Jussi - en biografi af Jonas Langvad Nilsson

i bedring, cirkulerede læger og sygeplejersker om Jussis seng og drøftede hans ben. »Jeg forestillede mig, at jeg ville få en protese fra knæet og ned og muligvis skulle sidde i kørestol. Forude ventede et andet liv. I for­vejen havde jeg fået fjernet en stor del af verden fra mig, fordi jeg ikke kunne tåle at blive vaccineret. Der var så mange eksotiske steder, jeg ikke kunne rejse hen, og nu stod jeg til at miste det ene ben. Det sørgede jeg over.

Jeg tænkte på min sommertur til Lapland året forinden, hvor jeg travede gennem ødemarken med en af mine venner. Vi fangede fisk med vores medbragte fiskestænger og sov i vores ponchoer under åben himmel. Om morgenen vandrede vi videre med vabler på fødderne langt ude i bjergene, langt væk fra stierne. Selv om det var sommer, var vejret diset, tåget og regnfuldt, men det blev aldrig mørkt. Jeg anede ikke, hvad der var dag og nat. Det var på turen til Lapland, at jeg opdagede min døgnrytme: Hvis det stod til mig, ville døgnet have 32 timer. Så ville jeg arbejde 23 timer i træk og sove i ni. Jeg har ekstremt svært ved at stoppe, når jeg først er gået i gang med noget.

Efter tre ugers vandring midt ude i ingenmandsland mødte min ven og jeg to svenskere på en bakketop. Det var fantastisk at se mennesker igen, og så trak en af dem en chillum frem. Min ven var med på den. Han og svenskerne tog sig en lille koger, mens de sad og kiggede ud over dalen og syntes, at der ikke kunne være noget smukkere i verden. Det irriterede mig, at svenskerne kom der og blandede virkelighed og hallucinationer sammen. Jeg ville ikke være med i det. Jeg var stoppet med den slags. Jeg følte mig stærkere end nogensinde, fysisk og psykisk. Alt det lå jeg og tænkte på i hospitalssengen. Jeg tænkte, at det var godt, at jeg nåede at tage den Laplands-tur, for det var ikke sikkert, at det ville kunne lade sig gøre fremover.

Jeg tænkte på, om Hanne ville se mig som besværlig i en kørestol eller med en protese. Jeg hader at ligge nogen til last. Jeg betragtede os som et fast par, men jeg begyndte at se mig selv som den invalide i det forhold. Måske ville jeg blive nødt til at flytte hjem til mine forældre i Brøndbyøster. Jeg tvivlede aldrig på Hanne, men jeg har en god fantasi, så jeg kørte ud ad nogle ubehagelige spor. Jeg tænkte på min farbror 135