ikke nok med det: kunsten var særligt vigtig for de unge intellektuelle. De samledes i grupper og skrev manifester, og en digtoplæsning kunne trække flere tusinde tilhørere. De troede på, at de påbegyndte økonomiske reformer ville føre til øget demokrati og frihed. Problemet var måske, at de unge ikke havde tænkt videre over, hvad disse værdier egentlig betød. Det var en slags utopisk „Drømmen om Amerika“ – og den drøm blev endelig skudt i sænk på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989. Mange kunstnere holdt op med at arbejde eller bosatte sig i udlandet, og fra tomrummet steg kun få kunstnere, der i dag fremstår stærkt individualistiske, til trods for at de har rod i den samme idealistiske ånd.

Den moderne overtro Det er altså den kulturrevolutionære livserfaring, der ligger til grund, når Zhang Guangtian gang på gang pointerer, at det vigtigste er menneskets


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

evne til at tænke selv. „Folk i Kina følger altid strømmen”, siger han. „Først var det maoisme, så var det amerikanisme og nu efter 11. september er det nationalisme. Men det vedbliver at være tomme begreber, som folk følger bevidstløst uden at tænke selv”. Derfor er det vigtigt, at et teaterstykke ikke kommer med svar, men stiller spørgsmål til tingenes tilstand, således at tilskueren forvirres, overraskes og provokeres til at tænke selv. „Som kunstner skal man hele tiden bevæge sig, hele tiden reagere på samfundet og ikke bare genspejle det. Dvs. man skal skabe spørgsmål og ikke bare producere varer”. Zhang Guangtian mener, at begreber som Kina, nationalisme, gamle dages maoisme og troen på vækst i samfundet fungerer som en slags moderne overtro. Det er begreber mange mennesker som den naturligste ting i verden tillægger positiv værdi, uden at den værdi egentlig kan defineres – det er tomme markører, kulturbårne symboler. Det er sådanne markører, Zhang Guangtian lader sine teaterstykker kredse om: Mao, Confucius, Lu Xun, Che Guevara, rødgardisterne. Men hvor Zhang Guangtian på overfladen tilsyneladende bringer „the straight story“, den alle vil høre, så undergraver han undervejs markørernes værdi ved at bryde ind, bryde af og bryde op og sætte i spil. „Målet er ikke at gå imod kulturen, det er heller ikke antikultur, men at spille kultur op imod kultur”. På den måde skabes der plads til mennesket. For eksempel bar Zhang Guangtian i 1990’erne Mao-badges for at modvirke den dengang fremherskende blinde dyrkelse af det amerikanske. Og Zhang Guangtian skrev stykket om Che Guevara, fordi denne var ukendt i Kina helt frem til årtusindskiftet. Først her blev han et kultobjekt, der prydede t-shirts, plakater og pins. Med sin forestilling ville Zhang Guangtian gøre opmærksom på, at Che Guevara havde været et amerikansk symbol længe, og at brugen af Che Guevara i Kina blot var et prestigesymbol, en vare, ligesom man i sti-

sit publikum. For godt nok er der ikke en tydelig censurerende enhed i Kina, men der findes alligevel et omfattende og yderst effektivt censurerende system. Hvis man fra højere sted ikke billiger hvad der bliver lavet, så forsøger man at ramme de involverede teatre, forlag, tidsskrifter og sponsorer økonomisk, således at de trækker sig ud af projektet. Der findes heller ingen statslig støtte til teateropsætninger. Så det kræver manøvresnilde at være teaterinstruktør i Kina. Selv kalder Zhang Guangtian sin taktik for maoistisk guerillakrigstaktik: „Jeg fortæller dem, at jeg laver noget her, og så laver jeg det derovre”. Det er derfor Zhang Guangtians stykker ofte befinder sig midt i debatten: de benytter sig af de symboler og markører som er oppe i tiden og synes dermed at følge det populære, mens de samtidig gennem sabotage

gende grad så forretningsmænd have både kone og elskerinder for at vise deres position i samfundet.

Kunstneren i Kina Zhang Guangtians mål er at sætte spørgsmålstegn ved tingene og undgå eller opløse klassificering. Derfor er Zhang Guangtian heller ikke enig, når kritikere kalder ham for en af hovedkræfterne bag den nye venstredrejning i Kina. På spørgsmålet om, hvor han hører til, siger han: „Jeg tager de fattiges parti”. På spørgsmålet om, hvorvidt han forsøger at bringe vestlige værdier til Kina, at blande østlige og vestlige genrer, siger han, at han handler ud fra sin egen tradition. „Det er ikke vigtigt om den er kinesisk eller vestlig, den er personlig og dermed menneskelig”. Når Zhang Guangtian bruger populære symboler, er det for at nå ud til

Da Zhang Guangtian efter en tur rundt i Christiania blev spurgt om sit syn på det efterhånden vidtberømte samfund, svarede han: „Jeg ved ikke, om det er tusmørke eller daggry“. (Foto: Jun Feng).

5


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

og satire forsøger at spolere de selv samme symboler. Hans placering er mellem pop og provokation. Men ofte fejlfortolkes han, og han mener selv, at det er derfor han nu pludselig ikke længere censureres, men fremhæves: Hans stykker synes at støtte de synspunkter som den nuværende præsident Hu Jintao forsøger at fremavle. Det er dog endnu ikke klart, hvad det er Hu Jintao ønsker. „Alle er enige om, at Hu har gjort noget, at noget har forandret sig. Men ingen ved præcist hvad det er, som er forandret”. Så meget er dog sikkert, at det involverer en ny nationalistisk drejning, og at Zhang Guangtians stykke „Den hellige Confucius“ med sit meget antiamerikanske budskab netop kan tolkes som et stykke, der støtter en ny nationalisme. Zhang Guangtian mener at kunne se flere forskellige tiltag til at vække nationalfølelse i Kina. Han fortæller om en annonce, der viste et meget detaljeret kort over Kina med indtegning af alle de små øer i det sydkinesiske øhav. Han fortæller også om de rygter, der går om Hu Jintao. „Da han var partisekretær i Guizhou, behandlede han de intellektuelle med respekt. Men da han var partisekretær i Tibet, gav han ordrer til mange arrestationer og mord”. Zhang Guangtian mener, at Hu Jintao spiller med de militære muskler. Det gælder både i forhold til Japan og i spørgsmålet om Taiwan. Han ser det som en måde, hvorpå Hu Jintao kan vise sin magt, samtidig med at det måske er et forsøg på at dæmme op for den voksende uro i Kina, forårsaget af den voksende sociale ulighed.

Zhang Guangtian Født i 1966 i Shanghai. Musiker, digter, instruktør, performancekunstner. Skrev bl.a. musik til Zhang Yimous film „Shanghai Triad“, der var nomineret til en Golden Globe og vandt prisen for bedste teknik ved filmfestivalen i Cannes i 1995. Hans teaterstykke „Den hellige Confucius“ blev vist i Wien på „Forumfestwochen ff 2005“. Hans avantgardistiske teaterstykke „Che Guevara” førte til fornyet interesse for teatret i Kina. Zhang Guangtian har udgivet CD’erne „Zhang Guangtians Moderne Sange” og „Poesi og Musik i en industriel tid” og selvbiografien „Mit proletariske liv”. Zhang Guangtian er skolet i klassisk Peking opera og har studeret kinesisk medicin. I 1984 mødte han Allen Ginsberg, og det var ham, som inspirerede Zhang Guangtian til at skrive digte og danne sit eget band. I 1986 blev Zhang Guangtian anholdt og sendt i genopdragelseslejr, og først i 1989 blev han løsladt. Herefter vandrede han en årrække omkring som sanger, før han i midten af 1990’erne slog sig ned i Beijing og etablerede sig først som musiker, siden som performancekunstner og teaterinstruktør. Sidse Laugesen

En ny slags nationalisme Zhang Guangtian arbejder for tiden med at skrive sig op mod denne nye og farlige nationalisme. Her benytter han sig endnu engang af sin viden om den traditionelle kinesiske kultur. „Rigtig nationalisme skal afgrænses åndeligt“, siger han, „ikke af landegrænser eller blodsbånd”. Han fortsætter med en konfuciansk læsning af det kinesiske ord for Kina – Zhongguo. Traditionelt læses dette som „Ri-

6

get i Midten“. Men tegnet kan også læses som det sted, hvor der går en ret linje fra Nordstjernen gennem hjertet til Jorden. Det er et utopisk sted, som ikke sigter mod grænser, men mod at have hjertet på rette sted. Kina bliver dermed ’En nation af mennesker med hjertet på rette sted’, en menneskelig definition, der undgår den kulturelle forstening. „Så vil der være kinesere alle steder, fordi kinesere ikke er defineret etnisk, men som retskafne mennesker, en international kategori af retskafne mennesker“. Han fortæller, hvordan han i Danmark har fået udvidet sin forståelse af klassiske kinesiske kunstnere som Li Bai ved mødet med en helt anden fred og ro og natur i samspil med kunsten – noget han så på sit ophold på det danske forfatter- og oversættercenter Hald Hovedgaard. Zhang Guangtians opgør med den bevidstløse tænkning, med nærighed, snæversynethed, magtliderlighed og opportunisme er således denne gang gået over grænserne i sit forsøg på at skabe modspil til den dominerende nationalistiske trend i hjemlandet Kina.

––– Zhang Guangtian var inviteret til Danmark af Dansk-Kinesisk Forening. Hans program, der omfattede møder med kulturpersonligheder i København og Århus, blev tilrettelagt i samarbejde med Afdeling for Asienstudier, Københavns Universitet, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet, og Afdeling for Dans og Teatervidenskab, København, samt hans mangeårige ven, den kinesiske digter Jun Feng, der bor i Odense. Zhang Guangtians ophold her i landet varede fra 7. til 23. november 2005, hvorefter han besøgte Wien og Stockholm.


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

STOLTHED OG FORDOM BEKYMRING OVER KINESISK NATIONALISME Kina har de seneste år foretaget et kæmpespring ud på den internationale scene, men det er måske et tilbageskridt, at kineserne er begyndt at kigge indad mod sig selv. Af Rose Tang journalist, Hong Kong/New York Amerika. På kinesisk betyder det „smukt land”. I årtier var det et Mekka for mange af mine landsmænd. Det var vores drømmeland, det endelige mål for succes og lykke, demokratiets og retssikkerhedens forpost. Et besøg i Amerika blev betragtet som et tegn på succes. Men i de senere år har disse øjne, der kun så én vej, igen rettet blikket mod hjemlandet. Kina er nu på vej op. Kinesiske sports- og filmstjerner pryder forsiderne på Time Magazine. Det ser ud, som om kinesiske fabrikker producerer alt, hvad verden har behov for. Dette århundrede synes at tilhøre kineserne.

Fædrelandsstoltheden Efterhånden som De Olympiske Lege i Beijing nærmer sig, synes universets centrum at flytte sig til den kinesiske side af Stillehavet. Glødende patriotisme anspores af emner som rækker fra japanske krigsforbrydelser til undervisning i amerikansk økonomisk politik. Denne fædrelandsstolthed kan spores tilbage til bogen „China Can Say No” fra 1996, en national bestseller, som er et ekko af en japansk antiamerikansk bog. Kort tid senere kom protesterne over NATOs bombning af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999, hvor studenterne sang: „Vi nægter at drikke Cola. Vi spiser ikke hos McDonald’s”. I 2001 vakte det nationalt raseri, da et ubemandet USA overvågningsfly fløj ind i et kinesisk jagerfly og dræbte piloten. Det er ikke overraskende, at adskil-

for Henan Anyang CPT Glass Bulb gruppe, verdens største producent af farve tv-rør. „Jeg havde slet ikke lyst til at komme her, men jeg blev inviteret af kinesisk tv, og sikke et spild af tid”, beklagede Li sig senere. „Jeg er blevet inviteret som taler af Harvard, Cambridge og Yale, men jeg har ikke tid”. Li var ikke meget for at svare på spørgsmål om sin virksomhed. „Bare læs Folkets Dagblad og Økonomisk Dagblad. De har bragt forsidehistorier om mine præstationer”, sagde han. Men han havde ingen problemer med at prale af sin jet-set livsstil og sin luksusindkvartering på turene til udlandet. På en senere reception hos Christie’s på Rockefeller Plaza, overværede delegerede, hvordan auktionarius faldt i svime over kinesiske kunstværker. „Jeg ser virkelig ned på amerikannerne”, bemærkede Li, da han hørte amerikanerne prise kinesisk historie. Lis stærke mishag skyldes overbevisning om, at de behandlede ham respektløst for en del år siden. I 1984 gav Henan provinsens partikomite Li, der dengang var leder af en cykelfabrik, til opgave at grundlægge Anyang Glass Bulb fabrikken for at konkurrere med farve-tv fabrikkerne i Beijing og Shanghai. Kinas tv-industri var i sin vorden, og Anyang, der kun var kendt for sine dadler og kul, ønskede en bid af kagen. Li rejste til USA for at besøge glasvarefirmaet Corning. Men han fik ikke lov til at komme ind på deres fabrik og måtte tigge en japansk ansat om at smugle ham ind, så han kunne se sig om. Den japanske ansatte blev fyret for det, og Li fortalte senere til de kinesiske medier, at han „følte sig meget skamfuld” over episoden. Så svor han, at han ville arbejde hårdt for at genskabe „national stolthed”, som, sagde han, var vigtigere end hans eget liv. Nu er rollerne byttet om, og Li tager hævn. I 2003 blev hans firma verdens førende producent af traditionelle glas

lige indlæg i kinesiske chatrooms betegnede 1. september terrorangrebene på USA som en retfærdig straf for amerikanerne. Jeg blev vidne til denne kinesiske stolthed og fordom ved en amerikansk-kinesisk konference på højt plan, der blev holdt i New York i september 2005 samtidig med præsident Hu Jintaos besøg i USA. Denne konference for prominente amerikanske og kinesiske forretningsmænd og embedsmænd på det luksuriøse Waldorf-Astoria Hotel blev betalt af China Institute (en kinesisk kulturel institution, grundlagt i 1926 i USA. Red.) med hjælp fra firmaer som Morgan Stanley, Time Warner og Continental Airlines. Det var kun et af en tilsyneladende endeløs møderække, beregnet på at spore ledende forretningsfolk ind på, hvordan man tjener penge på det kinesiske marked. På dette topmøde blev der diskuteret markedsføring af De Olympiske Lege i 2008, den seneste udvikling inden for ophavsret og den kinesiske forbruger. Blandt talerne var den tidligere udenrigsminister Tang Jiaxuan. På et af møderne, hvor den ene taler efter den anden berømmede kinesisk økonomi, blev deltagerne opfordret til at stille spørgsmål. Der blev stillet et par seriøse spørgsmål, hvorpå en kraftig, cirka tresårig mand rejste sig og begyndte på et usammenhængende foredrag på Henan-dialekten. „Kina og USA bør undersøge de fælles fordele og skabe de passende politiske og økonomiske forhold samt lovmæssige rammer”, sagde han og kværnede løs som en kinesisk kadre ved et politisk møde. „Der bliver ingen tabere, snarere en fælles vindersituation”. Han fortsatte i fem minutter, før mødelederen høfligt afbrød ham: „Hvad er Deres spørgsmål, hr.?”. Manden ignorerede mødelederen og fortsatte sit foredrag, hvorefter han satte sig uden at stille spørgsmål.

Ser ned på amerikanerne Manden er ikke nogen særling. Han er Li Liu´en, formand og præsident

7


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

tv-rør efter at have brugt mere end to mia. yuan (ca. 1,5 mia. kr.) på at købe samlebånd fra Corning – firmaet, der engang havde ydmyget ham. Men Li fortæller, at hans firma også har betydelige forretninger med regeringen, blandt andet inden for militær telekommunikation.

„Et rigt og magtfuldt Kina“

McDonald’s og den anden store amerikanske fast food-kæde KFC med restauranter over alt i Kina er et synligt symbol på USAs indflydelse i Kina. (Foto: Flemming Poulsen). „Glødende patriotisme” er baggrunden for kinesiske demonstrationer mod Japan og USA. Her deltager tusinder af vrede kinesere – naturligvis med de kinesiske myndigheders godkendelse – i en demonstration foran det japanske generalkonsulat i Shanghai den 16. april 2005 for at protestere mod japanske krigsforbrydelser mod Kina. (Foto: sinopix).

Under hele den to dage lange konference kom de kinesiske delegeredes nationale stolhed tydeligt til udtryk. Mens grupper af forretningsmænd diskuterede deres forbindelser i de næste 50 år, rejste en ung kineser sig og sagde: „Kina vil være meget stærk om 50 år. Bedøm os ikke efter, hvor mange multinationale selskaber vi har. I Kina deltager hele befolkningen i handel”. Chen Jian, ledende medarbejder i China Small and Medium Enterprises Investment Corp. med hovedsæde i Beijing, sagde senere: „Nu er det Kinas tur til at være rig og magtfuld. For to hundrede år siden var Kina verdens rigeste nation, nu er det en teenager og Amerika en aldrende voksen”. Han tilføjede: „Kina er meget dygtig. Amerika er for arrogant, og dets konkurrenceevne vil svækkes”. Det er meget fjernt fra dengang Kinas selvstændige og forretningsfolk var helt vilde med Amerika. Den ændrede holdning afspejler Kinas lange, hårde rejse fra mindreværd til overlegenhed.

Mødet med Amerika Mange kinesere fik deres første glimt af Amerika i en dokumentarfilm om det kinesiske bordtennishold, der besøgte USA i begyndelsen af halvfjerdserne. Filmen var en kæmpesucces – ikke på grund af bordtennis, men fordi det var Amerika. Min far kan huske en ung mand, der under en filmforevisning udbrød: „Det er Amerika! Et besøg der er værd at dø for!”. I begyndelsen af firserne, da Kina lukkede op til omverdenen, så det ud, som om Amerika var lige uden for døren, repræsentanten for den højtudviklede verden. Alt amerikansk

8


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

var moderne og godt. Gymnasieelever lyttede andægtigt til Voice of America på kortbølgeradio for at lære engelsk og tilegne sig den altafgørende amerikanske accent. Min generations allerførste udenlandske stjerner var John Denver og Karen Carpenter. For første gang kom halvnøgne amerikanere ind i kinesiske hjem. Den allerførste amerikanske tv-serie, der blev vist, var Manden fra Atlantis, et science fiction-drama om en ung mand, der bliver skyllet op på en californisk strand og reddet af en smuk blondine, som opdager, at han har gæller og er den sidste overlevende fra et tabt kontinent. Helten – Mark Harris – spillet af Patrick Duffy, var måske ikke særlig kendt i USA, men i Kina blev han en megastjerne. De scener, hvor hans muskuløse krop vred sig i vandet, gav os et sjældent indblik i en udenlandsk mands fysik. I den eftersynkroniserede kinesiske udgave var hans navn Mai Ke. Hans flyversolbriller model 1970erne blev til „Mai Ke solbriller”, og hans delfinlignende svømmetag blev til den populære „Mai Ke stil”. Unge mænd gik rundt i bukser med svaj og Mai Ke solbriller – med etiketter på glassene for at vise, at de var importerede. Og mange piger, mig selv iberegnet, fantaserede om denne amerikanske he-man. Men det var den garvede amerikanske journalist Studs Terkel, som virkelig lærte nogle af os noget om USA. En generation af kinesere fik et smugkik på den amerikanske livsstil gennem hans bøger „Working“ og „American Dreams: Lost and Found“. Fremtrædende kinesiske forfattere plagierede hurtigt Terkels mundtlige fortællestil, når de fortalte hundredvis af kineseres livshistorie.

Amerikanermanien Men naturligvis: Selv at rejse til USA var den store drøm. Udvandringen begyndte midt i firserne. Da jeg første gang kom til Beijing i 1988 for at læse engelsk på universitetet, fik jeg min velkomstmiddag på på den amerikanske KFC restaurant,

der netop var åbnet nær ved Tiananmen pladsen. En ven fortalte mig ivrigt, at han søgte stipendier i USA, og opfordrede mig kraftigt til at gøre det samme. „Dette måltid skal give dig smag for Amerika”, sagde han. Og Nike regerede enevældigt – der var folk, som var villige til at sætte deres liv på spil for skoene. Om morgenen den 4. juni 1989, da demonstranterne var blevet jaget ud af Tiananmen-pladsen, vendte en af protestlederne fra mit universitet tilbage for at finde sine Nike-sko. Han mødte os senere i udkanten af pladsen – han havde fundet sine sko. Dengang var amerikanermanien på sit højdepunkt. USA var demokratiets og frihedens land. Efter Tiananmen-massakren blev ønsket om at tage til Amerika akut, og tusindvis af studenter stillede sig i kø til de engelskprøver, der var forudsætningen for at blive indskrevet på et amerikansk universitet. Men i 1999 blev det omvendt, og jeg dækkede historier om kinesiske studenter, som vendte hjem fra Vesten til bedre arbejde og levevilkår i Kina. Til trods for at Kina tidligere i Vesten var repræsenteret ved studenter, der var ivrige efter at lære om demokrati og suge universiteternes intellektuelle frihed til sig, repræsenteres Kina nu af Li fra Anyang Glass Bulbs, som finder amerikanerne kedelige.

den amerikanske pædagogiske filosof John Dewey og den kinesiske pædagog Hu Shin i et forsøg på at forbedre den gensidige forståelse mellem de to lande. Hu Shin, der var rektor for Peking Universitet og Kinas ambassadør i USA, førte an i Fjerde Maj Bevægelsen og Ny Kultur Bevægelse for at opmuntre ungdommen til at lære af Vesten. Firs år senere, til trods for økonomiske reformer, forbedret telekommunikationsteknologi, internettet og øget rejseaktivitet til udlandet, lader det til, at mange kinesere stadig kun kigger indad. Og hvem er skurken? National stolthed! Den nationale stolthed, der lige har været på himmelflugt om bord på Shenzhou VI. Overskriften på Xinhuas hjemmeside siger det hele: „Shenzhou, som flyver på himmelen, demonstrerer nationens spirit og vores [politiske og sociale] systems fortrin. Det er måske et kæmpeskridt frem for Kina, men måske er det et lille tilbageskridt for kinesisk spirit – Kinas ånd og livskraft?

Læren fra Tang-dynastiet Jeg kan kun håbe, at vi i vores iver efter at erobre verden med vores kraftige økonomi ikke glemmer, at Anyang var hovedstaden i Shangdynastiet for mere end 3000 år siden, dengang det kinesiske sprog blev skabt. Kina havde sin største blomstringstid under Tang-dynastiet – åben mod og sugende lærdom til sig fra den omgivende verden. Men det gik tilbage, da det begyndte at lukke sig inde under de sidste faser af Mingdynastiet. Ironisk nok blev China Institute, som organiserede New York-konferencen, hvor Li og Chen udstillede deres nationalisme, stiftet i 1926 af

––– Oversættelse: Bjørn Runge Artiklen har været bragt i avisen The Standard i Hong Kong, den kinesiske journalist Rose Tangs hidtidige arbejdsplads. Hun bor nu i New York.

9


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

KINA PÅ VEJ UD I RUMMET DET LANGSIGTEDE MÅL: EN KINESER PÅ MÅNEN Kina stiler efter at udforske rummet på lige fod med USA og Rusland. Det fastslog kinesiske rumforskningschefer, da to kinesiske taikonauter i oktober 2005 landede med deres rumkapsel efter fem dages kredsløb om Jorden. Successen blev modtaget med jubel i Kina som et bevis på, at nationen ikke mere er „Asiens syge mand”. Af Flemming Poulsen

Rumkapslen Shenzhou VI med de to taikonauter blev opsendt den 12. oktober 2005 fra et rumfartscenter i Gansu-provinsen. Alt var forløbet fint, lød meldingen, da de var landet i Det Indre Mongoli. Hermed var første fase af projektet med bemandede rumkapsler færdig. Det begyndte i oktober 2003 med opsendelse af en rumkapsel, hvor piloten Yang Liwei mutters alene kredsede 14 gange om Jorden på knap et døgn. På hele turen sad han fastspændt i sin stol, iført en tung rumdragt. Det eneste, han fik at spise og drikke, var kold mad og koldt vand. Hans opgave var at holde øje med, at alt i rumkapslen fungerede som det skulle. Og det gjorde det, kunne han berette. Nu, to år senere, var turen rundt om Jorden mere komfortabel. Der var to mand ombord, den 40-årige Fei Junlong og den 41-årige Nie Haisheng. I de fem døgn, deres rumfærd varede, kunne de skiftes til at sove, de kunne bevæge sig rundt i to af rumfartøjets tre moduler, de kunne skifte rumdragten ud med almindeligt arbejdstøj, og der var sørget for lækker mad til dem, både noget nærende og noget, de hver især havde valgt som deres yndlingsspise. De kunne varme maden og drikke varm te. De havde travlt med at foretage videnskabelige målinger, og Fei fik også tid til at underholde tv-seerne med at

slå saltamortaler, som hans kollega sørgede for at filme.

Selvtilliden styrket De to oberstløjtnanter i det kinesiske flyvevåben fik en heltemodtagelse, da de var steget ud af rumkapslen i Det Indre Mongoli. De blev hyldet af landets ledere, i medierne, i deres hjembyer, på arbejdspladser, i skoler, overalt i landet. Det var det vellykkede bevis på, hvad Kina formår i teknologisk henseende, styrkede selvtilliden, både hos den enkelte kineser og hos myndighederne, lød det i kommentarerne efter landingen. Nyhedsbureauet Xinhua tolkede resultatet af de fem døgns flyvning således: „De to mænds rumrejse har rørt 1,3 mia. bankende hjerter. Disse 120 timer har virkeliggjort et halvt århundredes nationale drøm. I dette øjelik har historien givet værdigheden og ukrænkeligheden tilbage til den kinesiske nation. I en ikke så fjern fortid var vi fattige, levede i mørke og måtte tåle de imperialistiske magters tyranni. Kina med sin årtusinder gamle civilisation blev kaldt Asiens syge mand. Førhen kunne vi end ikke lave en bil eller et skib. I dag er et uafhængigt, selvforsynende og stadig stærkere Kina som ved et mirakel blevet et af en håndfuld lande, der er i stand til at virkeliggøre drømmen om en rumflyvning”.

Næste skridt: rumvandring Lederne af de kinesiske rumprogrammer fortalte efter de to taikonauters veloverstående rumtogt, hvad der nu skal ske, efter at første fase af bemandede rumfyvninger er overstået. En af cheferne, Tang Xianming, oplyste, at næste skridt bliver en bemandet rumflyvning i 2007. Her skal en rumpilot bevæge sig uden for rumfartøjet. Der skal også foretages forsøg med sammenkobling af to rumfartøjer, og et midlertidigt laboratorium skal indrettes, hvor videnskabsfolk kan arbejde i en kortere periode. Mellem 2009 og 2012 foretages tredje fase: bygning af et permanent rumlaboratorium for videnskabsmænd og taikonauter, der kan transporteres frem og tilbage

10

mellem rumstationen og Jorden. Der bliver tale om meget vidtrækkende videnskabelige undersøgelser, hvor det ene hold videnskabsmænd afløser det andet. „Der vil hermed blive lagt et solidt grundlag for, at Kina kan foretage en fredelig udnyttelse af rummet og udforske rummets ressourcer”, hedder det i en meddelelse fra kontoret for bemandede rumflyvninger.

Kurs mod Månen Kinesernes langsigtede mål er at sætte en taikonaut ned på Månen. Det sker måske i 2017, har flere kinesiske rumforskningschefer bebudet. Måneprogrammet gennemføres sideløbende med de bemandede rumflyvninger. Det begynder i 2007 med, at en sonde sendes i kredsløb om Månen. Sonden skal svæve rundt om Månen i et år. Blandt dens opgaver er at tage tredimensionale fotografier af hele Månens overflade. Amerikanerne og russerne har kun fotograferet en del af overfladen og aldrig dens syd- og nordpoler, fremhæver kinesiske rumforskere. I 2012 sendes et ubemandet køretøj ned på Månen. Det skal foretage en del målinger og sende informationer tilbage til Jorden. Tredje del af måneprogrammet går ud på at sende endnu et køretøj ned på Månen, men det skal vende tilbage til Jorden med prøver af Månens overflade. Går alt som planlagt, skulle kineserne derefter været parate½ til at landsætte en mand på Månen. 2017 og 2020 har været nævnt som tidspunktet for denne begivenhed, der nok vil sætte hele landet på den anden ende.

Kritiske røster Der har i de kinesiske medier – i hvert fald i den del, der findes på nettet – ikke været megen debat om de kinesiske rumplaner. Alle planer er blevet omtalt næsten uden indvendinger. Kritik eller betænkeligheder har der dog været. De store omkostninger er blevet kritiseret, men det har en af de førende rumforskere, Ouyang Ziyuan, afvist med en bemærkning om, at den samlede udgift ved at sende en sonde omkring Må-


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

nen – 1,3 mia. yuan – ikke er mere, end hvad det koster at anlægge to kilometer undergrundsbane i Beijing. Han afviser også en påstand om, at det er tidsspilde at udføre, hvad USA og Sovjetunionen/Rusland forlængst har gennemført. Det er korrekt, siger han, at Kina befandt sig på kravlestadiet, da de to rumfartsnationer dansede ballet, men Kina kan yde et bidrag ved at udrette noget på en ny og bedre måde. „Hvis vi aldrig gør noget, som andre har gjort, behøver vi ikke bygge jernbaner, biler eller fly”, lyder hans kommentar. Han mener, at rumfartsprogrammet er med til at sætte skub i Kinas videnskabelige udvikling. En skarp kritik af hele Kinas måneprogram er kommet fra en kinesisk videnskabsmand, Hu Wenrui, der er medlem af Det Internationale Astronautiske Akademi og arbejder for Ki-

nas Samfundsvidenskabelige Akademi. Han mener, at det vil blive svært for Kina at yde et betydningsfuldt bidrag til måneforskningen. I mangel af nye opfindelser eller opdagelser vil måneprogrammet blive en videnskabelig fuser, siger han.

Til Månen efter helium Hans kritik gælder blandt andet formålet med at gå ned på Månen. Fortalerne for programmet har fx peget på, at der på Månen findes enorme mængder af grundstoffet helium-3, der gennem en fusionsproces kan omdannes til energi uden at forurene eller efterlade radioaktive biprodukter i nævneværdigt omfang. Problemet er, at der på Jorden kun er beskedne mængder af helium-3, hvorimod der ifølge de kinesiske videnskabsfolk findes mindst en mio. tons på Månen. Det er nok til at dække

På udstillingen Hannover Expo i 2000 var den kinesiske pavillon præget af drømmen om at sende et bemandet rumfartøj til Månen. Udstillingen viste to taikonauter på Månen, den ene er ved at plante det kinesiske flag i månejorden. (Foto: Mark Wade, www.astronautix.com).

hele verdens energibehov i tusinder af år, hævdes det. Ti tons kan erstatte hvad Kina i dag bruger mange millioner tons kul og olie til at dække energibehovet. Hertil indvender den kritiske videnskabsmand, at det er lige så effektivt, men langt billigere, at udvinde energi fra havvand gennem en fusionsproces. Én kubikkilometer af havvand giver samme energimængde som hele verdens reserver af fossilt brændstof. Hvorfor tage til Månen, når man kan udnytte lettilgængelig og forholdsvis billig energi her på Jorden, spørger han. Kritikken gælder, såvidt man kan skønne, kun måneprogrammet. At Kina skal gøre sig gældende i rummet og stå mål med USAs præstationer, er der tilsyneladende almindelig enighed om.

To taikonauter parat til at modtaget folkets hyledst efter fem døgn i rummet – Nie Haisheng og Fei Junlong, der kredsede om Jorden i fem døgn og landede i god behold den 17. oktober 2005. De blev modtaget som nationens helte og blev hyldet rundt om i Kina. Næste tur i rummet skal efter planen finde sted i 2007. (Foto: Beijing Review).

11


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

KONFLIKTER I KINAS LANDSBYER TAISHI – ET FORSØG PÅ AT AFSÆTTE EN LEDER Protester i Kinas landområder, hvor hovedparten af landets befolkning fortsat bor, er en udfordring af afgørende betydning for Kinas magthavere. Antallet af protester vurderes at være steget støt år for år fra omkring 10.000 i 1994 til ca. 74.000 i 2004. Tendensen blev sidst understreget af uroligheder i landsbyen Dongzhou i provinsen Guangdong i december 2005, hvor poliet åbnede ild mod demonstranter. Denne begivenhed behandles i artiklen „Den blodige tirsdag i Dongzhou“ side 16.

Tidligere på efteråret 2005 var det den lille landsby Taishi på kun 2000 indbyggere – også i Guangdong-provinsen – der skabte overskrifter, da landsbyens indbyggere forsøgte at benytte deres lovfæstede ret til at forlange omvalg af landsbykomiteens medlemmer og få indsigt i landsbyens regnskaber. Forsøget mislykkedes, og undervejs udviklede det sig til voldelige sammenstød mellem lokale myndigheder og demonstranter. Urolighederne i Taishi rejser to centrale spørgsmål i forbindelse med striden mellem de lokale myndigheder og bønderne: Hvad skete der egentlig op til og under urolighederne i Taishi? Og hvordan er perspektiverne for Kinas fremtidige politiske udvikling i lyset af Taishi-beboernes protester? Svaret på dette sidste, væsentlige spørgsmål diskuteres ivrigt af kinaeksperter, men der kan ikke gives et endegyldigt svar.

Af Henriette Pia Meldgaard Kristensen Hovedfagsstuderende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Beskyldninger mod landsbylederen

Landsbyen Taishi i Panyu-distriktet ligger ikke langt fra storbyen Guangzhou. Med kun 2000 indbyggere kom Taishi i brændpunktet både i Kina og udlandet, da landsbyens beboere fra slutningen af juli 2005 og frem til oktober demonstrerede for at få landsbylederen afsat.

Baggrund for protesterne var beskyldninger mod lederen af landsbykomiteen, Chen Jinsheng, for økonomisk korruption. En del af beboerne ønskede at få ham afsat og få indsigt i Taishis finansielle forhold for at undersøge mistanken om korruption. Landsbyens partisekretær, Chen Jinsheng, var leder af landsbykomiteen fra 1998. I april 2005 blev han med 60 pct. af stemmerne genvalgt som leder. I månederne efter valget begyndte Taishis indbyggere at undre sig over, hvorfor landsbyen og dens indbyggere tilsyneladende ikke havde profiteret fuldt ud af, at en stigende del af Taishis jord var blevet inddraget til industriformål. Til trods for at Taishi havde tredoblet sin indkomst siden 2001, var landsbyen fortsat forgældet, ligesom den årlige dividende, indbyggerne modtog som kompensation for, at landbrugsjord blev inddraget til industriformål, burde have været større. Blandt landsbyens beboere blev Chen Jinsheng også beskyldt for at have brugt Taishis finansielle midler til personlige formål. Eksempelvis mente bønderne, at Chen Jinsheng

12

havde betalt af på sin gæld med landbyens penge, at han havde spist og drukket på landsbyens regning samt udnyttet sin position til at sikre familiemedlemmer fordelagtige byggekontrakter. En gruppe af Taishis indbyggere bad derfor om adgang til landsbyens budget, et ønske, der blev pure afvist af Chen Jinsheng til trods for, at paragraf 22 i Rural Villagers Organization Law – loven om landsbyernes forvaltning – slår fast, at landsbykomiteen skal offentliggøre budgettet mindst hvert halve år. Landsbybeboerne begyndte derfor i slutningen af juni 2005 at indsamle underskrifter med henblik på at få valgt en ny leder af landsbykomiteen. Rural Villagers Organization Law slår fast, at hvis mindst 20 pct. af vælgerne underskriver en anmodning om at få holdt omvalg af medlemmerne til landsbykomiteen, skal anmodningen tages imødekommes. Dette forsøg fra bøndernes side på at benytte deres juridiske rettighed til at kræve omvalg til posten som landsbyleder, skulle senere blive kernen i striden mellem bønderne og de lokale myndigheder. Startskuddet til urolighederne i Taishi var bøndernes underskriftsindsamling. Konflikten mellem landsbybeboerne og de lokale myndigheder varede helt frem til oktober, hvor det lykkedes de lokale myndigheder at sikre, at Chen Jinsheng bevarede magten.

Tilslutning til krav om omvalg Landsbybeboernes underskriftsindsamling vandt stor opbakning blandt Taishis indbyggere. På kort tid var der indsamlet mere end 400 underskrifter. Eftersom der er omkring 1400 stemmeberettigede borgere i Taishi, opfyldte bønderne dermed lovens krav om, at anmodningen skal støttes af mindst 20 pct. af vælgerne. Den 29. juli afleverede bønderne anmodningen. Men den blev afvist af de lokale myndigheder den 29. august med henvisning til, at bønderne havde vedlagt dokumenter i kopier og ikke – som de ifølge myndighederne skulle have gjort – i originaler. Landsbybeboerne mente ikke, at dette krav fremgik af Rural Villagers Organizati-


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

on Law, men afleverede ugen efter atter anmodningen, denne gang med de originale dokumenter som bilag. Antallet af underskrifter var nu steget til omkring 800, men myndighederne godkendte kun omkring 500 af dem, angiveligt efter at have forlangt, at rigtigheden af underskrifterne skulle bekræftes ved personligt fremmøde. Vigtigst var det imidlertid, at de lokale myndigheder godtog anmodningen. Dette skete dog ikke uden videre, idet landsbybeboerne havde indledt deres protestaktioner umiddelbart efter de lokale myndigheders første afvisning af deres anmodning. Mest opmærksomhed vakte det, at en større gruppe af Taishis borgere sultestrejkede foran Panuy-distriktets regeringskontor i dagevis – et tiltag myndighederne reagerede på ved at indsætte flere hundrede politibetjente og foretage arrestationer. I mellemtiden var konflikten blevet skærpet, idet landsbybeboerne den 4. august afslørede to af Taishis regnskabsmedarbejdere, mens de om natten var i færd med at bryde ind i regnskabskontoret. Formålet med indbruddet var, mente landsbybeboerne, at ændre indholdet af landsbyens regnskaber. Forehavendet mislykkedes dog, idet landsbybeboerne fik fjernet bøgerne inden. Episoden førte til, at Taishis indbyggere iværksatte en konstant overvågning af regnskabskontoret. Overvågningen blev varetaget af en gruppe ældre kvinder. Nogle uger efter indsatte de lokale myndigheder mere end 500 politibetjente, der foretog anholdelser blandt landsbybeboerne. Dette skete, efter at indbyggerne i Taishi havde omringet biler, hvori højt placerede lokale embedsmænd befandt sig.

Omvalg annulleret Striden mellem bønder og de lokale myndigheder fandt sin afslutning, da det den 15. september blev meddelt, at der den følgende dag ville blive afholdt valg af syv medlemmer til den komite, der skulle forestå et eventuelt omvalg. På trods af det korte varsel stemte omkring 40 pct. af indbyggerne i Taishi til valget næste dag, hvor komiteens syv medlemmer blev valgt.

Dermed var striden imidlertid ikke slut, idet konflikten mellem landsbybeboerne og de lokale myndigheder de følgende uger tog en ny drejning: næsten 400 landsbybeboere trak deres underskrift tilbage, hvorved anmodningen om omvalg blev ugyldig, og seks af de syv valgte komitemedlemmer trak sig fra posten. Dette skete, efter at de lokale myndigheder havde benyttet såvel gulerod som pisk over for bønderne for at få dem til at trække deres underskrift tilbage. Indbyggerne blev fx truet med, at de kunne miste deres job, og at deres børn ville blive nægtet skolegang, hvis de ikke trak deres underskrift tilbage. Men gjorde de det, ville deres arresterede familiemedlemmer blive løsladt. Samtidig blev Taishis indbyggere angiveligt lovet gaver i form af fx jordlodder, hvis de hjalp med at holde Chen Jinsheng ved magten. Resultatet af de tre måneders strid mellem landsbybeboere og lokale myndigheder i Taishi landsbyen blev således alt i alt, at landsbykomiteens medlemmer og dermed også den udskældte Chen Jinsheng blev siddende på deres poster.

flikten i Taishi fik også internationale medier øjnene op for urolighederne. Flere vestlige journalister, der forsøgte at dække begivenhederne på så tæt hold som muligt, blev arresteret og involveret i voldelige sammenstød med politiet og grupper af civile („tæskehold“), der blev betalt for at angribe aktivisterne og deres sympatisører.

Taishi og Kinas politiske udvikling Enden på mere end tre måneders uroligheder i Taishi blev altså, at landsbykomiteen fortsatte som hidtil. Alligevel kan begivenhederne få betydning for Kinas politiske udvikling. Den velrenommerede amerikanske avis Washington Post har sågar kaldt urolighederne i Taishi for en milepæl i forbindelse med de sociale protester, Der blev samlet underskrifter på en anmodning om omvalg af medlemmer til landsbykomiteen. 800 af 1400 stemmeberettigede skrev under, langt flere end loven foreskriver, men 400 blev presset eller overtalt af landsbylederne til at trække deres underskrift tilbage, så omvalget blev annulleret. (Foto: Epoch Times)

Støttet af erfarne aktivister Under konfrontationerne med de lokale myndigheder fik landsbybeboerne i Taishi støtte af politiske aktivister fra andre dele af Kina. Disse rådgav fx bønderne om deres rettigheder i det juridiske system. Blandt de personer, der spillede en særlig stor rolle, var to erfarne politiske aktivister, Yang Maodong og Lu Banglie. Førstnævnte var en tidligere filosofiprofessor, der bl.a. havde publiceret skrifter til dissident-internetsider og senest havde været arresteret i april måned, fordi han havde været med til at organisere antijapanske demonstrationer. Også under demonstrationerne i Taishi blev Yang Maodong arresteret. Lu Banglie var blevet kendt tilbage i 2003, da han ved blandt andet at sultestrejke fik afsat landsbylederen i sin egen landsby i Hubeiprovinsen på baggrund af anklager for korruption. Efterfølgende blev han selv valgt til posten som landsbyleder. I takt med intensiveringen af kon-

13


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

der spreder sig som ringe i vandet i Kina i takt med, at den sociale ulighed i landet vokser. Et tegn på, at kommunistpartiet vurderede situationen som alvorlig var, at premierminister Wen Jiabao ifølge forlydender aflagde besøg i regionen for at drøfte urolighederne i Taishi med lokale embedsmænd. Men hvorfor tillægges protesterne fra Taishis kun 2000 indbyggere i mængden af sociale protester i Kina tilsyneladende stor betydning? Her skal der fokuseres på to svar på dette spørgsmål – for det første kan striden i Taishi landsbyen påvirke perspektiverne for styrkelse af lokalvalg i Kina, og for det andet opstod et nyt vigtigt organisatorisk fænomen under urolighederne i Taishi landsbyen, idet bønderne fik støtte fra prodemokratiske aktivister fra andre egne af Kina. Klart står det dog samtidig, at der ikke kan gives et entydigt og skråsikkert svar på, hvilken – og om overhovedet nogen – betydning urolighe-

derne i Taishi får for Kinas politiske udvikling.

Problemer med lokalvalg En årsag til at protesterne fra Taishi landsbyens indbyggere kan få indflydelse på Kinas politiske udvikling er, at protesterne griber ind i en vigtig diskussion om udbredelsen og kvaliteten af direkte valg på Kinas laveste administrative niveauer – landsby- og kommuneniveauet. Siden vedtagelsen af loven om valg i landsbyerne – „Organic Law of Villagers´ Commitees” – i 1987 er der sket en stadig udbredelse af systemet med direkte valg af medlemmer til landsbyledelsen i Kinas landsbyer. Ses disse direkte valg på landsbyniveau nærmere efter i sømmene, fungerer de – selvom de har eksisteret siden 1987 – imidlertid ikke tilfredsstillende overalt. Blandt problemerne er, at beslutninger ikke gennemføres som tilsigtet på lokalt niveau, idet de lokale myn-

Da Tashis beboere opdagede, at folk fra landsbyledelsen ville stjæle landsbyens regnskaber, fjernede de selv bøgerne, der måske kunne afsløre uregelmæssigheder i landbykomiteens finansielle dispositionen. En gruppe ældre beboere holdt på skift vagt foran kontoret. (Foto: Epoch Times).

14

digheder nogle steder udnytter deres position til at favorisere sig selv og deres familie. Et andet problem er, at procedurerne omkring bøndernes muligheder for at vælge og overvåge landsbyledelsen i nogle landsbyer er for svage – fx er nomineringsprocedurerne uigennemskuelige, stemmeafgivningen foregår ikke altid i hemmelighed, og i nogle tilfælde nomineres ikke flere kandidater end det antal, der skal vælges. I slutningen af 1990´erne begyndte Kinas magthavere også at eksperimentere med direkte valg til næste niveau – den kommunale administration. Senest er Kommunistpartiets ledelse gået i gang med at overveje at udbrede direkte valg på kommuneniveau til hele Kina i løbet af de næste par år. Premierminister Wen Jiabao fortalte således den britiske premierminister Tony Blair under hans besøg i Kina i september 2005, at der i løbet af de næste par år ville blive indført kommunalvalg i Kina. Dette understreger, at der foregår en løbende diskussion om kvaliteten og udbredelsen af lokalvalg i Kina, som urolighederne i Taishi og andre landsby kan influere på. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan protesterne fra Taishis indbyggere kan påvirke udbredelsen af direkte valg på Kinas laveste administrative niveauer og kvaliteten af landsbyvalgene. Kommunistpartiet har valget mellem to modsatrettede strategier – på den ene side at imødekomme bøndernes utilfredshed over korrupte landsbyledere ved at styrke bøndernes muligheder for selv at vælge deres ledere, og på den anden side at sætte tempoet ned i udbredelsen af demokrati på græsrodsniveau på grund af en frygt for, at direkte valg opildner bønderne til protester. Sikkert er det, at kommunistpartiet ønsker stabilitet frem for alt, hvorfor den kinesiske ledelse sandsynligvis vil prøve at balancere mellem de to strategier. Hvad kvaliteten af valgene angår, står det klart, at forløbet i Taishi er endnu et eksempel for kommunistpartiets ledelse på de store proble-


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

mer, der ulmer i Kinas landområder. Karakteristisk for situationen i Taishi var det fx, at de lokale myndigheder havde udnyttet deres position til at favorisere sig selv og deres familie, samt at omvalget blev skæmmet af de lokale myndigheders succesrige bestræbelser på at manipulere resultatet. Præcis hvad kommunistpartiets ledelse vil gøre for at løse disse problemer, er usikkert.

Aktivisternes betydning En anden årsag til, at urolighederne i Taishi kan få betydning for Kinas politiske udvikling, er, at et nyt organisatorisk fænomen så dagens lys i Kina under urolighederne. Som noget ganske særegent for sociale protester i Kina modtog de protesterende bønder støtte fra politiske aktivister fra andre egne af Kina og Beijing-baserede intellektuelle. Grunden til, at dette tillægges stor betydning er, at samarbejde mellem politiske aktivister kan gøre sociale protester i Kina mere virkningsfulde, idet samarbejdet kan bidrage til, at sociale protester er bedre organiserede og spreder sig til andre egne af Kina. Blandt de politiske aktivister, der støttede indbyggerne i Taishi, var som nævnt Lu Banglie samt den erfarne aktivist og tidligere filosofiprofessor Yang Maodong. Kontakten til beboerne i Taishi blev skabt i juli 2005, da Yang Maodong traf repræsentanter for de utilfredse indbyggere. Yang Maodong introducerede senere på måneden bønderne til Lu Banglie, som han kendte fra dennes besøg i Beijing i april 2005, hvor han havde opsøgt Yang Maodong for at få gode råd om sin egen situation. Kort herefter flyttede Lu Banglie til Guangzhou, hvor han fik arbejde på en fabrik, der producerede plastikjuletræer. Han kunne så rådgive bønderne i Taishi omkring juridiske spørgsmål, når de besluttede sig for at forlange omvalg til landsbykomiteen. Også det Beijing-baserede netværk af aktivister støttede indbyggerne i Taishi. Baggrunden for deres støtte var, at de vurderede, at Taishi kunne blive vigtig i bestræbelserne på at

fremme Kinas demokratiske udvikling på grund af landsbyens geografiske placering – tæt på det relativt liberale Hong Kong og placeret i en region i rivende økonomisk udvikling. Støtten fra erfarne politiske aktivister skulle vise sig at få stor betydning for forløbet af urolighederne i Taishi. En årsag var, at aktivister som Yang Maodong og Lu Banglie videregav erfaringer fra protester, de havde deltaget i og organiseret. Indbyggerne i Taishi modtog også rådgivning fra de erfarne aktivister om deres juridiske muligheder for at protestere over landsbykomiteen. En anden årsag var, at støtten fra prodemokratiske aktivister bidrog til, at urolighederne i Taishi spredte sig til to omkringliggende landsbyer. Her foretog bønderne lignende protestaktioner for at udtrykke utilfredshed over lokale myndigheders konfiskation af deres jord, hvilket førte til voldelige sammenstød mellem bønderne og politiet. I den ene af landsbyerne, Sanshan, var det sågar nogle af de samme aktivister, der rådgav bønderne bag kulisserne. En sidste årsag var, at netværket af politiske aktivister, der omgav bønderne i Taishi, bevidst arbejdede på at involvere kinesiske og udenlandske medier. En strategi, de langt hen ad vejen fik succes med.

ledes styrke effekten af sociale protester som et middel til at fremme Kinas demokratiske udvikling, idet samarbejdet sikrer koordination mellem protester forskellige steder i Kina og bidrager til, at de enkelte protester bliver mere velorganiserede. Hvilken betydning dette får for den udfordring, sociale protester i fremtiden vil udgøre for Kommunistpartiet, er det imidlertid kun tiden, der kan vise.

Forslag til yderligere læsning: - Tidligere numre af Kinabladet har behandlet sociale protester fra forskellige vinkler. Fx Kinabladet nr. 28 Vinter 2005 („Protester i det harmoniske samfund“. - EastSouthWestNorth har samlet og oversat en lang række af artikler om uolighederne i Taishi fra kinesiske medier (se bl.a. www.zonaeuropa.com/ 20050919_1htm). - Edward Cody i Washington Post 25. november 2005, „In Chinese Uprising, Peasants Find New Alies“. - The Guardian publicerede fra 10. til 17. oktober 2005 den række artikler om protesterne i Taishi.

FAKTA De to paragraffer i Rural Villagers’ Organization Law, som Taishis beboere benyttede: Paragraf 16:

Efter urolighederne i Taishi – hvad nu?

Mulighederne for omvalg: Hvis 20 pct. af de stemmeberettigede vælgere underskriver en fælles erklæring, kan de anmode om omvalg af landsbykomiteens medlemmer. Der skal gives en begrundelse for kravet om omvalg, og de, der klages over, har ret til at appellere.

Nok førte Taishi-indbyggernes tre måneder lange kamp for at kunne benytte deres ret til at anmode om omvalg til posterne som medlem af landsbykomiteen ikke umiddelbart til resultater. Alligevel kan urolighederne i Taishi vise sig at påvirke Kinas politiske udvikling. Endnu er det dog for tidligt at sige præcist, hvilken betydning protesterne fra indbyggerne i Taishi får på udbredelsen og kvaliteten af direkte valg på landsbyog kommunalt niveau i Kina. Til gengæld understreger forløbet af urolighederne i Taishi vigtigheden af, at der etableres samarbejde mellem politiske aktivister fra forskellige egne af Kina. Et sådant samarbejde ville så-

Paragraf 22: Offentliggørelse af landsbyens finansielle forhold: Landsbykomiteen skal offentliggøre et detaljeret budget mindst én gang hvert halve år, så landsbybeboerne kan se det. Indholdet skal bl.a. indbefatte: - Landsbyens planlagte budget sammenlignet med landsbyens faktiske udgifter. - Indtægter og udgifter i forbindelse med iværksatte projekter. Kilde: EastSouthWestNorth

15


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

DEN BLODIGE TIRSDAG I DONGZHOU SKARPE SKUD MOD DEMONSTRANTER Tirsdag den 6. december 2005 fik en blodig afslutning i landsbyen Dongzhou ved Det Sydkinesiske Hav. Politiet skød mod en folkemængde, der demonstrerede for at få større erstatning for beslagt jord. Mindst tre blev dræbt. I artiklen „Konflikter i Kinas landsbyer” side 12 fortælles om baggrunden for den udbredte uro i Kinas landsbyer. Af Flemming Poulsen

Konflikten mellem myndigheder og beboerne i Dongzhou skiller sig af to grunde ud fra tilsvarende uroligheder i mange andre landsbyer: I Dongzhou blev der indsat politisoldater – specielt uddannede, halvmilitære enheder – der skød med skarpt mod demonstranterne, og demonstranterne kastede benzinbomber („molotovcocktails”) og sprængladninger (som fiskerne bruger til at bedøve fisk med) mod politistyrken. Normalt er landsbybeboerne bevæbnede med stokke og sten, når de går til kamp mod politiet, og de ubevæbnede po-

Landsbyen Dongzhou hører under Shanwei kommune, der ligger ud til Det Sydkinesiske Hav, små 200 kilometer fra Hong Kong. Dongzhou har omkring 10.000 indbyggere, der lever af landbrug og fiskeri. De har demonstreret for at få en større erstatning for jord, der beslaglægges, og fiskeri, der ødelægges, fordi der skal opføres et kraftværk.

litifolk svarer igen med tåregas og knipler. Hvorfor det gik galt i Dongzhou er ikke helt klarlagt.

Fire dages tavshed Budskabet om tirsdagens drama nåede omverdenen gennem øjenvidneberetninger, som vestlige korrespondenter i Beijing og Shanghai og kinesiske journalister i Hong Kong fik stykket sammen ved at ringe til beboere i landsbyen. Telefonen var eneste kontaktmulighed, for politiet afskar straks forbindelsen mellem landsbyen og omverdenen. Endnu fire uger efter den blodige tirsdag kunne vestlige korrespondenter oplyse, at Dongzhou stadig var en lukket by. Mens politiets skarpe skud gav genlyd over hele verden, fik de kinesiske medier, bortset fra de lokale, forbud mod at omtale begivenhederne i Dongzhou. Først om lørdagen, fire dage efter skuddramaet, kom en kort meddelelse fra regeringen i Shanwei kommune, som Dongzhou hører under. Politiet var blevet tvunget til at skyde med skarpt mod demonstranterne, fordi nogle få urostiftere havde hidset befolkningen op til at angribe politiet med benzinbomber og spængladninger. Politiet affyrede varselsskud, men på grund af mørket og det kaos, der opstod, blev tre demonstranter dræbt og otte blev såret, lød Shanwei-regeringens forklaring. Men dagen efter kom en anden forklaring fra Guangdong-provinsens regering, som Shanwei hører under. Den gik ud på, at kommandanten for politistyrken, der gav ordre til at skyde med skarpt, var blevet anholdt. Han havde „begået fejl” under sammenstødet med demonstranterne. Hvad fejlen bestod i, blev ikke oplyst. Beboere i Dongzhou har bekræftet, at demonstranterne brugte benzinbomber og sprængladninger mod politifolkene, men kun for at skræmme dem væk. Ingen kom noget til, forsikres det.

En lærestreg Tilsyneladende har skyderiet i Dongzhou gjort indtryk på højeste sted i Beijing. Det officielle nyhedsmagasin

16

„Beijing Review” bragte i årets sidste nummer, den 29.12.05, en artikel om sagen. Her kunne man læse, at episoden i Dongzhou havde givet myndighederne en lærestreg: „Hvad angår behandling af forhold på landet, kan man ifølge kinesiske eksperter tage ved lære af en episode den 6. december i Sydkina, hvor landsbybeboeres protest fik en dødelig udgang og siden har vakt international opmærksomhed”, hed det i artiklen. Bladet citerer derefter nogle udtalelser, der kritiserer myndighedernes optræden. En professor i offentlig forvaltning ved Folkets Universitet i Beijing, Mao Shoulong, har ifølge bladet udtrykt betænkeligheder ved de lokale myndigheders behandling af situationen. De burde straks have overvejet, hvordan man kunne undgå en direkte konfrontation mellem politiet og beboerne, og dannet sig et overblik over, hvor alvorlig situationen var. „Den fejlagtige optræden forårsagede ofre og har haft negative internationale virkninger”. Han anbefaler samtidig landsbybeboerne at bruge andre midler til at beskytte „deres lovmæssige rettigheder og interesser. Konfrontation er ikke til stor hjælp til at løse problemet”. En medarbejder ved Kinas Samfundsvidenskabelige Akademi, Xu Youyu, citeres for at have sagt til en avis i Guangdong-provinsen, at „regeringen bør udvikle en ny holdning til samfundsmæssig utilfredshed, før folk mister tilliden og tålmodigheden”. Professor Joseph Yu-shek Cheng ved Hong Kongs City Universitet siger, at folk i Hong Kong opfatter episoden i Dongzhou som endnu et eksempel på de lokale myndigheders korruption i forbindelse med beslaglæggelse af jord til udviklingsformål. Denne episode ødelægger billedet af landet, der forsøger at indføre et retssamfund”.

„Der ligger lig i gaderne“ Beboernes telefoniske øjenvidneberetninger til journalisterne gik ud på, at konflikten i bund og grund skyldtes flere måneders utilfredshed med


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

de erstatninger, som myndighederne har givet dem for jord, der var beslagt i forbindelse med opførelse af en vindmøllepark. Da myndighederne afslog at yde mere, blokerede beboerne vejen til vindmølle-byggepladsen. Tirsdag den 6. december 2005 tog tre mænd, der stod i spidsen for beboernes protester, til byggepladsen for at undersøge, hvordan det gik med deres protester. De blev alle tre anholdt. Da det rygtedes, samledes flere hundrede beboere ved byggepladsen. De blev jaget væk af politiet ved hjælp af tåregas og knipler. Politiet tilkaldte derpå forstærkninger fra Shanwei. Da et par hundrede bevæbnede politisoldater kom til Dongzhou, blev de mødt af et par tusinde beboere, der kastede benzinbomber og sprængladninger mod politifolkene. De svarede igen med at åbne ild. Der opstod panik, da nogle demonstranter råbte, at de var blevet ramt af skud. Skyderiet varede flere timer. Det samme gentog sig dagen efter. Men torsdag var alt roligt, folk holdt sig indendøre. „Vi er skrækslagne“, lød det i telefonen. Ifølge beboerne blev mellem ti og tyve demonstranter eller tililende dræbt. „Der ligger lig i gaderne“, sagde en beboer, men de pårørende turde ikke gå ud og hente dem af frygt for at blive skudt eller anholdt. Et par dage senere anmodede folk om at få udleveret ligene, men det ønske ville politiet ikke opfylde, med mindre de pårørende ville skaffe ligene af vejen straks og gå med til at fortælle myndighederne, at de døde ikke var blevet ramt af skud, men dræbt af deres eget sprængstof. I de følgende dage gik politiet fra hus til hus for at finde folk, der var mistænkt for at stå bag demonstrationerne. Adskillige blev anholdt.

kontoret i Shanwei som kilde, at „over 170 landsbybeboere, ledet af urostifterne Huang Xijun, Lin Hanru og Huang Xirang, bevæbnede med knive, stålspyd, stokke, dynamit, flasker fyldt med benzin og fiskedetonatorer belejrede vindmølleparken. Politiet, der greb ind for at opretholde ro og orden, blev tvunget til at kaste tåregasgranater for at opløse den væbnede belejring og arrestere to oprørere”. „Da det blev mørkt, begyndte den kaotiske pøbel at kaste sprængstof mod politiet. Det var tvunget til at åbne ild. Under dette kaos døde tre beboere, otte blev såret, tre af dem dødeligt”. Dagen efter kom så erklæringen fra Guangdong-provinsens regering, der lagde ansvaret for blodsudgydelserne på politistyrkens kommandant.

Protest fra intellektuelle Kinesiske intellektuelle og kritikere af det kommunistiske styre har i et „åbent brev” på internettet sendt en

protest til regeringen i Beijing. „Vi protesterer på det skarpeste mod, at den kinesiske regering ikke offentligt har forklaret, klarlagt og undersøgt nedskydningen. Vi protesterer mod forbudet mod at medierne rapporterer om sagen”. Brevet er underskrevet af over 50 intellektuelle og dissidenter. I brevet siges det, at Kinas samfundsmæssige krise vil fortsætte, med mindre folks klager behandles på en ordentlig måde, og landet bliver mere åbent. „Hvis der ikke findes et demokratisk og frit forfatningsmæssigt system, et åbent, politisk rum, hvor forskellige interesser kan komme til orde, er det umuligt for Kina at løse sine samfundsmæssige konflikter på en fredelig måde”. Kilder: www.freeinternetpress.com www.zonaeuropa.com www.chinanewsagency.com Netudgaver af South China Morning Post, Washington Post, Xinhua, Reuters m.fl.

Knælende Dongzhou-borgere foran flere hundrede bevæbnede politisoldater beder om at få udleveret ligene af demonstranter og anmoder politiet om at forlade landsbyen. Dette og andre billeder fra Dongzhou er optaget og fremskaffet under største risiko af Epoch Times reportere, oplyser billedbureauet. (Foto: Epoch Times)

To officielle forklaringer Først om lørdagen, fire dage efter den blodige tirsdag, bragte det officielle nyhedsbureau Xinhua en kort rapport om sagen. Under overskriften „Kina offentliggør rapport om uroligheder i Syd” meddelte Xinhua med informations-

17


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

DEMOKRATI MED KINESISKE KENDETEGN Den 19. oktober 2005 offentliggjorde den kinesiske regering hvidbogen „Opbygning af politisk demokrati i Kina”. I det 74 siders lange dokument kan man læse den kinesiske regerings eget bud på, hvordan fremtidens politiske landskab skal se ud. Og lad det være sagt med det samme: Kommunistpartiet har ingen intentioner om at afgive den politiske magt. Af Morten Laugesen ph.d.-studerende, Østasiatisk Afdeling, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet. Kina fik i oktober 2005 sin første hvidbog om politisk demokrati. Selvom hvidbogen på mange måder er forudsigelig læsning, er den ikke uinteressant, da den desuden kan ses som et udtryk for, hvordan Kinas Kommunistiske Parti (KKP) opfatter sin egen rolle i det kinesiske samfund. Samtidig er den – og vil være det i mange år – et udtryk for den officielle politik på området.

Voksende pres fra omverdenen At den kinesiske regering har valgt at udarbejde en hvidbog om politisk demokrati lige netop nu er ikke nogen tilfældighed. Opsigtsvækkende begivenheder i en række postkommunistiske lande som Georgien, Ukraine og Kirgisistan inden for de seneste par år, kombineret med en stadig skarpere amerikansk kritik af den kinesiske regerings manglende politiske reformarbejde, har tvunget den kinesiske regering til at tage til genmæle. Den amerikanske kritik af Kina er senest blevet fremsat af præsident Bush, da han under sit besøg i Kina i november måned opfordrede sin kinesiske kollega, Hu Jintao, til at give

Kinas borgere større sociale, politiske og religiøse friheder. Før det havde den amerikanske viceudenrigsmister, Robert Zoellick, i september 2005 opfordret kineserne til at udvide brugen af direkte valg og samtidig advaret den kinesiske regering mod et voksende krav fra den kinesiske befolkning om at iværksætte gennemgribende politiske reformer. Og i oktober blev opfordringen om at tildele befolkningen flere politiske rettigheder gentaget af Paul Wolfowitz, den forhenværende amerikanske viceforsvarsminister og politiske rådgiver for præsident Bush, som nu er chef for Verdensbanken. I Beijing ser man med stor alvor på de ovennævnte begivenheder, og man er på vagt over for enhver form for amerikansk indblanding i det man i Kina betragter som „interne anliggender“. Den kinesiske regering er nemlig ikke i tvivl om, at begivenhederne i de nævnte tre tidligere kommunistiske lande i høj grad skal tilskrives Bush-regeringens målrettede forsøg på at „eksportere demokrati“. En indsats som blandt andet indebærer økonomisk støtte til oppositionspolitikere og forskellige NGO’er i en række lande rundt omkring i verden. I en artikel i Folkets Dagblad den 26. april 2005 beskyldes Bush-regeringen således for at føre en „manipulerende, uren og umoralsk“ udenrigspolitik, som risikerer at få „farlige konsekvenser“ på længere sigt, fordi en vestlig demokratimodel ikke nødvendigvis er løsningen på alle landes problemer. Artiklen viser med tydelighed, at man i Beijing er på vagt over for et lignende scenario i Kina. Derfor har man fra myndighedernes side også truffet en række forholdsregler, som skal sikre bedre kontrol med udenlandske aktører i Kina. I januar 2005 blev der f.eks. strammet op på reglerne for udenlandsk-støttede NGO’er, som opererer i Kina, for at sikre, at de er registreret hos de centrale myndigheder. Det skulle de i princippet også tidligere, men førhen blev dette krav ikke taget særligt seriøst, hvilket altså nu har ændret sig.

18

Hvidbogen svar på tiltale

Med udgivelsen af hvidbogen sender den kinesiske regering et klart signal til omverdenen om, at omfattende politiske reformer ikke er på dagsordenen i Beijing i den nærmeste fremtid. Helt som forventet, fristes man til at sige, fastslår hvidbogen, at vejen til demokrati i et hvilket som helst land må ske under hensyntagen til de forhold, som findes i det pågældende land. Vejen til demokrati i Kina må således tilpasses kinesiske forhold, som er et resultat af historien. Med andre ord skal man i Kina ikke regne med at se demokratiske institutioner, som vi kender dem fra Vesten. „Der findes ikke en universel gældende demokratisk model“, som det hedder. Kina har sin egen model, en såkaldt „socialistisk politisk demokratisk model, som forener marxistiske teorier om demokrati med den kinesiske virkelighed“. Denne model, som KKP er garanten for, sikrer, at „den kinesiske befolkning er herrer i eget land og har udbredte demokratiske rettigheder, som udøves gennem folkets demokratiske diktatur“. Konklusionen bliver således, at folkets demokratiske rettigheder kun kan sikres, hvis KKP fastholder sit monopol på magten i Kina. Hvidbogen gør også en stor dyd ud af at få placeret KKP i en historisk kontekst og således udstyre ledelsen i Beijing med et „historisk mandat“ til at regere Kina. Der lægges i dokumentet stor vægt på, at det var under KKPs ledelse, at det kinesiske folk efter årtiers undertrykkelse omsider blev befriet fra „imperialisme, feudalisme og bureaukratisk kapitalisme“ og endelig kunne opleve national uafhængighed og fuld frihed. At KKP siden magtovertagelsen i 1949 desuden har formået at løfte millioner af kinesere ud af absolut fattigdom, forbedret levestandarden mærkbart for alle landets indbyggere og i stigende grad formået at gøre Kina til en vigtig aktør i det internationale samfund, lægges der naturligvis heller ikke skjul på. KKP fremstilles således som en betingelse for, at den positive udvikling, Kina er inde i, kan fortsætte ufortrødent. KKP er med andre ord


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

den nødvendige stabiliserende magtfaktor, foruden hvilken det kinesiske samfund ganske enkelt ville falde fra hinanden ligesom „en tallerken fyldt med sand“, som dr. Sun Yat-sen for snart hundrede år siden beskrev et Kina uden en stærk statsmagt.

Demokratiets udvikling under KKPs ledelse Hvidbogens forfattere forsøger at affeje kritikken af den kinesiske regerings manglende politiske reformarbejde med henvisning til de demokratiske tiltag, som allerede er blevet iværksat under KKPs ledelse, herunder valg til lokale folkekongresser og valg til landsbykomiteer. Folkekongresserne findes på alle niveauer i det kinesiske statsapparat fra Den Nationale Folkekongres i Beijing og ned til den lokale folkekongres på kommuneniveau. Medlemmerne af den lokale folkekongres, hvis opgaver blandt andet består i at overvåge kommunalregeringen i dennes arbejde samt udpege og eventuelt afskedige borgmesteren i den pågældende kommune, vælges formelt set gennem demokratiske valg, hvor den almindelige kinesiske borger i princippet har mulighed for at opstille som kandidat. I virkelighedens verden ser tingene dog meget anderledes ud. Medlemmerne af folkekongresserne udpeges for langt de flestes vedkommende stadigvæk af lokale partikomiteer, og når man en sjælden gang hører om, at det er lykkedes for enkeltpersoner at opnå valg til den lokale folkekongres på egen hånd, så betyder det ikke, at disse personer får reel politisk indflydelse. På papiret er folkekongresserne magtfulde organer, men i virkeligheden har de i mange år måttet leve med et ringeagtet prædikat som gummistempel for de lokale partikomiteer. Selvom der er begyndende tegn på, at folkekongresserne langsomt er ved at slippe ud af denne rolle, så hævdes det ofte i den kinesiske samfundsvidenskabelige litteratur, at de blot indtager „en plads på magtens sidelinje“. En anden ting, som hyldes i hvidbogen, er eksistensen af et græsrods-

demokrati i Kina, som blandt andet omfatter direkte valg til landsbykomiteer (på landet) og nabokomiteer (i byerne). Af disse to er landsbyvalgene de mest udviklede og har derfor tiltrukket sig størst opmærksomhed, ikke mindst fordi de i teorien omfatter Kinas knap 800 mio. bønder. Landsbyvalgene giver indbyggerne i en landsby mulighed for ved hemmelige direkte valg at vælge repræsentanter til landsbykomiteen, der blandt andet har til opgave at varetage landsbyens finansielle anliggender. Der er ingen tvivl om, at landsbyvalgene er en fjer i hatten for KKP, som på den måde har et vist belæg for at hævde, at store dele af den kinesiske befolkning allerede nyder godt af visse demokratiske rettigheder og har indflydelse på, hvem der træffer lokale beslutninger. Hvidbogens billede af virkeligheden er dog også her unuanceret, idet landsbykomiteernes handlefrihed er temmelig begrænset, fordi retningslinjerne for mange af arbejdsopgaverne, herunder skatteopkrævning og udskrivning af arbejdskraft til kollektive anlægsarbejder, dikteres af kommunalregeringen. Endvidere tyder de fleste undersøgelser på, at det er landsbyens partisekretær, som har det afgørende ord i beslutninger af betydning for landsbyen, og denne person udpeges stadigvæk ovenfra.

Intet konkret om fremtiden I slutningen af 1990’erne oplevede man de første sporadiske forsøg på at afholde demokratiske kommunalvalg. De centrale myndigheder i Beijing gjorde det hurtigt klart, at man ikke ville tillade demokratiske kommunalvalg, med henvisning til, at de strider mod forfatningens ordlyd, som siger, at kommunale borgmestre skal udpeges af den lokale folkekongres. I stedet er der blevet afholdt utallige kommunalvalg i Kina, som alle er kendetegnet ved, at de lokale partikomiteer har bevaret kontrollen med valgforløbene og derfor har det afgørende ord i forbindelse med udpegningen af nye borgmestre. Man kan med rette spørge, hvorfor lokale partikomiteer beslutter sig for at give be-

folkningen muligheder for at stemme ved et valg, de i sidste ende alligevel ikke har afgørende indflydelse på resultatet af. Svaret er, at disse valg er blevet vigtige redskaber for KKP i forsøget på at skabe mere åbenhed og gennemsigtighed omkring udvælgelsen af lokale embedsmænd, slippe af med de mest korrupte og upopulære af slagsen og på længere sigt genopbygge befolkningens tillid til de lokale magthavere. I øjeblikket er det svært at sige noget om, hvordan kommunalvalgene vil udvikle sig i fremtiden. Kinaforskerne synes at være delt i to grupper. Én gruppe ser de seneste årtiers udvikling som et udtryk for, at kimen til et fremtidigt demokratisk Kina allerede er lagt, og at det blot er et spørgsmål om tid, før demokratiske valg vil sprede sig til også at omfatte højere niveauer af det kinesiske statsapparat. En anden gruppe ser snarere de mange varianter af kommunalvalg som et kontrolleret forsøg fra KKPs side på at løse problemet med det spændte forhold til dele af befolkningen. Hvidbogen indeholder ingen løfter om fremtidig udbredelse af direkte demokrati i Kina og nævner ikke med ét ord, hvordan man forholder sig til de eksisterende former for kommunalvalg. Faktisk indeholder den ingen konkrete bud på, hvordan KKP vil tackle nogle af de omfattende problemer, man står overfor i landområderne i øjeblikket, herunder især den udbredte korruption blandt embedsmænd, men også et voksende krav fra befolkningen om mere gennemsigtighed i de beslutninger, som påvirker deres hverdag. Hvidbogens lave ambitionsniveau er således det mest nedslående ved at læse den. Hvidbogen må også siges at være en skuffelse for dem, som havde håbet på, at Hu Jintao ville være mere åben over for politiske reformer end sin forgænger Jiang Zemin. Tværtimod synes hvidbogens indhold at bekræfte opfattelsen af Hu Jintao som en leder, der ønsker at styrke KKPs dominerende position i det kinesiske politiske landskab yderligere.

19


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

VAR MAO EN HELT ELLER ET UHYRE? Jung Changs og Jon Hallidays Mao-biografi, der kom på dansk i efteråret 2005, har udløst en voldsom international diskussion om, hvordan den afdøde kinesiske leder skal vurderes. Den afspejler sig herhjemme sågar også i Encyklopædien, men der er ikke tale om en ændring her, blot om en tilføjelse til artiklen om Mao. Af Claus Seiden Den store Mao-biografi af Jung Chang og Jon Halliday (vi omtalte den i nummer 27 på grundlag af den engelske udgave) har sat gang i både den danske og den internationale debat om Maos rolle. Et eksempel herhjemmefra: Jyllands-Posten skrev, at bogens afsløringer må betyde, at den naive glorificering af Mao i intellektuelle miljøer må være endelig slut. Det var i en leder, som bladet kaldte „Massemor-

Jung Chang & Jon Halliday: Mao, Den ukendte historie Rosinante 2005, 942 sider, 399 kr., 32 sider illustrationer ISBN 87-638-0184-1

deren Mao”. Bladet skrev også i en artikel, at forfatteren til Encyklopædiens artikel om Mao, lektor Søren Clausen fra Østasiatisk Afdeling på Aarhus Universitet, mener, at „historien om Mao bør skrives helt om, så hans morderiske sider kommer frem i lyset. Og hans grusomhed skal understreges mere, når Den Store Danske Encyklopædi revideres eller publiceres i en internetversion”. I den danske Encyklopædis (og Søren Clausens) artikel om Mao Zedong står der blandt andet om kulturrevolutionen, at „opgøret med selviskheden endte i udbredt kynisme og apati”, og om situationen i halvtredserne, at „tre millioner mennesker blev fordømt som højreelementer, og hundredtusinder af intellektuelle blev sat til manuelt arbejde”. Men også, at Mao var manden, der ændrede den hårde „bolsjevisering” af partilivet i tredvernes Kina, til en „opdragelsesstil”, hvor alle partimedlemmer løbende måtte tage del i „kritik og selvkritik”, og at han førte kommunistpartiet frem til sejr i 1949 med en relativt moderat og pragmatisk politik.

Tilføjelse, ikke rettelse Søren Clausen skriver i en anmeldelse af Jung Changs og Hallidays bog i Svensk-Kinesiska Föreningens tidsskrift „Kinarapport” (genoptrykt i det seneste nummer af Venskabsforbundet Danmark-Kinas blad „DanmarkKina“), at „ved at gøre Mao eneansvarlig for alle Kinas ulykker i det tyvende århundrede har Jung Chang og Halliday i praksis fejet hele Kinas moderne historie ind under gulvtæppet”, og at man med en blot begrænset indsigt i historisk metodik nemt kan se, at der er noget helt galt med forfatternes måde at omgås kilderne på. Hvordan passer det så med hans bebudelse af en revision af Encyklopædiens artikel? Til Kinabladet siger Søren Clausen: „Jeg taler ikke om en revision af artiklen, men om en tilføjelse, og jeg havde faktisk allerede skrevet den, inden Jung Changs og Hallidays bog kom. Siden Encyklopædi-teksten blev skrevet i 1995, er der nemlig kommet

20

langt flere detaljer om Maos liv, ikke mindst i livlægen Li Zhisuis „The Private Life of Chairman Mao”. „De afsløringer i Jung Changs bog, som der er substans i, kendte vi faktisk allerede for fem år siden. Det nye i bogen er, at forfatterne afstår fra at behandle kilderne kritisk. Der er en række fagfolk, der i deres anmeldelser skriver, at der er væsentlige spørgsmålstegn ved kilderne. I ét tilfælde viser en kilde, som er grundlaget for en helside i bogen, sig at være et stykke skønlitteratur“. „Jung Chang er yderst sympatisk, men hun misbruger sympatien. Der sker det, at ingen spørger hende, om hendes Mao-fremstilling nu faktisk også er historie. Nu kan man læse i danske aviser med hendes bog som kilde, at Mao myrdede 70 millioner kinesere. Det kan nu en gang ikke passe med, at gennemsnitslevealderen er blevet næsten fordoblet i Kina under Mao – de 70 millioner døde er 3–4 gange så mange, som demograferne regner med. Naturligvis er det forfærdeligt, at 20 millioner døde under Det Store Spring Fremad, og måske har Mao ansvaret for en million menneskers voldelige død, specielt under kulturrevolutionen – men det er noget vås at gøre hungersnød-katastrofen til bevidst massemord“. „Det er påfaldende, at under Jung Changs besøg i Danmark, hvor hun fremtrådte i mange medier, var der ingen, der overhovedet stillede spørgsmålstegn ved påstanden om de 70 millioner“.

Var Mao ikke ideolog? „Det helt afgørende skel mellem hende og andre, der skildrer Mao, er, at hun fuldstændigt afviser, at han er præget af en ideologi. Hun siger, det kun handlede om magt. Men maoismen udviklede sig jo i et helt specielt, åndeligt klima. Tyvernes og tredvernes stalinistiske verden var frygteligt hård, og risikoen for at træde forkert var enorm. Mao var ifølge Jung Chang en simpel opportunist, hvis eneste interesse var at få magt over andre, men hvorfor skulle han da sætte livet på spil i en lang, revolutionær kamp?“


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

LÆR KINESISK! „Maoismen og dens problemer var udtryk for en konflikt, som ikke var til at undgå mellem på den ene side behovet for en næsten sakrosant og uforanderlig ideologi og på den anden side behovet for pragmatisk tilpasning til de meget forskelligartede vilkår, de kommunistiske kadrer i praksis arbejdede under. Uden Mao ville Kinas Kommunistiske Parti have udviklet en anden „-isme” – og ikke nødvendigvis en mere human. Klassekampen eksisterede jo allerede i byerne, kommunisterne stillede sig bare i spidsen“. „Den største tragedie er måske“, siger Søren Clausen, „at Mao, der var usædvanlig i generationen af stalinistiske ledere, en betydelig litterær person, poetisk og visionær, hvis ungdomsskrifter viser ham som vidtskuende og nysgerrig, endte med at gentage mange af de ting, der har ligget som en ond skygge over hele den kinesiske historie“. „Grundlæggeren af hvert nyt dynasti begyndte altid med grusomheder. Det ser vi både i Han- og Ming-dynastierne. Grusomhederne retter sig også mod kejserens egne: Generaler likvideres, Ming-kejseren blev ved at henrette førsteministre og udryddede titusinder af intellektuelle“. Sådan er Søren Clausens billede af Mao. Hans samlede billede af Jung Chang-Hallidays bog er: Det er ikke historie, det er ikke en biografi, men man kunne måske kalde den biografiktion...

International debat Den engelske udgave af Mao-biografien har givet anledning til en livlig debat i mange lande om Mao. Anmelderne er stærkt uenige, men nogle af dem ser Jung Changs og Jon Hallidays bog som en slags omvendt personkult. Yale-professsoren Jonathan Spence, der nok anses for vor tids førende autoritet, når det gælder Mao Zedong, skriver i New York Review of Books, at Jung Chang og Halliday nok burde have anlagt flere synsvinkler end en blot og bar personificering af skyld og ansvar.

De to forfattere blev af det britiske „Observer” bedt om at tage stilling til den kritik, de har fået fra Spence og andre Kina-forskere, og sagde, at de udmærket kendte synspunkterne, men ud fra et tiårs kildestudier og research havde de tilladt sig at drage deres personlige konklusioner. Disse konklusioner fører til, at det britiske „Economist” slutter sin anmeldelse med ordene: Måske har de to forfattere ret i, at Mao Zedong ikke byggede sit politiske system på inspiration og personlig magnetisme, men hovedsageligt på terror, men ved at anskue det 20. århundredes Kina gennem en enkelt despots liv, uden at tage i betragtning, hvor lastefulde hans modstandere var, giver bogen mest indtryk af at være fortællingen om et enkelt umenneske og ikke en mangfoldig og lidenskabsløs historisk skildring. „Christian Science Monitor” understreger, at Chang og Halliday bringer en bemærkelsesværdig detaljeret skildring på grund af de mange kilder, de har opsøgt og anvendt. Men bogen har sine fejl, og en af dem er den alt for tydelige lede, forfatterne føler over for Mao, når de fx taler om „Maos stikkende øjne”, og når de kritikløst skriver, at „ikke en eneste kinesisk skole undgik grusomheder” under kulturrevolutionen. Det er svært at godtage så absolutte erklæringer uden kildeangivelse om et land, der er så stort som Kina. Barskest er måske Frank McLynn i det britiske „The Independent”, der skriver, at „hvis man er villig til at tro på, at Zhou Enlai, mesterdiplomaten, som begejstrede alle fra Henry Kissinger til Orson Welles, i virkeligheden var et hypermasochistisk, fejt nul, en spytslikker, der krøb for Mao uden nogen klar grund, og hvis man er interesseret i, hvor mange mindre kendte skuespillerinder, Mao gik i seng med, har bogen en vis underholdningsværdi. Men den er hverken et seriøst historisk værk eller en seriøs biografi.

Dennis Christian Larsen: Ting de dong ma? Mandarin-kinesisk for begyndere ForlagsKompagniet/Jepsen & Co. 2006 Vejledende udsalgspris: 169 kr.

Af Flemming Poulsen Endnu en lærebog i kinesisk, men denne gang på dansk. Det er en sjældenhed, så den fortjener opmærksomhed. „Ting de dong ma?” (Forstår du hvad der bliver sagt) er udarbejdet af en underviser, der kender de problemer, en dansk elev støder på, når hun eller han er i gang med at lære kinesisk. Det bærer bogen præg af. At den er på dansk, er et stort plus, når fx grammatiske mysterier og sproglige finesser skal forklares. Den grundlæggende ide er, at det er talesproget, den studerende i første omgang skal lære, så alle 16 lektioner er skrevet i den lettilgængelige kinesiske lydskrift pinyin. Skrifttegnene, der er en uundværlig del af kinesisk, er dog med i en ordliste. Ved hjælp af en cd-rom, hvor bogens dialoger er indtalt af to kinesere, kan man få i det mindste et indtryk af udtalen og øve sig i at lytte og forstå. „Ting de dong ma?” rækker nemt til et par semestre og kan give grundlag for at tale og forstå daglidagens kinesisk. Bogen er ikke beregnet til selvstudium. En lærer og medstuderende er nødvendige til samtaler og vejledning. Bogen er et velegnet supplement til de engelsksprogede lærebøger, der bruges rundt omkring. Men selv med denne bog er det et hårdt arbejde at lære kinesisk!

21


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

PARTICHEF HÆDRET EFTER 16 ÅRS TAVSHED Hu Yaobang, der blev Kinas Kommunistiske Partis generalsekretær i 1980 og var Dengs Xiaopings nære medarbejder, men blev forskudt i 1987, blev i november 2005 mindet officielt – men med forsigtighed. Af Claus Seiden Hvor reformvenlig må en kinesisk reformpolitiker være? Spørgsmålet beskæftiger åbenbart stadig det kinesiske partiapparat, som i løbet af 2005 har markeret sin holdning ved to mindehøjtideligheder. Den første, i januar, markerede Zhao Ziyangs død. Zhao var Deng Xiaopings nære

Tiananmen-pladsen i Beijing april 1989. Studenter mindes den afsatte generalsekretær for det kommunistiske parti, Hu Yaobang. Skrifttegnene på begge sider af den afdødes billede betyder (frit oversat): Det Centrale Kunstakademis mindeord: Hvor finder vi nu den åndelige styrke, han var besjælet af? (Foto: AFP/Scanpix).

medarbejder i reformarbejdet, først som ministerpræsident og så som partichef, og han forsøgte at modsætte sig militærets indgreb på Den Himmelske Freds Plads i 1989, selv om Deng støttede den. Zhaos død blev nævnt af det officielle nyhedsbureau Xinhua, men ikke i de landsdækkende medier – selv om nogle af tv’s nyhedsoplæsere havde taget sort tøj på. Politiet gennede folk væk, da de ville deltage i bisættelsen, men nogle af de nuværende topledere var med i følget. Den anden højtidelighed, i november, markede 90-årsdagen for Hu Yaobangs fødsel. Det var reelt en sørgehøjtidelighed for hans død i april 1989, der udløste protesterne på Den på Himmelske Freds Plads. Deng Xiaoping havde to år tidligere degraderet ham fra partichef til ordinært medlem af politbureauets Stående Udvalg. Nu i 2005 samledes 350 mennesker i Folkets Store Hal i Beijing til et seminar om den afdøde partileder, der i det officiøse „China Daily” blev karakteriseret som en stor, proletarisk revolutionær og statsmand, der gennem 60 år indlagde sig udødelig fortjeneste for det kinesiske folks frihed og lykke og for gennemførelsen af reformer og for landets modernisering. Blandt de 350 var ministerpræsident Wen Jiabao, vicepræsident Zeng Qinghong, Wu Guanzheng og andre topledere. En ret markant kontrast til den absolutte tavshed, der har hersket om Hu Yaobang i årene siden 1989.

Nedtrappet Og så alligevel: Højtideligholdelsen af 90-årsdagen blev beordret flyttet to dage, så den blev holdt netop som der var asiatisk topmøde i Korea. Altså kunne Kinas topmand, præsident Hu Jintao, ikke deltage – han skulle jo til Korea og træffe de andre asiatiske ledere og så skynde sig hjem og modtage præsident Bush. Det var ellers Hu selv, der havde insisteret på, at 90-årsdagen skulle markeres, ja han havde ifølge amerikanske kilder planlagt et møde for 2000 mennesker i Beijing og flere andre arrangemen-

22

ter, deriblandt præsentationen af en officiel biografi. Nu blev det kun til et mindre markant arrangement – plus et for 200 mennesker i Hu Yaobangs hjemby, Changsha. Men biografien, der er på tre bind, er på vej i boghandelen.

Zigzagkursen Hvorfor denne zigzagkurs? Joseph Kahn fra New York Times, der plejer at være velorienteret, forklarer: Præsident Hu fandt det rigtigt at markere Hu Yaobangs indsats for reformpolitiken, selv om Deng Xiaoping fjernede ham, og selv om der efter hans tilbagetræden blev startet en kampagne mod „borgerligt-liberale tendenser”. Det hører med i historien, at den nuværende præsident blev hjulpet frem af den afdøde partileder – de har begge deres baggrund i Ungkommunisternes Liga. Men også, at fire af de ni medlemmer i politbureauets Stående Udvalg havde advaret om, at en officiel hyldest kunne få folk til at tro, at diskussionen om „den statsfjendtlige sammensværgelse”, altså studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads, kunne åbnes igen. Det var netop to af de fire, ministerpræsident Wen Jiabao og lederen af partiets disciplinærkomite, Wu Guanzheng, der præsiderede ved ceremonien i Folkets Store Hal. Et af argumenterne i ledelsen lød, at hvis man nu fremhævede Hu Yaobang, kunne man også blive nødt til at rehabilitere Zhao Ziyang. (Kahns kilder omfatter bl.a. medlemmer af Hu Yaobangs familie). Tilsyneladende har Hu Yaobang fået ikon-status i en del af partiapparatet, nemlig den, der varmest går ind for reformer, og måske også for en demokratisering på det lavere lokale plan. I samme øjeblik det officielle kinesiske tv gav besked om mindeseminaret i Beijing, kom der et utal af indlæg om Hu Yaobangs dyder til de mest kendte kinesiske internet-fora, skriver amerikanske korrespondenter.


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

UAFHÆNGIGHED OG SAMARBEJDE GENERALFORSAMLING I DANSK-KINESISK FORENING Dansk-Kinesisk Forening bestræber sig på at fungere uafhængigt i forhold til kinesiske myndigheder, men bestræber sig samtidig på at have gode forbindelser til det officielle Kina, hedder det i den beretning, som formanden, Kjeld A. Larsen, aflagde på foreningens generalforsamling i København søndag den 26. februar 2006. Af Flemming Poulsen „En væsentlig ny aktivitet i det forløbne år var, at foreningen var vært for en kulturperson fra det ikke-officielle Kina, dramatiker og teaterdirektør Zhang Guangtian“,sagde Kjeld A. Larsen. „Via Zhangs besøg fik foreningens medlemmer mulighed for at opleve pulsen i det moderne kulturliv i Kina. I den forbindelse fik foreningen også etableret samarbejde med en række universitetsinstitutter og kulturpersonligheder i Danmark. De etablerede kontakter vil sandsynligvis fortsætte og bære frugt i de kommende år, både i form af forbindelser mellem kulturliv i Kina og Danmark og mellem Dansk-Kinesisk Forening og danske institutioner“. „I virkeligheden har vi igennem flere år snakket om også at skabe kontakter til det civile samfund i Kina. Derved understreger foreningen sin uafhængighed og undgår at blive taget til indtægt for det officielle Kinas politik“.

Samarbejde med Kinas ambassade „Dansk-Kinesisk Forenings bestræbelser på at fungere uafhængigt i forhold til kinesiske myndigheder betyder ikke, at vi ikke samtidig bestræber os for at have gode forbindelser til det officielle Kina”, understregede formanden. „Vi har således et udmærket samarbejde med Kulturafdelingen ved Kinas ambassade i Køben-

havn. Foreningen var initiativtager til en filmreception på ambassaden den 2. december 2005, hvor vi så filmen Red River Valley, et drama, som udspiller sig på Det Tibetanske Plateau. Kulturafdelingen har fået ny chef, kulturattaché Zhang Zhihong. Han ser ud til at blive en vigtig kontaktperson, han er meget interesseret i at lære foreningen at kende og gå aktivt ind i et samarbejde“.

Dansk-Kinesisk Forening

Kinabladet – et tidsskrift

Udgifter

Kinabladet er udkommet lige siden Dansk-Kinesisk Forenings stiftelse for syv år siden. I de senere år, hedder det i beretningen, er der sket en stor udvikling i retning af at gøre bladet til et tidsskrift med velskrevne artikler om kinesiske forhold, skrevet af både danske og kinesiske forfattere, men stadig – ved udvælgelse af emner og behandlingen af dem – med et menigt, men kinainteresseret publikum i tankerne. Bladet nyder godt af økonomisk støtte fra S.C.Van Fonden – den, der tidligere hed Daloon Fonden. Til udgivelse af bladet i 2006 har Fonden bevilget samme beløb som de foregående år, nemlig 30.000 kr. Det sætter redaktionen i stand til at fremstille et lidt dyrere blad, end foreningeningens økonomi tillader. Så der er grund til at bringe en varm tak til S.C. Van Fonden, sagde formanden.

Flere medlemmer Foreningen havde ved udgangen af 2005 316 medlemmer, en fremgang på i alt 42 eller 15 pct. flere end året før. Hovedparten af medlemmerne, i alt 81 pct., bor på Sjælland pct.

Referat på Hjemmesiden Da generalforsamlingen fandt sted efter redaktionens slutning er det her kun muligt at bringe uddrag af beretningen samt foreningens regnskab. Et fuldstændigt referat med beretning, valg m.v. findes på foreningens hjemmeside (www. dansk-kinesisk.dk).

Regnskab for 2005

Indtægter Varesalg Skoletjeneste, foredrag Mødegruppen Kontingent og abonnementer Tilskud fra fonde m.v. Renteindtægter Indtægter i alt Porto, fragt, emballage Hjemmeside, internet, telefon m.v. Rejse- og mødeudgifter Kontorartikler Gaver og blomster Gebyrer bank og giro Afskrivning på inventar Diverse udgifter Trykning af bladet Køb af fotos Div. udgifter ved bladproduktion Internet/blad Porto vedr. bladudsendelse Kontingent til foreninger Udgifter i alt Årets resultat

9067 3945 – 4701 49155 30000 127 87593 3292 4892 3414 1752 682 459 1231 783 38250 5767 4440 2370 8371 600 76303 11290

Status Aktiver Kassebeholdning Giro Varelager Inventar Debitorer Aktiver i alt Passiver Kreditorer Gæld i alt Egenkapital primo 2005 127430 Årets resultat 11290 Egenkapital ult. 2005 Passiver i alt

3414 126512 7866 882 265 138939 219 219

138720 138939

København, den 9. februar 2006

Lene Løgstrup (kasserer) Regnskabet er revideret efter foreviste bilag Bjørn Runge (revisor)

23


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

MORSOM, MEN UDEN MUNTER LATTER

Dai Sijie: Muo og de kinesiske jomfruer Borgen 2005 282 sider, 299,00 kr. ISBN 87-21-02386-7 Oversat af Catrine Werchmeister fra fransk: „Le complexe de Di“.

Af Rikke Agnete Olsen Bogen om Muo og jomfruerne er ikke helt almindelig. Forlaget annoncerer den som „en underfuld og vildtvoksende komedie, fuld af groteske situationer og fint skildrede menneskeskæbner”, men også som et „portræt af et nutidigt Kina, vi kun sjældent får adgang til”. Det er alt sammen rigtigt nok, men komedien er sort, og efter læsningen sidder man lidt trist og nedslået tilbage, for det går jo alle personerne mere eller mindre dårligt, og egentlig uden at de selv er rigtigt skyld i det. Plottet – handlingen – virker egentlig lovende, og med erindringen om Dai Sijies første roman, „Balzac og den lille kinesiske skrædderinde“, går man forventningsfuld i gang med at læse om psykoanalytikeren Muo, der har levet sit voksne liv i Paris, men nu vender hjem for at befri sin ung-

domskærlighed, der sidder fængslet for at have solgt – eller givet – forbudte billeder til vestlige journalister. Muo er en slags Don Quijote, og selv om han sådan set fornuftigt nok har en masse US dollar med for at bestikke myndighederne, dvs. dommeren, til at frigive hans veninde, er han slet ikke i besiddelse af den målrettethed og situationsfornemmelse, der skal til for at klare sagen. Han var for resten heller aldrig hendes ungdomskærlighed. Da det viser sig, at han kommer i kløerne på den vanskelige og despotiske dommer Di, der vil have jomfruer og ikke penge, er det begyndelsen til glidebanen ned ad bakke for Muo, men komedien har været i gang, fra det øjeblik vi møder Muo i toget i Kina, og første del hedder da også meget betegnende „Ridderlighedens vej”. Vor helt er i løbet af alle årene i Paris blevet dybt betaget af Freud, og hans åndelige ballast er alle de noter, han gennem årene har taget om Freud fra bøger, forelæsninger osv. Han har brugt studietiden på at læse og lære, men ikke af livet, og da han nu ca. 40 år gammel vender tilbage til den komplicerede kinesiske verden, er det ikke let for ham at finde rundt i den. Man kan roligt sige, at han har læst for meget og levet for lidt, og således er han selv jomfru, hvilket ikke gør det lettere for ham at finde og overtale kvindelige jomfruer til at møde dommeren. Han tumler forskrækket af sted og berøves stadig flere af sine ejendele på vejen, men han holder fast ved alle pengene og sine slidte briller så længe som muligt. Det er på færden rundt på markeder som psykoanalytiker – noget ganske ukendt for folk dér, man anser ham nærmest for en slags spåmand – at handlingen løber helt løbsk og nærmest bliver surrealistisk, og her er det, man får præsenteret så mange sider af virkeligheden i dagens Kina, at man godt kan tale om et portræt. Skildringen af alle fataliteterne er også ind imellem rablende morsom, som da Muo kommer lykkeligt i kløerne på en enke, der er jomfru, fordi hendes mand, der var skabsbøsse,

24

på bryllupsnatten valgte at begå selvmord ved at kaste sig ud ad vinduet for at undgå det, der for ham måtte være værre end døden. Enken er også balsamøse, dvs. hun gør lig i stand, så de kan se ordentligt ud og holde sig en tid, og et af bogens humoristisk-sørgelige højdepunkter er, da hun skal gøre den slemme dommers lig i stand, og han så viser sig slet ikke at være død. Handlingen løber ad mange spor under Muos fortsatte jomfrujagt. Portrættet af det nye Kina viser sig at indeholde ikke så lidt fra den gamle tid, og selv om der er meget morsomt og morsomt beskrevet i bogen, er der ingen glæde og ingen munter latter i den. Hvor „Balzac og den lille kinesiske skrædderinde” skildrede ungdommens styrke, så man følte sig oplyst og styrket og aldrig glemmer det, er det svært at sige, om „Muo og de kinesiske jomfruer” overhovedet bliver husket – eller om den går hen og bliver en kultbog, måske som nøglen til den triste udlandskinesers sorg over hans fædreland og den vej det har taget. Oversættelsen er fin, selv om den danske titel fører læseren lidt af sporet. Det er jo dommer Dis idé, vanvid om man vil, der styrer handlingen og Muos bedrifter.


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

JÆVNT KEDELIG LÆSNING José Frèches: Silkekejserinden Bd. 2 Buddhas Øjne 394 sider, kr. 298,00 Oversat af Hanne Kizach Borgen 2005 ISBN 87-21-02357-3 Bd. 3 Tronranersken 382 sider, kr. 298,00 Oversat af Hanne Kizach Borgen 2005 ISBN 87-21-02358-1

Af Rikke Agnete Olsen Med disse to bøger er serien om Kinas eneste kvindelige kejser afsluttet, og som anmelder er jeg nær ved at juble: Gud ske lov for det. De to tykke bind lever til fulde op til, hvad man kunne vente – eller frygte – efter det første bind i serien „Verdens Tag”. (Anmeldt i Kinablabladet nr. 26 Sommer 2005). Det går stadig over stok og sten, eller måske snarere over bjerg og dal, for de sådan cirka 30 hovedpersoner, der tumler omkring, efter og forbi hinanden mellem tibetanske klostre, handelsbyer og hellige steder langs Silkevejen i Xinjiang og kejserrigets hovedstæder Luoyang og Chang’an. I det sidste bind når nogle af dem såmænd så langt vestpå som til Palmyra. En del dør undervejs, så hen mod slutningen er det lettere at holde styr på handlingen, som ender med, at kejserinden er blevet kejser, men også gammel. De onde er døde på grusom vis, nogle af de gode har også måttet lade livet – så vidt jeg kan skønne, for at kabalen kan gå op, så de bedste får hinanden to og to, og der ikke står nogen gode og er blevet til overs. De stakkels mennesker, den store gule hund og den snehvide, hellige elefant rejser og sendes omkring, ofte uden at vide hvorfor, de mødes, og sød musik opstår, men så skilles de igen for at udstå unævnelige prøvelser, som regel af seksuel karakter. Det sidste gælder dog ikke hunden Lapika og elefanten, men ellers svinger helte som skurke køllen i den epilerede rosendal tidligt og silde, og læseren spares ikke for nogen detaljer. De saftige skildringer er ikke så

HVEM SKREV HVAD?

forfærdeligt forskellige, og til sidst springer i hvert fald denne anmelder dem over, som man gjorde med naturbeskrivelser, når man som barn læste voksenbøger. Forfatteren kan sin gammelkinesiske pornografiske litteratur på fingrene, og der er ingen tvivl om hans lærdom i øvrigt, når det gælder Tangtidens og hele den østlige verdens komplekse samfund, der med sine talrige religioner og buddhismens forskellige afskygninger søges rullet op for læseren. Men lærdom gør ikke nødvendigvis litteratur, og med hensyn til personskildring og handlingens troværdighed lader alle tre bind om Silkekejserinden meget tilbage at ønske. Alt foregår på overfladen, og til trods for mange voldsomme begivenheder er bøgerne jævnt kedelige og tunge at komme igennem. De er til gengæld udmærket oversat, bortset fra, at forfatteren ikke har været konservator. En conservateur er ikke konservator, men museumsinspektør, og det er sådan set noget helt andet.

Hans Jørgen Hinrup: Dansk Kinabibliografi 1950-2000 Forlaget Univers 2005, 282 sider, 199 kr. ISBN 87-7507-295-5 Af Anette Kruse

Forlaget Univers har prisværdigt udgivet en bibliografi over samtlige danske udgivelser om Kina 1950–2000. Bogen er samlet af en gammel Kinakender, bibliotekar Hans Jørgen Hinrup, der er seniorrådgiver og fag-referent på Statsbiblioteket i Århus med bl.a. Asien som fagområde. Bogen er på 282 sider og er klart opdelt i en lang række emner. For eksempel kinesisk skønlitteratur, litteraturhistorie, sprog, kunst, historie, geografi og meget mere. Dertil kommer kapitler om særlige områder som Hong Kong, Taiwan og Tibet. Bogen slutter med en oversigt over andre biografier, relevante institutioner og forskning samt en oversigt over tidsskrifter. Dertil kommer det uundværlige stikordsregister. Ved næsten alle bogtitler er en lille kommentar, der ultrakort karakteriserer bogen. Det er en fornøjelse at se, hvor langt Hinrup kommer ud i krogene, selv en bog som Poul Vads fantastiske roman Rubruk er taget med. Man må håbe, at denne bibliografi vil finde udbredt anvendelse. Som Hinrup selv skriver i en kommentar: „så kunne det være, at denne eller hin låner ville blive ansporet til at læse noget nyt. Og højere lykke findes der næsten ikke for en bibliotekar.”

Bogen kan købes ved henvendelse til forlaget Univers, Holme Parkvej 18, 8270 Højbjerg.

25


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

RI CHANG SHENG HUO OM HVERDAG OG TILVÆRELSE, SAMLET AF CLAUS SEIDEN

Millionskandale om kræftpatient Weng Wenhui døde af lymfekræft efter 67 dage på hospitalet i Harbin. Der blev gjort meget for at redde hans liv, blandt andet tilkaldte hospitalet specialister fra Beijing, men altså forgæves. Efter sin død er han blevet landskendt på grund af lægeregningen. Den blev på 7,8 millioner kroner. Sagen blev taget op af Kinas centrale tv og en række medier. De konstaterede, at regningen omfattede et honorar på 234.000 kr. til en enkelt af de tilkaldte specialister, betaling for 94 blodtransfusioner på en og samme dag (!) og en kemisk analyse, der var dateret tre dage efter at han døde. Beijingbladet „Arbejdernes Dagblad” skriver, at der ser ud til at være dybe, etiske problemer med lægestanden, og at hospitalerne får skåret så meget i deres bevillinger, at de prøver at tjene penge på at sælge dyre medikamenter til deres patienter. For øjeblikket kommer 60 pct. af hospitalernes indtægter fra medicinsalg.

Hans sidste ord kom på nettet Gu Xin, en 22-årig studerende, gik på nettet, mens han var indlagt for leukæmi. Hans sidste ord kom på en hjemmeside tre timer før han døde. De var en bøn om, at andre ville hjælpe hans forældre. De har, skrev han, ofret alt for mig, ja solgt deres hus for at betale for mine behandlinger. Er der ikke nogen, der kan hjælpe dem, så de ikke skal leve resten af deres liv med en gæld på over 150.000 kr. for min indlæggelse. Mange reagerede ved at tilbyde hjælp til forældrene, et bondepar fra Jiamusi i Heilongjiang-provinsen.

uddanne mandlige sygeplejersker i Shanghai, og det er blevet en succes: Så godt som hele årgangen fik job inden for en time på en stor jobmesse i byen, hvor unge med andre uddannelser ventede i lange køer og uden store forhåbninger om en ansættelse. Hospitalerne forklarer, at de gerne vil ansætte flere mænd, fordi de er bedre til at løfte patienterne og betjene kompliceret teknik. Til gengæld siger nogle af de hospitalsdirektører, der allerede har mænd ansat, at mændene ikke er så stabile som kvinderne: De søger konstant efteruddannelse for at gøre yderligere karriere.

springe ud. Et par af dem har talt med „Ungdommens Dagblad” om deres problemer: Vi er bange for, hvad omgivelserne vil sige, hvis vi flytter sammen, og ikke mindst for, hvordan vore forældre vil reagere. De er traditionsbundne og de går og håber på, at vi gifter os og skaffer dem børnebørn. Derfor har de to unge mænd prøvet at finde en løsning. På internettet har de averteret efter et par lesbiske piger, som vil gifte sig med dem, så de kan flytte sammen uden at andre får mistanke om, hvem der egentlig går i seng med hvem.

Muren ødelægges

På kong Hans’ tid boede der i Mukden – det nuværende Shenyang – en adelsmand ved navn Giocangga. Han var velstående nok til at have ikke alene mange hustruer, men også mange konkubiner. Og han blev bedstefar til den første Manchu-kejser, grundlæggeren af Qing-dynastiet, der regerede Kina fra 1644 til 1911. Britiske genetikere har konstateret, at ikke alene var han stamfar til et kejserdynasti, men også til i alt 1,5 millioner nulevende, mandlige kinesere. Det ved de, fordi de studsede over, at omkring tre pct. af 1000 nordkinesere, som de undersøgte genetisk, viste sig at have et fælles, påfaldende gen i deres y-kromosomer. Det dannede, siger de, en slags „genetisk familienavn”, så man kunne føre dem tilbage til den samme forfader. Og da man kombinerede genetik og slægtshistorie, viste det sig, at man nåede tilbage til Giocangga. Forskerne siger, at hans samtidige fra 1500-tallet vel i dag har i snit tyve direkte efterkommere. Han når op på så mange flere, fordi skikken med et stort antal hustruer, konkubiner og børn jo fortsatte i kejserfamilien op gennem århundrederne. Også selv om Pu Yi, den sidste kejser, døde barnløs.

Barbarerne formåede ikke at nedbryde den kinesiske mur. Men nu er turisterne godt på vej til det, i hvert fald ved Badaling, hvor det største antal tilrejsende besøger muren. Der er ridset så mange navne i muren, at den i følge en kinesisk ekspert „nærmest ser ud som en avis”. Nu søger man penge og ideer til en sanering.

130.000 HIV-patienter Antallet af HIV-patienter er steget brat i Kina på et år. Det er nu officielt på 130.000, og det er 50.000 flere end året før. Tallene er officielle, men officielt indrømmer man, at de langt fra er rigtige: viceministerpræsident Wu Yi fastslår, at efter alt at dømme er det reelle antal HIV- og aids-ramte over seks gange så stort, ja han giver endog en så nøjagtig bedømmelse af de statistiske unøjagtigheder, at han siger, at de officielle tal kun udgør 16,1 pct. af de faktiske.

Karriere for mænd

Camouflage-koner

For fem år siden begyndte man at

Kinas bøsser er ikke glade for at

26

1,5 million efterkommere

Overvågning Kina har mangeårige traditioner for overvågning af alt og alle. Men de slår ikke til længere, mener byrådet i


KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

Shenzhen. Der er alt for mange overfald på bus- og taxi-passagerer, så nu bliver processen digitaliseret. På busstationerne og i samtlige busser bliver der installeret digitale kameraer, der kan afsløre ugerningsmænd, og i taxierne kommer der GPS-anlæg, der ikke alene kan hjælpe politiet til at lokalisere vognen, men også sende billeder af passagererne, hvis der bliver slået alarm. Dog forlader man ikke den traditionelle metode helt: Der er bevilget penge, så politiet kan honorere et stort antal meddelere, deriblandt omkring 1000 buschauffører.

Svindel på nettet Kinesiske myndigheder har ikke blot affundet sig med internettet, de er begyndt at bruge det. Den centrale kinesiske disciplin-kommission åbner nu sin egen netportal, hvor det er meningen at offentliggøre alle de tilfælde af korruption, kommissionen afdækker. Det har ikke været nogen hemmelighed, at korruptionen breder sig, men nu begynder der at komme officielle tal. Kinas statsrevisorer har gennemgået en række regeringsorganer og fundet uregelmæssigheder til et samlet beløb på 225 milliarder kroner. Samtidig har banktilsynet konstateret, at 799 ansatte i landets fire største banker har medvirket til illegale eller irregulære lån for ialt 450 milliarder kroner.

Åbenhed på nettet Kinesiske myndigheder er begyndt at tale om, at tilsynet med lokalt misregimente er blevet langt nemmere, fordi de borgere, det går ud over, meget hyppigt melder sig over nettet, så man ikke er afhængig af, at de lokale myndigheder skal slå alarm til højere sted. Ikke nok med det. Statsrådet har besluttet, at der skal åbnes en særlig netportal, hvor folk kan følge med i statens anliggender. Den skal sørge for større åbenhed, og den bliver præsenteret som et af de væsentligste midler til at få reformeret og fornyet statsapparatet. En mere effektiv administration og en større forståelse for statens beslutninger er, hvad man venter sig, når staten går på nettet.

Troløse migrantkoner

mindst ønsket om højere løn, ligger bag mobilitets-tendensen. To tredjedele af alle ansatte i byerne regner med højere indtægt end hidtil. Ude på landet, hvor man har hørt om den nye politik med at forbedre de sociale forhold på landet, regner hele tre fjerdedele med at komme til at tjene mere snart.

Højst 1,5 milliard kinesere

En kinesisk vandrearbejder på vej hjem med gaver til nytårsfesten, der i år begyndte den 29. januar. Men gensynet er ikke altid idyllisk. De hjemvendende mænd mistænker konerne for utroskab, hvis de viser sig at være gravide eller har født. I Jiangsu har provinshospitalet et center, hvor man kan få afgjort faderskabssager med en gen-analyse. For øjeblikket har vi ti henvendelser om dagen, har lægerne sagt til „China Daily“. Men i 80 pct. af tilfældene bliver ægtemændene beroliget: Barnet er deres. Hvad mændene laver, mens de arbejder inde i byen, foreligger der ikke noget om.

Passiv modstand He Luli, der er næstformand i Folkekongressens Stående Udvalg, har fastslået, at arbejdernes rettigheder krænkes udbredt i de private firmaer. Over 80 pct. af dem holder sig ikke love og bestemmelser efterretteligt. Det er særligt slemt i byggeriet, den lette industri og tekstilindustrien. Hun fastslår, at kun hver femte privatansat nogen sinde har fået en aftale om løn og arbejdsvilkår. Og det har ellers været et lovkrav helt fra 1995.

Bevægelig arbejdskraft Forældregenerationen i Kina har været vant til, at man bare blev på den arbejdsplads, man en gang havde fået anvist. Sådan er det ikke for deres børn – i hvert fald ikke i byerne. En meningsmåling, foretaget af et privat institut, viser at næsten 40 pct. af alle ansatte i byerne regner med, at de vil søge nyt job i det kommende år. Bedre arbejdsforhold, men ikke

Akademiet for Socialvidenskaber har udsendt en vurdering af befolkningsudviklingen de kommende år. Den går ud på, at befolkningstallet vil toppe omkring 2030. Til den tid vil Kina have mellem 1,39 og 1,45 milliard indbyggere.

Nyt år, nye håb „Kinas Nyhedsugeblad” er en slags kinesisk „Newsweek”. Det udgives af det officielle nyhedsbureau Xinhua, og bladet har markeret overgangen til 2006 med en artikel, der hed „Vi håber”. Blandt de håb, bladet giver udtryk for, er: At samfundet vil udvikle sig harmonisk, at der ikke længere vil være så mange, der dør ved mineulykker, at landets mest erfarne dommere vil tage stilling til alle dødsdomme, at vandrearbejderne kan få deres fulde løn udbetalt efter et års hårdt arbejde, at arbejdernes lønninger kan holde trit med inflationen og den økonomiske vækst, at staten vil skaffe penge, så alle børn kan få ni års gratis uddannelse, at ingen må forlade skolen, fordi familien ikke har penge nok, at ingen patient bliver udelukket fra et hospital, fordi familien ikke kan betale, og at flere statsembedsmænd vil leve op til deres moralske ansvar.

. . . . . . . . .

27


Dansk-Kinesisk Forening c/o Poulsen Fresiavej 3, DK-3450 Allerød

KINABLADET NR. 29 FORÅR 2006

Returneres ved varig adresseændring

ARRANGEMENTER Kinas miljø og energi Foredrag i Dansk-Kinesisk Forening af ph.d. Ole Odgaard onsdag den 15. marts 2006 kl. 19.30 i Kulturstaldene, Forsamlingsbygningen, Halmtorvet 11, 1700 København V. Cand.scient.soc., ph.d. Ole Odgaard vil – blandt andet med indtryk fra en rejse til Kina med Folketingets Energipolitiske Udvalg i januar 2006 – fortælle om Kinas miljø- og energiproblemer. Kinas nedslidning af miljøet og store kulanvendelser har nu nået en grænse for, om Kinas økonomiske vækst kan fortsætte. Forureningen er omfattende, og den almindelige kinesers helbred er åbenlyst påvirket heraf. Ole Odgaard, som har boet og arbejdet fem år i Kina, fortæller om, hvordan energisektoren i disse år sætter verdensrekord i opførelse af kulkraftværker. Kinas anvendelse af energi er meget ineffektiv og forurenende. Der offentliggøres mere og mere kritiske rapporter om miljøets tilstand. Derfor prøver myndighederne at styrke en mere miljøvenlig udvikling af energisektoren. Hvordan ser udviklingen ud og hvad prøver myndighederne at gøre? Ole Odgaard er fuldmægtig i Energistyrelsen og var med på delegationsrejsen i sin egenskab af Styrelsens kinarådgiver. Entré: Medlemmer 20 kr., andre 30 kr.

Dansk kineser om dansk og kinesisk livsstil Foredrag i Dansk-Kinesisk Forening af digteren Jun Feng torsdag den 27. april 2006 kl. 19,30 i Kulturstaldene, Forsamlingsbygningen, Halmtorvet 11, 1700 København V. Jun Fengs foredrag handler hovedsageligt om hans oplevelser i Danmark som flygtning, studerende og forfatter. Han betragter sig selv som et individ,

der iagttager og tilegner sig en livsstil i den ene og anden kultur, snarere end som en repræsentant for en eller anden kultur, der oplever det såkaldte kultursammenstød. Jun Feng vil også fortælle lidt om sin tilværelse i Shanghai, hvor han blev født i 1965 og boede i 22 år, og om sit syn på nutidens Kina. Jun Feng har haft en omtumlet skæbne. I Shanghai var han undergrundsdigter og -forfatter, men han blev forfulgt af politiet og flygtede i 1987 til Sydkina. Her blev han et år senere accepteret af en buddhistisk orden som novicemunk, hvorefter han vandrede gennem det krigshærgede Burma til Thailand i 1989. Han kom siden til Laos, hvor han blev fængslet, da han forsøgte at købe sig til et laotisk statsborgerskab. Efter et år og fire måneders fængselsophold blev han løsladt ved hjælp fra FN og kom til Danmark i 1992. Han har siden boet i Odense. Han blev dansk mag.art. i filosofi i 2002. I det sidste par år har han udgivet sin egen oversættelse af nogle af Søren Kierkegaards værker samt nogle bøger om Kierkegaard og H.C. Andersen i Kina. Entré: Medlemmer 20 kr., andre 30 kr.


Kinabladet nr 29 Forår 2006