Issuu on Google+

Overfaldet Af Anne-Sofie Storm, magasin@berlingske.dk Lørdag den 19. januar 2008, 22:30

Foto: Martin Dam Kristensen

Kirsten Karen Kester og hendes mand har sammen besøgt mere end 60 lande. Hvert år i januar vækkes rejselysten i dem begge, og ofte har Afrika været destinationen. I januar 2006 rejste de til Zimbabwe. Det blev en fatal rejse. Villaen ligger på en stillevej i et større parcelhusområde. Huset er stort og hvidt og inddelt i mange niveauer, og det gør det besværligt for Kirsten at bevæge sig rundt alene. Hver aften patruljerer en vagt for enden af vejen, og huset er omkranset af en høj mur. Ude i haven lusker to vagthunde rundt. Bag ved huset skråner den jungleagtige have ned mod en stor flod, der er en udløber af Zambesifloden. De to rejsende, Kirsten Karen Kester og Dieter Johannsen, er taget til Harare, hovedstaden i Zimbabwe. De bor privat hos Laurie, som er bror til en af deres venner. Mens de er i Zimbabwe, bliver Dieter syg og må indlægges på grund af malaria. Han er tæt på at dø. Kirsten har hele sit liv siddet i kørestol. Hun er født med lidelsen Arthrogryposis Multiplex, som bedst forklares med, at leddene er stive. Hun er afhængig af andres hjælp, og Laurie er derfor nødt til at hjælpe Kirsten med de personlige ting som at klæde hende af, hjælpe hende på toilettet og i seng de dage, Dieter ligger på hospitalet. Kirsten sover ikke så meget den nat. For første gang er hun alene uden Dieter.

Om morgenen kører de ind til Dieter. Han har klaret det gennem natten og er i bedring, men skal blive på hospitalet. Fredagen glider bare stille forbi. I et indkøbscenter spiser Kirsten og Laurie frokost. For første gang får de lejlighed til at tale sammen og lære hinanden at kende. Samme aften sidder de på Kirsten og Dieters værelse. Ud af fjernsynet kværner en dårlig amerikansk actionfilm. Kirsten kigger ned på sin tomme tallerken og over på Laurie, der stadig


spiser. Pludselig står de midt i rummet. Fire sorte mænd. I en brøkdel af et sekund når Kirsten at smile til dem. Måske arbejder de for Laurie. »No!« Laurie farer op af stolen. Hans tallerken flyver gennem rummet, alt imens han råber. Nu er Kirsten klar over, at der er noget helt galt. I næste øjeblik mærker hun kniven. Den ene af mændene holder en machete mod hendes hals, og med den anden holder han hende for næsen og munden. Ud af øjenkrogen ser hun Laurie falde mod gulvet. Hans briller flyver af. De binder hans arme og fødder med brystet ned mod fliserne. Han bløder fra hovedet. Kirsten kan mærke, at manden med kniven forsøger at vælte hende ud af kørestolen. »Don’t do that!« Ordene kommer fra hendes mund. Hun kan lugte hans sved. Hans hænder er klamme og klistrer mod hendes hud. Han løsner grebet: »What?« »Please, don’t hurt me!« Hun er bange, men også vred. Han fjerner hånden helt og venter på svar. Der kommer et usynligt nik fra lederen. Han svinger rundt med pistolen og peger ned mod Lauries skulderblade. Kirsten vil ikke kigge på dem. Tankerne raser gennem hovedet på hende. I amerikanske film bliver øjenvidner altid skudt. Hendes blik fæstnes på fliserne til højre for hende. Brede, grønne fliser. Mændene begynder at gennemrode alt. Det, de finder, deler lederen mellem dem med det samme. De fører Laurie ud af rummet. Han skal vise dem pengeboksen, og imens er hun alene med ham, hun er mest bange for. Ham med de onde øjne. Han peger på hende med kniven og hvæser: »Shut up. Just shut up!« Kirsten tænker på Dieter. Det er godt, han ikke er her. Hvis hun bliver slået ihjel, så lever han dog stadig. Men samtidig ville hun ønske, han var her. Hun har brug for hans beskyttelse. Men han må for alt i verden ikke finde dem skudt her på gulvet. Det må bare ikke ske. Det føles, som om hun har siddet her i flere år uden Dieter. Alle klicheerne er rigtige. Livet passerer vitterligt revy. Pludselig lyder der et glædesskrig fra en af mændene. Han har fundet en lang, gylden perlekæde. Den går på omgang, uden at han helt slipper den. Trods kniven, de onde øjne og angsten for at dø begynder Kirsten at fnise:


»It is plastic!« Kæden har hun selv lavet af gyldne børneperler. Alle mændene, undtagen ham med mord i øjnene, begynder at fnise med hende. Kirsten opdager, at de faktisk er menneskelige. Nu ved hun, at hun kan gøre noget, men at det skal være psykologisk. Hun skal skabe en menneskelig forbindelse mellem dem og hende. Mens de alle fire stadig er i rummet, spørger hun, om hun må få noget at drikke. Der går lang tid inden de svarer, sådan føles det i hvert fald. Den sødeste, ham med det milde udtryk i øjnene, og ham der taler høfligt, tager glasset med sugerøret. »Is that your glass?« Kirsten drikker meget langsomt og drikker meget. Rundt om hende bremses de andre i deres handlinger. Hun har skabt en kontakt mellem dem. De er ikke længere så truende over for hende og Laurie. Mændene er i huset i mere end tre timer. Da alt er rodet igennem, begynder de at tømme husets beholdning af alkohol. Kirsten er træt. Hun har ikke sovet i flere nætter, og pludselig sniger der sig en ny angst ind over hende. Hvad hvis de voldtager hende? Hun kan intet gøre. Endelig er det overstået. Det sidste, de gør, er at binde en af Kirstens bluser omkring hovedet på Laurie. Hans hoved bløder stadig, og blodet gennemvæder hurtigt stoffet. Kirsten hører en af bilerne gasse op og forsvinde. Laurie rejser sig og holder om hende. Så går han over til naboen for at ringe efter politiet.

Det første man møder, når man træder ind ad døren hos Kirsten og Dieter, er en umiddelbar imødekommenhed. De byder på slik, kaffe i kopperne og oprigtige smil. Men ifølge Kirsten er det noget, hun har arbejdet hårdt med. For det, der før var et åbent og modtageligt sind, blev pludselig til et ængsteligt og mistænksomt væsen. »Jeg blev decideret angst for sorte mennesker. Jeg følte ubehag ved alt ved dem, fra lugten til opførslen. Pludselig lagde jeg mærke til forskelle på os frem for lighedspunkter, og det gjorde mig virkelig flov, for jeg har altid betragtet mig selv som et åbent og liberalt menneske, der accepterede alle. Nu blev jeg den fordomsfulde, og det var virkelig en barsk realitet at bære rundt på.« Kirsten beskriver det, som om hun befandt sig i en glasklokke. Hun var konstant på vagt. Når hun skulle i bad, var hun nødt til at udtænke flugtplaner, eller hvordan man kunne overmande en overfaldsmand. Skulle det være kvælertag eller kogende vand? Hun havde været så tæt på at dø, så nu handlede det kun om at overleve. »Vi har oplevet så meget sammen, både godt og skidt, men altid sammen. Men nu kunne vi ikke rigtig fange hinanden igen, fordi jeg bare sad i min glasklokke. Det er den første tur, hvor vi er kommet hjem og har haft det dårligere, end da vi tog af sted. Men vi kunne intet have gjort. Det var noget fysisk, der kom udefra og truede os.«


I januar 2007 boblede rejsefeberen igen i parret, og de besluttede sig for at tage til Bangkok, en by de kendte godt og holdt af. I Bangkok blev de kontaktet af Laurie. Han bad dem om at komme tilbage til Harare for at vidne mod to af røverne.

På kalenderen står der 7. marts 2007. Det varme solskin blander sig med planer om flugtveje, som uvægerligt dukker op i Kirstens hoved, da hun ser retsbygningen i Harare. Det er et stort moderne sekstenkantet betondesign, der stråler ud i individuelle bygninger med en fælles gård i midten. Kirsten ser sig omkring. Hvem sidder på gangen? Kan hun stole på dem? Venner hjemmefra forsikrede dem om, at de ikke ville blive overfaldet igen. Sandsynligheden er forsvindende lille. Men sådan føler Kirsten det ikke. De ankommer om formiddagen. Dagen bliver lang, for Kirsten kaldes ind som det sidste vidne. Hvor skal hun kigge hen? Det er som om, hun skal til en afgørende eksamen. Husk at titulere dommeren korrekt! Your Worship! Døren går op. Kirsten stirrer på det lange røde gulvtæppe. Forbryderne sidder oppe til venstre. Hun er mest bange for at tisse i bukserne af skræk. Hvad sker der, hvis hun kigger på dem? Går hun i stykker? Hvor er hendes skjold og beskyttelse? Kirsten trækker vejret dybt. Hun kan ikke komme op i den brune vidneskranke, så kørestolen står ved siden af. Mikrofonen bliver sat foran hende på en kasse. Dommeren ligner en streng udgave af Bill Cosby. Han og anklageren tager noter. Der er ingen forsvarer, for det har røverne ikke råd til. Hun beskriver forløbet og fortæller, at hun genkender de to røvere. Alt bliver optaget på bånd, og alt bliver oversat af tolken. Det går langsomt. På en stol sidder retsbetjenten og sover. Hele retssalen virker lidt ligegyldig og mat. Men da dommeren spørger, hvor Dieter var henne under overfaldet, ændres stemningen i rummet. »På hospitalet. Han var ved at dø af malaria.« Dommeren retter sig op. Røverne ser pludselig flove ud og slår blikket ned. Indtil da har de stirret olmt på Dieter. Retsbetjenten vågner med et sæt. Kirsten er færdig. Hun ved, det er dem, men er alligevel bange for, hvis det nu ikke er det. Eller hvad nu hvis de ikke bliver dømt. Det er ovre. Hele kroppen sitrer, som om hun har drukket for meget kaffe. Men angsten er der stadig.

Glasklokken blev siddende i mere end et år, indtil Kirsten kom på antidepressiv medicin, først da begyndte hun igen at kunne agere normalt. Hun ved fra venner i Harare, at den første røver, de fangede, den sødeste af dem, blev idømt ti års fængsel. Lederen blev senere skudt under et andet røveri. Men hun ved stadig ikke, hvilken dom de to sidste røvere har fået.


»Det var vigtigt for mig at vidne for Lauries skyld. Hvis overfaldet var sket i Danmark, ville jeg have bedt ham om det samme. Jeg vidnede også for at komme dæmonerne til livs, og for at frygten skulle forsvinde.« Hjemme i Danmark var Kirsten stadig bange. Det var, som om hun befandt sig på et stadie, hun ikke kunne komme væk fra. Hendes fantasi overgik hele tiden hendes logiske sans. Men det værste var omverdenens forventninger til hende. »Jeg har altid set mig selv som en stærk person, og sådan har andre også set mig. Jeg har gennem mit liv modbevist en masse ting, som folk reflektorisk mente, jeg ikke kunne, fordi jeg var handicappet. Men det blev pludselig en hæmsko, at folk sagde, at hvis der var nogen, der kunne klare det, så var det mig. Det var en ny etikette, jeg pludselig skulle leve op til. Dels fra andre mennesker, men også fra mig selv.« I år, januar 2008, er første år, hvor Kirsten og Dieter ikke er af sted. Det skyldes dog ikke frygten, men følgerne af en slem omgang malaria Kirsten fik i Bangkok. På parrets ønskeliste til jul kunne man derfor finde Lonely Planets bøger til blandt andet USA og Cuba. »Dieter og jeg kommer aldrig til at ligge og dase på en strand i en hel uge i træk. Vi er simpelthen nødt til at skulle ud og opleve noget.«


Overfaldet - Berlingske Tidende, 19. januar 2008