Issuu on Google+

POLITIKEN 2

Onsdag 24. juli 2013

KULTUR KRITIK DEBAT NAVNE

Man kan dræbe med ord

Den franske forfatter Delphine de Vigan er blevet en international stjerne med sin nye bog, ’Alt må vige for natten’, som er oversat til 21 sprog. Med historien om sin mor afslører hun sin egen families mørkeste hemmeligheder.

Interview

K

un kineserne er i sving i deres tøjbutikker denne tidlige morgen på rue du Chemin Vert i Paris. Selv om der knap er plads til flere kjoler på stativerne, får de mast endnu et par ind, og vinduerne står som farveklatter mellem de mange forretninger, der stadig har rullegitrene nede. Porten ind til Delphine de Vigans skrivehybel er knaldrød, men inden vi går ind, skal vi lige slå alle disse farveindtryk om til sort-hvid – tilbage til fransk tv i 1969 og TINE MARIA WINTHER, den dokumentar, der PARIS ligger til grund for de Vigans bestsellerroman ’Alt må vige for natten’. Programmet handlede om forholdet mellem forældre og teenagere, tv-holdet fulgte en række såkaldte mønsterfamilier, og i forfatterens mors hjem, hos storfamilien Poirier i Versailles, var der liv og glade dage om langbordet. »Man keder sig sjældent i en stor familie«, indleder speakeren veloplagt, mens kameraet pa-

norerer hen over de smukke unge mennesker. Stemmen fortæller videre, at familiens »helt særlige ånd og originalitet« skyldes en fri opdragelse, hvor fokus ligger på selvstændighed. Og forfatterens superbedsteforældrene præsenteres: »George, faderen, har sit eget reklamebureau. Liane, moderen, har opdraget ni børn og bevaret sit glade smil«. De to sønner, der omkom som børn, springes der let hen over. Og familiens yngste, Tom, der ifølge reportagen »er lagt i seng«, er i virkeligheden ikke med, fordi han har Downs syndrom. Delphine de Vigan fik fremskaffet de gamle sort-hvide optagelser, da hun skulle researche til bogen om sin mor, fortæller hun, allerede inden vi sætter os. »Hvilket bedrag. Jeg kunne se, hvordan min onkel Milo, som senere begik selvmord, prøver at undgå kameraet. Og hvordan min mor, Lucile, som der dvæles mest ved, fordi hun var så fotogen, er stiv og reserveret, når hun om sine forældre får sagt, at »hvis der er noget, der er lykkedes for dem, så er det at give os tro på fremtiden«. Også hun tog senere livet af sig selv. For bag den frigjorte facade ligger en grum historie om børnedød, incest,

magtmisbrug og en absurd adoption af en 6-årig dreng, der skal fylde hullet i søskenderækken, efter at familiens jævnaldrende søn er druknet i en brønd. I sin anmelderroste bestseller får Delphine de Vigan således rystet skeletterne ud af skabene på en elegant, litterær og særlig fransk måde. Alene i hjemlandet har romanen solgt over en halv million eksemplarer, og 21 sprog er den foreløbig oversat til. Også i Danmark har anmeldelserne ligget i top, og her i Politiken fik ’Alt må vige for natten’ fem hjerter.

Med mugpletter i panden Det var moderens voldsomme selvmord, der fik Delphine de Vigan til at beslutte sig for at skrive romanen om sin mor, sig selv og sin slægt. »Jeg blev rasende over, at hun lod mig finde hende sådan; forblødt i sin seng, fem dage efter, med mugpletter i panden og et stykke hud, der ikke ville slippe den tændte transistorradio, hun havde lagt øret til. Det var så forfærdeligt, at det gav mig ret til at skrive om hende«. Senere viste det sig, at Lucile faktisk havde sendt et afskedsbrev, som skulle advare døtrene. Men da adressen var lidt forkert, kom brevet retur til moderens lejlighed. Og Delphine de Vigan understreger, at hun har villet skrive et kærligt portræt af sin mor uden hævnfølelse. Ja, ligefrem en homage. Også selv om Lucile i stigende grad forsvandt ind i 1970’ernes hashtåger og en maniodepressivitet, der gjorde hende livsfarlig for sine to børn. »Men jeg forstår, at hun var syg, og at hun ikke kunne gøre for det. En maniodepressiv kvinde ringede til mig efter at ha-

ve læst romanen og forklarede, hvor skrækkeligt det er i klare øjeblikke at vide, at man har bragt sine børn i fare«, siger hun og henviser til en scene i bogen, hvor moderen vil stikke nåle i øjnene på lillesøsteren, fordi hun tror, at det vil »kurere« hende. Det var moderens efterladte håndtaske, der gav det sidste skub til at skrive om generationers svigt. »Da jeg åbnede den en sidste gang, fandt jeg tobaksmuler og en brugt Kleenex ... Spor efter liv, der gjorde, at jeg kunne skrive om en død«. Romanen har en nordisk pendant i 'Felicia forsvandt' (da. 2012), som er skrevet af Felicia Feldt, datter af den berømte q q

BLÅ BOG DELPHINE DE VIGAN

Fransk forfatter født 1. marts 1966 i Boulogne-Billancourt. Udgav i 2001 under pseudonymet Lou Delvig den selvbiografiske roman ’Jours sans faim’ om at lide af anoreksi. Udsendte i 2007 novellesamlingen ’No et moi’ (’No og mig’, 2010), der modtog boghandlernes pris Prix des Libraires i 2008. I 2011 udgav hun romanen ’Rein ne s’oppose à la nuit’ (’Alt må vige for natten’, 2013). Research: Politikens Bibliotek

svenske børneopdragelsesguru og nibarnsmor Anna Wahlgren. Som Feldt skriver Delphine de Vigan om at vokse op hos en udfordret mor i »et årti, der ikke gjorde noget godt for familier« – de eksperimenterende 1970'ere. Dubiøse stedfædre sivede ind og ud af barndomshjemmet, og der var ingen stor ståhej over, at en af dem altid gik nøgen rundt foran Delphine og hendes lillesøster, eller over, at en papbror gennemtrumfede at få seksuelle ydelser af den ældste datter. »Forældre dengang var meget indstillet på ikke at bestemme over deres børn, man greb ikke ind, det blev set som noget naturligt, at børn klarede sig selv. Det var en tid, hvor man prøvede sig frem. Også i dag hænger lidt af det løse familiemønster ved; mange af mine børns venner har en hel række eksstedforældre og deres nye kærester og papbørn med i deres liv«, siger Delphine de Vigan.

Bourgeois-bohème Forfatterens omgangskreds er bobo, bourgeois-bohème: urbaniserede, økologisk købende, politisk korrekte og veluddannede mennesker, og hun bor i et bobo-kvarter – XI Arrondissement. Men bag hendes bobo-ydre fornemmer man en spændt fjeder af disciplin. De løse tøjler er strammet, og alt er perfekt i hendes arbejdslejlighed på tredje sal i det statelige gamle baghus. Her er der ingen, der tegner på væggene, som det passer dem, sådan som hun og hendes lillesøster gjorde i deres barndom. »Efter min opvækst havde jeg en periode, hvor jeg ville have faste rammer, danne en traditionel familie, leve under vel-

HISTORIEN OM EN MOR. Delphine de Vigans halvt selvbiografiske roman om sin mor er barsk læsning. Og så har hun endda holdt igen, for forfatteren mener, at det at skrive, er et meget farligt våben. Foto: PR/Manipulation: Kaspar Busch

ordnede forhold. Jeg er stadig overbeskyttende over for mine børn, men vi joker med det, for de ved, at det er, fordi jeg har været meget bange for at give min egen barndom videre til dem«, siger forfatteren, der af samme grund tøvede med at få børn: »Det var, som om min hjerne sad og råbte nej til min krop«. Ønsket om kontrol førte anoreksi med sig, en sygdom, som Delphine de Vigan skrev om i sin prisbelønnede roman ’Jours sans faim’ (Dage uden sult) fra 2001. »Jeg har været meget vred. Det var også vigtigt i processen for at overleve og for at bygge mig selv op som person. Men nu er jeg ikke vred længere«. Tordenen rumler udenfor og får vinduerne til at dirre. Symptomatisk måske for de rystelser, Delphine fik sat i gang, da hun begyndte at grave i familiehemmelighederne. Dvd’en om ’mønsterfamilien’ fra 1969 fik hun kopieret til de af hendes mors søskende, der stadig lever, og for nogle var det et hårdt gensyn. »Det var jo løgn alt sammen. Det var en idyl, der ikke fandtes«. Men da fransk tv ville vise dokumentaren i forbindelse med romanen, som har været debatteret i forskellige litteraturprogrammer, nedlagde Delphine de ViFortsættes side 3


24 07 2013 kultur 1