ET
Jeg lukkede øjnene, men var alligevel klar over, at jeg blev nøje iagt taget. Hver eneste ansigtstrækning. Bevægelse. Reaktion. Alt blev note ret og analyseret. Jeg, Leona Lindberg, havde selv gjort det tusindvis af gange. Som efterforsker på AGK, afdelingen for grov kriminalitet hos Citypolitiet i Stockholm, var jeg vant til at være den, der afhørte andre. Ledte efter svagheder i deres udsagn. Det var en rolle, jeg kendte, følte mig hjemme i. Men nu var det anderledes. Nu var det mig, der var genstand for iagttagelse. Terapeut Aimi Nordlund observerede mig omhyggeligt fra lænesto len overfor. Hendes konsultation bestod bare af et enkelt rum, indrettet efter diverse samtalefremmende retningslinjer. Svagt grøntonede vægge, mørke lærredslænestole og puder, der betød, at man landede blødt, men alligevel i en ergonomisk korrekt stilling. Farveskalaen gav indtryk af, at man var i en nyindrettet stue, alligevel havde jeg svært ved at få luft, når jeg var der. Det var, som om der lå en tung byrde over mit bryst. Som pressede mig bagover ind mod lænestolens ryg. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle sidde hos en terapeut og tale om mit liv. For kun få måneder siden havde det været helt utænkeligt. Det var ikke min stil at gå til en hjernevrider. Men efter alt, hvad der var sket, befandt jeg mig på et nulpunkt. 7
Leona 2.indd 7
23/08/17 09.05