Vibeke Bischoff: Rekonstruktion af Osebergskibet

buede kølform på rekonstruktionerne er fremkommet på baggrund af grundige studier af det oprindelige fundmateriale (Crumlin‐Pedersen & Olsen 2002, 97‐304; Bischoff & Jensen 2001, 183‐248).

Gokstadskibet fra Vestfold i Norge er samlet og udstillet med buet køl, og det samme gælder de mindre både fra Gokstadfundet (Dammann 1996, 51‐62; Christensen 2014, 44). Gokstadskibet blev udgravet sammenhængende i 1890 og stod udstillet midlertidigt indtil 1930, hvor det blev flyttet til Vikingskipshuset på Bygdøy. Her blev det skilt ad og stillet op igen med buet køl for at få skibsdelene til at passe sammen.

Den lille færing fra Gokstadfundet blev først tegnet af Johannessen med en ret køl, men efter at have samlet den til udstillingen, rettede han sin tegning til buet køl (Christensen 2014, 44). Der er bygget fuldskalarekonstruktioner af samtlige af disse skibsfund, og alle har vist sig at fungere godt for sejl med både gode manøvreevne og krydsegenskaber.

Herudover kan det nævnes, at Harald Åkerlund fra Statens Sjöhistoriska Museet i Stockholm i 1960’erne rekonstruerede Äskekärrskibet fra år 930 e. Kr. fundet ved Göta Älven i Sverige (Humbla 1934, 1‐34; Bonde & Stylegar 2011, 259). Først tegnede han skibet med ret køl, men kunne ikke få bordforløb og skibsdele til at passe sammen. I erkendelse af, at rekonstruktion i tegning ikke var nøjagtig nok, byggede han en model, hvor han samlede alle delene i deres oprindelige naglehuller. Her passede delene kun sammen, når kølen var buet (Åkerlund 1963, 48). Åkerlund argumenterede for, at den buede køl havde stor betydning for langskibsstyrken, noget som han også mente var tilfældet med de store roskibe med buet køl, Nydamskibet fra Als fra 310‐320 e. Kr. og Sutton Hoo skibet fra Østengland fra 700‐tallet (Åkerlund 1963, Pl. V, 139‐141).

At Åkerlunds teori, om at en buet form er mere formstabil, er sandsynlig, understøttes af erfaringerne med fuldskalarekonstruktionen af Osebergskibet Dronningen, og fuldskalarekonstruktionen Saga Oseberg.

Sutton Hoo skibet er for nylig blevet rekonstrueret af to engelske forskere, og også her har det vist sig, at skibet har haft større kølbugt, end det tidligere var tegnet med (Tanner & Whitewright 2017, 8‐9). I 2017 blev et skib fra 1184 udgravet ved Wismar og rekonstrueret. Også her bemærkede forskerne, at kølen havde været buet (Ditta & Auer, forthcoming). Alle de ovennævnte skibsfund har haft sideror. Også skibsfund med sideror fra sydligere himmelstrøg, som det tyrkiske Yenikapi 12 fra 900‐tallet, havde buet køl (Özsait‐Kocabas 2018, 381‐385).

Skibsfund med buet køl har tilsyneladende været almindelig i et større geografisk område, i Nordatlanten, Nordsøen, Østersøen, Skagerrak og Kattegat i vikingetiden og frem til omkring 1200‐tallet. De skandinaviske skibsfund fra 1200 og fremefter, der er rekonstrueret i model, er rekonstrueret med ret køl. Disse skibe er desuden fundet med hækror eller spor efter hækror. Hækroret kommer i begyndelsen af 1200‐tallet, omtrent samtidig med at skibene ser ud til at blive bygget med ret køl, og samtidig med at brug af sav for første gang konstateres i skibsbygningen (Bill et al 1997, 156; Bill 1997, 63‐65).

Når vikingetidens skibe tilsyneladende havde en buet køl, er det væsentligt at undersøge, hvordan disse skibe kunne være blevet sejlet for at få en forståelse af, hvorfor skibene blev konstrueret med en buet køl.

Fordele ved buet køl Undertegnedes erfaring er, at et skib med buet køl er let at manøvrere, såfremt sejl, skrog og ror er korrekt afbalanceret. Der kræves ikke så stort ror for at påvirke et skib med buet køl, fordi skroget i sig selv vil dreje let, når det ikke skal fortrænge så meget vand med stævnene. Derfor er det muligt, at sideror og buet køl hænger sammen, fordi et skib med buet køl er lettere at manøvrere.

238