Page 1

Erhard Bævers halebøvl JA N HO L DGAARD DIS S ING


copyright kapivardreng.dk 2009


Erhard Bævers halebøvl JA N H O L DGAARD DIS S ING


6


Det er en stille, fugtig torsdag eftermiddag i mosen. Luften står helt stille. Ikke et blad rører sig, ikke så meget som et lille skvulp af mosevand der pludrer mod brinkerne. Græsset holder mund, insekterne er ikke helt kommet i sving efter deres middagslur. Men det varer ikke længe før en bi tager sin første eftermiddagsrunde. Kun en sprød smasken bryder stilheden. Det er Erhard bæver der har lige sat tænderne i den sidste stamme, til sin nye dæmning. Træet smager saftigt og sødt. Det knaser som sprøde kartoffelchips, og Erhard hører ikke den svage, tiltagende summende lyd bag ham, for det knasende spektakel i sin mund.


Erhard spytter en knast ud... - og kigger stolt på den spidse stub han har frembragt. Den er præcis de 54 cm høj, som det står i bævermanualen den skal være. Spidsen danner en perfekt, hakket kegle, der er smuk gullig og saftglinsende. Den lyser smukt op i sollyset, som de mange andre stubbe der stikker op ad jorden, omkring Erhard. De stritter frem fra mosejorden, som var det Jordens ubarberede kind. Pludselig bemærker han den arrige summen. Lyden kommer bag ham, og han skal lige til at vende sig rundt, da...


9


10


- en bi planter sin honningstinkende brod, dybt i Erhards flade bæverhale. Det føles som at blive gennemboret af en lanse. Men det ved Erhard ikke, for han ved ikke ret meget om middelalderen. Det eneste han ved, er at det gør ondt. Så ondt, at et skrig vil være på sin plads. Erhards smerteskrig skingrer gennem mosen, så krager og råger flygter i panik og træerne taber barken af bare tinnitus, mens den stakkels halesmertende bæver hopper rundt, så den ømme hale dunker ned i jorden. Det lyder som en spætte med en flad hoppebold i stedet for næb. Blumb – blumb – blumb...


Det dunker og banker i Erhards hale. Men heldigvis er han en hårdfør lille gnaver, så han bider smerten i sig, og begiver sig hjem mod sit bo. Der går heller ikke lang tid, før smerten er forsvundet – men der er stadig noget som føles sært. Halen mærkes ikke helt som en plejer. Den flade læderagtige fornemmelse, er erstattet af en følelse af – at nogen pumper halen op med cykelpumpe! Og ganske rigtigt: Halen vokser! Og vokser! Forbløffet betragter Erhard halen, der snor og vrider sig, som en regnorm i sollys. Hakkende vokser den lidt på siden. Så lidt i længden. Endelig får den nogle centimeter i tykkelsen. Så en lille pause – og så vokser den lidt igen. Og den bliver bare ved med at svulme op...


13


14


Allerede efter to dage, er halen mere end dobbelt så stor som normalt. Og efter tre dage er den blevet endnu større. Erhard er heldigvis en bæver, der forstår at indrette sig efter sin situation, så han forsøger at få det bedste ud af det. Og det varer ikke længe, før Erhard opdager, at halen faktisk kan være til nytte, på trods af den er stor som et skrivebord. For er der noget Erhard er vild med, så er det bæversporten, at knipse regndråber med poterne – og man når dobbelt så mange dråbeknips, når man ikke skal holde en paraply i den ene pote, men har en indbygget. Men halen vokser stadig...


På den 7. dag efter bistikket, tager Erhard halen med til stranden – og det skal vise sig at blive en god ide. For halen er det perfekte surtbræt! Halen er så stor, at Erhard nemt ville kunne ha’ surfet med hele sin famile på den, og da halen er blød følger den bølgerne. Han hænger jo også fast i sit ”surfbræt”. Så der er let for ham at kravle op igen, når han falder i vandet. Men hen mod aften må Erhard alligevel tage hjem, da halen er vokset så meget i løbet af dagen, og er blevet stor som to bybusser.


17


18


Nu synes Erhard ikke det er sjovt længere. Halen snor sig som en anaconda, men den er tung, og efterhånden kan Erhard slet ikke bære halen længere. Han forsøger at trække den, men allerede efter få meter er han så træt i armene, at han falder udmattet om på halen og falder i søvn. Men halen er da ligeglad med at Erhard sover. Den holder ikke fri, men vokser stadig.


Da Erhard endelig vågner næste morgen, fylder halen hele Danmark. Som en blød lilla dyne, dækker den landet fra Skagen til Valby. Men det er ingenting. Nu går det stærk, og før nogen kan regne ud hvad det lilla tæppe er, dækker halen hele den nordlige halvkugle og dele af Østen. Grønland bliver lilla, Lilleasien bliver Lillaasien. Og halen? Den vokser stadig, mens stakkels Erhard skriger sin rædsel ud mod stjernerne.


21


22


Efter kun 2 uger er hele jorden indhyllet i et stort lilla bæverhaletørklæde. Det snor sig flere gange rundt om kloden, da det endelig ser ud til at vokseriet vil standse. Erhard iagttager sin ømme, knagende hale. Den vokser næsten ikke mere – det går i al fald ikke så hurtigt som lige efter bistikket. Men der er jo næsten heller ikke mere plads halen kunne vokse på. Hele kloden er indhyllet i bæver! Eller – næsten hele kloden. Bæverhalen havde lavet en klodemumie – men den havde glemt et sted: Påskeøen. Og som om den ikke kunne have det siddende på sig, gav halen sig til at vokse igen.


Dinglende i sin hale over Påskeøen, kunne Erhard se, hvordan halespidsen bølgede ind over øen. En stor lilla serpentiner af bæverhale landede på strandende, bakkerne og i dalene, og noget af halen endda i hovederne på Påskemændende. Nu er Påskemænd måske lavet af sten. Og de finder sig i meget. Mos kan gro på deres næser, uden de siger noget til det. Måger kan klatte på deres store stenpander – og Påskemændende ikke engang rynker brynene. Men Påskemænd hader lilla! En gang var de grønne bakker på Påskeøen dækket af specielle lilla mælkebøtter, indtil Påskemændende åd dem alle sammen, af bare had til farven. Så du kan nok forstå, at den lilla hale var, son en rød klud foran en tyr. Overalt på øen trak påskemændende deres fødder op af jorden, sled sig ned mod stranden, og begyndte at skubbe halen i havet. Men halen voksede jo stadig, så når de smed den i havet et sted, bølgede den op på stranden et andet. Heldigvis er Påskemænd stædige – og sultne – og en af dem kom i tanke om, hvad de havde gjort ved brækbøtterne, så...


25


26


Påskemændene kastede sig over bæverhalen, som var det et veldækket bord. De åd og åd. De smaskede sig gennem halen på hele den sydlige halvkugle. Nogle åd sig vej over Sydamerika, og stoppede først ved Nordpolen. Andre smaskede sig vej gennem Afrika, nogle smovsede sig tværs gennem Asien. Og da halen var ædt, stod de alle sammen og småbøvsede på Nordolen, og så på en frysende Erhard, med en nydelig normal bæverhale der ikke længere voksede. Efter en lille diskussion blev Påskemændende enige om, at det var for koldt at være lavet af sten, og stå på Nordpolen. Så de ville sætte næserne hjemad mod deres elskede ø. Og som dessert til halen, ville de æde sig vej gennem kontinenterne. Erhard havde ikke andet og lave, så han kravlede op på nakken af den mindste Påskemand, og så gik det savlende og bøvsende mod den sydlige halvkugle.


Foran Påskemændene flygtede klodens befolkning, mens de glubske stenmænd åd deres lande. Intet blev tilbage. Hele kontinenter blev til buffet, øer til snacks og bjerge til mellemretter. Efter få dage var al landjord fortæret. Påskemændende var vendt hjem. De stod på deres elskede bakker, på deres lille ø – men de var ikke alene. Alle mennesker og dyr var også flygtet til Påskeøen. De stod i store rækker og køer og pyramider. Milliarder af mennesker, millioner af grise og søkøer og edderkopper og fluer og vandmænd og aber og brevduer. Du kan nok forstå, der ikke var meget plads, og at det også var tungt. Så pludselig fik jorden nok. Den gav simpelthen slip på Påskeøen! Og tyngdekraften gav også op. Normalt holder tyngdekraften jo fat i vores storetå, så vi ikke falder af jorden. Men 6 millarder mennesker, og mange flere dyr, på et sted. Det bliver for tungt. Og derfor gave både tyngdekraften og jorden op, og med et knæk der gav ekko på Mars, faldt Påskeøen af jorden, og ud i det tomme rum.


29


30


Nu var Jorden tom. Eller næsten tom. For de eneste dyr der var blevet tilbage, var Erhard og alle hans bævervenner. De lå og padlede rundt i vandet, omkring det store krater, hvor Påskeøen en gang havde ligget. Og som alle gode bævere, kan de bare ikke lade at vandfald være. De kigge betagede på det stor hul, hvor havvand nu brusede ned i, og så – gav de sig til at bygge dæmning. Du må ikke spørge mig om hvorfra de fik al tømmeret, men jeg tror at alle bævere, til hver en tid, har gemt lidt rafter og lidt stammer og kviste – hvis nu... Efter få timers hårdt arbejde, knejsede en smuk dæmning rundt om krateret, der nu var blevet til en smuk indrammet sø, som bæverne foretog udspring i. Der var en fred som der ikke havde været på jorden i uendelige tid.


Bæverne havde skønne tider. De havde en dæmning at bygge på. De havde en sø et svømme i. De lagde slet ikke mærke til, at jorden langsomt drejede, så hullet dag for dag, kom længere og længere op på den nordlige halvkugle. Det var igen vores ven, tyngdekraften. Den var træt af at, den hele tiden skulle holde den lette ende af jorden nedad. Det var som at holde en tumling på hovedet. Så den roterede kloden en lille smule hver dag. Og efter kort tid, lå Påskeøen næsten på samme sted, som England havde ligget i før i tiden. Sådan gik der lang tid. Bæverne pjaskede. Jorden var stille. Og månen syntes at den trængte til at få vasket sin fodpol. Sådan kalder måner nemlig, den blanding af fødder og numse, som ligger på deres sydpol. Månen havde fået øje på det smukke krater, og det havde givet den lyst til et fodpolsbad. Som en stor mærkeligt formet og grøn måge baskede den sig nærmer og nærmere jorden.


33


34


Med stigende bekymring bemærkede bæverne, at månen nærmede sig. De kunne intet gøre, da månen greb fat i kanten på dæmningen, og med en bragen og en knagen masede sin fodpol ned i krateret, så bævernes smukke dæmning, blev spredt som pindebrænde i havet omkring krateret. De stakkels bævere klamrede sig skrækslagne til træstammer, mens de råbte og bandede på bæversk af månen. Men den var ligeglad. Den lagde rumpetten godt til rette i krateret, og faldt i søvn. Hvilket man ikke kan fortænke den i, når den nu har været vågen hver eneste nat i mange milliarder år. Bæverne håbede den snart ville humme popoen fra deres krater, så de padlede rundt omkring månen, og ventede og ventede, mens de gnaskede en stamme og fik en pind i øret i ny og næ.


Sådan gik tiden. Der skete ikke rigtigt det store. Bæverne padlede og månen sov – og fik en dejlig ren fodpol. Men så tog pokker ved vores gode gamle kending, tyngdekraften. Den var efterhånden blevet godt brugt i bicepserne, af at holde jorden, med en tung måne strittende ud fra den nordlige halvkugle, som en stor lysende bums. Tyngdekraften tænke: Nå, skidt – der er jo ikke så mange kort tilbage der skal tegnes om, hvis jeg lader jorden tilte en gang til. Så det gjorde den. Den slap taget i kloden, og denne gang gik det stærkt. Jorden vendte op og ned på sig selv på et øjeblik. Så stærkt gik det, at det nær var kommet bag på månen. Men den holdt fast. Og sov videre. Helt så godt gik det ikke for vores bævervenner. De faldt af jorden og fortsatte ud i rummet, da tyngekraften lige var ved at massere sine brugte og ømme overarme. Bæverne skreg og spyttede eder ud – men lige lidt hjalp det. De fortsatte ud i det tomme intet.


37


38


Nu er det længe siden. Jeg har ikke talt med Erhard Bæver siden episoden. Men det skulle komme meget bag på mig, om ikke han og de andre gnavere, ikke stadig suser rundt i det tomme rum. Erhard savner de gode gamle dage i mosen. Træerne vokser ikke ind i himlen, som bævere siger. Og det har de fundet ud er sandt. Det er meget længe siden, nogle af bæverne har bidt i en god kævle. På en af de rigtig triste dage, der mellem stjernerne, kan Erhard faktisk ind i mellem savne sin store hale. Men er du en bi, med egen rumfærge, så vil jeg nok alligevel anbefale dig, at du ikke svæver hen og hilser på. Bævere husker godt – og de har meget skarpe tænder.


Og moralen? på denne historie, Tjaeee – skal der kobles en morale g af: så kunne det jo være noget i retnin benene, hvis du Man skal ikke stikke halen mellem er en bi i en mose... med bævere... Eller: Når kloden drejer, drypper det på en bæver og Eller måske: Det er bedre at sidde i kirken og tænke tænke på kirken, end det er at sidde på en bæverding... Uanset hvad du får ud af historien – så er den i hvert fald slut nu.


JA N H OL DGAARD DIS S ING

Erhard Bævers halebøvl Da en bi planter sin honningstinkende brod, dybt i Erhards flade bæverhale, begynder halen at vokse og vokse...

c o p y r i g h t k a piva rdre n g. dk 2 0 0 9

Erhard Bævers halebøvl  

Storhalede bævere kan også have problemer med halen. Og det har Erhard.