Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 2 / 2017

TEMA

Frivillighed og samskabelse?


INDHOLDSFORTEGNELSE Frivillighed og samskabelse?

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Knud Aarup

Kresta Munkholt, Nichlas Permin Berger og Peter Bundesen: Indledning: Frivillighed og samskabelse? .. . . . . . . . . . . . . . 3

Landssekretær: Julie Kyndesgaard Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter. Redaktion: Tanja Dall (ansv. red.) Dette nummer er redigeret af: Kresta Munkholt, Nichlas Permin Berger og Peter Bundesen Redaktionssekretær: Katrine Muusmann og Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.100 Forsidefoto: Clive Chilvers / Shutterstock.com

Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Mads Espersen: Relationen mellem det offentlige og civilsamfundet må nytænkes .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Johannes Bertelsen: Samskabelse – symbolpolitik ­eller reel innovation? .. . . . 11 Linda Lundgaard Andersen og Helle Hygum Espersen: Samskabelse og samproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Anne Tortzen: Overstyring tager ­livet af samskabelse .. . . . . . . . . . . . . . . . 22 Bjarne Ibsen og Helle Hygum Espersen: Tættere på borgerne? .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Klumme Heidi Sørensen: Fælles socialpolitiske kampe giver indflydelse .. . . . . . . . 34


3

Frivillighed og samskabelse? AF KRESTA MUNKHOLT, NICHLAS PERMIN BERGER OG PETER BUNDESEN

Gennem de sidste år har der været et opbrud på de kommunale ledelsesgange om, hvordan kommunerne bør samarbejde med civilsamfundet og borgerne. Opbruddet er blevet formuleret som en kritik af New Public Management-tankegangen, der ser borgerne som kunder i den kommunale butik og civilsamfunds organisationer som mulige markedsleverandører til kommunerne. Kommunaldirektør i Skanderborg Kommune Lisbeth Binderup har beskrevet det nye syn ved en skelnen mellem Kommune 1.0, Kommune 2.0 og Kommune 3.0. Kommune 1.0, der var fremherskende op til slutningen af 1960’erne, var en myndighed, og borgerne var lydige undersåtter. Men i kølvandet på ungdoms- og Glistrup-oprøret »tryllede« det offentlige sig om fra at være en myndighed til at blive en servicevirksomhed, der behandlede borgerne som kunder. Kommunen skulle nu være imødekommende og opfylde borgernes behov. Kommunalpolitikerne skulle lytte til og formidle kundernes ønsker og forventninger. Dette betød en kraftig vækst i det offentlige. Imidlertid er billedet efter 2007 skiftet igen, idet finanskrisen afgørende har ændret vores verdensbillede og borgernes etik og selvforståelse. Vi befinder os nu i en hård global konkurrence, hvor velfærdssamfundets overlevelse fordrer en »total turn-around«. Væksten inden for det offentlige kan ikke fortsætte. Derfor er lidt mere brug af frivillige i de offentlige velfærdsinstitutioner ikke nok. Der skal mere til: »Hele vores selvforståelse skal flyttes fra følelsen af at være kunde med rettigheder til at være borger med forpligtelser. Først da lettes omkostningsniveauet, så vi kan stå stærkere i konkurrencen.« 1 Det offentliges forhold til brugerne skal således være karakteriseret ved et aktivt medborgerskab, og forholdet til de frivillige organisationer skal være præget af en samskabelse, hvor de kommunale medarbejdere fungerer som en form for playmakere. Lisbeth Binderup mener, at man hermed kan undgå, at de frivillige fungerer som kritiske anmeldere af det offentliges indsats. Der skal ikke længere være en skillelinje mellem det kommunale system og borgerne. Fx skal Skanderborg Kommune være de 60.000 borgere, ikke de 5.000 medarbejdere.


4 Imidlertid har der også fra forskningsside været en øget interesse for samskabelse. Her ses samskabelse tilsvarende som en kritik af NPMs markedstænkning. Men mens kommunale ledere som Binderup ser samskabelse som en generel ny organisationstendens, så defineres samskabelse i forskningskredse som et meget mere snævert fænomen. For det første skelnes der mellem samskabelse og samproduktion. I samskabelse inddrages borgerne i enten udvikling af nye initiativer, i videreudvikling af eksisterende indsatser eller deltagelse i politiske processer og beslutninger. Ved samproduktion er der tale om et længerevarende samarbejde med borgere og andre aktører om udvikling, gennemførelse og evaluering af velfærdssystemer. For det andet stilles der meget præcise krav for, at noget kan kaldes samskabelse. Således skal der være tale om et ligeværdigt samarbejde mellem deltagerne, hvilket går ud over mindre forpligtende metaforer som playmaker. Hvis vi ser på erfaringerne i forholdet mellem frivillige sociale organisationer og det offentlige, har det været en tydelig del af organisationernes selvforståelse, at de også skal fungere som socialpolitiske vagthunde. Det kan de helt fint fortsætte med i forhold den snævre forståelse af samskabelse, men de bliver udfordret i den brede forståelse, som Binnerup angiver, idet de skal gøres til en del af et fælles kommunalt system. Her er det centralt, at den kommunale ledelse kan udøve en form for »blød magt« over samarbejdsparterne. Dette afvises i forskernes snævre forståelse af samskabelse, men spørgsmålet er her, hvor meget nyt der er i denne forståelse. Allerede nu tales der på bestemte områder om ligeværdige samarbejder mellem det offentlige og frivillige organisationer. NPM har trods alt ikke været helt enerådende – i det mindste på det sociale område. Samtidig har der også været en række bestræbelser på at inddrage civilsamfundsaktører som aktive deltagere og ressourcer i problemløsningen, ikke mindst som deltagere i brugerbestyrelser. Dette og ligeværdigheden kan nok udvides en del i forhold til enkeltprojekter og borgerinddragelse og hermed give politikerne vigtige input i form af viden og nye ideer. Når der gives eksempler på samskabelse, er det derfor altid enkeltprojekter og diskussionspaneler (som i kommunerne også kaldes samskabelse), som fremdrages. Men hvis vi holder fast i, at kommunerne er politisk styrede bureaukratiske systemer, er det svært at se, at samskabelse i den snævre betydning kan blive en generel strategi i den kommunale aktivitetsstyring. Kommunerne vil generelt være tilbøjelige til at lægge en kommunal dagsorden og styring ned over samarbejdet med civilsamfundet. Et ligeværdigt samarbejde er nok én mulighed blandt flere i en række enkelttilfælde i samarbejdet med civilsamfundet. Disse muligheder bør udnyttes, men det er nok naivt at forestille sig, at det skulle kunne blive en generel tendens


5 i de kommunale aktiviteter. Derfor er der også fortsat brug for de frivillige organisationer som vagthunde i forhold til den offentlige aktivitetsudvikling. Temanummeret indledes med to artikler, der dels argumenterer for øget samskabelse og dels er skeptisk heroverfor. Mads Espersen ser samskabelse som en løsning på problemerne med en dysfunktionel samarbejdsmodel mellem det offentlige og civilsamfundet. Dog er det indtil nu mest blevet ved snakken, da der mangler mod til at gennemføre en reel samskabelse. Johannes Bertelsen forholder sig skeptisk til promoveringen af samskabelse. Den bliver ikke rigtigt brugt til at skabe reelle innovationer, men meget mere som en positiv fortælling, der skal få en benhård økonomisk politik til lettere at glide ned. Anne Tortzen sætter med sin artikel, som bygger på hendes ph.d.afhandling ‘Samskabelse i kommunale rammer – hvordan kan ledelse understøtte samskabelse?´ fokus på de udfordringer, som særligt den kommunale ledelses rolle skaber for en succesfuld samskabelsesproces. Dette gør hun med udgangspunkt i konkrete eksempler på kommunal overstyring af samarbejdet, således at borgere og civilsamfundets ideer og ressourcer ikke bliver medtaget. Linda Lundgaard Andersen og Helle Hygum Espersen begrebsafklarer samskabelse og samproduktion. I fortsættelse heraf diskuterer de, om der er tale om effektiviseringsredskaber eller en demokratisering af velfærdsløsninger. Ud fra to nye undersøgelser sætter Bjarne Ibsen og Helle Hygum Espersen fokus på, hvordan kommunerne og civile aktører samarbejder i praksis. De viser, at samarbejdet, trods retorikken om samskabelse, primært er om samproduktion på outputsiden – det vil sige, at frivillige indgår i kommunale aktiviteter, eller at kommunerne understøtter foreningsaktiviteter. Derimod er fælles problemdefinition og udvikling meget mere sjældent.

Noter 1

Lisbeth Binderup, Kommune 3.0, i: HR-magasinet 5 efteråret 2012.


6

Relationen mellem det offentlige og civilsamfundet må nytænkes Alle taler om samskabelse, men få gør det reelt. Sam­ skabelse er i dén grad blevet et buzzword rundt omkring på ledelsesgangene i de danske kommuner og frivillige foreninger, men endnu har vi kun set få eksempler på, at velfærdens aktører for alvor samskaber velfærd. Og det er ærgerligt, for samskabelsen har et enormt potentiale til grundlæggende at udfordre og nytænke den fastlåste måde, vi i dag tænker velfærd på, særligt på socialområdet. Måske er der brug for at træde et skridt tilbage og se samskabelsen i et større perspektiv, der tager højde for de enorme udfordringer, der præger vores eksisterende velfærdsmodel. AF MADS ESPERSEN

Uligheden i samarbejdet

Velfærdens samarbejdsmodel er under forandring Samarbejdet mellem det offentlige og de frivillige organisationer har i mange år bygget på en grundlæggende præmis om, at det offentlige leverede en række afgrænsede velfærdsydelser til borgerne, mens de frivillige organisationer supplerede med det, som det offentlige af forskellige årsager ikke selv kunne levere; enten fordi civilsamfundet kunne gøre det billigere, eller fordi det frivillige engagement var en forudsætning for borgerens aktive medspil (for eksempel i frivilligbaserede mentorordninger). Velfærden har således været betragtet som en opgave, der først og fremmest var et offentligt anliggende, og hvor civilsamfundet spillede en måske nok vigtig, men sekundær rolle. Det ulige forhold mellem det offentlige og civilsamfundet har i mange år affødt et afhængighedsforhold, hvor frivillige organisationer har været dybt afhængige af offentlige støttekroner. Grundlaget for tildelingen


7 af disse økonomiske midler har netop baseret sig på en offentlig forståelse af velfærden, hvor de frivillige organisationer har måtte indtage en prædefineret rolle, der ofte gav mere mening hos de kommunale politikere og embedsmænd end hos de frivillige foreninger selv. Mange frivillige organisationer har gennem årene måtte gå på kompromis med deres egen faglighed og selvforståelse eller tilpasse eksisterende, velfungerende aktiviteter for at imødekomme de krav, der er blevet stillet fra eksempelvis kommunerne eller gennem SATS-puljen. Det har ikke været meningsfuldt i forhold til den sociale udfordring, men det har været nødvendigt i forhold til de offentlige forventninger. Samtidig har denne klassiske samarbejdsform været præget af en aktivitets- og outputbaseret evalueringsform, hvor man har været optaget af at skabe mest mulig aktivitet for pengene, uanset om den frivillige aktivitet faktisk bidrog med reel og dokumenterbar social forandring eller ej. Men noget er ved at ændre sig. En spirende erkendelse af, at samarbejdsmodellen ikke for alvor har formået at løse de komplekse udfordringer, som præger vores velfærdssamfund, er begyndt at indfinde sig både i kommunerne og i de frivillige organisationer. Det kan bedst illustreres med et konkret eksempel: Til trods for, at vi i årevis har lavet målrettede kommunale indsatser og supplerende frivilligbaserede aktiviteter for udsatte børn og unge, står vi stadig i en situation, hvor gruppen af udsatte børn og unge ikke bliver mindre – på nogle områder endda tværtimod – og det er heller ikke lykkedes os at skabe en velfærdsmodel, hvor det at være udsat i barndommen ikke medfører en tilsvarende risiko for at blive udsat som voksen. Pensionsselskabet Skandia har beregnet, at 15 % af en ungdomsårgang havner i såkaldt udenforskab, og at den samfundsmæssige omkostning ved dette er svimlende 72 milliarder kroner pr. årgang i det mest konservative skøn. Vi har i den klassiske samarbejdsmodel forsøgt at optimere de kommunale ydelser, og vi har iværksat utallige frivillige projekter, men kun lidt har det hjulpet; måske fordi vi ofte har været mere optaget af at opretholde vores drift og aktivitet end af at løse de egentlige udfordringer. Pointen om vores dysfunktionelle samarbejdsmodel kunne understreges med talrige øvrige eksempler, herunder på områder som integration, hjemløshed, sundhed, uddannelse osv., hvilket illustrerer, at der ikke er tale om et afgrænset problem.

En ny velfærdsmodel spirer frem At samskabelse har fået stor opmærksomhed i de seneste år kan muligvis forklares med, at vi i stigende grad er begyndt at erkende, at den klassiske velfærdsmodel ikke længere er tilstrækkelig og måske aldrig har været det. Tænketanken Mandag Morgen undersøgte for et par år siden holdningen til velfærden blandt en række offentlige velfærdsle-

En dysfunktionel samarbejdsmodel


8 dere, og undersøgelsen viste, at hele 65 % af velfærdslederne oplever en stigende kløft mellem det, de kan levere, og det borgerne efterspørger. Som en konsekvens af dette gab har kommunerne øget fokus på den kommunale kerneydelse og på det, der faktisk skaber værdi for borgerne, fortæller Annemarie Schou Zacho-Broe, ny velfærdsdirektør i Fredericia Kommune og tidligere sundhedschef i Aarhus Kommune: »Vi kan i kommunerne måske godt have en lidt fastlåst måde at gøre tingene på, og der er simpelthen behov for at udvide synet på de udfordringer, som borgerne står med. Set ud fra en stor bunke afgørelser og sagsakter kan vi ofte komme til at se borgeren som »en kompleks sag«. Det er de jo også i en kommunal myndighedslogik, men de er meget mere end det. Når vi går sammen med andre om at øge værdiskabelsen for og med borgerne, så oplever jeg i dén grad, at det giver mening. Også for medarbejderne, som jo netop går på arbejde for at gøre en forskel«. Åbner for ligeværdighed

Samskabelsesbegrebet åbner netop op for, at borgerne og civilsamfundet indtager en langt mere central, aktiv og ligeværdig rolle i velfærdsudviklingen, og dét er en udvikling, som også hilses velkommen hos mange frivillige organisationer, bl.a. hos Anders Folmer Buhelt, direktør for Ungdommens Røde Kors: »Vi begynder efterhånden at se en spirende erkendelse af, at ansvaret for de velfærdsmæssige udfordringer ikke primært ligger hos kommunen, men at vi i civilsamfundet også har en væsentlig del af ansvaret for, at vi bryder med mange års tilstand på socialområdet. Det er ikke enten deres eller vores ansvar, men et fælles ansvar, og vi oplever, at der i stigende grad er forventninger til os som frivillig organisation om, at vi bidrager som mere end blot et supplement til det offentlige. Det er en udfordring, som vi gerne tager på os, for det indebærer et potentiale for at gøre en langt større forskel end i dag. Men det åbner samtidig op for en vigtig diskussion om retten til at tage initiativ og definere, hvad udfordringen er«.

Opgaver defineres i fællesskab

Samskabelse udgør altså potentielt grundstenen i en ny velfærdsmodel, hvor udfordringen ikke defineres i det offentlige alene, men hvor forskellige velfærdsaktører går sammen og drøfter, hvad den fælles udfordring er, og hvem der gør hvad, så den samlede løsning er tilstrækkelig til at løse udfordringerne og knække kurven for alvor. Det åbner op for, at velfærdsopgaven ikke kan eller skal defineres i det offentlige alene, men i fællesskab mellem de, der kan og vil bidrage til en reel løsning.


9 Skal det lykkes, kræver det, at aktørerne ligger egne interesser til side og mødes i en erkendelse af, at ansvaret for opgaven er fælles. Det udfordrer selvsagt de deltagende organisationer, som hidtil har været vant til først og fremmest at optimere egen udvikling og aktivitetsportefølje. Anders Folmer Buhelt medgiver, at samskabelsesmodellen medfører en række nye udfordringer i forhold til finansiering og organisering, men ser store potentialer i at drive fremtidens frivillige organisation som en slags social platform, hvor eksempelvis crowd funding og sociale investeringer på sigt afløser klassiske puljer og bevillinger for på den måde at bryde afhængigheden af offentlige midler. »Fremover er det ikke organisationerne, men den sociale udfordring, som vi skal fundraise til«, siger han.

Samskabelse giver mening, når det gøres rigtigt Endnu er samskabelse mest et begreb, der lidt abstrakt runger på direktionsgangene, og selvom flere kommuner og frivillige organisationer er begyndt at eksperimentere med samskabelse, er erfaringerne med samskabelse stadig sporadiske og begrænsede i omfang i en dansk kontekst. Ser man derimod mod udlandet, er erfaringerne mere omfattende. Særligt i USA og Canada er man med en systematisk tilgang til samskabelse lykkedes med at skabe mærkbare og målbare resultater i forhold til komplekse, samfundsmæssige udfordringer. I flere byer har man formået at nedbringe antallet af unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og andre steder har man markant sænket kriminaliteten i udsatte boligområder. Metoden til at lykkes med dette går under betegnelsen »Collective Impact« og bygger bl.a. på principper om, at udgangspunktet for samarbejdet mellem de offentlige og private aktører er en reel fælles agenda, fælles målsætninger for, hvad man vil lykkes med, samt fælles datahåndtering og evaluering. De steder, hvor man er lykkedes med at løse et komplekst samfundsmæssigt problem, er erfaringen, at udfordringen kun lykkes, hvis ingen organisation sætter sig for bordenden og definerer partnerskabets rammer. Derfor etablerer man mange steder fælles partnerskabsorganisationer, hvor både de offentlige og frivillige organisationer er ligeværdige medejere. Og indsatsen betaler sig: Flere steder kan man dokumentere, at investeringen i at arbejde samskabende betaler sig tilbage krone for krone i form af eksempelvis færre sociale udgifter og flere skatteindtægter. Det er på den måde en mulig vej frem i forhold til at realisere det økonomiske potentiale, som bl.a. Skandia-modellen har estimeret, og selvom modellen fra USA og Canada ikke nødvendigvis kan overføres direkte til en dansk kontekst, bør det fremme en erkendelse af, at vi er nødt til at nytænke forholdet mellem det offentlige og civilsamfundet.

Udenlandske erfaringer


10 Øget demo­ kratisering

Samskabelse rummer samtidig et vigtigt potentiale i forhold til en øget demokratisering af vores velfærd, for samskabelse handler også om at finde velfærdsmæssige løsninger sammen med borgerne. I dag eksperimenterer mange kommuner med at lade borgerne indtage en mere aktiv rolle i velfærdsproduktionen, men der er desværre ofte tale om, at borgerne alene involveres i implementeringen eller det endelige slutdesign af velfærdsløsninger. På den måde er der stadig tale om samproduktion, og skal borgerne i højere grad involveres i samskabelse af velfærden, kræver det, at vi tør invitere dem med ind i selve problemformuleringen. Det kræver et mod, som stadig er en mangelvare på socialområdet. Og netop modet er afgørende, mener Annemarie Schou Zacho-Broe: »Faren ved forståelsen af samskabelse er, når man stiller sig tilfreds, hvis bare vi har en frivillig organisation med ved bordet. Vi er nødt til at udfordre os selv på, at samskabelse ikke skal være et mål i sig selv, men en måde til reelt at øge værdiskabelsen og en vej til at skabe bedre velfærdsløsninger. På den måde er værdiskabelse faktisk langt vigtigere end samskabelse, men samskabelse er en spændende tilgang og metode til netop at øge værdiskabelsen«.

Manglende mod

Manglende mod til reelt at samskabe er netop en væsentlig barriere for, at samskabelsen får lov til at udfolde sit potentiale. Det er forståeligt og ønskværdigt, at der eksperimenteres med samskabelse, men det kræver en grundlæggende tro på, at samskabelsen ikke kan tage udgangspunkt i en eksisterende logik, men kræver en fundamental anden måde at tænke velfærd. Lykkes vi derimod med reelt at samskabe på en måde, der øger værdiskabelsen, er der altså både potentiale for at finde svar på nogle af de komplekse (og kostbare) udfordringer, som findes på socialområdet, og samtidig skabe en større grad af demokratisk forankring af fremtidens velfærd. Mads Espersen er næstformand i Frivilligrådet, der er udpeget af børneog socialministeren, og tidligere landsformand i Ungdommens Røde Kors. Han arbejder til daglig som konsulent i Mobilize Strategy Consulting, hvor han bl.a. rådgiver offentlige organisationer om samskabelse og strategisk ledelse.


11

Samskabelse – symbolpolitik e ­ ller reel innovation? En ligeværdig samskabelse rummer en række spændende potentialer for bedre udnyttelse af samfundets ressourcer og erfaringer og dermed potentialet for kvalificeret samfundsmæssig innovation. Risikoen er imidlertid, at samskabelse mere bliver brugt som symbolpolitik, som en positiv fortælling, der skal få en benhård økonomisk politik til lettere at glide ned. AF JOHANNES BERTELSEN

Som tidligere formand for Frivilligt Forum og som skeptiker og kritiker af samskabelse er jeg blevet bedt om at varetage den kritiske vinkel i denne artikelserie om emnet. Dette vil jeg paradoksalt nok gøre ved at indlede med at pege på de positive muligheder i samskabelsesprocesser. Selv har jeg deltaget i rigtig mange lignende samarbejdsprocesser i mine 30 år som aktivist, projektleder og forstander i Kristeligt Studenter-Settlement på Vesterbro. At sådanne samarbejdsprocesser nu hedder samskabelse ser jeg som et udtryk for dels en stigende bevidsthed generelt om behovet for samarbejde og dels som et udtryk for et samfundsmæssigt paradigmeskifte, hvor de administrative systemer har behov for en ny fortælling, som kan bidrage til at humanisere og give modsvar til de sidste tiårs økonomistiske styringstiltag.

Nødvendigheden af samskabelse Samskabelse forstået som inddragelse af alle relevante erfaringer, kompetencer og ressourcer i løsningen af samfundets udfordringer ser jeg som indlysende fornuftigt. Og de nye samfundsmæssige erkendelser, som er dukket op i denne sammenhæng, er jo, at velfærdssamfundet og servicesamfundet ikke kunne løfte det hele. At servicere borgerne førte ikke til sammenhængskraft og fælles ejerskab af samfundet, tværtimod, samfundet var noget, man krævede sin ret til og sine ydelser af.

Nye samfunds­ mæssige erkendelser


12 Der er derfor opstået en stigende erkendelse både blandt borgere og politikere af, at skal vi have bæredygtighed socialt, sundhedsmæssigt, miljømæssigt og økonomisk, så skal vi som borgere være med til at bære på en helt anden måde. Det gælder opgaver i lokalsamfundet, det gælder vores egen trivsel og sundhed, og det gælder den mest intelligente brug af vore offentlige ressourcer og faciliteter. Og samskabelse er jo dybest set, at de relevante parter kreerer sådanne løsninger sammen.

Et åbent begreb

Hvorfor så skepsis og kritik Nu er begrebet samskabelse jo et meget diffust begreb, og min skepsis har mest gået på, hvad begrebet egentlig blev brugt til. Samskabelse lyder jo som et meget positivt begreb, som alle umiddelbart må kunne tilslutte sig, men det er samtidigt et så åbent begreb, at det ofte mere kan bidrage til at tilsløre frem for at afklare, hvad der egentlig er på spil i en samarbejdsproces. For eksempel har der været en tendens til, at de strukturelle magtforhold i samfundet tilsløres af begrebet. Dette lægges der for eksempel op til i dette citat af kommunaldirektør Jesper Thyrring, Hedensted Kommune: »I Hedenstederne forsøger vi at tænke over, hvilke ord, vi bruger, når vi kommunikerer. For eksempel undgår vi så vidt muligt at bruge ord som »kommunen« og »borgere«, fordi de signalerer »dem« og »os«. I Hedenstederne tror vi på samskabelse«. Hedensted Kommune er kendt for at være en relativt progressiv kommune med et godt lokalsamfundsarbejde, men ikke desto mindre ligger der en farlig tendens i citatet, fordi det netop (hvad mange kommuner og politikere godt kan lide) forsøger at gøre op med »dem og os« retorikken. »Nu er vi alle i samme båd«, skal det gerne hedde sig. Definitionsretten og definitionstilgangen til samskabelsen tilsløres, og der bliver frit spil for, at underliggende magtstrukturer kan komme til fri og skjult udfoldelse.

Den politiske kontekst Sagt på en anden måde: Samskabelse, set fra det offentliges side, er ikke først og fremmest en venlig åbning mod en større inddragelse af civilsamfundet i de samfundsmæssige løsninger. Snarere er det tale om en omvendt ‘nødvendighedens politik’, hvor man ikke kan komme udenom at inddrage borgernes ressourcer og erfaringer i de samfundsmæssige løsninger – det skal bare helst ske på det offentliges præmisser. Baggrunden for dette skyldes dels: 1. Et paradigmeskifte i den værdipolitiske kontekst, dels 2. Behovet for et opgør med styringskonceptet NPM


13 Ad 1. Et paradigmeskifte i den værdipolitiske kontekst

I 2011 beskrev Kaj Ove Pedersen ‘Konkurrencestaten’ som det nye parameter for samfundsudviklingen i Danmark. Han beskrev det som et paradigmeskifte fra velfærdsstaten som et »politisk kulturelt projekt« med »en moralsk og eksistentiel opfattelse af fremtidens menneske« til »forestillingen om den opportunistiske person, som har fortrængt den politiske teori og moralfilosofien fra den offentlige debat og i stedet indsat økonomismen som samfundets ideologi nr. 1« Uden selv at pege i den retning åbnede han med påpegningen af dette paradigmeskifte op for forklaringen på den populistiske udfordring, som vi i det seneste år på det voldsomste er blevet konfronteret med. Med konkurrencestaten og den heraf følgende ‘nødvendighedens politik’ udvikledes der et referencemæssigt tomrum mellem politikere og borgere. Borgerne følte sig ikke mødt af politikernes økonomiske argumenter, som på den ene side marginaliserede mange mennesker, og samtidigt gjorde de rigeste endnu rigere. Selv en socialdemokratisk regerings politiske argumenter kom i en legitimitetskrise. Politisk og forvaltningsmæssigt var der brug for en ny fortælling. Den var samskabelsen et godt bud på.

Et nyt menneskesyn

Ad 2.

Med den politiske legitimitetskrise fulgte samtidig en krise for økonomismens styringsinstrument New Public Management (NPM). NPM var et økonomisk effektivt styringsinstrument, men det havde en lang række bivirkninger, som ikke matchede de stadigt mere komplicerede samfundsudfordringer (wicked problems). En række RUCforskere (Eva Sørensen, Jakob Torfing m.fl.) kom med rapporten »En innovativ offentlig sektor, der skaber kvalitet og fælles ansvar« (2012) og lagde her op til en ny forvaltningstænkning med mindre kontrol, større åbenhed, mere fokus på faglighed og helhedsorientering, stærkere politisk ledelse og større inddragelse af civilsamfundet. Og de samme forskere blev sammen med en række kommunaldirektører de første og største fortalere for introduktionen af fortællingen om samskabelse.

Civilsamfundets rolle Som rådgiver og mediator mellem den frivillige verden og det offentlige blev fortællingen også promoveret af Frivilligrådet, som gjorde sig til en varm fortaler for introduktion af samskabelse i de enkelte kommuner. Dette var i høj grad ud fra den logik, som jeg selv anførte ovenfor, nemlig at samskabelse på sin vis er logisk for at opnå bedst mulig udnyttelse af de samfundsmæssige erfaringer og ressourcer. Samtidig var vi også vidne til en stigende aktivisme blandt borgerne. Der har været en mas-

Mere komplicerede samfunds­ udfordringer


14

Behov for »varme hænder«

Opgør med kon­ kurrencestaten?

siv udvikling i frivillighed og medborgerskab i de senere år, dels fordi der i stigende grad er blevet brug for »varme hænder« til erstatning for offentlige besparelser, og dels fordi bl.a. de digitale medier har bidraget til at mobilisere mange borgere både lokalt og på landsplan i varetagelsen af en lang række samfundsmæssige opgaver. Blandt de frivillige organisationer var der i starten en vis sund skepsis overfor samskabelsen. Blandt de store organisationer som for eksempel Ældresagen, fordi man var bange for at miste retten til selv at sætte dagsordenen og blandt de små foreninger, fordi man var bange for helt at komme i lommen på kommunerne. Ikke mindst på det sociale område er samarbejdet med og afhængigheden af det offentlige imidlertid så tæt, at om de kan lide det eller ej, forsøger langt de fleste foreninger og organisationer at finde en grimasse, der kan passe og at indgå i samskabelseskonceptet.

Samskabelsens begær Min skepsis og kritik går således primært på, at samskabelsen er tænkt og ønsket ovenfra. Politikerne og det administrative system havde behov for en anden fortælling og en mere fleksibel administrativ praksis, men spørgsmålet er, om man værdipolitisk og i den deraf følgende faglige praksis ønsker at ændre fokus og strategi. Er samskabelsen et opgør med konkurrencestaten og den deraf følgende økonomisme? Dette er der ikke meget, der tyder på. Grønthøstermetoden med 2 %-besparelser over hele linjen tyder jo på en benhård økonomisme med udgangspunkt i Finansministeriets budgetstyring uden hensyntagen til besparelsernes faglige og praktiske konsekvenser på de ramte områder. Samskabelsens inklination til civilsamfundet handler således ikke så meget om at invitere civilsamfundet i form af borgere og organisationer på banen i form af deres egen ret, men mere om, at samskabelsens inklination og begær retter sig mod en række ressourcer og kompetencer, som kun kan realiseres og praktiseres i et tæt samarbejde med borgerne. Kvaliteter, som det offentlige system ikke kan levere, også kaldet ‘added value’: ƒƒ ƒƒ ƒƒ ƒƒ ƒƒ

Bæredygtighed gennem borgernes engagement og medansvar Nærvær og tryghed gennem borgernes fællesskaber Sundhed gennem borgernes medansvar for eget helbred Omsorg og inklusion gennem borgernes frivillige deltagelse Innovation gennem borgernes deltagelse og engagement

Det er indlysende, at kan samspillet med det offentlige og disse borgerkvaliteter realiseres i et ligeværdigt samarbejde, kan samskabelse


15 som nævnt ovenfor skabe mulighed for spændende innovationsprocesser på en lang række samfundsområder. Men er der tale om en funktionalisering af borgernes kompetencer og erfaringer på det offentliges/økonomismens præmisser, er der grund til at råbe vagt i gevær.

Det ignorerede civilsamfund Skal samskabelsen lægge op til mere end symbolpolitik, må det være rimeligt at forvente, at der med intentionen om samskabelsen også følger nogle politiktiltag og redskaber med, som kan gøre en troværdig samskabelse mulig. Men på baggrund af 40 års erfaringer med udgangspunkt i organisationsarbejde i civilsamfundet må jeg desværre konstatere, at politikerne og det politiske system aldrig for alvor har forstået og anerkendt civilsamfundets potentialer. Havde man det, ville man have vist langt større forståelse for både at anerkende civilsamfundet i dets egen ret og også langt større interesse for at udvikle civilsamfundets særlige potentialer. Et eksempel er de to charters, som er formuleret om samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfundet i henholdsvis 2001 og 2013. De blev præsenteret netop som et opgør med symbolformuleringer, men er aldrig blevet taget alvorligt hverken af politikere ellers embedsapparatet. Fra Frivilligt Forum forsøgte vi at få dem konkretiseret som forpligtigende lokale charters i kommunerne, men hverken fra KL eller Socialministeriet mødte vi nogen interesse i at fremme en sådan udvikling. En styrkelse af civilsamfundets infrastruktur er på samme måde blevet negligeret af det politiske system i årtier. Siden slutningen af 80’erne har vi diskuteret opgøret med et puljesystem, som på mange måder er skadeligt for civilsamfundets organisationer og deres evne til at yde en fremadrettet og sammenhængende indsats. Også her har politikerne symbolsk optrådt medfølende, men aldrig taget initiativ til at gøre noget ved problemet. Civilsamfundets store faglighed er aldrig blevet anerkendt af det offentlige system. Man har målt det på systemets præmisser, og gang på gang har man på bekostning af fagligheden etableret udbudsforretninger til løsning af opgaver, som netop kun kan løses gennem ligeværdig samskabelse og ikke på basis af laveste pris fra en tilfældig leverandør. Den socialøkonomiske sektor har stået i stampe i årevis og er aldrig for alvor kommet i gang med at skabe alternative arbejdspladser. Også i denne sammenhæng fordi politikerne ikke har turde satse midler og fleksibilitet på at lade tusind blomster blomstre på dette område.

Mere end symbolpolitik?


16 Fastholde »dem og os«-retorikken

Det er derfor nødvendigt at holde fast i ‘dem og os’-retorikken for at holde fokus på, at der altså er to sider i en samskabelsesproces. Den ene side sidder på magten og økonomien, og den anden side repræsenterer en lang række sociale og sundhedsmæssige behov, som ikke kan opfyldes. Man skal da være en nyttig idiot, hvis man tror, at dette går restløst op. Johannes Bertelsen er mag.art. i litteraturvidenskab. Ansat i Kristeligt Studenter-Settlement fra 1981-2012, som forstander 1996-2012. Formand for Frivilligt Forum, Landsforeningen for de frivillige sociale organisationer 2001-2016. Ansat som frivillig leder af bo- og omsorgsstedet »Fred og Forsoning« 2017. Har bl.a. udgivet »Gå ind i din tid – om socialt og kulturelt udviklingsarbejde«, Gyldendal 1991.


17

Samskabelse og samproduktion Et effektiviseringsredskab eller en demokratisering af velfærdsløsninger? LINDA LUNDGAARD ANDERSEN OG HELLE HYGUM ESPERSEN

I Danmark har vi i de seneste år set en fornyet interesse for samarbejde mellem borgere, civilsamfund, politikere og offentlige organisationer. Vi kalder denne udvikling et ‘collaborative turn’ og betoner, at borgerinddragelse på ingen måde er et ukendt fænomen i Danmark (Andersen og Espersen 2017). Siden moderniseringen af den offentlige sektor tog fart i 80’erne, er udviklingen af nærdemokrati, medarbejder- og personaleinddragelse, bruger- og borgerråd, mm. blevet en fast ingrediens i praksis – og ofte også i politikudvikling – på det sociale område, sundhedsområdet, i lokalsamfundsarbejde og byudvikling samt i civilsamfund (Andersen 2015, 2012; Hulgård og Andersen, 2009). Men i de seneste år har vi set en orientering mod et særligt samarbejdsmantra, hvor mest dominerende samskabelse og i mindre grad samproduktion indgår i stort set enhver strategi og tale fra kommunale ansatte, konsulenter, civilsamfundsaktører og politikere. Samtidigt er der begrænset viden om, hvad der kendetegner de to samarbejdsformer, hvordan de adskiller sig fra hinanden, og betegnelserne blandes ofte sammen. Den aktuelle praktisering tyder på en vis pragmatisk tilgang forstået således, at samskabelse ofte dominerer på bekostning af samproduktion. Det er ofte kortere ad hoc-inddragelser frem for mere langsigtede og forpligtende samarbejde og samproduktion. Samtidig er initiativerne også kendetegnet ved en vis mangel på metodefasthed, da der endnu ikke er mange metodebeskrivelser eller manualer på dansk, men primært internationale casebeskrivelser med delvise metodegennemgange og modeller (Andersen & Espersen 2017). Hvis vi betragter de formål, der ofte knyttes til disse indsatser, er forventningerne tårnhøje. Samskabelse skal skabe nærhed til borgerne og øge borgernes demokratiske deltagelse, løse ‘wicked problems’ mere innovativt og fleksibelt med baggrund i kobling af kompetencer fra både civilsamfund, det offentlige og private virksomheder samt skabe en mere effektiv og træfsikker offentlig opgaveløsning. Men

Tårnhøje forventninger


18 når vi går tættere på de forskelligartede eksempler og sammenhænge, hvor samskabelse anvendes, bliver det tydeligt, at praksis indbefatter mange forskellige samarbejdsformer, der langt fra alle kan forventes at indfri forventningerne. Det konkrete samarbejdsformat – og den kontekst dette indgår i – har betydning for i hvor stort et omfang, man kan skabe ressourceskabende løsninger og demokratisk værdi. Samskabelse er nogle gange blot endnu en facet i en kommunal virkelighed, som ikke grundlæggende vil ændre hverken magtrelationer eller prioriteter.

Strukturerede midlertidigt tilrettelagte borger­ inddragelsesforløb

Social innovation i samproduktion

Forskellige samarbejdsformer Det, der i den danske debat går under navnet ‘samskabelse’, dækker over flere og meget forskellige samarbejdsformer. I co-creation, eller samskabelse på dansk, inddrages borgere af velfærdsydelser som aktive og ligeværdige stemmer af offentlige myndigheder, hvor de kan indgå i at videreudvikle eller forbedre velfærdsydelser eller i udvikling af nye initiativer og deltagelse i politiske processer og beslutninger. Fokus er her at facilitere og udvikle dialog på tværs af forskelle, kvalificere problemudpegning og skabe indsigt, forståelse og læring mellem forskellige aktører (Andersen og Espersen, 2017:122). Samskabelse udfoldes eksempelvis i Aarhus, Gentofte og Holbæk kommune, der under forskellige betegnelser gennemfører strukturerede og tilrettelagte midlertidige borgerinddragelsesforløb, hvor borgere på workshops og lignende bidrager til at udforme politikker, prioritere økonomi og kvalificere kommunens politik og opgaveløsning. Når forløbene er gennemført, genetableres den kommunale drift i større overensstemmelse med de konkrete borgergruppers ønsker. Samskabelse kan også anvendes som en professionel forretningsstrategi: I København tager samskabelse (co-creation) f.eks. form af en professionel faciliteret forretningsmodel, der på baggrund af konkrete redskaber og værktøjer involverer nøgleinteressenter i implementering af kommunens turismestrategi. De konkrete partnere fungerer således som et middel i kommunens vej mod opnåelse af konkrete mål (Børsen 9.11.2016 og 27.1.2017) Co-production (samproduktion) er mindre udbredt i Danmark end samskabelse og er kendetegnet ved at være langstrakt i tid og ved at være mere ligeværdig samproduktion med gensidig afhængighed og forbundenhed mellem de samarbejdende aktører. Professionelle, borgere, og andre aktører udvikler, gennemfører og evaluerer velfærdsydelser i en kæde- eller cirkelbevægelse, der kan gentages (Andersen og Espersen, 2017:123:). Et eksempel er den socialøkonomiske virksomhed INSP!, som, på en gammel slagterigrund i Roskilde igennem en årrække, har udviklet en tæt fælles samproduktionspraksis med den


19 kommunale socialpsykiatri. Psykisk sårbare unge, der er visiteret til kommunal hjemmevejleder, deltager i INSP!s aktiviteter sammen med andre deltagere og hjemmevejlederne. Samarbejdet indebærer, at de unge kan skifte mellem roller som psykisk sårbar ung med behov for professionel støtte, ligeværdig deltager sammen med andre unge og mellem at være passiv eller aktiv deltager i de konkrete aktiviteter og derved transcendere deres marginalisering (Nielsen, 2016). Studier viser, at der etableres social innovation, der giver de unge helt nye mulighedsrum, som de ikke ville have haft uden den fælles daglige praksis (Sievers, 2016).

Effektiviseringsredskaber eller en demokratisering af velfærdsløsninger? Det er således vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor manifesterer denne samskabelsesbølge sig nu, og hvorfor rummer den en så stærk appel til så mange forskellige aktører; velfærdsprofessionelle, offentlige udviklingskonsulenter og ledere, private konsulenthuse, civile aktivister og ansatte samt lokale og nationale politikere? Selvom demokratiseringen af det danske velfærdssamfund har været praktiseret og udfoldet i de seneste 30 år, er der mange tegn på, at de demokratiske formater i en vis forstand er stivnet i formelle fora, der ikke fungerer tilstrækkeligt basisdemokratisk. Meget tyder på, at den enkelte borger og borgergrupper ikke føler sin stemme hørt eller har reel indflydelse. Samtidig ser det ud til, at en række fagpersoner, ledere og politikere ser samskabelsesbølgen som en tiltrængt og måske endda nødvendig fornyelse af mere ligeværdige og samarbejdende politikudvikling og velfærdsudvikling, hvor borgere og offentlige systemer sammen udvikler nye samarbejdsformer. Men udviklingen kan også forstås som et individualiserings- og personaliseringsspor. I England har et individualiserings- og personaliseringsfokus i velfærdsydelser længe været et velfærdsorganiseringsprincip. Det fremhæves her, at dette kan skabe deltagelse, indflydelse og tilpasning af velfærdsydelser, som oftest er standardiserede og upersonlige, men at det også kan være udtryk for effektivisering og parcellering (Leadbeater, 2004). Der er derfor en række faldgruber i denne udvikling, som kræver vores opmærksomhed. Hvis tendensen fortsætter med, at samskabelse gennemføres som midlertidige og lokaliserede inddragelsesprocesser, og der ikke udvikles ‘full co-production’, hvor der både samarbejdes om problemformulering, gennemførsel og evaluering af løsninger, kan dette medføre en række problemer. Dels kan man ikke i tilstrækkeligt omfang forløse potentialerne for den innovation og synergi, der kan opstå, når man sætter borgernes egen viden og vi-

Samskabelse som udtryk for demokratisering


20 sioner i centrum, fordi selve driften overlades til offentlige instanser, hvilket kan svække den reelle demokratisering af velfærdsløsninger. Dels kan der ske en reduktion af samarbejdet, som kan transformeres til et effektiviseringsredskab: Borgernes livsverden kan blive en del af kommunens forretningsstrategier og management og kan indgå som et middel til opnåelse af kommunale og professionelle mål – fremfor som centrum for respekt for forskelle, individualitet og synergi mellem faglig viden og borgernes egen viden (Andersen og Espersen, 2017). Også i samproduktion er der iboende risici. Her stilles store krav til deling af magt og indflydelse i de kollektive processer for styring og ledelse, som samproduktionen hviler på. De professionelle deltagere skal kunne håndtere og udvikle nye roller og identiteter, kunne fungere i hybride organisationer med diffuse grænsedragninger og være i stand til at mediere magt og indflydelse såvel som håndhæve en høj faglighed. International forskning viser endvidere, at samproduktion kan forskyde velfærdsudgifter fra stat til lokalsamfund og tilgodese ressourcestærke borgergrupper på svagere borgeres bekostning (Fotaki, 2011). Det er derfor ikke entydigt, hvor disse nye samarbejder og borgerinddragelse fører os hen. På den ene side kan samskabelse og samproduktion føre til mere demokrati, borgercentrering, større engagement, nye professionsroller, mere lokal civilsamfundsinddragelse, tværsektorielt samarbejde og bedre udnyttelse af ressourcer med mere synergi. På den anden side kan samskabelse og samproduktion stå i fare for at blive underlagt neoliberale styringstendenser mod effektivisering og nedskæringer og med en proforma inddragelse, hvor de professionelle og politikere i praksis kan have vanskeligt ved at skabe fælles åbne rum og lade borgere vise vej og prioritere. Linda Lundgaard Andersen, professor og PhD, Center for Socialt Entreprenørskab, Roskilde Universitet. Forsker i en lang række af tidens nybrud – og måske også sammenbrud – hvor velfærd gentænkes i nye konstellationer med civilsamfund, frivillige, professionelle, borgere og brugere. Helle Hygum Espersen er seniorprojektleder i KORA og arbejder med analyse og forskningsopgaver i forhold til samskabelse, samproduktion, partnerskaber og forskellige former for borgerdeltagelse i kommunerne. Helle arbejder også med opgaver på civilsamfundsområdet og har inden KORA arbejdet 7 år i Københavns Kommune med samarbejde med civilsamfundet.


21

Litteratur Andersen, L. L., & Espersen, H. H. (2017). Samskabelse, samproduktion og partnerskaber – teoretiske perspektiver. I: Partnerskaber og samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet (pp. 107–136). København: Socialstyrelsen. Andersen, L. L. (2015). »Micro-processes of collaborative innovation in Danish welfare settings: a psychosocial approach to learning and performance«. I: Collaborative Governance and Public Innovation in Northern Europe (pp. 249–268). Chapter, Bentham EBooks. Andersen, L. L. (2012). »Læringsarenaer i menneskearbejdet: Forførende retorik, ambivalente aktører og neoliberal nøjsomhed«. Tidskriftet Social Kritik, 131, 42–57. Fotaki, Marianna (2011). »Towards developing new partnerships in public services: users as consumers, citizens and/or coproducers in health and social care in England and Sweden«. In: Public Administration Vol. 89, No. 3, 2011 (s. 933–955). Oxford. Hulgård, L., & Lundgaard Andersen, L. (2009). »Socialt entreprenørskab i Danmark – status 2009«. CSE Publications, Roskilde Universitet. Retrieved from http://rudar.ruc.dk//bitstream/1800/5260/1/Socialt_entreprenoerskab_Danmark.pdf Leadbeater, C. (2004). Personalisation through participation: A new script for public services. Demos. http://doi.org/5 GBP Nielsen, S. K. (2016). Creating participation for youth with mental health problems. Cross-sector collaboration between public services and the civil society in Denmark and Sweden. Stockholm: Nordic Centre for Welfare and Social Issues. Sievers, S. M. (2016) »Social innovation i civilsamfundet. Kætteri og flertydighed i arbejdet med socialt udsatte«. PhD afhandling Roskilde Universitet


22

Overstyring tager ­livet af samskabelse Samskabelse er forbundet med en positiv fortælling om at mobilisere civilsamfundets ressourcer og innovere vores velfærdssamfund – med de offentlige ledere i en faciliterende rolle. Men i realiteten svigter kommunerne rollen som facilitator og kvæler samskabelse i kontrol og overstyring. AF ANNE TORTZEN

Ledelse som nøgleord

Det afgørende er ledelse Samskabelse er tidens ‘trylleord’ (Tidens trylleord), når vi diskuterer, hvordan vi kan udvikle velfærden – særligt i kommunerne. Den aktuelle samskabelsesdagsorden, som især bæres frem af en række kommunale ledere og politikere, konsulenter og forskere, er præget af en normativ diskurs. Her fremhæves samskabelse som et ubetinget gode og som løsningen på en række af velfærdssamfundets udfordringer. Et aktuelt eksempel er ‘den nationale samskabelsesbevægelse’, der i netmediet Den Offentlige har annonceret, at de vil samle en bred skare af aktører »om at gøre samskabelse til en ny samlet strategi for at konsolidere og udvikle velfærdssamfundet gennem skabelse af en myriade af ressourcemobiliserende og innovationsskabende samarbejder«. Den positive fortælling påpeger, at samskabelse forstået som ligeværdige og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og borgerne rummer store potentialer for at udvikle vores velfærdssamfund. Samskabelsesinitiativer igangsættes af kommuner, som ønsker at udvikle sig til ‘en arena for samskabelse’. Borgerne skal være aktive medborgere, og deres ressourcer skal i spil. Det kræver blot, at de offentlige ledere tager rollen som facilitator, der bringer de berørte parter omkring en udfordring sammen, så de i fællesskab kan udvikle innovative løsninger og føre dem ud i livet. Læg mærke til, at ordene ressourcer og innovation er nøgleord i samskabelsesdagsordenen – det samme er ledelse. Der er ingen tvivl om, at der er brug for samarbejde mellem borgere og frivillige organisationer, erhvervsliv og offentlige medarbejdere for at løse komplekse, samfundsmæssige udfordringer. Der er heller ingen tvivl om, at ressour-


23 cerne, idéerne og engagementet er til stede. Min påstand her er, at den ledelse og styring, som udøves af de offentlige ledere og medarbejdere i samskabelsesprocesser, er helt afgørende for, om samskabelsen lykkes. Forstået sådan, at der rent faktisk foregår et samarbejde parterne imellem, og at dette samarbejde også formår at fremkalde de forskellige parters ressourcer og derved føre til innovative tiltag. Desværre viser min forskning, at den offentlige ledelse og styring ofte kvæler samskabelse fremfor at understøtte den.

Kommunerne svigter rollen som facilitator Kort sagt er det kommunens rolle som facilitator i samskabelsesprocesser, der halter. Det kræver nemlig en særlig form for ledelse at udvikle det ligeværdige samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet, som er idealet i samskabelse. Det kræver en form for ledelse, der slipper styringen og reelt giver rum og indflydelse til initiativer, ressourcer og bidrag fra civilsamfundet og borgerne. Og desværre er det ikke den form for ledelse, der er dominerende i kommunerne i dag. Som led i mit PhD projekt ‘Samskabelse i kommunale rammer – hvordan kan ledelse understøtte samskabelse?´ har jeg fulgt tre kommunale samskabelsesinitiativer i tre forskellige kommuner tæt og kan konstatere, at det i den grad volder de kommunale ledere besvær at udfolde den form for ledelse, der skal til for at få samskabelse til at blomstre. I mange tilfælde sker det modsatte: Den kommunale ledelse og styring kvæler samskabelse. Med den konsekvens, at vi går glip af den ressourcemobilisering og det innovationsskabende samarbejde på tværs af sektorer, der var målet. Ganske vist har jeg kun undersøgt tre kommuner i dybden, men jeg bliver gang på gang i samtale med kommunale medarbejdere og ledere bekræftet i, at dette er et udbredt fænomen. Kommunal overstyring Hvad er det så der sker, når de kommunale ledere indtager rollen som leder af samskabelse? Jo, kort sagt kunne man kalde det overstyring. I stedet for den faciliterende ledelse, der er brug for i samskabelsesprocesser, er de kommunale ledere nemlig tilbøjelig til at udøve definerende ledelse bl.a. ved at lægge en kommunal dagsorden og styring ned over samarbejdet. Min forskning peger på to områder, hvor kommunen svigter sin rolle som facilitator i samskabelse, nemlig: Ved at lægge sig fast på rammer og mål for samskabelsen på forhånd. Eller ved at indtage en dominerende rolle i samarbejdet, så der ikke reelt bliver plads til de ressourcer og idéer, som borgere og civilsamfund kommer med.

Særlig form for ledelse


24 Samskabelse ‘top-down’ De tre samskabelsesinitiativer, jeg har fulgt, er alle igangsat og ledet af kommunen. Det er altså ‘top-down’ samskabelsesprojekter, hvor initiativer sættes i gang som led i en strategisk og politisk ambition. Her bliver det at implementere samskabelse et mål i sig selv for de kommunale ledere. Derved sker der det, at samskabelsesinitiativer bliver til ‘projekter’ på linje med alle mulige andre kommunale projekter, hvor mål og tidsramme er fastsat af de kommunale ledere på forhånd. Det lægger et pres for, at initiativet skal levere synlige og hurtige resultater. Et pres, som virker kvælende på samskabelse forstået som et ligeværdigt samarbejde på tværs. For denne måde at lede på står jo i modsætning til grundidéen – nemlig at parterne i fællesskab skal komme frem til, hvilken udfordring de vil løse, og hvilke mål de vil nå. Et eksempel: En kommune satte et samskabelsesprojekt i gang i et udsat boligområde, der var udpeget af politikerne. De mente, det var et område, hvor der var brug for samskabelse for at styrke fællesskab og trivsel blandt beboerne. Kommunens mål var at ‘mobilisere borgernes deltagelse, samproduktion og medborgerskab’, men det gav ikke mening for særlig mange af beboerne, og det viste sig at være vanskeligt at få dem til at deltage. Mange af beboerne var på forhånd trætte af kommunale projekter og oplevede ikke, at det var deres initiativ. Der kom nogle få, borgerdrevne initiativer ud af indsatsen, og man kan sige, at det her ikke for alvor lykkedes at mobilisere de lokale ressourcer gennem den kommunale ledelse.

Kommunen kridter banen op Når kommunen indtager rollen som definerende fremfor i faciliterende leder i samskabelsesprocesser, virker det kvælende for samarbejdet. Det sker, når de kommunale ledere kridter banen for samskabelse op på en måde, så der ikke er plads til andre parters dagsordner, viden eller ressourcer. Et eksempel: En kommune inviterede en bred kreds af forældre, medarbejdere, ledere og politikere til at samskabe besparelser på børne- og ungeområdet. De kommunale ledere var mere optagede af resultatet, nemlig at få besparelserne i hus, end i at få samarbejdet på tværs til at lykkes. Det betød, at det var de kommunale lederes tal og løsningsforslag, der kom til at dominere, mens borgernes dagsorden blev nedtonet. De forslag, der kom ud af samarbejdet, lå da også meget tæt på de beregninger, kommunens medarbejdere havde lavet på forhånd. Samskabelsen


25 førte altså ikke til nytænkende forslag. Samtidig blev de ressourcer, borgerne potentielt kunne byde ind med, overset på grund af de offentlige lederes økonomiske fokus.

Et glasloft blokerer for borgerne Min forskning viser, at det er et udbredt fænomen, at samskabelsen bliver begrænset af ulyst eller bekymring hos de kommunale ledere i forhold til at inkludere alle berørte og relevante deltagere og i forhold til at give plads til den viden og de ressourcer og bidrag, de kommer med. Der er her tale om et ‘glasloft’ i samskabelse, der holder borgere ude, eller fastholder dem i en rolle som ‘kunder’. Glasloftet er en usynlig barriere, som står i vejen for, at borgere og civilsamfundsaktører kan få indflydelse i samskabelsesprocessen. Det består af en række forskellige former for usynlig magt, som udøves af de offentlige ledere. I de tre cases var der en række eksempler på, at de offentlige aktører anvendte forskellige former for diskursive ledelsesgreb, som i praksis begrænsede borgeres og andre aktørers mulighed for at samskabe, fx gennem dominerende framing, ved at definere ‘spilleregler’ for samskabelsen og ved at ind- og udgrænse deltagere og vidensformer som henholdsvis legitime og illegitime i samskabelsesprocessen. Et eksempel: En kommune igangsatte et samskabelsesinitiativ på ældreområdet med det formål at spare 20 % på administrationen. De kommunale ledere framede initiativet som ‘radikal innovation’. Gennem dette ledelsesgreb blev de ældre borgere, som stod i centrum for indsatsen, ekskluderet fra projektet. De kom kun til at indtage en perifer rolle, selvom de set i et samskabelsesperspektiv skulle være centrale og legitime deltagere i processen. Gennem italesættelsen af projektet som ‘radikal innovation’ blev både borgerne – og til en vis grad også frontmedarbejderne – italesat som illegitime aktører, der ikke er i stand til at udvikle radikale idéer på et felt, der berører dem selv. Framing af initiativet som ‘radikal innovation’ fik dermed som konsekvens, at potentielt værdifulde ressourcer hos borgere og medarbejdere blev overset. I praksis var der i de tre danske samskabelsesinitiativer, jeg har undersøgt, en række forhold i de offentlige lederes styring og ledelse, som lagde hindringer i vejen for, at ambitionen om samskabelse for alvor kunne udfoldes. Dette betød, at samarbejdet ikke medførte den værdi i form af nye ressourcer og innovation, som var forhåbningen. Den offentlige ledelse var præget af manglende risikovillighed og vilje til at afgive magt og indflydelse til borgerne og et fokus på kortsigtede,

Hindringer i vejen for samskabelse


26 synlige resultater, som førte til output-fokus og stramme tidsplaner. Alt sammen forhold, der i praksis lagde hindringer i vejen for samskabelse. Den skepsis overfor og modstand mod at inddrage og dele magt og indflydelse med eksterne aktører, som præger de offentlige ledere, er ikke nødvendigvis udtryk for en individuel modstand mod samskabelse, men kan forstås som ledernes forsøg på at håndtere de rolledilemmaer, der opstår som følge af et styringsmæssigt krydspres.

God understøttelse af samskabelse

Ledelse, der får samskabelse til at blomstre Hvad kan kommunale ledere så gøre for at understøtte et ligeværdigt og givende samarbejde med borgere og civilsamfund fremfor at kvæle det? Første skridt er kritisk at vurdere, om samskabelse vil være den bedste vej at gå? Netop fordi samskabelse er blevet et trylleord, kan man forledes til at tro, at det altid er løsningen på velfærdsudfordringer, men det er langt fra tilfældet. Derimod er det vigtigt at vurdere, om de centrale betingelser for samskabelse er til stede i kommunen og spørge sig selv: Er vi parate til bruge tid og kræfter på en proces, hvor vi sammen med borgerne udvikler en fælles forståelse af udfordringen og de mulige løsninger? Er der tid og rammer til at arbejde med kompleksitet og med at udforske og forene deltagernes forskellige interesser? Er vi åbne for at lade vores verdensbillede for alvor blive udfordret af andres? Og endelig: Er vi klar til at anerkende andre typer af ressourcer end økonomiske og sætte pris på gevinster, der er vanskelige at måle – i form af netværk, empowerment og social kapital? Kommunale ledere, der kan svare ja til disse spørgsmål, har en god mulighed for at lykkes med at indtage rollen som faciliterende leder og måske få samskabelse til at blomstre. Anne Tortzen er post doc ved Institut for Samfundsvidenskab og ­Erhverv, RUC. Har netop afsluttet sin PhD om ledelse af samskabelse og driver desuden Center for Borgerdialog, som rådgiver kommuner om borgerinddragelse og demokratiudvikling.


27

Tættere på borgerne? Samskabelse er et forjættende ord. Hvem kan have noget imod, at vi skaber noget sammen? Men det er samtidig også et ord, som i den danske debat har en tendens til at virke som en semantisk svamp, der rummer mange forskellige samarbejdsformer. I denne artikel vil vi sætte fokus på, hvad vi ved om, hvordan kommunerne og civilsamfundet samarbejder i praksis. Det vil sige samarbejder om opgaver, problemstillinger og emner, som er andet og mere, end at kommunerne understøtter civilsamfundets virke med økonomi, lokaler og rådgivning. AF BJARNE IBSEN OG HELLE HYGUM ESPERSEN

Motiver til samarbejde med civilsamfundet I en række interviews med centrale politikere og embedsmænd1 er det især visionen om at ‘komme tættere på borgerne’, som de interviewede ser en værdi i ved at inddrage civilsamfundet stærkere i den kommunale opgaveløsning. En af de ledende politikere, som blev interviewet, udtrykte det på denne måde: »For mig handler det om menneskers hverdag og liv (…), vi skal tænke gadekæret ind, altså i overført betydning. Der hvor du lever (…), den nærhed, det lokalsamfund, som du er en del af, den nabo du har, som du også nogen gange har glemt at snakke med, den forening der er i dit område, det fællesskab der er der«. Dette billede bekræftes af svarene fra kommunale forvaltningschefer i en spørgeskemaundersøgelse af ‘Kommunernes samarbejde med civile aktører’, som blev afsluttet i 2016. Det er især demokratiske gevinster og servicegevinster, som de kommunale fagchefer begrunder samarbejdet med, mens de ofte diskuterede økonomiske gevinster tillægges forholdsvis lille betydning (Ibsen og Espersen 2016)2.


28 FIGUR 1

Hvor vigtige er følgende begrundelser for forvaltningsog fagområdets samarbejder med civile aktører? Styrkelse af de civile aktøreres rolle i samfundet

75,8

Styrkelse af tilliden mellem borgere og kommunen

74,6

Innovation og udvikling af den kommunale service

73,1

Bedre løsninger af komplekse udfordringer

67,7

Bedre kvalitet af services

67,9

Styrkelse af borgernes mestringsevne

64

Bedre vidensgrundlag for kommunale beslutninger

54,1

Øget demokratisering af kommunale opgaver

52,2

Øget omkostningseffektivitet i den kommunale drift

41,3

Nedbringelse af de kommunale udgifter

33,6 0%

  Meget vigtigt

Centrale inspirations­kilder

10%

20%

  Mindre vigtigt

30%

40%

50%

60%

  Slet ikke vigtigt

70%

80%

90% 100%

  Ved ikke

Inspiration og holdninger til samarbejdet På denne baggrund skulle man tro, at kommunernes arbejde med at udvikle samarbejdet med civilsamfundet ville ske i tæt samarbejde med foreninger og frivillige. I den samme undersøgelse svarede fagcheferne imidlertid, at de i deres arbejde med at udvikle politikker og operationalisere et stærkere samarbejde med foreninger og frivillige især har været inspireret af (politiske) publikationer fra KL, råd og ministerier, de lokale frivilligcentre samt landsorganisationer. I de uddybende svar nævnes også konferencer og eksterne konsulentfirmaer, mens forholdsvis få nævner borgermøder og inddragelse af lokale frivillige organisationer. Fagcheferne med ansvar for det sociale område er også primært inspireret af offentlige politiske kilder,


29 men nævner i højere grad end øvrige fagchefer, at forvaltningen har været inspirereret af de lokale frivilligcentre og landsdækkende videnscentre. Initiativerne til et konkret samarbejde er også i meget højere grad kommet fra kommunal side end fra foreninger og frivillige. En spørgeskemaundersøgelse fra 2016 af kommunale institutioner og indsatsområders samarbejde med foreninger og frivillige viser, at initiativet til samarbejdet, som to ud af tre af institutionerne indgik i, primært var kommet fra lederen (84 %) og/eller medarbejderne (62 %), mens initiativet i meget mindre grad var kommet fra foreninger (35 %) og/eller lokale borgere og frivillige (25 %) (Ibsen og Levinsen 2017)3. Den ovenfor nævnte undersøgelse af de kommunale fagchefer viser det samme (Ibsen og Espersen, 2016). Noget tyder altså på, at bestræbelsen på at udvide samarbejdet mellem kommunale institutioner og foreninger og frivillige primært har været en top-down proces, der er udviklet af og taget initiativ til i offentlige institutioner på landsplan (især Socialministeriet og Frivilligrådet) og på kommunalt plan (stærkt støttet af KL) – men i betydelig grad bakket op af landsorganisationer – mens de lokale foreninger og frivillige i lille grad er blevet involveret deri. Dette selvom kommunerne i praksis, ifølge begge de nævnte undersøgelser, især samarbejder med de lokale foreninger. De kommunale institutioner er da også meget mere positive overfor et stærkere samarbejde, end foreninger og frivillige er. I den nævnte undersøgelse blandt kommunale institutioner svarer 86 % af lederne i de kommunale institutioner, at de er helt eller delvist enige i, at ‘institutionen ser positivt på et større samarbejde med foreninger og frivillige’. Selvom mange foreninger har et samarbejde med kommunale institutioner, er langt de flest foreninger mere forbeholdne overfor forestillingen om, at de skal deltage i samarbejder med kommunen. Hver fjerde forening – på tværs af alle typer – tillægger det ‘meget stor’ eller ‘stor’ betydning ‘at arbejde sammen med kommunale institutioner’, og det er den del af foreningernes forhold til lokalsamfundet generelt, som tillægges mindst betydning. På udsagnet, ‘det er naturligt, at foreningerne deltager aktivt i løsningen af kommunale opgaver’, er det kun 12 %, som erklærer sig helt enig i udsagnet (Levinsen og Ibsen 2017). At samskabe eller samarbejde på tværs af foreninger og kommune kan naturligvis rumme andet og mere end et samarbejde om kommunale opgaver, men foreningernes svar indikerer, at de er mere forbeholdne overfor et tættere samarbejde med kommunen, end kommunens institutionsledere og fagchefer omvendt er overfor at samarbejde med foreningerne. Tilslutningen til synspunktet er dog noget højere blandt foreninger på social- og sundhedsområdet end blandt foreningerne inden for idræt og fritidsaktiviteter (figur 2).

Initiativtagere til samarbejde

De frivillige mere skeptiske


30 Denne holdning blandt foreningerne til at samarbejde med kommunale institutioner er i øvrigt ikke ændret siden 2004, hvor spørgsmålet for første gang blev stillet i en undersøgelse af foreninger i det daværende Fyns Amt (Ibsen, Thøgersen og Levinsen 2013: 65), og en undersøgelse af kommunalpolitikeres holdning til de samme udsagn fra 2009 viste, at der blandt politikerne var en meget højere tilslutning til det første synspunkt end blandt foreningerne (Thøgersen 2012: 214). Samarbejdet mellem foreninger og kommunale institutioner er altså ikke nyt, men det stigende politiske fokus og den verserende debat om at styrke og udvikle samarbejdet mellem kommunerne og foreningerne er tilsyneladende gået hen over hovedet på langt de fleste foreninger. FIGUR 2

‘Det er naturligt, at foreningerne deltager aktivt i løsningen af kommunale opgaver’. Andel af foreningerne, der er enig eller uenig, opdelt på foreningsområder (pct.) 12,9

43,3

Idræt

5,9

33,4

Fritid og hobbies

6,9

45,6

Uddannelse og forskning

16,7

20,8

Sundhed

22,4

37,3

Social indsats

15,9

45,9

Bolig og lokalsamfund

12,7

45,4

Andet (politik, arbejde, religion mv.)

15,1

37,4

Kultur og kunst

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

  Det er naturligt at foreningerne deltager aktivt i løsningen af kommunale opgaver   Standpunkt midt imellem   Det er ikke foreningernes opgave at bidrage til løsningen af kommunale opgaver

80%

90%

100%


31 Denne skeptiske holdning blandt foreningerne til et tættere samarbejde med kommunale institutioner skyldes imidlertid ikke, at foreningerne, der har et samarbejde, er utilfredse dermed. Mere end halvdelen af foreningerne svarer, at ‘samarbejdet er problemfrit’, og tre ud af fem foreninger synes, at ‘kommunen er lydhør overfor foreningens forventninger og behov’. En del foreninger – omkring hver tredje – oplever dog, at ‘samarbejdet er bureaukratisk’, og lidt flere mener, at ‘samarbejdet er tidskrævende’ (Levinsen og Ibsen 2017).

Afslutning Begge de ovenfor refererede undersøgelser viser, at samarbejdet mellem kommunerne og de civile aktører indtil dato primært har handlet om at samskabe eller samproducere på outputsiden af den offentlige service. Det vil sige hvor foreninger og frivillige for eksempel står for eller deltager i aktiviteter i skolen, på plejecenteret eller i den kommunale flygtningeindsats, eller hvor kommunale institutioner understøtter foreninger og foreningsaktiviteter (især på kultur- og fritidsområdet), mens fælles problemidentifikation og udvikling af nye løsninger og efterfølgende evaluering er meget mindre almindeligt. Der er derfor nogle åbenlyse paradokser i kommunernes tilgang til samarbejde med frivillige og foreninger. De ønsker at opnå en bedre servicekvalitet og at demokratisere velfærdsløsninger, men man kan diskutere, hvor meget demokratisk værdi man opnår ved primært at samarbejde om produktionen (frem for om planlægningen) af services. Diskussionen om og de konkrete politiske tiltag til at styrke civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet er fyldt med visioner om aktiv borgerdeltagelse, demokratisk værdiskabelse, synergieffekter og innovative løsninger på komplekse udfordringer. I praksis viser de indeværende undersøgelser dog, at borgernes rolle som deltagere med demokratisk indflydelse og mandat til at være med til at identificere, udfolde og evaluere velfærdsløsninger i praksis er meget lille. Den massive samskabelsesdagsorden i kommunerne har først og fremmest manifesteret sig som en politisk diskurs, som mange toneangivende aktører kæmper om at definere indholdet af. De borgere og deres frivillige sammenslutninger, som det hele handler om, spiller en mindre rolle i den diskussion. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at de mange aktører, som har engageret sig i og talt varmt for, at civilsamfundet skal have en stærkere rolle i velfærdssamfundet, stort set har overset – eller undladt at forholde sig til – at der i Danmark igennem mange årtier er blevet udviklet forskellige samarbejdsformer mellem civilsamfundet og det offentlige. Fremvæksten af socialøkonomiske virksomheder er helt afhængig af kommunale bidrag, og de arbejder for en stor dels vedkommende med

Vægten er på outputsiden


32

Den danske tradition

en stærk demokratisk inddragelse af borgere (Hulgård, 2007, Andersen, Hulgård og Bager, 2009). De socialøkonomiske virksomheder er blandt andet en videreudvikling af den danske tradition for andelsbevægelsen og de selvejende organisationer, hvori der udspiller sig en anden samarbejdsform, ‘demokratisk selvorganisering’4. Foreninger og selvejende institutioner, med betydelig offentlig støtte og under varierende politisk regulering, står for en række velfærdsopgaver. Det gælder blandt andet de frie, private skoler, selvejende daginstitutioner og plejecentre, selvejende idræts- og kulturfaciliteter og den offentlige støtte til folkeoplysende aktiviteter i foreninger og aftenskoler. I både socialøkonomiske virksomheder, foreninger og selvejende institutioner er det i princippet borgerne, der har tilsluttet sig institutionen, virksomheden eller foreningen, som har ansvaret for aktiviteter og ydelser. Efter alt at dømme er borgernes indflydelse og frivillige indsats i disse institutioner større, end den er i kommunale institutioner, der ‘samskaber’ med foreninger og frivillige. Og de bidrager i større omfang til både planlægning og produktion af løsninger, end de gør i de nye samarbejdsformer, hvor kommunen er initiativtager. Måske kunne samskabelsesdagsordenen i højere grad tage sit udgangspunkt i civilsamfundets organiseringer frem for i kommunernes opgaveløsning? Bjarne Ibsen, professor og leder af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet. Har i 30 år bl.a. forsket i frivilligt arbejde, foreningsliv og civilsamfund. Er ansvarlig for forskningscenterets forskningsprojekt om ‘Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’. Helle Hygum Espersen er seniorprojektleder i KORA og arbejder med analyse og forskningsopgaver i forhold til samskabelse, samproduktion, partnerskaber og forskellige former for borgerdeltagelse i kommunerne. Helle arbejder også med opgaver på civilsamfundsområdet og har inden KORA arbejdet 7 år i Københavns Kommune med samarbejde med civilsamfundet.


33

Noter 1 Interviewene med 23 politikere og ledende embedsmænd er en del af forskningsprojektet ‘Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet gennemfører i fem kommuner. Analysen af interviewene offentliggøres senere på året. 2 Undersøgelsen, der blev afsluttet i 2016, er gennemført i et samarbejde mellem KORA og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Spørgeskemaet blev sendt digitalt til 838 fag- og forvaltningschefer i alle 98 kommuner, hvoraf 53 % har besvaret skemaet helt eller delvist. 3 Undersøgelsen omfattede alle kommunale institutioner og indsatsområder og alle foreninger i Odense Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Faxe Kommune, Rudersdal Kommune og de boligsociale områder i Aarhus Kommune. Undersøgelsen er en del af forskningsprojektet ‘Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’ (Ibsen og Levinsen 2017). 4 I den internationale litteratur er betegnelsen ‘associative democracy’, som bl.a. den engelske sociolog Paul Hirst (1994) har beskrevet, og som Lars Bo Kaspersen og Laila Ottesen (2001) har analyseret i Danmark.

Litteratur Andersen, L. L, Hulgård, L og Bager, T (2009) Socialt entreprenørskab. GEM antologi, Syddansk Universitetsforlag Hirst, P. Associative Democracy. New Forms of Economic and Social Governance. Oxford: Polity Press, 1994 Hulgård, L. (2007) Socialt entreprenørskab – en kritisk indføring. Hans Reitzels forlag Ibsen, B., Thøgersen, M. og Levinsen, K. (2013). Kontinuitet og forandring i foreningslivet. Movements 2013:11. Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Ibsen, B. og Espersen, H.H. (2016). Kommunernes samarbejde med civile aktører. KORA. Ibsen, B. og Levinsen, K. (2017). Kommunale institutioners samarbejde med foreninger og frivillige. Syddansk Universitet. Under udgivelse. Kaspersen, L.B. & Ottesen, L. (2001) Associationalism for 150 years and still alive and kicking: Some reflections on Danish civil society, Critical Review of International Social and Political Philosophy, 4:1, 105130. Levinsen, K. og Ibsen, B. (2017). Foreningers samarbejde med kommunale institutioner. Syddansk Universitet. Under udgivelse. Thøgersen, Malene (2012). Institutionelle omgivelser og foreningslivet. Kommunalreformens betydning for samspillet mellem kommuner og frivillige foreninger. Ph.d. afhandling, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.


KLUMME

34

Fælles socialpolitiske kampe giver indflydelse Efter et massivt og velkoordineret pres fra en række socialpolitiske organisationer har sundhedsministeren rullet et forslag om etablering af socialpsykiatriske botilbud tilbage. Det vidner om, at sociale organisationer har magt og indflydelse, som kan skabe afgørende socialpolitiske forandringer, når de går sammen. AF HEIDI SØRENSEN, KONSULENT I ANALYSE & TAL OG MEDLEM AF REDAKTIONEN BAG SOCIAL ÅRSRAPPORT

De fleste læsere af Social Politik er sikkert enige i, at den socialpolitiske debat er præget af kritik – brok om man vil. Vi socialpolitisk engagerede er gode til at påpege, at det socialpolitiske felt er presset, og at socialpolitik har lavstatus og er underprioriteret både på Christiansborg og i debatten. Vi skal huske socialpolitiske sejre. I marts trak sundhedsminister Karen Ellemann (V) et omdiskuteret forslag om etablering af nye socialpsykiatriske afdelinger tilbage. Det skete under henvisning til massiv kritik fra centrale aktører fra psykiatriområdet. En solid socialfaglig funderet kritik, som bl.a. påpeger, at forslaget indeholder en vidtgående anvendelse af tvang og kan være i strid med menneskerettighedskonventionen. De sociale organisationer har været gode til at gå sammen og lægge et fælles og velkoordineret pres på ministeren. Fx ved at flere har gjort brug af et juri-

disk responsum (vurdering), som Socialpædagogernes Landsforbund og Dansk Sygeplejeråd har fået udarbejdet. Dertil kommer, hvad der ligner en koordineret dialog med embedsværk, udvalg, ministerier og høringssvar. Det er rigtig godt socialpolitisk lobbyarbejde, som viser, at det socialpolitiske Danmark har indflydelse og kan skabe forandring. Når formelle indflydelseskanaler kombineres med kreativ aktivisme, kan det også flytte holdninger og give reel politisk indflydelse. Justitsminister Søren Pape vil øge straffen for hævnporno fra seks måneder til to år. Forslaget kommer efter, at feministisk debattør og aktivist Emma Holten,har sat emnet på dagsorden gennem en massiv tilstedeværelse i den offentlige debat. En afgørende faktor i dette socialpolitiske »lobbyarbejde« er, at mange sociale organisationer har bakket op. Det har skabt en fælles stemme, der har brugt aktivisme og formelle indflydelseskanaler som fx høring på Christiansborg. Jeg håber, at vi vil se meget mere velkoordineret socialpolitiske lobbyarbejde. For det virker, og vi har brug for det. Organisationer må stå sammen for at blive hørt og udnytte de formelle og uformelle kanaler, der sikrer en solid socialpolitik.


35 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Line Askgaard Malene Haarder Simon Nicholson Ann-Cathrine Thomassen Anne Sofie Bøjrup-Jørgensen Rasmus Balslev Torben Larsen Patrik Hansen

LANDSFORENINGEN

Formand Knud Aarup formand@socialpolitisk-forening.dk

Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Mandana Zarrehparvar Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Bert Åberg Nicolai Poulsen Landssekretariatet Julie Kyndesgaard post@socialpolitisk-forening.dk

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Under konstituering Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com Socialpolitisk Forening Fyn Formand Kirsten Österlin, Kios1952@gmail.com SOCIAL POLITIKS REDAKTION Tanja Dall (ansvarlig redaktør) tada@phmetropol.dk

Preben Etwil

Peter Bundesen 

peter.v.bundesen@gmail.com

Martin Fjording

Dorte Andersen 

dsa@arbejdeadler.dk

Kresta Munkholt 

krms@phmetropol.dk

Marie-Louise Nør 

meyland@adslhome.dk maf@firkant.net

Nichlas Permin Berger Allan Bærentzen

nibe@kora.dk

post@socialpolitisk-forening.dk

marielouisenor@gmail.com

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.


www.socialpolitik.dk

Frivillighed og Samskabelse?  

Gennem de sidste år har der været et opbrud på de kommunale ledelsesgange om, hvordan kommunerne bør samarbejde med civilsamfundet og borger...

Frivillighed og Samskabelse?  

Gennem de sidste år har der været et opbrud på de kommunale ledelsesgange om, hvordan kommunerne bør samarbejde med civilsamfundet og borger...

Advertisement