Page 17

kroppen svarede ikke. Følelsen af en ekstrem sårbarhed satte sig i ham, mens han lå på det våde fortov. Han kunne mærke, at hjertet hamrede afsted og pumpede følelsen af frygt ud i kroppen. Ikke den frygt, der langsomt kommer snigende, men en altoverskyggende frygt, som pludselig med ét lammer en. Han følte sig meget alene. Han frygtede for sit liv, om han ville overleve det, om hans krop ville blive ved med at fungere. Febrilsk forsøgte han at nå sin pistol under jakken, men havde ikke kræfter til at hive den ud under vægten af sin krop. Ud af øjenkrogen fornemmede han Tristan komme haltende i retning mod butikken med sin pistol i hånden. Robert ville stoppe ham, men hans råb var for vagt, og Tristan forsvandt ind i tågen af røg og støv. Hans hjerne repeterede proceduren for nærkamp fra CIA-akademiet: Kom i sikkerhed, identificer fjenden, engager i kamp. Reglerne fløj rundt i hovedet på ham, mens han for alvor begyndte at høre byens lyde trods den silende regn. Der var en, der lagde en hånd på hans skulder. Det gav et jag i ham, og han fik endelig sin pistol trukket fri og rettede den mod personen. Han så en mand i UPS-uniform med hænderne i vejret, der råbte og så bange ud. Robert sænkede pistolen. Bag UPS-manden kom der flere mennesker løbende. Robert prøvede igen at rejse sig, men kunne ikke. Han kiggede ned ad sig selv og så sit ben og fik straks kvalme. Det venstre ben var i bogstavelig forstand åbent, bukserne var flænset, og der havde dannet sig en blodpøl omkring benet. Det sortnede for hans øjne. Sirenerne i det fjerne blev gradvist tydeligere og blev hurtigt så høje, at Robert ikke kunne høre andet. Lyden kastedes mellem bygningerne i den smalle gade. Han anede, at Clara og flere andre sprang ud af store sorte biler iklædt kampuniformer og med trukne automatvåben. Clara råbte noget, men han anstrengte sig ikke længere for at høre det. Han var træt, kropsligt udkørt og kunne ikke holde sig kørende mere. Robert brugte alt sit fokus på at holde sig vågen. Angsten havde sat sig i hans luftrør. 19

Profile for JP/Politikens Forlag

Pavens yndling  

Pavens yndling er nytænkt, hæsblæsende underholdning fra første side og en helt uforudsigelig fortælling, som får læseren til at tænke på, h...

Pavens yndling  

Pavens yndling er nytænkt, hæsblæsende underholdning fra første side og en helt uforudsigelig fortælling, som får læseren til at tænke på, h...