Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 3 / 2017

TEMA

Et socialt EU?


INDHOLDSFORTEGNELSE Et socialt EU?

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Knud Aarup

Ole Hammer og Ole Meldgaard: Den sociale dimension i EU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

Landssekretær: Julie Kyndesgaard Dette er et særnummer udarbejdet med støtte fra Europanævnet.

Ole Meldgaard: Den europæiske søjle for sociale rettigheder .. . . . . . . . . . 7

Redaktion: Ole Hammer (ansv. red.) og Ole Meldgaard (ansv. red.)

Af Steen Gade og Søren Keldorff: En stærk social søjle i EU, ja tak . ............................. 14

Redaktionssekretær: Julie Kyndesgaard

Rasmus Nordqvist: Sådan skaber vi et nyt Europa ................................. 18

ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.100 Forsidefoto: Clive Chilvers / Shutterstock.com

Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Finn Sørensen: Ikke »social søjle«, men en social protokol ................ 22 Arne Grevesen: EU er ikke kun markedets maskinmester .................. 27 Per K. Larsen: Et socialt Danmark – et socialt Europa ..................... 30 Internationalt Udvalg Ole Hammer: Ro i flygtningedebatten . ........................................ 34


3

Den sociale dimension i EU AF OLE HAMMER OG OLE MELDGAARD, REDAKTØRER

Temaet for dette nummer af Social Politik er den sociale dimension i EU med særlig fokus på den sociale søjle, som EU-Kommissionen spillede ud med i foråret. Den sociale søjle skal bl.a. rette op på eftervirkningerne efter den økonomiske krise, som har hærget Europa det seneste årti og skabt store sociale forskelle mellem landene og en eskalerende ulighed mellem befolkningsgrupper i de enkelte medlemslande gennem en hårdhændet økonomisk nedskæringspolitik. Dertil kommer et grundlæggende træk ved EU-konstruktionen: en stram makroøkonomisk styring, som underordner socialpolitikken under beskæftigelses- og finanspolitikken. Spørgsmålet er, hvor meget rum der er til den sociale dimension, når de økonomiske friheder har forrang for sociale rettigheder og velfærdsordninger. EU har ikke løst krisen på en måde, som befolkningerne er tilfredse med. Måden, krisen er forsøgt løst på, har skabt vrede og frustration og en demokratisk afmagtsfølelse, ikke blot i de sydeuropæiske lande, som lider under strukturelle forhold men også i de rige nordeuropæiske lande. En nylig analyse fra Tyskland viser at det er gået godt for den tyske økonomi siden starten af 90erne, men det er ikke kommet de fattigste borgere til gode: Knap 16 procent af befolkningen vurderes nu at ligge under fattigdomsgrænsen. Der kommer stadigt flere atypiske ansættelsesformer, og der bliver flere ’working poor’ – altså arbejdende fattige, som nu udgør 9,7 procent af arbejdsstyrken i Tyskland. Mange af disse fattige føler sig ikke længere politisk repræsenteret af de regeringsbærende partier. Imidlertid har de EU-lande klaret sig bedst gennem krisen, som har udviklet mere ambitiøse socialpolitikker som en central del af deres samfundsmodel. Ulighed hæmmer den økonomiske udvikling på længere sigt ved at konsolidere de ulige muligheder og hæmme den sociale og erhvervsmæssige mobilitet. Vedvarende ubalancer i medlemsstaterne og i EU-området kan true stabiliteten i det europæiske projekt. Betydningen af den sociale dimension for samfundenes stabilitet og bæredygtighed kan næppe overvurderes. Det er de sociale forhold, som afgør landenes og Europas fremtid. Det er oplevelsen af ret og retfærdighed, som skaber politisk stabilitet. Derfor er diskussionen om den sociale søjle vigtig, ikke blot som en diskussion om en teknisk ind-


4 retning, men som en diskussion om retning og balance i de europæiske samfund. I indledningsartiklen beskriver Ole Meldgaard kort indholdet i søjlen. Søjlen omfatter 20 centrale principper og rettigheder, som skal gøre arbejdsmarkedet og velfærdssystemerne mere retfærdige og velfungerende og forbedre arbejds- og levevilkårene i Europa. Søjlen skal adressere fire overordnede tendenser: i) de sociale konsekvenser af krisen, herunder stigende fattigdom og udstødelse, ulighed og arbejdsløshed, lav vækst og konkurrenceevne, ii) arbejdets fremtid og det stadig mere digitale arbejdsmarked, iii) den demografiske udvikling, navnlig den europæiske befolknings aldring, og iv) økonomiske forskelle medlemsstaterne imellem. Steen Gade og Søren Keldorff fra Nyt Europa skriver at der bestemt er mange nationale politiske årsager til den stigende sociale ulighed rundt om i Europa, men det er også en afgørende faktor, at den fælles ramme for den økonomiske politik, som har præget EU- samarbejdet i de her år, har satset så ensidigt på sparevejen. Vi ser i dag stigende social ulighed internt i landene, og også indbyrdes mellem landene med øget opdeling mellem nord og syd i EU. Så alene af den grund har vi brug for genopretning med en ny og mere social orienteret økonomisk ramme for Europa. Det er samtidigt oplagt, at økonomi og arbejdsmarked i Europa bliver mere og mere fælles jo længere tid, der går. Dermed bliver det afgørende at sikre en lang række lønmodtagerrettigheder på tværs af grænserne. Men søjlen er kun begyndelsen på en proces. Det er selve indholdet i den europæiske sociale markedsøkonomi, der skal fornys, skriver de to forfattere. Rasmus Nordquist fra Alternativet skriver at EU-debatten er fanget i et absurd valg mellem to ekstremer: 1) På den ene side en neoliberalistisk reformkurs, der behandler velfærdssamfundet som en virksomhed, og 2) På den anden side nationalistiske, protektionistiske strømninger, der nærer sig ved frygtens politik. Hvor det første er en bevarelse af den status quo, der har spillet fallit, er det sidste en politik, der spiller på og udbygger folks angst for fremtiden og deres frygt for at miste deres sociale sikkerhedsnet. Kun EU kan gøre op med den økonomiske elites og de internationale virksomheders manglende ansvarstagen for det fælles bedste og med den grænseoverskridende klimakrise, flygtningesituation og galoperende ulighed. Men det skal være et langt bedre EU. Vi skal tage et opgør med den neoliberale sparepolitik. Det går ikke, at vi har et økonomisk domineret samarbejde, der efterlader Europas periferi som en europæisk underklasse, der er underlagt brutale sparekrav, men reelt er sat uden for indflydelse. Finn Sørensen fra Enhedslisten afviser den sociale søjle. I bedste fald er det bare tynd fernis over rå markedsøkonomi. I værste fald endnu


5 et forsøg på at tilrane sig mere magt over medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik. Vi har ikke brug for Kommissionens »sociale søjle«. Problemet er ganske enkelt, at de økonomiske friheder iflg. EUretten har »forrang« for alle de »bløde værdier«. Det laver Kommissionens forslag til »social søjle« ikke om på. Vi har derimod i allerhøjeste grad brug for at gennemføre den europæiske fagbevægelses (EFS) forslag til en social protokol til Traktaten. Det er ikke noget katalog over rettigheder. Det er et stringent juridisk dokument, som sikrer, at de faglige og sociale rettigheder bliver overordnet de økonomiske friheder. Det vil fuldstændig ændre Domstolens grundlag for fortolkning af traktaten, skriver Finn Sørensen på baggrund af en række konkrete EU-domme. LO’s næstformand Arne Grevsen skriver, at LO er tilhænger af det indre marked og den frie bevægelighed. Men opbakningen er betinget af, at nationale og europæiske regler om beskyttelse af arbejdstagerrettigheder respekteres. Det er forkert at tro, at disse regler hæmmer den frie bevægelighed og væksten. De sætter i stedet nogle ordentlige rammer, som sikrer, at vækst ikke sker på bekostning af social fremskridt. EU skal derfor til at spille mere ind på udfordringer som social ulighed og social dumping. Lønmodtagerne skal ikke sættes i en situation, hvor de underbyder hinanden på arbejdsvilkår og løn. Det skaber et ræs mod bunden, hvor vi risikerer, at der fremover bliver flere working poors i EU. For os som lønmodtagere er det vigtigt, at der skabes velstand, som har en fordelingsprofil, der er social retfærdig, skriver Arne Grevsen, som med søjlen ser en mulighed for at understøtte en opadgående social konvergens. Per K. Larsen fra EAPN.dk (European Anti-Poverty Network) skriver, at da Danmark i 1972 blev medlem af EF, var der en klar arbejdsdeling. EF tog sig af det økonomiske, handelsmæssige samarbejde og udviklingen af det indre marked, mens nationalstaterne tog sig af alle andre politikområder, fx skatter og afgifter, uddannelse, sundhed, arbejdsmarkedsforhold, social sikkerhed, forsvar, politi mv. Udviklingen af et så stort indre marked med fri bevægelighed på tværs af landegrænser af varer, service, kapital og arbejdskraft, vil uvægerlig påvirke borgernes lønninger og sociale tryghed. Vil man undgå den efterfølgende økonomisk ulighed, sociale spændinger og politisk ustabilitet er løsningen at regulere det frie marked med regler på netop de områder, som fra starten var undtaget fra fællesskabet. Minimumindkomster kan være med til at forbygge at borgere tvinges til at flytte fra fattige til rigere medlemslande af lutter nød og på måder, som er med til at erodere overenskomster og sociale sikkerheder i de rigere lande. Ole Hammer afslutter dette temanummer med en kortfattet analyse af den internationale og den danske flygtningekrise. Aldrig har så mange mennesker været på flugt, udsat for krige og konflikter og


6 fordrevet fra deres hjem. De officielle tal fra FN taler om 65 mio., men der er antageligt tale om flere, som lever på flugt. Det påvirker i høj grad den europæiske og danske debat, hvor negative toner hos ledende politikere forplanter sig i de nationale befolkninger. Herhjemme er antallet af nyankomne flygtninge faldet markant siden medierne i 2015 præsentererede os for flygtninge i gummibåde lande på Italiens kyster og billeder af »folkevandringer« på danske motorveje. I 2015 fik knap 11.000 asyl i Danmark. I de første otte måneder af 2017 har 2.114 personer fået asyl i Danmark. Dette skal sammenholdes med et samlet tal på ca. 80.000 opholdstilladelser på årsbasis – halvdelen til EU-borgere. Løsningerne er ikke enkle, hverken globalt, europæisk eller dansk. En forudsætning er, at landene samarbejder, og at der skabes en anstændig tone i debatten.


7

Den europæiske søjle for sociale rettigheder Den 26. april i år præsenterede Europa-Kommissionen sit endelige forslag til Den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder. Søjlen skal styrke den sociale dimension i EU. Søjlen er først og fremmest tænkt at skulle gælde for Eurolandene, men gælder for alle EU-lande, som ønsker at tilslutte sig. AF OLE MELDGAARD

Søjlen omfatter 20 centrale principper og rettigheder, som skal gøre arbejdsmarkedet og velfærdssystemerne mere retfærdige og velfungerende og forbedre arbejds- og levevilkårene i Europa. Juncker-kommissionen gjorde lige fra begyndelsen et socialt Europa til en af sine prioriteter. I september 2015 udtalte Kommissionens formand Jean-Claude Juncker i sin tale om Unionens tilstand: »Vi skal optrappe arbejdet med at skabe et ægte transeuropæisk arbejdsmarked. (...) Som led i indsatsen ønsker jeg at udvikle en europæisk søjle for sociale rettigheder, der tager hensyn til de skiftende vilkår i de europæiske samfund og i arbejdsverdenen.« Siden denne udtalelse har Kommissionen samarbejdet aktivt med medlemslandene, EU-institutionerne, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og borgerne om søjlens indhold og rolle. I marts 2016 fremlagde Kommissionen en foreløbig skitse til den europæiske søjle for sociale rettigheder og lancerede en bred offentlig høring for at indsamle feedback, som afsluttedes i januar 2017 med en konference. Med høringen identificerede Kommissionen fire overordnede tendenser, som bør adresseres med søjlen: i) de sociale konsekvenser af krisen, herunder stigende fattigdom og udstødelse, ulighed og arbejdsløshed, lav vækst og konkurrenceevne, ii) arbejdets fremtid og det stadig mere digitale arbejdsmarked, iii) den demografiske udvikling, navnlig den europæiske befolknings aldring, og iv) økonomiske forskelle medlemsstaterne imellem. Disse problemstillinger har dannet udgangspunkt for udformningen af søjlen. Om baggrunden for Søjlen skriver Kommissionen: »Skønt de økonomiske og sociale vilkår i Europa er forbedret, og beskæftigelsen aldrig


8 har været højere, er eftervirkningerne af det seneste årtis krise stadig vidtrækkende, fra langtidsledighed og ungdomsarbejdsløshed til fattigdomsrisici i store dele af Europa. Samtidig ændrer arbejdslivet og samfundet sig hurtigt med nye muligheder og nye udfordringer som følge af globaliseringen, den digitale revolution, foranderlige arbejdsmønstre og den demografiske udvikling.« De principper og rettigheder, der er nedfældet i søjlen, er fordelt på tre kapitler: lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår og social beskyttelse og inklusion. De sætter fokus på, hvordan man kan håndtere ny udvikling i arbejdsverdenen og i samfundet som helhed for at opfylde traktaternes løfte om en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt. De fleste af de redskaber, der er nødvendige for at kunne opnå de ønskede resultater med søjlen, ligger hos de nationale myndigheder samt hos arbejdsmarkedets parter. Medlemsstaterne — og i mange sammenhænge arbejdsmarkedets parter — har primær kompetence eller endda enekompetence på områder såsom arbejdsret, mindsteløn, uddannelse, sundhedsydelser og forvaltning af socialbeskyttelsessystemer. At opnå resultater på grundlag af principperne og rettighederne i den europæiske søjle er et fælles ansvar for medlemsstaterne, EU-institutionerne, arbejdsmarkedets parter og andre berørte parter. EU-institutionerne vil fastlægge rammerne og gå i spidsen for gennemførelsen af søjlen i fuld respekt for medlemsstaternes kompetenceområder og traditionerne for social dialog, skriver Kommissionen i en pressemeddelelse. En række principper og rettigheder, der er omfattet af søjlen, vil kræve yderligere lovgivningsinitiativer for at få virkning. Om nødvendigt vil gældende EU-ret blive ajourført, suppleret og håndhævet bedre. Principperne og rettighederne er fælles for alle, men det forventes ikke, at der vil blive anvendt en universalløsningsmodel for, hvordan de sikres: Det erkendes med søjlen, at der er mange forskellige situationer og mange forskellige midler til rådighed til at nå disse fælles mål. Kommissionen har bemærket sig at mange af høringssvarene pegede på det forhold, at formålet med søjlen ikke bør være at harmonisere social- og arbejdsmarkedspolitikken i hele EU. Europa-Kommissionen har allerede spillet ud med en række konkrete lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer, f.eks. om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner, om information af arbejdstagere og om adgang til social beskyttelse og arbejdstid. Der opstilles også en social resultattavle for at gøre det muligt at følge tendenser og resultater i de forskellige EU-lande inden for 12 emneområder og for at vurdere fremskridtene i retning af et »socialt


9 AAA« for EU som helhed. Denne analyse vil bidrage til det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker. Der vil ligeledes blive gennemført benchmarking og udveksling af bedste praksis på en række områder, såsom jobbeskyttelseslovgivning, arbejdsløshedsunderstøttelse, mindsteløn og minimumsindkomst. At opnå resultater på grundlag af søjlens principper og rettigheder er en dynamisk proces. Søjlen vil give inspiration til den indsats, der gøres som led i det europæiske semester og med henblik på gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Søjlen bør bl.a. bidrage til at genstarte konvergensprocessen som led i gennemførelsen af ØMU’en, og nogle af principperne og rettighederne kan fungere som rettesnor for mere bindende standarder for euroområdet, skriver Kommissionen. Der kan senere komme yderligere lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige EU-initiativer som led i processen med at udarbejde og drøfte Kommissionens årlige arbejdsprogram. EU-fondene, navnlig Den Europæiske Socialfond, vil også yde finansiel støtte til at gennemføre centrale aspekter af søjlen. Den europæiske søjle for sociale rettigheder består af følgende kapitler og principper:

Kapitel I: Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet 1. Uddannelse og livslang læring

Alle har ret til inkluderende uddannelse og livslang læring af høj kvalitet med henblik på at bevare og tilegne sig færdigheder, der sætter dem i stand til at deltage fuldt ud i samfundslivet og foretage vellykkede overgange til arbejdsmarkedet. 2. Ligestilling

a. Ligebehandling og lige muligheder for kvinder og mænd skal sikres og fremmes på alle områder, herunder for så vidt angår deltagelse på arbejdsmarkedet, arbejds- og ansættelsesvilkår og karrieremuligheder. b. Kvinder og mænd har ret til lige løn for arbejde af samme værdi. 3. Lige muligheder

Uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering har alle ret til ligebehandling og lige muligheder, for så vidt angår beskæftigelse, social beskyttelse, uddannelse og adgang til varer og tjenester, som er tilgængelige for offentligheden. Lige muligheder for underrepræsenterede grupper skal fremmes.


10 4. Aktiv beskæftigelsesstøtte

a. Alle har ret til rettidig og skræddersyet bistand til at forbedre udsigterne til beskæftigelse eller selvstændig virksomhed. Dette omfatter retten til at modtage støtte til jobsøgning, uddannelse og omskoling. Alle har ret til at overføre social beskyttelse og ret til uddannelse ved erhvervsskift. b. Unge har ret til videreuddannelse, en læreplads, et praktikophold eller et seriøst jobtilbud, senest 4 måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt uddannelsen. c. Arbejdsløse har ret til personlig, vedvarende og konsekvent støtte. Langtidsledige har ret til en tilbundsgående individuel vurdering senest efter 18 måneders ledighed.

Kapitel II: Rimelige arbejdsvilkår 5. Sikker og fleksibel beskæftigelse

a. Uanset ansættelsesforholdets art og varighed har arbejdstagere ret til rimelig og lige behandling, for så vidt angår arbejdsvilkår, adgang til social beskyttelse og uddannelse. Overgang til tidsubegrænset beskæftigelse skal fremmes. b. Den nødvendige fleksibilitet hos arbejdsgiverne til hurtigt at tilpasse sig ændringer i de økonomiske forhold skal sikres i overensstemmelse med lovgivningen og kollektive overenskomster. c. Innovative arbejdsformer, der sikrer arbejdsvilkår af høj kvalitet, skal fremmes. Der skal tilskyndes til iværksætteri og selvstændig virksomhed. Erhvervsmæssig mobilitet skal fremmes. d. Ansættelsesforhold, der fører til usikre arbejdsvilkår, skal hindres, bl.a. ved at forbyde brug af atypiske kontrakter. En prøvetid bør være af rimelig varighed. 6. Lønninger

a. Arbejdstagere har ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard. b. De skal sikres passende mindstelønninger, således at behovene hos arbejdstageren og dennes familie er opfyldt, i lyset af de nationale økonomiske og sociale vilkår, samtidig med at adgangen til beskæftigelse og incitamenterne til at søge arbejde bibeholdes. Fattigdom blandt personer i arbejde skal hindres. c. Alle lønninger skal fastsættes på en gennemsigtig og forudsigelig måde i overensstemmelse med national praksis og i respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed.


11 7. Oplysninger om ansættelsesvilkår og beskyttelse i tilfælde af opsigelser

a. Arbejdstagere har ret til ved ansættelsesforholdets start at blive underrettet skriftligt om deres rettigheder og pligter i forbindelse hermed, herunder om prøvetiden. b. Forud for en opsigelse har arbejdstagere ret til at blive underrettet om årsagerne hertil og få et rimeligt varsel. De har ret til adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og i tilfælde af ubegrundet opsigelse ret til at klage, herunder passende kompensation. 8. Social dialog og inddragelse af arbejdstagerne

a. Arbejdsmarkedets parter skal høres om udformningen og gennemførelsen af økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale politikker i overensstemmelse med national praksis. De skal tilskyndes til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på områder, der er relevante for dem, samtidig med at deres uafhængighed og retten til kollektive skridt respekteres. Aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter skal gennemføres på EU- og medlemsstatsplan, hvis det er relevant. b. Arbejdstagere eller deres repræsentanter har ret til at blive underrettet og hørt i god tid på områder, der er relevante for dem, navnlig for så vidt angår overførsel, omstrukturering og sammenlægning af virksomheder og kollektive afskedigelser. c. Støtte til øget kapacitet hos arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme den sociale dialog skal fremmes. 9. Balance mellem arbejdsliv og privatliv

Forældre og mennesker med omsorgsforpligtelser har ret til passende orlov, fleksible arbejdsformer og adgang til omsorgstjenester. Kvinder og mænd skal have lige adgang til særlig orlov for at kunne opfylde deres omsorgsforpligtelser og tilskyndes til at benytte sig heraf på en afbalanceret måde. 10.    Sundt, sikkert og veltilpasset arbejdsmiljø og databeskyttelse

a. Arbejdstagere har ret til et højt niveau af beskyttelse af deres sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. b. Arbejdstagere har ret til et arbejdsmiljø, der er tilpasset deres faglige behov, og som giver dem mulighed for at forlænge deres deltagelse på arbejdsmarkedet. c. Arbejdstagere har ret til at få deres personoplysninger beskyttet i et ansættelsesforhold.


12 Kapitel III: Social beskyttelse og inklusion 11. Børnepasning og støtte til børn

a. Børn har ret til prismæssigt overkommelige dagtilbud af høj kvalitet. b. Børn har ret til beskyttelse mod fattigdom. Børn fra socialt dårlige kår har ret til særlige foranstaltninger til fremme af lige muligheder. 12. Social beskyttelse

Uanset arten og varigheden af ansættelsesforholdet har arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende på sammenlignelige vilkår ret til passende social beskyttelse. 13. Arbejdsløshedsunderstøttelse

Arbejdsløse har ret til passende aktiveringsstøtte fra de offentlige arbejdsformidlinger til at komme ud (tilbage) på arbejdsmarkedet og passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Understøttelsen må ikke udgøre et disincitament til hurtigt at komme i beskæftigelse igen. 14. Mindsteindkomst

Alle, som ikke har tilstrækkelige midler, har ret til passende mindsteindkomstydelser, som sikrer et værdigt liv i alle livets faser, og effektiv adgang til varer og tjenester, der kan understøtte dette. For dem, der kan arbejde, bør mindsteindkomstydelser kombineres med incitamenter til at komme ud (tilbage) på arbejdsmarkedet. 15. Ældres indkomst og alderspension

a. Pensionerede arbejdstagere og selvstændige har ret til en pension, som svarer til deres bidrag og sikrer en passende indkomst. Kvinder og mænd skal have lige muligheder for at erhverve pensionsrettigheder. b. Alle ældre har ret til midler, der sikrer et værdigt liv. 16. Sundhedsydelser

Alle har ret til rettidig adgang til prismæssigt overkommelige, forebyggende og helbredende sundhedsydelser af høj kvalitet. 17. Integrering af handicappede

Handicappede har ret til indkomststøtte, der sikrer et værdigt liv, tjenester, som sætter dem i stand til at deltage på arbejdsmarkedet


13 og i samfundslivet, og et arbejdsmiljø, der er tilpasset deres behov. 18. Langtidspleje

Alle har ret til prismæssigt overkommelig langtidspleje af høj kvalitet, herunder hjemmepleje og lokalsamfundsbaserede tjenester. 19. Boliger og støtte til hjemløse

a. Der skal være adgang til socialt boligbyggeri eller boligstøtte af høj kvalitet for dem, der har behov for det. b. Udsatte personer har ret til passende støtte og beskyttelse mod tvangsudsættelse. c. Hjemløse skal have adgang til passende husly og tjenester for at fremme deres sociale inklusion. 20. Adgang til basale tjenester

Alle har ret til adgang til basale tjenester af høj kvalitet, herunder vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation. Støtte til adgang til disse tjenester skal være tilgængelig for dem, der har behov for det.

https://ec.europa.eu/commission/priorities/deeper-and-fairer-economic-and-monetary-union/ european-pillar-social-rights/european-pillar-social-rights-20-principles_da

Ole Meldgaard er medlem af Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg og har gennem mange år deltaget i EU-netværk om socialpolitik.


14

En stærk social søjle i EU, ja tak AF STEEN GADE OG SØREN KELDORFF – NYT EUROPA

Oprydningen efter den finansielle og økonomiske krise, som vi oplevede i årene fra 2008 til nu, er i meget høj grad blevet betalt med høj arbejdsløshed, større ulighed og med for mange europæere efterladt på bunden. Med den erkendelse som baggrund burde det efter vores mening ikke være svært at svare på spørgsmålet, om vi har brug for mere fælles europæisk politik for et mere socialt Europa. Det har vi. Og af mange grunde. Der er bestemt mange nationale politiske årsager til den stigende sociale ulighed rundt om i Europa, men det er også en afgørende faktor, at den fælles ramme for den økonomiske politik, som har præget EU-samarbejdet i de her år, har satset så ensidigt på sparevejen. Vi ser i dag stigende social ulighed internt i landene og også indbyrdes mellem landene med øget opdeling mellem nord og syd i EU. Så alene af den grund har vi brug for genopretning med en ny og mere social orienteret økonomisk ramme for Europa. Det er samtidigt oplagt, at økonomi og arbejdsmarked i Europa bliver mere og mere fælles jo længere tid, der går. Dermed bliver det afgørende at sikre en lang række lønmodtagerrettigheder på tværs af grænserne. Blandt andet for at få verdens største indre marked – EU og EØS – til at fungere på hæderlige vilkår. Som en »bund« for det indre marked. Dertil kommer, at borgere og virksomheder har en grundlæggende interesse i, at der eksisterer forudsigelige, genkendelige og fair rettigheder og politikker EU-landene i mellem. De store fordele, der er ved at man lettere – og med fortsat social sikring – kan krydse grænser efter eget ønske, efterspørgsel og muligheder, bør ikke kunne ødelægges ved unfair konkurrence og dumping fra kollegaer og virksomheder fra andre EU– lande. Der er desuden en bredere politisk dimension i ønsket om et mere socialt Europa. For de udfordringer, som den økonomiske og teknologi-


15 ske globalisering samt migrant- og klima- og miljøkrisen skaber, kan kun løses ved øget internationalt samarbejde. Nationalstaterne er for små til for alvor at hamle op med store koncerner. I vores hjørne af verden er EU derfor det helt afgørende omdrejningspunkt. Et nødvendigt redskab for, at vi som borgere kan præge globaliseringen. Det kræver folkelig tilslutning og europæisk sammenhængskraft, som igen kræver mere social lighed og sikkerhed.

Søjlen er en start EU Kommissionen har de sidste to år italesat de problemstillinger og har lanceret en »social søjle«, der også danner grundlaget for et socialt topmøde i Sverige d. 17. november i år. Kommissionen fortjener ros for initiativet på trods af en del uklarheder om motiv, form og indhold. Det består for en stor del af allerede besluttede principper og indsatsområder, og meget lidt af det opleves som afgørende nyt for en dansker. Men det vil være forkert at anlægge den synsvinkel. Det er nemlig ikke ligegyldigt, at der nu formuleres en række fælles rettigheder i forhold til arbejdsmarkedet, ligestilling, uddannelse og sociale forhold. Ligesom opfordringen til medlemslandene om øget dialog mellem arbejdsmarkedets parter er vigtig. Rettighederne bliver tydelige for alle i EU – om end der lægges op til, at det er de enkelte medlemslande, der står til ansvar for, hvordan disse føres ud i livet. Men måske det ikke er så ringe endda. For i stedet for en masse fælles regler, der åbner op for evighedsslagsmål, lægges der op til, at søjlens mange elementer skal sammenlignes mellem landene. Altså et godt instrument for de, der vil tage det lange seje træk for at gøre EU mere socialt. Vi ser altså ikke søjlen som afslutningen på en proces, men mere som en start. For vi skal også have den økonomiske politik med. Indholdet i den europæiske sociale markedsøkonomi skal fornys Der er desværre fortsat ikke flertal i EU -landene for en mere koordineret og mere ekspansiv økonomisk politik for at fremme beskæftigelse og grøn omstilling. Og en række lande i syd sidder i en skruestik med de begrænsninger, som deres store offentlige gæld giver. Skruestikken består i, at der er behov for reformer, der gør den offentlige sektor, social-, arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken bæredygtig på længere sigt, og at der samtidig er behov for omfattende investeringer og et massivt løft i beskæftigelsen. Som vi har set det i de sidste år, ender det alt for ofte med sociale forringelser. Men andre lande i EU har et større finanspolitisk råderum, som skal udnyttes. Tyskland, der har tjent på den førte politik, bør derfor forhøje lønningerne og dermed øge efterspørgslen og beskæftigelsen i resten


16 af EU. Det kan blive et vigtigt socialt fremskridt i Tyskland, og endnu vigtigere i de EU–områder, som kun svagt er ved at rejse sig efter finans– og økonomikrisen. Et mere socialt Tyskland uden »working poor« og samtidig et løft for hele EU gennem nye job vil – sammen med en stærk social søjle – være et vigtigt skridt mod et mere socialt fællesskab. Samtidig bør EU iværksætte store og omfattende grønne investeringer. Hurtigtog, elnet-udbygning, digitalisering, klima og miljø bør blive krumtappen i en ekspansiv økonomiske politik for at skabe reel bæredygtighed og gøre EU til den førende region i verden, når det gælder grøn omstilling, der bygger på cirkulær økonomi. Det er nemlig selve indholdet i den europæiske sociale markedsøkonomi, der skal fornys. Og efter at UK nu forlader Unionen er den chance større. Den tidligere præsident for Det Europæiske Råd Van Rompuy taler således om en europæisk social markedsøkonomi version 2. Den må efter vores opfattelse indebære en fælles ekspansiv finans- og pengepolitik med omfattende investeringer i cirkulær økonomi, effektiv styring af finansmarkederne, et indre marked og handelsaftaler med høje miljø- og sociale standarder, fælles politikker med en fair beskatning af personer og virksomheder og støtte til omlægninger i svagere regioner. Og det kræver også mere ensartede arbejdsmarkeds- og sociale politikker. Undersøgelser af danskernes holdning til den sociale søjle viser, at vi er meget skeptiske og splittede, om end lidt mere positive end forventet. Yngre er positive, ældre negative. Billedet er et splittet folk, som vi kender det i andre EU-sager. Og det er ikke så underligt at det ser sådan ud, når man tænker på de diskussioner vi har om emnerne. Børnecheck, velfærdsturisme, social dumping og at den danske model kan blive truet. Et stort flertal i Folketinget vedtog således i foråret 2017 en meget defensiv dagsorden om den sociale søjle, hvor man modsætter sig ny EU-kompetence på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. For et land som Danmark med høje sociale og arbejdsmarkedspolitiske bestemmelser er det jo egentlig underligt. Det burde jo hænge modsat samme. Nemlig at vi ville gå i spidsen for at sikre en »bund« i det indre marked.

Den danske model Et af argumenterne imod er, at de europæiske landes sociale og arbejdsmarkedsmodeller er meget forskellige, hvorfor der ikke er en one size fits all løsning på de sociale- og arbejdsmarkedspolitiske områder. Og det er jo korrekt. Derfor skal der samarbejdes fleksibelt. På nogle områder skal der være EU-lovgivning, på andre minimumsbestemmelser, på andre arbejdes med benchmarking og den frivillige koordinationsmetode. Netop som søjlen nu er sat sammen i Kommissionens sidste udspil.


17 Og så er der diskussionen om den danske model med stærke og dækkende fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, der tackler løn- og arbejdsforhold. Det system har sine stærke fordele og skal fastholdes. Men der er desværre uden for Skandinavien svagere fagforeninger, som har brug for en hjælpende hånd. Men også herhjemme, tror vi på, at en model, hvor hvert enkelt EU-land fastsætter minimumslønninger, vil være en fordel. Her kan vi lade os inspirere af Norge, hvor der – ligesom i Danmark – forhandles løn mellem arbejdsmarkedets parter, og hvor den dermed aftalte mindsteløn derefter ophæves til lov. Den store og tværpolitiske begejstring for den danske model, burde ikke stille sig hindrende i vejen for en stærk social søjle. Også med minimumsløn. Der bør desuden arbejdes videre med at ændre udstationeringsdirektivet, så det er de lokale kollektive lønaftaler, der er bundgrænse for løn- og arbejdsvilkår. Der skal sikres minimumsløn i udbud, indføres effektivt kædeansvar og markant indsats mod illegale virksomheder og arbejdere i den grå og sorte økonomi. Når det gælder velfærdsydelser overdriver mange tiltrækningskraften fra de danske velfærdsydelser, og der er overbevisende viden om, at udenlandske arbejdere først og fremmest kommer til Danmark for at arbejde samt at de netto bidrager til det danske velfærdssamfund. Der kan være problemer med børnecheck og SU, som kun bør give anledning til nogle mindre justeringer. For EU’s regler om vandrende arbejdstagere, hvor man kan medbringe optjeningsperioder fra andre lande og afledte rettigheder for familiemedlemmer, er grundlæggende en god model, der giver social sikring, når man krydser grænser. Vi er helt bevidste om, at der er dilemmaer gemt i denne diskussion. Både i forhold til venstre og højre i dansk politik og i forhold til dansk fagbevægelse. Men vi mener ikke, at vi i Danmark bare kan stikke hovedet i busken. En nationalistisk vej er et vildspor. Og selv om den sociale søjle er tænkt for ØMU-området, bør Danmark tilslutte sig. En stærk social søjle i EU har potentialet til i de kommende år at udvikle sig til afgørende mere social lighed i alle EU-landene. Men den kan ikke stå alene. Et mere socialt Europa kræver også udvikling af en social markedsøkonomi – version 2 bl.a. med fælles minimumskatter for erhvervslivet og kamp mod skattely samt markant indsats mod social dumping. Steen Gade, formand for Nyt Europa. Tidligere mangeårig SF-politikker med fokus på globalisering, EU, klima og miljø. Søren Keldorff, medlem af Nyt Europas bestyrelse. Har tidligere arbejdet i Social- og Beskæftigelsesministerierne bl.a. med opgaver vedr. international social sikring og pension.


18

Sådan skaber vi et nyt Europa Det er ikke svært at blive enige om, at vi i Europa befinder os i en politisk krise. Krisen kommer til udtryk på mange måder: Som en politisk legitimitetskrise, hvor tilliden til politikere og de politiske strukturer bliver ved med at falde. Krisen viser sig også som en samarbejdskrise, hvor mange af EU’s medlemslande ikke er villige til at investere i fællesskabet, men kun deltager ud fra kyniske og kortsigtede ’what’s in it for me’-kalkuler. AF RASMUS NORDQVIST, ALTERNATIVET

Resultatet er, at EU svækkes som institution og som global aktør, fordi det blandt mange er blevet upopulært og politisk dyrt at ønske mere og ikke mindre europæisk samarbejde uden at det kan måles på den økonomiske bundlinje eller er pakket ind i ’Danmark først’-retorik. Vi ser derfor også en solidaritetskrise, hvor vi som fællesskab svigter de svageste, mest udsatte grupper. Måske kommer det mest tydeligt til udtryk i forhold flygtninge- og migrantsituationen, hvor man fra europæisk hold ikke formår at komme med et fælles humant svar, når mennesker i nød banker på vores dør. I stedet hopper mange til nationale, protektionistiske og endda militaristiske svar, der efterlader tusinder på flugt fra krig i druknedøden i Middelhavet. Men også en solidaritetskrise i forhold til borgere internt i EU. Det er desværre som om, vi har mistet blikket for de menneskelige tragedier, som vores uambitiøse tilgang til fællesskabet er med til at skabe. Samtidig er Europas krise også økonomisk – ikke kun på grund af den voksende ulighed – men også på grund af strukturelle forhold. De stærke økonomier i Europa trumfer de perifere økonomier og skaber et hierarki, der fungerer som en bombe under fællesskabets sammenhængskræft.

Et absurd valg mellem falske modsætninger Desværre er vi indtil nu kun blevet præsenteres for et absurd valg mellem to ekstremer: 1) På den ene side en neoliberalistisk reformkurs serveret


19 som ’nødvendighedens politik’, der behandler vores velfærdssamfund som en virksomhed, og 2) På den anden side nationalistiske, protektionistiske strømninger, der nærer sig ved frygtens politik og desværre er blevet mainstream for en lang række partier ind mod den traditionelle midte. Hvor det første er en bevarelse af den status quo, der har spillet fallit, er det sidste en politik, der spiller på og udbygger folks angst for fremtiden og deres frygt for at miste deres sociale sikkerhedsnet. Dette valg er åbenlyst imellem to falske modsætninger, fordi netop den protektionistiske, nationalistiske populisme nærer sig ved EU’s nuværende neoliberalistiske reformkurs. Den er således hovedårsagen til, at så mange er eller føler sig truet på deres eksistensgrundlag. Dermed vil flere og flere vende sig mod populismen lige så længe, at de økonomiske eliter og store internationale virksomheder undslipper at bidrage til fællesskabet for i stedet at lade de mest udsatte borgere betale for fællesskabets goder. Samtidig bør det være tydeligt, at netop kun EU kan gøre op med den økonomiske elites og de internationale virksomheders manglende ansvarstagen for det fælles bedste. Sig mig: Hvis ikke EU, hvem skal så gøre op med den grænseoverskridende klimakrise, flygtningesituation og galoperende ulighed? Alle kriser, der hænger uløseligt sammen og som kalder på fælles solidarisk handling. Desværre er det tydeligt, at de nationalistiske, protektionistiske strømninger har haft held til at få diskussionen til at handle om et forsimplet for og imod EU. Fanget i den diskussion har få forsøgt og endnu færre formået at formulere et progressivt, grønt og solidarisk alternativ til status quo. Jeg har selv følt mig fanget i det niveau af diskussionen, men jeg vil ikke længere lade frygten for at blive beskyldt for at være lalleglad EU-føderalist eller elitær kosmopolit afholde mig fra at sige, hvad jeg mener. Faktum er, at det aldrig vil lykkes os at skabe mere demokratiske og fremsynede samfund ved at spekulere i folkestemninger og lade os skræmme af dem, der råber højest. Det gør vi derimod ved at styrke demokratiet og tale politik uden bagtanker, og derfor er det simpelthen på tide at tone rent flag:

Et bedre EU Jeg og Alternativet vil EU, men det skal være et langt bedre EU. Og: Det er på tide at vise Europas befolkninger, at der er en alternativ kurs væk fra den falske modsætning. Det er både muligt og en forpligtelse at opstille et troværdigt og visionært alternativ til neoliberalismens EU og den deraf følgende populisme, der river fællesskabet i stykker. Det seneste år er der blevet diskuteret, hvad der kaldes en social søjle, en social søjle, der skal styrke sammenhængskraften i Europa og


20 sikre, at vi ikke længere kun måler hinanden på kortsigtede økonomiske reformer, der kommer de få til gode, men faktisk kunne holde hinanden op på, at EU selvfølgelig handler om, at vi skal være social retfærdige. Når det netop kommer op nu, er det fordi vi efter den økonomiske krise i nullerne ser konsekvenserne af den manglende sociale handling. Vi ser, at flere føler sig presset på deres lønninger gennem social dumping og vi ser, at de nævnte neoliberale løsninger og reformer ikke virker, hvis vi ønsker et mere lige samfund. Der er meget at lære af både Brexit og Trumps valgsejr i USA, fordi de begge så tydeligt og hurtigt har udfordret vores internationale samarbejder. Omvendt er der også meget at lære af Macrons sejr i Frankrig. For det gode – fordi Macrons sejr er et tegn på, at den nationalistiske populisme kan og skal besejres. Et tegn på, at der findes et alternativ, der kan mobilisere demokratiet, motivere aktivismen og modstanden mod status quo. For det dårlige – fordi Macrons sejr efterlader mig med en frygt for, at hans signaler om flere arbejdsmarkedsreformer og dermed en fortsættelse af den neoliberale kurs risikerer på sigt at give mere næring til højrepopulismen, der således vil stå styrket ved det næste franske valg. Derudover kan det betyde en ny fransk-tysk akse i EU, hvor de to lande har meget frie hænder til at fastlægge europapolitikken. Det er fra Macrons side blevet luftet, at man vil arbejde med en såkaldt ’Europe First’-tilgang – et slags ekko af Trumps ’America First’, der muligvis vil styrke Europas økonomi, men ikke nødvendigvis for de mange, da vi har brug for helt nye løsninger, hvis vi skal løse vores sociale udfordringer. Macrons kurs er således ikke min og Alternativets kurs. Udgangspunktet er at skabe et mere grønt, demokratisk og lige Europa. Og jeg nægter at lade mig holde tilbage af, at jeg og Alternativet sikkert vil blive kaldt naive, fordi det burde været helt tydeligt, at det er lige så naivt at tro, at den neoliberale kurs indeholder svaret, som det er at tro, at den nationalistiske, protektionisme indeholder svaret.

En stærkere politisk og social dimension Svaret i min optik er at gå helhjertet og tydeligt ind i den diskussion, der foregår om en social søjle i EU. Så i stedet for at diskutere velfærdsturisme – en myte, som er blevet gendrevet gang på gang – bør Danmark gå meget længere ind i arbejdet for at skabe et socialt Europa. Det betyder, at vi skal turde tale for øget EU-integration, hvor vi ikke blot bakker op om det indre marked og den fri bevægelighed, men hvor vi også har et større socialt fokus, så faglige og sociale rettigheder ikke underordnes økonomiske hensyn. Vi skal tage det seriøst, at mange europæere føler sig presset på deres løn og deres jobsikkerhed, og vi skal naturligvis modarbejde social dumping. EU skal ikke bestemme


21 vores socialpolitik, men vi skal sørge for, at EU-borgere er omfattet af et sikkerhedsnet og ikke lander mellem to forskellige stole, når de arbejder i et andet EU-land. Det er netop, hvad Kommissionens bud på en social søjle indeholder. Den social søjle forsøger at komme med svar på de udfordringer, som det europæiske arbejdsmarked står overfor – herunder en bedre balance mellem arbejds- og familieliv, og hvor det for første gang slås fast, at vi som europæisk fællesskab forventer, at vi behandler borgere ordentligt også socialt. Det er det arbejde, vi aktiv bør tage del i – i stedet for som nu at møde det med automatreaktionen ’nej’. Fx har Kommissionen foreslået øremærket barsel til mænd og er altså her foran den danske regering. EU skal netop tilbage til at være et politisk projekt og ikke en økonomisk konstruktion, men det kræver, at vi viser vilje til at give samarbejdet en stærkere politisk og social dimension i stedet for at lade den neoliberale logik sætte rammerne Vi skal selvfølgelig også – lige så vel som vi skal gøre det herhjemme – på EU-plan tage et opgør med den neoliberale sparepolitik. Det går ikke, at vi har et økonomisk domineret samarbejde, der efterlader Europas periferi som en europæisk underklasse, der er underlagt brutale sparekrav men reelt er sat uden for indflydelse. Uden det opgør kan vi ikke styrke EU’s demokrati. Det kræver naturligvis radikale tiltag, men vi må heller ikke glemme, at medlemsstaterne selv i vidt omfang abonnerer på samme politik. EU som ramme er bestemt gearet til at føre en mere progressiv økonomisk politik, der inkluderer alt fra massive investeringer i uddannelse, grøn omstilling og teknologi til forsøg med borgerløn. Det fordrer også, at vi genopliver og reformerer Den Europæiske Investeringsbank og sikrer at kapitaloverskud reinvesteres i fællesskabet. Ligeledes er EU den mest oplagte ramme for at regulere og beskatte transnationale kapitalstrømme og finansielle transaktioner samt til at bekæmpe skattely. Det er opgaver, som jeg har meget svært ved at se nationalstaterne stå alene med. Det bliver et langt sejt træk, men hvad er vores alternativ? Kampen for at demokratisere EU er ikke mere utopisk end ideen om at skabe EU var efter 2. Verdenskrig. Rasmus Nordquist er medstifter af Alternativet, medlem af folketinget og EU-politisk ordfører.


22

Ikke »social søjle«, men en social protokol Kommissionen er barslet med et forslag til en »social søjle« for EU. I bedste fald er det bare tynd fernis over rå markedsøkonomi. I værste fald endnu et forsøg på at tilrane sig mere magt over medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik. AF FINN SØRENSEN, MF FOR ENHEDSLISTEN

Vi har ikke brug for Kommissionens »sociale søjle«. Men vi har brug for den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol, der kan sikre faglige og sociale rettigheders forrang for de økonomiske friheder. EU-kommissionen er klar over, at EU har et ganske alvorligt problem. Utilfredsheden har været støt stigende i befolkningerne gennem den sidste halve snes år. De mest dramatiske udslag har været det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten i 2005, grækernes og andre sydeuropæeres indædte kamp imod Unionens fattigdomsskabende politik, indgreb i demokratiske rettigheder og tvangsudsalg af offentlig ejendom, hollændernes modstand mod godkendelsen af CETA-aftalen, og senest briternes ja til Brexit. Det er ikke underligt, at EU mister legitimitet. EU har ganske enkelt ikke levet op til løfterne om jobs og velstand til alle. Tværtimod. Der er ca. 22 mio. registrerede ledige, 120 millioner fattige, 25 millioner børn, der trues af fattigdom og social udstødelse. En udvikling som EU selv har bidraget til gennem ØMU-politikkens nedskæring af offentlige ydelser og det indre markeds liberaliseringer af velfærdsydelser, infrastruktur, vand og energiforsyning. Men den største trussel mod EU´s troværdighed er uden tvivl konsekvenserne af den fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser. Oplevelsen af at have mistet kontrollen med egne arbejdsmarkedsregler, underminering af lønmodtagernes beskyttelse og »unfair« konkurrence på priser og lønninger – også kaldte »social dumping« – var vigtigste drivkraft bag det hollandske og franske nej til forfatningstraktaten og briternes ja til Brexit.


23 »Social søjle« Kommissionens svar er at puste nyt liv i den gamle traver om en »social dimension«, nu med en ny og indbydende titel: En »social søjle«. Forslaget er ikke bedre end de tidligere forsøg. Den »sociale dimension« er en illusion, fordi Kommissionen ikke har kompetence til at lovgive om ret mange af de tyve sociale »rettigheder«, der remses op, lige fra »Alle har ret til inkluderende uddannelse og livslang læring af høj kvalitet« til »Alle har ret til adgang til basale tjenester af høj kvalitet, herunder vand, sanitet« osv. osv. Men selv hvis »søjlen« fik indhold, ville det være en illusion. Det fremgår klart af Kommissionens forslag, at alle disse »rettigheder« er underordnet og skal tjene til at styrke de selvsamme økonomiske principper, som har skabt behovet for dem, nemlig reglerne om fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser – de fire såkaldte »økonomiske friheder« – samt ØMU´ens »konvergenskrav« om en neoliberal finanspolitik. Man kan godt sætte ulven til at vogte får, men resultatet er forudsigeligt. Hvis der ikke var mere i det, var det ikke værd at spilde krudt på. De mange fine »rettigheder« ville hurtigt slå sig rigtig hårdt på den benhårde økonomiske virkelighed. Men set med Kommissionens briller, så er det ganske forfærdeligt at landene har så forskellige regler om social- og arbejdsmarkedspolitik. Det forstyrrer ambitionen om et velfungerende frit marked. Det kan også være ødelæggende for budgetdisciplinen, politikerne kan jo gå hen og blive bløde i knæene over for folkeligt pres for social retfærdighed. Derfor er Kommissionens forslag også et led i at overføre mere magt til EU. Flere politikområder skal lægges ind under EU-kompetence, så det bliver muligt at regulere og ensrette i overensstemmelse med det indre markeds regler og ØMU´ens principper. Derfor stiller Kommissionen forslag om »rettigheder« på områder, som helt klart er uden for EU´s kompetence, såsom førnævnte ret til kvalitet i uddannelsen, ret til jobsøgning, uddannelse og omskoling, ret til »vedvarende og konsekvent« støtte, ret til »rimelige lønninger«, sikring af »passende mindstelønninger«, ret til »passende understøttelse« (der dog ikke må være så høj, at den bliver et »disincitament« til hurtigt at komme i beskæftigelse igen!), ret til »passende mindsteindkomstydelser« osv. osv. De økonomiske friheders forrang Hvordan kan man overhovedet være imod at EU begynder at definere faglige og sociale rettigheder? Lad os diskutere ud fra konkrete erfaringer. Vi har jo været der før. Jeg tænker på Charteret om grundlæggende rettigheder, der blev indføjet i Lissabontraktaten i 2007. Charteret havde en meget lang forhisto-


24 rie, som begyndte med den »Europæiske Socialpagt« i 1961, fulgt op af Jacques Delors med Fællesskabspagten af 1989. Charteret selv og dets forgængere minder meget i form og indhold om Kommissionens forslag til »social søjle«. En masse fine ord om sociale og faglige rettigheder. De havde også samme formål, nemlig at give den rå markedsøkonomi en social fernis. Det er ingen tilfældighed, at disse forslag kom samtidig med, at man styrkede det indre markeds dominans og traktatfæstede den neoliberale finanspolitik. Den samlede europæiske fagbevægelse, herunder de danske hovedorganisationer, jublede, da Charteret om grundlæggende rettigheder blev indføjet i Lissabontraktaten. Nu måtte kritikerne på venstrefløjen stikke piben ind, der stod jo klart i Charteret, at strejkeretten var en grundlæggende rettighed. Jublen forstummede brat, da Domstolen afsagde Viking-Line dommen to dage før Lissabon-traktaten skulle underskrives i december 2007. Her slog Domstolen fast, at den havde ret til at begrænse konfliktretten, hvis den blev udøvet i strid med reglerne om fri bevægelighed. Domstolen henviste bl.a. til Charterets artikel 28, som siger, at strejkeretten er en grundlæggende rettighed, men den skal udøves »i overensstemmelse med EU-retten«. En uge senere blev bekymringen til chok. Seks dage efter underskrivelsen af Lissabon-traktaten kom Laval-dommen, som sagde, at den svenske fagbevægelses konflikt for at sikre samme løn til udstationerede lettiske arbejdere som til svenske bygningsarbejdere var ulovlig. I to efterfølgende domme (Rüffert og Luxembourg) fik medlemslandene og deres fagforeninger yderligere klar besked: I har hverken gennem overenskomstkamp eller lovgivning ret til at stille samme krav om løn- og ansættelsesvilkår til udstationerede virksomheder som til jeres egne. Eksemplet viser, at det er et tveægget sværd at indskrive menneskerettigheder og faglige og sociale rettigheder i en EU-retlig ramme, uanset på hvilket niveau. For det betyder, at hvis der opstår en konflikt imellem disse rettigheder og de fire »økonomiske friheder«, så vil det som hovedregel være de sidstnævnte, der vinder. Det går galt, hvis sådanne grundlæggende rettigheder skal fortolkes i lyset af det indre markeds regler og den økonomiske og monetære unions liberalistiske principper. Det samme gælder selvfølgelig regler om forbruger- og miljøbeskyttelse, der er underlagt den grundlæggende regel om, at hvis en vare lovligt kan sælges i ét EU-land, så skal den også kunne sælges i alle de andre medlemslande. Problemet er ganske enkelt, at de økonomiske friheder iflg. EU-retten har »forrang« for alle de »bløde værdier«. Det laver Kommissionens forslag til »social søjle« ikke om på. Derfor må konklusionen også være,


25 at vi ikke kan bruge Kommissionens forslag til noget. I bedste fald er det ligegyldigt, i værste fald skadeligt.

Brug for en social protokol Vi har derimod i allerhøjeste grad brug for at gennemføre den europæiske fagbevægelses (EFS) forslag til en social protokol til Traktaten. Laval-dommen var et wake-up call for fagbevægelsen. Tidligere generalsekretær for EFS, John Monks, kaldte Laval-dommen og de efterfølgende domme for »en licens til social dumping«. Allerede i marts 2008 præsenterede EFS derfor sit forslag til en social protokol. Det er ikke noget katalog over rettigheder. Det er et stringent juridisk dokument, som sikrer, at de faglige og sociale rettigheder bliver overordnet de økonomiske friheder. Det vil fuldstændig ændre Domstolens grundlag for fortolkning af traktaten. Men der skal også gøres op med reglerne om fri bevægelighed på andre punkter. Udstationeringsdirektivet skal ændres, så det klart og tydeligt slås fast, at det er værtslandets regler, der gælder i alle forhold. Værtslandet og dets fagforeninger skal have ret til at stille nøjagtig de samme krav om løn og ansættelsesvilkår til de udenlandske virksomheder, som til værtslandets egne. Fagforeningerne skal have ret til at konflikte for at sikre lige vilkår. Værtslandet skal også have mulighed for at tjekke lovligheden af de udenlandske tjenesteydere INDEN de påbegynder arbejdet i værtslandet. Det ændringsforslag, Kommissionen har stillet og som forhandles i øjeblikket, løser på ingen måde de grundlæggende problemer. Men værtslandet og dets fagforeninger skal også have bedre redskaber til at sikre, at vandrende arbejdstagere arbejder på lige vilkår. Der skal for eks. kunne stilles krav om en ansættelseskontrakt som betingelse for en arbejdstilladelse, og denne kontrakt skal godkendes af den fagforening, der har overenskomsten for det pågældende arbejde. Også når det drejer sig om miljø- og forbrugerbeskyttelse skal landene have lov til at gå videre end de regler, der udstikkes af kapitalens og varernes fri bevægelighed. Det bliver selvfølgelig ingen let sag at komme igennem med sådanne krav. Det er jo stik imod principperne i traktaterne, der er så snedigt indrettet, at det kræver enstemmighed at ændre dem. Derfor vil der også være brug for »civil ulydighed«, brug for at medlemslandene på udvalgte områder trodser EU-lovgivningen, når den er en trussel mod lønmodtagerrettigheder, klimaet og miljøet. Diskussionen presser sig på i alle lande. Nu er selv det ellers så EUloyale danske socialdemokrati nået til denne konklusion: »Problemet er, at den fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenesteydelser, kapital og varer har forrang for alt andet. Det holder ikke i længden, hvis der skal


26 skabes sociale fremskridt« (Mette Frederiksens kronik »Europa for folket« 16.08.17). I et svar til hende d. 21. august efterlyste jeg, hvilke konsekvenser Socialdemokratiet så vil drage af den erkendelse. Det har vi stadig til gode at høre, men forhåbentlig bliver vi klogere, når Enhedslisten i løbet af efteråret vil fremlægge en række konkrete forslag i Folketinget, blandt andet forslaget om, at Danmark skal rejse EFS´ forslag om en social protokol som et krav over for de øvrige EU-lande. Finn Sørensen er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Han er arbejdsmarkeds- og kommunalordfører, medlem af Europaudvalget, med særligt ansvar for EU´s social- og arbejdsmarkedspolitik. I 1992 var han med til at oprette Fagbevægelsen mod Unionen.


27

EU er ikke kun markedets maskinmester Lad mig slå det fast med det samme, LO er tilhænger af det indre marked og den frie bevægelighed. Men vores opbakning er betinget af, at nationale og europæiske regler om beskyttelse af arbejdstagerrettigheder respekteres.« AF ARNE GREVSEN, LO

Siden indgåelsen af Rom-traktaten har det nuværende EU været med til at sikre fred og fremgang i vores del af Europa. Samtidig har EU overordnet set været en succes for borgere og lønmodtagere i Europa, og op mod 500.000 danske jobs vurderes at afhænge af det indre marked. Der er således meget, som vi kan være glade for ved EU. Alligevel oplever vi i de senere år en stigende skepsis over for det europæiske projekt på tværs af EU’s medlemslande. Det er en udfordring for EU-projektet og dermed også for danske lønmodtagere. Løsningen er et mere socialt EU, der tager almindelige lønmodtageres bekymringer alvorligt. EU bliver ofte brugt som en indenrigspolitisk boksebold, som man frit kan slå løs på. Nogle gange for at dække over egne indenrigspolitiske udfordringer. Andre gange er der noget at komme efter. Det er ikke urimeligt, at borgere på tværs af EU giver udtryk for bekymring. Ej heller skal man tolke det danske nej til fx retsforbeholdet, som at danskerne ikke bakker op om EU. De ønsker blot en anden udvikling end den, der er lagt for dagen – det tyder det i hvert fald på, når over 70% af befolkningen stadig bakker om EU. Og vi må da også erkende, at der er reelle udfordringer, som vi er nødt til at håndtere, hvis projektet skal lykkes fremover. Vi har brug for et EU, hvor man fortsat søger fælles løsninger på en lang række problemer i stedet for kun at reducere EU til en union for frihandel. LO byder derfor et stærkere fokus på det sociale EU velkommen. Vi er nødt til i fælleskab af finde løsninger på de udfordringer som globalisering, digitalisering, løndumping og arbejdsløshed stiller de europæiske borgere og lønmodtagere overfor.


28 Ordentlige rammer Lad mig slå det fast med det samme, LO er tilhænger af det indre marked og den frie bevægelighed. Men vores opbakning er betinget af, at nationale og europæiske regler om beskyttelse af arbejdstagerrettigheder respekteres. Det er forkert at tro, at disse regler hæmmer den frie bevægelighed og væksten. De sætter i stedet nogle ordentlige rammer, som sikrer, at vækst ikke sker på bekostning af social fremskridt. EU skal derfor til at spille mere ind på udfordringer som social ulighed og social dumping. Vi lønmodtagere skal ikke sættes i en situation, hvor vi underbyder hinanden på arbejdsvilkår og løn. Det skaber et ræs mod bunden, hvor vi risikerer, at vi fremover vil opleve flere såkaldte working poors i EU. Det skal vi ikke acceptere. Der er ingen lønmodtagere, der bør tvinges så lavt ned i løn, at de må samle flasker ved siden af deres arbejde. En sådan udvikling gavner måske nok et par enkelte virksomheder og investorer på kort sigt. Men svækker naturligt nok opbakningen til EU og det indre marked på lang sigt. Når presset på lønmodtagerne og dem uden for arbejdsmarkedet bliver for stort, fører det nemlig ofte til krav om beskyttelse mod udenlandsk konkurrence og dermed øget protektionisme. Det har vi i Europa senest oplevet med Storbritanniens ønske om at forlade EU. Det er ikke en udvikling, der vil gavne danske lønmodtagere. Sagt med andre ord: velstand og vækst er ikke meget værd, hvis den kun kommer de 10% rigeste til gavn. Heldigvis er det ved at gå op for de fleste. Et stærkere socialt fokus Det handler i stedet om at sikre et stærkere socialt fokus i EU. Det er derfor glædeligt, at Europa-Kommissionen nu også er kommet på banen med sit forslag om en Europæisk Søjle af Sociale Rettigheder. Det er positivt, at Kommissionen med Søjlen anerkender, at økonomisk udvikling skal resultere i social fremgang og sammenhængskraft samt at social- og arbejdsmarkedspolitikken, udover at sikre ordentlige forhold og et socialt sikkerhedsnet, også er en produktiv faktor, som blandt andet maksimerer jobskabelse og menneskelig kapital. Søjlen kan meget vel være det første skridt mod et mere socialt retfærdigt EU. På nuværende tidspunkt ved vi dog ikke, hvad formuleringerne konkret skal munde ud i. Kommissionen har flere gange beroliget fagbevægelsen med, at den sociale søjle ikke vil modarbejde eller tilsidesætte den danske model, der ud fra et historisk perspektiv har sikret medarbejderne en fair fordeling af goderne. Omvendt vil en række høflige hensigtserklæringer ikke gøre den store forskel. Det oplagte spørgsmål er derfor, hvad Søjlen reelt kan bidrage med. For os som lønmodtagere er det vigtigt, at der skabes velstand, som har en fordelingsprofil, der er social retfærdig. EU har ikke mandat til


29 at blande sig i, hvordan vi i Danmark skal indrette vores velfærdsstat eller vores arbejdsmarked. Og sådan skal det fortsat være. Søjlen skal naturligvis respektere den i Lissabontraktaten fastsatte kompetencefordeling, herunder ikke mindst de nationale arbejdsmarkedsmodellers forskelligartede karakterer og traditioner samt arbejdsmarkedets parters autonomi. Men Søjlen kan noget andet. Med søjlen kan man på EU-niveau opstille nogle overordnede principper og samtidig vejlede medlemslandene i, hvordan vi højner den sociale standard på tværs af EU. EU kan med andre ord ikke diktere en given social løsning ud fra parolen »one size fits all«. Men med Søjlen kan EU fx komme med anbefalinger og best practices om, hvordan en stærk velfærdsstat kan afbøde økonomiske kriser og sikre lige muligheder og lige adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår og social beskyttelse og inklusion. På den måde kan vi i højere grad dreje EU i en retning, hvor det ikke blot er det frie markeds maskinmester, men hvor det understøtter en opadgående social konvergens til gavn for alle borgere og lønmodtagere. Det er en stor – men vigtig – opgave, som vil kræve en fælles indsats for at lykkes. Arne Grevsen er næstformand i LO. Han er med i LO’s hovedbestyrelse og den daglige ledelse i 3F.


30

Et socialt Danmark – et socialt Europa Da Danmark i 1972 blev medlem af EU, dengang EF, var der en klar arbejdsdeling. EF tog sig af det økonomiske, handelsmæssige samarbejde og udviklingen af det indre marked, mens nationalstaterne tog sig af alle andre politikområder, fx skatter og afgifter, uddannelse, sundhed, arbejdsmarkedsforhold, social sikkerhed, forsvar, politi mv. AF PER K. LARSEN, EAPN.DK

Danske politikere har siden understreget, at arbejdsdelingen fortsat gælder, at fællesskabet handler om bedre vilkår for at sælge danske varer i udlandet, at tanken om en union er stendød, at EU hverken kan eller skal blande sig i dansk velfærd. Set i bagklogskabens lys er det svært at forstå, at nogen tror på at denne arbejdsdeling er bæredygtig. Det er politisk og samfundsvidenskabelig børnelærdom, at udviklingen af et så stort indre marked med fri bevægelighed på tværs af landegrænser af varer, service, kapital og arbejdskraft, uvægerlig vil påvirke borgernes lønninger og sociale tryghed. Vil man undgå den efterfølgende økonomisk ulighed, sociale spændinger og politisk ustabilitet, er løsningen at regulere det frie marked med regler på netop de politikområder, som fra starten var undtaget fra fællesskabet. Dette kan ikke gøres af suveræne nationalstater, men må gøres med fælles, overnationale reguleringer. Kan det ske ad frivillighedens vej, som det er forsøgt siden starten af det europæiske fællesskab? Nej, det er der ikke meget, der tyder på. Der er langt mellem danske folketingspolitikere og arbejdsmarkedsorganisationer, som tager sammenhængen mellem udviklingen i EU og i Danmark alvorligt. Erkender, at velfærd i Danmark forudsætter velfærd i EU, og at det ikke kan lade sig gøre at bevare de gode sociale sikkerheder i Danmark isoleret set. Danmark er blandt verdens rigeste lande, fordi det gennem generationer er lykkedes på nationalt plan at regulere markedet og skabe gode vilkår for både borgere og virksomheder. Men med medlemskabet af EU er vilkårene blevet fundamentalt anderledes. EU styres af hensyn til


31 det fri marked, ikke af hensyn til borgernes liv og velfærd. Reguleringerne, som er opbygget gennem generationer i Danmark, halter mere og mere bagefter, fordi de skal besluttes af nationalstaterne, hver for sig eller i fælles, frivillige aftaler, som skal være enstemmige for at få reel virkning. Resultatet er kendt i dag. Der er i alle medlemslande sket en vækst i velstand, men væksten er mildt sagt ikke lige fordelt. Antallet af fattige og den økonomiske ulighed mellem rige og fattige borgere i de enkelte lande er steget. Uligheden mellem de Nord- og Sydeuropæiske medlemslande er steget. Der er overalt nationalistiske og racistiske politiske bevægelser, voksende mistro over for regeringsbærende partier, både nationalt og i EU. I Danmark stemte flertallet mod Europol-samarbejdet, og i Storbritannien stemte flertallet for udmeldelse. Nogle vil måske hævde, at man ikke kan nøjes med at regulere i EU, når markedet er globalt, og der lægges op til frihandelsaftaler mellem EU og andre lande. Det er selvfølgelig rigtigt. Men det mindsker ikke behovet for sociale sikkerheder i EU, snarere tværtimod.

Det sociale Europa Den sociale dimension i EU er baseret på frivilligt samarbejde – og så alligevel ikke kun. Velfærdsydelser er nationale anliggender, så EU kan ikke blande sig i indhold og niveauet for ydelserne, men EU-Domstolen har løbende udvidet fortolkningen af, hvad det vil sige at være vandrende arbejdstager. Arbejdskraftens fri bevægelighed og ikke-diskrimination er grundlæggende principper i EU-samarbejdet, og EU-borgerne har derfor under visse betingelser adgang til velfærdsydelser, når de tager arbejde i et andet EU-land. Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU forstås nu således, at de vandrende arbejdstagere og deres familier skal stilles lige med statsborgerne i det land de arbejder i. Dvs. de har samme krav på fx børnepenge, dagpenge og andre sociale ydelser, som landets egne borgere. Man står i dag i en situation, hvor EU reelt på det traktatlige grundlag er gået ind i væsentlige arbejdsmarkeds- og sociale områder. EU er med til at regulere arbejdstiden, dele af arbejdsmarkedsrettighederne, ligeløn, ligestilling mellem kønnene, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og adgangen til offentlige ydelser for vandrende arbejdstagere. Sideløbende har medlemslandene siden 2001 arbejdet med en åben koordinationsmetode på alle niveauer. Kommissionen udstikker 10–årige planer for udviklingen af strategiske områder, senest i EU 2020 planerne, hvor der er opstillet målbare mål for fem områder: beskæftigelse, forskning og udvikling, klima og energi, uddannelse og social inklusion. Landene, inkl. Danmark, har sagt ja til strategien og målene i 2011.


32 Det er en imponerende, men også vanskeligt gennemskuelig proces. Dels fordi den omfatter mange politikområder og hele finanspolitikken, dels fordi der stort set ikke er nogen offentlig debat i Folketing og medier. Dele kommer frem i debatter om Finansloven og andre love, men sammenhængen med EU kommer ikke frem. Den manglende debat er uheldig, især når man tænker på, at det er her rammerne for den danske velfærdspolitik udstikkes. Det Nationale Reformprogram er skrevet på embedsmands–dansk og er kun tilgængelig på Nettet. Men det er den eneste publikation, som giver et kort og godt overblik over regeringens politik og resultater og viser sammenhængen mellem danske, nationale politikker og de fælles regler og rammer, som aftales i Bruxelles imellem medlemslandene. Ser man specielt på EU-2020-strategiens sociale dimension, kan man se, at den er højt prioriteret som ét ud af fem mål og finansieret med 20% af budgettet. Man kan desværre også se, at strategien ikke lykkes særlig godt. Målet var at reducere antallet af fattige EU borgere med 20% frem til 2020. Resultatet i 2015 er, at antallet er steget med 20%. Man kan således hævde at EU er en delvis social union for vandrende arbejdstagere, men må også erkende, at der mangler politikker, som sikrer mod fattigdom, ulighed og social dumping.

Sociale rettigheder Måske i erkendelse heraf har Kommissionen meldt en ny strategi ud i kampen for et socialt Europa: Den Europæiske søjle for sociale rettigheder, beskrevet i en rapport fra de fem EU præsidenter, som anbefaler en rettighedsbaseret tilgang til EU’s sociale dimension. Begrundelsen for at fremlægge strategien er – og det siges meget tydeligt – at det koster for meget at ignorere socialpolitikken. Der er mange lighedspunkter mellem rettighederne i den Sociale Søjle og det danske velfærdssystem, i hvert fald på det sproglige plan. Noget helt andet er spørgsmålet om indhold, kvalitet og niveau i rettighederne. Spørgsmålet er om strategien lykkes. Som det er nu har markedet og den fri bevægelighed klar prioritet, både politisk og juridisk, frem for de sociale rettigheder. Dette kan ikke ændres af nye danske regler om fx dagpenge og børnecheck eller med grænsekontrol, men kræver formentlig basale traktatændringer, som tager tid og forudsætter en bred politisk enighed, det er svært at få øje på. Minimum indkomster Hvad skal der egentlig til for at skabe et socialt Europa, der også kan vende udviklingen i Danmark til det bedre? De meget store forskelle mellem nord-, syd- og øst-Europa gør det ikke sandsynligt, at der kan skabes en stor velfærdsmodel med fælles indhold og niveauer i alle


33 lande. Man kan måske i stedet forestille sig, at der over en kortere årrække kan udvikles fælles minimum sociale standarder, minimum for folkepensioner, måske en fælles børnecheck og en udligningsordning mellem fattige og rige regioner. Det, der arbejdes med allerede i Kommissionen og Parlamentet, er fx minimumindkomster baserede på standardbudgetter for borgerne i de forskellige medlemslande. Det skal understreges at minimumindkomst ikke er en fælles indkomst, der er ens i alle lande, men er på et niveau, som er koblet til levevilkårene i de enkelte lande. Minimumindkomsten er en offentlig ydelse, som skal sikre at borgere kan leve et værdigt liv i samfundet, selv om de bliver arbejdsløse, syge, handicappede eller bare er blevet for gamle til at udføre lønarbejde. Minimumindkomsten kan forebygge, at borgere tvinges til at flytte fra fattige til rigere medlemslande af lutter nød og på måder, som er med til at erodere overenskomster og sociale sikkerheder i de rigere lande. Per K. Larsen er landssekretær for EAPN.DK., den danske afdeling af European Anti Poverty Network.


INTERNATIONALT UDVALG

34

Ro i flygtningedebatten AF OLE HAMMER, JOURNALIST OG MEDLEM AF SOCIALPOLITISK FORENINGS INTERNATIONALE UDVALG

Der er faldet lidt ro over flygtningedebatten. Vi er i september 2017, og antallet af asylansøgere til Danmark er faldet meget, siden det toppede i 2015. Terrorismen og radikaliseringen bliver vi fortsat mindet om – terrorhændelser i europæiske storbyer (og andre steder i verden) hører desværre stadig til de tilbagevendende begivenheder. Herhjemme er det skudepisoderne på Nørrebro i København og indvandrerbanderne med Loyal to Familia i spidsen, der optager sindene. Skal man tro Integrationsministeriets hjemmeside, er integrationsministeren optaget af tre ting: antallet af stramninger i Udlændingeloven (tælleren på ministeriets hjemmeside viser pt. 64 stramninger, siden Inger Støjberg blev minister), kampen mod negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter i indvandrerfamilier (ministeriet har i løbet af 2017 udbudt en lang række puljer til formålet), samt arbejdsmarkedsparathed hos nyankomne flygtninge (integrationsgrunduddannelsen (IGU) har høj prioritet). Debatten om en fælles europæisk flygtningeløsning forekommer for en tid langt væk. Den foregår nede i Bruxelles. Men den internationale flygtningesituation er desværre ikke taget af. Aldrig har så mange mennesker været på flugt, udsat for krige og konflikter og fordrevet fra deres hjem. De officielle tal fra FN taler om 65 mio., men der antageligt tale om flere, som lever på flugt.

På en konference i »Netværk for Demokrati og Velfærd« i slutningen af september ridsede tidl. formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft situationen op på denne måde: Krige og katastrofer er taget til. Flygtninge- og migrationsstrømmene ligeså. Langt de fleste er internt fordrevne eller opholder sig i nærområderne. En vigtig grund til vandringen op gennem Europa i 2015 var mangel på international / europæisk vilje til at hjælpe i nærområderne. Der er brug for massiv bistand for at sætte gang i udviklingen i de konflikt-, miljø- og fattigdomsramte områder. Pengene er der, men verdenssamfundet vil ikke betale. »Og så må vi i øvrigt forvente, at de veluddannede fortsat vil vandre mod Europa, fordi de ikke kan finde job i hjemlandet. De har ikke behov for asyl, men de har behov for job«, tilføjede Lykketoft.

Færre flygtninge til Danmark Vi reagerer forskelligt på de forskellige begivenheder, og det er ofte forbundet med følelser og forestillinger. Vores viden om dét, der foregår i de forskellige regioner er i høj grad styret af, hvor mange journalister, der er tilstede. Danmark oplevede i 2015 det største antal asylansøgere siden flygtningene fra det tidligere Jugoslavien i midten af 1990erne. Knap 11.000 fik asyl i 2015. Siden er antallet faldet. I 2016 var tallet 7.500, og i de første otte måneder af 2017 er der kommer 2.300 asylansøgere. I samme periode har 2.114 fået asyl.


35

Diskussionen Den hjemlige debat handler således ikke kun om antal. Når den internationale flygtningesituation kommer på tale, breder magtesløsheden sig. Viljen til fælles globale (eller europæiske) løsninger findes ikke, og befolkningernes reaktioner er tydelige. De lukkede grænser taler deres tydelige sprog. En dansk flygtningepolitik, der bliver mere og mere restriktiv, har langt hen ad vejen både politisk og folkelig opbakning. Senest har det tyske forbundsdagsvalg vist reaktionerne med AfD’s (Alternative für Deutschland) fremmarch og tilbagegang for både Angela Merkels CDU/CSU og socialdemokraternes tilbagegang. Store befolkningsgrupper har ikke tillid til, at regeringerne kan håndtere indvandringen, og de reagerer imod. Samtidig oplever vi heldigvis også en folkelig vilje til at sige fra over for restriktionerne og den indvandrerfjendtlige (læs: islamfjendtlige) tone. Kampagnen »En flygtning er også et menneske« i 2015 viste en folkelig vilje til at tage imod flygtninge i Danmark. Velkomstfesten i Forum i København i 2016 er et andet eksempel. Og senest har Mellemfolkeligt Samvirke på kort tid indsamlet 50.000 underskrifter mod Regeringens nye forslag om at stoppe for modtagelsen af kvoteflygtninge.

Men kan vi nøjes med at se humanitært på flygtningesituationen?

Flygtningekonventionerne På den internationale scene er det oplagt at diskutere flygtningekonventionerne. Men – som Mogens Lykketoft sagde på netværkskonferencen – for det første bliver konventionerne ikke overholdt, de bliver konstant udfordret. For det andet er det en illusion at tro, at mere end 100 nationer kan blive enige om nye formuleringer, der giver asylansøgerne en blot nogenlunde sikkerhed for en fair behandling. FNs flygtningekonvention fra 1951 blev primært udfærdiget på baggrund af problemerne med at placere de mange flygtninge i Europa efter anden verdenskrig, men kom hurtigt til at spejle den kolde krig med flygtninge fra øst til vest. De kom individuelt og nogenlunde direkte. Og de var politisk forfulgt. I 1973 viste Ugandas diktator Idi Amin resten af verden, at flygtningeproblematikken også var en syd-nord problematik, da han udviste de såkaldte Ugandaasiater, hvoraf Danmark også modtog nogle. I forbindelse med Pinochets kup i Chile i 1973 flygtede mange ind på ambassaderne og kom derfra til de respektive lande. Danmark har i mange år modtaget et antal flygtninge med særlige behov (bl.a. handicappede og alvorligt syge). Programmet hed »Ten or More«. Med vietnamesernes flugt i slutningen af 1970erne blev kvoten sat op til 500 og hurtigt efter til 1.000 og blev benyttet til at hente vietnamesiske flygtninge fra lejre i Sydøstasien til genbosætning i Danmark. Krigen mellem Irak og Iran skabte i midten af 1980erne en ny flygtningestrøm, som udløste en intens debat i hele Vesteuropa. I 1988 udbrød en væbnet

INTERNATIONALT UDVALG

Tallene skal vurderes i lyset af, at 80-85.000 personer har fået opholdstilladelse årligt de senere år. En del er familiesammenføringer (ca. 10%), mens størstedelen udgøres af arbejdskraftindvandrere og studerende. Næsten halvdelen af alle opholdstilladelser i 2015 og 2016 er givet til EU-borgere. Og Dansk Industri og andre mener, at der fortsat er brug for arbejdskraftindvandring.


INTERNATIONALT UDVALG

36 konflikt i det nordvestlige Somalia og et mindre antal somaliere søgte asyl i Danmark. Dette antal voksede i 1990erne, parallelt med at borgerkrigen spredte sig til resten af Somalia. Samtidig øgedes antallet af familiesammenførte. Flygtninge fra Mellemøsten fortsatte med at komme op igennem 1990erne, og siden har det primært været flygtninge fra Mellemøsten, der er kommet til Danmark. Den nuværende flygtningesituation med et større antal asylansøgere fra Mellemøsten, og især fra Syrien, er en udfordring for de europæiske lande – og bestemt også for landene i Mellemøsten og Afrika, som huser størstedelen af flygtningene fra nabolandene. Det særlige ved den nuværende situation er, at indvandringen (eller udvandringen eller flugten) både drejer sig om flugt fra krig og ødelæggelse og flugt fra fattigdom og manglende fremtidsudsigter, som tager mere og mere karakter af folkevandring. Desuden skaber indvandringen af flygtninge med muslimsk baggrund yderligere debat om flygtningenes integration i det danske samfund. Det er sagt mange gange før: Det internationale samfund må besinde sig og sætte massivt ind over for konflikter, katastrofer og fattigdom. Et muligt redskab til at håndtere flygtningesituationen kan måske være opsamlingslejre i nærområderne og fordelingsaftaler mellem de europæiske og andre lande.

En stille undren Jeg skal ikke gå i detaljer med reglerne i Udlændingeloven, blot undres over at vi

har en regering – og en integrationsminister – der ligefrem praler med de mange stramninger. Når man åbner integrationsministeriets hjemmeside, kommer en tæller frem, der viser antallet af stramninger, siden Inger Støjberg blev minister. Pt. er tallet 64. Dét finder jeg smagløst og uanstændigt. Det samme mener jeg om ministerens nylige praleri med at have en af Muhammed-tegningerne (dén med bomben i hatten) som baggrund på sin I-Pad. En negativ tone mod flygtninge, mod muslimer og mod troen på en pluralistisk integration fremmes af sådanne udmeldinger. Der er et kæmpe behov for en anstændig måde at diskutere flygtningeog integrationsspørgsmål på. Og der er behov for dialog mellem synspunkterne i stedet for at grave grøfterne stadigt dybere. Set i det lys var det befriende at overvære den årlige integrationskonference, som KL holder for kommunerne. Her var man anderledes konstruktiv over for integrationsarbejdet. I det daglige arbejde gøres der en stor indsats for at udføre et godt integrationsarbejde. Dette års konference handlede om beskæftigelse og kan passende opsummeres med ord fra Dansk Industris adm. direktør, Karsten Dybvad: »Det virker, når man giver flygtningene muligheder i stedet for at begrænse dem. Vi skal møde folk med en forventning om, at de kan komme i arbejde. Det er en ny tilgang til integrationsarbejdet, som i sig selv skaber succes.«

Ole Hammer, journalist og medlem af Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg. Har i mange år beskæftiget sig med dansk indvandrerpolitik og skrevet adskillige bøger og artikler om emnet.


37 INVITATION

Møde med Steen Hildebrandt, professor emeritus TORSDAG D. 9. NOVEMBER 2017 KL. 17.30-19.30 Vi håber på et godt møde med debat. Mødet afholdes Danmarksgade 16 5000 Odense C

ALLE ER VELKOMNE

FYN

SIDSTE NUMMER AF SOCIALPOLITIK

På generalforsamling i Socialpolitisk Forening den 10. marts 2017 blev det besluttet at skrive tidsskriftet Social Politik ud af foreningens vedtægter. Det betyder i praksis, at tidsskriftet i sin nuværende form nedlægges. Årsagen er foreningens meget pressede økonomi, der ikke længere kan understøtte udgivelsen af det trykte tidsskrift. Dette nummer er en særudgave med støtte fra Europanævnet, men det er desværre det sidste i denne omgang. Redaktion er gået af, så hvis nogen har lyst til at være med til at videreudvikle en ny platform hører vi gerne fra jer. Skriv til landssekretær Julie Kyndes­ gaard, julie@socialpolitisk-forening.dk En stor tak skal lyde til Tanja Dall og resten af redaktionsudvalget. Tak for det store arbejde Med venlig hilsen Knud Aarup

LANDSFORENINGEN

Socialpolitisk Forening Fyn inviterer i forbindelse med kommunalvalget til


ANNONCE

38

”Velfærdsstaten befinder sig i en dødsspiral” Knud Aarup

ANNONCE

FRA UDENFORSKAB TIL FÆLLESSKAB - SEKS BUD PÅ ET BEDRE VELFÆRDSSAMFUND af Knud Aarup 1. udgave 2017 302 sider, softcover Pris inkl. moms kr. 325,-

Ny bog præsenterer seks bud på de forandringer, der skal til, for at Danmark igen kan blive et socialt foregangsland med lige muligheder for alle.

Bestil bogen på www.djoef-forlag.dk


39 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Line Askgaard Malene Haarder Simon Nicholson Ann-Cathrine Thomassen Anne Sofie Bøjrup-Jørgensen Rasmus Balslev Torben Larsen Patrik Hansen

Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Mandana Zarrehparvar Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Bert Åberg Nicolai Poulsen Landssekretariatet Julie Kyndesgaard post@socialpolitisk-forening.dk

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Ove Lund, ovelund@raastof.dk Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com Socialpolitisk Forening Fyn Formand Kirsten Österlin, Kios1952@gmail.com

BLIV MEDLEM AF SOCIALPOLITISK FORENING Med et medlemskab af Socialpolitisk Forening du støtter foreningens generelle arbejde for udsattes forhold. Dertil er du automatisk medlem af nærmeste lokalforening og modtager invitation til såvel lands- som lokalforeningsarrangementer. Et års medlemskab af Socialpolitisk Forening koster 180 kr. for studerende / pensionister / arbejdsløse etc. og 370 kr. for folk med arbejdsindkomst (eller som bare har lidt mere tilovers). Din organisation kan også blive medlem – i dag har vi ca. 100 organisationer som medlemmer.

HVAD ER SOCIALPOLITISK FORENING? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Knud Aarup formand@socialpolitisk-forening.dk


www.socialpolitik.dk

Et Socialt EU?  

Temaet for dette nummer af Socialpolitik er den sociale dimension i EU med særlig fokus på den sociale søjle, som EU-Kommissionen spillede u...

Et Socialt EU?  

Temaet for dette nummer af Socialpolitik er den sociale dimension i EU med særlig fokus på den sociale søjle, som EU-Kommissionen spillede u...

Advertisement