Issuu on Google+

POLITIKEN 7

Lørdag 10. marts 2007

www.politiken.dk

Film skal ses om natten Se Zack Snyders ’300’ og 184 andre film fra det meste af verden, når Natfilm Festival spiller for 18. gang.  Hør Pundik og DavidsenNielsen om PET  Made i China med debat, perfomance og tai chi  Spis morgenmad med en dinosaur  Nyd folkekøkken i Saxkjøbing med Meyer  Rejs til Sydgrønland, Svinkløv eller Dredsen

Foto: Warner Bros


POLITIKEN 7

Lørdag 12. januar 2008

www.politiken.dk

Hyldest til en mester Digt, beat og kunst smelter sammen i en hyldest til Ingvar Cronhammar  Mød Åsne Seierstad  Få rabat på massage  Rejs med til Egypten

Arkivfoto: Rasmus Baaner


POLITIKEN 7

Plakatkunst i Den Gamle By Dansk Plakatmuseum har samlet de bedste plakater fra 1900-tallet i Den Gamle By side 7

Lørdag 12. maj 2007

www.politiken.dk

 Benny Andersen fortæller  Günter Grass på Louisiana  Lær at lave bedre mad  Tæt på den unge kunst Foto: Opal


POLITIKEN 7

Lørdag 13. januar 2007

www.politiken.dk

politiken

Dukketeater er inde i en rivende udvikling. Oplev den på en femdages festival før børn og voksne side 7

PR-foto: Garlic Theatre

Spring ud som vinterbader Kvinde elsk dine penge Start dagen med tai-chi Unge skærer sig - hør hvorfor Se ørne og traner i Sverige Rid på kamel i Sahara


...

POLITIKEN LØRDAG 4. NOVEMBER 2006

plus 1

politiken

Skulpturelle racerbiler Kom tæt på nogle af verdens fineste racer-biler på Aros i Århus

Foto: Uffe Kjær

ATS - Året der gak Dansk rock i 50 år Debat om den sorte skole La Bohème i Malmø Juletræstog


POLITIKEN 7

Lørdag 8. december 2007

www.politiken.dk

Djævelsk Oplev Faust i Malmøs Opera med Politiken Plus

Foto: PR


POLITIKEN 7

Lørdag 8. marts 2008

politiken

Backstage i Skuespilhuset  Mød arkitekten og skuespilchefen i det nye skuespilshus side 6  Bliv klogere med Folkeuniversitetet  Lær de 5 tibetanere  Clement Kjersgaard om valget i USA Foto: Finn Frandsen

www.politiken.dk


POLITIKEN 7

Lørdag 8. september 2007

Få Tal R på væggen 7 Debat med Marklund og Thorning Kriminel rådgiver unge Fang selv dine østers Få Pundiks bedste historier

Foto: Jonas Pryner Andersen

www.politiken.dk


POLITIKEN 7

Lørdag 9. februar 2008

www.politiken.dk

Oplev araberheste, klovne og kinesiske munke i Cirkus Arena Side 7  Film og foredrag om videnskaben  Se ’Djævlene’ på Betty Nansen

Foto: Christian Warrer


...

8 plus

LØRDAG 13. JANUAR 2007 POLITIKEN

MIRIAM DALSGAARD. Foto: Jacob Ehrbahn

Med tvivlen som brændstof Enkelhed, præcision og en evig søgen efter hvorfor og hvordan, præger Miriam Dalsgaards billeder. portræt PER FOLKVER FOTOCHEF

a Miriam Dalsgaard blev født for 35 år siden, stod der ikke skrevet, at hun skulle lægge vejen om ad Kolding, Los Angeles, København, Guantánamo, New Orleans, Indien. Foreløbig. Nej, med far Knud som dyrlæge i Hjallerup, og det er han stadig, var der ro på familiefronten, og en studentereksamen og et job i Aalborg havde vel også kunnet gøre det. Men hele barndommen tegnede og malede Miriam, og det førte til en drøm om at blive arkitekt. Men med hendes egne ord, så kan »jeg ikke tænke tredimensionalt, jeg tænker fladt«. Arkitektstudiet blev i stedet til en uddannelse som grafisk designer fra Kolding Designskole. Noget trak i hende, så et af de fem år blev til et ophold på en kunstskole i Los Angeles. Det var godt, fordi her opdagede hun, at der var noget, der hed fotografi; hun begyndte at fotografere med storformat, lærte zonesystemet at kende og lugten i et mørkekammer. Hun opdagede, at hun kunne gøre tredimensionale ting todimensionale. Og hun lærte om lyset, ansigter, huse, steder. Tilbage i Kolding lavede hun afgangsopgave med fotografi og temaet ’Natten’. »Fordi natten er så stille og man tænker så godt«, siger hun. Natten må betyde meget for hende, for i sommer lavede Politiken en serie med syv store billeder, alle taget om natten og fotograferet af Miriam. Efter Kolding gik turen til København,

D

virksomhedsfællesskab med 10 andre designere og gang i den. »Jeg kunne det hele: tegne, male, fotografere, men i virkeligheden kunne jeg ikke rigtig noget af det«. Efter et år besluttede hun, at hun ville fortælle historier om mennesker, og at det skulle være med hjælp af fotografiet. Hun ville lære at fotografere og blev i 2001 optaget på Danmarks Journalisthøjskole. De 18 måneders praktik blev tilbragt på Politiken, og det var også os, der hapsede hende efter endt uddannelse. Nogen vil måske mene, at det var noget af en omvej at gå, blot for at lande på Rådhuspladsen med en hungrende og evigt udkommende avis, som aftager af ens arbejde. Men hvornår og hvordan ved man, at en omvej har været forgæves? I Miriam Dalsgaards tilfælde har hun ikke gået en meter forgæves. Hvis omvejen til fotografiet er udtryk for et karaktertræk hos hende, så er det hendes indbyggede tvivl, der forårsagede det. For hvor paradoksalt det kan lyde, specielt for en fotograf, der helst skal reagere og trykke på udløseren på det rigtige tidspunkt, så er en stor del af Miriams brændstof baseret på en tvivl om det rigtige i det, hun gør. Hvorfor og hvordan fylder meget i hendes hoved, når opgaver skal diskuteres og planlægges. Hvordan fortælles den eller den historie bedst? Hvordan undgår hun at udlevere eller ringeagte dem, hun skal fotografere og portrættere? Hvordan skal historien fotograferes, og hvordan skal den præsenteres i avisen?

Natten er så stille, og man tænker så godt Miriam Dalsgaard

Når hun står foran mig i redaktionssekretariat og tripper som en stepdanser, truer jeg nogle gange med at sømme hendes fødder fast til gulvet. Hvilket selvfølgelig ville være temmelig dumt, for Miriams tripperi er både udtryk for temperament og vilje, tvivl og søgen på en gang. De overvejelser, hun gør sig, og den tvivl om metoder og egne evner er heldigvis ikke en tvivl, hun praktiserer, når hun er på opgave og fotograferer. Tværtimod, så bliver al den trippen og utålmodighed kanaliseret ind i en tilstand af fokusering og koncentration. Det ses på de billeder, der kommer ud af anstrengelserne. Og hendes baggrund som grafisk designer ses også i det formsprog, hun bruger i sit fotografi. Nogle gange strengt og afmålt, som billedet af cellen på Guantánamo, og andre gange flagrende og ekspressivt, som et af sommerens nattebilleder. Det viste et kig ind i en kupe og en masse spejlinger i ruden, der ses igennem. Jo, det stillede krav til læseren, for her blev ikke givet ved dørene. I sin praktik på Politiken drog hun til Indien og fotograferede kvindelige boksere. Den serie indbragte hende både priser i World Press Photo og vores egen Årets Pressefoto. En serie fra Guantánamobasen indbragte sidste år prisen for bedste feature i samme konkurrence. Tidligere på året modtog Olav og Miriam Journalisthøjskolens Pris for den artikelserie om asylbørn, de nu har modtaget Cavlingprisen for. Enkelhed, insisteren og præcision. Det ser så let ud, gør Miriam Dalsgaards billeder. Resultatet af hendes anstrengelser kan se så indlysende ud, når de ligger der og ser på én, men nogle gange er de taget med tang. Det er tvivlen, der her stikker sit nødvendige ansigt frem. I Miriam Dalsgaards tilfælde er den en besværlig, men uundværlig rejsekammerat. Og tak for det, siger jeg bare. per.folkver@pol.dk

CAVLING. Den fornemste journalistpris i Danmark er Cavlingprisen, der er blevet uddelt siden 1945. Prisen er opkaldt efter Politikens tidligere redaktør Henrik Cavling og tildeles en journalist eller en gruppe af journalister, der »i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år«. Politikens Olav Hergel og Miriam Dalsgaard fik i år prisen for deres artikelserie om asylbørns forhold på asylcenteret i Kongelunden på Amager. Miriam Dalsgaard er den første fotograf, der har modtaget prisen. Foto: Mette Duedahl


PLUS 9

...

POLITIKEN LØRDAG 13. JANUAR 2007

OLAV HERGEL. Foto: Jacob Ehrbahn

På jagt efter retfærdigheden I en tid med meget skrivebordsjournalistik tager Olav ud i marken. Han opsøger virkeligheden i stedet for at ringe til den. Det er meget flot Christian Jensen

Olav Hergel er kendt som en af de mest velskrivende journalister i dansk presse. Og han bruger som regel talentet på at give taletid til de svageste i samfundet. portræt MORTEN SKJOLDAGER

ammen med sin kone og børn bor Olav Hergel i Snekkersten nord for København, tæt nok på havet til at han bader hele året. For et halvt år siden ramte Olav de 50 i god stil med et godt job på Politiken og en baggrund som uddannet jurist. Og så elsker han god rødvin. Med andre ord er Olav Hergel selv flyttet ind i det, som han for nylig kaldte det »småborgerlige sølvbryllupskvarter«. Men når Olav Hergel sætter sig til tasterne, skriver han insisterende og indlevende om de svage i samfundet. Om de utilpassede unge og drankerne. Og om flygtningene, som han nu er blevet hædret med en Cavling-pris for at skrive om. Men hvad er det, der får en tilfreds Kystbanedansker til altid at tale de svage i samfundets sag? Mads Kastrup fra Berlingske Tidende delte kontor og spalteplads med Olav i ti år, før Olav skiftede til Politiken. »Olav er jo en borgerlig mand – det skal man ikke tage fejl af – men han er en god borgerlig. Han har en udpræget retfærdighedssans og har altid haft det. Hvis Olav mener, at nogen er blevet behandlet uretfærdigt, så stiller han op for at forsvare dem«, siger han. Spørger man Olav Hergels tidligere og nuværende kollegaer går lige præcis den samme valse igen: Han kæmper imod uretfærdighed. »Han er helt oldschool retfærdighedssøgende. Og han er en af de eneste rendyrkede af den slags i dansk

S

presse«, som Politikens Lea Korsgaard udtrykker det. Men hvor stammer den sociale indignation fra? De af Olavs kollegaer, som har kendt ham, siden han var ung, peger på, at han altid har haft den. I sine unge dage var Olav Hergel en rodløs rod, der charmerede alle de kvindelige journalister på Berlingske og aldrig var bange for at sige sin mening. Men i modsætning til mange andre er Olav Hergels vildskab og trang til at forsvare de svage aldrig druknet i sathed og ligusteridyl. Og man kan være sikker på, at Olav virkelig mener det, når han synes, noget er uretfærdigt. Mads Kastrup bruger udtrykket »uforstilt« mange gange, når han skal beskrive sin gamle ven og kollega. Han mener, at den egenskab er en af Olav Hergels største kvaliteter som journalist, fordi hans oprigtighed gør, at folk får tillid til ham. »Og folk kan roligt stole på ham. Jeg har aldrig oplevet, at han har fået folk til at føle sig dårligt behandlet«, siger han. Olavs tillidsvækkende natur er essentiel for den måde, han driver journalistik på. For Olav tager altid ud i den virkelig, han skriver om. Med nydelige sko, blazer og en »nordkystkulør i ansigtet, som han har hele året«, som Mads Kastrup drillende udtrykker det, vinder han tilliden hos de svage og udsatte i samfundet.

Ud i marken Nyhedschef på Berlingske Tidende Christian Jensen har ikke svært ved at sætte fingeren på, hvad Olav Hergel har givet til dansk journalistik. »Olav Hergel har et glødende samfundsengagement. Og så har han et skrivetalent, som er helt i særklasse«, siger nyhedschefen, der også lægger vægt på, at Olavs journalistik skiller sig ud, fordi Olav altid, uanset om han har skrevet om erhverv eller integration, har holdt liv i reportagen. »I en tid med meget skrivebordsjourna-

listik tager Olav ud i marken. Han opsøger virkeligheden i stedet for at ringe til den. Det er meget flot«, siger Christian Jensen. Og det kan Lars Bøgegaard, jourhavende på Politikens indlandsredaktion, snakke med om. Han arbejdede sammen med Olav Hergel »dybt nede i 1990’erne«, og kan sætte nøjagtig dato og tidspunkt på dagen, hvor en evig respekt for Politikens nykårede Cavlingprisvinder blev født. Det var tirsdag 26. september 1995 hen under aften. Lars kunne ikke finde en skrivende kollega til at dække etårsdagen for ’Estonia’s forlis, hvor der var arrangeret en mindetur, hvor pårørende til de 852 skulle mindes de druknede. Netop som han var ved at give op, mødte han Olav Hergel på bagtrappen. »Hvorfor er du så knotten«, spurgte Hergel, og Lars Bøgegaard forklarede fortvivlet. »Den skal vi da lave. Vent lige, jeg ringer til min kone og spørger, om hun kan aflyse det, hun skal i morgen. Så tager jeg af sted«, lød svaret. Og det kunne hun så – og det gjorde han så. Og Olav skrev en reportage fra ’Mare Baltikum’, der mere end 11 år efter stadig kan give Lars Bøgegaard gåsehud: »Klokken 20.00 begynder skibets polske band at spille, men da et par mennesker begynder at klappe, afbryder musikerne dem med et knapt tak. I aften skal der ikke klappes. I aften skal der ikke danses. I aften er det et år siden, at musikerne i det polske band på ’Mare Balticum’ mistede tre nære musikerkolleger. Saxofonisten, bassisten og lederen af bandet på ’Estonia’«. Som Lars Bøgegaard siger: »Den reportage er for mig essensen af Olav: Et menneske, der altid kan se det store i det små, som kan rykke hurtigt og som aldrig er bange for at gå tæt på; så tæt at det gør ondt på både dem, han spørger, dem der læser det – og nok også ind i mellem på ham selv«. morten.skjoldager@pol.dk


...

8 plus

LØRDAG 8. SEPTEMBER 2007 POLITIKEN

MÅNEDENS RESTAURANT I POLITIKEN PLUS

MR Restaurant Kultorvet 5, 1175 København K Tlf. 33 91 09 49 • www.mr-restaurant.dk Det franske køkken blandes med et unikt, dansk islæt i MR Restaurant. Sammensætningen varierer med årstiderne og udbuddet af råvarer, og der anvendes kun de bedste kvaliteter. Med fornyet kreativitet og kompromisløs kvalitet, har kok Mads Refslund (The Paul, Noma, Kokkeriet) realiseret en gammel drøm om at blande moderne tendenser med klassisk kogekunst – og sætte nye standarder for oplevelse, smag, duft og visuelt udtryk. 11. november 2005, Adam Price: ’Men Refslund ved, hvad han vil, og det kan smages og mærkes. Det er gode, dygtige folk, han har samlet omkring sig, og restauranten er flot indrettet med kvalitet i detaljen.’ Åbningstider: Mandag-lørdag 18-24. Frokost efter aftale ved min. 6 personer. Tilbud i september 2007 ved forevisning af Pluskort: Aperitif, 5-retters menu med vinmenu samt kaffe og vand. Pluspris 1.140 kr. Pris for andre 1.425 kr. Husk ved bordreservationen at bestille Politiken Plustilbuddet.

MÅNEDENS CAFÉ I POLITIKEN PLUS

Bartof Café Ndr. Fasanvej 46, 2000 Frederiksberg Tlf. 38 86 90 67 • www.bartofcafe.dk Bartof Café byder på et omfattende ølsortiment, livemusik og en hyggelig og hjemlig atmosfære – en cocktail af blues og god øl i hyggelige lokaler. 7. april 2006, Morten Brink Iwersen: ’Det her er den perfekte dagligstue. Et sted, hvor man gider mødes – det skal en café kunne … Det bliver caféoplevelsen, der vinder denne gang. For dagligstuen Bartof vil ikke slippe min hjerne – den fortjener en kæmpe anbefaling, så længe du svømmer hen i tjenerens prædiken, lædersofaerne og holder dig til øllet.’ Åbningstider: Mandag-torsdag 11-01. Fredag-lørdag 11-03. Søndag 11-24. Tilbud i september 2007 ved forevisning af Pluskort: Dagtimer: Få 20% rabat på lækre hjemmebagte økologiske kager og the/kaffe. Aften: Få 20% rabat på øl fra Herslev Bryghus – mikrobryg fra fad. Læs mere om alle arrangementer og tilbud på politiken.dk/plus

Tegning: Mette Dreyer


plus 9

...

POLITIKEN LØRDAG 8. SEPTEMBER 2007

Philip fra grafikken blev til håndtegneren Philip Philip Ytournel ville egentlig revolutionere det grafiske design, men fandt så ud af, at han hellere måtte revolutionere nyhedsgrafikken. Dog kun indtil han genfandt kærligheden til at tegne i hånden og blev Politikens nye tegner.

PORTRÆT HENRIK PALLE

n tid lang var Philip Ytournel en velbevaret hemmelighed for læserne, altså ikke hans talent, men hans identitet. »Hvem er ham der, som laver de der sjove grafikker med de mange detaljer til iByen?«, blev man spurgt. Og man svarede pligtskyldigt: »Det er en af vores nyhedsgrafikere, som hedder Philip og har et eller andet uudtaleligt efternavn«. »Nåh, men han er i alle fald god. Tag og sig det til ham«, svarede de så igen. Mange har efterkommet ordren. Og det åbenlyse bladtegnertalent er heller ikke gået chefredaktionens næse forbi. Thi for et halvt år siden blev Philip fra grafikken til håndtegneren Philip og dermed en del af en historisk velrenommeret elite af bladtegnere, der i dag omfatter folk som blandt andre Jørn Villumsen, Mette Dreyer og Per Marquard Otzen, og som tidligere har talt så legendariske navne som Poul Holck, Bo Bojesen og Peder Nyman. Men det skræmmer ikke Philip Ytournel at skulle træde i så store fodspor. Til gengæld går han til opgaven med krum hals og stor ydmyghed. »Jeg kan huske, da en af kollegerne i sin tid spurgte Mette Dreyer, hvordan det var at komme over på Politiken som tegner. Og hun svarede, at det måtte være ligesom at komme på landsholdet i fodbold. Lige nøjagtigt sådan har jeg det også. Men jeg føler mig ikke trykket af forgængerne. Jeg skal ikke være en ny Poul Holck eller noget. Jeg skal bidrage med min streg og bidrage til den enorme forskellighed, der er tegnergruppens styrke«, siger Philip Ytournel. Den 34-årige tegner kommer trods sit frankofont klingende efternavn fra Fyn. Fra Middelfart nærmere bestemt, hvor han efter eget udsagn voksede op i en parcelhusidyl med sin folkeskolelærerfar – der er dansk som boghvedegrød – og sin franske mor, der arbejdede som biblioteksassistent. Hun kom fra Auvergne i det sydlige Frankrig, og hvis man nævner ostene fra dette område, overvældes Philip af både moderkærlighed og ostesult.

E

Kunderne afviste de vilde streger At der skulle komme til at stå bladtegner på visitkortet, var ikke oprindeligt plan A. »Jeg ville faktisk lave tegneserier ligesom mine store idoler Rune T. Kidde og Claus Deleuran. Men så kom jeg ind på Designskolen i Kolding, og der opdagede jeg typografi, og så fandt jeg ud af, at det var sjovt at lege med bogstaver«, fortæller han. »Så jeg uddannede mig til grafisk desig-

ner og gik ud i branchen med ambitioner om at revolutionere det grafiske design. Problemet var bare, at mine kunder meget ofte foretrak at få et logo, der gav mening eller noget brevpapir, der kunne læses, frem for revolutionerende løsninger«, siger han. »Ofte blev jeg dybt fornærmet på kunderne, når de ikke kunne forstå at værdsætte mine løsninger«, fortsætter han med et strejf af smerte i stemmen.

Små mænd med store næser Så blev Philip Ytournel freelance og via en gammel studiekammerat fra Kolding, Jørgen Stamp, som på det tidspunkt var på Politikens nyhedsgrafik, begyndte han at tage nogle opgaver som nyhedsgrafiker. Og der begyndte han for alvor at tegne igen, ligesom han blev en del af den såkaldte ’små mænd med store næser-bølge’ inden for nyhedsgrafik på Politiken, som førnævnte Stamp og en anden grafiker, Claus Nørgaard, havde sat i gang. »Vi var meget optagede af den klassiske nyhedsgrafik. Men først og fremmest nærede vi et ønske om at lave den fedeste nyhedsgrafik. For hvis ikke Politiken skulle have den mest revolutionerende nyhedsgrafik, hvem skulle så?«, siger Philip Ytournel. Samtidig med arbejdet som nyhedsgrafiker kom den gamle tegnelidenskab stille og roligt snigende frem fra ungdommens mentale lønkammer. »Jeg tegnede lidt for Euroman og det hedengangne Nat og Dag (gratisblad, der har fostret folk som Camilla Stockmann og Henrik Vesterberg, red.). Mest for sjov. Men så erfarede jeg, at det også var sjovt at arbejde med at illustrere en tekst. Og så begyndte jeg på det«, siger han. Og han lægger ikke skjul på, at han er glad for den beslutning. »Jeg har verdens bedste job«, siger han. henrik.palle@pol.dk

BLÅ BOG PHILIP YTOURNEL 34 år. Gift med Camilla der er interior stylist. Far til Vera på ni måneder. Bor på Vesterbro. Yndlingstegneserie: MAD Magazine Yndlingsplade: Miles Davis: ’Kind of Blue’ (for tiden) Livret: Engelsk bøf (uden så meget pjat) Foretrukne historiske person: Pablo Picasso Yndlingsfilm: Da Harry mødte Sally’ eller ’En ny dag truer’.

Jeg tegnede lidt for Euroman og det hedengangne Nat og Dag. Mest for sjov. Men så erfarede jeg, at det også var sjovt at arbejde med at illustrere en tekst. Og så begyndte jeg på det Philip Ytournel


Politiken Plus