håb om, at de vil ændre verden, men blot i det mere nøjsomme håb, at de vil finde sig til rette i den, overleve, som vi har gjort, få noget ud af den, som vi har gjort, i små, nøje afmålte stumper af fritid, som vi kun i hedonismens halvdøs kan finde på at forveksle med virkelig frihed. Når revolutionen bliver eksamenspensum, ophører den skabende akts sprog med at være en opfordring til handling og bliver i stedet det modsatte: bekræftelse på resignation og selvopgivelse. Revolu tionen som eksamenspensum er revolutionen som parodi. Hver gang de studerende åbner en bog, blive de mødt af en spottende latter.
7. Hvad er skabende arbejde?
Men døden er ikke den eneste horisont, når vi taler om skabende arbejde. Også fællesskabet kan være skabende. Livsvilkår kan ændres takket være et samfunds satsning. Men oplever vi det sådan? Det var pointen i Karl Marx’ analyse af lønarbejdets fremmedgørende virkning, at arbejderen på fabrikken ender med ikke at bekymre sig om det produkt, han er med til at frembringe, og som han desuden er uden indflydelse på. Det er lønningsposen, han er optaget af. Selvopholdelsen er markedsøkonomiens eneste horisont. Hverken arbejderen selv eller andre spørger til fællesnytten af det produkt, han med sine hænder frembringer. Egennytten overskygger alt, og følelsen af at bidrage til fællesskabet er gået tabt. Jeg tilbragte under Balkankrigen 15
Mod stjernerne.indd 15
04/09/18 09.06