Issuu on Google+

Jule-fÌkaliet Kapivardreng.dk– Jan Holdgaard Dissing

Julen 2010


O

g det skete en dag, at der udgik en befaling fra diktator Pia, at statsmedister Lars skulle humme sin lille popo op på hendes kontor. Han var ellers lige ved at få has på en genstridig øl-plet på sit slips, som han havde gnubbet og gnedet på det meste af morgenen, men der var stadig en gulbrun skygge på det kongeblå slips, han have fået af sin viv, Soldug, i adventsgave. “Pokkers osse!” tænkte Lars. “Pokkers osse! Gad vide hvad den sure nissekælling vil mig? Hun har redet mig som en mare hele december!” Mut smed han slipset i vindueskarmen, knappede sin lidt for tætsiddende blazer, rev telefonledningen af, og bandt den om halsen med en kællingeknude. Det måtte gå an, når nu slipset skulle være på tværs, som Villy i en partilederunde. “Hej Lars-fars!” skingrede en vinkelsliberstemme ham i møde, da han entrerede Nisse-Pia’s overdådige gemakker. Der var et sandt overflødighedshorn af julegejl i hver en krog. Men hovedattraktionen i det pyntede kontor, var de 1400 Gjøltrolde, med ansigter modelleret efter Pias eget, alle iklædt nissedragter syet af Dannebrogsflag. Nissetroldene stod opmarcheret langs kontorets ydervæg, og lignede en Piagarde direkte importeret fra helvedes dybder. “Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag, min kære Pia?” spurgte Lars med træt stemme. “Så, du gamle, op med hagen, skyd brystet frem, og smil. Vi har en lang dags arbejde foran os. Har du glemt, det er i dag vi skal besøge Udkantsdanmark som nissepar?”

Lars spærrede øjnene op, og kunne mærke hvordan hans ringmuskel slappedes. ”Nissepar? Åh nej, kan jeg ikke nok slippe denne gang? ”Vissevasse! Du har lige den rette facon til at være nisse!” lo Pia. ”Her er din dragt, skynd dig så at få den på - helikopteren venter allerede nede i gården, og der ligger gaffatape i skabet!” ”Jamen jeg orker det næsten ikke. Jeg var på turne på alle byens bæverdinger i går. Tæller det ikke?” forsøgte Lars sig, men vidste på forhånd, at slaget var tabt. Her i huset var det altid nissemor der fik sin vilje. Således iklædt nissetøj steg de to politikernisser ind i helikopteren, for at indtage landet. ”Husk nu, Lars!”, formanede nisse-Pia, ”Ikke noget med at smile - så skræmmer du bare børnene!” ”Og det kommer fra dig, Lucifers mor, med et fjæs som en overkørt Gjøltrold!” tænkte Lars, mens han skulede ned på landet der for forbi under dem. Snart efter landede helikopteren et sted i det såkaldte Udkantsdanmark. ”Det ligner mere Udskyldsdanmark!” tænkte Lars tvært, mens han febrilsk ledte fter sin lommelærke. ”Så, Lars mit lille farsbrød, så kan du godt finde dit Ho-ho frem!” sprudlede nisse-Pia, mens hun steg ud af helikopteren og modtog folkets hyldest. ”Husk nu at tale med de lokale - det kan være kommende vælgere!” kvidrede Pia smilende. ”Du ligner en muggen appelsin der banket flad med en hammer!” knurrede Lars uhørligt i


helikopterlarmen. De stod nu på en lille sportsplads, hvor en flok mennesker havde forsamlet sig, for at hilse på deres landsfader og hans skøge. Lars gik resolut hen til den nærmeste person, en mand iklædt gummistøvler, blå overals, en grøn termojakke, en gammel snadde mellem læberne samt en gulgrøn kasket med et John Deere logo over skyggen. ”Goddag min gode mand. Jeg er statsmedister Lars Løkke. Glædelig jul!” Manden tog tøvende Lars’ hånd. Han holdt den fast i et jerngreb, mens han med den anden hånd tog den sovseindsmurte snadde ud af munden. ”No ska a denåndønfløwtme sæj dæ jæn ting, di sturr drønå a en huklkjinna malkkåw. Hva æ tæ i rukknik lihn jygh å ø hjallæ knæl? Tøws då æ te I a klarrt tå o unhyl dæ mæ tier juwl? Pjøj få sadan ka A gåt sæj dæ!” Spyttede manden, mens hans øjne lynede. Han slap Lars’ hånd, der var helt blå og deform efter det voldsomme tryk. Og før Lars kunne nå at reagere, tog manden et solidt greb i Lars’ volumnøse dobbelthage, og gav sig til at slå på ham, med John Deere kasketten. Skrækslagen fik Lars revet sig løs fra mandens greb, og styrtede hen til helikopteren. Bag sig kunne han se den sammenstimlede flok tage ens grønne- og orangestribede nissehuer på, og næsten synkront sætte efter ham. ”Åh nej, de bisser!” for det gennem Lars’ hoved. Han løb det bedste han havde lært, kastede sig ind i helikopteren, mens han råbte: ”Flyv! Inden de kommer ombord!”

Piloten forstod det faretruende i situationene, og til alt held var motoren stadig tændt, så få sekunder senere steg helikopteren, mens den rasende flok, stod og råbte skældsord op mod den. Lars kiggede ud af koøjet, og midt i menneskemængden, kunne han se Pia. Hun blev holdt fast af to store madammer, der sandsynligvis var kogekoner i det lokale forsamlingshus. Flokken vendte sig mod de to og Pia, og kastede sig frem mod dem. De rev og flåede i Pia, og enkelte gav sig til at spise af hendes arme og ben. Pia skreg, men det kunne Lars heldigvis ikke høre for helikopterstøjen. Han var heller ikke sikker på at Pia skreg, for hendes ansigtsudtryk så blot ud, som det altid gjorde. Sådan lidt ”Karlmar får orgasme-agtig”. Helikopteren holdt sig svævende over pladsen, indtil flokken opløstes, og gik hvert til sit. Der var intet at se af Pia. Kun hendes nissehue lå på det mudrede græs, sammen med enkelte hårtotter og en finger. ”Glædelig jul, Pia!” smilede Lars. ”Så blev du endelig spiselig” Han kastede et sidste blik ind mod den nærliggende by, men der var intet der afslørede, at dette var andet end, en helt almindelig dag i Udkantsdanmark. ”Tja, de har ikke udpræget god smag, de udkantsdanskere!” funderede Lars. ”Men de kan måske være meget nyttige alligevel!” ”Flyv mig hjem til Soldug!” sagde Lars smilende til piloten. ”Men gør lige et stop, ved Bruuns Vinhandel på vejen!” Lars lænede sig tilbage i sædet, rettede nissehuen til, og lo højt! ”Soldug, Papa er glad!” grinede han.


GlÌdelig jul ønskes I alle af Kapivardreng.


Julefækaliet 2010