Page 1

der fuldkommen formålsløst blæste lugten rundt og rundt. Det var lugten af cigaretrøg og angst, fra de tusindvis af andre der havde siddet og ventet, på at blive afhørt. Luften var tyk, af røg fra alle de cigaretter, der var blevet røget i løbet af de 20 år politistationen havde ligget har. Kullen bed helt ind under huden. Det var jo ikke ligefrem et varmt lokal han sad i. Hvad fanden havde han også haft gang i? Hvad havde han tænkt på? Det havde lød bare som en så god ide da det var at han hørte den. – Kom nu der kan ikke ske noget ved det. Det er fuldstændig ufarligt, havde Kapok sagt. Rummet de var i, var mørkt. Der var fugtigt. Man kunne høre at der fladt dråber ned i den fyldt spand over i hjørnet. Rummet var lidt oplyst af en lille, svag pære der hang oppe i loftet. Det var en kælder. En mørk, fugtig og klam kælder. – Men hvad nu hvis en af os bliver fanget, spurgte Mathis. – Hey ingen bliver fanget okay, vi står jo sammen om det her og vi hjælper hinanden, ikke! Vi sad alle og nikkede. Vi viste at vi hjalp hinanden og at, vis en ville blive fanget, så ville de andre gøre alt for at hjælpe en fri igen. – Mødet er hævet,råbte Kapok, husk, operation 'Store lommer' starter torsdag, klokken 23hundred. De burde da snart komme efter ham. Han havde det dårligt. Det var som om rummet blev mørker end det var for 2 minutter siden. Rummet lukkede sig om sammen, det blev endnu mørker, rummet blev mindre igen. De andre måtte da snart komme efter ham. Hvad skulle han sige til politiet når de kom igen? Der var jo ikke andet at sige end sandheden. De havde ham jo på video. Han havde set kameraet, oppe på væggen. Det havde siddet lige der hele tiden. Hvorfor havde han dog ikke sagt noget om det, til de andre. Nu ville de alle blive opdaget. Hvad ville Kapok mon sige til det. – Hey, Kapok! Hvad skal jeg gøre under vores operation? spurgte Mathis. Mathis gik han til Kapok. Der var ikke så langt, men for Mathis føltes det som flere 1000 meter. Han havde lige råbt efter gruppens leder. Og endda i et ret kommanderende tonefald. – Du skal stå vagt under operationen, fortalte Kapok, du har ikke været med så mange gange endnu. Du er ikke erfaren nok. Du kom jo først med i gruppen for en uge siden. Kapok havde ret. Han var ikke erfaren, og han viste ikke særlig meget om det, at være med under operationer. – Kan du ikke lige forklare mig hvad det er at jeg skal. – Det skal jeg nok, sagde Kapok, men ikke før til sidst vel. – Okay. Mathis havde stolt på Kapok. Han havde stolet på ham. Hvor blev de af han måtte da ikke fortælle sandheden. Hvad ville hans forældre dog sige til ham, for slet ikke at tale om Stine, hans kæreste. De ville nok ikke se ham igen, sådan lige foreløbigt da, det viste han. Hans far ville myrde ham vis der kom bare så meget som den mindste bemærkning/ plet på hans straffeattest. Og Stine, dejlige Stine, hun ville nok aldrig se på ham igen, og vis, så da i hvert fald ikke tale med ham. Det var helt sikkert. Han måtte ikke miste Stine. Hun var bare hans et og alt, hun var bare så, så, så dejlig. Hendes hår var mørke brunt, nærmest sort. Hendes smil var hvidt, og hendes øjne... de var mørke blå, helt som vis man havde set ned i det stille dybblå hav. Hun var bare vidunderlig. Da hans tanker faldt på hende var det som om hele rummet bare lyste op, som om det var et stort hvidt rum med 1000 vis af vinduer over det hele der bare lod solen glide lige igennem. Der blev mørkt igen. Rummet blev trængt og det føltes som om skyggerne prøvede at kvæle en. Det bankede på døren. – Er du der ind? Spurgte betjenten fra tidligere. – Ja, jeg kan jo ligesom ikke komme ud vel, sagde Mathis. – Det var godt. Vi har tid til din afhøring nu du siger bare til når du gerne vil komme i gang, Ord: 1697 Navn: Mark Milton Hansen, 8.a.


ikke. – Okay. Kan vi ikke vente 2 minutter. – Som du ønsker, svarede betjenten. Hvad skulle han sige? Vis han ikke snart kom på noget ville det hele bare falde fra hinanden. ”Åårrhh, hvad fanden skal jeg dog gøre”, tænkte Mathis for sig selv, eller det troede han i hvert fald. – Hvad er det du går og mumler derind? spurgt betjenten. – Åååhhh, ikke noget, svarede Mathis, bare bland dig udenom. Hvad nu, han viste ikke hvad fanden han skulle sige eller for den sags skyld gøre. Han var lige kommet inde i et fællesskab nu, et Brotherhood. Det måtte ikke, bare sådan, forsvind ud gennem fingrene på ham nu, ikke nu. Han havde kæmpet så hårdt for det. Vis han sagde noget forkert ville han aldrig komme med igen. Det ville Kapok aldrig tillade. På den anden side måtte han heler ikke miste sin familie. Han måtte huske på hvad hans farfar havde sagt til ham, inden han døde. Man måtte aldrig tage det man for giver, og man måtte passe på, og være hos dem som man holder af. Han havde truffet sin beslutning. – Herre betjent. Jeg vil gerne til forhør nu. – Så gerne, sagde betjenten. Døren blev åbnet, og lyset kom igennem. Det var næsten ubehagelig. Mathis blev ført ned gennem en længer gang, med andre indsatte. Rigtigt indsatte. – Se, sagde betjenten, se hvordan de har det. Mathis så på de indsatte, de var iført en rød heldragt. Hvorpå der hver stod et nummer. Da Mathis og betjenten endelig kom hen til forhørslokalet, ringede betjentens telefonen. Det eneste Mathis hørte var betjenten der sagde ja, okay, det er i orden osv. – Du har vist fået besøg, sagde betjenten. – Af hvem? spurgte Mathis. – Det skal du nok få at se. Jeg tror at du vil blive glad. De vendte om og gik nu hen mod besøgs området. – Hvad hedder du egentlig? spurgte Mathis. – Mig, sagde betjenten, jeg hedder Carl. – Okay så, sagde Mathis, hyggeligt at møde dig Carl. Carl nikkede bare, men sagde ikke noget. Da de kom over til besøgs afdelingen, stod Stine og hans mor og far, og ventede på ham. Stine løb hen og krammede ham, mens hun forsigtigt hviskede i hans øre: – Jeg savner dig. Du må ikke komme ind og side i fængsel. Bare indrøm det hele, okay. Fortæl sandheden. Mathis kunne mærke en varm fornemmelse ind i. Han var glad. Da Stine slam ham gik han med hende (og Carl), hen til sin forældre. Han kunne ikke tro sig selv men, de gav ham faktisk et kram. Han havde nok allermest regnet med at slag i nakken af sin far og et iskoldt dræber blik fra sin mor. Men nej. – Du må ikke, sagde hans mor. Hun var ved at bryde sammen i bare gråd. – Mathis, sagde hans far, fortæl dem sandheden ikke. Vi ønsker virkelig ikke det her for dig, vi mener det alvorligt, alle sammen, fortæl dem sandheden. Jeg er sikker på at det vil se mildt på din forseelse, det er vi alle sammen, vis bare du siger sandheden. – Det er rigtigt nok hvad din far siger knægt, sagde Carl, vis du fortæller os sandheden og hjælper os med at få fat i de andre fra din gruppe, så er jeg næsten sikker på at vi vil lade dig gå uden noget som helst. Carls telefon ringede igen, denne gang, for at kunne fortælle at vi skulle tilbage til forhøret. Da Mathis og Carl kom tilbage til lokalet,og døren blev åbnet var der en lugt af der overvældede, Ord: 1697 Navn: Mark Milton Hansen, 8.a.


og dominerede så meget at det var umuligt ikke at bemærke den. Det var lugten af frugt og angst. – Værsgo at tage plads Mathis, sagde Carl. Mathis satte sig på stolen. På bordet lå der en mappe. Det måtte være deri at overvågningsbillederne af gruppen var i. Nu kom der en anden betjent ind som Mathis ikke viste hvem var. Det måtte være ham der skulle lavet forhøret. Han var en stor mand, omtrent 1,90 m høj, havde et vingefang på omkring 1,80 m, og så havde han ikke et gram fedt for meget, nogen steder på kroppen. – Nå, sagde manden, dit navn er mathis korrekt? – Ja, svarede Mathis. – Dav, jeg hedder Morten. Nå, vi påstår at du og 5 andre gerningsmænd, brød ind på tankstationen her i byen, passer det? – Jeg er nød til lige at spørge først, sagde Mathis, vis jeg fortæller sandheden vil i så lade mig gå, uden bemærkninger? Morten tænkte lidt over det. Man kunne se at han ikke havde regnet med at blive spurgt om det spørgsmål. Han så på Carl der stod bag ved Mathis. Carl nikkede. – Okay sagde Morten. – Så indrømmer jeg alle anklager, og jeg vil give jer navnene på de personer der er med i gruppen. Vis i lader mig gå fri. – Okay da. Jamen hvad er så navnene på de personer der er med på disse billeder? – Det er: Mads Nielsen, Mike Madsen, Liam Johansson, Jesper Juul og Kasper Johnsen alias Kapok. – Okay, tak for hjælpen, sagde Morten, jeg tror ikke der er mere at komme efter nu. Carl, vil du være så venlig at følge vores unge ven ud. Vi vil ikke gøre mere med ham nu. Mathis rejste sig og gik hen til døren. Carl fulgte Mathis ud i foyeren. Stine stod og ventede på ham, hun smilede. Han gik hen til hende og kyssede hende. – Jeg er fri, sagde Mathis. Stine kyssede ham. Det var skønt. I samme øjeblik blev Kapok ført ind gennem døren. – For forræder. Stikker svin. Du skal få det her BETALT, Mathis høre du mig, jeg Skal nok få hævn, så sandt som jeg hedder Kapok.

Ord: 1697 Navn: Mark Milton Hansen, 8.a.

Mistanken Mark  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you