Issuu on Google+

POLITIKEN 3

Til hverdag sidder de bare og kigger. Men én gang hvert halve år bliver de handikappede på Lions Kollegiet inviteret på fisketur. Vi tog med. Side 7

Burka-debat »Der er større problemer end den der skide burka – for at sige det på dansk«. Side 2

Foto: Fred Ernst/AP

PS

Tag med ud og fisk

Foto: Niels Christensen

Søndag 13. september 2009 www.politiken.dk

»Vi er en ny modstandsbevægelse« Udvisningen af de afviste irakiske asylansøgere har fået modstandere af regeringens asylpolitik til at finde sammen i nye netværk. De er parate til at bryde loven for at hjælpe de irakere, som nu skjuler sig for de danske myndigheder. Her er historien om, hvordan netværkene opererer i al hemmelighed. Hvordan de laver aftaler med hospitaler, læger og folk, der er klar til at gemme flygtninge.

CLAUS BLOK THOMSEN

C

amilla Tved har fundet frem til den kurdisk talende læge ved at spørge flere bekendte. Lægen arbejder på et hospital i København, og han behøver ikke yderligere overtalelse, før han siger ja til i al hemmelighed at skanne den irakiske kvinde i sin frokostpause. Camilla Tved, der selv studerer til jordemoder, har flere gange tilset den irakiske kvinde. Det er i slutningen af juni måned i år, og kvinden er et godt stykke henne i sin graviditet. Hun har tidligere født

et dødt barn, og Camilla Tved er bange for, at der også vil være noget galt denne gang. Derfor er hun meget opsat på at få kvinden skannet. Kvinden er en af de afviste irakere, som på det tidspunkt har taget ophold i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Mens regeringen og en stor del af oppositionen står fast på, at irakerne skal sendes hjem, forsøger frivillige i den nyoprettede forening Kirkeasyl at hjælpe irakerne. Heriblandt Camilla Tved. Den irakiske kvinde, som Camilla Tved er bekymret for, tør ikke henvende sig til de danske sundhedsmyndigheder af

NET VÆRKET. Her er nogle af dem, som er parate til at bryde loven for at hjælpe de irakiske asylansøgere. Fra venstre Sigurd Jacobsen, Kirkeasyls pressegruppe, Pil Christensen, formand for Støttekomitéen for skjulte flygtninge, Stine Brix, kasserer i støttekomitéen, Niels Bo Olsen, Kirkeasyls hverdagsgruppe, Signe Ferch, næstformand i støttekomitéen, Simone Madsen Bjerre, Kirkeasyls kampagnegruppe og Solveig Madsen Zeppenfeld, Kirkeasyls kampagnegruppe. Foto: Tobias Selnæs Markussen

frygt for, at politiet så vil arrestere hende og sende hende tilbage til Irak. Derfor har Camilla Tved lavet den hemmelige aftale med den kurdisk talende læge. Netop fordi han kan kurdisk, kan han tale med kvinden. Sammen med kvinden dukker Camilla Tved op på lægens hospital på det aftalte tidspunkt. De bliver hurtigt ført ind i et lokale, hvor der er udstyr til at skanne kvindens mave. Normalt skal patienterne opgive cpr-nummer. Men i dette tilfælde bliver

Fortsættes side 6


4 ps

SØNDAG 6. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

Cowboydronningen af Norge Det norske Fremskrittsparti er gået frem med stormskridt og er landets næststørste parti. Nu går partiets leder, Siv Jensen, efter statsministerposten ved valget om otte dage. Men hvordan kan et parti, der beskrives som fremmedfjendsk og populistisk, få så stor opbakning? Ifølge Siv Jensen kommer inspirationen fra det danske Venstre. LARS HALSKOV, BODØ OG TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN (FOTO)

A

nsigterne er furede og udtryksløse. Midaldrende mænd i blå jeans og jakker skutter sig, da de træder ud af deres amerikanske firehjulstrækkere. Et kort nik til venner og bekendte. Og en lavmælt hvisken med hustruen, der hiver paraplyen frem til manden. Dette er norsk cowboyland. Her bliver folk ikke nemt imponeret. Slet ikke af politikere, der kommer fra Oslo. Alligevel er de mødt op på parkeringspladsen foran City Nord i udkanten af Bodø for at møde det store norske samtaleemne: Siv Jensen. Formand for Fremskrittspartiet, der ved sidste valg blev landets næststørste parti – og som går efter regeringsmagten ved valget 14. september. Her er det omstridte parti som i resten af landet stormet frem de seneste år. Ved kommunalvalget for to år siden fik partiet 24,4 procent af stemmerne og øgede antallet af mandater fra 6 til 10 ud af 39 byrådspolitikere i Bodø Vi er langt fra Oslos elite af politikere, journalister, kulturpersonligheder og erhvervsledere. Helt nøjagtig over 1.200 kilometer. Eller lige så langt, som der er mellem København og Paris. Men det kunne lige så godt være Midtvesten i USA. Faktisk spiller Siv Jensens velsmurte valgkampagne rundt i de mest øde egne i Norge bevidst på amerikanske værdier og symboler. På valgmødet i Bodø præsenteres hun som en amerikansk præsidentkandidat, der er i gang med at knuse Arbejderpartiets nuværende statsminister, Jens Stoltenberg. Kampagnebussen står på parkeringspladsen med et foto af en smilende Siv blæst op som plakat over en del af bussen. Og som opvarmning til hendes tale spilles amerikansk blues og country. To mænd iført guitar og keyboard får sat lidt liv i folk: De vipper med foden. Imens trommer regndråberne stadig kraftigere på paraplyerne. Men det stopper ikke køen ved de to telte, hvor partiet giver gratis pølser og varme vafler med partiets logo. Ingen undrer sig over, at bluesguitaristen med den drævende amerikanske sangstemme på scenen står i en norsk folkedragt med hvide ankelstrømper og sorte sko med blanke spænder. Og at de to herrer kommer fra et orkester, der hedder noget så ærkenorsk som Peer Gynt Band. Her i Nordnorge med de store vidder er det ikke nogen modsætning. Tværtimod. Derfor rynkes der heller ikke et øjenbryn, da partiets mødeleder sammenligner Siv Jensen med den legendariske amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Heller ikke selv om mødelederen fremhæver Roosevelts økonomiske og sociale reformprogram ’New Deal’. »Det kan også oversættes til fornyelse«, siger mødelederen uden at blinke med øjnene, mens han henviser til Fremskrittspartiets ’100 dages-program’, der med sine stramninger ellers ligger milevidt fra det historiske amerikanske reformprogram. Men det er tydeligvis ikke afgørende. Det vigtigste er symbolværdien: den amerikanske pionerånd. Selv om regndråberne danser stadig lystigere, ænser ingen regnen, da 40-årige Siv Jensen kommer på scenen i højhælede støvler. Stemmen er hæs, men engagementet fejler ikke noget. Gang på gang hæver hun hånden og skærer luften ud i skiver, når pointerne skal understreges. Flere penge til ældrepleje og sygehuse. Mere politi i gaderne og strengere straffe. Flere veje og væk med bompenge. Og krav om en meget strammere asylpolitik. Her er Danmark tydeligvis nærmest paradis, mener Siv Jensen. Hun håner den norske statsminister, Jens Stoltenberg, for at ville sætte ny norsk rekord i modtagelse af asylansøgere, hvoraf mange ikke har lovlige identitetspapirer. »Norge har seks gange flere end vores naboland Danmark. Hvordan er det muligt? Det er altså muligt, fordi danske embedsmænd har strammet reglerne op og har klaret at styre strømmen. Norske myndigheder har ikke klaret det«, tordner hun og får mødets største bifald. Hun nævner kun én undtagelse fra en stramning: FN’s kvoteflygtninge, som

Norge skal hjælpe. Men ellers er der ingen nåde: »Norge skal ikke være frihavn for mennesker, der brænder deres identitetspapirer«.

Dansk forbillede Under hele valgkampen har partiet banket ind i hovedet på vælgerne, at antallet af asylansøgere i Norge er mere end fordoblet til over 14.000 fra 2007 til 2008. Og der er skruet op for retorikken. »Dagens indvandringspolitik har spillet fallit, når samtlige af de 41 sidste overfaldsvoldtægter i Oslo er begået af ikkevestlige indvandrere og asylsøgere«, sagde Siv Jensen i valgkampens indledning. Så var den hårde tone lagt. Hun introducerede også det elastiske begreb ’snigislamisering’: »Oslo og andre store byer i Norge kan nærme sig de tilstande, vi ser i Malmø. Hvor udrykningspersonale ikke tør køre ind i enkelte bydele, hvor sharialovene har overtaget fuldstændig, og hvor svensk lov er sat til side«. Hendes udtalelser fik de andre politiske partier til at protestere voldsomt, og andre borgerlige partier tog afstand fra Siv Jensen. »Det har visse lighedstræk med mellemkrigstidens frygt for andre minoriteter, dengang jøder«, sagde Høyres Per Kristian Foss i en radiodebat på NRK. Det stoppede ikke Siv Jensen, som fremhævede Danmarks stramme asylpolitik og lukkede asyllejre som målet. I det hele taget har partilederen tydeligvis indgående studeret den borgerlige magtovertagelse i Danmark i 2001. Om formiddagen før valgmødet i Bodø fremhævede hun over for Politiken inspirationen fra Danmark som en af forklaringerne bag partiets fremgang: »Vi står os godt, fordi vi har klare svar på de udfordringer, som det norske samfund står over for. Ligesom det danske Venstre gjorde i Danmark, da de indtog regeringskontorerne. I det norske Fremskrittsparti har vi rejst de samme problemstillinger. Når det danske Venstre kunne vinde et valg i Danmark, er det helt oplagt, at det samme kan ske i Norge«. Men det er ikke rollen som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, hun vil overtage. Hun vil ikke spille birollen. Siv Jensen vil have hovedrollen. Ligesom det danske Venstre. Den norske vælgeropbakning til Fremskrittspartiet er dobbelt så stor som Dansk Folkepartis opbakning i Danmark – og Siv Jensens forbillede er Anders Fogh Rasmussen. »Vi har i mange år ment, at det danske Venstre står os nærmere i de fleste politiske spørgsmål. Vi kan genkende os selv i det, de siger, det, de gør, og det, de gennemfører. Så for os er der ingen diskussion om det. Vi følger nøje med i forhold til mange af de ændringer og beslutninger, som den danske regering har gennemført gennem flere år«. Derfor er partiets ’100 dages-program’ baseret på den samme kontraktpolitik med vælgerne, som Fogh lancerede i Danmark under valgkampen i 2001. Det norske parti spiller på vælgernes politikerlede over brudte løfter og lover at gennemføre de fleste valgløfter i løbet af 100 dage. Men Siv Jensens hyldest til det danske Venstre er kontroversielt både i Norge og Danmark. Allerede i foråret vakte det opsigt, da Venstres daværende politiske ordfører, Inger Støjberg, på et møde i Norge sagde, at det danske Venstre og det norske Fremskrittsparti står skulder ved skulder, når det drejer sig om indvandring, ligestilling og sundhedspolitik. Desuden sammenlignede Støjberg den norske partileder med Anders Fogh Rasmussen. Andre danske venstrepolitikere var rasende over Støjbergs melding, og i Norge har det norske Venstre protesteret højlydt. Partiet afviser at lægge mandater til en norsk regering med Siv Jensen og fremhæver, at Jensens parti er fremmedfjendsk og populistisk.

Den norske gåde For mange nordmænd er Fremskrittspartiets eksplosive fremgang da også en gåde. Den nye virkelighed gik for alvor op for nordmændene ved sidste valg en septemberaften i 2005. Mens personalet hos Wallmans Salonger i Oslo servede bøf stroganoff og servede vin for partiets ledelse og tilhængere, dundrede ’We are the Champions’ gennem højtalerne. Det kontroversielle parti havde fået 22,1

SLUTSPURTEN. Partileder Siv Jensen fra Fremskrittspartiet var på rundtur i den norske by Bodø under sin valgkampagne. Men den borgerlige danske regeringsom forbillede vil hun have en stram asylpolitik og skattelettelser. Foto: Tobias Selnæs Markussen

procent af stemmerne. Hele otte procent flere end det næststørste borgerlige parti, Høyre. Og kun 10 procent efter landets største parti, Arbejderpartiet. Og Fremskrittspartiets daværende leder gennem næsten alle år, Carl I. Hagen, udlagde den aften i Wallmans Salonger målet og drømmen: »Nemlig at Fremskrittspartiet i dette århundrede skal blive det samme, som Arbejderpartiet var i det forrige århundrede«. Detaljerne i valgresultatet var rystende læsning for Arbejderpartiet.

Med ét var Fremskrittspartiet blevet det største parti blandt ufaglærte arbejdere. Hele 36 procent af de ufaglærtes afgivne stemmer gik til partiet. Og blandt de arbejdsløse fik Fremskrittspartiet støtte fra 37 procent. De mindst privilegerede stemte altså på et parti, som blandt andet går for store skattelettelser – især til de rige. Det var et paradoks. Reaktionen var chok, også i medierne. Som en kommentator skrev i landets største avis, VG: »I verdens bedste land at leve i er de, som stemmer Frp, verdensmestre i at klynke og klage. Det er et utaknemmeligt, forkælet folkeslag (...) De vil bare blive grådigere, mere selvgode og mere højredrejede, jo flere penge, de får mellem hænderne«. Men den forklaring stemmer ikke overens med, at Fremskrittspartiet netop henter mange stemmer fra folk med hus-

PS fakta SIV JENSEN Født 1. juni 1969 i Oslo Oslo Handelsgymnasium, 1985-1988 Uddannet diplomøkonom fra Norges Handelshøjskole, 1992 Salgskonsulent i Radio 1, 1992-1994 Organisatorisk næstformand i Fremskrittspartiets afdeling i Oslo, 1995-1996 Medlem af repræsentantskabet i Sparebanken NOR, Oslo, 1995-1997 Medlem af Ligningsnævnet, Oslo, 1995-1997 Oslo bystyre, 1995-1999 Stortinget, 1997Næstformand i Fremskrittspartiet, 1999-2006 Pensionskommissionen, 2001-2002 Formand for Fremskrittspartiet, 2006-

standsindkomster på under 400.000 norske kroner. Avisen Dagens Næringsliv kom med en anden forklaring og lancerede begrebet ’petroleumspopulisme’. Landets oliefond med over 2.500 milliarder norske kroner gør det nemlig muligt for Fremskrittspartiet at kræve det umulige: nemlig at kræve store skattelettelser og samtidig stille krav om et velstandsløft og bruge flere offentlige penge på ældre og syge – samt på udbygning af veje i det store land. Det samler to store vælgergrupper, som normalt har modsatte interesser: selvstændige og andre med ondt i skatten og arbejdere med lave indkomster, som bruger velfærdssystemet. Det kræver dog, at der bliver åbnet for oliepengene. De andre politiske partier fra venstre til højre har gennem årene været enige om at gemme oliemilliarderne


ps 5

POLITIKEN SØNDAG 6. SEPTEMBER 2009

af vejen i en fond og investere dem i blandt andet aktier. Milliarderne skal først bruges, når olien slipper op. Men den afvisning er blot en yderligere benzinindsprøjtning til Fremskrittspartiets kampagne. Som journalisten Magnus Marsdal skriver om partiet i den kritiske bog ’Frp-koden’: »Med protesten mod ’politikerne’, som nægter at bruge folkets oliepenge til folkets bedste, bliver partiet en del af en tung norsk tradition: I Norge må den sunde fornuft og de fleste mennesker bygge landet i strid mod centralmagtens embedsvælde, uanset om de ophøjede og bedrevidende er pavens sendebud, danskerkongens præsteskab eller økonomerne i Norges Bank«. Netop Siv Jensen har en særlig evne til at popularisere modsætningen mellem Oslo og landets distrikter. Bodø har en aftale med centraladministrationen om, at byen skal have bomstationer. Og på valgmødet lancerede Siv Jensen en drøm om, at der skal sættes en plakat op på alle landets bomstationer: »Gratis så længe Fremskrittspartiet sidder i regering«.

FARVEL. Niels Helveg Petersen, folketingsmedlem siden 1966, genopstiller ikke.

FARVEL. Morten Helveg Petersen, folketingsmedlem siden 1998. Forlod Folketinget 1. august for at blive direktør i Foreningen af Danske Interaktive Medier.

Brug for vindersag Men vælgermødet i Bodø er også Siv Jensens afsæt for valgkampens slutspurt, som er helt afgørende for hendes ambitioner om at blive landets leder. Meningsmålingerne har de seneste måneder været tæt på rekordagtige 25 procent, men de seneste tal viser et fald, så partiet igen er nede omkring valgresultatet fra 2005 på 22,1 procent. Som avisen VG skrev i denne uge: »De trænger sandsynligvis til en sag, som oprører folk, en, som kan gøre Siv Jensen ’dybt chokeret’ på vegne af vælgerne«. Problemet for Vi er et parti, Siv Jensen er, at som vil genhun skal have en nemføre vores klar valgsejr for at tvinge de andre politik og ikke sidde i regering borgerlige partier at se hende som for at køre sorte til statsministeralterlimousiner nativ til ArbejderPartileder Siv partiet. For det gør de ikke nu. Og selv Jensen, Frp afviser Siv Jensen, at Fremskrittspartiet som største borgerlige parti kun kan være støtteparti til en borgerlig regering bestående af Høyre og Venstre. Som hun sidste år slog fast: »Vi vil ikke længere støtte en regering, vi ikke selv er en del af. Vi er et parti, som vil gennemføre vores politik og ikke sidde i regering for at køre sorte limousiner«. Så de næste dage er alt eller intet for Siv Jensen. Men netop den norske partileders sans for populisme kan gøre udslaget. Lige siden hun overtog partilederposten fra Carl I. Hagen i 2006, har hun overrasket med usædvanlige meldinger, der fanger stemningen i folkedybet. Hun har en evne til at gå ind i folk med højhælede sko. Som redaktør Martine Aurdal, der er politisk uenig med den norske partileder, skriver i bogen ’Siv’: »Siv Jensen er et fænomen. Det er længe siden, journalister sluttede med at skrive hendes efternavn i præsentationen. Hele befolkningen kender hende bedst som Siv«, og redaktøren konkluderer: »Hun har i egen person ændret indtrykket af Frp som de gamle menneskers parti«. Dagsavisens Hege Ulstein har betegnet Siv Jensen som »en uægte datter« af Norges tidligere mangeårige statsminister Gro Harlem Brundtland. »Hun går som Gro, klæder sig som Gro, snakker som Gro, tænker måske til og med som Gro. Men hun er ikke Gro. Hun er Arbejderpartiets værste fjende«. Siv Jensens oldemor var Betzy Kjelsberg (1866-1950), som var Norges første fabriksinspektør og kvindesagsforkæmper. Og selv om hendes parti vil nedlægge ligestillingsnævnet og er modstander af kønskvotering, trækker hun mange kvindelige vælgere. Allerede ved sidste valg fik partiet flere kvindelige unge vælgere end det ellers traditionelle feministiske parti Sosialistisk Venstreparti (SV), der sidder i regering med Arbejderpartiet og har den populære Kristin Halvorsen som formand. Og Siv Jensen slog for nylig igen til på et debatmøde med Kristin Halvorsen på en sygeplejerskeskole: »Kan vi to fløjpartier ikke aftale at indføre ligeløn for mænd og kvinder i den offentlige sektor?«. Kristian Halvorsen trak på smilebåndet og roste Fremskrittspartiets gode næse: »Nu har det opdaget, at ligeløn er en vigtig sag«. Det er netop denne evne, som Siv Jensen får brug for, hvis hun skal trække en kanin op af hatten i valgkampens slutspurt. Men ikke alle er enig i Fremskrittspartiets retorik. Som de unge kvinder, der under Siv Jensens tale i Bodø i en tavs protest trak et langt banner frem, der kritiserede partiets stramme asylpolitik. Eller da elitefodboldtræneren Per Joar Hansen fra Ålesund i 2006 efter en elendig indsats af fodboldholdet mod Sparta Sarpsborg anklagede spillerne for ’Fremskrittspartifodbold’ og forklarede, hvad han mente: »Så løber du kun, hvis det er til fordel for dig selv«. lars.halskov@pol.dk

RADIKALT PORTRÆT.

FARVEL. Jørgen Poulsen, valgt for Ny Alliance i 2007, medlem af den radikale gruppe siden august 2008. Genopstiller ikke

FARVEL. Bente Dahl, folketingsmedlem siden 2005, genopstiller ikke.

FARVEL. Lone

Det Radikale Venstres folketingsgruppe lod sig tidligere på året fotografere til bladet Radikal Politiks januarnummer. Fotografen, der tog billedet, hedder Casper Sejersen.

Dybkjær, folketingsmedlem første gang i 1973, genopstiller ikke.

En radikal generation tjekker ud Margrethe Vestager kæmper med provokationer fra S og SF, intern uro om linjen og en folketingsgruppe, som er ved at stemple ud. En ny generation står klar i kulissen, men der er lang tid til næste valg.

N

iels Helveg Petersen og Lone Dybkjær træder ud af billedet efter næste folketingsvalg. Det samme gør Jørgen Poulsen og Bente Dahl. Morten Helveg er lige gået, og det er længe siden, Simon Emil Ammitzbøll gik. På søndag træder den mangeårige landsformand, Søren Bald, ned fra scenen. De ligner en familie i opløsning. Sammen med dem slutter en epoke. Det tætte regeringssamarbejde med Socialdemokraterne er ikke længere en selvfølge, og de radikale har meldt sig ind i en blok frem for at stå frit som midterparti. METTE Men det bliver ikke en ØSTERGAARD, rolig afslutning. Intern POLITISK uro om den strategiske REDAKTØR linje og skepsis over for projektets holdbarhed præger partiet, mens S og SF spiller med musklerne og skubber de radikale længere væk. Men mens de radikale slås med og mod S og SF på Christiansborg, og det ene medlem efter det andet meddeler, at de ikke ønsker at fortsætte den politiske karriere, så tegner der sig et nyt portræt i det radikale bagland. En ny generation af radikale er klar til at tage over. Sultne, kamplystne og frigjorte fra traditioner om, at man skal sidde i regering for at være en ægte radikal. De seneste otte år har vist en ny genera-

tion af radikale, at man ikke altid kan sidde i regering, og at magten kan findes i rollen som støtteparti. »Det skræmmer ikke mig at stå uden for en regering. Jeg er ikke vokset op den tradition«, siger Manu Sareen, der står til at overtage Lone Dybkjærs post. Samme oplevelse deler den tidligere EP-kandidat Sofie Carsten Nielsen. »Vi er opdraget uden for regeringsmagten. Vi ved, vi skal kæmpe for hver ting, vi vil have igennem. Vi er blevet mere hårdhudede, og hvis vi ikke får radikal indflydelse, så giver det ingen mening at være med«, siger hun. En af kandidaterne til at overtage landsformandsposten i partiet, Klaus Frandsen, beskriver forandringen som en kulturændring. »Engang bestemte vi altid, hvem der skulle være statsminister. Sådan er det ikke længere. Det er en kulturændring, og det er godt, at der nu kommer en generation ind, som ikke tager noget for givet«, siger han.

I regering eller ej? Dermed rammer de lige ned i den diskussion om den strategiske linje, som kører for fuld udblæsning internt hos de radikale. Planen var at gå efter ministerposter i en ny regering. Det er den klare vej til indflydelse, mener ledelsen. Men nu er der delte meninger. Socialdemokraterne og SF har med ultimative krav om ikke at ville ændre på deres skatte- og udlændingepolitik stukket hånden ind i en radikal hvepserede. S og SF har opført sig »usædvanlig krigerisk og provokerende«, lyder det. Det lille midterparti føler sig trådt på, sparket til og taget for givet. Og det gør man ikke ved et parti, som selv mener, at det altid har ret. Her koster mandater noget. Det er ikke kun blandt de nye ansigter, der er diskussion om, hvor den radikale strategi skal lægges, og om hvorvidt den nuværende ledelse er i stand til at løfte opgaven frem mod næste valg. For nylig vi-

ste en rundspørge for politiken.dk, at de radikale lokalformænd var delt i spørgsmålet om, hvorvidt partiet skal stå uden for en ny regering, eller være en del af den.

Et kæmpe nederlag Og markante personer i partiet er klar med kritik, så længe de ikke får deres navn frem. »Margrethe Vestager har lagt en strategi om, at hun ville samarbejde med S og SF. Det er ikke lykkedes. Det er et kæmpe, kæmpe, kæmpe nederlag. Hun bør erkende, at de radikale nu skal stå frit og tage kampen sag for sag i stedet for at købe en samlet adgangsbillet. Det vil hun blive udfordret meget på på landsmødet«, siger en landskendt radikal. Og den nye strategi er ikke det eneste, der bekymrer i det radikale bagland. Om få måneder venter et kommunalvalg, som en række medlemmer frygter konsekvenserne af. Kommunalvalget bliver næsten med statsgaranti de radikales tredje valgnederlag i træk. Først kom et dårligt folketingsvalg, hvor nye talenter røg ud, og de gamle satte sig roligt på taburetterne. Så et europaparlamentsvalg, som trods en god kampagne betød, at Folketingets mest EU-venlige parti ikke blev repræsenteret i Bruxelles. Nu venter et kommunalvalg, hvor mange af de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der blev valgt ind på toppen af den radikale bølge i 2005, ikke står til at blive genvalgt. »En katastrofe for partiet« kalder de mest pessimistiske udsigterne. »Det er vanvittigt vigtigt, at vi er repræsenteret over hele landet. Der er pokker til forskel på, om man er tydelig i lokalsamfundet eller ej«, siger Rasmus Helveg Petersen. Folketingsmedlem Johs. Poulsen er en af dem, der mener, at det kommunale bagland er helt afgørende for, at partiet kan stå igennem usikre tider. »En amputering til kommunalvalget vil stille os langt svagere, når de hårde politiske vinde blæser. Når et parti er i en overlevelseskamp, som nogle mener, at vi er, så

virker det kommunale bagland som et politisk bolværk, et fundament, som er grundlaget for, at vi kan komme igen. Det er trods alt lettere at bygge et smukt hus på et godt fundament«. Færre stemmer vil ikke bare betyde færre kommunalbestyrelsesmedlemmer, men også færre penge til radikale aktiviteter. Men flere kandidater oplever, at det er svært at få de frivillige op af stolene for at føre valgkamp. »Det kniber med entusiasmen og med at få folk til at involvere sig. Men jeg sammenligner selvfølgelig også med 2005, hvor det var en fest, og alle bakkede op. Den tid er vi meget langt fra nu«, siger en af kandidaterne. Så selv om nye ansigter står i kø for at springe ind i det radikale familieportræt efter et folketingsvalg, så skal Margrethe Vestager først lægge en klar strategi over for S og SF, minimere skaderne af et kommunalvalg og skabe en gejst i gruppen, så de radikale er synlige og kan udnytte den platform, som partiet nu har fået ved at blive sparket til hjørne af S og SF, lyder vurderingerne. En aldrende folketingsgruppe hjælper ikke projektet på vej.

Ikke plads til de gamle »Vi skal ikke slå på de gamle, men vi er et lille parti, og der er ikke plads til, at engagementet løber ud i den situation, vi står i nu«, siger Sofie Carsten Nielsen. »Ved sidste valg blev vi amputeret. En hel generation røg ud af Folketinget, og flertallet af dem, der var tilbage, genopstiller ikke. Nu skal vi bruge generationsskiftet som en anledning til at genopfinde os selv«, siger Camilla Hersom. For optimismen er også til at spore hos de radikale, der ifølge eget udsagn rejser sig bedst, når de er blevet trådt på. »Vi har oplevet en masse uro, men jeg synes, at jeg nu sporer optimisme og kreativitet. Vi har fået vores gamle position tilbage, hvor vores mandater betyder noget. Det har jeg ikke oplevet rigtig, rigtig længe«, siger Manu Sareen. Hans oplevelse stemmer overens med

mange andres i partiet. De fleste af dem, som Politiken har talt med, har en følelse af, at Helle Thorning-Schmidt med sine ultimative krav har lovet vælgerne noget, som hun alligevel ikke kan holde, og at hun nok skal give sig, når først Statsministeriet er inden for rækkevidde. Så de håber stadig i de radikale. Et nyt familieportræt skal tages, om det bliver stort eller småt, afhænger blandt andet af dem, der gerne vil ud af billedet. I mens står de nye og venter i kulissen. Næstformand Zenia Stampe beskriver stemningen som i det gamle Cuba: »Cubanerne elskede Fidel Castro, men venter også utålmodigt på tiden efter ham. Sådan er det også hos os. Engagementet vil for alvor vise sig, når vi kommer tættere på et valg, og situationen bliver en hel anden med en ny gruppe. Lige nu handler det om politisk overlevelse«. mette.ostergaard@pol.dk

PS vagtskifte DE NYE RADIKALE Rasmus Helveg Petersen og næstformand Zenia Stampe kæmper om at overtage Simon Emil Ammitzbølls plads. Anne Marie Geisler Andersen har overtaget posten fra Morten Helveg Petersen. Hun skal kæmpe for at beholde den mod tidligere EP-kandidat Sofie Carsten Nielsen. Camilla Hersom, der i dag er formand for Forbrugerrådet, kæmper på Fyn mod Merete Risager om at overtage Niels Helveg Petersens plads. Manu Sareen står til at overtage Lone Dybkjærs plads. Som anden kandidat i København nævnes Uffe Elbæk eller Laura Friberg. Lotte Rod afløser formentlig Bente Dahl.


6 ps

SØNDAG 13. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

»Vi er en ny ...

ter koncentreret linsesuppe blev hevet op af fryseren, og tilsat yderligere 60 liter vand var der nok suppe til hele den efterfølgende uge. Det var herefter, at foreningen Kirkeasyl mere eller mindre spontant blev dannet på ryggen af det arbejde, som blev sat i gang. Men de unge havde forregnet sig. Det viste sig, at dele af menigheden i Vor Frue Kirke ikke var meget for irakernes tilstedeværelse, og derudover var kirken for lille. De unge havde troet, at der ville være flere rum. I stedet var der kun ét – det store kirkerum. Det var meget upraktisk, ikke mindst fordi kirken fortsatte sine aktiviteter og således holdt bryllup, mens flere hundrede irakere og aktivister opholdt sig i kirken. De unge begyndte derfor at diskutere, om det var bedre at flytte over i en anden kirke. De havde flere kirker i sigte, men valget faldt på Brorsons Kirke af to årsager: Dels havde den forskellige rum, hvor man kunne opholde sig. Dels havde en af de unge en ven, som havde en nøgle til kirken. »Vi var bange for, at politiet ville arrestere irakerne, hvis de pludselig samlet forlod Vor Frue Kirke for at søge over i Brorsons Kirke«, siger Stine Brix, som var med til at organisere flytningen til Brorsons Kirke. »Derfor forlod irakerne Vor Frue Kirke i små grupper på to-tre personer. De fik et kort med og besked på at gå et bestemt sted hen. Her ventede en af os på dem, og så førte vi dem til Brorsons Kirke«. Ifølge Stine Brix blev præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, først orienteret, da irakerne i al stilhed havde låst sig ind og taget ophold i hans kirke. Også andre aktører kom på banen. I månedsvis havde mestendels gråhårede danskere hver søndag demonstreret foran flere af landets asylcentre i protest mod regeringens udlændingepolitik. De havde organiseret sig i foreningen Bedsteforældre for Asyl, og også de strømmede nu til kirken, hvor de snakkede med irakerne og forsøgte at opmuntre dem. Et af de mest kendte medlemmer af Bedsteforældre for Asyl er præsten Leif Bork Hansen, der tidligere er blevet straffet for at gemme flygtninge. Han har flere gange gentaget sin holdning om, at han aldrig ville lukke sin dør, hvis en asylansøger i nød bankede på og spurgte, om han kunne få hjælp til at skjule sig. »Som forening er Bedsteforældre for Asyl ikke med til at skjule flygtninge. Det er det enkelte medlem, der må beslutte for sig selv, om han eller hun er rede til at hjælpe en flygtning og i yderste konsekvens skjule vedkommende. Men jeg kan godt forestille mig, at der er medlemmer af Bedsteforældre for Asyl, som skjuler flygtninge«, siger han.

der ikke skrevet nogen journal. Efter nogle minutter er det forbi. Billederne viser, at barnet har det fint. Camilla Tved og den irakiske kvinde forlader hospitalet, og officielt har skanningen aldrig fundet sted. I dag er irakerne forsvundet fra Brorsons Kirke. Nogle er blevet anholdt, hvoraf 22 nu er sendt tilbage til Irak. Andre er tilbage på asylcentrene, mens cirka 95 ifølge politiet er forsvundet. Nogle er angiveligt rejst videre til andre lande, mens andre er gået under jorden for at skjule sig for politiet. Ingen ved præcist, hvor mange det drejer sig om.

Danmarks finest hour Historien stopper imidlertid ikke her. Måske er det faktisk først her, den for alvor begynder. For regeringens linje over for de irakiske asylansøgere har i sjælden grad mobiliseret modstandere af regeringens udlændingepolitik, som nu åbent erkender, at de er parate til at bryde loven for at hjælpe irakerne. Den tidligere minister for CD, Arne Melchior, talte på vegne af alle disse modstandere, da han i sidste uge i DR’s Deadline sammenlignede nødvendigheden af at hjælpe irakerne med danskernes redning af jøderne under Anden Verdenskrig. »Dengang havde Danmark sin finest hour«, sagde Arne Melchior, som selv blev reddet over til Sverige under krigen. Samme følelse sidder Camilla Tved inde med. Det er derfor, at hun bruger næsten al sin fritid på at hjælpe irakerne. Det er derfor, hun er ligeglad med, at hun muligvis begår noget ulovligt ved at arrangere, at en irakisk kvinde i al hemmelighed kan blive undersøgt på hospitalet. Og derfor, hun står åbent frem. »Som næsten færdiguddannet jordemoder har jeg en generel pligt til at hjælpe mennesker i nød. Men jeg føler også en trang til at gå op imod systemet, for det, vi er vidner til, er noget svineri. Jeg vil ikke være med til, at vi som land behandler mennesker på den måde, som vi behandler irakerne«, siger hun. I modsætning til regeringen er hun overbevist om, at irakerne vil risikere død og tortur, hvis de kommer tilbage til Irak. »Jeg har hørt deres historier og tror mere på dem, end jeg tror på regeringen. Derudover har FN frarådet at sende irakerne tilbage«, siger hun. I sundhedsgruppen arbejder Camilla Tved sammen med Boel Emanuel, der til daglig arbejder som sundhedsplejerske i København. Hun er helt enig. »Når jeg så, hvordan børnene i Brorsons Kirke mistrivedes, fordi de havde siddet i asylcentre, siden de blev født, så kan jeg ikke fravælge at hjælpe disse børn«, siger hun og fortsætter: »På den måde kan man sige, at vi er en ny modstandsbevægelse – forstået på den måde, at vi følger det, der er moralsk rigtigt frem for at følge, hvad loven siger«. Ingen har overblik over, hvor mange danskere der de seneste måneder har været med til at hjælpe irakerne. Men antallet skal formentlig tælles i hundreder. Noget af arbejdet foregår åbenlyst, mens andet bliver foretaget i yderste hemmelighed. Derudover er arbejdet organiseret i forskellige netværk, hvoraf nogle netværk fungerer uafhængigt, mens andre er flettet ind i hinanden. Selv er Camilla Tved med i den sundhedsgruppe, som foreningen Kirkeasyl har oprettet. Gruppen tæller cirka 50 personer, som foruden jordemødre og læger blandt andet består af tandlæger, psykologer, psykiatere, kiropraktikere, fysioterapeuter, sygeplejersker og sundhedsplejersker. De fleste er kommet med på den måde, at de selv har henvendt sig til Kirkeasyl og tilbudt deres hjælp. Dengang irakerne holdt til i Brorsons Kirke, holdt sundhedsgruppen konsultationer på fastlagte tidspunkter, hvor medlemmerne skiftedes til at tage ud i kirken. Var det mere alvorligt, end hvad der lige kunne ordnes inde i kirken, blev der også taget hånd om det. Det var ved en af disse konsultationer, Camilla Tved blev opmærksom på den gravide irakiske kvinde, hvorefter hun organiserede den hemmelige skanning. »Selv om behandlingen i Brorsons Kirke foregik uden for det etablerede sundhedssystem, gjorde vi meget ud af at notere ned, hvad den enkelte fik af medicin og behandling«, siger Camilla Tved. Derfor fik hver patient sit eget journalkort, som blev samlet i nogle ringbind, der blev låst inde i et skab i kirken. Sundhedsgruppen fortsætter i dag deres arbejde, selv om irakerne nu er væk fra Brorsons kirke. Gruppen hjælper både de irakere, der ikke gemmer sig for myndighederne – og dem, der gør. Således har Camilla Tved kontakt til flere gravide kvinder, der på forskellig måde skjuler sig for myndighederne. Hun ved, hvor de opholder sig, og hun tager regelmæssigt ud og tilser dem. »Har de brug for noget medicin eller et buskort eller talekort, køber jeg det til dem. Jeg går så tilbage til Kirkeasyl med kvitteringen og får de penge, som jeg har lagt ud«, siger Camilla Tved. De penge, Kirkeasyl deler ud af, stam-

Uenighed

NET VÆRKET. Disse er også parat til at bryde loven for at hjælpe de irakiske asylansøgere. Fra venstre Ana Maria Espinoza, infovagt for Kirkeasyl, Jakob Hjuler Tamsmark, Kirkeasyls pressegruppe, Randi Nordahl, Kirkeasyls sundhedsgruppe, Kiki Hynding Hansen, Kirkeasyls kampagnegruppe, Michala Clante Bendixen, formand for Komitéen Flygtninge under jorden, Boel Emanuel, Kirkeasyls sundhedsgruppe og Enlisa Khanna, Kirkeasyls sundhedsgruppe. Foto: Tobias Selnæs Markussen

mer fra de midler, foreningen de seneste måneder har fået ved indsamlinger – både på nettet og til koncerter og demonstrationer samt ved, at folk kan give 30 kroner ved at sende en sms til Kirkeasyl. I alt er der kommet cirka 900.000 kroner i kassen, oplyser Kirkeasyls pressegruppe.

Opsplitning Loven siger, at man ikke må bistå mennesker, der skjuler sig for myndighederne. Men det er en juridisk gråzone, hvornår man bistår. Sundhedsgruppen mener for eksempel, at deres hjælp til de irakere, som er gået under jorden, er lovlig, fordi medlemmerne har afgivet lægeløfte om at hjælpe mennesker i nød. Derimod erkender Kirkeasyl nu åbent, at det er langt mere tvivlsomt, om man lovligt må samle penge ind, der skal hjælpe irakere under jorden med ikke blot medicin, men også mad, tøj, telekort, buskort og andre fornødenheder. Derfor besluttede tre medlemmer af Kirkeasyl i den forløbne uge at oprette en ny forening, der formelt ikke har noget med Kirkeasyl at gøre. Nu vil der ske en opsplitning af økonomien, således at de penge, Kirkeasyl samler ind, som udgangspunkt vil gå til flygtninge over jorden, mens de penge, den nye forening samler ind, skal hjælpe flygtninge under jorden. Således har den nye forening fået navnet Støttekomitéen for skjulte flygtninge. »Vi er usikre på, om det er lovligt at samle penge til flygtninge, der skjuler sig. Med den nye forening vil vi prøve at sikre, at det ikke går ud over Kirkeasyl, hvis nogle skulle finde på at komme efter os«, siger Stine Brix, som er blevet kasserer i den nye forening og til daglig læser medicin. Både Kirkeasyl og den nye forening Støttekomitéen for skjulte flygtninge understreger dog, at de ikke – i hvert fald direkte – er med til at gemme irakiske asyl-

ansøgere, hvilket er klart ulovligt. Men begge foreninger arbejder tæt sammen med en snæver kreds af mennesker, som finder familier, der kan skjule irakere, som ønsker at gå under jorden. Det er også medlemmerne af denne kontaktgruppe, som er i forbindelse med mange af de flygtninge, der lever i skjul. Tidligere gav Kirkeasyl nogle af sine indsamlede penge til kontaktgruppen, men fremover vil pengene komme fra Støttekomitéen for skjulte flygtninge. »Kontaktgruppen vil så vurdere, hvordan pengene skal bruges, ud fra hvad flygtningene har brug for«, siger Stine Brix fra Støttekomitéen. Af de mange netværk, der eksisterer, er kontaktgruppens arbejde det mest hemmelige. Stine Brix siger, at ikke en gang hun ved, hvor flygtningene bliver skjult. Politiken erfarer imidlertid fra flere kilder, at flygtningene ofte gemmer sig hos irakiske familiemedlemmer, der har opnået opholdstilladelse i Danmark. Men der er også danske familier iblandt. »Jeg kender for eksempel til et dansk ægtepar lidt oppe i årene, som har en stor lejlighed i København. De har givet et værelse til en gravid kvinde, som jeg tilser«, siger Camilla Tved fra Kirkeasyls sundhedsgruppe.

60 liter linsesuppe Kirkeasyl holder nu til i et par lokaler på første sal i en baggårdsbygning, der vender ud mod Fælledvej på Nørrebro i København. I det største lokale er der en gammel sofa i det ene hjørne med et bord, hvor det flyder med papir og brugte kopper. Da Politiken var på besøg, lå tre-fi-

re unge henslængt på sofaen, samtidig med at de holdt møde. Vi følger det, I dag er Kirkeasyl der er moralsk vokset til at blive et rigtigt frem for kæmpe netværk at følge, hvad med aktivister i alloven siger le aldre. Men kernen af Camilla Tved netværket domineres af unge omkring de 25 år. Det er også i denne kreds, man finder forløberen til det, som skulle blive til Kirkeasyl. Sidste vinter satte en gruppe unge mennesker sig sammen og diskuterede, hvordan de kunne hjælpe de afviste irakiske flygtninge. Årsagen var, at Dansk Folkeparti var begyndt at presse regeringen for at få en hjemsendelsesaftale i stand med den irakiske regering. »Allerede dengang talte vi om, at de kunne søge tilflugt i Vor Frue Kirke, men det var de irakiske asylansøgere ikke interesserede i på det tidspunkt«, siger Stine Brix, som deltog i diskussionerne. Inspirationen kom fra de statsløse palæstinensere, der i 1992 under stor mediebevågenhed slog sig ned i Blågårds Kirke. Diskussionerne nåede dog så vidt, at de unge så for sig, at det ville blive et krævende arbejde at tage ophold i en kirke. Derfor blev der lagt planer for, hvordan man skulle oprette forskellige arbejdsgrupper, der blandt andet skulle tage sig af madlavning og pressehåndtering. Helt konkret gik de unge i december sidste år i gang med at lave 60 liter koncentreret linsesuppe, men da irakerne i første om-

De afviste irakiske asylansøgere Sidste vinter begyndte en række unge flygtningeaktivister at tænke på, at de afviste irakere kunne tage ophold i Vor Frue Kirke for at protestere imod, at Dansk Folkeparti forsøgte at presse regeringen til at lave en hjemsendelsesaftale med Irak. I første omgang afviste de irakiske asylansøgere ideen.

festen. Vennerne samles i Hans Tausens Park på Nørrebro, hvor de arrangerer, at irakerne skal søge ly i Vor Frue Kirke i København. Derefter tage de unge op til Sandholmlejren og henter flere af irakerne. 17. maj forlader irakerne Vor Frue Kirke

I april laver de unge en fest for flygtnin-

gene i Sandholmlejren. 13. maj meddeler regeringen pludselig,

at den har forhandlet en hjemsendelsesaftale på plads. De afviste irakiske asylansøgere ringer til deres venner fra

og tager i stedet ophold i Brorsons Kirke på Nørrebro. De unge aktivister havde fået fat i en nøgle til kirken, så irakerne kunne låse sig ind. 13. august rydder politiet Brorsons Kir-

ke. Flere bliver anholdt.

gang valgte at blive i deres asylcentre, blev suppen frosset ned. De unges hjælp fortsatte dog. I foråret besluttede nogle af de unge at tage op i Sandholmlejren for at gøre livet lidt mere lyst for irakerne og de andre flygtninge i asylcentret. De unge snakkede med flygtningene og spillede fodbold med dem. Det kulminerede i en stor fest, som blev holdt i Sandholmlejren i april.

Panik Måneden efter – i maj – meddelte den danske regering pludselig, at den havde forhandlet en hjemsendelsesaftale på plads med den irakiske regering. Da nyheden nåede Sandholmlejren, gik de irakiske asylansøgere i panik og ringede til deres danske venner fra festen. Allerede samme dag besluttede de unge at mødes i Hans Tausens Park på Nørrebro for at diskutere, hvordan de kunne hjælpe irakerne. »Mødet foregik udenfor, fordi vi var bange for, at politiet ville aflytte os«, siger Sigurd Jacobsen, der i dag er med i Kirkeasyls pressegruppe. Der var cirka 30-40 deltagere på mødet – heraf også nogle, der sidste vinter havde været med til at planlægge, hvordan man kunne søge ly i Vor Frue Kirke. Nu blev de gamle planer hevet op af skuffen. På mødet var der enighed om, at Vor Frue Kirke var et godt valg. Dels fordi den som domkirke havde stor symbolværdi, dels fordi de unge mente, at den var tilstrækkelig stor til at rumme de irakiske asylansøgere. Senere på aftnen kom nogle af irakerne til København med toget, hvor de unge hentede dem på Nørreport Station. De overnattede i private lejligheder, og næste dag omkring middag tog de ophold i kirken. På mødet i Hans Tausens Park støvede de unge også de gamle arbejdsplaner af, og de besluttede at oprette forskellige grupper. Heriblandt sundhedsgruppen foruden en juragruppe, der kunne hjælpe med at rådgive irakerne om deres muligheder; en køkkengruppe, som skulle sørge for mad; en hverdagsgruppe, som skulle hjælpe med det praktiske i kirken; en pressegruppe; en kampagnegruppe; en økonomigruppe samt det, der hurtigt blev døbt Bo Bedre-gruppen. Den skulle sørge for madrasser, dyner, hovedpuder, skabe og hylder. Næste dag, da nyheden om tilflugten i kirken nåede alle landets medier, mødte flere hundrede mennesker op i kirken for at hjælpe og vise deres sympati. De 60 li-

Selv om politiet i sidste måned ryddede Brorsons Kirke, er Kirkeasyl fortsat fast besluttet på at hjælpe de afviste irakere. Ved siden af sundhedsgruppen er en af de største grupper i Kirkeasyl i dag den juridiske gruppe. Den består blandt andet af socialrådgivere, jurastuderende og færdiguddannede jurister, som rådgiver de irakiske flygtninge om, hvordan deres muligheder er – også de flygtninge, som er gået under jorden. Gruppens medlemmer lægger ikke skjul på, at de også er parate til at bryde loven om nødvendigt. »I visse situationer siger jeg, de skal fortsætte med at være under jorden, hvis de er i fare ved at vende hjem, og der måske er chance for, at deres sag kan blive genoptaget«, sagde et af medlemmerne i juragruppen for nylig til Politiken. Hun tilføjede, at hun nogle gange også hjalp flygtningene med at få kontakt til folk, der kunne skjule dem. Når det kommer til konkret juridisk rådgivning, er det dog ikke kun Kirkeasyl, der står parat til at hjælpe irakerne. Ud over irakernes egne advokater er det blandt andet Dansk Flygtningehjælp og de to foreninger Asylret og Komitéen Flygtninge Under Jorden. Skønt de alle sammen er enige om, at det er vigtigt at hjælpe irakerne og således i et vis omfang arbejder sammen, er der også en vis forskel i arbejdet. Komitéen Flygtninge Under Jorden rådgiver både flygtninge, der er over og under jorden. Ifølge komitéens formand, Michala Clante Bendixen, er der brug for alle, som tilbyder rådgivning. Alligevel mener hun, at Kirkeasyl nemt kan virke for aktivistisk. »Når Kirkeasyl får irakerne til at tage ophold i en kirke, tror jeg ikke, at de får andre i tale end dem, der allerede er enige med dem. Derudover kommer halvdelen af den offentlige diskussion til at handle om folkekirkens rolle i stedet for substansen – nemlig hvordan Danmark behandler de afviste irakiske asylansøgere«, siger hun og fortsætter: »Gennem foredrag og debatindlæg prøver vi på en pragmatisk måde at give så mange danskere som muligt en viden om, hvor urimeligt asylsystemet er«. Men den kritik mener Stine Brix, som var med til at starte Kirkeasyl er forkert. »Vi hjælper flygtningene på en lang række forskellige områder – for eksempel ved at give dem juridisk rådgivning. Problemet er, at den rådgivning ikke giver debat i samfundet. Derfor besluttede vi, at vi også ville lave kampagner for at skabe opmærksomhed om irakernes situation, og det, må vi sige, er lykkedes«, siger hun. claus.blok.thomsen@pol.dk


ps 7

POLITIKEN SØNDAG 13. SEPTEMBER 2009

Eventyrlig fisketur på Sundet Til hverdag sidder de på deres værelser og kigger. Men i denne uge var handikappede beboere fra Lions Kollegiet ude med snøren. reportage ANDERS LEGARTH SCHMIDT

D

agens mand i skysovs er Lars Hübertz Pedersen. Hvis nogen om bord på det gode skib M/S Øby skulle være i tvivl om det faktum, så kan de bare kigge på ham. Han sidder ved rælingen i sin kørestol med nakken let bøjet tilbage og svinger hovedet fra side til side. Ligesom når sangeren Stevie Wonder sidder bag klaveret. Smilet går fra øre til øre og trækker nærmest hele hans ansigt bredere. Han har svært ved at tale, så de ord, der kommer ud af hans mund, er svære at forstå for det utrænede øre. Men det må være sådan, glæde, eufori og jubel lyder. Et ord er dog ikke til at misforstå, selv om Lars Hübertz Pedersen blot hvisker det ud midt i smilet: »Torsk«. Det er en ordentlig krabat af slagsen, der ligger foran ham. Lidt over seks kilo, viser vægten. Et par minutter forinden klappede fisken kæben sammen om en af de kroge, der sidder for enden af Lars Hübertz Pedersens fiskesnøre. Han fik hjælp til at trække dyret op fra bunden af Øresund, for han er spastisk lammet fra fødslen, og armene er i løbet af hans 47-årige liv blevet så stive, at han dårligt kan bevæge dem. Men nu ligger trofæet foran ham, dagen er reddet for Lars Hübertz Pedersen. Han ser i den grad frem til de halvårlige fisketure med de andre beboere på Lions Kollegiet, som er et bosted i København for handikappede. Allerede to dage inden lå hans grej pakket og klart i hans værelse,

og dagen inden fisketuren har han hvilet sig og sovet det meste af tiden for at være frisk til fiskeriet. At han så næppe er meget værd de næste par dage, spiller ingen rolle. I hvert fald ikke lige nu. »Lars vil glæde sig over det her i lang tid«, siger kollegiets aktivitetschef, Anker F. Jørgensen, mens han knipser et par billeder af storfangeren. Og hvis nogen har brug for at opleve noget sjovt og spændende og glæde sig, så må det være beboerne på bosteder for handikappede i Københavns Kommune. Som Politiken dokumenterede i sidste uge, så sidder beboerne på Lions Kollegiet og de øvrige bosteder ofte bare og glor på deres værelse uden at have noget at give sig til. Vi mødte blandt andre 37-årige Cecilie Bergfjord, der ni år gammel blev kørt ned af en bil og blev lam. Hun har boet på Lions Kollegiet siden 1991, og det meste af tiden sidder hun med personalets ord »og kigger ud i luften«. For selv om kommunen ifølge loven har pligt til at sørge for, at de har noget meningsfyldt at lave i hverdagen, så har kommunen undladt at give 156 borgere med handikap, deriblandt Cecilie Bergfjord, et tilbud om at deltage i undervisning og andre sociale aktiviteter. Borgerne har gennem længere tid intet dagtilbud fået, og dermed har de grundlag for at kræve erstatning af kommunen, sagde landets førende ekspert i socialret. Kommunen forsvarede sig med, at den manglede penge, og det er noget, de kan mærke på Lions Kollegiet. Her har 41 ud af 72 beboere intet dagtilbud, og kollegiet har lige fået afslag på en ekstra bevilling, der skulle give beboerne noget at lave.

Han er plantet i en stol Det kræver planlægning med militær præcision, når 13 handikappede, hvoraf de fleste ikke kan gå selv, skal på tur. For de skal have hjælp til stort set alt. Til at komme op af sengen. Til at komme i bad. Til at spise. Til at få varmt tøj på. Klokken er otte om morgenen, da en håndfuld handikapbusser ankommer til Lions Kollegiet på Tuborgvej. Anker F. Jørgensen går med hurtige skridt rundt på parkeringspladsen, ind og ud af kollegiet, mens han studerer listen over deltagere. Nu kører personalet og de pårørende beboerne ud en efter en, liften hjælper dem op i handikapbusserne, der kører mod havnen ved Svanemølleværket, hvor beboerne via en specialdesignet rampe kører om bord på fiskekutteren. Solen skinner, temperaturen er omkring de 20 grader, og vinden ganske svag. Det bliver ikke meget bedre til en sejltur i september. Der er i alt omkring 30 personer om bord. Udover beboerne er det ansatte på Lions Kollegiet og en del pårørende. Det er nødvendigt, for de færreste af beboerne kan styre begge deres arme og skal dermed have hjælp – ikke kun til at trække torsk og sild i land, men også til at spise og drikke. At kroppen kan være et fængsel, er en slidt kliche, men her om bord på M/S Øby passer den meget godt. Flere af beboerne kan ikke tale. Nogle taler så lavt og hviskende, at det er stort set umuligt at høre, hvad de siger. Andre har intet verbalt sprog, de prøver med fagter at vise deres budskab. Personalet er trænet i at forstå dem, men som udenforstående er det svært ikke at blive en smule forlegen, for hvordan skal man forholde sig? Det virker at smile, og man gætter som regel rigtigt. Når en af gutterne nede agter for eksempel hiver kraftigt i fiskestangen med den ene arm, ja, så er det, fordi der er bid, og han gerne vil have hjælp til at hale ind. Andre ser ud som du og jeg. De står

midtskibs, smiler mod solen med en hånd på rælingen. En af dem har haft en hjerneblødning, hans kone fandt ham hurtigt, så skaderne blev begrænset. Han kan gå og tale, men hukommelsen har taget skade. Ude i stævnen sidder 36-årige Jørgen Nielsen i sin kørestol og ryger en smøg. Han kigger ud over vandet og kniber øjnene sammen, for solen er skarp. For et par år siden var han på besøg hos en ven og hjalp ham med at støvsuge. Pludselig blev Jørgen Nielsen meget varm i hovedet. Vennen lagde mærke til, at Jørgen Nielsens ene øje og mundvig hang lidt, men de tænkte ikke videre over det, drak lidt øl, røg og snakkede videre. Men vennen var utryg og ringede efter en ambulance. Jørgen Nielsen mistede bevidstheden, og da han vågnede på hospitalet et par dage senere, var han lammet i den ene side af kroppen. Det var en blodprop i hjernen. Han arbejdede som lastbilchauffør, et »kanon job«, og havde tænkt sig at gøre det mange år endnu. Men det satte blodproppen en stopper for. »Det er ikke så fedt at blive plantet i sådan en stol her. Så mister man lidt af gnisten. Det var ikke det, jeg havde drømt om«, siger Jørgen Nielsen. Han klarer det meste selv hjemme på Lions Kollegiet. Går i bad, tager tøj på og så videre, og han har ikke opgivet drømmen om at komme ud at køre igen. Han kan rejse sig op, får træning et par gange

SAGEN Politiken dokumenterede i sidste uge, at Københavns KORT Kommune i årevis har undladt at give borgere med handikap de tilbud om sociale aktiviteter i hverdagen, som de ifølge serviceloven har krav på. På Lions Kollegiet i København bor 72 handikappede, som er henvist dertil af kommunen. Mere end halvdelen har intet dagtilbud fået. Men i denne uge var nogle af dem på fisketur med Lions.

om ugen, og selv om det ikke er nok, så accepterer han det, for »de kan jo ikke nå mere«. Turen på havet er et højdepunkt. »Mange gange sidder man bare hjemme på Lions og laver ingenting. Drikker kaffe, ser tv og sover. Så er det sgu bedre at komme lidt ud«, siger Jørgen Nielsen.

Vennerne holder sig væk Fotografiet er taget en aften på Malta for omkring 10 år siden. En høj ung solbrun mand står med armen rundt om sin søster og smiler bredt til fotografen. Alex Meiner har netop fisket billedet op fra sin pung. Han er taget med på fisketuren for at være sammen med sin søn. Det er sønnen, Steven Meiner, på billedet, nogle år inden han uden varsel fik en hjerneblødning. Den kom, da han var 20 år og stadig boede hjemme. Han kom ud af badet, forklarer hans far, og skreg af smerte. Han skreg og skreg og med ét var han væk. Tre uger lå han i koma, og da han vågnede igen, var hele den ene side af kroppen lammet, og blødningen havde berøvet ham evnen til at tale. Pludselig var Steven Meiners drøm om at tage til USA og arbejde som mekaniker flået i stykker. Kommunen ville sende ham på plejehjem, men så ville han »visne«, mente hans forældre, så de tog ham hjem, inden han flyttede ind på Lions Kollegiet. Steven Meiner er lang, to meter faktisk, han sidder i kørestolen med hætten trukket godt op om hovedet, så ansigtet næsten forsvinder i den. Det er svært at ane hans blik bag de sorte solbriller, der lukker øjnene helt inde. Alex Meiner placerer nænsomt fiskestangen i den hånd, hans søn stadig kontrollerer. »Det er svært at forklare, hvad det har betydet for os, at Steven fik den hjerneblødning. Hvad fanden skal jeg sige? Vi gik jo totalt ned alle sammen. Det var surrealistisk«, siger Alex Meiner. En ting var selve hjerneblødningen. No-

FISKENS TEGN. Øverst til venstre får Morten K. Bjergsø en smøg. Det er også ham, der sidder over billedet af torskehovedet. Nederst til venstre glæder Lars Hübertz Pedersen sig over fangsten, og nederst til højre ser Pele Wille til, mens fiskene bliver renset. Øverst til højre bliver Jørgen Nielsen hjulpet om bord, og på midterste billede til højre griner Casper Knudsen (th.) og hans hjælper Henrik Jensen. Foto: Niels Christensen

get andet var reaktionerne fra omgivelserne. Vennerne trak sig tilbage, familien holdt sig bare væk. De anede ikke, hvordan de skulle reagere, og hvad de skulle sige. »De skulle bare være kommet. Det værste, man kan gøre, er at blive væk«, siger Alex Meiner. Steven Meiner har siddet og lyttet til sin fars beretning, men gør med sin hånd tegn til, at han ikke skal fortælle mere nu.

Kurve fyldt med fisk Det er blevet eftermiddag på Øresund, og i førerhuset ringer skipperen med klokken som tegn på, at fiskeriet her på banken syd for Ven er overstået for i dag. Motoren tøffer i gang, og kutteren vender stævnen mod havn igen. Beboerne på Lions Kollegiet, de pårørende og personalet har haft held med fiskeriet. Kurvene bugner af sild og torsk. På land igen kæmper Lars Hübertz Pedersen for at holde sig vågen. En hel dag på Øresund har tæret på kræfterne, og hovedet falder slapt ned til den ene side, inden han retter det op og misser med øjnene. Anker F. Jørgensen fra Lions Kollegiet siger: »Sådan en tur her adskiller sig totalt fra dagligdagen, hvor de normalt bare sidder derhjemme. Desværre«. anders.schmidt@pol.dk


Politiken PS