knap tre år tidligere 59 år gammel, men forblev drivkraften bag alle sin søns beslutninger. Han kaldte hende sit ’indre vidne’ og beretter om en episode, hvor en israelsk journalist spurgte, om han var omskåret: ”Det var første gang, pressen var interesseret i min penis, og så oven i købet i direkte radio. Og jeg kunne naturligvis ikke benægte det. Det ville have været som at spytte på min mors grav.”
Genghis Cohn Garys jødiske identitet var i de første 20 år af hans litterære karriere genstand for konstant spekulation. Anden Verdenskrig var en tilbagevendende baggrund i hans romaner, og mange af hans personer var jøder, men åbenlyst jødiske temaer var ikke ofte i forgrunden. I 1966 besøgte Gary og Seberg mindesmærket i Warszawa-ghettoen, den by, han boede i som barn i flere år, inden han flyttede til Frankrig. Mødet med historiens traume – en rædsel, han med nød og næppe undslap – var overvældende. Gary hallucinerede og så en skjult jødes arm komme op fra en kloakrist med rystende næve, og han besvimede af chokket. Da han kom til sig selv, blev han grebet af en blanding af den overlevendes skyld og retfærdig vrede, som tog form i La Dance de Genghis Cohn (1967) – en nervepirrende original, overstadig og sammensat udforskning af et menneske, en forfatter og en jøde. Genghis (født Moishe) Cohn, en komiker fra Berlin, viser i Auschwitz sin bare ende for Schatz, den SSofficer, der slår ham ihjel, mens han siger: ”Kish mirn tuches.” (Cohns genfærd kommenterer: ”Der har
for kosherkøkkenets glæder: ”Når man deler en andens liv, er det kun naturligt, at den anden part tilegner sig nogle af ens vaner. Hvis Schatz vil spise kosher, er det helt hans egen sag. Han laver faktisk nogle af vores traditionelle retter fredag aften.”
En forfatters underbevidsthed Til sidst træder en ’forfatter’ ind i beretningen. Det virker, som om Cohn er flyttet ind i Schatz’ fantasi, men de er reelt begge to forfatterens fantasifostre: ”En forfatters underbevidsthed er et af de mest ulækre steder, der findes: man kan faktisk finde hele verden der.” Den stilistiske effekt er mest tydelig i en scene, hvor Gary beskriver, hvad der skete, da han besvimede ved mindesmærket i Warszawa-ghettoen. Da han i romanen åbner øjnene, begynder han at bande på polsk og hører Seberg fortælle nysgerrige forbipasserende, at han engang boede i området. ”Vi vidste ikke, at Deres mand er jøde,” udbryder en af dem. ”Det vidste han heller ikke selv,” svarer hun sarkastisk. (Garys britiske og amerikanske udgivere fandt hans postmodernistiske kneb problematisk; scenen er derfor ikke med i den oversatte udgave). Den engelske oversættelse vakte vild begejstring – ”det tætteste, nogen er kommet på at beskrive det symbiotiske forhold mellem jøder og ikkejøder,” skrev Marian Engel i New York Times – og blev senere filmatiseret. Men i Frankrig vakte de jiddische vendinger og galgenhumoren ikke genklang hos de galliske kritikere, som Gary i et interview i 1968 anklagede for ikke at forstå hans bøgers ashkenaziske synsvinkel.
»… det tætteste, nogen er kommet på at beskrive det symbiotiske forhold mellem jøder og ikke-jøder …« sikkert været mere værdige og ædle afskedsord i historien end ”Kys mig i røven”, men jeg har aldrig påstået, at jeg havde format, og jeg er faktisk meget tilfreds med min indsats …”) Da Cohn dør, besætter hans onde ånd Schatz’ underbevidsthed og lærer nazisten jiddisch og præsenterer ham
40
GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU
Èmile Ajar
Gary havde oplevet delte meninger før. Hans tredje roman, Le Grand Vestiaire (1950), blev ikke nogen succes i Frankrig, mens den i USA blev en bestseller. Og da La Dance de Genghis Cohn udkom, havde Gary besluttet, at franske kritikere opfattede ham som en umoderne, konservativ, etableret skikkelse på grund af hans baggrund i luftvåbnet og diplomatiet, eller som han formu-
lerede det i Vie et mort d’Émile Ajar: ”Rubriceret, katalogiseret, sat i bås.” Men han blev berørt af den kølige modtagelse, romanen fik i Frankrig, og rådede Anissimov til at undgå Holocaust som tema i hendes fiktion. ”Han fortalte mig, at når han skrev om jødiske emner, blev hans bøger fiaskoer,” sagde hun. ”Engang vi gik på gaden, vendte han sig om mod mig og sagde dramatisk: Ikke-jøderne forstår os ikke. Du skal ikke ødelægge din karriere.” Men heller ikke jøderne forstod Gary. Han blev rasende, da han fik et brev, hvori han blev nægtet optagelse i Who’s Who in World Jewry, og beskyldte folkene bag for at være ”mere kræsne end Rosenberg og Himmler”. Og det på trods af hans egen tidligere uklare holdning. Ifølge Nancy Houston, forfatter til en eksperimentel biografi om Gary, hvori hun selv optræder, svarede Gary, når han blev spurgt, om han var jøde: ”Hvis folk gerne vil have det, er det fint med mig.”
Kælerslangen Gary var for berømt til at blive bedømt objektivt og følte, at han måtte ud af sin bås. I 1973, i en alder af 59, opfandt han Émile Ajar. Gary var da blevet skilt to gange, havde trukket sig tilbage fra det diplomatiske korps og havde fået udgivet 22 bøger, blandt dem den Goncourt-belønnede Himlens rødder om ulovligt elefantkrybskytteri i Afrika. Det var tid til et nyt eventyr, som han beskriver i Vie et mort d’Émile Ajar: ”Jeg var led og ked af kun at være mig selv … der var en længsel efter ungdom og fornyelse. Jeg var dybt optaget af menneskets ældste proteusagtige fristelse: forvandlingen.” Mens han stadig udgav bøger under navnet Romain Gary, indledte han en ny karriere som Émile Ajar (Ajar spiller på det russiske ord for varme). Forlagene fik at vide, at Ajar var en 34-årig algerisk tidligere medicinstuderende, der var skyld i en ung parisisk kvindes død efter en sjusket abort. For at undgå fængsel var han flygtet til Brasilien, hvorfra hans manuskripter blev sendt. En slægtning til Garys blev indforskrevet til at udgive sig for forfatteren i
telefonen, på fotografier og i Skuespilleren Jean Seberg og Romain Gary dannede par i mange år / AllOver sjældne tilfælde ved personlige optrædener. Ajars debutroman, Kælerslangen (1974), er en tragikomisk historie om en ensom kontorassistents forhold til sin pytonslange. Ligesom Genghis Cohn foregreb postmodernismen med dens selvrefleksivitet, rummer Kælerslangen en kommentar til det fupnummer, den er en del af. En pytonslange skifter ham, påpeger en af personerne. ”Vi har alle sammen identitetsproblemer. Indimellem bliver man nødt til at genbruge sig selv et andet sted.” Pytonslangen ”minder om en elefantsnabel” – en underfundig hentydning til Himlens rødder.
Livet for dig Kælerslangen blev modtaget med begejstring og blev en bestseller, men den blev snart overgået af Ajars næste roman, Du har jo livet for dig (1975), som solgte millioner af eksemplarer, blev oversat til 22 sprog og filmatiseret som den Oscar-belønnede Madame Rosa med Simone Signoret i titelrollen. Du har jo livet for dig fortælles af Mohammed – ”men alle kalder mig Momo, fordi det lyder mindre” – en 14-årig arabisk forældreløs dreng, der bor i det fattige pariserkvarter Belleville sammen med Madame Rosa, en 69-årig svagelig, 100 kilo tung overlevende fra Auschwitz og tidligere prostitueret, som leder efter sine gamle kollegers børn. ”Madame Rosa,” siger Momo, ”var jøde, da hun blev født i Polen, men hun falbød i mange år sin krop i Marokko og Algeriet og talte lige så godt arabisk som du og jeg. Hun kunne også jiddisch af de samme grunde, og vi talte ofte det sprog sammen.” Selv om Gary i Vie et mort d’Émile Ajar påstod, at Momo var baseret på Diego, hans søn med Seberg, minder den forældreløse drengs forhold til Rosa om Gary og Ninas i Morgen rødens løfte; Momo er 14, samme alder, som Gary havde, da han kom til Frankrig. Mens kritikerne betragtede Romain Gary som fortid, var de betagede af
Momo og hans angivelige skaber. En kritiker, som havde kaldt Gary ”kreativt impotent”, kaldte Du har jo livet for dig ”sæsonens bedste kærlighedshistorie” og dens forfatter ”talentfuld”. Den åndeløse fryd, Ajars romaner blev modtaget med, tyder på, at Gary havde haft ret – anmelderne var trætte af ham. Mens nyere tolkninger har anerkendt Holocaust-traumet som det følelsesmæssige omdrejningspunkt i Du har jo livet for dig, tog franske kritikere dengang knap notits af romanens jødiske element og betragtede den i stedet som ægte arabisk. Nogle læsere karakteriserede endog romanen som antisemitisk. Claude Michel Cluny skrev, at ”under det gode Vichystyre ville folk være faldet over hinanden for at give Du har jo livet for dig en pris”.
Tak og farvel Ajars bestseller rejste mange spørgsmål. Nogle iagttagere havde en formodning om, at Ajar var en etableret forfatter, der skrev under pseudonym, og påstod endog, at det kunne være Gary. Forlæggeren Lynda Noël sagde, at hun havde set manuskriptet til Kælerslangen i Garys lejlighed, mens Laure Boulay fra Paris-Match så ligheder i sprogbrug og ideer i de to forfatteres værker. Gary svarede koket Boulay: ”Ingen har opdaget,
hvor meget Ajar er påvirket af mig. Det eksempel, De så rigtigt omtaler, ville man kunne kalde vaskeægte plagiat.” Men Ajars tilhængere afviste disse påstande: En medarbejder på Nouvelle Revue Française hævdede, at ”Gary er færdig som forfatter. Det er utænkeligt”. Det hele udviklede sig til en regulær farce. Du har jo livet for dig fik i 1975 Goncourt-prisen. Ifølge reglerne må den kun gives til en forfatter én gang, og Gary havde allerede fået den for Himlens rødder. Han bad Ajars advokat om at takke nej til prisen på sin klients vegne, men det ville Goncourt-Akademiet ikke høre tale om. ”Goncourt-prisen kan ligesom livet og døden hverken accepteres eller afvises. Émile Ajar får prisen.” Fem år senere besluttede Gary at ’afvise’ livet. Han var fortvivlet over Sebergs død og skuffet over den litterære verden – og misundelig på Ajars succes – og tog sagen i egen hånd efter at have fortalt en ven, at ”hvis min mor havde været her, ville det her ikke ske”. Han havde ønsket, at hans sidste ord skulle være ”endelig har jeg udtrykt mig”, men den sidste replik i Vie et mort d’Émile Ajar er den, der huskes: ”Jeg har haft det rigtig sjovt. Tak og farvel.” Oversat og bearbejdet af Hanne Friis GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU
41