__MAIN_TEXT__

Page 1

ELSEBETH EGHOLM

Som natten kender stjernerne roman

politikens forlag


Som natten kender stjernerne

Som natten kender stjernerne.indd 1

05/08/2020 18.18


Af samme forfatter Skjulte fejl og mangler (2001) Selvrisiko (2004) Personskade (2006) Nærmeste pårørende (2007) Liv og legeme (2008) Vold og magt (2009) Tre hundes nat (2011) De døde sjæles nat (2012) Eget ansvar (2013) Kød og blod (2014) Dødvægt (2015)

De frie kvinders klub (1999) Scirocco (2000) Mig og min ø (2000) Opium (2001) Jeg finder dig altid (2017) Frit fald (2019)

Som natten kender stjernerne.indd 2

05/08/2020 18.18


Elsebeth Egholm

Som natten kender stjernerne Roman

POLITIKENS FORLAG

Som natten kender stjernerne.indd 3

05/08/2020 18.18


Som natten kender stjernerne.indd 4

05/08/2020 18.18


I

Som natten kender stjernerne.indd 5

05/08/2020 18.18


Som natten kender stjernerne.indd 6

05/08/2020 18.18


1 ‘Come on baby light my fire … come and set the night on fire …’ Guitaren føles som en forlængelse af hans arme. Der er noget ved den, der får ham til at glemme. Eller måske snarere til at huske, hvad det vil sige at glemme. Han ser ud over lokalet, mens Ariel hamrer bassen igennem, og Joeys fod på stortrommen får gulvet til at gå i svingninger. Claire og Jeanne svinger med hofterne i deres lilla glimmershorts, paillettoppe­ ne og de lange hvide støvler, der får dem til at ligne et par tamburma­ jorer på speed. De lægger korstemmerne på og løfter hele nummeret. Claire især. Han fanger hendes blik. ‘Come on baby light my fire.’ Han kan ikke synge. Men han gør det alligevel. Han kan heller ikke spille guitar, det gør han også alligevel. Der er noget ved scenariet, der får ham til at tro, at han kan. Noget ved Claires blik. Noget ved de sve­ dige kroppe på dansegulvet foran ham og pigernes vuggende bryster; deres hofter og hovederne, der kaster med det lange hår; armene, der tegner mønstre i luften; fødderne, der stepper rytmisk. Det er som én stor organisme, der trækker vejret i takt med bassens dunken. Her, midt i musikken, føles alt det andet langt væk. Fantine og Su­ sanne og den nye udvikling, som skræmmer ham. Og længere tilbage, dagen for katastrofen. Sharbat og den gravide mave og håndens graci­ øse bevægelse der, midt i døråbningen; den brændende fornemmelse i kroppen; blodet på de gule murbrokker og den blå konfetti på Jacks uniform. Det hele bliver mast om i baggrunden, ind i et hjørne af hans bevidsthed. Han sætter munden til mikrofonen: 7

Som natten kender stjernerne.indd 7

05/08/2020 18.18


‘Try now we can only loose And our love become a funeral pyre’ Smerterne er væk. Han har arme og ben, han har et hjerte, der slår, og han trækker vejret sammen med mængden og sammen med Claire. Det er derfor, han står her. Kun musikken kan få ham til at huske, hvordan man glemmer. Løsrevet fra pulveriserede mursten og skyer af støv og Fantines øjne, når lægen stikker nålen ind, føler han lyst. Det flammer op i hans underliv. Det går som en løbeild gennem hans krop. ‘Come on baby light my fire. Come and set the night on fire.’ Bagefter sidder de i baglokalet og får en øl. Alle er høje af aftenens succes; af alle de dansende mennesker og af musikken. – Bliver du? spørger Claire, og han kan mærke hendes hud mod sit tøj, da hun trykker sig ind mod ham. Under andre omstændigheder ville det have været naturligt. Men lige i dag er der noget andet på spil. – Jeg skal nå toget. Hun ser på ham. Hendes hals glinser stadig efter anstrengelserne på scenen. Det er, som om der ligger en lille dråbe i saltkarret. Håret er fugtigt og rammer hans kind, da hun læner sig frem efter sin øl. – Fantine? spørger hun. – Hun skal ind til hospitalet. – Seriøst? Jeg troede, det var overstået. Han bunder og kvaser dåsen. – Det er bare en kontrol. Ikke noget at være nervøs for. Han kan godt selv høre, at det lyder nervøst. Joey kaster en kold dåseøl hen til ham, og han fanger den med én hånd. Det giver et lille pop, da han åbner den, og han drikker med køligt metal mod læberne. – Vildt fedt publikum. Joey holder sin øl op til en skål. – Awesome, siger Claire, og Jeanne nikker og trækker i en hårlok. 8

Som natten kender stjernerne.indd 8

05/08/2020 18.18


– Bliver du? spørger Joey ham. Han forklarer endnu en gang det med toget. Han bliver en tid, mens stemmerne, latteren og lettelsen efter koncerten lægger sig som en be­ skyttende film over det, der kunne være hans sjæl, hvis han ellers troe­ de, han havde en. Så rejser han sig og sætter den stadig halvfulde øl på bordet, kysser Claire på kinden. – Ses vi i morgen, baby? Hun nikker og smiler. Det er nemt med hende. Hun har andre el­ skere, og han skal ikke bekymre sig. Han griber sin jakke. – Au revoir. Han vinker til dem med ryggen til, slænger jakken over skulderen, trykker dørhåndtaget ned og når at høre deres afskedssalutter. – So long; hasta la vista. Han går gennem byens gader mod stationen, og en del af ham er stadig høj efter aftenens job. Ikke honoraret, selvfølgelig. Coverbands kan man fodre svin med, men de gør det heller ikke for pengenes skyld. På Gare de l’Est køber han en billet i automaten. Der er et kvarter, til toget kommer. Så gør han noget, han ikke har gjort længe. Ikke si­ den han var her med Fantine og Susanne, da Fantine skulle til endnu en dyr specialist, og han ledte efter noget, der kunne gøre hende glad. Han går ind i Marks & Spencer-butikken, mens han spekulerer over, hvad der mon skal blive af den efter Brexit. Ved disken køber han to po­ ser All Sorts. Den ene er til Fantine. Han har allerede spist halv­delen af den anden pose, da han når ned til perron 26, og toget kommer glidende imod de ventende passagerer som en forvokset sølvfisk ud af mørket.

Som natten kender stjernerne.indd 9

05/08/2020 18.18


2 – Hvor er din ring? De er nøgne, som de altid er, når de er på vej i seng. Hun står med tandbørsten i munden og møder Holgers blik i badeværelsesspejlet. Han kigger på hendes ringløse finger, hvor der er et lyst mærke efter vielsesringen. – Jeg tager den af, når jeg spiller, siger hun, stadig med tandbørsten i munden. Han siger ikke mere, men klemmer tandpasta ud på sin eltandbør­ ste. Så sætter han i gang, og larmen overdøver næsten hendes dår­ lige samvittighed. Han er til el, hun er til håndkraft. De bruger også forskellige slags tandpasta. Og så er det kun den ene af dem, der har vielsesringen på. – Den ligger nok nede på flyglet, siger hun hen over larmen. Hun ved, at hun skal være forsigtig. Han har stadig efterveer efter tresårsdagen for et halvt år siden. I spejlet kan hun se, at hans hår nu er mere gråt end mørkt, og selv om han stadig ser godt ud, bliver alders­ forskellen mellem dem mere og mere tydelig. Så derfor går hun ned i musikrummet og finder ringen, som ganske rigtigt ligger på flyglet. Hun presser den ned over sin finger og står lidt og tænker, at der var engang, hvor hun ingen vielsesring havde. Men det er så længe siden, at hun næsten ikke kan huske det. *** Det blæser uden for vinduet i soveværelset. I mørket kan hun se silhuet­ten af hængebirken og de svingende grene. Rytmen plejer at 10

Som natten kender stjernerne.indd 10

05/08/2020 18.18


sende hende hurtigt ind i søvnen, men ikke i aften. I sit hoved hører hun i stedet orkestrets første lange passage af Chopins klaverkoncert i e-mol. Musikken flyder af sted; temaet bliver kastet frem og tilbage mellem violinerne og celloerne; det går op i en spændingsbue og ned igen flere gange, inden roen sænker sig, og dirigenten vender sig mod hende og giver hende et umærkeligt nik. Hun spiller klaverets indledende akkorder oven på dynen. Hun har en solo, så sætter orkestret ind igen. Og så spiller hun temaet, det sørgmodige, stille tema; løbene risler af sted som klare bække. Hendes fingre flyver hen over dynebetrækkets hvide bomuld. Holger lægger en hånd over hendes. – Det kommer til at gå så fint. Hun standser midt i et løb. – Tror du? – Det er jeg sikker på. – Jeg er nervøs for anmeldelserne. – Det skal du ikke være. Jeg er sikker på, at Karl Schumacher giver dig en forrygende anmeldelse i Süddeutsche Zeitung. Hun knuger dynen med den anden hånd. – Men hvad, hvis han ikke gør? Han læner sig ind og kysser hende på kinden. – Det gør han. Og alle i musikbranchen læser, hvad han skriver. Engagementerne fra udlandet vil strømme ind. Han siger det ind i hendes øre og lyder så tilfreds, som kun han kan lyde, når noget går hans vej. Men som hun ligger her, føler hun sig fanget og kan ikke finde ud af hvorfor. Dynen føles omklamrende, og musikken vil ikke forlade hendes hoved, men bliver ved med at spille bagerst i hjernen. Holgers ånde brænder mod hendes hud. – Er du sikker på, han kommer? Han klemmer hendes hånd, så vielsesringen skærer mod huden. – Helt sikker kan man aldrig være, men min kilde har bekræftet det. Han siger med appel i stemmen: – Det er vores chance, Malou. 11

Som natten kender stjernerne.indd 11

05/08/2020 18.18

Profile for JP/Politikens Forlag

Som natten kender stjernerne Læseprøve  

Som natten kender stjernerne Læseprøve