Page 1

Jan Holdgaard Dissing

Tisfnugget Vladimir Et juleeventyr med gul sne


Copyright Kapivardreng.dk


Tisfnugget Vladimir Et juleeventyr med gul sne

Jan Holdgaard Dissing


inden peb gennem de næsten mennesketomme øde, vinterkolde og julepyntede gader. Den kom direkte fra de øde sibiriske stepper, medbragte skyer så langt øjet rakte. De havde kastet det meste af deres snelast over baltikum, havde drysset lidt på Bornholm, lagt lidt tidlig julestemning på Sjælland og Fyn, og var nu i gang med at fyge Jylland til. Det var ikke eventyrligt koldt, men koldt nok til at næser lyste rødt og snottet løb, på de hastigt ilende skikkelser, der skyndte sig hjem. væk fra den første virkelig vinterkulde. Jo, det var rigtig blevet december, med alt hvad deraf fulgte. Højt oppe over en lille jysk by, blev snefnugget Vladimir hvirvlet rundt i en bolsjoisk skyballet. Han anede ikke hvor han befandt sig, men kunne dog godt se, at de i hvert fald ikke lignede hans sibiriske hjemstavn. Stakkels Vladimir følte sig udenfor. Julestemningen havde ikke rigtigt indfundet sig mellem ham og hans fnuggede kammerater i skyen. Og det skyldtes til dels at stakkels Vladimir slet ikke var, et rigtigt snefnug. Dette havde han måtte høre for, under hele den lange rejse fra Rusland. Vladimir var nemlig ikke skabt ved at være en vanddråbe, der blev kastet frem og tilbage i de kolde højder, og gradvis frøs og fnuggede til. Næ, Vladimir var født, som en lille gul dråbe bjørnetis, grebet af vinden og bortført til sit nuværende opholdssted, i den tætpakkede snesky. En råkold vintermorgen i en tajgaforstad til Novosibirsk, stod en bjørn og sprøjtede din dampende hede morgenurin ud over et birketræ. Rekylet sendte adskillige dråber gul morgenurin til verjs. Noget landede hurtigt i et smukt spraymønster i sneen, mens andre dråber – og deriblandt Vladimir, blev grebet af vinden, og ført højere og højere op, hvor nogle faldt ned som gule hagl, og en enste, Vladimir, blev bobbet op som snefnug. Hvorfor kunne jeg ikke bare være landet på den bløde mos på steppen? Tænkte han, gøs i kulden, og slog kuskeslag med sine krystalarme. De andre snefnug, der var skinnende hvide, og ikke gustengule som han, havde gjort nar ad ham, hele vejen. Ikke et øjeblik havde de forsømt at latterliggøre ham og lave vitser om hans let aparte ydre. Hvad så – leger du kineser? Har du fået gulsot? Hmmf – er det tis her lugter af? ER der noget der har tisset på din sukkermad – nå nej – det er dit ansigt!


Det havde stået på i mere end 4 dage nu. Og Vladimir var ved at få nok. Han kogte indeni – men det måtte han holde op, da hans krystaller begyndte at blive flydende, frøs igen og antog en grotesk form, der kun fik de andre hvide fnug, til at grine endnu mere. Han hadede dem, og håbede de alle ville falde på en befærdet hovedvej, og blive saltet til døde, før de nåede til deres favoritdestination: De store løjper i Norge. Et snefnug bankede ind i ryggen på Vladimir, og fortsatte så i fuld fart mod jorden, mens Vladimir et kort øjeblik tabte orienteringen, og hvirvlede omkring, indtil han fik styr på sig selv igen. Han rettede op, og pegede fremad med snuden, og fortsatte sin rejse. Rejsen gik med uvejrets rasen op gennem Jylland. Vladimir kiggede ned på det bakkede landskab der lå indhyllet i grå skyer og tung sne. Intet kunne han genkende. Dog syntes han at ane birketræer ind i mellem graner og fyr – men ellers så det ukendt ud. Han kunne følge med i, hvordan flere og flere af hans tilsneede plageånder, forsvandt som dug under ham, efterladende et hvidt tæppe efter sig. Vladimir strammede sit halstørklæde omkring halsen, men det blev det ikke varmere af, for han havde glemt det i Sibirien. Han kunne godt fornemme hvor det bar hen: Han ville ende som en lille gul prik, på en pløret mark et sted i Vendsyssel, eller måske som en lille gul vanddråbe i Kattegat. Kunne han da bare holde sig svævende så længe, at han ville blive til en gul plet på en norsk skiløjpe – så var man da noget. Efterhånden som de bevægede sig op gennem Jylland tog blæsten til, og snefnuggene hvirvlede rundt mellem hinanden. De blev kastet hid og did, stødte ind i hinanden og og knustes til endnu mindre snefnug. Krystallerne raslede rundt om ørene på Vladimir, trængte ind i øjnene på ham og gjorde det svært for ham at se. Pludselig gav det et sug i Vladimirs mave. En elevatortur startede – han for mod jorden. Stærkere og stærkere gik det. Vinden flåede i Vladimirs krystaller, rev en enkelt arm af, greb fat i hans snehår og uglede det, før han atter for videre ned mod markerne langt under ham. Så er det altså nu! Tænkte Vladimir. Her skal jeg altså ende mit alt for korte og kolde liv. Bare det bli’r løjpen! Vinden rev i Vladimirs øjne og tårrene pressede sig på. Da var det han fik øje på det. Han baskede vildt med armene, snoede sig, greb efter andre snefnug,


forsøgte at trække sig bort fra sin landingsbane, men lige lidt hjalp det. Hen fortsatte på samme kurs. Nu var der kun 20 meter til landingen. En opvind greb ham, og løftede ham højt til vejrs. Super! Tænkte Vladimir – bare lad mig komme væk! Men så vendte vinden igen, og atter tog han kursen mod smålet fra før. Vladimir spærrede øjnene op. NU var det uundgåeligt. Han trak vejret dybt ind, lukkede øjnene og holdt sig for næsen. Forberedte sig på at blive klasket mod jorden. Selv om jeg kun vejer 1,5 gram, så rammer jeg garanteret som en kampesten! Tænkte Vladimir. Der var nu kun 5 meter til han ramte – nu kun 4 meter....Snefoget tog lidt af farten. Han ramlede fra snefnug til snefnug – nu kun 3 meter – 2 meter og så...så landende han. Blødt som en fjer på en løs budding. Det første Vladimir bemærkede var lugten. Han lå blødt på overfladen, og kunne se, at hans krystaller langsomt blandede sig med de omkringliggende hvide krystaller – og den fugtige, fjedrende bund de alle var landet på. Det var så det! Tænkte han – at rejse så langt, slippe gennem lumske havområder, og rejse fra det ydre Sibirien – og så lande - i en gylletank! Men vel egentligt meget passende, når han nu var født af en vildfaren dråbe urin. Vladimir syntes at det var en trist skæbne, sådan at rejse så langt, og så ende som et sammensurium af sne og svinetis. Men det var nu engang skæbnen. Han sukkede, lænede nakken tilbage i det stinkende dynd, smilede til et halvt opløst snefnug. Over ham skinnede en lampe svagt i snefoget, som en Betlehemsstjerne. Det diffuse lys skinnede smukt i de vildt dansende snefnug. Vladimir smilede, trak lidt på næsen da en ram dunst ramte ham - og så forsvandt han langsomt i gylletankindholdet.


Tja, sådan kan det altså gå. Man rejser den halve klode rundt, og lander et sted fuld af lort. Sådan er der sikkert mange flygtninge der mener om Danmark... Men nu ER det jo snart jul, så vi skal være glade, æde og se lidt positivt på det hele. Derfor skal I jo heller ikke snyde for en julemorale. Og som det næsten er blevet kotyme, så skal der være tre af dem. De kommer her: 1.morale: Bare fordi man lugter lidt, kan man jo godt være et lækkert fnug. 2.Morale: Når enden flyder over, er det meste noget lort.....hmmm... 3.morale: Julen er ikke nødvendigvis fuld af pis – med mindre man rammer en gylletank.

Rigtig glædelig jul


Kapivardreng.dk

Tisfnugget Vladimir  

Juleeventyr om et lille gult snefnugs julerejse.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you